Spring til indhold

Retsinformation

Over-/underordnelsesbeføjelser mellem Socialministeriet og Den Sociale Sikringsstyrelse

FOU nr 2004.415UdtalelserFolketinget8. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Over-/underordnelsesbeføjelser mellem Socialministeriet og

Den Sociale Sikringsstyrelse

Den Sociale Sikringsstyrelse sendte i et brev af 13. september

1999 en vejledning mv. om dansk pension i udlandet til A’s daværende

revisor.

Det var også anført at A i henhold til et vedlagt beregningsark havde optjent

ret til fuld dansk pension hvis han ville bosætte sig i X-land.

I en e-mail dateret den 12. maj 2002 fra A til Sikringsstyrelsen

rettede A henvendelse til Sikringsstyrelsen for at få oplyst hvordan han

skulle

forholde sig for at få udbetalt pension i X-land.

I en telefax dateret den 23. maj 2002 kontaktede A en revisor

fra firma Y. A skrev at han ikke havde fået svar fra Sikringsstyrelsen. A bad

firma Y om at kontakte Sikringsstyrelsen for at få bekræftet at hans e-mail

var modtaget, og få oplyst om sagen var under behandling, hvornår han kunne

forvente svar og navnet på hans sagsbehandler.

A kontaktede igen Sikringsstyrelsen i en e- mail dateret den 27.

maj 2002. Denne e-mail er næsten enslydende med den e-mail der er dateret den

12. maj 2002.

Den 3. juni 2002 skrev A’s revisor en e- mail til A. Revisoren

skrev bl.a. at han havde været i kontakt med Sikringsstyrelsen som havde

oplyst

at A’s e-mail var modtaget der, men at sagen endnu ikke var under

behandling.

Revisoren havde også fået oplyst at A var berettiget til folkepension fra den

1. september 2002, og at der normalt ville gå 2-4 måneder efter dette

tidspunkt før udbetalingen fandt sted.

I en telefax dateret den 6. juni 2002 sendte A en fuldmagt til

sin revisor. A oplyste at hans tidligere arbejdsgiver havde talt med

Sikringsstyrelsen og fået at vide at A’s sag var bortkommet, og at han

Læs alt

ikke var

berettiget til folkepension da han ikke havde boet 30 år i Danmark i perioden

fra han var 15-67 år. A skrev til revisoren at hans ophold i udlandet som

ansat i et dansk firmas filial eller datterselskab måtte kunne medregnes i

opholdstiden,

og bad revisoren om at foretage opfølgning på sagen.

I et brev af 19. juni 2002 meddelte Den Sociale Sikringsstyrelse

A at han var berettiget til fuld folkepension fra Danmark bestående af

grundbeløbet. Sikringsstyrelsen bad A om at udfylde nogle blanketter mv.

Den Sociale Sikringsstyrelse meddelte A i en afgørelse af 22.

oktober 2002 at han havde ret til dansk folkepension med virkning fra den 1.

september 2002. I brevet fik A oplyst at han kunne klage over afgørelsen til

Den Sociale Ankestyrelse (nu Ankestyrelsen).

Jeg har forstået at A efterfølgende bad Sikringsstyrelsen om at

betale hans udgifter til revisor i forbindelse med pensionssagen. Der ligger

i

bilagene en faktura af 7. januar 2003 fra firma Y på 11.208,13 kr. for

regnskabsassistance.

I et brev af 17. juni 2003 fra Den Sociale Sikringsstyrelse til

A fastholdt Sikringsstyrelsen at det ikke var muligt at dække A’s

udgifter til

firma Y. I brevet var bl.a. anført:

”Vedr. Deres elektroniske

post af den 15. maj 2003 vedr. godtgørelse for anvendelse af sagkyndig

bistand.

På baggrund af Deres elektroniske post har vi gransket akterne i

Deres sag. De gør gældende at De mener at have krav på godtgørelse på

baggrund

af manglende besvarelse af elektronisk post af hhv. 12. og 27. maj 2003 samt

på baggrund af en telefonsamtale mellem en medarbejder i Styrelsen og Deres

tidligere arbejdsgiver.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at vi den 19. juni

fremsendte afgørelse i sagen, hvoraf de ønskede oplysninger i Deres

elektroniske

post fremgik. Der har i det hele i sagen foreligget et ganske stort antal

henvendelser, og disse er efter vores opfattelse blevet besvaret løbende.

