Spring til indhold

Retsinformation

3 generelle problemer vedrørende afsoningsforholdene i kriminalforsorgens åbne og lukkede anstalter.

FOU nr 1993.132UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

3 generelle problemer vedrørende afsoningsforholdene i

kriminalforsorgens åbne og lukkede anstalter.

I tilslutning til min

inspektion den 1. og

2.

december 1992

i Statsfængslet i Nyborg meddelte jeg Direktoratet

for Kriminalforsorgen i en skrivelse af

8. februar 1993, at der under min inspektion i anstalten

fra de indsattes side var blevet rejst flere generelle spørgsmål om

afsoningsforholdene i Statsfængslet i Nyborg, og at jeg senere i min

inspektionsrapport ville give en samlet redegørelse herfor. Jeg meddelte

endvidere, at der blandt de generelle forhold, som de indsatte havde klaget

over, var følgende 3 forhold:

1) Købmandsbutikken i

fængslet.

2) Videoordningen.

3) Arbejdstøjet til de

indsatte.

Da de ovennævnte 3 forhold

måtte antages ikke alene at vedrøre Statsfængslet i Nyborg, men flere af

kriminalforsorgens lukkede og åbne fængsler, anmodede jeg Direktoratet for

Kriminalforsorgen om en udtalelse om de rejste spørgsmål.

Jeg modtog herefter med

skrivelser af 12. marts og

26.

april 1993

henholdsvis Statsfængslet i Nyborgs og Direktoratet for

Kriminalforsorgens udtalelser herom.

Om de 3 nævnte forhold

Læs alt

fremgår herefter følgende:

Ad 1. Købmandsbutikken i fængslet.

I skrivelsen af

8. februar 1993

til Direktoratet

for Kriminalforsorgen anførte jeg følgende:

"...

I Statsfængslet i Nyborg er

der - som i flere af kriminalforsorgens institutioner - indført

selvforplejning

for de indsatte. Det var mit indtryk under inspektionen, at de indsatte som

udgangspunkt er meget tilfredse med ordningen, bortset fra den måde

købmandsbutikken bliver drevet på. De indsatte klagede især over, at priserne

er for høje, at der ikke er tilbudsvarer svarende til de tilbud, der

annonceres

med for den pågældende købmandskæde uden for fængslet, at varerne er for

dårlige, og herunder at varerne ofte mangler varedeklaration og datostempel,

og

at det er svært at se varerne fra købmandsbutikkens vindue.

Ved mine senere samtaler

under inspektionen med blandt andet fængselsinspektøren og forpagteren af

købmandsbutikken blev det oplyst, at det er vanskeligt at få folk til at

drive

købmandsbutikkerne i anstalterne. Det er derfor svært for anstalterne at

fastsætte nærmere retningslinier for priser og at håndhæve krav om

tilbudsvarer. Det er endvidere efter det oplyste ikke muligt - på grund af de

særlige forhold - at drive købmandsbutikkerne efter samme koncept som

tilsvarende butikker uden for fængslerne.

..."

I skrivelsen anmodede jeg

direktoratet om en udtalelse om "... hvilke undersøgelser og

overvejelser

direktoratet har foretaget i forbindelse med driften af købmandsbutikkerne i

de

fængsler, hvor der er indført selvforplejning. I disse anstalter er der ikke

tale om, at de indsatte alene skal have mulighed for supplerende indkøb til

en

fuld kost. Der hviler derfor en særlig forpligtelse på kriminalforsorgen til

at

sikre, at selvforplejningen kan ske på en tilfredsstillende ernæringsrigtig

måde inden for de økonomiske muligheder, som de indsatte har. Jeg beder i den

forbindelse oplyst, om direktoratet har overvejet muligheden for selv at

drive

butikkerne - på samme måde som værkstederne i kriminalforsorgens

institutioner.

Jeg bemærker i den forbindelse, at de indsattes kostpenge - efter det over

for

mig oplyste - er fastsat i overensstemmelse med Forbrugerstyrelsens

oplysninger

om, hvor meget en person kan klare sig for pr. dag i husholdningspenge. Jeg

må

gå ud fra, at Forbrugerstyrelsen ved beregningen heraf har taget hensyn til,

at

forbrugeren har mulighed for at købe flere varer i større mængder og på

tilbud."

