Inspektion af Københavns Fængsler.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Inspektion af Københavns Fængsler.
Den 21. april 1995 afgav jeg
følgende redegørelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Københavns
Fængsler:
"Den 6. og 15. december
1993 aflagde jeg inspektionsbesøg i Københavns Fængsler (Vestre Fængsel,
Nytorv Fængsel, Blegdamsvejens Fængsel og institutionen for frihedsberøvede
asylansøgere i Sandholm). I tilslutning hertil modtog jeg supplerende
oplysninger af 8. og 28. december 1993 samt af 11. januar, 26. maj, 22. juli
og
30. september 1994 fra Københavns Fængsler i anledning af nogle spørgsmål,
som
jeg under og efter inspektionsbesøget havde stillet til anstalten.
Fra Direktoratet for
Kriminalforsorgen modtog jeg supplerende oplysninger i skrivelse af 7.
oktober
1994, ligesom jeg fra Direktoratet for Udlændinge modtog oplysninger ved
direktoratets skrivelse af 25. juli 1994.
I. Indledning.
Ombudsmanden har ikke
tidligere aflagt inspektionsbesøg i Københavns Fængsler.
Inspektionsbesøget den 6.
december 1993 i Vestre Fængsel fulgte følgende program:
- Samtale med fængselsinspektøren og vicefængselsinspektørerne.
- Møde med samarbejdsudvalget.
- Møde med talsmændene.
- Rundgang i fængslet.
Programmet for
inspektionsbesøget den 15. december 1993 i Nytorv Fængsel omfattede alene en
rundgang.
Læs alt
Inspektionsbesøget i
Blegdamsvejens Fængsel den 15. december 1993 havde følgende programpunkter:
- Møde med talsmændene.
- Rundgang.
I institutionen i Sandholm,
hvor inspektionsbesøget blev aflagt senere den 15. december 1993, omfattede
programmet disse punkter:
- Møde med talsmændene.
- Rundgang.
Under inspektionsbesøgene
blev der afholdt en afsluttende samtale med fængselsinspektøren, og for så
vidt angår besøget i Vestre Fængsel tillige med vicefængselsinspektørerne.
I forbindelse med
inspektionen modtog jeg et omfattende rapportmateriale, jf. nærmere nedenfor
under afsnit IV.
II. Bygningsmæssige forhold m.v.
A. Vestre Fængsel.
Vestre Fængsel er opført i
1895 og udvidet i 1918. Fængslet, der er et korsformet panoptisk opbygget
cellefængsel i fire etager, har en kapacitet på 448 pladser incl. Vestre
Hospital med 37 pladser. Fængslet har en kvinde- og familieafdeling med plads
til ca. 30 indsatte. I maj 1992 blev der oprettet en barak på Vestre Fængsel
med plads til 21 personer, der er frihedsberøvet efter udlændingeloven.
I Vestre Fængsel er der
etableret en modtagelsesafdeling til anholdte, frihedsberøvede og personer,
der
skal udstå straf i Københavns Fængsler.
Den samlede administration
for Københavns Fængsler er i Vestre Fængsel.
Belægget i Københavns
Fængsler er hovedsagelig varetægtsarrestanter fra københavnsområdet. Den
øvrige
del af belægget er navnlig personer, der udstår kortere frihedsstraffe.
På det møde, der under
inspektionen fandt sted i Vestre Fængsel med samarbejdsudvalget, blev det
oplyst, at der i 10 år har eksisteret et byggeudvalg. Udvalget har planlagt
en
gennemgribende modernisering af Københavns Fængsler. I Vestre Fængsel er
moderniseringen påbegyndt. I fængslets nordfløj er der foretaget ændringer af
de elektriske installationer, indlagt varmt vand og installeret
tilstrækkelige
bade- og toiletfaciliteter. Også Østfløjen er moderniseret. Herefter resterer
modernisering af Syd- og Vestfløjen, hospitalsafsnittet og besøgsafsnittet.
En
istandsættelse af Blegdamsvejens Fængsel har tidligere været nedprioriteret
på
grund af uafklarethed om fængslets fortsatte beståen. Forholdet er nu
afklaret,
og der skal også udarbejdes et projekt omfattende Blegdamsvejens Fængsel.
Om indholdet af planen for
forbedringer og istandsættelser af Københavns Fængsler har
fængselsinspektøren
i skrivelse af 26. maj 1994 i øvrigt oplyst:
"...
I den anledning skal jeg
oplyse, at Københavns Fængsler efter afslutning af renovering ved egen
arbejdskraft af Vestre Fængsels nordre fløj i 1989 på et møde i
samarbejdsudvalget den 2. april 1990 fastlagde følgende byggeprogram:
Udvidelse af snedkeri.
Indretning af mødelokale.
Flytning af tandlægeklinik.
Renovering af Østfløjen.
Ny portbygning.
Renovering af Blegdamsvejens Fængsel.
Renovering af Sydfløjen.
Opførelse af produktionsbygning.
Renovering af Vestfløjen.
Opførelse
af sportshal.
Der er foretaget følgende:
Ad 1. Udvidelse af snedkeri:
Ændringerne i snedkeriet
herunder nedlæggelse af sprøjteriet er udført.
Ad 2.
Indretning af mødelokale:
Mødelokalet er indrettet og
taget i brug i 1991.
Ad 3.
Flytning af tandlægeklinik:
Evt. flytning af
tandlægeklinik afventer Københavns Fængslers indstilling om anskaffelse af en
mobil tandlægebus til brug for anstalterne i Københavnsområdet.
Ad 4.
Renovering af Østfløjen:
Renovering af Østfløjen er
påbegyndt i 1990 og er stort set afsluttet i 1993.
Ad 5.
Ny portbygning.:
Delprojekt med opførelse af
en sluseport for gående trafik er etableret og taget i brug i 1993.
Etablering
af en sluseport for kørende trafik pågår.
Ad 6.
Renovering af Blegdamsvejens Fængsel:
På Blegdamsvejens Fængsel er
der løbende sket forbedringer via projektarbejde. Senest ved indretning af
fællesskabsarbejdspladser og fritidsrum i kælderen.
Derudover er der indrettet
badefaciliteter på etagerne for de indsatte samt foretaget en løbende
malervedligeholdelse.
Cellevinduerne vil løbende
over de næste 4-6 år via projektarbejde blive udskiftet.
Ad 7.
Renovering af Sydfløjen:
Arbejdet med renovering af
Sydfløjen pågår og forventes afsluttet medio 1995.
Ad 8.
Opførelse af produktionsbygning:
For at kunne imødekomme de
indsattes behov for beskæftigelse på fællesskabsværksteder, har Københavns
Fængsler indstillet til Direktoratet for Kriminalforsorgen, at der opføres en
stor værkstedsbygning.
Der vil ad denne vej
formentlig kunne skabes fællesskabsarbejdspladser til yderligere ca. 40-50
indsatte.
Sagen beror på svar fra
Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Ad 9.
Renovering af Vestfløjen:
Renovering af Vestfløjen vil
formentlig blive påbegyndt i finansåret 1996.
Københavns Fængsler har
koncentreret sin indsats om renovering af de store fløje på Vestre Fængsel,
men
derudover vil der løbende, via projektarbejder og almindelig vedligeholdelse
ske mindre forbedringer (af) såvel de indvendige faciliteter for ind- og
ansatte samt de udvendige faciliteter med videre for indsatte."
Rundgangen i Vestre Fængsel
startede i
modtagelsesafdelingen
,
der fremstod som meget lys og venlig. Lokalet, der er udstyret med grønne
planter, er opdelt i en sektion for egentlig modtagelse med en lang åben
skranke og et mindre modtagelsesafsnit med bord og stole. På bordet er
stillet
kaffe og te frem. Fra selve afdelingen er der adgang til toilet og 3 venterum
med bord og stole.
Til modtagelsesafdelingen
hører et visitationslokale med baderum. Begge lokaler virkede rene og meget
fint vedligeholdte. I visitationslokalet forefindes bånd, der er oversat til
21
sprog, og som indeholder praktiske oplysninger, herunder oplysninger om
regler,
der finder anvendelse i fængslet.
I
Nordfløjen
blev underetagen besigtiget. Fløjen er panoptisk
opbygget med 4 etager med 25-28 celler på hver etage. Cellerne er ca.
8,4 m2.
En celle, der blev fremvist,
var udstyret med en seng, et skab, et bord, en stol, en reol og et
højtsiddende
vindue med tremmer. Cellen fremtrådte som lidt mørk, men velholdt.
Gangarealet er malet lysegul
med forskellige farver på lågerne på de skabe, der er indbygget på gangen.
På hver afdeling er der 2
fællesrum. Den fremviste afdelings ene fællesrum, der er ca.
16,8 m2, er udstyret med 2
store borde med stole, et sofabord med bløde stole, en reol og et fjernsyn.
Gulvet er et terrazzogulv. Lokalet virkede lidt mørkt.
I
Østfløjen
var påbegyndt et overdækningsarbejde, således at etagerne
adskilles fra midten. Også her er vægge og skabe på gangarealet malet i klare
farver.
Vestfløjen
har plads til 58 personer. Fløjen er indrettet således,
at mænd indsættes på den nederste etage. På anden og tredie etage indsættes
kvinder og enkelte mænd.
På fjerde etage, der er en
familieafdeling, indsættes både kvinder og mænd.
Afdelingen, der endnu ikke er
moderniseret, fremstod som lys og venlig på grund af de malede vægge og
skabslåger.
Cellen, der blev vist frem på
denne afdeling, var udstyret med en briks med skumgummimadras, et skab, en
vask
(med koldt og varmt vand), spejl, et bord med hylde over, en stol og en
radiator.
Ud over vinduet med tremmer er belysningsmulighederne af cellen en
loftslampe,
en lampe ved vasken og en arkitektlampe.
I
barak C
er der som anført ovenfor plads til 21 personer, der er
frihedsberøvet efter udlændingelovgivningen. Afdelingen består af 3-sengs
stuer, hvor kvinder og mænd indsættes hver for sig.
Stuerne var indrettet med en
køjeseng og en briks med skumgummimadras, en vask med spejl, stole og skabe
med adskilte døre med lås. Store lamper med lysstofrør er udover vinduerne
den
eneste lyskilde i lokalet. Den fremviste stue virkede noget upersonlig.
Afdelingen har dels et
fællesrum, der er udstyret med fjernsyn og 3 store borde med stole, dels et
køkken med sædvanligt inventar.
Midt i afdelingen er
afdelingens kontor og butik. Uden for kontoret er der en opslagstavle med
notits om arbejds- og spisetider, lønningstidspunkter og forretningens
åbningstid. Notitsen er oversat til flere forskellige sprog.
Gangarealet er udsmykket.
Afdelingen har sit eget,
mindre gårdtursareal, der er indhegnet. Arealet er indrettet som en lille
have, der er frit tilgængelig mellem kl. 7.00 og kl. 17.00.
Det generelle indtryk af
afdelingen er, at den er præget af upersonlighed, hvilket nok må ses på
baggrund af en formentlig hurtig udskiftning. Afdelingen bar i øvrigt præg af
at være lidt rodet og nusset, hvilket næppe kan forklares på tilsvarende
måde.
Sygehusafdelingen
har som anført ovenfor en kapacitet på 37
pladser. Belægningsprocenten var på inspektionstidspunktet 85%. Afdelingen,
der er landsdækkende for kriminalforsorgen, er en selvstændig AUF enhed
(Arbejde-Undervisning-Fritid).
På hver af de 2 etager er der
en fællesstue. Stuerne er indrettet med sofabrikse, sofaborde, en vask, borde
med stole og reoler med bøger og spil. På afdelingens 1. sal, hvor de psykisk
syge er indsat, er der i fællesstuen opsat værktøjsborde, som de indsatte kan
benytte i forbindelse med aktiviteter, der styres af personalet.
På afdelingen er der
endvidere et mindre fællesskabskøkken med sædvanligt inventar.
Gangarealet er udstyret med
en opslagstavle med bl.a. et opslag om Københavns Retshjælp, der aflægger
besøg
i fængslet et par timer en dag om ugen. På tavlen var endvidere en notits om,
hvem Københavns Borgerrepræsentation har valgt til at føre tilsyn med
varetægtsarrestanters behandling og forhold i varetægtsfængslet.
Til afdelingen hører et
mindre gårdtursareal med græsplæne, guldfiskebasin, små blomsterbede,
overdækket bord med bænk samt en voliere. Det blev oplyst, at der om sommeren
er indrettet en minigolfbane på arealet, og at der arrangeres
minigolfturnering. Aktiviteterne på området finder sted under ledelse af en
enhedsfunktionær.
Sygehusafdelingen gjorde et
generelt udmærket indtryk.
I Nordfløjen er indrettet et
visitationsrum
, der anvendes ved
visitation af den indsatte i forbindelse med besøg. Lokalet er indrettet med
en
stol, et bord, en vask og et forhæng.
Ved indgangen til
besøgsafdelingen
er placeret æsker med
gummihandsker, der anvendes ved visitation. Det kunne konstateres, at der er
handsker både med og uden talkum. De sidstnævnte forefandtes dog kun i en
lille
størrelse. (Spørgsmålet om anvendelse af handsker med talkum ved visitation
blev rejst af talsmændene under min samtale med dem, se nedenfor under afsnit
III, A, 7.)
I gangen mellem Nordfløjen og
besøgsafdelingen er opstillet aflåselige stålbokse, hvor den indsatte kan
indlægge personlige genstande. Der er desuden et bord med termokander, som
den
indsatte kan benytte under besøget. Den indsatte omhælder egen kaffe til
disse
kander. Endvidere er der et skab med viskestykker, lagner og kondomer, som
den
indsatte ikke skal have udleveret, men selv kan tage.
Umiddelbart indenfor på
gangen i besøgsafdelingen er opstillet to automater med varme og kolde
drikke.
Automaterne drives af butiksoverskuddet. Der er endvidere stillet
plastickaffekrus frem.
På tidspunktet for
inspektionsbesøget var der ved at blive etableret et mindre køkken med
mikrobølgeovn og vask.
Selve besøgsafsnittet er
opdelt i mindre besøgsrum. Der er 7 besøgslokaler, der er udstyret med bord
og
stole. Herudover er der 8 besøgslokaler, der er udstyret med en briks.
Endelig
er der 6 samtalerum, hvor den indsatte kan tale med sin forsvarer og andre.
Der blev fremvist et
besøgsrum, der var udstyret med en briks med madras og ryghynder, et
sofabord,
3 stole, en håndvask med spejl, en radiator og et stort vindue med gardin.
Der
var ingen udsmykning i rummet ud over opsatte forskrifter for besøg. Over
vinduet er isat en ventilationsrist.
Der blev endvidere fremvist
et besøgsrum med bord, 3 stole, vindue uden gardin, vask med spejl, radiator,
et billede og et vindue i døren med rullegardin. Det blev konstateret, at det
trak lidt fra vinduet.
Det blev under rundgangen
oplyst, at besøgsafdelingen forventes istandsat med maling og bedre inventar
i
1994-95.
Spørgsmålet om kulde fra
vinduer og/eller ventilationsanlægget blev rejst over for mig af talsmændene
med mit møde med dem, se nedenfor under afsnit III, A, 2.
Jeg kunne ikke konstatere
stærk kulde fra vinduer og/eller ventilationsanlæg, men alene mindre træk
fra vinduet. Jeg kan dog ikke afvise, at der kan være egentlige
kuldeproblemer
i besøgsrummene. Eventuelle kuldeproblemer, der skyldes træk fra vinduerne
og/eller ventilationsanlægget, går jeg ud fra, vil blive søgt løst senest ved
istandsættelsen af afdelingen. Herefter og under hensyntagen til
oplysningerne
om en snarlig istandsættelse af afdelingen og dens inventar - hvilket også
efter min opfattelse er tiltrængt - foretager jeg mig ikke videre vedrørende
spørgsmål i relation til besøgsafdelingen.
Jeg anmoder om underretning,
når istandsættelsen/moderniseringen er udført.
Inspektionsbesøget omfattede
en besigtigelse af
observationscellen
,
der er indrettet med en seng med jernramme, en bænk og et bord. Inventaret er
fastgjort.
En af de 2
sikringsceller
blev ligeledes fremvist.
Cellen er indrettet med en briks med remme til bæltefiksering og med en
alarmknap monteret på briksen. (Det blev oplyst, at den anden sikringscelle
ikke har påmonterede remme.) Madrassen er blød og har en skråpude, således at
hovedlejet kan hæves. Belysningen af lokalet virkede ikke blændende. Det blev
oplyst, at der er konstant fast tilsyn. Tilsynet føres fra en stol, der er
placeret umiddelbart uden for cellen, og således at det er muligt derfra at
se
direkte ind i cellen. Celledøren står åben under benyttelse af cellen.
Indretningen af de fremviste
observations- og sikringsceller giver mig ikke anledning til bemærkninger.
En af de ialt 3
særligt sikrede celler
blev fremvist.
Cellen er placeret i Sydfløjen og har en størrelse svarende til 2 celler. Den
er udstyret med en briks med mulighed for at hæve hovedlejet, sofabord og
stol,
reol, skab og en vask uden spejl. I den fremviste celle var der opstillet en
værktøjsmaskine.
Heller ikke indretningen af
denne celle giver mig anledning til bemærkninger.
En
værkstedsafdeling
, der er beliggende i forlængelse af barak C, blev
fremvist. Afdelingen er opdelt i et tøjværksted med 8 arbejdspladser og et
emballerings- og monteringsværksted med 13 arbejdspladser.
I tøjværkstedet kan en indsat
efter det oplyste tjene mellem 400-700 kr. om ugen og i det andet værksted
ca.
500 kr. om ugen.
Begge værksteder er udstyret
med højtsiddende vinduer og sprinkler- og udsugningsanlæg.
Det blev oplyst, at ca. 150
indsatte har mulighed for beskæftigelse i fællesskab. Arbejdspladserne
omfatter
6 værksteder (snedkeri og småfag), køkkenet, depotet, biblioteket,
bygningsvedligeholdelse, maskinreparation og rengørings- og transportarbejde.
Øvrige indsatte tilbydes beskæftigelse ved småfagsarbejde, der udføres i
cellerne.
I hver fløj er der indrettet
en butik. Under inspektionen blev
butikken
i Østfløjen
vist frem. Det blev oplyst, at den er åben 2 -3 gange om ugen.
De indsatte har her mulighed for at købe bl.a. cigaretter, kaffe, frugt,
brød,
kødpålæg, pålægssalater og lignende. Der er ikke indført selvforplejning i
fængslet. De indsatte kan ikke gå ind og rundt i butikken, men er henvist til
at orientere sig og foretage indkøb fra døren.
I fritiden har de indsatte
mulighed for at benytte kondirum. Under inspektionen blev
kondirummet i Sydfløjen
besigtiget. Rummet, der ikke er særligt
stort, er indrettet med kondicykel, udstyr til vægtløftning, håndvægte,
spejl,
ribbe, sjippetov og en madras. Det blev oplyst, at opsynspersonalet herudover
af
og til følger nogle af de indsatte til en gymnastiksal i fængslet.
I sommerhalvåret har de
indsatte endvidere mulighed for at deltage i udendørs sport på
sportspladsen
, der er beliggende mellem
Øst- og Sydfløjen. Arealet er drænet og grusbelagt. På det omkringliggende
areal er opstillet bænke.
Gårdture afvikles for de
indsatte på
græsplæner
mellem
fængslets fløje og for de, der er indsat i isolation, i en
stjernegård
med plads til 23.
De indsatte har adgang til at
låne bøger fra fængslets
bibliotek
,
og ordningen praktiseres på den måde, at en biblioteksvogn kommer rundt i
fængslet en gang om ugen. I forbindelse med indsættelse er det dog muligt for
den enkelte at få udleveret bøger på afdelingen. Lånemuligheden omfatter
såvel
skønlitterære bøger, som tidsskrifter, herunder udenlandske.
Fængslet råder over en
skole. Det blev oplyst, at ca. 85
indsatte deltager i skolens virksomhed - nogle fuldtids og andre i
enkeltkurser. Skolen tilbyder også aftenundervisning.
I fængslets
kirke
afholdes gudstjeneste og katolsk
messe. Det blev oplyst, at ca. 40 indsatte deltager i gudstjenesterne. Det
meget smukke kirkerum fremstod i indretningen som et traditionelt kirkerum.
Der er endvidere mulighed for
afholdelse af muslimsk bøn i fængslet, se nærmere herom nedenfor i afsnit
III,
A, 6.
B. Nytorv Fængsel.
Nytorv Fængsel, der er
panoptisk opbygget med 4 etager, er opført i perioden fra 1805 til 1815.
Afdelingen bruges nu alene til varetægtsarrestanter, der skal fremstilles i
Københavns Byret. Det er således en venteafdeling, hvor overnatning ikke
finder sted.
Gangarealerne
er malet i lyse farver og dekoreret med striber og
geometriske figurer i klare farver.
En celle, der anvendes som
samtaleværelse
for arrestanten og hans
forsvarer, blev vist frem. Cellen er udstyret med bord, stole, og en
håndvask.
Væggene er ikke udsmykket. Af hensyn til akustikken er der lagt tæppe på
gulvet.
Der blev også fremvist en
større
ventecelle
med stengulv.
Inventaret, der virkede noget ramponeret, omfattede 3 borde, 10 stole, en
håndvask med koldt vand, en radiator og et vindue med tremmer. På et bord var
der lagt nogle ugeblade frem. Der var tegnet på væggene og døren.
Det blev oplyst, at der
årligt foretages ca. 3.000 fremstillinger. Ventecellerne er derfor af
forståelige grunde udsat for særligt stort slid. Selv dette forhold taget i
betragtning forekom cellernes indretning og inventaret mig noget ringe.
På hver etage er der 2
toiletter
, der rengøres hver dag.
Når en arrestant skal
fremstilles i retten, føres han ad en gang fra fængslet til retsbygningen.
Gangen benævnes "Rævegangen" og består af trævægge og -loft.
Væggene
er dekoreret.
C. Blegdamsvejens Fængsel.
Blegdamsvejens Fængsel er
opført i 1848 og udvidet i 1880 og 1908. Fængslet er panoptisk opbygget med 3
etager og har en kapacitet på 92 pladser.
I 1990 blev AUF-strukturen
indført i fængslet. Udover almindelige opsynsopgaver forestår personalet som
enhedsfunktionærer rådgivning og vejledning af de indsatte i dagligdagen.
Enhedsfunktionærerne deltager også i fritidsaktiviteter for de indsatte og
har
det daglige ansvar for beskæftigelse og projektarbejde på afdelingerne.
Herudover varetager de opgaver i den forsorgsmæssige sagsbehandling i
konkrete
sager vedrørende den indsatte.
Væggene på
gangarealerne
på belægningsafdelingerne
er malet for ca. 1 år siden. Der er nu iværksat malerarbejde af de mange
udvendige rørinstallationer. Installationerne males i klare farver, der
adskiller sig fra etage til etage og fra side til side. Væggene og nogle af
dørene til baderum er desuden udsmykket.
