Spring til indhold

Retsinformation

Frivillig døgninstitutionsanbringelse. Underretning af faderen. Partsstatus. Aktindsigt. Det sociale sektortilsyn.

FOU nr 1992.250UdtalelserFolketinget6. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Frivillig døgninstitutionsanbringelse. Underretning af

faderen. Partsstatus. Aktindsigt. Det sociale sektortilsyn.

A klagede over K Kommunes

behandling af ham i forbindelse med, at kommunen ydede støtte til, at hans

daværende hustru B tog ophold på døgninstitutionen D i Y-by sammen med

parrets

yngste søn.

A og B blev gift i 1972 og

fik tre børn. Den yngste, C, var født den 27. februar

1983. A

og B havde i fællesskab

forældremyndigheden over børnene, jf. myndighedsloven § 8, stk. 1.

Den 12. april 1989 forlod B

det fælles hjem og tog C med sig. Hun fik med støtte fra K Kommunes

socialforvaltning ophold i institutionen D, som er en social døgninstitution.

I skrivelse af 12. maj 1989

anmodede K Kommune S Statsamt om at sætte ham i bidrag i henhold til § 8 i

bistandsloven til dækning af hjælp, kommunen udbetalte i henhold til

bistandsloven til B og C. Ansøgningen gjaldt både ægtefællebidrag og

børnebidrag. Den 18. maj 1989 henvendte A sig personligt i

socialforvaltningen

i K Kommune og bad om en "skriftlig redegørelse for, hvordan det kunne

lade sig gøre, at kommunen havde anbragt hans søn på institutionen (D)"

(citeret fra kommunens journal).

Den 1. juni 1989 havde A en

samtale med socialinspektør E, som derpå i skrivelse af 2. juni 1989 meddelte

ham følgende:

"...

I denne anledning skal man

herved meddele, at man ikke har mulighed for at give Dem de ønskede

Læs alt

oplysninger. De oplysninger, der er afgivet om familiemæssige, økonomiske og

øvrige sociale forhold, som sagsbehandleren finder nødvendige til afgørelse

af

sagen, er afgivet af Deres hustru under forudsætning af en vis sikkerhed for,

at disse oplysninger ikke videregives til andre. Disse oplysninger er

endvidere

for Dem undtaget for aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen.

Der har altid i dansk

forvaltningsret været tradition for, at de ansatte havde tavshedspligt

vedrørende de oplysninger, som de i forbindelse med udførelsen af tjenesten

fik, hvorfor der ved afgørelse af denne sag må henvises til borgerlig

straffelov § 152, som vedlægges i kopi.

..."

I en skrivelse af 18. juni

1989 til A's sagsbehandler i K Kommune beskrev han handlingsforløbet omkring

sin tidligere kones flytning samt hans kontakt med socialforvaltningen

således:

"...

Du har også ønsket oplyst det

nøjagtige beløb for bidrag til (B og C). Det er henholdsvis 3.500 kr. pr.

måned

og 3.696 halvårligt.

Dette fremgår også af

skrivelse fra Statsamtet til (K) kommune, dateret 8. juni 1989. Statsamtet

har

i overensstemmelse med god forvaltningsskik sendt mig oplysning om indholdet

af

denne skrivelse. Jeg har allerede fortalt dig, at jeg ikke er i stand til at

betale disse bidrag, eftersom de overstiger hvad hele familien indtil nu har

haft til rådighed. ....

....

Derfor vil jeg endnu en gang

fortælle, hvad mine henvendelser til forvaltningen har handlet om, også denne

gang

bliver det skriftligt, da mine henvendelser indtil nu for en stor del er

blevet

overhørt, misforstået eller slet ikke forstået.

