EGEN DRIFT-UNDERSØGELSE ANGÅENDE 119 SAGER FRA ENERGISTYRELSEN OM TILSLUTNINGSPLIGT TIL KOLLEKTIVE VARMEFORSYNINGSANLÆG.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
EGEN DRIFT-UNDERSØGELSE ANGÅENDE 119 SAGER FRA
ENERGISTYRELSEN OM TILSLUTNINGSPLIGT TIL KOLLEKTIVE VARMEFORSYNINGSANLÆG.
I. UNDERSØGELSENS AFGRÆNSNING, TILRETTELÆGGELSE OG
GENNEMFØRELSE.
Den 5. december 1995 skrev jeg til Energistyrelsen, at jeg havde besluttet at
gennemføre et egen drift-projekt vedrørende Energistyrelsen. Det var
hensigten, at undersøgelsen skulle omfatte 100 sager, afgjort af
Energistyrelsen. Den 18. december 1995 afholdt jeg et møde med repræsentanter
for Energistyrelsen. På mødet bad jeg Energistyrelsen om at måtte modtage 20
sager om tilslutningspligt efter varmeforsyningslovens § 11, stk. 1, og § 12,
stk. 1.
Jeg modtog herefter fra Energistyrelsen den 22. december 1995 sagsakterne i
21 sager.
Efter en foreløbig gennemgang af de først modtagne sager skrev jeg den 27.
december 1995 til Energistyrelsen at den ene af de modtagne sager angik
forskellige klager over Gas- og Varmeprisudvalget og dettes sekretariat og
derfor faldt uden for afgrænsningen af egen drift-projektet; jeg returnerede
derfor sagen til Energistyrelsen. De resterende 20 af de modtagne sager fandt
jeg kunne indgå i egen drift-projektet, og jeg bad herefter Energistyrelsen
om at måtte
modtage yderligere 80 sager om tilslutningspligt udvalgt efter de nærmere
kriterier,
som blev aftalt på mødet den 18. december 1995, d.v.s. 20 sager fra
Københavns
Kommune og yderligere 60 sager fra den øvrige del af landet.
Den 4. og 16. april 1996
modtog jeg fra Energistyrelsen akter med tilknytning til i alt 151 sager fra
29
forskellige kommuner. Blandt de 151 sager var 24 sager fra Københavns Kommune
som (med en enkelt undtagelse) var afgjort af Energistyrelsen i marts 1996 og
Læs alt
127 sager fra 28 andre kommuner, afgjort i perioden fra maj 1993 til oktober
1995.
32 af de 151 modtagne sager
besluttede jeg af forskellige grunde ikke skulle indgå i undersøgelsen.
For det første har jeg ikke
undersøgt en af sagerne som angår et energiselskabs klage over at en kommune
ikke ville godkende et projektforslag udarbejdet af selskabet; denne sag
falder uden for rammen for min undersøgelse (som tager sigte på at undersøge
Energistyrelsens behandling og afgørelse af sager om enkelte ejendommes
tilslutnings- eller forblivelsespligt).
For det andet drejer det sig
om 21 sager fra
Fanø Kommune. Baggrunden
herfor er at jeg har behandlet en konkret klagesag angående tilslutningspligt
til fjernvarme på Fanø. I klagesagen var der 20 klagere, heraf mindst 16
klagere som er "gengangere" i forhold til de sager jeg fik fra
Energistyrelsen. Den konkrete klagesag (der særligt angår hjemlen til og
proceduren
i forbindelse med kommunalbestyrelsens beslutning om at pålægge ejendomme
inden for fjernvarmeforsyningsområdet på Fanø tilslutningspligt) illustrerer
mange af de væsentlige spørgsmål på sagsområdet i almindelighed og for så
vidt angår Fanø-sagerne i særdeleshed, selvom jeg ikke i klagesagen har taget
stilling til om der måtte være grundlag for at fritage de enkelte ejendomme
for tilslutningspligt efter § 12 eller for dispensation fra
tilslutningspligten efter § 14 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om
tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg. En anonymiseret udgave
af min afsluttende udtalelse i den konkrete klagesag er optrykt som
bilag 1
til denne rapport.
Endelig for det tredje
drejer det sig om 10 sager fra
Rønne
Kommune. Disse sager har jeg udtaget af undersøgelsen på baggrund af at
Energistyrelsen i skrivelse af 24. april 1996 orienterede mig om at 15
grundejere
havde anlagt sag ved Østre Landsret. Af materiale angående denne retssag som
jeg senere efter anmodning har modtaget fra Energistyrelsen fremgår at sagen
blev anlagt ved stævning af 15. maj 1995 og den 13. maj 1998 blev afsluttet
ved
et indenretligt forlig. Videre fremgår det at mindst en af de grundejere som
havde anlagt retssag også er part i en af de sager jeg modtog fra
Energistyrelsen.
I afsnit III. C 1) nedenfor (s. 000) har jeg nærmere redegjort for retssagens
konsekvens for min generelle prøvelse af hjemmelsspørgsmål i sagerne.
Jeg besluttede herefter at
lade undersøgelsen omfatte de resterende
119
sager hvori jeg havde
modtaget sagsakter. Udvidelsen af undersøgelsen fra de oprindeligt påtænkte
100 sager skete på baggrund af at jeg fandt det nyttigt at lade undersøgelsen
omfatte sager fra et stort antal kommuner af forskellig størrelse og med
forskellig geografisk lokalisering (de 119 undersøgte sager er fordelt på 26
forskellige kommuner), men at det på den anden side ville være upraktisk at
begrænse undersøgelsen til kun at omfatte nogle af de modtagne sager fra den
enkelte kommune, idet gennemgangen af sagerne viste at der ofte er en nær
retlig og faktisk sammenhæng mellem sager fra samme kommune.
Undersøgelsen har dog ikke
direkte omfattet sagsbehandlingen eller afgørelsen hos de kommuner som har
truffet afgørelse i 1. instans.
Efter min gennemgang af de
119 sager bad jeg i skrivelse af 15. marts 1999 Energistyrelsen om noget
yderligere baggrundsmateriale og nogle manglende sagsakter; Energistyrelsen
besvarede denne anmodning med skrivelse af 25. marts 1999. Endelig har en af
mine medarbejdere i april 1999 indhentet enkelte yderligere oplysninger fra
Energistyrelsen.
Den 17. maj 1999 sendte jeg
Energistyrelsen min foreløbige rapport om undersøgelsen af sagerne. I
fremsendelsesskrivelsen anførte jeg bl.a., at hvis Energistyrelsen måtte
ønske
dette, deltog man gerne herfra i et møde om rapporten, inden Energistyrelsen
afgiver sin udtalelse. Et sådant møde blev afholdt den 3. juni 1999.
Energistyrelsen afgav på
baggrund heraf en udtalelse i skrivelse af 15. juni 1999. Energistyrelsens
bemærkninger er gengivet de steder i rapporten bemærkningerne vedrører.
Derudover er udtalelsen i sin helhed optaget som bilag 2 til rapporten.
II. KARAKTERISTIK AF DET UDVALGTE OMRÅDE.
A. Generelt.
Efter varmeforsyningsloven (lov nr. 382 af 13. juni 1990 som senest ændret
ved lov nr. 213 af 29. marts 1995) er kompetencen til at træffe afgørelse i
første instans normalt henlagt til kommunerne. Efter lovens § 4, stk. 1,
godkender kommunalbestyrelsen "projekter for etablering af nye
kollektive varmeforsyningsanlæg eller udførelsen af større ændringer i
eksisterende anlæg". Kommunalbestyrelsen kan efter lovens § 11, stk. 1,
senest ved udstedelse af byggetilladelse beslutte at
ny
bebyggelse ved ibrugtagning skal tilsluttes et kollektivt
varmeforsyningsanlæg "(h)vis det forudsættes i et godkendt projekt"
for det pågældende kollektive varmeforsyningsanlæg. Efter lovens § 12, stk.
1, kan kommunalbestyrelsen også bestemme at
eksisterende
bebyggelse inden for en bestemt tidsfrist skal tilsluttes et kollektivt
varmeforsyningsanlæg "(h)vis det forudsættes i et godkendt projekt"
for det pågældende kollektive varmeforsyningsanlæg.
Kommunale afgørelser kan efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger
kun påklages (rekurreres) til anden forvaltningsmyndighed hvis der er hjemmel
hertil.
Varmeforsyningslovens kapitel 6 indeholder regler om klage. Efter lovens §
26, stk. 1, kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter bl.a. kapitel 2 (der
bl.a. omfatter § 4, § 11 og § 12) påklages til miljø- og energiministeren. I
lovens § 27 er bestemt at "(k)lagefristen er 4 uger fra den dag,
afgørelsen er meddelt den pågældende". Lovens § 28 indeholder følgende
bestemmelse:
"Henlægger miljø- og energiministeren sine beføjelser til at træffe
afgørelser efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter loven til en
institution under Miljø- og energiministeriet, kan miljø- og energiministeren
fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at
afgørelserne ikke i alle tilfælde kan indbringes for anden administrativ
myndighed."
Denne bemyndigelse er
udnyttet i bekendtgørelse nr. 364 af 9. juni 1993 om Energistyrelsens
opgaver.
Bekendtgørelsen indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
"
§ 2.
Energistyrelsen varetager de i kapitel 2 nævnte opgaver og
beføjelser samt opgaver, der herudover særskilt henlægges til styrelsen.
...
§ 10.
Lov nr. 382 af 13.
juni 1990 om varmeforsyning som ændret ved lov nr. 327 af 14. maj 1992:
...
7) Afgørelse af sager om
klage efter lovens § 26, stk. 1, over kommunalbestyrelsens afgørelser.
...
§ 26....
Stk. 4.
De i
bekendtgørelsens § 10 nævnte afgørelser, der træffes af Energistyrelsen, kan
ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. § 28 i lov om
varmeforsyning. Undtaget herfra er de afgørelser, der efter
Energiministeriets
bekendtgørelser henholdsvis om varmeforsyningsanlæg og om tilslutning m.v.
til
kollektive varmeforsyningsanlæg kan påklages til energiministeren.
..."
Bekendtgørelse nr. 139 af 5.
marts 1991 om varmeplanlægning og godkendelse af projekter for kollektive
varmeforsyningsanlæg indeholder følgende bestemmelser om klageadgangen:
"
§ 13.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om godkendelse af et projekt
for et kollektivt varmeforsyningsanlæg kan påklages til Energistyrelsen af de
i § 12, stk. 1 og 2, nævnte.
...
§ 14.
Afgørelse truffet
af Energistyrelsen i henhold til § 13 kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed bortset fra afgørelser, hvor Energistyrelsen har
besluttet at godkendelse kræver samtykke efter § 9, stk. 3, og afgørelser for
så vidt angår kollektive varmeforsyningsanlæg med en varmekapacitet på mere
end 5 MW, der kan påklages til Energiministeriet.
..."
Tilsvarende indeholder
bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive
varmeforsyningsanlæg følgende bestemmelser om klageadgangen:
"
§ 19.
Kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages til Energistyrelsen
af den eller dem, til hvem afgørelsen er rettet.
...
§ 20.
Energistyrelsens
afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed bortset fra
afgørelser efter § 17 for så vidt angår kollektive varmeforsyningsanlæg med
en
varmekapacitet på mere end 5 MW, der kan påklages til Energiministeriet.
..."
Energistyrelsen fungerer
således i forhold til kommunerne som klageinstans. Derimod er der ikke et
almindeligt over/underordnelsesforhold mellem Energistyrelsen og kommunerne.
B. Særligt om retsgrundlaget for tilslutningspligt.
Varmeforsyningsloven (lov nr. 382 af 13. juni 1990 som senest ændret ved lov
nr. 213 af 29. marts 1995) indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
"
§ 4.
Kommunalbestyrelsen godkender projekter for etablering af nye kollektive
varmeforsyningsanlæg eller udførelsen af større ændringer i eksisterende
anlæg.
...
§ 6.
Det påhviler kommunalbestyrelsen at drage omsorg for, at der udarbejdes
projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg ...
...
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan påbyde et eksisterende kollektivt
varmeforsyningsanlæg
at gennemføre et godkendt projekt inden en vis frist.
...
§ 11.
Hvis det
forudsættes i et godkendt projekt for et kollektivt varmeforsyningsanlæg, kan
kommunalbestyrelsen senest ved udstedelse af byggetilladelse bestemme, at ny
bebyggelse ved ibrugtagningen skal tilsluttes anlægget. Kommunalbestyrelsen
godkender vilkårene for tilslutningen.
Stk. 2.
Miljø- og
energiministeren kan efter forhandling med de kommunale organisationer
fastsætte regler om adgangen til at træffe bestemmelse efter stk. 1.
...
§ 12.
Hvis det
forudsættes i et godkendt projekt for et kollektivt varmeforsyningsanlæg, kan
kommunalbestyrelsen bestemme, at eksisterende bebyggelse inden for en bestemt
tidsfrist skal tilsluttes anlægget, bl.a. under hensyntagen til den naturlige
udskiftningstakt for eksisterende opvarmningsanlæg. Kommunalbestyrelsen
godkender vilkårene for tilslutningen.
Stk. 2.
Miljø- og
energiministeren fastsætter efter forhandling med de kommunale organisationer
regler om adgangen til at træffe bestemmelse efter stk. 1.
...
§ 15.
Miljø- og
energiministeren kan fastsætte regler om, hvorledes kommunalbestyrelsens
beslutninger efter §§ 11-14 skal meddeles eller offentliggøres, samt om at
beslutningerne skal tinglyses på de pågældende ejendomme.
..."
Bekendtgørelse nr. 196 af
22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg
(tilslutningsbekendtgørelsen)
indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
"
§ 2.
Kommunalbestyrelsen kan pålægge såvel ny som eksisterende
bebyggelse tilslutningspligt til et kollektivt varmeforsyningsanlæg.
Beslutning
herom kan ikke træffes, før forudsætningerne herfor er belyst i et godkendt
projekt. Beslutningen skal træffes samtidigt med eller umiddelbart efter
godkendelsen af projektet.
Stk. 2.
Godkendelse af
projekter sker i overensstemmelse med bestemmelserne i Energiministeriets
bekendtgørelse om varmeplanlægning og godkendelse af projekter for kollektive
varmeforsyningsanlæg.
...
§ 3.
Kommunalbestyrelsen
kan kun pålægge en ejendom tilslutningspligt til et kollektivt
varmeforsyningsanlæg, såfremt forsyningsselskabet har forpligtet sig til at
sikre ejendommen forsyningsmulighed fra anlægget.
Stk. 2.
Forsyningsmulighed fra anlægget foreligger, når forsyningsselskabet har
etableret de tekniske anlæg m.v., som skal etableres af selskabet som
forudsætning for bebyggelsens tilslutning, og anlægget har kapacitet til at
forsyne ejendommen.
§ 4.
Kommunalbestyrelsens beslutning om at pålægge en ejendom tilslutningspligt
til
et kollektivt varmeforsyningsanlæg indebærer:
1)at forsyningsselskabet fra
tilslutningstidspunktet, jf. stk. 2, kan pålægge ejendommens ejer at betale
den
tilslutningsafgift og de afgifter, som ifølge selskabets anmeldelse til gas-
og
varmeprisudvalget er gældende for ejendomme, som tilsluttes anlægget.
2)at forsyningsselskabet kan
etablere de i § 3, stk. 2, nævnte anlæg m.v. samt stikledninger.
Stk. 2.
Ved
tilslutningstidspunktet forstås det tidspunkt, hvor der er forsyningsmulighed
fra anlægget, og hvortil kommunalbestyrelsen efter reglerne i §§ 5, 7, 8 og 9
i denne bekendtgørelse har krævet, at ejendommen tilsluttes dette.
Særligt om tilslutning af ny bebyggelse.
§ 5.
Ny bebyggelse kan
kræves tilsluttet et kollektivt varmeforsyningsanlæg på tidspunktet for
ibrugtagningen af bebyggelsen. Beslutning herom skal meddeles ejeren af
ejendommen senest ved udstedelse af byggetilladelse.
§ 6. Er der ikke
forsyningsmulighed fra anlægget på ibrugtagningstidspunktet, kan ejeren af
ejendommen kræve, at forsyningsselskabet installerer et midlertidigt
varmeforsyningsanlæg til bebyggelsen uden ekstra udgift for ejeren.
Stk. 2.
Udgifterne til
det midlertidige anlægs etablering dækkes, hver med halvdelen, af kommunen og
forsyningsselskabet.
Særligt om tilslutning af eksisterende bebyggelse.
1. Tilslutningstidspunktet.
§ 7.
Eksisterende
bebyggelse kan kræves tilsluttet et kollektivt varmeforsyningsanlæg med en
frist på 9 år, jf. dog § 9. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor
ejendommens
ejer har modtaget kommunalbestyrelsens meddelelse om, at ejendommen er pålagt
tilslutningspligt.
§ 8. Kommunalbestyrelsen
kan pålægge en ejendom, som allerede forsynes fra et kollektivt
varmeforsyningsanlæg, at forblive tilsluttet dette.
Stk. 2.
Det kan ikke
pålægges en ejer af en ejendom, som pålægges tilslutningspligt efter stk. 1,
at
betale den i § 4, stk. 1, nr. 1, omtalte tilslutningsafgift.
2. Om udskiftning af væsentlige varmeinstallationer i ejendomme, der er
pålagt tilslutningspligt.
§ 9.
Kommunalbestyrelsen
kan beslutte, at ejendomme, der er pålagt tilslutningspligt, skal tilsluttes
anlægget på det tidspunkt, hvor der er forsyningsmulighed fra dette, såfremt
væsentlige varmeinstallationer i ejendommen skal udskiftes inden udløbet af
den i § 7 nævnte frist for tilslutning.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan træffe en afgørelse, som nævnt i stk. 1 når:
1)der er forsyningsmulighed
fra anlægget eller,
2)kommunalbestyrelsen kan
henvise ejeren til midlertidigt at anvende en nærmere angivet
varmeinstallation, indtil der er forsyningsmulighed fra anlægget.
...
§ 18.
Kommunalbestyrelsens beslutninger efter reglerne i bekendtgørelsens kapitel
1,
2 og 3 skal meddeles skriftligt til ejeren af den pågældende ejendom.
Beslutning efter §§ 5, 7, 8 og 15 skal meddeles samtidig med meddelelsen om
godkendelsen af det projekt, der belyser forudsætningerne for beslutningen.
...
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsens meddelelse efter stk. 1 skal indeholde oplysninger om
klageadgang og klagefrist, samt om retsvirkninger m.v. af
kommunalbestyrelsens
beslutning.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen foranlediger, at en beslutning om, at en ejendom er
pålagt
tilslutningspligt, tinglyses på ejendommen.
Kapitel 6
Klager m.v.
§ 19.
Kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages til Energistyrelsen af den eller
dem, til hvem afgørelsen er rettet.
Stk. 2.
Klage indgives
til kommunalbestyrelsen, der snarest sender klagen til Energistyrelsen,
ledsaget af en udtalelse og det materiale, som har ligget til grund for
kommunalbestyrelsens afgørelse.
§ 20.
Energistyrelsens
afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed bortset fra
afgørelser efter § 17 for så vidt angår kollektive varmeforsyningsanlæg med
en
varmekapacitet på mere end 5 MW, der kan påklages til Energiministeriet.
...
§ 21.
Klagefristen er 4
uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den klageberettigede.
§ 22.
Kommunalbestyrelsen og Energistyrelsens afgørelser skal være forsynet med
oplysninger om klageadgang og klagefrist.
§ 23.
Klagemyndigheden
kan bestemme, at en klage skal have opsættende virkning."
Bekendtgørelse nr. 139 af 5.
marts 1991 om varmeplanlægning og godkendelse af projekter for kollektive
varmeforsyningsanlæg (hvortil tilslutningsbekendtgørelsens § 2, stk. 2,
henviser) indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
"
§ 6. Ansøgning om godkendelse af et projekt (projektforslag) skal
være skriftligt og ledsaget af følgende oplysninger i det omfang, som er
nødvendigt for den godkendende myndigheds bedømmelse af projektet:
...
7)oversigt over ejendomme og
forsyningsanlæg, der ifølge projektet påtænkes knyttet til anlægget ved
påbud,
tilslutningspligt eller bidragspligt til anlægget.
Stk. 2....
...
§ 8.
Kommunalbestyrelsen
skal skriftligt underrette berørte forsyningsselskaber og kommuner samt
grundejere, der skal afgive areal eller pålægges servitut, om
projektforslaget
med henblik på eventuelle bemærkninger inden for 4 uger. Ved ændringer i
områdeafgrænsningen i forhold til det hidtidige plangrundlag, skal de berørte
forsyningsselskaber m.v. inddrages. Kommunalbestyrelsen kan tilsvarende
underrette andre berørte parter, f.eks. virksomheder, amtsrådet m.fl.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal endvidere sikre, at grundejere, der efter projektet
forudsættes pålagt tilslutningspligt eller bidragspligt til anlægget,
underrettes skriftligt om projektforslaget med henblik på eventuelle
bemærkninger inden for 4 uger.
§ 9.
Kommunalbestyrelsen
skal sende projektforslag, modtagne bemærkninger efter § 8, stk. 1, og
kommunalbestyrelsens udtalelse om projektet til Energistyrelsen. Dette gælder
dog ikke for følgende projektforslag:
1)projektforslag, der alene
angår pålæg om tilslutningspligt- eller bidragspligt, jf. lovens §§ 11-13 ...
...
§ 10.
Forinden
godkendelse kan meddeles, skal kommunalbestyrelsen foretage en energimæssig,
samfundsøkonomisk og miljømæssig vurdering af projektet...
...
§ 12. Der skal gives
underretning om godkendelsen til projektansøger og til de berørte
forsyningsvirksomheder og kommuner samt grundejere, der skal afgive areal
eller pålægges servitut med oplysning om klageadgang og klagefrist.
Stk. 2.
Grundejere, der
ved projektgodkendelsen forudsættes pålagt tilslutningspligt eller
bidragspligt
til anlægget, skal have skriftlig meddelelse om såvel godkendelse af
projektet
som beslutning om pålæg af tilslutningspligt/bidragspligt til anlægget med
oplysning om klageadgang og klagefrist.
..."
C. Særligt om retsgrundlaget for fritagelse for
eller dispensation fra tilslutningspligten.
Bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive
varmeforsyningsanlæg indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
"
3. Bebyggelse, der ikke kan kræves tilsluttet.
§ 12.
Følgende kategorier af eksisterende bebyggelse kan ikke kræves tilsluttet et
kollektivt varmeforsyningsanlæg:
1)bygninger, hvor omstilling til kollektiv varmeforsyning på grund af
nødvendige, større installations- eller bygningsmæssige ændringer, efter
kommunalbestyrelsens skøn, vil være uforholdsmæssigt bekostelig,
2) bygninger, der er indrettet med solvarmeanlæg, varmepumper, vindmøller,
biogasanlæg, komposteringsvarmeanlæg, vandkraftanlæg, træfyr eller halmfyr,
og hvor
anlægget - eller anlæggene tilsammen - efter kommunalbestyrelsens skøn, har
en
kapacitet, som kan dække mere end halvdelen af bygningens energiforbrug til
opvarmning og forsyning med varmt vand,
3) bygninger, hvor
overskudsvarme fra produktionsvirksomhed efter kommunalbestyrelsens skøn
dækker
mere end halvdelen af bygningens energiforbrug til opvarmning og forsyning
med
varmt vand,
4) bygninger, der påregnes
nedrevet inden for en kortere årrække,
5) bygninger, der ikke er
beregnet til at være konstant opvarmet i fyringssæsonen.
§ 13.
Ejere af
ejendomme, der er pålagt tilslutningspligt til et kollektivt
varmeforsyningsanlæg, kan ikke senere kræve sig fritaget for tilslutning
under
henvisning til bestemmelserne i § 12 i denne bekendtgørelse, jf. dog § 14.
Dispensation
§ 14.
Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde efter ansøgning beslutte, at ny
eller eksisterende bebyggelse, der er pålagt tilslutningspligt, skal fritages
for tilslutning, ligesom der i særlige tilfælde kan meddeles forlængelse af
tilslutningsfristen, jf. § 7."
D. Særligt om retsvirkningen af tilslutningspligt.
At en ejendom er undergivet tilslutningspligt indebærer at den kan kræves
tilsluttet det kollektive varmeforsyningsanlæg 9 år efter at
tilslutningspligten er meddelt ejendommens ejer, jf. § 7 i bekendtgørelse nr.
196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg
(tilslutningsbekendtgørelsen). Tilslutningspligten kan dog indtræde på et
tidligere tidspunkt hvis væsentlige varmeinstallationer i ejendommen skal
udskiftes, og der træffes afgørelse efter tilslutningsbekendtgørelsens § 9.
Tilslutningspligten indebærer ikke at ejendommen er forpligtet til faktisk at
aftage varme fra det kollektive varmeforsyningsanlæg. Derimod følger det af
varmeforsyningslovens § 13 og tilslutningsbekendtgørelsens § 4 at ejendommens
ejer fra tilslutningstidspunktet er forpligtet til at betale
tilslutningsafgift og eventuelt løbende afgifter til det kollektive
varmeforsyningsanlæg, ligesom forsyningsselskabet kan etablere stikledninger
mv. til ejendommen.
Tilslutningspligten
indebærer heller ikke at ejendommen ikke supplerende må opvarmes med f.eks.
brændeovn eller med solvarme eller anden vedvarende energi som supplement til
et centralvarmeanlæg på ejendommen som opvarmes ved hjælp af det kollektive
varmeforsyningsanlæg eller ved hjælp af et (fortsat) eksisterende individuelt
anlæg på ejendommen. I områder hvor der efter varmeforsyningslovens § 14 er
nedlagt forbud mod bestemte opvarmningssystemer (særligt el-varme) vil det
dog
kunne være ulovligt at supplere centralvarmeopvarmning (de være sig et anlæg
tilsluttet det kollektive anlæg eller et individuelt centralvarmeanlæg) med
en
opvarmningsform omfattet af forbudet.
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 i tilslutning hertil oplyst følgende:
"Energiministeriet har
i 2 omgange påbudt samtlige kommunalbestyrelser at nedlægge elvarmeforbud i
kollektivt forsynede områder.
I 1988 meddelte
Energiministeriet påbud til samtlige kommunalbestyrelser om at nedlægge
forbud
mod installation af elvarme som primær varmeforsyning i
ny bebyggelse
i
kollektivt forsynede områder.
I 1994 meddelte
Energiministeriet påbud til samtlige kommunalbestyrelser om at nedlægge
forbud
mod installation af elvarme som primær varmeforsyning i
eksisterende
bebyggelse
i kollektivt forsynede områder."
III. UNDERSØGELSEN.
A. Kortlægning af sagerne.
1) Indledning.
På det undersøgte sagsområde må en sag (i abstrakt forstand) anses for de
faktiske og retlige omstændigheder som har relation til en bestemt fast
ejendom, idet det følger af retsgrundlaget at der skal foretages en
individuel behandling af og træffes en individuel afgørelse i relation til
hver fast ejendom. Energistyrelsens sagsoprettelses- og
journaliseringspraksis på området indebærer imidlertid at der i vid
udstrækning er oprettet
samlesager
, dvs. at mere end en fast ejendoms forhold er behandlet og afgjort på samme
fysiske sag (samme j.nr. hos Energistyrelsen). Denne praksis har givetvis en
praktisk begrundelse, idet der ofte viser sig en nær retlig og faktisk
sammenhæng mellem sager fra samme kommune. Normalt har den enkelte kommune
samtidig til Energistyrelsen fremsendt alle klager fra den pågældende kommune
over afslag på fritagelse for tilslutningspligt efter § 12 og/eller
dispensation fra tilslutningspligten efter § 14 i bekendtgørelse nr. 196 af
22. marts 1991 om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg, og
Energistyrelsen har jævnligt oprettet en sag for hver sådan fremsendelse fra
kommunen. Der har således været behandlet fra én til 21 sager på hver af
Energistyrelsens fysiske sager (hvert j.nr. hos Energistyrelsen).
I forbindelse med min undersøgelse af og omtalen i denne rapport af de 119
undersøgte sager har jeg nødvendigvis måttet afgrænse og referere til sagerne
uafhængigt af Energistyrelsens sagsoprettelses- og journaliseringspraksis.
Jeg har derfor tildelt hver af de 119 sager et internt sagsnummer (fra 000
til 119). Med henblik på en éntydig identifikation af de 119 sager har jeg i
relation til hvert af de 119 interne sagsnumre over for Energistyrelsen
oplyst hvilken kommune og hvilket j.nr. hos Energistyrelsen det interne
sagsnummer angår samt - i de tilfælde hvor Energistyrelsen har behandlet mere
end én sag på den samme fysiske sag (det samme j.nr.) - ejendommens
beliggenhed (adresse).
2) Sagernes
geografiske fordeling.
De 119 undersøgte sager er
fordelt på 26 forskellige kommuner geografisk spredt over landet. De 26
kommuner er forskellige mht. størrelse (geografisk udstrækning og
indbyggertal)
og omfatter både by- og landkommuner. I undersøgelsen indgår mellem én og 24
sager fra den samme kommune.
I undersøgelsen indgår
således sager fra følgende kommuner (anført i alfabetisk orden):
Aulum-Haderup
(1 sag: sag 001), Bov (3 sager:sagerne 002-004), Brande (1 sag: sag 005),
Fakse (1 sag: sag 006), Frederikssund (1 sag: sag 007), Græsted-Gilleleje (1
sag: sag 008), Helsinge (7 sager: sagerne 009-015), Hillerød (1 sag: sag
016),
Holeby (1 sag: sag 017), Holsted (8 sager: sagerne 018-025), Høje-Tåstrup (7
sager: sagerne 026-032), Hørning (1 sag: sag 033), Kalundborg (1 sag: sag
034), København (24 sager: sagerne 035-058), Nyborg (1 sag: sag 059),
Nykøbing
F. (8 sager: sagerne 060-067), Nysted (4 sager: sagerne 068-071), Næstved (20
sager: sagerne 072-091), Ringkøbing (2 sager: sagerne 092-093), Roskilde (1
sag: sag 094), Rødby (3 sager: sagerne 095-097), Stubbekøbing (8 sager:
sagerne 098-105), Tørring-Uldum (1 sag: sag 106), Vejen (1 sag: sag 107),
Vojens (4 sager: sagerne 108-111) og Åkirkeby (8 sager: sagerne 112-119).
23 af de 24 undersøgte sager
fra Københavns Kommune fordeler sig som følger på bydele (postdistrikter):
Brønshøj: 7 sager, Hellerup: 1 sag, København K: 1 sag, København N: 1 sag,
København NV: 3 sager, København S: 2 sager, København Ø: 2 sager, Valby: 1
sag
og Vanløse: 5 sager. Den sidste sag fra København har ikke kunnet placeres på
bydel.
3) Sagernes
emnemæssige fordeling.
Af de 119 sager angår 111
sager fritagelse for tilslutningspligt efter § 12 og/eller dispensation fra
tilslutningspligten efter § 14 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om
tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg. Heraf angår en sag (sag
008) tilslutningspligt (forblivelsespligt) efter varmeforsyningslovens § 11,
stk. 1, om ny bebyggelse og 110 sager (sagerne 001-004, 006-007, 009-015,
0017-113) tilslutningspligt (herunder forblivelsespligt) efter
varmeforsyningslovens § 12, stk. 1, om eksisterende bebyggelse. 8 sager angår
andre emner: en sag (sag 016) angår mulighed for elopvarmning, en sag (sag
005)
angår afgrænsningen af (dispensation fra) fjernvarmeområdets udstrækning,
medens de sidste 6 sager angår takstregulativet (prisen for tilslutning mv.).
Af de 110 sager om tilslutningspligt
(herunder forblivelsespligt) efter varmeforsyningslovens § 12, stk. 1, om
eksisterende bebyggelse angår 96 sager (sagerne 009-015, 018-032, 035-058,
060-094, 098-106 og 108-113) fritagelse for tilslutningspligt (herunder
forblivelsespligt) efter § 12 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om
tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg. Heraf angår 9 sager
(sagerne 051 og 060-067) forblivelsespligt, idet ejendommene i forvejen var
tilsluttet det kollektive varmeforsyningsanlæg, medens de øvrige 87 af disse
96 sager (sagerne 009-015, 018-032, 035-050, 052-058, 068-094, 98-106 og
108-113) angår tilslutningspligt for ejendomme som ikke allerede er
tilsluttet.
I 14 af de 110 sager om tilslutningspligt (herunder forblivelsespligt)
(sagerne 001-004, 006-007, 017, 033-034, 059, 095-097 og 107) har parten
(også)
ønsket dispensation fra tilslutningspligten (smh. § 14 i bekendtgørelse nr.
196 af 22. marts 1991 om tilslutning mv. til kollektive
varmeforsyningsanlæg);
som det fremgår af kapitel III.C.4) (s. 000) nedenfor er det dog efter min
vurdering kun i otte af disse sager at bekendtgørelsens § 14 er aktuel
(retligt
relevant).
Af de 110 sager om tilslutningspligt
(herunder forblivelsespligt) efter varmeforsyningslovens § 12, stk. 1, om
eksisterende bebyggelse angår 87 sager (sagerne 001, 004, 006-007, 009-015,
017-058, 060-071, 091-106 og 108-113) et kollektivt
fjernvarme
forsyningsanlæg. Heraf angår efter det oplyste 32 sager
(sagerne 008, 017, 060-071, 096-105 og 112-119) halmfyrede fjernvarmeanlæg.
