Klage over Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. God forvaltningsskik. Partshøring. Begrundelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Klage over Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. God
forvaltningsskik. Partshøring. Begrundelse
A’s nu afdøde
hustru, B, kontaktede den 6. april 1999 praktiserende læge C telefonisk fordi
hun mente hun havde akut mavekatar. Hun havde haft tiltagende ondt i nogle
dage
og ikke sovet natten til den 6. april. Der blev aftalt tid til konsultation
samme dag hvor lægen undersøgte hende og ordinerede - som jeg forstår det -
medicin mod mavekatar.
Lægen noterede følgende om
B’s henvendelser den 6. april 1999:
”06-04-99: TK
Mener at have mavekatar akut.
Tiltagende ondt i nogle dage, ikke sovet i nat. Taget enkelte Aciloc uden
gavn.
For et par år siden Nizax med effekt.
Til kons. (C)
06-04-99:
Nogle dage tiltagende ondt i
epigastriet men også udstrålende mod venstre arm. Halsbrand og sure opstød.
Ingen umiddelbar effekt af
enkelte Aciloc.
Obj: Ikke alment påvirket.
Intet peritonealt, men meget øm i epigastriet.
rp. caps Nizax 300 mg vesp i
op til 4 uger. (C)”
Den 13. april 1999 kontaktede
B igen praktiserende læge C telefonisk idet hun mente hun var overfølsom over
for præparatet Nizax.
Lægen noterede følgende om
Læs alt
B’s telefoniske henvendelse den 13. april 1999:
”13-04-99: TK
Gavn af Nizax - men nu
hævelse af læber og omkring øjne + kløe.
Pt. overbevist om, at det er
udløst af tabl. sep. Nizax
Forsøger i stedet rp. tabl.
Lanzo 30 mg dgl
Cave Nizax?
(C)”
B henvendte sig på ny til
praktiserende læge C den 5. maj 1999. Lægen noterede følgende om B’s
henvendelse den 5. maj 1999:
”05-05-99:
Generelt fået det bedre, men
stadig mavesymptomer med forværring ved selv let anstrengelse. Svien
retrosternalt
med svien helt op i halsen, men ikke mavesmerter.
I starten var der feber op
til 39, men nu normal temp. I starten desuden diarré og opkastning.
Ikke fået Lanzo de senere
dage, men efter at have opbrugt pakken har hun i stedet taget Aciloc 400 mg x
1
- 2. Lanzo var bedre end Aciloc.
Henv. Til ( ) (C)”
Den 24. maj 1999 døde B af
hjertestop. Hun blev 47 år. A beskrev i sin klage af 10. august 1999 til
Patientklagenævnet omstændighederne omkring B’s død således:
”Min hustru stod op tidligt
om morgenen den 24.5.99, kl. ca. 5.10 og klagede over hun var dårlig og havde
ondt i brystet. Jeg gav hende et glas mælk, som hun drak lidt af. Pludselig
begyndte hun at svede og sad ret op i stolen og kastede op. Da jeg kom hen
til
hende kunne jeg ikke komme i kontakt med hende. Jeg lagde hende i aflåst
sideleje på gulvet og ringede straks til alarmcentralen. Falck var her inden
for et par minutter og forsøgte genoplivning med bl.a. elektrochok, men der
var
intet at gøre.”
Den 12. juli 1999 modtog læge
C brev fra A hvor han oplyste at hans hustru var død pludseligt den 24. maj
1999. A var desuden i telefonisk kontakt med lægen den 16. juli 1999. Lægen
noterede følgende om telefonsamtalen:
”16-07-99: Tlf. til manden.
Fortæller, at hustruen døde
pludseligt og uventet af hjertestop om morgenen den 24.5. Der blev forsøgt
genoplivning uden held.
Han havde bedt om obduktion,
men det blev desværre ikke effektueret.
Jeg kan oplyse, at der ikke
herfra har været mistanke på hjertelidelse. Men set i bakspejlet kan man da
godt overveje, om de mavesymptomer, pt. havde, evt. kunne have været udtryk
for
hjertesygdom.
”
A klagede den 10. august 1999
- som nævnt ovenfor - til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. A klagede bl.a.
over læge C og anførte i den forbindelse følgende:
”Jeg klager over læge (C) for
grov uagtsomhed ved at have stillet en fejlagtig diagnose ved besøg i
konsultationen den 6/4-99, 13/4-99 og 5/5-99 og dermed undladt at give hende
behandling/undersøgelse, der kunne have reddet hendes liv.
Min hustru henvendte sig til
lægen ved alle 3 besøg, med smerter i brystet og ud i venstre arm samt
forøgede
smerter ved let overanstrengelse.
På trods af at alle 3
symptomer peger på problemer med hjertet stillede (C) diagnosen ’akut
mavekatar’, og havde ikke mistanke om hjertelidelse selv om, efter hvad
jeg har
fået oplyst, at smerter fra brystet og ud i venstre arm ikke forekommer ved
mavekatar.
Min hustru blev henvist til
en mave specialist, men der var det først muligt at få en tid i juni måned.
Under alle omstændigheder
burde han i de tilfælde hvor der kan være tale om flere diagnoser behandle
for
den mest alvorlige og livstruende først.
Herudover har min hustru gået
til behandling for alt for højt blodtryk siden vores eneste søn på 15 år døde
for 5½ år siden og fået hjertemedicin herfor i alle årene. De sidste 2 år hos
(C).
Endvidere har min hustru i de
sidste 2 år gået til behandling hos hudlæge ( ) for nikkeleksem og allergi
opstået ved en arbejdsskade, hvor hun var under medicinsk behandling.
I journalen skriver lægen,
efter han har fået oplyst om dødsfaldet
’
Jeg kan oplyse, at der ikke herfra har været mistanke på hjertelidelse.
Men set i bakspejlet kan man da godt overveje, om de mavesymptomer, pt. havde
evt. kunne have været udtryk for en hjertesygdom.
’
Efter min opfattelse klar
indrømmelse fra lægen, at han har stillet og behandlet efter en forkert
diagnose.
Ikke en men tre gange har
lægen stillet en forkert diagnose, på trods af at diagnosen med
hjerteproblemer
ikke burde være vanskelig at se, foruden han var vidende om at min hustru
havde
mistet sin søn, med efterfølgende psykiske og fysiske problemer, der alle
slider hårdt på hjertet samt forhøjet blodtryk og allergi/eksem.
Jeg er af den opfattelse, at
der er en direkte linie mellem min hustrus symptomer omhandlende dage og
hendes
død og læge (C) derfor har handlet groft uagtsomt.
”
A klagede bl.a. også over at
X Sygehus ikke havde obduceret B til trods for at dette var aftalt med ham,
og
at sygehuset måtte være klar over at der kunne være tale om fejlbehandling.
Desuden klagede A over at dødsattesten ikke var rigtigt udfyldt.
Den 19. august 1999 skrev
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn at nævnet havde forstået det sådan at A
ønskede at klage over følgende:
”At læge (C) ved
konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 vurderede, at
årsagen
til (B)’s symptomer var akut mavekatar.”
Med hensyn til klagen over X
Sygehus skrev Patientklagenævnet følgende:
”Vi kan ikke behandle denne
del af Deres klage, fordi det falder uden for nævnets kompetence at behandle
de
påklagede forhold, da obduktion og udfærdigelse af dødsattest ikke foretages
i
en behandlingssituation. Dette følger af § 1, stk. 1, i nævnets
forretningsorden, hvorefter nævnet behandler klager over den sundhedsfaglige
virksomhed vedrørende patientbehandling.
De kan om disse spørgsmål
rette henvendelse til Sundhedsstyrelsen, der fører tilsyn med den
sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for
sundhedsvæsenet,
jf. § 4 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. ”
Nævnet sendte samme dag A’s
klage til Embedslægen i Y Amt med henblik på at embedslægen indhentede de
nødvendige oplysninger i anledning af hans klage.
Læge C udtalte bl.a. følgende
i brev af 6. september 1999 til embedslægen:
”Det er uændret min
opfattelse, at øvre dyspepsi (mavekatar) var en relevant arbejdsdiagnose, og
at
patientens respons på den iværksatte behandling har støttet mig i at
fastholde
diagnosen som den sandsynlige forklaring på patientens symptomer.”
I brev af 12. oktober 1999
skrev Embedslægen i Y Amt bl.a. følgende til Patientklagenævnet:
”SUNDHEDSFAGLIGE
PROBLEMSTILLINGER
Der skal foretages en
vurdering af følgende spørgsmål:
1) Var praktiserende læge
(C)’s undersøgelse og behandling af (B) i perioden fra den 6. april til
den 5.
maj 1999 i overensstemmelse med almindelig anerkendt praksis?”
Den 28. oktober 1999 afgav
sagkyndig konsulent i Almen Medicin, praktiserende læge (D), følgende
sagkyndige udtalelse:
”
Vurdering:
Praktiserende læge (C) har
levet op til den almindelige anerkendte faglige standard, i forbindelse med
undersøgelse og behandling af (B), i perioden fra 06.04. - 05.05.1999.
Begrundelse:
Det fremgår af
journalnotatet, at (B), den 06.04.1999, var i telefonisk kontakt med læge
(C),
fordi hun mente, at hun havde akut mavekatar.
Fik tid i konsultationen
samme dag, hvor (C) fandt, at (B) ikke var alment påvirket, det vil sige, der
var ikke andre symptomer end ømhed i epigastriet. Der var altså ikke
symptomer
tydende på sygdom ved hjertet, så som dårlig hudkulør, åndenød eller smerter
bag brystbenet.
Praktiserende læge (C)
ordinerede syreneutraliserende medicin (kapsel Nizax 300 mg.), som (B) skulle
tage om aftenen.
Ved efterfølgende telefonisk
kontakt en uge senere oplyste (B) at der havde været god virkning af disse
syreneutraliserende tabletter, men at hun havde fået symptomer på
overfølsomhed, hvorfor der blev skiftet over til et andet medikamina med
virkning på syreproduktionen (tablet Lanzo 30 mg.).
Ved konsultationen den
05.05.1999 er det anført, at (B) havde det bedre, men fortsat havde symptomer
med svien, ikke smerter bagved brystbenet (retrosternalt), og op i halsen,
samtidig havde der været feber, diarré og opkastning.
Der blev herefter foretaget
henvisning til ( ) (speciallæge?).
Der har således ikke i de
telefoniske kontakter og konsultationer der har været hos (C), i perioden
06.04.1999 - 05.05.1999, været symptomer der tydede på hjertelidelse.
Derimod har det været
lægeligt korrekt at tolke de oplyste symptomer som kommende fra mavesækken og
den nederste del af spiserøret.”
I brev af 16. november 1999
sendte Patientklagenævnet A de oplysninger der ville danne grundlag for
nævnets
afgørelse af sagen. Nævnet sendte også et forslag til afgørelse til ham og
bad
om hans bemærkninger til materialet. Nævnets forslag til afgørelse havde
følgende ordlyd:
”
Praktiserende læge (C) har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling
af (B) i perioden fra den 6. april til den 5. maj 1999 i sin praksis.
(B) kontaktede den 6. april
1999 praktiserende læge (C) telefonisk, idet hun havde haft tiltagende
smerter i
maven gennem nogle dage. Der blev aftalt tid i konsultationen senere samme
dag,
hvor læge (C) undersøgte (B) og ordinerede medicin mod mavekatar.
Den 13. april 1999 kontaktede
(B) igen læge (C), idet hun mente, at hun var overfølsom overfor den medicin,
lægen
havde ordineret den 6. april 1999. Fortsatte gener i maven var årsagen til,
at
(B) den 5. maj 1999 henvendte sig i konsultationen hos læge (C).
Den 24. maj 1999 fik (B) ondt
i brystet, da hun stod op, og kort tid efter afgik hun ved døden på grund af
hjertestop.
Der er klaget over, at læge
(C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 vurderede,
at
årsagen til (B)’s symptomer var akut mavekatar.
Patientklagenævnet finder
ikke grundlag for at kritisere læge (C) for hans vurdering af (B)’s
symptomer.
For så vidt angår
konsultationerne den 6. april 1999, har nævnet lagt vægt på, at det af
journalen fremgår, at (B) angav, at hun selv mente, at hun havde pådraget sig
en akut mavekatar. Hun oplyste læge (C) om, at hun et par år tidligere havde
fået syreneutraliserende medicin (Nizax). Ved henvendelsen oplyste hun, at
hun
havde smerter i øverste del af maven udstrålende mod venstre arm, og at hun
havde halsbrand og sure opstød. Læge (C) undersøgte (E) [skal være (B); min
bemærkning] og fandt, at hun var meget øm i øverste del af maven, men ellers
upåvirket. Læge (C) ordinerede syreneutraliserende medicin (kapsel Nizax 300
mg), som (B) skulle tage om aftenen.
