Spring til indhold

Retsinformation

Obduktionserklæringers betydning i sager om selvmord og dødsfald i kriminalforsorgens institutioner

FOU nr 2004.217UdtalelserFolketinget21. oktober 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Obduktionserklæringers betydning i sager om selvmord og

dødsfald i kriminalforsorgens institutioner

A blev indsat i et arresthus den 3. oktober 2002.

Den 7. januar 2003 om eftermiddagen fandt personalet i

arresthuset A død i sin celle. Han lå livløs på sin seng.

A led af astma hvilket han var i behandling for. Ved

indsættelsen i arresthuset vejede A angiveligt

90 kg. På dødstidspunktet vejede A

138 kg. A var medicinmisbruger. Han

var ordineret 80 ml metadon dagligt. A røg dagligt mange cigaretter.

A havde forud for den 7. januar 2003 klaget over at han havde

vejrtrækningsbesvær. Den 6. januar 2003 kl. 10.30 blev han derfor i

forbindelse

med arresthuslægens ugentlige besøg tilset af lægen. Der skete ingen ændring

af A’s medicinering. Senere på dagen klagede A igen over

vejrtrækningsbesvær

hvorfor vagtlægen blev tilkaldt og ankom kl. 23.30. Vagtlægen gav A noget

astmamedicin.

Den 7. januar 2003 var personalet (ifølge arresthusets

indberetning til direktoratet) i kontakt med A om morgenen, flere gange i

løbet

af formiddagen og ved middagstid i forbindelse med udleveringen af frokost.

Personalet registrerede ikke nogen ændret adfærd hos A. A frabad sig

morgenmad

og frokost, men det var ikke usædvanligt.

Personalet havde de sidste uger forud for dødsfaldet opfordret A

til at ændre sine spisevaner (”indtagelse af ’søde sager’ fra

købmanden”) og

til at begynde at dyrke motion. A havde afslået at dyrke motion og havde

oplyst

Læs alt

at han var gået på diæt. Den sidste uge inden dødsfaldet havde A dog

angiveligt

taget

2 kg

på. Også

arresthuslægen havde uden resultat opfordret A til at tabe sig og desuden til

at holde op med at ryge.

Kl. ca. 15.05 (den 7. januar 2003) da personalet åbnede døren

til A’s opholdsrum, blev han fundet livløs. En fængselsfunktionær gav A

kunstigt åndedræt. Politi og ambulance blev tilkaldt og ankom. A blev

erklæret

død da han ankom til sygehuset.

Den 21. januar 2003 modtog direktoratet fra arresthuset

skriftlig indberetning om dødsfaldet vedlagt bilag, herunder politirapporter,

en dødsattest underskrevet af embedslægen den 8. januar 2003 og påtegnet af

politiet samme dato og en telefax fra Retsmedicinsk Institut hvorpå er anført

”UDKAST”. Af telefaxen fremgår videre en beskrivelse af det

”retslægelige

ligsyn”. Beskrivelsen er dateret den 30. december 2002.

Endelig fremgår nederst i telefaxen følgende:

”

Overvægt,

LD 015/03: Væsentligste obduktionsfund: /Store, udvidede lunger,

betændelsessekret i luftvejene, forstørrelse og udvidelse af hø. side af

hjertet, akut blodopstemning af organerne. Ingen tegn på vold.

Dødsårs

kan være følger efter

astma-anfald i forbindelse med luftvejsinfektion.

Suppl. mikroskopi, bakteriologi, alkoholanalyse + retskemi”

Erklæringen er underskrevet, men ikke dateret.

Af politimesterens rapport af 7. januar 2003 vedrørende

dødsfaldet fremgår følgende af s. 2:

”

Fax fra RI – den foreløbige obduktionskonklusion: ’Ingen tegn

på vold. Dødsårsag kan være følger efter astmaanfald i forbindelse med

luftvejsinfektion’. Resultat af retskemiske undersøgelser følger.

