Præsters adgang til registre over patienter indlagt på amtskommunale sygehuse.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Præsters adgang til registre over patienter indlagt på
amtskommunale sygehuse.
I skrivelse af 6. maj 1993
anmodede jeg under henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5,
Indenrigsministeriet om en udtalelse vedrørende en sag om præsters adgang til
registre over patienter, der er indlagt på sygehuse i X Amt.
Baggrunden herfor var
følgende:
Af en artikel i Jyske
Vestkyst, Esbjerg, fremgik det, at X Amtsråds sundhedsudvalg den 3. februar
1993 havde vedtaget, at præster skulle have adgang til registre over
patienter
på sygehuse i X Amt. Foranlediget heraf havde jeg i skrivelse af 22. februar
1993 - til brug ved mine overvejelser om, hvorvidt der var grundlag for, at
jeg
af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5, tog sagen op til
undersøgelse - anmodet X Amtsråd om en udtalelse samt om udlån af sagens
akter.
I skrivelse af 23. marts 1993
udtalte X Amt i den anledning følgende:
"...
Allerede i 1979 anmodede (X)
amt Indenrigsministeriet om en udtalelse om præsters adgang til
patientfortegnelser med henblik på mulighed for at aflægge besøg hos
medlemmer
af de pågældende præsters menighed.
Af Indenrigsministeriets
vedlagte udtalelse af 25. april 1980 fremgår, at Indenrigsministeriet fandt,
at
præster ikke med hjemmel i den dagældende offentlighedslov havde krav på
Læs alt
aktindsigt i patientfortegnelser, idet det samtidig blev tilkendegivet, at
offentlighedsloven ikke var til hinder for, at der gives præster en sådan
adgang.
Ministeriet tilkendegav
endvidere, at man kunne henholde sig til Kirkeministeriets og
Amtsrådsforeningens udtalelser, hvorefter "sygehuse bør udvise fornøden
imødekommenhed over for præster, der ved besøg på sygehuse med fornøden takt
og
forståelse for besøgets særlige menneskelige krav opfylder denne del af deres
tjenesteforpligtelse, medmindre besøg støder på individuelle lægelige hensyn
eller et direkte ønske fra vedkommende patient."
På denne baggrund vedtog
amtets sygehusudvalg den 1. oktober 1980 vedlagte retningslinier for præsters
besøg på (X) Sygehus.
Den aktuelle sag blev rejst
på baggrund af en uenighed mellem (Y) sygehus og domprovstiet i (Y) om
præsters
adgang til oplysninger om indlagte patienter og adgangen til at besøge
patienter på sygehuset.
I forbindelse med
sundhedsudvalgets behandling af sagen fremgik det klart, at der i givet fald
kun kunne blive tale om udlevering af oplysninger om patienter fra manuelt
førte fortegnelser, idet det blev præciseret, at der kun kan videregives
oplysninger fra edb-registre i overensstemmelse med de i forskrifterne
fastsatte videregivelsesbestemmelser.
Der henvises til vedlagte
kopi af den førte korrespondance med Registertilsynet vedrørende samme sag.
Amtsrådets sundhedsudvalg har
vedtaget vedlagte retningslinier for præsters besøgsvirksomhed, dateret den
19.
marts 1993, hvori fastsættes, at Folkekirkens præster efter anmodning skal
gøres bekendt med navn og adresse på sognebørn, indlagt ved de ... (i
X-område
beliggende) sygehuse, idet besøg, der foretages på grundlag af oplysninger
fra
sygehuset, skal gælde indlagte, der i forvejen er kendt af præsten.
Amtet finder, at den nævnte
manuelt førte liste, kan udleveres til de pågældende patienters sognepræst
efter bestemmelserne i forvaltningslovens § 28, stk. 3.
Amtet har lagt til grund, at
en oplysning om, at en person er indlagt på et sygehus, ikke kan sidestilles
med en oplysning om helbredsforhold og dermed en oplysning om rent personlige
forhold omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1.
Ved vurderingen har amtet
taget i betragtning, at Justitsministeriet med hjemmel i § 8 e i lov om
offentlige myndigheders registre i bekendtgørelse nr. 872 af 17. december
1991
om undtagelse af visse typer edb-registre fra forskriftskravet m.v. har
fastsat, at der kan oprettes personaleadministrationssystemer med oplysninger
om sygefravær og sygdomsperioder.
