Mangelfuld begrundelse i arbejdsskadesag
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Mangelfuld begrundelse i arbejdsskadesag
Den 1. marts 1990 modtog
Arbejdsskadestyrelsen en anmeldelse om arbejdsskade fra Plejehjemmet X.
Ifølge
anmeldelsen havde A den 23. januar 1990 været udsat for en arbejdsulykke i
forbindelse med at hun sammen med en kollega ville vende en af plejehjemmets
beboere.
Den 23. marts 1990 meddelte
Arbejdsskadestyrelsen A at hendes arbejdsskade var omfattet af
arbejdsskadeforsikringsloven,
men at der dog ikke “synes ... at være tale om sådanne blivende følger,
at De
er berettiget til erstatning”.
I skrivelse af 11. april 1990
skrev Arbejdsskadestyrelsen til A at forsikringsselskabet Y som
arbejdsskadeforsikringsselskab
ikke havde pligt til at refundere nogle udgifter til akupunkturbehandling;
Arbejdsskadestyrelsen henviste herved til at behandlingen ikke var udført af
en læge.
Efter at Forbundet af Offentligt
Ansatte i brev af 4. februar 1992 havde bedt Arbejdsskadestyrelsen om at
udgifterne til behandlingen i 1990 hos akupunktøren kunne blive afholdt efter
arbejdsskadeforsikringsloven, fastholdt Arbejdsskadestyrelsen i skrivelse af
26. februar 1992 at forsikringsselskabet Y ikke kunne pålægges at betale
udgifterne til behandlingen hos akupunktøren.
Den 26. maj 1992 modtog
Arbejdsskadestyrelsen en erklæring fra S-by Sygehus, arbejdsmedicinsk
afdeling. Af erklæringens konklusion fremgik bl.a.:
“Oktober 1990 undersøgt på
neurologisk afdeling i (T-by) med henvisning til MR-scanning, der påviser
Læs alt
cervikal discusprolaps, der bliver opereret i Aalborg januar 1991 med
initialt
god effekt, men i løbet af maj 1991 påny tiltagende smertereaktioner fra
nakkeregionen.
Fornyede undersøgelser i
(U-by) tyder ikke på prolapsforandringer, behandlingen er konservativ.
Langsom
bedring med raskmelding 01.04.92, nu arbejdssøgende.
Lidelsen er klart
arbejdsbetinget, muligheden for endelig afgørelse af varigt mén er endnu ikke
helt for hånden.”
Den 9. juni 1992 stadfæstede
Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse angående refusion
af
A’s udgifter til behandling hos akupunktøren i 1990.
I brev af 3. oktober 1992 bad
Forbundet af Offentligt Ansatte Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage
A’s sag.
Forbundet henviste til at A havde varigt men og vedlagde til underbygning
heraf et brev af 28. juli 1992 fra arbejdsmedicinsk afdeling på S-by Sygehus
til A’s egen læge bilagt udskrivningskort af 21. maj 1992.
Forbundet kom i brev af 10.
november 1992 til Arbejdsskadestyrelsen med yderligere oplysninger i sagen og
bad samtidig om refusion af nogle udgifter A havde haft til medicin.
Den 16. november 1992 bad
Arbejdsskadestyrelsen som led i sagens genoptagelse A om at give forskellige
oplysninger. Arbejdsskadestyrelsen modtog svar herpå den 26. november 1992.
Den 30. november 1992 bad Arbejdsskadestyrelsen A om at svare på hvornår hun
skulle opereres hos overlæge B; Arbejdsskadestyrelsen modtog svar herpå den
8.
december 1992.
Den 8. januar 1993 traf
Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at nogle af A’s medicinudgifter
skulle
refunderes efter arbejdsskadeforsikringsloven, mens udgifterne til andre
præparater ikke kunne refunderes. I brev af 19. januar 1993 klagede Forbundet
af Offentligt Ansatte til Den Sociale Ankestyrelse over afslaget på refusion
af udgifterne til visse præparater.
Med skrivelse af 1. marts
1993 bad Arbejdsskadestyrelsen A om at oplyse hvor og hvornår hun havde været
til MR-scanning, og hvor og hvornår hun skulle opereres.
Arbejdsskadestyrelsen
modtog svar på disse spørgsmål den 4. marts 1993.
Arbejdsskadestyrelsen
indhentede herefter fra R-by Sygehus, MR-centret, en journaludskrift som
Arbejdsskadestyrelsen modtog den 15. marts 1993.
I brev af 3. maj 1993 gav
forbundet Arbejdsskadestyrelsen yderligere oplysninger i sagen, herunder at A
skulle indlægges på U-by Sygehus igen den 15. juli 1993.
Den 8. juli 1993 stadfæstede
Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om refusion af
A’s
medicinudgifter.
Den 3. august 1993 bad
Arbejdsskadestyrelsen om en speciallægeundersøgelse af A.
På baggrund heraf modtog
Arbejdsskadestyrelsen en speciallægeerklæring af 3. oktober 1993 fra overlæge
B. Af erklæringen fremgik bl.a.:
“
Tidligere sygdomme:
Siden 21-års alderen
migræne med udtalt lysoverfølsomhed, næsten altid halvsidig provokeret af
stærkt lys og behandlet med varierende tabletter. 2 sectio i 1973 og 76, 1978
hysterektomi pga. vedvarende metrorrhagi. I sygehistorien syntes der at være
2
mindre arbejdsskader. I november 89 er det ifølge journalnotaterne oplyst, at
pt. havde et mindre forkert løft hvor hun forvred den thoracolumbale overgang
og fik smerter her samt midt i nakken. Hun fik behandlet rygsmerterne hos
fysioteraueti
og de svandt gradvist, mens nakke-smerterne var vedvarende tilstede med
udstråling mellem skulderbladene. Der var lette gener ud i venstre skulderåg.
Ved juletiden 89 fik hun, mens hun sad og læste i et blad, et pludseligt
hovedpineanfald og følte sig følelsesløs med dødhedsfornemmelse i venstre
side af ansigtet, specielt kinden og følte at venstre øjenlåg hang. Der var
kraftig trykkende hovedpine bag venstre øje. Dette svandt gradvist. 1990
indlagt på neurologisk afd. december måned til nærmere udredning. Her findes
på
MR-scanning 2 mindre supcorticale ca. 1/2 cm. store demyeliserende
områder i venstre hjernehalvdel, beliggende tempoparietalt samt en mindre
læsion frontoparietalt på højre side. Pt. behandles med London-kur med
nogen effekt.
Aktuelle ulykkestilfælde indtraf
23.1.90 kl. 22.00, hvor hun på plejehjemmet, hvor hun arbejdede, fik et
voldsomt hold da hun ville vende en af beboerne. Hun måtte straks sygemeldes
med tiltagende smerter ud i venstre arm ud langs ydersiden af overarmen og
radialt ud i underarmen.
Hun følte sig tiltagende
fummelfingeret på begge hænder, men har som anført ingen smerter på højre
side.
Smerterne forværres i nakken i perioder hver dag og hun må anvende en blød
halskrave. I det fortsatte forløb har pt. haft fornemmelse af venstre hånd
kan
være kold i perioder og kraften bliver dårligere og dårligere. Der er i
perioder med voldsomme nakkesmerter også været tiltagende grad af
styringsbesvær af venstre ben og smerterne i nakken og smerterne kan være så
voldsomme at hun falder om. Der har aldrig været noteret krampeanfald. Pt.
bliver indlagt d. 18.1.91 på neurokirurgisk afd. hvor det er svært at
fremkalde
reflekserne på OE, der er ingen sikre pareser, der er normal sensibilitet,
der
er lidt svajen ved gang. Ved magnetscanning findes spinalstenose med
protrusion
ud for discus C7 på degenerativ basis. Der foretages 24.1.91 forreste
spondylodese a.m. Cloward hvor en større prolaps fjernes. Der findes et
kraftigt forkalket ligament som også kan ses på MR-scanningen. Det
postoperative forløb er umiddelbart ukompliceret, men i maj 91 vurderes hun
ambulant, idet hun kort forinden har fået voldsomme nakkesmerter påny og nu
bælteformet smerter ud over højre skulder, overarm og ud i højre underarm.