Der ses ikke at være dokumentation i sagen for at en

medarbejder skulle have oplyst Deres tidligere arbejdsgiver at sagen var

bortkommet og at der ikke eksisterede ret til dansk pension.

Der eksisterer en telefonrapport i sagen, hvoraf det fremgår at

Deres tidligere arbejdsgiver den 3. juni 2002 satte sig i kontakt med

Styrelsen om en tidligere sag om bopælsberegning der var på arkiv. De nævner

endvidere med henvisning til den pågældende telefonsamtale, at Styrelsen

skulle have tilkendegivet, at der ikke var ret til dansk pension. Styrelsen

har

ved brev af den 13. september 1999 oplyst, at der er ret til dansk pension.

Det

kan på denne baggrund virke som om der har fundet en misforståelse sted

mellem

Deres tidligere arbejdsgiver og Styrelsen.

På baggrund af oplysningerne i sagen er det samlet set ikke

vores vurdering, at vi har tilsidesat vores vejledningspligt eller vores

pligt

til hurtighed i sagsbehandlingen efter kapitel 2 i Lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område.

Vi fastholder herefter at vi ikke har mulighed for at yde Dem

dækning til udgifterne til revisionsselskabet.”

A fastholdt i en henvendelse af 29. juni 2003 at

Sikringsstyrelsen skulle betale hans revisorudgifter. A anførte at han først

fik svar på sine e-mails af henholdsvis 12. og 27. maj 2002 i et brev dateret

den 19. juni 2002 – som han modtog omkring den 1. august 2002 på grund

af lokal

forsinkelse med ny postadresse – og efter at han havde antaget en

revisor til

at følge sagen. A skrev bl.a.:

”Det kan ikke være ret eller rimeligt, at det som i dette

tilfælde, blot for at opnå ’livstegn’ fra Den Sociale

Sikringsstyrelse, skal

være nødvendigt at engagere professionel assistance, alternativt at skulle

vente i 2 måneder, og ganske særligt når Sikringsstyrelsen selv reklamerer

med Epost-adresse, og derfor med rette må formodes at kunne forrette

kommunikation via dette elektroniske medie. Derfor fastholder jeg min klage

og

anmodning om kompensation for mine udgifter til ’(Y)-firma’.

Det kan hertil føjes, at det på baggrund af mange års erfaring

kan siges at være almindelig og rimelig praksis at henvendelser besvares

indenfor 24 timer som modtaget, og i det mindste med oplysning om hvornår den

endelig besvarelse kan forventes, således som det da også exempelvis er

tilfældet i min korrespondance med andre institutioner som Danske Bank og

ATP.

Jeg håber at De på baggrund af ovenstående opsummering vil

anerkende min klages berettigelse, i modsat fald bedes De venligst oplyse mig

om højere klageinstans.”

Der ligger ligeledes en e-mail fra Sikringsstyrelsen til A som

jeg har forstået er sendt (eller modtaget) den 30. juni 2003. Det anføres i

e-mailen:

”Vort jour.nr. ( )

På baggrund af Deres henvendelse kan det oplyses, at vi

fastholder at vi ikke på baggrund af de oplysninger vi har modtaget, ser os i

stand til at kompensere Dem for Deres udgifter til professionel hjælp.

Denne vurdering er ikke en egentlig afgørelse efter Lov om

social pension, hvorfor den efter vores opfattelse ikke kan gøres til

genstand

til anke efter lovens § 50, jf. kapitel 2 i Lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område.

De kan derimod rette henvendelse til Folketingets Ombudsmand

( ) vedr. klager over sagsbehandling, herunder tidsfaktoren i

sagsbehandlingen

samt den ydede vejledning.

Endvidere kan De klage til Socialministeriet ( ) over

sagsbehandlingen.

Denne mail vil ligeledes blive postsendt med relevante

lovuddrag.

