Spring til indhold

Retsinformation

Indholdet af Socialministeriets ulovbestemte ressorttilsyn.

FOU nr 1994.296UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Indholdet af Socialministeriets ulovbestemte ressorttilsyn.

Ved brev af 23. august 1992

henvendte A sig til Det Sociale Ankenævn for Y Amt angående K Kommunes

beslutning om at begrænse A's ret til samvær med hans datter B som med

samtykke

fra hendes moder var blevet anbragt på et børnehjem. I brevet skrev A bl.a.

at

han "klager herved over, at man uden at have undersøgt forholdene

suspenderer samværet". A skrev også at overlæge C - som havde afgivet en

erklæring, der indgik i kommunens sag - "... for 2 år siden betegnede

sig

selv som inhabil omkring mig ...".

Det sociale ankenævn sendte

den 16. september 1992 sagen videre til Socialministeriet idet nævnet skrev:

"...

Ovennævnte har i skrivelse af

23. august 1992 klaget over (K) Kommunes afgørelse om i 3 måneder at begrænse

pågældendes samkvemsret med datteren (B).

Kommunen har anført, at

afgørelsen er truffet i henhold til bistandslovens § 67.

Allerede fordi der er tale om

en beslutning, der vedrører en periode på indtil 3 måneder, oversendes sagen

i

henhold til bistandslovens § 67, stk. 3, til videre behandling i

Socialministeriet.

Det bemærkes, at ovennævnte

ikke er forældremyndighedsindehaver."

Socialministeriet afviste den

21. september 1992 at realitetsbehandle sagen. Ministeriet sendte sagen

tilbage til ankenævnet og skrev samtidig bl.a. således til nævnet:

Læs alt

"Kommunens afgørelser om

begrænsninger/afbrydelser af samværet i henhold til § 67, stk. 1, har indtil

1.

januar 1991 kunnet indbringes for Socialstyrelsen/Socialministeriet, som et

spørgsmål om bistandsudøvelsen.

Socialministeriet skal

imidlertid henvise til, at man ikke længere har mulighed for at behandle

klager

over bistandsudøvelsen, idet det særlige lovbestemte sociale tilsyn er blevet

ophævet fra 1. januar 1991.

En klage over

bistandsudøvelsen vil efter ophævelsen af § 22 i den sociale styrelseslov i

stedet for kunne indbringes for kommunalbestyrelsen, jf. Socialministeriets

vejledning nr. 155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets

område."

A og kommunen blev samtidig

underrettet om ministeriets skrivelse til ankenævnet.

Den 28. september 1992 skrev

A til mig. A's brev indeholdt både klager over K Kommune og over at

Socialministeriet ikke havde realitetsbehandlet A's henvendelse af 23. august

1992.

Den 5. oktober 1992 skrev jeg

til A at jeg måtte bede ham afvente K Kommunes endelige afgørelse af sagen,

før

han tog stilling til, om han fandt grundlag for at opfordre mig til at tage

sagen op af egen drift, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Baggrunden herfor

var at sagen var indbragt for kommunalbestyrelsen. Samtidig skrev jeg til A

at

jeg senere ville vende tilbage til hans klage over Socialministeriets

afgørelse

af 21. september 1992. Da K Kommune i en skrivelse af 6. oktober 1992 oplyste

at kommunalbestyrelsens behandling af A's klage var udsat til næste

byrådsmøde

den 18. november 1992, rejste jeg i skrivelse af 9. oktober 1992 sagen over

for

kommunen.

I skrivelse af 9. december

1992 afgav jeg en redegørelse om kommunens behandling af sagen. Af

redegørelsen,

der også er offentliggjort i min beretning for 1992, s. 334ff, fremgår at jeg

på væsentlige punkter fandt anledning til kritik af kommunens behandling af

sagen. Jeg fandt således at måtte kritisere kommunens tilsidesættelse af

forvaltningslovens

regler om partshøring og om begrundelse, kommunens manglende undersøgelse af

A's indsigelse angående overlæge C's habilitet samt kommunens

oplysningsgrundlag

i forbindelse med afgørelsen om samværsbegrænsning, jf. nærmere beretningen

for

1992, s. 342ff.

Kommunen kommenterede min

redegørelse i en skrivelse af 5. januar 1993; denne besvarede jeg den 22.

samme

måned, jf. beretningen for 1992, s. 346.

Den 18. februar 1993 bad jeg

herefter om en udtalelse fra Socialministeriet i anledning af A's klage over

ministeriet. I min skrivelse af 18. februar 1993 bad jeg særligt ministeriet

om

at udtale sig om hvorvidt ministeriet ved sin afvisning af klagen havde

opfyldt

sin ulovbestemte tilsynsforpligtelse, jf. Socialministeriets vejledning nr.

155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets område, afsnit 1.

Jeg henviste i øvrigt til min

skrivelse til ministeriet af 31. maj 1992 vedrørende en anden sag der er

omtalt

i min beretning for 1992, s. 250ff. I denne anden sag anførte jeg

afslutningsvis

følgende:

"(...) efter min

opfattelse ligger (det) inden for tilsynsforpligtelsen over for en kommune at

gøre opmærksom på klare og utvivlsomme tilsidesættelser af enkeltpersoners

rettigheder eller at sørge for, at sådanne spørgsmål bliver forelagt andre

myndigheder, der kan påtale forholdet, f.eks. det kommunale tilsyn."

Endelig bad jeg

Socialministeriet om i udtalelsen at kommentere det forhold at ministeriet

ikke oversendte A's klage til besvarelse af K Kommune, jf. forvaltningslovens

§ 7, stk. 2, og sidste afsnit af den del af ministeriets skrivelse af 21.

september 1992 der er citeret ovenfor.

Den 13. juli 1993 udtalte

Socialministeriet følgende i sagen:

"...

(A's) klage til Det Sociale

Ankenævn for (Y) Amt blev den 16. september 1992 videresendt til behandling i

Socialministeriet.

Da afgørelsen om

samværsbegrænsning vedrørte den af forældrene, der ikke har

forældremyndigheden, var lovgrundlaget bistandslovens § 67, stk. 1.

