Spring til indhold

Retsinformation

Anbringelse af indsatte på særafdeling

FOU nr 2000.158UdtalelserFolketinget11. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Anbringelse af indsatte på særafdeling

En advokat, (A), klagede for

nogle klienter over at de var blevet overført til en særafdeling for negativt

stærke indsatte i Statsfængslet i Nyborg.

Det fremgik af sagen at

Statsfængslet i Nyborg den 7. august 1998 meddelte blandt andre A’s

klienter at

fængslet havde besluttet at de skulle overføres/flyttes fra fængslets

fællesskabsafdelinger til fortsat afsoning i ”Søndre fløj”. I

brevet var bl.a.

anført følgende:

”...

Årsagen til overflytningen

er, at statsfængslet har fundet det uomgængeligt nødvendigt at samle de

negativt stærke indsatte på én afdeling.

Ved definitionen af en

negativt stærk indsat har statsfængslet lagt vægt på følgende kriterier:

Den indsatte udviser under

afsoningen en så stærk negativ indflydelse på medinsatte, at den pågældende i

væsentlig grad forringer afsoningsvilkårene for de øvrige indsatte, idet han

bl.a. skaffer eller søger at skaffe sig fordele på de medindsattes

bekostning.

Der vil som oftest foreligge

et særdeles godt samarbejde med andre negativt stærke indsatte, og de vil

true

med at udøve eller udøver fælles fysisk og psykisk styrke til at forfølge

egne

mål, herunder anvender de deres position overfor medindsatte til at skaffe

sig

de bedst mulige afsoningsforhold, hvilket bl.a. medfører, at de medvirker

Læs alt

til,

at medinsatte afholder sig fra at tage arbejde på bestemte arbejdspladser,

deltage i fritidstilbud og tvinges til at tage ophold i frivillig enrum,

lader

sig udnytte økonomisk og socialt og presses til at være håndlangere for de

negativt stærke indsatte, begå strafbare handlinger og brud på fængslets

regler

m.v.

Det vil bl.a. indgå i de

negativt stærkes magtstruktur, at de selv som oftest eller altid optræder

afdæmpet overfor personalet.

Statsfængslet har efter en

konkret vurdering fundet, at De falder ind under den ovenfor beskrevne gruppe

indsatte.

Statsfængslet har begrænset

begrundelsen for vurderingens indhold og dermed anvendt reglerne i

forvaltningslovens § 24, stk. 3 og § 15, stk. 1, nr. 3 og stk. 2.

Forvaltningslovens § 24,

stk. 3 lyder således:

’Begrundelsens indhold kan

begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til

denne

til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den

pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. §

15’.

Forvaltningslovens § 15,

stk. 1, nr. 3, og stk. 2 er sålydende:

’Retten til aktindsigt kan i

øvrigt begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab

til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for

afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller

offentlige interesser, herunder forebyggelse, opklaring og forfølgning af

lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede,

vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning.

Stk. 2. Gør hensyn som nævnt

i stk. 1 sig kun gældende for en del af et dokument, skal parten gøres

bekendt

med dokumentets øvrige indhold’.

Statsfængslet har fundet, at

Deres interesse i kendskabet til den undtagne begrundelse, må vige for

hensynet

til andres interesser af den anførte karakter.

Efter en modsætningsslutning

af § 4, stk. 1 i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen (af 21. juni 1973), hvorefter

straf i almindelighed udstås i fællesskab, kan det oplyses, at De under Deres

ophold foreløbig ikke vil have fællesskab med medindsatte, at der ikke vil

være

mulighed for arbejde, undervisning eller fritidstilbud, at De skal afvikle

gårdtur enkeltvis og at De vil blive forplejet af statsfængslet, alt med

henblik på at statsfængslet snarest vil kunne etablere en afdeling, hvor de

indsatte indbyrdes kan afvikle fællesskab, gårdtur, deltage i arbejde,

undervisning og fritidstilbud, evt. i tilknytning til afdelingen, men ikke

med

fængslets øvrige indsatte.

Udgang vil kunne afholdes

efter trufne beslutninger herom.

Besøg vil blive søgt

afviklet i samme omfang som tidligere, men uden mulighed for noget samvær med

indsatte fra de øvrige afdelinger.

...”

Den 10. august 1998

indberettede fængselsinspektøren til Direktoratet for Kriminalforsorgen at

han

den 7. august 1998 havde besluttet at overføre 15 indsatte til den pågældende

fløj. Inspektøren oplyste samtidig at alle de 15 indsatte i forbindelse med

overførslen havde fået udleveret det ovenfor citerede brev af 7. august 1998.

I indberetningen var nærmere

anført følgende om baggrunden for beslutningen om op-rettelsen af

særafdelingen

og kriterierne for anbringelse på afdelingen:

”...

Om baggrunden for etablering af en særlig afdeling

Som det vil være

direktoratet bekendt har Statsfængslet i Nyborg i 3 år været endog voldsomt

præget af negativt stærke indsatte – helt overvejende indsatte med

tilknytning

til

[en rockergruppe (C)].

På Finansloven for 1998 er

afsat midler til at kunne etablere særlige afdelinger, men i forståelse med

direktoratet og Dansk Fængselsforbund har man udskudt etableringen af disse

afdelinger til omkring årsskiftet 1998/99, da man ikke har det fornødne

personale til bemanding.

Imidlertid er vilkårene for

de svage og de almindelige indsatte blevet yderligere forværret.

Jeg har bl.a. kunnet

konstatere:

1.

Et stort og nu igen

stigende pres af indsatte, der ønsker frivillig enrumsanbringelse.

2.

Flere tilfælde af

relativt velunderbyggede forlydender om repressalier mod personalet se også

vedlagte orientering af 9. august 1998 til personalet.

3.

Et stigende antal

tilfælde, hvor indsatte tvinges til at begå ulovligheder i fængslet, fx ved

indsmugling af stoffer.

4.

Et mønster, hvor (C)

synes at styre stofhandelen i fængslet og en betydelig

’forsyningssikkerhed’

med hensyn til narkotiske stoffer.