For så vidt angår
telefonkonsultationen den 13. april 1999, har nævnet lagt vægt på, at (B)
ifølge journalen fandt, at hun havde haft gavn af medicinen, men at hun
mente,
at hun ikke kunne tåle den, idet hun havde kløe og hævelse af læberne og
omkring øjnene. Læge (C) anbefalede (B) at afbryde behandlingen med Nizax og
ordinerede i stedet et andet syreneutraliserende præparat (tablet Lanzo 30
mg).
Nævnet har, for så vidt angår
konsultationen den 5. maj 1999, lagt vægt på, at (B) ifølge journalen
oplyste,
at hun generelt havde fået det bedre, idet hun ikke længere havde
mavesmerter,
men at hun stadig havde svien bagved brystbenet og op i halsen, samt at hun
havde haft feber, diare og opkastning. På denne baggrund valgte læge (C) at
henvise (B) til speciallæge i intern medicin.
Endelig har nævnet lagt vægt
på, at læge (C) ifølge journalen den 16. juli 1999 havde telefonisk kontakt
med
(B)’s mand, og herefter i journalen har anført, at (B)’s
mavesymptomer set i
bakspejlet kunne have været udtryk for en hjertesygdom, men at han ikke havde
haft mistanke herom.
Patientklagenævnet finder, at
læge (C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 ikke
havde anledning til at tolke (B)’s symptomer som tegn på en
hjertelidelse, idet
han ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller
smerter bag brystbenet. Det er nævnets opfattelse, at lægen relevant tolkede
(B)’s symptomer som tegn på sygdom i mavesækken og i nederste del af
spiserøret.”
Den 23. november 1999 skrev
A til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn at han ikke kunne godkende nævnets
forslag til afgørelse. A kritiserede bl.a. den sagkyndige udtalelse fra læge
D
som efter hans opfattelse bar præg af en subjektiv indstilling. A gennemgik
den
sagkyndige udtalelse således:
”For det første kan det undre
mig, at en sagkyndig konsulent i Almen Medicin ’finder det indsamlede
materiale
er tilstrækkeligt til at belyse sagen.’ Min hustru konsulterer sin læge
6.
april 1999 vedrørende mavesmerter. Min hustru er i den kommende måned i
løbende
kontakt med lægen vedrørende tiltagende smerter. Den 5. maj 1999 er sidste
gang
min hustru konsulterer sin læge. Den 24. maj 1999 afgår min hustru ved døden,
efter fra morgenstunden at have haft ondt i brystet. I øvrigt de samme
smerter,
som hun overfor mig havde klaget over i hele forløbet.
Sagkyndig konsulent i Almen
Medicin finder således ikke grundlag, for at indhente oplysninger i perioden
5.
maj 1999 til 24. maj 1999. Sagkyndig konsulent i Almen Medicin har på ingen
måde søgt resultatet af en eventuel obduktion, eller en udtalelse fra
sagkyndig
i dødsårsager, eksempelvis en patolog.
Sagkyndig konsulent i Almen
Medicin, mener at ’praktiserende læge (C) har levet op til den
almindelige
anerkendte faglige standard, ’, hvilket konkluderes udfra den
sagkyndige
konsulent i Almen Medicin, egen begrundelse. Hvilken jeg finder subjektiv,
modsat den beskrivelse af hændelsesforløbet der foreligger fra
Embedslægeinstitutionen i (Y) Amt.
I begrundelsen fra sagkyndig
konsulent i Almen Medicin nævnes det at min hustru: ’ var i telefonisk
kontakt
med (C), fordi hun mente, hun havde akut mavekatar’. Videre står der, at
hun
samme dag var til konsultation hos lægen. Lægen skriver ifølge sagkyndig
konsulent i Almen Medicin, i sin journal: ’ at (B) ikke var alment
påvirket,
det vil sige, der var ikke andre symptomer end ømhed i epigastriet. Der var
altså ikke symptomer tydende på sygdom ved hjertet, så som dårlig hudkulør,
åndenød eller smerter bag brystbenet’.
Ved min egen gennemgang af
journaludskriften finder jeg at sammenfatningen af denne konsultation, fra
sagkyndig konsulent i Almen Medicin vurderes både mangelfuldt og subjektivt.
For det første udelades
fuldstændig journalens første sætning vedrørende konsultationen den 06-04-99:
’Nogle dage tiltagende ondt i epigastriet men også udstrålende mod
venstre
arm.’ For det andet nedtones det, at min hustru er ’ meget øm i
epigastriet’,
med: ’ ømhed i epigastriet’. Endelig læser jeg ingen steder i
journalen,
hvorvidt der er observeret dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag
brystbenet. Denne sidste konklusion kan jeg udelukkende tillægge sagkyndig
konsulent i Almen Medicin.
Ved den efterfølgende
konsultation den 13. april 1999 står i journalen, at læse: ’Gavn af
Nizax - men
nu hævelse af læber og omkring øjne + kløe. Pt. overbevist om, at det er
udløst
af tabl.’
I min opfattelse af sproget,
er der en væsentlig forskel på ’Gavn’ og ’God virkning’.
Sidstnævnte har en
langt mere positiv klang end det første. I spørgsmålet om hvorvidt min hustru
er overfølsom, er sagkyndig konsulent i Almen Medicin enig med såvel min
hustru
som hendes læge. Men sagkyndig konsulent i Almen Medicin stiller ikke
spørgsmålstegn ved denne overfølsomhed. Der spørges ikke til, om det
eventuelt
kunne skyldes fejlmedicinering.
Ved konsultationen den 5. maj
1999 står der i journalen, at læse: ’Generelt fået det bedre, men stadig
mavesymptomer
med forværring ved let anstrengelse. Svien retrosternalt med svien helt op i
halsen, men ikke mavesmerter.’
Om dette skriver sagkyndig
konsulent i Almen Medicin: ’Ved konsultationen den 05.05.1999 er det
anført, at
(B) havde det bedre, men fortsat havde symptomer med svien, ikke smerter
bagved
brystbenet (retrosternalt), og op i halsen, samtidig havde der været feber,
diarré og opkastning.’
Sagkyndig konsulent i Almen
Medicin hæfter sig overhovedet ikke ved, at min hustru har: ’
mavesymptomer
med forværring ved let anstrengelse ’ Efter at min hustru gennem en
måned,
havde haft svære problemer med svien og halsbrand, gøres stadig intet. I
journalen står: ’Svien retrosternalt ’ Sagkyndig konsulent i Almen
Medicin gør
særskilt opmærksom på, at der er tale om svien og ikke smerte retrosternalt.
Jeg må spørge hvorfor denne
nedtoning af svien til smerte er så vigtig? Jeg har svært ved, at skelne
mellem
svie og smerte. I min sprogopfattelse er det blot en gradbøjning af det
samme.
Og desuden ved jeg, at mennesket er i stand til, at vænne sig til smerte. Og
skulle det derfor ikke være sandsynligt, at min hustru således naturligt har
nedtonet tilstanden? Og er det ikke lægens ansvar, at være opmærksom på dette
faktum? Det er i hvert fald spørgsmål, sagkyndig konsulent i Almen Medicin
overhovedet ikke tager op, som mulige problemstillinger.
Sagkyndig konsulent i Almen
Medicin slutter således sin vurdering: ’Der har således ikke i de
telefoniske
kontakter og konsultationer der har været hos (C), i perioden 06.04.1999 -
05-05- 1999, været symptomer der tydede på hjertelidelse.
Derimod har det været
lægeligt korrekt, at tolke de oplyste symptomer, som kommende fra mavesækken
og
den nederste del af spiserøret.’
Men jeg læser ingen steder i
journalen, at der er symptomer i mavesækken. Tværtimod læser jeg ved den
første
konsultation den 06-04-99: ’Intet peritonealt ’ Den 05-05-99 læser
jeg i
journalen: ’ men ikke mavesmerter’.
Jeg har selv søgt oplysninger
hos NetDoktor, under emnet ’Halsbrand, sure opstød, mavesyre- reflux og
spiserørs-katar’. Emnet er belyst af Læge ( ) og Overlæge Professor
dr.med.
( ). I deres beskrivelse af hvorledes diagnosen stilles for mavesyre-reflux
og
spiserørs-katar, understreges det at ’symptomerne ved mavesyre-reflux
kan
forveksles med mavesår, hjertesmerter (angina pectoris), ’ Og videre en
række
andre sygdomme. Og de slutter: ’Undertiden er det derfor nødvendigt at
undersøge for disse tilstande.’ Endvidere har jeg siden min hustrus død,
ved
indtil flere lejligheder spurgt andre læger hvad deres reaktion ville have
været. De har sammenfattende sagt, at deres opmærksomhed ville have været
vakt
allerede efter første konsultation. Men at der nok ville have været forsøgt
med
syreneutraliserende medicin til at begynde med. Men ingen af de læger jeg
selv
efterfølgende har talt med, ville lade en hel måned gå med de samme
symptomer,
uden at foretage undersøgelse af hjertet.
Jeg finder at nævnet i sit
forslag til afgørelse, udelukkende bygger sin vurdering på den redegørelse,
der
foreligger fra sagkyndig konsulent i Almen Medicin, praktiserende læge (D).
Heller ikke nævnet finder
grundlag for anden sagkyndig vurdering, end den der foreligger fra sagkyndig
konsulent i Almen Medicin.
Jeg mener ikke, at
Patientklagenævnet har søgt sagen tilstrækkeligt grundigt undersøgt. Der er
ikke rettet henvendelse til speciallæge ( ), som min hustru blev henvist til.
Min hustru nåede aldrig
derud, fordi hun først kunne få en tid der lå efter hendes død, men hun
ringede
2 gange og det blev lovet hende, at hvis der kom et afbud ville de ringe.
Et par dage før hun døde
talte vi endda om, at vi ville kontakte vores gamle læge i (Z)-by, men vi
blev
enige at lige se om det blev bedre i løbet af weekenden.
Der er ikke indhentet
vurdering fra en specialist i dødsårsager, som en patolog. Der er ikke hentet
vurdering fra hverken en specialist i hjertesygdomme, fra en specialist i
mavesygdomme eller fra en specialist i overfølsomheds symptomer.
Endelig tager hverken
sagkyndig konsulent i Almen Medicin eller Patientklagenævnet højde for det
faktum, at min hustru led af forhøjet blodtryk. En lidelse hun havde haft,
siden vores 15 årige søn, 5 år tidligere var død. En lidelse hun fik målt
blodtryk og fik medicin for igennem de sidste 5 år og heraf de 2 sidste hos
(C).
Kun Embedslægeinstitutionen i
(Y) Amt tager højde for dette.
Jeg forkaster til fulde
Patientklagenævnets forslag til afgørelse.
Jeg forlanger en grundigere
og langt mere saglig vurdering af forløbet. Jeg forlanger at andre sagkyndige
personer, inddrages og fremligger deres vurdering af forløbet.
Jeg forlanger, at disse
sagkyndige personer findes blandt sundhedssektorens øvrige faggrupper, og
ikke
kun hentes blandt alment praktiserende læger.
Jeg forlanger ligeledes, at
man også inddrager perioden før den 6. april 99, idet der kan ligge
oplysninger
i hendes journal og fra andre specialister, hvor hun var i behandling, der
kan
have afgørende betydning for sagen og oplysninger som hendes læge burde kende
til.”
I brev af 30. november 1999 skrev
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn følgende til A:
”Patientklagenævnet har
modtaget Deres brev af 23. november 1999 med Deres kommentarer til det
forslag
til afgørelse, der er sendt til Dem den 16. november 1999.
Da De stiller spørgsmålstegn
ved nævnets oplysning af sagen, finder jeg det formålstjenligt at orientere
Dem
om følgende forhold af mere generel karakter.
Ifølge § 19, stk. 1 i lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. kan Patientklagenævnet lade
embedslægeinstitutionen undersøge en klagesag. Ifølge fast praksis i nævnet
undersøges sagen af embedslægen i det amt, hvor det forhold, der klages over,
har fundet sted. Embedslægen indhenter journalmateriale og kommentarer fra de
indklagede sundhedspersoner, og udfærdiger på baggrund heraf et
hændelsesforløb, der er en objektiv beskrivelse af hvad der har fundet sted.
I
nogle tilfælde medtages behandling eller hændelser forud for, i nogle
tilfælde
også efter det forhold, der klages over. Embedslægen formulerer sagens
sundhedsfaglige problemstillinger og
kan
udarbejde en indstilling til sagens afgørelse.
Når sagsbehandleren modtager
embedslægens redegørelse, journalmateriale og kommentarer fra de indklagede
sundhedspersoner, foretager denne en foreløbig vurdering af, om dette
materiale
er tilstrækkeligt til, at der kan træffes afgørelse i sagen. Sædvanligvis vil
sagsbehandleren forelægge det samlede materiale for en af nævnets sagkyndige
konsulenter. Der tages i forbindelse hermed stilling til den sagkyndige
konsulents habilitet, ligesom den sagkyndige konsulent selv skal afvise at
udtale sig i sagen, hvis han anser, at han har et habilitetsproblem.