Halskraven letter. 14.6.91 føler pt. igen et pludseligt voldsomt anfald med
gener i venstre ansigtshalvdel, føler at kinden hænger og der er
føleforstyrrelser
ud i venstre arm og ben mod de tre ulnar finge. Dette aftager spontant. Der
foretages en myelografi med CT-scanning der viser pæne forhold omkring
det opereret område, der er kun moderat protrusion, knogleproppen sidder
perfekt. Pt.s gener er overvejende nakkesmerter med udstråling i højre
tindingsregion og gener anamnestisk ud i højre arm. Man kan ved undersøgelsen
ikke påvise tricepsreflekser, der er egal bicepsreflekser, der er lidt nedsat
kraft ved håndtryk på højre side, der angives dysæstesi på bagsiden af højre
overarm og ulnart på underarmen.
...
Konklusion:
(A) har i forbindelse med en
arbejdsulykke der indtraf d. 23.1.1990, udviklet tegn på en cervical
discusdegeneration ved reel prolapsdannelse som er blevet operativt
behandlet.
Der var på daværende tidspunkt venstresidig radiculær gener som er svundet.
Der
er tilkommet højresidige gener som ikke er typiske radiculære og kontrol
magnetscanning m.v. tyder ikke på nogen nerverodstryk. Derimod har klienten
haft anamnestisk og MR-scannemæssigt mindre infarkter flere steder i
hjernen som formentlig er årsagen til dele af pt.s symptomatologi. Det er
ikke
altid man kan se hjernestammeinfarkter sikkert på scanningerne, men klinisk
tyder sensibilitetsfordelingen på at pt.har haft et mindre insult her.
Sådanne
infarkter er usædvanlige i pt.s aldersgruppe, men kan sættes i relation til
påvirkning af a. vertebralis/basilarisgebetet, såfremt det drejer sig om
hjernestammen, mens forandringerne dokumenteret pa MR-scanning i
frontalregion og parietalregion hører til carotisgebetet. Der er således nok
tale om en mere generaliseret lidelse og ikke en lidelse, der direkte
relaterer
til traumet hvad angår ovennævnte.
...
Sagen bør afsluttes og pt.
har blivende mén på over 5% og en erhvervsevneforringelse på over 15% groft
regnet svarende til ca. 4/5 af normal funktion. Jeg skønner ikke at der er
relevant at forsøge omskoling med hele forløbet in mente. “
Den 8. december 1993
partshørte Arbejdsskadestyrelsen A og bad hende om at komme med eventuelle
bemærkninger
til sagen inden 2 uger. I skrivelse af 23. december 1993 meddelte
Arbejdsskadestyrelsen
at styrelsen havde fastsat A’s varige men som følge af arbejdsskaden til
10
pct.; styrelsen ville senere træffe afgørelse om A’s erhvervsevnetab. I
relation til afgørelsen om mengraden skrev Arbejdsskadestyrelsen:
“Afgørelsen er truffet på
grundlag af de lægelige oplysninger, der er indhentet. Vi har lagt vægt på,
at
De ifølge den af Arbejdsskadestyrelsen indhentede neurokirurgiske
speciallægeerklæring af 3.10.1993 lider af følgerne efter ulykkestilfældet i
form indirekte nakketraume, som har medført operation for prolaps. Méngraden
er fastsat efter et skøn svarende til vores praksis i tilsvarende sager. Der
er
i denne sammenhæng lagt vægt på, at De tidligere i 1989 har været udsat for
et
forløftningstraume med nakkesmerter, som ikke er følger efter en arbejdsskade
i
arbejdsskadeforsikringslovens forstand, samt at de degerative
forandringer, som blev påvist med MR-scanning,
ikke kan anses at være en følge af ulykkestilfældet. Vi har vurderet følgerne
af arbejdsskaden til at udgøre 2/3 af det samlede mén, og har fastsat
méngraden
til 10%.”
Ligeledes den 23. december
1993 bad Arbejdsskadestyrelsen A om oplysninger til brug ved afgørelsen om
hendes erhvervsevnetab; Arbejdsskadestyrelsen modtog svar herpå den 6. januar
1994.
I brev af 11. januar 1994
klagede Forbundet af Offentligt Ansatte til Den Sociale Ankestyrelse over
Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 23. december 1993 om A’s mengrad.
Med skrivelse af 14. januar
1994 bad Arbejdsskadestyrelsen Z-by Kommune om oplysninger til brug for
sagen;
styrelsen modtog kommunens svar den 25. januar 1994.
I skrivelse af 8. april 1994
meddelte Den Sociale Ankestyrelse A at Ankestyrelsen havde stadfæstet
Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse om hendes mengrad. Ankestyrelsen skrev bl.a.:
“Ankestyrelsen har vurderet
forbeholdet ud fra, at der er gigtforandringer i Deres ryg, slidgigt i nakken
og scanningsmæssigt påvist mindre infarkter flere steder i hjernen. Desuden
har
De tidligere i 1989 været udsat for et forløftningstraume med nakkesmerter.
Disse forhold kan ikke lægeligt anses for følger efter en arbejdsskade i
arbejdsskadeforsikringslovens forstand.”
Den 12. april 1994 modtog
Arbejdsskadestyrelsen (bl.a.) kopi af journalen fra T-by Sygehus, neurologisk
afdeling.
I skrivelse af 25. april 1994
meddelte Arbejdsskadestyrelsen A at sagen var sat i bero i 4 måneder
“idet det
ikke er muligt på nuværende tidspunkt at vurdere Deres fremtidige
erhvervsmæssige
situation”.
Med skrivelse af 25. august
1994 sendte Z-by Kommune til Arbejdsskadestyrelsen “kopi af relevante
sagsakter vedr. førtidspension”. Kommunen oplyste samtidig at sagen var
videresendt til revaliderings- og pensionsnævnet “med indstilling om
mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr.
1”.
Den 6. september 1994 sendte
forbundet Arbejdsskadestyrelsen yderligere oplysninger i sagen.
I skrivelse af 14. september
1994 bad Arbejdsskadestyrelsen Z-by Kommune om lønoplysninger vedr. A; disse
oplysninger modtog Arbejdsskadestyrelsen den 21. september 1994.
I brev af 26. oktober 1994
bad forbundet Arbejdsskadestyrelsen om at fremskynde sagen.
Den 18. november 1994 partshørte
Arbejdsskadestyrelsen A og bad om eventuelle bemærkninger inden 2 uger.
Den 8. december 1994 traf
Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om A’s erhvervsevnetabsprocent.
Arbejdsskadestyrelsen
skrev:
“...
Vi vurderer, at Deres tab af
erhvervsevne er 45 procent. Det betyder, at De fra den 1. februar 1995 vil få
en løbende erstatning på 5.011 kr. Dette beløb reguleres den 1. april hvert
år
og beskattes som almindelig indkomst.
...
Afgørelsen om erhvervsevnetab
er truffet på grundlag af de sociale oplysninger, der er indhentet. Vi har
lagt
vægt på, at arbejdsskaden efter vores skøn svarende til ca. 45 procent har
været årsag til Deres arbejdsophør og overgang til forskud på førtidspension.
Erstatningen er fastsat svarende hertil. Der er i denne sammenhæng lagt vægt
på, at der er konkurrerende og forudbestående lidelser, som også har været
årsag til Deres førtidspensionering.
