Spring til indhold

Retsinformation

Myndigheds sprogbrug i sag om tilbagebetaling af boligstøtte

FOU nr 1997.235UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Myndigheds sprogbrug i sag om tilbagebetaling af boligstøtte

A og B klagede over at de

skulle tilbagebetale for meget modtaget boligstøtte for 1990 og 1991. Desuden

klagede de over beregningen af den boligstøtte der var ydet i 1992. Endvidere

klagede de over myndighedernes sagsbehandling.

Det fremgik af sagens akter

at A og B fik boligstøtte i 1990, 1991 og 1992 ud fra beregningsgrundlag på

henholdsvis 128.000 kr., 131.000 kr. og 134.000 kr.

Den 21. november 1992 skrev

Århus Kommune til A og meddelte at A og B skulle tilbagebetale 1.896 kr. i

boligstøtte, da kommunen ud fra A's og B's årsopgørelse havde opgjort deres

faktiske husstandsindkomst for 1990 til 163.000 kr. A og B oplyste over for

mig at dette brev aldrig var kommet frem til dem.

Den 23. december 1994 traf kommunen

afgørelse om at A og B skulle tilbagebetale 2.568 kr. i boligstøtte da

kommunen havde opgjort deres faktiske husstandsindkomst for 1991 til 151.000

kr.

Den 29. december 1994 skrev A

til kommunen at opgørelsen af den faktiske husstandsindkomst for 1991 var

forkert. Hun ønskede endvidere bekræftet at en del af kravet var modregnet i

boligstøtten for 1993. Derudover anførte hun at kravet var fremsat meget

sent.

Den 4. januar 1995 skrev

Århus Kommune til A at den udbetalte kontanthjælp tillige skulle indregnes i

husstandsindkomsten for 1991. Desuden kunne der kun medregnes ligningsmæssige

fradrag på i alt 3.346 kr. Kommunen oplyste at efterreguleringen for 1991 var

foretaget for hele året, og bad A indsende samtlige lønsedler for 1991 hvis

hun ønskede periodeopdeling af kravet. Kommunen meddelte desuden at det beløb

der blev modregnet i A's og B's boligstøtte for 1993, var en efterregulering

fra 1990. Kommunen vedlagde i den forbindelse en kopi af sit brev af 21.

Læs alt

november 1992 vedrørende tilbagebetalingskravet for 1990. Endelig beklagede

kommunen den sene fremsættelse af tilbagebetalingskravet for 1991.

Den 9. januar 1995 meddelte A

at hun ikke havde modtaget kommunens brev af 21. november 1992. Samtidig

indsendte hun opgørelser over sine og B's indkomstforhold i 1990, 1991 og

1992. A

anførte at hun og B måtte

have fået for lidt udbetalt i boligstøtte for 1992.

Den 20. januar 1995 nedsatte

kommunen på baggrund af de nye oplysninger tilbagebetalingskravet for 1991

til

1.498 kr. i alt. Kommunen meddelte samtidig at der ikke længere var mulighed

for at foretage ændringer i boligstøtten for 1990. Endvidere fandt kommunen

ikke grundlag for at foretage yderligere ændringer i den boligstøtte A og B

havde fået i 1992.

Den 26. januar 1995 bad B på

A's vegne Århus Kommune om en nærmere forklaring på hvorfor der ikke var

grundlag for at foretage ændringer i boligstøtten for 1992. Desuden

protesterede

han imod at der ikke kunne foretages ændringer i boligstøtten for 1990 med

henvisning til at A og B aldrig havde modtaget kommunens brev af 21. november

1992.

Den 3. februar 1995 sendte kommunen A's og B's

klage til Det Sociale Ankenævn for Århus Amt. Kommunen skrev bl.a. følgende

til

ankenævnet:

"...

Ansøger klagede i brev af 29.

december 1994 over boligstøttekontorets efterbetalingskrav af 23. december

1994

for boligstøtteåret 1991.

Denne klage blev besvaret med

brev af 4. januar 1995.