Det startede med, at min kone

den 12/4 gik hjemmefra medbringende vor yngste søn. Jeg spurgte mig for hos

de

to efterladte sønner og de svarede modstræbende at deres mor faktisk var

flyttet. De tog det pænt, men de har jo også prøvet det før. De sagde først

at

de ikke vidste hvorhen, men det blev til at de alligevel vidste at det var i

(X-by). De vidste ikke hvor i (X-by), det var hos nogen, hun kendte, og de

havde fået besked på ikke at sige noget. Loyalitet over for mor er jo en god

ting og når det ikke drejede sig om at flakke nedtrykt om o.s.v., slog jeg

mig

foreløbig til tåls med det. I løbet af en dag eller to lykkedes det at få et

telefonnummer ud af en af drengene. Nummeret førte til (D), hvor det trods

alt

lykkedes at etablere så meget kontakt via de ansatte at det efter et par uger

var lykkedes at låne (C) hjem en lørdag og senere flere dage ad gangen.

Det var først (K) kommunes

anmodning om at Statsamtet skulle sætte mig i bidrag, dateret 12. maj, der

fortalte mig at socialforvaltningen i (K-by) havde noget at gøre med at et af

mine børn mangler herhjemme. Man har vist lov at formode at

socialforvaltningen

i (K-by) ikke uden grund sætter sig i så store udgifter at de indkvarterer

folk

i noget der ligner et krisecenter med mindre der er grund til at tro at (B og

C's) velfærd er truet.

Jeg var interesseret i at

høre, hvad det var, der fik socialforvaltningen til at medvirke til at

unddrage

mig forældremyndigheden over (C) uden høring og uden så meget som at give

besked. Hvis der for eksempel lå anklager om vold eller vanrøgt som kunne

tilbagevises, ville de være nyttige i en ægteskabssag. Jeg rettede derfor

henvendelse til socialforvaltningen og blev henvist til at tale med dig, (F).

Det kom der ikke meget andet

ud af end at du viste stor interesse for hvordan det dog skulle gå når vor

mor

ikke var der til at tage sig af os. Var det dog ikke hårdt, skulle du mon

ikke

forhøre dig om, hvordan det gik (G) i skolen, osv.

Så snart jeg kom ind på det,

jeg var kommet for, gik det ikke så nemt, jeg ville gerne vide, hvilke

oplysninger (B) havde brugt for at sikre sig kommunal støtte og jeg ville

gerne

vide hvorfor man ikke havde underrettet mig om indkvarteringen. Selv anholdte

forbrydere har dog den beskyttelse at man underretter deres pårørende.

Endvidere ville jeg gerne vide datoen for (B's) første henvendelse i den sag.

Du lovede at undersøge sagen,

men ville ikke love noget svar, det kunne være fortroligt osv.

Jeg bad om svar eller

skriftligt, begrundet afslag, som foreskrevet i forvaltningsloven eller loven

om offentlighed i forvaltningen. Efter et par telefoniske rykkere fik jeg en

"fremsendes uden anden følgeskrivelse", hvori stod at svarskrivelse

ville blive fremsendt senere. Da denne svarskrivelse ankom viste den sig ikke

at være en besvarelse og heller ikke et begrundet afslag. En begæring om

aktindsigt skal efterkommes eller afslås inden 10 dage. Det tog

socialforvaltningen i (K-by) 13 dage at præstere en fireliniers omfortolkning

eller bortforklaring. Jeg har klaget til socialforvaltningen i (K-by) over

manglende overholdelse af lovens frist for afslag. Dette både telefonisk og

ved

møde med (E) torsdag den 1. juni.

De fire linier kom i øvrigt

efter at dette møde var aftalt.

Socialforvaltningen har den

2. juni sendt mig afslag på anmodningen, men vælger at lade som anmodningen

er

fremsat den 1. juni og ikke den 18. maj. Afslaget mangler henvisning til den

lovtekst, som skulle forbyde socialforvaltningen at efterkomme min begæring.

Både forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen nævner at den

gode gamle tavshedspligt ikke kan bruges som nogen begrundelse for afslag.

Socialinspektøren slutter sit

brev med at beklage og forklare den "lange behandlingstid". Jeg har

ikke på noget tidspunkt klaget over lang behandlingstid. Jeg havde ikke på

det

tidspunkt anmodet om at få behandlet noget som helst. Jeg havde begæret

aktindsigt og klaget over at lovens frist på 10 dage ikke blev overholdt. Det

blev præciseret for socialinspektøren både telefonisk og ved mødet den 1.

juni.

