Spring til indhold

Retsinformation

Bevisbedømmelse efter arbejdsskadeforsikringslovens § 13. Begrundelse.

FOU nr 1993.225UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bevisbedømmelse efter arbejdsskadeforsikringslovens § 13.

Begrundelse.

A klagede over, at Den

Sociale Ankestyrelse havde tiltrådt en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen,

hvorefter A's erhvervsevnetabserstatning blev udmålt på grundlag af et

erhvervsevnetab på 30 %.

De faktiske omstændigheder i

sagen var følgende:

A, der er født i 1942, var i

perioden 1958-1962 i lære som maler og har herefter i en årrække fungeret i

dette erhverv. I 1986 blev han af sin praktiserende læge henvist til

Arbejdsmedicinsk Klinik på K Kommunehospital. I klinikkens redegørelse af 1.

oktober 1986 hedder det bl.a. følgende:

"...

Resumé:

43-årig bygningsmaler

henvises på mistanke om malersyndrom.

Har i perioden fra 1958 til

begyndelsen af 1980-erne arbejdet i ca. 22 år som bygningsmaler med

oliebaserede malinger og lakker. Siden 1966 anvendt kulfiltermaske.

De sidste 4-5 år har pt. kun

arbejdet med vandbaserede produkter og altid anvendt kulfiltermaske.

Der har i hele perioden

relativt hyppigt været symptomer på akut forgiftning. I de sidste 4-5 år

typiske

symptomer på opløsningsmiddelbetinget encephalopathi.

Der er ingen konkurrerende

årsager, og den foreløbige vurdering må blive, at pt. har en let

opløsningsmiddelbetinget

encephalopathi, selvom der ikke er tidsmæssig god sammenhæng mellem symptomer

Læs alt

og eksposition.

..."

Den 10. oktober 1986

anmeldtes A's tilfælde til Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen). I

anmeldelsen angaves diagnosen at være kronisk toksisk encephalopathi.

I den efterfølgende periode

blev der foretaget en række psykologiske undersøgelser af A. Disse

undersøgelser viste navnlig, at A led af træthed og manglende hukommelses- og

koncentrationsevne.

Ved skrivelse af 19. oktober

1987 meddelte Sikringsstyrelsen A, at hans tilfælde var anerkendt som en

arbejdsskade. Sikringsstyrelsens endelige afgørelse i sagen blev meddelt A

ved skrivelse

af 14. december 1987. Heraf fremgår det, at A's varige mén som følge af

arbejdsskaden var ansat til 15 %, mens erhvervsevnetabet ikke kunne anses for

nedsat med 15 % eller derover. A havde derfor ikke krav på erstatning for

tabt

erhvervsevne, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 27. I en følgeskrivelse til

afgørelsen hed det bl.a. følgende:

"...

Ud fra en samlet bedømmelse

er der tale om en let hjerneskade, som kun delvis kan skyldes det tidligere

arbejde med opløsningsmidler.

..."

Ved skrivelse af 28. december

1987 klagede A's fagforbund B for A over den trufne afgørelse for så vidt

angik

ménerstatningen. Ved skrivelse af 13. september 1988 meddelte Den Sociale

Ankestyrelse, at ankestyrelsen havde besluttet at stadfæste afgørelsen.

Ved skrivelse af 21. december

1988 anmodede B Sikringsstyrelsen om at genoptage A's sag for så vidt angik

erhvervsevnetabserstatningen. Samtidig rejste foreningen på A's vegne sag om

tilkendelse af førtidspension i K Kommune.

A ophørte i øvrigt endeligt

med at arbejde den 29. november 1988.

Sikringsstyrelsen meddelte

ved skrivelse af 31. januar 1989, at man havde genoptaget sagen om erstatning

for erhvervsevnetab.

I en skrivelse af 10. april

1989 til Den Sociale Ankestyrelse anførte B følgende:

"I Ankestyrelsens afgørelse

af 13. september 1988 i ovennævnte arbejdsskadesag [(A's) sag] henvises til,

at

Sikringsstyrelsen fandt, at hjerneskaden kun "delvis" kan skyldes

det

tidligere arbejde med opløsningsmidler. Da Den Sociale Ankestyrelse har

tiltrådt Sikringsstyrelsens vurdering med méngrad på 15 %, svarende til

lavest

mulige hjerneskade med "let demens", går jeg ud fra, at

Ankestyrelsen

er enig i det anførte forbehold.

(B) skal i denne forbindelse

anmode om at få oplyst, hvilke konkurrerende årsagsfaktorer der begrunder det

anførte forbehold."

Som svar på denne skrivelse

anførte Den Sociale Ankestyrelse i en skrivelse af 2. juni 1989 bl.a.

følgende:

"...

[Ankestyrelsen var under

sagens behandling] opmærksom på det af Sikringsstyrelsen i brev af 14.

december

1987 anførte, men har ikke fundet at kunne lægge vægt herpå. Ankestyrelsen

har

således fundet at lidelsen fuldt ud skyldes udsættelse for opløsningsmidler

som

bygningsmaler.

