Spring til indhold

Retsinformation

Klage til Patientklagenævnet. Forældelse.

FOU nr 1993.268UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage til Patientklagenævnet. Forældelse.

A og B klagede til mig over,

at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde afvist at realitetsbehandle en

klage, som A og B havde indgivet til nævnet, fordi sagen efter nævnets

opfattelse var forældet. A og B klagede endvidere over Patientklagenævnets og

Sundhedsstyrelsens sagsbehandling.

A's og B's klage til

Patientklagenævnet angik den lægelige behandling på X Sygehus af A's og B's

søn

C efter hans fødsel den 16. december 1977.

Af sagen fremgik det bl.a.,

at C er multi-handicappet, og det var A's og B's opfattelse, at dette i

overvejende grad (og måske udelukkende) skyldtes den behandling, han modtog

efter fødslen. Herom anførte A og B i henvendelsen til mig følgende:

"...

Denne antagelse har vi

imidlertid aldrig kunnet finde synderlig meget forståelse for hos én eneste

af

de mange læger, som vi og (C) igennem årene har været i kontakt med. Vi er

tværtimod så godt som altid blevet mødt med en noget afvisende og skeptisk

holdning. Nogle læger har over for os udtrykt, at det, bortset fra

blindheden,

var svært at fastslå omfanget og karakteren af de skader, som (C) er belastet

af; andre har senere (efter at (C) var begyndt at få krampeanfald, og det var

blevet konstateret, at han led af epilepsi i svær grad) ikke vist særlig

interesse for at finde ud af den sammenhæng, som skaderne efter vor

opfattelse

oplagt kan sættes ind i.

Ingen

af de

Læs alt

læger, vi har talt med, har på noget tidspunkt åbent sagt, at han egentligt

fandt det rimeligt og relevant at undersøge fødselsforløbet nærmere for at få

enten af- eller bekræftet, hvorvidt der er en direkte sammenhæng mellem vor

søns skader og den behandling, han har været udsat for efter fødslen. Det tog

således også adskillige år, før "man" fandt det relevant at

undersøge, hvorvidt (C's) hjerne er beskadiget. Dette til trods for, at alle

vidste, at han var blevet født for tidligt og efterfølgende

iltbehandlet."

Om forholdene i forbindelse

med udskrivningen fra X Sygehus anførte A og B bl.a. følgende:

"...

(C) blev udskrevet d.

19-1-78. Umiddelbart inden udskrivningen havde vi en samtale med en læge. Vi

fik at vide, at (C) var normal, bortset fra at der var konstateret nogle

øjenforandringer, som var opstået i forbindelse med den langvarige

iltbehandling, som havde været nødvendig. Hvori disse øjenforandringer

bestod,

og hvad de indebar, kunne vi ikke få nærmere besked om. At disse

øjenforandringer

reelt betød øjenskader, som senere skulle ende med, at (C) blev totalt blind,

fik vi slet ikke noget klart indtryk af. Vi opfattede det relativt positive

ord: øjen-forandringer som noget forholdsvist uskyldigt og harmløst. Vi

begyndte først at blive en smule mere mistænkelige, da (C) skulle komme til

nogle "rutinemæssige" undersøgelser (som det blev udtrykt) på

Øjenambulatoriet på X Sygehus i den første tid, efter han var kommet hjem.

Heller ikke på Øjenambulatoriet fik vi imidlertid klar besked om, hvad de

tiltagende "øjenforandringer" kunne ende med."

Ca. et halvt år efter

udskrivningen blev det konstateret på Y Kommunehospital, at C var blind. A og

B

anførte herom bl.a. følgende:

"...

Selv om vi nok inderst inde

godt vidste, at det ikke stod ret godt til med (C's) syn, kom det alligevel

som

et chok, at (C) blev erklæret for

totalt

blind på

begge

øjne, og at der

intet

kunne gøres ved dette. Vi

reagerede temmelig voldsomt lige efter meddelelsen (...); vi havde meget

svært

ved at acceptere og indstille os på, at det på nogen måde skulle kunne være

muligt at leve et rimeligt liv som blind. Vi følte og fik nu bekræftet, at

man

i sin tid på X Sygehus ikke havde været ærlige og åbne om de skader,

iltbehandlingen af (C) kunne medføre. Vi kunne nu heller ikke tilbageholde

vores skuffelse og vrede over ikke at have haft mulighed for at blive

inddraget

i beslutningsprocesserne, da de kritiske situationer opstod. Men der var jo

intet at stille op. Sket var sket, og vi kunne jo læse os til, at risikoen

for

øjenskader var "en omkostning", som man opererede med, når man

iltbehandlede for tidligt fødte børn.

..."

Om udviklingen de følgende år

anførte A og B bl.a. følgende:

"...

I de følgende år udviklede

(C) sig ikke, som det kunne forventes (i hvert fald, hvis man

ikke

havde indsigt i det, han reelt

havde været igennem efter fødslen), og hans adfærd og livsrytme var stærkt

afvigende. Vi begyndte at spekulere på, om blindheden var den eneste skade,

som

(C) var belastet af. Et barn som (C) er imidlertid meget vanskelig at

"udrede",

og der er igennem tiden blevet stillet en række forskellige diagnoser på ham;

han er således blevet vurderet og opfattet på flere forskellige måder i

årenes

løb.