Konsulenten skal vurdere, om
den indklagede sundhedsperson har handlet over eller under normen for
almindelig anerkendt standard på det pågældende faglige område. Det er
nævnets opfattelse,
at det er mest rimeligt, at den sagkyndige konsulent har samme
uddannelsesmæssige baggrund, som den indklagede sundhedsperson. En
praktiserende læge vil således blive bedømt af en sagkyndig i almen medicin,
en
kirurg af en sagkyndig i kirurgi o.s.v. Den sagkyndige konsulents vurdering
er
subjektiv, men bygger på alt det i sagen foreliggende materiale, faglige
standarder, faglige referenceprogrammer m.v.
Når den sagkyndige konsulent
har udarbejdet sin vurdering, vil sagsbehandleren endnu engang tage stilling
til, om sagen er tilstrækkeligt belyst til, at der kan udfærdiges et
afgørelsesforslag. Hvis dette er tilfældet, vil sagsbehandleren udfærdige et
afgørelsesforslag. For så vidt angår de sundhedsfaglige problematikker bygger
dette afgørelsesforslag på den sagkyndige konsulents vurdering.
Som sagsbehandler i Deres
klagesag vedrørende (B), har jeg fundet, at sagen var tilstrækkeligt belyst
og
af sagkyndig (D) tilstrækkeligt begrundet til, at jeg kunne udfærdige det
fremsendte forslag til afgørelse.
Jeg vil derfor nu lade det
være op til nævnet på sit møde at tage stilling til, hvorvidt Deres
bemærkninger til det fremsendte afgørelsesforslag skal føre til, at sagen
skal
belyses yderligere, eller at der træffes en anden afgørelse end foreslået af
mig.”
Den 21. december 1999 klagede
A til medicinaldirektøren i Sundhedsstyrelsen over Sundhedsvæsenets
Patientklagenævns brev af 30. november 1999 og over nævnets sagsbehandling. A
sendte en kopi af brevet til Patientklagenævnet.
Patientklagenævnets direktør
skrev følgende svar af 10. januar 2000 til A:
”Tak for Deres brev af 21.
december 1999, som De har sendt i original til medicinaldirektør ( ) i
Sundhedsstyrelsen og i kopi til Patientklagenævnet. Jeg har i sidste uge
aftalt
med jurist ( ) i Sundhedsstyrelsens ( ) kontor, at jeg som direktør for
Patientklagenævnet besvarer Deres klage over sagsbehandlingen i
Patientklagenævnet, idet Sundhedsstyrelsen ikke har kompetence til at
behandle
sådanne klager.
Det er med beklagelse, at jeg
konstaterer, at De har følt, at sagsbehandler (F) i sit brev til Dem af 30.
november 1999 har givet udtryk for vrede og irritation overfor Deres
kommentarer til det fremsendte afgørelsesforslag. Jeg har i dag talt med (F),
der har forklaret mig, at han alene med sit brev til Dem ønskede at afklare
sagsbehandlingsmæssige forhold, som De ikke senere i forbindelse med nævnets
afgørelse af Deres sag vil blive gjort bekendt med. Det var ikke
sagsbehandlerens hensigt at give Dem oplysninger, som han formodede, De
allerede var i besiddelse af, og han beklager, hvis han har misforstået Deres
behov for information.
(F) har i sit brev til Dem af
30. november 1999 anført, at den sagkyndige konsulents habilitet vurderes af
såvel sagsbehandleren som af den sagkyndige konsulent selv. Ifølge
forvaltningslovens
kapitel 2 er den person, der medvirker ved behandlingen af en sag, forpligtet
til selv at gøre opmærksom på sin eventuelle inhabilitet. Jeg finder det
betryggende, at vurderingen af den sagkyndige konsulents habilitet i
Patientklagenævnet vurderes af såvel sagsbehandleren som af den sagkyndige
selv.
Jeg kan bekræfte, at det er
sædvane i Patientklagenævnet at benytte sagkyndige konsulenter med samme
uddannelsesmæssige baggrund som den indklagede sundhedsperson. Nævnet kan dog
på sit møde beslutte, at sagen skal forelægges en konsulent med en anden
uddannelsesmæssig baggrund. Deres holdning hertil, som De har givet udtryk
for
i Deres brev af 21. december 1999, forelægges nævnet sammen med sagens øvrige
akter.
De har anført, at det er
uheldigt, at underskriverens faglige baggrund ikke fremgår af
Patientklagenævnets skrivelser. Jeg er enig med Dem i dette og vil snarest
tage
initiativ til en ændring af denne praksis. Jeg kan oplyse Dem om, at
sagsbehandlerne i Patientklagenævnet er jurister.
Jeg er ked af, at det er
Deres opfattelse, at Patientklagenævnet ikke giver Dem en retfærdig sagsgang.
Det er min opfattelse, at sagsbehandlingen i Patientklagenævnet foregår på et
sagligt grundlag og varetages af dygtige medarbejdere, herunder et særdeles
kompetent
korps af sagkyndige konsulenter.”
Jeg forstår det sådan at
Patientklagenævnet på et møde den 29. december 1999 besluttede at indhente en
ny sagkyndig vurdering i sagen fra en konsulent der ligesom D var alment
praktiserende læge. Nævnet orienterede ikke A herom.
Den 26. januar 2000 udtalte
alment praktiserende læge G følgende:
”
Vedrørende klage fra (A) over praktiserende læge (C)’s behandling af
(B).
Nævnet har bedt om en
yderligere sagkyndig vurdering i denne sag.
Det indhentede materiale er
tilstrækkeligt til at bedømme sagen. Embedslægen har foretaget en afgrænsning
af klagen og relevant gennemgang af hændelsesforløbet.
Vurdering:
Det fremgår af sagens materiale at (B) igennem flere år
var behandlet for forhøjet blodtryk, og blodtrykket synes at have været
velreguleret på den givne behandling. Der foreligger ikke oplysninger om at
(B)
tidligere havde haft hjerteproblemer, men det er oplyst at hun tidligere var
behandlet med syreneutraliserende medicin.
Det fremgår af læge (C)’s journal at (B) opsøgte lægen
den 06.04.1999 efter nogle dages smerter højt oppe i maven under brystbenet
(epigastriet), at der var halsbrand og sure opstød samt udstråling til
venstre
arm. Lægen fandt ved sin objektive undersøgelse ikke (B) påvirket, men han
fandt ømhed det pågældende sted.
Vurdering:
Syrerelaterede
smerter i mavesæk og på overgang mellem mavesæk og spiserør er ofte sviende,
og
sammen med symptomerne halsbrand og sure opstød må det anses for faglig
korrekt
at praktiserende læge (C) vurderede, og handlede efter, at der forelå en
syreproblematik. Der forelå ikke oplysninger om smerter i hjerteregionen, der
var ømhed opadtil i maven og den oplyste udstråling mod venstre arm var i den
konkrete situation [ ] en detalje som ikke i sig selv overbevisende burde
have givet
anledning til overvejelser om udredning for hjertelidelse.
(B) oplyste telefonisk til praktiserende læge (C) den
13.04.1999 at der var gavn af behandlingen, men at der samtidig var optrådt
symptomer som tydede på overfølsomhed hævelse af læber og øjenregion samt
kløe.
Det ordinerede syreneutraliserende præparat (Nizax) blev korrekt indstillet
og
lægen ordinerede et andet mavesyrereducerende præparat (Lanzo).
Den 05.05.1999 oplyste (B) til lægen i konsultationen,
at hun
havde fået det bedre,
men at
symptomerne stadig var til stede med svien bag brystbenet. Tidligere optrådt
diarré og opkastning var ophørt.
Vurdering:
Der forelå
således fortsat bedring af symptomerne, og der forelå ikke nye symptomer som
med tyngde pegede på at der forelå en hjerteproblematik. På den anden side
var
der stadig tydelige symptomer som blev forværret ved anstrengelse, og jeg
finder at praktiserende læge (C) handlede i overensstemmelse med sædvanlig
faglig praksis ved at henvise (B) til vurdering på speciallægeniveau (intern
medicin).
Symptomer med svien/smerter/sure opstød lige under og
bag brystbenet optræder som et hyppigt symptom i almen praksis. Forsøg med
medicinsk behandling (samt almen rådgivning vedrørende blandt andet kost,
rygning og lignende) vil sædvanligvis blive forsøgt, hvilket da også skete i
den aktuelle sag. (B) oplyste efterfølgende om bedring af tilstanden, der
foreligger derfor ikke anledning til at anfægte praktiserende læge (C)’s
vurdering og opfattelse af at der forelå en problematik omkring
mave-tarmsystemet.
Jeg finder på det foreliggende grundlag, at
praktiserende læge (C) handlede korrekt ved at viderehenvise (B) til intern
medicinsk vurdering da symptomerne, på trods af bedringen fortsat var til
stede. Der forelå ikke ved konsultationen den 05.05.1999 symptomer som pegede
på at (B) burde akut udredes en for hjerteproblematik.
Det indgår i min vurdering af denne sag, at klageren
(A), ikke synes at have været til stede under de to konsultationer (B) havde
hos læge (C) den 06.04.1999 og 05.05.1999, ligesom det fremgår af sagen at
dødsårsagen ikke er afklaret idet der ikke blev foretaget obduktion.
Sammenfattende
finder
jeg således praktiserende læge (C) har undersøgt og behandlet (B) i
overensstemmelse med sædvanlig faglig standard.”
Nævnet sendte ikke denne
anden sagkyndige udtalelse til partshøring.
Den 8. februar 2000 traf
nævnet følgende afgørelse:
”
Praktiserende læge (C) har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling
af (B) i perioden fra den 6. april til den 5. maj 1999 i sin praksis.
(B) havde i flere år lidt af
forhøjet blodtryk. Blodtrykket var efterhånden velreguleret efter behandling
med blodtrykssænkende medicin (Monopril).
(B) kontaktede den 6. april
1999 praktiserende læge (C) telefonisk, idet hun havde haft tiltagende
smerter
i maven gennem nogle dage. Der blev aftalt tid i konsultationen senere samme
dag, hvor læge (C) undersøgte (B) og ordinerede medicin mod mavekatar.
Den 13. april 1999 kontaktede
(B) igen læge (C), idet hun mente, at hun var overfølsom overfor den medicin,
lægen havde ordineret den 6. april 1999. Fortsatte gener i maven var årsagen
til, at (B) den 5. maj 1999 henvendte sig i konsultationen hos læge (C).
Den 24. maj 1999 fik (B) ondt
i brystet, da hun stod op, og kort efter afgik hun ved døden på grund af
hjertestop.
Der er klaget over, at læge
(C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 vurderede,
at
årsagen til (B)’s symptomer var akut mavekatar.
Patientklagenævnet finder
ikke grundlag for at kritisere læge (C) for hans vurdering af (B)’s
symptomer.
For så vidt angår
konsultationerne den 6. april 1999, har nævnet lagt vægt på, at det af
journalen fremgår, at (B) angav, at hun selv mente, at hun havde pådraget sig
en akut mavekatar. Hun oplyste læge (C) om, at hun et par år tidligere havde
fået syreneutraliserende medicin (Nizax). Ved henvendelsen oplyste hun, at
hun
havde smerter i øverste del af maven udstrålende mod venstre arm, og at hun
havde halsbrand og sure opstød. Læge (C) undersøgte (E) [skal være (B); min
bemærkning] og fandt, at hun var meget øm i øverste del af maven, men ellers
upåvirket. Læge (C) ordinerede syreneutraliserende medicin (kapsel Nizax 300
mg), som (B) skulle tage om aftenen.
For så vidt angår
telefonkonsultationen den 13. april 1999, har nævnet lagt vægt på, at (B)
ifølge journalen fandt, at hun havde haft gavn af medicinen, men at hun
mente,
at hun ikke kunne tåle den, idet hun havde kløe og hævelse af læberne og
omkring øjnene. Læge (C) anbefalede (B) at afbryde behandlingen med Nizax og
ordinerede i stedet et andet syreneutraliserende præparat (tablet Lanzo 30
mg).
Nævnet har, for så vidt angår
konsultationen den 5. maj 1999, lagt vægt på, at (B) ifølge journalen
oplyste,
at hun generelt havde fået det bedre, idet hun ikke længere havde
mavesmerter,
men at hun stadig havde svien bagved brystbenet og op i halsen, samt at hun
havde haft feber, diare og opkastning. På denne baggrund valgte læge (C) at
henvise (B) til speciallæge i intern medicin.
Endelig har nævnet lagt vægt
på, at læge (C) ifølge journalen den 16. juli 1999 havde telefonisk kontakt
med
(B)’s mand, og herefter i journalen har anført, at (B)’s
mavesymptomer set i
bakspejlet kunne have været udtryk for en hjertesygdom, men at han ikke havde
haft mistanke herom.
