Aktindsigt i embedslæges redegørelse vedrørende fødsel i arrest.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Aktindsigt i embedslæges redegørelse vedrørende fødsel i
arrest.
A klagede over at have fået
afslag på en anmodning om aktindsigt i en rapport fra Embedslægeinstitutionen
i
Y Amt.
I anledning af klagen
indhentede jeg en udtalelse af 13. marts 1992 fra Sundhedsministeriet. Efter
en
foreløbig gennemgang af sagen indhentede jeg endvidere en supplerende
udtalelse
fra Sundhedsministeriet af 28. juli 1992.
Sagens omstændigheder var
følgende:
Den 29. september 1990 fandt
en fødsel sted i X-by Arresthus. På grund af særlige omstændigheder forud for
fødslen var der ikke mulighed for at lade denne foregå på fødeafdelingen på
sygehuset. Disse særlige omstændigheder gav anledning til, at der blev
foretaget en nærmere undersøgelse omhandlende bl.a. en vagtlæges og en
tilkaldt
jordemoders indsats i sagen.
Som led i det tilsyn, som
embedslægen på Sundhedsstyrelsens vegne fører med den virksomhed, der udføres
af personer inden for sundhedsvæsenet, udarbejdede Embedslægeinstitutionen
for
Y Amt en redegørelse af 3. oktober 1991.
Den 23. december 1991
anmodede et medlem af Y Amtsråd (B) embedslægen om aktindsigt i sagen.
Anmodningen blev afslået, og i skrivelse af 27. december 1991 indbragte
amtsrådsmedlem B afslaget for sundhedsministeren.
Læs alt
I skrivelse af 23. januar
1992 stadfæstede sundhedsministeren afslaget med henvisning til
offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, hvorefter retten til aktindsigt ikke
omfatter oplysninger om enkeltpersoners private forhold.
Inden sundhedsministerens
afgørelse forelå, havde A i skrivelse af 14. januar 1992 anmodet embedslægen
om
aktindsigt i redegørelsen af 3. oktober 1991. Embedslægen afslog anmodningen
i
skrivelse af 27. januar 1992 under henvisning til offentlighedslovens § 12,
stk. 1, nr. 1.
I skrivelse af 2. marts 1992
klagede A til mig. A havde ikke forinden indbragt embedslægens afgørelse af
27.
januar 1992 for Sundhedsministeriet, idet A henviste til sundhedsministerens
afgørelse i anledning af klagen fra amtsrådsmedlem B. På baggrund heraf
anmodede jeg ministeriet om en udtalelse.
I udtalelsen af 13. marts
1992 anførte Sundhedsministeriet bl.a. følgende:
"...
I Sundhedsministeriets
vurdering af sagen på baggrund af de telefonisk indhentede oplysninger indgik
yderligere hensynet til de medicinalpersoner, hvis virksomhedsudøvelse sagens
akter indeholder en redegørelse om, og hvor der endnu ikke er truffet
afgørelse. Det kan således f.eks. tænkes, at der fra embedslægeinstitutionens
side er afgivet et forslag til afgørelse i sagen, men at Sundhedsstyrelsens
udtalelse vil afvige herfra, og såfremt Sundhedsstyrelsen indbringer sagen
for
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, er det Patientklagenævnet, der har den
endelige afgørelse.
Der var således efter
ministeriets opfattelse flere hensyn, som bevirkede, at der ikke kunne gives
aktindsigt i sagen, nemlig på den ene side offentlighedslovens § 12, stk. 1,
nr. 1, hvorefter retten til aktindsigt ikke omfatter oplysninger om
enkeltpersoners private forhold, og på den anden side offentlighedslovens §
13,
stk. 1, nr. 3, eller dens analogi. Ministeriet fandt imidlertid, at
henvisningen til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, var fuldt
tilstrækkelig til at begrunde afslaget.
Sundhedsministeriet finder
under henvisning til ovenstående, at det har været berettiget at nægte de
pågældende aktindsigt i sagen og den deri indeholdte redegørelse fra
embedslægeinstitutionen. Ministeriet finder det endvidere berettiget, at der
ikke blev givet delvis aktindsigt ved slettelse af personhenførbare
oplysninger, dels fordi sagens person i forvejen måtte anses for bekendt,
dels
fordi sagen i sin helhed vedrører den nævnte persons personlige forhold.
..."