Ansøger fremsender herefter

med brev af 9. januar 1995 lønsedler m.v. for en periodeopdeling af kravet

for

1991. Denne periodeopdeling foretages og kravet nedskrives fra kr. 2.568,-

til

kr. 1.498,-. I samme brev ønsker pågældende nu efterreguleringen for 1990

genoptaget, idet hun påpeger, at hun ikke havde modtaget brevet af 21.

november

1992. Pågældende blev med den automatiske bevillingsskrivelse for 1993 gjort

opmærksom på, at der blev trukket i boligsikringen til dækning af

mellemværende,

og gjorde dengang ingen indsigelse, hvorefter forvaltningen har fastholdt, at

klagefristen for længst er overskredet.

Dernæst mener ansøger, at der

skal efterbetales for 1992. Beregningsgrundlaget for 1992 var pr. 1. januar

kr.

134.000,-. Den 26. august 1992 modtog boligstøttekontoret et ændringsskema

fra

pågældende om indtægtsændringer sket pr. 1. maj 1992. Beregningsgrundlaget

blev herefter ændret til kr. 88.000,- med virkning fra 1. september 1992,

nemlig førstkommende første efter anmodningens indgivelse. Der blev fremsendt

den automatiske ændringsskrivelse til klienten med ovennævnte ændringsdato.

Slutligningen for 1992 viste et beregningsgrundlag på kr. 106.000,-. Dette

beregningsgrundlag ville give den samme udbetaling som beregningsgrundlaget

kr.

88.000,-. Forvaltningen fastholder, at der ikke skal foretages nogen

efterregulering

for 1992.

..."

Den 14. februar 1995 sendte

ankenævnets formand kommunens redegørelse til A og bad om hendes eventuelle

bemærkninger hertil. Samtidig meddelte formanden at klagefristen vedrørende

efterregulering af boligstøtte for 1990 var overskredet. Formanden havde

besluttet ikke at se bort fra overskridelsen af ankefristen, og nævnet kunne

derfor ikke behandle denne del af klagen.

Den 16. februar 1995 skrev A

bl.a. til ankenævnet at hun med sikkerhed vidste at hun og B ikke havde

modtaget kommunens brev af 21. november 1992 vedrørende kravet fra 1990. Hun

anfægtede ikke selve udregningen af tilbagebetalingskravet for 1991, men hun

mente kommunen havde udvist passivitet ved at fremsætte kravet så sent.

Den 23. juni 1995 traf

ankenævnet følgende afgørelse i sagen:

"Det Sociale Ankenævn

stadfæster kommunens afgørelse.

Der er ved afgørelsen lagt

vægt på, at den faktiske husstandsindkomst overstiger den forventede indkomst

med mere end kr. 10.000, og at De ikke ses at have givet kommunalbestyrelsen

meddelelse herom.

Efter boligstøttelovens § 41,

stk. 2, skal den for meget modtagne boligstøtte tilbagebetales.

Boligstøttevejledningen

indeholder alene en henstilling til forvaltningen om at rejse

tilbagebetalingskravet

hurtigst muligt efter, at slutligningen foreligger, men kravet er i øvrigt

undergivet de almindelige forældelsesregler og kan ikke anses for bortfaldet

ved passivitet.

Som meddelt Dem ved brev af

14. februar 1995 er klagefristen vedr. efterregulering for 1990 overskredet,

og

formanden har ikke fundet grundlag for at dispensere fra overskridelsen, idet

der er lagt til grund, at De har fået skriftlig meddelelse om afgørelsen

tillige med ankevejledning.

..."

Den 25. juni 1995 bad A

ankenævnet om at genoptage sagen. Hun bad tillige om at få en anden

sagsbehandler. Endvidere oplyste A at hun og B ikke havde modtaget kommunens

brev af 21. november 1992 vedrørende krav om tilbagebetaling af boligstøtte

for

1990.

Den 3. juli 1995 afviste

formanden for ankenævnet at genoptage behandlingen af sagen idet der ikke sås

at være fremkommet afgørende nyt i sagen.

