Spring til indhold

Retsinformation

Læges partsstilling i patientklagenævnssag. Sager om strafferetlig forfølgning.

FOU nr 1992.296UdtalelserFolketinget6. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Læges partsstilling i patientklagenævnssag. Sager om

strafferetlig

forfølgning.

A, der var læge, klagede i

brev af 16. december 1991 over, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde

behandlet en klage vedrørende A's behandling af en patient uden at underrette

ham og give ham lejlighed til at udtale sig om sagen.

A havde tidligere anmodet

Patientklagenævnet om at genoptage behandlingen af sagen, men havde fået

afslag

herpå fra nævnet.

Den 20. januar 1992 anmodede

jeg Patientklagenævnet om en udtalelse i anledning af A's klage.

B gav i en skrivelse af 3.

april 1992 på vegne af Den Almindelige Danske Lægeforening udtryk for støtte

til A's klage over Patientklagenævnet. Jeg sendte den 7. april 1992 B's

skrivelse til Patientklagenævnet med henblik på, at det heri anførte kunne

indgå

ved afgivelsen af nævnets udtalelse.

Patientklagenævnet afgav en

udtalelse om sagen den 21. april 1992 og fremsendte samtidig en udtalelse fra

Sundhedsstyrelsen af 1. april 1992.

Den 27. april 1992 anmodede

jeg A om eventuelle bemærkninger til Patientklagenævnets og

Sundhedsstyrelsens

udtalelser, hvilket jeg modtog med A's skrivelse af 19. juni 1992.

Det fremgik af sagen, at

Sundhedsstyrelsen den 12. juli 1991 afgav en udtalelse til Patientklagenævnet

angående A's patient C, der afgik ved døden den 20. juli 1990, efter at hun

havde modtaget behandling med Methotrexate og 5-fluoro-uracil 5-FU for en

Læs alt

udbredt kræftlidelse. Det fremgik af udtalelsen, at Sundhedsstyrelsen fandt,

at

en 1. reservelæge i sin behandling af C havde udvist grovere forsømmelighed,

jf. lægelovens § 18. Endvidere fandt styrelsen, at A havde udvist grovere

forsømmelighed, jf. lægelovens § 18, ved at iværksætte Methotrexat-behandling

på trods af lavt pH-tal, idet han derved udsatte patienten for risiko for

nyreskade. Desuden var det styrelsens opfattelse, at afdelingen burde have

indberettet dødsfaldet til politiet, jf. ligsynslovens § 4, stk. 1, nr. 5,

idet

det var åbenbart, at den umiddelbare årsag var nyreskade på baggrund af

Methotrexat-behandlingen. Ansvaret for denne undladelse burde efter

styrelsens

opfattelse bæres af den nævnte 1. reservelæge og A. Sundhedsstyrelsen

udtalte,

at der burde rejses tiltale mod 1. reservelægen og A for overtrædelse af

lægelovens § 18 og ligsynslovens § 4, stk. 2, jf. § 20.

Patientklagenævnet gav i skrivelse

af 21. august 1991 til Kriminalpolitiet i København udtryk for den samme

opfattelse af sagen, som fremgik af Sundhedsstyrelsens ovennævnte skrivelse.

Patientklagenævnet anmodede på den baggrund politiet om, at der blev rejst

tiltale mod 1. reservelægen og A for overtrædelse af bestemmelserne omtalt i

Patientklagenævnets skrivelse.

I en skrivelse af 21. august

1991 orienterede Patientklagenævnet A om anmodningen til politiet.

Patientklagenævnet tilføjede, at sagen nu ansås for omfattet af

forvaltningslovens

§ 9, stk. 3, og således ikke var omfattet af lovens bestemmelser om

aktindsigt.

A henvistes til at rette henvendelse til Kriminalpolitiet i København, hvis

han

ønskede yderligere oplysninger.

Den 27. august 1991 anmodede

A Patientklagenævnet om at genoptage sagen. A henviste til, at

Patientklagenævnet ikke havde givet ham meddelelse om, at sagen var indbragt

for nævnet, og ikke havde foretaget partshøring og heller ikke havde givet A

mulighed for at begære aktindsigt.

