Offentligt ansattes ret til offentligt at kritisere forholdene på deres arbejdsplads
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Offentligt ansattes ret til offentligt at kritisere
forholdene på deres arbejdsplads
Resumé
To sygeplejersker udsendte en kritisk pressemeddelelse om
arbejdsforholdene på et amts sygehus. En uge senere udsendte amtet en
pressemeddelelse hvori amtets sundhedsudvalg beklagede at sygeplejerskerne
ikke
havde anvendt sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem.
Under ombudsmandens behandling af sagen udtalte amtet at
beklagelsen i pressemeddelelsen alene var udtryk for skuffelse over
sygeplejerskernes fremgangsmåde, og at der således ikke i beklagelsen lå en
påtale over for de to sygeplejersker.
Ombudsmanden måtte i den sproglige sammenhæng opfatte beklagelsen
i amtets pressemeddelelse som en kritik af sygeplejerskerne. Ombudsmanden
fandt
kritikken uberettiget da sygeplejerskernes udtalelser lå inden for rammerne
af
offentligt ansattes ytringsfrihed.
Herudover havde ombudsmanden ingen bemærkninger til at ledelsen
på en offentlig arbejdsplads generelt over for de ansatte anbefalede de
interne
systemer til fremførelse af kritik mv. Men ledelsens tilkendegivelser eller
adfærd må ikke udvikle sig til normer der med tiden kan få en sådan karakter
at
de reelt kommer til at virke på samme måde som egentlige censurlignende
ordninger. Når man derfor fra ledelsens side anbefaler anvendelse af de
interne
systemer, må det - hvis det i sammenhængen og i lyset af den eventuelle
konkrete baggrund er relevant - understreges over for de ansatte at retten
til
Læs alt
i stedet at vælge at fremføre en eventuel kritik offentligt ikke begrænses af
en sådan anbefaling. (J. nr. 1993-2850-429).
---RESUME
Redegørelse i sagen om to
sygeplejerskers udtalelser til pressen om forholdene på deres afdeling på et
sygehus.
Gennem dagspressen blev jeg bekendt med at et amt eller et
sygehus forventedes at ville give to sygeplejersker på sygehuset en påtale.
Anledningen hertil var - efter det oplyste - at de pågældende sygeplejersker
havde beklaget sig over antallet af sygeplejersker på deres afdeling.
I den anledning anmodede jeg ved skrivelse af 20. december 1993
amtet om at holde mig underrettet om sagens gang, jf. ombudsmandslovens § 6,
stk. 5.
Amtet afgav den 2. februar 1994 en udtalelse til mig og vedlagde
et notat af 13. december 1993 fra sygehusledelsen til amtets sundhedsudvalg
om
sygeplejerske-sygehjælpersituationen på sygehuset, herunder specielt
ortopædkirurgisk afdeling C. Endvidere var der vedlagt en pressemeddelelse
fra Sundhedsforvaltningen i amtet af 16. december 1993 og et notat fra et
møde
tirsdag den 21. december 1993 på sygehuset. Jeg modtog desuden kopi af de to
sygeplejerskers pressemeddelelse af 9. december 1993.
Den omtalte pressemeddelelse blev udsendt af A og B der begge
var sygeplejersker på ortopædkirurgisk afdeling, afsnit A 01, på sygehuset. I
et følgebrev til pressemeddelelsen gjorde sygeplejerskerne opmærksom på at
deres udmelding skete efter aftale med deres afdelings- og oversygeplejerske.
Pressemeddelelsen havde følgende ordlyd:
"
Sygeplejerskerne
:
- Vi kan ikke stå inde for patient-behandlingen
De resterende sygeplejersker på ortopædisk kirurgisk afdeling 01
er slidt ned og kan ikke mere.
Vilkårene for sygeplejersker og patienter på ortopædkirurgisk
afdeling 01 på (amtets sygehus) er så kaotiske og ringe, at de resterende
sygeplejersker ikke længere vil tage ansvaret for patientbehandlingen.
- Vi er slidt ned, og patienterne behandles så ringe, at nogle
af dem må ligge helt hen på eftermiddagen i sengene, før vi har tid til at
tage
os af dem. Vi vil få et hav af patient-klager, og man kan kun give dem ret i
klagerne, siger de to sygeplejersker (A) og (B) fra afdelingen.
Ortopædkirurgisk afdeling varetager primært pleje af ældre
patienter med brækkede ben og arme, nye hofter og andre svære skavanker.
Gennemsnitsalderen er oppe over 70, og de fleste af patienterne er særdeles
skrøbelige med et stort behov for kvalificeret sygepleje.
I dag er afdelingen normeret til 25 patienter med 12
sygeplejersker, 10 sygehjælpere og p.t. fire elever på tre holds skift alle
ugens syv dage.
Situationen er blot den, at man p.t. mangler fire sygeplejersker
og to sygehjælpere. To yderligere forlader afdelingen pr. 1. januar, en
yderligere pr. 1. februar 1994 og to-tre af de resterende seks sygeplejersker
søger aktivt efter nye stillinger.
Yderligere er man i disse dage i den situation, at sygdom plus
nedslidning yderligere har reduceret staben til fire sygeplejersker.
- Det betyder, at man trækker meget store veksler på den
tilbageværende stab. Vores ledelse kan kun tilrettelægge vores vagter dag for
dag, hvor vi normalt arbejder med en måneds planlægning. Vi bliver trukket
ind
på aften-, weekend- og ferievagter, for ellers vil der ikke være kvalificeret
personale til at tage sig af de 25 patienter, fortsætter (A) og (B).
Derfor har sygeplejerskerne kun lige tid til at vaske
patienterne om morgenen. De har ikke tid til at snakke og yde omsorg, og de
kan
ikke nå at lave de normale sygeplejerske-funktioner iøvrigt.
