Over-/underordnelsesbeføjelser mellem Socialministeriet og Den Sociale Sikringsstyrelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Over-/underordnelsesbeføjelser mellem Socialministeriet og
Den Sociale Sikringsstyrelse
Den Sociale Sikringsstyrelse sendte i et brev af 13. september
1999 en vejledning mv. om dansk pension i udlandet til A’s daværende
revisor.
Det var også anført at A i henhold til et vedlagt beregningsark havde optjent
ret til fuld dansk pension hvis han ville bosætte sig i X-land.
I en e-mail dateret den 12. maj 2002 fra A til Sikringsstyrelsen
rettede A henvendelse til Sikringsstyrelsen for at få oplyst hvordan han
skulle
forholde sig for at få udbetalt pension i X-land.
I en telefax dateret den 23. maj 2002 kontaktede A en revisor
fra firma Y. A skrev at han ikke havde fået svar fra Sikringsstyrelsen. A bad
firma Y om at kontakte Sikringsstyrelsen for at få bekræftet at hans e-mail
var modtaget, og få oplyst om sagen var under behandling, hvornår han kunne
forvente svar og navnet på hans sagsbehandler.
A kontaktede igen Sikringsstyrelsen i en e- mail dateret den 27.
maj 2002. Denne e-mail er næsten enslydende med den e-mail der er dateret den
12. maj 2002.
Den 3. juni 2002 skrev A’s revisor en e- mail til A. Revisoren
skrev bl.a. at han havde været i kontakt med Sikringsstyrelsen som havde
oplyst
at A’s e-mail var modtaget der, men at sagen endnu ikke var under
behandling.
Revisoren havde også fået oplyst at A var berettiget til folkepension fra den
1. september 2002, og at der normalt ville gå 2-4 måneder efter dette
tidspunkt før udbetalingen fandt sted.
I en telefax dateret den 6. juni 2002 sendte A en fuldmagt til
sin revisor. A oplyste at hans tidligere arbejdsgiver havde talt med
Sikringsstyrelsen og fået at vide at A’s sag var bortkommet, og at han
Læs alt
ikke var
berettiget til folkepension da han ikke havde boet 30 år i Danmark i perioden
fra han var 15-67 år. A skrev til revisoren at hans ophold i udlandet som
ansat i et dansk firmas filial eller datterselskab måtte kunne medregnes i
opholdstiden,
og bad revisoren om at foretage opfølgning på sagen.
I et brev af 19. juni 2002 meddelte Den Sociale Sikringsstyrelse
A at han var berettiget til fuld folkepension fra Danmark bestående af
grundbeløbet. Sikringsstyrelsen bad A om at udfylde nogle blanketter mv.
Den Sociale Sikringsstyrelse meddelte A i en afgørelse af 22.
oktober 2002 at han havde ret til dansk folkepension med virkning fra den 1.
september 2002. I brevet fik A oplyst at han kunne klage over afgørelsen til
Den Sociale Ankestyrelse (nu Ankestyrelsen).
Jeg har forstået at A efterfølgende bad Sikringsstyrelsen om at
betale hans udgifter til revisor i forbindelse med pensionssagen. Der ligger
i
bilagene en faktura af 7. januar 2003 fra firma Y på 11.208,13 kr. for
regnskabsassistance.
I et brev af 17. juni 2003 fra Den Sociale Sikringsstyrelse til
A fastholdt Sikringsstyrelsen at det ikke var muligt at dække A’s
udgifter til
firma Y. I brevet var bl.a. anført:
”Vedr. Deres elektroniske
post af den 15. maj 2003 vedr. godtgørelse for anvendelse af sagkyndig
bistand.
På baggrund af Deres elektroniske post har vi gransket akterne i
Deres sag. De gør gældende at De mener at have krav på godtgørelse på
baggrund
af manglende besvarelse af elektronisk post af hhv. 12. og 27. maj 2003 samt
på baggrund af en telefonsamtale mellem en medarbejder i Styrelsen og Deres
tidligere arbejdsgiver.
Det fremgår af oplysningerne i sagen, at vi den 19. juni
fremsendte afgørelse i sagen, hvoraf de ønskede oplysninger i Deres
elektroniske
post fremgik. Der har i det hele i sagen foreligget et ganske stort antal
henvendelser, og disse er efter vores opfattelse blevet besvaret løbende.
Der ses ikke at være dokumentation i sagen for at en
medarbejder skulle have oplyst Deres tidligere arbejdsgiver at sagen var
bortkommet og at der ikke eksisterede ret til dansk pension.
