Spring til indhold

Retsinformation

Mangelfuld begrundelse i arbejdsskadesag

FOU nr 1999.426UdtalelserFolketinget18. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Mangelfuld begrundelse i arbejdsskadesag

Den 1. marts 1990 modtog

Arbejdsskadestyrelsen en anmeldelse om arbejdsskade fra Plejehjemmet X.

Ifølge

anmeldelsen havde A den 23. januar 1990 været udsat for en arbejdsulykke i

forbindelse med at hun sammen med en kollega ville vende en af plejehjemmets

beboere.

Den 23. marts 1990 meddelte

Arbejdsskadestyrelsen A at hendes arbejdsskade var omfattet af

arbejdsskadeforsikringsloven,

men at der dog ikke “synes ... at være tale om sådanne blivende følger,

at De

er berettiget til erstatning”.

I skrivelse af 11. april 1990

skrev Arbejdsskadestyrelsen til A at forsikringsselskabet Y som

arbejdsskadeforsikringsselskab

ikke havde pligt til at refundere nogle udgifter til akupunkturbehandling;

Arbejdsskadestyrelsen henviste herved til at behandlingen ikke var udført af

en læge.

Efter at Forbundet af Offentligt

Ansatte i brev af 4. februar 1992 havde bedt Arbejdsskadestyrelsen om at

udgifterne til behandlingen i 1990 hos akupunktøren kunne blive afholdt efter

arbejdsskadeforsikringsloven, fastholdt Arbejdsskadestyrelsen i skrivelse af

26. februar 1992 at forsikringsselskabet Y ikke kunne pålægges at betale

udgifterne til behandlingen hos akupunktøren.

Den 26. maj 1992 modtog

Arbejdsskadestyrelsen en erklæring fra S-by Sygehus, arbejdsmedicinsk

afdeling. Af erklæringens konklusion fremgik bl.a.:

“Oktober 1990 undersøgt på

neurologisk afdeling i (T-by) med henvisning til MR-scanning, der påviser

Læs alt

cervikal discusprolaps, der bliver opereret i Aalborg januar 1991 med

initialt

god effekt, men i løbet af maj 1991 påny tiltagende smertereaktioner fra

nakkeregionen.

Fornyede undersøgelser i

(U-by) tyder ikke på prolapsforandringer, behandlingen er konservativ.

Langsom

bedring med raskmelding 01.04.92, nu arbejdssøgende.

Lidelsen er klart

arbejdsbetinget, muligheden for endelig afgørelse af varigt mén er endnu ikke

helt for hånden.”

Den 9. juni 1992 stadfæstede

Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse angående refusion

af

A’s udgifter til behandling hos akupunktøren i 1990.

I brev af 3. oktober 1992 bad

Forbundet af Offentligt Ansatte Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage

A’s sag.

Forbundet henviste til at A havde varigt men og vedlagde til underbygning

heraf et brev af 28. juli 1992 fra arbejdsmedicinsk afdeling på S-by Sygehus

til A’s egen læge bilagt udskrivningskort af 21. maj 1992.

Forbundet kom i brev af 10.

november 1992 til Arbejdsskadestyrelsen med yderligere oplysninger i sagen og

bad samtidig om refusion af nogle udgifter A havde haft til medicin.

Den 16. november 1992 bad

Arbejdsskadestyrelsen som led i sagens genoptagelse A om at give forskellige

oplysninger. Arbejdsskadestyrelsen modtog svar herpå den 26. november 1992.

Den 30. november 1992 bad Arbejdsskadestyrelsen A om at svare på hvornår hun

skulle opereres hos overlæge B; Arbejdsskadestyrelsen modtog svar herpå den

8.

december 1992.

Den 8. januar 1993 traf

Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at nogle af A’s medicinudgifter

skulle

refunderes efter arbejdsskadeforsikringsloven, mens udgifterne til andre

præparater ikke kunne refunderes. I brev af 19. januar 1993 klagede Forbundet

af Offentligt Ansatte til Den Sociale Ankestyrelse over afslaget på refusion

af udgifterne til visse præparater.

Med skrivelse af 1. marts

1993 bad Arbejdsskadestyrelsen A om at oplyse hvor og hvornår hun havde været

til MR-scanning, og hvor og hvornår hun skulle opereres.

Arbejdsskadestyrelsen

modtog svar på disse spørgsmål den 4. marts 1993.

Arbejdsskadestyrelsen

indhentede herefter fra R-by Sygehus, MR-centret, en journaludskrift som

Arbejdsskadestyrelsen modtog den 15. marts 1993.

I brev af 3. maj 1993 gav

forbundet Arbejdsskadestyrelsen yderligere oplysninger i sagen, herunder at A

skulle indlægges på U-by Sygehus igen den 15. juli 1993.

Den 8. juli 1993 stadfæstede

Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om refusion af

A’s

medicinudgifter.

Den 3. august 1993 bad

Arbejdsskadestyrelsen om en speciallægeundersøgelse af A.

På baggrund heraf modtog

Arbejdsskadestyrelsen en speciallægeerklæring af 3. oktober 1993 fra overlæge

B. Af erklæringen fremgik bl.a.:

“

Tidligere sygdomme:

Siden 21-års alderen

migræne med udtalt lysoverfølsomhed, næsten altid halvsidig provokeret af

stærkt lys og behandlet med varierende tabletter. 2 sectio i 1973 og 76, 1978

hysterektomi pga. vedvarende metrorrhagi. I sygehistorien syntes der at være

2

mindre arbejdsskader. I november 89 er det ifølge journalnotaterne oplyst, at

pt. havde et mindre forkert løft hvor hun forvred den thoracolumbale overgang

og fik smerter her samt midt i nakken. Hun fik behandlet rygsmerterne hos

fysioteraueti

og de svandt gradvist, mens nakke-smerterne var vedvarende tilstede med

udstråling mellem skulderbladene. Der var lette gener ud i venstre skulderåg.

Ved juletiden 89 fik hun, mens hun sad og læste i et blad, et pludseligt

hovedpineanfald og følte sig følelsesløs med dødhedsfornemmelse i venstre

side af ansigtet, specielt kinden og følte at venstre øjenlåg hang. Der var

kraftig trykkende hovedpine bag venstre øje. Dette svandt gradvist. 1990

indlagt på neurologisk afd. december måned til nærmere udredning. Her findes

på

MR-scanning 2 mindre supcorticale ca. 1/2 cm. store demyeliserende

områder i venstre hjernehalvdel, beliggende tempoparietalt samt en mindre

læsion frontoparietalt på højre side. Pt. behandles med London-kur med

nogen effekt.

Aktuelle ulykkestilfælde indtraf

23.1.90 kl. 22.00, hvor hun på plejehjemmet, hvor hun arbejdede, fik et

voldsomt hold da hun ville vende en af beboerne. Hun måtte straks sygemeldes

med tiltagende smerter ud i venstre arm ud langs ydersiden af overarmen og

radialt ud i underarmen.

Hun følte sig tiltagende

fummelfingeret på begge hænder, men har som anført ingen smerter på højre

side.

