Spring til indhold

Retsinformation

Uberettiget udlevering til pressen af fortrolige oplysninger i en embedslægerapport.

FOU nr 1994.334UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Uberettiget udlevering til pressen af fortrolige oplysninger

i en embedslægerapport.

Advokat B klagede for læge A

over at Sundhedsministeriet til pressen havde udleveret en rapport af 2.

februar 1993 fra embedslægeinstitutionen i X Amt vedrørende A's arbejde på

den

private behandlingsinstitution Y.

Sagens omstændigheder var i

korthed følgende:

I embedslægens rapport af 2.

februar 1993 blev A anklaget for i en række tilfælde at have begået grove

overtrædelser af lægeloven og blev af embedslægen indstillet til

strafferetlig

forfølgning for overtrædelse af lægelovens § 18.

Vedrørende spørgsmålet om

bestemmelsen i forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, indebærer at rapporten

ikke kunne udleveres, anførte jeg i en foreløbig udtalelse i skrivelse af 29.

september 1993 følgende til B:

"...

Bestemmelsen har til formål

at sikre beskyttelsen af privatlivets fred.

Omfattet af tavshedspligten

efter denne bestemmelse er først og fremmest sådanne oplysninger, som er

nævnt

i forvaltningslovens § 28, stk. 1, herunder bl.a. oplysninger om

"strafbare forhold".

For så vidt angår hensynet

til Deres klient, har Sundhedsministeriet i udtalelsen af 1. april 1993

henvist

til min udtalelse i sagen 1992-664-402. I sagen fandt jeg ikke tilstrækkeligt

Læs alt

grundlag for, at aktindsigt i de konkluderende afsnit i en embedslægerapport

vedrørende bl.a. en vagtlæges indsats kunne afslås efter offentlighedslovens

§

12, stk. 1, nr. 1. Jeg henviste bl.a. til, at der var tale om virksomhed i

offentlig tjeneste.

Sundhedsministeriet har i

udtalelsen redegjort for, "at de samme synspunkter som i ovennævnte sag

(vedrørende vagtlægen) vil kunne gøres gældende i nærværende sag", selv

om

Deres klient ikke driver virksomhed i offentlig tjeneste.

Ministeriet har herved

henvist til, at læge (A) er kendt i offentligheden for sit abejde med

kræftpatienter

og med alternativ kræftforskning, og at han ofte har optrådt i medierne og

redegjort for sit arbejde. På den baggrund mener ministeriet, at hensynet

til,

at offentligheden fik kendskab til rapportens oplysninger, vejede tungere end

hensynet til lægen. Der var i øvrigt efter ministeriets opfattelse ikke

oplysninger i rapporten, som kunne siges at tilhøre læge (A's) privatliv.

Sundhedsministeriet har ikke

nærmere kommenteret spørgsmålet om, hvorvidt det var berettiget at udlevere

selve oplysningerne om, at læge (A) blev anklaget af embedslægen for i en

række

tilfælde at have begået grove overtrædelser af lægeloven, og af denne var

indstillet til strafferetlig forfølgning.

Udgangspunktet må efter min

opfattelse være, at sådanne oplysninger er omfattet af tavshedspligten efter

forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, jf. den kommenterede forvaltningslov

ved John Vogter (1992), s.

323 f.

Jeg går ud fra, at det

Sundhedsministeriet har anført om (A's) offentlige fremtræden m.v. ikke

omfatter

oplysninger fra ham til offentligheden om, at embedslægen anklagede ham for

strafbare forhold.

Det står mig ikke klart, om

det af Sundhedsministeriet anførte (også) skal forstås som en henvisning til

straffelovens § 152e, nr. 2, om berettiget varetagelse af åbenbar almen

interesse eller andres tarv.

..."

Hertil anførte

Sundhedsministeriet i skrivelse af 3. november 1993 bl.a. følgende:

"Sundhedsministeriet

skal først og fremmest anføre, at ministeriet ved sin beslutning om at give

en

journalist aktindsigt i embedslægens rapport af 2. februar 1993 lagde

afgørende

vægt på, at Ombudsmanden i den omtalte arresthus-sag (j.nr. 1992-664-401)

havde

fundet, at ministeriet ikke kunne give afslag på aktindsigt i en embedslæges

indstilling til Sundhedsstyrelsen. Med udgangspunkt i denne afgørelse fra

ombudsmanden, der afgørende brød med ministeriets hidtidige opfattelse af

aktindsigtsspørgsmålet,

fandt ministeriet ikke at kunne afslå at give aktindsigt i embedslægens

rapport.

