Offentligt ansattes ytringsfrihed
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Offentligt ansattes ytringsfrihed. Ret og
pligt til at reagere over for ulovlige ordrer
Det fremgik af sagens akter
at TV2
den 5. juni 2001
anmodede Amtssygehuset X om tilladelse til at optage på sygehuset.
Optagelserne
skulle indgå i et dokumentarprogram om det danske sygehusvæsen hvor der bl.a.
skulle ses nærmere på apopleksibehandlingen på sygehusene. TV2 oplyste at
tv-stationen allerede havde talt med O som administrerende overlæge, og at
han
gerne ville medvirke i programmet. Endvidere blev det oplyst at tv-stationen
ønskede at følge en apopleksipatient fra det øjeblik hvor vedkommende blev
indlagt. Tv-stationen anmodede derfor om tilladelse til at lave optagelser på
skadestuen. Tv-stationen meddelte at den ikke ville filme personer uden deres
tilladelse.
Sygehusdirektionen på Amtssygehuset
X v/chefsygeplejerske A (senere vicedirektør A) meddelte i brev af
7. juni 2001
TV2 tilladelse
til ”optagelse på sygehuset i de næste måneder”. Af brevet til TV2
fremgik
desuden følgende:
”Overlæge (O) vil være den
ansvarlige person på (X) Amtssygehus, og vi forventer derfor klart, at de
nærmere detaljer, herunder indhentelse af patienters samtykke i forbindelse
med
deres medvirken, konkret aftales med og varetages af overlæge (O). Der må
således ikke filmes nogen steder/patienter på sygehuset uden konkret
godkendelse fra overlæge (O).
Læs alt
Sygehusledelsen glæder sig
til at følge projektet, og vil være behjælpelig, hvis det ønskes, ligesom vi
utvetydigt forventer en etisk korrekt behandling af såvel patienter,
pårørende,
personale og sygehuset som institution.”
Det fremgik af brevet at kopi
samtidig var sendt til amtssygehusdirektør B og til afdelingsledelsen på
neurologisk afdeling N (O’s afdeling).
O orienterede ved e-post af
22. juni 2001
sygehusdirektionen på amtssygehuset v/chefsygeplejerske A om den nærmere
fremgangsmåde ved TV2’s optagelser. O skrev bl.a. følgende:
”Jeg har nu haft møde med ( )
på skadestuen og ( ) på afd. F vedrørende TV-optagelse dagene 16.-
18. juli 2001. De er begge
indforståede. ( ) og ( ) er ligeledes orienterede og har på baggrund af
sygehusledelsens accept givet tilladelse til at TV-optagelserne finder sted.
Det vil komme til at foregå
således, at en fotograf vil være tilstede på skadestuen de pågældende dage
efter kl. 16. Man vil så filme patienter der kommer akut enten på skadestue
eller på (...). Man har lovet at der ikke filmes tæt på patienten – man
er kun
interesseret i at vise patientens ankomst med ambulancen, og den videre
transport til sygestuen. Patienten vil efterfølgende blive spurgt om han/hun
vil give sin tilladelse til at det filmede bliver brugt. Hvis ikke, bliver
filmen destrueret.”
Samme dag meddelte
chefsygeplejerske A overlæge O i en e-post at det lød betryggende.
Ved brev af
29. oktober 2001
orienterede O sygehusdirektionen på Amtssygehuset X nærmere om en udsendelse
som TV2 ville sende
den
12. november 2001. O nævnte bl.a. at han medvirkede i en del af
udsendelsen som handlede om ”en generel problemstilling vedrørende
behandling
af patienter på apopleksiafsnit og de konsekvenser det må medføre, hvis
patienterne
ikke behandles på apopleksiafsnit”. Samtidig orienterede O om en konkret
patienthistorie som indgik i udsendelsen, hvor patienten som følge af
overbelægning ikke var modtaget på neurologisk afdeling.
Ligeledes
den 29. oktober 2001
sendte sygehusdirektionen
på Amtssygehuset X et udkast til en pressemeddelelse til O med henblik på
hans
godkendelse af de afsnit hvor han blev citeret for følgende:
”’Lad mig med det samme slå
fast, at det er min vurdering, at den pågældende patient er blevet behandlet
fagligt
forsvarligt. Der var desværre ikke plads på vores apopleksiafsnit, da
patienten
blev indlagt. Neurologisk afdeling tilså hende kort tid efter indlæggelsen og
var i dialog med de medicinske læger om forløbet, som det er kutyme i disse
tilfælde.
Der er her tale om to
afdelinger, der går sammen om at give en patient optimal behandling. Fra
neurologisk afdeling førte vi løbende tilsyn med patienten, som straks kom i
behandling og efterfølgende genoptræning. Små 10 dage efter indlæggelsen
overførtes patienten til et kommunalt genoptræningstilbud’ fortæller
adm.
overlæge (O), Neurologisk afdeling, Amtssygehuset (X).”
Som svar på
sygehusdirektionens anmodning meddelte O
den 31. oktober 2001
sygehusdirektionen at han
ikke kunne medvirke i pressemeddelelsen. Han begrundede det således:
”
Jeg kan jo ikke det ene
øjeblik sige, at det er af livsnødvendig betydning for patienter med
apopleksi
at blive indlagt på et apopleksiafsnit og så det andet øjeblik sige, at det
alligevel ikke betyder noget. Det hænger jo slet ikke sammen. Og så ville jeg
såvel som Amtssygehusets apopleksiafsnit miste troværdigheden.”
Den 11. november 2001
blev O
interviewet til TV2-nyhederne vedrørende omstændighederne i forbindelse med
udfærdigelsen af pressemeddelelsen. I indslaget sagde han følgende:
”Hele den tone og den
atmosfære som denne her samtale foregik i – der blev jeg da meget
bekymret for
mit ansættelsesforhold.
Det jeg citeres for, det er
at behandlingen af apopleksiramte er lige så god på medicinske afdelinger som
på apopleksiafsnit. Og det er jo lige det modsatte af hvad jeg har sagt.
Det synes jeg altså er et
meningstyranni. Jeg synes det er en krænkelse af min ytringsfrihed.”
På baggrund af indslaget i
TV2 om bl.a. nævnte pressemeddelelse redegjorde Københavns Amts
amtssygehusdirektør
B i et notat af
12.
november 2001
for sagen. Notatet blev sendt til sygehusdirektionerne
for KAS Herlev, KAS Glostrup, KAS Gentofte og Amager Hospital. Af notatet
fremgik følgende:
”Redegørelse i anledning af
indslag i TV2-nyhederne
den
11. november 2001
kl. 19 (’Overlæge i klemme’).
Udsendelsen handler om, at
Sygehusdirektoratet har forsøgt at tvinge adm. overlæge (O), Amtssygehuset
(X),
til at komme med nogle udtalelser til pressen, som han aldrig har fremlagt. I
udsendelsen benægter undertegnede dette.
Baggrunden for udsendelsen er
følgende:
I slutningen af oktober blev
Sygehusdirektoratet opmærksom på, at TV2 planlagde en serie med 2-3
udsendelser
(TV2.DOK) om det danske sygehusvæsen – henholdsvis den 29. oktober og
den 12.
november.
Sygehusdirektoratet
identificerede en særlig ’(...)-vinkel’ i udsendelsen den 12.
november, idet
(O) i føromtalen af programmet udtalte, at der dør mellem 200 og 300
patienter
om året på landsplan, fordi de får en utilstrækkelig behandling i forbindelse
med hjerneblødning. På grund af sparehensyn anbringes de simpelthen på en
forkert afdeling, hvor de ikke får en tilstrækkelig behandling. (O) er
samtidig
formand for Hjernesagen i Danmark.
(O) orienterede den 28.
oktober sygehusdirektionen om, at der i den pågældende udsendelse desuden
indgik et indslag med en pårørende til en patient, som på grund af
kapacitetsproblemer på daværende tidspunkt i stedet blev indlagt på den
almindelige medicinske afdeling.
Sygehusdirektoratet anmodede
sygehusdirektionen om at undersøge det konkrete patientforløb med henblik på
at
klarlægge, om der under de givne omstændigheder var tale om et fagligt
forsvarligt
patientforløb, eller om der var fagligt kritisable aspekter ved forløbet.
Tilbagemeldingen fra
sygehusdirektionen var, at der tilsyneladende ikke var noget fagligt
uforsvarligt
ved det konkrete patientforløb.
Som led i amtets
medieberedskab udfærdigede Sygehusdirektoratet derfor et udkast til
pressemeddelelse,
som – afhængig af hvad der konkret måtte fremgå af den pågældende
udsendelse –
evt. påregnedes udsendt efter udsendelsen.
I udkastet til
pressemeddelelse citeres (O) som ansvarlig overlæge for at sige, at den
pågældende patient er behandlet fagligt forsvarligt.
Udkastet vedlægges til
orientering.
Udkastet til pressemeddelelse
blev forelagt (O) den 29. oktober til godkendelse.
(O) meddelte
sygehusdirektionen telefonisk den 30. oktober, at han ikke ville godkende
citatet. Dette blev gentaget i et brev til sygehusdirektionen dagen efter
(brevet vedlægges).
Sygehusdirektionen indkaldte
(O) til et møde den 2. november med henblik på en drøftelse af baggrunden
for,
at han ikke ønskede at medvirke i pressemeddelelsen. Desuden drøftedes det
konkrete patientforløb. (O) fastholdt på mødet, at han ikke ønskede at
deltage
i pressemeddelelsen. Sygehusdirektionen afsluttede mødet med at konstatere,
at
såfremt han ikke ønskede at medvirke i pressemeddelelsen, ville direktionen
naturligvis ikke tvinge ham til dette, og at dette punkt dermed var
afsluttet.
Den 8. november kontaktedes
undertegnede af en TV2-journalist, der fortalte, at han dagen i forvejen
havde
interviewet (O), der fortalte, at han i den konkrete situation havde følt sin
ytringsfrihed knægtet.
Der aftaltes et interview med
undertegnede den 9. november.
I interviewet redegjorde jeg
for forløbet (her gengivet i sammentrængt form):
Da vi kommer under vejrs med,
at der i udsendelsen vil blive fokuseret på et konkret patientforløb,
foretager
vi en faglig undersøgelse med henblik på at få klarlagt, om forløbet giver
anledning til faglig selvransagelse. Den foreløbige undersøgelse tyder ikke
på,
at det konkrete forløb er fagligt uforsvarligt, og som led i vores
medieberedskab udarbejder vi et udkast til pressemeddelelse, hvori den
fagligt
ansvarlige overlæge citeres for dette. Da han så ikke ønsker at indgå i
pressemeddelelsen, gør vi ikke mere ved det – dvs. ikke noget med tvang
eller
knægtelse af ytringsfrihed. Jeg fortæller samtidig, at vi agter at forelægge
det konkrete forløb for Sundhedsstyrelsen for at få klarhed over, om forløbet
er fagligt forsvarligt. Endvidere giver jeg udtryk for, at man efter min
opfattelse sagtens både kan have det principielle synspunkt, at alle
apopleksiramte bør indlægges på apopleksiafsnit samtidig med, at patienter,
der
på grund af kapacitetsproblemer må indlægges på almindelige medicinske
afsnit,
alligevel kan få en fagligt forsvarlig behandling dér. Dette sidste
synspunkt,
fordi de pågældende patienter bliver tilset af neuromedicinske læger.
”
Den 12. november 2001
blev
dokumentarudsendelsen bragt i TV2. O medvirkede i udsendelsen. Han blev
præsenteret som administrerende overlæge, dr. med., hjerneforsker, men uden
angivelse af ansættelsessted. Han udtalte følgende:
”Apopleksi det er en
samlebetegnelse for to forskellige sygdomme, dels hjerneblodpropper og dels
hjerneblødninger. Apopleksi det er også det man i daglig almindelig dansk
tale
kalder for et slagtilfælde.
Hvis der kommer en patient
ind med en apopleksi og der er fuldt optaget på apopleksiafsnittet, ja så
bliver patienten henvist til en anden afdeling hvor der nu er en ledig seng.
I
sådant et tilfælde der er det sådan at det forøger patientens risiko for at
dø
af apopleksien væsentligt.
Det drejer sig om en
forøgelse af dødeligheden på omkring 25 %. Her i Danmark vil det dreje sig om
en 2-300 unødige dødsfald ekstra om året.
(Spørgsmål: Det vil sige hvis
man ender på en forkert afdeling så er der altså en risiko for at man dør?)
Ja, det er der, helt sikkert.
De dør først og fremmest af
infektioner. Altså en lungebetændelse. De dør også af blodpropper i lungerne.
Det er jo sådan at når man ligger helt stille i en seng og ikke kan bevæge
sig
på grund af en lammelse, så dannes der ofte blodpropper i benene, og de kan
rive sig løs og løbe op i lungerne og sætte sig fast som lungeblodpropper, og
det dør patienterne af. Det er utilfredsstillende for lægen at skulle henvise
en patient til en behandling som han notorisk ved er dårligere end den
bedste.
Det er den tredje hyppigste
dødsårsag i dette land og derfor er det klart at apopleksipatienterne, den
dødelighed der er forbundet med apopleksisygdomme, har selvfølgelig også
indflydelse på middellevetiden.
Ja, hvis der blev ført flere
penge til apopleksiområdet, jamen så var det vel muligt for os at kunne
behandle alle patienter med apopleksi på de såkaldte apopleksiafsnit.”
I anledning af
dokumentarudsendelsen i TV2
den
12. november 2001
anmodede Københavns Amts Sygehusdirektorat
direktionen på Amtssygehuset X om en redegørelse. I en redegørelse af
16. januar 2002
skrev
amtssygehuset herefter bl.a. følgende til sygehusdirektoratet:
”2. Udkast til
pressemeddelelse
Indholdet i kommunikationen
mellem (O) og sygehusdirektionen beskrives efterfølgende med vægt på to
elementer:
1. Indholdet i den
elektroniske kommunikation i forbindelse med udarbejdelse af udkast til
pressemeddelelse
med tilhørende tidsangivelser.
2. Møder mellem medlemmer af
sygehusdirektionen og (O).
Ad 1. Indholdet i den
elektroniske kommunikation.
Mandag
den 29. oktober 2001.
Sygehusdirektionen e-mailer til afdelingsledelsen afdeling N, hvor
afdelingsledelsen anmodes om en kort beskrivelse af det konkrete
patientforløb.
Dette er efterfølgende modtaget og videresendt i anonymiseret form til
sygehusdirektoratet (bilag 6).
Mandag
den 29. oktober 2001.
16:36.
Udkast til pressemeddelelse fra amtets
informationsmedarbejder samt sygehusdirektionens forslag til ændringer,
fremsendes som hastemeddelelse til (O) til godkendelse af de afsnit, hvor (O)
citeres for afdeling N’s deltagelse i det konkrete patientforløb på (X)
(bilag
7).
Sygehusdirektionen har hermed
godkendt det foreløbige udkast til beredskabspressemeddelelse.
Tirsdag den 30. og onsdag
den 31. oktober 2001.
