Spørgsmål om rekursmyndigheders ret til at ændre i hjemmelsgrundlaget for pligt til tilbagebetaling af revalideringshjælp.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Spørgsmål om rekursmyndigheders ret til at ændre i
hjemmelsgrundlaget for pligt til tilbagebetaling af revalideringshjælp.
B klagede for A over Den
Sociale Ankestyrelses afgørelse af 2. oktober 1991. Ved afgørelsen tiltrådte
ankestyrelsen X Kommunes socialdirektorats afgørelse af 26. oktober 1987,
hvorefter den af kommunen bevilgede hjælp efter bistandslovens dagældende §
42,
stk. 1, til genoptræning med i alt 172.500 kr. blev gjort
tilbagebetalingspligtig
for A.
Af sagens akter fremgik det,
at A var udsat for en alvorlig trafikulykke den 15. august 1986. Ved ulykken
pådrog hun sig alvorlige hjerneskader.
I et brev til B af 18.
november 1986 anerkendte forsikringsselskabet Topsikring A/S
erstatningspligten
over for A.
Den 17. marts 1987 anmodede X
Hospital X Kommunes socialdirektorat om betaling for A's ophold på Center for
Hjerneskade. Hospitalet anslog opholdsudgifterne til ca. 175.000 kr.
I et brev til A af 26.
oktober 1987 bevilgede X Kommunes sociale udvalg A hjælp med 172.500 kr. til
dækning af behandling/genoptræning på Center for Hjerneskade. Hjælpen blev
ydet
i henhold til bistandslovens § 42, stk. 1, og det sociale udvalg gjorde A
opmærksom på, at det var en forudsætning for hjælpens udbetaling, at eventuel
erhvervsevnetabserstatning i henhold til erstatningssagen medgik til dækning
af
den ansøgte genoptræning, jf. bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr.
4.
Læs alt
Det sociale udvalgs afgørelse
blev den 19. februar 1988 indbragt for Den Sociale Ankestyrelse af A's
søster,
C.
I et brev til advokat D den
20. november 1989 vurderede Arbejdsskadestyrelsen A's méngrad og
erhvervsevnetab som følge af ulykken til henholdsvis 50% og 65%. I en
skrivelse
af 2. januar 1990 til advokat D meddelte styrelsen, at stationærtidspunktet
skønsmæssigt måtte anses for at være to år efter ulykkestidspunktet.
A havde i alt fået udbetalt
929.206,56 kr. i erstatning eksklusive renter, hvoraf 709.628,74 kr. udgjorde
erstatning for tab af erhvervsevne.
Den 2. oktober 1991 tiltrådte
Den Sociale Ankestyrelse X Kommunes Socialdirektorats afgørelse med følgende
begrundelse:
"Ankestyrelsen finder,
at (X) Kommunes Socialdirektorat har været berettiget til i forbindelse med
ydelsen af hjælp efter bistandsloven til Deres behandling/genoptræning på
Center for Hjerneskade at træffe beslutning om tilbagebetaling i henhold til
bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.
Ankestyrelsen har lagt vægt
på, at De på tidspunktet for hjælpens udbetaling havde udsigt til at få
udbetalt et erstatningsbeløb, og at Socialdirektoratet orienterede Dem om
tilbagebetalingspligten og om årsagen hertil."
I klagen til mig gjorde B på
A's vegne bl.a. gældende, at X Kommune anførte bistandslovens § 26, stk. 1,
nr.
4, som hjemmel for tilbagebetalingskravet, mens ankestyrelsen anførte § 26,
stk. 1, nr. 3, som hjemmel, i hvilken forbindelse B yderligere henviste til
Sociale Meddelelser 0-27-85.
I anledning af B's klage
fremkom X Kommune i en udateret udtalelse til ankestyrelsen med supplerende
bemærkninger til sagen. Kommunen anførte bl.a., at der forelå dokumentation
for, at A var blevet underrettet om tilbagebetalingsforpligtelsen, og at det
forhold, at kommunen anførte bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, som hjemmel,
mens ankestyrelsen anførte § 26, stk. 1, nr. 3, var uden betydning, da kravet
i
bestemmelsens stk. 2 om underretning om tilbagebetalingsforpligtelsen var
blevet iagttaget.