Samme dag bad B om aktindsigt

i de dokumenter der lå til grund for ankenævnets afgørelse.

Den 6. juli 1995 meddelte

ankenævnet at B i så fald måtte indsende en fuldmagt fra A.

Den 8. juli 1995 skrev A til

ankenævnet at B også var part i sagen, og den 11. juli 1995 gav ankenævnet B

aktindsigt.

I klagen til mig gjorde A og

B bl.a. gældende at sagsbehandleren i ankenævnet, C, var inhabil i sagen idet

A og B tidligere havde kritiseret ham kraftigt - også i pressen. A og B mente

derfor ikke C kunne være objektiv i bedømmelsen af deres sager. De klagede

desuden over at B blev nægtet aktindsigt i sagen. Desuden klagede A og B over

at nogle af de fotokopier de modtog, var af så dårlig kvalitet at de næsten

var ulæselige. Endelig klagede A og B over at tilbagebetalingskravet

vedrørende

boligstøtten i 1991 var fremsat så sent.

Det sociale ankenævn udtalte

i notat vedlagt brev af 13. december 1995 bl.a. følgende i anledning af A's

og

B's klage:

"1

.

Sag 205 afgjort 23/6 1995 gav ikke klageren medhold. Sagen er

afgjort helt efter reglerne. (A) forlanger ved brev af 25/6 1995 genoptagelse

af sagen, og at det bliver en anden end (C), der behandler sagen. Der er

intet

nyt fremført udover at klager betvivler, at gældende ret skal anvendes i

hendes

sag. Jeg afviste i brev af 3/7 1995 at genoptage sagen. I brev af 9/8 1995

anmodes om at få anden sagsbehandler til sagerne 224 og 308. Jeg afviste

dette,

idet sag 224 var nær sin afslutning, og sag 308 omfattede en ganske banal

problemstilling. Iøvrigt var der ingen særlige begrundelser for at skifte

sagsbehandler. At man tidligere har behandlet en sag, der ikke gav klager

medhold, er ikke tilstrækkeligt.

...

3

.

Sag 205 er afgjort 23/6 1995. Den 3/7 1995 ansøger

(B)

om aktindsigt med henvisning til

j.nr., samleverens navn og cpr.nr. Der er ingen angivelse af hans eget

cpr.nr.

og ingen antydning af, at han mener at være part i sagen. Ansøgningen til

kommunen er i hendes navn og med ham som medunderskriver, men med en helt

ulæselig underskrift. Hans cpr.nr. - men ikke navnet - fremgår af ansøgningen

og af visse beregningsskemaer i sagen. Hans navn fremgår af 1 (ét) brev i

sagens forløb i kommunen (15/8 1992 vedr. ændringer i indkomst i 1992).

I klagesagen - både i

kommunen og i ankenævnet - fremgår (B)'s navn ikke. I et par breve er der

ganske vist omtalt en '(B)', men uden efternavn.

Helt naturligt og i

overensstemmelse med Forvaltningslovens bestemmelser beder (C) om fuldmagt.

Selvom det anføres i brevet til Ombudsmanden, argumenterer parret

ikke

for, at (B) havde krav på aktindsigt

som part i sagen. Det næste der sker er, at (A) sender en anmodning om

aktindsigt

samt vrede bemærkninger om, at der er bedt om fuldmagt.

Ang. kopier: Alle akterne i

vores sag kan læses. Pgl.s breve er skrevet på en 'dårlig' printer, der gør

det

svært at kopiere læseligt. Pgl. har formentlig ikke krav på kopi af sine egne

breve, men har fået det alligevel. Det er selvfølgeligt beklageligt, at disse

kopier er dårlige, men det har ikke påvirket sagsbehandlingen. Dersom det

havde

været vigtigt for ham at kunne læse kopierne af sine egne breve, har han haft

flere måneder til at henvende sig for at få nye, eller evt. spørge om vi har

kunne læse originalerne.

4

.