I brev af 21. september 1992

meddelte Socialministeriet derfor Det Sociale Ankenævn, at en kommunes

afgørelser om begrænsninger eller afbrydelse af samværet i henhold til

bistandslovens § 67, stk. 1, ikke længere kan indbringes for

Socialministeriet

som en klage over bistandsudøvelsen, idet det særlig lovbestemte sociale

tilsyn

blev ophævet fra 1. januar 1991. Det blev tilføjet, at en klage over

bistandsudøvelsen efter ophævelsen af § 22 i den sociale styrelseslov i

stedet

for vil kunne indbringes for kommunalbestyrelsen, jf. Socialministeriets

vejledning nr. 155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets

område.

Med hensyn til ombudsmandens

spørgsmål om, hvorvidt Socialministeriet ved sin afvisning af klagen har

opfyldt sin ulovbestemte tilsynsforpligtelse efter Socialministeriets

klagevejledning, skal Socialministeriet henvise til punkt 1 i vejledningen.

Herefter gælder for

Socialministeriet et generelt ressorttilsyn, selv om bestemmelsen i den

sociale

styrelseslovs § 22 om det særlige sociale tilsyn er ophævet. Heri ligger

bl.a.,

at Socialministeriet vil kunne rette henvendelse til de almindelige kommunale

tilsynsmyndigheder, hvis vi bliver opmærksomme på en formodet ulovlighed i

kommunestyret.

Vi kan således tiltræde

ombudsmandens opfattelse af Socialministeriets almindelige ressorttilsyn, som

det har fundet udtryk i skrivelsen af 31. maj 1992. Herefter ligger det inden

for vores tilsynsforpligtelse over for en kommune at gøre opmærksom på klare

og

utvivlsomme tilsidesættelser af enkeltpersoners rettigheder eller at sørge

for,

at sådanne spørgsmål bliver forelagt andre myndigheder, der kan påtale

forholdet, fx det almindelige kommunale tilsyn.

Dette indebærer, at

Socialministeriet, hvis vi bliver opmærksomme på eller bliver gjort

opmærksomme

på en formodet ulovlighed i en kommune, retter henvendelse til kommunen med

henblik på en afklaring af, hvorvidt der er tale om en ulovlighed. Hvis

kommunens svar viser, at kommunens handling er i strid med lovgivningen,

retter

Socialministeriet herefter henvendelse til det almindelige kommunale tilsyn

(tilsynsråd og Indenrigsministeriet), idet vi ikke selv har

reaktionsmuligheder. Hvis der ikke er tvivl om, at en kommune handler

ulovligt,

retter vi direkte henvendelse til det almindelige kommunale tilsyn.

Socialministeriets

tilsynsforpligtelse indebærer derimod ikke, at vi normalt har en adgang til

at

indhente sager fra kommunerne, idet en egentlig gennemgang af en konkret sag

falder uden for det ulovbestemte generelle tilsyn. Realitetsbehandling af

konkrete sager varetages af bl.a. det almindelige kommunale tilsyn, der også

har reaktionsmuligheder.

For så vidt angår

forarbejderne til ophævelsen af det særlige sociale tilsyn vedlægges et notat

af 27. september 1990, som blev givet til Folketingets Socialudvalg under

udvalgsbehandlingen af forslaget til lov om ændring af den sociale

styrelseslov

m.v. (Ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af ændring af den

sociale centrale administration).

Socialministeriet skal

udtale, at vi ved behandlingen af den forelagte klagesag ikke fandt anledning

til at tage stilling til en formodet ulovlighed i forbindelse med (K)

Kommunes

afgørelse om samværsbegrænsing efter bistandslovens § 67.

Med hensyn til ombudsmandens

anmodning om ministeriets kommentar til det forhold, at ministeriet ikke

oversendte (A's) klage til besvarelse af (K) Kommune, jf. forvaltningslovens

§

7, stk. 2, er det Socialministeriets opfattelse, at bestemmelsen omhandler

tilfælde, hvor en borger retter en skriftlig henvendelse til en forkert

myndighed. Der henvises til punkt 31 i Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven.

Her er det præciseret, at en myndighed, hvis en henvendelse fra en borger

fremkommer skriftligt til en forkert myndighed, så vidt muligt skal

videresende

den til den rette myndighed.

I den indbragte sag, hvor Det

Sociale Ankenævn i (Y) Amt fejlagtigt har videresendt en klage til

Socialministeriet, har man derfor valgt at tilbagesende akterne til Det

Sociale

Ankenævn som svar på ankenævnets videresendelse af sagen til ministeriet. I

ministeriets overvejelser er også indgået, at det er klagerens egen

beslutning,

om han vil klage til kommunalbestyrelsen, herunder hvilken form en sådan

klage

skal have. Der henvises i denne forbindelse til side 127 i den kommenterede

forvaltningslov (2. udgave 1992). Socialministeriet har endelig ved kopi af

sit

brev til Det Sociale Ankenævn underrettet (K) Kommune om tilbagesendelsen.

..."

I det notat af 27. september

1990 som Socialministeriets udtalelse henviste til, stod bl.a.:

"...

3. Retlige konsekvenser af

ændringerne

Det sociale tilsyn

.

Med Socialreformen i 70'erne

skete der et brud på den traditionelle opbygning af klage-tilsynssystemet.

Kompetencen til at træffe afgørelser efter den sociale lovgivning blev lagt

ud

til kommuner/amtskommuner, og afgørelserne kunne herefter normalt kun ankes

til amtsankenævn/Den Sociale Ankestyrelse. Men Socialministeriet er fortsat

den

regeludstedende myndighed, og som hovedregel ikke længere klageinstans.

Socialministeriet indgår heller ikke i et over-underordnelsesforhold til

kommunerne/amtskommunerne, bortset fra på visse mere administrative områder

som

regnskab og revision. (Udtrykket kommune dækker i notatet såvel

kommunalbestyrelsen som amtsrådet).

Efter § 22 i den sociale

styrelseslov fører socialministeren tilsyn med kommunernes og amtskommunernes

socialvæsen og med offentligt støttede eller anerkendte institutioner, der

virker inden for det sociale område.

Begrundelsen for denne

bestemmelse var, at socialministeren i en overgangsperiode skulle føre et

overordnet tilsyn med socialvæsenet og herunder tage initiativer med henblik

på

at rette mulige mangler eller misforhold i begyndelsen af

decentraliseringsperioden.

