Gældssaneringskendelses betydning for ankenævns prøvelse af tilbagebetalingskrav.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Gældssaneringskendelses betydning for ankenævns prøvelse af
tilbagebetalingskrav.
A klagede over, at Det
Sociale Ankenævn S havde afvist at behandle hendes klage over kommunen K's
krav
om delvis tilbagebetaling af individuel boligstøtte for 1988.
Sagens faktiske
omstændigheder var i korthed følgende:
A modtog i hele 1988
individuel boligsikring. Da hendes samlede indkomst for 1988 oversteg den
indkomst, man havde lagt til grund ved udmålingen af boligsikringen,
fremsatte
K Kommune ved skrivelse af 26. januar 1990 krav om tilbagebetaling af det for
meget udbetalte beløb. Dette beløb androg 4.980 kr.
Ved skrivelse af samme dato
fremsatte kommunen endvidere krav om tilbagebetaling af en del af den
boligstøtte, som A havde modtaget i 1987.
I en skrivelse af 2. februar
1990 fremsatte A over for kommunen indsigelse mod tilbagebetalingskravet. A
henviste herved til, at hun den 23. september 1988 havde fået gældssanering
og
mente derfor, at tilbagebetalingskravet måtte være bortfaldet.
Ved skrivelse af 13. marts
1990 meddelte kommunen A, at man havde nedsat hendes tilbagebetalingskrav for
1987 i overensstemmelse med den afsagte gældssaneringskendelse. Derimod
fastholdt kommunen tilbagebetalingskravet for 1988. Begrundelsen herfor var,
at
tilbagebetalingskravet efter kommunens opfattelse først var stiftet den 31.
december 1988 og således ikke var omfattet af gældssaneringen.
Ved skrivelse af 27. marts
Læs alt
1990 klagede advokat B for A over kommunens afgørelse. I skrivelsen anførte
advokat B følgende:
"...
Da boligsikringen beregnes og
udbetales månedsvis, kan dette standpunkt [at tilbagebetalingskravet først er
stiftet den 31. december 1988] ikke accepteres. Det er underkendt flere
steder
i landet.
Stiftelsestidspunktet må
anses for udbetalingstidspunktet, hvorfor den del af kravet, der vedrører
udbetalinger før 23. september 1988 må anses for stiftet før gældssaneringen
og
omfattet af kendelsen, det vil sige nedsat til 19,0672 %.
..."
K Kommune fastholdt den
trufne afgørelse. I forbindelse med fremsendelsen af klagen til Det Sociale
Ankenævn S bemærkede kommunen i en skrivelse af 6. april 1990 følgende:
"...
Yderligere kan oplyses, at
krav om tilbagebetaling af boligsikring som udgangspunkt opgøres for hele
boligstøtteåret, og det er nødvendigt at kende den faktiske indtægt for året
for at afgøre, om krav om tilbagebetaling af boligsikring skal fremsendes.
Den faktiske indtægt for året
vil i princippet kunne opgøres den 31. december, og man er derfor af den
opfattelse, at tilbagebetalingskravet må anses for stiftet den 31. december
1988 og derfor ikke er omfattet af gældssaneringen.
..."
I forbindelse med
behandlingen af A's klage bad Det Sociale Ankenævn Bygge- og Boligstyrelsen
om
en vejledende udtalelse om stiftelsestidspunktet for et tilbagebetalingskrav
efter boligstøtteloven. I en skrivelse af 22. november 1990 udtalte styrelsen
herom bl.a. følgende:
"...
I denne anledning skal Bygge-
og Boligstyrelsen oplyse, at - uanset styrelsen ikke er ganske enig i klagers
advokats argumentation om, at beregning og udbetaling af boligstøtte sker
månedsvis, og heller ikke på baggrund af Socialstyrelsens udtalelse af 14.
december 1989 finder, at reglerne for beregning, udbetaling og
efterregulering
af henholdsvis boligstøtte og daginstitutioner helt kan sidestilles - finder
Bygge- og Boligstyrelsen dog, at det også inden for boligstøtteloven er det
rigtigste resultat, at tilbagebetalingskravet stiftes på det tidspunkt, hvor
indkomstoverskridelsen bliver så stor, at den berettiger til fremsættelse af
et
tilbagebetalingskrav.
...
