Indholdet af Socialministeriets ulovbestemte ressorttilsyn.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Indholdet af Socialministeriets ulovbestemte ressorttilsyn.
Ved brev af 23. august 1992
henvendte A sig til Det Sociale Ankenævn for Y Amt angående K Kommunes
beslutning om at begrænse A's ret til samvær med hans datter B som med
samtykke
fra hendes moder var blevet anbragt på et børnehjem. I brevet skrev A bl.a.
at
han "klager herved over, at man uden at have undersøgt forholdene
suspenderer samværet". A skrev også at overlæge C - som havde afgivet en
erklæring, der indgik i kommunens sag - "... for 2 år siden betegnede
sig
selv som inhabil omkring mig ...".
Det sociale ankenævn sendte
den 16. september 1992 sagen videre til Socialministeriet idet nævnet skrev:
"...
Ovennævnte har i skrivelse af
23. august 1992 klaget over (K) Kommunes afgørelse om i 3 måneder at begrænse
pågældendes samkvemsret med datteren (B).
Kommunen har anført, at
afgørelsen er truffet i henhold til bistandslovens § 67.
Allerede fordi der er tale om
en beslutning, der vedrører en periode på indtil 3 måneder, oversendes sagen
i
henhold til bistandslovens § 67, stk. 3, til videre behandling i
Socialministeriet.
Det bemærkes, at ovennævnte
ikke er forældremyndighedsindehaver."
Socialministeriet afviste den
21. september 1992 at realitetsbehandle sagen. Ministeriet sendte sagen
tilbage til ankenævnet og skrev samtidig bl.a. således til nævnet:
Læs alt
"Kommunens afgørelser om
begrænsninger/afbrydelser af samværet i henhold til § 67, stk. 1, har indtil
1.
januar 1991 kunnet indbringes for Socialstyrelsen/Socialministeriet, som et
spørgsmål om bistandsudøvelsen.
Socialministeriet skal
imidlertid henvise til, at man ikke længere har mulighed for at behandle
klager
over bistandsudøvelsen, idet det særlige lovbestemte sociale tilsyn er blevet
ophævet fra 1. januar 1991.
En klage over
bistandsudøvelsen vil efter ophævelsen af § 22 i den sociale styrelseslov i
stedet for kunne indbringes for kommunalbestyrelsen, jf. Socialministeriets
vejledning nr. 155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets
område."
A og kommunen blev samtidig
underrettet om ministeriets skrivelse til ankenævnet.
Den 28. september 1992 skrev
A til mig. A's brev indeholdt både klager over K Kommune og over at
Socialministeriet ikke havde realitetsbehandlet A's henvendelse af 23. august
1992.
Den 5. oktober 1992 skrev jeg
til A at jeg måtte bede ham afvente K Kommunes endelige afgørelse af sagen,
før
han tog stilling til, om han fandt grundlag for at opfordre mig til at tage
sagen op af egen drift, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Baggrunden herfor
var at sagen var indbragt for kommunalbestyrelsen. Samtidig skrev jeg til A
at
jeg senere ville vende tilbage til hans klage over Socialministeriets
afgørelse
af 21. september 1992. Da K Kommune i en skrivelse af 6. oktober 1992 oplyste
at kommunalbestyrelsens behandling af A's klage var udsat til næste
byrådsmøde
den 18. november 1992, rejste jeg i skrivelse af 9. oktober 1992 sagen over
for
kommunen.
I skrivelse af 9. december
1992 afgav jeg en redegørelse om kommunens behandling af sagen. Af
redegørelsen,
der også er offentliggjort i min beretning for 1992, s. 334ff, fremgår at jeg
på væsentlige punkter fandt anledning til kritik af kommunens behandling af
sagen. Jeg fandt således at måtte kritisere kommunens tilsidesættelse af
forvaltningslovens
regler om partshøring og om begrundelse, kommunens manglende undersøgelse af
A's indsigelse angående overlæge C's habilitet samt kommunens
oplysningsgrundlag
i forbindelse med afgørelsen om samværsbegrænsning, jf. nærmere beretningen
for
1992, s. 342ff.
Kommunen kommenterede min
redegørelse i en skrivelse af 5. januar 1993; denne besvarede jeg den 22.
samme
måned, jf. beretningen for 1992, s. 346.
Den 18. februar 1993 bad jeg
herefter om en udtalelse fra Socialministeriet i anledning af A's klage over
ministeriet. I min skrivelse af 18. februar 1993 bad jeg særligt ministeriet
om
at udtale sig om hvorvidt ministeriet ved sin afvisning af klagen havde
opfyldt
sin ulovbestemte tilsynsforpligtelse, jf. Socialministeriets vejledning nr.
155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets område, afsnit 1.
Jeg henviste i øvrigt til min
skrivelse til ministeriet af 31. maj 1992 vedrørende en anden sag der er
omtalt
i min beretning for 1992, s. 250ff. I denne anden sag anførte jeg
afslutningsvis
følgende:
"(...) efter min
opfattelse ligger (det) inden for tilsynsforpligtelsen over for en kommune at
gøre opmærksom på klare og utvivlsomme tilsidesættelser af enkeltpersoners
rettigheder eller at sørge for, at sådanne spørgsmål bliver forelagt andre
myndigheder, der kan påtale forholdet, f.eks. det kommunale tilsyn."
Endelig bad jeg
Socialministeriet om i udtalelsen at kommentere det forhold at ministeriet
ikke oversendte A's klage til besvarelse af K Kommune, jf. forvaltningslovens
§ 7, stk. 2, og sidste afsnit af den del af ministeriets skrivelse af 21.
september 1992 der er citeret ovenfor.
Den 13. juli 1993 udtalte
Socialministeriet følgende i sagen:
"...
(A's) klage til Det Sociale
Ankenævn for (Y) Amt blev den 16. september 1992 videresendt til behandling i
Socialministeriet.
Da afgørelsen om
samværsbegrænsning vedrørte den af forældrene, der ikke har
forældremyndigheden, var lovgrundlaget bistandslovens § 67, stk. 1.
