Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på boligstøtte. Bindende forhåndsbesked.

FOU nr 1994.60UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på boligstøtte. Bindende forhåndsbesked.

C klagede for ægtefællerne A

og B over at Bygge- og Boligstyrelsen havde meddelt afslag på boligstøtte

efter

et byfornyelsesprojekt. Sagens omstændigheder var følgende:

Ægtefællerne A og B boede i

en 4-værelses lejlighed på

100

m². I forbindelse med gennemførelse af et

byfornyelsesprojekt i ejendommen blev lejligheden, der var sammenlagt af 2

tidligere 2-værelses lejligheder, tilbageført til at være 2 2-værelses

lejligheder. Lejlighederne fik indrettet nye køkkener og badeværelser.

Byfornyelsesprojektet medførte at nettohuslejen, der tidligere havde været på

36.233,- kr. for 4-værelses lejligheden, nu blev på 25.316,50 kr. for hver af

de 2 2-værelses lejligheder.

Den 26. september 1990

ansøgte hver af ægtefællerne om boligstøtte. De oplyste i ansøgningsskemaet

at

samlivet var ophørt, og at de var separeret.

A blev bevilget boligstøtte.

I et brev af 10. december

1990 meddelte X Kommunes Social- og Sundhedsforvaltning A at kommunen havde

konstateret, at oplysningerne om den hidtidige bolig ikke havde været i

overensstemmelse med de faktiske forhold. Kommunen havde telefonisk forelagt

sagen for Boligministeriet der havde ønsket sagen forelagt skriftligt.

Ministeriet havde nemlig ikke tidligere haft sager af denne type. Kommunen

meddelte at udbetalingen af boligstøtte fra den 1. januar 1991 midlertidigt

blev standset. Efter kommunens opfattelse var A efter en foreløbig

fortolkning

af reglerne ikke berettiget til boligstøtte.

Læs alt

I et brev til

Boligministeriet af 9. januar 1991 oplyste A at det var ejeren af ejendommen,

der havde oplyst, at det var en forudsætning for boligforbedringen af

ejendommen,

at lejligheden på 1. sal igen blev bragt tilbage til dens oprindelse som 2

2-værelses lejligheder. Hun oplyste endvidere følgende:

"...

For at være sikker på, at

såvel (B) som undertegnede ville kunne opnå den lovede

byfornyelsesboligstøtte

omtalt i ejers brev og i brev fra (X) Kommune, Stadsarkitektens kontor, ...

henvendte jeg mig i perioden december 1989 til august 1990 til følgende

personer i (X) Kommune: Fuldmægtig (D), ejendomsafdelingen, arkitekt i

byfornyelsesafdelingen og kommunens kontaktperson til ejendommen (E) samt

overassistent

(F) på boligstøttekontoret.

Alle bekræftede vores ret til

byfornyelsesboligstøtte i forbindelse med boligforbedringen, og alle var

orienteret om, at vores lejlighed skulle deles i 2 i forbindelse med

projektet.

Især overassistent (F) fra

boligstøttekontoret var ikke i tvivl om vores ret til denne støtte. Han kunne

dog ikke give en skriftlig bekræftelse af byfornyelsesboligstøttens

størrelse,

da jeg på daværende tidspunkt ikke kunne oplyse den nøjagtige lejeforhøjelse

i

forbindelse med projektet. Desuden tilføjede han, at der skulle søges på en

særlig formular.

Den 20. september 1990

indsendte (B) og undertegnede begge ansøgning om byfornyelsesboligstøtte med

oplysning om den endelige huslejeforhøjelse i forbindelse med

byfornyelsesprojektet for ejendommen. Den ovennævnte bekræftelse blev da også

understreget af, at jeg fik bevilget den særlige byfornyelsesboligstøtte ...

mens (G), der varetog (B's) ansøgning, den 29. november 1990 først mundtligt

meddelte (B), at han ikke ud fra foreliggende oplysninger mentes at være

berettiget til den af andre os lovede støtte, idet denne betragtede sagen som

2

nye lejemål. Hertil kan jeg oplyse, at vi har haft lejemål på lejligheden på

1. sal i 3 år, og i øvrigt har alle ejendommens øvrige beboere allerede fået

byfornyelsesboligstøtten bevilget.

..."

I et brev af 23. januar 1991

præciserede A og B at de kun havde accepteret ejerens ønske om opdeling af

lejligheden i 2 under forudsætning af, at ægtefællerne hver især kunne få

byfornyelsesboligstøtte til de nu 2 lejligheder. De havde nu hver især en

månedlig husleje der var 600 kr. højere end før forbedringen. Huslejen var nu

på 2.110 kr. pr. lejlighed mod før 1.510 kr. pr. person i den tidligere

4-værelses lejlighed. Endvidere oplyste de at de levede under

separationslignende

forhold, men at de ikke formelt havde indgivet anmodning om separation. I

øvrigt mente de at deres privatliv var irrelevant for sagens udfald. I et

yderligere brev af 12. marts 1991 oplyste ægtefællerne at de havde accepteret

den for et ægtepar unaturlige deling af lejligheden, fordi de netop talte om

at

ophæve samlivet i en periode. Delingen af lejligheden kunne løse et akut

boligproblem for dem begge.

Den 15. juli 1991 udtalte

Bygge- og Boligstyrelsen følgende om muligheden for at få boligstøtte i det

foreliggende tilfælde:

"...

Bygge- og Boligstyrelsen skal... generelt vejledende oplyse, at det fremgår

af boligstøttelovens § 24, stk.

1, at en lejer, som på grundlag af en godkendt saneringsplan, en beslutning

efter lov om byfornyelse og boligforbedring eller efter lov om boligtilsyn

har

ret til og får anvist en erstatningsbolig, kan kræve boligsikring svarende

til

forskellen mellem hidtidig leje og den til enhver tid gældende leje i den

overtagne lejlighed.

Af lovens § 24, stk. 4,

fremgår, at en lejer, hvis lejlighed forbedres i henhold til en godkendt

saneringsplan eller efter en beslutning i medfør af lov om byfornyelse og

boligforbedring, har ret til boligsikring efter reglerne i stk. 1.

Bygge- og Boligstyrelsen skal

endvidere oplyse, at det fremgår af Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober

1987 om individuel boligstøtte, pkt. 9.2, at "boligstøtte efter § 24 til

husstande, der mister deres lejebolig på grund af offentlige indgreb i medfør

af saneringsloven, byfornyelsesloven samt loven om boligtilsyn, eller hvis

leje

stiger som følge heraf, har til formål at sikre, at husstandens økonomi ikke

pludselig ændres som følge af ændring (af) lejens størrelse. Derfor ydes

boligstøtte i princippet på grundlag af forskellen mellem lejerens hidtidige

leje og den leje, han fremtidig skal betale uanset husstandens

indkomst."

