Spring til indhold

Retsinformation

Præsters adgang til registre over patienter indlagt på amtskommunale sygehuse.

FOU nr 1993.337UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Præsters adgang til registre over patienter indlagt på

amtskommunale sygehuse.

I skrivelse af 6. maj 1993

anmodede jeg under henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5,

Indenrigsministeriet om en udtalelse vedrørende en sag om præsters adgang til

registre over patienter, der er indlagt på sygehuse i X Amt.

Baggrunden herfor var

følgende:

Af en artikel i Jyske

Vestkyst, Esbjerg, fremgik det, at X Amtsråds sundhedsudvalg den 3. februar

1993 havde vedtaget, at præster skulle have adgang til registre over

patienter

på sygehuse i X Amt. Foranlediget heraf havde jeg i skrivelse af 22. februar

1993 - til brug ved mine overvejelser om, hvorvidt der var grundlag for, at

jeg

af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5, tog sagen op til

undersøgelse - anmodet X Amtsråd om en udtalelse samt om udlån af sagens

akter.

I skrivelse af 23. marts 1993

udtalte X Amt i den anledning følgende:

"...

Allerede i 1979 anmodede (X)

amt Indenrigsministeriet om en udtalelse om præsters adgang til

patientfortegnelser med henblik på mulighed for at aflægge besøg hos

medlemmer

af de pågældende præsters menighed.

Af Indenrigsministeriets

vedlagte udtalelse af 25. april 1980 fremgår, at Indenrigsministeriet fandt,

at

præster ikke med hjemmel i den dagældende offentlighedslov havde krav på

Læs alt

aktindsigt i patientfortegnelser, idet det samtidig blev tilkendegivet, at

offentlighedsloven ikke var til hinder for, at der gives præster en sådan

adgang.

Ministeriet tilkendegav

endvidere, at man kunne henholde sig til Kirkeministeriets og

Amtsrådsforeningens udtalelser, hvorefter "sygehuse bør udvise fornøden

imødekommenhed over for præster, der ved besøg på sygehuse med fornøden takt

og

forståelse for besøgets særlige menneskelige krav opfylder denne del af deres

tjenesteforpligtelse, medmindre besøg støder på individuelle lægelige hensyn

eller et direkte ønske fra vedkommende patient."

På denne baggrund vedtog

amtets sygehusudvalg den 1. oktober 1980 vedlagte retningslinier for præsters

besøg på (X) Sygehus.

Den aktuelle sag blev rejst

på baggrund af en uenighed mellem (Y) sygehus og domprovstiet i (Y) om

præsters

adgang til oplysninger om indlagte patienter og adgangen til at besøge

patienter på sygehuset.

I forbindelse med

sundhedsudvalgets behandling af sagen fremgik det klart, at der i givet fald

kun kunne blive tale om udlevering af oplysninger om patienter fra manuelt

førte fortegnelser, idet det blev præciseret, at der kun kan videregives

oplysninger fra edb-registre i overensstemmelse med de i forskrifterne

fastsatte videregivelsesbestemmelser.

Der henvises til vedlagte

kopi af den førte korrespondance med Registertilsynet vedrørende samme sag.

Amtsrådets sundhedsudvalg har

vedtaget vedlagte retningslinier for præsters besøgsvirksomhed, dateret den

19.

marts 1993, hvori fastsættes, at Folkekirkens præster efter anmodning skal

gøres bekendt med navn og adresse på sognebørn, indlagt ved de ... (i

X-område

beliggende) sygehuse, idet besøg, der foretages på grundlag af oplysninger

fra

sygehuset, skal gælde indlagte, der i forvejen er kendt af præsten.

Amtet finder, at den nævnte

manuelt førte liste, kan udleveres til de pågældende patienters sognepræst

efter bestemmelserne i forvaltningslovens § 28, stk. 3.

Amtet har lagt til grund, at

en oplysning om, at en person er indlagt på et sygehus, ikke kan sidestilles

med en oplysning om helbredsforhold og dermed en oplysning om rent personlige

forhold omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1.

