Spring til indhold

Retsinformation

EGEN DRIFT-UNDERSØGELSE ANGÅENDE 119 SAGER FRA ENERGISTYRELSEN OM TILSLUTNINGSPLIGT TIL KOLLEKTIVE VARMEFORSYNINGSANLÆG.

EDP nr 1998.723Egen drift-projekterFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

EGEN DRIFT-UNDERSØGELSE ANGÅENDE 119 SAGER FRA

ENERGISTYRELSEN OM TILSLUTNINGSPLIGT TIL KOLLEKTIVE VARMEFORSYNINGSANLÆG.

I. UNDERSØGELSENS AFGRÆNSNING, TILRETTELÆGGELSE OG

GENNEMFØRELSE.

Den 5. december 1995 skrev jeg til Energistyrelsen, at jeg havde besluttet at

gennemføre et egen drift-projekt vedrørende Energistyrelsen. Det var

hensigten, at undersøgelsen skulle omfatte 100 sager, afgjort af

Energistyrelsen. Den 18. december 1995 afholdt jeg et møde med repræsentanter

for Energistyrelsen. På mødet bad jeg Energistyrelsen om at måtte modtage 20

sager om tilslutningspligt efter varmeforsyningslovens § 11, stk. 1, og § 12,

stk. 1.

Jeg modtog herefter fra Energistyrelsen den 22. december 1995 sagsakterne i

21 sager.

Efter en foreløbig gennemgang af de først modtagne sager skrev jeg den 27.

december 1995 til Energistyrelsen at den ene af de modtagne sager angik

forskellige klager over Gas- og Varmeprisudvalget og dettes sekretariat og

derfor faldt uden for afgrænsningen af egen drift-projektet; jeg returnerede

derfor sagen til Energistyrelsen. De resterende 20 af de modtagne sager fandt

jeg kunne indgå i egen drift-projektet, og jeg bad herefter Energistyrelsen

om at måtte

modtage yderligere 80 sager om tilslutningspligt udvalgt efter de nærmere

kriterier,

som blev aftalt på mødet den 18. december 1995, d.v.s. 20 sager fra

Københavns

Kommune og yderligere 60 sager fra den øvrige del af landet.

Den 4. og 16. april 1996

modtog jeg fra Energistyrelsen akter med tilknytning til i alt 151 sager fra

29

forskellige kommuner. Blandt de 151 sager var 24 sager fra Københavns Kommune

som (med en enkelt undtagelse) var afgjort af Energistyrelsen i marts 1996 og

Læs alt

127 sager fra 28 andre kommuner, afgjort i perioden fra maj 1993 til oktober

1995.

32 af de 151 modtagne sager

besluttede jeg af forskellige grunde ikke skulle indgå i undersøgelsen.

For det første har jeg ikke

undersøgt en af sagerne som angår et energiselskabs klage over at en kommune

ikke ville godkende et projektforslag udarbejdet af selskabet; denne sag

falder uden for rammen for min undersøgelse (som tager sigte på at undersøge

Energistyrelsens behandling og afgørelse af sager om enkelte ejendommes

tilslutnings- eller forblivelsespligt).

For det andet drejer det sig

om 21 sager fra

Fanø Kommune. Baggrunden

herfor er at jeg har behandlet en konkret klagesag angående tilslutningspligt

til fjernvarme på Fanø. I klagesagen var der 20 klagere, heraf mindst 16

klagere som er "gengangere" i forhold til de sager jeg fik fra

Energistyrelsen. Den konkrete klagesag (der særligt angår hjemlen til og

proceduren

i forbindelse med kommunalbestyrelsens beslutning om at pålægge ejendomme

inden for fjernvarmeforsyningsområdet på Fanø tilslutningspligt) illustrerer

mange af de væsentlige spørgsmål på sagsområdet i almindelighed og for så

vidt angår Fanø-sagerne i særdeleshed, selvom jeg ikke i klagesagen har taget

stilling til om der måtte være grundlag for at fritage de enkelte ejendomme

for tilslutningspligt efter § 12 eller for dispensation fra

tilslutningspligten efter § 14 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om

tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg. En anonymiseret udgave

af min afsluttende udtalelse i den konkrete klagesag er optrykt som

bilag 1

til denne rapport.

Endelig for det tredje

drejer det sig om 10 sager fra

Rønne

Kommune. Disse sager har jeg udtaget af undersøgelsen på baggrund af at

Energistyrelsen i skrivelse af 24. april 1996 orienterede mig om at 15

grundejere

havde anlagt sag ved Østre Landsret. Af materiale angående denne retssag som

jeg senere efter anmodning har modtaget fra Energistyrelsen fremgår at sagen

blev anlagt ved stævning af 15. maj 1995 og den 13. maj 1998 blev afsluttet

ved

et indenretligt forlig. Videre fremgår det at mindst en af de grundejere som

havde anlagt retssag også er part i en af de sager jeg modtog fra

Energistyrelsen.

I afsnit III. C 1) nedenfor (s. 000) har jeg nærmere redegjort for retssagens

konsekvens for min generelle prøvelse af hjemmelsspørgsmål i sagerne.

Jeg besluttede herefter at

lade undersøgelsen omfatte de resterende

119

sager hvori jeg havde

modtaget sagsakter. Udvidelsen af undersøgelsen fra de oprindeligt påtænkte

100 sager skete på baggrund af at jeg fandt det nyttigt at lade undersøgelsen

omfatte sager fra et stort antal kommuner af forskellig størrelse og med

forskellig geografisk lokalisering (de 119 undersøgte sager er fordelt på 26

forskellige kommuner), men at det på den anden side ville være upraktisk at

begrænse undersøgelsen til kun at omfatte nogle af de modtagne sager fra den

enkelte kommune, idet gennemgangen af sagerne viste at der ofte er en nær

retlig og faktisk sammenhæng mellem sager fra samme kommune.

Undersøgelsen har dog ikke

direkte omfattet sagsbehandlingen eller afgørelsen hos de kommuner som har

truffet afgørelse i 1. instans.

Efter min gennemgang af de

119 sager bad jeg i skrivelse af 15. marts 1999 Energistyrelsen om noget

yderligere baggrundsmateriale og nogle manglende sagsakter; Energistyrelsen

besvarede denne anmodning med skrivelse af 25. marts 1999. Endelig har en af

mine medarbejdere i april 1999 indhentet enkelte yderligere oplysninger fra

Energistyrelsen.

Den 17. maj 1999 sendte jeg

Energistyrelsen min foreløbige rapport om undersøgelsen af sagerne. I

fremsendelsesskrivelsen anførte jeg bl.a., at hvis Energistyrelsen måtte

ønske

dette, deltog man gerne herfra i et møde om rapporten, inden Energistyrelsen

afgiver sin udtalelse. Et sådant møde blev afholdt den 3. juni 1999.

Energistyrelsen afgav på

baggrund heraf en udtalelse i skrivelse af 15. juni 1999. Energistyrelsens

bemærkninger er gengivet de steder i rapporten bemærkningerne vedrører.

Derudover er udtalelsen i sin helhed optaget som bilag 2 til rapporten.

II. KARAKTERISTIK AF DET UDVALGTE OMRÅDE.

A. Generelt.

Efter varmeforsyningsloven (lov nr. 382 af 13. juni 1990 som senest ændret

ved lov nr. 213 af 29. marts 1995) er kompetencen til at træffe afgørelse i

første instans normalt henlagt til kommunerne. Efter lovens § 4, stk. 1,

godkender kommunalbestyrelsen "projekter for etablering af nye

kollektive varmeforsyningsanlæg eller udførelsen af større ændringer i

eksisterende anlæg". Kommunalbestyrelsen kan efter lovens § 11, stk. 1,

senest ved udstedelse af byggetilladelse beslutte at

ny

bebyggelse ved ibrugtagning skal tilsluttes et kollektivt

varmeforsyningsanlæg "(h)vis det forudsættes i et godkendt projekt"

for det pågældende kollektive varmeforsyningsanlæg. Efter lovens § 12, stk.

1, kan kommunalbestyrelsen også bestemme at

eksisterende

bebyggelse inden for en bestemt tidsfrist skal tilsluttes et kollektivt

varmeforsyningsanlæg "(h)vis det forudsættes i et godkendt projekt"

for det pågældende kollektive varmeforsyningsanlæg.

Kommunale afgørelser kan efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger

kun påklages (rekurreres) til anden forvaltningsmyndighed hvis der er hjemmel

hertil.

Varmeforsyningslovens kapitel 6 indeholder regler om klage. Efter lovens §

26, stk. 1, kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter bl.a. kapitel 2 (der

bl.a. omfatter § 4, § 11 og § 12) påklages til miljø- og energiministeren. I

lovens § 27 er bestemt at "(k)lagefristen er 4 uger fra den dag,

afgørelsen er meddelt den pågældende". Lovens § 28 indeholder følgende

bestemmelse:

"Henlægger miljø- og energiministeren sine beføjelser til at træffe

afgørelser efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter loven til en

institution under Miljø- og energiministeriet, kan miljø- og energiministeren

fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at

afgørelserne ikke i alle tilfælde kan indbringes for anden administrativ

myndighed."

Denne bemyndigelse er

udnyttet i bekendtgørelse nr. 364 af 9. juni 1993 om Energistyrelsens

opgaver.

Bekendtgørelsen indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

"

§ 2.

Energistyrelsen varetager de i kapitel 2 nævnte opgaver og

beføjelser samt opgaver, der herudover særskilt henlægges til styrelsen.

...

§ 10.

Lov nr. 382 af 13.

juni 1990 om varmeforsyning som ændret ved lov nr. 327 af 14. maj 1992:

...

7) Afgørelse af sager om

klage efter lovens § 26, stk. 1, over kommunalbestyrelsens afgørelser.

...

§ 26....

Stk. 4.

De i

bekendtgørelsens § 10 nævnte afgørelser, der træffes af Energistyrelsen, kan

ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. § 28 i lov om

varmeforsyning. Undtaget herfra er de afgørelser, der efter

Energiministeriets

bekendtgørelser henholdsvis om varmeforsyningsanlæg og om tilslutning m.v.

til

kollektive varmeforsyningsanlæg kan påklages til energiministeren.

..."

Bekendtgørelse nr. 139 af 5.

marts 1991 om varmeplanlægning og godkendelse af projekter for kollektive

varmeforsyningsanlæg indeholder følgende bestemmelser om klageadgangen:

"

§ 13.

Kommunalbestyrelsens afgørelse om godkendelse af et projekt

for et kollektivt varmeforsyningsanlæg kan påklages til Energistyrelsen af de

i § 12, stk. 1 og 2, nævnte.

...

§ 14.

Afgørelse truffet

af Energistyrelsen i henhold til § 13 kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed bortset fra afgørelser, hvor Energistyrelsen har

besluttet at godkendelse kræver samtykke efter § 9, stk. 3, og afgørelser for

så vidt angår kollektive varmeforsyningsanlæg med en varmekapacitet på mere

end 5 MW, der kan påklages til Energiministeriet.

..."

Tilsvarende indeholder

bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive

varmeforsyningsanlæg følgende bestemmelser om klageadgangen:

"

§ 19.

Kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages til Energistyrelsen

af den eller dem, til hvem afgørelsen er rettet.

...

§ 20.

Energistyrelsens

afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed bortset fra

afgørelser efter § 17 for så vidt angår kollektive varmeforsyningsanlæg med

en

varmekapacitet på mere end 5 MW, der kan påklages til Energiministeriet.

..."

Energistyrelsen fungerer

således i forhold til kommunerne som klageinstans. Derimod er der ikke et

almindeligt over/underordnelsesforhold mellem Energistyrelsen og kommunerne.

B. Særligt om retsgrundlaget for tilslutningspligt.

Varmeforsyningsloven (lov nr. 382 af 13. juni 1990 som senest ændret ved lov

nr. 213 af 29. marts 1995) indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

"

§ 4.

Kommunalbestyrelsen godkender projekter for etablering af nye kollektive

varmeforsyningsanlæg eller udførelsen af større ændringer i eksisterende

anlæg.

...

§ 6.

Det påhviler kommunalbestyrelsen at drage omsorg for, at der udarbejdes

projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg ...

...

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen kan påbyde et eksisterende kollektivt

varmeforsyningsanlæg

at gennemføre et godkendt projekt inden en vis frist.

...

§ 11.

Hvis det

forudsættes i et godkendt projekt for et kollektivt varmeforsyningsanlæg, kan

kommunalbestyrelsen senest ved udstedelse af byggetilladelse bestemme, at ny

bebyggelse ved ibrugtagningen skal tilsluttes anlægget. Kommunalbestyrelsen

godkender vilkårene for tilslutningen.

Stk. 2.

Miljø- og

energiministeren kan efter forhandling med de kommunale organisationer

fastsætte regler om adgangen til at træffe bestemmelse efter stk. 1.

...

§ 12.

Hvis det

forudsættes i et godkendt projekt for et kollektivt varmeforsyningsanlæg, kan

kommunalbestyrelsen bestemme, at eksisterende bebyggelse inden for en bestemt

tidsfrist skal tilsluttes anlægget, bl.a. under hensyntagen til den naturlige

udskiftningstakt for eksisterende opvarmningsanlæg. Kommunalbestyrelsen

godkender vilkårene for tilslutningen.

Stk. 2.

Miljø- og

energiministeren fastsætter efter forhandling med de kommunale organisationer

regler om adgangen til at træffe bestemmelse efter stk. 1.

...

§ 15.

Miljø- og

energiministeren kan fastsætte regler om, hvorledes kommunalbestyrelsens

beslutninger efter §§ 11-14 skal meddeles eller offentliggøres, samt om at

beslutningerne skal tinglyses på de pågældende ejendomme.

..."

Bekendtgørelse nr. 196 af

22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg

(tilslutningsbekendtgørelsen)

indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

"

§ 2.

Kommunalbestyrelsen kan pålægge såvel ny som eksisterende

bebyggelse tilslutningspligt til et kollektivt varmeforsyningsanlæg.

Beslutning

herom kan ikke træffes, før forudsætningerne herfor er belyst i et godkendt

projekt. Beslutningen skal træffes samtidigt med eller umiddelbart efter

godkendelsen af projektet.

Stk. 2.

Godkendelse af

projekter sker i overensstemmelse med bestemmelserne i Energiministeriets

bekendtgørelse om varmeplanlægning og godkendelse af projekter for kollektive

varmeforsyningsanlæg.

...

§ 3.

Kommunalbestyrelsen

kan kun pålægge en ejendom tilslutningspligt til et kollektivt

varmeforsyningsanlæg, såfremt forsyningsselskabet har forpligtet sig til at

sikre ejendommen forsyningsmulighed fra anlægget.

Stk. 2.

Forsyningsmulighed fra anlægget foreligger, når forsyningsselskabet har

etableret de tekniske anlæg m.v., som skal etableres af selskabet som

forudsætning for bebyggelsens tilslutning, og anlægget har kapacitet til at

forsyne ejendommen.

§ 4.

Kommunalbestyrelsens beslutning om at pålægge en ejendom tilslutningspligt

til

et kollektivt varmeforsyningsanlæg indebærer:

1)at forsyningsselskabet fra

tilslutningstidspunktet, jf. stk. 2, kan pålægge ejendommens ejer at betale

den

tilslutningsafgift og de afgifter, som ifølge selskabets anmeldelse til gas-

og

varmeprisudvalget er gældende for ejendomme, som tilsluttes anlægget.

2)at forsyningsselskabet kan

etablere de i § 3, stk. 2, nævnte anlæg m.v. samt stikledninger.

Stk. 2.

Ved

tilslutningstidspunktet forstås det tidspunkt, hvor der er forsyningsmulighed

fra anlægget, og hvortil kommunalbestyrelsen efter reglerne i §§ 5, 7, 8 og 9

i denne bekendtgørelse har krævet, at ejendommen tilsluttes dette.

Særligt om tilslutning af ny bebyggelse.

§ 5.

Ny bebyggelse kan

kræves tilsluttet et kollektivt varmeforsyningsanlæg på tidspunktet for

ibrugtagningen af bebyggelsen. Beslutning herom skal meddeles ejeren af

ejendommen senest ved udstedelse af byggetilladelse.

§ 6. Er der ikke

forsyningsmulighed fra anlægget på ibrugtagningstidspunktet, kan ejeren af

ejendommen kræve, at forsyningsselskabet installerer et midlertidigt

varmeforsyningsanlæg til bebyggelsen uden ekstra udgift for ejeren.

Stk. 2.

Udgifterne til

det midlertidige anlægs etablering dækkes, hver med halvdelen, af kommunen og

forsyningsselskabet.

Særligt om tilslutning af eksisterende bebyggelse.

1. Tilslutningstidspunktet.

§ 7.

Eksisterende

bebyggelse kan kræves tilsluttet et kollektivt varmeforsyningsanlæg med en

frist på 9 år, jf. dog § 9. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor

ejendommens

ejer har modtaget kommunalbestyrelsens meddelelse om, at ejendommen er pålagt

tilslutningspligt.

§ 8. Kommunalbestyrelsen

kan pålægge en ejendom, som allerede forsynes fra et kollektivt

varmeforsyningsanlæg, at forblive tilsluttet dette.

Stk. 2.

Det kan ikke

pålægges en ejer af en ejendom, som pålægges tilslutningspligt efter stk. 1,

at

betale den i § 4, stk. 1, nr. 1, omtalte tilslutningsafgift.

2. Om udskiftning af væsentlige varmeinstallationer i ejendomme, der er

pålagt tilslutningspligt.

§ 9.

Kommunalbestyrelsen

kan beslutte, at ejendomme, der er pålagt tilslutningspligt, skal tilsluttes

anlægget på det tidspunkt, hvor der er forsyningsmulighed fra dette, såfremt

væsentlige varmeinstallationer i ejendommen skal udskiftes inden udløbet af

den i § 7 nævnte frist for tilslutning.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen kan træffe en afgørelse, som nævnt i stk. 1 når:

1)der er forsyningsmulighed

fra anlægget eller,

2)kommunalbestyrelsen kan

henvise ejeren til midlertidigt at anvende en nærmere angivet

varmeinstallation, indtil der er forsyningsmulighed fra anlægget.

...

§ 18.

Kommunalbestyrelsens beslutninger efter reglerne i bekendtgørelsens kapitel

1,

2 og 3 skal meddeles skriftligt til ejeren af den pågældende ejendom.

Beslutning efter §§ 5, 7, 8 og 15 skal meddeles samtidig med meddelelsen om

godkendelsen af det projekt, der belyser forudsætningerne for beslutningen.

...

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsens meddelelse efter stk. 1 skal indeholde oplysninger om

klageadgang og klagefrist, samt om retsvirkninger m.v. af

kommunalbestyrelsens

beslutning.

Stk. 4.

Kommunalbestyrelsen foranlediger, at en beslutning om, at en ejendom er

pålagt

tilslutningspligt, tinglyses på ejendommen.

Kapitel 6

Klager m.v.

§ 19.

Kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages til Energistyrelsen af den eller

dem, til hvem afgørelsen er rettet.

Stk. 2.

Klage indgives

til kommunalbestyrelsen, der snarest sender klagen til Energistyrelsen,

ledsaget af en udtalelse og det materiale, som har ligget til grund for

kommunalbestyrelsens afgørelse.

§ 20.

Energistyrelsens

afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed bortset fra

afgørelser efter § 17 for så vidt angår kollektive varmeforsyningsanlæg med

en

varmekapacitet på mere end 5 MW, der kan påklages til Energiministeriet.

...

§ 21.

Klagefristen er 4

uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den klageberettigede.

§ 22.

Kommunalbestyrelsen og Energistyrelsens afgørelser skal være forsynet med

oplysninger om klageadgang og klagefrist.

§ 23.

Klagemyndigheden

kan bestemme, at en klage skal have opsættende virkning."

Bekendtgørelse nr. 139 af 5.

marts 1991 om varmeplanlægning og godkendelse af projekter for kollektive

varmeforsyningsanlæg (hvortil tilslutningsbekendtgørelsens § 2, stk. 2,

henviser) indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

"

§ 6. Ansøgning om godkendelse af et projekt (projektforslag) skal

være skriftligt og ledsaget af følgende oplysninger i det omfang, som er

nødvendigt for den godkendende myndigheds bedømmelse af projektet:

...

7)oversigt over ejendomme og

forsyningsanlæg, der ifølge projektet påtænkes knyttet til anlægget ved

påbud,

tilslutningspligt eller bidragspligt til anlægget.

Stk. 2....

...

§ 8.

Kommunalbestyrelsen

skal skriftligt underrette berørte forsyningsselskaber og kommuner samt

grundejere, der skal afgive areal eller pålægges servitut, om

projektforslaget

med henblik på eventuelle bemærkninger inden for 4 uger. Ved ændringer i

områdeafgrænsningen i forhold til det hidtidige plangrundlag, skal de berørte

forsyningsselskaber m.v. inddrages. Kommunalbestyrelsen kan tilsvarende

underrette andre berørte parter, f.eks. virksomheder, amtsrådet m.fl.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal endvidere sikre, at grundejere, der efter projektet

forudsættes pålagt tilslutningspligt eller bidragspligt til anlægget,

underrettes skriftligt om projektforslaget med henblik på eventuelle

bemærkninger inden for 4 uger.

§ 9.

Kommunalbestyrelsen

skal sende projektforslag, modtagne bemærkninger efter § 8, stk. 1, og

kommunalbestyrelsens udtalelse om projektet til Energistyrelsen. Dette gælder

dog ikke for følgende projektforslag:

1)projektforslag, der alene

angår pålæg om tilslutningspligt- eller bidragspligt, jf. lovens §§ 11-13 ...

...

§ 10.

Forinden

godkendelse kan meddeles, skal kommunalbestyrelsen foretage en energimæssig,

samfundsøkonomisk og miljømæssig vurdering af projektet...

...

§ 12. Der skal gives

underretning om godkendelsen til projektansøger og til de berørte

forsyningsvirksomheder og kommuner samt grundejere, der skal afgive areal

eller pålægges servitut med oplysning om klageadgang og klagefrist.

Stk. 2.

Grundejere, der

ved projektgodkendelsen forudsættes pålagt tilslutningspligt eller

bidragspligt

til anlægget, skal have skriftlig meddelelse om såvel godkendelse af

projektet

som beslutning om pålæg af tilslutningspligt/bidragspligt til anlægget med

oplysning om klageadgang og klagefrist.

..."

C. Særligt om retsgrundlaget for fritagelse for

eller dispensation fra tilslutningspligten.

Bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive

varmeforsyningsanlæg indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

"

3. Bebyggelse, der ikke kan kræves tilsluttet.

§ 12.

Følgende kategorier af eksisterende bebyggelse kan ikke kræves tilsluttet et

kollektivt varmeforsyningsanlæg:

1)bygninger, hvor omstilling til kollektiv varmeforsyning på grund af

nødvendige, større installations- eller bygningsmæssige ændringer, efter

kommunalbestyrelsens skøn, vil være uforholdsmæssigt bekostelig,

2) bygninger, der er indrettet med solvarmeanlæg, varmepumper, vindmøller,

biogasanlæg, komposteringsvarmeanlæg, vandkraftanlæg, træfyr eller halmfyr,

og hvor

anlægget - eller anlæggene tilsammen - efter kommunalbestyrelsens skøn, har

en

kapacitet, som kan dække mere end halvdelen af bygningens energiforbrug til

opvarmning og forsyning med varmt vand,

3) bygninger, hvor

overskudsvarme fra produktionsvirksomhed efter kommunalbestyrelsens skøn

dækker

mere end halvdelen af bygningens energiforbrug til opvarmning og forsyning

med

varmt vand,

4) bygninger, der påregnes

nedrevet inden for en kortere årrække,

5) bygninger, der ikke er

beregnet til at være konstant opvarmet i fyringssæsonen.

§ 13.

Ejere af

ejendomme, der er pålagt tilslutningspligt til et kollektivt

varmeforsyningsanlæg, kan ikke senere kræve sig fritaget for tilslutning

under

henvisning til bestemmelserne i § 12 i denne bekendtgørelse, jf. dog § 14.

Dispensation

§ 14.

Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde efter ansøgning beslutte, at ny

eller eksisterende bebyggelse, der er pålagt tilslutningspligt, skal fritages

for tilslutning, ligesom der i særlige tilfælde kan meddeles forlængelse af

tilslutningsfristen, jf. § 7."

D. Særligt om retsvirkningen af tilslutningspligt.

At en ejendom er undergivet tilslutningspligt indebærer at den kan kræves

tilsluttet det kollektive varmeforsyningsanlæg 9 år efter at

tilslutningspligten er meddelt ejendommens ejer, jf. § 7 i bekendtgørelse nr.

196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg

(tilslutningsbekendtgørelsen). Tilslutningspligten kan dog indtræde på et

tidligere tidspunkt hvis væsentlige varmeinstallationer i ejendommen skal

udskiftes, og der træffes afgørelse efter tilslutningsbekendtgørelsens § 9.

Tilslutningspligten indebærer ikke at ejendommen er forpligtet til faktisk at

aftage varme fra det kollektive varmeforsyningsanlæg. Derimod følger det af

varmeforsyningslovens § 13 og tilslutningsbekendtgørelsens § 4 at ejendommens

ejer fra tilslutningstidspunktet er forpligtet til at betale

tilslutningsafgift og eventuelt løbende afgifter til det kollektive

varmeforsyningsanlæg, ligesom forsyningsselskabet kan etablere stikledninger

mv. til ejendommen.

Tilslutningspligten

indebærer heller ikke at ejendommen ikke supplerende må opvarmes med f.eks.

brændeovn eller med solvarme eller anden vedvarende energi som supplement til

et centralvarmeanlæg på ejendommen som opvarmes ved hjælp af det kollektive

varmeforsyningsanlæg eller ved hjælp af et (fortsat) eksisterende individuelt

anlæg på ejendommen. I områder hvor der efter varmeforsyningslovens § 14 er

nedlagt forbud mod bestemte opvarmningssystemer (særligt el-varme) vil det

dog

kunne være ulovligt at supplere centralvarmeopvarmning (de være sig et anlæg

tilsluttet det kollektive anlæg eller et individuelt centralvarmeanlæg) med

en

opvarmningsform omfattet af forbudet.

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 i tilslutning hertil oplyst følgende:

"Energiministeriet har

i 2 omgange påbudt samtlige kommunalbestyrelser at nedlægge elvarmeforbud i

kollektivt forsynede områder.

I 1988 meddelte

Energiministeriet påbud til samtlige kommunalbestyrelser om at nedlægge

forbud

mod installation af elvarme som primær varmeforsyning i

ny bebyggelse

i

kollektivt forsynede områder.

I 1994 meddelte

Energiministeriet påbud til samtlige kommunalbestyrelser om at nedlægge

forbud

mod installation af elvarme som primær varmeforsyning i

eksisterende

bebyggelse

i kollektivt forsynede områder."

III. UNDERSØGELSEN.

A. Kortlægning af sagerne.

1) Indledning.

På det undersøgte sagsområde må en sag (i abstrakt forstand) anses for de

faktiske og retlige omstændigheder som har relation til en bestemt fast

ejendom, idet det følger af retsgrundlaget at der skal foretages en

individuel behandling af og træffes en individuel afgørelse i relation til

hver fast ejendom. Energistyrelsens sagsoprettelses- og

journaliseringspraksis på området indebærer imidlertid at der i vid

udstrækning er oprettet

samlesager

, dvs. at mere end en fast ejendoms forhold er behandlet og afgjort på samme

fysiske sag (samme j.nr. hos Energistyrelsen). Denne praksis har givetvis en

praktisk begrundelse, idet der ofte viser sig en nær retlig og faktisk

sammenhæng mellem sager fra samme kommune. Normalt har den enkelte kommune

samtidig til Energistyrelsen fremsendt alle klager fra den pågældende kommune

over afslag på fritagelse for tilslutningspligt efter § 12 og/eller

dispensation fra tilslutningspligten efter § 14 i bekendtgørelse nr. 196 af

22. marts 1991 om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg, og

Energistyrelsen har jævnligt oprettet en sag for hver sådan fremsendelse fra

kommunen. Der har således været behandlet fra én til 21 sager på hver af

Energistyrelsens fysiske sager (hvert j.nr. hos Energistyrelsen).

I forbindelse med min undersøgelse af og omtalen i denne rapport af de 119

undersøgte sager har jeg nødvendigvis måttet afgrænse og referere til sagerne

uafhængigt af Energistyrelsens sagsoprettelses- og journaliseringspraksis.

Jeg har derfor tildelt hver af de 119 sager et internt sagsnummer (fra 000

til 119). Med henblik på en éntydig identifikation af de 119 sager har jeg i

relation til hvert af de 119 interne sagsnumre over for Energistyrelsen

oplyst hvilken kommune og hvilket j.nr. hos Energistyrelsen det interne

sagsnummer angår samt - i de tilfælde hvor Energistyrelsen har behandlet mere

end én sag på den samme fysiske sag (det samme j.nr.) - ejendommens

beliggenhed (adresse).

2) Sagernes

geografiske fordeling.

De 119 undersøgte sager er

fordelt på 26 forskellige kommuner geografisk spredt over landet. De 26

kommuner er forskellige mht. størrelse (geografisk udstrækning og

indbyggertal)

og omfatter både by- og landkommuner. I undersøgelsen indgår mellem én og 24

sager fra den samme kommune.

I undersøgelsen indgår

således sager fra følgende kommuner (anført i alfabetisk orden):

Aulum-Haderup

(1 sag: sag 001), Bov (3 sager:sagerne 002-004), Brande (1 sag: sag 005),

Fakse (1 sag: sag 006), Frederikssund (1 sag: sag 007), Græsted-Gilleleje (1

sag: sag 008), Helsinge (7 sager: sagerne 009-015), Hillerød (1 sag: sag

016),

Holeby (1 sag: sag 017), Holsted (8 sager: sagerne 018-025), Høje-Tåstrup (7

sager: sagerne 026-032), Hørning (1 sag: sag 033), Kalundborg (1 sag: sag

034), København (24 sager: sagerne 035-058), Nyborg (1 sag: sag 059),

Nykøbing

F. (8 sager: sagerne 060-067), Nysted (4 sager: sagerne 068-071), Næstved (20

sager: sagerne 072-091), Ringkøbing (2 sager: sagerne 092-093), Roskilde (1

sag: sag 094), Rødby (3 sager: sagerne 095-097), Stubbekøbing (8 sager:

sagerne 098-105), Tørring-Uldum (1 sag: sag 106), Vejen (1 sag: sag 107),

Vojens (4 sager: sagerne 108-111) og Åkirkeby (8 sager: sagerne 112-119).

23 af de 24 undersøgte sager

fra Københavns Kommune fordeler sig som følger på bydele (postdistrikter):

Brønshøj: 7 sager, Hellerup: 1 sag, København K: 1 sag, København N: 1 sag,

København NV: 3 sager, København S: 2 sager, København Ø: 2 sager, Valby: 1

sag

og Vanløse: 5 sager. Den sidste sag fra København har ikke kunnet placeres på

bydel.

3) Sagernes

emnemæssige fordeling.

Af de 119 sager angår 111

sager fritagelse for tilslutningspligt efter § 12 og/eller dispensation fra

tilslutningspligten efter § 14 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om

tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg. Heraf angår en sag (sag

008) tilslutningspligt (forblivelsespligt) efter varmeforsyningslovens § 11,

stk. 1, om ny bebyggelse og 110 sager (sagerne 001-004, 006-007, 009-015,

0017-113) tilslutningspligt (herunder forblivelsespligt) efter

varmeforsyningslovens § 12, stk. 1, om eksisterende bebyggelse. 8 sager angår

andre emner: en sag (sag 016) angår mulighed for elopvarmning, en sag (sag

005)

angår afgrænsningen af (dispensation fra) fjernvarmeområdets udstrækning,

medens de sidste 6 sager angår takstregulativet (prisen for tilslutning mv.).

Af de 110 sager om tilslutningspligt

(herunder forblivelsespligt) efter varmeforsyningslovens § 12, stk. 1, om

eksisterende bebyggelse angår 96 sager (sagerne 009-015, 018-032, 035-058,

060-094, 098-106 og 108-113) fritagelse for tilslutningspligt (herunder

forblivelsespligt) efter § 12 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om

tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg. Heraf angår 9 sager

(sagerne 051 og 060-067) forblivelsespligt, idet ejendommene i forvejen var

tilsluttet det kollektive varmeforsyningsanlæg, medens de øvrige 87 af disse

96 sager (sagerne 009-015, 018-032, 035-050, 052-058, 068-094, 98-106 og

108-113) angår tilslutningspligt for ejendomme som ikke allerede er

tilsluttet.

I 14 af de 110 sager om tilslutningspligt (herunder forblivelsespligt)

(sagerne 001-004, 006-007, 017, 033-034, 059, 095-097 og 107) har parten

(også)

ønsket dispensation fra tilslutningspligten (smh. § 14 i bekendtgørelse nr.

196 af 22. marts 1991 om tilslutning mv. til kollektive

varmeforsyningsanlæg);

som det fremgår af kapitel III.C.4) (s. 000) nedenfor er det dog efter min

vurdering kun i otte af disse sager at bekendtgørelsens § 14 er aktuel

(retligt

relevant).

Af de 110 sager om tilslutningspligt

(herunder forblivelsespligt) efter varmeforsyningslovens § 12, stk. 1, om

eksisterende bebyggelse angår 87 sager (sagerne 001, 004, 006-007, 009-015,

017-058, 060-071, 091-106 og 108-113) et kollektivt

fjernvarme

forsyningsanlæg. Heraf angår efter det oplyste 32 sager

(sagerne 008, 017, 060-071, 096-105 og 112-119) halmfyrede fjernvarmeanlæg.