For så vidt angår de centrale

sociale myndigheders tilsyn bemærkes, at det efter almindelige statsretlige

principper antages, at den centrale myndighed på et lovområde - vedkommende

ministerium eller styrelse - har en

ulovbestemt

pligt til at føre et vist tilsyn med det pågældende lovområde. Dette tilsyn

kaldes undertiden

overtilsyn

eller

overvågende

tilsyn. Baggrunden for denne

tilsynspligt skal ses i sammenhæng med ministerens parlamentariske ansvar og

rolle i lovgivningsprocessen.

Hvis den centrale myndighed

f.eks. ved klage bliver opmærksom på en ulovlighed i kommunestyret, må den

have

pligt til at reagere.

For Socialministeriets

vedkommende gælder således en tilsynspligt (en pligt til overvågenhed, et

ressorttilsyn) tillige med et formelt socialt tilsyn efter den sociale

styrelseslovs § 22, som hidtil har været varetaget af Socialstyrelsen med

klageadgang til departementet.

Tilsynsforpligtelsen medfører

imidlertid ikke mulighed for at ændre en kommunes afgørelse. Der er således

et

almindeligt overvågende tilsyn uden særlig lovhjemmel og et tilsyn, baseret

på

lovhjemmel.

Bestemmelsen om tilsynet i §

22 må anses som udtryk for lovgivers ønske om udtrykkeligt at nævne

socialministerens opgaver, og udtrykker næppe andet, end hvad der i forvejen

er

gældende om en ministers almindelige overvågende tilsyn.

DET ALMINDELIGE TILSYN

I henhold til den kommunale

styrelseslovgivning varetages tilsynet med kommunerne af de for hvert amt

nedsatte tilsynsråd, mens Indenrigsministeriet udøver tilsynet med

amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.

...

Den gældende retstilstand,

hvorefter der består et lovbestemt, selvstændigt socialt tilsyn af ikke

nærmere

præciseret omfang skaber imidlertid en usikkerhed om rækkevidden af det

kommunale tilsyn, idet dette tilsyn også dækker områder, som antages at falde

ind under det usikre begreb, "det sociale tilsyn".

På den baggrund kan der

skabes en større klarhed ved at ophæve den sociale styrelseslovs § 22 om det

særlige sociale tilsyn.

Om begrebet bistandsudøvelse

Begrebet

"bistandsudøvelse" eller "forsorgens udøvelse" har

traditionelt

været anvendt om en række konkrete dispositioner over for enkeltpersoner.

Dispositionerne indgår som led i en større indsats, der hviler på en egentlig

afgørelse, truffet af de sociale myndigheder (kommunalbestyrelsen).

Begrebet kan være vanskeligt

at afgrænse teoretisk, og afgrænsningen har også til tider voldt

vanskeligheder

i praksis.

Begrebet afgrænses

på den ene side

af den generelle

tilrettelæggelse af støtteforanstaltninger, f.eks. kommunens afgørelse

vedrørende hjemmehjælpsordning, omsorgsarbejde, dækning med

institutionspladser

eller serviceniveauet på institutionerne.

På den anden side

afgrænses det af egentlige afgørelser, som man i

de fleste tilfælde kan klage over (til amtsankenævn/Ankestyrelsen).

Bistandsudøvelse kan

forekomme i mange sammenhænge, men begrebet vil oftest i praksis være knyttet

til ophold på institution. Det forekommer dog også f.eks. i forbindelse med

familiepleje.

Til nærmere indkredsning kan

følgende

eksempler

tjene:

Under begrebet

bistandsudøvelse falder f.eks. spørgsmålet om, hvilket værelse, den enkelte

beboer skal have på et plejehjem, hvilke tekniske installationer, der skal

være

på værelset, eller hvornår beboeren skal hjælpes i seng.

Under begrebet falder også

f.eks. spørgsmålet om betaling for rejser m.m. til børn og unge optaget på

døgninstitutioner, eller betaling til besøgsrejser for forældre, hvis barnet

eller den unge ikke er i stand til at rejse hjem.

Socialministeriet tager ikke

de kommunale sociale myndigheders dispositioner dvs. bistandsudøvelsen under

behandling, fordi:

For det første:

Ansvaret for at institutioner m.v. fungerer

tilfredsstillende, påhviler først og fremmest driftsherren, d.v.s. amtsråd

eller kommunalbestyrelse.

For det andet:

Socialministeriets reaktionsmuligheder er begrænsede

til udtalelser og henstillinger. Socialministeriet kan

ikke

ændre en kommunal afgørelse/disposition, og Socialministeriet

har

ikke

selvstændige

sanktionsmuligheder.

4. Konklusion:

Decentraliseringen med

udlægningen af næsten samtlige sociale opgaver til amter og kommuner taler

generelt for, at ministeriet i rollen som socialt tilsyn spiller en så

tilbagetrukket

rolle som muligt.

Hvis Socialministeriet

modtager en henvendelse om forhold, der kan karakteriseres som

bistandsudøvelse, må klageren derfor henvises til at rette henvendelse til

den

myndighed, som har truffet dispositionen. Får ministeriet opfattelsen af, at

der foreligger ulovlige forhold, sendes sagen til det kommunale tilsyn enten

af

ministeriet eller af klageren.

I det omfang, en borger

klager til Socialministeriet over serviceniveauet i kommunen eller

amtskommunen i almindelighed eller på en bestemt institution, må klagen

normalt

enten videresendes til kommunalbestyrelsen, som ansvarlig myndighed for

kommunens aktiviteter, eller borgeren må henvises til selv at rette

henvendelse til kommunalbestyrelse eller det almindelige tilsyn, afhængig af

den konkrete situation.

Som følge af den omfattende

decentralisering med et særdeles udbygget ankesystem, har Socialstyrelsens og

Socialministeriets praksis udviklet sig således, at ansvaret for de sociale

afgørelser og dispositioner ligger hos kommunerne, ankeorganerne og det

almindelige

tilsyn, og således at ansvaret for det kommunale sociale niveau må placeres

hos

de direkte politisk ansvarlige myndigheder, nemlig de kommunale myndigheder.