..."

A var i mellemtiden blevet

indstillet til mellemste førtidspension, jf. § 14, stk. 2, nr 1, i lov om

social

pension.

Ved skrivelse af 22. juni

1989 til Den Sociale Ankestyrelse anførte B bl.a. følgende:

"...

Vi er enige i Ankestyrelsens

betragtninger om årsagsforholdene.

Da méntabellen imidlertid

opererer med et interval fra 15-25 %, vil vi gerne have forklaret, hvorfor

der

udmåles 15 % ménerstatning og ikke f.eks. 20 %, som jo er gennemsnittet for

lettere demens.

..."

I besvarelse af denne

skrivelse anførte ankestyrelsen ved skrivelse af 21. juli 1989, at styrelsen

på

grundlag af sagens objektive fund havde ment, at der var tale om en let

demens,

og at denne - under hensyn til sværhedsgraden - alene kunne begrunde en

erstatning efter en méngrad på 15 %.

Ved skrivelse af 15. august

1989 traf Sikringsstyrelsen i forbindelse med genoptagelsen af sagen om

erhvervsevnetab afgørelse om, at A's erhvervsevnetab nu måtte ansættes til 30

%. Erstatningen for dette tab udgjorde 520.530 kr.

Denne afgørelse påklagede B

ved skrivelse af 28. august 1989 til Den Sociale Ankestyrelse. I skrivelsen

hedder det bl.a. følgende:

"...

Denne afgørelse ønsker vi

hermed anket, idet den forekommer os sat alt for lavt. Det er

opløsningsmiddelskaden

alene, der har sendt (A) over på en førtidspension i en forholdsvis ung

alder.

..."

I en skrivelse af 18. september

1989 rettede B på ny henvendelse til Den Sociale Ankestyrelse vedrørende

fastsættelsen af méngraden. B anmodede i skrivelsen om at blive gjort bekendt

med retningslinierne for fastsættelse af méngraden i sager af den

foreliggende

art.

Ved skrivelse af 20.

september 1989 oversendte Arbejdsskadestyrelsen i anledning af klagen over

afgørelsen om erhvervsevnetab sagens akter til Den Sociale Ankestyrelse. I

følgeskrivelsen anførte Arbejdsskadestyrelsen bl.a. følgende:

"...

Det bemærkes, at Arbejdsskadestyrelsen

finder at kun en del af skadelidtes nuværende helbredstilstand kan tilskrives

opløsningsmiddelforgiftning. Man finder således ikke at en eventuel

forværring

indtrådt efter 1982 kan tilskrives opløsningsmiddelforgiftning, jfr. brev af

14. december 1987.

..."

I besvarelse af B's

ovennævnte skrivelse af 18. september 1989 meddelte Den Sociale Ankestyrelse

ved skrivelse af 31. oktober 1989, at man ved ménfastsættelsen havde anvendt

Sikringsstyrelsens procenttabel til brug ved ménafgørelser.

Den 7. november 1989 blev A

udskrevet fra Centret for Hjerneskader, hvor han siden den 2. maj 1989 havde

været til observation. I en udskrivningsstatus af 14. november 1989 hed det

bl.a. følgende:

"...

Konklusivt skal anføres, at

på baggrund af (A's) kroniske tilstand, med intellektuelt reduceret funktion

samt personlighedsmæssige forandringer, findes det ikke realistisk at

iværksætte revalideringsforsøg.

..."

Ved skrivelse af 4. maj 1990

meddelte Den Sociale Ankestyrelse, at ankestyrelsen den 3. maj s.å. havde

truffet afgørelse i anledning af klagen over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse

af 15. august 1989 vedrørende erhvervsevnetabet. I grundlaget for afgørelsen

hed det bl.a. følgende:

"...

Arbejdsskadestyrelsen har

overfor Ankestyrelsen begrundet afgørelsen med, at Arbejdsskadestyrelsen kun

finder, at en del af Deres nuværende helbredstilstand kan tilskrives

opløsningsmiddelforgiftning. Man finder således ikke, at den eventuelle

forværring indtrådt efter 1982 kan tilskrives opløsningsmiddelforgiftning.

..."

Den Sociale Ankestyrelses

afgørelse havde følgende ordlyd:

"Arbejdsskaden skønnes

at have medført tab af erhvervsevne på 30 %.

Ankestyrelsen har ved

afgørelsen lagt vægt på, at der er konstateret en lettere demens som følge af

arbejdsskaden.

Ankestyrelsen tiltræder

således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse."

Ved skrivelse af 31. maj 1990

rettede B henvendelse til Den Sociale Ankestyrelse i anledning af

ankestyrelsens afgørelse. I skrivelsen hed det bl.a.:

"...

Det er meget uklart for os,

hvad der nærmere begrunder styrelsens afgørelse, hvori Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse tiltrædes.