...
De bestemmelser i loven om
arbejdsskadeforsikring, der har betydning for afgørelsen, er trykt bagest i
dette brev. Det gælder § 27 om erhvervsevnetab, § 29, stk. 1, om
genoptagelse,
§ 29, stk. 2, om modtagerens oplysningspligt og § 37 om årslønsfastsættelse.
I
loven om forsikring mod følger af arbejdsskade gælder det § 44, stk. 1, om
udbetaling og § 55 om klagemulighed.”
Forsikringsselskabet Y ankede
den 20. december 1994 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994
vedrørende erhvervsevnetab til Den Sociale Ankestyrelse, idet selskabet mente
at erhvervsevnetabet burde nedsættes fra 45 pct. til 25 pct.
I skrivelse af 7. februar
1995 meddelte Revaliderings- og Pensionsnævnet for Viborg Amt A at nævnet
havde tilkendt hende mellemste førtidspension i henhold til § 14, stk. 2, nr.
1, i lov om social pension; Arbejdsskadestyrelsen modtog den 10. februar 1995
en kopi af denne afgørelse fra A.
I brev af 22. februar 1995
skrev forbundet bl.a. følgende til Den Sociale Ankestyrelse:
“Yderligere oplysninger til
sagen:
Skadelidte har oplyst, at hun
har sendt kopi af tilkendelsen af mellemste FP ind til jer. Pensionen er
tilkendt med virkning fra 1/9-94.
Forsikringsselskabet har
efter det oplyste anket over den tilkendte erhvervsevnetabserstatning på 45%,
hvilket undrer os meget.
Arbejdsskadestyrelsen har jo
netop vurderet erstatningen nedsat med 1/3 på grund af forudbestående
lidelse,
hvilket Arbejdsskadestyrelsen også gjorde med ménerstatningen, der ligeledes
blev nedsat med 1/3.
Dette blev stadfæstet af Den
Sociale Ankestyrelse.
Vi mener derfor, at de 45% må
være helt efter reglerne, når hun er tilkendt den mellemste FP.
Der gøres iøvrigt opmærksom
på, at speciallæge (B), U-by, vurderer hendes erhvervsevne nedsat med 4/5 =
80%.
Der henvises iøvrigt til
pensionssagen og de øvrige lægelige akter.”
Den Sociale Ankestyrelse
meddelte den 14. juni
1995 A
sin afgørelse vedrørende hendes erhvervsevne. Ankestyrelsen skrev bl.a.
følgende:
“Ankestyrelsen finder, at
(A)’s erhvervsevne er nedsat med 35% som følge af arbejdsskaden.
Ankestyrelsen har været
opmærksom på, at De har fået tilkendt mellemste førtidspension, hvilket efter
pensionslovens regler svarer til en nedsættelse af erhvervsevnen med mindst
2/3.
Ankestyrelsen har lagt vægt
på, at De udover arbejdsskaden i form af en diskusprolaps i halshvirvelsøjlen
har gigtforandringer i ryggen og slidgigt i nakken samt følger efter
blodpropper i hjernen.
Ankestyrelsen har skønnet, at
erhvervsnedsættelsen som følge af arbejdsskaden svarer til ca. halvdelen af
den
samlede nedsættelse af erhvervsevnen.
Ankestyrelsen ændrer således
Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
...
Grundlaget for afgørelsen:
I brev af 20. december 1994
har De klaget over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994 om
den
arbejdsskade, som (A) har pådraget sig under arbejde som faglært sygehjælper
for (plejehjemmet X).
Ved Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse fik (A) tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 45%.
Arbejdsskadestyrelsen har
samtidig besluttet at tage spørgsmålet om erstatning for erhvervsevnetab op
til
en ny vurdering 1. maj 1995.
Arbejdsskadestyrelsen har ved
afgørelsen lagt vægt på, at der nu udbetales forskud på mellemste
førtidspension. Der er forudbestående og konkurrerende lidelser, som også har
været medvirkende til indstillingen til mellemste førtidspension.
...
Den 23. januar 1990 var (A)
udsat for den arbejdsulykke, som senere blev anerkendt som en arbejdsskade.
...
I januar 1991 blev (A)
opereret for en diskusprolaps. Hun lider stadig af følgerne efter denne
operation.
I september 1991 blev (A) afskediget på grund af for mange sygedage.
...
I marts 1995 blev (A)
tilkendt mellemste førtidspension.
I december 1993 blev (A)
tilkendt en ménerstatning på 10%. Der blev henvist til, at hun har
konkurrerende
og forudbestående lidelser. Arbejdsskaden blev fastsat til at være årsag til
2/3 af (A)’s helbredsmæssige gener. Denne afgørelse blev stadfæstet af
Den Sociale
Ankestyrelse i april 1994.
De helbredsmæssige følger af
arbejdsskaden er bl.a. beskrevet i speciallægeerklæring fra overlæge i
neurokirurgi (B) af 3. oktober 1993, resultat af MR-skanning fra (R-by)
Sygehus
af 5. marts 1993 samt de i sagen foreliggende pensionsakter.
I klagen har De bl.a. anført,
at De (forsikringsselskabet; min bemærkning) finder erhvervsevnetabet sat for
højt, når der henses til, at der kun er fastsat en méngrad på 10%. Man mener,
at et erhvervsevnetab på 25% må være mere rimeligt.
Under behandlingen af sagen
har Ankestyrelsen modtaget supplerende oplysninger om (A)’s pensionssag
fra
Revaliderings- og Pensionsnævnet i Viborg Amt om tilkendelse af mellemste
førtidspension.
Ved behandlingen af sagen i
Ankestyrelsen har der deltaget rådgivende speciallæge.
Lovgrundlaget for afgørelsen:
Sagen er bedømt efter
arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 1 og 2, om erstatning for tab af
erhvervsevne.”
På baggrund af en henvendelse
fra forbundet skrev Den Sociale Ankestyrelse den 25. juli 1995 bl.a. følgende
til forbundet:
“Forbundets brev af 22.
februar 1995 indgik i behandlingen af sagen.
Ankestyrelsen var opmærksom
på, at overlæge (B) havde vurderet, at erhvervsevnen var nedsat groft regnet
til ca. 4/5 af normalfunktion på grundlag af samtlige lidelser.
Ankestyrelsen lagde ved
afgørelsen til grund, at der var tilkendt mellemste førtidspension ved
nævnets
afgørelse den 7. februar 1995.
Denne afgørelse, der er
vejledende ved bedømmelse af tab af erhvervsevne, betyder, at erhvervsevnen i
pensionsmæssig henseende skønnes nedsat med omkring 2/3.
Ifølge overlæge (B)’s
erklæring havde pågældende udover følger af arbejdsskaden en gigtlidelse, der
ikke var arbejdsbetinget samt følger efter blodpropper i hjernen.
Ankestyrelsen vurderede, at
ca. halvdelen af den samlede erhvervsnedsættelse, der i pensionssagen var
vurderet til 2/3, skyldtes arbejdsskaden.”
5. september 1995 skrev
Arbejdsskadestyrelsen til A. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse i sagen var
tidsmæssigt faldet sammen med den revision pr. 1. maj 1995 som
Arbejdsskadestyrelsen havde nævnt i styrelsens afgørelse af 8. december 1994.
Arbejdsskadestyrelsen meddelte derfor at revisionssagen var bortfaldet.
Arbejdsskadestyrelsen anførte videre at styrelsen havde lagt vægt på at man
nu
vurderede sagen på samme måde som Den Sociale Ankestyrelse.