I de første år gav næsten

alle de "eksperter", der observerede (C), udtryk for, at den

manglende/forkerte

udvikling, såvel i åndelig som fysisk henseende, skulle/kunne forstås som en

uheldig konsekvens af hans synshandicap.

Efter yderligere et stykke

tid, blev (C's) udvikling kaldt for problematisk, og den antagelse opstod, at

problemet med (C's) udvikling mere eller mindre kunne ses som en konsekvens

af,

at forældrene ligefrem havde trukket sig ud af omsorgen for deres barn, som

det

blev udtrykt (vi har først for nylig fået aktindsigt og er derved blevet

bekendt med den beskrevne antagelse!). Der skete altså i denne periode (uden

at

forældrene var vidende derom) en stiltiende sammenkædning mellem (C's)

"uheldige" udvikling og den "uheldige" omstændighed, at

forældrene ikke varetog barnets tarv! Forældrenes manglende accept af og

interesse for deres barn blev således gjort til

hoved

problemet. Det var ikke (C), men forældrene, der primært var

noget galt med, mente "man".

Efter at familien var flyttet

til (Z-by) (i begyndelsen af 1984), og (C) var begyndt at gå i specialskole,

fik han nogle voldsomme krampeanfald, hvor han i bevidstløs tilstand blev

kørt

til (Æ-by) Sygehus. Det blev konstateret, at (C) led af epilepsi. Han blev et

stykke tid efter sat i medicinsk behandling, hvilket med tiden

"rettede" ham, og krampeanfaldene ophørte efterhånden.

Samtidig ændrede han adfærd.

Han kunne/kan stadig have perioder, hvor han lå/ligger og ruller, undertiden

med hænderne for ørerne; men det blev/er nu også i disse situationer muligt

at

fange hans opmærksomhed og komme i kontakt med ham. Han var/er nu ikke

længere

totalt fraværende, som han kunne være tidligere. Det slog os nu, at hans

tidligere dårlige perioder, hvor han var umulig at komme i kontakt med, og

hvor

han undertiden hverken ville spise, drikke eller på WC, med langt større

rimelighed kunne opfattes som et udslag af egentlige hjernemæssige

forstyrrelser i stedet for, som det havde været tilfældet, som et symptom på

autisme udviklet p.g.a. uheldige miljømæssige forhold.

De beskrevne hændelser fik os

mere og mere til at tænke på, at (C) måtte være svært hjerneskadet, og at det

i

virkeligheden var forklaringen på hans manglende udvikling og hans afvigende

adfærd, og hvis han var hjerneskadet, måtte der jo kunne findes en årsag

hertil. Men her mødte vi som tidligere nævnt en del modgang hos de læger, vi

kom i kontakt med.

...

Fra det tidspunkt, hvor vi

efter et ophold på (Ø-skolen) fik at vide, at (C) var inde i en problematisk

psykisk udvikling, fordi han, som man udtrykte det, ikke var blevet

stimuleret

rigtigt eller tilstrækkeligt, har vi været tynget af skyldfølelser og

selvbebrejdelser. Med tiden (ikke mindst efter at det blev konstateret, at

(C)

lider af epilepsi), begyndte vi imidlertid mere og mere at spekulere på, om

det

nu også var helt rimeligt at vende alle bebrejdelserne indad. Spørgsmål om

skyld og ansvar har været drøftet mange gange, men vi er hver gang endt med

at

holde fast ved troen på, at de læger, der i sin tid traf beslutningerne og

bestemte, hvilken behandling (C) skulle udsættes for, havde gjort, hvad de

magtede, og hvad de havde følt, var det rigtige. Vi har således indtil for

nylig haft den opfattelse, at lægerne gjorde det optimale for vort barn. At

selve behandlingsformen og det tekniske apparatur indebar nogle risici, var

vi

godt klar over, det var så bare uheldigt, at netop vores barn blev skadet. Vi

har således haft den opfattelse, at de pågældende læger ikke på nogen måde

havde mulighed for at forudse de skader, som senere skulle vise sig hos (C).

Det var derfor svært (og måske urimeligt) direkte at placere ansvaret på de

involverede læger.

...

En række omstændigheder

gjorde, at der i begyndelsen af dette år hos os opstod et stærkt behov

for/ønske om at få nærmere indsigt i, hvad der egentlig skete under og efter

(C's) fødsel.

I efteråret 90 viste DR en

for os tankevækkende udsendelse med titlen: På grænsen til liv.

Fjernsynsudsendelsen

handlede om en lille pige, der var født for tidligt, og som efterfølgende

svævede mellem liv og død (ligesom (C) havde gjort det). Pigen overlevede

ikke;

men hvis hun havde gjort det, ville det have indebåret store risici for

alvorlige skader. Vi fik i løbet af udsendelsen et indblik i, hvordan

iltbehandlingen af for tidligt fødte børn foregik (vi fik kun en meget

begrænset indsigt i det, der skete under behandlingen af (C) dengang).