77 af de 87 fjernvarmesager (sagerne 009-015, 018-032, 035-058, 060-071,
091-094, 098-106, 108-113) angår fritagelse for tilslutningspligt (herunder
forblivelsespligt) efter § 12 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om
tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg. Heraf angår 9 sager
(sagerne 051 og 060-067) forblivelsespligt, idet ejendommene i forvejen var
tilsluttet det kollektive varmeforsyningsanlæg, medens de øvrige af de 68
fjernvarmesager (sagerne 009-015, 018-032, 035050, 052-058, 068-071, 091-094,
098-106, 108-113) angår tilslutningspligt for ejendomme som ikke allerede er
tilsluttet. I 10 af de 87 fjernvarmesager (sagerne 001, 004, 006, 007, 017,
033-034 og 095-097) har parten (også) ønsket dispensation fra
tilslutningspligten
(smh. § 14 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning mv. til
kollektive varmeforsyningsanlæg). Af fjernvarmedispensationssagerne angår
en sag (sag 001) ejendomme som i forvejen var tilsluttet fjernvarme, medens
de
øvrige ni dispensationssager (sagerne 004, 006-007, 017, 033-034 og 095-097)
angår ejendomme som ikke allerede er tilsluttet. En af fjernvarmesagerne (sag
007) angår foruden dispensation efter tilslutningsbekendtgørelsens § 14 også
afgrænsningen af (dispensation fra) fjernvarmeområdets udstrækning.
De resterende 23 af de 110
sager om tilslutningspligt (herunder forblivelsespligt) efter
varmeforsyningslovens § 12, stk. 1, om eksisterende bebyggelse angår
tilslutning til
naturgas
(sagerne
002-003, 059, 072-090 og 107). Naturgassagerne angår alle tilslutning af
ejendomme
som ikke allerede er tilsluttet naturgas. 19 af naturgassagerne (sagerne
072-090) angår fritagelse for tilslutningspligt efter § 12 i bekendtgørelse
nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning mv. til kollektive
varmeforsyningsanlæg,
medens parten i de øvrige fire naturgassager (sagerne 002-003, 059 og 107)
(også) ønsker dispensation fra tilslutningspligten (smh. § 14 i
bekendtgørelse
nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning mv. til kollektive
varmeforsyningsanlæg).
De fleste af de involverede
ejendomme i sagerne er parcelhuse. Blandt de 95 sager som ikke stammer fra
Københavns Kommune er der kun fire sager som ikke angår parcelhuse, nemlig
sag 018
(et hotel),
sag 025 og 069
(to trælasthandler) samt
sag 033
(en møbelfabrik). De 24 sager fra Københavns Kommune
fordeler sig med 14 sager angående parcelhuse (sagerne 036, 042-043, 046-050
og 053-058), ni sager angående etageejendomme med beboelse (sagerne 037-041,
044-045 og 051-052) og en sag angående en etageejendom (sag 035) med blandet
beboelse og erhverv.
B. Sagsbehandlingsregler.
1) Kompetence.
I ingen af de 119 undersøgte sager er der kompetencemangler i forhold til
Energistyrelsen. I 112 sager (sagerne 001-019 og 21-113) har Energistyrelsen
været den kompetente myndighed. I de resterende syv sager har Energistyrelsen
sendt sagen til den kompetente myndighed.
I
sag 020
tilbagesendte Energistyrelsen sagen til kommunen, da kommunen endnu ikke
havde truffet (endelig) afgørelse om at pålægge klagerens ejendom
tilslutningspligt.
I seks andre sager (
sagerne 114-119
) sendte Energistyrelsen klagen videre til Gas- og Varmeprisudvalget som
rette myndighed. Dette var korrekt, idet klagen i de seks sager angik en
ændring af priser og leveringsbetingelser i et takstregulativ for et
fjernvarmeværk, og idet Gas- og Varmeprisudvalget har kompetencen til at påse
at priser og andre betingelser er lovlige og
rimelige, jf. varmeforsyningslovens § 20 og § 21 (særligt stk. 5).
2) Inhabilitet.
I ingen af de undersøgte
sager er der rejst habilitetsspørgsmål, og de foreliggende oplysninger giver
heller ikke mig anledning til at rejse spørgsmål om habilitet i nogen af
sagerne.
3) Partsrepræsentation.
Efter forvaltningslovens § 8
har en part i en afgørelsessag som udgangspunkt til enhver tid ret til at
lade
sig bistå eller repræsentere af andre.
Totalt set har der i 109 af
de 119 undersøgte sager
ikke
været
partsrepræsentation.
I de resterende 10 af de 119
sager findes partsrepræsentation. I de ni af disse sager er der tale om en
professionel partsrepræsentant en advokat (sagerne 033, 037 og 052), en
revisor
(sag 044), og et ejendomsadministrationskontor (sagerne 038-041 og 045). I
den
sidste af de 10 sager med partsrepræsentation -
sag 95
- optræder et familiemedlem (en svoger) som
partsrepræsentant.
I de ni sager hvor der har
været en professionel partsrepræsentant, har Energistyrelsen ikke krævet en
fuldmagt af partsrepræsentanten. Dette kan ikke give mig anledning til
kritik,
idet advokater må antages at have en stillingsfuldmagt som normalt også vil
dække indbringelse af sager som de undersøgte for Energistyrelsen. Ligeledes
må en revisor og et ejendomsadministrationskontor antages at have en
stillingsfuldmagt på det undersøgte sagsområde som normalt også vil dække
indbringelse af sagen for Energistyrelsen.
I
sag 95
kan svogeren S derimod ikke antages at have nogen form for
stillingsfuldmagt. Energistyrelsen traf afgørelse i brev af 4. maj 1993 til
parten P. Den 10. maj 1993 modtog Energistyrelsen en telefax fra S; S
henviste
heri til en telefonsamtale med Energistyrelsens sagsbehandler.
Energistyrelsen
modtog den 24. og 26. maj 1993 yderligere telefax'er fra S, og den 1. juni
1993
en telefax fra kommunen. Den 11. juni 1993 havde Energistyrelsens
sagsbehandler
en telefonsamtale med S, og med henvisning hertil sendte Energistyrelsen den
14. juni 1993 S noget generelt materiale. Den 15. juli 1993 modtog
Energistyrelsen
fra kommunen et brev fra S som var vedlagt en erklæring fra et
blikkenslagerfirma til P. I brev 26. august 1993 skrev Energistyrelsen bl.a.
følgende til P:
"... da det ikke
fremgår af sagen, at (S) har fuldmagt fra Dem til at optræde som Deres
fuldmægtig, skal Energistyrelsen forespørge, om De ønsker at opretholde
anmodningen om genoptagelse af sagens behandling i Energistyrelsen.
...
Såfremt Energistyrelsen ikke
har hørt fra Dem senest den 26. september 1993, vil styrelsen betragte (S's)
anmodning om genoptagelse af sagen som bortfaldet".
I brev af 1. september 1993
til Energistyrelsen anførte parten bl.a.:
"Som bekræftelse på
Deres telefonsamtale den 30. ds. med min svoger [svogerens navn] skal
følgende
meddeles:
Jeg undertegnede [partens
navn], befuldmægtiger hermed [svogerens navn, adresse, telefon- og
telefaxnr.]
som værende den person, der repræsenterer mig i sagen mod (K) Kommune omkring
tilslutningspligt til det kommunale fjernvarmenet."
På denne baggrund må jeg -
selvom der ikke findes notat på sagen om telefonsamtalen med svogeren - gå ud
fra at Energistyrelsen telefonisk har bedt svogeren om at indsende en
fuldmagt. Det var da også efter min opfattelse nødvendigt at sikre at
svogeren var partsrepræsentant, førend Energistyrelsen gik videre med sagen,
og det ville have været ønskeligt om Energistyrelsen på et tidligere
tidspunkt
havde afklaret partsrepræsentationsspørgsmålet. - Energistyrelsen meddelte
den 1. november 1993 S styrelsens afgørelse om ikke at ville genoptage
styrelsens sag, da sagen fortsat var under behandling i kommunen.
I de 10 sager, hvor der har
været partsrepræsentation, har Energistyrelsen konsekvent korresponderet med
partsrepræsentanten (for så vidt angår sag 95 efter at
partsrepræsentationsforholdet var afklaret).
4) Vejledning.
Efter forvaltningslovens §
7, stk. 1, har forvaltningsmyndigheder en almindelig vejledningspligt. Efter
bestemmelsen skal en forvaltningsmyndighed "i fornødent omfang yde
vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden
for myndighedens sagsområde". Tilslutningsbekendtgørelsen
(bekendtgørelse
nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive
varmeforsyningsanlæg)
indeholder i § 18, stk. 3, en bestemmelse hvorefter kommunernes afgørelser
skal
indeholde oplysning om bl.a. "retsvirkninger m.v. af
kommunalbestyrelsens
beslutninger"; opfylder kommunens afgørelse ikke dette krav må det
påhvile
Energistyrelsen at give den fornødne vejledning om retsvirkninger mv.
I 76 af de 119 undersøgte
sager (sagerne 001-006, 010, 016-018, 020-022, 029, 031, 035-042, 046,
051-052,
057, 062, 064-067, 069-090, 092-096, 098-099, 101, 103-108, 110-11 og
114-119)
ses det ikke at have været aktuelt at give parten vejledning efter
bestemmelsen
i forvaltningslovens § 7, stk. 1, eller tilslutningsbekendtgørelsens § 18,
stk.
3. I de resterende 43 sager (sagerne 007-009, 011-015, 019, 023-028, 030,
032-034, 043-045, 047-050, 053-054, 0056, 058-061, 063, 068, 091, 097, 100,
102, 109 og 112-113) hvor der har været naturlig anledning til at give parten
vejledning, har Energistyrelsen i alle tilfælde givet en sådan vejledning på
en adækvat, dækkende og forståelig måde. I
sag
009
har parten - foruden af Energistyrelsen - modtaget en forholdsvis
omfattende vejledning fra kommunen.
Som eksempler på
Energistyrelsens vejledning skal blot refereres to sager hvor styrelsen har
redegjort for partens juridiske og økonomiske stilling på punkter som ikke er
omfattet af begrundelsespligten (jf. nærmere nedenfor afsnit 10) om
begrundelse);
der er dog en glidende overgang mellem en god og fyldestgørende begrundelse
efter forvaltningslovens § 24 og vejledning efter forvaltningslovens § 7,
stk.
1, eller tilslutningsbekendtgørelsens § 18, stk. 3.
I
sag 009
havde parten givet udtryk for usikkerhed i forskellige
relationer mht. retsvirkningen af at være pålagt tilslutningspligt.
Energistyrelsens afgørelse af 15. november 1994 indeholder bl.a. følgende
vejledning til parten:
"Energistyrelsen skal,
for så vidt angår (K) Fjernvarmes informationsmateriale, herunder
brugerøkonomi, årsvirkningsgrader for oliefyr, samt etablering af
naturgasfyret
kraftvarmeværk, henvise til styrelsens besvarelse af 20. januar 1994 til Dem
herom.
Endvidere henvises til Gas-
og Varmeprisudvalgets besvarelse af 13. Januar 1994 til Dem vedrørende
udvalgets mulighed for at gribe ind overfor priser eller
leveringsbetingelser,
som findes urimelige eller i strid med de gældende regler for prisberegning.
Som anført i dette brev kan De, såfremt De er utilfreds med (K) Fjernvarmes
priser og leveringsbetingelser, klage til Gas- og Varmeprisudvalget,
Nørregade
49, 1165 København K.
...
Med hensyn til ejendomme,
der allerede forsynes med fjernvarme, har (K) Kommune ikke vedtaget påbud om
fortsat tilslutningspligt til fjernvarmen. Derimod fremgår det af kommunens
påbud af 15. februar 1994, at ny bebyggelse indenfor område 2 øst senest ved
ibrugtagningen skal tilsluttes fjernvarmeforsyningen.
Det fremgår, at (K)
Fjernvarme har besluttet, at nye varmeforbrugere får gratis tilslutning til
fjernvarmesystemet under forudsætning af, at tilslutning sker når der er
gravet op ud for ejendommen. Energistyrelsen skal bemærke, at varmeværket får
en hurtigere økonomisk gevinst herved, end hvis grundejerne først tilslutter
sig ved udløbet af 9 års fristen.
I forbindelse med Deres
bemærkninger om medlemspligt til værket, skal styrelsen oplyse,
at De ikke
har pligt til at være medlem af værket.
Vedrørende hæftelse til værket
bemærkes, at grundejere, der er omfattet af tilslutningsprojektet udelukkende
hæfter med indskuddet (tilslutningsafgiften), og intet herudover.
...
Med hensyn til Deres krav om
at beholde Deres oliefyr, skal Energistyrelsen gøre opmærksom på, at De ikke
er forpligtet til at indrette Deres fyringsanlæg til at kunne modtage
fjernvarme, ligesom De ikke har pligt til at aftage fjernvarme. De er derimod
forpligtet til, ved tilslutningspligtens indtræden, at betale
tilslutningsafgift
samt de gældende faste afgifter til (K) Fjernvarme. De kan derfor godt
fortsætte med oliefyring - også efter tilslutningspligtens indtræden.
...
Energistyrelsen skal dog
gøre opmærksom på, at § 14 i tilslutningsbekendtgørelsen giver mulighed for,
at byrådet i særlige tilfælde efter ansøgning kan beslutte at forlænge
tilslutningsfristen for en ejendom. Bestemmelsen kan bl.a. anvendes af
kommunen
i tilfælde, hvor særlige individuelle hensyn, ex. for dårligt stillede
folkepensionister,
gør det rimeligt at fravige den generelle bestemmelse om 9 års
tilslutningsfrist.
De kan derfor ansøge (K)
Kommune, inden tilslutningspligtens indtræden, om forlængelse af
tilslutningsfristen for ejendommen, indtil ejerskifte eller fraflytning af
ejendommen. Ligeledes er der ex. for folkepensionister mulighed for at få
forlænget
fristen, hvis væsentlige varmeinstallationer skal udskiftes. Der er endvidere
mulighed for folkepensionister for at få indefrosset udgiften til
fjernvarmeomstillingen
på linje med ejendomsskatter. (K) Kommune vil kunne oplyse Dem nærmere om
denne
mulighed."
I
sag 112
vejledte Energistyrelsen parten om partens hæftelse,
fjernvarmeværkets økonomi og retsvirkningen af at der er pålagt
tilslutningspligt:
"... Med hensyn til
fjernvarmeanlæggets tekniske stand, vil De gerne vide hvor store
reinvesteringer der er nødvendigt de næste 9 år. De vil vide, hvordan
hæftelsen
er for den enkelte forbruger, såfremt værket ikke kan hvile i sig selv; om
kommunen
hæfter for evt. underskud; om der er solidarisk hæftelse. Endelige vil De
vide
om nye forbrugere vil få en kontrakt, der er magen til de nuværende aftagere
af
varme fra (A) halmvarmeværk med en afgift på 700 kr. pr. husstand excl. moms
de
næste 25 år. De mener ikke, at der kan laves tilslutningspligt på dette
grundlag.
...
Med hensyn til økonomisk
hæftelse, skal Energistyrelsen oplyse, at forbrugeren overfor
fjernvarmeværket
kun hæfter med sit indskud (tilslutningsafgiften) og intet herudover. Da
halmværket er kommunalt ejet, hæfter kommunen for værkets gæld i øvrigt.
...
Med hensyn til værkets
økonomi, skal Energistyrelsen bemærke, at der i 1993 blev udarbejdet forslag
til en gældssanering, herunder afskrivning/regulering af det kommunale udlæg,
gennemførelse af tilslutningspligt samt ændringer i takstregulativet. Samlet
skal disse foranstaltninger medvirke til, at værket får en sund økonomi og
fremover skal hvile i sig selv. Dette forslag er accepteret af Tilsynsrådet
for
(B) Amt.
Vedrørende Deres spørgsmål
om den faste afgift fremover, skal Energistyrelsen oplyse, at den faste
afgift
excl. moms 1994-niveau er beregnet til 3.100 kr. både for nuværende og
fremtidige forbrugere tilknyttet varmeværket. Energistyrelsen skal henvise
til
takstregulativ for (A) Varmeværk samt til "Rapport om (A)
Fjernvarmeværk".
Såfremt De ønsker yderligere oplysninger om værkets priser, skal styrelsen
henvise Dem til at rette henvendelse til Gas- og Varmeprisudvalget, Nørregade
49, 1165 København K, som tager sig af spørgsmål vedrørende priser og
leveringsbetingelser m.v.
Energistyrelsen skal i
øvrigt henvise til vedlagte "Rapport om (A) Fjernvarmeværk" for
yderligere oplysninger om værkets teknik, herunder fremtidige drift og
økonomi.
...
Pålæggets retsvirkninger
indebærer, at ejendommen skal tilsluttes fjernvarmeforsyningen med en frist
på
9 år, regnet fra den 10. juni 1994. Tilslutningspligten kan dog træde i
kraft,
såfremt væsentlige varmeinstallationer skal udskiftes inden udløbet af 9 års
fristen. De har ikke pligt til at aftage varme fra fjernvarmeforsyningen,
ligesom De ikke har pligt til at indrette Deres fyringsanlæg til at kunne
modtage fjernvarme. Men De har pligt til at betale de faste afgifter til
fjernvarmeforsyningen ifølge forsyningens gældende takster, når
tilslutningspligten indtræder."
Forvaltningslovens § 7, stk.
2, indeholder en pligt til at formidle skriftlige henvendelser fra borgerne
til
rette myndighed. Denne visitationspligt er nærmere udformet således at hvis
en
forvaltningsmyndighed "(m)odtager ... en skriftlig henvendelse, som ikke
vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette
myndighed."
Bestemmelsen i
forvaltningslovens § 7, stk. 2, er aktuel i otte af de undersøgte sager
(sagerne 001, 068 og 114-119).
I
sagerne 114-119
sendte Energistyrelsen korrekt partens henvendelse
- som var en klage over et en ændring af takstregulativet for et varmeværk -
til Gas- og Varmeprisudvalget som værende den rette myndighed, da der var
tale
om en klage over priser og leveringsbetingelser. Energistyrelsen underrettede
samtidig parten i sagerne om videresendelsen.
I
sag 001
henviste Energistyrelsen til at parten måtte fremføre sine
anbringender vedrørende betaling af faste afgifter over for Gas- og
varmeprisudvalget
som den kompetente myndighed, og at styrelsen ikke kunne tage stilling til
forholdet;
da det fremgik at parten allerede havde klaget til Gas- og Varmeprisudvalget,
som også havde truffet afgørelse angående forholdet undlod Energistyrelsen at
oversende denne del af partens klage til Gas- og Varmeprisudvalget.
Sag 068
er speciel,
bl.a. derved at partens klager er meget omfattende og vedholdende, ligesom
partens sprogbrug jævnligt afviger endog meget fra almindelig, høflig
omgangsform. I den omfattende korrespondance med Energistyrelsen klagede
parten
bl.a. over spørgsmål som henhører under Gas- og Varmeprisudvalgets
kompetence,
afgørelser truffet af Gas- og Varmeprisudvalget og en bestemt ansat i
Konkurrencestyrelsen
(der fungerer som sekretariat for Gas- og Varmeprisudvalget), ligesom parten
anmodede Energistyrelsen om aktindsigt i et dokument som ikke fandtes hos
Energistyrelsen, men muligvis hos Gas- og Varmeprisudvalget. Energistyrelsen
oversendte en klage fra parten over at kommunen takstfavoriserede erhverv til
Gas- og Varmeprisudvalget. I relation til partens øvrige klager som ikke
falder
ind under Energistyrelsens kompetence og for så vidt angår
aktindsigtsanmodningen foretog Energistyrelsen ikke videresendelse til rette
myndighed, men nøjedes med (ofte noget generelt holdte) vejledninger og
opfordringer til parten om selv at henvende sig til rette myndighed. Denne
fremgangsmåde kan - på baggrund af omfanget, indholdet og karakteren af
partens
klager - ikke give mig grundlag for at konstatere at Energistyrelsen herved
har
tilsidesat forvaltningslovens § 7, stk. 2.
5) Notatpligt.
Offentlighedsloven
indeholder i § 6, stk. 1, følgende bestemmelser
"I sager, hvor der vil
blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der
mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder,
der
er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med
sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog
ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter."
Det følger desuden af god
forvaltningsskik at der herudover skal gøres notat om bl.a. alle væsentlige
ekspeditioner i en sag.
Det vil i sagens natur
langtfra altid kunne konstateres at notatpligten er tilsidesat. I de
undersøgte sager har jeg imidlertid kunnet konstatere at der mangler notater
i
14 sager (sagerne 008, 017, 038-41, 060, 092-093, 095, 107 og 111-113).
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 om notatpligten generelt anført:
"Energistyrelsen er
enig i, at i det omfang, der i Energistyrelsens afgørelser refereres til
oplysninger, der er meddelt telefonisk, bør der være et telefonnotat på
sagen.
Tilsvarende bør der ligge notat om alle væsentlige ekspeditioner i en
sag."
I
sag 008
er der ikke lavet notat om den telefonsamtale med kommunen
som ifølge Energistyrelsens afgørelse har fundet sted.
I
sag 017
henviser kommunens brev af 1. april 1993 til en telefonsamtale
31. marts 1993; der er ikke notat herom på sagen.
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:
"Grunden til, at der i 3
af sagerne, 017, 060, 093, ikke ligger et notat på sagen kunne være, at
Energistyrelsen, eksempelvis har vurderet, at der i disse sager ikke
telefonisk
er fremkommet oplysninger om en sags faktiske omstændigheder, der er af
betydning for sagens afgørelse.
Når der ikke foreligger et
telefonnotat på sagerne, og indholdet af telefonsamtalen i øvrigt ikke
fremgår
af sagen, er det vanskeligt at vurdere, om notatpligten i de 3 sager er
tilsidesat."
I mangel af et telefonnotat
er det selvsagt ikke muligt med sikkerhed at vide om telefonsamtalen havde et
sådant indhold at Energistyrelsen burde have foretaget notat herom. Med
kommunens brev sender kommunen et yderligere dokument i sagen og giver
oplysning
om forskellige afgifter samt giver et skøn over tilslutningsafgiften for den
konkrete ejendom. Kommunens brev fremtræder som en reaktion på
telefonsamtalen,
og det er derfor nærliggende at antage at Energistyrelsen under
telefonsamtalen
har bedt om de nærmere oplysninger mv. som kommunen sendte den 1. april 1993.
Det følger af god forvaltningsskik at den myndighed som beder om nærmere
oplysninger,
foretager et notat på sagen om et sådant sagsoplysningsskridt.
I
sag 038
findes intet notat om den telefonsamtale med parten som
ifølge Energistyrelsens afgørelse af 6. marts 1996 har fundet sted. Helt
tilsvarende gælder i
sag 039
,
sag 040
og
sag 041.
I min foreløbige rapport
anførte jeg at
sag 051
ikke indeholdt
et notat om den telefonsamtale med Københavns Belysningsvæsen der henvises
til i Energistyrelsens afgørelse af 6. marts 1996.
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:
"Med hensyn til sag 051
bemærkes, at der i sagen findes et telefonnotat med Københavns
Belysningsvæsen
(varmeforsyningen, KB) på forsiden af et gult omslag."
Notatet på det gule omslag
lyder som følger:
"7. juni 1994:
varmeforsyningen/KB oplyste at ejendommen har været tilsluttet fjernvarmen
siden 1987."
Jeg er herefter enig med
Energistyrelsen i at der ikke mangler et telefonnotat i sag 051. Notatet er
imidlertid indholdsmæssigt på visse punkter mangelfuldt. Det bør således i
klar
tekst fremgå hvilken myndighed og hvilen medarbejder hos myndigheden
styrelsens
medarbejder har talt med og at oplysningerne er indhentet telefonisk, ligesom
det bør fremgå hvilken medarbejder i styrelsen som har ført samtalen og lavet
notatet, gerne ved angivelse af den pågældende medarbejders initialer.
Sag 060
mangler et notat
om en telefonsamtale som parten henviser til i sit brev af 26. april 1995.
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:
"Grunden til, at der i
3 af sagerne, 017, 060, 093, ikke ligger et notat på sagen kunne være, at
Energistyrelsen, eksempelvis har vurderet, at der i disse sager ikke
telefonisk
er fremkommet oplysninger om en sags faktiske omstændigheder, der er af
betydning for sagens afgørelse.
Når der ikke foreligger et
telefonnotat på sagerne, og indholdet af telefonsamtalen i øvrigt ikke
fremgår
af sagen, er det vanskeligt at vurdere, om notatpligten i de 3 sager er
tilsidesat."
I brevet af 26. april 1995
skriver parten bl.a.: "I forlængelse af telefonsamtalen skal jeg oplyse
at
jeg har haft besøg af Fyrodan som har vurderet at ...". Partens brev
indeholder herefter forskellige tekniske og økonomiske oplysninger. Som nævnt
ovenfor i relation til omtalen af sag 017 er det selvsagt i mangel af et
telefonnotat ikke muligt med sikkerhed at vide om telefonsamtalen havde et
sådant indhold at Energistyrelsen burde have foretaget notat herom; efter
sagens sammenhæng er det dog nærliggende at antage at parten under
telefonsamtalen i det mindste har oplyst at han ønskede at komme med
yderligere
oplysninger i sagen. En sådan oplysning ville være en væsentlig oplysning om
sagens ekspedition som det følger af god forvaltningsskik at Energistyrelsen
burde have noteret, således at det fremgik af sagen at parten havde ønsket at
benytte sig af sin ret til at komme med et indlæg i sagen, jf. herved
forvaltningslovens § 21.
I
sag 092
bad Energistyrelsen den 24. januar 1995 parten om senest
den 14. februar 1995 om at indsende bestemte oplysninger, idet styrelsen
ellers
ville afgøre sagen på det foreliggende grundlag. Energistyrelsen modtog den
13.
februar 1995 fra parten et skriftligt indlæg, som dog ikke indeholdt de
oplysninger
Energistyrelsen havde bedt om. Energistyrelsen har herefter antagelig ment at
burde skaffe de manglende oplysninger fra kommunen, idet Energistyrelsen den
6.
juni 1995 modtog en supplerende udtalelse fra kommunen. Der er intet notat
(alternativt et brev) som beder kommunen om at komme med de oplysninger som
parten ikke kunne eller ville give i sagen.
Sag 093
indeholder intet
notat om telefonsamtalen den 24. januar 1995 med parten.
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:
"Grunden til, at der i
3 af sagerne, 017, 060, 093, ikke ligger et notat på sagen kunne være, at
Energistyrelsen, eksempelvis har vurderet, at der i disse sager ikke
telefonisk
er fremkommet oplysninger om en sags faktiske omstændigheder, der er af
betydning for sagens afgørelse.
Når der ikke foreligger et
telefonnotat på sagerne, og indholdet af telefonsamtalen i øvrigt ikke
fremgår
af sagen, er det vanskeligt at vurdere, om notatpligten i de 3 sager er
tilsidesat."
Telefonsamtalen er omtalt i
partens brev af 27. januar 1995 til Energistyrelsen. I brevet skriver parten
bl.a.: "I henhold til tlf.samtale af den 24. januar 1995 fremsendes
hermed ...". Partens brev indeholder herefter forskellige tekniske
oplysninger
om solvarmeanlæg, fyrkedel mv. og oplysning om partens olieforbrug. Som nævnt
ovenfor i relation til omtalen af sag 017 er det selvsagt i mangel af et
telefonnotat ikke muligt med sikkerhed at vide om telefonsamtalen havde et
sådant indhold at Energistyrelsen burde have foretaget notat herom; efter
sagens sammenhæng er det dog nærliggende at antage at Energistyrelsen under
telefonsamtalen har bedt parten om at give yderligere oplysninger til sagen
eller at parten under telefonsamtalen i det mindste har oplyst at han ønskede
at komme med yderligere oplysninger i sagen. Hvad enten styrelsen har bedt
parten om yderligere oplysninger eller parten selv bebudet at ville fremkomme
med yderligere oplysninger er der tale om en væsentlig oplysning om sagens
ekspedition som det følger af god forvaltningsskik at Energistyrelsen burde
have noteret.
I
sag 095
mangler et notat om Energistyrelsens (formentlig telefoniske)
anmodning til partens svoger om at fremsende en fuldmagt; sagen er i øvrigt
refereret i afsnit 3 ovenfor (s. 000).
I
sag 107
skrev Energistyrelsen den 3. november 1994 til parten at
styrelsen havde anmodet kommunen "om yderligere materiale i sagen".
Energistyrelsen modtog den 8. november 1994 fra kommunen en "meddelelse
uden særlig følgeskrivelse" som antagelig var bilagt det
"yderligere
materiale". Der findes ikke på sagen et notat (alternativt et brev)
hvoraf fremgår hvilke yderligere oplysninger eller dokumenter Energistyrelsen
har bedt kommunen om.
I
sag 111
mangler et telefonnotat (alternativt et brev) hvoraf
fremgår de supplerende oplysninger som parten gav i sagen og som er refereret
i
Energistyrelsens afgørelse.
I
sag 112
findes ikke et notat om (alternativt et brev om) Energistyrelsens
høring af kommunen. I
sag 113
er
forholdet det samme.
I nogle tilfælde må et
foretaget notat anses for indholdsmæssigt utilstrækkeligt.
I
sag 009
og
sag 093
findes
således udaterede og usignerede notater på "løse
lapper"/selvklæbende
sedler.
Der findes også forskellige
tilfælde hvor notater på sagerne i øvrigt har et uklart eller mangelfuldt
indhold.
Sag 051
er omtalt ovenfor
(s. 000). I
sag 060
findes
forskellige notater hvis indhold er uklart; det fremgår således ikke om
notaterne gengiver oplysninger modtaget udefra eller blot indeholder interne
overvejelser eller er huskesedler; i øvrigt er notaterne kun undtagelsesvis
dateret og signeret.
Sag 093
indeholder
forskellige uforståelige (usammenhængende og til dels ulæselige stikord),
udaterede og usignerede notater på løse lapper. Af de foretagne notater i
sag 099
fremgår det ikke (klart) hvornår,
hvorledes og fra hvem Energistyrelsen har indhentet oplysning om partens
fyrkedel. Dog går visse oplysninger igen i et dokument udarbejdet af
(kommunens) Teknisk Forvaltning den 4. januar 1993 og et internt notat
udarbejdet
den 5. april 1994 af Energistyrelsen. Helt tilsvarende forholder det sig i
sag 100
og
sag 105.
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:
"Ombudsmanden bemærker... at det i sagerne 099, 100 og 105 ikke klart
fremgår hvornår, hvorledes og
fra hvem Energistyrelsen har indhentet oplysning om parternes fyrkedel.
Hertil
skal Energistyrelsen bemærke, at det fremgår af de fremsendte sagsakter fra
kommunen (kommunens notat af 4. januar 1993) hvilken type fyringsanlæg, der
er
i de berørte ejendomme. For at Energistyrelsen kunne vurdere, om anlæggene
var
træfyr og kunne berettige til fritagelse, kontaktede Energistyrelsen
dkTEKNIK,
jf. telefonnotat af 8. april 1994, for at få oplysninger om anlæggenes
forbrændingsprincip.
Vedrørende sag 099 bemærkes,
at Energistyrelsen den 19. maj
1994 telefonisk anmodede
kommunen om at besigtige fyringsanlægget i ejendommen Vesterstræde 6, hvilket
fremgår af telefonnotat påsat brev af 6. april 1994 til klager. Baggrunden
for, at styrelsen rettede denne anmodning til kommunen, var at ejeren, trods
Energistyrelsens anmodning af 6. april 1994, ikke fremsendte oplysninger om
fyringsanlægget.
Det er således
Energistyrelsens opfattelse, at det af sagsmaterialet fremgår hvornår, fra
hvem
og hvorledes Energistyrelsen har indhentet oplysninger om parternes
fyringsanlæg."
Styrelsens telefonnotat af
19. maj (1994) i sag 099 er en gul selvklæbende usigneret lap med følgende
indhold:
"19–5 d.d. talt m. ....
[ulæseligt efternavn] Stubbekøbing km. anmodet km. om at besigtige anlægget.
Der ses ikke at være lavet
notat om kommunens svar på styrelsens anmodning; de oplysninger styrelsen i
anledning af anmodningen fik fra kommunen er i styrelsens brev af 12.
september
1994 til parten refereret som følger:
"...det fra
Stubbekøbing Kommune er oplyst at der i ejendommen er installeret en Passat
HD
21 kwh 1989."
Det er fortsat min
opfattelse at det - i alt fald for en udenforstående - i sagerne 099, 100 og
105 ikke klart fremgår hvornår, hvorledes og fra hvem Energistyrelsen har
modtaget oplysninger om parternes fyrkedel. Principielt bør det være muligt
også for en udenforstående ved at sammenholde eksterne dokumenter med interne
notater i en sag uden vanskeligheder klart at kunne konstatere hvornår,
hvorledes og fra hvem myndigheden har modtaget oplysninger i sagen.
Notater på sagerne er ofte
lavet på "løse lapper" eller selvklæbende gule sedler (i et format
væsentligt mindre end A4). De "løse lapper" eller selvklæbende
sedler, der kun i et enkelt tilfælde er forsynet med sagens j. nr., er lagt
ind
i sagen. Selvom der ikke kan opstilles formelle krav til, hvorledes der skal
ske notat på en sag, er en sådan fremgangsmåde dog langt fra ubetænkelig,
idet
"løse lapper" forholdsvis let kan falde ud af sagen og bortkomne;
det samme kan ske med de selvklæbende gule sedler (særligt når klæbeevnen
efter nogen tid måtte være forringet). Findes lapperne igen, vil de ofte ikke
kunne lægges på den rigtige sag igen på grund af manglende
identifikationsoplysninger
(j. nr. eller andet) i notatet.
Eksempelvis indeholder
sag 007
et telefonnotat på en gul selvklæbende
seddel og
sag 008
et notat på en gul
selvklæbende seddel.
Sag 013
indeholder et telefonnotat på en gul selvklæbende seddel; denne er dog
undtagelsesvis (som den eneste af de mange lapper og selvklæbende sedler)
forsynet med journalnummer, dato og initialer.
Sag 018
indeholder flere telefonnotater på gule selvklæbende
sedler, medens
sag 060
indeholder
(telefon)notater på løse lapper og
sag
093
flere notater på løse lapper.