Det bemærkes, at § 8 e ikke
hjemler adgang til at registre, der indeholder oplysning om rent private
forhold,
jfr. samme lovs § 9, stk 2, kan undtages fra forskriftskrav m.v.
Amtet er af den opfattelse,
at den i § 9, stk. 2 fastsatte angivelse af, hvilke oplysninger, der skal
betragtes som oplysninger om rent private forhold, er i overensstemmelse med
den tilsvarende bestemmelse i forvaltningslovens § 28, stk. 1.
Oplysning om sygefravær og
sygdomsperiode findes indholdsmæssigt ikke at adskille sig fra en oplysning
om,
at en person er indlagt på et sygehus, hvorfor amtet må være af den
opfattelse,
at sidstnævnte oplysning ej heller i relation til forvaltningsloven kan
betragtes som en oplysning om rent private forhold, omfattet af lovens § 28,
stk. 1.
..."
Efter min gennemgang af
sagens akter meddelte jeg i skrivelsen af 6. maj 1993 Indenrigsministeriet,
at
jeg havde besluttet af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5, at
tage
sagen op til undersøgelse.
Jeg anmodede samtidig
Indenrigsministeriet om en udtalelse, herunder om de problemer sagen rejste
om
videregivelse af fortrolige oplysninger. Jeg henviste i den forbindelse til
Justitsministerens svar på spørgsmål S 145 (1988/89), der er nærmere omtalt i
Forvaltningsloven med kommentarer af John Vogter, s. 362. Da det ville være
af
betydning for min vurdering af spørgsmålet også at være bekendt med
Kirkeministeriets
opfattelse, anmodede jeg om, at Indenrigsministeriets udtalelse i sagen blev
afgivet efter forud indhentet erklæring fra Kirkeministeriet.
Herefter modtog jeg med
skrivelse af 10. september 1993 Indenrigsministeriets udtalelse. I udtalelsen
henviste
Indenrigsministeriet til ministeriets skrivelse af samme dato til X Amtsråd
om
sagen. I skrivelsen til amtsrådet refererede Indenrigsministeriet
indledningsvist til min skrivelse af 6. maj 1993 samt til X Amtsråds
ovennævnte
udtalelse i skrivelsen af 23. marts 1993 til mig og tilføjede:
"De vedtagne
retningslinier (som nævnt i X Amtsråds skrivelse af 23. marts 1993 - min
tilføjelse) for præsters besøgsvirksomhed fremgår af et brev af 19. marts
1993
til (Y) Domprovsti, hvori det bl.a. anføres:
"Med det formål, at give
Folkekirkens præster mulighed for at udøve sig besøgstjeneste overfor
indlagte,
skal sygehuset på anmodning herom gøre Folkekirkens præster bekendt med navn
og
adresse på sognebørn.
Besøg, der foretages på
grundlag af oplysninger fra sygehuset, skal gælde indlagte, der i forvejen er
kendt af præsten.
Det indskærpes, at der alene
er tale om udlevering af oplysninger om navn og adresse og alene fra manuelt
førte optegnelser.
Lister, indeholdende samme
oplysninger, udskrevet fra edb-registre kan kun udleveres i overensstemmelse
med de i registreforskrifterne fastsatte videregivelsesbestemmelser.
..."
Det fremgår af et af sagens
bilag, at der i (Z), (Æ) og (Ø) Amtskommuner er en tilsvarende praksis.
Justitsministeren besvarede i
folketingsåret 1988/89 et spørgsmål fra et medlem af Folketinget om præsters
adgang til at se patientkartoteker på sygehusene. Spørgsmålet og
justitsministerens svar lyder som følger:
"
Spørgsmål S 145:
"Kan ministeren oplyse,
om lov om offentlighed i forvaltningen forhindrer præster i at se
patientkartoteker på sygehusene, og i bekræftende fald vil ministeren så tage
skridt til at sikre, at præster opnår adgang til at se
patientkartotekerne?"
Svar:
De nærmere regler om
videregivelse af oplysninger fra én forvaltningsmyndighed til en anden er
fastsat i forvaltningslovens kap. 8.
Efter forvaltningslovens § 28
må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger
om
helbredsforhold og religion, i almindelighed ikke videregives fra én
forvaltningsmyndighed til en anden uden samtykke fra den, som oplysningerne
angår.