I udtalelsen af

12. marts 1993

anførte

fængselsinspektøren ved Statsfængslet i Nyborg følgende:

"...

Jeg henviser til vedlagte

udtalelse fra fængselsforvalteren af

11.3.1993, hvortil jeg kan henholde mig.

Jeg kan i øvrigt i tilslutning

til de oplysninger der herfra blev givet ombudsmanden under besøget oplyse,

at

det i forbindelse med etableringen af købmandsbutikken efter

selvforplejningens

indførelse viste sig umuligt at få de lokale supermarkeder til at interessere

sig for opgaven, idet de efter at være blevet orienteret om butikkens

åbningstider, der flere gange om ugen strækker sig til kl. 20-20.30,

meddelte,

at de på grund af personaleomkostningerne ikke var interesseret.

Når det alligevel lykkedes at

få et stort supermarked til at gå ind i opgaven skyldtes det, at den ældre

indehaver ønskede at "trappe ned" og derfor fandt, at det var en

passende opgave for ham, mens sønnen drev den store forretning videre.

Vi må imidlertid forudse, at

det ved evt. ophør af denne ordning vil blive umuligt at få en stor

forretning

til at påtage sig opgaven, hvilket er nødvendigt, hvis man skal fastholde

rimelige lave priser.

..."

I fængselsforvalterens

udtalelse af

11. marts 1993

er anført følgende:

"...

Fængselskøbmanden er

kontraktligt forpligtet til at sælge varer i fængselsbutikken til samme

priser

som er gældende i hans egen forretning.

Der blev

den 21. juni 1991

- efter

direktoratets godkendelse - indført en ændring i kontrakten, hvorefter

købmanden ikke er forpligtet til at føre tilbudsvarer svarende til tilbuddene

i

hans egen forretning.

Om varernes kvalitet,

deklaration og datostempel er der kun at sige, at varesortimentet svarer til

det, som føres i købmandens egen butik (købmandskæden K).

Ved indretningen af

fængselsbutikken blev der gjort så meget som muligt, for at man skal kunne

overskue varerne fra den udvendige side af disken, når der samtidig skulle

tages hensyn til de særlige fængselsmæssige forhold.

Sammenfattende kan det

oplyses, at der i den nuværende købmands tid (fra

1. september 1990

) har været fremsat meget få

klager til undertegnede over de nævnte forhold.

..."

Direktoratet for

Kriminalforsorgen anførte i sin udtalelse af

26. april 1993

følgende:

"...

Direktoratet kan oplyse, at

Kriminalforsorgen tidligere i flere fængsler har drevet købmandsbutik med

begrænset varesortiment for de indsatte. Butikkerne blev afviklet for nogle

år

siden, da driften ikke var rentabel. Købmandsbutik drives fortsat for

Kriminalforsorgens regning på Københavns Fængsler.

I fængsler med

selvforplejning forudsættes købmandsbutikkerne at udbyde et bredt

varesortiment

til priser, som svarer til priserne i det øvrige samfund, herunder at føre

tilbudsvarer og lignende. Denne opgave varetages efter Kriminalforsorgens

opfattelse bedst af lokale handlende, der ofte vil kunne drage nytte af

samdriften med deres egen butik. Sådanne ordninger svarer også bedst til

Kriminalforsorgens principper om normalisering og åbenhed.

På den baggrund har

Direktoratet bortforpagtet købmandsbutikkerne til private næringsdrivende.

Fængslerne stiller normalt lokaler og inventar til rådighed for forpagterne

enten vederlagsfrit eller mod en mindre forpagtningsafgift. Direktoratet er

opmærksom på eventuelle problemer i forbindelse med prisniveauet m.v. i

butikkerne, og fængslerne følger til stadighed driften af butikkerne og

kontrollerer, om priserne er rimelige, samt om der er varer på tilbud.

For så vidt angår

købmandsbutikken i Statsfængslet i Nyborg kan Direktoratet tilslutte sig det

af

statsfængslet anførte vedrørende mulighederne for oprettelse og drift af

købmandsbutik i fængslet. Det bemærkes, at købmanden i henhold til

forpagtningsaftalens punkt 2 har forpligtet sig til at sælge varer til samme

priser, som normalt er gældende i hans egen forretning, samt til jævnligt at

have varer på tilbud i fængselsbutikken.

