Obduktionserklæringers betydning i sager om selvmord og dødsfald i kriminalforsorgens institutioner
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Obduktionserklæringers betydning i sager om selvmord og
dødsfald i kriminalforsorgens institutioner
A blev indsat i et arresthus den 3. oktober 2002.
Den 7. januar 2003 om eftermiddagen fandt personalet i
arresthuset A død i sin celle. Han lå livløs på sin seng.
A led af astma hvilket han var i behandling for. Ved
indsættelsen i arresthuset vejede A angiveligt
90 kg. På dødstidspunktet vejede A
138 kg. A var medicinmisbruger. Han
var ordineret 80 ml metadon dagligt. A røg dagligt mange cigaretter.
A havde forud for den 7. januar 2003 klaget over at han havde
vejrtrækningsbesvær. Den 6. januar 2003 kl. 10.30 blev han derfor i
forbindelse
med arresthuslægens ugentlige besøg tilset af lægen. Der skete ingen ændring
af A’s medicinering. Senere på dagen klagede A igen over
vejrtrækningsbesvær
hvorfor vagtlægen blev tilkaldt og ankom kl. 23.30. Vagtlægen gav A noget
astmamedicin.
Den 7. januar 2003 var personalet (ifølge arresthusets
indberetning til direktoratet) i kontakt med A om morgenen, flere gange i
løbet
af formiddagen og ved middagstid i forbindelse med udleveringen af frokost.
Personalet registrerede ikke nogen ændret adfærd hos A. A frabad sig
morgenmad
og frokost, men det var ikke usædvanligt.
Personalet havde de sidste uger forud for dødsfaldet opfordret A
til at ændre sine spisevaner (”indtagelse af ’søde sager’ fra
købmanden”) og
til at begynde at dyrke motion. A havde afslået at dyrke motion og havde
oplyst
Læs alt
at han var gået på diæt. Den sidste uge inden dødsfaldet havde A dog
angiveligt
taget
2 kg
på. Også
arresthuslægen havde uden resultat opfordret A til at tabe sig og desuden til
at holde op med at ryge.
Kl. ca. 15.05 (den 7. januar 2003) da personalet åbnede døren
til A’s opholdsrum, blev han fundet livløs. En fængselsfunktionær gav A
kunstigt åndedræt. Politi og ambulance blev tilkaldt og ankom. A blev
erklæret
død da han ankom til sygehuset.
Den 21. januar 2003 modtog direktoratet fra arresthuset
skriftlig indberetning om dødsfaldet vedlagt bilag, herunder politirapporter,
en dødsattest underskrevet af embedslægen den 8. januar 2003 og påtegnet af
politiet samme dato og en telefax fra Retsmedicinsk Institut hvorpå er anført
”UDKAST”. Af telefaxen fremgår videre en beskrivelse af det
”retslægelige
ligsyn”. Beskrivelsen er dateret den 30. december 2002.
Endelig fremgår nederst i telefaxen følgende:
”
Overvægt,
LD 015/03: Væsentligste obduktionsfund: /Store, udvidede lunger,
betændelsessekret i luftvejene, forstørrelse og udvidelse af hø. side af
hjertet, akut blodopstemning af organerne. Ingen tegn på vold.
Dødsårs
kan være følger efter
astma-anfald i forbindelse med luftvejsinfektion.
Suppl. mikroskopi, bakteriologi, alkoholanalyse + retskemi”
Erklæringen er underskrevet, men ikke dateret.
Af politimesterens rapport af 7. januar 2003 vedrørende
dødsfaldet fremgår følgende af s. 2:
”
Fax fra RI – den foreløbige obduktionskonklusion: ’Ingen tegn
på vold. Dødsårsag kan være følger efter astmaanfald i forbindelse med
luftvejsinfektion’. Resultat af retskemiske undersøgelser følger.
”
Den 29. januar 2003 sendte direktoratet sagen tilbage til
arrestinspektøren med anmodning om at indberetningen – der kun var
underskrevet af arrestforvareren – blev underskrevet af
arrestinspektøren.