Det følger af bestemmelsen,
at de offentlige sygehuse i almindelighed ikke må videregive oplysninger om,
hvilke patienter der er indlagt på sygehuset til behandling, til en præst,
som
ønsker at besøge eventuelle patienter fra sognet. Sygehusene må som følge
heraf
heller ikke give præsten adgang til at gennemse patientkartotekerne. Der kan
i
den forbindelse være grund til at pege på, at en generel adgang til at
gennemse
patientkartotekerne ikke alene vil give præsten adgang til at få oplysninger
om
de patienter, der hører til den pågældendes sogn, men også om andre
patienter.
Efter forvaltningslovens
regler vil der derimod ikke være noget til hinder for, at der etableres et
samarbejde med præsten og sygehuset, således at sygehusets personale retter
henvendelse til de patienter, der har bopæl i det pågældende sogn, redegør
for
præstens henvendelse og spørger, om patienten er interesseret i besøg af
præsten. Hvis patienten ønsker besøg af præsten, kan sygehusadministrationen
videregive oplysningen herom samt om, på hvilken afdeling patienten er
indlagt.
Da der således ikke efter
forvaltningsloven er noget til hinder for, at præsten kan få underretning om
hvilke patienter fra den pågældendes sogn, som ønsker besøg, finder jeg ikke
grundlag for at tage skridt til at sikre, at præster får adgang til på egen
hånd at gennemse sygehusenes patientkartoteker."
Indenrigsministeriet skal i
denne anledning udtale følgende:
Indenrigsministeriet fører
det almindelige tilsyn med, at amtskommunerne overholder lovgivningen, jf. §
61
i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 526 af 22. juni 1993).
Indenrigsministeriet kan
derimod ikke tage stilling til spørgsmål om hensigtsmæssigheden af
amtskommunernes sagsbehandling eller spørgsmål om skønsudøvelse, så længe
skønnet udøves inden for de rammer, der følger af lovgivningen.
§ 28 i forvaltningsloven (lov
nr. 571 af 19. december 1985 med senere ændringer) regulerer spørgsmålet om
forvaltningsmyndigheders videregivelse af fortrolige oplysninger til andre
forvaltningsmyndigheder. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
"§ 28. Oplysninger om
enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion
og
hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt
oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af
nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden
forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Videregivelse af de i
stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når
den, oplysningen angår, har givet samtykke,
det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold
til lov, at oplysningen skal videregives,
videregivelsen sker til varetagelse af private eller
offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der
begrunder hemmelighedsholdelse, herunder hensyn til den, oplysningen angår,
eller
videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling
eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller
kontrolopgaver.
..."
Det fremgår af § 28, stk. 1,
at oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger
om
helbredsforhold, ikke må videregives til en anden forvaltningsmyndighed,
medmindre en af de i stk. 2 angivne betingelser er opfyldt.
Efter Indenrigsministeriets
opfattelse er oplysningen om, at en person er indlagt på sygehus til
behandling, en sådan særlig oplysning, som omhandlet i forvaltningslovens §
28,
stk. 1, hvilket også er kommet til udtryk i Justitsministeriets besvarelse af
spørgsmål S 145. Det bemærkes herved, at oplysningen om, at en person er
indlagt på sygehus, ikke findes at kunne sidestilles med oplysninger om
sygefravær og sygdomsperioder.
Oplysningen kan derfor alene
videregives af et sygehus til en præst, såfremt en af de i § 28, stk. 2, nr.
1,
3 og 4, angivne særlige betingelser er opfyldt, hvilket Indenrigsministeriet
ikke finder er tilfældet.
Det er derfor efter
Indenrigsministeriets opfattelse ulovligt, at (X) Amtsråds sundhedsudvalg har
truffet beslutning om, at sygehusene i amtet generelt skal gøre Folkekirkens
præster bekendt med navn og adresse på sognebørn.
Indenrigsministeriet skal på
denne baggrund anmode amtsrådet om at foranledige, at sundhedsudvalgets
retningslinjer for præsters besøgsvirksomhed bringes i overensstemmelse med
lovgivningen.
Ministeriet skal samtidig
anmode om at blive holdt orienteret om sagens videre forløb.
Folketingets Ombudsmand,
Kirkeministeriet og amtsrådene for (Z), (Æ) og (Ø) Amtskommuner har modtaget
kopi af dette brev."