Jeg klagede ved samme

lejlighed over at du viste dig mere interesseret i at samle oplysninger end

at

give dem. Det syntes jeg var spild af tid eftersom jeg ikke var kommet for at

blive pylret om. Jeg blev forsikret at det skam var din pligt at være så

interesseret og at råde og vejlede også selv om jeg ikke fremsatte ønske om

det.

....

Det er svært for mig at

afgøre om det er uvilje eller en uovervindelig forståelseskløft. Hvis du

skønner at samarbejdet fortsat vil være lige så trægt og svært som jeg tror,

vil jeg foreslå at du lader dig afløse som min sagsbehandler. Der må da være

nogen, som ville føle sig mindre belastet.

I lyset af disse mange

"misforståelser" mener jeg det vil være klogest at anke:

Socialforvaltningens afslag på ønskede oplysninger,

Socialforvaltningens afvisning af min påstand om at jeg

burde være underrettet om (C's) indkvartering i (Y-by).

Socialforvaltningens ret til at bede om at få mig

pålagt bidragspligt.

§ 8 i bistandsloven siger for

mig at se, at det offentlige kan gøre krav gældende mod mig for bidrag

som jeg er pålagt

og har forsømt og som

det offentlige derfor har måttet lægge ud. På tidspunktet for anmodningen var

jeg ikke meddelt påbud om noget bidrag.

..."

Denne skrivelse videresendte

kommunen til Det Sociale Ankenævn for Z Amt som en klage over afgørelsen af

2.

juni 1989. I videresendelsesskrivelsen anførte kommunen følgende:

"...

Sagen har været til

genbehandling i forvaltningen den 20. juni, hvor det blev besluttet at

fastholde, at man ikke kan videregive oplysninger afgivet af hustruen til

egen

sagsbehandler i forbindelse med samlivsophævelse under forudsætning af at

disse

oplysninger ikke videregives til andre.

Vedr. punkt 2 kan tilføjes,

at hustruen også har forældremyndighed over (C) og derfor har ret til at lade

sig indkvartere sammen med (C) i forbindelse med samlivsophævelse.

Vedr. punkt 3 kan henvises

til punkt 9 i cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser, hvor det

pålægges det sociale udvalg at rette henvendelse til øvrigheden om

fastsættelse

af bidrag.

..."

Ankenævnet videresendte

klagen til Socialministeriet for så vidt angik spørgsmål om "forsorgens

udøvelse" samt behandlingen af A's anmodning om aktindsigt.

I en skrivelse af 28.

december 1990 meddelte Socialstyrelsen (nu Socialministeriet) A derpå

følgende:

"...

Efter lov om offentlighed i

forvaltningen § 12, stk. 1, nr. 2 omfatter retten til aktindsigt ikke

oplysninger om enkeltpersoners private herunder økonomiske forhold.

Socialstyrelsen kan derfor ikke udtale sig imod, at der ikke er givet Dem

aktindsigt i Deres hustrus sag, der efter Socialforvaltningens afgørelse af

2.

juni 1989 vedrører dennes økonomiske og sociale forhold.

Man skal dog henlede

opmærksomheden på bestemmelsen i lov om offentlighed i forvaltningen § 4,

stk.

2, hvorefter den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument med de

undtagelser, der er nævnt i §§ 7-11 kan forlange at blive gjort bekendt med

oplysningerne herom.

Socialstyrelsen er ikke på

det foreliggende grundlag i stand til at afgøre om Deres personlige forhold

er

nævnt i Deres hustrus sag, og De kan evtl. under henvisning til bestemmelsen

anmode Socialforvaltningen om at give Dem aktindsigt i det omfang dette er

tilfældet.

Heller ikke offentlighedslovens § 4, stk. 2 giver Dem således ret til at få

aktindsigt i andet end egne personlige forhold.