”

Den 29. januar 2003 sendte direktoratet sagen tilbage til

arrestinspektøren med anmodning om at indberetningen – der kun var

underskrevet af arrestforvareren – blev underskrevet af

arrestinspektøren.

Den 31. januar 2003 fik direktoratet sagen retur påført

arrestinspektørens underskrift.

Den 4. februar 2003 meddelte direktoratet arrestinspektøren at

direktoratet havde taget indberetningen om dødsfaldet til efterretning, dog

med bemærkning om at indberetninger om dødsfald, selvmord og selvmordsforsøg

altid skal underskrives af institutionens leder. Samme dag blev sagen

fremsendt her til embedet.

I brev af 21. februar 2003 bad jeg direktoratet om en udtalelse

om sagen. Jeg bad direktoratet om at oplyse om direktoratet inden

direktoratet (den 4. februar 2003) tog arrestinspektørens indberetning til

efterretning, dels overvejede at beskrivelsen af ligsynet var dateret den 30.

december 2002, dvs. 8 dage inden datoen for A’s dødsfald, dels modtog en

mere

endelig obduktionserklæring, herunder resultatet af nævnte retskemiske

undersøgelser.

I givet fald bad jeg om en kopi af disse akter.

Hvis direktoratet ikke havde modtaget en mere endelig erklæring,

herunder resultatet af de nævnte undersøgelser, bad jeg direktoratet om at

oplyse hvorfor direktoratet på det foreliggende grundlag havde taget

indberetningen

til efterretning. Jeg bad i så fald desuden direktoratet om at fremsende en

kopi af den endelige erklæring når den måtte foreligge.

Jeg henledte endvidere direktoratets opmærksomhed på at jeg

ikke som vanligt var blevet underrettet om dødsfaldet umiddelbart efter at

direktoratet (den 21. januar 2003) modtog underretning herom.

Den 26. februar 2003 bad direktoratet arrestinspektøren om en

supplerende udtalelse om sagen. Direktoratet bad arrestinspektøren om at

oplyse årsagen til at erklæringen fra Retsmedicinsk Institut var dateret den

30. december 2002, og at den var stemplet som et udkast. Videre bad

direktoratet arrestinspektøren om at oplyse om der forelå resultat af de i

erklæringen nævnte retskemiske undersøgelser.

I brev af 27. februar 2003 skrev arrestinspektøren følgende:

”I Deres brev har De stillet følgende spørgsmål:

1. Årsagen til at erklæringen fra Retsmedicinsk Institut er

dateret den 30. december 2002 og er stemplet som værende et udkast. Den

endelige erklæring bedes indhentet.

2. Hvorvidt der foreligger et resultat af de i ovennævnte

erklæring nævnte retskemiske undersøgelser.

I anledning af ovennævnte spørgsmål kan jeg oplyse følgende:

Ad 1: Det anførte dokument må være fotokopi af dødsattestens

side 2, der påføres de umiddelbare obduktionsfund (bilag 1) – der er

således

ikke tale om en erklæring vedrørende obduktionen, men alene de fund, der skal

anføres på dødsattesten. Hvorfor der er sket datering som nævnt på udkastet

kan

jeg ikke belyse nærmere, idet denne dato er anført af embedslægen, men jeg

kan

oplyse, at den endelige dødsattest (bilag 2) er dateret den 21.01.03 på side

2

– jeg må formode, at udkastet (bilag 1) er et arbejdspapir.

Den egentlige obduktionserklæring er udfærdiget af

Retsmedicinsk institut i ( ) den 09.01.03 og er tilgået herværende

politistation

den 13.01.03.

Kopi af obduktionserklæringen vedlægges (bilag 3).