Telefonisk og efterfølgende skriftligt – på anmodning herom –
meddeler (O), at
han hverken principielt eller konkret vil godkende at blive citeret i det
foreløbige udkast til pressemeddelelse (bilag 8).
Ad 2. Indholdet af møder
mellem medlemmer af sygehusdirektionen og (O)
Sygehusdirektionen ønsker at
drøfte dette med (O), idet vi umiddelbart står uforstående overfor, at han
ikke
vil udtale sig om det konkrete patientforløb, som hans afdeling har været
involveret i. Særligt må det undre i lyset af, at han af sygehusdirektionen
havde fået ansvaret for TV-optagelserne.
Fredag
den 2. november 2001
eftermiddag.
Sygehusdirektionens repræsentanter
afholder møde med (O) for at drøfte nærmere, hvorfor (O) ikke vil udtale sig
om
det konkrete patientforløb. Sygehusdirektionen opridsede baggrunden for
arbejdet med beredskabspressemeddelelsen.
(O) bekræfter på mødet, at
han ikke vil medvirke i en pressemeddelelse og tilkendegiver, at han føler
sig
presset hertil. (O) havde den opfattelse, at det praktiske omkring TV-holdets
håndtering af patientkontakten er aftalt med et medlem af sygehusdirektionen.
(O) gentog at patienter med
apopleksi indlagt på den medicinske afdeling havde en overdødelighed i
forhold
til, hvis patienterne blev indlagt på apopleksiafsnittet. (O) tilkendegav at
han havde drøftet udkast til pressemeddelelse ved et teammøde i afdelingen og
med eksterne personer, herunder TV-journalisten.
Der var enighed om, at 90 %
af patienterne faktisk kom på apopleksiafsnittet trods periodevis nedsat
sengekapacitet forårsaget af manglende personale til de normerede senge.
(O) tilkendegav, at han
opfattede at ledelsen ville knægte hans ytringsfrihed. Dette afviste
sygehusdirektionen
og tilkendegav, at såfremt (O) ikke ville medvirke til at beskrive det
konkrete
patientforløb i en pressemeddelelse, var den sag slut.
Sygehusdirektionen
tilkendegav på mødet, at det var sygehusets overordnede målsætning at så
mange
specialepatienter som muligt skulle behandles i eget speciale.
De konkrete fysiske forhold
på (X) betinger, at sygehusdirektionen ikke umiddelbart kan flytte f.eks. et
helt medicinsk afsnit til afdeling N, idet andre patientkategorier i givet
fald
ville skulle behandles udenfor specialet.
Tirsdag
den 20. november 2001. Som det også
er fremgået af DagensMedicin afholdt sygehusdirektionen et møde med (O).
Sygehusdirektionen beklagede overfor (O), hvis sygehusdirektionens handlemåde
i
hele sagen havde gjort, at han har følt sig presset til at medvirke i en
beredskabspressemeddelelse.
Sygehusdirektionen gentog, at
vi på intet tidspunkt havde anmodet om eller drøftet nogen form for
underskrivelsesprocedure. Vi havde anmodet om en godkendelse af et foreløbigt
udkast til en beredskabspressemeddelelse. Den godkendelse havde vi ikke fået
og
dermed var al tale om (O)’s eventuelle medvirken i en pressemeddelelse
afsluttet for vores vedkommende.
(O) havde givet sin
begrundelse overfor sygehusdirektionen, som havde taget denne til
efterretning
og anså derfor, at hans medvirken i en pressemeddelelse ikke ville komme på
tale i den aktuelle sag.
Udsagn: (O)’s opfattelse af
at være blevet presset til at godkende pressemeddelelsen.
Sygehusdirektionens opfattelse:
(O) er i sin egenskab af
leder for det pågældende område og med særligt ansvar for de pågældende
TV-optagelser blevet kontaktet elektronisk af sygehusdirektionen med en
anmodning om at forholde sig til en pressemeddelelse.
Det er en ganske almindelig
procedure i forbindelse med presseomtale af sygehuset. Sygehusdirektionen
fandt
anledning til at drøfte dette nærmere med (O), idet vi med undren måtte
konstatere, at (O) ikke kunne og ikke ville forholde sig til det konkrete
patientforløb.
Et patientforløb som
neurologisk afdeling N havde det umiddelbare ansvar for i henhold til
gældende
visitationsretningslinier.
Et patientforløb som
afdelingen havde været involveret i ved tilsyn og rådgivning.
Endelig på baggrund af en
anmodning til såvel sygehusdirektionen som til afdeling N fra
sygehusdirektoratet
om medvirken til udarbejdelse af en såkaldt beredskabspressemeddelelse.
Udsagn: (O) følte sig
fyringstruet.
Sygehusdirektionens
opfattelse:
Sygehusdirektionen har i
dagene op til den første TV-udsendelse arbejdet på at få beskrevet det
konkrete
patientforløb via den normale vej, som er gennem de ansvarlige
afdelingsledelser. Dette med henblik på at sikre, at Københavns Amt og
Amtssygehuset (X) ville være i stand til at kunne besvare spørgsmål om det
konkrete patientforløb, såfremt det måtte blive aktuelt efter TV-udsendelsen.
Sygehusdirektionen har ikke
truet (O) med afskedigelse. Da dette tema dukkede op i pressen tog
sygehusdirektionen et møde med (O) for at rette op på eventuelle
misforståelser
i den anledning.
Udsagn: (O) kunne få en
tjenstlig ordre om at tiltræde pressemeddelelsen.
Sygehusdirektionens
opfattelse:
Det er sygehusdirektionens
opfattelse, at et medlem af en afdelingsledelse tjenstligt ikke vil kunne
undslå sig for at komme med en redegørelse for et konkret patientforløb, som
vedkommendes afdeling har medvirket i.
Dette har sygehusdirektionen
også meddelt (O) ved mødet
den
2. november 2001. Der er for sygehusdirektionen forskel på dette og
en tjenstlig ordre på at medvirke i en pressemeddelelse, hvilket vi ikke på
noget tidspunkt har afgivet.”
I en redegørelse af
22. januar 2002
kommenterede den neurologiske ledelse på Amtssygehuset X, herunder O,
ovennævnte redegørelse af
16.
januar 2002. Af redegørelsen fremgik bl.a. følgende:
”Produktionen af TV-indslagene
Hvis der skal rettes nogen
kritik, må denne rettes mod sygehusdirektionen og vicedirektør (A), som hele
tiden har været fuldt orienteret og godkendt procedureforløbet. Det skal dog
tilføjes, at det umiddelbart findes vanskeligt at rette nogen kritik af den
anvendte procedure, da der i hele forløbet foreligger forhåndsgodkendelser
fra
patient og pårørende (bilag 3, 4, 5). Endelig foreligger der ikke oplysninger
om, at nogen – endsige patientens datter – har følt sig forulempet
af at
deltage i udsendelsen (bilag 5).
Beredskabspressemeddelelsen
Indholdet af
beredskabspressemeddelelsen fremtræder samlet som et dementi af det, (O)
siger
i udsendelsen, hvorfor han naturligvis ikke kan godkende den. (O) har
ydermere
solidt fagligt belæg for sine ytringer i udsendelsen.
Beredskabspressemeddelelsen
indeholder en i øvrigt negativt ladet vurdering af en TV-udsendelse, som
ingen
– ikke engang (O) – har set. Derfor kan (O) naturligvis ikke
forhåndsgodkende
beredskabspressemeddelelsen, endsige give den ’sit blå stempel’.
(O) har ret til at ytre sig,
og skal ikke tvinges til at ytre sig mod sin overbevisning.
Endelig kan man ikke forlange
af ham, at han skal udtale sig mod bedre vidende.
Dialog med direktionen
Ved samtale med vicedirektør
(C) på dennes kontor mandag
29.
oktober 2002
får (O) at vide, at han, grundet den forestående
TV-udsendelse, nu fremstår i ’et dårligt lys’ i direktoratet.
Under samtale med direktør
(D) og vicedirektør (C) fredag
2. november 2001
på dennes kontor, presses (O) i 1½ time
til at godkende pressemeddelelsen. Da han ikke vil, anmodes han om at
udfærdige
en beskrivelse af patientforløbet og godkende det. Hvis ikke, vil han få en
’tjenstlig ordre’ herom. Denne trussel fremsættes flere gange af
direktør (D).
(O) opfatter det som en måde, hvorpå man alligevel kan få fremstillet en
pressemeddelelse, hvori han godkender, at det på (X) Amtssygehus er uden
betydning, om man kommer på apopleksiafsnit eller ej. (O) bebrejdes herefter
den måde, hvorpå TV-optagelserne er foretaget. Da han siger, at de er
foregået
efter godkendelse fra vicedirektør (A), får han at vide af direktør (D), at
det
er (D) ligeglad med, idet (A) ikke kan give en sådan godkendelse. Direktør
(D)
siger herefter, at han i øvrigt ikke af det skriftlige materiale kan se nogen
specificeret godkendelse af proceduren, så ’nu er bevisførelsen
din’, siger
(D). Atmosfæren opfattes af (O) som meget ubehagelig, og han føler sig
fyringstruet. Mødet sluttede uden konklusion.
En uge senere, modtager (O)
en e-mail fra vicedirektør (A) om, at et rutinemæssigt møde mellem ham og
sygehusdirektionen fredag
9.
november 2001, må aflyses med begrundelsen: ’Med de øvrige
diskussioner vi i øjeblikket har imellem dig og Sygehusdirektionen, mener vi
ikke det er realistisk at mødes i morgen vedr. den strategiske drøftelse af
lægebemandingen på afd. N.’ (bilag 7).
Det konkrete patientforløb
Den detaljerede gennemgang af
patientens indlæggelse er irrelevant i forhold til den aktuelle problematik
–
apopleksiafsnit.
Det er veldokumenteret, at
patienter med apopleksi har væsentligt lavere risiko for at dø, hvis de
indlægges og behandles på apopleksiafsnit. Desuden er invaliditeten lavere
ved
udskrivelsen, hvis man behandles på apopleksiafsnit. Endelig forkortes
indlæggelsestiden, idet patienterne kommer sig hurtigere.
Ved behandling på
apopleksiafsnit får man således et bedre behandlingsresultat. Apopleksiafsnit
virker ved sin organisation – først og fremmest tværfagligheden med
målrettet,
aktivt mobiliserende pleje og terapi i centrum. Den lægefaglige expertise og
erfaring er også af afgørende betydning.
Effekten af
apopleksiafsnittet på (X) Amtssygehus i forhold til behandling på medicinsk
afdeling foreligger dokumenteret, og er sygehusdirektionen bekendt (bilag 8).
Den er helt i overensstemmelse med foreliggende nationale og internationale
erfaringer, idet dødeligheden er væsentligt lavere, hvis man behandles på
apopleksiafsnittet i (X) Amtssygehus.”
Til redegørelsen var vedlagt
breve af
22. januar 2002
fra den journalist som var ansvarlig for tv-udsendelsen, og fra datteren til
den patient hvoraf der blev vist optagelser i programmet. Af journalistens
brev
fremgik bl.a. følgende:
”Den 19. august om
eftermiddagen ankommer en patient med en apopleksi. Patienten ankommer sammen
med sin datter, som fotograf ( ) kontaktede uden kamera. Han fortæller
datteren
om vores program og om vi må følge forløbet med kamera. På dette tidspunkt
har
vi – ifølge aftalen – ikke filmet nogen personer. Datteren giver
tilladelse til
at vi filmer forløbet. Efterfølgende aftaler vi med datteren, at vi ikke
viser
moderens identitet. Det efterlever vi, idet man ikke ser moderens ansigt. Vi
nævner heller ikke moderens navn i programmet.”
Af datterens brev fremgik
bl.a. følgende:
”Jeg var med under hele
forløbet, og efter ankomsten på skadestuen blev vi kontaktet af en
sygeplejerske,
der spurgte om vi havde noget imod at medvirke i en TV-udsendelse om forløbet
af en indlæggelse på sygehuset. Jeg talte med min mor om det (hun var i stand
til at kommunikere), og vi var begge indstillede på ’at det har man da
pligt
til i hele sygehusdiskussionen’.
Efterfølgende diskuterede jeg
sagen med min søster og mor, og vi blev enige om at anmode om, at der ikke
blev
vist billeder af min mor på skærmen. Det skal præciseres, at vi ikke havde
noget imod at medvirke som eksempel, og jeg indvilligede selv i at fremstå
med
navns nævnelse.
Min familie var fuldt
tilfredse med at give et bidrag i diskussionen og har intet imod måden vort
eksempel blev fremstillet på.”
Den 16. april 2002
meddelte Københavns Amts Sygehusdirektorat
O at hans adfærd i sagen ikke havde været tilfredsstillende.
Sygehusdirektoratet skrev følgende:
”
Jeg har nu haft lejlighed til
at gennemgå redegørelsen af
den
16. januar 2002, ligesom jeg har haft lejlighed til at gennemgå den
neurologiske afdelingsledelses kommentar af
den 22. januar 2002
til sygehusdirektionens
redegørelse.
På baggrund af denne
gennemgang kan jeg indledningsvis notere, at du og sygehusdirektionen har
forskellige opfattelser af forløbet omkring den såkaldte
’beredskabsmeddelelse’.
Du har under dialogen med sygehusdirektionen følt dig fyringstruet.
Sygehusdirektionen benægter at have fremsat fyringstrusler og har
efterfølgende
overfor dig beklaget, at du har følt dig fyringstruet.
I sygehusdirektionens
redegørelse gennemgås det konkrete patientforløb, der blev omtalt i den
pågældende udsendelse: Patienten (apopleksi) blev på grund af pladsmangel på
apopleksiafsnittet indlagt på medicinsk afdeling. Patienten blev tilset af
neurologisk bagvagt, der lagde en behandlingsplan, som medicinsk afdeling
nøje
fulgte. Apopleksipatienter, der indlægges på medicinsk afdeling, tilbydes
ifølge afdelingsledelsen på medicinsk afdeling samme ergo- og fysioterapi,
som
hvis patienten lå på neurologisk afdeling. Endelig bruger apopleksipatienter,
der er indlagt på medicinsk afdeling, mindst lige så meget plejepersonale,
som
der er afsat til patientpleje på apopleksiafsnittet. Sygehusdirektionen
konkluderer, at det konkrete patientforløb er håndteret fagligt forsvarligt.
Dette bestrides ikke i den neurologiske afdelingsledelses kommentar af
den 22. januar 2002.
I TV-udsendelsen udtalte du i
din egenskab af administrerende overlæge på Amtssygehus (X) bl.a., at
apopleksipatienters risiko for at dø forøges væsentligt, hvis de indlægges på
andre afdelinger end et apopleksiafsnit. Udtalelsen kædes i udsendelsen
direkte
sammen med omtalen af det pågældende patientforløb: Formålet med omtalen af
patientforløbet var øjensynligt at vise et eksempel på et fagligt
uforsvarligt
patientforløb kendetegnet ved en unødvendig, høj dødelighedsrisiko.