Patientklagenævnet afslog den

23. december 1991 at genoptage sagen, idet sagsbehandlingen efter nævnets

opfattelse havde været korrekt. Som yderligere begrundelse for afslaget

henviste Patientklagenævnet til sin skrivelse til A af samme dato vedrørende

en

anden læge. I denne skrivelse henholdt Patientklagenævnet sig til en

udtalelse

fra Sundhedsstyrelsen af 4. oktober 1991, hvori styrelsen udtalte som sin

opfattelse, at når styrelsen havde besluttet, at en sag skulle oversendes til

Patientklagenævnet med en udtalelse om, at styrelsen fandt, at lægelovens §

18

var overtrådt, var der tale om en sag om strafferetlig forfølgning. Efter

forvaltningslovens § 9, stk. 3, havde en part ikke ret til aktindsigt i sager

om strafferetlig forfølgning, jf. dog § 18, og efter § 19, stk. 2, nr. 4,

skulle

der ikke foretages partshøring i sager, hvor parten ikke havde ret til

aktindsigt i henhold til lovens kapitel 4. Som begrundelse for ikke at

orientere parten eller dennes advokat om, at en sag vedrørende eventuel

overtrædelse af lægelovens § 18 var oversendt til Patientklagenævnet,

henviste

Sundhedsstyrelsen til, at parten i så fald ville have en berettiget

forventning

om, at det var muligt at rekvirere udtalelsen fra styrelsen. Dette var

imidlertid ikke muligt, idet der ikke skulle foretages partshøring i disse

sager.

I B's skrivelse af 3. april

1992 var det anført, at det var kritisabelt, at den pågældende læge ikke fik

mulighed for at udtale sig i sager, som Patientklagenævnet vurderede som så

alvorlige, at man indstillede, at der rejstes straffesag. Det anførtes

endvidere, at en sag for Patientklagenævnet ikke var en straffesag, før der

var

blevet rejst tiltale.

I Sundhedsstyrelsens

udtalelse af 1. april 1992 hed det bl.a.:

"Med hensyn til

spørgsmålet om underretning om sagens behandling giver Sundhedsstyrelsen i

henhold til styrelsens almindelige sagsrutiner kun eventuelle klager besked

om,

at sagen nu behandles i Sundhedsstyrelsen, af hvem mv. Tilsvarende

underretning

gives sædvanligvis ikke til de indklagede medicinalpersoner. Disse vil

imidlertid tidligere i forbindelse med embedslægeinstitutionens og/eller

politiets forberedende undersøgelser have afgivet forklaringer til brug for

sagens oplysning og må således formodes også ad denne vej at være blevet

gjort

bekendt med sagen og dennes behandling.

I modsætning til sager, som

rejses af politiet, og hvor Sundhedsstyrelsen derfor i henhold til

offentlighedslovens § 2, stk. 1, ikke kan give aktindsigt, gives som

udgangspunkt aktindsigt i sager, hvor politiet har foretaget undersøgelser på

Sundhedsstyrelsens eller embedslægeinstitutionens foranledning. Dog gives

ikke

aktindsigt efter det tidspunkt, hvor Sundhedsstyrelsen har truffet beslutning

om at indstille til Patientklagenævnet at der rejses tiltale, idet sagen

herefter er omfattet af forvaltningslovens § 9, stk. 3.

I tilfælde, hvor aktindsigt

nægtes under henvisning til offentlighedslovens § 2, stk. 1, eller

forvaltningslovens § 9, stk. 3, videresendes anmodningen om aktindsigt i

henhold til offentlighedslovens § 15, stk. 1, eller forvaltningslovens § 16,

stk. 1, til pågældende politimester.

For så vidt angår partshøring

i forbindelse med oversendelse til Patientklagenævnet foretages der ikke

partshøring i sager, hvori styrelsen indstiller, at der rejses tiltale mod en

læge for overtrædelse af lægelovens § 18, idet det fremgår af

forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, at der ikke skal foretages

partshøring

i sager, hvor parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

forvaltningslovens kap. 4."

