Spring til indhold

Retsinformation

Inspektion af Københavns Fængsler.

ISP nr 1994.464InspektionssagerFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Inspektion af Københavns Fængsler.

Den 21. april 1995 afgav jeg

følgende redegørelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Københavns

Fængsler:

"Den 6. og 15. december

1993 aflagde jeg inspektionsbesøg i Københavns Fængsler (Vestre Fængsel,

Nytorv Fængsel, Blegdamsvejens Fængsel og institutionen for frihedsberøvede

asylansøgere i Sandholm). I tilslutning hertil modtog jeg supplerende

oplysninger af 8. og 28. december 1993 samt af 11. januar, 26. maj, 22. juli

og

30. september 1994 fra Københavns Fængsler i anledning af nogle spørgsmål,

som

jeg under og efter inspektionsbesøget havde stillet til anstalten.

Fra Direktoratet for

Kriminalforsorgen modtog jeg supplerende oplysninger i skrivelse af 7.

oktober

1994, ligesom jeg fra Direktoratet for Udlændinge modtog oplysninger ved

direktoratets skrivelse af 25. juli 1994.

I. Indledning.

Ombudsmanden har ikke

tidligere aflagt inspektionsbesøg i Københavns Fængsler.

Inspektionsbesøget den 6.

december 1993 i Vestre Fængsel fulgte følgende program:

- Samtale med fængselsinspektøren og vicefængselsinspektørerne.

- Møde med samarbejdsudvalget.

- Møde med talsmændene.

- Rundgang i fængslet.

Programmet for

inspektionsbesøget den 15. december 1993 i Nytorv Fængsel omfattede alene en

rundgang.

Læs alt

Inspektionsbesøget i

Blegdamsvejens Fængsel den 15. december 1993 havde følgende programpunkter:

- Møde med talsmændene.

- Rundgang.

I institutionen i Sandholm,

hvor inspektionsbesøget blev aflagt senere den 15. december 1993, omfattede

programmet disse punkter:

- Møde med talsmændene.

- Rundgang.

Under inspektionsbesøgene

blev der afholdt en afsluttende samtale med fængselsinspektøren, og for så

vidt angår besøget i Vestre Fængsel tillige med vicefængselsinspektørerne.

I forbindelse med

inspektionen modtog jeg et omfattende rapportmateriale, jf. nærmere nedenfor

under afsnit IV.

II. Bygningsmæssige forhold m.v.

A. Vestre Fængsel.

Vestre Fængsel er opført i

1895 og udvidet i 1918. Fængslet, der er et korsformet panoptisk opbygget

cellefængsel i fire etager, har en kapacitet på 448 pladser incl. Vestre

Hospital med 37 pladser. Fængslet har en kvinde- og familieafdeling med plads

til ca. 30 indsatte. I maj 1992 blev der oprettet en barak på Vestre Fængsel

med plads til 21 personer, der er frihedsberøvet efter udlændingeloven.

I Vestre Fængsel er der

etableret en modtagelsesafdeling til anholdte, frihedsberøvede og personer,

der

skal udstå straf i Københavns Fængsler.

Den samlede administration

for Københavns Fængsler er i Vestre Fængsel.

Belægget i Københavns

Fængsler er hovedsagelig varetægtsarrestanter fra københavnsområdet. Den

øvrige

del af belægget er navnlig personer, der udstår kortere frihedsstraffe.

På det møde, der under

inspektionen fandt sted i Vestre Fængsel med samarbejdsudvalget, blev det

oplyst, at der i 10 år har eksisteret et byggeudvalg. Udvalget har planlagt

en

gennemgribende modernisering af Københavns Fængsler. I Vestre Fængsel er

moderniseringen påbegyndt. I fængslets nordfløj er der foretaget ændringer af

de elektriske installationer, indlagt varmt vand og installeret

tilstrækkelige

bade- og toiletfaciliteter. Også Østfløjen er moderniseret. Herefter resterer

modernisering af Syd- og Vestfløjen, hospitalsafsnittet og besøgsafsnittet.

En

istandsættelse af Blegdamsvejens Fængsel har tidligere været nedprioriteret

på

grund af uafklarethed om fængslets fortsatte beståen. Forholdet er nu

afklaret,

og der skal også udarbejdes et projekt omfattende Blegdamsvejens Fængsel.

Om indholdet af planen for

forbedringer og istandsættelser af Københavns Fængsler har

fængselsinspektøren

i skrivelse af 26. maj 1994 i øvrigt oplyst:

"...

I den anledning skal jeg

oplyse, at Københavns Fængsler efter afslutning af renovering ved egen

arbejdskraft af Vestre Fængsels nordre fløj i 1989 på et møde i

samarbejdsudvalget den 2. april 1990 fastlagde følgende byggeprogram:

Udvidelse af snedkeri.

Indretning af mødelokale.

Flytning af tandlægeklinik.

Renovering af Østfløjen.

Ny portbygning.

Renovering af Blegdamsvejens Fængsel.

Renovering af Sydfløjen.

Opførelse af produktionsbygning.

Renovering af Vestfløjen.

Opførelse

af sportshal.

Der er foretaget følgende:

Ad 1. Udvidelse af snedkeri:

Ændringerne i snedkeriet

herunder nedlæggelse af sprøjteriet er udført.

Ad 2.

Indretning af mødelokale:

Mødelokalet er indrettet og

taget i brug i 1991.

Ad 3.

Flytning af tandlægeklinik:

Evt. flytning af

tandlægeklinik afventer Københavns Fængslers indstilling om anskaffelse af en

mobil tandlægebus til brug for anstalterne i Københavnsområdet.

Ad 4.

Renovering af Østfløjen:

Renovering af Østfløjen er

påbegyndt i 1990 og er stort set afsluttet i 1993.

Ad 5.

Ny portbygning.:

Delprojekt med opførelse af

en sluseport for gående trafik er etableret og taget i brug i 1993.

Etablering

af en sluseport for kørende trafik pågår.

Ad 6.

Renovering af Blegdamsvejens Fængsel:

På Blegdamsvejens Fængsel er

der løbende sket forbedringer via projektarbejde. Senest ved indretning af

fællesskabsarbejdspladser og fritidsrum i kælderen.

Derudover er der indrettet

badefaciliteter på etagerne for de indsatte samt foretaget en løbende

malervedligeholdelse.

Cellevinduerne vil løbende

over de næste 4-6 år via projektarbejde blive udskiftet.

Ad 7.

Renovering af Sydfløjen:

Arbejdet med renovering af

Sydfløjen pågår og forventes afsluttet medio 1995.

Ad 8.

Opførelse af produktionsbygning:

For at kunne imødekomme de

indsattes behov for beskæftigelse på fællesskabsværksteder, har Københavns

Fængsler indstillet til Direktoratet for Kriminalforsorgen, at der opføres en

stor værkstedsbygning.

Der vil ad denne vej

formentlig kunne skabes fællesskabsarbejdspladser til yderligere ca. 40-50

indsatte.

Sagen beror på svar fra

Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Ad 9.

Renovering af Vestfløjen:

Renovering af Vestfløjen vil

formentlig blive påbegyndt i finansåret 1996.

Københavns Fængsler har

koncentreret sin indsats om renovering af de store fløje på Vestre Fængsel,

men

derudover vil der løbende, via projektarbejder og almindelig vedligeholdelse

ske mindre forbedringer (af) såvel de indvendige faciliteter for ind- og

ansatte samt de udvendige faciliteter med videre for indsatte."

Rundgangen i Vestre Fængsel

startede i

modtagelsesafdelingen

,

der fremstod som meget lys og venlig. Lokalet, der er udstyret med grønne

planter, er opdelt i en sektion for egentlig modtagelse med en lang åben

skranke og et mindre modtagelsesafsnit med bord og stole. På bordet er

stillet

kaffe og te frem. Fra selve afdelingen er der adgang til toilet og 3 venterum

med bord og stole.

Til modtagelsesafdelingen

hører et visitationslokale med baderum. Begge lokaler virkede rene og meget

fint vedligeholdte. I visitationslokalet forefindes bånd, der er oversat til

21

sprog, og som indeholder praktiske oplysninger, herunder oplysninger om

regler,

der finder anvendelse i fængslet.

I

Nordfløjen

blev underetagen besigtiget. Fløjen er panoptisk

opbygget med 4 etager med 25-28 celler på hver etage. Cellerne er ca.

8,4 m2.

En celle, der blev fremvist,

var udstyret med en seng, et skab, et bord, en stol, en reol og et

højtsiddende

vindue med tremmer. Cellen fremtrådte som lidt mørk, men velholdt.

Gangarealet er malet lysegul

med forskellige farver på lågerne på de skabe, der er indbygget på gangen.

På hver afdeling er der 2

fællesrum. Den fremviste afdelings ene fællesrum, der er ca.

16,8 m2, er udstyret med 2

store borde med stole, et sofabord med bløde stole, en reol og et fjernsyn.

Gulvet er et terrazzogulv. Lokalet virkede lidt mørkt.

I

Østfløjen

var påbegyndt et overdækningsarbejde, således at etagerne

adskilles fra midten. Også her er vægge og skabe på gangarealet malet i klare

farver.

Vestfløjen

har plads til 58 personer. Fløjen er indrettet således,

at mænd indsættes på den nederste etage. På anden og tredie etage indsættes

kvinder og enkelte mænd.

På fjerde etage, der er en

familieafdeling, indsættes både kvinder og mænd.

Afdelingen, der endnu ikke er

moderniseret, fremstod som lys og venlig på grund af de malede vægge og

skabslåger.

Cellen, der blev vist frem på

denne afdeling, var udstyret med en briks med skumgummimadras, et skab, en

vask

(med koldt og varmt vand), spejl, et bord med hylde over, en stol og en

radiator.

Ud over vinduet med tremmer er belysningsmulighederne af cellen en

loftslampe,

en lampe ved vasken og en arkitektlampe.

I

barak C

er der som anført ovenfor plads til 21 personer, der er

frihedsberøvet efter udlændingelovgivningen. Afdelingen består af 3-sengs

stuer, hvor kvinder og mænd indsættes hver for sig.

Stuerne var indrettet med en

køjeseng og en briks med skumgummimadras, en vask med spejl, stole og skabe

med adskilte døre med lås. Store lamper med lysstofrør er udover vinduerne

den

eneste lyskilde i lokalet. Den fremviste stue virkede noget upersonlig.

Afdelingen har dels et

fællesrum, der er udstyret med fjernsyn og 3 store borde med stole, dels et

køkken med sædvanligt inventar.

Midt i afdelingen er

afdelingens kontor og butik. Uden for kontoret er der en opslagstavle med

notits om arbejds- og spisetider, lønningstidspunkter og forretningens

åbningstid. Notitsen er oversat til flere forskellige sprog.

Gangarealet er udsmykket.

Afdelingen har sit eget,

mindre gårdtursareal, der er indhegnet. Arealet er indrettet som en lille

have, der er frit tilgængelig mellem kl. 7.00 og kl. 17.00.

Det generelle indtryk af

afdelingen er, at den er præget af upersonlighed, hvilket nok må ses på

baggrund af en formentlig hurtig udskiftning. Afdelingen bar i øvrigt præg af

at være lidt rodet og nusset, hvilket næppe kan forklares på tilsvarende

måde.

Sygehusafdelingen

har som anført ovenfor en kapacitet på 37

pladser. Belægningsprocenten var på inspektionstidspunktet 85%. Afdelingen,

der er landsdækkende for kriminalforsorgen, er en selvstændig AUF enhed

(Arbejde-Undervisning-Fritid).

På hver af de 2 etager er der

en fællesstue. Stuerne er indrettet med sofabrikse, sofaborde, en vask, borde

med stole og reoler med bøger og spil. På afdelingens 1. sal, hvor de psykisk

syge er indsat, er der i fællesstuen opsat værktøjsborde, som de indsatte kan

benytte i forbindelse med aktiviteter, der styres af personalet.

På afdelingen er der

endvidere et mindre fællesskabskøkken med sædvanligt inventar.

Gangarealet er udstyret med

en opslagstavle med bl.a. et opslag om Københavns Retshjælp, der aflægger

besøg

i fængslet et par timer en dag om ugen. På tavlen var endvidere en notits om,

hvem Københavns Borgerrepræsentation har valgt til at føre tilsyn med

varetægtsarrestanters behandling og forhold i varetægtsfængslet.

Til afdelingen hører et

mindre gårdtursareal med græsplæne, guldfiskebasin, små blomsterbede,

overdækket bord med bænk samt en voliere. Det blev oplyst, at der om sommeren

er indrettet en minigolfbane på arealet, og at der arrangeres

minigolfturnering. Aktiviteterne på området finder sted under ledelse af en

enhedsfunktionær.

Sygehusafdelingen gjorde et

generelt udmærket indtryk.

I Nordfløjen er indrettet et

visitationsrum

, der anvendes ved

visitation af den indsatte i forbindelse med besøg. Lokalet er indrettet med

en

stol, et bord, en vask og et forhæng.

Ved indgangen til

besøgsafdelingen

er placeret æsker med

gummihandsker, der anvendes ved visitation. Det kunne konstateres, at der er

handsker både med og uden talkum. De sidstnævnte forefandtes dog kun i en

lille

størrelse. (Spørgsmålet om anvendelse af handsker med talkum ved visitation

blev rejst af talsmændene under min samtale med dem, se nedenfor under afsnit

III, A, 7.)

I gangen mellem Nordfløjen og

besøgsafdelingen er opstillet aflåselige stålbokse, hvor den indsatte kan

indlægge personlige genstande. Der er desuden et bord med termokander, som

den

indsatte kan benytte under besøget. Den indsatte omhælder egen kaffe til

disse

kander. Endvidere er der et skab med viskestykker, lagner og kondomer, som

den

indsatte ikke skal have udleveret, men selv kan tage.

Umiddelbart indenfor på

gangen i besøgsafdelingen er opstillet to automater med varme og kolde

drikke.

Automaterne drives af butiksoverskuddet. Der er endvidere stillet

plastickaffekrus frem.

På tidspunktet for

inspektionsbesøget var der ved at blive etableret et mindre køkken med

mikrobølgeovn og vask.

Selve besøgsafsnittet er

opdelt i mindre besøgsrum. Der er 7 besøgslokaler, der er udstyret med bord

og

stole. Herudover er der 8 besøgslokaler, der er udstyret med en briks.

Endelig

er der 6 samtalerum, hvor den indsatte kan tale med sin forsvarer og andre.

Der blev fremvist et

besøgsrum, der var udstyret med en briks med madras og ryghynder, et

sofabord,

3 stole, en håndvask med spejl, en radiator og et stort vindue med gardin.

Der

var ingen udsmykning i rummet ud over opsatte forskrifter for besøg. Over

vinduet er isat en ventilationsrist.

Der blev endvidere fremvist

et besøgsrum med bord, 3 stole, vindue uden gardin, vask med spejl, radiator,

et billede og et vindue i døren med rullegardin. Det blev konstateret, at det

trak lidt fra vinduet.

Det blev under rundgangen

oplyst, at besøgsafdelingen forventes istandsat med maling og bedre inventar

i

1994-95.

Spørgsmålet om kulde fra

vinduer og/eller ventilationsanlægget blev rejst over for mig af talsmændene

med mit møde med dem, se nedenfor under afsnit III, A, 2.

Jeg kunne ikke konstatere

stærk kulde fra vinduer og/eller ventilationsanlæg, men alene mindre træk

fra vinduet. Jeg kan dog ikke afvise, at der kan være egentlige

kuldeproblemer

i besøgsrummene. Eventuelle kuldeproblemer, der skyldes træk fra vinduerne

og/eller ventilationsanlægget, går jeg ud fra, vil blive søgt løst senest ved

istandsættelsen af afdelingen. Herefter og under hensyntagen til

oplysningerne

om en snarlig istandsættelse af afdelingen og dens inventar - hvilket også

efter min opfattelse er tiltrængt - foretager jeg mig ikke videre vedrørende

spørgsmål i relation til besøgsafdelingen.

Jeg anmoder om underretning,

når istandsættelsen/moderniseringen er udført.

Inspektionsbesøget omfattede

en besigtigelse af

observationscellen

,

der er indrettet med en seng med jernramme, en bænk og et bord. Inventaret er

fastgjort.

En af de 2

sikringsceller

blev ligeledes fremvist.

Cellen er indrettet med en briks med remme til bæltefiksering og med en

alarmknap monteret på briksen. (Det blev oplyst, at den anden sikringscelle

ikke har påmonterede remme.) Madrassen er blød og har en skråpude, således at

hovedlejet kan hæves. Belysningen af lokalet virkede ikke blændende. Det blev

oplyst, at der er konstant fast tilsyn. Tilsynet føres fra en stol, der er

placeret umiddelbart uden for cellen, og således at det er muligt derfra at

se

direkte ind i cellen. Celledøren står åben under benyttelse af cellen.

Indretningen af de fremviste

observations- og sikringsceller giver mig ikke anledning til bemærkninger.

En af de ialt 3

særligt sikrede celler

blev fremvist.

Cellen er placeret i Sydfløjen og har en størrelse svarende til 2 celler. Den

er udstyret med en briks med mulighed for at hæve hovedlejet, sofabord og

stol,

reol, skab og en vask uden spejl. I den fremviste celle var der opstillet en

værktøjsmaskine.

Heller ikke indretningen af

denne celle giver mig anledning til bemærkninger.

En

værkstedsafdeling

, der er beliggende i forlængelse af barak C, blev

fremvist. Afdelingen er opdelt i et tøjværksted med 8 arbejdspladser og et

emballerings- og monteringsværksted med 13 arbejdspladser.

I tøjværkstedet kan en indsat

efter det oplyste tjene mellem 400-700 kr. om ugen og i det andet værksted

ca.

500 kr. om ugen.

Begge værksteder er udstyret

med højtsiddende vinduer og sprinkler- og udsugningsanlæg.

Det blev oplyst, at ca. 150

indsatte har mulighed for beskæftigelse i fællesskab. Arbejdspladserne

omfatter

6 værksteder (snedkeri og småfag), køkkenet, depotet, biblioteket,

bygningsvedligeholdelse, maskinreparation og rengørings- og transportarbejde.

Øvrige indsatte tilbydes beskæftigelse ved småfagsarbejde, der udføres i

cellerne.

I hver fløj er der indrettet

en butik. Under inspektionen blev

butikken

i Østfløjen

vist frem. Det blev oplyst, at den er åben 2 -3 gange om ugen.

De indsatte har her mulighed for at købe bl.a. cigaretter, kaffe, frugt,

brød,

kødpålæg, pålægssalater og lignende. Der er ikke indført selvforplejning i

fængslet. De indsatte kan ikke gå ind og rundt i butikken, men er henvist til

at orientere sig og foretage indkøb fra døren.

I fritiden har de indsatte

mulighed for at benytte kondirum. Under inspektionen blev

kondirummet i Sydfløjen

besigtiget. Rummet, der ikke er særligt

stort, er indrettet med kondicykel, udstyr til vægtløftning, håndvægte,

spejl,

ribbe, sjippetov og en madras. Det blev oplyst, at opsynspersonalet herudover

af

og til følger nogle af de indsatte til en gymnastiksal i fængslet.

I sommerhalvåret har de

indsatte endvidere mulighed for at deltage i udendørs sport på

sportspladsen

, der er beliggende mellem

Øst- og Sydfløjen. Arealet er drænet og grusbelagt. På det omkringliggende

areal er opstillet bænke.

Gårdture afvikles for de

indsatte på

græsplæner

mellem

fængslets fløje og for de, der er indsat i isolation, i en

stjernegård

med plads til 23.

De indsatte har adgang til at

låne bøger fra fængslets

bibliotek

,

og ordningen praktiseres på den måde, at en biblioteksvogn kommer rundt i

fængslet en gang om ugen. I forbindelse med indsættelse er det dog muligt for

den enkelte at få udleveret bøger på afdelingen. Lånemuligheden omfatter

såvel

skønlitterære bøger, som tidsskrifter, herunder udenlandske.

Fængslet råder over en

skole. Det blev oplyst, at ca. 85

indsatte deltager i skolens virksomhed - nogle fuldtids og andre i

enkeltkurser. Skolen tilbyder også aftenundervisning.

I fængslets

kirke

afholdes gudstjeneste og katolsk

messe. Det blev oplyst, at ca. 40 indsatte deltager i gudstjenesterne. Det

meget smukke kirkerum fremstod i indretningen som et traditionelt kirkerum.

Der er endvidere mulighed for

afholdelse af muslimsk bøn i fængslet, se nærmere herom nedenfor i afsnit

III,

A, 6.

B. Nytorv Fængsel.

Nytorv Fængsel, der er

panoptisk opbygget med 4 etager, er opført i perioden fra 1805 til 1815.

Afdelingen bruges nu alene til varetægtsarrestanter, der skal fremstilles i

Københavns Byret. Det er således en venteafdeling, hvor overnatning ikke

finder sted.

Gangarealerne

er malet i lyse farver og dekoreret med striber og

geometriske figurer i klare farver.

En celle, der anvendes som

samtaleværelse

for arrestanten og hans

forsvarer, blev vist frem. Cellen er udstyret med bord, stole, og en

håndvask.

Væggene er ikke udsmykket. Af hensyn til akustikken er der lagt tæppe på

gulvet.

Der blev også fremvist en

større

ventecelle

med stengulv.

Inventaret, der virkede noget ramponeret, omfattede 3 borde, 10 stole, en

håndvask med koldt vand, en radiator og et vindue med tremmer. På et bord var

der lagt nogle ugeblade frem. Der var tegnet på væggene og døren.

Det blev oplyst, at der

årligt foretages ca. 3.000 fremstillinger. Ventecellerne er derfor af

forståelige grunde udsat for særligt stort slid. Selv dette forhold taget i

betragtning forekom cellernes indretning og inventaret mig noget ringe.

På hver etage er der 2

toiletter

, der rengøres hver dag.

Når en arrestant skal

fremstilles i retten, føres han ad en gang fra fængslet til retsbygningen.

Gangen benævnes "Rævegangen" og består af trævægge og -loft.

Væggene

er dekoreret.

C. Blegdamsvejens Fængsel.

Blegdamsvejens Fængsel er

opført i 1848 og udvidet i 1880 og 1908. Fængslet er panoptisk opbygget med 3

etager og har en kapacitet på 92 pladser.

I 1990 blev AUF-strukturen

indført i fængslet. Udover almindelige opsynsopgaver forestår personalet som

enhedsfunktionærer rådgivning og vejledning af de indsatte i dagligdagen.

Enhedsfunktionærerne deltager også i fritidsaktiviteter for de indsatte og

har

det daglige ansvar for beskæftigelse og projektarbejde på afdelingerne.

Herudover varetager de opgaver i den forsorgsmæssige sagsbehandling i

konkrete

sager vedrørende den indsatte.

Væggene på

gangarealerne

på belægningsafdelingerne

er malet for ca. 1 år siden. Der er nu iværksat malerarbejde af de mange

udvendige rørinstallationer. Installationerne males i klare farver, der

adskiller sig fra etage til etage og fra side til side. Væggene og nogle af

dørene til baderum er desuden udsmykket.

