Afslag på boligstøtte. Bindende forhåndsbesked.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på boligstøtte. Bindende forhåndsbesked.
C klagede for ægtefællerne A
og B over at Bygge- og Boligstyrelsen havde meddelt afslag på boligstøtte
efter
et byfornyelsesprojekt. Sagens omstændigheder var følgende:
Ægtefællerne A og B boede i
en 4-værelses lejlighed på
100
m². I forbindelse med gennemførelse af et
byfornyelsesprojekt i ejendommen blev lejligheden, der var sammenlagt af 2
tidligere 2-værelses lejligheder, tilbageført til at være 2 2-værelses
lejligheder. Lejlighederne fik indrettet nye køkkener og badeværelser.
Byfornyelsesprojektet medførte at nettohuslejen, der tidligere havde været på
36.233,- kr. for 4-værelses lejligheden, nu blev på 25.316,50 kr. for hver af
de 2 2-værelses lejligheder.
Den 26. september 1990
ansøgte hver af ægtefællerne om boligstøtte. De oplyste i ansøgningsskemaet
at
samlivet var ophørt, og at de var separeret.
A blev bevilget boligstøtte.
I et brev af 10. december
1990 meddelte X Kommunes Social- og Sundhedsforvaltning A at kommunen havde
konstateret, at oplysningerne om den hidtidige bolig ikke havde været i
overensstemmelse med de faktiske forhold. Kommunen havde telefonisk forelagt
sagen for Boligministeriet der havde ønsket sagen forelagt skriftligt.
Ministeriet havde nemlig ikke tidligere haft sager af denne type. Kommunen
meddelte at udbetalingen af boligstøtte fra den 1. januar 1991 midlertidigt
blev standset. Efter kommunens opfattelse var A efter en foreløbig
fortolkning
af reglerne ikke berettiget til boligstøtte.
Læs alt
I et brev til
Boligministeriet af 9. januar 1991 oplyste A at det var ejeren af ejendommen,
der havde oplyst, at det var en forudsætning for boligforbedringen af
ejendommen,
at lejligheden på 1. sal igen blev bragt tilbage til dens oprindelse som 2
2-værelses lejligheder. Hun oplyste endvidere følgende:
"...
For at være sikker på, at
såvel (B) som undertegnede ville kunne opnå den lovede
byfornyelsesboligstøtte
omtalt i ejers brev og i brev fra (X) Kommune, Stadsarkitektens kontor, ...
henvendte jeg mig i perioden december 1989 til august 1990 til følgende
personer i (X) Kommune: Fuldmægtig (D), ejendomsafdelingen, arkitekt i
byfornyelsesafdelingen og kommunens kontaktperson til ejendommen (E) samt
overassistent
(F) på boligstøttekontoret.
Alle bekræftede vores ret til
byfornyelsesboligstøtte i forbindelse med boligforbedringen, og alle var
orienteret om, at vores lejlighed skulle deles i 2 i forbindelse med
projektet.
Især overassistent (F) fra
boligstøttekontoret var ikke i tvivl om vores ret til denne støtte. Han kunne
dog ikke give en skriftlig bekræftelse af byfornyelsesboligstøttens
størrelse,
da jeg på daværende tidspunkt ikke kunne oplyse den nøjagtige lejeforhøjelse
i
forbindelse med projektet. Desuden tilføjede han, at der skulle søges på en
særlig formular.
Den 20. september 1990
indsendte (B) og undertegnede begge ansøgning om byfornyelsesboligstøtte med
oplysning om den endelige huslejeforhøjelse i forbindelse med
byfornyelsesprojektet for ejendommen. Den ovennævnte bekræftelse blev da også
understreget af, at jeg fik bevilget den særlige byfornyelsesboligstøtte ...
mens (G), der varetog (B's) ansøgning, den 29. november 1990 først mundtligt
meddelte (B), at han ikke ud fra foreliggende oplysninger mentes at være
berettiget til den af andre os lovede støtte, idet denne betragtede sagen som
2
nye lejemål. Hertil kan jeg oplyse, at vi har haft lejemål på lejligheden på
1. sal i 3 år, og i øvrigt har alle ejendommens øvrige beboere allerede fået
byfornyelsesboligstøtten bevilget.
..."
I et brev af 23. januar 1991
præciserede A og B at de kun havde accepteret ejerens ønske om opdeling af
lejligheden i 2 under forudsætning af, at ægtefællerne hver især kunne få
byfornyelsesboligstøtte til de nu 2 lejligheder. De havde nu hver især en
månedlig husleje der var 600 kr. højere end før forbedringen. Huslejen var nu
på 2.110 kr. pr. lejlighed mod før 1.510 kr. pr. person i den tidligere
4-værelses lejlighed. Endvidere oplyste de at de levede under
separationslignende
forhold, men at de ikke formelt havde indgivet anmodning om separation. I
øvrigt mente de at deres privatliv var irrelevant for sagens udfald. I et
yderligere brev af 12. marts 1991 oplyste ægtefællerne at de havde accepteret
den for et ægtepar unaturlige deling af lejligheden, fordi de netop talte om
at
ophæve samlivet i en periode. Delingen af lejligheden kunne løse et akut
boligproblem for dem begge.
Den 15. juli 1991 udtalte
Bygge- og Boligstyrelsen følgende om muligheden for at få boligstøtte i det
foreliggende tilfælde:
"...
Bygge- og Boligstyrelsen skal... generelt vejledende oplyse, at det fremgår
af boligstøttelovens § 24, stk.
1, at en lejer, som på grundlag af en godkendt saneringsplan, en beslutning
efter lov om byfornyelse og boligforbedring eller efter lov om boligtilsyn
har
ret til og får anvist en erstatningsbolig, kan kræve boligsikring svarende
til
forskellen mellem hidtidig leje og den til enhver tid gældende leje i den
overtagne lejlighed.
Af lovens § 24, stk. 4,
fremgår, at en lejer, hvis lejlighed forbedres i henhold til en godkendt
saneringsplan eller efter en beslutning i medfør af lov om byfornyelse og
boligforbedring, har ret til boligsikring efter reglerne i stk. 1.
Bygge- og Boligstyrelsen skal
endvidere oplyse, at det fremgår af Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober
1987 om individuel boligstøtte, pkt. 9.2, at "boligstøtte efter § 24 til
husstande, der mister deres lejebolig på grund af offentlige indgreb i medfør
af saneringsloven, byfornyelsesloven samt loven om boligtilsyn, eller hvis
leje
stiger som følge heraf, har til formål at sikre, at husstandens økonomi ikke
pludselig ændres som følge af ændring (af) lejens størrelse. Derfor ydes
boligstøtte i princippet på grundlag af forskellen mellem lejerens hidtidige
leje og den leje, han fremtidig skal betale uanset husstandens
indkomst."