På baggrund af
sygehusdirektionens redegørelse er det min vurdering, at patientforløbet blev
håndteret fagligt forsvarligt. Det er derfor min vurdering, at du i din
samlede
håndtering af mediebetjeningen i denne sag ikke har udvist tilfredsstillende
loyalitet overfor sygehusets bestræbelser på at give patienter med apopleksi
en
kvalificeret behandling. Din håndtering af mediebetjeningen kan have skabt
unødvendig utryghed blandt patienterne i sygehusets optageområde.
Jeg har dernæst noteret mig,
at du i denne sag har overtrådt amtets informationspolitik i et konkret
tilfælde:
I henhold til amtets
informationspolitik skal man som leder straks efter, at man har udtalt sig
til
pressen, underrette nærmeste overordnede chef. Du blev interviewet i TV2
Nyhederne
den 11. november
2001, men undlod at orientere sygehusdirektionen efter, at
interviewet havde fundet sted.
Min samlede vurdering af
sagsforløbet er, at din adfærd i denne sag ikke har været tilfredsstillende.
Jeg skal derfor anmode dig om fremover at have skærpet opmærksomhed omkring
din
mediehåndtering for at forebygge, at der uretmæssigt skabes tvivl om
kvaliteten
af sygehusets ydelser. Endvidere skal jeg anmode dig om fremover at overholde
Københavns Amts informationspolitik.”
O anmodede
den 10. maj 2002
sygehusdirektoratet om at tilbagekalde den skriftlige irettesættelse af
16. april 2002. Han skrev
bl.a. følgende:
”Min medvirken i ovennævnte
udsendelse skete efter grundige konsultationer med sygehusdirektionen i
Amtssygehuset (X), som i hele forløbet var grundigt og løbende informeret om
udsendelsen og dens tema. Sygehusdirektionen var ydermere grundigt informeret
om, at et interview med mig, hvori jeg (under titlen
’hjerneforsker’ og uden
henvisning til mit arbejdsmæssige tilhørsforhold) fremlagde synspunkter, som
jeg gennem mange år har været kendt for, ville blive kædet sammen med et
patientforløb på medicinsk afdeling. Sygehusdirektionen havde desuden givet
tilladelse til, at patient og pårørende kunne udtale sig til TV, og havde
bedt
mig om at være TV2 behjælpelig i forbindelse med at finde en egnet patient,
som
ville deltage i udsendelsen.
TV-udsendelsens indhold kan
således på ingen måde komme bag på sygehusdirektionen. De synspunkter, jeg
fremsatte, havde hel generel karakter, de er velkendte, fagligt velfunderede,
og de kan på ingen måde anfægtes. Sygehusdirektionen har således ingen
baggrund
for at presse mig til at dementere eller modificere mine ytringer i TV.
Jeg skal derfor anmode dig om
at tilbagekalde din skriftlige irettesættelse, da den er uretmæssig og dermed
irrelevant.”
Københavns Amts
Sygehusdirektorat fastholdt i brev af
21. maj 2002
den opfattelse direktoratet havde givet
udtryk for i brev af
16.
april 2002. Sygehusdirektoratet skrev følgende:
”I skrivelse af
den 10. maj 2002
anmoder
du mig om at tilbagekalde min skrivelse af
den 16. april 2002, hvori jeg meddeler dig, at
din adfærd i sagen omkring TV2.Dok-udsendelsen
den 12. november 2001
ikke har været
tilfredsstillende.
Som det fremgår af
skrivelsen, bygger dette udsagn på, at du efter min vurdering i din
håndtering
af mediebetjeningen kan have skabt unødvendig utryghed blandt patienterne i
sygehusets optageområde. Dertil kommer, at du i sagsforløbet i et konkret
tilfælde har overtrådt amtets informationspolitik.
Jeg henviser til skrivelsen
af
den 16. april 2002
for en yderligere uddybning.
Du motiverer dit ønske om, at
jeg skal tilbagekalde skrivelsen af
den 16. april 2002, med, at sygehusdirektionen på
forhånd havde givet tilladelse til produktionen af de pågældende TV-indslag.
Dette anfægter jeg ikke,
hvilket jeg også gav udtryk for på vores møde
den 16. april 2002. Til gengæld har
sygehusdirektionen naturligvis ikke forhåndsgodkendt dine udtalelser i
udsendelsen, hvorfor din indvending ingen relevans har for min vurdering af
din
adfærd i denne sag.
Du underbygger dine
synspunkter i skrivelsen til mig ved at henvise til, at du i den pågældende
udsendelse præsenteres som ’hjerneforsker uden henvisning til mit
arbejdsmæssige tilhørsforhold’. Dette er ikke rigtigt, idet du for det
første
præsenteres som ’adm. overlæge og hjerneforsker’, og dernæst
fremgår det af
dine udtalelser, at du beskriver de konkrete forhold på Amtssygehuset (X).
Jeg skal derfor meddele, at
jeg ikke finder anledning til at tilbagekalde min skrivelse af
den 16. april 2002.”
Den 19. november 2002
klagede O til
mig over sygehusdirektionen på Amtssygehuset (X) og Københavns Amts
Sygehusdirektorats ”forsøg på knægtelse af [hans] grundlovssikrede
ytringsfrihed” og øvrige håndtering af sagen. Han oplyste at han
efterfølgende
var blevet afskediget, og anførte bl.a. følgende:
”Sygehusdirektionen og
Sygehusdirektoratet har lagt et urimeligt pres på mig for at lægge navn til
udsagn, som ikke er mine, og som er urigtige. Presset har stået på i over en
uge og med inddragelsen af amtssundhedsdirektørens navn er der yderligere
lagt
et pres på mig som er urimeligt.
Direktionen, Amtssygehuset
(X) har svigtet mig som medarbejder ved først at godkende et optagelsesforløb
inklusive dets indhold og herefter at løbe fra det hele da
Sygehusdirektoratet,
som åbenbart ikke har været orienteret af Amtssygehusets direktion, har taget
afstand fra det og ønsket det korrigeret. Dermed er jeg som medarbejder
uforskyldt blevet bragt i en umulig situation og i en ganske urimelig
samvittighedskrise. Et forvaltningsmæssigt problem mellem Amtssygehusets
direktion
og Amtets Sygehusdirektorat er således ene og alene placeret på en
medarbejder
trods det, at denne har gjort sig umage for at informere og rådspørge sin
direktion – og mere til.
Som medarbejder må man kunne
stole på sin direktion, specielt i spørgsmål hvor medarbejderen har gjort sig
umage for at holde direktionen orienteret. En vicedirektør er løbet fra sit
tilsagn og har mod bedre vidende kritiseret mig for et optagelsesforløb, som
han selv har godkendt.
Sygehusdirektionen og
sygehusdirektoratet har i hele denne sag forsøgt at finde fejl hos mig, som
kunne give dem anledning til at kritisere mig.”
Jeg bad
den 9. december 2002
O om at indsende
afgørelsen om afskedigelse og andre bilag som han mente kunne have betydning
for sagen.
Med O’s brev af
30. december 2002
modtog
jeg afgørelsen om afskedigelse. O understregede imidlertid at han ikke
ønskede
at klage over at han var blevet afskediget. Hans klage angik udelukkende
spørgsmålet om ytringsfrihed. Han skrev herom bl.a. følgende:
”Jeg klager over, at man
først godkender, at jeg medvirker i TV-udsendelsen, og oven i købet ved hvad
jeg vil sige, lige som man ved, at mine udtalelser vil blive sammenkædet med
optagelser af en patient, der ikke bliver indlagt på apopleksiafsnit, og så
efterfølgende forlanger af mig, at jeg skal lægge afstand til det jeg siger i
udsendelsen. Det kan jeg kun opfatte som et forsøg på knægtelse af min
ytringsfrihed. Jeg skal i den forbindelse anføre, at mine udsagn i
udsendelsen
er solidt videnskabeligt og fagligt funderet, og at jeg tidligere mange gange
har sagt de samme ting i aviser og på TV.
Jeg kan ikke klandres for
TV2’s måde at redigere deres udsendelser på, og hvis Københavns Amts
Sygehusdirektorat
mener, at de havde krav på at se udsendelsen før den blev udsendt, kunne de
jo
blot have rettet henvendelse til TV2. Det er urimeligt at fastholde en påtale
af mig med henvisning til, at sygehusdirektionen ikke på forhånd havde
godkendt
mine udtalelser i udsendelsen.
Jeg klager over, at min
forvaltning har udarbejdet en pressemeddelelse, som man vil presse mig til at
lægge navn til. Som omtalt i min klage havde man ikke set udsendelsen, og
alligevel indeholdt pressemeddelelsen vurderinger af udsendelsens
troværdighed.
Det kan man da ikke forlange, at en medarbejder skal lægge navn til.
Jeg klager over,
efterfølgende at blive kritiseret og indberettet til Direktoratet af min
direktion for den måde TV optagelserne fandt sted, til trods for at
direktionen
var fuldt informeret og havde forhåndsgodkendt optagelsesforløbet. Så vidt
jeg
kan se, prøver sygehusdirektionen at redde sig ud af en kattepine i forhold
til
Direktoratet ved at placere skylden på medarbejderen og gøre ham til
syndebuk.”
Den 10. juni 2003
anmodede jeg Københavns Amts
Sygehusdirektorat og Amtssygehuset X om udtalelser og om udlån af sagens
akter.
Jeg skrev bl.a. følgende:
”Det fremgår at (O)
den 29. oktober 2001
modtog et udkast til en pressemeddelelse med henblik på hans godkendelse af
de
afsnit hvor han blev citeret, hvilket (O) afslog. Jeg anmoder Amtssygehuset
(X)
om i udtalelsen bl.a. at redegøre nærmere for baggrunden for at bede (O) om
denne godkendelse. Det fremgår at der efterfølgende var et møde mellem
sygehusdirektionen og (O) hvor hans afslag blev drøftet. Jeg anmoder i den
anledning endvidere om en nærmere redegørelse for hvad der blev sagt under
dette møde.
I brev af
16. april 2002
hvor det blev meddelt
(O) at hans adfærd i sagen ikke havde været tilfredsstillende, anføres det at
han i tv-udsendelsen udtalte sig i ’egenskab af administrerende overlæge
på
Amtssygehuset (X)’. Jeg anmoder amtet om i udtalelsen bl.a. at redegøre
nærmere
for hvad amtets opfattelse bygger på. Endvidere anmoder jeg om en nærmere
redegørelse for hvilken betydning amtets opfattelse har haft for vurderingen
af
at (O)’s adfærd ikke havde været tilfredsstillende.
I brev til mig af
30. december 2002
anfører
(O) at hans udsagn i tv-udsendelsen ’er solidt videnskabeligt og fagligt
funderet, og at jeg tidligere mange gange har sagt de samme ting i aviser og
på
TV’. Af de indsendte bilag fremgår det at (O) var formand for foreningen
Hjernesagen i Danmark. Jeg beder myndighederne om i udtalelserne at
kommentere
de nævnte bemærkninger fra (O) samt at redegøre for myndighedernes kendskab
til
hans formandskab for nævnte forening.
Københavns Amts
Sygehusdirektorat bemærkede i brev af
16. april 2002
til (O) bl.a. at han havde overtrådt
amtets informationspolitik ved ikke at have orienteret om et interview der
blev
vist i TV2-Nyhederne
den
11. november 2001. Det fremgår ikke klart hvornår dette interview
fandt sted. Jeg beder derfor amtet om i udtalelsen at redegøre nærmere for
dels
hvornår dette interview fandt sted, dels hvorfor (O)’s orientering af
sygehusdirektionen
i brev af
29. oktober 2001
ikke også omfattede det interview der blev vist
den 11. november 2001.
Endelig anmoder jeg
myndighederne om at forholde sig til det som (O) har anført i sin klage til
mig
af
19. november 2002.”
Den 29. september 2003
modtog jeg udtalelser af
12. og
24. september 2003
fra henholdsvis Amtssygehuset X, sygehusdirektionen og Københavns Amt,
Direktøren for Sygehuse, Sundhed og Forebyggelse. Af udtalelsen fra
Amtssygehuset X fremgik bl.a. følgende:
”Udtalelse og redegørelse
Kontakten til (O) i sagen er
sket i linieorganisationen. Det gælder den primære bemyndigelse (note:
Sygehusdirektionen havde i tilladelsen skrevet at man ’utvetydigt
forventer en
etisk korrekt behandling af såvel patienter, pårørende, personale og sygehus
som
institution’) til at have ansvaret for TV-optagelserne og i forbindelse
med
udarbejdelse af foreløbig udkast til beredskabspressemeddelelse.
Linieorganisationen er:
Sundhedsforvaltningen – sygehusdirektionen – afdelingsledelsen afd.
N (note:
Afdelingsledelsen består af den administrerende overlæge og
oversygeplejersken)
ved (O) i sin egenskab af administrerende overlæge for neurologisk afdeling,
Amtssygehus (X).
Dette fremhæves, idet (O)
tidvis benævnes/beskriver sig som ’Hjerneforsker’ og ’Formand
for Hjernesagen’.
Sygehusdirektionen er bekendt med (O)’s formandskab for hjernesagen.
Dette formandskab
er et privat anliggende og er Amtssygehuset (X) uvedkommende.
Nærmere redegørelse for
baggrunden for at bede (O) om godkendelse af beredskabspressemeddelelse.
Det er normal procedure, at
sygehusdirektionen hurtigt reagerer på hasteanmodninger fra
Sundhedsforvaltningen.
Amtssygehuset (X) modtog flere haste-e-mails fra Sundhedsforvaltningen,
hvoraf
det fremgik at man forventede, at sygehusdirektionen indhentede udtalelser
fra
afdelingsledelsen afd. N bl.a. vedrørende det i TV2.DOK beskrevne konkrete
patientforløb, også efter at sygehusdirektionen havde informeret om at (O)
ikke
ville medvirke i en pressemeddelelse.
Sygehusdirektionen udtaler
sig sædvanligvis ikke om konkrete patientforløb uden at have fået en
udtalelse
fra de involverede afdelingsledelser, der har haft ansvaret for et konkret
patientforløb.
Nedenfor gives en kort
gennemgang af mediesagen oktober 2001 set fra sygehusdirektionens side:
En foromtale af et kommende
TV2.DOK havde fanget Sundhedsforvaltningens pressemedarbejders opmærksomhed.
Sagen kunne kræve amtets opmærksomhed. Pressemedarbejderen kontaktede
sygehusdirektionen for at få klarlagt, hvorvidt sagen stammede fra
Amtssygehuset (X). En pressemeddelelse vedrørende emnet kunne blive påkrævet,
da en konkret patient kunne blive opfattet som værende blevet fejlbehandlet
af
Amtssygehuset (X).
Sygehusdirektionen kontaktede
(O), idet Sundhedsforvaltningen fandt det mest sandsynligt at patienten var
en
neurologisk patient ud fra foromtalen af programmet.
Dette blev bekræftet ved
kontakt til (O), hvilket sygehusdirektionen informerede Sundhedsforvaltningen
om.