Ved vurderingen har amtet

taget i betragtning, at Justitsministeriet med hjemmel i § 8 e i lov om

offentlige myndigheders registre i bekendtgørelse nr. 872 af 17. december

1991

om undtagelse af visse typer edb-registre fra forskriftskravet m.v. har

fastsat, at der kan oprettes personaleadministrationssystemer med oplysninger

om sygefravær og sygdomsperioder.

Det bemærkes, at § 8 e ikke

hjemler adgang til at registre, der indeholder oplysning om rent private

forhold,

jfr. samme lovs § 9, stk 2, kan undtages fra forskriftskrav m.v.

Amtet er af den opfattelse,

at den i § 9, stk. 2 fastsatte angivelse af, hvilke oplysninger, der skal

betragtes som oplysninger om rent private forhold, er i overensstemmelse med

den tilsvarende bestemmelse i forvaltningslovens § 28, stk. 1.

Oplysning om sygefravær og

sygdomsperiode findes indholdsmæssigt ikke at adskille sig fra en oplysning

om,

at en person er indlagt på et sygehus, hvorfor amtet må være af den

opfattelse,

at sidstnævnte oplysning ej heller i relation til forvaltningsloven kan

betragtes som en oplysning om rent private forhold, omfattet af lovens § 28,

stk. 1.

..."

Efter min gennemgang af

sagens akter meddelte jeg i skrivelsen af 6. maj 1993 Indenrigsministeriet,

at

jeg havde besluttet af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5, at

tage

sagen op til undersøgelse.

Jeg anmodede samtidig

Indenrigsministeriet om en udtalelse, herunder om de problemer sagen rejste

om

videregivelse af fortrolige oplysninger. Jeg henviste i den forbindelse til

Justitsministerens svar på spørgsmål S 145 (1988/89), der er nærmere omtalt i

Forvaltningsloven med kommentarer af John Vogter, s. 362. Da det ville være

af

betydning for min vurdering af spørgsmålet også at være bekendt med

Kirkeministeriets

opfattelse, anmodede jeg om, at Indenrigsministeriets udtalelse i sagen blev

afgivet efter forud indhentet erklæring fra Kirkeministeriet.

Herefter modtog jeg med

skrivelse af 10. september 1993 Indenrigsministeriets udtalelse. I udtalelsen

henviste

Indenrigsministeriet til ministeriets skrivelse af samme dato til X Amtsråd

om

sagen. I skrivelsen til amtsrådet refererede Indenrigsministeriet

indledningsvist til min skrivelse af 6. maj 1993 samt til X Amtsråds

ovennævnte

udtalelse i skrivelsen af 23. marts 1993 til mig og tilføjede:

"De vedtagne

retningslinier (som nævnt i X Amtsråds skrivelse af 23. marts 1993 - min

tilføjelse) for præsters besøgsvirksomhed fremgår af et brev af 19. marts

1993

til (Y) Domprovsti, hvori det bl.a. anføres:

"Med det formål, at give

Folkekirkens præster mulighed for at udøve sig besøgstjeneste overfor

indlagte,

skal sygehuset på anmodning herom gøre Folkekirkens præster bekendt med navn

og

adresse på sognebørn.

Besøg, der foretages på

grundlag af oplysninger fra sygehuset, skal gælde indlagte, der i forvejen er

kendt af præsten.

Det indskærpes, at der alene

er tale om udlevering af oplysninger om navn og adresse og alene fra manuelt

førte optegnelser.

Lister, indeholdende samme

oplysninger, udskrevet fra edb-registre kan kun udleveres i overensstemmelse

med de i registreforskrifterne fastsatte videregivelsesbestemmelser.

..."

Det fremgår af et af sagens

bilag, at der i (Z), (Æ) og (Ø) Amtskommuner er en tilsvarende praksis.

Justitsministeren besvarede i

folketingsåret 1988/89 et spørgsmål fra et medlem af Folketinget om præsters

adgang til at se patientkartoteker på sygehusene. Spørgsmålet og

justitsministerens svar lyder som følger:

"

Spørgsmål S 145:

"Kan ministeren oplyse,

om lov om offentlighed i forvaltningen forhindrer præster i at se

patientkartoteker på sygehusene, og i bekræftende fald vil ministeren så tage

skridt til at sikre, at præster opnår adgang til at se

patientkartotekerne?"