”

I brev af 4. juli 2003 klagede A første gang hertil. A klagede

bl.a. over at Sikringsstyrelsen ikke inden for rimelig tid havde bekræftet,

endsige besvaret hans e-mails af 12. og 27. maj

2002. A

henviste til at

Sikringsstyrelsens internationale kontor måtte vide at postforsendelser til

udlandet var langsommelige, at Sikringsstyrelsen, som på sit eget brevpapir

reklamerer med e-mail-adresse, måtte antages at have vilje og evne til at

kommunikere ved hjælp af dette medie, og at den lange sagsbehandlingstid

havde

medført at det var nødvendigt for ham at søge professionel assistance. A

gjorde

derfor gældende at Den Sociale Sikringsstyrelse skulle kompensere ham for

hans

udgifter til revisorbistand.

Ved brev af 21. juli 2003 sendte jeg A’s henvendelse videre til

Socialministeriet som en anmodning fra ham om at ministeriet tog stilling til

hans klage.

Socialministeriet meddelte A i brev af 17. september 2003 at

ministeriet ikke kunne gå ind i konkrete sager. I brevet var der bl.a.

anført:

”Socialministeriet har modtaget Deres brev med klage over Den

Sociale Sikringsstyrelse, fra Folketingets Ombudsmand d. 22. juli 2003.

De klager over Den Sociale Sikringsstyrelse på følgende

punkter:

1) Lang svar- og sagsbehandlingstid

2) Manglende kompensation for revisorudgifter

Det oplyses, at Socialministeriet ikke har mulighed for at gå

ind i konkrete sager efter den sociale lovgivning. Socialministeriet skal dog

beklage at De har oplevet lang sagsbehandlingstid i Den Sociale

Sikringsstyrelse.

Socialministeriet har indhentet udtalelse fra Den Sociale

Sikringsstyrelse i Deres sag.

Den Sociale Sikringsstyrelse oplyser, at styrelsen i mail af 25.

april 2003 og i brev af 17. juni 2003 samt 30. juni 2003 har meddelt Dem, at

der ikke i lovgivningen er mulighed for at kompensere Dem for Deres

revisorudgifter.

Den Sociale Sikringsstyrelse oplyser, at styrelsen i den forbindelse har lagt

vægt på følgende:

Gældende lovgivning giver ikke mulighed for at dække udgifter

til professionel rådgivning.

Styrelsen mener ikke at have tilsidesat deres forpligtelse til

vejledning efter de generelle regler i sociallovgivningen. Styrelsen mener

således ikke, at have pådraget sig erstatningspligt efter almindelig

erstatningsret.

Socialministeriet kan oplyse, at når der i lovgivningen på det

sociale område ikke er adgang til at dække udgifter til professionel

rådgivning,

skyldes det, at offentlige myndigheder har pligt til at yde korrekt

sagsbehandling

(herunder oplyse og vejlede korrekt). Det forudsættes således ikke, at

borgerne

har professionelle bisiddere.”

A klagede på ny til mig i brev af 30. september 2003.

I brev af 27. november 2003 bad jeg Socialministeriet om en

udtalelse vedrørende ministeriets kompetence til at behandle A’s

klagepunkter.

Jeg henviste til min udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 1994,

s. 196 ff*.

Socialministeriet har i sin udtalelse af 12. december 2003 bl.a.

anført:

”Spørgsmålet om ministeriets kompetence skal efter ministeriets

opfattelse både belyses i forhold til mulighederne for at føre tilsyn i

medfør af et over/underordnelsesforhold og i forhold til det almindelige

ressorttilsyn.

Tilsyn i medfør af et

over-/underordnelsesforhold

Socialministeriet har taget stilling til ministeriets

kompetence set i lyset af FOB 94.196. I denne udtalelse henvises der blandt

andet til, at det er antaget i den forvaltningsretlige litteratur, at en

overordnet myndighed som følge af et over-/underordnelsesforhold skal føre

tilsyn med, om den underordnede myndigheds forvaltning er i overensstemmelse

med lovgivningen og andre regler, herunder forvaltningsretlige principper.

Ministeriet har dog hæftet sig ved, at det blandt andet er anført i FOB

1990.284*, at den almindelige ulovhjemlede adgang til administrativ rekurs i

medfør af et over/underordnelsesforhold ikke gælder, hvis der er tale om en

særlig myndighed uden for den sædvanlige hierarkiske struktur.

Den Sociale Sikringsstyrelses opgaver fremgår af § 49 i lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område. Styrelsen er

sekretariat for det sociale nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og

varetager i øvrigt de opgaver, som efter loven er henlagt til styrelsen.

