Bevisbedømmelse efter arbejdsskadeforsikringslovens § 13. Begrundelse.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bevisbedømmelse efter arbejdsskadeforsikringslovens § 13.
Begrundelse.
A klagede over, at Den
Sociale Ankestyrelse havde tiltrådt en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen,
hvorefter A's erhvervsevnetabserstatning blev udmålt på grundlag af et
erhvervsevnetab på 30 %.
De faktiske omstændigheder i
sagen var følgende:
A, der er født i 1942, var i
perioden 1958-1962 i lære som maler og har herefter i en årrække fungeret i
dette erhverv. I 1986 blev han af sin praktiserende læge henvist til
Arbejdsmedicinsk Klinik på K Kommunehospital. I klinikkens redegørelse af 1.
oktober 1986 hedder det bl.a. følgende:
"...
Resumé:
43-årig bygningsmaler
henvises på mistanke om malersyndrom.
Har i perioden fra 1958 til
begyndelsen af 1980-erne arbejdet i ca. 22 år som bygningsmaler med
oliebaserede malinger og lakker. Siden 1966 anvendt kulfiltermaske.
De sidste 4-5 år har pt. kun
arbejdet med vandbaserede produkter og altid anvendt kulfiltermaske.
Der har i hele perioden
relativt hyppigt været symptomer på akut forgiftning. I de sidste 4-5 år
typiske
symptomer på opløsningsmiddelbetinget encephalopathi.
Der er ingen konkurrerende
årsager, og den foreløbige vurdering må blive, at pt. har en let
opløsningsmiddelbetinget
encephalopathi, selvom der ikke er tidsmæssig god sammenhæng mellem symptomer
Læs alt
og eksposition.
..."
Den 10. oktober 1986
anmeldtes A's tilfælde til Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen). I
anmeldelsen angaves diagnosen at være kronisk toksisk encephalopathi.
I den efterfølgende periode
blev der foretaget en række psykologiske undersøgelser af A. Disse
undersøgelser viste navnlig, at A led af træthed og manglende hukommelses- og
koncentrationsevne.
Ved skrivelse af 19. oktober
1987 meddelte Sikringsstyrelsen A, at hans tilfælde var anerkendt som en
arbejdsskade. Sikringsstyrelsens endelige afgørelse i sagen blev meddelt A
ved skrivelse
af 14. december 1987. Heraf fremgår det, at A's varige mén som følge af
arbejdsskaden var ansat til 15 %, mens erhvervsevnetabet ikke kunne anses for
nedsat med 15 % eller derover. A havde derfor ikke krav på erstatning for
tabt
erhvervsevne, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 27. I en følgeskrivelse til
afgørelsen hed det bl.a. følgende:
"...
Ud fra en samlet bedømmelse
er der tale om en let hjerneskade, som kun delvis kan skyldes det tidligere
arbejde med opløsningsmidler.
..."
Ved skrivelse af 28. december
1987 klagede A's fagforbund B for A over den trufne afgørelse for så vidt
angik
ménerstatningen. Ved skrivelse af 13. september 1988 meddelte Den Sociale
Ankestyrelse, at ankestyrelsen havde besluttet at stadfæste afgørelsen.
Ved skrivelse af 21. december
1988 anmodede B Sikringsstyrelsen om at genoptage A's sag for så vidt angik
erhvervsevnetabserstatningen. Samtidig rejste foreningen på A's vegne sag om
tilkendelse af førtidspension i K Kommune.
A ophørte i øvrigt endeligt
med at arbejde den 29. november 1988.
Sikringsstyrelsen meddelte
ved skrivelse af 31. januar 1989, at man havde genoptaget sagen om erstatning
for erhvervsevnetab.
I en skrivelse af 10. april
1989 til Den Sociale Ankestyrelse anførte B følgende:
"I Ankestyrelsens afgørelse
af 13. september 1988 i ovennævnte arbejdsskadesag [(A's) sag] henvises til,
at
Sikringsstyrelsen fandt, at hjerneskaden kun "delvis" kan skyldes
det
tidligere arbejde med opløsningsmidler. Da Den Sociale Ankestyrelse har
tiltrådt Sikringsstyrelsens vurdering med méngrad på 15 %, svarende til
lavest
mulige hjerneskade med "let demens", går jeg ud fra, at
Ankestyrelsen
er enig i det anførte forbehold.
(B) skal i denne forbindelse
anmode om at få oplyst, hvilke konkurrerende årsagsfaktorer der begrunder det
anførte forbehold."
Som svar på denne skrivelse
anførte Den Sociale Ankestyrelse i en skrivelse af 2. juni 1989 bl.a.
følgende:
"...
[Ankestyrelsen var under
sagens behandling] opmærksom på det af Sikringsstyrelsen i brev af 14.
december
1987 anførte, men har ikke fundet at kunne lægge vægt herpå. Ankestyrelsen
har
således fundet at lidelsen fuldt ud skyldes udsættelse for opløsningsmidler
som
bygningsmaler.
..."
