Spring til indhold

Retsinformation

Istandsættelse af privat fællesvej Partshøring. Udsættelse. Vejledning

FOU nr 2003.504UdtalelserFolketinget25. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Istandsættelse af privat fællesvej

Partshøring. Udsættelse. Vejledning

Blåvandshuk Kommune traf den

30. maj 2001 beslutning om istandsættelse af den private fællesvej V i

henhold

til privatvejslovens kapitel 10, § 59, stk. 3. Den 3. august 2001

bekendtgjorde kommunen imidlertid at kommunen havde annulleret en tidligere

truffet beslutning om at bestemmelserne i lovens afsnit I, III og IV skulle

finde anvendelse for den del af vejen som forløber mellem sommerhusområdet og

kommunevejen. Kommunen oplyste de vejberettigede herom i et brev af 8. august

2001 hvor det desuden blev oplyst at kommunen agtede at genoptage sagen med

afholdelse af vejsyn i henhold til lovens afsnit I, II og IV.

Ved brev af 12. november 2001

indkaldte Blåvandshuk Kommune til vejsyn. Indkaldelsen blev sendt til alle

vejberettigede og blev indrykket i avisen B den 21. november 2001.

Indkaldelsen

havde følgende ordlyd:

”Med henblik på at løse det

mangeårige problem med dårlig vedligeholdelse af den private fællesvej (V)

indkaldes De hermed til vejsyn:

ONSDAG DEN 5. DECEMBER 2001,

KL. 13.00,

Med mødested ved (V)-vejs

krydsning med (X)-vej.

Vejsynet afholdes i henhold

til privatvejslovens § 15, stk. 2 og stk. 4.

Ved vejsynet gives der de

fremmødte adgang til at udtale sig, jfr. privatvejslovens § 16 stk. 1.

Udvalget påregner at træffe

beslutning samme dag umiddelbart efter forhandlingens afslutning, jfr.

Læs alt

privatvejslovens § 16 stk.

2.”

Den 14. november 2001 skrev

et ægtepar, A, til Blåvandshuk Kommune og bad kommunen overveje det valgte

tidspunkt for afholdelse af vejsyn. A henviste til at hovedparten af de

vejberettigede var sommerhusejere som ikke var bosiddende i kommunen, og som

vanskeligt ville kunne frigøre sig en hverdag uden betydelige økonomiske

omkostninger.

A foreslog at kommunen i stedet afholdt vejsynet en lørdag. Videre anførte A

at

det ud fra indkaldelsens indhold var meget vanskeligt at danne sig et indtryk

af hvilken slags beslutning vejsynet skulle føre til. A oplyste at de efter

deres opfattelse måtte betragtes som part i sagen, og foreslog at kommunen

valgte en procedure der muliggjorde en partshøring.

Efter at Blåvandshuk Kommune

den 16. november 2001 havde sendt A en kopi af privatvejsloven, skrev de den

19. november 2001 på ny til kommunen. I brevet anførte ægteparret bl.a.

følgende:

”Hvad drejer sagen sig om?

Hvad har foranlediget indkaldelsen? Er der tale om en beskeden

vedligeholdelse,

eller er der tale om et millionprojekt? Hvilken vejstrækning er der tale om?

Hvor mange meter? Hvad er den forventede pris for opgaven? Er der tale om den

tidligere omtalte ’permanente istandsættelse’?”

Hertil anførte Blåvandshuk

Kommune i brev af 23. november 2001:

”Deres spørgsmål vil blive

behandlet ved vejsynet jfr. privatvejslovens § 16, stk.

1.”

Ved brev af 25. november 2001

anmodede A Blåvandshuk Kommune om aktindsigt i sagen.

