Frivillig døgninstitutionsanbringelse. Underretning af faderen. Partsstatus. Aktindsigt. Det sociale sektortilsyn.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Frivillig døgninstitutionsanbringelse. Underretning af
faderen. Partsstatus. Aktindsigt. Det sociale sektortilsyn.
A klagede over K Kommunes
behandling af ham i forbindelse med, at kommunen ydede støtte til, at hans
daværende hustru B tog ophold på døgninstitutionen D i Y-by sammen med
parrets
yngste søn.
A og B blev gift i 1972 og
fik tre børn. Den yngste, C, var født den 27. februar
1983. A
og B havde i fællesskab
forældremyndigheden over børnene, jf. myndighedsloven § 8, stk. 1.
Den 12. april 1989 forlod B
det fælles hjem og tog C med sig. Hun fik med støtte fra K Kommunes
socialforvaltning ophold i institutionen D, som er en social døgninstitution.
I skrivelse af 12. maj 1989
anmodede K Kommune S Statsamt om at sætte ham i bidrag i henhold til § 8 i
bistandsloven til dækning af hjælp, kommunen udbetalte i henhold til
bistandsloven til B og C. Ansøgningen gjaldt både ægtefællebidrag og
børnebidrag. Den 18. maj 1989 henvendte A sig personligt i
socialforvaltningen
i K Kommune og bad om en "skriftlig redegørelse for, hvordan det kunne
lade sig gøre, at kommunen havde anbragt hans søn på institutionen (D)"
(citeret fra kommunens journal).
Den 1. juni 1989 havde A en
samtale med socialinspektør E, som derpå i skrivelse af 2. juni 1989 meddelte
ham følgende:
"...
I denne anledning skal man
herved meddele, at man ikke har mulighed for at give Dem de ønskede
Læs alt
oplysninger. De oplysninger, der er afgivet om familiemæssige, økonomiske og
øvrige sociale forhold, som sagsbehandleren finder nødvendige til afgørelse
af
sagen, er afgivet af Deres hustru under forudsætning af en vis sikkerhed for,
at disse oplysninger ikke videregives til andre. Disse oplysninger er
endvidere
for Dem undtaget for aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen.
Der har altid i dansk
forvaltningsret været tradition for, at de ansatte havde tavshedspligt
vedrørende de oplysninger, som de i forbindelse med udførelsen af tjenesten
fik, hvorfor der ved afgørelse af denne sag må henvises til borgerlig
straffelov § 152, som vedlægges i kopi.
..."
I en skrivelse af 18. juni
1989 til A's sagsbehandler i K Kommune beskrev han handlingsforløbet omkring
sin tidligere kones flytning samt hans kontakt med socialforvaltningen
således:
"...
Du har også ønsket oplyst det
nøjagtige beløb for bidrag til (B og C). Det er henholdsvis 3.500 kr. pr.
måned
og 3.696 halvårligt.
Dette fremgår også af
skrivelse fra Statsamtet til (K) kommune, dateret 8. juni 1989. Statsamtet
har
i overensstemmelse med god forvaltningsskik sendt mig oplysning om indholdet
af
denne skrivelse. Jeg har allerede fortalt dig, at jeg ikke er i stand til at
betale disse bidrag, eftersom de overstiger hvad hele familien indtil nu har
haft til rådighed. ....
....
Derfor vil jeg endnu en gang
fortælle, hvad mine henvendelser til forvaltningen har handlet om, også denne
gang
bliver det skriftligt, da mine henvendelser indtil nu for en stor del er
blevet
overhørt, misforstået eller slet ikke forstået.
Det startede med, at min kone
den 12/4 gik hjemmefra medbringende vor yngste søn. Jeg spurgte mig for hos
de
to efterladte sønner og de svarede modstræbende at deres mor faktisk var
flyttet. De tog det pænt, men de har jo også prøvet det før. De sagde først
at
de ikke vidste hvorhen, men det blev til at de alligevel vidste at det var i
(X-by). De vidste ikke hvor i (X-by), det var hos nogen, hun kendte, og de
havde fået besked på ikke at sige noget. Loyalitet over for mor er jo en god
ting og når det ikke drejede sig om at flakke nedtrykt om o.s.v., slog jeg
mig
foreløbig til tåls med det. I løbet af en dag eller to lykkedes det at få et
telefonnummer ud af en af drengene. Nummeret førte til (D), hvor det trods
alt
lykkedes at etablere så meget kontakt via de ansatte at det efter et par uger
var lykkedes at låne (C) hjem en lørdag og senere flere dage ad gangen.
