Læges partsstilling i patientklagenævnssag. Sager om strafferetlig forfølgning.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Læges partsstilling i patientklagenævnssag. Sager om
strafferetlig
forfølgning.
A, der var læge, klagede i
brev af 16. december 1991 over, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde
behandlet en klage vedrørende A's behandling af en patient uden at underrette
ham og give ham lejlighed til at udtale sig om sagen.
A havde tidligere anmodet
Patientklagenævnet om at genoptage behandlingen af sagen, men havde fået
afslag
herpå fra nævnet.
Den 20. januar 1992 anmodede
jeg Patientklagenævnet om en udtalelse i anledning af A's klage.
B gav i en skrivelse af 3.
april 1992 på vegne af Den Almindelige Danske Lægeforening udtryk for støtte
til A's klage over Patientklagenævnet. Jeg sendte den 7. april 1992 B's
skrivelse til Patientklagenævnet med henblik på, at det heri anførte kunne
indgå
ved afgivelsen af nævnets udtalelse.
Patientklagenævnet afgav en
udtalelse om sagen den 21. april 1992 og fremsendte samtidig en udtalelse fra
Sundhedsstyrelsen af 1. april 1992.
Den 27. april 1992 anmodede
jeg A om eventuelle bemærkninger til Patientklagenævnets og
Sundhedsstyrelsens
udtalelser, hvilket jeg modtog med A's skrivelse af 19. juni 1992.
Det fremgik af sagen, at
Sundhedsstyrelsen den 12. juli 1991 afgav en udtalelse til Patientklagenævnet
angående A's patient C, der afgik ved døden den 20. juli 1990, efter at hun
havde modtaget behandling med Methotrexate og 5-fluoro-uracil 5-FU for en
Læs alt
udbredt kræftlidelse. Det fremgik af udtalelsen, at Sundhedsstyrelsen fandt,
at
en 1. reservelæge i sin behandling af C havde udvist grovere forsømmelighed,
jf. lægelovens § 18. Endvidere fandt styrelsen, at A havde udvist grovere
forsømmelighed, jf. lægelovens § 18, ved at iværksætte Methotrexat-behandling
på trods af lavt pH-tal, idet han derved udsatte patienten for risiko for
nyreskade. Desuden var det styrelsens opfattelse, at afdelingen burde have
indberettet dødsfaldet til politiet, jf. ligsynslovens § 4, stk. 1, nr. 5,
idet
det var åbenbart, at den umiddelbare årsag var nyreskade på baggrund af
Methotrexat-behandlingen. Ansvaret for denne undladelse burde efter
styrelsens
opfattelse bæres af den nævnte 1. reservelæge og A. Sundhedsstyrelsen
udtalte,
at der burde rejses tiltale mod 1. reservelægen og A for overtrædelse af
lægelovens § 18 og ligsynslovens § 4, stk. 2, jf. § 20.
Patientklagenævnet gav i skrivelse
af 21. august 1991 til Kriminalpolitiet i København udtryk for den samme
opfattelse af sagen, som fremgik af Sundhedsstyrelsens ovennævnte skrivelse.
Patientklagenævnet anmodede på den baggrund politiet om, at der blev rejst
tiltale mod 1. reservelægen og A for overtrædelse af bestemmelserne omtalt i
Patientklagenævnets skrivelse.
I en skrivelse af 21. august
1991 orienterede Patientklagenævnet A om anmodningen til politiet.
Patientklagenævnet tilføjede, at sagen nu ansås for omfattet af
forvaltningslovens
§ 9, stk. 3, og således ikke var omfattet af lovens bestemmelser om
aktindsigt.
A henvistes til at rette henvendelse til Kriminalpolitiet i København, hvis
han
ønskede yderligere oplysninger.
Den 27. august 1991 anmodede
A Patientklagenævnet om at genoptage sagen. A henviste til, at
Patientklagenævnet ikke havde givet ham meddelelse om, at sagen var indbragt
for nævnet, og ikke havde foretaget partshøring og heller ikke havde givet A
mulighed for at begære aktindsigt.
