Anbringelse af indsatte på særafdeling
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Anbringelse af indsatte på særafdeling
En advokat, (A), klagede for
nogle klienter over at de var blevet overført til en særafdeling for negativt
stærke indsatte i Statsfængslet i Nyborg.
Det fremgik af sagen at
Statsfængslet i Nyborg den 7. august 1998 meddelte blandt andre A’s
klienter at
fængslet havde besluttet at de skulle overføres/flyttes fra fængslets
fællesskabsafdelinger til fortsat afsoning i ”Søndre fløj”. I
brevet var bl.a.
anført følgende:
”...
Årsagen til overflytningen
er, at statsfængslet har fundet det uomgængeligt nødvendigt at samle de
negativt stærke indsatte på én afdeling.
Ved definitionen af en
negativt stærk indsat har statsfængslet lagt vægt på følgende kriterier:
Den indsatte udviser under
afsoningen en så stærk negativ indflydelse på medinsatte, at den pågældende i
væsentlig grad forringer afsoningsvilkårene for de øvrige indsatte, idet han
bl.a. skaffer eller søger at skaffe sig fordele på de medindsattes
bekostning.
Der vil som oftest foreligge
et særdeles godt samarbejde med andre negativt stærke indsatte, og de vil
true
med at udøve eller udøver fælles fysisk og psykisk styrke til at forfølge
egne
mål, herunder anvender de deres position overfor medindsatte til at skaffe
sig
de bedst mulige afsoningsforhold, hvilket bl.a. medfører, at de medvirker
Læs alt
til,
at medinsatte afholder sig fra at tage arbejde på bestemte arbejdspladser,
deltage i fritidstilbud og tvinges til at tage ophold i frivillig enrum,
lader
sig udnytte økonomisk og socialt og presses til at være håndlangere for de
negativt stærke indsatte, begå strafbare handlinger og brud på fængslets
regler
m.v.
Det vil bl.a. indgå i de
negativt stærkes magtstruktur, at de selv som oftest eller altid optræder
afdæmpet overfor personalet.
Statsfængslet har efter en
konkret vurdering fundet, at De falder ind under den ovenfor beskrevne gruppe
indsatte.
Statsfængslet har begrænset
begrundelsen for vurderingens indhold og dermed anvendt reglerne i
forvaltningslovens § 24, stk. 3 og § 15, stk. 1, nr. 3 og stk. 2.
Forvaltningslovens § 24,
stk. 3 lyder således:
’Begrundelsens indhold kan
begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til
denne
til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den
pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. §
15’.
Forvaltningslovens § 15,
stk. 1, nr. 3, og stk. 2 er sålydende:
’Retten til aktindsigt kan i
øvrigt begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab
til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for
afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller
offentlige interesser, herunder forebyggelse, opklaring og forfølgning af
lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede,
vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning.
Stk. 2. Gør hensyn som nævnt
i stk. 1 sig kun gældende for en del af et dokument, skal parten gøres
bekendt
med dokumentets øvrige indhold’.
Statsfængslet har fundet, at
Deres interesse i kendskabet til den undtagne begrundelse, må vige for
hensynet
til andres interesser af den anførte karakter.
Efter en modsætningsslutning
af § 4, stk. 1 i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen (af 21. juni 1973), hvorefter
straf i almindelighed udstås i fællesskab, kan det oplyses, at De under Deres
ophold foreløbig ikke vil have fællesskab med medindsatte, at der ikke vil
være
mulighed for arbejde, undervisning eller fritidstilbud, at De skal afvikle
gårdtur enkeltvis og at De vil blive forplejet af statsfængslet, alt med
henblik på at statsfængslet snarest vil kunne etablere en afdeling, hvor de
indsatte indbyrdes kan afvikle fællesskab, gårdtur, deltage i arbejde,
undervisning og fritidstilbud, evt. i tilknytning til afdelingen, men ikke
med
fængslets øvrige indsatte.
Udgang vil kunne afholdes
efter trufne beslutninger herom.
Besøg vil blive søgt
afviklet i samme omfang som tidligere, men uden mulighed for noget samvær med
indsatte fra de øvrige afdelinger.
...”
Den 10. august 1998
indberettede fængselsinspektøren til Direktoratet for Kriminalforsorgen at
han
den 7. august 1998 havde besluttet at overføre 15 indsatte til den pågældende
fløj. Inspektøren oplyste samtidig at alle de 15 indsatte i forbindelse med
overførslen havde fået udleveret det ovenfor citerede brev af 7. august 1998.
I indberetningen var nærmere
anført følgende om baggrunden for beslutningen om op-rettelsen af
særafdelingen
og kriterierne for anbringelse på afdelingen:
”...
Om baggrunden for etablering af en særlig afdeling
Som det vil være
direktoratet bekendt har Statsfængslet i Nyborg i 3 år været endog voldsomt
præget af negativt stærke indsatte – helt overvejende indsatte med
tilknytning
til
[en rockergruppe (C)].
På Finansloven for 1998 er
afsat midler til at kunne etablere særlige afdelinger, men i forståelse med
direktoratet og Dansk Fængselsforbund har man udskudt etableringen af disse
afdelinger til omkring årsskiftet 1998/99, da man ikke har det fornødne
personale til bemanding.
Imidlertid er vilkårene for
de svage og de almindelige indsatte blevet yderligere forværret.
Jeg har bl.a. kunnet
konstatere:
1.
Et stort og nu igen
stigende pres af indsatte, der ønsker frivillig enrumsanbringelse.
2.
Flere tilfælde af
relativt velunderbyggede forlydender om repressalier mod personalet se også
vedlagte orientering af 9. august 1998 til personalet.
3.
Et stigende antal
tilfælde, hvor indsatte tvinges til at begå ulovligheder i fængslet, fx ved
indsmugling af stoffer.
4.
Et mønster, hvor (C)
synes at styre stofhandelen i fængslet og en betydelig
’forsyningssikkerhed’
med hensyn til narkotiske stoffer.
5.
