Spring til indhold

Retsinformation

Aktindsigt i embedslæges redegørelse vedrørende fødsel i arrest.

FOU nr 1992.301UdtalelserFolketinget6. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Aktindsigt i embedslæges redegørelse vedrørende fødsel i

arrest.

A klagede over at have fået

afslag på en anmodning om aktindsigt i en rapport fra Embedslægeinstitutionen

i

Y Amt.

I anledning af klagen

indhentede jeg en udtalelse af 13. marts 1992 fra Sundhedsministeriet. Efter

en

foreløbig gennemgang af sagen indhentede jeg endvidere en supplerende

udtalelse

fra Sundhedsministeriet af 28. juli 1992.

Sagens omstændigheder var

følgende:

Den 29. september 1990 fandt

en fødsel sted i X-by Arresthus. På grund af særlige omstændigheder forud for

fødslen var der ikke mulighed for at lade denne foregå på fødeafdelingen på

sygehuset. Disse særlige omstændigheder gav anledning til, at der blev

foretaget en nærmere undersøgelse omhandlende bl.a. en vagtlæges og en

tilkaldt

jordemoders indsats i sagen.

Som led i det tilsyn, som

embedslægen på Sundhedsstyrelsens vegne fører med den virksomhed, der udføres

af personer inden for sundhedsvæsenet, udarbejdede Embedslægeinstitutionen

for

Y Amt en redegørelse af 3. oktober 1991.

Den 23. december 1991

anmodede et medlem af Y Amtsråd (B) embedslægen om aktindsigt i sagen.

Anmodningen blev afslået, og i skrivelse af 27. december 1991 indbragte

amtsrådsmedlem B afslaget for sundhedsministeren.

Læs alt

I skrivelse af 23. januar

1992 stadfæstede sundhedsministeren afslaget med henvisning til

offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, hvorefter retten til aktindsigt ikke

omfatter oplysninger om enkeltpersoners private forhold.

Inden sundhedsministerens

afgørelse forelå, havde A i skrivelse af 14. januar 1992 anmodet embedslægen

om

aktindsigt i redegørelsen af 3. oktober 1991. Embedslægen afslog anmodningen

i

skrivelse af 27. januar 1992 under henvisning til offentlighedslovens § 12,

stk. 1, nr. 1.

I skrivelse af 2. marts 1992

klagede A til mig. A havde ikke forinden indbragt embedslægens afgørelse af

27.

januar 1992 for Sundhedsministeriet, idet A henviste til sundhedsministerens

afgørelse i anledning af klagen fra amtsrådsmedlem B. På baggrund heraf

anmodede jeg ministeriet om en udtalelse.

I udtalelsen af 13. marts

1992 anførte Sundhedsministeriet bl.a. følgende:

"...

I Sundhedsministeriets

vurdering af sagen på baggrund af de telefonisk indhentede oplysninger indgik

yderligere hensynet til de medicinalpersoner, hvis virksomhedsudøvelse sagens

akter indeholder en redegørelse om, og hvor der endnu ikke er truffet

afgørelse. Det kan således f.eks. tænkes, at der fra embedslægeinstitutionens

side er afgivet et forslag til afgørelse i sagen, men at Sundhedsstyrelsens

udtalelse vil afvige herfra, og såfremt Sundhedsstyrelsen indbringer sagen

for

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, er det Patientklagenævnet, der har den

endelige afgørelse.

Der var således efter

ministeriets opfattelse flere hensyn, som bevirkede, at der ikke kunne gives

aktindsigt i sagen, nemlig på den ene side offentlighedslovens § 12, stk. 1,

nr. 1, hvorefter retten til aktindsigt ikke omfatter oplysninger om

enkeltpersoners private forhold, og på den anden side offentlighedslovens §

13,

stk. 1, nr. 3, eller dens analogi. Ministeriet fandt imidlertid, at

henvisningen til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, var fuldt

tilstrækkelig til at begrunde afslaget.

Sundhedsministeriet finder

under henvisning til ovenstående, at det har været berettiget at nægte de

pågældende aktindsigt i sagen og den deri indeholdte redegørelse fra

embedslægeinstitutionen. Ministeriet finder det endvidere berettiget, at der

ikke blev givet delvis aktindsigt ved slettelse af personhenførbare

oplysninger, dels fordi sagens person i forvejen måtte anses for bekendt,

dels

fordi sagen i sin helhed vedrører den nævnte persons personlige forhold.

