Den 2-årige forældelsesfrist for indgivelse af klager til Sundheds væsenets Patientklagenævn.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Den 2-årige forældelsesfrist for indgivelse af klager til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
A klagede over, at Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn i 1989 afviste at behandle hans klage over en operation
foretaget på Odense Sygehus i 1981. Patientklagenævnets afvisning skete under
henvisning til, at klagen ikke var indgivet rettidigt, idet der var forløbet
mere end 2 år fra det tidspunkt, da A var eller burde være bekendt med det
forhold,
han klagede over.
Det fremgik af sagen, at A i
1981 blev opereret for diskusprolaps på Odense Sygehus.
I 1989 klagede A til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn over operationen.
Patientklagenævnet afviste at
behandle klagen, idet nævnet bl.a. anførte:
"...
Da det forhold, De ønsker at
klage over, ligger mere end 2 år tilbage i tiden, og da der ikke i Deres brev
er anført særlige grunde til at se bort fra klagefristen, kan
Patientklagenævnet på det foreliggende grundlag ikke behandle Deres klage.
Patientklagenævnet har herved
lagt særlig vægt på Deres egen oplysning om, at De umiddelbart efter
operationen fik smerter, og derved var eller burde være bekendt med det De nu
klager over. Til orientering vedlægges Patientklagenævnets klagevejledning.
..."
Herefter klagede A til mig,
idet han gjorde gældende, at han først i sommeren 1987 fik kendskab til sin
situation. Det var A's opfattelse, at han først på dette tidspunkt via
nogle røntgenbilleder fik en formodning for, at han var blevet fejlopereret i
1981.
Læs alt
I Sundhedsvæsenets
Patientklagenævns udtalelse anførte nævnet bl.a. følgende om
forældelsesproblemet:
"...
Som følge af nævnets korte
funktionsperiode og forholdsvis beskedne antal sager, hvori
forældelsesproblemet
har givet anledning til tvivl, kan det oplyses, at Patientklagenævnet
fortsat søger at samle erfaringer til brug for en praksis eller snarere til
brug for udskillelsen af typetilfælde, hvor forældelsesreglen henholdsvis
kan/ikke kan anvendes.
Udgangspunktet for
fastlæggelse af forældelsens indtræden vil som altovervejende hovedregel være
datoen for den behandling/undersøgelse, der klages over. Nævnet har i sager,
hvor der ikke hersker tvivl om, at klager i umiddelbar tilknytning til den
pågældende behandling bliver bekendt med, at der er begået en fejl eller,
hvor
det er åbenbart, at klager først på et senere tidspunkt bliver klar over, at
der er begået en fejl (f.eks. graviditet trods sterilisation) fortolket
centralstyrelseslovens
§ 22 efter sin ordlyd. Patientklagenævnet har således afvist at behandle
klager, hvor der forekommer selv små fristafvigelser.
I nogle sager har
fastlæggelsen af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt som nævnt givet
anledning
til nærmere overvejelser. Der er her typisk tale om sager, hvor der er
beskrevet et langvarigt behandlingsforløb og/eller, hvor patienten selv på
et sent tidspunkt angiver, f.eks. i forbindelse med undersøgelse eller anden
behandling, at være blevet bekendt med, at der er begået en faglig fejl.
Der kan formentlig her
udskilles en række typetilfælde.
Et typetilfælde er den
situation, hvor klager i umiddelbar tilknytning til en behandling - typisk
en operation - konstaterer, at resultatet ikke er som lovet/forventet eller
at
der er opstået gener m.v. Dokumentationen for at klager på dette tidspunkt er
opmærksom på forholdet, kan være klagers egen oplysning herom eller
journalmaterialet,
som medfølger klagen. Hvor faglige spørgsmål giver anledning til tvivl
inddrager patientklagenævnet Sundhedsstyrelsen i vurderingen.
I det ovenfor beskrevne
typetilfælde konstateres forældelsen indtrådt 2 år efter
behandlingen/journalnotatet
eller lignende. Det er tilstrækkeligt, at patienten var eller burde være
bekendt med, at der er sket en fejl. Det vil derimod normalt være uden
betydning, at de nærmere omstændigheder, hvorunder fejlen er begået, først
bliver klager bekendt på et senere tidspunkt.
Et andet typetilfælde er den
situation, hvor klager føler sig fejldiagnosticeret for mere end 2 år siden
og først på et senere tidspunkt, som ligger indenfor forældelsesfristen, får
stillet en diagnose, som kan forklare de oprindelige symptomer. Den
omstændighed,
at en behandling som iværksættes på grundlag af den fejlagtige diagnose viser
sig resultatløs, bevirker efter nævnets opfattelse ikke, at klager efter var
eller burde være bekendt med, at der var tale om en fejldiagnosticering.