Videre fremgår, at
"boligstøtten udgør det første år forskellen mellem hidtidig leje og den
til enhver tid gældende leje, dvs. den sidste måneds leje i den hidtidige
bolig
i forhold til den første måneds leje i den fremtidige bolig. Hvor
boligtageren
forbliver i hidtidig bolig, er ydelsen forskellen mellem lejen før og efter
forbedringsforhøjelsens gennemførelse. Ved forbedringer efter
byfornyelsesloven
skal kommunalbestyrelsen yde boligstøtte til den lejeforhøjelse, der varsles
og
træder i kraft i medfør af byfornyelseslovens §
60 a. Såfremt lejen senere nedsættes,
kan den for meget udbetalte støtte kræves tilbage, jf. § 24."
Bygge- og Boligstyrelsen har
i en meddelelse om individuel boligstøtte nr. 13 af april 1989 givet udtryk
for, at det er styrelsens opfattelse, at der ved leje efter boligstøttelovens
§
24, stk. 1, skal forstås en leje opgjort efter lovens § 11, dvs. excl. f.eks.
varmebidrag og med tillæg for eventuel vedligeholdelse.
Bygge- og Boligstyrelsen er
på baggrund af det ovenfor anførte mest tilbøjelig til at være af den
opfattelse, at der ved fastlæggelsen af forskellen mellem den hidtidige leje
og
den til enhver tid gældende leje i den overtagne lejlighed skal ske en
sammenligning af forskellen mellem lejen for den oprindelige lejlighed og
leje
i den genhuste/forbedrede beboelseslejlighed, uanset om arealet i den
genhuste/forbedrede lejlighed er mindre end i den oprindelige lejlighed og
uanset om dette kan få den konsekvens, at den til enhver tid gældende leje i
den genhuste/forbedrede lejlighed allerede på tidspunktet for
genhusningen/forbedringsforhøjelsens ikrafttrædelse vil overstige (er ved
Bygge- og Boligstyrelsens skrivelse af 18. juli 1991 ændret til: være
lavere end
) den hidtidige leje.
Bygge- og Boligstyrelsen skal
afslutningsvis bemærke, at styrelsens udtalelse alene er vejledende og at man
forbeholder sig sin stillingtagen, såfremt sagen måtte blive indbragt for
styrelsen
som en klagesag.
..."
På denne
baggrund afslog X Kommune i skrivelse af 26. juli
1991 A
's ansøgning om boligstøtte.
Kommunen
anførte endvidere følgende:
"...
I forvaltningens skrivelse af
10. december 1990 blev det endvidere meddelt Dem, at man med virkning fra 1.
januar 1991 ville indstille udbetalingen af boligstøtte.
Da sagen fejlagtigt ikke blev
standset er der uberettiget udbetalt Dem for meget i boligstøtte. Beløbet
bedes
tilbagebetalt i henhold til vedlagte regning, idet De ikke har modtaget
beløbet
i god tro. Man vil ikke afkræve Dem den for december 1990 udbetalte ydelse,
idet den er modtaget i god tro.
..."
Det beløb som A skulle
tilbagebetale, var på 4.207 kr.
C klagede på A's og B's vegne
over afslaget til Det Sociale Ankenævn. Til støtte for klagen anførte C at
ægtefællerne i deres indbyrdes forhold havde hæftet for hver halvdelen af den
tidligere leje vedrørende 4-værelses lejligheden. Derfor havde de hver især
haft en forøgelse af deres husleje på 7.200 kr. årligt. Endvidere havde de
fået
lovning på boligstøtte forud for at byfornyelsesprojektet blev gennemført.
Kravet om tilbagebetaling måtte bedømmes ud fra at der var tale om
tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt, og at boligstøtten var
en
afgørende forudsætning for, at de havde råd til at bo i lejlighederne.
Tilbagebetalingen blev på
baggrund af klagen stillet i bero. X Kommune udtalte den 12. februar 1992
følgende om klagernes oplysninger om at have fået forkert vejledning forud
for
at byfornyelsesprojektet blev påbegyndt:
"I anledning af
ankenævnets forespørgsel af 19. december 1991 vedrørende det af klageren
oplyste om den givne vejledning, skal det herved oplyses, at såvel (D), (E)
samt (F) ikke eksakt erindrer sagen.
I denne forbindelse kan det
oplyses, at når (C) for klageren gør gældende, at der
forud for byfornyelsesprojektet
er indhentet vejledning ved de
førnævnte personer, er der tale om, at denne vejledning skulle være givet
ultimo 1989.
Det lange tidsrum, der
således er forløbet siden klagerens forespørgsel er i sig selv årsagen til,
at
sagen ikke kan erindres.
Endvidere er forespørgslen
foretaget forud for, at sagen anlægges i september 1990, hvorfor der ikke er
foretaget sagsnotater."
A kommenterede disse
oplysninger i et brev af 5. marts 1992. Hun syntes det var logisk, at hun
huskede samtalerne bedre end de ansatte ved X Kommune, som havde flere
henvendelser på én dag. Hun oplyste videre:
"...
Jeg skal i denne forbindelse
nævne, at jeg ved telefonisk samtale i december 1989 over for (F) bad om en
skriftlig
bekræftelse på, at jeg var blevet rådgivet i sagen. Men jeg fik beskeden:
"Det gør vi ikke, men der er ingen tvivl" (om retten til
boligstøtte).
Jeg kan samtidig oplyse, at
jeg under (B's) og mit fremmøde på Boligstøttekontoret den 29. november 1990
over for (G) på dennes direkte spørgsmål nævnte, at jeg fra kontorets side
var
blevet rådgivet af (F), og jeg tilføjede, at jeg også havde forhørt mig hos
arkitekt (E), afdeling for byfornyelse, og fuldmægtig (D),
ejendomsafdelingen.
(G) undrede sig over, at jeg ikke havde kontaktet ham og jeg forklarede, at
ingen havde refereret til ham. Da jeg ringede til Boligstøttekontoret,
understregede jeg over for sekretæren, at det var vigtigt, at jeg kom til at
tale med en kompetent person, da det drejede sig om et særligt tilfælde, og
jeg
blev på telefonen stillet igennem til (F).
De papirer, som jeg fik
udleveret, da jeg bad om aktindsigt, bekræfter, at der allerede dagen efter
vort fremmøde på Boligstøttekontoret - d.v.s den 30. november 1990 - har
været
kontakt mellem forskellige dele af kommunen om sagen.
Der er yderligere ting, der
tydeligt taler for, at samtalerne/den pågældende vejledning har fundet sted:
Hvordan skulle jeg ellers
konkret kunne nævne de 3
forskellige
personer i de forskellige forvaltninger
ved navn?, og
Hvordan skulle jeg så tidligt
som i vore breve af 9. og 23. januar 1991 samt 12. marts 1991 (se venligst
tidligere fremsendte kopi af vore breve), kunne beskrive forløbet så
detaljeret,
hvis ikke vejledningerne vitterligt havde fundet sted som jeg har beskrevet
dem?
Da det var et økonomisk
kardinalpunkt for (B) og jeg, for at kunne give endeligt tilsagn til eller
afslag på ejerens forslag om byfornyelse, kunne jeg gengive vejledningerne et
år efter (jeg havde notaterne fra samtalerne liggende stadigvæk).
..."