Belysningen af gangarealerne

er neonlys og dermed noget kold.

På den nederste

belægningsafdeling blev to

celler

vist frem. Den ene var udstyret med en briks med skumgummimadras, et

skrivebord, et lille bord, en hylde med tilhørende overskab, en håndvask

(koldt

vand) med spejl over og et toilet.

Inventaret i den anden celle

var tilsvarende, dog havde den indsatte her indrettet sig noget mere

personligt.

Begge celler er udstyret med

et meget lille vindue helt oppe ved loftet. Uden elektrisk lys var cellerne

meget mørke.

Under inspektionen blev det

oplyst, at der enkelte steder er isat nye og større vinduer. Til cellerne er

der bestilt nye vinduer med en størrelse på ca. 1 x

1 m. Der forventes at være

ressourcemæssig mulighed for indkøb af de nye vinduer i 1994, men ikke til

selve isætningsarbejdet.

Ud over til vinduernes

størrelse og placering og dermed de dårlige lysforhold har jeg ingen

bemærkninger til cellernes indretning.

Som anført ovenfor, oplyste

Københavns Fængsler i skrivelsen af 26. maj 1994, at cellevinduerne løbende

vil

blive udskiftet via projektarbejde over de næste 4-6 år.

Det er efter min opfattelse

påtrængende, at den planlagte udskiftning af vinduer opprioriteres og søges

fremskyndet, så vidt det er muligt. Jeg udbeder mig underretning, når

vinduesudskiftningen påbegyndes.

På hver etage er der

indrettet 4

baderum. De fremviste

baderum på den nederste etage er opdelt i et forrum og 2 bruseafsnit med

mulighed for omklædning. Baderummet fremtrådte istandsat og vedligeholdt.

På hver etage er endvidere

indrettet

fællesstuer

, der i

størrelsen svarer til 2 celler. Den stue, der blev vist frem, var indrettet

med

2 vinduer, bløde stole, sofabord, borde med spil malet på bordpladen, stole,

håndvask, reol, radiator og et fjernsyn. Væggene var malet i farver.

Det generelle indtryk af

fællesstuen var, at den virkede meget slidt. Det blev dog oplyst, at

fællestuerne ikke bruges meget.

På den nederste etage er der

endvidere indrettet et

samtaleværelse

,

hvor den indsatte og hans forsvarer kan mødes. Rummet var udstyret med et

bord

og stole, en lampe, en håndvask og et billede på væggen. Af hensyn til

akustikken er loftet sænket, og der er lagt tæppe på gulvet.

Besøgende til indsatte melder

deres ankomst i et kælderlokale umiddelbart inden for indgangsporten til

fængslet. Herefter går den pågældende ud i indgangsgården igen og først da

ind

i besøgsafdelingen. Den besøgende må vente i et

venteværelse

, der ikke er særligt stort. Venteværelset er udstyret

med aflåselige skabe, som den besøgende kan benytte. Fra venteværelset er der

adgang til et meget lille toilet.

Selve

besøgsafsnittet

er opdelt i et forværelse og 3 besøgsrum.

Forværelset er indrettet med en håndvask og bord, hvor der stillet

plastickrus,

tebreve og sukker. Af besøgsrummene er ét indrettet med briks. Rummet blev

benyttet på tidspunktet for inspektionsbesøget, og jeg havde derfor ikke

lejlighed til at besigtige det.

De to andre besøgsrum blev

vist frem, og det blev oplyst, at de er sat i stand for ca. 1 år siden.

Rummene

er ca. 2,5 x

1,6 m.

I døren er der for oven et vindue med gardin og for neden en større åbning

med

trådnet/rist. Værelserne er indrettet med et meget lavt og lille bord, 4

hårde

stole, radiator, tæppe på gulvet, loftslampe og vindue med tremmer for.

Inventaret virkede meget ringe, ligesom malingen på vinduesrammerne var meget

afskallet, og vinduerne formentlig utætte.

Rummene og inventaret gjorde

et meget nedslående indtryk.

Det blev oplyst, at der er

ønske om at udbygge besøgsafdelingen med en nybygning, således at der

etableres

toiletfaciliteter i besøgsafdelingen, som også den indsatte kan benytte under

besøget. Under de nuværende bygningsmæssige forhold er det imidlertid ikke

muligt at indrette et toilet i selve besøgsafsnittet.

Det blev endvidere oplyst, at

der er bestilt nye vinduer til besøgsafdelingen.

Både af hensyn til de

indsatte og de besøgende er der efter min opfattelse behov for, at

besøgsforholdene forbedres væsentligt.

Jeg udbeder mig oplysning om

eventuelle planer for en ændring af besøgsafdelingen, herunder om eventuelle

planer for en udskiftning af inventaret. Som anført nedenfor under afsnit

III,

B, 3, udbeder jeg mig underretning, når der er monteret nye vinduer i

besøgsafdelingen.

Gårdtursarealet

er et rektangulært område, der er belagt med fliser

og beton. I den ene ende er der lavet en større blomsterkumme; i øvrigt er

der

ikke grønt i gården. Forskellige spil, f.eks. skak, er i forstørret format

optegnet på jorden. Den ene langside af gårdtursarealet er overdækket, og her

er der opstillet 3 bænke/borde arrangementer.

Butikken

, der ikke er særlig stor, og som kun har et beskedent

vareudbud, har åbent 2-2½ time hver mandag, onsdag og fredag. Om fredagen kan

der foretages indkøb af grill-mad.

Nogle af de indsatte tilbydes

beskæftigelse i fængslets

vaskeri

,

der tillige fungerer som vaskeri for Vestre Fængsel. Arbejdet udføres i

2-hold

skifte med 2 indsatte på hvert hold. Der er til brug for arbejdets udførelse

installeret 2 industrivaskemaskiner med automatisk indtag af sæbe og

skyllemiddel og 2 tørretumblere.

Indtrykket af vaskeriet var

godt.

Andre indsatte tilbydes

beskæftigelse som gangmænd og har som sådan ansvaret for

depotet. I depotet er der opstillet køleskabe til opbevaring af

kolde drikke og frokostpakkerne. De indsatte har endvidere mulighed for

herfra

at få udleveret sæbe, tandbørste, toiletpapir m.v. Depotet, der blev vist

frem,

omfattede endvidere 2 skrivemaskiner til udlån for de indsatte.

De indsatte tilbydes

undervisning. Det blev oplyst, at 8 - 10 indsatte på tidspunktet for

inspektionen

deltog i undervisning på hold, hvor dansk, matematik og engelsk genopfriskes.

Derudover var der 4 - 5 specialhold. Undervisningen omfatter samfundsfag og

idræt. Endvidere tilbydes udlændinge danskundervisning.

Indsatte i aldersgruppen 15 -

17 år deltager i den almindelige undervisning og på hold med ældre indsatte.

Herudover bliver der iværksat projektarbejder med disse unge indsatte.

Undervisningslokalet

er beliggende på 3. etage. Det er indrettet

med 3 store borde, stole, en tavle og håndvask. På gulvet er der lagt et

tæppe.

I fritiden kan de indsatte

benytte

bordtennisrummet

, der er

indrettet på 3. etage. Til de unge under 18 år er der afsat specielle tider

til

brug af rummet.

Etagen rummer også et

kondirum

, der på tidspunktet for

inspektionen var ved at blive renoveret. Det blev oplyst, at der er adgang

til

kondirummet i tidsrummet fra kl. 8 - 20/21. Også til brug af dette rum

afsættes

der specielle tider til de unge under 18 år.

Biblioteket

er beliggende på den samme etage. Det er indrettet med

boghylder på væggene. Biblioteket bestyres af en indsat med hjælp af en

bibliotekar fra Vestre Fængsel, der er til stede i Blegdamsvejens Fængsel 1

gang om ugen. De indsatte har mulighed for at henvende sig i biblioteket på

alle hverdage - de unge indsatte dog kun i ledsagelse af en enhedsfunktionær.

Ved indsættelse i weekender får den pågældende også mulighed for at låne

bøger.

I kælderen ved siden af

vaskeriet har indsatte og funktionærer i fællesskab indrettet et meget smukt

rum. Det er hensigten, at lokalet skal fungere både som

kirke

og som

samlingssted

,

hvor de indsatte kan mødes i fritiden til f.eks. gymnastik.

I tilknytning til dette rum

er indrettet et spisekøkken for indsatte, der er beskæftiget i kælderen.

Sammenfattende var det

generelle indtryk godt bortset fra indtrykket af lysforholdene i cellerne og

forholdene i besøgsafdelingen, jf. de bemærkninger, som jeg ovenfor har

anført

hertil.

D. Institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm.

Institutionen er indrettet i

1989 for asylansøgere, der er frihedsberøvet i henhold til

udlændingelovgivningen, og blev i 1990 udvidet til en samlet kapacitet på 60

pladser. I 1994 er der sket en yderligere udvidelse til 150 pladser, heraf en

modtagelsesafdeling med 30 pladser. Institutionen er organiseret efter

princippet om AUF og er bemandet med enhedsfunktionærer. Personalet består af

28 funktionærer, 2 lærere, 2 forsorgsmedarbejdere, 1 læge og 1 sygeplejerske.

Institutionen en opdelt i 2

parallelle fløje, der er forbundet med en tværbygning, hvor der er indrettet

butik

,

bibliotek

og

kontor. I

tværbygningen er der endvidere ophængt en hylde til tidsskrifter på

forskellige

sprog og orienterende opslag.

Den ene fløj indeholder 9

3-sengsstuer, den anden fløj 11 3-sengsstuer.

En

stue

, der blev vist frem, var indrettet med 1 køjeseng og 2 enkelte

senge, et skab til hver indsat og et bord. Stuen virkede lidt kold og

upersonlig.

Toiletrummet

på gangen er opdelt i 2 separate rum med toilet og

håndvask med spejl. Der er opsat hvide fliser.

For enden af den ene fløj var

en

stue til en familie

ved at blive

indrettet. Stuen kommer til at bestå af et beboelsesrum og en opholdsstue.

Begge fløje indeholder et

fællesrum

med spiseborde, stole og

fjernsyn.

Gårdarealet

mellem fløjene er asfalteret. Der er opstillet basketballnet

og fodboldnet og opsat en bænk med bord. Det blev oplyst, at de indsatte kan

benytte arealet indtil mørkets frembrud.

De indsatte tilbydes

beskæftigelse

på stuerne. Herudover

tilbydes 2 indsatte beskæftigelse i vaskeriet og 8 - 10 indsatte i

værkstedet.

I forbindelse med udvidelsen af institutionen vil værkstedsmulighederne blive

forbedret.

I institutionen finder et

4-ugers

undervisning

sforløb sted.

Der undervises i helt elementære ting, såsom at kunne spørge, hvad klokken

er.

Der er desuden planer om at gennemføre et 10 timers orienterende kursus om

danske forhold.

Der afholdes ugentligt 1 - 2

informationsmøder om begivenheder uden for Danmark.

Afdelingen har desuden

kontakt til en lokal

præst

, der

ligesom repræsentanter fra den katolske kirke, aflægger besøg i

institutionen.

Der er i institutionen

indrettet steder, så

ramadanen

kan

respekteres, og køkkenet yder i forbindelse med ramadanen speciel service.

Afdelingen har en kalender for de forskellige religioners og nationers

højtider

og mærkedage. Desuden har afdelingen koraner, der kan stilles til rådighed

for

de indsatte.

Det generelle indtryk af

institutionen var stærkt præget af den store ombygning, der foregik på

tidspunktet for inspektionen. Der var overalt noget rodet og stærkt støvet,

ligesom larmen fra byggeriet var høj. Forholdene må siges at være atypiske,

og

jeg har derfor ikke grundlag for at foretage en vurdering af forholdene, som

de

må formodes at være under normale forhold.

Ved udfærdigelsen af denne

rapport har jeg ikke medtaget bemærkninger fra min side til

rengøringsstandarden i Københavns Fængsler.

Københavns Fængsler har i november 1993 udarbejdet en statusrapport over

renligheden ved fængslerne (dog ikke afdelingen i Sandholmlejren). En

gennemlæsning af rapporten efterlader indtryk af en meget grundig, seriøs og

kritisk undersøgelse. Rapporten, der ikke indeholder mange positive

tilkendegivelser,

konkluderer, at rengøringsstandarden er "alt, alt for lav med en tydelig

eftergivenhed mod begrebet: At skulle gøre rent".

Rapporten er med "Den

Rene Plan" fulgt op af et program for hovedrengøring af fængslerne.

Ledelsen oplyste under inspektionen, at der efter hovedrengøringen vil blive

foretaget en evaluering af projektet.

Jeg udbeder mig underretning

om evalueringen.

III. Samtale med talsmændene.

A. Vestre Fængsel.

Forud for min samtale med

talsmændene i Vestre Fængsel oplyste fængselsledelsen, at talsmændene og

deres

suppleanter afholder møder hver lørdag. (På tidspunktet for inspektionen var

der ingen talsmand for Vestre Hospital.) Efter inspektionen modtog jeg

notater

vedrørende anstaltsmøder med talsmændene fra den 25. februar og 23. september

1992 samt den 2. marts, den 4. maj og den 9. september 1993.

Talsmændene rejste under

samtalen følgende spørgsmål:

1. Udlevering af rengøringsartikler.

Talsmændene klagede over, at

gangmændene ikke kan få udleveret desinficerende rengøringsmidler, herunder

WC-rens.

Jeg nævnte spørgsmålet for

ledelsen under en senere samtale. Det blev oplyst, at spørgsmålet har været

rejst for ledelsen, der er opmærksom på, at de hygiejniske forhold skal være

i

orden. Ledelsen har iværksat en undersøgelse og vil orientere mig om

resultatet

heraf.

Om spørgsmålet fremgår

følgende af det referat af anstaltsmødet den 9. september 1993, som jeg har

modtaget:

"Fængselsforvalteren

tilkendegav, at han var enig i, at hygiejnen generelt ikke lever op til det

ønskede. Der er derfor nedsat et hurtigt arbejdende udvalg, der skal

udarbejde

en status over standarden generelt, undersøge rengøringsmidler mv. Udvalget

skal både lave status over rengøring i fløjene, besøgsafdelingen,

gangarealerne,

kontor mv. og over de private rengøringsselskabers arbejde. Når udvalget har

udarbejdet denne status vil Københavns Fængsler gå igang med at forbedre

forholdene.

På forespørgsel fra ...

oplyste fængselsforvalteren, at teknologisk Institut har godkendt de

rengøringsmidler, der benyttes nu. Fængselsforvalteren oplyste iøvrigt, at

talsmændene altid selv kan indkalde til møde i hygiejneudvalget i

fløjene...."

På den baggrund foretager jeg

mig på nuværende tidspunkt ikke videre vedrørende spørgsmålet, men afventer

den

nærmere orientering om resultatet af den iværksatte undersøgelse.

2. Besøgsafdelingen.

Talsmændene klagede over, at

der om vinteren er meget koldt i besøgsrummene. Efter deres opfattelse

skyldes

det utætte vinduer og ventilationsanlægget, der blæser kold luft ind i

lokalet. De klagede endvidere over vedligeholdelsen af og inventaret i

afdelingen.

Under den senere samtale

henviste fængselsinspektøren til, at besøgsafdelingen er indrettet i en

gammel

barak, hvorfor heller ikke hun kunne afvise, at der kan være kuldeproblemer.

Der kan imidlertid næppe gøres noget radikalt ved problemet.

Fængselsinspektøren var i øvrigt enig i, at der bør foretages en

modernisering

af inventaret i afdelingen. Det blev oplyst, at der ikke er modtaget aktuelle

klager over besøgsafdelingen.

Af referatet af anstaltsmødet

den 9. september 1993 fremgår følgende:

"...

... På forespørgsel fra

...

oplyste fængselsforvalteren, at der er bevilget penge til møbler og

istandsættelse af besøgsbygningen. Overvagtmesteren i besøg er ved at lave

notat om istandsættelsen - herunder indkøb af møbler - og henviste

talsmændene

til at rette henvendelse til overvagtmesteren i besøg og få en kopi af

notatet

og komme med bemærkninger til det. Det blev aftalt, at talsmændene kan vælge

to

repræsentanter, der kan afgive udtalelse vedrørende istandsættelse og disse

to

repræsentanter vil også blive orienteret nærmere om tidsperspektivet for

hvornår

arbejdet kan forventes påbegyndt. ... oplyste iøvrigt, at rengøringen i de

sidste 3 uger er blevet bedre.

..."

Jeg går ud fra, at

talsmændene har benyttet sig af denne mulighed for at afgive bemærkninger og

udtalelse til spørgsmålene om inventar i og istandsættelse af

besøgsafdelingen.

Jeg henviser i øvrigt til

mine bemærkninger ovenfor s. ..

3. Udlevering af håndklæder og linned.

Talsmændene klagede over, at

der kun udleveres 2 håndklæder om ugen. Håndklæderne er små og tynde. De

ønsker

en udlevering af 2 håndklæder dagligt eller efter behov.

Talsmændene oplyste, at

sengelinned udleveres hver 14. dag, men at der af og til kan gå op til en

måned, før det skiftes. Problemerne skyldes angiveligt vaskeriet i

Blegdamsvejens Fængsel, der i de seneste 4 uger før inspektionsbesøget havde

været "brudt ned".

Jeg rejste spørgsmålet for

fængselsinspektøren under den senere drøftelse. Hun bekræftede, at der

udleveres 2 håndklæder hver uge og sengelinned hver 14. dag. Til indsatte med

særlig beskæftigelse udleveres flere håndklæder. Det var hendes opfattelse,

at

der udleveres håndklæder i det omfang, det er muligt. Hun medgav, at der

tidligere havde været problemer med vaskeriet i Blegdamsvejens Fængsel, men

ingen nylige problemer. I det hele taget havde der ikke været tale om

driftsforstyrrelse af væsentligt omfang. Fængselsinspektøren oplyste, at det

er

hensigten - i det omfang det vil være praktisk muligt - om et par år at

installere vaskemaskine og tørretumbler på hver afdeling.

Om spørgsmålet om

vaskemaskiner indeholder et referat af anstaltsmødet den 4. maj 1993

følgende:

"Talsmændene fremsatte

ønske om, at der indkøbes et antal vaskemaskiner.

Fængselsforvalter Bitsch

Petersen oplyste hertil, at der i nord- og østfløjens arbejdsgrupper vedr.

gennemførelse af ny struktur er rejst forslag herom. Der er i ledelsen

enighed

om, at der bør etableres et fælles vaskeri for nord- og østfløjen. Sydfløjens

indsatte vil fortsat få vasket på Blegdamsvejens Fængsel."

Under inspektionsbesøget fik

jeg lejlighed til at vurdere håndklædernes størrelse og tykkelse. Jeg har

ingen

bemærkninger hertil.

Under henvisning til

oplysningerne om, at håndklæder udleveres i det omfang, det er muligt - 2

håndklæder om ugen og til særligt beskæftigede flere - samt at der ikke har

været driftsforstyrrelse af væsentligt omfang i vaskeriet i Blegdamsvejens

Fængsel, har jeg ikke grundlag for at foretage mig videre vedrørende

spørgsmålet.

Jeg må henvise de indsatte, der måtte være utilfredse med forholdene, til

konkret at klage herover til fængselsledelsen.

4. Køkkenpersonalet.

Talsmændene klagede - ikke på

baggrund af en konkret sag, men på baggrund af den generelle problemstilling

-

over, at indsatte, der er HIV-positive, kan beskæftiges i køkkenet. De fandt

endvidere, at der med rette kan og bør stilles krav om aflæggelse af

blodprøve

for indsatte forud for en sådan beskæftigelse. Efter deres opfattelse er der

krav om, at ansøgere til stillinger i det offentlige, bl.a. inden for

hospitals-

og plejehjemområdet, skal have foretaget blodprøveundersøgelse. En sådan

undersøgelse finder angiveligt også sted i Statsfængslet i Vridsløselille for

indsatte, der beskæftiges i køkkenet.

Som et særskilt problem

pegede talsmændene på det uhensigtsmæssige i, at en strafafsoner, der

indsættes

på familieafdelingen, alene tilbydes beskæftigelse i køkkenet. En indsat, der

er HIV-positiv, og som ønsker at være på familieafdelingen, kan derved efter

talsmændenes opfattelse føle sig tvunget til at arbejde i køkkenet, selv om

den pågældende helst selv vil undgå en sådan beskæftigelse.

Fængselsinspektøren oplyste

under den efterfølgende samtale, at spørgsmålet om foretagelse af

blodprøveundersøgelse har været rejst over for ledelsen. Indholdet af svaret

har været, at der ifølge fængslets læge ikke består nogen risiko for smitte,

når køkkenpersonalet udviser almindelig renlig adfærd og ikke tager del i den

nævnte beskæftigelse, såfremt den pågældende har åbne sår. Problemstillingen

vedrører ikke kun indsatte, der er HIV-positive, men også indsatte med

smitsom

leverbetændelse. Ledelsen har ikke kendskab til, om der i andre fængsler er

opstillet krav om aflæggelse af blodprøve forud for beskæftigelse i køkkenet.

I en følgeskrivelse til

Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulærskrivelse af 13. december 1985

(om

retningslinier vedr. forholdsregler mod AIDS for så vidt angår indsatte i

kriminalforsorgens institutioner) var det angivet, at der ikke var

"lægelig begrundelse for, at indsatte, hos hvem der er påvist

antistoffer

mod AIDS, ikke beskæftiges i institutionens køkken. Fængselsmæssige hensyn

vil

imidlertid kunne tale for, at der indtil videre gennemføres en ordning,

hvorefter der foretages undersøgelse for antistoffer mod AIDS, før en indsat

beskæftiges ved køkkenarbejde i institutionen."

Cirkulærskrivelsen af 13.

december 1985 er ophævet ved Direktoratet for Kriminalforsorgens

cirkulærskrivelse af 22. juni 1992 med en senere ændring (cirkulærskrivelse

om

retningslinier vedrørende forholdsregler mod HIV-smitte for så vidt angår

indsatte i kriminalforsorgens institutioner). Af følgeskrivelsen til den

sidstnævnte cirkulærskrivelse fremgår det fortsat, at "der ikke er

lægelig begrundelse for, at indsatte, hos hvem der er påvist antistoffer mod

AIDS, udelukkes fra beskæftigelse i institutionens køkken eller

lignende."

En ordning med undersøgelse for antistoffer mod AIDS forud for beskæftigelse

ved køkkenarbejde er uomtalt i såvel følgeskrivelsen som cirkulærskrivelsen.

Cirkulærskrivelsen indeholder

derimod bestemmelser dels om lægens tavshedspligt i henhold til lægelovens §

9,

dels om anonymiseret indberetninger fra fængselslægen til kriminalforsorgens

konsulent i almenlægelige og hygiejniske spørgsmål.