Der eksisterer en telefonrapport i sagen, hvoraf det fremgår at
Deres tidligere arbejdsgiver den 3. juni 2002 satte sig i kontakt med
Styrelsen om en tidligere sag om bopælsberegning der var på arkiv. De nævner
endvidere med henvisning til den pågældende telefonsamtale, at Styrelsen
skulle have tilkendegivet, at der ikke var ret til dansk pension. Styrelsen
har
ved brev af den 13. september 1999 oplyst, at der er ret til dansk pension.
Det
kan på denne baggrund virke som om der har fundet en misforståelse sted
mellem
Deres tidligere arbejdsgiver og Styrelsen.
På baggrund af oplysningerne i sagen er det samlet set ikke
vores vurdering, at vi har tilsidesat vores vejledningspligt eller vores
pligt
til hurtighed i sagsbehandlingen efter kapitel 2 i Lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område.
Vi fastholder herefter at vi ikke har mulighed for at yde Dem
dækning til udgifterne til revisionsselskabet.”
A fastholdt i en henvendelse af 29. juni 2003 at
Sikringsstyrelsen skulle betale hans revisorudgifter. A anførte at han først
fik svar på sine e-mails af henholdsvis 12. og 27. maj 2002 i et brev dateret
den 19. juni 2002 – som han modtog omkring den 1. august 2002 på grund
af lokal
forsinkelse med ny postadresse – og efter at han havde antaget en
revisor til
at følge sagen. A skrev bl.a.:
”Det kan ikke være ret eller rimeligt, at det som i dette
tilfælde, blot for at opnå ’livstegn’ fra Den Sociale
Sikringsstyrelse, skal
være nødvendigt at engagere professionel assistance, alternativt at skulle
vente i 2 måneder, og ganske særligt når Sikringsstyrelsen selv reklamerer
med Epost-adresse, og derfor med rette må formodes at kunne forrette
kommunikation via dette elektroniske medie. Derfor fastholder jeg min klage
og
anmodning om kompensation for mine udgifter til ’(Y)-firma’.
Det kan hertil føjes, at det på baggrund af mange års erfaring
kan siges at være almindelig og rimelig praksis at henvendelser besvares
indenfor 24 timer som modtaget, og i det mindste med oplysning om hvornår den
endelig besvarelse kan forventes, således som det da også exempelvis er
tilfældet i min korrespondance med andre institutioner som Danske Bank og
ATP.
Jeg håber at De på baggrund af ovenstående opsummering vil
anerkende min klages berettigelse, i modsat fald bedes De venligst oplyse mig
om højere klageinstans.”
Der ligger ligeledes en e-mail fra Sikringsstyrelsen til A som
jeg har forstået er sendt (eller modtaget) den 30. juni 2003. Det anføres i
e-mailen:
”Vort jour.nr. ( )
På baggrund af Deres henvendelse kan det oplyses, at vi
fastholder at vi ikke på baggrund af de oplysninger vi har modtaget, ser os i
stand til at kompensere Dem for Deres udgifter til professionel hjælp.
Denne vurdering er ikke en egentlig afgørelse efter Lov om
social pension, hvorfor den efter vores opfattelse ikke kan gøres til
genstand
til anke efter lovens § 50, jf. kapitel 2 i Lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område.
De kan derimod rette henvendelse til Folketingets Ombudsmand
( ) vedr. klager over sagsbehandling, herunder tidsfaktoren i
sagsbehandlingen
samt den ydede vejledning.
Endvidere kan De klage til Socialministeriet ( ) over
sagsbehandlingen.
Denne mail vil ligeledes blive postsendt med relevante
lovuddrag.
”
I brev af 4. juli 2003 klagede A første gang hertil. A klagede
bl.a. over at Sikringsstyrelsen ikke inden for rimelig tid havde bekræftet,
endsige besvaret hans e-mails af 12. og 27. maj
2002. A
henviste til at
Sikringsstyrelsens internationale kontor måtte vide at postforsendelser til
udlandet var langsommelige, at Sikringsstyrelsen, som på sit eget brevpapir
reklamerer med e-mail-adresse, måtte antages at have vilje og evne til at
kommunikere ved hjælp af dette medie, og at den lange sagsbehandlingstid
havde
medført at det var nødvendigt for ham at søge professionel assistance. A
gjorde
derfor gældende at Den Sociale Sikringsstyrelse skulle kompensere ham for
hans
udgifter til revisorbistand.