5.

En voldsom stigning

i antallet af beslaglagte (og dermed indsmuglede) mobiltelefoner med

tilhørende

batterier og opladere. Dette er i sig selv et ordens- og sikkerhedsmæssigt

problem, men det er navnlig urovækkende, da andre genstande af samme

størrelse

(skydevåben, sprængstoffer og narkotika) hermed også kan finde (har fundet?)

vej ind i fængslet.

6.

Et betydeligt og

stigende antal tilfælde af omgåelse af reglerne for det kontantløse fængsel,

herunder at en række (C)-relaterede synes at modtage varer, frimærker og

andre

genstande i et stort, men udokumenteret omfang.

7.

Et stort antal

indsatte, der må optræde som kriminelle håndlangere og fidibusser.

8.

Tilfælde, hvor

indsatte, for hvem forsorgspersonalet havde tilrettelagt udslusningsforløb,

direkte

eller indirekte har afstået fra at deltage i et sådant forløb, såvel som en

indsat har berettet, at han alligevel ikke kunne tage ophold på

kontraktsfængselsafdelingen.

9.

En yderligere

forværring af forholdene for de svage og de almindelige indsatte, der

udnyttes

og initimideres i deres daglige liv, hvilket i sig selv er en plage for dem,

men måske særlig et problem for et system, hvor en hovedopgave er at sikre,

at

alle indsatte kan afsone uden frygt og uden at blive udsat for kriminalitet

eller at blive tvunget til at begå kriminalitet.

Jeg bemærker, at der ikke

forekommer vold mellem de indsatte i samme omfang som for 2-3 år siden. Dette

skyldes efter min opfattelse, at frygten for (C)’s magtapparat i og uden

for

fængslet er så stor, at voldelige afstraffelser ikke er nødvendige i samme

omfang som tidligere.

Min opfattelse hviler på en

lang række oplysninger givet af indsatte i fortrolighed. Oplysninger, der på

grund af deres fortrolige karakter ikke har kunne anvendes til disciplinær

indskriden eller kunnet danne grundlag for politimæssig efterforskning.

Endvidere hviler min opfattelse på en lang række personaleobservationer.

For fuldstændighedens skyld

nævner jeg, at denne situation i høj grad også påvirker personalet, der

oplever

en kraftig frustration over at være vidne til undertrykkelse af de indsatte

og

de ulovligheder, som også for personalet fremtræder som styret af medlemmer

af

(C) eller relaterede.

Hertil kommer vold og

trusler mod personalet, der selvsagt er belastende ikke blot for dem, der

udsættes herfor, men for alle ansatte i fængslet.

De ovenfor nævnte forhold

har efter min opfattelse været en stærkt medvirkende årsag til den meget

betydelige stigning i personalets sygefravær, som vi har set siden

begyndelsen

af 1996.

Om kriterierne for anbringelse.

De uacceptable tilstande kan

efter min og personalets opfattelse i det væsentligste henføres til (C)

-medlemmer og -relaterede.

Disse indsatte har under

deres afsoning udvist en så stærk negativ indflydelse på deres medindsatte,

at

de i væsentlig grad har forringet afsoningsvilkårene for de medindsatte, idet

de bl.a. har skaffet eller søgt at skaffe sig fordele på disses bekostning.

De har stedse haft et

særdeles godt samarbejde indbyrdes, og de har truet med at udøve eller har

udøvet fælles fysisk og psykisk styrke til af forfølge egne mål og ønsker. De

har anvendt deres position til at skaffe sig de bedst mulige

afsoningsforhold,

hvilket bl.a. har medført, at medindsatte, der har sagt fra, ofte har været

tvunget til at tage ophold i frivilligt enrum, at medindsatte har afholdt sig

fra at tage arbejde på bestemte arbejdspladser, deltage i fritidstilbud,

herunder gårdtur, og at de har ladet sig udnytte økonomisk og socialt.

Endvidere har de været presset til at være håndlangere for de negativt stærke

indsatte, begå strafbare handlinger og brud på fængslets regler m.v.

De negativt stærke indsatte

har i hovedsagen (og navnlig de højst placerede) i løbet af de sidste 6 til 9

måneder været forholdsvis afdæmpede overfor personalet, men de har stedse

været

grænseprøvende overfor dette.

Ved en gennemgang af de

indsatte i statsfængslet er de negativt stærke indsatte udpeget, og de er

alle

enten medlemmer af eller har en tilknytning til (C). Uagtet der ikke måtte

være

direkte oplysninger om stærkeadfærd vedr. det enkelte medlem eller den

enkelte

relaterede, er det dog lagt til grund, at de med deres blotte tilknytning til

(C) har et sådant netværk og en sådan indflydelse, at de uden for enhver

tvivl

kan betegnes som negativt stærke indsatte.

...”

I brev af 14. august 1998

skrev A således til Statsfængslet i Nyborg:

”...

Statsfængslet kan notere, at

jeg repræsenterer samtlige indsatte med tilknytning til (C), som indgrebene

vedrører, medmindre de pågældende allerede er repræsenteret ved anden

advokat.

Det fremgår af skrivelsen af

7. august 1998, at mine klienter er blevet overført til Søndre fløj på

vilkår,

at de foreløbig ikke har ret til fællesskab, arbejde, undervisning eller

fritidstilbud, at de skal afvikle gårdtur enkeltvis, og at de vil blive

forplejet

af Statsfængslet.

Den eneste begrundelse, der

gives for indgrebene, er følgende standardbegrundelse, meddelt de enkelte

berørte:

’

Den indsatte udviser under afsoningen en så stærk negativ indflydelse

på medinsatte, at den pågældende i væsentlig grad forringer

afsoningsvilkårene

for de øvrige indsatte, idet han bl.a. skaffer eller søger at skaffe sig

fordele på de medindsattes bekostning.’

Statsfængslet er ikke

fremkommet med nogen nærmere begrundelse, og man har truffet bestemmelse om

at

aktindsigt afskæres.