Til det første spørgsmål, som

Ombudsmanden har rejst, skal ministeriet anføre:

Det forhold, at

Sundhedsministeriet i nærværende sag har givet aktindsigt i en embedslæges

rapport,

hvori det var indstillet til Sundhedsstyrelsen, at der burde rejses tiltale

mod

en læge for overtrædelse af lægelovens § 18, finder ministeriet ikke er en

overtrædelse af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6. Efter ministeriets

opfattelse er der ikke i embedslægens rapport oplysninger, der - set i lyset

af

ovennævnte sag - kan siges at være omfattet af nævnte bestemmelse.

For det første er der - som

også anført af Ombudsmanden - på dette tidspunkt endnu ikke tale om en sag

inden for strafferetsplejen med de deraf følgende retsvirkninger.

For det andet er

Sundhedsstyrelsen ved sin vurdering af sagen ikke bundet af embedslægens

indstilling,

idet styrelsen kan vælge helt at se bort fra embedslægens indstilling i

forbindelse med, at styrelsen afgiver sin udtalelse til Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn. I tilfælde, hvor Sundhedsstyrelsen i en indberetningssag

finder, at der ikke foreligger kritisable forhold, skal styrelsen end ikke

forelægge sagen for Patientklagenævnet i henhold til lov om sundhedsvæsenets

centralstyrelse; heller ikke selvom embedslægen har indstillet det modsatte.

Embedslægens indstilling til

Sundhedsstyrelsen er således kun vejledende, og det er først, når sagen

forelægges for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at der tages endelig

stilling

til, om sagen skal indbringes for anklagemyndigheden med indstilling om

tiltalerejsning.

Embedslægens indstilling til

Sundhedsstyrelsen er således efter ministeriets opfattelse ikke af en sådan

karakter, at privatlivets fred krænkes ved, at der gives tredjemand adgang

til

aktindsigt i indstillingen.

Til det andet spørgsmål, som

Ombudsmanden har rejst, skal ministeriet anføre, at Ombudsmanden i

arresthus-sagen lagde vægt på, at der var tale om udøvelse af offentlig

tjeneste af henholdsvis den alment praktiserende læge i sin funktion som

vagtlæge og den offentligt ansatte jordemoder, og at der ikke i konklusionen

var oplysninger i øvrigt, som kunne siges at tilhøre disse personers

privatliv.

Det forhold at embedslægens

indstilling i denne sag vedrørte sundhedsmæssige tjenester i offentlig eller

privat regie, finder ministeriet ikke kan være eneafgørende, idet der bl.a.

også findes at være et beskyttelseshensyn at tage til den svagere part i

sagen,

nemlig patienterne.

Institutionen (Y) drives på

privat basis, men af en læge, som det offentlige i kraft af lægens

autorisation

fører tilsyn med. De patienter, der behandles på institutionen, er i mange

tilfælde kræftpatienter, som har ønsket en anden behandling, end den det

offentlige sundhedsvæsen kan tilbyde, eller hvor det offentlige sundhedsvæsen

ikke kan tilbyde yderligere behandling. Der er dermed ofte tale om mennesker

i

en presset situation, over for hvem der - som anført i ministeriets tidligere

udtalelse til Ombudsmanden af 1. april 1993 - er et hensyn at tage.

Dette hensyn til patienterne

tager sigte på nuværende og eventuelt kommende patienter samt patienter i

almindelighed. Hensynet er ikke tænkt som en "berettiget varetagelse af

en

åbenbar almen interesse eller andres tarv", jfr. straffelovens § 152e,

nr.

2, men mere som en præcisering af, at det ved vurderingen af, om der forelå

sådanne væsentlige hensyn til hemmeligholdelse af embedslægerapporten, som

krævet efter forvaltningslovens § 27, stk. 1, i indledningen, også må indgå

med

en vis vægt, hvilke modstående hensyn, der forelå for en

offentliggørelse."

I skrivelse af 21. april 1994

fremsatte B sine bemærkninger hertil og gjorde i første række gældende at

embedslægerapporten i sin helhed burde have været hemmeligholdt. B henviste

til

at også de afsnit i rapporten, der vedrørte oplysninger om patienters

helbredsforhold, burde have været unddraget offentligheden uanset at sagerne

var anonymiseret. Subsidiært gjorde A gældende at i hvert fald afsnittene om

hans klients påståede overtrædelse af lægeloven ikke kunne videregives til

pressen.

A fremhævede endvidere at Sundhedsministeriet i skrivelsen af 3. november

1993

selv havde anført at videregivelsen af rapporten ikke var sket med henvisning

til straffelovens § 152 e, nr. 2, og at der således ikke havde været hjemmel

for udlevering af rapporten.