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:
"Energistyrelsen er
enig i, at i det omfang, der skal tages telefonnotater, skal disse være
informative. Energistyrelsen har i enkelte tilfælde af de undersøgte sager
ikke levet op til den standard. Energistyrelsen har på baggrund af rapporten
iværksat en forbedring af forholdet, bl.a. ved at lave standardiserede
telefonnotatark."
Jeg tager det oplyste til
efterretning.
6) Aktindsigt.
Der er kun
aktindsigtsspørgsmål i fire af de 119 undersøgte sager. Heraf er der
aktindsigtsspørgsmål i relation til Energistyrelsen i tre sager.
I
sag 009
besvarede kommunen en begæring fra parten om aktindsigt;
parten klagede ikke over kommunens svar til Energistyrelsen.
I
sag 068
bad parten i et brev af 7. september 1994 (som Energistyrelsen
modtog dagen efter) "(i)ht lov om offentlighed i forvaltningen ... [om]
fotokopi af den betalingsvedtægt [kommunen] skal følge", idet parten gik
"ud fra at der i lighed med spildevand foreligger en af Energistyrelsen
udarbejdet vedtægt af hensyn til retstilstanden på området".
Energistyrelsen
svarede allerede i brev af 9. september 1994 på partens anmodning, og
Energistyrelsen handlede dermed i overensstemmelse med bestemmelsen i
offentlighedslovens § 16, stk. 1 (hvorefter anmodninger om aktindsigt skal
afgøres "snarest"), og bestemmelsen i offentlighedslovens § 10,
stk.
2 (hvorefter myndigheden skal give parten en nærmere beskrevet underretning
hvis ikke myndigheden inden 10 dage efter modtagelsen af en begæring om
aktindsigt har truffet afgørelse herom) var således heller ikke aktuel.
Energistyrelsen svarede følgende:
"Energistyrelsen skal
oplyse at styrelsen ikke udarbejder betalingsvedtægter. Energistyrelsen skal
derfor henvise Dem til at rette henvendelse til Gas- og Varmeprisudvalget,
Nørregade 49, 1165 København K, som behandler spørgsmål vedrørende priser og
leveringsbetingelser.
Med hensyn til
retstilstanden på området vedlægges Varmeforsyningslovens samt
Energiministeriets bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning
m.v.
til kollektive varmeforsyningsanlæg."
Energistyrelsens svar i sag
068 kan ikke give mig anledning til bemærkninger.
I
sag 021
havde parten den 7. januar 1994 klaget over kommunens
afgørelse om tilslutningspligt. Den 11. marts 1994 orienterede kommunen
parten
om at kommunen havde meddelt pressen aktindsigt efter offentlighedsloven.
Parten klagede herover i et brev af 14. marts 1994 til kommunen som sendte
brevet videre til Energistyrelsen. Den 15. juni 1994 traf Energistyrelsen
følgende afgørelse vedrørende aktindsigtsspørgsmålet:
"I medfør af lov om
offentlighed i forvaltningen § 15, stk. 1, er Energistyrelsen rette myndighed
til at afgøre, om begæring om aktindsigt kan imødekommes, når det omhandler
klagesager.
Der henvises i denne
forbindelse til 'Offentlighedsloven med kommentarer" af John Vogter,
Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1992 side 230 hvoraf fremgår, at begæring
om
aktindsigt i klagesager må fremsættes over for klageinstansen, og begæringer,
der fremsættes over for underinstansen, må af denne fremsendes til den
overordnede myndighed.
På denne baggrund skal
Energistyrelsen hermed ophæve [kommunens] afgørelse om at imødekomme pressens
begæring om aktindsigt i klagerne over kommunens påbud om tilslutningspligt.
Energistyrelsens hermed
meddelte afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed."
Helt tilsvarende forholder
det sig i
sag 022.
Bestemmelsen i
offentlighedslovens § 15, stk. 1, har følgende ordlyd:
"Fremsættes der
begæring om aktindsigt vedrørende dokumenter, der indgår i en sag, hvori der
er
eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, afgør denne
myndighed, om begæringen kan imødekommes. I andre tilfælde afgøres sager om
aktindsigt af den myndighed, der har dokumentet i sin besiddelse."
Energistyrelsens fortolkning
af offentlighedslovens § 15, stk. 1, kan ikke give mig grundlag for kritik.
Jeg
han nu også henvise til Jon Andersen m.fl.: Forvaltningsret (1994), s. 292,
jf.
s. 335, og Offentlighedsloven med kommentarer af John Vogter, 3. udgave 1998,
s. 264f.
Derimod er det en fejl at
Energistyrelsen nøjedes med at tage stilling til kompetencespørgsmålet og som
følge af kommunens inkompetence ophævede kommunens afgørelse, men ikke
samtidig selv traf en ny indholdsmæssig afgørelse angående
aktindsigtsspørgsmålet.
Dette gælder uanset at aktindsigt formentlig rent faktisk havde været
gennemført på baggrund af kommunens afgørelse allerede inden Energistyrelsen
traf afgørelse, og at en eventuelt ændret stillingtagen til omfanget af den
aktindsigt der ville kunne gives efter offentlighedsloven derfor ikke ville
kunne få nogen praktisk betydning. Forholdet er det at kommunen egentlig
skulle have videresendt anmodningen om aktindsigt til Energistyrelsen, jf.
herved forvaltningslovens § 7, stk. 2, med henblik på at Energistyrelsen
kunne
træffe afgørelse. Bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 2, er i øvrigt
omtalt ovenfor s. 000 i afsnit 4). At en myndighed som ikke er kompetent har
truffet en indholdsmæssig afgørelse om aktindsigt fritager selvsagt ikke den
kompetente myndighed fra at træffe afgørelse i aktindsigtssagen. - I øvrigt
ses
sagerne 021 og 022 ikke at indeholde oplysninger som ville kunne undtages fra
aktindsigt efter undtagelserne i offentlighedslovens kapitel 3 (og herunder
specielt lovens § 12, stk. 1, nr. 1, om enkeltpersoners private, herunder
økonomiske, forhold, eller § 12, stk. 1, nr. 2, om drifts- og
forretningshemmeligheder). Karakteren af de oplysninger som indgår i de
undersøgte sager er i øvrigt beskrevet i afsnit 9) (s. 000) nedenfor.
Nedenfor i kapitel
III.D.1.b) (s. 000) har jeg behandlet spørgsmålet om der må antages at
eksistere en mulighed for at klage over Energistyrelsens afgørelser i
aktindsigtssager og dermed hvorvidt den "negative" klagevejledning
i
forbindelse med aktindsigtsafgørelserne i sagerne 021 og 022 kan anses for
indholdsmæssig korrekt.
7) Partshøring.
a) Indledning
Forvaltningsloven indeholder
i § 19 og § 21 følgende bestemmelser om partshøring henholdsvis på
myndighedens
initiativ og efter partens begæring:
§ 19
:
"Kan en part i en sag
ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes
afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og
givet
denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis
oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for
afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 1 gælder ikke, hvis
1) det efter oplysningernes
karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse
i sagen på det foreliggende grundlag,
2) udsættelse vil medføre
overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,
3) partens interesse i, at
sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
4) parten ikke har ret til
aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende
oplysninger,
5) den påtænkte afgørelse
vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller
hvis
forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med
væsentlige
vanskeligheder, eller
6) der ved lov er fastsat
særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med
grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til
sagen,
inden afgørelsen træffes.
Stk. 3.
Vedkommende
minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at
nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i
almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i
stk. 1."
§ 21:
"Den, der er part i en
sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens
afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen.
Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 1 gælder ikke, hvis
1) udsættelse vil medføre
overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,
2) partens interesse i, at
sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
eller
3) der ved lov er fastsat
særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at afgive en udtalelse til
sagen, inden afgørelsen træffes."
Herudover er der i visse
situationer en ulovbestemt pligt til partshøring på myndighedens initiativ,
jf.
nærmere Jon Andersen m. fl.: Forvaltningsret (1994), s. 347 ff.
Forvaltningslovens
partshøringsregler såvel som de ulovbestemte partshøringsregler gælder i
relation til alle afgørelsessager, og herunder i relation til
aktindsigtsafgørelser.
De nærmere betingelser for, at der vil skulle foretages partshøring, vil
imidlertid næppe ofte være opfyldt i forbindelse med aktindsigtsafgørelser.
Der
er da heller ikke partshøringsfejl i relation til Energistyrelsens
aktindsigtsafgørelser
i
sagerne 021-022 og 068.
Bestemmelsen i
forvaltningslovens § 20 (hvorefter partshøring under visse særlige
omstændigheder kan undlades) er har ikke været anvendt i nogen af de
undersøgte
sager; bestemmelsen vil næppe heller kunne finde anvendelse på det undersøgte
administrationsområde.
Kun i én sag (
sag 033
) har parten anvendt forvaltningslovens
§ 21. I sagen bad parten i brev af 19. august 1994 Energistyrelsen om at
måtte
komme med et yderligere skriftligt indlæg, og at sagen med henblik herpå blev
sat i bero indtil den 15. september 1994. I brev af 12. september 1994 bad
parten om at få forlænget fristen for at komme med et indlæg indtil den 26.
september 1994, og i brev af 28. september 1994 bad parten om yderligere
fristforlængelse til den 10. oktober 1994; Energistyrelsen imødekom begge
disse
anmodninger. Parten fremkom i brev af 10. november 1994 med det ønskede
indlæg
i sagen.
b) Partshøring ikke foretaget - ikke partshøringsfejl
I de 119 undersøgte sager er
der i
54 sager
ikke foretaget partshøring,
uden at der herved ses at foreligge en partshøringsfejl. I de 54 sager er det
således ikke klart, at der har skullet foretages partshøring, fordi der i
sagen
findes oplysninger, som er omfattet af partshøringsreglen i
forvaltningslovens
§ 19. Der kan i øvrigt heller ikke i disse tilfælde antages at have været
pligt
til partshøring på ulovbestemt grundlag.
De 54 sager uden
partshøringsmangler kan opdeles i tre hovedgrupper: sager som er afvist,
sager
hvor parten har kendt alle § 19-oplysninger fordi parten modtog en kopi af
kommunens fremsendelsesskrivelse direkte fra kommunen og sager hvor der i
øvrigt ikke i Energistyrelsens sag findes (nye) § 19-oplysninger.
Der er for det første ingen
partshøringsmangel i de 12 sager (sagerne 020, 046, 066-067, 078, 110 og
114-119) som Energistyrelsen afviste. I to af disse sager (sagerne 078 og
110)
var der i øvrigt heller ingen partshøringspligtige oplysninger selvom
Energistyrelsen ikke havde afvist sagen (jf. den tredje gruppe nævnt
nedenfor).
For det andet er den første
betingelse i forvaltningslovens § 19 - at parten ikke kan antages at være
bekendt med at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende
sagens faktiske omstændigheder - ikke opfyldt i 17 sager (sagerne 017,
075-077
og 079-091) hvor kommunen sendte parten en kopi af kommunens udtalelse mv.
samtidig med at kommunen fremsendte sagen til Energistyrelsen, og hvor der
ikke
i sagen findes andre oplysninger som i øvrigt opfylder betingelserne i § 19.
Den tredje tilfældegruppe
omfatter 25 sager (sagerne 001-003, 005-006, 008, 016, 018, 023-024, 027-032,
062, 072-074, 092, 096 og 106-108) hvor der i øvrigt ikke i Energistyrelsens
sag indgår for parten ukendte eller ugunstige, væsentlige oplysninger, typisk
fordi der i forbindelse med kommunens fremsendelse af sagen til
Energistyrelsen
ikke er fremkommet § 19-oplysninger. Nogle få sager kan illustrere denne
tilfældegruppe:
Sag 023
: Kommunen skrev
i sin fremsendelsesskrivelse af 13. marts 1994 følgende til Energistyrelsen
om
sagen:
"Klager vedrørende
almindelig tvang til fjernvarmen. (K) kommune har ikke bemærkninger til
klagen."
Der er heri intet
høringstema vedrørende ejendommen i sag 23.
Sag 106
: Kommunen skrev
i sin fremsendelsesskrivelse af 29. september 1993 følgende til
Energistyrelsen:
"Det kan ikke fra
kommunens side ses at sagen er tilført noget nyt, siden kommunen meddelte
afslag på ansøgning om fritagelse for tilslutningspligt til fjernvarmenettet.
Klageren oplyste forinden
kommunens afgørelse af sagen at det installerede træfyr er at typen TARM HS A
16 kedel, og at dette er installeret i 1979."
Der er ikke i det citerede
oplysninger som er omfattet af § 19, men hvis ikke parten selv have givet
oplysningen
om fyrtype ville denne oplysning have været omfattet af § 19.
Sag 108
: Med brev af 26.
juli 1993 sendte kommunen bl.a. sag 108 til Energistyrelsen; i forbindelse
med
fremsendelsen havde kommunen ingen bemærkninger til sagen. Efter anmodning
fra
Energistyrelsen kom kommunen i brev af 25. august 1993 med en udtalelse;
denne
indeholder heller ikke bemærkninger eller oplysninger om sag 108 og dermed
heller intet partshøringstema. I brev af 6. oktober 1993 kom kommunen med en
supplerende udtalelse; denne indeholder følgende om sag 108:
"[Ejendommen] er elopvarmet,
og ville, såfremt indsigelse/klage var fremsendt i offentlighedsfasen, have
medført en fravigelse af påbuddet"
Dette udsagn indeholder
ikke et partshøringstema i forhold til parten i sag 108, idet oplysningen
ikke
er "til ugunst" for parten.
Sag
110
svarer til sag 108.
At partshøringsspørgsmålet
ikke altid er lige ukompliceret - og må overvejes hver gang der kommer nye
oplysninger i sagen - kan illustreres af sagerne 092 og 094 (sidstnævnte sag
er refereret i afsnit c).1
°
(s. 000) nedenfor).
I de to
sager partshører Energistyrelsen ganske vist, men ikke præcis over de
oplysninger
som er omfattet af forvaltningslovens § 19. I sagerne 092 og 094 indgår
tilsammen fire typer af oplysninger: 1
°
oplysninger som (formentlig) ikke er omfattet
af partshøringspligten, og over hvilke Energistyrelsen heller ikke
partshører, 2
°
oplysninger som (formentlig) ikke er omfattet af partshøringspligten, men som
Energistyrelsen alligevel "partshører" over, 3
°
oplysninger som er omfattet af partshøringspligten,
og som Energistyrelsen partshører over og 4
°
oplysninger som efter deres
art
som udgangspunkt er omfattet af partshøringspligten, og som
Energistyrelsen ikke partshører over. Den sidstnævnte type oplysninger findes
ikke i sag 092, men udelukkende i sag 094.
Der er intet
partshøringstema i forhold til parten i
sag
092
i kommunens fremsendelsesskrivelse af 19. november 1993; denne indeholder
en generel redegørelse for kommunens behandling af spørgsmålet om
tilslutningspligt og ingen konkrete oplysninger eller kommentarer til sag
092.
Energistyrelsen bad kommunen om at komme med en konkret udtalelse om sag 092;
kommunen henviste herefter i brev af 31. august 1994 til kommunens generelle
redegørelse af 19. november 1993 og anførte herudover at der "(i) den
mere
konkrete vurdering af ejendommen ... må ... tages hensyn til de oplysninger
[parten] måtte fremsende". Heller ikke heri er der et partshøringstema.
I
brev af 2. juni 1995 sendte kommunen herefter et overslag over udgifterne ved
omstilling af partens ejendom til fjernvarme; overslaget indeholder syv
specificerede poster som tilsammen giver 149.000 kr. Energistyrelsen sendte
kommunens brev af 2. juni 1995 til parten "til orientering" og bad
samtidig fjernvarmeværket om eventuelle bemærkninger til kommunens brev.
Fjernvarmeværket afgav den 8. s.m. en udtalelse som bl.a. konkluderede at
"(o)mstillingen til fjernvarme for et parcelhus med et vandbårent anlæg
ud over tilslutningsprisen normalt aldrig overstiger kr. 25.000 excl.
moms." Bl.a. det citerede udsagn i fjernvarmeværkets udtalelse er klart
omfattet af forvaltningslovens § 19. Også fjernvarmeværkets udtalelse sendte
Energistyrelsen parten "til orientering". Samtidig bad
Energistyrelsen
kommunen om en ny udtalelse på baggrund af fjernvarmeværkets udtalelse.
Kommunen svarede i brev af 14. september 1995 med at fastholde sin
udgiftsvurdering
og samtidig at oplyse at kommunens tekniske udvalg havde vurderet at parten i
sag 092 burde fritages for tilslutningspligt på grund af en uforholdsmæssig
høj tilslutningsudgift. Der var ikke pligt for Energistyrelsen til at
partshøre
over kommunens sidste brev, dels fordi det fremgår af brevet at kommunen
havde
sendt en kopi heraf direkte til parten, dels fordi der næppe i brevet er et
partshøringstema; kommunen fastholder blot sin tidligere konklusion mht.
faktum og kommer nu - som noget nyt - med en vurdering
til gunst
for parten. Energistyrelsen sendte imidlertid parten en
kopi af kommunens brev af 14.september 1995 "til orientering". Der
var imidlertid efter min opfattelse ikke noget i vejen for at Energistyrelsen
sendte parten en kopi af kommunens sidste udtalelse, selvom dette konkret var
overflødigt og hverken kunne kræves efter forvaltningslovens § 19 eller var
nødvendigt for at overholde normerne for god forvaltningsskik.
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:
"Ombudsmanden har i
afsnittet om partshøring ... i rapporten bemærket, at Energistyrelsen i sag
092 og 094 ganske vist partshører, men ikke præcist over de oplysninger, som
er omfattet af forvaltningslovens § 19.
Formuleringen blev drøftet
på mødet den 3. juni 1999 mellem Ombudsmanden og Energistyrelsen.
Ombudsmanden
oplyste, at udtalelsen ikke skulle forstås som en kritik af Energistyrelsens
partshøring i de 2 sager. I sag 092 havde Energistyrelsen partshørt over
relevante
oplysninger. Desuden havde Energistyrelsen sendt kommunens vurdering til
gunst
for parten til dennes orientering, hvilket ganske vist ikke var nødvendigt
efter forvaltningslovens § 19 eller for at overholde normerne for god
forvaltningsskik. På den anden side var der efter Ombudsmandens opfattelse
ikke
noget i vejen for, at Energistyrelsen sendte parten en kopi af udtalelsen. I
sag 094 gav Energistyrelsen parten fuldt ud medhold i klagen, hvorfor det
ikke
er en fejl at undlade at partshøre om 2 supplerende udtalelser fra
kommunen."
c) Partshøring foretaget
1
°
Indledning
I
33 sager
(sagerne 007, 009-015, 019, 033, 035, 053, 056, 060-061,
063-064, 068-071, 093-094, 097, 099-105 og 112-113) er der foretaget en
partshøring,
som dog kun i 20 tilfælde (sagerne 007, 019, 033, 061, 063-064, 070-71,
093-094, 097, 099-105 og 112-113) reelt kan anses for fyldestgørende.
I
sag 064
sendte Energistyrelsen parten kommunens fremsendelsesskrivelse
til styrelsen "til orientering". Der er dog intet (obligatorisk)
partshøringstema, da kommunes udtalelse ikke er "til ugunst" for
partens sag.
I
sagerne 099-105
er der intet partshøringstema i kommunens udtalelse
(af 1. marts 1994), men selve fjernvarmeselskabets klage udløser
partshøringspligt
(uanset indholdet i øvrigt af klagen). Det følger a fortiori af
forvaltningslovens § 19 at den part i en sag som ikke er bekendt med at der
er
rejst en sag må orienteres om sagens eksistens inden der træffes en afgørelse
som ikke giver parten fuldt ud medhold. Energistyrelsen sendte den 4. juni
1994
både klagen og kommunens udtalelse i sagen til grundejeren.
Som et noget specielt
eksempel på at der alt taget i betragtning må være foretaget en
indholdsmæssigt
fyldestgørende partshøring kan refereres
sag
094
: I kommunens fremsendelsesskrivelse af 28. april 1993 anføres følgende
om sag 094:
"(K) kommune har i brev
af 22. marts 1993 meddelt [parten], at ejendommen ikke kan fritages for
tilslutningspålæg og anvist klagemulighed til Energistyrelsen. [Parten] har i
brev af 31. marts 1993 anket kommunens afgørelse. Endvidere har [parten] ved
besøg i forvaltningen redegjort for bebyggelsens varmeanlæg, som er et
direkte
oliefyret varmtluftsanlæg uden vandkreds. (K) kommune skal bemærke, at
varmeanlægget i bebyggelsen ikke er et "vand-baseret" varmeanlæg og
således ikke umiddelbart kan tilsluttes fjernvarme.
Udtalelsen indeholder
væsentlige oplysninger i sagen; oplysningerne er dog næppe "til
ugunst" for parten. Energistyrelsen partshørte ikke over kommunens
udtalelse. Derimod partshørte Energistyrelsen i brev af 15. december 1993
over
oplysninger som Energistyrelsen telefonisk havde indhentet fra kommunen. Af
Energistyrelsens brev fremgår:
"(K) kommune har telefonisk
oplyst Energistyrelsen om, at Deres ejendoms opvarmningssystem bl.a. består
af
et luftvarmeanlæg, som kan tilsluttes fjernvarmen via en varmeveksler.
Tilslutningen til fjernvarmen vil omkostningsmæssigt ligge på niveau med
fjernvarmetilslutning af vandbaserede systemer.
Såfremt De har bemærkninger
til kommunens oplysninger, bedes disse fremsendes til Energistyrelsen senest
15. januar 1994."
Jeg går ud fra at
Energistyrelsen anså partshøringen for nødvendig (fordi betingelserne i
forvaltningslovens § 19 var opfyldt); partshøringen er i øvrigt korrekt
formuleret.
Bl.a. på baggrund af
yderligere indlæg fra parten modtog Energistyrelsen supplerende udtalelser af
17. februar, 29. marts og 18. maj 1994 fra kommunen. I udtalelsen af 17.
februar 1994 anførte kommunen:
"Energistyrelsen har i
brev af 7. februar 1994 anmodet (K) kommune om en præcis vurdering af
omkostningerne ved en eventuel tilslutning til fjernvarme for ovennævnte
ejendom.
I den anledning har vi
anmodet [et VVS-firma] om at være (K) kommune behjælpelig med denne
vurdering.
Firmaet oplyser, at man
ultimo januar 1994 har afgivet tilbud på omstilling af et lignende anlæg
beliggende i (K).
Dette tilbud omfatter:
- nedtagning af det
eksisterende oliefyrede luftvarmeanlæg og demontering af en overjordisk 1.200
ltr. olietank,
- installation af et nyt
HESS-klimakabinet,
- installation af en ny
vandvarmer,
- diverse rørforbindelser
samt DANFOSS automatik til en samlet pris på kr. 45.660 incl. moms.
Tilskud til boligforbedring
udgør kr. 8.125, således at nettoudgiften udgør kr. 37.535 incl. moms.
Her ud over skal [parten]
naturligvis afholde udgifter til stiklednings- og tilslutningsafgifter på
lige
fod med alle øvrige forbrugere under (F) Fjernvarmeværk A.m.b.a.
(K) kommune finder ikke, at
omstillingsudgifterne for [parten] er uforholdsmæssig bekostelig.
Til [partens] bemærkninger i
dennes brev af 14. januar 1994 til Energistyrelsen om, at adskillige
ejendomme
med samme eller lignende anlæg er blevet fritaget af (K) kommune (tallet 128
er
nævnt i brevet) kan følgende oplyses:
(K) kommune har fritaget en
række ejendomme for tilslutningspligt af forskellige årsager. Primært er det
ejendomme, som har fået installeret alternative energianlæg førend den 5.
marts
1993, som er fritaget.
Endvidere er en række
elopvarmede ejendomme, som på grund af fejl i BBR fik pålæg, blevet fritaget.
Nogle ejendomme med specielle varmeanlæg, som ikke fysisk kan tilsluttes
fjernvarme er fritaget. Det er eksempelvis erhvervsejendomme, hvor der er
installeret "Dantherm" varmlufts- og ventilationsaggregater eller
tilsvarende, som er direkte oliefyrede uden kanal- eller rørtilslutninger.
Vi vedlægger en fortegnelse
over ejendomme, som er behandlet administrativt i forbindelse med
tilslutningspålæg."
I udtalelsen af 29. marts
1994 anførte kommunen:
"I henhold til
telefonisk aftale fremsendes vedlagt [partens] brev af 20.2.1994 til Teknisk
forvaltning. Samtidig kan vi, på baggrund af Energistyrelsens oplysninger om
[partens] anlæg meddele, at en vurdering af omkostningerne ved ejendommens
tilslutning til fjernvarme formentlig vil betyde en udgift på ca. kr.
75.000,-
+ tilslutnings- og stikledningsafgifter til værket. Vurderingen baseres på,
at
det eksisterende luftvarmeanlæg (fabr. Morsø) ikke er egnet for tilslutning
til fjernvarme. Det vil således være nødvendigt, at installere et andet
opvarmningssystem i huset, dersom ejendommen skal tilsluttes til
fjernvarme."
Endelig anførte kommunen i
udtalelsen af 18. maj 1994:
"Energistyrelsen har i
brev af 6. april 1994 anmodet forvaltningen om en udtalelse om, hvorvidt
kommunen finder et beløb på kr. 75.000 + stiklednings- og
tilslutningsafgifter
uforholdsmæssigt bekosteligt for tilslutning af ejendommen ... .
Jf. §12 nr. 1 i
tilslutningsbekendtgørelsen finder (K) kommune, at beløbet kr. 75.000 +
stikledningsafgift kr. 13.250 + tilslutningsafgift kr. 12.500, ialt kr.
100.750,- er uforholdsmæssigt bekosteligt."
Energistyrelsen partshørte
ikke over nogen af de tre supplerende udtalelser. Isoleret betragtet måtte
betingelserne for partshøring over kommunens udtalelser af 17. februar 1994
med
bilag og af 29. marts anses for opfyldt. Derimod er det muligt at
kommunens udtalelse af 18. maj 1994
- i lyset af Energistyrelsens praksis i
relation til § 12, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om
tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg - klart er "til
gunst" for parten, og at betingelserne i forvaltningslovens § 19, stk.
1,
for at der skal foretages partshøring derfor allerede af denne grund ikke var
opfyldt.
Når der efter min opfattelse
heller ikke kan konstateres en partshøringsfejl i relation til de to første
supplerende udtalelser fra kommunen i sag 094 skyldes dette at
Energistyrelsen
gav parten
fuldt ud medhold
i klagen,
og at
væsentlighedsbetingelsen
i
forvaltningslovens § 19, stk. 1, derfor må antages at have svigtet. For det
første indtræder partshøringspligten ikke på nogen bestemt tidspunkt; den
nødvendige partshøring skal være foretaget inden der træffes afgørelse. For
det andet: selvom oplysningerne i de to første supplerende udtalelser fra
kommunen kan have været til ugunst for partens sag kan de ikke anses for at
have været "af væsentlig betydning for sagens afgørelse" fra det
tidspunkt hor det har stået Energistyrelsen helt klart at styrelsens
afgørelse
- uanset de to udtalelser fra kommunen - ville give parten fuldt ud medhold.
Parten har i øvrigt kun i
seks sager (sagerne 007, 035, 060, 069-070 og 113) reageret på partshøringen.
2
°
Indholdsmæssigt ufyldestgørende partshøring.
I 13 sager (sagerne 009-015,
035, 053, 056, 060, og 068-069) har den foretagne partshøring således ikke
været indholdsmæssigt fyldestgø-rende.
I sagerne
009-015
afgav kommunen den 13. juni 1994
en supplerende udtalelse. Udtalelsen indeholder bl.a. oplysning om at
ejendommene er registreret som fritliggende 1-familiehuse med eget
centralvarmeanlæg
samt den enkelte ejendoms bygnings/boligareal eventuelle kælderareal og areal
for eventuel udnyttet tagetage. Selvom oplysningerne i kommunens udtalelse
meget muligt stammer fra Bygnings- og Boligregistret (BBR) er betingelsen i
forvaltningslovens § 19, stk. 1, om at parten "ikke (kan) antages at
være
bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger
vedrørende
sagens faktiske omstændigheder" dog alligevel opfyldt. Det afgørende er
at
parten ikke kan antages at være bekendt med at den konkrete oplysning indgår
i
den aktuelle sag. Parten kan ikke antages at være bekendt med at oplysningen
indgår i den aktuelle sag blot fordi parten selv i anden sammenhæng har givet
myndigheden oplysningen eller fordi oplysningen fremgår af et register hvis
indhold parten i anden sammenhæng er blevet gjort bekendt med. Der er efter
min
opfattelse heller ikke tale om oplysninger som ville kunne undtages fra
partshøring efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, nr. 1.
I
sag 035
sendte Energistyrelsen parten kommunens udtalelse af 29.
november 1994 "til orientering". Kommunens fremsendelsesskrivelse
af
28. oktober 1993 indeholder et generelt resume af alle 74 klager angående
kommunens afgørelse om tilslutningspligt samt kommunens stillingtagen hertil.
Kommunens notat (modtaget af Energistyrelsen
den 14. april 1994) indeholder et lignende generelt resumé og kommunens
generelle kommentarer til klagerne samt en liste hvor de 74 klager henføres
til en eller flere af de grupper kommunen har opdelt klagerne i.
Energistyrelsen burde også have partshørt over kommunens generelle udtalelser
og herunder hvilke(n) gruppe(r) kommunen havde henført den pågældende klage
til. Tilsvarende forholder det sig i
sagerne
053 og 056.
I
sag 060
opfordrede Energistyrelsen med brev af 23. november 1994
parten til at komme med bemærkninger; det er dog uklart om både kommunens
fremsendelsesskrivelse af 28. september 1994 og kommunens udtalelser af 13.
oktober og 18. november 1994 er sendt til parten. Tilsvarende er det i
sag 068
uklart om begge kommunens
udtalelser af 19. oktober 1994 er sendt parten "til orientering".
I
sag 069
er det en fejl at Energistyrelsen ikke hørte parten over
kommunens udtalelse af 19. november 1994, idet udtalelsen kun delvist
imødekom
partens klage.
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:
"Ombudsmanden har ...
bemærket, at det i sag 069 er en fejl, at Energistyrelsen ikke hørte parten
over kommunens udtalelse af 19. november 1994, idet udtalelsen kun delvist
imødekom partens klage. Energistyrelsen skal hertil bemærke, at det af sagen
fremgik, at ejendommen bestod af et butiksareal på 740 m² opvarmet ved
luftvarme samt et administrationslokale på 180 m2 opvarmet ved oliefyr.
Energistyrelsen havde telefonisk anmodet kommunen om at undersøge, om
luftvarmeanlægget
kunne tilsluttes fjernvarme samt hvilke omkostninger, der ville være
forbundet
hermed. Kommunens udtalelse vedrørte dels de ønskede oplysninger om
luftvarmeanlægget, dels oplysninger om at administrationslokalet blev
opvarmet
ved oliefyr. Oplysningen om oliefyret fremgik allerede af klagers brev af 3.
november 1994 til Energistyrelsen. Afgørende for Energistyrelsens vurdering
af om en del af ejendommen kunne fritages for tilslutningspligt, var om
luftvarmeanlægget rent teknisk og uden uforholdsmæssige omkostninger kunne
tilsluttes varmeværket.
På baggrund af oplysningerne
om luftvarmeanlægget i kommunens udtalelse meddelte Energistyrelsen
fritagelse
for den del af ejendommen, der blev opvarmet af dette. Klager fik således
fuldt medhold i den del af sagen, der vedrørte luftvarmeanlægget, og for
hvilken Energistyrelsen havde bedt kommunen om oplysninger. Der var ikke
grund
til at høre klager om luftvarmeanlægget, da klager fik fuldt medhold for
denne
del af ejendommen. Ligeledes var der ikke grund til at høre om oliefyret,
idet
oplysningerne om dette anlæg stammede fra klager."
Kommunens udtalelse af 19.
november 1994 indeholder en vurdering af sagens faktum i relation til såvel
butiksarealet som administrationslokalet, og herunder en konklusion om at man
"... ville fastholde tilslutningspligten ... for administrationen".
Jeg er enig med
Energistyrelsen i at oplysninger som en part har givet til myndigheden i
forbindelse med behandlingen af den aktuelle sag som altovervejende
hovedregel
ikke er omfattet af forvaltnings-lovens § 19, stk. 1, idet parten normalt må
antages at være bekendt med at oplysningernen indgår i myndighedens
behandling
af sagen. Grunden til at der i kommunens udtalelse alligevel er et
partshøringstema
er kommunens vurdering af at partens klage ikke skulle imødekommes for så
vidt
angår det vandbaserede varmeanlæg i administrationen. Begrebet
"oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder" i
forvaltningslovens § 19, stk. 1, omfatter ikke blot rent faktuelle
oplysninger
i sagen men også vurderinger som den myndighed som skal træffe afgørelsen,
får
fra
andre
myndigheder; afgørelsesmyndighedens interne vurderinger er
derimod ikke omfattet af partshøringspligten.
3
°
Fremsendelse af oplysninger og dokumenter
"til orientering".
I 18 sager hvor
betingelserne i forvaltningslovens § 19 for at der skulle foretages
partshøring
klart er opfyldt har Energistyrelsen sendt parten oplysninger og dokumenter
"til orientering" (sagerne 034-035, 056, 060-071, 092-093 og 097).
I
et af disse tilfælde (sag 092) endte Energistyrelsen dog med at give parten
medhold, hvorfor fremgangsmåden set i lyset af hvad der efterfølgende skete i
sagen må anses for uden betydning.
Som et eksempel på
fremgangsmåden med at sende parten oplysninger og dokumenter "til
orientering" kan citeres Energistyrelsens brev af 24. januar 1995 i
sag 034
:
"Energistyrelsen har
den 23. januar 1995 gennem (K) Kommune modtaget Deres klage af 10. januar
1995
over kommunens afslag på Deres ansøgning om dispensation fra
tilslutningspligt
til fjernvarme for Deres ejendom.