Vi kan ikke på baggrund af

meddelelsen om afgørelsen forklare medlemmet, hvad brevet betyder for

vurderingen af hans lidelse, eller hvorfor Ankestyrelsen er enig med

Arbejdsskadestyrelsen

i fastsættelsen af erhvervsevnetabets størrelse.

På den ene side anerkendes

lidelsen uden forbehold af Arbejdsskadestyrelsen, der efterfølgende angiver

et

forbehold ved menafgørelsen af 14.12.87. Ankestyrelsen har i en uddybning

vedrørende

menfastsættelsen i brev af 2.6.89 tilkendegivet, at man ikke finder andre

årsager til (A's) nuværende tilstand end udsættelsen for opløsningsmidler. Af

dette forstod vi, at Ankestyrelsen var uenig i Arbejdsskadestyrelsens skøn på

dette punkt

..."

I besvarelse af denne

skrivelse anførte Den Sociale Ankestyrelse i en skrivelse af 18. juni 1990

bl.a. følgende:

"...

Ankestyrelsen har ved sin

afgørelse på møde den 3. maj 1990, hvori deltog lægelig sagkundskab, lagt

vægt

på de objektive beskrivelser og undersøgelsesresultater af Deres lidelse, der

foreligger i journaludskrift fra Arbejdsmedicinsk Klinik, (K)

Kommunehospital,

for perioden 1. oktober 1986 til 16. december 1988 og neurologiske og

arbejdspsykologiske undersøgelser i april, august og september 1987. Det

fremgår heraf, at der hos Dem er konstateret en lettere demens som følge af

udsættelse

for organiske opløsningsmidler. Ifølge samme oplysninger ses der ikke at være

andre årsager til Deres lidelse.

..."

På foranledning af B blev der

den 14. januar 1991 afholdt et møde mellem forbundet, Den Sociale

Ankestyrelse

og Arbejdsskadestyrelsen om principperne for beregningen af erhvervsevnetabet

i

arbejdsskadesager. Af et mødereferat, der var udarbejdet af

Arbejdsskadestyrelsen, fremgik bl.a. følgende om drøftelserne af A's sag:

"...

(H) [ankechef i Den Sociale

Ankestyrelse] bemærkede, at man var enig i det tilkendte erhvervsevnetab på

30

%, da man fandt, at demensen "havde slået skadelidte ud", men at

der

også måtte være andre årsager til arbejdsophøret. Den lettere demens, som

blev

konstateret i 1982, burde i sig selv ikke være arbejdshindrende. Ved

afgørelsen

var der lagt vægt på den arbejdsprøvning, der havde fundet sted i 1988. Først

i

1988, da skadelidte henvises til Familie-centret, konstateres det, at

skadelidte

ikke kan arbejde mere. Det vil sige, at der må være sket noget i den

mellemliggende periode, hvor skadelidte ikke har været udsat for

opløsningsmidler, der gør, at skadelidte nu er færdig på arbejdsmarkedet.

(J) [kontorchef i Arbejdsskadestyrelsen]

bemærkede, at der var tale om en meget individuel afgørelse, hvor det

tidsmæssige forløb var afgørende. At han i 1988 er så dårlig, at han ikke kan

arbejde mere kan ikke skyldes opløsningsmidlerne alene.

(L) [lægekonsulent i (B)]

fandt, at når man i Arbejdsskadestyrelsen mente, at der var "andre

årsager"

til ophør, burde det fremgå af afgørelsen. Fandt, at det var vanskeligt at

forstå afgørelserne, når der var taget forbehold, og at det derfor var

ønskeligt, at der generelt blev givet en begrundelse for nedskrivningen i

disse

tilfælde.

..."

Ved skrivelse af 22. april

1991 klagede B til mig over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 4. maj

1990

(afgørelsen om erstatning for erhvervsevnetab). Afgørelsen om ménerstatning

blev således ikke indbragt for mig. I klagen gjorde forbundet dels gældende,

at

ankestyrelsens afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet, og dels at

afgørelsen var forkert, idet der burde være fastslået en højere grad af

erhvervsevnetab.

I Den Sociale Ankestyrelses

udtalelse af 19. december 1991 til mig i anledning af klagen hed det bl.a.

følgende:

"...

I denne anledning meddeles,

at Ankestyrelsen ved behandlingen af spørgsmålet om ménerstatning på grundlag

af de tilvejebragte oplysninger, herunder de psykologiske oplysninger fandt,

at

(A) havde pådraget sig en varig dementiel lidelse. Ankestyrelsen fandt, at

indholdet af de tre psykologiske undersøgelser, som var foretaget over en

kortere periode, ikke kunne give grundlag for forskellige konklusioner om

demensens omfang. Ankestyrelsen fandt således på grundlag af de tre prøver

ikke

at kunne fastslå at der var udvikling i lidelsen, og at der i øvrigt var tale

om let demens.