Sygehusdirektionen foretog
umiddelbart samme dag sine egne justeringer i udkast til foreløbig
pressemeddelelse
for så vidt angår de udtalelser, som sygehusdirektionen citeres for.
Da forslag om evt.
udarbejdelse af en pressemeddelelse ikke havde været og ikke kunne nå at
blive
drøftet med (O) foretager sygehusdirektionen sine justeringer af teksten og
fremsender samme dag kl.
16.36
den
justerede tekst til ham.
Af teksten i e-mail fremgår
at det drejer sig om et udkast. Endvidere ændres overskriften til
beredskabspressemeddelelse.
Dels for at signalere at sygehusdirektionen var sig bevidst, at (O) ikke
mundtligt havde fået forelagt at Københavns Amt overvejede at udsende en
pressemeddelelse. Dels for at understrege, at det drejede sig om et udkast
til
pressemeddelelse, som alene skulle være i beredskab.
Det kan tilføjes, at (O)
skriftligt meddelte sygehusdirektionen i et brev dateret den
31.10.01, at han ikke
ønskede at medvirke til en beredskabspressemeddelelse om det konkrete
patientforløb.
Pressemeddelelsen er aldrig
blevet udsendt, idet sygehusdirektionen måtte informere Sundhedsforvaltningen
om, at (O) ikke ønskede at medvirke i en pressemeddelelse udsendt af
Københavns
Amt om det konkrete patientforløb.
Sammenfattende var baggrunden
for at bede (O) om at godkende beskrivelsen af det konkrete patientforløb, at
sygehusdirektionen reagerede på hastehenvendelser fra Sundhedsforvaltningen
med
anmodning om beskrivelse af det konkrete patientforløb.
Baggrunden var bl.a., at
sygehusdirektionen fandt at den mere principielle del af foreløbigt udkast
til
beredskabspressemeddelelse var på linie med (O)’s opfattelse om det
ønskelige
i, at flest mulige patienter med apopleksi bliver behandlet på
apopleksiafsnit.
Sygehusdirektionen prøvede
ved sine justeringer i teksten (fremhævet med gult), at signalere, at det
drejede sig om et foreløbigt udkast, som havde beredskabskarakter i den fase,
hvor pressemeddelelsen var under udarbejdelse og dermed ikke havde officiel
status/karakter, da udsendelsen ikke var vist, men alene annonceret.
Nærmere redegørelse for mødet
mellem sygehusdirektionen og (O) fredag
den 2. november 2001, herunder hvad der blev sagt.
Sygehusdirektionens
anmodninger om bemærkninger til konkrete patientforløb modtages sædvanligvis
umiddelbart fra afdelingsledelser, når det drejer sig om hastesager udløst af
henvendelse fra Sundhedsforvaltningen.
Det er ikke normal procedure
at dette sker alene elektronisk. Denne kommunikationsvej blev ud over møder
og
telefonisk henvendelse benyttet for at sikre en hurtig dialog.
Ved telefonsamtale mellem
sygehusdirektionen og (O) den
30.10.01
kl. ca.
12.45
oplyser (O)
– at han ikke kan åbne
filerne med de to udkast til pressemeddelelser (Sundhedsforvaltningens
primære
og sygehusdirektionens justerede med ændringer fremhævet med gult). En kopi
bringes derfor til (O)’s kontor samme dag, idet forvaltningen fandt det
vigtigt
med korrekte og konkrete oplysninger om den pågældende patient.
– at han deltager på amtets
ledelseskursus benævnt Galileo.
– at han hverken principielt
eller konkret vil godkende teksten efter at den er blevet læst op for ham.
– at han ville gå til
Foreningen af Speciallæger og jurist i Hjernesagen med udkastet til
pressemeddelelse.
(D) og (C) – (A) fraværende –
tog en samtale med (O) den 2. november m.h.p. at få en nærmere forklaring på,
at en administrerende overlæge – hvis afdeling havde været inde i et
konkret
patientforløb – ikke ville udtale sig om forløbet, når
Sundhedsforvaltningen og
sygehusdirektionen anmoder herom.
Følgende er
sygehusdirektionens opfattelse af mødets forløb:
Mødets deltagere:
Sygehusdirektør (D), vicedirektør (C) samt adm. overlæge, afd. N, (O).
Mødested:
(C)’s kontor
den 2.
november 2001
kl.
15.00
til ca.
16.30.
Der foreligger ikke
noget officielt referat fra mødet, som detaljeret kan dokumentere hvad hvem
sagde.
Sygehusdirektionen brugte
megen tid på at forklare baggrunden for mødet, som var Sundhedsforvaltningens
ønske om at have en beredskabspressemeddelelse klar i forbindelse med et TV2
program
med titlen: ’SOS – nødråb fra et sygehusvæsen’, som løb over
to udsendelser
(note: Den ene udsendelse var blevet udsendt før mødet og omhandlede
ventelister og lægemanglen. Den næste udsendelse var annonceret på TV2’s
hjemmeside og omtalte at ’ifølge en overlæge dør hvert år mellem 200 og
300
patienter, fordi de får en utilstrækkelig behandling i forbindelse med
hjerneblødning. På grund af sparehensyn anbringes de simpelthen på en forkert
afdeling, hvor de ikke kan få en tilstrækkelig behandling.’ I
annonceringen af
udsendelse 2 fremgik det at overlægen var adm. overlæge (O), Amtssygehuset
(X).)
Sundhedsforvaltningens
journalist havde
den 28.
oktober 2001
henvendt sig til sygehusdirektionen ved (C) da både
(A) og (D) var fraværende – på baggrund af TV2’s foromtale og havde
bedt sygehusdirektionen
om at undersøge om det var en afdeling på Amtssygehuset (X), der medvirkede i
udsendelsen.
I forbindelse med
Sundhedsforvaltningens anmodning til Amtssygehuset (X) om medvirken til at
udfærdige en pressemeddelelse, havde sygehusdirektionen adskillige gange
måttet
anmode (O) om en beskrivelse samt vurdering af det konkrete patientforløb,
som
kunne videresendes til Sundhedsforvaltningen (note: Der foreligger en
summarisk
beskrivelse af patientforløbet i brev fra (O) af
29.10.2001, som ligger til grund for
beskrivelse af det konkrete patientforløb i foreløbig udkast til
pressemeddelelse).
Sygehusdirektionen havde
derfor besluttet at afholde et møde med (O), hvor han i direkte dialog med
sygehusdirektionen kunne begrunde, hvorfor han ikke ville udtale sig i en sag
om et konkret patientforløb, som hans afdeling havde været konsulteret i og
som
blev benyttet i en TV2.DOK udsendelse.
På mødet tilkendegav (O) at
han ikke ville udtale sig og tilkendegav at han følte sig presset hertil. På
mødet tilkendegav sygehusdirektør (D), at (O) i givet fald kunne få en
tjenstlig ordre om at udfærdige en beskrivelse af patientforløbet.
(O) henviste til, at han
havde aftalt det praktiske omkring TV-holdets håndtering af patientkontakten
med vicedirektør (A).
Da denne ikke havde mulighed
for at deltage i dagens møde blev det aftalt, at der kunne afholdes et nyt
møde
med deltagelse af hele sygehusdirektionen og (O) om pressehåndteringen.
Inden TV udsendelsen og
løbende i forbindelse med dialogmøder med afdelingsledelsen havde
sygehusdirektionen tilkendegivet at ville sikre så mange åbne apopleksisenge
som praktisk muligt. Sygehusdirektionen havde bl.a. medvirket til
konvertering
af lægestilling til speciallægestilling for herigennem at imødegå
rekrutteringsproblemer blandt neurologer. Sygehusdirektionen havde opgjort at
ca. 90 % af alle apopleksipatienter indlægges på et apopleksiafsnit.
Sygehusdirektionen udtrykte
igen ønske om den administrerende overlæges faglige udtalelse om
patientforløbet for den konkrete patient (note: Patienten ønskede ikke at
medvirke i TV udsendelsen jævnfør brev fra datteren til (O) af
22. januar 2002
), hvor
afdelingen havde bidraget med bl.a. et neurologisk tilsyn.
(O) tilkendegav at det var
hans opfattelse, at der ikke var noget problem i fjernsynsudsendelsen,
bortset
fra ledelsessystemets ønske om en udtalelse. (O) gav udtryk for at det var
hans
opfattelse, at seerne – efter at have set udsendelsen – ville stå
tilbage med
et indtryk af en engageret overlæge som her – som tidligere –
kæmpede for bedre
forhold for denne patientkategori konkret og som formand for Hjernesagen.
(O) tilkendegav at han
opfattede et ledelsesmæssigt pres samt at ledelsen ønskede at knægte hans
ytringsret. Endvidere overvejede han at overgive det foreløbige udkast til
beredskabspressemeddelelse til pressen, som for øvrigt ventede på ham.
(O) oplyste, at han havde drøftet
udkastet til foreløbig beredskabspressemeddelelse med TEAMledelsen i
afdelingen
og havde omtalt sit dilemma for journalisten, som producerede udsendelsen.
Sygehusdirektionen
tilkendegav at – set udefra – kunne der være en konflikt mellem på
den ene side
rollen som administrerende overlæge for funktionen på Amtssygehuset (X) og
dermed ansvar også for det neurologiske tilsyn for den aktuelle patient og en
samtidig generel kritik af forholdene for sygehusvæsenets håndtering af
apopleksipatienter, belyst ved Amtssygehuset (X)’s håndtering af den
aktuelle
patient i TV2.DOK programmet.
Sygehusdirektionen
tilkendegav her – som tidligere – et ønske om, at alle
apopleksipatienter i en
ikke fjern fremtid kan behandles på apopleksiafsnit, men de konkret fysiske
forhold
på Amtssygehuset (X) betingede, at sygehusdirektionen ikke umiddelbart kunne
flytte et helt sengeafsnit fra medicinsk afd. F til neurologisk afd. N. Det
ville betyde at andre patientkategorier – i givet fald – ville
skulle behandles
’udenfor’ specialet.
Under mødet henviste (O)
flere gange til sin alder, men uden at fortælle hvilken betydning dette havde
for sagen. Han gav endvidere udtryk for at han stillede sig uforstående
overfor
at sygehusdirektionen ikke ’beskyttede’ ham overfor
Sundhedsforvaltningen.
Sygehusdirektionen afsluttede
mødet med at præcisere, at såfremt (O) ikke ønskede at medvirke i
pressemeddelelsen, ville sygehusdirektionen naturligvis ikke tvinge ham til
dette, og at dette punkt dermed var afsluttet. Mødet blev afholdt i en meget
spændt
atmosfære.
Mødet blev afbrudt i
forbindelse med andre planlagte møder. Et nyt møde ville blive søgt afholdt
med
deltagelse af vicedirektør (A) først i den kommende uge.
Sammenfattende kan
sygehusdirektionen ikke afgive et ordret referat af, hvad der blev sagt på
mødet
den 2. november 2001.
Ovenstående er sygehusdirektionens rekonstruktion af indholdet.
Det er sygehusdirektionens
opfattelse, at det tydeligt fremgik af den skriftlige e-mail korrespondance,
at
det drejede sig om et foreløbigt udkast til beredskabspressemeddelelse, som
havde to elementer:
1. Det konkrete
patientforløb, som afdeling N havde været involveret i.
2. Det mere principielle,
hvor Københavns Amt tilkendegiver enighed om – i tråd med
Sundhedsstyrelsens
anbefalinger – at patienter med apopleksi skal behandles på særlige
apopleksiafsnit samt at alle de tre store sygehuse i Københavns Amt har
etableret særlige apopleksiafsnit.
Genoptagelsen af mødet fandt
sted
den 20. november 2001
– i øvrigt efter at (O) var gået til pressen med foreløbige udkast til
beredskabspressemeddelelse. Supplerende gengives nedenfor sygehusdirektionens
opfattelse af dette genoptagne møde:
Mødet havde sin baggrund i
det første møde og den efterfølgende debat i bl.a. TV2. DOK med påstand om,
at
(O) mente at hans ytringsfrihed var blevet knægtet og var gået til pressen
med
foreløbig udkast til beredskabspressemeddelelse.
Sygehusdirektionen beklagede
overfor (O), at han havde opfattet at være blevet presset. Sygedirektionen
tilkendegav at man ikke fandt at hans ytringsfrihed var blevet krænket, samt
at
man ikke kunne genkende hans opfattelse af at være blevet truet med fyring.
Ved mødet blev drøftet
mulighederne for at etablere 34,7 senge på afdeling N (6 ekstra senge på
apopleksiafsnittet) for at man kan modtage alle akutte apopleksipatienter på
Amtssygehuset (X) på neurologisk afd. N.
Dagen efter mødet ringede en
journalist til sygehusdirektionen for at høre, hvornår afdeling N oprustes
– en
oplysning, som sygehusdirektionen ikke havde drøftet med andre end (O).
Det er ikke normalt at
sådanne oplysninger tilflyder pressen før Sundhedsforvaltningen og det
politiske
niveau har haft lejlighed til at vurdere sygehusdirektionens dispositioner på
kapacitetssiden.
Samlet konklusion
Det er sygehusdirektionens
opfattelse, at (O) ikke er blevet truet til at deltage i en
beredskabspressemeddelelse,
men er blevet anmodet om at fremkomme med en beskrivelse af det konkrete
patientforløb
i sin egenskab af adm. overlæge på afdelingen.
Sygehusdirektionen havde i
tilladelsen til (O) givet klare rammer for Tv-optagelserne ved at have
præciseret, at man ’utvetydigt forventer en etisk korrekt behandling af
såvel
patienter, pårørende, personale og sygehus som institution.’
(O)’s og sygehusdirektionens
billede af denne ledelsesmæssige delegerede opgave er meget forskellig. Det
er
ligeledes sygehusdirektionens opfattelse, at (O) har opfattet kommunikationen
med (A) via bl.a. e-mails langt videre end de rammer sygehusdirektionen havde
opstillet for gennemførelse af Tv-optagelserne.
Sygehusdirektionen blev først
vidende om kernen i temaet for TV2.DOK i forbindelse med henvendelsen fra
Sundhedsforvaltningens pressemedarbejder og er af den opfattelse at
programmets
beskrivelse af håndteringen af apopleksipatienter på Amtssygehuset (X) ikke
er
sket ud fra sygehusdirektionens forventninger til en utvetydigt etisk korrekt
behandling af såvel patienter, pårørende, personale og sygehus som
institution.
Det er sygehusdirektionens
opfattelse, at ordlyden af foreløbigt udkast til beredskabspressemeddelelse
ikke er et dementi af (O)’s principielle opfattelse vedrørende
behandling af
apopleksipatienter på særlige apopleksiafsnit.
Sygehusdirektionen må undre
sig over at mødet og dets mulige indhold allerede inden mødet var annonceret
til pressen, som angiveligt ventede på en udtalelse fra (O).
