Uberettiget udlevering til pressen af fortrolige oplysninger i en embedslægerapport.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Uberettiget udlevering til pressen af fortrolige oplysninger
i en embedslægerapport.
Advokat B klagede for læge A
over at Sundhedsministeriet til pressen havde udleveret en rapport af 2.
februar 1993 fra embedslægeinstitutionen i X Amt vedrørende A's arbejde på
den
private behandlingsinstitution Y.
Sagens omstændigheder var i
korthed følgende:
I embedslægens rapport af 2.
februar 1993 blev A anklaget for i en række tilfælde at have begået grove
overtrædelser af lægeloven og blev af embedslægen indstillet til
strafferetlig
forfølgning for overtrædelse af lægelovens § 18.
Vedrørende spørgsmålet om
bestemmelsen i forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, indebærer at rapporten
ikke kunne udleveres, anførte jeg i en foreløbig udtalelse i skrivelse af 29.
september 1993 følgende til B:
"...
Bestemmelsen har til formål
at sikre beskyttelsen af privatlivets fred.
Omfattet af tavshedspligten
efter denne bestemmelse er først og fremmest sådanne oplysninger, som er
nævnt
i forvaltningslovens § 28, stk. 1, herunder bl.a. oplysninger om
"strafbare forhold".
For så vidt angår hensynet
til Deres klient, har Sundhedsministeriet i udtalelsen af 1. april 1993
henvist
til min udtalelse i sagen 1992-664-402. I sagen fandt jeg ikke tilstrækkeligt
Læs alt
grundlag for, at aktindsigt i de konkluderende afsnit i en embedslægerapport
vedrørende bl.a. en vagtlæges indsats kunne afslås efter offentlighedslovens
§
12, stk. 1, nr. 1. Jeg henviste bl.a. til, at der var tale om virksomhed i
offentlig tjeneste.
Sundhedsministeriet har i
udtalelsen redegjort for, "at de samme synspunkter som i ovennævnte sag
(vedrørende vagtlægen) vil kunne gøres gældende i nærværende sag", selv
om
Deres klient ikke driver virksomhed i offentlig tjeneste.
Ministeriet har herved
henvist til, at læge (A) er kendt i offentligheden for sit abejde med
kræftpatienter
og med alternativ kræftforskning, og at han ofte har optrådt i medierne og
redegjort for sit arbejde. På den baggrund mener ministeriet, at hensynet
til,
at offentligheden fik kendskab til rapportens oplysninger, vejede tungere end
hensynet til lægen. Der var i øvrigt efter ministeriets opfattelse ikke
oplysninger i rapporten, som kunne siges at tilhøre læge (A's) privatliv.
Sundhedsministeriet har ikke
nærmere kommenteret spørgsmålet om, hvorvidt det var berettiget at udlevere
selve oplysningerne om, at læge (A) blev anklaget af embedslægen for i en
række
tilfælde at have begået grove overtrædelser af lægeloven, og af denne var
indstillet til strafferetlig forfølgning.
Udgangspunktet må efter min
opfattelse være, at sådanne oplysninger er omfattet af tavshedspligten efter
forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, jf. den kommenterede forvaltningslov
ved John Vogter (1992), s.
323 f.
Jeg går ud fra, at det
Sundhedsministeriet har anført om (A's) offentlige fremtræden m.v. ikke
omfatter
oplysninger fra ham til offentligheden om, at embedslægen anklagede ham for
strafbare forhold.
Det står mig ikke klart, om
det af Sundhedsministeriet anførte (også) skal forstås som en henvisning til
straffelovens § 152e, nr. 2, om berettiget varetagelse af åbenbar almen
interesse eller andres tarv.
..."