Videre fremgår, at

"boligstøtten udgør det første år forskellen mellem hidtidig leje og den

til enhver tid gældende leje, dvs. den sidste måneds leje i den hidtidige

bolig

i forhold til den første måneds leje i den fremtidige bolig. Hvor

boligtageren

forbliver i hidtidig bolig, er ydelsen forskellen mellem lejen før og efter

forbedringsforhøjelsens gennemførelse. Ved forbedringer efter

byfornyelsesloven

skal kommunalbestyrelsen yde boligstøtte til den lejeforhøjelse, der varsles

og

træder i kraft i medfør af byfornyelseslovens §

60 a. Såfremt lejen senere nedsættes,

kan den for meget udbetalte støtte kræves tilbage, jf. § 24."

Bygge- og Boligstyrelsen har

i en meddelelse om individuel boligstøtte nr. 13 af april 1989 givet udtryk

for, at det er styrelsens opfattelse, at der ved leje efter boligstøttelovens

§

24, stk. 1, skal forstås en leje opgjort efter lovens § 11, dvs. excl. f.eks.

varmebidrag og med tillæg for eventuel vedligeholdelse.

Bygge- og Boligstyrelsen er

på baggrund af det ovenfor anførte mest tilbøjelig til at være af den

opfattelse, at der ved fastlæggelsen af forskellen mellem den hidtidige leje

og

den til enhver tid gældende leje i den overtagne lejlighed skal ske en

sammenligning af forskellen mellem lejen for den oprindelige lejlighed og

leje

i den genhuste/forbedrede beboelseslejlighed, uanset om arealet i den

genhuste/forbedrede lejlighed er mindre end i den oprindelige lejlighed og

uanset om dette kan få den konsekvens, at den til enhver tid gældende leje i

den genhuste/forbedrede lejlighed allerede på tidspunktet for

genhusningen/forbedringsforhøjelsens ikrafttrædelse vil overstige (er ved

Bygge- og Boligstyrelsens skrivelse af 18. juli 1991 ændret til: være

lavere end

) den hidtidige leje.

Bygge- og Boligstyrelsen skal

afslutningsvis bemærke, at styrelsens udtalelse alene er vejledende og at man

forbeholder sig sin stillingtagen, såfremt sagen måtte blive indbragt for

styrelsen

som en klagesag.

..."

På denne

baggrund afslog X Kommune i skrivelse af 26. juli

1991 A

's ansøgning om boligstøtte.

Kommunen

anførte endvidere følgende:

"...

I forvaltningens skrivelse af

10. december 1990 blev det endvidere meddelt Dem, at man med virkning fra 1.

januar 1991 ville indstille udbetalingen af boligstøtte.

Da sagen fejlagtigt ikke blev

standset er der uberettiget udbetalt Dem for meget i boligstøtte. Beløbet

bedes

tilbagebetalt i henhold til vedlagte regning, idet De ikke har modtaget

beløbet

i god tro. Man vil ikke afkræve Dem den for december 1990 udbetalte ydelse,

idet den er modtaget i god tro.

..."

Det beløb som A skulle

tilbagebetale, var på 4.207 kr.

C klagede på A's og B's vegne

over afslaget til Det Sociale Ankenævn. Til støtte for klagen anførte C at

ægtefællerne i deres indbyrdes forhold havde hæftet for hver halvdelen af den

tidligere leje vedrørende 4-værelses lejligheden. Derfor havde de hver især

haft en forøgelse af deres husleje på 7.200 kr. årligt. Endvidere havde de

fået

lovning på boligstøtte forud for at byfornyelsesprojektet blev gennemført.

Kravet om tilbagebetaling måtte bedømmes ud fra at der var tale om

tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt, og at boligstøtten var

en

afgørende forudsætning for, at de havde råd til at bo i lejlighederne.

Tilbagebetalingen blev på

baggrund af klagen stillet i bero. X Kommune udtalte den 12. februar 1992

følgende om klagernes oplysninger om at have fået forkert vejledning forud

for

at byfornyelsesprojektet blev påbegyndt:

"I anledning af

ankenævnets forespørgsel af 19. december 1991 vedrørende det af klageren

oplyste om den givne vejledning, skal det herved oplyses, at såvel (D), (E)

samt (F) ikke eksakt erindrer sagen.

I denne forbindelse kan det

oplyses, at når (C) for klageren gør gældende, at der

forud for byfornyelsesprojektet

er indhentet vejledning ved de

førnævnte personer, er der tale om, at denne vejledning skulle være givet

ultimo 1989.

Det lange tidsrum, der

således er forløbet siden klagerens forespørgsel er i sig selv årsagen til,

at

sagen ikke kan erindres.

Endvidere er forespørgslen

foretaget forud for, at sagen anlægges i september 1990, hvorfor der ikke er

foretaget sagsnotater."

A kommenterede disse

oplysninger i et brev af 5. marts 1992. Hun syntes det var logisk, at hun

huskede samtalerne bedre end de ansatte ved X Kommune, som havde flere

henvendelser på én dag. Hun oplyste videre:

"...

Jeg skal i denne forbindelse

nævne, at jeg ved telefonisk samtale i december 1989 over for (F) bad om en

skriftlig

bekræftelse på, at jeg var blevet rådgivet i sagen. Men jeg fik beskeden:

"Det gør vi ikke, men der er ingen tvivl" (om retten til

boligstøtte).

Jeg kan samtidig oplyse, at

jeg under (B's) og mit fremmøde på Boligstøttekontoret den 29. november 1990

over for (G) på dennes direkte spørgsmål nævnte, at jeg fra kontorets side

var

blevet rådgivet af (F), og jeg tilføjede, at jeg også havde forhørt mig hos

arkitekt (E), afdeling for byfornyelse, og fuldmægtig (D),

ejendomsafdelingen.

(G) undrede sig over, at jeg ikke havde kontaktet ham og jeg forklarede, at

ingen havde refereret til ham. Da jeg ringede til Boligstøttekontoret,

understregede jeg over for sekretæren, at det var vigtigt, at jeg kom til at

tale med en kompetent person, da det drejede sig om et særligt tilfælde, og

jeg

blev på telefonen stillet igennem til (F).

De papirer, som jeg fik

udleveret, da jeg bad om aktindsigt, bekræfter, at der allerede dagen efter

vort fremmøde på Boligstøttekontoret - d.v.s den 30. november 1990 - har

været

kontakt mellem forskellige dele af kommunen om sagen.

Der er yderligere ting, der

tydeligt taler for, at samtalerne/den pågældende vejledning har fundet sted:

Hvordan skulle jeg ellers

konkret kunne nævne de 3

forskellige

personer i de forskellige forvaltninger

ved navn?, og

Hvordan skulle jeg så tidligt

som i vore breve af 9. og 23. januar 1991 samt 12. marts 1991 (se venligst

tidligere fremsendte kopi af vore breve), kunne beskrive forløbet så

detaljeret,

hvis ikke vejledningerne vitterligt havde fundet sted som jeg har beskrevet

dem?

Da det var et økonomisk

kardinalpunkt for (B) og jeg, for at kunne give endeligt tilsagn til eller

afslag på ejerens forslag om byfornyelse, kunne jeg gengive vejledningerne et

år efter (jeg havde notaterne fra samtalerne liggende stadigvæk).

