Erhvervsbetinget lidelse - skadelidte været lønmodtager og selvstændig. Aktindsigt i lægekonsulentudtalelser.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Erhvervsbetinget lidelse - skadelidte været lønmodtager og
selvstændig. Aktindsigt i lægekonsulentudtalelser.
A klagede over en afgørelse
fra Den Sociale Ankestyrelse. Ved afgørelsen tiltrådte ankestyrelsen
Sikringsstyrelsens
(nu Arbejdsskadestyrelsen) afgørelse, hvorefter A's
opløsningsmiddelforgiftning
fortsat ikke kunne give ham ret til ydelser efter
arbejdsskadeforsikringsloven.
Sikringsstyrelsen havde tidligere afvist at henføre tilfældet under loven,
hvilket
ankestyrelsen havde tiltrådt.
Ankestyrelsens (og
Sikringsstyrelsens) seneste afgørelse var truffet efter, at Arbejdsmedicinsk
Klinik på Århus Kommunehospital i december 1988 havde anmodet om genoptagelse
af sagen på grundlag af en undersøgelse af A på klinikken i løbet af sommeren
1988 og en arbejdspsykologisk undersøgelse af 25. juli 1988.
Som begrundelse for
afgørelsen anførte ankestyrelsen, at det fortsat ikke fandtes godtgjort, at
A's
lidelse skyldes hans arbejde som lønmodtager i perioden 1944-62.
Ankestyrelsen
lagde vægt på, at A havde været selvstændig i en længere periode end
lønmodtagerperioden,
samt at symptomerne på en varig lidelse først syntes opstået mere end 20 år
efter starten som selvstændig. Ankestyrelsen henviste i afgørelsen til en
analogi af arbejdsskadeforsikringslovens § 6, stk. 2. I en senere skrivelse
til A havde ankestyrelsen yderligere uddybet afgørelsen. Ankestyrelsen
afslog i denne skrivelse A's anmodning om at få oplyst navn på de
lægekonsulenter, der havde medvirket ved sagens behandling samt hans
Læs alt
anmodning
om aktindsigt i konsulentudtalelserne; ankestyrelsen henviste vedrørende
spørgsmålet om aktindsigt til forvaltningslovens § 12, stk. 1.
I klagen til mig henviste A
til sagens oplysninger om de faktiske forhold, hvorunder A's arbejde er
foregået dels i lønmodtagerperioden, dels i perioden som selvstændig. Han
fandt ikke, at den lille forskel i periodernes længde eller deres tidsmæssige
placering kunne være afgørende. Om afslaget på aktindsigt i
lægekonsulentundersøgelserne
henviste A til forvaltningslovens § 12, stk. 2, og § 13, stk. 3.
Det fremgik af
sagsmaterialet, at A, som er født i 1926, i årene fra 1944 til 1962 arbejdede
som ansat maler, heraf 12½ år med sprøjtelakering. Herefter havde han i 25 år
været selvstændig malermester. En nærmere beskrivelse af hans arbejdsforhold
i disse perioder fremgik af journalblad af 21. juni 1988 fra Arbejdsmedicinsk
Klinik. I journalbladet og i den arbejdspsykologiske undersøgelse af 25.
juli 1988 var A's forgiftningssymptomer gennem årene beskrevet.
I anledning af klagen
anmodede jeg Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse og bad i den
forbindelse
ankestyrelsen udtale sig om, hvorvidt det måtte antages, at A's sag havde
fået
et andet udfald, hvis sagen var blevet afgjort efter
arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2. Endvidere anmodede jeg i en
senere
skrivelse
ankestyrelsen om at udtale
sig om det, A havde anført om muligheden for at modtage kopi af
lægekonsulentudtalelserne eller i det mindste få oplyst navnene på disse. Jeg
bad om at modtage kopi af udtalelserne fra styrelsens lægekonsulenter.
Den Sociale Ankestyrelse
anførte i en udtalelse af 22. februar 1990:
"...
Til ombudsmandens spørgsmål
om, hvorvidt det må antages, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis
den
var blevet afgjort efter arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 2, bemærkes
følgende.
Ankestyrelsen finder ikke, at
afgørelse i en arbejdsskadesag ud fra en analog anvendelse af lovens § 6,
stk.
2, udelukker anvendelsen af § 10, stk. 2.
Men anvendelsen af § 10, stk.
