Spring til indhold

Retsinformation

Erhvervsbetinget lidelse - skadelidte været lønmodtager og selvstændig. Aktindsigt i lægekonsulentudtalelser.

FOU nr 1990.216UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Erhvervsbetinget lidelse - skadelidte været lønmodtager og

selvstændig. Aktindsigt i lægekonsulentudtalelser.

A klagede over en afgørelse

fra Den Sociale Ankestyrelse. Ved afgørelsen tiltrådte ankestyrelsen

Sikringsstyrelsens

(nu Arbejdsskadestyrelsen) afgørelse, hvorefter A's

opløsningsmiddelforgiftning

fortsat ikke kunne give ham ret til ydelser efter

arbejdsskadeforsikringsloven.

Sikringsstyrelsen havde tidligere afvist at henføre tilfældet under loven,

hvilket

ankestyrelsen havde tiltrådt.

Ankestyrelsens (og

Sikringsstyrelsens) seneste afgørelse var truffet efter, at Arbejdsmedicinsk

Klinik på Århus Kommunehospital i december 1988 havde anmodet om genoptagelse

af sagen på grundlag af en undersøgelse af A på klinikken i løbet af sommeren

1988 og en arbejdspsykologisk undersøgelse af 25. juli 1988.

Som begrundelse for

afgørelsen anførte ankestyrelsen, at det fortsat ikke fandtes godtgjort, at

A's

lidelse skyldes hans arbejde som lønmodtager i perioden 1944-62.

Ankestyrelsen

lagde vægt på, at A havde været selvstændig i en længere periode end

lønmodtagerperioden,

samt at symptomerne på en varig lidelse først syntes opstået mere end 20 år

efter starten som selvstændig. Ankestyrelsen henviste i afgørelsen til en

analogi af arbejdsskadeforsikringslovens § 6, stk. 2. I en senere skrivelse

til A havde ankestyrelsen yderligere uddybet afgørelsen. Ankestyrelsen

afslog i denne skrivelse A's anmodning om at få oplyst navn på de

lægekonsulenter, der havde medvirket ved sagens behandling samt hans

Læs alt

anmodning

om aktindsigt i konsulentudtalelserne; ankestyrelsen henviste vedrørende

spørgsmålet om aktindsigt til forvaltningslovens § 12, stk. 1.

I klagen til mig henviste A

til sagens oplysninger om de faktiske forhold, hvorunder A's arbejde er

foregået dels i lønmodtagerperioden, dels i perioden som selvstændig. Han

fandt ikke, at den lille forskel i periodernes længde eller deres tidsmæssige

placering kunne være afgørende. Om afslaget på aktindsigt i

lægekonsulentundersøgelserne

henviste A til forvaltningslovens § 12, stk. 2, og § 13, stk. 3.

Det fremgik af

sagsmaterialet, at A, som er født i 1926, i årene fra 1944 til 1962 arbejdede

som ansat maler, heraf 12½ år med sprøjtelakering. Herefter havde han i 25 år

været selvstændig malermester. En nærmere beskrivelse af hans arbejdsforhold

i disse perioder fremgik af journalblad af 21. juni 1988 fra Arbejdsmedicinsk

Klinik. I journalbladet og i den arbejdspsykologiske undersøgelse af 25.

juli 1988 var A's forgiftningssymptomer gennem årene beskrevet.

I anledning af klagen

anmodede jeg Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse og bad i den

forbindelse

ankestyrelsen udtale sig om, hvorvidt det måtte antages, at A's sag havde

fået

et andet udfald, hvis sagen var blevet afgjort efter

arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2. Endvidere anmodede jeg i en

senere

skrivelse

ankestyrelsen om at udtale

sig om det, A havde anført om muligheden for at modtage kopi af

lægekonsulentudtalelserne eller i det mindste få oplyst navnene på disse. Jeg

bad om at modtage kopi af udtalelserne fra styrelsens lægekonsulenter.

Den Sociale Ankestyrelse

anførte i en udtalelse af 22. februar 1990:

"...

Til ombudsmandens spørgsmål

om, hvorvidt det må antages, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis

den

var blevet afgjort efter arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2, bemærkes

følgende.