I anledning af B's klage
fremkom ankestyrelsen i en skrivelse af 8. maj 1992 med supplerende
bemærkninger til sagen. Ankestyrelsen anførte bl.a., at kommunens citering af
bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, ikke kunne medføre
tilbagebetalingskravets
bortfald, idet kommunen, som krævet i § 26, stk. 2, havde orienteret A om
tilbagebetalingspligten og om årsagen hertil.
De to udtalelser blev
forelagt B, hvorefter B i en skrivelse af 2. september 1992 supplerende
anførte, at kommunen på intet tidspunkt havde oplyst den korrekte hjemmel for
tilbagebetalingspligten.
I en skrivelse til B udtalte
jeg herefter følgende:
"Bistandslovens § 26,
stk. 1 og 2 er sålydende:
"Kommunalbestyrelsen kan
træffe beslutning om tilbagebetaling,
Når der må ydes en person hjælp på grund af pågældendes
uforsvarlige økonomi, ubegrundede opgivelse af et arbejde eller
beskæftigelsesfremmende foranstaltning, nægtelse af at påtage sig et rimeligt
tilbud om arbejde eller af at deltage i beskæftigelsesfremmende
foranstaltninger,
når der må ydes en person hjælp, fordi den pågældende
eller ægtefællen er indblandet i en kollektiv arbejdsstrid,
når der på det tidspunkt, da der søges hjælp på grund
af økonomisk trang, foreligger forhold, der viser, at pågældende i løbet af
kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen,
når en person, der har modtaget hjælp, senere får
udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme
tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp.
Stk. 2. I de tilfælde, der er
nævnt i stk. 1, nr. 1-3, kan tilbagebetaling kun kræves, hvis
kommunalbestyrelsen ved hjælpens udbetaling har gjort modtageren bekendt med
tilbagebetalingspligten."
Den foreliggende sag rejser
spørgsmålet om, hvorvidt de sociale myndigheder i forbindelse med
behandlingen
af en klage over en af en kommune truffen beslutning om tilbagebetalingspligt
efter en bestemmelse i bistandslovens § 26, stk. 1, kan træffe afgørelse om
tilbagebetalingspligt efter en anden af bestemmelserne i § 26, stk. 1, det
vil
sige på et andet grundlag end det, som kommunen ved hjælpens udbetaling har
henvist til over for hjælpsmodtageren.
I fire tidligere sager
refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 255ff, og for
1982,
s. 302-303, har ombudsmanden taget stilling til dette principielle spørgsmål.
Efter gennemgang af lovgrundlaget, Socialministeriets cirkulære af 15. august
1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser, pkt. 36, og en meddelelse
fra
Socialministeriet refereret i Sociale Meddelelser 0-32-1979 udtalte
ombudsmanden bl.a. følgende:
"...
Jeg er opmærksom på, at § 18
b, stk. 2, i den sociale styrelseslov og § 9 i loven om den sociale
ankestyrelse
hjemler amtsankenævnene, henholdsvis den sociale ankestyrelse, en meget
vidtgående materiel kompetence som ankeinstans. Jeg finder imidlertid ikke,
at
disse bestemmelser kan tillægges afgørende betydning i den foreliggende
sammenhæng.
Bestemmelsen i bistandslovens
§ 26, stk. 2, må, som nævnt, antages at hvile på en forudsætning om, at det
sociale udvalg i forbindelse med udbetaling af hjælp for sit vedkommende
endeligt må gøre op med ikke blot, om der til ydelsen af hjælpen skal knyttes
tilbagebetalingspligt efter § 26, stk. 1, nr. 1-3, men i givet fald også med
grundlaget for en beslutning herom.
...
Jeg må således være enig med
Socialministeriet i, at de sociale ankemyndigheder ikke i forbindelse med
behandlingen af en klage over en af et socialudvalg truffet beslutning om
tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1-3, kan træffe
afgørelse om tilbagebetalingspligt efter en anden af disse bestemmelser, det
vil sige på et andet grundlag end det, som det sociale udvalg ved hjælpens
udbetaling
har henvist til over for klageren." (Folketingets Ombudsmands beretning
for 1981, s. 258).