De lovmæssige konsekvenser af

ovenstående er, at §§ 20, 22 og 24 i den sociale styrelseslov foreslås

ophævet.

..."

I en skrivelse til A udtalte

jeg herefter følgende:

"Den tidligere gældende

bestemmelse i den sociale styrelseslovs § 22 havde følgende indhold (jf.

lovbekendtgørelse nr. 174 af 14. marts 1990):

"Socialministeren fører

tilsyn med kommunernes og amtskommunernes socialvæsen og med offentligt

støttede eller anerkendte institutioner, der virker inden for det sociale

område."

Af den nu ophævede vejledning

nr. 14 af 11. januar 1988 om klageregler og tilsyn på det sociale område

fremgik bl.a. følgende:

"

II. Om tilsyn på det sociale område

19. Det sociale tilsyn

19.1. Hvilke myndigheder

Socialministeren er øverste

sociale tilsynsmyndighed indenfor hele sociallovgivningens område.

Efter § 22 i den sociale styrelseslov

fører socialministeren tilsyn med kommunernes og amtskommunernes socialvæsen

og

med offentligt støttede eller anerkendte institutioner, der virker inden for

det sociale område.

...

19.2. Tilsynsmyndighedens opgaver

Det sociale tilsyns opgaver

er ikke nærmere reguleret ved lov.

Det kan imidlertid slås fast,

at de sociale tilsynsmyndigheder har pligt til at reagere, såfremt der

fremkommer oplysninger, der kan være udtryk for, at der består forhold, der

er

ulovlige, eller at sociallovgivningens generelle niveaukrav ikke opfyldes.

Disse oplysninger kan komme

frem ved en offentlig omtale, ved henvendelser, som led i en undersøgelse,

ved

statistikker m.m.

Det sociale tilsyns opgaver

er således mere vidtrækkende end det rene legalitetstilsyn.

De sociale tilsynsmyndigheder

kan afkræve kommunen de oplysninger, der er nødvendige for at kunne udøve

tilsynet, jf. den sociale styrelseslov § 23 og den kommunale styrelseslov §

63.

På grundlag heraf kan

tilsynet alene komme med udtalelser og henstillinger.

Det sociale tilsyn kan

ikke ændre

den kommunale afgørelse og

det sociale tilsyn har

ingen

sanktionsmuligheder.

Hvis det sociale tilsyn

konstaterer ulovligheder og i den forbindelse finder behov for sanktioner,

kan

tilsynsmyndigheden dog rette henvendelse til de almindelige

tilsynsmyndigheder

med anmodning om iværksættelse af sanktioner, se pkt. 20.2.

Det sociale tilsyn omfatter

både kommunalbestyrelsens respektive amtsrådets dispositioner, og de

dispositioner, som det sociale udvalg respektive social- og sundhedsudvalget

træffer.

Beslutninger eller udtalelser

fra de sociale tilsynsmyndigheder kan ikke indbringes for anden administrativ

myndighed.

Tilsynet på f.eks.

institutionsområdet supplerer den forpligtelse til driftstilsyn, der påhviler

kommunalbestyrelsen og amtsrådet, da disse myndigheder har ansvar for, at

institutionerne fungerer tilfredsstillende."

Det tidligere lovbestemte

centrale tilsyn på det sociale område var således dels et

legalitets

tilsyn, dels et videregående, mere

fagligt

tilsyn, jf. nærmere Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret

(1994), s. 663.

Bl.a. den sociale

styrelseslovs § 22 - og dermed det

lovbestemte

,

centrale tilsyn på det sociale område - blev ved § 1 i lov nr. 794 af 30.

november 1990 ophævet med virkning fra 1. januar 1991.

I bemærkningerne til

lovforslaget (L 16/1990-91) anføres bl.a. (jf. Folketingstidende A, 1990-91

(1.

samling), sp. 434-436):

"

Det sociale tilsyn

I forbindelse med de store

udlægninger på det sociale område var der behov for en særlig bestemmelse,

der

præciserede, at socialministeren førte tilsyn med det sociale område. Ved

gennemførelsen af den sociale styrelseslov i 1970 blev der derfor i § 22

medtaget en bestemmelse herom.

Med den skete udlægning af

opgaverne i de forløbne 20 år, den fortsatte glidende decentralisering på

flere

niveauer samt det omfattende ankesystem er Socialministeriets og

Socialstyrelsens rolle som overordnet påtalemyndighed blevet væsentligt

nedtonet. Det har i perioden navnlig været Socialstyrelsen, der har varetaget

denne opgave. Tilbage står fortsat det almindelige kommunale tilsyn samt det

almindelige ressorttilsyn efter almindelige stats- og forvaltningsretlige

principper, jf. bemærkningerne til forslagets § 1.

Med Socialreformen i 70'erne

skete der et brud på den traditionelle opbygning af klage-tilsynssystemet.

Socialministeriet er fortsat den regeludstedende myndighed, men er som

hovedregel ikke længere klageinstans. Socialministeriet indgår heller ikke i

et

over-underordnelsesforhold til kommunerne/amtskommunerne, bortset fra på

visse

mere administrative områder som regnskab og revision.

Det almindelige kommunale tilsyn

I henhold til den kommunale

styrelseslovgivning varetages tilsynet med kommunerne af de for hvert amt

nedsatte tilsynsråd, mens Indenrigsministeriet udøver tilsynet med

amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.

...

Den gældende retstilstand,

hvorefter der består et lovbestemt, selvstændigt socialt tilsyn af ikke

nærmere

præciseret omfang skaber imidlertid en usikkerhed om rækkevidden af det

kommunale tilsyn, idet dette tilsyn også dækker områder, som antages at falde

ind under det usikre begreb "det sociale tilsyn".

På den baggrund kan der

skabes en større klarhed ved at ophæve den sociale styrelseslovs § 22 om det

særlige sociale tilsyn.

...

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Socialstyrelsen er oprettet

med hjemmel i den sociale styrelseslovs § 20. Som følge af forslaget om

Socialstyrelsens nedlæggelse foreslås bestemmelsen ophævet.