..."

Med udtalelsen modtog jeg

ministeriets akter og med skrivelse af 14. april 1992 fra Sundhedsstyrelsen,

hvortil sagen var oversendt, modtog jeg genpart af embedslægeinstitutionens

redegørelse af 3. oktober 1991.

Efter at have foretaget en

foreløbig gennemgang af sagen anmodede jeg i skrivelse af 13. juli 1992

Sundhedsministeriet om en supplerende udtalelse. I skrivelsen anførte jeg

bl.a.

følgende:

"...

Redegørelsen (fra

embedslægeinstitutionen) indeholder, ud over en omtale af myndighedernes

behandling af sagen, i første del et resumé af sagen. Det er umiddelbart min

opfattelse, at beskrivelsen indeholder sådanne oplysninger om (den fødende

kvindes) private forhold, at hensynet til hende - og hensynet til barnet -

taler afgørende imod meddelelse af aktindsigt, jf. herved offentlighedslovens

§

12, stk. 1, nr. 1.

Sidste del af redegørelsen

indeholder embedslægeinstitutionens konklusion vedrørende den lægelige og

jordemoderfaglige indsats i sagen. Det er min opfattelse, at den

omstændighed,

at Sundhedsstyrelsen eller Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan have en

opfattelse i sagen, der afviger fra embedslægens, ikke i sig selv fører til,

at

aktindsigt i redegørelsens konklusion i medfør af offentlighedslovens § 13,

stk. 1, nr. 3, kan nægtes.

...

Det er endvidere min

opfattelse, at meddelelse af aktindsigt i konklusionen alene ikke kan antages

at medføre en sådan løsrivelse fra sammenhængen med den øvrige del af

redegørelsen, at aktindsigt af den grund - helt undtagelsesvis - kan

afslås...

På den baggrund beder jeg

ministeriet meddele mig, om det anførte giver ministeriet anledning til at

overveje, om der kan meddeles aktindsigt i konklusionen i embedslægens

redegørelse af 3. oktober 1991.

..."

I udtalelsen af 28. juli 1992

anførte Sundhedsministeriet for så vidt angik spørgsmålet om aktindsigt i den

del af redegørelsens konklusion, der omhandlede de 2 medicinalpersoners

forhold, bl.a., at ministeriet ikke anså det for berettiget at give

offentligheden

adgang til myndighedernes overvejelse i en indledende fase om, hvorvidt og i

hvilket omfang en sag måtte give anledning til sanktioner over for

medicinalpersoner.

Aktindsigt i den resterende

del af konklusionen ville på den baggrund efter ministeriets opfattelse give

et

så begrænset indblik i sagen, at det ville være mere vildledende end

oplysende,

hvorfor ministeriet fastholdt sit afslag på anmodningen om aktindsigt.

I min afsluttende skrivelse

til A udtalte jeg følgende:

"Min undersøgelse har

alene angået spørgsmålet om aktindsigt i embedslægeinstitutionens redegørelse

af 3. oktober 1991. (Sundhedsministerens afgørelse af 23. januar 1991

vedrørte

spørgsmålet om aktindsigt i sagen som sådan).

Sundhedsministeriets

afgørelse er således truffet på grundlag af følgende bestemmelser i lov om

offentlighed i forvaltningen:

§ 12:

"

Stk. 1.

Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om

1) enkeltpersoners private,

herunder økonomiske, forhold,

...

Stk. 2.

Omfattes kun en del af et dokument af bestemmelsen i stk.

1, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold."

§ 13:

"

Stk. 1.

Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er

nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til

...

3) forebyggelse, opklaring og

forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt

beskyttelse

af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær

forfølgning.

...

Stk. 2.

Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del

af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige

indhold."

1) Som omtalt ovenfor

indeholder første del af embedslægens redegørelse et resumé af sagens

faktiske

omstændigheder. De oplysninger om den pågældende kvindes forhold, der her er

gengivet, er efter min opfattelse af en sådan karakter, at de er omfattet af

bestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.