A var i mellemtiden blevet
indstillet til mellemste førtidspension, jf. § 14, stk. 2, nr 1, i lov om
social
pension.
Ved skrivelse af 22. juni
1989 til Den Sociale Ankestyrelse anførte B bl.a. følgende:
"...
Vi er enige i Ankestyrelsens
betragtninger om årsagsforholdene.
Da méntabellen imidlertid
opererer med et interval fra 15-25 %, vil vi gerne have forklaret, hvorfor
der
udmåles 15 % ménerstatning og ikke f.eks. 20 %, som jo er gennemsnittet for
lettere demens.
..."
I besvarelse af denne
skrivelse anførte ankestyrelsen ved skrivelse af 21. juli 1989, at styrelsen
på
grundlag af sagens objektive fund havde ment, at der var tale om en let
demens,
og at denne - under hensyn til sværhedsgraden - alene kunne begrunde en
erstatning efter en méngrad på 15 %.
Ved skrivelse af 15. august
1989 traf Sikringsstyrelsen i forbindelse med genoptagelsen af sagen om
erhvervsevnetab afgørelse om, at A's erhvervsevnetab nu måtte ansættes til 30
%. Erstatningen for dette tab udgjorde 520.530 kr.
Denne afgørelse påklagede B
ved skrivelse af 28. august 1989 til Den Sociale Ankestyrelse. I skrivelsen
hedder det bl.a. følgende:
"...
Denne afgørelse ønsker vi
hermed anket, idet den forekommer os sat alt for lavt. Det er
opløsningsmiddelskaden
alene, der har sendt (A) over på en førtidspension i en forholdsvis ung
alder.
..."
I en skrivelse af 18. september
1989 rettede B på ny henvendelse til Den Sociale Ankestyrelse vedrørende
fastsættelsen af méngraden. B anmodede i skrivelsen om at blive gjort bekendt
med retningslinierne for fastsættelse af méngraden i sager af den
foreliggende
art.
Ved skrivelse af 20.
september 1989 oversendte Arbejdsskadestyrelsen i anledning af klagen over
afgørelsen om erhvervsevnetab sagens akter til Den Sociale Ankestyrelse. I
følgeskrivelsen anførte Arbejdsskadestyrelsen bl.a. følgende:
"...
Det bemærkes, at Arbejdsskadestyrelsen
finder at kun en del af skadelidtes nuværende helbredstilstand kan tilskrives
opløsningsmiddelforgiftning. Man finder således ikke at en eventuel
forværring
indtrådt efter 1982 kan tilskrives opløsningsmiddelforgiftning, jfr. brev af
14. december 1987.
..."
I besvarelse af B's
ovennævnte skrivelse af 18. september 1989 meddelte Den Sociale Ankestyrelse
ved skrivelse af 31. oktober 1989, at man ved ménfastsættelsen havde anvendt
Sikringsstyrelsens procenttabel til brug ved ménafgørelser.
Den 7. november 1989 blev A
udskrevet fra Centret for Hjerneskader, hvor han siden den 2. maj 1989 havde
været til observation. I en udskrivningsstatus af 14. november 1989 hed det
bl.a. følgende:
"...
Konklusivt skal anføres, at
på baggrund af (A's) kroniske tilstand, med intellektuelt reduceret funktion
samt personlighedsmæssige forandringer, findes det ikke realistisk at
iværksætte revalideringsforsøg.
..."
Ved skrivelse af 4. maj 1990
meddelte Den Sociale Ankestyrelse, at ankestyrelsen den 3. maj s.å. havde
truffet afgørelse i anledning af klagen over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse
af 15. august 1989 vedrørende erhvervsevnetabet. I grundlaget for afgørelsen
hed det bl.a. følgende:
"...
Arbejdsskadestyrelsen har
overfor Ankestyrelsen begrundet afgørelsen med, at Arbejdsskadestyrelsen kun
finder, at en del af Deres nuværende helbredstilstand kan tilskrives
opløsningsmiddelforgiftning. Man finder således ikke, at den eventuelle
forværring indtrådt efter 1982 kan tilskrives opløsningsmiddelforgiftning.
..."
Den Sociale Ankestyrelses
afgørelse havde følgende ordlyd:
"Arbejdsskaden skønnes
at have medført tab af erhvervsevne på 30 %.
Ankestyrelsen har ved
afgørelsen lagt vægt på, at der er konstateret en lettere demens som følge af
arbejdsskaden.
Ankestyrelsen tiltræder
således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse."
Ved skrivelse af 31. maj 1990
rettede B henvendelse til Den Sociale Ankestyrelse i anledning af
ankestyrelsens afgørelse. I skrivelsen hed det bl.a.:
"...
Det er meget uklart for os,
hvad der nærmere begrunder styrelsens afgørelse, hvori Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse tiltrædes.
Vi kan ikke på baggrund af
meddelelsen om afgørelsen forklare medlemmet, hvad brevet betyder for
vurderingen af hans lidelse, eller hvorfor Ankestyrelsen er enig med
Arbejdsskadestyrelsen
i fastsættelsen af erhvervsevnetabets størrelse.