Med udtalelsen modtog jeg
ministeriets akter og med skrivelse af 14. april 1992 fra Sundhedsstyrelsen,
hvortil sagen var oversendt, modtog jeg genpart af embedslægeinstitutionens
redegørelse af 3. oktober 1991.
Efter at have foretaget en
foreløbig gennemgang af sagen anmodede jeg i skrivelse af 13. juli 1992
Sundhedsministeriet om en supplerende udtalelse. I skrivelsen anførte jeg
bl.a.
følgende:
"...
Redegørelsen (fra
embedslægeinstitutionen) indeholder, ud over en omtale af myndighedernes
behandling af sagen, i første del et resumé af sagen. Det er umiddelbart min
opfattelse, at beskrivelsen indeholder sådanne oplysninger om (den fødende
kvindes) private forhold, at hensynet til hende - og hensynet til barnet -
taler afgørende imod meddelelse af aktindsigt, jf. herved offentlighedslovens
§
12, stk. 1, nr. 1.
Sidste del af redegørelsen
indeholder embedslægeinstitutionens konklusion vedrørende den lægelige og
jordemoderfaglige indsats i sagen. Det er min opfattelse, at den
omstændighed,
at Sundhedsstyrelsen eller Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan have en
opfattelse i sagen, der afviger fra embedslægens, ikke i sig selv fører til,
at
aktindsigt i redegørelsens konklusion i medfør af offentlighedslovens § 13,
stk. 1, nr. 3, kan nægtes.
...
Det er endvidere min
opfattelse, at meddelelse af aktindsigt i konklusionen alene ikke kan antages
at medføre en sådan løsrivelse fra sammenhængen med den øvrige del af
redegørelsen, at aktindsigt af den grund - helt undtagelsesvis - kan
afslås...
På den baggrund beder jeg
ministeriet meddele mig, om det anførte giver ministeriet anledning til at
overveje, om der kan meddeles aktindsigt i konklusionen i embedslægens
redegørelse af 3. oktober 1991.
..."
I udtalelsen af 28. juli 1992
anførte Sundhedsministeriet for så vidt angik spørgsmålet om aktindsigt i den
del af redegørelsens konklusion, der omhandlede de 2 medicinalpersoners
forhold, bl.a., at ministeriet ikke anså det for berettiget at give
offentligheden
adgang til myndighedernes overvejelse i en indledende fase om, hvorvidt og i
hvilket omfang en sag måtte give anledning til sanktioner over for
medicinalpersoner.
Aktindsigt i den resterende
del af konklusionen ville på den baggrund efter ministeriets opfattelse give
et
så begrænset indblik i sagen, at det ville være mere vildledende end
oplysende,
hvorfor ministeriet fastholdt sit afslag på anmodningen om aktindsigt.
I min afsluttende skrivelse
til A udtalte jeg følgende:
"Min undersøgelse har
alene angået spørgsmålet om aktindsigt i embedslægeinstitutionens redegørelse
af 3. oktober 1991. (Sundhedsministerens afgørelse af 23. januar 1991
vedrørte
spørgsmålet om aktindsigt i sagen som sådan).
Sundhedsministeriets
afgørelse er således truffet på grundlag af følgende bestemmelser i lov om
offentlighed i forvaltningen:
§ 12:
"
Stk. 1.
Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om
1) enkeltpersoners private,
herunder økonomiske, forhold,
...
Stk. 2.
Omfattes kun en del af et dokument af bestemmelsen i stk.
1, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold."
§ 13:
"
Stk. 1.
Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er
nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til
...
3) forebyggelse, opklaring og
forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt
beskyttelse
af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær
forfølgning.
...
Stk. 2.
Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del
af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige
indhold."
1) Som omtalt ovenfor
indeholder første del af embedslægens redegørelse et resumé af sagens
faktiske
omstændigheder. De oplysninger om den pågældende kvindes forhold, der her er
gengivet, er efter min opfattelse af en sådan karakter, at de er omfattet af
bestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.
Det kan derfor ikke give mig
anledning til bemærkninger, at der ikke er givet aktindsigt i denne del af
redegørelsen.
2) For så vidt angår den
sidste del af redegørelsen, der indeholder embedslægeinstitutionens
konklusion
vedrørende vagtlægens og jordemoderens indsats i sagen, er det
Sundhedsministeriets opfattelse, at aktindsigt heri kan afslås med henvisning
til den ovenfor citerede bestemmelse i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr.
3,
eller dennes analogi.