Man skal endelig erklære sig

enig i, at afgørelsen om Deres ret til aktindsigt skulle være truffet inden

10

dage, jf. offentlighedslovens § 16, stk. 2.

Da, der i det konkrete

forhold kun foreligger en kort overskridelse af fristen, dvs. på 3 dage

foretager man sig dog ikke videre i denne forbindelse.

Socialstyrelsen har som

social tilsynsmyndighed ingen hjemmel til at ændre en kommunal afgørelse og

har

ingen sanktionsmuligheder overfor kommunen, jf. Socialministeriets vejledning

af 11. januar 1988 om klageregler og tilsyn på det sociale område.

..."

I klagen til mig gjorde A

gældende, at Socialstyrelsen burde have påtalt, at kommunen ikke havde

imødekommet hans anmodning om aktindsigt samt burde have underrettet ham om

indkvarteringen af hans søn i institutionen D.

K Kommune henholdt sig i en

udtalelse af 15. juli 1991 til skrivelsen til det sociale ankenævn.

Socialministeriet har i en

udtalelse af 3. april 1991 udtalt sig på følgende måde:

"...

I denne anledning skal

Socialministeriet bemærke, at det overordnede ressorttilsyn, som efter

almindelige statsretlige principper påhviler Socialministeriet, og som indtil

den 1. januar 1991 tillige fremgik af den sociale styrelseslov, ikke

indebærer,

at Socialministeriet har kompetence til at gå ind i en konkret bedømmelse af

sagsforløbet i en personsag om foranstaltninger efter bistandsloven -

herunder

spørgsmålet om aktindsigt til den berørte persons ægtefælle.

Socialstyrelsens udtalelse i

sagen falder derfor uden for rammerne af dette tilsyn.

Vi skal endelig henvise til,

at det manglende over- og underordnelsesforhold mellem Socialministeriet og

de

enkelte kommuner bevirker, at Socialministeriet ikke i almindelighed har ret

til at indhente akterne i konkrete personsager."

I et brev til A udtalte jeg

følgende:

"1)

Underretning om Deres barns opholdssted.

Det fremgår af sagen, at De,

da Deres ægtefælle tog ophold på (D), sammen med hende havde

forældremyndigheden over (C). Ifølge § 7 i myndighedsloven (lovbekendtgørelse

nr. 443 af 3. oktober 1985) har forældremyndighedens indehaver pligt til at

"drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige

forhold ud fra barnets interesser og behov". Forældremyndigheden udøves

i

fællesskab, men kan bringes til ophør i medfør af lovens § 10, som har

følgende

indhold:

"

§ 10.

Lever forældre, der har fælles forældremyndighed, ikke

sammen, eller agter en af dem at ophæve samlivet, kan enhver af dem kræve, at

den fælles forældremyndighed skal ophøre.

Stk. 2.

Forældrene kan med statsamtets godkendelse aftale, hvem af

dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen godkendes, medmindre den

strider mod, hvad der er bedst for barnet.

Stk. 3.

Er forældrene uenige, eller nægtes godkendelse af deres

aftale, afgør retten under særligt hensyn til hvad der er bedst for barnet,

hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene."

Retten kan i henhold til § 18

og § 19 træffe midlertidig afgørelse om forældremyndigheden. § 18 har

følgende

indhold.

"

§ 18.

Er der anlagt retssag om forældremyndigheden, kan retten

efter anmodning ved kendelse bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt

skal tilkomme. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for

barnet under sagen. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en dom, der kan

fuldbyrdes, og bortfalder, hvis sagen hæves eller afvises."

Bistandsloven indeholder i

kap. VIII bestemmelser, som fastsætter særlige retssikkerhedsgarantier,

såfremt

et barn anbringes uden for hjemmet uden samtykke fra

forældremyndighedsindehaveren. Bestemmelserne må forstås således, at samtykke

skal foreligge fra begge forældre, hvis der er fælles forældremyndighed, før

disse særlige bestemmelser kan bringes i anvendelse. § 127 i bistandsloven

indeholder hjemmel til, at formanden for det særlige udvalg, der træffer

afgørelse om tvangsfjernelse af børn, træffer beslutning på udvalgets vegne

om

"foranstaltninger, som af hensyn til barnets velfærd ikke kan opsættes

..."