Desuden er afdeling 01 og "søster"-afdelingen 02
indrettet så ringe, at der konstant er ekstra-arbejde med at bringe
patienterne
på toilet, give dem bevægelsesmuligheder på stuerne og andre funktioner.
Sygeplejerskerne har igennem det seneste halve år forsøgt at
gøre sygehusets ledelse opmærksom på problemerne. Man har også forsøgt at
råbe
den politiske ledelse i amtets sygehusudvalg op.
Der er intet sket.
- Vi er i den ulykkelige situation, at der ikke er
sygeplejersker til at fylde op med. Vi har en i forvejen for lav normering
til
den arbejdsbyrde, vi har på afdelingen. Samtidig er kravene om at få fjernet
ventelisterne vokset kolossalt. Uden at man har øget arbejdsstyrken. Snarere
tværtimod. Så reelt har sygehusledelsen det særdeles svært. De kan ikke tage
flere ind. De kan ikke få medarbejdere. Og de slider os andre helt ned, så vi
i stigende grad også bliver syge. Derfor er vores forslag, at vi nednormerer
antallet
af patienter, så det passer personalets antal, indtil vi får tilstrækkeligt.
Ellers er alternativet, at man helt må lukke afdelingen, siger (A) og (B).
Udover afdeling 01 råder (amtet) over tre ortopædkirurgiske
afdelinger på amtets sygehuse. Det er afdeling 03 - de har stort set de samme
problemer - samt en nystartet afdeling på Sygehus (X) og Sygehus (Y)."
På baggrund af medieomtalen af A og B's udtalelser udarbejdede
sygehusledelsen et notat af 13. december 1993 til amtets sundhedsudvalg hvori
der blev redegjort for sygeplejerske- og sygehjælpersituationen på sygehuset,
herunder specielt ortopædkirurgisk afdeling C. Sygehusledelsen udtalte bl.a.
følgende i et sammenfattende afsnit:
"...
I forhold til andre afdelinger på sygehuset har der været visse
problemer med rekruttering til de to sengeafsnit på afdeling C, men der er
taget forskellige initiativer til at reducere belastningen på de to
sengeafsnit. De ledige stillinger forventes besat. Således starter pr. 1.
januar
1994, en sygeplejerske på fuld tid samt en sygeplejerske på 32 timer. I
forhold til afdelingens normering vil situationen formentlig være bragt i
balance i løbet af januar måned 1994. Den planlagte operative aktivitet
opretholdes.
..."
Sygehusledelsen besluttede endvidere at reducere antallet af
senge på afdeling C med to x tre senge i perioden frem til den 17. december
1993. Sygehusledelsen udtalte i denne forbindelse bl.a. følgende:
"...
Pressemeddelelsen gav naturligvis anledning til en fornyet drøftelse
med afdelingsledelsen af situationen på afdeling C, og det kunne som ovenfor
nævnt konstateres, at der var 8 syge på det ene afsnit og knap 3 ledige
stillinger på det andet afsnit med udsigt til, at der kom yderligere ledige
stillinger. Under disse drøftelser overvejedes muligheden for at inddrage
senge
i andre afdelinger for at lette på de akutte problemer på afdelingen. De
forskellige løsningsmuligheder blev drøftet med de øvrige kirurgiske
afdelinger.
Det er således besluttet at reducere antallet af senge med 2 x 3
i perioden frem til den 17. december 1993, hvor der iøvrigt foretages
reduktioner i forbindelse med julen. De 2 x 3 senge overflyttes til afsnit D.
Den operative aktivitet opretholdes således, mens plejebelastningen på de to
C-afsnit reduceres.
..."
Presseomtalen af sygeplejerskesituationen på sygehuset blev
drøftet på et møde den 15. december 1993 i amtets sundhedsudvalg. Udvalget
besluttede at udsende en pressemeddelelse om det generelle spørgsmål om
sygeplejerskemangel og om de konkrete forhold på ortopædkirurgisk afdeling på
sygehuset. Sundhedsforvaltningen udtalte i pressemeddelelse af 16. december
1993 følgende om de to sygeplejerskers henvendelse til pressen:
"... Sundhedsudvalget må konstatere, at to medarbejdere på
(sygehuset) har videregivet en række urigtige oplysninger til pressen, og
ikke
har anvendt sygehusets normale tillidsmandssystem og ledelsessystem.
Sundhedsudvalget finder dette beklageligt. Samtidig har sundhedsudvalget fuld
tillid til sygehusledelsens håndtering af de aktuelle belastningsproblemer i
den pågældende afdeling."
Den 21. december 1993 blev der på sygehuset afholdt et møde med
sygehusledelsen, sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentant og de to
sygeplejersker der havde udsendt pressemeddelelsen. Mødet var indkaldt på
foranledning af sygehusledelsen med henblik på drøftelse af pressemeddelelsen
af 9. december 1993 og forholdene på ortopædkirurgisk afdeling C.
Sygehusledelsens notat af 21. december 1993 indeholdt bl.a. følgende
oplysninger
om udtalelserne på mødet:
"...
Den udsendte pressemeddelelse drøftedes. Sygehusledelsen gav
udtryk for, at der er en række unøjagtigheder i den udsendte
pressemeddelelse.
...
Spørgsmålet om det hensigtsmæssige i, at enkelte ansatte tager
initiativ til drøftelse i pressen af konkrete driftsforhold på en afdeling
uden
om det etablerede samarbejdssystem blev debatteret.
...
Sammenfattende var der enighed om, at sagen havde været drøftet,
og at der i den forbindelse var blevet fremsat nogle ledelsesmæssige
tilkendegivelser på baggrund af drøftelsen.
..."
