Spring til indhold

Retsinformation

Offentligt ansattes ret til offentligt at kritisere forholdene på deres arbejdsplads

FOU nr 1995.422UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Offentligt ansattes ret til offentligt at kritisere

forholdene på deres arbejdsplads

Resumé

To sygeplejersker udsendte en kritisk pressemeddelelse om

arbejdsforholdene på et amts sygehus. En uge senere udsendte amtet en

pressemeddelelse hvori amtets sundhedsudvalg beklagede at sygeplejerskerne

ikke

havde anvendt sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem.

Under ombudsmandens behandling af sagen udtalte amtet at

beklagelsen i pressemeddelelsen alene var udtryk for skuffelse over

sygeplejerskernes fremgangsmåde, og at der således ikke i beklagelsen lå en

påtale over for de to sygeplejersker.

Ombudsmanden måtte i den sproglige sammenhæng opfatte beklagelsen

i amtets pressemeddelelse som en kritik af sygeplejerskerne. Ombudsmanden

fandt

kritikken uberettiget da sygeplejerskernes udtalelser lå inden for rammerne

af

offentligt ansattes ytringsfrihed.

Herudover havde ombudsmanden ingen bemærkninger til at ledelsen

på en offentlig arbejdsplads generelt over for de ansatte anbefalede de

interne

systemer til fremførelse af kritik mv. Men ledelsens tilkendegivelser eller

adfærd må ikke udvikle sig til normer der med tiden kan få en sådan karakter

at

de reelt kommer til at virke på samme måde som egentlige censurlignende

ordninger. Når man derfor fra ledelsens side anbefaler anvendelse af de

interne

systemer, må det - hvis det i sammenhængen og i lyset af den eventuelle

konkrete baggrund er relevant - understreges over for de ansatte at retten

til

Læs alt

i stedet at vælge at fremføre en eventuel kritik offentligt ikke begrænses af

en sådan anbefaling. (J. nr. 1993-2850-429).

---RESUME

Redegørelse i sagen om to

sygeplejerskers udtalelser til pressen om forholdene på deres afdeling på et

sygehus.

Gennem dagspressen blev jeg bekendt med at et amt eller et

sygehus forventedes at ville give to sygeplejersker på sygehuset en påtale.

Anledningen hertil var - efter det oplyste - at de pågældende sygeplejersker

havde beklaget sig over antallet af sygeplejersker på deres afdeling.

I den anledning anmodede jeg ved skrivelse af 20. december 1993

amtet om at holde mig underrettet om sagens gang, jf. ombudsmandslovens § 6,

stk. 5.

Amtet afgav den 2. februar 1994 en udtalelse til mig og vedlagde

et notat af 13. december 1993 fra sygehusledelsen til amtets sundhedsudvalg

om

sygeplejerske-sygehjælpersituationen på sygehuset, herunder specielt

ortopædkirurgisk afdeling C. Endvidere var der vedlagt en pressemeddelelse

fra Sundhedsforvaltningen i amtet af 16. december 1993 og et notat fra et

møde

tirsdag den 21. december 1993 på sygehuset. Jeg modtog desuden kopi af de to

sygeplejerskers pressemeddelelse af 9. december 1993.

Den omtalte pressemeddelelse blev udsendt af A og B der begge

var sygeplejersker på ortopædkirurgisk afdeling, afsnit A 01, på sygehuset. I

et følgebrev til pressemeddelelsen gjorde sygeplejerskerne opmærksom på at

deres udmelding skete efter aftale med deres afdelings- og oversygeplejerske.

Pressemeddelelsen havde følgende ordlyd:

"

Sygeplejerskerne

:

- Vi kan ikke stå inde for patient-behandlingen

De resterende sygeplejersker på ortopædisk kirurgisk afdeling 01

er slidt ned og kan ikke mere.

Vilkårene for sygeplejersker og patienter på ortopædkirurgisk

afdeling 01 på (amtets sygehus) er så kaotiske og ringe, at de resterende

sygeplejersker ikke længere vil tage ansvaret for patientbehandlingen.

- Vi er slidt ned, og patienterne behandles så ringe, at nogle

af dem må ligge helt hen på eftermiddagen i sengene, før vi har tid til at

tage

os af dem. Vi vil få et hav af patient-klager, og man kan kun give dem ret i

klagerne, siger de to sygeplejersker (A) og (B) fra afdelingen.

Ortopædkirurgisk afdeling varetager primært pleje af ældre

patienter med brækkede ben og arme, nye hofter og andre svære skavanker.

Gennemsnitsalderen er oppe over 70, og de fleste af patienterne er særdeles

skrøbelige med et stort behov for kvalificeret sygepleje.

I dag er afdelingen normeret til 25 patienter med 12

sygeplejersker, 10 sygehjælpere og p.t. fire elever på tre holds skift alle

ugens syv dage.

Situationen er blot den, at man p.t. mangler fire sygeplejersker

og to sygehjælpere. To yderligere forlader afdelingen pr. 1. januar, en

yderligere pr. 1. februar 1994 og to-tre af de resterende seks sygeplejersker

søger aktivt efter nye stillinger.

Yderligere er man i disse dage i den situation, at sygdom plus

nedslidning yderligere har reduceret staben til fire sygeplejersker.

- Det betyder, at man trækker meget store veksler på den

tilbageværende stab. Vores ledelse kan kun tilrettelægge vores vagter dag for

dag, hvor vi normalt arbejder med en måneds planlægning. Vi bliver trukket

ind

på aften-, weekend- og ferievagter, for ellers vil der ikke være kvalificeret

personale til at tage sig af de 25 patienter, fortsætter (A) og (B).

