Spring til indhold

Retsinformation

Almindelig frist for udnyttelse af klagemulighed. Forældelsesfrist i lov om Sundhedsvæsenets centralstyrelse

FOU nr 1996.234UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Almindelig frist for udnyttelse af klagemulighed.

Forældelsesfrist i lov om Sundhedsvæsenets centralstyrelse

C klagede på vegne af A til

mig over at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde afvist at behandle hendes

klage over en operation i 1963. Patientklagenævnet havde bl.a. henvist til §

22, stk. 1, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv.

Sagens omstændigheder var

følgende:

Den 14. november 1994 klagede

A til Patientklagenævnet over en operation på Gentofte Amtssygehus i 1963.

Hun

henviste til resultatet af en undersøgelse den 17. oktober 1994 hos

speciallæge

i intern medicin og nefrologi, overlæge B.

Af speciallægens erklæring

(af 18. oktober 1994) fremgår bl.a. følgende:

"

Aktuelle:

For 30 år siden KAS Gentofte,

opereret i underlivet og steriliseret, 1-2 år efter hysterektomi og

oophorektomi, husker ikke hvorfor, fik ingen hormonbehl. trods

overgangsaldersympt.

...

Jan. 94 døde ægtefælle, blev

svært påvirket af dette og blev til sidst indl. til udredning i Kalundborg

feb.

94, hvor bl.a. gastroskopi viste normale forhold. Ultralyd viste normale

organer i abdomen, bortset fra at hø. nyre var omdannet til en stor

hydronefrotisk

sæk, suppl urografi viste normal ve. nyre og ikke fungerende nyre på hø.

Læs alt

side,

samt et metalfragment ved hør. blærehjørne (på bill. kunne det godt ligne en

af

de clips, der bruges til sterilisation)".

Overlægen konkluderede

afslutningsvist bl.a. følgende:

"Jeg har forklaret

hende, hvad det er, der er sket, også at det formentlig er den clips, der er

brugt til sterilisation, som er fejlplaceret på ureter samtidig.

Nyrerne kan man således ikke

gøre noget for..."

Den 16. november 1994 afviste

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn at behandle klagen idet nævnet henviste til

toårsfristen i centralstyrelseslovens § 22, stk. 1. Nævnet anførte bl.a.

følgende:

"De oplyser, at De efter

operationen havde mange gener bl.a. i form af mavesmerter. På den baggrund er

det Patientklagenævnets opfattelse, at De på tidspunktet umiddelbart efter

operationen, hvor De havde generne blev bekendt med eller burde være blevet

bekendt med, at der eventuelt kunne være sket en fejl på KAS Gentofte. Da De

ikke har indsendt klagen inden 2 år fra dette tidspunkt, og da der ikke

findes

at være særlige grunde til at se bort fra klagefristen, kan

Patientklagenævnet

ikke behandle Deres klage."

Den 29. november 1994 - efter

at A igen havde skrevet til nævnet - fastholdt nævnet sin afgørelse med den

givne begrundelse.

A's egen læge henvendte sig

den 9. december 1994 til nævnet idet hun fandt afvisningen uforståelig,

"idet pt. jo rent faktisk har konsulteret flere læger, uden at man har

kunnet finde årsagen til pt. smerter. Først ved besøg hos dr. (B) har man

kunnet finde årsagen".

Patientklagenævnet indhentede

herefter den 21. december 1994 det materiale som overlæge B havde om A,

herunder

den tidligere nævnte erklæring af 18. oktober 1994.

I sit følgebrev bemærkede

speciallægen bl.a. følgende over for Patientklagenævnet:

"...

Alt i alt tyder det på en

årsagssammenhæng, som den der er fremført i pt.s klage nemlig, at man ved

operationen er kommet til at sætte en klemme på urinlederen.

Det er muligt, at komme

forholdene lidt nærmere ved at suppl. med billede af metalfragmentet, taget i

forskellige projektioner, men skal man helt til bunds i det, vil det

formentlig

være nødvendigt med en expl. laparotomi."