Ankestyrelsen fandt heller

ikke at der i sagen forelå oplysninger som kunne begrunde at demensen kunne

skyldes

andre forhold end den arbejdsbetingede udsættelse for organiske

opløsningsmidler. Ankestyrelsen lagde herefter undersøgelsesresultaterne fra

de

psykologiske undersøgelser til grund ved fastsættelsen af méngraden.

...

Ved behandlingen af spørgsmålet

om erhvervsevnetabserstatning fandt ankestyrelsen, at de forholdsvis

begrænsede

følger af forgiftningslidelsen medførte et erhvervsevnetab, men ikke at

lidelsen kunne begrunde fuldstændigt bortfald eller væsentligt tab af

erhvervsevnen.

Ankestyrelsen skønnede derfor

at demensen kun kunne være en medvirkende årsag til (A's) arbejdsophør og

fandt

den af Arbejdsskadestyrelsen fastsatte erhvervsevnetabsprocent på 30 % for

passende.

..."

I B's bemærkninger til

ankestyrelsens ovenstående udtalelse (B's skrivelse af 28. januar 1992) hed

det

bl.a. følgende:

"...

Den Sociale Ankestyrelse

argumenterer i udtalelsen (...) med, at

skadens medicinske omfang ikke skulle kunne begrunde et væsentligt

erhvervsevnetab. Ifølge forarbejderne til arbejdsskadeforsikringsloven har

det

ikke været meningen, at den lægelige bedømmelse af menets omfang skulle have

betydning for udmålingen af erstatningen for tabt indtjeningsevne. Der peges

i

udtalelsen (...) på et skøn, gående ud på, at demensen "kun kunne være

en

medvirkende årsag" til arbejdsophør. Vi savner fortsat en konkret

bevisførelse, der kan lægges til grund for det udøvede skøn, og finder

fortsat

den nedsatte erstatning ubegrundet, i forhold til den "omvendte

bevisbyrde" i arbejdsskadeforsikringslovens par. 10, stk. 2, og 13.

Det er vores opfattelse, at

der alene er dokumenteret den anerkendte demens som årsag til

erhvervsevnetabet,

og at dette som udgangspunkt i følge lovens bogstav og forarbejder bør

erstattes med den fulde ydelse.

..."

I en omfattende skrivelse af 11.

august 1992 fremsatte B's advokat en række bemærkninger til sagen. I

skrivelsen

hed det bl.a. følgende:

"...

Arbejdsskadestyrelsens og Den

Sociale Ankestyrelses skriftlige såvel som mundtlige begrundelser der

fremkommer efter flere henvendelser fra (B) er ikke fyldestgørende. Der gøres

ikke tilfredsstillende rede for, hvad Den Sociale Ankestyrelse nærmere har

lagt

til grund for at træffe afgørelse om at udmåle et væsentligt lavere

erhvervsevnetab efter § 27, stk. 2, end det tab på mindst 65 %, der er påvist

i

sagen, og som efter lovens § 13 må formodes at være en følge af den

anerkendte

skade.

Den Sociale Ankestyrelse - og

Arbejdsskadestyrelsen - har ikke bestridt det påviste erhvervsevnetab, men

tilskriver det kun delvis arbejdsskaden. Den Sociale Ankestyrelse har ved

udmålingsafgørelsen ikke anvendt § 27, stk. 2, korrekt, og helt undladt at

anvende § 13. Efter min opfattelse er dette sagens kerneproblem.

..."

I ankestyrelsens bemærkninger

til advokatens skrivelse (ankestyrelsens skrivelse af 21. oktober 1992) hed

det

bl.a. følgende:

"...

Det er Ankestyrelsens lægers

opfattelse, at der ikke kan ske en yderligere udvikling af en dementiel

lidelse, når den skadevoldende udsættelse ophører. Ved behandlingen af

spørgsmålet om

erhvervsevnetabserstatning

har Ankestyrelsen derfor lagt til grund, at der ikke var sket en forværring

af

de helbredsmæssige skadefølger siden fastsættelsen af ménerstatningen, idet

(A)

ikke havde været udsat for skadevoldende påvirkninger siden dette tidspunkt.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at (A) den 13. juli 1989 havde oplyst, at han

dagligt havde benyttet maling baseret på organiske opløsningsmidler frem til

november 1988. Ankestyrelsen har imidlertid ikke fundet at kunne lægge

afgørende vægt på denne oplysning, men har lagt til grund, at han siden 1982

fortrinsvis har arbejdet med vandbaseret maling og derfor siden dette

tidspunkt

ikke har været udsat for organiske opløsningsmidler i skadevoldende omfang.

På grund af sagens øvrige

oplysninger, herunder at (A) havde fortsat arbejdet som maler indtil

sygemeldingen

i december 1988 har ankestyrelsen vurderet erhvervsevnetabet efter

arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 2. Ved denne vurdering har

Ankestyrelsen (naturligvis) inddraget oplysningerne om de helbredsbetingede

følger af arbejdsskaden.