Den 31. januar 2003 fik direktoratet sagen retur påført
arrestinspektørens underskrift.
Den 4. februar 2003 meddelte direktoratet arrestinspektøren at
direktoratet havde taget indberetningen om dødsfaldet til efterretning, dog
med bemærkning om at indberetninger om dødsfald, selvmord og selvmordsforsøg
altid skal underskrives af institutionens leder. Samme dag blev sagen
fremsendt her til embedet.
I brev af 21. februar 2003 bad jeg direktoratet om en udtalelse
om sagen. Jeg bad direktoratet om at oplyse om direktoratet inden
direktoratet (den 4. februar 2003) tog arrestinspektørens indberetning til
efterretning, dels overvejede at beskrivelsen af ligsynet var dateret den 30.
december 2002, dvs. 8 dage inden datoen for A’s dødsfald, dels modtog en
mere
endelig obduktionserklæring, herunder resultatet af nævnte retskemiske
undersøgelser.
I givet fald bad jeg om en kopi af disse akter.
Hvis direktoratet ikke havde modtaget en mere endelig erklæring,
herunder resultatet af de nævnte undersøgelser, bad jeg direktoratet om at
oplyse hvorfor direktoratet på det foreliggende grundlag havde taget
indberetningen
til efterretning. Jeg bad i så fald desuden direktoratet om at fremsende en
kopi af den endelige erklæring når den måtte foreligge.
Jeg henledte endvidere direktoratets opmærksomhed på at jeg
ikke som vanligt var blevet underrettet om dødsfaldet umiddelbart efter at
direktoratet (den 21. januar 2003) modtog underretning herom.
Den 26. februar 2003 bad direktoratet arrestinspektøren om en
supplerende udtalelse om sagen. Direktoratet bad arrestinspektøren om at
oplyse årsagen til at erklæringen fra Retsmedicinsk Institut var dateret den
30. december 2002, og at den var stemplet som et udkast. Videre bad
direktoratet arrestinspektøren om at oplyse om der forelå resultat af de i
erklæringen nævnte retskemiske undersøgelser.
I brev af 27. februar 2003 skrev arrestinspektøren følgende:
”I Deres brev har De stillet følgende spørgsmål:
1. Årsagen til at erklæringen fra Retsmedicinsk Institut er
dateret den 30. december 2002 og er stemplet som værende et udkast. Den
endelige erklæring bedes indhentet.
2. Hvorvidt der foreligger et resultat af de i ovennævnte
erklæring nævnte retskemiske undersøgelser.
I anledning af ovennævnte spørgsmål kan jeg oplyse følgende:
Ad 1: Det anførte dokument må være fotokopi af dødsattestens
side 2, der påføres de umiddelbare obduktionsfund (bilag 1) – der er
således
ikke tale om en erklæring vedrørende obduktionen, men alene de fund, der skal
anføres på dødsattesten. Hvorfor der er sket datering som nævnt på udkastet
kan
jeg ikke belyse nærmere, idet denne dato er anført af embedslægen, men jeg
kan
oplyse, at den endelige dødsattest (bilag 2) er dateret den 21.01.03 på side
2
– jeg må formode, at udkastet (bilag 1) er et arbejdspapir.
Den egentlige obduktionserklæring er udfærdiget af
Retsmedicinsk institut i ( ) den 09.01.03 og er tilgået herværende
politistation
den 13.01.03.
Kopi af obduktionserklæringen vedlægges (bilag 3).
Ad 2: Politikredsen har endnu ikke modtaget den supplerende
erklæring vedrørende de retskemiske undersøgelser, og politiinspektør ( ) har
ved telefonisk henvendelse til Retsmedicinsk Institut i ( ) i dag fået
oplyst,
at en sådan supplerende erklæring tidligst må forventes i slutning af april
måned
2003.”
Af den ovenfor nævnte obduktionserklæring af 9. januar 2003
fremgår følgende under erklæringens resumé og konklusion:
”
Dødsårsagen
antages på
basis af det i sagen oplyste og obduktionen at være astmaanfald i forbindelse
med luftvejsinfektion. Samtidig medicinpåvirkethed/forgiftning kan ikke
udelukkes.