Smerterne forværres i nakken i perioder hver dag og hun må anvende en blød

halskrave. I det fortsatte forløb har pt. haft fornemmelse af venstre hånd

kan

være kold i perioder og kraften bliver dårligere og dårligere. Der er i

perioder med voldsomme nakkesmerter også været tiltagende grad af

styringsbesvær af venstre ben og smerterne i nakken og smerterne kan være så

voldsomme at hun falder om. Der har aldrig været noteret krampeanfald. Pt.

bliver indlagt d. 18.1.91 på neurokirurgisk afd. hvor det er svært at

fremkalde

reflekserne på OE, der er ingen sikre pareser, der er normal sensibilitet,

der

er lidt svajen ved gang. Ved magnetscanning findes spinalstenose med

protrusion

ud for discus C7 på degenerativ basis. Der foretages 24.1.91 forreste

spondylodese a.m. Cloward hvor en større prolaps fjernes. Der findes et

kraftigt forkalket ligament som også kan ses på MR-scanningen. Det

postoperative forløb er umiddelbart ukompliceret, men i maj 91 vurderes hun

ambulant, idet hun kort forinden har fået voldsomme nakkesmerter påny og nu

bælteformet smerter ud over højre skulder, overarm og ud i højre underarm.

Halskraven letter. 14.6.91 føler pt. igen et pludseligt voldsomt anfald med

gener i venstre ansigtshalvdel, føler at kinden hænger og der er

føleforstyrrelser

ud i venstre arm og ben mod de tre ulnar finge. Dette aftager spontant. Der

foretages en myelografi med CT-scanning der viser pæne forhold omkring

det opereret område, der er kun moderat protrusion, knogleproppen sidder

perfekt. Pt.s gener er overvejende nakkesmerter med udstråling i højre

tindingsregion og gener anamnestisk ud i højre arm. Man kan ved undersøgelsen

ikke påvise tricepsreflekser, der er egal bicepsreflekser, der er lidt nedsat

kraft ved håndtryk på højre side, der angives dysæstesi på bagsiden af højre

overarm og ulnart på underarmen.

...

Konklusion:

(A) har i forbindelse med en

arbejdsulykke der indtraf d. 23.1.1990, udviklet tegn på en cervical

discusdegeneration ved reel prolapsdannelse som er blevet operativt

behandlet.

Der var på daværende tidspunkt venstresidig radiculær gener som er svundet.

Der

er tilkommet højresidige gener som ikke er typiske radiculære og kontrol

magnetscanning m.v. tyder ikke på nogen nerverodstryk. Derimod har klienten

haft anamnestisk og MR-scannemæssigt mindre infarkter flere steder i

hjernen som formentlig er årsagen til dele af pt.s symptomatologi. Det er

ikke

altid man kan se hjernestammeinfarkter sikkert på scanningerne, men klinisk

tyder sensibilitetsfordelingen på at pt.har haft et mindre insult her.

Sådanne

infarkter er usædvanlige i pt.s aldersgruppe, men kan sættes i relation til

påvirkning af a. vertebralis/basilarisgebetet, såfremt det drejer sig om

hjernestammen, mens forandringerne dokumenteret pa MR-scanning i

frontalregion og parietalregion hører til carotisgebetet. Der er således nok

tale om en mere generaliseret lidelse og ikke en lidelse, der direkte

relaterer

til traumet hvad angår ovennævnte.

...

Sagen bør afsluttes og pt.

har blivende mén på over 5% og en erhvervsevneforringelse på over 15% groft

regnet svarende til ca. 4/5 af normal funktion. Jeg skønner ikke at der er

relevant at forsøge omskoling med hele forløbet in mente. “

Den 8. december 1993

partshørte Arbejdsskadestyrelsen A og bad hende om at komme med eventuelle

bemærkninger

til sagen inden 2 uger. I skrivelse af 23. december 1993 meddelte

Arbejdsskadestyrelsen

at styrelsen havde fastsat A’s varige men som følge af arbejdsskaden til

10

pct.; styrelsen ville senere træffe afgørelse om A’s erhvervsevnetab. I

relation til afgørelsen om mengraden skrev Arbejdsskadestyrelsen:

“Afgørelsen er truffet på

grundlag af de lægelige oplysninger, der er indhentet. Vi har lagt vægt på,

at

De ifølge den af Arbejdsskadestyrelsen indhentede neurokirurgiske

speciallægeerklæring af 3.10.1993 lider af følgerne efter ulykkestilfældet i

form indirekte nakketraume, som har medført operation for prolaps. Méngraden

er fastsat efter et skøn svarende til vores praksis i tilsvarende sager. Der

er

i denne sammenhæng lagt vægt på, at De tidligere i 1989 har været udsat for

et

forløftningstraume med nakkesmerter, som ikke er følger efter en arbejdsskade

i

arbejdsskadeforsikringslovens forstand, samt at de degerative

forandringer, som blev påvist med MR-scanning,

ikke kan anses at være en følge af ulykkestilfældet. Vi har vurderet følgerne

af arbejdsskaden til at udgøre 2/3 af det samlede mén, og har fastsat

méngraden

til 10%.”

Ligeledes den 23. december

1993 bad Arbejdsskadestyrelsen A om oplysninger til brug ved afgørelsen om

hendes erhvervsevnetab; Arbejdsskadestyrelsen modtog svar herpå den 6. januar

1994.

I brev af 11. januar 1994

klagede Forbundet af Offentligt Ansatte til Den Sociale Ankestyrelse over

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 23. december 1993 om A’s mengrad.

Med skrivelse af 14. januar

1994 bad Arbejdsskadestyrelsen Z-by Kommune om oplysninger til brug for

sagen;

styrelsen modtog kommunens svar den 25. januar 1994.

I skrivelse af 8. april 1994

meddelte Den Sociale Ankestyrelse A at Ankestyrelsen havde stadfæstet

Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse om hendes mengrad. Ankestyrelsen skrev bl.a.:

“Ankestyrelsen har vurderet

forbeholdet ud fra, at der er gigtforandringer i Deres ryg, slidgigt i nakken

og scanningsmæssigt påvist mindre infarkter flere steder i hjernen. Desuden

har

De tidligere i 1989 været udsat for et forløftningstraume med nakkesmerter.

Disse forhold kan ikke lægeligt anses for følger efter en arbejdsskade i

arbejdsskadeforsikringslovens forstand.”

Den 12. april 1994 modtog

Arbejdsskadestyrelsen (bl.a.) kopi af journalen fra T-by Sygehus, neurologisk

afdeling.

I skrivelse af 25. april 1994

meddelte Arbejdsskadestyrelsen A at sagen var sat i bero i 4 måneder

“idet det

ikke er muligt på nuværende tidspunkt at vurdere Deres fremtidige

erhvervsmæssige

situation”.

Med skrivelse af 25. august

1994 sendte Z-by Kommune til Arbejdsskadestyrelsen “kopi af relevante

sagsakter vedr. førtidspension”. Kommunen oplyste samtidig at sagen var

videresendt til revaliderings- og pensionsnævnet “med indstilling om

mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr.

1”.

Den 6. september 1994 sendte

forbundet Arbejdsskadestyrelsen yderligere oplysninger i sagen.

I skrivelse af 14. september

1994 bad Arbejdsskadestyrelsen Z-by Kommune om lønoplysninger vedr. A; disse

oplysninger modtog Arbejdsskadestyrelsen den 21. september 1994.

I brev af 26. oktober 1994

bad forbundet Arbejdsskadestyrelsen om at fremskynde sagen.

Den 18. november 1994 partshørte

Arbejdsskadestyrelsen A og bad om eventuelle bemærkninger inden 2 uger.

Den 8. december 1994 traf

Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om A’s erhvervsevnetabsprocent.

Arbejdsskadestyrelsen

skrev:

“...

Vi vurderer, at Deres tab af

erhvervsevne er 45 procent. Det betyder, at De fra den 1. februar 1995 vil få

en løbende erstatning på 5.011 kr. Dette beløb reguleres den 1. april hvert

år

og beskattes som almindelig indkomst.

...

