Spring til indhold

Retsinformation

Tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte.

FOU nr 1994.318UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte.

A klagede til mig over at

Amtsankenævnet i X Statsamt havde stadfæstet K Kommunes afgørelse om

tilbagebetaling af for meget modtaget boligstøtte.

Sagens nærmere omstændigheder

var følgende:

I brev af 20. juni 1991

meddelte K Kommune A at hun for perioden 16. februar til 31. december 1988

havde fået ydet boligsikring efter en husstandsindkomst, som var opgjort til

141.000 kr. Man havde imidlertid nu ud fra årsopgørelsen for 1988 beregnet

hendes husstandsindkomst for den pågældende periode til 195.000 kr. hvilket

indebar, at A havde fået udbetalt 8.862 kr. for meget i boligstøtte. Det blev

derfor meddelt A at man ville kræve dette beløb tilbagebetalt.

Denne afgørelse påklagede A

til Amtsankenævnet i X Statsamt, nu Det Sociale Ankenævn i X Statsamt. A

redegjorde

i den forbindelse for sine synspunkter i breve af 24. juli 1991 og 30. august

1991 til henholdsvis K Kommune og Amtsankenævnet i X Statsamt.

Det fremgik af de oplysninger

som A gav i de nævnte breve, at hun ikke i 1988 modtog noget skema, men at

støtten

blev beregnet ud fra en husstandsindkomst på 141.000 kr., beregnet på

baggrund

af hendes oplysning om at hun tjente 13.500 kr. pr. måned. Som følge af

overarbejde blev A's faktiske husstandsindkomst i den pågældende periode

imidlertid 195.000 kr. Da A i januar 1989 modtog sin skatteoplysningsseddel

for

året 1988 fra sin arbejdsgiver, foreviste hun denne samt sin lønseddel for

januar 1989 for Boligstøtteafdelingen idet hun anmodede om at hendes

boligstøtte blev reguleret, således at der ikke blev noget

Læs alt

tilbagebetalingskrav. A's boligstøtte blev herefter nedsat fra 1.450 kr. til

809 kr. pr. måned. Hun gik ud fra at "det både var en regulering for- og

bagud", idet det var det, som hun havde bedt om. Hun var aldrig blevet

forklaret hvordan Boligstøtteafdelingen fandt frem til de oplysninger, der

skulle bruges til at beregne støtten, ud over dem som fremgik af lønsedlerne.

A

fraflyttede lejligheden i oktober 1989 hvilket blev meddelt

Boligstøtteafdelingen i rette tid, hvorefter støtten ophørte. Det var først

da

A modtog kommunens brev af 20. juni 1991, at hun hørte om, at der var et

tilbagebetalingskrav. A var på dette tidspunkt eneforsørger for mand og to

børn, og det var derfor vanskeligt for hende at klare en sådan

tilbagebetaling

som hun ikke havde regnet med.

I en udtalelse af 5. november

1991 til amtsankenævnet oplyste Social- og Sundhedsforvaltningen i K Kommune

bl.a. at A den 2. januar 1989 gav telefonisk meddelelse om en højere

indkomst.

A fik herefter tilsendt et skema som blev modtaget retur i

Boligstøtteafdelingen

den 6. januar 1989. Kommunen kunne ikke oplyse om der i forbindelse med denne

indberetning blev forevist en oplysningsseddel for 1988, da der ikke i sagen

forelå noget notat herom eller nogen kopi af oplysningssedlen. Det anførtes

samtidig i udtalelsen at man fandt dette uden betydning, idet der henvistes

til, at en efterregulerning skulle foretages på basis af skattevæsenets

slutligning

for det pågældende år.

Kommunens udtalelse af 5.

november 1991 blev kommenteret af A i et brev af 20. december 1991 til

amtsankenævnet. A anførte heri at hun under et fremmøde i

Boligstøtteafdelingen

den 27. juni 1991 havde set en kopi af oplysningssedlen fra 1988 ligge i

kommunens sag. A fastholdt samtidig at hun i januar 1989 mødte personligt på

kontoret for at aflevere skemaet med kopi af nævnte oplysningsseddel samt sin

lønseddel for januar 1989. Når A ikke tidligere havde oplyst

Boligstøtteafdelingen om ændringerne i sin indkomst i 1988, skyldtes det at

der

havde været tale om indtjening ved merarbejde, som havde varieret fra måned

til

måned.