77 af de 87 fjernvarmesager (sagerne 009-015, 018-032, 035-058, 060-071,

091-094, 098-106, 108-113) angår fritagelse for tilslutningspligt (herunder

forblivelsespligt) efter § 12 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om

tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg. Heraf angår 9 sager

(sagerne 051 og 060-067) forblivelsespligt, idet ejendommene i forvejen var

tilsluttet det kollektive varmeforsyningsanlæg, medens de øvrige af de 68

fjernvarmesager (sagerne 009-015, 018-032, 035050, 052-058, 068-071, 091-094,

098-106, 108-113) angår tilslutningspligt for ejendomme som ikke allerede er

tilsluttet. I 10 af de 87 fjernvarmesager (sagerne 001, 004, 006, 007, 017,

033-034 og 095-097) har parten (også) ønsket dispensation fra

tilslutningspligten

(smh. § 14 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning mv. til

kollektive varmeforsyningsanlæg). Af fjernvarmedispensationssagerne angår

en sag (sag 001) ejendomme som i forvejen var tilsluttet fjernvarme, medens

de

øvrige ni dispensationssager (sagerne 004, 006-007, 017, 033-034 og 095-097)

angår ejendomme som ikke allerede er tilsluttet. En af fjernvarmesagerne (sag

007) angår foruden dispensation efter tilslutningsbekendtgørelsens § 14 også

afgrænsningen af (dispensation fra) fjernvarmeområdets udstrækning.

De resterende 23 af de 110

sager om tilslutningspligt (herunder forblivelsespligt) efter

varmeforsyningslovens § 12, stk. 1, om eksisterende bebyggelse angår

tilslutning til

naturgas

(sagerne

002-003, 059, 072-090 og 107). Naturgassagerne angår alle tilslutning af

ejendomme

som ikke allerede er tilsluttet naturgas. 19 af naturgassagerne (sagerne

072-090) angår fritagelse for tilslutningspligt efter § 12 i bekendtgørelse

nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning mv. til kollektive

varmeforsyningsanlæg,

medens parten i de øvrige fire naturgassager (sagerne 002-003, 059 og 107)

(også) ønsker dispensation fra tilslutningspligten (smh. § 14 i

bekendtgørelse

nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning mv. til kollektive

varmeforsyningsanlæg).

De fleste af de involverede

ejendomme i sagerne er parcelhuse. Blandt de 95 sager som ikke stammer fra

Københavns Kommune er der kun fire sager som ikke angår parcelhuse, nemlig

sag 018

(et hotel),

sag 025 og 069

(to trælasthandler) samt

sag 033

(en møbelfabrik). De 24 sager fra Københavns Kommune

fordeler sig med 14 sager angående parcelhuse (sagerne 036, 042-043, 046-050

og 053-058), ni sager angående etageejendomme med beboelse (sagerne 037-041,

044-045 og 051-052) og en sag angående en etageejendom (sag 035) med blandet

beboelse og erhverv.

B. Sagsbehandlingsregler.

1) Kompetence.

I ingen af de 119 undersøgte sager er der kompetencemangler i forhold til

Energistyrelsen. I 112 sager (sagerne 001-019 og 21-113) har Energistyrelsen

været den kompetente myndighed. I de resterende syv sager har Energistyrelsen

sendt sagen til den kompetente myndighed.

I

sag 020

tilbagesendte Energistyrelsen sagen til kommunen, da kommunen endnu ikke

havde truffet (endelig) afgørelse om at pålægge klagerens ejendom

tilslutningspligt.

I seks andre sager (

sagerne 114-119

) sendte Energistyrelsen klagen videre til Gas- og Varmeprisudvalget som

rette myndighed. Dette var korrekt, idet klagen i de seks sager angik en

ændring af priser og leveringsbetingelser i et takstregulativ for et

fjernvarmeværk, og idet Gas- og Varmeprisudvalget har kompetencen til at påse

at priser og andre betingelser er lovlige og

rimelige, jf. varmeforsyningslovens § 20 og § 21 (særligt stk. 5).

2) Inhabilitet.

I ingen af de undersøgte

sager er der rejst habilitetsspørgsmål, og de foreliggende oplysninger giver

heller ikke mig anledning til at rejse spørgsmål om habilitet i nogen af

sagerne.

3) Partsrepræsentation.

Efter forvaltningslovens § 8

har en part i en afgørelsessag som udgangspunkt til enhver tid ret til at

lade

sig bistå eller repræsentere af andre.

Totalt set har der i 109 af

de 119 undersøgte sager

ikke

været

partsrepræsentation.

I de resterende 10 af de 119

sager findes partsrepræsentation. I de ni af disse sager er der tale om en

professionel partsrepræsentant en advokat (sagerne 033, 037 og 052), en

revisor

(sag 044), og et ejendomsadministrationskontor (sagerne 038-041 og 045). I

den

sidste af de 10 sager med partsrepræsentation -

sag 95

- optræder et familiemedlem (en svoger) som

partsrepræsentant.

I de ni sager hvor der har

været en professionel partsrepræsentant, har Energistyrelsen ikke krævet en

fuldmagt af partsrepræsentanten. Dette kan ikke give mig anledning til

kritik,

idet advokater må antages at have en stillingsfuldmagt som normalt også vil

dække indbringelse af sager som de undersøgte for Energistyrelsen. Ligeledes

må en revisor og et ejendomsadministrationskontor antages at have en

stillingsfuldmagt på det undersøgte sagsområde som normalt også vil dække

indbringelse af sagen for Energistyrelsen.

I

sag 95

kan svogeren S derimod ikke antages at have nogen form for

stillingsfuldmagt. Energistyrelsen traf afgørelse i brev af 4. maj 1993 til

parten P. Den 10. maj 1993 modtog Energistyrelsen en telefax fra S; S

henviste

heri til en telefonsamtale med Energistyrelsens sagsbehandler.

Energistyrelsen

modtog den 24. og 26. maj 1993 yderligere telefax'er fra S, og den 1. juni

1993

en telefax fra kommunen. Den 11. juni 1993 havde Energistyrelsens

sagsbehandler

en telefonsamtale med S, og med henvisning hertil sendte Energistyrelsen den

14. juni 1993 S noget generelt materiale. Den 15. juli 1993 modtog

Energistyrelsen

fra kommunen et brev fra S som var vedlagt en erklæring fra et

blikkenslagerfirma til P. I brev 26. august 1993 skrev Energistyrelsen bl.a.

følgende til P:

"... da det ikke

fremgår af sagen, at (S) har fuldmagt fra Dem til at optræde som Deres

fuldmægtig, skal Energistyrelsen forespørge, om De ønsker at opretholde

anmodningen om genoptagelse af sagens behandling i Energistyrelsen.

...

Såfremt Energistyrelsen ikke

har hørt fra Dem senest den 26. september 1993, vil styrelsen betragte (S's)

anmodning om genoptagelse af sagen som bortfaldet".

I brev af 1. september 1993

til Energistyrelsen anførte parten bl.a.:

"Som bekræftelse på

Deres telefonsamtale den 30. ds. med min svoger [svogerens navn] skal

følgende

meddeles:

Jeg undertegnede [partens

navn], befuldmægtiger hermed [svogerens navn, adresse, telefon- og

telefaxnr.]

som værende den person, der repræsenterer mig i sagen mod (K) Kommune omkring

tilslutningspligt til det kommunale fjernvarmenet."

På denne baggrund må jeg -

selvom der ikke findes notat på sagen om telefonsamtalen med svogeren - gå ud

fra at Energistyrelsen telefonisk har bedt svogeren om at indsende en

fuldmagt. Det var da også efter min opfattelse nødvendigt at sikre at

svogeren var partsrepræsentant, førend Energistyrelsen gik videre med sagen,

og det ville have været ønskeligt om Energistyrelsen på et tidligere

tidspunkt

havde afklaret partsrepræsentationsspørgsmålet. - Energistyrelsen meddelte

den 1. november 1993 S styrelsens afgørelse om ikke at ville genoptage

styrelsens sag, da sagen fortsat var under behandling i kommunen.

I de 10 sager, hvor der har

været partsrepræsentation, har Energistyrelsen konsekvent korresponderet med

partsrepræsentanten (for så vidt angår sag 95 efter at

partsrepræsentationsforholdet var afklaret).

4) Vejledning.

Efter forvaltningslovens §

7, stk. 1, har forvaltningsmyndigheder en almindelig vejledningspligt. Efter

bestemmelsen skal en forvaltningsmyndighed "i fornødent omfang yde

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for myndighedens sagsområde". Tilslutningsbekendtgørelsen

(bekendtgørelse

nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive

varmeforsyningsanlæg)

indeholder i § 18, stk. 3, en bestemmelse hvorefter kommunernes afgørelser

skal

indeholde oplysning om bl.a. "retsvirkninger m.v. af

kommunalbestyrelsens

beslutninger"; opfylder kommunens afgørelse ikke dette krav må det

påhvile

Energistyrelsen at give den fornødne vejledning om retsvirkninger mv.

I 76 af de 119 undersøgte

sager (sagerne 001-006, 010, 016-018, 020-022, 029, 031, 035-042, 046,

051-052,

057, 062, 064-067, 069-090, 092-096, 098-099, 101, 103-108, 110-11 og

114-119)

ses det ikke at have været aktuelt at give parten vejledning efter

bestemmelsen

i forvaltningslovens § 7, stk. 1, eller tilslutningsbekendtgørelsens § 18,

stk.

3. I de resterende 43 sager (sagerne 007-009, 011-015, 019, 023-028, 030,

032-034, 043-045, 047-050, 053-054, 0056, 058-061, 063, 068, 091, 097, 100,

102, 109 og 112-113) hvor der har været naturlig anledning til at give parten

vejledning, har Energistyrelsen i alle tilfælde givet en sådan vejledning på

en adækvat, dækkende og forståelig måde. I

sag

009

har parten - foruden af Energistyrelsen - modtaget en forholdsvis

omfattende vejledning fra kommunen.

Som eksempler på

Energistyrelsens vejledning skal blot refereres to sager hvor styrelsen har

redegjort for partens juridiske og økonomiske stilling på punkter som ikke er

omfattet af begrundelsespligten (jf. nærmere nedenfor afsnit 10) om

begrundelse);

der er dog en glidende overgang mellem en god og fyldestgørende begrundelse

efter forvaltningslovens § 24 og vejledning efter forvaltningslovens § 7,

stk.

1, eller tilslutningsbekendtgørelsens § 18, stk. 3.

I

sag 009

havde parten givet udtryk for usikkerhed i forskellige

relationer mht. retsvirkningen af at være pålagt tilslutningspligt.

Energistyrelsens afgørelse af 15. november 1994 indeholder bl.a. følgende

vejledning til parten:

"Energistyrelsen skal,

for så vidt angår (K) Fjernvarmes informationsmateriale, herunder

brugerøkonomi, årsvirkningsgrader for oliefyr, samt etablering af

naturgasfyret

kraftvarmeværk, henvise til styrelsens besvarelse af 20. januar 1994 til Dem

herom.

Endvidere henvises til Gas-

og Varmeprisudvalgets besvarelse af 13. Januar 1994 til Dem vedrørende

udvalgets mulighed for at gribe ind overfor priser eller

leveringsbetingelser,

som findes urimelige eller i strid med de gældende regler for prisberegning.

Som anført i dette brev kan De, såfremt De er utilfreds med (K) Fjernvarmes

priser og leveringsbetingelser, klage til Gas- og Varmeprisudvalget,

Nørregade

49, 1165 København K.

...

Med hensyn til ejendomme,

der allerede forsynes med fjernvarme, har (K) Kommune ikke vedtaget påbud om

fortsat tilslutningspligt til fjernvarmen. Derimod fremgår det af kommunens

påbud af 15. februar 1994, at ny bebyggelse indenfor område 2 øst senest ved

ibrugtagningen skal tilsluttes fjernvarmeforsyningen.

Det fremgår, at (K)

Fjernvarme har besluttet, at nye varmeforbrugere får gratis tilslutning til

fjernvarmesystemet under forudsætning af, at tilslutning sker når der er

gravet op ud for ejendommen. Energistyrelsen skal bemærke, at varmeværket får

en hurtigere økonomisk gevinst herved, end hvis grundejerne først tilslutter

sig ved udløbet af 9 års fristen.

I forbindelse med Deres

bemærkninger om medlemspligt til værket, skal styrelsen oplyse,

at De ikke

har pligt til at være medlem af værket.

Vedrørende hæftelse til værket

bemærkes, at grundejere, der er omfattet af tilslutningsprojektet udelukkende

hæfter med indskuddet (tilslutningsafgiften), og intet herudover.

...

Med hensyn til Deres krav om

at beholde Deres oliefyr, skal Energistyrelsen gøre opmærksom på, at De ikke

er forpligtet til at indrette Deres fyringsanlæg til at kunne modtage

fjernvarme, ligesom De ikke har pligt til at aftage fjernvarme. De er derimod

forpligtet til, ved tilslutningspligtens indtræden, at betale

tilslutningsafgift

samt de gældende faste afgifter til (K) Fjernvarme. De kan derfor godt

fortsætte med oliefyring - også efter tilslutningspligtens indtræden.

...

Energistyrelsen skal dog

gøre opmærksom på, at § 14 i tilslutningsbekendtgørelsen giver mulighed for,

at byrådet i særlige tilfælde efter ansøgning kan beslutte at forlænge

tilslutningsfristen for en ejendom. Bestemmelsen kan bl.a. anvendes af

kommunen

i tilfælde, hvor særlige individuelle hensyn, ex. for dårligt stillede

folkepensionister,

gør det rimeligt at fravige den generelle bestemmelse om 9 års

tilslutningsfrist.

De kan derfor ansøge (K)

Kommune, inden tilslutningspligtens indtræden, om forlængelse af

tilslutningsfristen for ejendommen, indtil ejerskifte eller fraflytning af

ejendommen. Ligeledes er der ex. for folkepensionister mulighed for at få

forlænget

fristen, hvis væsentlige varmeinstallationer skal udskiftes. Der er endvidere

mulighed for folkepensionister for at få indefrosset udgiften til

fjernvarmeomstillingen

på linje med ejendomsskatter. (K) Kommune vil kunne oplyse Dem nærmere om

denne

mulighed."

I

sag 112

vejledte Energistyrelsen parten om partens hæftelse,

fjernvarmeværkets økonomi og retsvirkningen af at der er pålagt

tilslutningspligt:

"... Med hensyn til

fjernvarmeanlæggets tekniske stand, vil De gerne vide hvor store

reinvesteringer der er nødvendigt de næste 9 år. De vil vide, hvordan

hæftelsen

er for den enkelte forbruger, såfremt værket ikke kan hvile i sig selv; om

kommunen

hæfter for evt. underskud; om der er solidarisk hæftelse. Endelige vil De

vide

om nye forbrugere vil få en kontrakt, der er magen til de nuværende aftagere

af

varme fra (A) halmvarmeværk med en afgift på 700 kr. pr. husstand excl. moms

de

næste 25 år. De mener ikke, at der kan laves tilslutningspligt på dette

grundlag.

...

Med hensyn til økonomisk

hæftelse, skal Energistyrelsen oplyse, at forbrugeren overfor

fjernvarmeværket

kun hæfter med sit indskud (tilslutningsafgiften) og intet herudover. Da

halmværket er kommunalt ejet, hæfter kommunen for værkets gæld i øvrigt.

...

Med hensyn til værkets

økonomi, skal Energistyrelsen bemærke, at der i 1993 blev udarbejdet forslag

til en gældssanering, herunder afskrivning/regulering af det kommunale udlæg,

gennemførelse af tilslutningspligt samt ændringer i takstregulativet. Samlet

skal disse foranstaltninger medvirke til, at værket får en sund økonomi og

fremover skal hvile i sig selv. Dette forslag er accepteret af Tilsynsrådet

for

(B) Amt.

Vedrørende Deres spørgsmål

om den faste afgift fremover, skal Energistyrelsen oplyse, at den faste

afgift

excl. moms 1994-niveau er beregnet til 3.100 kr. både for nuværende og

fremtidige forbrugere tilknyttet varmeværket. Energistyrelsen skal henvise

til

takstregulativ for (A) Varmeværk samt til "Rapport om (A)

Fjernvarmeværk".

Såfremt De ønsker yderligere oplysninger om værkets priser, skal styrelsen

henvise Dem til at rette henvendelse til Gas- og Varmeprisudvalget, Nørregade

49, 1165 København K, som tager sig af spørgsmål vedrørende priser og

leveringsbetingelser m.v.

Energistyrelsen skal i

øvrigt henvise til vedlagte "Rapport om (A) Fjernvarmeværk" for

yderligere oplysninger om værkets teknik, herunder fremtidige drift og

økonomi.

...

Pålæggets retsvirkninger

indebærer, at ejendommen skal tilsluttes fjernvarmeforsyningen med en frist

på

9 år, regnet fra den 10. juni 1994. Tilslutningspligten kan dog træde i

kraft,

såfremt væsentlige varmeinstallationer skal udskiftes inden udløbet af 9 års

fristen. De har ikke pligt til at aftage varme fra fjernvarmeforsyningen,

ligesom De ikke har pligt til at indrette Deres fyringsanlæg til at kunne

modtage fjernvarme. Men De har pligt til at betale de faste afgifter til

fjernvarmeforsyningen ifølge forsyningens gældende takster, når

tilslutningspligten indtræder."

Forvaltningslovens § 7, stk.

2, indeholder en pligt til at formidle skriftlige henvendelser fra borgerne

til

rette myndighed. Denne visitationspligt er nærmere udformet således at hvis

en

forvaltningsmyndighed "(m)odtager ... en skriftlig henvendelse, som ikke

vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette

myndighed."

Bestemmelsen i

forvaltningslovens § 7, stk. 2, er aktuel i otte af de undersøgte sager

(sagerne 001, 068 og 114-119).

I

sagerne 114-119

sendte Energistyrelsen korrekt partens henvendelse

- som var en klage over et en ændring af takstregulativet for et varmeværk -

til Gas- og Varmeprisudvalget som værende den rette myndighed, da der var

tale

om en klage over priser og leveringsbetingelser. Energistyrelsen underrettede

samtidig parten i sagerne om videresendelsen.

I

sag 001

henviste Energistyrelsen til at parten måtte fremføre sine

anbringender vedrørende betaling af faste afgifter over for Gas- og

varmeprisudvalget

som den kompetente myndighed, og at styrelsen ikke kunne tage stilling til

forholdet;

da det fremgik at parten allerede havde klaget til Gas- og Varmeprisudvalget,

som også havde truffet afgørelse angående forholdet undlod Energistyrelsen at

oversende denne del af partens klage til Gas- og Varmeprisudvalget.

Sag 068

er speciel,

bl.a. derved at partens klager er meget omfattende og vedholdende, ligesom

partens sprogbrug jævnligt afviger endog meget fra almindelig, høflig

omgangsform. I den omfattende korrespondance med Energistyrelsen klagede

parten

bl.a. over spørgsmål som henhører under Gas- og Varmeprisudvalgets

kompetence,

afgørelser truffet af Gas- og Varmeprisudvalget og en bestemt ansat i

Konkurrencestyrelsen

(der fungerer som sekretariat for Gas- og Varmeprisudvalget), ligesom parten

anmodede Energistyrelsen om aktindsigt i et dokument som ikke fandtes hos

Energistyrelsen, men muligvis hos Gas- og Varmeprisudvalget. Energistyrelsen

oversendte en klage fra parten over at kommunen takstfavoriserede erhverv til

Gas- og Varmeprisudvalget. I relation til partens øvrige klager som ikke

falder

ind under Energistyrelsens kompetence og for så vidt angår

aktindsigtsanmodningen foretog Energistyrelsen ikke videresendelse til rette

myndighed, men nøjedes med (ofte noget generelt holdte) vejledninger og

opfordringer til parten om selv at henvende sig til rette myndighed. Denne

fremgangsmåde kan - på baggrund af omfanget, indholdet og karakteren af

partens

klager - ikke give mig grundlag for at konstatere at Energistyrelsen herved

har

tilsidesat forvaltningslovens § 7, stk. 2.

5) Notatpligt.

Offentlighedsloven

indeholder i § 6, stk. 1, følgende bestemmelser

"I sager, hvor der vil

blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der

mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder,

der

er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med

sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog

ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter."

Det følger desuden af god

forvaltningsskik at der herudover skal gøres notat om bl.a. alle væsentlige

ekspeditioner i en sag.

Det vil i sagens natur

langtfra altid kunne konstateres at notatpligten er tilsidesat. I de

undersøgte sager har jeg imidlertid kunnet konstatere at der mangler notater

i

14 sager (sagerne 008, 017, 038-41, 060, 092-093, 095, 107 og 111-113).

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 om notatpligten generelt anført:

"Energistyrelsen er

enig i, at i det omfang, der i Energistyrelsens afgørelser refereres til

oplysninger, der er meddelt telefonisk, bør der være et telefonnotat på

sagen.

Tilsvarende bør der ligge notat om alle væsentlige ekspeditioner i en

sag."

I

sag 008

er der ikke lavet notat om den telefonsamtale med kommunen

som ifølge Energistyrelsens afgørelse har fundet sted.

I

sag 017

henviser kommunens brev af 1. april 1993 til en telefonsamtale

31. marts 1993; der er ikke notat herom på sagen.

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:

"Grunden til, at der i 3

af sagerne, 017, 060, 093, ikke ligger et notat på sagen kunne være, at

Energistyrelsen, eksempelvis har vurderet, at der i disse sager ikke

telefonisk

er fremkommet oplysninger om en sags faktiske omstændigheder, der er af

betydning for sagens afgørelse.

Når der ikke foreligger et

telefonnotat på sagerne, og indholdet af telefonsamtalen i øvrigt ikke

fremgår

af sagen, er det vanskeligt at vurdere, om notatpligten i de 3 sager er

tilsidesat."

I mangel af et telefonnotat

er det selvsagt ikke muligt med sikkerhed at vide om telefonsamtalen havde et

sådant indhold at Energistyrelsen burde have foretaget notat herom. Med

kommunens brev sender kommunen et yderligere dokument i sagen og giver

oplysning

om forskellige afgifter samt giver et skøn over tilslutningsafgiften for den

konkrete ejendom. Kommunens brev fremtræder som en reaktion på

telefonsamtalen,

og det er derfor nærliggende at antage at Energistyrelsen under

telefonsamtalen

har bedt om de nærmere oplysninger mv. som kommunen sendte den 1. april 1993.

Det følger af god forvaltningsskik at den myndighed som beder om nærmere

oplysninger,

foretager et notat på sagen om et sådant sagsoplysningsskridt.

I

sag 038

findes intet notat om den telefonsamtale med parten som

ifølge Energistyrelsens afgørelse af 6. marts 1996 har fundet sted. Helt

tilsvarende gælder i

sag 039

,

sag 040

og

sag 041.

I min foreløbige rapport

anførte jeg at

sag 051

ikke indeholdt

et notat om den telefonsamtale med Københavns Belysningsvæsen der henvises

til i Energistyrelsens afgørelse af 6. marts 1996.

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:

"Med hensyn til sag 051

bemærkes, at der i sagen findes et telefonnotat med Københavns

Belysningsvæsen

(varmeforsyningen, KB) på forsiden af et gult omslag."

Notatet på det gule omslag

lyder som følger:

"7. juni 1994:

varmeforsyningen/KB oplyste at ejendommen har været tilsluttet fjernvarmen

siden 1987."

Jeg er herefter enig med

Energistyrelsen i at der ikke mangler et telefonnotat i sag 051. Notatet er

imidlertid indholdsmæssigt på visse punkter mangelfuldt. Det bør således i

klar

tekst fremgå hvilken myndighed og hvilen medarbejder hos myndigheden

styrelsens

medarbejder har talt med og at oplysningerne er indhentet telefonisk, ligesom

det bør fremgå hvilken medarbejder i styrelsen som har ført samtalen og lavet

notatet, gerne ved angivelse af den pågældende medarbejders initialer.

Sag 060

mangler et notat

om en telefonsamtale som parten henviser til i sit brev af 26. april 1995.

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:

"Grunden til, at der i

3 af sagerne, 017, 060, 093, ikke ligger et notat på sagen kunne være, at

Energistyrelsen, eksempelvis har vurderet, at der i disse sager ikke

telefonisk

er fremkommet oplysninger om en sags faktiske omstændigheder, der er af

betydning for sagens afgørelse.

Når der ikke foreligger et

telefonnotat på sagerne, og indholdet af telefonsamtalen i øvrigt ikke

fremgår

af sagen, er det vanskeligt at vurdere, om notatpligten i de 3 sager er

tilsidesat."

I brevet af 26. april 1995

skriver parten bl.a.: "I forlængelse af telefonsamtalen skal jeg oplyse

at

jeg har haft besøg af Fyrodan som har vurderet at ...". Partens brev

indeholder herefter forskellige tekniske og økonomiske oplysninger. Som nævnt

ovenfor i relation til omtalen af sag 017 er det selvsagt i mangel af et

telefonnotat ikke muligt med sikkerhed at vide om telefonsamtalen havde et

sådant indhold at Energistyrelsen burde have foretaget notat herom; efter

sagens sammenhæng er det dog nærliggende at antage at parten under

telefonsamtalen i det mindste har oplyst at han ønskede at komme med

yderligere

oplysninger i sagen. En sådan oplysning ville være en væsentlig oplysning om

sagens ekspedition som det følger af god forvaltningsskik at Energistyrelsen

burde have noteret, således at det fremgik af sagen at parten havde ønsket at

benytte sig af sin ret til at komme med et indlæg i sagen, jf. herved

forvaltningslovens § 21.

I

sag 092

bad Energistyrelsen den 24. januar 1995 parten om senest

den 14. februar 1995 om at indsende bestemte oplysninger, idet styrelsen

ellers

ville afgøre sagen på det foreliggende grundlag. Energistyrelsen modtog den

13.

februar 1995 fra parten et skriftligt indlæg, som dog ikke indeholdt de

oplysninger

Energistyrelsen havde bedt om. Energistyrelsen har herefter antagelig ment at

burde skaffe de manglende oplysninger fra kommunen, idet Energistyrelsen den

6.

juni 1995 modtog en supplerende udtalelse fra kommunen. Der er intet notat

(alternativt et brev) som beder kommunen om at komme med de oplysninger som

parten ikke kunne eller ville give i sagen.

Sag 093

indeholder intet

notat om telefonsamtalen den 24. januar 1995 med parten.

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:

"Grunden til, at der i

3 af sagerne, 017, 060, 093, ikke ligger et notat på sagen kunne være, at

Energistyrelsen, eksempelvis har vurderet, at der i disse sager ikke

telefonisk

er fremkommet oplysninger om en sags faktiske omstændigheder, der er af

betydning for sagens afgørelse.

Når der ikke foreligger et

telefonnotat på sagerne, og indholdet af telefonsamtalen i øvrigt ikke

fremgår

af sagen, er det vanskeligt at vurdere, om notatpligten i de 3 sager er

tilsidesat."

Telefonsamtalen er omtalt i

partens brev af 27. januar 1995 til Energistyrelsen. I brevet skriver parten

bl.a.: "I henhold til tlf.samtale af den 24. januar 1995 fremsendes

hermed ...". Partens brev indeholder herefter forskellige tekniske

oplysninger

om solvarmeanlæg, fyrkedel mv. og oplysning om partens olieforbrug. Som nævnt

ovenfor i relation til omtalen af sag 017 er det selvsagt i mangel af et

telefonnotat ikke muligt med sikkerhed at vide om telefonsamtalen havde et

sådant indhold at Energistyrelsen burde have foretaget notat herom; efter

sagens sammenhæng er det dog nærliggende at antage at Energistyrelsen under

telefonsamtalen har bedt parten om at give yderligere oplysninger til sagen

eller at parten under telefonsamtalen i det mindste har oplyst at han ønskede

at komme med yderligere oplysninger i sagen. Hvad enten styrelsen har bedt

parten om yderligere oplysninger eller parten selv bebudet at ville fremkomme

med yderligere oplysninger er der tale om en væsentlig oplysning om sagens

ekspedition som det følger af god forvaltningsskik at Energistyrelsen burde

have noteret.

I

sag 095

mangler et notat om Energistyrelsens (formentlig telefoniske)

anmodning til partens svoger om at fremsende en fuldmagt; sagen er i øvrigt

refereret i afsnit 3 ovenfor (s. 000).

I

sag 107

skrev Energistyrelsen den 3. november 1994 til parten at

styrelsen havde anmodet kommunen "om yderligere materiale i sagen".

Energistyrelsen modtog den 8. november 1994 fra kommunen en "meddelelse

uden særlig følgeskrivelse" som antagelig var bilagt det

"yderligere

materiale". Der findes ikke på sagen et notat (alternativt et brev)

hvoraf fremgår hvilke yderligere oplysninger eller dokumenter Energistyrelsen

har bedt kommunen om.

I

sag 111

mangler et telefonnotat (alternativt et brev) hvoraf

fremgår de supplerende oplysninger som parten gav i sagen og som er refereret

i

Energistyrelsens afgørelse.

I

sag 112

findes ikke et notat om (alternativt et brev om) Energistyrelsens

høring af kommunen. I

sag 113

er

forholdet det samme.

I nogle tilfælde må et

foretaget notat anses for indholdsmæssigt utilstrækkeligt.

I

sag 009

og

sag 093

findes

således udaterede og usignerede notater på "løse

lapper"/selvklæbende

sedler.

Der findes også forskellige

tilfælde hvor notater på sagerne i øvrigt har et uklart eller mangelfuldt

indhold.

Sag 051

er omtalt ovenfor

(s. 000). I

sag 060

findes

forskellige notater hvis indhold er uklart; det fremgår således ikke om

notaterne gengiver oplysninger modtaget udefra eller blot indeholder interne

overvejelser eller er huskesedler; i øvrigt er notaterne kun undtagelsesvis

dateret og signeret.

Sag 093

indeholder

forskellige uforståelige (usammenhængende og til dels ulæselige stikord),

udaterede og usignerede notater på løse lapper. Af de foretagne notater i

sag 099

fremgår det ikke (klart) hvornår,

hvorledes og fra hvem Energistyrelsen har indhentet oplysning om partens

fyrkedel. Dog går visse oplysninger igen i et dokument udarbejdet af

(kommunens) Teknisk Forvaltning den 4. januar 1993 og et internt notat

udarbejdet

den 5. april 1994 af Energistyrelsen. Helt tilsvarende forholder det sig i

sag 100

og

sag 105.

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:

"Ombudsmanden bemærker... at det i sagerne 099, 100 og 105 ikke klart

fremgår hvornår, hvorledes og

fra hvem Energistyrelsen har indhentet oplysning om parternes fyrkedel.

Hertil

skal Energistyrelsen bemærke, at det fremgår af de fremsendte sagsakter fra

kommunen (kommunens notat af 4. januar 1993) hvilken type fyringsanlæg, der

er

i de berørte ejendomme. For at Energistyrelsen kunne vurdere, om anlæggene

var

træfyr og kunne berettige til fritagelse, kontaktede Energistyrelsen

dkTEKNIK,

jf. telefonnotat af 8. april 1994, for at få oplysninger om anlæggenes

forbrændingsprincip.

Vedrørende sag 099 bemærkes,

at Energistyrelsen den 19. maj

1994 telefonisk anmodede

kommunen om at besigtige fyringsanlægget i ejendommen Vesterstræde 6, hvilket

fremgår af telefonnotat påsat brev af 6. april 1994 til klager. Baggrunden

for, at styrelsen rettede denne anmodning til kommunen, var at ejeren, trods

Energistyrelsens anmodning af 6. april 1994, ikke fremsendte oplysninger om

fyringsanlægget.

Det er således

Energistyrelsens opfattelse, at det af sagsmaterialet fremgår hvornår, fra

hvem

og hvorledes Energistyrelsen har indhentet oplysninger om parternes

fyringsanlæg."

Styrelsens telefonnotat af

19. maj (1994) i sag 099 er en gul selvklæbende usigneret lap med følgende

indhold:

"19–5 d.d. talt m. ....

[ulæseligt efternavn] Stubbekøbing km. anmodet km. om at besigtige anlægget.

Der ses ikke at være lavet

notat om kommunens svar på styrelsens anmodning; de oplysninger styrelsen i

anledning af anmodningen fik fra kommunen er i styrelsens brev af 12.

september

1994 til parten refereret som følger:

"...det fra

Stubbekøbing Kommune er oplyst at der i ejendommen er installeret en Passat

HD

21 kwh 1989."

Det er fortsat min

opfattelse at det - i alt fald for en udenforstående - i sagerne 099, 100 og

105 ikke klart fremgår hvornår, hvorledes og fra hvem Energistyrelsen har

modtaget oplysninger om parternes fyrkedel. Principielt bør det være muligt

også for en udenforstående ved at sammenholde eksterne dokumenter med interne

notater i en sag uden vanskeligheder klart at kunne konstatere hvornår,

hvorledes og fra hvem myndigheden har modtaget oplysninger i sagen.

Notater på sagerne er ofte

lavet på "løse lapper" eller selvklæbende gule sedler (i et format

væsentligt mindre end A4). De "løse lapper" eller selvklæbende

sedler, der kun i et enkelt tilfælde er forsynet med sagens j. nr., er lagt

ind

i sagen. Selvom der ikke kan opstilles formelle krav til, hvorledes der skal

ske notat på en sag, er en sådan fremgangsmåde dog langt fra ubetænkelig,

idet

"løse lapper" forholdsvis let kan falde ud af sagen og bortkomne;

det samme kan ske med de selvklæbende gule sedler (særligt når klæbeevnen

efter nogen tid måtte være forringet). Findes lapperne igen, vil de ofte ikke

kunne lægges på den rigtige sag igen på grund af manglende

identifikationsoplysninger

(j. nr. eller andet) i notatet.

Eksempelvis indeholder

sag 007

et telefonnotat på en gul selvklæbende

seddel og

sag 008

et notat på en gul

selvklæbende seddel.