I anledning af det rejste

spørgsmål har jeg anmodet Direktoratet for Kriminalforsorgen om en udtalelse,

herunder en udtalelse om, hvorvidt der i anstalterne er en ensartet praksis

med hensyn til spørgsmålet om foretagelse af sådanne undersøgelser for

indsatte med beskæftigelse i køkkenet.

I skrivelsen af 7. oktober

1994 har Direktoratet for Kriminalforsorgen afgivet denne udtalelse:

"...

Indledningsvis bemærkes det,

at Kriminalforsorgens praksis på sundhedsområdet med de begrænsninger, som er

nødvendige af hensyn til straffuldbyrdelsen, svarer til den praksis, der er

gældende i forhold til landets øvrige borgere. For så vidt angår spørgsmålet

om

HIV-smitte holder direktoratet sig løbende orienteret om de initiativer og

den

informationsvirksomhed, som Sundhedsstyrelsen iværksætter.

...

Da direktoratet i

følgeskrivelsen til de oprindelige retningslinier (cirkulæreskrivelse af 13.

december 1985) anførte, at der af fængselsmæssige grunde indtil videre kunne

gennemføres en ordning, hvorefter indsatte, der blev beskæftiget ved

køkkenarbejde blev undersøgt for HIV-antistof, skete det på baggrund af en

drøftelse med personaleorganisationerne, sundhedsstyrelsen m.fl., efter at

det

først havde været under overvejelse at fastlægge en ordning, hvor indsatte

forud for beskæftigelse ved køkkenarbejde som udgangspunkt blev HIV-testet.

Samtidig med fastlæggelsen af de endelige retningslinier var der enighed om

at

præcisere, at der ikke var lægelig begrundelse for foretagelse af en sådan

undersøgelse.

Da direktoratet i 1992 fandt

anledning til at revidere de oprindelige retningslinier fra 1985 orienterede

man (på ny) om, at der ikke var lægelig begrundelse for at udelukke personer

hos hvem, der er påvist antistoffer mod HIV-smitte, fra beskæftigelse ved

køkkenarbejde. Direktoratet fandt ikke behov for at opretholde bemærkningen

om, at fængselsmæssige hensyn kunne begrunde foretagelsen af en HIV-test og

direktoratet er fortsat af denne opfattelse.

Til belysning af spørgsmålet

om, hvorvidt der er en ensartet praksis med hensyn til blodprøveundersøgelse

forud for indsattes beskæftigelse ved køkkenarbejde, har direktoratet

indhentet udtalelser fra de enkelte anstalter. Udtalelserne vedlægges til

orientering.

Som det fremgår stilles der

ikke i noget statsfængsel krav om, at indsatte aflægger blodprøve forud for

beskæftigelse ved køkkenarbejde.

I Statsfængslet ved Sdr. Omme

bliver indsatte, der ønsker beskæftigelse i anstaltens køkken, godkendt af

fængselslægen.

Direktoratet har ikke

modtaget oplysninger, som kan begrunde, at man ændrer de ovennævnte

retningslinier fra 1992, ligesom man finder, at anstalternes praksis er i

overensstemmelse med disse retningslinier.

Det tilføjes, at indførelsen

af den såkaldte AUF-struktur indebærer, at institutionskøkkenerne i de fleste

fængsler er blevet nedlagt. Således er køkkenet i Statsfængslet i

Vridsløselille nedlagt pr. 31. marts 1993".

Jeg har taget det oplyste til

efterretning og foretager mig ikke videre vedrørende spørgsmålet.

Af regelsamlingen for

Københavns Fængsler, afsnit III, løbenr. 17, fremgår det, at indsatte, der

har

ophold på familieafdelingen, så vidt muligt vil blive tilbudt beskæftigelse

enten i køkkenet, på værksted I eller andet arbejde i fløjen. Jeg går derfor

ud

fra, at en indsat, der er HIV-positiv, og som ønsker at være på

familieafdelingen, selv kan vælge ikke at arbejde i køkkenet. Jeg har

herefter

ikke anledning til at foretage mig videre vedrørende det problem, som

talsmændene særskilt pegede på.

5. Halal-forplejning.

Talsmanden for udlændingene

klagede over, at tilberedningen af halal-forplejningen ikke overholder

koranens

forskrifter om streng adskillelse mellem okse- og svinekød. Klagen omfattede

endvidere det forhold, at slagtningen ikke foregår forskriftsmæssigt.

Under den senere samtale med

ledelsen blev det oplyst, at spørgsmålet var rejst over for ledelsen, der

havde

iværksat en undersøgelse. Ledelsen oplyste at ville orientere mig om

resultatet af undersøgelsen.

Med en skrivelse af 11.

januar 1994 fra Københavns Fængsler modtog jeg et notat af 23. december 1993

fra fængselsforvalteren. Det fremgår af notatet, at Københavns Fængsler

foretager indkøb af specielt fremstillet halalslagtet pålæg hos Quality i

Herning. I køkkenet anvendes pålægsmaskinen først til afskæring af alt

halalpålæg

og derefter til almindeligt pålæg. Maskinen rengøres herefter og anvendes

næste

dag i overensstemmelse med den angivne procedure. Frituren og dermed olien

anvendes udelukkende ved fremstillingen af fisk og fjerkræ, der anvendes som

en

del af halalkosten. Fængselsforvalteren foreslog i øvrigt, at spørgsmålet om

specialkost til indsatte medtages af en arbejdsgruppe, som Direktoratet for

Kriminalforsorgen har nedsat, vedrørende forplejningen af indsatte.

Den pågældende talsmand, der

rejste spørgsmålet om halal-forplejningen over for mig, har herefter under en

samtale den 3. januar 1994 over for fængslets ledelse erklæret sig tilfreds

med besvarelsen af de rejste spørgsmål.

Jeg har herefter ikke

grundlag for at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.

Jeg har noteret mig

oplysningen om, at spørgsmålet om specialkost til indsatte medtages på et

møde

i den nævnte arbejdsgruppe.

6. Muslimsk fredagsbøn.

Talsmanden for de udenlandske

indsatte klagede over, at det lokale, der er stillet til rådighed for

afholdelse af muslimsk fredagsbøn, ikke er egnet hertil på grund af lokalets

udsmykning og urene tæpper. Spørgsmålet var rejst over for ledelsen. Hun

efterlyste endvidere en støtte til de indsatte fra det islamiske trossamfund

og

oplyste, at en imam tidligere besøgte fængslet i forbindelse med

fredagsbønnen,

men at sådanne besøg nu er ophørt.

Under den senere samtale med

ledelsen blev det oplyst, at fredagsbønnen finder sted i en TV-stue, som de

indsatte selv har dekoreret. Ledelsen oplyste endvidere, at den ikke har

indvendinger mod, at de indsatte retter henvendelse til Islamisk Kultur

Center

om spørgsmålet om en imams tilstedeværelse ved fredagsbønnen.

Af et referat fra

anstaltsmødet den 4. maj 1993 fremgår det, at der var fremsat forespørgsel

om,

hvorvidt der ville være mulighed for, at en imam kan få tilladelse til at

komme

i fængslet og forestå bønnen. Fængselsinspektøren udtalte, at der intet er

til

hinder herfor og henviste den pågældende til at rette skriftlig henvendelse

til

fængslet.

Med skrivelsen af 11. januar

1994 fra Københavns Fængsler blev jeg orienteret om, at lokaleproblemet var

løst ved at lade fredagsbønnen foregå i et andet, nyrenoveret og egnet

lokalet

i den samme fløj som tidligere. Talsmanden havde tilsluttet sig brugen af

dette

andet lokale.

Jeg har herefter ikke

anledning til at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet om lokalet til

afholdelse af fredagsbøn.

I et brev af 18. maj 1994 har

jeg gjort Islamisk Kultur Center opmærksom på de indsattes ønske om støtte

fra

centret og om en imams tilstedeværelse ved fredagsbønnen. Jeg henviste i den

forbindelse centret til at rette skriftlig henvendelse til Københavns

Fængsler.

7. Visitation efter besøg.

Talsmændene klagede over, at

personalet i forbindelse med den visitation, der finder sted af de indsattes

tøj efter besøg, anvender gummihandsker med talkum, der er meget svært at

vaske

af tøjet.

Under den efterfølgende

drøftelse nævnte jeg spørgsmålet for fængselsledelsen med henblik på

ledelsens overvejelse af, hvorvidt det vil være muligt at foretage visitation

ved anvendelse af handsker af gummi eller plastic og uden talkum.

Under rundgangen i fængslet

konstaterede jeg som anført ovenfor under afsnit II, A, visitationshandsker

både med og uden talkum. De sidstnævnte dog kun i en lille størrelse. På den

baggrund må jeg forstå det således, at det er muligt at foretage visitation

ved

anvendelse af handsker uden talkum. Jeg kan forestille mig, at det rejste

problem kan løses ved indkøb alene af handsker uden talkum og i forskellige

størrelser.

Jeg anmoder om underretning

om resultatet af ledelsens overvejelser vedrørende dette spørgsmål.

8. Støjniveau i Sydfløjen.

Talsmændene klagede over, at

der i Sydfløjen, der indeholder isolationsafdelingen, er et for højt

støjniveau. Årsagen hertil er formentligt, at modtagelsesafdelingen er

placeret i forbindelse med denne fløj. Talsmændene oplyste i den forbindelse,

at der ikke er et tilstrækkeligt antal celler til rådighed for

modtagelsesafdelingen,

hvorfor anholdte indsættes i celler ude på afdelingen med det samme.

Til dette spørgsmål oplyste

ledelsen under den senere drøftelse, at der blev modtaget klager over

støjniveauet i tiden lige efter udlægningen af modtagelsesafdelingen på

Københavns Politigård til Vestre Fængsel. Der er ikke siden modtaget klager

over støjen.

Det blev endvidere oplyst, at

der kun har været 2 sager med indsættelse om natten.

Til spørgsmålet om direkte

indsættelse af en anholdt i en celle ude på belægningsafdelingerne oplyste

ledelsen, at en sådan indsættelse ikke skyldes pladsproblemer. Ledelsen

skønner

derimod, at der ved umiddelbar indsættelse på belægningsafdelingerne tages

mere hensyn

til den pågældende, der

derved undgår et kontaktbrud og desuden kommer i fællesskab.

Jeg har herefter ikke fundet

grundlag for at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.

9. Udlevering af regelsamling ved indsættelse.

Talsmændene klagede over, at

regelsamlingen (den røde) for Københavns Fængsler kun udleveres på begæring.

Det blev oplyst, at den tidligere lå i cellerne.

Til dette spørgsmål oplyste

ledelsen under den efterfølgende drøftelse, at den røde regelsamling

udleveres

til de indsatte ved modtagelsen. Kriminalforsorgens cirkulæresamling (den

blå)

udleveres derimod alene til talsmændene.

Spørgsmålet har særligt i

relation til de udenlandske indsatte været berørt på anstaltsmødet den 9.

september 1993. Af referatet fremgår følgende:

"... pegede på, at udlændinge

der ikke taler/forstår dansk heller ikke kender de muligheder, de har i

fængslet. Ilse Cohn oplyste, at det netop var derfor, at der var lavet

informationsmateriale på 21 sprog og bånd der udleveres til nyindsatte i

modtagelsen.

Den gule regelsamling er oversat til engelsk, ligesom KF-regelsamling, der

udleveres til indsatte."

På baggrund af oplysningen

om, at regelsamlingen (den røde) udleveres til de indsatte, har jeg ikke

grundlag for at foretage mig mere vedrørende spørgsmålet.

B. Blegdamsvejens Fængsel.

Efter inspektionsbesøget

modtog jeg notater vedrørende afholdelse af møder med talsmændene den 28.

oktober og 8. december 1992 samt den 7. december 1993.

Jeg modtog endvidere et notat

af 19. juni 1991 vedrørende retningslinier for indsatte under 18 år i

forbindelse med fællesskabs- og fritidsaktiviteter, en skrivelse af 20. juni

1991 til Direktoratet for Kriminalforsorgen, et notat af 30. marts 1993

vedrørende unge indsatte under 18 år, et mødereferat af 26. oktober 1993

vedrørende et møde mellem personale fra Observationshjemmet

"Sønderbro", Københavns Kommunes Socialdirektorat og Københavns

Fængsler samt et notat af 27. december 1993 vedrørende unge indsatte.

I mødet med talsmændene

deltog 3 talsmænd. Den fjerde talsmand var ikke til stede på grund af udgang.

1. Håndvåben.

Talsmændene klagede over, at

politiet medbringer håndvåben i fængslet. Våbnene er synlige, hvilket

talsmændene ikke finder sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Fængselsinspektøren oplyste

under den efterfølgende drøftelse, at hun havde forståelse for problemet, der

i

Vestre Fængsel er blevet løst efter et samarbejdsmøde med Københavns Politi.

I

Vestre Fængsel afleverer politiet ved ankomsten deres håndvåben til fængslet,

der opbevarer dem forsvarligt. Fængselsinspektøren vil kontakte Københavns

Politi og søge at indgå en tilsvarende aftale.

Jeg anmoder om underretning

om resultatet af drøftelserne mellem Københavns Fængsler og Københavns

Politi.

2. Rengøring.

Talsmændene oplyste, at

rengøringsstandarden på tidspunktet for inspektionsbesøget var langt bedre

end

sædvanligt. En talsmand efterlyste dannelse af egentlige rengøringshold og

indkøb af tilstrækkelige rengøringsmidler. Han oplyste i den forbindelse, at

fængslet var udgået for rengøringsmidler midt i det hovedrengøringsprojekt,

der var i gang.

Under den senere samtale med

ledelsen blev det oplyst, at der var bestilt, men desværre endnu ikke

modtaget

nye rengøringsmidler.

For så vidt angår det

generelle problem om rengøringsstandarden blev der henvist til det

igangværende

rengøringsprojekt og den evaluering, der efterfølgende skal finde sted.

Jeg anmoder om underretning

om resultatet af evalueringen.

3. Besøgsafdelingen.

Talsmændene klagede over

størrelsen af besøgsrummene i besøgsafdelingen og over, at der ikke er

toiletadgang

under besøget. De klagede endvidere over, at vinduerne i afdelingen er

utætte.

Af notatet fra mødet med

talsmændene den 7. december 1993 fremgår det, at det blev oplyst, at der er

bestilt nye vinduer til besøgsafdelingen, men at de af økonomiske årsager

ikke

er blevet leveret. Det fremgår endvidere af notatet, at behovet for

tætningslister

ved vinduerne vil blive undersøgt i forbindelse med hovedrengøringen.

Under rundgangen konstaterede

jeg, at der er toiletadgang for de besøgende, der kan benytte et toilet i

venteværelset. Under de nuværende bygningsmæssige forhold er det imidlertid

ikke muligt i selve besøgsafsnittet at etablere et toilet for de indsatte,

der

må henvises til at kontakte opsynspersonalet.

Under min samtale med

fængselsinspektøren blev det bekræftet, at der er bestilt nye vinduer til

besøgsafdelingen, men at der ikke er midler til en isættelse heraf. I

forbindelse med isættelsesarbejdet skal der dannes et projekthold. Det blev

endvidere bekræftet, at vinduerne - såvel i besøgsafdelingen som i fængslet i

almindelighed - kan tætnes med tætningslister, der vil blive indkøbt, såfremt

beholdningen heraf er brugt op.

Jeg anmoder om underretning,

når der er monteret nye vinduer i besøgsafdelingen.

På grundlag af oplysningen

om, at eventuelle utætheder ved vinduerne kan tætnes - og, går jeg ud fra, i

den mellemliggende periode vil blive tætnet - med tætningslister, har jeg

ikke

anledning til at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.

4. Talsmandsordning.

Talsmændene oplyste, at der i

Blegdamsvejens Fængsel ikke er en kontinuerlig talsmandsordning, hvilket

efter

deres opfattelse dels skyldes de indsattes manglende lyst til at påtage sig

hvervet, dels det forhold at overvagtmesterens dør "altid står

åben",

således at behovet for en talsmandsordning synes mindre.

De klagede over, at der ikke

udleveres et regelsæt til talsmændene, der således ikke er klar over deres

rettigheder som talsmænd.

Under den efterfølgende

drøftelse med ledelsen indskærpede jeg, at en regelsamling skal være

tilgængelig

for talsmændene.

Til spørgsmålet om en

kontinuerlig talsmandsordning oplyste overvagtmesteren, at personalet som

regel

opfordrer de indsatte til at vælge talsmænd. På grund af den hurtige

udskiftning i fængslet kan der være sket en forglemmelse af en sådan

opfordring.

Overvagtmesteren besvarede et

spørgsmål om, hvorvidt det vil være muligt for personalet at indarbejde

særlige

erindringsrutiner med henblik på de nævnte opfordringer, bekræftende.

Jeg anmoder om at modtage

underretning om det erindringssystem, der vil blive indført, for bedre fra

personalets side at sikre en kontinuerlig talsmandsordning.

5. Ventetid i forbindelse med overførsel til

fuldbyrdelsesanstalt.

En talsmand oplyste, at han

havde været indsat i Blegdamsvejens Fængsel i 10 måneder. På tidspunktet for

inspektionsbesøget var der forløbet 3 måneder efter, at der var afsagt dom i

hans sag (ankedom). Han ventede på at blive overført til Statsfængslet ved

Nr.

Snede. Han skulle afsone ialt 21 måneder regnet til datoen for en

prøveløsladelse.

Under den senere samtale med

ledelsen blev det oplyst, at der sædvanligvis ikke sker overførsel fra

Blegdamsvejens Fængsel til Statsfængslet ved Nr. Snede. Den pågældende havde

dog ansøgt om overførsel dertil, fordi et familiemedlem afsoner der.

Det blev oplyst, at der i

perioder kan være lange ventetider.

Med udgangspunkt i

talsmandens sag har jeg den 18. maj 1994 gjort Direktoratet for

Kriminalforsorgen

opmærksom på problemet med lang ventetid i forbindelse med overførsel til

fuldbyrdelsesanstalt. Jeg har i den forbindelse anmodet om direktoratets

bemærkninger til det generelle spørgsmål om ventetidens længde. Jeg har

endvidere anmodet om at modtage en oversigt over ventetider, såfremt det er

umiddelbart muligt at udarbejde en sådan.

I udtalelsen af 7. oktober

1994 har Direktoratet for Kriminalforsorgen om dette spørgsmål oplyst:

"...

Københavns Fængsler har i

udtalelsen oplyst, at den konkrete sag drejer sig om en person, der den 17.

januar 1993 blev indsat i Blegdamsvejens Fængsel. Ved Østre Landsrets ankedom

af 17. september 1993 blev han idømt fængsel i 4 år. Den 11. oktober 1993

blev

der truffet afgørelse om afsoning i Statsfængslet i Nr. Snede. Først den 21.

december 1993 skete der overførsel til afsoningsstedet.

Københavns Fængsler har

oplyst, at man ikke har mulighed for at udarbejde en oversigt over ventetiden

for overførsel til afsoningsanstalt.

Direktoratet er enig i, at

ventetiden i den konkrete sag er problematisk.

Den lange ventetid skyldes,

at der i efteråret 1993 var et meget højt belæg i Statsfængslet ved Nr.

Snede.

I forbindelse med en inspektion, som direktoratet foretog i Statsfængslet ved

Nr. Snede i foråret 1994, blev statsfængslet blandt andet anmodet om at

kommentere baggrunden for den høje udnyttelse af pladserne i

efterårsmånederne

i 1993. Statsfængslet oplyste ved skrivelse af 6. juni 1994, at det høje

belægstal i efteråret skyldes, at man i perioden hjalp visse arresthuse, der

havde pladsproblemer. Der vedlægges kopi af skrivelse herfra af 11. maj 1994

med bilag 1 (side 1 og 2), kopi af Nr. Snedes skrivelse af 6. juni 1994 s. 1.

samt skrivelse herfra af 26. juli 1994.

Det er den 6. september 1994

telefonisk oplyst fra statsfængslet, at ventetiden for overførsel fra

arresthus

for tiden er 2-5 uger. Da problemerne med ventetid ved overførsel til

Statsfængslet ved Nr. Snede er aftaget, har direktoratet ikke foretaget

videre

i forhold til Statsfængslet ved Nr. Snede.

Derimod har direktoratet for

at lette presset på arresthusene, og herunder Københavns Fængsler, ved

skrivelse af 27. juli d.å. til politiet, arrestinspektørerne og

Kriminalforsorgens anstalter indskærpet, at domfældte, der er anbragt i

arresthus, som udgangspunkt skal indkaldes forud for domfældte, der er på fri

fod, jf. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af

18. maj 1994 om iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring mv., § 42. Det

må

alt andet lige forventes, at denne indskærpelse vil medvirke til, at

ventetiden

for overførsel fra arresthus til afsoningssted generelt nedbringes".

Jeg har taget det oplyste til

efterretning og foretager mig ikke videre vedrørende spørgsmålet.

6. Unge under 18 år.

Talsmændene rejste

spørgsmålet om anbringelse af unge under 18 år i Blegdamsvejens Fængsel. De

fandt, at afsondringen af de unge fra de ældre indsatte i fængslet er et

dårligt alternativ til et egentligt ungdomsfængsel. Efter deres opfattelse er

afsondringen i øvrigt til gene for de øvrige indsatte, der ikke kan benytte

f.eks. et kondirum på tidspunkter, når det benyttes af de unge.

Jeg gjorde talsmændene

opmærksom på De Europæiske Fængselsregler, hvorefter unge indsatte skal

anbringes under forhold, der i videst muligt omfang beskytter dem mod

skadelig

indflydelse, og som tager hensyn til de behov, der er specielle for deres

alder. De unge indsatte må derfor kun have fællesskab med ældre indsatte,

hvis

det vurderes, at de unge ikke derved udsættes for uheldig påvirkning. (Under

henvisning til artikel 37 c i FNs konvention af 20. november 1989 om barnets

rettigheder har Direktoratet for Kriminalforsorgen udstedt cirkulære af 8.

oktober 1991 med senere ændring om behandlingen af 15 - 17 årige, der

anbringes i kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.)

Fra Københavns Fængsler har

jeg som anført ovenfor modtaget notater om unge indsatte under 18 år.

Fængselsinspektøren oplyste

under den efterfølgende samtale, at reglerne om afsondrethed nøje søges

overholdt i fængslet. Hun henviste i den forbindelse til de notater, som jeg

efterfølgende modtog fra Københavns Fængsler om behandlingen af unge

indsatte.

Fængselsinspektøren oplyste endvidere, at Københavns Fængsler har drøftet

samarbejdsmuligheder med Observationshjemmet "Sønderbro", hvor der

er

indrettet en sikret afdeling.

Af mødenotatet fra den 2.

november 1993 vedrørende et møde mellem bl.a. Københavns Fængsler og

Observationshjemmet "Sønderbro" fremgår det, at der fra begge

institutioners side er et ønske om et samarbejde om unge indsatte - konkret i

dagligdagen i forhold til den enkelte unge og generelt ved afholdelse af

jævnlige samarbejdsmøder.