Det kan derfor ikke give mig

anledning til bemærkninger, at der ikke er givet aktindsigt i denne del af

redegørelsen.

2) For så vidt angår den

sidste del af redegørelsen, der indeholder embedslægeinstitutionens

konklusion

vedrørende vagtlægens og jordemoderens indsats i sagen, er det

Sundhedsministeriets opfattelse, at aktindsigt heri kan afslås med henvisning

til den ovenfor citerede bestemmelse i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr.

3,

eller dennes analogi.

Bestemmelsen omfatter sager

om strafferetlig eller disciplinærforfølgning.

Embedslægeinstitutionens

redegørelse er afgivet til Sundhedsstyrelsen som led i det tilsyn, styrelsen

fører med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for

sundhedsvæsenet, jf. lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, § 4. Efter

lovens

§ 12, stk. 2, skal Sundhedsstyrelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

indbringe sager, som styrelsen finder vil kunne give grundlag for kritik

eller

anden sanktion over for de pågældende. Patientklagenævnet kan efter lovens §

14

give udtryk for sin opfattelse af sagen, herunder eventuelt fremsætte kritik

over for den pågældende sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner.

Patientklagenævnet kan herved

eventuelt anmode anklagemyndigheden om at rejse tiltale mod den pågældende.

Der

er ikke nogen særskilt adgang for tilsynsmyndighederne til at rejse sag om

disciplinær forfølgning; dette må i givet fald (over for offentligt ansatte

sundhedspersoner) ske efter ansættelsesmyndighedens bestemmelse.

En tilsynssag som den

foreliggende er således ikke omfattet af udtrykket "sager om ...

disciplinær forfølgning" i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 3.

Offentlighedsloven fastslår

som hovedregel, at myndighederne har pligt til at meddele aktindsigt. Der er

derfor relativt snævre grænser for en udvidelse af området for

undtagelsesbestemmelserne i loven gennem analogislutninger m.v. Der er efter

min opfattelse ikke grundlag for en generel udvidelse af anvendelsesområdet

for

undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 3, til at

omfatte alle tilsynssager (indberetnings- og klagesager) rettet mod

enkeltpersoner indenfor sundhedsvæsenet - hvilket vil være konsekvensen af

ministeriets

standpunkt.

Man kan overveje, om der i

offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, om beskyttelse af enkeltpersoners

private forhold er grundlag for at afslå aktindsigt i de konkluderende afsnit

med embedslægens bedømmelse af den lægelige og jordemoderfaglige indsats i

sagen, idet der lægges vægt på hensyn til beskyttelse af lægens og

jordemoderens private forhold. Der er efter min opfattelse ikke

tilstrækkeligt

grundlag herfor. Der er efter det oplyste tale om virksomhed i offentlig

tjeneste, og der er ikke i konklusionen oplysninger i øvrigt, som kan siges

at

tilhøre disse personers privatliv.

Embedslægeinstitutionen må i

forhold til Sundhedsstyrelsen betragtes som en selvstændig myndighed.

Brevvekslingen er derfor som udgangspunkt undergivet aktindsigt efter

offentlighedsloven. Loven gælder såvel afsluttede som verserende sager. Selve

det forhold, at Sundhedsstyrelsen kan have en anden opfattelse af sagen, kan

derfor normalt ikke begrunde afslag på aktindsigt.

Jeg finder herefter ikke, at

der efter offentlighedslovens bestemmelser har været grundlag for at meddele

afslag på aktindsigt i konklusionen i redegørelsen af 3. oktober 1991 fra

Embedslægeinstitutionen for Y Amt.

Jeg har gjort

Sundhedsministeriet bekendt med min opfattelse og har henstillet til

ministeriet at sørge for, at der bliver givet aktindsigt i overensstemmelse

hermed."

Med skrivelse af 3. december

1992 fra Sundhedsministeriet modtog jeg kopi af ministeriets samtidige

skrivelse til A, hvori A meddeltes aktindsigt i embedslægeredegørelsens

konklusion.

Herefter meddelte jeg

Sundhedsministeriet, at jeg havde noteret mig, at A havde fået aktindsigt, og

at jeg ikke foretog yderligere i sagen.

Lignende dokumenter