Patientklagenævnet afslog den
23. december 1991 at genoptage sagen, idet sagsbehandlingen efter nævnets
opfattelse havde været korrekt. Som yderligere begrundelse for afslaget
henviste Patientklagenævnet til sin skrivelse til A af samme dato vedrørende
en
anden læge. I denne skrivelse henholdt Patientklagenævnet sig til en
udtalelse
fra Sundhedsstyrelsen af 4. oktober 1991, hvori styrelsen udtalte som sin
opfattelse, at når styrelsen havde besluttet, at en sag skulle oversendes til
Patientklagenævnet med en udtalelse om, at styrelsen fandt, at lægelovens §
18
var overtrådt, var der tale om en sag om strafferetlig forfølgning. Efter
forvaltningslovens § 9, stk. 3, havde en part ikke ret til aktindsigt i sager
om strafferetlig forfølgning, jf. dog § 18, og efter § 19, stk. 2, nr. 4,
skulle
der ikke foretages partshøring i sager, hvor parten ikke havde ret til
aktindsigt i henhold til lovens kapitel 4. Som begrundelse for ikke at
orientere parten eller dennes advokat om, at en sag vedrørende eventuel
overtrædelse af lægelovens § 18 var oversendt til Patientklagenævnet,
henviste
Sundhedsstyrelsen til, at parten i så fald ville have en berettiget
forventning
om, at det var muligt at rekvirere udtalelsen fra styrelsen. Dette var
imidlertid ikke muligt, idet der ikke skulle foretages partshøring i disse
sager.
I B's skrivelse af 3. april
1992 var det anført, at det var kritisabelt, at den pågældende læge ikke fik
mulighed for at udtale sig i sager, som Patientklagenævnet vurderede som så
alvorlige, at man indstillede, at der rejstes straffesag. Det anførtes
endvidere, at en sag for Patientklagenævnet ikke var en straffesag, før der
var
blevet rejst tiltale.
I Sundhedsstyrelsens
udtalelse af 1. april 1992 hed det bl.a.:
"Med hensyn til
spørgsmålet om underretning om sagens behandling giver Sundhedsstyrelsen i
henhold til styrelsens almindelige sagsrutiner kun eventuelle klager besked
om,
at sagen nu behandles i Sundhedsstyrelsen, af hvem mv. Tilsvarende
underretning
gives sædvanligvis ikke til de indklagede medicinalpersoner. Disse vil
imidlertid tidligere i forbindelse med embedslægeinstitutionens og/eller
politiets forberedende undersøgelser have afgivet forklaringer til brug for
sagens oplysning og må således formodes også ad denne vej at være blevet
gjort
bekendt med sagen og dennes behandling.
I modsætning til sager, som
rejses af politiet, og hvor Sundhedsstyrelsen derfor i henhold til
offentlighedslovens § 2, stk. 1, ikke kan give aktindsigt, gives som
udgangspunkt aktindsigt i sager, hvor politiet har foretaget undersøgelser på
Sundhedsstyrelsens eller embedslægeinstitutionens foranledning. Dog gives
ikke
aktindsigt efter det tidspunkt, hvor Sundhedsstyrelsen har truffet beslutning
om at indstille til Patientklagenævnet at der rejses tiltale, idet sagen
herefter er omfattet af forvaltningslovens § 9, stk. 3.
I tilfælde, hvor aktindsigt
nægtes under henvisning til offentlighedslovens § 2, stk. 1, eller
forvaltningslovens § 9, stk. 3, videresendes anmodningen om aktindsigt i
henhold til offentlighedslovens § 15, stk. 1, eller forvaltningslovens § 16,
stk. 1, til pågældende politimester.
For så vidt angår partshøring
i forbindelse med oversendelse til Patientklagenævnet foretages der ikke
partshøring i sager, hvori styrelsen indstiller, at der rejses tiltale mod en
læge for overtrædelse af lægelovens § 18, idet det fremgår af
forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, at der ikke skal foretages
partshøring
i sager, hvor parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i
forvaltningslovens kap. 4."
Patientklagenævnet
tilsluttede sig i skrivelsen af 21. april 1992 Sundhedsstyrelsens udtalelse
og
tilføjede for så vidt angik § 1, stk. 2, jf. § 6, stk. 2, i nævnets
forretningsorden, at nævnet anså underretning til den indklagede for sket
gennem politiet.
I et brev af 19. juni 1992
til mig anførte A bl.a. følgende:
"Sagen vedrører 3
væsentlige forvaltningsretlige grundlæggende principper, nemlig:
Underretning.
