Anerkendelse som erhvervssygdom med forbehold for - ikke konkret angivne - konkurrerende årsager.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Anerkendelse som erhvervssygdom med forbehold for - ikke
konkret angivne - konkurrerende årsager.
Et fagforbund klagede for A
over en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse. Ved afgørelsen anerkendte
ankestyrelsen A's forgiftningslidelse efter arbejdsskadeforsikringslovens
§ 10, stk. 2, men med forbehold for ikke arbejdsbetinget lidelse.
Ankestyrelsens afgørelse var
en ændring af en afgørelse fra Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen),
som havde fundet, at A's lidelse ikke gav ham ret til ydelser efter
arbejdsskadeforsikringsloven.
Ankestyrelsens forbehold for
ikke arbejdsbetinget lidelse var begrundet med, at det fandtes overvejende
sandsynligt, at der også er konkurrerende årsager til lidelsen.
Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til det forholdsvis lange tidsforløb
fra ophør af udsættelsen for opløsningsmidler, og til lidelsen havde sat sig
varige spor.
Forbundets klage til mig
vedrørte det nævnte forbehold, idet forbundet ikke fandt, at der var
holdepunkter for at tage forbehold for konkurrerende årsager. Ankestyrelsen
havde ikke kunnet angive nogle sådanne.
Det fremgik af
sagsmaterialet, at A, som er født i 1935, arbejdede på forskellige
skofabrikker
fra 1952 til 1965 og derefter på Dansk Eternitfabrik indtil september 1986.
Han
havde under sit arbejde indtil 1980, især i perioden indtil 1972, været udsat
for forskellige opløsningsmidler.
Han havde under arbejdet
akutte forgiftningssymptomer og havde ifølge anmeldelse til Sikringsstyrelsen
af 10. juni 1987 "i de senere år" fået tiltagende hukommelsesbesvær
Læs alt
og træthed.
A's helbredstilstand var
beskrevet i adskillige lægelige erklæringer. Af en psykologisk undersøgelse
fra juli 1987 fremgik det, at han havde en toksisk hjernelidelse af let til
middelsvær karakter.
Pr. 1. april 1987 fik A
tilkendt mellemste førtidspension.
I en skrivelse til forbundet
uddybede ankestyrelsen sin afgørelse. Ankestyrelsen anførte, at den
væsentligste udsættelse var sket før 1972, og at udsættelsen var ophørt i
1980. Forbeholdet for ikke arbejdsbetinget lidelse var taget på baggrund af
oplysningerne om eksposition og lidelsens opståen, og der var ikke taget
stilling til, hvilke konkurrerende årsager, der havde haft indflydelse.
Arbejdsskadestyrelsen anførte
i en udtalelse til mig:
"...
Det er Arbejdsskadestyrelsens
opfattelse, at den sene fremkomst af skadelidtes symptomer på hjerneskade i
forhold
til den væsentlige udsættelse for opløsningsmidler før 1972 ikke støtter
antagelsen af, at skadelidtes demenssymptomer i hovedsagen skyldes udsættelse
for opløsningsmidler.
Det bemærkes, at tilfældet i
sin tid blev afvist af Arbejdsskadestyrelsen.
..."
I sin udtalelse anførte Den
Sociale Ankestyrelse:
"...
Ved Ankestyrelsens afgørelse
fik den skadelidte anerkendt den anmeldte forgiftningslidelse som
arbejdsskade, fordi den skadelidte i en længere årrække og i væsentlig grad
havde været relevant udsat for opløsningsmidler. Ved anerkendelsen tog
Ankestyrelsen dog forbehold for konkurrerende årsager i form af ikke
arbejdsbetinget lidelse. Begrundelsen for forbeholdet var, at der havde været
et forholdsvis langt tidsforløb mellem ophøret af udsættelse for
opløsningsmidler og til lidelsen havde sat sig varige spor, og det gjorde det
-
efter Ankestyrelsens vurdering - overvejende sandsynligt, at skadelidtes
sygdom også skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige, f.eks. alder - uden
at disse med sikkerhed har kunnet angives. Ved Ankestyrelsens behandling af
sagen medvirkede der rådgivende lægelig sagkundskab.
...