På den ene side anerkendes
lidelsen uden forbehold af Arbejdsskadestyrelsen, der efterfølgende angiver
et
forbehold ved menafgørelsen af 14.12.87. Ankestyrelsen har i en uddybning
vedrørende
menfastsættelsen i brev af 2.6.89 tilkendegivet, at man ikke finder andre
årsager til (A's) nuværende tilstand end udsættelsen for opløsningsmidler. Af
dette forstod vi, at Ankestyrelsen var uenig i Arbejdsskadestyrelsens skøn på
dette punkt
..."
I besvarelse af denne
skrivelse anførte Den Sociale Ankestyrelse i en skrivelse af 18. juni 1990
bl.a. følgende:
"...
Ankestyrelsen har ved sin
afgørelse på møde den 3. maj 1990, hvori deltog lægelig sagkundskab, lagt
vægt
på de objektive beskrivelser og undersøgelsesresultater af Deres lidelse, der
foreligger i journaludskrift fra Arbejdsmedicinsk Klinik, (K)
Kommunehospital,
for perioden 1. oktober 1986 til 16. december 1988 og neurologiske og
arbejdspsykologiske undersøgelser i april, august og september 1987. Det
fremgår heraf, at der hos Dem er konstateret en lettere demens som følge af
udsættelse
for organiske opløsningsmidler. Ifølge samme oplysninger ses der ikke at være
andre årsager til Deres lidelse.
..."
På foranledning af B blev der
den 14. januar 1991 afholdt et møde mellem forbundet, Den Sociale
Ankestyrelse
og Arbejdsskadestyrelsen om principperne for beregningen af erhvervsevnetabet
i
arbejdsskadesager. Af et mødereferat, der var udarbejdet af
Arbejdsskadestyrelsen, fremgik bl.a. følgende om drøftelserne af A's sag:
"...
(H) [ankechef i Den Sociale
Ankestyrelse] bemærkede, at man var enig i det tilkendte erhvervsevnetab på
30
%, da man fandt, at demensen "havde slået skadelidte ud", men at
der
også måtte være andre årsager til arbejdsophøret. Den lettere demens, som
blev
konstateret i 1982, burde i sig selv ikke være arbejdshindrende. Ved
afgørelsen
var der lagt vægt på den arbejdsprøvning, der havde fundet sted i 1988. Først
i
1988, da skadelidte henvises til Familie-centret, konstateres det, at
skadelidte
ikke kan arbejde mere. Det vil sige, at der må være sket noget i den
mellemliggende periode, hvor skadelidte ikke har været udsat for
opløsningsmidler, der gør, at skadelidte nu er færdig på arbejdsmarkedet.
(J) [kontorchef i Arbejdsskadestyrelsen]
bemærkede, at der var tale om en meget individuel afgørelse, hvor det
tidsmæssige forløb var afgørende. At han i 1988 er så dårlig, at han ikke kan
arbejde mere kan ikke skyldes opløsningsmidlerne alene.
(L) [lægekonsulent i (B)]
fandt, at når man i Arbejdsskadestyrelsen mente, at der var "andre
årsager"
til ophør, burde det fremgå af afgørelsen. Fandt, at det var vanskeligt at
forstå afgørelserne, når der var taget forbehold, og at det derfor var
ønskeligt, at der generelt blev givet en begrundelse for nedskrivningen i
disse
tilfælde.
..."
Ved skrivelse af 22. april
1991 klagede B til mig over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 4. maj
1990
(afgørelsen om erstatning for erhvervsevnetab). Afgørelsen om ménerstatning
blev således ikke indbragt for mig. I klagen gjorde forbundet dels gældende,
at
ankestyrelsens afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet, og dels at
afgørelsen var forkert, idet der burde være fastslået en højere grad af
erhvervsevnetab.
I Den Sociale Ankestyrelses
udtalelse af 19. december 1991 til mig i anledning af klagen hed det bl.a.
følgende:
"...
I denne anledning meddeles,
at Ankestyrelsen ved behandlingen af spørgsmålet om ménerstatning på grundlag
af de tilvejebragte oplysninger, herunder de psykologiske oplysninger fandt,
at
(A) havde pådraget sig en varig dementiel lidelse. Ankestyrelsen fandt, at
indholdet af de tre psykologiske undersøgelser, som var foretaget over en
kortere periode, ikke kunne give grundlag for forskellige konklusioner om
demensens omfang. Ankestyrelsen fandt således på grundlag af de tre prøver
ikke
at kunne fastslå at der var udvikling i lidelsen, og at der i øvrigt var tale
om let demens.
Ankestyrelsen fandt heller
ikke at der i sagen forelå oplysninger som kunne begrunde at demensen kunne
skyldes
andre forhold end den arbejdsbetingede udsættelse for organiske
opløsningsmidler. Ankestyrelsen lagde herefter undersøgelsesresultaterne fra
de
psykologiske undersøgelser til grund ved fastsættelsen af méngraden.
...