Ankestyrelsen måtte ved denne

bedømmelse komme til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen om, at

arbejdsskaden havde medført et erhvervsevnetab, men at han ikke var

berettiget

til erstatning i den periode, hvor han fortsat arbejdede, men først da der

skete ændring i forholdene. Ankestyrelsen skønnede, at der efter oplysninger

ikke var grundlag for at antage at arbejdsskaden havde medført et betydeligt

erhvervsevnetab, men at det af Arbejdsskadestyrelsen fastsatte

erhvervsevnetab

på 30 % var en rimelig erstatning efter de foreliggende oplysninger.

Med hensyn til Revaliderings-

og Pensionsnævnet for (X) Amts afgørelse, hvorefter der er tilkendt (A)

mellemste førtidspension fra den 1. februar 1989, bemærkes det at denne

afgørelse ikke har været indbragt for Ankestyrelsen, som derfor ikke har

taget

stilling til afgørelsen.

..."

I advokatens bemærkninger til

ankestyrelsens skrivelse (advokatens skrivelse af 7. december 1992) hed det

bl.a. følgende:

"...

DSA har åbenbart den

opfattelse, at når den medicinske følge (ménet) ikke er forværret, kan den

sociale følge (erhvervsevnetabet) ikke ændres fra under 15 % til 65 % eller

mere.

Som redegjort for i mit

indlæg af 11. august, skal den medicinske følge ifølge lovens forarbejder

"

ikke have nogen selvstændig

indflydelse på

" fastsættelsen af erhvervsevnetabserstatningen, men

"

alene tillægges betydning for

fastsættelsen af den ovenfor omtalte ménerstatning

".

...

Når det er DSA's opfattelse,

at der ikke er konkurrerende medicinske årsager til (A's) lidelse, og når det

af sagens akter fremgår at (A) ikke skønnes at kunne udføre noget erhverv,

burde det fremgå hvilke arbejdsmuligheder DSA skønner at (A) er i besiddelse

af, og i hvilket omfang dette giver anledning til reduktion i forhold til

udgangspunktet,

nemlig et erhvervsevnetab på 100 %, som anført af Friis og Behn side 269.

...

I (A's) sag fremgår det af

akterne, at den faktiske erhvervsevne er nedsat til under 1/3, og ingen akter

modsiger dette.

DSA har ikke på noget

tidspunkt, ejheller i skrivelsen af 21. oktober 1992, bestridt dette faktum,

men tværtimod, dels på mødet den 14. januar 1991 og dels ved skrivelsen af

14.

december 1991, anerkendt, at der er lidt et rent faktisk erhvervsevnetab i

denne størrelsesorden, men vil kun tilskrive arbejdsskaden 30 % andel heri.

..."

I sin skrivelse gjorde

advokaten endelig på ny gældende,

at

Den Sociale Ankestyrelse ikke havde anvendt bevisbyrdereglen i

arbejdsskadeforsikringslovens § 13 korrekt, og

at

A's erhvervsevnetab ikke var beregnet i overensstemmelse med

bestemmelsen i samme lovs § 27, stk. 2.

B oplyste ved en skrivelse

ligeledes af 7. december 1992, at forbundet kunne tilslutte sig advokatens

bemærkninger.

I min afsluttende skrivelse

til A udtalte jeg følgende:

"På grundlag af Den

Sociale Ankestyrelses afgørelse af 4. maj 1990 og de efterfølgende

udtalelser,

som ankestyrelsen er fremkommet med, synes de betragtninger, der ligger bag

ankestyrelsens afgørelse, at kunne sammenfattes således:

- (A) lider af en let demens

som følge af, at han har været udsat for organiske opløsningsmidler. Der er

ikke andre årsager til (A's) demens.

- (A) har lidt et

erhvervsevnetab. Dette tab er for så vidt større end 30 %; demensen kan

imidlertid i sig selv kun antages at have medført et erhvervsevnetab på 30 %.

Der må derfor være andre årsager til erhvervsevnetabet end demensen.

- Der kan som følge heraf

alene ydes (A) erstatning på grundlag af et erhvervsevnetab på 30 %.

Mine overvejelser i sagen har

herefter været koncenteret om følgende spørgsmål:

Forholdet mellem Den Sociale Ankestyrelses afgørelse og

arbejdsskadeforsikringslovens § 13 (spørgsmålet om årsagssammenhæng).

Forholdet

mellem Den Sociale Ankestyrelses afgørelse og forvaltningslovens § 24

(spørgsmålet

om begrundelse).

Under pkt. a) har jeg tillige

kort taget stilling til de spørgsmål om forståelsen af

arbejdsskadeforsikringslovens

§ 27, stk. 2, som (B) og (B's) advokat ... har rejst.

ad a) Spørgsmålet om årsagssammenhæng.

1.

Arbejdsskadeforsikringslovens § 13, som (B's) advokat ... har henvist til i

sine indlæg i sagen, har følgende ordlyd:

"§ 13. Et påvist tab af

erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en følge

af

arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod."