Den 19. december 2001 traf

Blåvandshuk Kommune – efter vejsyn afholdt den 5. december 2001 –

afgørelse om

istandsættelse af den private fællesvej V på strækningen mellem kommunevejen

og X-vej. Af kommunens afgørelse fremgik bl.a. følgende:

”Med henblik på at løse det

mangeårige problem med dårlig vedligeholdelse af den private fællesvej

(V)-vej blev der holdt vejsyn onsdag den 5. december 2001 med mødested ved

(V)-vejs krydsning med (X)-vej.

Vejsynet blev holdt i henhold

til privatvejlovens § 15, stk. 2 og 4, og de fremmødte fik adgang til at

udtale sig, jfr. samme lovs § 16, stk. 1.

På grundlag af ovenstående

har sagen været behandlet ved udvalgets møde onsdag den 19. december 2001 og

det meddeles i den anledning, at udvalget besluttede, at vejen istandsættes i

henhold til privatvejlovens bestemmelser.

Beslutningen er truffet i

h.t. privatvejslovens § 16, stk. 2, på grundlag af det passerede ved

vejsynet.

Istandsættelsen

påbydes udført i h.t. privatvejslovens § 16, stk.

3, som følger:

1. Vejen istandsættes på

strækningen mellem kommunevejen (V)-vej og (X)-vej (’Nødvejen’).

2. Istandsættelse udføres

således, at der sker en forbedring af vejen bl.a. for at minimere

vedligeholdelsen

i en årrække fremover.

Den asfalterede del forsynes med

maskinafretning af asfalt, hvorover der udføres en enkelt

overfladebehandling.

Den grusbelagte del

omprofileres, hvorefter der udlægges og komprimeres

5 cm

stabilt grus II. Herefter udføres

en dobbelt overfladebehandling.

6. De samlede omkostninger

til vejarbejdet skønnes til 662.000 kr. incl. moms jfr. følgende overslag

(prisniveau maj 2002):

De påbudte arbejder, jfr. §

16, stk. 3, fordeles jfr. privatvejslovens § 17 mellem de vejberettigede i

forhold til deres brug af vejen.

Følgende vejberettigede

bidrager hver med 1 andel, fordi de enkelte vejberettigede anses for at

benytte

veje i lige stort omfang.

Samlet antal andele, i alt

331, hvilket giver en anslået pris pr. andel på 2.000 kr. incl. moms.

”

Kommunens afgørelse blev

meddelt A ved brev af 16. januar

2002.

A

påklagede afgørelsen til Vejdirektoratet.

Blåvandshuk Kommune sendte A

med brev af 26. marts 2002 kopi af akter i sagen, og med brev af 19. april

2002

sendte Blåvandshuk Kommune A kopi af breve fra andre lodsejere i sagen.

I brev af 26. juni 2002

meddelte Vejdirektoratet A at direktoratet fandt at Blåvandshuk Kommunes

afgørelse var lovlig. I Vejdirektoratets brev af 26. juni 2002 var bl.a.

anført

følgende:

”I henhold til

privatvejslovens § 16, stk. 2, træffer vejmyndigheden beslutning snarest

muligt

efter forhandlingens afslutning, og privatvejsloven forudsætter således, at

synspunkter, indsigelser eller ændringsforslag fremsættes ved selve vejsynet,

jf. lovens § 16, stk. 1, og stk. 2. Ved kendelse om istandsættelse af private

fællesveje på landet, hvor der som her afholdes vejsyn, kan vejsynet

ligestilles

med en partshøring. Privatvejsloven stiller ikke krav om, at der efter

vejsynet

skal gives de vejberettigede en frist til at fremkomme med indsigelser eller

yderligere udtalelser. Privatvejsloven forudsætter således, at synspunkter,

indsigelser eller ændringsforslag fremsættes ved selve vejsynet, jf. lovens §

16, stk. 1, og stk. 2.