Det var først (K) kommunes
anmodning om at Statsamtet skulle sætte mig i bidrag, dateret 12. maj, der
fortalte mig at socialforvaltningen i (K-by) havde noget at gøre med at et af
mine børn mangler herhjemme. Man har vist lov at formode at
socialforvaltningen
i (K-by) ikke uden grund sætter sig i så store udgifter at de indkvarterer
folk
i noget der ligner et krisecenter med mindre der er grund til at tro at (B og
C's) velfærd er truet.
Jeg var interesseret i at
høre, hvad det var, der fik socialforvaltningen til at medvirke til at
unddrage
mig forældremyndigheden over (C) uden høring og uden så meget som at give
besked. Hvis der for eksempel lå anklager om vold eller vanrøgt som kunne
tilbagevises, ville de være nyttige i en ægteskabssag. Jeg rettede derfor
henvendelse til socialforvaltningen og blev henvist til at tale med dig, (F).
Det kom der ikke meget andet
ud af end at du viste stor interesse for hvordan det dog skulle gå når vor
mor
ikke var der til at tage sig af os. Var det dog ikke hårdt, skulle du mon
ikke
forhøre dig om, hvordan det gik (G) i skolen, osv.
Så snart jeg kom ind på det,
jeg var kommet for, gik det ikke så nemt, jeg ville gerne vide, hvilke
oplysninger (B) havde brugt for at sikre sig kommunal støtte og jeg ville
gerne
vide hvorfor man ikke havde underrettet mig om indkvarteringen. Selv anholdte
forbrydere har dog den beskyttelse at man underretter deres pårørende.
Endvidere ville jeg gerne vide datoen for (B's) første henvendelse i den sag.
Du lovede at undersøge sagen,
men ville ikke love noget svar, det kunne være fortroligt osv.
Jeg bad om svar eller
skriftligt, begrundet afslag, som foreskrevet i forvaltningsloven eller loven
om offentlighed i forvaltningen. Efter et par telefoniske rykkere fik jeg en
"fremsendes uden anden følgeskrivelse", hvori stod at svarskrivelse
ville blive fremsendt senere. Da denne svarskrivelse ankom viste den sig ikke
at være en besvarelse og heller ikke et begrundet afslag. En begæring om
aktindsigt skal efterkommes eller afslås inden 10 dage. Det tog
socialforvaltningen i (K-by) 13 dage at præstere en fireliniers omfortolkning
eller bortforklaring. Jeg har klaget til socialforvaltningen i (K-by) over
manglende overholdelse af lovens frist for afslag. Dette både telefonisk og
ved
møde med (E) torsdag den 1. juni.
De fire linier kom i øvrigt
efter at dette møde var aftalt.
Socialforvaltningen har den
2. juni sendt mig afslag på anmodningen, men vælger at lade som anmodningen
er
fremsat den 1. juni og ikke den 18. maj. Afslaget mangler henvisning til den
lovtekst, som skulle forbyde socialforvaltningen at efterkomme min begæring.
Både forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen nævner at den
gode gamle tavshedspligt ikke kan bruges som nogen begrundelse for afslag.
Socialinspektøren slutter sit
brev med at beklage og forklare den "lange behandlingstid". Jeg har
ikke på noget tidspunkt klaget over lang behandlingstid. Jeg havde ikke på
det
tidspunkt anmodet om at få behandlet noget som helst. Jeg havde begæret
aktindsigt og klaget over at lovens frist på 10 dage ikke blev overholdt. Det
blev præciseret for socialinspektøren både telefonisk og ved mødet den 1.
juni.
