Myndigheds sprogbrug i sag om tilbagebetaling af boligstøtte
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Myndigheds sprogbrug i sag om tilbagebetaling af boligstøtte
A og B klagede over at de
skulle tilbagebetale for meget modtaget boligstøtte for 1990 og 1991. Desuden
klagede de over beregningen af den boligstøtte der var ydet i 1992. Endvidere
klagede de over myndighedernes sagsbehandling.
Det fremgik af sagens akter
at A og B fik boligstøtte i 1990, 1991 og 1992 ud fra beregningsgrundlag på
henholdsvis 128.000 kr., 131.000 kr. og 134.000 kr.
Den 21. november 1992 skrev
Århus Kommune til A og meddelte at A og B skulle tilbagebetale 1.896 kr. i
boligstøtte, da kommunen ud fra A's og B's årsopgørelse havde opgjort deres
faktiske husstandsindkomst for 1990 til 163.000 kr. A og B oplyste over for
mig at dette brev aldrig var kommet frem til dem.
Den 23. december 1994 traf kommunen
afgørelse om at A og B skulle tilbagebetale 2.568 kr. i boligstøtte da
kommunen havde opgjort deres faktiske husstandsindkomst for 1991 til 151.000
kr.
Den 29. december 1994 skrev A
til kommunen at opgørelsen af den faktiske husstandsindkomst for 1991 var
forkert. Hun ønskede endvidere bekræftet at en del af kravet var modregnet i
boligstøtten for 1993. Derudover anførte hun at kravet var fremsat meget
sent.
Den 4. januar 1995 skrev
Århus Kommune til A at den udbetalte kontanthjælp tillige skulle indregnes i
husstandsindkomsten for 1991. Desuden kunne der kun medregnes ligningsmæssige
fradrag på i alt 3.346 kr. Kommunen oplyste at efterreguleringen for 1991 var
foretaget for hele året, og bad A indsende samtlige lønsedler for 1991 hvis
hun ønskede periodeopdeling af kravet. Kommunen meddelte desuden at det beløb
der blev modregnet i A's og B's boligstøtte for 1993, var en efterregulering
fra 1990. Kommunen vedlagde i den forbindelse en kopi af sit brev af 21.
Læs alt
november 1992 vedrørende tilbagebetalingskravet for 1990. Endelig beklagede
kommunen den sene fremsættelse af tilbagebetalingskravet for 1991.
Den 9. januar 1995 meddelte A
at hun ikke havde modtaget kommunens brev af 21. november 1992. Samtidig
indsendte hun opgørelser over sine og B's indkomstforhold i 1990, 1991 og
1992. A
anførte at hun og B måtte
have fået for lidt udbetalt i boligstøtte for 1992.
Den 20. januar 1995 nedsatte
kommunen på baggrund af de nye oplysninger tilbagebetalingskravet for 1991
til
1.498 kr. i alt. Kommunen meddelte samtidig at der ikke længere var mulighed
for at foretage ændringer i boligstøtten for 1990. Endvidere fandt kommunen
ikke grundlag for at foretage yderligere ændringer i den boligstøtte A og B
havde fået i 1992.
Den 26. januar 1995 bad B på
A's vegne Århus Kommune om en nærmere forklaring på hvorfor der ikke var
grundlag for at foretage ændringer i boligstøtten for 1992. Desuden
protesterede
han imod at der ikke kunne foretages ændringer i boligstøtten for 1990 med
henvisning til at A og B aldrig havde modtaget kommunens brev af 21. november
1992.
Den 3. februar 1995 sendte kommunen A's og B's
klage til Det Sociale Ankenævn for Århus Amt. Kommunen skrev bl.a. følgende
til
ankenævnet:
"...
Ansøger klagede i brev af 29.
december 1994 over boligstøttekontorets efterbetalingskrav af 23. december
1994
for boligstøtteåret 1991.
Denne klage blev besvaret med
brev af 4. januar 1995.