Statsfængslet har i øvrigt

fastsat nogle retningslinier ved en foreløbig dagsorden af 10. august 1998

for

den pågældende afdeling, hvor mine klienter foreløbig befinder sig. Af denne

dagsorden fremgår bl.a., at der kun er mulighed for ½ times gårdtur, hvis

alle

ønsker gårdtur, hvilket naturligvis er tilfældet. Dette vilkår vedrørende

gårdtur er ringere end, hvad der gælder for varetægtsarrestanter, som har

krav

på mindst 1 times gårdtur om dagen.

Jeg anmoder om hurtigst

muligt at modtage en udførlig begrundelse for de meget voldsomme indgreb, der

er blevet iværksat overfor mine klienter, ligesom jeg anmoder om aktindsigt i

videst muligt omfang.

Samtidig skal jeg meddele,

at jeg påklager afgørelsen om indgrebene til Justitsministeriet, Direktoratet

for Kriminalforsorgen.

...”

Den 18. august 1998 bad

Direktoratet for Kriminalforsorgen statsfængslet om en udtalelse i anledning

af

A’s klage.

Under henvisning til en

begæring fra A om aktindsigt sendte statsfængslet den 28. august

1998 A

en kopi af fængslets

indberetning af 10. august 1998 til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Statsfængslet skrev samtidig følgende:

”...

Baggrunden for at samle de

omhandlede indsatte i fængslets sydfløj er de meget alvorlige problemer med

negativt styrende indsatte – primært indsatte med tilknytning til (C)

– som

fængslet har været præget af i de seneste 3 år. Der henvises til den mere

indgående beskrivelse af disse problemer på side 2 og 3 i ovennævnte

redegørelse.

Som det ligeledes fremgår af

redegørelsen, er afgørelsen om fratagelse af fællesskab (isolation) for de

omhandlede indsatte truffet af fængselsmæssige grunde i medfør af en

modsætningsslutning til § 4, stk. 1, i bekendtgørelse af 21. juni 1973 om

fuldbyrdelse af frihedsstraf. På det tidspunkt hvor beslutning om at samle de

indsatte blev truffet, forelå en ekstraordinær situation i fængslet og man

fandt det på denne baggrund af sikkerhedsmæssige grunde nødvendigt indtil

videre at ophæve fællesskabet for disse indsatte.

Forholdene for de indsatte,

som er blevet frataget fællesskab (isoleret), er løbende under normalisering

i

takt med, at statsfængslet finder dette forsvarligt og i takt med, at der

etableres sådanne fysiske rammer, som muliggør beskæftigelse,

fritidsaktiviteter mv. på den afdeling, hvor de indsatte er placeret.

I den forbindelse kan det

oplyses, at der i den første uge efter afdelingens etablering har været

afholdt

gårdtur enkeltvis af 1 times varighed, i det omfang det har været praktisk

muligt. Siden onsdag den 19. august er der gradvist åbnet op for fællesskabet

i

afdelingen. Således har de indsatte fra den 20. august haft mulighed for

gårdtur to og to af en times varighed. Siden mandag den 24. august har der

været afholdt fælles gårdtur af 1 times varighed samt grøn fritid (udvidet

gårdturstid) og afdelingen har fungeret på normal vis som fællesskabsafdeling

fra kl. 14.30-21.30. I øvrigt henvises til vedlagte plan for foreløbig

fællesskab og gårdtur.

For så vidt angår

beskæftigelse (arbejde og undervisning) arbejder statsfængslet på at etablere

passende forhold. Indtil sådanne forhold er etableret, oppebærer de indsatte

løn svarende til den aflønning, som de har haft forud for flytningen i

sydfløjen.

Faciliteterne i afdelingen

(selvforplejningskøkken, spisestue, fællesstue mv.) vil så snart som muligt

blive

forbedret, ligesom der vil blive etableret mulighed for hobbyvirksomhed og

sport.

Så snart der er etableret

selvforplejningskøkken, vil de indsatte overgå til selvforplejning. Indtil da

forplejes de af fængslet og har fortsat mulighed for at foretage indkøb i

fængslets købmandsbutik i samme omfang som fængslets øvrige indsatte.

...”

I brev af 18. januar 1999

præciserede A følgende:

”... jeg er af den

opfattelse, at der ikke har været det fornødne grundlag for at begrænse mine

klienters sædvanlige rettigheder.

Sådanne begrænsninger bør

alene kunne ske på et individuelt grundlag og ikke ’en bloc’ uden

dokumentation

eller i det mindste rimelig sandsynliggørelse af, at der er noget konkret at

bebrejde den enkelte eller på anden måde grundlag for at iværksætte

restriktionerne overfor de enkelte.

...”

Den 26. februar 1999 traf

Direktoratet for Kriminalforsorgen over for A’s klienter afgørelse i

sagen. I

afgørelsen var anført følgende:

”...

Som anført finder

direktoratet, at Statsfængslet i Nyborg var berettiget til at anbringe Dem på

en særlig afdeling og i den forbindelse midlertidigt fratage Dem fællesskab

m.v.

Direktoratet har ved

afgørelsen navnlig lagt vægt på, at De med Deres tilknytning til

rockergruppen

(C) har et sådant netværk og en sådan indflydelse, at De kan betegnes som en

negativ stærk indsat med deraf følgende risiko for overgreb på medindsatte.

Direktoratet har endvidere lagt vægt på de hensyn, som har fundet udtryk i de

europæiske fængselsregler om inddeling og geninddeling af indsatte. Det

fremgår

af artikel

12 a, at

formålet med inddeling og geninddeling af indsatte skal være, at holde

indsatte, som på grund af deres strafferegister eller personlighed kan

forventes at have gavn heraf eller som kan udøve en dårlig indflydelse,

adskilt

fra andre. Ifølge artikel 13 skal separate institutioner eller separate

afdelinger i en institution så vidt muligt anvendes for at lette

forvaltningen

af forskellige behandlingssystemer eller fordelingen af specifikke kategorier

af indsatte.

