Spring til indhold

Retsinformation

Offentligt ansattes ytringsfrihed

FOU nr 2005.547UdtalelserFolketinget5. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Offentligt ansattes ytringsfrihed. Ret og

pligt til at reagere over for ulovlige ordrer

Det fremgik af sagens akter

at TV2

den 5. juni 2001

anmodede Amtssygehuset X om tilladelse til at optage på sygehuset.

Optagelserne

skulle indgå i et dokumentarprogram om det danske sygehusvæsen hvor der bl.a.

skulle ses nærmere på apopleksibehandlingen på sygehusene. TV2 oplyste at

tv-stationen allerede havde talt med O som administrerende overlæge, og at

han

gerne ville medvirke i programmet. Endvidere blev det oplyst at tv-stationen

ønskede at følge en apopleksipatient fra det øjeblik hvor vedkommende blev

indlagt. Tv-stationen anmodede derfor om tilladelse til at lave optagelser på

skadestuen. Tv-stationen meddelte at den ikke ville filme personer uden deres

tilladelse.

Sygehusdirektionen på Amtssygehuset

X v/chefsygeplejerske A (senere vicedirektør A) meddelte i brev af

7. juni 2001

TV2 tilladelse

til ”optagelse på sygehuset i de næste måneder”. Af brevet til TV2

fremgik

desuden følgende:

”Overlæge (O) vil være den

ansvarlige person på (X) Amtssygehus, og vi forventer derfor klart, at de

nærmere detaljer, herunder indhentelse af patienters samtykke i forbindelse

med

deres medvirken, konkret aftales med og varetages af overlæge (O). Der må

således ikke filmes nogen steder/patienter på sygehuset uden konkret

godkendelse fra overlæge (O).

Læs alt

Sygehusledelsen glæder sig

til at følge projektet, og vil være behjælpelig, hvis det ønskes, ligesom vi

utvetydigt forventer en etisk korrekt behandling af såvel patienter,

pårørende,

personale og sygehuset som institution.”

Det fremgik af brevet at kopi

samtidig var sendt til amtssygehusdirektør B og til afdelingsledelsen på

neurologisk afdeling N (O’s afdeling).

O orienterede ved e-post af

22. juni 2001

sygehusdirektionen på amtssygehuset v/chefsygeplejerske A om den nærmere

fremgangsmåde ved TV2’s optagelser. O skrev bl.a. følgende:

”Jeg har nu haft møde med ( )

på skadestuen og ( ) på afd. F vedrørende TV-optagelse dagene 16.-

18. juli 2001. De er begge

indforståede. ( ) og ( ) er ligeledes orienterede og har på baggrund af

sygehusledelsens accept givet tilladelse til at TV-optagelserne finder sted.

Det vil komme til at foregå

således, at en fotograf vil være tilstede på skadestuen de pågældende dage

efter kl. 16. Man vil så filme patienter der kommer akut enten på skadestue

eller på (...). Man har lovet at der ikke filmes tæt på patienten – man

er kun

interesseret i at vise patientens ankomst med ambulancen, og den videre

transport til sygestuen. Patienten vil efterfølgende blive spurgt om han/hun

vil give sin tilladelse til at det filmede bliver brugt. Hvis ikke, bliver

filmen destrueret.”

Samme dag meddelte

chefsygeplejerske A overlæge O i en e-post at det lød betryggende.

Ved brev af

29. oktober 2001

orienterede O sygehusdirektionen på Amtssygehuset X nærmere om en udsendelse

som TV2 ville sende

den

12. november 2001. O nævnte bl.a. at han medvirkede i en del af

udsendelsen som handlede om ”en generel problemstilling vedrørende

behandling

af patienter på apopleksiafsnit og de konsekvenser det må medføre, hvis

patienterne

ikke behandles på apopleksiafsnit”. Samtidig orienterede O om en konkret

patienthistorie som indgik i udsendelsen, hvor patienten som følge af

overbelægning ikke var modtaget på neurologisk afdeling.

Ligeledes

den 29. oktober 2001

sendte sygehusdirektionen

på Amtssygehuset X et udkast til en pressemeddelelse til O med henblik på

hans

godkendelse af de afsnit hvor han blev citeret for følgende:

”’Lad mig med det samme slå

fast, at det er min vurdering, at den pågældende patient er blevet behandlet

fagligt

forsvarligt. Der var desværre ikke plads på vores apopleksiafsnit, da

patienten

blev indlagt. Neurologisk afdeling tilså hende kort tid efter indlæggelsen og

var i dialog med de medicinske læger om forløbet, som det er kutyme i disse

tilfælde.

Der er her tale om to

afdelinger, der går sammen om at give en patient optimal behandling. Fra

neurologisk afdeling førte vi løbende tilsyn med patienten, som straks kom i

behandling og efterfølgende genoptræning. Små 10 dage efter indlæggelsen

overførtes patienten til et kommunalt genoptræningstilbud’ fortæller

adm.

overlæge (O), Neurologisk afdeling, Amtssygehuset (X).”

Som svar på

sygehusdirektionens anmodning meddelte O

den 31. oktober 2001

sygehusdirektionen at han

ikke kunne medvirke i pressemeddelelsen. Han begrundede det således:

”

Jeg kan jo ikke det ene

øjeblik sige, at det er af livsnødvendig betydning for patienter med

apopleksi

at blive indlagt på et apopleksiafsnit og så det andet øjeblik sige, at det

alligevel ikke betyder noget. Det hænger jo slet ikke sammen. Og så ville jeg

såvel som Amtssygehusets apopleksiafsnit miste troværdigheden.”

Den 11. november 2001

blev O

interviewet til TV2-nyhederne vedrørende omstændighederne i forbindelse med

udfærdigelsen af pressemeddelelsen. I indslaget sagde han følgende:

”Hele den tone og den

atmosfære som denne her samtale foregik i – der blev jeg da meget

bekymret for

mit ansættelsesforhold.

Det jeg citeres for, det er

at behandlingen af apopleksiramte er lige så god på medicinske afdelinger som

på apopleksiafsnit. Og det er jo lige det modsatte af hvad jeg har sagt.

Det synes jeg altså er et

meningstyranni. Jeg synes det er en krænkelse af min ytringsfrihed.”

På baggrund af indslaget i

TV2 om bl.a. nævnte pressemeddelelse redegjorde Københavns Amts

amtssygehusdirektør

B i et notat af

12.

november 2001

for sagen. Notatet blev sendt til sygehusdirektionerne

for KAS Herlev, KAS Glostrup, KAS Gentofte og Amager Hospital. Af notatet

fremgik følgende:

”Redegørelse i anledning af

indslag i TV2-nyhederne

den

11. november 2001

kl. 19 (’Overlæge i klemme’).

Udsendelsen handler om, at

Sygehusdirektoratet har forsøgt at tvinge adm. overlæge (O), Amtssygehuset

(X),

til at komme med nogle udtalelser til pressen, som han aldrig har fremlagt. I

udsendelsen benægter undertegnede dette.

Baggrunden for udsendelsen er

følgende:

I slutningen af oktober blev

Sygehusdirektoratet opmærksom på, at TV2 planlagde en serie med 2-3

udsendelser

(TV2.DOK) om det danske sygehusvæsen – henholdsvis den 29. oktober og

den 12.

november.

Sygehusdirektoratet

identificerede en særlig ’(...)-vinkel’ i udsendelsen den 12.

november, idet

(O) i føromtalen af programmet udtalte, at der dør mellem 200 og 300

patienter

om året på landsplan, fordi de får en utilstrækkelig behandling i forbindelse

med hjerneblødning. På grund af sparehensyn anbringes de simpelthen på en

forkert afdeling, hvor de ikke får en tilstrækkelig behandling. (O) er

samtidig

formand for Hjernesagen i Danmark.

(O) orienterede den 28.

oktober sygehusdirektionen om, at der i den pågældende udsendelse desuden

indgik et indslag med en pårørende til en patient, som på grund af

kapacitetsproblemer på daværende tidspunkt i stedet blev indlagt på den

almindelige medicinske afdeling.

Sygehusdirektoratet anmodede

sygehusdirektionen om at undersøge det konkrete patientforløb med henblik på

at

klarlægge, om der under de givne omstændigheder var tale om et fagligt

forsvarligt

patientforløb, eller om der var fagligt kritisable aspekter ved forløbet.

Tilbagemeldingen fra

sygehusdirektionen var, at der tilsyneladende ikke var noget fagligt

uforsvarligt

ved det konkrete patientforløb.

Som led i amtets

medieberedskab udfærdigede Sygehusdirektoratet derfor et udkast til

pressemeddelelse,

som – afhængig af hvad der konkret måtte fremgå af den pågældende

udsendelse –

evt. påregnedes udsendt efter udsendelsen.

I udkastet til

pressemeddelelse citeres (O) som ansvarlig overlæge for at sige, at den

pågældende patient er behandlet fagligt forsvarligt.

Udkastet vedlægges til

orientering.

Udkastet til pressemeddelelse

blev forelagt (O) den 29. oktober til godkendelse.

(O) meddelte

sygehusdirektionen telefonisk den 30. oktober, at han ikke ville godkende

citatet. Dette blev gentaget i et brev til sygehusdirektionen dagen efter

(brevet vedlægges).

Sygehusdirektionen indkaldte

(O) til et møde den 2. november med henblik på en drøftelse af baggrunden

for,

at han ikke ønskede at medvirke i pressemeddelelsen. Desuden drøftedes det

konkrete patientforløb. (O) fastholdt på mødet, at han ikke ønskede at

deltage

i pressemeddelelsen. Sygehusdirektionen afsluttede mødet med at konstatere,

at

såfremt han ikke ønskede at medvirke i pressemeddelelsen, ville direktionen

naturligvis ikke tvinge ham til dette, og at dette punkt dermed var

afsluttet.

Den 8. november kontaktedes

undertegnede af en TV2-journalist, der fortalte, at han dagen i forvejen

havde

interviewet (O), der fortalte, at han i den konkrete situation havde følt sin

ytringsfrihed knægtet.

Der aftaltes et interview med

undertegnede den 9. november.

I interviewet redegjorde jeg

for forløbet (her gengivet i sammentrængt form):

Da vi kommer under vejrs med,

at der i udsendelsen vil blive fokuseret på et konkret patientforløb,

foretager

vi en faglig undersøgelse med henblik på at få klarlagt, om forløbet giver

anledning til faglig selvransagelse. Den foreløbige undersøgelse tyder ikke

på,

at det konkrete forløb er fagligt uforsvarligt, og som led i vores

medieberedskab udarbejder vi et udkast til pressemeddelelse, hvori den

fagligt

ansvarlige overlæge citeres for dette. Da han så ikke ønsker at indgå i

pressemeddelelsen, gør vi ikke mere ved det – dvs. ikke noget med tvang

eller

knægtelse af ytringsfrihed. Jeg fortæller samtidig, at vi agter at forelægge

det konkrete forløb for Sundhedsstyrelsen for at få klarhed over, om forløbet

er fagligt forsvarligt. Endvidere giver jeg udtryk for, at man efter min

opfattelse sagtens både kan have det principielle synspunkt, at alle

apopleksiramte bør indlægges på apopleksiafsnit samtidig med, at patienter,

der

på grund af kapacitetsproblemer må indlægges på almindelige medicinske

afsnit,

alligevel kan få en fagligt forsvarlig behandling dér. Dette sidste

synspunkt,

fordi de pågældende patienter bliver tilset af neuromedicinske læger.

”

Den 12. november 2001

blev

dokumentarudsendelsen bragt i TV2. O medvirkede i udsendelsen. Han blev

præsenteret som administrerende overlæge, dr. med., hjerneforsker, men uden

angivelse af ansættelsessted. Han udtalte følgende:

”Apopleksi det er en

samlebetegnelse for to forskellige sygdomme, dels hjerneblodpropper og dels

hjerneblødninger. Apopleksi det er også det man i daglig almindelig dansk

tale

kalder for et slagtilfælde.

Hvis der kommer en patient

ind med en apopleksi og der er fuldt optaget på apopleksiafsnittet, ja så

bliver patienten henvist til en anden afdeling hvor der nu er en ledig seng.

I

sådant et tilfælde der er det sådan at det forøger patientens risiko for at

dø

af apopleksien væsentligt.

Det drejer sig om en

forøgelse af dødeligheden på omkring 25 %. Her i Danmark vil det dreje sig om

en 2-300 unødige dødsfald ekstra om året.

(Spørgsmål: Det vil sige hvis

man ender på en forkert afdeling så er der altså en risiko for at man dør?)

Ja, det er der, helt sikkert.

De dør først og fremmest af

infektioner. Altså en lungebetændelse. De dør også af blodpropper i lungerne.

Det er jo sådan at når man ligger helt stille i en seng og ikke kan bevæge

sig

på grund af en lammelse, så dannes der ofte blodpropper i benene, og de kan

rive sig løs og løbe op i lungerne og sætte sig fast som lungeblodpropper, og

det dør patienterne af. Det er utilfredsstillende for lægen at skulle henvise

en patient til en behandling som han notorisk ved er dårligere end den

bedste.

Det er den tredje hyppigste

dødsårsag i dette land og derfor er det klart at apopleksipatienterne, den

dødelighed der er forbundet med apopleksisygdomme, har selvfølgelig også

indflydelse på middellevetiden.

Ja, hvis der blev ført flere

penge til apopleksiområdet, jamen så var det vel muligt for os at kunne

behandle alle patienter med apopleksi på de såkaldte apopleksiafsnit.”

I anledning af

dokumentarudsendelsen i TV2

den

12. november 2001

anmodede Københavns Amts Sygehusdirektorat

direktionen på Amtssygehuset X om en redegørelse. I en redegørelse af

16. januar 2002

skrev

amtssygehuset herefter bl.a. følgende til sygehusdirektoratet:

”2. Udkast til

pressemeddelelse

Indholdet i kommunikationen

mellem (O) og sygehusdirektionen beskrives efterfølgende med vægt på to

elementer:

1. Indholdet i den

elektroniske kommunikation i forbindelse med udarbejdelse af udkast til

pressemeddelelse

med tilhørende tidsangivelser.

2. Møder mellem medlemmer af

sygehusdirektionen og (O).

Ad 1. Indholdet i den

elektroniske kommunikation.

Mandag

den 29. oktober 2001.

Sygehusdirektionen e-mailer til afdelingsledelsen afdeling N, hvor

afdelingsledelsen anmodes om en kort beskrivelse af det konkrete

patientforløb.

Dette er efterfølgende modtaget og videresendt i anonymiseret form til

sygehusdirektoratet (bilag 6).

Mandag

den 29. oktober 2001.

16:36.

Udkast til pressemeddelelse fra amtets

informationsmedarbejder samt sygehusdirektionens forslag til ændringer,

fremsendes som hastemeddelelse til (O) til godkendelse af de afsnit, hvor (O)

citeres for afdeling N’s deltagelse i det konkrete patientforløb på (X)

(bilag

7).