En voldsom stigning
i antallet af beslaglagte (og dermed indsmuglede) mobiltelefoner med
tilhørende
batterier og opladere. Dette er i sig selv et ordens- og sikkerhedsmæssigt
problem, men det er navnlig urovækkende, da andre genstande af samme
størrelse
(skydevåben, sprængstoffer og narkotika) hermed også kan finde (har fundet?)
vej ind i fængslet.
6.
Et betydeligt og
stigende antal tilfælde af omgåelse af reglerne for det kontantløse fængsel,
herunder at en række (C)-relaterede synes at modtage varer, frimærker og
andre
genstande i et stort, men udokumenteret omfang.
7.
Et stort antal
indsatte, der må optræde som kriminelle håndlangere og fidibusser.
8.
Tilfælde, hvor
indsatte, for hvem forsorgspersonalet havde tilrettelagt udslusningsforløb,
direkte
eller indirekte har afstået fra at deltage i et sådant forløb, såvel som en
indsat har berettet, at han alligevel ikke kunne tage ophold på
kontraktsfængselsafdelingen.
9.
En yderligere
forværring af forholdene for de svage og de almindelige indsatte, der
udnyttes
og initimideres i deres daglige liv, hvilket i sig selv er en plage for dem,
men måske særlig et problem for et system, hvor en hovedopgave er at sikre,
at
alle indsatte kan afsone uden frygt og uden at blive udsat for kriminalitet
eller at blive tvunget til at begå kriminalitet.
Jeg bemærker, at der ikke
forekommer vold mellem de indsatte i samme omfang som for 2-3 år siden. Dette
skyldes efter min opfattelse, at frygten for (C)’s magtapparat i og uden
for
fængslet er så stor, at voldelige afstraffelser ikke er nødvendige i samme
omfang som tidligere.
Min opfattelse hviler på en
lang række oplysninger givet af indsatte i fortrolighed. Oplysninger, der på
grund af deres fortrolige karakter ikke har kunne anvendes til disciplinær
indskriden eller kunnet danne grundlag for politimæssig efterforskning.
Endvidere hviler min opfattelse på en lang række personaleobservationer.
For fuldstændighedens skyld
nævner jeg, at denne situation i høj grad også påvirker personalet, der
oplever
en kraftig frustration over at være vidne til undertrykkelse af de indsatte
og
de ulovligheder, som også for personalet fremtræder som styret af medlemmer
af
(C) eller relaterede.
Hertil kommer vold og
trusler mod personalet, der selvsagt er belastende ikke blot for dem, der
udsættes herfor, men for alle ansatte i fængslet.
De ovenfor nævnte forhold
har efter min opfattelse været en stærkt medvirkende årsag til den meget
betydelige stigning i personalets sygefravær, som vi har set siden
begyndelsen
af 1996.
Om kriterierne for anbringelse.
De uacceptable tilstande kan
efter min og personalets opfattelse i det væsentligste henføres til (C)
-medlemmer og -relaterede.
Disse indsatte har under
deres afsoning udvist en så stærk negativ indflydelse på deres medindsatte,
at
de i væsentlig grad har forringet afsoningsvilkårene for de medindsatte, idet
de bl.a. har skaffet eller søgt at skaffe sig fordele på disses bekostning.
De har stedse haft et
særdeles godt samarbejde indbyrdes, og de har truet med at udøve eller har
udøvet fælles fysisk og psykisk styrke til af forfølge egne mål og ønsker. De
har anvendt deres position til at skaffe sig de bedst mulige
afsoningsforhold,
hvilket bl.a. har medført, at medindsatte, der har sagt fra, ofte har været
tvunget til at tage ophold i frivilligt enrum, at medindsatte har afholdt sig
fra at tage arbejde på bestemte arbejdspladser, deltage i fritidstilbud,
herunder gårdtur, og at de har ladet sig udnytte økonomisk og socialt.
Endvidere har de været presset til at være håndlangere for de negativt stærke
indsatte, begå strafbare handlinger og brud på fængslets regler m.v.
De negativt stærke indsatte
har i hovedsagen (og navnlig de højst placerede) i løbet af de sidste 6 til 9
måneder været forholdsvis afdæmpede overfor personalet, men de har stedse
været
grænseprøvende overfor dette.
Ved en gennemgang af de
indsatte i statsfængslet er de negativt stærke indsatte udpeget, og de er
alle
enten medlemmer af eller har en tilknytning til (C). Uagtet der ikke måtte
være
direkte oplysninger om stærkeadfærd vedr. det enkelte medlem eller den
enkelte
relaterede, er det dog lagt til grund, at de med deres blotte tilknytning til
(C) har et sådant netværk og en sådan indflydelse, at de uden for enhver
tvivl
kan betegnes som negativt stærke indsatte.
...”
I brev af 14. august 1998
skrev A således til Statsfængslet i Nyborg:
”...
Statsfængslet kan notere, at
jeg repræsenterer samtlige indsatte med tilknytning til (C), som indgrebene
vedrører, medmindre de pågældende allerede er repræsenteret ved anden
advokat.
Det fremgår af skrivelsen af
7. august 1998, at mine klienter er blevet overført til Søndre fløj på
vilkår,
at de foreløbig ikke har ret til fællesskab, arbejde, undervisning eller
fritidstilbud, at de skal afvikle gårdtur enkeltvis, og at de vil blive
forplejet
af Statsfængslet.
Den eneste begrundelse, der
gives for indgrebene, er følgende standardbegrundelse, meddelt de enkelte
berørte:
’
Den indsatte udviser under afsoningen en så stærk negativ indflydelse
på medinsatte, at den pågældende i væsentlig grad forringer
afsoningsvilkårene
for de øvrige indsatte, idet han bl.a. skaffer eller søger at skaffe sig
fordele på de medindsattes bekostning.’
Statsfængslet er ikke
fremkommet med nogen nærmere begrundelse, og man har truffet bestemmelse om
at
aktindsigt afskæres.
Statsfængslet har i øvrigt
fastsat nogle retningslinier ved en foreløbig dagsorden af 10. august 1998
for
den pågældende afdeling, hvor mine klienter foreløbig befinder sig. Af denne
dagsorden fremgår bl.a., at der kun er mulighed for ½ times gårdtur, hvis
alle
ønsker gårdtur, hvilket naturligvis er tilfældet. Dette vilkår vedrørende
gårdtur er ringere end, hvad der gælder for varetægtsarrestanter, som har
krav
på mindst 1 times gårdtur om dagen.