I et brev til A af 31. marts

1995 svarede nævnet herefter bl.a. følgende:

"De har anført, at De

først den 17. oktober 1994 ved lægekonsultationen hos overlæge (B) blev

bekendt med, at der eventuelt kunne være begået en fejl ved operationen i

1963.

Speciallæge (B) har oplyst til Patientklagenævnet, at man sandsynligvis er

kommet til at sætte en klemme på urinlederen i forbindelse med en operation i

1963 på Gentofte Amtssygehus.

Ifølge bemærkningerne til lov

om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv. løber klagefristen efter § 22 først

fra

det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold,

der

klages over.

I praksis antages det

imidlertid

(fremhævet af mig), at denne

regel skal ses i sammenhæng med reglerne om forældelse af krav på erstatning.

Erstatningskrav forældes i henhold til lovgivningen om disse spørgsmål senest

20 år efter den begivenhed, som udløste kravet.

Da den behandling, som De har

modtaget fandt sted for mere end 20 år siden, set i forhold til klagens

indgivelse til Patientklagenævnet, er Deres klage ikke indgivet rettidigt, og

Patientklagenævnet kan således ikke behandle den."

Den 18. april 1995 skrev C på

A's vegne bl.a. følgende til nævnet:

"I de mellemliggende 32

år har (A) været indlagt 4 gange med alarmerende symptomer som blodstyrtning,

svimmelhed, forhøjet blodtryk, smerter i underlivet m.m. Hun har desuden

konsulteret adskillige læger, uden at man på noget tidspunkt har næret

mistanke

om, at der kunne foreligge en fejl i forbindelse med operationen eller være

noget i vejen med nyrerne. Specielt i de første år efter operationen var (A)

ud

over smerter hjemsøgt af inkontinens, træthed, depression m.m. og blev

behandlet for blærebetændelse, tyktarmskatar, nervøsitet og andre formodede

årsager til de stadigt tilbagevendende plager. Den for tidlige overgangsalder

efter operationen fik også sin del af skylden.

...

Det man her forlanger er, at

patienten skal være bedre orienteret om fejl, der kan forekomme under en

operation, end lægerne. Og selv om (A) havde haft mistanke om at være blevet

offer for regulær lægesjusk, så står det jo ikke i patientens magt at

udforske

det nærmere.

...

Min påstand er, at

klagefristen i denne sag løber fra den

17/10-94, hvor patienten fik

kendskab til lægefejlen. Jeg anmoder derfor Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

om at behandle klagen."

Den 11. maj 1995 fastholdt

nævnet - i et brev til Dem - sin afgørelse i sagen. Nævnet henviste til det

der

var anført i brevet af 31. marts 1995.

I anledning af C's klage til

mig afgav Sundhedsvæsenets Patientklagenævn en udtalelse af 12. januar 1996

som C kommenterede den 19. januar 1996.

I brevet henviste nævnet til

en udtalelse fra mig refereret i Folketingets Ombudsmands beretning (herefter

FOB) for året 1989, s. 184ff. Nævnet anførte herefter bl.a. følgende:

"Patientklagenævnet har

opfattet udtalelsen fra Folketingets Ombudsmand således, at nævnet i de

tilfælde, hvor klager ikke var eller burde være bekendt med det forhold, der

klages over, kan analogisere til de tilsvarende regler i forældelsesloven om

forældelse af erstatningskrav, således at klager skal være indgivet til

nævnet

senest 20 år efter den påklagede handling.

På tidspunktet for (A)'s

klage til Patientklagenævnet var der gået over 30 år, fra hun blev opereret

på

Amtssygehuset i Gentofte, til hun klagede. (A)'s reelle mulighed for at opnå

erstatning var således forældet ifølge § 4 i forældelsesloven af 1908, da der

var forløbet mere end 20 år fra skadens indtræden og dermed stiftelsen af et

eventuelt erstatningskrav.

Det fremgår af bemærkninger

til Centralstyrelseslovens § 22, stk. 1, at indførelsen af den 2-årige

forældelsesfrist var begrundet, dels i efterforskningsmæssige forhold, dels i

ressourcemæssige forhold, jf. FT 1986-87, tillæg A, sp. 1165.