2, må ses i sammenhæng med, om en række betingelser i forbindelse med
anerkendelse
af opløsningsmiddelforgiftningslidelser samtidig er opfyldt.
Afgørelsen af, om der er
grundlag for at anerkende en opløsningsmiddelforgiftningslidelse hos en
person, der har været udsat for opløsningsmidler dels som ansat dels som
selvstændig beror på en konkret vurdering, hvori følgende forhold alle bør
indgå:
-
længden af perioderne
henholdsvis som ansat og selvstændig
-
ekspositionens omfang i
disse perioder
-
akutte
forgiftningstilfælde i perioderne
-
tidspunktet for de
varige symptomers opståen i forhold
til
de to ansættelsesperioder.
Som udgangspunkt vil en
anerkendelse blive afvist, når selvstændighedsperioden har en sådan karakter,
at pågældende under samme forhold for en ansat ville blive anset for
forsikringspligtig arbejdsgiver, jf. § 6, stk. 2, mens der omvendt bør ske
anerkendelse med forbehold for selvstændighedsperioden, hvis det pågældende
beskæftigelsesforhold for en ansat ville føre til en fordeling efter
arbejdsskadeforsikringslovens § 6, stk. 3.
Endvidere vil konstatering af
varige symptomer efter mere end 10 års arbejde som selvstændig, hvor
selvstændighedsperioden
ligger senest, normalt tale imod anerkendelse.
Er der efter de ovenfor
anførte retningslinier grundlag for at anse en lidelse for opstået i en
periode
som lønmodtager, vil der være en formodning for, at den konstaterede lidelse
er en følge af arbejdsforholdene, jf. § 10, stk. 2. D.v.s. at den pågældende
person har krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende
sandsynligt, at pågældendes lidelse skyldes andre forhold end de
erhvervsmæssige.
Ankestyrelsen har senest på
et principielt møde 14. februar 1990 lagt de anførte retningslinier til grund
ved behandlingen af en sag om anerkendelse af en
opløsningsmiddelforgiftningslidelse
hos en person der havde arbejdet, dels som ansat, dels som selvstændig.
I anledning af ombudsmandens
anmodning om ankestyrelsens bemærkninger til det af (A) anførte om muligheden
for at modtage kopi af udtalelser fra ankestyrelsens lægekonsulenter,
herunder i det mindste at få oplyst navnene på de lægekonsulenter, der har
udtalt sig, skal ankestyrelsen først bemærke, at afvisningen heraf hviler på
en mangeårig praksis i ankestyrelsen, som der er gjort rede for i
ankestyrelsens skrivelse af 23. oktober 1989 til (A).
Spørgsmålet om aktindsigt i
lægekonsulentudtalelser samt oplysning om hvilke lægekonsulenter, der har
deltaget i behandlingen af sagerne i ankestyrelsen, har på baggrund af denne
sag og lignende sager været genstand for principielle overvejelser i
ankestyrelsen.
Ankestyrelsen har herefter
besluttet foreløbigt som et forsøg efter anmodning herom at give oplysning
om,
hvilken eller hvilke læger der har medvirket under en sags behandling i
ankestyrelsen.
Under henvisning hertil
vedlægges en oversigt over ankestyrelsens lægekonsulenter med angivelse af,
hvem der har deltaget ved behandlingen af sagen.
Ankestyrelsen må derimod
fortsat fastholde, at lægekonsulenters udtalelser må anses for interne
arbejdsdokumenter, som er undtaget fra retten til aktindsigt efter
forvaltningslovens § 12, stk. 1."
Efter at have modtaget kopi
af ankestyrelsens udtalelse fastholdt A, at der ikke var taget hensyn til de
faktiske oplysninger - om A's arbejdsforhold i de forskellige
arbejdsperioder og symptomerne på forgiftningslidelse - som fremgik af
akterne
fra Arbejdsmedicinsk Klinik. A ønskede endvidere oplyst, om den samme
lægekonsulent
havde medvirket ved sagens behandling i Sikringsstyrelsen og i ankestyrelsen.
Efter min gennemgang af sagen
udtalte jeg følgende i en skrivelse til A:
"Ad spørgsmålet om anerkendelse af A's lidelse som en
arbejdsskade:
Ifølge § 9, nr. 3, i
arbejdsskadeforsikringsloven er arbejdsskade bl.a. defineret som
"erhvervssygdomme og andre sygdomme som nævnt i § 10".