..."

I et brev af 24. august 1992

meddelte Det Sociale Ankenævn i Y Amt at nævnet havde truffet følgende

afgørelse:

"...

Det sociale Ankenævn

stadfæster socialforvaltningens afgørelse.

Ankenævnet lægger ved

afgørelsen til grund, at den oprindelige lejligheds beboere som samlet

husstand

havde krav på at få anvist en erstatningsbolig efter reglerne på området.

Ankenævnet finder, i en

situation, hvor den tidligere husstands medlemmer i forbindelse med

saneringen

flytter ind i to selvstændige lejligheder, at kun ét af de tidligere

husstandsmedlemmer er omfattet af reglerne om saneringsboligstøtte.

Ankenævnet finder herefter,

at sammenligning mellem den hidtidige leje og den til enhver tid gældende

leje

bør ske udfra den fulde leje i den tidligere lejlighed sammenholdt med lejen

i

en af de nye lejligheder.

Da lejen i ingen af de nye

lejligheder overstiger den hidtidige leje, finder nævnet, at De ikke er

berettiget til at få udbetalt saneringsboligstøtte, idet nævnet herved

bemærker, at huslejens størrelse i de 2 nye lejligheder er ens, hvorfor det

er

uden betydning, hvem af de tidligere lejere, der kan anses for at være

omfattet

af saneringsboligstøttereglerne.

Ankenævnet finder det

endvidere ikke godtgjort, at De ved Deres henvendelse på boligstøttekontoret

har modtaget et bindende tilsagn om retten til saneringsboligstøtte, idet den

givne forhåndsbesked må betragtes som vejledende. Ankenævnet finder

endvidere,

at De ikke overfor boligstøttekontoret kan støtte ret på den orientering, De

har modtaget af andre afdelinger udenfor boligstøttekontoret.

Ankenævnet finder, at De

efter modtagelse af forvaltningens brev af 10.12.90 må anses for at have

modtaget for meget udbetalt boligstøtte mod bedre vidende, idet De burde have

indset, at der var tale om en fejl, når udbetaling af boligstøtte på trods

heraf fortsatte.

Ankenævnet finder herefter,

at det er korrekt, at forvaltningen stiller krav om tilbagebetaling af den

boligstøtte, som De herved uberettiget har modtaget, af forvaltningen korrekt

opgjort til 4.207,00.

..."

Ankenævnet henviste for så

vidt angik retsgrundlaget til lov om individuel boligstøtte §§ 24 og 41, stk.

4, samt Boligstyrelsens vejledende udtalelser af 15. og 18. juli 1991, og et

uddrag af vejledning om individuel boligstøtte, som ankenævnet vedlagde.

C klagede herefter til Bygge-

og Boligstyrelsen. I klagen anførte C bl.a. følgende:

"...

(A) kontaktede den 30.

november 1989 telefonisk (E). Han var udpeget som ejendommens kontaktperson

under byfornyelsesprojektet og var endvidere ansat som arkitekt i kommunens

byfornyelsesafdeling. Rådsøgende forklarede, at lejligheden skulle deles i to

og spurgte, om der kunne opnås boligstøtte i den situation. (E) udtalte, at

de

ville kunne få en boligstøtte, der svarede til huslejeforhøjelsen. Han

oplyste

endvidere, at den enkelte lejer skulle søge boligstøtten individuelt gennem

boligstøttekontoret. Begge parter forudsatte under samtalen, at der ville

blive tale om en huslejestigning. Dette blev på intet tidspunkt anfægtet af

(E).

Tidspunktet for denne samtale

kan fastslås, da (A) samme dag ved dateret opslag orienterede de øvrige

beboere

i opgangen ... (A) kontaktede derefter telefonisk boligstøtteafdelingen den

22.12.89 kort før lukketid kl. 12.00. Hun gjorde opmærksom på, at det drejede

sig om et specielt tilfælde, hvorfor hun bad om at blive stillet ind til en

kompetent person. Efter at have oplyst sit cpr.-nr. blev hun derefter stillet

om til (F). Over for denne forklarede hun, at lejligheden skulle deles i to

og

spurgte derefter om mulighederne for boligstøtte i den situation. (F)

oplyste,

at de kunne få boligstøtte, der dækkede lejestigningen. Det blev nævnt, at

(B)

muligvis skulle have indtægtsbestemt boligstøtte i stedet for

byfornyelsesstøtte

på grund af sin lave indkomst, men at han ville få den, der var mest

fordelagtig for ham.

I slutningen af samtalen

spurgte rådsøgende, om der på nogen måde kunne være et problem med hensyn til

deres ret til boligstøtten. Hertil svarede (F): "Der er ingen

tvivl".

Han oplyste endvidere, at de rådsøgende skulle søge hver for sig på hver sit

ansøgningsskema. De rådsøgende bad om at få indholdet af samtalen bekræftet

skriftligt. Dette blev imidlertid afslået med begrundelsen: "Det bruger

vi

ikke". Heller ikke i denne samtale blev det anfægtet, at der var tale om

lejeforhøjelser. Denne samtale kan bestemmes tidsmæssigt, da den blev noteret

på en telefonsamtaleliste, som de rådsøgende førte. Heraf fremgår datoen den

22.12.89, samt at samtalen varede 40 minutter ...

På baggrund af denne samtale

besluttede de rådsøgende at acceptere, at lejligheden blev opdelt. De havde

endvidere besluttet sig for at ophæve samlivet. Delingen betød, at de løste

et

akut boligproblem og samtidig ikke fik forøget lejeudgiften.

I første omgang bad (B) dog

om en erstatningsbolig. Han er endnu ikke blevet tilbudt nogen lejlighed.

Den 06.08.90 opsøgte (A)

personligt (E). Mødet drejede sig om omkostningerne ved byfornyelsen. Ved

dette

møde dikterede (E) udformningen af oplysningen, der skulle påføres under

ansøgningsskemaets punkt "særlige bemærkninger". Formuleringen

viser,

at der var tale om en lejeforhøjelse.

Samme dag var de rådsøgende i

kontakt med (D) fra ejendomsafdelingen ved et personligt fremmøde. Der blev

søgt erstatningsbolig til (B). (D) var bekendt med, at lejligheden var delt,

og at (A) ville blive boende. (D) oplyste, at (B) kunne flytte sin

boligstøtte

med i den nye lejlighed. Heller ikke denne samtale gav anledning til, at de

rådsøgende kunne tro, de havde fået forkerte oplysninger.

Den 20.08.90 varslede ejeren

lejeforhøjelser. I varslingsskrivelsen, der udtrykkeligt angår hver af de

rådsøgende, indgår den tidligere husleje med halvdelen i hver af

varslingsskrivelserne. Der fremkommer således en lejestigning for hver af de

rådsøgende på kr. 600,00 pr. måned.