Ankestyrelsen finder ikke, at

afgørelse i en arbejdsskadesag ud fra en analog anvendelse af lovens § 6,

stk.

2, udelukker anvendelsen af § 10, stk. 2.

Men anvendelsen af § 10, stk.

2, må ses i sammenhæng med, om en række betingelser i forbindelse med

anerkendelse

af opløsningsmiddelforgiftningslidelser samtidig er opfyldt.

Afgørelsen af, om der er

grundlag for at anerkende en opløsningsmiddelforgiftningslidelse hos en

person, der har været udsat for opløsningsmidler dels som ansat dels som

selvstændig beror på en konkret vurdering, hvori følgende forhold alle bør

indgå:

-

længden af perioderne

henholdsvis som ansat og selvstændig

-

ekspositionens omfang i

disse perioder

-

akutte

forgiftningstilfælde i perioderne

-

tidspunktet for de

varige symptomers opståen i forhold

til

de to ansættelsesperioder.

Som udgangspunkt vil en

anerkendelse blive afvist, når selvstændighedsperioden har en sådan karakter,

at pågældende under samme forhold for en ansat ville blive anset for

forsikringspligtig arbejdsgiver, jf. § 6, stk. 2, mens der omvendt bør ske

anerkendelse med forbehold for selvstændighedsperioden, hvis det pågældende

beskæftigelsesforhold for en ansat ville føre til en fordeling efter

arbejdsskadeforsikringslovens § 6, stk. 3.

Endvidere vil konstatering af

varige symptomer efter mere end 10 års arbejde som selvstændig, hvor

selvstændighedsperioden

ligger senest, normalt tale imod anerkendelse.

Er der efter de ovenfor

anførte retningslinier grundlag for at anse en lidelse for opstået i en

periode

som lønmodtager, vil der være en formodning for, at den konstaterede lidelse

er en følge af arbejdsforholdene, jf. § 10, stk. 2. D.v.s. at den pågældende

person har krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende

sandsynligt, at pågældendes lidelse skyldes andre forhold end de

erhvervsmæssige.

Ankestyrelsen har senest på

et principielt møde 14. februar 1990 lagt de anførte retningslinier til grund

ved behandlingen af en sag om anerkendelse af en

opløsningsmiddelforgiftningslidelse

hos en person der havde arbejdet, dels som ansat, dels som selvstændig.

I anledning af ombudsmandens

anmodning om ankestyrelsens bemærkninger til det af (A) anførte om muligheden

for at modtage kopi af udtalelser fra ankestyrelsens lægekonsulenter,

herunder i det mindste at få oplyst navnene på de lægekonsulenter, der har

udtalt sig, skal ankestyrelsen først bemærke, at afvisningen heraf hviler på

en mangeårig praksis i ankestyrelsen, som der er gjort rede for i

ankestyrelsens skrivelse af 23. oktober 1989 til (A).

Spørgsmålet om aktindsigt i

lægekonsulentudtalelser samt oplysning om hvilke lægekonsulenter, der har

deltaget i behandlingen af sagerne i ankestyrelsen, har på baggrund af denne

sag og lignende sager været genstand for principielle overvejelser i

ankestyrelsen.

Ankestyrelsen har herefter

besluttet foreløbigt som et forsøg efter anmodning herom at give oplysning

om,

hvilken eller hvilke læger der har medvirket under en sags behandling i

ankestyrelsen.

Under henvisning hertil

vedlægges en oversigt over ankestyrelsens lægekonsulenter med angivelse af,

hvem der har deltaget ved behandlingen af sagen.

Ankestyrelsen må derimod

fortsat fastholde, at lægekonsulenters udtalelser må anses for interne

arbejdsdokumenter, som er undtaget fra retten til aktindsigt efter

forvaltningslovens § 12, stk. 1."

Efter at have modtaget kopi

af ankestyrelsens udtalelse fastholdt A, at der ikke var taget hensyn til de

faktiske oplysninger - om A's arbejdsforhold i de forskellige

arbejdsperioder og symptomerne på forgiftningslidelse - som fremgik af

akterne

fra Arbejdsmedicinsk Klinik. A ønskede endvidere oplyst, om den samme

lægekonsulent

havde medvirket ved sagens behandling i Sikringsstyrelsen og i ankestyrelsen.