Patientklagenævnet finder, at
læge (C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 ikke
havde anledning til at tolke (B)’s symptomer som tegn på en
hjertelidelse, idet
han ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller
smerter bag brystbenet. Det er nævnets opfattelse, at lægen relevant tolkede
(B)’s symptomer som tegn på sygdom i mavesækken og nederste del af
spiserøret,
og at han korrekt henviste til speciallæge i intern medicin, da symptomerne
fortsatte til trods for bedring i (B)’s tilstand.
Nævnet kan oplyse, at symptomer
med svien, smerte og sure opstød lige under og bag brystbenet optræder
hyppigt
i almen praksis. Medicinsk behandling vil sædvanligvis blive forsøgt.
Afgørelsen er truffet på
baggrund af de oplysninger, som blev sendt med Patientklagenævnets brev af
16.
november 1999. Kommentarer fra sagens parter er indgået i nævnets vurdering
af
sagen.
Der kan ikke klages over
afgørelsen til anden administrativ myndighed. Hvis der kommer nye
oplysninger,
som er af væsentlig betydning for sagen, kan den tages op på ny.”
I e-mail af 16. februar 2000
til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn gjorde A indsigelse mod nævnets
afgørelse
af 8. februar 2000. A skrev bl.a. følgende:
”Jeg er dybt rystet over det grundlag, hvorpå
Patientklagenævnet har truffet afgørelse i min klagesag over min hustrus
praktiserende læge, vedrørende behandlingen af min hustru, i tiden op til
hendes død.
I Deres brev af 10. januar
skrev De:
’Jeg kan bekræfte, at det er
sædvane i Patientklagenævnet at benytte sagkyndige konsulenter med samme
uddannelsesmæssige baggrund som den indklagede sundhedsperson. Nævnet kan dog
på sit møde beslutte, at sagen skal forelægges en konsulent med en anden
uddannelsesmæssig baggrund. Deres holdning hertil, som De har givet udtryk
for
i Deres brev af 21. december 1999, forelægges nævnet sammen med sagens øvrige
akter.’
Nævnet har i sin afgørelse,
på ingen måde behandlet muligheden for, at lade en konsulent med en anden
uddannelsesmæssig baggrund vurdere sagen.
Det er min klare opfattelse,
at da jeg fuldt ud forkaster Patientklagenævnets forslag til afgørelse, må
nævnet komme med et nyt forslag. I min forkastelse af forslaget, gennemgik
jeg
grundigt den sagkyndige konsulents redegørelse for forløbet. Jeg påpegede at
der flere steder var direkte fejlcitering af det foreliggende
journalmateriale.
Samt at der anvendtes et sprog der i positive vendinger omtalte den
indklagede
sundhedspersons diagnosticering, frem for blot at holde sig objektivt til
det.
Og endelig mente jeg, at den sagkyndige konsulent havde udeladt vigtige
elementer
i journalen.
Desuden ønskede jeg sagen
forelagt en konsulent med en anden uddannelsesmæssig baggrund, end den
indklagede sundhedsperson.
Patientklagenævnet har på
ingen måde søgt at opfylde dette. Man har i stedet blot ladet en ny sagkyndig
konsulent i almen medicin gennemgå journalmaterialet. Denne skriver i store
træk det samme som den første, og hans vurdering falder på et ligeså
subjektivt
grundlag som den første. Han inddrager endda i sin vurdering at jeg ikke var
tilstede ved konsultationerne. For det første finder jeg det ikke relevant
for
vurderingen, for det andet ved jeg ikke hvor lægen har den oplysning fra. Da
det ikke fremgår af journalen, om jeg var tilstede, ved konsultationerne, kan
jeg kun tolke det som, at den sagkyndige har været i kontakt med den
indklagede
sundhedsperson. Så uden at ville gennemgå denne sagkyndiges vurdering
slavisk,
kan jeg alene ved dette, konstatere at denne ikke har foretaget sin vurdering
på et sagligt og uvildigt grundlag.
Patientklagenævnets afgørelse
er i store træk, en genudskrivning af deres forslag til afgørelse. Endda
deres
stavefejl er med, også den pludselige navneændring fra (B) til (E).
Jeg finder det dybt
beklageligt, at jeg ikke har ret til at udtale mig om den nye sagkyndiges
vurdering, men at man blot herudfra træffer afgørelsen. Man har altså fra
nævnets side fundet min kritik korrekt, og har derfor bedt en anden udtale
sig
i sagen. Men man har ikke ønsket, at lade en person med en anden
uddannelsesmæssig baggrund udtale sig. Man gør end ikke i afgørelsen
opmærksom
på, at jeg har bedt om en sådan ny vurdering. Eller forklarer hvorfor man har
besluttet ikke at gøre det. Men blot valgt at benytte, en anden sagkyndig i
almen medicin, hvilket man i øvrigt heller ikke gør opmærksom på i
afgørelsen.
Patientklagenævnet skriver i
deres afgørelse: ’Afgørelsen er truffet på baggrund af de oplysninger,
som blev
sendt med Patientklagenævnets brev af 16. oktober 1999. Kommentarer fra
sagens
parter er indgået i nævnets vurdering af sagen.’
For det første har Patientklagenævnet
truffet afgørelse på grundlag af den nye sagkyndiges vurdering. Dette på
trods
af, at man først har modtaget vurderingen fra denne den 1. februar 2000. For
det andet har nævnet i deres afgørelse under ingen omstændigheder taget
højde, for
de kommentarer jeg er fremkommet med.
I pjecen ’sagsgang i
Patientklagenævnet’ som er udsendt af sundhedsstyrelsens
patientklagenævn, står
under ’Sagens parter orienteres’ at læse: ’Det er
Patientklagenævnets pligt at
sikre alle parters rettigheder. Embedslægens sammenfatning (og kopi af de
relevante sagsakter), Patientklagenævnets forslag til afgørelse og eventuelle
sagkyndige konsulenters udtalelser sendes derfor både til klageren og til de
sundhedspersoner klagen drejer sig om. Parterne får herved lejlighed til at
komme med kommentarer, inden nævnet træffer en afgørelse.’ Hvis dette er
den
procedure der skal følges, kan det undre mig, at jeg sammen med afgørelsen
modtager den nye sagkyndiges vurdering. På denne måde er jeg blevet afskåret
fra at kommentere den sagkyndiges vurdering. En vurdering som
Patientklagenævnet bygger deres afgørelse på.
Det er min opfattelse, at
nævnet kunne have bedt en Jord & Betonarbejder om at være den sagkyndige
konsulent nummer to. For eftersom jeg alligevel ikke kan gøre indsigelse om
nævnets afgørelse, finder jeg det irrelevant at spørge en ny. Ligesom jeg
finder det irrelevant, at spørge en anden sagkyndig i almen medicin, hvis man
fra nævnets side mener, at den førstes udtalelse er tilstrækkelig.
Dette bygger jeg på, at Patientklagenævnet
allerede i sit forslag til afgørelse, har truffet deres afgørelse. Fordi
Patientklagenævnet i sin konklusion i deres forslag til afgørelsen har
skrevet
det, der bliver den endelige afgørelse. Den nye sagkyndige peger endda i sin
vurdering under pkt. 7 på: ’ ligesom det fremgår af sagen at
dødsårsagen ikke
er afklaret, idet der ikke blev foretaget obduktion.’ Årsagen til den
manglende
obduktion kender vi jo alt for godt! Nemlig, at man glemte dette på (X)
sygehus.”
Patientklagenævnets direktør
svarede på A’s brev den 22. februar 2000 og skrev følgende:
”Jeg har modtaget Deres email
af 16. februar 2000.
Jeg vil først beklage, at
Patientklagenævnet ét sted i sin afgørelse fejlagtigt har omtalt Deres afdøde
hustru som (E).
De har i Deres email anført,
at Patientklagenævnet har skrevet til Dem, at afgørelsen er truffet på
grundlag
af de oplysninger, som blev sendt med nævnets brev af 16. november 1999, selv
om udtalelsen fra sagkyndig konsulent (G) af 26. januar 2000 indgik i
afgørelsesgrundlaget.
Der er tale om en skrivefejl,
hvilket jeg naturligvis beklager. Jeg vil dog gerne understrege, at dette
ikke
betyder, at udtalelsen fra sagkyndig konsulent (G) ikke indgik i
afgørelsesgrundlaget.
Endvidere har De stillet
spørgsmålstegn ved (G)’s uvildighed, idet De forudsætter, at denne har
været i
kontakt med den indklagede.
Patientklagenævnet har i dag
talt med (G), der oplyser, at han ikke har været i kontakt med praktiserende
læge (C). Hans udtalelse bygger alene på de akter der findes i sagen, og som
er
tilsendt Dem den 16. november 1999.
Jeg vil endvidere henlede
Deres opmærksomhed på, at nævnet i forbindelse med sin afgørelse ikke har
lagt
vægt på de forhold, (G) har anført i punkt 7 i sin vurdering.
Med hensyn til det forhold,
at nævnet har truffet afgørelse, uden at De har haft lejlighed til at
kommentere (G)’s vurdering, kan jeg oplyse, at dette skyldes, at der er
overensstemmelse mellem (G)’s og (D)’s vurdering af sagen. Der er
således ikke
i (G)’s vurdering nye oplysninger, som De ikke har haft lejlighed til at
kommentere. I denne situation har nævnet valgt at sende en kopi af (G)’s
vurdering til orientering samtidig med, at De modtog nævnets afgørelse.
Efter at have gennemgået
Deres sag er det min bestemte opfattelse, at nævnet har foretaget en grundig
behandling af Deres klage, og at afgørelsen er truffet på et sagligt
grundlag.
Jeg kan dog oplyse Dem om, at De har mulighed for at klage til Folketingets
Ombudsmand over nævnets sagsbehandling.
Jeg har ikke opfattet Deres
henvendelse som en anmodning om, at nævnet genoptager Deres klage til fornyet
realitetsbehandling, og skal derfor bede Dem om at gøre opmærksom på, hvis De
ønsker dette.
Nævnet kan genoptage sagen,
hvis der kommer nye væsentlige oplysninger, som kan føre til en afgørelse med
et andet resultat.”
Den 5. april 2000 klagede A
til mig. A beskrev hændelsesforløbet - herunder at X Sygehus ved en fejl ikke
havde foretaget obduktion af hans afdøde hustru til trods for hans
udtrykkelige
ønske herom. A bad mig bl.a. om at vurdere følgende:
Hvorfor reagerer Patientklagenævnet ikke af egen kraft,
og videregiver min klage over (X) Sygehus’ manglende obduktion af min
hustru.
Men beder mig foretage dette.
.
Hvorfor tages der overhovedet ikke hensyn til mine
kommentarer i den endelige afgørelse. Man har blot spurgt en anden, som jeg
end
ikke får ret til at kommentere.
Hvorfor omtales det ikke i afgørelsen, at jeg har bedt
om en udtalelse fra en anden sagkyndig sundhedsperson med en anden
uddannelsesmæssig baggrund end den indklagede sundhedsperson.
Hvordan kan en ikke foreliggende udtalelse indgå i den
endelige afgørelse.”
I brev af 25. april 2000 bad
jeg Patientklagenævnet om en udtalelse i anledning af A’s klage over
nævnets
afgørelse af 8. februar 2000 og nævnets sagsbehandling i den forbindelse, jf.
A’s klagepunkter 1, 3, 4 og 5.
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn udtalte den 11. maj 2000 bl.a. følgende:
”
Udtalelse
Ad klagepunkt nr. 1
Den 17. august 1999 modtog
Patientklagenævnet en klage fra (A). Han klagede over, at hans afdøde hustrus
praktiserende læge ved tre konsultationer havde vurderet, at årsagen til
hendes
symptomer var akut mavekatar. Endvidere klagede han over, at (X) Sygehus
havde
glemt at foretage obduktion af hans afdøde hustru, samt at dødsattesten var
udfyldt forkert.
Ved brev af 19. august 1999
meddelte Patientklagenævnet (A), at nævnet havde antaget hans klage over den
praktiserende læge til realitetsbehandling, men at nævnet ikke havde
kompetence
til at behandle klagen over obduktion og dødsattest, da obduktion og
udfærdigelse
af dødsattest ikke foretages i en behandlingssituation og således ikke kan
betegnes som sundhedsfaglig virksomhed. Nævnet henviste (A) til at rette sin
klage over den manglende obduktion og udfærdigelsen af dødsattesten til
Sundhedsstyrelsen, under hvis kompetence disse spørgsmål hører.
Det er nævnets opfattelse, at
denne procedure er hensigtsmæssig, idet nævnet finder, at det ikke kunne
tages
for givet, at (A) ønskede at opretholde sin klage, når han blev bekendt med,
at
klagen skulle rettes til en anden instans.
Ad klagepunkterne nr. 3, 4 og 5
Den 16. november 1999 sendte
Patientklagenævnet et forslag til afgørelse af klagesagen bilagt kopi af
sagens
akter til (A). Heri indgik en vurdering af 28. oktober 1999 fra en sagkyndig
konsulent i almen medicin (praktiserende læge). Samtidig gjorde nævnet
opmærksom på, at eventuelle bemærkninger til det fremsendte materiale skulle
være nævnet i hænde indenfor 2 uger.
