Spring til indhold

Retsinformation

Gældssaneringskendelses betydning for ankenævns prøvelse af tilbagebetalingskrav.

FOU nr 1993.89UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Gældssaneringskendelses betydning for ankenævns prøvelse af

tilbagebetalingskrav.

A klagede over, at Det

Sociale Ankenævn S havde afvist at behandle hendes klage over kommunen K's

krav

om delvis tilbagebetaling af individuel boligstøtte for 1988.

Sagens faktiske

omstændigheder var i korthed følgende:

A modtog i hele 1988

individuel boligsikring. Da hendes samlede indkomst for 1988 oversteg den

indkomst, man havde lagt til grund ved udmålingen af boligsikringen,

fremsatte

K Kommune ved skrivelse af 26. januar 1990 krav om tilbagebetaling af det for

meget udbetalte beløb. Dette beløb androg 4.980 kr.

Ved skrivelse af samme dato

fremsatte kommunen endvidere krav om tilbagebetaling af en del af den

boligstøtte, som A havde modtaget i 1987.

I en skrivelse af 2. februar

1990 fremsatte A over for kommunen indsigelse mod tilbagebetalingskravet. A

henviste herved til, at hun den 23. september 1988 havde fået gældssanering

og

mente derfor, at tilbagebetalingskravet måtte være bortfaldet.

Ved skrivelse af 13. marts

1990 meddelte kommunen A, at man havde nedsat hendes tilbagebetalingskrav for

1987 i overensstemmelse med den afsagte gældssaneringskendelse. Derimod

fastholdt kommunen tilbagebetalingskravet for 1988. Begrundelsen herfor var,

at

tilbagebetalingskravet efter kommunens opfattelse først var stiftet den 31.

december 1988 og således ikke var omfattet af gældssaneringen.

Ved skrivelse af 27. marts

Læs alt

1990 klagede advokat B for A over kommunens afgørelse. I skrivelsen anførte

advokat B følgende:

"...

Da boligsikringen beregnes og

udbetales månedsvis, kan dette standpunkt [at tilbagebetalingskravet først er

stiftet den 31. december 1988] ikke accepteres. Det er underkendt flere

steder

i landet.

Stiftelsestidspunktet må

anses for udbetalingstidspunktet, hvorfor den del af kravet, der vedrører

udbetalinger før 23. september 1988 må anses for stiftet før gældssaneringen

og

omfattet af kendelsen, det vil sige nedsat til 19,0672 %.

..."

K Kommune fastholdt den

trufne afgørelse. I forbindelse med fremsendelsen af klagen til Det Sociale

Ankenævn S bemærkede kommunen i en skrivelse af 6. april 1990 følgende:

"...

Yderligere kan oplyses, at

krav om tilbagebetaling af boligsikring som udgangspunkt opgøres for hele

boligstøtteåret, og det er nødvendigt at kende den faktiske indtægt for året

for at afgøre, om krav om tilbagebetaling af boligsikring skal fremsendes.

Den faktiske indtægt for året

vil i princippet kunne opgøres den 31. december, og man er derfor af den

opfattelse, at tilbagebetalingskravet må anses for stiftet den 31. december

1988 og derfor ikke er omfattet af gældssaneringen.

..."

I forbindelse med

behandlingen af A's klage bad Det Sociale Ankenævn Bygge- og Boligstyrelsen

om

en vejledende udtalelse om stiftelsestidspunktet for et tilbagebetalingskrav

efter boligstøtteloven. I en skrivelse af 22. november 1990 udtalte styrelsen

herom bl.a. følgende:

"...

I denne anledning skal Bygge-

og Boligstyrelsen oplyse, at - uanset styrelsen ikke er ganske enig i klagers

advokats argumentation om, at beregning og udbetaling af boligstøtte sker

månedsvis, og heller ikke på baggrund af Socialstyrelsens udtalelse af 14.

december 1989 finder, at reglerne for beregning, udbetaling og

efterregulering

af henholdsvis boligstøtte og daginstitutioner helt kan sidestilles - finder

Bygge- og Boligstyrelsen dog, at det også inden for boligstøtteloven er det

rigtigste resultat, at tilbagebetalingskravet stiftes på det tidspunkt, hvor

indkomstoverskridelsen bliver så stor, at den berettiger til fremsættelse af

et

tilbagebetalingskrav.