Patientklagenævnet

tilsluttede sig i skrivelsen af 21. april 1992 Sundhedsstyrelsens udtalelse

og

tilføjede for så vidt angik § 1, stk. 2, jf. § 6, stk. 2, i nævnets

forretningsorden, at nævnet anså underretning til den indklagede for sket

gennem politiet.

I et brev af 19. juni 1992

til mig anførte A bl.a. følgende:

"Sagen vedrører 3

væsentlige forvaltningsretlige grundlæggende principper, nemlig:

Underretning.

Høring.

Aktindsigt.

Ad 1. Underretning

Af bekendtgørelse om

forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn § 6, stk. 2, fremgår

det

at "Klageren samt

andre, der har

berettiget interesse i at få kendskab til klagen

, orienteres skriftligt af

sekretariatet om, at klagen er modtaget, at der indhentes en udtalelse over

sagen fra Sundhedsstyrelsen, at de implicerede sundhedspersoner vil få sagen

forelagt, og at klageren senere vil modtage en afgørelse i sagen fra

Patientklagenævnet". (Fremhævelsen) af "andre, der har ......

klagen" er foretaget af undertegnede. Denne bestemmelse, der ikke

undtager

sager, hvor afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan gå ud på, at

det indstilles, at der rejses tiltale for overtrædelse af lægelovens § 18,

ses

ikke iagttaget i nærværende sag. Herudover gøres det gældende, at det er i

overensstemmelse med god forvaltningsskik, at den person, der er klaget over,

underrettes

om klagen, hvilket hænger sammen med såvel høringsreglerne som reglerne om

aktindsigt, jf. nedenfor.

Ad 2. Høring

Af forvaltningslovens § 19,

stk. 1, fremgår det, at der ikke må træffes afgørelse, før myndigheden har

gjort parten bekendt med oplysningerne i sagen og givet parten lejlighed til

at

fremkomme med en udtalelse. Denne regel ses ej heller iagttaget. Det gøres

gældende, at undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr.

4,

ikke kan bringes i anvendelse, idet det samtidig gøres gældende, at (A) har

ret

til aktindsigt i henhold til forvaltningslovens § 9, stk. 1.

Undtagelsesbestemmelsen i § 9, stk. 3, om, at bestemmelserne om aktindsigt

ikke

gælder sager om strafferetlig forfølgning, kan ikke benyttes, jf. nedenfor

under pkt. 3.

Ad 3. Aktindsigt

Som nævnt under pkt. 2 gøres

det gældende, at (A) har ret til aktindsigt, jf. forvaltningslovens § 9, stk.

1

(og derfor også ret til partshøring, jf. § 19, stk. 1). Det gøres gældende,

at

bestemmelsen i forvaltningslovens § 9, stk. 3, ikke kan anvendes.

Begrundelsen

for, at § 9, stk. 3, ikke kan anvendes i nærværende sag, er, at der på

tidspunktet for sagens indbringelse for Patientklagenævnet - uanset på

hvilken

måde dette sker - ikke foreligger en sag om strafferetlig forfølgning. En

sådan

sag foreligger tidligst, når der af statsadvokaten, jf. lægelovens § 18, er

rejst tiltale. I den forbindelse kan jeg henvise til (B's) skrivelse af 3.

april 1992, hvori jeg kan erklære mig enig. Subsidiært gøres det gældende, at

der tidligst kan foreligge en sag om strafferetlig forfølgning, når der af

vedkommende forvaltningsmyndighed er taget stilling til, om sagen skal

overgives til politiet. I den forbindelse skal jeg henvise til den

kommenterede

forvaltningslov, p. 125, hvor dette synspunkt er anført, og hvor det tillige

er

anført, at der ikke foreligger en sag om strafferetlig forfølgning, selv om

forvaltningsmyndigheden har taget særlige skridt til oplysning af sagen,

netop

med henblik på en stillingtagen til dette spørgsmål. Det må således være

gældende, at uanset om sagen er indbragt for Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn

som en indberetningssag eller af en privat klager, er der ikke tale om en sag

om strafferetlig forfølgning førend tidligst på det tidspunkt, hvor

Patientklagenævnet har anmodet om, at der rejses tiltale. I nærværende sag er

en sådan afgørelse fremkommet ved skrivelse af 21. august 1991, og det gøres

derfor gældende, at i tiden forinden er sagen under alle omstændigheder ikke

omfattet af forvaltningslovens § 9, stk. 3, om "sager om strafferetlig

forfølgning". Det understreges, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

forudsætningsvis må være enig i dette, jf. Sundhedsvæsenets Patientklagenævns

skrivelse af 21. august 1991 ... hvori det af 4. afsnit fremgår:

"Patientklagenævnet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at sagerne

nu

anses for omfattet af

forvaltningslovens § 9, stk. 3, hvorefter lovens bestemmelser om aktindsigt

ikke gælder sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser."

Fremhævelsen af ordet "nu" er foretaget af undertegnede. Således

foreligger det efter undertegnedes opfattelse helt klart, at selv

forvaltningsmyndigheden - Sundhedsvæsenets Patientklagenævn - er af den

opfattelse, at sagen forinden skrivelsen af 21. august 1991 ikke var omfattet

af forvaltningslovens § 9, stk. 3, og derfor burde såvel reglerne om retten

til

aktindsigt, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 3, og reglerne om partshøring

jf.

§ 19, stk. 1, være iagttaget. Så meget desto mere gælder reglerne om

underretning, jf. den under pkt. 1 nævnte forretningsorden."

I min afsluttende skrivelse

til A udtalte jeg følgende:

"Sundhedsministeriets

bekendtgørelse nr. 349 af 23. maj 1990 om forretningsorden for

Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn indeholder følgende bestemmelse i § 6, stk. 2:

"Klageren samt andre,

der har berettiget interesse i at få kendskab til klagen, orienteres

skriftligt

af sekretariatet om, at klagen er modtaget, at der indhentes en udtalelse

over

klagen fra Sundhedsstyrelsen, at de implicerede sundhedspersoner vil få sagen

forelagt, og at klageren senere vil modtage en afgørelse i sagen fra

Patientklagenævnet."

Forvaltningsloven, lov nr.

571 af 19. december 1985, indeholder følgende bestemmelser i § 9, stk. 3, og

§

19, stk. 1 og 2, nr. 4:

§ 9, stk. 3:

"Bestemmelserne i dette

kapitel gælder ikke sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser,

jfr. dog § 18."

§ 19, stk. 1 og 2, nr. 4:

"Kan en part i en sag

ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes

afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og

givet

denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Dette gælder dog kun, hvis

oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning

for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af

den

nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1

gælder ikke, hvis

...

4) parten ikke har ret til

aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende

oplysninger."

Da forretningsordenens § 6,

stk. 2, efter sin ordlyd forudsætter, at der er en klager i sagen, må det

antages, at bestemmelsen ikke finder anvendelse i en sag som den

foreliggende,

der er rejst på Sundhedsstyrelsens initiativ. Det kan derfor ikke give mig

anledning til bemærkninger, at Patientklagenævnet undlod at orientere (Dem)

om

sagen efter denne bestemmelse.

Retten til aktindsigt efter

forvaltningslovens kapitel 4 omfatter efter § 9, stk. 3, ikke sager om

strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser. Efter min opfattelse bliver

sager som den foreliggende først omfattet af denne bestemmelse, når

Patientklagenævnet har besluttet at anmode politiet om, at der rejses

tiltale,

jf. John Vogter: Forvaltningsloven med kommentarer, 1992, s.

159 f., og Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven, pkt. 87. Jeg lægger herved til grund, jf.

lov

om sundhedsvæsenets centralstyrelse § 12, stk. 2, at sager, hvori

Sundhedsstyrelsen finder, at der er anledning til strafferetlig forfølgning,

i

alle tilfælde skal forelægges for Patientklagenævnet, og at det således først

er i forbindelse med Patientklagenævnets behandling af sagen, at der fra

forvaltningens side bliver taget endelig stilling til, om sagen skal

overgives

til politiet. Jeg kan således ikke tilslutte mig Patientklagenævnets

opfattelse, hvorefter sager som den foreliggende bliver omfattet af § 9, stk.