Bestemmelsen omfatter sager
om strafferetlig eller disciplinærforfølgning.
Embedslægeinstitutionens
redegørelse er afgivet til Sundhedsstyrelsen som led i det tilsyn, styrelsen
fører med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for
sundhedsvæsenet, jf. lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, § 4. Efter
lovens
§ 12, stk. 2, skal Sundhedsstyrelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
indbringe sager, som styrelsen finder vil kunne give grundlag for kritik
eller
anden sanktion over for de pågældende. Patientklagenævnet kan efter lovens §
14
give udtryk for sin opfattelse af sagen, herunder eventuelt fremsætte kritik
over for den pågældende sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner.
Patientklagenævnet kan herved
eventuelt anmode anklagemyndigheden om at rejse tiltale mod den pågældende.
Der
er ikke nogen særskilt adgang for tilsynsmyndighederne til at rejse sag om
disciplinær forfølgning; dette må i givet fald (over for offentligt ansatte
sundhedspersoner) ske efter ansættelsesmyndighedens bestemmelse.
En tilsynssag som den
foreliggende er således ikke omfattet af udtrykket "sager om ...
disciplinær forfølgning" i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 3.
Offentlighedsloven fastslår
som hovedregel, at myndighederne har pligt til at meddele aktindsigt. Der er
derfor relativt snævre grænser for en udvidelse af området for
undtagelsesbestemmelserne i loven gennem analogislutninger m.v. Der er efter
min opfattelse ikke grundlag for en generel udvidelse af anvendelsesområdet
for
undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 3, til at
omfatte alle tilsynssager (indberetnings- og klagesager) rettet mod
enkeltpersoner indenfor sundhedsvæsenet - hvilket vil være konsekvensen af
ministeriets
standpunkt.
Man kan overveje, om der i
offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, om beskyttelse af enkeltpersoners
private forhold er grundlag for at afslå aktindsigt i de konkluderende afsnit
med embedslægens bedømmelse af den lægelige og jordemoderfaglige indsats i
sagen, idet der lægges vægt på hensyn til beskyttelse af lægens og
jordemoderens private forhold. Der er efter min opfattelse ikke
tilstrækkeligt
grundlag herfor. Der er efter det oplyste tale om virksomhed i offentlig
tjeneste, og der er ikke i konklusionen oplysninger i øvrigt, som kan siges
at
tilhøre disse personers privatliv.
Embedslægeinstitutionen må i
forhold til Sundhedsstyrelsen betragtes som en selvstændig myndighed.
Brevvekslingen er derfor som udgangspunkt undergivet aktindsigt efter
offentlighedsloven. Loven gælder såvel afsluttede som verserende sager. Selve
det forhold, at Sundhedsstyrelsen kan have en anden opfattelse af sagen, kan
derfor normalt ikke begrunde afslag på aktindsigt.
Jeg finder herefter ikke, at
der efter offentlighedslovens bestemmelser har været grundlag for at meddele
afslag på aktindsigt i konklusionen i redegørelsen af 3. oktober 1991 fra
Embedslægeinstitutionen for Y Amt.
Jeg har gjort
Sundhedsministeriet bekendt med min opfattelse og har henstillet til
ministeriet at sørge for, at der bliver givet aktindsigt i overensstemmelse
hermed."
Med skrivelse af 3. december
1992 fra Sundhedsministeriet modtog jeg kopi af ministeriets samtidige
skrivelse til A, hvori A meddeltes aktindsigt i embedslægeredegørelsens
konklusion.
Herefter meddelte jeg
Sundhedsministeriet, at jeg havde noteret mig, at A havde fået aktindsigt, og
at jeg ikke foretog yderligere i sagen.
Lignende dokumenter
- Uberettiget udlevering til pressen af fortrolige oplysninger i en embedslægerapport. Retsinformation · 25. juni 2003
- Obduktionserklæringers betydning i sager om selvmord og dødsfald i kriminalforsorgens institutioner Retsinformation · 21. oktober 2005
- Afslag på aktindsigt i elektronisk regneark Retsinformation · 2. oktober 2006
- Silkeborg Jordemoderhus ApS mod Region Syddanmark Klagenævn (Nævnenes Hus) · 26. september 2024
- 2012-10 Omsorg for levendefødte, uafvendeligt døende børn (efter sen abort) Retsinformation · 10. maj 2012
- Klage til Patientklagenævnet. Forældelse. Retsinformation · 25. juni 2003