..."
I en skrivelse til A udtalte
jeg følgende:
"Patientklagenævnets
afgørelse er truffet i henhold til § 22 i lov nr. 397 af 10. juni 1987 om
Sundhedsvæsenets Centralstyrelse m.v., som har følgende ordlyd:
"Klager skal være
indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være
bekendt
med det forhold, der klages over. ..."
Det følger af bemærkningerne
til bestemmelsen (Folketingstidende 1986/87, tillæg A, sp. 1180), at fristen
på 2 år er begrundet i efterforskningsmæssige forhold, idet sager, der
ligger flere år tilbage, vanskeligt lader sig oplyse, og i ressourcemæssige
forhold.
Det præciseres dog, at
forældelsesfristen - i overensstemmelse med lovens ordlyd - først løber fra
det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold,
der klages over.
Herudover giver lovens ordlyd
eller dens forarbejder ikke nogen vejledning om, hvornår en klager skal anses
for at være eller burde være bekendt med det forhold, der klages over.
Patientklagenævnet har i
udtalelsen til mig redegjort for forældelsesbestemmelsens anvendelse i
forskellige tilfældegrupper, som har foreligget i praksis. Jeg finder ikke at
have grundlag for at kommentere disse tilfælde nærmere, men skal - mere
generelt om fortolkningen af forældelsesregler - udtale følgende:
Bestemmelsen må efter min
opfattelse ses i sammenhæng med et af hovedformålene med at oprette
patientklagenævnet,
nemlig at sikre den enkelte borgers retssikkerhed (Folketingstidende
1986/87, tillæg A, sp. 1165).
Selv om det fremgår
udtrykkeligt af bemærkningerne til centralstyrelsesloven, at
patientklagenævnet
ikke kan tage stilling til erstatningsspørgsmål, har nævnets udtalelser ofte
afgørende betydning for klagere, der mener sig berettiget til erstatning.
Dette fremgår bl.a. af patientklagenævnets årsberetning for 1988, hvor der
anføres
følgende:
"...
Det fremgår udtrykkeligt af
bemærkningerne til centralstyrelsesloven, at Patientklagenævnet ikke kan
tage stilling til erstatningsspørgsmål. På denne baggrund henvises klagere,
som ønsker erstatning for fejlbehandling, til at rette henvendelse til den
pågældende ansvarlige sundhedsperson eller dennes arbejdsgiver.
Indirekte har nævnets
virksomhed imidlertid væsentlig betydning for klagere, som mener sig
berettigede
til erstatning.
I en række tilfælde kræver
sygehuskommunerne, privat praktiserende sundhedspersoner eller deres
forsikringsselskaber
dokumentation for, at der er sket en ansvarspådragende fejl, før der
udbetales
erstatning. Patienten har i disse situationer - udover at gå til domstolene
- alene den mulighed at få Patientklagenævnet til at vurdere, om der ud fra
en faglig vurdering er sket en fejl.
Nævnets sammensætning og de
sagsoplysninger, som fremskaffes til brug for nævnets afgørelser, sætter, som
også loven foreskriver, nævnet i stand til at vurdere, om en faglig
virksomhed
er kritisabel, dvs. ansvarspådragende i forhold til de normer, som gælder for
den pågældende faggruppe. Nævnet ville iøvrigt også kunne vurdere om, det
ansvarsgrundlag
er til stede, som har været drøftet i forbindelse med lovforslaget om
patientforsikring.
Det er ...
Patientklagenævnets indtryk, at nævnets afgørelser accepteres som
ansvarsgrundlag af de erstatningsansvarlige og deres forsikringsselskaber.
..."
Et eventuelt erstatningskrav
f.eks. som følge af fejlagtig udført lægebehandling forældes ifølge § 1, stk.
1, nr. 5, i forældelsesloven af 1908 på 5 år regnet fra kravets forfaldstid,
jf. § 2. Spørgsmålet om, hvornår denne forældelsesfrist begynder at løbe, må
ses i sammenhæng med § 3 i loven. Fristen suspenderes, såfremt skadelidte på
grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav ikke har kunnet gøre dette
gældende. Herefter regnes forældelsesfristen først fra den tid, da skadelidte
var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve
sit
krav betalt.
Som det fremgår af
ovenstående er der en nær sammenhæng mellem patientklagenævnets faglige
vurdering
af, om en given behandling er ansvarspådragende, og patientens reelle
mulighed for erstatning.