Ved brev af 21. juli 2003 sendte jeg A’s henvendelse videre til
Socialministeriet som en anmodning fra ham om at ministeriet tog stilling til
hans klage.
Socialministeriet meddelte A i brev af 17. september 2003 at
ministeriet ikke kunne gå ind i konkrete sager. I brevet var der bl.a.
anført:
”Socialministeriet har modtaget Deres brev med klage over Den
Sociale Sikringsstyrelse, fra Folketingets Ombudsmand d. 22. juli 2003.
De klager over Den Sociale Sikringsstyrelse på følgende
punkter:
1) Lang svar- og sagsbehandlingstid
2) Manglende kompensation for revisorudgifter
Det oplyses, at Socialministeriet ikke har mulighed for at gå
ind i konkrete sager efter den sociale lovgivning. Socialministeriet skal dog
beklage at De har oplevet lang sagsbehandlingstid i Den Sociale
Sikringsstyrelse.
Socialministeriet har indhentet udtalelse fra Den Sociale
Sikringsstyrelse i Deres sag.
Den Sociale Sikringsstyrelse oplyser, at styrelsen i mail af 25.
april 2003 og i brev af 17. juni 2003 samt 30. juni 2003 har meddelt Dem, at
der ikke i lovgivningen er mulighed for at kompensere Dem for Deres
revisorudgifter.
Den Sociale Sikringsstyrelse oplyser, at styrelsen i den forbindelse har lagt
vægt på følgende:
Gældende lovgivning giver ikke mulighed for at dække udgifter
til professionel rådgivning.
Styrelsen mener ikke at have tilsidesat deres forpligtelse til
vejledning efter de generelle regler i sociallovgivningen. Styrelsen mener
således ikke, at have pådraget sig erstatningspligt efter almindelig
erstatningsret.
Socialministeriet kan oplyse, at når der i lovgivningen på det
sociale område ikke er adgang til at dække udgifter til professionel
rådgivning,
skyldes det, at offentlige myndigheder har pligt til at yde korrekt
sagsbehandling
(herunder oplyse og vejlede korrekt). Det forudsættes således ikke, at
borgerne
har professionelle bisiddere.”
A klagede på ny til mig i brev af 30. september 2003.
I brev af 27. november 2003 bad jeg Socialministeriet om en
udtalelse vedrørende ministeriets kompetence til at behandle A’s
klagepunkter.
Jeg henviste til min udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 1994,
s. 196 ff*.
Socialministeriet har i sin udtalelse af 12. december 2003 bl.a.
anført:
”Spørgsmålet om ministeriets kompetence skal efter ministeriets
opfattelse både belyses i forhold til mulighederne for at føre tilsyn i
medfør af et over/underordnelsesforhold og i forhold til det almindelige
ressorttilsyn.
Tilsyn i medfør af et
over-/underordnelsesforhold
Socialministeriet har taget stilling til ministeriets
kompetence set i lyset af FOB 94.196. I denne udtalelse henvises der blandt
andet til, at det er antaget i den forvaltningsretlige litteratur, at en
overordnet myndighed som følge af et over-/underordnelsesforhold skal føre
tilsyn med, om den underordnede myndigheds forvaltning er i overensstemmelse
med lovgivningen og andre regler, herunder forvaltningsretlige principper.
Ministeriet har dog hæftet sig ved, at det blandt andet er anført i FOB
1990.284*, at den almindelige ulovhjemlede adgang til administrativ rekurs i
medfør af et over/underordnelsesforhold ikke gælder, hvis der er tale om en
særlig myndighed uden for den sædvanlige hierarkiske struktur.
Den Sociale Sikringsstyrelses opgaver fremgår af § 49 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område. Styrelsen er
sekretariat for det sociale nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og
varetager i øvrigt de opgaver, som efter loven er henlagt til styrelsen.
Styrelsens kompetence i forhold til lov om social pension fremgår af
pensionslovens § 62. (LBK. nr. 697 af 21/08/2002 om social pension).
Socialministeriet vurderer, at Den Sociale Sikringsstyrelse
ikke
indgår i den sædvanlige hierarkiske
struktur i forhold til den del af styrelsens opgaver, der vedrører
sagsbehandling
af pensionssager, hvor borgeren har bopæl i udlandet af følgende grunde:
Det fremgår af § 62, stk. 3, at Sikringsstyrelsen ved
bemyndigelse kan få overført kommunernes kompetence i forhold til borgere,
der
har bopæl i udlandet. Sikringsstyrelsens kompetence til at træffe afgørelser
over for personer, der har bopæl i udlandet, er blevet udmøntet i
bekendtgørelse nr. 112 af 19/02/2001 om social pension. Styrelsens kompetence
til at behandle sager efter pensionsloven fremgår således af regler i henhold
til lov og er ikke blevet delegeret fra departementet.