Den 25. november 1999 modtog
nævnet (A)’s bemærkninger til det fremsendte materiale. (A) gav heri
blandt
andet udtryk for, at han fandt, at sagen burde forelægges for sagkyndige
konsulenter i patologi, hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi.
Sagen blev herefter behandlet
på et møde i nævnet den 29. december 1999. (A)’s bemærkninger til det
fremsendte materiale indgik i det grundlag, hvorpå nævnet skulle træffe
afgørelse. Nævnet fandt, at sagen burde forelægges for en anden sagkyndig i
almen medicin med henblik på en ’second opinion’. Endvidere
bemyndigede nævnet
formanden til at træffe afgørelse i sagen, når denne ’second
opinion’ forelå.
Den 1. februar 2000 forelå
der en vurdering fra en ny sagkyndig konsulent i almen medicin.
Nævnsformanden
fandt herefter, at der skulle træffes afgørelse i overensstemmelse med det
afgørelsesforslag, nævnet havde haft til behandling på sit møde den 29.
december 1999, dog således at der skulle tilføjes et indledende afsnit om det
forhold, at (A)’s hustru i flere år havde lidt af forhøjet blodtryk. Der
blev
ikke foretaget ændringer i nævnets begrundelse og konklusion.
Afgørelsen blev meddelt (A) i
nævnets brev af 8. februar 2000. Nævnet vedlagde en kopi af den ny sagkyndige
vurdering til orientering. I tilslutning til afgørelsen skrev nævnet følgende
i
brevet til (A): ’Afgørelsen er truffet på baggrund af de oplysninger,
som blev
sendt med Patientklagenævnets brev af 16. november 1999. Kommentarer fra
sagens
parter er indgået i nævnets vurdering af sagen.’
I en e-mail af 16. februar
2000 gjorde (A) nævnet opmærksom på, at den ny sagkyndige vurdering ikke
kunne
have indgået i det grundlag, hvorpå nævnet traf afgørelse, hvis afgørelsen
var
truffet på baggrund af de oplysninger, som blev sendt med Patientklagenævnets
brev af 16. november 1999.
Nævnet svarede hertil i sit
brev af 22. februar 2000 til (A), at der var tale om en skrivefejl. Nævnet
understregede, at dette ikke betød, at den ny sagkyndige vurdering ikke havde
indgået i afgørelsesgrundlaget.
Med hensyn til (A)’s klage
over, at nævnet ved sin afgørelse ikke har taget hensyn til hans kommentarer
til de akter, der blev sendt til ham den 16. november 1999, skal nævnet
anføre,
at disse kommentarer indgik i det grundlag, hvorpå nævnet traf afgørelse.
Efter
at der var indhentet en ny sagkyndig vurdering, fandt nævnet, at (A)’s
kommentarer ikke gav anledning til, at der skulle foretages yderligere.
Med hensyn til (A)’s klage
over, at han ikke fik lejlighed til at kommentere den ny sagkyndige
vurdering,
inden nævnet traf afgørelse, skal nævnet anføre, at der ikke var nye
oplysninger i den ny sagkyndige vurdering, idet den var i overensstemmelse
med
den først indhentede sagkyndige vurdering. Det er således nævnets opfattelse,
at det var i overensstemmelse med forvaltningsloven ikke at partshøre (A)
over
den ny sagkyndige vurdering.
(A) har i sin klage til
ombudsmanden anført, at han finder, at hans ønske om, at sagen burde have
været
forelagt for en sagkyndig konsulent med en anden uddannelsesmæssig baggrund
end
den indklagede sundhedsperson, burde have fremgået af nævnets afgørelse.
Patientklagenævnet skal
hertil bemærke, at nævnet ved sine afgørelser tager stilling til klager over
sundhedsfaglig virksomhed. Det er nævnets opfattelse, at det på denne
baggrund
ikke er relevant i afgørelsen af anføre, at der fra en klager har været
fremsat
ønske om, at nævnet foretager yderligere sagsbehandlingsmæssige tiltag.
Endelig skal nævnet med
hensyn til (A)’s klage over, at den ny sagkyndige vurdering ikke indgik
i
nævnets afgørelsesgrundlag, i det hele henvise til bemærkningerne i nævnets
brev til (A) af 22. februar 2000, som omtalt ovenfor.”
Den 16. maj 2000 sendte jeg
en kopi af Patientklagenævnets udtalelse til A og bad om hans eventuelle
bemærkninger til udtalelsen.
A kommenterede udtalelsen i
brev af 30. maj 2000. Han fastholdt for så vidt angår klagepunkt 1, at nævnet
burde have videresendt hans klage over X Sygehus til Sundhedsstyrelsen.
Derudover gjorde han bl.a. gældende at Patientklagenævnet var gået alt for
let
hen over hvad det egentlig var han klagede over, nemlig
”at lægen ikke opdagede at [hans] hustru havde problemer med
hjertet”.
A bestred ikke at hun også kunne have haft mavekatar. A anklagede nævnet for
at
bestræbe sig på at finde det mest fordelagtige ordvalg for den indklagede
sundhedsperson. Desuden gjorde han gældende at han ikke var gjort bekendt med
nævnets beslutning på mødet den 29. december 1999 om at forelægge sagen for
en
anden sagkyndig i almen medicin med henblik på en ”second opinion”.
Han blev
heller ikke gjort bekendt med at man herefter ville træffe afgørelse i sagen.
Han betvivlede at nævnet havde ladet hans kommentarer indgå i afgørelsen, da
forslaget til afgørelse og den endelige afgørelse var næsten tro kopier. A
hævdede at den anden sagkyndige person var kommet med oplysninger der ikke
var
at finde i journalerne, nemlig spørgsmålet om hvorvidt han havde været til
stede under hans hustrus lægekonsultationer eller ikke. A gav udtryk for
utilfredshed med at nævnet ikke havde ladet en sagkyndig person med en anden
uddannelsesmæssig baggrund end almen medicin komme med en ”second
opinion”.
Nævnet havde ikke begrundet denne beslutning. Hvis han havde kendt til denne
beslutning, ville han have trukket sin klage tilbage for derefter at gå
rettens
vej. A anførte desuden at han ikke forstod hvordan udtalelsen fra 26. januar
2000 kunne være indgået i grundlaget for afgørelsen, når nævnet havde oplyst
at
afgørelsen var truffet på grundlag af de oplysninger der forelå den 16.
november 1999.
Jeg sendte den 23. juni 2000 en kopi af A’s
brev af 30. maj 2000 til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og bad om nævnets
bemærkninger til det han havde anført i brevet.
Den 7. juli 2000 udtalte
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn følgende:
”
Udtalelse
(A) har anført, at han
finder, at Patientklagenævnet er gået for let hen over, hvad han klager over,
idet nævnet har ændret klagen til en simpel klage over mavekatar.
På baggrund af (A)’s klage af
10. august 1999 formulerede Patientklagenævnet følgende klagepunkt, som
meddeltes (A) ved brev af 19. august 1999:
’At læge (C) ved
konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 vurderede, at
årsagen
til (B)’s symptomer var akut mavekatar.’
Samtidig meddeltes det (A),
at hans klage ville blive fremsendt til Embedslægen i (Y) Amt med henblik på
indhentelse af de nødvendige oplysninger. Embedslægen fik således fremsendt
(A)’s originale klage, hvoraf det fremgik, at (B) om morgenen den 24.
maj 1999
var dårlig, havde ondt i brystet og kort herefter afgik ved døden.
(A) gjorde ikke efterfølgende
Patientklagenævnet opmærksom på, at han ikke var enig i nævnets formulering
af
klagepunktet.
Nævnet havde således ingen
anledning til at antage, at (A) ikke fandt formuleringen af klagepunktet
dækkende for hans klage.
Det er i øvrigt nævnets
opfattelse, at nævnet ved sin afgørelse af 8. februar 2000 har taget stilling
til de forhold, som (A) anførte i sin klage.
(A) har endvidere anført, at
han ikke kan forstå, hvorledes hans kommentarer til afgørelsesforslaget er
indgået i den endelige afgørelse, idet den endelige afgørelse er næsten
identisk med afgørelsesforslaget.
Det skal hertil bemærkes, at
(A)’s kommentarer indgik i det grundlag, hvorpå nævnet traf afgørelse.
Nævnet
fandt, at (A)’s kommentarer ikke gav anledning til, at der skulle ændres
i det
afgørelsesforslag, nævnet fik forelagt.
Ligeledes har (A) anført, at
de akter, som direktøren henviser til i sit brev af 22. februar 2000, ikke
findes.
Hertil skal nævnet bemærke,
at kopi af disse akter blev sendt til (A) i forbindelse med partshøring den
16.
november 1999. (A) kan til enhver tid få aktindsigt i de akter, der findes på
hans sag.
(A) har videre anført, at det
forhold, at nævnet uden hans vidende valgte at indhente en second opinion,
har
frataget ham muligheden for at få prøvet nævnets afgørelse ved domstolene.
Nævnets baggrund for at
indhente en second opinion er at træffe afgørelse på et sikkert grundlag. Det
er nævnets opfattelse, at dette ikke forhindrer (A) i at lade nævnets
afgørelse
prøve ved domstolene.
Det skal endvidere oplyses,
at det er nævnets faste praksis at anvende sagkyndige konsulenter indenfor
samme speciale som den sundhedsperson, der er indklaget i en sag.
I øvrigt skal
Patientklagenævnet henvise til sin udtalelse sendt til ombudsmanden den 11.
maj
2000.”
Jeg bad i brev af 14. juli
2000 om A’s eventuelle bemærkninger til nævnets anden udtalelse i sagen.
I brev af 9. august 2000
kommenterede A nævnets anden udtalelse. Han mente at nævnet havde overtrådt
forvaltningslovens § 7 ved ikke at oversende klagen over X Sygehus til
Sundhedsstyrelsen og § 19 ved ikke at lade ham se sagens akter før der blev
truffet afgørelse i sagen. Nævnet kunne efter hans opfattelse - på baggrund
af
hans totale afvisning af forslaget til afgørelse - ikke påberåbe sig at der
ikke var nye oplysninger i den anden sagkyndige vurdering. A oplyste at det
var
hans ønske at Patientklagenævnet trak sin afgørelse tilbage; han ønskede ikke
sagen genoptaget da han ikke fandt nævnet uvildigt. Han fastholdt at nævnet
var
gået for let hen over hvad det var han klagede over. Han fastholdt desuden at
hans kommentarer til forslaget til afgørelse ikke kunne være indgået i
nævnets
endelige afgørelse eftersom den endelige afgørelse i sin ordlyd var stort set
identisk med forslaget til afgørelse. A fastholdt derudover at det ikke
fremgik
nogen steder af sagens akter om han havde været til stede under hans hustrus
lægekonsultationer. A skrev yderligere at han på intet tidspunkt havde
skrevet
at han ønskede nævnets afgørelse prøvet ved domstolene, men at han ville have
trukket klagen tilbage hvis han var blevet partshørt, og i stedet have anlagt
en retssag mod lægen - ikke mod Patientklagenævnet. A kommenterede endelig
nævnets oplysning om at det var nævnets faste praksis at anvende sagkyndige
konsulenter inden for samme speciale som den sundhedsperson der var indklaget
i
en sag. I den forbindelse gjorde han gældende at dette vel ikke var
ensbetydende med at man ikke kunne anvende andre sagkyndige.
Patientklagenævnet
burde i det mindste have orienteret ham om at nævnet ikke havde i sinde at
imødekomme hans ønske om at der blev indhentet en sagkyndig vurdering fra en
person med et andet speciale.
Den 11. september 2000 skrev
jeg bl.a. følgende til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn:
”Jeg vedlægger en kopi af
(A)’s brev og anmoder om nævnets bemærkninger til det som (A) har anført
under
punkt fem (om nævnets faste praksis hvorefter der anvendes sagkyndige
konsulenter inden for samme speciale som den sundhedsperson der er indklaget
i
en sag).
Jeg anmoder endvidere om
Patientklagenævnets eventuelle bemærkninger til det som (A) har anført under
de
øvrige punkter. For en ordens skyld bemærker jeg i den forbindelse at jeg
samtidig hermed har skrevet til (A) at jeg ikke har forstået en bemærkning
fra
hans side under punkt tre som en anmodning om aktindsigt. Jeg har henvist (A)
til - hvis bemærkningen er ment som en sådan anmodning - da selv at rette
henvendelse til Patientklagenævnet.
Efter en foreløbig gennemgang
af sagens akter anmoder jeg endvidere om nærmere oplysninger vedrørende et
enkelt spørgsmål.
I journalen er der for den 6.
april 1999 noteret bl.a. følgende:
’Nogle dage tiltagende ondt i
epigastriet men også udstrålende mod venstre arm. Halsbrand og sure opstød.
