Spring til indhold

Retsinformation

Klage over Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. God forvaltningsskik. Partshøring. Begrundelse

FOU nr 2002.140UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage over Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. God

forvaltningsskik. Partshøring. Begrundelse

A’s nu afdøde

hustru, B, kontaktede den 6. april 1999 praktiserende læge C telefonisk fordi

hun mente hun havde akut mavekatar. Hun havde haft tiltagende ondt i nogle

dage

og ikke sovet natten til den 6. april. Der blev aftalt tid til konsultation

samme dag hvor lægen undersøgte hende og ordinerede - som jeg forstår det -

medicin mod mavekatar.

Lægen noterede følgende om

B’s henvendelser den 6. april 1999:

”06-04-99: TK

Mener at have mavekatar akut.

Tiltagende ondt i nogle dage, ikke sovet i nat. Taget enkelte Aciloc uden

gavn.

For et par år siden Nizax med effekt.

Til kons. (C)

06-04-99:

Nogle dage tiltagende ondt i

epigastriet men også udstrålende mod venstre arm. Halsbrand og sure opstød.

Ingen umiddelbar effekt af

enkelte Aciloc.

Obj: Ikke alment påvirket.

Intet peritonealt, men meget øm i epigastriet.

rp. caps Nizax 300 mg vesp i

op til 4 uger. (C)”

Den 13. april 1999 kontaktede

B igen praktiserende læge C telefonisk idet hun mente hun var overfølsom over

for præparatet Nizax.

Lægen noterede følgende om

Læs alt

B’s telefoniske henvendelse den 13. april 1999:

”13-04-99: TK

Gavn af Nizax - men nu

hævelse af læber og omkring øjne + kløe.

Pt. overbevist om, at det er

udløst af tabl. sep. Nizax

Forsøger i stedet rp. tabl.

Lanzo 30 mg dgl

Cave Nizax?

(C)”

B henvendte sig på ny til

praktiserende læge C den 5. maj 1999. Lægen noterede følgende om B’s

henvendelse den 5. maj 1999:

”05-05-99:

Generelt fået det bedre, men

stadig mavesymptomer med forværring ved selv let anstrengelse. Svien

retrosternalt

med svien helt op i halsen, men ikke mavesmerter.

I starten var der feber op

til 39, men nu normal temp. I starten desuden diarré og opkastning.

Ikke fået Lanzo de senere

dage, men efter at have opbrugt pakken har hun i stedet taget Aciloc 400 mg x

1

- 2. Lanzo var bedre end Aciloc.

Henv. Til ( ) (C)”

Den 24. maj 1999 døde B af

hjertestop. Hun blev 47 år. A beskrev i sin klage af 10. august 1999 til

Patientklagenævnet omstændighederne omkring B’s død således:

”Min hustru stod op tidligt

om morgenen den 24.5.99, kl. ca. 5.10 og klagede over hun var dårlig og havde

ondt i brystet. Jeg gav hende et glas mælk, som hun drak lidt af. Pludselig

begyndte hun at svede og sad ret op i stolen og kastede op. Da jeg kom hen

til

hende kunne jeg ikke komme i kontakt med hende. Jeg lagde hende i aflåst

sideleje på gulvet og ringede straks til alarmcentralen. Falck var her inden

for et par minutter og forsøgte genoplivning med bl.a. elektrochok, men der

var

intet at gøre.”

Den 12. juli 1999 modtog læge

C brev fra A hvor han oplyste at hans hustru var død pludseligt den 24. maj

1999. A var desuden i telefonisk kontakt med lægen den 16. juli 1999. Lægen

noterede følgende om telefonsamtalen:

”16-07-99: Tlf. til manden.

Fortæller, at hustruen døde

pludseligt og uventet af hjertestop om morgenen den 24.5. Der blev forsøgt

genoplivning uden held.

Han havde bedt om obduktion,

men det blev desværre ikke effektueret.

Jeg kan oplyse, at der ikke

herfra har været mistanke på hjertelidelse. Men set i bakspejlet kan man da

godt overveje, om de mavesymptomer, pt. havde, evt. kunne have været udtryk

for

hjertesygdom.

”

A klagede den 10. august 1999

- som nævnt ovenfor - til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. A klagede bl.a.

over læge C og anførte i den forbindelse følgende:

”Jeg klager over læge (C) for

grov uagtsomhed ved at have stillet en fejlagtig diagnose ved besøg i

konsultationen den 6/4-99, 13/4-99 og 5/5-99 og dermed undladt at give hende

behandling/undersøgelse, der kunne have reddet hendes liv.

Min hustru henvendte sig til

lægen ved alle 3 besøg, med smerter i brystet og ud i venstre arm samt

forøgede

smerter ved let overanstrengelse.

På trods af at alle 3

symptomer peger på problemer med hjertet stillede (C) diagnosen ’akut

mavekatar’, og havde ikke mistanke om hjertelidelse selv om, efter hvad

jeg har

fået oplyst, at smerter fra brystet og ud i venstre arm ikke forekommer ved

mavekatar.

Min hustru blev henvist til

en mave specialist, men der var det først muligt at få en tid i juni måned.

Under alle omstændigheder

burde han i de tilfælde hvor der kan være tale om flere diagnoser behandle

for

den mest alvorlige og livstruende først.

Herudover har min hustru gået

til behandling for alt for højt blodtryk siden vores eneste søn på 15 år døde

for 5½ år siden og fået hjertemedicin herfor i alle årene. De sidste 2 år hos

(C).

Endvidere har min hustru i de

sidste 2 år gået til behandling hos hudlæge ( ) for nikkeleksem og allergi

opstået ved en arbejdsskade, hvor hun var under medicinsk behandling.

I journalen skriver lægen,

efter han har fået oplyst om dødsfaldet

’

Jeg kan oplyse, at der ikke herfra har været mistanke på hjertelidelse.

Men set i bakspejlet kan man da godt overveje, om de mavesymptomer, pt. havde

evt. kunne have været udtryk for en hjertesygdom.

’

Efter min opfattelse klar

indrømmelse fra lægen, at han har stillet og behandlet efter en forkert

diagnose.

Ikke en men tre gange har

lægen stillet en forkert diagnose, på trods af at diagnosen med

hjerteproblemer

ikke burde være vanskelig at se, foruden han var vidende om at min hustru

havde

mistet sin søn, med efterfølgende psykiske og fysiske problemer, der alle

slider hårdt på hjertet samt forhøjet blodtryk og allergi/eksem.

Jeg er af den opfattelse, at

der er en direkte linie mellem min hustrus symptomer omhandlende dage og

hendes

død og læge (C) derfor har handlet groft uagtsomt.

”

A klagede bl.a. også over at

X Sygehus ikke havde obduceret B til trods for at dette var aftalt med ham,

og

at sygehuset måtte være klar over at der kunne være tale om fejlbehandling.

Desuden klagede A over at dødsattesten ikke var rigtigt udfyldt.

Den 19. august 1999 skrev

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn at nævnet havde forstået det sådan at A

ønskede at klage over følgende:

”At læge (C) ved

konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 vurderede, at

årsagen

til (B)’s symptomer var akut mavekatar.”

Med hensyn til klagen over X

Sygehus skrev Patientklagenævnet følgende:

”Vi kan ikke behandle denne

del af Deres klage, fordi det falder uden for nævnets kompetence at behandle

de

påklagede forhold, da obduktion og udfærdigelse af dødsattest ikke foretages

i

en behandlingssituation. Dette følger af § 1, stk. 1, i nævnets

forretningsorden, hvorefter nævnet behandler klager over den sundhedsfaglige

virksomhed vedrørende patientbehandling.

De kan om disse spørgsmål

rette henvendelse til Sundhedsstyrelsen, der fører tilsyn med den

sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for

sundhedsvæsenet,

jf. § 4 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. ”

Nævnet sendte samme dag A’s

klage til Embedslægen i Y Amt med henblik på at embedslægen indhentede de

nødvendige oplysninger i anledning af hans klage.

Læge C udtalte bl.a. følgende

i brev af 6. september 1999 til embedslægen:

”Det er uændret min

opfattelse, at øvre dyspepsi (mavekatar) var en relevant arbejdsdiagnose, og

at

patientens respons på den iværksatte behandling har støttet mig i at

fastholde

diagnosen som den sandsynlige forklaring på patientens symptomer.”

I brev af 12. oktober 1999

skrev Embedslægen i Y Amt bl.a. følgende til Patientklagenævnet:

”SUNDHEDSFAGLIGE

PROBLEMSTILLINGER

Der skal foretages en

vurdering af følgende spørgsmål:

1) Var praktiserende læge

(C)’s undersøgelse og behandling af (B) i perioden fra den 6. april til

den 5.

maj 1999 i overensstemmelse med almindelig anerkendt praksis?”

Den 28. oktober 1999 afgav

sagkyndig konsulent i Almen Medicin, praktiserende læge (D), følgende

sagkyndige udtalelse:

”

Vurdering:

Praktiserende læge (C) har

levet op til den almindelige anerkendte faglige standard, i forbindelse med

undersøgelse og behandling af (B), i perioden fra 06.04. - 05.05.1999.

Begrundelse:

Det fremgår af

journalnotatet, at (B), den 06.04.1999, var i telefonisk kontakt med læge

(C),

fordi hun mente, at hun havde akut mavekatar.

Fik tid i konsultationen

samme dag, hvor (C) fandt, at (B) ikke var alment påvirket, det vil sige, der

var ikke andre symptomer end ømhed i epigastriet. Der var altså ikke

symptomer

tydende på sygdom ved hjertet, så som dårlig hudkulør, åndenød eller smerter

bag brystbenet.

Praktiserende læge (C)

ordinerede syreneutraliserende medicin (kapsel Nizax 300 mg.), som (B) skulle

tage om aftenen.

Ved efterfølgende telefonisk

kontakt en uge senere oplyste (B) at der havde været god virkning af disse

syreneutraliserende tabletter, men at hun havde fået symptomer på

overfølsomhed, hvorfor der blev skiftet over til et andet medikamina med

virkning på syreproduktionen (tablet Lanzo 30 mg.).

Ved konsultationen den

05.05.1999 er det anført, at (B) havde det bedre, men fortsat havde symptomer

med svien, ikke smerter bagved brystbenet (retrosternalt), og op i halsen,

samtidig havde der været feber, diarré og opkastning.

Der blev herefter foretaget

henvisning til ( ) (speciallæge?).

Der har således ikke i de

telefoniske kontakter og konsultationer der har været hos (C), i perioden

06.04.1999 - 05.05.1999, været symptomer der tydede på hjertelidelse.

Derimod har det været

lægeligt korrekt at tolke de oplyste symptomer som kommende fra mavesækken og

den nederste del af spiserøret.”

I brev af 16. november 1999

sendte Patientklagenævnet A de oplysninger der ville danne grundlag for

nævnets

afgørelse af sagen. Nævnet sendte også et forslag til afgørelse til ham og

bad

om hans bemærkninger til materialet. Nævnets forslag til afgørelse havde

følgende ordlyd:

”

Praktiserende læge (C) har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling

af (B) i perioden fra den 6. april til den 5. maj 1999 i sin praksis.

(B) kontaktede den 6. april

1999 praktiserende læge (C) telefonisk, idet hun havde haft tiltagende

smerter i

maven gennem nogle dage. Der blev aftalt tid i konsultationen senere samme

dag,

hvor læge (C) undersøgte (B) og ordinerede medicin mod mavekatar.

Den 13. april 1999 kontaktede

(B) igen læge (C), idet hun mente, at hun var overfølsom overfor den medicin,

lægen

havde ordineret den 6. april 1999. Fortsatte gener i maven var årsagen til,

at

(B) den 5. maj 1999 henvendte sig i konsultationen hos læge (C).

Den 24. maj 1999 fik (B) ondt

i brystet, da hun stod op, og kort tid efter afgik hun ved døden på grund af

hjertestop.

Der er klaget over, at læge

(C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 vurderede,

at

årsagen til (B)’s symptomer var akut mavekatar.

Patientklagenævnet finder

ikke grundlag for at kritisere læge (C) for hans vurdering af (B)’s

symptomer.

For så vidt angår

konsultationerne den 6. april 1999, har nævnet lagt vægt på, at det af

journalen fremgår, at (B) angav, at hun selv mente, at hun havde pådraget sig

en akut mavekatar. Hun oplyste læge (C) om, at hun et par år tidligere havde

fået syreneutraliserende medicin (Nizax). Ved henvendelsen oplyste hun, at

hun

havde smerter i øverste del af maven udstrålende mod venstre arm, og at hun

havde halsbrand og sure opstød. Læge (C) undersøgte (E) [skal være (B); min

bemærkning] og fandt, at hun var meget øm i øverste del af maven, men ellers

upåvirket. Læge (C) ordinerede syreneutraliserende medicin (kapsel Nizax 300

mg), som (B) skulle tage om aftenen.