..."

Ad. 2. Videoordningen.

I skrivelsen af

8. februar 1993

til

Direktoratet for Kriminalforsorgen anførte jeg følgende:

"...

De indsatte klagede over, at

den tidligere videoordning i fængslet er blevet inddraget under henvisning

til,

at fremvisning af videofilm i cellerne over fængslets interne fjernsynsnet

sidestilles med offentlig fremvisning og dermed er i strid med de

ophavsretlige

regler for fremvisning af videofilm.

Under min senere samtale med fængslets

ledere, herunder skoleleder (S), blev det bekræftet, at videoordningen var

blevet stoppet efter "Vridsløselille-sagen", hvor det var kommet

frem, at fremvisning over anstalternes interne fjernsynsnet måtte sidestilles

med offentlig fremvisning.

Det blev videre oplyst, at

man i fængslets fritidsudvalg arbejdede med at få en løsning på problemet, og

at man i den forbindelse havde kontakt til direktoratet..."

I skrivelsen anmodede jeg

direktoratet om en udtalelse om, hvilke undersøgelser direktoratet havde

foretaget vedrørende videospørgsmålet, herunder vedrørende det i den

forbindelse rejste ophavsretlige spørgsmål. Jeg bad endvidere om oplysning

om,

hvad undersøgelserne i givet fald foreløbig havde resulteret i.

I udtalelsen af

12. marts 1993

anførte

fængselsinspektøren ved Statsfængslet i Nyborg følgende:

"...

Der er fra januar 1993

indgået en aftale med "TV1000" om distribution af denne kanals

udsendelser. Aftalen er indgået efter indstilling fra et enigt fritidsudvalg,

og aftalen finansieres ved, at alle indsatte i fællesskabsafdelinger, der har

eget TV-apparat, betaler en afgift på 14 kr. om ugen.

..."

Direktoratet for

Kriminalforsorgen anførte i sin udtalelse af

26. april 1993

følgende:

"...

Spørgsmålet om anvendelse af

video i Kriminalforsorgens institutioner har været overvejet af Direktoratet

blandt andet i forbindelse med en henvendelse af

17. august 1984

fra Foreningen af Danske

Videogramdistributører. Foreningen gjorde heri blandt andet gældende, at

fremvisning i fængslerne af videofilm, der er lejet i detailhandlen, var

ulovlig. Efter drøftelse med Kulturministeriet og Lovafdelingen pålagde

Direktoratet i skrivelse af

21.

august 1984

institutionerne - indtil spørgsmålet om fremvisning af

videofilm i fængslerne var nærmere afklaret - ved indgåelse af lejemål eller,

når institutionernes materiel i øvrigt blev anvendt, at sikre sig, at det af

kontrakten med udlejeren fremgik, at filmen kunne fremvises i institutionen.

Spørgsmålet blev efterfølgende drøftet mellem Lovafdelingen og

Kulturministeriet,

der var mest tilbøjelig til at give Videogramdistributørforeningen ret. På et

møde med Direktoratet

den

21. februar 1985

tilkendegav Lovafdelingen herefter, at

Direktoratet burde forhandle med Distributørforeningen om betaling for

visning

af video i anstalterne. Direktoratet har imidlertid overladt det til de

enkelte

anstalter at indgå aftaler med videoudlejningsselskaber om leje af videoer

til

forevisning i anstalterne.

Den 8. september 1986

udsendte Direktoratet en

skrivelse fra Foreningen af Danske Videogramdistributører til anstalterne til

orientering. I skrivelsen gjorde foreningen opmærksom på, at videoer lejet i

almindelige detailforretninger ikke må vises i institutioner.

Efter indgåelse af forlig.... i "Vridsløselillesagen" udsendte

Direktoratet endvidere med

skrivelse af

16. maj 1990

vedlagte memo ..... med tilkendegivelse om, at Direktoratet herved ville

"sikre sig, at der kun vises videofilm efter de i medsendte

"MEMO" angivne retningslinier". Dette "MEMO" er

udarbejdet af Videogramdistributørforeningen og tiltrådt af

Kammeradvokaten,....