Sikringsstyrelsen har fået overført en række specifikke
arbejdsopgaver på pensionsområdet, som kommunerne normalt skal varetage efter
pensionsloven og i henhold til international ret og internationale aftaler.
Det
taler også for Styrelsens selvstændige status i forhold til behandling af
pensionssager, at den myndighed, som Styrelsen har fået overført kompetence
fra (kommunerne), ikke indgår i et over-/underordnelsesforhold til
ministeriet.
Klager over afgørelser efter pensionsloven, der afgøres af
Sikringsstyrelsen er desuden henvist til at blive behandlet i det særlige
klagesystem på det sociale område. Det er således bestemt i loven, at der er
adgang til at klage over Styrelsens afgørelser til Den Sociale Ankestyrelse.
Den Sociale Ankestyrelse træffer den endelige administrative afgørelse, jf. §
50, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Ressorttilsyn
Ministeriet er opmærksom på, at vi har ulovbestemt ressorttilsyn
over for Den Sociale Sikringsstyrelse, jf. blandt andet FOB 1994.296*.
Tilsynet medfører ikke, at ministeriet har kompetence til at ændre en
afgørelse
eller har selvstændige sanktionsmuligheder. Ministeriet har alene kompetence
til at komme med uforbindende udtalelser for at konstatere om gældende ret i
konkrete sager er overholdt. Tilsynet omfatter også overholdelse af de
socialretlige regler og almindelige forvaltningsprocessuelle regler.
Ministeriet har kun pligt til at realitetsbehandle en sag, når der er
en vis sandsynlighed
for, at der er
begået ulovligheder i sagen.
Socialministeriet har i forbindelse med (A)’s klage indhentet en
udtalelse fra Styrelsen om sagen med henblik på at undersøge, om der var
grundlag for at reagere fra ministeriets side.
Ministeriet er også opmærksom på, at vi skal iagttage
officialprincippet, når vi behandler sager i medfør af ressorttilsynet (jf.
blandt andet ombudsmandens sag j.nr. 1993- 39-000). Ministeriet har dog på
baggrund af redegørelsen fra Sikringsstyrelsen efter en konkret vurdering
ikke
fundet anledning til at indhente
yderligere oplysninger i sagen i medfør af ressorttilsynet, da der ikke er
oplysninger
i redegørelsen, der peger på, at der er begået ulovligheder fra Styrelsens
side.
Der er ikke i pensionsloven eller i den sociale lovgivning i
øvrigt fastsat regler om sagsbehandlingstid. Sagsbehandlingstiden må dog
naturligvis
efter ministeriets opfattelse holdes inden for en rimelig tid i
overensstemmelse
med god forvaltningsskik. Ministeriet har umiddelbart fra Sikringsstyrelsens
redegørelse vurderet, at Styrelsens svarfrist ikke er så lang, at den må
karakterisere som ulovlig eller kritisabel i øvrigt.
Ministeriet har derfor alene beklaget, at (A) opfatter
Styrelsens sagsbehandling som langsom og redegør herefter for, at der ikke er
hjemmel i den sociale lovgivning til at kompensere for revisorudgifter.
Spørgsmålet om erstatning skal efter Socialministeriets
opfattelse afgøres af domstolene.”
I en telefax af 17. januar 2004 har A kommenteret
Socialministeriets udtalelse. A anfører at både Den Sociale Sikringsstyrelse
og
ministeriet overser at hans grundlæggende klagepunkt ikke så meget er selve
sagsbehandlingstiden, men selve svartiden (bekræftelsen) på hans e-mails. A
fastholder at når styrelsen selv angiver en e-mail-adresse på brevpapiret og
dermed inviterer til denne form for kommunikation, må det være forsømmelse
ikke i det mindste at anerkende modtagelsen af hans e-mails.
Ombudsmandens udtalelse
”I grundloven er det forudsat at den enkelte minister har et
parlamentarisk og et retligt ansvar for administrationen af lovgivningen
inden for den pågældendes ressort. Dette ansvar modsvares af at bl.a.
ministeren har nogle over-/underordnelsesbeføjelser i forhold til de
myndigheder som indgår i det statslige administrative hierarki, og som
ministeren har det parlamentariske og retlige ansvar for.