Efter fornyet gennemgang af
sagen er det fortsat Ankestyrelsens opfattelse, at det forholdsvis lange
tidsforløb
mellem ophøret (i 1972) af udsættelsen for opløsningsmidler og til lidelsen
havde sat sig varige spor (ifølge anmeldelsen af 10. juni 1987 "de
senere
år") taler afgørende imod, at skadelidtes demenssymptomer udelukkende
kan henføres til udsættelsen for opløsningsmidler. Med baggrund i
arbejdsskadeforsikringslovens
§ 10, stk. 2, og de forudsætninger, der er angivet i § 1 i
Arbejdsskadestyrelsens
erhvervssygdomsbekendtgørelse, finder Ankestyrelsen derfor ikke grundlag for
at genoptage sagen, men finder at måtte henholde sig til den afgørelse, der
blev truffet den 13. april 1989.
Det tilføjes, at
Ankestyrelsen også ved den fornyede gennemgang af sagen har rådført sig med
rådgivende lægelig sagkundskab.
..."
Efter at have modtaget kopi
af udtalelserne påpegede forbundet i en skrivelse til mig, at A havde været
udsat for opløsningsmidler helt frem til 1980. Forbundet fandt fortsat ikke,
at
der kunne være tale om konkurrerende årsager til hans hjernelidelse.
Efter min gennemgang af sagen
udtalte jeg følgende i en skrivelse til forbundet:
"Den Sociale
Ankestyrelse har ved sin afgørelse af 25. april 1989 anerkendt (A's)
hjernelidelse som en arbejdsskade efter arbejdsskadeforsikringslovens § 10,
stk. 1 og 2, og erhvervssygdomsfortegnelsens § 2, gruppe A. Lovens § 10, stk.
2, har følgende indhold:
"En person, der har
pådraget sig en erhvervssygdom, har krav på ydelser efter loven, medmindre
det
anses for overvejende sandsynligt, at pågældendes sygdom skyldes andre
forhold
end de erhvervsmæssige."
Anerkendelsen er sket med
forbehold for ikke arbejdsbetinget lidelse. Om baggrunden herfor har
ankestyrelsen
navnlig henvist til det tidsrum, der forløb fra det tidspunkt, hvor (A's)
udsættelse for opløsningsmidler ophørte, og til lidelsen satte sig varige
spor. I udtalelsen til mig har ankestyrelsen i den forbindelse yderligere
henvist til § 1 i erhvervssygdomsfortegnelsen (Sikringsstyrelsens
bekendtgørelse
nr. 60 af 20. januar 1989), hvor det er anført:
"For at en sygdom kan
anerkendes som erhvervssygdom, skal følgende generelle betingelser være
opfyldt:
Den
skadelige påvirkning skal styrkemæssigt og tidsmæssigt svare til de
påvirkninger, for hvilke der er godtgjort en årsagsmæssig sammenhæng mellem
påvirkning og sygdom.
Der
skal være tale om et sygdomsbillede, der svarer til det sygdomsbillede, for
hvilket der er godtgjort en årsagsmæssig sammenhæng mellem påvirkning og
sygdom.
Der
må ikke være oplyst forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at
sygdommen skyldes andre forhold end de arbejdsmæssige, jf.
arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2.
Stk. 2. Hvis der er faktorer,
der ikke er arbejdsbetingede, men som antages at medvirke til sygdommen,
anerkendes
sygdommen som erhvervssygdom, idet der ved erstatningsudmålingen alene ydes
erstatning for den del af sygdommen, der skyldes den erhvervsmæssige
påvirkning. ..."
Det er således ankestyrelsens
opfattelse, at (A's) hjernelidelse er forårsaget dels af de skadelige
påvirkninger fra arbejdet (udsættelse for opløsningsmidler), dels af forhold
hos ham selv, d.v.s. forhold, der ikke kan henføres til arbejdet.
Ankestyrelsen
har lagt vægt på, at lidelsen først satte sig varige spor forholdsvis lang
tid
efter udsættelsens ophør, og har derfor fundet, at dette "med
overvejende
sandsynlighed taler for, at der også er konkurrerende årsager ... til
lidelsen".