Den 20.09.90 indsendte de

rådsøgende ansøgningsskemaer vedr. boligstøtte til boligstøtteafdelingen.

Oplysningerne om lejlighedernes størrelse og lejens størrelse er udfyldt af

ejeren af ejendommen. Lejen er opgjort på samme måde som i

varslingsskrivelsen.

Ejeren oplyser således også her, at der er tale om en lejestigning.

De rådsøgende var under

hensyn til ovenanførte overbevist om, at man anså ændringen i huslejerne for

en

huslejestigning, samt at beregningsmåden var korrekt. Samtlige personer,

ansat

ved kommunen, havde bekræftet dette, samt at de begge var berettiget til

boligstøtte.

Boligstøtte i forbindelse med

byfornyelse tildeles efter reglerne i lov om individuel boligstøtte § 24. §

24,

stk. 1, omhandler de tilfælde, hvor lejeren har krav på og faktisk får

tildelt

en erstatningsbolig. Efter lov om byfornyelse og boligforbedring § 38 har en

husstand ret til en erstatningsbolig. Boligstøtte kan i dette tilfælde kun

gives til en husstand. Disse regler gælder imidlertid kun, hvor der faktisk

er

tildelt en erstatningsbolig. Dette er som nævnt ikke tilfældet i denne sag,

hvorfor reglen er uanvendelig i dette tilfælde. Her er der ikke tale om, at

erstatningsbolig er tildelt. Begge rådsøgende bor rent fysisk på det samme

sted

som før byfornyelsen. Reglen i § 24, stk. 1, finder derfor ikke umiddelbart

anvendelse. Tilfældet er derimod omfattet af § 24, stk. 4, hvorefter lejeren

har krav på boligstøtte efter § 24, stk. 1. Denne udgør forskellen mellem

hidtidig og nugældende leje.

Ved beregningerne af de

rådsøgendes hidtidige og nugældende leje må man tage udgangspunkt i, hvordan

ændringen i lejebetalingen belaster hver af ansøgernes økonomi. Da de i det

indbyrdes forhold hver hæfter for halvdelen af huslejen for den fireværelses

lejlighed, bør det være dette beløb, der lægges til grund ved beregningen.

Princippet

er kendt bl.a. fra bistandslovens § 40, stk. 4, hvor man ved beregning af

bistandshjælp til en ansøger, der er gift med en uddannelsessøgende,

beregningsmæssigt vil lade halvdelen af boligudgiften og øvrige udgifter

indgå

ved hjælpens udmåling. Anvendelsen af dette princip forekommer rigtigst i en

situation som denne, hvor den samlede leje for førstesalen utvivlsomt er

steget. Var lejligheden ikke blevet delt, ville boligstøtte uden tvivl være

blevet tildelt. Den tilfældige omstændighed, at der gennemføres

boligforbedring, herunder opdeling i to lejligheder, bør ikke føre til andet

resultat. De formelle regler tager ikke sigte på netop denne situation. Man

bør desto mere vurdere det reelle i situationen, nemlig at de rådsøgende er

blevet boende på samme samlede areal, og at kvadratmeterlejen for dette areal

er steget.

I boligstyrelsens vejledning

af 22.10.87 om individuel boligstøtte punkt 9.2.a., 9.-10. afsnit,

forudsættes,

at boligstøtten skal medvirke til, at lejeniveauet holdes stabilt. Overføres

denne betragtning til nærværende tilfælde, fører det til, at lejeudgiften for

den personkreds, der beboede den hidtidige lejlighed, ikke må forøges.

Lejeudgiften for begge de rådsøgende må dermed ikke overstige den hidtidige

leje i den fireværelses lejlighed.

Sammenholder man i øvrigt den

samlede hidtidige leje i den fireværelses lejlighed med lejen i den ene

toværelses lejlighed i overensstemmelse med Det sociale ankenævns måde at

anskue problemerne på, fører det til, at lejen er faldet. Dette må imidlertid

føre til, at lejen for den anden toværelses lejlighed er steget fra kr. 0,00

til kr. 25.316,50. Dette skulle så rent logisk berettige til en boligstøtte,

der svarer til hele lejen. Et sådan resultat er åbenlyst forkert.

Der må i øvrigt peges på, at

formålet med boligstøtten er, at en lejer ikke af økonomiske grunde tvinges

til

at flytte efter en gennemført boligforbedring. Husstanden er ganske vist delt

i

to, men begge de rådsøgende har dog fået mulighed for at blive boende,

hvilket

er i overensstemmelse med lovens formål.

Det skal endvidere gøres

gældende, at der er givet et bindende forhåndstilsagn vedr. retten til

boligstøtten. Der stilles en række krav for, at man i praksis anerkender, at

der er givet et bindende forhåndstilsagn, jf. herved Forvaltningsret,

almindelige emner, 2. udg., Jurist- og Økonomforbundets Forlag, p. 116-118,

hvor Karsten Revsbech beskriver praksis. Fremstillingen er givet med baggrund

i

Haagen Jensen og Friis Jensens artikel i Juristen 1976, 49ff, hvor

forvaltningsretlig praksis er gennemgået vedr. spørgsmålet om forhåndsbesked.

De enkelte krav skal gennemgås separat:

Forvaltningsmyndigheden må ikke tage forbehold for

beskedens rigtighed. Forbehold er ikke taget. Specielt har (F) som svar på et

bredt formuleret spørgsmål svaret, at "der ikke var tvivl". De

rådsøgende har på intet tidspunkt, før ansøgning blev indgivet, fået

modstridende oplysninger eller fået oplysninger givet med forbehold.

Spørgeren skal fremstille sagsforholdet entydigt og

udtømmende. Alle de kontaktede personer var gjort bekendt med, at lejligheden

skulle deles i forbindelse med boligforbedringen, at de ville indflytte i

hver

sin lejlighed, samt at de ønskede boligstøtte til den lejestigning, som de

hver

især ville få.

Der er ikke

efterfølgende fremkommet oplysninger, som ikke blev givet ved forespørgslerne

foretaget i 1989-90.

Spørgeren skal bevise samtalernes indhold. Samtalernes

udfald var af afgørende betydning, hvorfor de rådsøgende gjorde notater

vedrørende indholdet og i øvrigt husker indholdet meget detaljeret. At der er

givet et uforbeholdent tilsagn, støttes i øvrigt af den kendsgerning, at de

rådsøgende gav deres accept af lejlighedens opdeling, samt at

ansøgningsskemaet

er indgivet som vedrørende en huslejeforhøjelse. Det skal i den forbindelse

nævnes, at ingen af de nævnte ansatte har benægtet, at samtalerne skulle have

fundet sted, eller at de skulle have haft det beskrevne indhold.

Forhåndstilsagnet skal gives af den kompetente

myndighed. (F) er ansat i selve boligstøtteafdelingen. Dennes udtalelser er

derfor det centrale i denne forbindelse. Den konkrete ansøgning om og

tildeling

af boligstøtte sker herfra. Da (A) efter at have givet sit cpr.-nr. blev

stillet om til ham, kunne hun endvidere med føje regne med, at han ville

blive

den, der skulle behandle hendes ansøgning.