Patientklagenævnet bemærker i

den forbindelse, at sygehusjournalen er en væsentlig del af

oplysningsgrundlaget i sager, hvor der klages over en sundhedsfaglig

behandling

på et hospital. En læges pligt til at opbevare journalmaterialet strækker sig

imidlertid ikke udover 10 år fra den seneste optegnelse i journalen, jf.

lægelovens § 13, stk. 3.

For Patientklagenævnet vil

det således være forbundet med vanskeligheder, og sandsynligvis ikke være

muligt, at få oplyst et påklaget forhold, der ligger over 30 år tilbage i

tiden, således at nævnet kan tage stilling til klagen på et tilstrækkeligt

grundlag."

Ombudsmandens udtalelse

"(A)'s sag vedrører

først og fremmest forståelsen af centralstyrelseslovens § 22, stk. 1. Inden

jeg

kommer nærmere ind på denne bestemmelse, finder jeg anledning til en kort

omtale af de almindelige forvaltningsretlige regler (om bl.a. klagefrister)

som

finder anvendelse hvis der på et område enten ikke findes specialregler,

eller

den konkrete sag ikke kan henføres under disse.

Den konkrete sag rejser for mit

vedkommende følgende spørgsmål:

gælder der en almindelig frist for udnyttelse af en

klage-/rekursmulighed,

er (A)'s klage indgivet for sent i forhold til

toårsfristen i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, § 22, stk. 1, og

har Sundhedsvæsenets Patientklagenævn - hvis klagen må

anses for at være indgivet inden for fristen - haft et tilstrækkeligt

grundlag

for at afvise at behandle (A)'s patientklage.

Om en almindelig frist for udnyttelse af en klage-/rekursmulighed

I 1989-90 behandlede jeg en sag

hvorunder det i overskriften nævnte spørgsmål opstod. Sagen er omtalt i FOB

1990, s.

250f. Jeg

vedlægger en kopi af de to sider til Deres orientering.

Sagen gav mig ikke anledning

til at udtale en opfattelse af gældende ret på området. Under henvisning til

de

udtalelser fra betænkning nr. 657/1972 - særligt s. 63, 1. sp. - og til den

juridiske litteratur som er omtalt i den pågældende sag, er det min

opfattelse

at der

ikke

gælder nogen almindelig

frist for udnyttelse af en klage-/rekursmulighed. Jeg henviser tillige til

Forvaltningsret (1994) ved Karsten Loiborg mfl., s. 640.

Om toårsfristen i centralstyrelseslovens § 22, stk. 1

Patientklagenævnet har ved

sit afslag på at tage (A)'s klage op til behandling henvist til § 22, stk. 1,

i

lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse:

'

§ 22.

Klage skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor

klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over.

Nævnet

kan dog se bort fra overskridelse af fristen, hvis særlige grunde taler

derfor.'

Om forståelsen af denne

bestemmelse udtalte jeg den 22. januar 1990 bl.a. følgende (FOB 1989, s.

184ff,

mit j.nr. 1989-1048-43):

'...

Patientklagenævnets afgørelse

er truffet i henhold til § 22 i lov nr. 397 af 10. juni 1987 om

sundhedsvæsenets centralstyrelse mv., som har følgende ordlyd:

'Klager skal være indgivet

inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt

med

det forhold, der klages over. ...'

Det følger af bemærkningerne

til bestemmelsen (Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 1180), at fristen

på

2 år er begrundet i efterforskningsmæssige forhold, idet sager, der ligger

flere år tilbage, vanskeligt lader sig oplyse, og i ressourcemæssige forhold.

Det præciseres dog, at

forældelsesfristen - i overensstemmelse med lovens ordlyd - først løber fra

det

tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der

klages over.

Herudover giver lovens ordlyd

eller dens forarbejder ikke nogen vejledning om, hvornår en klager skal anses

for at være eller burde være bekendt med det forhold, der klages over.