Bygge- og Boligstyrelsen skal
imidlertid gøre opmærksom på, at spørgsmålet om stiftelsestidspunktet for
tilbagebetalingskrav efter boligstøtteloven tidligere har været forelagt
Justitsministeriet,
under hvem gældssaneringsloven henhører, ligesom Bygge- og Boligstyrelsen før
udsendelsen af vejledningen forespurgte Justitsministeriet, om de
synspunkter,
som nu fremgår af pkt. 15.7., ville stride mod bestemmelserne i
gældssaneringsloven eller disses forudsætninger. Som svar herpå har
Justitsministeriet meddelt, at spørgsmålet om, i hvilket omfang en fordring
er
omfattet af en gældssaneringskendelse, henhører under domstolene, og at
ministeriet derfor af principielle grunde ikke fandt at burde udtale sig om
spørgsmålet, hvilken betydning en gældssaneringskendelse vil have for krav på
tilbagebetaling af boligstøtte.
På baggrund af
Justitsministeriets holdning finder Bygge- og Boligstyrelsen ikke, at
spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt et tilbagebetalingskrav i en konkret sag
må anses for stiftet, og hermed om kravet er omfattet eller ikke omfattet af
en
gældssaneringskendelse, er et spørgsmål, som Amtsankenævnet kan tage op til
behandling som klagemyndighed i medfør af boligstøtteloven.
Boligstøttevejledningens
pkt. 15.7. kan således udelukkende betragtes som en vejledning til kommunerne
til brug for anmeldelse af krav i forbindelse med en gældssaneringssag. Om
det
anmeldte krav herefter er berettiget er således et domstolsspørgsmål.
..."
På denne baggrund traf
ankenævnet den 19. december 1990 (meddelt A ved skrivelse af 27. december
s.å.)
følgende afgørelse:
"Det sociale Ankenævn
afviser at tage stilling til, om hvorvidt tilbagebetalingskravet vedrørende
boligstøtte er omfattet eller ikke omfattet af gældssaneringskendelsen, idet
et
sådant spørgsmål henhører under domstolene.
Ankenævnet skal bemærke, at
da De ikke ses at have bestridt, at kravet er rejst efter bestemmelserne i
boligstøttelovgivningen, finder ankenævnet ikke grundlag for at pålægge
forvaltningen at undlade at fremsætte kravet."
I anledning af A's klage til
mig indhentede jeg udtalelser fra ankenævnet og fra Bygge- og Boligstyrelsen.
Disse myndigheder har ikke haft yderligere bemærkninger til sagen.
I en skrivelse til A udtalte
jeg herefter følgende:
"1. (Rettens) kendelse
af 11. maj 1989 i Deres gældssaneringssag lyder således:
"Den skyldneren (A)
påhvilende gæld stiftet inden 23. september 1988 nedsættes til 19,0672% af
gælden opgjort pr. skæringsdagen. Den nedsatte gæld afdrages med 700 kr. pr.
måned, første gang den 1. juli 1989 og sidste gang 1. juni 1994.
Til sikkerhed for opfyldelsen
af gældssaneringskendelsen forpligter skyldneren sig til hver måned i bank
eller sparekasse på særlig konto at indsætte 700 kr. Der sker udlodning til
kreditorerne årligt inden 1. juli, første gang inden 1. juli 1990."
2. Spørgsmålet i sagen er for
mit vedkommende alene, hvorvidt det sociale ankenævn
skal tage stilling til
, om tilbagebetalingskravet for 1988 er
reduceret som følge af gældssaneringen.
Udgangspunktet for
besvarelsen af dette spørgsmål er § 63, stk. 1, i den dagældende
boligsikringslov. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
"
§ 63. Kommunalbestyrelsens afgørelser om boligstøtte og lån efter
§§ 48-50 og §§ 57 b og c kan indbringes for amtsankenævnet [nu Det Sociale
Ankenævn], i Københavns og Frederiksberg kommuner for boligministeren."
(K) Kommunes afgørelse
(herunder kommunens stillingtagen til betydningen af gældssaneringskendelsen)
er truffet i medfør af lovens § 41. Det følger derfor umiddelbart af den
citerede lovbestemmelse, at afgørelsen kan påklages til det sociale ankenævn.
3. Det sociale ankenævns
begrundelse for alligevel ikke at ville tage stilling til, om
tilbagebetalingskravet er reduceret som følge af gældssaneringen, er, at
dette
spørgsmål henhører under domstolene. Hertil skal jeg bemærke følgende:
a.