Svar:

De nærmere regler om

videregivelse af oplysninger fra én forvaltningsmyndighed til en anden er

fastsat i forvaltningslovens kap. 8.

Efter forvaltningslovens § 28

må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger

om

helbredsforhold og religion, i almindelighed ikke videregives fra én

forvaltningsmyndighed til en anden uden samtykke fra den, som oplysningerne

angår.

Det følger af bestemmelsen,

at de offentlige sygehuse i almindelighed ikke må videregive oplysninger om,

hvilke patienter der er indlagt på sygehuset til behandling, til en præst,

som

ønsker at besøge eventuelle patienter fra sognet. Sygehusene må som følge

heraf

heller ikke give præsten adgang til at gennemse patientkartotekerne. Der kan

i

den forbindelse være grund til at pege på, at en generel adgang til at

gennemse

patientkartotekerne ikke alene vil give præsten adgang til at få oplysninger

om

de patienter, der hører til den pågældendes sogn, men også om andre

patienter.

Efter forvaltningslovens

regler vil der derimod ikke være noget til hinder for, at der etableres et

samarbejde med præsten og sygehuset, således at sygehusets personale retter

henvendelse til de patienter, der har bopæl i det pågældende sogn, redegør

for

præstens henvendelse og spørger, om patienten er interesseret i besøg af

præsten. Hvis patienten ønsker besøg af præsten, kan sygehusadministrationen

videregive oplysningen herom samt om, på hvilken afdeling patienten er

indlagt.

Da der således ikke efter

forvaltningsloven er noget til hinder for, at præsten kan få underretning om

hvilke patienter fra den pågældendes sogn, som ønsker besøg, finder jeg ikke

grundlag for at tage skridt til at sikre, at præster får adgang til på egen

hånd at gennemse sygehusenes patientkartoteker."

Indenrigsministeriet skal i

denne anledning udtale følgende:

Indenrigsministeriet fører

det almindelige tilsyn med, at amtskommunerne overholder lovgivningen, jf. §

61

i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 526 af 22. juni 1993).

Indenrigsministeriet kan

derimod ikke tage stilling til spørgsmål om hensigtsmæssigheden af

amtskommunernes sagsbehandling eller spørgsmål om skønsudøvelse, så længe

skønnet udøves inden for de rammer, der følger af lovgivningen.

§ 28 i forvaltningsloven (lov

nr. 571 af 19. december 1985 med senere ændringer) regulerer spørgsmålet om

forvaltningsmyndigheders videregivelse af fortrolige oplysninger til andre

forvaltningsmyndigheder. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"§ 28. Oplysninger om

enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion

og

hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt

oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af

nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden

forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Videregivelse af de i

stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når

den, oplysningen angår, har givet samtykke,

det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold

til lov, at oplysningen skal videregives,

videregivelsen sker til varetagelse af private eller

offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der

begrunder hemmelighedsholdelse, herunder hensyn til den, oplysningen angår,

eller

videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling

eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller

kontrolopgaver.

..."

Det fremgår af § 28, stk. 1,

at oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger

om

helbredsforhold, ikke må videregives til en anden forvaltningsmyndighed,

medmindre en af de i stk. 2 angivne betingelser er opfyldt.

Efter Indenrigsministeriets

opfattelse er oplysningen om, at en person er indlagt på sygehus til

behandling, en sådan særlig oplysning, som omhandlet i forvaltningslovens §

28,

stk. 1, hvilket også er kommet til udtryk i Justitsministeriets besvarelse af

spørgsmål S 145. Det bemærkes herved, at oplysningen om, at en person er

indlagt på sygehus, ikke findes at kunne sidestilles med oplysninger om

sygefravær og sygdomsperioder.

Oplysningen kan derfor alene

videregives af et sygehus til en præst, såfremt en af de i § 28, stk. 2, nr.

1,

3 og 4, angivne særlige betingelser er opfyldt, hvilket Indenrigsministeriet

ikke finder er tilfældet.