Ansøger fremsender herefter
med brev af 9. januar 1995 lønsedler m.v. for en periodeopdeling af kravet
for
1991. Denne periodeopdeling foretages og kravet nedskrives fra kr. 2.568,-
til
kr. 1.498,-. I samme brev ønsker pågældende nu efterreguleringen for 1990
genoptaget, idet hun påpeger, at hun ikke havde modtaget brevet af 21.
november
1992. Pågældende blev med den automatiske bevillingsskrivelse for 1993 gjort
opmærksom på, at der blev trukket i boligsikringen til dækning af
mellemværende,
og gjorde dengang ingen indsigelse, hvorefter forvaltningen har fastholdt, at
klagefristen for længst er overskredet.
Dernæst mener ansøger, at der
skal efterbetales for 1992. Beregningsgrundlaget for 1992 var pr. 1. januar
kr.
134.000,-. Den 26. august 1992 modtog boligstøttekontoret et ændringsskema
fra
pågældende om indtægtsændringer sket pr. 1. maj 1992. Beregningsgrundlaget
blev herefter ændret til kr. 88.000,- med virkning fra 1. september 1992,
nemlig førstkommende første efter anmodningens indgivelse. Der blev fremsendt
den automatiske ændringsskrivelse til klienten med ovennævnte ændringsdato.
Slutligningen for 1992 viste et beregningsgrundlag på kr. 106.000,-. Dette
beregningsgrundlag ville give den samme udbetaling som beregningsgrundlaget
kr.
88.000,-. Forvaltningen fastholder, at der ikke skal foretages nogen
efterregulering
for 1992.
..."
Den 14. februar 1995 sendte
ankenævnets formand kommunens redegørelse til A og bad om hendes eventuelle
bemærkninger hertil. Samtidig meddelte formanden at klagefristen vedrørende
efterregulering af boligstøtte for 1990 var overskredet. Formanden havde
besluttet ikke at se bort fra overskridelsen af ankefristen, og nævnet kunne
derfor ikke behandle denne del af klagen.
Den 16. februar 1995 skrev A
bl.a. til ankenævnet at hun med sikkerhed vidste at hun og B ikke havde
modtaget kommunens brev af 21. november 1992 vedrørende kravet fra 1990. Hun
anfægtede ikke selve udregningen af tilbagebetalingskravet for 1991, men hun
mente kommunen havde udvist passivitet ved at fremsætte kravet så sent.
Den 23. juni 1995 traf
ankenævnet følgende afgørelse i sagen:
"Det Sociale Ankenævn
stadfæster kommunens afgørelse.
Der er ved afgørelsen lagt
vægt på, at den faktiske husstandsindkomst overstiger den forventede indkomst
med mere end kr. 10.000, og at De ikke ses at have givet kommunalbestyrelsen
meddelelse herom.
Efter boligstøttelovens § 41,
stk. 2, skal den for meget modtagne boligstøtte tilbagebetales.
Boligstøttevejledningen
indeholder alene en henstilling til forvaltningen om at rejse
tilbagebetalingskravet
hurtigst muligt efter, at slutligningen foreligger, men kravet er i øvrigt
undergivet de almindelige forældelsesregler og kan ikke anses for bortfaldet
ved passivitet.
Som meddelt Dem ved brev af
14. februar 1995 er klagefristen vedr. efterregulering for 1990 overskredet,
og
formanden har ikke fundet grundlag for at dispensere fra overskridelsen, idet
der er lagt til grund, at De har fået skriftlig meddelelse om afgørelsen
tillige med ankevejledning.
..."
Den 25. juni 1995 bad A
ankenævnet om at genoptage sagen. Hun bad tillige om at få en anden
sagsbehandler. Endvidere oplyste A at hun og B ikke havde modtaget kommunens
brev af 21. november 1992 vedrørende krav om tilbagebetaling af boligstøtte
for
1990.
Den 3. juli 1995 afviste
formanden for ankenævnet at genoptage behandlingen af sagen idet der ikke sås
at være fremkommet afgørende nyt i sagen.
Samme dag bad B om aktindsigt
i de dokumenter der lå til grund for ankenævnets afgørelse.
Den 6. juli 1995 meddelte
ankenævnet at B i så fald måtte indsende en fuldmagt fra A.
Den 8. juli 1995 skrev A til
ankenævnet at B også var part i sagen, og den 11. juli 1995 gav ankenævnet B
aktindsigt.