Sag 013

indeholder et telefonnotat på en gul selvklæbende seddel; denne er dog

undtagelsesvis (som den eneste af de mange lapper og selvklæbende sedler)

forsynet med journalnummer, dato og initialer.

Sag 018

indeholder flere telefonnotater på gule selvklæbende

sedler, medens

sag 060

indeholder

(telefon)notater på løse lapper og

sag

093

flere notater på løse lapper.

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:

"Energistyrelsen er

enig i, at i det omfang, der skal tages telefonnotater, skal disse være

informative. Energistyrelsen har i enkelte tilfælde af de undersøgte sager

ikke levet op til den standard. Energistyrelsen har på baggrund af rapporten

iværksat en forbedring af forholdet, bl.a. ved at lave standardiserede

telefonnotatark."

Jeg tager det oplyste til

efterretning.

6) Aktindsigt.

Der er kun

aktindsigtsspørgsmål i fire af de 119 undersøgte sager. Heraf er der

aktindsigtsspørgsmål i relation til Energistyrelsen i tre sager.

I

sag 009

besvarede kommunen en begæring fra parten om aktindsigt;

parten klagede ikke over kommunens svar til Energistyrelsen.

I

sag 068

bad parten i et brev af 7. september 1994 (som Energistyrelsen

modtog dagen efter) "(i)ht lov om offentlighed i forvaltningen ... [om]

fotokopi af den betalingsvedtægt [kommunen] skal følge", idet parten gik

"ud fra at der i lighed med spildevand foreligger en af Energistyrelsen

udarbejdet vedtægt af hensyn til retstilstanden på området".

Energistyrelsen

svarede allerede i brev af 9. september 1994 på partens anmodning, og

Energistyrelsen handlede dermed i overensstemmelse med bestemmelsen i

offentlighedslovens § 16, stk. 1 (hvorefter anmodninger om aktindsigt skal

afgøres "snarest"), og bestemmelsen i offentlighedslovens § 10,

stk.

2 (hvorefter myndigheden skal give parten en nærmere beskrevet underretning

hvis ikke myndigheden inden 10 dage efter modtagelsen af en begæring om

aktindsigt har truffet afgørelse herom) var således heller ikke aktuel.

Energistyrelsen svarede følgende:

"Energistyrelsen skal

oplyse at styrelsen ikke udarbejder betalingsvedtægter. Energistyrelsen skal

derfor henvise Dem til at rette henvendelse til Gas- og Varmeprisudvalget,

Nørregade 49, 1165 København K, som behandler spørgsmål vedrørende priser og

leveringsbetingelser.

Med hensyn til

retstilstanden på området vedlægges Varmeforsyningslovens samt

Energiministeriets bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning

m.v.

til kollektive varmeforsyningsanlæg."

Energistyrelsens svar i sag

068 kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

I

sag 021

havde parten den 7. januar 1994 klaget over kommunens

afgørelse om tilslutningspligt. Den 11. marts 1994 orienterede kommunen

parten

om at kommunen havde meddelt pressen aktindsigt efter offentlighedsloven.

Parten klagede herover i et brev af 14. marts 1994 til kommunen som sendte

brevet videre til Energistyrelsen. Den 15. juni 1994 traf Energistyrelsen

følgende afgørelse vedrørende aktindsigtsspørgsmålet:

"I medfør af lov om

offentlighed i forvaltningen § 15, stk. 1, er Energistyrelsen rette myndighed

til at afgøre, om begæring om aktindsigt kan imødekommes, når det omhandler

klagesager.

Der henvises i denne

forbindelse til 'Offentlighedsloven med kommentarer" af John Vogter,

Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1992 side 230 hvoraf fremgår, at begæring

om

aktindsigt i klagesager må fremsættes over for klageinstansen, og begæringer,

der fremsættes over for underinstansen, må af denne fremsendes til den

overordnede myndighed.

På denne baggrund skal

Energistyrelsen hermed ophæve [kommunens] afgørelse om at imødekomme pressens

begæring om aktindsigt i klagerne over kommunens påbud om tilslutningspligt.

Energistyrelsens hermed

meddelte afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed."

Helt tilsvarende forholder

det sig i

sag 022.

Bestemmelsen i

offentlighedslovens § 15, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Fremsættes der

begæring om aktindsigt vedrørende dokumenter, der indgår i en sag, hvori der

er

eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, afgør denne

myndighed, om begæringen kan imødekommes. I andre tilfælde afgøres sager om

aktindsigt af den myndighed, der har dokumentet i sin besiddelse."

Energistyrelsens fortolkning

af offentlighedslovens § 15, stk. 1, kan ikke give mig grundlag for kritik.

Jeg

han nu også henvise til Jon Andersen m.fl.: Forvaltningsret (1994), s. 292,

jf.

s. 335, og Offentlighedsloven med kommentarer af John Vogter, 3. udgave 1998,

s. 264f.

Derimod er det en fejl at

Energistyrelsen nøjedes med at tage stilling til kompetencespørgsmålet og som

følge af kommunens inkompetence ophævede kommunens afgørelse, men ikke

samtidig selv traf en ny indholdsmæssig afgørelse angående

aktindsigtsspørgsmålet.

Dette gælder uanset at aktindsigt formentlig rent faktisk havde været

gennemført på baggrund af kommunens afgørelse allerede inden Energistyrelsen

traf afgørelse, og at en eventuelt ændret stillingtagen til omfanget af den

aktindsigt der ville kunne gives efter offentlighedsloven derfor ikke ville

kunne få nogen praktisk betydning. Forholdet er det at kommunen egentlig

skulle have videresendt anmodningen om aktindsigt til Energistyrelsen, jf.

herved forvaltningslovens § 7, stk. 2, med henblik på at Energistyrelsen

kunne

træffe afgørelse. Bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 2, er i øvrigt

omtalt ovenfor s. 000 i afsnit 4). At en myndighed som ikke er kompetent har

truffet en indholdsmæssig afgørelse om aktindsigt fritager selvsagt ikke den

kompetente myndighed fra at træffe afgørelse i aktindsigtssagen. - I øvrigt

ses

sagerne 021 og 022 ikke at indeholde oplysninger som ville kunne undtages fra

aktindsigt efter undtagelserne i offentlighedslovens kapitel 3 (og herunder

specielt lovens § 12, stk. 1, nr. 1, om enkeltpersoners private, herunder

økonomiske, forhold, eller § 12, stk. 1, nr. 2, om drifts- og

forretningshemmeligheder). Karakteren af de oplysninger som indgår i de

undersøgte sager er i øvrigt beskrevet i afsnit 9) (s. 000) nedenfor.

Nedenfor i kapitel

III.D.1.b) (s. 000) har jeg behandlet spørgsmålet om der må antages at

eksistere en mulighed for at klage over Energistyrelsens afgørelser i

aktindsigtssager og dermed hvorvidt den "negative" klagevejledning

i

forbindelse med aktindsigtsafgørelserne i sagerne 021 og 022 kan anses for

indholdsmæssig korrekt.

7) Partshøring.

a) Indledning

Forvaltningsloven indeholder

i § 19 og § 21 følgende bestemmelser om partshøring henholdsvis på

myndighedens

initiativ og efter partens begæring:

§ 19

:

"Kan en part i en sag

ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes

afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og

givet

denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis

oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for

afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i

stk. 1 gælder ikke, hvis

1) det efter oplysningernes

karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse

i sagen på det foreliggende grundlag,

2) udsættelse vil medføre

overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

3) partens interesse i, at

sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

4) parten ikke har ret til

aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende

oplysninger,

5) den påtænkte afgørelse

vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller

hvis

forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med

væsentlige

vanskeligheder, eller

6) der ved lov er fastsat

særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med

grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til

sagen,

inden afgørelsen træffes.

Stk. 3.

Vedkommende

minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at

nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i

almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i

stk. 1."

§ 21:

"Den, der er part i en

sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens

afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen.

Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i

stk. 1 gælder ikke, hvis

1) udsættelse vil medføre

overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

2) partens interesse i, at

sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

eller

3) der ved lov er fastsat

særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at afgive en udtalelse til

sagen, inden afgørelsen træffes."

Herudover er der i visse

situationer en ulovbestemt pligt til partshøring på myndighedens initiativ,

jf.

nærmere Jon Andersen m. fl.: Forvaltningsret (1994), s. 347 ff.

Forvaltningslovens

partshøringsregler såvel som de ulovbestemte partshøringsregler gælder i

relation til alle afgørelsessager, og herunder i relation til

aktindsigtsafgørelser.

De nærmere betingelser for, at der vil skulle foretages partshøring, vil

imidlertid næppe ofte være opfyldt i forbindelse med aktindsigtsafgørelser.

Der

er da heller ikke partshøringsfejl i relation til Energistyrelsens

aktindsigtsafgørelser

i

sagerne 021-022 og 068.

Bestemmelsen i

forvaltningslovens § 20 (hvorefter partshøring under visse særlige

omstændigheder kan undlades) er har ikke været anvendt i nogen af de

undersøgte

sager; bestemmelsen vil næppe heller kunne finde anvendelse på det undersøgte

administrationsområde.

Kun i én sag (

sag 033

) har parten anvendt forvaltningslovens

§ 21. I sagen bad parten i brev af 19. august 1994 Energistyrelsen om at

måtte

komme med et yderligere skriftligt indlæg, og at sagen med henblik herpå blev

sat i bero indtil den 15. september 1994. I brev af 12. september 1994 bad

parten om at få forlænget fristen for at komme med et indlæg indtil den 26.

september 1994, og i brev af 28. september 1994 bad parten om yderligere

fristforlængelse til den 10. oktober 1994; Energistyrelsen imødekom begge

disse

anmodninger. Parten fremkom i brev af 10. november 1994 med det ønskede

indlæg

i sagen.

b) Partshøring ikke foretaget - ikke partshøringsfejl

I de 119 undersøgte sager er

der i

54 sager

ikke foretaget partshøring,

uden at der herved ses at foreligge en partshøringsfejl. I de 54 sager er det

således ikke klart, at der har skullet foretages partshøring, fordi der i

sagen

findes oplysninger, som er omfattet af partshøringsreglen i

forvaltningslovens

§ 19. Der kan i øvrigt heller ikke i disse tilfælde antages at have været

pligt

til partshøring på ulovbestemt grundlag.

De 54 sager uden

partshøringsmangler kan opdeles i tre hovedgrupper: sager som er afvist,

sager

hvor parten har kendt alle § 19-oplysninger fordi parten modtog en kopi af

kommunens fremsendelsesskrivelse direkte fra kommunen og sager hvor der i

øvrigt ikke i Energistyrelsens sag findes (nye) § 19-oplysninger.

Der er for det første ingen

partshøringsmangel i de 12 sager (sagerne 020, 046, 066-067, 078, 110 og

114-119) som Energistyrelsen afviste. I to af disse sager (sagerne 078 og

110)

var der i øvrigt heller ingen partshøringspligtige oplysninger selvom

Energistyrelsen ikke havde afvist sagen (jf. den tredje gruppe nævnt

nedenfor).

For det andet er den første

betingelse i forvaltningslovens § 19 - at parten ikke kan antages at være

bekendt med at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende

sagens faktiske omstændigheder - ikke opfyldt i 17 sager (sagerne 017,

075-077

og 079-091) hvor kommunen sendte parten en kopi af kommunens udtalelse mv.

samtidig med at kommunen fremsendte sagen til Energistyrelsen, og hvor der

ikke

i sagen findes andre oplysninger som i øvrigt opfylder betingelserne i § 19.

Den tredje tilfældegruppe

omfatter 25 sager (sagerne 001-003, 005-006, 008, 016, 018, 023-024, 027-032,

062, 072-074, 092, 096 og 106-108) hvor der i øvrigt ikke i Energistyrelsens

sag indgår for parten ukendte eller ugunstige, væsentlige oplysninger, typisk

fordi der i forbindelse med kommunens fremsendelse af sagen til

Energistyrelsen

ikke er fremkommet § 19-oplysninger. Nogle få sager kan illustrere denne

tilfældegruppe:

Sag 023

: Kommunen skrev

i sin fremsendelsesskrivelse af 13. marts 1994 følgende til Energistyrelsen

om

sagen:

"Klager vedrørende

almindelig tvang til fjernvarmen. (K) kommune har ikke bemærkninger til

klagen."

Der er heri intet

høringstema vedrørende ejendommen i sag 23.

Sag 106

: Kommunen skrev

i sin fremsendelsesskrivelse af 29. september 1993 følgende til

Energistyrelsen:

"Det kan ikke fra

kommunens side ses at sagen er tilført noget nyt, siden kommunen meddelte

afslag på ansøgning om fritagelse for tilslutningspligt til fjernvarmenettet.

Klageren oplyste forinden

kommunens afgørelse af sagen at det installerede træfyr er at typen TARM HS A

16 kedel, og at dette er installeret i 1979."

Der er ikke i det citerede

oplysninger som er omfattet af § 19, men hvis ikke parten selv have givet

oplysningen

om fyrtype ville denne oplysning have været omfattet af § 19.

Sag 108

: Med brev af 26.

juli 1993 sendte kommunen bl.a. sag 108 til Energistyrelsen; i forbindelse

med

fremsendelsen havde kommunen ingen bemærkninger til sagen. Efter anmodning

fra

Energistyrelsen kom kommunen i brev af 25. august 1993 med en udtalelse;

denne

indeholder heller ikke bemærkninger eller oplysninger om sag 108 og dermed

heller intet partshøringstema. I brev af 6. oktober 1993 kom kommunen med en

supplerende udtalelse; denne indeholder følgende om sag 108:

"[Ejendommen] er elopvarmet,

og ville, såfremt indsigelse/klage var fremsendt i offentlighedsfasen, have

medført en fravigelse af påbuddet"

Dette udsagn indeholder

ikke et partshøringstema i forhold til parten i sag 108, idet oplysningen

ikke

er "til ugunst" for parten.

Sag

110

svarer til sag 108.

At partshøringsspørgsmålet

ikke altid er lige ukompliceret - og må overvejes hver gang der kommer nye

oplysninger i sagen - kan illustreres af sagerne 092 og 094 (sidstnævnte sag

er refereret i afsnit c).1

°

(s. 000) nedenfor).

I de to

sager partshører Energistyrelsen ganske vist, men ikke præcis over de

oplysninger

som er omfattet af forvaltningslovens § 19. I sagerne 092 og 094 indgår

tilsammen fire typer af oplysninger: 1

°

oplysninger som (formentlig) ikke er omfattet

af partshøringspligten, og over hvilke Energistyrelsen heller ikke

partshører, 2

°

oplysninger som (formentlig) ikke er omfattet af partshøringspligten, men som

Energistyrelsen alligevel "partshører" over, 3

°

oplysninger som er omfattet af partshøringspligten,

og som Energistyrelsen partshører over og 4

°

oplysninger som efter deres

art

som udgangspunkt er omfattet af partshøringspligten, og som

Energistyrelsen ikke partshører over. Den sidstnævnte type oplysninger findes

ikke i sag 092, men udelukkende i sag 094.

Der er intet

partshøringstema i forhold til parten i

sag

092

i kommunens fremsendelsesskrivelse af 19. november 1993; denne indeholder

en generel redegørelse for kommunens behandling af spørgsmålet om

tilslutningspligt og ingen konkrete oplysninger eller kommentarer til sag

092.

Energistyrelsen bad kommunen om at komme med en konkret udtalelse om sag 092;

kommunen henviste herefter i brev af 31. august 1994 til kommunens generelle

redegørelse af 19. november 1993 og anførte herudover at der "(i) den

mere

konkrete vurdering af ejendommen ... må ... tages hensyn til de oplysninger

[parten] måtte fremsende". Heller ikke heri er der et partshøringstema.

I

brev af 2. juni 1995 sendte kommunen herefter et overslag over udgifterne ved

omstilling af partens ejendom til fjernvarme; overslaget indeholder syv

specificerede poster som tilsammen giver 149.000 kr. Energistyrelsen sendte

kommunens brev af 2. juni 1995 til parten "til orientering" og bad

samtidig fjernvarmeværket om eventuelle bemærkninger til kommunens brev.

Fjernvarmeværket afgav den 8. s.m. en udtalelse som bl.a. konkluderede at

"(o)mstillingen til fjernvarme for et parcelhus med et vandbårent anlæg

ud over tilslutningsprisen normalt aldrig overstiger kr. 25.000 excl.

moms." Bl.a. det citerede udsagn i fjernvarmeværkets udtalelse er klart

omfattet af forvaltningslovens § 19. Også fjernvarmeværkets udtalelse sendte

Energistyrelsen parten "til orientering". Samtidig bad

Energistyrelsen

kommunen om en ny udtalelse på baggrund af fjernvarmeværkets udtalelse.

Kommunen svarede i brev af 14. september 1995 med at fastholde sin

udgiftsvurdering

og samtidig at oplyse at kommunens tekniske udvalg havde vurderet at parten i

sag 092 burde fritages for tilslutningspligt på grund af en uforholdsmæssig

høj tilslutningsudgift. Der var ikke pligt for Energistyrelsen til at

partshøre

over kommunens sidste brev, dels fordi det fremgår af brevet at kommunen

havde

sendt en kopi heraf direkte til parten, dels fordi der næppe i brevet er et

partshøringstema; kommunen fastholder blot sin tidligere konklusion mht.

faktum og kommer nu - som noget nyt - med en vurdering

til gunst

for parten. Energistyrelsen sendte imidlertid parten en

kopi af kommunens brev af 14.september 1995 "til orientering". Der

var imidlertid efter min opfattelse ikke noget i vejen for at Energistyrelsen

sendte parten en kopi af kommunens sidste udtalelse, selvom dette konkret var

overflødigt og hverken kunne kræves efter forvaltningslovens § 19 eller var

nødvendigt for at overholde normerne for god forvaltningsskik.

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:

"Ombudsmanden har i

afsnittet om partshøring ... i rapporten bemærket, at Energistyrelsen i sag

092 og 094 ganske vist partshører, men ikke præcist over de oplysninger, som

er omfattet af forvaltningslovens § 19.

Formuleringen blev drøftet

på mødet den 3. juni 1999 mellem Ombudsmanden og Energistyrelsen.

Ombudsmanden

oplyste, at udtalelsen ikke skulle forstås som en kritik af Energistyrelsens

partshøring i de 2 sager. I sag 092 havde Energistyrelsen partshørt over

relevante

oplysninger. Desuden havde Energistyrelsen sendt kommunens vurdering til

gunst

for parten til dennes orientering, hvilket ganske vist ikke var nødvendigt

efter forvaltningslovens § 19 eller for at overholde normerne for god

forvaltningsskik. På den anden side var der efter Ombudsmandens opfattelse

ikke

noget i vejen for, at Energistyrelsen sendte parten en kopi af udtalelsen. I

sag 094 gav Energistyrelsen parten fuldt ud medhold i klagen, hvorfor det

ikke

er en fejl at undlade at partshøre om 2 supplerende udtalelser fra

kommunen."

c) Partshøring foretaget

1

°

Indledning

I

33 sager

(sagerne 007, 009-015, 019, 033, 035, 053, 056, 060-061,

063-064, 068-071, 093-094, 097, 099-105 og 112-113) er der foretaget en

partshøring,

som dog kun i 20 tilfælde (sagerne 007, 019, 033, 061, 063-064, 070-71,

093-094, 097, 099-105 og 112-113) reelt kan anses for fyldestgørende.

I

sag 064

sendte Energistyrelsen parten kommunens fremsendelsesskrivelse

til styrelsen "til orientering". Der er dog intet (obligatorisk)

partshøringstema, da kommunes udtalelse ikke er "til ugunst" for

partens sag.

I

sagerne 099-105

er der intet partshøringstema i kommunens udtalelse

(af 1. marts 1994), men selve fjernvarmeselskabets klage udløser

partshøringspligt

(uanset indholdet i øvrigt af klagen). Det følger a fortiori af

forvaltningslovens § 19 at den part i en sag som ikke er bekendt med at der

er

rejst en sag må orienteres om sagens eksistens inden der træffes en afgørelse

som ikke giver parten fuldt ud medhold. Energistyrelsen sendte den 4. juni

1994

både klagen og kommunens udtalelse i sagen til grundejeren.

Som et noget specielt

eksempel på at der alt taget i betragtning må være foretaget en

indholdsmæssigt

fyldestgørende partshøring kan refereres

sag

094

: I kommunens fremsendelsesskrivelse af 28. april 1993 anføres følgende

om sag 094:

"(K) kommune har i brev

af 22. marts 1993 meddelt [parten], at ejendommen ikke kan fritages for

tilslutningspålæg og anvist klagemulighed til Energistyrelsen. [Parten] har i

brev af 31. marts 1993 anket kommunens afgørelse. Endvidere har [parten] ved

besøg i forvaltningen redegjort for bebyggelsens varmeanlæg, som er et

direkte

oliefyret varmtluftsanlæg uden vandkreds. (K) kommune skal bemærke, at

varmeanlægget i bebyggelsen ikke er et "vand-baseret" varmeanlæg og

således ikke umiddelbart kan tilsluttes fjernvarme.

Udtalelsen indeholder

væsentlige oplysninger i sagen; oplysningerne er dog næppe "til

ugunst" for parten. Energistyrelsen partshørte ikke over kommunens

udtalelse. Derimod partshørte Energistyrelsen i brev af 15. december 1993

over

oplysninger som Energistyrelsen telefonisk havde indhentet fra kommunen. Af

Energistyrelsens brev fremgår:

"(K) kommune har telefonisk

oplyst Energistyrelsen om, at Deres ejendoms opvarmningssystem bl.a. består

af

et luftvarmeanlæg, som kan tilsluttes fjernvarmen via en varmeveksler.

Tilslutningen til fjernvarmen vil omkostningsmæssigt ligge på niveau med

fjernvarmetilslutning af vandbaserede systemer.

Såfremt De har bemærkninger

til kommunens oplysninger, bedes disse fremsendes til Energistyrelsen senest

15. januar 1994."

Jeg går ud fra at

Energistyrelsen anså partshøringen for nødvendig (fordi betingelserne i

forvaltningslovens § 19 var opfyldt); partshøringen er i øvrigt korrekt

formuleret.

Bl.a. på baggrund af

yderligere indlæg fra parten modtog Energistyrelsen supplerende udtalelser af

17. februar, 29. marts og 18. maj 1994 fra kommunen. I udtalelsen af 17.

februar 1994 anførte kommunen:

"Energistyrelsen har i

brev af 7. februar 1994 anmodet (K) kommune om en præcis vurdering af

omkostningerne ved en eventuel tilslutning til fjernvarme for ovennævnte

ejendom.

I den anledning har vi

anmodet [et VVS-firma] om at være (K) kommune behjælpelig med denne

vurdering.

Firmaet oplyser, at man

ultimo januar 1994 har afgivet tilbud på omstilling af et lignende anlæg

beliggende i (K).

Dette tilbud omfatter:

- nedtagning af det

eksisterende oliefyrede luftvarmeanlæg og demontering af en overjordisk 1.200

ltr. olietank,

- installation af et nyt

HESS-klimakabinet,

- installation af en ny

vandvarmer,

- diverse rørforbindelser

samt DANFOSS automatik til en samlet pris på kr. 45.660 incl. moms.

Tilskud til boligforbedring

udgør kr. 8.125, således at nettoudgiften udgør kr. 37.535 incl. moms.

Her ud over skal [parten]

naturligvis afholde udgifter til stiklednings- og tilslutningsafgifter på

lige

fod med alle øvrige forbrugere under (F) Fjernvarmeværk A.m.b.a.

(K) kommune finder ikke, at

omstillingsudgifterne for [parten] er uforholdsmæssig bekostelig.

Til [partens] bemærkninger i

dennes brev af 14. januar 1994 til Energistyrelsen om, at adskillige

ejendomme

med samme eller lignende anlæg er blevet fritaget af (K) kommune (tallet 128

er

nævnt i brevet) kan følgende oplyses:

(K) kommune har fritaget en

række ejendomme for tilslutningspligt af forskellige årsager. Primært er det

ejendomme, som har fået installeret alternative energianlæg førend den 5.

marts

1993, som er fritaget.

Endvidere er en række

elopvarmede ejendomme, som på grund af fejl i BBR fik pålæg, blevet fritaget.

Nogle ejendomme med specielle varmeanlæg, som ikke fysisk kan tilsluttes

fjernvarme er fritaget. Det er eksempelvis erhvervsejendomme, hvor der er

installeret "Dantherm" varmlufts- og ventilationsaggregater eller

tilsvarende, som er direkte oliefyrede uden kanal- eller rørtilslutninger.

Vi vedlægger en fortegnelse

over ejendomme, som er behandlet administrativt i forbindelse med

tilslutningspålæg."

I udtalelsen af 29. marts

1994 anførte kommunen:

"I henhold til

telefonisk aftale fremsendes vedlagt [partens] brev af 20.2.1994 til Teknisk

forvaltning. Samtidig kan vi, på baggrund af Energistyrelsens oplysninger om

[partens] anlæg meddele, at en vurdering af omkostningerne ved ejendommens

tilslutning til fjernvarme formentlig vil betyde en udgift på ca. kr.

75.000,-

+ tilslutnings- og stikledningsafgifter til værket. Vurderingen baseres på,

at

det eksisterende luftvarmeanlæg (fabr. Morsø) ikke er egnet for tilslutning

til fjernvarme. Det vil således være nødvendigt, at installere et andet

opvarmningssystem i huset, dersom ejendommen skal tilsluttes til

fjernvarme."

Endelig anførte kommunen i

udtalelsen af 18. maj 1994:

"Energistyrelsen har i

brev af 6. april 1994 anmodet forvaltningen om en udtalelse om, hvorvidt

kommunen finder et beløb på kr. 75.000 + stiklednings- og

tilslutningsafgifter

uforholdsmæssigt bekosteligt for tilslutning af ejendommen ... .

Jf. §12 nr. 1 i

tilslutningsbekendtgørelsen finder (K) kommune, at beløbet kr. 75.000 +

stikledningsafgift kr. 13.250 + tilslutningsafgift kr. 12.500, ialt kr.

100.750,- er uforholdsmæssigt bekosteligt."

Energistyrelsen partshørte

ikke over nogen af de tre supplerende udtalelser. Isoleret betragtet måtte

betingelserne for partshøring over kommunens udtalelser af 17. februar 1994

med

bilag og af 29. marts anses for opfyldt. Derimod er det muligt at

kommunens udtalelse af 18. maj 1994

- i lyset af Energistyrelsens praksis i

relation til § 12, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om

tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg - klart er "til

gunst" for parten, og at betingelserne i forvaltningslovens § 19, stk.

1,

for at der skal foretages partshøring derfor allerede af denne grund ikke var

opfyldt.

Når der efter min opfattelse

heller ikke kan konstateres en partshøringsfejl i relation til de to første

supplerende udtalelser fra kommunen i sag 094 skyldes dette at

Energistyrelsen

gav parten

fuldt ud medhold

i klagen,

og at

væsentlighedsbetingelsen

i

forvaltningslovens § 19, stk. 1, derfor må antages at have svigtet. For det

første indtræder partshøringspligten ikke på nogen bestemt tidspunkt; den

nødvendige partshøring skal være foretaget inden der træffes afgørelse. For

det andet: selvom oplysningerne i de to første supplerende udtalelser fra

kommunen kan have været til ugunst for partens sag kan de ikke anses for at

have været "af væsentlig betydning for sagens afgørelse" fra det

tidspunkt hor det har stået Energistyrelsen helt klart at styrelsens

afgørelse

- uanset de to udtalelser fra kommunen - ville give parten fuldt ud medhold.

Parten har i øvrigt kun i

seks sager (sagerne 007, 035, 060, 069-070 og 113) reageret på partshøringen.

2

°

Indholdsmæssigt ufyldestgørende partshøring.

I 13 sager (sagerne 009-015,

035, 053, 056, 060, og 068-069) har den foretagne partshøring således ikke

været indholdsmæssigt fyldestgø-rende.

I sagerne

009-015

afgav kommunen den 13. juni 1994

en supplerende udtalelse. Udtalelsen indeholder bl.a. oplysning om at

ejendommene er registreret som fritliggende 1-familiehuse med eget

centralvarmeanlæg

samt den enkelte ejendoms bygnings/boligareal eventuelle kælderareal og areal

for eventuel udnyttet tagetage. Selvom oplysningerne i kommunens udtalelse

meget muligt stammer fra Bygnings- og Boligregistret (BBR) er betingelsen i

forvaltningslovens § 19, stk. 1, om at parten "ikke (kan) antages at

være

bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger

vedrørende

sagens faktiske omstændigheder" dog alligevel opfyldt. Det afgørende er

at

parten ikke kan antages at være bekendt med at den konkrete oplysning indgår

i

den aktuelle sag. Parten kan ikke antages at være bekendt med at oplysningen

indgår i den aktuelle sag blot fordi parten selv i anden sammenhæng har givet

myndigheden oplysningen eller fordi oplysningen fremgår af et register hvis

indhold parten i anden sammenhæng er blevet gjort bekendt med. Der er efter

min

opfattelse heller ikke tale om oplysninger som ville kunne undtages fra

partshøring efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, nr. 1.

I

sag 035

sendte Energistyrelsen parten kommunens udtalelse af 29.

november 1994 "til orientering". Kommunens fremsendelsesskrivelse

af

28. oktober 1993 indeholder et generelt resume af alle 74 klager angående

kommunens afgørelse om tilslutningspligt samt kommunens stillingtagen hertil.

Kommunens notat (modtaget af Energistyrelsen

den 14. april 1994) indeholder et lignende generelt resumé og kommunens

generelle kommentarer til klagerne samt en liste hvor de 74 klager henføres

til en eller flere af de grupper kommunen har opdelt klagerne i.

Energistyrelsen burde også have partshørt over kommunens generelle udtalelser

og herunder hvilke(n) gruppe(r) kommunen havde henført den pågældende klage

til. Tilsvarende forholder det sig i

sagerne

053 og 056.

I

sag 060

opfordrede Energistyrelsen med brev af 23. november 1994

parten til at komme med bemærkninger; det er dog uklart om både kommunens

fremsendelsesskrivelse af 28. september 1994 og kommunens udtalelser af 13.

oktober og 18. november 1994 er sendt til parten. Tilsvarende er det i

sag 068

uklart om begge kommunens

udtalelser af 19. oktober 1994 er sendt parten "til orientering".

I

sag 069

er det en fejl at Energistyrelsen ikke hørte parten over

kommunens udtalelse af 19. november 1994, idet udtalelsen kun delvist

imødekom

partens klage.

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:

"Ombudsmanden har ...

bemærket, at det i sag 069 er en fejl, at Energistyrelsen ikke hørte parten

over kommunens udtalelse af 19. november 1994, idet udtalelsen kun delvist

imødekom partens klage. Energistyrelsen skal hertil bemærke, at det af sagen

fremgik, at ejendommen bestod af et butiksareal på 740 m² opvarmet ved

luftvarme samt et administrationslokale på 180 m2 opvarmet ved oliefyr.

Energistyrelsen havde telefonisk anmodet kommunen om at undersøge, om

luftvarmeanlægget

kunne tilsluttes fjernvarme samt hvilke omkostninger, der ville være

forbundet

hermed. Kommunens udtalelse vedrørte dels de ønskede oplysninger om

luftvarmeanlægget, dels oplysninger om at administrationslokalet blev

opvarmet

ved oliefyr. Oplysningen om oliefyret fremgik allerede af klagers brev af 3.

november 1994 til Energistyrelsen. Afgørende for Energistyrelsens vurdering

af om en del af ejendommen kunne fritages for tilslutningspligt, var om

luftvarmeanlægget rent teknisk og uden uforholdsmæssige omkostninger kunne

tilsluttes varmeværket.

På baggrund af oplysningerne

om luftvarmeanlægget i kommunens udtalelse meddelte Energistyrelsen

fritagelse

for den del af ejendommen, der blev opvarmet af dette. Klager fik således

fuldt medhold i den del af sagen, der vedrørte luftvarmeanlægget, og for

hvilken Energistyrelsen havde bedt kommunen om oplysninger. Der var ikke

grund

til at høre klager om luftvarmeanlægget, da klager fik fuldt medhold for

denne

del af ejendommen. Ligeledes var der ikke grund til at høre om oliefyret,

idet

oplysningerne om dette anlæg stammede fra klager."

Kommunens udtalelse af 19.

november 1994 indeholder en vurdering af sagens faktum i relation til såvel

butiksarealet som administrationslokalet, og herunder en konklusion om at man

"... ville fastholde tilslutningspligten ... for administrationen".

Jeg er enig med

Energistyrelsen i at oplysninger som en part har givet til myndigheden i

forbindelse med behandlingen af den aktuelle sag som altovervejende

hovedregel

ikke er omfattet af forvaltnings-lovens § 19, stk. 1, idet parten normalt må

antages at være bekendt med at oplysningernen indgår i myndighedens

behandling

af sagen. Grunden til at der i kommunens udtalelse alligevel er et

partshøringstema

er kommunens vurdering af at partens klage ikke skulle imødekommes for så

vidt

angår det vandbaserede varmeanlæg i administrationen. Begrebet

"oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder" i

forvaltningslovens § 19, stk. 1, omfatter ikke blot rent faktuelle

oplysninger

i sagen men også vurderinger som den myndighed som skal træffe afgørelsen,

får

fra

andre

myndigheder; afgørelsesmyndighedens interne vurderinger er

derimod ikke omfattet af partshøringspligten.

3

°

Fremsendelse af oplysninger og dokumenter

"til orientering".

I 18 sager hvor

betingelserne i forvaltningslovens § 19 for at der skulle foretages

partshøring

klart er opfyldt har Energistyrelsen sendt parten oplysninger og dokumenter

"til orientering" (sagerne 034-035, 056, 060-071, 092-093 og 097).

I

et af disse tilfælde (sag 092) endte Energistyrelsen dog med at give parten

medhold, hvorfor fremgangsmåden set i lyset af hvad der efterfølgende skete i

sagen må anses for uden betydning.