Med hensyn til

forvaltningslovens bestemmelser skal oplyses følgende:

Vedrørende kommunens

informations- og vejledningspligt i henhold til forvaltningslovens § 7 skal

det bemærkes, at kommunen ikke inden vejsynet har været i stand til at

besvare

spørgsmål om istandsættelsens art og størrelse, idet disse spørgsmål først

ville blive afgjort på vejsynet på grundlag af lodsejernes udtalelser ved

vejsynet. Med hensyn til formålet med vejsynet har Vejdirektoratet noteret,

at

kommunen i brevet af 12. november 2001 med indvarsling til vejsynet har

angivet, at vejsynet afholdes ’med henblik på at løse det mangeårige

problem

med dårlig vedligeholdelse af den private fællesvej (V)’.

På denne baggrund finder

Vejdirektoratet ikke, at der er sket tilsidesættelse af kommunens

informations-

og oplysningspligt efter forvaltningslovens § 7.

Vedrørende aktindsigt skal

Vejdirektoratet oplyse følgende:

I henhold til

forvaltningslovens § 16, stk. 2, skal myndigheden snarest afgøre, om en

begæring

om aktindsigt kan imødekommes. Er begæringen ikke imødekommet eller afslået

inden 10 dage efter, at begæringen er modtaget af myndigheden, skal denne

underrette

parten om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at

foreligge.

Forvaltningslovens § 11, stk.

1, angiver, at såfremt en part under sagens behandling fremsætter begæring om

aktindsigt, og denne begæring efter loven imødekommes, udsættes sagens

afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med

dokumenterne.

I henhold til

forvaltningslovens § 16, stk. 2, burde kommunen have besvaret Deres anmodning

om aktindsigt i brev af 25. november 2001 inden 10 dage. Vejdirektoratet har

gjort kommunen opmærksom herpå i det i kopi vedlagte brev af dags dato.

Henset til, at der på

tidspunktet for Deres anmodning om aktindsigt endnu ikke fandtes akter, der

vedrørte den ’nye’ sag, og henset til at hverken akterne vedrørende

den

’gamle’ sag, som blev fremsendt med kommunens brev af 13. marts

2002, og som

De allerede måtte være bekendt med, eller eventuelle henvendelser til

kommunen fra grundejere med anmodning om vejsyn har haft nogen betydning for

kommunens afgørelse, finder Vejdirektoratet, at fejlen ikke kan begrunde en

tilsidesættelse af kommunens afgørelse som ulovlig.

Af samme grunde finder

Vejdirektoratet, at forvaltningslovens § 11, stk. 1, ikke er anvendelig i

dette tilfælde.

Med hensyn til partshøring

skal Vejdirektoratet oplyse følgende:

Forvaltningslovens § 19, stk.

1, angiver, at såfremt en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med,

at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har

gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at

fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til

ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens

afgørelse.

Forvaltningslovens § 19, stk.

2, nr. 6, angiver, at bestemmelsen i stk. 1 ikke gælder, hvis der ved lov er

fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig

bekendt

med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til

sagen,

inden afgørelsen træffes.

De særlige bestemmelser, som

der henvises til i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6, findes i

privatvejslovens

§ 16, stk. 1, hvorefter der ved vejsynet gives de fremmødte adgang til at

udtale sig, før afgørelse træffes, jf. ovenstående på side 5 vedrørende denne

bestemmelse.

Bestemmelsen i

privatvejslovens § 16, stk. 1, giver endog en bedre beskyttelse af partens

interesser end forvaltningslovens regler i og med, at der ved et vejsyn er

sikret adgang til en mundtlig drøftelse.

Kommunen har således ikke i

henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 1, været forpligtet til at

partshøre

yderligere.

For så vidt angår Deres

anbringende om, at kommunens afslag på Deres anmodning om flytning af datoen

for vejsyn burde have været begrundet, skal det oplyses, at kommunens

beslutning om fastsættelse af dato for et vejsyn ikke er en afgørelse i

forvaltningslovens

forstand. Det er en procesbeslutning.