Jeg anmoder om hurtigst
muligt at modtage en udførlig begrundelse for de meget voldsomme indgreb, der
er blevet iværksat overfor mine klienter, ligesom jeg anmoder om aktindsigt i
videst muligt omfang.
Samtidig skal jeg meddele,
at jeg påklager afgørelsen om indgrebene til Justitsministeriet, Direktoratet
for Kriminalforsorgen.
...”
Den 18. august 1998 bad
Direktoratet for Kriminalforsorgen statsfængslet om en udtalelse i anledning
af
A’s klage.
Under henvisning til en
begæring fra A om aktindsigt sendte statsfængslet den 28. august
1998 A
en kopi af fængslets
indberetning af 10. august 1998 til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Statsfængslet skrev samtidig følgende:
”...
Baggrunden for at samle de
omhandlede indsatte i fængslets sydfløj er de meget alvorlige problemer med
negativt styrende indsatte – primært indsatte med tilknytning til (C)
– som
fængslet har været præget af i de seneste 3 år. Der henvises til den mere
indgående beskrivelse af disse problemer på side 2 og 3 i ovennævnte
redegørelse.
Som det ligeledes fremgår af
redegørelsen, er afgørelsen om fratagelse af fællesskab (isolation) for de
omhandlede indsatte truffet af fængselsmæssige grunde i medfør af en
modsætningsslutning til § 4, stk. 1, i bekendtgørelse af 21. juni 1973 om
fuldbyrdelse af frihedsstraf. På det tidspunkt hvor beslutning om at samle de
indsatte blev truffet, forelå en ekstraordinær situation i fængslet og man
fandt det på denne baggrund af sikkerhedsmæssige grunde nødvendigt indtil
videre at ophæve fællesskabet for disse indsatte.
Forholdene for de indsatte,
som er blevet frataget fællesskab (isoleret), er løbende under normalisering
i
takt med, at statsfængslet finder dette forsvarligt og i takt med, at der
etableres sådanne fysiske rammer, som muliggør beskæftigelse,
fritidsaktiviteter mv. på den afdeling, hvor de indsatte er placeret.
I den forbindelse kan det
oplyses, at der i den første uge efter afdelingens etablering har været
afholdt
gårdtur enkeltvis af 1 times varighed, i det omfang det har været praktisk
muligt. Siden onsdag den 19. august er der gradvist åbnet op for fællesskabet
i
afdelingen. Således har de indsatte fra den 20. august haft mulighed for
gårdtur to og to af en times varighed. Siden mandag den 24. august har der
været afholdt fælles gårdtur af 1 times varighed samt grøn fritid (udvidet
gårdturstid) og afdelingen har fungeret på normal vis som fællesskabsafdeling
fra kl. 14.30-21.30. I øvrigt henvises til vedlagte plan for foreløbig
fællesskab og gårdtur.
For så vidt angår
beskæftigelse (arbejde og undervisning) arbejder statsfængslet på at etablere
passende forhold. Indtil sådanne forhold er etableret, oppebærer de indsatte
løn svarende til den aflønning, som de har haft forud for flytningen i
sydfløjen.
Faciliteterne i afdelingen
(selvforplejningskøkken, spisestue, fællesstue mv.) vil så snart som muligt
blive
forbedret, ligesom der vil blive etableret mulighed for hobbyvirksomhed og
sport.
Så snart der er etableret
selvforplejningskøkken, vil de indsatte overgå til selvforplejning. Indtil da
forplejes de af fængslet og har fortsat mulighed for at foretage indkøb i
fængslets købmandsbutik i samme omfang som fængslets øvrige indsatte.
...”
I brev af 18. januar 1999
præciserede A følgende:
”... jeg er af den
opfattelse, at der ikke har været det fornødne grundlag for at begrænse mine
klienters sædvanlige rettigheder.
Sådanne begrænsninger bør
alene kunne ske på et individuelt grundlag og ikke ’en bloc’ uden
dokumentation
eller i det mindste rimelig sandsynliggørelse af, at der er noget konkret at
bebrejde den enkelte eller på anden måde grundlag for at iværksætte
restriktionerne overfor de enkelte.
...”
Den 26. februar 1999 traf
Direktoratet for Kriminalforsorgen over for A’s klienter afgørelse i
sagen. I
afgørelsen var anført følgende:
”...
Som anført finder
direktoratet, at Statsfængslet i Nyborg var berettiget til at anbringe Dem på
en særlig afdeling og i den forbindelse midlertidigt fratage Dem fællesskab
m.v.
Direktoratet har ved
afgørelsen navnlig lagt vægt på, at De med Deres tilknytning til
rockergruppen
(C) har et sådant netværk og en sådan indflydelse, at De kan betegnes som en
negativ stærk indsat med deraf følgende risiko for overgreb på medindsatte.
Direktoratet har endvidere lagt vægt på de hensyn, som har fundet udtryk i de
europæiske fængselsregler om inddeling og geninddeling af indsatte. Det
fremgår
af artikel
12 a, at
formålet med inddeling og geninddeling af indsatte skal være, at holde
indsatte, som på grund af deres strafferegister eller personlighed kan
forventes at have gavn heraf eller som kan udøve en dårlig indflydelse,
adskilt
fra andre. Ifølge artikel 13 skal separate institutioner eller separate
afdelinger i en institution så vidt muligt anvendes for at lette
forvaltningen
af forskellige behandlingssystemer eller fordelingen af specifikke kategorier
af indsatte.
Direktoratet her derudover
lagt vægt på, at De – bortset fra i den indledende isolationsperiode
– i det
store og hele er undergivet samme regler, som de øvrige indsatte i
statsfængslet, blandt andet med hensyn til udgang og prøveløsladelse, således
at afgørelsen om placering på afdeling Sdr. 1 og 2 må anses for et begrænset
indgreb f.eks. set i sammenligning med afgørelsen om placering i åben eller
lukket institution.