Lovens § 10, stk. 1-3, har
følgende indhold:
"Som erhvervssygdom
anses sygdomme, som efter medicinsk og teknisk erfaring er forårsaget af
særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller
de forhold, hvorunder dette foregår, er udsat for i højere grad end personer
uden sådant arbejde. Chefen for arbejdsskadestyrelsen fastsætter, hvilke
sygdomme der kan anses for erhvervssygdomme. Det kan herved bestemmes, at
sygdomme
kun anses for erhvervssygdomme, når de er forårsaget af arbejde i bestemte
arbejdsområder eller andre særlige vilkår er opfyldt.
Stk. 2.
En person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har
krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt,
at pågældendes sygdom skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige.
Stk. 3.
Ydelser efter loven kan tillige tilkendes for andre
sygdomme end erhvervssygdomme, ..."
Sygdomme forårsaget af kemiske
produkter med indhold af organiske opløsningsmidler er omfattet af den i §
10,
stk. 1, nævnte fortegnelse over erhvervssygdomme, jf. Sikringsstyrelsens
bekendtgørelse nr. 60 af 20. januar 1989 (tidligere bekendtgørelse nr. 276 af
23. maj 1986).
Arbejdsskadeforsikringsloven
omfatter ikke skader pådraget i forbindelse med arbejde som selvstændig,
(lovens § 1).
Den Sociale Ankestyrelse har
i sin afgørelse henvist til en analogi af arbejdsskadeforsikringslovens § 6,
stk. 2. Denne bestemmelse har følgende indhold:
"Forsikringspligtig
arbejdsgiver for en skadelidt, der har pådraget sig sygdom som nævnt i § 10,
er
arbejdsgiveren i den virksomhed, i hvilken den sygdomsramte senest før
sygdommens påvisning har været udsat for skadelige påvirkninger, der antages
at have medført den pågældende sygdom. Dette gælder dog ikke, såfremt det
godtgøres, at sygdommen skyldes arbejde i anden virksomhed."
Det principielle møde den 14.
februar 1990, som Den Sociale Ankestyrelse omtaler i sin udtalelse af 22.
februar
1990, vedrørte en sag, hvori jeg havde henstillet til ankestyrelsen at
genoptage en lignende sag og i den forbindelse bl.a. havde anført:
"Bestemmelsen (§ 6, stk.
2; tilføjet her) blev oprindelig indsat i den dagældende lov om
ulykkesforsikring ved lov nr. 96 af 25. marts 1959.
Det må antages, at
bestemmelsens formål er ud fra forsikringsmæssige grunde at udpege én bestemt
forsikringspligtig arbejdsgiver ved erhvervssygdomme, hvor det ellers kunne
komme på tale at operere med mange forsikringspligtige arbejdsgivere svarende
til de virksomheder, hvori skadelidte havde været udsat for relevant skadelig
påvirkning. Det er naturligvis en administrativt enkel løsning at udpege én
arbejdsgiver som den forsikringspligtige, og bestemmelsen skal ses på denne
baggrund.
Bestemmelsen i § 6, stk. 2,
kan derimod efter min opfattelse ikke forstås således, at bevisbyrdereglen i
lovens § 10, stk. 2, ikke gælder, blot fordi skadelidte afslutter sit
erhvervsaktive liv med en selvstændighedsperiode. ..."
Jeg vedlægger til orientering
kopi af et uddrag af ankestyrelsens afgørelse i denne sag, meddelt i
skrivelse
af 21. februar 1990.
Af ankestyrelsens skrivelse
af 21. februar 1990 fremgår det, at ankestyrelsen efter at have modtaget en
udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen og Socialministeriet tilsluttede sig
den opfattelse, som jeg havde givet udtryk for, hvorefter bestemmelsen i § 6,
stk. 2, ikke indebærer nogen ændring i bevisbyrdereglen i § 10, stk. 2.
Ankestyrelsen anførte herefter, at afgørelser om skader hos personer, som
både
har arbejdet som ansat og senest har været selvstændig, bør træffes efter en
konkret vurdering, hvor der ved vurderingen bør lægges vægt på
"...
1)
Længden af perioderne
som henholdsvis ansat og selvstændig
2)
ekspositionens
størrelse i disse perioder
3)
akutte
forgiftningstilfælde i perioderne
4)
symptomdebut i forhold
til de to ansættelsesperioder ..."