Det er fast praksis i
Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse ved fastsættelsen af
erhvervsevnetabet at tage hensyn til en eventuel forudbestående lidelse hos
skadelidte, jf. arbejdsskadeforsikringsloven med kommentarer ved Asger Friis
og Ole Behn (1984) s. 188. Efter min opfattelse kan lovmedholdeligheden af
denne
praksis give anledning til tvivl. På denne baggrund havde jeg den 13. juni
1988 en drøftelse med Sikringsstyrelsen.
Et udvalg under
Socialministeriet har i betænkning nr. 1142/88, s. 318-319, nærmere redegjort
for sine overvejelser vedrørende den her omhandlede praksis.
Jeg er bekendt med, at det er
Socialministeriets hensigt i den kommende folketingssamling at fremsætte
lovforslag til ændring af arbejdsskadeforsikringsloven vedrørende bl.a.
spørgsmålet om forudbestående lidelser.
På denne baggrund har jeg
fortsat ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre vedrørende
den nævnte praksis, som myndighederne nu har fulgt i en meget lang periode,
jf. herved min tidligere omtale af spørgsmålet i Folketingets Ombudsmands
Beretning 1988, s. 178.
Som det fremgår af det
anførte har Den Sociale Ankestyrelse i (A's) sag ved den konkrete
bevisbedømmelse
i forhold til den omtalte praksis fundet, at der "med overvejende
sandsynlighed" er konkurrerende årsager til (A's) lidelse, men har ikke
peget
på konkrete forhold.
Bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens
§ 10, stk. 2, indeholder en bevisregel med "omvendt bevisbyrde".
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 272 af 26. maj 1976 på baggrund af en
EF-henstilling fra 1966. EF-henstillingen går ud fra, "at enhver
lovgivning om erhvervssygdomme, for så vidt den er opbygget på grundlag af
fortegnelsessystemet, yder den forsikrede fordelen af en lovbestemt
formodning
med hensyn til de erhvervsbetingede årsager til den sygdom, han har pådraget
sig, for så vidt sygdommen er opført i fortegnelsen, og hans erhvervsmæssige
beskæftigelse bringer ham i berøring med det skadelige stof eller udsætter
ham
for den skadelige påvirkning, der efter fortegnelsen kan forårsage
sygdommen".
(Betænkning vedrørende arbejdsskadeforsikring nr. 792/1977, s. 75).
I bemærkningerne til
lovforslaget var det anført (Folketingstidende 1975-76, tillæg A, spalte
3399f
):
"Forslagets stk. 3
lovfæster denne formodning for de i bekendtgørelsen optagne sygdommes
erhvervsbetingethed. Kan den forsikrede sygdomsramte person herefter
godtgøre,
at hans sygdom er optaget i bekendtgørelsen, og at han i sit erhverv har
kontakt med den skadelige påvirkning, som kan fremkalde sygdommen, er han
berettiget til erstatning efter loven.
Den forsikrede skal således
ikke, som efter gældende lov, godtgøre, at den skadelige påvirkning fra hans
erhverv
faktisk er sygdomsfremkalderen. Kun såfremt arbejdsgiveren
(forsikringsselskabet) kan
fremføre
sådanne forhold
, at det må anses for at være overvejende sandsynligt, at
andre forhold end erhvervet er årsag til sygdommen (omvendt bevisbyrde),
bortfalder den forsikredes erstatningskrav..." (fremhævet af mig).
På denne baggrund må jeg anse
det for tvivlsomt, om ankestyrelsens afgørelse i (A's) sag er i
overensstemmelse
med bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2.
Jeg har derfor henstillet til
ankestyrelsen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse."
Lignende dokumenter
- Bevisbedømmelse efter arbejdsskadeforsikringslovens § 13. Begrundelse. Retsinformation · 25. juni 2003
- Vejledende retningslinier for anerkendelse af erhvervssygdommen sukker- og melcaries Retsinformation · 10. maj 1990
- Erhvervsbetinget lidelse - skadelidte været lønmodtager og selvstændig. Aktindsigt i lægekonsulentudtalelser. Retsinformation · 3. november 2003
- Mangelfuld begrundelse i arbejdsskadesag Retsinformation · 18. september 2001
- Årsagsforbindelse mellem en anerkendt erhvervsbetinget lidelse og skadelidtes død. Retsinformation · 3. november 2003
- Utilstrækkeligt oplysningsgrundlag og mangelfulde begrundelser ved myndighedernes behandling af arbejdsskadesag Retsinformation · 3. marts 2003