I forbindelse med at A var
til arbejdsprøvning på revalideringsinstitutionen V, blev der af psykolog C
udarbejdet en psykologerklæring om A dateret 28. juni 1994. Af erklæringen
fremgik bl.a.:
“
Konklusion
Det drejer sig om en 44-årig
kvinde, der er psykologisk undersøgt som led i arbejdsprøvning på
(revalideringsinstitutionen V). Hun findes ved testning med Raven at være i
besiddelse af intellektuelle ressourcer lidt under midten i normalområdet.
Der findes
ikke ved de anvendte prøver tegn til kognitive forstyrrelser som følge af
organisk hjerneskade, og nogen alvorligere psykisk lidelse foreligger ikke.
En
funktionel overbygning på de somatiske problemer er dog sandsynlig. Det synes
urealistisk at forestille sig, at hun skulle blive i stand til at genoptage
sit
hidtidige arbejde, og resultatet af arbejdsprøvningen tegner et pessimistisk
billede af revalideringsmulighederne. Uddannelse mener jeg ikke kan komme på
tale som nogen realistisk revalideringsplan. Man må vurdere sagen med henblik
på førtidspension.”
Den 30. november 1995 bad
forbundet Den Sociale Ankestyrelse om en yderligere begrundelse for
styrelsens
afgørelse af 14. juni 1995 om A’s erhvervsevnetab. Forbundet bad særligt
på
baggrund af psykologerklæringen styrelsen om at genoptage sagen. Forbundet
anførte bl.a. at A ikke havde været klar over at hun havde haft en blodprop i
hjernen, og at hun aldrig havde haft men efter denne blodprop.
Den Sociale Ankestyrelse
meddelte ved brev af 29. januar
1996 A
at sagen ikke ville blive genoptaget. Styrelsen skrev bl.a. følgende:
“Ved anerkendelsen (af
arbejdsskaden; min bemærkning) er der taget forbehold for en forudbestående
lidelse, blodpropper i hjernen, som ikke er arbejdsbetingede. (A) har ikke
tidligere haft mén af blodpropperne, og de har ikke været arbejdshindrende.
Endelig henvises der til en
psykologisk test, som er udført i forbindelse med skadelidtes
revalideringssag.
Denne test foretaget den 28. juni 1994 er vedlagt Deres brev.
Ankestyrelsen har på baggrund
af de nye oplysninger sendt sagen til vurdering hos en neurologisk
lægekonsulent.
På baggrund af den nye
lægelige vurdering finder Ankestyrelsen ikke, at der er grundlag for at
genoptage sagen.
Ankestyrelsen fastholder sin
afgørelse om, at (A)’s tab af erhvervsevne må halveres i forhold til
Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse, da der er forudbestående lidelser, i form af følger efter
blodpropper
i hjernen og en gigtlidelse, som også har haft betydning for tilkendelse af
mellemste førtidspension, og den dermed trufne afgørelse om, at skadelidtes
erhvervsevne er nedsat med omkring 2/3.
Ankestyrelsen finder ikke, at
blodpropperne i hjernen kan være forårsaget af arbejdsskadens følger.”
Den 12. marts 1996 klagede
Forbundet af Offentligt Ansatte til mig på vegne af A. Forbundet skrev bl.a.
at
A ikke havde haft nedsat erhvervsevne forud for arbejdsskaden, og at det
derfor
ikke var korrekt at nedsætte hendes erhvervsevnetabserstatning med 50 pct.
Forbundet skrev videre at A ikke havde haft varige men efter eventuelle
blodpropper. Forbundet anførte tillige at Den Sociale Ankestyrelse i sin
afgørelse pludselig havde henvist til en gigtlidelse hos A som skulle have
haft betydning i sagen hvilket ikke var korrekt.
Den 3. april 1996 skrev jeg
følgende til forbundet:
“...
I anledning af forbundets
brev af 12. marts 1996 skal jeg meddele at en klage til ombudsmanden skal
være
indgivet ’inden 1 år efter, at forholdet er begået’,
(ombudsmandslovens § 6,
stk. 2). Jeg er derfor afskåret fra at foretage en undersøgelse af Den
Sociale
Ankestyrelses afgørelse af 8. juli 1993, Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af
23. december 1993, Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 8. april 1994 og
Revaliderings- og Pensionsnævnet for Viborg Amts afgørelse af 7. februar
1995.
Min behandling af (A)’s sag
vil derfor alene vedrøre Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994
som blev ændret ved Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 14. juni 1995,
samt
Ankestyrelsens afvisning af at genoptage sagen i brev af 29. januar 1996.
...
Jeg gør dog allerede nu
forbundet og (A) opmærksom på at jeg ikke har forudsætninger for at tage
stilling til spørgsmål som kræver lægelig fagkundskab ...”
Den Sociale Ankestyrelse har
haft lejlighed til at udtale sig om forbundets klage efter forud indhentet
udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen.
Arbejdsskadestyrelsen anførte
bl.a. følgende i udtalelse af 23. april 1996:
“Arbejdsskadestyrelsen traf
ved brev af 23. december 1993 afgørelse om varigt mén i (A)’s
arbejdsskadesag
efter skade den 23. januar 1990.
Ved afgørelsen om varigt mén
lagde vi vægt på, at (A) ved ulykken havde fået et indirekte nakketraume, som
havde medført en operation for prolaps.
Vi lagde ved afgørelsen vægt
på, at (A) forud for ulykken havde haft gener fra nakken efter et traume i
1989, og at der ved MR-scanning var påvist degenerative forandringer i
nakken,
der ikke kunne skyldes følger efter ulykken.
Vi vurderede herefter, at
(A)’s samlede mén for nakke-generne var 15 procent, men at 1/3 af disse
måtte
stamme fra den forudbestående lidelse.
Ved brev af 8. december 1994
traf vi afgørelse om erhvervsevnetab i sagen.
Ved afgørelsen lagde vi vægt
på, at (A) var tildelt forskud på mellemste førtidspension.
Af grundlaget for
pensionsindstillingen fremgår det, at indstillingen skete med baggrund i
(A)’s
lidelser i form af prolaps i nakken og blodpropper i hjernen.
Ud fra en samlet vurdering af
lidelserne og disses indflydelse på erhvervsevnen vurderede vi, at (A)’s
samlede tab af erhvervsevne var 65 procent.
Af disse 65 procent vurderede
vi, at 1/3 ikke kunne henføres på forhold, der skyldtes arbejdsskaden, idet
(A)
forud for skaden havde haft gener fra ryggen, samt havde haft blodpropper i
hjernen.”
Af udtalelse af 13. juni 1996
fra Den Sociale Ankestyrelsen fremgik bl.a. følgende:
“Ankestyrelsen bemærker, at
følgerne efter arbejdsskaden er en discusprolaps i halshvirvelsøjlen, der har
bevirket operation.
Udover følgerne af
arbejdsskaden er konstateret degenerative forandringer i nakken, lavtsiddende
lændesmerter samt følger efter blodpropper i hjernen.
Blodpropperne har ifølge
speciallægeerklæring den 3. oktober 1993 medført højresidige gener.
Ankestyrelsen må medgive, at
det ikke er korrekt i afgørelsen den 14. juni 1995 anført, at der er
gigtforandringer i ryggen. Det er nævnt i akter fra pensionssagen, at der er
påvist lavtsiddende lændesmerter udstrålende til venstre ben.
Der er tilkendt mellemste
førtidspension, hvorefter erhvervsevnen i pensionssagen er vurderet nedsat
med
omkring 2/3.
Ankestyrelsen har skønnet, at
de lidelser, der ikke skyldes arbejdsskaden, udgør ca. halvdelen af
nedsættelse af erhvervsevnen.
Ved bedømmelse af tab af
erhvervsevne er Ankestyrelsen ikke bundet af vægtning af forbeholdet i sagen
om
mén, idet der er tale om to forskellige vurderinger.”
