Spring til indhold

Retsinformation

Aktindsigt i udkast til handlingsplan. Lovgivningssag? Begrundelse af aktindsigtsafgørelse.

FOU nr 1992.53UdtalelserFolketinget5. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Aktindsigt i

udkast til handlingsplan. Lovgivningssag? Begrundelse af

aktindsigtsafgørelse.

A klagede over, at Energiministeriet havde givet afslag på

aktindsigt i "Udkast til Biomassehandlingsplan" udarbejdet af

Energiministeriet, Landbrugsministeriet og Miljøministeriet.

Det fremgik af sagen, at A den 4. september 1992 anmodede

Energiministeriet telefonisk om aktindsigt i "Udkast til

biomassehandlingsplan",

og at A den 11. september 1992 tillige sendte en skriftlig anmodning om

aktindsigt.

Energiministeriet afslog A's anmodning om aktindsigt i

skrivelse af 14. september 1992. Skrivelsen havde følgende ordlyd:

"Under henvisning til Deres telefoniske henvendelse af

4. september samt skriftlige henvendelse af 11. september 1992, hvorved De

begærede aktindsigt i Energiministeriets, Landbrugsministeriets og

Miljøministeriets UDKAST TIL BIOMASSEHANDLINGSPLAN, skal Energiministeriet

herved meddele Dem afslag på Deres anmodning. Ministeriet skal herved henvise

til lov om offentlighed i forvaltningen, § 2, stk. 2."

I udtalelsen af 14. oktober 1992 har Energiministeriet bl.a.

anført følgende:

"Udkastet til biomassehandlingsplan er udarbejdet på

grundlag af Folketingets vedtagelse den 10. marts 1992 af dagsordensforslag

nr.

D 34, hvorved tinget bl.a. vedtog, at der skulle indledes forhandlinger om

biomassens indplacering i energiforsyningen.

Som det fremgår af D 34, skulle forhandlingerne finde sted

med udgangspunkt i den gældende aftale af 20. marts 1990. Hensigten hermed

var

at skabe grundlag for, at regeringen inden 1. september 1992 kunne fremlægge

Læs alt

en

handlingsplan for udnyttelsen af biobrændsler.

...

Som det fremgår af dagsordensforslaget, skulle der herefter

indledes politiske forhandlinger med udgangspunkt i aftalen af 20. marts

1990,

og derfor blev der med henblik på at aftale de nærmere rammer for en

handlingsplan afholdt møder den 10. april og den 15. juni 1992 mellem

energiministeren

og repræsentanter for aftaleparterne, dvs. Det Radikale Venstre og

Socialdemokratiet.

Under disse møder kunne der ikke opnås enighed om

elementerne i handlingsplanen, og Energiministeriet fortsatte derfor arbejdet

med handlingsplanen i et snævert samarbejde med Landbrugs- og

Miljøministeriet.

Udkastet til handlingsplanen blev den 28. august fremsendt

til personlig orientering for regeringspartiernes energi-, miljø- og

landbrugspolitiske ordførere til eventuel kommentering, og derpå drøftet af

energiministeren og miljøministeren - idet landbrugsministeren var forhindret

-

på et møde den 31. august 1992.

Efter aftale mellem ministrene blev udkastet til

handlingsplanen den 1. september sendt til samtlige partiers gruppeformænd og

energipolitiske ordførere som grundlag for de politiske drøftelser, der

samtidig var indbudt til den 14. september 1992.

Det blev samtidig mellem ministrene aftalt, at

forhandlingsoplægget ikke skulle offentliggøres, men at eventuelle

henvendelser

skulle besvares efter retningslinjerne i vedlagte notits af 1. september

1992.

Mødet den 14. september havde karakter af et indledende

møde, som formentlig vil blive fulgt af flere forhandlingsmøder. På mødet

blev

der udtrykt tilfredshed med, at forhandlingsoplægget ikke var offentliggjort.

Energiministeriets afslag på anmodningen fra (A) om

aktindsigt i et udkast til biomassehandlingsplan har således været begrundet

i

hensynet til beskyttelse af den politiske beslutningsproces."