Udsendelsen både overraskede

og chokerede os. I dette tilfælde var forældrene meget mere med i forløbet

end

vi havde været.

..."

A og B anførte videre, at de

den 20. december 1990 deltog i et møde på Z-by rådhus, der endte med, at A og

B

underskrev en erklæring om samtykke til, at C blev anbragt i en

døgninstitution. På baggrund af disse begivenheder besluttede A og B at

foretage en nærmere undersøgelse af myndighedernes hidtidige behandling af C,

og anmodede derfor om aktindsigt i A's, B's og C's sager hos de involverede

myndigheder og institutioner. A og B anførte herom følgende:

"...

I løbet af de første måneder

af 1991 lykkedes det os mod forventning at få kopier af næsten alle

journaler,

også af de journaler, der blev affattet i forbindelse med (C's) fødsel og den

efterfølgende behandling.

Den indsigt, som vi herved

har fået, er den direkte anledning til vor henvendelse til

Patientklagenævnet.

Vi er således ikke blot blevet bestyrket i vor opfattelse af, at de skader,

vor

søn er belastet af, kan føres tilbage til perioden omkring fødslen - vi føler

os også foranlediget til på (C's) og egne vegne at rette en direkte klage

over

den behandling, (C) og vi blev udsat for i sin tid på (X) Sygehus. Vi føler

os

på en måde ført bag lyset igennem de sidste 13 år og opfatter dette som en

særdeles skærpende omstændighed. Vi fik således aldrig informationer om, hvad

der i virkeligheden foregik; det er først i dag, at vi har fået et vist

indblik

i, hvad der skete. Dette er årsagen til, at vi først nu - så mange år efter

at

begivenhederne fandt sted - rejser denne klagesag.

..."

I et brev af 17. september

1991 til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, som A og B den følgende dag

sendte

til embedslæge D, indgav A og B klage over den lægelige behandling af C.

Patientklagenævnet returnerede den 11. oktober 1991 brevet til

Embedslægeinstitutionen for Å Amt og anmodede embedslægeinstitutionen om at

være A og B behjælpelig med at konkretisere klagepunkterne i den indgivne

klage. Konkretiseringen blev foretaget i skrivelser af 4. og 6. november

1991,

som A og B indsendte til Patientklagenævnet den 8. november 1991. I

skrivelsen

af 6. november 1991 var bl.a. anført følgende:

"...

1. Der klages over selve fødselsforløbet og den efterfølgende

iltbehandling, jfr. de i klageskrivelsen side 10-15 indeholdte specifikke

spørgsmål.

Klagerne ønsker desuden

specifikt vurderet, hvorvidt den obstetriske kontrol af (A) var sufficient,

således at man kunne have undgået forløsningen ved det akutte kejsersnit med

deraf følgende reaktioner for barnet.

Ligeledes bedes

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn vurdere, hvorvidt der er sket en

fejlbehandling

i tilslutning til barnets efterbehandling umiddelbart efter fødslen. Familien

præciserer, at man er af den opfattelse, at der gik for lang tid, fra barnet

var født, til man instituerede en mere intensiv behandling i kuvøse. Der skal

her henvises til en diskrepans mellem barnets tilstand umiddelbart efter

fødslen og APGAR scoren i tilslutning til tilstanden lige efter fødslen. Man

ønsker således en vurdering af, hvorvidt der er sket en fejlbehandling på

præmaturafdelingen og senere på børneafdelingen og intensivafdelingen.

..."

I en skrivelse af 6. december

1991 til A og B anførte Patientklagenævnet bl.a. følgende:

"...

De anfører i Deres brev af

17. september 1991 til Patientklagenævnet, at De først i løbet af 1991 har

fået

indsigt i det journalmateriale, som udgør grundlaget for klagen.

Det fremgår desuden af det

meget udførlige sagsmateriale, som De har fremsendt, at De i mange år har

forholdt Dem kritisk ikke mindst til årsagen til Deres søns sygdom og

behandling. På denne baggrund bedes De til brug for nævnets afgørelse af, om

sagen er forældet, oplyse, hvilke nye oplysninger De har modtaget i 1991, som

danner grundlag for, at De nu - i modsætning til perioden 1977-89 - mener, at

der er grundlag for at klage.

Det vil desuden være af

betydning, hvis De kort resumerer hvilke særlige grunde, der efter Deres

opfattelse taler for at se bort fra fristen på 2 år."

A og B svarede i brev af 10.

december 1991, hvori de bl.a. anførtes følgende:

"...

Den direkte og egentlige årsag til vor klagesag er, at vi i begyndelsen

af 1991 igennem journalkopier fik indsigt i nogle forhold, som vi ikke

tidligere havde været bekendt med.

Efter telefonisk og skriftlig

anmodning om aktindsigt modtog vi 1) et brev (dateret 16. januar 1991) med

kopi

af journal-notaterne (efter godkendelse ved professor ...) fra (C's)

indlæggelse på børneafdelingen på (X) Sygehus i perioden 16-12-77 - 19-1-78,

2)

et brev (dateret 22. jan. 1991) med kopi af moder- og barnejournal (efter

godkendelse af professor ...) fra (A's og C's) indlæggelse på

gynækologisk-obstetrisk afdeling på (X) Sygehus.