Spørgsmålet om anbringelse af

unge mellem 15 - 17 år i Blegdamsvejens Fængsel har givet mig anledning til i

skrivelsen af 18. maj 1994 at anmode Direktoratet for Kriminalforsorgen om en

udtalelse vedrørende direktoratets stillingtagen hertil og eventuelle

overvejelser med hensyn til forbedrede og/eller ændrede

anbringelsesmuligheder.

Om dette spørgsmål har

Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyst i udtalelsen af 7. oktober 1994:

"...

Unge indsatte behandles efter

retningslinier fastsat i cirkulære af 8. oktober 1991 om behandlingen af

15-17

årige, der anbringes i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse. Baggrunden

for cirkulæret er, at Folketinget den 31. maj 1991 vedtog, at Danmark skulle

ratificere FN-konventionen om barnets rettigheder.

Af artikel 37 c i

konventionen fremgår blandt andet, at ethvert barn, der er berøvet friheden,

skal holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at

tjene barnets tarv.

Før ratifikationen af

konventionen blev 15-17 årige varetægtsarrestanter i almindelighed anbragt i

arresthuse eller Københavns Fængsler, hvor der - forudsat at der ikke var

truffet afgørelse om isolation - var mulighed for fællesskab med ældre

indsatte. Afsoning af frihedsstraf i åbent fængsel skete efter det såkaldte

nærhedsprincip,

det vil sige så vidt muligt i det nærmeste åbne fængsel, hvor de unge blev

anbragt på almindelige afdelinger. Unge op til ca. 23 år, der skulle afsone i

lukket fængsel, blev - og bliver fortsat - anbragt i Statsfængslet i Ringe.

Da det er svært at bevise, at

adskillelse fra voksne ikke tjener barnets tarv, er reglerne i cirkulæret

fastsat således, at der i almindelighed skal være fysisk adskillelse mellem

15-17 årige og ældre indsatte. 15-17 årige mænd, der skal afsone en

frihedsstraf i åbent fængsel, anbringes derfor i en særlig afdeling i

Statsfængslet på Søbysøgård. Er anbringelse i åbent fængsel utilrådelig,

afsones frihedsstraf i Statsfængslet i Ringe. Afsoning kan endvidere ske i

arresthus eller i Blegdamsvejens Fængsel, hvilket navnlig vil være tilfældet,

hvis straffen er kortvarig.

Efter § 1 i cirkulæret skal

15-17 årige varetægtsarrestanter, der ikke kan anbringes i varetægtssurrogat,

anbringes i Blegdamsvejens Fængsel under Københavns Fængsler eller i

arresthus.

15-17 årige må ikke uden direktoratets samtykke placeres i celle med indsatte

over 17 år.

Der kan kun gives tilladelse

til, at den 15-17 årige har fællesskab med indsatte over 17 år uden

personalets

tilstedeværelse, hvis det er i overensstemmelse med den unges tarv, og der

efter en konkret vurdering ikke antages at foreligge risiko for, at den unge

udsættes for uheldig påvirkning. Der henvises til §§ 2-4 i cirkulæret.

Tilsvarende regler finder anvendelse for 15-17 årige afsonere, der har ophold

i

Blegdamsvejens Fængsel, jf. § 9 i cirkulæret.

Københavns Fængsler har i

udtalelsen af 24. juni 1994 oplyst, at man er enig med talsmændene i, at en

skarp afsondring af de unge fra de ældre indsatte er uhensigtsmæssig.

Direktoratet er opmærksom på

de problemer, som er forbundet med anbringelse af unge.

Erfaringerne fra

Statsfængslet på Søbysøgård har vist, at de unge på den særlige afdeling ofte

har følt sig isolerede. På den baggrund blev reglerne for ungdomsafdelingen i

Statsfængslet på Søbysøgård i januar 1994 ændret således, at der på

afdelingen

kan anbringes indsatte op til 23 år. Til orientering vedlægges kopi af en

indberetning

af 25. november 1993 fra Statsfængslet på Søbysøgård samt skrivelse herfra af

10. januar 1994. Med henblik på en vurdering af ordningen er Statsfængslet på

Søbysøgård anmodet om ved udgangen af 1994 at afgive en ny indberetning om

erfaringerne med afdelingen. Indberetningen fra statsfængslet vil blive sendt

til Retsudvalget.

Under hensyn til artikel 37 c

finder direktoratet ikke, at man i den nuværende situation har mulighed for

at

ophæve ordingen, hvorefter 15-17 årige indsatte i Blegdamsvejens Fængsel ikke

i

almindelighed må have fællesskab med ældre indsatte.

Efter direktoratets

opfattelse vil det ikke være hensigtsmæssigt at oprette en landsdækkende

arrestafdeling, hvor alle 15-17 årige varetægtsfængslede anbringes. For det

første er antallet af unge under 18 år i arresthusene og Københavns Fængsler

relativt lavt. Fra januar og indtil juli 1994 har der således i gennemsnit

været anbragt 6 unge varetægtsfængslede i arresthusene og i Københavns

Fængsler. Der vedlægges en tabel, der viser det gennemsnitlige antal unge

anbragt i Kriminalforsorgens institutioner. For det andet ville det af hensyn

til politiets mulighed for at kunne foretage afhøring være uhensigtsmæssigt

at

anbringe de unge uden for den politikreds, der foretager efterforskningen.

Endelig ville en sådan anbringelse medføre, at de unge ikke i samme omfang

som

nu, ville have mulighed for besøg af familie m.v.

Direktoratet finder, at også

de unge bør have mulighed for at benytte aktiviteter som f.eks. kondirum i

Blegdamsvejens Fængsel. De ældre indsatte må derfor efter direktoratets

opfattelse affinde sig med, at de normalt ikke har mulighed for at gøre brug

af

disse faciliteter i de perioder, hvor de benyttes af de unge".

Under hensyntagen til

oplysningen fra Direktoratet for Kriminalforsorgen om, at Statsfængslet på

Søbysøgård er anmodet om ved udgangen af 1994 at afgive en ny indberetning om

erfaringerne med afdelingen for unge, og at indberetningen vil blive sendt

til

Retsudvalget, foretager jeg mig ikke videre vedrørende det generelle

spørgsmål

om unge indsatte.

I en udtalelse af 24. juni

1994 fra Københavns Fængsler til Direktoratet for Kriminalforsorgen har

Københavns Fængsler erklæret sig enig med talsmændene i, at en skarp

afsondring

af de unge indsatte fra de øvrige indsatte ofte er uhensigtsmæssig både i

relationen de unge indsatte imellem og i relationen de unge og de øvrige

indsatte imellem.

Fængslet har samtidig givet

udtryk for den opfattelse, "at det bør overvejes, hvorvidt den særlige

afdeling på Blegdamsvejens Fængsel med meget få muligheder for de unge for

fællesskab med indsatte på 18 år og derover bør tages op til overvejelse. Der

er tale om et klientel af en sådan sværhedsgrad, at der er behov for en

flexibel forøgelse af Københavns Fængslers personaleressourcer både på det

civile område - navnlig skole og forsorg og på enhedsfunktionærområdet".

Det er oplyst, at der i

september 1994 ville fremkomme en nærmere beskrivelse af behovet på det

civile

område, og at ledende overvagtmester i forbindelse med forhandling om

normativ

på Københavns Fængsler ville præcisere Blegdamsvejens Fængslers behov på det

uniformerede område.

Jeg udbeder mig underretning

om resultatet af den nævnte forhandling, som jeg har forstået alene vedrører

unge indsatte i Blegdamsvejens Fængsel.

7. Vedligeholdelse.

Talsmændene klagede over

vedligeholdelsesstandarden i Blegdamvejens Fængsel. De mente, at

istandsættelse

med maling ikke er tilstrækkelig. De klagede endvidere over, at cellerne er

kolde, og at vinduerne er så utætte, at også sne kan trænge ind.

Under den senere rundgang

kunne jeg enkelte steder konstatere vinduer, der tilsyneladende ikke kunne

lukke tæt.

Som det fremgår ovenfor under

punkt 3 oplyste ledelsen under inspektionsbesøget, at de indsatte kan få

udleveret

tætningslister med henblik på at udbedre trækproblemer ved vinduerne.

Herefter og da det som anført i afsnit II, A og C, er oplyst, at der er

bestilt

nye vinduer til cellerne, men at disse først vil blive isat i løbet af de

næste

år, må jeg henvise de indsatte til i første omgang at kontakte

overvagtmesteren

vedrørende udlevering af tætningslister.

Som anført ovenfor i afsnit

II, C, har jeg udtalt, at det efter min opfattelse er påtrængende, at den

planlagte udskiftning af vinduerne opprioriteres og søges fremskyndet, så

vidt

det er muligt. Jeg har udbedt mig underretning, når vinduesudskiftningen

påbegyndes,

og jeg foretager mig herefter ikke videre vedrørende klagepunktet.

8. Beskæftigelse.

Talsmændene klagede over, at

karakteren af det arbejde, der tilbydes i fængslet, ikke er ordentlig. De

oplyste endvidere, at der kan være perioder uden arbejde, der skal udføres.

De

indsatte modtager i sådanne perioder ventepenge.

Jeg må henvise de indsatte

til konkret at klage over sådanne forhold til Direktoratet for

Kriminalforsorgen.

9. Håndjern.

Talsmændene rejste spørgsmål

vedrørende den generelle brug af håndjern i fængslet, og anførte i den

forbindelse, at hænderne - når der anvendes håndjern - bør være placeret

foran

kroppen og ikke bag ryggen.

De nævnte endvidere en

konkret episode, hvor en indsat med broklidelse blev transporteret til

skadestuen

liggende på en båre og med hænderne i håndjern bag ryggen.

Om den generelle brug af håndjern

henviste jeg til, at fængselsinspektøren under mit inspektionsbesøg i Vestre

Fængsel den 6. december 1993 havde oplyst, at omfanget heraf var steget.

Københavns Fængsler havde over for personalet indskærpet, at der i

forbindelse

med transport af en indsat skal foretages en nøje vurdering af

undvigelsesrisikoen. Årsagen hertil var en konkret undvigelsessag. Ledelsen

havde endvidere oplyst, at den fandt anvendelsen af håndjern under intern

transport mere hensyntagende over for den indsatte end f.eks. anvendelse af

halsgreb.

Under den senere samtale med

ledelsen anmodede jeg om at modtage rapporten om anvendelse af håndjern i den

konkrete sag, som talsmændene havde nævnt for mig.

Af rapporten, som jeg modtog

efterfølgende, fremgår det, at den pågældende indsatte ikke havde klaget over

anvendelsen af håndjern. På den baggrund foretager jeg mig ikke videre i den

konkrete sag.

Jeg modtog fra Københavns

Fængsler endvidere efterfølgende et notat af 28. december 1993 om anvendelse

af

håndjern. Det fremgår heraf, at håndjern anvendes med armene bag på ryggen

for

at sikre, at en indsat ikke kan bruge håndjernene som slagvåben eller lægge

armene ned over en medarbejder og derved eksempelvis foretage

tilbageholdelsesgreb.

Det er i notatet oplyst, at fremgangsmåden anvendes ved såvel ekstern som

intern transport.

Om anvendelse af håndjern

over for indsatte indeholder § 1, stk. 2, i Direktoratet for

Kriminalforsorgens cirkulære af 22. januar 1987 om en sådan anvendelse blot

en

bestemmelse om, at håndjern under transport uden for institutionens område så

vidt muligt skal være skjult under den pågældendes klæder eller lignende,

såfremt diskretionshensyn taler derfor. (Bestemmelsen er uændret og fremgår

nu

af § 1, stk. 2, i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj

1994

om anvendelse af håndjern over for indsatte. Dette cirkulære er trådt i kraft

den 1. juli 1994, og 1987-cirkulæret er ophævet.)

Jeg er bekendt med, at

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 13. februar 1992

nedsatte en arbejdsgruppe vedrørende uddannelse af det uniformerede personale

i, hvordan lovlige tvangs- og sikringsmidler (greb, håndjern, stav,

sikringscelle m.v.) anvendes i praksis. Arbejdsgruppens kommissorium var

bl.a.

at udarbejde en redegørelse for gældende kutymer og standarder vedrørende den

praktiske udførelse af tvangs-og sikringsopgaver og på baggrund af

redegørelsen

at overveje, hvorvidt der bør ske ændringer i disse kutymer og standarder.

I januar 1994 afgav

arbejdsgruppen en indstilling om konfliktforebyggelse og -løsning. Af

rapporten fremgår på side

39 f.

følgende om anvendelsen af håndjern:

"...

3.5.3.2. Sammenfatning af svar.

Det er hovedreglen, at

håndjern anbringes med håndfladerne mod hinanden og armene bag ryggen. Under

transport over længere strækninger, dog med armene foran, idet håndjern med

armene på ryggen under transport over en længere strækning kan være

ødelæggende

for den indsattes nakke m.v.. Hvis den indsatte udgør en særlig

konfliktrisiko,

placeres armene på ryggen, også i transportsituationen. Et enkelt

tjenestested

bruger ikke håndjern.

Det er ikke kutyme at bruge

håndjern om den indsattes ankler, eller at fastspænde den indsatte ved hjælp

af

håndjern til en fast genstand. I almindelighed frarådes det også at lænke den

indsatte til sig selv.

Alle de interviewede finder,

at det er mere skånsomt at anvende håndjern ved transport fra et sted til et

andet fx, hvis en indsat skal føres fra sin celle til sikringscelle, fremfor

at

føre ham dertil i føregreb. Den indsatte opgiver hurtigere modstand ved at få

håndjern på, fordi modstand ikke er mulig i modsætning til føregreb, hvor den

indsatte ofte vil genoptage sin modstand, hvis føregrebet slækkes.

Hvis den indsatte skal

flyttes fra et sted til et andet iført håndjern, leder man ham normalt afsted

ved at to medarbejdere holder i hver sin overarm. Vil den indsatte ikke selv

gå, løftes han i skulderen og ikke i håndjernene.

3.5.3.3. Arbejdsgruppens vurdering.

Arbejdsgruppen er i det

væsentlige enige i de beskrevne kutymer.

Arbejdsgruppen finder, at

håndjern generelt må anses for et mere hensigtsmæssigt og skånsomt - i

forhold

til såvel indsatte som personale - sikringsmiddel end føregreb ved transport

af

en indsat fra en lokalitet til en anden.

Med hensyn til langvarige

transporter af indsatte, der udgør en særlig risiko for vold eller voldsom

modstand, foreslår arbejdsgruppen at bruge mavebælte plus håndremme fra

sikringscellebriksen. Denne fremgangsmåde er skånsom overfor den indsatte,

samtidig med, at den forhindrer den indsatte i at slå (hvilket han har

mulighed

for med håndjern foran). Den foreslåede fremgangsmåde er ikke tilladt i

henhold

til gældende regler, hvorfor der bør tilvejebringes hjemmel hertil. Denne bør

i givet fald indeholde samme stenge regler for anvendelse af mavebælte, som

for

sikringscelleanbringelse og -fiksering.

Arbejdsgruppen er enig i, at

det ikke bør være tilladt at anvende håndjern på den indsattes ankler, at

fastspænde den indsatte til en fast genstand, samt det utilrådelige i, at

lænke

sig til en indsat.

..."

Spørgsmålet om anvendelse af

håndjern over for indsatte under transport (såvel uden for som i fængslet) og

spørgsmålet om brugen af dem foran kroppen eller bag ryggen er omfattet af

arbejdsgruppens indstilling, der for tiden overvejes i Direktoratet for

Kriminalforsorgen.

Under hensyntagen hertil foretager jeg mig på nuværende tidspunkt ikke

videre.

Jeg anmoder Direktoratet for

Kriminalforsorgen om underretning om resultatet af direktoratets overvejelser

og de eventuelle regelændringer, der måtte blive besluttet på baggrund af

indstillingen. Jeg anmoder i den forbindelse om underretning fra Direktoratet

for Kriminalforsorgen om direktoratets stillingtagen til spørgsmålet om

anvendelse af håndjern med hænderne bag ryggen under sygetransport på en

båre.

10. Orientering af de indsatte forud for besøg.

Talsmændene klagede over, at

de ikke altid forud for besøg i fængslet orienteres herom.

Under den senere samtale

beklagede fængselsinspektøren, hvis der havde været besøg i fængslet, uden at

de

indsatte var blevet orienteret om et forestående besøg. Fængselsinspektøren

var af den opfattelse, at de indsatte blev orienteret efter gældende regler.

Jeg har ikke anledning til at

foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.

11. Forplejningen.

En talsmand klagede over

forarbejdningen af maden. Det blev oplyst, at maden laves i Vestre Fængsel og

transporteres til Blegdamsvejens Fængsel. Når maden serveres for de indsatte,

er den blevet halvkold.

Jeg må henvise de indsatte

til konkret at klage over forplejningen til fængselsledelsen.

12. Butik.

Talsmændene oplyste, at

butiksordningen er udmærket, blot er den lidt for dyr. Som eksempel nævnte

de,

at en 1½ liters sodavand koster 5 kr. mere i Blegdamsvejens Fængsel end i

Vestre Fængsel.

Under min rundgang fik jeg

oplyst, at den nævnte forskel skyldes det forhold, at de indsatte i

Blegdamsvejens Fængsel betaler flaskepant, hvilket de indsatte i Vestre

Fængsel ikke gør.

Jeg har ikke anledning til at

foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.

13. Andre forhold.

Talsmændene var alle

tilfredse med som indsatte at opholde sig i Blegdamsvejens Fængsel. De

beskrev

atmosfæren som god og fremhævede som en positiv ting, at de indsatte altid

kan

kontakte overvagtmesteren. De kunne ønske sig tilstedeværelsen af flere ældre

blandt personalet, da de ældre udviser større forståelse for at få

"tingene til at glide" end de unge.

Som et yderligere positivt

forhold nævnte talsmændene, at der på kontoret er blevet installeret en

mønttelefon, som de indsatte kan benytte - ganske vist i overværelse af

personalet.

C. Institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm.

Forud for inspektionsbesøget

modtog jeg underretning om, at der i institutionen for frihedsberøvede

asylansøgere i Sandholm ikke var valgt talsmænd. Fængselsinspektøren havde

imidlertid opfordret de indsatte til at vælge talsmænd med henblik på en

samtale med mig.

Under besøget havde jeg en

samtale med 7 indsatte, der var blevet valgt som talsmænd.

1. Sagsbehandlingstid ved behandling af ansøgninger om asyl.

Talsmændene klagede over, at

sagsbehandlingstiden ved behandling af ansøgninger om asyl er lang.

Jeg gav udtryk for forståelse

for et behov for hurtig sagsbehandling, men understregede samtidig behovet

for

grundig sagsbehandling til sikring af den enkeltes retsgarantier.

Jeg informerede talsmændene

om, at der i længere tid har været nedsat en arbejdsgruppe med henblik på at

vurdere sagsbehandlingsproceduren og anbefale ændringer, der kan afkorte den

nuværende procedure.

Jeg har ikke grundlag for at

foretage mig videre på baggrund af spørgsmålet fra talsmændene.

2. Politiet.

Talsmændene klagede over

politiets adfærd. De oplyste, at politiet ikke optræder høfligt, men nærmest

fornærmende. De klagede endvidere over politiets anvendelse af håndjern.

Jeg vejledte talsmændene om,

at der er mulighed for at klage over den enkelte politiassistent. Jeg oplyste

endvidere, at jeg ved lejlighed ville nævne problemstillingen for

Rigspolitichefen. Efterfølgende har jeg orienteret Rigspolitichefen om den

rejste klage i relation til politiets adfærd.

Jeg foretager mig ikke videre

vedrørende spørgsmålet.

3. Sprogbarriere.

Talsmændene klagede over, at

de bliver bedt om at underskrive afhøringsrapporter, der er affattet på

dansk.

I disse rapporter er asylansøgernes svar ofte gengivet forkert.

Talsmændene oplyste

endvidere, at de har et særligt behov for kontakt til Røde Kors og tolke, der

ikke har forbindelse til politiet.

Jeg har den 18. maj 1994

rejst spørgsmålet om asylansøgeres underskrivelse af afhøringsrapporter, der

er affattet på dansk, over for Direktoratet for Udlændinge.

Jeg har samtidig gjort

Direktoratet for Udlændinge opmærksom på de frihedsberøvede asylansøgeres

oplyste behov for kontakt til Røde Kors og tolke, der ikke har forbindelse

til

politiet.

I skrivelsen af 25. juli 1994

har Direktoratet for Udlændinge henholdt sig til en udtalelse af 4. juli 1994

fra Rigspolitichefen, afdeling E. Af udtalelsen fremgår bl.a.:

"For så vidt angår den

del af forespørgselen fra Folketingets Ombudsmand, som angår

asylansøgeres underskrift af

rapportforklaringer

affattet på dansk, kan det oplyses, at et tilsvarende

spørgsmål har været rejst af Folketingets Retsudvalg (Almindelig del,

spørgsmål

nr. 73 af 23. november 1989 (bilag 105), spørgsmål nr. 111 af 16. januar 1990

(bilag 199) og spørgsmål nr. 202 af 22. marts 1990 (bilag 360)).

Der vedlægges kopi af

Justitsministeriets besvarelser, hvortil Rigspolitiet kan henholde sig.

Efter afgivelsen af

besvarelserne blev justitsministeren den 10. august 1990 kaldt i samråd med

Retsudvalget. Der vedlægges til orientering kopi af Justitsministeriets

skrivelse af 20. august 1990 samt notits af 14. august 1990 om forløbet af

samrådet.

Der kan desuden henvises til

Delbetænkning I om effektivisering af asylsagsbehandling (betænkning nr.

1249/1993). I betænkningen side 22 ff. beskrives forløbet af asylafhøringen

under medvirken af tolk. Den beskrevne fremgangsmåde finder fortsat

anvendelse,

således at det indledningsvis sikres, at tolk og asylansøger forstår hinanden

(s. 22), at ansøgeren gøres bekendt med, hvorledes oplysningerne vil blive

anvendt (s. 23), og at afhøringen afsluttes med, at tolken gennemgår hele

forklaringen med asylansøgeren, og at ansøgerens rettelser/ændringer til den

oplæste forklaring påføres (s. 23). Asylansøgeren opfordres til at skrive

forklaringen under, men det er en frivillig sag, om den pågældende ønsker det

(s. 23-24).

Indholdet af rapporten bliver

således, inden den præsenteres for ansøgeren til underskrift, mundtligt

oversat

til et sprog, som ansøgeren behersker, men som ikke nødvendigvis er

ansøgerens

modersmål.

...

For så vidt angår det af

Ombudsmanden anførte om tolke kan det oplyses, at de tolke, der anvendes af

politiet i forbindelse med asylafhøringer, er opført på en særlig

tolkefortegnelse, som administreres af Rigspolitiet. Fortegnelsen omfatter i

dag ca. 1.100 tolke, som dækker ca. 130 sprog/dialekter. Til orientering

vedlægges Kundgørelse I, nr. 11, som er grundlaget for Rigspolitiets

tolkeadministration.