Derfor har sygeplejerskerne kun lige tid til at vaske

patienterne om morgenen. De har ikke tid til at snakke og yde omsorg, og de

kan

ikke nå at lave de normale sygeplejerske-funktioner iøvrigt.

Desuden er afdeling 01 og "søster"-afdelingen 02

indrettet så ringe, at der konstant er ekstra-arbejde med at bringe

patienterne

på toilet, give dem bevægelsesmuligheder på stuerne og andre funktioner.

Sygeplejerskerne har igennem det seneste halve år forsøgt at

gøre sygehusets ledelse opmærksom på problemerne. Man har også forsøgt at

råbe

den politiske ledelse i amtets sygehusudvalg op.

Der er intet sket.

- Vi er i den ulykkelige situation, at der ikke er

sygeplejersker til at fylde op med. Vi har en i forvejen for lav normering

til

den arbejdsbyrde, vi har på afdelingen. Samtidig er kravene om at få fjernet

ventelisterne vokset kolossalt. Uden at man har øget arbejdsstyrken. Snarere

tværtimod. Så reelt har sygehusledelsen det særdeles svært. De kan ikke tage

flere ind. De kan ikke få medarbejdere. Og de slider os andre helt ned, så vi

i stigende grad også bliver syge. Derfor er vores forslag, at vi nednormerer

antallet

af patienter, så det passer personalets antal, indtil vi får tilstrækkeligt.

Ellers er alternativet, at man helt må lukke afdelingen, siger (A) og (B).

Udover afdeling 01 råder (amtet) over tre ortopædkirurgiske

afdelinger på amtets sygehuse. Det er afdeling 03 - de har stort set de samme

problemer - samt en nystartet afdeling på Sygehus (X) og Sygehus (Y)."

På baggrund af medieomtalen af A og B's udtalelser udarbejdede

sygehusledelsen et notat af 13. december 1993 til amtets sundhedsudvalg hvori

der blev redegjort for sygeplejerske- og sygehjælpersituationen på sygehuset,

herunder specielt ortopædkirurgisk afdeling C. Sygehusledelsen udtalte bl.a.

følgende i et sammenfattende afsnit:

"...

I forhold til andre afdelinger på sygehuset har der været visse

problemer med rekruttering til de to sengeafsnit på afdeling C, men der er

taget forskellige initiativer til at reducere belastningen på de to

sengeafsnit. De ledige stillinger forventes besat. Således starter pr. 1.

januar

1994, en sygeplejerske på fuld tid samt en sygeplejerske på 32 timer. I

forhold til afdelingens normering vil situationen formentlig være bragt i

balance i løbet af januar måned 1994. Den planlagte operative aktivitet

opretholdes.

..."

Sygehusledelsen besluttede endvidere at reducere antallet af

senge på afdeling C med to x tre senge i perioden frem til den 17. december

1993. Sygehusledelsen udtalte i denne forbindelse bl.a. følgende:

"...

Pressemeddelelsen gav naturligvis anledning til en fornyet drøftelse

med afdelingsledelsen af situationen på afdeling C, og det kunne som ovenfor

nævnt konstateres, at der var 8 syge på det ene afsnit og knap 3 ledige

stillinger på det andet afsnit med udsigt til, at der kom yderligere ledige

stillinger. Under disse drøftelser overvejedes muligheden for at inddrage

senge

i andre afdelinger for at lette på de akutte problemer på afdelingen. De

forskellige løsningsmuligheder blev drøftet med de øvrige kirurgiske

afdelinger.

Det er således besluttet at reducere antallet af senge med 2 x 3

i perioden frem til den 17. december 1993, hvor der iøvrigt foretages

reduktioner i forbindelse med julen. De 2 x 3 senge overflyttes til afsnit D.

Den operative aktivitet opretholdes således, mens plejebelastningen på de to

C-afsnit reduceres.

..."

Presseomtalen af sygeplejerskesituationen på sygehuset blev

drøftet på et møde den 15. december 1993 i amtets sundhedsudvalg. Udvalget

besluttede at udsende en pressemeddelelse om det generelle spørgsmål om

sygeplejerskemangel og om de konkrete forhold på ortopædkirurgisk afdeling på

sygehuset. Sundhedsforvaltningen udtalte i pressemeddelelse af 16. december

1993 følgende om de to sygeplejerskers henvendelse til pressen:

"... Sundhedsudvalget må konstatere, at to medarbejdere på

(sygehuset) har videregivet en række urigtige oplysninger til pressen, og

ikke

har anvendt sygehusets normale tillidsmandssystem og ledelsessystem.

Sundhedsudvalget finder dette beklageligt. Samtidig har sundhedsudvalget fuld

tillid til sygehusledelsens håndtering af de aktuelle belastningsproblemer i

den pågældende afdeling."

Den 21. december 1993 blev der på sygehuset afholdt et møde med

sygehusledelsen, sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentant og de to

sygeplejersker der havde udsendt pressemeddelelsen. Mødet var indkaldt på

foranledning af sygehusledelsen med henblik på drøftelse af pressemeddelelsen

af 9. december 1993 og forholdene på ortopædkirurgisk afdeling C.

Sygehusledelsens notat af 21. december 1993 indeholdt bl.a. følgende

oplysninger

om udtalelserne på mødet:

"...

Den udsendte pressemeddelelse drøftedes. Sygehusledelsen gav

udtryk for, at der er en række unøjagtigheder i den udsendte

pressemeddelelse.

...

Spørgsmålet om det hensigtsmæssige i, at enkelte ansatte tager

initiativ til drøftelse i pressen af konkrete driftsforhold på en afdeling

uden

om det etablerede samarbejdssystem blev debatteret.