Høring.
Aktindsigt.
Ad 1. Underretning
Af bekendtgørelse om
forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn § 6, stk. 2, fremgår
det
at "Klageren samt
andre, der har
berettiget interesse i at få kendskab til klagen
, orienteres skriftligt af
sekretariatet om, at klagen er modtaget, at der indhentes en udtalelse over
sagen fra Sundhedsstyrelsen, at de implicerede sundhedspersoner vil få sagen
forelagt, og at klageren senere vil modtage en afgørelse i sagen fra
Patientklagenævnet". (Fremhævelsen) af "andre, der har ......
klagen" er foretaget af undertegnede. Denne bestemmelse, der ikke
undtager
sager, hvor afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan gå ud på, at
det indstilles, at der rejses tiltale for overtrædelse af lægelovens § 18,
ses
ikke iagttaget i nærværende sag. Herudover gøres det gældende, at det er i
overensstemmelse med god forvaltningsskik, at den person, der er klaget over,
underrettes
om klagen, hvilket hænger sammen med såvel høringsreglerne som reglerne om
aktindsigt, jf. nedenfor.
Ad 2. Høring
Af forvaltningslovens § 19,
stk. 1, fremgår det, at der ikke må træffes afgørelse, før myndigheden har
gjort parten bekendt med oplysningerne i sagen og givet parten lejlighed til
at
fremkomme med en udtalelse. Denne regel ses ej heller iagttaget. Det gøres
gældende, at undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr.
4,
ikke kan bringes i anvendelse, idet det samtidig gøres gældende, at (A) har
ret
til aktindsigt i henhold til forvaltningslovens § 9, stk. 1.
Undtagelsesbestemmelsen i § 9, stk. 3, om, at bestemmelserne om aktindsigt
ikke
gælder sager om strafferetlig forfølgning, kan ikke benyttes, jf. nedenfor
under pkt. 3.
Ad 3. Aktindsigt
Som nævnt under pkt. 2 gøres
det gældende, at (A) har ret til aktindsigt, jf. forvaltningslovens § 9, stk.
1
(og derfor også ret til partshøring, jf. § 19, stk. 1). Det gøres gældende,
at
bestemmelsen i forvaltningslovens § 9, stk. 3, ikke kan anvendes.
Begrundelsen
for, at § 9, stk. 3, ikke kan anvendes i nærværende sag, er, at der på
tidspunktet for sagens indbringelse for Patientklagenævnet - uanset på
hvilken
måde dette sker - ikke foreligger en sag om strafferetlig forfølgning. En
sådan
sag foreligger tidligst, når der af statsadvokaten, jf. lægelovens § 18, er
rejst tiltale. I den forbindelse kan jeg henvise til (B's) skrivelse af 3.
april 1992, hvori jeg kan erklære mig enig. Subsidiært gøres det gældende, at
der tidligst kan foreligge en sag om strafferetlig forfølgning, når der af
vedkommende forvaltningsmyndighed er taget stilling til, om sagen skal
overgives til politiet. I den forbindelse skal jeg henvise til den
kommenterede
forvaltningslov, p. 125, hvor dette synspunkt er anført, og hvor det tillige
er
anført, at der ikke foreligger en sag om strafferetlig forfølgning, selv om
forvaltningsmyndigheden har taget særlige skridt til oplysning af sagen,
netop
med henblik på en stillingtagen til dette spørgsmål. Det må således være
gældende, at uanset om sagen er indbragt for Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn
som en indberetningssag eller af en privat klager, er der ikke tale om en sag
om strafferetlig forfølgning førend tidligst på det tidspunkt, hvor
Patientklagenævnet har anmodet om, at der rejses tiltale. I nærværende sag er
en sådan afgørelse fremkommet ved skrivelse af 21. august 1991, og det gøres
derfor gældende, at i tiden forinden er sagen under alle omstændigheder ikke
omfattet af forvaltningslovens § 9, stk. 3, om "sager om strafferetlig
forfølgning". Det understreges, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
forudsætningsvis må være enig i dette, jf. Sundhedsvæsenets Patientklagenævns
skrivelse af 21. august 1991 ... hvori det af 4. afsnit fremgår:
"Patientklagenævnet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at sagerne
nu
anses for omfattet af
forvaltningslovens § 9, stk. 3, hvorefter lovens bestemmelser om aktindsigt
ikke gælder sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser."