I et brev af 24. august 1992
meddelte Det Sociale Ankenævn i Y Amt at nævnet havde truffet følgende
afgørelse:
"...
Det sociale Ankenævn
stadfæster socialforvaltningens afgørelse.
Ankenævnet lægger ved
afgørelsen til grund, at den oprindelige lejligheds beboere som samlet
husstand
havde krav på at få anvist en erstatningsbolig efter reglerne på området.
Ankenævnet finder, i en
situation, hvor den tidligere husstands medlemmer i forbindelse med
saneringen
flytter ind i to selvstændige lejligheder, at kun ét af de tidligere
husstandsmedlemmer er omfattet af reglerne om saneringsboligstøtte.
Ankenævnet finder herefter,
at sammenligning mellem den hidtidige leje og den til enhver tid gældende
leje
bør ske udfra den fulde leje i den tidligere lejlighed sammenholdt med lejen
i
en af de nye lejligheder.
Da lejen i ingen af de nye
lejligheder overstiger den hidtidige leje, finder nævnet, at De ikke er
berettiget til at få udbetalt saneringsboligstøtte, idet nævnet herved
bemærker, at huslejens størrelse i de 2 nye lejligheder er ens, hvorfor det
er
uden betydning, hvem af de tidligere lejere, der kan anses for at være
omfattet
af saneringsboligstøttereglerne.
Ankenævnet finder det
endvidere ikke godtgjort, at De ved Deres henvendelse på boligstøttekontoret
har modtaget et bindende tilsagn om retten til saneringsboligstøtte, idet den
givne forhåndsbesked må betragtes som vejledende. Ankenævnet finder
endvidere,
at De ikke overfor boligstøttekontoret kan støtte ret på den orientering, De
har modtaget af andre afdelinger udenfor boligstøttekontoret.
Ankenævnet finder, at De
efter modtagelse af forvaltningens brev af 10.12.90 må anses for at have
modtaget for meget udbetalt boligstøtte mod bedre vidende, idet De burde have
indset, at der var tale om en fejl, når udbetaling af boligstøtte på trods
heraf fortsatte.
Ankenævnet finder herefter,
at det er korrekt, at forvaltningen stiller krav om tilbagebetaling af den
boligstøtte, som De herved uberettiget har modtaget, af forvaltningen korrekt
opgjort til 4.207,00.
..."
Ankenævnet henviste for så
vidt angik retsgrundlaget til lov om individuel boligstøtte §§ 24 og 41, stk.
4, samt Boligstyrelsens vejledende udtalelser af 15. og 18. juli 1991, og et
uddrag af vejledning om individuel boligstøtte, som ankenævnet vedlagde.
C klagede herefter til Bygge-
og Boligstyrelsen. I klagen anførte C bl.a. følgende:
"...
(A) kontaktede den 30.
november 1989 telefonisk (E). Han var udpeget som ejendommens kontaktperson
under byfornyelsesprojektet og var endvidere ansat som arkitekt i kommunens
byfornyelsesafdeling. Rådsøgende forklarede, at lejligheden skulle deles i to
og spurgte, om der kunne opnås boligstøtte i den situation. (E) udtalte, at
de
ville kunne få en boligstøtte, der svarede til huslejeforhøjelsen. Han
oplyste
endvidere, at den enkelte lejer skulle søge boligstøtten individuelt gennem
boligstøttekontoret. Begge parter forudsatte under samtalen, at der ville
blive tale om en huslejestigning. Dette blev på intet tidspunkt anfægtet af
(E).
Tidspunktet for denne samtale
kan fastslås, da (A) samme dag ved dateret opslag orienterede de øvrige
beboere
i opgangen ... (A) kontaktede derefter telefonisk boligstøtteafdelingen den
22.12.89 kort før lukketid kl. 12.00. Hun gjorde opmærksom på, at det drejede
sig om et specielt tilfælde, hvorfor hun bad om at blive stillet ind til en
kompetent person. Efter at have oplyst sit cpr.-nr. blev hun derefter stillet
om til (F). Over for denne forklarede hun, at lejligheden skulle deles i to
og
spurgte derefter om mulighederne for boligstøtte i den situation. (F)
oplyste,
at de kunne få boligstøtte, der dækkede lejestigningen. Det blev nævnt, at
(B)
muligvis skulle have indtægtsbestemt boligstøtte i stedet for
byfornyelsesstøtte
på grund af sin lave indkomst, men at han ville få den, der var mest
fordelagtig for ham.
I slutningen af samtalen
spurgte rådsøgende, om der på nogen måde kunne være et problem med hensyn til
deres ret til boligstøtten. Hertil svarede (F): "Der er ingen
tvivl".
Han oplyste endvidere, at de rådsøgende skulle søge hver for sig på hver sit
ansøgningsskema. De rådsøgende bad om at få indholdet af samtalen bekræftet
skriftligt. Dette blev imidlertid afslået med begrundelsen: "Det bruger
vi
ikke". Heller ikke i denne samtale blev det anfægtet, at der var tale om
lejeforhøjelser. Denne samtale kan bestemmes tidsmæssigt, da den blev noteret
på en telefonsamtaleliste, som de rådsøgende førte. Heraf fremgår datoen den
22.12.89, samt at samtalen varede 40 minutter ...
På baggrund af denne samtale
besluttede de rådsøgende at acceptere, at lejligheden blev opdelt. De havde
endvidere besluttet sig for at ophæve samlivet. Delingen betød, at de løste
et
akut boligproblem og samtidig ikke fik forøget lejeudgiften.
I første omgang bad (B) dog
om en erstatningsbolig. Han er endnu ikke blevet tilbudt nogen lejlighed.
Den 06.08.90 opsøgte (A)
personligt (E). Mødet drejede sig om omkostningerne ved byfornyelsen. Ved
dette
møde dikterede (E) udformningen af oplysningen, der skulle påføres under
ansøgningsskemaets punkt "særlige bemærkninger". Formuleringen
viser,
at der var tale om en lejeforhøjelse.
Samme dag var de rådsøgende i
kontakt med (D) fra ejendomsafdelingen ved et personligt fremmøde. Der blev
søgt erstatningsbolig til (B). (D) var bekendt med, at lejligheden var delt,
og at (A) ville blive boende. (D) oplyste, at (B) kunne flytte sin
boligstøtte
med i den nye lejlighed. Heller ikke denne samtale gav anledning til, at de
rådsøgende kunne tro, de havde fået forkerte oplysninger.
Den 20.08.90 varslede ejeren
lejeforhøjelser. I varslingsskrivelsen, der udtrykkeligt angår hver af de
rådsøgende, indgår den tidligere husleje med halvdelen i hver af
varslingsskrivelserne. Der fremkommer således en lejestigning for hver af de
rådsøgende på kr. 600,00 pr. måned.
Den 20.09.90 indsendte de
rådsøgende ansøgningsskemaer vedr. boligstøtte til boligstøtteafdelingen.
Oplysningerne om lejlighedernes størrelse og lejens størrelse er udfyldt af
ejeren af ejendommen. Lejen er opgjort på samme måde som i
varslingsskrivelsen.