Ad 2: Politikredsen har endnu ikke modtaget den supplerende

erklæring vedrørende de retskemiske undersøgelser, og politiinspektør ( ) har

ved telefonisk henvendelse til Retsmedicinsk Institut i ( ) i dag fået

oplyst,

at en sådan supplerende erklæring tidligst må forventes i slutning af april

måned

2003.”

Af den ovenfor nævnte obduktionserklæring af 9. januar 2003

fremgår følgende under erklæringens resumé og konklusion:

”

Dødsårsagen

antages på

basis af det i sagen oplyste og obduktionen at være astmaanfald i forbindelse

med luftvejsinfektion. Samtidig medicinpåvirkethed/forgiftning kan ikke

udelukkes.

Der vil blive foretaget alkoholanalyse, mikroskopisk,

bakteriologisk og retskemisk undersøgelse. Når resultaterne foreligger,

fremsendes supplerende erklæring.”

Med brev af 4. juni 2003 sendte arrestinspektøren direktoratet

en erklæring af 30. april 2003 fra Retsmedicinsk Institut vedrørende de

retskemiske undersøgelser.

Af erklæringen fremgår det at der i A’s blod blev påvist metadon

i en koncentration på 1,6 mg/kg, og at denne koncentration er af en

størrelsesorden som ses ved dødelige forgiftninger. Af erklæringens

afsluttende

konklusion fremgår følgende:

”På basis af det i sagen oplyste, obduktionen og de yderligere

undersøgelser må dødsårsagen antages at være en forgiftning med metadon i

forbindelse med luftvejsinfektion hos denne kraftigt byggede og overvægtige

mand,

der desuden led af astma.”

I brev af 25. juni 2003 bad direktoratet på den baggrund

arrestinspektøren om en supplerende udtalelse om sagen. Direktoratet bad

herunder arrestinspektøren om en udtalelse om hvorvidt man efter fremkomsten

af

den supplerende obduktionserklæring havde foretaget nogen undersøgelse af

eventuelle uregelmæssigheder i forbindelse med metadonudleveringen forud for

dødsfaldet, herunder om andre af arresthusets indsatte i metadonbehandling

havde været syge eller lignende i perioden omkring dødsfaldet.

I brev af 25. juli 2003 skrev arrestinspektøren følgende:

”Som foreløbigt svar på de ovennævnte skrivelser kan jeg

oplyse, at politiets efterforskning på dødstidspunktet godtgjorde, at nu

afdøde (A) fik udleveret/indtog 90 ml metadon hver morgen, og jfr. det

allerede indsendte rapportmateriale fremkom der ved politiets efterforskning

ikke antydninger af uregelmæssigheder heri, hvorfor efterforskningen på det

punkt anses for afsluttet.

Embedslægerne i ( ) Amt er ved brev af 14.07.03 anmodet om en

udtalelse i anledning af Deres skrivelse af 25.06.03 – grundet ferie er

der

først mulighed for at kontakte den sagsbehandlende embedslæge i begyndelsen

af

næste uge med henblik på oplysning om, hvornår en udtalelse fra

embedslægeinstitutionen

forventes at foreligge.

”

Med brev af 26. august 2003 sendte arrestinspektøren en

redegørelse af 14. august 2003 fra amtets embedslæger og en udtalelse af 22.

august 2003 fra arrestforvareren til direktoratet.

Af embedslægernes redegørelse fremgår følgende:

”

En metadon-koncentration i blodet på 1,6 mg/kg er på et niveau

hvor der er tale om en sikker dødelig forgiftning, da dødelige forgiftninger

ses hos tilvænnede ved koncentrationer over 1 mg/kg.

( ) Arrest modtager metadon i literflasker. Arrestbetjenten

måler den ordinerede mængde af i et måleglas, og hælder metadonen over i et

plastikkrus som suppleres med vand til passende mængde. Metadonen indtages af

den indsatte under opsyn. Der føres regnskab med de forbrugte mængder i

henhold

til gældende regelsæt, og efter aftale med arrestlæge ( ).