Betydningen af denne bestemmelse

er, at der skal antages at være årsagssammenhæng mellem skade og (det fulde)

erhvervsevnetab, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Det

følger

heraf, at det påhviler myndigheden (i dette tilfælde Den Sociale

Ankestyrelse)

at påvise, at der med overvejende sandsynlighed foreligger andre årsager til

erhvervsevnetabet end arbejdsskaden. Således anføres bl.a. følgende i Asger

Friis og Ole Behn, Arbejdsskadeforsikringsloven (1984), side 267 (om de

situationer, hvor der antages at foreligge konkurrerende årsager til

erhvervsevnetabet):

"...

En begrænsning af

erstatningen [som følge af konkurrerende årsager] vil dog under hensyn til

reglen

i § 13 kun kunne foretages hvor den konkurrerende årsag eller forudbestående

sygdom spiller en afgørende rolle for den aktuelle tilstand.

..."

I overensstemmelse hermed

fremgår det af referatet af de sager, der herefter omtales i det nævnte værk,

at der i alle tilfælde har været klarhed over, hvilke konkurrerende årsager

der

forelå til erhvervsevnetabet. Jeg henviser til bogens s. 267-69.

Endvidere henviser jeg til

Anders Vinding Kruse og Jens Møller, Erstatningsansvarsloven (2. udg., 1989),

s. 134 ff., og til Arbejdsskadestyrelsens Vejledning om erstatning for tab af

erhvervsevne (1992), s. 32-33.

2. I (A's) sag har Den

Sociale Ankestyrelse ikke på noget tidspunkt i sagen henvist til, hvilke

konkurrerende

årsager der skulle være til (A's) erhvervsevnetab. De udtalelser, som

ankestyrelsen har afgivet om dette spørgsmål, har således haft følgende

ordlyd:

"(H) bemærkede, at man

var enig i det tilkendte erhvervsevnetab på 30 %, da man fandt, at demensen

"havde slået skadelidte ud",

men

at der også måtte være andre årsager til arbejdsophøret.

Den lettere

demens, som blev konstateret i 1982, burde i sig selv ikke være

arbejdshindrende. Ved afgørelsen var der lagt vægt på den arbejdsprøvning,

der

havde fundet sted i 1988. Først i 1988, da skadelidte henvises til

Familie-centret, konstateres det, at skadelidte ikke kan arbejde mere.

Det vil sige, at der må være sket noget i

den mellemliggende periode, hvor skadelidte ikke har været udsat for

opløsningsmidler, der gør, at skadelidte nu er færdig på arbejdsmarkedet.

"

(Referat af mødet den 14.

januar 1991 mellem Arbejdsskadestyrelsen, Den Sociale Ankestyrelse og (B)

(mine

fremhævelser)).

"Ankestyrelsen skønnede

derfor at demensen

kun kunne være en

medvirkende årsag

til (A's) arbejdsophør og fandt den af

Arbejdsskadestyrelsen fastsatte erhvervsevnetabsprocent for passende."

(Den Sociale Ankestyrelses

skrivelse af 19. december 1991 til mig (mine fremhævelser)).

3. Den Sociale Ankestyrelses

afgørelse må efterlade betydelig tvivl om, hvorvidt ankestyrelsen i

tilstrækkelig grad har taget hensyn til den særlige normering af

bevisbedømmelsen, der er indeholdt i arbejdsskadeforsikringslovens § 13. I

hvert fald har ankestyrelsen ikke - som bestemmelsen kræver - påvist,

hvilke

konkurrerende årsager der med

overvejende sandsynlighed har været til (A's) erhvervsevnetab.

4. I tilslutning til det

anførte skal jeg særligt bemærke følgende: af Den Sociale Ankestyrelses

seneste

udtalelse i sagen (ankestyrelsens skrivelse af 21. oktober 1992 til mig) kan

man få det indtryk, at en del af begrundelsen for ankestyrelsens afgørelse

er,

at (A's) demens efter styrelsens lægers opfattelse ikke kan have udviklet sig

yderligere siden 1982, hvor (B) efter ankestyrelsens opfattelse sidst har

været

udsat for organiske opløsningsmidler i væsentligt omfang. Ankestyrelsen

anførte

om dette spørgsmål bl.a. følgende:

"...

Det er Ankestyrelsens lægers

opfattelse, at der ikke kan ske en yderligere udvikling af en dementiel

lidelse, når den skadevoldende udsættelse ophører. Ved behandlingen af

spørgsmålet om

erhvervsevnetabserstatning

har Ankestyrelsen derfor lagt til grund, at der ikke var sket en forværring

af

de helbredsmæssige skadefølger siden fastsættelsen af ménerstatningen, idet

(A)

ikke havde været udsat for skadevoldende påvirkninger siden dette tidspunkt.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at (A) den 13. juli 1989 havde oplyst, at han

dagligt havde benyttet maling baseret på organiske opløsningsmidler frem til

november 1988. Ankestyrelsen har imidlertid ikke fundet at kunne lægge

afgørende vægt på denne oplysning, men har lagt til grund, at han siden 1982

fortrinsvis har arbejdet med vandbaseret maling og derfor siden dette

tidspunkt

ikke har været udsat for organiske opløsningsmidler i skadevoldende omfang.