Jeg klagede ved samme
lejlighed over at du viste dig mere interesseret i at samle oplysninger end
at
give dem. Det syntes jeg var spild af tid eftersom jeg ikke var kommet for at
blive pylret om. Jeg blev forsikret at det skam var din pligt at være så
interesseret og at råde og vejlede også selv om jeg ikke fremsatte ønske om
det.
....
Det er svært for mig at
afgøre om det er uvilje eller en uovervindelig forståelseskløft. Hvis du
skønner at samarbejdet fortsat vil være lige så trægt og svært som jeg tror,
vil jeg foreslå at du lader dig afløse som min sagsbehandler. Der må da være
nogen, som ville føle sig mindre belastet.
I lyset af disse mange
"misforståelser" mener jeg det vil være klogest at anke:
Socialforvaltningens afslag på ønskede oplysninger,
Socialforvaltningens afvisning af min påstand om at jeg
burde være underrettet om (C's) indkvartering i (Y-by).
Socialforvaltningens ret til at bede om at få mig
pålagt bidragspligt.
§ 8 i bistandsloven siger for
mig at se, at det offentlige kan gøre krav gældende mod mig for bidrag
som jeg er pålagt
og har forsømt og som
det offentlige derfor har måttet lægge ud. På tidspunktet for anmodningen var
jeg ikke meddelt påbud om noget bidrag.
..."
Denne skrivelse videresendte
kommunen til Det Sociale Ankenævn for Z Amt som en klage over afgørelsen af
2.
juni 1989. I videresendelsesskrivelsen anførte kommunen følgende:
"...
Sagen har været til
genbehandling i forvaltningen den 20. juni, hvor det blev besluttet at
fastholde, at man ikke kan videregive oplysninger afgivet af hustruen til
egen
sagsbehandler i forbindelse med samlivsophævelse under forudsætning af at
disse
oplysninger ikke videregives til andre.
Vedr. punkt 2 kan tilføjes,
at hustruen også har forældremyndighed over (C) og derfor har ret til at lade
sig indkvartere sammen med (C) i forbindelse med samlivsophævelse.
Vedr. punkt 3 kan henvises
til punkt 9 i cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser, hvor det
pålægges det sociale udvalg at rette henvendelse til øvrigheden om
fastsættelse
af bidrag.
..."
Ankenævnet videresendte
klagen til Socialministeriet for så vidt angik spørgsmål om "forsorgens
udøvelse" samt behandlingen af A's anmodning om aktindsigt.
I en skrivelse af 28.
december 1990 meddelte Socialstyrelsen (nu Socialministeriet) A derpå
følgende:
"...
Efter lov om offentlighed i
forvaltningen § 12, stk. 1, nr. 2 omfatter retten til aktindsigt ikke
oplysninger om enkeltpersoners private herunder økonomiske forhold.
Socialstyrelsen kan derfor ikke udtale sig imod, at der ikke er givet Dem
aktindsigt i Deres hustrus sag, der efter Socialforvaltningens afgørelse af
2.
juni 1989 vedrører dennes økonomiske og sociale forhold.
Man skal dog henlede
opmærksomheden på bestemmelsen i lov om offentlighed i forvaltningen § 4,
stk.
2, hvorefter den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument med de
undtagelser, der er nævnt i §§ 7-11 kan forlange at blive gjort bekendt med
oplysningerne herom.
Socialstyrelsen er ikke på
det foreliggende grundlag i stand til at afgøre om Deres personlige forhold
er
nævnt i Deres hustrus sag, og De kan evtl. under henvisning til bestemmelsen
anmode Socialforvaltningen om at give Dem aktindsigt i det omfang dette er
tilfældet.
Heller ikke offentlighedslovens § 4, stk. 2 giver Dem således ret til at få
aktindsigt i andet end egne personlige forhold.
Man skal endelig erklære sig
enig i, at afgørelsen om Deres ret til aktindsigt skulle være truffet inden
10
dage, jf. offentlighedslovens § 16, stk. 2.
Da, der i det konkrete
forhold kun foreligger en kort overskridelse af fristen, dvs. på 3 dage
foretager man sig dog ikke videre i denne forbindelse.