Det er ikke ud fra de foreliggende oplysninger muligt at

fastlægge hvorledes der opnås en blodkoncentration af metadon på 1,6 mg/kg.

80

ml. metadon dagligt indtaget som engangsdosis om morgenen er en helt

almindelig,

og ikke specielt høj dosering ved kendt stofmisbrug. Det kan ikke udelukkes,

at

der kan have været tale om et sidemisbrug.

Det må konkluderes, at den beskrevne brug af metadon ikke giver

anledning til yderligere reaktioner fra Embedslægeinstitutionens side.

”

Af arrestforvarerens udtalelse fremgår følgende:

”Undertegnede skal oplyse at arresthuset ikke har foretaget

nogen nærmere undersøgelse af eventuelle uregelmæssigheder i forbindelse med

metadonudleveringen.

Resultatet af obduktionserklæringen er blevet drøftet i

arresthuset, herunder procedure i forbindelse med udlevering/ophældning af

metadon, men arresthuset finder ikke at kunne påvise nogen fejl.

Ved metadonudlevering i arresthuset skal den indsatte indtage

metadonen i personalets påsyn. Metadonen er forinden hældt op i plastickrus.

Metadonen opmåles i måleglas med 1 ml. streger. Hvis arresthuset har flere

indsatte som får metadon, bliver kruset påført navn og cellenummer.

Personalet oplyser at A altid stod klar ved opmønstring kl.

07.00 for at få udleveret sin metadon. Dette gjorde han også den 7. januar

2003.

Metadonen som blev udleveret er modtaget fra apoteket den 23.

december 2002 hvor der blev leveret 2 x

1

liter

metadon 1 mg/ml. til arresthuset.

I perioden op til dødsfaldet samt den pågældende dag var der 1

indsat mere i metadonbehandling. Pågældende var ordineret 25 ml. dagligt. Der

er efterfølgende 2 indsatte som har fået af samme metadon.

”

Den 12. september 2003 svarede direktoratet på mit brev af 21.

februar 2003. Af udtalelsen fremgår følgende:

”

Direktoratet skal meget beklage at direktoratet den 4. februar

2003 traf afgørelse før den supplerende obduktionserklæring forelå.

Direktoratet skal desuden beklage at direktoratet ikke har været opmærksomt

på

fejldateringen i ligsynet. Der henvises i den forbindelse til

arrestinspektørens udtalelse af 27. februar 2003, ad 1.

Derudover skal direktoratet beklage at De ikke modtog det

foreløbige indberetningsskema af 7. januar 2003. Fejlen skyldes at den

telefoniske

indberetning blev modtaget af direktoratets vagthavende efter arbejdstids

ophør

og at man ikke fra Klientkontorets side har været opmærksom på at omdele

indberetningsskemaet. Det indgår i den justering af de administrative regler

om indberetningspligten at der for fremtiden kun i meget få tilfælde skal ske

indberetning uden for kontortid. Direktoratet vil derudover træffe

foranstaltninger til at det udelukkende er Klientkontoret der har ansvaret

for

orientering af Folketingets Ombudsmand. Direktoratet har dermed sørget for at

en sådan fejl ikke sker igen.

Direktoratet har den 25. juni 2003 desuden anmodet

Arrestinspektøren ved Arresthuset i ( ) om en udtalelse om hvorvidt man efter

fremkomsten af den supplerende obduktionserklæring har foretaget nogen

undersøgelse

af eventuelle uregelmæssigheder i forbindelse med metadonudleveringen forud

for dødsfaldet, herunder om andre indsatte i metadonbehandling har været syge

i

perioden omkring dødsfaldet eller lignende.

Direktoratet har modtaget svar herpå i brev af 25. juli 2003 og

26. august 2003, hvortil der henvises.

Direktoratet har ved en fornyet gennemgang af sagen ikke fundet

anledning til at ændre konklusionen i direktoratets brev af 4. februar 2003

hvorved direktoratet tog Arrestinspektøren ved Arresthuset i ( )’s

indberetning

af dødsfaldet til efterretning.”