Sygehusdirektionen må
endvidere stille sig undrende overfor, at (O) kan have den opfattelse, at
foreløbigt udkast til beredskabspressemeddelelse blot var sygehusdirektionens
måde, hvorpå man alligevel kunne få fremstillet en pressemeddelelse, hvori
(O)
udtaler at det på Amtssygehuset (X) er uden betydning, om man kommer på
apopleksiafsnittet eller ej.”
Af sygehusdirektøren for
Københavns Amts udtalelse af
24.
september 2003
fremgår bl.a. følgende:
”Administrerende overlæge
Jeg har i min skrivelse af
16. april 2002
anført, at
(O) i TV-udsendelsen
den
12. november 2001
udtalte sig i sin egenskab af administrerende
overlæge på Amtssygehuset (X). Dette er begrundet i, at (O) flere gange i
løbet
af udsendelsen præsenteres som ’Adm. overlæge, dr.med.,
hjerneforsker’.
Udtalelsen om – at apopleksipatienters risiko for at dø væsentlig
forøges, hvis
de indlægges på andre afdelinger end et apopleksiafsnit – kædes i
udsendelsen
direkte sammen med omtalen af det pågældende patientforløb. Herudover
omtaler/beskriver (O) de konkrete forhold på sygehuset. Der er derfor efter
min
vurdering ingen tvivl om, at seerne har forbundet (O) med sygehuset, hvilket
kan have skabt unødvendig utryghed blandt patienterne i sygehusets
optageområde.
Det skal i den forbindelse
bemærkes, at (O) i sin skrivelse af
10. maj 2002
selv præciserer, at han kun har udtalt sig
under titlen ’hjerneforsker’, hvilket altså ikke er korrekt.
I min vurdering af (O)’s
adfærd har det spillet en væsentlig rolle, at han udtaler sig i sin egenskab
af
administrerende overlæge, idet udtalelsen kan kædes direkte sammen med
omtalen
af det konkrete patientforløb og dermed skabe utryghed blandt borgere og
patienter.
Formand for foreningen
HjerneSagen i Danmark
For så vidt angår (O)’s
formandskab for ovennævnte forening, kan jeg bekræfte, at jeg har kendskab
hertil, og at jeg antager, at hans udsagn i tv-udsendelsen er solidt
videnskabeligt og fagligt funderet.
Amtets informationspolitik
vedr. interview
For så vidt angår spørgsmålet
om, hvornår interviewet fandt sted, kan jeg oplyse, at jeg
den 8. november 2001
blev kontaktet
af en TV2 journalist, der fortalte, at han dagen i forvejen var blevet
kontaktet af (O), der havde givet ham beredskabsmeddelelsen. Journalisten
oplyste, at han samtidig
den
7. november 2001
havde interviewet (O), hvilket (O) må kunne af-
eller bekræfte.
(O)’s orientering af
sygehusdirektionen ved skrivelse af
29. oktober 2001
omfatter ikke interviewet, der blev
vist
den 11. november 2001,
idet orienteringen kun vedrører udsendelsen
den 12. november 2001, herunder temaet for
udsendelsen og det konkrete patientforløb (patienthistorie). Det fremgår
derimod ikke af skrivelsen, at (O) har deltaget i et interview, fordi han
finder, at hans ytringsfrihed – i forbindelse med sygehusdirektionens
håndtering af udsendelsen – er knægtet.
(O)’s klage af
19. november 2002
Det fremgår af (O)’s klage af
19. november 2002,
at han mener, at Sundhedsforvaltningen har tilkendegivet, at hans udtalelser
på
TV skulle forhåndsgodkendes af sygehusdirektionen.
Som det fremgår af min
skrivelse af
21. maj 2002,
har jeg ikke på noget tidspunkt betvivlet, at sygehusdirektionen har givet
tilladelse til produktionen af TV-indslagene. Til gengæld har
sygehusdirektionen
naturligvis ikke forhåndsgodkendt (O)’s udtalelser i udsendelsen,
hvilket i
øvrigt er i overensstemmelse med amtets informationspolitik, der ikke stiller
krav om, at udtalelser skal forhåndsgodkendes.
Det fremgår endvidere af
(O)’s klage, at sygehusdirektionen og Sundhedsforvaltningen har lagt et
urimeligt pres på (O), for at han skulle underskrive beredskabsmeddelelsen.
Jeg kan hertil kun henvise
til sygehusdirektionens redegørelse af
16. januar 2002, idet forvaltningen – ud over
udarbejdelse af pressemeddelelsen – ikke har været indblandet i dette
forløb.
Jeg er dog fuldstændig enig med sygehusdirektionen i, at (O) som medlem af
afdelingsledelsen ikke kan undslå sig for at komme med en redegørelse for et
konkret patientforløb, men at dette naturligvis ikke indebærer, at han skal
medvirke
i en pressemeddelelse.”
O kommenterede udtalelserne i
brev af
25. oktober 2003
og skrev bl.a. følgende:
”Mine kommentarer til
Amtssygehusdirektør (B)’s udtalelse.
’Administrerende overlæge’:
Jeg er på intet tidspunkt i
udsendelsen præsenteret som overlæge på (X) Amtssygehus.
I udsendelsen udtaler jeg mig
ikke om de konkrete forhold på hospitalet:
Det fremgår af udsendelsen,
vedlagt til dokumentation, hvor jeg ordret siger: ’Hvis der kommer en
patient
ind på et hospital med apopleksi og der er fuldt optaget på
apopleksiafsnittet,
jamen, så bliver patienten henvist til en anden afdeling, hvor der nu er en
ledig seng. Og i et sådant tilfælde, jamen, der er det altså sådan, at det
forøger patientens risiko for at dø af apopleksien væsentligt’. Jeg
siger altså
udtrykkeligt ’et hospital’, jeg siger hverken hospitalet eller (X)
Amtssygehus,
og udtaler mig således generelt om situationen i Danmark. Det var også min
intention.
Amtssygehusdirektørens
påstand om, at jeg udtaler mig om konkrete forhold på hospitalet er således
ikke korrekt.
Når ovenstående er sagt må
jeg imidlertid udtrykke min undren over at dette punkt er så vigtigt. Det vil
jeg begrunde nedenfor:
Amtssygehuset har ved
vicedirektør (tidl. chefsygeplejerske) (A) givet mig tilladelse til at
medvirke
i udsendelsen. Dokumentation herfor findes i vicedirektørens brev (07.06.
2001)
til journalist ( ).
Det fremgår af brevet, at
TV2’s henvendelse har været drøftet i sygehusledelsen, som har stillet
sig
positivt. Tilladelsen er således ikke kun tiltrådt af vicedirektør (A) men af
Sygehusledelsen som helhed.
Det fremgår også af brevet at
der er tilgået kopi til Amtssygehusdirektør (B).
Jeg har ikke på noget
tidspunkt modtaget nogen henvendelse fra Amtssygehusdirektøren i anledning af
TV produktionen. Det forholder sig imidlertid sådan, at jeg kun udtalte mig i
helt generelle vendinger om apopleksi. Jeg har på intet tidspunkt i
interviewet
udtalt mig om forholdene på hospitalets neurologiske afdeling eller
apopleksiafsnittet, hvilket man forvisse sig om ved at gennemse
Tv-interviewet.
Det er naturligvis helt
forudsigeligt, at interviewet af mig, bliver sammenholdt med indslaget om en
patient, der ikke kommer på apopleksiafsnit, det kan umuligt komme bag på
hverken Sygehusledelse eller Amtssygehusdirektøren. Og det gør det da heller
ikke. Amtssygehusdirektøren havde jo ikke set udsendelsen, da han forfattede
den pressemeddelelse, hvori han kommenterede udsendelsen. Alligevel beskriver
han jo netop sammenkædningen i sin pressemeddelelse.
Jeg har i brev til Amtssygehusdirektøren
understreget, at mit arbejdsmæssige tilhørsforhold ikke blev nævnt i
interviewet. Jeg blev benævnt ’hjerneforsker’, hvilket også er i
overensstemmelse med sandheden (jeg vedlægger kortfattet CV, Bilag A4).
Endvidere står der, at jeg er administrerende overlæge dr. med., og dem
findes
der som bekendt mange af. Men der står ikke hvor jeg er ansat. Og så må jeg
gentage endnu engang, at jeg ikke på noget tidspunkt under interviewet
henviste
til forhold på (X) Hospital. Jeg udtalte mig som fremtrædende læge og forsker
på et område, jeg er ekspert i, og udtalelserne var af generel karakter og
også
tænkt som sådan.
Jeg kan ydermere tilføje, at
det jeg sagde i udsendelsen er Amtssygehusdirektøren og Amtsrådet i
Københavns
Amt bekendt, idet jeg på Amtssygehusdirektørens foranledning har holdt
foredrag
herom for Amtsrådets Sundhedsudvalg
05.03.99.
Amtssygehusdirektøren overhørte endog
foredraget.
Amtssygehusdirektøren har
således længe vidst, at dødeligheden af apopleksi forøges væsentligt, hvis
man
behandles på medicinske afdelinger i stedet for på deciderede
apopleksiafsnit.
Og det er tilfældet, uanset hvor megen umage man gør sig på de medicinske
afdelinger. Jeg har ydermere forelagt Sygehusledelsen på (X) Amtssygehus en
undersøgelse, hvor det påvistes, at på (X) Amtssygehus var dødeligheden af
apopleksi på medicinsk afdeling syv gange større end på apopleksiafsnittet
(Bilag A5).
At et konkret patientforløb
blev vist i fjernsynet til illustration af problemstillingen, havde
Sygehusledelsen
på forhånd givet tilladelse til, og Amtssygehusdirektøren var oven i købet
orienteret herom i ganske god tid. Så det giver ikke grundlag for en
irettesættelse af mig.
’Amtets informationspolitik
vedr. interview’
Jeg vil først informere
Ombudsmanden om baggrunden for, at jeg indvilgede i, at lade mig interviewe
til
TV2 om pressemeddelelsen.
Jeg havde i løbet af ugen to
længerevarende telefonsamtaler med vicedirektør (C), hvor han forsøgte at
overtale mig til at lægge navn til pressemeddelelsen. Herudover var jeg til
møde
med både sygehusdirektør og vicedirektør i 1½ time, hvor man også forsøgte at
overtale mig. Desuden ville man have mig til at erklære, at på (X)
Amtssygehus
var risikoen for at dø af apopleksi – i modsætning til resten af landet
– ikke
større på medicinsk end på apopleksiafsnit. Det ville jeg ikke, da det ikke
var
i overensstemmelse med sandheden. Da jeg fastholdt mit standpunkt, sagde
sygehusdirektøren, at jeg ville få en tjenstlig ordre herom. Jeg svarede, at
i
givet fald måtte jeg så søge hjælp i min faglige organisation. Herefter tog
han
og vicedirektøren fat på at bebrejde mig, hvordan Tv-optagelserne havde
fundet
sted. Jeg fortalte dem, at proceduren var blevet aftalt med vicedirektør (A).
Til det sagde de, at de for det første stillede sig tvivlende overfor om (A)
havde givet en sådan tilladelse, og at det måtte checkes hos (A), når han kom
næste uge. Sygehusdirektøren brugte ordret udtrykket ’nu er bevisbyrden
din’.
For det andet sagde sygehusdirektøren, at det i øvrigt var ligegyldigt om
vicedirektør (A) havde givet tilladelse eller ej, for han havde ikke en sådan
bemyndigelse, da tilladelsen efter sygehusdirektørens mening ikke var i
overensstemmelse med amtets regulativ. Dette regulativ burde jeg kende, sagde
han, og derfor mente sygehusdirektøren, at jeg alene ville blive draget til
ansvar, uanset hvilket tilsagn vicedirektør (A) end måtte have givet.
Jeg kendte naturligvis dette
regulativ, men jeg havde jo netop bedt om Direktionens stillingtagen i denne
konkrete sag, da Tv-holdet ønskede at filme i den helt akutte situation, hvor
patienten ankom til hospitalet. Og vicedirektøren godkendte nøjagtig den
fremgangsmåde, som er beskrevet af TV2 (Bilag A6).
Jeg følte mig ærlig talt
trængt op i en krog, og fik det indtryk, at hvis jeg ikke godkendte
pressemeddelelsen,
ville jeg få en alvorlig disciplinær klagesag på halsen, og at jeg i givet
fald
ikke skulle vente mig nogen støtte fra Sygehusledelsen.
Det var baggrunden for at jeg
indvilgede i interviewet.
Sygehusdirektionen og
Amtssygehusdirektøren hævder til stadighed at jeg har nægtet at komme med en
redegørelse for et konkret patientforløb. Det er ingenlunde korrekt. Jeg har
på
vicedirektør (C)’s anmodning givet en beskrivelse, som vicedirektøren i
øvrigt
fandt fyldestgørende. Sygehusdirektionen ønskede imidlertid, at jeg i en ny
redegørelse skulle skrive, at indlæggelse på medicinsk afdeling ikke var
forbundet med nogen øget dødelighed. Det strider for det første imod al
forskningsmæssig
evidens; evidens jeg selv i høj grad har været med til at tilvejebringe. For
det andet er det usandt, idet jeg tidligere overfor Sygehusdirektionen har
gjort rede for, at dødeligheden af apopleksi for patienter indlagt på (X)
Amtssygehus forøges væsentligt (syv gange), hvis de indlægges på medicinsk
afdeling (Bilag A5). Derfor kunne jeg ikke imødekomme Sygehusdirektionens
ønske.
Mine kommentarer til
Sygehusdirektionens udtalelse.
’Nærmere redegørelse for
baggrunden for at bede (O) om godkendelse af
beredskabspressemeddelelsen’
Pressemeddelelsen blev
skrevet før at nogen havde set Tv-udsendelsen, og på baggrund af
Amtssygehusdirektørens
formodninger om hvad udsendelsen indeholdt. Pressemeddelelsen var i sin
helhed
et dementi af det, der blev sagt i Tv-udsendelsen. Jeg ville aldrig have
indvilget i at deltage i udsendelsen, hvis vilkåret var, at jeg samtidigt
skulle medvirke i en pressemeddelelse, hvori jeg dementerede mig selv.
Herudover indeholdt
pressemeddelelsen en negativ vurdering af Tv-udsendelsen. Denne vurdering
fremstod ikke som en udtalelse fra mig, men med min deltagelse i
pressemeddelelsen ville man naturligt også tage mig med som indtægt for
udsagnet. Jeg ville ikke under nogen omstændigheder medvirke i en bedømmelse
af
en Tv-udsendelse, jeg aldrig selv havde set.
Endelig signalerede andre
udsagn i pressemeddelelsen mangel på kendskab til apopleksiområdet.”
Jeg sendte O’s kommentarer
til Københavns Amt og Amtssygehuset X med henblik på eventuelle bemærkninger.
