Istandsættelse af privat fællesvej Partshøring. Udsættelse. Vejledning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Istandsættelse af privat fællesvej
Partshøring. Udsættelse. Vejledning
Blåvandshuk Kommune traf den
30. maj 2001 beslutning om istandsættelse af den private fællesvej V i
henhold
til privatvejslovens kapitel 10, § 59, stk. 3. Den 3. august 2001
bekendtgjorde kommunen imidlertid at kommunen havde annulleret en tidligere
truffet beslutning om at bestemmelserne i lovens afsnit I, III og IV skulle
finde anvendelse for den del af vejen som forløber mellem sommerhusområdet og
kommunevejen. Kommunen oplyste de vejberettigede herom i et brev af 8. august
2001 hvor det desuden blev oplyst at kommunen agtede at genoptage sagen med
afholdelse af vejsyn i henhold til lovens afsnit I, II og IV.
Ved brev af 12. november 2001
indkaldte Blåvandshuk Kommune til vejsyn. Indkaldelsen blev sendt til alle
vejberettigede og blev indrykket i avisen B den 21. november 2001.
Indkaldelsen
havde følgende ordlyd:
”Med henblik på at løse det
mangeårige problem med dårlig vedligeholdelse af den private fællesvej (V)
indkaldes De hermed til vejsyn:
ONSDAG DEN 5. DECEMBER 2001,
KL. 13.00,
Med mødested ved (V)-vejs
krydsning med (X)-vej.
Vejsynet afholdes i henhold
til privatvejslovens § 15, stk. 2 og stk. 4.
Ved vejsynet gives der de
fremmødte adgang til at udtale sig, jfr. privatvejslovens § 16 stk. 1.
Udvalget påregner at træffe
beslutning samme dag umiddelbart efter forhandlingens afslutning, jfr.
Læs alt
privatvejslovens § 16 stk.
2.”
Den 14. november 2001 skrev
et ægtepar, A, til Blåvandshuk Kommune og bad kommunen overveje det valgte
tidspunkt for afholdelse af vejsyn. A henviste til at hovedparten af de
vejberettigede var sommerhusejere som ikke var bosiddende i kommunen, og som
vanskeligt ville kunne frigøre sig en hverdag uden betydelige økonomiske
omkostninger.
A foreslog at kommunen i stedet afholdt vejsynet en lørdag. Videre anførte A
at
det ud fra indkaldelsens indhold var meget vanskeligt at danne sig et indtryk
af hvilken slags beslutning vejsynet skulle føre til. A oplyste at de efter
deres opfattelse måtte betragtes som part i sagen, og foreslog at kommunen
valgte en procedure der muliggjorde en partshøring.
Efter at Blåvandshuk Kommune
den 16. november 2001 havde sendt A en kopi af privatvejsloven, skrev de den
19. november 2001 på ny til kommunen. I brevet anførte ægteparret bl.a.
følgende:
”Hvad drejer sagen sig om?
Hvad har foranlediget indkaldelsen? Er der tale om en beskeden
vedligeholdelse,
eller er der tale om et millionprojekt? Hvilken vejstrækning er der tale om?
Hvor mange meter? Hvad er den forventede pris for opgaven? Er der tale om den
tidligere omtalte ’permanente istandsættelse’?”
Hertil anførte Blåvandshuk
Kommune i brev af 23. november 2001:
”Deres spørgsmål vil blive
behandlet ved vejsynet jfr. privatvejslovens § 16, stk.
1.”
Ved brev af 25. november 2001
anmodede A Blåvandshuk Kommune om aktindsigt i sagen.
Den 19. december 2001 traf
Blåvandshuk Kommune – efter vejsyn afholdt den 5. december 2001 –
afgørelse om
istandsættelse af den private fællesvej V på strækningen mellem kommunevejen
og X-vej. Af kommunens afgørelse fremgik bl.a. følgende:
”Med henblik på at løse det
mangeårige problem med dårlig vedligeholdelse af den private fællesvej
(V)-vej blev der holdt vejsyn onsdag den 5. december 2001 med mødested ved
(V)-vejs krydsning med (X)-vej.
Vejsynet blev holdt i henhold
til privatvejlovens § 15, stk. 2 og 4, og de fremmødte fik adgang til at
udtale sig, jfr. samme lovs § 16, stk. 1.
På grundlag af ovenstående
har sagen været behandlet ved udvalgets møde onsdag den 19. december 2001 og
det meddeles i den anledning, at udvalget besluttede, at vejen istandsættes i
henhold til privatvejlovens bestemmelser.
Beslutningen er truffet i
h.t. privatvejslovens § 16, stk. 2, på grundlag af det passerede ved
vejsynet.
Istandsættelsen
påbydes udført i h.t. privatvejslovens § 16, stk.
3, som følger:
1. Vejen istandsættes på
strækningen mellem kommunevejen (V)-vej og (X)-vej (’Nødvejen’).
2. Istandsættelse udføres
således, at der sker en forbedring af vejen bl.a. for at minimere
vedligeholdelsen
i en årrække fremover.
Den asfalterede del forsynes med
maskinafretning af asfalt, hvorover der udføres en enkelt
overfladebehandling.
Den grusbelagte del
omprofileres, hvorefter der udlægges og komprimeres
5 cm
stabilt grus II. Herefter udføres
en dobbelt overfladebehandling.
6. De samlede omkostninger
til vejarbejdet skønnes til 662.000 kr. incl. moms jfr. følgende overslag
(prisniveau maj 2002):
De påbudte arbejder, jfr. §
16, stk. 3, fordeles jfr. privatvejslovens § 17 mellem de vejberettigede i
forhold til deres brug af vejen.
Følgende vejberettigede
bidrager hver med 1 andel, fordi de enkelte vejberettigede anses for at
benytte
veje i lige stort omfang.
Samlet antal andele, i alt
331, hvilket giver en anslået pris pr. andel på 2.000 kr. incl. moms.
”
Kommunens afgørelse blev
meddelt A ved brev af 16. januar
2002.
A
påklagede afgørelsen til Vejdirektoratet.
Blåvandshuk Kommune sendte A
med brev af 26. marts 2002 kopi af akter i sagen, og med brev af 19. april
2002
sendte Blåvandshuk Kommune A kopi af breve fra andre lodsejere i sagen.
I brev af 26. juni 2002
meddelte Vejdirektoratet A at direktoratet fandt at Blåvandshuk Kommunes
afgørelse var lovlig. I Vejdirektoratets brev af 26. juni 2002 var bl.a.
anført
følgende:
”I henhold til
privatvejslovens § 16, stk. 2, træffer vejmyndigheden beslutning snarest
muligt
efter forhandlingens afslutning, og privatvejsloven forudsætter således, at
synspunkter, indsigelser eller ændringsforslag fremsættes ved selve vejsynet,
jf. lovens § 16, stk. 1, og stk. 2. Ved kendelse om istandsættelse af private
fællesveje på landet, hvor der som her afholdes vejsyn, kan vejsynet
ligestilles
med en partshøring. Privatvejsloven stiller ikke krav om, at der efter
vejsynet
skal gives de vejberettigede en frist til at fremkomme med indsigelser eller
yderligere udtalelser. Privatvejsloven forudsætter således, at synspunkter,
indsigelser eller ændringsforslag fremsættes ved selve vejsynet, jf. lovens §
16, stk. 1, og stk. 2.
Med hensyn til
forvaltningslovens bestemmelser skal oplyses følgende:
Vedrørende kommunens
informations- og vejledningspligt i henhold til forvaltningslovens § 7 skal
det bemærkes, at kommunen ikke inden vejsynet har været i stand til at
besvare
spørgsmål om istandsættelsens art og størrelse, idet disse spørgsmål først
ville blive afgjort på vejsynet på grundlag af lodsejernes udtalelser ved
vejsynet. Med hensyn til formålet med vejsynet har Vejdirektoratet noteret,
at
kommunen i brevet af 12. november 2001 med indvarsling til vejsynet har
angivet, at vejsynet afholdes ’med henblik på at løse det mangeårige
problem
med dårlig vedligeholdelse af den private fællesvej (V)’.
På denne baggrund finder
Vejdirektoratet ikke, at der er sket tilsidesættelse af kommunens
informations-
og oplysningspligt efter forvaltningslovens § 7.
Vedrørende aktindsigt skal
Vejdirektoratet oplyse følgende:
I henhold til
forvaltningslovens § 16, stk. 2, skal myndigheden snarest afgøre, om en
begæring
om aktindsigt kan imødekommes. Er begæringen ikke imødekommet eller afslået
inden 10 dage efter, at begæringen er modtaget af myndigheden, skal denne
underrette
parten om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at
foreligge.
Forvaltningslovens § 11, stk.
1, angiver, at såfremt en part under sagens behandling fremsætter begæring om
aktindsigt, og denne begæring efter loven imødekommes, udsættes sagens
afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med
dokumenterne.
I henhold til
forvaltningslovens § 16, stk. 2, burde kommunen have besvaret Deres anmodning
om aktindsigt i brev af 25. november 2001 inden 10 dage. Vejdirektoratet har
gjort kommunen opmærksom herpå i det i kopi vedlagte brev af dags dato.