Hertil anførte
Sundhedsministeriet i skrivelse af 3. november 1993 bl.a. følgende:
"Sundhedsministeriet
skal først og fremmest anføre, at ministeriet ved sin beslutning om at give
en
journalist aktindsigt i embedslægens rapport af 2. februar 1993 lagde
afgørende
vægt på, at Ombudsmanden i den omtalte arresthus-sag (j.nr. 1992-664-401)
havde
fundet, at ministeriet ikke kunne give afslag på aktindsigt i en embedslæges
indstilling til Sundhedsstyrelsen. Med udgangspunkt i denne afgørelse fra
ombudsmanden, der afgørende brød med ministeriets hidtidige opfattelse af
aktindsigtsspørgsmålet,
fandt ministeriet ikke at kunne afslå at give aktindsigt i embedslægens
rapport.
Til det første spørgsmål, som
Ombudsmanden har rejst, skal ministeriet anføre:
Det forhold, at
Sundhedsministeriet i nærværende sag har givet aktindsigt i en embedslæges
rapport,
hvori det var indstillet til Sundhedsstyrelsen, at der burde rejses tiltale
mod
en læge for overtrædelse af lægelovens § 18, finder ministeriet ikke er en
overtrædelse af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6. Efter ministeriets
opfattelse er der ikke i embedslægens rapport oplysninger, der - set i lyset
af
ovennævnte sag - kan siges at være omfattet af nævnte bestemmelse.
For det første er der - som
også anført af Ombudsmanden - på dette tidspunkt endnu ikke tale om en sag
inden for strafferetsplejen med de deraf følgende retsvirkninger.
For det andet er
Sundhedsstyrelsen ved sin vurdering af sagen ikke bundet af embedslægens
indstilling,
idet styrelsen kan vælge helt at se bort fra embedslægens indstilling i
forbindelse med, at styrelsen afgiver sin udtalelse til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn. I tilfælde, hvor Sundhedsstyrelsen i en indberetningssag
finder, at der ikke foreligger kritisable forhold, skal styrelsen end ikke
forelægge sagen for Patientklagenævnet i henhold til lov om sundhedsvæsenets
centralstyrelse; heller ikke selvom embedslægen har indstillet det modsatte.
Embedslægens indstilling til
Sundhedsstyrelsen er således kun vejledende, og det er først, når sagen
forelægges for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at der tages endelig
stilling
til, om sagen skal indbringes for anklagemyndigheden med indstilling om
tiltalerejsning.
Embedslægens indstilling til
Sundhedsstyrelsen er således efter ministeriets opfattelse ikke af en sådan
karakter, at privatlivets fred krænkes ved, at der gives tredjemand adgang
til
aktindsigt i indstillingen.
Til det andet spørgsmål, som
Ombudsmanden har rejst, skal ministeriet anføre, at Ombudsmanden i
arresthus-sagen lagde vægt på, at der var tale om udøvelse af offentlig
tjeneste af henholdsvis den alment praktiserende læge i sin funktion som
vagtlæge og den offentligt ansatte jordemoder, og at der ikke i konklusionen
var oplysninger i øvrigt, som kunne siges at tilhøre disse personers
privatliv.
Det forhold at embedslægens
indstilling i denne sag vedrørte sundhedsmæssige tjenester i offentlig eller
privat regie, finder ministeriet ikke kan være eneafgørende, idet der bl.a.
også findes at være et beskyttelseshensyn at tage til den svagere part i
sagen,
nemlig patienterne.
Institutionen (Y) drives på
privat basis, men af en læge, som det offentlige i kraft af lægens
autorisation
fører tilsyn med. De patienter, der behandles på institutionen, er i mange
tilfælde kræftpatienter, som har ønsket en anden behandling, end den det
offentlige sundhedsvæsen kan tilbyde, eller hvor det offentlige sundhedsvæsen
ikke kan tilbyde yderligere behandling. Der er dermed ofte tale om mennesker
i
en presset situation, over for hvem der - som anført i ministeriets tidligere
udtalelse til Ombudsmanden af 1. april 1993 - er et hensyn at tage.