Efter § 22 i den sociale

styrelseslov fører socialministeren tilsyn med kommunernes og amtskommunernes

administration af det sociale område. Som nævnt i de almindelige bemærkninger

er dette tilsyn som følge af decentraliseringen og opbygningen af et

omfattende

klagesystem blevet nedtonet væsentligt.

Hertil kommer, at rækkevidden

af § 22 har givet anledning til usikkerhed med hensyn til afgrænsningen over

for det almindelige tilsyn og ressorttilsynet, som efter almindelige

statsretlige og forvaltningsretlige regler gælder for enhver minister. Den

omstændighed, at der ikke til § 22 er knyttet sanktionsmuligheder, har i sig

selv gjort anvendelsen af bestemmelsen uklar.

Ved ophævelsen af § 22 om det

sociale tilsyn skabes der en klarere retstilstand, idet det hermed fastslås,

at

de kommunale tilsynsmyndigheder også inden for det sociale område skal påse,

at der ikke i kommunerne og amtskommunerne handles i strid med lovgivningen.

Som anført i de almindelige bemærkninger til lovforslaget gælder der dog den

væsentlige modifikation heri, at tilsynsmyndigheden normalt ikke vil kunne

tage

stilling til lovligheden af afgørelser vedrørende sociale ydelser til

enkeltpersoner, idet sådanne afgørelser kan påklages til de sociale

ankeinstanser. De kommunale tilsynsmyndigheder vil imidlertid kunne gribe

ind,

hvis der fastlægges retningslinier for administrationen af det sociale

område,

som klart er i strid med lovgivningen herom. Til brug for vurderingen heraf,

vil de kommunale tilsynsmyndigheder normalt indhente en udtalelse fra

Socialministeriet.

..."

Socialministeriets vejledning

nr. 155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets område der

afløste

den ovenfor omtalte vejledning nr. 14 af 11. januar 1988, indeholder bl.a.

følgende:

"

1. Socialministeriets tilsyn

Efter almindelige stats- og

forvaltningsretlige principper har den centrale myndighed på de forskellige

lovområder - vedkommende ministerium eller styrelse - en ulovbestemt pligt

til

at føre et vist tilsyn med det pågældende lovområde.

For Socialministeriets

vedkommende gælder således et generelt ressorttilsyn, selv om bestemmelsen i

den sociale styrelseslovs § 22 om det særlige sociale tilsyn er blevet

ophævet.

Heri ligger bl.a., at

Socialministeriet vil kunne rette henvendelse til

de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder

, jf. nedenfor, hvis

ministeriet bliver opmærksom på en formodet ulovlighed i kommunestyret."

Der er ikke holdepunkter for

at antage at Socialministeriets

ulovbestemte

sektor- eller ressorttilsyn skulle være ophævet i forbindelse med ophævelsen

af

det lovbestemte sociale tilsyn. Dels er der ved ophævelsesloven blot sket en

ophævelse af de lovbestemmelser hvoraf det

lovbestemte

tilsyn fremgik, dels er det såvel i forarbejderne til ophævelsesloven som i

Socialministeriets senere vejledning om tilsyn på Socialministeriets område

forudsat at der fortsat eksisterer et ulovbestemt ressorttilsyn.

I mangel af holdepunkter for

et mere vidtgående tilsyn må et ulovbestemt ressorttilsyn anses for at have

karakter af et

konstaterende legalitets

tilsyn.

Dette indebærer at tilsynet har kompetence til ved uforbindende udtalelser at

kunne konstatere, om gældende ret ved generelle beslutninger eller i konkrete

sager er overholdt, jf. nærmere betænkning 981/1983 om håndhævelse af bygge-

og

miljølovgivningen, s. 45ff, Bent Christensen, Forvaltningsret - Opgaver,

hjemmel, organisation, 1991, s. 369ff, Karsten Loiborg m. fl.,

Forvaltningsret,

1994, s. 660ff, og betænkning 1272/1994 om ombudsmandsloven, s. 81.

Jeg har forstået

Socialministeriets udtalelse af 13. juli 1993 således at ministeriet afviste

at

realitetsbehandle Deres henvendelse, bl.a. fordi spørgsmål i relation til

"bistandsudøvelsen" ikke er omfattet af ministeriets ulovbestemte

tilsyn. En sådan opfattelse finder jeg på flere punkter uholdbar.

Før den 1. januar 1993

indeholdt bistandsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990) i

§

67 følgende bestemmelser:

"Det påhviler

kommunalbestyrelsen, medmindre hensynet til barnets velfærd i det enkelte

tilfælde taler derimod, i samarbejde med opholdsstedet eller institutionen at

sørge for, at forbindelsen mellem barnet og dets hjem holdes ved lige, og at

søge at skabe mulighed for barnets tilbagevenden til hjemmet.

Stk. 2.

Når det er absolut påkrævet af hensyn til et barns velfærd,

kan det særlige udvalg efter den sociale styrelseslovs § 3 beslutte at

afbryde

barnets forbindelse med forældremyndighedens indehaver for en bestemt

periode.

Stk. 3.

En beslutning efter stk. 2, der vedrører en periode på

indtil 3 måneder, kan indbringes for Socialministeriet.

Stk. 4.

En beslutning efter stk. 2, der vedrører en periode ud over

3 måneder, skal træffes efter reglerne i § 126."

Bestemmelsen i bistandslovens

§ 67, stk. 2, angik afbrydelse af forbindelsen mellem et institutionsanbragt

barn og forældremyndighedens indehaver. Derimod angik bestemmelsen ikke

afbrydelse

af forbindelsen mellem et institutionsanbragt barn og en forælder, der ikke

er

indehaver af forældremyndigheden. Administrativ

rekurs

af kommunale afgørelser til statslige myndigheder, herunder

ministerierne, kræver lovhjemmel. Ved administrativ rekurs forstås det

forhold, at en borger klager over en forvaltningsmyndigheds afgørelse eller

sagsbehandling til en anden forvaltningsmyndighed, som har pligt til at

realitetsbehandle klagen, hvis visse grundlæggende formelle betingelser er

opfyldt, jf. Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret, 1994, s. 631ff. Den

rekursadgang

til Socialministeriet, der var hjemlet i bestemmelsen i bistandslovens § 67,

stk. 3, angik således ikke sager angående begrænsning eller afbrydelse af

samværet mellem et institutionsanbragt barn og en forælder, der ikke er

forældremyndighedsindehaver.