Fremhævelsen af ordet "nu" er foretaget af undertegnede. Således
foreligger det efter undertegnedes opfattelse helt klart, at selv
forvaltningsmyndigheden - Sundhedsvæsenets Patientklagenævn - er af den
opfattelse, at sagen forinden skrivelsen af 21. august 1991 ikke var omfattet
af forvaltningslovens § 9, stk. 3, og derfor burde såvel reglerne om retten
til
aktindsigt, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 3, og reglerne om partshøring
jf.
§ 19, stk. 1, være iagttaget. Så meget desto mere gælder reglerne om
underretning, jf. den under pkt. 1 nævnte forretningsorden."
I min afsluttende skrivelse
til A udtalte jeg følgende:
"Sundhedsministeriets
bekendtgørelse nr. 349 af 23. maj 1990 om forretningsorden for
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn indeholder følgende bestemmelse i § 6, stk. 2:
"Klageren samt andre,
der har berettiget interesse i at få kendskab til klagen, orienteres
skriftligt
af sekretariatet om, at klagen er modtaget, at der indhentes en udtalelse
over
klagen fra Sundhedsstyrelsen, at de implicerede sundhedspersoner vil få sagen
forelagt, og at klageren senere vil modtage en afgørelse i sagen fra
Patientklagenævnet."
Forvaltningsloven, lov nr.
571 af 19. december 1985, indeholder følgende bestemmelser i § 9, stk. 3, og
§
19, stk. 1 og 2, nr. 4:
§ 9, stk. 3:
"Bestemmelserne i dette
kapitel gælder ikke sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser,
jfr. dog § 18."
§ 19, stk. 1 og 2, nr. 4:
"Kan en part i en sag
ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes
afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og
givet
denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Dette gælder dog kun, hvis
oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig
betydning
for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af
den
nævnte udtalelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1
gælder ikke, hvis
...
4) parten ikke har ret til
aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende
oplysninger."
Da forretningsordenens § 6,
stk. 2, efter sin ordlyd forudsætter, at der er en klager i sagen, må det
antages, at bestemmelsen ikke finder anvendelse i en sag som den
foreliggende,
der er rejst på Sundhedsstyrelsens initiativ. Det kan derfor ikke give mig
anledning til bemærkninger, at Patientklagenævnet undlod at orientere (Dem)
om
sagen efter denne bestemmelse.
Retten til aktindsigt efter
forvaltningslovens kapitel 4 omfatter efter § 9, stk. 3, ikke sager om
strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser. Efter min opfattelse bliver
sager som den foreliggende først omfattet af denne bestemmelse, når
Patientklagenævnet har besluttet at anmode politiet om, at der rejses
tiltale,
jf. John Vogter: Forvaltningsloven med kommentarer, 1992, s.
159 f., og Justitsministeriets
vejledning om forvaltningsloven, pkt. 87. Jeg lægger herved til grund, jf.
lov
om sundhedsvæsenets centralstyrelse § 12, stk. 2, at sager, hvori
Sundhedsstyrelsen finder, at der er anledning til strafferetlig forfølgning,
i
alle tilfælde skal forelægges for Patientklagenævnet, og at det således først
er i forbindelse med Patientklagenævnets behandling af sagen, at der fra
forvaltningens side bliver taget endelig stilling til, om sagen skal
overgives
til politiet. Jeg kan således ikke tilslutte mig Patientklagenævnets
opfattelse, hvorefter sager som den foreliggende bliver omfattet af § 9, stk.
3, allerede på det tidspunkt, hvor Sundhedsstyrelsen indstiller til nævnet,
at
der rejses tiltale for overtrædelse af lægeloven.
Undtagelsesbestemmelsen i
forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, kan som følge heraf ikke finde
anvendelse i en sag som den foreliggende, før Patientklagenævnet har
besluttet
at anmode politiet om, at der bliver rejst tiltale.
De oplysninger, som
Patientklagenævnet i den foreliggende sag havde modtaget fra
Sundhedsstyrelsen
- herunder selve styrelsens indstilling om, at der burde rejses tiltale mod
(Dem) - var af en sådan karakter, at nævnet var forpligtet til at foretage
partshøring over for (Dem) efter § 19, stk. 1.