Som et eksempel på

fremgangsmåden med at sende parten oplysninger og dokumenter "til

orientering" kan citeres Energistyrelsens brev af 24. januar 1995 i

sag 034

:

"Energistyrelsen har

den 23. januar 1995 gennem (K) Kommune modtaget Deres klage af 10. januar

1995

over kommunens afslag på Deres ansøgning om dispensation fra

tilslutningspligt

til fjernvarme for Deres ejendom.

(K) Kommunes udtalelse til

klagen vedlægges til Deres orientering.

Så snart jeg har haft

lejlighed til nærmere at gennemgå det indsendte materiale, vil jeg vende

tilbage til sagen."

Det er værd at bemærke at

kommunens udtalelse i sag 034 indeholdt bl.a. detaljerede beregninger af

energiforbruget i partens ejendom og præcise oplysninger og vurderinger

angående partens personlige økonomi; udtalelsen indeholdt en stor mængde

oplysninger omfattet af forvaltningslovens § 19.

Fremgangsmåden med at sende

oplysninger og dokumenter "til orientering" må anses for ganske

uheldig, idet en partshøring for at være fyldestgørende bør formuleres

således

at det står parten klart at der faktisk er tale om en partshøring, typisk ved

at parten opfordres til (eventuelt inden en bestemt frist) at komme med

eventuelle kommentarer til det der partshøres over. Særligt forvirrende vil

fremgangsmåden selvsagt kunne virke på parten hvis Energistyrelsen i samme

sag

- som i

sag 092

(der er nærmere

refereret ovenfor i afsnit b), s. 000) - "til orientering" sender

parten

både

materiale som er omfattet

af partshøringspligten

og

materiale

som ikke er omfattet af parshøringspligten.

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:

"Ombudsmanden har ...

bemærket, at der er 18 sager, hvor Energistyrelsen burde have partshørt, men

alene sendt kommunens udtalelse til orientering til parten. Ombudsmanden

påpeger,

at en partshøring for at være fyldestgørende bør formuleres således, at det

står parten klart, at der faktisk er tale om en partshøring. Energistyrelsen

vil fremover sikre, at der sker en mere omhyggelig partshøring, ligesom

partshøring af oplysninger vil ske med anmodning om, at eventuelle

bemærkninger afgives indenfor en nærmere angivet frist."

Jeg tager det oplyste til

efterretning.

d) Partshøring fejlagtigt ikke foretaget

I

30 andre sager

er der

fejlagtigt

slet ikke foretaget partshøring

(sagerne 004, 021-022, 025-026, 036-045,

047-052, 054-055, 057-059, 095, 098, 109 og 111). Der er typisk tale om at

Energistyrelsen

fejlagtigt ikke har partshørt over § 19-oplysninger som findes i kommunens

fremsendelsesskrivelse eller i senere modtagne udtalelser eller høringssvar

fra

kommunen.

I sagerne 021-022, 025-026

og 095 indeholder kommunens fremsendelsesskrivelse oplysninger som er

omfattet af partshøringspligten. Eksempelvis indeholder kommunens

fremsendelsesskrivelse

af 19. maj 1993 i

sag 026

bl.a.

følgende oplysninger om en foretaget besigtigelse:

"Kommunen har ved et

uanmeldt besøg den 2.2.93 besigtiget fyringsanlæget. Det består af en mindre

oliefyret kedel der ikke var i drift, samt en kedel hvori der blev fyret med

spåner, men som kan anvendes til andre former for brændsel. Brændselslageret

bestod udelukkende af sække med spåner."

I

sag 036

indeholder kommunens fremsendelsesskrivelse af 28. oktober

1993 et generelt resume af alle 74 klager angående kommunens afgørelse om

tilslutningspligt samt kommunens stillingtagen hertil. Kommunens notat

(modtaget af Energistyrelsen

den 14.

april 1994) indeholder et lignende generelt resumé og kommunens generelle

kommentarer til klagerne samt en liste hvor de 74 klager henføres til en

eller

flere af de grupper kommunen har opdelt klagerne i. Energistyrelsen burde

også

have partshørt over kommunens generelle udtalelser og herunder hvilke(n)

gruppe(r)

kommunen havde henført den pågældende klage til. Tilsvarende forholder det

sig i

sagerne 037-045, 047-052, 054-055

og 057-058.

I

sag 059

havde Energistyrelsen den 23.februar 1993 en telefonsamtale

med kommunen som er forholdsvis fyldigt refereret i et telefonnotat af samme

dato. Af notatet fremgår bl.a. at kommunen oplyste at ejendommen ejere var

henholdsvis 70 og 80 år men "raske og rørige, idet de selv kunne hente

brænde og kløve dette" (hvorfor kommunen ikke mente at der burde gives

dispensation) og at "installation (ny brænder) ville koste 2.500

kr.", hvorefter det ville være udelukket at fyre med brænde.

Energistyrelsen burde have partshørt parten om i alt fald de angivne

oplysninger fra telefonsamtalen med kommmunen. - Tilsvarende burde

Energistyrelsen i

sag 111

have

partshørt over de oplysninger om partens fyranlæg som styrelsen telefonisk

fik

fra kommunen, jf. styrelsens telefonnotat af 25. oktober 1993.

I tre andre sager burde

Energistyrelsen have partshørt over § 19-oplysninger i forskellige udtalelser

fra kommunen:

sag 004

(kommunens

udtalelse af 9. marts 1993),

sag 025

(kommunens høringssvar af 25. marts 1994), og

sag 109

(kommunens udtalelse af 6. oktober 1993).

I min foreløbige rapport

anførte jeg at Energistyrelsen også burde have partshørt over §

19-oplysninger

i

sag

034

(kommunens udtalelse af 19. juni 1995) og i

sag 065

(kommunens udtalelse af 26. januar 1995 med bilag).

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:

"... sag 034 og sag

065. I disse sager foretog Energistyrelsen ikke partshøring, fordi kommunen i

begge tilfælde havde sendt kopi af ud-talelsen til grundejer samtidig med

fremsendelsen

til Energistyrel-sen, hvorfor parten i de to sager kendte alle §

19-oplysninger."

Efter min opfattelse må

afgørelsesmyndigheden i langt de fleste til-fælde kunne antage at parten er

bekendt med at oplysningerne i et høringssvar som indgår i behandlingen af

den

aktuelle sag, hvis en hørt myndighed direkte til parten har sendt en kopi af

sit høringssvar til afgørelsesmyndigheden. Jeg er derfor også enig med

Energistyrelsen

i at der i sagerne 034 og 065 ikke skulle have været partshørt over de

omhandlede udtalelser fra kommunen. Kommunens udtalelse af 26. januar 1995 i

sag 065 henviser til "vedlagte brev" fra varmeværket til parten ;

dette brev var i kopi vedlagt udtalelsen, men i udtalelsen identificeres

brevet ikke, f.eks. ved en henvisning til brevets datering. Forudsat at det

kan

antages at parten med sikkerhed kan identificere brevet fra varmeværket til

ham ved at læse den fra kommunen tilsendte kopi af kommunens udtalelse må

parten også antages at være bekendt med at brevet fra varmeværket indgår i

styrelsens sag.

Sag 098

indeholder et

eksempel på at Energistyrelsen burde have partshørt over oplysninger som

styrelsen har modtaget fra andre end kommunen. I sag 098 modtog

Energistyrelsen

den 18. marts 1994 fra en fabrikant af kedelanlæg mv. telefonisk oplysninger

om

de tekniske specifikationer for partens fyranlæg, jf. styrelsens telefonnotat

af samme dato.

8) Sagsoplysning.

Efter officialprincippet

påhviler det den myndighed, der skal træffe afgørelse, at påse, at sagen er

tilstrækkeligt oplyst til at myndigheden kan træffe en fuldt forsvarlig

afgørelse. I § 19, stk.2, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om

tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg er det bestemt at klage

over kommunens afgørelse skal sendes til kommunen, og at kommunen skal sende

klagen videre til Energistyrelsen "ledsaget af en udtalelse og det

materiale, som har ligget til grund for kommunalbestyrelsens afgørelse".

I 79 af de 119 undersøgte

sager (sagerne 001-004, 016, 020, 023-024, 026, 028-023, 035-37, 042-058,

061-067, 069, 071-091, 095-098, 101, 106, 109-110 og 112-119) har

Energistyrelsen - efter modtagelsen af sagen fra kommunen - ikke haft behov

for

at oplyse sagens faktum yderligere.

I de resterende 40 sager har

Energistyrelsen haft behov for at oplyse sagens faktum yderligere.

Kun i to af sagerne (

sagerne 021-022

) er der tale om

mangelfuld sagsoplysning; i disse sager burde Energistyrelsen have oplyst

aktindsigtsspørgsmålet på en sådan måde at styrelsen kunne have truffet en

materiel aktindsigtsafgørelse (herunder ved fra kommunen at få begæringen

(eller begæringerne) om aktindsigt samt oplysning om hvilke dokumenter

og/eller

oplysninger om ejendommen der var anset for omfattet af begæringen og

udleveret

af kommunen); se i øvrigt omtalen af disse sager i afsnit 6) (s. 000)

ovenfor.

I de øvrige 38 af de 40

sager har Energistyrelsen oplyst sagen tilstrækkeligt, typisk ved at indhente

oplysninger fra parten (sagerne 010-011, 015, 017-019, 034, 038-041, 060,

068,

070, 092-094, 102-104 og 111) eller kommunen (sagerne 010-011, 015, 017, 025,

027, 034, 059-060, 092-094, 107-108 og 111) eller ved en mere formel

(supplerende) høring af kommunen (sagerne 005-009, 012-014 og 033).

Eksempelvis

Energistyrelsen i

sag 005

- efter at

styrelsen den 15. december 1993 havde modtaget sagen fra kommunen - i brev af

20. december 1993 kommunen om "tilslutningsprojektet, samt

høringsskrivelse

og påbudsskrivelsen om tilslutningspligt".

Nogle af sagerne har

Energistyrelsen også oplyst ved henvendelse til andre, f.eks. indhentede

Energistyrelsen i sag 018 en udtalelse fra et særligt sagkyndigt firma og i

sag 060 fra et varmeværk.

Hvor det har været relevant

har Energistyrelsen hørt andre over modtagne udtalelser. Eksempelvis hørte

Energistyrelsen i

sag 033

kommunen om

det indlæg parten havde afgivet efter forvaltningslovens § 21 (se den nærmere

omtale af sagen nedenfor i afsnit 13.b) (s. 000).

Energistyrelsens

sagsoplysning har i nogle få sager været forholdsvis omfattende, se som et

udpræget eksempel herpå

sag 092

som

er nærmere refereret ovenfor i afsnit 5) (s. 000) og - især - nedenfor i

afsnit 13,b) (s. 000).

9) Tavshedspligt - Indhentelse og videregivelse af

oplysninger.

Straffelovens § 152

indeholder bl. a. følgende bestemmelser:

"Den, som virker eller

har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver

eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den

forbindelse har fået kendskab, straffes ...

...

Stk. 3.

En oplysning er

fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som

sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at

varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser."

De hensyn, som kan begrunde

tavshedspligt, er nærmere beskrevet i forvaltningslovens § 27, stk. 1:

"Den, der virker inden

for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov

§

152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig

bestemmelse

er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at

hemmeligholde

den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser,

herunder navnlig til:

1) statens sikkerhed eller

rigets forsvar,

2) rigets udenrigspolitiske

eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter

eller mellemfolkelige institutioner,

3) forebyggelse,

efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og

beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller

disciplinær forfølgning,

4) gennemførelse af

offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af

påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,

5) det offentliges

økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges

forretningsvirksomhed,

6) enkeltpersoners eller

private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om

deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller

7) enkeltpersoners eller

private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte

oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts-

eller forretningsforhold."

Spørgsmålet om

videregivelse

af oplysninger

mellem forvaltningsmyndigheder

er

nærmere reguleret i forvaltningslovens § 28, der sondrer mellem såkaldt

særligt

fortrolige oplysninger, jf. § 28, stk. 1, og andre fortrolige oplysninger,

jf.

§ 28, stk. 3. § 28, stk. 1-3 indeholder følgende bestemmelser:

"Oplysninger om

enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion

og

hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt

oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af

nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden

forvaltningsmyndighed.

Stk. 2.

Videregivelse af

de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når

1) den, oplysningen angår,

har givet samtykke,

2) det følger af lov eller

bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives,

3) videregivelsen sker til

varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger

hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet

til den, oplysningen angår, eller

4) videregivelsen er et

nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed

kan

gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Stk. 3.

Andre fortrolige

oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en

anden

forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af

væsentlig

betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden

skal

træffe."

Videregivelse af oplysninger

til

andre end en anden forvaltningsmyndighed

(det vil bl. a. sige videregivelse til private) er ikke reguleret i

forvaltningsloven.

I disse situationer må der i princippet tages stilling til en videregivelse

direkte på grundlag af bestemmelsen i straffelovens § 152, stk. 1,

sammenholdt

med forvaltningslovens § 27, stk. 1. Ved vurderingen af, hvorvidt en

videregivelse må anses for

"uberettiget"

,

vil der dog i visse situationer kunne hentes nogen vejledning i de

detaljerede

videregivelsesregler i forvaltningslovens § 28.

Ingen af de undersøgte sager

ses at indeholde oplysninger omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1

(såkaldt særligt fortrolige oplysninger).

Andre fortrolige oplysninger

(jf. forvaltningslovens § 28, stk. 3) findes i et mindre antal af de

undersøgte sager. De undersøgte sager indeholder to typer andre fortrolige

oplysninger:

1

°

oplysninger om enkeltpersoners personlige økonomi og 2

°

oplysninger om virksomheders opvarmningssystemer

og udgifter til opvarmning.

Ad 1

°

bemærkes at oplysningerne skal være konkrete og

vise noget faktuelt om partens økonomi førend oplysningerne kan anses for

omfattet af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, (om

"enkeltpersoners... interesse i at beskytte oplysninger om deres

personlige eller interne,

herunder økonomiske, forhold") og - i fortsættelse heraf - ville kunne

undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1) (om

"oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske,

forhold").

Der er således ikke tale om

fortrolige oplysninger i de ofte forekommende tilfælde hvor parten af

forskellige grunde "protesterer mod tvangstilslutning", mener at

den

valgte kollektive opvarmingsform er uhensigtsmæssig eller samfundsmæssig

uøkonomisk

eller i mere generelle vendinger hævder at en tilslutning vil være "for

dyr" for partens ejendom. Der er efter min opfattelse heller ikke tale

om

fortrolige oplysninger i de ganske mange tilfælde hvor parten - uden at

fremkomme med præcise, endsige dokumenterede oplysninger om sin privatøkonomi

-

har hævdet at parten har en anden opvarmingsform som er billigere end den

kollektive varmeforsyning eller ikke "har råd" til at blive

tilsluttet. Endelig mener jeg heller ikke at oplysninger om en ejendoms

energiforbrug eller udgifter til opvarmning i sig selv kan anses for

fortrolige

oplysninger.

Derimod er oplysninger som

giver et faktuelt indblik i partens og/eller dennes families økonomi

fortrolige. Oplysninger af denne type findes dog kun i nogle få af de

undersøgte sager. Det klareste eksempel på fortrolige oplysninger af denne

art

findes i

sag 034

som indeholder en

detaljeret diskussion om partens privatøkonomi og hvilket energiforbrug der

skal lægges til grund for så vidt angår partens ejendom. Temaet i sag 034 er

hvor meget det vil koste at opvarme partens ejendom ved hjælp af oliefyr

henholdsvis fjernvarme, og om der inden for partens rådighedsbeløb efter

betaling af faste udgifter vil være rimelig mulighed for at betale en vis

forøgelse af varmeudgiften. Et andet - men dog lidt mindre omfattende

eksempel

- findes i

sag 006

hvor parten med

henvisning til (i sig selv klart fortrolige) oplysninger om partens

indestående i og lån fra en bank og en almindelig opregning af

arter

af faste udgifter (som i øvrigt må

anses for typiske for en familie som partens) søger sig fritaget for

tilslutningspligt.

Ad 2

°

skal jeg bemærke at oplysninger om private

virksomheders opvarmningssystemer og udgifter til opvarmning under ganske

særlige omstændigheder vil kunne være omfattet af forvaltningslovens § 27,

stk. 1, nr. 6 og 7 (om "enkeltpersoners eller private selskabers ...

interesse

i at beskytte oplysninger om deres ... interne, herunder økonomiske,

forhold" og "enkeltpersoners eller private selskabers ...

økonomiske

interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller

fremgangsmåder

eller om drifts- eller forretningsforhold") og samtidig vil kunne

undtages efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2 (om "tekniske

indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold

eller lignende"); undtagelse fra offentlighed efter denne bestemmelse

kræver dog en konkret vurdering af at "det er af væsentlig økonomisk

betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at begæringen

ikke imødekommes". Fire af de 119 undersøgte sager (sagerne 009, 018,

025

og 033) angår private erhvervsvirksomheder.

Sag 018

angår et hotel

og indeholder tekniske oplysninger om hotellets fyranlæg - anlæggets

indretning og tekniske specifikationer og hvilket brændsel der anvendes.

Sådanne oplysninger om et hotel kan som udgangspunkt efter deres art næppe

anses for omfattet af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6 og/eller nr. 7,

og kan under ingen omstændigheder undtages fra aktindsigt efter

offentlighedslovens

§ 12, stk. 1, nr. 2, idet det konkrete fyringsanlæg næppe er så specielt at

det

kan anses for en forretningshemmelighed, og idet et hotels opvarmningssystem

i

øvrigt vanskeligt kan tænkes at være et konkurrenceparameter hvis

offentliggørelse kunne tænkes at påvirke hotellets omsætning i væsentlig

negativ retning.

Sagerne 025 og 069 angår

tømmerhandlere.

Af

sag 025

fremgår blot at en nærmere angiven del af ejendommen er

opvarmet ved hjælp af centralvarme og andre dele ved hjælp af el-varme,

medens

atter andre dele er uopvarmet. De mest detaljerede oplysninger i sagen

fremgår

af en udskrift af Bygnings- og Boligregistret (BBR). Oplysninger i BBR er

offentligt tilgængelige, også for private, jf. § 6, stk. 1, i lov om

bygnings-

og boligregistrering (lovbekendtgørelse nr. 132 af 28. maj 1990 som ændret

ved

lov nr. 275 af 8. maj 1991), hvorefter bl.a. personer og virksomheder kan

rekvirere oplysninger fra BBR, og § 5 i bekendtgørelse nr. 509 af 28. juni

1991

(om adgangen til at modtage oplysninger fra bygnings- og boligregistret (BBR)

samt oplysninger sammenstillet med flere ejendomsdataregistre mv. og digitale

kort), hvorefter personer og virksomheder på begæring har ret til at gøre sig

bekendt

med de i BBR registrerede aktuelle oplysninger. På denne baggrund findes der

ikke oplysninger i sag 025 som må anses for omfattet af forvaltningslovens

§ 27.

Sag 069

indeholder mere

detaljerede tekniske oplysninger om opvarmningen af forskellige dele af

ejendommen suppleret med præcise oplysninger om udgifterne ved omstilling til

fjernvarme. Visse af disse oplysninger må efter deres

art

nok anses for omfattet af forvaltningslovens § 27, stk. 1,

nr. 7, men opfylder dog næppe de indledende betingelser i § 27, stk. 1 (om at

det "er

nødvendigt

at

hemmeligholde den for at varetage

væsentlige

hensyn ...") og ville således næppe heller kunne undtages fra aktindsigt

efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2.

Sag 033

angår en

møbelfabrik. I sagen findes formentlig så detaljerede oplysninger om

opvarmingssystemet (herunder hvilket brændsel der anvendes) og luftfornyelsen

i

produktionslokalerne at disse efter deres art må anses for omfattet af

offentlighedslovens

§ 27, stk. 1, nr. 7. Derimod er der næppe tale om en så speciel løsning mht.

fabrikkens opvarmning mv. at offentliggørelse af oplysningerne herom ville

kunne få væsentlig indflydelse på virksomhedens konkurrencemæssige stilling,

og oplysningerne ville derfor næppe heller kunne opfylde

væsentlighedsbetingelsen i indledningen af § 27, stk. 1, og ville dermed

heller

ikke kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1,

nr. 2.

I størstedelen af de

undersøgte sager findes der således efter min opfattelse ikke oplysninger som

klart er fortrolige.

I intet tilfælde har jeg

kunnet konstatere uberettiget

videregivelse

af fortrolige oplysninger

til en anden forvaltningsmyndighed eller private.

10) Begrundelse.

a) Indledning

Forvaltningsloven indeholder

i kapitel 6 følgende bestemmelser om begrundelse af afgørelser:

"

§ 22.

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget

af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold.

§ 23.

Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en

skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for

myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om

afgørelsen.

Stk. 2.

En begæring om

skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis

begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af

vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt

om,

hvornår begæringen kan forventes besvaret.

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde

en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

I

det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn,

skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen

skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens

indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte

kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for

afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller

offentlige interesser, jfr. § 15."

Begrundelsespligten gælder i

forbindelse med afgørelser, der ikke giver den pågældende part fuldt ud

medhold, jf. § 22 og § 23, stk. 1, 1. pkt.

I forbindelse med skriftligt

meddelte afgørelser gælder bestemmelserne i forvaltningslovens §§ 22 og 24 om

samtidig begrundelse.

Efter forvaltningslovens §

24, stk. 1, 1. pkt., skal der i begrundelsen henvises til den eller de

retsregler

, der danner grundlag for

afgørelsen. Henvisningen må være præcis. For så vidt angår love og

bekendtgørelser, der er optaget i Lovtidende, må der således henvises til

nr.,

dato og korrekt titel i Lovtidende samt til de(n) relevante paragraf(fer),

stk.(r), pkt.(r), litra, led o.s.v. Er en retsforskrift kundgjort på anden

måde

(f. eks. ved kundgørelse af bekendtgørelser o.l. i et alternativt medium med

hjemmel i en kongelig anordning, udstedt i medført af § 2, stk. 2, 2. led, i

lovtidendeloven (lovbekendtgørelse nr. 842 af 16. december 1991 om udgivelsen

af en Lovtidende og en Ministerialtidende) eller ved optagelse af

fællesskabsretlige regler i De Europæiske Fællesskabers Tidende) må der - ud

over den korrekte titel, nr., dato o.s.v. - henvises hertil. Meningen med

kravet om en præcis henvisning til de(n) relevant(e) retsforskrift(er) er

også

at give parten mulighed for at foretage kontrolopslag i den originale

retskilde. En identifikation af retsforskriften ved dennes almindelige

kaldenavn vil kunne være tilstrækkelig i tilfælde, hvor myndigheden med

sikkerhed kan lægge til grund, at parten i forvejen kender retsforskriften og

dens præcise indhold, og hvor der samtidig ikke - på grund af ændringer i

retsforskriften - kan være tvivl om, hvilken affattelse af retsforskriften,

der er anvendt. På det område, der er omfattet af undersøgelsen, vil der

næppe

kunne tænkes sådanne retsforskrifter med et almindeligt kaldenavn.

For så vidt angår

skønsmæssige afgørelser - d.v.s. afgørelser, hvor betingelserne for at træffe

en given afgørelse (retsfaktum) og/eller afgørelsens indhold (retsfølgen) i

den skrevne retsforskrift ikke er angivet eller dog kun angivet med en ikke

ubetydelig mangel på præcision - kræver forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2.

pkt., at de bestemmende

hovedhensyn

-

d.v.s. de væsentlige kriterier, der har ført til afgørelsen - skal angives.

I en vis udstrækning vil en

begrundelse også skulle tage stilling til

partsanbringender

,

jf. bl. a. min beretning for 1990, s. 359. Dette gælder ikke blot, såfremt

partens anbringender angår kriterier, som myndigheden selv har inddraget i

afgørelsen, men også andre partsanbringender, som ikke umiddelbart kan

afvises

som uvæsentlige eller irrelevante for afgørelsen. For så vidt angår

anbringender,

som af myndigheden anses for uvæsentlige eller irrelevante, men som parten

selv lægger stor vægt på, vil det efter omstændighederne være rigtigst

udtrykkeligt i begrundelsen kortfattet at angive, at de pågældende

anbringender

ikke er tillagt betydning, således at parten kan konstatere, at myndigheden

har

været opmærksom på disse.

Efter forvaltningslovens §

24, stk. 2, skal begrundelsen endvidere "om fornødent indeholde en kort

redegørelse" for sagens faktum. Omfanget, indholdet og

detaljeringsgraden

af en redegørelse for sagens faktum afhænger af en konkret vurdering i det

enkelte tilfælde. Behovet for en redegørelse for sagens faktum må bl.a.

vurderes

på baggrund af, i hvilket omfang parten har medvirket i sagens behandling

(særligt ved partshøring og partsaktindsigt), og hvorvidt sagens faktum i

øvrigt er velkendt for parten eller ej. Herudover må kompleksiteten af sagens

faktum også indgå i vurderingen, ligesom det er af betydning, om faktum er

omtvistet eller ej. I relation til omstridt faktum må begrundelsen ikke blot

indeholde en angivelse af, at faktum er omstridt, men også en angivelse af de

modstridende versioner heraf samt en udtrykkelig angivelse af, hvilket faktum

myndigheden bevismæssigt lægger til grund i forbindelse med afgørelsen.

Efter forvaltningslovens §

24, stk. 3, kan begrundelsens indhold kun begrænses i det omfang,

oplysninger,

der ellers skulle være indgået i begrundelsen efter § 24, stk. 1-2, ville

kunne

undtages fra aktindsigt i medfør af den ganske restriktive bestemmelse i

forvaltningslovens

§ 15; denne bestemmelse kræver, at der foreligger

afgørende

modhensyn af nærmere bestemt karakter. En indskrænkning

af begrundelsen efter forvaltningslovens § 24, stk. 3, vil ikke kunne tænkes

at

være relevant på det undersøgte område.

I øvrigt kan med hensyn til

begrundelsespligten og begrundelsens indhold henvises til Hans

Gammeltoft-Hansen m.fl.: Forvaltningsret (1994), s. 363 ff, og særligt s. 368

ff.

b) Oversigt over de undersøgte sager

I de 119 sager, der indgår i

undersøgelsen, har Energistyrelsen truffet i alt 137 afgørelser (heraf 120

vedrørende

sagens materie (heraf tre genoptagelsesafgørelser), 13 afgørelser om

afvisning

(heraf en genoptagelesafgørelse) og tre aktindsigtsafgørelser; hertil kommer

en

procesledende afgørelse). Heraf giver de 63 afgørelser (fordelt på 48 sager -

sagerne 001-004, 006, 015-022, 026-030, 032, 033-034, 046-047, 051, 066-068,

069-070, 078, 092-095, 102, 106-112 og 114-119) ikke anledning til kritiske

bemærkninger for så vidt angår overholdelsen af forvaltningslovens

begrundelsesregler.

De resterende 74 afgørelser (fordelt på 74 sager - sagerne 005, 007-014,

023-025, 031, 033, 035-045, 048-050, 052-065, 068, 071-077, 079-091, 096-105

og

113) lider af - hovedsageligt mindre væsentlige - begrundelsesmangler.

I 72 tilfælde kan

henvisningen til

skrevne regler

ikke

anses for (helt) fyldestgørende. I dispensationsagerne (mellem otte og 14

tilfælde)

kunne en fyldestgørende henvisning til eller referat af

praksis

have forbedret begrundelsen; begrundelsen i disse sager

overholder dog nok minimumskravene i forvaltningslovens § 24. I alle

afgørelser

- også i dispensationssagerne - er der redegjort fyldestgørende for de

væsentlige hovedhensyn. I et enkelt

tilfælde forholder begrundelsen sig ikke fyldestgørende til relevante

partsanbringender. Endelig er der i et

enkelt tilfælde ikke indeholdt en tilstrækkelig

sagsfremstilling

(henvisning til faktum) i afgørelsen.

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:

"Ombudsmanden nævner..., at i dispensationssagerne (mellem 8 og 14

tilfælde) kunne en

fyldestgørende henvisning til eller referat af praksis have forbedret

begrundelsen; begrundelsen i disse sager overholder dog nok minimumskravene i

forvaltningslovens § 24. Endvidere nævner Ombudsmanden ..., at hvis en

myndighed ikke har en (positiv) dispensationspraksis, men eventuelt kun har

meddelt dispensation i ganske enkelte tilfælde, som ikke lader sig beskrive i

relation til abstrakte kriterier, vil myndigheden af gode grunde ikke som led

i begrundelsen kunne give en redegørelse for sin dispensationspraksis.

De sager om dispensation,

som undersøgelsen omfatter er enkeltstående tilfælde, hvor det ikke er muligt

for Energistyrelsen at referere til en praksis for, hvornår der kan meddeles

dispensation.

I andre tilfælde -

eksempelvis dispensation fra tilslutningspligt for lavenergibebyggelse

-

hvor Energistyrelsen har fastlagt nærmere kriterier for adgangen til

dispensation, redegør Energistyrelsen i sine afgørelser for praksis på

området."

I det følgende vil

begrundelsesspørgsmålet blive belyst ved konkrete eksempler. Der vil ikke

blive

foretaget nogen total, detaljeret gennemgang af alle de sager, hvor

begrundelsen må anses for mere eller mindre mangelfuld. En sådan gennemgang

ville være særdeles omfattende og ville næppe skabe noget større eller mere

klart overblik over problemerne. I stedet er udvalgt de sager som må anses

for

egnede til at

illustrere

begrundelsesproblemerne på området.

c) Ikke begrundelsesmangel

De 63 afgørelser der

ikke er mangelfuldt begrundet

(fordelt

på 48 sager), kan opdeles i forskellige grupper. Der er tale om

genoptagelsesafgørelser

i fire sager (sagerne 002, 093, 095 og 102), aktindsigtsafgørelser i tre

sager (sagerne 021-022 og 068) og en procesledende afgørelse i en sag (sag

033). I 45 sager (sagerne 001-004, 006, 015-022, 026-030, 032, 034, 046-047,

051, 066-067, 069-070, 078, 092-095, 106-112 og 114-119) har den endelige

afgørelse

i sagen ikke været mangelfuldt begrundet.

Disse 45 sager omfatter for

det første 12 sager som Energistyrelsen af forskellige grunde afviste

(sagerne

020, 046, 066-067, 078, 110 og 114-119); disse sager er nærmere omtalt

nedenfor

i kapitel III.D.1.a) (s.000). For det andet har der i fem sager (sagerne 016,

018, 092, 094 og 108) ikke efter forvaltningslovens § 22 været pligt til

over for grundejeren at begrunde Energistyrelsens afgørelse, som må anses

for at have givet parten "fuldt ud medhold"; Energistyrelsen gav i

øvrig

disse sager en begrundelse som i alt væsentligt opfyldte kravene til en

fyldestgørende begrundelse. I de sidste 28 af de 45 sager har Energistyrelsen

truffet en realitetsafgørelse som ikke har givet parten "fuldt ud

medhold", og i disse 28 sager må Energistyrelsens begrundelse anses for

fuldt ud fyldestgørende (sagerne 001-004, 006, 015, 017, 019, 021-022,

026-030, 032, 034, 047, 051, 069-70, 093, 095, 106-107, 109 og 111-112).

Som et eksempel på en

fyldestgørende begrundelse kan nævnes

sag

051. I Energistyrelsens afgørelse i denne sag anføres bl. a.:

"Københavns

Belysningsvæsen har over for Energistyrelsen telefonisk oplyst, at ejendommen

har været fjernvarmeforsynet siden 1987.

...

Det fremgår af sagen, at

projektforslag for tilslutningspligt har været i høring fra den 29. marts

1993

til 27. april 1993. Borgerrepræsentationen vedtog projektforslaget den 17.

juni 1993. Københavns Magistrat meddelte påbud om tilslutningspligt til

berørte

ejendomme ved skrivelse af 19. juli 1993.

Som begrundelse for klagen

har De anført, at det meddelte påbud er en væsentlig ændring af den indgående

kontrakt mellem ejerforeningen og Københavns Belysningsvæsen, hvorefter der

er

mulighed for udtrædelse. De betragter denne bestemmelse i kontrakten som det

ende-gyldige lovformelige grundlag.

Energistyrelsen skal

bemærke, at § 12 i varmeforsyningsloven giver Borgerrepræsentationen hjemmel

til at bestemme, at eksisterende bebyggelse inden for en bestemt tidsfrist

skal

tilsluttes det kollektive varmeforsyningsanlæg. Denne bestemmelse er nærmere

udmøntet i § 7 og § 8 i tilslutningsbekendtgørelsen. Varmeforsyningslovens

regler om tilslutningspligt kan anvendes, uanset om der er en kontrakt mellem

ejerforeningen og Københavns Belysningsvæsen om fjernvarmeforsyning.

./.

Varmeforsyningsloven

og tilslutningsbekendtgørelsen vedlægges til Deres orientering.

Pålæggets retsvirkninger

indebærer, at ejendommen fortsat skal være tilsluttet fjernvarmenettet.

Ejeren

af ejendommen skal fortsat betale de faste afgifter, som skal betales for

ejendomme, som er tilsluttet nettet. Derimod er der ikke nogen pligt til at

aftage varme.

På baggrund heraf finder

Energistyrelsen ikke grundlag for at tilsidesætte Borgerrepræsentationens

beslutning om at pålægge Deres ejendom tilslutningspligt til fjernvarme,

hvorfor Borgerrepræsentationens afgørelse hermed stadfæstes.

Energistyrelsens herved

meddelte afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jvf.

§

20 i Energiministeriets bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om

tilslutning

m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.