I klagen til mig gjorde A og
B bl.a. gældende at sagsbehandleren i ankenævnet, C, var inhabil i sagen idet
A og B tidligere havde kritiseret ham kraftigt - også i pressen. A og B mente
derfor ikke C kunne være objektiv i bedømmelsen af deres sager. De klagede
desuden over at B blev nægtet aktindsigt i sagen. Desuden klagede A og B over
at nogle af de fotokopier de modtog, var af så dårlig kvalitet at de næsten
var ulæselige. Endelig klagede A og B over at tilbagebetalingskravet
vedrørende
boligstøtten i 1991 var fremsat så sent.
Det sociale ankenævn udtalte
i notat vedlagt brev af 13. december 1995 bl.a. følgende i anledning af A's
og
B's klage:
"1
.
Sag 205 afgjort 23/6 1995 gav ikke klageren medhold. Sagen er
afgjort helt efter reglerne. (A) forlanger ved brev af 25/6 1995 genoptagelse
af sagen, og at det bliver en anden end (C), der behandler sagen. Der er
intet
nyt fremført udover at klager betvivler, at gældende ret skal anvendes i
hendes
sag. Jeg afviste i brev af 3/7 1995 at genoptage sagen. I brev af 9/8 1995
anmodes om at få anden sagsbehandler til sagerne 224 og 308. Jeg afviste
dette,
idet sag 224 var nær sin afslutning, og sag 308 omfattede en ganske banal
problemstilling. Iøvrigt var der ingen særlige begrundelser for at skifte
sagsbehandler. At man tidligere har behandlet en sag, der ikke gav klager
medhold, er ikke tilstrækkeligt.
...
3
.
Sag 205 er afgjort 23/6 1995. Den 3/7 1995 ansøger
(B)
om aktindsigt med henvisning til
j.nr., samleverens navn og cpr.nr. Der er ingen angivelse af hans eget
cpr.nr.
og ingen antydning af, at han mener at være part i sagen. Ansøgningen til
kommunen er i hendes navn og med ham som medunderskriver, men med en helt
ulæselig underskrift. Hans cpr.nr. - men ikke navnet - fremgår af ansøgningen
og af visse beregningsskemaer i sagen. Hans navn fremgår af 1 (ét) brev i
sagens forløb i kommunen (15/8 1992 vedr. ændringer i indkomst i 1992).
I klagesagen - både i
kommunen og i ankenævnet - fremgår (B)'s navn ikke. I et par breve er der
ganske vist omtalt en '(B)', men uden efternavn.
Helt naturligt og i
overensstemmelse med Forvaltningslovens bestemmelser beder (C) om fuldmagt.
Selvom det anføres i brevet til Ombudsmanden, argumenterer parret
ikke
for, at (B) havde krav på aktindsigt
som part i sagen. Det næste der sker er, at (A) sender en anmodning om
aktindsigt
samt vrede bemærkninger om, at der er bedt om fuldmagt.
Ang. kopier: Alle akterne i
vores sag kan læses. Pgl.s breve er skrevet på en 'dårlig' printer, der gør
det
svært at kopiere læseligt. Pgl. har formentlig ikke krav på kopi af sine egne
breve, men har fået det alligevel. Det er selvfølgeligt beklageligt, at disse
kopier er dårlige, men det har ikke påvirket sagsbehandlingen. Dersom det
havde
været vigtigt for ham at kunne læse kopierne af sine egne breve, har han haft
flere måneder til at henvende sig for at få nye, eller evt. spørge om vi har
kunne læse originalerne.
4
.
Afgørelsen er helt i overensstemmelse med sædvanlig praksis i
nævnet gennem mange år. Krav forældes efter 5 år. Vejledningen henstiller, at
krav rejses senest 2 år efter udløbet af det år, sagen drejer sig om. Der er
ingen særlige forhold i denne sag, der skulle tale for passivitet.
Det ikke-modtagne brev: Dette
er kommunens brev med fremsættelse af krav for 1990. Sagen indeholder kopi af
brevet stilet til korrekt adresse. Ifølge normal praksis anser vi dette brev
for modtaget af adressaten. Klagen blev afvist på grund af
fristoverskridelse.
...
Sammenfattende:
Jeg kan ikke på nogen måde
give klager medhold i, at der skulle være noget at kritisere ved (C)'s
sagsbehandling, sagsbehandlingen i øvrigt eller afgørelserne.
