Almindelig frist for udnyttelse af klagemulighed. Forældelsesfrist i lov om Sundhedsvæsenets centralstyrelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Almindelig frist for udnyttelse af klagemulighed.
Forældelsesfrist i lov om Sundhedsvæsenets centralstyrelse
C klagede på vegne af A til
mig over at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde afvist at behandle hendes
klage over en operation i 1963. Patientklagenævnet havde bl.a. henvist til §
22, stk. 1, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv.
Sagens omstændigheder var
følgende:
Den 14. november 1994 klagede
A til Patientklagenævnet over en operation på Gentofte Amtssygehus i 1963.
Hun
henviste til resultatet af en undersøgelse den 17. oktober 1994 hos
speciallæge
i intern medicin og nefrologi, overlæge B.
Af speciallægens erklæring
(af 18. oktober 1994) fremgår bl.a. følgende:
"
Aktuelle:
For 30 år siden KAS Gentofte,
opereret i underlivet og steriliseret, 1-2 år efter hysterektomi og
oophorektomi, husker ikke hvorfor, fik ingen hormonbehl. trods
overgangsaldersympt.
...
Jan. 94 døde ægtefælle, blev
svært påvirket af dette og blev til sidst indl. til udredning i Kalundborg
feb.
94, hvor bl.a. gastroskopi viste normale forhold. Ultralyd viste normale
organer i abdomen, bortset fra at hø. nyre var omdannet til en stor
hydronefrotisk
sæk, suppl urografi viste normal ve. nyre og ikke fungerende nyre på hø.
Læs alt
side,
samt et metalfragment ved hør. blærehjørne (på bill. kunne det godt ligne en
af
de clips, der bruges til sterilisation)".
Overlægen konkluderede
afslutningsvist bl.a. følgende:
"Jeg har forklaret
hende, hvad det er, der er sket, også at det formentlig er den clips, der er
brugt til sterilisation, som er fejlplaceret på ureter samtidig.
Nyrerne kan man således ikke
gøre noget for..."
Den 16. november 1994 afviste
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn at behandle klagen idet nævnet henviste til
toårsfristen i centralstyrelseslovens § 22, stk. 1. Nævnet anførte bl.a.
følgende:
"De oplyser, at De efter
operationen havde mange gener bl.a. i form af mavesmerter. På den baggrund er
det Patientklagenævnets opfattelse, at De på tidspunktet umiddelbart efter
operationen, hvor De havde generne blev bekendt med eller burde være blevet
bekendt med, at der eventuelt kunne være sket en fejl på KAS Gentofte. Da De
ikke har indsendt klagen inden 2 år fra dette tidspunkt, og da der ikke
findes
at være særlige grunde til at se bort fra klagefristen, kan
Patientklagenævnet
ikke behandle Deres klage."
Den 29. november 1994 - efter
at A igen havde skrevet til nævnet - fastholdt nævnet sin afgørelse med den
givne begrundelse.
A's egen læge henvendte sig
den 9. december 1994 til nævnet idet hun fandt afvisningen uforståelig,
"idet pt. jo rent faktisk har konsulteret flere læger, uden at man har
kunnet finde årsagen til pt. smerter. Først ved besøg hos dr. (B) har man
kunnet finde årsagen".
Patientklagenævnet indhentede
herefter den 21. december 1994 det materiale som overlæge B havde om A,
herunder
den tidligere nævnte erklæring af 18. oktober 1994.
I sit følgebrev bemærkede
speciallægen bl.a. følgende over for Patientklagenævnet:
"...
Alt i alt tyder det på en
årsagssammenhæng, som den der er fremført i pt.s klage nemlig, at man ved
operationen er kommet til at sætte en klemme på urinlederen.
Det er muligt, at komme
forholdene lidt nærmere ved at suppl. med billede af metalfragmentet, taget i
forskellige projektioner, men skal man helt til bunds i det, vil det
formentlig
være nødvendigt med en expl. laparotomi."
I et brev til A af 31. marts
1995 svarede nævnet herefter bl.a. følgende:
"De har anført, at De
først den 17. oktober 1994 ved lægekonsultationen hos overlæge (B) blev
bekendt med, at der eventuelt kunne være begået en fejl ved operationen i
1963.