Ved behandlingen af spørgsmålet
om erhvervsevnetabserstatning fandt ankestyrelsen, at de forholdsvis
begrænsede
følger af forgiftningslidelsen medførte et erhvervsevnetab, men ikke at
lidelsen kunne begrunde fuldstændigt bortfald eller væsentligt tab af
erhvervsevnen.
Ankestyrelsen skønnede derfor
at demensen kun kunne være en medvirkende årsag til (A's) arbejdsophør og
fandt
den af Arbejdsskadestyrelsen fastsatte erhvervsevnetabsprocent på 30 % for
passende.
..."
I B's bemærkninger til
ankestyrelsens ovenstående udtalelse (B's skrivelse af 28. januar 1992) hed
det
bl.a. følgende:
"...
Den Sociale Ankestyrelse
argumenterer i udtalelsen (...) med, at
skadens medicinske omfang ikke skulle kunne begrunde et væsentligt
erhvervsevnetab. Ifølge forarbejderne til arbejdsskadeforsikringsloven har
det
ikke været meningen, at den lægelige bedømmelse af menets omfang skulle have
betydning for udmålingen af erstatningen for tabt indtjeningsevne. Der peges
i
udtalelsen (...) på et skøn, gående ud på, at demensen "kun kunne være
en
medvirkende årsag" til arbejdsophør. Vi savner fortsat en konkret
bevisførelse, der kan lægges til grund for det udøvede skøn, og finder
fortsat
den nedsatte erstatning ubegrundet, i forhold til den "omvendte
bevisbyrde" i arbejdsskadeforsikringslovens par. 10, stk. 2, og 13.
Det er vores opfattelse, at
der alene er dokumenteret den anerkendte demens som årsag til
erhvervsevnetabet,
og at dette som udgangspunkt i følge lovens bogstav og forarbejder bør
erstattes med den fulde ydelse.
..."
I en omfattende skrivelse af 11.
august 1992 fremsatte B's advokat en række bemærkninger til sagen. I
skrivelsen
hed det bl.a. følgende:
"...
Arbejdsskadestyrelsens og Den
Sociale Ankestyrelses skriftlige såvel som mundtlige begrundelser der
fremkommer efter flere henvendelser fra (B) er ikke fyldestgørende. Der gøres
ikke tilfredsstillende rede for, hvad Den Sociale Ankestyrelse nærmere har
lagt
til grund for at træffe afgørelse om at udmåle et væsentligt lavere
erhvervsevnetab efter § 27, stk. 2, end det tab på mindst 65 %, der er påvist
i
sagen, og som efter lovens § 13 må formodes at være en følge af den
anerkendte
skade.
Den Sociale Ankestyrelse - og
Arbejdsskadestyrelsen - har ikke bestridt det påviste erhvervsevnetab, men
tilskriver det kun delvis arbejdsskaden. Den Sociale Ankestyrelse har ved
udmålingsafgørelsen ikke anvendt § 27, stk. 2, korrekt, og helt undladt at
anvende § 13. Efter min opfattelse er dette sagens kerneproblem.
..."
I ankestyrelsens bemærkninger
til advokatens skrivelse (ankestyrelsens skrivelse af 21. oktober 1992) hed
det
bl.a. følgende:
"...
Det er Ankestyrelsens lægers
opfattelse, at der ikke kan ske en yderligere udvikling af en dementiel
lidelse, når den skadevoldende udsættelse ophører. Ved behandlingen af
spørgsmålet om
erhvervsevnetabserstatning
har Ankestyrelsen derfor lagt til grund, at der ikke var sket en forværring
af
de helbredsmæssige skadefølger siden fastsættelsen af ménerstatningen, idet
(A)
ikke havde været udsat for skadevoldende påvirkninger siden dette tidspunkt.
Ankestyrelsen var opmærksom på, at (A) den 13. juli 1989 havde oplyst, at han
dagligt havde benyttet maling baseret på organiske opløsningsmidler frem til
november 1988. Ankestyrelsen har imidlertid ikke fundet at kunne lægge
afgørende vægt på denne oplysning, men har lagt til grund, at han siden 1982
fortrinsvis har arbejdet med vandbaseret maling og derfor siden dette
tidspunkt
ikke har været udsat for organiske opløsningsmidler i skadevoldende omfang.
På grund af sagens øvrige
oplysninger, herunder at (A) havde fortsat arbejdet som maler indtil
sygemeldingen
i december 1988 har ankestyrelsen vurderet erhvervsevnetabet efter
arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 2. Ved denne vurdering har
Ankestyrelsen (naturligvis) inddraget oplysningerne om de helbredsbetingede
følger af arbejdsskaden.
Ankestyrelsen måtte ved denne
bedømmelse komme til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen om, at
arbejdsskaden havde medført et erhvervsevnetab, men at han ikke var
berettiget
til erstatning i den periode, hvor han fortsat arbejdede, men først da der
skete ændring i forholdene. Ankestyrelsen skønnede, at der efter oplysninger
ikke var grundlag for at antage at arbejdsskaden havde medført et betydeligt
erhvervsevnetab, men at det af Arbejdsskadestyrelsen fastsatte
erhvervsevnetab
på 30 % var en rimelig erstatning efter de foreliggende oplysninger.