Klagers meget omfattende
skriverier med kommunen og os i disse sager, der omhandler ret banale
problemstillinger, og klagers fornægtelse af, at gældende ret skal anvendes i
hans/hendes tilfælde, giver indtryk af en 'tidrøver', som vi desværre ikke
har
brugt de sidste ressourcer på endnu, jfr. klagen til Ombudsmanden."
Den 27. december 1995 skrev B
blandt andet at A's og B's kritik af C havde været i medierne. Derfor burde A
og B have haft en anden sagsbehandler. Det afgørende for A og B var at de
næsten ulæselige kopier ikke havde dannet grundlag for ankenævnets afgørelse.
Ombudsmandens udtalelse
"
Retsgrundlaget:
Det sociale ankenævns afgørelse af 23. juni 1995 er truffet i henhold til §
41, stk. 2, i den dagældende lov om individuel boligstøtte, jf. lovbek. nr.
716 af 25. oktober 1991. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
’
§ 41
'
Stk. 2.
Overstiger den faktiske husstandsindkomst den efter § 7, stk. 7, opgjorte
indkomst med mindst 10.000 kr., skal ansøgeren eller hans dødsbo
tilbagebetale den for meget modtagne boligstøtte.'
I den dagældende vejledning om individuel boligstøtte, Boligstyrelsens
vejledning af 22. oktober 1987, er bl.a. følgende anført, s. 59:
'...
Kommunalbestyrelsen bør rejse tilbagebetalingskravet senest 2 år efter
udgangen af det år, tilbagebetalingskravet vedrører, medmindre
kommunalbestyrelsen ikke har haft mulighed for at rejse kravet tidligere.
...'
Ankenævnets sagsbehandling:
De har i klagen til mig bl.a. gjort gældende at Deres sagsbehandler i
ankenævnet, (C), var inhabil.
Det forhold at De tidligere har haft (C) som sagsbehandler og i den
forbindelse - som jeg forstår det - bl.a. i pressen har givet udtryk for
utilfredshed med ham og hans sagsbehandling, fører efter min opfattelse ikke
i sig selv til at (C) skulle være inhabil i Deres sager. Jeg har i øvrigt
ikke fundet oplysninger i sagen der giver mig grundlag for at anse (C) for at
være inhabil. Det kan heller ikke give mig anledning til bemærkninger at (C)
besvarede Deres breve af 28. august 1995.
Med hensyn til (B)'s begæring om aktindsigt burde ankenævnet efter min
opfattelse have undersøgt om (B) var
part i sagen inden nævnet henviste ham til at få en fuldmagt fra (A).
Endvidere
burde nævnet ikke have sendt de næsten ulæselige kopier til Dem som fremgår
af
Deres bilag 10 og 11. Hvis det ikke var muligt for nævnet at fremskaffe
læselige kopier af de originale akter, burde nævnet efter min opfattelse have
gjort Dem opmærksom herpå og f.eks. henvist Dem til at gennemse de pågældende
akter i nævnet. Jeg bemærker i den forbindelse at en anmodning om aktindsigt
fra en part i en sag også indebærer ret til at se partens egne indlæg i
sagen,
jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 165, samt Jon
Andersen
mfl., Forvaltningsret (1994), s. 267. Jeg har gjort ankenævnet bekendt med
min
opfattelse.
Jeg kan til Deres orientering
oplyse at jeg ved min gennemgang af Deres sager ikke er stødt på ulæselige
kopier blandt myndighedernes sagsakter.
Jeg finder i øvrigt tonen og
sprogbrugen i ankenævnets notat vedlagt nævnets brev af 13. december 1995 til
mig kritisabel. Især finder jeg det uheldigt at nævnet i sine sammenfattende
bemærkninger har anvendt udtrykket 'tidrøver' om Dem. Jeg har gjort
ankenævnet
bekendt med min opfattelse.
Tilbagebetalingskravet vedrørende boligstøtte ydet i 1990
Jeg må lægge til grund at
Århus Kommunes brev af 21. november 1992 er blevet sendt til Deres adresse,
og
at det er kommet frem til Dem. Der er ikke oplysninger i sagen om at brevet
skulle være kommet retur til kommunen. Da afgørelsen var ledsaget af en
klagevejledning, giver det mig ikke anledning til bemærkninger at ankenævnet
afviste at behandle denne del af Deres klage på grund af overskridelse af
klagefristen.