En overordnet myndigheds beføjelser over for en underordnet myndighed er
normalt beskrevet som den overordnede myndigheds mulighed for at føre tilsyn
med den underordnede myndighed og i den forbindelse at kunne udstede
generelle og konkrete tjenestebefalinger og omgøre den underordnede
myndigheds afgørelser af egen drift. Desuden vil den underordnede myndigheds
afgørelser kunne rekurreres til den overordnede myndighed.
I det omfang den underordnede myndigheds kompetence hviler på delegation fra
den overordnede myndighed, er det desuden antaget at den overordnede
myndighed kan tilbagekalde delegationen – generelt eller konkret –
hvilket også bliver beskrevet som en beføjelse til at indkalde sager til
behandling
i den overordnende myndighed inden den underordnede myndighed har truffet
afgørelse (call in).
Lovgivningsmagten har adgang til at organisere forvaltningen
sådan at disse over-/underordnelsesbeføjelser afskæres helt eller delvis.
Lovgivningsmagten kan vælge at lægge kompetencer ud til en af
ministeren uafhængig myndighed, f.eks. et nævn eller en kommune.
Organisatorisk set er nævn og kommuner uden for det statslige administrative
hierarki, og der består derfor ikke nogen (ulovbestemte)
over-/underordnelsesbeføjelser
mellem ministeren og den uafhængige myndighed.
Lovgivningsmagten kan også ved lov afskære en eller flere af de
sædvanlige over-/underordnelsesbeføjelser, f.eks. adgangen til rekurs.
Den Sociale Sikringsstyrelse er organisatorisk en styrelse
under Socialministeriet
Jeg har lagt til grund at Socialministeriet mener at Den Sociale
Sikringsstyrelse organisatorisk er en styrelse under Socialministeriet. Det
svarer også til den oplysning der findes på Socialministeriets hjemmeside
hvor
det anføres at Den Sociale Sikringsstyrelse er en institution under
Socialministeriet.
Jeg er enig i at Sikringsstyrelsen organisatorisk er en
styrelse under Socialministeriet.
Socialministeriets over-/underordnelsesbeføjelser i relation
til Den Sociale Sikringsstyrelse når styrelsen behandler pensionssager
Jeg har forstået at Socialministeriet ikke mener der består
nogen over-/underordnelsesbeføjelser mellem Socialministeriet og Den Sociale
Sikringsstyrelse når Sikringsstyrelsen behandler sager i henhold til lov om
social pension.
Socialministeriet har anført tre argumenter: at styrelsens
kompetence hviler på lovbestemmelse og ikke delegation fra Socialministeriet,
at kompetencen til at behandle pensionssager normalt varetages af kommunerne
som står uden for det sædvanlige hierarkiske system, og at der er klageadgang
til Ankestyrelsen som er et af ministeren uafhængigt klageorgan.
Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence efter lov om social
pension, § 62
Lov om social pension, § 62 (senest bekendtgjort ved
lovbekendtgørelse nr. 42 af 28. januar 2004), har følgende ordlyd:
’§ 62. Direktøren for
Den Sociale Sikringsstyrelse kan udøve de beføjelser, som kommunerne har
efter
denne lov vedrørende pension, der skal ydes efter afsnit III, kapitel 3, i
forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på
arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der
flytter inden for Fællesskabet. Det samme gælder for pension, der ydes efter
regler i overenskomster med andre stater.
Stk. 2.
Ved udøvelsen
af de beføjelser, der er nævnt i stk. 1, finder §§ 18 og 21 ikke anvendelse
på
personer med bopæl i udlandet. Grundlaget for afgørelsen om førtidspension,
jf. § 19, skal bestå af redegørelser for de forhold og omstændigheder, som
kan
oplyses af de udenlandske pensionsmyndigheder.
Stk. 3.
Socialministeren
fastsætter nærmere regler om varetagelse af administration af pension for
personer, der har bopæl i udlandet, herunder regler om overførsel af
kommunernes kompetence til Den Sociale Sikringsstyrelse.’
Ved lov nr. 448 af 1. juni 1994 om ændring af lov om social
pension mv. blev kompetencen i den ovenfor gengivne § 62, stk. 1 og 3,
overført
fra Socialministeriet til Direktoratet for Social Sikring (som i dag har
skiftet navn til Den Sociale Sikringsstyrelse). Der er ikke i forarbejderne
til disse bestemmelser (Folketingstidende 1993- 94, tillæg A, sp.