Styrelsens kompetence i forhold til lov om social pension fremgår af

pensionslovens § 62. (LBK. nr. 697 af 21/08/2002 om social pension).

Socialministeriet vurderer, at Den Sociale Sikringsstyrelse

ikke

indgår i den sædvanlige hierarkiske

struktur i forhold til den del af styrelsens opgaver, der vedrører

sagsbehandling

af pensionssager, hvor borgeren har bopæl i udlandet af følgende grunde:

Det fremgår af § 62, stk. 3, at Sikringsstyrelsen ved

bemyndigelse kan få overført kommunernes kompetence i forhold til borgere,

der

har bopæl i udlandet. Sikringsstyrelsens kompetence til at træffe afgørelser

over for personer, der har bopæl i udlandet, er blevet udmøntet i

bekendtgørelse nr. 112 af 19/02/2001 om social pension. Styrelsens kompetence

til at behandle sager efter pensionsloven fremgår således af regler i henhold

til lov og er ikke blevet delegeret fra departementet.

Sikringsstyrelsen har fået overført en række specifikke

arbejdsopgaver på pensionsområdet, som kommunerne normalt skal varetage efter

pensionsloven og i henhold til international ret og internationale aftaler.

Det

taler også for Styrelsens selvstændige status i forhold til behandling af

pensionssager, at den myndighed, som Styrelsen har fået overført kompetence

fra (kommunerne), ikke indgår i et over-/underordnelsesforhold til

ministeriet.

Klager over afgørelser efter pensionsloven, der afgøres af

Sikringsstyrelsen er desuden henvist til at blive behandlet i det særlige

klagesystem på det sociale område. Det er således bestemt i loven, at der er

adgang til at klage over Styrelsens afgørelser til Den Sociale Ankestyrelse.

Den Sociale Ankestyrelse træffer den endelige administrative afgørelse, jf. §

50, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Ressorttilsyn

Ministeriet er opmærksom på, at vi har ulovbestemt ressorttilsyn

over for Den Sociale Sikringsstyrelse, jf. blandt andet FOB 1994.296*.

Tilsynet medfører ikke, at ministeriet har kompetence til at ændre en

afgørelse

eller har selvstændige sanktionsmuligheder. Ministeriet har alene kompetence

til at komme med uforbindende udtalelser for at konstatere om gældende ret i

konkrete sager er overholdt. Tilsynet omfatter også overholdelse af de

socialretlige regler og almindelige forvaltningsprocessuelle regler.

Ministeriet har kun pligt til at realitetsbehandle en sag, når der er

en vis sandsynlighed

for, at der er

begået ulovligheder i sagen.

Socialministeriet har i forbindelse med (A)’s klage indhentet en

udtalelse fra Styrelsen om sagen med henblik på at undersøge, om der var

grundlag for at reagere fra ministeriets side.

Ministeriet er også opmærksom på, at vi skal iagttage

officialprincippet, når vi behandler sager i medfør af ressorttilsynet (jf.

blandt andet ombudsmandens sag j.nr. 1993- 39-000). Ministeriet har dog på

baggrund af redegørelsen fra Sikringsstyrelsen efter en konkret vurdering

ikke

fundet anledning til at indhente

yderligere oplysninger i sagen i medfør af ressorttilsynet, da der ikke er

oplysninger

i redegørelsen, der peger på, at der er begået ulovligheder fra Styrelsens

side.

Der er ikke i pensionsloven eller i den sociale lovgivning i

øvrigt fastsat regler om sagsbehandlingstid. Sagsbehandlingstiden må dog

naturligvis

efter ministeriets opfattelse holdes inden for en rimelig tid i

overensstemmelse

med god forvaltningsskik. Ministeriet har umiddelbart fra Sikringsstyrelsens

redegørelse vurderet, at Styrelsens svarfrist ikke er så lang, at den må

karakterisere som ulovlig eller kritisabel i øvrigt.

Ministeriet har derfor alene beklaget, at (A) opfatter

Styrelsens sagsbehandling som langsom og redegør herefter for, at der ikke er

hjemmel i den sociale lovgivning til at kompensere for revisorudgifter.

Spørgsmålet om erstatning skal efter Socialministeriets

opfattelse afgøres af domstolene.”