Der vil blive foretaget alkoholanalyse, mikroskopisk,
bakteriologisk og retskemisk undersøgelse. Når resultaterne foreligger,
fremsendes supplerende erklæring.”
Med brev af 4. juni 2003 sendte arrestinspektøren direktoratet
en erklæring af 30. april 2003 fra Retsmedicinsk Institut vedrørende de
retskemiske undersøgelser.
Af erklæringen fremgår det at der i A’s blod blev påvist metadon
i en koncentration på 1,6 mg/kg, og at denne koncentration er af en
størrelsesorden som ses ved dødelige forgiftninger. Af erklæringens
afsluttende
konklusion fremgår følgende:
”På basis af det i sagen oplyste, obduktionen og de yderligere
undersøgelser må dødsårsagen antages at være en forgiftning med metadon i
forbindelse med luftvejsinfektion hos denne kraftigt byggede og overvægtige
mand,
der desuden led af astma.”
I brev af 25. juni 2003 bad direktoratet på den baggrund
arrestinspektøren om en supplerende udtalelse om sagen. Direktoratet bad
herunder arrestinspektøren om en udtalelse om hvorvidt man efter fremkomsten
af
den supplerende obduktionserklæring havde foretaget nogen undersøgelse af
eventuelle uregelmæssigheder i forbindelse med metadonudleveringen forud for
dødsfaldet, herunder om andre af arresthusets indsatte i metadonbehandling
havde været syge eller lignende i perioden omkring dødsfaldet.
I brev af 25. juli 2003 skrev arrestinspektøren følgende:
”Som foreløbigt svar på de ovennævnte skrivelser kan jeg
oplyse, at politiets efterforskning på dødstidspunktet godtgjorde, at nu
afdøde (A) fik udleveret/indtog 90 ml metadon hver morgen, og jfr. det
allerede indsendte rapportmateriale fremkom der ved politiets efterforskning
ikke antydninger af uregelmæssigheder heri, hvorfor efterforskningen på det
punkt anses for afsluttet.
Embedslægerne i ( ) Amt er ved brev af 14.07.03 anmodet om en
udtalelse i anledning af Deres skrivelse af 25.06.03 – grundet ferie er
der
først mulighed for at kontakte den sagsbehandlende embedslæge i begyndelsen
af
næste uge med henblik på oplysning om, hvornår en udtalelse fra
embedslægeinstitutionen
forventes at foreligge.
”
Med brev af 26. august 2003 sendte arrestinspektøren en
redegørelse af 14. august 2003 fra amtets embedslæger og en udtalelse af 22.
august 2003 fra arrestforvareren til direktoratet.
Af embedslægernes redegørelse fremgår følgende:
”
En metadon-koncentration i blodet på 1,6 mg/kg er på et niveau
hvor der er tale om en sikker dødelig forgiftning, da dødelige forgiftninger
ses hos tilvænnede ved koncentrationer over 1 mg/kg.
( ) Arrest modtager metadon i literflasker. Arrestbetjenten
måler den ordinerede mængde af i et måleglas, og hælder metadonen over i et
plastikkrus som suppleres med vand til passende mængde. Metadonen indtages af
den indsatte under opsyn. Der føres regnskab med de forbrugte mængder i
henhold
til gældende regelsæt, og efter aftale med arrestlæge ( ).
Det er ikke ud fra de foreliggende oplysninger muligt at
fastlægge hvorledes der opnås en blodkoncentration af metadon på 1,6 mg/kg.
80
ml. metadon dagligt indtaget som engangsdosis om morgenen er en helt
almindelig,
og ikke specielt høj dosering ved kendt stofmisbrug. Det kan ikke udelukkes,
at
der kan have været tale om et sidemisbrug.
Det må konkluderes, at den beskrevne brug af metadon ikke giver
anledning til yderligere reaktioner fra Embedslægeinstitutionens side.