Ejeren oplyser således også her, at der er tale om en lejestigning.
De rådsøgende var under
hensyn til ovenanførte overbevist om, at man anså ændringen i huslejerne for
en
huslejestigning, samt at beregningsmåden var korrekt. Samtlige personer,
ansat
ved kommunen, havde bekræftet dette, samt at de begge var berettiget til
boligstøtte.
Boligstøtte i forbindelse med
byfornyelse tildeles efter reglerne i lov om individuel boligstøtte § 24. §
24,
stk. 1, omhandler de tilfælde, hvor lejeren har krav på og faktisk får
tildelt
en erstatningsbolig. Efter lov om byfornyelse og boligforbedring § 38 har en
husstand ret til en erstatningsbolig. Boligstøtte kan i dette tilfælde kun
gives til en husstand. Disse regler gælder imidlertid kun, hvor der faktisk
er
tildelt en erstatningsbolig. Dette er som nævnt ikke tilfældet i denne sag,
hvorfor reglen er uanvendelig i dette tilfælde. Her er der ikke tale om, at
erstatningsbolig er tildelt. Begge rådsøgende bor rent fysisk på det samme
sted
som før byfornyelsen. Reglen i § 24, stk. 1, finder derfor ikke umiddelbart
anvendelse. Tilfældet er derimod omfattet af § 24, stk. 4, hvorefter lejeren
har krav på boligstøtte efter § 24, stk. 1. Denne udgør forskellen mellem
hidtidig og nugældende leje.
Ved beregningerne af de
rådsøgendes hidtidige og nugældende leje må man tage udgangspunkt i, hvordan
ændringen i lejebetalingen belaster hver af ansøgernes økonomi. Da de i det
indbyrdes forhold hver hæfter for halvdelen af huslejen for den fireværelses
lejlighed, bør det være dette beløb, der lægges til grund ved beregningen.
Princippet
er kendt bl.a. fra bistandslovens § 40, stk. 4, hvor man ved beregning af
bistandshjælp til en ansøger, der er gift med en uddannelsessøgende,
beregningsmæssigt vil lade halvdelen af boligudgiften og øvrige udgifter
indgå
ved hjælpens udmåling. Anvendelsen af dette princip forekommer rigtigst i en
situation som denne, hvor den samlede leje for førstesalen utvivlsomt er
steget. Var lejligheden ikke blevet delt, ville boligstøtte uden tvivl være
blevet tildelt. Den tilfældige omstændighed, at der gennemføres
boligforbedring, herunder opdeling i to lejligheder, bør ikke føre til andet
resultat. De formelle regler tager ikke sigte på netop denne situation. Man
bør desto mere vurdere det reelle i situationen, nemlig at de rådsøgende er
blevet boende på samme samlede areal, og at kvadratmeterlejen for dette areal
er steget.
I boligstyrelsens vejledning
af 22.10.87 om individuel boligstøtte punkt 9.2.a., 9.-10. afsnit,
forudsættes,
at boligstøtten skal medvirke til, at lejeniveauet holdes stabilt. Overføres
denne betragtning til nærværende tilfælde, fører det til, at lejeudgiften for
den personkreds, der beboede den hidtidige lejlighed, ikke må forøges.
Lejeudgiften for begge de rådsøgende må dermed ikke overstige den hidtidige
leje i den fireværelses lejlighed.
Sammenholder man i øvrigt den
samlede hidtidige leje i den fireværelses lejlighed med lejen i den ene
toværelses lejlighed i overensstemmelse med Det sociale ankenævns måde at
anskue problemerne på, fører det til, at lejen er faldet. Dette må imidlertid
føre til, at lejen for den anden toværelses lejlighed er steget fra kr. 0,00
til kr. 25.316,50. Dette skulle så rent logisk berettige til en boligstøtte,
der svarer til hele lejen. Et sådan resultat er åbenlyst forkert.
Der må i øvrigt peges på, at
formålet med boligstøtten er, at en lejer ikke af økonomiske grunde tvinges
til
at flytte efter en gennemført boligforbedring. Husstanden er ganske vist delt
i
to, men begge de rådsøgende har dog fået mulighed for at blive boende,
hvilket
er i overensstemmelse med lovens formål.
Det skal endvidere gøres
gældende, at der er givet et bindende forhåndstilsagn vedr. retten til
boligstøtten. Der stilles en række krav for, at man i praksis anerkender, at
der er givet et bindende forhåndstilsagn, jf. herved Forvaltningsret,
almindelige emner, 2. udg., Jurist- og Økonomforbundets Forlag, p. 116-118,
hvor Karsten Revsbech beskriver praksis. Fremstillingen er givet med baggrund
i
Haagen Jensen og Friis Jensens artikel i Juristen 1976, 49ff, hvor
forvaltningsretlig praksis er gennemgået vedr. spørgsmålet om forhåndsbesked.
De enkelte krav skal gennemgås separat:
Forvaltningsmyndigheden må ikke tage forbehold for
beskedens rigtighed. Forbehold er ikke taget. Specielt har (F) som svar på et
bredt formuleret spørgsmål svaret, at "der ikke var tvivl". De
rådsøgende har på intet tidspunkt, før ansøgning blev indgivet, fået
modstridende oplysninger eller fået oplysninger givet med forbehold.
Spørgeren skal fremstille sagsforholdet entydigt og
udtømmende. Alle de kontaktede personer var gjort bekendt med, at lejligheden
skulle deles i forbindelse med boligforbedringen, at de ville indflytte i
hver
sin lejlighed, samt at de ønskede boligstøtte til den lejestigning, som de
hver
især ville få.
Der er ikke
efterfølgende fremkommet oplysninger, som ikke blev givet ved forespørgslerne
foretaget i 1989-90.
Spørgeren skal bevise samtalernes indhold. Samtalernes
udfald var af afgørende betydning, hvorfor de rådsøgende gjorde notater
vedrørende indholdet og i øvrigt husker indholdet meget detaljeret. At der er
givet et uforbeholdent tilsagn, støttes i øvrigt af den kendsgerning, at de
rådsøgende gav deres accept af lejlighedens opdeling, samt at
ansøgningsskemaet
er indgivet som vedrørende en huslejeforhøjelse. Det skal i den forbindelse
nævnes, at ingen af de nævnte ansatte har benægtet, at samtalerne skulle have
fundet sted, eller at de skulle have haft det beskrevne indhold.
Forhåndstilsagnet skal gives af den kompetente
myndighed. (F) er ansat i selve boligstøtteafdelingen. Dennes udtalelser er
derfor det centrale i denne forbindelse. Den konkrete ansøgning om og
tildeling
af boligstøtte sker herfra. Da (A) efter at have givet sit cpr.-nr. blev
stillet om til ham, kunne hun endvidere med føje regne med, at han ville
blive
den, der skulle behandle hendes ansøgning.
(E) er ansat i byfornyelsesafdelingen. De
rådsøgende må kunne regne med, at denne kender alle regler omkring en
byfornyelse. I hvert fald i de tilfælde hvor (E) rent faktisk har udtalt sig,
må de rådsøgende regne med, at det er ud fra kendskab til reglerne. Det mest
korrekte i tvivlstilfælde ville fra (E's) side være at henvise til anden
kompetent myndighed.