Belysningen af gangarealerne
er neonlys og dermed noget kold.
På den nederste
belægningsafdeling blev to
celler
vist frem. Den ene var udstyret med en briks med skumgummimadras, et
skrivebord, et lille bord, en hylde med tilhørende overskab, en håndvask
(koldt
vand) med spejl over og et toilet.
Inventaret i den anden celle
var tilsvarende, dog havde den indsatte her indrettet sig noget mere
personligt.
Begge celler er udstyret med
et meget lille vindue helt oppe ved loftet. Uden elektrisk lys var cellerne
meget mørke.
Under inspektionen blev det
oplyst, at der enkelte steder er isat nye og større vinduer. Til cellerne er
der bestilt nye vinduer med en størrelse på ca. 1 x
1 m. Der forventes at være
ressourcemæssig mulighed for indkøb af de nye vinduer i 1994, men ikke til
selve isætningsarbejdet.
Ud over til vinduernes
størrelse og placering og dermed de dårlige lysforhold har jeg ingen
bemærkninger til cellernes indretning.
Som anført ovenfor, oplyste
Københavns Fængsler i skrivelsen af 26. maj 1994, at cellevinduerne løbende
vil
blive udskiftet via projektarbejde over de næste 4-6 år.
Det er efter min opfattelse
påtrængende, at den planlagte udskiftning af vinduer opprioriteres og søges
fremskyndet, så vidt det er muligt. Jeg udbeder mig underretning, når
vinduesudskiftningen påbegyndes.
På hver etage er der
indrettet 4
baderum. De fremviste
baderum på den nederste etage er opdelt i et forrum og 2 bruseafsnit med
mulighed for omklædning. Baderummet fremtrådte istandsat og vedligeholdt.
På hver etage er endvidere
indrettet
fællesstuer
, der i
størrelsen svarer til 2 celler. Den stue, der blev vist frem, var indrettet
med
2 vinduer, bløde stole, sofabord, borde med spil malet på bordpladen, stole,
håndvask, reol, radiator og et fjernsyn. Væggene var malet i farver.
Det generelle indtryk af
fællesstuen var, at den virkede meget slidt. Det blev dog oplyst, at
fællestuerne ikke bruges meget.
På den nederste etage er der
endvidere indrettet et
samtaleværelse
,
hvor den indsatte og hans forsvarer kan mødes. Rummet var udstyret med et
bord
og stole, en lampe, en håndvask og et billede på væggen. Af hensyn til
akustikken er loftet sænket, og der er lagt tæppe på gulvet.
Besøgende til indsatte melder
deres ankomst i et kælderlokale umiddelbart inden for indgangsporten til
fængslet. Herefter går den pågældende ud i indgangsgården igen og først da
ind
i besøgsafdelingen. Den besøgende må vente i et
venteværelse
, der ikke er særligt stort. Venteværelset er udstyret
med aflåselige skabe, som den besøgende kan benytte. Fra venteværelset er der
adgang til et meget lille toilet.
Selve
besøgsafsnittet
er opdelt i et forværelse og 3 besøgsrum.
Forværelset er indrettet med en håndvask og bord, hvor der stillet
plastickrus,
tebreve og sukker. Af besøgsrummene er ét indrettet med briks. Rummet blev
benyttet på tidspunktet for inspektionsbesøget, og jeg havde derfor ikke
lejlighed til at besigtige det.
De to andre besøgsrum blev
vist frem, og det blev oplyst, at de er sat i stand for ca. 1 år siden.
Rummene
er ca. 2,5 x
1,6 m.
I døren er der for oven et vindue med gardin og for neden en større åbning
med
trådnet/rist. Værelserne er indrettet med et meget lavt og lille bord, 4
hårde
stole, radiator, tæppe på gulvet, loftslampe og vindue med tremmer for.
Inventaret virkede meget ringe, ligesom malingen på vinduesrammerne var meget
afskallet, og vinduerne formentlig utætte.
Rummene og inventaret gjorde
et meget nedslående indtryk.
Det blev oplyst, at der er
ønske om at udbygge besøgsafdelingen med en nybygning, således at der
etableres
toiletfaciliteter i besøgsafdelingen, som også den indsatte kan benytte under
besøget. Under de nuværende bygningsmæssige forhold er det imidlertid ikke
muligt at indrette et toilet i selve besøgsafsnittet.
Det blev endvidere oplyst, at
der er bestilt nye vinduer til besøgsafdelingen.
Både af hensyn til de
indsatte og de besøgende er der efter min opfattelse behov for, at
besøgsforholdene forbedres væsentligt.
Jeg udbeder mig oplysning om
eventuelle planer for en ændring af besøgsafdelingen, herunder om eventuelle
planer for en udskiftning af inventaret. Som anført nedenfor under afsnit
III,
B, 3, udbeder jeg mig underretning, når der er monteret nye vinduer i
besøgsafdelingen.
Gårdtursarealet
er et rektangulært område, der er belagt med fliser
og beton. I den ene ende er der lavet en større blomsterkumme; i øvrigt er
der
ikke grønt i gården. Forskellige spil, f.eks. skak, er i forstørret format
optegnet på jorden. Den ene langside af gårdtursarealet er overdækket, og her
er der opstillet 3 bænke/borde arrangementer.
Butikken
, der ikke er særlig stor, og som kun har et beskedent
vareudbud, har åbent 2-2½ time hver mandag, onsdag og fredag. Om fredagen kan
der foretages indkøb af grill-mad.
Nogle af de indsatte tilbydes
beskæftigelse i fængslets
vaskeri
,
der tillige fungerer som vaskeri for Vestre Fængsel. Arbejdet udføres i
2-hold
skifte med 2 indsatte på hvert hold. Der er til brug for arbejdets udførelse
installeret 2 industrivaskemaskiner med automatisk indtag af sæbe og
skyllemiddel og 2 tørretumblere.
Indtrykket af vaskeriet var
godt.
Andre indsatte tilbydes
beskæftigelse som gangmænd og har som sådan ansvaret for
depotet. I depotet er der opstillet køleskabe til opbevaring af
kolde drikke og frokostpakkerne. De indsatte har endvidere mulighed for
herfra
at få udleveret sæbe, tandbørste, toiletpapir m.v. Depotet, der blev vist
frem,
omfattede endvidere 2 skrivemaskiner til udlån for de indsatte.
De indsatte tilbydes
undervisning. Det blev oplyst, at 8 - 10 indsatte på tidspunktet for
inspektionen
deltog i undervisning på hold, hvor dansk, matematik og engelsk genopfriskes.
Derudover var der 4 - 5 specialhold. Undervisningen omfatter samfundsfag og
idræt. Endvidere tilbydes udlændinge danskundervisning.
Indsatte i aldersgruppen 15 -
17 år deltager i den almindelige undervisning og på hold med ældre indsatte.
Herudover bliver der iværksat projektarbejder med disse unge indsatte.
Undervisningslokalet
er beliggende på 3. etage. Det er indrettet
med 3 store borde, stole, en tavle og håndvask. På gulvet er der lagt et
tæppe.
I fritiden kan de indsatte
benytte
bordtennisrummet
, der er
indrettet på 3. etage. Til de unge under 18 år er der afsat specielle tider
til
brug af rummet.
Etagen rummer også et
kondirum
, der på tidspunktet for
inspektionen var ved at blive renoveret. Det blev oplyst, at der er adgang
til
kondirummet i tidsrummet fra kl. 8 - 20/21. Også til brug af dette rum
afsættes
der specielle tider til de unge under 18 år.
Biblioteket
er beliggende på den samme etage. Det er indrettet med
boghylder på væggene. Biblioteket bestyres af en indsat med hjælp af en
bibliotekar fra Vestre Fængsel, der er til stede i Blegdamsvejens Fængsel 1
gang om ugen. De indsatte har mulighed for at henvende sig i biblioteket på
alle hverdage - de unge indsatte dog kun i ledsagelse af en enhedsfunktionær.
Ved indsættelse i weekender får den pågældende også mulighed for at låne
bøger.
I kælderen ved siden af
vaskeriet har indsatte og funktionærer i fællesskab indrettet et meget smukt
rum. Det er hensigten, at lokalet skal fungere både som
kirke
og som
samlingssted
,
hvor de indsatte kan mødes i fritiden til f.eks. gymnastik.
I tilknytning til dette rum
er indrettet et spisekøkken for indsatte, der er beskæftiget i kælderen.
Sammenfattende var det
generelle indtryk godt bortset fra indtrykket af lysforholdene i cellerne og
forholdene i besøgsafdelingen, jf. de bemærkninger, som jeg ovenfor har
anført
hertil.
D. Institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm.
Institutionen er indrettet i
1989 for asylansøgere, der er frihedsberøvet i henhold til
udlændingelovgivningen, og blev i 1990 udvidet til en samlet kapacitet på 60
pladser. I 1994 er der sket en yderligere udvidelse til 150 pladser, heraf en
modtagelsesafdeling med 30 pladser. Institutionen er organiseret efter
princippet om AUF og er bemandet med enhedsfunktionærer. Personalet består af
28 funktionærer, 2 lærere, 2 forsorgsmedarbejdere, 1 læge og 1 sygeplejerske.
Institutionen en opdelt i 2
parallelle fløje, der er forbundet med en tværbygning, hvor der er indrettet
butik
,
bibliotek
og
kontor. I
tværbygningen er der endvidere ophængt en hylde til tidsskrifter på
forskellige
sprog og orienterende opslag.
Den ene fløj indeholder 9
3-sengsstuer, den anden fløj 11 3-sengsstuer.
En
stue
, der blev vist frem, var indrettet med 1 køjeseng og 2 enkelte
senge, et skab til hver indsat og et bord. Stuen virkede lidt kold og
upersonlig.
Toiletrummet
på gangen er opdelt i 2 separate rum med toilet og
håndvask med spejl. Der er opsat hvide fliser.
For enden af den ene fløj var
en
stue til en familie
ved at blive
indrettet. Stuen kommer til at bestå af et beboelsesrum og en opholdsstue.
Begge fløje indeholder et
fællesrum
med spiseborde, stole og
fjernsyn.
Gårdarealet
mellem fløjene er asfalteret. Der er opstillet basketballnet
og fodboldnet og opsat en bænk med bord. Det blev oplyst, at de indsatte kan
benytte arealet indtil mørkets frembrud.
De indsatte tilbydes
beskæftigelse
på stuerne. Herudover
tilbydes 2 indsatte beskæftigelse i vaskeriet og 8 - 10 indsatte i
værkstedet.
I forbindelse med udvidelsen af institutionen vil værkstedsmulighederne blive
forbedret.
I institutionen finder et
4-ugers
undervisning
sforløb sted.
Der undervises i helt elementære ting, såsom at kunne spørge, hvad klokken
er.
Der er desuden planer om at gennemføre et 10 timers orienterende kursus om
danske forhold.
Der afholdes ugentligt 1 - 2
informationsmøder om begivenheder uden for Danmark.
Afdelingen har desuden
kontakt til en lokal
præst
, der
ligesom repræsentanter fra den katolske kirke, aflægger besøg i
institutionen.
Der er i institutionen
indrettet steder, så
ramadanen
kan
respekteres, og køkkenet yder i forbindelse med ramadanen speciel service.
Afdelingen har en kalender for de forskellige religioners og nationers
højtider
og mærkedage. Desuden har afdelingen koraner, der kan stilles til rådighed
for
de indsatte.
Det generelle indtryk af
institutionen var stærkt præget af den store ombygning, der foregik på
tidspunktet for inspektionen. Der var overalt noget rodet og stærkt støvet,
ligesom larmen fra byggeriet var høj. Forholdene må siges at være atypiske,
og
jeg har derfor ikke grundlag for at foretage en vurdering af forholdene, som
de
må formodes at være under normale forhold.
Ved udfærdigelsen af denne
rapport har jeg ikke medtaget bemærkninger fra min side til
rengøringsstandarden i Københavns Fængsler.
Københavns Fængsler har i november 1993 udarbejdet en statusrapport over
renligheden ved fængslerne (dog ikke afdelingen i Sandholmlejren). En
gennemlæsning af rapporten efterlader indtryk af en meget grundig, seriøs og
kritisk undersøgelse. Rapporten, der ikke indeholder mange positive
tilkendegivelser,
konkluderer, at rengøringsstandarden er "alt, alt for lav med en tydelig
eftergivenhed mod begrebet: At skulle gøre rent".
Rapporten er med "Den
Rene Plan" fulgt op af et program for hovedrengøring af fængslerne.
Ledelsen oplyste under inspektionen, at der efter hovedrengøringen vil blive
foretaget en evaluering af projektet.
Jeg udbeder mig underretning
om evalueringen.
III. Samtale med talsmændene.
A. Vestre Fængsel.
Forud for min samtale med
talsmændene i Vestre Fængsel oplyste fængselsledelsen, at talsmændene og
deres
suppleanter afholder møder hver lørdag. (På tidspunktet for inspektionen var
der ingen talsmand for Vestre Hospital.) Efter inspektionen modtog jeg
notater
vedrørende anstaltsmøder med talsmændene fra den 25. februar og 23. september
1992 samt den 2. marts, den 4. maj og den 9. september 1993.
Talsmændene rejste under
samtalen følgende spørgsmål:
1. Udlevering af rengøringsartikler.
Talsmændene klagede over, at
gangmændene ikke kan få udleveret desinficerende rengøringsmidler, herunder
WC-rens.
Jeg nævnte spørgsmålet for
ledelsen under en senere samtale. Det blev oplyst, at spørgsmålet har været
rejst for ledelsen, der er opmærksom på, at de hygiejniske forhold skal være
i
orden. Ledelsen har iværksat en undersøgelse og vil orientere mig om
resultatet
heraf.
Om spørgsmålet fremgår
følgende af det referat af anstaltsmødet den 9. september 1993, som jeg har
modtaget:
"Fængselsforvalteren
tilkendegav, at han var enig i, at hygiejnen generelt ikke lever op til det
ønskede. Der er derfor nedsat et hurtigt arbejdende udvalg, der skal
udarbejde
en status over standarden generelt, undersøge rengøringsmidler mv. Udvalget
skal både lave status over rengøring i fløjene, besøgsafdelingen,
gangarealerne,
kontor mv. og over de private rengøringsselskabers arbejde. Når udvalget har
udarbejdet denne status vil Københavns Fængsler gå igang med at forbedre
forholdene.
På forespørgsel fra ...
oplyste fængselsforvalteren, at teknologisk Institut har godkendt de
rengøringsmidler, der benyttes nu. Fængselsforvalteren oplyste iøvrigt, at
talsmændene altid selv kan indkalde til møde i hygiejneudvalget i
fløjene...."
På den baggrund foretager jeg
mig på nuværende tidspunkt ikke videre vedrørende spørgsmålet, men afventer
den
nærmere orientering om resultatet af den iværksatte undersøgelse.
2. Besøgsafdelingen.
Talsmændene klagede over, at
der om vinteren er meget koldt i besøgsrummene. Efter deres opfattelse
skyldes
det utætte vinduer og ventilationsanlægget, der blæser kold luft ind i
lokalet. De klagede endvidere over vedligeholdelsen af og inventaret i
afdelingen.
Under den senere samtale
henviste fængselsinspektøren til, at besøgsafdelingen er indrettet i en
gammel
barak, hvorfor heller ikke hun kunne afvise, at der kan være kuldeproblemer.
Der kan imidlertid næppe gøres noget radikalt ved problemet.
Fængselsinspektøren var i øvrigt enig i, at der bør foretages en
modernisering
af inventaret i afdelingen. Det blev oplyst, at der ikke er modtaget aktuelle
klager over besøgsafdelingen.
Af referatet af anstaltsmødet
den 9. september 1993 fremgår følgende:
"...
... På forespørgsel fra
...
oplyste fængselsforvalteren, at der er bevilget penge til møbler og
istandsættelse af besøgsbygningen. Overvagtmesteren i besøg er ved at lave
notat om istandsættelsen - herunder indkøb af møbler - og henviste
talsmændene
til at rette henvendelse til overvagtmesteren i besøg og få en kopi af
notatet
og komme med bemærkninger til det. Det blev aftalt, at talsmændene kan vælge
to
repræsentanter, der kan afgive udtalelse vedrørende istandsættelse og disse
to
repræsentanter vil også blive orienteret nærmere om tidsperspektivet for
hvornår
arbejdet kan forventes påbegyndt. ... oplyste iøvrigt, at rengøringen i de
sidste 3 uger er blevet bedre.
..."
Jeg går ud fra, at
talsmændene har benyttet sig af denne mulighed for at afgive bemærkninger og
udtalelse til spørgsmålene om inventar i og istandsættelse af
besøgsafdelingen.
Jeg henviser i øvrigt til
mine bemærkninger ovenfor s. ..
3. Udlevering af håndklæder og linned.
Talsmændene klagede over, at
der kun udleveres 2 håndklæder om ugen. Håndklæderne er små og tynde. De
ønsker
en udlevering af 2 håndklæder dagligt eller efter behov.
Talsmændene oplyste, at
sengelinned udleveres hver 14. dag, men at der af og til kan gå op til en
måned, før det skiftes. Problemerne skyldes angiveligt vaskeriet i
Blegdamsvejens Fængsel, der i de seneste 4 uger før inspektionsbesøget havde
været "brudt ned".
Jeg rejste spørgsmålet for
fængselsinspektøren under den senere drøftelse. Hun bekræftede, at der
udleveres 2 håndklæder hver uge og sengelinned hver 14. dag. Til indsatte med
særlig beskæftigelse udleveres flere håndklæder. Det var hendes opfattelse,
at
der udleveres håndklæder i det omfang, det er muligt. Hun medgav, at der
tidligere havde været problemer med vaskeriet i Blegdamsvejens Fængsel, men
ingen nylige problemer. I det hele taget havde der ikke været tale om
driftsforstyrrelse af væsentligt omfang. Fængselsinspektøren oplyste, at det
er
hensigten - i det omfang det vil være praktisk muligt - om et par år at
installere vaskemaskine og tørretumbler på hver afdeling.
Om spørgsmålet om
vaskemaskiner indeholder et referat af anstaltsmødet den 4. maj 1993
følgende:
"Talsmændene fremsatte
ønske om, at der indkøbes et antal vaskemaskiner.
Fængselsforvalter Bitsch
Petersen oplyste hertil, at der i nord- og østfløjens arbejdsgrupper vedr.
gennemførelse af ny struktur er rejst forslag herom. Der er i ledelsen
enighed
om, at der bør etableres et fælles vaskeri for nord- og østfløjen. Sydfløjens
indsatte vil fortsat få vasket på Blegdamsvejens Fængsel."
Under inspektionsbesøget fik
jeg lejlighed til at vurdere håndklædernes størrelse og tykkelse. Jeg har
ingen
bemærkninger hertil.
Under henvisning til
oplysningerne om, at håndklæder udleveres i det omfang, det er muligt - 2
håndklæder om ugen og til særligt beskæftigede flere - samt at der ikke har
været driftsforstyrrelse af væsentligt omfang i vaskeriet i Blegdamsvejens
Fængsel, har jeg ikke grundlag for at foretage mig videre vedrørende
spørgsmålet.
Jeg må henvise de indsatte, der måtte være utilfredse med forholdene, til
konkret at klage herover til fængselsledelsen.
4. Køkkenpersonalet.
Talsmændene klagede - ikke på
baggrund af en konkret sag, men på baggrund af den generelle problemstilling
-
over, at indsatte, der er HIV-positive, kan beskæftiges i køkkenet. De fandt
endvidere, at der med rette kan og bør stilles krav om aflæggelse af
blodprøve
for indsatte forud for en sådan beskæftigelse. Efter deres opfattelse er der
krav om, at ansøgere til stillinger i det offentlige, bl.a. inden for
hospitals-
og plejehjemområdet, skal have foretaget blodprøveundersøgelse. En sådan
undersøgelse finder angiveligt også sted i Statsfængslet i Vridsløselille for
indsatte, der beskæftiges i køkkenet.
Som et særskilt problem
pegede talsmændene på det uhensigtsmæssige i, at en strafafsoner, der
indsættes
på familieafdelingen, alene tilbydes beskæftigelse i køkkenet. En indsat, der
er HIV-positiv, og som ønsker at være på familieafdelingen, kan derved efter
talsmændenes opfattelse føle sig tvunget til at arbejde i køkkenet, selv om
den pågældende helst selv vil undgå en sådan beskæftigelse.
Fængselsinspektøren oplyste
under den efterfølgende samtale, at spørgsmålet om foretagelse af
blodprøveundersøgelse har været rejst over for ledelsen. Indholdet af svaret
har været, at der ifølge fængslets læge ikke består nogen risiko for smitte,
når køkkenpersonalet udviser almindelig renlig adfærd og ikke tager del i den
nævnte beskæftigelse, såfremt den pågældende har åbne sår. Problemstillingen
vedrører ikke kun indsatte, der er HIV-positive, men også indsatte med
smitsom
leverbetændelse. Ledelsen har ikke kendskab til, om der i andre fængsler er
opstillet krav om aflæggelse af blodprøve forud for beskæftigelse i køkkenet.
I en følgeskrivelse til
Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulærskrivelse af 13. december 1985
(om
retningslinier vedr. forholdsregler mod AIDS for så vidt angår indsatte i
kriminalforsorgens institutioner) var det angivet, at der ikke var
"lægelig begrundelse for, at indsatte, hos hvem der er påvist
antistoffer
mod AIDS, ikke beskæftiges i institutionens køkken. Fængselsmæssige hensyn
vil
imidlertid kunne tale for, at der indtil videre gennemføres en ordning,
hvorefter der foretages undersøgelse for antistoffer mod AIDS, før en indsat
beskæftiges ved køkkenarbejde i institutionen."
Cirkulærskrivelsen af 13.
december 1985 er ophævet ved Direktoratet for Kriminalforsorgens
cirkulærskrivelse af 22. juni 1992 med en senere ændring (cirkulærskrivelse
om
retningslinier vedrørende forholdsregler mod HIV-smitte for så vidt angår
indsatte i kriminalforsorgens institutioner). Af følgeskrivelsen til den
sidstnævnte cirkulærskrivelse fremgår det fortsat, at "der ikke er
lægelig begrundelse for, at indsatte, hos hvem der er påvist antistoffer mod
AIDS, udelukkes fra beskæftigelse i institutionens køkken eller
lignende."
En ordning med undersøgelse for antistoffer mod AIDS forud for beskæftigelse
ved køkkenarbejde er uomtalt i såvel følgeskrivelsen som cirkulærskrivelsen.
Cirkulærskrivelsen indeholder
derimod bestemmelser dels om lægens tavshedspligt i henhold til lægelovens §
9,
dels om anonymiseret indberetninger fra fængselslægen til kriminalforsorgens
konsulent i almenlægelige og hygiejniske spørgsmål.