Sygehusdirektionen har hermed

godkendt det foreløbige udkast til beredskabspressemeddelelse.

Tirsdag den 30. og onsdag

den 31. oktober 2001.

Telefonisk og efterfølgende skriftligt – på anmodning herom –

meddeler (O), at

han hverken principielt eller konkret vil godkende at blive citeret i det

foreløbige udkast til pressemeddelelse (bilag 8).

Ad 2. Indholdet af møder

mellem medlemmer af sygehusdirektionen og (O)

Sygehusdirektionen ønsker at

drøfte dette med (O), idet vi umiddelbart står uforstående overfor, at han

ikke

vil udtale sig om det konkrete patientforløb, som hans afdeling har været

involveret i. Særligt må det undre i lyset af, at han af sygehusdirektionen

havde fået ansvaret for TV-optagelserne.

Fredag

den 2. november 2001

eftermiddag.

Sygehusdirektionens repræsentanter

afholder møde med (O) for at drøfte nærmere, hvorfor (O) ikke vil udtale sig

om

det konkrete patientforløb. Sygehusdirektionen opridsede baggrunden for

arbejdet med beredskabspressemeddelelsen.

(O) bekræfter på mødet, at

han ikke vil medvirke i en pressemeddelelse og tilkendegiver, at han føler

sig

presset hertil. (O) havde den opfattelse, at det praktiske omkring TV-holdets

håndtering af patientkontakten er aftalt med et medlem af sygehusdirektionen.

(O) gentog at patienter med

apopleksi indlagt på den medicinske afdeling havde en overdødelighed i

forhold

til, hvis patienterne blev indlagt på apopleksiafsnittet. (O) tilkendegav at

han havde drøftet udkast til pressemeddelelse ved et teammøde i afdelingen og

med eksterne personer, herunder TV-journalisten.

Der var enighed om, at 90 %

af patienterne faktisk kom på apopleksiafsnittet trods periodevis nedsat

sengekapacitet forårsaget af manglende personale til de normerede senge.

(O) tilkendegav, at han

opfattede at ledelsen ville knægte hans ytringsfrihed. Dette afviste

sygehusdirektionen

og tilkendegav, at såfremt (O) ikke ville medvirke til at beskrive det

konkrete

patientforløb i en pressemeddelelse, var den sag slut.

Sygehusdirektionen

tilkendegav på mødet, at det var sygehusets overordnede målsætning at så

mange

specialepatienter som muligt skulle behandles i eget speciale.

De konkrete fysiske forhold

på (X) betinger, at sygehusdirektionen ikke umiddelbart kan flytte f.eks. et

helt medicinsk afsnit til afdeling N, idet andre patientkategorier i givet

fald

ville skulle behandles udenfor specialet.

Tirsdag

den 20. november 2001. Som det også

er fremgået af DagensMedicin afholdt sygehusdirektionen et møde med (O).

Sygehusdirektionen beklagede overfor (O), hvis sygehusdirektionens handlemåde

i

hele sagen havde gjort, at han har følt sig presset til at medvirke i en

beredskabspressemeddelelse.

Sygehusdirektionen gentog, at

vi på intet tidspunkt havde anmodet om eller drøftet nogen form for

underskrivelsesprocedure. Vi havde anmodet om en godkendelse af et foreløbigt

udkast til en beredskabspressemeddelelse. Den godkendelse havde vi ikke fået

og

dermed var al tale om (O)’s eventuelle medvirken i en pressemeddelelse

afsluttet for vores vedkommende.

(O) havde givet sin

begrundelse overfor sygehusdirektionen, som havde taget denne til

efterretning

og anså derfor, at hans medvirken i en pressemeddelelse ikke ville komme på

tale i den aktuelle sag.

Udsagn: (O)’s opfattelse af

at være blevet presset til at godkende pressemeddelelsen.

Sygehusdirektionens opfattelse:

(O) er i sin egenskab af

leder for det pågældende område og med særligt ansvar for de pågældende

TV-optagelser blevet kontaktet elektronisk af sygehusdirektionen med en

anmodning om at forholde sig til en pressemeddelelse.

Det er en ganske almindelig

procedure i forbindelse med presseomtale af sygehuset. Sygehusdirektionen

fandt

anledning til at drøfte dette nærmere med (O), idet vi med undren måtte

konstatere, at (O) ikke kunne og ikke ville forholde sig til det konkrete

patientforløb.

Et patientforløb som

neurologisk afdeling N havde det umiddelbare ansvar for i henhold til

gældende

visitationsretningslinier.

Et patientforløb som

afdelingen havde været involveret i ved tilsyn og rådgivning.

Endelig på baggrund af en

anmodning til såvel sygehusdirektionen som til afdeling N fra

sygehusdirektoratet

om medvirken til udarbejdelse af en såkaldt beredskabspressemeddelelse.

Udsagn: (O) følte sig

fyringstruet.

Sygehusdirektionens

opfattelse:

Sygehusdirektionen har i

dagene op til den første TV-udsendelse arbejdet på at få beskrevet det

konkrete

patientforløb via den normale vej, som er gennem de ansvarlige

afdelingsledelser. Dette med henblik på at sikre, at Københavns Amt og

Amtssygehuset (X) ville være i stand til at kunne besvare spørgsmål om det

konkrete patientforløb, såfremt det måtte blive aktuelt efter TV-udsendelsen.

Sygehusdirektionen har ikke

truet (O) med afskedigelse. Da dette tema dukkede op i pressen tog

sygehusdirektionen et møde med (O) for at rette op på eventuelle

misforståelser

i den anledning.

Udsagn: (O) kunne få en

tjenstlig ordre om at tiltræde pressemeddelelsen.

Sygehusdirektionens

opfattelse:

Det er sygehusdirektionens

opfattelse, at et medlem af en afdelingsledelse tjenstligt ikke vil kunne

undslå sig for at komme med en redegørelse for et konkret patientforløb, som

vedkommendes afdeling har medvirket i.

Dette har sygehusdirektionen

også meddelt (O) ved mødet

den

2. november 2001. Der er for sygehusdirektionen forskel på dette og

en tjenstlig ordre på at medvirke i en pressemeddelelse, hvilket vi ikke på

noget tidspunkt har afgivet.”

I en redegørelse af

22. januar 2002

kommenterede den neurologiske ledelse på Amtssygehuset X, herunder O,

ovennævnte redegørelse af

16.

januar 2002. Af redegørelsen fremgik bl.a. følgende:

”Produktionen af TV-indslagene

Hvis der skal rettes nogen

kritik, må denne rettes mod sygehusdirektionen og vicedirektør (A), som hele

tiden har været fuldt orienteret og godkendt procedureforløbet. Det skal dog

tilføjes, at det umiddelbart findes vanskeligt at rette nogen kritik af den

anvendte procedure, da der i hele forløbet foreligger forhåndsgodkendelser

fra

patient og pårørende (bilag 3, 4, 5). Endelig foreligger der ikke oplysninger

om, at nogen – endsige patientens datter – har følt sig forulempet

af at

deltage i udsendelsen (bilag 5).

Beredskabspressemeddelelsen

Indholdet af

beredskabspressemeddelelsen fremtræder samlet som et dementi af det, (O)

siger

i udsendelsen, hvorfor han naturligvis ikke kan godkende den. (O) har

ydermere

solidt fagligt belæg for sine ytringer i udsendelsen.

Beredskabspressemeddelelsen

indeholder en i øvrigt negativt ladet vurdering af en TV-udsendelse, som

ingen

– ikke engang (O) – har set. Derfor kan (O) naturligvis ikke

forhåndsgodkende

beredskabspressemeddelelsen, endsige give den ’sit blå stempel’.

(O) har ret til at ytre sig,

og skal ikke tvinges til at ytre sig mod sin overbevisning.

Endelig kan man ikke forlange

af ham, at han skal udtale sig mod bedre vidende.

Dialog med direktionen

Ved samtale med vicedirektør

(C) på dennes kontor mandag

29.

oktober 2002

får (O) at vide, at han, grundet den forestående

TV-udsendelse, nu fremstår i ’et dårligt lys’ i direktoratet.

Under samtale med direktør

(D) og vicedirektør (C) fredag

2. november 2001

på dennes kontor, presses (O) i 1½ time

til at godkende pressemeddelelsen. Da han ikke vil, anmodes han om at

udfærdige

en beskrivelse af patientforløbet og godkende det. Hvis ikke, vil han få en

’tjenstlig ordre’ herom. Denne trussel fremsættes flere gange af

direktør (D).

(O) opfatter det som en måde, hvorpå man alligevel kan få fremstillet en

pressemeddelelse, hvori han godkender, at det på (X) Amtssygehus er uden

betydning, om man kommer på apopleksiafsnit eller ej. (O) bebrejdes herefter

den måde, hvorpå TV-optagelserne er foretaget. Da han siger, at de er

foregået

efter godkendelse fra vicedirektør (A), får han at vide af direktør (D), at

det

er (D) ligeglad med, idet (A) ikke kan give en sådan godkendelse. Direktør

(D)

siger herefter, at han i øvrigt ikke af det skriftlige materiale kan se nogen

specificeret godkendelse af proceduren, så ’nu er bevisførelsen

din’, siger

(D). Atmosfæren opfattes af (O) som meget ubehagelig, og han føler sig

fyringstruet. Mødet sluttede uden konklusion.

En uge senere, modtager (O)

en e-mail fra vicedirektør (A) om, at et rutinemæssigt møde mellem ham og

sygehusdirektionen fredag

9.

november 2001, må aflyses med begrundelsen: ’Med de øvrige

diskussioner vi i øjeblikket har imellem dig og Sygehusdirektionen, mener vi

ikke det er realistisk at mødes i morgen vedr. den strategiske drøftelse af

lægebemandingen på afd. N.’ (bilag 7).

Det konkrete patientforløb

Den detaljerede gennemgang af

patientens indlæggelse er irrelevant i forhold til den aktuelle problematik

–

apopleksiafsnit.

Det er veldokumenteret, at

patienter med apopleksi har væsentligt lavere risiko for at dø, hvis de

indlægges og behandles på apopleksiafsnit. Desuden er invaliditeten lavere

ved

udskrivelsen, hvis man behandles på apopleksiafsnit. Endelig forkortes

indlæggelsestiden, idet patienterne kommer sig hurtigere.

Ved behandling på

apopleksiafsnit får man således et bedre behandlingsresultat. Apopleksiafsnit

virker ved sin organisation – først og fremmest tværfagligheden med

målrettet,

aktivt mobiliserende pleje og terapi i centrum. Den lægefaglige expertise og

erfaring er også af afgørende betydning.

Effekten af

apopleksiafsnittet på (X) Amtssygehus i forhold til behandling på medicinsk

afdeling foreligger dokumenteret, og er sygehusdirektionen bekendt (bilag 8).

Den er helt i overensstemmelse med foreliggende nationale og internationale

erfaringer, idet dødeligheden er væsentligt lavere, hvis man behandles på

apopleksiafsnittet i (X) Amtssygehus.”

Til redegørelsen var vedlagt

breve af

22. januar 2002

fra den journalist som var ansvarlig for tv-udsendelsen, og fra datteren til

den patient hvoraf der blev vist optagelser i programmet. Af journalistens

brev

fremgik bl.a. følgende:

”Den 19. august om

eftermiddagen ankommer en patient med en apopleksi. Patienten ankommer sammen

med sin datter, som fotograf ( ) kontaktede uden kamera. Han fortæller

datteren

om vores program og om vi må følge forløbet med kamera. På dette tidspunkt

har

vi – ifølge aftalen – ikke filmet nogen personer. Datteren giver

tilladelse til

at vi filmer forløbet. Efterfølgende aftaler vi med datteren, at vi ikke

viser

moderens identitet. Det efterlever vi, idet man ikke ser moderens ansigt. Vi

nævner heller ikke moderens navn i programmet.”

Af datterens brev fremgik

bl.a. følgende:

”Jeg var med under hele

forløbet, og efter ankomsten på skadestuen blev vi kontaktet af en

sygeplejerske,

der spurgte om vi havde noget imod at medvirke i en TV-udsendelse om forløbet

af en indlæggelse på sygehuset. Jeg talte med min mor om det (hun var i stand

til at kommunikere), og vi var begge indstillede på ’at det har man da

pligt

til i hele sygehusdiskussionen’.

Efterfølgende diskuterede jeg

sagen med min søster og mor, og vi blev enige om at anmode om, at der ikke

blev

vist billeder af min mor på skærmen. Det skal præciseres, at vi ikke havde

noget imod at medvirke som eksempel, og jeg indvilligede selv i at fremstå

med

navns nævnelse.

Min familie var fuldt

tilfredse med at give et bidrag i diskussionen og har intet imod måden vort

eksempel blev fremstillet på.”

Den 16. april 2002

meddelte Københavns Amts Sygehusdirektorat

O at hans adfærd i sagen ikke havde været tilfredsstillende.

Sygehusdirektoratet skrev følgende:

”

Jeg har nu haft lejlighed til

at gennemgå redegørelsen af

den

16. januar 2002, ligesom jeg har haft lejlighed til at gennemgå den

neurologiske afdelingsledelses kommentar af

den 22. januar 2002

til sygehusdirektionens

redegørelse.

På baggrund af denne

gennemgang kan jeg indledningsvis notere, at du og sygehusdirektionen har

forskellige opfattelser af forløbet omkring den såkaldte

’beredskabsmeddelelse’.

Du har under dialogen med sygehusdirektionen følt dig fyringstruet.

Sygehusdirektionen benægter at have fremsat fyringstrusler og har

efterfølgende

overfor dig beklaget, at du har følt dig fyringstruet.

I sygehusdirektionens

redegørelse gennemgås det konkrete patientforløb, der blev omtalt i den

pågældende udsendelse: Patienten (apopleksi) blev på grund af pladsmangel på

apopleksiafsnittet indlagt på medicinsk afdeling. Patienten blev tilset af

neurologisk bagvagt, der lagde en behandlingsplan, som medicinsk afdeling

nøje

fulgte. Apopleksipatienter, der indlægges på medicinsk afdeling, tilbydes

ifølge afdelingsledelsen på medicinsk afdeling samme ergo- og fysioterapi,

som

hvis patienten lå på neurologisk afdeling. Endelig bruger apopleksipatienter,

der er indlagt på medicinsk afdeling, mindst lige så meget plejepersonale,

som

der er afsat til patientpleje på apopleksiafsnittet. Sygehusdirektionen

konkluderer, at det konkrete patientforløb er håndteret fagligt forsvarligt.

Dette bestrides ikke i den neurologiske afdelingsledelses kommentar af

den 22. januar 2002.