For så vidt angår

telefonkonsultationen den 13. april 1999, har nævnet lagt vægt på, at (B)

ifølge journalen fandt, at hun havde haft gavn af medicinen, men at hun

mente,

at hun ikke kunne tåle den, idet hun havde kløe og hævelse af læberne og

omkring øjnene. Læge (C) anbefalede (B) at afbryde behandlingen med Nizax og

ordinerede i stedet et andet syreneutraliserende præparat (tablet Lanzo 30

mg).

Nævnet har, for så vidt angår

konsultationen den 5. maj 1999, lagt vægt på, at (B) ifølge journalen

oplyste,

at hun generelt havde fået det bedre, idet hun ikke længere havde

mavesmerter,

men at hun stadig havde svien bagved brystbenet og op i halsen, samt at hun

havde haft feber, diare og opkastning. På denne baggrund valgte læge (C) at

henvise (B) til speciallæge i intern medicin.

Endelig har nævnet lagt vægt

på, at læge (C) ifølge journalen den 16. juli 1999 havde telefonisk kontakt

med

(B)’s mand, og herefter i journalen har anført, at (B)’s

mavesymptomer set i

bakspejlet kunne have været udtryk for en hjertesygdom, men at han ikke havde

haft mistanke herom.

Patientklagenævnet finder, at

læge (C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 ikke

havde anledning til at tolke (B)’s symptomer som tegn på en

hjertelidelse, idet

han ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller

smerter bag brystbenet. Det er nævnets opfattelse, at lægen relevant tolkede

(B)’s symptomer som tegn på sygdom i mavesækken og i nederste del af

spiserøret.”

Den 23. november 1999 skrev

A til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn at han ikke kunne godkende nævnets

forslag til afgørelse. A kritiserede bl.a. den sagkyndige udtalelse fra læge

D

som efter hans opfattelse bar præg af en subjektiv indstilling. A gennemgik

den

sagkyndige udtalelse således:

”For det første kan det undre

mig, at en sagkyndig konsulent i Almen Medicin ’finder det indsamlede

materiale

er tilstrækkeligt til at belyse sagen.’ Min hustru konsulterer sin læge

6.

april 1999 vedrørende mavesmerter. Min hustru er i den kommende måned i

løbende

kontakt med lægen vedrørende tiltagende smerter. Den 5. maj 1999 er sidste

gang

min hustru konsulterer sin læge. Den 24. maj 1999 afgår min hustru ved døden,

efter fra morgenstunden at have haft ondt i brystet. I øvrigt de samme

smerter,

som hun overfor mig havde klaget over i hele forløbet.

Sagkyndig konsulent i Almen

Medicin finder således ikke grundlag, for at indhente oplysninger i perioden

5.

maj 1999 til 24. maj 1999. Sagkyndig konsulent i Almen Medicin har på ingen

måde søgt resultatet af en eventuel obduktion, eller en udtalelse fra

sagkyndig

i dødsårsager, eksempelvis en patolog.

Sagkyndig konsulent i Almen

Medicin, mener at ’praktiserende læge (C) har levet op til den

almindelige

anerkendte faglige standard, ’, hvilket konkluderes udfra den

sagkyndige

konsulent i Almen Medicin, egen begrundelse. Hvilken jeg finder subjektiv,

modsat den beskrivelse af hændelsesforløbet der foreligger fra

Embedslægeinstitutionen i (Y) Amt.

I begrundelsen fra sagkyndig

konsulent i Almen Medicin nævnes det at min hustru: ’ var i telefonisk

kontakt

med (C), fordi hun mente, hun havde akut mavekatar’. Videre står der, at

hun

samme dag var til konsultation hos lægen. Lægen skriver ifølge sagkyndig

konsulent i Almen Medicin, i sin journal: ’ at (B) ikke var alment

påvirket,

det vil sige, der var ikke andre symptomer end ømhed i epigastriet. Der var

altså ikke symptomer tydende på sygdom ved hjertet, så som dårlig hudkulør,

åndenød eller smerter bag brystbenet’.

Ved min egen gennemgang af

journaludskriften finder jeg at sammenfatningen af denne konsultation, fra

sagkyndig konsulent i Almen Medicin vurderes både mangelfuldt og subjektivt.

For det første udelades

fuldstændig journalens første sætning vedrørende konsultationen den 06-04-99:

’Nogle dage tiltagende ondt i epigastriet men også udstrålende mod

venstre

arm.’ For det andet nedtones det, at min hustru er ’ meget øm i

epigastriet’,

med: ’ ømhed i epigastriet’. Endelig læser jeg ingen steder i

journalen,

hvorvidt der er observeret dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag

brystbenet. Denne sidste konklusion kan jeg udelukkende tillægge sagkyndig

konsulent i Almen Medicin.

Ved den efterfølgende

konsultation den 13. april 1999 står i journalen, at læse: ’Gavn af

Nizax - men

nu hævelse af læber og omkring øjne + kløe. Pt. overbevist om, at det er

udløst

af tabl.’

I min opfattelse af sproget,

er der en væsentlig forskel på ’Gavn’ og ’God virkning’.

Sidstnævnte har en

langt mere positiv klang end det første. I spørgsmålet om hvorvidt min hustru

er overfølsom, er sagkyndig konsulent i Almen Medicin enig med såvel min

hustru

som hendes læge. Men sagkyndig konsulent i Almen Medicin stiller ikke

spørgsmålstegn ved denne overfølsomhed. Der spørges ikke til, om det

eventuelt

kunne skyldes fejlmedicinering.

Ved konsultationen den 5. maj

1999 står der i journalen, at læse: ’Generelt fået det bedre, men stadig

mavesymptomer

med forværring ved let anstrengelse. Svien retrosternalt med svien helt op i

halsen, men ikke mavesmerter.’

Om dette skriver sagkyndig

konsulent i Almen Medicin: ’Ved konsultationen den 05.05.1999 er det

anført, at

(B) havde det bedre, men fortsat havde symptomer med svien, ikke smerter

bagved

brystbenet (retrosternalt), og op i halsen, samtidig havde der været feber,

diarré og opkastning.’

Sagkyndig konsulent i Almen

Medicin hæfter sig overhovedet ikke ved, at min hustru har: ’

mavesymptomer

med forværring ved let anstrengelse ’ Efter at min hustru gennem en

måned,

havde haft svære problemer med svien og halsbrand, gøres stadig intet. I

journalen står: ’Svien retrosternalt ’ Sagkyndig konsulent i Almen

Medicin gør

særskilt opmærksom på, at der er tale om svien og ikke smerte retrosternalt.

Jeg må spørge hvorfor denne

nedtoning af svien til smerte er så vigtig? Jeg har svært ved, at skelne

mellem

svie og smerte. I min sprogopfattelse er det blot en gradbøjning af det

samme.

Og desuden ved jeg, at mennesket er i stand til, at vænne sig til smerte. Og

skulle det derfor ikke være sandsynligt, at min hustru således naturligt har

nedtonet tilstanden? Og er det ikke lægens ansvar, at være opmærksom på dette

faktum? Det er i hvert fald spørgsmål, sagkyndig konsulent i Almen Medicin

overhovedet ikke tager op, som mulige problemstillinger.

Sagkyndig konsulent i Almen

Medicin slutter således sin vurdering: ’Der har således ikke i de

telefoniske

kontakter og konsultationer der har været hos (C), i perioden 06.04.1999 -

05-05- 1999, været symptomer der tydede på hjertelidelse.

Derimod har det været

lægeligt korrekt, at tolke de oplyste symptomer, som kommende fra mavesækken

og

den nederste del af spiserøret.’

Men jeg læser ingen steder i

journalen, at der er symptomer i mavesækken. Tværtimod læser jeg ved den

første

konsultation den 06-04-99: ’Intet peritonealt ’ Den 05-05-99 læser

jeg i

journalen: ’ men ikke mavesmerter’.

Jeg har selv søgt oplysninger

hos NetDoktor, under emnet ’Halsbrand, sure opstød, mavesyre- reflux og

spiserørs-katar’. Emnet er belyst af Læge ( ) og Overlæge Professor

dr.med.

( ). I deres beskrivelse af hvorledes diagnosen stilles for mavesyre-reflux

og

spiserørs-katar, understreges det at ’symptomerne ved mavesyre-reflux

kan

forveksles med mavesår, hjertesmerter (angina pectoris), ’ Og videre en

række

andre sygdomme. Og de slutter: ’Undertiden er det derfor nødvendigt at

undersøge for disse tilstande.’ Endvidere har jeg siden min hustrus død,

ved

indtil flere lejligheder spurgt andre læger hvad deres reaktion ville have

været. De har sammenfattende sagt, at deres opmærksomhed ville have været

vakt

allerede efter første konsultation. Men at der nok ville have været forsøgt

med

syreneutraliserende medicin til at begynde med. Men ingen af de læger jeg

selv

efterfølgende har talt med, ville lade en hel måned gå med de samme

symptomer,

uden at foretage undersøgelse af hjertet.

Jeg finder at nævnet i sit

forslag til afgørelse, udelukkende bygger sin vurdering på den redegørelse,

der

foreligger fra sagkyndig konsulent i Almen Medicin, praktiserende læge (D).

Heller ikke nævnet finder

grundlag for anden sagkyndig vurdering, end den der foreligger fra sagkyndig

konsulent i Almen Medicin.

Jeg mener ikke, at

Patientklagenævnet har søgt sagen tilstrækkeligt grundigt undersøgt. Der er

ikke rettet henvendelse til speciallæge ( ), som min hustru blev henvist til.

Min hustru nåede aldrig

derud, fordi hun først kunne få en tid der lå efter hendes død, men hun

ringede

2 gange og det blev lovet hende, at hvis der kom et afbud ville de ringe.

Et par dage før hun døde

talte vi endda om, at vi ville kontakte vores gamle læge i (Z)-by, men vi

blev

enige at lige se om det blev bedre i løbet af weekenden.

Der er ikke indhentet

vurdering fra en specialist i dødsårsager, som en patolog. Der er ikke hentet

vurdering fra hverken en specialist i hjertesygdomme, fra en specialist i

mavesygdomme eller fra en specialist i overfølsomheds symptomer.

Endelig tager hverken

sagkyndig konsulent i Almen Medicin eller Patientklagenævnet højde for det

faktum, at min hustru led af forhøjet blodtryk. En lidelse hun havde haft,

siden vores 15 årige søn, 5 år tidligere var død. En lidelse hun fik målt

blodtryk og fik medicin for igennem de sidste 5 år og heraf de 2 sidste hos

(C).

Kun Embedslægeinstitutionen i

(Y) Amt tager højde for dette.

Jeg forkaster til fulde

Patientklagenævnets forslag til afgørelse.

Jeg forlanger en grundigere

og langt mere saglig vurdering af forløbet. Jeg forlanger at andre sagkyndige

personer, inddrages og fremligger deres vurdering af forløbet.

Jeg forlanger, at disse

sagkyndige personer findes blandt sundhedssektorens øvrige faggrupper, og

ikke

kun hentes blandt alment praktiserende læger.

Jeg forlanger ligeledes, at

man også inddrager perioden før den 6. april 99, idet der kan ligge

oplysninger

i hendes journal og fra andre specialister, hvor hun var i behandling, der

kan

have afgørende betydning for sagen og oplysninger som hendes læge burde kende

til.”

I brev af 30. november 1999 skrev

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn følgende til A:

”Patientklagenævnet har

modtaget Deres brev af 23. november 1999 med Deres kommentarer til det

forslag

til afgørelse, der er sendt til Dem den 16. november 1999.

Da De stiller spørgsmålstegn

ved nævnets oplysning af sagen, finder jeg det formålstjenligt at orientere

Dem

om følgende forhold af mere generel karakter.

Ifølge § 19, stk. 1 i lov om

sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. kan Patientklagenævnet lade

embedslægeinstitutionen undersøge en klagesag. Ifølge fast praksis i nævnet

undersøges sagen af embedslægen i det amt, hvor det forhold, der klages over,

har fundet sted. Embedslægen indhenter journalmateriale og kommentarer fra de

indklagede sundhedspersoner, og udfærdiger på baggrund heraf et

hændelsesforløb, der er en objektiv beskrivelse af hvad der har fundet sted.

I

nogle tilfælde medtages behandling eller hændelser forud for, i nogle

tilfælde

også efter det forhold, der klages over. Embedslægen formulerer sagens

sundhedsfaglige problemstillinger og

kan

udarbejde en indstilling til sagens afgørelse.

Når sagsbehandleren modtager

embedslægens redegørelse, journalmateriale og kommentarer fra de indklagede

sundhedspersoner, foretager denne en foreløbig vurdering af, om dette

materiale

er tilstrækkeligt til, at der kan træffes afgørelse i sagen. Sædvanligvis vil

sagsbehandleren forelægge det samlede materiale for en af nævnets sagkyndige

konsulenter. Der tages i forbindelse hermed stilling til den sagkyndige

konsulents habilitet, ligesom den sagkyndige konsulent selv skal afvise at

udtale sig i sagen, hvis han anser, at han har et habilitetsproblem.