I min afsluttende skrivelse

til B udtalte jeg herefter følgende:

"Om forholdet mellem

aktindsigt og tavshedspligt skal jeg generelt bemærke følgende:

Efter offentlighedslovens §

14 er pligten til at meddele oplysninger ikke begrænset af den almindelige

tavshedspligt efter straffeloven og forvaltningsloven. Efter

offentlighedslovens § 4, stk. 2, 2. pkt., kan en forvaltningsmyndighed give

aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt

m.v.

Om ministeriet i den

foreliggende sag havde pligt til at imødekomme journalistens anmodning om

aktindsigt - eller om dokumentet blev udleveret som led i meroffentlighed -

afhænger navnlig af om oplysningerne i dokumentet var omfattet af

undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1. Denne

bestemmelse indeholder følgende:

"

§ 12. Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om

1) enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold,

..."

Er en oplysning efter sin art

omfattet af denne bestemmelse, har en myndighed ikke pligt til at imødekomme

en

anmodning om aktindsigt. Om myndigheden er berettiget til at give aktindsigt

i

oplysningen -meroffentlighed - afhænger af om oplysningen er undergivet

tavshedspligt, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt.

De oplysninger, der er

omfattet af bestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, vil

normalt

også være omfattet af den almindelige tavshedspligt efter forvaltningslovens

§

27, stk, 1, nr. 6. Undtagelsesvis kan oplysninger om en enkeltpersons private

forhold være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 12,

stk. 1, nr. 1, uden samtidig at være undergivet tavshedspligt, f.eks. hvis

den

private oplysning allerede er almindeligt kendt. I så fald er myndigheden

berettiget

til at imødekomme en anmodning om aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet

i

offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt.

Den konkrete sag rejser

herefter for det første spørgsmålet, om oplysningerne i embedslægens rapport

af

2. februar 1993 efter deres art er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i

offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.

1.

a)

Deres klient bliver i embedslægens rapport anklaget for i en

række tilfælde at have begået grove overtrædelser af lægeloven og indstillet

til strafferetlig forfølgning efter lægelovens § 18.

Oplysninger af så følsom

karakter, at de som udgangspunkt ikke kan videregives fra en

forvaltningsmyndighed

til en anden efter forvaltningslovens § 28, stk. 1, er også omfattet af

undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.

Opremsningen i forvaltningslovens § 28, stk. 1, der ikke er udtømmende,

nævner

bl.a. "strafbare forhold". Ikke kun oplysning om et begået

(pådømt),

strafbart forhold, men også oplysninger om en anklage for et strafbart

forhold

er som udgangspunkt oplysninger af rent privat karakter, der kan undtages fra

aktindsigt. Dette må i hvert fald gælde, hvor anklagen er fremsat af en

myndighed, der (som her embedslægeinstitutionen) fører tilsyn med lægers

virksomhed og bl.a. har til opgave at indberette eventuelle lovovertrædelser

til Sundhedsstyrelsen.

b)

Sagen rejser imidlertid et spørgsmål, der må ses i lyset af

retstilstanden vedrørende oplysninger i personalesager mod offentligt

ansatte.

Som udgangspunkt kan disse oplysninger ikke undtages fra aktindsigt som

enkeltpersoners private forhold. Forholdet er bl.a. omtalt i John Vogter :

Offentlighedsloven med kommentarer (1992), s.

189f, med henvisning til navnlig

Folketingets Ombudsmands beretning 1976, s.

130f.

Det anførte vedrører "offentligt

ansatte". Sundhedsministeriet har i skrivelsen af 3. november 1993

anført

at (Y) drives på privat basis, men af en læge, som det offentlige i kraft af

lægens autorisation fører tilsyn med.

Jeg har forstået ministeriet

således at Deres klient i sin virksomhed - med offentlig autorisation - i

relation til offentlighed/tavshedspligt må sidestilles med en offentligt

ansat. Dette synspunkt er jeg enig i: Oplysninger i en tilsynssag rejst mod

privat praktiserende læge må behandles på tilsvarende måde som oplysninger i

en

personalesag mod en offentligt ansat.

I den nævnte

ombudsmandsudtalelse er det anført at "selve pligttilsidesættelsen"

er omfattet af aktindsigt, men ikke underliggende privatlivsforhold.

Imidlertid kan denne

hovedregel ikke strækkes så vidt at den også omfatter pligttilsidesættelser,

der (tillige) er strafbare eller af tilsynsmyndigheden påstås at være

strafbare, jf. det jeg har anført ovenfor vedrørende "strafbare

forhold" i forbindelse med forvaltningslovens § 28, stk. 1.