”
Af arrestforvarerens udtalelse fremgår følgende:
”Undertegnede skal oplyse at arresthuset ikke har foretaget
nogen nærmere undersøgelse af eventuelle uregelmæssigheder i forbindelse med
metadonudleveringen.
Resultatet af obduktionserklæringen er blevet drøftet i
arresthuset, herunder procedure i forbindelse med udlevering/ophældning af
metadon, men arresthuset finder ikke at kunne påvise nogen fejl.
Ved metadonudlevering i arresthuset skal den indsatte indtage
metadonen i personalets påsyn. Metadonen er forinden hældt op i plastickrus.
Metadonen opmåles i måleglas med 1 ml. streger. Hvis arresthuset har flere
indsatte som får metadon, bliver kruset påført navn og cellenummer.
Personalet oplyser at A altid stod klar ved opmønstring kl.
07.00 for at få udleveret sin metadon. Dette gjorde han også den 7. januar
2003.
Metadonen som blev udleveret er modtaget fra apoteket den 23.
december 2002 hvor der blev leveret 2 x
1
liter
metadon 1 mg/ml. til arresthuset.
I perioden op til dødsfaldet samt den pågældende dag var der 1
indsat mere i metadonbehandling. Pågældende var ordineret 25 ml. dagligt. Der
er efterfølgende 2 indsatte som har fået af samme metadon.
”
Den 12. september 2003 svarede direktoratet på mit brev af 21.
februar 2003. Af udtalelsen fremgår følgende:
”
Direktoratet skal meget beklage at direktoratet den 4. februar
2003 traf afgørelse før den supplerende obduktionserklæring forelå.
Direktoratet skal desuden beklage at direktoratet ikke har været opmærksomt
på
fejldateringen i ligsynet. Der henvises i den forbindelse til
arrestinspektørens udtalelse af 27. februar 2003, ad 1.
Derudover skal direktoratet beklage at De ikke modtog det
foreløbige indberetningsskema af 7. januar 2003. Fejlen skyldes at den
telefoniske
indberetning blev modtaget af direktoratets vagthavende efter arbejdstids
ophør
og at man ikke fra Klientkontorets side har været opmærksom på at omdele
indberetningsskemaet. Det indgår i den justering af de administrative regler
om indberetningspligten at der for fremtiden kun i meget få tilfælde skal ske
indberetning uden for kontortid. Direktoratet vil derudover træffe
foranstaltninger til at det udelukkende er Klientkontoret der har ansvaret
for
orientering af Folketingets Ombudsmand. Direktoratet har dermed sørget for at
en sådan fejl ikke sker igen.
Direktoratet har den 25. juni 2003 desuden anmodet
Arrestinspektøren ved Arresthuset i ( ) om en udtalelse om hvorvidt man efter
fremkomsten af den supplerende obduktionserklæring har foretaget nogen
undersøgelse
af eventuelle uregelmæssigheder i forbindelse med metadonudleveringen forud
for dødsfaldet, herunder om andre indsatte i metadonbehandling har været syge
i
perioden omkring dødsfaldet eller lignende.
Direktoratet har modtaget svar herpå i brev af 25. juli 2003 og
26. august 2003, hvortil der henvises.
Direktoratet har ved en fornyet gennemgang af sagen ikke fundet
anledning til at ændre konklusionen i direktoratets brev af 4. februar 2003
hvorved direktoratet tog Arrestinspektøren ved Arresthuset i ( )’s
indberetning
af dødsfaldet til efterretning.”
Den 15. september 2003 modtog jeg direktoratets udtalelse af
12. september 2003 med bilag. Efter en gennemgang af de fremsendte bilag
konstaterede jeg at jeg ikke havde modtaget alle sagens bilag, herunder ikke
den supplerende erklæring af 30. april 2003 og heller ikke
obduktionserklæringen af 9. januar 2003 i sin helhed, samt at nogle af de
akter
som jeg havde modtaget, forelå i ufuldstændige kopier (som fremsendte
telefaxer). Jeg anmodede derfor i brev af 22. september 2003 direktoratet om
at
fremsende de pågældende akter og om at sikre at der ikke var yderligere akter
i sagen som jeg ikke havde modtaget.