(D's) udtalelser har støttet de rådsøgende i
den opfattelse, at de havde modtaget korrekte oplysninger, idet hendes
udtalelser ikke modsagde de øvrige oplysninger, de havde fået.
Samtlige betingelser for, at der er givet et
bindende forhåndstilsagn, ses således at være til stede. Udtalelserne kan
ikke
karakteriseres som blot og bar vejledning. Vejledningen vil kun kunne siges
at
være givet, såfremt et af de fire krav var uopfyldt, og udtalelserne derfor
kunne karakteriseres som mere generelle eller hypotetiske.
På den baggrund skal (C)
principalt påstå, at en formålsfortolkning af regelgrundlaget må føre til, at
begge de rådsøgende er berettiget til boligstøtte svarende til forskellen
mellem halvdelen af den årlige husleje for den fireværelses lejlighed, kr.
18.116,50, og den årlige husleje for en toværelses lejlighed, kr. 25.316,50.
Subsidiært påstås, at der er
givet et bindende forhåndstilsagn om en boligstøtte svarende til dette beløb.
Mest subsidiært skal påstås,
at den allerede udbetalte boligstøtte ikke kan kræves tilbagebetalt af (A).
Rådsøgende fik ved skrivelse af 10.12.90 meddelelse om, at udbetalingen af
boligstøtten blev standset midlertidigt. Rådsøgende var med baggrund i de
omtalte rådgivninger overbevist om, at der var tale om en misforståelse fra
boligstøtteafdelingens side. Rådsøgende var derfor ikke i tvivl om den
fortsatte
ret til boligstøtte. Først ved boligstøtteafdelingens skrivelse af 26.07.91
fik rådsøgende endeligt afslag på ydelsen og blev derved gjort bekendt med,
at
boligstøtteafdelingen ikke mente, at hun var berettiget til boligstøtte.
Skulle man ikke i boligstøtteafdelingen
finde, at rådsøgende har været i god tro, skal (C) gøre gældende, at
boligstøtteafdelingen, under henvisning til den vildledende vejledning, må
være
nærmest til at bære risikoen for, at udbetalingen ikke blev standset.
Endvidere må selve den fejl, at standsningen ikke blev effektueret, kunne
tilregnes boligstøtteafdelingen.
Idet (C) i nærværende
ankeskrivelse med størst mulig styrke har forsøgt at påvise, at der i
afgørelsen er problemer, der ikke i de relevante lovbestemmelser er taget
stilling til i alle detailspørgsmål, og idet vi er af den opfattelse, at vi
ved
eksempler har påvist, at konsekvenserne af den trufne afgørelse ikke er i
overensstemmelse med bestemmelsernes formål, skal (C) venligst anmode
ankenævnet om at foretage en genbehandling af afgørelsen. Skulle en
genbehandling - mod forventning - ikke føre til et andet resultat, skal man
anmode Dem om at fremsende sagen til realitetsbehandling i Boligstyrelsen.
..."
I sin afgørelse af 26.
november 1992 tilsluttede Bygge- og Boligstyrelsen sig at A og B ikke var
berettiget til boligstøtte. Styrelsen skrev bl.a. følgende:
"...
Styrelsen finder, at den
problemstilling, de konkrete sager rejser, har generel betydning for
retsanvendelsen og har derfor taget klagen op til behandling.
Det fremgår af
boligstøttelovens § 24, stk. 1, at en lejer, som på grundlag af en godkendt
saneringsplan, en beslutning efter lov om byfornyelse og boligforbedring
eller
efter lov om boligtilsyn har ret til og får anvist en erstatningsbolig, kan
kræve boligsikring svarende til forskellen mellem hidtidig leje og den til
enhver tid gældende leje i den overtagne lejlighed.
Af lovens § 24, stk. 4,
fremgår, at en lejer, hvis lejlighed forbedres i henhold til en godkendt
saneringsplan eller efter en beslutning i medfør af lov om byfornyelse og
boligforbedring, har ret til boligsikring efter reglerne i stk. 1.
Det er Bygge- og
Boligstyrelsens opfattelse, at der i det konkrete tilfælde er tale om to nye
boliger, og at ingen af de pågældende derfor kan anses for at være flyttet
tilbage til den hidtidige bolig.
Styrelsen har i denne
forbindelse lagt vægt på, at opdelingen af den omhandlede lejlighed i to er
en
del af et byfornyelsesprojekt for hele ejendommen, hvor lejlighederne har
fået
indrettet badeværelser og køkkener.
Styrelsen finder herefter
ikke, at det konkrete tilfælde er omfattet af bestemmelsen i
boligstøttelovens
§ 24, stk. 4.
Hvis de pågældende ikke havde
accepteret opdelingen af lejligheden, ville de som en husstand have været
berettiget til en erstatningsbolig.
Styrelsen vil ikke afvise, at
den ene af de 2-værelses lejligheder kan betragtes som en erstatningsbolig,
jf.
bestemmelsen i boligstøttelovens § 24, stk. 1, der forudsætter, at lejeren
har
ret til og får anvist en erstatningsbolig.
Antages det således, at
lovens § 24, stk. 1, finder anvendelse, er det styrelsens opfattelse, at der
skal ske sammenligning mellem den hidtidige fulde leje for den oprindelige
4-værelses lejlighed og lejen for den af de nye 2-værelses lejligheder, der
betragtes som erstatningsbolig.
Hverken (A) eller (B) er
herefter berettiget til byfornyelsesboligstøtte i henhold til
boligstøttelovens
§ 24, stk. 1, da den hidtidige leje overstiger lejen for hver af de to nye
lejligheder.
Hvad angår spørgsmålet, om
der er givet (A) og (B) et bindende forhåndstilsagn om
byfornyelsesboligstøtte,
er det styrelsens opfattelse, at den adgang, boligstøttelovens § 63, stk. 2,
giver boligministeren til at optage en sag til behandling, når det skønnes,
at
sagen er af principiel betydning, er en adgang til at behandle de
boligstøttemæssige aspekter af sagen og ikke den skete sagsbehandling i
forbindelse hermed.
For så vidt angår det over
for (A) rejste tilbagebetalingskrav, fremgår det af boligstøttelovens § 41,
stk. 4, at har ansøgeren om andre forhold end nævnt i § 41, stk. 1 og 2,
undladt at give meddelelse som omhandlet i § 38, stk. 3, eller mod bedre
vidende uberettiget oppebåret boligstøtte, skal han eller hans dødsbo
tilbagebetale det beløb, der er oppebåret med urette. Bestemmelsen er uddybet
i
Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte.
Styrelsen finder på denne
baggrund ikke, at spørgsmålet om tilbagebetaling af den boligstøtte, der er
udbetalt til (A) i perioden 1. januar - 31. juli 1991, er af principiel
betydning,
jf. boligstøttelovens § 63, stk. 2.
Styrelsen har herefter ikke
mulighed for at tage stilling til de af (C) fremførte subsidiære påstande.