Jeg må forstå

Socialministeriets udtalelse således, at ministeriet fra det ovennævnte

forhold

slutter, at den afgørelse, (K) Kommune traf om begrænsning af samværet mellem

Dem og Deres datter, var et led i "bistandsudøvelsen". Heri kan jeg

ikke være enig.

For det første forekommer det

at være vanskeligt foreneligt med såvel almindelig sproglig forståelse som

begrebets reale indhold at lade "bistandsudøvelse" omfatte andre

personer end den eller de, bistanden eller hjælpeforanstaltningen angår. I

forbindelse med anbringelse af et barn på en døgninstitution angår

bistandsudøvelsen selvsagt direkte barnet. Er der som i denne sag tale om en

anbringelse med forældremyndighedsindehaverens samtykke, kan

bistandsudøvelsen

muligvis tillige siges at omfatte indehaveren af forældremyndigheden.

Imidlertid synes det ret indlysende, at bistandsudøvelsen ikke er rettet mod

eller omfatter en forælder, der ikke har forældremyndigheden.

For det andet må kommunens

afgørelse om begrænsning af samværet mellem Dem og Deres datter utvivlsomt

anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Jeg henviser herved i

det hele om den konkrete afgørelse til min beretning for 1992, s. 334ff, og

om

forvaltningslovens afgørelsesbegreb til Hans Gammeltoft-Hansen m. fl.,

Forvaltningsret, 1994, s. 40ff. En afgørelse i forvaltningslovens forstand

kan

efter min opfattelse vanskeligt opfattes som et led i bistandsudøvelsen eller

som "en konkret disposition" "som led i en større

indsats".

Jeg henviser i øvrigt for så vidt angår spørgsmålet om divergens mellem på

den

ene side, hvad Socialministeriet opfatter som omfattet af

"bistandsudøvelsen", og på den anden side afgørelser i

forvaltningslovens forstand til Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret,

1994,

s. 662.

Ved lov nr. 501 af 24. juni

1992 blev de ovenfor citerede bestemmelser i bistandslovens § 67 ændret med

virkning fra 1. januar 1993. Bistandsloven indeholder herefter bl.a. følgende

bestemmelser:

"

Samvær og kontakt

§ 67.

Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og

kontakt under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet.

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og

barnet, eller den unge holdes ved lige. En samværsret, der er aftalt mellem

forældrene eller er fastsat i medfør af §§ 24 og 25 i myndighedsloven,

opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men

kan

reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i stk. 2-4.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen træffer om fornødent beslutning om

omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere

vilkår

for samværet og kontakten. Ved beslutningen lægges særlig vægt på hensynet

til

barnet eller den unge og formålet med anbringelsen.

Stk. 3.

Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges

sundhed eller udvikling, kan kommunalbestyrelsen for en bestemt periode

beslutte, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant

for

kommunen.

...

Klage

§

67 a....

Stk. 2.

Beslutninger efter § 67, stk. 2, samt beslutninger efter §

67, stk. 3, 1. pkt., der vedrører en periode indtil 3 måneder, kan, i det

omfang de angår den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, af

denne indbringes for det sociale ankenævn, jf. § 15."

Der er således nu tillagt en

forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, ret til at rekurrere

afgørelser om samværsbegrænsning til det sociale ankenævn. Ændringen af

bistandsloven har imidlertid ingen betydning for, om tidligere trufne

afgørelser om samværsbegrænsning var afgørelser i forvaltningslovens

forstand.

Dette må afgøres efter forvaltningsloven, jf. ovenfor.

Selvom afgørelsen om

samværsbegrænsning måtte kunne anses for en del af

"bistandsudøvelsen", måtte dette i øvrigt anses for uden betydning

for, om sagen var omfattet af Socialministeriets ulovbestemte sektortilsyn.

Som ovenfor nævnt må dette tilsyn anses for et legalitetstilsyn, d.v.s. et

tilsyn med, at kommunerne overholder gældende ret. Tilsynet angår ikke blot

"området uden for bistandsudøvelsen", men også

"bistandsudøvelsen".

Den

relevante afgrænsning af tilsynet er

ikke,

om der er tale om

"bistandsudøvelse"

eller ej, men derimod

lovligheden

af den kommunale aktivitet.

Tilsynet omfatter ikke (faglige) hensigtsmæssighedsspørgsmål

og spørgsmål om serviceniveauet

inden for

gældende ret. Det kan vel være, at den retlige ramme er forholdsvis vid

for

så vidt angår "bistandsudøvelsen". Men også dette område er

reguleret af retsregler, og disses overholdelse er omfattet af

Socialministeriets ulovbestemte sektortilsyn.

At De ikke efter de tidligere

gældende bestemmelser i bistandslovens § 67 kunne

rekurrere

kommunens afgørelse om samværsbegrænsning til

Socialministeriet, indebar således ikke, at ministeriets ulovbestemte

tilsyn

ikke omfattede sagen. Heller ikke

det forhold, at De - i medfør af de fra 1. januar 1993 gældende regler i

bistandslovens § 67 og § 67a - ville kunne have rekurreret en sådan afgørelse

til det sociale ankenævn, har den konsekvens, at Deres henvendelse i brevet

af

23. august 1992 ikke var omfattet af ministeriets ulovbestemte tilsyn.

Derimod ville ministeriet kunne have henvist en tilsvarende sag, der opstod

efter de nye reglers ikrafttræden, til rekurssystemet. Dette skyldes, at det

ulovbestemte tilsyn er subsidiært i forhold til klageordninger som den

etablerede.

Jeg må således konstatere, at

sagen

efter sin art

var omfattet af

Socialministeriets ulovbestemte sektortilsyn. Det bliver dernæst et spørsmål,

om ministeriet i øvrigt havde pligt til at realitetsbehandle sagen på

baggrund

af Deres henvendelse. Medens en rekursmyndighed normalt - jf. ovenfor - har

pligt til at realitetsbehandle en klage, har en

tilsynsmyndighed

som har et legalitetstilsyn, kun pligt til at

realitetsbehandle en sag, dersom der er en vis sandsynlighed for, at der i

sagen er begået ulovligheder.