Ankestyrelsens afgørelse er
offentliggjort i Sociale Meddelelser, U nr. 5/1990.
Jeg tog ... det, som ankestyrelsen
havde oplyst i skrivelsen af 21. februar 1990, til efterretning.
Afgørelsen af, hvorvidt en
lidelse kan anerkendes som en erhvervssygdom efter § 10, stk. 2, - herunder
om den efter en konkret vurdering, jf. ankestyrelsens udtalelse i forbindelse
med spørgsmålet om analog anvendelse af § 6, stk. 2, kan anses for pådraget
under arbejdet som lønmodtager eller under en periode som selvstændig - beror
på en skønsmæssigt præget vurdering af navnlig lægelig karakter.
En sådan vurdering er jeg -
efter de regler, der gælder for min virksomhed - normalt afskåret fra at
efterprøve. Hertil kommer, at jeg savner forudsætning for at tage stilling
til
spørgsmålet, som kræver lægelig sagkundskab.
Ankestyrelsen har ved sin
afgørelse (bl.a.) lagt vægt på, at symptomer på en varig lidelse først har
vist sig hos (A) efter en længere periode som selvstændig.
Jeg finder ikke at have
grundlag for at kritisere ankestyrelsens afgørelse, hvorefter (A's) lidelse
ikke kan anerkendes som en arbejdsskade efter lovens § 10, stk. 2.
Ad spørgsmålet om aktindsigt i lægekonsulentudtalelserne i ankestyrelsen:
Ankestyrelsens afslag på
aktindsigt er begrundet med en henvisning til bestemmelsen i
forvaltningslovens
§ 12, stk. 1.
Den Sociale Ankestyrelses
læge- (og tandlæge-)konsulenter er ansat af ankestyrelsen som faglige
konsulenter. De afgiver udtalelser til brug for ankestyrelsens behandling af
(bl.a.) arbejdsskadesager enten i form af en skriftlig udtalelse eller som en
mundtlig vurdering i forbindelse med deltagelse i det møde, hvori afgørelsen
træffes. Lægekonsulentens opgave er alene at foretage en (lægefaglig)
vurdering af sagens oplysninger, navnlig de indhentede lægelige erklæringer.
Sagen har givet mig anledning
til nærmere at overveje, om en klager har krav på aktindsigt i ankestyrelsens
lægekonsulentudtalelser efter bestemmelserne i forvaltningsloven eller på
grundlag af "god forvaltningsskik".
1. Forvaltningslovens § 12
har følgende indhold:
"Retten til aktindsigt
omfatter ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Som interne
arbejdsdokumenter anses
1) dokumenter, der udarbejdes
af en myndighed til egen brug ved behandlingen af en sag. ...
Stk. 2.
Oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der
er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som alene indeholdes i
interne arbejdsdokumenter, skal uanset bestemmelsen i stk. 1 meddeles i
overensstemmelse med reglerne i dette kapitel."
§ 13, nr. 3, giver uanset
bestemmelserne i § 12 ret til aktindsigt i interne arbejdsdokumenter, som
foreligger i endelig form, når
"dokumenterne er
selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for at
tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en
sags faktiske omstændigheder."
(Tilsvarende er
partshøringspligten i forvaltningslovens § 19 knyttet til oplysninger
vedrørende "sagens faktiske omstændigheder").
Justitsministeriet har i en
notits af 4. marts 1988 om adgang til aktindsigt i ankestyrelsens
lægekonsulentudtalelser (om end under tvivl) givet udtryk for den opfattelse,
at den del af lægekonsulentens udtalelse, der vedrører det rent lægefaglige
skøn, kan undtages fra retten til aktindsigt efter forvaltningslovens § 12,
stk. 1 (og den tilsvarende bestemmelse i offentlighedslovens § 7).
Justitsministeriet
lagde vægt på, at lægekonsulenterne er tilknyttet ankestyrelsen i et
egentligt ansættelsesforhold. Justitsministeriet anførte nærmere:
"...
Der kan også trækkes en
parallel til den nye bestemmelse i offentlighedslovens § 8, nr. 3. Efter
denne
bestemmelse omfatter retten til aktindsigt uanset bestemmelsen i § 7 interne
arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form, når dokumenterne er
selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for at
tilvejebringe
bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags faktiske
omstændigheder. På den baggrund er besigtigelsesrapporter, analyserapporter
og
andre tilsvarende rapporter antaget at være omfattet af retten til
aktindsigt.