(E) er ansat i byfornyelsesafdelingen. De

rådsøgende må kunne regne med, at denne kender alle regler omkring en

byfornyelse. I hvert fald i de tilfælde hvor (E) rent faktisk har udtalt sig,

må de rådsøgende regne med, at det er ud fra kendskab til reglerne. Det mest

korrekte i tvivlstilfælde ville fra (E's) side være at henvise til anden

kompetent myndighed.

(D's) udtalelser har støttet de rådsøgende i

den opfattelse, at de havde modtaget korrekte oplysninger, idet hendes

udtalelser ikke modsagde de øvrige oplysninger, de havde fået.

Samtlige betingelser for, at der er givet et

bindende forhåndstilsagn, ses således at være til stede. Udtalelserne kan

ikke

karakteriseres som blot og bar vejledning. Vejledningen vil kun kunne siges

at

være givet, såfremt et af de fire krav var uopfyldt, og udtalelserne derfor

kunne karakteriseres som mere generelle eller hypotetiske.

På den baggrund skal (C)

principalt påstå, at en formålsfortolkning af regelgrundlaget må føre til, at

begge de rådsøgende er berettiget til boligstøtte svarende til forskellen

mellem halvdelen af den årlige husleje for den fireværelses lejlighed, kr.

18.116,50, og den årlige husleje for en toværelses lejlighed, kr. 25.316,50.

Subsidiært påstås, at der er

givet et bindende forhåndstilsagn om en boligstøtte svarende til dette beløb.

Mest subsidiært skal påstås,

at den allerede udbetalte boligstøtte ikke kan kræves tilbagebetalt af (A).

Rådsøgende fik ved skrivelse af 10.12.90 meddelelse om, at udbetalingen af

boligstøtten blev standset midlertidigt. Rådsøgende var med baggrund i de

omtalte rådgivninger overbevist om, at der var tale om en misforståelse fra

boligstøtteafdelingens side. Rådsøgende var derfor ikke i tvivl om den

fortsatte

ret til boligstøtte. Først ved boligstøtteafdelingens skrivelse af 26.07.91

fik rådsøgende endeligt afslag på ydelsen og blev derved gjort bekendt med,

at

boligstøtteafdelingen ikke mente, at hun var berettiget til boligstøtte.

Skulle man ikke i boligstøtteafdelingen

finde, at rådsøgende har været i god tro, skal (C) gøre gældende, at

boligstøtteafdelingen, under henvisning til den vildledende vejledning, må

være

nærmest til at bære risikoen for, at udbetalingen ikke blev standset.

Endvidere må selve den fejl, at standsningen ikke blev effektueret, kunne

tilregnes boligstøtteafdelingen.

Idet (C) i nærværende

ankeskrivelse med størst mulig styrke har forsøgt at påvise, at der i

afgørelsen er problemer, der ikke i de relevante lovbestemmelser er taget

stilling til i alle detailspørgsmål, og idet vi er af den opfattelse, at vi

ved

eksempler har påvist, at konsekvenserne af den trufne afgørelse ikke er i

overensstemmelse med bestemmelsernes formål, skal (C) venligst anmode

ankenævnet om at foretage en genbehandling af afgørelsen. Skulle en

genbehandling - mod forventning - ikke føre til et andet resultat, skal man

anmode Dem om at fremsende sagen til realitetsbehandling i Boligstyrelsen.

..."

I sin afgørelse af 26.

november 1992 tilsluttede Bygge- og Boligstyrelsen sig at A og B ikke var

berettiget til boligstøtte. Styrelsen skrev bl.a. følgende:

"...

Styrelsen finder, at den

problemstilling, de konkrete sager rejser, har generel betydning for

retsanvendelsen og har derfor taget klagen op til behandling.

Det fremgår af

boligstøttelovens § 24, stk. 1, at en lejer, som på grundlag af en godkendt

saneringsplan, en beslutning efter lov om byfornyelse og boligforbedring

eller

efter lov om boligtilsyn har ret til og får anvist en erstatningsbolig, kan

kræve boligsikring svarende til forskellen mellem hidtidig leje og den til

enhver tid gældende leje i den overtagne lejlighed.

Af lovens § 24, stk. 4,

fremgår, at en lejer, hvis lejlighed forbedres i henhold til en godkendt

saneringsplan eller efter en beslutning i medfør af lov om byfornyelse og

boligforbedring, har ret til boligsikring efter reglerne i stk. 1.

Det er Bygge- og

Boligstyrelsens opfattelse, at der i det konkrete tilfælde er tale om to nye

boliger, og at ingen af de pågældende derfor kan anses for at være flyttet

tilbage til den hidtidige bolig.

Styrelsen har i denne

forbindelse lagt vægt på, at opdelingen af den omhandlede lejlighed i to er

en

del af et byfornyelsesprojekt for hele ejendommen, hvor lejlighederne har

fået

indrettet badeværelser og køkkener.

Styrelsen finder herefter

ikke, at det konkrete tilfælde er omfattet af bestemmelsen i

boligstøttelovens

§ 24, stk. 4.

Hvis de pågældende ikke havde

accepteret opdelingen af lejligheden, ville de som en husstand have været

berettiget til en erstatningsbolig.

Styrelsen vil ikke afvise, at

den ene af de 2-værelses lejligheder kan betragtes som en erstatningsbolig,

jf.

bestemmelsen i boligstøttelovens § 24, stk. 1, der forudsætter, at lejeren

har

ret til og får anvist en erstatningsbolig.

Antages det således, at

lovens § 24, stk. 1, finder anvendelse, er det styrelsens opfattelse, at der

skal ske sammenligning mellem den hidtidige fulde leje for den oprindelige

4-værelses lejlighed og lejen for den af de nye 2-værelses lejligheder, der

betragtes som erstatningsbolig.

Hverken (A) eller (B) er

herefter berettiget til byfornyelsesboligstøtte i henhold til

boligstøttelovens

§ 24, stk. 1, da den hidtidige leje overstiger lejen for hver af de to nye

lejligheder.

Hvad angår spørgsmålet, om

der er givet (A) og (B) et bindende forhåndstilsagn om

byfornyelsesboligstøtte,

er det styrelsens opfattelse, at den adgang, boligstøttelovens § 63, stk. 2,

giver boligministeren til at optage en sag til behandling, når det skønnes,

at

sagen er af principiel betydning, er en adgang til at behandle de

boligstøttemæssige aspekter af sagen og ikke den skete sagsbehandling i

forbindelse hermed.

For så vidt angår det over

for (A) rejste tilbagebetalingskrav, fremgår det af boligstøttelovens § 41,

stk. 4, at har ansøgeren om andre forhold end nævnt i § 41, stk. 1 og 2,

undladt at give meddelelse som omhandlet i § 38, stk. 3, eller mod bedre

vidende uberettiget oppebåret boligstøtte, skal han eller hans dødsbo

tilbagebetale det beløb, der er oppebåret med urette. Bestemmelsen er uddybet

i

Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte.