Disse journalkopier indeholdt

nogle for os

helt nye og særdeles

tankevækkende oplysninger om fødselsforløbet og den efterfølgende

iltbehandling

af (C).

Vi oplevede således, at vi hverken dengang eller siden var blevet

fuldt informeret om det, der i virkeligheden foregik/var foregået, mens (C)

svævede mellem liv og død. Dette anser vi som en

særdeles skærpende

omstændighed.

Vi har af gode grunde ikke

haft mulighed for at klage over forhold, vi ikke har været bekendt med. En

væsentlig del af de oplysninger, som er indeholdt i journalnotaterne, har

efter

vor opfattelse bevidst været tilbageholdt. Vi mener derfor, at vi holder os

inden for klagefristen, idet vi jo klager over forhold, som vi først er

blevet

bekendt med i 1991."

Patientklagenævnet meddelte A

og B i en skrivelse af 6. januar 1992, at sagen var blevet sendt til

udtalelse

i Sundhedsstyrelsen med henblik på en vurdering af forældelsesspørgsmålet. Af

skrivelsen fremgik bl.a. følgende:

"...

Patientklagenævnet finder

imidlertid ikke umiddelbart, at Deres brev indeholder sådanne nye

oplysninger,

som har kunnet være bestemmende for Deres beslutning om at klage nu og ikke

på

et tidligere tidspunkt. Patientklagenævnet har herved lagt vægt på, at det

fremgår af det store materiale, De har fremsendt, at Deres holdning gennem

årene har været så kritisk, at der, uanset at De ikke havde adgang til

journalerne,

set fra Deres synspunkt havde været grundlag for en klage på et langt

tidligere

tidspunkt.

..."

I et brev af 8. januar 1992

til Patientklagenævnet uddybede A og B deres opfattelse af

forældelsesspørgsmålet.

A og B anførte bl.a. følgende:

"...

Vi har igennem årene først og

fremmest været kritisk indstillet over for

den

tekniske behandlingsmetode.

Vi har således (i vores "naivitet")

troet, at (C) er blevet skadet p.g.a., at behandlingsformen i sig selv var

for

dårlig og indebar store og uforudsigelige risicimomenter. Vi har følt os

overbeviste om, at vor søn ved en uheldig tilfældighed - og p.g.a. selve

behandlingsmetodens utilstrækkelighed - er et af de få "kuvøsebørn"

(heldigvis), som det ikke lykkedes at få til at overleve uden varige og meget

alvorlige skader, selv om (hvilket vi troede) lægerne havde gjort deres

bedste

og fulgt alle forskrifter og procedurer til punkt og prikke samt anlagt de

efter omstændighederne bedst mulige skøn. Dette indtryk fik vi jo netop i sin

tid under udskrivningssamtalen på (X) Sygehus.

Der er for os et meget stort

spring fra at have en (sund) kritisk indstilling til en teknisk

behandlingsmetode

(der i øvrigt var årsag til, at mange liv nu blev reddet, som før - inden

metoden blev taget i anvendelse - ville være gået tabt) - og til direkte at

anklage de læger, som vi (inden vi fik journalindsigt) troede havde gjort

deres

bedste.

Dette er en af de

væsentligste grunde til, at vi ikke har klaget hidtil.

Efter at vi i begyndelsen af

1991 fik den omtalte journalindsigt, gik det imidlertid på chokerende vis op

for os, at lægerne tilsyneladende ikke havde gjort deres bedste, og at den

fulde sandhed var blevet holdt skjult for os. De skader, vor søn er belastet

af, som vi tidligere havde set som et uheldigt resultat af den tekniske

behandlingsmetodes utilstrækkelighed, og som vi havde troet var

uforudsigelige,

så vi nu i et helt nyt lys. Efter vor opfattelse er det således på baggrund

af

journalnotaterne nærliggende at antage, at (C's) skader i vid udstrækning

(hvis

ikke 100 %) er en dybt alvorlig konsekvens af manglende omhu, lægelige fejl

og

forkerte skøn.

..."

Sundhedsstyrelsen afgav

udtalelse i sagen i en skrivelse af 19. marts 1992. Heri var bl.a. anført

følgende:

"...

De væsentligste forhold, der

klages over, nemlig behandlingen af klagernes søn (C) lige efter fødslen, som

fandt sted i december 1977, ligger 14 år tilbage. Det er Sundhedsstyrelsens

opfattelse, at klagerne på et langt tidligere tidspunkt har været bekendte

med

de nu påklagede forhold. Det fremgår af klageskrivelsen, at klagerne tidligt

i

forløbet mente, at sønnens skader kunne skyldes for megen og for lidt ilt,

men

at de aldrig har kunnet finde forståelse hos de læger, de har talt med.

Endvidere

fremgår det, at (B og A) i 1978, da sønnens blindhed blev konstateret, følte

og

fik bekræftet, at man på (X) Sygehus ikke havde været ærlige og åbne om de

skader, iltbehandlingen kunne medføre.