Konsulenten skal vurdere, om

den indklagede sundhedsperson har handlet over eller under normen for

almindelig anerkendt standard på det pågældende faglige område. Det er

nævnets opfattelse,

at det er mest rimeligt, at den sagkyndige konsulent har samme

uddannelsesmæssige baggrund, som den indklagede sundhedsperson. En

praktiserende læge vil således blive bedømt af en sagkyndig i almen medicin,

en

kirurg af en sagkyndig i kirurgi o.s.v. Den sagkyndige konsulents vurdering

er

subjektiv, men bygger på alt det i sagen foreliggende materiale, faglige

standarder, faglige referenceprogrammer m.v.

Når den sagkyndige konsulent

har udarbejdet sin vurdering, vil sagsbehandleren endnu engang tage stilling

til, om sagen er tilstrækkeligt belyst til, at der kan udfærdiges et

afgørelsesforslag. Hvis dette er tilfældet, vil sagsbehandleren udfærdige et

afgørelsesforslag. For så vidt angår de sundhedsfaglige problematikker bygger

dette afgørelsesforslag på den sagkyndige konsulents vurdering.

Som sagsbehandler i Deres

klagesag vedrørende (B), har jeg fundet, at sagen var tilstrækkeligt belyst

og

af sagkyndig (D) tilstrækkeligt begrundet til, at jeg kunne udfærdige det

fremsendte forslag til afgørelse.

Jeg vil derfor nu lade det

være op til nævnet på sit møde at tage stilling til, hvorvidt Deres

bemærkninger til det fremsendte afgørelsesforslag skal føre til, at sagen

skal

belyses yderligere, eller at der træffes en anden afgørelse end foreslået af

mig.”

Den 21. december 1999 klagede

A til medicinaldirektøren i Sundhedsstyrelsen over Sundhedsvæsenets

Patientklagenævns brev af 30. november 1999 og over nævnets sagsbehandling. A

sendte en kopi af brevet til Patientklagenævnet.

Patientklagenævnets direktør

skrev følgende svar af 10. januar 2000 til A:

”Tak for Deres brev af 21.

december 1999, som De har sendt i original til medicinaldirektør ( ) i

Sundhedsstyrelsen og i kopi til Patientklagenævnet. Jeg har i sidste uge

aftalt

med jurist ( ) i Sundhedsstyrelsens ( ) kontor, at jeg som direktør for

Patientklagenævnet besvarer Deres klage over sagsbehandlingen i

Patientklagenævnet, idet Sundhedsstyrelsen ikke har kompetence til at

behandle

sådanne klager.

Det er med beklagelse, at jeg

konstaterer, at De har følt, at sagsbehandler (F) i sit brev til Dem af 30.

november 1999 har givet udtryk for vrede og irritation overfor Deres

kommentarer til det fremsendte afgørelsesforslag. Jeg har i dag talt med (F),

der har forklaret mig, at han alene med sit brev til Dem ønskede at afklare

sagsbehandlingsmæssige forhold, som De ikke senere i forbindelse med nævnets

afgørelse af Deres sag vil blive gjort bekendt med. Det var ikke

sagsbehandlerens hensigt at give Dem oplysninger, som han formodede, De

allerede var i besiddelse af, og han beklager, hvis han har misforstået Deres

behov for information.

(F) har i sit brev til Dem af

30. november 1999 anført, at den sagkyndige konsulents habilitet vurderes af

såvel sagsbehandleren som af den sagkyndige konsulent selv. Ifølge

forvaltningslovens

kapitel 2 er den person, der medvirker ved behandlingen af en sag, forpligtet

til selv at gøre opmærksom på sin eventuelle inhabilitet. Jeg finder det

betryggende, at vurderingen af den sagkyndige konsulents habilitet i

Patientklagenævnet vurderes af såvel sagsbehandleren som af den sagkyndige

selv.

Jeg kan bekræfte, at det er

sædvane i Patientklagenævnet at benytte sagkyndige konsulenter med samme

uddannelsesmæssige baggrund som den indklagede sundhedsperson. Nævnet kan dog

på sit møde beslutte, at sagen skal forelægges en konsulent med en anden

uddannelsesmæssig baggrund. Deres holdning hertil, som De har givet udtryk

for

i Deres brev af 21. december 1999, forelægges nævnet sammen med sagens øvrige

akter.

De har anført, at det er

uheldigt, at underskriverens faglige baggrund ikke fremgår af

Patientklagenævnets skrivelser. Jeg er enig med Dem i dette og vil snarest

tage

initiativ til en ændring af denne praksis. Jeg kan oplyse Dem om, at

sagsbehandlerne i Patientklagenævnet er jurister.

Jeg er ked af, at det er

Deres opfattelse, at Patientklagenævnet ikke giver Dem en retfærdig sagsgang.

Det er min opfattelse, at sagsbehandlingen i Patientklagenævnet foregår på et

sagligt grundlag og varetages af dygtige medarbejdere, herunder et særdeles

kompetent

korps af sagkyndige konsulenter.”

Jeg forstår det sådan at

Patientklagenævnet på et møde den 29. december 1999 besluttede at indhente en

ny sagkyndig vurdering i sagen fra en konsulent der ligesom D var alment

praktiserende læge. Nævnet orienterede ikke A herom.

Den 26. januar 2000 udtalte

alment praktiserende læge G følgende:

”

Vedrørende klage fra (A) over praktiserende læge (C)’s behandling af

(B).

Nævnet har bedt om en

yderligere sagkyndig vurdering i denne sag.

Det indhentede materiale er

tilstrækkeligt til at bedømme sagen. Embedslægen har foretaget en afgrænsning

af klagen og relevant gennemgang af hændelsesforløbet.

Vurdering:

Det fremgår af sagens materiale at (B) igennem flere år

var behandlet for forhøjet blodtryk, og blodtrykket synes at have været

velreguleret på den givne behandling. Der foreligger ikke oplysninger om at

(B)

tidligere havde haft hjerteproblemer, men det er oplyst at hun tidligere var

behandlet med syreneutraliserende medicin.

Det fremgår af læge (C)’s journal at (B) opsøgte lægen

den 06.04.1999 efter nogle dages smerter højt oppe i maven under brystbenet

(epigastriet), at der var halsbrand og sure opstød samt udstråling til

venstre

arm. Lægen fandt ved sin objektive undersøgelse ikke (B) påvirket, men han

fandt ømhed det pågældende sted.

Vurdering:

Syrerelaterede

smerter i mavesæk og på overgang mellem mavesæk og spiserør er ofte sviende,

og

sammen med symptomerne halsbrand og sure opstød må det anses for faglig

korrekt

at praktiserende læge (C) vurderede, og handlede efter, at der forelå en

syreproblematik. Der forelå ikke oplysninger om smerter i hjerteregionen, der

var ømhed opadtil i maven og den oplyste udstråling mod venstre arm var i den

konkrete situation [ ] en detalje som ikke i sig selv overbevisende burde

have givet

anledning til overvejelser om udredning for hjertelidelse.

(B) oplyste telefonisk til praktiserende læge (C) den

13.04.1999 at der var gavn af behandlingen, men at der samtidig var optrådt

symptomer som tydede på overfølsomhed hævelse af læber og øjenregion samt

kløe.

Det ordinerede syreneutraliserende præparat (Nizax) blev korrekt indstillet

og

lægen ordinerede et andet mavesyrereducerende præparat (Lanzo).

Den 05.05.1999 oplyste (B) til lægen i konsultationen,

at hun

havde fået det bedre,

men at

symptomerne stadig var til stede med svien bag brystbenet. Tidligere optrådt

diarré og opkastning var ophørt.

Vurdering:

Der forelå

således fortsat bedring af symptomerne, og der forelå ikke nye symptomer som

med tyngde pegede på at der forelå en hjerteproblematik. På den anden side

var

der stadig tydelige symptomer som blev forværret ved anstrengelse, og jeg

finder at praktiserende læge (C) handlede i overensstemmelse med sædvanlig

faglig praksis ved at henvise (B) til vurdering på speciallægeniveau (intern

medicin).

Symptomer med svien/smerter/sure opstød lige under og

bag brystbenet optræder som et hyppigt symptom i almen praksis. Forsøg med

medicinsk behandling (samt almen rådgivning vedrørende blandt andet kost,

rygning og lignende) vil sædvanligvis blive forsøgt, hvilket da også skete i

den aktuelle sag. (B) oplyste efterfølgende om bedring af tilstanden, der

foreligger derfor ikke anledning til at anfægte praktiserende læge (C)’s

vurdering og opfattelse af at der forelå en problematik omkring

mave-tarmsystemet.

Jeg finder på det foreliggende grundlag, at

praktiserende læge (C) handlede korrekt ved at viderehenvise (B) til intern

medicinsk vurdering da symptomerne, på trods af bedringen fortsat var til

stede. Der forelå ikke ved konsultationen den 05.05.1999 symptomer som pegede

på at (B) burde akut udredes en for hjerteproblematik.

Det indgår i min vurdering af denne sag, at klageren

(A), ikke synes at have været til stede under de to konsultationer (B) havde

hos læge (C) den 06.04.1999 og 05.05.1999, ligesom det fremgår af sagen at

dødsårsagen ikke er afklaret idet der ikke blev foretaget obduktion.

Sammenfattende

finder

jeg således praktiserende læge (C) har undersøgt og behandlet (B) i

overensstemmelse med sædvanlig faglig standard.”

Nævnet sendte ikke denne

anden sagkyndige udtalelse til partshøring.

Den 8. februar 2000 traf

nævnet følgende afgørelse:

”

Praktiserende læge (C) har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling

af (B) i perioden fra den 6. april til den 5. maj 1999 i sin praksis.

(B) havde i flere år lidt af

forhøjet blodtryk. Blodtrykket var efterhånden velreguleret efter behandling

med blodtrykssænkende medicin (Monopril).

(B) kontaktede den 6. april

1999 praktiserende læge (C) telefonisk, idet hun havde haft tiltagende

smerter

i maven gennem nogle dage. Der blev aftalt tid i konsultationen senere samme

dag, hvor læge (C) undersøgte (B) og ordinerede medicin mod mavekatar.

Den 13. april 1999 kontaktede

(B) igen læge (C), idet hun mente, at hun var overfølsom overfor den medicin,

lægen havde ordineret den 6. april 1999. Fortsatte gener i maven var årsagen

til, at (B) den 5. maj 1999 henvendte sig i konsultationen hos læge (C).

Den 24. maj 1999 fik (B) ondt

i brystet, da hun stod op, og kort efter afgik hun ved døden på grund af

hjertestop.

Der er klaget over, at læge

(C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 vurderede,

at

årsagen til (B)’s symptomer var akut mavekatar.

Patientklagenævnet finder

ikke grundlag for at kritisere læge (C) for hans vurdering af (B)’s

symptomer.

For så vidt angår

konsultationerne den 6. april 1999, har nævnet lagt vægt på, at det af

journalen fremgår, at (B) angav, at hun selv mente, at hun havde pådraget sig

en akut mavekatar. Hun oplyste læge (C) om, at hun et par år tidligere havde

fået syreneutraliserende medicin (Nizax). Ved henvendelsen oplyste hun, at

hun

havde smerter i øverste del af maven udstrålende mod venstre arm, og at hun

havde halsbrand og sure opstød. Læge (C) undersøgte (E) [skal være (B); min

bemærkning] og fandt, at hun var meget øm i øverste del af maven, men ellers

upåvirket. Læge (C) ordinerede syreneutraliserende medicin (kapsel Nizax 300

mg), som (B) skulle tage om aftenen.

For så vidt angår

telefonkonsultationen den 13. april 1999, har nævnet lagt vægt på, at (B)

ifølge journalen fandt, at hun havde haft gavn af medicinen, men at hun

mente,

at hun ikke kunne tåle den, idet hun havde kløe og hævelse af læberne og

omkring øjnene. Læge (C) anbefalede (B) at afbryde behandlingen med Nizax og

ordinerede i stedet et andet syreneutraliserende præparat (tablet Lanzo 30

mg).

Nævnet har, for så vidt angår

konsultationen den 5. maj 1999, lagt vægt på, at (B) ifølge journalen

oplyste,

at hun generelt havde fået det bedre, idet hun ikke længere havde

mavesmerter,

men at hun stadig havde svien bagved brystbenet og op i halsen, samt at hun

havde haft feber, diare og opkastning. På denne baggrund valgte læge (C) at

henvise (B) til speciallæge i intern medicin.

Endelig har nævnet lagt vægt

på, at læge (C) ifølge journalen den 16. juli 1999 havde telefonisk kontakt

med

(B)’s mand, og herefter i journalen har anført, at (B)’s

mavesymptomer set i

bakspejlet kunne have været udtryk for en hjertesygdom, men at han ikke havde

haft mistanke herom.