Energiministeriet gav i udtalelse af 21. oktober 1992 en

oversigt over indholdet i "Udkast til biomassehandlingsplan", og

pegede i den forbindelse på, at det var angivet i udkastet, at regeringen

ville

tage forskellige initiativer. Det hed herefter i udtalelsen:

"Disse initiativer vil i forskelligt omfang - afhængigt

af forløbet af de politiske forhandlinger - kunne føre til udmøntning i

lovgivning

på de pågældende områder.

Som det vil fremgå af den allerede fremsendte handlingsplan,

angives det imidlertid ikke eksplicit i planen i forbindelse med omtalen af

de

pågældende initiativer eksempelvis, at en opblødning af 20. marts-aftalen (en

aftale indgået mellem regeringen og Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre

om øget anvendelse af kraftvarme og naturgas m.v.) på de nærmere præciserede

områder vil føre til en ændring af varmeforsyningsloven (navnlig som følge af

derved opstået uoverensstemmelse med bemærkningerne), at (et bestemt

initiativ

anført i handlingsplanen) indebærer, at der søges bevillinger på et nærmere

angivet beløb, eller tilsvarende for så vidt angår de øvrige

tilskud/bevillinger,

handlingsplanen omhandler - i det omfang de vil gå ud over eksisterende

bevillingsrammer.

I denne sammenhæng er det efter Energiministeriets

opfattelse af betydning at holde sig for øje, at udkastet til handlingsplanen

har karakter af et oplæg til de videre politiske forhandlinger, der skulle

efterfølge vedtagelsen af dagsordensforslag D 34. Efter omstændighederne kan

det således - i respekt for et reelt forhandlingsforløb - anses for

hensigtsmæssigt,

at sådanne forhandlinger foregår på et grundlag, som ikke på forhånd af de

involverede parter vil kunne anses for "fastlåst" ved, at der

allerede inden forhandlingerne foreligger endelige udkast til lovændringer,

aktstykker m.v.

På den anden side er det samtidig ministeriets opfattelse,

at handlingsplanen dog bør anses som tilstrækkelig konkret til, at den

opfylder

de krav, som må stilles efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 2, stk. 2,

herunder at der er fornøden klarhed over hvilke emner, der søges reguleret,

at

de pågældende emner er af relativt præcist angivet indhold, samt at den

lovgivning,

som handlingsplanen lægger op til, er så veldefineret og afgrænset, som det

vil

være muligt inden for de rammer, der samtidig lægges af et politisk

forhandlingsforløb,

jfr. det ovenfor anførte.

Efter Energiministeriets opfattelse må planen således

betragtes som et dokument med nær tilknytning til den lovgivnings

politiske

proces. Et dokument som det

foreliggende bør derfor være omfattet af den - snævre - afgrænsning, der skal

ske inden for § 2, stk. 2's område.

Energiministeriet skal dermed henvise til det hensyn til

beskyttelse af den politiske beslutningsproces, der udgør det generelle sigte

bag bestemmelsen i offentlighedslovens § 2, stk. 2.

På denne baggrund har Energiministeriet fundet det rigtigt

at undtage regeringens udkast til biomassehandlingsplan fra offentlighed

under

henvisning til offentlighedslovens § 2, stk. 2."

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:

"Forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985,

indeholder følgende bestemmelser i §§ 22 og 24:

§ 22:

"En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være

ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende

part medhold."

§ 24:

"En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en

henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I

det

omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent

indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i

det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til

varetagelse

af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv

eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."

Energiministeriets skrivelse af 14. september 1992 henviste

som begrundelse for afgørelsen til offentlighedslovens § 2, stk. 2. Som det

fremgår, skal begrundelsen for en afgørelse udover en henvisning til de

relevante retsregler om fornødent også indeholde en kort redegørelse for de

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt

væsentlig

betydning for sagen. Offentlighedslovens § 2, stk. 2, angår sager om

lovgivning. Afgørelsen af 14. september 1992 indeholdt imidlertid ingen

oplysninger, der viste, at sagen angik lovgivning. Da oplysningerne herom var

tillagt væsentlig betydning i forbindelse med Energiministeriets afgørelse,

finder jeg det kritisabelt, at skrivelsen af 14. september 1992 ikke

indeholdt

en kort redegørelse for disse oplysninger.