Henset til, at der på
tidspunktet for Deres anmodning om aktindsigt endnu ikke fandtes akter, der
vedrørte den ’nye’ sag, og henset til at hverken akterne vedrørende
den
’gamle’ sag, som blev fremsendt med kommunens brev af 13. marts
2002, og som
De allerede måtte være bekendt med, eller eventuelle henvendelser til
kommunen fra grundejere med anmodning om vejsyn har haft nogen betydning for
kommunens afgørelse, finder Vejdirektoratet, at fejlen ikke kan begrunde en
tilsidesættelse af kommunens afgørelse som ulovlig.
Af samme grunde finder
Vejdirektoratet, at forvaltningslovens § 11, stk. 1, ikke er anvendelig i
dette tilfælde.
Med hensyn til partshøring
skal Vejdirektoratet oplyse følgende:
Forvaltningslovens § 19, stk.
1, angiver, at såfremt en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med,
at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har
gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at
fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til
ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens
afgørelse.
Forvaltningslovens § 19, stk.
2, nr. 6, angiver, at bestemmelsen i stk. 1 ikke gælder, hvis der ved lov er
fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig
bekendt
med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til
sagen,
inden afgørelsen træffes.
De særlige bestemmelser, som
der henvises til i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6, findes i
privatvejslovens
§ 16, stk. 1, hvorefter der ved vejsynet gives de fremmødte adgang til at
udtale sig, før afgørelse træffes, jf. ovenstående på side 5 vedrørende denne
bestemmelse.
Bestemmelsen i
privatvejslovens § 16, stk. 1, giver endog en bedre beskyttelse af partens
interesser end forvaltningslovens regler i og med, at der ved et vejsyn er
sikret adgang til en mundtlig drøftelse.
Kommunen har således ikke i
henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 1, været forpligtet til at
partshøre
yderligere.
For så vidt angår Deres
anbringende om, at kommunens afslag på Deres anmodning om flytning af datoen
for vejsyn burde have været begrundet, skal det oplyses, at kommunens
beslutning om fastsættelse af dato for et vejsyn ikke er en afgørelse i
forvaltningslovens
forstand. Det er en procesbeslutning.
En myndigheds
procesbeslutninger er, med mindre de afslutter sagsbehandlingen,
del-beslutninger under en verserende sag, som afsluttes med en
forvaltningsretlig afgørelse. Procesbeslutninger er således ikke selvstændige
afgørelser i forvaltningslovens forstand, jf. pkt. 10 i Justitsministeriets
vejledning
af 1986 om forvaltningsloven, og kommunens afslag på Deres anmodning om
udsættelse af datoen for vejsynet er derfor ikke omfattet af kravet om
begrundelse i forvaltningslovens §
22.”
Med breve af 16. og 19. juli
2002 klagede A til mig over henholdsvis Vejdirektoratets og Blåvandshuk
Kommunes behandling af sagen.
I brev af 23. december 2002
anmodede jeg Vejdirektoratet om en udtalelse. Jeg bad direktoratet om at
komme
ind på følgende:
Hvorvidt privatvejslovens §
16, stk. 1, i alle henseender stiller parten bedre end forvaltningslovens §
19,
stk. 1, og således fortrænger forvaltningslovens § 19, stk. 1. Hvis
specialreglen i privatvejsloven ikke fortrænger forvaltningslovens § 19, stk.
1, men derimod suppleres af denne bestemmelse, bad jeg direktoratet om at
udtale sig om hvorvidt der var foretaget tilstrækkelig partshøring i sagen.
Uddybe hvorfor
forvaltningslovens § 11, stk. 1, efter Vejdirektoratets opfattelse ikke
var anvendelig i sagen.
Hvorvidt Blåvandshuk Kommune
havde pligt til at svare på A’s spørgsmål om hvad sagen drejede sig om.
Hvorvidt Blåvandshuk Kommune
burde have ændret tidspunktet for afholdelse af vejsynet.
Jeg anmodede endvidere
Vejdirektoratet om at direktoratet forinden afgivelse af udtalelse indhentede
en udtalelse fra Blåvandshuk Kommune om sagen.
Den 16. april 2003 modtog jeg
fra Vejdirektoratet Blåvandshuk Kommunes brev af 12. februar 2003 samt
direktoratets brev af 15. april 2003.
Blåvandshuk Kommune udtalte i
brevet af 12. februar 2003 bl.a. følgende:
”Spørgsmål 1:
Forvaltningslovens § 19
forudsætter, at der er akter/oplysninger i sagen, som myndigheden er i
besiddelse
af før vejsynet, som kan bruges til at træffe en beslutning i sagen, hvilket
vi
ikke er, da der først på eller efter vejsynet træffes beslutning om
løsningsmodellen,
jfr. privatvejsloven § 16, stk. 2. Kommunen vidste ikke før vejsynet om
løsningen blev en opretning af gruset, udlægning af en overfladebehandling,
udlægning af asfalt, en god idé fra en af de fremmødte eller en kombination
af
førnævnte muligheder. Derfor kunne vi ikke før vejsynet fremsende noget til
parterne, kun af det ’gamle’, som var irrelevant for beslutningen
på/efter
vejsynet.
Da vejsynet er mundtlig (med
referent), opstår der hurtig en debat, nye ideer kan opstå, alle fremmødte
kan
komme med kommentar og nye indgangsvinkler.
Da alle parter var blevet
indkaldt og derved bekendt med afholdelsen af vejsynet, har de haft mulighed
for skriftligt at indsende en kommentar. Hvilket nogle af parterne også har
gjort.
Alle parter fik tilsendt
vejmyndighedens beslutning, som først forelå efter vejsynet, og alle har haft
ens klagemulighed.
Derfor mener vi, at der er
foretaget tilstrækkelig partshøring i sagen.
Spørgsmål 2:
(A) fremsatte begæring om
aktindsigt. Den aktindsigt de bad om, var på de akter, der kunne have hjulpet
dem med at træffe en beslutning vedr. sagen. Problemet var bare, at der på
det
tidspunkt kun fandtes den indkaldelse, som de havde fået vedrørende den
’nye’
sag. Ved at fremsende de akter der vedrørte den ’gamle’ sag, mente
vi, at det
kunne give en forkert opfattelse af, hvad vejsynet den 5. december 2001
drejede
sig om. Det mente vi pga. at den ’gamle sag’ var bygget op efter
proceduren i
afsnit III
i privatvejsloven, hvilken
var forskellig fra proceduren i
afsnit II
i privatvejsloven, som vi fulgte i den ’ny’ sag.
De akter, som de søgte, kom
først senere – på selve dagen for vejsynet og efterfølgende (hvilket vi
mener
er i overensstemmelse med afsnit II i privatvejsloven, se svaret i spørgsmål
3).
Derfor mente vi, at
forvaltningslovens § 11, stk. 1, ikke var anvendelig i sagen.
Vi har erkendt, at vi ikke
har overholdt forvaltningslovens § 16, stk. 2 vedr. de 10 dages svarfrist,
hvilket vi selvfølgelig beklager meget.
Sagens akter blev i marts
2002 fremsendt til (A).
Spørgsmål 3:
I indkaldelsen til vejsynet
onsdag den 5. december 2001 stod der, at det drejede sig om den private
fællesvej (V), og at det drejede sig om at løse det mangeårige problem med
dårlig
vedligeholdelse af vejen. Dvs. at det drejede sig om, hvordan vejen skulle
vedligeholdes fremover.
Det (A) ønskede svar på,
inden vejsynet, var en direkte løsningsmodel, hvor både materialevalg,
omfang,
pris m.v. var oplyst. Hvilket vi sådan set godt kunne forstå.
Problemet var bare, at
såfremt vi gjorde det, overtrådte kommunen loven (sådan opfattede vi og
opfatter stadig loven).
I privatvejslovens § 16 stk.
2 står der, at valg af løsningsmodel (altså det som (A) ønskede) først må
træffes
EFTER
vejsynet. Hvilket også
skete, hvorefter beslutningen blev sendt ud til alle, der var indkaldt til
vejsynet.
Problemet var, at vejen lå og
stadig ligger på landet. Derfor skulle
afsnit
II
i privatvejsloven bruges. I afsnit II
skal
der afholdes et vejsyn (hvor man mødes på stedet) i henhold
til §§ 15-20.
Det som gav problemet var, at
loven skelner mellem ’private fællesveje på landet’ (afsnit II,
hvor sagen
befandt og stadig befinder sig) og ’private fællesveje i byer og
bymæssige
områder’ (afsnit III).
Hvis sagen havde været under
’private fællesveje i byer og bymæssige områder’ (afsnit III),
hvad den ikke var
, skulle en anden
procedure have været brugt, og her kunne § 59 stk. 2 have været brugt
–
det var den paragraf som (A) bl.a. henviste til. Efter § 59 stk. 2 kan
vejmyndigheden
(kommunen) gøre enhver, som vil blive berørt af den påtænkte beslutning,
bekendt med indholdet af denne.