Efter min gennemgang af sagen

udtalte jeg følgende i en skrivelse til A:

"Ad spørgsmålet om anerkendelse af A's lidelse som en

arbejdsskade:

Ifølge § 9, nr. 3, i

arbejdsskadeforsikringsloven er arbejdsskade bl.a. defineret som

"erhvervssygdomme og andre sygdomme som nævnt i § 10".

Lovens § 10, stk. 1-3, har

følgende indhold:

"Som erhvervssygdom

anses sygdomme, som efter medicinsk og teknisk erfaring er forårsaget af

særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller

de forhold, hvorunder dette foregår, er udsat for i højere grad end personer

uden sådant arbejde. Chefen for arbejdsskadestyrelsen fastsætter, hvilke

sygdomme der kan anses for erhvervssygdomme. Det kan herved bestemmes, at

sygdomme

kun anses for erhvervssygdomme, når de er forårsaget af arbejde i bestemte

arbejdsområder eller andre særlige vilkår er opfyldt.

Stk. 2.

En person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har

krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt,

at pågældendes sygdom skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige.

Stk. 3.

Ydelser efter loven kan tillige tilkendes for andre

sygdomme end erhvervssygdomme, ..."

Sygdomme forårsaget af kemiske

produkter med indhold af organiske opløsningsmidler er omfattet af den i §

10,

stk. 1, nævnte fortegnelse over erhvervssygdomme, jf. Sikringsstyrelsens

bekendtgørelse nr. 60 af 20. januar 1989 (tidligere bekendtgørelse nr. 276 af

23. maj 1986).

Arbejdsskadeforsikringsloven

omfatter ikke skader pådraget i forbindelse med arbejde som selvstændig,

(lovens § 1).

Den Sociale Ankestyrelse har

i sin afgørelse henvist til en analogi af arbejdsskadeforsikringslovens § 6,

stk. 2. Denne bestemmelse har følgende indhold:

"Forsikringspligtig

arbejdsgiver for en skadelidt, der har pådraget sig sygdom som nævnt i § 10,

er

arbejdsgiveren i den virksomhed, i hvilken den sygdomsramte senest før

sygdommens påvisning har været udsat for skadelige påvirkninger, der antages

at have medført den pågældende sygdom. Dette gælder dog ikke, såfremt det

godtgøres, at sygdommen skyldes arbejde i anden virksomhed."

Det principielle møde den 14.

februar 1990, som Den Sociale Ankestyrelse omtaler i sin udtalelse af 22.

februar

1990, vedrørte en sag, hvori jeg havde henstillet til ankestyrelsen at

genoptage en lignende sag og i den forbindelse bl.a. havde anført:

"Bestemmelsen (§ 6, stk.

2; tilføjet her) blev oprindelig indsat i den dagældende lov om

ulykkesforsikring ved lov nr. 96 af 25. marts 1959.

Det må antages, at

bestemmelsens formål er ud fra forsikringsmæssige grunde at udpege én bestemt

forsikringspligtig arbejdsgiver ved erhvervssygdomme, hvor det ellers kunne

komme på tale at operere med mange forsikringspligtige arbejdsgivere svarende

til de virksomheder, hvori skadelidte havde været udsat for relevant skadelig

påvirkning. Det er naturligvis en administrativt enkel løsning at udpege én

arbejdsgiver som den forsikringspligtige, og bestemmelsen skal ses på denne

baggrund.

Bestemmelsen i § 6, stk. 2,

kan derimod efter min opfattelse ikke forstås således, at bevisbyrdereglen i

lovens § 10, stk. 2, ikke gælder, blot fordi skadelidte afslutter sit

erhvervsaktive liv med en selvstændighedsperiode. ..."

Jeg vedlægger til orientering

kopi af et uddrag af ankestyrelsens afgørelse i denne sag, meddelt i

skrivelse

af 21. februar 1990.

Af ankestyrelsens skrivelse

af 21. februar 1990 fremgår det, at ankestyrelsen efter at have modtaget en

udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen og Socialministeriet tilsluttede sig

den opfattelse, som jeg havde givet udtryk for, hvorefter bestemmelsen i § 6,

stk. 2, ikke indebærer nogen ændring i bevisbyrdereglen i § 10, stk. 2.

