Spring til indhold

Retsinformation

Spørgsmål om rekursmyndigheders ret til at ændre i hjemmelsgrundlaget for pligt til tilbagebetaling af revalideringshjælp.

FOU nr 1993.238UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Spørgsmål om rekursmyndigheders ret til at ændre i

hjemmelsgrundlaget for pligt til tilbagebetaling af revalideringshjælp.

B klagede for A over Den

Sociale Ankestyrelses afgørelse af 2. oktober 1991. Ved afgørelsen tiltrådte

ankestyrelsen X Kommunes socialdirektorats afgørelse af 26. oktober 1987,

hvorefter den af kommunen bevilgede hjælp efter bistandslovens dagældende §

42,

stk. 1, til genoptræning med i alt 172.500 kr. blev gjort

tilbagebetalingspligtig

for A.

Af sagens akter fremgik det,

at A var udsat for en alvorlig trafikulykke den 15. august 1986. Ved ulykken

pådrog hun sig alvorlige hjerneskader.

I et brev til B af 18.

november 1986 anerkendte forsikringsselskabet Topsikring A/S

erstatningspligten

over for A.

Den 17. marts 1987 anmodede X

Hospital X Kommunes socialdirektorat om betaling for A's ophold på Center for

Hjerneskade. Hospitalet anslog opholdsudgifterne til ca. 175.000 kr.

I et brev til A af 26.

oktober 1987 bevilgede X Kommunes sociale udvalg A hjælp med 172.500 kr. til

dækning af behandling/genoptræning på Center for Hjerneskade. Hjælpen blev

ydet

i henhold til bistandslovens § 42, stk. 1, og det sociale udvalg gjorde A

opmærksom på, at det var en forudsætning for hjælpens udbetaling, at eventuel

erhvervsevnetabserstatning i henhold til erstatningssagen medgik til dækning

af

den ansøgte genoptræning, jf. bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr.

4.

Læs alt

Det sociale udvalgs afgørelse

blev den 19. februar 1988 indbragt for Den Sociale Ankestyrelse af A's

søster,

C.

I et brev til advokat D den

20. november 1989 vurderede Arbejdsskadestyrelsen A's méngrad og

erhvervsevnetab som følge af ulykken til henholdsvis 50% og 65%. I en

skrivelse

af 2. januar 1990 til advokat D meddelte styrelsen, at stationærtidspunktet

skønsmæssigt måtte anses for at være to år efter ulykkestidspunktet.

A havde i alt fået udbetalt

929.206,56 kr. i erstatning eksklusive renter, hvoraf 709.628,74 kr. udgjorde

erstatning for tab af erhvervsevne.

Den 2. oktober 1991 tiltrådte

Den Sociale Ankestyrelse X Kommunes Socialdirektorats afgørelse med følgende

begrundelse:

"Ankestyrelsen finder,

at (X) Kommunes Socialdirektorat har været berettiget til i forbindelse med

ydelsen af hjælp efter bistandsloven til Deres behandling/genoptræning på

Center for Hjerneskade at træffe beslutning om tilbagebetaling i henhold til

bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Ankestyrelsen har lagt vægt

på, at De på tidspunktet for hjælpens udbetaling havde udsigt til at få

udbetalt et erstatningsbeløb, og at Socialdirektoratet orienterede Dem om

tilbagebetalingspligten og om årsagen hertil."

I klagen til mig gjorde B på

A's vegne bl.a. gældende, at X Kommune anførte bistandslovens § 26, stk. 1,

nr.

4, som hjemmel for tilbagebetalingskravet, mens ankestyrelsen anførte § 26,

stk. 1, nr. 3, som hjemmel, i hvilken forbindelse B yderligere henviste til

Sociale Meddelelser 0-27-85.

I anledning af B's klage

fremkom X Kommune i en udateret udtalelse til ankestyrelsen med supplerende

bemærkninger til sagen. Kommunen anførte bl.a., at der forelå dokumentation

for, at A var blevet underrettet om tilbagebetalingsforpligtelsen, og at det

forhold, at kommunen anførte bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, som hjemmel,

mens ankestyrelsen anførte § 26, stk. 1, nr. 3, var uden betydning, da kravet

i

bestemmelsens stk. 2 om underretning om tilbagebetalingsforpligtelsen var

blevet iagttaget.

I anledning af B's klage

fremkom ankestyrelsen i en skrivelse af 8. maj 1992 med supplerende

bemærkninger til sagen. Ankestyrelsen anførte bl.a., at kommunens citering af

bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, ikke kunne medføre

tilbagebetalingskravets

bortfald, idet kommunen, som krævet i § 26, stk. 2, havde orienteret A om

tilbagebetalingspligten og om årsagen hertil.

De to udtalelser blev

forelagt B, hvorefter B i en skrivelse af 2. september 1992 supplerende

anførte, at kommunen på intet tidspunkt havde oplyst den korrekte hjemmel for

tilbagebetalingspligten.

I en skrivelse til B udtalte

jeg herefter følgende:

"Bistandslovens § 26,

stk. 1 og 2 er sålydende:

"Kommunalbestyrelsen kan

træffe beslutning om tilbagebetaling,

Når der må ydes en person hjælp på grund af pågældendes

uforsvarlige økonomi, ubegrundede opgivelse af et arbejde eller

beskæftigelsesfremmende foranstaltning, nægtelse af at påtage sig et rimeligt

tilbud om arbejde eller af at deltage i beskæftigelsesfremmende

foranstaltninger,

når der må ydes en person hjælp, fordi den pågældende

eller ægtefællen er indblandet i en kollektiv arbejdsstrid,

når der på det tidspunkt, da der søges hjælp på grund

af økonomisk trang, foreligger forhold, der viser, at pågældende i løbet af

kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen,

når en person, der har modtaget hjælp, senere får

udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme

tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp.