Direktoratet her derudover

lagt vægt på, at De – bortset fra i den indledende isolationsperiode

– i det

store og hele er undergivet samme regler, som de øvrige indsatte i

statsfængslet, blandt andet med hensyn til udgang og prøveløsladelse, således

at afgørelsen om placering på afdeling Sdr. 1 og 2 må anses for et begrænset

indgreb f.eks. set i sammenligning med afgørelsen om placering i åben eller

lukket institution.

Specielt hvad angår den

indledende isolationsperiode har direktoratet lagt vægt på, at der i

forbindelse med oprettelsen af afdeling Sdr. 1 og 2 forelå en ekstraordinær

situation i statsfængslet, idet fængslet havde været nødsaget til at handle

akut med oprettelse af en særafdeling som følge af de stadigt stigende

problemer med negativt stærke indsatte, som bl.a. havde resulteret i, at der

var blevet fremsat alvorlig trusler mod personalet. Hensynet til personalets

og

de medindsattes sikkerhed gjorde det i den situation nødvendigt

indledningsvis

at isolere de indsatte på den særlige afdeling for at modvirke eventuel uro

og

aggressiv adfærd hos de indsatte som reaktion på flytningen til den særlige

afdeling. Direktoratet er enig med statsfængslet i, at afgørelsen om

midlertidigt at fratage Dem fællesskab er truffet på grundlag af en

modsætningsslutning til § 4, stk. 1, i Justitsministeriet, Direktoratet for

Kriminalforsorgens bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af

frihedsstraf.

Direktoratet skal desuden

henholde sig til det, som statsfængslet har oplyst vedrørende normaliseringen

af forholdene for de indsatte på afdeling Sdr. 1 og 2, navnlig at der

allerede

i den første uge efter afdelingens oprettelse har været afholdt gårdtur

enkeltvis af 1 times varighed i det omfang, det har været praktisk muligt,

samt

at de indsatte fra den 24. august 1998 har haft mulighed for besøg alle ugens

dage – også i den almindelige arbejdstid, således at de fra dette

tidspunkt har

haft mulighed for at afvikle flere besøg end før flytningen til afdeling Sdr.

1

og 2.

Det skal afslutningsvis

bemærkes, at beslutningen om at oprette en særafdeling for visse indsatte i

statsfængslet er udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed, og der er som

følge

heraf ikke et krav om begrundelse for afdelingens oprettelse. Der er ikke af

direktoratet fastsat regler for placeringen af de indsatte internt i

anstalterne, herunder regler om flytning af indsatte fra en afdeling til en

anden. Selve anstaltsforholdet må efter direktoratets opfattelse antages at

indeholde den fornødne hjemmel hertil, idet fordelingen af de indsatte i

anstalten er et nødvendigt led i den faktiske administration af

frihedsberøvelsen. Derudover kan henvises til de hensyn, som har fundet

udtryk

i de europæiske fængselsregler om inddeling og geninddeling af indsatte, der

er

nævnt ovenfor.

Beslutningen i de enkelte

tilfælde om anbringelse på særafdelingen er derimod en afgørelse i

forvaltningslovens forstand med deraf følgende krav om begrundelse, som De

med

dette brev har modtaget. Det bemærkes i den forbindelse, at direktoratet ikke

har begrænset begrundelsens indhold i medfør af forvaltningslovens § 24, stk.

3, jf. § 15, stk. 1, nr. 3 og stk. 2, og således heller ikke begrænset retten

til aktindsigt. Når statsfængslet i brevet af 7. august 1998 til Dem anførte,

at statsfængslet havde begrænset begrundelsens indhold, var der tale om en

begrænsning af begrundelsen for selve beslutningen om at oprette den særlige

afdeling. Men da denne beslutning er udtryk for faktisk

forvaltningsvirksomhed,

hvor der ikke er et krav om begrundelse, var det ikke nødvendigt at henvise

til

forvaltningslovens regler om begrænsning af begrundelsens indhold.

...”

I brev af 20. oktober 1999

klagede A til mig over direktoratets afgørelse af 26. februar

1999. A

anførte bl.a. følgende:

”...

Som hovedsynspunkt i min

klage gør jeg gældende, at der ikke har været det fornødne grundlag for at

foretage en så drastisk og vidtgående begrænsning i mine klienters

rettigheder,

som Statsfængslets beslutning indebar.

...”

Om statsfængslets brev af 7.

august 1998, som de pågældende indsatte fik udleveret i forbindelse med

overførslen,

anførte A følgende:

”...

Skrivelsen efterlader

selvsagt det klare indtryk, at Statsfængslet har foretaget en helt individuel

og konkret vurdering af hver enkelt indsat med henblik på at afgøre, hvem der

kunne betegnes som tilhørende gruppen af ’negativt stærke

indsatte’.

At der reelt

ikke

er

foretaget en sådan vurdering fremgår imidlertid af Statsfængslets

indberetning

til Direktoratet for Kriminalforsorgen af 10. august 1998, hvor det bl.a.

anføres:

’Ved en gennemgang af de

indsatte i Statsfængslet er de negativt stærke indsatte udpeget og de er alle

enten medlemmer af eller har en tilknytning til (C). Uagtet der ikke måtte

være

direkte oplysninger om stærkeadfærd vedrørende det enkelte medlem eller den

enkelte relaterede, er det dog lagt til grund, at de med deres blotte

tilknytning til (C) har et sådant netværk og en sådan indflydelse, at de

udenfor enhver tvivl kan betegnes om negativt stærke indsatte.’

På den anførte baggrund er

det efter min opfattelse kritisabelt, at Statsfængslets beslutning om at

begrænse mine klienters rettigheder ikke er sket på et individuelt grundlag,

men derimod ’en bloc’, og uden dokumentation eller nogen rimelig

sandsynliggørelse af, at der har været noget konkret at bebrejde den enkelte

indsatte eller på anden måde grundlag for at iværksætte de indgribende

restriktioner overfor de pågældende. Hertil kommer den – efter min

opfattelse –

uacceptable fremgangsmåde, som Statsfængslet har anvendt i sagen, hvorved man

søger at give de indsatte indtryk af, at der er foretaget en konkret

vurdering

af hver enkelt indsat, men hvor det efterfølgende har vist sig, at det alene

har været en eventuel tilknytning til (C) som har været bestemmende for, om

man

kunne betegnes som tilhørende gruppen af ’negativt stærke indsatte’

og derfor

skulle overføres til den særlige afdeling.