At indhente præcise

erklæringer i en 14 år gammel sag med et kompliceret behandlingsforløb

vurderes

herudover af Sundhedsstyrelsen som værende meget vanskeligt.

Endelig finder

Sundhedsstyrelsen ikke, at sagen på det foreliggende grundlag vil kunne give

grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden for

sundhedsvæsenet."

Med skrivelse af 7. april

1992 fremsendte Patientklagenævnet Sundhedsstyrelsens udtalelse til A og B. I

skrivelsen meddelte nævnet A og B, at sagen var blevet afvist, fordi den var

forældet. Nævnet anførte bl.a. følgende:

"...

På baggrund heraf og på

baggrund af de øvrige foreliggende oplysninger finder Patientklagenævnet, at

Deres klage er forældet, og at der ikke foreligger sådanne særlige grunde,

der

taler for, at der kan bortses fra forældelsesfristen."

I klagen til mig gjorde A og

B gældende, at de først ved modtagelsen af journalmaterialet havde haft et

rimeligt og reelt grundlag at rejse en klagesag på. A og B medgav, at det af

Sundhedsstyrelsen anførte om, at de på et tidligere tidspunkt havde været

klar

over, at C's skader skyldtes iltbehandlingen kort efter hans fødsel, ikke var

forkert.

Men A og B anførte, at de indtil modtagelsen af journalmaterialet var af den

opfattelse, at skaderne skyldtes en uforudsigelig og tragisk

"bivirkning", der var et resultat af behandlingsmetodens

utilstrækkelighed.

Endvidere klagede A og B

over, at Patientklagenævnet og Sundhedsstyrelsen havde taget stilling til

sagen

uden kendskab til det til A's og B's sagsoplæg hørende bilagsmateriale

(journalnotater m.v.) samlet i et ringbind med orange omslag, som A og B

havde

givet Embedslægeinstitutionen for Å Amt, men som ikke var blevet videresendt

til Patientklagenævnet.

Sundhedsstyrelsen anførte i

en udtalelse af 29. maj 1992 i anledning af klagen følgende:

"...

Det er fortsat

Sundhedsstyrelsens opfattelse, at klagerne på et tidligere tidspunkt var

eller

burde have været klar over det forhold, der nu, 14 år efter, klages over.

Baggrunden for, at det af

klagerne omtalte "orange ringbind" ikke er rekvireret af

Sundhedsstyrelsen, er, at de for klagesagen relevante uddrag af

journalmaterialet af klagerne er citeret i det "røde ringbind".

Sundhedsstyrelsen har således i forbindelse med vurderingen af sagen

"læst

det til sagsoplægget hørende dokumentationsmateriale".

..."

Patientklagenævnet

tilsluttede sig i skrivelse af 26. juni 1992 de af Sundhedsstyrelsen anførte

grunde til ikke at antage sagen til behandling.

I et brev af 2. juli 1992

fremsatte A og B kommentarer til Patientklagenævnets og Sundhedsstyrelsens

udtalelser. A og B fastholdt deres opfattelse vedrørende

forældelsesspørgsmålet. Angående spørgsmålet om grundlaget for

Patientklagenævnets og Sundhedsstyrelsens bedømmelse af sagen anførte A og B

følgende:

"...

Sundhedsstyrelsen har

ikke

læst fødselsjournalen, og det er

for os uforståeligt, når der gives udtryk for, "at de for klagesagen

relevante uddrag af journalmaterialet af klagerne er citeret i det "røde

ringbind"". Der forekommer i det "røde ringbind" kun

få

egentlige citater fra

journalmaterialet, men der forekommer flere henvisninger til selve

journalmaterialet, laboratorieskemaerne m.m. Vi tog det således for givet, at

såvel sagsoplæg som bilagsmateriale ville blive læst omhyggeligt og grundigt.

Vi har således haft et ikke ringe arbejde med at indsamle, systematisere og

ordne det omfattende materiale, og vi kunne ikke forestille os, at

Patientklagenævnet/Sundhedsstyrelsen

ville afvise sagen uden i det mindste at have læst det til sagsoplægget

tilhørende bilags-/dokumentationsmateriale. Uden at have læst selve

journalmaterialet tillader man sig endog at udtale (i skrivelse af 19. marts

1992): "Endelig finder Sundhedsstyrelsen ikke, at sagen på det

foreliggende grundlag vil kunne give grundlag for kritik eller anden sanktion

over for personer inden for sundhedsvæsenet."

..."

I en skrivelse til A og B

udtalte jeg herefter følgende:

"Lov nr. 397 af 10. juni

1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. indeholder følgende bestemmelse

i

§ 22, stk. 1:

"Klage skal være

indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være

bekendt

med det forhold, der klages over. Nævnet kan dog se bort fra overskridelse af

fristen, hvis særlige grunde taler derfor."