I anledning af det rejste
spørgsmål har jeg anmodet Direktoratet for Kriminalforsorgen om en udtalelse,
herunder en udtalelse om, hvorvidt der i anstalterne er en ensartet praksis
med hensyn til spørgsmålet om foretagelse af sådanne undersøgelser for
indsatte med beskæftigelse i køkkenet.
I skrivelsen af 7. oktober
1994 har Direktoratet for Kriminalforsorgen afgivet denne udtalelse:
"...
Indledningsvis bemærkes det,
at Kriminalforsorgens praksis på sundhedsområdet med de begrænsninger, som er
nødvendige af hensyn til straffuldbyrdelsen, svarer til den praksis, der er
gældende i forhold til landets øvrige borgere. For så vidt angår spørgsmålet
om
HIV-smitte holder direktoratet sig løbende orienteret om de initiativer og
den
informationsvirksomhed, som Sundhedsstyrelsen iværksætter.
...
Da direktoratet i
følgeskrivelsen til de oprindelige retningslinier (cirkulæreskrivelse af 13.
december 1985) anførte, at der af fængselsmæssige grunde indtil videre kunne
gennemføres en ordning, hvorefter indsatte, der blev beskæftiget ved
køkkenarbejde blev undersøgt for HIV-antistof, skete det på baggrund af en
drøftelse med personaleorganisationerne, sundhedsstyrelsen m.fl., efter at
det
først havde været under overvejelse at fastlægge en ordning, hvor indsatte
forud for beskæftigelse ved køkkenarbejde som udgangspunkt blev HIV-testet.
Samtidig med fastlæggelsen af de endelige retningslinier var der enighed om
at
præcisere, at der ikke var lægelig begrundelse for foretagelse af en sådan
undersøgelse.
Da direktoratet i 1992 fandt
anledning til at revidere de oprindelige retningslinier fra 1985 orienterede
man (på ny) om, at der ikke var lægelig begrundelse for at udelukke personer
hos hvem, der er påvist antistoffer mod HIV-smitte, fra beskæftigelse ved
køkkenarbejde. Direktoratet fandt ikke behov for at opretholde bemærkningen
om, at fængselsmæssige hensyn kunne begrunde foretagelsen af en HIV-test og
direktoratet er fortsat af denne opfattelse.
Til belysning af spørgsmålet
om, hvorvidt der er en ensartet praksis med hensyn til blodprøveundersøgelse
forud for indsattes beskæftigelse ved køkkenarbejde, har direktoratet
indhentet udtalelser fra de enkelte anstalter. Udtalelserne vedlægges til
orientering.
Som det fremgår stilles der
ikke i noget statsfængsel krav om, at indsatte aflægger blodprøve forud for
beskæftigelse ved køkkenarbejde.
I Statsfængslet ved Sdr. Omme
bliver indsatte, der ønsker beskæftigelse i anstaltens køkken, godkendt af
fængselslægen.
Direktoratet har ikke
modtaget oplysninger, som kan begrunde, at man ændrer de ovennævnte
retningslinier fra 1992, ligesom man finder, at anstalternes praksis er i
overensstemmelse med disse retningslinier.
Det tilføjes, at indførelsen
af den såkaldte AUF-struktur indebærer, at institutionskøkkenerne i de fleste
fængsler er blevet nedlagt. Således er køkkenet i Statsfængslet i
Vridsløselille nedlagt pr. 31. marts 1993".
Jeg har taget det oplyste til
efterretning og foretager mig ikke videre vedrørende spørgsmålet.
Af regelsamlingen for
Københavns Fængsler, afsnit III, løbenr. 17, fremgår det, at indsatte, der
har
ophold på familieafdelingen, så vidt muligt vil blive tilbudt beskæftigelse
enten i køkkenet, på værksted I eller andet arbejde i fløjen. Jeg går derfor
ud
fra, at en indsat, der er HIV-positiv, og som ønsker at være på
familieafdelingen, selv kan vælge ikke at arbejde i køkkenet. Jeg har
herefter
ikke anledning til at foretage mig videre vedrørende det problem, som
talsmændene særskilt pegede på.
5. Halal-forplejning.
Talsmanden for udlændingene
klagede over, at tilberedningen af halal-forplejningen ikke overholder
koranens
forskrifter om streng adskillelse mellem okse- og svinekød. Klagen omfattede
endvidere det forhold, at slagtningen ikke foregår forskriftsmæssigt.
Under den senere samtale med
ledelsen blev det oplyst, at spørgsmålet var rejst over for ledelsen, der
havde
iværksat en undersøgelse. Ledelsen oplyste at ville orientere mig om
resultatet af undersøgelsen.
Med en skrivelse af 11.
januar 1994 fra Københavns Fængsler modtog jeg et notat af 23. december 1993
fra fængselsforvalteren. Det fremgår af notatet, at Københavns Fængsler
foretager indkøb af specielt fremstillet halalslagtet pålæg hos Quality i
Herning. I køkkenet anvendes pålægsmaskinen først til afskæring af alt
halalpålæg
og derefter til almindeligt pålæg. Maskinen rengøres herefter og anvendes
næste
dag i overensstemmelse med den angivne procedure. Frituren og dermed olien
anvendes udelukkende ved fremstillingen af fisk og fjerkræ, der anvendes som
en
del af halalkosten. Fængselsforvalteren foreslog i øvrigt, at spørgsmålet om
specialkost til indsatte medtages af en arbejdsgruppe, som Direktoratet for
Kriminalforsorgen har nedsat, vedrørende forplejningen af indsatte.
Den pågældende talsmand, der
rejste spørgsmålet om halal-forplejningen over for mig, har herefter under en
samtale den 3. januar 1994 over for fængslets ledelse erklæret sig tilfreds
med besvarelsen af de rejste spørgsmål.
Jeg har herefter ikke
grundlag for at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.
Jeg har noteret mig
oplysningen om, at spørgsmålet om specialkost til indsatte medtages på et
møde
i den nævnte arbejdsgruppe.
6. Muslimsk fredagsbøn.
Talsmanden for de udenlandske
indsatte klagede over, at det lokale, der er stillet til rådighed for
afholdelse af muslimsk fredagsbøn, ikke er egnet hertil på grund af lokalets
udsmykning og urene tæpper. Spørgsmålet var rejst over for ledelsen. Hun
efterlyste endvidere en støtte til de indsatte fra det islamiske trossamfund
og
oplyste, at en imam tidligere besøgte fængslet i forbindelse med
fredagsbønnen,
men at sådanne besøg nu er ophørt.
Under den senere samtale med
ledelsen blev det oplyst, at fredagsbønnen finder sted i en TV-stue, som de
indsatte selv har dekoreret. Ledelsen oplyste endvidere, at den ikke har
indvendinger mod, at de indsatte retter henvendelse til Islamisk Kultur
Center
om spørgsmålet om en imams tilstedeværelse ved fredagsbønnen.
Af et referat fra
anstaltsmødet den 4. maj 1993 fremgår det, at der var fremsat forespørgsel
om,
hvorvidt der ville være mulighed for, at en imam kan få tilladelse til at
komme
i fængslet og forestå bønnen. Fængselsinspektøren udtalte, at der intet er
til
hinder herfor og henviste den pågældende til at rette skriftlig henvendelse
til
fængslet.
Med skrivelsen af 11. januar
1994 fra Københavns Fængsler blev jeg orienteret om, at lokaleproblemet var
løst ved at lade fredagsbønnen foregå i et andet, nyrenoveret og egnet
lokalet
i den samme fløj som tidligere. Talsmanden havde tilsluttet sig brugen af
dette
andet lokale.
Jeg har herefter ikke
anledning til at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet om lokalet til
afholdelse af fredagsbøn.
I et brev af 18. maj 1994 har
jeg gjort Islamisk Kultur Center opmærksom på de indsattes ønske om støtte
fra
centret og om en imams tilstedeværelse ved fredagsbønnen. Jeg henviste i den
forbindelse centret til at rette skriftlig henvendelse til Københavns
Fængsler.
7. Visitation efter besøg.
Talsmændene klagede over, at
personalet i forbindelse med den visitation, der finder sted af de indsattes
tøj efter besøg, anvender gummihandsker med talkum, der er meget svært at
vaske
af tøjet.
Under den efterfølgende
drøftelse nævnte jeg spørgsmålet for fængselsledelsen med henblik på
ledelsens overvejelse af, hvorvidt det vil være muligt at foretage visitation
ved anvendelse af handsker af gummi eller plastic og uden talkum.
Under rundgangen i fængslet
konstaterede jeg som anført ovenfor under afsnit II, A, visitationshandsker
både med og uden talkum. De sidstnævnte dog kun i en lille størrelse. På den
baggrund må jeg forstå det således, at det er muligt at foretage visitation
ved
anvendelse af handsker uden talkum. Jeg kan forestille mig, at det rejste
problem kan løses ved indkøb alene af handsker uden talkum og i forskellige
størrelser.
Jeg anmoder om underretning
om resultatet af ledelsens overvejelser vedrørende dette spørgsmål.
8. Støjniveau i Sydfløjen.
Talsmændene klagede over, at
der i Sydfløjen, der indeholder isolationsafdelingen, er et for højt
støjniveau. Årsagen hertil er formentligt, at modtagelsesafdelingen er
placeret i forbindelse med denne fløj. Talsmændene oplyste i den forbindelse,
at der ikke er et tilstrækkeligt antal celler til rådighed for
modtagelsesafdelingen,
hvorfor anholdte indsættes i celler ude på afdelingen med det samme.
Til dette spørgsmål oplyste
ledelsen under den senere drøftelse, at der blev modtaget klager over
støjniveauet i tiden lige efter udlægningen af modtagelsesafdelingen på
Københavns Politigård til Vestre Fængsel. Der er ikke siden modtaget klager
over støjen.
Det blev endvidere oplyst, at
der kun har været 2 sager med indsættelse om natten.
Til spørgsmålet om direkte
indsættelse af en anholdt i en celle ude på belægningsafdelingerne oplyste
ledelsen, at en sådan indsættelse ikke skyldes pladsproblemer. Ledelsen
skønner
derimod, at der ved umiddelbar indsættelse på belægningsafdelingerne tages
mere hensyn
til den pågældende, der
derved undgår et kontaktbrud og desuden kommer i fællesskab.
Jeg har herefter ikke fundet
grundlag for at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.
9. Udlevering af regelsamling ved indsættelse.
Talsmændene klagede over, at
regelsamlingen (den røde) for Københavns Fængsler kun udleveres på begæring.
Det blev oplyst, at den tidligere lå i cellerne.
Til dette spørgsmål oplyste
ledelsen under den efterfølgende drøftelse, at den røde regelsamling
udleveres
til de indsatte ved modtagelsen. Kriminalforsorgens cirkulæresamling (den
blå)
udleveres derimod alene til talsmændene.
Spørgsmålet har særligt i
relation til de udenlandske indsatte været berørt på anstaltsmødet den 9.
september 1993. Af referatet fremgår følgende:
"... pegede på, at udlændinge
der ikke taler/forstår dansk heller ikke kender de muligheder, de har i
fængslet. Ilse Cohn oplyste, at det netop var derfor, at der var lavet
informationsmateriale på 21 sprog og bånd der udleveres til nyindsatte i
modtagelsen.
Den gule regelsamling er oversat til engelsk, ligesom KF-regelsamling, der
udleveres til indsatte."
På baggrund af oplysningen
om, at regelsamlingen (den røde) udleveres til de indsatte, har jeg ikke
grundlag for at foretage mig mere vedrørende spørgsmålet.
B. Blegdamsvejens Fængsel.
Efter inspektionsbesøget
modtog jeg notater vedrørende afholdelse af møder med talsmændene den 28.
oktober og 8. december 1992 samt den 7. december 1993.
Jeg modtog endvidere et notat
af 19. juni 1991 vedrørende retningslinier for indsatte under 18 år i
forbindelse med fællesskabs- og fritidsaktiviteter, en skrivelse af 20. juni
1991 til Direktoratet for Kriminalforsorgen, et notat af 30. marts 1993
vedrørende unge indsatte under 18 år, et mødereferat af 26. oktober 1993
vedrørende et møde mellem personale fra Observationshjemmet
"Sønderbro", Københavns Kommunes Socialdirektorat og Københavns
Fængsler samt et notat af 27. december 1993 vedrørende unge indsatte.
I mødet med talsmændene
deltog 3 talsmænd. Den fjerde talsmand var ikke til stede på grund af udgang.
1. Håndvåben.
Talsmændene klagede over, at
politiet medbringer håndvåben i fængslet. Våbnene er synlige, hvilket
talsmændene ikke finder sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Fængselsinspektøren oplyste
under den efterfølgende drøftelse, at hun havde forståelse for problemet, der
i
Vestre Fængsel er blevet løst efter et samarbejdsmøde med Københavns Politi.
I
Vestre Fængsel afleverer politiet ved ankomsten deres håndvåben til fængslet,
der opbevarer dem forsvarligt. Fængselsinspektøren vil kontakte Københavns
Politi og søge at indgå en tilsvarende aftale.
Jeg anmoder om underretning
om resultatet af drøftelserne mellem Københavns Fængsler og Københavns
Politi.
2. Rengøring.
Talsmændene oplyste, at
rengøringsstandarden på tidspunktet for inspektionsbesøget var langt bedre
end
sædvanligt. En talsmand efterlyste dannelse af egentlige rengøringshold og
indkøb af tilstrækkelige rengøringsmidler. Han oplyste i den forbindelse, at
fængslet var udgået for rengøringsmidler midt i det hovedrengøringsprojekt,
der var i gang.
Under den senere samtale med
ledelsen blev det oplyst, at der var bestilt, men desværre endnu ikke
modtaget
nye rengøringsmidler.
For så vidt angår det
generelle problem om rengøringsstandarden blev der henvist til det
igangværende
rengøringsprojekt og den evaluering, der efterfølgende skal finde sted.
Jeg anmoder om underretning
om resultatet af evalueringen.
3. Besøgsafdelingen.
Talsmændene klagede over
størrelsen af besøgsrummene i besøgsafdelingen og over, at der ikke er
toiletadgang
under besøget. De klagede endvidere over, at vinduerne i afdelingen er
utætte.
Af notatet fra mødet med
talsmændene den 7. december 1993 fremgår det, at det blev oplyst, at der er
bestilt nye vinduer til besøgsafdelingen, men at de af økonomiske årsager
ikke
er blevet leveret. Det fremgår endvidere af notatet, at behovet for
tætningslister
ved vinduerne vil blive undersøgt i forbindelse med hovedrengøringen.
Under rundgangen konstaterede
jeg, at der er toiletadgang for de besøgende, der kan benytte et toilet i
venteværelset. Under de nuværende bygningsmæssige forhold er det imidlertid
ikke muligt i selve besøgsafsnittet at etablere et toilet for de indsatte,
der
må henvises til at kontakte opsynspersonalet.
Under min samtale med
fængselsinspektøren blev det bekræftet, at der er bestilt nye vinduer til
besøgsafdelingen, men at der ikke er midler til en isættelse heraf. I
forbindelse med isættelsesarbejdet skal der dannes et projekthold. Det blev
endvidere bekræftet, at vinduerne - såvel i besøgsafdelingen som i fængslet i
almindelighed - kan tætnes med tætningslister, der vil blive indkøbt, såfremt
beholdningen heraf er brugt op.
Jeg anmoder om underretning,
når der er monteret nye vinduer i besøgsafdelingen.
På grundlag af oplysningen
om, at eventuelle utætheder ved vinduerne kan tætnes - og, går jeg ud fra, i
den mellemliggende periode vil blive tætnet - med tætningslister, har jeg
ikke
anledning til at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.
4. Talsmandsordning.
Talsmændene oplyste, at der i
Blegdamsvejens Fængsel ikke er en kontinuerlig talsmandsordning, hvilket
efter
deres opfattelse dels skyldes de indsattes manglende lyst til at påtage sig
hvervet, dels det forhold at overvagtmesterens dør "altid står
åben",
således at behovet for en talsmandsordning synes mindre.
De klagede over, at der ikke
udleveres et regelsæt til talsmændene, der således ikke er klar over deres
rettigheder som talsmænd.
Under den efterfølgende
drøftelse med ledelsen indskærpede jeg, at en regelsamling skal være
tilgængelig
for talsmændene.
Til spørgsmålet om en
kontinuerlig talsmandsordning oplyste overvagtmesteren, at personalet som
regel
opfordrer de indsatte til at vælge talsmænd. På grund af den hurtige
udskiftning i fængslet kan der være sket en forglemmelse af en sådan
opfordring.
Overvagtmesteren besvarede et
spørgsmål om, hvorvidt det vil være muligt for personalet at indarbejde
særlige
erindringsrutiner med henblik på de nævnte opfordringer, bekræftende.
Jeg anmoder om at modtage
underretning om det erindringssystem, der vil blive indført, for bedre fra
personalets side at sikre en kontinuerlig talsmandsordning.
5. Ventetid i forbindelse med overførsel til
fuldbyrdelsesanstalt.
En talsmand oplyste, at han
havde været indsat i Blegdamsvejens Fængsel i 10 måneder. På tidspunktet for
inspektionsbesøget var der forløbet 3 måneder efter, at der var afsagt dom i
hans sag (ankedom). Han ventede på at blive overført til Statsfængslet ved
Nr.
Snede. Han skulle afsone ialt 21 måneder regnet til datoen for en
prøveløsladelse.
Under den senere samtale med
ledelsen blev det oplyst, at der sædvanligvis ikke sker overførsel fra
Blegdamsvejens Fængsel til Statsfængslet ved Nr. Snede. Den pågældende havde
dog ansøgt om overførsel dertil, fordi et familiemedlem afsoner der.
Det blev oplyst, at der i
perioder kan være lange ventetider.
Med udgangspunkt i
talsmandens sag har jeg den 18. maj 1994 gjort Direktoratet for
Kriminalforsorgen
opmærksom på problemet med lang ventetid i forbindelse med overførsel til
fuldbyrdelsesanstalt. Jeg har i den forbindelse anmodet om direktoratets
bemærkninger til det generelle spørgsmål om ventetidens længde. Jeg har
endvidere anmodet om at modtage en oversigt over ventetider, såfremt det er
umiddelbart muligt at udarbejde en sådan.
I udtalelsen af 7. oktober
1994 har Direktoratet for Kriminalforsorgen om dette spørgsmål oplyst:
"...
Københavns Fængsler har i
udtalelsen oplyst, at den konkrete sag drejer sig om en person, der den 17.
januar 1993 blev indsat i Blegdamsvejens Fængsel. Ved Østre Landsrets ankedom
af 17. september 1993 blev han idømt fængsel i 4 år. Den 11. oktober 1993
blev
der truffet afgørelse om afsoning i Statsfængslet i Nr. Snede. Først den 21.
december 1993 skete der overførsel til afsoningsstedet.
Københavns Fængsler har
oplyst, at man ikke har mulighed for at udarbejde en oversigt over ventetiden
for overførsel til afsoningsanstalt.
Direktoratet er enig i, at
ventetiden i den konkrete sag er problematisk.
Den lange ventetid skyldes,
at der i efteråret 1993 var et meget højt belæg i Statsfængslet ved Nr.
Snede.
I forbindelse med en inspektion, som direktoratet foretog i Statsfængslet ved
Nr. Snede i foråret 1994, blev statsfængslet blandt andet anmodet om at
kommentere baggrunden for den høje udnyttelse af pladserne i
efterårsmånederne
i 1993. Statsfængslet oplyste ved skrivelse af 6. juni 1994, at det høje
belægstal i efteråret skyldes, at man i perioden hjalp visse arresthuse, der
havde pladsproblemer. Der vedlægges kopi af skrivelse herfra af 11. maj 1994
med bilag 1 (side 1 og 2), kopi af Nr. Snedes skrivelse af 6. juni 1994 s. 1.
samt skrivelse herfra af 26. juli 1994.
Det er den 6. september 1994
telefonisk oplyst fra statsfængslet, at ventetiden for overførsel fra
arresthus
for tiden er 2-5 uger. Da problemerne med ventetid ved overførsel til
Statsfængslet ved Nr. Snede er aftaget, har direktoratet ikke foretaget
videre
i forhold til Statsfængslet ved Nr. Snede.
Derimod har direktoratet for
at lette presset på arresthusene, og herunder Københavns Fængsler, ved
skrivelse af 27. juli d.å. til politiet, arrestinspektørerne og
Kriminalforsorgens anstalter indskærpet, at domfældte, der er anbragt i
arresthus, som udgangspunkt skal indkaldes forud for domfældte, der er på fri
fod, jf. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af
18. maj 1994 om iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring mv., § 42. Det
må
alt andet lige forventes, at denne indskærpelse vil medvirke til, at
ventetiden
for overførsel fra arresthus til afsoningssted generelt nedbringes".
Jeg har taget det oplyste til
efterretning og foretager mig ikke videre vedrørende spørgsmålet.
6. Unge under 18 år.
Talsmændene rejste
spørgsmålet om anbringelse af unge under 18 år i Blegdamsvejens Fængsel. De
fandt, at afsondringen af de unge fra de ældre indsatte i fængslet er et
dårligt alternativ til et egentligt ungdomsfængsel. Efter deres opfattelse er
afsondringen i øvrigt til gene for de øvrige indsatte, der ikke kan benytte
f.eks. et kondirum på tidspunkter, når det benyttes af de unge.
Jeg gjorde talsmændene
opmærksom på De Europæiske Fængselsregler, hvorefter unge indsatte skal
anbringes under forhold, der i videst muligt omfang beskytter dem mod
skadelig
indflydelse, og som tager hensyn til de behov, der er specielle for deres
alder. De unge indsatte må derfor kun have fællesskab med ældre indsatte,
hvis
det vurderes, at de unge ikke derved udsættes for uheldig påvirkning. (Under
henvisning til artikel 37 c i FNs konvention af 20. november 1989 om barnets
rettigheder har Direktoratet for Kriminalforsorgen udstedt cirkulære af 8.
oktober 1991 med senere ændring om behandlingen af 15 - 17 årige, der
anbringes i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.)
Fra Københavns Fængsler har
jeg som anført ovenfor modtaget notater om unge indsatte under 18 år.
Fængselsinspektøren oplyste
under den efterfølgende samtale, at reglerne om afsondrethed nøje søges
overholdt i fængslet. Hun henviste i den forbindelse til de notater, som jeg
efterfølgende modtog fra Københavns Fængsler om behandlingen af unge
indsatte.
Fængselsinspektøren oplyste endvidere, at Københavns Fængsler har drøftet
samarbejdsmuligheder med Observationshjemmet "Sønderbro", hvor der
er
indrettet en sikret afdeling.
Af mødenotatet fra den 2.
november 1993 vedrørende et møde mellem bl.a. Københavns Fængsler og
Observationshjemmet "Sønderbro" fremgår det, at der fra begge
institutioners side er et ønske om et samarbejde om unge indsatte - konkret i
dagligdagen i forhold til den enkelte unge og generelt ved afholdelse af
jævnlige samarbejdsmøder.