Offentlighedsloven (lov nr. 572 af 19. december 1985 om

offentlighed i forvaltningen) indeholder følgende bestemmelse i § 2, stk. 2:

"Sager om lovgivning, herunder bevillingslove, er kun

omfattet af loven, for så vidt lovforslag er fremsat for folketinget."

Det generelle spørgsmål om, hvad der skal forstås ved

udtrykket "sager om lovgivning" i denne bestemmelse, er behandlet i

en sag gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1991, s. 47 ff. I

den

sag gav jeg udtryk for følgende opfattelse:

"2....

Offentlighedslovens sagsbegreb er ikke defineret i

lovteksten og er heller ikke søgt præciseret i forarbejderne. Loven må

således

antages at henholde sig til sædvanlig sprogbrug og tilsvarende administrative

traditioner. Det giver sjældent fortolkningsproblemer, når der begæres

aktindsigt i sager i gængs forstand, dvs. konkrete afgørelsessager. Er der

derimod tale om forvaltningens faktiske virksomhed, om mere omfattende

enkeltdispositioner eller om forvaltningens generelt prægede virksomhed, er

sagsbegrebet helt upræcist og i realiteten indholdsløst som selvstændigt

kriterium for fastlæggelse af lovens anvendelsesområde.

Den journaliseringsmæssige og praktiske (sagsomslag mv.)

behandling og opbevaring af dokumenterne er vejledende, men kan selvsagt ikke

i

sig selv være afgørende for, hvorvidt der skal gives aktindsigt.

Ved fortolkningen af udtrykket "sager om

lovgivning" og den heraf følgende undtagelse må det afgørende efter min

mening være undtagelsesbestemmelsens formål, sammenholdt med lovens ordning i

øvrigt. Formålet er at beskytte den politiske beslutningsproces.

Offentlighedsloven indeholder ikke nogen almindelig undtagelsesbestemmelse

til

beskyttelse heraf. I stedet er der på begrænsede områder, hvor politiske

synspunkter i særlig grad gør sig gældende, gjort undtagelse til beskyttelse

af

netop denne, eller netop denne del af den politiske beslutningsproces. Jeg

henviser udover § 2, stk. 2, til bestemmelserne i lovens § 10, nr. 1, og §

10,

nr. 2. Denne lovgivningsteknik indebærer efter min mening, at sagsbegrebet i

§

2, stk. 2, må afgrænses snævert, og således at det kun omfatter handlinger og

dokumenter med nær tilknytning til den lovgivningspolitiske proces.

...

3. Afgrænsningsproblemet består bl.a. i forhold til

centraladministrationens arbejde med generelle spørgsmål,

undersøgelsesvirksomhed,

planlægning mv., hvor lovgivning nok er en mulighed, men en fjern og usikker

mulighed.

Efter min opfattelse må det som udgangspunkt for anvendelse

af § 2, stk. 2, kræves, at der foreligger et lovgivningsprojekt af et

bestemt,

relativt præcist angivet indhold, særlig i henseende til hvilke emner, der

søges reguleret. Det må endvidere normalt kræves, at det påtænkte lovforslag

forventes fremsat inden for nær fremtid. Et præcist angivet, men omfattende

lovgivningsprojekt

vil naturligvis kunne være meget tidkrævende, f.eks. ved overgivelse af

opgaven

til et særligt lovforberedende udvalg. I så fald må tidsfaktoren komme i

anden

række og hovedvægten lægges på den målrettede virksomhed.

4. ...

5. Om bevillingslovgivning, herunder konkrete

bevillingssager, der forelægges Folketingets Finansudvalg, gælder det særlige

forhold, at lovgivningsspørgsmålet alene omfatter udgiftsforbruget i

forbindelse med dispositioner, afgørelser, kontraktsindgåelser m.v., der

udgør

sager i sædvanlig (materiel) forstand. Det udgiftsmæssige aspekt kan være

mere

eller mindre fremtrædende. Nogle gange dominerer det. Andre gange er

bevillingsbehovet en underordnet del af en beslutning, der har vidtgående

implikationer i andre henseender, f.eks. flytning af en statsinstitution til

provinsen eller sager om privatisering af offentlig virksomhed.