Forbundet fik lejlighed til
at komme med bemærkninger til Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale
Ankestyrelses udtalelser. I brev af 4. juli 1996 skrev forbundet bl.a.
følgende:
“Ingen af brevene svarer
overhovedet på de nye oplysninger, som er fremsendt, psykologerklæringen, som
konkluderer, at der ikke er varige mén efter de fundne blodpropper.
Skadelidte har aldrig vidst,
at hun havde haft blodpropper, førend de konstateres ved MR-scanning i 1990.
Jeg henviser iøvrigt til mine
breve vedr. sagen, specielt brevet til ombudsmanden den 12/3-96 og brevet til
Den Sociale Ankestyrelse, den 30/11-95.
I brevet fra Den Sociale
Ankestyrelse står der, at hun har fået højresidige gener efter blodpropperne.
Det passer ikke.
Skadelidte fortæller, at det
var fra skaden i nakken (arbejdsskaden), hun fik de højresidige gener, men
det
var først efter, at hun forsøgte at genoptage arbejde i 1992, at hun fik
disse
gener i højre siden.
Inden da havde hun ingen
gener i højre side.
Og blodpropperne var
konstateret ved MR-scanning i 1990, og da havde hun ingen højresidige gener.
Hun har som sagt aldrig kendt
til disse blodpropper, og de har ikke været arbejdshindrende for hende. Har
aldrig påvirket hende, hvilket altså er bevist gennem psykologerklæringen.
Og det er disse nye oplysninger,
vi ønsker at der skal tages stilling til i sagen, både vedr. mén og vedr.
erhvervsevnetab.”
Ombudsmandens udtalelse
”1. Ombudsmandens vurderingsgrundlag
I mit brev af 3. april 1996 oplyste jeg forbundet om vurderingsgrundlaget for
min undersøgelse af forbundets klage af 12. marts 1996. Jeg skrev blandt
andet til forbundet at flere af de forhold forbundet klagede over, lå over et
år tilbage, og at jeg efter ombudsmandsloven ikke kunne tage stilling til
disse forhold. Min undersøgelse har derfor kun vedrørt Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse af 8. december 1994 om erhvervsevnetab, Den Sociale Ankestyrelses
afgørelse af 14. juni 1995 om erhvervsevnetab og Den Sociale Ankestyrelses
afslag på forbundets anmodning om at genoptage sagen om erhvervsevnetab af
29. januar 1996.
Jeg skrev også til forbundet at jeg ikke har forudsætninger for at tage
stilling til spørgsmål som kræver lægelig fagkundskab. En kontrol af de
lægefaglige vurderingers rigtighed kræver en fagkundskab som jeg som
ombudsmand ikke har. Det følger heraf at jeg kun i begrænset omfang kan tage
stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på lægefaglig viden.
Fastsættelsen af (A)’s erhvervsevnetab, herunder spørgsmålet om
forudbestående lidelser og spørgsmålet om der foreligger sådanne særlige
omstændigheder der kan begrunde at en sag genoptages, beror for en stor del
på lægefaglige vurderinger jeg ikke har faglige forudsætninger for at tage
stilling til.
2. Retsgrundlaget
Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, lov nr. 390 af 20. maj 1992,
indeholder i § 70 og § 71, stk. 1 og 2, følgende overgangsregler:
’
§ 70.
Loven træder i kraft den 1. januar 1993.
Stk. 2.
Loven anvendes på
1)
arbejdsulykker og
kortvarige skadelige påvirkninger, der indtræder på ikrafttrædelsesdatoen
eller senere, og
2)
erhvervssygdomme, der
anmeldes på ikrafttrædelsesdatoen eller senere.
§ 71.
Samtidig ophæves lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovbekendtgørelse
nr. 450 af 25. juni 1987 med senere ændringer.
Stk. 2.
Lov om arbejdsskadeforsikring anvendes dog fortsat på
1)
arbejdsulykker og
kortvarige skadelige påvirkninger, der er indtruffet før denne lovs
ikrafttræden,
og
2)
erhvervssygdomme mv,
der er anmeldt før denne lovs ikrafttræden.
’
(A)’s arbejdsulykke fandt
sted i 1990 og blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen det samme år. Det
følger
herefter af § 71, stk. 2, jf. stk. 1, i lov nr. 390 af 20. maj 1992, at
lovgrundlaget er lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 som senest ændret
ved lov nr. 407 af 6. juni 1991.
Lov om arbejdsskadeforsikring,
jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 som senest ændret ved lov nr.
407 af 6. juni 1991, (herefter kaldet arbejdsskadeforsikringsloven)
indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
’
§ 9.
Ved arbejdsskade forstås i loven:
1)
ulykkestilfælde, som
skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår,
...’
’
§ 13.
Et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons
død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende
sandsynlighed taler herimod.’
’
Erstatning for tab af erhvervsevne
§ 27.
Har en arbejdsskade medført nedsættelse af skadelidtes evne
til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der ham erstatning for tab
af
erhvervsevne. Erstatning ydes dog ikke, såfremt erhvervsevnetabet er mindre
end 15 pct.
Stk. 2.
Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet skal Arbejdsskadestyrelsen
tage hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant
arbejde, som med rimelighed kan forlanges af ham efter hans evner,
uddannelse,
alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.
...’
Det fremgår af sammenhængen
mellem de citerede bestemmelser at det er en betingelse for
erhvervsevnetabserstatning
at den skadesbegivenhed der anmeldes som arbejdsskade, skal være forvoldt
af arbejdet eller arbejdsforholdene. Det er også en betingelse at det er
skadebegivenheden der har resulteret i helbredsforringelse. Det følger videre
af bestemmelserne at erhvervsevnetabserstatningen nedsættes hvis skadelidtes
situation ikke udelukkende skyldes arbejdsskaden.
Det anførte indebærer at der
i den konkrete sag kun skal ydes fuld erstatning efter
arbejdsskadeforsikringsloven
hvis (A)’s arbejdsulykke den 23. januar 1990 har forårsaget hele
(A)’s erhvervsevnetab.
3. Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser om
erhvervsevnetabet
Arbejdsskadestyrelsen traf
den 8. december 1994 afgørelse om (A)’s erhvervsevnetab; ved afgørelsen
fandt
styrelsen at et erhvervsevnetab på 45 pct. kunne henføres til arbejdsskaden.
Den Sociale Ankestyrelse meddelte den 14. juni 1995 at Ankestyrelsen fandt at
(A)’s erhvervsevne kun var nedsat med 35 pct. som følge af
arbejdsskaden.
Ved myndighedernes afgørelser
om (A)’s erhvervsevnetab har myndighederne dels måttet foretage en
vurdering
af (A)’s
samlede
erhvervsevnetab,
dels en vurdering af hvor stor en del af det samlede erhvervsevnetab som
skyldes
andre årsager
end
arbejdsskaden.
Begge disse vurderinger
bygger på en fagkundskab af hovedsagelig lægefaglig art som jeg ikke har
faglige forudsætninger for at kritisere, medmindre der foreligger en juridisk
mangel. Myndighedernes begrundelser i sagen er imidlertid så mangelfulde at
jeg ikke ser mig i stand til at foretage en endelig vurdering af selve
afgørelsen, jf. nærmere pkt. 5 nedenfor.
Jeg skal herved særligt
bemærke at både Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse er
berettiget
og forpligtet til at foretage en selvstændig vurdering af sagen, og at der
hos
begge instanser har medvirket interne lægeligt sagkyndige. Det forhold at Den
Sociale Ankestyrelse har anlagt en anden – og for (A) mere ugunstig
– fagkyndig
vurdering af størrelsen af det erhvervsevnetab som arbejdsskaden har
forårsaget, kan således ikke i sig selv give mig grundlag for at kritisere
Den
Sociale Ankestyrelses afgørelse. Derimod kan dette forhold skærpe kravet til
Ankestyrelsens begrundelse, jf. nærmere pkt. 5.3.3. nedenfor.