8482 f
) anført noget om at de
sædvanlige over-/underordnelsesbeføjelser skulle afskæres. Det er alene
anført
at det samtidig blev foreslået at direktoratets afgørelser skulle kunne
indbringes for Den Sociale Ankestyrelse (i dag Ankestyrelsen).
I Socialministeriets bekendtgørelse om social pension
(bekendtgørelse nr. 866 af 23. oktober 2002 med senere ændringer) er der
fastsat regler om sager om førtidspension der påbegyndes den 1. januar 2003
eller
senere, og regler om sager om folkepension. I bekendtgørelsens kapitel 10 er
fastsat bestemmelser om Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence og
behandling
af pensionssager.
I Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1184 af 19. december
2003 om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
mv. er der fastsat regler om førtidspension for personer der har fået
tilkendt
førtidspension, eller hvor sagen er påbegyndt før den 1. januar 2003. I
bekendtgørelsens
§ 54 og § 55 er der fastsat bestemmelser om Sikringsstyrelsens kompetence i
sager hvor ansøgeren har bopæl uden for Danmark.
Det fremgår af § 62 at Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence
ikke hviler på delegation fra Socialministeriet i disse sager. Kompetencen
ligger enten direkte hos Sikringsstyrelsen (§ 62, stk. 1 og 2) eller kan af
Socialministeriet overføres fra kommunerne til Sikringsstyrelsen (§ 62, stk.
3).
Når der ikke er nogen delegation af kompetence fra Socialministeriet
til Den Sociale Sikringsstyrelse, er der heller ikke nogen delegation at
tilbagekalde. Det er derfor åbenbart at over-/underordnelsesbeføjelsen
’call
in’ ikke eksisterer i disse sager.
At de andre sædvanlige over-/underordnelsesbeføjelser skulle
bortfalde blot fordi kompetencen ikke hviler på delegation, er jeg imidlertid
ikke enig med Socialministeriet i.
I Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 4.
udgave (2004), s.
48 f,
er der herom bl.a. anført:
’Når det drejer sig om de andre overordnelsesbeføjelser, er
spørgsmålet imidlertid betydeligt mere kompliceret, og afgørelsen må inddrage
en nærmere fortolkning af den konkrete kompetenceordning og formålet med, at
lovgivningsmagten har henlagt den originære kompetence til en underordnet
myndighed. Når henses til grundlovens almindelige udgangspunkt om ministerens
ansvar for alle forhold inden for ministeriet, må udgangspunktet for en sådan
fortolkning imidlertid være, at de sædvanlige over-/underordnelsesforhold
(bortset fra call-in) kun fraviges, såfremt lovgivningsmagten med en vis
tydelighed har signaleret, at den ønsker en sådan fravigelse.
Ses der dernæst på den situation, at den originære kompetence
for det underordnede organ samtidig er forbundet med et særligt lovordnet
rekurssystem, hvor et uafhængigt nævn er rekursinstans for direktoratets
afgørelser, må det være klart, at departementet ikke har mulighed for at
gribe
ind i sagen,
efter
at direktoratet
har truffet afgørelse i en sag – hverken som rekursorgan eller igennem
en
omgørelse. Begrundelse herfor er, at dette ville bryde med den af
lovgivningsmagten fastsatte kompetencefordeling. Drejer det sig derimod om
muligheden for at udøve overordnelsesbeføjelserne,
før
sagen afgøres i direktoratet, kan der næppe rejses indvendinger
mod, at departementet udsteder generelle tjenestebefalinger. Med hensyn til
konkrete tjenestebefalinger må løsningen afhænge af, hvorvidt den særlige
kompetencefordeling på området er fastlagt for at undgå politisk indblanding
i
enkeltsagsbehandlingen eller af andre mere praktisk-administrative grunde. Er
det første tilfældet, må det udelukke departementets mulighed for at udstede
konkrete tjenestebefalinger, mens det i de øvrige tilfælde næppe er
udelukket.
Sammenfattende spiller lovgivningsmagtens intentioner i
forbindelse med henlæggelse af orginærkompetence til et direktoratet således
en
væsentlig rolle ved afgørelsen af de tvivlspørgsmål, der er omkring den
overordnede myndigheds muligheder for fortsat at udøve sine sædvanlige
beføjelser.’
I Bent Christensen, Forvaltningsret. Opgaver. Hjemmel.