Specielt hvad angår den
indledende isolationsperiode har direktoratet lagt vægt på, at der i
forbindelse med oprettelsen af afdeling Sdr. 1 og 2 forelå en ekstraordinær
situation i statsfængslet, idet fængslet havde været nødsaget til at handle
akut med oprettelse af en særafdeling som følge af de stadigt stigende
problemer med negativt stærke indsatte, som bl.a. havde resulteret i, at der
var blevet fremsat alvorlig trusler mod personalet. Hensynet til personalets
og
de medindsattes sikkerhed gjorde det i den situation nødvendigt
indledningsvis
at isolere de indsatte på den særlige afdeling for at modvirke eventuel uro
og
aggressiv adfærd hos de indsatte som reaktion på flytningen til den særlige
afdeling. Direktoratet er enig med statsfængslet i, at afgørelsen om
midlertidigt at fratage Dem fællesskab er truffet på grundlag af en
modsætningsslutning til § 4, stk. 1, i Justitsministeriet, Direktoratet for
Kriminalforsorgens bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af
frihedsstraf.
Direktoratet skal desuden
henholde sig til det, som statsfængslet har oplyst vedrørende normaliseringen
af forholdene for de indsatte på afdeling Sdr. 1 og 2, navnlig at der
allerede
i den første uge efter afdelingens oprettelse har været afholdt gårdtur
enkeltvis af 1 times varighed i det omfang, det har været praktisk muligt,
samt
at de indsatte fra den 24. august 1998 har haft mulighed for besøg alle ugens
dage – også i den almindelige arbejdstid, således at de fra dette
tidspunkt har
haft mulighed for at afvikle flere besøg end før flytningen til afdeling Sdr.
1
og 2.
Det skal afslutningsvis
bemærkes, at beslutningen om at oprette en særafdeling for visse indsatte i
statsfængslet er udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed, og der er som
følge
heraf ikke et krav om begrundelse for afdelingens oprettelse. Der er ikke af
direktoratet fastsat regler for placeringen af de indsatte internt i
anstalterne, herunder regler om flytning af indsatte fra en afdeling til en
anden. Selve anstaltsforholdet må efter direktoratets opfattelse antages at
indeholde den fornødne hjemmel hertil, idet fordelingen af de indsatte i
anstalten er et nødvendigt led i den faktiske administration af
frihedsberøvelsen. Derudover kan henvises til de hensyn, som har fundet
udtryk
i de europæiske fængselsregler om inddeling og geninddeling af indsatte, der
er
nævnt ovenfor.
Beslutningen i de enkelte
tilfælde om anbringelse på særafdelingen er derimod en afgørelse i
forvaltningslovens forstand med deraf følgende krav om begrundelse, som De
med
dette brev har modtaget. Det bemærkes i den forbindelse, at direktoratet ikke
har begrænset begrundelsens indhold i medfør af forvaltningslovens § 24, stk.
3, jf. § 15, stk. 1, nr. 3 og stk. 2, og således heller ikke begrænset retten
til aktindsigt. Når statsfængslet i brevet af 7. august 1998 til Dem anførte,
at statsfængslet havde begrænset begrundelsens indhold, var der tale om en
begrænsning af begrundelsen for selve beslutningen om at oprette den særlige
afdeling. Men da denne beslutning er udtryk for faktisk
forvaltningsvirksomhed,
hvor der ikke er et krav om begrundelse, var det ikke nødvendigt at henvise
til
forvaltningslovens regler om begrænsning af begrundelsens indhold.
...”
I brev af 20. oktober 1999
klagede A til mig over direktoratets afgørelse af 26. februar
1999. A
anførte bl.a. følgende:
”...
Som hovedsynspunkt i min
klage gør jeg gældende, at der ikke har været det fornødne grundlag for at
foretage en så drastisk og vidtgående begrænsning i mine klienters
rettigheder,
som Statsfængslets beslutning indebar.
...”
Om statsfængslets brev af 7.
august 1998, som de pågældende indsatte fik udleveret i forbindelse med
overførslen,
anførte A følgende:
”...
Skrivelsen efterlader
selvsagt det klare indtryk, at Statsfængslet har foretaget en helt individuel
og konkret vurdering af hver enkelt indsat med henblik på at afgøre, hvem der
kunne betegnes som tilhørende gruppen af ’negativt stærke
indsatte’.
At der reelt
ikke
er
foretaget en sådan vurdering fremgår imidlertid af Statsfængslets
indberetning
til Direktoratet for Kriminalforsorgen af 10. august 1998, hvor det bl.a.
anføres:
’Ved en gennemgang af de
indsatte i Statsfængslet er de negativt stærke indsatte udpeget og de er alle
enten medlemmer af eller har en tilknytning til (C). Uagtet der ikke måtte
være
direkte oplysninger om stærkeadfærd vedrørende det enkelte medlem eller den
enkelte relaterede, er det dog lagt til grund, at de med deres blotte
tilknytning til (C) har et sådant netværk og en sådan indflydelse, at de
udenfor enhver tvivl kan betegnes om negativt stærke indsatte.’
På den anførte baggrund er
det efter min opfattelse kritisabelt, at Statsfængslets beslutning om at
begrænse mine klienters rettigheder ikke er sket på et individuelt grundlag,
men derimod ’en bloc’, og uden dokumentation eller nogen rimelig
sandsynliggørelse af, at der har været noget konkret at bebrejde den enkelte
indsatte eller på anden måde grundlag for at iværksætte de indgribende
restriktioner overfor de pågældende. Hertil kommer den – efter min
opfattelse –
uacceptable fremgangsmåde, som Statsfængslet har anvendt i sagen, hvorved man
søger at give de indsatte indtryk af, at der er foretaget en konkret
vurdering
af hver enkelt indsat, men hvor det efterfølgende har vist sig, at det alene
har været en eventuel tilknytning til (C) som har været bestemmende for, om
man
kunne betegnes som tilhørende gruppen af ’negativt stærke indsatte’
og derfor
skulle overføres til den særlige afdeling.
...”