I TV-udsendelsen udtalte du i

din egenskab af administrerende overlæge på Amtssygehus (X) bl.a., at

apopleksipatienters risiko for at dø forøges væsentligt, hvis de indlægges på

andre afdelinger end et apopleksiafsnit. Udtalelsen kædes i udsendelsen

direkte

sammen med omtalen af det pågældende patientforløb: Formålet med omtalen af

patientforløbet var øjensynligt at vise et eksempel på et fagligt

uforsvarligt

patientforløb kendetegnet ved en unødvendig, høj dødelighedsrisiko.

På baggrund af

sygehusdirektionens redegørelse er det min vurdering, at patientforløbet blev

håndteret fagligt forsvarligt. Det er derfor min vurdering, at du i din

samlede

håndtering af mediebetjeningen i denne sag ikke har udvist tilfredsstillende

loyalitet overfor sygehusets bestræbelser på at give patienter med apopleksi

en

kvalificeret behandling. Din håndtering af mediebetjeningen kan have skabt

unødvendig utryghed blandt patienterne i sygehusets optageområde.

Jeg har dernæst noteret mig,

at du i denne sag har overtrådt amtets informationspolitik i et konkret

tilfælde:

I henhold til amtets

informationspolitik skal man som leder straks efter, at man har udtalt sig

til

pressen, underrette nærmeste overordnede chef. Du blev interviewet i TV2

Nyhederne

den 11. november

2001, men undlod at orientere sygehusdirektionen efter, at

interviewet havde fundet sted.

Min samlede vurdering af

sagsforløbet er, at din adfærd i denne sag ikke har været tilfredsstillende.

Jeg skal derfor anmode dig om fremover at have skærpet opmærksomhed omkring

din

mediehåndtering for at forebygge, at der uretmæssigt skabes tvivl om

kvaliteten

af sygehusets ydelser. Endvidere skal jeg anmode dig om fremover at overholde

Københavns Amts informationspolitik.”

O anmodede

den 10. maj 2002

sygehusdirektoratet om at tilbagekalde den skriftlige irettesættelse af

16. april 2002. Han skrev

bl.a. følgende:

”Min medvirken i ovennævnte

udsendelse skete efter grundige konsultationer med sygehusdirektionen i

Amtssygehuset (X), som i hele forløbet var grundigt og løbende informeret om

udsendelsen og dens tema. Sygehusdirektionen var ydermere grundigt informeret

om, at et interview med mig, hvori jeg (under titlen

’hjerneforsker’ og uden

henvisning til mit arbejdsmæssige tilhørsforhold) fremlagde synspunkter, som

jeg gennem mange år har været kendt for, ville blive kædet sammen med et

patientforløb på medicinsk afdeling. Sygehusdirektionen havde desuden givet

tilladelse til, at patient og pårørende kunne udtale sig til TV, og havde

bedt

mig om at være TV2 behjælpelig i forbindelse med at finde en egnet patient,

som

ville deltage i udsendelsen.

TV-udsendelsens indhold kan

således på ingen måde komme bag på sygehusdirektionen. De synspunkter, jeg

fremsatte, havde hel generel karakter, de er velkendte, fagligt velfunderede,

og de kan på ingen måde anfægtes. Sygehusdirektionen har således ingen

baggrund

for at presse mig til at dementere eller modificere mine ytringer i TV.

Jeg skal derfor anmode dig om

at tilbagekalde din skriftlige irettesættelse, da den er uretmæssig og dermed

irrelevant.”

Københavns Amts

Sygehusdirektorat fastholdt i brev af

21. maj 2002

den opfattelse direktoratet havde givet

udtryk for i brev af

16.

april 2002. Sygehusdirektoratet skrev følgende:

”I skrivelse af

den 10. maj 2002

anmoder

du mig om at tilbagekalde min skrivelse af

den 16. april 2002, hvori jeg meddeler dig, at

din adfærd i sagen omkring TV2.Dok-udsendelsen

den 12. november 2001

ikke har været

tilfredsstillende.

Som det fremgår af

skrivelsen, bygger dette udsagn på, at du efter min vurdering i din

håndtering

af mediebetjeningen kan have skabt unødvendig utryghed blandt patienterne i

sygehusets optageområde. Dertil kommer, at du i sagsforløbet i et konkret

tilfælde har overtrådt amtets informationspolitik.

Jeg henviser til skrivelsen

af

den 16. april 2002

for en yderligere uddybning.

Du motiverer dit ønske om, at

jeg skal tilbagekalde skrivelsen af

den 16. april 2002, med, at sygehusdirektionen på

forhånd havde givet tilladelse til produktionen af de pågældende TV-indslag.

Dette anfægter jeg ikke,

hvilket jeg også gav udtryk for på vores møde

den 16. april 2002. Til gengæld har

sygehusdirektionen naturligvis ikke forhåndsgodkendt dine udtalelser i

udsendelsen, hvorfor din indvending ingen relevans har for min vurdering af

din

adfærd i denne sag.

Du underbygger dine

synspunkter i skrivelsen til mig ved at henvise til, at du i den pågældende

udsendelse præsenteres som ’hjerneforsker uden henvisning til mit

arbejdsmæssige tilhørsforhold’. Dette er ikke rigtigt, idet du for det

første

præsenteres som ’adm. overlæge og hjerneforsker’, og dernæst

fremgår det af

dine udtalelser, at du beskriver de konkrete forhold på Amtssygehuset (X).

Jeg skal derfor meddele, at

jeg ikke finder anledning til at tilbagekalde min skrivelse af

den 16. april 2002.”

Den 19. november 2002

klagede O til

mig over sygehusdirektionen på Amtssygehuset (X) og Københavns Amts

Sygehusdirektorats ”forsøg på knægtelse af [hans] grundlovssikrede

ytringsfrihed” og øvrige håndtering af sagen. Han oplyste at han

efterfølgende

var blevet afskediget, og anførte bl.a. følgende:

”Sygehusdirektionen og

Sygehusdirektoratet har lagt et urimeligt pres på mig for at lægge navn til

udsagn, som ikke er mine, og som er urigtige. Presset har stået på i over en

uge og med inddragelsen af amtssundhedsdirektørens navn er der yderligere

lagt

et pres på mig som er urimeligt.

Direktionen, Amtssygehuset

(X) har svigtet mig som medarbejder ved først at godkende et optagelsesforløb

inklusive dets indhold og herefter at løbe fra det hele da

Sygehusdirektoratet,

som åbenbart ikke har været orienteret af Amtssygehusets direktion, har taget

afstand fra det og ønsket det korrigeret. Dermed er jeg som medarbejder

uforskyldt blevet bragt i en umulig situation og i en ganske urimelig

samvittighedskrise. Et forvaltningsmæssigt problem mellem Amtssygehusets

direktion

og Amtets Sygehusdirektorat er således ene og alene placeret på en

medarbejder

trods det, at denne har gjort sig umage for at informere og rådspørge sin

direktion – og mere til.

Som medarbejder må man kunne

stole på sin direktion, specielt i spørgsmål hvor medarbejderen har gjort sig

umage for at holde direktionen orienteret. En vicedirektør er løbet fra sit

tilsagn og har mod bedre vidende kritiseret mig for et optagelsesforløb, som

han selv har godkendt.

Sygehusdirektionen og

sygehusdirektoratet har i hele denne sag forsøgt at finde fejl hos mig, som

kunne give dem anledning til at kritisere mig.”

Jeg bad

den 9. december 2002

O om at indsende

afgørelsen om afskedigelse og andre bilag som han mente kunne have betydning

for sagen.

Med O’s brev af

30. december 2002

modtog

jeg afgørelsen om afskedigelse. O understregede imidlertid at han ikke

ønskede

at klage over at han var blevet afskediget. Hans klage angik udelukkende

spørgsmålet om ytringsfrihed. Han skrev herom bl.a. følgende:

”Jeg klager over, at man

først godkender, at jeg medvirker i TV-udsendelsen, og oven i købet ved hvad

jeg vil sige, lige som man ved, at mine udtalelser vil blive sammenkædet med

optagelser af en patient, der ikke bliver indlagt på apopleksiafsnit, og så

efterfølgende forlanger af mig, at jeg skal lægge afstand til det jeg siger i

udsendelsen. Det kan jeg kun opfatte som et forsøg på knægtelse af min

ytringsfrihed. Jeg skal i den forbindelse anføre, at mine udsagn i

udsendelsen

er solidt videnskabeligt og fagligt funderet, og at jeg tidligere mange gange

har sagt de samme ting i aviser og på TV.

Jeg kan ikke klandres for

TV2’s måde at redigere deres udsendelser på, og hvis Københavns Amts

Sygehusdirektorat

mener, at de havde krav på at se udsendelsen før den blev udsendt, kunne de

jo

blot have rettet henvendelse til TV2. Det er urimeligt at fastholde en påtale

af mig med henvisning til, at sygehusdirektionen ikke på forhånd havde

godkendt

mine udtalelser i udsendelsen.

Jeg klager over, at min

forvaltning har udarbejdet en pressemeddelelse, som man vil presse mig til at

lægge navn til. Som omtalt i min klage havde man ikke set udsendelsen, og

alligevel indeholdt pressemeddelelsen vurderinger af udsendelsens

troværdighed.

Det kan man da ikke forlange, at en medarbejder skal lægge navn til.

Jeg klager over,

efterfølgende at blive kritiseret og indberettet til Direktoratet af min

direktion for den måde TV optagelserne fandt sted, til trods for at

direktionen

var fuldt informeret og havde forhåndsgodkendt optagelsesforløbet. Så vidt

jeg

kan se, prøver sygehusdirektionen at redde sig ud af en kattepine i forhold

til

Direktoratet ved at placere skylden på medarbejderen og gøre ham til

syndebuk.”

Den 10. juni 2003

anmodede jeg Københavns Amts

Sygehusdirektorat og Amtssygehuset X om udtalelser og om udlån af sagens

akter.

Jeg skrev bl.a. følgende:

”Det fremgår at (O)

den 29. oktober 2001

modtog et udkast til en pressemeddelelse med henblik på hans godkendelse af

de

afsnit hvor han blev citeret, hvilket (O) afslog. Jeg anmoder Amtssygehuset

(X)

om i udtalelsen bl.a. at redegøre nærmere for baggrunden for at bede (O) om

denne godkendelse. Det fremgår at der efterfølgende var et møde mellem

sygehusdirektionen og (O) hvor hans afslag blev drøftet. Jeg anmoder i den

anledning endvidere om en nærmere redegørelse for hvad der blev sagt under

dette møde.

I brev af

16. april 2002

hvor det blev meddelt

(O) at hans adfærd i sagen ikke havde været tilfredsstillende, anføres det at

han i tv-udsendelsen udtalte sig i ’egenskab af administrerende overlæge

på

Amtssygehuset (X)’. Jeg anmoder amtet om i udtalelsen bl.a. at redegøre

nærmere

for hvad amtets opfattelse bygger på. Endvidere anmoder jeg om en nærmere

redegørelse for hvilken betydning amtets opfattelse har haft for vurderingen

af

at (O)’s adfærd ikke havde været tilfredsstillende.

I brev til mig af

30. december 2002

anfører

(O) at hans udsagn i tv-udsendelsen ’er solidt videnskabeligt og fagligt

funderet, og at jeg tidligere mange gange har sagt de samme ting i aviser og

på

TV’. Af de indsendte bilag fremgår det at (O) var formand for foreningen

Hjernesagen i Danmark. Jeg beder myndighederne om i udtalelserne at

kommentere

de nævnte bemærkninger fra (O) samt at redegøre for myndighedernes kendskab

til

hans formandskab for nævnte forening.

Københavns Amts

Sygehusdirektorat bemærkede i brev af

16. april 2002

til (O) bl.a. at han havde overtrådt

amtets informationspolitik ved ikke at have orienteret om et interview der

blev

vist i TV2-Nyhederne

den

11. november 2001. Det fremgår ikke klart hvornår dette interview

fandt sted. Jeg beder derfor amtet om i udtalelsen at redegøre nærmere for

dels

hvornår dette interview fandt sted, dels hvorfor (O)’s orientering af

sygehusdirektionen

i brev af

29. oktober 2001

ikke også omfattede det interview der blev vist

den 11. november 2001.

Endelig anmoder jeg

myndighederne om at forholde sig til det som (O) har anført i sin klage til

mig

af

19. november 2002.”

Den 29. september 2003

modtog jeg udtalelser af

12. og

24. september 2003

fra henholdsvis Amtssygehuset X, sygehusdirektionen og Københavns Amt,

Direktøren for Sygehuse, Sundhed og Forebyggelse. Af udtalelsen fra

Amtssygehuset X fremgik bl.a. følgende:

”Udtalelse og redegørelse

Kontakten til (O) i sagen er

sket i linieorganisationen. Det gælder den primære bemyndigelse (note:

Sygehusdirektionen havde i tilladelsen skrevet at man ’utvetydigt

forventer en

etisk korrekt behandling af såvel patienter, pårørende, personale og sygehus

som

institution’) til at have ansvaret for TV-optagelserne og i forbindelse

med

udarbejdelse af foreløbig udkast til beredskabspressemeddelelse.

Linieorganisationen er:

Sundhedsforvaltningen – sygehusdirektionen – afdelingsledelsen afd.

N (note:

Afdelingsledelsen består af den administrerende overlæge og

oversygeplejersken)

ved (O) i sin egenskab af administrerende overlæge for neurologisk afdeling,

Amtssygehus (X).

Dette fremhæves, idet (O)

tidvis benævnes/beskriver sig som ’Hjerneforsker’ og ’Formand

for Hjernesagen’.

Sygehusdirektionen er bekendt med (O)’s formandskab for hjernesagen.

Dette formandskab

er et privat anliggende og er Amtssygehuset (X) uvedkommende.

Nærmere redegørelse for

baggrunden for at bede (O) om godkendelse af beredskabspressemeddelelse.

Det er normal procedure, at

sygehusdirektionen hurtigt reagerer på hasteanmodninger fra

Sundhedsforvaltningen.

Amtssygehuset (X) modtog flere haste-e-mails fra Sundhedsforvaltningen,

hvoraf

det fremgik at man forventede, at sygehusdirektionen indhentede udtalelser

fra

afdelingsledelsen afd. N bl.a. vedrørende det i TV2.DOK beskrevne konkrete

patientforløb, også efter at sygehusdirektionen havde informeret om at (O)

ikke

ville medvirke i en pressemeddelelse.

Sygehusdirektionen udtaler

sig sædvanligvis ikke om konkrete patientforløb uden at have fået en

udtalelse

fra de involverede afdelingsledelser, der har haft ansvaret for et konkret

patientforløb.

Nedenfor gives en kort

gennemgang af mediesagen oktober 2001 set fra sygehusdirektionens side:

En foromtale af et kommende

TV2.DOK havde fanget Sundhedsforvaltningens pressemedarbejders opmærksomhed.