Afgørelsen er helt i overensstemmelse med sædvanlig praksis i

nævnet gennem mange år. Krav forældes efter 5 år. Vejledningen henstiller, at

krav rejses senest 2 år efter udløbet af det år, sagen drejer sig om. Der er

ingen særlige forhold i denne sag, der skulle tale for passivitet.

Det ikke-modtagne brev: Dette

er kommunens brev med fremsættelse af krav for 1990. Sagen indeholder kopi af

brevet stilet til korrekt adresse. Ifølge normal praksis anser vi dette brev

for modtaget af adressaten. Klagen blev afvist på grund af

fristoverskridelse.

...

Sammenfattende:

Jeg kan ikke på nogen måde

give klager medhold i, at der skulle være noget at kritisere ved (C)'s

sagsbehandling, sagsbehandlingen i øvrigt eller afgørelserne.

Klagers meget omfattende

skriverier med kommunen og os i disse sager, der omhandler ret banale

problemstillinger, og klagers fornægtelse af, at gældende ret skal anvendes i

hans/hendes tilfælde, giver indtryk af en 'tidrøver', som vi desværre ikke

har

brugt de sidste ressourcer på endnu, jfr. klagen til Ombudsmanden."

Den 27. december 1995 skrev B

blandt andet at A's og B's kritik af C havde været i medierne. Derfor burde A

og B have haft en anden sagsbehandler. Det afgørende for A og B var at de

næsten ulæselige kopier ikke havde dannet grundlag for ankenævnets afgørelse.

Ombudsmandens udtalelse

"

Retsgrundlaget:

Det sociale ankenævns afgørelse af 23. juni 1995 er truffet i henhold til §

41, stk. 2, i den dagældende lov om individuel boligstøtte, jf. lovbek. nr.

716 af 25. oktober 1991. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

’

§ 41

'

Stk. 2.

Overstiger den faktiske husstandsindkomst den efter § 7, stk. 7, opgjorte

indkomst med mindst 10.000 kr., skal ansøgeren eller hans dødsbo

tilbagebetale den for meget modtagne boligstøtte.'

I den dagældende vejledning om individuel boligstøtte, Boligstyrelsens

vejledning af 22. oktober 1987, er bl.a. følgende anført, s. 59:

'...

Kommunalbestyrelsen bør rejse tilbagebetalingskravet senest 2 år efter

udgangen af det år, tilbagebetalingskravet vedrører, medmindre

kommunalbestyrelsen ikke har haft mulighed for at rejse kravet tidligere.

...'

Ankenævnets sagsbehandling:

De har i klagen til mig bl.a. gjort gældende at Deres sagsbehandler i

ankenævnet, (C), var inhabil.

Det forhold at De tidligere har haft (C) som sagsbehandler og i den

forbindelse - som jeg forstår det - bl.a. i pressen har givet udtryk for

utilfredshed med ham og hans sagsbehandling, fører efter min opfattelse ikke

i sig selv til at (C) skulle være inhabil i Deres sager. Jeg har i øvrigt

ikke fundet oplysninger i sagen der giver mig grundlag for at anse (C) for at

være inhabil. Det kan heller ikke give mig anledning til bemærkninger at (C)

besvarede Deres breve af 28. august 1995.

Med hensyn til (B)'s begæring om aktindsigt burde ankenævnet efter min

opfattelse have undersøgt om (B) var

part i sagen inden nævnet henviste ham til at få en fuldmagt fra (A).

Endvidere

burde nævnet ikke have sendt de næsten ulæselige kopier til Dem som fremgår

af

Deres bilag 10 og 11. Hvis det ikke var muligt for nævnet at fremskaffe

læselige kopier af de originale akter, burde nævnet efter min opfattelse have

gjort Dem opmærksom herpå og f.eks. henvist Dem til at gennemse de pågældende

akter i nævnet. Jeg bemærker i den forbindelse at en anmodning om aktindsigt

fra en part i en sag også indebærer ret til at se partens egne indlæg i

sagen,

jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 165, samt Jon

Andersen

mfl., Forvaltningsret (1994), s. 267. Jeg har gjort ankenævnet bekendt med

min

opfattelse.