Styrelsen finder på denne

baggrund ikke, at spørgsmålet om tilbagebetaling af den boligstøtte, der er

udbetalt til (A) i perioden 1. januar - 31. juli 1991, er af principiel

betydning,

jf. boligstøttelovens § 63, stk. 2.

Styrelsen har herefter ikke

mulighed for at tage stilling til de af (C) fremførte subsidiære påstande.

..."

I C's klage til mig af 4.

marts 1993 ønskede C min vurdering af

Bygge- og Boligstyrelsens fortolkning af

lovbekendtgørelse nr. 716 af 25. oktober 1991 om individuel boligstøtte, §

24.

Efter C's opfattelse skulle en erstatningsbolig rent fysisk være beliggende

et

andet sted end den oprindelige bolig. Endvidere havde A og B ikke fået

lejlighederne anvist, for de havde under hele forløbet været lejere af

arealet.

Ingen af lejlighederne var derfor en erstatningsbolig. C efterlyste

styrelsens

stillingtagen til C's bemærkninger om en formålsfortolkning af

bestemmelserne.

Bygge- og Boligstyrelsens afvisning af at optage

spørgsmålet om hvorvidt A og B havde fået en bindende forhåndsbesked fra

boligstøtteafdelingen i X Kommune, til behandling. Efter C's opfattelse måtte

styrelsen, hvis en sag tages op til principiel behandling, tage hele sagen op

til behandling. Endvidere var spørgsmålet om der var givet bindende

forhåndsbesked, ikke et spørgsmål om sagsbehandling. Det var et spørgsmål om

anvendelse af uskrevne retsgrundsætninger og dermed et materielt problem. C

påpegede at Bygge- og Boligstyrelsens afvisning ikke var begrundet.

Bygge- og Boligstyrelsens afvisning af at optage

spørgsmålet om tilbagebetalingskravet over for A til behandling.

I sin udtalelse i anledning

af klagen uddybede Bygge- og Boligstyrelsen sin afgørelse således:

"...

Det er styrelsens opfattelse,

at der i den konkrete sag er sket en opdeling af den oprindelige 4-værelses

lejlighed i to nye 2-værelses lejligheder i forbindelse med en byfornyelse af

hele ejendommen.

Bestemmelsen i den dagældende

boligstøttelovs § 24, stk. 4, der forudsætter, at lejeren vender tilbage til

den samme, omend forbedrede lejlighed, kan derfor efter styrelsens opfattelse

ikke finde anvendelse i det konkrete tilfælde.

De pågældende har ikke fået

anvist erstatningsbolig, men ville, hvis de ikke havde accepteret opdelingen,

som en husstand have været berettiget til én erstatningsbolig. Derimod ville

de

ikke have været berettiget til en erstatningsbolig hver.

Det er på denne baggrund, at

Bygge- og Boligstyrelsen ikke finder at kunne afvise, at den ene, og kun den

ene, 2-værelses lejlighed kan betragtes som en erstatningsbolig, jf.

bestemmelsen i den dagældende boligstøttelovs § 24, stk. 1.

I så fald er det styrelsens

opfattelse, at det følger af en fortolkning af ordlyden af denne bestemmelse,

at den hidtidige leje må være husstandens leje for den oprindelige 4-værelses

lejlighed.

Efter styrelsens opfattelse

er formålet med de omhandlede boligstøtteregler, at en husstand ikke af

økonomiske grunde tvinges til at flytte efter en gennemført byfornyelse. Man

finder ikke, at den omstændighed, at husstanden deles i to, er et forhold,

der

vedkommer reglerne om byfornyelsesboligstøtte.

Hvad angår klagen over

styrelsens afvisning af at tage stilling til spørgsmålet, om der er givet de

pågældende et bindende forhåndstilsagn om byfornyelsesboligstøtte, finder

styrelsen, at bestemmelsen i den dagældende boligstøttelovs § 63, stk. 2,

alene

indeholder hjemmel for boligministeren til at behandle de boligstøttemæssige

aspekter af en sag, ikke andre spørgsmål i forbindelse med sagens behandling,

herunder spørgsmål om retsanvendelse af uskrevne retsgrundsætninger.

Styrelsen har tidligere i en

anden sag telefonisk drøftet dette spørgsmål med Justitsministeriet.

Med hensyn til klagen over

styrelsens afvisning af at tage stilling til spørgsmålet om det rejste

tilbagebetalingskrav over for (A) finder styrelsen endvidere, at den nævnte

bestemmelse alene giver boligministeren adgang til at behandle de

boligstøttemæssige aspekter af sagen, der skønnes at være af principiel

betydning,

hvis det, som i den foreliggende sag, er muligt at behandle dem isoleret fra

sagen i øvrigt.

..."

C anførte på baggrund af

styrelsens udtalelse bl.a. at der efter ordlyden i boligstøttelovens § 63,

stk.

2, ikke var nogen begrænsninger i Bygge- og Boligstyrelsens prøvelse af de

underordnede instansers afgørelser. Således måtte almindelige

forvaltningsretlige

regler m.v. også indgå i styrelsens prøvelse. Endvidere mente C at Bygge- og

Boligstyrelsens sagsbehandler var inhabil ved behandlingen af sagen, idet hun

også behandlede den forespørgsel, som X Kommune sendte til styrelsen i

december

måned 1990.

I en skrivelse til A udtalte

jeg følgende:

"

Lejernes ret til boligstøtte.

Afgørelsen om hvorvidt (A) og

(B) er berettiget til boligstøtte, er truffet efter bestemmelsen i

lovbekendtgørelse

nr. 467 af 1. august 1988 om individuel boligstøtte § 24, der har følgende

ordlyd:

"En lejer, som på

grundlag af en godkendt saneringsplan, en beslutning efter lov om byfornyelse

og boligforbedring eller efter lov om boligtilsyn har ret til og får anvist

en

erstatningsbolig, kan kræve boligsikring svarende til forskellen mellem

hidtidig leje og den til enhver tid gældende leje i den overtagne lejlighed.

Stk. 2. ...

Stk. 4. En lejer, hvis

lejlighed forbedres i henhold til en godkendt saneringsplan eller efter en

beslutning i medfør af lov om byfornyelse og boligforbedring, har ret til

boligsikring efter reglerne i stk. 1.

..."

Bestemmelsen i stk. 1

omfatter således tilfælde hvor lejeren får en erstatningsbolig. Stk. 4

omfatter

tilfælde hvor lejer forbliver i den oprindelige lejlighed, der er blevet

forbedret.

Bygge- og Boligstyrelsen har

ved sin afgørelse lagt til grund, at der ved byfornyelsesprojektet er opstået

2

nye lejligheder. Styrelsen mener således ikke, at bestemmelsen i stk. 4

finder

anvendelse. Denne bestemmelse forudsætter som nævnt, at lejeren forbliver i

den

oprindelige lejlighed.