Det er naturligvis korrekt, at spørgsmålet om, hvorvidt den
afsagte kendelse om gældssanering også omfatter det tilbagebetalingskrav, der
er fremsat over for Dem - som ethvert andet retligt spørgsmål - i sidste ende
henhører under domstolene.
b.
Derimod kan jeg ikke tilslutte mig de konsekvenser for det
sociale ankenævns kompetence, som ankenævnet drager af dette forhold.
Som følge af det almindelige
forhold mellem forvaltningen og domstolene påhviler det det sociale ankenævn
at
lægge den afsagte kendelse om gældssanering uprøvet til grund, ligesom det
påhviler ankenævnet at drage de konsekvenser, som kendelsen medfører for de
afgørelser, som nævnet efter lovgivningen skal træffe. I det omfang der måtte
opstå tvivl om, hvorvidt tilbagebetalingskravet er omfattet af
gældssaneringen,
må ankenævnet derfor tage stilling til dette spørgsmål; at spørgsmålet - som
nævnt - i sidste ende henhører under domstolene, er i denne forbindelse uden
betydning.
4. Om sagens
gældssaneringsretlige spørgsmål skal jeg i øvrigt bemærke følgende:
Konkurslovens §§ 199, stk. 1,
og 226, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:
"
§ 199. Kendelse om gældssanering omfatter fordringer, der er stiftet
inden gældssaneringssagens indledning, jf. § 206. Når særlige forhold taler
derfor, kan skifteretten bestemme, at kendelsen kun skal omfatte fordringer,
der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidligere tidspunkt.
§ 226. Gældssaneringskendelsen har mellem skyldneren og de
pågældende fordringshavere samme retsvirkning som et retsforlig.
Stk. 2.
Gældssaneringskendelsen er bindende også for fordringshavere, der ikke har
meldt sig. Kendelsen befrier skyldneren for den del af en før
gældssaneringssagen,
jf. dog § 199, stk. 1, 2. pkt., stiftet gæld, som bortfalder ved kendelsen,
såvel over for fordringshaveren selv som over for kautionister og andre, der
hæfter for gælden."
Det fremgår således klart af
konkursloven, at en kendelse om gældssanering også omfatter et
tilbagebetalingskrav af den foreliggende karakter. I den forbindelse kan jeg
bl.a. henvise til Bo von Eyben og Eva Schmidt, Kreditorforfølgning (1991), s.
240-242.
Skifterettens kendelse giver
derfor - efter sin ordlyd og i sammenhæng med konkurslovens bestemmelser -
ikke
anledning til tvivl på det omhandlede punkt.
5. Herefter er sagens
spørgsmål alene, på hvilket tidspunkt kommunens tilbagebetalingskrav er
stiftet, jf. konkurslovens § 199. Afgørelsen herom - der beror på en bredere
fortolkning af boligstøtteloven i sammenhæng med almindelige formueretlige
grundsætninger om fordringers stiftelse - henhører selvsagt under det sociale
ankenævns kompetence.
6. Det bemærkes, at Den
Sociale Ankestyrelse på det principielle plan synes at dele min opfattelse.
Af
Sociale Meddelelser 0-35-90 fremgår det således, at ankestyrelsen
forudsætningsvis har antaget, at de sociale myndigheder - med henblik på en
vurdering af betydningen af en afsagt gældssaneringskendelse - skal tage
stilling til, på hvilket tidspunkt et tilbagebetalingskrav efter
bistandslovens
§ 26, stk. 1, nr. 1, er stiftet.
7. Det er herefter min
opfattelse, at Det Sociale Ankenævn (S) burde have optaget Deres klage over
(K)
Kommune til realitetsbehandling.
Jeg har samtidig hermed henstillet
til ankenævnet at overveje sagen på ny i lyset af det, jeg har anført. Jeg
har
udbedt mig underretning om ankenævnets afgørelse.
..."
Lignende dokumenter
- Tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte. Retsinformation · 25. juni 2003
- Afslag på boligstøtte. Bindende forhåndsbesked. Retsinformation · 25. juni 2003
- 1992 LSF 91 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM INDIVIDUEL BOLIGSTØTTE OG LOV OM BYFORNYELSE OG BOLIGFORBEDRING Retsinformation · 23. december 1992
- Tilbagebetaling af for meget udbetalt forbedringsboligsikring Retsinformation · 7. februar 2019
- Omberegning af boligstøtte Retsinformation · 3. marts 2003
- Myndigheds sprogbrug i sag om tilbagebetaling af boligstøtte Retsinformation · 3. marts 2003