I bemærkningerne til det

lovforslag, der dannede grundlag for lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse

m.v. (Folketingstidende 1986/87, tillæg A, spalte

1180 f.), var der om denne bestemmelse

anført følgende:

"Som noget nyt på dette

klageområde er i § 23, stk. 1, indført en forældelsesregel for klagernes

indbringelse. Fristen, der er sat til 2 år, er begrundet dels i

efterforskningsmæssige forhold, idet sager, der ligger flere år tilbage,

vanskeligt lader sig oplyse, dels i ressourcemæssige forhold. Efter

bestemmelsens formulering, jfr. stk. 2, er både nævnet og sundhedsstyrelsen

berettiget til selv at tage ældre sager op.

Det bemærkes, at

forældelsesfristen først løber fra det tidspunkt, hvor klageren var eller

burde

være bekendt med det forhold, der klages over. Det bemærkes endvidere, at

forældelsesreglen alene retter sig imod sagernes forelæggelse for klagenævnet

og ikke mod rejsning af eventuelt erstatningskrav mod rette myndighed.

"Jeg har tidligere i en

sag, som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 184

ff.,

fremsat nogle generelle synspunkter om forståelsen af forældelsesfristen. Jeg

anførte bl.a. følgende:

"Bestemmelsen må efter

min opfattelse ses i sammenhæng med et af hovedformålene med at oprette

Patientklagenævnet, nemlig at sikre den enkelte borgers retssikkerhed

(Folketingstidende 1986/87, tillæg A, sp. 1165).

Selv om det fremgår

udtrykkeligt af bemærkningerne til centralstyrelsesloven, at

Patientklagenævnet

ikke kan tage stilling til erstatningsspørgsmål, har nævnets udtalelser ofte

afgørende betydning for klagere, der mener sig berettiget til erstatning.

...

Det må derfor efter min

opfattelse antages, at begyndelsestidspunktet for 2-års fristen for

indgivelse

af klage til Patientklagenævnet - i mangel af nærmere vejledning i motiverne

-

må forstås i overensstemmelse med § 2 og § 3 i forældelsesloven af 1908.

Fristen kan således først

regnes fra det tidspunkt, hvor klageren (patienten) ved sædvanlig

agtpågivenhed

må antages at have haft en sådan viden, at han med rimelighed var i stand til

at sætte sine gener i forbindelse med en mulig fejlbehandling. Først på dette

tidspunkt har patienten anledning til at indgive en klage til nævnet.

I de situationer, hvor der

ikke hersker tvivl om, at klageren i umiddelbar tilknytning til en given

behandling bliver bekendt med, at der muligvis er begået en fejl, vil

udgangspunktet for fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet for

forældelsesfristen være datoen for den behandling, der klages over.

Såfremt behandlingen først på

et senere tidspunkt har vist sig at medføre skadevirkninger, vil klagefristen

normalt tidligst begynde at løbe fra skadens konstatering - under

forudsætning

af, at patienten nu med rimelighed kunne forventes at sætte skaden i

forbindelse med den tidligere behandling og eventuelle fejl i forbindelse

hermed.

I situationer som den

foreliggende, hvor en klager konstaterer, at en behandling ikke er som

forventet,

eller der i tilslutning til behandlingen er opstået komplikationer eller

gener,

f.eks. i form af smerter, kan beregningen af forældelsesfristen give

anledning

til særlige vanskeligheder.

Man kan ikke i denne

situation tage udgangspunktet i behandlingens dato, ligesom forekomsten af

gener eller komplikationer ikke altid er afgørende. Det, at en behandling har

vist sig at give komplikationer eller genevirkninger for patienten - eller

ikke

har medført det forventede resultat - er ikke i sig selv ensbetydende med, at

klager med rimelighed bør formode, at der kan være begået fejl.

Fristen kan tidligst begynde

at løbe fra det tidspunkt, hvor klageren efter en konkret vurdering havde et

rimeligt grundlag for at henføre de konstaterede gener m.v. til en eventuel

fejl i forbindelse med den tidligere behandling."

Det bemærkes, at

forældelsesloven af 1908 ikke finder anvendelse for erstatningskrav omfattet

af

patientforsikringsloven, der trådte i kraft den 1. juli 1992.

Patientforsikringsloven indeholder imidlertid i § 19, stk. 1, en

forældelsesregel,

der svarer til bestemmelserne i forældelsesloven af 1908.

I den foreliggende sag har De

oplyst, at indtil De i begyndelsen af 1991 fik aktindsigt i journalmateriale

m.v. angående (C), var De i stigende grad blevet skeptisk med hensyn til, om

den behandlingsmetode, som var blevet anvendt under behandlingen af (C) efter

hans fødsel, var tilstrækkelig god. Derimod var det ikke dengang Deres

opfattelse, at (C's) tilstand kunne henføres til fejl eller forsømmelser

udvist

af medicinsk personale. Den opfattelse har De først fået efter at have læst

journalmaterialet.