Ejerforeningen er således

forpligtet til at betale de faste afgifter, sålænge ejendommen er pålagt

tilslutningspligt, hvilket er en ændring i forhold til den indgående aftale

med

Københavns Belysningsvæsen. Som nævnt ovenfor giver varmeforsyningsloven

Borgerrepræsentationen den fornødne hjemmel til at pålægge ejendommen

tilslutningspligt med deraf følgende retsvirkninger uanset den indgående

aftale

om fjernvarmeforsyning."

Det kan efter min opfattelse

- i den udstrækning der som i sag 051 vedlægges en kopi af reglerne hvoraf

disse oplysninger fremgår - ikke kræves at der sker henvisning til skrevne

reglers nr., dato og fulde titel i Lovtidende.

d) Henvisning til skrevne regler

Som nævnt kan

henvisningen til skrevne regler

i 72

tilfælde (sagerne 007-014, 023-025, 031, 035-045, 048-050, 052-065, 068,

071-077, 079-091, 096-105 og 113) ikke anses for (helt) fyldestgørende. I 20

af disse tilfælde (sagerne 007-008, 031, 035-045, 048, 061-062, 065, 068 og

071) mangler der helt en henvisning til skrevne regler, medens henvisningen i

de 52 øvrige tilfælde må anses for utilstrækkelig. Af de 52 tilfælde er

henvisningen

til retsregler i de 43 tilfælde klart utilstrækkelig (sagerne 009-012, 014,

023-025, 050, 053-056, 058-060, 063-064, 073-077, 079-091, 096-097 og

101-105)

medens henvisningen til retsregler i 8 tilfælde kunne have været mere præcis

(sagerne 013, 049, 052, 057, 072 og 098-100). I et enkelt tilfælde (sag 113)

har Energistyrelsen henvist til en forkert bekendtgørelse.

Som det også fremgår

nedenfor under afsnit 15) (s. 000) har Energistyrelsen i ganske høj grad

været

opmærksom på at afgørelser og andre breve fra styrelsen ikke bør være unødigt

sprogligt komplicerede. Jeg kan ikke udelukke at den utilstrækkelige

henvisning til retsregler delvist kunne skyldes et ønske om at gøre

styrelsens

skriftlige meddelelser så sprogligt tilgængelige som muligt. I denne

forbindelse må jeg dog henvise til hvad jeg skrev i rapporten om min egen

drift

undersøgelse angående 105 sager fra EU-direktoratet om EF's markedsordninger

for landbrug mv. (offentliggjort i min beretning for 1995, s. 481ff). Jeg

skrev her bl.a. (s. 527f):

"Jeg må videre forstå

EU-direktoratets udtalelse af 24. oktober 1995 således, at direktoratet mener

der bør tages hensyn til at direktoratets skrivelser er (mere) læsbare, og at

en præcis regelhenvisning - således som det efter min opfattelse må kræves -

set fra adressatens synsvinkel vil forringe forståeligheden af direktoratets

afgørelser.

Jeg er meget enig i, at det

er væsentligt at søge at gøre skrivelser m.v. fra myndigheder til borgere så

læsbare som muligt (d.v.s. så læsbare som det er muligt uden at skrivelsen

forringes indholdsmæssigt). Selv har jeg ved ombudsmandsembedet for flere år

siden iværksat et forholdsvis omfattende sprogprojekt med henblik på at gøre

skrivelser m.v. fra embedet mere læsbare. Ombudsmandsembedets sprogprojekt er

bl.a. beskrevet i "The Danish Ombudsman" (udgivet i anledning af

embedets

40-års jubilæum den 1. april 1995), side 105ff. [og min beretning for 1995,

s.

661ff; min tilføjelse her].

Derimod kan jeg ikke være

enig i, at en korrekt og fyldestgørende begrundelse bør undlades af hensyn

til

afgørelsens læsbarhed.

For det første er kravet om

en fyldestgørende begrundelse et egentligt

retligt

krav, medens hensynet til at myndighedernes skrivelser gøres så læsbare som

muligt udspringer af god forvaltningsskik. Det er ud fra almindelige

retskildemæssige overvejelser åbenbart, at et retligt krav i tilfælde af en

uløselig konflikt må gå forud for et hensyn, som udspringer af god

forvaltningsskik.

For det andet er der

imidlertid ikke nødvendigvis en uløselig konflikt mellem kravet om en

fyldestgørende begrundelse og hensynet til afgørelsens læsbarhed. Dette kan

jeg

illustrere med et enkelt eksempel:

EF-retsforskrifter har ofte

meget lange og indviklede titler. Hvis der i en løbende tekst hver gang

henvises til den fulde og korrekte betegnelse for disse retsforskrifter

forringes afgørelsens læsbarhed væsentligt. Dette gælder vel særligt, hvis

henvisningen sker ved hjælp af en traditionel eftersætning

("jf...."). Der er imidlertid intet i vejen for, at der i en

afgørelses løbende

tekst anvendes "populærnavne" eller forkortelser for

retsforskrifter.

Det må i så fald blot kræves, at afgørelsen indeholder en angivelse af, hvad

forkortelsen dækker over.

...

Det ville ikke være

unaturligt, hvis EU-direktoratets betænkelighed ved at skulle foretage en så

præcis regelhenvisning som jeg mener skal foretages tillige måtte bero på

ressourcemæssige

overvejelser. Sådanne overvejelser ville - hvor forståelige de end måtte være

-

imidlertid ikke kunne være afgørende for overholdelsen af de

forvaltningsretlige

krav. Hertil kommer, at en kreativ og rationel benyttelse af moderne

kontorteknologi (bl.a. elektronisk tekstbehandling) efter min opfattelse vil

indebære en meget ringe (om overhovedet nogen) ressourcemæssig belastning ved

en præcis regelhenvisning. Dette gælder særligt på områder, hvor der (som det

typisk vil være tilfældet for EU-direktoratets vedkommende) er mange sager af

samme type, hvor retsgrundlaget er det samme. ... "

Til illustration skal nævnes

nogle tilfælde, hvor Energistyrelsens henvisning til skrevne regler ikke kan

anses for (helt) fyldestgørende

I

sag 007

henviser Energistyrelsen i sin afgørelse ikke til retsregler,

hverken i lov eller bekendtgørelse - bortset fra klageafskæringsreglen i §

20,

stk. 1, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til

kollektive varmeforsyningsanlæg; denne regel indgår ikke i hjemmelsgrundlaget

for afgørelsen. Tilsvarende gælder i sagerne 008, 031, 035-045 og 048.

I

sag 061

henviser Energistyrelsen i sin afgørelse ikke til retsregler

(hverken i lov eller bekendtgørelse) som hjemler tilslutningspligt eller

fritagelse herfor. Tilsvarende gælder i sagerne 062, 065, 068 og 071.

I

sag 014

indeholder Energistyrelsens afgørelse ingen angivelse af

hjemlen (hverken i lov eller bekendtgørelse) til tilslutningspligt.

Tilsvarende

gælder i sagerne 053-055 og 058-059.

I

sag 050

henviser Energistyrelsen i sin afgørelse ikke til retsregler

som hjemler tilslutningspligten, men kun til bestemmelser om tinglysning af

tilslutningspligten i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning

m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.

I

sag 023

henviser Energistyrelsen i sin afgørelse til at tilslutningspligt

er pålagt "i overensstemmelse med de regler, der fremgår af

varmeforsyningsloven med tilhørende bekendtgørelser". Tilsvarende

generelle - og helt utilstrækkeligt præcise - henvisninger findes i sag

024-025.

I

sagerne 076-077

henvises til varmeforsyningslovens § 12 (men ikke

til lovens nr. og dato), men der henvises ikke til alle relevante

bestemmelser

eller nr. og dato for bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning

m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg. I

sagerne

079-090

henvises til varmeforsyningsloven med nr. og dato, men dog ikke til

den relevente bestemmelse i tilslutningsbekendtgørelsen eller dennes nr. og

dato.

I

sagerne 101-105

henvises der ikke til § 12, nr. 2, i bekendtgørelse

nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive

varmeforsyningsanlæg.

Sagerne 074-075 indeholder

mere individuelle begrundelsesmangler. I

sag

074

henvises ikke til tilslutningsbekendtgørelsens nr. og dato; dette er

dog konkret ingen mangel, idet bekendtgørelsen vedlægges. Derimod mangler

Energistyrelsens afgørelse i sag 074 en henvisning til bekendtgørelsens § 7

og

§ 12, nr. 1. I

sag 75

henviser

Energistyrelsens afgørelse ikke til varmeforsyningslovens § 12 (eller til

lovens nr. og dato), ligesom der heller ikke henvises til de relevante

bestemmelser i eller nr. og dato for tilslutningsbekendtgørelsen, der dog

vedlægges. Energistyrelsens afgørelse i sagerne 074-075 mangler - ligesom i

øvrigt i sagerne 072-073, 076-077 og 079-090 - også en henvisning til

"Frikommuneregulativ nr. 22 for Næstved Kommune - Frikommuneregulativ om

tilslutningspligt for eksisterende bebyggelse i naturgasområder",

særligt regulativets § 1, samt - hvis en sådan havde foreligget - en

bekendtgørelse i Lovtidende om regulativet.

I

sag 009

henviser Energistyrelsen ikke til nr. og dato vedrørende

"plan- og projektbekendtgørelsen". I

sag 11

mangler Energistyrelsen tilsvarende en henvisning til nr. og

dato vedrørende "tilslutningsbekendtgørelsen". Tilsvarenede

forholder det sig i sagerne 011, 056, 060, 063-064, 073, 091, 096 og 097. I

sag

060 henviser Energistyrelsen heller ikke til § 12, nr. 1, i bekendtgørelse

nr.

196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg

og i sagerne 096-097 heller ikke til tilslutningsbekendtgørelsens § 14.

I

sag 013

henvises der ikke til varmeforsyningslovens nr. og dato;

derimod henvises til den relevante bekendtgørelses nr. og dato. Tilsvarende

forholder

det sig i sag 049 og 057. I

sag 052

henvises til lovens dato (men ikke nr.) og til nr. og dato for

bekendtgørelsen.

I

sagerne 98-100

henvises til de relevante bestemmelser i

"tilslutningsbekendtgørelsen"; afslutningsvis i afgørelsen anfører

Energistyrelsen at afgørelsen "ikke (kan) påklages til anden

administrativ

myndighed, jvf. § 20, stk. 1, i Energiministeriets bekendtgørelse nr. 196 af

22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg".

Begrundelsen ville have vundet betydeligt i klarhed hvis Energistyrelsen - ad

modum Energistyrelsens fremgangsmåde i

sag

106

- første gang bekendtgørelsen nævnes f.eks. havde skrevet

"tilslutningsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991

om

tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg)" eller omvendt

"bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til

kollektive varmeforsyningsanlæg (tilslutningsbekendtgørelsen)", idet

adressaten for afgørelsen så straks og uden tvivl var blevet klar over hvad

forkortelsen

dækker over. - Et tilsvarende spørgsmål som i sagerne 098-100 findes i øvrigt

i

sagerne 101-105; her er Energistyrelsens begrundelse dog også mangelfuld på

andre punkter.

I

sag 113

har Energistyrelsen henvist til en forkert bekendtgørelse

for så vidt angår høringsfristen. Parten anførte bl.a. at kommunen ikke havde

haft projektforslaget til høring hos grundejerne i 6 uger forud for

vedtagelsen af forslaget. Energistyrelsen bemærkede hertil i sin afgørelse

følgende:

"Med hensyn til

høringsperioden skal Energistyrelsen oplyse, at kommunen skal udsende

projektforslag i høring i 4 uger, hvilket kommunen har overholdt ved

udsendelse

af materialet 21. marts med frist for svar 22. april 1994.

Energistyrelsen skal

bemærke, at "Klar besked om varmeforsyning" refererer til den

tidligere

bekendtgørelse om tilslutningspligt fra 1982, hvor der var en høringsfrist på

6

uger og en klagefrist

på 8 uger. Begge

frister blev ændret til 4 uger i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991,

hvorefter Deres ejendom er pålagt tilslutningspligt."

Høringsfristen (som

tidligere var 6 uger, jf. § 8, jf. § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 45 af

23.

februar 1982 om godkendelse m.v. af projekter for kollektive

varmeforsyningsanlæg) blev ikke ændret til 4 uger ved bekendtgørelse nr. 196

af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg,

men

fremgår derimod af § 8, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 139 af 5. marts 1991 om

varmeplanlægning og godkendelse af projekter for kollektive

varmeforsyningsanlæg.

e) Redegørelse for praksis

Som det fremgår af kapitel

III.C.4) (s. 000) ovenfor findes der i dispensationssagerne ikke i

Energistyrelsens begrundelse en almindelig redegørelse for

dispensationspraksis

eller en angivelse af hvilke nærmere kriterier som (positivt) kunne begrunde

dispensation. Da Energistyrelsen i alle de undersøgte sager har afslået at

give

dispensation, og da jeg således ikke er bekendt med om - i bekræftende fald -

i hvilket tilfælde Energistyrelsen har givet dispensation, kan jeg dog ikke

konstatere at der herved har været tale om en begrundelsesmangel. Hvis en

myndighed ikke har en (positiv) dispensationspraksis, men eventuelt kun har

meddelt dispensation i ganske enkelte tilfælde som ikke lader sig beskrive i

relation til abstrakte kriterier, vil myndigheden af gode grunde ikke som led

i begrundelsen kunne give en redegørelse for sin dispensationspraksis.

f) Redegørelse for hovedhensyn

I Energistyrelsens

afgørelser i de undersøgte sager er der i alle tilfælde redegjort

fyldestgørende for de

væsentligste hovedhensyn.

g) Begrundelse i forhold til partsanbringender

Med en enkelt undtagelse har

Energistyrelsen i alle tilfælde hvor der har været anledning hertil, i sin

begrundelse forholdt sig adækvat til alle blot nogenlunde relevante

partsanbringender.

I

sag 033

havde parten i sit indlæg efter forvaltningslovens § 21

bl.a. anført:

"Beslutningen om

tilslutningspligt må i den konkrete situation sidestilles med et

ekspropriationslignende indgreb.

...

Endelig bemærkes at (K)

Kommune tidligere har meddelt dispensation til andre virksomheder i samme

branche."

Partens anbringende angående

ekspropriation besvarede Energistyrelsen i sin afgørelse som følger:

"Med hensyn til det

anførte om ekspropriation skal Energistyrelsen oplyse, at der ikke foreligger

et ekspropriativt indgreb i den private ejendomsret ved pålæg af

tilslutningspligt til fjernvarmeforsyning. Dette beror primært på, at der er

tale om en generel regulering samt på indgrebets intensitet, hvorefter der er

en frist på 9 år førend tilslutningspligten indtræder. Der er således tale om

en erstatningsfri regulering"

Derimod kommenterede

Energistyrelsen ikke partens anbringende om usaglig forskelsbehandling.

Kommunen havde i sin udtalelse af 31. januar 1995 til dette anbringende

oplyst

følgende:

"Der er givet

fritagelse til en møbelfabrik og en parketfabrik i 1984 i forbindelse med

godkendelse af kraftvarmeprojektet, fordi de to virksomheder anvendte det i

forbindelse med produktionen fremkomne træaffald i miljøgodkendte

fyringsanlæg

til procesenergi og opvarmning. Desuden udgjorde energimængden ved

udnyttelsen

af træaffaldet mere end 50% af behovet for opvarmning af virksomhederne"

Selvom det i øvrigt fremgår

af sagen at virksomheden i sag 033 på relevant og væsentlig måde adskildte

sig

fra de to andre virksomheder som kommunen havde fritaget for

tilslutningspligt, burde Energistyrelsen i sin begrundelse i sag 033 også

have

kommenteret partens anbringende om usaglig forskelsbehandling og i denne

forbindelse

nærmere have redegjort for den retligt relevante forskel i faktum mellem på

den

ene side virksomheden i sag 033 og på den anden side de to andre

virksomheder.

h) Sagsfremstilling (gengivelse af faktum)

Med en enkelt undtagelse

indeholder Energistyrelsens begrundelse i alle tilfælde en god og relevant

gengivelse af sagens faktum.

I

sag 005

ønskede parten tilslutning til naturgas i stedet for til

fjernvarme. Parten havde i sin klage til Energistyrelsen bl.a. anført at

kommunens afgørelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling i forhold til

en

anden ejendom E som havde fået dispensation fra områdeafgrænsningen for

fjernvarme.

E lå på samme vej som partens ejendom; i vejen lå både en

gasforsyningsledning

og en fjernvarmeledning. Til partens anbringende om usaglig

forskelsbehandling

anførte Energistyrelsen i sin afgørelse:

"Styrelsen kan oplyse,

at kommunalbestyrelsens afgørelse om dispensation altid sker ud fra en

konkret

vurdering i hvert enkelt tilfælde. De forhold der ligger til grund for

kommunens beslutning om dispensation for ejendommen (E) er forskellige fra de

forhold De har anført i Deres ansøgning, og kommunen har i Deres ansøgning

ikke

fundet grundlag for en dispensation. Styrelsen har hertil ingen

bemærkninger."

Energistyrelsen burde i sin

begrundelse have redegjort for de væsentlige, retligt relevante faktiske

forskelle mellem ejendommen i sag 005 og ejendommen E. Jeg bemærker herved at

det er åbenbart at disse oplysninger ikke ville kunne undtages fra

begrundelsen efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 24, stk. 3. I sagen

oplyste kommunen således at den "... i 1992 gav [Ejeren af E]

dispensation

til at blive tilsluttet naturgas. [Ejeren af E] begrundede sin ansøgning med

at har bor i et grænseområde for naturgas. Desuden påpegede han, at han til

daglig arbejder meget med installation af gaskedler i sin forretning, og at

det

derfor ville være en fordel at han kunne vise/fortælle sine kunder om egne

erfaringer med naturgas." Kommunen henviste i sagen også til at

varmeplanen - hvis der blev givet dispensation til parten i sag 005 - "i

vid udstrækning (vil) være sat ud af kraft, da det vil være vanskeligt at

afvise eventuelle efterfølgende dispensationsansøgninger".

11) Klagevejledning.

Forvaltningsloven indeholder

i § 25, stk. 1, følgende bestemmelse om klagevejledning:

"Afgørelser, som kan

påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal når de meddeles skriftligt,

være

ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og

oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel

tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende

part medhold."

Bekendtgørelse nr. 196 af

22. marts 1991 om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg

indeholder i § 22 en bestemmelse om at "... Energistyrelsens afgørelser

skal være forsynet med oplysninger om klageadgang og klagefrist". På

baggrund

af forvaltningslovens § 25 er bekendtgørelsens bestemmelse for så vidt

overflødig, med mindre bekendtgørelsens § 22 må forstås således at

Energistyrelsen

under alle omstændigheder skal give oplysning om rekursspørgsmålet (dvs.

uanset om Energistyrelsens afgørelse ikke måtte kunne påklages), og der

således

i bekendtgørelsen er en mere vidtgående pligt til at give klagevejledning end

den pligt der følger af forvaltningsloven.

Jeg har ikke grundlag for at

kritisere at Energistyrelsen ikke gav klagevejledning i 9 sager hvor

Energistyrelsen afviste sagen. Det drejer sig for det første om

sag 020

hvor Energistyrelsen tilbagesendte

sagen til kommunen som (endnu) ikke havde truffet (endelig) afgørelse om at

pålægge parten tilslutningspligt. For det andet drejer det sig om

sag 078

hvor parten tilbagekaldte

klagen. For det tredje drejer det sig om

sag

110

hvor klagen til Energistyrelsen skyldtes en vildfarelse hos parten,

idet kommunens afgørelse havde givet parten fuldt ud medhold. Og endelig for

det fjerde drejer det sig om

sag 114-119

hvor Energistyrelsen oversendte sagen til Gas- og Varmeprisudvalget som rette

myndighed.

I de resterende 110 sager er

der i Energistyrelsens afgørelser givet individuel vejledning om, at

Energistyrelsens afgørelse ikke kan påklages til anden administrativ

myndighed.

Det fremgår af § 20, stk. 1, i Energiministeriets bekendtgørelse nr. 196 af

22.

marts 1991 om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg, at

Energistyrelsens afgørelse i klagesager ikke kan indbringes for anden

administrativ

myndighed. Bestemmelsen har hjemmel i § 28 i lov nr. 382 af 13. juni 1990 om

varmeforsyning. Den "negative" klagevejledning i de 110 sager er

således korrekt.

En tilsvarende

"negativ" klagevejledning har Energistyrelsen givet i de

aktindsigtsafgørelser styrelsen har truffet i

sagerne 021 og 022. Nedenfor i kapitel III.D.1.b) (s. 000) har jeg

behandlet spørgsmålet om der må antages at eksistere en mulighed for at klage

over Energistyrelsens afgørelser i aktindsigtssager og dermed hvorvidt den

"negative" klagevejledning i forbindelse med disse

aktindsigtsafgørelser

kan anses for indholdsmæssig korrekt.

Selvom forvaltningslovens §

25, stk. 1, ikke stiller krav om sådan "negativ" vejledning kan det

være både hensynsfuldt over for parterne (der undgår at skulle overveje en

klage til departementet og eventuelt at bruge tid herpå) og hensigtsmæssigt

for departementet (der formentlig vil undgå at modtage en del klager, som er

omfattet af klagebegrænsningen), at Energistyrelsen giver en

"negativ" klage-vejledning.

12) Bekendtgørelse.

En afgørelse skal

bekendtgøres for sagens parter.

Undersøgelsen har vist at

Energistyrelsen i alle tilfælde korrekt har bekendtgjort styrelsens afgørelse

direkte over for sagens parter.

I

sag 021

tog Energistyrelsen stilling til en indsigelse fra parten

om at kommunens afgørelse ikke var bekendtgjort. Parten ejede to ejendomme i

kommunen: X-gade 2 og Y-gade 8. I forbindelse med klagen til Energistyrelsen

anførte parten bl.a. at K kommune ikke havde meddelt ham en beslutning om

tilslutningspligt vedrørende ejendommen Y-gade 8, men at han alene havde fået

meddelelse om tilslutningspligt for ejendommen X-gade 2. I sin afgørelse i

sagen anfører Energistyrelsen hertil bl.a.:

"Det fremgår af det

høringsmateriale, som (K) Kommune har udsendt, at Deres ejendom, Y-gade 8, er

omfattet af projektforslaget for indførelse af tilslutningspligt.

...

Det fremgår af

tilslutningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skriftligt

skal underrette ejere af berørte ejendomme om kommunalbestyrelsens

beslutninger

bl.a. vedrørende tilslutningspligt. Der stilles ikke krav om, at ejere af

flere ejendomme skal underrettes særskilt for hver enkelt ejendom. Kommunens

påbud om tilslutningspligt til en ejer af flere ejendomme kan ske ved en

enkelt

skrivelse til ejeren omfattende alle berørte ejendomme.

(K) Kommunes påbud om

tilslutningspligt af 9. december 1993 er adresseret til Dem, Y-gade 8, og

Deres

ejendom beliggende X-gade 2 er tillige påført påbudsskrivelsen.

Kravet om skriftlig

underretning i tilslutningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, er hermed opfyldt,

da

det fremgår af skrivelsen, at denne vedrører begge ejendomme."

Energistyrelsens opfattelse

af bekendtgørelsesspørgsmålet i sag 021 kan ikke give mig grundlag for

kritik.

13) Sagsbehandlingstid

m.v.

a) Sagsbehandlingstid fra sagens start til myndighedens første

henvendelse til parten

De 119 sager er i alt rejst

123 gange, idet parten i fire af sagerne har henvendt sig flere gange, jf.

nærmere nedenfor kapitel D.2) (s. 000) om remonstration.

I 35 af de 123 tilfælde

(sagerne 002, 005, 007-015, 018-020, 023-025, 034, 060-065, 068-071, 096-098

og

107 samt i forbindelse med partens genoptagelsesanmodning i sag 102) har

Energistyrelsen rettet en første henvendelse til parten

inden 1 måned

fra sagens start (typisk modtagelsen af partens

klage fra kommunen).

I de resterende 88 tilfælde

er der gået mere end 1 måned fra sagens start til parten første gang har fået

en henvendelse fra Energistyrelsen. Disse 88 tilfælde fordeler sig nærmere

som

følger:

Tidsrum

Antal tilfælde:

Sagsnumre:

Over 1, men

under 2 måneder

35

017, 033, 035-058 og 112-119 samt i forbindelse med

genoptagelsesanmodningen i sag 095

Over 2, men

under 3 måneder

5

004, 006, 016, 095 og 111

Over 3, men

under 4 måneder

13

021-022, 026, 092 og 099-105 samt i forbindelse med genoptagelsesanmodningen

i sagerne 002 og 093

Over 4, men

under 5 måneder

2

003 og 093

Over 5, men

under 6 måneder

2

059, 078, 091 og 106

Over 6, men

under 7 måneder

20

028, 032, 072-077 og 079-090

Over 7, men

under 8 måneder

6

029, 031, 094 og 108-110

Over 8, men

under 9 måneder

1

030

Over 9, men

under 10 måneder

2

001 og 027

Det vil efter

omstændighederne i konkrete tilfælde kunne forsvares, at der går indtil 1

måned

efter sagens start, førend myndigheden retter den første henvendelse til

parten. Dette kan særligt gælde i tilfælde, hvor myndigheden allerede ved sin

første henvendelse til parten kan afslutte sagen, således som det var

tilfældet

i

sagerne 066 og 067. I disse to

sager havde Energistyrelsen den 30. september 1994 modtaget sagerne fra

kommunen og afviste den 7. november 1994 klagerne, idet Energistyrelsen

samtidig sendte sagerne til kommunen til fornyet behandling.

Det må under alle

omstændigheder anses for problematisk, dersom der går mere end ca. 1 måned

fra

sagens rejsning til myndighedens første henvendelse til parten. Jo længere

tid

der går, jo mere kritisk må tidsforløbet anskues. På sagsområder som de

undersøgte vil et tidsrum på mere end ca. 3 måneder fra sagens start til

myndighedens første henvendelse til parten under alle omstændigheder anses

for

klart uacceptabelt. Er der tale om tidsrum på ½ år eller mere, må forholdet

under alle omstændigheder anses for helt uacceptabelt.

Justitsministeriets

cirkulæreskrivelse nr. 73 af af 4. juni 1997 til samtlige ministerier,

styrelser m.v. om mål for hurtig sagsbehandling m.v. og Indenrigsministeriets

cirkulæreskrivelse af samme dato (j.nr. 1.k. 1997/1002-2) til samtlige

kommunalbestyrelser og amtsråd indeholder nu retningslinier om målsætninger

for

sagsbehandlingstiden, herunder en konkret tilkendegivelse om at borgeren

under

alle omstændigheder - hvor ikke andet er fastsat (jf. f.eks. 10-dagsfristen i

offentlighedslovens § 16, stk. 2, og forvaltningslovens § 16, stk. 2) - bør

have et (eventuelt foreløbigt) fra myndighederne inden 1 måned efter sagens

modtagelse.

b) Samlet sagsbehandlingstid

De 119 sager er i alt rejst

123 gange, idet parten i nogen af sagerne har henvendt sig flere gange, jf.

nærmere nedenfor kapitel D.2) (s. 187f) om remonstration.

Den samlede

sagsbehandlingstid i sagerne varierer ganske meget. Den korteste samlede

sagsbehandlingstid har i 5 tilfælde været under 1 måned (sagerne 020, 066-067

og 107 samt i forbindelse med genoptagelsesanmodningen i sag 102). Den

længste

samlede sagsbehandlingstid har kunnet konstateres i 23 sager (over 2 år og 4

måneder).

De 118 tilfælde hvor den

samlede sagsbehandlingstid har været over 1 måned fordeler sig som følger:

Tidsrum:

Antal tilfælde:

Sagsnumre:

Over 1, men

under 2 måneder

6

114-119

Over 2, men

under 3 måneder

6

004, 006, 016-017 og 095-096

Over 3, men

under 4 måneder

6

007, 018, 021-022 og 026 samt i forbindelse med genoptagelsesanmodningen

i sag 002

Over 4, men

under 5 måneder

8

003, 005, 069-071, 093 og 112-113

Over 5, men

under 6 måneder

13

009-015, 059, 068, 078, 091, 106 samt i forbindelse med

genoptagelsesanmodningen i sag 095

Over 6, men

under 7 måneder

23

002, 008, 028, 032, 072-077, 079-090 og 098

Over 7, men

under 8 måneder

10

023-025, 029, 031, 097 og 108-111

Over 8, men

under 9 måneder

3

030, 033, 046

Over 9, men

under 10 måneder

3

001, 027, 034

Over 12, men

under 13 måneder

7

099-105

Over 13, men

under 14 måneder

8

019, 060-065 og 094

Over 18, men

under 19 måneder

1

I forbindelse med genoptagelsesanmodningen i sag 093

Over 23, men

under 24 måneder

1

092

Over 28, men

under 29 måneder

23

035-045 og 047-058

Det er ikke muligt generelt

at foretage en præcis angivelse af, hvilken samlet sagsbehandlingstid, som

kan

anses for acceptabel. En nærmere bedømmelse af den samlede sagsbehandlingstid

kræver en vurdering af sagens art og eventuelt også sagens konkrete

omstændigheder.

Der må således tages hensyn til, i hvilken udstrækning en korrekt behandling

af

sagen har krævet indhentelse af (yderligere) oplysninger eller gennemførelse

af andre tids- og ressourcekrævende processkridt, om sagens afgørelse - når

denne i øvrigt er klar til afgørelse - er mere eller mindre kompliceret, og

om

sagen af hensyn til parten eller andre private eller offentlige interesser må

anses for mere eller mindre hastende.

Justitsministeriets

cirkulæreskrivelse nr. 73 af af 4. juni 1997 til samtlige ministerier,

styrelser m.v. om mål for hurtig sagsbehandling m.v. og Indenrigsministeriets

cirkulæreskrivelse af samme dato (j.nr. 1.k. 1997/1002-2) til samtlige

kommunalbestyrelser og amtsråd indeholder nu retningslinier om målsætninger

for

sagsbehandlingstiden.

I sager som de undersøgte må

der ved vurderingen af hvor lang en samlet sagsbehandlingstid der i

almindelighed kan anses for acceptabel, efter min opfattelse

på den ene

side dels tages hensyn til at

en afgørelse om tilslutningspligt må anses for en for den enkelte grundejer

forholdsvis

indgribende afgørelse som efter omstændighederne kan have ret væsentlig

økonomisk og anden betydning, dels tages hensyn til at sagerne juridisk og -

normalt - heller ikke faktuelt er specielt komplicerede.

På den anden side

må der tages hensyn til at kommunens afgørelse

normalt faktisk (med mindre der måtte være truffet afgørelse efter

tilslutningsbekendtgørelsens § 9 om tilslutningspligt i forbindelse med

udskiftning af væsentlige varmeinstallationer i ejendommen - hvilket ikke er

tilfældet i nogen af de undersøgte sager) først vil få indgribende virkning

efter en årrække (senest 9 år fra kommunens afgørelse, jf.

tilslutningsbekendtgørelsens

§ 7).

Derimod kan der efter min

opfattelse ved vurderingen af den generelt acceptable sagsbehandlingstid på

et

område ikke tages hensyn til myndighedens (og medarbejdernes) subjektive

forhold,

idet vurderingen må hvile på et objektivt grundlag. At myndigheden således i

almindelighed har utilstrækkelige ressourcer eller at der på et sagsområde

kommer flere sager en forventet kan således nok for myndighedens medarbejdere

være subjektivt undskyldende momenter, men kan ikke bevirke en forlængelse af

den tid som må anses for en i almindelighed acceptabel sagsbehandlingstid på

området.

På denne baggrund er det min

opfattelse at en samlet sagsbehandlingstid på mere end ca. ½ år ikke kan

anses for acceptabel i sager som de undersøgte. Konkrete omstændigheder i den

enkelte sag kan gøre at en kortere sagsbehandlingstid end den angivne

almindeligt

acceptable samlede sagsbehandlingstid alligevel ikke anses acceptabel.

Omvendt

kan det også tænkes at konkrete omstændigheder i den enkelte sag kan gøre at

en

længere sagsbehandlingstid end den generelt acceptable på området trods alt

ikke overskrider det rimelige.

I otte af de undersøgte

sager giver sagsbehandlingstiden således anledning til kritiske bemærkninger,

selvom den samlede sagsbehandlingstid er under ca. ½ år. I

sagerne 114-119

modtog Energistyrelsen

sagerne fra kommunen den 21. juli 1994; den 25. august 1994 afviste

Energistyrelsen sagerne og oversendte samtidig disse til Gas- og

Varmeprisudvalget.

Da kompetencespørgsmålet var af en sådan art at det straks ved modtagelsen af

sagerne burde have stået Energistyrelsen klart, burde afvisningen og

oversendelsen

have været sket noget før end efter lidt over 1 måned. Sagsbehandlingstiden i

forbindelse med behandlingen af partens genoptagelsesanmodning overskrider i

to sager det acceptable, selvom den er mindre end ca. ½ år. Dette gælder i

sag 002

(mellem 3 og 4 måneder) og

sag 095

(mellem 5 og 6 måneder).

I intet af de 79 tilfælde

hvor den samlede sagsbehandlingstid har været længere end ca. ½ år, har jeg

fundet sådanne konkrete omstændigheder at den længere sagsbehandlingstid

efter min opfattelse trods alt må anses for rimelig.

Dette gælder også i tilfælde

hvor Energistyrelsen har foretaget ekspeditioner i sagen ud over at træffe

den

endelige afgørelse, typisk i form af (supplerende) høring af kommunen og

høring

af parten. I disse tilfælde burde Energistyrelsen have fremskyndet de enkelte

ekspeditioner med henblik på at undgå en unødig forlængelse af den samlede

sagsbehandlingstid. Som et tilfældigt valgt, men forholdsvis typisk eksempel

kan nævnes

sag 033

hvor den samlede

sagsbehandlingstid var mellem otte og ni måneder. I denne sag afgav parten et

indlæg efter forvaltningslovens § 21 den 10. november 1994; Energistyrelsen

hørte imidlertid først kommunen om dette den 24. januar 1995. Kommunen afgav

høringssvar den 31. januar 1995, men Energistyrelsen hørte først parten om

dette den 23. februar 1995.