Med hensyn til Revaliderings-
og Pensionsnævnet for (X) Amts afgørelse, hvorefter der er tilkendt (A)
mellemste førtidspension fra den 1. februar 1989, bemærkes det at denne
afgørelse ikke har været indbragt for Ankestyrelsen, som derfor ikke har
taget
stilling til afgørelsen.
..."
I advokatens bemærkninger til
ankestyrelsens skrivelse (advokatens skrivelse af 7. december 1992) hed det
bl.a. følgende:
"...
DSA har åbenbart den
opfattelse, at når den medicinske følge (ménet) ikke er forværret, kan den
sociale følge (erhvervsevnetabet) ikke ændres fra under 15 % til 65 % eller
mere.
Som redegjort for i mit
indlæg af 11. august, skal den medicinske følge ifølge lovens forarbejder
"
ikke have nogen selvstændig
indflydelse på
" fastsættelsen af erhvervsevnetabserstatningen, men
"
alene tillægges betydning for
fastsættelsen af den ovenfor omtalte ménerstatning
".
...
Når det er DSA's opfattelse,
at der ikke er konkurrerende medicinske årsager til (A's) lidelse, og når det
af sagens akter fremgår at (A) ikke skønnes at kunne udføre noget erhverv,
burde det fremgå hvilke arbejdsmuligheder DSA skønner at (A) er i besiddelse
af, og i hvilket omfang dette giver anledning til reduktion i forhold til
udgangspunktet,
nemlig et erhvervsevnetab på 100 %, som anført af Friis og Behn side 269.
...
I (A's) sag fremgår det af
akterne, at den faktiske erhvervsevne er nedsat til under 1/3, og ingen akter
modsiger dette.
DSA har ikke på noget
tidspunkt, ejheller i skrivelsen af 21. oktober 1992, bestridt dette faktum,
men tværtimod, dels på mødet den 14. januar 1991 og dels ved skrivelsen af
14.
december 1991, anerkendt, at der er lidt et rent faktisk erhvervsevnetab i
denne størrelsesorden, men vil kun tilskrive arbejdsskaden 30 % andel heri.
..."
I sin skrivelse gjorde
advokaten endelig på ny gældende,
at
Den Sociale Ankestyrelse ikke havde anvendt bevisbyrdereglen i
arbejdsskadeforsikringslovens § 13 korrekt, og
at
A's erhvervsevnetab ikke var beregnet i overensstemmelse med
bestemmelsen i samme lovs § 27, stk. 2.
B oplyste ved en skrivelse
ligeledes af 7. december 1992, at forbundet kunne tilslutte sig advokatens
bemærkninger.
I min afsluttende skrivelse
til A udtalte jeg følgende:
"På grundlag af Den
Sociale Ankestyrelses afgørelse af 4. maj 1990 og de efterfølgende
udtalelser,
som ankestyrelsen er fremkommet med, synes de betragtninger, der ligger bag
ankestyrelsens afgørelse, at kunne sammenfattes således:
- (A) lider af en let demens
som følge af, at han har været udsat for organiske opløsningsmidler. Der er
ikke andre årsager til (A's) demens.
- (A) har lidt et
erhvervsevnetab. Dette tab er for så vidt større end 30 %; demensen kan
imidlertid i sig selv kun antages at have medført et erhvervsevnetab på 30 %.
Der må derfor være andre årsager til erhvervsevnetabet end demensen.
- Der kan som følge heraf
alene ydes (A) erstatning på grundlag af et erhvervsevnetab på 30 %.
Mine overvejelser i sagen har
herefter været koncenteret om følgende spørgsmål:
Forholdet mellem Den Sociale Ankestyrelses afgørelse og
arbejdsskadeforsikringslovens § 13 (spørgsmålet om årsagssammenhæng).
Forholdet
mellem Den Sociale Ankestyrelses afgørelse og forvaltningslovens § 24
(spørgsmålet
om begrundelse).
Under pkt. a) har jeg tillige
kort taget stilling til de spørgsmål om forståelsen af
arbejdsskadeforsikringslovens
§ 27, stk. 2, som (B) og (B's) advokat ... har rejst.
ad a) Spørgsmålet om årsagssammenhæng.
1.
Arbejdsskadeforsikringslovens § 13, som (B's) advokat ... har henvist til i
sine indlæg i sagen, har følgende ordlyd:
"§ 13. Et påvist tab af
erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en følge
af
arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod."
Betydningen af denne bestemmelse
er, at der skal antages at være årsagssammenhæng mellem skade og (det fulde)
erhvervsevnetab, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Det
følger
heraf, at det påhviler myndigheden (i dette tilfælde Den Sociale
Ankestyrelse)
at påvise, at der med overvejende sandsynlighed foreligger andre årsager til
erhvervsevnetabet end arbejdsskaden. Således anføres bl.a. følgende i Asger
Friis og Ole Behn, Arbejdsskadeforsikringsloven (1984), side 267 (om de
situationer, hvor der antages at foreligge konkurrerende årsager til
erhvervsevnetabet):
"...