Denne
mulighed findes ikke i privatvejsloven afsnit II.
Derfor mener vi, at vi har
givet (A) de oplysninger, som vi mente, vi måtte efter privatvejslovens
afsnit II.
Spørgsmål 4:
Indkaldelsen til vejsynet den
5. december 2001 blev mandag den 12. november 2001 udsendt til over 300
personer, og indkaldelsen var fremsendt til aviserne (B) og (C), aviserne
skulle offentliggøre indkaldelsen onsdag den 21. november 2001.
Dette var sket for at
overholde privatvejsloven § 15, stk. 4, hvorefter der skal gives mindst 2
ugers varsel.
Vi modtog brevet fra (A)
fredag den 16. november 2001, hvori de ønskede vejsynet flyttet til f.eks. en
weekend. På det tidspunkt, hvor vi modtog brevet fra (A), måtte man forvente,
at de, der var interesserede i vejsynet allerede havde foretaget nogle
tiltag.
Såfremt tidspunktet for vejsynet blev flyttet, skulle disse personer til at
lave ændringer i deres tiltag.
Når man indkalder over 300
personer til vejsyn er det sjældent, at alle møder op. Ved flytning af datoen
for vejsynet var der mulighed for, at nogle af de andre indkaldte, ikke kunne
denne dag.
Vi ændrer meget sjældent et
fastlagt møde af denne art; så kun mange henvendelser vedrørende ændring af
tidspunktet ville gøre, at vi ville
overveje
dette.
Vi har erfaret fra tidligere
møder af denne art, at deltagerne normalt ønsker dem holdt på hverdage og
ikke
i en weekend.”
Vejdirektoratet udtalte i
brevet af 15. april 2003 bl.a. følgende:
”
1.
Ifølge ordlyden i
privatvejslovens § 16, stk. 1, gives der ved vejsynet de fremmødte adgang til
at udtale sig.
I bemærkninger til den
tidligere § 15, stk. 3, i lov nr. 288 af 7. juni 1972 (nu § 16, stk. 1,), jf.
Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 365, angives bl.a.: ’Ved
stk. 3,
foreslås reglerne om indvarslinger til vejsynet (åstedsforretningen)
moderniseret og bragt bedre i overensstemmelse med den nugældende opfattelse
af
det berettigede i, at den, der berøres af offentlige myndigheders afgørelser,
bør have lejlighed til at sætte sig ind i foreliggende forslag og gøre sine
interesser gældende, inden endelig beslutning træffes.’
Formålet med bestemmelsen om
vejsyn er således – udover at sikre vejmyndigheden det fornødne grundlag
for at
træffe en rigtig afgørelse – også at sikre, at parterne bliver gjort
bekendt
med vejmyndighedens beslutningsgrundlag og får lejlighed til at udtale sig
herom, forinden afgørelse træffes.
På denne baggrund er det
Vejdirektoratets opfattelse, at et vejsyn i henhold til privatvejslovens §
16,
stk. 1, som udgangspunkt må antages at stille parterne mindst lige så godt og
ofte bedre end forvaltningslovens bestemmelser om partshøring, m.v., både i
relation
til at blive bekendt med beslutningsgrundlaget og til at få lejlighed til at
udtale sig. Parterne har lejlighed til selv at komme med oplysninger og til
på
stedet at kommentere både kommunens og andre parters oplysninger, hvilket
ofte vil være en fordel frem for en skriftlig høring. At mødeformen som
udgangspunkt må antages at stille en part bedre end en skriftlig behandling
bekræftes
efter Vejdirektoratets opfattelse af, at mødeformen anvendes inden for
retsplejen
og i andre relationer, hvor en afgørelse må antages at have særlige
indgribende
betydning, så som ekspropriation, taksation, m.v.
Det forhold, at en part ikke
møder eller lader sig repræsentere ved vejsynet, kan normalt ikke føre til,
at den pågældende efterfølgende har krav på at få de oplysninger, m.v., som
den pågældende kunne have fået ved at møde eller lade sig repræsentere ved
mødet. Kun hvis der ved vejsynet fremkommer oplysninger af
’faktisk’ karakter,
som den pågældende ikke kunne forvente ville fremkomme, og som får en særlig
betydning for afgørelsen i relation til den pågældende, f.eks. i form af
særlig
stor vedligeholdelsespligt, vil der – uanset den manglende
tilstedeværelse –
være grundlag for en særlig partshøring efter forvaltningslovens § 19. Dette
ses ikke at være tilfældet i den foreliggende sag.
2.
I Vejdirektoratets brev af
26. juni til (A) er det anført, at forvaltningslovens § 11, stk. 1, ikke er
anvendelig, idet der på tidspunktet (25. november 2001) for klagerens
anmodning
om aktindsigt endnu ikke fandtes akter, der vedrørte den ’nye’ sag,
og idet
klagerne måtte anses allerede at være bekendt med de foreliggende akter
vedrørende den ’gamle’ sag.
Vejdirektoratet må medgive,
at udtalelsen er ukorrekt formuleret. Bestemmelsen i lovens § 11, stk. 1 er
principielt anvendelig.
Ifølge forvaltningslovens §
11, stk. 1, udsættes en sags afgørelse, indtil der er givet parten adgang til
at gøre sig bekendt med dokumenterne, såfremt en part under en sags
behandling
fremsætter begæring om aktindsigt, og denne begæring efter loven skal
imødekommes.
Blåvandshuk Kommune burde –
som det også fremgår af Vejdirektoratets afgørelse – efter
Vejdirektoratets
opfattelse inden for 10 dage efter modtagelsen have besvaret anmodningen om
aktindsigt.
Ifølge bestemmelsens ordlyd
er det en betingelse, at en begæring om aktindsigt efter loven skal
imødekommes.
Da der ifølge det oplyste ved
modtagelsen af anmodningen ikke fandtes andre sagsakter på den nye del af
sagen, end indkaldelsen til vejsynet, som klagerne allerede havde modtaget,
og
da sagsakterne på den gamle del af sagen allerede under det tidligere
sagsforløb var fremsendt til klagerne, burde kommunen i svaret have oplyst
dette.
3.
I henhold til
forvaltningslovens § 7, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed i fornødent
omfang
yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål
inden
for myndighedens sagsområde.
Spørgsmålet om, i hvilket
omfang det i sagen har været fornødent at besvare klagerens spørgsmål og i
givet fald på hvilken måde, beror på kommunens skøn.
Vejdirektoratet har forstået
kommunens manglende besvarelse således, at kommunen har skønnet, at der var
tale om en ’chikanehenvendelse’, hvor klagerne, jf. kommunens brev
af 8.
august 2001 til sagens parter, herunder klagerne, vidste eller burde vide,
hvad sagen drejede sig om, og at det derfor ikke var fornødent at svare.
Dette skøn kan
Vejdirektoratet ikke tage stilling til, jf. privatvejslovens § 7, stk. 1,
hvorefter Vejdirektoratets kompetence som klagemyndighed er begrænset til
retlige spørgsmål.
4.
Ifølge privatvejslovens § 15,
stk. 4, skal indkaldelse til vejsyn foretages af vejmyndigheden med mindst to
ugers varsel ved offentlig kundgørelse i stedlige blade efter vejmyndighedens
bestemmelse. Med samme varsel indkaldes så vidt muligt enhver, der er
vejberettiget til vejen, eller som i henhold til særlig overenskomst eller
anden bestemmelse skønnes at kunne inddrages under istandsættelses- og
vedligeholdelsespligten.
Privatvejsloven indeholder
ikke bestemmelser, der giver grundejerne ret til at kræve vejsyn afholdt på
bestemte ugedage eller tidspunkter.
Det er således i henhold til
privatvejsloven op til kommunen at fastlægge tidspunktet for et vejsyn.
Det bemærkes i den
forbindelse, at Vejdirektoratet ikke finder grundlag for at antage, at
kommunen
ved fastsættelsen af tidspunktet har varetaget usaglige hensyn.
Vejdirektoratet har noteret
sig, at kommunen har indkaldt klagerne til vejsynet den 5. december i brev af
12. november 2001, dvs. med tre og ikke kun med de foreskrevne to ugers
varsel.
Efter Vejdirektoratets
opfattelse er det både lovligt og rimeligt, at kommunen vælger at holde
vejsyn
inden for administrationens normale arbejdstid. Der er ikke i loven eller
dens
forarbejder holdepunkter for at antage, at kommunen ved sin administration af
bestemmelserne skulle være forpligtet til at pålægge administrationen
overarbejde og betale herfor.
Kommunen har således efter
Vejdirektoratets opfattelse ikke været forpligtet til at imødekomme klagernes
ønske om at ændre tidspunktet for vejsynet.
Det bemærkes også i denne
forbindelse, at Vejdirektoratet som klagemyndighed i henhold til
privatvejslovens
§ 7, stk. 1, alene kan tage stilling til retlige spørgsmål.
For god ordens skyld skal det
oplyses, at det af bemærkningerne til den tidligere § 15, stk. 3 i lov nr.