Den 27. oktober 1999 bad jeg
Direktoratet for Kriminalforsorgen og Statsfængslet i Nyborg om en udtalelse
om
sagen.
Statsfængslet og
direktoratet meddelte mig i breve af 13. og 22. december 1999 at
myndighederne
henholdt sig til henholdsvis det i sagen tidligere anførte og afgørelserne af
26. februar 1999.
To af mine medarbejdere
gennemgik det materiale som ligger til grund for oprettelsen af afdelingen,
og
havde den 17. august 2000 en samtale med fængselsinspektøren i Statsfængslet
i
Nyborg om de forhold som førte til oprettelsen af afdelingen, de vilkår som
de
indsatte på afdelingen var undergivet, og de vilkår som på tidspunktet for
udtalelsen var gældende på afdelingen.
Ombudsmandens udtalelse
”Retsgrundlaget
Jeg har tidligere haft lejlighed til at tage stilling til et lignende
spørgsmål om oprettelse af en særafdeling og placering af
enkeltpersoner/grupper heri. I min redegørelse af 15. juli 1993 om
Statsfængslet i Vridsløselilles beslutning af 11. maj 1992 om at oprette en
tilsvarende særafdeling (afdeling B-III) for indsatte der havde en negativ
indflydelse på andre indsatte, er anført følgende:
’
Beslutningen om at oprette afdeling B-III:
Forvaltningslovens regler finder anvendelse på sager, hvori der træffes en
afgørelse. Forvaltningsloven finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor en
beslutning, der er truffet af en offentlig myndighed, alene er et led i
udøvelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed. Om afgrænsningen af faktisk
forvaltningsvirksomhed over for forvaltningslovens anvendelsesområde har jeg
i Juridisk Grundbog (1989), bind 4, Forvaltningen, side 29-30 anført
følgende:
’I praksis består den mest afgørende begrænsning i FVLs
anvendelsesområde deri, at den ikke omfatter den
såkaldte ’faktiske forvaltningsvirksomhed’, dvs. den del af
forvaltningens
funktioner, der ikke går ud på at fastsætte, hvad der skal være ret i et
foreliggende tilfælde. Hvad betegnelsen ’faktisk
forvaltningsvirksomhed’
nærmere dækker over, er imidlertid temmelig uklart. Udtrykket er i sig selv
kun
et residualbegreb – dvs. en betegnelse, der hæftes på den mangfoldighed
af
forvaltningsvirksomhed, som ikke er af (overvejende) retlig karakter.
Udviklingen synes i øvrigt at medføre, at begrebet trænges noget tilbage i
takt
med den stigende regulering og ’retliggørelse’ af områder og
elementer i det,
der hidtil har været betegnet som faktisk forvaltningsvirksomhed.
Som eksempler på forskellen
mellem retlig og faktisk forvaltningsvirksomhed nævnes ofte beslutning om
optagelse på plejehjem, over for beslutning om tildeling af et bestemt
værelse
på hjemmet, optagelse på skole eller læreanstalt og udstedelse af
eksamensbevis, over for den mellemliggende meddelelse af undervisningen,
beslutning om kaution for indlæggelse på specialhospital, over for
beslutninger
om sygdomsbehandlingens gennemførelse, etc.’
Det giver mig ikke anledning
til bemærkninger, at Direktoratet for Kriminalforsorgen har opfattet
oprettelsen af
afdeling B-III som en
beslutning, der i det hele henhører under begrebet faktisk
forvaltningsvirksomhed. At beslutningen er udtryk for faktisk
forvaltningsvirksomhed, indebærer bl.a., at forvaltningslovens regler om
partshøring, begrundelse m.v. ikke finder anvendelse.
De europæiske fængselsregler
(vedtaget af Europarådets Ministerkomité den 12. februar 1987) indeholder i
kapitel II et afsnit om fordeling og inddeling af indsatte. Artikel 12 og 13
i
dette afsnit har følgende ordlyd:
’12. Formålet med inddeling
eller geninddeling af indsatte skal være:
at holde indsatte, som på grund af deres
strafferegister eller personlighed kan forventes at have gavn heraf eller som
kan udøve en dårlig indflydelse, adskilt fra andre og
at hjælpe ved fordelingen af de indsatte med henblik på
at lette deres behandling og sociale gentilpasning, idet der tages hensyn til
forvaltning og sikkerhedskrav.
13. Separate institutioner
eller separate afdelinger i en institution skal så vidt muligt anvendes for
at
lette forvaltningen af forskellige behandlingssystemer eller fordelingen af
specifikke kategorier af indsatte.’
I forbindelsen med mine
regelmæssige inspektioner i fængslerne efter bestemmelsen i § 3, stk. 3, i
Instruks for Folketingets Ombudsmand er jeg opmærksom på, at der er behov for
at sikre, at svage indsatte, som gennem anstaltsopholdet påtvinges samvær med
andre, ikke udnyttes eller trykkes af samværet med (stærkere) medindsatte.
Jeg
har således anset det for en vigtig del af min opgave – i det omfang der
er
muligt inden for rammerne af min virksomhed – at undersøge, hvorvidt
hensynet
til de svage indsatte i fængslet bliver tilgodeset.
De regler, der gælder for de
indsatte på en afdeling som B-III, er ikke i strid med de minimumsregler, der
gælder i henhold til gældende nationale og internationale regler. Den
fastsatte
husorden giver mig set i relation hertil ikke i sig selv anledning til
bemærkninger.
Beslutningen om, hvorvidt
der er fornødent grundlag for at oprette en afdeling, der har de særlige
indskrænkninger i den enkelte indsattes afsoningsvilkår, som er gældende for
de
indsatte på afdeling B-III, er af en skønsmæssigt præget karakter.
Beslutningen
baseres på en række oplysninger, hvis bevismæssige værdi indgår i den
skønsmæssigt prægede vurdering.
En sådan skønsmæssigt præget
beslutning kan jeg – efter de regler der gælder for min virksomhed
– ikke
kritisere, medmindre der forligger særlige omstændigheder.