Det må derfor efter min
opfattelse antages, at begyndelsestidspunktet for 2-års fristen for
indgivelse
af klage til patientklagenævnet - i mangel af nærmere vejledning i motiverne
- må forstås i overensstemmelse med § 2 og § 3 i forældelsesloven af 1908.
Fristen kan således først
regnes fra det tidspunkt, hvor klageren (patienten) ved sædvanlig
agtpågivenhed
må antages at have haft en sådan viden, at han med rimelighed var i stand til
at
sætte sine gener i forbindelse med en mulig fejlbehandling. Først på dette
tidspunkt har patienten anledning til at indgive en klage til nævnet.
I de situationer, hvor der
ikke hersker tvivl om, at klageren i umiddelbar tilknytning til en given
behandling
bliver bekendt med, at der muligvis er begået en fejl, vil udgangspunktet for
fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen være datoen
for den behandling, der klages over.
Såfremt behandlingen først på
et senere tidspunkt har vist sig at medføre skadevirkninger, vil klagefristen
normalt tidligst begynde at løbe fra skadens konstatering - under
forudsætning
af, at patienten nu med rimelighed kunne forventes at sætte skaden i
forbindelse med den tidligere behandling og eventuelle fejl i forbindelse
hermed.
I situationer som den
foreliggende, hvor en klager konstaterer, at en behandling ikke er som
forventet,
eller der i tilslutning til behandlingen er opstået komplikationer eller
gener, f.eks. i form af smerter, kan beregningen af forældelsesfristen give
anledning til særlige vanskeligheder.
Man kan ikke i denne
situation tage udgangspunktet i behandlingens dato, ligesom forekomsten af
gener eller komplikationer ikke altid er afgørende. Det, at en behandling har
vist sig at give komplikationer eller genevirkninger for patienten - eller
ikke har medført det forventede resultat - er ikke i sig selv ensbetydende
med, at klager med rimelighed bør formode, at der kan være begået fejl.
Fristen kan tidligst begynde
at løbe fra det tidspunkt, hvor klageren efter en konkret vurdering havde et
rimeligt grundlag for at henføre de konstaterede gener m.v. til en eventuel
fejl i forbindelse med den tidligere behandling.
Grundlaget for den nævnte
vurdering kan - som patientklagenævnet anfører - bl.a. være klagerens egne
oplysninger eller journalmaterialet, som medfølger klagen. Hvor faglige
spørgsmål giver anledning til tvivl, kan Sundhedsstyrelsen inddrages.
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn har i sin udtalelse .... bemærket, at baggrunden for
afvisningen
af at realitetsbehandle Deres klage var Deres oplysninger om, at De allerede
2-3 måneder efter operationen på Odense Sygehus fik smerter.
Som jeg har forstået Deres
henvendelse til mig, er det Deres opfattelse, at De først i sommeren 1987 i
forbindelse med nogle røntgenbilleder fik grundlag for at formode, at De
var blevet fejlopereret i 1981.
Under hensyn til at
patientklagenævnet alene har begrundet sin afvisning af Deres klage med, at
De kort tid efter operationen fik smerter, finder jeg det ikke godtgjort, at
nævnet har foretaget en konkret vurdering af Deres påstand om, at De først i
1987 havde rimeligt grundlag for at henføre generne til en mulig fejl begået
i
1981.
Jeg har gjort patientklagenævnet
bekendt med min opfattelse og henstillet til nævnet på ny at tage stilling
til, om Deres klage er forældet i henhold til § 22 i
centralstyrelsesloven."
Efterfølgende modtog jeg
underretning om, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde oversendt sagen
til Sundhedsstyrelsen og anmodet om en udtalelse om, om sagen efter
styrelsens opfattelse og på det nu foreliggende grundlag kunne anses for
rettidigt indbragt for nævnet."
Lignende dokumenter
- Beregning af forældelsesfrist ved klage til Patientklagenævnet (Klage indgivet af pårørende til afdød patient) Retsinformation · 6. oktober 2009
- Almindelig frist for udnyttelse af klagemulighed. Forældelsesfrist i lov om Sundhedsvæsenets centralstyrelse Retsinformation · 23. juni 2003
- Klage til Patientklagenævnet. Forældelse. Retsinformation · 25. juni 2003
- Patientklagenævnets kritik af sundhedspersoner efter udløb af strafferetlig forældelsesfrist. Retsinformation · 6. november 2003
- Sundhedsstyrelsens sagsbehandlingstid (2 1/4 år) i en klagesag. Retsinformation · 3. november 2003
- Kendskab til de forhold der angives erklæring om. Retsinformation · 30. september 1997