Videre skrev jeg følgende:
”Direktoratet har over for mig beklaget at direktoratet traf
afgørelse den 4. februar 2003 før den supplerende obduktionserklæring (af 30.
april 2003) forelå. Som sagen indtil nu har været oplyst for mig, ser det ud
som om direktoratet traf afgørelse i sagen også uden at direktoratet havde
set
obduktionserklæringen af 9. januar 2003. Den ses først fremsendt som bilag
til Politimesteren i ( )’s brev af 27. februar 2003, og den var ikke
vedlagt
de akter som direktoratet sendte til mig den 4. februar 2003. Jeg må gå ud
fra
at det var disse akter der udgjorde oplysningsgrundlaget for direktoratets
afgørelse af 4. februar 2003.
Jeg beder direktoratet oplyse om ovenstående er korrekt.”
Med brev af 26. september 2003 sendte direktoratet mig de
pågældende bilag. Direktoratet oplyste at grunden til at akterne forelå i
kopi (som fremsendte telefaxer), var at direktoratet havde været nødt til at
rekonstruere sagen ved genfremsendelse af akter via telefax fra
arrestinspektøren (fordi akterne var bortkommet i direktoratet, går jeg ud
fra). Videre oplyste direktoratet at grunden til at jeg ikke havde modtaget
samtlige akter, var at direktoratet ved rekonstruktionen ikke havde været
opmærksom på de manglende akter. Direktoratet beklagede disse forhold.
Direktoratet beklagede videre at direktoratet ikke tidligere havde informeret
mig om at sagen var rekonstrueret, og oplyste at alle sagens bilag nu var
vedlagt.
Videre skrev direktoratet følgende:
”
Efter en gennemgang af sagen har direktoratet måttet konstatere
at det er korrekt at direktoratet tog indberetningen til efterretning inden
direktoratet havde set obduktionserklæringen af 9. januar 2003. Dette finder
direktoratet er meget beklageligt og direktoratet har mundtligt indskærpet
proceduren i forbindelse med sagsbehandlingen af denne type sager over for
den
pågældende medarbejder.”
Ombudsmandens udtalelse
”Min undersøgelse af sagen har vedrørt dels Direktoratet for
Kriminalforsorgens beslutning om tage arrestinspektørens indberetning om
(A)’s dødsfald den 7. januar 2003 til efterretning, herunder at
personalet i arresthuset efter arrestinspektørens opfattelse handlede korrekt
(1), dels arresthusets og direktoratets sagsbehandling (2).
1. Dødsfaldet, herunder personalets adfærd
Ifølge obduktionserklæringens afsluttende konklusion af 30. april 2003 må
dødsårsagen antages at være en forgiftning med metadon i forbindelse med
luftvejsinfektion. (Det bemærkes at hverken politirapporterne vedrørende
afhøringerne af henholdsvis arresthuslægen og den praktiserende læge hvis
praksis (A) havde været tilknyttet, eller erklæringerne fra Retsmedicinsk
Institut indeholder oplysninger om eventuelle særlige helbredsmæssige grunde
til (A)’s betydelige vægtforøgelse under det forholdsvis korte ophold i
arresthuset).
Arresthuset var ansvarlig for udlevering af metadon til (A). De
nærmere omstændigheder i forbindelse med arresthusets metadonudlevering blev
oplyst i embedslægernes redegørelse af 14. august 2003 og i arrestforvarerens
udtalelse af 22. august 2003.
På den baggrund og efter en fornyet gennemgang af sagen meddelte
direktoratet den 12. september 2003 at direktoratet ikke havde fundet
anledning til at ændre konklusionen i direktoratets brev af 4. februar 2003
hvorved direktoratet tog arrestinspektørens indberetning af (A)’s
dødsfald i
arresthuset den 7. januar 2003 til efterretning, herunder at personalet i
arresthuset efter arrestinspektørens opfattelse havde handlet korrekt.