Amtet konkluderede i sin udtalelse til mig af 2. februar 1994
"at der ikke, som det er blevet formodet i dagspressen, er blevet givet
en
påtale, men at der har været en drøftelse med de pågældende medarbejdere og
deres fællestillidsrepræsentant af blandt andet det uhensigtsmæssige i at
fremsætte forkerte oplysninger i pressen uden om det sædvanlige
samarbejdssystem."
I skrivelse af 6. april 1994 til amtet fremsatte jeg følgende
foreløbige bemærkninger:
"Det beskrevne hændelsesforløb må bedømmes på grundlag af
principperne om offentligt ansattes ytringsfrihed.
I en sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning
1987, s. 237, havde jeg lejlighed til at udtale mig om det generelle
spørgsmål
om offentligt ansattes ytringsfrihed. Som nævnt i denne sag er udgangspunktet
at offentligt ansatte har ganske samme frihed som andre til som
privatpersoner
at deltage i den offentlige debat. Som det videre nævnes, er det dog antaget
at
hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og
funktionsevne
i
særlige
tilfælde kan føre til en
begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en
fuldstændig beskrivelse af hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte
sådanne særlige begrænsninger gælder. Men jeg anførte følgende
hovedsynspunkter:
"1. Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende
sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har
samme
frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder
som
de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.
2. Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af
betydning om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er) aktivt
medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i
almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion der ligger fjernt fra de
politiske eller administrative beslutninger.
3. Det spiller en rolle om udtalelserne fremsættes før eller
efter at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig inden en sag er
afgjort kan - af hensyn til beskyttelse af den interne beslutningsproces -
være
noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere.
4. Det ligger efter praksis fast at offentligt ansatte har en
vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for et
arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for
medarbejdernes
fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.
Det følger af det anførte dels at der kræves særlige
tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger i offentligt ansattes
ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil foreligge i forhold til
centralt placerede medarbejdere der deltager eller har deltaget i den
omstridte
beslutnings tilblivelse."
I lyset af det jeg havde anført bad jeg amtet om en redegørelse
for dets kritik af at sygeplejerskerne ved fremsættelsen af deres udtalelser
undlod at anvende sygehusets tillidsmands- og ledelsessystem (jf.
sundhedsudvalgets
pressemeddelse af 16. december 1993), og i givet fald med hvilken
begrundelse.
I anledning af at amtet tillige havde kritiseret de to
sygeplejersker for at have videregivet urigtige oplysninger bad jeg endvidere
amtet om en redegørelse for hvori disse urigtigheder bestod.
Amtet svarede i skrivelse af 16. maj 1994. Amtet redegjorde for
hvilke oplysninger i pressemeddelelsen amtet fandt urigtige, og anførte
herefter følgende:
"...
Den faktiske bemandingssituation på det ortopædkirurgiske
sengeafsnit 01 var 1. december 1993, at 3 28 timers sygeplejerskestillinger
var ubesatte uden afløsere og 1 sygehjælper langtidssyg uden vikar. Dette var
ud af en samlet nettonormering på 11,7 sygeplejerskestillinger fordelt på 12
ansatte og 8,7 sygehjælperstillinger fordelt på 10 ansatte.
I uge 49, hvor der var en del fravær var der 7,8
sygeplejerskestillinger fordelt på 8 ansatte og 6,8 sygehjælperstilling
fordelt på 8 ansatte til
rådighed.
Den faktiske bemandingssituation på det tilsvarende
ortopædkirurgiske sengeafsnit 02 primo december 1993 var, at der
ikke
var nogen ubesatte stillinger, men
der var en del fravær på grund af ferie og sygdom.
Udsendelsen af den pågældende henvendelse til pressen er ikke
sket efter aftale med afdelings- og oversygeplejersker. Der foreligger ingen
henvendelser fra sygeplejerskerne om problemerne på den ortopædkirurgiske
afdeling til amtets sundhedsudvalg. Sygeplejerskerne har ej heller igennem
længere tid forsøgt at gøre sygehusets ledelse opmærksom på problemerne.
Der foreligger en skriftlig henvendelse fra ortopædkirurgisk
afdelingsledelse om disse problemer kort tid før presseomtalen, nemlig den
26.
november 1993 modtaget i sygehusledelsen den 29. november 1993.
Sygehusledelsen
reagerer relevant ved umiddelbart at igangsætte en undersøgelse for at finde
ekstra afløserpersonale, ligesom der iværksættes annoncering efter personale
til afdelingen.
I (amtets) pressemeddelelse af 16. december 1993 er anført, at
sundhedsudvalget må konstatere, at de to medarbejdere ikke har anvendt
sygehusets normale tillidsmandssystem og ledelsessystem, og at
sundhedsudvalget finder dette beklageligt.
I henhold til sygehusloven varetager amtet det offentlige
sygehusvæsens forpligtigelse overfor amtets borgere. Som led heri driver
amtet
selv en række sygehuse som alle er store virksomheder, og som tager sig af
alvorligt syge mennesker.
Sygdom er et område, som berører det enkelte menneske nært, og
hvor tryghed og tillid til det behandlende sygehus har væsentlig betydning.
Det på sygehuset ansatte fagpersonale har alle en uddannelsesmæssig indsigt i
denne betydning. Videregivelse af oplysninger til såvel enkeltpersoner som
offentligheden må derfor ske med ansvarlighed i relation til denne viden.
For at tilgodese disse hensyn er der i amtet etableret et
omfattende samarbejds- og ledelsessystem.
For det første er der sket en væsentlig styrkelse af
ledelsesstrukturen på amtets sygehuse. Særligt skal fremhæves, at der er
etableret egentlige afdelingsledelser, hvortil er delegeret væsentlig
kompetence og ansvar. Denne ledelse har viden og kompetence indenfor både det
medicinsk-faglige, personalemæssige og ressourcemæssige område. Tilsvarende
er
der etableret en sygehusledelse, som har et meget højt videns- og
kompetenceniveau.