En begrænsning af
erstatningen [som følge af konkurrerende årsager] vil dog under hensyn til
reglen
i § 13 kun kunne foretages hvor den konkurrerende årsag eller forudbestående
sygdom spiller en afgørende rolle for den aktuelle tilstand.
..."
I overensstemmelse hermed
fremgår det af referatet af de sager, der herefter omtales i det nævnte værk,
at der i alle tilfælde har været klarhed over, hvilke konkurrerende årsager
der
forelå til erhvervsevnetabet. Jeg henviser til bogens s. 267-69.
Endvidere henviser jeg til
Anders Vinding Kruse og Jens Møller, Erstatningsansvarsloven (2. udg., 1989),
s. 134 ff., og til Arbejdsskadestyrelsens Vejledning om erstatning for tab af
erhvervsevne (1992), s. 32-33.
2. I (A's) sag har Den
Sociale Ankestyrelse ikke på noget tidspunkt i sagen henvist til, hvilke
konkurrerende
årsager der skulle være til (A's) erhvervsevnetab. De udtalelser, som
ankestyrelsen har afgivet om dette spørgsmål, har således haft følgende
ordlyd:
"(H) bemærkede, at man
var enig i det tilkendte erhvervsevnetab på 30 %, da man fandt, at demensen
"havde slået skadelidte ud",
men
at der også måtte være andre årsager til arbejdsophøret.
Den lettere
demens, som blev konstateret i 1982, burde i sig selv ikke være
arbejdshindrende. Ved afgørelsen var der lagt vægt på den arbejdsprøvning,
der
havde fundet sted i 1988. Først i 1988, da skadelidte henvises til
Familie-centret, konstateres det, at skadelidte ikke kan arbejde mere.
Det vil sige, at der må være sket noget i
den mellemliggende periode, hvor skadelidte ikke har været udsat for
opløsningsmidler, der gør, at skadelidte nu er færdig på arbejdsmarkedet.
"
(Referat af mødet den 14.
januar 1991 mellem Arbejdsskadestyrelsen, Den Sociale Ankestyrelse og (B)
(mine
fremhævelser)).
"Ankestyrelsen skønnede
derfor at demensen
kun kunne være en
medvirkende årsag
til (A's) arbejdsophør og fandt den af
Arbejdsskadestyrelsen fastsatte erhvervsevnetabsprocent for passende."
(Den Sociale Ankestyrelses
skrivelse af 19. december 1991 til mig (mine fremhævelser)).
3. Den Sociale Ankestyrelses
afgørelse må efterlade betydelig tvivl om, hvorvidt ankestyrelsen i
tilstrækkelig grad har taget hensyn til den særlige normering af
bevisbedømmelsen, der er indeholdt i arbejdsskadeforsikringslovens § 13. I
hvert fald har ankestyrelsen ikke - som bestemmelsen kræver - påvist,
hvilke
konkurrerende årsager der med
overvejende sandsynlighed har været til (A's) erhvervsevnetab.
4. I tilslutning til det
anførte skal jeg særligt bemærke følgende: af Den Sociale Ankestyrelses
seneste
udtalelse i sagen (ankestyrelsens skrivelse af 21. oktober 1992 til mig) kan
man få det indtryk, at en del af begrundelsen for ankestyrelsens afgørelse
er,
at (A's) demens efter styrelsens lægers opfattelse ikke kan have udviklet sig
yderligere siden 1982, hvor (B) efter ankestyrelsens opfattelse sidst har
været
udsat for organiske opløsningsmidler i væsentligt omfang. Ankestyrelsen
anførte
om dette spørgsmål bl.a. følgende:
"...
Det er Ankestyrelsens lægers
opfattelse, at der ikke kan ske en yderligere udvikling af en dementiel
lidelse, når den skadevoldende udsættelse ophører. Ved behandlingen af
spørgsmålet om
erhvervsevnetabserstatning
har Ankestyrelsen derfor lagt til grund, at der ikke var sket en forværring
af
de helbredsmæssige skadefølger siden fastsættelsen af ménerstatningen, idet
(A)
ikke havde været udsat for skadevoldende påvirkninger siden dette tidspunkt.
Ankestyrelsen var opmærksom på, at (A) den 13. juli 1989 havde oplyst, at han
dagligt havde benyttet maling baseret på organiske opløsningsmidler frem til
november 1988. Ankestyrelsen har imidlertid ikke fundet at kunne lægge
afgørende vægt på denne oplysning, men har lagt til grund, at han siden 1982
fortrinsvis har arbejdet med vandbaseret maling og derfor siden dette
tidspunkt
ikke har været udsat for organiske opløsningsmidler i skadevoldende omfang.
..."
Det anførte lægelige
synspunkt synes at være almindeligt anerkendt, jf. herved navnlig Højesterets
dom af 14. september 1989 (refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 988
ff,
særligt s. 999).