Obj: Ikke alment påvirket.
Intet peritonealt, men meget øm i epigastriet.’
Den første sagkyndige
konsulent i almen medicin har i sin erklæring af 28. oktober 1999 anført
bl.a.
følgende:
’ , at (B) ikke var alment
påvirket, det vil sige, der var ikke andre symptomer end ømhed i epigastriet.
Det var altså ikke symptomer tydende på sygdom ved hjertet, så som dårlig
hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet.’
(A) har i et brev af 23.
november 1999 til Patientklagenævnet bemærket bl.a. følgende:
’For det første udelades
fuldstændig journalens første sætning vedrørende konsultationen den 06-04-99:
’Nogle dage tiltagende ondt i epigastriet men også udstrålende mod
venstre arm
’. For det andet nedtones det, at min hustru er ’ meget øm i
epigastriet’,
med: ’ ømhed i epigastriet’. Endelig læser jeg ingen steder i
journalen,
hvorvidt der er observeret dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag
brystbenet. Denne sidste konklusion kan jeg udelukkende tillægge sagkyndig
konsulent i Almen Medicin.’
Den anden sagkyndige
konsulent i almen medicin har i sin erklæring af 26. januar 2000 anført
bl.a.:
’2) den 06.04.1999 efter
nogle dages smerter højt oppe i maven under brystbenet (epigastriet), at der
var halsbrand og sure opstød samt udstråling til venstre arm. Lægen fandt ved
sin objektive undersøgelse ikke (B) påvirket, men han fandt ømhed det
pågældende sted.
Vurdering:
Syrerelaterede smerter i mavesæk og på overgang mellem
mavesæk og spiserør er ofte sviende, og sammen med symptomerne halsbrand og
sure opstød må det anses for faglig korrekt at praktiserende læge (C)
vurderede, og handlede efter, at der forelå en syreproblematik. Der forelå
ikke
oplysninger om smerter i hjerteregionen, der var ømhed opadtil i maven og den
oplyste udstråling mod venstre arm var i den konkrete situation [ ] en
detalje
som ikke i sig selv overbevisende burde have givet anledning til overvejelser
om udredning for hjertelidelse.’
Den 8. februar 2000 traf
Patientklagenævnet følgende afgørelse:
’
Patientklagenævnet finder, at
læge (C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 ikke
havde anledning til at tolke (B)’s symptomer som tegn på en
hjertelidelse,
idet han ved sine undersøgelser ikke havde
fundet dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet
[min fremhævning]. Det er nævnets
opfattelse, at lægen relevant tolkede (B)’s symptomer som tegn på sygdom
i
mavesækken og nederste del af spiserøret, og at han korrekt henviste til
speciallæge
i intern medicin, da symptomerne fortsatte til trods for bedring i (B)’s
tilstand.
Nævnet kan oplyse, at
symptomer med svien, smerte og sure opstød lige under og bag brystbenet
optræder hyppigt i almen praksis. Medicinsk behandling vil sædvanligvis blive
forsøgt.
’
Jeg anmoder
Patientklagenævnet om at oplyse hvoraf det objektivt og positivt fremgår at
lægen ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller
smerter bag brystbenet.”
I brev af 27. september 2000
udtalte Patientklagenævnet følgende:
”
Udtalelse
Folketingets Ombudsmand har
ønsket nævnets stillingtagen til de bemærkninger, (A) har anført under punkt
5
i sit brev af 9. august 2000. (A) har anført, at han finder, at det forhold,
at
det er nævnets faste praksis at anvende en sagkyndig konsulent indenfor samme
speciale som den sundhedsperson, der er klaget over, ikke er ensbetydende
med,
at man ikke i særlige tilfælde kunne anvende sagkyndige konsulenter indenfor
et
andet speciale. (A) har endvidere anført, at han finder, at han inden
afgørelsen burde have været orienteret om, at man ikke fulgte hans ønske om
at
forelægge sagen for sagkyndige konsulenter indenfor andre specialer.
Nævnet kan oplyse, at det er
den altovervejende hovedregel, at nævnet lader en sag vurdere af en sagkyndig
konsulent indenfor samme speciale, som den sundhedsperson, der er klaget
over.
I ganske få tilfælde, og kun hvis helt særlige forhold gør sig gældende,
lader
nævnet sagen vurdere af en sagkyndig konsulent indenfor et andet speciale.
Sådanne særlige forhold vil typisk være, at den læge, der er klaget over, har
udført sundhedsfaglig virksomhed, der sædvanligvis varetages af en læge med
et
andet speciale. I (A)’s sag var det nævnets vurdering, at sådanne
særlige
forhold ikke gjorde sig gældende.
(A) anførte i sit brev af 25.
november 1999 til Patientklagenævnet, at han fandt, at sagen burde forelægges
for sagkyndige konsulenter i patologi, hjertesygdomme, mavesygdomme og
allergi.
På et møde den 29. december 1999 besluttede nævnet, at sagen skulle
forelægges
for en anden sagkyndig konsulent i almen medicin med henblik på en
’second
opinion’. (A) blev ikke orienteret om denne beslutning.
Nævnet skal erkende, at det
havde været hensigtsmæssigt, om (A) inden sagens afgørelse havde fået
meddelelse om, at man ikke havde fundet grundlag for at imødekomme hans ønske
om, at sagen blev forelagt for sagkyndige konsulenter i patologi,
hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi, og begrundelsen herfor.
Ombudsmanden har endvidere
bedt Patientklagenævnet oplyse, hvoraf det objektivt og positivt fremgår, at
lægen ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller
smerter bag brystbenet.
Nævnet kan hertil oplyse, at
dårlig hudkulør, åndenød og smerter bag brystbenet er symptomer, der kan give
en læge mistanke om en hjertelidelse. Disse symptomer er samtidig udtryk for,
at patientens almentilstand er påvirket.
Praktiserende læge (C)
anførte i journalen den 6. april 1999, at (B) ikke var alment påvirket.
Patientklagenævnet har heraf udledt, at (B) ikke havde dårlig hudkulør,
åndenød
og smerter bag brystbenet, som altså er typiske symptomer ved en
hjertelidelse,
idet tilstedeværelsen af sådanne symptomer efter nævnets opfattelse ville
have
ført til den lægelige vurdering, at (B)’s almentilstand var påvirket.
Det fremgår således ikke
nogetsteds positivt, at (B) ikke havde dårlig hudkulør, åndenød og smerter
bag
brystbenet, men nævnet har på baggrund af journalnotatet af 6. april 1999
anset
det for godtgjort, at der ikke var sådanne typiske symptomer på hjertelidelse
til stede.
Patientklagenævnet har ikke i
øvrigt bemærkninger til (A)’s brev af 9. august 2000. Der henvises til
vores
tidligere udtalelser i sagen.”
Den 14. november 2000 bad jeg
om A’s bemærkninger til udtalelsen.
I brev af 19. november 2000
bad A mig om at stille Patientklagenævnet nogle spørgsmål af lægefaglig
karakter vedrørende problemer med at diagnostisere en hjertelidelse og
risikoen
for at sammenblande symptomerne herpå med mavekatar; om man ikke under alle
omstændigheder burde undersøge for den mest livstruende sygdom først; og
endelig om dette ikke var almen viden for praktiserende læger.
A vedlagde bl.a. nogle
spørgsmål han havde stillet, og svar han havde modtaget fra lægebrevkasser på
Internettet - heraf et svar fra ( ).
I brev af 28. november 2000
kommenterede A Patientklagenævnets udtalelse af 27. september 2000, herunder
sagsoplysningsgrundlaget. A henviste til at han i sit brev af 23. november
1999
til nævnet havde forlangt at nævnet inddrog oplysninger om hans hustrus
helbredstilstand
fra perioden før den 6. april 1999, og han fandt det kritisabelt at man ikke
havde indhentet alle de oplysninger (fra øvrige sundhedspersoner) der fremgik
af hans hustrus journaler. Derimod mente A det var tilfredsstillende at
nævnet
erkendte at det havde været hensigtsmæssigt hvis han inden sagens afgørelse
havde fået meddelelse om at man ikke havde fundet grundlag for at imødekomme
hans ønske om en ny sagkyndig udtalelse. A mente det var rent gætteri når
nævnet ud fra sætningen ”at B ikke var alment påvirket” udledte at
hun ikke
havde dårlig hudkulør, åndenød og smerter bag brystbenet. A oplyste at hans
hustru netop havde en meget dårlig hudkulør i denne periode. Hun havde også
åndenød (
”stadig mavesymptomer med
forværring selv ved let anstrengelse”
). Han skrev desuden at det ikke kunne
udelukkes at smerter i epigastriet (
”Nogle
dage tiltagende ondt i epigastriet”
) ikke var det samme som smerter bag
brystbenet. Endelig mente han det var misvisende at nævnet i udtalelsen alene
havde henvist til at B
”ikke [var] alment
påvirket”
, når lægen i journalen den 6. april 1999 havde skrevet:
”Obj: Ikke alment påvirket. Intet
peritonealt, men meget øm i epigastriet”.
Den 30. januar 2001 sendte
jeg kopi af A’s breve af 19. november 2000 (med bilag) og 28. november
2000 til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og bad om nævnets bemærkninger til det han
havde anført i brevene. Samme dag skrev jeg bl.a. følgende til A:
”I breve af 19. (med bilag)
og 28. november 2000 har De rejst spørgsmål og fremsat bemærkninger til
Patientklagenævnets udtalelse af 27. september 2000 og til sagen, herunder
til
nævnets sagsoplysningsgrundlag (inddragelse af oplysninger fra perioden før
den
6. april 1999).
Jeg har i dag sendt en kopi
af Deres breve med bilag til Patientklagenævnet og bedt om nævnets
bemærkninger
til det som De har anført i brevene.
For en ordens skyld bemærker
jeg at jeg - som jeg tidligere har vejledt Dem om, og som De selv anfører i
brevet af 19. november 2000 - ikke har forudsætninger for at tage stilling
til
spørgsmål som kræver lægefaglig fagkundskab. På nuværende tidspunkt har jeg
ikke grundlag for at bede Patientklagenævnet om udtrykkeligt at besvare de
spørgsmål De har stillet. Hvis spørgsmålene giver Patientklagenævnet
anledning
til yderligere, har nævnet imidlertid mulighed for over for mig at fremkomme
med disse bemærkninger inden jeg færdigbehandler sagen.”
Patientklagenævnet udtalte
følgende den 22. februar 2001 i anledning af mit brev af 30. januar 2001:
”
Udtalelse
(A) har i brev af 19.
november 2000 anmodet Folketingets Ombudsmand om at formå Patientklagenævnet
at
besvare en række spørgsmål. Spørgsmålene har sundhedsfaglig karakter.
I henhold til lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse er det Patientklagenævnets opgave at tage
stilling til klager over den faglige virksomhed, som udøves af personer inden
for sundhedsvæsenet. Nævnet har således ikke mulighed for og kompetence til
at
besvare spørgsmål af den karakter, som (A) stiller i sit brev. Det skal
endvidere oplyses, at nævnet alene kan tage stilling til sundhedsfaglige
forhold i forbindelse med nævnsbehandlingen af en konkret klage.
Såfremt (A) ønsker det, kan
han begære sagen genoptaget og i den forbindelse anføre de spørgsmål, som han
stiller i brevet til ombudsmanden. Nævnet vil, for så vidt der findes
grundlag
for at genoptage sagen, tage stilling til (A)’s spørgsmål, i det omfang
de
findes relevante for vurderingen af hans klage. Det skal oplyses, at nævnet
kan
genoptage sagen, hvis der fremkommer nye oplysninger, der har væsentlig
betydning for sagens afgørelse.
(A) spørger i sit brev af 28.
november 2000 til Folketingets Ombudsmand, om Patientklagenævnet
ikke kan
lade en sagkyndig konsulent med
et andet speciale end den indklagede vurdere en sag, også hvor der ikke gør
sig
særlige forhold gældende.
Nævnet kan oplyse, at der
ikke findes egentlige regler for anvendelsen af de sagkyndige konsulenter, og
kan på denne baggrund besvare (A)’s spørgsmål bekræftende. Det er dog
som
beskrevet i nævnets brev af 27. september 2000 til ombudsmanden nævnets
praksis,
at en indklaget sundhedsperson vurderes af en sagkyndig konsulent med samme
speciale som den indklagede.
(A) har videre i sit brev af
28. november 2000 anført, at han finder, at nævnet under sagsbehandlingen
burde
have indhentet journalmateriale og oplysninger fra øvrige sundhedspersoner,
som
havde behandlet (B) forud for behandlingen hos praktiserende læge (C).
Hertil skal det anføres, at
det i første omgang var Embedslægeinstitutionen for (Y) Amt, der vurderede,
hvilket materiale der skulle indhentes til belysning af (A)’s klage.