I brev af 21. september 1992
meddelte Socialministeriet derfor Det Sociale Ankenævn, at en kommunes
afgørelser om begrænsninger eller afbrydelse af samværet i henhold til
bistandslovens § 67, stk. 1, ikke længere kan indbringes for
Socialministeriet
som en klage over bistandsudøvelsen, idet det særlig lovbestemte sociale
tilsyn
blev ophævet fra 1. januar 1991. Det blev tilføjet, at en klage over
bistandsudøvelsen efter ophævelsen af § 22 i den sociale styrelseslov i
stedet
for vil kunne indbringes for kommunalbestyrelsen, jf. Socialministeriets
vejledning nr. 155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets
område.
Med hensyn til ombudsmandens
spørgsmål om, hvorvidt Socialministeriet ved sin afvisning af klagen har
opfyldt sin ulovbestemte tilsynsforpligtelse efter Socialministeriets
klagevejledning, skal Socialministeriet henvise til punkt 1 i vejledningen.
Herefter gælder for
Socialministeriet et generelt ressorttilsyn, selv om bestemmelsen i den
sociale
styrelseslovs § 22 om det særlige sociale tilsyn er ophævet. Heri ligger
bl.a.,
at Socialministeriet vil kunne rette henvendelse til de almindelige kommunale
tilsynsmyndigheder, hvis vi bliver opmærksomme på en formodet ulovlighed i
kommunestyret.
Vi kan således tiltræde
ombudsmandens opfattelse af Socialministeriets almindelige ressorttilsyn, som
det har fundet udtryk i skrivelsen af 31. maj 1992. Herefter ligger det inden
for vores tilsynsforpligtelse over for en kommune at gøre opmærksom på klare
og
utvivlsomme tilsidesættelser af enkeltpersoners rettigheder eller at sørge
for,
at sådanne spørgsmål bliver forelagt andre myndigheder, der kan påtale
forholdet, fx det almindelige kommunale tilsyn.
Dette indebærer, at
Socialministeriet, hvis vi bliver opmærksomme på eller bliver gjort
opmærksomme
på en formodet ulovlighed i en kommune, retter henvendelse til kommunen med
henblik på en afklaring af, hvorvidt der er tale om en ulovlighed. Hvis
kommunens svar viser, at kommunens handling er i strid med lovgivningen,
retter
Socialministeriet herefter henvendelse til det almindelige kommunale tilsyn
(tilsynsråd og Indenrigsministeriet), idet vi ikke selv har
reaktionsmuligheder. Hvis der ikke er tvivl om, at en kommune handler
ulovligt,
retter vi direkte henvendelse til det almindelige kommunale tilsyn.
Socialministeriets
tilsynsforpligtelse indebærer derimod ikke, at vi normalt har en adgang til
at
indhente sager fra kommunerne, idet en egentlig gennemgang af en konkret sag
falder uden for det ulovbestemte generelle tilsyn. Realitetsbehandling af
konkrete sager varetages af bl.a. det almindelige kommunale tilsyn, der også
har reaktionsmuligheder.
For så vidt angår
forarbejderne til ophævelsen af det særlige sociale tilsyn vedlægges et notat
af 27. september 1990, som blev givet til Folketingets Socialudvalg under
udvalgsbehandlingen af forslaget til lov om ændring af den sociale
styrelseslov
m.v. (Ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af ændring af den
sociale centrale administration).
Socialministeriet skal
udtale, at vi ved behandlingen af den forelagte klagesag ikke fandt anledning
til at tage stilling til en formodet ulovlighed i forbindelse med (K)
Kommunes
afgørelse om samværsbegrænsing efter bistandslovens § 67.
Med hensyn til ombudsmandens
anmodning om ministeriets kommentar til det forhold, at ministeriet ikke
oversendte (A's) klage til besvarelse af (K) Kommune, jf. forvaltningslovens
§
7, stk. 2, er det Socialministeriets opfattelse, at bestemmelsen omhandler
tilfælde, hvor en borger retter en skriftlig henvendelse til en forkert
myndighed. Der henvises til punkt 31 i Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven.
Her er det præciseret, at en myndighed, hvis en henvendelse fra en borger
fremkommer skriftligt til en forkert myndighed, så vidt muligt skal
videresende
den til den rette myndighed.
I den indbragte sag, hvor Det
Sociale Ankenævn i (Y) Amt fejlagtigt har videresendt en klage til
Socialministeriet, har man derfor valgt at tilbagesende akterne til Det
Sociale
Ankenævn som svar på ankenævnets videresendelse af sagen til ministeriet. I
ministeriets overvejelser er også indgået, at det er klagerens egen
beslutning,
om han vil klage til kommunalbestyrelsen, herunder hvilken form en sådan
klage
skal have. Der henvises i denne forbindelse til side 127 i den kommenterede
forvaltningslov (2. udgave 1992). Socialministeriet har endelig ved kopi af
sit
brev til Det Sociale Ankenævn underrettet (K) Kommune om tilbagesendelsen.
..."
I det notat af 27. september
1990 som Socialministeriets udtalelse henviste til, stod bl.a.:
"...
3. Retlige konsekvenser af
ændringerne
Det sociale tilsyn
.
Med Socialreformen i 70'erne
skete der et brud på den traditionelle opbygning af klage-tilsynssystemet.
Kompetencen til at træffe afgørelser efter den sociale lovgivning blev lagt
ud
til kommuner/amtskommuner, og afgørelserne kunne herefter normalt kun ankes
til amtsankenævn/Den Sociale Ankestyrelse. Men Socialministeriet er fortsat
den
regeludstedende myndighed, og som hovedregel ikke længere klageinstans.
Socialministeriet indgår heller ikke i et over-underordnelsesforhold til
kommunerne/amtskommunerne, bortset fra på visse mere administrative områder
som
regnskab og revision. (Udtrykket kommune dækker i notatet såvel
kommunalbestyrelsen som amtsrådet).
Efter § 22 i den sociale
styrelseslov fører socialministeren tilsyn med kommunernes og amtskommunernes
socialvæsen og med offentligt støttede eller anerkendte institutioner, der
virker inden for det sociale område.
Begrundelsen for denne
bestemmelse var, at socialministeren i en overgangsperiode skulle føre et
overordnet tilsyn med socialvæsenet og herunder tage initiativer med henblik
på
at rette mulige mangler eller misforhold i begyndelsen af
decentraliseringsperioden.