Ankestyrelsen anførte herefter, at afgørelser om skader hos personer, som

både

har arbejdet som ansat og senest har været selvstændig, bør træffes efter en

konkret vurdering, hvor der ved vurderingen bør lægges vægt på

"...

1)

Længden af perioderne

som henholdsvis ansat og selvstændig

2)

ekspositionens

størrelse i disse perioder

3)

akutte

forgiftningstilfælde i perioderne

4)

symptomdebut i forhold

til de to ansættelsesperioder ..."

Ankestyrelsens afgørelse er

offentliggjort i Sociale Meddelelser, U nr. 5/1990.

Jeg tog ... det, som ankestyrelsen

havde oplyst i skrivelsen af 21. februar 1990, til efterretning.

Afgørelsen af, hvorvidt en

lidelse kan anerkendes som en erhvervssygdom efter § 10, stk. 2, - herunder

om den efter en konkret vurdering, jf. ankestyrelsens udtalelse i forbindelse

med spørgsmålet om analog anvendelse af § 6, stk. 2, kan anses for pådraget

under arbejdet som lønmodtager eller under en periode som selvstændig - beror

på en skønsmæssigt præget vurdering af navnlig lægelig karakter.

En sådan vurdering er jeg -

efter de regler, der gælder for min virksomhed - normalt afskåret fra at

efterprøve. Hertil kommer, at jeg savner forudsætning for at tage stilling

til

spørgsmålet, som kræver lægelig sagkundskab.

Ankestyrelsen har ved sin

afgørelse (bl.a.) lagt vægt på, at symptomer på en varig lidelse først har

vist sig hos (A) efter en længere periode som selvstændig.

Jeg finder ikke at have

grundlag for at kritisere ankestyrelsens afgørelse, hvorefter (A's) lidelse

ikke kan anerkendes som en arbejdsskade efter lovens § 10, stk. 2.

Ad spørgsmålet om aktindsigt i lægekonsulentudtalelserne i ankestyrelsen:

Ankestyrelsens afslag på

aktindsigt er begrundet med en henvisning til bestemmelsen i

forvaltningslovens

§ 12, stk. 1.

Den Sociale Ankestyrelses

læge- (og tandlæge-)konsulenter er ansat af ankestyrelsen som faglige

konsulenter. De afgiver udtalelser til brug for ankestyrelsens behandling af

(bl.a.) arbejdsskadesager enten i form af en skriftlig udtalelse eller som en

mundtlig vurdering i forbindelse med deltagelse i det møde, hvori afgørelsen

træffes. Lægekonsulentens opgave er alene at foretage en (lægefaglig)

vurdering af sagens oplysninger, navnlig de indhentede lægelige erklæringer.

Sagen har givet mig anledning

til nærmere at overveje, om en klager har krav på aktindsigt i ankestyrelsens

lægekonsulentudtalelser efter bestemmelserne i forvaltningsloven eller på

grundlag af "god forvaltningsskik".

1. Forvaltningslovens § 12

har følgende indhold:

"Retten til aktindsigt

omfatter ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Som interne

arbejdsdokumenter anses

1) dokumenter, der udarbejdes

af en myndighed til egen brug ved behandlingen af en sag. ...

Stk. 2.

Oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der

er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som alene indeholdes i

interne arbejdsdokumenter, skal uanset bestemmelsen i stk. 1 meddeles i

overensstemmelse med reglerne i dette kapitel."

§ 13, nr. 3, giver uanset

bestemmelserne i § 12 ret til aktindsigt i interne arbejdsdokumenter, som

foreligger i endelig form, når

"dokumenterne er

selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for at

tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en

sags faktiske omstændigheder."

(Tilsvarende er

partshøringspligten i forvaltningslovens § 19 knyttet til oplysninger

vedrørende "sagens faktiske omstændigheder").

Justitsministeriet har i en

notits af 4. marts 1988 om adgang til aktindsigt i ankestyrelsens

lægekonsulentudtalelser (om end under tvivl) givet udtryk for den opfattelse,

at den del af lægekonsulentens udtalelse, der vedrører det rent lægefaglige

skøn, kan undtages fra retten til aktindsigt efter forvaltningslovens § 12,

stk. 1 (og den tilsvarende bestemmelse i offentlighedslovens § 7).