Afgørelsen om erhvervsevnetab

er truffet på grundlag af de sociale oplysninger, der er indhentet. Vi har

lagt

vægt på, at arbejdsskaden efter vores skøn svarende til ca. 45 procent har

været årsag til Deres arbejdsophør og overgang til forskud på førtidspension.

Erstatningen er fastsat svarende hertil. Der er i denne sammenhæng lagt vægt

på, at der er konkurrerende og forudbestående lidelser, som også har været

årsag til Deres førtidspensionering.

...

De bestemmelser i loven om

arbejdsskadeforsikring, der har betydning for afgørelsen, er trykt bagest i

dette brev. Det gælder § 27 om erhvervsevnetab, § 29, stk. 1, om

genoptagelse,

§ 29, stk. 2, om modtagerens oplysningspligt og § 37 om årslønsfastsættelse.

I

loven om forsikring mod følger af arbejdsskade gælder det § 44, stk. 1, om

udbetaling og § 55 om klagemulighed.”

Forsikringsselskabet Y ankede

den 20. december 1994 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994

vedrørende erhvervsevnetab til Den Sociale Ankestyrelse, idet selskabet mente

at erhvervsevnetabet burde nedsættes fra 45 pct. til 25 pct.

I skrivelse af 7. februar

1995 meddelte Revaliderings- og Pensionsnævnet for Viborg Amt A at nævnet

havde tilkendt hende mellemste førtidspension i henhold til § 14, stk. 2, nr.

1, i lov om social pension; Arbejdsskadestyrelsen modtog den 10. februar 1995

en kopi af denne afgørelse fra A.

I brev af 22. februar 1995

skrev forbundet bl.a. følgende til Den Sociale Ankestyrelse:

“Yderligere oplysninger til

sagen:

Skadelidte har oplyst, at hun

har sendt kopi af tilkendelsen af mellemste FP ind til jer. Pensionen er

tilkendt med virkning fra 1/9-94.

Forsikringsselskabet har

efter det oplyste anket over den tilkendte erhvervsevnetabserstatning på 45%,

hvilket undrer os meget.

Arbejdsskadestyrelsen har jo

netop vurderet erstatningen nedsat med 1/3 på grund af forudbestående

lidelse,

hvilket Arbejdsskadestyrelsen også gjorde med ménerstatningen, der ligeledes

blev nedsat med 1/3.

Dette blev stadfæstet af Den

Sociale Ankestyrelse.

Vi mener derfor, at de 45% må

være helt efter reglerne, når hun er tilkendt den mellemste FP.

Der gøres iøvrigt opmærksom

på, at speciallæge (B), U-by, vurderer hendes erhvervsevne nedsat med 4/5 =

80%.

Der henvises iøvrigt til

pensionssagen og de øvrige lægelige akter.”

Den Sociale Ankestyrelse

meddelte den 14. juni

1995 A

sin afgørelse vedrørende hendes erhvervsevne. Ankestyrelsen skrev bl.a.

følgende:

“Ankestyrelsen finder, at

(A)’s erhvervsevne er nedsat med 35% som følge af arbejdsskaden.

Ankestyrelsen har været

opmærksom på, at De har fået tilkendt mellemste førtidspension, hvilket efter

pensionslovens regler svarer til en nedsættelse af erhvervsevnen med mindst

2/3.

Ankestyrelsen har lagt vægt

på, at De udover arbejdsskaden i form af en diskusprolaps i halshvirvelsøjlen

har gigtforandringer i ryggen og slidgigt i nakken samt følger efter

blodpropper i hjernen.

Ankestyrelsen har skønnet, at

erhvervsnedsættelsen som følge af arbejdsskaden svarer til ca. halvdelen af

den

samlede nedsættelse af erhvervsevnen.

Ankestyrelsen ændrer således

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

...

Grundlaget for afgørelsen:

I brev af 20. december 1994

har De klaget over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994 om

den

arbejdsskade, som (A) har pådraget sig under arbejde som faglært sygehjælper

for (plejehjemmet X).

Ved Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse fik (A) tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 45%.

Arbejdsskadestyrelsen har

samtidig besluttet at tage spørgsmålet om erstatning for erhvervsevnetab op

til

en ny vurdering 1. maj 1995.

Arbejdsskadestyrelsen har ved

afgørelsen lagt vægt på, at der nu udbetales forskud på mellemste

førtidspension. Der er forudbestående og konkurrerende lidelser, som også har

været medvirkende til indstillingen til mellemste førtidspension.

...

Den 23. januar 1990 var (A)

udsat for den arbejdsulykke, som senere blev anerkendt som en arbejdsskade.

...

I januar 1991 blev (A)

opereret for en diskusprolaps. Hun lider stadig af følgerne efter denne

operation.

I september 1991 blev (A) afskediget på grund af for mange sygedage.

...

I marts 1995 blev (A)

tilkendt mellemste førtidspension.

I december 1993 blev (A)

tilkendt en ménerstatning på 10%. Der blev henvist til, at hun har

konkurrerende

og forudbestående lidelser. Arbejdsskaden blev fastsat til at være årsag til

2/3 af (A)’s helbredsmæssige gener. Denne afgørelse blev stadfæstet af

Den Sociale

Ankestyrelse i april 1994.

De helbredsmæssige følger af

arbejdsskaden er bl.a. beskrevet i speciallægeerklæring fra overlæge i

neurokirurgi (B) af 3. oktober 1993, resultat af MR-skanning fra (R-by)

Sygehus

af 5. marts 1993 samt de i sagen foreliggende pensionsakter.

I klagen har De bl.a. anført,

at De (forsikringsselskabet; min bemærkning) finder erhvervsevnetabet sat for

højt, når der henses til, at der kun er fastsat en méngrad på 10%. Man mener,

at et erhvervsevnetab på 25% må være mere rimeligt.

Under behandlingen af sagen

har Ankestyrelsen modtaget supplerende oplysninger om (A)’s pensionssag

fra

Revaliderings- og Pensionsnævnet i Viborg Amt om tilkendelse af mellemste

førtidspension.

Ved behandlingen af sagen i

Ankestyrelsen har der deltaget rådgivende speciallæge.

Lovgrundlaget for afgørelsen:

Sagen er bedømt efter

arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 1 og 2, om erstatning for tab af

erhvervsevne.”

På baggrund af en henvendelse

fra forbundet skrev Den Sociale Ankestyrelse den 25. juli 1995 bl.a. følgende

til forbundet:

“Forbundets brev af 22.

februar 1995 indgik i behandlingen af sagen.

Ankestyrelsen var opmærksom

på, at overlæge (B) havde vurderet, at erhvervsevnen var nedsat groft regnet

til ca. 4/5 af normalfunktion på grundlag af samtlige lidelser.

Ankestyrelsen lagde ved

afgørelsen til grund, at der var tilkendt mellemste førtidspension ved

nævnets

afgørelse den 7. februar 1995.

Denne afgørelse, der er

vejledende ved bedømmelse af tab af erhvervsevne, betyder, at erhvervsevnen i

pensionsmæssig henseende skønnes nedsat med omkring 2/3.

Ifølge overlæge (B)’s

erklæring havde pågældende udover følger af arbejdsskaden en gigtlidelse, der

ikke var arbejdsbetinget samt følger efter blodpropper i hjernen.

Ankestyrelsen vurderede, at

ca. halvdelen af den samlede erhvervsnedsættelse, der i pensionssagen var

vurderet til 2/3, skyldtes arbejdsskaden.”

