Spring til indhold

Retsinformation

Den 2-årige forældelsesfrist for indgivelse af klager til Sundheds væsenets Patientklagenævn.

FOU nr 1989.184UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Den 2-årige forældelsesfrist for indgivelse af klager til

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

A klagede over, at Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn i 1989 afviste at behandle hans klage over en operation

foretaget på Odense Sygehus i 1981. Patientklagenævnets afvisning skete under

henvisning til, at klagen ikke var indgivet rettidigt, idet der var forløbet

mere end 2 år fra det tidspunkt, da A var eller burde være bekendt med det

forhold,

han klagede over.

Det fremgik af sagen, at A i

1981 blev opereret for diskusprolaps på Odense Sygehus.

I 1989 klagede A til

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn over operationen.

Patientklagenævnet afviste at

behandle klagen, idet nævnet bl.a. anførte:

"...

Da det forhold, De ønsker at

klage over, ligger mere end 2 år tilbage i tiden, og da der ikke i Deres brev

er anført særlige grunde til at se bort fra klagefristen, kan

Patientklagenævnet på det foreliggende grundlag ikke behandle Deres klage.

Patientklagenævnet har herved

lagt særlig vægt på Deres egen oplysning om, at De umiddelbart efter

operationen fik smerter, og derved var eller burde være bekendt med det De nu

klager over. Til orientering vedlægges Patientklagenævnets klagevejledning.

..."

Herefter klagede A til mig,

idet han gjorde gældende, at han først i sommeren 1987 fik kendskab til sin

situation. Det var A's opfattelse, at han først på dette tidspunkt via

nogle røntgenbilleder fik en formodning for, at han var blevet fejlopereret i

1981.

Læs alt

I Sundhedsvæsenets

Patientklagenævns udtalelse anførte nævnet bl.a. følgende om

forældelsesproblemet:

"...

Som følge af nævnets korte

funktionsperiode og forholdsvis beskedne antal sager, hvori

forældelsesproblemet

har givet anledning til tvivl, kan det oplyses, at Patientklagenævnet

fortsat søger at samle erfaringer til brug for en praksis eller snarere til

brug for udskillelsen af typetilfælde, hvor forældelsesreglen henholdsvis

kan/ikke kan anvendes.

Udgangspunktet for

fastlæggelse af forældelsens indtræden vil som altovervejende hovedregel være

datoen for den behandling/undersøgelse, der klages over. Nævnet har i sager,

hvor der ikke hersker tvivl om, at klager i umiddelbar tilknytning til den

pågældende behandling bliver bekendt med, at der er begået en fejl eller,

hvor

det er åbenbart, at klager først på et senere tidspunkt bliver klar over, at

der er begået en fejl (f.eks. graviditet trods sterilisation) fortolket

centralstyrelseslovens

§ 22 efter sin ordlyd. Patientklagenævnet har således afvist at behandle

klager, hvor der forekommer selv små fristafvigelser.

I nogle sager har

fastlæggelsen af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt som nævnt givet

anledning

til nærmere overvejelser. Der er her typisk tale om sager, hvor der er

beskrevet et langvarigt behandlingsforløb og/eller, hvor patienten selv på

et sent tidspunkt angiver, f.eks. i forbindelse med undersøgelse eller anden

behandling, at være blevet bekendt med, at der er begået en faglig fejl.

Der kan formentlig her

udskilles en række typetilfælde.

Et typetilfælde er den

situation, hvor klager i umiddelbar tilknytning til en behandling - typisk

en operation - konstaterer, at resultatet ikke er som lovet/forventet eller

at

der er opstået gener m.v. Dokumentationen for at klager på dette tidspunkt er

opmærksom på forholdet, kan være klagers egen oplysning herom eller

journalmaterialet,

som medfølger klagen. Hvor faglige spørgsmål giver anledning til tvivl

inddrager patientklagenævnet Sundhedsstyrelsen i vurderingen.

I det ovenfor beskrevne

typetilfælde konstateres forældelsen indtrådt 2 år efter

behandlingen/journalnotatet

eller lignende. Det er tilstrækkeligt, at patienten var eller burde være

bekendt med, at der er sket en fejl. Det vil derimod normalt være uden

betydning, at de nærmere omstændigheder, hvorunder fejlen er begået, først

bliver klager bekendt på et senere tidspunkt.