For det andet er der et lokalt statsligt tilsyn med vores
sygehuse og af det medicinsk-faglige personale i form af
embedslægeinstitutionen,
som til enhver tid kan gribe ind overfor uforsvarlige forhold.
For det tredje er der indgået en omfattende aftale mellem
medarbejdernes faglige organisationer og amterne om etablering af
samarbejdsudvalg-
og tillidsmandssystem. Der er tale om systemer, som medfører såvel
rettigheder
som pligter for begge parter. Konkret har dette betydet, at der på
(sygehusets)
ortopædkirurgiske afdeling er etableret lokalsamarbejdsudvalg og valgt
tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne, ligesom der for hele sygehuset er
et
hovedsamarbejdsudvalg og en fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne.
Det kan oplyses, at der med de 2 medarbejderes henvendelse af 9.
december 1993 til pressen
- ikke forinden var foretaget henvendelse til sygehusledelsen,
såfremt utilfredsheden skulle ses som et resultat af sygehusledelsens
reaktion
på afdelingsledelsens henvendelse af 26. november 1993
- ikke forinden var foretaget henvendelse til sygeplejerskernes
lokale tillidsrepræsentant som samtidig er fællestillidsrepræsentant på
sygehuset
- ikke forinden var foretaget henvendelse til afdelingens
samarbejdsudvalg
- ej heller forinden var foretaget henvendelse til
hovedsamarbejdsudvalget
- og endelig var der heller ikke forinden foretaget henvendelse
til amtets sundhedsforvaltning eller amtets sundhedsudvalg.
Da hele det ovenfor nævnte samarbejds- og ledelsessystem i amtet
er opbygget med det formål at skabe en udviklingsorienteret organisation, som
løser konflikter og problemer tæt på arbejdsstedet og med en betydelig
inddragelse af medarbejdergruppen, har Sundhedsudvalget i pressemeddelelsen
af
16. december 1993 fundet anledning til at beklage, at de 2 medarbejderes
udtalelser og kritik ikke hurtigst muligt blev fremsat direkte overfor
sygehusets tillidsmands- og ledelsessystem.
...
Da de 2 medarbejdere tillige i deres henvendelse af 9. december
1993 til pressen oplyste, at udmeldingen skete efter aftale med afdelings- og
oversygeplejersker, findes de pågældende ikke at have gjort det tilstrækkelig
klart og utvivlsomt, at udmeldingen skete på de pågældendes egne - og ikke på
amtets/sygehusets vegne, idet der herom henvises til Forvaltningsloven med
kommentarer af John Vogter, DJØF's forlag 1992, side 338.
Man har således ved Sundhedsudvalgets pressemeddelelse af 16.
december 1993 og i forbindelse med det den 21. december 1993 afholdte møde på
(sygehuset), hverken haft til hensigt generelt at begrænse de 2
sygeplejerskers
ytringsfrihed eller at pålægge de pågældende en videregående tavshedspligt,
idet man er enig i de i FOB 1987, side 240, fremsatte betragtninger,
hvorefter
udgangspunktet utvivlsomt er, at offentligt ansatte har ganske samme frihed
som andre til at deltage i den offentlige debat - dog med de ovenfor nævnte
modifikationer.
Udover de ovenfor nævnte betragtninger vedrørende offentligt
ansattes ytringsfrihed skal man afsluttende bemærke, at da de enkelte
sygehuse
er store, komplicerede virksomheder i stadig udvikling, vil der naturligt
kunne
opstå uforudsete drifts- eller samarbejdsproblemer. Det er i den forbindelse
vigtigt, at hver enkelt medarbejder påtager sig et ansvar for, at
virksomheden
fungerer, og at der er et positivt samarbejde til andre medarbejdere.
Samtidig er det meget vigtigt, at både patienter og disses
pårørende har tillid til og føler tryghed ved det behandlende sygehus, og det
på sygehusene ansatte fagpersonale har såvel en uddannelsesmæssig som en
praktisk indsigt i betydningen af dette tillidsforhold. Det er derfor amtets
opfattelse, at udtalelser til offentligheden bør ske med ansvarlig
hensyntagen
til denne viden."
I skrivelse af 31. maj 1994 anmodede jeg amtet om at sende hver
af de to sygeplejersker en kopi af sagen som den herefter forelå, og anmode
dem om deres eventuelle bemærkninger.
Sygeplejerskerne kommenterede sagen i et brev af 24. august
1994. De redegjorde kronologisk for sagens forløb forud for pressemeddelelsen
den 9. december 1993. Om forløbet oplyste sygeplejerskerne følgende:
"...
Allerede i feb. 93 var arbejdspresset stort i afd. C regi.
Efter vores mening pga. presset om at nedbringe ventelisterne på
eks. vis hofte og knæ op. i amtet.
For at belyse sagen fra begyndelsen vil vi redegøre for
baggrunden for vores udmeldelse til pressen d. 9/12-93.
Det kronologiske forløb fra Jan 93 - Dec 93 har været flg.:
Flowet af patienter i afd. blev i 93 større og større og dermed
blev arbejdsbyrden øget, hvilket i forvejen kan være næsten umuligt at klare
da
ort.kir.afd. er en travl og tung afd. at arbejde på.
I Jan/Feb gjorde vi vores oversygeplejerske (E) opmærksom på, at
vi synes at vores normering i afd. er for lav iht. arbejdstyngden.
I feb. 93 sendes der igen ansøgning til sygehusudvalget vedr.
opnormering med 1 sygeplejerske mere om aftenen (se. personalemøde af
9/2-93).