I de 15 sager hvor den

samlede sagsbehandlingstid har været mellem 1 og 1½ år, må

sagsbehandlingstiden

anses for klart uacceptabel. I de 25 tilfælde hvor sagsbehandlingstiden har

den

samlede sagsbehandlingstid har været over 1½ år, må sagsbehandlingstiden

anses

for helt uacceptabel.

I

sag 093

var Energistyrelsen mellem 18 og 19 måneder om at behandle

partens genoptagelsesanmodning. I sagen traf Energistyrelsen sin første

afgørelse den 14. april 1994. Den 2. maj 1994 modtog styrelsen partens

genoptagelsesanmodning.

Den 8. august 1994 bad Energistyrelsen kommunen om en udtalelse som styrelsen

modtog den 5. september 1994. Den 8. september 1994 bekræftede

Energistyrelsen

over for kommunen modtagelsen af udtalelsen. Den 24. januar 1995 havde

Energistyrelsen en telefonsamtale med parten, fra hvem styrelsen den 2.

februar 1995 modtog et brev med supplerende oplysninger og argumenter.

Energistyrelsen modtog den 6. juni 1995 en supplerende udtalelse fra

kommunen;

denne sendte styrelsen den 7. juni 1995 parten "til orientering".

Energistyrelsen traf sin anden afgørelse i sagen den 2. november 1995. Som

det

fremgår var der flere lange tidsrum, hvor der intet skete i sagen, og hvor

denne beroede på Energistyrelsen.

I

sag 092

var den samlede sagsbehandlingstid mellem 23 måneder og 2

år. Energistyrelsen modtog den 25. november 1993 partens klage. Den 22. marts

1994 bad Energistyrelsen parten om yderligere oplysninger i sagen. Den 9.

august 1994 rykkede Energistyrelsen parten for svar og bad samtidig kommunen

om

en udtalelse, hvilken styrelsen modtog den 1. september 1994. Den 24. januar

1995 bad Energistyrelsen parten om senest den 14. februar 1995 om at indsende

bestemte oplysninger, idet styrelsen ellers ville afgøre sagen på det

foreliggende

grundlag. Energistyrelsen modtog den 13. februar 1995 fra parten et

skriftligt

indlæg, som dog ikke indeholdt de oplysninger Energistyrelsen havde bedt om.

Energistyrelsen har herefter antagelig ment at burde skaffe de manglende

oplysninger fra kommunen, idet Energistyrelsen den 6. juni 1995 modtog en

supplerende udtalelse fra kommunen. Den 7. juni 1995 sendte Energistyrelsen

parten en kopi af kommunens supplerende udtalelse "til

orientering";

samtidig bad Energistyrelsen fjernvarmeværket om eventuelle bemærkninger til

kommunens supplerende udtalelse. Energistyrelsen modtog den 14. juni 1995

svar

fra fjernvarmeværket. Den 15. juni 1995 orienterede Energistyrelsen parten og

kommunen om fjernvarmeværkets svar og opfordrede samtidig fjernvarmeværket

til

at komme med en yderligere udtalelse. Den 15. september 1995 modtog

Energistyrelsen fra kommunen endnu en supplerende udtalelse, hvilken

styrelsen

(antagelig enten den 15. eller den 25. september 1995; brevet er fejlagtigt

dateret

"1995.09.95") sendte parten "til orientering".

Energistyrelsen

traf afgørelse den 2. november 1995. Som det fremgår lå sagen stille i flere

længere perioder, og den periode sagen beroede på parten kunne havde været

forkortet væsentligt hvis Energistyrelsen langt tidligere havde givet parten

en

frist til at komme med oplysninger.

I 23 af de 24 undersøgte

sager fra Københavns Kommune (sagerne 035-045 og 047-058) har

Energistyrelsens

samlede sagsbehandlingstid været mere end 2 år og 4 måneder. Energistyrelsen

modtog den 29. oktober 1993 klagerne fra kommunen. Kommunens

fremsendelsesskrivelse indeholdt en generel redegørelse, men indeholdt

(bortset

fra i relation til to sager som ikke indgår i min undersøgelse) ikke konkrete

bemærkninger til de enkelte klager. Energistyrelsen bad den 14. december 1993

kommunen om en udtalelse vedrørende de enkelte klager. Som svar herpå modtog

Energistyrelsen den 14. april 1994 et (generelt) notat om klagerne. Den 21.

april 1994 bad Energistyrelsen igen kommunen om "snarest at fremsende

udtalelse til hver klagesag". Den 27. april 1994 svarede kommunen hertil

bl.a. at den "... (ikke) ser ... noget behov for endnu en gang at

udarbejde nyt materiale til styrelsens behandling af klagerne. Magistraten

finder således, at styrelsen nu bør fremme sagsbehandlingen vedrørende de

fremsendte klager over tilslutningspligt i Københavns Kommune."

Energistyrelsen bad herefter den 16. august 1994 kommunen om konkret at

kommentere de enkelte klagepunkter i 19 sager, herunder i tre af de sager som

indgår i min undersøgelse (sagerne 035, 053 og 056). Den 30. september 1994

modtog Energistyrelsen fra kommunen et notat som indeholder kommunens

konkrete

udtalelse til seks af de 19 sager (herunder en af de sager som indgår i min

undersøgelse: sag 053). Den 30. november 1994 modtog Energistyrelsen fra

kommunen konkrete udtalelser vedrørende de resterende 13 af de 19 sager

(herunder to af de sager som indgår i min undersøgelse: sagerne 035 og 056).

Energistyrelsen sendte parten kommunens udtalelse "til

orientering".

Dette skete i sag 035 den 1. december 1994, i sag 053 den 2. december 1994 og

i

sag 056 den 1. december 1994. Energistyrelsen traf afgørelse i sagerne i

marts

1996. Som det fremgår var de tre af de 23 sager hvori Energistyrelsen fik

konkrete udtalelser fra Københavns Kommune, principielt klar til afgørelse

omkring årsskiftet 1994/95, medens de øvrige 20 af disse sager, hvor

Energistyrelsen ikke indhentede konkrete udtalelser fra kommune, principielt

var klar til afgørelse flere år før afgørelsen faktisk blev truffet.

Energistyrelsen har i sin

afgørelse i de 23 sager hvor den samlede sagsbehandlingstid var over 2 år og

4

måneder, beklaget sagsbehandlingstiden, idet styrelsen skriver:

"Indledningsvist skal

Energistyrelsen beklage, at den afsluttende behandling af sagen er trukket

ud.

Dette skyldes det meget store antal sager på området."

Jeg har noteret mig

Energistyrelsens beklagelse i de 23 sager. Ener-gistyrelsen burde imidlertid

også over for parten have beklaget sagsbehandlingstiden i de øvrige 56

undersøgte sager hvor sagsbehandlingstiden har oversteget ca. ½ år.

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:

"Ombudsmanden har i en

række sager kritiseret Energistyrelsens sagsbehandlingstid både i relation

til, hvor lang tid der går fra sagens start til Energistyrelsens første

henvendelse til parten og i relation til den samlede sagsbehandlingstid.

Energistyrelsen er enig i

denne kritik og har, også før Ombudsmandens rapport forelå, rettet op på

forholdet.

De senere år har det været

fast praksis, at Energistyrelsen få dage efter at have modtaget en klagesag

vedrørende spørgsmål om tilslutningspligt kvitterer for modtagelsen af

klagen.

Kvitteringsskrivelsen vedlægges kommunens eventuelle udtalelse til sagen.

Såfremt

kommunen ikke har udtalt sig til sagen, orienteres klageren om, at styrelsen

har anmodet kommunen om en udtalelse, og at Energistyrelsen vil vende tilbage

til sagen, når denne foreligger.

Den samlede

sagsbehandlingstid for sager om tilslutningspligt har endvidere de seneste år

ligget på 3-6 måneder. Energistyrelsen har således i de seneste år ikke

overskredet den tidsramme, som Ombudsmanden i undersøgelsen finder acceptabel

i sager om tilslutningspligt. Energistyrelsens samlede sagsbehandlingstid i

sager om tilslutningspligt fremgår i øvrigt af Energistyrelsens hjemmeside på

internettet.

En af årsagerne til, at en

del af de påklagede sager, der indgår i Ombudsmandens undersøgelse, ikke blev

afgjort indenfor en acceptabel sagsbehandlingstid, var det voksende antal

sager om tilslutningspligt m.v., der blev påklaget til Energistyrelsen. Dette

skyldes, at der i 1992 blev vedtaget lov nr. 4 af 3. januar 1992 om

statstilskud

til færdiggørelse af fjernvarmenet. Tilskud til nye net efter ordningen var

betinget af, at kommunen pålagde ejendomme i forsyningsområdet

tilslutningspligt til pågældende fjernvarmenet efter reglerne i lov om

varmeforsyning. Også på andre af kontorets områder steg antallet af

klagesager

i perioden 1990-1995. Hvor sagsantallet i 1990 lå på 100 sager om året,

voksede klagesagsantallet til 214 i 1992, til 350 i 1993 og til 397 i 1994.

Med hensyn til

sagsbehandlingstiden i de undersøgte sager skal Energistyrelsen bemærke, at

den

længste samlede sagsbehandlingstid (2 år og 4 måneder) forelå i 23 sager fra

Københavns Kommune. I alt modtog Energistyrelsen 74 klager fra Københavns

Kommune over Magistratens pålæg om tilslutningspligt. Som det fremgår af

rapporten, havde Energistyrelsen betydelige problemer med at få en udtalelse

til klagerne fra Københavns Kommune. Kommunens udtalelser til klagerne indgår

typisk som et vigtigt element i sagsoplysningen,og kommunen er forpligtet til

at fremkomme med en udtalelse i forbindelse med klagesagens fremsendelse til

Energistyrelsen. Først efter afholdelse af flere møder med kommunen og

gentagne

skriftlige påmindelser fik Energistyrelsen 13 måneder efter modtagelsen af

klagerne de sidste udtalelser til klagerne. Efterfølgende har Energistyrelsen

også i en del af de 74 sager måtte indhente oplysninger til brug for

klagesagsbehandlingen, herunder om hvilke VE-anlæg, der var

installeret,

om omstillingsudgifter og om ejendommens energiforbrug.

Størstedelen af

Energistyrelsens sagsbehandlingstid i sagerne fra Københavns Kommune er gået

med at få indhentet kommunens udtalelse og få oplyst sagerne fyldestgørende.

Til Ombudsmandens bemærkning

om, at i de sager, hvor Energistyrelsen ikke indhentede konkrete udtalelser

fra kommunen, var sagerne principielt klar til afgørelse flere år før

afgørelsen faktisk blev truffet, bemærkes, at da der ofte er en nær retlig og

faktisk sammenhæng mellem sager fra samme kommune afgøres klagesagerne

samlet,

hvilket også skete i København. Hvis eksempelvis et kommunalbestyrelsesmedlem

har været inhabil, eller et tilslutningsprojekt har været mangelfuldt, vil

sådanne forhold være relevant at inddrage i alle de påklagede sager, også

selv

om klager ikke har fremført forholdet. Dette er baggrunden for, at

Energistyrelsen stiler imod at afgøre klagesagerne samlet. Energistyrelsen er

opmærksom på, at denne måde at tilrettelægge sagsbehandlingen på, ikke

udvider

rammerne for, hvad der kan anses for en acceptabel samlet

sagsbehandlingstid."

Jeg har noteret mig det

oplyste; jeg forstår Energistyrelsens udta-lelse derhen at styrelsen er enig

i

at en samlet sagsbehandlingstid på 2 år og 4 måneder i sager som de

omhandlede under alle omstændigheder klart overskrider grænsen for det

acceptable.

c) Besvarelse af rykkere og underretning af parten, når sagen trækker

ud

Af Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven (1986) fremgår følgende om

forvaltningsmyndigheders besvarelse af rykkerskrivelser:

"

208.

Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er

rimeligt begrundet i sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med

det

samme. Besvarelsen bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt

muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan

foreligge."

Undersøgelsen viser en ringe

grad af efterlevelse af disse retningslinier.

I fire af de 119 undersøgte

sager har parten rykket Energistyrelsen. I tre af disse fire sager fremgår

det

ikke af sagen at Energistyrelsen har svaret på partens rykker.

I

sag 013

modtog kommunen den 4. marts 1994 partens klage til Energistyrelsen.

Energistyrelsen modtog den 20. maj 1994 klagen fra kommunen og styrelsen

sendte

den 26. maj 1994 et brev til parten hvori styrelsen bekræftede at have

modtaget

klagen og sendte parten en kopi af kommunens fremsendelsesskrivelse med

bilag.

Af et telefonnotat i sagen fremgår at parten den 14. oktober 1994 "har

rykket for afgørelse". Energistyrelsen traf den 15. november 1994

afgørelse i sagen uden at partens rykker forinden ses besvaret. Det må anses

for acceptabelt, at en myndighed undlader at besvare en rykker, dersom sagens

afgørelse faktisk bliver meddelt få dage efter modtagelsen af rykkeren. Det

tidsrum, som i denne forbindelse kan anses for acceptabelt, er imidlertid

efter

min opfattelse klart overskredet i sag 013. Dersom myndigheden ved

modtagelsen

af en rykker formoder, at en afgørelse kan meddeles inden for få dage, må

myndigheden påse, at dette faktisk også sker. Dersom forudsætningen ikke

bliver opfyldt, må myndigheden straks dette viser sig besvare rykkeren

(hvilket

bl. a. for at undgå yderligere forsinkelse af sagens afslutning eventuelt kan

ske telefonisk; der vil i givet fald skulle foretages notat på sagen om en

sådan telefonsamtale).

I

sag 060

skrev parten den 17. november 1994 til varmeværket. I

brevet skrev parten bl.a.:

"Jeg har i denne uge

rykket for afgørelsen hos Energistyrelsen, som oplyste at der vil gå nogen

tid

før den foreligger".

Energistyrelsen traf

afgørelse i sag 060 ca. 1 år senere (den 21. november 1995); det fremgår ikke

i

øvrigt af Energistyrelsens sag at styrelsen modtog - eller besvarede - en

rykker fra parten.

Sag 048

indeholder en

meget klar tilsidesættelse af pligten til at besvare rykkere. Energistyrelsen

modtog den 29. oktober 1993 partens klage fra kommunen og styrelsen sendte

den

14. december 1993 et brev til parten hvori styrelsen bekræftede at have

modtaget klagen og orienterede parten om at styrelsen samtidig havde bedt

kommunen om en udtalelse. Energistyrelsen oplyste afslutningsvis i brevet af

14. december 1993 at styrelsen ville vende tilbage til sagen når kommunens

udtalelse ville foreligge. Energistyrelsen modtog kommunens udtalelse den 16.

juni 1994, og den 16. december 1994 modtog Energistyrelsen en skriftlig

rykker

fra parten. Denne skriftlige rykker blev ikke besvaret inden Energistyrelsen

den 6. marts 1996 (eller mere end 1 år og 2 måneder senere) traf afgørelse i

sagen.

I

sag 094

besvarede Energistyrelsen derimod partens rykkere. En

skriftlig rykker fra parten modtaget den 17. januar 1994 besvarede

Energistyrelsen den 21. samme måned. Energistyrelsen modtog den 3. februar

1994

et brev fra parten som bl.a. indeholdt en rykker; Energistyrelsen reagerede

herpå i brev af 7. samme måned. I sine svar på rykkerne i sag 094 gav

Energistyrelsen

dog ingen antydning af hvornår sagen ville kunne være afgjort; det blev den

faktisk den 14. juni 1994.

Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven (1986) indeholder også følgende punkter:

"

206.

Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter

eller den almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke

kan

træffe afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden

give den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt

muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan

foreligge.

207.

Myndigheden bør

endvidere give den, der er part i sagen, underretning, når behandlingen af

den

konkrete sag på grund af særlige omstændigheder vil tage længere tid end

sædvanligt."

Herefter har myndigheden

ikke blot pligt til at underrette parten i tilfælde, hvor sagen trækker

længere

ud, end myndigheden i den konkrete sag (evt. som svar på en rykker) har givet

udtryk for over for parten, men også i tilfælde, hvor sagsbehandlingen bliver

mere langvarig, end det ud fra partens synspunkt med rimelighed kan

forventes.

Myndigheden må således vurdere, hvor lang tid parten med rimelighed kan

forvente, at der i almindelighed vil medgå til behandlingen af en sag af den

omhandlende art, og - når dette tidsrum er forløbet - underrette parten om,

at

behandlingen af sagen trækker ud, og så vidt muligt om, hvornår sagen kan

forventes afsluttet.

I de sager, der indgår i

undersøgelsen, har Energistyrelsen i intet tilfælde foretaget underretning i

overensstemmelse med pkt. 206 - 207 i Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven.

I øvrigt er det min

opfattelse, at der - selv i de mere komplicerede af de undersøgte sager - i

alt fald burde have været givet underretning efter pkt. 206 - 207 i

Justitsministeriets vejledning, da der var gået ca. 3 måneder fra sagens

rejsning, og herefter igen ca. hver 3. måned. Da sagerne har været

forbehandlet

af en anden myndighed (klagerne blev indsendt til kommunerne), burde

Energistyrelsen have underrettet parten straks efter Energistyrelsens

modtagelse af sagen, hvis der da var gået mere end ca. 3 måneder siden sagens

start (kommunens modtagelse af klagen).

Som det ses af oversigten

over den samlede sagsbehandlingstid (s. 000) har Energistyrelsen i de fleste

tilfælde tilsidesat underretningspligten efter pkt. 206 - 207 i

Justitsministeriets vejledning. Mere præcist har de tidsmæssige betingelser

for at underretning af egen drift skulle foretages mindst været opfyldt i 106

af de i alt 123 tilfælde, idet alene Energistyrelsens samlede

sagsbehandlingstid

i 106 af de 123 tilfælde har oversteget 3 måneder; til denne

sagsbehandlingstid

skal lægges kommunernes - ofte ikke helt ubetydelige - sagsbehandlingstid

(jeg

har ikke foretaget nogen registrering heraf, idet kommunernes sagsbehandling

ikke direkte har indgået i undersøgelsen). I ca. 2/3 (alene ud fra

Energistyrelsens egen sagsbehandlingstid maksimalt 79) af de 123 tilfælde har

Energistyrelsen mere end én gang forsømt at foretage underretning. Jeg må

finde det meget beklageligt, at Energistyrelsen således konsekvent har

tilsidesat

underretningspligten efter pkt. 206 - 207 i Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven (1986).

14) Vildfarelse, sjusk

m.v.

I 15 af de undersøgte sager

er der anledning til at påpege vildfarelse, sjusk m.v. - ud over de mangler i

relation til opfyldelsen af notatpligten som fremgår af afsnit. 5) ovenfor

(s.

000).

I

sag 002

befandt Energistyrelsen sig i en faktisk vildfarelse med

hensyn til tidspunktet for installation af træfyr i partens ejendom. I brev

af

17. januar 1994 til kommunen skrev parten bl.a. at "... opvarmningen af

hele ejendommen, dvs. såvel til beboelse som værksted, sker med et træfyr.

Dette fyr har været i ejendommen i en lang årrække, dvs. også før den 1.

april

1984." I brev af 13. marts 1994 søgte parten kommunen dispensation for

tilslutningspligten. Parten skrev i den forbindelse bl.a.

"I 1989 byggede vi om,

og lavede huset som nyt.

...

Vi fik derfor ikke lavet

tilslutning til gas, ..., men vi har investeret i en ny træbrænder til ca.

dkr..."

I sin afgørelse af 4.

november 1994 skrev Energistyrelsen bl.a.:

"De anfører som

begrundelse for Deres klage, at Deres beboelsesejendom siden 1989 har været

indrettet med et fyringsanlæg til træ ..."

Parten korrigerede i brev af

27. november 1994 Energistyrelsens vildfarelse og oplyste at ejendommen i

1989

havde fået

et nyt

fyr; ejendommen

havde siden opførelsen i 1923 haft installeret et træfyr. Af Energistyrelsens

svar af 30. marts 1995 til parten fremgår at den omhandlede vildfarelse ikke

havde haft nogen væsentlig retlig betydning, idet ejendommen var pålagt

tilslutningspligt i 1984, og idet der efter de dagældende regler ikke havde

været mulighed for at fritage ejendommen for tilslutningspligt med henvisning

til at der i ejendommen var installeret træfyr. - Selvom vildfarelsen således

ikke havde ført til en forkert afgørelse var den dog efter min opfattelse

ikke

heldig.

To sager indeholder

fejlagtige datoangivelser. I

sag 025

modtog Energistyrelsen klagen den 15. marts 1994, og traf afgørelse den 10.

november 1994. Et brev til parten i sagen er dateret "1995.03.18";

det skulle ud fra sammenhængen utvivlsomt have været 18. marts 1994 (hvilket

Energistyrelsen da også er blevet opmærksom på og har anført på styrelsens

brevkopi i sagen). I

sag 092

modtog

Energistyrelsen den 15. september 1995 fra kommunen endnu en supplerende

udtalelse,

hvilken styrelsen (antagelig enten den 15. eller den 25. september 1995;

brevet er fejlagtigt dateret "1995.09.95") sendte parten "til

orientering".

Tre sager -

sagerne 108, 109 og 110

indeholder en

fejlagtig identifikation af den faste ejendom sagen angår. I de tre sager

identificerede Energistyrelsen i styrelsens afgørelser de pågældende

ejendomme

som adressen på ejendommen i sag 111. Fejlen (som formodentlig skyldes

genbrug

af tekst i Energistyrelsens tekstbehandlingssystem), blev dagen efter

afsendelsen af styrelsens afgørelser skriftligt berigtiget og beklaget af

styrelsen.

Som det fremgår i kapitel I

ovenfor (s. 000) bad jeg efter min gennemgang af de 119 sager Energistyrelsen

om bl.a. nogle manglende sagsakter. Efter at have fået svar på denne

anmodning

ses der kun på de undersøgte sager at mangle et enkelt dokument; i

sag 094

mangler kommunens afgørelse af

23. november 1992.

Endelig findes i 9 af de

undersøgte sager fraklip af dele nogle af de originale, udefra kommende

dokumenter i sagen. I

sag 026

er der

fraklip i øverste venstre hjørne i flere dokumenter, medens der er fraklip i

øverste venstre hjørne i et enkelt dokument i

sagerne 003, 005, 017, 059, 079 og 099. I

sagerne 106 og 108

er der fraklip i øverste højre hjørne i et dokument

på sagen. Fraklippet - som typisk har fjernet væsentlige dele af brevhovedet

på

dokumentet - tjener naturligvis intet sagligt eller fornuftigt formål, men

kan

muligvis være opstået ved at man ved en betydelig skødesløshed har fraklippet

et frimærke på de modtagne kuverter uden først at fjerne de dokumenter

kuverten indeholdt.

15) Den sproglige udformning af Energistyrelsens

afgørelser og andre

breve.

Breve mv. fra offentlige

myndigheder bør sprogligt være korrekt ud-formet. Undersøgelsen har vist, at

Energistyrelsen ikke har proble-mer i denne relation.

Tværtimod viser min

undersøgelse - hvilket også illustreres af de passager fra Energistyrelsens

breve jeg har citeret ovenfor - at Energistyrelsen i sagerne i ganske høj

grad

har evnet at formulere sig sprogligt forståeligt og uden unødig anvendelse af

bureaukratiske

vendinger, kompliceret sætningsopbygning eller fagudtryk som parterne i

sagerne ikke kan formodes at kunne forstå. Undersøgelsen synes således at

vise

at Energistyrelsen er opmærksom på de sproglige spørgsmål som er omtalt i

bl.a. min beretning for 1995, s. 661ff.

C. Hjemmelsspørgsmål.

1) Indledning.

Bortset fra det i afsnit 2) nedenfor nævnte bemyndigelsesspørgsmål er der

efter min opfattelse ikke tvivl om at Energistyrelsens afgørelser i de

undersøgte sager har hjemmel og er indholdsmæssigt lovlige. Selvom nogle af

Energistyrelsens afgørelser - som det fremgår ovenfor i kapitel III.B.10) (s.

000) - er mangelfuldt begrundet er Energistyrelsens begrundelser i disse

sager ikke mere mangelfuld og retsområdet ikke mere indviklet end at jeg har

kunnet foretage en efterprøvelse af de indholdsmæssige afgørelser i alle de

undersøgte sager.

På baggrund af Energistyrelsens begrundelser og mine egne overvejelser mener

jeg herefter at der kan gives følgende oversigt over hjemlen til

Energistyrelsens afgørelser i de undersøgte sager:

I de 12 sager som blev afvist af Energistyrelsen (sagerne 020, 046, 066-067,

078, 110 og 114-119) falder hjemlen til Energistyrelsens afgørelse i tre

hovedgrupper.

I fire sager var

retsgrundlaget for afvisningen at der (på tidspunktet for Energistyrelsens

afgørelse) ikke af kommunen var en i forhold til klageren negativ afgørelse.

Sag 020

blev afvist fordi kommunen

(endnu) ikke havde truffet endelig afgørelse. I

sag 046

fik parten af kommunen fritagelse for tilslutningspligt

inden Energistyrelsen tog stilling til klagen.

Sag 078

afviste Energistyrelsen fordi parten tilbagekaldte klagen,

og

sag 110

afviste Energistyrelsen

fordi kommunens afgørelse faktisk havde givet parten fuldt ud medhold.

To sager (

sagerne 066-067

) afviste Energistyrelsen

fordi betingelserne for hjemvisning til kommunen til fornyet behandling i

første instans på grund af nova var opfyldt (sagerne er nærmere omtalt i

kapitel III.D.1.a) (s. 000) nedenfor).

Seks sager (

sagerne 114-119

) afviste Energistyrelsen

på grund af inkompetence; den kompetente myndighed var Gas- og

Varmeprisudvalget,

jf. varmeforsyningslovens § 20, jf. § 21, og særligt § 21, stk. 5.

I de resterende 107 af de

undersøgte 113 sager (sagerne 001-019, 021-045, 047-065, 068-077, 079-109 og

111-113) traf Energistyrelsen en realitetsafgørelse angående spørgsmålet om

tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg m.v.

102 af de 107 sager hvori

Energistyrelsen traf en realitetsafgørelse angår varmeforsyningslovens § 12,

stk. 1, om tilslutningspligt for eksisterende bebyggelse. De fem sager som

ikke

angår varmeforsyningslovens § 12 er følgende:

Sag 002

angår § 11, nr.

2, i bekendtgørelse nr. 98 af 19. marts 1982 om tilslutning m.v. til

kollektive

varmeforsyningsanlæg; i modsætning til i § 12, nr. 2, i bekendtgørelse nr.

196

af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg var

der ikke i 1982-bekendtgørelsen hjemmel til fritage ejendomme med visse typer

"træfyr" fra tilslutning.

Sag 003

som angår § 19,

stk. 1, i lov nr. 258 af 8. juni 1979 om varmeforsyning (denne bestemmelse

svarer i øvrigt til § 12, stk. 1 i varmeforsyningsloven af 1990) og § 1, jf.

§

6, i bekendtgørelse nr. 98 af 19. marts 1982 om tilslutning m.v. til

kollektive

varmeforsyningsanlæg (disse bestemmelser svarer i øvrigt til § 2, jf. § 7, i

bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive

varmeforsyningsanlæg).

Sag 005

handler om

dispensation fra fjernvarmeområdeafgrænsningen og angår varmeforsyningslovens

§ 3, stk. 1-2, jf. § 9.

Sag 008

handler om

tilslutning af ny bebyggelse og angår varmeforsyningslovens § 11, stk. 1, og

§

12, nr. 1, 2 og 5 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning

m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.

Den sidste af de 107 sager

som Energistyrelsen har realitetsbehandlet og som ikke angår

varmeforsyningslovens § 12, stk. 1, er

sag

016

som handler om etablering af el-varme og som angår varmeforsyningslovens

§ 14 og § 16 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v.

til kollektive varmeforsyningsanlæg.

I de resterede 102 af de 107

sager som Energistyrelsen har realitetsbehandlet har Energistyrelsens

afgørelse hjemmel i varmeforsyningsloven, særligt lovens § 12, stk. 1. Det er

dog kun i 40 af de 102 sager (sagerne 009, 013-015, 019, 021-025, 030, 033,

047, 049-052, 062, 068, 072-077, 079-090, 109 og 112-113) Energistyrelsen har

eller burde have forholdt sig til lovhjemlen for afgørelsen, særligt fordi

parten i sin klage af forskellige grunde har anført at afgørelsen om

tilslutningspligt

savnede (lov)hjemmel. I de resterende 62 af de 102 sager har Energistyrelsen

udelukkende taget eller skullet tage stilling til sagen efter forskellige

bestemmelser i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v.

til kollektive varmeforsyningsanlæg, særligt bestemmelserne bekendtgørelsens

§ 12 og § 14, idet parten har ønsket at opnå fritagelse eller dispensation

fra

tilslutningspligten (hvis hjemmel parten ikke har bestridt).

Af de 102 sager som angår

varmeforsyningslovens § 12, stk. 1, angår de 79 sager fritagelse for

tilslutning efter § 12 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om

tilslutning

m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.

Af de 79 sager angår 59

sager (sagerne 007, 010, 013-015, 017, 019, 023-033, 035-045, 047-050,

052-062,

068-071, 074-077, 091-092, 094, 097, 108, og 112-113) spørgsmålet om

fritagelse

for tilslutningspligt fordi parten mener at omstillingen til kollektive

varmeforsyning vil være

uforholdsmæssig

bekostelig

, jf. bestemmelsen i bekendtgørelsens § 12, nr. 1. 12 af de 59

sager (sagerne 010, 015, 019, 026, 029, 048, 056, 059-060, 077, 092 og 097)

angår samtidig spørgsmålet om fritagelse til tilslutningspligt fordi parten

mener at betingelserne i bekendtgørelsens § 12, nr. 2, om alternativ

opvarmning

er opfyldt. En sag (sag 033) angår foruden bestemmelsen i bekendtgørelsens §

12, nr. 1, også bestemmelsen i bekendtgørelsens § 12, nr. 3, om

overskudsvarme

fra produktionsvirksomhed.

Andre 31 af de 79 sager som

angår § 12 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til

kollektive varmeforsyningsanlæg angår bestemmelsen i bekendtgørelsens § 12,

nr. 2, om fritagelse på grund af

alternativ

opvarmning. I 14 af de 31 sager (sagerne 011, 012, 018, 064-065, 093, og

098-105) er kun bestemmelsen i bekendtgørelsens § 12, nr. 2, aktuel, medens

også andre bestemmelser er aktuelle i de øvrige 17 af de 31 sager. I 12 af de

17 sager (sagerne 010, 015, 019, 026, 029, 048, 056, 059, 060, 077, 092 og

097)

er også bestemmelsen i bekendtgørelsens § 12, nr. 1 aktuel. Af de 12 sager er

der to sager hvor også andre af bekendtgørelsens bestemmelser end § 12, nr. 2

og nr. 1, er aktuelle (sag nr. 077 (der også angår bekendtgørelsens § 4 og §

7) og sag 097 (der også angår bekendtgørelsens § 14). I de andre fem af de 17

sager er - foruden bekendtgørelsens § 12, nr. 2 - andre bestemmelser end

bekendtgørelsens § 12, nr. 1, aktuelle. I sag nr. 063 er også bestemmelsen i

bekendtgørelsens § 12, nr. 4, aktuel, i sag nr. 111 er bekendtgørelsens § 12,

nr. 5, også aktuel, i sag nr. 107 er også bekendtgørelsens § 14 aktuel, i sag

nr. 021 er også bekendtgørelsens § 18, stk. 1 (om meddelelse af kommunens

afgørelser) aktuel, og endelig er i sagerne nr. 063 og 106 også

bekendtgørelsens § 18, stk. 4, (om tinglysning af tilslutningspligten på

ejendommen) aktuel.

Kun en sag (sag 033) angår

bestemmelsen i § 12, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om

tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg om

overskudsvarme fra produktionsvirksomhed

, og kun en sag (sag 063)

angår bekendtgørelsens § 12, nr. 4, om bygninger som påregnes

nedrevet

inden for en kortere årrække.

Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 12, nr. 5, om bygninger som ikke er

beregnet

til at være konstant opvarmet i fyringssæsonen er ikke aktuel i forbindelse

med

nogen af Energistyrelsens afgørelser i de undersøgte sager.

Dispensationsbestemmelsen i

§ 14 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til

kollektive varmeforsyningsanlæg er efter min vurdering aktuel (retligt

relevant) i otte af de 107 sager som Energistyrelsen har realitetsbehandlet

(sagerne 001, 004, 006, 034, 095-097 og 107).

2)

Bemyndigelsesspørgsmål.

Der er i almindelighed ikke

tvivl om at Energistyrelsens afgørelser i de undersøgte sager har fornøden

bemyndigelse. I relation til 18 sager fra Næstved (

sagerne 072-077 og 079-090

) rejser der sig dog et - noget særegent

og for så vidt formelt - bemyndigelsesproblem.

I efteråret 1992 vedtog

Næstved Byråd "Frikommuneregulativ nr. 22 for Næstved Kommune -

Frikommuneregulativ om tilslutningspligt for eksisterende bebyggelse i

naturgasområder". Frikommuneregulativet indeholder følgende

bestemmelser:

"§ 1.

Energiministeriets Bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning

mv.

til kollektive varmeforsyningsanlæg § 7 ændres, således at ejendomme

beliggende

i naturgasområder kan kræves tilsluttet et kollektivt varmeforsyningsanlæg

med

en frist på 15 år.

Stk. 2.