Spørgsmålet om anbringelse af
unge mellem 15 - 17 år i Blegdamsvejens Fængsel har givet mig anledning til i
skrivelsen af 18. maj 1994 at anmode Direktoratet for Kriminalforsorgen om en
udtalelse vedrørende direktoratets stillingtagen hertil og eventuelle
overvejelser med hensyn til forbedrede og/eller ændrede
anbringelsesmuligheder.
Om dette spørgsmål har
Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyst i udtalelsen af 7. oktober 1994:
"...
Unge indsatte behandles efter
retningslinier fastsat i cirkulære af 8. oktober 1991 om behandlingen af
15-17
årige, der anbringes i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse. Baggrunden
for cirkulæret er, at Folketinget den 31. maj 1991 vedtog, at Danmark skulle
ratificere FN-konventionen om barnets rettigheder.
Af artikel 37 c i
konventionen fremgår blandt andet, at ethvert barn, der er berøvet friheden,
skal holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at
tjene barnets tarv.
Før ratifikationen af
konventionen blev 15-17 årige varetægtsarrestanter i almindelighed anbragt i
arresthuse eller Københavns Fængsler, hvor der - forudsat at der ikke var
truffet afgørelse om isolation - var mulighed for fællesskab med ældre
indsatte. Afsoning af frihedsstraf i åbent fængsel skete efter det såkaldte
nærhedsprincip,
det vil sige så vidt muligt i det nærmeste åbne fængsel, hvor de unge blev
anbragt på almindelige afdelinger. Unge op til ca. 23 år, der skulle afsone i
lukket fængsel, blev - og bliver fortsat - anbragt i Statsfængslet i Ringe.
Da det er svært at bevise, at
adskillelse fra voksne ikke tjener barnets tarv, er reglerne i cirkulæret
fastsat således, at der i almindelighed skal være fysisk adskillelse mellem
15-17 årige og ældre indsatte. 15-17 årige mænd, der skal afsone en
frihedsstraf i åbent fængsel, anbringes derfor i en særlig afdeling i
Statsfængslet på Søbysøgård. Er anbringelse i åbent fængsel utilrådelig,
afsones frihedsstraf i Statsfængslet i Ringe. Afsoning kan endvidere ske i
arresthus eller i Blegdamsvejens Fængsel, hvilket navnlig vil være tilfældet,
hvis straffen er kortvarig.
Efter § 1 i cirkulæret skal
15-17 årige varetægtsarrestanter, der ikke kan anbringes i varetægtssurrogat,
anbringes i Blegdamsvejens Fængsel under Københavns Fængsler eller i
arresthus.
15-17 årige må ikke uden direktoratets samtykke placeres i celle med indsatte
over 17 år.
Der kan kun gives tilladelse
til, at den 15-17 årige har fællesskab med indsatte over 17 år uden
personalets
tilstedeværelse, hvis det er i overensstemmelse med den unges tarv, og der
efter en konkret vurdering ikke antages at foreligge risiko for, at den unge
udsættes for uheldig påvirkning. Der henvises til §§ 2-4 i cirkulæret.
Tilsvarende regler finder anvendelse for 15-17 årige afsonere, der har ophold
i
Blegdamsvejens Fængsel, jf. § 9 i cirkulæret.
Københavns Fængsler har i
udtalelsen af 24. juni 1994 oplyst, at man er enig med talsmændene i, at en
skarp afsondring af de unge fra de ældre indsatte er uhensigtsmæssig.
Direktoratet er opmærksom på
de problemer, som er forbundet med anbringelse af unge.
Erfaringerne fra
Statsfængslet på Søbysøgård har vist, at de unge på den særlige afdeling ofte
har følt sig isolerede. På den baggrund blev reglerne for ungdomsafdelingen i
Statsfængslet på Søbysøgård i januar 1994 ændret således, at der på
afdelingen
kan anbringes indsatte op til 23 år. Til orientering vedlægges kopi af en
indberetning
af 25. november 1993 fra Statsfængslet på Søbysøgård samt skrivelse herfra af
10. januar 1994. Med henblik på en vurdering af ordningen er Statsfængslet på
Søbysøgård anmodet om ved udgangen af 1994 at afgive en ny indberetning om
erfaringerne med afdelingen. Indberetningen fra statsfængslet vil blive sendt
til Retsudvalget.
Under hensyn til artikel 37 c
finder direktoratet ikke, at man i den nuværende situation har mulighed for
at
ophæve ordingen, hvorefter 15-17 årige indsatte i Blegdamsvejens Fængsel ikke
i
almindelighed må have fællesskab med ældre indsatte.
Efter direktoratets
opfattelse vil det ikke være hensigtsmæssigt at oprette en landsdækkende
arrestafdeling, hvor alle 15-17 årige varetægtsfængslede anbringes. For det
første er antallet af unge under 18 år i arresthusene og Københavns Fængsler
relativt lavt. Fra januar og indtil juli 1994 har der således i gennemsnit
været anbragt 6 unge varetægtsfængslede i arresthusene og i Københavns
Fængsler. Der vedlægges en tabel, der viser det gennemsnitlige antal unge
anbragt i Kriminalforsorgens institutioner. For det andet ville det af hensyn
til politiets mulighed for at kunne foretage afhøring være uhensigtsmæssigt
at
anbringe de unge uden for den politikreds, der foretager efterforskningen.
Endelig ville en sådan anbringelse medføre, at de unge ikke i samme omfang
som
nu, ville have mulighed for besøg af familie m.v.
Direktoratet finder, at også
de unge bør have mulighed for at benytte aktiviteter som f.eks. kondirum i
Blegdamsvejens Fængsel. De ældre indsatte må derfor efter direktoratets
opfattelse affinde sig med, at de normalt ikke har mulighed for at gøre brug
af
disse faciliteter i de perioder, hvor de benyttes af de unge".
Under hensyntagen til
oplysningen fra Direktoratet for Kriminalforsorgen om, at Statsfængslet på
Søbysøgård er anmodet om ved udgangen af 1994 at afgive en ny indberetning om
erfaringerne med afdelingen for unge, og at indberetningen vil blive sendt
til
Retsudvalget, foretager jeg mig ikke videre vedrørende det generelle
spørgsmål
om unge indsatte.
I en udtalelse af 24. juni
1994 fra Københavns Fængsler til Direktoratet for Kriminalforsorgen har
Københavns Fængsler erklæret sig enig med talsmændene i, at en skarp
afsondring
af de unge indsatte fra de øvrige indsatte ofte er uhensigtsmæssig både i
relationen de unge indsatte imellem og i relationen de unge og de øvrige
indsatte imellem.
Fængslet har samtidig givet
udtryk for den opfattelse, "at det bør overvejes, hvorvidt den særlige
afdeling på Blegdamsvejens Fængsel med meget få muligheder for de unge for
fællesskab med indsatte på 18 år og derover bør tages op til overvejelse. Der
er tale om et klientel af en sådan sværhedsgrad, at der er behov for en
flexibel forøgelse af Københavns Fængslers personaleressourcer både på det
civile område - navnlig skole og forsorg og på enhedsfunktionærområdet".
Det er oplyst, at der i
september 1994 ville fremkomme en nærmere beskrivelse af behovet på det
civile
område, og at ledende overvagtmester i forbindelse med forhandling om
normativ
på Københavns Fængsler ville præcisere Blegdamsvejens Fængslers behov på det
uniformerede område.
Jeg udbeder mig underretning
om resultatet af den nævnte forhandling, som jeg har forstået alene vedrører
unge indsatte i Blegdamsvejens Fængsel.
7. Vedligeholdelse.
Talsmændene klagede over
vedligeholdelsesstandarden i Blegdamvejens Fængsel. De mente, at
istandsættelse
med maling ikke er tilstrækkelig. De klagede endvidere over, at cellerne er
kolde, og at vinduerne er så utætte, at også sne kan trænge ind.
Under den senere rundgang
kunne jeg enkelte steder konstatere vinduer, der tilsyneladende ikke kunne
lukke tæt.
Som det fremgår ovenfor under
punkt 3 oplyste ledelsen under inspektionsbesøget, at de indsatte kan få
udleveret
tætningslister med henblik på at udbedre trækproblemer ved vinduerne.
Herefter og da det som anført i afsnit II, A og C, er oplyst, at der er
bestilt
nye vinduer til cellerne, men at disse først vil blive isat i løbet af de
næste
år, må jeg henvise de indsatte til i første omgang at kontakte
overvagtmesteren
vedrørende udlevering af tætningslister.
Som anført ovenfor i afsnit
II, C, har jeg udtalt, at det efter min opfattelse er påtrængende, at den
planlagte udskiftning af vinduerne opprioriteres og søges fremskyndet, så
vidt
det er muligt. Jeg har udbedt mig underretning, når vinduesudskiftningen
påbegyndes,
og jeg foretager mig herefter ikke videre vedrørende klagepunktet.
8. Beskæftigelse.
Talsmændene klagede over, at
karakteren af det arbejde, der tilbydes i fængslet, ikke er ordentlig. De
oplyste endvidere, at der kan være perioder uden arbejde, der skal udføres.
De
indsatte modtager i sådanne perioder ventepenge.
Jeg må henvise de indsatte
til konkret at klage over sådanne forhold til Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
9. Håndjern.
Talsmændene rejste spørgsmål
vedrørende den generelle brug af håndjern i fængslet, og anførte i den
forbindelse, at hænderne - når der anvendes håndjern - bør være placeret
foran
kroppen og ikke bag ryggen.
De nævnte endvidere en
konkret episode, hvor en indsat med broklidelse blev transporteret til
skadestuen
liggende på en båre og med hænderne i håndjern bag ryggen.
Om den generelle brug af håndjern
henviste jeg til, at fængselsinspektøren under mit inspektionsbesøg i Vestre
Fængsel den 6. december 1993 havde oplyst, at omfanget heraf var steget.
Københavns Fængsler havde over for personalet indskærpet, at der i
forbindelse
med transport af en indsat skal foretages en nøje vurdering af
undvigelsesrisikoen. Årsagen hertil var en konkret undvigelsessag. Ledelsen
havde endvidere oplyst, at den fandt anvendelsen af håndjern under intern
transport mere hensyntagende over for den indsatte end f.eks. anvendelse af
halsgreb.
Under den senere samtale med
ledelsen anmodede jeg om at modtage rapporten om anvendelse af håndjern i den
konkrete sag, som talsmændene havde nævnt for mig.
Af rapporten, som jeg modtog
efterfølgende, fremgår det, at den pågældende indsatte ikke havde klaget over
anvendelsen af håndjern. På den baggrund foretager jeg mig ikke videre i den
konkrete sag.
Jeg modtog fra Københavns
Fængsler endvidere efterfølgende et notat af 28. december 1993 om anvendelse
af
håndjern. Det fremgår heraf, at håndjern anvendes med armene bag på ryggen
for
at sikre, at en indsat ikke kan bruge håndjernene som slagvåben eller lægge
armene ned over en medarbejder og derved eksempelvis foretage
tilbageholdelsesgreb.
Det er i notatet oplyst, at fremgangsmåden anvendes ved såvel ekstern som
intern transport.
Om anvendelse af håndjern
over for indsatte indeholder § 1, stk. 2, i Direktoratet for
Kriminalforsorgens cirkulære af 22. januar 1987 om en sådan anvendelse blot
en
bestemmelse om, at håndjern under transport uden for institutionens område så
vidt muligt skal være skjult under den pågældendes klæder eller lignende,
såfremt diskretionshensyn taler derfor. (Bestemmelsen er uændret og fremgår
nu
af § 1, stk. 2, i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj
1994
om anvendelse af håndjern over for indsatte. Dette cirkulære er trådt i kraft
den 1. juli 1994, og 1987-cirkulæret er ophævet.)
Jeg er bekendt med, at
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 13. februar 1992
nedsatte en arbejdsgruppe vedrørende uddannelse af det uniformerede personale
i, hvordan lovlige tvangs- og sikringsmidler (greb, håndjern, stav,
sikringscelle m.v.) anvendes i praksis. Arbejdsgruppens kommissorium var
bl.a.
at udarbejde en redegørelse for gældende kutymer og standarder vedrørende den
praktiske udførelse af tvangs-og sikringsopgaver og på baggrund af
redegørelsen
at overveje, hvorvidt der bør ske ændringer i disse kutymer og standarder.
I januar 1994 afgav
arbejdsgruppen en indstilling om konfliktforebyggelse og -løsning. Af
rapporten fremgår på side
39 f.
følgende om anvendelsen af håndjern:
"...
3.5.3.2. Sammenfatning af svar.
Det er hovedreglen, at
håndjern anbringes med håndfladerne mod hinanden og armene bag ryggen. Under
transport over længere strækninger, dog med armene foran, idet håndjern med
armene på ryggen under transport over en længere strækning kan være
ødelæggende
for den indsattes nakke m.v.. Hvis den indsatte udgør en særlig
konfliktrisiko,
placeres armene på ryggen, også i transportsituationen. Et enkelt
tjenestested
bruger ikke håndjern.
Det er ikke kutyme at bruge
håndjern om den indsattes ankler, eller at fastspænde den indsatte ved hjælp
af
håndjern til en fast genstand. I almindelighed frarådes det også at lænke den
indsatte til sig selv.
Alle de interviewede finder,
at det er mere skånsomt at anvende håndjern ved transport fra et sted til et
andet fx, hvis en indsat skal føres fra sin celle til sikringscelle, fremfor
at
føre ham dertil i føregreb. Den indsatte opgiver hurtigere modstand ved at få
håndjern på, fordi modstand ikke er mulig i modsætning til føregreb, hvor den
indsatte ofte vil genoptage sin modstand, hvis føregrebet slækkes.
Hvis den indsatte skal
flyttes fra et sted til et andet iført håndjern, leder man ham normalt afsted
ved at to medarbejdere holder i hver sin overarm. Vil den indsatte ikke selv
gå, løftes han i skulderen og ikke i håndjernene.
3.5.3.3. Arbejdsgruppens vurdering.
Arbejdsgruppen er i det
væsentlige enige i de beskrevne kutymer.
Arbejdsgruppen finder, at
håndjern generelt må anses for et mere hensigtsmæssigt og skånsomt - i
forhold
til såvel indsatte som personale - sikringsmiddel end føregreb ved transport
af
en indsat fra en lokalitet til en anden.
Med hensyn til langvarige
transporter af indsatte, der udgør en særlig risiko for vold eller voldsom
modstand, foreslår arbejdsgruppen at bruge mavebælte plus håndremme fra
sikringscellebriksen. Denne fremgangsmåde er skånsom overfor den indsatte,
samtidig med, at den forhindrer den indsatte i at slå (hvilket han har
mulighed
for med håndjern foran). Den foreslåede fremgangsmåde er ikke tilladt i
henhold
til gældende regler, hvorfor der bør tilvejebringes hjemmel hertil. Denne bør
i givet fald indeholde samme stenge regler for anvendelse af mavebælte, som
for
sikringscelleanbringelse og -fiksering.
Arbejdsgruppen er enig i, at
det ikke bør være tilladt at anvende håndjern på den indsattes ankler, at
fastspænde den indsatte til en fast genstand, samt det utilrådelige i, at
lænke
sig til en indsat.
..."
Spørgsmålet om anvendelse af
håndjern over for indsatte under transport (såvel uden for som i fængslet) og
spørgsmålet om brugen af dem foran kroppen eller bag ryggen er omfattet af
arbejdsgruppens indstilling, der for tiden overvejes i Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Under hensyntagen hertil foretager jeg mig på nuværende tidspunkt ikke
videre.
Jeg anmoder Direktoratet for
Kriminalforsorgen om underretning om resultatet af direktoratets overvejelser
og de eventuelle regelændringer, der måtte blive besluttet på baggrund af
indstillingen. Jeg anmoder i den forbindelse om underretning fra Direktoratet
for Kriminalforsorgen om direktoratets stillingtagen til spørgsmålet om
anvendelse af håndjern med hænderne bag ryggen under sygetransport på en
båre.
10. Orientering af de indsatte forud for besøg.
Talsmændene klagede over, at
de ikke altid forud for besøg i fængslet orienteres herom.
Under den senere samtale
beklagede fængselsinspektøren, hvis der havde været besøg i fængslet, uden at
de
indsatte var blevet orienteret om et forestående besøg. Fængselsinspektøren
var af den opfattelse, at de indsatte blev orienteret efter gældende regler.
Jeg har ikke anledning til at
foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.
11. Forplejningen.
En talsmand klagede over
forarbejdningen af maden. Det blev oplyst, at maden laves i Vestre Fængsel og
transporteres til Blegdamsvejens Fængsel. Når maden serveres for de indsatte,
er den blevet halvkold.
Jeg må henvise de indsatte
til konkret at klage over forplejningen til fængselsledelsen.
12. Butik.
Talsmændene oplyste, at
butiksordningen er udmærket, blot er den lidt for dyr. Som eksempel nævnte
de,
at en 1½ liters sodavand koster 5 kr. mere i Blegdamsvejens Fængsel end i
Vestre Fængsel.
Under min rundgang fik jeg
oplyst, at den nævnte forskel skyldes det forhold, at de indsatte i
Blegdamsvejens Fængsel betaler flaskepant, hvilket de indsatte i Vestre
Fængsel ikke gør.
Jeg har ikke anledning til at
foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.
13. Andre forhold.
Talsmændene var alle
tilfredse med som indsatte at opholde sig i Blegdamsvejens Fængsel. De
beskrev
atmosfæren som god og fremhævede som en positiv ting, at de indsatte altid
kan
kontakte overvagtmesteren. De kunne ønske sig tilstedeværelsen af flere ældre
blandt personalet, da de ældre udviser større forståelse for at få
"tingene til at glide" end de unge.
Som et yderligere positivt
forhold nævnte talsmændene, at der på kontoret er blevet installeret en
mønttelefon, som de indsatte kan benytte - ganske vist i overværelse af
personalet.
C. Institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm.
Forud for inspektionsbesøget
modtog jeg underretning om, at der i institutionen for frihedsberøvede
asylansøgere i Sandholm ikke var valgt talsmænd. Fængselsinspektøren havde
imidlertid opfordret de indsatte til at vælge talsmænd med henblik på en
samtale med mig.
Under besøget havde jeg en
samtale med 7 indsatte, der var blevet valgt som talsmænd.
1. Sagsbehandlingstid ved behandling af ansøgninger om asyl.
Talsmændene klagede over, at
sagsbehandlingstiden ved behandling af ansøgninger om asyl er lang.
Jeg gav udtryk for forståelse
for et behov for hurtig sagsbehandling, men understregede samtidig behovet
for
grundig sagsbehandling til sikring af den enkeltes retsgarantier.
Jeg informerede talsmændene
om, at der i længere tid har været nedsat en arbejdsgruppe med henblik på at
vurdere sagsbehandlingsproceduren og anbefale ændringer, der kan afkorte den
nuværende procedure.
Jeg har ikke grundlag for at
foretage mig videre på baggrund af spørgsmålet fra talsmændene.
2. Politiet.
Talsmændene klagede over
politiets adfærd. De oplyste, at politiet ikke optræder høfligt, men nærmest
fornærmende. De klagede endvidere over politiets anvendelse af håndjern.
Jeg vejledte talsmændene om,
at der er mulighed for at klage over den enkelte politiassistent. Jeg oplyste
endvidere, at jeg ved lejlighed ville nævne problemstillingen for
Rigspolitichefen. Efterfølgende har jeg orienteret Rigspolitichefen om den
rejste klage i relation til politiets adfærd.
Jeg foretager mig ikke videre
vedrørende spørgsmålet.
3. Sprogbarriere.
Talsmændene klagede over, at
de bliver bedt om at underskrive afhøringsrapporter, der er affattet på
dansk.
I disse rapporter er asylansøgernes svar ofte gengivet forkert.
Talsmændene oplyste
endvidere, at de har et særligt behov for kontakt til Røde Kors og tolke, der
ikke har forbindelse til politiet.
Jeg har den 18. maj 1994
rejst spørgsmålet om asylansøgeres underskrivelse af afhøringsrapporter, der
er affattet på dansk, over for Direktoratet for Udlændinge.
Jeg har samtidig gjort
Direktoratet for Udlændinge opmærksom på de frihedsberøvede asylansøgeres
oplyste behov for kontakt til Røde Kors og tolke, der ikke har forbindelse
til
politiet.
I skrivelsen af 25. juli 1994
har Direktoratet for Udlændinge henholdt sig til en udtalelse af 4. juli 1994
fra Rigspolitichefen, afdeling E. Af udtalelsen fremgår bl.a.:
"For så vidt angår den
del af forespørgselen fra Folketingets Ombudsmand, som angår
asylansøgeres underskrift af
rapportforklaringer
affattet på dansk, kan det oplyses, at et tilsvarende
spørgsmål har været rejst af Folketingets Retsudvalg (Almindelig del,
spørgsmål
nr. 73 af 23. november 1989 (bilag 105), spørgsmål nr. 111 af 16. januar 1990
(bilag 199) og spørgsmål nr. 202 af 22. marts 1990 (bilag 360)).
Der vedlægges kopi af
Justitsministeriets besvarelser, hvortil Rigspolitiet kan henholde sig.
Efter afgivelsen af
besvarelserne blev justitsministeren den 10. august 1990 kaldt i samråd med
Retsudvalget. Der vedlægges til orientering kopi af Justitsministeriets
skrivelse af 20. august 1990 samt notits af 14. august 1990 om forløbet af
samrådet.
Der kan desuden henvises til
Delbetænkning I om effektivisering af asylsagsbehandling (betænkning nr.
1249/1993). I betænkningen side 22 ff. beskrives forløbet af asylafhøringen
under medvirken af tolk. Den beskrevne fremgangsmåde finder fortsat
anvendelse,
således at det indledningsvis sikres, at tolk og asylansøger forstår hinanden
(s. 22), at ansøgeren gøres bekendt med, hvorledes oplysningerne vil blive
anvendt (s. 23), og at afhøringen afsluttes med, at tolken gennemgår hele
forklaringen med asylansøgeren, og at ansøgerens rettelser/ændringer til den
oplæste forklaring påføres (s. 23). Asylansøgeren opfordres til at skrive
forklaringen under, men det er en frivillig sag, om den pågældende ønsker det
(s. 23-24).
Indholdet af rapporten bliver
således, inden den præsenteres for ansøgeren til underskrift, mundtligt
oversat
til et sprog, som ansøgeren behersker, men som ikke nødvendigvis er
ansøgerens
modersmål.
...
For så vidt angår det af
Ombudsmanden anførte om tolke kan det oplyses, at de tolke, der anvendes af
politiet i forbindelse med asylafhøringer, er opført på en særlig
tolkefortegnelse, som administreres af Rigspolitiet. Fortegnelsen omfatter i
dag ca. 1.100 tolke, som dækker ca. 130 sprog/dialekter. Til orientering
vedlægges Kundgørelse I, nr. 11, som er grundlaget for Rigspolitiets
tolkeadministration.