Socialstyrelsen har som
social tilsynsmyndighed ingen hjemmel til at ændre en kommunal afgørelse og
har
ingen sanktionsmuligheder overfor kommunen, jf. Socialministeriets vejledning
af 11. januar 1988 om klageregler og tilsyn på det sociale område.
..."
I klagen til mig gjorde A
gældende, at Socialstyrelsen burde have påtalt, at kommunen ikke havde
imødekommet hans anmodning om aktindsigt samt burde have underrettet ham om
indkvarteringen af hans søn i institutionen D.
K Kommune henholdt sig i en
udtalelse af 15. juli 1991 til skrivelsen til det sociale ankenævn.
Socialministeriet har i en
udtalelse af 3. april 1991 udtalt sig på følgende måde:
"...
I denne anledning skal
Socialministeriet bemærke, at det overordnede ressorttilsyn, som efter
almindelige statsretlige principper påhviler Socialministeriet, og som indtil
den 1. januar 1991 tillige fremgik af den sociale styrelseslov, ikke
indebærer,
at Socialministeriet har kompetence til at gå ind i en konkret bedømmelse af
sagsforløbet i en personsag om foranstaltninger efter bistandsloven -
herunder
spørgsmålet om aktindsigt til den berørte persons ægtefælle.
Socialstyrelsens udtalelse i
sagen falder derfor uden for rammerne af dette tilsyn.
Vi skal endelig henvise til,
at det manglende over- og underordnelsesforhold mellem Socialministeriet og
de
enkelte kommuner bevirker, at Socialministeriet ikke i almindelighed har ret
til at indhente akterne i konkrete personsager."
I et brev til A udtalte jeg
følgende:
"1)
Underretning om Deres barns opholdssted.
Det fremgår af sagen, at De,
da Deres ægtefælle tog ophold på (D), sammen med hende havde
forældremyndigheden over (C). Ifølge § 7 i myndighedsloven (lovbekendtgørelse
nr. 443 af 3. oktober 1985) har forældremyndighedens indehaver pligt til at
"drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige
forhold ud fra barnets interesser og behov". Forældremyndigheden udøves
i
fællesskab, men kan bringes til ophør i medfør af lovens § 10, som har
følgende
indhold:
"
§ 10.
Lever forældre, der har fælles forældremyndighed, ikke
sammen, eller agter en af dem at ophæve samlivet, kan enhver af dem kræve, at
den fælles forældremyndighed skal ophøre.
Stk. 2.
Forældrene kan med statsamtets godkendelse aftale, hvem af
dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen godkendes, medmindre den
strider mod, hvad der er bedst for barnet.
Stk. 3.
Er forældrene uenige, eller nægtes godkendelse af deres
aftale, afgør retten under særligt hensyn til hvad der er bedst for barnet,
hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene."
Retten kan i henhold til § 18
og § 19 træffe midlertidig afgørelse om forældremyndigheden. § 18 har
følgende
indhold.
"
§ 18.
Er der anlagt retssag om forældremyndigheden, kan retten
efter anmodning ved kendelse bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt
skal tilkomme. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for
barnet under sagen. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en dom, der kan
fuldbyrdes, og bortfalder, hvis sagen hæves eller afvises."
Bistandsloven indeholder i
kap. VIII bestemmelser, som fastsætter særlige retssikkerhedsgarantier,
såfremt
et barn anbringes uden for hjemmet uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren. Bestemmelserne må forstås således, at samtykke
skal foreligge fra begge forældre, hvis der er fælles forældremyndighed, før
disse særlige bestemmelser kan bringes i anvendelse. § 127 i bistandsloven
indeholder hjemmel til, at formanden for det særlige udvalg, der træffer
afgørelse om tvangsfjernelse af børn, træffer beslutning på udvalgets vegne
om
"foranstaltninger, som af hensyn til barnets velfærd ikke kan opsættes
..."
Straffelovens § 215
indeholder følgende bestemmelse:
"
§ 215.
Den, som unddrager en person under 18 år forældres eller
anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han
unddrager sig sådan myndighed eller forsorg, straffes efter reglerne i §
261."