For så vidt angår de centrale
sociale myndigheders tilsyn bemærkes, at det efter almindelige statsretlige
principper antages, at den centrale myndighed på et lovområde - vedkommende
ministerium eller styrelse - har en
ulovbestemt
pligt til at føre et vist tilsyn med det pågældende lovområde. Dette tilsyn
kaldes undertiden
overtilsyn
eller
overvågende
tilsyn. Baggrunden for denne
tilsynspligt skal ses i sammenhæng med ministerens parlamentariske ansvar og
rolle i lovgivningsprocessen.
Hvis den centrale myndighed
f.eks. ved klage bliver opmærksom på en ulovlighed i kommunestyret, må den
have
pligt til at reagere.
For Socialministeriets
vedkommende gælder således en tilsynspligt (en pligt til overvågenhed, et
ressorttilsyn) tillige med et formelt socialt tilsyn efter den sociale
styrelseslovs § 22, som hidtil har været varetaget af Socialstyrelsen med
klageadgang til departementet.
Tilsynsforpligtelsen medfører
imidlertid ikke mulighed for at ændre en kommunes afgørelse. Der er således
et
almindeligt overvågende tilsyn uden særlig lovhjemmel og et tilsyn, baseret
på
lovhjemmel.
Bestemmelsen om tilsynet i §
22 må anses som udtryk for lovgivers ønske om udtrykkeligt at nævne
socialministerens opgaver, og udtrykker næppe andet, end hvad der i forvejen
er
gældende om en ministers almindelige overvågende tilsyn.
DET ALMINDELIGE TILSYN
I henhold til den kommunale
styrelseslovgivning varetages tilsynet med kommunerne af de for hvert amt
nedsatte tilsynsråd, mens Indenrigsministeriet udøver tilsynet med
amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.
...
Den gældende retstilstand,
hvorefter der består et lovbestemt, selvstændigt socialt tilsyn af ikke
nærmere
præciseret omfang skaber imidlertid en usikkerhed om rækkevidden af det
kommunale tilsyn, idet dette tilsyn også dækker områder, som antages at falde
ind under det usikre begreb, "det sociale tilsyn".
På den baggrund kan der
skabes en større klarhed ved at ophæve den sociale styrelseslovs § 22 om det
særlige sociale tilsyn.
Om begrebet bistandsudøvelse
Begrebet
"bistandsudøvelse" eller "forsorgens udøvelse" har
traditionelt
været anvendt om en række konkrete dispositioner over for enkeltpersoner.
Dispositionerne indgår som led i en større indsats, der hviler på en egentlig
afgørelse, truffet af de sociale myndigheder (kommunalbestyrelsen).
Begrebet kan være vanskeligt
at afgrænse teoretisk, og afgrænsningen har også til tider voldt
vanskeligheder
i praksis.
Begrebet afgrænses
på den ene side
af den generelle
tilrettelæggelse af støtteforanstaltninger, f.eks. kommunens afgørelse
vedrørende hjemmehjælpsordning, omsorgsarbejde, dækning med
institutionspladser
eller serviceniveauet på institutionerne.
På den anden side
afgrænses det af egentlige afgørelser, som man i
de fleste tilfælde kan klage over (til amtsankenævn/Ankestyrelsen).
Bistandsudøvelse kan
forekomme i mange sammenhænge, men begrebet vil oftest i praksis være knyttet
til ophold på institution. Det forekommer dog også f.eks. i forbindelse med
familiepleje.
Til nærmere indkredsning kan
følgende
eksempler
tjene:
Under begrebet
bistandsudøvelse falder f.eks. spørgsmålet om, hvilket værelse, den enkelte
beboer skal have på et plejehjem, hvilke tekniske installationer, der skal
være
på værelset, eller hvornår beboeren skal hjælpes i seng.
Under begrebet falder også
f.eks. spørgsmålet om betaling for rejser m.m. til børn og unge optaget på
døgninstitutioner, eller betaling til besøgsrejser for forældre, hvis barnet
eller den unge ikke er i stand til at rejse hjem.
Socialministeriet tager ikke
de kommunale sociale myndigheders dispositioner dvs. bistandsudøvelsen under
behandling, fordi:
For det første:
Ansvaret for at institutioner m.v. fungerer
tilfredsstillende, påhviler først og fremmest driftsherren, d.v.s. amtsråd
eller kommunalbestyrelse.
For det andet:
Socialministeriets reaktionsmuligheder er begrænsede
til udtalelser og henstillinger. Socialministeriet kan
ikke
ændre en kommunal afgørelse/disposition, og Socialministeriet
har
ikke
selvstændige
sanktionsmuligheder.
4. Konklusion:
Decentraliseringen med
udlægningen af næsten samtlige sociale opgaver til amter og kommuner taler
generelt for, at ministeriet i rollen som socialt tilsyn spiller en så
tilbagetrukket
rolle som muligt.
Hvis Socialministeriet
modtager en henvendelse om forhold, der kan karakteriseres som
bistandsudøvelse, må klageren derfor henvises til at rette henvendelse til
den
myndighed, som har truffet dispositionen. Får ministeriet opfattelsen af, at
der foreligger ulovlige forhold, sendes sagen til det kommunale tilsyn enten
af
ministeriet eller af klageren.
I det omfang, en borger
klager til Socialministeriet over serviceniveauet i kommunen eller
amtskommunen i almindelighed eller på en bestemt institution, må klagen
normalt
enten videresendes til kommunalbestyrelsen, som ansvarlig myndighed for
kommunens aktiviteter, eller borgeren må henvises til selv at rette
henvendelse til kommunalbestyrelse eller det almindelige tilsyn, afhængig af
den konkrete situation.
Som følge af den omfattende
decentralisering med et særdeles udbygget ankesystem, har Socialstyrelsens og
Socialministeriets praksis udviklet sig således, at ansvaret for de sociale
afgørelser og dispositioner ligger hos kommunerne, ankeorganerne og det
almindelige
tilsyn, og således at ansvaret for det kommunale sociale niveau må placeres
hos
de direkte politisk ansvarlige myndigheder, nemlig de kommunale myndigheder.
De lovmæssige konsekvenser af
ovenstående er, at §§ 20, 22 og 24 i den sociale styrelseslov foreslås
ophævet.
..."
I en skrivelse til A udtalte
jeg herefter følgende:
"Den tidligere gældende
bestemmelse i den sociale styrelseslovs § 22 havde følgende indhold (jf.
lovbekendtgørelse nr. 174 af 14. marts 1990):
"Socialministeren fører
tilsyn med kommunernes og amtskommunernes socialvæsen og med offentligt
støttede eller anerkendte institutioner, der virker inden for det sociale
område."