..."
I C's klage til mig af 4.
marts 1993 ønskede C min vurdering af
Bygge- og Boligstyrelsens fortolkning af
lovbekendtgørelse nr. 716 af 25. oktober 1991 om individuel boligstøtte, §
24.
Efter C's opfattelse skulle en erstatningsbolig rent fysisk være beliggende
et
andet sted end den oprindelige bolig. Endvidere havde A og B ikke fået
lejlighederne anvist, for de havde under hele forløbet været lejere af
arealet.
Ingen af lejlighederne var derfor en erstatningsbolig. C efterlyste
styrelsens
stillingtagen til C's bemærkninger om en formålsfortolkning af
bestemmelserne.
Bygge- og Boligstyrelsens afvisning af at optage
spørgsmålet om hvorvidt A og B havde fået en bindende forhåndsbesked fra
boligstøtteafdelingen i X Kommune, til behandling. Efter C's opfattelse måtte
styrelsen, hvis en sag tages op til principiel behandling, tage hele sagen op
til behandling. Endvidere var spørgsmålet om der var givet bindende
forhåndsbesked, ikke et spørgsmål om sagsbehandling. Det var et spørgsmål om
anvendelse af uskrevne retsgrundsætninger og dermed et materielt problem. C
påpegede at Bygge- og Boligstyrelsens afvisning ikke var begrundet.
Bygge- og Boligstyrelsens afvisning af at optage
spørgsmålet om tilbagebetalingskravet over for A til behandling.
I sin udtalelse i anledning
af klagen uddybede Bygge- og Boligstyrelsen sin afgørelse således:
"...
Det er styrelsens opfattelse,
at der i den konkrete sag er sket en opdeling af den oprindelige 4-værelses
lejlighed i to nye 2-værelses lejligheder i forbindelse med en byfornyelse af
hele ejendommen.
Bestemmelsen i den dagældende
boligstøttelovs § 24, stk. 4, der forudsætter, at lejeren vender tilbage til
den samme, omend forbedrede lejlighed, kan derfor efter styrelsens opfattelse
ikke finde anvendelse i det konkrete tilfælde.
De pågældende har ikke fået
anvist erstatningsbolig, men ville, hvis de ikke havde accepteret opdelingen,
som en husstand have været berettiget til én erstatningsbolig. Derimod ville
de
ikke have været berettiget til en erstatningsbolig hver.
Det er på denne baggrund, at
Bygge- og Boligstyrelsen ikke finder at kunne afvise, at den ene, og kun den
ene, 2-værelses lejlighed kan betragtes som en erstatningsbolig, jf.
bestemmelsen i den dagældende boligstøttelovs § 24, stk. 1.
I så fald er det styrelsens
opfattelse, at det følger af en fortolkning af ordlyden af denne bestemmelse,
at den hidtidige leje må være husstandens leje for den oprindelige 4-værelses
lejlighed.
Efter styrelsens opfattelse
er formålet med de omhandlede boligstøtteregler, at en husstand ikke af
økonomiske grunde tvinges til at flytte efter en gennemført byfornyelse. Man
finder ikke, at den omstændighed, at husstanden deles i to, er et forhold,
der
vedkommer reglerne om byfornyelsesboligstøtte.
Hvad angår klagen over
styrelsens afvisning af at tage stilling til spørgsmålet, om der er givet de
pågældende et bindende forhåndstilsagn om byfornyelsesboligstøtte, finder
styrelsen, at bestemmelsen i den dagældende boligstøttelovs § 63, stk. 2,
alene
indeholder hjemmel for boligministeren til at behandle de boligstøttemæssige
aspekter af en sag, ikke andre spørgsmål i forbindelse med sagens behandling,
herunder spørgsmål om retsanvendelse af uskrevne retsgrundsætninger.
Styrelsen har tidligere i en
anden sag telefonisk drøftet dette spørgsmål med Justitsministeriet.
Med hensyn til klagen over
styrelsens afvisning af at tage stilling til spørgsmålet om det rejste
tilbagebetalingskrav over for (A) finder styrelsen endvidere, at den nævnte
bestemmelse alene giver boligministeren adgang til at behandle de
boligstøttemæssige aspekter af sagen, der skønnes at være af principiel
betydning,
hvis det, som i den foreliggende sag, er muligt at behandle dem isoleret fra
sagen i øvrigt.
..."
C anførte på baggrund af
styrelsens udtalelse bl.a. at der efter ordlyden i boligstøttelovens § 63,
stk.
2, ikke var nogen begrænsninger i Bygge- og Boligstyrelsens prøvelse af de
underordnede instansers afgørelser. Således måtte almindelige
forvaltningsretlige
regler m.v. også indgå i styrelsens prøvelse. Endvidere mente C at Bygge- og
Boligstyrelsens sagsbehandler var inhabil ved behandlingen af sagen, idet hun
også behandlede den forespørgsel, som X Kommune sendte til styrelsen i
december
måned 1990.
I en skrivelse til A udtalte
jeg følgende:
"
Lejernes ret til boligstøtte.
Afgørelsen om hvorvidt (A) og
(B) er berettiget til boligstøtte, er truffet efter bestemmelsen i
lovbekendtgørelse
nr. 467 af 1. august 1988 om individuel boligstøtte § 24, der har følgende
ordlyd:
"En lejer, som på
grundlag af en godkendt saneringsplan, en beslutning efter lov om byfornyelse
og boligforbedring eller efter lov om boligtilsyn har ret til og får anvist
en
erstatningsbolig, kan kræve boligsikring svarende til forskellen mellem
hidtidig leje og den til enhver tid gældende leje i den overtagne lejlighed.
Stk. 2. ...
Stk. 4. En lejer, hvis
lejlighed forbedres i henhold til en godkendt saneringsplan eller efter en
beslutning i medfør af lov om byfornyelse og boligforbedring, har ret til
boligsikring efter reglerne i stk. 1.
..."
Bestemmelsen i stk. 1
omfatter således tilfælde hvor lejeren får en erstatningsbolig. Stk. 4
omfatter
tilfælde hvor lejer forbliver i den oprindelige lejlighed, der er blevet
forbedret.
Bygge- og Boligstyrelsen har
ved sin afgørelse lagt til grund, at der ved byfornyelsesprojektet er opstået
2
nye lejligheder. Styrelsen mener således ikke, at bestemmelsen i stk. 4
finder
anvendelse. Denne bestemmelse forudsætter som nævnt, at lejeren forbliver i
den
oprindelige lejlighed.
Efter ordlyden af § 24 i lov
om individuel boligstøtte kan jeg ikke kritisere Bygge- og Boligstyrelsens
opfattelse. Jeg mener således ikke, at det forhold at lejlighederne
arealmæssigt dækker det samme område som den tidligere 4-værelses lejlighed,
medfører at de 2 2-værelses lejligheder kan anses for at være den samme
lejlighed som den tidligere 4-værelses lejlighed.
Styrelsen har ikke i
afgørelsen afvist, at den ene af de 2 nye 2-værelses lejligheder er en
erstatningsbolig.