Fristen regnes

fra det tidspunkt, hvor ejeren af den pågældende ejendom har modtaget

byrådets

meddelelse om, at ejendommen er pålagt tilslutningspligt, jf. dog § 2.

§ 2.

Byrådet kan

beslutte, at ejendomme, der er pålagt tilslutningspligt, skal tilsluttes

anlægget på det tidspunkt, hvor der er forsyningsmulighed for dette, såfremt

væsentlige varmeinsttallationer i ejendommen skal udskiftes inden udløbet af

15-års-fristen.

Stk. 2.

Byrådet kan

beslutte, at ejendomme, der skifter ejer i perioden mellem 9 og 15 år fra

meddelelse om tilslutningspligt, skal tilsluttes det kollektive

varmeforsyningsanlæg.

§ 3.

Regulativet træder

i kraft den 1. december 1992 og bortfalder den 31. december 1993."

Som det fremgår fraviger

frikommuneregulativet bestemmelserne i § 7 og § 9 i bekendtgørelse nr. 196 af

22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.

Tilslutningsbekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i bl.a.

varmeforsyningslovens

§ 11, stk. 2, og § 12, stk. 2. Lov om frikommuner (jf. lovbkg. nr. 1224 af

18.

december 1992) indeholdt i kapitel 5 bestemmelser om forskellige

frikommuneforsøg på Energiministeriets område; frikommunelovens § 14

indeholdt

hjemmel til fravigelse af (bl.a.) varmeforsyningslovens § 20 og § 21. Der var

imidlertid ikke i frikommunelovens kapitel 5 hjemmel til et frikommuneforsøg

som det foreliggende.

Frikommuneloven indeholdt

dog i § 3, stk. 1, en almindelig bestemmelse hvorefter

bemyndigelsesbestemmelser i lovgivningen kunne anvendes til - inden for

bemyndigelsens grænser - at godkende særlige regler for en frikommune.

Bestemmelsen gav hjemmel til at anvende de eksisterende bemyndigelser i

lovgivningen til at udstede generelle regler "skævt", dvs. således

at

en ellers ulovlig geografisk forskel i reglernes indhold blev lovlig.

Bestemmelsen i frikommunelovens § 3, stk. 1, lød således:

"Den, der efter en

lovbestemmelse er bemyndiget til at fastsætte regler, kan inden for

bemyndigelsens grænser godkende særlige regler for en frikommune."

Varmeforsyningslovens § 12

indeholder i stk. 1, 1. pkt., følgende bestemmelse:

"Hvis det forudsættes i

et godkendt projekt for et kollektivt varmeforsyningsanlæg, kan

kommunalbestyrelsen bestemme, at eksisterende bebyggelse

inden for en bestemt tidsfrist

skal tilsluttes anlægget, bl.a.

under hensyntagen til den naturlige udskiftningstakt for eksisterende

opvarmningsanlæg. [min fremhævelse]"

§ 12, stk. 2, bemyndiger

energiministeren til at fastsætte "regler om adgangen til at træffe

bestemmelse efter stk. 1". Med hjemmel i bl.a. denne

bemyndigelsesbestemmelse har ministeren udstedt bekendtgørelse nr. 196 af 22.

marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.

Der kan efter min opfattelse

ikke herske tvivl om at ministeren ville kunne have udstedt en bekendtgørelse

gældende for hele landet med et indhold svarende til reglerne i

frikommuneregulativ nr. 22 for Næstved Kommune. Bestemmelsen i

frikommunelovens

§ 3, stk. 1, indebar - sammenholdt med varmeforsyningslovens § 12 - at der

var

hjemmel til vedtage og godkende et frikommuneregulativ som det omhandlede.

Det er imidlertid ikke

tilstrækkeligt at der var indholdsmæssig hjemmel til at udstede et

frikommuneregulativ med det givne indhold; bestemmelserne i frikommunelovens

kapitel 2 om vedtagelse, godkendelse og offentliggørelse af

frikommuneregulativer

skulle også have været overholdt for at kommunen og Energistyrelsen var

bemyndiget

til at træffe afgørelser som fraveg bestemmelser i bekendtgørelse nr. 196 af

22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.

Frikommuneloven indeholdt i § 5 følgende bestemmelser:

"Regler for

frikommuneforsøg fastsættes i frikommuneregulativer. Frikommuneregulativer

skal

vedtages af kommunalbestyrelsen og godkendes af vedkommende minister.

Stk. 2.

Når et

frikommuneforsøg er godkendt, bekendtgøres der i Lovtidende en meddelelse

herom. I meddelelsen gives der oplysning om, hvor borgerne kan gøre sig

bekendt

med frikommuneregulativer, jf. § 6, stk. 3."

Det fremgår af sagen at

frikommuneregulativet efter vedtagelse i byrådet den 18. november 1992 af

kommunen blev sendt til Energiministeriet, og at ministeriet i brev af 24.

november 1992 til kommunen

godkendte

frikommuneregulativet. Bestemmelsen i frikommunelovens § 5, stk. 1, er

således

overholdt. Derimod ses der ikke af ministeriet at være kundgjort en

bekendtgørelse

i Lovtidende om godkendelse af frikommuneregulativet, jf. frikommunelovens §

5,

stk. 2. - Herved har Energistyrelsen savnet (formel) bemyndigelse til at

stadfæste kommunens afgørelse i sagerne 072-077 og 079-090, og herunder til

at

forlænge tilslutningsfristen fra 9 til 15 år. Det er beklageligt at

Energistyrelsen traf afgørelse i de 18 sager uden at være opmærksom på

bemyndigelsesspørgsmålet. Da der i forhold til grundejerne i de omhandlede

sager er truffet en afgørelse som må anses for i alt fald delvist

begunstigende,

vil jeg afstå fra at henstille til Energistyrelsen at styrelsen overvejer at

tilbagekalde styrelsens afgørelser og træffe nye afgørelser inden for

bemyndigelsen. Derimod er det min hensigt - efter afslutningen af dette egen

drift-projekt - i en særskilt sag at rejse bemyndigelsesspørgsmålet over for

Miljø- Energiministeriet, og herunder bede ministeriet overveje hvorledes den

retlige mangel eventuelt vil kunne afhjælpes.

3) Fortolkningsspørgsmål.

I ingen af de undersøgte

sager kan Energistyrelsens fortolkningsresultat efter min opfattelse anses

for

forkert eller uholdbart. I det følgende omtales derfor blot et par

fortolkningsspørgsmål til illustration af hjemmelsspørgsmålene på det

undersøgte

område.

Bestemmelsen i § 12, nr. 1,

i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive

varmeforsyningsanlæg indeholder en retlig standard. En ejendom kan fritages

for tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg hvis omstillingen vil

være "

uforholdsmæssig bekostelig

".

Af

sag 108

fremgår at Energistyrelsen

i almindelighed anser en omstilling af elopvarmede ejendomme til kollektiv

varmeforsyning for uforholdsmæssig bekostelig uden en dokumentation eller

sandsynliggørelse af udgifterne i forbindelse med omstilling af den enkelte

ejendom. I afgørelsen i sag 108 udtaler Energistyrelsen således om

bekendtgørelsens § 12, nr. 1, bl.a.: "Bestemmelsen indebærer, at

bygninger

uden centralvarmeanlæg, f.eks. bygninger opvarmet med direkte elvarme, typisk

ikke kan kræves tilsluttet". Denne retsanvendelse kan ikke give mig

grundlag for kritik.

I øvrigt viser gennemgangen

af sagerne at Energistyrelsen træffer afgørelse efter

tilslutningsbekendtgørelsens § 12, nr. 1, ud fra konkrete oplysninger om

omkostningerne

ved en omstilling til den kollektive varmeforsyning. I

sag 069

var det Energistyrelsens opfattelse af en udgift på godt

116.000 kr. til omstilling af opvarmningssystemet i en del af en

trælasthandel

(dennes butik) var uforholdsmæssig, og denne del af ejendommen blev derfor

fritaget for tilslutningspligt. I

sag

092

var det oplyst at det ville koste 149.000 kr. at tilslutte et parcelhus

til fjernvarme og Energistyrelsen fritog herefter ejendommen for

tilslutningspligt.

I

sag 094

blev omkostningerne i

forbindelse med tilslutning af et parcelhus vurderet til ca. 75.000 kr. excl.

stikledninger og tilslutningsafgift, og Energistyrelsen fritog derfor

ejendommen

for tilslutningspligt. I andre af de undersøgte sager - hvor

tilslutningsomkostningerne

så vidt ses har været ca. 46.000 kr. excl. tilslutningsafgift (ca. 55.000 kr.

incl. tilslutningsafgift) eller derunder - har Energistyrelsen fastholdt

tilslutningspligten.

Ud fra de undersøgte sager

er det ikke muligt at angive det nøjagtige niveau for hvornår en

omstillingsudgift efter Energistyrelsens praksis vil blive anset for

"uforholdsmæssig"; det må imidlertid konstateres at praksis i de

sager om eventuel fritagelse efter § 12, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 196 af

22.

marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg jeg har

undersøgt har været både konsekvent og lovlig.

I relation til bestemmelsen

i § 12, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v.

til kollektive varmeforsyningsanlæg rejser sagerne forskellige

fortolkningsspørgsmål. Sagerne viser bl.a. flere fortolkningsspørgsmål i

relation til begrebet "træfyr". I en del sager har parten ment at

begrebet "træfyr" også skulle omfatte (supplerende) opvarmning ved

hjælp af brændeovn. At Energistyrelsen har afvist en sådan fortolkning kan

ikke give mig anledning til bemærkninger.

Det fremgår i øvrigt af de

undersøgte sager at Energistyrelsen fortolker "træfyr" således at

begrebet kun omfatter fyranlæg som udelukkende er konstrueret til fyring med

træ, og at Energistyrelsen har udarbejdet en fortegnelse

("Energistyrelsens

positivliste for træfyrede anlæg, oktober 1993", nu afløst af

"Energistyrelsens positivliste for træfyrede anlæg, november 1997")

over fyringsanlæg som opfylder de tekniske krav til Energistyrelsens

definition.

Energistyrelsens fortolkning

af begrebet "træfyr" er eksempelvis i styrelsens afgørelse i

sag 103

udtrykt således:

"... fyringsanlægget i

ejendommen er en TASSO US 4 kedel med underforbrænding, som også er velegnet

til fyring med andre brændsler end træ, herunder olie. Anlægget opfylder

derfor

ikke kriterierne for træfyr, jvf. Energistyrelsens positivliste for træfyrede

anlæg og kan derfor ikke berettige til fritagelse for

tilslutningspligt."

Som det fremgår af kapitel I

(s. 000) ovenfor anlagde 15 grundejere fra Rønne den 15. maj 1995 sag ved

Østre

Landsret. Et hovedspørgsmål i retssagen var netop fortolkningen af begrebet

"træfyr" i tilslutningsbekendtgørelsens § 12, nr. 2. Retssagen blev

på et retsmøde den 13. maj 1998 sluttet som forligt, idet parterne havde

tilsluttet sig landsrettens forligstilkendegivelse af 12. februar 1998. Af

tilkendegivelsen fremgik bl.a.:

"

Vedrørende begrebet

træfyr:

Ved et træfyr må efter en

umiddelbar sproglig betragtning forstås et fyr, der er beregnet til fyring

med

træ.

Efter den forståelse af

begrebet træfyr i relation til § 12, nr. 2, i tilslutningsbekendtgørelsen af

1991, som Energistyrelsen har fastlagt og ladet udmønte i positivlisten fra

oktober 1993, har styrelsen yderligere stillet vilkår om, at fyret skal være

særligt

konstrueret til fyring med træ og samtidigt uegnet til fyring med andet end

træ.

Landsretten finder, at

styrelsens standpunkt er i overensstemmelse med bekendtgørelsens § 12, nr. 2,

således som bestemmelsen må forstås under hensyn

til

formålet med

reglerne om tilslutningspligt,

til

baggrunden for Energiministeriets

beslutning om i medfør af bemyndigelsesbestemmelserne i varmeforsyningslovens

§

11, stk. 2, og § 12, stk. 2, at medtage træfyr i 1991 bekendtgørelsens § 12,

nr. 2, og

til

den i bekendtgørelsen i øvrigt foretagne afgrænsning af

fritagelsesadgangen.

Landsretten har herved lagt

vægt på,

at

formålet med reglerne om tilslutningspligt, at skabe

driftsøkonomisk grundlag for kollektiv varmeforsyning, betinger, at adgangen

til fritagelse fra tilslutningspligten må afgrænses snævert,

at

hensigten med at medtage træfyr i 1991 bekendtgørelsens § 12, nr. 2, har

været

ikke at lægge hindringer i vejen for udviklingen af særlige, miljøvenlige

træfyringsanlæg

som i Langebæk projektet,

at

retten til fritagelse forudsætter, at de af

§ 12, nr. 2, omfattede anlæg er anskaffet inden pålæg af tilslutningspligt og

således tager sigte på at beskytte allerede foretagne investeringer i særlige

anlæg, og

at

bekendtgørelsens § 12, nr. 2, iøvrigt kun omfatter anlæg,

der er særligt udviklet til vedvarende energi og uanvendeligt til andre

energiformer.

Jeg må lægge landsrettens

fortolkning - som i øvrigt svarede til den retsopfattelse jeg foreløbig selv

var nået til inden jeg fik kendskab til retssagen - til grund.

4)

Skønsspørgsmål (kriterier og afvejning).

Min undersøgelse har i intet

tilfælde vist at Energistyrelsen har inddraget ulovlige kriterier, ikke har

inddraget relevante lovlige kriterier eller har afvejet kriterier i strid med

gældende ret.

De mest skønsmæssigt prægede

af de undersøgte sager er sagerne om dispensation i medfør af § 14 i

bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive

varmeforsyningsanlæg. Efter denne bestemmelse kan der "i særlige

tilfælde"

dispenseres fra til-slutningspligten eller ske forlængelse af

tilslutningsfristen. Bestemmelsen er efter min vurdering aktuel (retligt

relevant) i otte sager (sagerne 001, 004, 006, 034, 095-097 og 107). Det er

ikke muligt efter en gennemgang af disse sager at kortlægge Energistyrelsens

dispensationspraksis, idet styrelsen i sin begrundelse i de konkrete sager

ikke redegør for dispensationspraksis eller angiver hvilke nærmere kriterier

som (positivt) kunne begrunde dispensation, og idet Energistyrelsen i alle

otte

sager har stadfæstet kommunens afslag på dispensation. - Der kan imidlertid

efter min opfattelse ikke med rimelighed rejses hjemmelsproblemer i

forbindelse med Energistyrelsens afslag på dispensation i de sager som jeg

har undersøgt.

5) Spørgsmål

i relation til retsfølgen.

Undersøgelsen har - med

undtagelse af det bemyndigelsesspørgsmål i sagerne 072-077 og 079-090 som er

nærmere omtalt ovenfor i afsnit 2) (s. 000) - intet tilfælde vist

hjemmelsproblemer

i relation til retsfølgen. Den angivne retsfølge har således (med undtagelse

af de ovenfor nævnte 18 sager) altid været i overensstemmelse med

lovgivningen,

ligesom retsfølgen i intet tilfælde har været i strid med ulovbestemte

retsgrundsætninger, herunder proportionalitetsgrundsætningen.

I de - sædvanlige - tilfælde

hvor Energistyrelsen har stadfæstet kommunens afgørelse har dette ikke

selvsagt

ikke ændret retsfølgen af den afgørelse kommunen havde truffet, men jævnligt

indeholder Energistyrelsens afgørelse i stadfæstelsestilfældene en korrekt

præcisering af retsfølgen. I de - sjældnere - tilfælde hvor Energistyrelsen

har ændret kommunens afgørelse har Energistyrelsen også angivet

retsvirkningen

korrekt. Som eksempel herpå kan nævnes

sagerne

100-105

, hvor Energistyrelsen - i overensstemmelse med Energistyrelsens

fortolkning af begrebet "træfyr" i § 12, nr. 2, i bekendtgørelse

nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive

varmeforsyningsanlæg (se herom afsnit 3), s. 000 ovenfor) - ændrede kommunens

afgørelse og pålagde tilslutningspligt. I afgørelsen angav Energistyrelsen

tilslutningsfristen til 9 år fra meddelelsen af

Energistyrelsens

afgørelse. Dette må anses for korrekt, smh.

tilslutningsbekendtgørelsens § 7, 2. pkt.

D. Prøvelse.

1) Rekurs.

a) Indledning

Kommunale afgørelser kan efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger

kun påklages (rekurreres) til anden forvaltningsmyndighed hvis der er hjemmel

hertil.

Som det nærmere fremgår af kapitel II.A (s. 000) ovenfor er det i

varmeforsyningslovens § 26, stk. 1, fastsat at kommunalbestyrelsens

afgørelser efter bl.a. lovens § 11 og § 12 kan påklages til miljø- og

energiministeren. Lovens § 28 indeholder bemyndigelse til at miljø- og

energiministeren kan delegere sine beføjelser til at træffe afgørelser efter

loven eller efter bestemmelser fastsat efter loven til en institution under

Miljø- og energiministeriet. Denne bemyndigelse er udnyttet i bekendtgørelse

nr. 364 af 9. juni 1993 om Energistyrelsens opgaver. Det følger af

bekendtgørelsens § 2 sammenholdt med § 10, nr. 7, og § 26, stk. 4, at

departementets kompetence som klagemyndighed er delegeret til

Energistyrelsen.

Tilsvarende indeholder bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om

tilslutning

m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg en bestemmelse om at

kommunalbestyrelsens

afgørelser kan påklages til Energistyrelsen. Energistyrelsen fungerer således

i forhold til kommunerne som klageinstans. Derimod er der ikke et almindeligt

over/underordnelsesforhold mellem Energistyrelsen og kommunerne.

Mellem et ministeriums

departement og en under ministeriet hørende styrelse eller et under

ministeriet

hørende direktorat er der et almindeligt over- og underordnelsesforhold. I

denne forbindelse eksisterer der en almindelig ulovbestemt rekursadgang.

Tilsvarende er der i forhold til kompetencer som hviler på ekstern

delegation,

en almindelig ulovbestemt rekursadgang til den oprindeligt kompetente

myndighed. Afskæring af såvel den almindelige ulovbestemte re-kursadgang

mellem en statslig styrelse/et statsligt direktorat og vedkommende

departement

som af den almindelige ulovbestemte rekurs-adgang til den delegerende

myndighed kræver udtrykkelig lovhjemmel.

Som det fremgår ovenfor i

kapitel II.A (s. 000) indeholder varmeforsyningslovens § 28 hjemmel til at

miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over

afgørelser efter bl.a. lovens § 11 og § 12, herunder om at afgørelserne ikke

i

alle tilfælde kan indbringes for anden administrativ myndighed. Denne

bemyndigelse

er udnyttet i bekendtgørelse nr. 364 af 9. juni 1993 om Energistyrelsens

opgaver. I bekendtgørelsens § 26, stk. 4, er fastsat at afgørelser efter lov

om

varmeforsyning der træffes af Energistyrelsen, i almindelighed ikke kan

påklages til anden administrativ myndighed. Undtaget herfra er de afgørelser,

der efter Energiministeriets bekendtgørelser henholdsvis om

varmeforsyningsanlæg

og om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg kan påklages til

energiministeren. I bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning

m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg fastsættes i § 20 at

Energistyrelsens

afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed - bortset fra

afgørelser efter bekendtgørelsens § 17 for så vidt angår kollektive

varmeforsyningsanlæg med en varmekapacitet på mere end 5 MW, der kan påklages

til Energiministeriet; sådanne sager har ikke indgået i min undersøgel-se.

I materialet om sagerne fra

Københavns Kommune findes oplysninger som kan illustrere spørgsmålet om

klagefrekvens for denne kommune. Det fremgår således af indstilling af 17.

maj

1993 fra Magistratens 5. afdeling til Borgerrepræsentationen at kommunens

forslag om tilslutnings- eller forblivelsespligt omfattede ca. 37.000

ejendomme.

Videre fremgår det af betænkning afgivet den 8. juni 1993 af

Borgerrepræsentationens tekniske udvalg at kommunen i alt modtog 776

indsigelser mod projektforslaget. Af kommunens fremsendelsesskrivelse af 28.

oktober 1993 til Energistyrelsen fremgår at 74 grundejere klagede til

Energistyrelsen over kommunens afgørelse om tilslutningspligt; af disse 74

sager indgår som det fremgår ovenfor 24 sager i min undersøgelse.

Oplysningerne om København

er givetvis ikke repræsentative for hele landet. Det fremgår således af min

undersøgelse af andelen af de grundejere som i de enkelte kommuner har klaget

over kommunens afgørelse om tilslutning til et kollektivt

varmeforsyningsanlæg

er forskellig fra kommune til kommune. Ud fra det materiale jeg har

gennemgået

kan der dog ikke laves en mere præcis opgørelse over klagefrekvensen i de

enkelte kommuner; en sådan opgørelse ville imidlertid heller ikke være et

relevant mål for kvaliteten af de enkelte kommuners sagsbehandling og

afgørelser, idet en række andre forhold erfaringsmæssigt har betydning for

klagehyppigheden på et område. Endvidere omfatter min undersøgelse (som det

bl.a. også fremgår ovenfor under kapitel I) ikke direkte kommunernes

sagsbehandling

og afgørelser i 1. instans.

Resultatet af Energistyrelsens behandling af de 119 undersøgte sager

er følgende:

12 sager blev afvist af

Energistyrelsen (sagerne 020, 046, 066-067, 078, 110 og 114-119) og i de

resterende 107 sager (sagerne 001-019, 021-045, 047-065, 068-077, 079-109 og

111-113)

traf Energistyrelsen en realitetsafgørelse angående spørgsmålet om

tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg mv.

De 12 afviste sager blev

afvist af forskellige grunde.

Sag 020

blev afvist af

Energistyrelsen fordi kommunen (endnu) ikke havde truffet endelig afgørelse

om

at pålægge parten tilslutningspligt.

I

sag 046

fik parten - inden Energistyrelsen fik taget stilling til

partens klage - af kommunen fritagelse for tilslutningspligt på grund af

planer om alternativ opvarmning; inden afvisningen af klagen påså

Energistyrelsen at betingelserne for fritagelse var opfyldt.

I

sagerne 066-067

klagede de respektive parter over tilslutningspligten

(forblivelsespligt, idet de to ejendomme allerede var tilsluttet fjernvarme)

med henvisning til at deres ejendom havde installeret varmepumpe som dækkede

størstedelen af ejendommens energiforbrug. Kommunen udtalte i sin

fremsendelsesskrivelse

til Energistyrelsen at de to ejendomme havde varmepumpe der dækker mere end

50

% af ejendommens varmebehov, og at de to ejendomme derfor ikke kunne kræves

tilsluttet;

samtidig gav kommunen konkrete oplysninger om de to ejendommes faktiske

årlige

fjernvarmeforbrug og det beregnede fjernvarmeforbrug for de to ejendomme ved

opvarmning udelukkende ved fjernvarme. På baggrund af kommunens udtalelse (og

-

må jeg gå ud fra - bestemmelsen i § 12, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 196 af

22.

marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg)

"aftalte" Energistyrelsen med kommunen at den skulle genoptage

sagerne,

og Energistyrelsen hjemviste herefter sagerne til fornyet behandling i

kommunen. Kommunen traf senere i de to sager en ny afgørelse som gav parten

medhold. Retligt må forholdes beskrives således at Energistyrelsen på

baggrund

af nova i sagen mente at der burde ske hjemvisning af sagen til behandling

hos

kommunen i første instans, og at Energistyrelsen derfor afviste at træffe en

realitetsafgørelse i sagen samtidig med at styrelsen hjemviste sagen til

kommunen.

Jeg må anse det for en

korrekt fremgangsmåde at kommunen i sagerne 066-067 ikke umiddelbart genoptog

sagen og gav parten medhold, men sendte sagen videre til klagemyndigheden.

Dette gælder også selvom det i § 19, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 196 af 22.

marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg er bestemt

at klage til Energistyrelsen skal indgives til kommunen. Når der er indgivet

klage til Energistyrelsen er det Energistyrelsen som har kompetence til

eventuelt

at ændre kommunens afgørelse. Kommunen kan og - hvis det i forbindelse med

behandlingen af klagen bliver klart at kommunens afgørelse ikke kan

opretholdes

- bør i sin udtalelse til Energistyrelsen give udtryk for at kommunens

afgørelse bør ændres, men kommunen bør ikke i en sådan situation genoptage

sagen og træffe en ny afgørelse. Dette gælder også selvom en ny afgørelse

måtte

give parten fuldt ud medhold, idet rekursmyndighedens mulighed for - som led

i

klagesystemet - at følge med i hvilke førsteinstansafgørelser der træffes vil

blive tilsidesat. Selvom parten i den konkrete sag måtte få fuldt ud medhold

ved en ny førsteinstansafgørelse har en rekursordning også til formål

generelt

at betrygge borgernes retssikkerhed.

Hvis en førsteinstans i forbindelse med klager til en rekursinstans som skal

indsendes gennem førsteinstansen, i almindelighed antoges at have kompetence

til at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse som helt eller delvist giver

klageren medhold, ville en førsteinstans (i alle fald i teorien) kon-sekvent

kunne træffe sine afgørelser på et retligt og/eller faktisk ufuldstændigt

grundlag uden at rekursinstansen ville kunne blive opmærksom herpå, idet

førsteinstansen i så fald blot kunne give alle berettigede klager medhold og

undlade at sende sagen videre til rekursinstansen. En sådan situation ville

være retssikkerhedsmæssigt være stærkt betænkelig, dels fordi kvaliteten af

førsteinstansens afgørelsesvirksomhed i almindelighed ville være utilladelig

dårlig, dels fordi der i øvrigt ville ske en tilfældig forskelsbehandling af

borgerne; de der måtte klage ville få en bedre behandling og en (formentlig)

mere korrekt afgørelse end de der måtte affinde sig med førsteinstansens

oprindelige afgørelse.

Sag 078

afviste

Energistyrelsen fordi parten tilbagekaldte klagen.

I

sag 110

afviste Energistyrelsen klagen fordi kommunens afgørelse

gav parten fuldt ud medhold; klagen til Energistyrelsen skyldtes en

vildfarelse

hos parten.

Sagerne 114-119

afviste

Energistyrelsen på grund af inkompetence og oversendte sagen til den

kompetente

myndighed (Gas- og Varmeprisudvalget).

I

sag 033

traf Energistyrelsen - forinden realitetsafgørelsen i sagen

- en

procesledende afgørelse. Parten

bad i klagen af 2. juni 1994 Energistyrelsen om efter § 23 i bekendtgørelse

nr.

196 af 22. marts 1991 om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg

at tillægge klagen

opsættende virkning.

Energistyrelsen modtog den 18. juli 1994 klagen fra kommunen, og den 15.

august

1994 afslog Energistyrelsen partens anmodning om at tillægge klagen

opsættende

virkning. I afgørelsen skrev Energistyrelsen bl.a.:

"Energistyrelsen finder

ikke anledning til at meddele Deres klage opsættende virkning, da der, efter

det af [kommunen] oplyste, ikke skal foretages fysiske anlægsarbejder el.

lign. på ejendommen ... . En opsættende virkning af klagen ville således

alene

tjene til at eventuel opkrævning af faste afgifter m.v. udskydes til

Energistyrelsens

afgørelse foreligger.

Såfremt ejendommen via

Energistyrelsens afgørelse meddeles dispensation fra tilslutningspligten, vil

der således alene være tale om, at eventuelt allerede opkrævede og betalte

afgifter skal refun-deres ejendommens ejer."

Energistyrelsen traf

realitetsafgørelse i sagen den 4. april 1995. Energistyrelsens afgørelse af

15.

august 1994 angående spørgsmålet om opsættende virkning i sag 033 kan ikke

give

mig anledning til bemærkninger.

Ud af de 107 sager hvor

Energistyrelsen traf realitetsafgørelse angående tilslutning til et

kollektivt varmeforsyningsanlæg mv. har Energistyrelsen

stadfæstet

kommunens afgørelse i 95 sager (sagerne 001-006,

010-015, 017, 019, 021-045, 047-065, 068, 070-077, 079-091, 093, 095-099,

106-107, 109 og 111-113), medens Energistyrelsen i de resterende 12 sager

(sagerne 016, 018, 069, 092, 094, 100-105 og 108) har

ændret

kommunens afgørelse. I de 12 sager hvor Energistyrelsen

ændrede kommunens afgørelse fik grundejeren i en sag (sag 069) delvist

medhold

og i fem sager (sagerne 016, 018, 092, 094 og 108) fuldt ud medhold, medens

Energistyrelsen i de sidste seks af de 12 sager (sagerne 100-105) ændrede

kommunes

afgørelse til skade for grundejeren; kommunens fritagelse for

tilslutningspligt

blev på baggrund af en klage fra fjernvarmeselskabet ophævet af

Energistyrelsen.

Sag 060

(hvor

Energistyrelsen gav parten delvist medhold) angår en trælasthandel som

bygningsmæssigt bestod af tre dele: et uopvarmet lager, en butik opvarmet ved

hjælp af luftvarme (hvor selve blæseraggregatet var installeret under kip) og

en administration opvarmet ved hjælp af radiatorer. Luftvarmeanlægget og

radiatorerne var koblet til hvert sit oliefyr. Kommunen havde i sin afgørelse

pålagt alle opvarmede dele af ejendommen tilslutningspligt, medens

Energistyrelsen - i øvrigt efter indstilling fra kommunen - mente at det

ville

være uforholdsmæssigt bekosteligt (jf. § 12, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 196

af

22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg) at få

tilsluttet luftvarmeanlægget til fjernvarme, hvorfor Energistyrelsen

indskrænkede tilslutningspligten til at angå den radiatoropvarmede del af

ejendommen

(administrationen).

I

sag 016

havde kommunen afslået partens ansøgning om tilladelse til

elopvarmning; i forbindelse med en modernisering af ejendommen ville parten

udskifte nogle gennemtærede radiatorer på 1. sal med elradiatorer og

installerede en brusekabine. Energistyrelsen ændrede kommunens afgørelse med

henvisning til at partens ejendom ikke var omfattet af forbudet mod

elopvarmning

"som kun retter sig mod ny bebyggelse samt bebyggelse, hvor der i

forbindelse med øvrige byggearbejder, herunder modernisering og ombygning af

særlig omfattende karakter, etableres et helt nyt opvarmningssystem".

I

sag 018

fritog Energistyrelsen ejendommen for tilslutningspligt med

henvisning til at fyranlægget var et "træfyr" som var omfattet af §

12, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til

kollektive varmeforsyningsanlæg.

I

sag 092

fritog Energistyrelsen ejendommen for tilslutningspligt med

henvisning til at tilslutningsudgiften ville være uforholdsmæssig høj, jf. §

12, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til

kollektive varmeforsyningsanlæg; derimod afviste Energistyrelsen at

ejendommen

(også) kunne fritages efter bekendtgørelsens § 12, nr. 2, idet

fyringsanlægget

ikke var omfattet af definitionen på et "træfyr".

Tilsvarende fritog

Energistyrelsen i

sagerne 094 og 108

ejendommen for tilslutningspligt med henvisning til at tilslutningsudgiften

ville være uforholdsmæssig høj.

I

sagerne 100-105

ændrede Energistyrelsen kommunens afgørelse på

baggrund af at kommunens fortolkning af begrebet "træfyr" i § 12,

nr.

2, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til

kollektive varmeforsyningsanlæg var i strid med Energistyrelsens fortolkning

af bestemmelsen; i de seks ejendomme var installeret fyr som var egnet til

forskellige former for brændsel, og ikke var konstrueret til

alene

at fyre med træ. I

sag 099

der også var omfattet af fjernvarmeselskabets

klage, stadfæstede Energistyrelsen derimod kommunens afgørelse om fritagelse,

idet fyret i denne ejendom var omfattet af Energistyrelsens fortolkning af

begrebet "træfyr". Om fortolkningen af bestemmelsen i

tilslutningsbekendtgørelsens § 12, nr. 2, henviser jeg i øvrigt til kapitel

II.C.3) (s. 000) ovenfor.

b) Energistyrelsens prøvelse og reaktioner som klageinstans

En rekursinstans må inden en

egentlig realitetsbehandling af sagen indledes af egen drift tage stilling

til

om de formelle betingelser for at indgive klage er opfyldt, herunder særligt

om

klageren er klageberettiget, om en eventuel klagefrist er overholdt, om

eventuelle

krav til klagens form og indhold er opfyldt, og - hvis rekursinstansen ikke

er

andeninstans, men f.eks. tredjeinstans - om rekurs til en lavere instans er

udnyttet.

Kun en enkelt af de

undersøgte sager giver anledning til bemærkninger i relation til de formelle

klagebetingelser.

Sag 111

blev

realitetsbehandlet af Energistyrelsen trods en overskridelse af klagefristen

med (formentlig) godt to uger. Det fremgår af sagen at kommunen ved brev af

7.

juni 1993 gav parten meddelelse om tilslutningspligten. I mangel af andre

oplysninger må det formodes at parten har modtaget denne afgørelse - som

indeholder klagevejledning med korrekt angivelse af klagefrist mv. - tirsdag

den 8. juni 1993. Klagefristen er 4 uger, jf. varmeforsyningslovens § 27 og §

21 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til

kollektive varmeforsyningsanlæg. En rettidig klage skulle have været kommet

frem til kommunen senest onsdag den 7. juli 1993. En udateret klage fra

parten

er stemplet modtaget hos kommunen den 26. juli 1993. Kommunen har i sin

fremsendelsesskrivelse af 26. juli 1993 til Energistyrelsen bemærket at

klagen

i sag 111 er modtaget efter klagefristens udløb.

I min foreløbige rapport

anførte jeg at det ikke fremgik af sagen at Energistyrelsen har været

opmærksom på overskridelsen af klagefristen, ligesom Energistyrelsen ikke

havde undersøgt hvad der måtte være årsag til overskridelsen af klagefristen.