En myndigheds

procesbeslutninger er, med mindre de afslutter sagsbehandlingen,

del-beslutninger under en verserende sag, som afsluttes med en

forvaltningsretlig afgørelse. Procesbeslutninger er således ikke selvstændige

afgørelser i forvaltningslovens forstand, jf. pkt. 10 i Justitsministeriets

vejledning

af 1986 om forvaltningsloven, og kommunens afslag på Deres anmodning om

udsættelse af datoen for vejsynet er derfor ikke omfattet af kravet om

begrundelse i forvaltningslovens §

22.”

Med breve af 16. og 19. juli

2002 klagede A til mig over henholdsvis Vejdirektoratets og Blåvandshuk

Kommunes behandling af sagen.

I brev af 23. december 2002

anmodede jeg Vejdirektoratet om en udtalelse. Jeg bad direktoratet om at

komme

ind på følgende:

Hvorvidt privatvejslovens §

16, stk. 1, i alle henseender stiller parten bedre end forvaltningslovens §

19,

stk. 1, og således fortrænger forvaltningslovens § 19, stk. 1. Hvis

specialreglen i privatvejsloven ikke fortrænger forvaltningslovens § 19, stk.

1, men derimod suppleres af denne bestemmelse, bad jeg direktoratet om at

udtale sig om hvorvidt der var foretaget tilstrækkelig partshøring i sagen.

Uddybe hvorfor

forvaltningslovens § 11, stk. 1, efter Vejdirektoratets opfattelse ikke

var anvendelig i sagen.

Hvorvidt Blåvandshuk Kommune

havde pligt til at svare på A’s spørgsmål om hvad sagen drejede sig om.

Hvorvidt Blåvandshuk Kommune

burde have ændret tidspunktet for afholdelse af vejsynet.

Jeg anmodede endvidere

Vejdirektoratet om at direktoratet forinden afgivelse af udtalelse indhentede

en udtalelse fra Blåvandshuk Kommune om sagen.

Den 16. april 2003 modtog jeg

fra Vejdirektoratet Blåvandshuk Kommunes brev af 12. februar 2003 samt

direktoratets brev af 15. april 2003.

Blåvandshuk Kommune udtalte i

brevet af 12. februar 2003 bl.a. følgende:

”Spørgsmål 1:

Forvaltningslovens § 19

forudsætter, at der er akter/oplysninger i sagen, som myndigheden er i

besiddelse

af før vejsynet, som kan bruges til at træffe en beslutning i sagen, hvilket

vi

ikke er, da der først på eller efter vejsynet træffes beslutning om

løsningsmodellen,

jfr. privatvejsloven § 16, stk. 2. Kommunen vidste ikke før vejsynet om

løsningen blev en opretning af gruset, udlægning af en overfladebehandling,

udlægning af asfalt, en god idé fra en af de fremmødte eller en kombination

af

førnævnte muligheder. Derfor kunne vi ikke før vejsynet fremsende noget til

parterne, kun af det ’gamle’, som var irrelevant for beslutningen

på/efter

vejsynet.

Da vejsynet er mundtlig (med

referent), opstår der hurtig en debat, nye ideer kan opstå, alle fremmødte

kan

komme med kommentar og nye indgangsvinkler.

Da alle parter var blevet

indkaldt og derved bekendt med afholdelsen af vejsynet, har de haft mulighed

for skriftligt at indsende en kommentar. Hvilket nogle af parterne også har

gjort.

Alle parter fik tilsendt

vejmyndighedens beslutning, som først forelå efter vejsynet, og alle har haft

ens klagemulighed.

Derfor mener vi, at der er

foretaget tilstrækkelig partshøring i sagen.