Ved brev af 14. oktober 1992

meddelte Amtsankenævnet i X Statsamt A at man stadfæstede kommunens

afgørelse.

Som begrundelse anførtes at A's faktiske husstandsindkomst havde oversteget

den forventede husstandsindkomst med mere end 10.000 kr., og at der ikke

havde

været givet meddelelse om indkomststigningen i 1988. Det var herefter i

overensstemmelse med boligstøttelovens § 41, stk. 2, at A var blevet pålagt

at

tilbagebetale den for meget modtagne boligstøtte. Det anførtes samtidig at

forvaltningen ikke havde været forpligtet til at foretage en efterregulering

på

baggrund af A's henvendelse i januar 1989, idet en sådan først foretages, når

oplysningerne om den endelige ansatte indkomst foreligger. A blev samtidig

henvist til at klage til K Kommune såfremt hun ville klage over

forvaltningens

sagsbehandling.

Ved brev af 6. november 1992

indgav A herefter en klage over forvaltningens sagsbehandling til K Kommune

som

afviste klagen ved brev af 9. december 1992.

A klagede endvidere den 6.

november 1992 over amtsankenævnets afgørelse til Bygge- og Boligstyrelsen som

ved brev af 10. februar 1993 meddelte A, at styrelsen i medfør af

boligstøttelovens § 63 kun kunne tage hendes sag op til behandling, hvis det

skønnedes, at sagen var af principiel betydning. Da de nærmere regler og

procedurer vedrørende tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte

fremgik

af loven og af Boligministeriets vejledning af 22. oktober 1987 om individuel

boligstøtte, fandt styrelsen ikke at A's sag angik et spørgsmål af principiel

betydning, hvorfor styrelsen ikke kunne tage hendes klage op til behandling.

I brev af 1. april 1993

klagede A herefter over amtsankenævnets afgørelse til mig.

I anledning af A's

henvendelse indhentede jeg to udtalelser af 11. maj 1993 og af 8. juni 1993

fra

henholdsvis K Kommune og Amtsankenævnet i X Statsamt hvori de hørte

myndigheder anførte, at man kunne henholde sig til de trufne afgørelser, og

at

man ikke havde yderligere kommentarer i sagen.

Da jeg efter at have

gennemgået sagen ikke fandt den tilstrækkeligt oplyst, anmodede jeg ved brev

af

23. juni 1994 amtsankenævnet om at fremskaffe nogle yderligere oplysninger i

sagen. Jeg anførte i skrivelsen endvidere følgende:

"...

Af Boligstyrelsens vejledning

af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte fremgår imidlertid, jf.

vejledningen s. 59, at kommunalbestyrelsen bør rejse et tilbagebetalingskrav

vedrørende for meget udbetalt boligstøtte senest 2 år efter udgangen af det

år,

tilbagebetalingskravet vedrører, medmindre kommunalbestyrelsen ikke har haft

mulighed for at rejse kravet tidligere. Det er endvidere på s. 61 i

vejledningen anført, at tilbagebetalingskravet som udgangspunkt ikke kan

fremsættes, førend der foreligger en endelig opgjort indkomst for den

pågældende

støtteperiode, men at kommunen har mulighed for under visse nærmere

omstændigheder at kræve tilbagebetaling på grundlag af en foreløbig

opgørelse.

Jeg skal anmode om

ankenævnets eventuelle kommentarer hertil, hvorved bemærkes, at jeg på

baggrund

af oplysningerne i sagen må lægge til grund, at det ikke kan afvises, at

klageren - som af hende forklaret - ved sin henvendelse i januar 1989 til

boligstøtteafdelingen i (K) Kommune afleverede eller foreviste kopi af

oplysningsseddel for 1988 fra hendes arbejdsgiver, som viste, at hendes

indkomst i 1988 havde udgjort et noget højere beløb, end der var lagt til

grund

ved beregningen af boligstøtten for 1988.

..."