Speciallæge (B) har oplyst til Patientklagenævnet, at man sandsynligvis er
kommet til at sætte en klemme på urinlederen i forbindelse med en operation i
1963 på Gentofte Amtssygehus.
Ifølge bemærkningerne til lov
om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv. løber klagefristen efter § 22 først
fra
det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold,
der
klages over.
I praksis antages det
imidlertid
(fremhævet af mig), at denne
regel skal ses i sammenhæng med reglerne om forældelse af krav på erstatning.
Erstatningskrav forældes i henhold til lovgivningen om disse spørgsmål senest
20 år efter den begivenhed, som udløste kravet.
Da den behandling, som De har
modtaget fandt sted for mere end 20 år siden, set i forhold til klagens
indgivelse til Patientklagenævnet, er Deres klage ikke indgivet rettidigt, og
Patientklagenævnet kan således ikke behandle den."
Den 18. april 1995 skrev C på
A's vegne bl.a. følgende til nævnet:
"I de mellemliggende 32
år har (A) været indlagt 4 gange med alarmerende symptomer som blodstyrtning,
svimmelhed, forhøjet blodtryk, smerter i underlivet m.m. Hun har desuden
konsulteret adskillige læger, uden at man på noget tidspunkt har næret
mistanke
om, at der kunne foreligge en fejl i forbindelse med operationen eller være
noget i vejen med nyrerne. Specielt i de første år efter operationen var (A)
ud
over smerter hjemsøgt af inkontinens, træthed, depression m.m. og blev
behandlet for blærebetændelse, tyktarmskatar, nervøsitet og andre formodede
årsager til de stadigt tilbagevendende plager. Den for tidlige overgangsalder
efter operationen fik også sin del af skylden.
...
Det man her forlanger er, at
patienten skal være bedre orienteret om fejl, der kan forekomme under en
operation, end lægerne. Og selv om (A) havde haft mistanke om at være blevet
offer for regulær lægesjusk, så står det jo ikke i patientens magt at
udforske
det nærmere.
...
Min påstand er, at
klagefristen i denne sag løber fra den
17/10-94, hvor patienten fik
kendskab til lægefejlen. Jeg anmoder derfor Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
om at behandle klagen."
Den 11. maj 1995 fastholdt
nævnet - i et brev til Dem - sin afgørelse i sagen. Nævnet henviste til det
der
var anført i brevet af 31. marts 1995.
I anledning af C's klage til
mig afgav Sundhedsvæsenets Patientklagenævn en udtalelse af 12. januar 1996
som C kommenterede den 19. januar 1996.
I brevet henviste nævnet til
en udtalelse fra mig refereret i Folketingets Ombudsmands beretning (herefter
FOB) for året 1989, s. 184ff. Nævnet anførte herefter bl.a. følgende:
"Patientklagenævnet har
opfattet udtalelsen fra Folketingets Ombudsmand således, at nævnet i de
tilfælde, hvor klager ikke var eller burde være bekendt med det forhold, der
klages over, kan analogisere til de tilsvarende regler i forældelsesloven om
forældelse af erstatningskrav, således at klager skal være indgivet til
nævnet
senest 20 år efter den påklagede handling.
På tidspunktet for (A)'s
klage til Patientklagenævnet var der gået over 30 år, fra hun blev opereret
på
Amtssygehuset i Gentofte, til hun klagede. (A)'s reelle mulighed for at opnå
erstatning var således forældet ifølge § 4 i forældelsesloven af 1908, da der
var forløbet mere end 20 år fra skadens indtræden og dermed stiftelsen af et
eventuelt erstatningskrav.
Det fremgår af bemærkninger
til Centralstyrelseslovens § 22, stk. 1, at indførelsen af den 2-årige
forældelsesfrist var begrundet, dels i efterforskningsmæssige forhold, dels i
ressourcemæssige forhold, jf. FT 1986-87, tillæg A, sp. 1165.
Patientklagenævnet bemærker i
den forbindelse, at sygehusjournalen er en væsentlig del af
oplysningsgrundlaget i sager, hvor der klages over en sundhedsfaglig
behandling
på et hospital. En læges pligt til at opbevare journalmaterialet strækker sig
imidlertid ikke udover 10 år fra den seneste optegnelse i journalen, jf.
lægelovens § 13, stk. 3.