Jeg kan til Deres orientering

oplyse at jeg ved min gennemgang af Deres sager ikke er stødt på ulæselige

kopier blandt myndighedernes sagsakter.

Jeg finder i øvrigt tonen og

sprogbrugen i ankenævnets notat vedlagt nævnets brev af 13. december 1995 til

mig kritisabel. Især finder jeg det uheldigt at nævnet i sine sammenfattende

bemærkninger har anvendt udtrykket 'tidrøver' om Dem. Jeg har gjort

ankenævnet

bekendt med min opfattelse.

Tilbagebetalingskravet vedrørende boligstøtte ydet i 1990

Jeg må lægge til grund at

Århus Kommunes brev af 21. november 1992 er blevet sendt til Deres adresse,

og

at det er kommet frem til Dem. Der er ikke oplysninger i sagen om at brevet

skulle være kommet retur til kommunen. Da afgørelsen var ledsaget af en

klagevejledning, giver det mig ikke anledning til bemærkninger at ankenævnet

afviste at behandle denne del af Deres klage på grund af overskridelse af

klagefristen.

Jeg bemærker dog at en

endelig stillingtagen til hvad der skete med kommunens brev af 21. november

1992, er et bevisspørgsmål hvis endelige afklaring henhører under domstolene.

Tilbagebetalingskravet vedrørende boligstøtte ydet i 1991

Som jeg forstår denne del af

Deres klage, anfægter De ikke tilbagebetalingskravets størrelse. De er

derimod

utilfreds med at kravet blev fremsat så sent.

Jeg er enig med ankenævnet i

at kommunens krav ikke kan anses for at være forældet efter dansk rets

almindelige regler om forældelse. Det er endvidere min opfattelse at

toårsfristen i den dagældende vejledning om individuel boligstøtte alene har

karakter af en ordensforskrift, hvis overskridelse ikke i sig selv bevirker

bortfald af kommunens krav.

Jeg har tidligere udtalt mig

om tidspunktet for fremsættelse af krav om tilbagebetaling af boligstøtte,

jf.

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1994, s. 318ff. I den sag udtalte

jeg bl.a. at der ved bedømmelsen af om et offentligretligt krav kan anses for

bortfaldet på grund af passivitet, efter min opfattelse må lægges afgørende

vægt på

1)

den tid der er forløbet,

2)

om borgeren har haft grund til at

indrette sig i tillid til at kravet ikke ville blive gjort gældende, og

3)

om det kan bebrejdes det offentlige

at kravet ikke er blevet rejst på et tidligere tidspunkt, jf. også U 1993.749

HKK hvor et krav på afsoningsomkostninger ansås for bortfaldet på grund af

passivitet. Kopi af min udtalelse fra 1994 og kendelsen er vedlagt til Deres

orientering.

Århus Kommune fremsatte

kravet om tilbagebetaling af boligstøtte for 1991 den 23. december 1994 -

altså

knap tre år efter udløbet af det år kravet vedrørte.

Den tid der forløb til

kravets fremsættelse, bl.a. sammenholdt med at der ikke i sagen er

oplysninger

der kunne give Dem grund til at tro at kravet ikke ville blive fremsat,

indebærer efter min opfattelse at kravet i den konkrete sag ikke kan anses

for bortfaldet på grund af passivitet.

Beregningen af boligstøtte ydet i 1992

Nævnet ses ikke at have taget

stilling til den del af Deres klage der vedrører beregningen af boligstøtte

for

1992. Jeg har derfor henstillet til nævnet at genoptage sagen med henblik på

at

træffe afgørelse vedrørende denne del af Deres klage.

Jeg beder Dem afvente

ankenævnets afgørelse før De tager stilling til om der er grundlag for at

klage

til mig.

..."

Det sociale ankenævn meddelte

mig senere at nævnet havde truffet afgørelse vedrørende beregningen af

boligstøtte for 1992.

Jeg meddelte herefter nævnet

at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

NOTER: (*1) Jf.

FOB 1994, s. 318ff.

Lignende dokumenter