Det gælder også, selv om rapporterne indeholder subjektive skøn fra den
pågældende sagkyndige medarbejder.
I det foreliggende tilfælde
må der imidlertid lægges afgørende vægt på, at de lægefaglige konsulenter er
tilknyttet Den Sociale Ankestyrelse i et egentligt ansættelsesforhold. De
lægefaglige udtalelser indgår i ankestyrelsens behandling af sagen på
principielt samme måde som juridiske udtalelser om sagens eventuelle retlige
problemer. Lægekonsulenternes udtalelser adskiller sig principielt ikke fra
de
udtalelser af faglig karakter, der afgives af ansatte biologer til brug for
Miljøstyrelsens afgørelser i miljøklagesager eller af ansatte ingeniører til
brug for Justitsministeriets afgørelse af sager af bilteknisk karakter. På
den baggrund er Justitsministeriet mest tilbøjelig til at mene, at også den
del af lægekonsulentens udtalelse, der vedrører et rent lægefagligt skøn, kan
undtages fra retten til aktindsigt efter forvaltningslovens § 12, stk. 1, og
offentlighedslovens
§ 7.
Indeholder lægekonsulentens
udtalelse oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke i øvrigt
fremgår af sagens dokumenter, f.eks. telefonisk indhentede supplerende
helbredsoplysninger, skal disse oplysninger ekstraheres, jf.
forvaltningslovens § 12, stk. 2, og offentlighedslovens § 11. Indhentes der
til brug for sagen en speciallægeerklæring eller i øvrigt erklæringer fra
sagkyndige, der ikke er i et egentligt ansættelsesforhold til ankestyrelsen,
men som virker som selvstændige, vil en sådan erklæring ikke kunne undtages
som et internt arbejdsdokument."
Den del af lægekonsulentudtalelsen,
der vedrører det lægefaglige skøn, er således ikke anset for omfattet af
begrebet "sagens faktiske omstændigheder" i § 12, stk. 2. Med
udgangspunkt i denne opfattelse kan der heller ikke antages at være ret til
aktindsigt efter § 13, nr. 3 (eller partshøringspligt efter § 19), for så
vidt
angår den lægefaglige vurdering i konsulentudtalelserne.
Problemet om afgrænsning af
begrebet "sagens faktiske omstændigheder" er omtalt i Juridisk
Grundbog, Forvaltningen, 4, s. 151, hvor det er anført, at andre myndigheders
eller særligt sagkyndiges kvalifikation af faktum er omfattet af begrebet.
Til
belysning nævnes, at de i en pensionssag (og tilsvarende en arbejdsskadesag)
indhentede speciallægeerklæringer er omfattet, men at de af ankestyrelsen
ansatte lægekonsulenters vurderinger ikke er det.
Jeg kan tilslutte mig den
opfattelse, der er kommet til udtryk de nævnte steder, hvorefter der ikke kan
antages at eksistere en ret til aktindsigt efter forvaltningsloven i
ankestyrelsens lægekonsulentudtalelser, der alene indeholder konsulentens
egne vurderinger af et foreliggende skriftligt materiale.
2. Mine overvejelser om,
hvorvidt der på grundlag af "god forvaltningsskik" bør gives
aktindsigt i lægekonsulentudtalelserne (og foretages partshøring vedrørende
disse) har taget udgangspunkt i den fremgangsmåde, som anvendes ved
domstolene,
hvor alle faglige vurderinger -som ikke kommer fra rettens egne fagkyndige
medlemmer (f.eks. de børnesagkyndige meddommere i sager om anbringelse af
børn
uden for hjemmet, jf. bistandslovens § 130) - fremlægges for retten og sagens
parter og er genstand for procedure.
Ankestyrelsens
lægekonsulenter er ikke medlemmer af afgørelsesmyndigheden, som bl.a. efter
sin sammensætning til en vis grad kan betegnes som domstolslignende.
Opstillingen af en
grundsætning om krav på aktindsigt og partshøring i vurderinger afgivet af
lægekonsulenter i ankestyrelsen måtte som udgangspunkt udstrækkes til også at
gælde alle andre faglige vurderinger afgivet af "specialister"
ansat af myndigheden og ville dermed få meget betydelige
praktisk-administrative konsekvenser. Endvidere ville der kunne blive tale om
en til tider vanskelig grænsedragning mellem på den ene side fagkyndige og på
den anden side almindelige sagsbehandlere ("generalister").