Tolkene på fortegnelsen er
ikke ansat af politiet, men de har stillet sig til rådighed for free-lance
tolkeopgaver hos politiet og andre myndigheder under Justitsministeriets
område. Fortegnelsen sendes endvidere til Indenrigsministeriet,
Flygtningenævnet og Direktoratet for Udlændinge. Rigspolitiet lægger
afgørende
vægt på at understrege tolkenes neutrale stilling i forbindelse med
asylafhøringer.
Med henblik på at tydeliggøre dette arbejder Rigspolitiet for tiden med at
udarbejde et sæt "etiske" regler for anvendelse af tolke i
forbindelse med asylafhøringer. Reglerne vil rette sig til såvel de afhørende
polititjenestemænd som de deltagende tolke. De forskellige tolke- og
translatørforeninger vil blive inddraget i arbejdet med de "etiske"
regler."
Direktoratet for Udlændinge
oplyste endvidere at have sendt kopi af mit brev af 18. maj 1994 og
direktoratets
svarskrivelse til Dansk Røde Kors til orientering vedrørende talsmændenes
angivne behov for kontakt til Dansk Røde Kors.
Herefter har jeg ikke
grundlag for at foretage mig videre i anledning af det rejste spørgsmål om
underskrivelse af afhøringsrapporter, der er affattet på dansk.
4. Politiets sagsbehandling.
Talsmændene anførte, at
politiet tilsyneladende behandler sagerne usystematisk og efter
forgodtbefindende. Som eksempel herpå oplyste en af talsmændene, at han, der
var indrejst i Danmark på en anden persons pas, havde afleveret sit eget
internationale kørekort til politiet med oplysninger om rejseruten. Politiet
var imidlertid af den opfattelse, at identiteten til trods for fremlæggelsen
af det internationale kørekort ikke var fastslået. Den pågældende havde nu
været fængslet i 3 måneder.
Jeg har orienteret advokat
Thorkild Høyer som formand for bestyrelsen for Landsforeningen af Beskikkede
Advokater om det rejste spørgsmål. Jeg har i den forbindelse fremhævet
advokaternes mulighed og ansvar for at udøve indflydelse på sagernes
behandling. Vedrørende spørgsmålet foretager jeg mig ikke yderligere.
5. Problem om 1. asylland.
Talsmændene var utilfredse
med, at myndighederne overvejer spørgsmålet om tilbagesendelse af dem til et
1. asylland.
Jeg oplyste, at myndighederne
efter den gældende lovgivning har pligt til at vurdere dette spørgsmål, og at
jeg derfor ikke vil kunne kritisere forholdet.
6. Ældre asylansøgere i afdelingen.
Talsmændene klagede over, at
der i afdelingen indsættes ældre asylansøgere. De oplyste i den forbindelse,
at
en ældre indsat havde pådraget sig psykiske problemer på grund af
indsættelsen.
Under en senere samtale med
ledelsen blev det oplyst, at gennemsnitsalderen hos de indsatte er 26 - 27
år,
og at det er sjældent, at ældre asylansøgere indsættes i afdelingen. Det blev
endvidere oplyst, at institutionens læge inddrages, ligesom der tilbydes den
indsatte samtaler med en psykiater, eller der sker henvisning til psykiatrisk
behandling, hvis en indsat får psykiske problemer.
Efter inspektionsbesøget har
Københavns Fængsler oplyst, at der gives underretning til den pågældendes
advokat om væsentlige helbredsforhold - både af psykisk og somatisk art.
Underretning gives under iagttagelse af reglerne om samtykke og undtagelserne
derfra. Københavns Fængsler har endvidere oplyst, at asylansøgere med
psykiske
problemer i hovedsagen har været overført fra institutionen i Sandholm til
Vestre Hospital, der har foretaget underretning af advokaterne.
Jeg har herefter ikke
anledning til at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.
7. Politiets undersøgelsesmetoder.
Talsmændene klagede over, at
politiet tilsyneladende ikke har kendskab til relevante faktiske forhold,
herunder
geografiske forhold. Til belysning af problemstillingen oplyste en talsmand,
at
han over for politiet havde tegnet sit hjemland og angivet forskellige
lokaliteter. Til trods herfor havde politiet fastholdt en opfattelse af, at
han kom fra et helt andet land.
Jeg har i skrivelsen af 18.
maj 1994 anmodet Direktoratet for Udlændinge om oplysning om, hvorledes de
oplysninger,
som en asylansøger afgiver, nærmere undersøges, herunder om hvorvidt der
anvendes specialister med kendskab til de faktiske forhold, bl.a. geografiske
forhold.
Direktoratet for Udlændinge
har i skrivelsen af 25. juli 1994 oplyst:
"Det bemærkes, at
Direktoratet for Udlændinge regelmæssigt forsyner Rigspolitichefen med
relevant
baggrundsmateriale om asylansøgernes hjemlande, herunder at Direktoratet
udarbejder supplerende spørgsmål til brug for politiets
nationalitetsbestemmelse af visse asylansøgergrupper. Direktoratet afholder
tillige foredrag og informationsmøder for polititjenestemændene i
Registreringscentret Sandholm med henblik på at ajourføre politiets viden om
situationen i de relevante lande."
Rigspolitichefen har den 4.
juli 1994 oplyst til dette spørgsmål:
"For så vidt angår den
del af forespørgslen, der vedrører anvendelse af
specialister hos politiet
i forbindelse med asylafhøringer, kan det
oplyses, at der udfoldes store bestræbelser for at tilvejebringe relevante
faktuelle oplysninger om forholdene, herunder de geografiske, i de lande,
hvor
asylansøgerne kommer fra.
Rigspolitiet lægger endvidere
stor vægt på, at det personale, der skal forestå asylafhøringerne, har et så
godt kendskab til forholdene som muligt.
Baggrundsmateriale til brug
for afhøringerne tilvejebringes oftest gennem Direktoratet for Udlændinge.
Der
kan i den forbindelse henvises til beskrivelsen i betænkning 1249, side 21,
7.
afsnit, og side 24, punkt 4.2.4., sidste afsnit.
Rigspolitiet har gennem nogen
stået over for særlige vanskeligheder i forbindelse med afhøringer af
asylansøgere, der oplyser at være flygtet fra Øst- eller Vestafrikanske
lande.
Disse vanskeligheder er omtalt i delbetænkning II (1265/1994), kapitel 5,
herunder side 74 nederst, om afhøring om de almindelige forhold i det opgivne
hjemland og side 75 nederst, om tilfælde, hvor politiet må foreholde en
asylansøger vedkommendes ringe viden om forholdene i det angivne hjemland.
Rigspolitiet har - som det
fremgår af den vedlagte organisationsplan - fundet det hensigtsmæssigt i
Registreringscentret i Sandholm at oprette 2 specialgrupper, der forestår
afhøringerne i de sager, hvor ansøgeren oplyser at være flygtet fra et land i
Øst- eller Vestafrika.
Man kan således godt sige, at
de polititjenestemænd, der forestår asylafhøringer, til en vis grad er
"specialister" inden for bestemte landegrupper.
Det tilføjes, at nye
specialgrupper vil blive oprettet i det omfang, der opstår behov herfor,
således som det tidligere har været tilfældet, jf. herved betænkning
1249/1993, punkt 4.2.4. sidste afsnit."
Jeg har taget det oplyste til
efterretning og har ikke grundlag for at antage, at de afhørende
polititjenestemænd ikke skulle have kendskab til relevante faktiske
oplysninger. Jeg foretager mig ikke videre vedrørende spørgsmålet.
IV. Gennemgang af rapporter m.v.
Ved starten af
inspektionsbesøget anmodede jeg om for nærmere angivne perioder og i et
nærmere
fastlagt omfang at modtage kopier af rapporter vedrørende
a. anvendelse af håndjern,
b. anbringelse i enrum,
c. anbringelse i sikringscelle og
d. anvendelse af magt.
Jeg anmodede endvidere om at
modtage udskrifter af forhørsprotokollen vedrørende disciplinærstraf.
Ved min gennemgang af det
modtagne materiale har jeg navnlig haft opmærksomheden henledt på, hvorvidt
proceduren i forhold til de gældende cirkulærer er blevet fulgt. Jeg har
endvidere været opmærksom på spørgsmålet om notatpligt. Gennemgangen giver
anledning til følgende bemærkninger:
a. Anvendelse af håndjern.
Fra Vestre Fængsel og
Blegdamsvejens Fængsel har jeg for perioden fra den 19. december 1992 til den
1. november 1993 modtaget ialt 38 rapporter.
Fra institutionen for frihedsberøvede
asylansøgere i Sandholm har jeg modtaget 20 rapporter, der vedrører perioden
fra den 12. februar 1993 til den 28. oktober 1993.
Ved min gennemgang af de 58
rapporter - der her beskrives samlet - er jeg ikke gået ind i en nærmere
vurdering af beslutningen om at anvende håndjern. Min opmærksomhed ved
gennemgangen har som nævnt været henledt på, om de fastsatte
procedureforskrifter er overholdt.
Spørgsmålet om anvendelse af
håndjern var for den undersøgte periode reguleret i Direktoratet for
Kriminalforsorgens
cirkulære af 22. januar 1987 om anvendelse af håndjern over for indsatte.
Cirkulærets bestemmelser var også gældende over for varetægtsarrestanter, jf.
§ 40 i bekendtgørelse nr. 491 af 12. september 1978 om ophold i
varetægtsfængsel med senere ændring, og over for asylansøgere, der var
frihedsberøvede efter udlændingelovens § 36, jf. udlændingelovens § 36, stk.
3, jf. retsplejelovens § 776 og ovennævnte § 40 i bekendtgørelsen om ophold i
varetægtsfængsel. (Førstnævnte cirkulære er nu ophævet ved cirkulære af 27.
maj 1994 om anvendelse af håndjern over for indsatte.)
Efter cirkulærets afsnit A, §
1, stk. 1, kan indsatte under transport m.v. belægges med håndjern, hvis det
er nødvendigt for at hindre undvigelse eller for at afværge truende vold,
betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden
selvbeskadigelse. Af bestemmelsen fremgår det, at "transport"
omfatter transport både inden for og uden for anstalten.
I 57 tilfælde blev håndjern
anvendt i forbindelse med transport, heraf i 44 tilfælde i forbindelse med
transport uden for anstalten og i 13 tilfælde i forbindelse med transport
inden
for anstalten. (I ét af tilfældene er det uklart, om der er tale om transport
uden for eller inden for anstalten, men der er formentlig tale om det
sidstnævnte.)
Af de 57 tilfælde blev
håndjern anvendt i 15 tilfælde for at afværge truende vold eller betvinge
voldsom modstand. Der blev i disse tilfælde anvendt magt i 12 tilfælde.
Håndjern blev anvendt i 3
tilfælde for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, og af disse
tilfælde blev der anvendt magt i ét tilfælde.
I 2 tilfælde blev der anvendt
håndjern for at afværge truende vold eller betvinge voldsom modstand
kombineret
med det formål at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. Der blev
anvendt magt i begge tilfælde.
I ét tilfælde blev der
anvendt håndjern for afværge truende vold, betvinge voldsom modstand, hindre
selvmord eller anden selvbeskadigelse og for at hindre undvigelse. Der blev
ikke anvendt magt.
Der blev anvendt håndjern med
det formål at hindre undvigelse og afværge truende vold eller betvinge
voldsom
modstand i 7 tilfælde, og der blev i ét af disse tilfælde anvendt magt.
I de resterende 29 tilfælde
blev håndjern anvendt alene for at hindre undvigelse, og der blev i ingen af
tilfældene anvendt magt.
Af disse 29 tilfælde vedrørte
de 26 tilfælde transporter uden for anstalten. Af de 26 tilfælde fandt de 20
tilfælde sted alene i perioden fra den 1. september 1993 til den 29. oktober
1993.
Om baggrunden for denne
markante stigning i anvendelsen af håndjern under transport har
fængselsinspektøren i skrivelsen af 8. december 1993 oplyst, at Københavns
Fængsler fra september 1993 har indskærpet, at der i forbindelse med
transport
af indsatte til behandling m.v. uden for fængslet skal foretages en nøje
vurdering af undvigelsesrisikoen, herunder en vurdering af, om håndjern er
nødvendige.
Ud af de nævnte 20 tilfælde i
perioden fra den 1. september 1993 til den 29. oktober 1993 er der i 9
tilfælde
i et særskilt notat angivet en konkret begrundelse for anvendelse af
håndjern.
Der er i 2 tilfælde henvist til tidligere undvigelse, i 1 tilfælde til
dommens
længde, i 5 tilfælde til kriminalitetens art og i 1 tilfælde til dommens
længde
og kriminalitetens art.
4 øvrige rapporter medtager i
selve rapporten oplysninger om den konkrete begrundelse for anvendelse af
håndjern. 2 af rapporterne indeholder oplysninger om tidligere undvigelse, 1
rapport henviser til kriminalitetens art, og endnu 1 rapport henviser såvel
til kriminalitetens art som til dommens længde.
De resterende 7 rapporter
indeholder ikke bemærkninger om, hvilke oplysninger der er indgået i
vurderingen af undvigelsesrisikoen, og der er ikke udfærdiget særskilt notat
om den konkrete begrundelse for anvendelsen af håndjern.
Fængselsinspektøren har i
skrivelse af 22. juli 1994 oplyst, at der i disse sager ikke foreligger andre
notater om den konkrete anvendelse af håndjern end det, der fremgår af selve
håndjernsrapporten.
Inspektøren har endvidere
redegjort for de konkrete forhold, der gjorde sig gældende i et enkelt af
disse
tilfælde. Herudover er der oplyst bl.a. følgende:
"Det kan oplyses, at
overvagtmesteren i vagten, der som udgangspunkt træffer afgørelse om
anvendelse
af håndjern i forbindelse med udkørsel til f.eks. ambulant behandling,
træffer
afgørelsen på grundlag af foreliggende oplysninger om tidligere undvigelser,
oplysninger fra afdelingen om evt. forhold på afdelingen, der indikerer en
flugtrisiko eller anden grund til brug for håndjern eller oplysninger om den
påsigtede eller idømte kriminalitets art og karakter. Såfremt
overvagtmesteren
ikke finder at have et tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling, rettes
der henvendelse til sagsbehandlende politimyndighed for at få supplerende
oplysninger,
der kan have betydning for afgørelsen."
Som nævnt er jeg ikke gået
ind i en nærmere vurdering af grundlaget for anvendelsen af håndjern i de
enkelte tilfælde.
Efter min gennemgang af
rapporterne må jeg henstille til Direktoratet for Kriminalforsorgen, at det
indskærpes, at der skal foretages udførligt notat om begrundelsen for
anvendelsen af håndjern, uanset at cirkulæret ikke udtrykkeligt foreskriver
en
sådan notatpligt. Jeg henviser herved til, at det af cirkulærets § 1 fremgår,
at anvendelsen af håndjern skal være "nødvendig", og at der er tale
om et alvorligt indgreb, som forudsætter en konkret vurdering i det enkelte
tilfælde af behovet herfor. (Samme henstilling afgav jeg den 29. januar 1991
efter min inspektion af Statsfængslet i Horsens. Direktoratet for
Kriminalforsorgen oplyste den 10. juli 1991, at direktoratet i forbindelse
med
udsendelse af en ny rapportblanket ville indskærpe, at der anføres udførlig
begrundelse for anvendelse af håndjern.)
Efter cirkulærets § 3 skal
lægetilsyn finde sted, 1) når der har været anvendt magt, medmindre
institutionens vagthavende leder finder det åbenbart unødvendigt, eller 2)
såfremt forholdene taler derfor.
Der har i 16 tilfælde været
anvendt magt i forbindelse med anvendelse af håndjern ved transport, og det
fremgår
af håndjernsrapporterne i 12 af disse tilfælde, at der har været lægetilsyn.
I et 13. tilfælde
(håndjernsrapport af 26. juli 1993, varetægtsarrestant) blev den pågældende
umiddelbart efter magtanvendelsen tilset af en sygeplejerske. På grund af
indsattes
selvbeskadigelse blev han i ambulance indbragt til skadestue. Ved den
efterfølgende indsættelse i Vestre Fængsel blev han ikke tilset af læge efter
anvendelse af håndjern. Det fremgår af et notat til rapporten, at
overvagtmesteren i vagten havde skønnet, at det ikke var nødvendigt, da
håndjernene var løst påsat.
I de resterende 3 tilfælde
fremgår det ikke direkte af håndjernsrapporterne, at der har været lægetilsyn
efter magtanvendelsen. (I 2 af disse tilfælde er det på rapporterne angivet,
at lægetilsyn blev skønnet nødvendigt. I det 3. tilfælde mangler der
afkrydsning ud for det spørgsmål. I det ene af tilfældene henvises der på
håndjernsrapporten til observationsbladet vedrørende spørgsmålet om
lægetilsyn).
I de nævnte 3 tilfælde
(håndjernsrapporter af 13. og 21. oktober 1993, varetægtsarrestanter, samt
26.
oktober 1993, strafafsoner) er der imidlertid i de efterfølgende
sikringscellerapporter
oplysninger om lægetilsyn.
Jeg finder det uheldigt, at
der ikke er foretaget notat om lægetilsyn på de 2 håndjernsrapporter, hvor
der
rent faktisk blev foretaget lægetilsyn, og hvor lægetilsynet alene fremgår af
sikringscellerapporterne.
Af de samlede 57 rapporter,
hvor håndjern blev anvendt i forbindelse med transport, fremgår det, at der
ikke blev anvendt magt i 41 til-fælde. Der blev i 20 af de 41 tilfælde
foretaget lægetilsyn, heraf i nogle enkelte tilfælde af anstaltens
sygeplejerske.
Af de resterende 21 tilfælde
fremgår det af rapporten i 17 tilfælde, at lægetilsyn blev skønnet
unødvendigt.
Det er i 10 af disse tilfælde yderligere oplyst, at indsatte ikke selv
ønskede
tilsyn.
I 2 andre tilfælde
(håndjernsrapporter af henholdsvis 4. oktober 1993, varetægtsarrestant, og
16.
oktober 1993, hæfte) er det ikke angivet, hvorvidt lægetilsyn blev skønnet
nødvendigt eller ej. Det er i sagerne oplyst, at indsatte ikke ønskede
lægetilsyn.
Tilfældene giver mig
anledning til at bemærke, at vurderingen af, hvorvidt lægetilsyn skønnes
nødvendigt, skal foretages og oplyses uanset indsattes egen holdning til
spørgsmålet. Indsattes egen holdning kan som et blandt flere forhold indgå i
vurderingen af, hvorvidt forholdene taler for et lægetilsyn. De enkelte
rapporter giver mig dog ikke grundlag for at antage, at lægetilsyn burde
havde
fundet sted.
Af de sidste 2 tilfælde
fremgår det af rapporten i det ene tilfælde (28. oktober 1993,
varetægtsarrestant), at lægetilsyn blev skønnet nødvendigt. I sagen blev den
indsatte transporteret fra institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i
Sandholm til Vestre Fængsel. Af et notat til rapporten synes det at fremgå,
at
lægetilsynet blev skønnet nødvendigt på grund af den indsattes sindstilstand.
I
det andet tilfælde (13. oktober 1993, varetægtsarrestant) er det også oplyst,
at lægetilsyn blev skønnet nødvendigt. Det fremgår endvidere, at den indsatte
selv ønskede et tilsyn. I ingen af sagerne er der anførsel om, at der blev
foretaget tilsyn.
Jeg havde fundet det
rigtigst, om det af rapportmaterialet i disse 2 tilfælde var fremgået, at der
blev foretaget lægetilsyn, når det samtidig er angivet, at lægetilsyn blev
skønnet nødvendigt.
Efter cirkulærets afsnit B, §
4, stk. 1, kan indsatte ligeledes belægges med håndjern, hvis det er
nødvendigt
for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre
selvmord eller anden selvbeskadigelse, og umiddelbar hensættelse i
sikringscelle ikke er mulig.
Efter § 4, stk. 2, må
håndjern i en sådan situation kun anvendes, når forholdene gør det absolut
påkrævet, og når andre lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart
vil
være utilstrækkelige.
Lægetilsyn skal efter § 6,
stk. 2, normalt finde sted omgående.
I ét tilfælde
(håndjernsrapport af 17. september 1993, varetægtsarrestant) var anvendelse
af
håndjern sket i stedet for anbringelse i sikringscelle. Der blev i den
forbindelse tillige anvendt magt. Anvendelsen blev forsøgt afværget ved
samtale. Af et bilag til rapporten fremgår det, at indsatte var stærkt
uligevægtig og truede med at begå selvmord. Da han nægtede at følge med til
observationscellen, blev han belagt med håndjern. Efter beroligende samtale i
observationscellen blev håndjernene taget af. Der blev foretaget lægetilsyn
efter 3 timer og 5 minutter. Det fremgår ikke af rapporten eller det
tilhørende bilag, hvorfor lægetilsyn ikke blev foretaget omgående.
Jeg finder det - i mangel af
yderligere oplysninger - uheldigt, at lægetilsyn først blev foretaget på et
relativt sent tidspunkt.
Ved min gennemgang af
rapporten i sagen har jeg i øvrigt noteret mig, at magtanvendelsen bl.a.
bestod
i anvendelse af benlås. Jeg er bekendt med, at Justitsministeriet for tiden
undersøger spørgsmålet om politiets brug af "fikseret" og den
såkaldte "manuelle benlås". Jeg har udbedt mig underretning om
resultatet
af undersøgelsen. Efter min umiddelbare opfattelse må undersøgelsen tillige
få
betydning for fængselspersonalets anvendelse af benlås.
Efter cirkulærets § 2 træffer
anstaltens vagthavende leder eller den, han bemyndiger dertil, bestemmelse om
anvendelse af håndjern. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer
vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelse af den tilstedeværende
funktionær,
som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde.
I ca. halvdelen af tilfældene
blev bestemmelse om anvendelse af håndjern truffet af en funktionær, der i
alle
tilfældene - bortset fra 2 - underrettede overvagtmesteren herom. I den anden
halvdel af tilfældene blev bestemmelsen truffet af en overvagtmester.
Efter cirkulærets § 5 (i
afsnit B om anvendelse af håndjern i stedet for anbringelse i sikringscelle)
træffer anstaltens vagthavende leder bestemmelse om anvendelse af håndjern.
Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer lederens afgørelse, træffes
bestemmelsen af overvagtmesteren, eller hvis dette ikke er muligt, af
vagtmesteren
eller dennes stedfortræder eller den tilstedeværende funktionær, som er
ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder skal
normalt omgående underrettes om anvendelsen. For så vidt angår arresthusene
skal arrestinspektøren snarest muligt underrettes som anvendelsen af
håndjern.
Som anført ovenfor blev
håndjern i et enkelt tilfælde vedrørende en varetægtsarrestant anvendt i
stedet
for anbringelse i sikringscelle. Bestemmelse herom blev truffet af en
overvagtmester, der 2 timer senere underrettede en ledende overvagtmester
herom. Rapporten om anvendelse af håndjern blev godkendt af en
vicefængselsinspektør 25 dage senere.
Jeg finder ikke, at der i
sagen er forholdt i overensstemmelse med cirkulærets § 5.
b. Anbringelse i enrum.