Vi får AFSLAG
I maj 93 rettes der igen henvendelse fra vores oversygeplejerske
til sygehusledelsen vedr. situationen i afdelingen (se personalemøde d
12/5-93)
Personalet i afd. arbejder videre hen mod sommerferien og et
"pusterum".
Efter sommerferien begynder folk at give op, da vi ingen positiv
respons får på vores råb om hjælp. Der bliver flere sygemeldinger, flere fra
personalet begynder at tale om at sige op og finde nyt og mindre belastende
arbejde.
I løbet af efteråret er der en del sygdom blandt personalet i
afdelingen og 4-5 personale medlemmer siger deres faste stillinger op pga. de
utilfredsstillende vilkår, bla. vores 2 faste og meget dygtige aftenvagter,
siger stop.
I Nov. 93 mangler der folk til de ubesatte stillinger og der
råbes igen vagt i gevær fra hele personalegruppen incl. afd.sygeplejerske til
vores oversygeplejerske. Hun melder tilbage, at vi pr. 1/12-93 kan lukke 6
sengepladser ned, så patientantallet svarer til det personale vi er tilbage.
D 1.12 meddeler vores oversygeplejerske, at det ikke kan lade
sig gøre at lukke de 6 sengepladser alligevel, men hun oplyser at
sygehusledelsen arbejder på en løsning.
Personalet aner nu ikke hvad vi skal stille op.
Vi venter en uge på svar fra sygehusledelsen om videre planer.
Vi får intet svar og vi føler bare, at tiden bliver trukket ud.
Vores situation forværres, en sygehjælper er langtidssygemeldt,
3 personalemedlemmer siger op og vi får ingen nyansatte sygeplejersker på
dette
tidspunkt fra (fra aug-dec), vi måtte selv dække de manglende
sygeplejersketimer.
Vi holder hastemøde i personalegruppen, aftaler at vi selv må
handle nu, og at vi vil udfærdige en pressemeddelelse, for at gøre opmærksom
på
vores situation, da vi alle var enige om at denne håbløse situation ville
give
en stor taber nemlig patienterne og når vores ledelse på sygehuset ikke ville
høre på os mente vi det var nok årsag til at gøre offentligheden opmærksom på
at forholdene på vores afd. både for os og patienterne var meget
uudholdelige.
Vi orienterede vores afdelingssygeplejerske og oversygeplejerske
om vores planer og de sagde begge ok til dette.
Vores oversygeplejerske har senere udtalt til sygehusledelsen og
os at hun var orienteret, men ikke indforstået med udsendelsen af
pressemeddelelsen.
D 8/12- 93 tog vi kontakt til en journalist, som ville hjælpe os
med at formidle vores budskab til offentligheden.
Vi var 3-4 personalemedlemmer, der udfærdigede indholdet og
undertegnede sygeplejersker skrev under på pressemeddelelsen for at være
kontaktpersoner.
Journalisten skrev det rent og vi læste korrektur på indholdet.
Vores oversygeplejerske blev kontaktet af (B) telefonisk og blev
spurgt, om hun ville læse det før, det blev sendt ud. Svaret var nej bare vi
ikke havde svinet sygehusledelsen til.
(B) spurgte, om der var andre, der skulle have besked om dette,
f.eks. vores administrende overlæge, svaret var at det kunne vi da godt eller
bare lægge en kopi til dem begge i deres postkasse.
D 9/12-93 blev pressemeddelelsen sendt ud.
Vores fællestillidsrepræsentant (F) var ej involveret, da hun på
daværende tidspunkt holdt ferie.
Sygehusledelsens handlingsplan efter pressemeddelelsen var flg:
6 sengepladser kunne nu godt lukkes.
Sygehjælpere fra puljen i en periode, så længe der manglede
sygeplejersker.
Aktiv annoncering efter sygeplejersker til afd. C.
Disse ting blev effektueret straks efter pressemeddelelsen.
Vi blev indkaldt til møde med sygehusledelsen og vores
fællestillidsrepræsentant (F) d. 21/12-93, hvor vi fik besked om, at vi ville
få en påtale, det mundede dog ud i en drøftelse af pressemeddelelsens
indhold.
Vi drøftede punkter, som sygehusledelsen mente var ukorrekte,
men samtlige punkter kunne vi argumentere for, da det kom an på med hvilke
briller pressemeddelelsen blev læst.
Vi aftalte at denne drøftelse var slutningen på hele debatten og
at begge parter nu havde brug for arbejdsro til at få tingene til at fungere,
og at vi ikke ville udtale os mere til pressen.
Sagen blev afsluttet og alligevel ikke.
Vi mener på baggrund af dette, at vi har inddraget vores ledelse
fra begyndelsen, og det har aldrig været vores mening ikke at gøre dette, men
vi har følt, at de ikke lyttede seriøst til vores råb om hjælp og vi derfor
ikke så anden udvej end at gå til pressen.
..."
Amtet fandt det nødvendigt at forelægge sygeplejerskernes
redegørelse for sygehusledelsen på sygehuset. Sygehusledelsen anmodede
afdelingsledelsen om en udtalelse og oversygeplejerske E meddelte bl.a.
følgende i en skrivelse 6. september 1994 til sygehusledelsen:
"...
I redegørelsen (af 24. august 1994 fra sygeplejerskerne, min
bemærkning) er der urigtige oplysninger, som jeg herved vil kommentere.
Vedrørende ansøgning om opnormering februar 1993:
Der er ikke sendt ansøgning om opnormering.
Der er derimod fremsendt
"Begrundelse for den
fremtidige plejemæssige stabsstruktur på ortopæd-kirurgisk sengeafsnit"
dateret den 3. februar 1993, udarbejdet af udviklingschef (G),
afdelingssygeplejerske (H), C 01, afdelingssygeplejerske I, C 02 og
oversygeplejerske (E) (undertegnede).