Et andet typetilfælde er den

situation, hvor klager føler sig fejldiagnosticeret for mere end 2 år siden

og først på et senere tidspunkt, som ligger indenfor forældelsesfristen, får

stillet en diagnose, som kan forklare de oprindelige symptomer. Den

omstændighed,

at en behandling som iværksættes på grundlag af den fejlagtige diagnose viser

sig resultatløs, bevirker efter nævnets opfattelse ikke, at klager efter var

eller burde være bekendt med, at der var tale om en fejldiagnosticering.

..."

I en skrivelse til A udtalte

jeg følgende:

"Patientklagenævnets

afgørelse er truffet i henhold til § 22 i lov nr. 397 af 10. juni 1987 om

Sundhedsvæsenets Centralstyrelse m.v., som har følgende ordlyd:

"Klager skal være

indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være

bekendt

med det forhold, der klages over. ..."

Det følger af bemærkningerne

til bestemmelsen (Folketingstidende 1986/87, tillæg A, sp. 1180), at fristen

på 2 år er begrundet i efterforskningsmæssige forhold, idet sager, der

ligger flere år tilbage, vanskeligt lader sig oplyse, og i ressourcemæssige

forhold.

Det præciseres dog, at

forældelsesfristen - i overensstemmelse med lovens ordlyd - først løber fra

det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold,

der klages over.

Herudover giver lovens ordlyd

eller dens forarbejder ikke nogen vejledning om, hvornår en klager skal anses

for at være eller burde være bekendt med det forhold, der klages over.

Patientklagenævnet har i

udtalelsen til mig redegjort for forældelsesbestemmelsens anvendelse i

forskellige tilfældegrupper, som har foreligget i praksis. Jeg finder ikke at

have grundlag for at kommentere disse tilfælde nærmere, men skal - mere

generelt om fortolkningen af forældelsesregler - udtale følgende:

Bestemmelsen må efter min

opfattelse ses i sammenhæng med et af hovedformålene med at oprette

patientklagenævnet,

nemlig at sikre den enkelte borgers retssikkerhed (Folketingstidende

1986/87, tillæg A, sp. 1165).

Selv om det fremgår

udtrykkeligt af bemærkningerne til centralstyrelsesloven, at

patientklagenævnet

ikke kan tage stilling til erstatningsspørgsmål, har nævnets udtalelser ofte

afgørende betydning for klagere, der mener sig berettiget til erstatning.

Dette fremgår bl.a. af patientklagenævnets årsberetning for 1988, hvor der

anføres

følgende:

"...

Det fremgår udtrykkeligt af

bemærkningerne til centralstyrelsesloven, at Patientklagenævnet ikke kan

tage stilling til erstatningsspørgsmål. På denne baggrund henvises klagere,

som ønsker erstatning for fejlbehandling, til at rette henvendelse til den

pågældende ansvarlige sundhedsperson eller dennes arbejdsgiver.

Indirekte har nævnets

virksomhed imidlertid væsentlig betydning for klagere, som mener sig

berettigede

til erstatning.

I en række tilfælde kræver

sygehuskommunerne, privat praktiserende sundhedspersoner eller deres

forsikringsselskaber

dokumentation for, at der er sket en ansvarspådragende fejl, før der

udbetales

erstatning. Patienten har i disse situationer - udover at gå til domstolene

- alene den mulighed at få Patientklagenævnet til at vurdere, om der ud fra

en faglig vurdering er sket en fejl.

Nævnets sammensætning og de

sagsoplysninger, som fremskaffes til brug for nævnets afgørelser, sætter, som

også loven foreskriver, nævnet i stand til at vurdere, om en faglig

virksomhed

er kritisabel, dvs. ansvarspådragende i forhold til de normer, som gælder for

den pågældende faggruppe. Nævnet ville iøvrigt også kunne vurdere om, det

ansvarsgrundlag

er til stede, som har været drøftet i forbindelse med lovforslaget om

patientforsikring.

Det er ...

Patientklagenævnets indtryk, at nævnets afgørelser accepteres som

ansvarsgrundlag af de erstatningsansvarlige og deres forsikringsselskaber.

..."

Et eventuelt erstatningskrav

f.eks. som følge af fejlagtig udført lægebehandling forældes ifølge § 1, stk.