I en telefax af 17. januar 2004 har A kommenteret

Socialministeriets udtalelse. A anfører at både Den Sociale Sikringsstyrelse

og

ministeriet overser at hans grundlæggende klagepunkt ikke så meget er selve

sagsbehandlingstiden, men selve svartiden (bekræftelsen) på hans e-mails. A

fastholder at når styrelsen selv angiver en e-mail-adresse på brevpapiret og

dermed inviterer til denne form for kommunikation, må det være forsømmelse

ikke i det mindste at anerkende modtagelsen af hans e-mails.

Ombudsmandens udtalelse

”I grundloven er det forudsat at den enkelte minister har et

parlamentarisk og et retligt ansvar for administrationen af lovgivningen

inden for den pågældendes ressort. Dette ansvar modsvares af at bl.a.

ministeren har nogle over-/underordnelsesbeføjelser i forhold til de

myndigheder som indgår i det statslige administrative hierarki, og som

ministeren har det parlamentariske og retlige ansvar for.

En overordnet myndigheds beføjelser over for en underordnet myndighed er

normalt beskrevet som den overordnede myndigheds mulighed for at føre tilsyn

med den underordnede myndighed og i den forbindelse at kunne udstede

generelle og konkrete tjenestebefalinger og omgøre den underordnede

myndigheds afgørelser af egen drift. Desuden vil den underordnede myndigheds

afgørelser kunne rekurreres til den overordnede myndighed.

I det omfang den underordnede myndigheds kompetence hviler på delegation fra

den overordnede myndighed, er det desuden antaget at den overordnede

myndighed kan tilbagekalde delegationen – generelt eller konkret –

hvilket også bliver beskrevet som en beføjelse til at indkalde sager til

behandling

i den overordnende myndighed inden den underordnede myndighed har truffet

afgørelse (call in).

Lovgivningsmagten har adgang til at organisere forvaltningen

sådan at disse over-/underordnelsesbeføjelser afskæres helt eller delvis.

Lovgivningsmagten kan vælge at lægge kompetencer ud til en af

ministeren uafhængig myndighed, f.eks. et nævn eller en kommune.

Organisatorisk set er nævn og kommuner uden for det statslige administrative

hierarki, og der består derfor ikke nogen (ulovbestemte)

over-/underordnelsesbeføjelser

mellem ministeren og den uafhængige myndighed.

Lovgivningsmagten kan også ved lov afskære en eller flere af de

sædvanlige over-/underordnelsesbeføjelser, f.eks. adgangen til rekurs.

Den Sociale Sikringsstyrelse er organisatorisk en styrelse

under Socialministeriet

Jeg har lagt til grund at Socialministeriet mener at Den Sociale

Sikringsstyrelse organisatorisk er en styrelse under Socialministeriet. Det

svarer også til den oplysning der findes på Socialministeriets hjemmeside

hvor

det anføres at Den Sociale Sikringsstyrelse er en institution under

Socialministeriet.

Jeg er enig i at Sikringsstyrelsen organisatorisk er en

styrelse under Socialministeriet.

Socialministeriets over-/underordnelsesbeføjelser i relation

til Den Sociale Sikringsstyrelse når styrelsen behandler pensionssager

Jeg har forstået at Socialministeriet ikke mener der består

nogen over-/underordnelsesbeføjelser mellem Socialministeriet og Den Sociale

Sikringsstyrelse når Sikringsstyrelsen behandler sager i henhold til lov om

social pension.

Socialministeriet har anført tre argumenter: at styrelsens

kompetence hviler på lovbestemmelse og ikke delegation fra Socialministeriet,

at kompetencen til at behandle pensionssager normalt varetages af kommunerne

som står uden for det sædvanlige hierarkiske system, og at der er klageadgang

til Ankestyrelsen som er et af ministeren uafhængigt klageorgan.

Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence efter lov om social

pension, § 62

Lov om social pension, § 62 (senest bekendtgjort ved

lovbekendtgørelse nr. 42 af 28. januar 2004), har følgende ordlyd:

’§ 62. Direktøren for

Den Sociale Sikringsstyrelse kan udøve de beføjelser, som kommunerne har

efter

denne lov vedrørende pension, der skal ydes efter afsnit III, kapitel 3, i

forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på

arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der

flytter inden for Fællesskabet. Det samme gælder for pension, der ydes efter

regler i overenskomster med andre stater.