Efter min opfattelse er

oplysninger i et dokument, der sigter mod strafferetlig forfølgning - og ikke

kun disciplinær forfølgning - således ikke undergivet aktindsigt, selvom det

drejer sig om en offentligt ansat eller - som her - en privat praktiserende

læge undergivet offentligt tilsyn. Jeg forudsætter herved at dokumentets

oplysninger om strafbare forhold ikke på tidspunktet for anmodningen om

aktindsigt er blevet endeligt underkendt af en administrativ myndighed eller

af

domstolene.

c)

Sundhedsministeriet har i udtalelse af 3. november 1993 anført

at man ved beslutningen om udleveringen af rapporten har lagt afgørende vægt

på

min udtalelse i sagen vedrørende en fødsel i Århus Arrest (trykt i

Folketingets

Ombudsmands beretning 1992, s.

301f

).

I denne sag konkluderede embedslægen i (Z) Amt at vagtlægens undersøgelse

"har været overfladisk og at det forhold, at der ikke blev foretaget

stetoskopi og exploration bør give anledning til påtale". Efter min

opfattelse var denne kritik ikke en oplysning om private forhold i

offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, forstand, jf. herved Folketingets

Ombudsmands beretning 1976, s. 130. I den forbindelse henviser jeg til, at

embedslægens konklusion ikke sigtede mod strafferetlig forfølgning.

I rapporten af 2. februar

1993 fra embedslægen i (X) Amt blev læge (A) anklaget for i hvert fald i ni

tilfælde at have begået så grov overtrædelse af lægeloven, at han efter

embedslægens opfattelse burde straffes efter lægelovens § 18.

Den lighed mellem de to sager

som Sundhedsministeriet synes at forudsætte, er der således, som det fremgår

af

det, jeg har anført ovenfor, ikke grundlag for.

d)

Jeg må herefter lægge til grund at oplysningerne i embedslægens

rapport af 2. februar 1993 ved anmodning om aktindsigt var omfattet af

offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.

2.

Som nævnt foran er

oplysninger omfattet af offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, normalt også

omfattet af tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6. Dette

gælder dog ikke, hvis oplysningen er offentligt kendt. Som jeg anførte i min

skrivelse af 29. september 1993 (...), må jeg gå ud fra, at der ikke er tale

om, at Deres klient offentligt har viderebragt oplysningerne om, at

embedslægen

anklagede ham for strafbare forhold.

Det er herefter min

opfattelse, at de pågældende oplysninger har været omfattet af

tavshedspligten

efter forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, og at ministeriet som følge

heraf

har været afskåret fra at meddele aktindsigt i henhold til

meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt.

3.

Forvaltningslovens § 27 åbner

efter sit indhold ikke mulighed for at foretage en afvejning af et væsentligt

beskyttelseshensyn til en privat person og et eventuelt modstående hensyn til

andre. Kun i det tilfælde, hvor der efter straffelovens § 152 e, nr. 2, er

tale

om berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller

andres

tarv, kan sådanne modstående hensyn føre til, at oplysninger, der ellers er

beskyttet af tavshedspligten, kan udleveres.

Jeg må forstå det Sundhedsministeriet

har anført om dette beskyttelseshensyn således at Deres klients patienter

(herunder kommende patienter) gennem offentliggørelsen af embedslægens

rapport

burde informeres om forholdene på (Y). Ministeriet har anført, at der ikke

har

været tale om en situation omfattet af straffelovens § 152 e, nr. 2, men om

et

beskyttelseshensyn, der er indgået ved vurderingen af, om der efter

forvaltningslovens § 27 var tale om et væsentligt hensyn til Deres klient.

Som anført er der ikke i

bestemmelsen mulighed for en sådan afvejning, og jeg er derfor ikke enig i

det,

Sundhedsministeriet har anført.

4.

På den baggrund er det min

opfattelse at Sundhedsministeriet ikke har været berettiget til at udlevere

oplysningerne om, at Deres klient af embedslægen var beskyldt for at have

begået strafbare forhold efter lægeloven ved sin behandling af patienter på

(Y). Derimod kan det ikke i sig selv give mig anledning til kritik at de

anonymiserede - og kortfattede - oplysninger om enkelte patienters forhold i

embedslægens rapport blev udleveret til pressen. Jeg er på dette punkt enig

med ministeriet i at det ikke på baggrund af rapporten kan siges at være

muligt

at identificere de patienter, som sagerne drejer sig om.

Jeg har gjort

Sundhedsministeriet bekendt med min opfattelse.

Jeg foretager herefter ikke

yderligere i sagen.

..."

NOTER (*1) Jf. FOB 1976, s.

130f,

FOB 1992, s. 301f.

Lignende dokumenter