3, allerede på det tidspunkt, hvor Sundhedsstyrelsen indstiller til nævnet,

at

der rejses tiltale for overtrædelse af lægeloven.

Undtagelsesbestemmelsen i

forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, kan som følge heraf ikke finde

anvendelse i en sag som den foreliggende, før Patientklagenævnet har

besluttet

at anmode politiet om, at der bliver rejst tiltale.

De oplysninger, som

Patientklagenævnet i den foreliggende sag havde modtaget fra

Sundhedsstyrelsen

- herunder selve styrelsens indstilling om, at der burde rejses tiltale mod

(Dem) - var af en sådan karakter, at nævnet var forpligtet til at foretage

partshøring over for (Dem) efter § 19, stk. 1.

Jeg må herefter finde det

kritisabelt, at (De) ikke blev orienteret om Sundhedsstyrelsens indbringelse

af

sagen for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og ikke fik lejlighed til at

fremkomme med en udtalelse, inden nævnet traf afgørelse i sagen.

Jeg har gjort Patientklagenævnet

og Sundhedsstyrelsen bekendt med min opfattelse.

Selv om hverken De eller

Patientklagenævnet omtaler spørgsmålet, har sagen givet mig anledning til at

overveje, om Patientklagenævnets anmodning om, at der rejses tiltale, kan

betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

I lovens § 2, stk. 1, er det

fastlagt, at loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil

blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Efter forarbejderne til

bestemmelsen (Folketingstidende 1985/86, tillæg A, spalte 115) sigtes der med

udtrykket "truffet afgørelse" til udfærdigelse af retsakter, det

vil

sige udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret

i

et foreliggende tilfælde. Det samme er anført i Justitsministeriets

vejledning

om forvaltningsloven, pkt. 10. Det er på dette grundlag antaget i praksis, at

anklagemyndighedens beslutning om at rejse tiltale ikke er en afgørelse i

forvaltningslovens forstand, og at det samme gælder en myndigheds indstilling

til en anden myndighed til brug for en sags afgørelse, jf. John Vogter:

Forvaltningsloven med kommentarer, 1992, s.

51 f.

Som omtalt i det anførte

værk, s. 45, kan der imidlertid ved fastlæggelsen af afgørelsesbegrebet

vælges

to forskellige fortolkningsprincipper. Ved siden af den traditionelle

afgrænsning af afgørelsesbegrebet peges der på den fortolkningsmetode, som

jeg

har fremhævet i Juridisk Grundbog, bind 4, 1989, s. 30 ff. Efter den

fortolkningsmetode bør det tilstræbes at lade forvaltningslovens regler finde

anvendelse ved myndighedsudøvelse af besluttende karakter, dersom

beslutningen

er af en sådan art, at der for de berørte parter normalt vil bestå et

væsentligt behov for at få tillagt lovens beføjelser, og disse beføjelser i

øvrigt vil være egnede til at tilgodese borgerens interesser i henseende til

at

øve indflydelse på myndighedens beslutningsprocesser.

I forbindelse med

patientklagesager må der efter min opfattelse lægges vægt på, at

Patientklagenævnet kun anmoder politiet om at rejse tiltale i de sager, der

efter nævnets opfattelse er så alvorlige, at det ikke er tilstrækkeligt, at

nævnet giver udtryk for kritik af patientbehandlingen. Derfor vil selve

beslutningen om at anmode politiet om, at der rejses tiltale, være meget

belastende for den pågældende sundhedsperson, og det må i øvrigt også

antages,

at beslutningen i væsentlig grad vil påvirke straffesagens forløb. Behovet

for

at tillægge den pågældende partsrettigheder er således efter min mening på

sin

vis større i disse sager end i de sager - hvor den pågældende utvivlsomt har

partsrettigheder - der afsluttes med, at Patientklagenævnet udtaler kritik af

patientbehandlingen. På denne baggrund er det min opfattelse, at

forvaltningsloven også finder anvendelse i sager af denne karakter."

Lignende dokumenter