Stk. 2.

Ved udøvelsen

af de beføjelser, der er nævnt i stk. 1, finder §§ 18 og 21 ikke anvendelse

på

personer med bopæl i udlandet. Grundlaget for afgørelsen om førtidspension,

jf. § 19, skal bestå af redegørelser for de forhold og omstændigheder, som

kan

oplyses af de udenlandske pensionsmyndigheder.

Stk. 3.

Socialministeren

fastsætter nærmere regler om varetagelse af administration af pension for

personer, der har bopæl i udlandet, herunder regler om overførsel af

kommunernes kompetence til Den Sociale Sikringsstyrelse.’

Ved lov nr. 448 af 1. juni 1994 om ændring af lov om social

pension mv. blev kompetencen i den ovenfor gengivne § 62, stk. 1 og 3,

overført

fra Socialministeriet til Direktoratet for Social Sikring (som i dag har

skiftet navn til Den Sociale Sikringsstyrelse). Der er ikke i forarbejderne

til disse bestemmelser (Folketingstidende 1993- 94, tillæg A, sp.

8482 f

) anført noget om at de

sædvanlige over-/underordnelsesbeføjelser skulle afskæres. Det er alene

anført

at det samtidig blev foreslået at direktoratets afgørelser skulle kunne

indbringes for Den Sociale Ankestyrelse (i dag Ankestyrelsen).

I Socialministeriets bekendtgørelse om social pension

(bekendtgørelse nr. 866 af 23. oktober 2002 med senere ændringer) er der

fastsat regler om sager om førtidspension der påbegyndes den 1. januar 2003

eller

senere, og regler om sager om folkepension. I bekendtgørelsens kapitel 10 er

fastsat bestemmelser om Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence og

behandling

af pensionssager.

I Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1184 af 19. december

2003 om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension

mv. er der fastsat regler om førtidspension for personer der har fået

tilkendt

førtidspension, eller hvor sagen er påbegyndt før den 1. januar 2003. I

bekendtgørelsens

§ 54 og § 55 er der fastsat bestemmelser om Sikringsstyrelsens kompetence i

sager hvor ansøgeren har bopæl uden for Danmark.

Det fremgår af § 62 at Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence

ikke hviler på delegation fra Socialministeriet i disse sager. Kompetencen

ligger enten direkte hos Sikringsstyrelsen (§ 62, stk. 1 og 2) eller kan af

Socialministeriet overføres fra kommunerne til Sikringsstyrelsen (§ 62, stk.

3).

Når der ikke er nogen delegation af kompetence fra Socialministeriet

til Den Sociale Sikringsstyrelse, er der heller ikke nogen delegation at

tilbagekalde. Det er derfor åbenbart at over-/underordnelsesbeføjelsen

’call

in’ ikke eksisterer i disse sager.

At de andre sædvanlige over-/underordnelsesbeføjelser skulle

bortfalde blot fordi kompetencen ikke hviler på delegation, er jeg imidlertid

ikke enig med Socialministeriet i.

I Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 4.

udgave (2004), s.

48 f,

er der herom bl.a. anført:

’Når det drejer sig om de andre overordnelsesbeføjelser, er

spørgsmålet imidlertid betydeligt mere kompliceret, og afgørelsen må inddrage

en nærmere fortolkning af den konkrete kompetenceordning og formålet med, at

lovgivningsmagten har henlagt den originære kompetence til en underordnet

myndighed. Når henses til grundlovens almindelige udgangspunkt om ministerens

ansvar for alle forhold inden for ministeriet, må udgangspunktet for en sådan

fortolkning imidlertid være, at de sædvanlige over-/underordnelsesforhold

(bortset fra call-in) kun fraviges, såfremt lovgivningsmagten med en vis

tydelighed har signaleret, at den ønsker en sådan fravigelse.