Det står mig imidlertid ikke
ganske klart, med hvilken begrundelse Den Sociale Ankestyrelse har fremhævet
det omhandlede forhold i den foreliggende sag; ankestyrelsen er som tidligere
nævnt enig med (B) og (B's) advokat ... i, at der ikke er andre årsager til
(A's) demens end udsættelsen for organiske opløsningsmidler. Da ankestyrelsen
ikke i øvrigt har gjort det omhandlede forhold gældende under sagen, har jeg
ikke haft anledning til at komme nærmere ind herpå. Dog bemærker jeg, at
såfremt Den Sociale Ankestyrelse havde ønsket at gøre synspunktet gældende i
forbindelse med ankestyrelsens afgørelse af 4. maj 1990, måtte det efter min
opfattelse have forudsat en mere sikker viden om, hvornår (A) sidst har været
udsat for organiske opløsningsmidler, end sagens akter frembyder. I den
forbindelse bemærker jeg særligt, at (A) selv den 13. juli 1989 over for
Arbejdsskadestyrelsen har oplyst, at han har været udsat for organiske
opløsningsmidler helt frem til sit arbejdsophør i november 1988.
5. Sammenfattende må det
herefter være min opfattelse, at der er betydelig tvivl om, hvorvidt
ankestyrelsens
afgørelse hviler på en korrekt anvendelse af arbejdsskadeforsikringslovens §
13.
6. Som følge af det anførte
har jeg ikke fundet anledning til i detaljer at komme ind på de
betragtninger,
som (B) - og navnlig (B's) advokat ... - har anført om forståelsen af
arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 2. Det bemærkes dog, at jeg selvsagt
ikke kan være uenig i det, der er kernen i (B's) advokat ... opfattelse: at
der
skal foretages en samlet, konkret vurdering af skadelidtes fremtidige
erhvervsevne, og at der i den henseende ikke alene kan lægges vægt på
arbejdsskadens medicinske omfang. Dette sidste følger klart af bestemmelsens
forarbejder, herunder navnlig Betænkning 792/1977 om Arbejdsskadeforsikring,
s.
17. Jeg henviser endvidere til bemærkningerne i forslaget til lov om
arbejdsskadeforsikring (Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, sp. 932-33) og
til
Asger Friis og Ole Behn, Arbejdsskadeforsikringsloven (1984), s. 272.
Imidlertid har jeg - uanset
at det ikke klart fremgår af ankestyrelsens oprindelige begrundelse for
afgørelsen - ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ankestyrelsen
ikke
har foretaget den samlede, konkrete vurdering af (A's) fremtidige
erhvervsevne,
som bestemmelsen i § 27, stk. 2, foreskriver. I den forbindelse henviser jeg
særligt til ankestyrelsens senere udtalelser i sagen.
ad b) Spørgsmålet om begrundelse.
1. Den Sociale Ankestyrelses
afgørelse gav ikke (A) fuldt ud medhold. Afgørelsen skulle derfor ledsages af
en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22.
De indholdsmæssige krav til
begrundelsen er fastsat i forvaltningslovens § 24, der har følgende ordlyd:
"
§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."
2. I den oprindelige begrundelse
for Den Sociale Ankestyrelses afgørelse hedder det alene, at (A) lider af en
let demens.
3. Denne begrundelse giver
ikke (A) nogen forklaring på, hvorfor sagen har fået det udfald, at
erhvervsevnetabet
er ansat til netop 30 %. Begrundelsen kunne ydermere efterlade det - som jeg
har lagt til grund uberettigede - indtryk, at ankestyrelsen ikke havde
foretaget det konkrete skøn over (A's) fremtidige erhvervsevne, som
arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 2, foreskriver.
En begrundelse, der er i overensstemmelse
med forvaltningslovens § 24, ville derfor have skullet indeholde en nærmere
angivelse af de oplysninger og hensyn, som ankestyrelsen havde lagt til grund
ved udmålingen af erhvervsevnetabet, herunder hvilke konkurrerende årsager
der
efter ankestyrelsens opfattelse har været til (A's) erhvervsevnetab. Da
ankestyrelsen - som jeg har måttet lægge til grund - for så vidt er enig i,
at
(A's) erhvervsevnetab er større end 30 %, burde Den Sociale Ankestyrelse
ligeledes have oplyst, med hvor stor en procentdel
erhvervsevnetabserstatningen
var reduceret som følge af disse konkurrerende årsager.
4. Endvidere bemærker jeg, at
(A) som nævnt er tilkendt førtidspension efter en bestemmelse i loven om
social
pension, der forudsætter, at hans erhvervsevnetab andrager 2/3. Denne
vurdering, der er foretaget af revaliderings- og pensionsnævnet, er
ankestyrelsen selvsagt ikke bundet af; tværtimod er ankestyrelsen forpligtet
til at udøve et selvstændigt skøn på grundlag af de hensyn, der er opregnet i
arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 2. Ikke desto mindre har det været
nærliggende for (A) at antage, at Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale
Ankestyrelses bedømmelse af hans erhvervsevnetab ville falde ud på samme måde
som revaliderings- og pensionsnævnets bedømmelse, også selvom bedømmelsen i
arbejdsskadesagen har skullet foretages på grundlag af et andet regelsæt.