...

Bygge- og Boligstyrelsen skal

imidlertid gøre opmærksom på, at spørgsmålet om stiftelsestidspunktet for

tilbagebetalingskrav efter boligstøtteloven tidligere har været forelagt

Justitsministeriet,

under hvem gældssaneringsloven henhører, ligesom Bygge- og Boligstyrelsen før

udsendelsen af vejledningen forespurgte Justitsministeriet, om de

synspunkter,

som nu fremgår af pkt. 15.7., ville stride mod bestemmelserne i

gældssaneringsloven eller disses forudsætninger. Som svar herpå har

Justitsministeriet meddelt, at spørgsmålet om, i hvilket omfang en fordring

er

omfattet af en gældssaneringskendelse, henhører under domstolene, og at

ministeriet derfor af principielle grunde ikke fandt at burde udtale sig om

spørgsmålet, hvilken betydning en gældssaneringskendelse vil have for krav på

tilbagebetaling af boligstøtte.

På baggrund af

Justitsministeriets holdning finder Bygge- og Boligstyrelsen ikke, at

spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt et tilbagebetalingskrav i en konkret sag

må anses for stiftet, og hermed om kravet er omfattet eller ikke omfattet af

en

gældssaneringskendelse, er et spørgsmål, som Amtsankenævnet kan tage op til

behandling som klagemyndighed i medfør af boligstøtteloven.

Boligstøttevejledningens

pkt. 15.7. kan således udelukkende betragtes som en vejledning til kommunerne

til brug for anmeldelse af krav i forbindelse med en gældssaneringssag. Om

det

anmeldte krav herefter er berettiget er således et domstolsspørgsmål.

..."

På denne baggrund traf

ankenævnet den 19. december 1990 (meddelt A ved skrivelse af 27. december

s.å.)

følgende afgørelse:

"Det sociale Ankenævn

afviser at tage stilling til, om hvorvidt tilbagebetalingskravet vedrørende

boligstøtte er omfattet eller ikke omfattet af gældssaneringskendelsen, idet

et

sådant spørgsmål henhører under domstolene.

Ankenævnet skal bemærke, at

da De ikke ses at have bestridt, at kravet er rejst efter bestemmelserne i

boligstøttelovgivningen, finder ankenævnet ikke grundlag for at pålægge

forvaltningen at undlade at fremsætte kravet."

I anledning af A's klage til

mig indhentede jeg udtalelser fra ankenævnet og fra Bygge- og Boligstyrelsen.

Disse myndigheder har ikke haft yderligere bemærkninger til sagen.

I en skrivelse til A udtalte

jeg herefter følgende:

"1. (Rettens) kendelse

af 11. maj 1989 i Deres gældssaneringssag lyder således:

"Den skyldneren (A)

påhvilende gæld stiftet inden 23. september 1988 nedsættes til 19,0672% af

gælden opgjort pr. skæringsdagen. Den nedsatte gæld afdrages med 700 kr. pr.

måned, første gang den 1. juli 1989 og sidste gang 1. juni 1994.

Til sikkerhed for opfyldelsen

af gældssaneringskendelsen forpligter skyldneren sig til hver måned i bank

eller sparekasse på særlig konto at indsætte 700 kr. Der sker udlodning til

kreditorerne årligt inden 1. juli, første gang inden 1. juli 1990."

2. Spørgsmålet i sagen er for

mit vedkommende alene, hvorvidt det sociale ankenævn

skal tage stilling til

, om tilbagebetalingskravet for 1988 er

reduceret som følge af gældssaneringen.

Udgangspunktet for

besvarelsen af dette spørgsmål er § 63, stk. 1, i den dagældende

boligsikringslov. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"

§ 63. Kommunalbestyrelsens afgørelser om boligstøtte og lån efter

§§ 48-50 og §§ 57 b og c kan indbringes for amtsankenævnet [nu Det Sociale

Ankenævn], i Københavns og Frederiksberg kommuner for boligministeren."

(K) Kommunes afgørelse

(herunder kommunens stillingtagen til betydningen af gældssaneringskendelsen)

er truffet i medfør af lovens § 41. Det følger derfor umiddelbart af den

citerede lovbestemmelse, at afgørelsen kan påklages til det sociale ankenævn.