Patientklagenævnet finder, at

læge (C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 ikke

havde anledning til at tolke (B)’s symptomer som tegn på en

hjertelidelse, idet

han ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller

smerter bag brystbenet. Det er nævnets opfattelse, at lægen relevant tolkede

(B)’s symptomer som tegn på sygdom i mavesækken og nederste del af

spiserøret,

og at han korrekt henviste til speciallæge i intern medicin, da symptomerne

fortsatte til trods for bedring i (B)’s tilstand.

Nævnet kan oplyse, at symptomer

med svien, smerte og sure opstød lige under og bag brystbenet optræder

hyppigt

i almen praksis. Medicinsk behandling vil sædvanligvis blive forsøgt.

Afgørelsen er truffet på

baggrund af de oplysninger, som blev sendt med Patientklagenævnets brev af

16.

november 1999. Kommentarer fra sagens parter er indgået i nævnets vurdering

af

sagen.

Der kan ikke klages over

afgørelsen til anden administrativ myndighed. Hvis der kommer nye

oplysninger,

som er af væsentlig betydning for sagen, kan den tages op på ny.”

I e-mail af 16. februar 2000

til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn gjorde A indsigelse mod nævnets

afgørelse

af 8. februar 2000. A skrev bl.a. følgende:

”Jeg er dybt rystet over det grundlag, hvorpå

Patientklagenævnet har truffet afgørelse i min klagesag over min hustrus

praktiserende læge, vedrørende behandlingen af min hustru, i tiden op til

hendes død.

I Deres brev af 10. januar

skrev De:

’Jeg kan bekræfte, at det er

sædvane i Patientklagenævnet at benytte sagkyndige konsulenter med samme

uddannelsesmæssige baggrund som den indklagede sundhedsperson. Nævnet kan dog

på sit møde beslutte, at sagen skal forelægges en konsulent med en anden

uddannelsesmæssig baggrund. Deres holdning hertil, som De har givet udtryk

for

i Deres brev af 21. december 1999, forelægges nævnet sammen med sagens øvrige

akter.’

Nævnet har i sin afgørelse,

på ingen måde behandlet muligheden for, at lade en konsulent med en anden

uddannelsesmæssig baggrund vurdere sagen.

Det er min klare opfattelse,

at da jeg fuldt ud forkaster Patientklagenævnets forslag til afgørelse, må

nævnet komme med et nyt forslag. I min forkastelse af forslaget, gennemgik

jeg

grundigt den sagkyndige konsulents redegørelse for forløbet. Jeg påpegede at

der flere steder var direkte fejlcitering af det foreliggende

journalmateriale.

Samt at der anvendtes et sprog der i positive vendinger omtalte den

indklagede

sundhedspersons diagnosticering, frem for blot at holde sig objektivt til

det.

Og endelig mente jeg, at den sagkyndige konsulent havde udeladt vigtige

elementer

i journalen.

Desuden ønskede jeg sagen

forelagt en konsulent med en anden uddannelsesmæssig baggrund, end den

indklagede sundhedsperson.

Patientklagenævnet har på

ingen måde søgt at opfylde dette. Man har i stedet blot ladet en ny sagkyndig

konsulent i almen medicin gennemgå journalmaterialet. Denne skriver i store

træk det samme som den første, og hans vurdering falder på et ligeså

subjektivt

grundlag som den første. Han inddrager endda i sin vurdering at jeg ikke var

tilstede ved konsultationerne. For det første finder jeg det ikke relevant

for

vurderingen, for det andet ved jeg ikke hvor lægen har den oplysning fra. Da

det ikke fremgår af journalen, om jeg var tilstede, ved konsultationerne, kan

jeg kun tolke det som, at den sagkyndige har været i kontakt med den

indklagede

sundhedsperson. Så uden at ville gennemgå denne sagkyndiges vurdering

slavisk,

kan jeg alene ved dette, konstatere at denne ikke har foretaget sin vurdering

på et sagligt og uvildigt grundlag.

Patientklagenævnets afgørelse

er i store træk, en genudskrivning af deres forslag til afgørelse. Endda

deres

stavefejl er med, også den pludselige navneændring fra (B) til (E).

Jeg finder det dybt

beklageligt, at jeg ikke har ret til at udtale mig om den nye sagkyndiges

vurdering, men at man blot herudfra træffer afgørelsen. Man har altså fra

nævnets side fundet min kritik korrekt, og har derfor bedt en anden udtale

sig

i sagen. Men man har ikke ønsket, at lade en person med en anden

uddannelsesmæssig baggrund udtale sig. Man gør end ikke i afgørelsen

opmærksom

på, at jeg har bedt om en sådan ny vurdering. Eller forklarer hvorfor man har

besluttet ikke at gøre det. Men blot valgt at benytte, en anden sagkyndig i

almen medicin, hvilket man i øvrigt heller ikke gør opmærksom på i

afgørelsen.

Patientklagenævnet skriver i

deres afgørelse: ’Afgørelsen er truffet på baggrund af de oplysninger,

som blev

sendt med Patientklagenævnets brev af 16. oktober 1999. Kommentarer fra

sagens

parter er indgået i nævnets vurdering af sagen.’

For det første har Patientklagenævnet

truffet afgørelse på grundlag af den nye sagkyndiges vurdering. Dette på

trods

af, at man først har modtaget vurderingen fra denne den 1. februar 2000. For

det andet har nævnet i deres afgørelse under ingen omstændigheder taget

højde, for

de kommentarer jeg er fremkommet med.

I pjecen ’sagsgang i

Patientklagenævnet’ som er udsendt af sundhedsstyrelsens

patientklagenævn, står

under ’Sagens parter orienteres’ at læse: ’Det er

Patientklagenævnets pligt at

sikre alle parters rettigheder. Embedslægens sammenfatning (og kopi af de

relevante sagsakter), Patientklagenævnets forslag til afgørelse og eventuelle

sagkyndige konsulenters udtalelser sendes derfor både til klageren og til de

sundhedspersoner klagen drejer sig om. Parterne får herved lejlighed til at

komme med kommentarer, inden nævnet træffer en afgørelse.’ Hvis dette er

den

procedure der skal følges, kan det undre mig, at jeg sammen med afgørelsen

modtager den nye sagkyndiges vurdering. På denne måde er jeg blevet afskåret

fra at kommentere den sagkyndiges vurdering. En vurdering som

Patientklagenævnet bygger deres afgørelse på.

Det er min opfattelse, at

nævnet kunne have bedt en Jord & Betonarbejder om at være den sagkyndige

konsulent nummer to. For eftersom jeg alligevel ikke kan gøre indsigelse om

nævnets afgørelse, finder jeg det irrelevant at spørge en ny. Ligesom jeg

finder det irrelevant, at spørge en anden sagkyndig i almen medicin, hvis man

fra nævnets side mener, at den førstes udtalelse er tilstrækkelig.

Dette bygger jeg på, at Patientklagenævnet

allerede i sit forslag til afgørelse, har truffet deres afgørelse. Fordi

Patientklagenævnet i sin konklusion i deres forslag til afgørelsen har

skrevet

det, der bliver den endelige afgørelse. Den nye sagkyndige peger endda i sin

vurdering under pkt. 7 på: ’ ligesom det fremgår af sagen at

dødsårsagen ikke

er afklaret, idet der ikke blev foretaget obduktion.’ Årsagen til den

manglende

obduktion kender vi jo alt for godt! Nemlig, at man glemte dette på (X)

sygehus.”

Patientklagenævnets direktør

svarede på A’s brev den 22. februar 2000 og skrev følgende:

”Jeg har modtaget Deres email

af 16. februar 2000.

Jeg vil først beklage, at

Patientklagenævnet ét sted i sin afgørelse fejlagtigt har omtalt Deres afdøde

hustru som (E).

De har i Deres email anført,

at Patientklagenævnet har skrevet til Dem, at afgørelsen er truffet på

grundlag

af de oplysninger, som blev sendt med nævnets brev af 16. november 1999, selv

om udtalelsen fra sagkyndig konsulent (G) af 26. januar 2000 indgik i

afgørelsesgrundlaget.

Der er tale om en skrivefejl,

hvilket jeg naturligvis beklager. Jeg vil dog gerne understrege, at dette

ikke

betyder, at udtalelsen fra sagkyndig konsulent (G) ikke indgik i

afgørelsesgrundlaget.

Endvidere har De stillet

spørgsmålstegn ved (G)’s uvildighed, idet De forudsætter, at denne har

været i

kontakt med den indklagede.

Patientklagenævnet har i dag

talt med (G), der oplyser, at han ikke har været i kontakt med praktiserende

læge (C). Hans udtalelse bygger alene på de akter der findes i sagen, og som

er

tilsendt Dem den 16. november 1999.

Jeg vil endvidere henlede

Deres opmærksomhed på, at nævnet i forbindelse med sin afgørelse ikke har

lagt

vægt på de forhold, (G) har anført i punkt 7 i sin vurdering.

Med hensyn til det forhold,

at nævnet har truffet afgørelse, uden at De har haft lejlighed til at

kommentere (G)’s vurdering, kan jeg oplyse, at dette skyldes, at der er

overensstemmelse mellem (G)’s og (D)’s vurdering af sagen. Der er

således ikke

i (G)’s vurdering nye oplysninger, som De ikke har haft lejlighed til at

kommentere. I denne situation har nævnet valgt at sende en kopi af (G)’s

vurdering til orientering samtidig med, at De modtog nævnets afgørelse.

Efter at have gennemgået

Deres sag er det min bestemte opfattelse, at nævnet har foretaget en grundig

behandling af Deres klage, og at afgørelsen er truffet på et sagligt

grundlag.

Jeg kan dog oplyse Dem om, at De har mulighed for at klage til Folketingets

Ombudsmand over nævnets sagsbehandling.

Jeg har ikke opfattet Deres

henvendelse som en anmodning om, at nævnet genoptager Deres klage til fornyet

realitetsbehandling, og skal derfor bede Dem om at gøre opmærksom på, hvis De

ønsker dette.

Nævnet kan genoptage sagen,

hvis der kommer nye væsentlige oplysninger, som kan føre til en afgørelse med

et andet resultat.”

Den 5. april 2000 klagede A

til mig. A beskrev hændelsesforløbet - herunder at X Sygehus ved en fejl ikke

havde foretaget obduktion af hans afdøde hustru til trods for hans

udtrykkelige

ønske herom. A bad mig bl.a. om at vurdere følgende:

Hvorfor reagerer Patientklagenævnet ikke af egen kraft,

og videregiver min klage over (X) Sygehus’ manglende obduktion af min

hustru.

Men beder mig foretage dette.

.

Hvorfor tages der overhovedet ikke hensyn til mine

kommentarer i den endelige afgørelse. Man har blot spurgt en anden, som jeg

end

ikke får ret til at kommentere.

Hvorfor omtales det ikke i afgørelsen, at jeg har bedt

om en udtalelse fra en anden sagkyndig sundhedsperson med en anden

uddannelsesmæssig baggrund end den indklagede sundhedsperson.

Hvordan kan en ikke foreliggende udtalelse indgå i den

endelige afgørelse.”

I brev af 25. april 2000 bad

jeg Patientklagenævnet om en udtalelse i anledning af A’s klage over

nævnets

afgørelse af 8. februar 2000 og nævnets sagsbehandling i den forbindelse, jf.

A’s klagepunkter 1, 3, 4 og 5.

Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn udtalte den 11. maj 2000 bl.a. følgende:

”

Udtalelse

Ad klagepunkt nr. 1

Den 17. august 1999 modtog

Patientklagenævnet en klage fra (A). Han klagede over, at hans afdøde hustrus

praktiserende læge ved tre konsultationer havde vurderet, at årsagen til

hendes

symptomer var akut mavekatar. Endvidere klagede han over, at (X) Sygehus

havde

glemt at foretage obduktion af hans afdøde hustru, samt at dødsattesten var

udfyldt forkert.

Ved brev af 19. august 1999

meddelte Patientklagenævnet (A), at nævnet havde antaget hans klage over den

praktiserende læge til realitetsbehandling, men at nævnet ikke havde

kompetence

til at behandle klagen over obduktion og dødsattest, da obduktion og

udfærdigelse

af dødsattest ikke foretages i en behandlingssituation og således ikke kan

betegnes som sundhedsfaglig virksomhed. Nævnet henviste (A) til at rette sin

klage over den manglende obduktion og udfærdigelsen af dødsattesten til

Sundhedsstyrelsen, under hvis kompetence disse spørgsmål hører.

Det er nævnets opfattelse, at

denne procedure er hensigtsmæssig, idet nævnet finder, at det ikke kunne

tages

for givet, at (A) ønskede at opretholde sin klage, når han blev bekendt med,

at

klagen skulle rettes til en anden instans.