Myndighedsloven sammenholdt
med bistandslovens kap. VIII og straffelovens § 215 må forstås således, at
beslutninger om et mindreårigt barns opholdssted træffes af
forældremyndighedens indehaver, medmindre der undtagelsesvis træffes anden
bestemmelse i henhold til bistandslovens kap. VIII. Kan forældre ikke blive
enige, kan den fælles forældremyndighed ophæves på den i myndighedsloven
foreskrevne måde.
(C's) ophold på (D) blev ikke
besluttet af kap. VIII-udvalget i henhold til bistandsloven, men blev
foranstaltet på foranledning af (B), som også havde forældremyndigheden.
(K) Kommune ydede støtte til
opholdet i henhold til bistandsloven og traf for så vidt ikke formel
afgørelse
om barnets opholdssted.
Af sagens akter fremgår, at
kommunen var bekendt med, at De og (B) var gift, at (C) var deres fælles
barn,
samt at De og hun boede sammen indtil samlivsophævelsen den 12. april 1989.
Kommunen måtte på denne baggrund gå ud fra, at De også havde del i
forældremyndigheden over (C). Det havde efter min mening været bedst
stemmende
med principperne i myndighedsloven samt de øvrige foran omtalte regler, om
kommunen havde underrettet Dem om beslutningen om at yde støtte til (C's)
ophold uden for hjemmet. Samtidig havde det været naturligt, om kommunen,
såfremt der havde vist sig uenighed mellem Dem og (B) om (C's) opholdssted,
havde vejledt Dem og hende om reglerne i myndighedslovens §§ 10 og 18 samt i
givet fald truffet beslutning om (C's) opholdssted i medfør af kap. VIII i
bistandsloven.
At kommunens første
underretning til Dem om, at kommunen ydede støtte til, at (C) opholdt sig på
institution, var en kopi af kommunens anmodning til statsamtet om
fastsættelse
af bidrag i henhold til bistandslovens § 8, må efter min mening
karakteriseres
som højst ukorrekt og sårende.
Jeg har gjort kommunen
bekendt med min opfattelse.
Socialstyrelsen forholdt sig
i skrivelsen af 28. december 1990 ikke udtrykkeligt til Deres klage over, at
De
ikke var blevet underrettet om, at kommunen ydede støtte til (C's) ophold på
(D).
Styrelsen burde efter min mening have taget stilling også til dette spørgsmål
og påtalt over for (K) Kommune, at De først fik underretning i forbindelse
med
ansøgningen om bidragsfastsættelse.
Jeg har gjort
Socialministeriet bekendt med min opfattelse.
2)
Aktindsigt.
a)
Det fremgår af sagen, at De to gange - den 18. maj 1989 og den
1. juni 1989 - bad om at få oplysninger om sagen vedrørende (B og C's)
anbringelse på (D).
Ansøgningen må bedømmes på
grundlag af kap. 4 i forvaltningsloven samt offentlighedsloven.
Begge regelsæt indeholder en
hovedregel om, at en henvendelse fra en borger om at blive gjort bekendt med
dokumenterne i en sag i den offentlige forvaltning skal imødekommes,
medmindre
der i loven er gjort undtagelse fra denne ret til aktindsigt
(forvaltningslovens
§ 9 og offentlighedslovens § 4).
Adgangen til partsaktindsigt
i henhold til kap. 4 i forvaltningsloven er væsentligt mere omfattende,
specielt i sager med personoplysninger, end adgangen til aktindsigt i henhold
til offentlighedsloven. Partsaktindsigt har "den, der er part i en sag,
hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed", jf. § 9, stk. 1, i forvaltningsloven. Det
fremgår
af lovens forarbejder, at en part er den, der må antages at have en
individuel,
væsentlig og retlig interesse i sagens udfald.