Af den nu ophævede vejledning
nr. 14 af 11. januar 1988 om klageregler og tilsyn på det sociale område
fremgik bl.a. følgende:
"
II. Om tilsyn på det sociale område
19. Det sociale tilsyn
19.1. Hvilke myndigheder
Socialministeren er øverste
sociale tilsynsmyndighed indenfor hele sociallovgivningens område.
Efter § 22 i den sociale styrelseslov
fører socialministeren tilsyn med kommunernes og amtskommunernes socialvæsen
og
med offentligt støttede eller anerkendte institutioner, der virker inden for
det sociale område.
...
19.2. Tilsynsmyndighedens opgaver
Det sociale tilsyns opgaver
er ikke nærmere reguleret ved lov.
Det kan imidlertid slås fast,
at de sociale tilsynsmyndigheder har pligt til at reagere, såfremt der
fremkommer oplysninger, der kan være udtryk for, at der består forhold, der
er
ulovlige, eller at sociallovgivningens generelle niveaukrav ikke opfyldes.
Disse oplysninger kan komme
frem ved en offentlig omtale, ved henvendelser, som led i en undersøgelse,
ved
statistikker m.m.
Det sociale tilsyns opgaver
er således mere vidtrækkende end det rene legalitetstilsyn.
De sociale tilsynsmyndigheder
kan afkræve kommunen de oplysninger, der er nødvendige for at kunne udøve
tilsynet, jf. den sociale styrelseslov § 23 og den kommunale styrelseslov §
63.
På grundlag heraf kan
tilsynet alene komme med udtalelser og henstillinger.
Det sociale tilsyn kan
ikke ændre
den kommunale afgørelse og
det sociale tilsyn har
ingen
sanktionsmuligheder.
Hvis det sociale tilsyn
konstaterer ulovligheder og i den forbindelse finder behov for sanktioner,
kan
tilsynsmyndigheden dog rette henvendelse til de almindelige
tilsynsmyndigheder
med anmodning om iværksættelse af sanktioner, se pkt. 20.2.
Det sociale tilsyn omfatter
både kommunalbestyrelsens respektive amtsrådets dispositioner, og de
dispositioner, som det sociale udvalg respektive social- og sundhedsudvalget
træffer.
Beslutninger eller udtalelser
fra de sociale tilsynsmyndigheder kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Tilsynet på f.eks.
institutionsområdet supplerer den forpligtelse til driftstilsyn, der påhviler
kommunalbestyrelsen og amtsrådet, da disse myndigheder har ansvar for, at
institutionerne fungerer tilfredsstillende."
Det tidligere lovbestemte
centrale tilsyn på det sociale område var således dels et
legalitets
tilsyn, dels et videregående, mere
fagligt
tilsyn, jf. nærmere Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret
(1994), s. 663.
Bl.a. den sociale
styrelseslovs § 22 - og dermed det
lovbestemte
,
centrale tilsyn på det sociale område - blev ved § 1 i lov nr. 794 af 30.
november 1990 ophævet med virkning fra 1. januar 1991.
I bemærkningerne til
lovforslaget (L 16/1990-91) anføres bl.a. (jf. Folketingstidende A, 1990-91
(1.
samling), sp. 434-436):
"
Det sociale tilsyn
I forbindelse med de store
udlægninger på det sociale område var der behov for en særlig bestemmelse,
der
præciserede, at socialministeren førte tilsyn med det sociale område. Ved
gennemførelsen af den sociale styrelseslov i 1970 blev der derfor i § 22
medtaget en bestemmelse herom.
Med den skete udlægning af
opgaverne i de forløbne 20 år, den fortsatte glidende decentralisering på
flere
niveauer samt det omfattende ankesystem er Socialministeriets og
Socialstyrelsens rolle som overordnet påtalemyndighed blevet væsentligt
nedtonet. Det har i perioden navnlig været Socialstyrelsen, der har varetaget
denne opgave. Tilbage står fortsat det almindelige kommunale tilsyn samt det
almindelige ressorttilsyn efter almindelige stats- og forvaltningsretlige
principper, jf. bemærkningerne til forslagets § 1.
Med Socialreformen i 70'erne
skete der et brud på den traditionelle opbygning af klage-tilsynssystemet.
Socialministeriet er fortsat den regeludstedende myndighed, men er som
hovedregel ikke længere klageinstans. Socialministeriet indgår heller ikke i
et
over-underordnelsesforhold til kommunerne/amtskommunerne, bortset fra på
visse
mere administrative områder som regnskab og revision.
Det almindelige kommunale tilsyn
I henhold til den kommunale
styrelseslovgivning varetages tilsynet med kommunerne af de for hvert amt
nedsatte tilsynsråd, mens Indenrigsministeriet udøver tilsynet med
amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.
...
Den gældende retstilstand,
hvorefter der består et lovbestemt, selvstændigt socialt tilsyn af ikke
nærmere
præciseret omfang skaber imidlertid en usikkerhed om rækkevidden af det
kommunale tilsyn, idet dette tilsyn også dækker områder, som antages at falde
ind under det usikre begreb "det sociale tilsyn".
På den baggrund kan der
skabes en større klarhed ved at ophæve den sociale styrelseslovs § 22 om det
særlige sociale tilsyn.
...
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Socialstyrelsen er oprettet
med hjemmel i den sociale styrelseslovs § 20. Som følge af forslaget om
Socialstyrelsens nedlæggelse foreslås bestemmelsen ophævet.
Efter § 22 i den sociale
styrelseslov fører socialministeren tilsyn med kommunernes og amtskommunernes
administration af det sociale område. Som nævnt i de almindelige bemærkninger
er dette tilsyn som følge af decentraliseringen og opbygningen af et
omfattende
klagesystem blevet nedtonet væsentligt.
Hertil kommer, at rækkevidden
af § 22 har givet anledning til usikkerhed med hensyn til afgrænsningen over
for det almindelige tilsyn og ressorttilsynet, som efter almindelige
statsretlige og forvaltningsretlige regler gælder for enhver minister. Den
omstændighed, at der ikke til § 22 er knyttet sanktionsmuligheder, har i sig
selv gjort anvendelsen af bestemmelsen uklar.