...

Sammenfattende var der enighed om, at sagen havde været drøftet,

og at der i den forbindelse var blevet fremsat nogle ledelsesmæssige

tilkendegivelser på baggrund af drøftelsen.

..."

Amtet konkluderede i sin udtalelse til mig af 2. februar 1994

"at der ikke, som det er blevet formodet i dagspressen, er blevet givet

en

påtale, men at der har været en drøftelse med de pågældende medarbejdere og

deres fællestillidsrepræsentant af blandt andet det uhensigtsmæssige i at

fremsætte forkerte oplysninger i pressen uden om det sædvanlige

samarbejdssystem."

I skrivelse af 6. april 1994 til amtet fremsatte jeg følgende

foreløbige bemærkninger:

"Det beskrevne hændelsesforløb må bedømmes på grundlag af

principperne om offentligt ansattes ytringsfrihed.

I en sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning

1987, s. 237, havde jeg lejlighed til at udtale mig om det generelle

spørgsmål

om offentligt ansattes ytringsfrihed. Som nævnt i denne sag er udgangspunktet

at offentligt ansatte har ganske samme frihed som andre til som

privatpersoner

at deltage i den offentlige debat. Som det videre nævnes, er det dog antaget

at

hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og

funktionsevne

i

særlige

tilfælde kan føre til en

begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en

fuldstændig beskrivelse af hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte

sådanne særlige begrænsninger gælder. Men jeg anførte følgende

hovedsynspunkter:

"1. Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende

sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har

samme

frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder

som

de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

2. Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af

betydning om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er) aktivt

medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i

almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion der ligger fjernt fra de

politiske eller administrative beslutninger.

3. Det spiller en rolle om udtalelserne fremsættes før eller

efter at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig inden en sag er

afgjort kan - af hensyn til beskyttelse af den interne beslutningsproces -

være

noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere.

4. Det ligger efter praksis fast at offentligt ansatte har en

vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for et

arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for

medarbejdernes

fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte dels at der kræves særlige

tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger i offentligt ansattes

ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil foreligge i forhold til

centralt placerede medarbejdere der deltager eller har deltaget i den

omstridte

beslutnings tilblivelse."

I lyset af det jeg havde anført bad jeg amtet om en redegørelse

for dets kritik af at sygeplejerskerne ved fremsættelsen af deres udtalelser

undlod at anvende sygehusets tillidsmands- og ledelsessystem (jf.

sundhedsudvalgets

pressemeddelse af 16. december 1993), og i givet fald med hvilken

begrundelse.

I anledning af at amtet tillige havde kritiseret de to

sygeplejersker for at have videregivet urigtige oplysninger bad jeg endvidere

amtet om en redegørelse for hvori disse urigtigheder bestod.

Amtet svarede i skrivelse af 16. maj 1994. Amtet redegjorde for

hvilke oplysninger i pressemeddelelsen amtet fandt urigtige, og anførte

herefter følgende:

"...

Den faktiske bemandingssituation på det ortopædkirurgiske

sengeafsnit 01 var 1. december 1993, at 3 28 timers sygeplejerskestillinger

var ubesatte uden afløsere og 1 sygehjælper langtidssyg uden vikar. Dette var

ud af en samlet nettonormering på 11,7 sygeplejerskestillinger fordelt på 12

ansatte og 8,7 sygehjælperstillinger fordelt på 10 ansatte.

I uge 49, hvor der var en del fravær var der 7,8

sygeplejerskestillinger fordelt på 8 ansatte og 6,8 sygehjælperstilling

fordelt på 8 ansatte til

rådighed.

Den faktiske bemandingssituation på det tilsvarende

ortopædkirurgiske sengeafsnit 02 primo december 1993 var, at der

ikke

var nogen ubesatte stillinger, men

der var en del fravær på grund af ferie og sygdom.

Udsendelsen af den pågældende henvendelse til pressen er ikke

sket efter aftale med afdelings- og oversygeplejersker. Der foreligger ingen

henvendelser fra sygeplejerskerne om problemerne på den ortopædkirurgiske

afdeling til amtets sundhedsudvalg. Sygeplejerskerne har ej heller igennem

længere tid forsøgt at gøre sygehusets ledelse opmærksom på problemerne.

Der foreligger en skriftlig henvendelse fra ortopædkirurgisk

afdelingsledelse om disse problemer kort tid før presseomtalen, nemlig den

26.

november 1993 modtaget i sygehusledelsen den 29. november 1993.

Sygehusledelsen

reagerer relevant ved umiddelbart at igangsætte en undersøgelse for at finde

ekstra afløserpersonale, ligesom der iværksættes annoncering efter personale

til afdelingen.

I (amtets) pressemeddelelse af 16. december 1993 er anført, at

sundhedsudvalget må konstatere, at de to medarbejdere ikke har anvendt

sygehusets normale tillidsmandssystem og ledelsessystem, og at

sundhedsudvalget finder dette beklageligt.

I henhold til sygehusloven varetager amtet det offentlige

sygehusvæsens forpligtigelse overfor amtets borgere. Som led heri driver

amtet

selv en række sygehuse som alle er store virksomheder, og som tager sig af

alvorligt syge mennesker.

Sygdom er et område, som berører det enkelte menneske nært, og

hvor tryghed og tillid til det behandlende sygehus har væsentlig betydning.

Det på sygehuset ansatte fagpersonale har alle en uddannelsesmæssig indsigt i

denne betydning. Videregivelse af oplysninger til såvel enkeltpersoner som

offentligheden må derfor ske med ansvarlighed i relation til denne viden.

For at tilgodese disse hensyn er der i amtet etableret et

omfattende samarbejds- og ledelsessystem.