Efter ordlyden af § 24 i lov

om individuel boligstøtte kan jeg ikke kritisere Bygge- og Boligstyrelsens

opfattelse. Jeg mener således ikke, at det forhold at lejlighederne

arealmæssigt dækker det samme område som den tidligere 4-værelses lejlighed,

medfører at de 2 2-værelses lejligheder kan anses for at være den samme

lejlighed som den tidligere 4-værelses lejlighed.

Styrelsen har ikke i

afgørelsen afvist, at den ene af de 2 nye 2-værelses lejligheder er en

erstatningsbolig.

Jeg kan tilslutte mig, at det

på baggrund af sagens sammenhæng, sammenholdt med formålet med bestemmelsen,

må

være korrekt at opfatte den ene af de 2 lejligheder som en erstatningsbolig.

Boligstyrelsen har i

vejledning af 22. oktober 1987, pkt. 9.2. anført følgende om beregning af

boligstøtte:

"Boligstøtte efter § 24

til husstande, der mister deres lejebolig på grund af offentlige indgreb i

medfør af saneringsloven, byfornyelsesloven samt loven om boligtilsyn, eller

hvis leje stiger som følge heraf, har til formål at sikre, at husstandens

økonomi ikke pludselig ændres som følge af ændring i lejens størrelse. Derfor

ydes boligstøtte i princippet på grundlag af forskellen mellem lejerens

hidtidige leje og den leje han fremtidig skal betale, uanset husstandens

indkomst.

...

Boligstøtten udgør det første

år forskellen mellem hidtidig og den til enhver tid gældende leje, det vil

sige

den sidste måneds leje i hidtidig bolig i forhold til den første måneds leje

i

fremtidig bolig. Hvor boligtageren forbliver i hidtidig bolig, er ydelsen

forskellen mellem lejen før og efter forbedringsforhøjelsens

gennemførelse....

Personer, som medindflytter i

den nye lejlighed, men ikke har været tilmeldt den gamle lejlighed, henregnes

ikke til den genhusede husstand, hvorfor der kan opstå tilfælde, hvor den nye

leje skal nedsættes, selv om den nye lejlighed rent faktisk ikke er for stor

i

forhold til den nye husstand.

Omvendt medregnes personer,

som har været tilmeldt den hidtidige lejlighed, til den genhusede husstand,

selv om de pågældende ikke medindflytter i den nye lejlighed. Dette kan

bevirke, at en eventuel nedsættelse af lejen ikke skal ske, selv om den nye

lejlighed rent faktisk er for stor i forhold til den indflyttede husstand.

..."

Det er således husstandens

størrelse før byfornyelsen, der er afgørende, når husstandens krav på

erstatningsbolig med deraf følgende boligstøtte skal udmåles. At husstanden i

forbindelse med lejlighedsændringerne forandrer sig, har i denne relation

ikke

betydning.

Jeg har på denne baggrund

ikke bemærkninger til, at Bygge- og Boligstyrelsen mener, at der skal ske

sammenligning mellem den hidtidige fulde leje for den oprindelige 4-værelses

lejlighed og lejen for den af de nye 2-værelses lejligheder, der betragtes

som

erstatningsbolig. Jeg kan heller ikke kritisere, at Bygge- og Boligstyrelsen

ikke mente, at lejerne var berettiget til boligstøtte.

Det fremgår af de bilag, jeg

har gennemgået, at Bygge- og Boligstyrelsens udtalelse af 15. juli 1991 og

styrelsens endelige afgørelse af 26. november 1992 blev behandlet af 2

forskellige medarbejdere i styrelsen. Jeg har derfor ikke taget stilling til

(C's) indsigelse om inhabilitet.

Bindende forhåndsbesked.

Bygge- og Boligstyrelsen har

afvist at behandle dette spørgsmål. Styrelsen har begrundet det med at den

adgang, som boligstøttelovens § 63, stk. 2, gav boligministeren til at optage

en sag til behandling, når det skønnedes at sagen var af principiel

betydning, var en adgang til at behandle de boligstøttemæssige aspekter af

sagen og ikke den skete sagsbehandling i forbindelse hermed. Bygge- og

Boligstyrelsen underbyggede i sin udtalelse til mig yderligere dette

synspunkt.

Bestemmelsen i § 63, stk. 2, indeholdt efter boligstyrelsens opfattelse alene

hjemmel for boligministeren til at behandle de boligstøttemæssige aspekter af

en sag, ikke andre spørgsmål i forbindelse med sagens behandling, herunder

spørgsmål om retsanvendelse af uskrevne retsgrundsætninger.

Som anført af styrelsen, kan

boligministeren efter § 63, stk. 2, i lov nr. 467 af 1. august 1988 om

individuel boligstøtte optage en sag til behandling, når det skønnes, at

sagen

er af principiel betydning.

I bemærkningerne til

lovforslaget, der indførte denne bestemmelse (Folketingstidende, 1981-82 (1.

samling), spalte 49-50) anførte boligministeren følgende:

"... foreslås en

overbygning på ankesystemet, således at principielle sager kan indbringes for

boligstyrelsen, der selv afgør, om sagen anses for at være

principiel...."

Det fremgår således ikke af

bemærkningerne, at der skulle være begrænsninger i de spørgsmål, som

boligministeren kan behandle som klageinstans, udover at boligstyrelsen skal

anse sagen for at være principiel.

Det er almindeligt antaget,

at en sådan bestemmelse om, at sager af principiel karakter kan optages til

behandling, ikke afskærer myndigheden fra at tage stilling til principielle

spørgsmål, der ikke specifikt vedrører den pågældende myndigheds

specialområde,

men f.eks almindelige retsgrundsætninger eller forvaltningsretlige regler.

Inden for det sociale område er det således fast antaget, at Den Sociale

Ankestyrelse kan tage stilling til almindelige retsspørgsmål, der ikke er

specifikt socialretlige, jf. Lis Sejr og Jens Vedsted-Hansen "ANKE OG

GENOPTAGELSE i principielle sociale sager", s. 44ff.

Bygge- og Boligstyrelsen

kunne således ikke uden holdepunkter i enten lovteksten eller forarbejderne

indfortolke en begrænsning i de spørgsmål, som styrelsen kunne behandle, til

kun at angå boligstøttemæssige spørgsmål. Dette er dog ikke ensbetydende med,

at jeg mener, at Bygge- og Boligstyrelsen ikke ville være berettiget til at

tage enkeltspørgsmål, som efter styrelsens opfattelse var af principiel

betydning op til behandling, men samtidig afvise at behandle andre spørgsmål

i

den samme sag, som efter styrelsens opfattelse ikke var principielle.

Det afgørende element er

herefter, om sagen var

principiel

eller spørgsmålet var

principielt.

Jeg har gjort Bygge- og

Boligstyrelsen bekendt med min opfattelse.