I december 1990 havde

Direktoratet et møde med videogramdistributørerne om fremvisning af

videogrammer i Kriminalforsorgens institutioner. I tilslutning hertil har

Direktoratet påny overvejet, om der bør fastsættes nærmere retningslinier for

anstalternes fremvisning af video m.v. Da de ophavsretlige regler imidlertid

er

noget uklare, og da ophavsretslovgivningen var - og fortsat er - under

revision, har Direktoratet ikke fundet det hensigtsmæssigt på nuværende

tidspunkt at udsende sådanne retningslinier. Når resultatet af

Kulturministeriets revision af ophavsretslovgivningen foreligger, vil

Direktoratet udsende nærmere retningslinier på området.

For så vidt angår den

konkrete videoordning i Statsfængslet i Nyborg henvises til statsfængslets

skrivelse af

12. marts 1993...., hvoraf det fremgår, at der efter indstilling fra

statsfængslets

fritidsudvalg er indgået aftale med TV-1000 gældende fra

1. januar 1993. Aftalen omfatter

distribution af denne TV-kanals udsendelser. Der vedlægges kopi af aftalen

....

TV-1000 sender filmprogrammer hele døgnet.

Når statsfængslet

(fritidsudvalget) har valgt denne ordning, skyldes det, at den indtil da

gældende ordning om leje af diverse film til institutionsbrug var for dyr,

hvorfor fængslet valgte løsningen med opsætning af en parabol.

Efter Direktoratets skrivelse

af

16. maj 1990

har der udviklet sig forskellig praksis i de lukkede anstalter.

Statsfængslet i Ringe

har for tiden en

aftale med "Metronome" om leje og fremvisning af videogrammer

(...).

Statsfængslet i Horsens

har renoveret

TV-modtagernettet, så der kan sendes videogrammer via hybridnettet.

Statsfængslet i Vridsløselille

og

Anstalten ved Herstedvester

lejer ikke

videogrammer, men kan med de eksisterende kanaler sende videogrammer fra 12

kanaler.

I de åbne fængsler kan der

som hovedregel sendes videogrammer fra de kanaler (sendestationer), som

findes

i lokalområdet. Enkelte statsfængsler, blandt andet Statsfængslet ved Sdr.

Omme, har opsat parabol.

..."

Ad. 3. Arbejdstøj til de indsatte.

I skrivelsen af

8. februar 1993

til

Direktoratet for Kriminalforsorgen anførte jeg følgende:

"...

De indsatte klagede over det

arbejdstøj, de får udleveret. Tøjet er både for dårligt og ofte i for små

størrelser, og de indsatte, der er beskæftiget med udendørs arbejde, kan ikke

få udleveret termotøj svarende til det, som enhedsfunktionærerne får

udleveret.

Under min senere samtale med

fængslets ledere erkendte fængselsforvalteren, at de indsattes arbejdstøj er

for dårligt, og at man vil gøre noget herved. Fængselsforvalteren meddelte

samtidig, at der dog ikke er mulighed for at udlevere termotøj til de

indsatte

med udendørs arbejde.

..."

I skrivelsen bad jeg

Direktoratet for Kriminalforsorgen om oplysning om, hvad baggrunden var for,

at

de indsatte, der er beskæftiget med udendørs arbejde, ikke kan få udleveret

arbejdstøj af samme kvalitet, som enhedsfunktionærernes arbejdstøj.

I udtalelsen af

12. marts 1993

henviste

fængselsinspektøren ved Statsfængslet i Nyborg til et notat af

11. marts 1993

fra

fængselsforvalteren, hvortil han henholdt sig.

I notatet af

11. marts 1993

er anført

følgende:

"...

I henhold til

kriminalforsorgens cirkulære kan indsatte med udendørs arbejde bl.a. få

udleveret en strikket trøje og en stortrøje.

Tøjet er udmærket, men som

bekendt indgår der i værkmestres og enhedsfunktionærers beklædning det mere

moderne termotøj, som bæres under det egentlige arbejdstøj. Fordelen ved

termotøj er, at det er varmt, samtidig med at det er let og giver god

bevægelsesfrihed.