Sagen kunne kræve amtets opmærksomhed. Pressemedarbejderen kontaktede

sygehusdirektionen for at få klarlagt, hvorvidt sagen stammede fra

Amtssygehuset (X). En pressemeddelelse vedrørende emnet kunne blive påkrævet,

da en konkret patient kunne blive opfattet som værende blevet fejlbehandlet

af

Amtssygehuset (X).

Sygehusdirektionen kontaktede

(O), idet Sundhedsforvaltningen fandt det mest sandsynligt at patienten var

en

neurologisk patient ud fra foromtalen af programmet.

Dette blev bekræftet ved

kontakt til (O), hvilket sygehusdirektionen informerede Sundhedsforvaltningen

om.

Sygehusdirektionen foretog

umiddelbart samme dag sine egne justeringer i udkast til foreløbig

pressemeddelelse

for så vidt angår de udtalelser, som sygehusdirektionen citeres for.

Da forslag om evt.

udarbejdelse af en pressemeddelelse ikke havde været og ikke kunne nå at

blive

drøftet med (O) foretager sygehusdirektionen sine justeringer af teksten og

fremsender samme dag kl.

16.36

den

justerede tekst til ham.

Af teksten i e-mail fremgår

at det drejer sig om et udkast. Endvidere ændres overskriften til

beredskabspressemeddelelse.

Dels for at signalere at sygehusdirektionen var sig bevidst, at (O) ikke

mundtligt havde fået forelagt at Københavns Amt overvejede at udsende en

pressemeddelelse. Dels for at understrege, at det drejede sig om et udkast

til

pressemeddelelse, som alene skulle være i beredskab.

Det kan tilføjes, at (O)

skriftligt meddelte sygehusdirektionen i et brev dateret den

31.10.01, at han ikke

ønskede at medvirke til en beredskabspressemeddelelse om det konkrete

patientforløb.

Pressemeddelelsen er aldrig

blevet udsendt, idet sygehusdirektionen måtte informere Sundhedsforvaltningen

om, at (O) ikke ønskede at medvirke i en pressemeddelelse udsendt af

Københavns

Amt om det konkrete patientforløb.

Sammenfattende var baggrunden

for at bede (O) om at godkende beskrivelsen af det konkrete patientforløb, at

sygehusdirektionen reagerede på hastehenvendelser fra Sundhedsforvaltningen

med

anmodning om beskrivelse af det konkrete patientforløb.

Baggrunden var bl.a., at

sygehusdirektionen fandt at den mere principielle del af foreløbigt udkast

til

beredskabspressemeddelelse var på linie med (O)’s opfattelse om det

ønskelige

i, at flest mulige patienter med apopleksi bliver behandlet på

apopleksiafsnit.

Sygehusdirektionen prøvede

ved sine justeringer i teksten (fremhævet med gult), at signalere, at det

drejede sig om et foreløbigt udkast, som havde beredskabskarakter i den fase,

hvor pressemeddelelsen var under udarbejdelse og dermed ikke havde officiel

status/karakter, da udsendelsen ikke var vist, men alene annonceret.

Nærmere redegørelse for mødet

mellem sygehusdirektionen og (O) fredag

den 2. november 2001, herunder hvad der blev sagt.

Sygehusdirektionens

anmodninger om bemærkninger til konkrete patientforløb modtages sædvanligvis

umiddelbart fra afdelingsledelser, når det drejer sig om hastesager udløst af

henvendelse fra Sundhedsforvaltningen.

Det er ikke normal procedure

at dette sker alene elektronisk. Denne kommunikationsvej blev ud over møder

og

telefonisk henvendelse benyttet for at sikre en hurtig dialog.

Ved telefonsamtale mellem

sygehusdirektionen og (O) den

30.10.01

kl. ca.

12.45

oplyser (O)

– at han ikke kan åbne

filerne med de to udkast til pressemeddelelser (Sundhedsforvaltningens

primære

og sygehusdirektionens justerede med ændringer fremhævet med gult). En kopi

bringes derfor til (O)’s kontor samme dag, idet forvaltningen fandt det

vigtigt

med korrekte og konkrete oplysninger om den pågældende patient.

– at han deltager på amtets

ledelseskursus benævnt Galileo.

– at han hverken principielt

eller konkret vil godkende teksten efter at den er blevet læst op for ham.

– at han ville gå til

Foreningen af Speciallæger og jurist i Hjernesagen med udkastet til

pressemeddelelse.

(D) og (C) – (A) fraværende –

tog en samtale med (O) den 2. november m.h.p. at få en nærmere forklaring på,

at en administrerende overlæge – hvis afdeling havde været inde i et

konkret

patientforløb – ikke ville udtale sig om forløbet, når

Sundhedsforvaltningen og

sygehusdirektionen anmoder herom.

Følgende er

sygehusdirektionens opfattelse af mødets forløb:

Mødets deltagere:

Sygehusdirektør (D), vicedirektør (C) samt adm. overlæge, afd. N, (O).

Mødested:

(C)’s kontor

den 2.

november 2001

kl.

15.00

til ca.

16.30.

Der foreligger ikke

noget officielt referat fra mødet, som detaljeret kan dokumentere hvad hvem

sagde.

Sygehusdirektionen brugte

megen tid på at forklare baggrunden for mødet, som var Sundhedsforvaltningens

ønske om at have en beredskabspressemeddelelse klar i forbindelse med et TV2

program

med titlen: ’SOS – nødråb fra et sygehusvæsen’, som løb over

to udsendelser

(note: Den ene udsendelse var blevet udsendt før mødet og omhandlede

ventelister og lægemanglen. Den næste udsendelse var annonceret på TV2’s

hjemmeside og omtalte at ’ifølge en overlæge dør hvert år mellem 200 og

300

patienter, fordi de får en utilstrækkelig behandling i forbindelse med

hjerneblødning. På grund af sparehensyn anbringes de simpelthen på en forkert

afdeling, hvor de ikke kan få en tilstrækkelig behandling.’ I

annonceringen af

udsendelse 2 fremgik det at overlægen var adm. overlæge (O), Amtssygehuset

(X).)

Sundhedsforvaltningens

journalist havde

den 28.

oktober 2001

henvendt sig til sygehusdirektionen ved (C) da både

(A) og (D) var fraværende – på baggrund af TV2’s foromtale og havde

bedt sygehusdirektionen

om at undersøge om det var en afdeling på Amtssygehuset (X), der medvirkede i

udsendelsen.

I forbindelse med

Sundhedsforvaltningens anmodning til Amtssygehuset (X) om medvirken til at

udfærdige en pressemeddelelse, havde sygehusdirektionen adskillige gange

måttet

anmode (O) om en beskrivelse samt vurdering af det konkrete patientforløb,

som

kunne videresendes til Sundhedsforvaltningen (note: Der foreligger en

summarisk

beskrivelse af patientforløbet i brev fra (O) af

29.10.2001, som ligger til grund for

beskrivelse af det konkrete patientforløb i foreløbig udkast til

pressemeddelelse).

Sygehusdirektionen havde

derfor besluttet at afholde et møde med (O), hvor han i direkte dialog med

sygehusdirektionen kunne begrunde, hvorfor han ikke ville udtale sig i en sag

om et konkret patientforløb, som hans afdeling havde været konsulteret i og

som

blev benyttet i en TV2.DOK udsendelse.

På mødet tilkendegav (O) at

han ikke ville udtale sig og tilkendegav at han følte sig presset hertil. På

mødet tilkendegav sygehusdirektør (D), at (O) i givet fald kunne få en

tjenstlig ordre om at udfærdige en beskrivelse af patientforløbet.

(O) henviste til, at han

havde aftalt det praktiske omkring TV-holdets håndtering af patientkontakten

med vicedirektør (A).

Da denne ikke havde mulighed

for at deltage i dagens møde blev det aftalt, at der kunne afholdes et nyt

møde

med deltagelse af hele sygehusdirektionen og (O) om pressehåndteringen.

Inden TV udsendelsen og

løbende i forbindelse med dialogmøder med afdelingsledelsen havde

sygehusdirektionen tilkendegivet at ville sikre så mange åbne apopleksisenge

som praktisk muligt. Sygehusdirektionen havde bl.a. medvirket til

konvertering

af lægestilling til speciallægestilling for herigennem at imødegå

rekrutteringsproblemer blandt neurologer. Sygehusdirektionen havde opgjort at

ca. 90 % af alle apopleksipatienter indlægges på et apopleksiafsnit.

Sygehusdirektionen udtrykte

igen ønske om den administrerende overlæges faglige udtalelse om

patientforløbet for den konkrete patient (note: Patienten ønskede ikke at

medvirke i TV udsendelsen jævnfør brev fra datteren til (O) af

22. januar 2002

), hvor

afdelingen havde bidraget med bl.a. et neurologisk tilsyn.

(O) tilkendegav at det var

hans opfattelse, at der ikke var noget problem i fjernsynsudsendelsen,

bortset

fra ledelsessystemets ønske om en udtalelse. (O) gav udtryk for at det var

hans

opfattelse, at seerne – efter at have set udsendelsen – ville stå

tilbage med

et indtryk af en engageret overlæge som her – som tidligere –

kæmpede for bedre

forhold for denne patientkategori konkret og som formand for Hjernesagen.

(O) tilkendegav at han

opfattede et ledelsesmæssigt pres samt at ledelsen ønskede at knægte hans

ytringsret. Endvidere overvejede han at overgive det foreløbige udkast til

beredskabspressemeddelelse til pressen, som for øvrigt ventede på ham.

(O) oplyste, at han havde drøftet

udkastet til foreløbig beredskabspressemeddelelse med TEAMledelsen i

afdelingen

og havde omtalt sit dilemma for journalisten, som producerede udsendelsen.

Sygehusdirektionen

tilkendegav at – set udefra – kunne der være en konflikt mellem på

den ene side

rollen som administrerende overlæge for funktionen på Amtssygehuset (X) og

dermed ansvar også for det neurologiske tilsyn for den aktuelle patient og en

samtidig generel kritik af forholdene for sygehusvæsenets håndtering af

apopleksipatienter, belyst ved Amtssygehuset (X)’s håndtering af den

aktuelle

patient i TV2.DOK programmet.

Sygehusdirektionen

tilkendegav her – som tidligere – et ønske om, at alle

apopleksipatienter i en

ikke fjern fremtid kan behandles på apopleksiafsnit, men de konkret fysiske

forhold

på Amtssygehuset (X) betingede, at sygehusdirektionen ikke umiddelbart kunne

flytte et helt sengeafsnit fra medicinsk afd. F til neurologisk afd. N. Det

ville betyde at andre patientkategorier – i givet fald – ville

skulle behandles

’udenfor’ specialet.

Under mødet henviste (O)

flere gange til sin alder, men uden at fortælle hvilken betydning dette havde

for sagen. Han gav endvidere udtryk for at han stillede sig uforstående

overfor

at sygehusdirektionen ikke ’beskyttede’ ham overfor

Sundhedsforvaltningen.

Sygehusdirektionen afsluttede

mødet med at præcisere, at såfremt (O) ikke ønskede at medvirke i

pressemeddelelsen, ville sygehusdirektionen naturligvis ikke tvinge ham til

dette, og at dette punkt dermed var afsluttet. Mødet blev afholdt i en meget

spændt

atmosfære.

Mødet blev afbrudt i

forbindelse med andre planlagte møder. Et nyt møde ville blive søgt afholdt

med

deltagelse af vicedirektør (A) først i den kommende uge.

Sammenfattende kan

sygehusdirektionen ikke afgive et ordret referat af, hvad der blev sagt på

mødet

den 2. november 2001.

Ovenstående er sygehusdirektionens rekonstruktion af indholdet.

Det er sygehusdirektionens

opfattelse, at det tydeligt fremgik af den skriftlige e-mail korrespondance,

at

det drejede sig om et foreløbigt udkast til beredskabspressemeddelelse, som

havde to elementer:

1. Det konkrete

patientforløb, som afdeling N havde været involveret i.

2. Det mere principielle,

hvor Københavns Amt tilkendegiver enighed om – i tråd med

Sundhedsstyrelsens

anbefalinger – at patienter med apopleksi skal behandles på særlige

apopleksiafsnit samt at alle de tre store sygehuse i Københavns Amt har

etableret særlige apopleksiafsnit.

Genoptagelsen af mødet fandt

sted

den 20. november 2001

– i øvrigt efter at (O) var gået til pressen med foreløbige udkast til

beredskabspressemeddelelse. Supplerende gengives nedenfor sygehusdirektionens

opfattelse af dette genoptagne møde:

Mødet havde sin baggrund i

det første møde og den efterfølgende debat i bl.a. TV2. DOK med påstand om,

at

(O) mente at hans ytringsfrihed var blevet knægtet og var gået til pressen

med

foreløbig udkast til beredskabspressemeddelelse.

Sygehusdirektionen beklagede

overfor (O), at han havde opfattet at være blevet presset. Sygedirektionen

tilkendegav at man ikke fandt at hans ytringsfrihed var blevet krænket, samt

at

man ikke kunne genkende hans opfattelse af at være blevet truet med fyring.

Ved mødet blev drøftet

mulighederne for at etablere 34,7 senge på afdeling N (6 ekstra senge på

apopleksiafsnittet) for at man kan modtage alle akutte apopleksipatienter på

Amtssygehuset (X) på neurologisk afd. N.

Dagen efter mødet ringede en

journalist til sygehusdirektionen for at høre, hvornår afdeling N oprustes

– en

oplysning, som sygehusdirektionen ikke havde drøftet med andre end (O).

Det er ikke normalt at

sådanne oplysninger tilflyder pressen før Sundhedsforvaltningen og det

politiske

niveau har haft lejlighed til at vurdere sygehusdirektionens dispositioner på

kapacitetssiden.

Samlet konklusion

Det er sygehusdirektionens

opfattelse, at (O) ikke er blevet truet til at deltage i en

beredskabspressemeddelelse,

men er blevet anmodet om at fremkomme med en beskrivelse af det konkrete

patientforløb

i sin egenskab af adm. overlæge på afdelingen.

Sygehusdirektionen havde i

tilladelsen til (O) givet klare rammer for Tv-optagelserne ved at have

præciseret, at man ’utvetydigt forventer en etisk korrekt behandling af

såvel

patienter, pårørende, personale og sygehus som institution.’

(O)’s og sygehusdirektionens

billede af denne ledelsesmæssige delegerede opgave er meget forskellig. Det

er

ligeledes sygehusdirektionens opfattelse, at (O) har opfattet kommunikationen

med (A) via bl.a. e-mails langt videre end de rammer sygehusdirektionen havde

opstillet for gennemførelse af Tv-optagelserne.

Sygehusdirektionen blev først

vidende om kernen i temaet for TV2.DOK i forbindelse med henvendelsen fra

Sundhedsforvaltningens pressemedarbejder og er af den opfattelse at

programmets

beskrivelse af håndteringen af apopleksipatienter på Amtssygehuset (X) ikke

er

sket ud fra sygehusdirektionens forventninger til en utvetydigt etisk korrekt

behandling af såvel patienter, pårørende, personale og sygehus som

institution.