I
brev af
19. december 2003
henviste Københavns Amt til sine tidligere udtalelser i sagen. Amtet vedlagde
bemærkninger fra Amtssygehuset X i form af dels en udtalelse fra
sygehusdirektionen
af
17. december 2003,
dels en udtalelse fra (tidligere) sygehusdirektør D vedrørende samtalen med O
den 2. november 2001. Af
sygehusdirektionens udtalelse fremgår bl.a. følgende:
”Sygehusdirektionen finder
ikke anledning til at ændre sin samlede konklusion af
12. september 2003. Konkret finder
sygehusdirektionen anledning til følgende bemærkninger:
Sygehusdirektionen havde
viden om en ikke offentliggjort og ikke offentligt drøftet undersøgelse fra
(X)
og havde kendskab til (O)’s ofte fremsatte budskab om vigtigheden af
behandling
af patienter på et apopleksiafsnit i forhold til behandling på et medicinsk
afsnit.
På (X) var det sædvanligvis
en subpopulation af apopleksipatienter med sværere apopleksier og oftere
intrakranielle blødninger (hæmatomer) – og dermed den dårligste prognose
– som
blev indlagt på den medicinske afdeling. I perioder på grund af nedsat
kapacitet på neurologisk afdeling, som havde besvær med at rekruttere og
fastholde det tilstrækkelige personale.
Sygehusdirektionen havde
fundet anledning til skriftligt at præcisere en forventning til (O) om
utvetydigt
at sikre en etisk korrekt behandling af såvel patienter, pårørende, personale
og sygehus som institution.
Initiativet til en eventuel
pressemeddelelse kom fra en pressemedarbejder i sundhedsforvaltningen, som
mente at der kunne være behov for et presseberedskab på baggrund af en
foromtale af programmets indhold.
Sygehusdirektionen havde i
anonymiseret form fremsendt den summariske beskrivelse af patientforløbet,
som
sygehusdirektionen havde modtaget af (O) til pressemedarbejderen.
Vedkommende pressemedarbejder
havde tilkendegivet vigtigheden af, at den konkrete beskrivelse blev
fremskaffet hurtigt, idet man på daværende tidspunkt var usikker på, hvornår
udsendelsen ville blive bragt.
Den tekst, som blev forelagt
(O) til eventuel godkendelse, var udformet af sundhedsforvaltningens
pressemedarbejder og ikke af sygehusdirektionen. Det var faktisk derfor
sygehusdirektionen
brugte ressourcer på at sikre, at (O) hurtigt fik den i hænde.
Det må stå for (O)’s egen
regning når der skrives: ’Desuden ville man have mig til at erklære, at
på (X)
Amtssygehus var risikoen for at dø af apopleksi – i modsætning til
resten af
landet – ikke større på medicinsk end på apopleksiafsnit’.
Sygehusdirektionen har
tværtimod i foreløbigt udkast til beredskabspressemeddelelse tilkendegivet:
’Alle involverede parter anerkender værdien af den tidlige og intensive
genoptræning og prioriterer højt, at patienterne indlægges på
apopleksiafsnittet’.
Hverken i den af
sundhedsforvaltningen
den
29. oktober 2001
15:52
fremsendte pressemeddelelse til (C) og (O)’s foreløbige godkendelse
eller i den
af sygehusdirektionen justerede beredskabspressemeddelelse fremsendt til
(O)’s
godkendelse den
29.10.2001
16:36
eller i det senere afholdte
møde
den 2. november 2001,
har sygehusdirektionen villet have (O) til at erklære, at der ikke var
forskel
i dødeligheden på medicinsk afdeling og på apopleksiafsnittet.
Sygehusdirektionen har som
anført i e-mail af
29.10.2001
13:57
til sundhedsforvaltningen
anført: ’Efter at have gennemlæst den korte sygehistorie er det min
(C)’s
vurdering, at den konkrete patient efter omstændighederne er blevet håndteret
hensigtsmæssigt, såfremt der fra patients eller pårørendes side rejses kritik
af den sundhedsfaglige behandling’.
Sygehusdirektionen forsøgte i
kommunikationen med (O) – uden held må vi erkende – at holde den
generelle
beskrivelse af behandlingen af patienter med apopleksi på (X) adskilt fra en
nærmere vurdering af det konkrete patientforløb.
Den mere udførlige
beskrivelse af de ressourcer den konkrete patient og andre apopleksipatienter
modtog på medicinsk afdeling fremgår af sygehusdirektionens notat til
sundhedsforvaltningen
den 25. januar 2002.
Heri begrundede sygehusdirektionen årsagen til, at det var relevant at
gennemgå
den konkrete patients indlæggelse nøjere, for at kunne imødegå udsagn om
lotteri og ressourceknaphed.
Det forekom
sygehusdirektionen usandsynligt at (O) – med de rammer der var givet for
Tv-optagelserne – ikke kunne stå inde for det konkrete patientforløb,
som hans
egen afdeling havde deltaget i, idet den konkrete patient kort tid efter
indlæggelsen blev tilset af neurologisk afdeling – som var (O)’s
ansvarsområde
– og behandlet efter de råd og vejledninger, som var givet derfra.”
Af D’s udtalelse fremgår
bl.a. følgende:
”Mødet
den 2. november 2001
med deltagelse
af vicedirektør (C), adm. overlæge for neurologisk afdeling (O) samt
sygehusdirektør (D).
Under samtalen understregede
undertegnede sygehusdirektør over for overlægen, at amtets og sygehusets
gældende retningslinier vedr. filmoptagelser af sygehusets patienter
forudsattes overholdt i forbindelse med de fornylig gennemførte Tv-optagelser
på sygehusets skadestue.
Overlægen oplyste, at han i
forvejen havde indhentet en særskilt skriftlig godkendelse til fremgangsmåden
ved de nu gennemførte Tv-optagelser på sygehusets skadestue hos vicedirektør
(E).
Undertegnede stillede sig
tvivlende over for, at nævnte tilladelse skulle afvige i forhold til gældende
retningslinier, men ville efterfølgende drøfte tilladelsens indhold med
vicedirektør (E).
Det kan konstateres, at
indholdet i vicedirektørens skriftlige tilladelse af
07.06.01, ikke på nogen måder er i
modstrid med gældende retningslinier eller begrænser gældende bestemmelser
for
indhentelse af patientsamtykke til at medvirke i Tv-optagelser på sygehuset.
Det understreges således i tilladelsen, at overlægen er den ansvarlige person
for indhentning af patientens samtykke til at medvirke i optagelser, der
konkret aftales med og varetages af overlægen og ikke må finde sted uden
konkret godkendelse af denne.
I forhold til gældende
retningslinier, hvis indhold overlæge (O) har bekræftet at være bekendt med,
forudsættes det bl.a., at patientens skriftlige accept skal foreligge, samt
at
ingen anden kan give tilladelse til at patienten medvirker i Tv-optagelser,
herunder ægtefælle, børn eller andre pårørende. Endvidere har afdelingens
administrerende overlæge ansvaret for at formalia er i orden, herunder
vurdere,
hvorvidt patienten er i stand til at give sit samtykke. Endelig fremgår det
af
sygehusledelsens følgeskrivelse af
07.01.00
til omtalte retningslinier, at der altid skal
udfyldes en særskilt tilladelsesblanket med såvel patientens som
afdelingsledelsens underskrift, som patienten skal have en kopi af.
Den ansvarlige journalist for
Tv-optagelserne ( ), har efterfølgende den
22.01.02
udarbejdet en redegørelse af forløbet i
forbindelse med Tv-optagelserne den
19.08.01
på sygehusets skadestue i forbindelse med en
konkret patientindlæggelse. Af redegørelsens indhold fremgår bl.a., at det
var
patientens datter der gav tilladelse til at filme forløbet og ikke patienten
selv, ligesom det aftaltes med datteren at moderens identitet ikke måtte
vises.
I forhold til amtets og
sygehusets omtalte gældende retningslinier, fremgår det bl.a. af det konkrete
sagsforløb på skadestuen, at der ikke har foreligget en skriftlig accept fra
patienten til at medvirke i Tv-optagelserne, ligesom den ansvarlige
administrerende overlæge for Tv-optagelserne ikke konkret har vurderet,
hvorvidt patienten var i stand til at give sit samtykke.
Det må derfor konkluderes, at
den ansvarlige overlæge (O), ikke har overholdt de af ham i forvejen bekendt
gældende retningslinier for film- og Tv-optagelser på amtssygehuset (X), idet
indholdet af den af vicedirektør (A) skriftlig udfærdigede tilladelse til
Tv-optagelserne, hverken er i modstrid med retningslinierne for patienters
medvirken i film- og Tv-optagelser på Amtssygehuset (X), eller indeholder
begrænsninger i forhold til retningsliniernes indhold.”
I brev af
19. januar 2004
opsummerede O
herefter sine synspunkter således:
”– Jeg har som det fremgår af
bilagsmaterialet forelagt sygehusdirektionen det faktum, at dødeligheden for
apopleksi var væsentlig større, når man behandledes på Amtssygehusets
medicinske afdelinger, end når man behandledes på apopleksiafsnittet.
– Jeg har oplyst til
sygehusdirektionen, at forskellen ikke kunne henføres til forskelle i de
patientpopulationer,
der behandledes på medicinsk afdeling henholdsvis apopleksiafsnittet.
Eventuelle forskelligheder havde jeg nemlig taget højde for i min analyse.
– Jeg har overfor
sygehusdirektionen fremhævet, at årsagen til at behandlingen på
apopleksiafsnittet
er så meget bedre, helt og holdent skyldes at behandlingsorganisationen på
apopleksiafsnittet er anderledes og bedre end den, der kan etableres på en
ikkespecialiseret afdeling. Og det kan man ikke korrigere for ved tilsyn af
neurologiske
specialister.
– Jeg har derfor sagt til
sygehusdirektionen, ligesom jeg har sagt offentligt, at de apopleksi
patienter
der indlægges og behandles på medicinske afdelinger (som f eks. på (X)
Amtssygehus) uvægerligt påføres en væsentlig forøget risiko for at dø af
sygdommen.
– Jeg tillader mig som
dokumentation at fremlægge de nyligt udkomne danske og europæiske guidelines
på
området. Jeg har selv været med til at forfatte begge guidelines. Det fremgår
heraf, at patienter med apopleksi – med speciel henvisning til risikoen
for at
dø – bør indlægges og behandles på apopleksiafsnit.
– Jeg har ikke på noget
tidspunkt offentligt rettet kritik mod mit eget sygehus. Jeg har derimod
deltaget i en offentlig debat af almen interesse. At TV-2, med min direktions
udtrykkelige godkendelse, illustrerer en problematik, som findes på mange
danske hospitaler med et patientforløb på (X) Amtssygehus kan ikke betyde, at
jeg skal modificere end sige ændre min opfattelse (som i øvrigt er fagligt
velfunderet og alment accepteret).
– Jeg kan ikke se
rimeligheden i, at jeg skal sætte mit navn under en pressemeddelelse
indeholdende
vurderinger og holdninger, som jeg ikke kan stå inde for. Jeg kan slet ikke
se,
at det er rimeligt, at sygehusdirektionen og sygehusdirektoratet formulerer
hvad jeg skal udtale offentligt. Og jeg kan ikke se, at jeg skal presses til
at
ytre mig om en TV-udsendelse, som hverken jeg eller
sygehusdirektion/direktorat
har set.
– Jeg har fået
sygehusdirektionens tilladelse til at lade mig interviewe i TV.
Sygehusdirektionen kender endda mine synspunkter. Jeg føler det er
umyndiggørende og ydmygende, at jeg, samme dag interviewet udsendes i TV,
skal
udsende en pressemeddelelse, hvori jeg både kritiserer den udsendelse jeg har
været med i og samtidig udtrykker det stik modsatte af hvad jeg sagde i
TV-interviewet. På den måde ville jeg for evigt være stemplet som utroværdig
og
uden rygrad.
Vedr.: Proceduren i
forbindelse med TV-optagelserne /v. fhv. sygehusdirektør (D).
– Optagelserne er forløbet
nøjagtigt, som det var aftalt med vicedirektør (A). Vicedirektøren vidste, og
havde givet sin godkendelse til, at TV-holdet ventede på skadestuen til der
kom
en patient. Eftersom der godt kunne være langt mellem sådanne patienter,
vidste
han også godt, at jeg af gode grunde ikke kunne være til stede. Og proceduren
har for øvrigt ikke givet anledning til problemer af nogen art. De
medvirkende
har endda været glade for at medvirke. Det er kun Sygehusdirektionen, der
efterfølgende er utilfreds.
– Sygehusdirektionen begyndte
dog først at endevende den optagelsesprocedure de selv havde godkendt, da jeg
nægtede at ville medvirke ved pressemeddelelsen. Dette gik helt klart op for
mig ved mødet med direktionen
2. november 2001. Da jeg fortalte dem om at vicedirektør
(A) var fuldt informeret og havde givet sin tilladelse sagde sygehusdirektør
(D): ’Jeg vil blæse på hvad (A) siger. Nu er bevisbyrden din’. Jeg
blev klar
over, at sygehusledelsen var ude på at ’finde noget på mig’,
således at jeg
under alle omstændigheder ville kunne klandres for et eller andet. Det var
for
mig meget ubehageligt at erkende dette, og det var hovedgrunden til, at jeg
indvilgede i at lade mig interviewe i TV-2 nyhederne om pressemeddelelsen.
Jeg
følte virkeligt, at der blev lagt op til at jeg skulle fyres – hvis ikke
af den
ene grund, så af den anden grund. Og så tænkte jeg, at det kun var ved at få
kastet lys over sagen, at jeg kunne forsvare mig. I den forbindelse henviser
jeg også til sygehusdirektionens sagsbehandling af den klagesag mod mig, som
jeg
også har bedt Ombudsmanden tage stilling til.
– Jeg har haft flere
telefonsamtaler med vicedirektør (A) om TV-optagelserne. Jeg skal kun beklage
og ærgre mig over, at jeg ikke kommunikerede skriftligt, men dengang havde
jeg
ikke fantasi til at forestille mig udviklingen i denne sag og mente i øvrigt
at
vicedirektørens tilsagn og tilladelse stod til troendes. Jeg henviser dog til
min e-mail korrespondance med vicedirektør (A) hvori han giver udtryk for sin
tilfredshed med bemærkningen ’Det lyder betryggende’.
– Hvis sygehusdirektionen i
øvrigt havde haft mistanke om, at jeg havde foretaget mig noget som stred mod
patientens eller de pårørendes ønsker, havde man da rigeligt tid til at få
stoppet udsendelsen, som jo først blev sendt ca. 2 uger senere. Men som sagt,
de medvirkende var glade for at være med.
– Amtssundhedsdirektør (B)
skriver i sin irettesættelse af mig, at han ikke anfægter at
sygehusdirektionen
på forhånd havde givet tilladelse til Tv-produktionen. Derfor forekommer fhv.
sygehusdirektør (D)’s redegørelse i øvrigt irrelevant.
– (D) udtaler sig på
sygehusdirektionens vegne, men fratrådte foråret
2002.”