Også den mulighed at begrænse
grundsætningen til domstolslignende forvaltningsmyndigheder ville frembyde
væsentlige grænsedragningsproblemer.
Dertil kommer, at det
retssikkerhedsmæssigt begrundede behov for aktindsigt og partshøring i
sådanne
interne fagkyndige vurderinger i et ikke uvæsentligt omfang vil være dækket
ved
myndighedernes efterlevelse af de gældende krav til udformningen af en
fyldestgørende
begrundelse for en afgørelse, idet det af begrundelsen nærmere skal fremgå,
såfremt
den pågældende vurdering har været af væsentlig betydning for afgørelsen, jf.
forvaltningslovens § 24.
På baggrund af det anførte
har jeg fundet ikke at burde fremkomme med en udtalelse gående på, at
aktindsigt i ankestyrelsens lægekonsulentudtalelser bør gives på grundlag af
god forvaltningsskik. Jeg har herved også lagt vægt på, at de konsekvenser,
som
en sådan udtalelse ville få, gør problemet egnet til i givet fald at blive
reguleret lovgivningsmæssigt.
Jeg vil endnu en gang
præcisere, at ovenstående alene vedrører den del af
lægekonsulentudtalelserne,
som indeholder en rent lægefaglig vurdering. Oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder er omfattet af retten til aktindsigt efter forvaltningslovens
§
12, stk. 2.
3. Uanset at ankestyrelsen
hverken retligt eller på grundlag af god forvaltningsskik er forpligtet til
at
give en part indsigt i en "ren" lægekonsulentudtalelse, kan der
være
grund til at understrege, at ankestyrelsen som udgangspunkt er berettiget til
at give parten denne indsigt i henhold til princippet om
"meroffentlighed", f.eks. i forbindelse med partshøring forud for
afgørelsen eller som svar på en anmodning om aktindsigt. Det vil efter min
opfattelse navnlig være velbegrundet at imødekomme partens ønske i de
tilfælde,
hvor lægekonsulentudtalelsens indhold må forventes at skulle indgå eller er
indgået som en del af den begrundelse, der skal ledsage afgørelsen, jf.
forvaltningslovens §§ 22 og 24.
Jeg har gjort ankestyrelsen
bekendt med min opfattelse.
4. Jeg har modtaget kopi af
lægekonsulentudtalelsen i A's sag (i form af referat af mødet i
ankestyrelsen,
hvori lægekonsulenten deltog) og kan herefter ikke kritisere, at
ankestyrelsen ikke har fundet, at der var krav på aktindsigt efter § 12, stk.
2.
De har med kopi af ankestyrelsens
udtalelse af 22. februar 1990 modtaget oplysning om navnet på den medvirkende
lægekonsulent.
I anledning af Deres
spørgsmål i skrivelsen af 6. april 1990 har en af mine medarbejdere været i
telefonisk kontakt med ankestyrelsen, som oplyste, at ankestyrelsen som en
selvfølge aldrig anvender samme lægekonsulent(er), som har været anvendt i
Arbejdsskadestyrelsen, eller i øvrigt lægekonsulenter, som på anden måde har
afgivet vurderinger i en konkret sag.
Herefter har jeg ikke
grundlag for at foretage videre i sagen."
Lignende dokumenter
- Bevisbedømmelse efter arbejdsskadeforsikringslovens § 13. Begrundelse. Retsinformation · 25. juni 2003
- Størrelsen af erhvervsevnetab - lov om social pension - arbejdsskadeforsikringslov - erstatningsansvarslov (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Sagen drejer sig om, hvorvidt det er berettiget, at Ankestyrelsen har fastsat sagsøgers godtgørelse for varigt mén, som følge af hans anerkendte arbejdsskade i form af lungesygdommen KOL til 15 % med henvisning til, at hans samlede gener svarende til et varigt mén på 30 % delvis er en følge af et mangeårigt privat tobaksforbrug Domsdatabasen · 26. juni 2023
- Årsagsforbindelse mellem en anerkendt erhvervsbetinget lidelse og skadelidtes død. Retsinformation · 3. november 2003
- B. Undersøgelse angående 105 erhvervssygdomssager fra Arbejdsskadestyrelsen Retsinformation · 6. november 2003
- Bevisbyrden ved afgørelsen af om en sygdom er erhvervssygdom. Begrundelse. Retsinformation · 6. november 2003