Ved ophævelsen af § 22 om det
sociale tilsyn skabes der en klarere retstilstand, idet det hermed fastslås,
at
de kommunale tilsynsmyndigheder også inden for det sociale område skal påse,
at der ikke i kommunerne og amtskommunerne handles i strid med lovgivningen.
Som anført i de almindelige bemærkninger til lovforslaget gælder der dog den
væsentlige modifikation heri, at tilsynsmyndigheden normalt ikke vil kunne
tage
stilling til lovligheden af afgørelser vedrørende sociale ydelser til
enkeltpersoner, idet sådanne afgørelser kan påklages til de sociale
ankeinstanser. De kommunale tilsynsmyndigheder vil imidlertid kunne gribe
ind,
hvis der fastlægges retningslinier for administrationen af det sociale
område,
som klart er i strid med lovgivningen herom. Til brug for vurderingen heraf,
vil de kommunale tilsynsmyndigheder normalt indhente en udtalelse fra
Socialministeriet.
..."
Socialministeriets vejledning
nr. 155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets område der
afløste
den ovenfor omtalte vejledning nr. 14 af 11. januar 1988, indeholder bl.a.
følgende:
"
1. Socialministeriets tilsyn
Efter almindelige stats- og
forvaltningsretlige principper har den centrale myndighed på de forskellige
lovområder - vedkommende ministerium eller styrelse - en ulovbestemt pligt
til
at føre et vist tilsyn med det pågældende lovområde.
For Socialministeriets
vedkommende gælder således et generelt ressorttilsyn, selv om bestemmelsen i
den sociale styrelseslovs § 22 om det særlige sociale tilsyn er blevet
ophævet.
Heri ligger bl.a., at
Socialministeriet vil kunne rette henvendelse til
de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder
, jf. nedenfor, hvis
ministeriet bliver opmærksom på en formodet ulovlighed i kommunestyret."
Der er ikke holdepunkter for
at antage at Socialministeriets
ulovbestemte
sektor- eller ressorttilsyn skulle være ophævet i forbindelse med ophævelsen
af
det lovbestemte sociale tilsyn. Dels er der ved ophævelsesloven blot sket en
ophævelse af de lovbestemmelser hvoraf det
lovbestemte
tilsyn fremgik, dels er det såvel i forarbejderne til ophævelsesloven som i
Socialministeriets senere vejledning om tilsyn på Socialministeriets område
forudsat at der fortsat eksisterer et ulovbestemt ressorttilsyn.
I mangel af holdepunkter for
et mere vidtgående tilsyn må et ulovbestemt ressorttilsyn anses for at have
karakter af et
konstaterende legalitets
tilsyn.
Dette indebærer at tilsynet har kompetence til ved uforbindende udtalelser at
kunne konstatere, om gældende ret ved generelle beslutninger eller i konkrete
sager er overholdt, jf. nærmere betænkning 981/1983 om håndhævelse af bygge-
og
miljølovgivningen, s. 45ff, Bent Christensen, Forvaltningsret - Opgaver,
hjemmel, organisation, 1991, s. 369ff, Karsten Loiborg m. fl.,
Forvaltningsret,
1994, s. 660ff, og betænkning 1272/1994 om ombudsmandsloven, s. 81.
Jeg har forstået
Socialministeriets udtalelse af 13. juli 1993 således at ministeriet afviste
at
realitetsbehandle Deres henvendelse, bl.a. fordi spørgsmål i relation til
"bistandsudøvelsen" ikke er omfattet af ministeriets ulovbestemte
tilsyn. En sådan opfattelse finder jeg på flere punkter uholdbar.
Før den 1. januar 1993
indeholdt bistandsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990) i
§
67 følgende bestemmelser:
"Det påhviler
kommunalbestyrelsen, medmindre hensynet til barnets velfærd i det enkelte
tilfælde taler derimod, i samarbejde med opholdsstedet eller institutionen at
sørge for, at forbindelsen mellem barnet og dets hjem holdes ved lige, og at
søge at skabe mulighed for barnets tilbagevenden til hjemmet.
Stk. 2.
Når det er absolut påkrævet af hensyn til et barns velfærd,
kan det særlige udvalg efter den sociale styrelseslovs § 3 beslutte at
afbryde
barnets forbindelse med forældremyndighedens indehaver for en bestemt
periode.
Stk. 3.
En beslutning efter stk. 2, der vedrører en periode på
indtil 3 måneder, kan indbringes for Socialministeriet.
Stk. 4.
En beslutning efter stk. 2, der vedrører en periode ud over
3 måneder, skal træffes efter reglerne i § 126."
Bestemmelsen i bistandslovens
§ 67, stk. 2, angik afbrydelse af forbindelsen mellem et institutionsanbragt
barn og forældremyndighedens indehaver. Derimod angik bestemmelsen ikke
afbrydelse
af forbindelsen mellem et institutionsanbragt barn og en forælder, der ikke
er
indehaver af forældremyndigheden. Administrativ
rekurs
af kommunale afgørelser til statslige myndigheder, herunder
ministerierne, kræver lovhjemmel. Ved administrativ rekurs forstås det
forhold, at en borger klager over en forvaltningsmyndigheds afgørelse eller
sagsbehandling til en anden forvaltningsmyndighed, som har pligt til at
realitetsbehandle klagen, hvis visse grundlæggende formelle betingelser er
opfyldt, jf. Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret, 1994, s. 631ff. Den
rekursadgang
til Socialministeriet, der var hjemlet i bestemmelsen i bistandslovens § 67,
stk. 3, angik således ikke sager angående begrænsning eller afbrydelse af
samværet mellem et institutionsanbragt barn og en forælder, der ikke er
forældremyndighedsindehaver.
Jeg må forstå
Socialministeriets udtalelse således, at ministeriet fra det ovennævnte
forhold
slutter, at den afgørelse, (K) Kommune traf om begrænsning af samværet mellem
Dem og Deres datter, var et led i "bistandsudøvelsen". Heri kan jeg
ikke være enig.
For det første forekommer det
at være vanskeligt foreneligt med såvel almindelig sproglig forståelse som
begrebets reale indhold at lade "bistandsudøvelse" omfatte andre
personer end den eller de, bistanden eller hjælpeforanstaltningen angår. I
forbindelse med anbringelse af et barn på en døgninstitution angår
bistandsudøvelsen selvsagt direkte barnet. Er der som i denne sag tale om en
anbringelse med forældremyndighedsindehaverens samtykke, kan
bistandsudøvelsen
muligvis tillige siges at omfatte indehaveren af forældremyndigheden.
