Spring til indhold

Retsinformation

Anerkendelse som erhvervssygdom med forbehold for - ikke konkret angivne - konkurrerende årsager.

FOU nr 1990.203UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Anerkendelse som erhvervssygdom med forbehold for - ikke

konkret angivne - konkurrerende årsager.

Et fagforbund klagede for A

over en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse. Ved afgørelsen anerkendte

ankestyrelsen A's forgiftningslidelse efter arbejdsskadeforsikringslovens

§ 10, stk. 2, men med forbehold for ikke arbejdsbetinget lidelse.

Ankestyrelsens afgørelse var

en ændring af en afgørelse fra Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen),

som havde fundet, at A's lidelse ikke gav ham ret til ydelser efter

arbejdsskadeforsikringsloven.

Ankestyrelsens forbehold for

ikke arbejdsbetinget lidelse var begrundet med, at det fandtes overvejende

sandsynligt, at der også er konkurrerende årsager til lidelsen.

Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til det forholdsvis lange tidsforløb

fra ophør af udsættelsen for opløsningsmidler, og til lidelsen havde sat sig

varige spor.

Forbundets klage til mig

vedrørte det nævnte forbehold, idet forbundet ikke fandt, at der var

holdepunkter for at tage forbehold for konkurrerende årsager. Ankestyrelsen

havde ikke kunnet angive nogle sådanne.

Det fremgik af

sagsmaterialet, at A, som er født i 1935, arbejdede på forskellige

skofabrikker

fra 1952 til 1965 og derefter på Dansk Eternitfabrik indtil september 1986.

Han

havde under sit arbejde indtil 1980, især i perioden indtil 1972, været udsat

for forskellige opløsningsmidler.

Han havde under arbejdet

akutte forgiftningssymptomer og havde ifølge anmeldelse til Sikringsstyrelsen

af 10. juni 1987 "i de senere år" fået tiltagende hukommelsesbesvær

Læs alt

og træthed.

A's helbredstilstand var

beskrevet i adskillige lægelige erklæringer. Af en psykologisk undersøgelse

fra juli 1987 fremgik det, at han havde en toksisk hjernelidelse af let til

middelsvær karakter.

Pr. 1. april 1987 fik A

tilkendt mellemste førtidspension.

I en skrivelse til forbundet

uddybede ankestyrelsen sin afgørelse. Ankestyrelsen anførte, at den

væsentligste udsættelse var sket før 1972, og at udsættelsen var ophørt i

1980. Forbeholdet for ikke arbejdsbetinget lidelse var taget på baggrund af

oplysningerne om eksposition og lidelsens opståen, og der var ikke taget

stilling til, hvilke konkurrerende årsager, der havde haft indflydelse.

Arbejdsskadestyrelsen anførte

i en udtalelse til mig:

"...

Det er Arbejdsskadestyrelsens

opfattelse, at den sene fremkomst af skadelidtes symptomer på hjerneskade i

forhold

til den væsentlige udsættelse for opløsningsmidler før 1972 ikke støtter

antagelsen af, at skadelidtes demenssymptomer i hovedsagen skyldes udsættelse

for opløsningsmidler.

Det bemærkes, at tilfældet i

sin tid blev afvist af Arbejdsskadestyrelsen.

..."

I sin udtalelse anførte Den

Sociale Ankestyrelse:

"...

Ved Ankestyrelsens afgørelse

fik den skadelidte anerkendt den anmeldte forgiftningslidelse som

arbejdsskade, fordi den skadelidte i en længere årrække og i væsentlig grad

havde været relevant udsat for opløsningsmidler. Ved anerkendelsen tog

Ankestyrelsen dog forbehold for konkurrerende årsager i form af ikke

arbejdsbetinget lidelse. Begrundelsen for forbeholdet var, at der havde været

et forholdsvis langt tidsforløb mellem ophøret af udsættelse for

opløsningsmidler og til lidelsen havde sat sig varige spor, og det gjorde det

-

efter Ankestyrelsens vurdering - overvejende sandsynligt, at skadelidtes

sygdom også skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige, f.eks. alder - uden

at disse med sikkerhed har kunnet angives. Ved Ankestyrelsens behandling af

sagen medvirkede der rådgivende lægelig sagkundskab.