4. Den Sociale Ankestyrelses afslag på at genoptage sagen om erhvervsevnetab
Den 29. januar 1996 afslog
Den Sociale Ankestyrelse at genoptage sagen om (A)’s erhvervsevnetab.
Lov nr. 390 af 20. maj 1992
om forsikring mod følger af arbejdsskade indeholder i § 24, stk. 1, følgende
bestemmelse:
’
§ 24.
Har skadelidte eller de efterladte fået meddelelse om, at
skadetilfældet eller dødsfaldet ikke er omfattet af loven, kan sagen
genoptages
inden 5 år fra meddelelsens dato.’
Lov om arbejdsskadeforsikring
(jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 som senest ændret ved lov nr.
407 af 6. juni 1991) indeholder i § 29, stk. 1, 1. pkt., følgende
bestemmelse:
’§ 29.
Skønner Arbejdsskadestyrelsen, at de omstændigheder, der har
været bestemmende for fastsættelsen af erstatning efter §§ 27 og 28, har
forandret sig væsentligt, kan erstatningsspørgsmålet genoptages inden for en
frist af 5 år fra erstatningens første fastsættelse.’
Udtrykkelige lovbestemmelser
om genoptagelse suppleres af de ulovbestemte forvaltningsretlige regler om
genoptagelse, jf. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 608ff
(særligt s. 611ff). På det område som reguleres af de ulovbestemte
genoptagelsesregler,
må det antages at en part har retskrav på genoptagelse og ny
realitetsbehandling af sagen i tilfælde hvor der i forbindelse med
genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske oplysninger af så væsentlig
betydning for sagen at der er en vis sandsynlighed for at sagen ville have
fået
et andet udfald hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med
myndighedernes oprindelige stillingtagen til sagen. Ligeledes må en part
antages at have krav på genoptagelse hvis der (typisk efterfølgende)
fremkommer væsentlige nye retlige forhold - dvs. en væsentlig ændring med
tilbagevirkende kraft i det retsgrundlag der forelå på tidspunktet for den
oprindelige afgørelse.
Afgørelsen af hvorvidt der er
grundlag for at genoptage en sag, hviler således på en vurdering af om der i
forhold til den oprindelige behandling er fremkommet væsentlige nye
oplysninger som må antages at kunne medføre en ændret vurdering af sagen. Den
Sociale Ankestyrelse har derfor skullet forholde sig til om forbundets
henvisning
til særligt psykologerklæringen af 28. juni 1994 og til (A)’s manglende
erkendelse af en blodprop i hjernen, kunne give grundlag for en ny behandling
af hele sagen.
Vurderingen af hvorvidt der i
de nye oplysninger var grundlag for en genoptagelse af sagen, kræver en
fagkundskab jeg som ombudsmand ikke har. Den Sociale Ankestyrelse har i
afgørelsen af 29. januar 1996 oplyst at de nye oplysninger har været forelagt
en neurologisk lægekonsulent.
Den Sociale Ankestyrelses
begrundelse er imidlertid så mangelfuld at jeg ikke ser mig i stand til
endeligt at vurdere om jeg vil kunne kritisere at Ankestyrelsen den 29.
januar
1996 afslog at genoptage sagen, jf. pkt. 5 straks nedenfor.
5. Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses begrundelser
5.1. Forvaltningsloven
indeholder i § 24 følgende bestemmelser om indholdet af en begrundelse:
’En begrundelse for en
afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til
hvilke
afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på
et
administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har
været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jfr. §
15.’
En tilstrækkelig begrundelse
må fremstå som en fyldestgørende forklaring på hvorfor afgørelsen har fået
det
pågældende indhold, og myndigheden har i et vist omfang pligt til at forholde
sig til (relevante) partsanbringender, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl.,
Forvaltningsret (1994), s.
371f.
5.2.1. Forvaltningslovens §
24, stk. 1, 1. pkt., kræver at en begrundelse
henviser til de retsregler
i henhold til hvilke afgørelsen er
truffet. Denne henvisning må være præcis, jf. bl.a. Folketingets Ombudsmands
beretning for året 1990, s. 339ff (særligt s. 359, sp. 1).
5.2.2. I Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse af 8. december 1994 er henvist til ’lov om
arbejdsskadeforsikring’
og ’§ 27 om erhvervsevnetab’. Som det fremgår ovenfor, er
Arbejdsskadestyrelsens afgørelse truffet på baggrund af lovens § 9, stk. 1,
nr. 1, og § 27, stk. 1-2. Arbejdsskadestyrelsens henvisning til (hele) § 27
er
ikke tilstrækkelig præcis til at opfylde kravet i forvaltningslovens § 24,
stk.
1, 1. pkt.
Det antages almindeligvis at
det i tilfælde hvor der findes en entydig, almindelig betegnelse for en lov
som er kendt for parten, vil være tilstrækkeligt at henvise til loven ved
denne
betegnelse, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s.
279,
og Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 368.
Arbejdsskadeforsikringsloven må vel som udgangspunkt anses for en sådan
almindeligt kendt lov. I den konkrete sag blev Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse
af 8. december 1994 efter arbejdsskadeforsikringsloven (jf. lovbekendtgørelse
nr. 450 af 25. juni 1987 som senest ændret ved lov nr. 407 af 6. juni 1991) i
relation til arbejdsulykken i 1990 imidlertid truffet
efter
vedtagelsen, kundgørelsen (i Lovtidende A, 1992, hæfte 72,
udgivet 21. maj 1992) og ikrafttræden (den 1. januar 1993) af en ny
arbejdsskadeforsikringslov
(lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade, jf.
lovens § 70, stk. 1, der er citeret ovenfor). På denne baggrund må jeg finde
det beklageligt at Arbejdsskadestyrelsen ikke henviste til lovens nr. og dato
i Lovtidende, og herunder til den seneste (relevante) ændring af loven.
5.2.3. Den Sociale
Ankestyrelse har i sin skrivelse af 14. juni 1995 henvist til
’arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 1 og 2, om erstatning for tab
af
erhvervsevne’ som grundlag for afgørelsen af erhvervsevnetabet i
relation til
arbejdsulykken i 1990. Ankestyrelsens afgørelse blev truffet efter
vedtagelsen,
kundgørelsen og ikrafttræden (den 1. januar 1993) af en ny
arbejdsskadeforsikringslov
(lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade).
Af de ovenfor under pkt.
5.2.2. nævnte grunde må jeg finde det beklageligt at Den Sociale Ankestyrelse
ikke henviste til lovens nr. og dato i Lovtidende, og herunder til den
seneste
(relevante) ændring af loven.
5.3.1. Beror en afgørelse –
som den foreliggende – på et administrativt skøn, kræver
forvaltningslovens §
24, stk. 1, 2. pkt., at begrundelsen skal
angive
de hovedhensyn
der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. herved
bl.a. også den sag som er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for
året
1993, s. 225.
5.3.2. Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse af 8. december 1994 indeholder ikke en angivelse af hvilke
hovedhensyn Arbejdsskadestyrelsen har lagt vægt på ved vurderingen af
(A)’s
samlede erhvervsevnetab, eller en angivelse af hvilke hovedhensyn
Arbejdsskadestyrelsen har lagt vægt på ved vurderingen af hvor stor en del af
det samlede erhvervsevnetab som skyldes andre årsager end arbejdsskaden.
Dette
må jeg finde beklageligt.