Tolkene på fortegnelsen er

ikke ansat af politiet, men de har stillet sig til rådighed for free-lance

tolkeopgaver hos politiet og andre myndigheder under Justitsministeriets

område. Fortegnelsen sendes endvidere til Indenrigsministeriet,

Flygtningenævnet og Direktoratet for Udlændinge. Rigspolitiet lægger

afgørende

vægt på at understrege tolkenes neutrale stilling i forbindelse med

asylafhøringer.

Med henblik på at tydeliggøre dette arbejder Rigspolitiet for tiden med at

udarbejde et sæt "etiske" regler for anvendelse af tolke i

forbindelse med asylafhøringer. Reglerne vil rette sig til såvel de afhørende

polititjenestemænd som de deltagende tolke. De forskellige tolke- og

translatørforeninger vil blive inddraget i arbejdet med de "etiske"

regler."

Direktoratet for Udlændinge

oplyste endvidere at have sendt kopi af mit brev af 18. maj 1994 og

direktoratets

svarskrivelse til Dansk Røde Kors til orientering vedrørende talsmændenes

angivne behov for kontakt til Dansk Røde Kors.

Herefter har jeg ikke

grundlag for at foretage mig videre i anledning af det rejste spørgsmål om

underskrivelse af afhøringsrapporter, der er affattet på dansk.

4. Politiets sagsbehandling.

Talsmændene anførte, at

politiet tilsyneladende behandler sagerne usystematisk og efter

forgodtbefindende. Som eksempel herpå oplyste en af talsmændene, at han, der

var indrejst i Danmark på en anden persons pas, havde afleveret sit eget

internationale kørekort til politiet med oplysninger om rejseruten. Politiet

var imidlertid af den opfattelse, at identiteten til trods for fremlæggelsen

af det internationale kørekort ikke var fastslået. Den pågældende havde nu

været fængslet i 3 måneder.

Jeg har orienteret advokat

Thorkild Høyer som formand for bestyrelsen for Landsforeningen af Beskikkede

Advokater om det rejste spørgsmål. Jeg har i den forbindelse fremhævet

advokaternes mulighed og ansvar for at udøve indflydelse på sagernes

behandling. Vedrørende spørgsmålet foretager jeg mig ikke yderligere.

5. Problem om 1. asylland.

Talsmændene var utilfredse

med, at myndighederne overvejer spørgsmålet om tilbagesendelse af dem til et

1. asylland.

Jeg oplyste, at myndighederne

efter den gældende lovgivning har pligt til at vurdere dette spørgsmål, og at

jeg derfor ikke vil kunne kritisere forholdet.

6. Ældre asylansøgere i afdelingen.

Talsmændene klagede over, at

der i afdelingen indsættes ældre asylansøgere. De oplyste i den forbindelse,

at

en ældre indsat havde pådraget sig psykiske problemer på grund af

indsættelsen.

Under en senere samtale med

ledelsen blev det oplyst, at gennemsnitsalderen hos de indsatte er 26 - 27

år,

og at det er sjældent, at ældre asylansøgere indsættes i afdelingen. Det blev

endvidere oplyst, at institutionens læge inddrages, ligesom der tilbydes den

indsatte samtaler med en psykiater, eller der sker henvisning til psykiatrisk

behandling, hvis en indsat får psykiske problemer.

Efter inspektionsbesøget har

Københavns Fængsler oplyst, at der gives underretning til den pågældendes

advokat om væsentlige helbredsforhold - både af psykisk og somatisk art.

Underretning gives under iagttagelse af reglerne om samtykke og undtagelserne

derfra. Københavns Fængsler har endvidere oplyst, at asylansøgere med

psykiske

problemer i hovedsagen har været overført fra institutionen i Sandholm til

Vestre Hospital, der har foretaget underretning af advokaterne.

Jeg har herefter ikke

anledning til at foretage mig videre vedrørende spørgsmålet.

7. Politiets undersøgelsesmetoder.

Talsmændene klagede over, at

politiet tilsyneladende ikke har kendskab til relevante faktiske forhold,

herunder

geografiske forhold. Til belysning af problemstillingen oplyste en talsmand,

at

han over for politiet havde tegnet sit hjemland og angivet forskellige

lokaliteter. Til trods herfor havde politiet fastholdt en opfattelse af, at

han kom fra et helt andet land.

Jeg har i skrivelsen af 18.

maj 1994 anmodet Direktoratet for Udlændinge om oplysning om, hvorledes de

oplysninger,

som en asylansøger afgiver, nærmere undersøges, herunder om hvorvidt der

anvendes specialister med kendskab til de faktiske forhold, bl.a. geografiske

forhold.

Direktoratet for Udlændinge

har i skrivelsen af 25. juli 1994 oplyst:

"Det bemærkes, at

Direktoratet for Udlændinge regelmæssigt forsyner Rigspolitichefen med

relevant

baggrundsmateriale om asylansøgernes hjemlande, herunder at Direktoratet

udarbejder supplerende spørgsmål til brug for politiets

nationalitetsbestemmelse af visse asylansøgergrupper. Direktoratet afholder

tillige foredrag og informationsmøder for polititjenestemændene i

Registreringscentret Sandholm med henblik på at ajourføre politiets viden om

situationen i de relevante lande."

Rigspolitichefen har den 4.

juli 1994 oplyst til dette spørgsmål:

"For så vidt angår den

del af forespørgslen, der vedrører anvendelse af

specialister hos politiet

i forbindelse med asylafhøringer, kan det

oplyses, at der udfoldes store bestræbelser for at tilvejebringe relevante

faktuelle oplysninger om forholdene, herunder de geografiske, i de lande,

hvor

asylansøgerne kommer fra.

Rigspolitiet lægger endvidere

stor vægt på, at det personale, der skal forestå asylafhøringerne, har et så

godt kendskab til forholdene som muligt.

Baggrundsmateriale til brug

for afhøringerne tilvejebringes oftest gennem Direktoratet for Udlændinge.

Der

kan i den forbindelse henvises til beskrivelsen i betænkning 1249, side 21,

7.

afsnit, og side 24, punkt 4.2.4., sidste afsnit.

Rigspolitiet har gennem nogen

stået over for særlige vanskeligheder i forbindelse med afhøringer af

asylansøgere, der oplyser at være flygtet fra Øst- eller Vestafrikanske

lande.

Disse vanskeligheder er omtalt i delbetænkning II (1265/1994), kapitel 5,

herunder side 74 nederst, om afhøring om de almindelige forhold i det opgivne

hjemland og side 75 nederst, om tilfælde, hvor politiet må foreholde en

asylansøger vedkommendes ringe viden om forholdene i det angivne hjemland.

Rigspolitiet har - som det

fremgår af den vedlagte organisationsplan - fundet det hensigtsmæssigt i

Registreringscentret i Sandholm at oprette 2 specialgrupper, der forestår

afhøringerne i de sager, hvor ansøgeren oplyser at være flygtet fra et land i

Øst- eller Vestafrika.

Man kan således godt sige, at

de polititjenestemænd, der forestår asylafhøringer, til en vis grad er

"specialister" inden for bestemte landegrupper.

Det tilføjes, at nye

specialgrupper vil blive oprettet i det omfang, der opstår behov herfor,

således som det tidligere har været tilfældet, jf. herved betænkning

1249/1993, punkt 4.2.4. sidste afsnit."

Jeg har taget det oplyste til

efterretning og har ikke grundlag for at antage, at de afhørende

polititjenestemænd ikke skulle have kendskab til relevante faktiske

oplysninger. Jeg foretager mig ikke videre vedrørende spørgsmålet.

IV. Gennemgang af rapporter m.v.

Ved starten af

inspektionsbesøget anmodede jeg om for nærmere angivne perioder og i et

nærmere

fastlagt omfang at modtage kopier af rapporter vedrørende

a. anvendelse af håndjern,

b. anbringelse i enrum,

c. anbringelse i sikringscelle og

d. anvendelse af magt.

Jeg anmodede endvidere om at

modtage udskrifter af forhørsprotokollen vedrørende disciplinærstraf.

Ved min gennemgang af det

modtagne materiale har jeg navnlig haft opmærksomheden henledt på, hvorvidt

proceduren i forhold til de gældende cirkulærer er blevet fulgt. Jeg har

endvidere været opmærksom på spørgsmålet om notatpligt. Gennemgangen giver

anledning til følgende bemærkninger:

a. Anvendelse af håndjern.

Fra Vestre Fængsel og

Blegdamsvejens Fængsel har jeg for perioden fra den 19. december 1992 til den

1. november 1993 modtaget ialt 38 rapporter.

Fra institutionen for frihedsberøvede

asylansøgere i Sandholm har jeg modtaget 20 rapporter, der vedrører perioden

fra den 12. februar 1993 til den 28. oktober 1993.

Ved min gennemgang af de 58

rapporter - der her beskrives samlet - er jeg ikke gået ind i en nærmere

vurdering af beslutningen om at anvende håndjern. Min opmærksomhed ved

gennemgangen har som nævnt været henledt på, om de fastsatte

procedureforskrifter er overholdt.

Spørgsmålet om anvendelse af

håndjern var for den undersøgte periode reguleret i Direktoratet for

Kriminalforsorgens

cirkulære af 22. januar 1987 om anvendelse af håndjern over for indsatte.

Cirkulærets bestemmelser var også gældende over for varetægtsarrestanter, jf.

§ 40 i bekendtgørelse nr. 491 af 12. september 1978 om ophold i

varetægtsfængsel med senere ændring, og over for asylansøgere, der var

frihedsberøvede efter udlændingelovens § 36, jf. udlændingelovens § 36, stk.

3, jf. retsplejelovens § 776 og ovennævnte § 40 i bekendtgørelsen om ophold i

varetægtsfængsel. (Førstnævnte cirkulære er nu ophævet ved cirkulære af 27.

maj 1994 om anvendelse af håndjern over for indsatte.)

Efter cirkulærets afsnit A, §

1, stk. 1, kan indsatte under transport m.v. belægges med håndjern, hvis det

er nødvendigt for at hindre undvigelse eller for at afværge truende vold,

betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden

selvbeskadigelse. Af bestemmelsen fremgår det, at "transport"

omfatter transport både inden for og uden for anstalten.

I 57 tilfælde blev håndjern

anvendt i forbindelse med transport, heraf i 44 tilfælde i forbindelse med

transport uden for anstalten og i 13 tilfælde i forbindelse med transport

inden

for anstalten. (I ét af tilfældene er det uklart, om der er tale om transport

uden for eller inden for anstalten, men der er formentlig tale om det

sidstnævnte.)

Af de 57 tilfælde blev

håndjern anvendt i 15 tilfælde for at afværge truende vold eller betvinge

voldsom modstand. Der blev i disse tilfælde anvendt magt i 12 tilfælde.

Håndjern blev anvendt i 3

tilfælde for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, og af disse

tilfælde blev der anvendt magt i ét tilfælde.

I 2 tilfælde blev der anvendt

håndjern for at afværge truende vold eller betvinge voldsom modstand

kombineret

med det formål at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. Der blev

anvendt magt i begge tilfælde.

I ét tilfælde blev der

anvendt håndjern for afværge truende vold, betvinge voldsom modstand, hindre

selvmord eller anden selvbeskadigelse og for at hindre undvigelse. Der blev

ikke anvendt magt.

Der blev anvendt håndjern med

det formål at hindre undvigelse og afværge truende vold eller betvinge

voldsom

modstand i 7 tilfælde, og der blev i ét af disse tilfælde anvendt magt.

I de resterende 29 tilfælde

blev håndjern anvendt alene for at hindre undvigelse, og der blev i ingen af

tilfældene anvendt magt.

Af disse 29 tilfælde vedrørte

de 26 tilfælde transporter uden for anstalten. Af de 26 tilfælde fandt de 20

tilfælde sted alene i perioden fra den 1. september 1993 til den 29. oktober

1993.

Om baggrunden for denne

markante stigning i anvendelsen af håndjern under transport har

fængselsinspektøren i skrivelsen af 8. december 1993 oplyst, at Københavns

Fængsler fra september 1993 har indskærpet, at der i forbindelse med

transport

af indsatte til behandling m.v. uden for fængslet skal foretages en nøje

vurdering af undvigelsesrisikoen, herunder en vurdering af, om håndjern er

nødvendige.

Ud af de nævnte 20 tilfælde i

perioden fra den 1. september 1993 til den 29. oktober 1993 er der i 9

tilfælde

i et særskilt notat angivet en konkret begrundelse for anvendelse af

håndjern.

Der er i 2 tilfælde henvist til tidligere undvigelse, i 1 tilfælde til

dommens

længde, i 5 tilfælde til kriminalitetens art og i 1 tilfælde til dommens

længde

og kriminalitetens art.

4 øvrige rapporter medtager i

selve rapporten oplysninger om den konkrete begrundelse for anvendelse af

håndjern. 2 af rapporterne indeholder oplysninger om tidligere undvigelse, 1

rapport henviser til kriminalitetens art, og endnu 1 rapport henviser såvel

til kriminalitetens art som til dommens længde.

De resterende 7 rapporter

indeholder ikke bemærkninger om, hvilke oplysninger der er indgået i

vurderingen af undvigelsesrisikoen, og der er ikke udfærdiget særskilt notat

om den konkrete begrundelse for anvendelsen af håndjern.

Fængselsinspektøren har i

skrivelse af 22. juli 1994 oplyst, at der i disse sager ikke foreligger andre

notater om den konkrete anvendelse af håndjern end det, der fremgår af selve

håndjernsrapporten.

Inspektøren har endvidere

redegjort for de konkrete forhold, der gjorde sig gældende i et enkelt af

disse

tilfælde. Herudover er der oplyst bl.a. følgende:

"Det kan oplyses, at

overvagtmesteren i vagten, der som udgangspunkt træffer afgørelse om

anvendelse

af håndjern i forbindelse med udkørsel til f.eks. ambulant behandling,

træffer

afgørelsen på grundlag af foreliggende oplysninger om tidligere undvigelser,

oplysninger fra afdelingen om evt. forhold på afdelingen, der indikerer en

flugtrisiko eller anden grund til brug for håndjern eller oplysninger om den

påsigtede eller idømte kriminalitets art og karakter. Såfremt

overvagtmesteren

ikke finder at have et tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling, rettes

der henvendelse til sagsbehandlende politimyndighed for at få supplerende

oplysninger,

der kan have betydning for afgørelsen."

Som nævnt er jeg ikke gået

ind i en nærmere vurdering af grundlaget for anvendelsen af håndjern i de

enkelte tilfælde.

Efter min gennemgang af

rapporterne må jeg henstille til Direktoratet for Kriminalforsorgen, at det

indskærpes, at der skal foretages udførligt notat om begrundelsen for

anvendelsen af håndjern, uanset at cirkulæret ikke udtrykkeligt foreskriver

en

sådan notatpligt. Jeg henviser herved til, at det af cirkulærets § 1 fremgår,

at anvendelsen af håndjern skal være "nødvendig", og at der er tale

om et alvorligt indgreb, som forudsætter en konkret vurdering i det enkelte

tilfælde af behovet herfor. (Samme henstilling afgav jeg den 29. januar 1991

efter min inspektion af Statsfængslet i Horsens. Direktoratet for

Kriminalforsorgen oplyste den 10. juli 1991, at direktoratet i forbindelse

med

udsendelse af en ny rapportblanket ville indskærpe, at der anføres udførlig

begrundelse for anvendelse af håndjern.)

Efter cirkulærets § 3 skal

lægetilsyn finde sted, 1) når der har været anvendt magt, medmindre

institutionens vagthavende leder finder det åbenbart unødvendigt, eller 2)

såfremt forholdene taler derfor.

Der har i 16 tilfælde været

anvendt magt i forbindelse med anvendelse af håndjern ved transport, og det

fremgår

af håndjernsrapporterne i 12 af disse tilfælde, at der har været lægetilsyn.

I et 13. tilfælde

(håndjernsrapport af 26. juli 1993, varetægtsarrestant) blev den pågældende

umiddelbart efter magtanvendelsen tilset af en sygeplejerske. På grund af

indsattes

selvbeskadigelse blev han i ambulance indbragt til skadestue. Ved den

efterfølgende indsættelse i Vestre Fængsel blev han ikke tilset af læge efter

anvendelse af håndjern. Det fremgår af et notat til rapporten, at

overvagtmesteren i vagten havde skønnet, at det ikke var nødvendigt, da

håndjernene var løst påsat.

I de resterende 3 tilfælde

fremgår det ikke direkte af håndjernsrapporterne, at der har været lægetilsyn

efter magtanvendelsen. (I 2 af disse tilfælde er det på rapporterne angivet,

at lægetilsyn blev skønnet nødvendigt. I det 3. tilfælde mangler der

afkrydsning ud for det spørgsmål. I det ene af tilfældene henvises der på

håndjernsrapporten til observationsbladet vedrørende spørgsmålet om

lægetilsyn).

I de nævnte 3 tilfælde

(håndjernsrapporter af 13. og 21. oktober 1993, varetægtsarrestanter, samt

26.

oktober 1993, strafafsoner) er der imidlertid i de efterfølgende

sikringscellerapporter

oplysninger om lægetilsyn.

Jeg finder det uheldigt, at

der ikke er foretaget notat om lægetilsyn på de 2 håndjernsrapporter, hvor

der

rent faktisk blev foretaget lægetilsyn, og hvor lægetilsynet alene fremgår af

sikringscellerapporterne.

Af de samlede 57 rapporter,

hvor håndjern blev anvendt i forbindelse med transport, fremgår det, at der

ikke blev anvendt magt i 41 til-fælde. Der blev i 20 af de 41 tilfælde

foretaget lægetilsyn, heraf i nogle enkelte tilfælde af anstaltens

sygeplejerske.

Af de resterende 21 tilfælde

fremgår det af rapporten i 17 tilfælde, at lægetilsyn blev skønnet

unødvendigt.

Det er i 10 af disse tilfælde yderligere oplyst, at indsatte ikke selv

ønskede

tilsyn.

I 2 andre tilfælde

(håndjernsrapporter af henholdsvis 4. oktober 1993, varetægtsarrestant, og

16.

oktober 1993, hæfte) er det ikke angivet, hvorvidt lægetilsyn blev skønnet

nødvendigt eller ej. Det er i sagerne oplyst, at indsatte ikke ønskede

lægetilsyn.

Tilfældene giver mig

anledning til at bemærke, at vurderingen af, hvorvidt lægetilsyn skønnes

nødvendigt, skal foretages og oplyses uanset indsattes egen holdning til

spørgsmålet. Indsattes egen holdning kan som et blandt flere forhold indgå i

vurderingen af, hvorvidt forholdene taler for et lægetilsyn. De enkelte

rapporter giver mig dog ikke grundlag for at antage, at lægetilsyn burde

havde

fundet sted.

Af de sidste 2 tilfælde

fremgår det af rapporten i det ene tilfælde (28. oktober 1993,

varetægtsarrestant), at lægetilsyn blev skønnet nødvendigt. I sagen blev den

indsatte transporteret fra institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i

Sandholm til Vestre Fængsel. Af et notat til rapporten synes det at fremgå,

at

lægetilsynet blev skønnet nødvendigt på grund af den indsattes sindstilstand.

I

det andet tilfælde (13. oktober 1993, varetægtsarrestant) er det også oplyst,

at lægetilsyn blev skønnet nødvendigt. Det fremgår endvidere, at den indsatte

selv ønskede et tilsyn. I ingen af sagerne er der anførsel om, at der blev

foretaget tilsyn.

Jeg havde fundet det

rigtigst, om det af rapportmaterialet i disse 2 tilfælde var fremgået, at der

blev foretaget lægetilsyn, når det samtidig er angivet, at lægetilsyn blev

skønnet nødvendigt.

Efter cirkulærets afsnit B, §

4, stk. 1, kan indsatte ligeledes belægges med håndjern, hvis det er

nødvendigt

for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre

selvmord eller anden selvbeskadigelse, og umiddelbar hensættelse i

sikringscelle ikke er mulig.

Efter § 4, stk. 2, må

håndjern i en sådan situation kun anvendes, når forholdene gør det absolut

påkrævet, og når andre lempeligere midler har været forsøgt eller åbenbart

vil

være utilstrækkelige.

Lægetilsyn skal efter § 6,

stk. 2, normalt finde sted omgående.

I ét tilfælde

(håndjernsrapport af 17. september 1993, varetægtsarrestant) var anvendelse

af

håndjern sket i stedet for anbringelse i sikringscelle. Der blev i den

forbindelse tillige anvendt magt. Anvendelsen blev forsøgt afværget ved

samtale. Af et bilag til rapporten fremgår det, at indsatte var stærkt

uligevægtig og truede med at begå selvmord. Da han nægtede at følge med til

observationscellen, blev han belagt med håndjern. Efter beroligende samtale i

observationscellen blev håndjernene taget af. Der blev foretaget lægetilsyn

efter 3 timer og 5 minutter. Det fremgår ikke af rapporten eller det

tilhørende bilag, hvorfor lægetilsyn ikke blev foretaget omgående.

Jeg finder det - i mangel af

yderligere oplysninger - uheldigt, at lægetilsyn først blev foretaget på et

relativt sent tidspunkt.

Ved min gennemgang af

rapporten i sagen har jeg i øvrigt noteret mig, at magtanvendelsen bl.a.

bestod

i anvendelse af benlås. Jeg er bekendt med, at Justitsministeriet for tiden

undersøger spørgsmålet om politiets brug af "fikseret" og den

såkaldte "manuelle benlås". Jeg har udbedt mig underretning om

resultatet

af undersøgelsen. Efter min umiddelbare opfattelse må undersøgelsen tillige

få

betydning for fængselspersonalets anvendelse af benlås.

Efter cirkulærets § 2 træffer

anstaltens vagthavende leder eller den, han bemyndiger dertil, bestemmelse om

anvendelse af håndjern. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer

vedkommendes afgørelse, træffes bestemmelse af den tilstedeværende

funktionær,

som er ansvarlig for det pågældende tjenesteområde.

I ca. halvdelen af tilfældene

blev bestemmelse om anvendelse af håndjern truffet af en funktionær, der i

alle

tilfældene - bortset fra 2 - underrettede overvagtmesteren herom. I den anden

halvdel af tilfældene blev bestemmelsen truffet af en overvagtmester.

Efter cirkulærets § 5 (i

afsnit B om anvendelse af håndjern i stedet for anbringelse i sikringscelle)

træffer anstaltens vagthavende leder bestemmelse om anvendelse af håndjern.

Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer lederens afgørelse, træffes

bestemmelsen af overvagtmesteren, eller hvis dette ikke er muligt, af

vagtmesteren

eller dennes stedfortræder eller den tilstedeværende funktionær, som er

ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende leder skal

normalt omgående underrettes om anvendelsen. For så vidt angår arresthusene

skal arrestinspektøren snarest muligt underrettes som anvendelsen af

håndjern.

Som anført ovenfor blev

håndjern i et enkelt tilfælde vedrørende en varetægtsarrestant anvendt i

stedet

for anbringelse i sikringscelle. Bestemmelse herom blev truffet af en

overvagtmester, der 2 timer senere underrettede en ledende overvagtmester

herom. Rapporten om anvendelse af håndjern blev godkendt af en

vicefængselsinspektør 25 dage senere.