Sundhedsstyrelsen har til

støtte for den opfattelse, at De på et tidligt tidspunkt var bekendt med de

påklagede forhold, navnlig henvist til to omstændigheder. Den ene er, at det

nævnes i Deres sagsfremstilling, at De gennem årene ikke har mødt forståelse

hos læger for det synspunkt, at (C's) tilstand helt eller delvist kunne

henføres til den iltbehandling, som han modtog efter fødslen. Den anden

omstændighed er, at det samme sted nævnes, at da det blev konstateret, at (C)

var blind, følte De, at man på (X) Sygehus ikke havde været ærlig og åben

over

for Dem om de skader, som iltbehandlingen kunne medføre, og at De følte vrede

og skuffelse over ikke at være blevet inddraget i beslutningsprocessen

dengang.

Disse omstændigheder er

imidlertid efter min opfattelse fuldt forenelige med Deres forklaring om, at

De

indtil modtagelsen af journalmaterialet var kritisk over for den anvendte

behandlingsmetode, men ikke havde den opfattelse, at der var begået fejl

eller

forsømmelser under behandlingen. Deres opfattelse om, at (C's) tilstand

skyldtes iltbehandlingen, indebar således en kritisk bedømmelse af den

anvendte

behandlingsmetodes egnethed, men gav Dem ikke rimelig anledning til at

henføre

(C's) tilstand til fejl eller mangel på omhu hos personalet på (X) Sygehus.

Deres opfattelse om, at man på sygehuset havde skjult konsekvenserne af

iltbehandlingen for Dem, angik den information, som De havde modtaget fra

sygehuset; men De havde ikke rimelig grund til at antage, at personalet på

sygehuset ikke blot havde undladt at informere Dem tilstrækkeligt om

konsekvenserne af iltbehandlingen, men også havde udvist fejl eller

forsømmelser i forbindelse med selve behandlingen.

Efter min gennemgang af sagen

finder jeg ikke, at der er grundlag for at forkaste Deres forklaring om,

hvornår De henførte (C's) tilstand til fejl eller forsømmelser i forbindelse

med iltbehandlingen. Jeg finder heller ikke grundlag for at antage, at De

inden

læsningen af journalmaterialet var i besiddelse af oplysninger af en sådan

art,

at De havde et rimeligt grundlag for at henføre (C's) tilstand til fejl eller

forsømmelser i forbindelse med behandlingen på (X) Sygehus.

Efter min opfattelse må det

imidlertid i en situation som den foreliggende være en forudsætning for at

anerkende, at forældelsesfristen først løber fra et ret sent tidspunkt, hvor

klageren fik yderligere oplysninger om behandlingen, at denne senere viden

gav

en vis objektiv bestyrkelse af grundlaget for at antage, at der i forbindelse

med behandlingen kan være begået faglige fejl.

Ved bedømmelsen af om denne

forudsætning er opfyldt i nærværende sag, har jeg inddraget dels selve

journalmaterialet m.v. i ringbindet med orange omslag, og dels Deres

klageskrivelse til Patientklagenævnet og den hertil hørende sagsfremstilling.

Ringbindet med orange omslag

indeholder efter min opfattelse ikke materiale, der efter en

lægmandsbedømmelse

bestyrker grundlaget for at antage, at der i forbindelse med behandlingen af

(C) kan være sket fejl.

Skrivelsen af 4. november

1991 indeholdt en nærmere angivelse af de forhold, som De mener bør

undersøges,

og af de fejl, som efter Deres opfattelse blev begået under behandlingen.

Klagen blev en smule udbygget i skrivelsen af 6. november 1991. Herudover

klagede De i disse skrivelser over de forhold i forbindelse med selve

fødselsforløbet og den efterfølgende iltbehandling, som er omtalt i de

specifikke spørgsmål, der er stillet på s. 10-15 i sagsfremstillingen. I

sagsfremstillingen er bl.a. stillet følgende spørgsmål:

"Hvorfor gik der så lang

tid, inden han blev sat i CPAP-behandling? Hvorfor blev han ikke overflyttet

direkte til Intensivafd., når hans tilstand var så dårlig? (Det skal her

bemærkes, at diagnoserne præmaturitet og RDS stilles umiddelbart efter

fødslen

(se jordemoderprotokol) - at (C) kort efter fødslen får stigende

respirationsproblemer, og at S/B-tallene fra kl. 12-14 viser forværring). Kan

(C), i tiden indtil han blev sat i CPAP-behandling, have fået for lidt ilt?

Kan

det tænkes, at hans hjerne har taget skade, fordi han ikke hurtigt nok blev

sat

i CPAP-behandling?

...

Er der her tale om en

ansvarspådragende fejl, når (C) ligger i 3-4 timer, tilsyneladende uden

forskriftsmæssig

overvågning med en særdeles høj iltkoncentration? Er det nærliggende at

antage,

at (C's) blindhed p.g.a. retrolental fibroplasi sandsynligvis stammer fra den

ukorrigerede pO2 på omkring 200, som han i 3-4 timer blev udsat for?

...

Var det forsvarligt

forsøgsvist at seponere CPAP på trods af, at hans tilstand var temmelig

kritisk

inden seponeringen? Gik der for mange timer, inden han igen blev lagt i CPAP?

Kan det tænkes, at (C) har fået for lidt ilt i disse timer med hjernemæssige

skader til følge?

...