Af de fornyede udtalelser som

jeg herefter modtog fra K Kommune og amtsankenævnet, fremgik det at

forvaltningen var bekendt med tilbagebetalingskravet i november 1989, da man

på

dette tidspunkt fra skatteforvaltningen havde modtaget de fornødne

oplysninger

om A's indkomstforhold for 1988. Der blev ikke redegjort nærmere for hvorfor

der herefter gik 19 måneder, inden tilbagebetalingskravet blev rejst over for

A

ved kommunens brev til hende af 21. juni 1991. I amtsankenævnets udtalelse

til

mig af 15. august 1994 blev min henvendelse i øvrigt besvaret således:

"...

Den i Boligstyrelsens

vejledning af 22. oktober 1987 omtalte 2 års periode for rejsning af

tilbagebetalingskravet anser nævnet for en administrativ vejledning, der ikke

har bevirket, at kravet er bortfaldet, og at kravet ikke kan antages at være

forældet.

Som sagen foreligger oplyst

for ankenævnet ses der ikke at være belæg for præcist at afgøre, hvilke

oplysninger om indtægten for 1988, der er fremlagt i januar 1989.

På denne baggrund finder

nævnet ikke grundlag for at vurdere spørgsmålet om en foreløbig opgørelse af

tilbagebetalingskravet for 1988."

Jeg fik desuden fremsendt

kopi af det bevillingsskema som den 1. februar 1989 skulle være fremsendt til

A

i anledning af ændringen af hendes boligsikringsydelse i 1989. Det fremgik

heraf at der ved beregningen var taget udgangspunkt i en samlet

husstandsindkomst

på 222.480 kr., som efter hensyntagen til diverse fradrag var reguleret ned

til 189.000 kr.

I en skrivelse til A udtalte

jeg herefter følgende:

"Amtsankenævnets

afgørelse er truffet på baggrund af § 38, stk. 3, og § 41 i den dagældende

boligstøttelov, som havde følgende ordlyd:

"§ 38:

...

Stk. 3.

Ansøgerne skal oplyse kommunalbestyrelsen om alle forhold,

der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten."

"§ 41:

Overstiger den faktiske husstandsindkomst den efter §

7, stk. 2-6, beregnede husstandsindkomst med mindst 25%, og mindst 20.000

kr.,

skal ansøgeren eller hans dødsbo tilbagebetale den for meget modtagne

boligstøtte.

Stk. 2.

Overstiger den faktiske husstandsindkomst den efter § 7,

stk. 7, opgjorte indkomst med mindst 10.000 kr., skal ansøgeren eller hans

dødsbo tilbagebetale den for meget modtagne boligstøtte.

Stk. 3.

Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, såfremt ansøgeren

godtgør, at han har givet kommunalbestyrelsen meddelelse om indkomstændringer

udover de i stk. 1-2 nævnte grænser.

Stk. 4.

Har ansøgeren om andre forhold end nævnt i stk. 1 og 2

undladt at give meddelelse, som omhandlet i § 38, stk. 3, eller mod

bedrevidende uberettiget oppebåret boligstøtte, skal han eller hans dødsbo

tilbagebetale det beløb, der er oppebåret med urette."

Da Deres husstandsindkomst

for 1988 oversteg den af Boligstøtteafdelingen beregnede husstandsindkomst

med

ca. 54.000 kr., og da De ikke i løbet af 1988 oplyste forvaltningen om, at De

havde en indkomststigning på grund af merarbejde, følger det af de ovenfor

citerede bestemmelser, at De var pligtig at tilbagebetale den for meget

modtagne boligstøtte i 1988.

Således som jeg har forstået

Deres henvendelse, er De da heller ikke uenig i, at De havde haft pligt til

at

tilbagebetale den for meget modtagne støtte, såfremt kravet var blevet rejst

over for Dem på et tidligere tidspunkt. Det, som De er utilfreds med, er

derimod, at De er blevet afkrævet et beløb på trods af, at De efter Deres

henvendelse til Boligstøtteafdelingen i januar 1989 og kommunens

efterfølgende

passivitet gennem 2½ år havde indrettet Dem i tillid til, at der ikke var

noget

tilbagebetalingskrav.