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:

"Ombudsmanden har ...

[i relation til] sag 111, bemærket, at Energistyrelsen har realitetsbehandlet

en klage, trods en overskridelse af klagefristen på godt to uger, og at det

ikke fremgår af sagen, at Energistyrelsen har været opmærksom på

overskridelsen

af klagefristen.

Hertil skal Energistyrelsen

bemærke, at Energistyrelsen har været opmærksom på, at klagefristen er

overskredet, hvilket også fremgår af afgørelsen. Grunden til, at

Energistyrelsen alligevel har realitetsbehandlet klagen, er, at der i sagen

var tvivl om, hvorvidt varmeanlægget kunne berettige til fritagelse for

tilslutningspligt, da der i sagen ikke forelå tilstrækkelige oplysninger om

anlæggets karakter.

For at sikre en materiel

rigtig afgørelse, så Energistyrelsen i sagen bort fra den beskedne

fristoverskridelse og realitetsbehandlede sagen."

Jeg er enig i at det af

Energistyrelsens afgørelse af 1. marts 1994 i sagen fremgår at styrelsen har

været opmærksom på overskridelsen af klagefristen; derimod må jeg fatsholde

at

det ikke fremgår af sagen at styrelsen har undersøgt årsagen til

fristoverskridelsen.

Der er ikke i

varmeforsyningsloven et bestemmelse hvorefter rekursmyndigheden kan bortse

fra

en overskridelse af klagefristen, f.eks. "når der foreligger (ganske)

særlige omstændigheder". Det må på denne baggrund forekomme tvivlsomt om

Energistyrelsen som rekursmyndighed ville have haft mulighed for at meddele

en

oprejsningsbevilling (og således at have realitetsbehandlet sag 111), jf.

Karsten Loiborg m.fl.: Forvaltningsret (1994), s. 646. Hvis en ulovbestemt

adgang til at give oprejsningsbevilling anerkendes på det foreliggende område

måtte der i det konkrete tilfælde lægges vægt bl.a. klagefristens længde,

fristoverskridelsens længde og årsag samt afgørelsens betydning for klageren

og

for offentlige interesser eller private. Jeg kan for så vidt have forståelse

for hvis en rekursinstans vil være utilbøjelig til at afvise klagesager hvor

der kun er tale om en kortere overskridelse af klagefristen; på den anden

side

må der - ud over de allerede fremhævede hensyn - også lægges vægt på en lige

behandling af borgerne, herunder på det foreliggende retsområde at andre

grundejere kunne have afholdt sig fra at klage, fordi klagefristen var

overskredet og de pågældende ikke var opmærksomme på at der eventuelt ville

kunne bortses fra klagefristen. - Da Energistyrelsen efter at have

realitetsbehandlet sag 111 stadfæstede kommunens afgørelse har jeg ikke

grundlag for at gå videre med spørgsmålet om hvorvidt Energistyrelsen burde

have afvist den konkrete sag som følge af overskridelse af klagefristen.

En rekursinstans har ret -

og normalt også pligt - til at foretage en ubegrænset prøvelse af sagens

retlige og faktiske omstændigheder, med mindre lovgivningen begrænser

rekursinstansens prøvelse eller der i øvrigt foreligger særlige forhold,

typisk

at der findes en særlig sag- eller fagkundskab hos underinstansen som

rekursinstansen ikke har og ikke med rimelighed kan skaffe sig. På det

undersøgte retsområde er der hverken lovbestemte eller ulovbestemte

begrænsninger

i rekursinstansens prøvelse. Energistyrelsen har således både ret og pligt

til

at foretage en fuldstændig efterprøvelse af de afgørelser som forelægges

styrelsen som rekursinstans.

Min undersøgelse har vist at

Energistyrelsen i sagerne generelt af egen drift har foretaget en prøvelse af

både indhold og procedure i relation til

såvel

kommunens godkendelse af et tilslutningsprojekt (herunder om de relevante

procedureregler i varmeforsyningsloven og i bekendtgørelse nr. 139 af 5.

marts

1991 om varmeplanlægning og godkendelse af projekter for kollektive

varmeforsyningsanlæg er overholdt)

som

kommunens konkrete afgørelse om tilslutningspligt. Energistyrelsen synes

imidlertid ikke generelt at have efterprøvet om kommunerne har overholdt de

almindelige forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler, herunder

forvaltningslovens bestemmelser.

Det kan give anledning til

tvivl i hvilken udstrækning rekursinstanser som ikke har almindelige

overordnelsesbeføjelser (og herunder især tilsynsbeføjelser) over for

underinstansen er beføjet og forpligtet til at påse overholdelsen af de

almindelige forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler. Efter min opfattelse

er

sådanne rekursinstanser beføjet og forpligtet til at påse overholdelsen af

alle

sagsbehandlingsregler som gælder i forbindelse med underinstansens behandling

af den sag rekursinstansen skal tage stilling til, og som efter deres art kan

have betydning for afgørelsens indhold og lovlighed. Videre er det min

opfattelse

at rekursinstansen har en pligt til - uanset om der særskilt måtte være

klaget

herover og uanset at rekursinstansen ikke måtte have kompetence til foretage

en egentlig sanktionering af forholdet - over for underinstansen at foretage

en

konstatering

af

visse klare sagsbehandlingsfejl

i

forbindelse med underinstansens sagsbehandling, nærmere betegnet klare

overtrædelser

af sagsbehandlingsregler som efter deres art kan have betydning for

afgørelsens

indhold og lovlighed.

Da min undersøgelse ikke

direkte har omfattet sagsbehandlingen eller afgørelsen hos de kommuner som

har

truffet afgørelse i første instans har jeg ikke foretaget en systematisk

registrering af de tilfælde hvor Energistyrelsen kunne eller burde have

konstateret tilsidesættelse af sagsbehandlingsregler; nedenfor vil jeg

imidlertid

give nogle typiske eksempler.

Fire sager (sagerne 003 og

005-007)kan nævnes som eksempler på at kommunens afgørelse har været så

mangelfuldt begrundet at Energistyrelsen burde have konstateret dette i sin

afgørelse, selvom manglen ikke i det konkrete tilfælde medførte ugyldighed.

I

sag 003

lød begrundelsen i kommunens afgørelse:

"Tilslutningspligten er

pålagt i henhold til varmeforsyningsloven samt Energiministeriets

bekendtgørelse om tilslutning mv.til kollektive varmeforsyningsanlæg.

Teknisk Udvalg har nu som

tidligere lovet genbehandlet Deres ansøgning om fritagelse for

tilslutningspligt.

Udvalget har besluttet ikke

at imødekomme Deres ansøgning om fritagelse, idet man fastholder, at der

gælder samme bestemmelser for Dem som for de allerede ca. 1.400 tilsluttede

ejendomme i kommunen."

I

sag 005

lød kommunens begrundelse:

"Udvalget for teknik og

miljø behandlede på sit møde den 10. november 1993 din ansøgning om

tilladelse

til tilslutning til naturgasnettet.

Udvalget besluttede at

afvise ansøgningen med henvisning til varmeplanen. Din ejendom ligger som

bekendt i fjernvarmeoplandet, og fjernvarmecentralens planlægning,

investeringer og ledningsdimensioneringer er baseret på

varmeforsyningsplanen."

I

sag 006

begrundede kommunen sin afgørelse som følger:

"De har med skrivelse

af 24. maj søgt om udsættelse for tilslutning til fjernvarmen ...

Udvalget for teknik og miljø

har taget generel stilling til dispensationssagerne. De herved afstukne

retningslinier for fritagelse omfatter ikke de af Dem anførte punkter, men

går

udelukkende på ansøgerens personlige økonomiske forhold.

Der kan derfor ikke bevilges

udsættelse til 1999 ..."

Parten i

sag 007

søgte kommunen om dispensation,

bl.a. med henvisning til at partens varmeudgift ville stige med 35% ved en

tilslutning til fjernvarme. I sin afgørelse henviser kommunen end ikke

antydningsvis til retsgrundlaget for afgørelsen, men giver forskellige

kommentarer

til udgifterne i forbindelse med fjernvarme; afgørelsen slutter med følgende

afsnit:

"Teknisk udvalg har

behandlet Deres ansøgning, og besluttet at den

ikke

kan

imødekommes."

Derimod havde

Energistyrelsen næppe haft helt samme anledning til at reagere over for

begrundelsen i kommunens afgørelse i

sag

008

, idet begrundelsen blev væsentligt forbedret i kommunens

fremsendelsesskrivelse

til Energistyrelsen. Begrundelsen i kommunens afgørelse lød:

"Som begrundelse for

Deres ansøgning om dispensation ... anføres bl.a., at De ikke anvender

ejendommen hele året.

Man skal herved meddele Dem,

at kommunen ikke finder grundlag for at meddele dispensation ..."

I fremsendelsesskrivelsen

til Energistyrelsen anførte kommunen:

"Kommunen skal udtale

til sagen, at vi ikke finder grundlag for at meddele dispensation i medfør af

tilslutningsbekendtgørelsens § 13, alene begrundet i en anvendelse af

ejendommen en begrænset del af året."

I

sag 021

fremkom parten i brev af 17. september 1993 med forskellige

indsigelser til projektforslaget og søgte samtidig om fritagelse for

tilslutning. Parten anførte

at

parten

for få år siden investerede ca. 35.000 kr. i et energibesparende fyranlæg,

at

parten planlagde "indenfor den i

loven angivne frist, at anskaffe et solvarmeanlæg med en sådan kapacitet, at

den kan dække halvdelen af ejendommens forsyning med varmt vand",

at

en effektiv brændeovn i ejendommen

blev brugt meget, og

at

partens

varmeudgifter og energiforbrug ville blive fordoblet ved en tilslutning til

fjernvarme. I afgørelsen om at pålægge ejendommen tilslutningspligt - som er

et standarddrev - kommenterede kommunen slet ikke partens anbringender, og i

kommunens senere svar i anledning af partens (fornyede) protest mod

tilslutning

forholdt kommunen sig heller ikke til partens ovenfor refererede anmodning og

anbringender (men udelukkende til om kommunens afgørelse har omfattet begge

partens ejendomme; se nærmere herom i forbindelse med omtalen af sag 021 i

kapitel III.B.12)) (s. 000) ovenfor. I Energistyrelsens afgørelse i sag 021

skrev styrelsen bl.a.:

"Deres henvendelse til

(K) Kommune af 17. september 1993 er indkommet i høringsperioden og er derfor

en indsigelse til projektforslaget. Byrådet vurderede på mødet den 9.

november

1993 de indkomne indsigelser og bemærkninger og tog stilling i sagen. Dette

fremgår af kommunens påbudsskrivelse af 9. december 1993. (K) Kommune har

således hermed taget stilling til Deres henvendelse af 17. september 1993, og

har således ikke fundet anledning til at fritage Deres ejendom beliggende

(Y-gade) 8 fra påbud om tilslutningspligt.

Dispensation fra

tilslutningspligt kan i medfør af § 14 i Energiministeriets bekendtgørelse

nr.

196 af 22. marts 1991 (tilslutningsbekendtgørelsen) først søges når påbud om

tilslutningspligt er meddelt. Der kan således ikke ansøges om dispensation i

høringsperioden, men alene redegøres for forhold bl.a. om anlæggets

indretning, der eventuelt kan medføre, at påbud om tilslutningspligt ikke

meddeles."

Selvom det anførte er

korrekt burde Energistyrelsen have konstateret at kommunen skulle have

forholdt

sig til partens anbringender.

Som eksempler på

sagsbehandlingsfejl som Energistyrelsen ikke var forpligtet til at

konstatere,

men som styrelsen efter min opfattelse nok havde været berettiget til at

påpege

i sin afgørelse skal nævnes

sag 007

hvor kommunens afgørelse ikke indeholdt klagevejledning (hvilket den skulle

efter forvaltningslovens § 25, stk. 1, og tilslutningsbekendtgørelsens § 22),

og

sag 107

hvor kommunen angav

klagefristen forkert (som værende 4 uger fra afgørelsens datering og ikke 4

uger fra den dag afgørelsen er meddelt parten, jf. varmeforsyningslovens § 27

og § 21 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til

kollektive varmeforsyningsanlæg - dvs. den dag kommunens brev er kommet frem

til parten; se i øvrigt ovenfor afsnit a) i forbindelse med omtalen af sag

111).

Derimod er det tvivlsomt om

Energistyrelsen kan tage stilling til kommunernes sagsbehandlingstid. I

sag 003

havde kommunen i 1983 pålagt

ejendommen tilslutningspligt med en tilslutningsfrist der udløb den 1. juli

1992. Parten søgte den 9. oktober 1991 kommunen om fritagelse for

tilslutning.

Kommunen svarede dagen efter at ansøgningen "efter udløbet af

tilslutningspligtens

tidsfrist den 1. juli 1992 vil ... blive gjort til genstand for en politisk

vurdering".

I brev af 7. oktober 1993 afslog kommunen partens ansøgning. Kommunens lange

sagsbehandlingstid - ca. 2 år - kan som udgangspunkt ikke antages at have

haft

betydning for indholdet af kommunens afgørelse. En sagsbehandlingstid kan

imidlertid blive så lang at der reelt er tale om en ulovlig nægtelse af at

behandle sagen eller at forholdet reelt må sidestilles med et afslag. I

sådanne

tilfælde vil Energistyrelsen som rekursinstans have både ret og pligt til at

tage stilling til sagsbehandlingstiden.

I tre sager (sagerne 006 og

021-022) kan der rejses spørgsmål om

Energistyrelsens

reaktion som klageinstans.

I

sag 006

søgte parten kommunen om forlængelse af tilslutningsfristen

med henvisning til at ejendommens opvarmningsanlæg ikke ville være udtjent

ved

tilslutningsfristens udløb. Kommunen afslog at imødekomme ansøgningen. Af

kommunens afgørelse (de relevante dele er citeret s. 000 ovenfor) fremgik at

dispensation eventuelt ville kunne gives på baggrund af partens personlige

økonomiske forhold. Parten klagede herefter til Energistyrelsen og begrundede

nu også ønsket om forlængelse af tilslutningsfristen med partens personlige

økonomiske situation og gav visse nærmere oplysninger herom. Energistyrelsen

stadfæstede kommunens afgørelse, idet styrelsen heller ikke fandt at

dispensation

kunne gives på baggrund af partens personlige økonomiske situation.

Spørgsmålet i sag 006 er om

Energistyrelsen - i stedet for i realiteten som første instans at tage

stilling til partens ønske om dispensation af hensyn til partens personlige

økonomiske situation - burde have hjemvist sagen til fornyet behandling hos

kommunen. Hjemvisning kan bl.a. ske hvor sagen på grund af nova har ændret

sig

væsentligt, og hvor det samtidig - bl.a. af hensyn til at parten fortsat har

en

rekursmulighed - bør overlades til førsteinstansen at træffe afgørelse på det

nye grundlag. Efter min opfattelse ville det rigtigste nok have været hvis

Energistyrelsen havde taget stilling til hvorvidt der kunne gives

dispensation

på grundlag af driftsøkonomiske hensyn (partens anbringender i relation til

afskrivningstiden

for ejendommens opvarmningsanlæg), men havde hjemvist spørgsmålet om en

mulig dispensation på grundlag af familieøkonomiske hensyn (partens

anbringender om at familiens økonomi ikke kunne klare en tilslutning) til

kommunen til afgørelse i første instans.

Som det også fremgår ovenfor

i kapitel III.B.6) (s. 000) var det i forbindelse med Energistyrelsens

aktindsigtsafgørelser

i

sagerne 021-022

en fejl at styrelsen

nøjedes med at tage stilling til kompetencespørgsmålet og som følge af

kommunens inkompetence at ophæve kommunens afgørelse, men ikke samtidig selv

traf en ny indholdsmæssig afgørelse angående aktindsigtsspørgsmålet.

Forholdet er det at kommunen egentlig skulle have videresendt anmodningen om

aktindsigt til Energistyrelsen, jf. herved forvaltningslovens § 7, stk. 2,

med

henblik på at Energistyrelsen kunne træffe afgørelse. At en inkompetent

myndighed har truffet en indholdsmæssig afgørelse om aktindsigt fritager

selvsagt ikke den kompetente myndighed fra at træffe afgørelse i

aktindsigtssagen.

Et andet særligt spørgsmål i

forbindelse med Energistyrelsens aktindsigtsafgørelser i

sagerne 021-022

er hvorvidt den ulovbestemte rekurs til Miljø- og

Energiministeriets Departement kan anses for afskåret for

aktindsigtsafgørelser. Det kan give anledning til væsentlig tvivl hvorvidt

afgørelser truffet efter offentlighedsloven (eller forvaltningslovens kapitel

4) kan påklages i tilfælde hvor klageadgangen for så vidt angår de materielle

afgørelser er afskåret; se Jon Andersen og Karsten Loiborg m.fl.:

Forvaltningsret (1994), s. 292, jf. s. 336f, og s. 635f.

Efter min opfattelse må der

- ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn - i almindelighed kræves sikre

holdepunkter

i den lovbestemmelse som afskærer rekursadgangen for at denne afskæring -

foruden de materielle afgørelser på området - også skal omfatte

aktindsigtsafgørelser. Dette gælder efter min opfattelse i særdeleshed hvor

der eksisterer en ulovbestemt rekursadgang (som det f.eks. er tilfældet

mellem statslige styrelser/direktorater og vedkommende ministeriums

departement). Der vil således efter min opfattelse skulle en klar og helst

udtrykkelig lovhjemmel til for at afskære klage over aktindsigtsafgørelser i

tilfælde hvor der i øvrigt er hjemmel til at afskære en eksisterende

ulovbestemt rekurs.

En fortolkning af

varmeforsyningsloven og forarbejderne hertil giver ikke sikre holdepunkter

for

at antage at en afskæring af adgangen til at påklage Energistyrelsens

afgørelser efter varmeforsyningsloven til Miljø- og Energiministeriet

samtidig skulle afskære adgangen til at klage over afgørelser efter

offentlighedsloven (og forvaltningslovens kapitel 4). Tværtimod synes det

forholdsvis klart at den relevante bestemmelse i varmeforsyningslovens § 28

kun indeholder hjemmel til at afskære klageadgangen for så vidt angår

afgørelse efter varmeforsyningsloven selv. Bestemmelsen i lovens § 28 har

følgende ordlyd:

"Henlægger...ministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser

efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter loven

til en

institution under ...ministeriet, kan ...ministeren fastsætte ... at

afgørelserne

ikke i alle tilfælde kan

indbringes for anden administrativ myndighed [mine fremhævelser]."

Bestemmelsen i den vedtagne

lovs § 28 svarer til bestemmelsen i § 25 i forslaget til lov om

varmeforsyning

(lovforslag nr. L 60/1989-90), fremsat den 7. november 1989. Af

bemærkningerne

til lovforslagets § 25 fremgår bl.a.:

"Bestemmelsen

opretholder den gældende lovs § 36 med den ændring, at energiministeren gives

bemyndigelse til at indskrænke den gældende klageadgang for afgørelser, som

træffes af Energistyrelsen

i henhold til

delegation.

Bestemmelsen giver grundlag

for at forenkle klagesagsbehandlingen på områder, hvor der har udviklet sig

en

klar praksis, og hvor en

dobbelt

klagebehandling

derfor ikke skønnes nødvendig. [mine fremhævelser]"

Reale grunde taler også for

at rekursbegrænsningen ikke gælder Energistyrelsens aktindsigtsafgørelser. I

sagerne på det undersøgte område træffer Energistyrelsen afgørelse efter

varmeforsyningsloven og de i medfør heraf udstedte

bekendtgørelsesbestemmelser

som klageinstans. I de samme klagesager træffer Energistyrelsen derimod

afgørelse om

aktindsigt

som første

instans.

Sammenfattende må jeg

således konkludere at Energistyrelsens aktindsigtsafgørelser kan påklages til

Miljø- og Energiministeriets departement, og at den retsopfattelse som

Energistyrelsen har givet ud-tryk for i klagevejledningen i forbindelse med

aktindsigtsafgørelserne i sagerne 021-022 derfor ikke er holdbar.

Energistyrelsen har i sin

udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:

"Ombudsmanden bemærker,

at det kan give anledning til væsentlig tvivl, hvorvidt den ulovbestemte

rekurs

til Miljø- og Energiministeriets departement kan anses for afskåret for

aktindsigtsafgørelser i sager, hvor klageadgangen for så vidt angår de

materielle afgørelser, er afskåret. Energistyrelsen har været af den

retsopfattelse, som det også fremgår af sagerne 021 og 022, at i det omfang,

den materielle afgørelse ikke kunne påklages, kunne aktindsigtsafgørelsen

heller ikke påklages. I nærværende sager er den materielle rekurs afskåret i

medfør af § 20, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om

tilslutning

m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.

Ombudsmanden er ikke enig i

Energistyrelsens vurdering, men mener, at der, ud fra retssikkerhedsmæssige

hensyn, i almindelighed må kræves sikre holdepunkter i den lovbestemmelse,

som

afskærer rekursadgangen, for at denne afskæring, foruden de materielle

afgørelser på området, også skal omfatte aktindsigtsafgørelser. Dette bør i

særdeleshed være tilfældet, hvor der eksisterer en ulovbestemt rekursadgang,

og der i øvrigt er hjemmel til at afskære denne ulovbestemte rekurs. For at

afskære klage over aktindsigtsafgørelser kræves en klar og helst udtrykkelig

lovhjemmel.

Energistyrelsen har noteret

sig Ombudsmandens synspunkt og vil på den baggrund revurdere styrelsens

fremtidige praksis på området."

Jeg har taget det anførte

til efterretning.

2) Genoptagelse (remonstration og tilbagekaldelse).

I fire af sagerne (

sagerne 002, 093, 095 og 102

) har parten

anmodet Energistyrelsen om at overveje sagen igen. I intet af disse tilfælde

har genoptagelsesanmodningen ført til en ændring af Energistyrelsens

afgørelse

i sagen; i sag 095 afviste Energistyrelsen genoptagelsesanmodningen med

henvisning

til at kommunen også behandlede en genoptagelsesanmodning fra parten, og i de

øvrige tre sager fastholdt Energistyrelsen efter at have realitetsbehandlet

genoptagelsesanmodningen den tidligere trufne realitetsafgørelse i sagen.

Der findes ikke i de

undersøgte sager tilfælde, hvor Energistyrelsen har tilbagekaldt sin

afgørelse.

3) Klage til

Folketingets Ombudsmand.

Som det fremgår ovenfor i

kapitel I (s. 000) havde jeg tidligere modtaget klager fra 20 grundejere fra

Fanø Kommune; de sager angående Fanø Kommune jeg modtog fra Energistyrelsen

har jeg ikke undersøgt som led i dette egen drift-projekt.

I

sag 009

modtog jeg en klage fra parten over at parten var blevet

tvangstilsluttet til fjernvarmeværket. Da parten havde klaget til

Energistyrelsen som parten oplyste endnu ikke havde truffet afgørelse, sendte

jeg partens henvendelse videre til Energistyrelsen, som imidlertid i

mellemtiden

havde truffet afgørelse i sagen. Da jeg således ikke tidligere har

realitetsbehandlet

sag 009 har denne indgået i egen drift-projektet.

4) Domstolsprøvelse.

Ingen af de undersøgte sager

ses indbragt for domstolene. Som det fremgår ovenfor i kapitel I (s. 000)

anlagde

15 grundejere fra Rønne Kommune sag ved Østre Landsret. De sager angående

Rønne

Kommune jeg modtog fra Energistyrelsen har jeg ikke undersøgt som led i dette

egen drift-projekt.

IV. ENERGISTYRELSENS UDTALELSE.

På baggrund af min foreløbige rapport om undersøgelsen har Energistyrelsen i

skrivelse af 15. juni 1999 afgivet en udtalelse. Udtalelsen er i sin helhed

optaget som bilag 2 til rapporten. Endvidere er de enkelte dele af udtalelsen

gengivet i de relevante steder i rapporten.

V. SAMMENFATNING OG KONKLUSION.

A. Sammenfatning.

De

119 sager

der indgår i undersøgelsen stammer fra 26 forskellige kommuner og fordeler

sig med fra én til 24 sager fra hver kommune.

Ingen af sagerne giver anledning til at rejse

habilitetsspørgsmål.

I 109 af sagerne er der ikke

partsrepræsentation. I de resterende 10 sager er der partsrepræsentation,

typisk ved en professionel partsrepræsentant (advokat, revisor og

ejendomskontor). I en sag optræder dog et familiemedlem som

partsrepræsentant. Energistyrelsen har i alle tilfælde konsekvent og korrekt

korresponderet med den samme person (parten/repræsentanten).

I ingen af sagerne har Energistyrelsen tilsidesat forvaltningslovens § 7,

stk. 1, om

vejledning

, ligesom Energistyrelsen i fornødent omfang har

videresendt til rette myndighed

, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2. 43 sager giver anledning til

vejledningsspørgsmål; Energistyrelsen har i alle tilfælde givet en adækvat,

dækkende og forståelig vejledning. I syv sager er der sket videresendelse til

rette myndighed.

I 14 af sagerne er

notatpligten

tilsidesat. I en del forskellige tilfælde er der herudover indholdsmæssigt

uklare, utilstrækkelige eller formelt mangelfulde notater.

Der er kun begæret

aktindsigt

over for Energistyrelsen i tre af de undersøgte sager. Energistyrelsens

aktindsigtsafgørelse i disse sager kan ikke give mig grundlag for kritik;

derimod er Energistyrelsens opfattelse af at styrelsens aktindsigtsafgørelser

ikke kan påklages til Miljø- og Energiministeriets departement ikke holdbar.

Ud af de 119 undersøgte sager ses der i 54 sager, hvor der ikke er foretaget

partshøring

, ikke herved at være begået en fejl. Der i har i disse

sager af forskellige grunde ikke været partshøringspligt. I andre 33 af de

119

sager er der foretaget partshøring. I 20 af de 33 sager har den foretagne

partshøring indholdsmæssig været tilstrækkelig. I 13 sager har partshøringen

været indholdsmæssigt utilstrækkelig, og i 18 sager har Energistyrelsen kun

sendt parten § 19-oplysninger "til orientering". I 30 sager har

Energistyrelsen fejlagtigt helt undladt partshøring.

Kun i forbindelse med en

afgørelse angående aktindsigt i relation til to af de undersøgte sager har

Energistyrelsens

sagsoplysning

ikke

været fuldt tilstrækkelig.

Ingen sager indeholder

særligt

fortrolige oplysninger

, jf.

forvaltningslovens § 28, stk. 1. Kun en mindre del af sagerne indeholder

andre fortrolige oplysninger (jf. forvaltningslovens § 28, stk. 3). Der er

ikke i noget tilfælde konstateret uberettiget videregivelse af fortrolige

oplysninger.

I 63 af de i alt 137

afgørelser i de undersøgte sager lider Energistyrelsens

begrundelser

ikke af en retlig mangel. De resterende 74 afgørelser

indeholder - hovedsageligt mindre væsentlige - begrundelsesmangler. Hyppigst

indeholder de mangelfulde begrundelser ikke en (fyldestgørende) henvisning

til skrevne regler. En sådan henvisning mangler helt i 20 afgørelser og er

mere eller mindre utilstrækkelig i 52 afgørelser.

I intet tilfælde har

Energistyrelsen i strid med forvaltningslovens § 25 undladt at give

klagevejledning. I alle sager hvor

Energistyrelsen har truffet (indholdsmæssige) realitetsafgørelser har

styrelsen givet en indholdsmæssig korrekt "negativ"

klagevejledning,

dvs. vejledning om at Energistyrelsens afgørelse ikke kan indbringes for

højere

administrativ myndighed.

Ingen af sagerne giver

anledning til bemærkninger mht. Energistyrelsens

bekendtgørelse

af sine afgørelser.

I relation til

Energistyrelsens

sagsbehandlingstid

omfatter undersøgelsen 3 spørgsmål: 1

°

Hvornår hører parten første gang fra myndigheden?

2

°

hvad er den samlede sagsbehandlingstid? og 3

°

gives der underretning, når sagen trækker ud, og

besvares rykkere?

Ad 1

°

er det opgjort at parten har hørt første gang fra Energistyrelsen

inden 1 måned i 35 tilfælde og efter mere end 1 måned i 88 tilfælde. Værst

ser

det ud i to sager, hvor er der gået over ni måneder.

Ad 2

°

: Den samlede sagsbehandlingstid varierer ganske meget - lige fra

under 1 måned til over 2 år og 4 måneder. I fem tilfælde er

sagsbehandlingstiden

under 1 måned, i seks tilfælde under 2 måneder, i seks tilfælde under 3

måneder, i seks tilfælde under 4 måneder, i otte tilfælde under 5 måneder, i

13 tilfælde under 6 måneder, i 23 tilfælde under 7 måneder, i 10 tilfælde

under 8 måneder i tre tilfælde under 9 måneder, i tre tilfælde under 10

måneder og i 40 tilfælde over 1 år. Energistyrelsens samlede

sagsbehandlingstid har i 87 tilfælde været længere end det med rimelighed kan

forventes.

Ad 3

°

har undersøgelsen vist, at Energistyrelsen i ringe grad har efterlevet

pligten til at besvare rykkere fra parten og i øvrigt konsekvent har

tilsidesat

pligten til at give underretning til parten når sagen trækker ud.

I 15 sager er der anledning

til bemærkninger vedrørende

vildfarelse,

sjusk m.v.

Der er tale om meget forskelligartede forhold.

Energistyrelsens breve mv.

er

sprogligt

korrekt udformet. Energistyrelsen

har også i sagerne i ganske høj grad evnet at formulere sig sprogligt

forståeligt og uden unødig anvendelse af bureaukratiske vendinger,

kompliceret

sætningsopbygning eller fagudtryk som parterne i sagerne ikke kan formodes at

kunne forstå.

I øvrigt har der kun været

anledning til kritisk omtale af et enkelt

hjemmelsspørgsmål

i relation til 18 af de undersøgte sager. I de 18 sager er hjemmelsgrundlaget

for Energistyrelsens afgørelse bl.a. "Frikommuneregulativ nr. 22 for

Næstved Kommune - Frikommuneregulativ om tilslutningspligt for eksisterende

bebyggelse i naturgasområder". Der er imidlertid ikke kundgjort en

ministeriel bekendtgørelse i Lovtidende om godkendelse af

frikommuneregulativet,

jf. frikommunelovens § 5, stk. 2. Herved har Energistyrelsen savnet (formel)

bemyndigelse til at stadfæste kommunens afgørelse i de 18 sager. Da der i

forhold til grundejerne i de omhandlede sager er truffet en afgørelse som må

anses for i alt fald delvist begunstigende, har jeg ikke henstillet til

Energistyrelsen

at styrelsen overvejer at tilbagekalde styrelsens afgørelser og træffe nye

afgørelser inden for bemyndigelsen. Derimod er det min hensigt - efter

afslutningen af dette egen drift-projekt - i en særskilt sag at rejse

bemyndigelsesspørgsmålet

over for Miljø- Energiministeriet, og herunder bede ministeriet overveje

hvorledes den retlige mangel eventuelt vil kunne afhjælpes.

Energistyrelsen har truffet

en indholdsmæssig realitetsafgørelse i 107 af de 119 undersøgte sager. Kun i

12

sager har Energistyrelsen ikke fuldstændig stadfæstet kommunens afgørelse (i

11

sager fik klageren fuldt ud medhold, i én sag delvist medhold). I seks af de

sager hvor klagen fik fuldt ud medhold ændrede Energistyrelsen kommunens

afgørelse til skade for grundejeren.

I fire sager har parten

remonstreret

sagen til Energistyrelsen,

men uden at dette har ført til ændring af Energistyrelsens afgørelse.

I én af de undersøgte sager

havde parten tidligere henvendt sig til

Folketingets

Ombudsmand

; klagesagen blev dog afvist for tiden. Ingen af sagerne har

været indbragt for

domstolene.

B. Konklusion.

Undersøgelsen har vist at Energistyrelsen på det undersøgte område træffer

lovlige afgørelser. Et generelt

hjemmelsspørgsmål

(et bemyndigelsesspørgsmål af mere formel karakter) vil jeg dog rejse over

for Miljø- og Energiministeriet.

Energistyrelsens

sagsbehandling

i de undersøgte sager har været god med hensyn til vejledning, sagsoplysning,

behandling af fortrolige oplysninger, klagevejledning og bekendtgørelse af

afgørelser, ligesom styrelsens breve er korrekt sprogligt uformet og

forståelige. Derimod har Energistyrelsen i nogle tilfælde ikke overholdt

reglerne om notatpligt, partshøring og begrundelse; i ingen af de sager hvor

er er mangler med hensyn til notatpligt, partshøring eller begrundelse har

manglen dog efter min vurdering en sådan karakter at den kan antages at have

haft indflydelse på afgørelsens indhold. I et mindre antal af sagerne har der

i øvrigt været anledning til bemærkninger vedrørende vildfarelse, sjusk m.v.

Energistyrelsens

sagsbehandlingstid

har i en række

tilfælde været længere end det acceptable, og styrelsen har i ringe grad

efterlevet

pligten til at besvare rykkere fra parten og i øvrigt konsekvent tilsidesat

pligten til at give underretning til parten når sagen trækker ud.

Samlet

efterlader

undersøgelsen det indtryk at Energistyrelsens administration i relation til

klagesager angående tilslutningspligt til kollektive varmeforsyningsanlæg er

velordnet og forholdsvis til-fredsstillende, og styrelsen synes præget af

ønsket om at gennemføre en korrekt og i forhold til borgerne forståelig

sagsbehandling.

De sagshandlingsfejl som undersøgelsen har afdækket vil i høj grad kunne

undgås med forholdsvis enkle midler, og Energistyrelsen har allerede taget

relevante initiativer i denne retning. Problemet med for lang

sagsbehandlingstid

synes nu også at være løst.

Lignende dokumenter