Både
sagkyndig konsulent (D) og sagkyndig konsulent (G) fandt herefter, at det
indhentede materiale var tilstrækkeligt til at belyse sagen. Heller ikke
nævnet
fandt på sit møde anledning til at søge sagen yderligere belyst ved eventuel
indhentelse af oplysninger og journalmateriale fra andre sundhedspersoner,
der
havde behandlet (B).
(A)’s klage vedrørte tre
konkretiserede konsultationer hos en praktiserende læge.
I en sådan situation finder
nævnet det i reglen fyldestgørende med en udtalelse bilagt journalmateriale
fra
denne læge. Det kan oplyses, at nævnet i visse sager finder grundlag for at
supplere materialet fra den indklagede med journalmateriale m.v. fra andre
sundhedspersoner, der har været involveret i behandlingen. Dette ville dog
især
være tilfældet, når flere sundhedspersoner har været involveret i
behandlingen
af de samme symptomer, eksempelvis ved at en praktiserende læge henviser til
en
speciallæge.
Sådanne forhold gjorde sig
ikke gældende i forbindelse med læge (C)’s behandling af (B), og nævnet
finder
på denne baggrund, at det var tilstrækkeligt at indhente en udtalelse fra
læge
(C) bilagt dennes journalmateriale vedrørende (B).
(A) har endvidere i sit brev
af 28. november 2000 anført, at nævnet i sin afgørelse har undladt at
referere
dele af journalnotatet af 6. april 1999, idet (A) anfører, at nævnet alene
har
henvist til, at (B) ikke var alment påvirket.
Nævnet skal i den forbindelse
henvise til sin afgørelse af 8. februar 2000, hvor der vedrørende
konsultationen den 6. april 1999 er lagt vægt på:
’at det af journalen fremgår,
at (B) angav, at hun selv mente, at hun havde pådraget sig en akut mavekatar.
Hun oplyste læge (C) om, at hun et par år tidligere havde fået
syreneutraliserende medicin (Nizax). Ved henvendelsen oplyste hun, at hun
havde
smerter i øverste del af maven udstrålende mod venstre arm, og at hun havde
halsbrand og sure opstød. Læge (C) undersøgte (B) og fandt, at hun var meget
øm
i øverste del af maven, men ellers upåvirket. Læge (C) ordinerede
syreneutraliserende
medicin (kapsel Nizax 300 mg), som (B) skulle tage om aftenen.’
Det er nævnets opfattelse, at
dette er en meget præcis gengivelse af, hvad der står anført i journalen
vedrørende konsultationen den 6. april 1999.”
Den 25. maj 2001 sendte jeg
en kopi af nævnets udtalelse af 22. februar 2001 til A og bad om hans
eventuelle bemærkninger hertil.
I brev af 5. juni 2001
kommenterede A udtalelsen og sagsoplysningsgrundlaget. A mente nævnet burde
have indhentet oplysninger fra andre sundhedspersoner i hans hustrus
journaler,
og henviste til at læge C på side 1 øverst i hans hustrus journal havde
skrevet: ” I den modtagne journal ligger også journal på den afdøde søn
( ).
For resumé: Se Generel helbredsundersøgelse
og speciallægeundersøgelser i forbindelse med pensionsansøgning i
1996”. A
stod uforstående over for at Patientklagenævnet ikke havde indhentet
oplysninger om disse undersøgelser. Desuden henviste han til at konsulent G i
sin udtalelse havde lagt til grund at der ikke forelå ”oplysninger om at
(B)
tidligere havde haft hjerteproblemer ”. A ønskede oplyst hvordan
konsulenten
kunne vide dette når man ikke havde indhentet oplysninger om tidligere
undersøgelser.
Den 12. juli 2001 bad jeg om
Patientklagenævnets eventuelle bemærkninger til det A havde anført i brevet
af
5. juni 2001.
Patientklagenævnet udtalte
følgende den 14. august 2001:
”
Udtalelse
(A) har i sit brev af 5. juni
2001 anført, at det er falsk imødekommenhed fra Patientklagenævnets side, når
nævnet skriver, at han måske vil kunne få svar på sine spørgsmål, hvis han
anfører disse i forbindelse med en anmodning om genoptagelse af sagen. (A)
har
hertil anført, at han allerede stillede stort set de samme spørgsmål inden
nævnet traf afgørelse i sagen.
Som det tidligere er anført,
har alle (A)’s bemærkninger indgået i det grundlag, hvorpå nævnet traf
afgørelse.
Som anført i nævnets brev af
22. februar 2001 til Folketingets Ombudsmand har nævnet ikke kompetence til
at
besvare spørgsmål af den karakter, som (A) stiller i sit brev af 19. november
2000.
Nævnet har gjort opmærksom på
muligheden for at anmode om genoptagelse af sagen, fordi det fremgår af
(A)’s
breve, at han er utilfreds med nævnets afgørelse. Hvorvidt de sundhedsfaglige
problemstillinger, som (A) har rejst i sit brev af 19. november 2000, vil
kunne
begrunde en genoptagelse af sagen, kan nævnet imidlertid ikke tage stilling
til
i sin korrespondance med Folketingets Ombudsmand. Hertil kræves en
sundhedsfaglig vurdering, og endvidere er det ifølge § 15, stk. 3, i
Patientklagenævnets forretningsorden det egentlige nævn bestående af en
formand, to lægmænd og to fagpersoner, der afgør, om der er grundlag for
genoptagelse af en sag.
(A) anfører videre i sit
brev, at nævnet har været længe om at indrømme, at der ikke findes egentlige
regler
for anvendelse af de sagkyndige konsulenter.
Nævnet har en fast praksis
for anvendelse af konsulenter, og praksis er fulgt i forbindelse med
behandlingen af (A)’s klage.
Nævnet har ikke yderligere
bemærkninger hertil.
(A) anfører ligeledes, at det
er usandt, når nævnet anfører, at det i første omgang var
Embedslægeinstitutionen for (Y) Amt, der vurderede, hvilket materiale der
skulle indhentes til belysning af (A)’s klage.
Hertil skal anføres, at
nævnet i forbindelse med antagelsen af (A)’s klage den 19. august 1999
sendte
sagen til embedslægeinstitutionen med henblik på oplysning af sagen, herunder
indhentelse af relevante udtalelser og relevant journalmateriale. Denne
oversendelse af sagen til embedslægeinstitutionen skete under henvisning til
§
19, stk. 1, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
Med hensyn til (A)’s
yderligere bemærkninger til Patientklagenævnets oplysning af sagen skal
nævnet
i det hele henvise til de tidligere udtalelser til Folketingets Ombudsmand.
Når (A) endelig i sit brev
gør opmærksom på, at hans anke over nævnets referat af journalnotatet af 6.
april 1999 gik på, hvad nævnet havde refereret i sit brev af 27. september
2000
til Folketingets Ombudsmand, skal det bemærkes, at nævnet besvarede et
spørgsmål stillet af Folketingets Ombudsmand, nemlig, hvoraf det objektivt og
positivt fremgik, at lægen ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig
hudkulør, åndenød eller smerter bag brystet. Nævnet fandt det ved sit svar
herpå relevant at henvise til journalnotatet af 6. april 1999 og påpegede, at
det heraf fremgik, at (B) ikke var alment påvirket. Nævnet fandt ikke de
øvrige
optegnelser i notatet relevante med henblik på besvarelsen af spørgsmålet fra
Folketingets Ombudsmand.”
Jeg bad i brev af 22. august
2001 om A’s eventuelle bemærkninger til udtalelsen af 14. august 2001,
og i
brev af 23. august 2001 oplyste han at det havde store omkostninger for ham
personligt gang på gang at gennemgå sagen. Derfor havde han ikke yderligere
kommentarer til sagen. A fastholdt dog at nævnets svar på hans spørgsmål var
mangelfulde, vildledende og usande, og at nævnet havde brudt lovgivningen,
havde forsøgt at dække over dette, ikke været uvildigt og ikke indhentet de
nødvendige oplysninger.
Ombudsmandens udtalelse
”Indholdet af nævnets afgørelse af 8. februar 2000
Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg - som jeg også tidligere
har henledt Deres opmærksomhed på - kun i begrænset omfang tage stilling til
afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol
af de to lægefagkyndige vurderingers rigtighed - som er af afgørende
betydning for denne sag - kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.
Jeg bemærker i den forbindelse at jeg har lagt til grund at nævnet som oplyst
flere gange i udtalelserne til mig rent faktisk
har
inddraget Deres kommentarer i grundlaget for dets afgørelse.
Under hensyn til at nævnet desuden i brevet af 22. februar 2000 til Dem har
beklaget at nævnet ved en skrivefejl meddelte Dem at afgørelsen var blevet
truffet på grundlag af de oplysninger der blev sendt med nævnets brev af 16.
november 1999, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
Jeg kan derfor ikke kritisere indholdet af Patientklagenævnets afgørelse af
8. februar 2000 hvorefter læge (C) ikke havde overtrådt lægeloven, jf. også
nedenfor under pkt. 1.
Under min gennemgang af sagen har jeg af ovennævnte grunde måttet begrænse
min undersøgelse til at omfatte de juridiske spørgsmål i sagen - som f.eks.
om der er partshørt i overensstemmelse med reglerne, osv.
Nævnets sagsbehandling
De har under min behandling af sagen rejst indsigelse mod en række forhold i
tilknytning til nævnets sagsbehandling. Jeg har koncentreret min undersøgelse
af nævnets sagsbehandling til nedenstående forhold.
Jeg henviser til § 16, stk.
1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand. Heraf fremgår
det
at ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til
undersøgelse.
1) Oplysningsgrundlaget og
Patientklagenævnets manglende orientering af Dem om afvisningen af Deres
anmodning om indhentelse af sagkyndige erklæringer fra en patolog og fra
specialister i henholdsvis hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi
Det er et
almindeligt forvaltningsretligt princip at det påhviler
forvaltningsmyndigheden
at fremskaffe de oplysninger der er nødvendige for at myndigheden kan træffe
afgørelse på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Dette princip kaldes
official- eller undersøgelsesprincippet.
Det bygger på en konkret
vurdering i hver enkelt sag hvor mange oplysninger myndigheden skal indhente
for at opfylde officialprincippet - herunder hvilken karakter af oplysninger
det drejer sig om, og fra hvilke personer eller myndigheder oplysningerne
skal
indhentes.
Patientklagenævnet har i dets
udtalelse af 27. september 2000 til mig oplyst at det er den altovervejende
hovedregel at nævnet lader en sag vurdere af en sagkyndig konsulent inden for
samme speciale som den sundhedsperson der er klaget over. I ganske få
tilfælde,
og kun hvis helt særlige forhold gør sig gældende, lader nævnet sagen vurdere
af en sagkyndig konsulent inden for et andet speciale. Sådanne særlige
forhold
vil typisk være at den læge der er klaget over, har udført sundhedsfaglig
virksomhed der sædvanligvis varetages af en læge med et andet speciale.
Under hensyn til at jeg har
forstået det sådan at det ikke er (helt) udelukket at nævnet kan anvende
sagkyndige konsulenter med andet speciale end den eller de indklagede
personers, kan den beskrevne praksis vedrørende nævnets valg af sagkyndige
konsulenter ikke give mig anledning til bemærkninger.
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævns afgørelse i denne sag bygger som nævnt ovenfor på en
vurdering af rent lægefaglig karakter, og nævnet besluttede ad to omgange at
indhente vurderinger fra sagkyndige konsulenter. Jeg har ikke forudsætninger
for at foretage en vurdering af om sagen herved var tilstrækkeligt oplyst til
at nævnet kunne træffe en indholdsmæssigt rigtig og forsvarlig afgørelse i
sagen. Jeg har heller ikke forudsætninger for at vurdere om nævnet - som De
bad
om i brevet af 23. november 1999 - tillige burde have indhentet udtalelser
fra
en patolog og fra specialister i henholdsvis hjertesygdomme, mavesygdomme og
allergi.
Jeg har derfor ikke grundlag
for at kritisere Patientklagenævnets vurdering af at der med indhentelsen af
de
sagkyndige erklæringer fra de to alment praktiserende læger, (D) og (G),
forelå
et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag til at nævnet kunne træffe afgørelse i
sagen. Jeg kan således heller ikke kritisere at nævnet traf afgørelse i sagen
uden at indhente sagkyndige erklæringer fra en patolog og fra specialister i
henholdsvis hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi.
Patientklagenævnet har
endvidere i dets udtalelse af 27. september 2000 til mig skrevet at nævnet
’skal erkende, at det havde været hensigtsmæssigt, om (A) inden sagens
afgørelse havde fået meddelelse om, at man ikke havde fundet grundlag for at
imødekomme hans ønske om, at sagen blev forelagt for sagkyndige konsulenter i
patologi, hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi, og begrundelsen
herfor’.