Det er sygehusdirektionens

opfattelse, at ordlyden af foreløbigt udkast til beredskabspressemeddelelse

ikke er et dementi af (O)’s principielle opfattelse vedrørende

behandling af

apopleksipatienter på særlige apopleksiafsnit.

Sygehusdirektionen må undre

sig over at mødet og dets mulige indhold allerede inden mødet var annonceret

til pressen, som angiveligt ventede på en udtalelse fra (O).

Sygehusdirektionen må

endvidere stille sig undrende overfor, at (O) kan have den opfattelse, at

foreløbigt udkast til beredskabspressemeddelelse blot var sygehusdirektionens

måde, hvorpå man alligevel kunne få fremstillet en pressemeddelelse, hvori

(O)

udtaler at det på Amtssygehuset (X) er uden betydning, om man kommer på

apopleksiafsnittet eller ej.”

Af sygehusdirektøren for

Københavns Amts udtalelse af

24.

september 2003

fremgår bl.a. følgende:

”Administrerende overlæge

Jeg har i min skrivelse af

16. april 2002

anført, at

(O) i TV-udsendelsen

den

12. november 2001

udtalte sig i sin egenskab af administrerende

overlæge på Amtssygehuset (X). Dette er begrundet i, at (O) flere gange i

løbet

af udsendelsen præsenteres som ’Adm. overlæge, dr.med.,

hjerneforsker’.

Udtalelsen om – at apopleksipatienters risiko for at dø væsentlig

forøges, hvis

de indlægges på andre afdelinger end et apopleksiafsnit – kædes i

udsendelsen

direkte sammen med omtalen af det pågældende patientforløb. Herudover

omtaler/beskriver (O) de konkrete forhold på sygehuset. Der er derfor efter

min

vurdering ingen tvivl om, at seerne har forbundet (O) med sygehuset, hvilket

kan have skabt unødvendig utryghed blandt patienterne i sygehusets

optageområde.

Det skal i den forbindelse

bemærkes, at (O) i sin skrivelse af

10. maj 2002

selv præciserer, at han kun har udtalt sig

under titlen ’hjerneforsker’, hvilket altså ikke er korrekt.

I min vurdering af (O)’s

adfærd har det spillet en væsentlig rolle, at han udtaler sig i sin egenskab

af

administrerende overlæge, idet udtalelsen kan kædes direkte sammen med

omtalen

af det konkrete patientforløb og dermed skabe utryghed blandt borgere og

patienter.

Formand for foreningen

HjerneSagen i Danmark

For så vidt angår (O)’s

formandskab for ovennævnte forening, kan jeg bekræfte, at jeg har kendskab

hertil, og at jeg antager, at hans udsagn i tv-udsendelsen er solidt

videnskabeligt og fagligt funderet.

Amtets informationspolitik

vedr. interview

For så vidt angår spørgsmålet

om, hvornår interviewet fandt sted, kan jeg oplyse, at jeg

den 8. november 2001

blev kontaktet

af en TV2 journalist, der fortalte, at han dagen i forvejen var blevet

kontaktet af (O), der havde givet ham beredskabsmeddelelsen. Journalisten

oplyste, at han samtidig

den

7. november 2001

havde interviewet (O), hvilket (O) må kunne af-

eller bekræfte.

(O)’s orientering af

sygehusdirektionen ved skrivelse af

29. oktober 2001

omfatter ikke interviewet, der blev

vist

den 11. november 2001,

idet orienteringen kun vedrører udsendelsen

den 12. november 2001, herunder temaet for

udsendelsen og det konkrete patientforløb (patienthistorie). Det fremgår

derimod ikke af skrivelsen, at (O) har deltaget i et interview, fordi han

finder, at hans ytringsfrihed – i forbindelse med sygehusdirektionens

håndtering af udsendelsen – er knægtet.

(O)’s klage af

19. november 2002

Det fremgår af (O)’s klage af

19. november 2002,

at han mener, at Sundhedsforvaltningen har tilkendegivet, at hans udtalelser

på

TV skulle forhåndsgodkendes af sygehusdirektionen.

Som det fremgår af min

skrivelse af

21. maj 2002,

har jeg ikke på noget tidspunkt betvivlet, at sygehusdirektionen har givet

tilladelse til produktionen af TV-indslagene. Til gengæld har

sygehusdirektionen

naturligvis ikke forhåndsgodkendt (O)’s udtalelser i udsendelsen,

hvilket i

øvrigt er i overensstemmelse med amtets informationspolitik, der ikke stiller

krav om, at udtalelser skal forhåndsgodkendes.

Det fremgår endvidere af

(O)’s klage, at sygehusdirektionen og Sundhedsforvaltningen har lagt et

urimeligt pres på (O), for at han skulle underskrive beredskabsmeddelelsen.

Jeg kan hertil kun henvise

til sygehusdirektionens redegørelse af

16. januar 2002, idet forvaltningen – ud over

udarbejdelse af pressemeddelelsen – ikke har været indblandet i dette

forløb.

Jeg er dog fuldstændig enig med sygehusdirektionen i, at (O) som medlem af

afdelingsledelsen ikke kan undslå sig for at komme med en redegørelse for et

konkret patientforløb, men at dette naturligvis ikke indebærer, at han skal

medvirke

i en pressemeddelelse.”

O kommenterede udtalelserne i

brev af

25. oktober 2003

og skrev bl.a. følgende:

”Mine kommentarer til

Amtssygehusdirektør (B)’s udtalelse.

’Administrerende overlæge’:

Jeg er på intet tidspunkt i

udsendelsen præsenteret som overlæge på (X) Amtssygehus.

I udsendelsen udtaler jeg mig

ikke om de konkrete forhold på hospitalet:

Det fremgår af udsendelsen,

vedlagt til dokumentation, hvor jeg ordret siger: ’Hvis der kommer en

patient

ind på et hospital med apopleksi og der er fuldt optaget på

apopleksiafsnittet,

jamen, så bliver patienten henvist til en anden afdeling, hvor der nu er en

ledig seng. Og i et sådant tilfælde, jamen, der er det altså sådan, at det

forøger patientens risiko for at dø af apopleksien væsentligt’. Jeg

siger altså

udtrykkeligt ’et hospital’, jeg siger hverken hospitalet eller (X)

Amtssygehus,

og udtaler mig således generelt om situationen i Danmark. Det var også min

intention.

Amtssygehusdirektørens

påstand om, at jeg udtaler mig om konkrete forhold på hospitalet er således

ikke korrekt.

Når ovenstående er sagt må

jeg imidlertid udtrykke min undren over at dette punkt er så vigtigt. Det vil

jeg begrunde nedenfor:

Amtssygehuset har ved

vicedirektør (tidl. chefsygeplejerske) (A) givet mig tilladelse til at

medvirke

i udsendelsen. Dokumentation herfor findes i vicedirektørens brev (07.06.

2001)

til journalist ( ).

Det fremgår af brevet, at

TV2’s henvendelse har været drøftet i sygehusledelsen, som har stillet

sig

positivt. Tilladelsen er således ikke kun tiltrådt af vicedirektør (A) men af

Sygehusledelsen som helhed.

Det fremgår også af brevet at

der er tilgået kopi til Amtssygehusdirektør (B).

Jeg har ikke på noget

tidspunkt modtaget nogen henvendelse fra Amtssygehusdirektøren i anledning af

TV produktionen. Det forholder sig imidlertid sådan, at jeg kun udtalte mig i

helt generelle vendinger om apopleksi. Jeg har på intet tidspunkt i

interviewet

udtalt mig om forholdene på hospitalets neurologiske afdeling eller

apopleksiafsnittet, hvilket man forvisse sig om ved at gennemse

Tv-interviewet.

Det er naturligvis helt

forudsigeligt, at interviewet af mig, bliver sammenholdt med indslaget om en

patient, der ikke kommer på apopleksiafsnit, det kan umuligt komme bag på

hverken Sygehusledelse eller Amtssygehusdirektøren. Og det gør det da heller

ikke. Amtssygehusdirektøren havde jo ikke set udsendelsen, da han forfattede

den pressemeddelelse, hvori han kommenterede udsendelsen. Alligevel beskriver

han jo netop sammenkædningen i sin pressemeddelelse.

Jeg har i brev til Amtssygehusdirektøren

understreget, at mit arbejdsmæssige tilhørsforhold ikke blev nævnt i

interviewet. Jeg blev benævnt ’hjerneforsker’, hvilket også er i

overensstemmelse med sandheden (jeg vedlægger kortfattet CV, Bilag A4).

Endvidere står der, at jeg er administrerende overlæge dr. med., og dem

findes

der som bekendt mange af. Men der står ikke hvor jeg er ansat. Og så må jeg

gentage endnu engang, at jeg ikke på noget tidspunkt under interviewet

henviste

til forhold på (X) Hospital. Jeg udtalte mig som fremtrædende læge og forsker

på et område, jeg er ekspert i, og udtalelserne var af generel karakter og

også

tænkt som sådan.

Jeg kan ydermere tilføje, at

det jeg sagde i udsendelsen er Amtssygehusdirektøren og Amtsrådet i

Københavns

Amt bekendt, idet jeg på Amtssygehusdirektørens foranledning har holdt

foredrag

herom for Amtsrådets Sundhedsudvalg

05.03.99.

Amtssygehusdirektøren overhørte endog

foredraget.

Amtssygehusdirektøren har

således længe vidst, at dødeligheden af apopleksi forøges væsentligt, hvis

man

behandles på medicinske afdelinger i stedet for på deciderede

apopleksiafsnit.

Og det er tilfældet, uanset hvor megen umage man gør sig på de medicinske

afdelinger. Jeg har ydermere forelagt Sygehusledelsen på (X) Amtssygehus en

undersøgelse, hvor det påvistes, at på (X) Amtssygehus var dødeligheden af

apopleksi på medicinsk afdeling syv gange større end på apopleksiafsnittet

(Bilag A5).

At et konkret patientforløb

blev vist i fjernsynet til illustration af problemstillingen, havde

Sygehusledelsen

på forhånd givet tilladelse til, og Amtssygehusdirektøren var oven i købet

orienteret herom i ganske god tid. Så det giver ikke grundlag for en

irettesættelse af mig.

’Amtets informationspolitik

vedr. interview’

Jeg vil først informere

Ombudsmanden om baggrunden for, at jeg indvilgede i, at lade mig interviewe

til

TV2 om pressemeddelelsen.

Jeg havde i løbet af ugen to

længerevarende telefonsamtaler med vicedirektør (C), hvor han forsøgte at

overtale mig til at lægge navn til pressemeddelelsen. Herudover var jeg til

møde

med både sygehusdirektør og vicedirektør i 1½ time, hvor man også forsøgte at

overtale mig. Desuden ville man have mig til at erklære, at på (X)

Amtssygehus

var risikoen for at dø af apopleksi – i modsætning til resten af landet

– ikke

større på medicinsk end på apopleksiafsnit. Det ville jeg ikke, da det ikke

var

i overensstemmelse med sandheden. Da jeg fastholdt mit standpunkt, sagde

sygehusdirektøren, at jeg ville få en tjenstlig ordre herom. Jeg svarede, at

i

givet fald måtte jeg så søge hjælp i min faglige organisation. Herefter tog

han

og vicedirektøren fat på at bebrejde mig, hvordan Tv-optagelserne havde

fundet

sted. Jeg fortalte dem, at proceduren var blevet aftalt med vicedirektør (A).

Til det sagde de, at de for det første stillede sig tvivlende overfor om (A)

havde givet en sådan tilladelse, og at det måtte checkes hos (A), når han kom

næste uge. Sygehusdirektøren brugte ordret udtrykket ’nu er bevisbyrden

din’.

For det andet sagde sygehusdirektøren, at det i øvrigt var ligegyldigt om

vicedirektør (A) havde givet tilladelse eller ej, for han havde ikke en sådan

bemyndigelse, da tilladelsen efter sygehusdirektørens mening ikke var i

overensstemmelse med amtets regulativ. Dette regulativ burde jeg kende, sagde

han, og derfor mente sygehusdirektøren, at jeg alene ville blive draget til

ansvar, uanset hvilket tilsagn vicedirektør (A) end måtte have givet.

Jeg kendte naturligvis dette

regulativ, men jeg havde jo netop bedt om Direktionens stillingtagen i denne

konkrete sag, da Tv-holdet ønskede at filme i den helt akutte situation, hvor

patienten ankom til hospitalet. Og vicedirektøren godkendte nøjagtig den

fremgangsmåde, som er beskrevet af TV2 (Bilag A6).

Jeg følte mig ærlig talt

trængt op i en krog, og fik det indtryk, at hvis jeg ikke godkendte

pressemeddelelsen,

ville jeg få en alvorlig disciplinær klagesag på halsen, og at jeg i givet

fald

ikke skulle vente mig nogen støtte fra Sygehusledelsen.

Det var baggrunden for at jeg

indvilgede i interviewet.

Sygehusdirektionen og

Amtssygehusdirektøren hævder til stadighed at jeg har nægtet at komme med en

redegørelse for et konkret patientforløb. Det er ingenlunde korrekt. Jeg har

på

vicedirektør (C)’s anmodning givet en beskrivelse, som vicedirektøren i

øvrigt

fandt fyldestgørende. Sygehusdirektionen ønskede imidlertid, at jeg i en ny

redegørelse skulle skrive, at indlæggelse på medicinsk afdeling ikke var

forbundet med nogen øget dødelighed. Det strider for det første imod al

forskningsmæssig

evidens; evidens jeg selv i høj grad har været med til at tilvejebringe. For

det andet er det usandt, idet jeg tidligere overfor Sygehusdirektionen har

gjort rede for, at dødeligheden af apopleksi for patienter indlagt på (X)

Amtssygehus forøges væsentligt (syv gange), hvis de indlægges på medicinsk

afdeling (Bilag A5). Derfor kunne jeg ikke imødekomme Sygehusdirektionens

ønske.

Mine kommentarer til

Sygehusdirektionens udtalelse.

’Nærmere redegørelse for

baggrunden for at bede (O) om godkendelse af

beredskabspressemeddelelsen’

Pressemeddelelsen blev

skrevet før at nogen havde set Tv-udsendelsen, og på baggrund af

Amtssygehusdirektørens

formodninger om hvad udsendelsen indeholdt. Pressemeddelelsen var i sin

helhed

et dementi af det, der blev sagt i Tv-udsendelsen. Jeg ville aldrig have

indvilget i at deltage i udsendelsen, hvis vilkåret var, at jeg samtidigt

skulle medvirke i en pressemeddelelse, hvori jeg dementerede mig selv.