...

Efter fornyet gennemgang af

sagen er det fortsat Ankestyrelsens opfattelse, at det forholdsvis lange

tidsforløb

mellem ophøret (i 1972) af udsættelsen for opløsningsmidler og til lidelsen

havde sat sig varige spor (ifølge anmeldelsen af 10. juni 1987 "de

senere

år") taler afgørende imod, at skadelidtes demenssymptomer udelukkende

kan henføres til udsættelsen for opløsningsmidler. Med baggrund i

arbejdsskadeforsikringslovens

§ 10, stk. 2, og de forudsætninger, der er angivet i § 1 i

Arbejdsskadestyrelsens

erhvervssygdomsbekendtgørelse, finder Ankestyrelsen derfor ikke grundlag for

at genoptage sagen, men finder at måtte henholde sig til den afgørelse, der

blev truffet den 13. april 1989.

Det tilføjes, at

Ankestyrelsen også ved den fornyede gennemgang af sagen har rådført sig med

rådgivende lægelig sagkundskab.

..."

Efter at have modtaget kopi

af udtalelserne påpegede forbundet i en skrivelse til mig, at A havde været

udsat for opløsningsmidler helt frem til 1980. Forbundet fandt fortsat ikke,

at

der kunne være tale om konkurrerende årsager til hans hjernelidelse.

Efter min gennemgang af sagen

udtalte jeg følgende i en skrivelse til forbundet:

"Den Sociale

Ankestyrelse har ved sin afgørelse af 25. april 1989 anerkendt (A's)

hjernelidelse som en arbejdsskade efter arbejdsskadeforsikringslovens § 10,

stk. 1 og 2, og erhvervssygdomsfortegnelsens § 2, gruppe A. Lovens § 10, stk.

2, har følgende indhold:

"En person, der har

pådraget sig en erhvervssygdom, har krav på ydelser efter loven, medmindre

det

anses for overvejende sandsynligt, at pågældendes sygdom skyldes andre

forhold

end de erhvervsmæssige."

Anerkendelsen er sket med

forbehold for ikke arbejdsbetinget lidelse. Om baggrunden herfor har

ankestyrelsen

navnlig henvist til det tidsrum, der forløb fra det tidspunkt, hvor (A's)

udsættelse for opløsningsmidler ophørte, og til lidelsen satte sig varige

spor. I udtalelsen til mig har ankestyrelsen i den forbindelse yderligere

henvist til § 1 i erhvervssygdomsfortegnelsen (Sikringsstyrelsens

bekendtgørelse

nr. 60 af 20. januar 1989), hvor det er anført:

"For at en sygdom kan

anerkendes som erhvervssygdom, skal følgende generelle betingelser være

opfyldt:

Den

skadelige påvirkning skal styrkemæssigt og tidsmæssigt svare til de

påvirkninger, for hvilke der er godtgjort en årsagsmæssig sammenhæng mellem

påvirkning og sygdom.

Der

skal være tale om et sygdomsbillede, der svarer til det sygdomsbillede, for

hvilket der er godtgjort en årsagsmæssig sammenhæng mellem påvirkning og

sygdom.

Der

må ikke være oplyst forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at

sygdommen skyldes andre forhold end de arbejdsmæssige, jf.

arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2.

Stk. 2. Hvis der er faktorer,

der ikke er arbejdsbetingede, men som antages at medvirke til sygdommen,

anerkendes

sygdommen som erhvervssygdom, idet der ved erstatningsudmålingen alene ydes

erstatning for den del af sygdommen, der skyldes den erhvervsmæssige

påvirkning. ..."

Det er således ankestyrelsens

opfattelse, at (A's) hjernelidelse er forårsaget dels af de skadelige

påvirkninger fra arbejdet (udsættelse for opløsningsmidler), dels af forhold

hos ham selv, d.v.s. forhold, der ikke kan henføres til arbejdet.