Imidlertid synes det ret indlysende, at bistandsudøvelsen ikke er rettet mod
eller omfatter en forælder, der ikke har forældremyndigheden.
For det andet må kommunens
afgørelse om begrænsning af samværet mellem Dem og Deres datter utvivlsomt
anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Jeg henviser herved i
det hele om den konkrete afgørelse til min beretning for 1992, s. 334ff, og
om
forvaltningslovens afgørelsesbegreb til Hans Gammeltoft-Hansen m. fl.,
Forvaltningsret, 1994, s. 40ff. En afgørelse i forvaltningslovens forstand
kan
efter min opfattelse vanskeligt opfattes som et led i bistandsudøvelsen eller
som "en konkret disposition" "som led i en større
indsats".
Jeg henviser i øvrigt for så vidt angår spørgsmålet om divergens mellem på
den
ene side, hvad Socialministeriet opfatter som omfattet af
"bistandsudøvelsen", og på den anden side afgørelser i
forvaltningslovens forstand til Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret,
1994,
s. 662.
Ved lov nr. 501 af 24. juni
1992 blev de ovenfor citerede bestemmelser i bistandslovens § 67 ændret med
virkning fra 1. januar 1993. Bistandsloven indeholder herefter bl.a. følgende
bestemmelser:
"
Samvær og kontakt
§ 67.
Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og
kontakt under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og
barnet, eller den unge holdes ved lige. En samværsret, der er aftalt mellem
forældrene eller er fastsat i medfør af §§ 24 og 25 i myndighedsloven,
opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men
kan
reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i stk. 2-4.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen træffer om fornødent beslutning om
omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere
vilkår
for samværet og kontakten. Ved beslutningen lægges særlig vægt på hensynet
til
barnet eller den unge og formålet med anbringelsen.
Stk. 3.
Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
sundhed eller udvikling, kan kommunalbestyrelsen for en bestemt periode
beslutte, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant
for
kommunen.
...
Klage
§
67 a....
Stk. 2.
Beslutninger efter § 67, stk. 2, samt beslutninger efter §
67, stk. 3, 1. pkt., der vedrører en periode indtil 3 måneder, kan, i det
omfang de angår den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, af
denne indbringes for det sociale ankenævn, jf. § 15."
Der er således nu tillagt en
forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, ret til at rekurrere
afgørelser om samværsbegrænsning til det sociale ankenævn. Ændringen af
bistandsloven har imidlertid ingen betydning for, om tidligere trufne
afgørelser om samværsbegrænsning var afgørelser i forvaltningslovens
forstand.
Dette må afgøres efter forvaltningsloven, jf. ovenfor.
Selvom afgørelsen om
samværsbegrænsning måtte kunne anses for en del af
"bistandsudøvelsen", måtte dette i øvrigt anses for uden betydning
for, om sagen var omfattet af Socialministeriets ulovbestemte sektortilsyn.
Som ovenfor nævnt må dette tilsyn anses for et legalitetstilsyn, d.v.s. et
tilsyn med, at kommunerne overholder gældende ret. Tilsynet angår ikke blot
"området uden for bistandsudøvelsen", men også
"bistandsudøvelsen".
Den
relevante afgrænsning af tilsynet er
ikke,
om der er tale om
"bistandsudøvelse"
eller ej, men derimod
lovligheden
af den kommunale aktivitet.
Tilsynet omfatter ikke (faglige) hensigtsmæssighedsspørgsmål
og spørgsmål om serviceniveauet
inden for
gældende ret. Det kan vel være, at den retlige ramme er forholdsvis vid
for
så vidt angår "bistandsudøvelsen". Men også dette område er
reguleret af retsregler, og disses overholdelse er omfattet af
Socialministeriets ulovbestemte sektortilsyn.
At De ikke efter de tidligere
gældende bestemmelser i bistandslovens § 67 kunne
rekurrere
kommunens afgørelse om samværsbegrænsning til
Socialministeriet, indebar således ikke, at ministeriets ulovbestemte
tilsyn
ikke omfattede sagen. Heller ikke
det forhold, at De - i medfør af de fra 1. januar 1993 gældende regler i
bistandslovens § 67 og § 67a - ville kunne have rekurreret en sådan afgørelse
til det sociale ankenævn, har den konsekvens, at Deres henvendelse i brevet
af
23. august 1992 ikke var omfattet af ministeriets ulovbestemte tilsyn.
Derimod ville ministeriet kunne have henvist en tilsvarende sag, der opstod
efter de nye reglers ikrafttræden, til rekurssystemet. Dette skyldes, at det
ulovbestemte tilsyn er subsidiært i forhold til klageordninger som den
etablerede.
Jeg må således konstatere, at
sagen
efter sin art
var omfattet af
Socialministeriets ulovbestemte sektortilsyn. Det bliver dernæst et spørsmål,
om ministeriet i øvrigt havde pligt til at realitetsbehandle sagen på
baggrund
af Deres henvendelse. Medens en rekursmyndighed normalt - jf. ovenfor - har
pligt til at realitetsbehandle en klage, har en
tilsynsmyndighed
som har et legalitetstilsyn, kun pligt til at
realitetsbehandle en sag, dersom der er en vis sandsynlighed for, at der i
sagen er begået ulovligheder.
Efter min opfattelse omfatter
det almindelige ressorttilsyn såvel overholdelsen af de særlige
offentligretlige regler på området som almindelige offentligretlige regler.
Socialministeriets
ulovbestemte tilsyn omfatter således både overholdelsen af de socialretlige
regler og almindelige forvaltningsprocessuelle regler, herunder
forvaltningslovens bestemmelser.
Det er vanskeligt generelt at
angive mere præcist, med hvilken klarhed, der måtte foreligge en ulovlighed,
førend et ministerium som almindeligt sektortilsyn har pligt til at
realitetsbehandle en sag. Dette må afhænge af, hvorvidt de for ministeriet
foreliggende oplysninger peger i retning af, at der kunne foreligge en
ulovlighed,
og hvorvidt denne ulovlighed angår mere væsentlige forhold. Disse oplysninger
kan ikke blot foreligge i form af en henvendelse fra en borger, men også i
form
af oplysninger i pressen, folketingsspørgsmål o.s.v., sammenholdt med den
viden, ministeriet i øvrigt er i besiddelse af. Der må således i det konkrete
tilfælde opstilles en prognose for, hvorvidt der af en kommune er begået
ulovligheder. Hvis det ikke ud fra denne prognose er usandsynligt, at der er
begået en ulovlighed af en ikke uvæsentlig art, vil ministeriet efter min
opfattelse have pligt til at undersøge sagen nærmere.