Ad klagepunkterne nr. 3, 4 og 5

Den 16. november 1999 sendte

Patientklagenævnet et forslag til afgørelse af klagesagen bilagt kopi af

sagens

akter til (A). Heri indgik en vurdering af 28. oktober 1999 fra en sagkyndig

konsulent i almen medicin (praktiserende læge). Samtidig gjorde nævnet

opmærksom på, at eventuelle bemærkninger til det fremsendte materiale skulle

være nævnet i hænde indenfor 2 uger.

Den 25. november 1999 modtog

nævnet (A)’s bemærkninger til det fremsendte materiale. (A) gav heri

blandt

andet udtryk for, at han fandt, at sagen burde forelægges for sagkyndige

konsulenter i patologi, hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi.

Sagen blev herefter behandlet

på et møde i nævnet den 29. december 1999. (A)’s bemærkninger til det

fremsendte materiale indgik i det grundlag, hvorpå nævnet skulle træffe

afgørelse. Nævnet fandt, at sagen burde forelægges for en anden sagkyndig i

almen medicin med henblik på en ’second opinion’. Endvidere

bemyndigede nævnet

formanden til at træffe afgørelse i sagen, når denne ’second

opinion’ forelå.

Den 1. februar 2000 forelå

der en vurdering fra en ny sagkyndig konsulent i almen medicin.

Nævnsformanden

fandt herefter, at der skulle træffes afgørelse i overensstemmelse med det

afgørelsesforslag, nævnet havde haft til behandling på sit møde den 29.

december 1999, dog således at der skulle tilføjes et indledende afsnit om det

forhold, at (A)’s hustru i flere år havde lidt af forhøjet blodtryk. Der

blev

ikke foretaget ændringer i nævnets begrundelse og konklusion.

Afgørelsen blev meddelt (A) i

nævnets brev af 8. februar 2000. Nævnet vedlagde en kopi af den ny sagkyndige

vurdering til orientering. I tilslutning til afgørelsen skrev nævnet følgende

i

brevet til (A): ’Afgørelsen er truffet på baggrund af de oplysninger,

som blev

sendt med Patientklagenævnets brev af 16. november 1999. Kommentarer fra

sagens

parter er indgået i nævnets vurdering af sagen.’

I en e-mail af 16. februar

2000 gjorde (A) nævnet opmærksom på, at den ny sagkyndige vurdering ikke

kunne

have indgået i det grundlag, hvorpå nævnet traf afgørelse, hvis afgørelsen

var

truffet på baggrund af de oplysninger, som blev sendt med Patientklagenævnets

brev af 16. november 1999.

Nævnet svarede hertil i sit

brev af 22. februar 2000 til (A), at der var tale om en skrivefejl. Nævnet

understregede, at dette ikke betød, at den ny sagkyndige vurdering ikke havde

indgået i afgørelsesgrundlaget.

Med hensyn til (A)’s klage

over, at nævnet ved sin afgørelse ikke har taget hensyn til hans kommentarer

til de akter, der blev sendt til ham den 16. november 1999, skal nævnet

anføre,

at disse kommentarer indgik i det grundlag, hvorpå nævnet traf afgørelse.

Efter

at der var indhentet en ny sagkyndig vurdering, fandt nævnet, at (A)’s

kommentarer ikke gav anledning til, at der skulle foretages yderligere.

Med hensyn til (A)’s klage

over, at han ikke fik lejlighed til at kommentere den ny sagkyndige

vurdering,

inden nævnet traf afgørelse, skal nævnet anføre, at der ikke var nye

oplysninger i den ny sagkyndige vurdering, idet den var i overensstemmelse

med

den først indhentede sagkyndige vurdering. Det er således nævnets opfattelse,

at det var i overensstemmelse med forvaltningsloven ikke at partshøre (A)

over

den ny sagkyndige vurdering.

(A) har i sin klage til

ombudsmanden anført, at han finder, at hans ønske om, at sagen burde have

været

forelagt for en sagkyndig konsulent med en anden uddannelsesmæssig baggrund

end

den indklagede sundhedsperson, burde have fremgået af nævnets afgørelse.

Patientklagenævnet skal

hertil bemærke, at nævnet ved sine afgørelser tager stilling til klager over

sundhedsfaglig virksomhed. Det er nævnets opfattelse, at det på denne

baggrund

ikke er relevant i afgørelsen af anføre, at der fra en klager har været

fremsat

ønske om, at nævnet foretager yderligere sagsbehandlingsmæssige tiltag.

Endelig skal nævnet med

hensyn til (A)’s klage over, at den ny sagkyndige vurdering ikke indgik

i

nævnets afgørelsesgrundlag, i det hele henvise til bemærkningerne i nævnets

brev til (A) af 22. februar 2000, som omtalt ovenfor.”

Den 16. maj 2000 sendte jeg

en kopi af Patientklagenævnets udtalelse til A og bad om hans eventuelle

bemærkninger til udtalelsen.

A kommenterede udtalelsen i

brev af 30. maj 2000. Han fastholdt for så vidt angår klagepunkt 1, at nævnet

burde have videresendt hans klage over X Sygehus til Sundhedsstyrelsen.

Derudover gjorde han bl.a. gældende at Patientklagenævnet var gået alt for

let

hen over hvad det egentlig var han klagede over, nemlig

”at lægen ikke opdagede at [hans] hustru havde problemer med

hjertet”.

A bestred ikke at hun også kunne have haft mavekatar. A anklagede nævnet for

at

bestræbe sig på at finde det mest fordelagtige ordvalg for den indklagede

sundhedsperson. Desuden gjorde han gældende at han ikke var gjort bekendt med

nævnets beslutning på mødet den 29. december 1999 om at forelægge sagen for

en

anden sagkyndig i almen medicin med henblik på en ”second opinion”.

Han blev

heller ikke gjort bekendt med at man herefter ville træffe afgørelse i sagen.

Han betvivlede at nævnet havde ladet hans kommentarer indgå i afgørelsen, da

forslaget til afgørelse og den endelige afgørelse var næsten tro kopier. A

hævdede at den anden sagkyndige person var kommet med oplysninger der ikke

var

at finde i journalerne, nemlig spørgsmålet om hvorvidt han havde været til

stede under hans hustrus lægekonsultationer eller ikke. A gav udtryk for

utilfredshed med at nævnet ikke havde ladet en sagkyndig person med en anden

uddannelsesmæssig baggrund end almen medicin komme med en ”second

opinion”.

Nævnet havde ikke begrundet denne beslutning. Hvis han havde kendt til denne

beslutning, ville han have trukket sin klage tilbage for derefter at gå

rettens

vej. A anførte desuden at han ikke forstod hvordan udtalelsen fra 26. januar

2000 kunne være indgået i grundlaget for afgørelsen, når nævnet havde oplyst

at

afgørelsen var truffet på grundlag af de oplysninger der forelå den 16.

november 1999.

Jeg sendte den 23. juni 2000 en kopi af A’s

brev af 30. maj 2000 til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og bad om nævnets

bemærkninger til det han havde anført i brevet.

Den 7. juli 2000 udtalte

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn følgende:

”

Udtalelse

(A) har anført, at han

finder, at Patientklagenævnet er gået for let hen over, hvad han klager over,

idet nævnet har ændret klagen til en simpel klage over mavekatar.

På baggrund af (A)’s klage af

10. august 1999 formulerede Patientklagenævnet følgende klagepunkt, som

meddeltes (A) ved brev af 19. august 1999:

’At læge (C) ved

konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 vurderede, at

årsagen

til (B)’s symptomer var akut mavekatar.’

Samtidig meddeltes det (A),

at hans klage ville blive fremsendt til Embedslægen i (Y) Amt med henblik på

indhentelse af de nødvendige oplysninger. Embedslægen fik således fremsendt

(A)’s originale klage, hvoraf det fremgik, at (B) om morgenen den 24.

maj 1999

var dårlig, havde ondt i brystet og kort herefter afgik ved døden.

(A) gjorde ikke efterfølgende

Patientklagenævnet opmærksom på, at han ikke var enig i nævnets formulering

af

klagepunktet.

Nævnet havde således ingen

anledning til at antage, at (A) ikke fandt formuleringen af klagepunktet

dækkende for hans klage.

Det er i øvrigt nævnets

opfattelse, at nævnet ved sin afgørelse af 8. februar 2000 har taget stilling

til de forhold, som (A) anførte i sin klage.

(A) har endvidere anført, at

han ikke kan forstå, hvorledes hans kommentarer til afgørelsesforslaget er

indgået i den endelige afgørelse, idet den endelige afgørelse er næsten

identisk med afgørelsesforslaget.

Det skal hertil bemærkes, at

(A)’s kommentarer indgik i det grundlag, hvorpå nævnet traf afgørelse.

Nævnet

fandt, at (A)’s kommentarer ikke gav anledning til, at der skulle ændres

i det

afgørelsesforslag, nævnet fik forelagt.

Ligeledes har (A) anført, at

de akter, som direktøren henviser til i sit brev af 22. februar 2000, ikke

findes.

Hertil skal nævnet bemærke,

at kopi af disse akter blev sendt til (A) i forbindelse med partshøring den

16.

november 1999. (A) kan til enhver tid få aktindsigt i de akter, der findes på

hans sag.

(A) har videre anført, at det

forhold, at nævnet uden hans vidende valgte at indhente en second opinion,

har

frataget ham muligheden for at få prøvet nævnets afgørelse ved domstolene.

Nævnets baggrund for at

indhente en second opinion er at træffe afgørelse på et sikkert grundlag. Det

er nævnets opfattelse, at dette ikke forhindrer (A) i at lade nævnets

afgørelse

prøve ved domstolene.

Det skal endvidere oplyses,

at det er nævnets faste praksis at anvende sagkyndige konsulenter indenfor

samme speciale som den sundhedsperson, der er indklaget i en sag.

I øvrigt skal

Patientklagenævnet henvise til sin udtalelse sendt til ombudsmanden den 11.

maj

2000.”

Jeg bad i brev af 14. juli

2000 om A’s eventuelle bemærkninger til nævnets anden udtalelse i sagen.

I brev af 9. august 2000

kommenterede A nævnets anden udtalelse. Han mente at nævnet havde overtrådt

forvaltningslovens § 7 ved ikke at oversende klagen over X Sygehus til

Sundhedsstyrelsen og § 19 ved ikke at lade ham se sagens akter før der blev

truffet afgørelse i sagen. Nævnet kunne efter hans opfattelse - på baggrund

af

hans totale afvisning af forslaget til afgørelse - ikke påberåbe sig at der

ikke var nye oplysninger i den anden sagkyndige vurdering. A oplyste at det

var

hans ønske at Patientklagenævnet trak sin afgørelse tilbage; han ønskede ikke

sagen genoptaget da han ikke fandt nævnet uvildigt. Han fastholdt at nævnet

var

gået for let hen over hvad det var han klagede over. Han fastholdt desuden at

hans kommentarer til forslaget til afgørelse ikke kunne være indgået i

nævnets

endelige afgørelse eftersom den endelige afgørelse i sin ordlyd var stort set

identisk med forslaget til afgørelse. A fastholdt derudover at det ikke

fremgik

nogen steder af sagens akter om han havde været til stede under hans hustrus

lægekonsultationer. A skrev yderligere at han på intet tidspunkt havde

skrevet

at han ønskede nævnets afgørelse prøvet ved domstolene, men at han ville have

trukket klagen tilbage hvis han var blevet partshørt, og i stedet have anlagt

en retssag mod lægen - ikke mod Patientklagenævnet. A kommenterede endelig

nævnets oplysning om at det var nævnets faste praksis at anvende sagkyndige

konsulenter inden for samme speciale som den sundhedsperson der var indklaget

i

en sag. I den forbindelse gjorde han gældende at dette vel ikke var

ensbetydende med at man ikke kunne anvende andre sagkyndige.

Patientklagenævnet

burde i det mindste have orienteret ham om at nævnet ikke havde i sinde at

imødekomme hans ønske om at der blev indhentet en sagkyndig vurdering fra en

person med et andet speciale.

Den 11. september 2000 skrev

jeg bl.a. følgende til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn:

”Jeg vedlægger en kopi af

(A)’s brev og anmoder om nævnets bemærkninger til det som (A) har anført

under

punkt fem (om nævnets faste praksis hvorefter der anvendes sagkyndige

konsulenter inden for samme speciale som den sundhedsperson der er indklaget

i

en sag).

Jeg anmoder endvidere om

Patientklagenævnets eventuelle bemærkninger til det som (A) har anført under

de

øvrige punkter. For en ordens skyld bemærker jeg i den forbindelse at jeg

samtidig hermed har skrevet til (A) at jeg ikke har forstået en bemærkning

fra

hans side under punkt tre som en anmodning om aktindsigt. Jeg har henvist (A)

til - hvis bemærkningen er ment som en sådan anmodning - da selv at rette

henvendelse til Patientklagenævnet.

Efter en foreløbig gennemgang

af sagens akter anmoder jeg endvidere om nærmere oplysninger vedrørende et

enkelt spørgsmål.