Straffelovens § 215

indeholder følgende bestemmelse:

"

§ 215.

Den, som unddrager en person under 18 år forældres eller

anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han

unddrager sig sådan myndighed eller forsorg, straffes efter reglerne i §

261."

Myndighedsloven sammenholdt

med bistandslovens kap. VIII og straffelovens § 215 må forstås således, at

beslutninger om et mindreårigt barns opholdssted træffes af

forældremyndighedens indehaver, medmindre der undtagelsesvis træffes anden

bestemmelse i henhold til bistandslovens kap. VIII. Kan forældre ikke blive

enige, kan den fælles forældremyndighed ophæves på den i myndighedsloven

foreskrevne måde.

(C's) ophold på (D) blev ikke

besluttet af kap. VIII-udvalget i henhold til bistandsloven, men blev

foranstaltet på foranledning af (B), som også havde forældremyndigheden.

(K) Kommune ydede støtte til

opholdet i henhold til bistandsloven og traf for så vidt ikke formel

afgørelse

om barnets opholdssted.

Af sagens akter fremgår, at

kommunen var bekendt med, at De og (B) var gift, at (C) var deres fælles

barn,

samt at De og hun boede sammen indtil samlivsophævelsen den 12. april 1989.

Kommunen måtte på denne baggrund gå ud fra, at De også havde del i

forældremyndigheden over (C). Det havde efter min mening været bedst

stemmende

med principperne i myndighedsloven samt de øvrige foran omtalte regler, om

kommunen havde underrettet Dem om beslutningen om at yde støtte til (C's)

ophold uden for hjemmet. Samtidig havde det været naturligt, om kommunen,

såfremt der havde vist sig uenighed mellem Dem og (B) om (C's) opholdssted,

havde vejledt Dem og hende om reglerne i myndighedslovens §§ 10 og 18 samt i

givet fald truffet beslutning om (C's) opholdssted i medfør af kap. VIII i

bistandsloven.

At kommunens første

underretning til Dem om, at kommunen ydede støtte til, at (C) opholdt sig på

institution, var en kopi af kommunens anmodning til statsamtet om

fastsættelse

af bidrag i henhold til bistandslovens § 8, må efter min mening

karakteriseres

som højst ukorrekt og sårende.

Jeg har gjort kommunen

bekendt med min opfattelse.

Socialstyrelsen forholdt sig

i skrivelsen af 28. december 1990 ikke udtrykkeligt til Deres klage over, at

De

ikke var blevet underrettet om, at kommunen ydede støtte til (C's) ophold på

(D).

Styrelsen burde efter min mening have taget stilling også til dette spørgsmål

og påtalt over for (K) Kommune, at De først fik underretning i forbindelse

med

ansøgningen om bidragsfastsættelse.

Jeg har gjort

Socialministeriet bekendt med min opfattelse.

2)

Aktindsigt.

a)

Det fremgår af sagen, at De to gange - den 18. maj 1989 og den

1. juni 1989 - bad om at få oplysninger om sagen vedrørende (B og C's)

anbringelse på (D).

Ansøgningen må bedømmes på

grundlag af kap. 4 i forvaltningsloven samt offentlighedsloven.

Begge regelsæt indeholder en

hovedregel om, at en henvendelse fra en borger om at blive gjort bekendt med

dokumenterne i en sag i den offentlige forvaltning skal imødekommes,

medmindre

der i loven er gjort undtagelse fra denne ret til aktindsigt

(forvaltningslovens

§ 9 og offentlighedslovens § 4).