Efter min opfattelse omfatter

det almindelige ressorttilsyn såvel overholdelsen af de særlige

offentligretlige regler på området som almindelige offentligretlige regler.

Socialministeriets

ulovbestemte tilsyn omfatter således både overholdelsen af de socialretlige

regler og almindelige forvaltningsprocessuelle regler, herunder

forvaltningslovens bestemmelser.

Det er vanskeligt generelt at

angive mere præcist, med hvilken klarhed, der måtte foreligge en ulovlighed,

førend et ministerium som almindeligt sektortilsyn har pligt til at

realitetsbehandle en sag. Dette må afhænge af, hvorvidt de for ministeriet

foreliggende oplysninger peger i retning af, at der kunne foreligge en

ulovlighed,

og hvorvidt denne ulovlighed angår mere væsentlige forhold. Disse oplysninger

kan ikke blot foreligge i form af en henvendelse fra en borger, men også i

form

af oplysninger i pressen, folketingsspørgsmål o.s.v., sammenholdt med den

viden, ministeriet i øvrigt er i besiddelse af. Der må således i det konkrete

tilfælde opstilles en prognose for, hvorvidt der af en kommune er begået

ulovligheder. Hvis det ikke ud fra denne prognose er usandsynligt, at der er

begået en ulovlighed af en ikke uvæsentlig art, vil ministeriet efter min

opfattelse have pligt til at undersøge sagen nærmere.

I den konkrete sag var

forholdet det, at De i Deres brev af 23. august 1992 klagede over, "at

man

uden at have undersøgt forholdene suspenderer samværet", jf. brevets

side

1. I de følgende sider af Deres brev uddybede De klagen over kommunens

sagsoplysning. Ligeledes fremsatte De i brevet (på s. 3) indsigelser mod

habiliteten hos den læge, som havde afgivet en lægeerklæring, der indgik i

sagen. Efter min opfattelse måtte der på baggrund af Deres henvendelse være

en

rimelig formodning for, at kommunen havde tilsidesat ikke uvæsentlige

offentligretlige regler. Jeg kan herved henvise til, at jeg fandt anledning

til

at tage sagen op over for kommunen med hjemmel i bestemmelsen i

ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Efter denne bestemmelse kan ombudsmanden tage

en

kommunal sag hvor der ikke er hjemmel til rekurs til en statsmyndighed, op af

egen drift, "for så vidt der er tale om krænkelse af væsentlige retlige

interesser". Jeg kan i fortsættelse heraf i det hele henvise til min

redegørelse i sagen (jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s.

334ff), hvoraf fremgår, at jeg på væsentlige punkter - efter at have

undersøgt

sagen - fandt anledning til kritik af kommunens behandling af sagen.

Socialministeriet har i

udtalelsen af 13. juli 1993 som en anden grund til, at ministeriet afviste at

realitetsbehandle Deres sag, henvist til, at ministeriet "ikke ...

normalt

har adgang til at indhente sager fra kommunerne, idet en egentlig gennemgang

af

en konkret sag falder uden for det ulovbestemte generelle tilsyn." Denne

opfattelse kan jeg ikke tilslutte mig.

For det første falder det

inden for det almindelige ressorttilsyns kompetence at afgive udtalelser om

gældende ret på baggrund af konkrete sager, jf. bet. 981/1983, s. 45ff, Lis

Sejrs artikel i "Nyhedsbrev for Social- og Sundhedssektor"

(Jurainformation) nr. 15, 8. august 1991, s. 15ff, og Jørgen Lund og Lis Sejr

i

"Nyhedsbrev for Social- og Sundhedssektor" (Jurainformation) nr.

16,

29. august 1991, s. 15ff, samt Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret, 1994,

s. 660. Jeg henviser endvidere til min skrivelse af 6. april 1992 (j. nr.

1991-247-056) til socialministeren om ministeriets tilsyn i relation til

kommunernes administration af hjemmehjælpsordningen samt den sag, der er

omtalt

i min beretning for 1992, s. 250ff. I sidstnævnte sag udtalte jeg, at

Socialstyrelsens udtalelse i en konkret personsag faldt inden for rammerne af

tilsynsforpligtelsen i henhold til den dagældende § 22 i den sociale

styrelseslov, og at en sådan udtalelse efter min opfattelse også efter den 1.

januar 1991 kunne afgives som led i ministeriets ressorttilsyn (jf.

Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s. 256).

For det andet følger det af

officialprincippet, at forvaltningsmyndigheden har ansvaret for, at en sag er

tilstrækkeligt oplyst. Dette grundlæggende princip gælder ikke kun i

forbindelse med, at en forvaltningsmyndighed skal træffe en afgørelse (i

forvaltningslovens forstand), men også i forbindelse med myndighedens øvrige

virksomhed, herunder afgivelsen af (uforbindende) udtalelser. En forsvarlig

oplysning af en sag vil således meget vel kunne forpligte det almindelige

ressorttilsyn til at indhente oplysninger og/eller sagsakter i en konkret

sag,

der er behandlet af en kommune.

§ 63 i den kommunale

styrelseslov (jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 22. juni 1993) bestemmer, at

"Kommunalbestyrelsen ... skal tilvejebringe og meddele vedkommende

minister de oplysninger, som denne måtte forlange om forhold ... i

kommunen...". Efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr.

2, kan

kommunen videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold

(særligt fortrolige oplysninger), når "det følger af lov ... , at

oplysningen skal videregives". Kommunen ville også i sager rejst af det

almindelige ressorttilsyn kunne afgive oplysninger med hjemmel i

forvaltningslovens

§ 28, stk. 2, nr. 4, 2. led, om særligt fortrolige oplysninger

("videregivelsen... er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre

tilsyns- eller kontrolopgaver")

eller § 28, stk. 3, om andre fortrolige oplysninger ("... oplysningen

vil

være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed ..."). Efter

forvaltningslovens § 31, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed - hvis den

"er berettiget til at videregive en oplysning" - "på begæring

af

en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af

betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden

skal træffe".

Efter min opfattelse burde

Socialministeriet som almindelig ressorttilsynsmyndighed således ikke have

afvist at realitetsbehandle Deres sag på grundlag af Deres brev af 23. august

1992. Jeg har herved ikke taget stilling til, hvad ministeriet - efter at

have

realitetsbehandlet sagen - burde have foretaget sig i sagen.