I journalen er der for den 6.

april 1999 noteret bl.a. følgende:

’Nogle dage tiltagende ondt i

epigastriet men også udstrålende mod venstre arm. Halsbrand og sure opstød.

Obj: Ikke alment påvirket.

Intet peritonealt, men meget øm i epigastriet.’

Den første sagkyndige

konsulent i almen medicin har i sin erklæring af 28. oktober 1999 anført

bl.a.

følgende:

’ , at (B) ikke var alment

påvirket, det vil sige, der var ikke andre symptomer end ømhed i epigastriet.

Det var altså ikke symptomer tydende på sygdom ved hjertet, så som dårlig

hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet.’

(A) har i et brev af 23.

november 1999 til Patientklagenævnet bemærket bl.a. følgende:

’For det første udelades

fuldstændig journalens første sætning vedrørende konsultationen den 06-04-99:

’Nogle dage tiltagende ondt i epigastriet men også udstrålende mod

venstre arm

’. For det andet nedtones det, at min hustru er ’ meget øm i

epigastriet’,

med: ’ ømhed i epigastriet’. Endelig læser jeg ingen steder i

journalen,

hvorvidt der er observeret dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag

brystbenet. Denne sidste konklusion kan jeg udelukkende tillægge sagkyndig

konsulent i Almen Medicin.’

Den anden sagkyndige

konsulent i almen medicin har i sin erklæring af 26. januar 2000 anført

bl.a.:

’2) den 06.04.1999 efter

nogle dages smerter højt oppe i maven under brystbenet (epigastriet), at der

var halsbrand og sure opstød samt udstråling til venstre arm. Lægen fandt ved

sin objektive undersøgelse ikke (B) påvirket, men han fandt ømhed det

pågældende sted.

Vurdering:

Syrerelaterede smerter i mavesæk og på overgang mellem

mavesæk og spiserør er ofte sviende, og sammen med symptomerne halsbrand og

sure opstød må det anses for faglig korrekt at praktiserende læge (C)

vurderede, og handlede efter, at der forelå en syreproblematik. Der forelå

ikke

oplysninger om smerter i hjerteregionen, der var ømhed opadtil i maven og den

oplyste udstråling mod venstre arm var i den konkrete situation [ ] en

detalje

som ikke i sig selv overbevisende burde have givet anledning til overvejelser

om udredning for hjertelidelse.’

Den 8. februar 2000 traf

Patientklagenævnet følgende afgørelse:

’

Patientklagenævnet finder, at

læge (C) ved konsultationerne den 6. og 13. april samt den 5. maj 1999 ikke

havde anledning til at tolke (B)’s symptomer som tegn på en

hjertelidelse,

idet han ved sine undersøgelser ikke havde

fundet dårlig hudkulør, åndenød eller smerter bag brystbenet

[min fremhævning]. Det er nævnets

opfattelse, at lægen relevant tolkede (B)’s symptomer som tegn på sygdom

i

mavesækken og nederste del af spiserøret, og at han korrekt henviste til

speciallæge

i intern medicin, da symptomerne fortsatte til trods for bedring i (B)’s

tilstand.

Nævnet kan oplyse, at

symptomer med svien, smerte og sure opstød lige under og bag brystbenet

optræder hyppigt i almen praksis. Medicinsk behandling vil sædvanligvis blive

forsøgt.

’

Jeg anmoder

Patientklagenævnet om at oplyse hvoraf det objektivt og positivt fremgår at

lægen ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller

smerter bag brystbenet.”

I brev af 27. september 2000

udtalte Patientklagenævnet følgende:

”

Udtalelse

Folketingets Ombudsmand har

ønsket nævnets stillingtagen til de bemærkninger, (A) har anført under punkt

5

i sit brev af 9. august 2000. (A) har anført, at han finder, at det forhold,

at

det er nævnets faste praksis at anvende en sagkyndig konsulent indenfor samme

speciale som den sundhedsperson, der er klaget over, ikke er ensbetydende

med,

at man ikke i særlige tilfælde kunne anvende sagkyndige konsulenter indenfor

et

andet speciale. (A) har endvidere anført, at han finder, at han inden

afgørelsen burde have været orienteret om, at man ikke fulgte hans ønske om

at

forelægge sagen for sagkyndige konsulenter indenfor andre specialer.

Nævnet kan oplyse, at det er

den altovervejende hovedregel, at nævnet lader en sag vurdere af en sagkyndig

konsulent indenfor samme speciale, som den sundhedsperson, der er klaget

over.

I ganske få tilfælde, og kun hvis helt særlige forhold gør sig gældende,

lader

nævnet sagen vurdere af en sagkyndig konsulent indenfor et andet speciale.

Sådanne særlige forhold vil typisk være, at den læge, der er klaget over, har

udført sundhedsfaglig virksomhed, der sædvanligvis varetages af en læge med

et

andet speciale. I (A)’s sag var det nævnets vurdering, at sådanne

særlige

forhold ikke gjorde sig gældende.

(A) anførte i sit brev af 25.

november 1999 til Patientklagenævnet, at han fandt, at sagen burde forelægges

for sagkyndige konsulenter i patologi, hjertesygdomme, mavesygdomme og

allergi.

På et møde den 29. december 1999 besluttede nævnet, at sagen skulle

forelægges

for en anden sagkyndig konsulent i almen medicin med henblik på en

’second

opinion’. (A) blev ikke orienteret om denne beslutning.

Nævnet skal erkende, at det

havde været hensigtsmæssigt, om (A) inden sagens afgørelse havde fået

meddelelse om, at man ikke havde fundet grundlag for at imødekomme hans ønske

om, at sagen blev forelagt for sagkyndige konsulenter i patologi,

hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi, og begrundelsen herfor.

Ombudsmanden har endvidere

bedt Patientklagenævnet oplyse, hvoraf det objektivt og positivt fremgår, at

lægen ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig hudkulør, åndenød eller

smerter bag brystbenet.

Nævnet kan hertil oplyse, at

dårlig hudkulør, åndenød og smerter bag brystbenet er symptomer, der kan give

en læge mistanke om en hjertelidelse. Disse symptomer er samtidig udtryk for,

at patientens almentilstand er påvirket.

Praktiserende læge (C)

anførte i journalen den 6. april 1999, at (B) ikke var alment påvirket.

Patientklagenævnet har heraf udledt, at (B) ikke havde dårlig hudkulør,

åndenød

og smerter bag brystbenet, som altså er typiske symptomer ved en

hjertelidelse,

idet tilstedeværelsen af sådanne symptomer efter nævnets opfattelse ville

have

ført til den lægelige vurdering, at (B)’s almentilstand var påvirket.

Det fremgår således ikke

nogetsteds positivt, at (B) ikke havde dårlig hudkulør, åndenød og smerter

bag

brystbenet, men nævnet har på baggrund af journalnotatet af 6. april 1999

anset

det for godtgjort, at der ikke var sådanne typiske symptomer på hjertelidelse

til stede.

Patientklagenævnet har ikke i

øvrigt bemærkninger til (A)’s brev af 9. august 2000. Der henvises til

vores

tidligere udtalelser i sagen.”

Den 14. november 2000 bad jeg

om A’s bemærkninger til udtalelsen.

I brev af 19. november 2000

bad A mig om at stille Patientklagenævnet nogle spørgsmål af lægefaglig

karakter vedrørende problemer med at diagnostisere en hjertelidelse og

risikoen

for at sammenblande symptomerne herpå med mavekatar; om man ikke under alle

omstændigheder burde undersøge for den mest livstruende sygdom først; og

endelig om dette ikke var almen viden for praktiserende læger.

A vedlagde bl.a. nogle

spørgsmål han havde stillet, og svar han havde modtaget fra lægebrevkasser på

Internettet - heraf et svar fra ( ).

I brev af 28. november 2000

kommenterede A Patientklagenævnets udtalelse af 27. september 2000, herunder

sagsoplysningsgrundlaget. A henviste til at han i sit brev af 23. november

1999

til nævnet havde forlangt at nævnet inddrog oplysninger om hans hustrus

helbredstilstand

fra perioden før den 6. april 1999, og han fandt det kritisabelt at man ikke

havde indhentet alle de oplysninger (fra øvrige sundhedspersoner) der fremgik

af hans hustrus journaler. Derimod mente A det var tilfredsstillende at

nævnet

erkendte at det havde været hensigtsmæssigt hvis han inden sagens afgørelse

havde fået meddelelse om at man ikke havde fundet grundlag for at imødekomme

hans ønske om en ny sagkyndig udtalelse. A mente det var rent gætteri når

nævnet ud fra sætningen ”at B ikke var alment påvirket” udledte at

hun ikke

havde dårlig hudkulør, åndenød og smerter bag brystbenet. A oplyste at hans

hustru netop havde en meget dårlig hudkulør i denne periode. Hun havde også

åndenød (

”stadig mavesymptomer med

forværring selv ved let anstrengelse”

). Han skrev desuden at det ikke kunne

udelukkes at smerter i epigastriet (

”Nogle

dage tiltagende ondt i epigastriet”

) ikke var det samme som smerter bag

brystbenet. Endelig mente han det var misvisende at nævnet i udtalelsen alene

havde henvist til at B

”ikke [var] alment

påvirket”

, når lægen i journalen den 6. april 1999 havde skrevet:

”Obj: Ikke alment påvirket. Intet

peritonealt, men meget øm i epigastriet”.

Den 30. januar 2001 sendte

jeg kopi af A’s breve af 19. november 2000 (med bilag) og 28. november

2000 til

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og bad om nævnets bemærkninger til det han

havde anført i brevene. Samme dag skrev jeg bl.a. følgende til A:

”I breve af 19. (med bilag)

og 28. november 2000 har De rejst spørgsmål og fremsat bemærkninger til

Patientklagenævnets udtalelse af 27. september 2000 og til sagen, herunder

til

nævnets sagsoplysningsgrundlag (inddragelse af oplysninger fra perioden før

den

6. april 1999).

Jeg har i dag sendt en kopi

af Deres breve med bilag til Patientklagenævnet og bedt om nævnets

bemærkninger

til det som De har anført i brevene.

For en ordens skyld bemærker

jeg at jeg - som jeg tidligere har vejledt Dem om, og som De selv anfører i

brevet af 19. november 2000 - ikke har forudsætninger for at tage stilling

til

spørgsmål som kræver lægefaglig fagkundskab. På nuværende tidspunkt har jeg

ikke grundlag for at bede Patientklagenævnet om udtrykkeligt at besvare de

spørgsmål De har stillet. Hvis spørgsmålene giver Patientklagenævnet

anledning

til yderligere, har nævnet imidlertid mulighed for over for mig at fremkomme

med disse bemærkninger inden jeg færdigbehandler sagen.”

Patientklagenævnet udtalte

følgende den 22. februar 2001 i anledning af mit brev af 30. januar 2001:

”

Udtalelse

(A) har i brev af 19.

november 2000 anmodet Folketingets Ombudsmand om at formå Patientklagenævnet

at

besvare en række spørgsmål. Spørgsmålene har sundhedsfaglig karakter.

I henhold til lov om

sundhedsvæsenets centralstyrelse er det Patientklagenævnets opgave at tage

stilling til klager over den faglige virksomhed, som udøves af personer inden

for sundhedsvæsenet. Nævnet har således ikke mulighed for og kompetence til

at

besvare spørgsmål af den karakter, som (A) stiller i sit brev. Det skal

endvidere oplyses, at nævnet alene kan tage stilling til sundhedsfaglige

forhold i forbindelse med nævnsbehandlingen af en konkret klage.

Såfremt (A) ønsker det, kan

han begære sagen genoptaget og i den forbindelse anføre de spørgsmål, som han

stiller i brevet til ombudsmanden. Nævnet vil, for så vidt der findes

grundlag

for at genoptage sagen, tage stilling til (A)’s spørgsmål, i det omfang

de

findes relevante for vurderingen af hans klage. Det skal oplyses, at nævnet

kan

genoptage sagen, hvis der fremkommer nye oplysninger, der har væsentlig

betydning for sagens afgørelse.

(A) spørger i sit brev af 28.

november 2000 til Folketingets Ombudsmand, om Patientklagenævnet

ikke kan

lade en sagkyndig konsulent med

et andet speciale end den indklagede vurdere en sag, også hvor der ikke gør

sig

særlige forhold gældende.

Nævnet kan oplyse, at der

ikke findes egentlige regler for anvendelsen af de sagkyndige konsulenter, og

kan på denne baggrund besvare (A)’s spørgsmål bekræftende. Det er dog

som

beskrevet i nævnets brev af 27. september 2000 til ombudsmanden nævnets

praksis,

at en indklaget sundhedsperson vurderes af en sagkyndig konsulent med samme

speciale som den indklagede.

(A) har videre i sit brev af

28. november 2000 anført, at han finder, at nævnet under sagsbehandlingen

burde

have indhentet journalmateriale og oplysninger fra øvrige sundhedspersoner,

som

havde behandlet (B) forud for behandlingen hos praktiserende læge (C).