Socialstyrelsen gik i
skrivelsen af 28. december 1990 uden nærmere undersøgelse af de pågældende
sager ud fra, at Deres henvendelser skulle bedømmes efter offentlighedsloven
og
har således lagt til grund, at De ikke kunne anses for part i sagen. Efter
min
mening kan denne fastlæggelse af Deres status i forhold til sagen ikke uden
videre tiltrædes. Som anført under 1) havde De sammen med (B)
forældremyndigheden over (C) og måtte i hvert fald anses for part i forhold
til
kommunens beslutning om at yde støtte til (C's) ophold på institution. For så
vidt de udbedte oplysninger drejede sig om denne del af sagen, skulle
ansøgningen derfor være bedømt på grundlag af forvaltningslovens kap. 4.
b)
For så vidt angik oplysninger vedrørende støtte til (B), er jeg
enig i, at Deres henvendelse måtte vurderes på grundlag af
offentlighedsloven,
idet De ikke kunne antages at være part i forhold til denne del af sagen. Som
påpeget af Socialstyrelsen omfatter retten til aktindsigt ikke oplysninger om
enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold, jf. offentlighedslovens
§
12, stk. 1, nr. 1. - Der gælder dog ifølge lovens § 4, stk. 2, den
undtagelse,
at den, "hvis personlige forhold er omtalt i et dokument" med de
undtagelser,
der er nævnt i §§ 7-11 og § 14, kan forlange "at blive gjort bekendt med
oplysningerne herom".
I Deres skrivelse af 18. juni
1989 til (K) Kommune gjorde De udtrykkeligt opmærksom på, at De ønskede at få
oplyst, om der forelå "anklager om vold eller vanrøgt", dvs.
oplysninger om Dem og Deres behandling af (C). Kommunen burde derfor have
taget
stilling til, om der forelå sådanne oplysninger i den del af sagen, der
vedrørte (C), samt vurderet, om De i givet fald havde krav på en ekstrakt
heraf
i henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 2.
c)
I skrivelsen af 2. juni 1989 til Dem henviste (K) Kommune mere
generelt til en tradition i dansk forvaltningsret for tavshedspligt, jf.
straffelovens § 152. Jeg må forstå, at kommunen har den generelle opfattelse,
at tavshedspligten går forud for reglerne om aktindsigt. I den anledning skal
jeg henvise til, at det i § 9, stk. 2, i forvaltningsloven er bestemt, at
tavshedspligtsbestemmelser ikke begrænser pligten til at give aktindsigt
efter
kapitel 4 i loven. Af § 14 i offentlighedsloven fremgår, at den almindelige
tavshedspligt efter straffeloven, forvaltningsloven og
tjenestemandslovgivningen ikke begrænser pligten til at meddele aktindsigt i
henhold til offentlighedsloven.
Kommunens henvisning til den
almindelige tavshedspligt i straffelovens § 152 var således uberettiget.
d)
Det fremgår af ovenstående, at kommunens stillingtagen til Deres
anmodning om aktindsigt blev truffet på grundlag af en fejlagtig
retsopfattelse. Dette forhold har bevirket, at en række relevante retlige
vurderinger ikke er blevet foretaget, og at der derfor ikke har foreligget en
stillingtagen til, om De kunne få partsaktindsigt i en del af sagen eller
egen
access i henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 2. Jeg finder dette
forhold
særdeles beklageligt.
Jeg har gjort (K) Kommune
bekendt med min opfattelse. Jeg har derudover henstillet til kommunen, at den
genoptager sagen til ny behandling og meddeler Dem en ny afgørelse om
aktindsigt på baggrund af det, jeg har anført foran.
Socialstyrelsen vurderede i
skrivelsen af 28. december 1990 alene aktindsigtsspørgsmålet på grundlag af
offentlighedsloven. Styrelsen burde efter min mening yderligere have
vurderet,
om De i kraft af Deres forældremyndighed havde ret til oplysninger i henhold
til kap. 4 i forvaltningsloven. Styrelsen burde have henledt kommunens
opmærksomhed herpå og henstillet, at kommunen nu tog stilling hertil.
Tilsvarende burde styrelsen have henstillet til kommunen, at den undersøgte,
om
De havde krav på oplysninger i henhold til § 4, stk. 2, hvis mulige betydning
styrelsen selv pegede på.
Jeg har gjort
Socialministeriet bekendt med min opfattelse.
3)
Socialstyrelsens tilsynspligt.