Jeg er i den forbindelse enig

med amtsankenævnet i, at kommunens krav ikke kan anses for at være forældet

efter dansk rets almindelige regler om forældelse. Jeg er endvidere enig i,

at

Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987, hvori det på s. 59

foreskrives,

at kommunalbestyrelsen bør rejse tilbagebetalingskravet senest 2 år efter

udgangen af det år, tilbagebetalingskravet vedrører, alene har karakter af en

ordensforskrift, hvis overskridelse ikke i sig selv bevirker, at kommunens

krav

er bortfaldet.

Jeg savner derimod en

stillingtagen fra amtsankenævnet til, hvorvidt kommunens krav kan anses for

bortfaldet efter en almindelig passivitetsbetragtning.

Der kan herved henvises til

Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte,

hvor

der på s. 62 redegøres for, at et krav om tilbagebetaling af boligstøtte kan

bortfalde dels på grund af forældelse og dels efter en

passivitetsbetragtning,

dersom der er gået meget lang tid fra kravets opståen til dets fremsættelse.

Se

i den forbindelse også Gomard: Obligationsretten i en nøddeskal, 3. hæfte, s.

369-371, hvor der anføres følgende om problemstillingen vedrørende kravs

bortfald på grund af passivitet:

"...

Undertiden kan der dog også

uden for misligholdelses- og ugyldighedssituationer hos debitor opstå en

usikkerhed enten om forpligtelsens eksistens og omfang eller om kreditors

intentioner. Hvor det i en sådan situation forekommer påkrævet eller dog

rimeligt, at kreditor gør debitor opmærksom på sit krav eller sin vilje til

at

håndhæve det, kan kreditors passivitet efter omstændighederne bevirke, at

hans

krav falder bort. Kreditors passivitet vil jævnlig afskære ham fra på et

senere

tidspunkt at gøre krav gældende, såfremt debitor f.eks. ved at sende ham en

opgørelse over deres mellemværende eller i forbindelse med en betaling har

tilkendegivet overfor kreditor, at kreditors krav efter hans opfattelse er

opfyldt eller bortfaldet. Undladelse af at bringe sit krav i erindring over

for

en debitor, der synes at regne med eller at have indrettet sig på, at kravet

er

bortfaldet, kan også i andre særlige tilfælde føre til, at kravet ophører.

Ophør ved passivitet kommer derimod ikke på tale, blot fordi debitor, uden

dette skyldes uklarhed om fordringens tilblivelse eller indhold, har

erklæret,

at han ikke kan eller vil betale, eller fordi kreditor i sit regnskab har

afskrevet fordringen som uerholdelig.

...

Da retspraksis i enkelte

tilfælde har tillagt kreditors passivitet den virkning at bringe debitors

forpligtelse helt eller delvis til ophør, kan der for så vidt siges at gælde

en

almindelig passivitetsgrundsætning i dansk ret. Indholdet af denne sætning

kan

imidlertid ikke angives med nogen høj grad af præcision.

..."

Ved bedømmelse af, om et

offentligretligt krav kan anses for bortfaldet på grund af passivitet, må der

efter min opfattelse - foruden på den forløbne tid - tillige lægges afgørende

vægt på,

om

borgeren har haft grund

til at indrette sig i tillid til, at kravet ikke ville blive gjort gældende,

og

om

det kan bebrejdes det offentlige,

at kravet ikke er blevet rejst på et tidligere tidspunkt, jf. herved også U

1993.749HKK, hvor et krav på afsoningsomkostninger ansås for bortfaldet på

grund af passivitet.

Som nævnt i mit brev af 23.

juni 1994 til Det Sociale Ankenævn i (X) Statsamt mener jeg ikke, at der i

den

foreliggende sag kan ses bort fra, at De i januar 1989 rettede personlig

henvendelse til Boligstøtteafdelingen og gjorde opmærksom på Deres

merindtjening i 1988 ved at forevise eller aflevere den oplysningsseddel for

1988, som De havde modtaget fra Deres arbejdsgiver. Dette er således blevet

fastholdt af Dem gennem hele sagen, uden at Boligstøtteafdelingen har

bestridt

Deres oplysninger herom. De har endvidere gentagne gange anført, at De under

et

møde i juni 1991 i Boligstøtteafdelingen så en kopi af den omtalte

oplysningsseddel ligge i Deres sagsmappe, uden at Boligstøtteafdelingen har

kommenteret Deres oplysninger herom.