Patientklagenævnet har i

udtalelsen til mig redegjort for forældelsesbestemmelsens anvendelse i

forskellige tilfældegrupper, som har foreligget i praksis. Jeg finder ikke at

have grundlag for at kommentere disse tilfælde nærmere, men skal mere

generelt

om fortolkningen af forældelsesregler - udtale følgende:

Bestemmelsen må efter min

opfattelse ses i sammenhæng med et af hovedformålene med at oprette

Patientklagenævnet, nemlig at sikre den enkelte borgers retssikkerhed

(Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 1165).

Selv om det fremgår

udtrykkeligt af bemærkningerne til centralstyrelsesloven, at

Patientklagenævnet

ikke kan tage stilling til erstatningsspørgsmål, har nævnets udtalelser ofte

afgørende betydning for klagere, der mener sig berettiget til erstatning.

Dette fremgår bl.a. af Patientklagenævnets årsberetning for 1988, hvor der

anføres følgende:

...(citatet fra

Patientklagenævnets årsberetning er udeladt her)

Et eventuelt erstatningskrav

f.eks. som følge af fejlagtig udført lægebehandling forældes ifølge § 1, stk.

1, nr. 5, i forældelsesloven af 1908 på 5 år regnet fra kravets forfaldstid,

jf. § 2. Spørgsmålet om, hvornår denne forældelsesfrist begynder at løbe, må

ses i sammenhæng med § 3 i loven. Fristen suspenderes, såfremt skadelidte på

grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav ikke har kunnet gøre dette

gældende. Herefter regnes forældelsesfristen først fra den tid, da skadelidte

var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve

sit

krav betalt.

Som det fremgår af

ovenstående, er der en nær sammenhæng mellem Patientklagenævnets faglige

vurdering af, om en given behandling er ansvarspådragende, og patientens

reelle

mulighed for erstatning.

Det må derfor efter min

opfattelse antages, at begyndelsestidspunktet for 2-års fristen for

indgivelse

af klage til Patientklagenævnet - i mangel af nærmere vejledning i motiverne

-

må forstås i overensstemmelse med § 2 og § 3 i forældelsesloven af 1908.

Fristen kan således først

regnes fra det tidspunkt, hvor klageren (patienten) ved sædvanlig

agtpågivenhed

må antages at have haft en sådan viden, at han med rimelighed var i stand til

at sætte sine gener i forbindelse med en mulig fejlbehandling. Først på dette

tidspunkt har patienten anledning til at indgive en klage til nævnet.

..."

Patientklagenævnet har i

udtalelsen til mig - med henvisning til den ovenfor citerede

ombudsmandsudtalelse om bestemmelsen i centralstyrelseslovens § 22, stk. 1 -

som begrundelse for ikke at undersøge den foreliggende patientklage anført

at (A)'s reelle muligheder for erstatning ikke længere

er til stede, og

at klagen på nuværende tidspunkt, 30 år efter,

formentlig ikke lader sig undersøge.

Som det fremgår af citatet

ovenfor, angik min henvisning til 1908-lovens regler (§§ 2 og 3)

begyndelsestidspunktet

for toårsfristen og fremkom i sammenhæng med at centralstyrelseslovens

forarbejder ikke ydede bidrag til den nærmere fastlæggelse af fristens

begyndelsestidspunkt.

Som nævnet er inde på i

udtalelsen til mig og som nævnt i min tidligere udtalelse, er toårsfristen

ifølge forarbejderne begrundet med (generelle) efterforsknings-og

ressourcemæssige

forhold. Nævnet har som begrundelse for ikke at behandle (A)'s klage, i

forbindelse med sin henvisning til centralstyrelseslovens § 22, stk. 1,

henvist til efterforskningsog ressourcemæssige forhold i den konkrete sag.