Hertil skal det anføres, at

det i første omgang var Embedslægeinstitutionen for (Y) Amt, der vurderede,

hvilket materiale der skulle indhentes til belysning af (A)’s klage.

Både

sagkyndig konsulent (D) og sagkyndig konsulent (G) fandt herefter, at det

indhentede materiale var tilstrækkeligt til at belyse sagen. Heller ikke

nævnet

fandt på sit møde anledning til at søge sagen yderligere belyst ved eventuel

indhentelse af oplysninger og journalmateriale fra andre sundhedspersoner,

der

havde behandlet (B).

(A)’s klage vedrørte tre

konkretiserede konsultationer hos en praktiserende læge.

I en sådan situation finder

nævnet det i reglen fyldestgørende med en udtalelse bilagt journalmateriale

fra

denne læge. Det kan oplyses, at nævnet i visse sager finder grundlag for at

supplere materialet fra den indklagede med journalmateriale m.v. fra andre

sundhedspersoner, der har været involveret i behandlingen. Dette ville dog

især

være tilfældet, når flere sundhedspersoner har været involveret i

behandlingen

af de samme symptomer, eksempelvis ved at en praktiserende læge henviser til

en

speciallæge.

Sådanne forhold gjorde sig

ikke gældende i forbindelse med læge (C)’s behandling af (B), og nævnet

finder

på denne baggrund, at det var tilstrækkeligt at indhente en udtalelse fra

læge

(C) bilagt dennes journalmateriale vedrørende (B).

(A) har endvidere i sit brev

af 28. november 2000 anført, at nævnet i sin afgørelse har undladt at

referere

dele af journalnotatet af 6. april 1999, idet (A) anfører, at nævnet alene

har

henvist til, at (B) ikke var alment påvirket.

Nævnet skal i den forbindelse

henvise til sin afgørelse af 8. februar 2000, hvor der vedrørende

konsultationen den 6. april 1999 er lagt vægt på:

’at det af journalen fremgår,

at (B) angav, at hun selv mente, at hun havde pådraget sig en akut mavekatar.

Hun oplyste læge (C) om, at hun et par år tidligere havde fået

syreneutraliserende medicin (Nizax). Ved henvendelsen oplyste hun, at hun

havde

smerter i øverste del af maven udstrålende mod venstre arm, og at hun havde

halsbrand og sure opstød. Læge (C) undersøgte (B) og fandt, at hun var meget

øm

i øverste del af maven, men ellers upåvirket. Læge (C) ordinerede

syreneutraliserende

medicin (kapsel Nizax 300 mg), som (B) skulle tage om aftenen.’

Det er nævnets opfattelse, at

dette er en meget præcis gengivelse af, hvad der står anført i journalen

vedrørende konsultationen den 6. april 1999.”

Den 25. maj 2001 sendte jeg

en kopi af nævnets udtalelse af 22. februar 2001 til A og bad om hans

eventuelle bemærkninger hertil.

I brev af 5. juni 2001

kommenterede A udtalelsen og sagsoplysningsgrundlaget. A mente nævnet burde

have indhentet oplysninger fra andre sundhedspersoner i hans hustrus

journaler,

og henviste til at læge C på side 1 øverst i hans hustrus journal havde

skrevet: ” I den modtagne journal ligger også journal på den afdøde søn

( ).

For resumé: Se Generel helbredsundersøgelse

og speciallægeundersøgelser i forbindelse med pensionsansøgning i

1996”. A

stod uforstående over for at Patientklagenævnet ikke havde indhentet

oplysninger om disse undersøgelser. Desuden henviste han til at konsulent G i

sin udtalelse havde lagt til grund at der ikke forelå ”oplysninger om at

(B)

tidligere havde haft hjerteproblemer ”. A ønskede oplyst hvordan

konsulenten

kunne vide dette når man ikke havde indhentet oplysninger om tidligere

undersøgelser.

Den 12. juli 2001 bad jeg om

Patientklagenævnets eventuelle bemærkninger til det A havde anført i brevet

af

5. juni 2001.

Patientklagenævnet udtalte

følgende den 14. august 2001:

”

Udtalelse

(A) har i sit brev af 5. juni

2001 anført, at det er falsk imødekommenhed fra Patientklagenævnets side, når

nævnet skriver, at han måske vil kunne få svar på sine spørgsmål, hvis han

anfører disse i forbindelse med en anmodning om genoptagelse af sagen. (A)

har

hertil anført, at han allerede stillede stort set de samme spørgsmål inden

nævnet traf afgørelse i sagen.

Som det tidligere er anført,

har alle (A)’s bemærkninger indgået i det grundlag, hvorpå nævnet traf

afgørelse.

Som anført i nævnets brev af

22. februar 2001 til Folketingets Ombudsmand har nævnet ikke kompetence til

at

besvare spørgsmål af den karakter, som (A) stiller i sit brev af 19. november

2000.

Nævnet har gjort opmærksom på

muligheden for at anmode om genoptagelse af sagen, fordi det fremgår af

(A)’s

breve, at han er utilfreds med nævnets afgørelse. Hvorvidt de sundhedsfaglige

problemstillinger, som (A) har rejst i sit brev af 19. november 2000, vil

kunne

begrunde en genoptagelse af sagen, kan nævnet imidlertid ikke tage stilling

til

i sin korrespondance med Folketingets Ombudsmand. Hertil kræves en

sundhedsfaglig vurdering, og endvidere er det ifølge § 15, stk. 3, i

Patientklagenævnets forretningsorden det egentlige nævn bestående af en

formand, to lægmænd og to fagpersoner, der afgør, om der er grundlag for

genoptagelse af en sag.

(A) anfører videre i sit

brev, at nævnet har været længe om at indrømme, at der ikke findes egentlige

regler

for anvendelse af de sagkyndige konsulenter.

Nævnet har en fast praksis

for anvendelse af konsulenter, og praksis er fulgt i forbindelse med

behandlingen af (A)’s klage.

Nævnet har ikke yderligere

bemærkninger hertil.

(A) anfører ligeledes, at det

er usandt, når nævnet anfører, at det i første omgang var

Embedslægeinstitutionen for (Y) Amt, der vurderede, hvilket materiale der

skulle indhentes til belysning af (A)’s klage.

Hertil skal anføres, at

nævnet i forbindelse med antagelsen af (A)’s klage den 19. august 1999

sendte

sagen til embedslægeinstitutionen med henblik på oplysning af sagen, herunder

indhentelse af relevante udtalelser og relevant journalmateriale. Denne

oversendelse af sagen til embedslægeinstitutionen skete under henvisning til

§

19, stk. 1, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Med hensyn til (A)’s

yderligere bemærkninger til Patientklagenævnets oplysning af sagen skal

nævnet

i det hele henvise til de tidligere udtalelser til Folketingets Ombudsmand.

Når (A) endelig i sit brev

gør opmærksom på, at hans anke over nævnets referat af journalnotatet af 6.

april 1999 gik på, hvad nævnet havde refereret i sit brev af 27. september

2000

til Folketingets Ombudsmand, skal det bemærkes, at nævnet besvarede et

spørgsmål stillet af Folketingets Ombudsmand, nemlig, hvoraf det objektivt og

positivt fremgik, at lægen ved sine undersøgelser ikke havde fundet dårlig

hudkulør, åndenød eller smerter bag brystet. Nævnet fandt det ved sit svar

herpå relevant at henvise til journalnotatet af 6. april 1999 og påpegede, at

det heraf fremgik, at (B) ikke var alment påvirket. Nævnet fandt ikke de

øvrige

optegnelser i notatet relevante med henblik på besvarelsen af spørgsmålet fra

Folketingets Ombudsmand.”

Jeg bad i brev af 22. august

2001 om A’s eventuelle bemærkninger til udtalelsen af 14. august 2001,

og i

brev af 23. august 2001 oplyste han at det havde store omkostninger for ham

personligt gang på gang at gennemgå sagen. Derfor havde han ikke yderligere

kommentarer til sagen. A fastholdt dog at nævnets svar på hans spørgsmål var

mangelfulde, vildledende og usande, og at nævnet havde brudt lovgivningen,

havde forsøgt at dække over dette, ikke været uvildigt og ikke indhentet de

nødvendige oplysninger.

Ombudsmandens udtalelse

”Indholdet af nævnets afgørelse af 8. februar 2000

Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg - som jeg også tidligere

har henledt Deres opmærksomhed på - kun i begrænset omfang tage stilling til

afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol

af de to lægefagkyndige vurderingers rigtighed - som er af afgørende

betydning for denne sag - kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Jeg bemærker i den forbindelse at jeg har lagt til grund at nævnet som oplyst

flere gange i udtalelserne til mig rent faktisk

har

inddraget Deres kommentarer i grundlaget for dets afgørelse.

Under hensyn til at nævnet desuden i brevet af 22. februar 2000 til Dem har

beklaget at nævnet ved en skrivefejl meddelte Dem at afgørelsen var blevet

truffet på grundlag af de oplysninger der blev sendt med nævnets brev af 16.

november 1999, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Jeg kan derfor ikke kritisere indholdet af Patientklagenævnets afgørelse af

8. februar 2000 hvorefter læge (C) ikke havde overtrådt lægeloven, jf. også

nedenfor under pkt. 1.

Under min gennemgang af sagen har jeg af ovennævnte grunde måttet begrænse

min undersøgelse til at omfatte de juridiske spørgsmål i sagen - som f.eks.

om der er partshørt i overensstemmelse med reglerne, osv.

Nævnets sagsbehandling

De har under min behandling af sagen rejst indsigelse mod en række forhold i

tilknytning til nævnets sagsbehandling. Jeg har koncentreret min undersøgelse

af nævnets sagsbehandling til nedenstående forhold.

Jeg henviser til § 16, stk.

1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand. Heraf fremgår

det

at ombudsmanden afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til

undersøgelse.

1) Oplysningsgrundlaget og

Patientklagenævnets manglende orientering af Dem om afvisningen af Deres

anmodning om indhentelse af sagkyndige erklæringer fra en patolog og fra

specialister i henholdsvis hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi

Det er et

almindeligt forvaltningsretligt princip at det påhviler

forvaltningsmyndigheden

at fremskaffe de oplysninger der er nødvendige for at myndigheden kan træffe

afgørelse på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Dette princip kaldes

official- eller undersøgelsesprincippet.

Det bygger på en konkret

vurdering i hver enkelt sag hvor mange oplysninger myndigheden skal indhente

for at opfylde officialprincippet - herunder hvilken karakter af oplysninger

det drejer sig om, og fra hvilke personer eller myndigheder oplysningerne

skal

indhentes.

Patientklagenævnet har i dets

udtalelse af 27. september 2000 til mig oplyst at det er den altovervejende

hovedregel at nævnet lader en sag vurdere af en sagkyndig konsulent inden for

samme speciale som den sundhedsperson der er klaget over. I ganske få

tilfælde,

og kun hvis helt særlige forhold gør sig gældende, lader nævnet sagen vurdere

af en sagkyndig konsulent inden for et andet speciale. Sådanne særlige

forhold

vil typisk være at den læge der er klaget over, har udført sundhedsfaglig

virksomhed der sædvanligvis varetages af en læge med et andet speciale.

Under hensyn til at jeg har

forstået det sådan at det ikke er (helt) udelukket at nævnet kan anvende

sagkyndige konsulenter med andet speciale end den eller de indklagede

personers, kan den beskrevne praksis vedrørende nævnets valg af sagkyndige

konsulenter ikke give mig anledning til bemærkninger.

Sundhedsvæsenets

Patientklagenævns afgørelse i denne sag bygger som nævnt ovenfor på en

vurdering af rent lægefaglig karakter, og nævnet besluttede ad to omgange at

indhente vurderinger fra sagkyndige konsulenter. Jeg har ikke forudsætninger

for at foretage en vurdering af om sagen herved var tilstrækkeligt oplyst til

at nævnet kunne træffe en indholdsmæssigt rigtig og forsvarlig afgørelse i

sagen. Jeg har heller ikke forudsætninger for at vurdere om nævnet - som De

bad

om i brevet af 23. november 1999 - tillige burde have indhentet udtalelser

fra

en patolog og fra specialister i henholdsvis hjertesygdomme, mavesygdomme og

allergi.

Jeg har derfor ikke grundlag

for at kritisere Patientklagenævnets vurdering af at der med indhentelsen af

de

sagkyndige erklæringer fra de to alment praktiserende læger, (D) og (G),

forelå

et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag til at nævnet kunne træffe afgørelse i

sagen. Jeg kan således heller ikke kritisere at nævnet traf afgørelse i sagen

uden at indhente sagkyndige erklæringer fra en patolog og fra specialister i

henholdsvis hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi.