Den 25. november 2004
afgav jeg min
foreløbige redegørelse i sagen. Heraf fremgik følgende:
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
”Det er almindeligt antaget at en offentligt ansat normalt skal udføre
sit arbejde i overensstemmelse med ansættelsesmyndighedens interesser og
aktivt medvirke til at realisere de opgaver, strategier og mål som ledelsen
har fastlagt for sin virksomhed, også selv om disse tiltag ikke er udmøntet i
mere præcise tjenestebefalinger. Se bl.a. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret,
2. udgave (2002), s. 189. Denne forpligtelse omfatter også de informationer
som den ansatte som led i varetagelsen af sit arbejde afgiver over for
offentligheden eller andre. Det gælder hvad enten information afgives af den
ansatte på eget initiativ eller efter anmodning fra ledelsen. Ledelsen af en
offentlig myndighed eller institution har således adgang til at afgøre om og
i givet fald hvordan offentligheden skal informeres, og hvilke informationer
der skal afgives. De ansatte har for så vidt ingen ytringsfrihed når de
informerer som led i tjenesten.
Den ansatte skal dog reagere
over for ulovlige ordrer mv. Hvis f.eks. den ansatte bliver bedt om at afgive
en information over for offentligheden som han mener har et ulovligt
(herunder
fagligt uforsvarligt eller usandfærdigt) indhold, har den ansatte pligt til
at
reagere herimod efter de ulovbestemte regler om offentligt ansattes ret og
pligt til at sige fra, f.eks. ved at henvende sig til sin nærmeste chef. Se
nærmere herom i beretningen og indstillingen i den tjenstlige undersøgelse i
Tamilsagen, afgivet
den
14. november 1995, s.
53 f.
Når en offentligt ansat
handler som privatperson – og dermed ikke som led i udførelsen af sit
arbejde –
kan hans arbejdsgiver i almindelighed ikke gribe ind over for den ansattes
handlinger, heller ikke selv om de private handlinger måtte være generende
for
arbejdsgiveren. Det gælder også når den ansatte som privatperson udtaler sig
over for offentligheden på en måde som kritiserer eller på anden måde generer
arbejdsgiveren, jf. reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Se nærmere
herom bl.a. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 180 ff.
I den konkrete sag kritiserede
amtet i et brev af
16.
april 2002
(O) for at han ikke i sin samlede håndtering af
mediebetjeningen havde udvist tilfredsstillende loyalitet over for sygehusets
bestræbelser på at give patienter med apopleksi en kvalificeret behandling,
og
for at han i forbindelse med et interview i TV2
den 11. november 2001
havde undladt at
orientere sygehusdirektionen efter at interviewet havde fundet sted.
Under sagen er der navnlig
fremhævet følgende forhold:
1. (O)’s afvisning af at
medvirke til udsendelse af beredskabsmeddelelsen.
2. (O)’s udtalelser til
TV2-nyhederne
den 11.
november 2001.
3. (O)’s udtalelser i
TV2-udsendelsen
den 12.
november 2001.
1. (O)’s afvisning af at
medvirke til udsendelse af beredskabspressemeddelelsen
Det fremgår af sagen at
ledelsen i Københavns Amt ønskede at (O) som led i sit arbejde som
administrerende
overlæge på Neurologisk Afdeling på Amtssygehuset (X) eventuelt skulle
udsende
en pressemeddelelse med et nærmere angivet indhold.
Offentligt ansatte er ikke
beskyttet af reglerne om ytringsfrihed når de bliver bedt om at informere som
led i varetagelsen af deres arbejde, jf. ovenfor. Det gælder også når
indholdet
af det de ansatte bliver bedt om at udtale, helt eller delvis er i modstrid
med
deres personlige (private) opfattelser. At en ledelse fremsætter sådanne
ønsker
er derfor ikke i strid med reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Jeg
henviser til at disse regler normalt kun beskytter de udtalelser som de
ansatte
afgiver som privatpersoner, dvs. uden at det er et led i varetagelsen af
deres
arbejde.
(O) afviste at medvirke til
udsendelse af pressemeddelelsen da han ikke fagligt kunne stå inde for
indholdet.
(O)’s afvisende reaktion
kunne amtet efter min opfattelse ikke bebrejde ham. Når (O) mente at
indholdet
var fagligt uforsvarligt eller uholdbart, havde han både ret og pligt til at
reagere. Jeg henviser herved til at en ansat skal reagere over for ulovlige
ordrer mv., herunder en påtænkt information til offentligheden som den
ansatte
mener har et fagligt uforsvarligt eller uholdbart indhold, jf. ovenfor.
(O) har anført at
beredskabspressemeddelelsen i sin helhed fremtrådte som et dementi af det han
havde sagt i tv-udsendelsen, og desuden indeholdt en negativ vurdering af
udsendelsen selv om hverken (O) eller de som havde udfærdiget
pressemeddelelsen, på det tidspunkt havde set den. (O) ønskede derfor ikke at
medvirke til udsendelsen af den. Jeg forstår (O) sådan at det var hans
oplevelse
af forløbet at han blev underlagt et utilbørligt pres med henblik på enten at
medvirke til pressemeddelelsen eller på anden måde erklære at ’på
Amtssygehuset
(X) var risikoen for at dø af apopleksi – i modsætning til resten af
landet –
ikke større på medicinsk end på apopleksiafsnit’. Det er på denne
baggrund at
han mener at hans ytringsfrihed er blevet krænket i forbindelse med
beredskabspressemeddelelsen.
Amtssygehuset (X) og
sygehusdirektøren for Københavns Amt har heroverfor hævdet at (O) ikke blev
presset til at medvirke til udsendelsen af pressemeddelelsen. Det at han ikke
ønskede at medvirke, havde udelukkende den konsekvens at meddelelsen ikke
blev
udsendt. Han blev ikke på anden måde anmodet om at komme med et dementi af
det
han havde udtalt i udsendelsen, men han blev anmodet om at fremkomme med en
beskrivelse af det konkrete patientforløb i sin egenskab af administrerende
overlæge på afdelingen. Det er sygehusets og amtets opfattelse at han var
forpligtet til at fremkomme med en sådan beskrivelse.
Der foreligger ikke i sagens
akter referater af samtaler eller møder i forbindelse med spørgsmålet om
udsendelse af beredskabspressemeddelelsen.
Ombudsmandsinstitutionen er
ikke egnet til at afklare bevisspørgsmål fordi ombudsmanden i almindelighed
ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et
skriftligt grundlag. Således er ombudsmanden ikke i stand til at vurdere hvad
der er sket og blevet sagt på møder. Det vil sige at ombudsmanden som
udgangspunkt ikke kan vurdere om myndighedens gengivelse af et mødes indhold
er
dækkende. En endelig konstatering af om (O) var udsat for et utilbørligt
pres,
eller hvad det var for en erklæring som myndighederne ville have ham til at
udstede som alternativ til beredskabspressemeddelelsen, vil ikke kunne
gennemføres inden for rammerne af min undersøgelse.
Under hensyn hertil og til at
beredskabspressemeddelelsen ikke blev udsendt, foretager jeg mig ikke mere
vedrørende dette forhold.
2. (O)’s udtalelser til
TV2-nyhederne
den 11.
november 2001
Det er amtets opfattelse at
(O) i forbindelse med interviewet overtrådte amtets informationspolitik idet
han ikke efter at interviewet havde fundet sted, informerede
sygehusdirektionen
herom.
Jeg har fra Københavns Amt
modtaget et eksemplar af informationspolitikken Information! Viden!
Forståelse!, Informationspolitik og -strategi Københavns Amt, maj 1996, 2.
udgave, januar 1998. Heraf fremgår bl.a. følgende på s. 5:
’Principper
Københavns Amt arbejder i sin
informationsindsats ud fra følgende overordnede principper som forudsætninger
for at kunne leve op til de fastsatte visioner, politikker og mål:
Alle ledere har ret og pligt
til at udtale sig om eget ansvarsområde
En organisation af Københavns
Amts størrelse kan ikke nå målet om at blive oplevet som åben, ærlig og
troværdig, hvis omverdenen (herunder pressen) møder modvilje, usikkerhed og
tvivl, når den eftersøger information.
Det forventes derfor, at alle
egentlige ledere er parate til – på amtets vegne – at udtale sig om
sager, der
vedrører eget ansvarsområde. Tilsvarende er lederne ansvarlige for at der
formidles en korrekt og relevant information. Chefer på alle niveauer må
skabe
sikkerhed for, at en borger eller en journalist, der henvender sig, ikke
afvises. Lederen skal derfor sikre, at der foreligger en lokal procedure for,
hvem der udtaler sig i chefens fravær. Hvis man bliver spurgt om noget, man
er
usikker på, eller af andre grunde ikke ønsker at udtale sig om, skal
henvendelsen sendes opad i systemet, så borgeren eller journalisten hurtigt
bringes i kontakt med eller hurtigt ringes op af den, som i så fald kan og
vil
udtale sig.
Den interne informationspligt
og princippet om, at medarbejderne/organisationen har første prioritet
betyder,
at man – hvis man har udtalt sig – straks skal underrette nærmeste
overordnede
chef og informationschefen, som har til opgave at sikre, at andre relevante
medarbejdere og ledere kan blive orienteret/forberedt på en kommende
omtale.’
Det er fast antaget at
myndigheder ikke kan kræve at de ansatte indhenter tilladelse fra myndigheden
til en påtænkt offentliggørelse af et privat indlæg i den offentlige debat.
Et
sådant krav ville være stridende mod censurforbuddet i grundlovens § 77. Se
bl.a. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 180-81.
Ligeledes
må det antages at en myndighed ikke kan kræve at blive orienteret hvis en
medarbejder har haft kontakt til pressen og ikke ytret sig på myndighedens
vegne, men som privatperson. Informationspolitikken for Københavns Amt må på
den baggrund forstås sådan at pligten til at underrette nærmeste chef hvis
man
har udtalt sig til pressen, kun gælder hvis man har udtalt sig på
myndighedens
vegne.
(O)’s overtrædelse af
retningslinjerne forudsætter således at de udtalelser som han afgav under
interviewet,
blev afgivet af ham som led i varetagelsen af hans arbejde og dermed på
amtets
vegne.
Jeg har fra Statsbiblioteket
rekvireret det indslag fra TV2-nyhederne
den 11. november 2001
hvor (O) blev interviewet
om ’beredskabspressemeddelelsen’. (O)’s udtalelser i indslaget
er refereret
ovenfor. Det fremgår heraf at han udtalte sig om de nærmere omstændigheder i
forbindelse med beredskabspressemeddelelsens udfærdigelse og det møde han var
indkaldt til i den forbindelse. Interviewet drejede sig således ikke om en
konkret sag på Amtssygehuset (X), men om (O)’s personlige
personaleretlige
situation.
Det er på den baggrund min
foreløbige opfattelse at (O)’s udtalelser til TV2-nyhederne
den 11. november 2001
utvivlsomt må
anses for fremsat af ham som privatperson.
På den baggrund kan jeg ikke
være enig med Københavns Amt i at (O) overtrådte informationspolitikken ved
ikke efter at have afgivet interviewet til TV2-nyhederne at informere
sygehusdirektionen herom.
3. (O)’s udtalelser i
TV2-udsendelsen
den 12.
november 2001
I brevet af
16. april 2002
kritiserede
amtet bl.a. (O) for at han ikke i sin samlede håndtering af mediebetjeningen
havde udvist tilfredsstillende loyalitet. Det fremgår endvidere af sagen at
Amtssygehuset
(X) og sygehusdirektøren for Københavns Amt lagde til grund at (O) i
udsendelsen udtalte sig i sin egenskab af administrerende overlæge på
Amtssygehuset
(X).
Sygehusdirektøren lagde i den
forbindelse vægt på at (O) i udsendelsen præsenteredes som
’administrerende
overlæge, dr. med, hjerneforsker’, at (O)’s udtalelser i
udsendelsen blev kædet
direkte sammen med omtalen af det pågældende patientforløb, og at (O) i
udsendelsen beskrev de konkrete forhold på Amtssygehuset (X). Amtssygehuset
(X)
har anført at (O) i foromtalen af programmet blev præsenteret som
administrerende overlæge på sygehuset.
På den baggrund går jeg ud
fra at amtets kritik af (O) er tjenstlig, dvs. rettet mod den måde som han
gennem sin medvirken i tv-udsendelsen udførte sit arbejde på, og at amtet
således ikke ved afgørelsen lagde til grund at (O) medvirkede i
tv-udsendelsen
som privatperson. I så fald er reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed
uden betydning da de som nævnt kun beskytter den ansatte når denne udtaler
sig
som privatperson.
Flere forhold i sagen
understøtter at (O)’s medvirken var tjenstlig. Jeg henviser navnlig til
at (O)
i ledelsens brev af
7. juni
2001
til TV2 blev omtalt som den ansvarlige person for projektet,
og at (O) senere orienterede ledelsen om forløbet af projektet ved e-mail af
22. juni og brev af
29.
oktober 2001. Hertil kommer at (O) flere gange under sagen har
fremhævet at han havde ledelsens tilladelse til at medvirke i udsendelsen, og
at amtets retningslinjer for information yderligere gav de enkelte ledere ret
til (på amtets vegne) at udtale sig om sager der vedrører eget ansvarsområde.
Amtets retningslinjer og ledelsens tilladelse er alene relevante ved
udtalelser
der afgives tjenstligt, jf. ovenfor.
På den baggrund kan det ikke
give mig anledning til bemærkninger at amtet ved sin afgørelse i sagen lagde
til grund at (O)’s medvirken i tv-udsendelsen
den 12. november 2001
var tjenstlig.
Om amtet havde grundlag for
kritik af (O)’s mediehåndtering i relation til tv-udsendelsen
den 12. november 2001, må
herefter vurderes på grundlag af amtets almindelige retningslinjer for
lederes
ret og pligt til at udtale sig om eget ansvarsområde (citeret ovenfor) og de
yderligere retningslinjer som var fastsat i brevet af
7. juni 2001
(citeret ovenfor).
Det forhold at amtet havde
fastsat nærmere retningslinjer for bl.a. de ansattes medvirken til projektet,
kan ikke i sig selv give mig anledning til bemærkninger. Jeg henviser til at
ledelsen af en offentlig myndighed eller institution på grundlag af
ledelsesretten kan fastsætte nærmere retningslinjer for hvordan de ansatte
skal
udføre deres arbejde, herunder f.eks. med hensyn til mediehåndtering og
tjenstlig afgivelse af udtalelser til medier.
Spørgsmålet er herefter om
(O)’s udtalelser holdt sig inden for de rammer som amtet havde fastsat.
Københavns Amt anførte i
brevet af
16. april 2002
til (O) at han i sin samlede håndtering af mediebetjeningen ikke havde udvist
tilfredsstillende
loyalitet over for sygehusets bestræbelser på at give patienter med apopleksi
en kvalificeret behandling. Hans håndtering af mediebetjeningen kunne ifølge
amtet have skabt unødvendig utryghed blandt patienterne i sygehusets
optageområde.
Jeg forstår Amtssygehuset (X)
og Københavns Amt således at myndighederne ikke er uenige i (O)’s
udtalelser om
at det generelt set er vigtigt at apopleksipatienter indlægges på et
apopleksiafsnit.