Den 15. september 2003 modtog jeg direktoratets udtalelse af

12. september 2003 med bilag. Efter en gennemgang af de fremsendte bilag

konstaterede jeg at jeg ikke havde modtaget alle sagens bilag, herunder ikke

den supplerende erklæring af 30. april 2003 og heller ikke

obduktionserklæringen af 9. januar 2003 i sin helhed, samt at nogle af de

akter

som jeg havde modtaget, forelå i ufuldstændige kopier (som fremsendte

telefaxer). Jeg anmodede derfor i brev af 22. september 2003 direktoratet om

at

fremsende de pågældende akter og om at sikre at der ikke var yderligere akter

i sagen som jeg ikke havde modtaget.

Videre skrev jeg følgende:

”Direktoratet har over for mig beklaget at direktoratet traf

afgørelse den 4. februar 2003 før den supplerende obduktionserklæring (af 30.

april 2003) forelå. Som sagen indtil nu har været oplyst for mig, ser det ud

som om direktoratet traf afgørelse i sagen også uden at direktoratet havde

set

obduktionserklæringen af 9. januar 2003. Den ses først fremsendt som bilag

til Politimesteren i ( )’s brev af 27. februar 2003, og den var ikke

vedlagt

de akter som direktoratet sendte til mig den 4. februar 2003. Jeg må gå ud

fra

at det var disse akter der udgjorde oplysningsgrundlaget for direktoratets

afgørelse af 4. februar 2003.

Jeg beder direktoratet oplyse om ovenstående er korrekt.”

Med brev af 26. september 2003 sendte direktoratet mig de

pågældende bilag. Direktoratet oplyste at grunden til at akterne forelå i

kopi (som fremsendte telefaxer), var at direktoratet havde været nødt til at

rekonstruere sagen ved genfremsendelse af akter via telefax fra

arrestinspektøren (fordi akterne var bortkommet i direktoratet, går jeg ud

fra). Videre oplyste direktoratet at grunden til at jeg ikke havde modtaget

samtlige akter, var at direktoratet ved rekonstruktionen ikke havde været

opmærksom på de manglende akter. Direktoratet beklagede disse forhold.

Direktoratet beklagede videre at direktoratet ikke tidligere havde informeret

mig om at sagen var rekonstrueret, og oplyste at alle sagens bilag nu var

vedlagt.

Videre skrev direktoratet følgende:

”

Efter en gennemgang af sagen har direktoratet måttet konstatere

at det er korrekt at direktoratet tog indberetningen til efterretning inden

direktoratet havde set obduktionserklæringen af 9. januar 2003. Dette finder

direktoratet er meget beklageligt og direktoratet har mundtligt indskærpet

proceduren i forbindelse med sagsbehandlingen af denne type sager over for

den

pågældende medarbejder.”

Ombudsmandens udtalelse

”Min undersøgelse af sagen har vedrørt dels Direktoratet for

Kriminalforsorgens beslutning om tage arrestinspektørens indberetning om

(A)’s dødsfald den 7. januar 2003 til efterretning, herunder at

personalet i arresthuset efter arrestinspektørens opfattelse handlede korrekt

(1), dels arresthusets og direktoratets sagsbehandling (2).

1. Dødsfaldet, herunder personalets adfærd

Ifølge obduktionserklæringens afsluttende konklusion af 30. april 2003 må

dødsårsagen antages at være en forgiftning med metadon i forbindelse med

luftvejsinfektion. (Det bemærkes at hverken politirapporterne vedrørende

afhøringerne af henholdsvis arresthuslægen og den praktiserende læge hvis

praksis (A) havde været tilknyttet, eller erklæringerne fra Retsmedicinsk

Institut indeholder oplysninger om eventuelle særlige helbredsmæssige grunde

til (A)’s betydelige vægtforøgelse under det forholdsvis korte ophold i

arresthuset).