Jeg kan tilslutte mig, at det
på baggrund af sagens sammenhæng, sammenholdt med formålet med bestemmelsen,
må
være korrekt at opfatte den ene af de 2 lejligheder som en erstatningsbolig.
Boligstyrelsen har i
vejledning af 22. oktober 1987, pkt. 9.2. anført følgende om beregning af
boligstøtte:
"Boligstøtte efter § 24
til husstande, der mister deres lejebolig på grund af offentlige indgreb i
medfør af saneringsloven, byfornyelsesloven samt loven om boligtilsyn, eller
hvis leje stiger som følge heraf, har til formål at sikre, at husstandens
økonomi ikke pludselig ændres som følge af ændring i lejens størrelse. Derfor
ydes boligstøtte i princippet på grundlag af forskellen mellem lejerens
hidtidige leje og den leje han fremtidig skal betale, uanset husstandens
indkomst.
...
Boligstøtten udgør det første
år forskellen mellem hidtidig og den til enhver tid gældende leje, det vil
sige
den sidste måneds leje i hidtidig bolig i forhold til den første måneds leje
i
fremtidig bolig. Hvor boligtageren forbliver i hidtidig bolig, er ydelsen
forskellen mellem lejen før og efter forbedringsforhøjelsens
gennemførelse....
Personer, som medindflytter i
den nye lejlighed, men ikke har været tilmeldt den gamle lejlighed, henregnes
ikke til den genhusede husstand, hvorfor der kan opstå tilfælde, hvor den nye
leje skal nedsættes, selv om den nye lejlighed rent faktisk ikke er for stor
i
forhold til den nye husstand.
Omvendt medregnes personer,
som har været tilmeldt den hidtidige lejlighed, til den genhusede husstand,
selv om de pågældende ikke medindflytter i den nye lejlighed. Dette kan
bevirke, at en eventuel nedsættelse af lejen ikke skal ske, selv om den nye
lejlighed rent faktisk er for stor i forhold til den indflyttede husstand.
..."
Det er således husstandens
størrelse før byfornyelsen, der er afgørende, når husstandens krav på
erstatningsbolig med deraf følgende boligstøtte skal udmåles. At husstanden i
forbindelse med lejlighedsændringerne forandrer sig, har i denne relation
ikke
betydning.
Jeg har på denne baggrund
ikke bemærkninger til, at Bygge- og Boligstyrelsen mener, at der skal ske
sammenligning mellem den hidtidige fulde leje for den oprindelige 4-værelses
lejlighed og lejen for den af de nye 2-værelses lejligheder, der betragtes
som
erstatningsbolig. Jeg kan heller ikke kritisere, at Bygge- og Boligstyrelsen
ikke mente, at lejerne var berettiget til boligstøtte.
Det fremgår af de bilag, jeg
har gennemgået, at Bygge- og Boligstyrelsens udtalelse af 15. juli 1991 og
styrelsens endelige afgørelse af 26. november 1992 blev behandlet af 2
forskellige medarbejdere i styrelsen. Jeg har derfor ikke taget stilling til
(C's) indsigelse om inhabilitet.
Bindende forhåndsbesked.
Bygge- og Boligstyrelsen har
afvist at behandle dette spørgsmål. Styrelsen har begrundet det med at den
adgang, som boligstøttelovens § 63, stk. 2, gav boligministeren til at optage
en sag til behandling, når det skønnedes at sagen var af principiel
betydning, var en adgang til at behandle de boligstøttemæssige aspekter af
sagen og ikke den skete sagsbehandling i forbindelse hermed. Bygge- og
Boligstyrelsen underbyggede i sin udtalelse til mig yderligere dette
synspunkt.
Bestemmelsen i § 63, stk. 2, indeholdt efter boligstyrelsens opfattelse alene
hjemmel for boligministeren til at behandle de boligstøttemæssige aspekter af
en sag, ikke andre spørgsmål i forbindelse med sagens behandling, herunder
spørgsmål om retsanvendelse af uskrevne retsgrundsætninger.
Som anført af styrelsen, kan
boligministeren efter § 63, stk. 2, i lov nr. 467 af 1. august 1988 om
individuel boligstøtte optage en sag til behandling, når det skønnes, at
sagen
er af principiel betydning.
I bemærkningerne til
lovforslaget, der indførte denne bestemmelse (Folketingstidende, 1981-82 (1.
samling), spalte 49-50) anførte boligministeren følgende:
"... foreslås en
overbygning på ankesystemet, således at principielle sager kan indbringes for
boligstyrelsen, der selv afgør, om sagen anses for at være
principiel...."
Det fremgår således ikke af
bemærkningerne, at der skulle være begrænsninger i de spørgsmål, som
boligministeren kan behandle som klageinstans, udover at boligstyrelsen skal
anse sagen for at være principiel.
Det er almindeligt antaget,
at en sådan bestemmelse om, at sager af principiel karakter kan optages til
behandling, ikke afskærer myndigheden fra at tage stilling til principielle
spørgsmål, der ikke specifikt vedrører den pågældende myndigheds
specialområde,
men f.eks almindelige retsgrundsætninger eller forvaltningsretlige regler.
Inden for det sociale område er det således fast antaget, at Den Sociale
Ankestyrelse kan tage stilling til almindelige retsspørgsmål, der ikke er
specifikt socialretlige, jf. Lis Sejr og Jens Vedsted-Hansen "ANKE OG
GENOPTAGELSE i principielle sociale sager", s. 44ff.
Bygge- og Boligstyrelsen
kunne således ikke uden holdepunkter i enten lovteksten eller forarbejderne
indfortolke en begrænsning i de spørgsmål, som styrelsen kunne behandle, til
kun at angå boligstøttemæssige spørgsmål. Dette er dog ikke ensbetydende med,
at jeg mener, at Bygge- og Boligstyrelsen ikke ville være berettiget til at
tage enkeltspørgsmål, som efter styrelsens opfattelse var af principiel
betydning op til behandling, men samtidig afvise at behandle andre spørgsmål
i
den samme sag, som efter styrelsens opfattelse ikke var principielle.
Det afgørende element er
herefter, om sagen var
principiel
eller spørgsmålet var
principielt.
Jeg har gjort Bygge- og
Boligstyrelsen bekendt med min opfattelse.
Efter min gennemgang af sagen
er jeg af den opfattelse, at de spørgsmål om bindende forhåndsbesked som
sagen
gav anledning til, ikke var af principiel karakter. Jeg har derfor besluttet
at behandle klagen over afvisningen af, at der var tale om bindende
forhåndsbesked
på baggrund af den afgørelse, som Det Sociale Ankenævn i (Y) Amt traf den 24.
august 1992.
Det fremgår af sagens
oplysninger, at (A) henvendte sig til kommunen om hendes og ægtefællens
muligheder for at opnå boligstøtte på et tidspunkt, hvor der i kommunen ikke
verserede en konkret sag om at yde boligstøtte til (A) og (B). Der var tale
om
en forespørgsel. (A) har på en meget udtømmende måde redegjort for indholdet
af
de samtaler, som hun havde med 3 navngivne medarbejdere i kommunen om,
hvorvidt
ægtefællerne ville være berettiget til boligstøtte. Kommunen har oplyst, at
ingen af de involverede medarbejdere eksakt erindrer sagen. Kommunen har ikke
notater om indholdet af samtalerne.