Patientklagenævnet har

endvidere i dets udtalelse af 27. september 2000 til mig skrevet at nævnet

’skal erkende, at det havde været hensigtsmæssigt, om (A) inden sagens

afgørelse havde fået meddelelse om, at man ikke havde fundet grundlag for at

imødekomme hans ønske om, at sagen blev forelagt for sagkyndige konsulenter i

patologi, hjertesygdomme, mavesygdomme og allergi, og begrundelsen

herfor’.

Jeg er enig med nævnet i at

det havde været hensigtsmæssigt at orientere Dem om afvisningen af Deres

anmodning før nævnet traf afgørelse. Det havde således efter min opfattelse

været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis De havde fået en sådan

orientering fra nævnet forud for afgørelsen - navnlig i betragtning af at

nævnet måtte have grund til at antage at De i så fald ville have væsentlige,

supplerende bemærkninger til sagen. Nævnet kunne eventuelt i forbindelse med

meddelelsen have fastsat en frist for Deres eventuelle bemærkninger til

beslutningen om at afvise Deres anmodning.

Jeg henviser i denne

forbindelse tillige til en tidligere sag som er omtalt i Folketingets

Ombudsmands beretning for 1989, s. 164f*. Også i den sag udtalte jeg at det

efter min opfattelse er god forvaltningsskik at myndigheden - i tilfælde af

afvisning af en anmodning fra parten om indhentelse af yderligere oplysninger

-

orienterer parten herom inden der træffes afgørelse i sagen.

Jeg har gjort nævnet bekendt

med min opfattelse.

2) Nævnets manglende partshøring af Dem over

udtalelsen fra læge (G)

Reglerne om

partshøring supplerer officialprincippet og kædes sammen med princippet ved

at

de oplysninger som en myndighed indhenter udefra, skal sendes til parten så

denne kan få lejlighed til at kommentere dem.

Forvaltningslovens regler om

partshøring på myndighedens initiativ findes i § 19. Bestemmelsen har

følgende

ordlyd:

’

§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens

beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe

afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt

kreds af personer, virksomheder mv., eller hvis forelæggelsen af

oplysningerne

for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse

og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3.

Vedkommende minister kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor

bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse,

ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.’

Bekendtgørelse nr. 662 af 14.

september 1998 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

indeholder i § 10, stk. 7, følgende bestemmelse:

’

§ 10.

Stk. 7.

Sekretariatet hører parterne i overensstemmelse med

forvaltningslovens regler over relevant materiale samt over sagkyndige

vurderinger og forslag til afgørelse, inden Patientklagenævnet træffer

afgørelse i sagen.’

Forvaltningslovens § 19, stk.

1, pålægger kun myndigheder at partshøre over oplysninger vedrørende sagens

faktiske omstændigheder. Efter fast praksis fortolkes bestemmelsen således at

der ikke er pligt til at partshøre over interne vurderinger eller over

myndighedernes regelanvendelse, jf. f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning

for 1990, side 216ff*. Dette indebærer at bl.a. interne sagkyndige

vurderinger

ikke ifølge § 19, stk. 1, skal forelægges for parten inden der træffes

afgørelse.

Ordlyden af § 10, stk. 7, i

bekendtgørelsen om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er

ikke ganske klar. Mest naturligt må bestemmelsen fortolkes således at den

foreskriver at der partshøres i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19

vedrørende ’relevant materiale’. Herudover skal sekretariatet sende

sagkyndige

vurderinger - hvad enten der er tale om eksterne eller interne vurderinger -

til høring hos parterne. For denne fortolkning taler anvendelse af ordet

’samt’

og sammenstillingen af ’sagkyndige vurderinger’ og ’forslag

til afgørelse’.

Denne fortolkning harmonerer desuden bedst med almindelige ulovbestemte

principper om partshøring således som de er kommet til udtryk i nyere

ombudsmands- og retspraksis, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 2000,

side 86ff*, Ugeskrift for Retsvæsen 2002.144 H (ugeskriftets online-udgave)

og

Ugeskrift for Retsvæsen 1997.889 H.

Der er med andre ord ikke

pligt til at partshøre over

interne

sagkyndige vurderinger efter forvaltningslovens § 19 - pligten til at

partshøre

efter bestemmelsen vedrører alene

eksterne

vurderinger. Forretningsordenens § 10, stk. 7, derimod foreskriver

udtrykkeligt

en pligt for myndigheden til at partshøre over

både interne og eksterne

sagkyndige vurderinger.

Jeg har ved min behandling af

spørgsmålet om partshøring lagt til grund at såvel (D)’s som (G)’s

sagkyndige

erklæringer er interne vurderinger. Der er således ikke efter

forvaltningslovens § 19 pligt til at partshøre over vurderingerne.

Patientklagenævnet sendte Dem

den 16. november 1999 de oplysninger der ville danne grundlag for nævnets

afgørelse - herunder bl.a. (D)’s sagkyndige vurdering - og bad om Deres

bemærkninger til materialet. Denne partshøring blev - bl.a. for den

sagkyndige

vurderings vedkommende - foretaget i henhold til forretningsordenens § 10,

stk.

7.

Derimod partshørte nævnet Dem

ikke over den sagkyndige vurdering fra (G).

Nævnet har i sit brev til Dem

af 22. februar 2000 oplyst at ’dette skyldes, at der er overensstemmelse

mellem

(G)’s og (D)’s vurdering af sagen. Der er således ikke i (G)’s

vurdering nye

oplysninger, som De ikke har haft lejlighed til at kommentere. I denne

situation har nævnet valgt at sende en kopi af (G)’s vurdering til

orientering

samtidig med, at De modtog nævnets afgørelse’. Nævnet har med andet

ordvalg

gentaget dette udsagn i dets udtalelse af 11. maj 2000 til mig.

Det forhold at (G)’s

sagkyndige vurdering mundede ud i samme overordnede konklusion som (D)’s

-

nemlig at læge (C) havde levet op til den almindelige anerkendte faglige

standard i forbindelse med sin undersøgelse og behandling af (B) - er efter

min

opfattelse på ingen måde ensbetydende med at der ikke er nye oplysninger i

erklæringen som De burde have været partshørt over efter forretningsordenens

§

10, stk. 7.

De havde i Deres brev af 23.

november 1999 forkastet (D)’s sagkyndige vurdering efter at have

foretaget en

omfattende gennemgang af ordvalget og konklusionerne heri. (G)’s

erklæring er

mere omfattende, mere detaljeret og indeholder flere delkonklusioner end

(D)’s.

Der er således efter min opfattelse ingen tvivl om at De ville have haft

fordel

af at få lejlighed til at kommentere erklæringen inden der blev truffet

afgørelse.

Patientklagenævnet burde

således - efter § 10, stk. 7, i bekendtgørelsen om nævnets forretningsorden -

have sendt (G)’s sagkyndige erklæring til partshøring før nævnet traf

afgørelse

i sagen.

Jeg har gjort

Patientklagenævnet bekendt med min opfattelse, men foretager mig ikke mere

vedrørende dette spørgsmål.

3) Nævnets begrundelse for afgørelsen af 8.

februar 2000

Det fremgår

af forvaltningslovens § 22 at en afgørelse, når den meddeles skriftligt, skal

være ledsaget af en begrundelse medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende part medhold. Derudover fremgår det af lovens § 24 at begrundelser

skal indeholde en henvisning til de retsregler som afgørelsen er truffet

efter.

En begrundelse skal efter

lovens § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det

pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer

(1999),

s. 420ff, og Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 363ff.

Hvis afgørelsen bygger på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige

angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Om

fornødent skal begrundelsen indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.

Jeg har endvidere tidligere

udtalt at en fyldestgørende begrundelse efter omstændighederne også vil kræve

en stillingtagen til de anbringender som parten har gjort gældende under

sagen

(se f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 359*). Dette

gælder

ikke blot hvis partens anbringender angår kriterier som myndigheden selv har

inddraget i afgørelsen, men også andre partsanbringender som ikke umiddelbart

kan afvises som uvæsentlige eller irrelevante for afgørelsen. For så vidt

angår

anbringender som af myndigheden anses for uvæsentlige eller irrelevante, men

som parten selv lægger stor vægt på, vil det efter omstændighederne være

rigtigst udtrykkeligt i begrundelsen kortfattet at angive at de pågældende

anbringender ikke er tillagt betydning, således at parten kan konstatere at

myndigheden har været opmærksom på disse, jf. herom også John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 428.

Efter at have modtaget

Patientklagenævnets forslag til afgørelse sendte De den 23. november 1999

Deres

bemærkninger til forslaget. De forkastede til fulde forslaget, og Deres brev

indeholder en omfattende og detaljeret gennemgang - og kritik - af såvel

(D)’s

sagkyndige udtalelse (som dannede grundlag for nævnets forslag til afgørelse)

som nævnets oplysning af sagen.

Nævnet har flere gange over

for Dem og mig oplyst at Deres bemærkninger i brevet af 23. november 1999

indgik i grundlaget for nævnets endelige afgørelse af 8. februar 2000. Dette

fremgår imidlertid ikke af nævnets begrundelse for den endelige afgørelse.

Begrundelsen i den endelige afgørelse fremtræder som stort set identisk med

begrundelsen i forslaget til afgørelse. Det fremgår således ikke af

begrundelsen

i den endelige afgørelse at De fremsatte ovennævnte bemærkninger til sagen,

og

nævnet forholder sig heller ikke hertil i dets begrundelse for afgørelsen.

Deres anbringender i brevet

af 23. november 1999 kan efter min opfattelse - som lægmand - ikke uden

videre

betragtes som irrelevante. Desuden må det have fremstået tydeligt for nævnet

at

De tillagde anbringenderne betydelig vægt.

Det havde derfor efter min

opfattelse været bedst stemmende med god forvaltningsskik at

Patientklagenævnet

i dets begrundelse i den endelige afgørelse havde gengivet de væsentligste af

Deres indsigelser og udtrykkeligt forholdt sig til disse.

Det er i øvrigt min

opfattelse at nævnet i dets begrundelse i den endelige afgørelse tillige

(eventuelt kortfattet) burde have redegjort for udviklingen i sagen efter at

nævnets forslag til afgørelse blev sendt til Dem.

Jeg har gjort nævnet bekendt

med min opfattelse.

4) Sundhedsvæsenets Patientklagenævns

manglende videresendelse til Sundhedsstyrelsen af Deres klage over (X)

Sygehus

De har

desuden klaget over at Patientklagenævnet i brevet af 19. august 1999 ikke

videresendte Deres klage over (X) Sygehus til Sundhedsstyrelsen, men i stedet

henviste Dem til selv at rette henvendelse til Sundhedsstyrelsen.

Forvaltningslovens § 7, stk.

2, har følgende ordlyd:

’

Stk. 2.

Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse,

som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt

til

rette myndighed.’

Det forhold at en henvendelse

indeholder rent private oplysninger, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1,

udelukker ikke i sig selv videresendelse efter § 7, stk. 2. Men i sådanne

tilfælde vil det være relevant for myndigheden at foretage en vurdering af om

henvendelsen uden videre skal sendes til rette myndighed, eller om der i

stedet

skal gives vejledning om hvilken myndighed borgeren (selv) kan rette

henvendelse til. Jeg henviser til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994),

s.

262, og til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), s. 220ff.

Patientklagenævnet har i dets

udtalelse af 11. maj 2000 til mig oplyst at det er nævnets opfattelse at den

anvendte procedure var hensigtsmæssig. Nævnet fandt at det ikke kunne tages

for

givet at De ønskede at opretholde Deres klage når De blev bekendt med at

klagen

skulle rettes til en anden instans.

I den konkrete sag kan denne

vurdering ikke give mig anledning til kritik.

Sammenfatning

Sammenfattende

kan jeg ikke kritisere indholdet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns

afgørelse af 8. februar 2000.

Jeg har imidlertid kritiseret

nævnets sagsbehandling. Det er således min opfattelse at det havde været

bedst

stemmende med god forvaltningsskik dersom De havde fået orientering om

nævnets

afvisning af at indhente sagkyndige erklæringer fra personer med andre

specialer end almen medicin før nævnet traf afgørelse i sagen. Det er

ligeledes

min opfattelse at nævnet burde have partshørt Dem over (G)’s udtalelse

før

navnet traf afgørelse, jf. § 10, stk. 7, i bekendtgørelsen om nævnets

forretningsorden. Endelig havde det efter min opfattelse været bedst

stemmende

med god forvaltningsskik at nævnet i dets begrundelse i den endelige

afgørelse

havde gengivet de væsentligste af Deres indsigelser og udtrykkeligt forholdt

sig til disse. Nævnet burde i øvrigt i dets begrundelse tillige (eventuelt

kortfattet) have redegjort for udviklingen i sagen efter at nævnets forslag

til

afgørelse blev sendt.

Afslutningsvis vil jeg gerne

benytte lejligheden til at udtrykke min forståelse for den store sorg De må

føle efter tabet af først Deres søn ( ) og siden Deres hustru.”

NOTER: (*)

FOB 1989, s. 164,

FOB 1990, s. 216

og s. 359, og

FOB 2000, s. 86.

Lignende dokumenter