Ombudsmanden anlagde et
tilsvarende bedømmelsesgrundlag i to konkrete sager, hvor en
tilbagebetalingspligt oprindelig var meddelt i henhold til bistandslovens §
26,
stk. 1, nr. 4, og efterfølgende blev ændret til § 26, stk. 1, nr. 1.
Østre Landsret har
efterfølgende taget stilling til spørgsmålet i en sag, hvor der var ydet
hjælp
mod tilbagebetalingspligt i henhold til en bestemmelse svarende til
bistandslovens
§ 26, stk. 1, nr. 4, og hvor tilbagebetalingsgrundlaget senere blev ændret
til
bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. I landsrettens dom af 24. august 1983
(refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s. 1117 Ø) udtales det:
"... Bestemmelsen i
bistandslovens § 26, stk. 2, jf. tidligere forsorgslovens § 65, 1. pkt., må
naturligt forstås således, at det til dens opfyldelse kræves ikke blot, at
modtageren af hjælp i almindelighed er gjort bekendt med
tilbagebetalingspligt,
men tillige at det er tilkendegivet vedkommende, hvilken af de i loven
anførte
grunde til tilbagebetaling der er bragt i anvendelse ved beslutningen derom.
Da
tilkendegivelsen om, at det er bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1,
nr.
3, jf. forsorgslovens § 62, der udgør grundlaget for tilbagebetalingskravet i
denne sag, først er meddelt sagsøgeren lang tid efter ydelsen af hjælp, kan
betingelserne for at kræve tilbagebetaling ikke anses for at have været til
stede. Allerede som følge heraf vil sagsøgerens påstand være at tage til
følge.
..."
Jeg må forstå Den Sociale
Ankestyrelses afgørelse i den foreliggende sag således, at ankestyrelsen har
fundet, at (X) Kommunes Socialdirektorat har truffet en urigtig afgørelse om
tilbagebetaling efter bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4.
Denne
opfattelse giver mig ikke anledning til bemærkninger.
Ankestyrelsen har
efterfølgende truffet afgørelse om tilbagebetaling efter en anden bestemmelse
(bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3) og på et andet grundlag, som klageren
derfor ikke var bekendt med ved hjælpens udbetaling. På baggrund af det
ovenfor
anførte er det min opfattelse, at ankestyrelsen ikke har været berettiget til
at træffe en afgørelse af dette indhold.
Under henvisning hertil har
jeg samtidig hermed henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at tage sagen op
til fornyet overvejelse."
Den Sociale Ankestyrelse
meddelte senere i en skrivelse til mig, at styrelsen havde truffet afgørelse
om
at ophæve X Kommunes afgørelse, hvorefter A var blevet pålagt
tilbagebetalingspligt.
Jeg meddelte Den Sociale
Ankestyrelse, at jeg herefter ikke foretog videre i anledning af klagen.
NOTER: (*1) Jf. FOB 1981, s.
255ff, FOB 1982, s. 302-303 og UfR 1983, s. 1117Ø
Lignende dokumenter
- Sag om fortolkning af bistandslovens § 115a, stk. 3 Domsdatabasen · 28. april 2004
- Kommunes sagsbehandlingstid i en revalideringssag. Kassation af arkivalier. Retsinformation · 25. juni 2003
- Afslag på hjælp til medicinudgifter Retsinformation · 3. marts 2003
- Sag om kommunens refusionspligt Domsdatabasen · 4. februar 2014
- Sagen drejer sig om erstatning fra en kommune som følge af seksuelle overgreb begået af en far mod en datter efter kommunens beslutning om hjemgivelse af barnet Domsdatabasen · 12. januar 2021
- Landsretten har ændret byrettens afgørelse, således at kommune frifindes i sag om erstatning som følge af seksuelle overgreb begået af en far mod en datter efter kommunens beslutning om hjemgivelse Domsdatabasen · 8. marts 2022