5. september 1995 skrev

Arbejdsskadestyrelsen til A. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse i sagen var

tidsmæssigt faldet sammen med den revision pr. 1. maj 1995 som

Arbejdsskadestyrelsen havde nævnt i styrelsens afgørelse af 8. december 1994.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte derfor at revisionssagen var bortfaldet.

Arbejdsskadestyrelsen anførte videre at styrelsen havde lagt vægt på at man

nu

vurderede sagen på samme måde som Den Sociale Ankestyrelse.

I forbindelse med at A var

til arbejdsprøvning på revalideringsinstitutionen V, blev der af psykolog C

udarbejdet en psykologerklæring om A dateret 28. juni 1994. Af erklæringen

fremgik bl.a.:

“

Konklusion

Det drejer sig om en 44-årig

kvinde, der er psykologisk undersøgt som led i arbejdsprøvning på

(revalideringsinstitutionen V). Hun findes ved testning med Raven at være i

besiddelse af intellektuelle ressourcer lidt under midten i normalområdet.

Der findes

ikke ved de anvendte prøver tegn til kognitive forstyrrelser som følge af

organisk hjerneskade, og nogen alvorligere psykisk lidelse foreligger ikke.

En

funktionel overbygning på de somatiske problemer er dog sandsynlig. Det synes

urealistisk at forestille sig, at hun skulle blive i stand til at genoptage

sit

hidtidige arbejde, og resultatet af arbejdsprøvningen tegner et pessimistisk

billede af revalideringsmulighederne. Uddannelse mener jeg ikke kan komme på

tale som nogen realistisk revalideringsplan. Man må vurdere sagen med henblik

på førtidspension.”

Den 30. november 1995 bad

forbundet Den Sociale Ankestyrelse om en yderligere begrundelse for

styrelsens

afgørelse af 14. juni 1995 om A’s erhvervsevnetab. Forbundet bad særligt

på

baggrund af psykologerklæringen styrelsen om at genoptage sagen. Forbundet

anførte bl.a. at A ikke havde været klar over at hun havde haft en blodprop i

hjernen, og at hun aldrig havde haft men efter denne blodprop.

Den Sociale Ankestyrelse

meddelte ved brev af 29. januar

1996 A

at sagen ikke ville blive genoptaget. Styrelsen skrev bl.a. følgende:

“Ved anerkendelsen (af

arbejdsskaden; min bemærkning) er der taget forbehold for en forudbestående

lidelse, blodpropper i hjernen, som ikke er arbejdsbetingede. (A) har ikke

tidligere haft mén af blodpropperne, og de har ikke været arbejdshindrende.

Endelig henvises der til en

psykologisk test, som er udført i forbindelse med skadelidtes

revalideringssag.

Denne test foretaget den 28. juni 1994 er vedlagt Deres brev.

Ankestyrelsen har på baggrund

af de nye oplysninger sendt sagen til vurdering hos en neurologisk

lægekonsulent.

På baggrund af den nye

lægelige vurdering finder Ankestyrelsen ikke, at der er grundlag for at

genoptage sagen.

Ankestyrelsen fastholder sin

afgørelse om, at (A)’s tab af erhvervsevne må halveres i forhold til

Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse, da der er forudbestående lidelser, i form af følger efter

blodpropper

i hjernen og en gigtlidelse, som også har haft betydning for tilkendelse af

mellemste førtidspension, og den dermed trufne afgørelse om, at skadelidtes

erhvervsevne er nedsat med omkring 2/3.

Ankestyrelsen finder ikke, at

blodpropperne i hjernen kan være forårsaget af arbejdsskadens følger.”

Den 12. marts 1996 klagede

Forbundet af Offentligt Ansatte til mig på vegne af A. Forbundet skrev bl.a.

at

A ikke havde haft nedsat erhvervsevne forud for arbejdsskaden, og at det

derfor

ikke var korrekt at nedsætte hendes erhvervsevnetabserstatning med 50 pct.

Forbundet skrev videre at A ikke havde haft varige men efter eventuelle

blodpropper. Forbundet anførte tillige at Den Sociale Ankestyrelse i sin

afgørelse pludselig havde henvist til en gigtlidelse hos A som skulle have

haft betydning i sagen hvilket ikke var korrekt.

Den 3. april 1996 skrev jeg

følgende til forbundet:

“...

I anledning af forbundets

brev af 12. marts 1996 skal jeg meddele at en klage til ombudsmanden skal

være

indgivet ’inden 1 år efter, at forholdet er begået’,

(ombudsmandslovens § 6,

stk. 2). Jeg er derfor afskåret fra at foretage en undersøgelse af Den

Sociale

Ankestyrelses afgørelse af 8. juli 1993, Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af

23. december 1993, Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 8. april 1994 og

Revaliderings- og Pensionsnævnet for Viborg Amts afgørelse af 7. februar

1995.

Min behandling af (A)’s sag

vil derfor alene vedrøre Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994

som blev ændret ved Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 14. juni 1995,

samt

Ankestyrelsens afvisning af at genoptage sagen i brev af 29. januar 1996.

...

Jeg gør dog allerede nu

forbundet og (A) opmærksom på at jeg ikke har forudsætninger for at tage

stilling til spørgsmål som kræver lægelig fagkundskab ...”

Den Sociale Ankestyrelse har

haft lejlighed til at udtale sig om forbundets klage efter forud indhentet

udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen.

Arbejdsskadestyrelsen anførte

bl.a. følgende i udtalelse af 23. april 1996:

“Arbejdsskadestyrelsen traf

ved brev af 23. december 1993 afgørelse om varigt mén i (A)’s

arbejdsskadesag

efter skade den 23. januar 1990.

Ved afgørelsen om varigt mén

lagde vi vægt på, at (A) ved ulykken havde fået et indirekte nakketraume, som

havde medført en operation for prolaps.

Vi lagde ved afgørelsen vægt

på, at (A) forud for ulykken havde haft gener fra nakken efter et traume i

1989, og at der ved MR-scanning var påvist degenerative forandringer i

nakken,

der ikke kunne skyldes følger efter ulykken.

Vi vurderede herefter, at

(A)’s samlede mén for nakke-generne var 15 procent, men at 1/3 af disse

måtte

stamme fra den forudbestående lidelse.

Ved brev af 8. december 1994

traf vi afgørelse om erhvervsevnetab i sagen.

Ved afgørelsen lagde vi vægt

på, at (A) var tildelt forskud på mellemste førtidspension.

Af grundlaget for

pensionsindstillingen fremgår det, at indstillingen skete med baggrund i

(A)’s

lidelser i form af prolaps i nakken og blodpropper i hjernen.

Ud fra en samlet vurdering af

lidelserne og disses indflydelse på erhvervsevnen vurderede vi, at (A)’s

samlede tab af erhvervsevne var 65 procent.

Af disse 65 procent vurderede

vi, at 1/3 ikke kunne henføres på forhold, der skyldtes arbejdsskaden, idet

(A)

forud for skaden havde haft gener fra ryggen, samt havde haft blodpropper i

hjernen.”

Af udtalelse af 13. juni 1996

fra Den Sociale Ankestyrelsen fremgik bl.a. følgende:

“Ankestyrelsen bemærker, at

følgerne efter arbejdsskaden er en discusprolaps i halshvirvelsøjlen, der har

bevirket operation.

Udover følgerne af

arbejdsskaden er konstateret degenerative forandringer i nakken, lavtsiddende

lændesmerter samt følger efter blodpropper i hjernen.

Blodpropperne har ifølge

speciallægeerklæring den 3. oktober 1993 medført højresidige gener.