288
af 7. juni 1972 (nu § 15, stk. 4,), jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A,
spalte 365, fremgår, at bestemmelsen om indkaldelse til vejsyn med mindst to
ugers varsel netop blev indført af hensyn til grundejere, der ikke har fast
bopæl ved vejen, f.eks. sommerhusejere.
Ifølge den om indkaldelse til
vejsyn tidligere gældende bestemmelse, § 2 i ’lov af 14. april 1865 om
istandsættelsen og vedligeholdelsen af private veje, til hvis afbenyttelse
flere er udelukkende berettigede’, kunne indkaldelse ske med to dages
varsel
ved brev til grundejerne og otte dages varsel for den offentlige
bekendtgørelse.”
A kommenterede i brev af 14.
maj 2003 Blåvandshuk Kommunes og Vejdirektoratets udtalelser, og på baggrund
af A’s brev af 14. maj 2003 fremkom Blåvandshuk Kommune i brev af 5.
juni 2003
med yderligere bemærkninger til sagen.
Ombudsmandens udtalelse
”1. Partshøring
Inden Blåvandshuk Kommune traf afgørelse den 19. december 2001, sendte
kommunen de vejberettigede en indkaldelse til vejsyn den 5. december 2001 og
indrykkede indkaldelsen i avisen (B), og under vejsynet fik alle fremmødte
adgang til at udtale sig. Kommunen gik frem efter bestemmelserne i afsnit II,
kapitel 6, §§ 15-17, i privatvejsloven (lovbekendtgørelse nr. 670 af 19.
august 1999 om private fællesveje som ændret senest ved lov nr. 172 af 19.
marts 2001). Bestemmelserne har følgende ordlyd:
’Afsnit II
Private fællesveje på landet
Kapitel 6
Istandsættelse og vedligeholdelse
Vejsyn
§ 15.
Såfremt en vejberettiget gør gældende, at vejen ikke holdes i en stand, der
er god og forsvarlig i forhold til færdslens art og omfang, og at
eksisterende bestemmelser om vejens vedligeholdelse m.v. er utilstrækkelige
til dette formål, kan den vejberettigede forlange, at vejmyndigheden afholder
vejsyn. Såfremt der inden for de sidste 24 måneder er truffet beslutning om
vejens vedligeholdelse m.v., kan der dog ikke kræves nyt vejsyn.
Stk. 2.
Vejmyndigheden er til enhver tid berettiget til at afholde vejsyn.
Stk. 3.
Såfremt en vejberettiget alene gør gældende, at
tidligere fastsatte bestemmelser om fordeling af arbejdet mellem de
vejberettigede efter brug af vejen, jf. § 17, skal ændres, kan
vejmyndigheden
tage stilling til spørgsmålet uden afholdelse af vejsyn. Finder
vejmyndigheden,
at den fastsatte fordeling skal ændres, udarbejdes forslag til en ny
fordeling
af fremtidige arbejder på vejen. Enhver, der berøres af vejmyndighedens
forslag, skal have meddelelse om dette. I meddelelsen fastsættes en frist på
mindst 3 uger til over for vejmyndigheden at fremsætte indsigelser og
ændringsforslag.
Endelig beslutning kan først træffes efter fristens udløb. Meddelelse om den
endelige beslutning sendes til de berørte grundejere.
Stk. 4.
Indkaldelse til vejsyn foretages af vejmyndigheden med
mindst 2 ugers varsel ved offentlig kundgørelse i stedlige blade efter
vejmyndighedens bestemmelse. Med samme varsel indkaldes så vidt muligt
enhver,
der er vejberettiget til vejen, eller som i henhold til særlig overenskomst
eller
anden bestemmelse skønnes at kunne inddrages under istandsættelses- og
vedligeholdelsespligten.
Istandsættelsens eller vedligeholdelsens omfang
§ 16.
Ved vejsynet gives der de fremmødte adgang til at
udtale sig. Over det ved vejsynet passerede føres en protokol.
Stk. 2.
Snarest muligt efter forhandlingens afslutning
træffer vejmyndigheden beslutning, jf. dog §§ 19 og 20. Beslutningen
kundgøres som nævnt i § 15, stk. 4, og meddeles samtidig så vidt
muligt
til enhver, der bliver berørt af beslutningen.
Stk. 3.
Hvis der konstateres mangler ved vejen, skal
beslutningen indeholde bestemmelser om,
i hvilket omfang og på
hvilken måde manglerne skal udbedres,
hvorvidt vejen skal
istandsættes, således at der sker en forbedring af denne,
hvorledes vejen fremtidig
skal vedligeholdes,
hvem der skal udføre den
påbudte istandsættelse eller vedligeholdelse, hvilken andel hver enkelt skal
lade udføre, og hvornår arbejdet skal være afsluttet,
fordeling af udgifterne ved
vejsynet,
et skøn over omkostningerne
ved vejarbejdet, såfremt vejmyndigheden påtager sig udførelsen af arbejdet.
Fordelingen af arbejdet
§ 17.
Såfremt der ikke foreligger særlige overenskomster eller
andre bestemmelser om fordelingen af de efter § 16, stk. 3, påbudte
arbejder, skal disse fordeles mellem de vejberettigede i forhold til deres
brug
af vejen.’
Sagen rejser spørgsmål om
hvorvidt kommunen skulle have fulgt reglerne om partshøring i
forvaltningsloven
(lov nr. 571 af 19. december 1985 som ændret senest ved lov nr. 382 af 6.
juni
2002). Disse regler skulle kun anvendes hvis De og de øvrige vejberettigede
kan
betragtes som parter i sagen i forvaltningslovens forstand. Jeg har tidligere
udtalt mig om et tilsvarende spørgsmål i en anden sag hvor en kommune havde
truffet afgørelse om istandsættelse og vedligeholdelse af en privat
fællesvej.
Sagen er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1999, s. 457ff*.
Afgørelsen
i den sag blev ganske vist truffet efter andre regler i privatvejsloven end
dem som er anvendt i den foreliggende sag, nemlig afsnit III, kapitel 10, om
istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje i byer og bymæssige
områder, men det har ikke betydning for bedømmelsen af spørgsmålet om hvem
der
er parter i sagen. I den sag udtalte jeg vedrørende spørgsmålet om
partsstatus
følgende:
’Det er af afgørende
betydning for Deres og de andre berørte lodsejeres rettigheder under sagen om
De og de andre lodsejere kan betragtes som parter i forvaltningslovens
forstand
i forbindelse med (K) Kommunes afgørelse om istandsættelse af vejene.
Forvaltningsloven indeholder
ikke nogen definition af hvem der skal anses for part i en sag hvor der er
eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det er dog
almindeligt antaget i den juridiske litteratur med støtte i forarbejderne til
forvaltningsloven (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 133-135) at
lovens
partsbegreb omfatter ansøgere, klagere og andre der har en væsentlig og
individuel
interesse i sagens udfald. Partsbegrebet omfatter således typisk den eller
dem
til hvem den afgørelse der træffes, vil blive stilet, men også andre fysiske
eller juridiske personer kan have stilling som part i sagen.
Det at interessen skal være
individuel, gør at man i almindelighed ikke kan have partsbeføjelser i
forhold
til generelle forskrifter eller foranstaltninger af almindelig karakter. Det
er på den baggrund bl.a. antaget at de berørte i almindelighed ikke har
partsstatus i relation til en kommunal spildevandsplan, jf. det ovenfor
anførte
sted i forarbejderne til forvaltningsloven og John Vogter, Forvaltningsloven
med kommentarer (1992), s. 60.
Heller ikke i relation til
beslutninger der på ensartet måde gør indgreb i en større personkreds’
interesser,
kan det antages at medlemmer af denne personkreds eller sammenslutninger af
disse uden videre har partsstatus, jf. bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven
med kommentarer (1992), s. 46, Carl Aage Nørgaard mfl., Forvaltningsret,
Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 158, og den sag der er refereret i
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1979, s. 288*. Dette gælder bl.a.
ofte i relation til plansager og miljøsager.
Grundlaget for afgørelserne i
den foreliggende sag er af en vis generel karakter idet kommunen traf
beslutning om at vejene skulle istandsættes og vedligeholdes som et samlet
arbejde, og således at udgifterne ved arbejderne skulle fordeles mellem
samtlige grundejere under ét, jf. privatvejslovens § 57, stk. 4. Udgifterne
blev endvidere fordelt med lige store beløb pr. parcel. Kommunens beslutning
kan for så vidt siges på ensartet måde at berøre de enkelte grundejere i
området. På den anden side angår sagen et mindre antal grundejere (35),
afgørelsen er blevet meddelt individuelt til hver enkelt grundejer, og der er
ikke tale om en ubestemt kreds af adressater. På den baggrund er sagen efter
min opfattelse af en så afgrænset karakter og er i forhold til grundejerne så
specifik at de enkelte grundejere må anses for parter i forvaltningslovens
forstand.
De og de andre berørte
grundejere har således de rettigheder efter forvaltningsloven som normalt
tilkommer parter i forbindelse med en afgørelsessag hos en
forvaltningsmyndighed.’