5.3.3. Den Sociale
Ankestyrelses afgørelse af 14. juni 1995 indeholder ikke en nærmere angivelse
af hvilke hovedhensyn Ankestyrelsen har lagt vægt på ved vurderingen af
(A)’s
samlede erhvervsevnetab, eller en nærmere angivelse af hvilke hovedhensyn
Arbejdsskadestyrelsen har lagt vægt på ved vurderingen af hvor stor en del af
det samlede erhvervsevnetab som skyldes andre årsager end arbejdsskaden.
Arbejdsskadestyrelsen havde
ved sin afgørelse fundet at arbejdsskaden havde bevirket et erhvervsevnetab
på
45 pct. Forsikringsselskabet havde indbragt sagen for Den Sociale
Ankestyrelse
med påstand om at erhvervsevnetabet blev nedsat til 25 pct. Den Sociale
Ankestyrelse
vurderede erhvervsevnetabet til 35 pct.
Der er som udgangspunkt
ingen retlige hindringer for at Den Sociale Ankestyrelse kan anlægge en anden
erhvervsevnetabsvurdering end Arbejdsskadestyrelsen. I forbindelse med en
ændring af erhvervsevnetabsvurderingen til skade for skadelidte må det
imidlertid efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., kræves at der som
led i begrundelsen angives de hovedhensyn som har ført til en ændret
vurdering
af erhvervsevnetabsprocenten - det være sig nærmere angivne nye oplysninger i
sagen, en angivelse af at Den Sociale Ankestyrelse (også) har lagt vægt på
nærmere angivne oplysninger som ikke har været tillagt væsentlig betydning af
Arbejdsskadestyrelsen, eller en forklaring på hvorfor Den Sociale
Ankestyrelse
har tillagt de samme relevante oplysninger en anden betydning end
Arbejdsskadestyrelsen.
Det forhold at vurderingen af
erhvervsevnetabet beror på et skøn af bl.a. lægefaglig art, indebærer ikke at
det blot kan angives at Den Sociale Ankestyrelse har skønnet en bestemt
erhvervsevnetabsprocent. Begrundelsen skal tillige indeholde en forklaring på
hvorledes Ankestyrelsen er nået til det angivne resultat. Dersom der i denne
forklaring indgår ikke almindeligt forståelige fagudtryk, må disse forklares
så
en ikke fagkyndig modtager må formodes at kunne forstå de elementer der skal
indgå i begrundelsen.
Den Sociale Ankestyrelses
begrundelse lever ikke op til disse krav.
5.4.1. En begrundelse skal
endvidere efter forvaltningslovens § 24, stk. 2, i nødvendigt omfang
indeholde
en angivelse af det
faktum
myndigheden har lagt til grund i sagen.
5.4.2. En sådan angivelse
findes ikke i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994. I
afgørelsen henvises således i generelle vendinger blot til ’de sociale
oplysninger, der er indhentet’ og ’der er konkurrerende og
forudbestående
lidelser, som også har været årsag til Deres førtidspensionering’. Der
er
således bl.a. ikke angivet hvilke lidelser der er lagt vægt på, og hvilke
oplysninger
om disse lidelser som har været væsentlige for erhvervsevnetabsvurderingen.
Jeg
finder dette forhold beklageligt.
5.4.3. Den Sociale
Ankestyrelse har i sin afgørelse af 14. juni 1995 om det helbredsmæssige
faktiske
grundlag for afgørelsen anført:
’Ankestyrelsen har lagt vægt
på, at De udover arbejdsskaden i form af en diskusprolaps i halshvirvelsøjlen
har gigtforandringer i ryggen og slidgigt i nakken samt følger efter
blodpropper i hjernen.
...
De helbredsmæssige følger af
arbejdsskaden er bl.a. beskrevet i speciallægeerklæring fra overlæge i
neurokirurgi (B) af 3. oktober 1993, resultat af MR-skanning fra (R-by)
Sygehus
af 5. marts 1993 samt de i sagen foreliggende pensionsakter.’
En fyldestgørende begrundelse
efter forvaltningslovens § 24, stk. 2, kræver efter min opfattelse ikke blot
en
angivelse af hvilke lidelser der er lagt vægt på, men også hvilke oplysninger
om disse lidelser som har været væsentlige for erhvervsevnetabsvurderingen.
Den Sociale Ankestyrelse burde endvidere ikke blot i generelle vendinger have
henvist til hvor følgerne af arbejdsskaden er beskrevet, men mere præcist
have
henvist til hvor såvel følgerne af arbejdsskaden som af (A)’s andre
helbredsskader
var beskrevet. Den Sociale Ankestyrelses begrundelse opfylder således heller
ikke kravet i forvaltningslovens § 24, stk. 2.
Den Sociale Ankestyrelse har
både i sin skrivelse af 14. juni 1995 til (A), i Ankestyrelsens skrivelse af
25. juli 1995 til forbundet og i Ankestyrelsens skrivelse af 29. januar 1996
til forbundet henvist til at (A) skulle have en relevant forudbestående
lidelse
i form af gigt (i ryggen). Efter at forbundet i klagen til mig udtrykkeligt
havde anført at (A) ikke havde en gigtlidelse som angivet, har Ankestyrelsen
i
udtalelsen af 13. juni 1996 til mig medgivet ’at det ikke er korrekt i
afgørelsen
den 14. juni 1995 anført, at der er gigtforandringer i ryggen’. Jeg må
finde
det beklageligt at Den Sociale Ankestyrelse i sine begrundelser ikke har
angivet det relevante faktum korrekt. At dele af faktum således har været
ukorrekt angivet i begrundelsen, betyder efter min mening at det ikke kan
udelukkes
at Den Sociale Ankestyrelse har befundet sig i en faktisk vildfarelse som
muligvis har været af betydning for Ankestyrelsens fastsættelse af
erhvervsevnetabsprocenten.
5.5. Den Sociale Ankestyrelse
traf den 29. januar 1996 afgørelse vedrørende forbundets
genoptagelsesanmodning.
Som det fremgår af min
udtalelse ovenfor (pkt. 4), var der i forbindelse med Den Sociale
Ankestyrelses
afgørelse af genoptagelsesspørgsmålet flere mulige retsgrundlag. Den Sociale
Ankestyrelse har ikke i sin skrivelse af 29. januar 1996 henvist til det
retsgrundlag Ankestyrelsen havde anvendt i forbindelse med afgørelsen, og har
herved ikke opfyldt kravet i forvaltningslovens § 24, stk. 1. Dette mener jeg
er beklageligt.
Som det også fremgår af min
udtalelse ovenfor (pkt. 5.1.), skal en fyldestgørende begrundelse i en vis
udstrækning tage stilling til
partsanbringender.
Forbundet havde i genoptagelsessagen dels henvist til en psykologerklæring,
dels anført at (A) ikke havde været klar over at hun havde haft en blodprop i
hjernen og ikke selv havde observeret noget men efter en sådan blodprop. Jeg
må
finde det beklageligt at Den Sociale Ankestyrelse ikke i sin afgørelse
forholdt
sig udtrykkeligt til disse - for sagen relevante - partsanbringender.
En fyldestgørende
begrundelse skulle således have angivet grundlaget for at psykologerklæringen
ikke kunne føre til en ændring af Den Sociale Ankestyrelses afgørelse, dels
have angivet grundlaget for at (A)’s forklaring i relation til
blodproppen
ikke kunne føre til en ændring af afgørelsen. Hvad førstnævnte
(psykologerklæringen)
angår, kunne en fyldestgørende begrundelse efter omstændighederne gå ud på at
redegøre for hvilke undersøgelser som efter videnskabelig erfaring vil kunne
påvise tilstedeværelsen af og virkningen af en blodprop i hjernen. Hvad
sidstnævnte ((A)’s forklaring i relation til blodproppen) angår, ville
en
fyldestgørende begrundelse i princippet enten kunne angå det faktum Den
Sociale Ankestyrelse bevismæssigt har lagt til grund, eller angå den
(læge)videnskabelige
erfaring med hensyn til en patients erkendelse af en blodprop i hjernen og
dennes virkninger for patienten.