For det første er der sket en væsentlig styrkelse af

ledelsesstrukturen på amtets sygehuse. Særligt skal fremhæves, at der er

etableret egentlige afdelingsledelser, hvortil er delegeret væsentlig

kompetence og ansvar. Denne ledelse har viden og kompetence indenfor både det

medicinsk-faglige, personalemæssige og ressourcemæssige område. Tilsvarende

er

der etableret en sygehusledelse, som har et meget højt videns- og

kompetenceniveau.

For det andet er der et lokalt statsligt tilsyn med vores

sygehuse og af det medicinsk-faglige personale i form af

embedslægeinstitutionen,

som til enhver tid kan gribe ind overfor uforsvarlige forhold.

For det tredje er der indgået en omfattende aftale mellem

medarbejdernes faglige organisationer og amterne om etablering af

samarbejdsudvalg-

og tillidsmandssystem. Der er tale om systemer, som medfører såvel

rettigheder

som pligter for begge parter. Konkret har dette betydet, at der på

(sygehusets)

ortopædkirurgiske afdeling er etableret lokalsamarbejdsudvalg og valgt

tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne, ligesom der for hele sygehuset er

et

hovedsamarbejdsudvalg og en fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne.

Det kan oplyses, at der med de 2 medarbejderes henvendelse af 9.

december 1993 til pressen

- ikke forinden var foretaget henvendelse til sygehusledelsen,

såfremt utilfredsheden skulle ses som et resultat af sygehusledelsens

reaktion

på afdelingsledelsens henvendelse af 26. november 1993

- ikke forinden var foretaget henvendelse til sygeplejerskernes

lokale tillidsrepræsentant som samtidig er fællestillidsrepræsentant på

sygehuset

- ikke forinden var foretaget henvendelse til afdelingens

samarbejdsudvalg

- ej heller forinden var foretaget henvendelse til

hovedsamarbejdsudvalget

- og endelig var der heller ikke forinden foretaget henvendelse

til amtets sundhedsforvaltning eller amtets sundhedsudvalg.

Da hele det ovenfor nævnte samarbejds- og ledelsessystem i amtet

er opbygget med det formål at skabe en udviklingsorienteret organisation, som

løser konflikter og problemer tæt på arbejdsstedet og med en betydelig

inddragelse af medarbejdergruppen, har Sundhedsudvalget i pressemeddelelsen

af

16. december 1993 fundet anledning til at beklage, at de 2 medarbejderes

udtalelser og kritik ikke hurtigst muligt blev fremsat direkte overfor

sygehusets tillidsmands- og ledelsessystem.

...

Da de 2 medarbejdere tillige i deres henvendelse af 9. december

1993 til pressen oplyste, at udmeldingen skete efter aftale med afdelings- og

oversygeplejersker, findes de pågældende ikke at have gjort det tilstrækkelig

klart og utvivlsomt, at udmeldingen skete på de pågældendes egne - og ikke på

amtets/sygehusets vegne, idet der herom henvises til Forvaltningsloven med

kommentarer af John Vogter, DJØF's forlag 1992, side 338.

Man har således ved Sundhedsudvalgets pressemeddelelse af 16.

december 1993 og i forbindelse med det den 21. december 1993 afholdte møde på

(sygehuset), hverken haft til hensigt generelt at begrænse de 2

sygeplejerskers

ytringsfrihed eller at pålægge de pågældende en videregående tavshedspligt,

idet man er enig i de i FOB 1987, side 240, fremsatte betragtninger,

hvorefter

udgangspunktet utvivlsomt er, at offentligt ansatte har ganske samme frihed

som andre til at deltage i den offentlige debat - dog med de ovenfor nævnte

modifikationer.

Udover de ovenfor nævnte betragtninger vedrørende offentligt

ansattes ytringsfrihed skal man afsluttende bemærke, at da de enkelte

sygehuse

er store, komplicerede virksomheder i stadig udvikling, vil der naturligt

kunne

opstå uforudsete drifts- eller samarbejdsproblemer. Det er i den forbindelse

vigtigt, at hver enkelt medarbejder påtager sig et ansvar for, at

virksomheden

fungerer, og at der er et positivt samarbejde til andre medarbejdere.

Samtidig er det meget vigtigt, at både patienter og disses

pårørende har tillid til og føler tryghed ved det behandlende sygehus, og det

på sygehusene ansatte fagpersonale har såvel en uddannelsesmæssig som en

praktisk indsigt i betydningen af dette tillidsforhold. Det er derfor amtets

opfattelse, at udtalelser til offentligheden bør ske med ansvarlig

hensyntagen

til denne viden."

I skrivelse af 31. maj 1994 anmodede jeg amtet om at sende hver

af de to sygeplejersker en kopi af sagen som den herefter forelå, og anmode

dem om deres eventuelle bemærkninger.

Sygeplejerskerne kommenterede sagen i et brev af 24. august

1994. De redegjorde kronologisk for sagens forløb forud for pressemeddelelsen

den 9. december 1993. Om forløbet oplyste sygeplejerskerne følgende:

"...

Allerede i feb. 93 var arbejdspresset stort i afd. C regi.

Efter vores mening pga. presset om at nedbringe ventelisterne på

eks. vis hofte og knæ op. i amtet.

For at belyse sagen fra begyndelsen vil vi redegøre for

baggrunden for vores udmeldelse til pressen d. 9/12-93.

Det kronologiske forløb fra Jan 93 - Dec 93 har været flg.:

Flowet af patienter i afd. blev i 93 større og større og dermed

blev arbejdsbyrden øget, hvilket i forvejen kan være næsten umuligt at klare

da

ort.kir.afd. er en travl og tung afd. at arbejde på.