(K) Kommunes udtalelse til
klagen vedlægges til Deres orientering.
Så snart jeg har haft
lejlighed til nærmere at gennemgå det indsendte materiale, vil jeg vende
tilbage til sagen."
Det er værd at bemærke at
kommunens udtalelse i sag 034 indeholdt bl.a. detaljerede beregninger af
energiforbruget i partens ejendom og præcise oplysninger og vurderinger
angående partens personlige økonomi; udtalelsen indeholdt en stor mængde
oplysninger omfattet af forvaltningslovens § 19.
Fremgangsmåden med at sende
oplysninger og dokumenter "til orientering" må anses for ganske
uheldig, idet en partshøring for at være fyldestgørende bør formuleres
således
at det står parten klart at der faktisk er tale om en partshøring, typisk ved
at parten opfordres til (eventuelt inden en bestemt frist) at komme med
eventuelle kommentarer til det der partshøres over. Særligt forvirrende vil
fremgangsmåden selvsagt kunne virke på parten hvis Energistyrelsen i samme
sag
- som i
sag 092
(der er nærmere
refereret ovenfor i afsnit b), s. 000) - "til orientering" sender
parten
både
materiale som er omfattet
af partshøringspligten
og
materiale
som ikke er omfattet af parshøringspligten.
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:
"Ombudsmanden har ...
bemærket, at der er 18 sager, hvor Energistyrelsen burde have partshørt, men
alene sendt kommunens udtalelse til orientering til parten. Ombudsmanden
påpeger,
at en partshøring for at være fyldestgørende bør formuleres således, at det
står parten klart, at der faktisk er tale om en partshøring. Energistyrelsen
vil fremover sikre, at der sker en mere omhyggelig partshøring, ligesom
partshøring af oplysninger vil ske med anmodning om, at eventuelle
bemærkninger afgives indenfor en nærmere angivet frist."
Jeg tager det oplyste til
efterretning.
d) Partshøring fejlagtigt ikke foretaget
I
30 andre sager
er der
fejlagtigt
slet ikke foretaget partshøring
(sagerne 004, 021-022, 025-026, 036-045,
047-052, 054-055, 057-059, 095, 098, 109 og 111). Der er typisk tale om at
Energistyrelsen
fejlagtigt ikke har partshørt over § 19-oplysninger som findes i kommunens
fremsendelsesskrivelse eller i senere modtagne udtalelser eller høringssvar
fra
kommunen.
I sagerne 021-022, 025-026
og 095 indeholder kommunens fremsendelsesskrivelse oplysninger som er
omfattet af partshøringspligten. Eksempelvis indeholder kommunens
fremsendelsesskrivelse
af 19. maj 1993 i
sag 026
bl.a.
følgende oplysninger om en foretaget besigtigelse:
"Kommunen har ved et
uanmeldt besøg den 2.2.93 besigtiget fyringsanlæget. Det består af en mindre
oliefyret kedel der ikke var i drift, samt en kedel hvori der blev fyret med
spåner, men som kan anvendes til andre former for brændsel. Brændselslageret
bestod udelukkende af sække med spåner."
I
sag 036
indeholder kommunens fremsendelsesskrivelse af 28. oktober
1993 et generelt resume af alle 74 klager angående kommunens afgørelse om
tilslutningspligt samt kommunens stillingtagen hertil. Kommunens notat
(modtaget af Energistyrelsen
den 14.
april 1994) indeholder et lignende generelt resumé og kommunens generelle
kommentarer til klagerne samt en liste hvor de 74 klager henføres til en
eller
flere af de grupper kommunen har opdelt klagerne i. Energistyrelsen burde
også
have partshørt over kommunens generelle udtalelser og herunder hvilke(n)
gruppe(r)
kommunen havde henført den pågældende klage til. Tilsvarende forholder det
sig i
sagerne 037-045, 047-052, 054-055
og 057-058.
I
sag 059
havde Energistyrelsen den 23.februar 1993 en telefonsamtale
med kommunen som er forholdsvis fyldigt refereret i et telefonnotat af samme
dato. Af notatet fremgår bl.a. at kommunen oplyste at ejendommen ejere var
henholdsvis 70 og 80 år men "raske og rørige, idet de selv kunne hente
brænde og kløve dette" (hvorfor kommunen ikke mente at der burde gives
dispensation) og at "installation (ny brænder) ville koste 2.500
kr.", hvorefter det ville være udelukket at fyre med brænde.
Energistyrelsen burde have partshørt parten om i alt fald de angivne
oplysninger fra telefonsamtalen med kommmunen. - Tilsvarende burde
Energistyrelsen i
sag 111
have
partshørt over de oplysninger om partens fyranlæg som styrelsen telefonisk
fik
fra kommunen, jf. styrelsens telefonnotat af 25. oktober 1993.
I tre andre sager burde
Energistyrelsen have partshørt over § 19-oplysninger i forskellige udtalelser
fra kommunen:
sag 004
(kommunens
udtalelse af 9. marts 1993),
sag 025
(kommunens høringssvar af 25. marts 1994), og
sag 109
(kommunens udtalelse af 6. oktober 1993).
I min foreløbige rapport
anførte jeg at Energistyrelsen også burde have partshørt over §
19-oplysninger
i
sag
034
(kommunens udtalelse af 19. juni 1995) og i
sag 065
(kommunens udtalelse af 26. januar 1995 med bilag).
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:
"... sag 034 og sag
065. I disse sager foretog Energistyrelsen ikke partshøring, fordi kommunen i
begge tilfælde havde sendt kopi af ud-talelsen til grundejer samtidig med
fremsendelsen
til Energistyrel-sen, hvorfor parten i de to sager kendte alle §
19-oplysninger."
Efter min opfattelse må
afgørelsesmyndigheden i langt de fleste til-fælde kunne antage at parten er
bekendt med at oplysningerne i et høringssvar som indgår i behandlingen af
den
aktuelle sag, hvis en hørt myndighed direkte til parten har sendt en kopi af
sit høringssvar til afgørelsesmyndigheden. Jeg er derfor også enig med
Energistyrelsen
i at der i sagerne 034 og 065 ikke skulle have været partshørt over de
omhandlede udtalelser fra kommunen. Kommunens udtalelse af 26. januar 1995 i
sag 065 henviser til "vedlagte brev" fra varmeværket til parten ;
dette brev var i kopi vedlagt udtalelsen, men i udtalelsen identificeres
brevet ikke, f.eks. ved en henvisning til brevets datering. Forudsat at det
kan
antages at parten med sikkerhed kan identificere brevet fra varmeværket til
ham ved at læse den fra kommunen tilsendte kopi af kommunens udtalelse må
parten også antages at være bekendt med at brevet fra varmeværket indgår i
styrelsens sag.
Sag 098
indeholder et
eksempel på at Energistyrelsen burde have partshørt over oplysninger som
styrelsen har modtaget fra andre end kommunen. I sag 098 modtog
Energistyrelsen
den 18. marts 1994 fra en fabrikant af kedelanlæg mv. telefonisk oplysninger
om
de tekniske specifikationer for partens fyranlæg, jf. styrelsens telefonnotat
af samme dato.
8) Sagsoplysning.
Efter officialprincippet
påhviler det den myndighed, der skal træffe afgørelse, at påse, at sagen er
tilstrækkeligt oplyst til at myndigheden kan træffe en fuldt forsvarlig
afgørelse. I § 19, stk.2, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om
tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg er det bestemt at klage
over kommunens afgørelse skal sendes til kommunen, og at kommunen skal sende
klagen videre til Energistyrelsen "ledsaget af en udtalelse og det
materiale, som har ligget til grund for kommunalbestyrelsens afgørelse".
I 79 af de 119 undersøgte
sager (sagerne 001-004, 016, 020, 023-024, 026, 028-023, 035-37, 042-058,
061-067, 069, 071-091, 095-098, 101, 106, 109-110 og 112-119) har
Energistyrelsen - efter modtagelsen af sagen fra kommunen - ikke haft behov
for
at oplyse sagens faktum yderligere.
I de resterende 40 sager har
Energistyrelsen haft behov for at oplyse sagens faktum yderligere.
Kun i to af sagerne (
sagerne 021-022
) er der tale om
mangelfuld sagsoplysning; i disse sager burde Energistyrelsen have oplyst
aktindsigtsspørgsmålet på en sådan måde at styrelsen kunne have truffet en
materiel aktindsigtsafgørelse (herunder ved fra kommunen at få begæringen
(eller begæringerne) om aktindsigt samt oplysning om hvilke dokumenter
og/eller
oplysninger om ejendommen der var anset for omfattet af begæringen og
udleveret
af kommunen); se i øvrigt omtalen af disse sager i afsnit 6) (s. 000)
ovenfor.
I de øvrige 38 af de 40
sager har Energistyrelsen oplyst sagen tilstrækkeligt, typisk ved at indhente
oplysninger fra parten (sagerne 010-011, 015, 017-019, 034, 038-041, 060,
068,
070, 092-094, 102-104 og 111) eller kommunen (sagerne 010-011, 015, 017, 025,
027, 034, 059-060, 092-094, 107-108 og 111) eller ved en mere formel
(supplerende) høring af kommunen (sagerne 005-009, 012-014 og 033).
Eksempelvis
Energistyrelsen i
sag 005
- efter at
styrelsen den 15. december 1993 havde modtaget sagen fra kommunen - i brev af
20. december 1993 kommunen om "tilslutningsprojektet, samt
høringsskrivelse
og påbudsskrivelsen om tilslutningspligt".
Nogle af sagerne har
Energistyrelsen også oplyst ved henvendelse til andre, f.eks. indhentede
Energistyrelsen i sag 018 en udtalelse fra et særligt sagkyndigt firma og i
sag 060 fra et varmeværk.
Hvor det har været relevant
har Energistyrelsen hørt andre over modtagne udtalelser. Eksempelvis hørte
Energistyrelsen i
sag 033
kommunen om
det indlæg parten havde afgivet efter forvaltningslovens § 21 (se den nærmere
omtale af sagen nedenfor i afsnit 13.b) (s. 000).
Energistyrelsens
sagsoplysning har i nogle få sager været forholdsvis omfattende, se som et
udpræget eksempel herpå
sag 092
som
er nærmere refereret ovenfor i afsnit 5) (s. 000) og - især - nedenfor i
afsnit 13,b) (s. 000).
9) Tavshedspligt - Indhentelse og videregivelse af
oplysninger.
Straffelovens § 152
indeholder bl. a. følgende bestemmelser:
"Den, som virker eller
har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver
eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den
forbindelse har fået kendskab, straffes ...
...
Stk. 3.
En oplysning er
fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som
sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at
varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser."
De hensyn, som kan begrunde
tavshedspligt, er nærmere beskrevet i forvaltningslovens § 27, stk. 1:
"Den, der virker inden
for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov
§
152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig
bestemmelse
er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at
hemmeligholde
den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser,
herunder navnlig til:
1) statens sikkerhed eller
rigets forsvar,
2) rigets udenrigspolitiske
eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter
eller mellemfolkelige institutioner,
3) forebyggelse,
efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og
beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller
disciplinær forfølgning,
4) gennemførelse af
offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af
påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,
5) det offentliges
økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges
forretningsvirksomhed,
6) enkeltpersoners eller
private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om
deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller
7) enkeltpersoners eller
private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte
oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts-
eller forretningsforhold."
Spørgsmålet om
videregivelse
af oplysninger
mellem forvaltningsmyndigheder
er
nærmere reguleret i forvaltningslovens § 28, der sondrer mellem såkaldt
særligt
fortrolige oplysninger, jf. § 28, stk. 1, og andre fortrolige oplysninger,
jf.
§ 28, stk. 3. § 28, stk. 1-3 indeholder følgende bestemmelser:
"Oplysninger om
enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion
og
hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt
oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af
nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden
forvaltningsmyndighed.
Stk. 2.
Videregivelse af
de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når
1) den, oplysningen angår,
har givet samtykke,
2) det følger af lov eller
bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives,
3) videregivelsen sker til
varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger
hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet
til den, oplysningen angår, eller
4) videregivelsen er et
nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed
kan
gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
Stk. 3.
Andre fortrolige
oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en
anden
forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af
væsentlig
betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden
skal
træffe."
Videregivelse af oplysninger
til
andre end en anden forvaltningsmyndighed
(det vil bl. a. sige videregivelse til private) er ikke reguleret i
forvaltningsloven.
I disse situationer må der i princippet tages stilling til en videregivelse
direkte på grundlag af bestemmelsen i straffelovens § 152, stk. 1,
sammenholdt
med forvaltningslovens § 27, stk. 1. Ved vurderingen af, hvorvidt en
videregivelse må anses for
"uberettiget"
,
vil der dog i visse situationer kunne hentes nogen vejledning i de
detaljerede
videregivelsesregler i forvaltningslovens § 28.
Ingen af de undersøgte sager
ses at indeholde oplysninger omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1
(såkaldt særligt fortrolige oplysninger).
Andre fortrolige oplysninger
(jf. forvaltningslovens § 28, stk. 3) findes i et mindre antal af de
undersøgte sager. De undersøgte sager indeholder to typer andre fortrolige
oplysninger:
1
°
oplysninger om enkeltpersoners personlige økonomi og 2
°
oplysninger om virksomheders opvarmningssystemer
og udgifter til opvarmning.
Ad 1
°
bemærkes at oplysningerne skal være konkrete og
vise noget faktuelt om partens økonomi førend oplysningerne kan anses for
omfattet af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, (om
"enkeltpersoners... interesse i at beskytte oplysninger om deres
personlige eller interne,
herunder økonomiske, forhold") og - i fortsættelse heraf - ville kunne
undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1) (om
"oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske,
forhold").
Der er således ikke tale om
fortrolige oplysninger i de ofte forekommende tilfælde hvor parten af
forskellige grunde "protesterer mod tvangstilslutning", mener at
den
valgte kollektive opvarmingsform er uhensigtsmæssig eller samfundsmæssig
uøkonomisk
eller i mere generelle vendinger hævder at en tilslutning vil være "for
dyr" for partens ejendom. Der er efter min opfattelse heller ikke tale
om
fortrolige oplysninger i de ganske mange tilfælde hvor parten - uden at
fremkomme med præcise, endsige dokumenterede oplysninger om sin privatøkonomi
-
har hævdet at parten har en anden opvarmingsform som er billigere end den
kollektive varmeforsyning eller ikke "har råd" til at blive
tilsluttet. Endelig mener jeg heller ikke at oplysninger om en ejendoms
energiforbrug eller udgifter til opvarmning i sig selv kan anses for
fortrolige
oplysninger.
Derimod er oplysninger som
giver et faktuelt indblik i partens og/eller dennes families økonomi
fortrolige. Oplysninger af denne type findes dog kun i nogle få af de
undersøgte sager. Det klareste eksempel på fortrolige oplysninger af denne
art
findes i
sag 034
som indeholder en
detaljeret diskussion om partens privatøkonomi og hvilket energiforbrug der
skal lægges til grund for så vidt angår partens ejendom. Temaet i sag 034 er
hvor meget det vil koste at opvarme partens ejendom ved hjælp af oliefyr
henholdsvis fjernvarme, og om der inden for partens rådighedsbeløb efter
betaling af faste udgifter vil være rimelig mulighed for at betale en vis
forøgelse af varmeudgiften. Et andet - men dog lidt mindre omfattende
eksempel
- findes i
sag 006
hvor parten med
henvisning til (i sig selv klart fortrolige) oplysninger om partens
indestående i og lån fra en bank og en almindelig opregning af
arter
af faste udgifter (som i øvrigt må
anses for typiske for en familie som partens) søger sig fritaget for
tilslutningspligt.
Ad 2
°
skal jeg bemærke at oplysninger om private
virksomheders opvarmningssystemer og udgifter til opvarmning under ganske
særlige omstændigheder vil kunne være omfattet af forvaltningslovens § 27,
stk. 1, nr. 6 og 7 (om "enkeltpersoners eller private selskabers ...
interesse
i at beskytte oplysninger om deres ... interne, herunder økonomiske,
forhold" og "enkeltpersoners eller private selskabers ...
økonomiske
interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller
fremgangsmåder
eller om drifts- eller forretningsforhold") og samtidig vil kunne
undtages efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2 (om "tekniske
indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold
eller lignende"); undtagelse fra offentlighed efter denne bestemmelse
kræver dog en konkret vurdering af at "det er af væsentlig økonomisk
betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at begæringen
ikke imødekommes". Fire af de 119 undersøgte sager (sagerne 009, 018,
025
og 033) angår private erhvervsvirksomheder.
Sag 018
angår et hotel
og indeholder tekniske oplysninger om hotellets fyranlæg - anlæggets
indretning og tekniske specifikationer og hvilket brændsel der anvendes.
Sådanne oplysninger om et hotel kan som udgangspunkt efter deres art næppe
anses for omfattet af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6 og/eller nr. 7,
og kan under ingen omstændigheder undtages fra aktindsigt efter
offentlighedslovens
§ 12, stk. 1, nr. 2, idet det konkrete fyringsanlæg næppe er så specielt at
det
kan anses for en forretningshemmelighed, og idet et hotels opvarmningssystem
i
øvrigt vanskeligt kan tænkes at være et konkurrenceparameter hvis
offentliggørelse kunne tænkes at påvirke hotellets omsætning i væsentlig
negativ retning.
Sagerne 025 og 069 angår
tømmerhandlere.
Af
sag 025
fremgår blot at en nærmere angiven del af ejendommen er
opvarmet ved hjælp af centralvarme og andre dele ved hjælp af el-varme,
medens
atter andre dele er uopvarmet. De mest detaljerede oplysninger i sagen
fremgår
af en udskrift af Bygnings- og Boligregistret (BBR). Oplysninger i BBR er
offentligt tilgængelige, også for private, jf. § 6, stk. 1, i lov om
bygnings-
og boligregistrering (lovbekendtgørelse nr. 132 af 28. maj 1990 som ændret
ved
lov nr. 275 af 8. maj 1991), hvorefter bl.a. personer og virksomheder kan
rekvirere oplysninger fra BBR, og § 5 i bekendtgørelse nr. 509 af 28. juni
1991
(om adgangen til at modtage oplysninger fra bygnings- og boligregistret (BBR)
samt oplysninger sammenstillet med flere ejendomsdataregistre mv. og digitale
kort), hvorefter personer og virksomheder på begæring har ret til at gøre sig
bekendt
med de i BBR registrerede aktuelle oplysninger. På denne baggrund findes der
ikke oplysninger i sag 025 som må anses for omfattet af forvaltningslovens
§ 27.
Sag 069
indeholder mere
detaljerede tekniske oplysninger om opvarmningen af forskellige dele af
ejendommen suppleret med præcise oplysninger om udgifterne ved omstilling til
fjernvarme. Visse af disse oplysninger må efter deres
art
nok anses for omfattet af forvaltningslovens § 27, stk. 1,
nr. 7, men opfylder dog næppe de indledende betingelser i § 27, stk. 1 (om at
det "er
nødvendigt
at
hemmeligholde den for at varetage
væsentlige
hensyn ...") og ville således næppe heller kunne undtages fra aktindsigt
efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2.
Sag 033
angår en
møbelfabrik. I sagen findes formentlig så detaljerede oplysninger om
opvarmingssystemet (herunder hvilket brændsel der anvendes) og luftfornyelsen
i
produktionslokalerne at disse efter deres art må anses for omfattet af
offentlighedslovens
§ 27, stk. 1, nr. 7. Derimod er der næppe tale om en så speciel løsning mht.
fabrikkens opvarmning mv. at offentliggørelse af oplysningerne herom ville
kunne få væsentlig indflydelse på virksomhedens konkurrencemæssige stilling,
og oplysningerne ville derfor næppe heller kunne opfylde
væsentlighedsbetingelsen i indledningen af § 27, stk. 1, og ville dermed
heller
ikke kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1,
nr. 2.
I størstedelen af de
undersøgte sager findes der således efter min opfattelse ikke oplysninger som
klart er fortrolige.
I intet tilfælde har jeg
kunnet konstatere uberettiget
videregivelse
af fortrolige oplysninger
til en anden forvaltningsmyndighed eller private.
10) Begrundelse.
a) Indledning
Forvaltningsloven indeholder
i kapitel 6 følgende bestemmelser om begrundelse af afgørelser:
"
§ 22.
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget
af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part
medhold.
§ 23.
Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en
skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for
myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om
afgørelsen.
Stk. 2.
En begæring om
skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis
begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af
vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt
om,
hvornår begæringen kan forventes besvaret.
§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde
en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.
I
det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn,
skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen
skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens
indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte
kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for
afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller
offentlige interesser, jfr. § 15."
Begrundelsespligten gælder i
forbindelse med afgørelser, der ikke giver den pågældende part fuldt ud
medhold, jf. § 22 og § 23, stk. 1, 1. pkt.
I forbindelse med skriftligt
meddelte afgørelser gælder bestemmelserne i forvaltningslovens §§ 22 og 24 om
samtidig begrundelse.
Efter forvaltningslovens §
24, stk. 1, 1. pkt., skal der i begrundelsen henvises til den eller de
retsregler
, der danner grundlag for
afgørelsen. Henvisningen må være præcis. For så vidt angår love og
bekendtgørelser, der er optaget i Lovtidende, må der således henvises til
nr.,
dato og korrekt titel i Lovtidende samt til de(n) relevante paragraf(fer),
stk.(r), pkt.(r), litra, led o.s.v. Er en retsforskrift kundgjort på anden
måde
(f. eks. ved kundgørelse af bekendtgørelser o.l. i et alternativt medium med
hjemmel i en kongelig anordning, udstedt i medført af § 2, stk. 2, 2. led, i
lovtidendeloven (lovbekendtgørelse nr. 842 af 16. december 1991 om udgivelsen
af en Lovtidende og en Ministerialtidende) eller ved optagelse af
fællesskabsretlige regler i De Europæiske Fællesskabers Tidende) må der - ud
over den korrekte titel, nr., dato o.s.v. - henvises hertil. Meningen med
kravet om en præcis henvisning til de(n) relevant(e) retsforskrift(er) er
også
at give parten mulighed for at foretage kontrolopslag i den originale
retskilde. En identifikation af retsforskriften ved dennes almindelige
kaldenavn vil kunne være tilstrækkelig i tilfælde, hvor myndigheden med
sikkerhed kan lægge til grund, at parten i forvejen kender retsforskriften og
dens præcise indhold, og hvor der samtidig ikke - på grund af ændringer i
retsforskriften - kan være tvivl om, hvilken affattelse af retsforskriften,
der er anvendt. På det område, der er omfattet af undersøgelsen, vil der
næppe
kunne tænkes sådanne retsforskrifter med et almindeligt kaldenavn.
For så vidt angår
skønsmæssige afgørelser - d.v.s. afgørelser, hvor betingelserne for at træffe
en given afgørelse (retsfaktum) og/eller afgørelsens indhold (retsfølgen) i
den skrevne retsforskrift ikke er angivet eller dog kun angivet med en ikke
ubetydelig mangel på præcision - kræver forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2.
pkt., at de bestemmende
hovedhensyn
-
d.v.s. de væsentlige kriterier, der har ført til afgørelsen - skal angives.
I en vis udstrækning vil en
begrundelse også skulle tage stilling til
partsanbringender
,
jf. bl. a. min beretning for 1990, s. 359. Dette gælder ikke blot, såfremt
partens anbringender angår kriterier, som myndigheden selv har inddraget i
afgørelsen, men også andre partsanbringender, som ikke umiddelbart kan
afvises
som uvæsentlige eller irrelevante for afgørelsen. For så vidt angår
anbringender,
som af myndigheden anses for uvæsentlige eller irrelevante, men som parten
selv lægger stor vægt på, vil det efter omstændighederne være rigtigst
udtrykkeligt i begrundelsen kortfattet at angive, at de pågældende
anbringender
ikke er tillagt betydning, således at parten kan konstatere, at myndigheden
har
været opmærksom på disse.
Efter forvaltningslovens §
24, stk. 2, skal begrundelsen endvidere "om fornødent indeholde en kort
redegørelse" for sagens faktum. Omfanget, indholdet og
detaljeringsgraden
af en redegørelse for sagens faktum afhænger af en konkret vurdering i det
enkelte tilfælde. Behovet for en redegørelse for sagens faktum må bl.a.
vurderes
på baggrund af, i hvilket omfang parten har medvirket i sagens behandling
(særligt ved partshøring og partsaktindsigt), og hvorvidt sagens faktum i
øvrigt er velkendt for parten eller ej. Herudover må kompleksiteten af sagens
faktum også indgå i vurderingen, ligesom det er af betydning, om faktum er
omtvistet eller ej. I relation til omstridt faktum må begrundelsen ikke blot
indeholde en angivelse af, at faktum er omstridt, men også en angivelse af de
modstridende versioner heraf samt en udtrykkelig angivelse af, hvilket faktum
myndigheden bevismæssigt lægger til grund i forbindelse med afgørelsen.
Efter forvaltningslovens §
24, stk. 3, kan begrundelsens indhold kun begrænses i det omfang,
oplysninger,
der ellers skulle være indgået i begrundelsen efter § 24, stk. 1-2, ville
kunne
undtages fra aktindsigt i medfør af den ganske restriktive bestemmelse i
forvaltningslovens
§ 15; denne bestemmelse kræver, at der foreligger
afgørende
modhensyn af nærmere bestemt karakter. En indskrænkning
af begrundelsen efter forvaltningslovens § 24, stk. 3, vil ikke kunne tænkes
at
være relevant på det undersøgte område.
I øvrigt kan med hensyn til
begrundelsespligten og begrundelsens indhold henvises til Hans
Gammeltoft-Hansen m.fl.: Forvaltningsret (1994), s. 363 ff, og særligt s. 368
ff.
b) Oversigt over de undersøgte sager
I de 119 sager, der indgår i
undersøgelsen, har Energistyrelsen truffet i alt 137 afgørelser (heraf 120
vedrørende
sagens materie (heraf tre genoptagelsesafgørelser), 13 afgørelser om
afvisning
(heraf en genoptagelesafgørelse) og tre aktindsigtsafgørelser; hertil kommer
en
procesledende afgørelse). Heraf giver de 63 afgørelser (fordelt på 48 sager -
sagerne 001-004, 006, 015-022, 026-030, 032, 033-034, 046-047, 051, 066-068,
069-070, 078, 092-095, 102, 106-112 og 114-119) ikke anledning til kritiske
bemærkninger for så vidt angår overholdelsen af forvaltningslovens
begrundelsesregler.
De resterende 74 afgørelser (fordelt på 74 sager - sagerne 005, 007-014,
023-025, 031, 033, 035-045, 048-050, 052-065, 068, 071-077, 079-091, 096-105
og
113) lider af - hovedsageligt mindre væsentlige - begrundelsesmangler.
I 72 tilfælde kan
henvisningen til
skrevne regler
ikke
anses for (helt) fyldestgørende. I dispensationsagerne (mellem otte og 14
tilfælde)
kunne en fyldestgørende henvisning til eller referat af
praksis
have forbedret begrundelsen; begrundelsen i disse sager
overholder dog nok minimumskravene i forvaltningslovens § 24. I alle
afgørelser
- også i dispensationssagerne - er der redegjort fyldestgørende for de
væsentlige hovedhensyn. I et enkelt
tilfælde forholder begrundelsen sig ikke fyldestgørende til relevante
partsanbringender. Endelig er der i et
enkelt tilfælde ikke indeholdt en tilstrækkelig
sagsfremstilling
(henvisning til faktum) i afgørelsen.
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:
"Ombudsmanden nævner..., at i dispensationssagerne (mellem 8 og 14
tilfælde) kunne en
fyldestgørende henvisning til eller referat af praksis have forbedret
begrundelsen; begrundelsen i disse sager overholder dog nok minimumskravene i
forvaltningslovens § 24. Endvidere nævner Ombudsmanden ..., at hvis en
myndighed ikke har en (positiv) dispensationspraksis, men eventuelt kun har
meddelt dispensation i ganske enkelte tilfælde, som ikke lader sig beskrive i
relation til abstrakte kriterier, vil myndigheden af gode grunde ikke som led
i begrundelsen kunne give en redegørelse for sin dispensationspraksis.
De sager om dispensation,
som undersøgelsen omfatter er enkeltstående tilfælde, hvor det ikke er muligt
for Energistyrelsen at referere til en praksis for, hvornår der kan meddeles
dispensation.
I andre tilfælde -
eksempelvis dispensation fra tilslutningspligt for lavenergibebyggelse
-
hvor Energistyrelsen har fastlagt nærmere kriterier for adgangen til
dispensation, redegør Energistyrelsen i sine afgørelser for praksis på
området."
I det følgende vil
begrundelsesspørgsmålet blive belyst ved konkrete eksempler. Der vil ikke
blive
foretaget nogen total, detaljeret gennemgang af alle de sager, hvor
begrundelsen må anses for mere eller mindre mangelfuld. En sådan gennemgang
ville være særdeles omfattende og ville næppe skabe noget større eller mere
klart overblik over problemerne. I stedet er udvalgt de sager som må anses
for
egnede til at
illustrere
begrundelsesproblemerne på området.
c) Ikke begrundelsesmangel
De 63 afgørelser der
ikke er mangelfuldt begrundet
(fordelt
på 48 sager), kan opdeles i forskellige grupper. Der er tale om
genoptagelsesafgørelser
i fire sager (sagerne 002, 093, 095 og 102), aktindsigtsafgørelser i tre
sager (sagerne 021-022 og 068) og en procesledende afgørelse i en sag (sag
033). I 45 sager (sagerne 001-004, 006, 015-022, 026-030, 032, 034, 046-047,
051, 066-067, 069-070, 078, 092-095, 106-112 og 114-119) har den endelige
afgørelse
i sagen ikke været mangelfuldt begrundet.
Disse 45 sager omfatter for
det første 12 sager som Energistyrelsen af forskellige grunde afviste
(sagerne
020, 046, 066-067, 078, 110 og 114-119); disse sager er nærmere omtalt
nedenfor
i kapitel III.D.1.a) (s.000). For det andet har der i fem sager (sagerne 016,
018, 092, 094 og 108) ikke efter forvaltningslovens § 22 været pligt til
over for grundejeren at begrunde Energistyrelsens afgørelse, som må anses
for at have givet parten "fuldt ud medhold"; Energistyrelsen gav i
øvrig
disse sager en begrundelse som i alt væsentligt opfyldte kravene til en
fyldestgørende begrundelse. I de sidste 28 af de 45 sager har Energistyrelsen
truffet en realitetsafgørelse som ikke har givet parten "fuldt ud
medhold", og i disse 28 sager må Energistyrelsens begrundelse anses for
fuldt ud fyldestgørende (sagerne 001-004, 006, 015, 017, 019, 021-022,
026-030, 032, 034, 047, 051, 069-70, 093, 095, 106-107, 109 og 111-112).
Som et eksempel på en
fyldestgørende begrundelse kan nævnes
sag
051. I Energistyrelsens afgørelse i denne sag anføres bl. a.:
"Københavns
Belysningsvæsen har over for Energistyrelsen telefonisk oplyst, at ejendommen
har været fjernvarmeforsynet siden 1987.
...
Det fremgår af sagen, at
projektforslag for tilslutningspligt har været i høring fra den 29. marts
1993
til 27. april 1993. Borgerrepræsentationen vedtog projektforslaget den 17.
juni 1993. Københavns Magistrat meddelte påbud om tilslutningspligt til
berørte
ejendomme ved skrivelse af 19. juli 1993.
Som begrundelse for klagen
har De anført, at det meddelte påbud er en væsentlig ændring af den indgående
kontrakt mellem ejerforeningen og Københavns Belysningsvæsen, hvorefter der
er
mulighed for udtrædelse. De betragter denne bestemmelse i kontrakten som det
ende-gyldige lovformelige grundlag.
Energistyrelsen skal
bemærke, at § 12 i varmeforsyningsloven giver Borgerrepræsentationen hjemmel
til at bestemme, at eksisterende bebyggelse inden for en bestemt tidsfrist
skal
tilsluttes det kollektive varmeforsyningsanlæg. Denne bestemmelse er nærmere
udmøntet i § 7 og § 8 i tilslutningsbekendtgørelsen. Varmeforsyningslovens
regler om tilslutningspligt kan anvendes, uanset om der er en kontrakt mellem
ejerforeningen og Københavns Belysningsvæsen om fjernvarmeforsyning.
./.
Varmeforsyningsloven
og tilslutningsbekendtgørelsen vedlægges til Deres orientering.
Pålæggets retsvirkninger
indebærer, at ejendommen fortsat skal være tilsluttet fjernvarmenettet.
Ejeren
af ejendommen skal fortsat betale de faste afgifter, som skal betales for
ejendomme, som er tilsluttet nettet. Derimod er der ikke nogen pligt til at
aftage varme.
På baggrund heraf finder
Energistyrelsen ikke grundlag for at tilsidesætte Borgerrepræsentationens
beslutning om at pålægge Deres ejendom tilslutningspligt til fjernvarme,
hvorfor Borgerrepræsentationens afgørelse hermed stadfæstes.
Energistyrelsens herved
meddelte afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jvf.
§
20 i Energiministeriets bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om
tilslutning
m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.
Ejerforeningen er således
forpligtet til at betale de faste afgifter, sålænge ejendommen er pålagt
tilslutningspligt, hvilket er en ændring i forhold til den indgående aftale
med
Københavns Belysningsvæsen. Som nævnt ovenfor giver varmeforsyningsloven
Borgerrepræsentationen den fornødne hjemmel til at pålægge ejendommen
tilslutningspligt med deraf følgende retsvirkninger uanset den indgående
aftale
om fjernvarmeforsyning."