Arresthuset var ansvarlig for udlevering af metadon til (A). De

nærmere omstændigheder i forbindelse med arresthusets metadonudlevering blev

oplyst i embedslægernes redegørelse af 14. august 2003 og i arrestforvarerens

udtalelse af 22. august 2003.

På den baggrund og efter en fornyet gennemgang af sagen meddelte

direktoratet den 12. september 2003 at direktoratet ikke havde fundet

anledning til at ændre konklusionen i direktoratets brev af 4. februar 2003

hvorved direktoratet tog arrestinspektørens indberetning af (A)’s

dødsfald i

arresthuset den 7. januar 2003 til efterretning, herunder at personalet i

arresthuset efter arrestinspektørens opfattelse havde handlet korrekt.

Direktoratets afgørelse af 12. september 2003 giver mig ikke

anledning til kritik. Heri ligger at jeg ikke har grundlag for at kritisere

arresthuset for hverken omstændighederne i forbindelse med

metadonudleveringen

eller personalets adfærd i forbindelse med dødsfaldet i øvrigt.

Jeg har ved min vurdering af sagen navnlig lagt vægt på

oplysningerne om arresthusets praksis for metadonudlevering, herunder at

metadonen opmåles af personalet og indtages af de indsatte i personalets

påsyn, og at embedslægerne har udtalt at den af arresthuset beskrevne brug af

metadon ikke giver anledning til reaktioner fra embedslægeinstitutionens

side.

Jeg har desuden lagt vægt på det af embedslægerne anførte om at det ikke kan

udelukkes at (A) havde et sidemisbrug.

2. Myndighedernes

sagsbehandling

Efter § 4, stk. 1, nr. 6, i lov nr. 402 af 13. juni 1990 om

ligsyn mv. skal den læge som tilkaldes i tilfælde af dødsfald i

kriminalforsorgens

institutioner, altid afgive indberetning til politiet om dødsfaldet. Der vil

således altid foregå en politimæssig undersøgelse af eventuelle strafbare

forhold i forbindelse med sådanne dødsfald.

Den undersøgelse som foretages i den pågældende anstalt og i

Direktoratet for Kriminalforsorgen i forbindelse med dødsfald, har til formål

at klarlægge om der er begået fejl eller forsømmelser i kriminalforsorgens

institutioner, og om institutionens procedurer, overvågningen eller

placeringen af indsatte eller andet kan ændres med henblik på fremtidigt at

forebygge lignende dødsfald i institutionen. Kriminalforsorgens interne

undersøgelse skal ikke erstatte eller supplere den politimæssige undersøgelse

af dødsfaldet med hensyn til opklaring af eventuelle strafbare forhold.

Imidlertid skal der i såvel institutionens som direktoratets

undersøgelse foretages de oplysningsskridt som på baggrund af de foreliggende

oplysninger og henset til formålet med undersøgelsen må anses for at være

naturlige og nødvendige. Herunder vil foreliggende (eller forventede)

obduktionserklæringer

i almindelighed skulle indhentes før undersøgelserne afsluttes.

Jeg har tidligere udtalt mig i overensstemmelse med ovenstående

over for direktoratet (se direktoratets sag med j.nr. ( )), og jeg henviser i

det hele til det forvaltningsretlige officialprincip. Jeg henleder desuden

opmærksomheden på at jeg i flere tidligere sager – under henvisning til

at obduktionserklæringens

konklusion må anses for at være central i sager om dødsfald – har

kritiseret at

direktoratet har afsluttet sager om selvmord og dødsfald uden at have

afventet

de endelige obduktionserklæringer.