Direktoratets afgørelse af 12. september 2003 giver mig ikke
anledning til kritik. Heri ligger at jeg ikke har grundlag for at kritisere
arresthuset for hverken omstændighederne i forbindelse med
metadonudleveringen
eller personalets adfærd i forbindelse med dødsfaldet i øvrigt.
Jeg har ved min vurdering af sagen navnlig lagt vægt på
oplysningerne om arresthusets praksis for metadonudlevering, herunder at
metadonen opmåles af personalet og indtages af de indsatte i personalets
påsyn, og at embedslægerne har udtalt at den af arresthuset beskrevne brug af
metadon ikke giver anledning til reaktioner fra embedslægeinstitutionens
side.
Jeg har desuden lagt vægt på det af embedslægerne anførte om at det ikke kan
udelukkes at (A) havde et sidemisbrug.
2. Myndighedernes
sagsbehandling
Efter § 4, stk. 1, nr. 6, i lov nr. 402 af 13. juni 1990 om
ligsyn mv. skal den læge som tilkaldes i tilfælde af dødsfald i
kriminalforsorgens
institutioner, altid afgive indberetning til politiet om dødsfaldet. Der vil
således altid foregå en politimæssig undersøgelse af eventuelle strafbare
forhold i forbindelse med sådanne dødsfald.
Den undersøgelse som foretages i den pågældende anstalt og i
Direktoratet for Kriminalforsorgen i forbindelse med dødsfald, har til formål
at klarlægge om der er begået fejl eller forsømmelser i kriminalforsorgens
institutioner, og om institutionens procedurer, overvågningen eller
placeringen af indsatte eller andet kan ændres med henblik på fremtidigt at
forebygge lignende dødsfald i institutionen. Kriminalforsorgens interne
undersøgelse skal ikke erstatte eller supplere den politimæssige undersøgelse
af dødsfaldet med hensyn til opklaring af eventuelle strafbare forhold.
Imidlertid skal der i såvel institutionens som direktoratets
undersøgelse foretages de oplysningsskridt som på baggrund af de foreliggende
oplysninger og henset til formålet med undersøgelsen må anses for at være
naturlige og nødvendige. Herunder vil foreliggende (eller forventede)
obduktionserklæringer
i almindelighed skulle indhentes før undersøgelserne afsluttes.
Jeg har tidligere udtalt mig i overensstemmelse med ovenstående
over for direktoratet (se direktoratets sag med j.nr. ( )), og jeg henviser i
det hele til det forvaltningsretlige officialprincip. Jeg henleder desuden
opmærksomheden på at jeg i flere tidligere sager – under henvisning til
at obduktionserklæringens
konklusion må anses for at være central i sager om dødsfald – har
kritiseret at
direktoratet har afsluttet sager om selvmord og dødsfald uden at have
afventet
de endelige obduktionserklæringer.
I denne sag traf direktoratet den 4. februar 2003 afgørelse om
at tage arresthusets indberetning – herunder om at der ikke var begået
fejl
fra arresthuspersonalets side i forbindelse med dødsfaldet – til
efterretning
uden at have set obduktionserklæringen af 9. januar 2003, og inden der forelå
et resultat af de retskemiske analyser og dermed en endelig konklusion på
obduktionserklæringen. I direktoratets oplysningsgrundlag indgik fra
Retsmedicinsk
Institut udelukkende en telefax der åbenbart fremstod ufærdig.
Direktoratet traf således afgørelse på et mangelfuldt grundlag.
Jeg er på den baggrund – navnlig under henvisning til mine
tidligere udtalelser om at direktoratet efter min opfattelse bør se det
endelige obduktionsresultat inden direktoratet træffer afgørelse i sager som
denne (og til at direktoratet selv flere gange tidligere har beklaget at
dette
ikke er sket) – enig med direktoratet i at det er meget beklageligt at
direktoratet afsluttede sagsbehandlingen uden at have set de ovennævnte
erklæringer, og desuden beklageligt at direktoratet ikke var opmærksom på den
fejldatering af ligsynet der fremgik af den nævnte telefax.