Det kan efter min opfattelse
- i den udstrækning der som i sag 051 vedlægges en kopi af reglerne hvoraf
disse oplysninger fremgår - ikke kræves at der sker henvisning til skrevne
reglers nr., dato og fulde titel i Lovtidende.
d) Henvisning til skrevne regler
Som nævnt kan
henvisningen til skrevne regler
i 72
tilfælde (sagerne 007-014, 023-025, 031, 035-045, 048-050, 052-065, 068,
071-077, 079-091, 096-105 og 113) ikke anses for (helt) fyldestgørende. I 20
af disse tilfælde (sagerne 007-008, 031, 035-045, 048, 061-062, 065, 068 og
071) mangler der helt en henvisning til skrevne regler, medens henvisningen i
de 52 øvrige tilfælde må anses for utilstrækkelig. Af de 52 tilfælde er
henvisningen
til retsregler i de 43 tilfælde klart utilstrækkelig (sagerne 009-012, 014,
023-025, 050, 053-056, 058-060, 063-064, 073-077, 079-091, 096-097 og
101-105)
medens henvisningen til retsregler i 8 tilfælde kunne have været mere præcis
(sagerne 013, 049, 052, 057, 072 og 098-100). I et enkelt tilfælde (sag 113)
har Energistyrelsen henvist til en forkert bekendtgørelse.
Som det også fremgår
nedenfor under afsnit 15) (s. 000) har Energistyrelsen i ganske høj grad
været
opmærksom på at afgørelser og andre breve fra styrelsen ikke bør være unødigt
sprogligt komplicerede. Jeg kan ikke udelukke at den utilstrækkelige
henvisning til retsregler delvist kunne skyldes et ønske om at gøre
styrelsens
skriftlige meddelelser så sprogligt tilgængelige som muligt. I denne
forbindelse må jeg dog henvise til hvad jeg skrev i rapporten om min egen
drift
undersøgelse angående 105 sager fra EU-direktoratet om EF's markedsordninger
for landbrug mv. (offentliggjort i min beretning for 1995, s. 481ff). Jeg
skrev her bl.a. (s. 527f):
"Jeg må videre forstå
EU-direktoratets udtalelse af 24. oktober 1995 således, at direktoratet mener
der bør tages hensyn til at direktoratets skrivelser er (mere) læsbare, og at
en præcis regelhenvisning - således som det efter min opfattelse må kræves -
set fra adressatens synsvinkel vil forringe forståeligheden af direktoratets
afgørelser.
Jeg er meget enig i, at det
er væsentligt at søge at gøre skrivelser m.v. fra myndigheder til borgere så
læsbare som muligt (d.v.s. så læsbare som det er muligt uden at skrivelsen
forringes indholdsmæssigt). Selv har jeg ved ombudsmandsembedet for flere år
siden iværksat et forholdsvis omfattende sprogprojekt med henblik på at gøre
skrivelser m.v. fra embedet mere læsbare. Ombudsmandsembedets sprogprojekt er
bl.a. beskrevet i "The Danish Ombudsman" (udgivet i anledning af
embedets
40-års jubilæum den 1. april 1995), side 105ff. [og min beretning for 1995,
s.
661ff; min tilføjelse her].
Derimod kan jeg ikke være
enig i, at en korrekt og fyldestgørende begrundelse bør undlades af hensyn
til
afgørelsens læsbarhed.
For det første er kravet om
en fyldestgørende begrundelse et egentligt
retligt
krav, medens hensynet til at myndighedernes skrivelser gøres så læsbare som
muligt udspringer af god forvaltningsskik. Det er ud fra almindelige
retskildemæssige overvejelser åbenbart, at et retligt krav i tilfælde af en
uløselig konflikt må gå forud for et hensyn, som udspringer af god
forvaltningsskik.
For det andet er der
imidlertid ikke nødvendigvis en uløselig konflikt mellem kravet om en
fyldestgørende begrundelse og hensynet til afgørelsens læsbarhed. Dette kan
jeg
illustrere med et enkelt eksempel:
EF-retsforskrifter har ofte
meget lange og indviklede titler. Hvis der i en løbende tekst hver gang
henvises til den fulde og korrekte betegnelse for disse retsforskrifter
forringes afgørelsens læsbarhed væsentligt. Dette gælder vel særligt, hvis
henvisningen sker ved hjælp af en traditionel eftersætning
("jf...."). Der er imidlertid intet i vejen for, at der i en
afgørelses løbende
tekst anvendes "populærnavne" eller forkortelser for
retsforskrifter.
Det må i så fald blot kræves, at afgørelsen indeholder en angivelse af, hvad
forkortelsen dækker over.
...
Det ville ikke være
unaturligt, hvis EU-direktoratets betænkelighed ved at skulle foretage en så
præcis regelhenvisning som jeg mener skal foretages tillige måtte bero på
ressourcemæssige
overvejelser. Sådanne overvejelser ville - hvor forståelige de end måtte være
-
imidlertid ikke kunne være afgørende for overholdelsen af de
forvaltningsretlige
krav. Hertil kommer, at en kreativ og rationel benyttelse af moderne
kontorteknologi (bl.a. elektronisk tekstbehandling) efter min opfattelse vil
indebære en meget ringe (om overhovedet nogen) ressourcemæssig belastning ved
en præcis regelhenvisning. Dette gælder særligt på områder, hvor der (som det
typisk vil være tilfældet for EU-direktoratets vedkommende) er mange sager af
samme type, hvor retsgrundlaget er det samme. ... "
Til illustration skal nævnes
nogle tilfælde, hvor Energistyrelsens henvisning til skrevne regler ikke kan
anses for (helt) fyldestgørende
I
sag 007
henviser Energistyrelsen i sin afgørelse ikke til retsregler,
hverken i lov eller bekendtgørelse - bortset fra klageafskæringsreglen i §
20,
stk. 1, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til
kollektive varmeforsyningsanlæg; denne regel indgår ikke i hjemmelsgrundlaget
for afgørelsen. Tilsvarende gælder i sagerne 008, 031, 035-045 og 048.
I
sag 061
henviser Energistyrelsen i sin afgørelse ikke til retsregler
(hverken i lov eller bekendtgørelse) som hjemler tilslutningspligt eller
fritagelse herfor. Tilsvarende gælder i sagerne 062, 065, 068 og 071.
I
sag 014
indeholder Energistyrelsens afgørelse ingen angivelse af
hjemlen (hverken i lov eller bekendtgørelse) til tilslutningspligt.
Tilsvarende
gælder i sagerne 053-055 og 058-059.
I
sag 050
henviser Energistyrelsen i sin afgørelse ikke til retsregler
som hjemler tilslutningspligten, men kun til bestemmelser om tinglysning af
tilslutningspligten i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning
m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.
I
sag 023
henviser Energistyrelsen i sin afgørelse til at tilslutningspligt
er pålagt "i overensstemmelse med de regler, der fremgår af
varmeforsyningsloven med tilhørende bekendtgørelser". Tilsvarende
generelle - og helt utilstrækkeligt præcise - henvisninger findes i sag
024-025.
I
sagerne 076-077
henvises til varmeforsyningslovens § 12 (men ikke
til lovens nr. og dato), men der henvises ikke til alle relevante
bestemmelser
eller nr. og dato for bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning
m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg. I
sagerne
079-090
henvises til varmeforsyningsloven med nr. og dato, men dog ikke til
den relevente bestemmelse i tilslutningsbekendtgørelsen eller dennes nr. og
dato.
I
sagerne 101-105
henvises der ikke til § 12, nr. 2, i bekendtgørelse
nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive
varmeforsyningsanlæg.
Sagerne 074-075 indeholder
mere individuelle begrundelsesmangler. I
sag
074
henvises ikke til tilslutningsbekendtgørelsens nr. og dato; dette er
dog konkret ingen mangel, idet bekendtgørelsen vedlægges. Derimod mangler
Energistyrelsens afgørelse i sag 074 en henvisning til bekendtgørelsens § 7
og
§ 12, nr. 1. I
sag 75
henviser
Energistyrelsens afgørelse ikke til varmeforsyningslovens § 12 (eller til
lovens nr. og dato), ligesom der heller ikke henvises til de relevante
bestemmelser i eller nr. og dato for tilslutningsbekendtgørelsen, der dog
vedlægges. Energistyrelsens afgørelse i sagerne 074-075 mangler - ligesom i
øvrigt i sagerne 072-073, 076-077 og 079-090 - også en henvisning til
"Frikommuneregulativ nr. 22 for Næstved Kommune - Frikommuneregulativ om
tilslutningspligt for eksisterende bebyggelse i naturgasområder",
særligt regulativets § 1, samt - hvis en sådan havde foreligget - en
bekendtgørelse i Lovtidende om regulativet.
I
sag 009
henviser Energistyrelsen ikke til nr. og dato vedrørende
"plan- og projektbekendtgørelsen". I
sag 11
mangler Energistyrelsen tilsvarende en henvisning til nr. og
dato vedrørende "tilslutningsbekendtgørelsen". Tilsvarenede
forholder det sig i sagerne 011, 056, 060, 063-064, 073, 091, 096 og 097. I
sag
060 henviser Energistyrelsen heller ikke til § 12, nr. 1, i bekendtgørelse
nr.
196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg
og i sagerne 096-097 heller ikke til tilslutningsbekendtgørelsens § 14.
I
sag 013
henvises der ikke til varmeforsyningslovens nr. og dato;
derimod henvises til den relevante bekendtgørelses nr. og dato. Tilsvarende
forholder
det sig i sag 049 og 057. I
sag 052
henvises til lovens dato (men ikke nr.) og til nr. og dato for
bekendtgørelsen.
I
sagerne 98-100
henvises til de relevante bestemmelser i
"tilslutningsbekendtgørelsen"; afslutningsvis i afgørelsen anfører
Energistyrelsen at afgørelsen "ikke (kan) påklages til anden
administrativ
myndighed, jvf. § 20, stk. 1, i Energiministeriets bekendtgørelse nr. 196 af
22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg".
Begrundelsen ville have vundet betydeligt i klarhed hvis Energistyrelsen - ad
modum Energistyrelsens fremgangsmåde i
sag
106
- første gang bekendtgørelsen nævnes f.eks. havde skrevet
"tilslutningsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991
om
tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg)" eller omvendt
"bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til
kollektive varmeforsyningsanlæg (tilslutningsbekendtgørelsen)", idet
adressaten for afgørelsen så straks og uden tvivl var blevet klar over hvad
forkortelsen
dækker over. - Et tilsvarende spørgsmål som i sagerne 098-100 findes i øvrigt
i
sagerne 101-105; her er Energistyrelsens begrundelse dog også mangelfuld på
andre punkter.
I
sag 113
har Energistyrelsen henvist til en forkert bekendtgørelse
for så vidt angår høringsfristen. Parten anførte bl.a. at kommunen ikke havde
haft projektforslaget til høring hos grundejerne i 6 uger forud for
vedtagelsen af forslaget. Energistyrelsen bemærkede hertil i sin afgørelse
følgende:
"Med hensyn til
høringsperioden skal Energistyrelsen oplyse, at kommunen skal udsende
projektforslag i høring i 4 uger, hvilket kommunen har overholdt ved
udsendelse
af materialet 21. marts med frist for svar 22. april 1994.
Energistyrelsen skal
bemærke, at "Klar besked om varmeforsyning" refererer til den
tidligere
bekendtgørelse om tilslutningspligt fra 1982, hvor der var en høringsfrist på
6
uger og en klagefrist
på 8 uger. Begge
frister blev ændret til 4 uger i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991,
hvorefter Deres ejendom er pålagt tilslutningspligt."
Høringsfristen (som
tidligere var 6 uger, jf. § 8, jf. § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 45 af
23.
februar 1982 om godkendelse m.v. af projekter for kollektive
varmeforsyningsanlæg) blev ikke ændret til 4 uger ved bekendtgørelse nr. 196
af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg,
men
fremgår derimod af § 8, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 139 af 5. marts 1991 om
varmeplanlægning og godkendelse af projekter for kollektive
varmeforsyningsanlæg.
e) Redegørelse for praksis
Som det fremgår af kapitel
III.C.4) (s. 000) ovenfor findes der i dispensationssagerne ikke i
Energistyrelsens begrundelse en almindelig redegørelse for
dispensationspraksis
eller en angivelse af hvilke nærmere kriterier som (positivt) kunne begrunde
dispensation. Da Energistyrelsen i alle de undersøgte sager har afslået at
give
dispensation, og da jeg således ikke er bekendt med om - i bekræftende fald -
i hvilket tilfælde Energistyrelsen har givet dispensation, kan jeg dog ikke
konstatere at der herved har været tale om en begrundelsesmangel. Hvis en
myndighed ikke har en (positiv) dispensationspraksis, men eventuelt kun har
meddelt dispensation i ganske enkelte tilfælde som ikke lader sig beskrive i
relation til abstrakte kriterier, vil myndigheden af gode grunde ikke som led
i begrundelsen kunne give en redegørelse for sin dispensationspraksis.
f) Redegørelse for hovedhensyn
I Energistyrelsens
afgørelser i de undersøgte sager er der i alle tilfælde redegjort
fyldestgørende for de
væsentligste hovedhensyn.
g) Begrundelse i forhold til partsanbringender
Med en enkelt undtagelse har
Energistyrelsen i alle tilfælde hvor der har været anledning hertil, i sin
begrundelse forholdt sig adækvat til alle blot nogenlunde relevante
partsanbringender.
I
sag 033
havde parten i sit indlæg efter forvaltningslovens § 21
bl.a. anført:
"Beslutningen om
tilslutningspligt må i den konkrete situation sidestilles med et
ekspropriationslignende indgreb.
...
Endelig bemærkes at (K)
Kommune tidligere har meddelt dispensation til andre virksomheder i samme
branche."
Partens anbringende angående
ekspropriation besvarede Energistyrelsen i sin afgørelse som følger:
"Med hensyn til det
anførte om ekspropriation skal Energistyrelsen oplyse, at der ikke foreligger
et ekspropriativt indgreb i den private ejendomsret ved pålæg af
tilslutningspligt til fjernvarmeforsyning. Dette beror primært på, at der er
tale om en generel regulering samt på indgrebets intensitet, hvorefter der er
en frist på 9 år førend tilslutningspligten indtræder. Der er således tale om
en erstatningsfri regulering"
Derimod kommenterede
Energistyrelsen ikke partens anbringende om usaglig forskelsbehandling.
Kommunen havde i sin udtalelse af 31. januar 1995 til dette anbringende
oplyst
følgende:
"Der er givet
fritagelse til en møbelfabrik og en parketfabrik i 1984 i forbindelse med
godkendelse af kraftvarmeprojektet, fordi de to virksomheder anvendte det i
forbindelse med produktionen fremkomne træaffald i miljøgodkendte
fyringsanlæg
til procesenergi og opvarmning. Desuden udgjorde energimængden ved
udnyttelsen
af træaffaldet mere end 50% af behovet for opvarmning af virksomhederne"
Selvom det i øvrigt fremgår
af sagen at virksomheden i sag 033 på relevant og væsentlig måde adskildte
sig
fra de to andre virksomheder som kommunen havde fritaget for
tilslutningspligt, burde Energistyrelsen i sin begrundelse i sag 033 også
have
kommenteret partens anbringende om usaglig forskelsbehandling og i denne
forbindelse
nærmere have redegjort for den retligt relevante forskel i faktum mellem på
den
ene side virksomheden i sag 033 og på den anden side de to andre
virksomheder.
h) Sagsfremstilling (gengivelse af faktum)
Med en enkelt undtagelse
indeholder Energistyrelsens begrundelse i alle tilfælde en god og relevant
gengivelse af sagens faktum.
I
sag 005
ønskede parten tilslutning til naturgas i stedet for til
fjernvarme. Parten havde i sin klage til Energistyrelsen bl.a. anført at
kommunens afgørelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling i forhold til
en
anden ejendom E som havde fået dispensation fra områdeafgrænsningen for
fjernvarme.
E lå på samme vej som partens ejendom; i vejen lå både en
gasforsyningsledning
og en fjernvarmeledning. Til partens anbringende om usaglig
forskelsbehandling
anførte Energistyrelsen i sin afgørelse:
"Styrelsen kan oplyse,
at kommunalbestyrelsens afgørelse om dispensation altid sker ud fra en
konkret
vurdering i hvert enkelt tilfælde. De forhold der ligger til grund for
kommunens beslutning om dispensation for ejendommen (E) er forskellige fra de
forhold De har anført i Deres ansøgning, og kommunen har i Deres ansøgning
ikke
fundet grundlag for en dispensation. Styrelsen har hertil ingen
bemærkninger."
Energistyrelsen burde i sin
begrundelse have redegjort for de væsentlige, retligt relevante faktiske
forskelle mellem ejendommen i sag 005 og ejendommen E. Jeg bemærker herved at
det er åbenbart at disse oplysninger ikke ville kunne undtages fra
begrundelsen efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 24, stk. 3. I sagen
oplyste kommunen således at den "... i 1992 gav [Ejeren af E]
dispensation
til at blive tilsluttet naturgas. [Ejeren af E] begrundede sin ansøgning med
at har bor i et grænseområde for naturgas. Desuden påpegede han, at han til
daglig arbejder meget med installation af gaskedler i sin forretning, og at
det
derfor ville være en fordel at han kunne vise/fortælle sine kunder om egne
erfaringer med naturgas." Kommunen henviste i sagen også til at
varmeplanen - hvis der blev givet dispensation til parten i sag 005 - "i
vid udstrækning (vil) være sat ud af kraft, da det vil være vanskeligt at
afvise eventuelle efterfølgende dispensationsansøgninger".
11) Klagevejledning.
Forvaltningsloven indeholder
i § 25, stk. 1, følgende bestemmelse om klagevejledning:
"Afgørelser, som kan
påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal når de meddeles skriftligt,
være
ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og
oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel
tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende
part medhold."
Bekendtgørelse nr. 196 af
22. marts 1991 om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg
indeholder i § 22 en bestemmelse om at "... Energistyrelsens afgørelser
skal være forsynet med oplysninger om klageadgang og klagefrist". På
baggrund
af forvaltningslovens § 25 er bekendtgørelsens bestemmelse for så vidt
overflødig, med mindre bekendtgørelsens § 22 må forstås således at
Energistyrelsen
under alle omstændigheder skal give oplysning om rekursspørgsmålet (dvs.
uanset om Energistyrelsens afgørelse ikke måtte kunne påklages), og der
således
i bekendtgørelsen er en mere vidtgående pligt til at give klagevejledning end
den pligt der følger af forvaltningsloven.
Jeg har ikke grundlag for at
kritisere at Energistyrelsen ikke gav klagevejledning i 9 sager hvor
Energistyrelsen afviste sagen. Det drejer sig for det første om
sag 020
hvor Energistyrelsen tilbagesendte
sagen til kommunen som (endnu) ikke havde truffet (endelig) afgørelse om at
pålægge parten tilslutningspligt. For det andet drejer det sig om
sag 078
hvor parten tilbagekaldte
klagen. For det tredje drejer det sig om
sag
110
hvor klagen til Energistyrelsen skyldtes en vildfarelse hos parten,
idet kommunens afgørelse havde givet parten fuldt ud medhold. Og endelig for
det fjerde drejer det sig om
sag 114-119
hvor Energistyrelsen oversendte sagen til Gas- og Varmeprisudvalget som rette
myndighed.
I de resterende 110 sager er
der i Energistyrelsens afgørelser givet individuel vejledning om, at
Energistyrelsens afgørelse ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed.
Det fremgår af § 20, stk. 1, i Energiministeriets bekendtgørelse nr. 196 af
22.
marts 1991 om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg, at
Energistyrelsens afgørelse i klagesager ikke kan indbringes for anden
administrativ
myndighed. Bestemmelsen har hjemmel i § 28 i lov nr. 382 af 13. juni 1990 om
varmeforsyning. Den "negative" klagevejledning i de 110 sager er
således korrekt.
En tilsvarende
"negativ" klagevejledning har Energistyrelsen givet i de
aktindsigtsafgørelser styrelsen har truffet i
sagerne 021 og 022. Nedenfor i kapitel III.D.1.b) (s. 000) har jeg
behandlet spørgsmålet om der må antages at eksistere en mulighed for at klage
over Energistyrelsens afgørelser i aktindsigtssager og dermed hvorvidt den
"negative" klagevejledning i forbindelse med disse
aktindsigtsafgørelser
kan anses for indholdsmæssig korrekt.
Selvom forvaltningslovens §
25, stk. 1, ikke stiller krav om sådan "negativ" vejledning kan det
være både hensynsfuldt over for parterne (der undgår at skulle overveje en
klage til departementet og eventuelt at bruge tid herpå) og hensigtsmæssigt
for departementet (der formentlig vil undgå at modtage en del klager, som er
omfattet af klagebegrænsningen), at Energistyrelsen giver en
"negativ" klage-vejledning.
12) Bekendtgørelse.
En afgørelse skal
bekendtgøres for sagens parter.
Undersøgelsen har vist at
Energistyrelsen i alle tilfælde korrekt har bekendtgjort styrelsens afgørelse
direkte over for sagens parter.
I
sag 021
tog Energistyrelsen stilling til en indsigelse fra parten
om at kommunens afgørelse ikke var bekendtgjort. Parten ejede to ejendomme i
kommunen: X-gade 2 og Y-gade 8. I forbindelse med klagen til Energistyrelsen
anførte parten bl.a. at K kommune ikke havde meddelt ham en beslutning om
tilslutningspligt vedrørende ejendommen Y-gade 8, men at han alene havde fået
meddelelse om tilslutningspligt for ejendommen X-gade 2. I sin afgørelse i
sagen anfører Energistyrelsen hertil bl.a.:
"Det fremgår af det
høringsmateriale, som (K) Kommune har udsendt, at Deres ejendom, Y-gade 8, er
omfattet af projektforslaget for indførelse af tilslutningspligt.
...
Det fremgår af
tilslutningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skriftligt
skal underrette ejere af berørte ejendomme om kommunalbestyrelsens
beslutninger
bl.a. vedrørende tilslutningspligt. Der stilles ikke krav om, at ejere af
flere ejendomme skal underrettes særskilt for hver enkelt ejendom. Kommunens
påbud om tilslutningspligt til en ejer af flere ejendomme kan ske ved en
enkelt
skrivelse til ejeren omfattende alle berørte ejendomme.
(K) Kommunes påbud om
tilslutningspligt af 9. december 1993 er adresseret til Dem, Y-gade 8, og
Deres
ejendom beliggende X-gade 2 er tillige påført påbudsskrivelsen.
Kravet om skriftlig
underretning i tilslutningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, er hermed opfyldt,
da
det fremgår af skrivelsen, at denne vedrører begge ejendomme."
Energistyrelsens opfattelse
af bekendtgørelsesspørgsmålet i sag 021 kan ikke give mig grundlag for
kritik.
13) Sagsbehandlingstid
m.v.
a) Sagsbehandlingstid fra sagens start til myndighedens første
henvendelse til parten
De 119 sager er i alt rejst
123 gange, idet parten i fire af sagerne har henvendt sig flere gange, jf.
nærmere nedenfor kapitel D.2) (s. 000) om remonstration.
I 35 af de 123 tilfælde
(sagerne 002, 005, 007-015, 018-020, 023-025, 034, 060-065, 068-071, 096-098
og
107 samt i forbindelse med partens genoptagelsesanmodning i sag 102) har
Energistyrelsen rettet en første henvendelse til parten
inden 1 måned
fra sagens start (typisk modtagelsen af partens
klage fra kommunen).
I de resterende 88 tilfælde
er der gået mere end 1 måned fra sagens start til parten første gang har fået
en henvendelse fra Energistyrelsen. Disse 88 tilfælde fordeler sig nærmere
som
følger:
Tidsrum
Antal tilfælde:
Sagsnumre:
Over 1, men
under 2 måneder
35
017, 033, 035-058 og 112-119 samt i forbindelse med
genoptagelsesanmodningen i sag 095
Over 2, men
under 3 måneder
5
004, 006, 016, 095 og 111
Over 3, men
under 4 måneder
13
021-022, 026, 092 og 099-105 samt i forbindelse med genoptagelsesanmodningen
i sagerne 002 og 093
Over 4, men
under 5 måneder
2
003 og 093
Over 5, men
under 6 måneder
2
059, 078, 091 og 106
Over 6, men
under 7 måneder
20
028, 032, 072-077 og 079-090
Over 7, men
under 8 måneder
6
029, 031, 094 og 108-110
Over 8, men
under 9 måneder
1
030
Over 9, men
under 10 måneder
2
001 og 027
Det vil efter
omstændighederne i konkrete tilfælde kunne forsvares, at der går indtil 1
måned
efter sagens start, førend myndigheden retter den første henvendelse til
parten. Dette kan særligt gælde i tilfælde, hvor myndigheden allerede ved sin
første henvendelse til parten kan afslutte sagen, således som det var
tilfældet
i
sagerne 066 og 067. I disse to
sager havde Energistyrelsen den 30. september 1994 modtaget sagerne fra
kommunen og afviste den 7. november 1994 klagerne, idet Energistyrelsen
samtidig sendte sagerne til kommunen til fornyet behandling.
Det må under alle
omstændigheder anses for problematisk, dersom der går mere end ca. 1 måned
fra
sagens rejsning til myndighedens første henvendelse til parten. Jo længere
tid
der går, jo mere kritisk må tidsforløbet anskues. På sagsområder som de
undersøgte vil et tidsrum på mere end ca. 3 måneder fra sagens start til
myndighedens første henvendelse til parten under alle omstændigheder anses
for
klart uacceptabelt. Er der tale om tidsrum på ½ år eller mere, må forholdet
under alle omstændigheder anses for helt uacceptabelt.
Justitsministeriets
cirkulæreskrivelse nr. 73 af af 4. juni 1997 til samtlige ministerier,
styrelser m.v. om mål for hurtig sagsbehandling m.v. og Indenrigsministeriets
cirkulæreskrivelse af samme dato (j.nr. 1.k. 1997/1002-2) til samtlige
kommunalbestyrelser og amtsråd indeholder nu retningslinier om målsætninger
for
sagsbehandlingstiden, herunder en konkret tilkendegivelse om at borgeren
under
alle omstændigheder - hvor ikke andet er fastsat (jf. f.eks. 10-dagsfristen i
offentlighedslovens § 16, stk. 2, og forvaltningslovens § 16, stk. 2) - bør
have et (eventuelt foreløbigt) fra myndighederne inden 1 måned efter sagens
modtagelse.
b) Samlet sagsbehandlingstid
De 119 sager er i alt rejst
123 gange, idet parten i nogen af sagerne har henvendt sig flere gange, jf.
nærmere nedenfor kapitel D.2) (s. 187f) om remonstration.
Den samlede
sagsbehandlingstid i sagerne varierer ganske meget. Den korteste samlede
sagsbehandlingstid har i 5 tilfælde været under 1 måned (sagerne 020, 066-067
og 107 samt i forbindelse med genoptagelsesanmodningen i sag 102). Den
længste
samlede sagsbehandlingstid har kunnet konstateres i 23 sager (over 2 år og 4
måneder).
De 118 tilfælde hvor den
samlede sagsbehandlingstid har været over 1 måned fordeler sig som følger:
Tidsrum:
Antal tilfælde:
Sagsnumre:
Over 1, men
under 2 måneder
6
114-119
Over 2, men
under 3 måneder
6
004, 006, 016-017 og 095-096
Over 3, men
under 4 måneder
6
007, 018, 021-022 og 026 samt i forbindelse med genoptagelsesanmodningen
i sag 002
Over 4, men
under 5 måneder
8
003, 005, 069-071, 093 og 112-113
Over 5, men
under 6 måneder
13
009-015, 059, 068, 078, 091, 106 samt i forbindelse med
genoptagelsesanmodningen i sag 095
Over 6, men
under 7 måneder
23
002, 008, 028, 032, 072-077, 079-090 og 098
Over 7, men
under 8 måneder
10
023-025, 029, 031, 097 og 108-111
Over 8, men
under 9 måneder
3
030, 033, 046
Over 9, men
under 10 måneder
3
001, 027, 034
Over 12, men
under 13 måneder
7
099-105
Over 13, men
under 14 måneder
8
019, 060-065 og 094
Over 18, men
under 19 måneder
1
I forbindelse med genoptagelsesanmodningen i sag 093
Over 23, men
under 24 måneder
1
092
Over 28, men
under 29 måneder
23
035-045 og 047-058
Det er ikke muligt generelt
at foretage en præcis angivelse af, hvilken samlet sagsbehandlingstid, som
kan
anses for acceptabel. En nærmere bedømmelse af den samlede sagsbehandlingstid
kræver en vurdering af sagens art og eventuelt også sagens konkrete
omstændigheder.
Der må således tages hensyn til, i hvilken udstrækning en korrekt behandling
af
sagen har krævet indhentelse af (yderligere) oplysninger eller gennemførelse
af andre tids- og ressourcekrævende processkridt, om sagens afgørelse - når
denne i øvrigt er klar til afgørelse - er mere eller mindre kompliceret, og
om
sagen af hensyn til parten eller andre private eller offentlige interesser må
anses for mere eller mindre hastende.
Justitsministeriets
cirkulæreskrivelse nr. 73 af af 4. juni 1997 til samtlige ministerier,
styrelser m.v. om mål for hurtig sagsbehandling m.v. og Indenrigsministeriets
cirkulæreskrivelse af samme dato (j.nr. 1.k. 1997/1002-2) til samtlige
kommunalbestyrelser og amtsråd indeholder nu retningslinier om målsætninger
for
sagsbehandlingstiden.
I sager som de undersøgte må
der ved vurderingen af hvor lang en samlet sagsbehandlingstid der i
almindelighed kan anses for acceptabel, efter min opfattelse
på den ene
side dels tages hensyn til at
en afgørelse om tilslutningspligt må anses for en for den enkelte grundejer
forholdsvis
indgribende afgørelse som efter omstændighederne kan have ret væsentlig
økonomisk og anden betydning, dels tages hensyn til at sagerne juridisk og -
normalt - heller ikke faktuelt er specielt komplicerede.
På den anden side
må der tages hensyn til at kommunens afgørelse
normalt faktisk (med mindre der måtte være truffet afgørelse efter
tilslutningsbekendtgørelsens § 9 om tilslutningspligt i forbindelse med
udskiftning af væsentlige varmeinstallationer i ejendommen - hvilket ikke er
tilfældet i nogen af de undersøgte sager) først vil få indgribende virkning
efter en årrække (senest 9 år fra kommunens afgørelse, jf.
tilslutningsbekendtgørelsens
§ 7).
Derimod kan der efter min
opfattelse ved vurderingen af den generelt acceptable sagsbehandlingstid på
et
område ikke tages hensyn til myndighedens (og medarbejdernes) subjektive
forhold,
idet vurderingen må hvile på et objektivt grundlag. At myndigheden således i
almindelighed har utilstrækkelige ressourcer eller at der på et sagsområde
kommer flere sager en forventet kan således nok for myndighedens medarbejdere
være subjektivt undskyldende momenter, men kan ikke bevirke en forlængelse af
den tid som må anses for en i almindelighed acceptabel sagsbehandlingstid på
området.
På denne baggrund er det min
opfattelse at en samlet sagsbehandlingstid på mere end ca. ½ år ikke kan
anses for acceptabel i sager som de undersøgte. Konkrete omstændigheder i den
enkelte sag kan gøre at en kortere sagsbehandlingstid end den angivne
almindeligt
acceptable samlede sagsbehandlingstid alligevel ikke anses acceptabel.
Omvendt
kan det også tænkes at konkrete omstændigheder i den enkelte sag kan gøre at
en
længere sagsbehandlingstid end den generelt acceptable på området trods alt
ikke overskrider det rimelige.
I otte af de undersøgte
sager giver sagsbehandlingstiden således anledning til kritiske bemærkninger,
selvom den samlede sagsbehandlingstid er under ca. ½ år. I
sagerne 114-119
modtog Energistyrelsen
sagerne fra kommunen den 21. juli 1994; den 25. august 1994 afviste
Energistyrelsen sagerne og oversendte samtidig disse til Gas- og
Varmeprisudvalget.
Da kompetencespørgsmålet var af en sådan art at det straks ved modtagelsen af
sagerne burde have stået Energistyrelsen klart, burde afvisningen og
oversendelsen
have været sket noget før end efter lidt over 1 måned. Sagsbehandlingstiden i
forbindelse med behandlingen af partens genoptagelsesanmodning overskrider i
to sager det acceptable, selvom den er mindre end ca. ½ år. Dette gælder i
sag 002
(mellem 3 og 4 måneder) og
sag 095
(mellem 5 og 6 måneder).
I intet af de 79 tilfælde
hvor den samlede sagsbehandlingstid har været længere end ca. ½ år, har jeg
fundet sådanne konkrete omstændigheder at den længere sagsbehandlingstid
efter min opfattelse trods alt må anses for rimelig.
Dette gælder også i tilfælde
hvor Energistyrelsen har foretaget ekspeditioner i sagen ud over at træffe
den
endelige afgørelse, typisk i form af (supplerende) høring af kommunen og
høring
af parten. I disse tilfælde burde Energistyrelsen have fremskyndet de enkelte
ekspeditioner med henblik på at undgå en unødig forlængelse af den samlede
sagsbehandlingstid. Som et tilfældigt valgt, men forholdsvis typisk eksempel
kan nævnes
sag 033
hvor den samlede
sagsbehandlingstid var mellem otte og ni måneder. I denne sag afgav parten et
indlæg efter forvaltningslovens § 21 den 10. november 1994; Energistyrelsen
hørte imidlertid først kommunen om dette den 24. januar 1995. Kommunen afgav
høringssvar den 31. januar 1995, men Energistyrelsen hørte først parten om
dette den 23. februar 1995.
I de 15 sager hvor den
samlede sagsbehandlingstid har været mellem 1 og 1½ år, må
sagsbehandlingstiden
anses for klart uacceptabel. I de 25 tilfælde hvor sagsbehandlingstiden har
den
samlede sagsbehandlingstid har været over 1½ år, må sagsbehandlingstiden
anses
for helt uacceptabel.
I
sag 093
var Energistyrelsen mellem 18 og 19 måneder om at behandle
partens genoptagelsesanmodning. I sagen traf Energistyrelsen sin første
afgørelse den 14. april 1994. Den 2. maj 1994 modtog styrelsen partens
genoptagelsesanmodning.