I den konkrete sag var
forholdet det, at De i Deres brev af 23. august 1992 klagede over, "at
man
uden at have undersøgt forholdene suspenderer samværet", jf. brevets
side
1. I de følgende sider af Deres brev uddybede De klagen over kommunens
sagsoplysning. Ligeledes fremsatte De i brevet (på s. 3) indsigelser mod
habiliteten hos den læge, som havde afgivet en lægeerklæring, der indgik i
sagen. Efter min opfattelse måtte der på baggrund af Deres henvendelse være
en
rimelig formodning for, at kommunen havde tilsidesat ikke uvæsentlige
offentligretlige regler. Jeg kan herved henvise til, at jeg fandt anledning
til
at tage sagen op over for kommunen med hjemmel i bestemmelsen i
ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Efter denne bestemmelse kan ombudsmanden tage
en
kommunal sag hvor der ikke er hjemmel til rekurs til en statsmyndighed, op af
egen drift, "for så vidt der er tale om krænkelse af væsentlige retlige
interesser". Jeg kan i fortsættelse heraf i det hele henvise til min
redegørelse i sagen (jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s.
334ff), hvoraf fremgår, at jeg på væsentlige punkter - efter at have
undersøgt
sagen - fandt anledning til kritik af kommunens behandling af sagen.
Socialministeriet har i
udtalelsen af 13. juli 1993 som en anden grund til, at ministeriet afviste at
realitetsbehandle Deres sag, henvist til, at ministeriet "ikke ...
normalt
har adgang til at indhente sager fra kommunerne, idet en egentlig gennemgang
af
en konkret sag falder uden for det ulovbestemte generelle tilsyn." Denne
opfattelse kan jeg ikke tilslutte mig.
For det første falder det
inden for det almindelige ressorttilsyns kompetence at afgive udtalelser om
gældende ret på baggrund af konkrete sager, jf. bet. 981/1983, s. 45ff, Lis
Sejrs artikel i "Nyhedsbrev for Social- og Sundhedssektor"
(Jurainformation) nr. 15, 8. august 1991, s. 15ff, og Jørgen Lund og Lis Sejr
i
"Nyhedsbrev for Social- og Sundhedssektor" (Jurainformation) nr.
16,
29. august 1991, s. 15ff, samt Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret, 1994,
s. 660. Jeg henviser endvidere til min skrivelse af 6. april 1992 (j. nr.
1991-247-056) til socialministeren om ministeriets tilsyn i relation til
kommunernes administration af hjemmehjælpsordningen samt den sag, der er
omtalt
i min beretning for 1992, s. 250ff. I sidstnævnte sag udtalte jeg, at
Socialstyrelsens udtalelse i en konkret personsag faldt inden for rammerne af
tilsynsforpligtelsen i henhold til den dagældende § 22 i den sociale
styrelseslov, og at en sådan udtalelse efter min opfattelse også efter den 1.
januar 1991 kunne afgives som led i ministeriets ressorttilsyn (jf.
Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s. 256).
For det andet følger det af
officialprincippet, at forvaltningsmyndigheden har ansvaret for, at en sag er
tilstrækkeligt oplyst. Dette grundlæggende princip gælder ikke kun i
forbindelse med, at en forvaltningsmyndighed skal træffe en afgørelse (i
forvaltningslovens forstand), men også i forbindelse med myndighedens øvrige
virksomhed, herunder afgivelsen af (uforbindende) udtalelser. En forsvarlig
oplysning af en sag vil således meget vel kunne forpligte det almindelige
ressorttilsyn til at indhente oplysninger og/eller sagsakter i en konkret
sag,
der er behandlet af en kommune.
§ 63 i den kommunale
styrelseslov (jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 22. juni 1993) bestemmer, at
"Kommunalbestyrelsen ... skal tilvejebringe og meddele vedkommende
minister de oplysninger, som denne måtte forlange om forhold ... i
kommunen...". Efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr.
2, kan
kommunen videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold
(særligt fortrolige oplysninger), når "det følger af lov ... , at
oplysningen skal videregives". Kommunen ville også i sager rejst af det
almindelige ressorttilsyn kunne afgive oplysninger med hjemmel i
forvaltningslovens
§ 28, stk. 2, nr. 4, 2. led, om særligt fortrolige oplysninger
("videregivelsen... er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre
tilsyns- eller kontrolopgaver")
eller § 28, stk. 3, om andre fortrolige oplysninger ("... oplysningen
vil
være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed ..."). Efter
forvaltningslovens § 31, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed - hvis den
"er berettiget til at videregive en oplysning" - "på begæring
af
en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af
betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden
skal træffe".
Efter min opfattelse burde
Socialministeriet som almindelig ressorttilsynsmyndighed således ikke have
afvist at realitetsbehandle Deres sag på grundlag af Deres brev af 23. august
1992. Jeg har herved ikke taget stilling til, hvad ministeriet - efter at
have
realitetsbehandlet sagen - burde have foretaget sig i sagen.
I relation til spørgsmålet
om, hvorvidt Socialministeriet efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 7,
stk. 2, burde have sendt Deres henvendelse af 23. august 1992 til
kommunalbestyrelsen, må jeg forstå ministeriets udtalelse af 13. juli 1993
således, at bestemmelsen efter ministeriets opfattelse gælder, hvis "en
borger retter skriftlig henvendelse til en forkert myndighed", men
derimod
ikke i en situation som den, der forelå i Deres sag.
Efter min opfattelse var der
netop i Deres sag tale om, at De - efter Socialministeriets (omend
fejlagtige)
opfattelse - havde rettet henvendelse til "den forkerte myndighed".
Sidste afsnit i citatet ovenfor af ministeriets skrivelse af 21. september
1992 kan således dårligt forstås som andet end et uforbeholdent udsagn om, at
kommunalbestyrelsen var den myndighed, der retteligt var kompetent til at
behandle sagen. Udgangspunktet var herefter, at ministeriet efter
forvaltningslovens § 7, stk. 2, var forpligtet til at sende sagen videre til
kommunalbestyrelsen.