I relation til spørgsmålet

om, hvorvidt Socialministeriet efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 7,

stk. 2, burde have sendt Deres henvendelse af 23. august 1992 til

kommunalbestyrelsen, må jeg forstå ministeriets udtalelse af 13. juli 1993

således, at bestemmelsen efter ministeriets opfattelse gælder, hvis "en

borger retter skriftlig henvendelse til en forkert myndighed", men

derimod

ikke i en situation som den, der forelå i Deres sag.

Efter min opfattelse var der

netop i Deres sag tale om, at De - efter Socialministeriets (omend

fejlagtige)

opfattelse - havde rettet henvendelse til "den forkerte myndighed".

Sidste afsnit i citatet ovenfor af ministeriets skrivelse af 21. september

1992 kan således dårligt forstås som andet end et uforbeholdent udsagn om, at

kommunalbestyrelsen var den myndighed, der retteligt var kompetent til at

behandle sagen. Udgangspunktet var herefter, at ministeriet efter

forvaltningslovens § 7, stk. 2, var forpligtet til at sende sagen videre til

kommunalbestyrelsen.

Det nævnte udgangspunkt måtte

eventuelt modificeres, hvis Deres brev af 23. august 1992 måtte forstås som

indeholdende et "forbud" mod, at Socialministeriet sendte sagen

videre til en anden myndighed. Dette finder jeg ikke er tilfældet. Tværtimod

fremgik det af Deres henvendelse, at De var stærkt interesseret i en

stillingtagen til spørgsmålet om lovligheden af kommunens dispositioner, og

at

det var uvæsentligt for Dem, hvilken myndighed, der med henblik herpå

behandlede

sagen.

Som det også fremgår af

Socialministeriets udtalelse af 13. juli 1993, kan der i forbindelse med, at

sager i medfør af bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 2, sendes til

andre myndigheder, rejses spørgsmål om videregivelse af (særligt) fortrolige

oplysninger uden samtykke. Ministeriet har herved henvist til John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer, 1992, side 127. Af det anførte sted

fremgår,

at "hjemlen for videresendelsen kan dog søges i [forvaltningslovens] §

28,

stk. 2, nr. 4.". Efter den nævnte bestemmelse kan særligt fortrolige

oplysninger videregives, når "videregivelsen er et nødvendigt led i

sagens behandling". Hertil kommer i den konkrete sag, at det ud fra

indholdet af Deres brev af 23. august 1992 måtte stå ministeriet klart, at

kommunen i forvejen i fuldt omfang var bekendt med sagen, og at brevet angav

at

være sendt i kopi til kommunen. Ministeriet måtte herved med rimelighed kunne

antage, at en videresendelse af sagen til kommunalbestyrelsen ikke ville

indebære nogen videregivelse uden Deres samtykke af oplysninger til en anden

forvaltningsmyndighed. Oplysningerne var i forvejen kendte i alle tilfælde

for

kommunens socialforvaltning. Kommunens afgørelse om samværsbegrænsning i

forbindelse med døgninstitutionsanbringelsen af Deres datter med samtykke fra

forældremyndighedens indehaver beroede ikke på kompetence tillagt det særlige

udvalg i henhold til bistandslovens afsnit VIII, men derimod på

kommunalbestyrelsens kompetence. Siden ophævelsen med virkning fra 1. januar

1990 af det sociale udvalgs selvstændige kompetence (jf. lov nr. 389 af 7.

juni

1989) anses socialforvaltningen og kommunalbestyrelsen ikke for at være

forskellige forvaltningsmyndigheder, jf. Socialministeriets vejledning nr.

172

af 11. december 1989 om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af

fortrolige oplysninger m.v. inden for den sociale lovgivning (særligt pkt.

VI.1) og Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret, 1994, s.

83f. En oversendelse af sagen til kommunalbestyrelsen

måtte således i relation til reglerne om videregivelse af fortrolige

oplysninger ikke have været anset for overvejende betænkelig.

Jeg må således finde, at

Socialministeriet - ud fra ministeriets egen forståelse af de involverede

myndigheders kompetence - i medfør af forvaltningslovens § 7, stk. 2, burde

have sendt sagen videre til kommunalbestyrelsen som rette myndighed.

Sammenfattende

er det således min opfattelse,

-

at

der på Socialministeriets

område fortsat må antages at eksistere et ulovbestemt ressorttilsyn,

-

at

dette tilsyn har

karakter af et konstaterende legalitetstilsyn,

-

at

tilsynet også

omfatter spørgsmål om, hvorvidt kommunernes forvaltning i

konkrete

sager er lovlig,

-

at

sagen om

begrænsning af Deres samvær med Deres datter efter sin art var omfattet af

Socialministeriets ulovbestemte tilsyn,

-

at

Socialministeriets

ulovbestemte tilsyn omfatter både overholdelsen af de socialretlige regler og

almindelige forvaltningsprocessuelle regler, herunder forvaltningslovens

bestemmelser,

-

at

det på baggrund af

Deres brev af 23. august 1992 ikke var usandsynligt, at der var begået en

ulovlighed af en ikke uvæsentlig art, og at Socialministeriet derfor burde

have undersøgt sagen nærmere,

-

at

ministeriet som

led i en sådan nærmere undersøgelse var både berettiget og forpligtet til at

indhente nærmere oplysninger (og herunder relevante sagsakter) fra kommunen,

-

at

Socialministeriet

derfor ikke som sket i skrivelse af 21. september 1992 burde have afvist at

realitetsbehandle

sagen,

og

-

at

Socialministeriet

- ud fra ministeriets egen (omend fejlagtige) forståelse af de involverede

myndigheders kompetence - i medfør af forvaltningslovens § 7, stk. 2, burde

have sendt sagen videre til kommunalbestyrelsen som rette myndighed."

Jeg meddelte samtidig

Socialministeriet min opfattelse. Ligeledes orienterede jeg K Kommune og Det

Sociale Ankenævn i Y Amt.

NOTER(*1) Jf.

FOB 1992, s. 250ff

og

FOB 1992, s. 334ff.

Lignende dokumenter