For Patientklagenævnet vil
det således være forbundet med vanskeligheder, og sandsynligvis ikke være
muligt, at få oplyst et påklaget forhold, der ligger over 30 år tilbage i
tiden, således at nævnet kan tage stilling til klagen på et tilstrækkeligt
grundlag."
Ombudsmandens udtalelse
"(A)'s sag vedrører
først og fremmest forståelsen af centralstyrelseslovens § 22, stk. 1. Inden
jeg
kommer nærmere ind på denne bestemmelse, finder jeg anledning til en kort
omtale af de almindelige forvaltningsretlige regler (om bl.a. klagefrister)
som
finder anvendelse hvis der på et område enten ikke findes specialregler,
eller
den konkrete sag ikke kan henføres under disse.
Den konkrete sag rejser for mit
vedkommende følgende spørgsmål:
gælder der en almindelig frist for udnyttelse af en
klage-/rekursmulighed,
er (A)'s klage indgivet for sent i forhold til
toårsfristen i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, § 22, stk. 1, og
har Sundhedsvæsenets Patientklagenævn - hvis klagen må
anses for at være indgivet inden for fristen - haft et tilstrækkeligt
grundlag
for at afvise at behandle (A)'s patientklage.
Om en almindelig frist for udnyttelse af en klage-/rekursmulighed
I 1989-90 behandlede jeg en sag
hvorunder det i overskriften nævnte spørgsmål opstod. Sagen er omtalt i FOB
1990, s.
250f. Jeg
vedlægger en kopi af de to sider til Deres orientering.
Sagen gav mig ikke anledning
til at udtale en opfattelse af gældende ret på området. Under henvisning til
de
udtalelser fra betænkning nr. 657/1972 - særligt s. 63, 1. sp. - og til den
juridiske litteratur som er omtalt i den pågældende sag, er det min
opfattelse
at der
ikke
gælder nogen almindelig
frist for udnyttelse af en klage-/rekursmulighed. Jeg henviser tillige til
Forvaltningsret (1994) ved Karsten Loiborg mfl., s. 640.
Om toårsfristen i centralstyrelseslovens § 22, stk. 1
Patientklagenævnet har ved
sit afslag på at tage (A)'s klage op til behandling henvist til § 22, stk. 1,
i
lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse:
'
§ 22.
Klage skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor
klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over.
Nævnet
kan dog se bort fra overskridelse af fristen, hvis særlige grunde taler
derfor.'
Om forståelsen af denne
bestemmelse udtalte jeg den 22. januar 1990 bl.a. følgende (FOB 1989, s.
184ff,
mit j.nr. 1989-1048-43):
'...
Patientklagenævnets afgørelse
er truffet i henhold til § 22 i lov nr. 397 af 10. juni 1987 om
sundhedsvæsenets centralstyrelse mv., som har følgende ordlyd:
'Klager skal være indgivet
inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt
med
det forhold, der klages over. ...'
Det følger af bemærkningerne
til bestemmelsen (Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 1180), at fristen
på
2 år er begrundet i efterforskningsmæssige forhold, idet sager, der ligger
flere år tilbage, vanskeligt lader sig oplyse, og i ressourcemæssige forhold.
Det præciseres dog, at
forældelsesfristen - i overensstemmelse med lovens ordlyd - først løber fra
det
tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der
klages over.
Herudover giver lovens ordlyd
eller dens forarbejder ikke nogen vejledning om, hvornår en klager skal anses
for at være eller burde være bekendt med det forhold, der klages over.
Patientklagenævnet har i
udtalelsen til mig redegjort for forældelsesbestemmelsens anvendelse i
forskellige tilfældegrupper, som har foreligget i praksis. Jeg finder ikke at
have grundlag for at kommentere disse tilfælde nærmere, men skal mere
generelt
om fortolkningen af forældelsesregler - udtale følgende:
Bestemmelsen må efter min
opfattelse ses i sammenhæng med et af hovedformålene med at oprette
Patientklagenævnet, nemlig at sikre den enkelte borgers retssikkerhed
(Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 1165).