I udtalelsen af 3. april 1991
til mig har Socialministeriet meddelt, at styrelsens udtalelse af 28.
december
1990 faldt uden for rammerne af det sociale tilsyn.
På tidspunktet for
Socialstyrelsens udtalelse i sagen gjaldt § 22 i den sociale styrelseslov.
Bestemmelsen havde følgende indhold:
"
§ 22.
Socialministeren fører tilsyn med kommunernes og
amtskommunernes socialvæsen og med offentligt støttede eller anerkendte
institutioner, der virker inden for det sociale område."
Med virkning fra den 1.
januar 1991 ophævedes bestemmelsen. Socialministeriet har i vejledning nr.
155
af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets område beskrevet
ministeriets tilsynsforpligtelser således:
"Efter almindelige
stats- og forvaltningsretlige principper har den centrale myndighed på de
forskellige lovområder - vedkommende ministerium eller styrelse - en
ulovbestemt pligt til at føre et vist tilsyn med det pågældende lovområde.
For Socialministeriets
vedkommende gælder således et generelt ressorttilsyn, selv om bestemmelsen i
den sociale styrelseslovs § 22 om det særlige sociale tilsyn er blevet
ophævet.
..."
Pligten og den dertil
knyttede beføjelse for Socialministeriet til at føre tilsyn med kommunal
administration af sociallovgivningen var hverken før den 1. januar 1991 eller
efter den nugældende retstilstand afgrænset præcist. Det må dog antages, at
ministeriet har en ganske vidtgående adgang til inden for sit ressortområde
at
afgive vejledende udtalelser om lovgivningens indhold og anvendelse.
Udtalelserne kan også afgives med udgangspunkt i konkrete sager, blot det
sker
med respekt af såvel andre myndigheders herunder rekursinstansers kompetence
som eventuelt modstående private interesser, der ikke har været inddraget i
ministeriets behandling af sagen.
Styrelsens skrivelse af 28.
december 1990 angav udtrykkeligt at være af vejledende karakter og
beskæftigede
sig på et generelt plan med forholdet mellem den forelagte situation og de
relevante regler.
På denne baggrund finder jeg
ikke, at styrelsens udtalelse kan antages at falde uden for rammerne af
tilsynsforpligtelsen i henhold til den dagældende § 22 i den sociale
styrelseslov.
En sådan udtalelse ville efter min opfattelse også efter den 1. januar 1991
kunne afgives som et led i ministeriets ressorttilsyn.
Det tilføjes, at det efter
min opfattelse ligger inden for tilsynsforpligtelsen over for en kommune at
gøre opmærksom på klare og utvivlsomme tilsidesættelser af enkeltpersoners
rettigheder eller at sørge for, at sådanne spørgsmål bliver forelagt andre
myndigheder, der kan påtale forholdet, f.eks. det kommunale tilsyn.
Det er på denne baggrund, jeg
foran under 1) og 2) har udtalt kritik i anledning af, at Socialstyrelsen i
skrivelsen af 28. december 1990 undlod at tage stilling til Deres klage over,
at De ikke blev inddraget i sagen om støtte til (C's) ophold på institution,
ligesom jeg har kritiseret styrelsens stillingtagen til
aktindsigtsspørgsmålet."
Lignende dokumenter
- Landsretten har ændret byrettens afgørelse, således at kommune frifindes i sag om erstatning som følge af seksuelle overgreb begået af en far mod en datter efter kommunens beslutning om hjemgivelse Domsdatabasen · 8. marts 2022
- Moder part i sag om godkendelse af plejefamilie. Aktindsigt. Begrundelse. Retsinformation · 6. november 2003
- Indholdet af Socialministeriets ulovbestemte ressorttilsyn. Retsinformation · 25. juni 2003
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-03682 Retsinformation · 14. oktober 2023
- Ankestyrelsens principafgørelse C-3-01 om overvåget samvær - forældremyndighed - partsbeføjelser - aktindsigt - gratis advokatbistand - udtaleret - klageadgang Retsinformation · 10. juli 2013
- Den Sociale Ankestyrelses muligheder i sag om tvangsanbringelse af tre børn uden for hjemmet Retsinformation · 2. oktober 2002