Dette hensyn til patienterne
tager sigte på nuværende og eventuelt kommende patienter samt patienter i
almindelighed. Hensynet er ikke tænkt som en "berettiget varetagelse af
en
åbenbar almen interesse eller andres tarv", jfr. straffelovens § 152e,
nr.
2, men mere som en præcisering af, at det ved vurderingen af, om der forelå
sådanne væsentlige hensyn til hemmeligholdelse af embedslægerapporten, som
krævet efter forvaltningslovens § 27, stk. 1, i indledningen, også må indgå
med
en vis vægt, hvilke modstående hensyn, der forelå for en
offentliggørelse."
I skrivelse af 21. april 1994
fremsatte B sine bemærkninger hertil og gjorde i første række gældende at
embedslægerapporten i sin helhed burde have været hemmeligholdt. B henviste
til
at også de afsnit i rapporten, der vedrørte oplysninger om patienters
helbredsforhold, burde have været unddraget offentligheden uanset at sagerne
var anonymiseret. Subsidiært gjorde A gældende at i hvert fald afsnittene om
hans klients påståede overtrædelse af lægeloven ikke kunne videregives til
pressen.
A fremhævede endvidere at Sundhedsministeriet i skrivelsen af 3. november
1993
selv havde anført at videregivelsen af rapporten ikke var sket med henvisning
til straffelovens § 152 e, nr. 2, og at der således ikke havde været hjemmel
for udlevering af rapporten.
I min afsluttende skrivelse
til B udtalte jeg herefter følgende:
"Om forholdet mellem
aktindsigt og tavshedspligt skal jeg generelt bemærke følgende:
Efter offentlighedslovens §
14 er pligten til at meddele oplysninger ikke begrænset af den almindelige
tavshedspligt efter straffeloven og forvaltningsloven. Efter
offentlighedslovens § 4, stk. 2, 2. pkt., kan en forvaltningsmyndighed give
aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt
m.v.
Om ministeriet i den
foreliggende sag havde pligt til at imødekomme journalistens anmodning om
aktindsigt - eller om dokumentet blev udleveret som led i meroffentlighed -
afhænger navnlig af om oplysningerne i dokumentet var omfattet af
undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1. Denne
bestemmelse indeholder følgende:
"
§ 12. Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om
1) enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold,
..."
Er en oplysning efter sin art
omfattet af denne bestemmelse, har en myndighed ikke pligt til at imødekomme
en
anmodning om aktindsigt. Om myndigheden er berettiget til at give aktindsigt
i
oplysningen -meroffentlighed - afhænger af om oplysningen er undergivet
tavshedspligt, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt.
De oplysninger, der er
omfattet af bestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, vil
normalt
også være omfattet af den almindelige tavshedspligt efter forvaltningslovens
§
27, stk, 1, nr. 6. Undtagelsesvis kan oplysninger om en enkeltpersons private
forhold være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 12,
stk. 1, nr. 1, uden samtidig at være undergivet tavshedspligt, f.eks. hvis
den
private oplysning allerede er almindeligt kendt. I så fald er myndigheden
berettiget
til at imødekomme en anmodning om aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet
i
offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt.
Den konkrete sag rejser
herefter for det første spørgsmålet, om oplysningerne i embedslægens rapport
af
2. februar 1993 efter deres art er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i
offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.
1.
a)
Deres klient bliver i embedslægens rapport anklaget for i en
række tilfælde at have begået grove overtrædelser af lægeloven og indstillet
til strafferetlig forfølgning efter lægelovens § 18.
Oplysninger af så følsom
karakter, at de som udgangspunkt ikke kan videregives fra en
forvaltningsmyndighed
til en anden efter forvaltningslovens § 28, stk. 1, er også omfattet af
undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.