Jeg finder ikke, at der i

sagen er forholdt i overensstemmelse med cirkulærets § 5.

b. Anbringelse i enrum.

I forbindelse med selve inspektionsbesøget

blev det aftalt med Københavns Fængsler, at jeg til belysning af sagerne om

enrumsanbringelse i første omgang ville få tilsendt materiale i form af den

registrering, der danner grundlaget for fængslets indberetning til

Direktoratet

for Kriminalforsorgen. Jeg modtog herefter 13 dokumenter vedrørende

enrumsanbringelser

i perioden fra den 23. august 1993 til den 8. oktober 1993.

I 7 af tilfældene var der

tale om delvis enrumsanbringelse og i de resterende 6 tilfælde fuldstændig

enrumsanbringelse. Der synes i ingen af tilfældene at være tale om frivillig

enrumsanbringelse.

Efter § 2, stk. 2, i

cirkulære af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum

kan tvangsmæssig enrumsanbringelse kun finde sted, hvis

"...

det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse,

det findes nødvendigt for at forebygge voldsom adfærd,

det findes påkrævet for at hindre fortsat strafbar

virksomhed, herunder brug af euforiserende stoffer,

den indsatte udviser en sådan grov eller gentagen

utilladelig adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskab åbenbart uforsvarlig,

den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er

nødvendige af sikkerhedshensyn,

den indsatte modsætter sig foranstaltninger, der er

påkrævet for at gennemføre en almindelig sundhedskontrol eller forebygge

smittefare,

den indsatte nægter at påtage sig beskæftigelse i

institutionen efter dennes bestemmelse."

For varetægtsarrestanter

findes regler, der svarer til nr. 1-6 i den citerede bestemmelse, i § 2, stk.

2, nr. 1-6, i cirkulære af 13. september 1978 om adgangen til at anbringe

varetægtsarrestanter i enrum. Cirkulæret, der er udstedt med hjemmel i § 3,

stk. 3, i bekendtgørelse af 12. september 1978 om omhold i varetægtsfængsel,

finder tillige anvendelse på enrumsanbringelse af frihedsberøvede

asylansøgere,

jf. udlændingelovens § 36, stk. 3, jf. retsplejelovens § 776.

Af det modtagne materiale

fremgår det - enten ved en direkte henvisning eller ved angivelse af faktiske

oplysninger - at der er sket enrumsanbringelse i 5 tilfælde i henhold til §

2,

stk. 2, nr. 1. I 4 tilfælde er anbringelsen sket i henhold til § 2, stk. 2,

nr.

2, i 2 tilfælde i henhold til § 2, stk. 2, nr. 4, og i 1 tilfælde i henhold

til

§ 2, stk. 2, nr. 2 og 4. I det sidste og 13. tilfælde er der alene henvist

til

§ 9, stk. 1, i cirkulæret om enrumsanbringelse af varetægtsarrestanter.

(Bestemmelsen pålægger en omgående indberetningspligt til Direktoratet for

Kriminalforsorgen, hvis en varetægtsarrestant i henhold til § 2, stk. 2, er

anbragt i enrum ud over 4 uger.)

Jeg anmoder om nærmere

oplysninger om hjemmelsgrundlaget for den sidstnævnte sag om (delvis)

enrumsanbringelse. Dokumentet er underskrevet den 8. oktober 1992 (formentlig

retteligt 1993) af overvagtmester A ...

Proceduren ved anbringelse i

enrum er fastlagt i § 3, stk. 3-7, i begge cirkulærer. Ordlyden af disse

bestemmelser er næsten identisk og adskiller sig alene ved omtalen af en

indsat

og en varetægtsarrestant.

De nævnte bestemmelser (i

cirkulæret af 14. september 1978 om adgangen til at anbringe indsatte i

enrum)

har følgende ordlyd:

"

Stk. 3.

Enrumsanbringelse i henhold til § 2, stk. 2, forudsætter,

at den indsatte i fornødent omfang er gjort bekendt med de foreliggende

indberetninger og eventuelle afhøringer samt har haft lejlighed til at udtale

sig.

Stk. 4.

Den indsatte skal altid gøres bekendt med begrundelsen for,

at han anbringes i enrum.

Stk. 5.

Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens

funktionærer.

Stk. 6.

Om bestemmelsen gøres notat, der skal indeholde en

gengivelse af det indberettede og eventuelle forklaringer. Den afhørte skal

have lejlighed til at godkende gengivelsen af sin forklaring, og det skal

anføres, om godkendelse er sket. Notatet skal endvidere indeholde en udførlig

begrundelse for, at anbringelsen er anset for påkrævet.

Stk. 7.

Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift

af notatet. Oplysninger kan udelades i det omfang, hensynet til

institutionens

sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger det."

Det modtagne materiale gør

mig imidlertid ikke i stand til at konstatere, hvorvidt der er forholdt i

overensstemmelse med de citerede bestemmelser, herunder hvorvidt den

indsatte/varetægtsarrestanten er blevet partshørt og har haft mulighed for at

udtale sig.

Ved fremsendelsen af

materialet oplyste fængselsinspektøren, at selve afgørelsen om

enrumsanbringelse "træffes vanligvis efter afholdelse af forhør".

Jeg anmoder Københavns

Fængsler om nærmere oplysninger om, hvilken procedure fængslet følger i

relation til de citerede bestemmelser.

Regler om ophør af

tvangsmæssig enrumsanbringelse af indsatte er indeholdt i § 4, stk. 5 og 6, i

cirkulæret af 14. september 1978. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

"

Stk. 5.

Spørgsmålet om anbringelsens ophør skal tages op til

overvejelse, hver gang der er forløbet 1 uge siden iværksættelsen eller

sidste

beslutning om opretholdelse af anbringelsen.

Stk. 6.

Om de overvejelser, der har fundet sted i henhold til stk.

5 og om anbringelsens ophør gøres notat."

Indholdsmæssigt tilsvarende

regler findes i § 6, stk. 2 og 3, i cirkulæret af 13. september 1978 (for

varetægtsarrestanter og frihedsberøvede asylansøgere).

I cirkulærskrivelse af 19.

april 1991 har Direktoratet for Kriminalforsorgen under henvisning til de

nævnte cirkulærer præciseret, at dato og klokkeslet for ophør af

enrumsanbringelse

skal noteres.

Begge cirkulærer indeholder

en bestemmelse (henholdsvis § 7, stk. 1, og § 9, stk. 1) om, at der skal ske

omgående indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen i de tilfælde,

hvor en indsat/en varetægtsarrestant er tvangsmæssigt anbragt i enrum ud over

4

uger.

Det modtagne materiale

indeholder i 11 tilfælde oplysning om, i hvor mange dage enrumsanbringelsen

varede. Jeg går ud fra, at enrumsanbringelsen i de tilfælde, hvor den

pågældende er overført til anden anstalt, er ophørt på det oplyste

overførselstidspunkt. I 2 tilfælde (dokumenter underskrevet af overvagtmester

A henholdsvis den 3. og 8. september 1993), er der ingen oplysninger om

varigheden af enrumsanbringelsen.

Af de nævnte 11 tilfælde varede

enrumsanbringelsen mellem 1-7 dage i 1 tilfælde (dokument underskrevet den

10.

september 1993), mellem 8-14 dage i 5 tilfælde (dokumenter underskrevet den

30.

august, 3. september, 3. september, 10. september og 14. september 1993),

mellem 15-21 dage i 3 tilfælde (dokumenter underskrevet den 23. august og 16.

september og (formentlig retteligt) 8. oktober 1993) og mellem 22-28 dage i

de

resterende 2 tilfælde (dokumenter underskrevet den 23. september og 5.

oktober 1993).

Jeg anmoder Københavns Fængsler

om nærmere oplysning om,

hvor længe enrumsanbringelsen har varet i de 2

tilfælde, hvor der ikke foreligger oplysninger herom i det modtagne

materiale,

såfremt enrumsanbringelsen i de nævnte 2 sager varede

ud over 4 uger, hvorvidt sagerne da blev indberettet til Direktoratet for

Kriminalforsorgen og i bekræftende fald tidspunktet herfor,

hvorvidt - og i bekræftende fald hvornår - der er

foretaget en fornyet overvejelse af afgørelsen om enrumsanbringelse (og

foretaget notat herom) i de sager, hvor der er forløbet en uge fra

iværksættelsen

af enrumsanbringelsen eller fra sidste beslutning om opretholdelse af

anbringelsen, og

hvorvidt der i sagerne er foretaget notat om

klokkeslettet for ophør af anbringelsen.

Af det modtagne materiale

fremgår det ikke, hvem der har truffet afgørelse om enrumsanbringelserne og

ophør heraf.

Dette kompetencespørgsmål har

været rejst i forbindelse med et inspektionsbesøg, som jeg aflagde i november

1993 i Anstalten ved Herstedvester, Grønlænderafdelingen. I den forbindelse

rettede

Direktoratet for Kriminalforsorgen henvendelse til anstalterne, herunder til

Københavns Fængsler, der afgav en udtalelse om spørgsmålet den 25. august

1994.

Af udtalelsen fremgår det bl.a., at kompetencen til at træffe afgørelse om

anbringelse i enrum i Københavns Fængsler er delegeret til overvagtmesteren

(forhørslederen), men med en efterfølgende ledelseskontrol.

Min opfattelse af

kompetencespørgsmålet fremgår af mit svar af 7. marts 1995 til Direktoratet

for

Kriminalforsorgen. Jeg vedlægger en kopi af svaret. Som det fremgår af mit

brev

til Direktoratet for Kriminalforsorgen, har jeg henstillet, at direktoratet

tager spørgsmålet op til nærmere overvejelse.

Den 4. april 1995 har

Direktoratet for Kriminalforsorgen meddelt mig, at direktoratet er indstillet

på at gennemføre ændringer af de gældende regelsæt, så det klart kommer til

at

fremgå af disse, at der er hjemmel for institutionens leder til at delegere

sin

kompetence til at træffe afgørelse om såvel foreløbig som endelig anbringelse

i enrum til andre personalemedlemmer i institutionen.

Direktoratet for

Kriminalforsorgen har samtidig anført, at direktoratet vil sikre, at

kompetencespørgsmålet til sin tid præciseres i forbindelse med gennemførelsen

af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. Betænkning nr. 1181/1989 om en

lov

om fuldbyrdelse af straf m.v., som for tiden er under behandling af

Straffelovrådet.

Jeg har herefter den 7. april

1995 over for Direktoratet for Kriminalforsorgen bekræftet modtagelsen af

disse oplysninger, som jeg har noteret mig. Jeg har samtidig meddelt

Direktoratet for Kriminalforsorgen, at jeg herefter ikke har anledning til på

nuværende tidspunkt at foretage mig videre.

På den baggrund foretager jeg

mig ikke videre vedrørende spørgsmålet i relation til mit inspektionsbesøg i

Københavns Fængsler.

c. Anbringelse i sikringscelle.

For perioden fra den 2. maj

til den 1. november 1993 modtog jeg kopi af 68 rapporter om

sikringscelleanbringelse.

Min gennemgang af rapporterne

har også i disse tilfælde koncentreret sig om, hvorvidt de

procedureforskrifter

vedrørende anbringelse, der var gældende i den omhandlede periode, er

iagttaget,

og om de foretagne notater er fyldestgørende. (Ved cirkulære af 27. maj 1994

har Direktoratet for Kriminalforsorgen med virkning fra den 1. juli 1994

fastsat ændrede regler om anvendelse af observationscelle, sikringscelle,

fiksering mv. i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.)

Jeg har ikke foretaget en

nærmere undersøgelse af grundlaget for og nødvendigheden af anbringelserne.

Sikringscelleanbringelse kan

i følge fuldbyrdelsesbekendtgørelsens (bekendtgørelse af 21. juni 1973) § 31

ske, hvis det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom

modstand eller hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.

Med hjemmel i bekendtgørelsen

blev udstedt cirkulære af 15. juli 1974, som ændret ved cirkulære af 16.

april

1991, om anvendelse af sikringscelle i kriminalforsorgens anstalter og

arresthuse.

Bekendtgørelse af 12.

september 1978 om ophold i varetægtsfængsel indeholder i § 33 en bestemmelse,

der svarer til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 31. Reglerne i cirkulæret af

15.

juli 1974 fandt tilsvarende anvendelse for sikringscelleanbringelse af

varetægtsarrestanter, jf. bekendtgørelsens § 40.

Cirkulæret af 15. juli 1974

fandt endvidere anvendelse for sikringscelleanbringelse af frihedsberøvede

asylansøgere, jf. udlændingelovens § 36, jf. retsplejelovens § 776.

38 af rapporterne vedrørte

sikringscelleanbringelse af varetægtsarrestanter, 17 vedrørte anbringelse af

strafafsonere, 6 vedrørte hæfte, 5 vedrørte asylansøgere, der var

frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36 og 2 vedrørte

sikringscelleanbringelse af anholdte.

Anbringelserne var i 11

tilfælde sket for at afværge truende vold, i 6 tilfælde for at betvinge

voldsom

modstand, i 16 tilfælde for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse,

i

20 tilfælde for at afværge truende vold og for at betvinge voldsom modstand,

i

6 til-fælde for at afværge truende vold og tillige for at hindre selvmord

eller

anden selvbeskadigelse, i 5 tilfælde for at betvinge voldsom modstand og for

at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse og i 4 tilfælde for at

afværge

truende vold, betvinge voldsom modstand og for at hindre selvmord eller anden

selvbeskadigelse.

Selv om jeg, som anført

ovenfor, ikke har foretaget en nærmere undersøgelse af grundlaget for og

nødvendigheden af anbringelserne, har 1 rapport givet anledning til

overvejelse. Sagen vedrører en sikringscelleanbringelse den 17. juni 1993 af

en

anholdt. Episoden er på rapporten beskrevet således:

"Indsatte begyndte at

larme ved at bulder på døren og råbe da sygeplejersken var gået hen for at

ringe.

for at få ro på afdelingen blev han flyttet til SM.12

(min

fremhævelse) uden brug af magt. ..."

Det er på rapporten afkrydset,

at anbringelsen var påkrævet for at hindre selvmord eller selvbeskadigelse.

Jeg udbeder mig fra

Københavns Fængsler en udtalelse om sagen. Udtalelsen bedes fremsendt gennem

Direktoratet for Kriminalforsorgen med direktoratets eventuelle bemærkninger

hertil.

Spørgsmålet om anvendelse af

sikringscelle var som anført reguleret ved cirkulære af 15. juli 1974, som

ændret ved cirkulære af 16. april 1991, om anvendelsen af sikringsceller i

kriminalforsorgens anstalter og arresthuse. Cirkulærets § 3 havde følgende

ordlyd:

"

Stk. 1.

Bestemmelse om anvendelse af sikringscelle m.v. træffes af

anstaltens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis forholdene ikke tillader,

at man afventer lederens afgørelse, træffes bestemmelse af overvagtmesteren

eller, hvis dette ikke er muligt, af vagtmesteren eller dennes stedfortræder

eller den tilstedeværende funktionær, som er ansvarlig for det pågældende

tjenesteområde. Den vagthavende leder/arrestforvareren skal normalt omgående

underrettes om sikringsmidlernes anvendelse.

Stk. 2.

For så vidt angår arresthusene skal arrestinspektøren

snarest muligt underrettes om sikringsmidlernes anvendelse.

Stk. 3.

Der skal straks udfærdiges rapport om det passerede på

særlige rapportblanketter (d.f.k. 110), der rekvireres fra Statsfængslet i

Nyborg. På et observationsskema (d.f.k. 107), der rekvireres i Statsfængslet

i

Nyborg, skal der foretages notat, hver gang personalet har tilset den

indsatte.

Notatet skal indeholde oplysning om tidspunktet for tilsynet samt oplysning

om

den indsattes tilstand, herunder eventuelle bemærkninger om behovet for

opretholdelse af anbringelsen/fikseringen."

Fra Københavns Fængsler har

jeg modtaget de interne regler for anbringelse i sikringscelle. Heraf fremgår

bl.a. følgende:

"Bestemmelse om

anvendelse af sikringscelle og/eller sikringsmidler i forbindelse hermed

træffes af vagthavende/inspektionsvagthavende. Tillader forholdene ikke, at

man

afventer disses afgørelse, træffes bestemmelsen af:

VF:

Fløjovervagtmesteren - i ydertidspunkterne vagthavende.

Hvis dette tidsmæssigt ikke

er muligt, træffes afgørelsen af den funktionær, der er ansvarlig for det

pågældende tjenesteområde.

BlF:

Overvagtmesteren. I ydertidspunkterne enhedsfunktionæren

tjenestegørende på kontoret 1. etage. Hvis dette tidsmæssigt ikke er muligt

træffes afgørelsen af den enhedsfunktionær eller anden tilstedeværende, der

er

ansvarlig for det pågældende tjenesteområde.

Overvagtmesterkontoret/inspektionsvagthavende

skal normalt omgående underrettes om anbringelsen."

I rapporterne er det angivet,

hvorvidt der blev foretaget underretning af overvagtmesteren og/eller

institutionens

leder, ligesom der - med enkelte undtagelser - er angivet tidspunktet for

underretningen.

I alle tilfælde fremgår det,

at overvagtmesteren/arrestforvareren blev underrettet. (I enkelte tilfælde

indirekte derved, at overvagtmesteren medvirkede ved anbringelsen).

I 45 rapporter er det

angivet, at institutionens leder blev underrettet. (På grund af brug af

navneinitialer kan det konstateres, at "institutionens leder" i 13

af

disse tilfælde er vagtmestre/overvagtmestre. Ledelsen ses i 2 af de 13

tilfælde ikke at have påført rapporterne en godkendelsespåtegning).

Der er ingen angivelse af

underretning af ledelsen i de resterende 23 tilfælde. (Efterfølgende har

ledelsen dog godkendt rapporten i 15 af disse tilfælde - i et 16. tilfælde

skete godkendelsen på den tilhørende rapport om anvendelse af håndjern. Den

efterfølgende godkendelse er i flere tilfælde først sket efter mange dages

forløb).

Jeg anmoder Københavns Fængsler

og Direktoratet for Kriminalforsorgen om udtalelser om, hvorvidt der i de

nævnte 36 sager (13 + 23) er sket underretning af den "vagthavende

leder/arrestforvareren" og "arrestinspektøren" i

overensstemmelse med det tidligere gældende cirkulære.

Underretningen af

overvagtmesteren fordeler sig tidsmæssigt sådan:

I 4 tilfælde er der ikke

foretaget notering af tidspunktet for underretningen. Overvagtmesteren

medvirkede tilsyneladende ved anbringelsen i disse tilfælde, og jeg går ud

fra,

at det kan være baggrunden for den manglende angivelse af tidspunktet for

underretningen. I 58 tilfælde skete underretningen enten før eller senest 15

minutter efter anbringelsen. Underretningen skete i 6 tilfælde på et senere

tidspunkt (22, 50, 25, 30, 25 og 25 minutter efter anbringelsen). (Tilfældene

vedrører sikringscelleanbringelse af en strafafsoner den 11. maj 1993, af en

anholdt den 17. juni 1993 og af varetægtsarrestanter den 26. juli 1993, den

24.

august 1993, den 15. september 1993 og den 1. november 1993).

Af de nævnte 6 tilfælde blev

institutionens leder ikke underrettet i 3 tilfælde, og i 1 tilfælde blev

ledelsen først underrettet efter 42 minutter. I de resterende 2 tilfælde er

ledelsen angivet som overvagtmestre, og underretningen skete da efter

henholdsvis

1 time og 10 minutter og 45 minutter.

I de 6 sager, der er nævnt

ovenfor og beskrevet med datoen for sikringscelleanbringelsen, anmoder jeg

Københavns Fængsler og Direktoratet for Kriminalforsorgen om udtalelser om

tidspunktet for underretningen.

Fra Københavns Fængsler har

jeg modtaget kopi af det observationsskema, der er foreskrevet anvendt i

cirkulærets § 3, stk. 3. Jeg har imidlertid kun modtaget skema i 64 af de 68

tilfælde af sikringscelleanbringelse.

Om de manglende 4 skemaer har

Københavns Fængsler oplyst i et brev af 30. september 1994, at de er

eftersøgt

forgæves. På den baggrund iværksatte fængslet en undersøgelse af

sikringscelleanbringelserne i perioden fra den 1. juli til den 12. september

1994. Gennemgangen viste, at samtlige observationsskemaer havde fulgt

sikringscellerapporterne. Københavns Fængsler har derfor lagt til grund, at

der har været tale om enkeltstående tilfælde, hvor observationsskemaet ikke

har

fulgt sikringscellerapporten, eller hvor skemaet efterfølgende er bortkommet.

På baggrund af resultatet af

den nævnte undersøgelse, som Københavns Fængsler iværksatte, må jeg ligeledes

lægge til grund, at de 4 manglende observationsskemaer er udtryk for

enkeltstående tilfælde. Jeg foretager mig derfor ikke videre vedrørende det

spørgsmål.

Om lægetilsyn ved

sikringscelleanbringelser bestemte cirkulærets § 4 dette:

"

§ 4.

Anstaltens/arresthusets læge (eventuelt natlæge) skal, så

hurtigt som omstændighederne tilsiger det, orienteres om det passerede,

således

at der på grundlag heraf træffes afgørelse om, hvornår lægetilsynet bør finde

sted.

Stk. 2.

Anvendes bælte og eventuelt handsker og fod- og håndremme,

eller er indsættelse i sikringscelle i øvrigt forbundet med magtanvendelse,

skal læge tilkaldes omgående med henblik på, at lægetilsyn kan finde sted

snarest muligt."

Om tilfælde omfattet af

cirkulærets § 4, stk. 2, anførte Direktoratet for Kriminalforsorgen følgende

i

følgeskrivelse af 16. april 1991:

"Udgangspunktet er, at

tilkald af læge er det første, der skal foretages, efter at

anbringelsen/fikseringen er gennemført. Dette er ikke til hinder for, at der

fra den pågældendes afdeling i institutionen indhentes oplysninger om

indsattes

adfærd, helbredstilstand og lignende med henblik på at tilvejebringe

oplysninger, der kan have indflydelse på lægens beslutning om, hvor hurtigt

lægetilsyn skal ske. Det er ej heller til hinder for, at der lokalt

fastsættes

retningslinier, hvorefter den ansvarlige for anbringelsen/fikseringen

underretter en sygeplejerske, der er til stede i institutionen, med henblik

på

at denne kan foretage lægetilkald. Efter formuleringen af § 4, stk. 2, må det

imidlertid være en forudsætning, at indhentelse af oplysninger eller

underretning af sygeplejerske kan ske i løbet af ganske få minutter."

Der skete anbringelse i

sikringscelle uden anvendelse af magt og uden fiksering i 11 tilfælde. I 9 af

tilfældene blev lægen orienteret om anbringelsen senest op til 22 minutter

herefter.