Også den foreliggende sag er
efter min opfattelse af en så afgrænset karakter og er i forhold til de
vejberettigede så specifik at de enkelte vejberettigede må anses for parter i
forvaltningslovens forstand. Der er ganske vist tale om et væsentligt større
antal parter – så vidt jeg forstår, drejer det sig om 295 i den
foreliggende
sag mod 35 i den ovennævnte sag – men også i den foreliggende sag er
hver
enkelt part blevet særskilt indvarslet til vejsynet og har siden fået
tilsendt
afgørelsen, og der er heller ikke i denne sag tale om en ubestemt kreds af
adressater. De og de øvrige vejberettigede havde således de rettigheder efter
forvaltningsloven som tilkommer parter i forbindelse med en afgørelsessag hos
en forvaltningsmyndighed.
I henhold til
forvaltningslovens § 19 gælder der under visse omstændigheder en pligt for
forvaltningsmyndigheder til, inden der træffes afgørelse, at gennemføre en
partshøring. § 19, stk. 1, og stk. 2, nr. 6, har følgende ordlyd:
’
§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme
med
en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
der ved lov er fastsat
særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med
grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til
sagen,
inden afgørelsen træffes.’
Som det fremgår, kan
partshøring undlades i tilfælde hvor der ved lov er fastsat særlige
bestemmelser
om partens adgang til at varetage sine interesser i forbindelse med
sagsbehandlingen, jf. forvaltningsloven § 19, stk. 2, nr. 6. Ikke enhver
særlig partshøringsregel kan fortrænge den almindelige regel i
forvaltningslovens § 19, stk. 1. En fortrængning forudsætter at den særlige
regel tillægger parten mindst de samme beføjelser som fremgår af
forvaltningslovens
§ 19. Der henvises til Steen Rønsholdt, Forvaltningsret; retssikkerhed,
proces, sagsbehandling (2001), s. 410.
Blåvandshuk Kommune har i
udtalelsen af 12. februar 2003 bl.a. anført at forvaltningslovens § 19
forudsætter at der er akter/oplysninger i sagen som myndigheden er i
besiddelse af før vejsynet, og som kan bruges til at træffe en beslutning i
sagen.
Denne forudsætning var ikke opfyldt da der først på eller efter vejsynet
træffes beslutning om løsningsmodellen. Derfor kunne kommunen ikke før
vejsynet
fremsende noget til parterne, bortset fra dokumenter fra den gamle sag som
var irrelevant for beslutningen. Desuden har Blåvandshuk Kommune henvist til
at alle parter var blevet indkaldt til og derfor bekendt med afholdelsen af
vejsynet, og at de havde haft mulighed for skriftligt at indsende en
kommentar
hvilket nogle af dem også havde gjort. Derfor er det kommunens opfattelse at
der er foretaget tilstrækkelig partshøring i sagen.
Vejdirektoratet har i
afgørelsen af 26. juni 2002 bl.a. anført at bestemmelsen i privatvejslovens §
16, stk. 1, giver endog en bedre beskyttelse af partens interesser end
forvaltningslovens
regler i og med at der ved et vejsyn er sikret adgang til en mundtlig
drøftelse. Kommunen har således efter direktoratets opfattelse ikke i henhold
til forvaltningslovens § 19, stk. 1, været forpligtet til at partshøre
yderligere. I udtalelsen af 15. april 2003 til mig har direktoratet anført at
privatvejslovens § 16, stk. 1, sikrer at parten gøres bekendt med
vejmyndighedens beslutningsgrundlag. I den forbindelse har direktoratet
henvist
til ’bemærkninger til den tidligere § 15, stk. 3, i lov nr. 288 af 7.
juni 1972
(nu § 16, stk. 1,)’.
Bestemmelsen i § 15, stk. 3,
i lov nr. 288 af 7. juni 1972 om private fællesveje svarer ikke som anført af
Vejdirektoratet til § 16, stk. 1, i den nugældende lov, men til § 15, stk. 4.
Bestemmelsen i § 16, stk. 1, har stået uændret siden lovens vedtagelse i
1972.
I det lovforslag som dannede grundlag for loven (Folketingstidende 1971-72,
tillæg A, sp.
365f
),
var der bl.a. anført følgende om de to bestemmelser:
’Ved
stk. 3
foreslås reglerne om indvarslinger til vejsynet
(åstedsforretningen) moderniseret og bragt bedre i overensstemmelse med den
nugældende opfattelse af det berettigede i, at den, der berøres af offentlige
myndigheders afgørelser, bør have lejlighed til at sætte sig ind i
foreliggende
forslag og gøre sine interesser gældende, inden endelig beslutning træffes.
Medens § 2 i 1865-loven overlader det til klageren selv at foretage den
fornødne indvarsling af de færdselsberettigede, foreslås det nu, at kommunen
skal foretage indvarslingen, hvilket skønnes mere stemmende med nutidige
forhold. Indvarslingen skal efter forslaget som hidtil ske dels ved offentlig
kundgørelse, dels ved særskilt indvarsling af de enkelte færdselsberettigede.
Indvarslingen foreslås foretaget ved anbefalet brev, og indvarslingsfristen
foreslås forlænget fra 2 dage til 2 uger, hvilket navnlig har betydning ved
indvarsling af lodsejere, der ikke har bopæl ved den pågældende private
fællesvej (f.eks. sommerhusejere). Da vejtilsynsmyndigheden kan inddrage
andre
end de færdselsberettigede under vejsynet, foreslås indvarsling ved anbefalet
brev foretaget ikke alene over for de færdselsberettigede, men over for
enhver, der af vejtilsynsmyndigheden agtes inddraget under vedligeholdelses-
eller istandsættelsespligten.
Til § 16:
(udkast § 12, stk. 1 og § 13, stk. 1 og 3).
Om fremgangsmåden ved selve
vejsynet har man alene fundet det nødvendigt at angive, at der skal gives de
fremmødte lejlighed til at udtale sig samt at der skal føres en protokol over
det passerede.’
Som det fremgår, er det i
disse lovbemærkninger anført at den der berøres af vejmyndighedens forslag,
bør have lejlighed til at sætte sig ind i det foreliggende forslag og gøre
sine interesser gældende inden endelig beslutning træffes. Desuden er det
anført at der ved vejsynet skal gives de fremmødte lejlighed til at udtale
sig,
samt at der skal føres en protokol over det passerede. Derimod er spørgsmålet
om hvorvidt der skal gives de fremmødte lejlighed til at gøre sig bekendt med
vejmyndighedens beslutningsgrundlag, ikke omtalt i lovbemærkningerne.
Jeg er enig med
Vejdirektoratet i at den adgang som parterne har til på stedet at komme med
oplysninger
og kommentere både kommunens og andres oplysninger, ofte vil være en fordel
for
parterne frem for en skriftlig høring. Dette er imidlertid ikke
tilstrækkeligt
til at antage at reglerne om vejsyn har fortrængt forvaltningslovens regler
om
partshøring. Et væsentligt formål med reglerne om partshøring er at sikre at
parten får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske
afgørelsesgrundlag inden sagen afgøres. Mens privatvejsloven sikrer sagens
parter adgang til at kommentere en sag om istandsættelse af en privat
fællesvej
som behandles efter lovens afsnit II, er der hverken efter lovens ordlyd
eller
efter lovbemærkningerne givet parterne lejlighed til at gøre sig bekendt med
det faktiske afgørelsesgrundlag. På dette punkt er parten således ikke
tillagt de samme beføjelser efter privatvejsloven som efter
forvaltningsloven,
og derfor kan det ikke antages at privatvejslovens regler om vejsyn har
fortrængt
forvaltningslovens regler om partshøring. Reglerne om vejsyn gælder derfor
kun
som et supplement til reglerne om partshøring.
Hverken i forvaltningsloven
eller privatvejsloven er der taget stilling til hvilken fremgangsmåde en
kommune skal anvende for at sikre at både reglerne om partshøring og reglerne
om vejsyn bliver overholdt, og i praksis er det antagelig muligt at følge
forskellige fremgangsmåder for at opfylde disse krav.
I en sag som den foreliggende
er der f.eks. mulighed for – i sammenhæng med at der afholdes vejsyn
efter
privatvejslovens bestemmelser – at gennemføre en partshøring ved at de
oplysninger som er omfattet af bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk.
1,
meddeles parterne i indkaldelsen til vejsynet som udsendes af kommunen. I den
forbindelse kan kommunen fastsætte en frist for afgivelse af eventuelle
partshøringssvar som gør det muligt for kommunen at overholde bestemmelsen i
privatvejslovens § 16, stk. 2, hvorefter vejmyndigheden snarest muligt efter
afholdelsen
af vejsyn skal træffe afgørelse i sagen.
Brevet af 12. november 2001
indeholdt en henvisning til et mangeårigt problem med dårlig vedligeholdelse
af
vejen, men herudover indeholdt brevet ikke oplysninger om vejens tilstand.