Da kommunen ikke har noget
notat om indholdet af (A's) samtaler med kommunens medarbejdere, kan jeg ikke
præcis fastslå indholdet af samtalerne.
Jeg mener ikke, at der er
udsigt til, at jeg ved at iværksætte yderligere undersøgelser vil kunne
fastslå
indholdet af samtalerne. Jeg har ikke på tilsvarende måde som domstolene
mulighed for efter afhøringer af de involverede at foretage en bevismæssig
vurdering af samtalernes indhold. På baggrund af de meget udførlige
beskrivelser
som (A) har givet af samtalernes indhold, mener jeg ikke, at jeg på det
foreliggende
grundlag kan afvise, at (A) fik vildledende oplysninger om hendes
retsstilling
ved hendes henvendelser til kommunen, forud for at byfornyelsesprojektet blev
iværksat. Det indtryk som jeg har fået ud fra sagens akter, gør det for mig
umiddelbart sandsynligt, at indholdet af samtalerne var, som hun har gengivet
dem.
For at en myndigheds
udtalelse kan anses for at være en forhåndsbesked, må udtalelsen dreje sig om
et konkret sagsforhold, der går forud for en konkret afgørelse. Hvis (A's)
beskrivelse af samtalernes indhold lægges til grund, er der efter min
opfattelse
tale om, at myndighederne meddelte hende en forhåndsbesked.
En sådan forhåndsbesked kan
anses for bindende for myndigheden, når særlige betingelser er opfyldt. Det
er
imidlertid en grundlæggende forudsætning, at indholdet af forhåndsbeskeden
kan
fastslås, eller at der er enighed mellem myndigheden og den pågældende borger
om beskedens form og indhold.
Der er ikke bevismæssig
klarhed om indholdet af myndighedens udtalelse. Jeg kan, på baggrund af
kravet
om, at indholdet af forhåndsbeskeden skal kunne fastslås, ikke lægge til
grund, at der er tale om en bindende forhåndsbesked.
Den endelige afgørelse af
dette spørgsmål henhører under domstolene, der som anført ovenfor har
mulighed
for bevisførelse om sagens faktiske omstændigheder.
Jeg kan imidlertid, på
baggrund af det jeg har anført ovenfor, ikke kritisere, at Det Sociale
Ankenævn
afviste, at kommunen (på grund af principperne om bindende forhåndsbesked)
var
forpligtet til at yde boligstøtte på baggrund af (A's) gengivelse af
sagsforløbet. Jeg kan på grund af den usikkerhed, der foreligger om sagens
faktiske omstændigheder, ikke endelig tage stilling til, om kommunens
oplysninger til ægtefællerne var af vejledende karakter eller var en bindende
forhåndsbesked.
Tilbagebetalingspligt.
Bygge- og Boligstyrelsen
afviste at behandle spørgsmålet om tilbagebetaling af boligstøtte. Det
drejede
sig om den boligstøtte, som var blevet udbetalt, efter at kommunen den 10.
december 1990 havde meddelt (A), at udbetalingen af boligstøtte fra den 1.
januar 1991 ville blive standset, fordi hun efter kommunens opfattelse ikke
var
berettiget til boligstøtte. I afgørelsen af 26. november 1992 henviste
styrelsen til, at spørgsmålet om tilbagebetaling af boligstøtten efter
styrelsens opfattelse ikke var principielt. I udtalelsen til mig af 21. maj
1993 henviste styrelsen til, at § 63, stk. 2, i den dagældende boligstøttelov
alene gav boligministeren adgang til at behandle de boligstøttemæssige
aspekter
af sagen, der skønnedes at være af principiel betydning, hvis det, som i den
foreliggende sag, var muligt at behandle dem isoleret fra sagen i øvrigt.
At de spørgsmål om
tilbagebetaling som den foreliggende sag rejser, efter Bygge- og
Boligstyrelsens opfattelse ikke er af principiel karakter, kan ikke give mig
anledning til kritik. Jeg lægger herved vægt på, at sagen vedrører anvendelse
af almindelige principper om tilbagebetaling på grundlag af en konkret sag.
Derimod kan jeg, i
overensstemmelse med det jeg har anført ovenfor om fortolkningen af § 63,
stk.
2, i den dagældende lov om individuel boligstøtte, ikke tilslutte mig, at
boligministeren kun har adgang til at behandle de boligstøttemæssige aspekter
af sagen, hvis det er muligt at behandle dem isoleret fra sagen i øvrigt.
Boligministeren er, som jeg allerede har anført ovenfor, efter min opfattelse
kompetent til at behandle alle de spørgsmål af principiel betydning, som en
sag
giver anledning til, uanset om der er tale om boligstøttemæssige spørgsmål
eller andre.
Da jeg ikke kan kritisere, at
Bygge- og Boligstyrelsen afviste at behandle spørgsmålet om
tilbagebetalingspligt, vil jeg tage stilling til klagepunktet på grundlag af
Det Sociale Ankenævns afgørelse.
(A) fik i et brev af 10.
december 1990 oplyst, at udbetalingen af boligstøtte ville blive standset fra
den 1. januar 1991, fordi hun efter kommunens opfattelse ikke var berettiget
til boligstøtte. Ved en fejl fra kommunens side blev beløbet alligevel
udbetalt, indtil kommunen på baggrund af Bygge- og Boligstyrelsens udtalelse
af
15. juli 1991 traf endelig afgørelse og bad om, at beløbet blev
tilbagebetalt.
Afgørelsen om tilbagebetaling
er truffet efter bestemmelsen i den dagældende boligstøttelovs § 41, stk. 4,
hvorefter ansøgere der mod bedre vidende uberettiget har oppebåret
boligstøtte,
skal tilbagebetale det beløb, der er oppebåret med urette.
Kommunen gav udtrykkelig (A)
meddelelse om, at det beløb, som hun i god tro havde modtaget for december
måned, ikke skulle betales tilbage, men at hun for fremtiden ikke ville få
udbetalt boligstøtte.
Jeg kan på baggrund af disse
oplysninger ikke kritisere ankenævnets afgørelse.
..."
Lignende dokumenter
- Afgørelse i sag om opdeling af ejendom i sommerhusområde i 3 lejligheder i Halsnæs Kommune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 7. juli 2011
- Vejledning om støttede private ungdomsboliger Retsinformation · 2. juli 2003
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT AG - SÆRLIG INDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008
- Cirkulære om ejerlejligheder og om boligfællesskaber. Retsinformation · 25. august 1977
- Inspektion af boenhederne Skovbo og Rhedersborg og dagbeskæftigelsen Skovbogård Retsinformation · 22. januar 2010
- Vejledning om omdannelse af tidssvarende plejehjem og beskyttede boliger til ustøttede almene eller private plejeboliger Retsinformation · 18. september 2003