Organisation, 2. udgave (1997), s. 338-340, anføres det at der skal meget
gode
holdepunkter til for at antage at afskæring af administrativ rekurs fra et
direktorat til ministeren skulle fratage ministeren dennes øvrige
styringsbeføjelser.
Emnet er ligeledes beskrevet af lektor Jørgen Albæk Jensen og
adjunkt Michael H. Jensen i artiklen ’Overordnede myndigheders
beføjelser over
for underordnede myndigheder med originær kompetence’ gengivet i UfR
1995B25f.
Der er ingen holdepunkter i ordlyden eller i forarbejderne til §
62 for at lovgivningsmagten har haft til hensigt at de almindelige
over-/underordnelsesbeføjelser i forholdet mellem Socialministeriet og Den
Sociale Sikringsstyrelse generelt skulle bortfalde.
Tværtimod har lovgivningsmagten selv forudsat at der eksisterer
en ulovbestemt rekursordning til Socialministeriet for de afgørelsestyper der
ikke udtrykkeligt er opregnet i den lovbestemte rekursordning i
retssikkerhedslovens
§ 64.
Adgangen til at indbringe Sikringsstyrelsens afgørelser i
pensionssager for Ankestyrelsen findes i dag i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, § 64 (senest bekendtgjort ved
lovbekendtgørelse
nr. 72 af 6. februar 2004), som har følgende ordlyd:
’§ 64.
Følgende
afgørelser, der træffes af Den Sociale Sikringsstyrelse, kan indbringes for
Ankestyrelsen:
Afgørelser om hjælp til udlændinge efter § 3, stk. 4, i lov om
aktiv socialpolitik.
Afgørelser om hjælp til danskere i udlandet efter § 6 i lov om
aktiv socialpolitik.
Afgørelser om efterlevelseshjælp til personer, som efter Rådets
forordning nr. 1408/71 og den tilhørende EØS-aftale er omfattet af dansk
lovgivning om social sikring, jf. §
85 a,
stk. 8, jf. stk. 9, i lov om aktiv socialpolitik.
Afgørelser om ret til pension i udlandet efter § 3, stk. 4, og §
62 i lov om social pension, og § 3, stk. 3, og § 56 i lov om højeste,
mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
Afgørelser om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes efter
reglerne i EF- forordning nr. 1408/71, Nordisk Konvention om Social Sikring
og
de tosidede aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med andre
lande, bortset fra afgørelser om indgåelse af aftaler med et eller flere
lande
med henblik på fravigelse heraf.
Stk. 2.
Den person,
som afgørelsen vedrører, kan klage over afgørelserne efter stk. 1. Kommunen
kan klage over en afgørelse efter stk. 1, nr.
1.’
Den nuværende formulering af § 64, stk. 1, nr. 1, 2 og 5, er en
enslydende videreførelse af bestemmelserne i den oprindelige lov nr. 453 af
10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område. (§
64,
stk. 1, nr. 3, og tilføjelsen i § 64, stk. 1, nr. 4, om bestemmelserne i
lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
mv. er indføjet senere).
I forarbejderne til den oprindelige § 64 (Folketingstidende
1996-97, tillæg A, s. 4897) var der anført:
’
Ligeledes er der efter pensionsloven enkelte områder, hvor
chefen for Den Sociale Sikringsstyrelse har kompetence til at træffe
afgørelse.
Disse afgørelser kan i dag indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Forslaget
viderefører denne mulighed. Det drejer sig om afgørelser om dispensation til
at medtage dansk pension til udlandet, jf. pensionslovens § 3, stk. 4,
afgørelser
om tilkendelse af pension til personer, der bor i udlandet, jf.
pensionslovens
§ 62.
Den Sociale Sikringsstyrelses afgørelser vedrørende anvendelse
af lovvalgsreglerne i EF-forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale
sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres
familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, samt i de konventioner
om
social sikring, som Danmark har indgået med en række stater, kan i dag
indbringes for socialministeren. Det foreslås, at ankeadgangen vedrørende
disse
afgørelser henlægges til Ankestyrelsen.
Det findes dog hensigtsmæssigt, at klageadgangen til
socialministeren vedrørende fravigelse af de generelle lovvalgsregler i form
af aftaler med en eller flere stater bevares, fordi sådanne aftaler
forhandles
ud fra en konkret afvejning af erhvervslivets og den udsendte arbejdstagers
interesser.