Ses der dernæst på den situation, at den originære kompetence

for det underordnede organ samtidig er forbundet med et særligt lovordnet

rekurssystem, hvor et uafhængigt nævn er rekursinstans for direktoratets

afgørelser, må det være klart, at departementet ikke har mulighed for at

gribe

ind i sagen,

efter

at direktoratet

har truffet afgørelse i en sag – hverken som rekursorgan eller igennem

en

omgørelse. Begrundelse herfor er, at dette ville bryde med den af

lovgivningsmagten fastsatte kompetencefordeling. Drejer det sig derimod om

muligheden for at udøve overordnelsesbeføjelserne,

før

sagen afgøres i direktoratet, kan der næppe rejses indvendinger

mod, at departementet udsteder generelle tjenestebefalinger. Med hensyn til

konkrete tjenestebefalinger må løsningen afhænge af, hvorvidt den særlige

kompetencefordeling på området er fastlagt for at undgå politisk indblanding

i

enkeltsagsbehandlingen eller af andre mere praktisk-administrative grunde. Er

det første tilfældet, må det udelukke departementets mulighed for at udstede

konkrete tjenestebefalinger, mens det i de øvrige tilfælde næppe er

udelukket.

Sammenfattende spiller lovgivningsmagtens intentioner i

forbindelse med henlæggelse af orginærkompetence til et direktoratet således

en

væsentlig rolle ved afgørelsen af de tvivlspørgsmål, der er omkring den

overordnede myndigheds muligheder for fortsat at udøve sine sædvanlige

beføjelser.’

I Bent Christensen, Forvaltningsret. Opgaver. Hjemmel.

Organisation, 2. udgave (1997), s. 338-340, anføres det at der skal meget

gode

holdepunkter til for at antage at afskæring af administrativ rekurs fra et

direktorat til ministeren skulle fratage ministeren dennes øvrige

styringsbeføjelser.

Emnet er ligeledes beskrevet af lektor Jørgen Albæk Jensen og

adjunkt Michael H. Jensen i artiklen ’Overordnede myndigheders

beføjelser over

for underordnede myndigheder med originær kompetence’ gengivet i UfR

1995B25f.

Der er ingen holdepunkter i ordlyden eller i forarbejderne til §

62 for at lovgivningsmagten har haft til hensigt at de almindelige

over-/underordnelsesbeføjelser i forholdet mellem Socialministeriet og Den

Sociale Sikringsstyrelse generelt skulle bortfalde.

Tværtimod har lovgivningsmagten selv forudsat at der eksisterer

en ulovbestemt rekursordning til Socialministeriet for de afgørelsestyper der

ikke udtrykkeligt er opregnet i den lovbestemte rekursordning i

retssikkerhedslovens

§ 64.

Adgangen til at indbringe Sikringsstyrelsens afgørelser i

pensionssager for Ankestyrelsen findes i dag i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område, § 64 (senest bekendtgjort ved

lovbekendtgørelse

nr. 72 af 6. februar 2004), som har følgende ordlyd:

’§ 64.

Følgende

afgørelser, der træffes af Den Sociale Sikringsstyrelse, kan indbringes for

Ankestyrelsen:

Afgørelser om hjælp til udlændinge efter § 3, stk. 4, i lov om

aktiv socialpolitik.

Afgørelser om hjælp til danskere i udlandet efter § 6 i lov om

aktiv socialpolitik.

Afgørelser om efterlevelseshjælp til personer, som efter Rådets

forordning nr. 1408/71 og den tilhørende EØS-aftale er omfattet af dansk

lovgivning om social sikring, jf. §

85 a,

stk. 8, jf. stk. 9, i lov om aktiv socialpolitik.

Afgørelser om ret til pension i udlandet efter § 3, stk. 4, og §

62 i lov om social pension, og § 3, stk. 3, og § 56 i lov om højeste,

mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Afgørelser om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes efter

reglerne i EF- forordning nr. 1408/71, Nordisk Konvention om Social Sikring

og

de tosidede aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med andre

lande, bortset fra afgørelser om indgåelse af aftaler med et eller flere

lande

med henblik på fravigelse heraf.

Stk. 2.

Den person,

som afgørelsen vedrører, kan klage over afgørelserne efter stk. 1. Kommunen

kan klage over en afgørelse efter stk. 1, nr.

1.’

Den nuværende formulering af § 64, stk. 1, nr. 1, 2 og 5, er en

enslydende videreførelse af bestemmelserne i den oprindelige lov nr. 453 af

10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område. (§

64,

stk. 1, nr. 3, og tilføjelsen i § 64, stk. 1, nr. 4, om bestemmelserne i

lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension

mv. er indføjet senere).