I 1 tilfælde (vedrørende en

varetægtsarrestant den 13. august 1993) blev sygeplejersken orienteret 15

minutter efter anbringelsen. Sygeplejersken bemærkede til rapporten, at den

pågældende den samme dag var tilset af både læge og psykiater, og at der ikke

var indikation for fornyet lægetilsyn. Lægen ses ikke at være blevet

orienteret i forbindelse med anbringelsen, og på observationsskemaet er det

angivet: "ingen samtale da lægen ikke skal komme/efter ordre SA".

Varetægtsarrestanten forlangte selv lægetilsyn henholdsvis ca. 1½ time og 2

timer efter anbringelsen. Mere end 12 timer senere anbefalede en anden

vagtmester, at varetægtsarrestanten blev tilset af en læge, og lægetilsyn

fandt

sted næsten 18 timer efter anbringelsen. Efter lægetilsynet ophørte

anbringelsen, og den pågældende blev overført til fængslets sygeafdeling.

I et andet tilfælde

(vedrørende en varetægtsarrestant den 9. oktober 1993) blev lægen ikke, men

alene sygeplejersken orienteret om anbringelsen, der skete for at hindre

selvmord eller selvbeskadigelse.

Jeg anmoder Københavns

Fængsler og Direktoratet for Kriminalforsorgen om udtalelser om spørgsmålet

om

manglende underretning/orientering af lægen i de 2 nævnte sager.

Der er anførsel om lægetilsyn

i 9 ud af de ovenfor nævnte 11 tilfælde.

I 1 tilfælde blev der i

forbindelse med sikringscelleanbringelsen af en strafafsoner anvendt

fikseringsmidler, og ingen magt. Anbringelsen skete den 25. august 1993 kl.

18.55 og ophørte den samme dag kl. 19.15, da indsatte efter samråd med en

sygeplejerske blev kørt til en skadestue. Fikseringen havde en varighed af 15

minutter, og der blev ikke tilkaldt læge.

Sagen giver mig ikke

anledning til bemærkninger på grund af oplysningerne om tidsforløbet og den

hurtige efterfølgende indbringelse på skadestue. (Indbringelsen skete bl.a.

på

grund af stærk påvirkning af medicin).

I 56 tilfælde blev der

anvendt magt i forbindelse med sikringscelleanbringelsen, og der var i 14 af

disse tilfælde yderligere tale om fiksering.

Vurderingen af tidspunktet

for lægetilkald i disse tilfælde er behæftet med en vis usikkerhed, da

tidspunktet herfor i enkelte tilfælde ikke er angivet enslydende på rapporten

og i observationsskemaet. Angivelserne divergerer med op til 15 minutter,

uden at det af observationsskemaet fremgår, at der forud for kontakten til

lægen har været tale om forsøg på tilkald. (Som eksempel herpå kan nævnes en

sag, hvor den pågældende blev anbragt i sikringscelle den 15. juli 1993 kl.

19.30. I følge rapporten blev lægen underrettet kl. 19.30, men i følge

observationsskemaet blev lægen tilkaldt kl. 19.45).

Jeg finder det uheldigt, at

der fremgår divergerende oplysninger om tidspunktet i henholdsvis rapporten

og

på observationsskemaet. Hvis forklaringen herpå er, at der har været

forudgående forsøg på tilkald, finder jeg det uheldigt, at dette ikke

fremgår.

Ved min vurdering af

tidspunktet for lægetilkald i de nævnte 56 tilfælde har jeg lagt det seneste

tidspunkt til grund. Tilfældene fordeler sig tidsmæssigt sådan:

I 1 enkelt tilfælde

vedrørende en varetægtsarrestant den 9. oktober 1993 fremgår det, at der ikke

blev tilkaldt læge, men alene en sygeplejerske. Det fremgår af rapporten, at

der ved anbringelsen blev anvendt magt, idet "indsatte [blev] holdt løst

i

den ene overarm".

Jeg finder det beklageligt,

at der trods oplysningen om magtanvendelse ikke blev tilkaldt læge i

overensstemmelse

med cirkulærets § 4, stk. 2.

I 28 tilfælde blev lægen

tilkaldt inden 5 minutter og i 12 tilfælde inden 10 minutter.

I 6 tilfælde blev tilkaldet

foretaget inden 15 minutter, og i 1 af disse tilfælde blev der forsøgt et

tilkald senest 5 minutter efter anbringelsen.

I 3 tilfælde blev lægen

tilkaldt inden 20 minutter, og i andre 3 tilfælde inden 25 minutter.( I den

sidstnævnte gruppe falder 1 tilfælde, hvor der blev forsøgt lægetilkald

forud,

men forsøget blev først foretaget 19 minutter efter anbringelsen).

I 1 tilfælde blev lægetilkald

foretaget inden 30 minutter og i endnu 1 tilfælde inden 40 minutter. (I det

sidstnævnte tilfælde blev læge forsøgt tilkaldt 10 minutter efter

anbringelsen).

Tidspunktet for lægetilkald

fremgår i 1 tilfælde hverken af rapporten eller af observationsskemaet.

Lægetilkald 20 minutter

efter, at anbringelsen har fundet sted, overstiger klart den tidsramme, som

personalet har til at tilkalde læge i disse situationer. Også lægetilkald,

der

finder sted efter 10 minutter uden forudgående forgæves forsøg på at tilkalde

læge, forekommer mig at være noget sent. Jeg henviser til det, der er anført

i

Direktoratet for Kriminalforsorgens følgeskrivelse til det tidligere gældende

cirkulære, hvorefter udgangspunktet er, at tilkald af læge er det første, der

skal foretages, efter at anbringelsen/fikseringen er gennemført.

Jeg er bekendt med, at

Direktoratet for Kriminalforsorgen i en følgeskrivelse af 27. maj 1994 til

det

nye cirkulære om bl.a. sikringscelleanbringelse har taget min opfattelse til

efterretning, at lægetilkald 10 minutter efter fikseringen ikke er i

overensstemmelse

med gældende regler.

Under hensyntagen til, at der

i 2 af tilfældene med sent lægetilkald er anvendt fikseringsmidler, der også

efter det nye cirkulæres § 13, stk. 1, fordrer omgående lægetilkald, udbeder

jeg mig underretning om, hvad Københavns Fængsler vil gøre for i fremtiden at

sikre, at tilkald af læge omgående finder sted i disse tilfælde

(sikringscelleanbringelsen

med fikseringsmidler).

Efter cirkulærets § 4, stk.

2, skulle lægetilsyn i tilfælde af sikringscelleanbringelse med

fikseringsmidler eller anvendelse af magt finde sted "snarest

muligt".

I 4 tilfælde blev der ikke

ført lægetilsyn.

Det første tilfælde er omtalt

ovenfor vedrørende en strafafsoner, der blev indsat i sikringscelle den 25.

august 1993, og som efter kort tid blev kørt til en skadestue efter samråd

med

sygeplejersken. Lægen blev ikke tilkaldt. Tilfældet giver mig, som anført

ovenfor, ikke anledning til bemærkninger.

Det andet tilfælde er omtalt

ovenfor og vedrører en varetægtsarrestant, der med anvendelse af magt

("holdt løst i den ene overarm") blev anbragt i sikringscelle den

9. oktober 1993. Anbringelsen skete for at hindre selvmord eller

selvbeskadigelse.

Lægen blev ikke tilkaldt. Sygeplejersken foretog tilsyn 2 timer og 5 minutter

efter anbringelsen.

Det tredie tilfælde vedrører

en hæfteafsoner, der den 31. august 1993 på grund af uligevægtighed og

delerium

blev indsat i observationscelle. Den 1. september 1993 kl. 00.15 blev den

pågældende, der var faldet af briksen (under eller efter søvn), efter samråd

med sygeplejersken fikseret med mavebælte for at falde til ro. Lægen blev

informeret herom og godkendte fikseringen, men der ses ingen notering om et

egentligt lægetilsyn. (Den pågældende, der var fikseret fra kl. 00.15 til kl.

10.00 blev i øvrigt hyppigt tilset, og der er gjort antegnelser om, at han

sov).

Det fjerde tilfælde vedrører

en varetægtsarrestant den 23. september 1993, der havde skåret sig ved

håndledet.

Den pågældende blev med "lette støttegreb" indsat i sikringscelle

fra

kl. 11.15 til kl. 11.35 og blev fikseret med mavebælte fra kl. 11.20 til kl.

11.32. I rapporten har en overvagtmester anført en bemærkning om, at den

pågældende

blev tilset af lægen. Imidlertid er rapporten ikke påført en påtegning fra en

læge om noget tilsyn. (Observationsskemaet, der formentlig vedrører en

efterfølgende hensættelse i observationscelle, angiver, at den pågældende

ankom til celle SM 12 uden brug af magt kl. 11.30. Det fremgår endvidere af

skemaet, at lægen blev tilkaldt kl. 11.20, og skemaet har kun angivelse af,

at

en sygeplejerske har tilset varetægtsarrestanten kl. 12.10. Arrestanten blev

kørt på skadestuen kl. 13.10).

Jeg må lægge til grund, at

der i de 3 sidstnævnte tilfælde ikke er forholdt i overensstemmelse med

cirkulærets bestemmelser om lægetilsyn. Dette finder jeg beklageligt.

Af de 57 tilfælde

(fikseringsmidler/anvendelse af magt) blev der i de resterende i 53 tilfælde

foretaget lægetilsyn.

Tidspunktet for lægetilsynet

fordeler sig sådan: 0 - 30 minutter 28 tilfælde (29 tilfælde, hvis der er

tale

om en skrivefejl i den under pkt. 10 nedenfor nævnte sag), 31 - 45 minutter 8

tilfælde, 46 - 60 minutter 5 tilfælde, over 1 og under 1½ time 8 tilfælde (7

tilfælde) og over 1½ og under 2 timer 3 tilfælde.

I et tilfælde (vedrørende en

hæfteafsoner den 16. oktober 1993) gik der 3 timer og 40 (50) minutter, inden

lægetilsyn blev foretaget. På observationsskemaet er anført en bemærkning om,

at "Personalet, som kom med inds. ville ikke oplyse om grunden til

anbringelsen, kun at der var brugt magt". Anbringelsen skete for at

afværge truende vold.

I min skrivelse af 8. maj

1992 vedrørende tilkaldelse af læge i forbindelse med

sikringscelleanbringelse

i Statsfængslet i Horsens tog jeg til efterretning, at direktoratet havde

iværksat nogle tiltag med henblik på at sikre en bedre kontakt med og bistand

fra det almindelige vagtlægesystem i forbindelse med

sikringscelleanbringelser.

Jeg bemærkede, at jeg gik ud fra, at direktoratet senere ville foretage

undersøgelser med henblik på at få oplyst, om de nævnte tiltalg havde haft

den

ønskede effekt i relation til at sikre, at lægetilsyn sker i overensstemmelse

med cirkulærets bestemmelser.

Jeg anmodede samtidig om at

modtage underretning om, hvad der sker i anledning af min henstilling om, at

der etableres en ordning, der gør det muligt at iagttage bestemmelsen i § 4,

stk. 2.

I Direktoratet for

Kriminalforsorgens følgeskrivelse af 27. maj 1994 vedrørende nye regler om

bl.a. anvendelse af sikringscelle har direktoratet henstillet, at de

institutioner, der har sikringscelle, overvejer, om der er behov for at tage

initiativer til styrkelse af samarbejdet med læger i lokalområdet vedrørende

tilsyn med sikringscelleanbragte. Direktoratet har i den forbindelse henvist

til bilag 8 til en betænkning, der er afgivet af arbejdsgruppen vedrørende

anvendelse af sikringscelle i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse i

november 1992. (Bilag 8 er et notat om forslag til initiativer til styrkelse

af

samarbejdet med læger i lokalområdet vedrørende tilsyn med

sikringscelleanbragte).

Af bilaget fremgår det, at

Københavns Fængsler har fastansatte læger i tilkaldevagt døgnet rundt,

hvorfor

fængslet selv kan klare akutte lægelige opgaver, herunder tilsynet af

sikringscelleanbragte uden for normal arbejdstid.

På den baggrund anmoder jeg

Københavns Fængsler og Direktoratet for Kriminalforsorgen om udtalelser om,

hvorvidt tidspunktet for lægetilsyn har været i overensstemmelse med

cirkulærets § 4, stk. 2, ("snarest muligt") i de 12 (11) tilfælde,

hvor tilsynet er foretaget senere end 1 time efter anbringelsen.

Tilfældene vedrører

sikringscelleanbringelse af:

strafafsoner den 6. maj 1993 kl. 16.45 (hindre selvmord)

varetægtsarrestant den 21. maj 1993 kl. 19.20

varetægtsarrestant den 3. juni 1993 kl. 7.11

varetægtsarrestant den 31. juli 1993 kl. 9.00

strafafsoner den 1. august 1993 kl. 10.00

varetægtsarrestant den 2. august 1993 kl. 18.10

varetægtsarrestant den 7. august 1993 kl. 11.45

varetægtsarrestant den 23. august 1993 kl. 10.55

(hindre selvmord)

hæfteafsoner den 28. august 1993 kl. 21.25

strafafsoner

den 30. august 1993 kl. 11.15 (muligvis skrivefejl)

anholdt

den 21. september 1993 kl. 21.05 (hindre selvmord)

hæfteafsoner

den 16. oktober 1993 kl. 08.40.

Efter § 5, stk. 1, i det

tidligere gældende cirkulære skulle den indsatte jævnligt tilses af

personalet,

og en indsat, der var fikseret, skulle efter bestemmelsens stk. 2, have fast

vagt.

I langt hovedparten af de 54

tilfælde, som jeg har modtaget observationsskema for, blev det almindelige

tilsyn ført med kortvarige intervaller og med højst 30 minutter mellem nogle

af

de enkelte tilsyn.

I enkelte sager har jeg

konstateret, at der i nogle få tilfælde kunne gå lidt mere end 30 minutter

mellem enkelte af tilsynene, og i få sager har jeg konstateret, at der gik op

til 1 time mellem enkelte af tilsynene. I disse sager har der således være

tale

om manglende iagttagelse af de regler, som Københavns Fængsler har fastsat

for

anbringelse i sikringscelle, og hvorefter indsatte under ophold i

sikringscellen uden fiksering skal tilses med intervaller, der i intet

tilfælde

må overstige ½ time.

En sag har givet anledning

til nærmere overvejelse, for så vidt angår spørgsmålet om notering af

tidspunktet for det almindelige tilsyn. Det drejer sig om en

varetægtsarrestant, der blev indsat i sikringscelle den 5. september 1993.

Fra

kl. 22.00 blev den indsatte tilset af den samme funktionær, og tilsynet skete

efter angivelserne med 30 minutters interval. Kl. 02.20 ophørte

sikringscelleanbringelsen. Imidlertid er der i observationsskemaet anført

tidspunkter for efterfølgende tilsyn frem til kl. 06.30 og alle med 30

minutters interval. Skemaet synes på den baggrund udfyldt på forhånd. For så

vidt tilsynene rent faktisk ville være blevet ført på de anførte tidspunkter,

giver det mig ikke anledning til bemærkninger, at skemaet er udfyldt på

forhånd. Der kan herved imidlertid opstå risiko for angivelse af et

fejlagtigt

tidspunkt for tilsynet, hvilket jeg finder uheldigt. I det konkrete tilfælde

har jeg ikke grundlag for at antage, at tilsynene indtil kl. 02.20 ikke blev

ført som angivet. Det bemærkes herved, at de på forhånd angivne tidspunkter

for

tilsyn efter kl. 02.20 er overstreget.

Efter § 7 i det tidligere

gældende cirkulære måtte ophold i sikringscelle ikke udstrækkes længere, end

formålet gjorde det absolut påkrævet.

Sikringscelleanbringelsen

varede under 5 timer i 48 af tilfældene, under 7 timer i 3 tilfælde, under 15

timer i 11 tilfælde, under 19 timer i 5 tilfælde og i 1 enkelt tilfælde under

25 timer.

Gennemgangen af rapporterne

giver mig ikke anledning til bemærkninger ud over dem, der er anført ovenfor.

d. Magtanvendelse.

Fra Københavns Fængsler

modtog jeg for perioden 27. august 1993 til 22. oktober 1993 29 rapporter

vedrørende magtanvendelse i Vestre Fængsel. Vedrørende magtanvendelse i

Blegdamsvejens Fængsel modtog jeg 8 rapporter for perioden 3. marts 1993 til

23. september 1993. Jeg modtog endvidere 5 rapporter vedrørende

magtanvendelse

i institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm for perioden 13.

april 1993 til 2. juli 1993. Rapporterne vil blive behandlet samlet nedenfor.

De samlede 42 rapporter

fordeler sig således: varetægtsarrestanter 20, strafafsonere 9,

frihedsberøvede

efter udlændingelovens § 36 7, anholdte 4 og hæfte 2.

Reglerne om magtanvendelse

findes dels i bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af

frihedsstraf,

med senere ændringer, dels i bekendtgørelse af 12. september 1978 om ophold i

varetægtsfængsel. Med hjemmel i henholdsvis § 32, stk. 2, og § 34, stk. 2, i

disse bekendtgørelser er der udstedt cirkulære af 15. april 1988 om

magtanvendelse over for indsatte. (Med virkning fra den 1. juli 1994 er

cirkulærets § 7, stk. 6, ophævet og § 8 ændret.)

Cirkulærets bestemmelser er

også gældende ved magtanvendelse over for frihedsberøvede asylansøgere, jf.

udlændingelovens § 36, jf. retsplejelovens § 776.

Cirkulærets §§ 2 - 4 har

følgende ordlyd:

"

§ 2.

Personalet kan anvende magt, når øjeblikkelig indskriden er

nødvendig for at

afværge personlig overlast,

hindre selvmord eller

selvbeskadigelse,

hindre undvigelse eller

standse undvegne, hvis der er grund til at tro, at dette ikke kan gennemføres

på anden måde.

Stk. 2.

I det omfang, det må anses for nødvendigt, kan magtanvendelse

omfatte brug af håndkraft (greb, puf), skub samt brug af stav og tåregas af

godkendt type.

Stk. 3.

Bestemmelse om anvendelse af magt efter reglerne i stk. 1

og 2 træffes af institutionens vagthavende leder/arrestforvareren. Hvis

forholdene ikke tillader, at man afventer lederens/arrestforvarerens

afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende funktionær, som er

ansvarlig for det pågældende tjenesteområde. Den vagthavende

leder/arrestforvareren skal normalt omgående underrettes om det passerede.

§ 3.

Personalet kan anvende magt, hvis det er nødvendigt for at

gennemføre den indsattes fremstilling i retten, dersom

retten på forespørgsel i det enkelte tilfælde har erklæret, at fremstillingen

ønskes gennemført, selv om anvendelse af magt måtte være nødvendig,

gennemføre visitation i tilfælde, hvor der er grund til

at antage, at den indsatte ellers vil volde skade på sig selv eller andre,

gennemføre visitation, der må anses for påkrævet for at

hindre strafbart forhold eller i øvrigt af sikkerhedsmæssige hensyn,

gennemføre personalets anvisninger om opholdssted.

Stk. 2.

Magtanvendelse kan kun omfatte brug af håndkraft.

Stk. 3.

Bestemmelse om anvendelse af magt efter reglerne i stk. 1

og 2 træffes af institutionens vagthavende leder/arrestforvareren eller den,

han bemyndiger dertil. Hvis forholdene ikke tillader, at man afventer den

pågældendes afgørelse, træffes bestemmelsen af den tilstedeværende

funktionær,

som er ansvarlig for tjenesteområdet.

§ 4.

Al magtanvendelse forudsætter, at mindre indgribende foranstaltninger

forgæves har været anvendt eller åbenbart vil være uanvendelige.

Stk. 2.

Anvendelse af magt skal altid ske med besindighed og må

aldrig overskride det for øjemedet påkrævede. Der må i det enkelte tilfælde

kun

anvendes det efter forholdene mindst vidtgående magtmiddel."

I 8 tilfælde blev der anvendt

magt for at afværge personlig overlast, i 2 tilfælde for at hindre selvmord

eller selvbeskadigelse, i 3 tilfælde for at hindre undvigelse og i 16

tilfælde

for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden.

Af de resterende 13 tilfælde

blev der i 1 tilfælde anvendt magt for at afværge personlig overlast og for

at

hindre selvmord eller selvbeskadigelse, i 1 tilfælde for at afværge personlig

overlast og for at gennemføre visitation, i 7 tilfælde for at afværge

personlig

overlast og for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden, i 3

tilfælde for at afværge personlig overlast, hindre selvmord eller

selvbeskadigelse og for at gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden

og

i det sidste tilfælde for at afværge personlig overlast, hindre selvmord

eller

selvbeskadigelse, gennemføre visitation og for at gennemføre flytning fra en

lokalitet til en anden.

Cirkulærets §§ 6 og 7

indeholder særlige forskrifter i forbindelse med anvendelse af tåregas og

stav.

Disse midler er ikke anvendt i de tilfælde, der er beskrevet i de modtagne

rapporter.

Magtanvendelsen bestod efter

angivelserne i alle tilfælde i håndkraft (skub, puf, føregreb, sidehalsgreb

og

armsnoningsgreb). Af en enkelt rapport for den 19. september 1993 fremgår det

af beskrivelsen af episoden, at den indsatte havde angrebet funktionæren med

celleradioen. Funktionæren, hvis hænder var optaget, afværgede angrebet ved

at

sparke på indsatte håndled.

Magtanvendelsen skete enten

akut eller blev søgt undgået ved samtale. I enkelte rapporter er der angivet

et minus ud for rubrikken for, hvorledes magtanvendelsen er søgt undgået. Jeg

har forstået denne angivelse således, at magtanvendelsen i de sager var akut.

I 2 rapporter (vedrørende magtanvendelse

henholdsvis den 19. marts og den 30. september 1993, varetægtsarrestanter) er

der ingen angivelse af, hvorvidt magtanvendelsen blev forsøgt undgået.

Magtanvendelsen

kunne måske have været undgået ved samtale, men jeg har ikke tilstrækkeligt

grundlag for at antage dette. Jeg finder det imidlertid uheldigt, at

rapporterne

ikke angiver, hvorvidt magtanvendelsen blev forsøgt undgået.

26 af tilfældene er omfattet

af cirkulærets § 2.

I 11 tilfælde er det - med

tidsangivelse - angivet, at såvel overvagtmesteren/arrestforvareren og

institutionens ledelse blev underrettet.

I 2 tilfælde fremgår det -

med tidsangivelse - at alene institutionens ledelse blev underrettet.

I 9 tilfælde er det - med

angivelse af tidspunktet herfor - afkrydset, at alene

overvagtmesteren/arrestforvareren

blev underrettet. Heraf er der i 4 tilfælde ingen noteringer på det modtagne

materiale om ledelsens godkendelse. I de resterende 5 tilfælde fremgår det,

at

rapporten efterfølgende blev godkendt af ledelsen efter henholdsvis 3, 14 og

18

dage og efter henholdsvis 1 måned og 1 måned og 11 dage.