Jeg
går dog ud fra at kommunen på det tidspunkt hvor brevet blev sendt ud, havde
mere detaljerede oplysninger om problemet med den dårlige vedligeholdelse end
dem som fremgår af dette brev, bl.a. fordi vejsynet ikke blev afholdt på
initiativ af en af de vejberettigede, men på kommunens eget initiativ, og
fordi
der allerede tidligere havde været en sag om vedligeholdelse af vejen efter
privatvejslovens
afsnit III.
På vejsynet fik sagens parter
lejlighed til at fremsætte en udtalelse om sagen, men der er ikke oplysninger
om at kommunen fremlagde oplysninger om det faktiske afgørelsesgrundlag i
sagen. Da kommunen ikke kunne udelukke at de mere detaljerede oplysninger om
vejens tilstand, som jeg går ud fra at kommunen var i besiddelse af, var til
ugunst for i hvert fald nogle af sagens parter, burde den have gjort dem
bekendt med disse oplysninger med henblik på at de kunne indgå i grundlaget
for parternes udtalelse. Det er således min opfattelse at Blåvandshuk Kommune
ikke har foretaget tilstrækkelig partshøring. Endvidere er det min opfattelse
at Vejdirektoratet burde have påtalt dette over for Blåvandshuk Kommune i
forbindelse med direktoratets behandling af Deres klage over kommunens
afgørelse.
2. Udsættelse af sagen
De har klaget over at
Vejdirektoratet ikke finder at forvaltningslovens § 11 er anvendelig i sagen.
Det fremgår at De i et brev
af 25. november 2001 anmodede kommunen om aktindsigt i sagen, og at kommunen
traf afgørelse om vedligeholdelse af vejen den 19. december 2001 og sendte
Dem
kopi af akter i sagen med breve af 26. marts og 19. april 2002.
Blåvandshuk Kommune har i
brev af 12. februar 2003 oplyst at Deres anmodning om aktindsigt angik de
akter der kunne have hjulpet Dem med at træffe en beslutning vedrørende
sagen.
På det tidspunkt hvor De anmodede om aktindsigt, indeholdt den aktuelle sag
om
vedligeholdelse af (V)-vej imidlertid kun den indkaldelse som De og de øvrige
vejberettigede havde fået tilsendt, og det var kommunens opfattelse at den
ved
at fremsende de akter der vedrørte den gamle sag om vedligeholdelse af vejen,
kunne give Dem en forkert opfattelse af hvad vejsynet den 5. december 2001
drejede sig om. Dette hang sammen med at den gamle sag var bygget op efter
proceduren i afsnit III i privatvejsloven, mens kommunen i den aktuelle sag
fulgte proceduren i lovens afsnit
II.
Kommunen har videre oplyst at de akter som De søgte, først kom senere –
på
selve dagen for vejsynet og efterfølgende. På den baggrund er det kommunens
opfattelse at bestemmelsen i forvaltningslovens § 11, stk. 1, ikke var
anvendelig
i sagen.
Vejdirektoratet har i
afgørelsen af 26. juni 2002 anført at bestemmelsen i forvaltningslovens § 11,
stk. 1, ikke var anvendelig i dette tilfælde. I udtalelsen til mig i brev af
15. april 2003 har direktoratet dog anført at direktoratet må medgive at
denne
udtalelse er ukorrekt formuleret, og at bestemmelsen i lovens § 11, stk. 1,
principielt er anvendelig. Direktoratet har videre peget på at det ifølge
bestemmelsens ordlyd er en betingelse for at anvende bestemmelsen at en
begæring om aktindsigt efter loven skal imødekommes. Direktoratet har desuden
anført at der ifølge det oplyste ved modtagelsen af anmodningen ikke fandtes
andre sagsakter på den nye del af sagen end indkaldelsen til vejsynet, som De
allerede havde modtaget, og at sagsakterne på den gamle del af sagen allerede
under det tidligere sagsforløb var fremsendt til Dem. Dette burde kommunen
efter direktoratets opfattelse have oplyst i svaret til Dem, og svaret burde
have været sendt inden ti dage efter modtagelsen af Deres anmodning om
aktindsigt.
Blåvandshuk Kommunes
bedømmelse af Deres anmodning om aktindsigt bygger på den opfattelse at der
forelå to sager, én om istandsættelse af vejen efter reglerne i
privatvejslovens
afsnit III og én sag om istandsættelse af vejen efter reglerne i lovens
afsnit
II. Derimod synes Vejdirektoratet at gå ud fra at der kun forelå én sag om
vedligeholdelse af vejen, og at denne sag bestod af en gammel del og en ny
del.
Spørgsmålet om hvorvidt der
forelå én eller to sager, har betydning for hvilke sagsakter der var omfattet
af Deres anmodning om aktindsigt. Hvis det må antages at der forelå to sager,
og at Deres anmodning om aktindsigt kun omfattede den ene af disse sager, var
der færre sagsakter som var omfattet af anmodningen om aktindsigt end hvis
der
kun forelå én sag.
Mens Blåvandshuk Kommune og
Vejdirektoratet synes at have forskellig opfattelse af om der forelå én eller
to sager angående vedligeholdelsen af vejen, giver begge myndigheder udtryk
for at De tidligere havde fået tilsendt alle akter i den sag som De søgte
aktindsigt i. Blåvandshuk Kommune anfører at den aktuelle sag om
vedligeholdelse af (V)-vej kun indeholdt den indkaldelse som De og de øvrige
vejberettigede havde fået tilsendt, mens Vejdirektoratet anfører at der
ifølge
det oplyste ved modtagelsen af Deres anmodning om aktindsigt ikke fandtes
andre
sagsakter på den nye del af sagen end indkaldelsen til vejsynet som De
allerede
havde modtaget, og at sagsakterne på den gamle del af sagen allerede under
det
tidligere sagsforløb var blevet fremsendt til Dem.
Jeg har ikke ment at der var
tilstrækkelig anledning til at jeg tager stilling til om der i dette tilfælde
var tale om én eller to sager om vedligeholdelse af vejen, da det ikke får
betydning for bedømmelsen af om Blåvandshuk Kommune har overholdt
bestemmelsen
i forvaltningslovens § 11.
Forvaltningslovens §§ 11 og
16 har følgende ordlyd:
’
§ 11.
Fremsætter en part under sagens behandling begæring om
aktindsigt, og denne begæring efter loven skal imødekommes, udsættes sagens
afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med
dokumenterne.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis udsættelse vil
medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse, eller hvis
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for
væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en
sådan udsættelse.
§ 16.
Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om aktindsigt
skal imødekommes, træffes af den myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af
den
pågældende sag.
Stk. 2.
Myndigheden afgør snarest, om en begæring kan imødekommes.
Er begæringen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at
begæringen er modtaget af myndigheden, skal denne underrette parten om
grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.
Stk. 3.
Har det betydning for en parts mulighed for at varetage
sine interesser at få afskrift eller kopi af sagens dokumenter, skal en
begæring herom imødekommes. Dette gælder dog ikke, hvis dokumenternes
karakter, antallet af dokumenter eller deres form med afgørende vægt taler
herimod.
Justitsministeren fastsætter regler om betaling for afskrifter og kopier.
Stk. 4.
Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kan påklages særskilt
til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag,
begæringen om aktindsigt vedrører. Bestemmelsen i § 11 gælder tilsvarende.
Stk. 5.
Vedkommende minister kan fastsætte regler, der fraviger bestemmelserne
i stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.’
Ifølge § 11, stk. 1, er en
myndighed der modtager en anmodning om aktindsigt fra en part i en sag, som
udgangspunkt forpligtet til at udsætte afgørelsen i sagen hvis anmodningen
skal
imødekommes; dog er myndigheden efter § 11, stk. 2, i visse tilfælde ikke
forpligtet
til at udsætte afgørelsen. Disse regler medfører at myndigheden skal tage
stilling til om afgørelsen i sagen skal udsættes, før afgørelsen bliver
truffet.
Undtagelsesbestemmelsen i §
11, stk. 2, kan bl.a. anvendes hvis partens interesse i at sagens afgørelse
udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller
private
interesser der taler imod en sådan udsættelse. Det er anført i Niels Eilschou
Holm, Det kontradiktoriske Princip i Forvaltningsprocessen (1968), s. 421, at
en myndighed formentlig ikke kan afvise en parts krav om at få lejlighed til
at gennemse sagens akter under henvisning til at der ikke er fremkommet noget
nyt i forhold til det materiale han tidligere har gennemset, men man kan
efter
omstændighederne undlade at udsætte sagens afgørelse på grund af partens
begæring.
Blåvandshuk Kommune burde
derfor, inden kommunen traf afgørelse i sagen, have taget stilling til om der
var grundlag for at undlade at udsætte afgørelsen af sagen i henhold til
forvaltningslovens § 11, stk. 2. Jeg er herudover enig med Vejdirektoratet i
at da Blåvandshuk Kommune ikke havde imødekommet eller afslået Deres
anmodning
om aktindsigt inden ti dage, burde kommunen have underrettet Dem om grunden
hertil samt om hvornår afgørelsen om aktindsigt kunne forventes at foreligge,
jf. forvaltningslovens § 16, stk. 2.
Offentlighedsloven (lov nr.