Herudover indeholdt

pressemeddelelsen en negativ vurdering af Tv-udsendelsen. Denne vurdering

fremstod ikke som en udtalelse fra mig, men med min deltagelse i

pressemeddelelsen ville man naturligt også tage mig med som indtægt for

udsagnet. Jeg ville ikke under nogen omstændigheder medvirke i en bedømmelse

af

en Tv-udsendelse, jeg aldrig selv havde set.

Endelig signalerede andre

udsagn i pressemeddelelsen mangel på kendskab til apopleksiområdet.”

Jeg sendte O’s kommentarer

til Københavns Amt og Amtssygehuset X med henblik på eventuelle bemærkninger.

I

brev af

19. december 2003

henviste Københavns Amt til sine tidligere udtalelser i sagen. Amtet vedlagde

bemærkninger fra Amtssygehuset X i form af dels en udtalelse fra

sygehusdirektionen

af

17. december 2003,

dels en udtalelse fra (tidligere) sygehusdirektør D vedrørende samtalen med O

den 2. november 2001. Af

sygehusdirektionens udtalelse fremgår bl.a. følgende:

”Sygehusdirektionen finder

ikke anledning til at ændre sin samlede konklusion af

12. september 2003. Konkret finder

sygehusdirektionen anledning til følgende bemærkninger:

Sygehusdirektionen havde

viden om en ikke offentliggjort og ikke offentligt drøftet undersøgelse fra

(X)

og havde kendskab til (O)’s ofte fremsatte budskab om vigtigheden af

behandling

af patienter på et apopleksiafsnit i forhold til behandling på et medicinsk

afsnit.

På (X) var det sædvanligvis

en subpopulation af apopleksipatienter med sværere apopleksier og oftere

intrakranielle blødninger (hæmatomer) – og dermed den dårligste prognose

– som

blev indlagt på den medicinske afdeling. I perioder på grund af nedsat

kapacitet på neurologisk afdeling, som havde besvær med at rekruttere og

fastholde det tilstrækkelige personale.

Sygehusdirektionen havde

fundet anledning til skriftligt at præcisere en forventning til (O) om

utvetydigt

at sikre en etisk korrekt behandling af såvel patienter, pårørende, personale

og sygehus som institution.

Initiativet til en eventuel

pressemeddelelse kom fra en pressemedarbejder i sundhedsforvaltningen, som

mente at der kunne være behov for et presseberedskab på baggrund af en

foromtale af programmets indhold.

Sygehusdirektionen havde i

anonymiseret form fremsendt den summariske beskrivelse af patientforløbet,

som

sygehusdirektionen havde modtaget af (O) til pressemedarbejderen.

Vedkommende pressemedarbejder

havde tilkendegivet vigtigheden af, at den konkrete beskrivelse blev

fremskaffet hurtigt, idet man på daværende tidspunkt var usikker på, hvornår

udsendelsen ville blive bragt.

Den tekst, som blev forelagt

(O) til eventuel godkendelse, var udformet af sundhedsforvaltningens

pressemedarbejder og ikke af sygehusdirektionen. Det var faktisk derfor

sygehusdirektionen

brugte ressourcer på at sikre, at (O) hurtigt fik den i hænde.

Det må stå for (O)’s egen

regning når der skrives: ’Desuden ville man have mig til at erklære, at

på (X)

Amtssygehus var risikoen for at dø af apopleksi – i modsætning til

resten af

landet – ikke større på medicinsk end på apopleksiafsnit’.

Sygehusdirektionen har

tværtimod i foreløbigt udkast til beredskabspressemeddelelse tilkendegivet:

’Alle involverede parter anerkender værdien af den tidlige og intensive

genoptræning og prioriterer højt, at patienterne indlægges på

apopleksiafsnittet’.

Hverken i den af

sundhedsforvaltningen

den

29. oktober 2001

15:52

fremsendte pressemeddelelse til (C) og (O)’s foreløbige godkendelse

eller i den

af sygehusdirektionen justerede beredskabspressemeddelelse fremsendt til

(O)’s

godkendelse den

29.10.2001

16:36

eller i det senere afholdte

møde

den 2. november 2001,

har sygehusdirektionen villet have (O) til at erklære, at der ikke var

forskel

i dødeligheden på medicinsk afdeling og på apopleksiafsnittet.

Sygehusdirektionen har som

anført i e-mail af

29.10.2001

13:57

til sundhedsforvaltningen

anført: ’Efter at have gennemlæst den korte sygehistorie er det min

(C)’s

vurdering, at den konkrete patient efter omstændighederne er blevet håndteret

hensigtsmæssigt, såfremt der fra patients eller pårørendes side rejses kritik

af den sundhedsfaglige behandling’.

Sygehusdirektionen forsøgte i

kommunikationen med (O) – uden held må vi erkende – at holde den

generelle

beskrivelse af behandlingen af patienter med apopleksi på (X) adskilt fra en

nærmere vurdering af det konkrete patientforløb.

Den mere udførlige

beskrivelse af de ressourcer den konkrete patient og andre apopleksipatienter

modtog på medicinsk afdeling fremgår af sygehusdirektionens notat til

sundhedsforvaltningen

den 25. januar 2002.

Heri begrundede sygehusdirektionen årsagen til, at det var relevant at

gennemgå

den konkrete patients indlæggelse nøjere, for at kunne imødegå udsagn om

lotteri og ressourceknaphed.

Det forekom

sygehusdirektionen usandsynligt at (O) – med de rammer der var givet for

Tv-optagelserne – ikke kunne stå inde for det konkrete patientforløb,

som hans

egen afdeling havde deltaget i, idet den konkrete patient kort tid efter

indlæggelsen blev tilset af neurologisk afdeling – som var (O)’s

ansvarsområde

– og behandlet efter de råd og vejledninger, som var givet derfra.”

Af D’s udtalelse fremgår

bl.a. følgende:

”Mødet

den 2. november 2001

med deltagelse

af vicedirektør (C), adm. overlæge for neurologisk afdeling (O) samt

sygehusdirektør (D).

Under samtalen understregede

undertegnede sygehusdirektør over for overlægen, at amtets og sygehusets

gældende retningslinier vedr. filmoptagelser af sygehusets patienter

forudsattes overholdt i forbindelse med de fornylig gennemførte Tv-optagelser

på sygehusets skadestue.

Overlægen oplyste, at han i

forvejen havde indhentet en særskilt skriftlig godkendelse til fremgangsmåden

ved de nu gennemførte Tv-optagelser på sygehusets skadestue hos vicedirektør

(E).

Undertegnede stillede sig

tvivlende over for, at nævnte tilladelse skulle afvige i forhold til gældende

retningslinier, men ville efterfølgende drøfte tilladelsens indhold med

vicedirektør (E).

Det kan konstateres, at

indholdet i vicedirektørens skriftlige tilladelse af

07.06.01, ikke på nogen måder er i

modstrid med gældende retningslinier eller begrænser gældende bestemmelser

for

indhentelse af patientsamtykke til at medvirke i Tv-optagelser på sygehuset.

Det understreges således i tilladelsen, at overlægen er den ansvarlige person

for indhentning af patientens samtykke til at medvirke i optagelser, der

konkret aftales med og varetages af overlægen og ikke må finde sted uden

konkret godkendelse af denne.

I forhold til gældende

retningslinier, hvis indhold overlæge (O) har bekræftet at være bekendt med,

forudsættes det bl.a., at patientens skriftlige accept skal foreligge, samt

at

ingen anden kan give tilladelse til at patienten medvirker i Tv-optagelser,

herunder ægtefælle, børn eller andre pårørende. Endvidere har afdelingens

administrerende overlæge ansvaret for at formalia er i orden, herunder

vurdere,

hvorvidt patienten er i stand til at give sit samtykke. Endelig fremgår det

af

sygehusledelsens følgeskrivelse af

07.01.00

til omtalte retningslinier, at der altid skal

udfyldes en særskilt tilladelsesblanket med såvel patientens som

afdelingsledelsens underskrift, som patienten skal have en kopi af.

Den ansvarlige journalist for

Tv-optagelserne ( ), har efterfølgende den

22.01.02

udarbejdet en redegørelse af forløbet i

forbindelse med Tv-optagelserne den

19.08.01

på sygehusets skadestue i forbindelse med en

konkret patientindlæggelse. Af redegørelsens indhold fremgår bl.a., at det

var

patientens datter der gav tilladelse til at filme forløbet og ikke patienten

selv, ligesom det aftaltes med datteren at moderens identitet ikke måtte

vises.

I forhold til amtets og

sygehusets omtalte gældende retningslinier, fremgår det bl.a. af det konkrete

sagsforløb på skadestuen, at der ikke har foreligget en skriftlig accept fra

patienten til at medvirke i Tv-optagelserne, ligesom den ansvarlige

administrerende overlæge for Tv-optagelserne ikke konkret har vurderet,

hvorvidt patienten var i stand til at give sit samtykke.

Det må derfor konkluderes, at

den ansvarlige overlæge (O), ikke har overholdt de af ham i forvejen bekendt

gældende retningslinier for film- og Tv-optagelser på amtssygehuset (X), idet

indholdet af den af vicedirektør (A) skriftlig udfærdigede tilladelse til

Tv-optagelserne, hverken er i modstrid med retningslinierne for patienters

medvirken i film- og Tv-optagelser på Amtssygehuset (X), eller indeholder

begrænsninger i forhold til retningsliniernes indhold.”

I brev af

19. januar 2004

opsummerede O

herefter sine synspunkter således:

”– Jeg har som det fremgår af

bilagsmaterialet forelagt sygehusdirektionen det faktum, at dødeligheden for

apopleksi var væsentlig større, når man behandledes på Amtssygehusets

medicinske afdelinger, end når man behandledes på apopleksiafsnittet.

– Jeg har oplyst til

sygehusdirektionen, at forskellen ikke kunne henføres til forskelle i de

patientpopulationer,

der behandledes på medicinsk afdeling henholdsvis apopleksiafsnittet.

Eventuelle forskelligheder havde jeg nemlig taget højde for i min analyse.

– Jeg har overfor

sygehusdirektionen fremhævet, at årsagen til at behandlingen på

apopleksiafsnittet

er så meget bedre, helt og holdent skyldes at behandlingsorganisationen på

apopleksiafsnittet er anderledes og bedre end den, der kan etableres på en

ikkespecialiseret afdeling. Og det kan man ikke korrigere for ved tilsyn af

neurologiske

specialister.

– Jeg har derfor sagt til

sygehusdirektionen, ligesom jeg har sagt offentligt, at de apopleksi

patienter

der indlægges og behandles på medicinske afdelinger (som f eks. på (X)

Amtssygehus) uvægerligt påføres en væsentlig forøget risiko for at dø af

sygdommen.

– Jeg tillader mig som

dokumentation at fremlægge de nyligt udkomne danske og europæiske guidelines

på

området. Jeg har selv været med til at forfatte begge guidelines. Det fremgår

heraf, at patienter med apopleksi – med speciel henvisning til risikoen

for at

dø – bør indlægges og behandles på apopleksiafsnit.

– Jeg har ikke på noget

tidspunkt offentligt rettet kritik mod mit eget sygehus. Jeg har derimod

deltaget i en offentlig debat af almen interesse. At TV-2, med min direktions

udtrykkelige godkendelse, illustrerer en problematik, som findes på mange

danske hospitaler med et patientforløb på (X) Amtssygehus kan ikke betyde, at

jeg skal modificere end sige ændre min opfattelse (som i øvrigt er fagligt

velfunderet og alment accepteret).

– Jeg kan ikke se

rimeligheden i, at jeg skal sætte mit navn under en pressemeddelelse

indeholdende

vurderinger og holdninger, som jeg ikke kan stå inde for. Jeg kan slet ikke

se,

at det er rimeligt, at sygehusdirektionen og sygehusdirektoratet formulerer

hvad jeg skal udtale offentligt. Og jeg kan ikke se, at jeg skal presses til

at

ytre mig om en TV-udsendelse, som hverken jeg eller

sygehusdirektion/direktorat

har set.

– Jeg har fået

sygehusdirektionens tilladelse til at lade mig interviewe i TV.

Sygehusdirektionen kender endda mine synspunkter. Jeg føler det er

umyndiggørende og ydmygende, at jeg, samme dag interviewet udsendes i TV,

skal

udsende en pressemeddelelse, hvori jeg både kritiserer den udsendelse jeg har

været med i og samtidig udtrykker det stik modsatte af hvad jeg sagde i

TV-interviewet. På den måde ville jeg for evigt være stemplet som utroværdig

og

uden rygrad.

Vedr.: Proceduren i

forbindelse med TV-optagelserne /v. fhv. sygehusdirektør (D).

– Optagelserne er forløbet

nøjagtigt, som det var aftalt med vicedirektør (A). Vicedirektøren vidste, og

havde givet sin godkendelse til, at TV-holdet ventede på skadestuen til der

kom

en patient. Eftersom der godt kunne være langt mellem sådanne patienter,

vidste

han også godt, at jeg af gode grunde ikke kunne være til stede. Og proceduren

har for øvrigt ikke givet anledning til problemer af nogen art. De

medvirkende

har endda været glade for at medvirke. Det er kun Sygehusdirektionen, der

efterfølgende er utilfreds.

– Sygehusdirektionen begyndte

dog først at endevende den optagelsesprocedure de selv havde godkendt, da jeg

nægtede at ville medvirke ved pressemeddelelsen. Dette gik helt klart op for

mig ved mødet med direktionen

2. november 2001. Da jeg fortalte dem om at vicedirektør

(A) var fuldt informeret og havde givet sin tilladelse sagde sygehusdirektør

(D): ’Jeg vil blæse på hvad (A) siger. Nu er bevisbyrden din’. Jeg

blev klar

over, at sygehusledelsen var ude på at ’finde noget på mig’,

således at jeg

under alle omstændigheder ville kunne klandres for et eller andet. Det var

for

mig meget ubehageligt at erkende dette, og det var hovedgrunden til, at jeg

indvilgede i at lade mig interviewe i TV-2 nyhederne om pressemeddelelsen.

Jeg

følte virkeligt, at der blev lagt op til at jeg skulle fyres – hvis ikke

af den

ene grund, så af den anden grund. Og så tænkte jeg, at det kun var ved at få

kastet lys over sagen, at jeg kunne forsvare mig. I den forbindelse henviser

jeg også til sygehusdirektionens sagsbehandling af den klagesag mod mig, som

jeg

også har bedt Ombudsmanden tage stilling til.

– Jeg har haft flere

telefonsamtaler med vicedirektør (A) om TV-optagelserne. Jeg skal kun beklage

og ærgre mig over, at jeg ikke kommunikerede skriftligt, men dengang havde

jeg

ikke fantasi til at forestille mig udviklingen i denne sag og mente i øvrigt

at

vicedirektørens tilsagn og tilladelse stod til troendes. Jeg henviser dog til

min e-mail korrespondance med vicedirektør (A) hvori han giver udtryk for sin

tilfredshed med bemærkningen ’Det lyder betryggende’.