Efter min gennemgang af
sagen – herunder den del af (det bevarede) materiale, som anstalten har
undtaget fra aktindsigt – og på baggrund af mine samtaler med
fængselsinspektøren og Direktoratet for Kriminalforsorgen, giver anstaltens
beslutning om at opretholde afdeling B-III mig ikke grundlag for kritik. Jeg
har ikke herved taget stilling til de afgørelser, der er truffet om bestemte
indsattes placering på afdelingen. Min stillingtagen hertil fremgår af mine
samtidige skrivelser til de indsatte, som har indgivet klage til mig.
...’
De ovenfor nævnte
bestemmelser i De europæiske fængselsregler er fortsat gældende.
Den 1. januar 1997 trådte
lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand i kraft. I
bemærkningerne til lovforslagets § 18 er det forudsat at ombudsmanden
foretager
systematiske inspektioner i fængsler til opfyldelse af en anbefaling fra Den
Europæiske Komité vedrørende forebyggelse af tortur og anden umenneskelig
behandling
eller straf. Samtidig blev retsplejelovens § 779 ophævet, jf.
ombudsmandslovens
§ 31, stk. 2. Det tilsyn som medlemmer af København Borgerrepræsentation og
amtsrådene havde udført med varetægtsarrestanters behandling og forholdene i
varetægtsfængsler (arresthuse) i henhold til retsplejelovens § 779, ophørte
således med virkning fra den 1. januar 1997. Det er herved forudsat at denne
tilsynsopgave i fremtiden varetages af ombudsmanden. Folketingets Ombudsmands
inspektionsvirksomhed er således blevet udvidet og intensiveret. Som en del
af
inspektionsvirksomheden er opmærksomheden i høj grad rettet mod problemer med
negativt stærke indsattes påvirkning af de forhold hvorunder andre indsatte
udstår deres straf.
I forbindelse med forliget
om finansloven for 1999 og den flerårige aftale for Kriminalforsorgen blev
der
af Folketinget afsat midler til etablering af tre midlertidige afdelinger til
negativt stærke indsatte. Det blev efterfølgende besluttet at de midlertidige
afdelinger skulle etableres i Statsfængslet i Horsens, Statsfængslet i Nyborg
og Københavns Fængsler.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen udsendte den 12. marts 1999 til Statsfængslet i Nyborg og
Statsfængslet i Horsens retningslinier for placering på midlertidig afdeling
for stærke indsatte. I forlængelse heraf sendte Direktoratet for
Kriminalforsorgen den 14. april 2000 cirkulære om ændring af cirkulære om
anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring, og om
overførsel mellem Kriminalforsorgens institutioner. Ændringscirkulæret
vedrører
placering af negativt stærke indsatte og svarer til de forslag om negativt
stærke indsatte der fremgår af lovforslag nr. 145 om fuldbyrdelse af straf
mv.
Af bemærkningerne til
lovforslaget fremgår følgende om definitionen på og grundlaget for
anbringelse/overførsel af negativt stærke indsatte:
’...
Med udtrykket ’stærke’
indsatte sigtes navnlig til de grupper af indsatte, herunder rockere og deres
støttepersoner, der i de senere år har skabt sig en sådan magtposition i
fængslerne, at de i dag udgør en særdeles negativ styrende faktor i forhold
til
medindsatte. Deres metoder adskiller sig ikke nævneværdigt fra den
fremgangsmåde, der sædvanligvis benyttes af andre ’stærke’
indsatte, dvs. vold,
trusler om vold, økonomisk udnyttelse mv. De pågældendes metoder er
imidlertid
væsentlig grovere end tidligere, og deres styring retter sig nu mod alle i
institutionen. Deres metoder rækker også uden for fængslet, idet de ved hjælp
af gruppemedlemmer uden for fængslet kan udstrække deres trusler og pres til
de
medindsattes familier og pårørende. Som følge af det almindelige kendskab til
sådanne gruppers metoder er det sjældent nødvendigt at anvende vold og
trusler.
Deres blotte fremtræden kombineret med de medindsattes kendskab til
gruppetilhørsforholdet er normalt tilstrækkeligt til at skabe den tilsigtede
frygt hos medindsatte. Samtidig udøves volden mv. sædvanligvis ikke af de
’negativt stærke’ indsatte selv, men af ’håndlangere’,
hvilket gør det særdeles
vanskeligt eller umuligt at bevise deres andel. Medvirkende hertil er også,
at
ingen tør udtale sig af frygt for repressalier.
...
Et flertal af
Straffelovrådets medlemmer (6 medlemmer) finder, at der bør være mulighed for
at foretage de nævnte former for anbringelse mv. alene med henvisning til den
negativt stærke indsattes blotte fremtræden kombineret med institutionens
eller
de medindsattes kendskab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det
forhold,
at der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive begået
overgreb
mod f.eks. medindsatte. Flertallet foreslår på den baggrund betingelserne for
anbringelse mv. lempet i tilfælde, hvor anbringelsen eller overførslen sker
af
hensyn til beskyttelse af medindsatte eller personale, således at der alene
stilles krav om, at anbringelsen mv. må anses for nødvendig for at forebygge
overgreb på medindsatte eller personale.
...”
Lovforslaget blev vedtaget
den 26. maj 2000 og træder i kraft den 1. juli 2001.
Min vurdering af sagen
a. Beslutningerne om oprettelse af afdelingen og overførsel dertil
Ovenfor side (...) er
angivet det som var grundlaget for oprettelsen af særafdelingen i
’Søndre fløj’
og beslutningen om hvilke indsatte der skulle placeres dér. Der er alene tale
om en angivelse af forhold som kunne meddeles til de pågældende.
Ved min behandling af sagen
har jeg undersøgt om der i det materiale mv. som jeg har modtaget, er belæg
for
det som er anført om grundlaget for beslutningen.
Jeg kan oplyse at det er
tilfældet.
Materialet viser at der i
sagen var tale om én sammenhængende beslutning: at oprette en særafdeling i
statsfængslet hvori skulle placeres indsatte som er medlem af (C), og
indsatte
med tilknytning til gruppen.