572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen som ændret senest
ved
lov nr. 429 af 31. maj 2000) indeholder i § 6, stk. 1, en regel om notatpligt
som har følgende ordlyd:
’
§ 6.
I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger
vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens
afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre
notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt
oplysningerne
i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.’
Blåvandshuk Kommune har i
udtalelsen til mig oplyst at der på det tidspunkt hvor De anmodede om
aktindsigt, ikke befandt sig andre dokumenter på sagen end indkaldelsen til
vejsynet. Indkaldelsen nævnte et mangeårigt problem med dårlig
vedligeholdelse
af vejen, men indeholdt herudover ingen oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder. Som tidligere nævnt går jeg ud fra at kommunen på det
tidspunkt hvor indkaldelsen til vejsynet blev sendt ud, havde mere
detaljerede
oplysninger om problemet med den dårlige vedligeholdelse, men blot ikke havde
skrevet oplysningerne ned i et dokument i sagen. Derfor burde kommunen have
nedfældet disse oplysninger skriftligt i sagen således at De havde mulighed
for at få aktindsigt i oplysningerne. Jeg anser det for beklageligt at
Blåvandshuk
Kommune tilsidesatte reglen om notatpligt.
3. Besvarelse af Deres skriftlige spørgsmål
I brev af 19. november 2001
skrev De bl.a. følgende til Blåvandshuk Kommune:
’Hvad drejer sagen sig om?
Hvad har foranlediget indkaldelsen? Er der tale om en beskeden
vedligeholdelse,
eller er der tale om et millionprojekt? Hvilken vejstrækning er der tale om?
Hvor mange meter? Hvad er den forventede pris for opgaven? Er der tale om den
tidligere omtalte ’permanente istandsættelse’?’
Blåvandshuk Kommune svarede i
brev af 23. november 2001 at Deres spørgsmål ville blive behandlet ved
vejsynet, jf. privatvejslovens § 16, stk. 1.
I udtalelsen til mig har
Blåvandshuk Kommune anført at det De ønskede svar på inden vejsynet, var en
direkte løsningsmodel hvor både materialevalg, omfang, pris mv. var oplyst.
Kommunen havde forståelse for Deres ønske, men mente at det ville være en
overtrædelse af loven at imødekomme det. Kommunen har i den forbindelse
henvist
til at det fremgår af privatvejslovens § 16, stk. 2, at valg af løsningsmodel
først måtte foretages efter vejsynet. Ganske vist fremgår det af lovens
§ 59, stk. 2, at vejmyndigheden (kommunen) kan gøre enhver som vil blive
berørt af den påtænkte beslutning, bekendt med indholdet af denne. Denne
bestemmelse kan imidlertid kun anvendes ved afgørelser der træffes efter
lovens afsnit III om private fællesveje i byer og bymæssige områder, og i
denne
sag skulle reglerne i lovens afsnit II om private fællesveje på landet
følges.
I afgørelsen af 26. juni 2002
har Vejdirektoratet anført at Blåvandshuk Kommune ikke inden vejsynet havde
været i stand til at besvare spørgsmål om istandsættelsens art og størrelse
idet disse spørgsmål først ville blive afgjort på vejsynet på grundlag af
lodsejernes udtalelser ved vejsynet. Videre anføres det at Vejdirektoratet
med hensyn til formålet med vejsynet har noteret at kommunen i brevet af 12.
november 2001 med indvarsling til vejsynet har angivet at vejsynet afholdtes
’med henblik på at løse det mangeårige problem med dårlig
vedligeholdelse af
den private fællesvej (V)’. På denne baggrund fandt Vejdirektoratet ikke
at der
var sket tilsidesættelse af kommunens informations- og oplysningspligt efter
forvaltningslovens § 7.
Vejdirektoratet har anført i
brev af 15. april 2003 til mig at Blåvandshuk Kommune efter direktoratets
opfattelse havde skønnet at Deres henvendelser med henblik på at få oplyst
hvad sagen drejede sig om, var ’chikanehenvendelser’ som det ikke
var fornødent
at svare på. Videre anførte Vejdirektoratet at dette skøn kan Vejdirektoratet
ikke tage stilling til efter privatvejslovens § 7, stk. 1.
Ved bedømmelsen af om
Blåvandshuk Kommune i tilstrækkelig grad har svaret på spørgsmålene i Deres
brev af 19. november 2001, må det indledningsvis afklares om Deres
henvendelse
havde karakter af chikane.
Hvis en borgers henvendelse
til en myndighed betragtes som udslag af chikane, kan det medføre at
henvendelsen ikke besvares. Derfor er det væsentligt at en sådan opfattelse
af
en borgers henvendelse har grundlag i sagens faktiske omstændigheder.
Imidlertid har Blåvandshuk Kommune hverken i sine breve til Vejdirektoratet
eller i udtalelsen til mig givet udtryk for at den anså Deres henvendelser
for
at have karakter af chikane. Tværtimod har kommunen i udtalelsen til mig
anført at kommunen havde forståelse for Deres ønske om at få svar på de
nævnte
spørgsmål inden vejsynet, men kommunen mente imidlertid at det ville være en
overtrædelse af privatvejsloven at imødekomme ønsket. Der er heller ikke i de
sagsakter jeg har modtaget fra Vejdirektoratet, grundlag for denne
opfattelse.
Jeg må derfor lægge til grund
at Vejdirektoratets opfattelse hvorefter Blåvandshuk Kommune havde skønnet at
Deres henvendelser med henblik på at få oplyst hvad sagen drejede sig om, var
’chikanehenvendelser’, var uden grundlag i sagens oplysninger.
Dette anser jeg
for beklageligt, og jeg har i forlængelse heraf overvejet om denne opfattelse
fik betydning for myndighedernes behandling af sagen.
I udtalelsen af 15. april
2003 har Vejdirektoratet anført at det nævnte skøn ifølge hvilket Deres
henvendelser med henblik på at få oplyst hvad sagen drejede sig om, var
’chikanehenvendelser’
som det ikke var fornødent at svare på, kunne direktoratet ikke tage stilling
til efter privatvejslovens § 7, stk. 1. Dette fremgår derimod ikke af
afgørelsen af 26. juni 2002. Tværtimod tog Vejdirektoratet i denne afgørelse
stilling til om kommunen havde overholdt reglerne om vejledningspligt i
forvaltningslovens
§ 7, stk. 1.
Da Vejdirektoratets opfattelse
hvorefter Blåvandshuk Kommune havde skønnet at Deres henvendelse havde
karakter
af chikane, tilsyneladende ikke havde betydning for hverken direktoratets
eller kommunens afgørelse i sagen, har jeg besluttet ikke at foretage mig
yderligere vedrørende dette spørgsmål.
Det næste spørgsmål i sagen
er om det som anført af Blåvandshuk Kommune ville være i strid med
bestemmelserne i privatvejsloven hvis kommunen havde besvaret spørgsmålene i
Deres brev af 19. november 2001 inden vejsynet var afholdt.
Blåvandshuk Kommune har som
begrundelse for sin opfattelse henvist til forskellen på den fremgangsmåde
som er foreskrevet i privatvejslovens § 16, stk. 2, og den fremgangsmåde som
er
foreskrevet i samme lovs § 59, stk. 2.
§ 16 er gengivet ovenfor, s.
( ), og lovforarbejderne til § 16, stk. 1 (og 2), er gengivet ovenfor, s.
( ). § 59 har følgende ordlyd:
’§ 59.
Før vejmyndigheden efter § 57, jf. § 58, træffer beslutning
om udførelse af vedligeholdelse eller istandsættelse af en privat fællesvej
som
et samlet arbejde, skal enhver, som vil blive berørt af beslutningen,
indkaldes med mindst 2 ugers varsel til vejsyn eller andet møde, hvor der
gøres
rede for den påtænkte beslutning, herunder om fordelingen af udgifterne ved
arbejdet. På mødet fastsætter vejmyndigheden en frist på ikke under 3 uger
for
adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med indsigelser mod den
påtænkte beslutning eller ændringsforslag. Over det ved mødet passerede føres
en protokol.
Stk. 2.
I stedet for at foretage indkaldelse som nævnt i stk. 1 kan
vejmyndigheden gøre enhver, som vil blive berørt af den påtænkte beslutning,
bekendt med indholdet af denne. I meddelelsen fastsættes en frist på ikke
under 3 uger for adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med
indsigelser og ændringsforslag.
Stk. 3.
Endelig beslutning kan først træffes, når de i stk. 1 og 2
omhandlede frister er udløbet. Om beslutningen sendes så vidt muligt
meddelelse
til enhver, der berøres af beslutningen.
Stk. 4.
Vejmyndighedens beslutning efter stk. 1-3 kan indeholde
nærmere bestemmelser om snerydning m.v. af vejen i overensstemmelse med lov
om
vintervedligeholdelse og renholdelse af veje.’