I forbindelse med selve inspektionsbesøget
blev det aftalt med Københavns Fængsler, at jeg til belysning af sagerne om
enrumsanbringelse i første omgang ville få tilsendt materiale i form af den
registrering, der danner grundlaget for fængslets indberetning til
Direktoratet
for Kriminalforsorgen. Jeg modtog herefter 13 dokumenter vedrørende
enrumsanbringelser
i perioden fra den 23. august 1993 til den 8. oktober 1993.
I 7 af tilfældene var der
tale om delvis enrumsanbringelse og i de resterende 6 tilfælde fuldstændig
enrumsanbringelse. Der synes i ingen af tilfældene at være tale om frivillig
enrumsanbringelse.
Efter § 2, stk. 2, i
cirkulære af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum
kan tvangsmæssig enrumsanbringelse kun finde sted, hvis
"...
det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse,
det findes nødvendigt for at forebygge voldsom adfærd,
det findes påkrævet for at hindre fortsat strafbar
virksomhed, herunder brug af euforiserende stoffer,
den indsatte udviser en sådan grov eller gentagen
utilladelig adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskab åbenbart uforsvarlig,
den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er
nødvendige af sikkerhedshensyn,
den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er
påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge
smittefare,
den indsatte nægter at påtage sig beskæftigelse i
institutionen efter dennes bestemmelse."
For varetægtsarrestanter
findes regler, der svarer til nr. 1-6 i den citerede bestemmelse, i § 2, stk.
2, nr. 1-6, i cirkulære af 13. september 1978 om adgangen til at anbringe
varetægtsarrestanter i enrum. Cirkulæret, der er udstedt med hjemmel i § 3,
stk. 3, i bekendtgørelse af 12. september 1978 om omhold i varetægtsfængsel,
finder tillige anvendelse på enrumsanbringelse af frihedsberøvede
asylansøgere,
jf. udlændingelovens § 36, stk. 3, jf. retsplejelovens § 776.
Af det modtagne materiale
fremgår det - enten ved en direkte henvisning eller ved angivelse af faktiske
oplysninger - at der er sket enrumsanbringelse i 5 tilfælde i henhold til §
2,
stk. 2, nr. 1. I 4 tilfælde er anbringelsen sket i henhold til § 2, stk. 2,
nr.
2, i 2 tilfælde i henhold til § 2, stk. 2, nr. 4, og i 1 tilfælde i henhold
til
§ 2, stk. 2, nr. 2 og 4. I det sidste og 13. tilfælde er der alene henvist
til
§ 9, stk. 1, i cirkulæret om enrumsanbringelse af varetægtsarrestanter.
(Bestemmelsen pålægger en omgående indberetningspligt til Direktoratet for
Kriminalforsorgen, hvis en varetægtsarrestant i henhold til § 2, stk. 2, er
anbragt i enrum ud over 4 uger.)
Jeg anmoder om nærmere
oplysninger om hjemmelsgrundlaget for den sidstnævnte sag om (delvis)
enrumsanbringelse. Dokumentet er underskrevet den 8. oktober 1992 (formentlig
retteligt 1993) af overvagtmester A ...
Proceduren ved anbringelse i
enrum er fastlagt i § 3, stk. 3-7, i begge cirkulærer. Ordlyden af disse
bestemmelser er næsten identisk og adskiller sig alene ved omtalen af en
indsat
og en varetægtsarrestant.
De nævnte bestemmelser (i
cirkulæret af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i
enrum)
har følgende ordlyd:
"
Stk. 3.
Enrumsanbringelse i henhold til § 2, stk. 2, forudsætter,
at den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med de foreliggende
indberetninger og eventuelle afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale
sig.
Stk. 4.
Den indsatte skal altid gøres bekendt med begrundelsen for,
at han anbringes i enrum.
Stk. 5.
Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens
funktionærer.
Stk. 6.
Om bestemmelsen gøres notat, der skal indeholde en
gengivelse af det indberettede og eventuelle forklaringer. Den afhørte skal
have lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal
anføres, om godkendelse er sket. Notatet skal endvidere indeholde en udførlig
begrundelse for, at anbringelsen er anset for påkrævet.
Stk. 7.
Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift
af notatet. Oplysninger kan udelades i det omfang, hensynet til
institutionens
sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det."
Det modtagne materiale gør
mig imidlertid ikke i stand til at konstatere, hvorvidt der er forholdt i
overensstemmelse med de citerede bestemmelser, herunder hvorvidt den
indsatte/varetægtsarrestanten er blevet partshørt og har haft mulighed for at
udtale sig.
Ved fremsendelsen af
materialet oplyste fængselsinspektøren, at selve afgørelsen om
enrumsanbringelse "træffes vanligvis efter afholdelse af forhør".
Jeg anmoder Københavns
Fængsler om nærmere oplysninger om, hvilken procedure fængslet følger i
relation til de citerede bestemmelser.
Regler om ophør af
tvangsmæssig enrumsanbringelse af indsatte er indeholdt i § 4, stk. 5 og 6, i
cirkulæret af 14. september 1978. Bestemmelserne har følgende ordlyd:
"
Stk. 5.
Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til
overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller
sidste
beslutning om opretholdelse af anbringelsen.
Stk. 6.
Om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk.
5 og om anbringelsens ophør gøres notat."
Indholdsmæssigt tilsvarende
regler findes i § 6, stk. 2 og 3, i cirkulæret af 13. september 1978 (for
varetægtsarrestanter og frihedsberøvede asylansøgere).
I cirkulærskrivelse af 19.
april 1991 har Direktoratet for Kriminalforsorgen under henvisning til de
nævnte cirkulærer præciseret, at dato og klokkeslet for ophør af
enrumsanbringelse
skal noteres.
Begge cirkulærer indeholder
en bestemmelse (henholdsvis § 7, stk. 1, og § 9, stk. 1) om, at der skal ske
omgående indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen i de tilfælde,
hvor en indsat/en varetægtsarrestant er tvangsmæssigt anbragt i enrum ud over
4
uger.
Det modtagne materiale
indeholder i 11 tilfælde oplysning om, i hvor mange dage enrumsanbringelsen
varede. Jeg går ud fra, at enrumsanbringelsen i de tilfælde, hvor den
pågældende er overført til anden anstalt, er ophørt på det oplyste
overførselstidspunkt. I 2 tilfælde (dokumenter underskrevet af overvagtmester
A henholdsvis den 3. og 8. september 1993), er der ingen oplysninger om
varigheden af enrumsanbringelsen.
Af de nævnte 11 tilfælde varede
enrumsanbringelsen mellem 1-7 dage i 1 tilfælde (dokument underskrevet den
10.
september 1993), mellem 8-14 dage i 5 tilfælde (dokumenter underskrevet den
30.
august, 3. september, 3. september, 10. september og 14. september 1993),
mellem 15-21 dage i 3 tilfælde (dokumenter underskrevet den 23. august og 16.
september og (formentlig retteligt) 8. oktober 1993) og mellem 22-28 dage i
de
resterende 2 tilfælde (dokumenter underskrevet den 23. september og 5.
oktober 1993).
Jeg anmoder Københavns Fængsler
om nærmere oplysning om,
hvor længe enrumsanbringelsen har varet i de 2
tilfælde, hvor der ikke foreligger oplysninger herom i det modtagne
materiale,
såfremt enrumsanbringelsen i de nævnte 2 sager varede
ud over 4 uger, hvorvidt sagerne da blev indberettet til Direktoratet for
Kriminalforsorgen og i bekræftende fald tidspunktet herfor,
hvorvidt - og i bekræftende fald hvornår - der er
foretaget en fornyet overvejelse af afgørelsen om enrumsanbringelse (og
foretaget notat herom) i de sager, hvor der er forløbet en uge fra
iværksættelsen
af enrumsanbringelsen eller fra sidste beslutning om opretholdelse af
anbringelsen, og
hvorvidt der i sagerne er foretaget notat om
klokkeslettet for ophør af anbringelsen.
Af det modtagne materiale
fremgår det ikke, hvem der har truffet afgørelse om enrumsanbringelserne og
ophør heraf.
Dette kompetencespørgsmål har
været rejst i forbindelse med et inspektionsbesøg, som jeg aflagde i november
1993 i Anstalten ved Herstedvester, Grønlænderafdelingen. I den forbindelse
rettede
Direktoratet for Kriminalforsorgen henvendelse til anstalterne, herunder til
Københavns Fængsler, der afgav en udtalelse om spørgsmålet den 25. august
1994.
Af udtalelsen fremgår det bl.a., at kompetencen til at træffe afgørelse om
anbringelse i enrum i Københavns Fængsler er delegeret til overvagtmesteren
(forhørslederen), men med en efterfølgende ledelseskontrol.
Min opfattelse af
kompetencespørgsmålet fremgår af mit svar af 7. marts 1995 til Direktoratet
for
Kriminalforsorgen. Jeg vedlægger en kopi af svaret. Som det fremgår af mit
brev
til Direktoratet for Kriminalforsorgen, har jeg henstillet, at direktoratet
tager spørgsmålet op til nærmere overvejelse.
Den 4. april 1995 har
Direktoratet for Kriminalforsorgen meddelt mig, at direktoratet er indstillet
på at gennemføre ændringer af de gældende regelsæt, så det klart kommer til
at
fremgå af disse, at der er hjemmel for institutionens leder til at delegere
sin
kompetence til at træffe afgørelse om såvel foreløbig som endelig anbringelse
i enrum til andre personalemedlemmer i institutionen.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen har samtidig anført, at direktoratet vil sikre, at
kompetencespørgsmålet til sin tid præciseres i forbindelse med gennemførelsen
af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. Betænkning nr. 1181/1989 om en
lov
om fuldbyrdelse af straf m.v., som for tiden er under behandling af
Straffelovrådet.
Jeg har herefter den 7. april
1995 over for Direktoratet for Kriminalforsorgen bekræftet modtagelsen af
disse oplysninger, som jeg har noteret mig. Jeg har samtidig meddelt
Direktoratet for Kriminalforsorgen, at jeg herefter ikke har anledning til på
nuværende tidspunkt at foretage mig videre.
På den baggrund foretager jeg
mig ikke videre vedrørende spørgsmålet i relation til mit inspektionsbesøg i
Københavns Fængsler.
c. Anbringelse i sikringscelle.
For perioden fra den 2. maj
til den 1. november 1993 modtog jeg kopi af 68 rapporter om
sikringscelleanbringelse.
Min gennemgang af rapporterne
har også i disse tilfælde koncentreret sig om, hvorvidt de
procedureforskrifter
vedrørende anbringelse, der var gældende i den omhandlede periode, er
iagttaget,
og om de foretagne notater er fyldestgørende. (Ved cirkulære af 27. maj 1994
har Direktoratet for Kriminalforsorgen med virkning fra den 1. juli 1994
fastsat ændrede regler om anvendelse af observationscelle, sikringscelle,
fiksering mv. i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.)
Jeg har ikke foretaget en
nærmere undersøgelse af grundlaget for og nødvendigheden af anbringelserne.
Sikringscelleanbringelse kan
i følge fuldbyrdelsesbekendtgørelsens (bekendtgørelse af 21. juni 1973) § 31
ske, hvis det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom
modstand eller hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.
Med hjemmel i bekendtgørelsen
blev udstedt cirkulære af 15. juli 1974, som ændret ved cirkulære af 16.
april
1991, om anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og
arresthuse.
Bekendtgørelse af 12.
september 1978 om ophold i varetægtsfængsel indeholder i § 33 en bestemmelse,
der svarer til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 31. Reglerne i cirkulæret af
15.
juli 1974 fandt tilsvarende anvendelse for sikringscelleanbringelse af
varetægtsarrestanter, jf. bekendtgørelsens § 40.
Cirkulæret af 15. juli 1974
fandt endvidere anvendelse for sikringscelleanbringelse af frihedsberøvede
asylansøgere, jf. udlændingelovens § 36, jf. retsplejelovens § 776.
38 af rapporterne vedrørte
sikringscelleanbringelse af varetægtsarrestanter, 17 vedrørte anbringelse af
strafafsonere, 6 vedrørte hæfte, 5 vedrørte asylansøgere, der var
frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36 og 2 vedrørte
sikringscelleanbringelse af anholdte.
Anbringelserne var i 11
tilfælde sket for at afværge truende vold, i 6 tilfælde for at betvinge
voldsom
modstand, i 16 tilfælde for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse,
i
20 tilfælde for at afværge truende vold og for at betvinge voldsom modstand,
i
6 til-fælde for at afværge truende vold og tillige for at hindre selvmord
eller
anden selvbeskadigelse, i 5 tilfælde for at betvinge voldsom modstand og for
at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse og i 4 tilfælde for at
afværge
truende vold, betvinge voldsom modstand og for at hindre selvmord eller anden
selvbeskadigelse.
Selv om jeg, som anført
ovenfor, ikke har foretaget en nærmere undersøgelse af grundlaget for og
nødvendigheden af anbringelserne, har 1 rapport givet anledning til
overvejelse. Sagen vedrører en sikringscelleanbringelse den 17. juni 1993 af
en
anholdt. Episoden er på rapporten beskrevet således:
"Indsatte begyndte at
larme ved at bulder på døren og råbe da sygeplejersken var gået hen for at
ringe.
for at få ro på afdelingen blev han flyttet til SM.12
(min
fremhævelse) uden brug af magt. ..."
Det er på rapporten afkrydset,
at anbringelsen var påkrævet for at hindre selvmord eller selvbeskadigelse.
Jeg udbeder mig fra
Københavns Fængsler en udtalelse om sagen. Udtalelsen bedes fremsendt gennem
Direktoratet for Kriminalforsorgen med direktoratets eventuelle bemærkninger
hertil.
Spørgsmålet om anvendelse af
sikringscelle var som anført reguleret ved cirkulære af 15. juli 1974, som
ændret ved cirkulære af 16. april 1991, om anvendelsen af sikringsceller i
kriminalforsorgens anstalter og arresthuse. Cirkulærets § 3 havde følgende
ordlyd:
"
Stk. 1.
Bestemmelse om anvendelse af sikringscelle m.v. træffes af
anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis forholdene ikke tillader,
at man afventer lederens afgørelse, træffes bestemmelse af overvagtmesteren
eller, hvis dette ikke er muligt, af vagtmesteren eller dennes stedfortræder
eller den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende
tjenesteområde. Den vagthavende leder/arrestforvareren skal normalt omgående
underrettes om sikringsmidlernes anvendelse.
Stk. 2.
For så vidt angår arresthusene skal arrestinspektøren
snarest muligt underrettes om sikringsmidlernes anvendelse.
Stk. 3.
Der skal straks udfærdiges rapport om det passerede på
særlige rapportblanketter (d.f.k. 110), der rekvireres fra Statsfængslet i
Nyborg. På et observationsskema (d.f.k. 107), der rekvireres i Statsfængslet
i
Nyborg, skal der foretages notat, hver gang personalet har tilset den
indsatte.
Notatet skal indeholde oplysning om tidspunktet for tilsynet samt oplysning
om
den indsattes tilstand, herunder eventuelle bemærkninger om behovet for
opretholdelse af anbringelsen/fikseringen."
Fra Københavns Fængsler har
jeg modtaget de interne regler for anbringelse i sikringscelle. Heraf fremgår
bl.a. følgende:
"Bestemmelse om
anvendelse af sikringscelle og/eller sikringsmidler i forbindelse hermed
træffes af vagthavende/inspektionsvagthavende. Tillader forholdene ikke, at
man
afventer disses afgørelse, træffes bestemmelsen af:
VF:
Fløjovervagtmesteren - i ydertidspunkterne vagthavende.
Hvis dette tidsmæssigt ikke
er muligt, træffes afgørelsen af den funktionær, der er ansvarlig for det
pågældende tjenesteområde.
BlF:
Overvagtmesteren. I ydertidspunkterne enhedsfunktionæren
tjenestegørende på kontoret 1. etage. Hvis dette tidsmæssigt ikke er muligt
træffes afgørelsen af den enhedsfunktionær eller anden tilstedeværende, der
er
ansvarlig for det pågældende tjenesteområde.
Overvagtmesterkontoret/inspektionsvagthavende
skal normalt omgående underrettes om anbringelsen."
I rapporterne er det angivet,
hvorvidt der blev foretaget underretning af overvagtmesteren og/eller
institutionens
leder, ligesom der - med enkelte undtagelser - er angivet tidspunktet for
underretningen.
I alle tilfælde fremgår det,
at overvagtmesteren/arrestforvareren blev underrettet. (I enkelte tilfælde
indirekte derved, at overvagtmesteren medvirkede ved anbringelsen).
I 45 rapporter er det
angivet, at institutionens leder blev underrettet. (På grund af brug af
navneinitialer kan det konstateres, at "institutionens leder" i 13
af
disse tilfælde er vagtmestre/overvagtmestre. Ledelsen ses i 2 af de 13
tilfælde ikke at have påført rapporterne en godkendelsespåtegning).
Der er ingen angivelse af
underretning af ledelsen i de resterende 23 tilfælde. (Efterfølgende har
ledelsen dog godkendt rapporten i 15 af disse tilfælde - i et 16. tilfælde
skete godkendelsen på den tilhørende rapport om anvendelse af håndjern. Den
efterfølgende godkendelse er i flere tilfælde først sket efter mange dages
forløb).
Jeg anmoder Københavns Fængsler
og Direktoratet for Kriminalforsorgen om udtalelser om, hvorvidt der i de
nævnte 36 sager (13 + 23) er sket underretning af den "vagthavende
leder/arrestforvareren" og "arrestinspektøren" i
overensstemmelse med det tidligere gældende cirkulære.
Underretningen af
overvagtmesteren fordeler sig tidsmæssigt sådan:
I 4 tilfælde er der ikke
foretaget notering af tidspunktet for underretningen. Overvagtmesteren
medvirkede tilsyneladende ved anbringelsen i disse tilfælde, og jeg går ud
fra,
at det kan være baggrunden for den manglende angivelse af tidspunktet for
underretningen. I 58 tilfælde skete underretningen enten før eller senest 15
minutter efter anbringelsen. Underretningen skete i 6 tilfælde på et senere
tidspunkt (22, 50, 25, 30, 25 og 25 minutter efter anbringelsen). (Tilfældene
vedrører sikringscelleanbringelse af en strafafsoner den 11. maj 1993, af en
anholdt den 17. juni 1993 og af varetægtsarrestanter den 26. juli 1993, den
24.
august 1993, den 15. september 1993 og den 1. november 1993).
Af de nævnte 6 tilfælde blev
institutionens leder ikke underrettet i 3 tilfælde, og i 1 tilfælde blev
ledelsen først underrettet efter 42 minutter. I de resterende 2 tilfælde er
ledelsen angivet som overvagtmestre, og underretningen skete da efter
henholdsvis
1 time og 10 minutter og 45 minutter.
I de 6 sager, der er nævnt
ovenfor og beskrevet med datoen for sikringscelleanbringelsen, anmoder jeg
Københavns Fængsler og Direktoratet for Kriminalforsorgen om udtalelser om
tidspunktet for underretningen.
Fra Københavns Fængsler har
jeg modtaget kopi af det observationsskema, der er foreskrevet anvendt i
cirkulærets § 3, stk. 3. Jeg har imidlertid kun modtaget skema i 64 af de 68
tilfælde af sikringscelleanbringelse.
Om de manglende 4 skemaer har
Københavns Fængsler oplyst i et brev af 30. september 1994, at de er
eftersøgt
forgæves. På den baggrund iværksatte fængslet en undersøgelse af
sikringscelleanbringelserne i perioden fra den 1. juli til den 12. september
1994. Gennemgangen viste, at samtlige observationsskemaer havde fulgt
sikringscellerapporterne. Københavns Fængsler har derfor lagt til grund, at
der har været tale om enkeltstående tilfælde, hvor observationsskemaet ikke
har
fulgt sikringscellerapporten, eller hvor skemaet efterfølgende er bortkommet.
På baggrund af resultatet af
den nævnte undersøgelse, som Københavns Fængsler iværksatte, må jeg ligeledes
lægge til grund, at de 4 manglende observationsskemaer er udtryk for
enkeltstående tilfælde. Jeg foretager mig derfor ikke videre vedrørende det
spørgsmål.
Om lægetilsyn ved
sikringscelleanbringelser bestemte cirkulærets § 4 dette:
"
§ 4.
Anstaltens/arresthusets læge (eventuelt natlæge) skal, så
hurtigt som omstændighederne tilsiger det, orienteres om det passerede,
således
at der på grundlag heraf træffes afgørelse om, hvornår lægetilsynet bør finde
sted.
Stk. 2.
Anvendes bælte og eventuelt handsker og fod- og håndremme,
eller er indsættelse i sikringscelle i øvrigt forbundet med magtanvendelse,
skal læge tilkaldes omgående med henblik på, at lægetilsyn kan finde sted
snarest muligt."
Om tilfælde omfattet af
cirkulærets § 4, stk. 2, anførte Direktoratet for Kriminalforsorgen følgende
i
følgeskrivelse af 16. april 1991:
"Udgangspunktet er, at
tilkald af læge er det første, der skal foretages, efter at
anbringelsen/fikseringen er gennemført. Dette er ikke til hinder for, at der
fra den pågældendes afdeling i institutionen indhentes oplysninger om
indsattes
adfærd, helbredstilstand og lignende med henblik på at tilvejebringe
oplysninger, der kan have indflydelse på lægens beslutning om, hvor hurtigt
lægetilsyn skal ske. Det er ej heller til hinder for, at der lokalt
fastsættes
retningslinier, hvorefter den ansvarlige for anbringelsen/fikseringen
underretter en sygeplejerske, der er til stede i institutionen, med henblik
på
at denne kan foretage lægetilkald. Efter formuleringen af § 4, stk. 2, må det
imidlertid være en forudsætning, at indhentelse af oplysninger eller
underretning af sygeplejerske kan ske i løbet af ganske få minutter."
Der skete anbringelse i
sikringscelle uden anvendelse af magt og uden fiksering i 11 tilfælde. I 9 af
tilfældene blev lægen orienteret om anbringelsen senest op til 22 minutter
herefter.
I 1 tilfælde (vedrørende en
varetægtsarrestant den 13. august 1993) blev sygeplejersken orienteret 15
minutter efter anbringelsen. Sygeplejersken bemærkede til rapporten, at den
pågældende den samme dag var tilset af både læge og psykiater, og at der ikke
var indikation for fornyet lægetilsyn. Lægen ses ikke at være blevet
orienteret i forbindelse med anbringelsen, og på observationsskemaet er det
angivet: "ingen samtale da lægen ikke skal komme/efter ordre SA".
Varetægtsarrestanten forlangte selv lægetilsyn henholdsvis ca. 1½ time og 2
timer efter anbringelsen. Mere end 12 timer senere anbefalede en anden
vagtmester, at varetægtsarrestanten blev tilset af en læge, og lægetilsyn
fandt
sted næsten 18 timer efter anbringelsen. Efter lægetilsynet ophørte
anbringelsen, og den pågældende blev overført til fængslets sygeafdeling.