Efter min gennemgang af sagen

er jeg af den opfattelse, at de spørgsmål om bindende forhåndsbesked som

sagen

gav anledning til, ikke var af principiel karakter. Jeg har derfor besluttet

at behandle klagen over afvisningen af, at der var tale om bindende

forhåndsbesked

på baggrund af den afgørelse, som Det Sociale Ankenævn i (Y) Amt traf den 24.

august 1992.

Det fremgår af sagens

oplysninger, at (A) henvendte sig til kommunen om hendes og ægtefællens

muligheder for at opnå boligstøtte på et tidspunkt, hvor der i kommunen ikke

verserede en konkret sag om at yde boligstøtte til (A) og (B). Der var tale

om

en forespørgsel. (A) har på en meget udtømmende måde redegjort for indholdet

af

de samtaler, som hun havde med 3 navngivne medarbejdere i kommunen om,

hvorvidt

ægtefællerne ville være berettiget til boligstøtte. Kommunen har oplyst, at

ingen af de involverede medarbejdere eksakt erindrer sagen. Kommunen har ikke

notater om indholdet af samtalerne.

Da kommunen ikke har noget

notat om indholdet af (A's) samtaler med kommunens medarbejdere, kan jeg ikke

præcis fastslå indholdet af samtalerne.

Jeg mener ikke, at der er

udsigt til, at jeg ved at iværksætte yderligere undersøgelser vil kunne

fastslå

indholdet af samtalerne. Jeg har ikke på tilsvarende måde som domstolene

mulighed for efter afhøringer af de involverede at foretage en bevismæssig

vurdering af samtalernes indhold. På baggrund af de meget udførlige

beskrivelser

som (A) har givet af samtalernes indhold, mener jeg ikke, at jeg på det

foreliggende

grundlag kan afvise, at (A) fik vildledende oplysninger om hendes

retsstilling

ved hendes henvendelser til kommunen, forud for at byfornyelsesprojektet blev

iværksat. Det indtryk som jeg har fået ud fra sagens akter, gør det for mig

umiddelbart sandsynligt, at indholdet af samtalerne var, som hun har gengivet

dem.

For at en myndigheds

udtalelse kan anses for at være en forhåndsbesked, må udtalelsen dreje sig om

et konkret sagsforhold, der går forud for en konkret afgørelse. Hvis (A's)

beskrivelse af samtalernes indhold lægges til grund, er der efter min

opfattelse

tale om, at myndighederne meddelte hende en forhåndsbesked.

En sådan forhåndsbesked kan

anses for bindende for myndigheden, når særlige betingelser er opfyldt. Det

er

imidlertid en grundlæggende forudsætning, at indholdet af forhåndsbeskeden

kan

fastslås, eller at der er enighed mellem myndigheden og den pågældende borger

om beskedens form og indhold.

Der er ikke bevismæssig

klarhed om indholdet af myndighedens udtalelse. Jeg kan, på baggrund af

kravet

om, at indholdet af forhåndsbeskeden skal kunne fastslås, ikke lægge til

grund, at der er tale om en bindende forhåndsbesked.

Den endelige afgørelse af

dette spørgsmål henhører under domstolene, der som anført ovenfor har

mulighed

for bevisførelse om sagens faktiske omstændigheder.

Jeg kan imidlertid, på

baggrund af det jeg har anført ovenfor, ikke kritisere, at Det Sociale

Ankenævn

afviste, at kommunen (på grund af principperne om bindende forhåndsbesked)

var

forpligtet til at yde boligstøtte på baggrund af (A's) gengivelse af

sagsforløbet. Jeg kan på grund af den usikkerhed, der foreligger om sagens

faktiske omstændigheder, ikke endelig tage stilling til, om kommunens

oplysninger til ægtefællerne var af vejledende karakter eller var en bindende

forhåndsbesked.

Tilbagebetalingspligt.

Bygge- og Boligstyrelsen

afviste at behandle spørgsmålet om tilbagebetaling af boligstøtte. Det

drejede

sig om den boligstøtte, som var blevet udbetalt, efter at kommunen den 10.

december 1990 havde meddelt (A), at udbetalingen af boligstøtte fra den 1.

januar 1991 ville blive standset, fordi hun efter kommunens opfattelse ikke

var

berettiget til boligstøtte. I afgørelsen af 26. november 1992 henviste

styrelsen til, at spørgsmålet om tilbagebetaling af boligstøtten efter

styrelsens opfattelse ikke var principielt. I udtalelsen til mig af 21. maj

1993 henviste styrelsen til, at § 63, stk. 2, i den dagældende boligstøttelov

alene gav boligministeren adgang til at behandle de boligstøttemæssige

aspekter

af sagen, der skønnedes at være af principiel betydning, hvis det, som i den

foreliggende sag, var muligt at behandle dem isoleret fra sagen i øvrigt.

At de spørgsmål om

tilbagebetaling som den foreliggende sag rejser, efter Bygge- og

Boligstyrelsens opfattelse ikke er af principiel karakter, kan ikke give mig

anledning til kritik. Jeg lægger herved vægt på, at sagen vedrører anvendelse

af almindelige principper om tilbagebetaling på grundlag af en konkret sag.

Derimod kan jeg, i

overensstemmelse med det jeg har anført ovenfor om fortolkningen af § 63,

stk.

2, i den dagældende lov om individuel boligstøtte, ikke tilslutte mig, at

boligministeren kun har adgang til at behandle de boligstøttemæssige aspekter

af sagen, hvis det er muligt at behandle dem isoleret fra sagen i øvrigt.

Boligministeren er, som jeg allerede har anført ovenfor, efter min opfattelse

kompetent til at behandle alle de spørgsmål af principiel betydning, som en

sag

giver anledning til, uanset om der er tale om boligstøttemæssige spørgsmål

eller andre.

Da jeg ikke kan kritisere, at

Bygge- og Boligstyrelsen afviste at behandle spørgsmålet om

tilbagebetalingspligt, vil jeg tage stilling til klagepunktet på grundlag af

Det Sociale Ankenævns afgørelse.

(A) fik i et brev af 10.

december 1990 oplyst, at udbetalingen af boligstøtte ville blive standset fra

den 1. januar 1991, fordi hun efter kommunens opfattelse ikke var berettiget

til boligstøtte. Ved en fejl fra kommunens side blev beløbet alligevel

udbetalt, indtil kommunen på baggrund af Bygge- og Boligstyrelsens udtalelse

af

15. juli 1991 traf endelig afgørelse og bad om, at beløbet blev

tilbagebetalt.

Afgørelsen om tilbagebetaling

er truffet efter bestemmelsen i den dagældende boligstøttelovs § 41, stk. 4,

hvorefter ansøgere der mod bedre vidende uberettiget har oppebåret

boligstøtte,

skal tilbagebetale det beløb, der er oppebåret med urette.

Kommunen gav udtrykkelig (A)

meddelelse om, at det beløb, som hun i god tro havde modtaget for december

måned, ikke skulle betales tilbage, men at hun for fremtiden ikke ville få

udbetalt boligstøtte.

Jeg kan på baggrund af disse

oplysninger ikke kritisere ankenævnets afgørelse.

..."

Lignende dokumenter