Selv om det fremgår
udtrykkeligt af bemærkningerne til centralstyrelsesloven, at
Patientklagenævnet
ikke kan tage stilling til erstatningsspørgsmål, har nævnets udtalelser ofte
afgørende betydning for klagere, der mener sig berettiget til erstatning.
Dette fremgår bl.a. af Patientklagenævnets årsberetning for 1988, hvor der
anføres følgende:
...(citatet fra
Patientklagenævnets årsberetning er udeladt her)
Et eventuelt erstatningskrav
f.eks. som følge af fejlagtig udført lægebehandling forældes ifølge § 1, stk.
1, nr. 5, i forældelsesloven af 1908 på 5 år regnet fra kravets forfaldstid,
jf. § 2. Spørgsmålet om, hvornår denne forældelsesfrist begynder at løbe, må
ses i sammenhæng med § 3 i loven. Fristen suspenderes, såfremt skadelidte på
grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav ikke har kunnet gøre dette
gældende. Herefter regnes forældelsesfristen først fra den tid, da skadelidte
var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve
sit
krav betalt.
Som det fremgår af
ovenstående, er der en nær sammenhæng mellem Patientklagenævnets faglige
vurdering af, om en given behandling er ansvarspådragende, og patientens
reelle
mulighed for erstatning.
Det må derfor efter min
opfattelse antages, at begyndelsestidspunktet for 2-års fristen for
indgivelse
af klage til Patientklagenævnet - i mangel af nærmere vejledning i motiverne
-
må forstås i overensstemmelse med § 2 og § 3 i forældelsesloven af 1908.
Fristen kan således først
regnes fra det tidspunkt, hvor klageren (patienten) ved sædvanlig
agtpågivenhed
må antages at have haft en sådan viden, at han med rimelighed var i stand til
at sætte sine gener i forbindelse med en mulig fejlbehandling. Først på dette
tidspunkt har patienten anledning til at indgive en klage til nævnet.
..."
Patientklagenævnet har i
udtalelsen til mig - med henvisning til den ovenfor citerede
ombudsmandsudtalelse om bestemmelsen i centralstyrelseslovens § 22, stk. 1 -
som begrundelse for ikke at undersøge den foreliggende patientklage anført
at (A)'s reelle muligheder for erstatning ikke længere
er til stede, og
at klagen på nuværende tidspunkt, 30 år efter,
formentlig ikke lader sig undersøge.
Som det fremgår af citatet
ovenfor, angik min henvisning til 1908-lovens regler (§§ 2 og 3)
begyndelsestidspunktet
for toårsfristen og fremkom i sammenhæng med at centralstyrelseslovens
forarbejder ikke ydede bidrag til den nærmere fastlæggelse af fristens
begyndelsestidspunkt.
Som nævnet er inde på i
udtalelsen til mig og som nævnt i min tidligere udtalelse, er toårsfristen
ifølge forarbejderne begrundet med (generelle) efterforsknings-og
ressourcemæssige
forhold. Nævnet har som begrundelse for ikke at behandle (A)'s klage, i
forbindelse med sin henvisning til centralstyrelseslovens § 22, stk. 1,
henvist til efterforskningsog ressourcemæssige forhold i den konkrete sag.
Som
bestemmelsen i § 22, stk. 1, er formuleret, retter denne sig mod klagers
subjektive
forhold. Sådanne objektive forhold som nævnet i udtalelsen til mig er inde
på,
får derfor efter min opfattelse først betydning når vurderingen af klagers
subjektive forhold er foretaget, og klagen anses for at være indgivet inden
for fristen. De (konkrete) forhold som nævnet er inde på, kan indgå i den
efterfølgende vurdering af om klagen - uanset den er indgivet rettidigt -
skal
optages til behandling. Forholdene har imidlertid som anført intet med
toårsfristen at gøre.