Hertil kommer, at der kan være tvivl om, hvorvidt en konkret

bevillingssag bliver forelagt for Folketingets Finansudvalg. Der gælder visse

retningslinier for, hvilke sager der skal forelægges, jf. Finansministeriets

budgetvejledning (1989), afsnit 61. Herudover forelægges i betydeligt omfang

sager,

som det af andre grunde findes hensigtsmæssigt at forelægge for

finansudvalget.

En hvilken som helst forvaltningssag af blot nogen økonomisk og

samfundsmæssig

betydning kan for så vidt blive til en sag, hvor der udfærdiges aktstykke.

Disse forhold - og hensynet til, at der ikke sker udhuling

af offentlighedslovens grundprincip - kræver efter min mening, at der

foretages

en forholdsvis snæver afgrænsning af den sag, der omhandler fremskaffelse af

bevillinger via Folketinget, og som dermed kan undtages fra aktindsigt efter

§

2, stk. 2.

Hvor det udgiftsmæssige aspekt er underordnet, men dog

kræver en finansudvalgsforelæggelse, eller hvor en sådan forelæggelse sker

uden

at være påkrævet (på tilsvarende måde som forvaltningssager ofte forelægges

Folketingets øvrige stående udvalg), vil det efter min opfattelse i

almindelighed

ikke være holdbart at udstrække undtagelsesbestemmelsen til hele den sag, som

danner baggrund for finansudvalgsforelæggelsen, og som der henvises til i

aktstykket.

Konsekvensen er, at der ofte må sondres mellem på den ene

side bevillingssagen, dvs. sagen om udfærdigelse af aktstykke til

finansudvalget, og på den anden side sagen defineret i relation til den

påtænkte disposition over for omverdenen. Bevillingssagen vil efter

omstændighederne kun omfatte selve aktstykket og udkast hertil samt

brevveksling om, hvad der skal stå i aktstykket. Sagens øvrige dokumenter vil

ikke

kunne undtages fra aktindsigt efter § 2, stk. 2, men eventuelt efter andre af

lovens

undtagelsesbestemmelser."

Aktindsigtsbegæringen i denne sag drejer sig om et udkast

til en handlingsplan vedrørende anvendelsen af biomasse i energiforsyningen.

Reguleringen af biomasseanvendelsen kan i vid udstrækning ske inden for

rammerne af gældende lov, navnlig varmeforsyningsloven, og med hensyn til den

økonomiske ordning er der kun i begrænset omfang tale om tilskud, som kræver

særlig bevillingsmæssig hjemmel. Handlingsplanudkastet er udformet som et

oplæg

til politiske forhandlinger, og det er forudsat, at der skal fremlægges en

endelig handlingsplan fra regeringens side, før der træffes beslutning om det

videre administrative og politiske forløb, herunder eventuel fremsættelse af

lovforslag.

Det er usikkert, om der vil blive udarbejdet lovforslag,

herunder udkast til aktstykker, på hvilke områder det i givet fald vil ske,

og

hvornår.

Under disse omstændigheder kan betingelsen om, at der skal

foreligge et lovgivningsprojekt af et bestemt, relativt præcist angivet

indhold, ikke siges at være opfyldt. Der er heller ikke oplysninger om, at

lovforslag kan forventes fremsat inden for nær fremtid. Den omstændighed, at

den igangværende proces, som udkastet indgår i, eventuelt munder ud i

lovforslag, kan således ikke begrunde, at der er meddelt afslag på aktindsigt

under henvisning til offentlighedslovens § 2, stk. 2. At der eventuelt vil

blive udfærdiget et eller flere aktstykker som resultat af forhandlingerne,

kan

heller ikke begrunde, at der ikke gives aktindsigt i udkastet til

biomassehandlingsplan, i hvert fald ikke i udkastet som helhed.