I et andet tilfælde
(vedrørende en varetægtsarrestant den 9. oktober 1993) blev lægen ikke, men
alene sygeplejersken orienteret om anbringelsen, der skete for at hindre
selvmord eller selvbeskadigelse.
Jeg anmoder Københavns
Fængsler og Direktoratet for Kriminalforsorgen om udtalelser om spørgsmålet
om
manglende underretning/orientering af lægen i de 2 nævnte sager.
Der er anførsel om lægetilsyn
i 9 ud af de ovenfor nævnte 11 tilfælde.
I 1 tilfælde blev der i
forbindelse med sikringscelleanbringelsen af en strafafsoner anvendt
fikseringsmidler, og ingen magt. Anbringelsen skete den 25. august 1993 kl.
18.55 og ophørte den samme dag kl. 19.15, da indsatte efter samråd med en
sygeplejerske blev kørt til en skadestue. Fikseringen havde en varighed af 15
minutter, og der blev ikke tilkaldt læge.
Sagen giver mig ikke
anledning til bemærkninger på grund af oplysningerne om tidsforløbet og den
hurtige efterfølgende indbringelse på skadestue. (Indbringelsen skete bl.a.
på
grund af stærk påvirkning af medicin).
I 56 tilfælde blev der
anvendt magt i forbindelse med sikringscelleanbringelsen, og der var i 14 af
disse tilfælde yderligere tale om fiksering.
Vurderingen af tidspunktet
for lægetilkald i disse tilfælde er behæftet med en vis usikkerhed, da
tidspunktet herfor i enkelte tilfælde ikke er angivet enslydende på rapporten
og i observationsskemaet. Angivelserne divergerer med op til 15 minutter,
uden at det af observationsskemaet fremgår, at der forud for kontakten til
lægen har været tale om forsøg på tilkald. (Som eksempel herpå kan nævnes en
sag, hvor den pågældende blev anbragt i sikringscelle den 15. juli 1993 kl.
19.30. I følge rapporten blev lægen underrettet kl. 19.30, men i følge
observationsskemaet blev lægen tilkaldt kl. 19.45).
Jeg finder det uheldigt, at
der fremgår divergerende oplysninger om tidspunktet i henholdsvis rapporten
og
på observationsskemaet. Hvis forklaringen herpå er, at der har været
forudgående forsøg på tilkald, finder jeg det uheldigt, at dette ikke
fremgår.
Ved min vurdering af
tidspunktet for lægetilkald i de nævnte 56 tilfælde har jeg lagt det seneste
tidspunkt til grund. Tilfældene fordeler sig tidsmæssigt sådan:
I 1 enkelt tilfælde
vedrørende en varetægtsarrestant den 9. oktober 1993 fremgår det, at der ikke
blev tilkaldt læge, men alene en sygeplejerske. Det fremgår af rapporten, at
der ved anbringelsen blev anvendt magt, idet "indsatte [blev] holdt løst
i
den ene overarm".
Jeg finder det beklageligt,
at der trods oplysningen om magtanvendelse ikke blev tilkaldt læge i
overensstemmelse
med cirkulærets § 4, stk. 2.
I 28 tilfælde blev lægen
tilkaldt inden 5 minutter og i 12 tilfælde inden 10 minutter.
I 6 tilfælde blev tilkaldet
foretaget inden 15 minutter, og i 1 af disse tilfælde blev der forsøgt et
tilkald senest 5 minutter efter anbringelsen.
I 3 tilfælde blev lægen
tilkaldt inden 20 minutter, og i andre 3 tilfælde inden 25 minutter.( I den
sidstnævnte gruppe falder 1 tilfælde, hvor der blev forsøgt lægetilkald
forud,
men forsøget blev først foretaget 19 minutter efter anbringelsen).
I 1 tilfælde blev lægetilkald
foretaget inden 30 minutter og i endnu 1 tilfælde inden 40 minutter. (I det
sidstnævnte tilfælde blev læge forsøgt tilkaldt 10 minutter efter
anbringelsen).
Tidspunktet for lægetilkald
fremgår i 1 tilfælde hverken af rapporten eller af observationsskemaet.
Lægetilkald 20 minutter
efter, at anbringelsen har fundet sted, overstiger klart den tidsramme, som
personalet har til at tilkalde læge i disse situationer. Også lægetilkald,
der
finder sted efter 10 minutter uden forudgående forgæves forsøg på at tilkalde
læge, forekommer mig at være noget sent. Jeg henviser til det, der er anført
i
Direktoratet for Kriminalforsorgens følgeskrivelse til det tidligere gældende
cirkulære, hvorefter udgangspunktet er, at tilkald af læge er det første, der
skal foretages, efter at anbringelsen/fikseringen er gennemført.
Jeg er bekendt med, at
Direktoratet for Kriminalforsorgen i en følgeskrivelse af 27. maj 1994 til
det
nye cirkulære om bl.a. sikringscelleanbringelse har taget min opfattelse til
efterretning, at lægetilkald 10 minutter efter fikseringen ikke er i
overensstemmelse
med gældende regler.
Under hensyntagen til, at der
i 2 af tilfældene med sent lægetilkald er anvendt fikseringsmidler, der også
efter det nye cirkulæres § 13, stk. 1, fordrer omgående lægetilkald, udbeder
jeg mig underretning om, hvad Københavns Fængsler vil gøre for i fremtiden at
sikre, at tilkald af læge omgående finder sted i disse tilfælde
(sikringscelleanbringelsen
med fikseringsmidler).
Efter cirkulærets § 4, stk.
2, skulle lægetilsyn i tilfælde af sikringscelleanbringelse med
fikseringsmidler eller anvendelse af magt finde sted "snarest
muligt".
I 4 tilfælde blev der ikke
ført lægetilsyn.
Det første tilfælde er omtalt
ovenfor vedrørende en strafafsoner, der blev indsat i sikringscelle den 25.
august 1993, og som efter kort tid blev kørt til en skadestue efter samråd
med
sygeplejersken. Lægen blev ikke tilkaldt. Tilfældet giver mig, som anført
ovenfor, ikke anledning til bemærkninger.
Det andet tilfælde er omtalt
ovenfor og vedrører en varetægtsarrestant, der med anvendelse af magt
("holdt løst i den ene overarm") blev anbragt i sikringscelle den
9. oktober 1993. Anbringelsen skete for at hindre selvmord eller
selvbeskadigelse.
Lægen blev ikke tilkaldt. Sygeplejersken foretog tilsyn 2 timer og 5 minutter
efter anbringelsen.
Det tredie tilfælde vedrører
en hæfteafsoner, der den 31. august 1993 på grund af uligevægtighed og
delerium
blev indsat i observationscelle. Den 1. september 1993 kl. 00.15 blev den
pågældende, der var faldet af briksen (under eller efter søvn), efter samråd
med sygeplejersken fikseret med mavebælte for at falde til ro. Lægen blev
informeret herom og godkendte fikseringen, men der ses ingen notering om et
egentligt lægetilsyn. (Den pågældende, der var fikseret fra kl. 00.15 til kl.
10.00 blev i øvrigt hyppigt tilset, og der er gjort antegnelser om, at han
sov).
Det fjerde tilfælde vedrører
en varetægtsarrestant den 23. september 1993, der havde skåret sig ved
håndledet.
Den pågældende blev med "lette støttegreb" indsat i sikringscelle
fra
kl. 11.15 til kl. 11.35 og blev fikseret med mavebælte fra kl. 11.20 til kl.
11.32. I rapporten har en overvagtmester anført en bemærkning om, at den
pågældende
blev tilset af lægen. Imidlertid er rapporten ikke påført en påtegning fra en
læge om noget tilsyn. (Observationsskemaet, der formentlig vedrører en
efterfølgende hensættelse i observationscelle, angiver, at den pågældende
ankom til celle SM 12 uden brug af magt kl. 11.30. Det fremgår endvidere af
skemaet, at lægen blev tilkaldt kl. 11.20, og skemaet har kun angivelse af,
at
en sygeplejerske har tilset varetægtsarrestanten kl. 12.10. Arrestanten blev
kørt på skadestuen kl. 13.10).
Jeg må lægge til grund, at
der i de 3 sidstnævnte tilfælde ikke er forholdt i overensstemmelse med
cirkulærets bestemmelser om lægetilsyn. Dette finder jeg beklageligt.
Af de 57 tilfælde
(fikseringsmidler/anvendelse af magt) blev der i de resterende i 53 tilfælde
foretaget lægetilsyn.
Tidspunktet for lægetilsynet
fordeler sig sådan: 0 - 30 minutter 28 tilfælde (29 tilfælde, hvis der er
tale
om en skrivefejl i den under pkt. 10 nedenfor nævnte sag), 31 - 45 minutter 8
tilfælde, 46 - 60 minutter 5 tilfælde, over 1 og under 1½ time 8 tilfælde (7
tilfælde) og over 1½ og under 2 timer 3 tilfælde.
I et tilfælde (vedrørende en
hæfteafsoner den 16. oktober 1993) gik der 3 timer og 40 (50) minutter, inden
lægetilsyn blev foretaget. På observationsskemaet er anført en bemærkning om,
at "Personalet, som kom med inds. ville ikke oplyse om grunden til
anbringelsen, kun at der var brugt magt". Anbringelsen skete for at
afværge truende vold.
I min skrivelse af 8. maj
1992 vedrørende tilkaldelse af læge i forbindelse med
sikringscelleanbringelse
i Statsfængslet i Horsens tog jeg til efterretning, at direktoratet havde
iværksat nogle tiltag med henblik på at sikre en bedre kontakt med og bistand
fra det almindelige vagtlægesystem i forbindelse med
sikringscelleanbringelser.
Jeg bemærkede, at jeg gik ud fra, at direktoratet senere ville foretage
undersøgelser med henblik på at få oplyst, om de nævnte tiltalg havde haft
den
ønskede effekt i relation til at sikre, at lægetilsyn sker i overensstemmelse
med cirkulærets bestemmelser.
Jeg anmodede samtidig om at
modtage underretning om, hvad der sker i anledning af min henstilling om, at
der etableres en ordning, der gør det muligt at iagttage bestemmelsen i § 4,
stk. 2.
I Direktoratet for
Kriminalforsorgens følgeskrivelse af 27. maj 1994 vedrørende nye regler om
bl.a. anvendelse af sikringscelle har direktoratet henstillet, at de
institutioner, der har sikringscelle, overvejer, om der er behov for at tage
initiativer til styrkelse af samarbejdet med læger i lokalområdet vedrørende
tilsyn med sikringscelleanbragte. Direktoratet har i den forbindelse henvist
til bilag 8 til en betænkning, der er afgivet af arbejdsgruppen vedrørende
anvendelse af sikringscelle i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse i
november 1992. (Bilag 8 er et notat om forslag til initiativer til styrkelse
af
samarbejdet med læger i lokalområdet vedrørende tilsyn med
sikringscelleanbragte).
Af bilaget fremgår det, at
Københavns Fængsler har fastansatte læger i tilkaldevagt døgnet rundt,
hvorfor
fængslet selv kan klare akutte lægelige opgaver, herunder tilsynet af
sikringscelleanbragte uden for normal arbejdstid.
På den baggrund anmoder jeg
Københavns Fængsler og Direktoratet for Kriminalforsorgen om udtalelser om,
hvorvidt tidspunktet for lægetilsyn har været i overensstemmelse med
cirkulærets § 4, stk. 2, ("snarest muligt") i de 12 (11) tilfælde,
hvor tilsynet er foretaget senere end 1 time efter anbringelsen.
Tilfældene vedrører
sikringscelleanbringelse af:
strafafsoner den 6. maj 1993 kl. 16.45 (hindre selvmord)
varetægtsarrestant den 21. maj 1993 kl. 19.20
varetægtsarrestant den 3. juni 1993 kl. 7.11
varetægtsarrestant den 31. juli 1993 kl. 9.00
strafafsoner den 1. august 1993 kl. 10.00
varetægtsarrestant den 2. august 1993 kl. 18.10
varetægtsarrestant den 7. august 1993 kl. 11.45
varetægtsarrestant den 23. august 1993 kl. 10.55
(hindre selvmord)
hæfteafsoner den 28. august 1993 kl. 21.25
strafafsoner
den 30. august 1993 kl. 11.15 (muligvis skrivefejl)
anholdt
den 21. september 1993 kl. 21.05 (hindre selvmord)
hæfteafsoner
den 16. oktober 1993 kl. 08.40.
Efter § 5, stk. 1, i det
tidligere gældende cirkulære skulle den indsatte jævnligt tilses af
personalet,
og en indsat, der var fikseret, skulle efter bestemmelsens stk. 2, have fast
vagt.
I langt hovedparten af de 54
tilfælde, som jeg har modtaget observationsskema for, blev det almindelige
tilsyn ført med kortvarige intervaller og med højst 30 minutter mellem nogle
af
de enkelte tilsyn.
I enkelte sager har jeg
konstateret, at der i nogle få tilfælde kunne gå lidt mere end 30 minutter
mellem enkelte af tilsynene, og i få sager har jeg konstateret, at der gik op
til 1 time mellem enkelte af tilsynene. I disse sager har der således være
tale
om manglende iagttagelse af de regler, som Københavns Fængsler har fastsat
for
anbringelse i sikringscelle, og hvorefter indsatte under ophold i
sikringscellen uden fiksering skal tilses med intervaller, der i intet
tilfælde
må overstige ½ time.
En sag har givet anledning
til nærmere overvejelse, for så vidt angår spørgsmålet om notering af
tidspunktet for det almindelige tilsyn. Det drejer sig om en
varetægtsarrestant, der blev indsat i sikringscelle den 5. september 1993.
Fra
kl. 22.00 blev den indsatte tilset af den samme funktionær, og tilsynet skete
efter angivelserne med 30 minutters interval. Kl. 02.20 ophørte
sikringscelleanbringelsen. Imidlertid er der i observationsskemaet anført
tidspunkter for efterfølgende tilsyn frem til kl. 06.30 og alle med 30
minutters interval. Skemaet synes på den baggrund udfyldt på forhånd. For så
vidt tilsynene rent faktisk ville være blevet ført på de anførte tidspunkter,
giver det mig ikke anledning til bemærkninger, at skemaet er udfyldt på
forhånd. Der kan herved imidlertid opstå risiko for angivelse af et
fejlagtigt
tidspunkt for tilsynet, hvilket jeg finder uheldigt. I det konkrete tilfælde
har jeg ikke grundlag for at antage, at tilsynene indtil kl. 02.20 ikke blev
ført som angivet. Det bemærkes herved, at de på forhånd angivne tidspunkter
for
tilsyn efter kl. 02.20 er overstreget.
Efter § 7 i det tidligere
gældende cirkulære måtte ophold i sikringscelle ikke udstrækkes længere, end
formålet gjorde det absolut påkrævet.
Sikringscelleanbringelsen
varede under 5 timer i 48 af tilfældene, under 7 timer i 3 tilfælde, under 15
timer i 11 tilfælde, under 19 timer i 5 tilfælde og i 1 enkelt tilfælde under
25 timer.
Gennemgangen af rapporterne
giver mig ikke anledning til bemærkninger ud over dem, der er anført ovenfor.
d. Magtanvendelse.
Fra Københavns Fængsler
modtog jeg for perioden 27. august 1993 til 22. oktober 1993 29 rapporter
vedrørende magtanvendelse i Vestre Fængsel. Vedrørende magtanvendelse i
Blegdamsvejens Fængsel modtog jeg 8 rapporter for perioden 3. marts 1993 til
23. september 1993. Jeg modtog endvidere 5 rapporter vedrørende
magtanvendelse
i institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm for perioden 13.
april 1993 til 2. juli 1993. Rapporterne vil blive behandlet samlet nedenfor.
De samlede 42 rapporter
fordeler sig således: varetægtsarrestanter 20, strafafsonere 9,
frihedsberøvede
efter udlændingelovens § 36 7, anholdte 4 og hæfte 2.
Reglerne om magtanvendelse
findes dels i bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af
frihedsstraf,
med senere ændringer, dels i bekendtgørelse af 12. september 1978 om ophold i
varetægtsfængsel. Med hjemmel i henholdsvis § 32, stk. 2, og § 34, stk. 2, i
disse bekendtgørelser er der udstedt cirkulære af 15. april 1988 om
magtanvendelse over for indsatte. (Med virkning fra den 1. juli 1994 er
cirkulærets § 7, stk. 6, ophævet og § 8 ændret.)
Cirkulærets bestemmelser er
også gældende ved magtanvendelse over for frihedsberøvede asylansøgere, jf.
udlændingelovens § 36, jf. retsplejelovens § 776.
Cirkulærets §§ 2 - 4 har
følgende ordlyd:
"
§ 2.
Personalet kan anvende magt, når øjeblikkelig indskriden er
nødvendig for at
afværge personlig overlast,
hindre selvmord eller
selvbeskadigelse,
hindre undvigelse eller
standse undvegne, hvis der er grund til at tro, at dette ikke kan gennemføres
på anden måde.
Stk. 2.
I det omfang, det må anses for nødvendigt, kan magtanvendelse
omfatte brug af håndkraft (greb, puf), skub samt brug af stav og tåregas af
godkendt type.
Stk. 3.
Bestemmelse om anvendelse af magt efter reglerne i stk. 1
og 2 træffes af institutionens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis
forholdene ikke tillader, at man afventer lederens/arrestforvarerens
afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er
ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende
leder/arrestforvareren skal normalt omgående underrettes om det passerede.
§ 3.
Personalet kan anvende magt, hvis det er nødvendigt for at
gennemføre den indsattes fremstilling i retten, dersom
retten på forespørgsel i det enkelte tilfælde har erklæret, at fremstillingen
ønskes gennemført, selv om anvendelse af magt måtte være nødvendig,
gennemføre visitation i tilfælde, hvor der er grund til
at antage, at den indsatte ellers vil volde skade på sig selv eller andre,
gennemføre visitation, der må anses for påkrævet for at
hindre strafbart forhold eller i øvrigt af sikkerhedsmæssige hensyn,
gennemføre personalets anvisninger om opholdssted.
Stk. 2.
Magtanvendelse kan kun omfatte brug af håndkraft.
Stk. 3.
Bestemmelse om anvendelse af magt efter reglerne i stk. 1
og 2 træffes af institutionens vagthavende leder/arrestforvareren eller den,
han bemyndiger dertil. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer den
pågældendes afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende
funktionær,
som er ansvarlig for tjenesteområdet.
§ 4.
Al magtanvendelse forudsætter, at mindre indgribende foranstaltninger
forgæves har været anvendt eller åbenbart vil være uanvendelige.
Stk. 2.
Anvendelse af magt skal altid ske med besindighed og må
aldrig overskride det for øjemedet påkrævede. Der må i det enkelte tilfælde
kun
anvendes det efter forholdene mindst vidtgående magtmiddel."
I 8 tilfælde blev der anvendt
magt for at afværge personlig overlast, i 2 tilfælde for at hindre selvmord
eller selvbeskadigelse, i 3 tilfælde for at hindre undvigelse og i 16
tilfælde
for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden.
Af de resterende 13 tilfælde
blev der i 1 tilfælde anvendt magt for at afværge personlig overlast og for
at
hindre selvmord eller selvbeskadigelse, i 1 tilfælde for at afværge personlig
overlast og for at gennemføre visitation, i 7 tilfælde for at afværge
personlig
overlast og for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden, i 3
tilfælde for at afværge personlig overlast, hindre selvmord eller
selvbeskadigelse og for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden
og
i det sidste tilfælde for at afværge personlig overlast, hindre selvmord
eller
selvbeskadigelse, gennemføre visitation og for at gennemføre flytning fra en
lokalitet til en anden.
Cirkulærets §§ 6 og 7
indeholder særlige forskrifter i forbindelse med anvendelse af tåregas og
stav.
Disse midler er ikke anvendt i de tilfælde, der er beskrevet i de modtagne
rapporter.
Magtanvendelsen bestod efter
angivelserne i alle tilfælde i håndkraft (skub, puf, føregreb, sidehalsgreb
og
armsnoningsgreb). Af en enkelt rapport for den 19. september 1993 fremgår det
af beskrivelsen af episoden, at den indsatte havde angrebet funktionæren med
celleradioen. Funktionæren, hvis hænder var optaget, afværgede angrebet ved
at
sparke på indsatte håndled.
Magtanvendelsen skete enten
akut eller blev søgt undgået ved samtale. I enkelte rapporter er der angivet
et minus ud for rubrikken for, hvorledes magtanvendelsen er søgt undgået. Jeg
har forstået denne angivelse således, at magtanvendelsen i de sager var akut.
I 2 rapporter (vedrørende magtanvendelse
henholdsvis den 19. marts og den 30. september 1993, varetægtsarrestanter) er
der ingen angivelse af, hvorvidt magtanvendelsen blev forsøgt undgået.
Magtanvendelsen
kunne måske have været undgået ved samtale, men jeg har ikke tilstrækkeligt
grundlag for at antage dette. Jeg finder det imidlertid uheldigt, at
rapporterne
ikke angiver, hvorvidt magtanvendelsen blev forsøgt undgået.
26 af tilfældene er omfattet
af cirkulærets § 2.
I 11 tilfælde er det - med
tidsangivelse - angivet, at såvel overvagtmesteren/arrestforvareren og
institutionens ledelse blev underrettet.
I 2 tilfælde fremgår det -
med tidsangivelse - at alene institutionens ledelse blev underrettet.
I 9 tilfælde er det - med
angivelse af tidspunktet herfor - afkrydset, at alene
overvagtmesteren/arrestforvareren
blev underrettet. Heraf er der i 4 tilfælde ingen noteringer på det modtagne
materiale om ledelsens godkendelse. I de resterende 5 tilfælde fremgår det,
at
rapporten efterfølgende blev godkendt af ledelsen efter henholdsvis 3, 14 og
18
dage og efter henholdsvis 1 måned og 1 måned og 11 dage.
4 tilfælde, der vedrører
magtanvendelse i Vestre Fængsel den 22. september 1993 (varetægtsarrestant),
den 22. september 1993 (varetægtsarrestant, den 1. oktober 1993 (anholdt) og
den 15. oktober 1993 (anholdt), indeholder ikke afkrydsning hverken i
rubrikken
om underretning af overvagtmesteren/arrestforvareren eller i rubrikken om
underretning af institutionens ledelse. I de 2 førstnævnte tilfælde er der
dog på rapportens forside gjort bemærkning om, at fløjovervagtmesteren blev
informeret. Tidspunktet herfor fremgår ikke. I det 3. og 4. tilfælde er
rapporten godkendt af ledelsen henholdsvis på 3. og 18. dagen efter
magtanvendelsen.