I Jan/Feb gjorde vi vores oversygeplejerske (E) opmærksom på, at

vi synes at vores normering i afd. er for lav iht. arbejdstyngden.

I feb. 93 sendes der igen ansøgning til sygehusudvalget vedr.

opnormering med 1 sygeplejerske mere om aftenen (se. personalemøde af

9/2-93).

Vi får AFSLAG

I maj 93 rettes der igen henvendelse fra vores oversygeplejerske

til sygehusledelsen vedr. situationen i afdelingen (se personalemøde d

12/5-93)

Personalet i afd. arbejder videre hen mod sommerferien og et

"pusterum".

Efter sommerferien begynder folk at give op, da vi ingen positiv

respons får på vores råb om hjælp. Der bliver flere sygemeldinger, flere fra

personalet begynder at tale om at sige op og finde nyt og mindre belastende

arbejde.

I løbet af efteråret er der en del sygdom blandt personalet i

afdelingen og 4-5 personale medlemmer siger deres faste stillinger op pga. de

utilfredsstillende vilkår, bla. vores 2 faste og meget dygtige aftenvagter,

siger stop.

I Nov. 93 mangler der folk til de ubesatte stillinger og der

råbes igen vagt i gevær fra hele personalegruppen incl. afd.sygeplejerske til

vores oversygeplejerske. Hun melder tilbage, at vi pr. 1/12-93 kan lukke 6

sengepladser ned, så patientantallet svarer til det personale vi er tilbage.

D 1.12 meddeler vores oversygeplejerske, at det ikke kan lade

sig gøre at lukke de 6 sengepladser alligevel, men hun oplyser at

sygehusledelsen arbejder på en løsning.

Personalet aner nu ikke hvad vi skal stille op.

Vi venter en uge på svar fra sygehusledelsen om videre planer.

Vi får intet svar og vi føler bare, at tiden bliver trukket ud.

Vores situation forværres, en sygehjælper er langtidssygemeldt,

3 personalemedlemmer siger op og vi får ingen nyansatte sygeplejersker på

dette

tidspunkt fra (fra aug-dec), vi måtte selv dække de manglende

sygeplejersketimer.

Vi holder hastemøde i personalegruppen, aftaler at vi selv må

handle nu, og at vi vil udfærdige en pressemeddelelse, for at gøre opmærksom

på

vores situation, da vi alle var enige om at denne håbløse situation ville

give

en stor taber nemlig patienterne og når vores ledelse på sygehuset ikke ville

høre på os mente vi det var nok årsag til at gøre offentligheden opmærksom på

at forholdene på vores afd. både for os og patienterne var meget

uudholdelige.

Vi orienterede vores afdelingssygeplejerske og oversygeplejerske

om vores planer og de sagde begge ok til dette.

Vores oversygeplejerske har senere udtalt til sygehusledelsen og

os at hun var orienteret, men ikke indforstået med udsendelsen af

pressemeddelelsen.

D 8/12- 93 tog vi kontakt til en journalist, som ville hjælpe os

med at formidle vores budskab til offentligheden.

Vi var 3-4 personalemedlemmer, der udfærdigede indholdet og

undertegnede sygeplejersker skrev under på pressemeddelelsen for at være

kontaktpersoner.

Journalisten skrev det rent og vi læste korrektur på indholdet.

Vores oversygeplejerske blev kontaktet af (B) telefonisk og blev

spurgt, om hun ville læse det før, det blev sendt ud. Svaret var nej bare vi

ikke havde svinet sygehusledelsen til.

(B) spurgte, om der var andre, der skulle have besked om dette,

f.eks. vores administrende overlæge, svaret var at det kunne vi da godt eller

bare lægge en kopi til dem begge i deres postkasse.

D 9/12-93 blev pressemeddelelsen sendt ud.

Vores fællestillidsrepræsentant (F) var ej involveret, da hun på

daværende tidspunkt holdt ferie.

Sygehusledelsens handlingsplan efter pressemeddelelsen var flg:

6 sengepladser kunne nu godt lukkes.

Sygehjælpere fra puljen i en periode, så længe der manglede

sygeplejersker.

Aktiv annoncering efter sygeplejersker til afd. C.

Disse ting blev effektueret straks efter pressemeddelelsen.

Vi blev indkaldt til møde med sygehusledelsen og vores

fællestillidsrepræsentant (F) d. 21/12-93, hvor vi fik besked om, at vi ville

få en påtale, det mundede dog ud i en drøftelse af pressemeddelelsens

indhold.

Vi drøftede punkter, som sygehusledelsen mente var ukorrekte,

men samtlige punkter kunne vi argumentere for, da det kom an på med hvilke

briller pressemeddelelsen blev læst.

Vi aftalte at denne drøftelse var slutningen på hele debatten og

at begge parter nu havde brug for arbejdsro til at få tingene til at fungere,

og at vi ikke ville udtale os mere til pressen.

Sagen blev afsluttet og alligevel ikke.

Vi mener på baggrund af dette, at vi har inddraget vores ledelse

fra begyndelsen, og det har aldrig været vores mening ikke at gøre dette, men

vi har følt, at de ikke lyttede seriøst til vores råb om hjælp og vi derfor

ikke så anden udvej end at gå til pressen.

..."

Amtet fandt det nødvendigt at forelægge sygeplejerskernes

redegørelse for sygehusledelsen på sygehuset. Sygehusledelsen anmodede

afdelingsledelsen om en udtalelse og oversygeplejerske E meddelte bl.a.

følgende i en skrivelse 6. september 1994 til sygehusledelsen:

"...