Der er taget udgangspunkt i rapporten "Den fremtidige
plejemæssige stabsstruktur i sundhedsvæsenet i (amtet)" april 1992, side
19.
I forslaget indgår 2 sygeplejersker i aftenvagt.
Vedrørende opsigelser:
1 sygeplejerske 28 t. gennemsnit pr. uge - rejser 1/8-93
1 sygeplejerske 28 t. gennemsnit pr. uge - rejser 1/11-93
1 sygeplejerske i aftenvagt 28 t. i gennemsnit pr. uge -
rejser 1/11-93
1 sygeplejerske i aftenvagt 28 t. i gennemsnit pr. uge -
rejser 15/1-94
Ingen af aftenvagterne har overfor mig givet udtryk for, at de
rejste på grund af belastning.
Den aftenvagt, der rejste pr. 1/11-93, har forud for sin opsigelse,
givet udtryk for at hun havde behov for nye udfordringer, og at hun
overvejede
at kvalificere sig til at komme på Danmarks Sygeplejerske Højskole i den
undervisende del.
Denne sygeplejerske er vendt tilbage til C 01 pr. 1. maj 1994,
og hun har i den periode, hun var væk, taget vagter på A 01.
Vedrørende ansættelser:
Pr. 15/11-93 fik vi en sygeplejerske, fuld tid i udlån fra
sygeplejepuljen.
Pr. 1/1.94 blev en sygeplejerske, fuld tid fastansat.
Pr. 1/1-94 - 31/3-94 fik vi en sygeplejerske 32 t. i udlån fra
sygeplejepuljen. Hun fratrådte sin stilling ved (sygehuset) pr. 31/3-94.
Det er korrekt at der har manglet, og fortsat mangler, dækning
for en del sygeplejersker, dels for ledige stillinger, og dels for
barselsorlov.
Vedrørende langtidssyg sygehjælper, har der været fuld
kompensation.
Der har været annonceret i "Sygeplejersken" i følgende
numre i 1993:
nr. 4 den 27. januar
nr. 18 - 5. maj
nr. 25 - 23. juni
nr. 29 - 6. oktober (1. assistent)
nr. 40 - 27. oktober
nr. 43 - 1. december
nr. 48 - 15. december samt dagspressen
Jeg har alene kommenteret de faktiske forhold, og ikke de
områder, hvor påstand mod påstand kan komme på tale.
..."
Sygehusledelsen på sygehuset meddelte derefter følgende i en
skrivelse af 6. oktober 1994 til amtet:
"... Sygehusledelsen har herefter foretaget en fornyet
gennemgang og vurdering af sagen og skal på denne baggrund udtale, at
Sygehusledelsen
kan henholde sig til de af afdelingsledelsen ved Ortopæd-Kirurgisk afdeling A
fremsatte bemærkninger, for så vidt angår det faktiske forløb i afdelingen.
For så vidt angår redegørelsen i øvrigt, skal Sygehusledelsen
alene kommentere en enkelt bemærkning, nemlig oplysning i sygeplejerskernes
redegørelse side 3 om, at sygeplejerskerne blev indkaldt til et møde med
Sygehusledelsen og fællestillidsrepræsentant (F) den 21. december 1993, ...
"hvor vi fik besked om, at vi ville få en påtale, det mundede dog ud i
en
drøftelse af pressemeddelelsens indhold."
For så vidt angår denne bemærkning, skal Sygehusledelsen på ny
understrege, at mødet var indkaldt med henblik på en drøftelse af
pressemeddelelsen med de to sygeplejersker, herunder en drøftelse af det
hensigtsmæssige i den valgte fremgangsmåde, jfr. notat af 21. december 1993
fra
mødet. Spørgsmålet om påtale beror alene på en formodning i en avisartikel,
hvori der gisnes om, at amtet eller sygehuset ville give de to sygeplejersker
en påtale. Spørgsmålet om påtale har således alene været gjort til genstand
for
overvejelser i dagspressen, på hvilken baggrund der herefter er rejst en sag
i
ombudsmandens sekretariat.
Hændelsesforløbet blev afsluttet på (sygehuset) med det omtalte
møde den 21. december 1993."
Amtet meddelte mig i skrivelse af 17. oktober 1994 at amtet helt
kunne henholde sig til sygehusledelsens og oversygeplejerskens redegørelse,
og
at amtet måtte fastholde:
"
at
der har været
handlet ledelsesmæssigt korrekt på (sygehuset)
at
der har været givet urigtige oplysninger fra de to sygeplejerskers
side
at
der ikke har været tale om krænkelse af ytringsfriheden, idet
der - som det også er fremhævet af sygehusledelsen - ikke
er
givet, ej heller har været
overvejet
givet
en påtale til de pågældende.
Amtet går herefter ud fra, at sagen nu kan afsluttes."
I en redegørelse udtalte jeg følgende:
"Sagen rejser følgende spørgsmål:
1)har amtet reageret kritisk over for sygeplejerskerne i
anledning af deres pressemeddelelse og - i givet fald -
2) er denne kritik berettiget.
Ad 1) Amtets reaktion.
Amtets pressemeddelelse af 16. december 1993 indeholder bl.a.
følgende:
"Sundhedsudvalget må konstatere, at to medarbejdere på
(sygehuset) har videregivet en række urigtige oplysninger til pressen, og
ikke
har anvendt sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem.
Sundhedsudvalget finder dette beklageligt."
Beklagelsen i pressemeddelelsen er fastholdt og uddybet under
det senere sagsforløb - så vidt jeg forstår også under den drøftelse som
ledelsen den 21. december 1993 havde med de to sygeplejersker. Beklagelsen er
uddybet i amtets udtalelser af 2. februar, 16. maj og 17. oktober 1994 til
mig.