Ankestyrelsen må medgive, at

det ikke er korrekt i afgørelsen den 14. juni 1995 anført, at der er

gigtforandringer i ryggen. Det er nævnt i akter fra pensionssagen, at der er

påvist lavtsiddende lændesmerter udstrålende til venstre ben.

Der er tilkendt mellemste

førtidspension, hvorefter erhvervsevnen i pensionssagen er vurderet nedsat

med

omkring 2/3.

Ankestyrelsen har skønnet, at

de lidelser, der ikke skyldes arbejdsskaden, udgør ca. halvdelen af

nedsættelse af erhvervsevnen.

Ved bedømmelse af tab af

erhvervsevne er Ankestyrelsen ikke bundet af vægtning af forbeholdet i sagen

om

mén, idet der er tale om to forskellige vurderinger.”

Forbundet fik lejlighed til

at komme med bemærkninger til Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale

Ankestyrelses udtalelser. I brev af 4. juli 1996 skrev forbundet bl.a.

følgende:

“Ingen af brevene svarer

overhovedet på de nye oplysninger, som er fremsendt, psykologerklæringen, som

konkluderer, at der ikke er varige mén efter de fundne blodpropper.

Skadelidte har aldrig vidst,

at hun havde haft blodpropper, førend de konstateres ved MR-scanning i 1990.

Jeg henviser iøvrigt til mine

breve vedr. sagen, specielt brevet til ombudsmanden den 12/3-96 og brevet til

Den Sociale Ankestyrelse, den 30/11-95.

I brevet fra Den Sociale

Ankestyrelse står der, at hun har fået højresidige gener efter blodpropperne.

Det passer ikke.

Skadelidte fortæller, at det

var fra skaden i nakken (arbejdsskaden), hun fik de højresidige gener, men

det

var først efter, at hun forsøgte at genoptage arbejde i 1992, at hun fik

disse

gener i højre siden.

Inden da havde hun ingen

gener i højre side.

Og blodpropperne var

konstateret ved MR-scanning i 1990, og da havde hun ingen højresidige gener.

Hun har som sagt aldrig kendt

til disse blodpropper, og de har ikke været arbejdshindrende for hende. Har

aldrig påvirket hende, hvilket altså er bevist gennem psykologerklæringen.

Og det er disse nye oplysninger,

vi ønsker at der skal tages stilling til i sagen, både vedr. mén og vedr.

erhvervsevnetab.”

Ombudsmandens udtalelse

”1. Ombudsmandens vurderingsgrundlag

I mit brev af 3. april 1996 oplyste jeg forbundet om vurderingsgrundlaget for

min undersøgelse af forbundets klage af 12. marts 1996. Jeg skrev blandt

andet til forbundet at flere af de forhold forbundet klagede over, lå over et

år tilbage, og at jeg efter ombudsmandsloven ikke kunne tage stilling til

disse forhold. Min undersøgelse har derfor kun vedrørt Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse af 8. december 1994 om erhvervsevnetab, Den Sociale Ankestyrelses

afgørelse af 14. juni 1995 om erhvervsevnetab og Den Sociale Ankestyrelses

afslag på forbundets anmodning om at genoptage sagen om erhvervsevnetab af

29. januar 1996.

Jeg skrev også til forbundet at jeg ikke har forudsætninger for at tage

stilling til spørgsmål som kræver lægelig fagkundskab. En kontrol af de

lægefaglige vurderingers rigtighed kræver en fagkundskab som jeg som

ombudsmand ikke har. Det følger heraf at jeg kun i begrænset omfang kan tage

stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på lægefaglig viden.

Fastsættelsen af (A)’s erhvervsevnetab, herunder spørgsmålet om

forudbestående lidelser og spørgsmålet om der foreligger sådanne særlige

omstændigheder der kan begrunde at en sag genoptages, beror for en stor del

på lægefaglige vurderinger jeg ikke har faglige forudsætninger for at tage

stilling til.

2. Retsgrundlaget

Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, lov nr. 390 af 20. maj 1992,

indeholder i § 70 og § 71, stk. 1 og 2, følgende overgangsregler:

’

§ 70.

Loven træder i kraft den 1. januar 1993.

Stk. 2.

Loven anvendes på

1)

arbejdsulykker og

kortvarige skadelige påvirkninger, der indtræder på ikrafttrædelsesdatoen

eller senere, og

2)

erhvervssygdomme, der

anmeldes på ikrafttrædelsesdatoen eller senere.

§ 71.

Samtidig ophæves lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovbekendtgørelse

nr. 450 af 25. juni 1987 med senere ændringer.

Stk. 2.

Lov om arbejdsskadeforsikring anvendes dog fortsat på

1)

arbejdsulykker og

kortvarige skadelige påvirkninger, der er indtruffet før denne lovs

ikrafttræden,

og

2)

erhvervssygdomme mv,

der er anmeldt før denne lovs ikrafttræden.

’

(A)’s arbejdsulykke fandt

sted i 1990 og blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen det samme år. Det

følger

herefter af § 71, stk. 2, jf. stk. 1, i lov nr. 390 af 20. maj 1992, at

lovgrundlaget er lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 som senest ændret

ved lov nr. 407 af 6. juni 1991.

Lov om arbejdsskadeforsikring,

jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 som senest ændret ved lov nr.

407 af 6. juni 1991, (herefter kaldet arbejdsskadeforsikringsloven)

indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

’

§ 9.

Ved arbejdsskade forstås i loven:

1)

ulykkestilfælde, som

skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår,

...’

’

§ 13.

Et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons

død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende

sandsynlighed taler herimod.’

’

Erstatning for tab af erhvervsevne

§ 27.

Har en arbejdsskade medført nedsættelse af skadelidtes evne

til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der ham erstatning for tab

af

erhvervsevne. Erstatning ydes dog ikke, såfremt erhvervsevnetabet er mindre

end 15 pct.

Stk. 2.

Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet skal Arbejdsskadestyrelsen

tage hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant

arbejde, som med rimelighed kan forlanges af ham efter hans evner,

uddannelse,

alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.

...’

Det fremgår af sammenhængen

mellem de citerede bestemmelser at det er en betingelse for

erhvervsevnetabserstatning

at den skadesbegivenhed der anmeldes som arbejdsskade, skal være forvoldt

af arbejdet eller arbejdsforholdene. Det er også en betingelse at det er

skadebegivenheden der har resulteret i helbredsforringelse. Det følger videre

af bestemmelserne at erhvervsevnetabserstatningen nedsættes hvis skadelidtes

situation ikke udelukkende skyldes arbejdsskaden.

Det anførte indebærer at der

i den konkrete sag kun skal ydes fuld erstatning efter

arbejdsskadeforsikringsloven

hvis (A)’s arbejdsulykke den 23. januar 1990 har forårsaget hele

(A)’s erhvervsevnetab.

3. Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser om

erhvervsevnetabet

Arbejdsskadestyrelsen traf

den 8. december 1994 afgørelse om (A)’s erhvervsevnetab; ved afgørelsen

fandt

styrelsen at et erhvervsevnetab på 45 pct. kunne henføres til arbejdsskaden.

Den Sociale Ankestyrelse meddelte den 14. juni 1995 at Ankestyrelsen fandt at

(A)’s erhvervsevne kun var nedsat med 35 pct. som følge af

arbejdsskaden.

Ved myndighedernes afgørelser

om (A)’s erhvervsevnetab har myndighederne dels måttet foretage en

vurdering

af (A)’s

samlede

erhvervsevnetab,

dels en vurdering af hvor stor en del af det samlede erhvervsevnetab som

skyldes

andre årsager

end

arbejdsskaden.