Af Indenrigsministeriets
udtalelse til mig fremgik det endvidere, at Kirkeministeriet i sin udtalelse
om
sagen havde henholdt sig til Justitsministeriets svar på S 145 (1988/89).
I en skrivelse til
Indenrigsministeriet meddelte jeg herefter følgende:
"Jeg har taget det
anførte til efterretning. Jeg finder på baggrund heraf ikke anledning til at
foretage videre.
Jeg udbeder mig underretning
om, hvad der videre sker i sagen."
I skrivelse af 5. oktober
1993 meddelte Indenrigsministeriet mig, at ministeriet fra Æ Amtskommune,
Afdelingen for sygehusvæsenet, havde modtaget en skrivelse, hvoraf det
fremgik,
at sygehusene i amtet havde modtaget Indenrigsministeriets skrivelse af 10.
september 1993 til "orientering og videre efterlevelse". Af
skrivelsen til mig fremgik det endvidere, at Indenrigsministeriet havde
meddelt
Æ Amtskommune, at ministeriet herefter ikke fandt anledning til at foretage
videre.
I en skrivelse til
Indenrigsministeriet meddelte jeg, at jeg tog det oplyste til efterretning.
Jeg
udbad mig fortsat underretning om, hvad der videre skete i sagen i relation
til
de øvrige berørte amtskommuner.
I skrivelse af 28. oktober
1993 meddelte Indenrigsministeriet mig, at ministeriet fra Z Amtsråds
sundhedsudvalg havde modtaget en skrivelse med bilag, hvoraf det fremgik, at
sygehusene i amtet var blevet orienteret om Indenrigsministeriets
retsopfattelse i skrivelsen af 10. september 1993. Af skrivelsen til mig
fremgik det endvidere, at Indenrigsministeriet havde meddelt Z Amtsråd, at
ministeriet herefter ikke fandt anledning til at foretage videre.
I en skrivelse til
Indenrigsministeriet meddelte jeg, at jeg tog det oplyste til efterretning.
Jeg
udbad mig fortsat underretning om, hvad der videre skete i sagen.
I skrivelse af 4. november
1993 meddelte Indenrigsministeriet mig, at X Amtskommune i skrivelse af 3.
november 1993 havde meddelt Indenrigsministeriet, at sundhedsudvalgets
fastsatte retningslinier for præsters besøgsvirksomhed var blevet ophævet.
Endvidere fremgik det, at sygehusene i X Amt var blevet anmodet om at
administrere videregivelse af oplysninger til præster i overensstemmelse med
det anførte i Indenrigsministeriets skrivelse af 10. september 1993.
Indenrigsministeriet havde herefter i skrivelse af 4. november 1993 meddelt X
Amtskommune, at ministeriet ikke foretog videre i sagen.
I en skrivelse til
Indenrigsministeriet meddelte jeg, at jeg tog det oplyste til efterretning.
Jeg
udbad mig fortsat underretning om, hvad der videre skete i sagen.
Den 30. november 1993 modtog
jeg en genpart af Indenrigsministeriets skrivelse af 29. november 1993 til
samtlige amtsråd og København og Frederiksberg Kommuner om præsters mulighed
for at opnå kontakt med patienter, der er indlagt på amtskommunale sygehuse.
I
skrivelsen anførte Indenrigsministeriet følgende:
"Foranlediget af en
henvendelse fra Folketingets Ombudsmand meddelte Indenrigsministeriet i en
udtalelse af 10. september 1993 til (X) Amtsråd - som tilsynsmyndighed i
forhold til amtskommunerne - at sundhedsudvalgets beslutning om, at
sygehusene
i amtskommunen efter anmodning skulle gøre folkekirkens præster bekendt med
navn og adresse på indlagte sognebørn, efter ministeriets opfattelse var i
strid med forvaltningsloven.
Udtalelsen er i
overenstemmelse med Justitsministeriets retsopfattelse, således som denne
tidligere er kommet til udtryk i Justitsministeriets besvarelse af et
folketingsspørgsmål i folketingsåret 1988/89. Kirkeministeriet har til brug
for
Indenrigsministeriets behandling af spørgsmålet henholdt sig til
Justistministeriets opfattelse.