Justitsministeriet

lagde vægt på, at lægekonsulenterne er tilknyttet ankestyrelsen i et

egentligt ansættelsesforhold. Justitsministeriet anførte nærmere:

"...

Der kan også trækkes en

parallel til den nye bestemmelse i offentlighedslovens § 8, nr. 3. Efter

denne

bestemmelse omfatter retten til aktindsigt uanset bestemmelsen i § 7 interne

arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form, når dokumenterne er

selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for at

tilvejebringe

bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags faktiske

omstændigheder. På den baggrund er besigtigelsesrapporter, analyserapporter

og

andre tilsvarende rapporter antaget at være omfattet af retten til

aktindsigt.

Det gælder også, selv om rapporterne indeholder subjektive skøn fra den

pågældende sagkyndige medarbejder.

I det foreliggende tilfælde

må der imidlertid lægges afgørende vægt på, at de lægefaglige konsulenter er

tilknyttet Den Sociale Ankestyrelse i et egentligt ansættelsesforhold. De

lægefaglige udtalelser indgår i ankestyrelsens behandling af sagen på

principielt samme måde som juridiske udtalelser om sagens eventuelle retlige

problemer. Lægekonsulenternes udtalelser adskiller sig principielt ikke fra

de

udtalelser af faglig karakter, der afgives af ansatte biologer til brug for

Miljøstyrelsens afgørelser i miljøklagesager eller af ansatte ingeniører til

brug for Justitsministeriets afgørelse af sager af bilteknisk karakter. På

den baggrund er Justitsministeriet mest tilbøjelig til at mene, at også den

del af lægekonsulentens udtalelse, der vedrører et rent lægefagligt skøn, kan

undtages fra retten til aktindsigt efter forvaltningslovens § 12, stk. 1, og

offentlighedslovens

§ 7.

Indeholder lægekonsulentens

udtalelse oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke i øvrigt

fremgår af sagens dokumenter, f.eks. telefonisk indhentede supplerende

helbredsoplysninger, skal disse oplysninger ekstraheres, jf.

forvaltningslovens § 12, stk. 2, og offentlighedslovens § 11. Indhentes der

til brug for sagen en speciallægeerklæring eller i øvrigt erklæringer fra

sagkyndige, der ikke er i et egentligt ansættelsesforhold til ankestyrelsen,

men som virker som selvstændige, vil en sådan erklæring ikke kunne undtages

som et internt arbejdsdokument."

Den del af lægekonsulentudtalelsen,

der vedrører det lægefaglige skøn, er således ikke anset for omfattet af

begrebet "sagens faktiske omstændigheder" i § 12, stk. 2. Med

udgangspunkt i denne opfattelse kan der heller ikke antages at være ret til

aktindsigt efter § 13, nr. 3 (eller partshøringspligt efter § 19), for så

vidt

angår den lægefaglige vurdering i konsulentudtalelserne.

Problemet om afgrænsning af

begrebet "sagens faktiske omstændigheder" er omtalt i Juridisk

Grundbog, Forvaltningen, 4, s. 151, hvor det er anført, at andre myndigheders

eller særligt sagkyndiges kvalifikation af faktum er omfattet af begrebet.

Til

belysning nævnes, at de i en pensionssag (og tilsvarende en arbejdsskadesag)

indhentede speciallægeerklæringer er omfattet, men at de af ankestyrelsen

ansatte lægekonsulenters vurderinger ikke er det.

Jeg kan tilslutte mig den

opfattelse, der er kommet til udtryk de nævnte steder, hvorefter der ikke kan

antages at eksistere en ret til aktindsigt efter forvaltningsloven i

ankestyrelsens lægekonsulentudtalelser, der alene indeholder konsulentens

egne vurderinger af et foreliggende skriftligt materiale.

2. Mine overvejelser om,

hvorvidt der på grundlag af "god forvaltningsskik" bør gives

aktindsigt i lægekonsulentudtalelserne (og foretages partshøring vedrørende

disse) har taget udgangspunkt i den fremgangsmåde, som anvendes ved

domstolene,

hvor alle faglige vurderinger -som ikke kommer fra rettens egne fagkyndige

medlemmer (f.eks. de børnesagkyndige meddommere i sager om anbringelse af

børn

uden for hjemmet, jf. bistandslovens § 130) - fremlægges for retten og sagens

parter og er genstand for procedure.