I lovforarbejderne til § 59,
stk. 2 (Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 393) er bl.a. anført
følgende:
’Da det i almindelighed må
anses for lige så betryggende, at grundejerne skriftligt bliver gjort bekendt
med vejtilsynsmyndighedens påtænkte beslutning, som at dette sker ved et
vejsyn, foreslås det i
stk. 2,
at
vejtilsynsmyndigheden kan vælge at gøre lodsejerne bekendt med den påtænkte
beslutning ved anbefalet brev.’
Som det fremgår af
Blåvandshuk Kommunes udtalelse, er § 16 placeret i privatvejslovens afsnit II
om private fællesveje på landet, mens § 59 er placeret i lovens afsnit III om
private fællesveje i byer og bymæssige områder. Selv om de begge drejer sig
om vejsyn, er der flere forskelle mellem dem. For det første er der den
forskel at det fremgår af § 59, stk. 1, at vejmyndigheden på vejsynet skal
gøre rede for den påtænkte beslutning, herunder om fordelingen af udgifterne
ved arbejdet, mens der ikke stilles et sådant krav i § 16. For det andet skal
vejmyndigheden på et vejsyn som afholdes efter § 59, fastsætte en frist
på
ikke under tre uger for adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med
indsigelser mod den påtænkte beslutning eller ændringsforslag, mens § 16 ikke
indeholder en regel om en frist for indsigelser eller ændringsforslag. § 16
foreskriver tværtimod at vejmyndigheden træffer beslutning snarest muligt
efter forhandlingens afslutning. For det tredje er der den forskel at § 16,
stk. 2, gør det nødvendigt at afholde vejsyn inden en afgørelse kan træffes,
mens § 59, stk. 2, som et alternativ til vejsyn giver vejmyndigheden mulighed
for at give dem som berøres af afgørelsen, skriftlig meddelelse om indholdet
af den påtænkte beslutning og samtidig fastsætte en frist på ikke under tre
uger for adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med indsigelser mod
den påtænkte beslutning eller ændringsforslag.
Selv om der således er flere
forskelle på de regler om vejsyn som er fastsat i henholdsvis afsnit II og
III
i privatvejsloven, er der efter min opfattelse ikke grundlag for at antage at
vejmyndigheden er afskåret fra at give en af de berørte parter oplysning om
den påtænkte beslutning når vejsynet afholdes efter reglerne i afsnit II. Den
omstændighed at reglerne i § 59 stiller krav om hvilke oplysninger
vejmyndigheden
af egen drift skal udlevere til de berørte parter, mens § 16 ikke stiller
sådanne
krav, indebærer ikke at vejmyndigheden ved et vejsyn der afholdes efter
§ 16, er afskåret fra efter anmodning at udlevere oplysninger til de
berørte parter inden vejsynet. Særlig om bestemmelsen i § 59, stk. 2,
bemærkes at den tager sigte på den situation hvor afgørelsen træffes uden
forudgående vejsyn efter reglerne i lovens afsnit III. Denne regel omfatter
således ikke et tilfælde som det foreliggende hvor der afholdes vejsyn efter
reglerne i lovens afsnit II og vejmyndigheden inden vejsynet får en anmodning
fra en af de berørte parter om oplysninger om sagen. Om vejmyndigheden har
mulighed for eller pligt til at imødekomme en sådan anmodning, kan derfor
ikke
afgøres på grundlag af en modsætningsslutning fra reglen i § 59, stk. 2. Da
bestemmelsen i § 16 heller ikke indeholder regler om dette spørgsmål, må det
afgøres på grundlag af forvaltningsrettens almindelige regler.
Forvaltningsloven indeholder
følgende bestemmelse i § 7, stk. 1:
’
§ 7.
En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde
vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden
for myndighedens sagsområde.’
Den vejledningspligt som
påhviler forvaltningsmyndigheder efter § 7, stk. 1, udløses ved at en part i
en afgørelsessag retter henvendelse til myndigheden, men herudover påhviler
der forvaltningsmyndigheder en mere vidtgående pligt til af egen drift at
vejlede parten om forhold af betydning for dennes retsstilling. Der henvises
i
den forbindelse til Steen Rønsholdt, Forvaltningsret; retssikkerhed, proces,
sagsbehandling (2001), s. 258ff.
Bestemmelsen i
forvaltningslovens § 7, stk. 1, er en delvis lovfæstelse af en ulovbestemt
regel om myndighedernes pligt til at vejlede borgerne. Derudover kan det
efter
omstændighederne påhvile myndighederne at yde borgerne vejledning som led i
god forvaltningsskik.
Bestemmelsen i
forvaltningslovens § 7, stk. 1, indebærer efter min opfattelse ikke at
vejmyndigheden
er forpligtet til efter anmodning fra en af de berørte parter i en sag der
behandles efter reglerne i privatvejslovens afsnit II, at give denne en
redegørelse
for den påtænkte beslutning af den karakter som fremgår af § 59. Da
forvaltningsloven
har karakter af en minimumslov, er vejmyndigheden på den anden side ikke
afskåret fra at give borgeren en sådan redegørelse. Det er dog min opfattelse
at Blåvandshuk Kommune i hvert fald efter god forvaltningsskik burde have
oplyst Dem om at der var tale om en genoptagelse af den gamle sag hvor
kommunen
så sig nødsaget til at annullere den trufne beslutning om istandsættelse af
vejen,
da den procedure kommunen havde anvendt i sagen, ikke kunne anvendes for så
vidt angår private fællesveje på landet, jf. kommunens brev af 8. august
2001.
Endvidere mener jeg at Blåvandshuk Kommune burde have meddelt Dem at kommunen
ikke var i stand til at give Dem oplysninger om materialevalg, pris mv. da
disse spørgsmål ikke var afklaret på daværende tidspunkt. Jeg anser det for
beklageligt
at Blåvandshuk Kommune ikke gav Dem disse oplysninger.
4. Tidspunktet for afholdelse af vejsynet
Privatvejsloven indeholder
ikke regler om på hvilket tidspunkt et vejsyn skal gennemføres. Det er
således
op til vejmyndigheden at bedømme hvilket tidspunkt der er mest
hensigtsmæssigt. Blåvandshuk Kommune har i brev af 12. februar 2003 til mig
oplyst at kommunen fra tidligere møder af denne art har erfaring for at det
er
mest hensigtsmæssigt at afholde disse på hverdage og ikke i en weekend.
Jeg mener ikke der er
grundlag for at kritisere at Blåvandshuk Kommune ikke imødekom Deres ønske om
at flytte tidspunktet for afholdelsen af vejsynet, ligesom der ikke er
grundlag for at kritisere at Vejdirektoratet i forbindelse med behandlingen
af
Deres klage over Blåvandshuk Kommunes afgørelse af 19. december 2001 ikke
fandt
at kommunen var forpligtet til at imødekomme Deres ønske om at ændre
tidspunktet for afholdelsen af vejsynet.
5. Konklusion
Sammenfattende anser jeg det
for beklageligt at Blåvandshuk Kommune ikke foretog tilstrækkelig partshøring
i sagen, og at Vejdirektoratet ikke påtalte dette over for kommunen.
Endvidere
burde Blåvandshuk Kommune, inden kommunen traf afgørelse i sagen, have taget
stilling til om der var grundlag for at undlade at udsætte afgørelsen af
sagen.
Da Blåvandshuk Kommune ikke havde imødekommet eller afslået Deres anmodning
om
aktindsigt inden ti dage, burde kommunen have underrettet Dem om grunden
hertil samt om hvornår afgørelsen om aktindsigt kunne forventes at foreligge.
Jeg anser det endvidere for
beklageligt at Vejdirektoratet lagde til grund at Blåvandshuk Kommune havde
skønnet at Deres henvendelser med henblik på at få oplyst hvad sagen drejede
sig om, var ’chikanehenvendelser’. Desuden burde kommunen have
oplyst Dem om
at der var tale om en genoptagelse af den gamle sag hvor kommunen så sig
nødsaget til at annullere den trufne beslutning om istandsættelse af vejen,
da
den procedure kommunen havde anvendt i sagen, ikke kunne anvendes for så vidt
angår private fællesveje på landet, og kommunen burde have meddelt Dem at den
ikke var i stand til at give Dem oplysninger om materialevalg, pris mv. da
disse spørgsmål ikke var afklaret på daværende tidspunkt. Jeg anser det for
beklageligt at Blåvandshuk Kommune ikke gav Dem disse oplysninger.
Jeg har gjort Vejdirektoratet
og Blåvandshuk Kommune bekendt med min opfattelse.”
NOTER: (*) FOB 1979, s. 288,
og
FOB 1999, s. 457.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om private fællesveje Retsinformation · 17. december 2010
- Vejsyn - vejret Retsinformation · 1. oktober 1997
- Nedklassificering af kommuneveje til private fællesveje Retsinformation · 1. oktober 1997
- Partsstatus. Partshøring. Begrundelse. Sagsoplysning. Rekursinstans. Manglende påtale af sagsbehandlingsfejl hos kommunen Retsinformation · 18. september 2001
- Fordeling af udgifter ved istandsættelse af privat fællesvej. Hjemmel Retsinformation · 2. oktober 2002
- Udgifter ved vejsyn Retsinformation · 1. oktober 1997