Jeg er enig med nævnet i at
det havde været hensigtsmæssigt at orientere Dem om afvisningen af Deres
anmodning før nævnet traf afgørelse. Det havde således efter min opfattelse
været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis De havde fået en sådan
orientering fra nævnet forud for afgørelsen - navnlig i betragtning af at
nævnet måtte have grund til at antage at De i så fald ville have væsentlige,
supplerende bemærkninger til sagen. Nævnet kunne eventuelt i forbindelse med
meddelelsen have fastsat en frist for Deres eventuelle bemærkninger til
beslutningen om at afvise Deres anmodning.
Jeg henviser i denne
forbindelse tillige til en tidligere sag som er omtalt i Folketingets
Ombudsmands beretning for 1989, s. 164f*. Også i den sag udtalte jeg at det
efter min opfattelse er god forvaltningsskik at myndigheden - i tilfælde af
afvisning af en anmodning fra parten om indhentelse af yderligere oplysninger
-
orienterer parten herom inden der træffes afgørelse i sagen.
Jeg har gjort nævnet bekendt
med min opfattelse.
2) Nævnets manglende partshøring af Dem over
udtalelsen fra læge (G)
Reglerne om
partshøring supplerer officialprincippet og kædes sammen med princippet ved
at
de oplysninger som en myndighed indhenter udefra, skal sendes til parten så
denne kan få lejlighed til at kommentere dem.
Forvaltningslovens regler om
partshøring på myndighedens initiativ findes i § 19. Bestemmelsen har
følgende
ordlyd:
’
§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
det efter oplysningernes karakter og sagens
beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe
afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt
frist for sagens afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i
kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt
kreds af personer, virksomheder mv., eller hvis forelæggelsen af
oplysningerne
for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer
parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse
og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.
Stk. 3.
Vedkommende minister kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor
bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse,
ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.’
Bekendtgørelse nr. 662 af 14.
september 1998 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
indeholder i § 10, stk. 7, følgende bestemmelse:
’
§ 10.
Stk. 7.
Sekretariatet hører parterne i overensstemmelse med
forvaltningslovens regler over relevant materiale samt over sagkyndige
vurderinger og forslag til afgørelse, inden Patientklagenævnet træffer
afgørelse i sagen.’
Forvaltningslovens § 19, stk.
1, pålægger kun myndigheder at partshøre over oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder. Efter fast praksis fortolkes bestemmelsen således at
der ikke er pligt til at partshøre over interne vurderinger eller over
myndighedernes regelanvendelse, jf. f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning
for 1990, side 216ff*. Dette indebærer at bl.a. interne sagkyndige
vurderinger
ikke ifølge § 19, stk. 1, skal forelægges for parten inden der træffes
afgørelse.
Ordlyden af § 10, stk. 7, i
bekendtgørelsen om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er
ikke ganske klar. Mest naturligt må bestemmelsen fortolkes således at den
foreskriver at der partshøres i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19
vedrørende ’relevant materiale’. Herudover skal sekretariatet sende
sagkyndige
vurderinger - hvad enten der er tale om eksterne eller interne vurderinger -
til høring hos parterne. For denne fortolkning taler anvendelse af ordet
’samt’
og sammenstillingen af ’sagkyndige vurderinger’ og ’forslag
til afgørelse’.
Denne fortolkning harmonerer desuden bedst med almindelige ulovbestemte
principper om partshøring således som de er kommet til udtryk i nyere
ombudsmands- og retspraksis, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 2000,
side 86ff*, Ugeskrift for Retsvæsen 2002.144 H (ugeskriftets online-udgave)
og
Ugeskrift for Retsvæsen 1997.889 H.
Der er med andre ord ikke
pligt til at partshøre over
interne
sagkyndige vurderinger efter forvaltningslovens § 19 - pligten til at
partshøre
efter bestemmelsen vedrører alene
eksterne
vurderinger. Forretningsordenens § 10, stk. 7, derimod foreskriver
udtrykkeligt
en pligt for myndigheden til at partshøre over
både interne og eksterne
sagkyndige vurderinger.
Jeg har ved min behandling af
spørgsmålet om partshøring lagt til grund at såvel (D)’s som (G)’s
sagkyndige
erklæringer er interne vurderinger. Der er således ikke efter
forvaltningslovens § 19 pligt til at partshøre over vurderingerne.
Patientklagenævnet sendte Dem
den 16. november 1999 de oplysninger der ville danne grundlag for nævnets
afgørelse - herunder bl.a. (D)’s sagkyndige vurdering - og bad om Deres
bemærkninger til materialet. Denne partshøring blev - bl.a. for den
sagkyndige
vurderings vedkommende - foretaget i henhold til forretningsordenens § 10,
stk.
7.
Derimod partshørte nævnet Dem
ikke over den sagkyndige vurdering fra (G).
Nævnet har i sit brev til Dem
af 22. februar 2000 oplyst at ’dette skyldes, at der er overensstemmelse
mellem
(G)’s og (D)’s vurdering af sagen. Der er således ikke i (G)’s
vurdering nye
oplysninger, som De ikke har haft lejlighed til at kommentere. I denne
situation har nævnet valgt at sende en kopi af (G)’s vurdering til
orientering
samtidig med, at De modtog nævnets afgørelse’. Nævnet har med andet
ordvalg
gentaget dette udsagn i dets udtalelse af 11. maj 2000 til mig.
Det forhold at (G)’s
sagkyndige vurdering mundede ud i samme overordnede konklusion som (D)’s
-
nemlig at læge (C) havde levet op til den almindelige anerkendte faglige
standard i forbindelse med sin undersøgelse og behandling af (B) - er efter
min
opfattelse på ingen måde ensbetydende med at der ikke er nye oplysninger i
erklæringen som De burde have været partshørt over efter forretningsordenens
§
10, stk. 7.
De havde i Deres brev af 23.
november 1999 forkastet (D)’s sagkyndige vurdering efter at have
foretaget en
omfattende gennemgang af ordvalget og konklusionerne heri. (G)’s
erklæring er
mere omfattende, mere detaljeret og indeholder flere delkonklusioner end
(D)’s.
Der er således efter min opfattelse ingen tvivl om at De ville have haft
fordel
af at få lejlighed til at kommentere erklæringen inden der blev truffet
afgørelse.
Patientklagenævnet burde
således - efter § 10, stk. 7, i bekendtgørelsen om nævnets forretningsorden -
have sendt (G)’s sagkyndige erklæring til partshøring før nævnet traf
afgørelse
i sagen.
Jeg har gjort
Patientklagenævnet bekendt med min opfattelse, men foretager mig ikke mere
vedrørende dette spørgsmål.
3) Nævnets begrundelse for afgørelsen af 8.
februar 2000
Det fremgår
af forvaltningslovens § 22 at en afgørelse, når den meddeles skriftligt, skal
være ledsaget af en begrundelse medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold. Derudover fremgår det af lovens § 24 at begrundelser
skal indeholde en henvisning til de retsregler som afgørelsen er truffet
efter.
En begrundelse skal efter
lovens § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det
pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer
(1999),
s. 420ff, og Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 363ff.
Hvis afgørelsen bygger på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige
angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Om
fornødent skal begrundelsen indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen.
Jeg har endvidere tidligere
udtalt at en fyldestgørende begrundelse efter omstændighederne også vil kræve
en stillingtagen til de anbringender som parten har gjort gældende under
sagen
(se f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 359*). Dette
gælder
ikke blot hvis partens anbringender angår kriterier som myndigheden selv har
inddraget i afgørelsen, men også andre partsanbringender som ikke umiddelbart
kan afvises som uvæsentlige eller irrelevante for afgørelsen. For så vidt
angår
anbringender som af myndigheden anses for uvæsentlige eller irrelevante, men
som parten selv lægger stor vægt på, vil det efter omstændighederne være
rigtigst udtrykkeligt i begrundelsen kortfattet at angive at de pågældende
anbringender ikke er tillagt betydning, således at parten kan konstatere at
myndigheden har været opmærksom på disse, jf. herom også John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 428.
Efter at have modtaget
Patientklagenævnets forslag til afgørelse sendte De den 23. november 1999
Deres
bemærkninger til forslaget. De forkastede til fulde forslaget, og Deres brev
indeholder en omfattende og detaljeret gennemgang - og kritik - af såvel
(D)’s
sagkyndige udtalelse (som dannede grundlag for nævnets forslag til afgørelse)
som nævnets oplysning af sagen.
Nævnet har flere gange over
for Dem og mig oplyst at Deres bemærkninger i brevet af 23. november 1999
indgik i grundlaget for nævnets endelige afgørelse af 8. februar 2000. Dette
fremgår imidlertid ikke af nævnets begrundelse for den endelige afgørelse.
Begrundelsen i den endelige afgørelse fremtræder som stort set identisk med
begrundelsen i forslaget til afgørelse. Det fremgår således ikke af
begrundelsen
i den endelige afgørelse at De fremsatte ovennævnte bemærkninger til sagen,
og
nævnet forholder sig heller ikke hertil i dets begrundelse for afgørelsen.
Deres anbringender i brevet
af 23. november 1999 kan efter min opfattelse - som lægmand - ikke uden
videre
betragtes som irrelevante. Desuden må det have fremstået tydeligt for nævnet
at
De tillagde anbringenderne betydelig vægt.
Det havde derfor efter min
opfattelse været bedst stemmende med god forvaltningsskik at
Patientklagenævnet
i dets begrundelse i den endelige afgørelse havde gengivet de væsentligste af
Deres indsigelser og udtrykkeligt forholdt sig til disse.
Det er i øvrigt min
opfattelse at nævnet i dets begrundelse i den endelige afgørelse tillige
(eventuelt kortfattet) burde have redegjort for udviklingen i sagen efter at
nævnets forslag til afgørelse blev sendt til Dem.
Jeg har gjort nævnet bekendt
med min opfattelse.
4) Sundhedsvæsenets Patientklagenævns
manglende videresendelse til Sundhedsstyrelsen af Deres klage over (X)
Sygehus
De har
desuden klaget over at Patientklagenævnet i brevet af 19. august 1999 ikke
videresendte Deres klage over (X) Sygehus til Sundhedsstyrelsen, men i stedet
henviste Dem til selv at rette henvendelse til Sundhedsstyrelsen.
Forvaltningslovens § 7, stk.
2, har følgende ordlyd:
’
Stk. 2.
Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse,
som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt
til
rette myndighed.’
Det forhold at en henvendelse
indeholder rent private oplysninger, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1,
udelukker ikke i sig selv videresendelse efter § 7, stk. 2. Men i sådanne
tilfælde vil det være relevant for myndigheden at foretage en vurdering af om
henvendelsen uden videre skal sendes til rette myndighed, eller om der i
stedet
skal gives vejledning om hvilken myndighed borgeren (selv) kan rette
henvendelse til. Jeg henviser til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994),
s.
262, og til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 220ff.
Patientklagenævnet har i dets
udtalelse af 11. maj 2000 til mig oplyst at det er nævnets opfattelse at den
anvendte procedure var hensigtsmæssig. Nævnet fandt at det ikke kunne tages
for
givet at De ønskede at opretholde Deres klage når De blev bekendt med at
klagen
skulle rettes til en anden instans.
I den konkrete sag kan denne
vurdering ikke give mig anledning til kritik.
Sammenfatning
Sammenfattende
kan jeg ikke kritisere indholdet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns
afgørelse af 8. februar 2000.
Jeg har imidlertid kritiseret
nævnets sagsbehandling. Det er således min opfattelse at det havde været
bedst
stemmende med god forvaltningsskik dersom De havde fået orientering om
nævnets
afvisning af at indhente sagkyndige erklæringer fra personer med andre
specialer end almen medicin før nævnet traf afgørelse i sagen. Det er
ligeledes
min opfattelse at nævnet burde have partshørt Dem over (G)’s udtalelse
før
navnet traf afgørelse, jf. § 10, stk. 7, i bekendtgørelsen om nævnets
forretningsorden. Endelig havde det efter min opfattelse været bedst
stemmende
med god forvaltningsskik at nævnet i dets begrundelse i den endelige
afgørelse
havde gengivet de væsentligste af Deres indsigelser og udtrykkeligt forholdt
sig til disse. Nævnet burde i øvrigt i dets begrundelse tillige (eventuelt
kortfattet) have redegjort for udviklingen i sagen efter at nævnets forslag
til
afgørelse blev sendt.
Afslutningsvis vil jeg gerne
benytte lejligheden til at udtrykke min forståelse for den store sorg De må
føle efter tabet af først Deres søn ( ) og siden Deres hustru.”
NOTER: (*)
FOB 1989, s. 164,
FOB 1990, s. 216
og s. 359, og
FOB 2000, s. 86.
Lignende dokumenter
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - afvisning Retsinformation · 5. september 2026
- Klage over forsinket kejsersnit Retsinformation · 12. september 2009
- Klage over indgivelse af beroligende medicin med tvang og over tvangsfiksering Retsinformation · 6. marts 2008
- Klage over manglende mundtlig information Retsinformation · 11. september 2009
- Klage over manglende diagnosticering af byld i hjernen Retsinformation · 11. september 2009
- Klage over tvangsfiksering med håndremme Retsinformation · 12. marts 2008