Var der tale om en

ansvarspådragende fejl, når man besluttede at genoplive (C) ved at anbringe

ham

i respirator og derefter fortsætte iltbehandlingen uden et informeret

samtykke

fra forældrene?"

Efter min opfattelse må

spørgsmålet om, hvorvidt den ovennævnte betingelse er opfyldt, stille sig som

meget tvivlsomt for en person, der ikke er læge. Jeg kan ikke udelukke, at

den

viden, De har opnået gennem aktindsigten faktisk har bestyrket grundlaget for

Deres klage til Patientklagenævnet. På den anden side kan jeg heller ikke

fastslå, at der er sket en objektiv bestyrkelse af grundlaget for at antage,

at

der i forbindelse med behandlingen af (C) kan være begået faglige fejl.

I denne situation må sagens

alder tages i betragtning. Den behandling, som sagen drejer sig om, blev

afsluttet næsten 14 år, før De indgav klagen til Patientklagenævnet. Udsigten

til, at De gennem en klagebehandling på nuværende tidspunkt vil kunne opnå

den

ønskede afklaring (positivt eller negativt) af, om der er foretaget

fejlbehandling, er meget ringe. Jeg henviser herved til, at det må anses for

meget sandsynligt, at de involverede medicinalpersoner på grund af den

forløbne

tid ikke længere er i stand til at afgive blot nogenlunde detaljerede

erklæringer angående behandlingen af (C). Den nævnte forudsætning for ikke at

anse forældelse for indtrådt er således efter min opfattelse ikke opfyldt. På

den baggrund kan jeg ikke kritisere, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har

afvist at behandle Deres klage.

Angående Deres klage over, at

Sundhedsstyrelsen og Patientklagenævnet har taget stilling til sagen uden at

have gennemgået bilagsmaterialet i ringbindet med orange omslag skal jeg

udtale

følgende:

Efter den ulovbestemte

grundsætning om sagens oplysning har den myndighed, der har kompetencen til

at

afgøre sagen, ansvaret for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan

træffes en forsvarlig afgørelse.

Patientklagenævnet og

Sundhedsstyrelsen lagde ved afgørelsen af forældelsesspørgsmålet vægt på, om

De

forud for modtagelsen af journalmaterialet m.v. var i besiddelse af

oplysninger

af en sådan art, at De med rimelighed havde grundlag for at henføre (C's)

tilstand til fejl eller forsømmelser i forbindelse med behandlingen på (X)

Sygehus. Da ringbindet med orange omslag netop indeholdt journalmaterialet

m.v., var et kendskab til dette ringbind ikke nødvendigt for at foretage

denne

bedømmelse.

Som nævnt, er det imidlertid

min opfattelse, at det i en sag som den foreliggende er en betingelse for

ikke

at anse klagen for forældet, at den viden, som klageren senere erhvervede,

gav

en vis objektiv bestyrkelse af grundlaget for at antage, at der kan være

begået

faglige fejl under behandlingen.

Som det fremgår, har jeg i

den foreliggende sag fundet, at ringbindet med orange omslag ikke indeholder

materiale, der efter en lægmandsbedømmelse bestyrker grundlaget for at

antage,

at der kan være sket en fejlbehandling af (C). Herefter, og da jeg ikke

tidligere har gjort Patientklagenævnet bekendt med min opfattelse angående

den

nævnte forudsætning for at anse klagen for rettidig, har jeg ikke fundet

tilstrækkelig

anledning til at formulere min opfattelse som en kritik af

Patientklagenævnet.

I udtalelsen af 19. marts

1992 anførte Sundhedsstyrelsen, at sagen ikke ville kunne danne grundlag for

kritik eller anden sanktion over for personer inden for sundhedsvæsenet.

Denne

udtalelse blev afgivet alene på grundlag af Deres klageskrivelser og de

indsendte bilag, herunder det indsendte ringbind med rødt omslag, som

indeholder uddrag af journalmaterialet.

En stillingtagen til, om en

sag kan danne grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer

inden

for sundhedsvæsenet, fordrer efter min opfattelse normalt en forholdsvis

omhyggelig undersøgelse af sagen, i hvert fald når der som i dette tilfælde

er

tale om et kompliceret behandlingsforløb. Da Sundhedsstyrelsen ikke havde

kendskab til det samlede relevante journalmateriale og ikke havde indhentet

erklæringer fra de pågældende personer inden for sundhedsvæsenet, finder jeg

ikke, at styrelsen havde tilstrækkeligt sikkert grundlag for at udtale sig

om,

hvorvidt sagen kunne danne grundlag for kritik eller anden sanktion. Den

omstændighed, at det i udtalelsen af 19. marts 1992 er anført, at vurderingen

er foretaget på det foreliggende grundlag, kan efter min opfattelse ikke føre

til et andet resultat.

Jeg finder det således

beklageligt, at Sundhedsstyrelsen har udtalt sig som anført.

Jeg har gjort

Patientklagenævnet og Sundhedsstyrelsen bekendt med min opfattelse, men har

ikke fundet anledning til at foretage yderligere.

..."

NOTER: (*1) Jf.

FOB 1989, s. 184ff

Lignende dokumenter