Adgangen til partsaktindsigt

i henhold til kap. 4 i forvaltningsloven er væsentligt mere omfattende,

specielt i sager med personoplysninger, end adgangen til aktindsigt i henhold

til offentlighedsloven. Partsaktindsigt har "den, der er part i en sag,

hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en

forvaltningsmyndighed", jf. § 9, stk. 1, i forvaltningsloven. Det

fremgår

af lovens forarbejder, at en part er den, der må antages at have en

individuel,

væsentlig og retlig interesse i sagens udfald.

Socialstyrelsen gik i

skrivelsen af 28. december 1990 uden nærmere undersøgelse af de pågældende

sager ud fra, at Deres henvendelser skulle bedømmes efter offentlighedsloven

og

har således lagt til grund, at De ikke kunne anses for part i sagen. Efter

min

mening kan denne fastlæggelse af Deres status i forhold til sagen ikke uden

videre tiltrædes. Som anført under 1) havde De sammen med (B)

forældremyndigheden over (C) og måtte i hvert fald anses for part i forhold

til

kommunens beslutning om at yde støtte til (C's) ophold på institution. For så

vidt de udbedte oplysninger drejede sig om denne del af sagen, skulle

ansøgningen derfor være bedømt på grundlag af forvaltningslovens kap. 4.

b)

For så vidt angik oplysninger vedrørende støtte til (B), er jeg

enig i, at Deres henvendelse måtte vurderes på grundlag af

offentlighedsloven,

idet De ikke kunne antages at være part i forhold til denne del af sagen. Som

påpeget af Socialstyrelsen omfatter retten til aktindsigt ikke oplysninger om

enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold, jf. offentlighedslovens

§

12, stk. 1, nr. 1. - Der gælder dog ifølge lovens § 4, stk. 2, den

undtagelse,

at den, "hvis personlige forhold er omtalt i et dokument" med de

undtagelser,

der er nævnt i §§ 7-11 og § 14, kan forlange "at blive gjort bekendt med

oplysningerne herom".

I Deres skrivelse af 18. juni

1989 til (K) Kommune gjorde De udtrykkeligt opmærksom på, at De ønskede at få

oplyst, om der forelå "anklager om vold eller vanrøgt", dvs.

oplysninger om Dem og Deres behandling af (C). Kommunen burde derfor have

taget

stilling til, om der forelå sådanne oplysninger i den del af sagen, der

vedrørte (C), samt vurderet, om De i givet fald havde krav på en ekstrakt

heraf

i henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 2.

c)

I skrivelsen af 2. juni 1989 til Dem henviste (K) Kommune mere

generelt til en tradition i dansk forvaltningsret for tavshedspligt, jf.

straffelovens § 152. Jeg må forstå, at kommunen har den generelle opfattelse,

at tavshedspligten går forud for reglerne om aktindsigt. I den anledning skal

jeg henvise til, at det i § 9, stk. 2, i forvaltningsloven er bestemt, at

tavshedspligtsbestemmelser ikke begrænser pligten til at give aktindsigt

efter

kapitel 4 i loven. Af § 14 i offentlighedsloven fremgår, at den almindelige

tavshedspligt efter straffeloven, forvaltningsloven og

tjenestemandslovgivningen ikke begrænser pligten til at meddele aktindsigt i

henhold til offentlighedsloven.

Kommunens henvisning til den

almindelige tavshedspligt i straffelovens § 152 var således uberettiget.

d)

Det fremgår af ovenstående, at kommunens stillingtagen til Deres

anmodning om aktindsigt blev truffet på grundlag af en fejlagtig

retsopfattelse. Dette forhold har bevirket, at en række relevante retlige

vurderinger ikke er blevet foretaget, og at der derfor ikke har foreligget en

stillingtagen til, om De kunne få partsaktindsigt i en del af sagen eller

egen

access i henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 2. Jeg finder dette

forhold

særdeles beklageligt.

Jeg har gjort (K) Kommune

bekendt med min opfattelse. Jeg har derudover henstillet til kommunen, at den

genoptager sagen til ny behandling og meddeler Dem en ny afgørelse om

aktindsigt på baggrund af det, jeg har anført foran.