Det er således min opfattelse, at der ikke i bestemmelsen i

offentlighedslovens § 2, stk. 2, er grundlag for at afvise at give aktindsigt

i

"Udkast til biomassehandlingsplan". Jeg har gjort Energiministeriet

bekendt med min opfattelse og har anmodet ministeriet om at træffe en ny

afgørelse i sagen."

I en samtidig skrivelse til Energiministeriet udtalte jeg

bl.a. følgende:

"Selv om det ikke er påberåbt fra Energiministeriets

side, har jeg under min behandling af sagen overvejet, om der i bestemmelsen

i

offentlighedslovens

§ 13, stk. 1, nr. 6,

vedrørende "private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse

efter

forholdets særlige karakter er påkrævet" - den såkaldte generalklausul -

skulle være hjemmel for at undtage handlingsplanudkastet som helhed fra

aktindsigt. Min opfattelse er, at der næppe er grundlag herfor. Jeg henviser

herved til, at der er tale om en politisk beslutningsproces, som igennem de

senere år er blevet forholdsvis almindelig (udarbejdelse af handlingsplaner,

forudgående inddragelse af de politiske ordførere), og til, at bestemmelsen i

§

13, stk. 1, nr. 6, ifølge forarbejderne skal fortolkes snævert, jf. bl.a.

sagen

omtalt i Folketingets Ombudsmands Beretning for 1988, side 57 ff.

Det fremgår endvidere af sagen, at Energiministeriet internt

har overvejet, om undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens

§ 10, nr. 2

- om dokumenter udarbejdet

til brug for møder mellem ministre - kunne finde anvendelse, men har afvist

dette under henvisning til, at den kreds, som var inddraget i

beslutningsprocessen og havde fået dokumentet tilsendt, var for bred.

Endelig er det klart, at overgivelsen af

handlingsplanudkastet til folketingspartiernes ordførere indebærer, at

bestemmelsen i offentlighedslovens

§ 7

om interne arbejdsdokumenter ikke kan finde anvendelse.

Offentlighedsloven synes således ikke at rumme nogen

mulighed for at undtage et dokument som det omhandlede fra aktindsigt.

Da jeg har forståelse for de hensyn vedrørende beskyttelse

af den politiske proces, som Energiministeriet har anført, har jeg overvejet,

om der ud fra disse hensyn er grundlag for en udvidende fortolkning af

undtagelsesbestemmelsen i § 2, stk. 2, eller af andre af de ovenfor nævnte

undtagelsesbestemmelser, eventuelt ud fra formålsbetragtninger eller ved

anvendelse af analogislutninger. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at det

ikke er muligt at foretage en sådan fortolkning på forsvarligt juridisk

grundlag.

Jeg har herved bl.a. lagt vægt på, at netop fordi der er tale om

undtagelsesbestemmelser,

må adgangen til at foretage en udvidende fortolkning være snæver.

Det må samtidig påpeges, at der fra anden side vil kunne

anføres hensyn til pressens og borgernes deltagelse i de politiske

beslutningsprocesser samt almindelige lighedshensyn (det kan ikke udelukkes,

at

overgivelsen af dokumenterne til en forholdsvis bred kreds af politikere vil

kunne medføre videregivelse til enkelte journalister m.v.) til støtte for, at

der i en sag som den foreliggende bør gives aktindsigt efter

offentlighedsloven.

En imødekommelse af Energiministeriets synspunkter

vedrørende hensyn til den politiske beslutningsproces forudsætter efter min

mening en afvejning, som må foretages af Folketinget i forbindelse med en

eventuel ændring af offentlighedsloven."

Jeg orienterede samtidig Folketingets Retsudvalg om mine

udtalelser i sagen i forbindelse med en anden sag omkring aktindsigt i

koncernledelsens dokumenter (optaget i FOB 1992 som sag nr. 8-1 [s. 96]).

I en senere skrivelse oplyste Energiministeriet, at

ministeriet havde fremsendt udkastet til Biomassehandlingsplan til A.

NOTER: (*1) Jf.

FOB 1991, s. 47.

Lignende dokumenter