I redegørelsen (af 24. august 1994 fra sygeplejerskerne, min

bemærkning) er der urigtige oplysninger, som jeg herved vil kommentere.

Vedrørende ansøgning om opnormering februar 1993:

Der er ikke sendt ansøgning om opnormering.

Der er derimod fremsendt

"Begrundelse for den

fremtidige plejemæssige stabsstruktur på ortopæd-kirurgisk sengeafsnit"

dateret den 3. februar 1993, udarbejdet af udviklingschef (G),

afdelingssygeplejerske (H), C 01, afdelingssygeplejerske I, C 02 og

oversygeplejerske (E) (undertegnede).

Der er taget udgangspunkt i rapporten "Den fremtidige

plejemæssige stabsstruktur i sundhedsvæsenet i (amtet)" april 1992, side

19.

I forslaget indgår 2 sygeplejersker i aftenvagt.

Vedrørende opsigelser:

1 sygeplejerske 28 t. gennemsnit pr. uge - rejser 1/8-93

1 sygeplejerske 28 t. gennemsnit pr. uge - rejser 1/11-93

1 sygeplejerske i aftenvagt 28 t. i gennemsnit pr. uge -

rejser 1/11-93

1 sygeplejerske i aftenvagt 28 t. i gennemsnit pr. uge -

rejser 15/1-94

Ingen af aftenvagterne har overfor mig givet udtryk for, at de

rejste på grund af belastning.

Den aftenvagt, der rejste pr. 1/11-93, har forud for sin opsigelse,

givet udtryk for at hun havde behov for nye udfordringer, og at hun

overvejede

at kvalificere sig til at komme på Danmarks Sygeplejerske Højskole i den

undervisende del.

Denne sygeplejerske er vendt tilbage til C 01 pr. 1. maj 1994,

og hun har i den periode, hun var væk, taget vagter på A 01.

Vedrørende ansættelser:

Pr. 15/11-93 fik vi en sygeplejerske, fuld tid i udlån fra

sygeplejepuljen.

Pr. 1/1.94 blev en sygeplejerske, fuld tid fastansat.

Pr. 1/1-94 - 31/3-94 fik vi en sygeplejerske 32 t. i udlån fra

sygeplejepuljen. Hun fratrådte sin stilling ved (sygehuset) pr. 31/3-94.

Det er korrekt at der har manglet, og fortsat mangler, dækning

for en del sygeplejersker, dels for ledige stillinger, og dels for

barselsorlov.

Vedrørende langtidssyg sygehjælper, har der været fuld

kompensation.

Der har været annonceret i "Sygeplejersken" i følgende

numre i 1993:

nr. 4 den 27. januar

nr. 18 - 5. maj

nr. 25 - 23. juni

nr. 29 - 6. oktober (1. assistent)

nr. 40 - 27. oktober

nr. 43 - 1. december

nr. 48 - 15. december samt dagspressen

Jeg har alene kommenteret de faktiske forhold, og ikke de

områder, hvor påstand mod påstand kan komme på tale.

..."

Sygehusledelsen på sygehuset meddelte derefter følgende i en

skrivelse af 6. oktober 1994 til amtet:

"... Sygehusledelsen har herefter foretaget en fornyet

gennemgang og vurdering af sagen og skal på denne baggrund udtale, at

Sygehusledelsen

kan henholde sig til de af afdelingsledelsen ved Ortopæd-Kirurgisk afdeling A

fremsatte bemærkninger, for så vidt angår det faktiske forløb i afdelingen.

For så vidt angår redegørelsen i øvrigt, skal Sygehusledelsen

alene kommentere en enkelt bemærkning, nemlig oplysning i sygeplejerskernes

redegørelse side 3 om, at sygeplejerskerne blev indkaldt til et møde med

Sygehusledelsen og fællestillidsrepræsentant (F) den 21. december 1993, ...

"hvor vi fik besked om, at vi ville få en påtale, det mundede dog ud i

en

drøftelse af pressemeddelelsens indhold."

For så vidt angår denne bemærkning, skal Sygehusledelsen på ny

understrege, at mødet var indkaldt med henblik på en drøftelse af

pressemeddelelsen med de to sygeplejersker, herunder en drøftelse af det

hensigtsmæssige i den valgte fremgangsmåde, jfr. notat af 21. december 1993

fra

mødet. Spørgsmålet om påtale beror alene på en formodning i en avisartikel,

hvori der gisnes om, at amtet eller sygehuset ville give de to sygeplejersker

en påtale. Spørgsmålet om påtale har således alene været gjort til genstand

for

overvejelser i dagspressen, på hvilken baggrund der herefter er rejst en sag

i

ombudsmandens sekretariat.

Hændelsesforløbet blev afsluttet på (sygehuset) med det omtalte

møde den 21. december 1993."

Amtet meddelte mig i skrivelse af 17. oktober 1994 at amtet helt

kunne henholde sig til sygehusledelsens og oversygeplejerskens redegørelse,

og

at amtet måtte fastholde:

"

at

der har været

handlet ledelsesmæssigt korrekt på (sygehuset)

at

der har været givet urigtige oplysninger fra de to sygeplejerskers

side

at

der ikke har været tale om krænkelse af ytringsfriheden, idet

der - som det også er fremhævet af sygehusledelsen - ikke

er

givet, ej heller har været

overvejet

givet

en påtale til de pågældende.

Amtet går herefter ud fra, at sagen nu kan afsluttes."

I en redegørelse udtalte jeg følgende:

"Sagen rejser følgende spørgsmål:

1)har amtet reageret kritisk over for sygeplejerskerne i

anledning af deres pressemeddelelse og - i givet fald -

2) er denne kritik berettiget.