Jeg bemærker dog at en
endelig stillingtagen til hvad der skete med kommunens brev af 21. november
1992, er et bevisspørgsmål hvis endelige afklaring henhører under domstolene.
Tilbagebetalingskravet vedrørende boligstøtte ydet i 1991
Som jeg forstår denne del af
Deres klage, anfægter De ikke tilbagebetalingskravets størrelse. De er
derimod
utilfreds med at kravet blev fremsat så sent.
Jeg er enig med ankenævnet i
at kommunens krav ikke kan anses for at være forældet efter dansk rets
almindelige regler om forældelse. Det er endvidere min opfattelse at
toårsfristen i den dagældende vejledning om individuel boligstøtte alene har
karakter af en ordensforskrift, hvis overskridelse ikke i sig selv bevirker
bortfald af kommunens krav.
Jeg har tidligere udtalt mig
om tidspunktet for fremsættelse af krav om tilbagebetaling af boligstøtte,
jf.
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1994, s. 318ff. I den sag udtalte
jeg bl.a. at der ved bedømmelsen af om et offentligretligt krav kan anses for
bortfaldet på grund af passivitet, efter min opfattelse må lægges afgørende
vægt på
1)
den tid der er forløbet,
2)
om borgeren har haft grund til at
indrette sig i tillid til at kravet ikke ville blive gjort gældende, og
3)
om det kan bebrejdes det offentlige
at kravet ikke er blevet rejst på et tidligere tidspunkt, jf. også U 1993.749
HKK hvor et krav på afsoningsomkostninger ansås for bortfaldet på grund af
passivitet. Kopi af min udtalelse fra 1994 og kendelsen er vedlagt til Deres
orientering.
Århus Kommune fremsatte
kravet om tilbagebetaling af boligstøtte for 1991 den 23. december 1994 -
altså
knap tre år efter udløbet af det år kravet vedrørte.
Den tid der forløb til
kravets fremsættelse, bl.a. sammenholdt med at der ikke i sagen er
oplysninger
der kunne give Dem grund til at tro at kravet ikke ville blive fremsat,
indebærer efter min opfattelse at kravet i den konkrete sag ikke kan anses
for bortfaldet på grund af passivitet.
Beregningen af boligstøtte ydet i 1992
Nævnet ses ikke at have taget
stilling til den del af Deres klage der vedrører beregningen af boligstøtte
for
1992. Jeg har derfor henstillet til nævnet at genoptage sagen med henblik på
at
træffe afgørelse vedrørende denne del af Deres klage.
Jeg beder Dem afvente
ankenævnets afgørelse før De tager stilling til om der er grundlag for at
klage
til mig.
..."
Det sociale ankenævn meddelte
mig senere at nævnet havde truffet afgørelse vedrørende beregningen af
boligstøtte for 1992.
Jeg meddelte herefter nævnet
at jeg ikke foretog mig mere i sagen.
NOTER: (*1) Jf.
FOB 1994, s. 318ff.
Lignende dokumenter
- Kendelse af 10. juni 1993. 90-61.585 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. juni 1993
- Sagsnummer 14.2017 (afsagt den 4. september 2017) (Denne sag drejer sig om godtgørelse og erstatning i anledning af ophævelse af uddannelsesaftalen, tilbagebetaling og betaling af løn og om godtgørelse for mangelfuldt uddannelsesbevis) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. september 2017
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2016/644 af 16. januar 2015 om statsstøttesag SA 31855 (11/C, ex N 503/10), som Cypern påtænker at yde til omstruktureringen af Centralslagteriet i Kofinos (meddelt under nummer C(2015) 58) (Kun den græske udgave er autentisk) EU-lovgivning · 16. januar 2015
- Afslag på boligstøtte. Bindende forhåndsbesked. Retsinformation · 25. juni 2003
- 1999/225/EF: Kommissionens beslutning af 13. maj 1998 om Tysklands støtte til virksomheden Herborn und Breitenbach GmbH, tidligere Drahtziehmaschinenwerk Grüna GmbH (meddelt under nummer K(1998) 1687) (Kun den tyske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 13. maj 1998
- Kendelse af 14. oktober 1996. 94-18.114 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. oktober 1996