Stk. 2. I de tilfælde, der er

nævnt i stk. 1, nr. 1-3, kan tilbagebetaling kun kræves, hvis

kommunalbestyrelsen ved hjælpens udbetaling har gjort modtageren bekendt med

tilbagebetalingspligten."

Den foreliggende sag rejser

spørgsmålet om, hvorvidt de sociale myndigheder i forbindelse med

behandlingen

af en klage over en af en kommune truffen beslutning om tilbagebetalingspligt

efter en bestemmelse i bistandslovens § 26, stk. 1, kan træffe afgørelse om

tilbagebetalingspligt efter en anden af bestemmelserne i § 26, stk. 1, det

vil

sige på et andet grundlag end det, som kommunen ved hjælpens udbetaling har

henvist til over for hjælpsmodtageren.

I fire tidligere sager

refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 255ff, og for

1982,

s. 302-303, har ombudsmanden taget stilling til dette principielle spørgsmål.

Efter gennemgang af lovgrundlaget, Socialministeriets cirkulære af 15. august

1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser, pkt. 36, og en meddelelse

fra

Socialministeriet refereret i Sociale Meddelelser 0-32-1979 udtalte

ombudsmanden bl.a. følgende:

"...

Jeg er opmærksom på, at § 18

b, stk. 2, i den sociale styrelseslov og § 9 i loven om den sociale

ankestyrelse

hjemler amtsankenævnene, henholdsvis den sociale ankestyrelse, en meget

vidtgående materiel kompetence som ankeinstans. Jeg finder imidlertid ikke,

at

disse bestemmelser kan tillægges afgørende betydning i den foreliggende

sammenhæng.

Bestemmelsen i bistandslovens

§ 26, stk. 2, må, som nævnt, antages at hvile på en forudsætning om, at det

sociale udvalg i forbindelse med udbetaling af hjælp for sit vedkommende

endeligt må gøre op med ikke blot, om der til ydelsen af hjælpen skal knyttes

tilbagebetalingspligt efter § 26, stk. 1, nr. 1-3, men i givet fald også med

grundlaget for en beslutning herom.

...

Jeg må således være enig med

Socialministeriet i, at de sociale ankemyndigheder ikke i forbindelse med

behandlingen af en klage over en af et socialudvalg truffet beslutning om

tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1-3, kan træffe

afgørelse om tilbagebetalingspligt efter en anden af disse bestemmelser, det

vil sige på et andet grundlag end det, som det sociale udvalg ved hjælpens

udbetaling

har henvist til over for klageren." (Folketingets Ombudsmands beretning

for 1981, s. 258).

Ombudsmanden anlagde et

tilsvarende bedømmelsesgrundlag i to konkrete sager, hvor en

tilbagebetalingspligt oprindelig var meddelt i henhold til bistandslovens §

26,

stk. 1, nr. 4, og efterfølgende blev ændret til § 26, stk. 1, nr. 1.

Østre Landsret har

efterfølgende taget stilling til spørgsmålet i en sag, hvor der var ydet

hjælp

mod tilbagebetalingspligt i henhold til en bestemmelse svarende til

bistandslovens

§ 26, stk. 1, nr. 4, og hvor tilbagebetalingsgrundlaget senere blev ændret

til

bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. I landsrettens dom af 24. august 1983

(refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s. 1117 Ø) udtales det:

"... Bestemmelsen i

bistandslovens § 26, stk. 2, jf. tidligere forsorgslovens § 65, 1. pkt., må

naturligt forstås således, at det til dens opfyldelse kræves ikke blot, at

modtageren af hjælp i almindelighed er gjort bekendt med

tilbagebetalingspligt,

men tillige at det er tilkendegivet vedkommende, hvilken af de i loven

anførte

grunde til tilbagebetaling der er bragt i anvendelse ved beslutningen derom.

Da

tilkendegivelsen om, at det er bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1,

nr.

3, jf. forsorgslovens § 62, der udgør grundlaget for tilbagebetalingskravet i

denne sag, først er meddelt sagsøgeren lang tid efter ydelsen af hjælp, kan

betingelserne for at kræve tilbagebetaling ikke anses for at have været til

stede. Allerede som følge heraf vil sagsøgerens påstand være at tage til

følge.

..."

Jeg må forstå Den Sociale

Ankestyrelses afgørelse i den foreliggende sag således, at ankestyrelsen har

fundet, at (X) Kommunes Socialdirektorat har truffet en urigtig afgørelse om

tilbagebetaling efter bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4.

Denne

opfattelse giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ankestyrelsen har

efterfølgende truffet afgørelse om tilbagebetaling efter en anden bestemmelse

(bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3) og på et andet grundlag, som klageren

derfor ikke var bekendt med ved hjælpens udbetaling. På baggrund af det

ovenfor

anførte er det min opfattelse, at ankestyrelsen ikke har været berettiget til

at træffe en afgørelse af dette indhold.

Under henvisning hertil har

jeg samtidig hermed henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at tage sagen op

til fornyet overvejelse."

Den Sociale Ankestyrelse

meddelte senere i en skrivelse til mig, at styrelsen havde truffet afgørelse

om

at ophæve X Kommunes afgørelse, hvorefter A var blevet pålagt

tilbagebetalingspligt.

Jeg meddelte Den Sociale

Ankestyrelse, at jeg herefter ikke foretog videre i anledning af klagen.

NOTER: (*1) Jf. FOB 1981, s.

255ff, FOB 1982, s. 302-303 og UfR 1983, s. 1117Ø

Lignende dokumenter