– Hvis sygehusdirektionen i

øvrigt havde haft mistanke om, at jeg havde foretaget mig noget som stred mod

patientens eller de pårørendes ønsker, havde man da rigeligt tid til at få

stoppet udsendelsen, som jo først blev sendt ca. 2 uger senere. Men som sagt,

de medvirkende var glade for at være med.

– Amtssundhedsdirektør (B)

skriver i sin irettesættelse af mig, at han ikke anfægter at

sygehusdirektionen

på forhånd havde givet tilladelse til Tv-produktionen. Derfor forekommer fhv.

sygehusdirektør (D)’s redegørelse i øvrigt irrelevant.

– (D) udtaler sig på

sygehusdirektionens vegne, men fratrådte foråret

2002.”

Den 25. november 2004

afgav jeg min

foreløbige redegørelse i sagen. Heraf fremgik følgende:

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

”Det er almindeligt antaget at en offentligt ansat normalt skal udføre

sit arbejde i overensstemmelse med ansættelsesmyndighedens interesser og

aktivt medvirke til at realisere de opgaver, strategier og mål som ledelsen

har fastlagt for sin virksomhed, også selv om disse tiltag ikke er udmøntet i

mere præcise tjenestebefalinger. Se bl.a. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret,

2. udgave (2002), s. 189. Denne forpligtelse omfatter også de informationer

som den ansatte som led i varetagelsen af sit arbejde afgiver over for

offentligheden eller andre. Det gælder hvad enten information afgives af den

ansatte på eget initiativ eller efter anmodning fra ledelsen. Ledelsen af en

offentlig myndighed eller institution har således adgang til at afgøre om og

i givet fald hvordan offentligheden skal informeres, og hvilke informationer

der skal afgives. De ansatte har for så vidt ingen ytringsfrihed når de

informerer som led i tjenesten.

Den ansatte skal dog reagere

over for ulovlige ordrer mv. Hvis f.eks. den ansatte bliver bedt om at afgive

en information over for offentligheden som han mener har et ulovligt

(herunder

fagligt uforsvarligt eller usandfærdigt) indhold, har den ansatte pligt til

at

reagere herimod efter de ulovbestemte regler om offentligt ansattes ret og

pligt til at sige fra, f.eks. ved at henvende sig til sin nærmeste chef. Se

nærmere herom i beretningen og indstillingen i den tjenstlige undersøgelse i

Tamilsagen, afgivet

den

14. november 1995, s.

53 f.

Når en offentligt ansat

handler som privatperson – og dermed ikke som led i udførelsen af sit

arbejde –

kan hans arbejdsgiver i almindelighed ikke gribe ind over for den ansattes

handlinger, heller ikke selv om de private handlinger måtte være generende

for

arbejdsgiveren. Det gælder også når den ansatte som privatperson udtaler sig

over for offentligheden på en måde som kritiserer eller på anden måde generer

arbejdsgiveren, jf. reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Se nærmere

herom bl.a. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 180 ff.

I den konkrete sag kritiserede

amtet i et brev af

16.

april 2002

(O) for at han ikke i sin samlede håndtering af

mediebetjeningen havde udvist tilfredsstillende loyalitet over for sygehusets

bestræbelser på at give patienter med apopleksi en kvalificeret behandling,

og

for at han i forbindelse med et interview i TV2

den 11. november 2001

havde undladt at

orientere sygehusdirektionen efter at interviewet havde fundet sted.

Under sagen er der navnlig

fremhævet følgende forhold:

1. (O)’s afvisning af at

medvirke til udsendelse af beredskabsmeddelelsen.

2. (O)’s udtalelser til

TV2-nyhederne

den 11.

november 2001.

3. (O)’s udtalelser i

TV2-udsendelsen

den 12.

november 2001.

1. (O)’s afvisning af at

medvirke til udsendelse af beredskabspressemeddelelsen

Det fremgår af sagen at

ledelsen i Københavns Amt ønskede at (O) som led i sit arbejde som

administrerende

overlæge på Neurologisk Afdeling på Amtssygehuset (X) eventuelt skulle

udsende

en pressemeddelelse med et nærmere angivet indhold.

Offentligt ansatte er ikke

beskyttet af reglerne om ytringsfrihed når de bliver bedt om at informere som

led i varetagelsen af deres arbejde, jf. ovenfor. Det gælder også når

indholdet

af det de ansatte bliver bedt om at udtale, helt eller delvis er i modstrid

med

deres personlige (private) opfattelser. At en ledelse fremsætter sådanne

ønsker

er derfor ikke i strid med reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Jeg

henviser til at disse regler normalt kun beskytter de udtalelser som de

ansatte

afgiver som privatpersoner, dvs. uden at det er et led i varetagelsen af

deres

arbejde.

(O) afviste at medvirke til

udsendelse af pressemeddelelsen da han ikke fagligt kunne stå inde for

indholdet.

(O)’s afvisende reaktion

kunne amtet efter min opfattelse ikke bebrejde ham. Når (O) mente at

indholdet

var fagligt uforsvarligt eller uholdbart, havde han både ret og pligt til at

reagere. Jeg henviser herved til at en ansat skal reagere over for ulovlige

ordrer mv., herunder en påtænkt information til offentligheden som den

ansatte

mener har et fagligt uforsvarligt eller uholdbart indhold, jf. ovenfor.

(O) har anført at

beredskabspressemeddelelsen i sin helhed fremtrådte som et dementi af det han

havde sagt i tv-udsendelsen, og desuden indeholdt en negativ vurdering af

udsendelsen selv om hverken (O) eller de som havde udfærdiget

pressemeddelelsen, på det tidspunkt havde set den. (O) ønskede derfor ikke at

medvirke til udsendelsen af den. Jeg forstår (O) sådan at det var hans

oplevelse

af forløbet at han blev underlagt et utilbørligt pres med henblik på enten at

medvirke til pressemeddelelsen eller på anden måde erklære at ’på

Amtssygehuset

(X) var risikoen for at dø af apopleksi – i modsætning til resten af

landet –

ikke større på medicinsk end på apopleksiafsnit’. Det er på denne

baggrund at

han mener at hans ytringsfrihed er blevet krænket i forbindelse med

beredskabspressemeddelelsen.

Amtssygehuset (X) og

sygehusdirektøren for Københavns Amt har heroverfor hævdet at (O) ikke blev

presset til at medvirke til udsendelsen af pressemeddelelsen. Det at han ikke

ønskede at medvirke, havde udelukkende den konsekvens at meddelelsen ikke

blev

udsendt. Han blev ikke på anden måde anmodet om at komme med et dementi af

det

han havde udtalt i udsendelsen, men han blev anmodet om at fremkomme med en

beskrivelse af det konkrete patientforløb i sin egenskab af administrerende

overlæge på afdelingen. Det er sygehusets og amtets opfattelse at han var

forpligtet til at fremkomme med en sådan beskrivelse.

Der foreligger ikke i sagens

akter referater af samtaler eller møder i forbindelse med spørgsmålet om

udsendelse af beredskabspressemeddelelsen.

Ombudsmandsinstitutionen er

ikke egnet til at afklare bevisspørgsmål fordi ombudsmanden i almindelighed

ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et

skriftligt grundlag. Således er ombudsmanden ikke i stand til at vurdere hvad

der er sket og blevet sagt på møder. Det vil sige at ombudsmanden som

udgangspunkt ikke kan vurdere om myndighedens gengivelse af et mødes indhold

er

dækkende. En endelig konstatering af om (O) var udsat for et utilbørligt

pres,

eller hvad det var for en erklæring som myndighederne ville have ham til at

udstede som alternativ til beredskabspressemeddelelsen, vil ikke kunne

gennemføres inden for rammerne af min undersøgelse.

Under hensyn hertil og til at

beredskabspressemeddelelsen ikke blev udsendt, foretager jeg mig ikke mere

vedrørende dette forhold.

2. (O)’s udtalelser til

TV2-nyhederne

den 11.

november 2001

Det er amtets opfattelse at

(O) i forbindelse med interviewet overtrådte amtets informationspolitik idet

han ikke efter at interviewet havde fundet sted, informerede

sygehusdirektionen

herom.

Jeg har fra Københavns Amt

modtaget et eksemplar af informationspolitikken Information! Viden!

Forståelse!, Informationspolitik og -strategi Københavns Amt, maj 1996, 2.

udgave, januar 1998. Heraf fremgår bl.a. følgende på s. 5:

’Principper

Københavns Amt arbejder i sin

informationsindsats ud fra følgende overordnede principper som forudsætninger

for at kunne leve op til de fastsatte visioner, politikker og mål:

Alle ledere har ret og pligt

til at udtale sig om eget ansvarsområde

En organisation af Københavns

Amts størrelse kan ikke nå målet om at blive oplevet som åben, ærlig og

troværdig, hvis omverdenen (herunder pressen) møder modvilje, usikkerhed og

tvivl, når den eftersøger information.

Det forventes derfor, at alle

egentlige ledere er parate til – på amtets vegne – at udtale sig om

sager, der

vedrører eget ansvarsområde. Tilsvarende er lederne ansvarlige for at der

formidles en korrekt og relevant information. Chefer på alle niveauer må

skabe

sikkerhed for, at en borger eller en journalist, der henvender sig, ikke

afvises. Lederen skal derfor sikre, at der foreligger en lokal procedure for,

hvem der udtaler sig i chefens fravær. Hvis man bliver spurgt om noget, man

er

usikker på, eller af andre grunde ikke ønsker at udtale sig om, skal

henvendelsen sendes opad i systemet, så borgeren eller journalisten hurtigt

bringes i kontakt med eller hurtigt ringes op af den, som i så fald kan og

vil

udtale sig.

Den interne informationspligt

og princippet om, at medarbejderne/organisationen har første prioritet

betyder,

at man – hvis man har udtalt sig – straks skal underrette nærmeste

overordnede

chef og informationschefen, som har til opgave at sikre, at andre relevante

medarbejdere og ledere kan blive orienteret/forberedt på en kommende

omtale.’

Det er fast antaget at

myndigheder ikke kan kræve at de ansatte indhenter tilladelse fra myndigheden

til en påtænkt offentliggørelse af et privat indlæg i den offentlige debat.

Et

sådant krav ville være stridende mod censurforbuddet i grundlovens § 77. Se

bl.a. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 180-81.

Ligeledes

må det antages at en myndighed ikke kan kræve at blive orienteret hvis en

medarbejder har haft kontakt til pressen og ikke ytret sig på myndighedens

vegne, men som privatperson. Informationspolitikken for Københavns Amt må på

den baggrund forstås sådan at pligten til at underrette nærmeste chef hvis

man

har udtalt sig til pressen, kun gælder hvis man har udtalt sig på

myndighedens

vegne.

(O)’s overtrædelse af

retningslinjerne forudsætter således at de udtalelser som han afgav under

interviewet,

blev afgivet af ham som led i varetagelsen af hans arbejde og dermed på

amtets

vegne.

Jeg har fra Statsbiblioteket

rekvireret det indslag fra TV2-nyhederne

den 11. november 2001

hvor (O) blev interviewet

om ’beredskabspressemeddelelsen’. (O)’s udtalelser i indslaget

er refereret

ovenfor. Det fremgår heraf at han udtalte sig om de nærmere omstændigheder i

forbindelse med beredskabspressemeddelelsens udfærdigelse og det møde han var

indkaldt til i den forbindelse. Interviewet drejede sig således ikke om en

konkret sag på Amtssygehuset (X), men om (O)’s personlige

personaleretlige

situation.

Det er på den baggrund min

foreløbige opfattelse at (O)’s udtalelser til TV2-nyhederne

den 11. november 2001

utvivlsomt må

anses for fremsat af ham som privatperson.

På den baggrund kan jeg ikke

være enig med Københavns Amt i at (O) overtrådte informationspolitikken ved

ikke efter at have afgivet interviewet til TV2-nyhederne at informere

sygehusdirektionen herom.

3. (O)’s udtalelser i

TV2-udsendelsen

den 12.

november 2001

I brevet af

16. april 2002

kritiserede

amtet bl.a. (O) for at han ikke i sin samlede håndtering af mediebetjeningen

havde udvist tilfredsstillende loyalitet. Det fremgår endvidere af sagen at

Amtssygehuset

(X) og sygehusdirektøren for Københavns Amt lagde til grund at (O) i

udsendelsen udtalte sig i sin egenskab af administrerende overlæge på

Amtssygehuset

(X).

Sygehusdirektøren lagde i den

forbindelse vægt på at (O) i udsendelsen præsenteredes som

’administrerende

overlæge, dr. med, hjerneforsker’, at (O)’s udtalelser i

udsendelsen blev kædet

direkte sammen med omtalen af det pågældende patientforløb, og at (O) i

udsendelsen beskrev de konkrete forhold på Amtssygehuset (X). Amtssygehuset

(X)

har anført at (O) i foromtalen af programmet blev præsenteret som

administrerende overlæge på sygehuset.

På den baggrund går jeg ud

fra at amtets kritik af (O) er tjenstlig, dvs. rettet mod den måde som han

gennem sin medvirken i tv-udsendelsen udførte sit arbejde på, og at amtet

således ikke ved afgørelsen lagde til grund at (O) medvirkede i

tv-udsendelsen

som privatperson. I så fald er reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed

uden betydning da de som nævnt kun beskytter den ansatte når denne udtaler

sig

som privatperson.

Flere forhold i sagen

understøtter at (O)’s medvirken var tjenstlig. Jeg henviser navnlig til

at (O)

i ledelsens brev af

7. juni

2001

til TV2 blev omtalt som den ansvarlige person for projektet,

og at (O) senere orienterede ledelsen om forløbet af projektet ved e-mail af

22. juni og brev af

29.

oktober 2001. Hertil kommer at (O) flere gange under sagen har

fremhævet at han havde ledelsens tilladelse til at medvirke i udsendelsen, og

at amtets retningslinjer for information yderligere gav de enkelte ledere ret

til (på amtets vegne) at udtale sig om sager der vedrører eget ansvarsområde.

Amtets retningslinjer og ledelsens tilladelse er alene relevante ved

udtalelser

der afgives tjenstligt, jf. ovenfor.

På den baggrund kan det ikke

give mig anledning til bemærkninger at amtet ved sin afgørelse i sagen lagde

til grund at (O)’s medvirken i tv-udsendelsen

den 12. november 2001

var tjenstlig.

Om amtet havde grundlag for

kritik af (O)’s mediehåndtering i relation til tv-udsendelsen

den 12. november 2001, må

herefter vurderes på grundlag af amtets almindelige retningslinjer for

lederes

ret og pligt til at udtale sig om eget ansvarsområde (citeret ovenfor) og de

yderligere retningslinjer som var fastsat i brevet af

7. juni 2001

(citeret ovenfor).