...”

Den 27. oktober 1999 bad jeg

Direktoratet for Kriminalforsorgen og Statsfængslet i Nyborg om en udtalelse

om

sagen.

Statsfængslet og

direktoratet meddelte mig i breve af 13. og 22. december 1999 at

myndighederne

henholdt sig til henholdsvis det i sagen tidligere anførte og afgørelserne af

26. februar 1999.

To af mine medarbejdere

gennemgik det materiale som ligger til grund for oprettelsen af afdelingen,

og

havde den 17. august 2000 en samtale med fængselsinspektøren i Statsfængslet

i

Nyborg om de forhold som førte til oprettelsen af afdelingen, de vilkår som

de

indsatte på afdelingen var undergivet, og de vilkår som på tidspunktet for

udtalelsen var gældende på afdelingen.

Ombudsmandens udtalelse

”Retsgrundlaget

Jeg har tidligere haft lejlighed til at tage stilling til et lignende

spørgsmål om oprettelse af en særafdeling og placering af

enkeltpersoner/grupper heri. I min redegørelse af 15. juli 1993 om

Statsfængslet i Vridsløselilles beslutning af 11. maj 1992 om at oprette en

tilsvarende særafdeling (afdeling B-III) for indsatte der havde en negativ

indflydelse på andre indsatte, er anført følgende:

’

Beslutningen om at oprette afdeling B-III:

Forvaltningslovens regler finder anvendelse på sager, hvori der træffes en

afgørelse. Forvaltningsloven finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor en

beslutning, der er truffet af en offentlig myndighed, alene er et led i

udøvelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed. Om afgrænsningen af faktisk

forvaltningsvirksomhed over for forvaltningslovens anvendelsesområde har jeg

i Juridisk Grundbog (1989), bind 4, Forvaltningen, side 29-30 anført

følgende:

’I praksis består den mest afgørende begrænsning i FVLs

anvendelsesområde deri, at den ikke omfatter den

såkaldte ’faktiske forvaltningsvirksomhed’, dvs. den del af

forvaltningens

funktioner, der ikke går ud på at fastsætte, hvad der skal være ret i et

foreliggende tilfælde. Hvad betegnelsen ’faktisk

forvaltningsvirksomhed’

nærmere dækker over, er imidlertid temmelig uklart. Udtrykket er i sig selv

kun

et residualbegreb – dvs. en betegnelse, der hæftes på den mangfoldighed

af

forvaltningsvirksomhed, som ikke er af (overvejende) retlig karakter.

Udviklingen synes i øvrigt at medføre, at begrebet trænges noget tilbage i

takt

med den stigende regulering og ’retliggørelse’ af områder og

elementer i det,

der hidtil har været betegnet som faktisk forvaltningsvirksomhed.

Som eksempler på forskellen

mellem retlig og faktisk forvaltningsvirksomhed nævnes ofte beslutning om

optagelse på plejehjem, over for beslutning om tildeling af et bestemt

værelse

på hjemmet, optagelse på skole eller læreanstalt og udstedelse af

eksamensbevis, over for den mellemliggende meddelelse af undervisningen,

beslutning om kaution for indlæggelse på specialhospital, over for

beslutninger

om sygdomsbehandlingens gennemførelse, etc.’

Det giver mig ikke anledning

til bemærkninger, at Direktoratet for Kriminalforsorgen har opfattet

oprettelsen af

afdeling B-III som en

beslutning, der i det hele henhører under begrebet faktisk

forvaltningsvirksomhed. At beslutningen er udtryk for faktisk

forvaltningsvirksomhed, indebærer bl.a., at forvaltningslovens regler om

partshøring, begrundelse m.v. ikke finder anvendelse.

De europæiske fængselsregler

(vedtaget af Europarådets Ministerkomité den 12. februar 1987) indeholder i

kapitel II et afsnit om fordeling og inddeling af indsatte. Artikel 12 og 13

i

dette afsnit har følgende ordlyd:

’12. Formålet med inddeling

eller geninddeling af indsatte skal være:

at holde indsatte, som på grund af deres

strafferegister eller personlighed kan forventes at have gavn heraf eller som

kan udøve en dårlig indflydelse, adskilt fra andre og

at hjælpe ved fordelingen af de indsatte med henblik på

at lette deres behandling og sociale gentilpasning, idet der tages hensyn til

forvaltning og sikkerhedskrav.

13. Separate institutioner

eller separate afdelinger i en institution skal så vidt muligt anvendes for

at

lette forvaltningen af forskellige behandlingssystemer eller fordelingen af

specifikke kategorier af indsatte.’

I forbindelsen med mine

regelmæssige inspektioner i fængslerne efter bestemmelsen i § 3, stk. 3, i

Instruks for Folketingets Ombudsmand er jeg opmærksom på, at der er behov for

at sikre, at svage indsatte, som gennem anstaltsopholdet påtvinges samvær med

andre, ikke udnyttes eller trykkes af samværet med (stærkere) medindsatte.

Jeg

har således anset det for en vigtig del af min opgave – i det omfang der

er

muligt inden for rammerne af min virksomhed – at undersøge, hvorvidt

hensynet

til de svage indsatte i fængslet bliver tilgodeset.

De regler, der gælder for de

indsatte på en afdeling som B-III, er ikke i strid med de minimumsregler, der

gælder i henhold til gældende nationale og internationale regler. Den

fastsatte

husorden giver mig set i relation hertil ikke i sig selv anledning til

bemærkninger.

Beslutningen om, hvorvidt

der er fornødent grundlag for at oprette en afdeling, der har de særlige

indskrænkninger i den enkelte indsattes afsoningsvilkår, som er gældende for

de

indsatte på afdeling B-III, er af en skønsmæssigt præget karakter.