4 tilfælde, der vedrører

magtanvendelse i Vestre Fængsel den 22. september 1993 (varetægtsarrestant),

den 22. september 1993 (varetægtsarrestant, den 1. oktober 1993 (anholdt) og

den 15. oktober 1993 (anholdt), indeholder ikke afkrydsning hverken i

rubrikken

om underretning af overvagtmesteren/arrestforvareren eller i rubrikken om

underretning af institutionens ledelse. I de 2 førstnævnte tilfælde er der

dog på rapportens forside gjort bemærkning om, at fløjovervagtmesteren blev

informeret. Tidspunktet herfor fremgår ikke. I det 3. og 4. tilfælde er

rapporten godkendt af ledelsen henholdsvis på 3. og 18. dagen efter

magtanvendelsen.

I de i alt 20 tilfælde, hvor

der skete underretning af overvagtmesteren, og tidspunktet herfor kan

konstateres, skete den i 15 tilfælde inden for 5 minutter. I 3 tilfælde gik

der

indtil 10 minutter. I de resterende 2 sager blev overvagtmesteren underrettet

henholdsvis 25 og 27 minutter efter magtanvendelsen. I det førstnævnte af

disse tilfælde blev ledelsen underrettet 55 minutter efter anvendelsen og i

det

sidstnævnte ses der ikke at være foretaget underretning af ledelsen. I begge

tilfælde blev læge tilkaldt kort tid efter magtanvendelsen. Jeg går ud fra,

at

der forelå særlige omstændigheder, der bevirkede den relativt sene

underretning

af vagthavende leder.

Institutionens ledelse blev

underrettet i i alt 13 tilfælde: i 3 tilfælde inden 5 minutter efter

anvendelsen, i 3 tilfælde inden 10 minutter, i 2 tilfælde inden 1 time, i 1

tilfælde inden 2 timer, i 1 tilfælde inden 4 timer og i 1 tilfælde inden 5

timer efter magtanvendelsen. Overvagtmesteren var i alle disse tilfælde

underrettet

forinden om magtanvendelsen.

I de resterende 2 tilfælde

blev institutionens ledelse underrettet henholdsvis 1 minut og 10 minutter

efter anvendelsen. Overvagtmesteren var ikke underrettet i disse tilfælde.

Jeg anmoder Københavns

Fængsler om nærmere oplysning om, hvilke retningslinier der følges i relation

til cirkulærets § 2, stk. 3, 3. pkt., om underretning af vagthavende leder.

Efter cirkulærets § 8 skulle

lægetilsyn finde sted, når der havde været anvendt magt, medmindre

institutionens vagthavende leder/arrestforvareren fandt det åbenbart

unødvendigt.

(Som anført ovenfor er bestemmelsen ændret med virkning fra den 1. juli

1994.)

I 22 tilfælde er der

foretaget notering om lægetilkald, og i 22 tilfælde - uden at der er tale om

fuldstændigt sammenfald - kan det konstateres, at der blev udført lægetilsyn.

Der foreligger i enkelte

sager oplysninger om, at der blev foretaget en konkret vurdering af, om

lægetilsyn blev anset for åbenbart unødvendig. Jeg går ud fra, at en sådan

vurdering er foretaget og med det samme resultat i de øvrige sager, hvor

lægetilsyn

ikke er noteret udført.

1 rapport fra Vestre Fængsel

(27. september 1993, varetægtsarrestant) giver mig anledning til

bemærkninger.

På den kopi af rapporten vedrørende magtanvendelse, som jeg modtog til

belysning af disse tilfælde, fremgår det, at lægen blev tilkaldt kl. 8.35.

Lægens bemærkninger fremgår ikke af denne rapport. Varetægtsarrestanten blev

senere den samme dag anbragt i sikringscelle, og blandt det materiale, som

jeg

modtog til belysning af sådanne anbringelser, er en anden kopi af rapporten

om

magtanvendelse i den konkrete sag. På sidstnævnte rapport har lægen anført:

"28/9/93 Mig bekendt blev vagthavende læge

ikke

underrettet om denne magtanvendelse 27/9/93".

Jeg finder det meget

uheldigt, hvis det i rapporter om magtanvendelse anføres, at læge er

tilkaldt,

uanset at det forholder sig anderledes. Efter en gennemgang af

rapportmaterialet har jeg dog ikke grundlag for at antage, at der generelt

sker

en fejlagtig angivelse. Der må være tale om et enkeltstående tilfælde, og jeg

foretager mig derfor ikke videre vedrørende spørgsmålet.

e. Forhørsprotokollen

(disciplinærsager).

Jeg modtog kopi af

forhørsprotokollen vedrørende 67 forhør afholdt i perioden fra den 7. oktober

til den 3. november 1993 og kopi af notater i 2 sager. Ved min gennemgang af

protokollen er jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af baggrunden for

indberetningerne om forhørene og af de afgørelser, der er truffet i

forbindelse

med forhørene.

Det modtagne materiale

vedrørte 42 varetægtsarrestanter, 26 strafafsonere, og 1 vedrørte hæfte.

De relevante bestemmelser for

gennemførelsen af disciplinærsager over for indsatte findes i cirkulære af

10.

marts 1976, med senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af

disciplinærstraf over for indsatte og om disciplinærsagers gennemførelse.

Over

for varetægtsarrestanter findes reglerne i cirkulære af 13. september 1978,

med

senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf og om

disciplinærsagers gennemførelse.

Bestemmelserne i §§ 7 - 11 i

cirkulæret af 10. marts 1976 med senere ændringer er indholdsmæssigt identisk

med bestemmelserne i §§ 6 - 10 i cirkulæret af 13. september 1978 med senere

ændringer. De førstnævnte bestemmelser har denne ordlyd:

"

§ 7.

Den, der udøver disciplinærmyndigheden, afgør, om disciplinærsagen

kan gennemføres på grundlag af den foreliggende indberetning, eller om det af

hensyn til klarlæggelse af sagens omstændigheder er påkrævet at indhente

yderligere indberetninger eller foretage afhøringer af personale eller

indsatte.

Stk. 2.

Disciplinærsager skal altid behandles hurtigst muligt.

§ 8.

Disciplinærsager om ikendelse af bøder kan gennemføres uden

den indsattes tilstedeværelse, dersom overtrædelsen umiddelbart har kunnet

konstateres, eller sagens omstændigheder i øvrigt må anses for fuldt

klarlagt.

I så fald skal den indsatte skriftligt underrettes om, hvilken afgørelse der

agtes truffet og om adgangen til at udtale sig i sagen.

Stk. 2.

Gennemførelse af sagen uden den indsattes tilstedeværelse

forudsætter, at han ikke ønsker at udtale sig i sagen. Hvis han ønsker at få

lejlighed hertil, gennemføres disciplinærsagen efter reglerne i § 9.

Stk. 3.

Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig

protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede, oplysning

om, hvilke bestemmelser der er overtrådt og oplysning om afgørelsen. I

notatet

skal det anføres, at den indsatte er underrettet om adgangen til at udtale

sig.

§ 9.

I disciplinærsager i øvrigt gøres den indsatte bekendt med,

hvad der er indberettet, og orienteres i hovedtræk om, hvad der måtte være

fremkommet under eventuelle afhøringer i sagen.

Stk. 2.

Afgørelsen træffes under den indsattes tilstedeværelse,

efter at han har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 3.

Alle afhøringer skal overværes af en af institutionens

funktionærer.

Stk. 4.

Om disciplinærsagens gennemførelse gøres notat i en særlig

protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det indberettede og de

afgivne forklaringer, der skal protokolleres, medens vedkommende er til

stede.

Protokollatet søges affattet således, at det kan godkendes af den pågældende.

Notatet skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke bestemmelser der anses

overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for bevist og oplysning om

afgørelsen.

§ 10.

Hvis den indsatte ikke ønsker at give møde i anledning af en

disciplinærsag, kan sagen gennemføres uden hans tilstedeværelse.

Stk. 2.

Den indsatte skal underrettes om afgørelsen.

Stk. 3.

Der gøres notat om disciplinærsagen i overensstemmelse med

reglerne i § 9, stk. 4, med tilføjelse om, at den indsatte ikke har ønsket at

give møde.

§ 11.

Den indsatte skal efter anmodning have udleveret udskrift af

notatet om disciplinærsagen. Oplysninger kan dog udelades i det omfang,

hensynet til institutionens sikkerhed eller til enkeltpersoner klart tilsiger

det."

Cirkulæret af 10. marts 1976,

med senere ændringer, indeholder endvidere i § 12 følgende bestemmelse:

"

Stk. 1....

Stk. 2....

Stk. 3.

Indsatte, der hensættes i forhørscelle eller udstår strafcelle,

er udelukket fra alt fællesskab i institutionen. Der er i almindelighed

adgang

til dagligt at tilbringe mindst 1 time i fri luft. Der er endvidere adgang

til

deltagelse i gudstjeneste i institutionen, medmindre sikkerhedshensyn taler

derimod.

Institutionens leder kan i

øvrigt tillade begrænset fællesskab, såfremt særlige forhold i det enkelte

tilfælde taler derfor.

Stk. 4....

Stk. 5.

Den indsatte er ikke undergivet andre begrænsninger end

dem, der følger af udelukkelsen fra fællesskab..."

Cirkulæret af 13. september

1978, med senere ændringer, indeholder i § 11 følgende bestemmelse:

"

Stk. 1....

Stk. 2.

Varetægtsarrestanter, der hensættes i forhørscelle eller

strafcelle, er udelukket fra alt fællesskab i institutionen. Der er i

almindelighed adgang til dagligt at tilbringe mindst 1 time i fri luft. Der

er

endvidere adgang til deltagelse i gudstjeneste i institutionen, medmindre

sikkerhedshensyn taler derimod.

Stk. 3....

Stk. 4.

Varetægtsarrestanten er ikke undergivet andre begrænsninger

end dem, der følger af udelukkelsen fra fællesskabet. ..."

36 af sagerne endte med

ikendelse af en disciplinærsanktion i form af strafcelle (3 dage: 20

tilfælde,

5 dage: 14 tilfælde og 7 dage: 2 tilfælde). Af disse sager blev der i 4

tilfælde tillige truffet bestemmelse om, at den pågældende ikke måtte deltage

i

gudstjeneste eller kirkelige handlinger. Samme bestemmelse blev truffet i 3

andre sager, hvor der i øvrigt ikke skete ikendelse af nogen

disciplinærstraf.

Disciplinærstraf blev heller ikke ikendt i 7 sager, hvor de pågældendes

besøgstilladelser blev inddraget. I et 8. tilfælde med inddragelse af en

udgangstilladelse ses beslutningen herom begrundet med, at grundlaget for

tilladelsen - ægtefællens indlæggelse på hospital - var bortfaldet, da han

var blevet udskrevet. Beslutningen ses ikke at være begrundet med misbrug i

forbindelse med tidligere udgange. (Sagen er omtalt i et notat af 28. oktober

1993.) I 2 tilfælde endte forhøret med, at den pågældende fik

udgangskarantæne.

1 forhør endte med anbringelse i enrum, et andet med erstatningsansvar for

forvoldt skade, og 7 endte med en advarsel. I 13 tilfælde blev der truffet

bestemmelse om destruktion; det drejede sig om f.eks. knive, kanyler og

sprøjter. 13 forhør endte med, at der ikke skulle foretages yderligere.

I en sag blev der i

forbindelse med visitation af den pågældendes celle i Næstved Arrest fundet

nogle effekter, herunder en lommekniv med et blad på

8 cm. Den indsatte blev efterfølgende

overført til Vestre Fængsel, hvor der blev afholdt forhør. Af protokollen

fremgår det, at den indsatte fik meddelelse om, at Vestre Fængsel ikke ville

foretage sig videre, men ville afvente, "hvis der kommer noget fra

arrestforvareren i Næstved angående visitationen i celle 5". Der

foreligger ikke oplysninger om en eventuel disciplinærsanktion.

Blandt det modtagne materiale

er endvidere et notat af 8. oktober 1993, der omtaler et rapporteret

flugtforsøg med efterfølgende afhøring af den pågældende. Af notatet fremgår

det, at der over for den pågældende blev iværksat foranstaltninger til at

begrænse hans flugtmuligheder, og at han senere blev flyttet til en celle med

særlig sikring. At notatet fremgår det endvidere, at der blev truffet

bestemmelse om ikke at foretage videre.

2 afhøringsrapporter af

henholdvis den 11. og den 25. oktober 1993 vedrørte den samme

varetægtsarrestant. Af den første rapport fremgår det, at det efter

overvagtmesterens opfattelse ikke ville være muligt at lave en fornuftig

afhøring af den pågældende, da han var meget psykisk uligevægtig. Det blev

meddelt personalet, at forhørscelleanbringelsen var ophørt på dagen for den

forgæves afhøring. Af den senere afhøringsrapport fremgår det ikke, hvilken

afgørelse der blev truffet over for varetægtsarrestanten i anledning af det

indrapporterede forhold. Jeg går ud fra, at der blev truffet bestemmelse om

ikke at foretage yderligere i relation til ham, ligesom jeg går ud fra, at

det

er en forglemmelse, at dette ikke fremgår af afhøringsrapporten.

1 afhøring endte med, at

indsatte, der var udeblevet efter en § 31 udgang (udgang til særligt formål),

fik meddelelse om, at der ville blive udregnet en ny strafberegning, og at

udgangsmisbruget ville blive taget i betragtning ved fremtidige ansøgninger

om

udgang.

Langt hovedparten - i alt 45

- af sagerne blev behandlet enten samme dag eller dagen efter, at det

forhold,

der gav anledning til sagen, var begået. 1 af disse sager omfattede tillige

et

forhold, der var begået 9 dage tidligere, og som vedrørte indtagelse af

narkotiske stoffer under udgang. Der blev i den anledning foretaget en

medikamentanalyse,

men der foreligger ingen oplysninger om, hvornår resultatet af denne analyse,

der var positiv for benzodiazepiner, forelå. Det fremgår endvidere ikke, om

der for dette forhold blev udfærdiget særskilt rapport.

Andre 15 sager blev behandlet

senest på 3. dagen efter, at forholdet var begået. 4 sager blev behandlet på

4.

dagen og 1 sag på 5. dagen.

I 1 tilfælde blev en indsat,

der var beskæftiget i køkkenet, afhørt den 18. oktober 1993 i anledning af en

medikamentanalyse af 8. oktober 1993. Der er ingen oplysninger om, hvornår

resultatet af analysen, der var positiv for hash, forelå. Jeg går ud fra, at

resultatet af analysen ikke forelå den 8. oktober 1993. I modsat fald er

disciplinærsagen efter min opfattelse ikke blevet behandlet hurtigst muligt,

jf.

cirkulærets § 7, stk. 2.

I 1 tilfælde blev en

varetægtsarrestant forsøgt afhørt den 11. oktober 1993 for et forhold, der

havde fundet sted den 9. oktober 1993. Afhøringen blev imidlertid ikke

gennemført den 11. oktober 1993, da overvagtmesteren vurderede, at det ville

være "umuligt at lave en fornuftig afhøring af indsatte", der var

meget psykisk uligevægtig. Afhøringen blev senere gennemført den 25. oktober

1993. Jeg går ud fra, at overvagtmesteren - selv om den pågældende under det

senere forhør selv forklarede, at han "har det udmærket og har haft det

godt de sidste mange dag(e)" - har vurderet, at der først kunne

gennemføres en "fornuftig" afhøring på dette sene tidspunkt.

I den ene af de 2 sager, hvor

jeg har modtaget et notat i stedet for afhøringsrapporter, synes den

pågældende at være blevet afhørt den samme dag, som det indberettede forhold

blev begået, og der synes straks at være truffet afgørelse om indførelse af

foranstaltninger til at begrænse flugtmulighederne.

I den anden sag, hvor der er

udfærdiget et notat den 28. oktober 1993, skulle den indsatte have haft

udgang

den 27. oktober 1993. Der havde været tale om udgangsmisbrug på grund af

indtagelse af narkotiske stoffer i forbindelse med en udgang den 20. oktober

1993. Forud for udgangen den 27. oktober 1993 blev det oplyst, at grundlaget

for udgangstilladelsen var bortfaldet, da den pågældendes ægtefælle ikke

længere var indlagt på hospital. Udgangstilladelsen blev af den grund

inddraget. Notatet ses ikke udfærdiget som led i en sag som følge af

udgangsmisbruget

den 20. oktober 1993.

En enkelt sag blev gennemført

uden varetægtsarrestantens tilstedeværelse, da han ønskede at sove og derfor

ikke ville møde. Arrestanten blev ikendt en disciplinærstraf af 3 dages

strafcelle, og det blev tilkendegivet, at der ville blive krævet erstatning

for

forvoldt skade. Varetægtsarrestanten blev gjort bekendt med afgørelsen og

modtog klagevejledning. Afgørelsen blev senere med en undskyldning

tilbagekaldt over for den pågældende, da det havde vist sig, at en anden

indsat

retteligt skulle have været indberettet for forholdet.

I de øvrige sager - jeg ser

her bort fra de 2 sager, hvor der blot er et notat - fremgår det, at den

indsatte/varetægtsarrestanten mødte til forhør og blev gjort bekendt med

anledningen

til forhøret.

Det fremgår endvidere, at han

havde ret til at udtale sig, og at der i alle tilfældene var et vidne til

stede

under forhøret.

I sagerne - bortset fra nogle

ganske få - er der i protokollen gjort en bemærkning om, at protokollatet er

læst

og vedstået. I de ganske få undtagelsestilfælde fremgår der ingen oplysning

om, at den indsatte/varetægtsarrestanten ikke ønskede at påhøre et diktat til

protokollen. Jeg går derfor ud fra, at det skyldes en forglemmelse, at

protokollen i disse sager ikke indeholdt den nævnte bemærkning.

I nogle tilfælde fremgår der

af forhørsprotokollen ingen angivelse af hjemlen for den trufne afgørelse.

Det

drejer sig særligt om afgørelser, hvor den indsatte/varetægtsarrestanten fik

inddraget en besøgstilladelse, hvor der blev truffet beslutning om

destruktion/konfiskation

af effekter, og hvor den pågældende blev udelukket fra gudstjeneste (som

eneste

sanktion).

Kun i enkelte tilfælde, hvor

forhøret endte med ikendelse af en disciplinærstraf, ses notatet ikke at

indeholde

oplysning om, på hvilket grundlag overtrædelsen ansås for bevist.

En forhørsrapport fra den 25.

oktober 1993 af en indsat i anledning af en rapport af 21. oktober 1993

indeholdt om bevisgrundlagt således blot en bemærkning om, at overtrædelsen

"Efter det foreliggende" fandtes godtgjort.

En forhørsrapport fra den 8.

oktober 1993 i anledning af en rapport af 7. oktober 1993 vedrørende en

varetægtsarrestant indeholder ligeledes ingen oplysning om bevisgrundlaget.

Den

pågældende havde erkendt forholdet, der gav anledning til forhøret, og der

kunne have været henvist til denne erkendelse.

Hvis der i bevisgrundlaget

henvises til en indsats/varetægtsarrestants erkendelse af et forhold, skal

erkendelsen naturligvis fremgå af den forklaring, som den pågældende har

afgivet.

I en sag blev der afholdt

forhør den 4. oktober 1993 i anledning af en rapport af 3. oktober 1993

vedrørende slagsmål mellem to varetægtsarrestanter under maduddeling. Den ene

varetægtsarrestant forklarede under forhøret, at den anden havde slået ud

efter

ham, og at han kun modtog slag fra den anden og undlod at slå igen. En

fængselsbetjent forklarede, at de pågældende havde slået ud efter hinanden,

og

at der havde været tale om "regulær slåskamp". Førstnævnte

varetægtsarrestant blev gjort bekendt med denne forklaring og havde ingen

tilføjelser hertil. Den pågældende blev herefter ikendt en disciplinærstraf

af

strafcelle i 5 dage, og i bevisgrundlaget blev der henvist til: "Efter

det foreliggende, herunder den indsattes erkendelse af at have været i

slagsmål med en medindsat ..."

Der burde i den sag ikke have

været henvist til en erkendelse, som varetægtsarrestanten ikke var fremkommet

med. På grund af fængselsbetjentens forklaring har jeg imidlertid ikke

anledning til at foretage mig videre vedrørende den sag.

Manglende angivelse eller

ukorrekt angivelse af bevisgrundlaget har jeg, som anført ovenfor, kun

konstateret i meget få af de sager, hvor der skete ikendelse af en

disciplinærstraf. Jeg går derfor ud fra, at der alene er tale om

enkeltstående

tilfælde.

Bortset fra enkelte tilfælde

indeholder protokollen i sagerne, hvor der blev truffet afgørelse - enten om

ikendelse af en disciplinærsanktion eller om f.eks. inddragelse af en

besøgstilladelse - fornøden klagevejledning.

Et af undtagelsestilfældene

er et forhør den 25. oktober 1993 i anledning af en rapport af 21. oktober

1993

vedrørende en indsats rygning af hash. Den pågældende blev afhørt for

hashrygning den 21. oktober 1993, hvilket han benægtede. Under forhøret

erkendte han imidlertid at have røget hash tidligere på ugen. På grund af

denne

erkendelse blev han ikendt en disciplinærstraf af strafcelle i 3 dage. Selv

om

den pågældende erkendte det forhold, der begrundede sanktionen, burde han

have

modtaget klagevejledning. Jeg finder det beklageligt, at dette ikke skete.

I 3 tilfælde endte forhøret

med, at der ikke ville blive foretaget yderligere. Af protokollen i disse

sager

fremgår det imidlertid samtidig, at 1) heroin fundet hos varetægtsarrestanten

ville blive overgivet til politiet, 2) en kniv ville blive destrueret, og 3)

noget fyrværkeri fundet hos varetægtsarrestanten ville blive destrueret. Der

ses ikke at være meddelt de pågældende klagevejledning i forbindelse med

afgørelsen om konfiskation af disse effekter, hvilket jeg finder beklageligt.

Efter henholdsvis § 34, stk.

1, i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen og § 36, stk. 1, i bekendtgørelsen om

ophold

i varetægtsfængsel er den disciplinære myndighed hos institutionens leder

eller

den, han bemyndiger til på sit ansvar at udøve den.

Alle afhøringer er foretaget

af en overvagtmester, ligesom en overvagtmester har truffet afgørelse. Jeg

kan

derfor forstå, at der er sket en delegation af kompetencen til

overvagtmestrene.

Jeg anmoder om oplysning om,

hvorvidt der internt er fastsat retningslinier af anstaltens ledelse for

overvagtmestrenes udøvelse af denne myndighed - og i bekræftende fald hvilke.

Jeg anmoder endvidere om

oplysning om, hvilket tilsyn anstaltsledelsen fører med disciplinærområdet.

V. Opfølgning.

De udtalelser, som jeg

anmoder Københavns Fængsler om vedrørende de enkelte afsnit, beder jeg om,

bliver sendt til mig gennem Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvis

udtalelse

jeg ligeledes udbeder mig.

VI. Underretning.

Folketingets Retsudvalg

modtager en genpart af denne redegørelse."

Lignende dokumenter