Jeg finder det ligeledes meget beklageligt at arresthuset
afsluttede undersøgelsen af sagen og afgav indberetning til direktoratet før
resultatet af de bebudede supplerende retskemiske undersøgelser og dermed den
endelige konklusion på obduktionen forelå. Hvis baggrunden herfor var den at
arresthuset hurtigst muligt ville afgive skriftlig indberetning til
direktoratet, burde arresthuset efter min opfattelse udtrykkeligt have taget
forbehold for udfaldet af den supplerende obduktionserklæring.
Jeg bemærker at denne sag kan tjene til illustration af
vigtigheden af at afvente det endelige obduktionsresultat idet den primære
dødsårsag i dette tilfælde ændrede sig fra at være angivet som astmaanfald i
forbindelse med luftvejsinfektion til metadonforgiftning i forbindelse med
luftvejsinfektion. Dette ændrer (fuldstændig) rammen for den undersøgelse der
skal ske af dødsfaldet. Jeg henviser til at det efterfølgende blev nødvendigt
at iværksætte en undersøgelse af omstændighederne i forbindelse med
arresthusets metadonudlevering og (A)’s og øvrige indsattes
metadonindtag den
pågældende dag samt at stille embedslægerne supplerende spørgsmål i den
forbindelse.
Det giver mig ikke anledning til bemærkninger at arresthuset
ikke selvstændigt iværksatte en undersøgelse af omstændighederne i
forbindelse med metadonudlevering mv. da det endelige resultat af obduktionen
forelå. Jeg har herved lagt vægt på at sagen på det tidspunkt blev behandlet
i
direktoratet.
Jeg har gjort arrestinspektøren bekendt med min opfattelse.
Direktoratet har nu fastsat cirkulære nr. 116 af 10. oktober
2003 om indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen vedrørende
indsatte, der under indsættelse i kriminalforsorgens institutioner afgår ved
døden eller udsætter sig selv for livsfare. Jeg har noteret mig at cirkulæret
indeholder regler om at skriftlige indberetningsskemaer vedrørende selvmord
og dødsfald (henholdsvis § 9, stk. 3, og § 10, stk. 4) skal vedlægges kopi af
’eventuel obduktionserklæring, herunder eventuel erklæring fra
retskemiker,
embedslægen og eventuel supplerende obduktionserklæring’.
Jeg har endvidere noteret mig at direktoratets instruks om
særlige sagstypers ekspedition nr. 17 af 10. oktober 2003 indeholder en
detaljeret vejledning for direktoratets sagsbehandling af blandt andet sager
om selvmord og dødsfald, herunder om hvad sagsbehandleren skal være opmærksom
på for at sikre at der foreligger endelige obduktionserklæringer inden der
træffes afgørelse.
Jeg foretager mig herefter ikke videre i denne sag.”
Lignende dokumenter
- Inspektion af Arresthuset i Odense Retsinformation · 3. marts 2003
- 2015-7. Krav til sagsoplysning i sager om dødsfald i kriminalforsorgens institutioner Retsinformation · 2. april 2015
- Afgørelse i sag om bygningernes anvendelse på [virksomhed1] i Allerød Komune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. marts 2014
- Cirkulære om kriminalforsorgsområdernes behandling og indberetning af hændelser vedrørende dødsfald, selvmord, kvalificerede selvmordsforsøg og andre kvalificerede selvbeskadigende handlinger og anden selvmords- eller selvbeskadigelsesadfærd blandt indsatte i Kriminalforsorgens varetægt Retsinformation · 15. juli 2015
- KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2024/297 af 31. oktober 2023 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1700 til præcisering af variablernes antal og titler for området sundhed (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 31. oktober 2023
- Landsretten ændrer byretten dom, således at fængselsstraffen nedsættes fra livstid til 12 år, og tiltalte frifindes for de vedrørende forhold 5 nedlagte påstande om erstatning og godtgørelse. Byrettens afgørelse om rettighedsfrakendelse, konfiskation og erstatning til forurettede 5 stadfæstes Domsdatabasen · 18. maj 2017