Det nævnte udgangspunkt måtte
eventuelt modificeres, hvis Deres brev af 23. august 1992 måtte forstås som
indeholdende et "forbud" mod, at Socialministeriet sendte sagen
videre til en anden myndighed. Dette finder jeg ikke er tilfældet. Tværtimod
fremgik det af Deres henvendelse, at De var stærkt interesseret i en
stillingtagen til spørgsmålet om lovligheden af kommunens dispositioner, og
at
det var uvæsentligt for Dem, hvilken myndighed, der med henblik herpå
behandlede
sagen.
Som det også fremgår af
Socialministeriets udtalelse af 13. juli 1993, kan der i forbindelse med, at
sager i medfør af bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 2, sendes til
andre myndigheder, rejses spørgsmål om videregivelse af (særligt) fortrolige
oplysninger uden samtykke. Ministeriet har herved henvist til John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer, 1992, side 127. Af det anførte sted
fremgår,
at "hjemlen for videresendelsen kan dog søges i [forvaltningslovens] §
28,
stk. 2, nr. 4.". Efter den nævnte bestemmelse kan særligt fortrolige
oplysninger videregives, når "videregivelsen er et nødvendigt led i
sagens behandling". Hertil kommer i den konkrete sag, at det ud fra
indholdet af Deres brev af 23. august 1992 måtte stå ministeriet klart, at
kommunen i forvejen i fuldt omfang var bekendt med sagen, og at brevet angav
at
være sendt i kopi til kommunen. Ministeriet måtte herved med rimelighed kunne
antage, at en videresendelse af sagen til kommunalbestyrelsen ikke ville
indebære nogen videregivelse uden Deres samtykke af oplysninger til en anden
forvaltningsmyndighed. Oplysningerne var i forvejen kendte i alle tilfælde
for
kommunens socialforvaltning. Kommunens afgørelse om samværsbegrænsning i
forbindelse med døgninstitutionsanbringelsen af Deres datter med samtykke fra
forældremyndighedens indehaver beroede ikke på kompetence tillagt det særlige
udvalg i henhold til bistandslovens afsnit VIII, men derimod på
kommunalbestyrelsens kompetence. Siden ophævelsen med virkning fra 1. januar
1990 af det sociale udvalgs selvstændige kompetence (jf. lov nr. 389 af 7.
juni
1989) anses socialforvaltningen og kommunalbestyrelsen ikke for at være
forskellige forvaltningsmyndigheder, jf. Socialministeriets vejledning nr.
172
af 11. december 1989 om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af
fortrolige oplysninger m.v. inden for den sociale lovgivning (særligt pkt.
VI.1) og Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret, 1994, s.
83f. En oversendelse af sagen til kommunalbestyrelsen
måtte således i relation til reglerne om videregivelse af fortrolige
oplysninger ikke have været anset for overvejende betænkelig.
Jeg må således finde, at
Socialministeriet - ud fra ministeriets egen forståelse af de involverede
myndigheders kompetence - i medfør af forvaltningslovens § 7, stk. 2, burde
have sendt sagen videre til kommunalbestyrelsen som rette myndighed.
Sammenfattende
er det således min opfattelse,
-
at
der på Socialministeriets
område fortsat må antages at eksistere et ulovbestemt ressorttilsyn,
-
at
dette tilsyn har
karakter af et konstaterende legalitetstilsyn,
-
at
tilsynet også
omfatter spørgsmål om, hvorvidt kommunernes forvaltning i
konkrete
sager er lovlig,
-
at
sagen om
begrænsning af Deres samvær med Deres datter efter sin art var omfattet af
Socialministeriets ulovbestemte tilsyn,
-
at
Socialministeriets
ulovbestemte tilsyn omfatter både overholdelsen af de socialretlige regler og
almindelige forvaltningsprocessuelle regler, herunder forvaltningslovens
bestemmelser,
-
at
det på baggrund af
Deres brev af 23. august 1992 ikke var usandsynligt, at der var begået en
ulovlighed af en ikke uvæsentlig art, og at Socialministeriet derfor burde
have undersøgt sagen nærmere,
-
at
ministeriet som
led i en sådan nærmere undersøgelse var både berettiget og forpligtet til at
indhente nærmere oplysninger (og herunder relevante sagsakter) fra kommunen,
-
at
Socialministeriet
derfor ikke som sket i skrivelse af 21. september 1992 burde have afvist at
realitetsbehandle
sagen,
og
-
at
Socialministeriet
- ud fra ministeriets egen (omend fejlagtige) forståelse af de involverede
myndigheders kompetence - i medfør af forvaltningslovens § 7, stk. 2, burde
have sendt sagen videre til kommunalbestyrelsen som rette myndighed."
Jeg meddelte samtidig
Socialministeriet min opfattelse. Ligeledes orienterede jeg K Kommune og Det
Sociale Ankenævn i Y Amt.
NOTER(*1) Jf.
FOB 1992, s. 250ff
og
FOB 1992, s. 334ff.
Lignende dokumenter
- Kommunal afgørelse om samværsbegrænsning, jf. bistandslovens § 67, stk. 1. Sagsoplysning. Partshøring. Retsinformation · 6. november 2003
- Over-/underordnelsesbeføjelser mellem Socialministeriet og Den Sociale Sikringsstyrelse Retsinformation · 8. november 2005
- Frivillig døgninstitutionsanbringelse. Underretning af faderen. Partsstatus. Aktindsigt. Det sociale sektortilsyn. Retsinformation · 6. november 2003
- Den Sociale Ankestyrelses muligheder i sag om tvangsanbringelse af tre børn uden for hjemmet Retsinformation · 2. oktober 2002
- Aktindsigt, begrundelse og partshøring ved afskedigelse af folkeskolelærer Retsinformation · 25. juni 2003
- AFGØRELSE Nr. 202 af 17. marts 2005 om de blanketter, der skal benyttes ved anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72 (E 001, E 101, E 102, E 103, E 104, E 106, E 107, E 108, E 109, E 112, E 115, E 116, E 117, E 118, E 120, E 121, E 123, E 124, E 125, E 126 og E 127) (Teksten er relevant for EØS og for EF/CH-aftalen) (2006/203/EF) EU-lovgivning · 17. marts 2005