Den Social Sikringsstyrelse er ved disse bestemmelser tillagt en
selvstændig kompetence i forhold til Det Sociale Nævn for Københavns og
Frederiksberg Kommuner.’
Det er således forudsat i bemærkningerne til det der i dag er §
64, nr. 5, at de afgørelser der ikke er opregnet i bestemmelsen, kan påklages
til Socialministeriet. Der er ikke nogen lovbestemmelse om denne klageadgang
til Socialministeriet.
Der er således en ulovbestemt rekursadgang til
Socialministeriet for de af Sikringsstyrelsens afgørelser der falder uden for
opregningen i retssikkerhedslovens § 64. Så meget desto mere må også de
øvrige
over-/underordnelsesbeføjelser bestå ved siden af.
I den konkrete sag drejer det sig om en klage over et afslag på
et erstatningskrav som følge af (påstået) forsinket
sagsbehandling/bekræftelse
af e-mails.
Der er ikke tale om en ’afgørelse’ i henhold til lov om social
pension, § 62, eller andre af de opregnede typer i § 64, nr. 1-5. Afgørelsen
kan derfor ikke påklages til Ankestyrelsen.
Det er derfor min opfattelse at klagen kan indbringes for – og
behandles af – Socialministeriet som led i det almindelige
over-/underordnelsesforhold der efter min opfattelse består mellem
Socialministeriet
og Den Sociale Sikringsstyrelse på de områder der ikke udtrykkeligt er
afskåret
ved lov.
Jeg bemærker at jeg ikke finder grundlag for at foretage en
nærmere undersøgelse af om Deres klage over Sikringsstyrelsens manglende
kompensation af Deres revisorudgifter kan siges at vedrøre en egentlig
’afgørelse’.
Det skyldes at en overordnet myndighed ikke kun kan behandle
klager over egentlige ’afgørelser’ (den ulovbestemte rekurs), men
at den
overordnede myndighed som led i det ulovbestemte tilsyn med en underordnet
myndighed tillige skal tage stilling til andet end egentlige afgørelser. Jeg
henviser til min udtalelse der er gengivet i Folketingets Ombudsmands
beretning
for 1994, s.
196 f.
Det er derfor min opfattelse at Socialministeriet ikke kunne
afvise at behandle Deres klage med henvisning til at der ikke består et
over-/underordnelsesforhold mellem Socialministeriet og Den Sociale
Sikringsstyrelse. På den baggrund finder jeg heller ikke anledning til at
foretage en undersøgelse af Socialministeriets beskrivelse af ressorttilsynet
og af udmøntningen af dette i den konkrete sag.
Jeg har gjort Socialministeriet bekendt med min opfattelse, og
jeg har henstillet til Socialministeriet at behandle Deres klage som led i
det
almindelige over-/underordnelsesforhold.”
Socialministeriet orienterede mig herefter om at ministeriet
havde truffet afgørelse i sagen.
NOTER: (*)
FOB 1990, s. 284,
og
FOB 1994, s. 196
og s.
296.
Lignende dokumenter
- AFGØRELSE Nr. 202 af 17. marts 2005 om de blanketter, der skal benyttes ved anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72 (E 001, E 101, E 102, E 103, E 104, E 106, E 107, E 108, E 109, E 112, E 115, E 116, E 117, E 118, E 120, E 121, E 123, E 124, E 125, E 126 og E 127) (Teksten er relevant for EØS og for EF/CH-aftalen) (2006/203/EF) EU-lovgivning · 17. marts 2005
- Sagsnummer 16.2017 (afsagt den 23. oktober 2017) (Denne sag drejer sig om efterbetaling af løn, feriepenge og pension samt om godtgørelse for manglende ansættelses bevis.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. oktober 2017
- Sagsnummer 15.2017 (afsagt den 23. oktober 2017) (Denne sag drejer sig om efterbetaling af løn, feriepenge og pension samt om godtgørelse for manglende ansættelsesbevis.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. oktober 2017
- Sag om, hvorvidt Skattestyrelsen har haft det fornødne grundlag til at foretage en ekstraordinær genoptagelse af sagsøgers skatteansættelser for indkomstårene 2010-2016 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 Domsdatabasen · 15. december 2023
- 97/533/EF: Afgørelse nr. 164 af 27. november 1996 om de blanketter, der skal benyttes ved anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72 (E 101 og E 102) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 27. november 1996
- Sagen omhandler det økonomiske opgør efter sagsøgernes ansættelse hos Sagsøgte ApS Domsdatabasen · 17. januar 2011