Opremsningen i forvaltningslovens § 28, stk. 1, der ikke er udtømmende,
nævner
bl.a. "strafbare forhold". Ikke kun oplysning om et begået
(pådømt),
strafbart forhold, men også oplysninger om en anklage for et strafbart
forhold
er som udgangspunkt oplysninger af rent privat karakter, der kan undtages fra
aktindsigt. Dette må i hvert fald gælde, hvor anklagen er fremsat af en
myndighed, der (som her embedslægeinstitutionen) fører tilsyn med lægers
virksomhed og bl.a. har til opgave at indberette eventuelle lovovertrædelser
til Sundhedsstyrelsen.
b)
Sagen rejser imidlertid et spørgsmål, der må ses i lyset af
retstilstanden vedrørende oplysninger i personalesager mod offentligt
ansatte.
Som udgangspunkt kan disse oplysninger ikke undtages fra aktindsigt som
enkeltpersoners private forhold. Forholdet er bl.a. omtalt i John Vogter :
Offentlighedsloven med kommentarer (1992), s.
189f, med henvisning til navnlig
Folketingets Ombudsmands beretning 1976, s.
130f.
Det anførte vedrører "offentligt
ansatte". Sundhedsministeriet har i skrivelsen af 3. november 1993
anført
at (Y) drives på privat basis, men af en læge, som det offentlige i kraft af
lægens autorisation fører tilsyn med.
Jeg har forstået ministeriet
således at Deres klient i sin virksomhed - med offentlig autorisation - i
relation til offentlighed/tavshedspligt må sidestilles med en offentligt
ansat. Dette synspunkt er jeg enig i: Oplysninger i en tilsynssag rejst mod
privat praktiserende læge må behandles på tilsvarende måde som oplysninger i
en
personalesag mod en offentligt ansat.
I den nævnte
ombudsmandsudtalelse er det anført at "selve pligttilsidesættelsen"
er omfattet af aktindsigt, men ikke underliggende privatlivsforhold.
Imidlertid kan denne
hovedregel ikke strækkes så vidt at den også omfatter pligttilsidesættelser,
der (tillige) er strafbare eller af tilsynsmyndigheden påstås at være
strafbare, jf. det jeg har anført ovenfor vedrørende "strafbare
forhold" i forbindelse med forvaltningslovens § 28, stk. 1.
Efter min opfattelse er
oplysninger i et dokument, der sigter mod strafferetlig forfølgning - og ikke
kun disciplinær forfølgning - således ikke undergivet aktindsigt, selvom det
drejer sig om en offentligt ansat eller - som her - en privat praktiserende
læge undergivet offentligt tilsyn. Jeg forudsætter herved at dokumentets
oplysninger om strafbare forhold ikke på tidspunktet for anmodningen om
aktindsigt er blevet endeligt underkendt af en administrativ myndighed eller
af
domstolene.
c)
Sundhedsministeriet har i udtalelse af 3. november 1993 anført
at man ved beslutningen om udleveringen af rapporten har lagt afgørende vægt
på
min udtalelse i sagen vedrørende en fødsel i Århus Arrest (trykt i
Folketingets
Ombudsmands beretning 1992, s.
301f
).
I denne sag konkluderede embedslægen i (Z) Amt at vagtlægens undersøgelse
"har været overfladisk og at det forhold, at der ikke blev foretaget
stetoskopi og exploration bør give anledning til påtale". Efter min
opfattelse var denne kritik ikke en oplysning om private forhold i
offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, forstand, jf. herved Folketingets
Ombudsmands beretning 1976, s. 130. I den forbindelse henviser jeg til, at
embedslægens konklusion ikke sigtede mod strafferetlig forfølgning.
I rapporten af 2. februar
1993 fra embedslægen i (X) Amt blev læge (A) anklaget for i hvert fald i ni
tilfælde at have begået så grov overtrædelse af lægeloven, at han efter
embedslægens opfattelse burde straffes efter lægelovens § 18.