Det er derfor efter

Indenrigsministeriets opfattelse ulovligt, at (X) Amtsråds sundhedsudvalg har

truffet beslutning om, at sygehusene i amtet generelt skal gøre Folkekirkens

præster bekendt med navn og adresse på sognebørn.

Indenrigsministeriet skal på

denne baggrund anmode amtsrådet om at foranledige, at sundhedsudvalgets

retningslinjer for præsters besøgsvirksomhed bringes i overensstemmelse med

lovgivningen.

Ministeriet skal samtidig

anmode om at blive holdt orienteret om sagens videre forløb.

Folketingets Ombudsmand,

Kirkeministeriet og amtsrådene for (Z), (Æ) og (Ø) Amtskommuner har modtaget

kopi af dette brev."

Af Indenrigsministeriets

udtalelse til mig fremgik det endvidere, at Kirkeministeriet i sin udtalelse

om

sagen havde henholdt sig til Justitsministeriets svar på S 145 (1988/89).

I en skrivelse til

Indenrigsministeriet meddelte jeg herefter følgende:

"Jeg har taget det

anførte til efterretning. Jeg finder på baggrund heraf ikke anledning til at

foretage videre.

Jeg udbeder mig underretning

om, hvad der videre sker i sagen."

I skrivelse af 5. oktober

1993 meddelte Indenrigsministeriet mig, at ministeriet fra Æ Amtskommune,

Afdelingen for sygehusvæsenet, havde modtaget en skrivelse, hvoraf det

fremgik,

at sygehusene i amtet havde modtaget Indenrigsministeriets skrivelse af 10.

september 1993 til "orientering og videre efterlevelse". Af

skrivelsen til mig fremgik det endvidere, at Indenrigsministeriet havde

meddelt

Æ Amtskommune, at ministeriet herefter ikke fandt anledning til at foretage

videre.

I en skrivelse til

Indenrigsministeriet meddelte jeg, at jeg tog det oplyste til efterretning.

Jeg

udbad mig fortsat underretning om, hvad der videre skete i sagen i relation

til

de øvrige berørte amtskommuner.

I skrivelse af 28. oktober

1993 meddelte Indenrigsministeriet mig, at ministeriet fra Z Amtsråds

sundhedsudvalg havde modtaget en skrivelse med bilag, hvoraf det fremgik, at

sygehusene i amtet var blevet orienteret om Indenrigsministeriets

retsopfattelse i skrivelsen af 10. september 1993. Af skrivelsen til mig

fremgik det endvidere, at Indenrigsministeriet havde meddelt Z Amtsråd, at

ministeriet herefter ikke fandt anledning til at foretage videre.

I en skrivelse til

Indenrigsministeriet meddelte jeg, at jeg tog det oplyste til efterretning.

Jeg

udbad mig fortsat underretning om, hvad der videre skete i sagen.

I skrivelse af 4. november

1993 meddelte Indenrigsministeriet mig, at X Amtskommune i skrivelse af 3.

november 1993 havde meddelt Indenrigsministeriet, at sundhedsudvalgets

fastsatte retningslinier for præsters besøgsvirksomhed var blevet ophævet.

Endvidere fremgik det, at sygehusene i X Amt var blevet anmodet om at

administrere videregivelse af oplysninger til præster i overensstemmelse med

det anførte i Indenrigsministeriets skrivelse af 10. september 1993.

Indenrigsministeriet havde herefter i skrivelse af 4. november 1993 meddelt X

Amtskommune, at ministeriet ikke foretog videre i sagen.

I en skrivelse til

Indenrigsministeriet meddelte jeg, at jeg tog det oplyste til efterretning.

Jeg

udbad mig fortsat underretning om, hvad der videre skete i sagen.

Den 30. november 1993 modtog

jeg en genpart af Indenrigsministeriets skrivelse af 29. november 1993 til

samtlige amtsråd og København og Frederiksberg Kommuner om præsters mulighed

for at opnå kontakt med patienter, der er indlagt på amtskommunale sygehuse.