Jeg må således konstatere at amtet har beklaget at
sygeplejerskerne a) har videregivet en række urigtige oplysninger til
pressen,
og b) ikke har anvendt sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem.
Amtets beklagelse er udformet samlet i relation til begge forhold. Samtidig
har
amtet flere gange under sagen understreget at sygeplejerskerne ikke har fået
en påtale. I skrivelsen af 2. februar 1994 udtalte amtet således "at der
ikke ... er blevet givet en påtale, men at der har været en drøftelse
...", og i amtets seneste skrivelse af 17. oktober 1994 er anført "
at
der ikke ...
er
givet, ej heller har været
overvejet
at give
en påtale til de pågældende."
Det forhold at amtet i forbindelse med sygeplejerskernes
pressemeddelelse ikke har anvendt ordet "påtale", er ikke i sig
selv
afgørende for om amtet kan anses for at have kritiseret sygeplejerskerne. Om
det er tilfældet må efter min opfattelse afgøres efter en konkret bedømmelse
af
amtets reaktioner under sagsforløbet. En "beklagelse" i relation
til
det første forhold i amtets pressemeddelelse - videregivelse af urigtige
oplysninger - kan efter min mening ikke forstås på anden måde end som en
kritik
af sygeplejerskerne. Det er derfor nærliggende at også det andet forhold - om
den manglende anvendelse af tillidsmands- og ledelsessystemet - må opfattes
som
kritik i modsætning til (blot) et udtryk for en vis skuffelse fra amtets
side.
Efter min gennemgang af sagen mener jeg derfor at amtets reaktion med
anvendelse
af ordet "beklageligt" i forbindelse med sygeplejerskernes
udsendelse
af pressemeddelelsen må opfattes som en kritik af de to sygeplejersker. Det
gælder også selv om sygeplejerskerne alene blev gjort bekendt med amtets
opfattelse gennem amtets pressemeddelelse, og uanset at amtets beklagelse
således ikke særskilt blev meddelt de to sygeplejersker. Amtet har i sine
udtalelser til mig præciseret at amtets beklagelser alene skal forstås som
beklagelser af at de to sygeplejersker har valgt at benytte sig af deres ret
til offentligt at fremsætte kritiske ytringer om deres arbejdsplads i stedet
for at benytte sig af deres ret til at anvende ledelses- og
samarbejdssystemet.
Selv om det lægges til grund at amtet ved udtrykket "beklagelse"
alene har villet give udtryk for en ærgrelse over sygeplejerskernes valg, er
det afgørende efter min mening at beklagelsen i den givne sammenhæng
naturligt
måtte opfattes som en kritik.
Sammenfattende er det således min opfattelse at amtet har
kritiseret de to sygeplejersker i forbindelse med udsendelse af deres
pressemeddelelse
af 9. december 1993.
Ad 2) Om kritikken er
berettiget.
Amtets kritik af sygeplejerskernes pressemeddelelse vedrører som
nævnt de to forhold at sygeplejerskerne
a)
har videregivet en
række urigtige oplysninger til pressen, og
b)
ikke har anvendt
sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem.
Begge forhold har amtet anset for "beklageligt", og
beklagelserne er ikke udformet forskelligt i forhold til hvert af de to
punkter.
Ad a) Spørgsmålet om
videregivelse af urigtige oplysninger til pressen
.
Med hensyn til dette punkt er der uenighed mellem
sygeplejerskerne og amtet. I skrivelsen af 24. august 1994 anførte
sygeplejerskerne således at spørgsmålet om hvorvidt nogle punkter i
pressemeddelelsen var ukorrekte, "kom an på med hvilke briller
pressemeddelelsen
blev læst". Endvidere fremgår det af sagen at der på væsentlige punkter
er
enighed mellem sygeplejerskerne og sygehusledelsen/amtet, jf. bl.a.
oversygeplejerske (E's) udtalelse i skrivelsen af 7. september 1994 hvorefter
"det
er korrekt at der har manglet, og fortsat mangler, dækning for en del
sygeplejersker ..." Og med hensyn til antallet af manglende
sygeplejersker
på sengeafsnit 01 på tidspunktet for pressemeddelelsen angår uenigheden
mellem
de to sygeplejersker og amtet alene om tallet var fire eller tre, jf. amtets
udtalelse af 16. maj 1994.
Under disse omstændigheder har jeg ikke fundet tilstrækkeligt
grundlag for at foretage yderligere undersøgelser med henblik på en nærmere
afklaring af hvorvidt amtets kritik på dette punkt i detaljer er berettiget.
Hertil kommer at det må anses for usikkert om yderligere undersøgelser fra
min
side vil kunne føre til en endelig afklaring.
Om et enkelt forhold skal jeg dog bemærke følgende: I skrivelsen
af 16. maj 1994 har amtet særskilt udtalt kritik af at de to sygeplejersker
ikke i pressemeddelelsen gjorde det tilstrækkeligt klart og utvivlsomt, at
udmeldingen skete på de pågældendes egne vegne og ikke på amtets/sygehusets
vegne. Amtet har henvist til at det i følgebrevet til pressemeddelelsen var
angivet at udmeldingen skete efter aftale med "vores afdelings- og
oversygeplejersker". Jeg kan ikke være enig med amtet i at denne
bemærkning i sig selv skulle kunne skabe tvivl om at pressemeddelelsen blev
udsendt på de to medarbejderes egne vegne. Jeg henviser navnlig til at
pressemeddelelsen
klart fremtræder som udfærdiget alene af de to sygeplejersker, jf. også at
hverken sygehusets eller amtets brevpapir blev benyttet. Hvorvidt det faktisk
var korrekt at pressemeddelelsen blev udsendt efter aftale med afdelings- og
oversygeplejersker, er der fortsat uenighed om mellem parterne, og spørgsmål
af
denne art har jeg som nævnt ovenfor besluttet ikke at undersøge yderligere.