Det forhold at amtet havde

fastsat nærmere retningslinjer for bl.a. de ansattes medvirken til projektet,

kan ikke i sig selv give mig anledning til bemærkninger. Jeg henviser til at

ledelsen af en offentlig myndighed eller institution på grundlag af

ledelsesretten kan fastsætte nærmere retningslinjer for hvordan de ansatte

skal

udføre deres arbejde, herunder f.eks. med hensyn til mediehåndtering og

tjenstlig afgivelse af udtalelser til medier.

Spørgsmålet er herefter om

(O)’s udtalelser holdt sig inden for de rammer som amtet havde fastsat.

Københavns Amt anførte i

brevet af

16. april 2002

til (O) at han i sin samlede håndtering af mediebetjeningen ikke havde udvist

tilfredsstillende

loyalitet over for sygehusets bestræbelser på at give patienter med apopleksi

en kvalificeret behandling. Hans håndtering af mediebetjeningen kunne ifølge

amtet have skabt unødvendig utryghed blandt patienterne i sygehusets

optageområde.

Jeg forstår Amtssygehuset (X)

og Københavns Amt således at myndighederne ikke er uenige i (O)’s

udtalelser om

at det generelt set er vigtigt at apopleksipatienter indlægges på et

apopleksiafsnit.

(O) udtaler sig ikke i udsendelsen om det konkrete patientforløb der bliver

vist i udsendelsen, og dermed heller ikke om den faglige forsvarlighed af den

behandling som den pågældende patient blev udsat for.

Amtssygehusets og Københavns

Amts synspunkter om manglende loyalitet bygger, som jeg forstår det, på det

forhold

at (O)’s udtalelser i udsendelsen kædes sammen med det konkrete

patientforløb.

Det er min foreløbige

opfattelse at de generelle udtalelser (O) fremsatte i udsendelsen, selv om de

kan opfattes som kritiske over for sundhedssystemet som sådan, ikke kan anses

for at være i strid med de rammer som amtet havde fastsat. Det forhold at det

fremgår at det konkrete patientforløb der beskrives, stammer fra

Amtssygehuset

(X) ændrer efter min mening ikke herpå. Jeg har herved bl.a. lagt vægt på at

(O) ikke havde indflydelse på hvordan udsendelsen blev redigeret, og på at

Amtssygehuset (X) på forhånd vidste hvad der var emnet for udsendelsen, og

alligevel gav tilladelse til optagelser på sygehuset.

4. Amtets irettesættelse af

(O) i brevet af

16. april

2002

Det fremgår af sagens akter

at (O) i sin stilling som administrerende overlæge på Amtssygehuset (X) var

ansat som tjenestemand i henhold til tjenestemandsregulativet for

amtskommuner.

I brevet af

16. april 2002

påtalte

sygehusdirektøren for Københavns Amt at (O) ved sin mediebetjening ikke havde

udvist tilstrækkelig loyalitet over for sygehusets bestræbelser på at give

patienter med apopleksi kvalificeret behandling, og at han i forbindelse med

at

han blev interviewet til TV2-nyhederne

den 11. november 2001, overtrådte amtets

informationspolitik. Amtet bad ham om fremover at have skærpet opmærksomhed

omkring sin mediehåndtering og om fremover at overholde amtets

informationspolitik.

(O) karakteriserer brevet som

en skriftlig irettesættelse, mens sygehusdirektøren blot omtaler brevet som

’min skrivelse af

16. april

2002

’. Spørgsmålet er om brevets indhold er en irettesættelse i

tjenestemandsregulativets forstand. Tjenestemandsregulativet indeholder i §

22

følgende bestemmelse:

’Som disciplinær straf for

tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog

ikke må overstige ½ måneds løn, overførelse til andet arbejde eller andet

arbejdssted eller til anden stilling inden for eller uden for

ansættelsesområdet under kommunen, degradation – herunder nedrykning med

ét

eller flere løntrin inden for samme lønramme – eller afsked. Bøde over

1/25 af

månedslønnen og overførelse til andet arbejde kan ikke anvendes, inden forhør

er afholdt i overensstemmelse med §§ 18-20, medmindre der foreligger en

uforbeholden skriftlig tilståelse, i hvilken tjenestemanden vedgår de

faktiske

omstændigheder i det påsigtede forhold og erkender sig skyldig i en

tjenesteforseelse. Overførelse til andet arbejdssted eller til anden stilling

inden eller uden for ansættelsesområdet under amtskommunen, degradation eller

afsked som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået

ved dom, aldrig finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør. Ikendte

bøder

kan tilbageholdes i lønnen.’

En irettesættelse er som

nævnt i bestemmelsen en disciplinær straf. Det er en betingelse for at ikende

en tjenestemand en disciplinærstraf at han har gjort sig skyldig i en

tjenesteforseelse, og at tjenesteforseelsen skal kunne tilregnes

tjenestemanden

som forsætlig eller uagtsom. Kernen i tjenesteforseelsen er et pligtstridigt

forhold, og pligtforsømmelsen kan bestå i såvel tilsidesættelse af

udtrykkelige

retsforskrifter som i tilsidesættelse af uskrevne retsgrundsætninger med

hensyn

til tjenstlige handle- og undladelsespligter hvis indholdet heraf kan

fastlægges med rimelig sikkerhed. Med udgangspunkt i tjenestemandslovens § 10

(regulativets § 10) antages der at foreligge en tjenesteforseelse hvis

tjenestemanden ikke samvittighedsfuldt overholder de regler der gælder for

hans

stilling, eller ikke – såvel i som uden for tjenesten – viser sig

værdig til

den agtelse og tillid som stillingen kræver. De regler der gælder for

tjenestemandens stilling, vedrører bl.a. hans loyalitetspligt. Se Jørgen

Mathiassen, Forvaltningspersonellet, Tjenestemænd og overenskomstansatte, 2.

udgave (2000), s. 202-203, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave

(2002), s. 246.

Påtalen i brevet af

16. april 2002

blev, som

nævnt, givet på grund af utilfredsstillende loyalitet og overtrædelse af

nogle

interne regler. Den blev givet på baggrund af en adfærd som Københavns Amt

mente at kunne bebrejde (O). Det er på den baggrund min foreløbige opfattelse

at påtalen måtte betegnes som en irettesættelse i tjenestemandsregulativets §

22’s forstand. En sådan irettesættelse er en afgørelse i

forvaltningslovens

forstand, jf. bl.a. den sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands

beretning for 1993, s. 144 ff*. De regler der gælder for sådanne

afgørelsessager, skulle derfor iagttages.

Som nævnt ovenfor, mener jeg

ikke at de udtalelser som (O) fremkom med i udsendelsen i TV2

den 12. november 2001,

kunne betragtes som pligtstridige. Heller ikke ved hans øvrige

mediehåndtering

mener jeg at han gjorde sig skyldig i en tjenesteforseelse. Endelig er det,

som

også beskrevet ovenfor, min opfattelse at Københavns Amt ikke kunne kræve at

blive orienteret om at han var blevet interviewet til TV2-nyhederne

den 11. november 2001

idet han ikke udtalte sig på Københavns Amts eller Amtssygehuset (X)’s

vegne.

På den baggrund mener jeg som

min foreløbige opfattelse ikke at der var grundlag for at tildele (O)

irettesættelsen.

Tjenestemandsregulativets §

18 indeholder følgende bestemmelse:

’En tjenestemand, der

tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold,

skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have

adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Tjenestemanden

skal samtidig gøres bekendt med, at pågældende ikke har pligt til at udtale

sig

om fremstillingen.’

Herudover gælder om

partshøring forvaltningslovens § 19 der lyder sådan:

’§ 19. Kan en part i en sag

ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes

afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og

givet

denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis

oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for

afgivelsen

af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1

gælder ikke, hvis

1)det efter oplysningernes

karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse

i

sagen på det foreliggende grundlag,

2)udsættelse vil medføre

overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

3)partens interesse i, at

sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

4)parten ikke har ret til

aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende

oplysninger,

5)den påtænkte afgørelse vil

berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis

forelæggelse af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med

væsentlige vanskeligheder, eller

6)der ved lov er fastsat

særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med

grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til

sagen,

inden afgørelsen træffes.

Stk. 3. Vedkommende minister

kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere

angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i

almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i

stk.

1.’

Det er desuden antaget at

forvaltningslovens § 19 i visse sager om uansøgt afskedigelse og i sager om

anvendelse af disciplinære sanktioner over for en offentligt ansat suppleres

af

en ulovbestemt retsgrundsætning om partshøring ikke blot om sagens faktum,

men

også om sagens retlige grundlag. Den ulovbestemte pligt indebærer en pligt

for

myndigheden til – forinden der træffes afgørelse – i almindelighed

at give den

ansatte en redegørelse der efter omstændighederne bør være skriftlig, for

myndighedens egen (foreløbige) opfattelse af sagen, herunder den retlige

kvalifikation af faktum samt – for så vidt der i sagen måtte være

bevismæssige

spørgsmål – myndighedens bevismæssige vurdering. Der kan henvises til

Højesterets dom, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1337,

Højesterets

dom, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 1269, Jon Andersen og

Elizabeth Bøggild Nielsen i U1999B, s.

25

f, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave

(2002), s.

235 f.

Københavns Amt foretog ikke

partshøring i overensstemmelse med den nævnte grundsætning inden amtet gav

(O)

irettesættelsen. Det mener jeg som min foreløbige opfattelse er kritisabelt.

Jeg har gjort Københavns Amt

bekendt med min opfattelse. Jeg har samtidig skrevet til amtet at jeg er

indstillet på at henstille til Københavns Amt at genoptage sagen vedrørende

irettesættelsen med henblik på en fornyet vurdering i lyset af det jeg har

anført.

5. Sammenfatning

Efter min foreløbige

gennemgang af sagen er det min opfattelse at (O)’s udtalelser til

TV2-nyhederne

den 11. november 2001

må anses for fremsat af ham som privatperson. På den baggrund kan jeg ikke

være

enig med Københavns Amt i at (O) overtrådte amtets informationspolitik ved

ikke

efter at have afgivet interviewet til TV2-nyhederne at informere

sygehusdirektionen herom.

Det kan efter min foreløbige

gennemgang af sagen ikke give mig anledning til bemærkninger at Københavns

Amt

ved sin afgørelse i sagen lagde til grund at (O)’s medvirken i

tv-udsendelsen i

TV2

den 12. november 2001

var tjenstlig. Det er imidlertid min opfattelse at udtalelserne i udsendelsen

ikke var i strid med de rammer som amtet havde fastsat i sin

informationspolitik og i brevet af

7. juni 2001

til TV2.

På den baggrund mener jeg

ikke at der var grundlag for at tildele (O) den skriftlige irettesættelse som

han blev tildelt i Københavns Amts brev af

16. april 2002. Det er desuden min foreløbige opfattelse

at det er kritisabelt at Københavns Amt ikke foretog partshøring i

overensstemmelse med retsgrundsætningen om ulovbestemt partshøring inden

tildelingen af irettesættelsen.

Jeg er indstillet på at

henstille til Københavns Amt at genoptage sagen vedrørende irettesættelsen

med

henblik på at genoverveje den i lyset af det som jeg har anført. Jeg har

imidlertid anset det for mest korrekt at afgive udtalelsen i foreløbig form

således at Københavns Amt og Amtssygehuset (X) kan få lejlighed til at

kommentere det jeg har anført, inden jeg afgiver den endelige

udtalelse.”

I udtalelse af

14. januar 2005

skrev

Københavns Amt følgende:

”Københavns Amt har modtaget

Deres foreløbige redegørelse vedrørende (O)’s klage til Dem over den

irettesættelse han havde modtaget fra Københavns Amt i skrivelse af

16. april 2002.

Amtet har noteret sig

følgende hovedpunkter i Deres foreløbige redegørelse:

– at (O)’s udtalelser til TV2

den 11. november 2001

må betragtes som personlige udtalelser og ikke som udtalelser afgivet i hans

egenskab af medarbejder i Københavns Amt,

– at amtet kunne lægge til

grund, at (O)’s medvirken i en udsendelse i TV2

den 12. november 2001

var tjenstlig,

– at (O)’s udtalelser i

tv-udsendelsen

den 12.

november 2001

efter Deres opfattelse ikke var pligtstridige og at

(O) efter Deres opfattelse ikke har gjort sig skyldig i tjenesteforseelser

ved

sin øvrige mediehåndtering af sagen, idet (O) ikke overtrådte de rammer amtet

havde fastsat for TV-optagelsen,

– at amtets skrivelse af

16. april 2002

til (O) må

betragtes som en irettesættelse i tjenestemandsregulativets forstand, og

– at det er kritisabelt, at

amtet ikke foretog partshøring af (O) inden amtet besluttede at tildele (O)

en

irettesættelse i skrivelse af

16. april 2002.

Da amtet ikke har haft til

hensigt at give (O) en irettesættelse, kan det herved meddeles, at amtet har

trukket skrivelsen af

16.

april 2002

tilbage.”

Den 31. januar 2005

afgav jeg min endelige

redegørelse i sagen.

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Jeg kan i det hele henholde mig til det jeg har anført i min foreløbige

redegørelse af

25. november 2004.

Det er således fortsat min opfattelse at:

1. (O)’s udtalelser til TV2-nyhederne

den 11. november 2001

må anses for fremsat af ham som privatperson. På den baggrund kan jeg ikke

være enig med Københavns Amt i at (O) overtrådte amtets informationspolitik

ved ikke efter at have afgivet interviewet til TV2-nyhederne at informere

sygehusdirektionen herom.

2. Det kan ikke give mig anledning til bemærkninger at Københavns Amt ved sin

afgørelse i sagen lagde til grund at (O)’s medvirken i TV-udsendelsen i

TV2

den 12. november 2001

var tjenstlig. Det er imidlertid min opfattelse at udtalelserne i udsendelsen

ikke var i strid med de rammer som amtet havde fastsat i sin

informationspolitik og i brevet af

7. juni 2001

til TV2.

3. På den baggrund mener jeg

ikke at der var grundlag for at tildele (O) den skriftlige irettesættelse som

han blev tildelt i Københavns Amts brev af

16. april 2002. Det er desuden min opfattelse

at det er kritisabelt at Københavns Amt ikke foretog partshøring i

overensstemmelse med retsgrundsætningen om ulovbestemt partshøring inden

tildelingen af irettesættelsen.

Københavns Amt har i sin

udtalelse af

14. januar

2005

anført at amtet har noteret sig hovedpunkterne i den

foreløbige redegørelse. Da amtet ikke har haft til hensigt at give (O) en

irettesættelse, meddeler amtet i udtalelsen at amtet trækker brevet af

16. april 2002

til (O)

tilbage.

Jeg foretager mig på den

baggrund ikke mere i sagen.”

NOTER: (*) FOB

1993, s. 144.

Lignende dokumenter