5.6.1.
Samlet
er begrundelsen af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8.
december 1994 utilstrækkelig hvilket jeg må finde beklageligt. Jeg har
meddelt Arbejdsskadestyrelsen min opfattelse.
5.6.2. Begrundelsen i Den
Sociale Ankestyrelses afgørelser af 14. juni 1995 og 29. januar 1996 er klart
utilstrækkelig og opfylder langtfra kravene i forvaltningslovens § 24. Hertil
kommer at dele af sagens faktum har været ukorrekt angivet i Den Sociale
Ankestyrelses
skrivelser af 14. juni 1995 til (A), i Ankestyrelsens skrivelse af 25. juli
1995 til forbundet og i Ankestyrelsens skrivelse af 29. januar 1996 til
forbundet, og at dette forhold efter min mening betyder, at det ikke kan
udelukkes at Den Sociale Ankestyrelse har befundet sig i en faktisk
vildfarelse
som muligvis har været af betydning for Ankestyrelsens fastsættelse af
erhvervsevnetabsprocenten.
Sammenfattende
må jeg således finde Den Sociale Ankestyrelses
mangelfulde begrundelser i sagen meget beklagelig. Jeg har meddelt Den
Sociale Ankestyrelse min opfattelse.
6. Afslutning
På baggrund af det anførte og
da Den Sociale Ankestyrelses begrundelser i sagen efter min mening er så
mangelfulde at det ikke kan udelukkes at Ankestyrelsens behandling og
afgørelse af sagen ikke har været forsvarlig, har jeg samtidig henstillet til
Ankestyrelsen at den genoptager sagen og træffer en ny afgørelse som
indeholder
en begrundelse der opfylder kravene til en fyldestgørende begrundelse, jf.
nærmere mine bemærkninger ovenfor herom.
Jeg har bedt Den Sociale
Ankestyrelse om underretning om hvad der videre sker i sagen.”
Den Sociale Ankestyrelse
meddelte mig den 24. oktober 1997 at sagen var optaget til fornyet
behandling.
Den Sociale Ankestyrelse traf den 23. februar 1998 ny afgørelse i sagen. Af
afgørelsen fremgik bl.a. følgende:
“Arbejdsskaden skønnes
fortsat ikke at have medført tab af erhvervsevne på mere end 35%, jf. lovens
§
27, stk. 1 og 2. Ankestyrelsen fastholder således sin afgørelse af 16. maj
1995.”
Forbundet af Offentligt
Ansatte oplyste mig efterfølgende at Den Sociale Ankestyrelse på ny havde
valgt
at genoptage A’s sag i lyset af nyere retspraksis vedrørende
fastsættelse af
erhvervsevnetab efter arbejdsskade i tilfælde af forudbestående lidelser,
herunder bl.a. Højesterets dom af 3. september 1998.
Den 13. august 1999 traf Den
Sociale Ankestyrelse igen afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgik bl.a.
følgende:
“Arbejdsskaden findes at have
medført tab af erhvervsevne på 60 %, jf. lovens § 32, stk. 1 og 2. De får
derfor yderligere erstatning for tab af erhvervsevne.
De er som følge af
arbejdsskaden opereret for discusprolaps i halssøjlen.
Ifølge speciallægeerklæring
af 3. oktober 1993 har De smerter i nakken, let indskrænket bevægelighed i
halssøjlen, let nedsat håndtrykskraft i begge hænder. Der er ikke tegn på
rodtryk, og gangen er normal. Ifølge scanning den 21. december 1990 er der
tegn
på følger efter blodpropper i hjernen. Der er gener på højre side af kroppen
inclusive højre arm.
Ankestyrelsen finder, at
generne på højre side ikke er en følge af arbejdsskaden, men af de
forudgående
blodpropper i hjernen, jf. lovens § 13.
Deres nedsatte håndtrykskraft
findes for en dels vedkommende, at skyldes arbejdsskaden.
Ankestyrelsen vurderer på
baggrund af scanning den 21. december 1990 og vurderingen i overlæge
(B)’s
erklæring af 3. oktober 1993, at følgerne af blodpropperne er en del af
sygdomsbilledet.
Ankestyrelsen er opmærksom
på, at der i overlæge (B)’s erklæring af 3. oktober 1993 er en anden
vurdering
af erhvervsevnen end Ankestyrelsens, idet overlægen vurderer, at
erhvervsevnen
er nedsat groft regnet til 4/5 af normal funktion.
Ankestyrelsen bemærker
hertil, at overlæge (B)’s vurdering også omfatter de højresidige gener.
Ankestyrelsen er berettiget
og forpligtiget til at foretage en selvstændig vurdering af erhvervsevnen og
er
ikke bundet af andre lægers vurdering.
Revaliderings- og
pensionsnævnet har tilkendt mellemste førtidspension, hvilket betyder at
nævnet
har anset erhvervsevnen nedsat med omkring 2/3. Nævnet har ved sagens
vurdering
lagt vægt på både følgerne efter discusprolaps i halssøjlen og følger efter
blodpropper i hjernen.
Ankestyrelsen har vurderet,
at den samlede nedsættelse af erhvervsevnen er ca. 70%, omfattende både
følgerne efter discusprolaps i halssøjlen og følgerne efter blodpropper i
hjernen.
Ankestyrelsen ophæver således
sin afgørelse af 23. februar
1998.”
Med brev af 20. august 1999
meddelte jeg Den Sociale Ankestyrelse følgende:
“Ankestyrelsen har i brev af
13. august 1999 underrettet mig om Ankestyrelsens nye afgørelse i sagen.
Ankestyrelsen har i sine tidligere afgørelser vurderet skadelidtes
erhvervsevnetab
som følge af arbejdsskaden til 35 pct., medens ankestyrelsen nu har vurderet
skadelidtes samlede erhvervsevnetab til ca. 70 pct. og erhvervsevnetabet som
følge af arbejdsskaden til 60 pct.
På det foreliggende grundlag
foretager jeg mig ikke mere i sagen.”
Jeg orienterede Forbundet af
Offentligt Ansatte herom med brev af samme dato.
NOTER: (*1)
FOB 1990, s. 339.
Lignende dokumenter
- Sagen vedrører spørgsmålet, om arbejdsskadeforsikringsselskabet med rette har udbetalt den forhøjede erstatning til det ansvarsforsikringsselskab, som på vegne af sagsøgers tidligere arbejdsgiver har udbetalt differenceerstatning efter erstatningsansvarsloven, eller om beløbet tilkommer sagsøger selv Domsdatabasen · 20. januar 2014
- Oplysning af arbejdsskadesag Retsinformation · 1. februar 2019
- Ankestyrelsens principafgørelse U-6-98 om Højesteret - formodningsregel - bevisbyrde - méngrad - hvirvelbuedefekt - fremadglidning af hvirvel (olistese) - arbejdsskade Retsinformation · 11. juli 2013
- Reduktion i arbejdsskadeerstatning på grund af forudbestående lidelse. Sagsoplysning og begrundelse. Beviskrav Retsinformation · 18. september 2001
- Forvaltningsmyndigheders vejledningspligt/pligt til at oversætte skrivelser til udlændinge Retsinformation · 3. november 2003
- Skrivelse om bortfald af visse vejledninger, skrivelser og cirkulæreskrivelser på Arbejdstilsynets område Retsinformation · 7. august 2026