Ad b) Om anvendelse af
sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem
.
Det fremgår af amtets udtalelser under sagen at amtet ikke
bestrider offentligt ansattes ret til ytringsfrihed, og at de to
sygeplejersker
som følge heraf fuldt ud var berettigede til at vælge udsendelse af en
pressemeddelelse frem for fortsat at benytte sygehusets interne systemer.
Dette
er jeg enig i.
Uanset dette udgangspunkt har amtet beklaget sygeplejerskernes
valg. Jeg forstår at grundlaget for denne beklagelse er amtets generelle
ønske
om, at de ansatte så vidt muligt vælger de interne systemer til kritik af
forholdene på deres arbejdsplads frem for at benytte sig af deres ret til
ytringsfrihed. Jeg lægger videre til grund at dette ønske fra amtets side
alene
er udtrykt som en uforbindende henstilling til de ansatte.
Det kan ikke give mig anledning til bemærkninger at ledelsen på
en offentlig arbejdsplads generelt udtrykker håb om at de interne systemer
vil
fungere, og i den forbindelse over for de ansatte anbefaler disse systemer
til
fremførelse af kritik mv., således at offentlig kritik først måtte opstå
efter
at fejl og mangler har været søgt identificeret og berigtiget på grundlag af
interne drøftelser. Men ledelsens tilkendegivelser eller adfærd må ikke
udvikle
sig til normer der med tiden kan få en sådan karakter at de reelt kommer til
at
virke på samme måde som egentlige censurlignende ordninger. Når man derfor
fra
ledelsens side anbefaler anvendelse af de interne systemer, må det - hvis det
i
sammenhængen og i lyset af den eventuelle konkrete baggrund er relevant -
understreges over for de ansatte at
retten
til i stedet at vælge at fremføre en eventuel kritik offentligt ikke
begrænses
af en sådan anbefaling.
Det følger af det anførte at en ledelse så meget desto mere
efter min opfattelse er afskåret fra at kritisere at en medarbejder - inden
for
rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed - har valgt udsendelse af
pressemeddelelse frem for benyttelse af de interne systemer.
Det tilføjes at jeg er enig med amtet i det ønskelige i at
offentligt ansatte gør ledelsen bekendt med eventuelle problemer på
arbejdspladsen. Efter omstændighederne vil det efter min mening ligefrem
påhvile offentligt ansatte at gøre ledelsen opmærksom på væsentlige problemer
på arbejdspladsen, hvis ledelsen ikke allerede kender problemerne og hvis
deres
løsning kræver at ledelsen inddrages. Efter min gennemgang af sagen må jeg
konstatere at amtet på intet tidspunkt har gjort gældende at de to
sygeplejersker skulle have tilsidesat en egentlig forpligtelse til over for
ledelsen at gøre opmærksom på væsentlige problemer på arbejdspladsen. Og
efter
de foreliggende oplysninger har der da heller ikke været grundlag herfor, jf.
de to sygeplejerskers redegørelse i skrivelsen af 24. august 1994.
De ansattes almindelige forpligtelse til at gøre ledelsen
opmærksom på problemer begrænser imidlertid ikke i sig selv de ansattes ret
til
ytringsfrihed. Hvis f.eks. en ansat på et sent tidspunkt gennem brug af sin
ret
til ytringsfrihed gør offentligt opmærksom på problemer på arbejdspladsen,
kan
ledelsen efter omstændighederne kritisere medarbejderen for ikke på et
tidligere tidspunkt at have gjort ledelsen bekendt med problemerne, men
ledelsen kan ikke kritisere medarbejderen for at have benyttet sig af sin
ytringsfrihed. Og hvis en medarbejder på et tidligt tidspunkt gennem brug af
sin ret til ytringsfrihed - i stedet for at benytte tillidsmands- eller
ledelsessystemet - gør offentligt opmærksom på problemer på arbejdspladsen,
kan
ledelsen hverken kritisere medarbejderen for ikke særskilt at have gjort
ledelsen opmærksom på problemerne eller for at benytte sig af sin ret til
ytringsfrihed. I begge eksempler forudsætter jeg at medarbejderens udtalelser
ligger inden for de almindeligt anerkendte rammer for offentligt ansattes
ytringsfrihed.
Da de to sygeplejerskers udtalelser i pressemeddelelsen som
nævnt ligger inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed - når
der
bortses fra eventuelle fejlagtige oplysninger - må jeg på baggrund af det
ovenfor anførte anse det for kritisabelt at (amtet) har kritiseret de to
sygeplejersker
for at have udsendt en pressemeddelelse i stedet for at benytte sygehusets
normale tillidsmands- og ledelsessystem."
NOTER (*1) Jf.
FOB 1987, s. 237.
Lignende dokumenter
- 2017-31. Det var kommunens ansvar, at møde foregik i fuld respekt for ansats ytringsfrihed Retsinformation · 2. november 2017
- Forflyttelse på grund af ytringer. Samarbejdsvanskeligheder Retsinformation · 14. januar 2002
- Offentligt ansattes ytringsfrihed Retsinformation · 5. oktober 2006
- Forslag til Lov om offentligt ansattes ytringsfrihed Retsinformation · 27. februar 2025
- Information til pressen om varslet uansøgt afskedigelse. Partshøring forud for uansøgt afskedigelse af offentligt ansatte. Retsinformation · 25. juni 2003
- Afskedigelse af socialpædagog efter kritik af ledelsen Retsinformation · 2. oktober 2002