Begge disse vurderinger

bygger på en fagkundskab af hovedsagelig lægefaglig art som jeg ikke har

faglige forudsætninger for at kritisere, medmindre der foreligger en juridisk

mangel. Myndighedernes begrundelser i sagen er imidlertid så mangelfulde at

jeg ikke ser mig i stand til at foretage en endelig vurdering af selve

afgørelsen, jf. nærmere pkt. 5 nedenfor.

Jeg skal herved særligt

bemærke at både Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse er

berettiget

og forpligtet til at foretage en selvstændig vurdering af sagen, og at der

hos

begge instanser har medvirket interne lægeligt sagkyndige. Det forhold at Den

Sociale Ankestyrelse har anlagt en anden – og for (A) mere ugunstig

– fagkyndig

vurdering af størrelsen af det erhvervsevnetab som arbejdsskaden har

forårsaget, kan således ikke i sig selv give mig grundlag for at kritisere

Den

Sociale Ankestyrelses afgørelse. Derimod kan dette forhold skærpe kravet til

Ankestyrelsens begrundelse, jf. nærmere pkt. 5.3.3. nedenfor.

4. Den Sociale Ankestyrelses afslag på at genoptage sagen om erhvervsevnetab

Den 29. januar 1996 afslog

Den Sociale Ankestyrelse at genoptage sagen om (A)’s erhvervsevnetab.

Lov nr. 390 af 20. maj 1992

om forsikring mod følger af arbejdsskade indeholder i § 24, stk. 1, følgende

bestemmelse:

’

§ 24.

Har skadelidte eller de efterladte fået meddelelse om, at

skadetilfældet eller dødsfaldet ikke er omfattet af loven, kan sagen

genoptages

inden 5 år fra meddelelsens dato.’

Lov om arbejdsskadeforsikring

(jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 som senest ændret ved lov nr.

407 af 6. juni 1991) indeholder i § 29, stk. 1, 1. pkt., følgende

bestemmelse:

’§ 29.

Skønner Arbejdsskadestyrelsen, at de omstændigheder, der har

været bestemmende for fastsættelsen af erstatning efter §§ 27 og 28, har

forandret sig væsentligt, kan erstatningsspørgsmålet genoptages inden for en

frist af 5 år fra erstatningens første fastsættelse.’

Udtrykkelige lovbestemmelser

om genoptagelse suppleres af de ulovbestemte forvaltningsretlige regler om

genoptagelse, jf. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 608ff

(særligt s. 611ff). På det område som reguleres af de ulovbestemte

genoptagelsesregler,

må det antages at en part har retskrav på genoptagelse og ny

realitetsbehandling af sagen i tilfælde hvor der i forbindelse med

genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske oplysninger af så væsentlig

betydning for sagen at der er en vis sandsynlighed for at sagen ville have

fået

et andet udfald hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med

myndighedernes oprindelige stillingtagen til sagen. Ligeledes må en part

antages at have krav på genoptagelse hvis der (typisk efterfølgende)

fremkommer væsentlige nye retlige forhold - dvs. en væsentlig ændring med

tilbagevirkende kraft i det retsgrundlag der forelå på tidspunktet for den

oprindelige afgørelse.

Afgørelsen af hvorvidt der er

grundlag for at genoptage en sag, hviler således på en vurdering af om der i

forhold til den oprindelige behandling er fremkommet væsentlige nye

oplysninger som må antages at kunne medføre en ændret vurdering af sagen. Den

Sociale Ankestyrelse har derfor skullet forholde sig til om forbundets

henvisning

til særligt psykologerklæringen af 28. juni 1994 og til (A)’s manglende

erkendelse af en blodprop i hjernen, kunne give grundlag for en ny behandling

af hele sagen.

Vurderingen af hvorvidt der i

de nye oplysninger var grundlag for en genoptagelse af sagen, kræver en

fagkundskab jeg som ombudsmand ikke har. Den Sociale Ankestyrelse har i

afgørelsen af 29. januar 1996 oplyst at de nye oplysninger har været forelagt

en neurologisk lægekonsulent.

Den Sociale Ankestyrelses

begrundelse er imidlertid så mangelfuld at jeg ikke ser mig i stand til

endeligt at vurdere om jeg vil kunne kritisere at Ankestyrelsen den 29.

januar

1996 afslog at genoptage sagen, jf. pkt. 5 straks nedenfor.

5. Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses begrundelser

5.1. Forvaltningsloven

indeholder i § 24 følgende bestemmelser om indholdet af en begrundelse:

’En begrundelse for en

afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til

hvilke

afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på

et

administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har

været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jfr. §

15.’

En tilstrækkelig begrundelse

må fremstå som en fyldestgørende forklaring på hvorfor afgørelsen har fået

det

pågældende indhold, og myndigheden har i et vist omfang pligt til at forholde

sig til (relevante) partsanbringender, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl.,

Forvaltningsret (1994), s.

371f.

5.2.1. Forvaltningslovens §

24, stk. 1, 1. pkt., kræver at en begrundelse

henviser til de retsregler

i henhold til hvilke afgørelsen er

truffet. Denne henvisning må være præcis, jf. bl.a. Folketingets Ombudsmands

beretning for året 1990, s. 339ff (særligt s. 359, sp. 1).

5.2.2. I Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse af 8. december 1994 er henvist til ’lov om

arbejdsskadeforsikring’

og ’§ 27 om erhvervsevnetab’. Som det fremgår ovenfor, er

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse truffet på baggrund af lovens § 9, stk. 1,

nr. 1, og § 27, stk. 1-2. Arbejdsskadestyrelsens henvisning til (hele) § 27

er

ikke tilstrækkelig præcis til at opfylde kravet i forvaltningslovens § 24,

stk.

1, 1. pkt.

Det antages almindeligvis at

det i tilfælde hvor der findes en entydig, almindelig betegnelse for en lov

som er kendt for parten, vil være tilstrækkeligt at henvise til loven ved

denne

betegnelse, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s.

279,

og Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 368.

Arbejdsskadeforsikringsloven må vel som udgangspunkt anses for en sådan

almindeligt kendt lov. I den konkrete sag blev Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse

af 8. december 1994 efter arbejdsskadeforsikringsloven (jf. lovbekendtgørelse

nr. 450 af 25. juni 1987 som senest ændret ved lov nr. 407 af 6. juni 1991) i

relation til arbejdsulykken i 1990 imidlertid truffet

efter

vedtagelsen, kundgørelsen (i Lovtidende A, 1992, hæfte 72,

udgivet 21. maj 1992) og ikrafttræden (den 1. januar 1993) af en ny

arbejdsskadeforsikringslov

(lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade, jf.

lovens § 70, stk. 1, der er citeret ovenfor). På denne baggrund må jeg finde

det beklageligt at Arbejdsskadestyrelsen ikke henviste til lovens nr. og dato

i Lovtidende, og herunder til den seneste (relevante) ændring af loven.

5.2.3. Den Sociale

Ankestyrelse har i sin skrivelse af 14. juni 1995 henvist til

’arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 1 og 2, om erstatning for tab

af

erhvervsevne’ som grundlag for afgørelsen af erhvervsevnetabet i

relation til

arbejdsulykken i 1990. Ankestyrelsens afgørelse blev truffet efter

vedtagelsen,

kundgørelsen og ikrafttræden (den 1. januar 1993) af en ny

arbejdsskadeforsikringslov

(lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade).

Af de ovenfor under pkt.

5.2.2. nævnte grunde må jeg finde det beklageligt at Den Sociale Ankestyrelse

ikke henviste til lovens nr. og dato i Lovtidende, og herunder til den

seneste

(relevante) ændring af loven.

