Spring til indhold

Retsinformation

Årsagsforbindelse mellem en anerkendt erhvervsbetinget lidelse og skadelidtes død.

FOU nr 1990.208UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Årsagsforbindelse mellem en anerkendt erhvervsbetinget

lidelse og skadelidtes død.

Et fagforbund klagede over en

afgørelse truffet af Den Sociale Ankestyrelse. Ved afgørelsen tiltrådte

ankestyrelsen

Sikringsstyrelsens (nu Arbejdsskadestyrelsens) afgørelse, hvorefter B's død

ikke gav ret til ydelser til hans ægtefælle, jf.

arbejdsskadeforsikringslovens

§ 13.

Myndighedernes afgørelse var

begrundet med, at den lidelse, som bevirkede B's død, ikke kunne anses for

erhvervsbetinget.

Forbundets klage til mig var

navnlig rettet mod ankestyrelsens begrundelse for afgørelsen. Forbundet

henviste

i den forbindelse til obduktionserklæringens konklusion sammenholdt med

indholdet

af Sikringsstyrelsens afgørelsesskrivelse. Forbundet anførte videre, at der

kunne rejses spørgsmål om det rimelige i, at døden skal have én og kun én

årsag, når der ofte er tale om flere konkurrerende og måske hinanden

forstærkende årsager. Myndighederne havde afvist en sygdom omfattet af

erhvervssygdomsfortegnelsen

som dødsårsag i strid med princippet om, at ved listesygdomme skal tvivlen

komme skadelidte til gode.

Det fremgik af

sagsmaterialet, at B, som var født i 1912, havde arbejdet på C fabrik fra

1964

til 1977.

I 1983 skete der anmeldelse

af B's lungelidelse til Sikringsstyrelsen som mulig asbestose under arbejdet

Læs alt

på fabrikken. Efter at Sikringsstyrelsen havde indhentet oplysninger om

hans tobaksforbrug, blev lungelidelsen i 1984 anerkendt med forbehold over

for

den kroniske bronchitis. Der blev imidlertid ikke tilkendt erstatning, idet

tab af erhvervsevne som følge af den anerkendte lidelse ikke ansås for 15 %

eller derover, og han ikke ansås for at have pådraget sig varigt mén på grund

af den anerkendte lidelse. Afgørelsen om ménerstatning blev fastholdt den 1.

oktober 1986.

Efter B's død

blev der på Sikringsstyrelsens foranledning

foretaget obduktion. Obduktionserklæringen konkluderede:

"...

umiddelbar dødsårsag

må antages at være lungebetændelse og den

tilgrundliggende dødsårsag

en

kombination af den svære kroniske lungelidelse med forstørrelse af hjertets

højre side (cor pulmonale) og svær åreforkalkning i legemspulsåren med heraf

følgende forandringer i binyrer, nyrer og underekstremiteter.

Afdøde har efter det oplyste

været udsat for asbest, der er påvist bindevævsplader i lungehinden af den

type, som kan ses efter asbestpåvirkning, og der er påvist talrige ferrogene

legemer i lungevævet (asbestlegemer) og formentlig heraf følgende

bindevævsdannelse (asbestose) i lungerne og tegn på forhøjet blodtryk i

lungepulsårerne. Derudover foreligger kronisk bronchitis og lungeudvidelse.

Den svære kroniske lungelidelse kan meget vel være en følge af tidligere

indånding

af asbestholdigt støv.

Der er desuden påvist

kræftsvulst i højre lunge (planocellulært carcinom) af en type, som kan opstå

efter cigaretrygning. Afdøde har tidligere haft et cigaretforbrug på 20 stk.

dagligt, men asbestpåvirkning kan også have været medvirkende årsag."

Sikringsstyrelsen meddelte

B's enke, at hun ikke var berettiget til ydelser efter

arbejdsskadeforsikringsloven

i anledning af dødsfaldet. Den lidelse, som havde medført B's død, kunne

ikke anses for erhvervsbetinget, idet det måtte anses for overvejende

sandsynligt, at døden var en følge af andre forhold end de erhvervsmæssige.

Sikringsstyrelsen henviste i

sin skrivelse til obduktionserklæringen og anførte:

"Det fremgår heraf, at

dødsårsagen må antages at være en kombination af svær kronisk lungelidelse og

svær åreforkalkning. Den kroniske lungelidelse har karakter af kronisk

bronchitis og kronisk lungeudvidelse (emfysem).