I

skrivelsen anførte Indenrigsministeriet følgende:

"Foranlediget af en

henvendelse fra Folketingets Ombudsmand meddelte Indenrigsministeriet i en

udtalelse af 10. september 1993 til (X) Amtsråd - som tilsynsmyndighed i

forhold til amtskommunerne - at sundhedsudvalgets beslutning om, at

sygehusene

i amtskommunen efter anmodning skulle gøre folkekirkens præster bekendt med

navn og adresse på indlagte sognebørn, efter ministeriets opfattelse var i

strid med forvaltningsloven.

Udtalelsen er i

overenstemmelse med Justitsministeriets retsopfattelse, således som denne

tidligere er kommet til udtryk i Justitsministeriets besvarelse af et

folketingsspørgsmål i folketingsåret 1988/89. Kirkeministeriet har til brug

for

Indenrigsministeriets behandling af spørgsmålet henholdt sig til

Justistministeriets opfattelse.

(X) Amtskommune har herefter

i brev af 3. november 1993 meddelt Indenrigsministeriet, at sundhedsudvalgets

beslutning er blevet ophævet, samt at sygehusene i amtet er blevet anmodet om

at administrere videregivelse af oplysninger til præster i overensstemmelse

med

Indenrigsministeriets udtalelse. Indenrigsministeriet har endvidere i

forlængelse af udtalelsen til (X) Amtsråd rettet henvendelse til (Z), (Æ) og

(Ø) Amtskommuner, idet det var oplyst, at der var en tilsvarende praksis i

disse amtskommuner.

I den anledning vedlægges til

orientering en kopi af Indenrigsministeriets udtalelse af 10. september 1993,

hvortil Indenrigsministeriet i øvrigt kan henholde sig.

Som det fremgår af

udtalelsen, er udtalelsen ikke udtryk for, at præster fremover vil være

afskåret fra at opnå kontakt med sognebørn, der er indlagt på et sygehus. Det

er således i udtalelsen angivet, at Justitsministeriet i sit svar på et

folketingsspørgsmål angav en mulig alternativ fremgangsmåde. Efter denne

fremgangsmåde kontakter sygehusets personale patienten, oplyser om præstens

henvendelse, hvorefter patienten kan tage stilling til, om præsten skal

underrettes om indlæggelsen.

Indenrigsministeriet kan

imidlertid på baggrund af den debat i offentligheden, som udtalelsen har

givet

anledning til, ikke afvise, at mange har opfattet udtalelsen som en praktisk

forhindring for formidling af kontakter mellem patienten og dennes

sognepræst.

På denne baggrund og efter

ønske fra Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer afholdt

indenrigsministeren

den 17. november 1993 et møde med repræsentanter for Landsforeningen af

Menighedsrådsmedlemmer og kirkeministeren om sagen.

Indenrigsministeren havde på

dette møde lejlighed til at tilkendegive, at Indenrigsministeriets udtalelse

på

ingen måde indebærer en underkendelse af folkekirkens præsters behov for som

led i deres tjeneste at opnå kontakt til alle patienter, der har behov for

besøg af deres sognepræst.

Der var på mødet enighed om,

at en praktisk særdeles god løsning for både patienten og folkekirkens

præster

kunne være, at alle patienter så vidt muligt i forbindelse med indlæggelsen

på

et sygehus får mulighed for ved afkrydsning at samtykke i videregivelse af

oplysningen om indlæggelsen til vedkommendes sognepræst.

Samtykkerubrikken kunne

eksempelvis formuleres således:

"Jeg giver herved samtykke

til, at det oplyses over for folkekirkens præst/præster i det sogn, hvor jeg

bor, at jeg er indlagt på sygehuset. Oplysningen vil blive videregivet til

sognepræsten/sognepræsterne med henblik på eventuelt besøg."

På denne måde opnås ikke

alene samtykke til, at oplysningen om indlæggelse af den pågældende patient

lovligt kan videregives til sognepræsten, men også at patienterne bliver

gjort

opmærksom på, at besøg af præsten er en reel mulighed i forbindelse med

indlæggelsen.

Det tilføjes, at en tilsvarende

ordning vil kunne praktiseres i forhold til sjælesørgere fra andre

trossamfund."

I en skrivelse til

Indenrigsminiseriet anerkendte jeg modtagelsen af skrivelsen, som jeg forstod

var sendt mig alene til orientering.

Lignende dokumenter