3. Det sociale ankenævns

begrundelse for alligevel ikke at ville tage stilling til, om

tilbagebetalingskravet er reduceret som følge af gældssaneringen, er, at

dette

spørgsmål henhører under domstolene. Hertil skal jeg bemærke følgende:

a.

Det er naturligvis korrekt, at spørgsmålet om, hvorvidt den

afsagte kendelse om gældssanering også omfatter det tilbagebetalingskrav, der

er fremsat over for Dem - som ethvert andet retligt spørgsmål - i sidste ende

henhører under domstolene.

b.

Derimod kan jeg ikke tilslutte mig de konsekvenser for det

sociale ankenævns kompetence, som ankenævnet drager af dette forhold.

Som følge af det almindelige

forhold mellem forvaltningen og domstolene påhviler det det sociale ankenævn

at

lægge den afsagte kendelse om gældssanering uprøvet til grund, ligesom det

påhviler ankenævnet at drage de konsekvenser, som kendelsen medfører for de

afgørelser, som nævnet efter lovgivningen skal træffe. I det omfang der måtte

opstå tvivl om, hvorvidt tilbagebetalingskravet er omfattet af

gældssaneringen,

må ankenævnet derfor tage stilling til dette spørgsmål; at spørgsmålet - som

nævnt - i sidste ende henhører under domstolene, er i denne forbindelse uden

betydning.

4. Om sagens

gældssaneringsretlige spørgsmål skal jeg i øvrigt bemærke følgende:

Konkurslovens §§ 199, stk. 1,

og 226, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

"

§ 199. Kendelse om gældssanering omfatter fordringer, der er stiftet

inden gældssaneringssagens indledning, jf. § 206. Når særlige forhold taler

derfor, kan skifteretten bestemme, at kendelsen kun skal omfatte fordringer,

der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidligere tidspunkt.

§ 226. Gældssaneringskendelsen har mellem skyldneren og de

pågældende fordringshavere samme retsvirkning som et retsforlig.

Stk. 2.

Gældssaneringskendelsen er bindende også for fordringshavere, der ikke har

meldt sig. Kendelsen befrier skyldneren for den del af en før

gældssaneringssagen,

jf. dog § 199, stk. 1, 2. pkt., stiftet gæld, som bortfalder ved kendelsen,

såvel over for fordringshaveren selv som over for kautionister og andre, der

hæfter for gælden."

Det fremgår således klart af

konkursloven, at en kendelse om gældssanering også omfatter et

tilbagebetalingskrav af den foreliggende karakter. I den forbindelse kan jeg

bl.a. henvise til Bo von Eyben og Eva Schmidt, Kreditorforfølgning (1991), s.

240-242.

Skifterettens kendelse giver

derfor - efter sin ordlyd og i sammenhæng med konkurslovens bestemmelser -

ikke

anledning til tvivl på det omhandlede punkt.

5. Herefter er sagens

spørgsmål alene, på hvilket tidspunkt kommunens tilbagebetalingskrav er

stiftet, jf. konkurslovens § 199. Afgørelsen herom - der beror på en bredere

fortolkning af boligstøtteloven i sammenhæng med almindelige formueretlige

grundsætninger om fordringers stiftelse - henhører selvsagt under det sociale

ankenævns kompetence.

6. Det bemærkes, at Den

Sociale Ankestyrelse på det principielle plan synes at dele min opfattelse.

Af

Sociale Meddelelser 0-35-90 fremgår det således, at ankestyrelsen

forudsætningsvis har antaget, at de sociale myndigheder - med henblik på en

vurdering af betydningen af en afsagt gældssaneringskendelse - skal tage

stilling til, på hvilket tidspunkt et tilbagebetalingskrav efter

bistandslovens

§ 26, stk. 1, nr. 1, er stiftet.

7. Det er herefter min

opfattelse, at Det Sociale Ankenævn (S) burde have optaget Deres klage over

(K)

Kommune til realitetsbehandling.

Jeg har samtidig hermed henstillet

til ankenævnet at overveje sagen på ny i lyset af det, jeg har anført. Jeg

har

udbedt mig underretning om ankenævnets afgørelse.

..."

Lignende dokumenter