(O) udtaler sig ikke i udsendelsen om det konkrete patientforløb der bliver
vist i udsendelsen, og dermed heller ikke om den faglige forsvarlighed af den
behandling som den pågældende patient blev udsat for.
Amtssygehusets og Københavns
Amts synspunkter om manglende loyalitet bygger, som jeg forstår det, på det
forhold
at (O)’s udtalelser i udsendelsen kædes sammen med det konkrete
patientforløb.
Det er min foreløbige
opfattelse at de generelle udtalelser (O) fremsatte i udsendelsen, selv om de
kan opfattes som kritiske over for sundhedssystemet som sådan, ikke kan anses
for at være i strid med de rammer som amtet havde fastsat. Det forhold at det
fremgår at det konkrete patientforløb der beskrives, stammer fra
Amtssygehuset
(X) ændrer efter min mening ikke herpå. Jeg har herved bl.a. lagt vægt på at
(O) ikke havde indflydelse på hvordan udsendelsen blev redigeret, og på at
Amtssygehuset (X) på forhånd vidste hvad der var emnet for udsendelsen, og
alligevel gav tilladelse til optagelser på sygehuset.
4. Amtets irettesættelse af
(O) i brevet af
16. april
2002
Det fremgår af sagens akter
at (O) i sin stilling som administrerende overlæge på Amtssygehuset (X) var
ansat som tjenestemand i henhold til tjenestemandsregulativet for
amtskommuner.
I brevet af
16. april 2002
påtalte
sygehusdirektøren for Københavns Amt at (O) ved sin mediebetjening ikke havde
udvist tilstrækkelig loyalitet over for sygehusets bestræbelser på at give
patienter med apopleksi kvalificeret behandling, og at han i forbindelse med
at
han blev interviewet til TV2-nyhederne
den 11. november 2001, overtrådte amtets
informationspolitik. Amtet bad ham om fremover at have skærpet opmærksomhed
omkring sin mediehåndtering og om fremover at overholde amtets
informationspolitik.
(O) karakteriserer brevet som
en skriftlig irettesættelse, mens sygehusdirektøren blot omtaler brevet som
’min skrivelse af
16. april
2002
’. Spørgsmålet er om brevets indhold er en irettesættelse i
tjenestemandsregulativets forstand. Tjenestemandsregulativet indeholder i §
22
følgende bestemmelse:
’Som disciplinær straf for
tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog
ikke må overstige ½ måneds løn, overførelse til andet arbejde eller andet
arbejdssted eller til anden stilling inden for eller uden for
ansættelsesområdet under kommunen, degradation – herunder nedrykning med
ét
eller flere løntrin inden for samme lønramme – eller afsked. Bøde over
1/25 af
månedslønnen og overførelse til andet arbejde kan ikke anvendes, inden forhør
er afholdt i overensstemmelse med §§ 18-20, medmindre der foreligger en
uforbeholden skriftlig tilståelse, i hvilken tjenestemanden vedgår de
faktiske
omstændigheder i det påsigtede forhold og erkender sig skyldig i en
tjenesteforseelse. Overførelse til andet arbejdssted eller til anden stilling
inden eller uden for ansættelsesområdet under amtskommunen, degradation eller
afsked som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået
ved dom, aldrig finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør. Ikendte
bøder
kan tilbageholdes i lønnen.’
En irettesættelse er som
nævnt i bestemmelsen en disciplinær straf. Det er en betingelse for at ikende
en tjenestemand en disciplinærstraf at han har gjort sig skyldig i en
tjenesteforseelse, og at tjenesteforseelsen skal kunne tilregnes
tjenestemanden
som forsætlig eller uagtsom. Kernen i tjenesteforseelsen er et pligtstridigt
forhold, og pligtforsømmelsen kan bestå i såvel tilsidesættelse af
udtrykkelige
retsforskrifter som i tilsidesættelse af uskrevne retsgrundsætninger med
hensyn
til tjenstlige handle- og undladelsespligter hvis indholdet heraf kan
fastlægges med rimelig sikkerhed. Med udgangspunkt i tjenestemandslovens § 10
(regulativets § 10) antages der at foreligge en tjenesteforseelse hvis
tjenestemanden ikke samvittighedsfuldt overholder de regler der gælder for
hans
stilling, eller ikke – såvel i som uden for tjenesten – viser sig
værdig til
den agtelse og tillid som stillingen kræver. De regler der gælder for
tjenestemandens stilling, vedrører bl.a. hans loyalitetspligt. Se Jørgen
Mathiassen, Forvaltningspersonellet, Tjenestemænd og overenskomstansatte, 2.
udgave (2000), s. 202-203, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave
(2002), s. 246.
Påtalen i brevet af
16. april 2002
blev, som
nævnt, givet på grund af utilfredsstillende loyalitet og overtrædelse af
nogle
interne regler. Den blev givet på baggrund af en adfærd som Københavns Amt
mente at kunne bebrejde (O). Det er på den baggrund min foreløbige opfattelse
at påtalen måtte betegnes som en irettesættelse i tjenestemandsregulativets §
22’s forstand. En sådan irettesættelse er en afgørelse i
forvaltningslovens
forstand, jf. bl.a. den sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands
beretning for 1993, s. 144 ff*. De regler der gælder for sådanne
afgørelsessager, skulle derfor iagttages.
Som nævnt ovenfor, mener jeg
ikke at de udtalelser som (O) fremkom med i udsendelsen i TV2
den 12. november 2001,
kunne betragtes som pligtstridige. Heller ikke ved hans øvrige
mediehåndtering
mener jeg at han gjorde sig skyldig i en tjenesteforseelse. Endelig er det,
som
også beskrevet ovenfor, min opfattelse at Københavns Amt ikke kunne kræve at
blive orienteret om at han var blevet interviewet til TV2-nyhederne
den 11. november 2001
idet han ikke udtalte sig på Københavns Amts eller Amtssygehuset (X)’s
vegne.
På den baggrund mener jeg som
min foreløbige opfattelse ikke at der var grundlag for at tildele (O)
irettesættelsen.
Tjenestemandsregulativets §
18 indeholder følgende bestemmelse:
’En tjenestemand, der
tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold,
skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have
adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Tjenestemanden
skal samtidig gøres bekendt med, at pågældende ikke har pligt til at udtale
sig
om fremstillingen.’
Herudover gælder om
partshøring forvaltningslovens § 19 der lyder sådan:
’§ 19. Kan en part i en sag
ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes
afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og
givet
denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis
oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for
afgivelsen
af den nævnte udtalelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1
gælder ikke, hvis
1)det efter oplysningernes
karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse
i
sagen på det foreliggende grundlag,
2)udsættelse vil medføre
overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,
3)partens interesse i, at
sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
4)parten ikke har ret til
aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende
oplysninger,
5)den påtænkte afgørelse vil
berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis
forelæggelse af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med
væsentlige vanskeligheder, eller
6)der ved lov er fastsat
særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med
grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til
sagen,
inden afgørelsen træffes.
Stk. 3. Vedkommende minister
kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere
angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i
almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i
stk.
1.’
Det er desuden antaget at
forvaltningslovens § 19 i visse sager om uansøgt afskedigelse og i sager om
anvendelse af disciplinære sanktioner over for en offentligt ansat suppleres
af
en ulovbestemt retsgrundsætning om partshøring ikke blot om sagens faktum,
men
også om sagens retlige grundlag. Den ulovbestemte pligt indebærer en pligt
for
myndigheden til – forinden der træffes afgørelse – i almindelighed
at give den
ansatte en redegørelse der efter omstændighederne bør være skriftlig, for
myndighedens egen (foreløbige) opfattelse af sagen, herunder den retlige
kvalifikation af faktum samt – for så vidt der i sagen måtte være
bevismæssige
spørgsmål – myndighedens bevismæssige vurdering. Der kan henvises til
Højesterets dom, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1337,
Højesterets
dom, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 1269, Jon Andersen og
Elizabeth Bøggild Nielsen i U1999B, s.
25
f, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave
(2002), s.
235 f.
Københavns Amt foretog ikke
partshøring i overensstemmelse med den nævnte grundsætning inden amtet gav
(O)
irettesættelsen. Det mener jeg som min foreløbige opfattelse er kritisabelt.
Jeg har gjort Københavns Amt
bekendt med min opfattelse. Jeg har samtidig skrevet til amtet at jeg er
indstillet på at henstille til Københavns Amt at genoptage sagen vedrørende
irettesættelsen med henblik på en fornyet vurdering i lyset af det jeg har
anført.
5. Sammenfatning
Efter min foreløbige
gennemgang af sagen er det min opfattelse at (O)’s udtalelser til
TV2-nyhederne
den 11. november 2001
må anses for fremsat af ham som privatperson. På den baggrund kan jeg ikke
være
enig med Københavns Amt i at (O) overtrådte amtets informationspolitik ved
ikke
efter at have afgivet interviewet til TV2-nyhederne at informere
sygehusdirektionen herom.
Det kan efter min foreløbige
gennemgang af sagen ikke give mig anledning til bemærkninger at Københavns
Amt
ved sin afgørelse i sagen lagde til grund at (O)’s medvirken i
tv-udsendelsen i
TV2
den 12. november 2001
var tjenstlig. Det er imidlertid min opfattelse at udtalelserne i udsendelsen
ikke var i strid med de rammer som amtet havde fastsat i sin
informationspolitik og i brevet af
7. juni 2001
til TV2.
På den baggrund mener jeg
ikke at der var grundlag for at tildele (O) den skriftlige irettesættelse som
han blev tildelt i Københavns Amts brev af
16. april 2002. Det er desuden min foreløbige opfattelse
at det er kritisabelt at Københavns Amt ikke foretog partshøring i
overensstemmelse med retsgrundsætningen om ulovbestemt partshøring inden
tildelingen af irettesættelsen.
Jeg er indstillet på at
henstille til Københavns Amt at genoptage sagen vedrørende irettesættelsen
med
henblik på at genoverveje den i lyset af det som jeg har anført. Jeg har
imidlertid anset det for mest korrekt at afgive udtalelsen i foreløbig form
således at Københavns Amt og Amtssygehuset (X) kan få lejlighed til at
kommentere det jeg har anført, inden jeg afgiver den endelige
udtalelse.”
I udtalelse af
14. januar 2005
skrev
Københavns Amt følgende:
”Københavns Amt har modtaget
Deres foreløbige redegørelse vedrørende (O)’s klage til Dem over den
irettesættelse han havde modtaget fra Københavns Amt i skrivelse af
16. april 2002.
Amtet har noteret sig
følgende hovedpunkter i Deres foreløbige redegørelse:
– at (O)’s udtalelser til TV2
den 11. november 2001
må betragtes som personlige udtalelser og ikke som udtalelser afgivet i hans
egenskab af medarbejder i Københavns Amt,
– at amtet kunne lægge til
grund, at (O)’s medvirken i en udsendelse i TV2
den 12. november 2001
var tjenstlig,
– at (O)’s udtalelser i
tv-udsendelsen
den 12.
november 2001
efter Deres opfattelse ikke var pligtstridige og at
(O) efter Deres opfattelse ikke har gjort sig skyldig i tjenesteforseelser
ved
sin øvrige mediehåndtering af sagen, idet (O) ikke overtrådte de rammer amtet
havde fastsat for TV-optagelsen,
– at amtets skrivelse af
16. april 2002
til (O) må
betragtes som en irettesættelse i tjenestemandsregulativets forstand, og
– at det er kritisabelt, at
amtet ikke foretog partshøring af (O) inden amtet besluttede at tildele (O)
en
irettesættelse i skrivelse af
16. april 2002.
Da amtet ikke har haft til
hensigt at give (O) en irettesættelse, kan det herved meddeles, at amtet har
trukket skrivelsen af
16.
april 2002
tilbage.”
Den 31. januar 2005
afgav jeg min endelige
redegørelse i sagen.
Ombudsmandens endelige udtalelse
”Jeg kan i det hele henholde mig til det jeg har anført i min foreløbige
redegørelse af
25. november 2004.
Det er således fortsat min opfattelse at:
1. (O)’s udtalelser til TV2-nyhederne
den 11. november 2001
må anses for fremsat af ham som privatperson. På den baggrund kan jeg ikke
være enig med Københavns Amt i at (O) overtrådte amtets informationspolitik
ved ikke efter at have afgivet interviewet til TV2-nyhederne at informere
sygehusdirektionen herom.
2. Det kan ikke give mig anledning til bemærkninger at Københavns Amt ved sin
afgørelse i sagen lagde til grund at (O)’s medvirken i TV-udsendelsen i
TV2
den 12. november 2001
var tjenstlig. Det er imidlertid min opfattelse at udtalelserne i udsendelsen
ikke var i strid med de rammer som amtet havde fastsat i sin
informationspolitik og i brevet af
7. juni 2001
til TV2.
3. På den baggrund mener jeg
ikke at der var grundlag for at tildele (O) den skriftlige irettesættelse som
han blev tildelt i Københavns Amts brev af
16. april 2002. Det er desuden min opfattelse
at det er kritisabelt at Københavns Amt ikke foretog partshøring i
overensstemmelse med retsgrundsætningen om ulovbestemt partshøring inden
tildelingen af irettesættelsen.
Københavns Amt har i sin
udtalelse af
14. januar
2005
anført at amtet har noteret sig hovedpunkterne i den
foreløbige redegørelse. Da amtet ikke har haft til hensigt at give (O) en
irettesættelse, meddeler amtet i udtalelsen at amtet trækker brevet af
16. april 2002
til (O)
tilbage.
Jeg foretager mig på den
baggrund ikke mere i sagen.”
NOTER: (*) FOB
1993, s. 144.
Lignende dokumenter
- Inspektion af Roskilde Amtssygehus Fjorden den 17. november 2005 Retsinformation · 13. marts 2010
- Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 264 d, stk. 1, jf. medieansvarslovens § 21, stk. 1, nr. 1-3, straffelovens § 264 d, stk. 1, jf. medieansvarslovens § 17, stk. 1. Påstand om at optagelserne slettes med henblik på at forhindre tilgængeligheden og den videre udbredelse heraf, jf. straffelovens § 271 Domsdatabasen · 30. april 2025
- Sager om spørgsmålet om nedlæggelse af et midlertidigt forbud mod offentliggørelse og gengivelse af sagsøgers ejendom, der er tilvejebragt af dyreaktivister uden dennes tilladelse, og som indgår i en dokumentarudsendelse om dyrevelfærd Domsdatabasen · 25. november 2025
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 20. april 2011 om Danmarks foranstaltninger (C 2/03) for TV2/Danmark (meddelt under nummer K(2011) 2612) (Kun den danske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2011/839/EU) EU-lovgivning · 20. april 2011
- Inspektion af Roskilde Amtssygehus Fjorden den 17. november 2005 - opfølgning nr. 2 Retsinformation · 24. juni 2011
- Landsretten ændrer byrettens afgørelse således, at de nedlagte forbud ophæves. Bestemmelserne om udlevering og beslaglæggelse af optagelser stadfæstes Domsdatabasen · 26. januar 2026