5.3.1. Beror en afgørelse –

som den foreliggende – på et administrativt skøn, kræver

forvaltningslovens §

24, stk. 1, 2. pkt., at begrundelsen skal

angive

de hovedhensyn

der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. herved

bl.a. også den sag som er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for

året

1993, s. 225.

5.3.2. Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse af 8. december 1994 indeholder ikke en angivelse af hvilke

hovedhensyn Arbejdsskadestyrelsen har lagt vægt på ved vurderingen af

(A)’s

samlede erhvervsevnetab, eller en angivelse af hvilke hovedhensyn

Arbejdsskadestyrelsen har lagt vægt på ved vurderingen af hvor stor en del af

det samlede erhvervsevnetab som skyldes andre årsager end arbejdsskaden.

Dette

må jeg finde beklageligt.

5.3.3. Den Sociale

Ankestyrelses afgørelse af 14. juni 1995 indeholder ikke en nærmere angivelse

af hvilke hovedhensyn Ankestyrelsen har lagt vægt på ved vurderingen af

(A)’s

samlede erhvervsevnetab, eller en nærmere angivelse af hvilke hovedhensyn

Arbejdsskadestyrelsen har lagt vægt på ved vurderingen af hvor stor en del af

det samlede erhvervsevnetab som skyldes andre årsager end arbejdsskaden.

Arbejdsskadestyrelsen havde

ved sin afgørelse fundet at arbejdsskaden havde bevirket et erhvervsevnetab

på

45 pct. Forsikringsselskabet havde indbragt sagen for Den Sociale

Ankestyrelse

med påstand om at erhvervsevnetabet blev nedsat til 25 pct. Den Sociale

Ankestyrelse

vurderede erhvervsevnetabet til 35 pct.

Der er som udgangspunkt

ingen retlige hindringer for at Den Sociale Ankestyrelse kan anlægge en anden

erhvervsevnetabsvurdering end Arbejdsskadestyrelsen. I forbindelse med en

ændring af erhvervsevnetabsvurderingen til skade for skadelidte må det

imidlertid efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., kræves at der som

led i begrundelsen angives de hovedhensyn som har ført til en ændret

vurdering

af erhvervsevnetabsprocenten - det være sig nærmere angivne nye oplysninger i

sagen, en angivelse af at Den Sociale Ankestyrelse (også) har lagt vægt på

nærmere angivne oplysninger som ikke har været tillagt væsentlig betydning af

Arbejdsskadestyrelsen, eller en forklaring på hvorfor Den Sociale

Ankestyrelse

har tillagt de samme relevante oplysninger en anden betydning end

Arbejdsskadestyrelsen.

Det forhold at vurderingen af

erhvervsevnetabet beror på et skøn af bl.a. lægefaglig art, indebærer ikke at

det blot kan angives at Den Sociale Ankestyrelse har skønnet en bestemt

erhvervsevnetabsprocent. Begrundelsen skal tillige indeholde en forklaring på

hvorledes Ankestyrelsen er nået til det angivne resultat. Dersom der i denne

forklaring indgår ikke almindeligt forståelige fagudtryk, må disse forklares

så

en ikke fagkyndig modtager må formodes at kunne forstå de elementer der skal

indgå i begrundelsen.

Den Sociale Ankestyrelses

begrundelse lever ikke op til disse krav.

5.4.1. En begrundelse skal

endvidere efter forvaltningslovens § 24, stk. 2, i nødvendigt omfang

indeholde

en angivelse af det

faktum

myndigheden har lagt til grund i sagen.

5.4.2. En sådan angivelse

findes ikke i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994. I

afgørelsen henvises således i generelle vendinger blot til ’de sociale

oplysninger, der er indhentet’ og ’der er konkurrerende og

forudbestående

lidelser, som også har været årsag til Deres førtidspensionering’. Der

er

således bl.a. ikke angivet hvilke lidelser der er lagt vægt på, og hvilke

oplysninger

om disse lidelser som har været væsentlige for erhvervsevnetabsvurderingen.

Jeg

finder dette forhold beklageligt.

5.4.3. Den Sociale

Ankestyrelse har i sin afgørelse af 14. juni 1995 om det helbredsmæssige

faktiske

grundlag for afgørelsen anført:

’Ankestyrelsen har lagt vægt

på, at De udover arbejdsskaden i form af en diskusprolaps i halshvirvelsøjlen

har gigtforandringer i ryggen og slidgigt i nakken samt følger efter

blodpropper i hjernen.

...

De helbredsmæssige følger af

arbejdsskaden er bl.a. beskrevet i speciallægeerklæring fra overlæge i

neurokirurgi (B) af 3. oktober 1993, resultat af MR-skanning fra (R-by)

Sygehus

af 5. marts 1993 samt de i sagen foreliggende pensionsakter.’

En fyldestgørende begrundelse

efter forvaltningslovens § 24, stk. 2, kræver efter min opfattelse ikke blot

en

angivelse af hvilke lidelser der er lagt vægt på, men også hvilke oplysninger

om disse lidelser som har været væsentlige for erhvervsevnetabsvurderingen.

Den Sociale Ankestyrelse burde endvidere ikke blot i generelle vendinger have

henvist til hvor følgerne af arbejdsskaden er beskrevet, men mere præcist

have

henvist til hvor såvel følgerne af arbejdsskaden som af (A)’s andre

helbredsskader

var beskrevet. Den Sociale Ankestyrelses begrundelse opfylder således heller

ikke kravet i forvaltningslovens § 24, stk. 2.

Den Sociale Ankestyrelse har

både i sin skrivelse af 14. juni 1995 til (A), i Ankestyrelsens skrivelse af

25. juli 1995 til forbundet og i Ankestyrelsens skrivelse af 29. januar 1996

til forbundet henvist til at (A) skulle have en relevant forudbestående

lidelse

i form af gigt (i ryggen). Efter at forbundet i klagen til mig udtrykkeligt

havde anført at (A) ikke havde en gigtlidelse som angivet, har Ankestyrelsen

i

udtalelsen af 13. juni 1996 til mig medgivet ’at det ikke er korrekt i

afgørelsen

den 14. juni 1995 anført, at der er gigtforandringer i ryggen’. Jeg må

finde

det beklageligt at Den Sociale Ankestyrelse i sine begrundelser ikke har

angivet det relevante faktum korrekt. At dele af faktum således har været

ukorrekt angivet i begrundelsen, betyder efter min mening at det ikke kan

udelukkes

at Den Sociale Ankestyrelse har befundet sig i en faktisk vildfarelse som

muligvis har været af betydning for Ankestyrelsens fastsættelse af

erhvervsevnetabsprocenten.

5.5. Den Sociale Ankestyrelse

traf den 29. januar 1996 afgørelse vedrørende forbundets

genoptagelsesanmodning.

Som det fremgår af min

udtalelse ovenfor (pkt. 4), var der i forbindelse med Den Sociale

Ankestyrelses

afgørelse af genoptagelsesspørgsmålet flere mulige retsgrundlag. Den Sociale

Ankestyrelse har ikke i sin skrivelse af 29. januar 1996 henvist til det

retsgrundlag Ankestyrelsen havde anvendt i forbindelse med afgørelsen, og har

herved ikke opfyldt kravet i forvaltningslovens § 24, stk. 1. Dette mener jeg

er beklageligt.

Som det også fremgår af min

udtalelse ovenfor (pkt. 5.1.), skal en fyldestgørende begrundelse i en vis

udstrækning tage stilling til

partsanbringender.