Jeg må endvidere lægge til
grund at der blandt de indsatte der blev anbragt i særafdelingen, var
personer
om hvem fængslet ikke var i besiddelse af konkrete oplysninger om en
’negativt
stærke indsatte-adfærd’. De pågældende blev placeret i særafdelingen
alene på
grund af deres medlemskab af/tilknytning til (C).
For mig foreligger herefter
spørgsmålet om jeg har grundlag for at kritisere at statsfængslet på det
grundlag der forelå for fængslet, traf beslutning om
at
oprette en særafdeling i statsfængslet,
at
anbringe indsatte som er medlem af (C) eller har tilknytning til
gruppen, i særafdelingen, og
at
afgrænse gruppen som det skete, herunder at medtage indsatte i
gruppen om hvem der ikke forelå konkrete oplysninger om ’negativt stærke
indsatte-adfærd’.
I den forbindelse må jeg
tage stilling til om beslutningen var mere indgribende end nødvendigt for at
opnå det ønskede formål, og om de begrænsninger der var/er gældende for
særafdelingen, løbende blev overvejet og, i det omfang det var muligt,
lempet.
Jeg bemærker først at de
vilkår som indsatte skal have under deres afsoning af en frihedsstraf, er
nøje
reguleret i et stort antal administrative bestemmelser som er udstedt af
Direktoratet for Kriminalforsorgen. Herudover gælder – som
minimumsbestemmelser
– De europæiske fængselsregler (vedtaget af Europarådets Ministerkomité
den 12.
februar 1987).
Regelsættene indeholder
bl.a. bestemmelser om
·
arbejde
·
fritid
·
undervisning
·
udgang
·
frigang
·
udslusning
·
selvforplejning
·
besøg
·
gårdtur.
Det enkelte fængsel er
forpligtet til at iagttage disse bestemmelser i forhold til de enkelte
indsatte. I vidt omfang fremstår de nævnte forhold som tilbud til den
indsatte
der skal sikre rimelige afsoningsforhold og et så godt grundlag for en
kriminalitetsfri tilværelse i frihed efter løsladelsen som muligt.
I det omfang forhold mellem
de indsatte indbyrdes i et fængsel lægger hindringer i vejen for at indsatte
kan benytte sig af de nævnte tilbud, foreligger der efter min opfattelse en
pligt for fængslets ledelse til at reagere. Det samme gælder hvis der fra
(nogle) indsattes side ved ’negativt stærke indsatte-adfærd’ skabes
frygt hos
personalet.
Hvilke midler der skal tages
i anvendelse i tilfælde hvor en ’negativt stærke indsatte-adfærd’
over for
andre indsatte og/eller personale finder sted, må afgøres i de enkelte
tilfælde. I mere alvorlige tilfælde kan det næppe undgås at der i forhold til
nogle
indsatte må træffes foranstaltninger der kan være endog meget indgribende.
På spørgsmål herfra under
samtalen den 17. august 2000 har fængselsinspektøren oplyst at det var og er
hans opfattelse at en bekæmpelse af den ’negativt stærke
indsatte-adfærd’ i
statsfængslet forudsatte at alle indsatte som er medlem af (C) eller har
tilknytning til gruppen, blev anbragt i særafdelingen, dvs. også indsatte om
hvem der ikke forelå konkrete oplysninger om ’negativt stærke
indsatte-adfærd’.
På grund af den organisering der hersker i gruppen, ville tilstedeværelsen af
indsatte medlemmer eller relaterede i de almindelige afdelinger i fængslet
med
overvejende sandsynlighed betyde at den uønskede adfærd ville fortsætte i
hele
fængslet.
Jeg har ikke grundlag for at
anfægte den vurdering som fængselsinspektøren har givet udtryk for.
På det tidspunkt, den 7.
august 1998, da statsfængslet traf beslutning om at oprette særafdelingen,
var
forholdene i statsfængslet efter min opfattelse af en sådan karakter at
fængslets ledelse havde en pligt til at reagere.
Hvilke midler det var
nødvendigt at bringe i anvendelse, beror som nævnt på et skøn i det enkelte
tilfælde. Et sådant skøn har jeg kun begrænsede muligheder for at efterprøve.
Jeg har ikke grundlag for at antage at de indgreb der blev besluttet den 7.
august 1998, var mere indgribende end nødvendigt for at opnå det ønskede
resultat. Jeg har heller ikke grundlag for at antage at indskrænkningerne i
de
indsattes forhold på ’Søndre afsnit’ har været opretholdt i længere
tid end det
har været nødvendigt.
Jeg har således ikke
grundlag for at kritisere den beslutning der blev truffet af Statsfængslet i
Nyborg og tiltrådt af Direktoratet for Kriminalforsorgen.
b. Begrundelse og aktindsigt
Statsfængslet har som
hjemmel for anbringelsen af Deres klienter i særafdelingen i brevet af 7.
august 1998 henvist til ’en modsætningsslutning af § 4, stk. 1, i
fuldbyrdelsesbekendtgørelsen (af 21. juni 1973) hvorefter straf i
almindelighed
skal udstås i fællesskab’.
Det er efter min opfattelse
forkert at tale om en modsætningsslutning fra bestemmelsen som
hjemmelsgrundlag.
Hjemlen for fængslets
beslutning skal søges i den almindelige anstaltsordning hvorefter fængslet
har
adgang til at træffe nærmere bestemmelser om bl.a. de indsattes placering på
de
enkelte afdelinger. En konsekvens af placeringen i særafdelingen var at de
indsatte her ikke har adgang til fællesskab med (alle) de øvrige indsatte.
Dette er for så vidt ikke i sig selv i strid med
fuldbyrdelsesbekendtgørelsens
§ 4, stk. 1, hvorefter straf ’i almindelighed’ skal udstås i
fællesskab.
Jeg har samtidig hermed
gjort Statsfængslet i Nyborg og Direktoratet for Kriminalforsorgen bekendt
med
min opfattelse.
I Statsfængslet i Nyborgs
enslydende afgørelser til Deres klienter var anført en definition på en
negativt stærk indsat. Videre var i begrundelsen for afgørelserne anført at
fængslet ’har efter en konkret vurdering fundet, at De falder ind under
den
ovenfor beskrevne gruppe indsatte’.