Ad 1) Amtets reaktion.

Amtets pressemeddelelse af 16. december 1993 indeholder bl.a.

følgende:

"Sundhedsudvalget må konstatere, at to medarbejdere på

(sygehuset) har videregivet en række urigtige oplysninger til pressen, og

ikke

har anvendt sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem.

Sundhedsudvalget finder dette beklageligt."

Beklagelsen i pressemeddelelsen er fastholdt og uddybet under

det senere sagsforløb - så vidt jeg forstår også under den drøftelse som

ledelsen den 21. december 1993 havde med de to sygeplejersker. Beklagelsen er

uddybet i amtets udtalelser af 2. februar, 16. maj og 17. oktober 1994 til

mig.

Jeg må således konstatere at amtet har beklaget at

sygeplejerskerne a) har videregivet en række urigtige oplysninger til

pressen,

og b) ikke har anvendt sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem.

Amtets beklagelse er udformet samlet i relation til begge forhold. Samtidig

har

amtet flere gange under sagen understreget at sygeplejerskerne ikke har fået

en påtale. I skrivelsen af 2. februar 1994 udtalte amtet således "at der

ikke ... er blevet givet en påtale, men at der har været en drøftelse

...", og i amtets seneste skrivelse af 17. oktober 1994 er anført "

at

der ikke ...

er

givet, ej heller har været

overvejet

at give

en påtale til de pågældende."

Det forhold at amtet i forbindelse med sygeplejerskernes

pressemeddelelse ikke har anvendt ordet "påtale", er ikke i sig

selv

afgørende for om amtet kan anses for at have kritiseret sygeplejerskerne. Om

det er tilfældet må efter min opfattelse afgøres efter en konkret bedømmelse

af

amtets reaktioner under sagsforløbet. En "beklagelse" i relation

til

det første forhold i amtets pressemeddelelse - videregivelse af urigtige

oplysninger - kan efter min mening ikke forstås på anden måde end som en

kritik

af sygeplejerskerne. Det er derfor nærliggende at også det andet forhold - om

den manglende anvendelse af tillidsmands- og ledelsessystemet - må opfattes

som

kritik i modsætning til (blot) et udtryk for en vis skuffelse fra amtets

side.

Efter min gennemgang af sagen mener jeg derfor at amtets reaktion med

anvendelse

af ordet "beklageligt" i forbindelse med sygeplejerskernes

udsendelse

af pressemeddelelsen må opfattes som en kritik af de to sygeplejersker. Det

gælder også selv om sygeplejerskerne alene blev gjort bekendt med amtets

opfattelse gennem amtets pressemeddelelse, og uanset at amtets beklagelse

således ikke særskilt blev meddelt de to sygeplejersker. Amtet har i sine

udtalelser til mig præciseret at amtets beklagelser alene skal forstås som

beklagelser af at de to sygeplejersker har valgt at benytte sig af deres ret

til offentligt at fremsætte kritiske ytringer om deres arbejdsplads i stedet

for at benytte sig af deres ret til at anvende ledelses- og

samarbejdssystemet.

Selv om det lægges til grund at amtet ved udtrykket "beklagelse"

alene har villet give udtryk for en ærgrelse over sygeplejerskernes valg, er

det afgørende efter min mening at beklagelsen i den givne sammenhæng

naturligt

måtte opfattes som en kritik.

Sammenfattende er det således min opfattelse at amtet har

kritiseret de to sygeplejersker i forbindelse med udsendelse af deres

pressemeddelelse

af 9. december 1993.

Ad 2) Om kritikken er

berettiget.

Amtets kritik af sygeplejerskernes pressemeddelelse vedrører som

nævnt de to forhold at sygeplejerskerne

a)

har videregivet en

række urigtige oplysninger til pressen, og

b)

ikke har anvendt

sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem.

Begge forhold har amtet anset for "beklageligt", og

beklagelserne er ikke udformet forskelligt i forhold til hvert af de to

punkter.

Ad a) Spørgsmålet om

videregivelse af urigtige oplysninger til pressen

.

Med hensyn til dette punkt er der uenighed mellem

sygeplejerskerne og amtet. I skrivelsen af 24. august 1994 anførte

sygeplejerskerne således at spørgsmålet om hvorvidt nogle punkter i

pressemeddelelsen var ukorrekte, "kom an på med hvilke briller

pressemeddelelsen

blev læst". Endvidere fremgår det af sagen at der på væsentlige punkter

er

enighed mellem sygeplejerskerne og sygehusledelsen/amtet, jf. bl.a.

oversygeplejerske (E's) udtalelse i skrivelsen af 7. september 1994 hvorefter

"det

er korrekt at der har manglet, og fortsat mangler, dækning for en del

sygeplejersker ..." Og med hensyn til antallet af manglende

sygeplejersker

på sengeafsnit 01 på tidspunktet for pressemeddelelsen angår uenigheden

mellem

de to sygeplejersker og amtet alene om tallet var fire eller tre, jf. amtets

udtalelse af 16. maj 1994.

Under disse omstændigheder har jeg ikke fundet tilstrækkeligt

grundlag for at foretage yderligere undersøgelser med henblik på en nærmere

afklaring af hvorvidt amtets kritik på dette punkt i detaljer er berettiget.

Hertil kommer at det må anses for usikkert om yderligere undersøgelser fra

min

side vil kunne føre til en endelig afklaring.