Ved den mikroskopiske

undersøgelse er der påvist en kræftsvulst i højre lunge (planocellulært

carcinom),

som må antages at høre sammen med tobaksrygning og asbest. Der er endvidere

fundet tegn på asbestpåvirkning af lungerne. Dette kan have været medvirkende

årsag; men efter det oplyste skyldes døden i overvejende grad følger af

bronkitis,

lungeudvidelse og åreforkalkning."

I forbindelse med klagen til

Den Sociale Ankestyrelse gjorde forbundet gældende, at Sikringsstyrelsen

havde fordrejet obduktionserklæringens konklusion. På basis af ordlyden af

erklæringen fandt forbundet, at man måtte anerkende, at B døde som følge af

sine erhvervssygdomme.

Den Sociale Ankestyrelse

indhentede supplerende oplysninger fra ... Sygehus, hvor B var indlagt i

1987, samt en udtalelse fra Retslægerådet, som anførte:

"...

Endvidere kan

asbestekspositionen også have været en medvirkende årsag til den påviste

lungekræft, som imidlertid næppe har haft betydning for (B's) død.

..."

I en kommentar til

Retslægerådets udtalelse anførte forbundet, at B's mangeårige

asbestudsættelse

var lige så vigtig en årsag til dødsfaldet som hans tobaksforbrug.

Ved afgørelsen tiltrådte ankestyrelsen

Sikringsstyrelsens afgørelse og begrundelse. Ankestyrelsen gengav i

afgørelsesskrivelsen

Retslægerådets udtalelse.

I udtalelserne til mig i

anledning af forbundets klage henholdt Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale

Ankestyyrelse sig til de trufne afgørelser, obduktionserklæringen og

udtalelsen fra Retslægerådet.

I skrivelse af 31. maj 1990

anmodede jeg ankestyrelsen og Arbejdsskadestyrelsen om supplerende

udtalelser,

idet jeg anførte:

"...

I Højesterets dom af 27.

oktober 1989 (Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 1109 ff) forelå for flere af

de

skadelidte erklæringer fra Retslægerådet om betydningen af udsættelsen for

asbest og tobaksrygning for de skadelidtes lungelidelser. Retslægerådets

udtalelser i retssagen synes at være parallelle med den udtalelse af 25.

august 1988, som Retslægerådet har afgivet i nærværende sag. Højesteret kom

ligesom Vestre Landsret - på trods af erklæringerne fra Retslægerådet - til

det resultat, at der i en række af sagerne var tilstrækkelig årsagssammenhæng

mellem asbestudsættelsen og helbredstilstanden, og at et eventuelt

tobaksforbrug i erstatningsretlig henseende var uden betydning som

medvirkende

årsag. Retssagen vedrørte et antal skadelidte, som alle - ligesom (B) - havde

været ansat på (C).

Bestemmelsen i

arbejdsskadeforsikringslovens § 13 indebærer en bevismæssig lettelse for

skadelidte i relation til spørgsmålet om erstatning efter loven.

Jeg anmoder om at modtage

Arbejdsskadestyrelsens og ankestyrelsens bemærkninger til det anførte."

I en udtalelse af 16. juli

1990 anførte Arbejdsskadestyrelsen:

"...

Ifølge

arbejdsskadeforsikringsloven § 13 anses en persons død at være en følge af

arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod.

Efter de lægelige oplysninger

i den konkrete sag skyldes døden i overvejende grad følger af bronchitis,

lungeudvidelse og åreforkalkning. Ingen af disse lidelser var på daværende

tidspunkt omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme. Efter den seneste

revision (20. januar 1989) kan kronisk bronchitis dog anerkendes efter

fortegnelsen,

når den pågældende i mange år har været massivt udsat for uspecifik støv, men

kun hvis der har været tale om et beskedent tobaksforbrug. På tidspunktet for

dødsfaldet var det praksis i Erhvervssygdomsudvalget at anerkende efter § 10,

stk. 3 under tilsvarende betingelser, som nu er anført i punkt C 7 i

fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Efter det oplyste har afdøde

røget 10-15 cigaretter dagligt i ca. 50 år, hvilket ikke kan anses for et

beskedent forbrug, og den kroniske bronchitis må anses for hovedsagelig at

skyldes tobaksforbruget.

Lungefunktionsnedsættelsen

ved bronchitis og emphysem er præget af øget luftvejsmodstand, en kronisk

obstruktiv lungesygdom, som helt overvejende skyldes tobaksrygning. Kronisk

bronchitis er sjælden hos ikke-rygere, og forekomsten af kronisk bronchitis

og

dødeligheden på grund af denne stiger nogenlunde lige så mange gange som

antallet

af cigaretter, der ryges om dagen. Omvendt fører selv massiv støvudsættelse

næppe til en forøgelse af risikoen for udvikling af kronisk bronchitis med

mere end højst 2-3 gange.