Beslutningen

baseres på en række oplysninger, hvis bevismæssige værdi indgår i den

skønsmæssigt prægede vurdering.

En sådan skønsmæssigt præget

beslutning kan jeg – efter de regler der gælder for min virksomhed

– ikke

kritisere, medmindre der forligger særlige omstændigheder.

Efter min gennemgang af

sagen – herunder den del af (det bevarede) materiale, som anstalten har

undtaget fra aktindsigt – og på baggrund af mine samtaler med

fængselsinspektøren og Direktoratet for Kriminalforsorgen, giver anstaltens

beslutning om at opretholde afdeling B-III mig ikke grundlag for kritik. Jeg

har ikke herved taget stilling til de afgørelser, der er truffet om bestemte

indsattes placering på afdelingen. Min stillingtagen hertil fremgår af mine

samtidige skrivelser til de indsatte, som har indgivet klage til mig.

...’

De ovenfor nævnte

bestemmelser i De europæiske fængselsregler er fortsat gældende.

Den 1. januar 1997 trådte

lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand i kraft. I

bemærkningerne til lovforslagets § 18 er det forudsat at ombudsmanden

foretager

systematiske inspektioner i fængsler til opfyldelse af en anbefaling fra Den

Europæiske Komité vedrørende forebyggelse af tortur og anden umenneskelig

behandling

eller straf. Samtidig blev retsplejelovens § 779 ophævet, jf.

ombudsmandslovens

§ 31, stk. 2. Det tilsyn som medlemmer af København Borgerrepræsentation og

amtsrådene havde udført med varetægtsarrestanters behandling og forholdene i

varetægtsfængsler (arresthuse) i henhold til retsplejelovens § 779, ophørte

således med virkning fra den 1. januar 1997. Det er herved forudsat at denne

tilsynsopgave i fremtiden varetages af ombudsmanden. Folketingets Ombudsmands

inspektionsvirksomhed er således blevet udvidet og intensiveret. Som en del

af

inspektionsvirksomheden er opmærksomheden i høj grad rettet mod problemer med

negativt stærke indsattes påvirkning af de forhold hvorunder andre indsatte

udstår deres straf.

I forbindelse med forliget

om finansloven for 1999 og den flerårige aftale for Kriminalforsorgen blev

der

af Folketinget afsat midler til etablering af tre midlertidige afdelinger til

negativt stærke indsatte. Det blev efterfølgende besluttet at de midlertidige

afdelinger skulle etableres i Statsfængslet i Horsens, Statsfængslet i Nyborg

og Københavns Fængsler.

Direktoratet for

Kriminalforsorgen udsendte den 12. marts 1999 til Statsfængslet i Nyborg og

Statsfængslet i Horsens retningslinier for placering på midlertidig afdeling

for stærke indsatte. I forlængelse heraf sendte Direktoratet for

Kriminalforsorgen den 14. april 2000 cirkulære om ændring af cirkulære om

anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring, og om

overførsel mellem Kriminalforsorgens institutioner. Ændringscirkulæret

vedrører

placering af negativt stærke indsatte og svarer til de forslag om negativt

stærke indsatte der fremgår af lovforslag nr. 145 om fuldbyrdelse af straf

mv.

Af bemærkningerne til

lovforslaget fremgår følgende om definitionen på og grundlaget for

anbringelse/overførsel af negativt stærke indsatte:

’...

Med udtrykket ’stærke’

indsatte sigtes navnlig til de grupper af indsatte, herunder rockere og deres

støttepersoner, der i de senere år har skabt sig en sådan magtposition i

fængslerne, at de i dag udgør en særdeles negativ styrende faktor i forhold

til

medindsatte. Deres metoder adskiller sig ikke nævneværdigt fra den

fremgangsmåde, der sædvanligvis benyttes af andre ’stærke’

indsatte, dvs. vold,

trusler om vold, økonomisk udnyttelse mv. De pågældendes metoder er

imidlertid

væsentlig grovere end tidligere, og deres styring retter sig nu mod alle i

institutionen. Deres metoder rækker også uden for fængslet, idet de ved hjælp

af gruppemedlemmer uden for fængslet kan udstrække deres trusler og pres til

de

medindsattes familier og pårørende. Som følge af det almindelige kendskab til

sådanne gruppers metoder er det sjældent nødvendigt at anvende vold og

trusler.

Deres blotte fremtræden kombineret med de medindsattes kendskab til

gruppetilhørsforholdet er normalt tilstrækkeligt til at skabe den tilsigtede

frygt hos medindsatte. Samtidig udøves volden mv. sædvanligvis ikke af de

’negativt stærke’ indsatte selv, men af ’håndlangere’,

hvilket gør det særdeles

vanskeligt eller umuligt at bevise deres andel. Medvirkende hertil er også,

at

ingen tør udtale sig af frygt for repressalier.

...

Et flertal af

Straffelovrådets medlemmer (6 medlemmer) finder, at der bør være mulighed for

at foretage de nævnte former for anbringelse mv. alene med henvisning til den

negativt stærke indsattes blotte fremtræden kombineret med institutionens

eller

de medindsattes kendskab til et eventuelt gruppetilhørsforhold og det

forhold,

at der er risiko for, at der af den pågældende gruppe vil blive begået

overgreb

mod f.eks. medindsatte. Flertallet foreslår på den baggrund betingelserne for

anbringelse mv. lempet i tilfælde, hvor anbringelsen eller overførslen sker

af

hensyn til beskyttelse af medindsatte eller personale, således at der alene

stilles krav om, at anbringelsen mv. må anses for nødvendig for at forebygge

overgreb på medindsatte eller personale.

...”

Lovforslaget blev vedtaget

den 26. maj 2000 og træder i kraft den 1. juli 2001.

Min vurdering af sagen

a. Beslutningerne om oprettelse af afdelingen og overførsel dertil

Ovenfor side (...) er

angivet det som var grundlaget for oprettelsen af særafdelingen i

’Søndre fløj’

og beslutningen om hvilke indsatte der skulle placeres dér. Der er alene tale

om en angivelse af forhold som kunne meddeles til de pågældende.