Om et enkelt forhold skal jeg dog bemærke følgende: I skrivelsen

af 16. maj 1994 har amtet særskilt udtalt kritik af at de to sygeplejersker

ikke i pressemeddelelsen gjorde det tilstrækkeligt klart og utvivlsomt, at

udmeldingen skete på de pågældendes egne vegne og ikke på amtets/sygehusets

vegne. Amtet har henvist til at det i følgebrevet til pressemeddelelsen var

angivet at udmeldingen skete efter aftale med "vores afdelings- og

oversygeplejersker". Jeg kan ikke være enig med amtet i at denne

bemærkning i sig selv skulle kunne skabe tvivl om at pressemeddelelsen blev

udsendt på de to medarbejderes egne vegne. Jeg henviser navnlig til at

pressemeddelelsen

klart fremtræder som udfærdiget alene af de to sygeplejersker, jf. også at

hverken sygehusets eller amtets brevpapir blev benyttet. Hvorvidt det faktisk

var korrekt at pressemeddelelsen blev udsendt efter aftale med afdelings- og

oversygeplejersker, er der fortsat uenighed om mellem parterne, og spørgsmål

af

denne art har jeg som nævnt ovenfor besluttet ikke at undersøge yderligere.

Ad b) Om anvendelse af

sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem

.

Det fremgår af amtets udtalelser under sagen at amtet ikke

bestrider offentligt ansattes ret til ytringsfrihed, og at de to

sygeplejersker

som følge heraf fuldt ud var berettigede til at vælge udsendelse af en

pressemeddelelse frem for fortsat at benytte sygehusets interne systemer.

Dette

er jeg enig i.

Uanset dette udgangspunkt har amtet beklaget sygeplejerskernes

valg. Jeg forstår at grundlaget for denne beklagelse er amtets generelle

ønske

om, at de ansatte så vidt muligt vælger de interne systemer til kritik af

forholdene på deres arbejdsplads frem for at benytte sig af deres ret til

ytringsfrihed. Jeg lægger videre til grund at dette ønske fra amtets side

alene

er udtrykt som en uforbindende henstilling til de ansatte.

Det kan ikke give mig anledning til bemærkninger at ledelsen på

en offentlig arbejdsplads generelt udtrykker håb om at de interne systemer

vil

fungere, og i den forbindelse over for de ansatte anbefaler disse systemer

til

fremførelse af kritik mv., således at offentlig kritik først måtte opstå

efter

at fejl og mangler har været søgt identificeret og berigtiget på grundlag af

interne drøftelser. Men ledelsens tilkendegivelser eller adfærd må ikke

udvikle

sig til normer der med tiden kan få en sådan karakter at de reelt kommer til

at

virke på samme måde som egentlige censurlignende ordninger. Når man derfor

fra

ledelsens side anbefaler anvendelse af de interne systemer, må det - hvis det

i

sammenhængen og i lyset af den eventuelle konkrete baggrund er relevant -

understreges over for de ansatte at

retten

til i stedet at vælge at fremføre en eventuel kritik offentligt ikke

begrænses

af en sådan anbefaling.

Det følger af det anførte at en ledelse så meget desto mere

efter min opfattelse er afskåret fra at kritisere at en medarbejder - inden

for

rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed - har valgt udsendelse af

pressemeddelelse frem for benyttelse af de interne systemer.

Det tilføjes at jeg er enig med amtet i det ønskelige i at

offentligt ansatte gør ledelsen bekendt med eventuelle problemer på

arbejdspladsen. Efter omstændighederne vil det efter min mening ligefrem

påhvile offentligt ansatte at gøre ledelsen opmærksom på væsentlige problemer

på arbejdspladsen, hvis ledelsen ikke allerede kender problemerne og hvis

deres

løsning kræver at ledelsen inddrages. Efter min gennemgang af sagen må jeg

konstatere at amtet på intet tidspunkt har gjort gældende at de to

sygeplejersker skulle have tilsidesat en egentlig forpligtelse til over for

ledelsen at gøre opmærksom på væsentlige problemer på arbejdspladsen. Og

efter

de foreliggende oplysninger har der da heller ikke været grundlag herfor, jf.

de to sygeplejerskers redegørelse i skrivelsen af 24. august 1994.

De ansattes almindelige forpligtelse til at gøre ledelsen

opmærksom på problemer begrænser imidlertid ikke i sig selv de ansattes ret

til

ytringsfrihed. Hvis f.eks. en ansat på et sent tidspunkt gennem brug af sin

ret

til ytringsfrihed gør offentligt opmærksom på problemer på arbejdspladsen,

kan

ledelsen efter omstændighederne kritisere medarbejderen for ikke på et

tidligere tidspunkt at have gjort ledelsen bekendt med problemerne, men

ledelsen kan ikke kritisere medarbejderen for at have benyttet sig af sin

ytringsfrihed. Og hvis en medarbejder på et tidligt tidspunkt gennem brug af

sin ret til ytringsfrihed - i stedet for at benytte tillidsmands- eller

ledelsessystemet - gør offentligt opmærksom på problemer på arbejdspladsen,

kan

ledelsen hverken kritisere medarbejderen for ikke særskilt at have gjort

ledelsen opmærksom på problemerne eller for at benytte sig af sin ret til

ytringsfrihed. I begge eksempler forudsætter jeg at medarbejderens udtalelser

ligger inden for de almindeligt anerkendte rammer for offentligt ansattes

ytringsfrihed.

Da de to sygeplejerskers udtalelser i pressemeddelelsen som

nævnt ligger inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed - når

der

bortses fra eventuelle fejlagtige oplysninger - må jeg på baggrund af det

ovenfor anførte anse det for kritisabelt at (amtet) har kritiseret de to

sygeplejersker

for at have udsendt en pressemeddelelse i stedet for at benytte sygehusets

normale tillidsmands- og ledelsessystem."

NOTER (*1) Jf.

FOB 1987, s. 237.

Lignende dokumenter