Den lighed mellem de to sager
som Sundhedsministeriet synes at forudsætte, er der således, som det fremgår
af
det, jeg har anført ovenfor, ikke grundlag for.
d)
Jeg må herefter lægge til grund at oplysningerne i embedslægens
rapport af 2. februar 1993 ved anmodning om aktindsigt var omfattet af
offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.
2.
Som nævnt foran er
oplysninger omfattet af offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, normalt også
omfattet af tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6. Dette
gælder dog ikke, hvis oplysningen er offentligt kendt. Som jeg anførte i min
skrivelse af 29. september 1993 (...), må jeg gå ud fra, at der ikke er tale
om, at Deres klient offentligt har viderebragt oplysningerne om, at
embedslægen
anklagede ham for strafbare forhold.
Det er herefter min
opfattelse, at de pågældende oplysninger har været omfattet af
tavshedspligten
efter forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, og at ministeriet som følge
heraf
har været afskåret fra at meddele aktindsigt i henhold til
meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt.
3.
Forvaltningslovens § 27 åbner
efter sit indhold ikke mulighed for at foretage en afvejning af et væsentligt
beskyttelseshensyn til en privat person og et eventuelt modstående hensyn til
andre. Kun i det tilfælde, hvor der efter straffelovens § 152 e, nr. 2, er
tale
om berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller
andres
tarv, kan sådanne modstående hensyn føre til, at oplysninger, der ellers er
beskyttet af tavshedspligten, kan udleveres.
Jeg må forstå det Sundhedsministeriet
har anført om dette beskyttelseshensyn således at Deres klients patienter
(herunder kommende patienter) gennem offentliggørelsen af embedslægens
rapport
burde informeres om forholdene på (Y). Ministeriet har anført, at der ikke
har
været tale om en situation omfattet af straffelovens § 152 e, nr. 2, men om
et
beskyttelseshensyn, der er indgået ved vurderingen af, om der efter
forvaltningslovens § 27 var tale om et væsentligt hensyn til Deres klient.
Som anført er der ikke i
bestemmelsen mulighed for en sådan afvejning, og jeg er derfor ikke enig i
det,
Sundhedsministeriet har anført.
4.
På den baggrund er det min
opfattelse at Sundhedsministeriet ikke har været berettiget til at udlevere
oplysningerne om, at Deres klient af embedslægen var beskyldt for at have
begået strafbare forhold efter lægeloven ved sin behandling af patienter på
(Y). Derimod kan det ikke i sig selv give mig anledning til kritik at de
anonymiserede - og kortfattede - oplysninger om enkelte patienters forhold i
embedslægens rapport blev udleveret til pressen. Jeg er på dette punkt enig
med ministeriet i at det ikke på baggrund af rapporten kan siges at være
muligt
at identificere de patienter, som sagerne drejer sig om.
Jeg har gjort
Sundhedsministeriet bekendt med min opfattelse.
Jeg foretager herefter ikke
yderligere i sagen.
..."
NOTER (*1) Jf. FOB 1976, s.
130f,
FOB 1992, s. 301f.
Lignende dokumenter
- Oplysninger om rent private forhold Retsinformation · 25. juni 2003
- 1994 LSF 112 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SYGEHUSVÆSENET OG LOV OM UDØVELSE AF LÆGEGERNING (LÆGELIG BEHANDLING FOR STOFMISBRUG) Retsinformation · 15. juni 1995
- Egen drift-undersøgelse af 60 sager fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. (J.nr. 1997-3492-980). Retsinformation · 2. oktober 2002
- Sundhedsstyrelsens sagsbehandlingstid (2 1/4 år) i en klagesag. Retsinformation · 3. november 2003
- Afslag på aktindsigt i elektronisk regneark Retsinformation · 2. oktober 2006
- 2012-13. Tvivlsomt, om mundtligt tavshedspålæg kunne anses for gyldigt Retsinformation · 17. august 2012