..."

Det anførte lægelige

synspunkt synes at være almindeligt anerkendt, jf. herved navnlig Højesterets

dom af 14. september 1989 (refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 988

ff,

særligt s. 999).

Det står mig imidlertid ikke

ganske klart, med hvilken begrundelse Den Sociale Ankestyrelse har fremhævet

det omhandlede forhold i den foreliggende sag; ankestyrelsen er som tidligere

nævnt enig med (B) og (B's) advokat ... i, at der ikke er andre årsager til

(A's) demens end udsættelsen for organiske opløsningsmidler. Da ankestyrelsen

ikke i øvrigt har gjort det omhandlede forhold gældende under sagen, har jeg

ikke haft anledning til at komme nærmere ind herpå. Dog bemærker jeg, at

såfremt Den Sociale Ankestyrelse havde ønsket at gøre synspunktet gældende i

forbindelse med ankestyrelsens afgørelse af 4. maj 1990, måtte det efter min

opfattelse have forudsat en mere sikker viden om, hvornår (A) sidst har været

udsat for organiske opløsningsmidler, end sagens akter frembyder. I den

forbindelse bemærker jeg særligt, at (A) selv den 13. juli 1989 over for

Arbejdsskadestyrelsen har oplyst, at han har været udsat for organiske

opløsningsmidler helt frem til sit arbejdsophør i november 1988.

5. Sammenfattende må det

herefter være min opfattelse, at der er betydelig tvivl om, hvorvidt

ankestyrelsens

afgørelse hviler på en korrekt anvendelse af arbejdsskadeforsikringslovens §

13.

6. Som følge af det anførte

har jeg ikke fundet anledning til i detaljer at komme ind på de

betragtninger,

som (B) - og navnlig (B's) advokat ... - har anført om forståelsen af

arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 2. Det bemærkes dog, at jeg selvsagt

ikke kan være uenig i det, der er kernen i (B's) advokat ... opfattelse: at

der

skal foretages en samlet, konkret vurdering af skadelidtes fremtidige

erhvervsevne, og at der i den henseende ikke alene kan lægges vægt på

arbejdsskadens medicinske omfang. Dette sidste følger klart af bestemmelsens

forarbejder, herunder navnlig Betænkning 792/1977 om Arbejdsskadeforsikring,

s.

17. Jeg henviser endvidere til bemærkningerne i forslaget til lov om

arbejdsskadeforsikring (Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, sp. 932-33) og

til

Asger Friis og Ole Behn, Arbejdsskadeforsikringsloven (1984), s. 272.

Imidlertid har jeg - uanset

at det ikke klart fremgår af ankestyrelsens oprindelige begrundelse for

afgørelsen - ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ankestyrelsen

ikke

har foretaget den samlede, konkrete vurdering af (A's) fremtidige

erhvervsevne,

som bestemmelsen i § 27, stk. 2, foreskriver. I den forbindelse henviser jeg

særligt til ankestyrelsens senere udtalelser i sagen.

ad b) Spørgsmålet om begrundelse.

1. Den Sociale Ankestyrelses

afgørelse gav ikke (A) fuldt ud medhold. Afgørelsen skulle derfor ledsages af

en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22.

De indholdsmæssige krav til

begrundelsen er fastsat i forvaltningslovens § 24, der har følgende ordlyd:

"

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."

2. I den oprindelige begrundelse

for Den Sociale Ankestyrelses afgørelse hedder det alene, at (A) lider af en

let demens.

3. Denne begrundelse giver

ikke (A) nogen forklaring på, hvorfor sagen har fået det udfald, at

erhvervsevnetabet

er ansat til netop 30 %. Begrundelsen kunne ydermere efterlade det - som jeg

har lagt til grund uberettigede - indtryk, at ankestyrelsen ikke havde

foretaget det konkrete skøn over (A's) fremtidige erhvervsevne, som

arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 2, foreskriver.

En begrundelse, der er i overensstemmelse

med forvaltningslovens § 24, ville derfor have skullet indeholde en nærmere

angivelse af de oplysninger og hensyn, som ankestyrelsen havde lagt til grund

ved udmålingen af erhvervsevnetabet, herunder hvilke konkurrerende årsager

der

efter ankestyrelsens opfattelse har været til (A's) erhvervsevnetab. Da

ankestyrelsen - som jeg har måttet lægge til grund - for så vidt er enig i,

at

(A's) erhvervsevnetab er større end 30 %, burde Den Sociale Ankestyrelse

ligeledes have oplyst, med hvor stor en procentdel

erhvervsevnetabserstatningen

var reduceret som følge af disse konkurrerende årsager.