1, nr. 5, i forældelsesloven af 1908 på 5 år regnet fra kravets forfaldstid,

jf. § 2. Spørgsmålet om, hvornår denne forældelsesfrist begynder at løbe, må

ses i sammenhæng med § 3 i loven. Fristen suspenderes, såfremt skadelidte på

grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav ikke har kunnet gøre dette

gældende. Herefter regnes forældelsesfristen først fra den tid, da skadelidte

var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve

sit

krav betalt.

Som det fremgår af

ovenstående er der en nær sammenhæng mellem patientklagenævnets faglige

vurdering

af, om en given behandling er ansvarspådragende, og patientens reelle

mulighed for erstatning.

Det må derfor efter min

opfattelse antages, at begyndelsestidspunktet for 2-års fristen for

indgivelse

af klage til patientklagenævnet - i mangel af nærmere vejledning i motiverne

- må forstås i overensstemmelse med § 2 og § 3 i forældelsesloven af 1908.

Fristen kan således først

regnes fra det tidspunkt, hvor klageren (patienten) ved sædvanlig

agtpågivenhed

må antages at have haft en sådan viden, at han med rimelighed var i stand til

at

sætte sine gener i forbindelse med en mulig fejlbehandling. Først på dette

tidspunkt har patienten anledning til at indgive en klage til nævnet.

I de situationer, hvor der

ikke hersker tvivl om, at klageren i umiddelbar tilknytning til en given

behandling

bliver bekendt med, at der muligvis er begået en fejl, vil udgangspunktet for

fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen være datoen

for den behandling, der klages over.

Såfremt behandlingen først på

et senere tidspunkt har vist sig at medføre skadevirkninger, vil klagefristen

normalt tidligst begynde at løbe fra skadens konstatering - under

forudsætning

af, at patienten nu med rimelighed kunne forventes at sætte skaden i

forbindelse med den tidligere behandling og eventuelle fejl i forbindelse

hermed.

I situationer som den

foreliggende, hvor en klager konstaterer, at en behandling ikke er som

forventet,

eller der i tilslutning til behandlingen er opstået komplikationer eller

gener, f.eks. i form af smerter, kan beregningen af forældelsesfristen give

anledning til særlige vanskeligheder.

Man kan ikke i denne

situation tage udgangspunktet i behandlingens dato, ligesom forekomsten af

gener eller komplikationer ikke altid er afgørende. Det, at en behandling har

vist sig at give komplikationer eller genevirkninger for patienten - eller

ikke har medført det forventede resultat - er ikke i sig selv ensbetydende

med, at klager med rimelighed bør formode, at der kan være begået fejl.

Fristen kan tidligst begynde

at løbe fra det tidspunkt, hvor klageren efter en konkret vurdering havde et

rimeligt grundlag for at henføre de konstaterede gener m.v. til en eventuel

fejl i forbindelse med den tidligere behandling.

Grundlaget for den nævnte

vurdering kan - som patientklagenævnet anfører - bl.a. være klagerens egne

oplysninger eller journalmaterialet, som medfølger klagen. Hvor faglige

spørgsmål giver anledning til tvivl, kan Sundhedsstyrelsen inddrages.

Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn har i sin udtalelse .... bemærket, at baggrunden for

afvisningen

af at realitetsbehandle Deres klage var Deres oplysninger om, at De allerede

2-3 måneder efter operationen på Odense Sygehus fik smerter.

Som jeg har forstået Deres

henvendelse til mig, er det Deres opfattelse, at De først i sommeren 1987 i

forbindelse med nogle røntgenbilleder fik grundlag for at formode, at De

var blevet fejlopereret i 1981.

Under hensyn til at

patientklagenævnet alene har begrundet sin afvisning af Deres klage med, at

De kort tid efter operationen fik smerter, finder jeg det ikke godtgjort, at

nævnet har foretaget en konkret vurdering af Deres påstand om, at De først i

1987 havde rimeligt grundlag for at henføre generne til en mulig fejl begået

i

1981.

Jeg har gjort patientklagenævnet

bekendt med min opfattelse og henstillet til nævnet på ny at tage stilling

til, om Deres klage er forældet i henhold til § 22 i

centralstyrelsesloven."

Efterfølgende modtog jeg

underretning om, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde oversendt sagen

til Sundhedsstyrelsen og anmodet om en udtalelse om, om sagen efter

styrelsens opfattelse og på det nu foreliggende grundlag kunne anses for

rettidigt indbragt for nævnet."

Lignende dokumenter