Som det fremgår ovenfor, var
det den blotte tilknytning til gruppen der var afgørende for at myndighederne
vurderede at Deres klienter faldt ind under den nævnte definition på en stærk
indsat og derfor skulle overføres til afdelingen. Det var den faktiske
omstændighed der blev tillagt betydning for afgørelserne.
Statsfængslet i Nyborg burde
derfor ikke – i strid med virkeligheden – i afgørelserne have givet
udtryk for
at beslutningen om overførsel hvilede på en konkret vurdering af om Deres
klienter hørte under definitionen på en stærk indsat. Direktoratet burde have
påtalt dette over for statsfængslet.
Jeg har samtidig hermed
gjort Statsfængslet i Nyborg og Direktoratet for Kriminalforsorgen bekendt
med
min opfattelse.
Forvaltningslovens §§ 24 og
15 lyder således:
’§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal
endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jf. § 15.
§ 15.
Retten til aktindsigt kan i øvrigt begrænses, i det omfang
partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til
varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den
pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, herunder
3) forebyggelse, opklaring
og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt
beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller
disciplinær forfølgning,
...
Stk. 2.
Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af
et dokument, skal parten gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold.’
Under henvisning til
bestemmelserne i forvaltningslovens § 24, jf. § 15, stk. 1, nr. 3, og stk. 2,
begrænsede Statsfængslet i Nyborg begrundelsen for afgørelserne om overførsel
til særafdelingen.
Som anført har jeg set de
pågældende akter. I forvaltninglovens § 15, stk. 1, er der hjemmel til at
undtage dem fra aktindsigt.
Direktoratet for
Kriminalforsorgen oplyste i sin afgørelse at direktoratet ikke havde
begrænset
hverken begrundelsens indhold eller adgangen til aktindsigt i medfør af de
ovenfor citerede bestemmelser. Direktoratet anførte samtidig at statsfængslet
ikke havde behøvet at henvise til de pågældende bestemmelser fordi der var
tale
om en begrænsning af begrundelsen for beslutningen om oprettelsen af
særafdelingen, og fordi denne beslutning var udtryk for faktisk
forvaltningsvirksomhed og derfor ikke krævede begrundelse.
I overensstemmelse med det
anførte under afsnit I vedrørende afdeling B-III i Statsfængslet i
Vridsløselille
er jeg enig med direktoratet i at beslutningen om selve oprettelsen af
afdelingen er udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed, og i at
forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring og begrundelse derfor ikke
finder anvendelse i forhold til beslutningen. Som det imidlertid fremgår af
det
anførte under afsnit II, litra a, hænger beslutningerne om oprettelse og
overførsel materielt sammen. De akter som ligger til grund for opretholdelsen
af afdelingerne, har således også betydning for beslutningerne om overførsel
af
Deres klienter til afdelingen.
Efter min opfattelse er det
derfor ikke – som anført af Direktoratet for Kriminalforsorgen –
korrekt at
statsfængslet ikke skulle henvise til forvaltningslovens regler om
begrænsning
af begrundelsen for beslutningen om overførsel. Direktoratet burde derimod
som
statsfængslet under henvisning til forvaltningslovens bestemmelser have
oplyst
at begrundelsen var begrænset.
Jeg har samtidig hermed
gjort Direktoratet for Kriminalforsorgen bekendt med min opfattelse.”
I et efterfølgende brev
fremsatte direktoratet nogle bemærkninger til min udtalelse i sagen.
Direktoratet præciserede at Statsfængslet i Nyborgs hjemmelshenvisning –
i de
enslydende breve af 7. august 1998 til de indsatte som blev overført til
særafdelingen – til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1, gjaldt
den
indledningsvise isolation af de indsatte på afdelingen og ikke selve
overførslen til afdelingen. Direktoratet tilkendegav at direktoratet var enig
med mig i at hjemlen til overførslen findes i den almindelige
anstaltsordning.
Videre oplyste direktoratet
at statsfængslet i hver enkelt sag foretog en konkret vurdering af hvorvidt
den
indsatte var medlem af eller havde tilknytning til (C) og dermed opfyldte
betingelserne for overførsel til særafdelingen.
Herefter skrev jeg til
direktoratet at jeg havde noteret mig direktoratets oplysning om
hjemmelsgrundlaget idet jeg bemærkede at der på ikke var anledning til for
mig
at gå nærmere ind på spørgsmålet om hvorvidt en modsætningsslutning som den
nævnte
er det rette hjemmelsgrundlag for den isolation som indledningsvis fandt
sted.
Jeg bemærkede videre at jeg
nødvendigvis havde lagt til grund for min udtalelse at fængslet i hvert
enkelt
tilfælde – forud for overførsel til særafdelingen – foretog en
konkret
vurdering af de indsattes tilknytning til (C), og at fængselsinspektøren
under
samtalen med mine medarbejdere den 17. august 2000 på forespørgsel havde
bekræftet at der blev foretaget en sådan konkret og individuel vurdering. Jeg
understregede endelig at det fortsat var min opfattelse at statsfængslet
–
i de enslydende breve
af 7. august 1998 til de berørte indsatte –
burde have anført at det var medlemsskabet af/tilknytningen til (C) der var
afgørende for overførslen idet gruppen som sådan – og ikke konkret de
enkelte
medlemmer – var vurderet i forhold til den nævnte definition, og at
direktoratet burde have påtalt dette over for statsfængslet.
Lignende dokumenter
- Inspektion af Statsfængslet i Nyborg Retsinformation · 22. oktober 2002
- Inspektion af Statsfængslet i Nyborg. Retsinformation · 25. juni 2003
- Opfølgning til inspektion af Statsfængslet i Nyborg den 25. og 26. april 2001 Retsinformation · 27. marts 2015
- Inspektion af Statsfængslet Østjylland Retsinformation · 12. maj 2010
- Opfølgning nr. 2 til inspektion af Statsfængslet i Nyborg den 25. og 26. april 2001 Retsinformation · 8. april 2015
- Afslag på afsoning i åbent fængsel som følge af rockertilknytning Retsinformation · 4. juni 2008