Ved min behandling af sagen

har jeg undersøgt om der i det materiale mv. som jeg har modtaget, er belæg

for

det som er anført om grundlaget for beslutningen.

Jeg kan oplyse at det er

tilfældet.

Materialet viser at der i

sagen var tale om én sammenhængende beslutning: at oprette en særafdeling i

statsfængslet hvori skulle placeres indsatte som er medlem af (C), og

indsatte

med tilknytning til gruppen.

Jeg må endvidere lægge til

grund at der blandt de indsatte der blev anbragt i særafdelingen, var

personer

om hvem fængslet ikke var i besiddelse af konkrete oplysninger om en

’negativt

stærke indsatte-adfærd’. De pågældende blev placeret i særafdelingen

alene på

grund af deres medlemskab af/tilknytning til (C).

For mig foreligger herefter

spørgsmålet om jeg har grundlag for at kritisere at statsfængslet på det

grundlag der forelå for fængslet, traf beslutning om

at

oprette en særafdeling i statsfængslet,

at

anbringe indsatte som er medlem af (C) eller har tilknytning til

gruppen, i særafdelingen, og

at

afgrænse gruppen som det skete, herunder at medtage indsatte i

gruppen om hvem der ikke forelå konkrete oplysninger om ’negativt stærke

indsatte-adfærd’.

I den forbindelse må jeg

tage stilling til om beslutningen var mere indgribende end nødvendigt for at

opnå det ønskede formål, og om de begrænsninger der var/er gældende for

særafdelingen, løbende blev overvejet og, i det omfang det var muligt,

lempet.

Jeg bemærker først at de

vilkår som indsatte skal have under deres afsoning af en frihedsstraf, er

nøje

reguleret i et stort antal administrative bestemmelser som er udstedt af

Direktoratet for Kriminalforsorgen. Herudover gælder – som

minimumsbestemmelser

– De europæiske fængselsregler (vedtaget af Europarådets Ministerkomité

den 12.

februar 1987).

Regelsættene indeholder

bl.a. bestemmelser om

·

arbejde

·

fritid

·

undervisning

·

udgang

·

frigang

·

udslusning

·

selvforplejning

·

besøg

·

gårdtur.

Det enkelte fængsel er

forpligtet til at iagttage disse bestemmelser i forhold til de enkelte

indsatte. I vidt omfang fremstår de nævnte forhold som tilbud til den

indsatte

der skal sikre rimelige afsoningsforhold og et så godt grundlag for en

kriminalitetsfri tilværelse i frihed efter løsladelsen som muligt.

I det omfang forhold mellem

de indsatte indbyrdes i et fængsel lægger hindringer i vejen for at indsatte

kan benytte sig af de nævnte tilbud, foreligger der efter min opfattelse en

pligt for fængslets ledelse til at reagere. Det samme gælder hvis der fra

(nogle) indsattes side ved ’negativt stærke indsatte-adfærd’ skabes

frygt hos

personalet.

Hvilke midler der skal tages

i anvendelse i tilfælde hvor en ’negativt stærke indsatte-adfærd’

over for

andre indsatte og/eller personale finder sted, må afgøres i de enkelte

tilfælde. I mere alvorlige tilfælde kan det næppe undgås at der i forhold til

nogle

indsatte må træffes foranstaltninger der kan være endog meget indgribende.

På spørgsmål herfra under

samtalen den 17. august 2000 har fængselsinspektøren oplyst at det var og er

hans opfattelse at en bekæmpelse af den ’negativt stærke

indsatte-adfærd’ i

statsfængslet forudsatte at alle indsatte som er medlem af (C) eller har

tilknytning til gruppen, blev anbragt i særafdelingen, dvs. også indsatte om

hvem der ikke forelå konkrete oplysninger om ’negativt stærke

indsatte-adfærd’.

På grund af den organisering der hersker i gruppen, ville tilstedeværelsen af

indsatte medlemmer eller relaterede i de almindelige afdelinger i fængslet

med

overvejende sandsynlighed betyde at den uønskede adfærd ville fortsætte i

hele

fængslet.

Jeg har ikke grundlag for at

anfægte den vurdering som fængselsinspektøren har givet udtryk for.

På det tidspunkt, den 7.

august 1998, da statsfængslet traf beslutning om at oprette særafdelingen,

var

forholdene i statsfængslet efter min opfattelse af en sådan karakter at

fængslets ledelse havde en pligt til at reagere.

Hvilke midler det var

nødvendigt at bringe i anvendelse, beror som nævnt på et skøn i det enkelte

tilfælde. Et sådant skøn har jeg kun begrænsede muligheder for at efterprøve.

Jeg har ikke grundlag for at antage at de indgreb der blev besluttet den 7.

august 1998, var mere indgribende end nødvendigt for at opnå det ønskede

resultat. Jeg har heller ikke grundlag for at antage at indskrænkningerne i

de

indsattes forhold på ’Søndre afsnit’ har været opretholdt i længere

tid end det

har været nødvendigt.

Jeg har således ikke

grundlag for at kritisere den beslutning der blev truffet af Statsfængslet i

Nyborg og tiltrådt af Direktoratet for Kriminalforsorgen.

b. Begrundelse og aktindsigt

Statsfængslet har som

hjemmel for anbringelsen af Deres klienter i særafdelingen i brevet af 7.

august 1998 henvist til ’en modsætningsslutning af § 4, stk. 1, i

fuldbyrdelsesbekendtgørelsen (af 21. juni 1973) hvorefter straf i

almindelighed

skal udstås i fællesskab’.

Det er efter min opfattelse

forkert at tale om en modsætningsslutning fra bestemmelsen som

hjemmelsgrundlag.

Hjemlen for fængslets

beslutning skal søges i den almindelige anstaltsordning hvorefter fængslet

har

adgang til at træffe nærmere bestemmelser om bl.a. de indsattes placering på

de

enkelte afdelinger. En konsekvens af placeringen i særafdelingen var at de

indsatte her ikke har adgang til fællesskab med (alle) de øvrige indsatte.