I forarbejderne til den oprindelige § 64 (Folketingstidende

1996-97, tillæg A, s. 4897) var der anført:

’

Ligeledes er der efter pensionsloven enkelte områder, hvor

chefen for Den Sociale Sikringsstyrelse har kompetence til at træffe

afgørelse.

Disse afgørelser kan i dag indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Forslaget

viderefører denne mulighed. Det drejer sig om afgørelser om dispensation til

at medtage dansk pension til udlandet, jf. pensionslovens § 3, stk. 4,

afgørelser

om tilkendelse af pension til personer, der bor i udlandet, jf.

pensionslovens

§ 62.

Den Sociale Sikringsstyrelses afgørelser vedrørende anvendelse

af lovvalgsreglerne i EF-forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale

sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres

familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, samt i de konventioner

om

social sikring, som Danmark har indgået med en række stater, kan i dag

indbringes for socialministeren. Det foreslås, at ankeadgangen vedrørende

disse

afgørelser henlægges til Ankestyrelsen.

Det findes dog hensigtsmæssigt, at klageadgangen til

socialministeren vedrørende fravigelse af de generelle lovvalgsregler i form

af aftaler med en eller flere stater bevares, fordi sådanne aftaler

forhandles

ud fra en konkret afvejning af erhvervslivets og den udsendte arbejdstagers

interesser.

Den Social Sikringsstyrelse er ved disse bestemmelser tillagt en

selvstændig kompetence i forhold til Det Sociale Nævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuner.’

Det er således forudsat i bemærkningerne til det der i dag er §

64, nr. 5, at de afgørelser der ikke er opregnet i bestemmelsen, kan påklages

til Socialministeriet. Der er ikke nogen lovbestemmelse om denne klageadgang

til Socialministeriet.

Der er således en ulovbestemt rekursadgang til

Socialministeriet for de af Sikringsstyrelsens afgørelser der falder uden for

opregningen i retssikkerhedslovens § 64. Så meget desto mere må også de

øvrige

over-/underordnelsesbeføjelser bestå ved siden af.

I den konkrete sag drejer det sig om en klage over et afslag på

et erstatningskrav som følge af (påstået) forsinket

sagsbehandling/bekræftelse

af e-mails.

Der er ikke tale om en ’afgørelse’ i henhold til lov om social

pension, § 62, eller andre af de opregnede typer i § 64, nr. 1-5. Afgørelsen

kan derfor ikke påklages til Ankestyrelsen.

Det er derfor min opfattelse at klagen kan indbringes for – og

behandles af – Socialministeriet som led i det almindelige

over-/underordnelsesforhold der efter min opfattelse består mellem

Socialministeriet

og Den Sociale Sikringsstyrelse på de områder der ikke udtrykkeligt er

afskåret

ved lov.

Jeg bemærker at jeg ikke finder grundlag for at foretage en

nærmere undersøgelse af om Deres klage over Sikringsstyrelsens manglende

kompensation af Deres revisorudgifter kan siges at vedrøre en egentlig

’afgørelse’.

Det skyldes at en overordnet myndighed ikke kun kan behandle

klager over egentlige ’afgørelser’ (den ulovbestemte rekurs), men

at den

overordnede myndighed som led i det ulovbestemte tilsyn med en underordnet

myndighed tillige skal tage stilling til andet end egentlige afgørelser. Jeg

henviser til min udtalelse der er gengivet i Folketingets Ombudsmands

beretning

for 1994, s.

196 f.

Det er derfor min opfattelse at Socialministeriet ikke kunne

afvise at behandle Deres klage med henvisning til at der ikke består et

over-/underordnelsesforhold mellem Socialministeriet og Den Sociale

Sikringsstyrelse. På den baggrund finder jeg heller ikke anledning til at

foretage en undersøgelse af Socialministeriets beskrivelse af ressorttilsynet

og af udmøntningen af dette i den konkrete sag.

Jeg har gjort Socialministeriet bekendt med min opfattelse, og

jeg har henstillet til Socialministeriet at behandle Deres klage som led i

det

almindelige over-/underordnelsesforhold.”

Socialministeriet orienterede mig herefter om at ministeriet

havde truffet afgørelse i sagen.

NOTER: (*)

FOB 1990, s. 284,

og

FOB 1994, s. 196

og s.

296.

Lignende dokumenter