Der var derfor i en situation
som den foreliggende et særligt behov for, at Den Sociale Ankestyrelse i
begrundelsen udtrykkeligt henviste til, at man var opmærksom på
revaliderings-
og pensionsnævnets afgørelse i pensionssagen, og samtidig redegjorde for,
hvorfor man ikke kunne lægge denne afgørelse til grund.
Et sådant supplerende krav
til begrundelsen følger vel ikke direkte af forvaltningslovens § 24. Som jeg
tidligere har udtalt (Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s.
117 f. (118)), er det imidlertid ikke
givet, at en begrundelse, der for så vidt opfylder kravene i § 24, også
fremtræder som tilstrækkelig i en given situation i den forstand, at den
giver
en fyldestgørende forklaring på, hvorfor en sag har fået et bestemt udfald.
5. Det fremgår af det
anførte, at Den Sociale Ankestyrelses oprindelige begrundelse for afgørelsen
af
4. maj 1990 lider af følgende mangler:
- Det er ikke anført, hvilke
oplysninger ankestyrelsen har lagt vægt på ved udmålingen af (A's)
erhvervsevnetab.
- Det fremgår ikke
tilstrækkeligt klart, at ankestyrelsens afgørelse hviler på en samlet,
konkret
vurdering af (A's) erhvervsevnetab, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 27,
stk. 2.
- Det er ikke oplyst, hvilke
konkurrerende årsager der efter ankestyrelsens opfattelse har været til (A's)
erhvervsevnetab.
- Det er ikke forklaret,
hvorfor ankestyrelsens vurdering af (A's) erhvervsevnetab ikke svarer til
revaliderings- og pensionsnævnets vurdering af samme spørgsmål.
Begrundelsen for
ankestyrelsens afgørelse af 4. maj 1990 er som følge af det anførte helt
utilstrækkelig.
6. De anførte mangler er kun
delvist afhjulpet ved ankestyrelsens skrivelse af 18. juni 1990 til (B), der
til dels er gengivet ovenfor; i denne skrivelse er det således vel angivet,
hvilke oplysninger ankestyrelsen har lagt vægt på ved udmålingen af
erhvervsevnetabet. Der savnes imidlertid fortsat en forklaring på spørgsmålet
om de konkurrerende årsager, ligesom der ikke er gjort rede for, hvorfor
ankestyrelsen ikke har kunnet følge revaliderings- og pensionsnævnets
vurdering. Det samme gælder de udtalelser, der blev fremført på mødet den 14.
januar 1991 mellem (B), Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse.
Sammenfattende er det
herefter min opfattelse,
at
der er betydelig tvivl om, hvorvidt Den Sociale Ankestyrelses
afgørelse hviler på en korrekt anvendelse af arbejdsskadeforsikringslovens §
13, og
at
Den Sociale Ankestyrelses begrundelse for afgørelsen på en række
punkter er utilstrækkelig.
Jeg henstiller, at Den
Sociale Ankestyrelse nu genoptager sagen til fornyet behandling under
hensyntagen
til den særlige normering af bevisbedømmelsen, der er foreskrevet ved
arbejdsskadeforsikringslovens § 13.
I betragtning af, at
ankestyrelsen således skal træffe en helt ny afgørelse i sagen, har jeg ikke
fundet
tilstrækkeligt grundlag for at henstille, at ankestyrelsen nu meddeler en ny
begrundelse for den oprindelige afgørelse af 4. maj 1990.
Det bemærkes, at jeg ikke har
fundet tilstrækkelig anledning til at foretage en selvstændig vurdering af
Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 15. august 1989. I den forbindelse har
jeg
navnlig lagt vægt på, at Den Sociale Ankestyrelses afgørelse er truffet på
grundlag af en anden opfattelse af årsagssammenhængen mellem de forhold, som
(A) har været udsat for på sin arbejdsplads, og den demens, han har pådraget
sig, end den, der er lagt til grund af Arbejdsskadestyrelsen."
NOTER: (*1) Jf.
FOB 1990, s. 117f.
Lignende dokumenter
- Størrelsen af erhvervsevnetab - lov om social pension - arbejdsskadeforsikringslov - erstatningsansvarslov (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Sagen drejer sig om krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med en arbejdsulykke Domsdatabasen · 20. oktober 2022
- Fradrag for udgifter til advokatbistand i klagerens arbejdsskadesag Landsskatteretten · 18. februar 2010
- Ankestyrelsens principafgørelse U-6-96 om erhvervsevnetabserstatning - erstatningsansvarsloven - Højesteret - mellemste førtidspension - arbejdsskade Retsinformation · 11. juli 2013
- Erhvervsbetinget lidelse - skadelidte været lønmodtager og selvstændig. Aktindsigt i lægekonsulentudtalelser. Retsinformation · 3. november 2003
- Beskatning af erstatning Landsskatteretten · 8. februar 2010