Dette er for så vidt ikke i sig selv i strid med

fuldbyrdelsesbekendtgørelsens

§ 4, stk. 1, hvorefter straf ’i almindelighed’ skal udstås i

fællesskab.

Jeg har samtidig hermed

gjort Statsfængslet i Nyborg og Direktoratet for Kriminalforsorgen bekendt

med

min opfattelse.

I Statsfængslet i Nyborgs

enslydende afgørelser til Deres klienter var anført en definition på en

negativt stærk indsat. Videre var i begrundelsen for afgørelserne anført at

fængslet ’har efter en konkret vurdering fundet, at De falder ind under

den

ovenfor beskrevne gruppe indsatte’.

Som det fremgår ovenfor, var

det den blotte tilknytning til gruppen der var afgørende for at myndighederne

vurderede at Deres klienter faldt ind under den nævnte definition på en stærk

indsat og derfor skulle overføres til afdelingen. Det var den faktiske

omstændighed der blev tillagt betydning for afgørelserne.

Statsfængslet i Nyborg burde

derfor ikke – i strid med virkeligheden – i afgørelserne have givet

udtryk for

at beslutningen om overførsel hvilede på en konkret vurdering af om Deres

klienter hørte under definitionen på en stærk indsat. Direktoratet burde have

påtalt dette over for statsfængslet.

Jeg har samtidig hermed

gjort Statsfængslet i Nyborg og Direktoratet for Kriminalforsorgen bekendt

med

min opfattelse.

Forvaltningslovens §§ 24 og

15 lyder således:

’§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal

endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jf. § 15.

§ 15.

Retten til aktindsigt kan i øvrigt begrænses, i det omfang

partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til

varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den

pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, herunder

3) forebyggelse, opklaring

og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt

beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller

disciplinær forfølgning,

...

Stk. 2.

Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af

et dokument, skal parten gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold.’

Under henvisning til

bestemmelserne i forvaltningslovens § 24, jf. § 15, stk. 1, nr. 3, og stk. 2,

begrænsede Statsfængslet i Nyborg begrundelsen for afgørelserne om overførsel

til særafdelingen.

Som anført har jeg set de

pågældende akter. I forvaltninglovens § 15, stk. 1, er der hjemmel til at

undtage dem fra aktindsigt.

Direktoratet for

Kriminalforsorgen oplyste i sin afgørelse at direktoratet ikke havde

begrænset

hverken begrundelsens indhold eller adgangen til aktindsigt i medfør af de

ovenfor citerede bestemmelser. Direktoratet anførte samtidig at statsfængslet

ikke havde behøvet at henvise til de pågældende bestemmelser fordi der var

tale

om en begrænsning af begrundelsen for beslutningen om oprettelsen af

særafdelingen, og fordi denne beslutning var udtryk for faktisk

forvaltningsvirksomhed og derfor ikke krævede begrundelse.

I overensstemmelse med det

anførte under afsnit I vedrørende afdeling B-III i Statsfængslet i

Vridsløselille

er jeg enig med direktoratet i at beslutningen om selve oprettelsen af

afdelingen er udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed, og i at

forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring og begrundelse derfor ikke

finder anvendelse i forhold til beslutningen. Som det imidlertid fremgår af

det

anførte under afsnit II, litra a, hænger beslutningerne om oprettelse og

overførsel materielt sammen. De akter som ligger til grund for opretholdelsen

af afdelingerne, har således også betydning for beslutningerne om overførsel

af

Deres klienter til afdelingen.

Efter min opfattelse er det

derfor ikke – som anført af Direktoratet for Kriminalforsorgen –

korrekt at

statsfængslet ikke skulle henvise til forvaltningslovens regler om

begrænsning

af begrundelsen for beslutningen om overførsel. Direktoratet burde derimod

som

statsfængslet under henvisning til forvaltningslovens bestemmelser have

oplyst

at begrundelsen var begrænset.

Jeg har samtidig hermed

gjort Direktoratet for Kriminalforsorgen bekendt med min opfattelse.”

I et efterfølgende brev

fremsatte direktoratet nogle bemærkninger til min udtalelse i sagen.

Direktoratet præciserede at Statsfængslet i Nyborgs hjemmelshenvisning –

i de

enslydende breve af 7. august 1998 til de indsatte som blev overført til

særafdelingen – til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1, gjaldt

den

indledningsvise isolation af de indsatte på afdelingen og ikke selve

overførslen til afdelingen. Direktoratet tilkendegav at direktoratet var enig

med mig i at hjemlen til overførslen findes i den almindelige

anstaltsordning.

Videre oplyste direktoratet

at statsfængslet i hver enkelt sag foretog en konkret vurdering af hvorvidt

den

indsatte var medlem af eller havde tilknytning til (C) og dermed opfyldte

betingelserne for overførsel til særafdelingen.

Herefter skrev jeg til

direktoratet at jeg havde noteret mig direktoratets oplysning om

hjemmelsgrundlaget idet jeg bemærkede at der på ikke var anledning til for

mig

at gå nærmere ind på spørgsmålet om hvorvidt en modsætningsslutning som den

nævnte

er det rette hjemmelsgrundlag for den isolation som indledningsvis fandt

sted.

Jeg bemærkede videre at jeg

nødvendigvis havde lagt til grund for min udtalelse at fængslet i hvert

enkelt

tilfælde – forud for overførsel til særafdelingen – foretog en

konkret

vurdering af de indsattes tilknytning til (C), og at fængselsinspektøren

under

samtalen med mine medarbejdere den 17. august 2000 på forespørgsel havde

bekræftet at der blev foretaget en sådan konkret og individuel vurdering. Jeg

understregede endelig at det fortsat var min opfattelse at statsfængslet

–

i de enslydende breve

af 7. august 1998 til de berørte indsatte –

burde have anført at det var medlemsskabet af/tilknytningen til (C) der var

afgørende for overførslen idet gruppen som sådan – og ikke konkret de

enkelte

medlemmer – var vurderet i forhold til den nævnte definition, og at

direktoratet burde have påtalt dette over for statsfængslet.

Lignende dokumenter