I de i alt 20 tilfælde, hvor
der skete underretning af overvagtmesteren, og tidspunktet herfor kan
konstateres, skete den i 15 tilfælde inden for 5 minutter. I 3 tilfælde gik
der
indtil 10 minutter. I de resterende 2 sager blev overvagtmesteren underrettet
henholdsvis 25 og 27 minutter efter magtanvendelsen. I det førstnævnte af
disse tilfælde blev ledelsen underrettet 55 minutter efter anvendelsen og i
det
sidstnævnte ses der ikke at være foretaget underretning af ledelsen. I begge
tilfælde blev læge tilkaldt kort tid efter magtanvendelsen. Jeg går ud fra,
at
der forelå særlige omstændigheder, der bevirkede den relativt sene
underretning
af vagthavende leder.
Institutionens ledelse blev
underrettet i i alt 13 tilfælde: i 3 tilfælde inden 5 minutter efter
anvendelsen, i 3 tilfælde inden 10 minutter, i 2 tilfælde inden 1 time, i 1
tilfælde inden 2 timer, i 1 tilfælde inden 4 timer og i 1 tilfælde inden 5
timer efter magtanvendelsen. Overvagtmesteren var i alle disse tilfælde
underrettet
forinden om magtanvendelsen.
I de resterende 2 tilfælde
blev institutionens ledelse underrettet henholdsvis 1 minut og 10 minutter
efter anvendelsen. Overvagtmesteren var ikke underrettet i disse tilfælde.
Jeg anmoder Københavns
Fængsler om nærmere oplysning om, hvilke retningslinier der følges i relation
til cirkulærets § 2, stk. 3, 3. pkt., om underretning af vagthavende leder.
Efter cirkulærets § 8 skulle
lægetilsyn finde sted, når der havde været anvendt magt, medmindre
institutionens vagthavende leder/arrestforvareren fandt det åbenbart
unødvendigt.
(Som anført ovenfor er bestemmelsen ændret med virkning fra den 1. juli
1994.)
I 22 tilfælde er der
foretaget notering om lægetilkald, og i 22 tilfælde - uden at der er tale om
fuldstændigt sammenfald - kan det konstateres, at der blev udført lægetilsyn.
Der foreligger i enkelte
sager oplysninger om, at der blev foretaget en konkret vurdering af, om
lægetilsyn blev anset for åbenbart unødvendig. Jeg går ud fra, at en sådan
vurdering er foretaget og med det samme resultat i de øvrige sager, hvor
lægetilsyn
ikke er noteret udført.
1 rapport fra Vestre Fængsel
(27. september 1993, varetægtsarrestant) giver mig anledning til
bemærkninger.
På den kopi af rapporten vedrørende magtanvendelse, som jeg modtog til
belysning af disse tilfælde, fremgår det, at lægen blev tilkaldt kl. 8.35.
Lægens bemærkninger fremgår ikke af denne rapport. Varetægtsarrestanten blev
senere den samme dag anbragt i sikringscelle, og blandt det materiale, som
jeg
modtog til belysning af sådanne anbringelser, er en anden kopi af rapporten
om
magtanvendelse i den konkrete sag. På sidstnævnte rapport har lægen anført:
"28/9/93 Mig bekendt blev vagthavende læge
ikke
underrettet om denne magtanvendelse 27/9/93".
Jeg finder det meget
uheldigt, hvis det i rapporter om magtanvendelse anføres, at læge er
tilkaldt,
uanset at det forholder sig anderledes. Efter en gennemgang af
rapportmaterialet har jeg dog ikke grundlag for at antage, at der generelt
sker
en fejlagtig angivelse. Der må være tale om et enkeltstående tilfælde, og jeg
foretager mig derfor ikke videre vedrørende spørgsmålet.
e. Forhørsprotokollen
(disciplinærsager).
Jeg modtog kopi af
forhørsprotokollen vedrørende 67 forhør afholdt i perioden fra den 7. oktober
til den 3. november 1993 og kopi af notater i 2 sager. Ved min gennemgang af
protokollen er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af baggrunden for
indberetningerne om forhørene og af de afgørelser, der er truffet i
forbindelse
med forhørene.
Det modtagne materiale
vedrørte 42 varetægtsarrestanter, 26 strafafsonere, og 1 vedrørte hæfte.
De relevante bestemmelser for
gennemførelsen af disciplinærsager over for indsatte findes i cirkulære af
10.
marts 1976, med senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af
disciplinærstraf over for indsatte og om disciplinærsagers gennemførelse.
Over
for varetægtsarrestanter findes reglerne i cirkulære af 13. september 1978,
med
senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf og om
disciplinærsagers gennemførelse.
Bestemmelserne i §§ 7 - 11 i
cirkulæret af 10. marts 1976 med senere ændringer er indholdsmæssigt identisk
med bestemmelserne i §§ 6 - 10 i cirkulæret af 13. september 1978 med senere
ændringer. De førstnævnte bestemmelser har denne ordlyd:
"
§ 7.
Den, der udøver disciplinærmyndigheden, afgør, om disciplinærsagen
kan gennemføres på grundlag af den foreliggende indberetning, eller om det af
hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente
yderligere indberetninger eller foretage afhøringer af personale eller
indsatte.
Stk. 2.
Disciplinærsager skal altid behandles hurtigst muligt.
§ 8.
Disciplinærsager om ikendelse af bøder kan gennemføres uden
den indsattes tilstedeværelse, dersom overtrædelsen umiddelbart har kunnet
konstateres, eller sagens omstændigheder i øvrigt må anses for fuldt
klarlagt.
I så fald skal den indsatte skriftligt underrettes om, hvilken afgørelse der
agtes truffet og om adgangen til at udtale sig i sagen.
Stk. 2.
Gennemførelse af sagen uden den indsattes tilstedeværelse
forudsætter, at han ikke ønsker at udtale sig i sagen. Hvis han ønsker at få
lejlighed hertil, gennemføres disciplinærsagen efter reglerne i § 9.
Stk. 3.
Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig
protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede, oplysning
om, hvilke bestemmelser der er overtrådt og oplysning om afgørelsen. I
notatet
skal det anføres, at den indsatte er underrettet om adgangen til at udtale
sig.
§ 9.
I disciplinærsager i øvrigt gøres den indsatte bekendt med,
hvad der er indberettet, og orienteres i hovedtræk om, hvad der måtte være
fremkommet under eventuelle afhøringer i sagen.
Stk. 2.
Afgørelsen træffes under den indsattes tilstedeværelse,
efter at han har haft lejlighed til at udtale sig.
Stk. 3.
Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens
funktionærer.
Stk. 4.
Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig
protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede og de
afgivne forklaringer, der skal protokolleres, medens vedkommende er til
stede.
Protokollatet søges affattet således, at det kan godkendes af den pågældende.
Notatet skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke bestemmelser der anses
overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist og oplysning om
afgørelsen.
§ 10.
Hvis den indsatte ikke ønsker at give møde i anledning af en
disciplinærsag, kan sagen gennemføres uden hans tilstedeværelse.
Stk. 2.
Den indsatte skal underrettes om afgørelsen.
Stk. 3.
Der gøres notat om disciplinærsagen i overensstemmelse med
reglerne i § 9, stk. 4, med tilføjelse om, at den indsatte ikke har ønsket at
give møde.
§ 11.
Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift af
notatet om disciplinærsagen. Oplysninger kan dog udelades i det omfang,
hensynet til institutionens sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger
det."
Cirkulæret af 10. marts 1976,
med senere ændringer, indeholder endvidere i § 12 følgende bestemmelse:
"
Stk. 1....
Stk. 2....
Stk. 3.
Indsatte, der hensættes i forhørscelle eller udstår strafcelle,
er udelukket fra alt fællesskab i institutionen. Der er i almindelighed
adgang
til dagligt at tilbringe mindst 1 time i fri luft. Der er endvidere adgang
til
deltagelse i gudstjeneste i institutionen, medmindre sikkerhedshensyn taler
derimod.
Institutionens leder kan i
øvrigt tillade begrænset fællesskab, såfremt særlige forhold i det enkelte
tilfælde taler derfor.
Stk. 4....
Stk. 5.
Den indsatte er ikke undergivet andre begrænsninger end
dem, der følger af udelukkelsen fra fællesskab..."
Cirkulæret af 13. september
1978, med senere ændringer, indeholder i § 11 følgende bestemmelse:
"
Stk. 1....
Stk. 2.
Varetægtsarrestanter, der hensættes i forhørscelle eller
strafcelle, er udelukket fra alt fællesskab i institutionen. Der er i
almindelighed adgang til dagligt at tilbringe mindst 1 time i fri luft. Der
er
endvidere adgang til deltagelse i gudstjeneste i institutionen, medmindre
sikkerhedshensyn taler derimod.
Stk. 3....
Stk. 4.
Varetægtsarrestanten er ikke undergivet andre begrænsninger
end dem, der følger af udelukkelsen fra fællesskabet. ..."
36 af sagerne endte med
ikendelse af en disciplinærsanktion i form af strafcelle (3 dage: 20
tilfælde,
5 dage: 14 tilfælde og 7 dage: 2 tilfælde). Af disse sager blev der i 4
tilfælde tillige truffet bestemmelse om, at den pågældende ikke måtte deltage
i
gudstjeneste eller kirkelige handlinger. Samme bestemmelse blev truffet i 3
andre sager, hvor der i øvrigt ikke skete ikendelse af nogen
disciplinærstraf.
Disciplinærstraf blev heller ikke ikendt i 7 sager, hvor de pågældendes
besøgstilladelser blev inddraget. I et 8. tilfælde med inddragelse af en
udgangstilladelse ses beslutningen herom begrundet med, at grundlaget for
tilladelsen - ægtefællens indlæggelse på hospital - var bortfaldet, da han
var blevet udskrevet. Beslutningen ses ikke at være begrundet med misbrug i
forbindelse med tidligere udgange. (Sagen er omtalt i et notat af 28. oktober
1993.) I 2 tilfælde endte forhøret med, at den pågældende fik
udgangskarantæne.
1 forhør endte med anbringelse i enrum, et andet med erstatningsansvar for
forvoldt skade, og 7 endte med en advarsel. I 13 tilfælde blev der truffet
bestemmelse om destruktion; det drejede sig om f.eks. knive, kanyler og
sprøjter. 13 forhør endte med, at der ikke skulle foretages yderligere.
I en sag blev der i
forbindelse med visitation af den pågældendes celle i Næstved Arrest fundet
nogle effekter, herunder en lommekniv med et blad på
8 cm. Den indsatte blev efterfølgende
overført til Vestre Fængsel, hvor der blev afholdt forhør. Af protokollen
fremgår det, at den indsatte fik meddelelse om, at Vestre Fængsel ikke ville
foretage sig videre, men ville afvente, "hvis der kommer noget fra
arrestforvareren i Næstved angående visitationen i celle 5". Der
foreligger ikke oplysninger om en eventuel disciplinærsanktion.
Blandt det modtagne materiale
er endvidere et notat af 8. oktober 1993, der omtaler et rapporteret
flugtforsøg med efterfølgende afhøring af den pågældende. Af notatet fremgår
det, at der over for den pågældende blev iværksat foranstaltninger til at
begrænse hans flugtmuligheder, og at han senere blev flyttet til en celle med
særlig sikring. At notatet fremgår det endvidere, at der blev truffet
bestemmelse om ikke at foretage videre.
2 afhøringsrapporter af
henholdvis den 11. og den 25. oktober 1993 vedrørte den samme
varetægtsarrestant. Af den første rapport fremgår det, at det efter
overvagtmesterens opfattelse ikke ville være muligt at lave en fornuftig
afhøring af den pågældende, da han var meget psykisk uligevægtig. Det blev
meddelt personalet, at forhørscelleanbringelsen var ophørt på dagen for den
forgæves afhøring. Af den senere afhøringsrapport fremgår det ikke, hvilken
afgørelse der blev truffet over for varetægtsarrestanten i anledning af det
indrapporterede forhold. Jeg går ud fra, at der blev truffet bestemmelse om
ikke at foretage yderligere i relation til ham, ligesom jeg går ud fra, at
det
er en forglemmelse, at dette ikke fremgår af afhøringsrapporten.
1 afhøring endte med, at
indsatte, der var udeblevet efter en § 31 udgang (udgang til særligt formål),
fik meddelelse om, at der ville blive udregnet en ny strafberegning, og at
udgangsmisbruget ville blive taget i betragtning ved fremtidige ansøgninger
om
udgang.
Langt hovedparten - i alt 45
- af sagerne blev behandlet enten samme dag eller dagen efter, at det
forhold,
der gav anledning til sagen, var begået. 1 af disse sager omfattede tillige
et
forhold, der var begået 9 dage tidligere, og som vedrørte indtagelse af
narkotiske stoffer under udgang. Der blev i den anledning foretaget en
medikamentanalyse,
men der foreligger ingen oplysninger om, hvornår resultatet af denne analyse,
der var positiv for benzodiazepiner, forelå. Det fremgår endvidere ikke, om
der for dette forhold blev udfærdiget særskilt rapport.
Andre 15 sager blev behandlet
senest på 3. dagen efter, at forholdet var begået. 4 sager blev behandlet på
4.
dagen og 1 sag på 5. dagen.
I 1 tilfælde blev en indsat,
der var beskæftiget i køkkenet, afhørt den 18. oktober 1993 i anledning af en
medikamentanalyse af 8. oktober 1993. Der er ingen oplysninger om, hvornår
resultatet af analysen, der var positiv for hash, forelå. Jeg går ud fra, at
resultatet af analysen ikke forelå den 8. oktober 1993. I modsat fald er
disciplinærsagen efter min opfattelse ikke blevet behandlet hurtigst muligt,
jf.
cirkulærets § 7, stk. 2.
I 1 tilfælde blev en
varetægtsarrestant forsøgt afhørt den 11. oktober 1993 for et forhold, der
havde fundet sted den 9. oktober 1993. Afhøringen blev imidlertid ikke
gennemført den 11. oktober 1993, da overvagtmesteren vurderede, at det ville
være "umuligt at lave en fornuftig afhøring af indsatte", der var
meget psykisk uligevægtig. Afhøringen blev senere gennemført den 25. oktober
1993. Jeg går ud fra, at overvagtmesteren - selv om den pågældende under det
senere forhør selv forklarede, at han "har det udmærket og har haft det
godt de sidste mange dag(e)" - har vurderet, at der først kunne
gennemføres en "fornuftig" afhøring på dette sene tidspunkt.
I den ene af de 2 sager, hvor
jeg har modtaget et notat i stedet for afhøringsrapporter, synes den
pågældende at være blevet afhørt den samme dag, som det indberettede forhold
blev begået, og der synes straks at være truffet afgørelse om indførelse af
foranstaltninger til at begrænse flugtmulighederne.
I den anden sag, hvor der er
udfærdiget et notat den 28. oktober 1993, skulle den indsatte have haft
udgang
den 27. oktober 1993. Der havde været tale om udgangsmisbrug på grund af
indtagelse af narkotiske stoffer i forbindelse med en udgang den 20. oktober
1993. Forud for udgangen den 27. oktober 1993 blev det oplyst, at grundlaget
for udgangstilladelsen var bortfaldet, da den pågældendes ægtefælle ikke
længere var indlagt på hospital. Udgangstilladelsen blev af den grund
inddraget. Notatet ses ikke udfærdiget som led i en sag som følge af
udgangsmisbruget
den 20. oktober 1993.
En enkelt sag blev gennemført
uden varetægtsarrestantens tilstedeværelse, da han ønskede at sove og derfor
ikke ville møde. Arrestanten blev ikendt en disciplinærstraf af 3 dages
strafcelle, og det blev tilkendegivet, at der ville blive krævet erstatning
for
forvoldt skade. Varetægtsarrestanten blev gjort bekendt med afgørelsen og
modtog klagevejledning. Afgørelsen blev senere med en undskyldning
tilbagekaldt over for den pågældende, da det havde vist sig, at en anden
indsat
retteligt skulle have været indberettet for forholdet.
I de øvrige sager - jeg ser
her bort fra de 2 sager, hvor der blot er et notat - fremgår det, at den
indsatte/varetægtsarrestanten mødte til forhør og blev gjort bekendt med
anledningen
til forhøret.
Det fremgår endvidere, at han
havde ret til at udtale sig, og at der i alle tilfældene var et vidne til
stede
under forhøret.
I sagerne - bortset fra nogle
ganske få - er der i protokollen gjort en bemærkning om, at protokollatet er
læst
og vedstået. I de ganske få undtagelsestilfælde fremgår der ingen oplysning
om, at den indsatte/varetægtsarrestanten ikke ønskede at påhøre et diktat til
protokollen. Jeg går derfor ud fra, at det skyldes en forglemmelse, at
protokollen i disse sager ikke indeholdt den nævnte bemærkning.
I nogle tilfælde fremgår der
af forhørsprotokollen ingen angivelse af hjemlen for den trufne afgørelse.
Det
drejer sig særligt om afgørelser, hvor den indsatte/varetægtsarrestanten fik
inddraget en besøgstilladelse, hvor der blev truffet beslutning om
destruktion/konfiskation
af effekter, og hvor den pågældende blev udelukket fra gudstjeneste (som
eneste
sanktion).
Kun i enkelte tilfælde, hvor
forhøret endte med ikendelse af en disciplinærstraf, ses notatet ikke at
indeholde
oplysning om, på hvilket grundlag overtrædelsen ansås for bevist.
En forhørsrapport fra den 25.
oktober 1993 af en indsat i anledning af en rapport af 21. oktober 1993
indeholdt om bevisgrundlagt således blot en bemærkning om, at overtrædelsen
"Efter det foreliggende" fandtes godtgjort.
En forhørsrapport fra den 8.
oktober 1993 i anledning af en rapport af 7. oktober 1993 vedrørende en
varetægtsarrestant indeholder ligeledes ingen oplysning om bevisgrundlaget.
Den
pågældende havde erkendt forholdet, der gav anledning til forhøret, og der
kunne have været henvist til denne erkendelse.
Hvis der i bevisgrundlaget
henvises til en indsats/varetægtsarrestants erkendelse af et forhold, skal
erkendelsen naturligvis fremgå af den forklaring, som den pågældende har
afgivet.
I en sag blev der afholdt
forhør den 4. oktober 1993 i anledning af en rapport af 3. oktober 1993
vedrørende slagsmål mellem to varetægtsarrestanter under maduddeling. Den ene
varetægtsarrestant forklarede under forhøret, at den anden havde slået ud
efter
ham, og at han kun modtog slag fra den anden og undlod at slå igen. En
fængselsbetjent forklarede, at de pågældende havde slået ud efter hinanden,
og
at der havde været tale om "regulær slåskamp". Førstnævnte
varetægtsarrestant blev gjort bekendt med denne forklaring og havde ingen
tilføjelser hertil. Den pågældende blev herefter ikendt en disciplinærstraf
af
strafcelle i 5 dage, og i bevisgrundlaget blev der henvist til: "Efter
det foreliggende, herunder den indsattes erkendelse af at have været i
slagsmål med en medindsat ..."
Der burde i den sag ikke have
været henvist til en erkendelse, som varetægtsarrestanten ikke var fremkommet
med. På grund af fængselsbetjentens forklaring har jeg imidlertid ikke
anledning til at foretage mig videre vedrørende den sag.
Manglende angivelse eller
ukorrekt angivelse af bevisgrundlaget har jeg, som anført ovenfor, kun
konstateret i meget få af de sager, hvor der skete ikendelse af en
disciplinærstraf. Jeg går derfor ud fra, at der alene er tale om
enkeltstående
tilfælde.
Bortset fra enkelte tilfælde
indeholder protokollen i sagerne, hvor der blev truffet afgørelse - enten om
ikendelse af en disciplinærsanktion eller om f.eks. inddragelse af en
besøgstilladelse - fornøden klagevejledning.
Et af undtagelsestilfældene
er et forhør den 25. oktober 1993 i anledning af en rapport af 21. oktober
1993
vedrørende en indsats rygning af hash. Den pågældende blev afhørt for
hashrygning den 21. oktober 1993, hvilket han benægtede. Under forhøret
erkendte han imidlertid at have røget hash tidligere på ugen. På grund af
denne
erkendelse blev han ikendt en disciplinærstraf af strafcelle i 3 dage. Selv
om
den pågældende erkendte det forhold, der begrundede sanktionen, burde han
have
modtaget klagevejledning. Jeg finder det beklageligt, at dette ikke skete.
I 3 tilfælde endte forhøret
med, at der ikke ville blive foretaget yderligere. Af protokollen i disse
sager
fremgår det imidlertid samtidig, at 1) heroin fundet hos varetægtsarrestanten
ville blive overgivet til politiet, 2) en kniv ville blive destrueret, og 3)
noget fyrværkeri fundet hos varetægtsarrestanten ville blive destrueret. Der
ses ikke at være meddelt de pågældende klagevejledning i forbindelse med
afgørelsen om konfiskation af disse effekter, hvilket jeg finder beklageligt.
Efter henholdsvis § 34, stk.
1, i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen og § 36, stk. 1, i bekendtgørelsen om
ophold
i varetægtsfængsel er den disciplinære myndighed hos institutionens leder
eller
den, han bemyndiger til på sit ansvar at udøve den.
Alle afhøringer er foretaget
af en overvagtmester, ligesom en overvagtmester har truffet afgørelse. Jeg
kan
derfor forstå, at der er sket en delegation af kompetencen til
overvagtmestrene.
Jeg anmoder om oplysning om,
hvorvidt der internt er fastsat retningslinier af anstaltens ledelse for
overvagtmestrenes udøvelse af denne myndighed - og i bekræftende fald hvilke.
Jeg anmoder endvidere om
oplysning om, hvilket tilsyn anstaltsledelsen fører med disciplinærområdet.
V. Opfølgning.
De udtalelser, som jeg
anmoder Københavns Fængsler om vedrørende de enkelte afsnit, beder jeg om,
bliver sendt til mig gennem Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvis
udtalelse
jeg ligeledes udbeder mig.
VI. Underretning.
Folketingets Retsudvalg
modtager en genpart af denne redegørelse."
Lignende dokumenter
- Afgørelse i sag om bygningernes anvendelse på [virksomhed1] i Allerød Komune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. marts 2014
- 1992 BSF 46 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPFORDRING TIL AT TRÆKKE AKTSTYKKE NR. 96 OM JUSTITSMINISTERIETS ERHVERVELSE AF EJENDOMMEN MATR. NR. 6 E AVNSTRUP OVERDREV, SÆRLØSE, TIL BRUG FOR ETABLERING AF ASYLCENTER M.V. TILBAGE FRA FINANSUDVALGET Retsinformation · 5. maj 1993
- Inspektion af Blegdamsvejens Fængsel den 15. december 2011 Retsinformation · 21. december 2013
- Afgørelse i klagesag om Allerød Kommunes afslag på landzonetilladelse til midlertidig ændret anvendelse af bygninger og udvidelse af parkeringsplads på [A1], Birkerød Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. marts 2025
- Opfølgning til inspektion af Blegdamsvejens Fængsel den 15. december 2011 Retsinformation · 8. januar 2014
- Opfølgning til inspektion af Inspektion af Arresthuset i Aalborg den 26. februar 2003 Retsinformation · 21. oktober 2014