Ankestyrelsen

har lagt vægt på, at lidelsen først satte sig varige spor forholdsvis lang

tid

efter udsættelsens ophør, og har derfor fundet, at dette "med

overvejende

sandsynlighed taler for, at der også er konkurrerende årsager ... til

lidelsen".

Det er fast praksis i

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse ved fastsættelsen af

erhvervsevnetabet at tage hensyn til en eventuel forudbestående lidelse hos

skadelidte, jf. arbejdsskadeforsikringsloven med kommentarer ved Asger Friis

og Ole Behn (1984) s. 188. Efter min opfattelse kan lovmedholdeligheden af

denne

praksis give anledning til tvivl. På denne baggrund havde jeg den 13. juni

1988 en drøftelse med Sikringsstyrelsen.

Et udvalg under

Socialministeriet har i betænkning nr. 1142/88, s. 318-319, nærmere redegjort

for sine overvejelser vedrørende den her omhandlede praksis.

Jeg er bekendt med, at det er

Socialministeriets hensigt i den kommende folketingssamling at fremsætte

lovforslag til ændring af arbejdsskadeforsikringsloven vedrørende bl.a.

spørgsmålet om forudbestående lidelser.

På denne baggrund har jeg

fortsat ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre vedrørende

den nævnte praksis, som myndighederne nu har fulgt i en meget lang periode,

jf. herved min tidligere omtale af spørgsmålet i Folketingets Ombudsmands

Beretning 1988, s. 178.

Som det fremgår af det

anførte har Den Sociale Ankestyrelse i (A's) sag ved den konkrete

bevisbedømmelse

i forhold til den omtalte praksis fundet, at der "med overvejende

sandsynlighed" er konkurrerende årsager til (A's) lidelse, men har ikke

peget

på konkrete forhold.

Bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens

§ 10, stk. 2, indeholder en bevisregel med "omvendt bevisbyrde".

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 272 af 26. maj 1976 på baggrund af en

EF-henstilling fra 1966. EF-henstillingen går ud fra, "at enhver

lovgivning om erhvervssygdomme, for så vidt den er opbygget på grundlag af

fortegnelsessystemet, yder den forsikrede fordelen af en lovbestemt

formodning

med hensyn til de erhvervsbetingede årsager til den sygdom, han har pådraget

sig, for så vidt sygdommen er opført i fortegnelsen, og hans erhvervsmæssige

beskæftigelse bringer ham i berøring med det skadelige stof eller udsætter

ham

for den skadelige påvirkning, der efter fortegnelsen kan forårsage

sygdommen".

(Betænkning vedrørende arbejdsskadeforsikring nr. 792/1977, s. 75).

I bemærkningerne til

lovforslaget var det anført (Folketingstidende 1975-76, tillæg A, spalte

3399f

):

"Forslagets stk. 3

lovfæster denne formodning for de i bekendtgørelsen optagne sygdommes

erhvervsbetingethed. Kan den forsikrede sygdomsramte person herefter

godtgøre,

at hans sygdom er optaget i bekendtgørelsen, og at han i sit erhverv har

kontakt med den skadelige påvirkning, som kan fremkalde sygdommen, er han

berettiget til erstatning efter loven.

Den forsikrede skal således

ikke, som efter gældende lov, godtgøre, at den skadelige påvirkning fra hans

erhverv

faktisk er sygdomsfremkalderen. Kun såfremt arbejdsgiveren

(forsikringsselskabet) kan

fremføre

sådanne forhold

, at det må anses for at være overvejende sandsynligt, at

andre forhold end erhvervet er årsag til sygdommen (omvendt bevisbyrde),

bortfalder den forsikredes erstatningskrav..." (fremhævet af mig).

På denne baggrund må jeg anse

det for tvivlsomt, om ankestyrelsens afgørelse i (A's) sag er i

overensstemmelse

med bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2.

Jeg har derfor henstillet til

ankestyrelsen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse."

Lignende dokumenter