Forbundet havde i genoptagelsessagen dels henvist til en psykologerklæring,

dels anført at (A) ikke havde været klar over at hun havde haft en blodprop i

hjernen og ikke selv havde observeret noget men efter en sådan blodprop. Jeg

må

finde det beklageligt at Den Sociale Ankestyrelse ikke i sin afgørelse

forholdt

sig udtrykkeligt til disse - for sagen relevante - partsanbringender.

En fyldestgørende

begrundelse skulle således have angivet grundlaget for at psykologerklæringen

ikke kunne føre til en ændring af Den Sociale Ankestyrelses afgørelse, dels

have angivet grundlaget for at (A)’s forklaring i relation til

blodproppen

ikke kunne føre til en ændring af afgørelsen. Hvad førstnævnte

(psykologerklæringen)

angår, kunne en fyldestgørende begrundelse efter omstændighederne gå ud på at

redegøre for hvilke undersøgelser som efter videnskabelig erfaring vil kunne

påvise tilstedeværelsen af og virkningen af en blodprop i hjernen. Hvad

sidstnævnte ((A)’s forklaring i relation til blodproppen) angår, ville

en

fyldestgørende begrundelse i princippet enten kunne angå det faktum Den

Sociale Ankestyrelse bevismæssigt har lagt til grund, eller angå den

(læge)videnskabelige

erfaring med hensyn til en patients erkendelse af en blodprop i hjernen og

dennes virkninger for patienten.

5.6.1.

Samlet

er begrundelsen af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8.

december 1994 utilstrækkelig hvilket jeg må finde beklageligt. Jeg har

meddelt Arbejdsskadestyrelsen min opfattelse.

5.6.2. Begrundelsen i Den

Sociale Ankestyrelses afgørelser af 14. juni 1995 og 29. januar 1996 er klart

utilstrækkelig og opfylder langtfra kravene i forvaltningslovens § 24. Hertil

kommer at dele af sagens faktum har været ukorrekt angivet i Den Sociale

Ankestyrelses

skrivelser af 14. juni 1995 til (A), i Ankestyrelsens skrivelse af 25. juli

1995 til forbundet og i Ankestyrelsens skrivelse af 29. januar 1996 til

forbundet, og at dette forhold efter min mening betyder, at det ikke kan

udelukkes at Den Sociale Ankestyrelse har befundet sig i en faktisk

vildfarelse

som muligvis har været af betydning for Ankestyrelsens fastsættelse af

erhvervsevnetabsprocenten.

Sammenfattende

må jeg således finde Den Sociale Ankestyrelses

mangelfulde begrundelser i sagen meget beklagelig. Jeg har meddelt Den

Sociale Ankestyrelse min opfattelse.

6. Afslutning

På baggrund af det anførte og

da Den Sociale Ankestyrelses begrundelser i sagen efter min mening er så

mangelfulde at det ikke kan udelukkes at Ankestyrelsens behandling og

afgørelse af sagen ikke har været forsvarlig, har jeg samtidig henstillet til

Ankestyrelsen at den genoptager sagen og træffer en ny afgørelse som

indeholder

en begrundelse der opfylder kravene til en fyldestgørende begrundelse, jf.

nærmere mine bemærkninger ovenfor herom.

Jeg har bedt Den Sociale

Ankestyrelse om underretning om hvad der videre sker i sagen.”

Den Sociale Ankestyrelse

meddelte mig den 24. oktober 1997 at sagen var optaget til fornyet

behandling.

Den Sociale Ankestyrelse traf den 23. februar 1998 ny afgørelse i sagen. Af

afgørelsen fremgik bl.a. følgende:

“Arbejdsskaden skønnes

fortsat ikke at have medført tab af erhvervsevne på mere end 35%, jf. lovens

§

27, stk. 1 og 2. Ankestyrelsen fastholder således sin afgørelse af 16. maj

1995.”

Forbundet af Offentligt

Ansatte oplyste mig efterfølgende at Den Sociale Ankestyrelse på ny havde

valgt

at genoptage A’s sag i lyset af nyere retspraksis vedrørende

fastsættelse af

erhvervsevnetab efter arbejdsskade i tilfælde af forudbestående lidelser,

herunder bl.a. Højesterets dom af 3. september 1998.

Den 13. august 1999 traf Den

Sociale Ankestyrelse igen afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgik bl.a.

følgende:

“Arbejdsskaden findes at have

medført tab af erhvervsevne på 60 %, jf. lovens § 32, stk. 1 og 2. De får

derfor yderligere erstatning for tab af erhvervsevne.

De er som følge af

arbejdsskaden opereret for discusprolaps i halssøjlen.

Ifølge speciallægeerklæring

af 3. oktober 1993 har De smerter i nakken, let indskrænket bevægelighed i

halssøjlen, let nedsat håndtrykskraft i begge hænder. Der er ikke tegn på

rodtryk, og gangen er normal. Ifølge scanning den 21. december 1990 er der

tegn

på følger efter blodpropper i hjernen. Der er gener på højre side af kroppen

inclusive højre arm.

Ankestyrelsen finder, at

generne på højre side ikke er en følge af arbejdsskaden, men af de

forudgående

blodpropper i hjernen, jf. lovens § 13.

Deres nedsatte håndtrykskraft

findes for en dels vedkommende, at skyldes arbejdsskaden.

Ankestyrelsen vurderer på

baggrund af scanning den 21. december 1990 og vurderingen i overlæge

(B)’s

erklæring af 3. oktober 1993, at følgerne af blodpropperne er en del af

sygdomsbilledet.

Ankestyrelsen er opmærksom

på, at der i overlæge (B)’s erklæring af 3. oktober 1993 er en anden

vurdering

af erhvervsevnen end Ankestyrelsens, idet overlægen vurderer, at

erhvervsevnen

er nedsat groft regnet til 4/5 af normal funktion.

Ankestyrelsen bemærker

hertil, at overlæge (B)’s vurdering også omfatter de højresidige gener.

Ankestyrelsen er berettiget

og forpligtiget til at foretage en selvstændig vurdering af erhvervsevnen og

er

ikke bundet af andre lægers vurdering.

Revaliderings- og

pensionsnævnet har tilkendt mellemste førtidspension, hvilket betyder at

nævnet

har anset erhvervsevnen nedsat med omkring 2/3. Nævnet har ved sagens

vurdering

lagt vægt på både følgerne efter discusprolaps i halssøjlen og følger efter

blodpropper i hjernen.

Ankestyrelsen har vurderet,

at den samlede nedsættelse af erhvervsevnen er ca. 70%, omfattende både

følgerne efter discusprolaps i halssøjlen og følgerne efter blodpropper i

hjernen.

Ankestyrelsen ophæver således

sin afgørelse af 23. februar

1998.”

Med brev af 20. august 1999

meddelte jeg Den Sociale Ankestyrelse følgende:

“Ankestyrelsen har i brev af

13. august 1999 underrettet mig om Ankestyrelsens nye afgørelse i sagen.

Ankestyrelsen har i sine tidligere afgørelser vurderet skadelidtes

erhvervsevnetab

som følge af arbejdsskaden til 35 pct., medens ankestyrelsen nu har vurderet

skadelidtes samlede erhvervsevnetab til ca. 70 pct. og erhvervsevnetabet som

følge af arbejdsskaden til 60 pct.

På det foreliggende grundlag

foretager jeg mig ikke mere i sagen.”

Jeg orienterede Forbundet af

Offentligt Ansatte herom med brev af samme dato.

NOTER: (*1)

FOB 1990, s. 339.

Lignende dokumenter