I erkendelse heraf har

økonomiafdelingen efter aftale med depotet iværksat en forsøgsvis ordning,

hvorefter indsatte med udendørs arbejde har mulighed for at låne termotøj og

i

visse tilfælde 1 kedeldragt. Ordningen omfatter teknisk afd., bygningsvæsenet

samt haveholdene og administreres af de ledende værkmestre for de pågældende

områder."

Direktoratet for

Kriminalforsorgen anførte i sin udtalelse af

26. april 1993

følgende:

"...

Vedrørende spørgsmålet om

termotøj til arbejdsbrug oplyses, at de indsatte efter de gældende regler

ikke

har krav på at få udleveret termotøj. I medfør af §§ 1 og 6 i cirkulære af

19. september 1978

om

udlevering af beklædning m.v. til indsatte, som ændret ved cirkulære af

10. december 1992,

udleveres diverse arbejdsbeklædning, herunder for eksempel stortrøje og uldne

arbejdsbenklæder, efter behov.

Det fremgår (af) udtalelsen

fra Statsfængslet i Nyborg ....., at man har imødekommet de indsattes ønsker

om

termotøj ved at etablere en ordning, hvorefter indsatte med udendørs arbejde

har mulighed for at låne termotøj og i visse tilfælde en kedeldragt.

Det tilføjes, at Direktoratet

ved en kommende revision af beklædningscirkulæret vil tage under overvejelse

at

ændre bestemmelserne om udlevering af arbejdstøj."

Jeg udtalte herefter følgende

i en skrivelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen og Statsfængslet i

Nyborg:

Ad. 1. Købmandsbutikken i fængslet.

Jeg har forståelse for, at

det kan være forbundet med vanskeligheder at drive købmandsbutikkerne i

kriminalforsorgens anstalter på helt samme vilkår som tilsvarende

købmandsbutikker/kæder uden for fængslet.

Uanset dette finder jeg

imidlertid, at kriminalforsorgen - i de anstalter, hvor der er indført

selvforplejning - har en særlig pligt til at sikre, at selvforplejningen kan

ske på en tilfredsstillende ernæringsrigtig måde inden for de økonomiske

rammer, som de indsatte har.

De indsattes kostpengebeløb

er fastsat i overensstemmelse med Forbrugerstyrelsens oplysninger om, hvor

meget en person kan klare sig for pr. dag, jf. det jeg i øvrigt har refereret

ovenfor fra min skrivelse af

8.

februar 1993

til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Under henvisning til

ovenstående er det min opfattelse, at såfremt det viser sig, at varerne i

købmandsbutikkerne ikke kan leveres til samme priser og af samme kvalitet,

som

i købmandsbutikker/kæder uden for fængslerne, må der fra kriminalforsorgens

side tages initiativ til en ændret drift af købmandsbutikkerne eller en

revidering af kostpengebeløbets størrelse.

Efter min gennemgang af de

fremsendte udtalelser med bilag finder jeg ikke på nuværende tidspunkt

anledning til at foretage videre vedrørende dette punkt. Jeg har i den

forbindelse lagt vægt på, at direktoratet i sin udtalelse har anført, at

direktoratet er opmærksom på eventuelle problemer i forbindelse med

prisniveauet m.v. i butikkerne, og at fængslerne til stadighed følger driften

af butikkerne og kontrollerer, om priserne er rimelige, samt om der er varer

på

tilbud.

Ad. 2. Videoordningen.

Jeg har taget det oplyste til

efterretning, herunder at Direktoratet for Kriminalforsorgen - når resultatet

af Kulturministeriets revision af ophavsretslovgivningen foreligger - vil

udsende nærmere retningslinier på området.

Jeg udbeder mig underretning

om, hvad der videre sker i sagen.

Ad. 3. Arbejdstøj til de indsatte.

Jeg har taget det oplyste til

efterretning, herunder at Direktoratet for Kriminalforsorgen ved en kommende

revision af beklædningscirkulæret vil overveje at ændre bestemmelserne om

udlevering af arbejdstøj.

Jeg udbeder mig underretning

om, hvad der videre sker i sagen.

..."

Lignende dokumenter