(X) Amtskommune har herefter
i brev af 3. november 1993 meddelt Indenrigsministeriet, at sundhedsudvalgets
beslutning er blevet ophævet, samt at sygehusene i amtet er blevet anmodet om
at administrere videregivelse af oplysninger til præster i overensstemmelse
med
Indenrigsministeriets udtalelse. Indenrigsministeriet har endvidere i
forlængelse af udtalelsen til (X) Amtsråd rettet henvendelse til (Z), (Æ) og
(Ø) Amtskommuner, idet det var oplyst, at der var en tilsvarende praksis i
disse amtskommuner.
I den anledning vedlægges til
orientering en kopi af Indenrigsministeriets udtalelse af 10. september 1993,
hvortil Indenrigsministeriet i øvrigt kan henholde sig.
Som det fremgår af
udtalelsen, er udtalelsen ikke udtryk for, at præster fremover vil være
afskåret fra at opnå kontakt med sognebørn, der er indlagt på et sygehus. Det
er således i udtalelsen angivet, at Justitsministeriet i sit svar på et
folketingsspørgsmål angav en mulig alternativ fremgangsmåde. Efter denne
fremgangsmåde kontakter sygehusets personale patienten, oplyser om præstens
henvendelse, hvorefter patienten kan tage stilling til, om præsten skal
underrettes om indlæggelsen.
Indenrigsministeriet kan
imidlertid på baggrund af den debat i offentligheden, som udtalelsen har
givet
anledning til, ikke afvise, at mange har opfattet udtalelsen som en praktisk
forhindring for formidling af kontakter mellem patienten og dennes
sognepræst.
På denne baggrund og efter
ønske fra Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer afholdt
indenrigsministeren
den 17. november 1993 et møde med repræsentanter for Landsforeningen af
Menighedsrådsmedlemmer og kirkeministeren om sagen.
Indenrigsministeren havde på
dette møde lejlighed til at tilkendegive, at Indenrigsministeriets udtalelse
på
ingen måde indebærer en underkendelse af folkekirkens præsters behov for som
led i deres tjeneste at opnå kontakt til alle patienter, der har behov for
besøg af deres sognepræst.
Der var på mødet enighed om,
at en praktisk særdeles god løsning for både patienten og folkekirkens
præster
kunne være, at alle patienter så vidt muligt i forbindelse med indlæggelsen
på
et sygehus får mulighed for ved afkrydsning at samtykke i videregivelse af
oplysningen om indlæggelsen til vedkommendes sognepræst.
Samtykkerubrikken kunne
eksempelvis formuleres således:
"Jeg giver herved samtykke
til, at det oplyses over for folkekirkens præst/præster i det sogn, hvor jeg
bor, at jeg er indlagt på sygehuset. Oplysningen vil blive videregivet til
sognepræsten/sognepræsterne med henblik på eventuelt besøg."
På denne måde opnås ikke
alene samtykke til, at oplysningen om indlæggelse af den pågældende patient
lovligt kan videregives til sognepræsten, men også at patienterne bliver
gjort
opmærksom på, at besøg af præsten er en reel mulighed i forbindelse med
indlæggelsen.
Det tilføjes, at en tilsvarende
ordning vil kunne praktiseres i forhold til sjælesørgere fra andre
trossamfund."
I en skrivelse til
Indenrigsminiseriet anerkendte jeg modtagelsen af skrivelsen, som jeg forstod
var sendt mig alene til orientering.
Lignende dokumenter
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en amtskommunes adgang til at indkøbe cykler med henblik på at løse midlertidige parkeringsproblemer Retsinformation · 18. august 2009
- Offentligt ansattes ret til offentligt at kritisere forholdene på deres arbejdsplads Retsinformation · 25. juni 2003
- 1992 LSF 49 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SYGEHUSVÆSENET OG LOV OM OFFENTLIG SYGESIKRING M.V. (FRIERE SYGEHUSVALG, BEHANDLING PÅ PRIVATE SPECIALSYGEHUSE M.FL., SPECIALESAMLING, AMBULANCETJENESTE, FÆRDIGBEHANDLEDE PATIENTER SAMT PLANLÆGNING OG SAMARBEJDE) Retsinformation · 21. december 1992
- Offentligt ansattes ytringsfrihed Retsinformation · 5. oktober 2006
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet (Forhøjede frit valg-rammer, statslige tilskud til sygehusformål og frit valg til private sygehuse) Retsinformation · 7. marts 2002
- Ytringsfrihed for institutionsleder. Retsinformation · 6. november 2003