Forholder det sig som af Dem

oplyst således, at Boligstøtteafdelingen i januar 1989 fik forelagt

oplysningssedlen for 1988 fra Deres arbejdsgiver, har afdelingen haft

mulighed

for at foretage en foreløbig opgørelse af kommunens tilbagebetalingskrav, jf.

Boligministeriets vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte s.

61, ligesom tilbagebetalingskravet kunne have været modregnet i Deres

boligstøtte i medfør af § 43, stk. 2, i den dagældende boligstøttelov.

Under hensyn hertil samt til

den af Dem givne sagsfremstilling finder jeg ikke, at der kan bortses fra, at

De efter Deres henvendelse til Boligstøtteafdelingen i januar 1989 har fået

det

indtryk, at der med nedsættelsen af Deres boligydelse for 1989 også var taget

hensyn til, at De havde fået for meget i boligstøtte i 1988.

Jeg mener heller ikke, at det

kan afvises, at De fortsat har befundet Dem i denne vildfarelse også efter at

have modtaget bevillingsskemaet vedrørende 1989 fra kommunen, hvoraf

ændringen

i den tildelte boligstøtte fremgik. Det fremgår således af skemaet, at der

for

1989 var oplyst et bruttoindkomsttal på 222.480 kr., mens det indkomsttal,

som

kommunen havde lagt til grund for beregningen, var på 189.000 kr. Da den

almindelige borger ikke kan forventes at have særlig indsigt i, hvorledes

kommunen når frem til det tekniske indkomstbegreb, som skal lægges til grund

for kommunens beregning af boligydelsen, finder jeg det forståeligt, at der

for borgeren kan opstå misforståelser i den forbindelse.

Da De ikke hørte yderligere

fra kommunen, heller ikke i forbindelse med, at boligstøtten blev bragt til

ophør ved Deres fraflytning i oktober 1989, finder jeg ikke, at det kan

bebrejdes Dem, at De i sommeren 1991 havde indrettet Dem i tillid til, at

kommunen ikke havde noget tilbagebetalingskrav vedrørende for meget udbetalt

boligstøtte i 1988, som den ville gøre gældende.

Jeg mener endvidere, at det i

den foreliggende sag bør tillægges væsentlig betydning, at kommunen først

gjorde tilbagebetalingskravet gældende 2½ år efter udgangen af det år,

tilbagebetalingskravet vedrører. Kommunen handlede herved i strid med 2-års

fristen i Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 og det uanset, at

kommunen i hvert fald siden november 1989, det vil sige 19 måneder, før

kravet

blev rejst, var i besiddelse af alle de oplysninger, som man skulle bruge for

at beregne tilbagebetalingskravet endeligt.

Sammenfattende er det således

min opfattelse, at der i den foreliggende sag kan være grund til at overveje,

hvorvidt kommunens tilbagebetalingskrav må anses for at være bortfaldet efter

en almindelig passivitetsbetragtning.

Da der ikke ses at være taget

højde for denne problemstilling i den afgørelse, som Det Sociale Ankenævn i

(X)

Statsamt har truffet i sagen, har jeg samtidig hermed henstillet til

ankenævnet

at tage sagen op til fornyet overvejelse på baggrund af de ovenfor anførte

betragtninger.

Jeg skal samtidig anmode Dem

om at afvente ankenævnets svar, forinden De tager stilling til, hvorvidt De

finder grundlag for at indbringe ankenævnets fornyede afgørelse for mig.

..."

I skrivelse af 6. december

1994 meddelte Det Sociale Ankenævn i X Statsamt mig at K Kommunes Social- og

Sundhedsforvaltning havde meddelt, at man havde besluttet at frafalde kravet

om

tilbagebetaling.

Jeg meddelte herefter Det

Sociale Ankenævn i X Statsamt, at jeg havde taget det oplyste til

efterretning,

og at jeg ikke foretog mere i sagen.

NOTER: (*1) Jf. UfR 1993, s.

749

Lignende dokumenter