I denne sag traf direktoratet den 4. februar 2003 afgørelse om

at tage arresthusets indberetning – herunder om at der ikke var begået

fejl

fra arresthuspersonalets side i forbindelse med dødsfaldet – til

efterretning

uden at have set obduktionserklæringen af 9. januar 2003, og inden der forelå

et resultat af de retskemiske analyser og dermed en endelig konklusion på

obduktionserklæringen. I direktoratets oplysningsgrundlag indgik fra

Retsmedicinsk

Institut udelukkende en telefax der åbenbart fremstod ufærdig.

Direktoratet traf således afgørelse på et mangelfuldt grundlag.

Jeg er på den baggrund – navnlig under henvisning til mine

tidligere udtalelser om at direktoratet efter min opfattelse bør se det

endelige obduktionsresultat inden direktoratet træffer afgørelse i sager som

denne (og til at direktoratet selv flere gange tidligere har beklaget at

dette

ikke er sket) – enig med direktoratet i at det er meget beklageligt at

direktoratet afsluttede sagsbehandlingen uden at have set de ovennævnte

erklæringer, og desuden beklageligt at direktoratet ikke var opmærksom på den

fejldatering af ligsynet der fremgik af den nævnte telefax.

Jeg finder det ligeledes meget beklageligt at arresthuset

afsluttede undersøgelsen af sagen og afgav indberetning til direktoratet før

resultatet af de bebudede supplerende retskemiske undersøgelser og dermed den

endelige konklusion på obduktionen forelå. Hvis baggrunden herfor var den at

arresthuset hurtigst muligt ville afgive skriftlig indberetning til

direktoratet, burde arresthuset efter min opfattelse udtrykkeligt have taget

forbehold for udfaldet af den supplerende obduktionserklæring.

Jeg bemærker at denne sag kan tjene til illustration af

vigtigheden af at afvente det endelige obduktionsresultat idet den primære

dødsårsag i dette tilfælde ændrede sig fra at være angivet som astmaanfald i

forbindelse med luftvejsinfektion til metadonforgiftning i forbindelse med

luftvejsinfektion. Dette ændrer (fuldstændig) rammen for den undersøgelse der

skal ske af dødsfaldet. Jeg henviser til at det efterfølgende blev nødvendigt

at iværksætte en undersøgelse af omstændighederne i forbindelse med

arresthusets metadonudlevering og (A)’s og øvrige indsattes

metadonindtag den

pågældende dag samt at stille embedslægerne supplerende spørgsmål i den

forbindelse.

Det giver mig ikke anledning til bemærkninger at arresthuset

ikke selvstændigt iværksatte en undersøgelse af omstændighederne i

forbindelse med metadonudlevering mv. da det endelige resultat af obduktionen

forelå. Jeg har herved lagt vægt på at sagen på det tidspunkt blev behandlet

i

direktoratet.

Jeg har gjort arrestinspektøren bekendt med min opfattelse.

Direktoratet har nu fastsat cirkulære nr. 116 af 10. oktober

2003 om indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen vedrørende

indsatte, der under indsættelse i kriminalforsorgens institutioner afgår ved

døden eller udsætter sig selv for livsfare. Jeg har noteret mig at cirkulæret

indeholder regler om at skriftlige indberetningsskemaer vedrørende selvmord

og dødsfald (henholdsvis § 9, stk. 3, og § 10, stk. 4) skal vedlægges kopi af

’eventuel obduktionserklæring, herunder eventuel erklæring fra

retskemiker,

embedslægen og eventuel supplerende obduktionserklæring’.

Jeg har endvidere noteret mig at direktoratets instruks om

særlige sagstypers ekspedition nr. 17 af 10. oktober 2003 indeholder en

detaljeret vejledning for direktoratets sagsbehandling af blandt andet sager

om selvmord og dødsfald, herunder om hvad sagsbehandleren skal være opmærksom

på for at sikre at der foreligger endelige obduktionserklæringer inden der

træffes afgørelse.

Jeg foretager mig herefter ikke videre i denne sag.”

Lignende dokumenter