Den 8. august 1994 bad Energistyrelsen kommunen om en udtalelse som styrelsen
modtog den 5. september 1994. Den 8. september 1994 bekræftede
Energistyrelsen
over for kommunen modtagelsen af udtalelsen. Den 24. januar 1995 havde
Energistyrelsen en telefonsamtale med parten, fra hvem styrelsen den 2.
februar 1995 modtog et brev med supplerende oplysninger og argumenter.
Energistyrelsen modtog den 6. juni 1995 en supplerende udtalelse fra
kommunen;
denne sendte styrelsen den 7. juni 1995 parten "til orientering".
Energistyrelsen traf sin anden afgørelse i sagen den 2. november 1995. Som
det
fremgår var der flere lange tidsrum, hvor der intet skete i sagen, og hvor
denne beroede på Energistyrelsen.
I
sag 092
var den samlede sagsbehandlingstid mellem 23 måneder og 2
år. Energistyrelsen modtog den 25. november 1993 partens klage. Den 22. marts
1994 bad Energistyrelsen parten om yderligere oplysninger i sagen. Den 9.
august 1994 rykkede Energistyrelsen parten for svar og bad samtidig kommunen
om
en udtalelse, hvilken styrelsen modtog den 1. september 1994. Den 24. januar
1995 bad Energistyrelsen parten om senest den 14. februar 1995 om at indsende
bestemte oplysninger, idet styrelsen ellers ville afgøre sagen på det
foreliggende
grundlag. Energistyrelsen modtog den 13. februar 1995 fra parten et
skriftligt
indlæg, som dog ikke indeholdt de oplysninger Energistyrelsen havde bedt om.
Energistyrelsen har herefter antagelig ment at burde skaffe de manglende
oplysninger fra kommunen, idet Energistyrelsen den 6. juni 1995 modtog en
supplerende udtalelse fra kommunen. Den 7. juni 1995 sendte Energistyrelsen
parten en kopi af kommunens supplerende udtalelse "til
orientering";
samtidig bad Energistyrelsen fjernvarmeværket om eventuelle bemærkninger til
kommunens supplerende udtalelse. Energistyrelsen modtog den 14. juni 1995
svar
fra fjernvarmeværket. Den 15. juni 1995 orienterede Energistyrelsen parten og
kommunen om fjernvarmeværkets svar og opfordrede samtidig fjernvarmeværket
til
at komme med en yderligere udtalelse. Den 15. september 1995 modtog
Energistyrelsen fra kommunen endnu en supplerende udtalelse, hvilken
styrelsen
(antagelig enten den 15. eller den 25. september 1995; brevet er fejlagtigt
dateret
"1995.09.95") sendte parten "til orientering".
Energistyrelsen
traf afgørelse den 2. november 1995. Som det fremgår lå sagen stille i flere
længere perioder, og den periode sagen beroede på parten kunne havde været
forkortet væsentligt hvis Energistyrelsen langt tidligere havde givet parten
en
frist til at komme med oplysninger.
I 23 af de 24 undersøgte
sager fra Københavns Kommune (sagerne 035-045 og 047-058) har
Energistyrelsens
samlede sagsbehandlingstid været mere end 2 år og 4 måneder. Energistyrelsen
modtog den 29. oktober 1993 klagerne fra kommunen. Kommunens
fremsendelsesskrivelse indeholdt en generel redegørelse, men indeholdt
(bortset
fra i relation til to sager som ikke indgår i min undersøgelse) ikke konkrete
bemærkninger til de enkelte klager. Energistyrelsen bad den 14. december 1993
kommunen om en udtalelse vedrørende de enkelte klager. Som svar herpå modtog
Energistyrelsen den 14. april 1994 et (generelt) notat om klagerne. Den 21.
april 1994 bad Energistyrelsen igen kommunen om "snarest at fremsende
udtalelse til hver klagesag". Den 27. april 1994 svarede kommunen hertil
bl.a. at den "... (ikke) ser ... noget behov for endnu en gang at
udarbejde nyt materiale til styrelsens behandling af klagerne. Magistraten
finder således, at styrelsen nu bør fremme sagsbehandlingen vedrørende de
fremsendte klager over tilslutningspligt i Københavns Kommune."
Energistyrelsen bad herefter den 16. august 1994 kommunen om konkret at
kommentere de enkelte klagepunkter i 19 sager, herunder i tre af de sager som
indgår i min undersøgelse (sagerne 035, 053 og 056). Den 30. september 1994
modtog Energistyrelsen fra kommunen et notat som indeholder kommunens
konkrete
udtalelse til seks af de 19 sager (herunder en af de sager som indgår i min
undersøgelse: sag 053). Den 30. november 1994 modtog Energistyrelsen fra
kommunen konkrete udtalelser vedrørende de resterende 13 af de 19 sager
(herunder to af de sager som indgår i min undersøgelse: sagerne 035 og 056).
Energistyrelsen sendte parten kommunens udtalelse "til
orientering".
Dette skete i sag 035 den 1. december 1994, i sag 053 den 2. december 1994 og
i
sag 056 den 1. december 1994. Energistyrelsen traf afgørelse i sagerne i
marts
1996. Som det fremgår var de tre af de 23 sager hvori Energistyrelsen fik
konkrete udtalelser fra Københavns Kommune, principielt klar til afgørelse
omkring årsskiftet 1994/95, medens de øvrige 20 af disse sager, hvor
Energistyrelsen ikke indhentede konkrete udtalelser fra kommune, principielt
var klar til afgørelse flere år før afgørelsen faktisk blev truffet.
Energistyrelsen har i sin
afgørelse i de 23 sager hvor den samlede sagsbehandlingstid var over 2 år og
4
måneder, beklaget sagsbehandlingstiden, idet styrelsen skriver:
"Indledningsvist skal
Energistyrelsen beklage, at den afsluttende behandling af sagen er trukket
ud.
Dette skyldes det meget store antal sager på området."
Jeg har noteret mig
Energistyrelsens beklagelse i de 23 sager. Ener-gistyrelsen burde imidlertid
også over for parten have beklaget sagsbehandlingstiden i de øvrige 56
undersøgte sager hvor sagsbehandlingstiden har oversteget ca. ½ år.
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:
"Ombudsmanden har i en
række sager kritiseret Energistyrelsens sagsbehandlingstid både i relation
til, hvor lang tid der går fra sagens start til Energistyrelsens første
henvendelse til parten og i relation til den samlede sagsbehandlingstid.
Energistyrelsen er enig i
denne kritik og har, også før Ombudsmandens rapport forelå, rettet op på
forholdet.
De senere år har det været
fast praksis, at Energistyrelsen få dage efter at have modtaget en klagesag
vedrørende spørgsmål om tilslutningspligt kvitterer for modtagelsen af
klagen.
Kvitteringsskrivelsen vedlægges kommunens eventuelle udtalelse til sagen.
Såfremt
kommunen ikke har udtalt sig til sagen, orienteres klageren om, at styrelsen
har anmodet kommunen om en udtalelse, og at Energistyrelsen vil vende tilbage
til sagen, når denne foreligger.
Den samlede
sagsbehandlingstid for sager om tilslutningspligt har endvidere de seneste år
ligget på 3-6 måneder. Energistyrelsen har således i de seneste år ikke
overskredet den tidsramme, som Ombudsmanden i undersøgelsen finder acceptabel
i sager om tilslutningspligt. Energistyrelsens samlede sagsbehandlingstid i
sager om tilslutningspligt fremgår i øvrigt af Energistyrelsens hjemmeside på
internettet.
En af årsagerne til, at en
del af de påklagede sager, der indgår i Ombudsmandens undersøgelse, ikke blev
afgjort indenfor en acceptabel sagsbehandlingstid, var det voksende antal
sager om tilslutningspligt m.v., der blev påklaget til Energistyrelsen. Dette
skyldes, at der i 1992 blev vedtaget lov nr. 4 af 3. januar 1992 om
statstilskud
til færdiggørelse af fjernvarmenet. Tilskud til nye net efter ordningen var
betinget af, at kommunen pålagde ejendomme i forsyningsområdet
tilslutningspligt til pågældende fjernvarmenet efter reglerne i lov om
varmeforsyning. Også på andre af kontorets områder steg antallet af
klagesager
i perioden 1990-1995. Hvor sagsantallet i 1990 lå på 100 sager om året,
voksede klagesagsantallet til 214 i 1992, til 350 i 1993 og til 397 i 1994.
Med hensyn til
sagsbehandlingstiden i de undersøgte sager skal Energistyrelsen bemærke, at
den
længste samlede sagsbehandlingstid (2 år og 4 måneder) forelå i 23 sager fra
Københavns Kommune. I alt modtog Energistyrelsen 74 klager fra Københavns
Kommune over Magistratens pålæg om tilslutningspligt. Som det fremgår af
rapporten, havde Energistyrelsen betydelige problemer med at få en udtalelse
til klagerne fra Københavns Kommune. Kommunens udtalelser til klagerne indgår
typisk som et vigtigt element i sagsoplysningen,og kommunen er forpligtet til
at fremkomme med en udtalelse i forbindelse med klagesagens fremsendelse til
Energistyrelsen. Først efter afholdelse af flere møder med kommunen og
gentagne
skriftlige påmindelser fik Energistyrelsen 13 måneder efter modtagelsen af
klagerne de sidste udtalelser til klagerne. Efterfølgende har Energistyrelsen
også i en del af de 74 sager måtte indhente oplysninger til brug for
klagesagsbehandlingen, herunder om hvilke VE-anlæg, der var
installeret,
om omstillingsudgifter og om ejendommens energiforbrug.
Størstedelen af
Energistyrelsens sagsbehandlingstid i sagerne fra Københavns Kommune er gået
med at få indhentet kommunens udtalelse og få oplyst sagerne fyldestgørende.
Til Ombudsmandens bemærkning
om, at i de sager, hvor Energistyrelsen ikke indhentede konkrete udtalelser
fra kommunen, var sagerne principielt klar til afgørelse flere år før
afgørelsen faktisk blev truffet, bemærkes, at da der ofte er en nær retlig og
faktisk sammenhæng mellem sager fra samme kommune afgøres klagesagerne
samlet,
hvilket også skete i København. Hvis eksempelvis et kommunalbestyrelsesmedlem
har været inhabil, eller et tilslutningsprojekt har været mangelfuldt, vil
sådanne forhold være relevant at inddrage i alle de påklagede sager, også
selv
om klager ikke har fremført forholdet. Dette er baggrunden for, at
Energistyrelsen stiler imod at afgøre klagesagerne samlet. Energistyrelsen er
opmærksom på, at denne måde at tilrettelægge sagsbehandlingen på, ikke
udvider
rammerne for, hvad der kan anses for en acceptabel samlet
sagsbehandlingstid."
Jeg har noteret mig det
oplyste; jeg forstår Energistyrelsens udta-lelse derhen at styrelsen er enig
i
at en samlet sagsbehandlingstid på 2 år og 4 måneder i sager som de
omhandlede under alle omstændigheder klart overskrider grænsen for det
acceptable.
c) Besvarelse af rykkere og underretning af parten, når sagen trækker
ud
Af Justitsministeriets
vejledning om forvaltningsloven (1986) fremgår følgende om
forvaltningsmyndigheders besvarelse af rykkerskrivelser:
"
208.
Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er
rimeligt begrundet i sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med
det
samme. Besvarelsen bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt
muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan
foreligge."
Undersøgelsen viser en ringe
grad af efterlevelse af disse retningslinier.
I fire af de 119 undersøgte
sager har parten rykket Energistyrelsen. I tre af disse fire sager fremgår
det
ikke af sagen at Energistyrelsen har svaret på partens rykker.
I
sag 013
modtog kommunen den 4. marts 1994 partens klage til Energistyrelsen.
Energistyrelsen modtog den 20. maj 1994 klagen fra kommunen og styrelsen
sendte
den 26. maj 1994 et brev til parten hvori styrelsen bekræftede at have
modtaget
klagen og sendte parten en kopi af kommunens fremsendelsesskrivelse med
bilag.
Af et telefonnotat i sagen fremgår at parten den 14. oktober 1994 "har
rykket for afgørelse". Energistyrelsen traf den 15. november 1994
afgørelse i sagen uden at partens rykker forinden ses besvaret. Det må anses
for acceptabelt, at en myndighed undlader at besvare en rykker, dersom sagens
afgørelse faktisk bliver meddelt få dage efter modtagelsen af rykkeren. Det
tidsrum, som i denne forbindelse kan anses for acceptabelt, er imidlertid
efter
min opfattelse klart overskredet i sag 013. Dersom myndigheden ved
modtagelsen
af en rykker formoder, at en afgørelse kan meddeles inden for få dage, må
myndigheden påse, at dette faktisk også sker. Dersom forudsætningen ikke
bliver opfyldt, må myndigheden straks dette viser sig besvare rykkeren
(hvilket
bl. a. for at undgå yderligere forsinkelse af sagens afslutning eventuelt kan
ske telefonisk; der vil i givet fald skulle foretages notat på sagen om en
sådan telefonsamtale).
I
sag 060
skrev parten den 17. november 1994 til varmeværket. I
brevet skrev parten bl.a.:
"Jeg har i denne uge
rykket for afgørelsen hos Energistyrelsen, som oplyste at der vil gå nogen
tid
før den foreligger".
Energistyrelsen traf
afgørelse i sag 060 ca. 1 år senere (den 21. november 1995); det fremgår ikke
i
øvrigt af Energistyrelsens sag at styrelsen modtog - eller besvarede - en
rykker fra parten.
Sag 048
indeholder en
meget klar tilsidesættelse af pligten til at besvare rykkere. Energistyrelsen
modtog den 29. oktober 1993 partens klage fra kommunen og styrelsen sendte
den
14. december 1993 et brev til parten hvori styrelsen bekræftede at have
modtaget klagen og orienterede parten om at styrelsen samtidig havde bedt
kommunen om en udtalelse. Energistyrelsen oplyste afslutningsvis i brevet af
14. december 1993 at styrelsen ville vende tilbage til sagen når kommunens
udtalelse ville foreligge. Energistyrelsen modtog kommunens udtalelse den 16.
juni 1994, og den 16. december 1994 modtog Energistyrelsen en skriftlig
rykker
fra parten. Denne skriftlige rykker blev ikke besvaret inden Energistyrelsen
den 6. marts 1996 (eller mere end 1 år og 2 måneder senere) traf afgørelse i
sagen.
I
sag 094
besvarede Energistyrelsen derimod partens rykkere. En
skriftlig rykker fra parten modtaget den 17. januar 1994 besvarede
Energistyrelsen den 21. samme måned. Energistyrelsen modtog den 3. februar
1994
et brev fra parten som bl.a. indeholdt en rykker; Energistyrelsen reagerede
herpå i brev af 7. samme måned. I sine svar på rykkerne i sag 094 gav
Energistyrelsen
dog ingen antydning af hvornår sagen ville kunne være afgjort; det blev den
faktisk den 14. juni 1994.
Justitsministeriets
vejledning om forvaltningsloven (1986) indeholder også følgende punkter:
"
206.
Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter
eller den almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke
kan
træffe afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden
give den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt
muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan
foreligge.
207.
Myndigheden bør
endvidere give den, der er part i sagen, underretning, når behandlingen af
den
konkrete sag på grund af særlige omstændigheder vil tage længere tid end
sædvanligt."
Herefter har myndigheden
ikke blot pligt til at underrette parten i tilfælde, hvor sagen trækker
længere
ud, end myndigheden i den konkrete sag (evt. som svar på en rykker) har givet
udtryk for over for parten, men også i tilfælde, hvor sagsbehandlingen bliver
mere langvarig, end det ud fra partens synspunkt med rimelighed kan
forventes.
Myndigheden må således vurdere, hvor lang tid parten med rimelighed kan
forvente, at der i almindelighed vil medgå til behandlingen af en sag af den
omhandlende art, og - når dette tidsrum er forløbet - underrette parten om,
at
behandlingen af sagen trækker ud, og så vidt muligt om, hvornår sagen kan
forventes afsluttet.
I de sager, der indgår i
undersøgelsen, har Energistyrelsen i intet tilfælde foretaget underretning i
overensstemmelse med pkt. 206 - 207 i Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven.
I øvrigt er det min
opfattelse, at der - selv i de mere komplicerede af de undersøgte sager - i
alt fald burde have været givet underretning efter pkt. 206 - 207 i
Justitsministeriets vejledning, da der var gået ca. 3 måneder fra sagens
rejsning, og herefter igen ca. hver 3. måned. Da sagerne har været
forbehandlet
af en anden myndighed (klagerne blev indsendt til kommunerne), burde
Energistyrelsen have underrettet parten straks efter Energistyrelsens
modtagelse af sagen, hvis der da var gået mere end ca. 3 måneder siden sagens
start (kommunens modtagelse af klagen).
Som det ses af oversigten
over den samlede sagsbehandlingstid (s. 000) har Energistyrelsen i de fleste
tilfælde tilsidesat underretningspligten efter pkt. 206 - 207 i
Justitsministeriets vejledning. Mere præcist har de tidsmæssige betingelser
for at underretning af egen drift skulle foretages mindst været opfyldt i 106
af de i alt 123 tilfælde, idet alene Energistyrelsens samlede
sagsbehandlingstid
i 106 af de 123 tilfælde har oversteget 3 måneder; til denne
sagsbehandlingstid
skal lægges kommunernes - ofte ikke helt ubetydelige - sagsbehandlingstid
(jeg
har ikke foretaget nogen registrering heraf, idet kommunernes sagsbehandling
ikke direkte har indgået i undersøgelsen). I ca. 2/3 (alene ud fra
Energistyrelsens egen sagsbehandlingstid maksimalt 79) af de 123 tilfælde har
Energistyrelsen mere end én gang forsømt at foretage underretning. Jeg må
finde det meget beklageligt, at Energistyrelsen således konsekvent har
tilsidesat
underretningspligten efter pkt. 206 - 207 i Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven (1986).
14) Vildfarelse, sjusk
m.v.
I 15 af de undersøgte sager
er der anledning til at påpege vildfarelse, sjusk m.v. - ud over de mangler i
relation til opfyldelsen af notatpligten som fremgår af afsnit. 5) ovenfor
(s.
000).
I
sag 002
befandt Energistyrelsen sig i en faktisk vildfarelse med
hensyn til tidspunktet for installation af træfyr i partens ejendom. I brev
af
17. januar 1994 til kommunen skrev parten bl.a. at "... opvarmningen af
hele ejendommen, dvs. såvel til beboelse som værksted, sker med et træfyr.
Dette fyr har været i ejendommen i en lang årrække, dvs. også før den 1.
april
1984." I brev af 13. marts 1994 søgte parten kommunen dispensation for
tilslutningspligten. Parten skrev i den forbindelse bl.a.
"I 1989 byggede vi om,
og lavede huset som nyt.
...
Vi fik derfor ikke lavet
tilslutning til gas, ..., men vi har investeret i en ny træbrænder til ca.
dkr..."
I sin afgørelse af 4.
november 1994 skrev Energistyrelsen bl.a.:
"De anfører som
begrundelse for Deres klage, at Deres beboelsesejendom siden 1989 har været
indrettet med et fyringsanlæg til træ ..."
Parten korrigerede i brev af
27. november 1994 Energistyrelsens vildfarelse og oplyste at ejendommen i
1989
havde fået
et nyt
fyr; ejendommen
havde siden opførelsen i 1923 haft installeret et træfyr. Af Energistyrelsens
svar af 30. marts 1995 til parten fremgår at den omhandlede vildfarelse ikke
havde haft nogen væsentlig retlig betydning, idet ejendommen var pålagt
tilslutningspligt i 1984, og idet der efter de dagældende regler ikke havde
været mulighed for at fritage ejendommen for tilslutningspligt med henvisning
til at der i ejendommen var installeret træfyr. - Selvom vildfarelsen således
ikke havde ført til en forkert afgørelse var den dog efter min opfattelse
ikke
heldig.
To sager indeholder
fejlagtige datoangivelser. I
sag 025
modtog Energistyrelsen klagen den 15. marts 1994, og traf afgørelse den 10.
november 1994. Et brev til parten i sagen er dateret "1995.03.18";
det skulle ud fra sammenhængen utvivlsomt have været 18. marts 1994 (hvilket
Energistyrelsen da også er blevet opmærksom på og har anført på styrelsens
brevkopi i sagen). I
sag 092
modtog
Energistyrelsen den 15. september 1995 fra kommunen endnu en supplerende
udtalelse,
hvilken styrelsen (antagelig enten den 15. eller den 25. september 1995;
brevet er fejlagtigt dateret "1995.09.95") sendte parten "til
orientering".
Tre sager -
sagerne 108, 109 og 110
indeholder en
fejlagtig identifikation af den faste ejendom sagen angår. I de tre sager
identificerede Energistyrelsen i styrelsens afgørelser de pågældende
ejendomme
som adressen på ejendommen i sag 111. Fejlen (som formodentlig skyldes
genbrug
af tekst i Energistyrelsens tekstbehandlingssystem), blev dagen efter
afsendelsen af styrelsens afgørelser skriftligt berigtiget og beklaget af
styrelsen.
Som det fremgår i kapitel I
ovenfor (s. 000) bad jeg efter min gennemgang af de 119 sager Energistyrelsen
om bl.a. nogle manglende sagsakter. Efter at have fået svar på denne
anmodning
ses der kun på de undersøgte sager at mangle et enkelt dokument; i
sag 094
mangler kommunens afgørelse af
23. november 1992.
Endelig findes i 9 af de
undersøgte sager fraklip af dele nogle af de originale, udefra kommende
dokumenter i sagen. I
sag 026
er der
fraklip i øverste venstre hjørne i flere dokumenter, medens der er fraklip i
øverste venstre hjørne i et enkelt dokument i
sagerne 003, 005, 017, 059, 079 og 099. I
sagerne 106 og 108
er der fraklip i øverste højre hjørne i et dokument
på sagen. Fraklippet - som typisk har fjernet væsentlige dele af brevhovedet
på
dokumentet - tjener naturligvis intet sagligt eller fornuftigt formål, men
kan
muligvis være opstået ved at man ved en betydelig skødesløshed har fraklippet
et frimærke på de modtagne kuverter uden først at fjerne de dokumenter
kuverten indeholdt.
15) Den sproglige udformning af Energistyrelsens
afgørelser og andre
breve.
Breve mv. fra offentlige
myndigheder bør sprogligt være korrekt ud-formet. Undersøgelsen har vist, at
Energistyrelsen ikke har proble-mer i denne relation.
Tværtimod viser min
undersøgelse - hvilket også illustreres af de passager fra Energistyrelsens
breve jeg har citeret ovenfor - at Energistyrelsen i sagerne i ganske høj
grad
har evnet at formulere sig sprogligt forståeligt og uden unødig anvendelse af
bureaukratiske
vendinger, kompliceret sætningsopbygning eller fagudtryk som parterne i
sagerne ikke kan formodes at kunne forstå. Undersøgelsen synes således at
vise
at Energistyrelsen er opmærksom på de sproglige spørgsmål som er omtalt i
bl.a. min beretning for 1995, s. 661ff.
C. Hjemmelsspørgsmål.
1) Indledning.
Bortset fra det i afsnit 2) nedenfor nævnte bemyndigelsesspørgsmål er der
efter min opfattelse ikke tvivl om at Energistyrelsens afgørelser i de
undersøgte sager har hjemmel og er indholdsmæssigt lovlige. Selvom nogle af
Energistyrelsens afgørelser - som det fremgår ovenfor i kapitel III.B.10) (s.
000) - er mangelfuldt begrundet er Energistyrelsens begrundelser i disse
sager ikke mere mangelfuld og retsområdet ikke mere indviklet end at jeg har
kunnet foretage en efterprøvelse af de indholdsmæssige afgørelser i alle de
undersøgte sager.
På baggrund af Energistyrelsens begrundelser og mine egne overvejelser mener
jeg herefter at der kan gives følgende oversigt over hjemlen til
Energistyrelsens afgørelser i de undersøgte sager:
I de 12 sager som blev afvist af Energistyrelsen (sagerne 020, 046, 066-067,
078, 110 og 114-119) falder hjemlen til Energistyrelsens afgørelse i tre
hovedgrupper.
I fire sager var
retsgrundlaget for afvisningen at der (på tidspunktet for Energistyrelsens
afgørelse) ikke af kommunen var en i forhold til klageren negativ afgørelse.
Sag 020
blev afvist fordi kommunen
(endnu) ikke havde truffet endelig afgørelse. I
sag 046
fik parten af kommunen fritagelse for tilslutningspligt
inden Energistyrelsen tog stilling til klagen.
Sag 078
afviste Energistyrelsen fordi parten tilbagekaldte klagen,
og
sag 110
afviste Energistyrelsen
fordi kommunens afgørelse faktisk havde givet parten fuldt ud medhold.
To sager (
sagerne 066-067
) afviste Energistyrelsen
fordi betingelserne for hjemvisning til kommunen til fornyet behandling i
første instans på grund af nova var opfyldt (sagerne er nærmere omtalt i
kapitel III.D.1.a) (s. 000) nedenfor).
Seks sager (
sagerne 114-119
) afviste Energistyrelsen
på grund af inkompetence; den kompetente myndighed var Gas- og
Varmeprisudvalget,
jf. varmeforsyningslovens § 20, jf. § 21, og særligt § 21, stk. 5.
I de resterende 107 af de
undersøgte 113 sager (sagerne 001-019, 021-045, 047-065, 068-077, 079-109 og
111-113) traf Energistyrelsen en realitetsafgørelse angående spørgsmålet om
tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg m.v.
102 af de 107 sager hvori
Energistyrelsen traf en realitetsafgørelse angår varmeforsyningslovens § 12,
stk. 1, om tilslutningspligt for eksisterende bebyggelse. De fem sager som
ikke
angår varmeforsyningslovens § 12 er følgende:
Sag 002
angår § 11, nr.
2, i bekendtgørelse nr. 98 af 19. marts 1982 om tilslutning m.v. til
kollektive
varmeforsyningsanlæg; i modsætning til i § 12, nr. 2, i bekendtgørelse nr.
196
af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg var
der ikke i 1982-bekendtgørelsen hjemmel til fritage ejendomme med visse typer
"træfyr" fra tilslutning.
Sag 003
som angår § 19,
stk. 1, i lov nr. 258 af 8. juni 1979 om varmeforsyning (denne bestemmelse
svarer i øvrigt til § 12, stk. 1 i varmeforsyningsloven af 1990) og § 1, jf.
§
6, i bekendtgørelse nr. 98 af 19. marts 1982 om tilslutning m.v. til
kollektive
varmeforsyningsanlæg (disse bestemmelser svarer i øvrigt til § 2, jf. § 7, i
bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive
varmeforsyningsanlæg).
Sag 005
handler om
dispensation fra fjernvarmeområdeafgrænsningen og angår varmeforsyningslovens
§ 3, stk. 1-2, jf. § 9.
Sag 008
handler om
tilslutning af ny bebyggelse og angår varmeforsyningslovens § 11, stk. 1, og
§
12, nr. 1, 2 og 5 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning
m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.
Den sidste af de 107 sager
som Energistyrelsen har realitetsbehandlet og som ikke angår
varmeforsyningslovens § 12, stk. 1, er
sag
016
som handler om etablering af el-varme og som angår varmeforsyningslovens
§ 14 og § 16 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v.
til kollektive varmeforsyningsanlæg.
I de resterede 102 af de 107
sager som Energistyrelsen har realitetsbehandlet har Energistyrelsens
afgørelse hjemmel i varmeforsyningsloven, særligt lovens § 12, stk. 1. Det er
dog kun i 40 af de 102 sager (sagerne 009, 013-015, 019, 021-025, 030, 033,
047, 049-052, 062, 068, 072-077, 079-090, 109 og 112-113) Energistyrelsen har
eller burde have forholdt sig til lovhjemlen for afgørelsen, særligt fordi
parten i sin klage af forskellige grunde har anført at afgørelsen om
tilslutningspligt
savnede (lov)hjemmel. I de resterende 62 af de 102 sager har Energistyrelsen
udelukkende taget eller skullet tage stilling til sagen efter forskellige
bestemmelser i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v.
til kollektive varmeforsyningsanlæg, særligt bestemmelserne bekendtgørelsens
§ 12 og § 14, idet parten har ønsket at opnå fritagelse eller dispensation
fra
tilslutningspligten (hvis hjemmel parten ikke har bestridt).
Af de 102 sager som angår
varmeforsyningslovens § 12, stk. 1, angår de 79 sager fritagelse for
tilslutning efter § 12 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om
tilslutning
m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.
Af de 79 sager angår 59
sager (sagerne 007, 010, 013-015, 017, 019, 023-033, 035-045, 047-050,
052-062,
068-071, 074-077, 091-092, 094, 097, 108, og 112-113) spørgsmålet om
fritagelse
for tilslutningspligt fordi parten mener at omstillingen til kollektive
varmeforsyning vil være
uforholdsmæssig
bekostelig
, jf. bestemmelsen i bekendtgørelsens § 12, nr. 1. 12 af de 59
sager (sagerne 010, 015, 019, 026, 029, 048, 056, 059-060, 077, 092 og 097)
angår samtidig spørgsmålet om fritagelse til tilslutningspligt fordi parten
mener at betingelserne i bekendtgørelsens § 12, nr. 2, om alternativ
opvarmning
er opfyldt. En sag (sag 033) angår foruden bestemmelsen i bekendtgørelsens §
12, nr. 1, også bestemmelsen i bekendtgørelsens § 12, nr. 3, om
overskudsvarme
fra produktionsvirksomhed.
Andre 31 af de 79 sager som
angår § 12 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til
kollektive varmeforsyningsanlæg angår bestemmelsen i bekendtgørelsens § 12,
nr. 2, om fritagelse på grund af
alternativ
opvarmning. I 14 af de 31 sager (sagerne 011, 012, 018, 064-065, 093, og
098-105) er kun bestemmelsen i bekendtgørelsens § 12, nr. 2, aktuel, medens
også andre bestemmelser er aktuelle i de øvrige 17 af de 31 sager. I 12 af de
17 sager (sagerne 010, 015, 019, 026, 029, 048, 056, 059, 060, 077, 092 og
097)
er også bestemmelsen i bekendtgørelsens § 12, nr. 1 aktuel. Af de 12 sager er
der to sager hvor også andre af bekendtgørelsens bestemmelser end § 12, nr. 2
og nr. 1, er aktuelle (sag nr. 077 (der også angår bekendtgørelsens § 4 og §
7) og sag 097 (der også angår bekendtgørelsens § 14). I de andre fem af de 17
sager er - foruden bekendtgørelsens § 12, nr. 2 - andre bestemmelser end
bekendtgørelsens § 12, nr. 1, aktuelle. I sag nr. 063 er også bestemmelsen i
bekendtgørelsens § 12, nr. 4, aktuel, i sag nr. 111 er bekendtgørelsens § 12,
nr. 5, også aktuel, i sag nr. 107 er også bekendtgørelsens § 14 aktuel, i sag
nr. 021 er også bekendtgørelsens § 18, stk. 1 (om meddelelse af kommunens
afgørelser) aktuel, og endelig er i sagerne nr. 063 og 106 også
bekendtgørelsens § 18, stk. 4, (om tinglysning af tilslutningspligten på
ejendommen) aktuel.
Kun en sag (sag 033) angår
bestemmelsen i § 12, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om
tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg om
overskudsvarme fra produktionsvirksomhed
, og kun en sag (sag 063)
angår bekendtgørelsens § 12, nr. 4, om bygninger som påregnes
nedrevet
inden for en kortere årrække.
Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 12, nr. 5, om bygninger som ikke er
beregnet
til at være konstant opvarmet i fyringssæsonen er ikke aktuel i forbindelse
med
nogen af Energistyrelsens afgørelser i de undersøgte sager.
Dispensationsbestemmelsen i
§ 14 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til
kollektive varmeforsyningsanlæg er efter min vurdering aktuel (retligt
relevant) i otte af de 107 sager som Energistyrelsen har realitetsbehandlet
(sagerne 001, 004, 006, 034, 095-097 og 107).
2)
Bemyndigelsesspørgsmål.
Der er i almindelighed ikke
tvivl om at Energistyrelsens afgørelser i de undersøgte sager har fornøden
bemyndigelse. I relation til 18 sager fra Næstved (
sagerne 072-077 og 079-090
) rejser der sig dog et - noget særegent
og for så vidt formelt - bemyndigelsesproblem.
I efteråret 1992 vedtog
Næstved Byråd "Frikommuneregulativ nr. 22 for Næstved Kommune -
Frikommuneregulativ om tilslutningspligt for eksisterende bebyggelse i
naturgasområder". Frikommuneregulativet indeholder følgende
bestemmelser:
"§ 1.
Energiministeriets Bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning
mv.
til kollektive varmeforsyningsanlæg § 7 ændres, således at ejendomme
beliggende
i naturgasområder kan kræves tilsluttet et kollektivt varmeforsyningsanlæg
med
en frist på 15 år.
Stk. 2.
Fristen regnes
fra det tidspunkt, hvor ejeren af den pågældende ejendom har modtaget
byrådets
meddelelse om, at ejendommen er pålagt tilslutningspligt, jf. dog § 2.
§ 2.
Byrådet kan
beslutte, at ejendomme, der er pålagt tilslutningspligt, skal tilsluttes
anlægget på det tidspunkt, hvor der er forsyningsmulighed for dette, såfremt
væsentlige varmeinsttallationer i ejendommen skal udskiftes inden udløbet af
15-års-fristen.
Stk. 2.
Byrådet kan
beslutte, at ejendomme, der skifter ejer i perioden mellem 9 og 15 år fra
meddelelse om tilslutningspligt, skal tilsluttes det kollektive
varmeforsyningsanlæg.
§ 3.
Regulativet træder
i kraft den 1. december 1992 og bortfalder den 31. december 1993."
Som det fremgår fraviger
frikommuneregulativet bestemmelserne i § 7 og § 9 i bekendtgørelse nr. 196 af
22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.
Tilslutningsbekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i bl.a.
varmeforsyningslovens
§ 11, stk. 2, og § 12, stk. 2. Lov om frikommuner (jf. lovbkg. nr. 1224 af
18.
december 1992) indeholdt i kapitel 5 bestemmelser om forskellige
frikommuneforsøg på Energiministeriets område; frikommunelovens § 14
indeholdt
hjemmel til fravigelse af (bl.a.) varmeforsyningslovens § 20 og § 21. Der var
imidlertid ikke i frikommunelovens kapitel 5 hjemmel til et frikommuneforsøg
som det foreliggende.
Frikommuneloven indeholdt
dog i § 3, stk. 1, en almindelig bestemmelse hvorefter
bemyndigelsesbestemmelser i lovgivningen kunne anvendes til - inden for
bemyndigelsens grænser - at godkende særlige regler for en frikommune.
Bestemmelsen gav hjemmel til at anvende de eksisterende bemyndigelser i
lovgivningen til at udstede generelle regler "skævt", dvs. således
at
en ellers ulovlig geografisk forskel i reglernes indhold blev lovlig.
Bestemmelsen i frikommunelovens § 3, stk. 1, lød således:
"Den, der efter en
lovbestemmelse er bemyndiget til at fastsætte regler, kan inden for
bemyndigelsens grænser godkende særlige regler for en frikommune."
Varmeforsyningslovens § 12
indeholder i stk. 1, 1. pkt., følgende bestemmelse:
"Hvis det forudsættes i
et godkendt projekt for et kollektivt varmeforsyningsanlæg, kan
kommunalbestyrelsen bestemme, at eksisterende bebyggelse
inden for en bestemt tidsfrist
skal tilsluttes anlægget, bl.a.
under hensyntagen til den naturlige udskiftningstakt for eksisterende
opvarmningsanlæg. [min fremhævelse]"
§ 12, stk. 2, bemyndiger
energiministeren til at fastsætte "regler om adgangen til at træffe
bestemmelse efter stk. 1". Med hjemmel i bl.a. denne
bemyndigelsesbestemmelse har ministeren udstedt bekendtgørelse nr. 196 af 22.
marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.
Der kan efter min opfattelse
ikke herske tvivl om at ministeren ville kunne have udstedt en bekendtgørelse
gældende for hele landet med et indhold svarende til reglerne i
frikommuneregulativ nr. 22 for Næstved Kommune. Bestemmelsen i
frikommunelovens
§ 3, stk. 1, indebar - sammenholdt med varmeforsyningslovens § 12 - at der
var
hjemmel til vedtage og godkende et frikommuneregulativ som det omhandlede.
Det er imidlertid ikke
tilstrækkeligt at der var indholdsmæssig hjemmel til at udstede et
frikommuneregulativ med det givne indhold; bestemmelserne i frikommunelovens
kapitel 2 om vedtagelse, godkendelse og offentliggørelse af
frikommuneregulativer
skulle også have været overholdt for at kommunen og Energistyrelsen var
bemyndiget
til at træffe afgørelser som fraveg bestemmelser i bekendtgørelse nr. 196 af
22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.
Frikommuneloven indeholdt i § 5 følgende bestemmelser:
"Regler for
frikommuneforsøg fastsættes i frikommuneregulativer. Frikommuneregulativer
skal
vedtages af kommunalbestyrelsen og godkendes af vedkommende minister.
Stk. 2.
Når et
frikommuneforsøg er godkendt, bekendtgøres der i Lovtidende en meddelelse
herom. I meddelelsen gives der oplysning om, hvor borgerne kan gøre sig
bekendt
med frikommuneregulativer, jf. § 6, stk. 3."
Det fremgår af sagen at
frikommuneregulativet efter vedtagelse i byrådet den 18. november 1992 af
kommunen blev sendt til Energiministeriet, og at ministeriet i brev af 24.
november 1992 til kommunen
godkendte
frikommuneregulativet. Bestemmelsen i frikommunelovens § 5, stk. 1, er
således
overholdt. Derimod ses der ikke af ministeriet at være kundgjort en
bekendtgørelse
i Lovtidende om godkendelse af frikommuneregulativet, jf. frikommunelovens §
5,
stk. 2. - Herved har Energistyrelsen savnet (formel) bemyndigelse til at
stadfæste kommunens afgørelse i sagerne 072-077 og 079-090, og herunder til
at
forlænge tilslutningsfristen fra 9 til 15 år. Det er beklageligt at
Energistyrelsen traf afgørelse i de 18 sager uden at være opmærksom på
bemyndigelsesspørgsmålet. Da der i forhold til grundejerne i de omhandlede
sager er truffet en afgørelse som må anses for i alt fald delvist
begunstigende,
vil jeg afstå fra at henstille til Energistyrelsen at styrelsen overvejer at
tilbagekalde styrelsens afgørelser og træffe nye afgørelser inden for
bemyndigelsen. Derimod er det min hensigt - efter afslutningen af dette egen
drift-projekt - i en særskilt sag at rejse bemyndigelsesspørgsmålet over for
Miljø- Energiministeriet, og herunder bede ministeriet overveje hvorledes den
retlige mangel eventuelt vil kunne afhjælpes.
3) Fortolkningsspørgsmål.
I ingen af de undersøgte
sager kan Energistyrelsens fortolkningsresultat efter min opfattelse anses
for
forkert eller uholdbart. I det følgende omtales derfor blot et par
fortolkningsspørgsmål til illustration af hjemmelsspørgsmålene på det
undersøgte
område.
Bestemmelsen i § 12, nr. 1,
i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive
varmeforsyningsanlæg indeholder en retlig standard. En ejendom kan fritages
for tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg hvis omstillingen vil
være "
uforholdsmæssig bekostelig
".
Af
sag 108
fremgår at Energistyrelsen
i almindelighed anser en omstilling af elopvarmede ejendomme til kollektiv
varmeforsyning for uforholdsmæssig bekostelig uden en dokumentation eller
sandsynliggørelse af udgifterne i forbindelse med omstilling af den enkelte
ejendom. I afgørelsen i sag 108 udtaler Energistyrelsen således om
bekendtgørelsens § 12, nr. 1, bl.a.: "Bestemmelsen indebærer, at
bygninger
uden centralvarmeanlæg, f.eks. bygninger opvarmet med direkte elvarme, typisk
ikke kan kræves tilsluttet". Denne retsanvendelse kan ikke give mig
grundlag for kritik.
I øvrigt viser gennemgangen
af sagerne at Energistyrelsen træffer afgørelse efter
tilslutningsbekendtgørelsens § 12, nr. 1, ud fra konkrete oplysninger om
omkostningerne
ved en omstilling til den kollektive varmeforsyning. I
sag 069
var det Energistyrelsens opfattelse af en udgift på godt
116.000 kr. til omstilling af opvarmningssystemet i en del af en
trælasthandel
(dennes butik) var uforholdsmæssig, og denne del af ejendommen blev derfor
fritaget for tilslutningspligt. I
sag
092
var det oplyst at det ville koste 149.000 kr. at tilslutte et parcelhus
til fjernvarme og Energistyrelsen fritog herefter ejendommen for
tilslutningspligt.
I
sag 094
blev omkostningerne i
forbindelse med tilslutning af et parcelhus vurderet til ca. 75.000 kr. excl.
stikledninger og tilslutningsafgift, og Energistyrelsen fritog derfor
ejendommen
for tilslutningspligt. I andre af de undersøgte sager - hvor
tilslutningsomkostningerne
så vidt ses har været ca. 46.000 kr. excl. tilslutningsafgift (ca. 55.000 kr.
incl. tilslutningsafgift) eller derunder - har Energistyrelsen fastholdt
tilslutningspligten.
Ud fra de undersøgte sager
er det ikke muligt at angive det nøjagtige niveau for hvornår en
omstillingsudgift efter Energistyrelsens praksis vil blive anset for
"uforholdsmæssig"; det må imidlertid konstateres at praksis i de
sager om eventuel fritagelse efter § 12, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 196 af
22.
marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg jeg har
undersøgt har været både konsekvent og lovlig.
I relation til bestemmelsen
i § 12, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v.
til kollektive varmeforsyningsanlæg rejser sagerne forskellige
fortolkningsspørgsmål. Sagerne viser bl.a. flere fortolkningsspørgsmål i
relation til begrebet "træfyr". I en del sager har parten ment at
begrebet "træfyr" også skulle omfatte (supplerende) opvarmning ved
hjælp af brændeovn. At Energistyrelsen har afvist en sådan fortolkning kan
ikke give mig anledning til bemærkninger.
Det fremgår i øvrigt af de
undersøgte sager at Energistyrelsen fortolker "træfyr" således at
begrebet kun omfatter fyranlæg som udelukkende er konstrueret til fyring med
træ, og at Energistyrelsen har udarbejdet en fortegnelse
("Energistyrelsens
positivliste for træfyrede anlæg, oktober 1993", nu afløst af
"Energistyrelsens positivliste for træfyrede anlæg, november 1997")
over fyringsanlæg som opfylder de tekniske krav til Energistyrelsens
definition.
Energistyrelsens fortolkning
af begrebet "træfyr" er eksempelvis i styrelsens afgørelse i
sag 103
udtrykt således:
"... fyringsanlægget i
ejendommen er en TASSO US 4 kedel med underforbrænding, som også er velegnet
til fyring med andre brændsler end træ, herunder olie. Anlægget opfylder
derfor
ikke kriterierne for træfyr, jvf. Energistyrelsens positivliste for træfyrede
anlæg og kan derfor ikke berettige til fritagelse for
tilslutningspligt."
Som det fremgår af kapitel I
(s. 000) ovenfor anlagde 15 grundejere fra Rønne den 15. maj 1995 sag ved
Østre
Landsret. Et hovedspørgsmål i retssagen var netop fortolkningen af begrebet
"træfyr" i tilslutningsbekendtgørelsens § 12, nr. 2. Retssagen blev
på et retsmøde den 13. maj 1998 sluttet som forligt, idet parterne havde
tilsluttet sig landsrettens forligstilkendegivelse af 12. februar 1998. Af
tilkendegivelsen fremgik bl.a.:
"
Vedrørende begrebet
træfyr:
Ved et træfyr må efter en
umiddelbar sproglig betragtning forstås et fyr, der er beregnet til fyring
med
træ.
Efter den forståelse af
begrebet træfyr i relation til § 12, nr. 2, i tilslutningsbekendtgørelsen af
1991, som Energistyrelsen har fastlagt og ladet udmønte i positivlisten fra
oktober 1993, har styrelsen yderligere stillet vilkår om, at fyret skal være
særligt
konstrueret til fyring med træ og samtidigt uegnet til fyring med andet end
træ.
Landsretten finder, at
styrelsens standpunkt er i overensstemmelse med bekendtgørelsens § 12, nr. 2,
således som bestemmelsen må forstås under hensyn
til
formålet med
reglerne om tilslutningspligt,
til
baggrunden for Energiministeriets
beslutning om i medfør af bemyndigelsesbestemmelserne i varmeforsyningslovens
§
11, stk. 2, og § 12, stk. 2, at medtage træfyr i 1991 bekendtgørelsens § 12,
nr. 2, og
til
den i bekendtgørelsen i øvrigt foretagne afgrænsning af
fritagelsesadgangen.
Landsretten har herved lagt
vægt på,
at
formålet med reglerne om tilslutningspligt, at skabe
driftsøkonomisk grundlag for kollektiv varmeforsyning, betinger, at adgangen
til fritagelse fra tilslutningspligten må afgrænses snævert,
at
hensigten med at medtage træfyr i 1991 bekendtgørelsens § 12, nr. 2, har
været
ikke at lægge hindringer i vejen for udviklingen af særlige, miljøvenlige
træfyringsanlæg
som i Langebæk projektet,
at
retten til fritagelse forudsætter, at de af
§ 12, nr. 2, omfattede anlæg er anskaffet inden pålæg af tilslutningspligt og
således tager sigte på at beskytte allerede foretagne investeringer i særlige
anlæg, og
at
bekendtgørelsens § 12, nr. 2, iøvrigt kun omfatter anlæg,
der er særligt udviklet til vedvarende energi og uanvendeligt til andre
energiformer.
Jeg må lægge landsrettens
fortolkning - som i øvrigt svarede til den retsopfattelse jeg foreløbig selv
var nået til inden jeg fik kendskab til retssagen - til grund.
4)
Skønsspørgsmål (kriterier og afvejning).
Min undersøgelse har i intet
tilfælde vist at Energistyrelsen har inddraget ulovlige kriterier, ikke har
inddraget relevante lovlige kriterier eller har afvejet kriterier i strid med
gældende ret.
De mest skønsmæssigt prægede
af de undersøgte sager er sagerne om dispensation i medfør af § 14 i
bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive
varmeforsyningsanlæg. Efter denne bestemmelse kan der "i særlige
tilfælde"
dispenseres fra til-slutningspligten eller ske forlængelse af
tilslutningsfristen. Bestemmelsen er efter min vurdering aktuel (retligt
relevant) i otte sager (sagerne 001, 004, 006, 034, 095-097 og 107). Det er
ikke muligt efter en gennemgang af disse sager at kortlægge Energistyrelsens
dispensationspraksis, idet styrelsen i sin begrundelse i de konkrete sager
ikke redegør for dispensationspraksis eller angiver hvilke nærmere kriterier
som (positivt) kunne begrunde dispensation, og idet Energistyrelsen i alle
otte
sager har stadfæstet kommunens afslag på dispensation. - Der kan imidlertid
efter min opfattelse ikke med rimelighed rejses hjemmelsproblemer i
forbindelse med Energistyrelsens afslag på dispensation i de sager som jeg
har undersøgt.
5) Spørgsmål
i relation til retsfølgen.
Undersøgelsen har - med
undtagelse af det bemyndigelsesspørgsmål i sagerne 072-077 og 079-090 som er
nærmere omtalt ovenfor i afsnit 2) (s. 000) - intet tilfælde vist
hjemmelsproblemer
i relation til retsfølgen. Den angivne retsfølge har således (med undtagelse
af de ovenfor nævnte 18 sager) altid været i overensstemmelse med
lovgivningen,
ligesom retsfølgen i intet tilfælde har været i strid med ulovbestemte
retsgrundsætninger, herunder proportionalitetsgrundsætningen.
I de - sædvanlige - tilfælde
hvor Energistyrelsen har stadfæstet kommunens afgørelse har dette ikke
selvsagt
ikke ændret retsfølgen af den afgørelse kommunen havde truffet, men jævnligt
indeholder Energistyrelsens afgørelse i stadfæstelsestilfældene en korrekt
præcisering af retsfølgen. I de - sjældnere - tilfælde hvor Energistyrelsen
har ændret kommunens afgørelse har Energistyrelsen også angivet
retsvirkningen
korrekt. Som eksempel herpå kan nævnes
sagerne
100-105
, hvor Energistyrelsen - i overensstemmelse med Energistyrelsens
fortolkning af begrebet "træfyr" i § 12, nr. 2, i bekendtgørelse
nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive
varmeforsyningsanlæg (se herom afsnit 3), s. 000 ovenfor) - ændrede kommunens
afgørelse og pålagde tilslutningspligt. I afgørelsen angav Energistyrelsen
tilslutningsfristen til 9 år fra meddelelsen af
Energistyrelsens
afgørelse. Dette må anses for korrekt, smh.
tilslutningsbekendtgørelsens § 7, 2. pkt.
D. Prøvelse.
1) Rekurs.
a) Indledning
Kommunale afgørelser kan efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger
kun påklages (rekurreres) til anden forvaltningsmyndighed hvis der er hjemmel
hertil.
Som det nærmere fremgår af kapitel II.A (s. 000) ovenfor er det i
varmeforsyningslovens § 26, stk. 1, fastsat at kommunalbestyrelsens
afgørelser efter bl.a. lovens § 11 og § 12 kan påklages til miljø- og
energiministeren. Lovens § 28 indeholder bemyndigelse til at miljø- og
energiministeren kan delegere sine beføjelser til at træffe afgørelser efter
loven eller efter bestemmelser fastsat efter loven til en institution under
Miljø- og energiministeriet. Denne bemyndigelse er udnyttet i bekendtgørelse
nr. 364 af 9. juni 1993 om Energistyrelsens opgaver. Det følger af
bekendtgørelsens § 2 sammenholdt med § 10, nr. 7, og § 26, stk. 4, at
departementets kompetence som klagemyndighed er delegeret til
Energistyrelsen.
Tilsvarende indeholder bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om
tilslutning
m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg en bestemmelse om at
kommunalbestyrelsens
afgørelser kan påklages til Energistyrelsen. Energistyrelsen fungerer således
i forhold til kommunerne som klageinstans. Derimod er der ikke et almindeligt
over/underordnelsesforhold mellem Energistyrelsen og kommunerne.
Mellem et ministeriums
departement og en under ministeriet hørende styrelse eller et under
ministeriet
hørende direktorat er der et almindeligt over- og underordnelsesforhold. I
denne forbindelse eksisterer der en almindelig ulovbestemt rekursadgang.
Tilsvarende er der i forhold til kompetencer som hviler på ekstern
delegation,
en almindelig ulovbestemt rekursadgang til den oprindeligt kompetente
myndighed. Afskæring af såvel den almindelige ulovbestemte re-kursadgang
mellem en statslig styrelse/et statsligt direktorat og vedkommende
departement
som af den almindelige ulovbestemte rekurs-adgang til den delegerende
myndighed kræver udtrykkelig lovhjemmel.
Som det fremgår ovenfor i
kapitel II.A (s. 000) indeholder varmeforsyningslovens § 28 hjemmel til at
miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over
afgørelser efter bl.a. lovens § 11 og § 12, herunder om at afgørelserne ikke
i
alle tilfælde kan indbringes for anden administrativ myndighed. Denne
bemyndigelse
er udnyttet i bekendtgørelse nr. 364 af 9. juni 1993 om Energistyrelsens
opgaver. I bekendtgørelsens § 26, stk. 4, er fastsat at afgørelser efter lov
om
varmeforsyning der træffes af Energistyrelsen, i almindelighed ikke kan
påklages til anden administrativ myndighed. Undtaget herfra er de afgørelser,
der efter Energiministeriets bekendtgørelser henholdsvis om
varmeforsyningsanlæg
og om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg kan påklages til
energiministeren. I bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning
m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg fastsættes i § 20 at
Energistyrelsens
afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed - bortset fra
afgørelser efter bekendtgørelsens § 17 for så vidt angår kollektive
varmeforsyningsanlæg med en varmekapacitet på mere end 5 MW, der kan påklages
til Energiministeriet; sådanne sager har ikke indgået i min undersøgel-se.
I materialet om sagerne fra
Københavns Kommune findes oplysninger som kan illustrere spørgsmålet om
klagefrekvens for denne kommune. Det fremgår således af indstilling af 17.
maj
1993 fra Magistratens 5. afdeling til Borgerrepræsentationen at kommunens
forslag om tilslutnings- eller forblivelsespligt omfattede ca. 37.000
ejendomme.
Videre fremgår det af betænkning afgivet den 8. juni 1993 af
Borgerrepræsentationens tekniske udvalg at kommunen i alt modtog 776
indsigelser mod projektforslaget. Af kommunens fremsendelsesskrivelse af 28.
oktober 1993 til Energistyrelsen fremgår at 74 grundejere klagede til
Energistyrelsen over kommunens afgørelse om tilslutningspligt; af disse 74
sager indgår som det fremgår ovenfor 24 sager i min undersøgelse.
Oplysningerne om København
er givetvis ikke repræsentative for hele landet. Det fremgår således af min
undersøgelse af andelen af de grundejere som i de enkelte kommuner har klaget
over kommunens afgørelse om tilslutning til et kollektivt
varmeforsyningsanlæg
er forskellig fra kommune til kommune. Ud fra det materiale jeg har
gennemgået
kan der dog ikke laves en mere præcis opgørelse over klagefrekvensen i de
enkelte kommuner; en sådan opgørelse ville imidlertid heller ikke være et
relevant mål for kvaliteten af de enkelte kommuners sagsbehandling og
afgørelser, idet en række andre forhold erfaringsmæssigt har betydning for
klagehyppigheden på et område. Endvidere omfatter min undersøgelse (som det
bl.a. også fremgår ovenfor under kapitel I) ikke direkte kommunernes
sagsbehandling
og afgørelser i 1. instans.
Resultatet af Energistyrelsens behandling af de 119 undersøgte sager
er følgende:
12 sager blev afvist af
Energistyrelsen (sagerne 020, 046, 066-067, 078, 110 og 114-119) og i de
resterende 107 sager (sagerne 001-019, 021-045, 047-065, 068-077, 079-109 og
111-113)
traf Energistyrelsen en realitetsafgørelse angående spørgsmålet om
tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg mv.
De 12 afviste sager blev
afvist af forskellige grunde.
Sag 020
blev afvist af
Energistyrelsen fordi kommunen (endnu) ikke havde truffet endelig afgørelse
om
at pålægge parten tilslutningspligt.
I
sag 046
fik parten - inden Energistyrelsen fik taget stilling til
partens klage - af kommunen fritagelse for tilslutningspligt på grund af
planer om alternativ opvarmning; inden afvisningen af klagen påså
Energistyrelsen at betingelserne for fritagelse var opfyldt.
I
sagerne 066-067
klagede de respektive parter over tilslutningspligten
(forblivelsespligt, idet de to ejendomme allerede var tilsluttet fjernvarme)
med henvisning til at deres ejendom havde installeret varmepumpe som dækkede
størstedelen af ejendommens energiforbrug. Kommunen udtalte i sin
fremsendelsesskrivelse
til Energistyrelsen at de to ejendomme havde varmepumpe der dækker mere end
50
% af ejendommens varmebehov, og at de to ejendomme derfor ikke kunne kræves
tilsluttet;
samtidig gav kommunen konkrete oplysninger om de to ejendommes faktiske
årlige
fjernvarmeforbrug og det beregnede fjernvarmeforbrug for de to ejendomme ved
opvarmning udelukkende ved fjernvarme. På baggrund af kommunens udtalelse (og
-
må jeg gå ud fra - bestemmelsen i § 12, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 196 af
22.
marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg)
"aftalte" Energistyrelsen med kommunen at den skulle genoptage
sagerne,
og Energistyrelsen hjemviste herefter sagerne til fornyet behandling i
kommunen. Kommunen traf senere i de to sager en ny afgørelse som gav parten
medhold. Retligt må forholdes beskrives således at Energistyrelsen på
baggrund
af nova i sagen mente at der burde ske hjemvisning af sagen til behandling
hos
kommunen i første instans, og at Energistyrelsen derfor afviste at træffe en
realitetsafgørelse i sagen samtidig med at styrelsen hjemviste sagen til
kommunen.
Jeg må anse det for en
korrekt fremgangsmåde at kommunen i sagerne 066-067 ikke umiddelbart genoptog
sagen og gav parten medhold, men sendte sagen videre til klagemyndigheden.
Dette gælder også selvom det i § 19, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 196 af 22.
marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg er bestemt
at klage til Energistyrelsen skal indgives til kommunen. Når der er indgivet
klage til Energistyrelsen er det Energistyrelsen som har kompetence til
eventuelt
at ændre kommunens afgørelse. Kommunen kan og - hvis det i forbindelse med
behandlingen af klagen bliver klart at kommunens afgørelse ikke kan
opretholdes
- bør i sin udtalelse til Energistyrelsen give udtryk for at kommunens
afgørelse bør ændres, men kommunen bør ikke i en sådan situation genoptage
sagen og træffe en ny afgørelse. Dette gælder også selvom en ny afgørelse
måtte
give parten fuldt ud medhold, idet rekursmyndighedens mulighed for - som led
i
klagesystemet - at følge med i hvilke førsteinstansafgørelser der træffes vil
blive tilsidesat. Selvom parten i den konkrete sag måtte få fuldt ud medhold
ved en ny førsteinstansafgørelse har en rekursordning også til formål
generelt
at betrygge borgernes retssikkerhed.
Hvis en førsteinstans i forbindelse med klager til en rekursinstans som skal
indsendes gennem førsteinstansen, i almindelighed antoges at have kompetence
til at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse som helt eller delvist giver
klageren medhold, ville en førsteinstans (i alle fald i teorien) kon-sekvent
kunne træffe sine afgørelser på et retligt og/eller faktisk ufuldstændigt
grundlag uden at rekursinstansen ville kunne blive opmærksom herpå, idet
førsteinstansen i så fald blot kunne give alle berettigede klager medhold og
undlade at sende sagen videre til rekursinstansen. En sådan situation ville
være retssikkerhedsmæssigt være stærkt betænkelig, dels fordi kvaliteten af
førsteinstansens afgørelsesvirksomhed i almindelighed ville være utilladelig
dårlig, dels fordi der i øvrigt ville ske en tilfældig forskelsbehandling af
borgerne; de der måtte klage ville få en bedre behandling og en (formentlig)
mere korrekt afgørelse end de der måtte affinde sig med førsteinstansens
oprindelige afgørelse.
Sag 078
afviste
Energistyrelsen fordi parten tilbagekaldte klagen.
I
sag 110
afviste Energistyrelsen klagen fordi kommunens afgørelse
gav parten fuldt ud medhold; klagen til Energistyrelsen skyldtes en
vildfarelse
hos parten.
Sagerne 114-119
afviste
Energistyrelsen på grund af inkompetence og oversendte sagen til den
kompetente
myndighed (Gas- og Varmeprisudvalget).
I
sag 033
traf Energistyrelsen - forinden realitetsafgørelsen i sagen
- en
procesledende afgørelse. Parten
bad i klagen af 2. juni 1994 Energistyrelsen om efter § 23 i bekendtgørelse
nr.
196 af 22. marts 1991 om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg
at tillægge klagen
opsættende virkning.
Energistyrelsen modtog den 18. juli 1994 klagen fra kommunen, og den 15.
august
1994 afslog Energistyrelsen partens anmodning om at tillægge klagen
opsættende
virkning. I afgørelsen skrev Energistyrelsen bl.a.:
"Energistyrelsen finder
ikke anledning til at meddele Deres klage opsættende virkning, da der, efter
det af [kommunen] oplyste, ikke skal foretages fysiske anlægsarbejder el.
lign. på ejendommen ... . En opsættende virkning af klagen ville således
alene
tjene til at eventuel opkrævning af faste afgifter m.v. udskydes til
Energistyrelsens
afgørelse foreligger.
Såfremt ejendommen via
Energistyrelsens afgørelse meddeles dispensation fra tilslutningspligten, vil
der således alene være tale om, at eventuelt allerede opkrævede og betalte
afgifter skal refun-deres ejendommens ejer."
Energistyrelsen traf
realitetsafgørelse i sagen den 4. april 1995. Energistyrelsens afgørelse af
15.
august 1994 angående spørgsmålet om opsættende virkning i sag 033 kan ikke
give
mig anledning til bemærkninger.
Ud af de 107 sager hvor
Energistyrelsen traf realitetsafgørelse angående tilslutning til et
kollektivt varmeforsyningsanlæg mv. har Energistyrelsen
stadfæstet
kommunens afgørelse i 95 sager (sagerne 001-006,
010-015, 017, 019, 021-045, 047-065, 068, 070-077, 079-091, 093, 095-099,
106-107, 109 og 111-113), medens Energistyrelsen i de resterende 12 sager
(sagerne 016, 018, 069, 092, 094, 100-105 og 108) har
ændret
kommunens afgørelse. I de 12 sager hvor Energistyrelsen
ændrede kommunens afgørelse fik grundejeren i en sag (sag 069) delvist
medhold
og i fem sager (sagerne 016, 018, 092, 094 og 108) fuldt ud medhold, medens
Energistyrelsen i de sidste seks af de 12 sager (sagerne 100-105) ændrede
kommunes
afgørelse til skade for grundejeren; kommunens fritagelse for
tilslutningspligt
blev på baggrund af en klage fra fjernvarmeselskabet ophævet af
Energistyrelsen.
Sag 060
(hvor
Energistyrelsen gav parten delvist medhold) angår en trælasthandel som
bygningsmæssigt bestod af tre dele: et uopvarmet lager, en butik opvarmet ved
hjælp af luftvarme (hvor selve blæseraggregatet var installeret under kip) og
en administration opvarmet ved hjælp af radiatorer. Luftvarmeanlægget og
radiatorerne var koblet til hvert sit oliefyr. Kommunen havde i sin afgørelse
pålagt alle opvarmede dele af ejendommen tilslutningspligt, medens
Energistyrelsen - i øvrigt efter indstilling fra kommunen - mente at det
ville
være uforholdsmæssigt bekosteligt (jf. § 12, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 196
af
22. marts 1991 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg) at få
tilsluttet luftvarmeanlægget til fjernvarme, hvorfor Energistyrelsen
indskrænkede tilslutningspligten til at angå den radiatoropvarmede del af
ejendommen
(administrationen).
I
sag 016
havde kommunen afslået partens ansøgning om tilladelse til
elopvarmning; i forbindelse med en modernisering af ejendommen ville parten
udskifte nogle gennemtærede radiatorer på 1. sal med elradiatorer og
installerede en brusekabine. Energistyrelsen ændrede kommunens afgørelse med
henvisning til at partens ejendom ikke var omfattet af forbudet mod
elopvarmning
"som kun retter sig mod ny bebyggelse samt bebyggelse, hvor der i
forbindelse med øvrige byggearbejder, herunder modernisering og ombygning af
særlig omfattende karakter, etableres et helt nyt opvarmningssystem".
I
sag 018
fritog Energistyrelsen ejendommen for tilslutningspligt med
henvisning til at fyranlægget var et "træfyr" som var omfattet af §
12, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til
kollektive varmeforsyningsanlæg.
I
sag 092
fritog Energistyrelsen ejendommen for tilslutningspligt med
henvisning til at tilslutningsudgiften ville være uforholdsmæssig høj, jf. §
12, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til
kollektive varmeforsyningsanlæg; derimod afviste Energistyrelsen at
ejendommen
(også) kunne fritages efter bekendtgørelsens § 12, nr. 2, idet
fyringsanlægget
ikke var omfattet af definitionen på et "træfyr".
Tilsvarende fritog
Energistyrelsen i
sagerne 094 og 108
ejendommen for tilslutningspligt med henvisning til at tilslutningsudgiften
ville være uforholdsmæssig høj.
I
sagerne 100-105
ændrede Energistyrelsen kommunens afgørelse på
baggrund af at kommunens fortolkning af begrebet "træfyr" i § 12,
nr.
2, i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til
kollektive varmeforsyningsanlæg var i strid med Energistyrelsens fortolkning
af bestemmelsen; i de seks ejendomme var installeret fyr som var egnet til
forskellige former for brændsel, og ikke var konstrueret til
alene
at fyre med træ. I
sag 099
der også var omfattet af fjernvarmeselskabets
klage, stadfæstede Energistyrelsen derimod kommunens afgørelse om fritagelse,
idet fyret i denne ejendom var omfattet af Energistyrelsens fortolkning af
begrebet "træfyr". Om fortolkningen af bestemmelsen i
tilslutningsbekendtgørelsens § 12, nr. 2, henviser jeg i øvrigt til kapitel
II.C.3) (s. 000) ovenfor.
b) Energistyrelsens prøvelse og reaktioner som klageinstans
En rekursinstans må inden en
egentlig realitetsbehandling af sagen indledes af egen drift tage stilling
til
om de formelle betingelser for at indgive klage er opfyldt, herunder særligt
om
klageren er klageberettiget, om en eventuel klagefrist er overholdt, om
eventuelle
krav til klagens form og indhold er opfyldt, og - hvis rekursinstansen ikke
er
andeninstans, men f.eks. tredjeinstans - om rekurs til en lavere instans er
udnyttet.
Kun en enkelt af de
undersøgte sager giver anledning til bemærkninger i relation til de formelle
klagebetingelser.
Sag 111
blev
realitetsbehandlet af Energistyrelsen trods en overskridelse af klagefristen
med (formentlig) godt to uger. Det fremgår af sagen at kommunen ved brev af
7.
juni 1993 gav parten meddelelse om tilslutningspligten. I mangel af andre
oplysninger må det formodes at parten har modtaget denne afgørelse - som
indeholder klagevejledning med korrekt angivelse af klagefrist mv. - tirsdag
den 8. juni 1993. Klagefristen er 4 uger, jf. varmeforsyningslovens § 27 og §
21 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til
kollektive varmeforsyningsanlæg. En rettidig klage skulle have været kommet
frem til kommunen senest onsdag den 7. juli 1993. En udateret klage fra
parten
er stemplet modtaget hos kommunen den 26. juli 1993. Kommunen har i sin
fremsendelsesskrivelse af 26. juli 1993 til Energistyrelsen bemærket at
klagen
i sag 111 er modtaget efter klagefristens udløb.
I min foreløbige rapport
anførte jeg at det ikke fremgik af sagen at Energistyrelsen har været
opmærksom på overskridelsen af klagefristen, ligesom Energistyrelsen ikke
havde undersøgt hvad der måtte være årsag til overskridelsen af klagefristen.
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:
"Ombudsmanden har ...
[i relation til] sag 111, bemærket, at Energistyrelsen har realitetsbehandlet
en klage, trods en overskridelse af klagefristen på godt to uger, og at det
ikke fremgår af sagen, at Energistyrelsen har været opmærksom på
overskridelsen
af klagefristen.
Hertil skal Energistyrelsen
bemærke, at Energistyrelsen har været opmærksom på, at klagefristen er
overskredet, hvilket også fremgår af afgørelsen. Grunden til, at
Energistyrelsen alligevel har realitetsbehandlet klagen, er, at der i sagen
var tvivl om, hvorvidt varmeanlægget kunne berettige til fritagelse for
tilslutningspligt, da der i sagen ikke forelå tilstrækkelige oplysninger om
anlæggets karakter.
For at sikre en materiel
rigtig afgørelse, så Energistyrelsen i sagen bort fra den beskedne
fristoverskridelse og realitetsbehandlede sagen."