Ankestyrelsens

lægekonsulenter er ikke medlemmer af afgørelsesmyndigheden, som bl.a. efter

sin sammensætning til en vis grad kan betegnes som domstolslignende.

Opstillingen af en

grundsætning om krav på aktindsigt og partshøring i vurderinger afgivet af

lægekonsulenter i ankestyrelsen måtte som udgangspunkt udstrækkes til også at

gælde alle andre faglige vurderinger afgivet af "specialister"

ansat af myndigheden og ville dermed få meget betydelige

praktisk-administrative konsekvenser. Endvidere ville der kunne blive tale om

en til tider vanskelig grænsedragning mellem på den ene side fagkyndige og på

den anden side almindelige sagsbehandlere ("generalister").

Også den mulighed at begrænse

grundsætningen til domstolslignende forvaltningsmyndigheder ville frembyde

væsentlige grænsedragningsproblemer.

Dertil kommer, at det

retssikkerhedsmæssigt begrundede behov for aktindsigt og partshøring i

sådanne

interne fagkyndige vurderinger i et ikke uvæsentligt omfang vil være dækket

ved

myndighedernes efterlevelse af de gældende krav til udformningen af en

fyldestgørende

begrundelse for en afgørelse, idet det af begrundelsen nærmere skal fremgå,

såfremt

den pågældende vurdering har været af væsentlig betydning for afgørelsen, jf.

forvaltningslovens § 24.

På baggrund af det anførte

har jeg fundet ikke at burde fremkomme med en udtalelse gående på, at

aktindsigt i ankestyrelsens lægekonsulentudtalelser bør gives på grundlag af

god forvaltningsskik. Jeg har herved også lagt vægt på, at de konsekvenser,

som

en sådan udtalelse ville få, gør problemet egnet til i givet fald at blive

reguleret lovgivningsmæssigt.

Jeg vil endnu en gang

præcisere, at ovenstående alene vedrører den del af

lægekonsulentudtalelserne,

som indeholder en rent lægefaglig vurdering. Oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder er omfattet af retten til aktindsigt efter forvaltningslovens

§

12, stk. 2.

3. Uanset at ankestyrelsen

hverken retligt eller på grundlag af god forvaltningsskik er forpligtet til

at

give en part indsigt i en "ren" lægekonsulentudtalelse, kan der

være

grund til at understrege, at ankestyrelsen som udgangspunkt er berettiget til

at give parten denne indsigt i henhold til princippet om

"meroffentlighed", f.eks. i forbindelse med partshøring forud for

afgørelsen eller som svar på en anmodning om aktindsigt. Det vil efter min

opfattelse navnlig være velbegrundet at imødekomme partens ønske i de

tilfælde,

hvor lægekonsulentudtalelsens indhold må forventes at skulle indgå eller er

indgået som en del af den begrundelse, der skal ledsage afgørelsen, jf.

forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Jeg har gjort ankestyrelsen

bekendt med min opfattelse.

4. Jeg har modtaget kopi af

lægekonsulentudtalelsen i A's sag (i form af referat af mødet i

ankestyrelsen,

hvori lægekonsulenten deltog) og kan herefter ikke kritisere, at

ankestyrelsen ikke har fundet, at der var krav på aktindsigt efter § 12, stk.

2.

De har med kopi af ankestyrelsens

udtalelse af 22. februar 1990 modtaget oplysning om navnet på den medvirkende

lægekonsulent.

I anledning af Deres

spørgsmål i skrivelsen af 6. april 1990 har en af mine medarbejdere været i

telefonisk kontakt med ankestyrelsen, som oplyste, at ankestyrelsen som en

selvfølge aldrig anvender samme lægekonsulent(er), som har været anvendt i

Arbejdsskadestyrelsen, eller i øvrigt lægekonsulenter, som på anden måde har

afgivet vurderinger i en konkret sag.

Herefter har jeg ikke

grundlag for at foretage videre i sagen."

Lignende dokumenter