Som

bestemmelsen i § 22, stk. 1, er formuleret, retter denne sig mod klagers

subjektive

forhold. Sådanne objektive forhold som nævnet i udtalelsen til mig er inde

på,

får derfor efter min opfattelse først betydning når vurderingen af klagers

subjektive forhold er foretaget, og klagen anses for at være indgivet inden

for fristen. De (konkrete) forhold som nævnet er inde på, kan indgå i den

efterfølgende vurdering af om klagen - uanset den er indgivet rettidigt -

skal

optages til behandling. Forholdene har imidlertid som anført intet med

toårsfristen at gøre.

Patientklagenævnet afslog den

16. november 1994 at behandle (A)'s patientklage fordi hun ikke havde klaget

inden for toårsfristen. Nævnet fastholdt sin afgørelse den 29. november 1994

med den givne begrundelse. På baggrund af nævnets formulering i brevet af 31.

marts 1995 - ordet imidlertid, se citatet ovenfor, s. 3 - og det nævnet har

anført i sin udtalelse til mig, må jeg lægge til grund at nævnet - på dette

senere tidspunkt af sagsforløbet - er af den opfattelse at (A) ikke var

eller burde have været bekendt med de forhold som hun har klaget til

Patientklagenævnet

over, før i 1994. Jeg må derfor konkludere at (A) - også efter nævnets

opfattelse - har klaget inden for fristen. Nævnet har imidlertid - også på

dette senere tidspunkt - henvist til centralstyrelseslovens § 22, stk. 1, som

(en del af) begrundelsen for ikke at behandle sagen. Da klagen, er indgivet

rettidigt, giver § 22, stk. 1, ikke hjemmel til at afvise klagen, og

Patientklagenævnet burde derfor ikke have henvist til denne bestemmelse.

Jeg har gjort nævnet bekendt

med min opfattelse.

Om afslag på at optage en i øvrigt rettidigt indgivet klage til

behandling

Det er almindeligt antaget at

en myndighed i særlige tilfælde kan undlade at behandle en i øvrigt rettidigt

indgivet klage. I forbindelse med den konkrete vurdering kan der lægges vægt

på

om det påklagede forhold har (stadig har) en retlig eller faktisk betydning,

og klager således har tilstrækkelig retlig interesse i at få det påklagede

forhold bedømt, eller om sagen i forhold til den pågældende, eller det

offentlige, (i øvrigt) er af væsentlig betydning. Jeg henviser til den

tidligere nævnte sag refereret i FOB 1990 (s.

250f

) og den der omtalte litteratur.

Som anført har

Patientklagenævnet i udtalelsen til mig som begrundelse for ikke at undersøge

den foreliggende patientklage anført at (A)'s reelle muligheder for

erstatning ikke længere er til stede, og at klagen på nuværende tidspunkt, 30

år efter, formentlig ikke lader sig undersøge.

(A) har ifølge

Patientklagenævnets sagsakter på intet tidspunkt tilkendegivet over for

nævnet

at hun ønskede sagen behandlet i nævnet med henblik på at opnå erstatning. Af

(A)'s henvendelse til mig udleder jeg imidlertid at klagen til

Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn blev indgivet som led i hendes bestræbelse på at opnå

erstatning som følge af den formodede fejl på amtssygehuset i Gentofte. På

den

baggrund og idet jeg henviser til det nævnet har anført om (A)'s reelle

muligheder

for erstatning, har jeg ikke tilstrækkelig anledning til at foretage mig mere

på dette punkt.

Om sagen på nuværende

tidspunkt kan oplyses i et omfang så nævnet vil kunne træffe afgørelse, er i

følge nævnets sagsakter og udtalelsen til mig ikke afklaret. Nævnet har over

for mig udtalt at dette formentlig ikke lader sig gøre. Om dette forhold i

sig

selv kunne give tilstrækkeligt grundlag for at afvise at behandle sagen, har

jeg ikke anledning til at komme nærmere ind på. Jeg henviser til det jeg

ovenfor har anført om (A)'s manglende retlige interesse i at få det påklagede

forhold bedømt, og foretager mig heller ikke mere på dette punkt.

..."

NOTER: (*1) Jf.

FOB 1989, s.184

og

FOB 1990, s. 250ff

Lignende dokumenter