Jeg må herefter finde det
kritisabelt, at (De) ikke blev orienteret om Sundhedsstyrelsens indbringelse
af
sagen for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og ikke fik lejlighed til at
fremkomme med en udtalelse, inden nævnet traf afgørelse i sagen.
Jeg har gjort Patientklagenævnet
og Sundhedsstyrelsen bekendt med min opfattelse.
Selv om hverken De eller
Patientklagenævnet omtaler spørgsmålet, har sagen givet mig anledning til at
overveje, om Patientklagenævnets anmodning om, at der rejses tiltale, kan
betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
I lovens § 2, stk. 1, er det
fastlagt, at loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil
blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Efter forarbejderne til
bestemmelsen (Folketingstidende 1985/86, tillæg A, spalte 115) sigtes der med
udtrykket "truffet afgørelse" til udfærdigelse af retsakter, det
vil
sige udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret
i
et foreliggende tilfælde. Det samme er anført i Justitsministeriets
vejledning
om forvaltningsloven, pkt. 10. Det er på dette grundlag antaget i praksis, at
anklagemyndighedens beslutning om at rejse tiltale ikke er en afgørelse i
forvaltningslovens forstand, og at det samme gælder en myndigheds indstilling
til en anden myndighed til brug for en sags afgørelse, jf. John Vogter:
Forvaltningsloven med kommentarer, 1992, s.
51 f.
Som omtalt i det anførte
værk, s. 45, kan der imidlertid ved fastlæggelsen af afgørelsesbegrebet
vælges
to forskellige fortolkningsprincipper. Ved siden af den traditionelle
afgrænsning af afgørelsesbegrebet peges der på den fortolkningsmetode, som
jeg
har fremhævet i Juridisk Grundbog, bind 4, 1989, s. 30 ff. Efter den
fortolkningsmetode bør det tilstræbes at lade forvaltningslovens regler finde
anvendelse ved myndighedsudøvelse af besluttende karakter, dersom
beslutningen
er af en sådan art, at der for de berørte parter normalt vil bestå et
væsentligt behov for at få tillagt lovens beføjelser, og disse beføjelser i
øvrigt vil være egnede til at tilgodese borgerens interesser i henseende til
at
øve indflydelse på myndighedens beslutningsprocesser.
I forbindelse med
patientklagesager må der efter min opfattelse lægges vægt på, at
Patientklagenævnet kun anmoder politiet om at rejse tiltale i de sager, der
efter nævnets opfattelse er så alvorlige, at det ikke er tilstrækkeligt, at
nævnet giver udtryk for kritik af patientbehandlingen. Derfor vil selve
beslutningen om at anmode politiet om, at der rejses tiltale, være meget
belastende for den pågældende sundhedsperson, og det må i øvrigt også
antages,
at beslutningen i væsentlig grad vil påvirke straffesagens forløb. Behovet
for
at tillægge den pågældende partsrettigheder er således efter min mening på
sin
vis større i disse sager end i de sager - hvor den pågældende utvivlsomt har
partsrettigheder - der afsluttes med, at Patientklagenævnet udtaler kritik af
patientbehandlingen. På denne baggrund er det min opfattelse, at
forvaltningsloven også finder anvendelse i sager af denne karakter."
Lignende dokumenter
- Aktindsigt i embedslæges redegørelse vedrørende fødsel i arrest. Retsinformation · 6. november 2003
- Klage til Patientklagenævnet. Forældelse. Retsinformation · 25. juni 2003
- Klageren burde have været anset som part såvel under klagesagen i Finanstilsynet som under dennes genoptagelse. Som følge heraf burde klagesagen genoptages over for klageren, og bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5 (tidligere § 50 a, stk. 5) var derfor ikke til hinder for, at der nu tillagdes klager aktindsigt. Retsinformation · 24. september 1997
- Uberettiget udlevering til pressen af fortrolige oplysninger i en embedslægerapport. Retsinformation · 25. juni 2003
- Sundhedsstyrelsens sagsbehandlingstid (2 1/4 år) i en klagesag. Retsinformation · 3. november 2003
- Kendelse af 10. juni 1993. 90-61.585 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. juni 1993