4. Endvidere bemærker jeg, at

(A) som nævnt er tilkendt førtidspension efter en bestemmelse i loven om

social

pension, der forudsætter, at hans erhvervsevnetab andrager 2/3. Denne

vurdering, der er foretaget af revaliderings- og pensionsnævnet, er

ankestyrelsen selvsagt ikke bundet af; tværtimod er ankestyrelsen forpligtet

til at udøve et selvstændigt skøn på grundlag af de hensyn, der er opregnet i

arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 2. Ikke desto mindre har det været

nærliggende for (A) at antage, at Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale

Ankestyrelses bedømmelse af hans erhvervsevnetab ville falde ud på samme måde

som revaliderings- og pensionsnævnets bedømmelse, også selvom bedømmelsen i

arbejdsskadesagen har skullet foretages på grundlag af et andet regelsæt.

Der var derfor i en situation

som den foreliggende et særligt behov for, at Den Sociale Ankestyrelse i

begrundelsen udtrykkeligt henviste til, at man var opmærksom på

revaliderings-

og pensionsnævnets afgørelse i pensionssagen, og samtidig redegjorde for,

hvorfor man ikke kunne lægge denne afgørelse til grund.

Et sådant supplerende krav

til begrundelsen følger vel ikke direkte af forvaltningslovens § 24. Som jeg

tidligere har udtalt (Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s.

117 f. (118)), er det imidlertid ikke

givet, at en begrundelse, der for så vidt opfylder kravene i § 24, også

fremtræder som tilstrækkelig i en given situation i den forstand, at den

giver

en fyldestgørende forklaring på, hvorfor en sag har fået et bestemt udfald.

5. Det fremgår af det

anførte, at Den Sociale Ankestyrelses oprindelige begrundelse for afgørelsen

af

4. maj 1990 lider af følgende mangler:

- Det er ikke anført, hvilke

oplysninger ankestyrelsen har lagt vægt på ved udmålingen af (A's)

erhvervsevnetab.

- Det fremgår ikke

tilstrækkeligt klart, at ankestyrelsens afgørelse hviler på en samlet,

konkret

vurdering af (A's) erhvervsevnetab, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 27,

stk. 2.

- Det er ikke oplyst, hvilke

konkurrerende årsager der efter ankestyrelsens opfattelse har været til (A's)

erhvervsevnetab.

- Det er ikke forklaret,

hvorfor ankestyrelsens vurdering af (A's) erhvervsevnetab ikke svarer til

revaliderings- og pensionsnævnets vurdering af samme spørgsmål.

Begrundelsen for

ankestyrelsens afgørelse af 4. maj 1990 er som følge af det anførte helt

utilstrækkelig.

6. De anførte mangler er kun

delvist afhjulpet ved ankestyrelsens skrivelse af 18. juni 1990 til (B), der

til dels er gengivet ovenfor; i denne skrivelse er det således vel angivet,

hvilke oplysninger ankestyrelsen har lagt vægt på ved udmålingen af

erhvervsevnetabet. Der savnes imidlertid fortsat en forklaring på spørgsmålet

om de konkurrerende årsager, ligesom der ikke er gjort rede for, hvorfor

ankestyrelsen ikke har kunnet følge revaliderings- og pensionsnævnets

vurdering. Det samme gælder de udtalelser, der blev fremført på mødet den 14.

januar 1991 mellem (B), Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse.

Sammenfattende er det

herefter min opfattelse,

at

der er betydelig tvivl om, hvorvidt Den Sociale Ankestyrelses

afgørelse hviler på en korrekt anvendelse af arbejdsskadeforsikringslovens §

13, og

at

Den Sociale Ankestyrelses begrundelse for afgørelsen på en række

punkter er utilstrækkelig.

Jeg henstiller, at Den

Sociale Ankestyrelse nu genoptager sagen til fornyet behandling under

hensyntagen

til den særlige normering af bevisbedømmelsen, der er foreskrevet ved

arbejdsskadeforsikringslovens § 13.

I betragtning af, at

ankestyrelsen således skal træffe en helt ny afgørelse i sagen, har jeg ikke

fundet

tilstrækkeligt grundlag for at henstille, at ankestyrelsen nu meddeler en ny

begrundelse for den oprindelige afgørelse af 4. maj 1990.

Det bemærkes, at jeg ikke har

fundet tilstrækkelig anledning til at foretage en selvstændig vurdering af

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 15. august 1989. I den forbindelse har

jeg

navnlig lagt vægt på, at Den Sociale Ankestyrelses afgørelse er truffet på

grundlag af en anden opfattelse af årsagssammenhængen mellem de forhold, som

(A) har været udsat for på sin arbejdsplads, og den demens, han har pådraget

sig, end den, der er lagt til grund af Arbejdsskadestyrelsen."

NOTER: (*1) Jf.

FOB 1990, s. 117f.

Lignende dokumenter