Patientklagenævnet afslog den
16. november 1994 at behandle (A)'s patientklage fordi hun ikke havde klaget
inden for toårsfristen. Nævnet fastholdt sin afgørelse den 29. november 1994
med den givne begrundelse. På baggrund af nævnets formulering i brevet af 31.
marts 1995 - ordet imidlertid, se citatet ovenfor, s. 3 - og det nævnet har
anført i sin udtalelse til mig, må jeg lægge til grund at nævnet - på dette
senere tidspunkt af sagsforløbet - er af den opfattelse at (A) ikke var
eller burde have været bekendt med de forhold som hun har klaget til
Patientklagenævnet
over, før i 1994. Jeg må derfor konkludere at (A) - også efter nævnets
opfattelse - har klaget inden for fristen. Nævnet har imidlertid - også på
dette senere tidspunkt - henvist til centralstyrelseslovens § 22, stk. 1, som
(en del af) begrundelsen for ikke at behandle sagen. Da klagen, er indgivet
rettidigt, giver § 22, stk. 1, ikke hjemmel til at afvise klagen, og
Patientklagenævnet burde derfor ikke have henvist til denne bestemmelse.
Jeg har gjort nævnet bekendt
med min opfattelse.
Om afslag på at optage en i øvrigt rettidigt indgivet klage til
behandling
Det er almindeligt antaget at
en myndighed i særlige tilfælde kan undlade at behandle en i øvrigt rettidigt
indgivet klage. I forbindelse med den konkrete vurdering kan der lægges vægt
på
om det påklagede forhold har (stadig har) en retlig eller faktisk betydning,
og klager således har tilstrækkelig retlig interesse i at få det påklagede
forhold bedømt, eller om sagen i forhold til den pågældende, eller det
offentlige, (i øvrigt) er af væsentlig betydning. Jeg henviser til den
tidligere nævnte sag refereret i FOB 1990 (s.
250f
) og den der omtalte litteratur.
Som anført har
Patientklagenævnet i udtalelsen til mig som begrundelse for ikke at undersøge
den foreliggende patientklage anført at (A)'s reelle muligheder for
erstatning ikke længere er til stede, og at klagen på nuværende tidspunkt, 30
år efter, formentlig ikke lader sig undersøge.
(A) har ifølge
Patientklagenævnets sagsakter på intet tidspunkt tilkendegivet over for
nævnet
at hun ønskede sagen behandlet i nævnet med henblik på at opnå erstatning. Af
(A)'s henvendelse til mig udleder jeg imidlertid at klagen til
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn blev indgivet som led i hendes bestræbelse på at opnå
erstatning som følge af den formodede fejl på amtssygehuset i Gentofte. På
den
baggrund og idet jeg henviser til det nævnet har anført om (A)'s reelle
muligheder
for erstatning, har jeg ikke tilstrækkelig anledning til at foretage mig mere
på dette punkt.
Om sagen på nuværende
tidspunkt kan oplyses i et omfang så nævnet vil kunne træffe afgørelse, er i
følge nævnets sagsakter og udtalelsen til mig ikke afklaret. Nævnet har over
for mig udtalt at dette formentlig ikke lader sig gøre. Om dette forhold i
sig
selv kunne give tilstrækkeligt grundlag for at afvise at behandle sagen, har
jeg ikke anledning til at komme nærmere ind på. Jeg henviser til det jeg
ovenfor har anført om (A)'s manglende retlige interesse i at få det påklagede
forhold bedømt, og foretager mig heller ikke mere på dette punkt.
..."
NOTER: (*1) Jf.
FOB 1989, s.184
og
FOB 1990, s. 250ff
Lignende dokumenter
- Specialeplanlægning og lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet - vejledning Retsinformation · 30. september 1997
- Beregning af forældelsesfrist ved klage til Patientklagenævnet (Klage indgivet af pårørende til afdød patient) Retsinformation · 6. oktober 2009
- Den 2-årige forældelsesfrist for indgivelse af klager til Sundheds væsenets Patientklagenævn. Retsinformation · 3. november 2003
- Patientklagenævnets kritik af sundhedspersoner efter udløb af strafferetlig forældelsesfrist. Retsinformation · 6. november 2003
- Udlevering af navnene på to sygeplejersker Retsinformation · 30. august 2006
- 1997 LSF 142 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. (EFFEKTIVISERING AF PATIENTKLAGENÆVNET) Retsinformation · 17. december 1997