Jeg er enig i at det af
Energistyrelsens afgørelse af 1. marts 1994 i sagen fremgår at styrelsen har
været opmærksom på overskridelsen af klagefristen; derimod må jeg fatsholde
at
det ikke fremgår af sagen at styrelsen har undersøgt årsagen til
fristoverskridelsen.
Der er ikke i
varmeforsyningsloven et bestemmelse hvorefter rekursmyndigheden kan bortse
fra
en overskridelse af klagefristen, f.eks. "når der foreligger (ganske)
særlige omstændigheder". Det må på denne baggrund forekomme tvivlsomt om
Energistyrelsen som rekursmyndighed ville have haft mulighed for at meddele
en
oprejsningsbevilling (og således at have realitetsbehandlet sag 111), jf.
Karsten Loiborg m.fl.: Forvaltningsret (1994), s. 646. Hvis en ulovbestemt
adgang til at give oprejsningsbevilling anerkendes på det foreliggende område
måtte der i det konkrete tilfælde lægges vægt bl.a. klagefristens længde,
fristoverskridelsens længde og årsag samt afgørelsens betydning for klageren
og
for offentlige interesser eller private. Jeg kan for så vidt have forståelse
for hvis en rekursinstans vil være utilbøjelig til at afvise klagesager hvor
der kun er tale om en kortere overskridelse af klagefristen; på den anden
side
må der - ud over de allerede fremhævede hensyn - også lægges vægt på en lige
behandling af borgerne, herunder på det foreliggende retsområde at andre
grundejere kunne have afholdt sig fra at klage, fordi klagefristen var
overskredet og de pågældende ikke var opmærksomme på at der eventuelt ville
kunne bortses fra klagefristen. - Da Energistyrelsen efter at have
realitetsbehandlet sag 111 stadfæstede kommunens afgørelse har jeg ikke
grundlag for at gå videre med spørgsmålet om hvorvidt Energistyrelsen burde
have afvist den konkrete sag som følge af overskridelse af klagefristen.
En rekursinstans har ret -
og normalt også pligt - til at foretage en ubegrænset prøvelse af sagens
retlige og faktiske omstændigheder, med mindre lovgivningen begrænser
rekursinstansens prøvelse eller der i øvrigt foreligger særlige forhold,
typisk
at der findes en særlig sag- eller fagkundskab hos underinstansen som
rekursinstansen ikke har og ikke med rimelighed kan skaffe sig. På det
undersøgte retsområde er der hverken lovbestemte eller ulovbestemte
begrænsninger
i rekursinstansens prøvelse. Energistyrelsen har således både ret og pligt
til
at foretage en fuldstændig efterprøvelse af de afgørelser som forelægges
styrelsen som rekursinstans.
Min undersøgelse har vist at
Energistyrelsen i sagerne generelt af egen drift har foretaget en prøvelse af
både indhold og procedure i relation til
såvel
kommunens godkendelse af et tilslutningsprojekt (herunder om de relevante
procedureregler i varmeforsyningsloven og i bekendtgørelse nr. 139 af 5.
marts
1991 om varmeplanlægning og godkendelse af projekter for kollektive
varmeforsyningsanlæg er overholdt)
som
kommunens konkrete afgørelse om tilslutningspligt. Energistyrelsen synes
imidlertid ikke generelt at have efterprøvet om kommunerne har overholdt de
almindelige forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler, herunder
forvaltningslovens bestemmelser.
Det kan give anledning til
tvivl i hvilken udstrækning rekursinstanser som ikke har almindelige
overordnelsesbeføjelser (og herunder især tilsynsbeføjelser) over for
underinstansen er beføjet og forpligtet til at påse overholdelsen af de
almindelige forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler. Efter min opfattelse
er
sådanne rekursinstanser beføjet og forpligtet til at påse overholdelsen af
alle
sagsbehandlingsregler som gælder i forbindelse med underinstansens behandling
af den sag rekursinstansen skal tage stilling til, og som efter deres art kan
have betydning for afgørelsens indhold og lovlighed. Videre er det min
opfattelse
at rekursinstansen har en pligt til - uanset om der særskilt måtte være
klaget
herover og uanset at rekursinstansen ikke måtte have kompetence til foretage
en egentlig sanktionering af forholdet - over for underinstansen at foretage
en
konstatering
af
visse klare sagsbehandlingsfejl
i
forbindelse med underinstansens sagsbehandling, nærmere betegnet klare
overtrædelser
af sagsbehandlingsregler som efter deres art kan have betydning for
afgørelsens
indhold og lovlighed.
Da min undersøgelse ikke
direkte har omfattet sagsbehandlingen eller afgørelsen hos de kommuner som
har
truffet afgørelse i første instans har jeg ikke foretaget en systematisk
registrering af de tilfælde hvor Energistyrelsen kunne eller burde have
konstateret tilsidesættelse af sagsbehandlingsregler; nedenfor vil jeg
imidlertid
give nogle typiske eksempler.
Fire sager (sagerne 003 og
005-007)kan nævnes som eksempler på at kommunens afgørelse har været så
mangelfuldt begrundet at Energistyrelsen burde have konstateret dette i sin
afgørelse, selvom manglen ikke i det konkrete tilfælde medførte ugyldighed.
I
sag 003
lød begrundelsen i kommunens afgørelse:
"Tilslutningspligten er
pålagt i henhold til varmeforsyningsloven samt Energiministeriets
bekendtgørelse om tilslutning mv.til kollektive varmeforsyningsanlæg.
Teknisk Udvalg har nu som
tidligere lovet genbehandlet Deres ansøgning om fritagelse for
tilslutningspligt.
Udvalget har besluttet ikke
at imødekomme Deres ansøgning om fritagelse, idet man fastholder, at der
gælder samme bestemmelser for Dem som for de allerede ca. 1.400 tilsluttede
ejendomme i kommunen."
I
sag 005
lød kommunens begrundelse:
"Udvalget for teknik og
miljø behandlede på sit møde den 10. november 1993 din ansøgning om
tilladelse
til tilslutning til naturgasnettet.
Udvalget besluttede at
afvise ansøgningen med henvisning til varmeplanen. Din ejendom ligger som
bekendt i fjernvarmeoplandet, og fjernvarmecentralens planlægning,
investeringer og ledningsdimensioneringer er baseret på
varmeforsyningsplanen."
I
sag 006
begrundede kommunen sin afgørelse som følger:
"De har med skrivelse
af 24. maj søgt om udsættelse for tilslutning til fjernvarmen ...
Udvalget for teknik og miljø
har taget generel stilling til dispensationssagerne. De herved afstukne
retningslinier for fritagelse omfatter ikke de af Dem anførte punkter, men
går
udelukkende på ansøgerens personlige økonomiske forhold.
Der kan derfor ikke bevilges
udsættelse til 1999 ..."
Parten i
sag 007
søgte kommunen om dispensation,
bl.a. med henvisning til at partens varmeudgift ville stige med 35% ved en
tilslutning til fjernvarme. I sin afgørelse henviser kommunen end ikke
antydningsvis til retsgrundlaget for afgørelsen, men giver forskellige
kommentarer
til udgifterne i forbindelse med fjernvarme; afgørelsen slutter med følgende
afsnit:
"Teknisk udvalg har
behandlet Deres ansøgning, og besluttet at den
ikke
kan
imødekommes."
Derimod havde
Energistyrelsen næppe haft helt samme anledning til at reagere over for
begrundelsen i kommunens afgørelse i
sag
008
, idet begrundelsen blev væsentligt forbedret i kommunens
fremsendelsesskrivelse
til Energistyrelsen. Begrundelsen i kommunens afgørelse lød:
"Som begrundelse for
Deres ansøgning om dispensation ... anføres bl.a., at De ikke anvender
ejendommen hele året.
Man skal herved meddele Dem,
at kommunen ikke finder grundlag for at meddele dispensation ..."
I fremsendelsesskrivelsen
til Energistyrelsen anførte kommunen:
"Kommunen skal udtale
til sagen, at vi ikke finder grundlag for at meddele dispensation i medfør af
tilslutningsbekendtgørelsens § 13, alene begrundet i en anvendelse af
ejendommen en begrænset del af året."
I
sag 021
fremkom parten i brev af 17. september 1993 med forskellige
indsigelser til projektforslaget og søgte samtidig om fritagelse for
tilslutning. Parten anførte
at
parten
for få år siden investerede ca. 35.000 kr. i et energibesparende fyranlæg,
at
parten planlagde "indenfor den i
loven angivne frist, at anskaffe et solvarmeanlæg med en sådan kapacitet, at
den kan dække halvdelen af ejendommens forsyning med varmt vand",
at
en effektiv brændeovn i ejendommen
blev brugt meget, og
at
partens
varmeudgifter og energiforbrug ville blive fordoblet ved en tilslutning til
fjernvarme. I afgørelsen om at pålægge ejendommen tilslutningspligt - som er
et standarddrev - kommenterede kommunen slet ikke partens anbringender, og i
kommunens senere svar i anledning af partens (fornyede) protest mod
tilslutning
forholdt kommunen sig heller ikke til partens ovenfor refererede anmodning og
anbringender (men udelukkende til om kommunens afgørelse har omfattet begge
partens ejendomme; se nærmere herom i forbindelse med omtalen af sag 021 i
kapitel III.B.12)) (s. 000) ovenfor. I Energistyrelsens afgørelse i sag 021
skrev styrelsen bl.a.:
"Deres henvendelse til
(K) Kommune af 17. september 1993 er indkommet i høringsperioden og er derfor
en indsigelse til projektforslaget. Byrådet vurderede på mødet den 9.
november
1993 de indkomne indsigelser og bemærkninger og tog stilling i sagen. Dette
fremgår af kommunens påbudsskrivelse af 9. december 1993. (K) Kommune har
således hermed taget stilling til Deres henvendelse af 17. september 1993, og
har således ikke fundet anledning til at fritage Deres ejendom beliggende
(Y-gade) 8 fra påbud om tilslutningspligt.
Dispensation fra
tilslutningspligt kan i medfør af § 14 i Energiministeriets bekendtgørelse
nr.
196 af 22. marts 1991 (tilslutningsbekendtgørelsen) først søges når påbud om
tilslutningspligt er meddelt. Der kan således ikke ansøges om dispensation i
høringsperioden, men alene redegøres for forhold bl.a. om anlæggets
indretning, der eventuelt kan medføre, at påbud om tilslutningspligt ikke
meddeles."
Selvom det anførte er
korrekt burde Energistyrelsen have konstateret at kommunen skulle have
forholdt
sig til partens anbringender.
Som eksempler på
sagsbehandlingsfejl som Energistyrelsen ikke var forpligtet til at
konstatere,
men som styrelsen efter min opfattelse nok havde været berettiget til at
påpege
i sin afgørelse skal nævnes
sag 007
hvor kommunens afgørelse ikke indeholdt klagevejledning (hvilket den skulle
efter forvaltningslovens § 25, stk. 1, og tilslutningsbekendtgørelsens § 22),
og
sag 107
hvor kommunen angav
klagefristen forkert (som værende 4 uger fra afgørelsens datering og ikke 4
uger fra den dag afgørelsen er meddelt parten, jf. varmeforsyningslovens § 27
og § 21 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om tilslutning m.v. til
kollektive varmeforsyningsanlæg - dvs. den dag kommunens brev er kommet frem
til parten; se i øvrigt ovenfor afsnit a) i forbindelse med omtalen af sag
111).
Derimod er det tvivlsomt om
Energistyrelsen kan tage stilling til kommunernes sagsbehandlingstid. I
sag 003
havde kommunen i 1983 pålagt
ejendommen tilslutningspligt med en tilslutningsfrist der udløb den 1. juli
1992. Parten søgte den 9. oktober 1991 kommunen om fritagelse for
tilslutning.
Kommunen svarede dagen efter at ansøgningen "efter udløbet af
tilslutningspligtens
tidsfrist den 1. juli 1992 vil ... blive gjort til genstand for en politisk
vurdering".
I brev af 7. oktober 1993 afslog kommunen partens ansøgning. Kommunens lange
sagsbehandlingstid - ca. 2 år - kan som udgangspunkt ikke antages at have
haft
betydning for indholdet af kommunens afgørelse. En sagsbehandlingstid kan
imidlertid blive så lang at der reelt er tale om en ulovlig nægtelse af at
behandle sagen eller at forholdet reelt må sidestilles med et afslag. I
sådanne
tilfælde vil Energistyrelsen som rekursinstans have både ret og pligt til at
tage stilling til sagsbehandlingstiden.
I tre sager (sagerne 006 og
021-022) kan der rejses spørgsmål om
Energistyrelsens
reaktion som klageinstans.
I
sag 006
søgte parten kommunen om forlængelse af tilslutningsfristen
med henvisning til at ejendommens opvarmningsanlæg ikke ville være udtjent
ved
tilslutningsfristens udløb. Kommunen afslog at imødekomme ansøgningen. Af
kommunens afgørelse (de relevante dele er citeret s. 000 ovenfor) fremgik at
dispensation eventuelt ville kunne gives på baggrund af partens personlige
økonomiske forhold. Parten klagede herefter til Energistyrelsen og begrundede
nu også ønsket om forlængelse af tilslutningsfristen med partens personlige
økonomiske situation og gav visse nærmere oplysninger herom. Energistyrelsen
stadfæstede kommunens afgørelse, idet styrelsen heller ikke fandt at
dispensation
kunne gives på baggrund af partens personlige økonomiske situation.
Spørgsmålet i sag 006 er om
Energistyrelsen - i stedet for i realiteten som første instans at tage
stilling til partens ønske om dispensation af hensyn til partens personlige
økonomiske situation - burde have hjemvist sagen til fornyet behandling hos
kommunen. Hjemvisning kan bl.a. ske hvor sagen på grund af nova har ændret
sig
væsentligt, og hvor det samtidig - bl.a. af hensyn til at parten fortsat har
en
rekursmulighed - bør overlades til førsteinstansen at træffe afgørelse på det
nye grundlag. Efter min opfattelse ville det rigtigste nok have været hvis
Energistyrelsen havde taget stilling til hvorvidt der kunne gives
dispensation
på grundlag af driftsøkonomiske hensyn (partens anbringender i relation til
afskrivningstiden
for ejendommens opvarmningsanlæg), men havde hjemvist spørgsmålet om en
mulig dispensation på grundlag af familieøkonomiske hensyn (partens
anbringender om at familiens økonomi ikke kunne klare en tilslutning) til
kommunen til afgørelse i første instans.
Som det også fremgår ovenfor
i kapitel III.B.6) (s. 000) var det i forbindelse med Energistyrelsens
aktindsigtsafgørelser
i
sagerne 021-022
en fejl at styrelsen
nøjedes med at tage stilling til kompetencespørgsmålet og som følge af
kommunens inkompetence at ophæve kommunens afgørelse, men ikke samtidig selv
traf en ny indholdsmæssig afgørelse angående aktindsigtsspørgsmålet.
Forholdet er det at kommunen egentlig skulle have videresendt anmodningen om
aktindsigt til Energistyrelsen, jf. herved forvaltningslovens § 7, stk. 2,
med
henblik på at Energistyrelsen kunne træffe afgørelse. At en inkompetent
myndighed har truffet en indholdsmæssig afgørelse om aktindsigt fritager
selvsagt ikke den kompetente myndighed fra at træffe afgørelse i
aktindsigtssagen.
Et andet særligt spørgsmål i
forbindelse med Energistyrelsens aktindsigtsafgørelser i
sagerne 021-022
er hvorvidt den ulovbestemte rekurs til Miljø- og
Energiministeriets Departement kan anses for afskåret for
aktindsigtsafgørelser. Det kan give anledning til væsentlig tvivl hvorvidt
afgørelser truffet efter offentlighedsloven (eller forvaltningslovens kapitel
4) kan påklages i tilfælde hvor klageadgangen for så vidt angår de materielle
afgørelser er afskåret; se Jon Andersen og Karsten Loiborg m.fl.:
Forvaltningsret (1994), s. 292, jf. s. 336f, og s. 635f.
Efter min opfattelse må der
- ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn - i almindelighed kræves sikre
holdepunkter
i den lovbestemmelse som afskærer rekursadgangen for at denne afskæring -
foruden de materielle afgørelser på området - også skal omfatte
aktindsigtsafgørelser. Dette gælder efter min opfattelse i særdeleshed hvor
der eksisterer en ulovbestemt rekursadgang (som det f.eks. er tilfældet
mellem statslige styrelser/direktorater og vedkommende ministeriums
departement). Der vil således efter min opfattelse skulle en klar og helst
udtrykkelig lovhjemmel til for at afskære klage over aktindsigtsafgørelser i
tilfælde hvor der i øvrigt er hjemmel til at afskære en eksisterende
ulovbestemt rekurs.
En fortolkning af
varmeforsyningsloven og forarbejderne hertil giver ikke sikre holdepunkter
for
at antage at en afskæring af adgangen til at påklage Energistyrelsens
afgørelser efter varmeforsyningsloven til Miljø- og Energiministeriet
samtidig skulle afskære adgangen til at klage over afgørelser efter
offentlighedsloven (og forvaltningslovens kapitel 4). Tværtimod synes det
forholdsvis klart at den relevante bestemmelse i varmeforsyningslovens § 28
kun indeholder hjemmel til at afskære klageadgangen for så vidt angår
afgørelse efter varmeforsyningsloven selv. Bestemmelsen i lovens § 28 har
følgende ordlyd:
"Henlægger...ministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser
efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter loven
til en
institution under ...ministeriet, kan ...ministeren fastsætte ... at
afgørelserne
ikke i alle tilfælde kan
indbringes for anden administrativ myndighed [mine fremhævelser]."
Bestemmelsen i den vedtagne
lovs § 28 svarer til bestemmelsen i § 25 i forslaget til lov om
varmeforsyning
(lovforslag nr. L 60/1989-90), fremsat den 7. november 1989. Af
bemærkningerne
til lovforslagets § 25 fremgår bl.a.:
"Bestemmelsen
opretholder den gældende lovs § 36 med den ændring, at energiministeren gives
bemyndigelse til at indskrænke den gældende klageadgang for afgørelser, som
træffes af Energistyrelsen
i henhold til
delegation.
Bestemmelsen giver grundlag
for at forenkle klagesagsbehandlingen på områder, hvor der har udviklet sig
en
klar praksis, og hvor en
dobbelt
klagebehandling
derfor ikke skønnes nødvendig. [mine fremhævelser]"
Reale grunde taler også for
at rekursbegrænsningen ikke gælder Energistyrelsens aktindsigtsafgørelser. I
sagerne på det undersøgte område træffer Energistyrelsen afgørelse efter
varmeforsyningsloven og de i medfør heraf udstedte
bekendtgørelsesbestemmelser
som klageinstans. I de samme klagesager træffer Energistyrelsen derimod
afgørelse om
aktindsigt
som første
instans.
Sammenfattende må jeg
således konkludere at Energistyrelsens aktindsigtsafgørelser kan påklages til
Miljø- og Energiministeriets departement, og at den retsopfattelse som
Energistyrelsen har givet ud-tryk for i klagevejledningen i forbindelse med
aktindsigtsafgørelserne i sagerne 021-022 derfor ikke er holdbar.
Energistyrelsen har i sin
udtalelse af 15. juni 1999 bl.a. anført:
"Ombudsmanden bemærker,
at det kan give anledning til væsentlig tvivl, hvorvidt den ulovbestemte
rekurs
til Miljø- og Energiministeriets departement kan anses for afskåret for
aktindsigtsafgørelser i sager, hvor klageadgangen for så vidt angår de
materielle afgørelser, er afskåret. Energistyrelsen har været af den
retsopfattelse, som det også fremgår af sagerne 021 og 022, at i det omfang,
den materielle afgørelse ikke kunne påklages, kunne aktindsigtsafgørelsen
heller ikke påklages. I nærværende sager er den materielle rekurs afskåret i
medfør af § 20, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 196 af 22. marts 1991 om
tilslutning
m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.
Ombudsmanden er ikke enig i
Energistyrelsens vurdering, men mener, at der, ud fra retssikkerhedsmæssige
hensyn, i almindelighed må kræves sikre holdepunkter i den lovbestemmelse,
som
afskærer rekursadgangen, for at denne afskæring, foruden de materielle
afgørelser på området, også skal omfatte aktindsigtsafgørelser. Dette bør i
særdeleshed være tilfældet, hvor der eksisterer en ulovbestemt rekursadgang,
og der i øvrigt er hjemmel til at afskære denne ulovbestemte rekurs. For at
afskære klage over aktindsigtsafgørelser kræves en klar og helst udtrykkelig
lovhjemmel.
Energistyrelsen har noteret
sig Ombudsmandens synspunkt og vil på den baggrund revurdere styrelsens
fremtidige praksis på området."
Jeg har taget det anførte
til efterretning.
2) Genoptagelse (remonstration og tilbagekaldelse).
I fire af sagerne (
sagerne 002, 093, 095 og 102
) har parten
anmodet Energistyrelsen om at overveje sagen igen. I intet af disse tilfælde
har genoptagelsesanmodningen ført til en ændring af Energistyrelsens
afgørelse
i sagen; i sag 095 afviste Energistyrelsen genoptagelsesanmodningen med
henvisning
til at kommunen også behandlede en genoptagelsesanmodning fra parten, og i de
øvrige tre sager fastholdt Energistyrelsen efter at have realitetsbehandlet
genoptagelsesanmodningen den tidligere trufne realitetsafgørelse i sagen.
Der findes ikke i de
undersøgte sager tilfælde, hvor Energistyrelsen har tilbagekaldt sin
afgørelse.
3) Klage til
Folketingets Ombudsmand.
Som det fremgår ovenfor i
kapitel I (s. 000) havde jeg tidligere modtaget klager fra 20 grundejere fra
Fanø Kommune; de sager angående Fanø Kommune jeg modtog fra Energistyrelsen
har jeg ikke undersøgt som led i dette egen drift-projekt.
I
sag 009
modtog jeg en klage fra parten over at parten var blevet
tvangstilsluttet til fjernvarmeværket. Da parten havde klaget til
Energistyrelsen som parten oplyste endnu ikke havde truffet afgørelse, sendte
jeg partens henvendelse videre til Energistyrelsen, som imidlertid i
mellemtiden
havde truffet afgørelse i sagen. Da jeg således ikke tidligere har
realitetsbehandlet
sag 009 har denne indgået i egen drift-projektet.
4) Domstolsprøvelse.
Ingen af de undersøgte sager
ses indbragt for domstolene. Som det fremgår ovenfor i kapitel I (s. 000)
anlagde
15 grundejere fra Rønne Kommune sag ved Østre Landsret. De sager angående
Rønne
Kommune jeg modtog fra Energistyrelsen har jeg ikke undersøgt som led i dette
egen drift-projekt.
IV. ENERGISTYRELSENS UDTALELSE.
På baggrund af min foreløbige rapport om undersøgelsen har Energistyrelsen i
skrivelse af 15. juni 1999 afgivet en udtalelse. Udtalelsen er i sin helhed
optaget som bilag 2 til rapporten. Endvidere er de enkelte dele af udtalelsen
gengivet i de relevante steder i rapporten.
V. SAMMENFATNING OG KONKLUSION.
A. Sammenfatning.
De
119 sager
der indgår i undersøgelsen stammer fra 26 forskellige kommuner og fordeler
sig med fra én til 24 sager fra hver kommune.
Ingen af sagerne giver anledning til at rejse
habilitetsspørgsmål.
I 109 af sagerne er der ikke
partsrepræsentation. I de resterende 10 sager er der partsrepræsentation,
typisk ved en professionel partsrepræsentant (advokat, revisor og
ejendomskontor). I en sag optræder dog et familiemedlem som
partsrepræsentant. Energistyrelsen har i alle tilfælde konsekvent og korrekt
korresponderet med den samme person (parten/repræsentanten).
I ingen af sagerne har Energistyrelsen tilsidesat forvaltningslovens § 7,
stk. 1, om
vejledning
, ligesom Energistyrelsen i fornødent omfang har
videresendt til rette myndighed
, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2. 43 sager giver anledning til
vejledningsspørgsmål; Energistyrelsen har i alle tilfælde givet en adækvat,
dækkende og forståelig vejledning. I syv sager er der sket videresendelse til
rette myndighed.
I 14 af sagerne er
notatpligten
tilsidesat. I en del forskellige tilfælde er der herudover indholdsmæssigt
uklare, utilstrækkelige eller formelt mangelfulde notater.
Der er kun begæret
aktindsigt
over for Energistyrelsen i tre af de undersøgte sager. Energistyrelsens
aktindsigtsafgørelse i disse sager kan ikke give mig grundlag for kritik;
derimod er Energistyrelsens opfattelse af at styrelsens aktindsigtsafgørelser
ikke kan påklages til Miljø- og Energiministeriets departement ikke holdbar.
Ud af de 119 undersøgte sager ses der i 54 sager, hvor der ikke er foretaget
partshøring
, ikke herved at være begået en fejl. Der i har i disse
sager af forskellige grunde ikke været partshøringspligt. I andre 33 af de
119
sager er der foretaget partshøring. I 20 af de 33 sager har den foretagne
partshøring indholdsmæssig været tilstrækkelig. I 13 sager har partshøringen
været indholdsmæssigt utilstrækkelig, og i 18 sager har Energistyrelsen kun
sendt parten § 19-oplysninger "til orientering". I 30 sager har
Energistyrelsen fejlagtigt helt undladt partshøring.
Kun i forbindelse med en
afgørelse angående aktindsigt i relation til to af de undersøgte sager har
Energistyrelsens
sagsoplysning
ikke
været fuldt tilstrækkelig.
Ingen sager indeholder
særligt
fortrolige oplysninger
, jf.
forvaltningslovens § 28, stk. 1. Kun en mindre del af sagerne indeholder
andre fortrolige oplysninger (jf. forvaltningslovens § 28, stk. 3). Der er
ikke i noget tilfælde konstateret uberettiget videregivelse af fortrolige
oplysninger.
I 63 af de i alt 137
afgørelser i de undersøgte sager lider Energistyrelsens
begrundelser
ikke af en retlig mangel. De resterende 74 afgørelser
indeholder - hovedsageligt mindre væsentlige - begrundelsesmangler. Hyppigst
indeholder de mangelfulde begrundelser ikke en (fyldestgørende) henvisning
til skrevne regler. En sådan henvisning mangler helt i 20 afgørelser og er
mere eller mindre utilstrækkelig i 52 afgørelser.
I intet tilfælde har
Energistyrelsen i strid med forvaltningslovens § 25 undladt at give
klagevejledning. I alle sager hvor
Energistyrelsen har truffet (indholdsmæssige) realitetsafgørelser har
styrelsen givet en indholdsmæssig korrekt "negativ"
klagevejledning,
dvs. vejledning om at Energistyrelsens afgørelse ikke kan indbringes for
højere
administrativ myndighed.
Ingen af sagerne giver
anledning til bemærkninger mht. Energistyrelsens
bekendtgørelse
af sine afgørelser.
I relation til
Energistyrelsens
sagsbehandlingstid
omfatter undersøgelsen 3 spørgsmål: 1
°
Hvornår hører parten første gang fra myndigheden?
2
°
hvad er den samlede sagsbehandlingstid? og 3
°
gives der underretning, når sagen trækker ud, og
besvares rykkere?
Ad 1
°
er det opgjort at parten har hørt første gang fra Energistyrelsen
inden 1 måned i 35 tilfælde og efter mere end 1 måned i 88 tilfælde. Værst
ser
det ud i to sager, hvor er der gået over ni måneder.
Ad 2
°
: Den samlede sagsbehandlingstid varierer ganske meget - lige fra
under 1 måned til over 2 år og 4 måneder. I fem tilfælde er
sagsbehandlingstiden
under 1 måned, i seks tilfælde under 2 måneder, i seks tilfælde under 3
måneder, i seks tilfælde under 4 måneder, i otte tilfælde under 5 måneder, i
13 tilfælde under 6 måneder, i 23 tilfælde under 7 måneder, i 10 tilfælde
under 8 måneder i tre tilfælde under 9 måneder, i tre tilfælde under 10
måneder og i 40 tilfælde over 1 år. Energistyrelsens samlede
sagsbehandlingstid har i 87 tilfælde været længere end det med rimelighed kan
forventes.
Ad 3
°
har undersøgelsen vist, at Energistyrelsen i ringe grad har efterlevet
pligten til at besvare rykkere fra parten og i øvrigt konsekvent har
tilsidesat
pligten til at give underretning til parten når sagen trækker ud.
I 15 sager er der anledning
til bemærkninger vedrørende
vildfarelse,
sjusk m.v.
Der er tale om meget forskelligartede forhold.
Energistyrelsens breve mv.
er
sprogligt
korrekt udformet. Energistyrelsen
har også i sagerne i ganske høj grad evnet at formulere sig sprogligt
forståeligt og uden unødig anvendelse af bureaukratiske vendinger,
kompliceret
sætningsopbygning eller fagudtryk som parterne i sagerne ikke kan formodes at
kunne forstå.
I øvrigt har der kun været
anledning til kritisk omtale af et enkelt
hjemmelsspørgsmål
i relation til 18 af de undersøgte sager. I de 18 sager er hjemmelsgrundlaget
for Energistyrelsens afgørelse bl.a. "Frikommuneregulativ nr. 22 for
Næstved Kommune - Frikommuneregulativ om tilslutningspligt for eksisterende
bebyggelse i naturgasområder". Der er imidlertid ikke kundgjort en
ministeriel bekendtgørelse i Lovtidende om godkendelse af
frikommuneregulativet,
jf. frikommunelovens § 5, stk. 2. Herved har Energistyrelsen savnet (formel)
bemyndigelse til at stadfæste kommunens afgørelse i de 18 sager. Da der i
forhold til grundejerne i de omhandlede sager er truffet en afgørelse som må
anses for i alt fald delvist begunstigende, har jeg ikke henstillet til
Energistyrelsen
at styrelsen overvejer at tilbagekalde styrelsens afgørelser og træffe nye
afgørelser inden for bemyndigelsen. Derimod er det min hensigt - efter
afslutningen af dette egen drift-projekt - i en særskilt sag at rejse
bemyndigelsesspørgsmålet
over for Miljø- Energiministeriet, og herunder bede ministeriet overveje
hvorledes den retlige mangel eventuelt vil kunne afhjælpes.
Energistyrelsen har truffet
en indholdsmæssig realitetsafgørelse i 107 af de 119 undersøgte sager. Kun i
12
sager har Energistyrelsen ikke fuldstændig stadfæstet kommunens afgørelse (i
11
sager fik klageren fuldt ud medhold, i én sag delvist medhold). I seks af de
sager hvor klagen fik fuldt ud medhold ændrede Energistyrelsen kommunens
afgørelse til skade for grundejeren.
I fire sager har parten
remonstreret
sagen til Energistyrelsen,
men uden at dette har ført til ændring af Energistyrelsens afgørelse.
I én af de undersøgte sager
havde parten tidligere henvendt sig til
Folketingets
Ombudsmand
; klagesagen blev dog afvist for tiden. Ingen af sagerne har
været indbragt for
domstolene.
B. Konklusion.
Undersøgelsen har vist at Energistyrelsen på det undersøgte område træffer
lovlige afgørelser. Et generelt
hjemmelsspørgsmål
(et bemyndigelsesspørgsmål af mere formel karakter) vil jeg dog rejse over
for Miljø- og Energiministeriet.
Energistyrelsens
sagsbehandling
i de undersøgte sager har været god med hensyn til vejledning, sagsoplysning,
behandling af fortrolige oplysninger, klagevejledning og bekendtgørelse af
afgørelser, ligesom styrelsens breve er korrekt sprogligt uformet og
forståelige. Derimod har Energistyrelsen i nogle tilfælde ikke overholdt
reglerne om notatpligt, partshøring og begrundelse; i ingen af de sager hvor
er er mangler med hensyn til notatpligt, partshøring eller begrundelse har
manglen dog efter min vurdering en sådan karakter at den kan antages at have
haft indflydelse på afgørelsens indhold. I et mindre antal af sagerne har der
i øvrigt været anledning til bemærkninger vedrørende vildfarelse, sjusk m.v.
Energistyrelsens
sagsbehandlingstid
har i en række
tilfælde været længere end det acceptable, og styrelsen har i ringe grad
efterlevet
pligten til at besvare rykkere fra parten og i øvrigt konsekvent tilsidesat
pligten til at give underretning til parten når sagen trækker ud.
Samlet
efterlader
undersøgelsen det indtryk at Energistyrelsens administration i relation til
klagesager angående tilslutningspligt til kollektive varmeforsyningsanlæg er
velordnet og forholdsvis til-fredsstillende, og styrelsen synes præget af
ønsket om at gennemføre en korrekt og i forhold til borgerne forståelig
sagsbehandling.
De sagshandlingsfejl som undersøgelsen har afdækket vil i høj grad kunne
undgås med forholdsvis enkle midler, og Energistyrelsen har allerede taget
relevante initiativer i denne retning. Problemet med for lang
sagsbehandlingstid
synes nu også at være løst.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om varmeforsyning og lov om planlægning (Afskaffelse af tilslutningspligt til naturgas og offentliggørelse og videregivelse af oplysninger om produktions- og driftsmæssige forhold m.v.) Retsinformation · 10. februar 2022
- Sag om prøvelse af myndighedsafgørelse konkret Energiklagenævnets afgørelse vedrørende varmeværks varmeproduktionsanlæg Domsdatabasen · 16. januar 2024
- Kraftvarmeværket er ikke anset for omfattet af gasafgiftslovens § 8, stk. 4 og 5, samt kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 7 og 8 Landsskatteretten · 29. marts 2011
- Forslag til Lov om ændring af lov om varmeforsyning og lov om planlægning (Gennemsigtighed i varmeforsyningsvirksomheder) Retsinformation · 7. november 2024
- Tilslutningspligt til kollektivt varmeforsyningsanlæg effter varmeforsyningsloven. Retsinformation · 25. september 1997
- Tilslutningspligt til kollektivt varmeforsyningsanlæg efter varmeforsyningsloven. Retsinformation · 25. september 1997