(B) er efter

Arbejdsskadestyrelsens opfattelse død af kronisk bronchitis med

lungeudvidelse, en lidelse, der hverken kunne anerkendes efter praksis på

dødstidspunktet eller efter den nuværende fortegnelse over erhvervssygdomme.

Det har derfor i relation til

anerkendelse af dødsfaldet ingen betydning om hans lungekræft eventuelt helt

eller delvis måtte være forårsaget af arbejde med asbest, men under alle

omstændigheder stiger risikoen for lungekræft stærkt hos tobaksrygere.

Højesterets dom i den

såkaldte Eternitsag har derfor ikke betydning i den aktuelle sag, idet

pågældende ikke er død af en muligt asbestbetinget lungekræft."

Ankestyrelsen henholdt sig i

sin udtalelse af 5. september 1990 til Arbejdsskadestyrelsens udtalelse.

Jeg udtalte herefter følgende

i en skrivelse til forbundet:

"I 1984 blev en del af

(B's) lungelidelse (med forbehold for den kroniske bronchitis) anerkendt som

erhvervsbetinget

og fremkaldt af asbest. Den anerkendte lidelse var omfattet af

erhvervssygdomsfortegnelsen.

Afgørelsen om ret til ydelser

efter arbejdsskadeforsikringsloven til hans enke er truffet på grundlag af

lovens § 13, som har følgende indhold:

"Et påvist tab af

erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses at være en følge af

arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod."

Bestemmelsen indebærer en

bevismæssig lettelse for skadelidte, når en lidelse - som i (B's) tilfælde -

er anerkendt som en arbejdsskade.

Ankestyrelsen (og

Sikringsstyrelsen) har imidlertid ved afgørelsen fundet, at "overvejende

sandsynlighed" taler imod at anse (B's) død som forårsaget af den

anerkendte

(del af) lungelidelsen. Ankestyrelsen har i den forbindelse navnlig henvist

til Retslægerådets udtalelse.

Arbejdsskadestyrelsen har i

den supplerende udtalelse af 16. juli 1990 nærmere redegjort for styrelsens

opfattelse, hvorefter (B's) død ikke kan anses for forårsaget af den

arbejdsbetingede lidelse.

Det er Arbejdsskadestyrelsens

(og ankestyrelsens) opfattelse, at Højesterets dom af 27. oktober 1989 ikke

har betydning i nærværende sag, "idet (A) ikke er død af en muligt

asbestbetinget

lungekræft".

Jeg går ud fra, at denne

opfattelse bygger på det forhold, at højesteretsdommen kun gav erstatning til

afdøde (deres efterladte), hvor dødsårsagen var lungekræft.

Retslægerådet har i (B's) sag

udtalt:

"...

Det er Retslægerådets

vurdering, at den kroniske lungelidelse, som var årsagen til (B's) død, i

overvejende

grad skyldes hans mangeårige tobaksforbrug. Den erhvervsbetingede eksposition

for asbest og uspecifikt støv må antages at have være en medvirkende årsag

til

den kroniske lungelidelse, der medførte døden.

..."

Ved højesteretsdommen fik

adskillige (ikke afdøde) skadelidte tilkendt erstatning for følgerne af

lungelidelser (ikke kræft), som ansås for forårsaget af asbest, men hvor

tobaksrygning ifølge udtalelser fra Retslægerådet (parallelle med

Retslægerådets udtalelse i (B's) sag) havde været medvirkende årsag til

lidelsen.

Højesteret fandt - ligesom Vestre Landsret - på trods af erklæringerne fra

Retslægerådet, at der var tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem

asbestudsættelsen og helbredstilstanden.

Jeg kan således ikke være

enig i, at højesteretsdommen er uden betydning for nærværende sag.

Rækkevidden

af dommen i den her foreliggende sag kan imidlertid give anledning til en vis

tvivl.

På denne baggrund har jeg

ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ankestyrelsens afgørelse

af 27. december 1988, hvorefter (B's) død ikke er anset for en følge af den

erhvervsbetingede

lidelse.

På baggrund af det anførte om

betydningen af højesteretsdommen af 27. oktober 1989 vil jeg imidlertid være

indstillet på, såfremt (B's) efterladte ægtefælle vil indbringe sagen for

domstolene,

at henstille, at der bevilges hende fri proces til et sådant sagsanlæg."

(*1) Højesterets dom af 27.

oktober 1989, UfR 1989, s. 1109 ff.

Lignende dokumenter