Socialstyrelsen vurderede i

skrivelsen af 28. december 1990 alene aktindsigtsspørgsmålet på grundlag af

offentlighedsloven. Styrelsen burde efter min mening yderligere have

vurderet,

om De i kraft af Deres forældremyndighed havde ret til oplysninger i henhold

til kap. 4 i forvaltningsloven. Styrelsen burde have henledt kommunens

opmærksomhed herpå og henstillet, at kommunen nu tog stilling hertil.

Tilsvarende burde styrelsen have henstillet til kommunen, at den undersøgte,

om

De havde krav på oplysninger i henhold til § 4, stk. 2, hvis mulige betydning

styrelsen selv pegede på.

Jeg har gjort

Socialministeriet bekendt med min opfattelse.

3)

Socialstyrelsens tilsynspligt.

I udtalelsen af 3. april 1991

til mig har Socialministeriet meddelt, at styrelsens udtalelse af 28.

december

1990 faldt uden for rammerne af det sociale tilsyn.

På tidspunktet for

Socialstyrelsens udtalelse i sagen gjaldt § 22 i den sociale styrelseslov.

Bestemmelsen havde følgende indhold:

"

§ 22.

Socialministeren fører tilsyn med kommunernes og

amtskommunernes socialvæsen og med offentligt støttede eller anerkendte

institutioner, der virker inden for det sociale område."

Med virkning fra den 1.

januar 1991 ophævedes bestemmelsen. Socialministeriet har i vejledning nr.

155

af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets område beskrevet

ministeriets tilsynsforpligtelser således:

"Efter almindelige

stats- og forvaltningsretlige principper har den centrale myndighed på de

forskellige lovområder - vedkommende ministerium eller styrelse - en

ulovbestemt pligt til at føre et vist tilsyn med det pågældende lovområde.

For Socialministeriets

vedkommende gælder således et generelt ressorttilsyn, selv om bestemmelsen i

den sociale styrelseslovs § 22 om det særlige sociale tilsyn er blevet

ophævet.

..."

Pligten og den dertil

knyttede beføjelse for Socialministeriet til at føre tilsyn med kommunal

administration af sociallovgivningen var hverken før den 1. januar 1991 eller

efter den nugældende retstilstand afgrænset præcist. Det må dog antages, at

ministeriet har en ganske vidtgående adgang til inden for sit ressortområde

at

afgive vejledende udtalelser om lovgivningens indhold og anvendelse.

Udtalelserne kan også afgives med udgangspunkt i konkrete sager, blot det

sker

med respekt af såvel andre myndigheders herunder rekursinstansers kompetence

som eventuelt modstående private interesser, der ikke har været inddraget i

ministeriets behandling af sagen.

Styrelsens skrivelse af 28.

december 1990 angav udtrykkeligt at være af vejledende karakter og

beskæftigede

sig på et generelt plan med forholdet mellem den forelagte situation og de

relevante regler.

På denne baggrund finder jeg

ikke, at styrelsens udtalelse kan antages at falde uden for rammerne af

tilsynsforpligtelsen i henhold til den dagældende § 22 i den sociale

styrelseslov.

En sådan udtalelse ville efter min opfattelse også efter den 1. januar 1991

kunne afgives som et led i ministeriets ressorttilsyn.

Det tilføjes, at det efter

min opfattelse ligger inden for tilsynsforpligtelsen over for en kommune at

gøre opmærksom på klare og utvivlsomme tilsidesættelser af enkeltpersoners

rettigheder eller at sørge for, at sådanne spørgsmål bliver forelagt andre

myndigheder, der kan påtale forholdet, f.eks. det kommunale tilsyn.

Det er på denne baggrund, jeg

foran under 1) og 2) har udtalt kritik i anledning af, at Socialstyrelsen i

skrivelsen af 28. december 1990 undlod at tage stilling til Deres klage over,

at De ikke blev inddraget i sagen om støtte til (C's) ophold på institution,

ligesom jeg har kritiseret styrelsens stillingtagen til

aktindsigtsspørgsmålet."

Lignende dokumenter