Spørgsmål 2:

(A) fremsatte begæring om

aktindsigt. Den aktindsigt de bad om, var på de akter, der kunne have hjulpet

dem med at træffe en beslutning vedr. sagen. Problemet var bare, at der på

det

tidspunkt kun fandtes den indkaldelse, som de havde fået vedrørende den

’nye’

sag. Ved at fremsende de akter der vedrørte den ’gamle’ sag, mente

vi, at det

kunne give en forkert opfattelse af, hvad vejsynet den 5. december 2001

drejede

sig om. Det mente vi pga. at den ’gamle sag’ var bygget op efter

proceduren i

afsnit III

i privatvejsloven, hvilken

var forskellig fra proceduren i

afsnit II

i privatvejsloven, som vi fulgte i den ’ny’ sag.

De akter, som de søgte, kom

først senere – på selve dagen for vejsynet og efterfølgende (hvilket vi

mener

er i overensstemmelse med afsnit II i privatvejsloven, se svaret i spørgsmål

3).

Derfor mente vi, at

forvaltningslovens § 11, stk. 1, ikke var anvendelig i sagen.

Vi har erkendt, at vi ikke

har overholdt forvaltningslovens § 16, stk. 2 vedr. de 10 dages svarfrist,

hvilket vi selvfølgelig beklager meget.

Sagens akter blev i marts

2002 fremsendt til (A).

Spørgsmål 3:

I indkaldelsen til vejsynet

onsdag den 5. december 2001 stod der, at det drejede sig om den private

fællesvej (V), og at det drejede sig om at løse det mangeårige problem med

dårlig

vedligeholdelse af vejen. Dvs. at det drejede sig om, hvordan vejen skulle

vedligeholdes fremover.

Det (A) ønskede svar på,

inden vejsynet, var en direkte løsningsmodel, hvor både materialevalg,

omfang,

pris m.v. var oplyst. Hvilket vi sådan set godt kunne forstå.

Problemet var bare, at

såfremt vi gjorde det, overtrådte kommunen loven (sådan opfattede vi og

opfatter stadig loven).

I privatvejslovens § 16 stk.

2 står der, at valg af løsningsmodel (altså det som (A) ønskede) først må

træffes

EFTER

vejsynet. Hvilket også

skete, hvorefter beslutningen blev sendt ud til alle, der var indkaldt til

vejsynet.

Problemet var, at vejen lå og

stadig ligger på landet. Derfor skulle

afsnit

II

i privatvejsloven bruges. I afsnit II

skal

der afholdes et vejsyn (hvor man mødes på stedet) i henhold

til §§ 15-20.

Det som gav problemet var, at

loven skelner mellem ’private fællesveje på landet’ (afsnit II,

hvor sagen

befandt og stadig befinder sig) og ’private fællesveje i byer og

bymæssige

områder’ (afsnit III).

Hvis sagen havde været under

’private fællesveje i byer og bymæssige områder’ (afsnit III),

hvad den ikke var

, skulle en anden

procedure have været brugt, og her kunne § 59 stk. 2 have været brugt

–

det var den paragraf som (A) bl.a. henviste til. Efter § 59 stk. 2 kan

vejmyndigheden

(kommunen) gøre enhver, som vil blive berørt af den påtænkte beslutning,

bekendt med indholdet af denne.

Denne

mulighed findes ikke i privatvejsloven afsnit II.

Derfor mener vi, at vi har

givet (A) de oplysninger, som vi mente, vi måtte efter privatvejslovens

afsnit II.

Spørgsmål 4:

Indkaldelsen til vejsynet den

5. december 2001 blev mandag den 12. november 2001 udsendt til over 300

personer, og indkaldelsen var fremsendt til aviserne (B) og (C), aviserne

skulle offentliggøre indkaldelsen onsdag den 21. november 2001.

Dette var sket for at

overholde privatvejsloven § 15, stk. 4, hvorefter der skal gives mindst 2

ugers varsel.

Vi modtog brevet fra (A)

fredag den 16. november 2001, hvori de ønskede vejsynet flyttet til f.eks. en

weekend. På det tidspunkt, hvor vi modtog brevet fra (A), måtte man forvente,

at de, der var interesserede i vejsynet allerede havde foretaget nogle

tiltag.

Såfremt tidspunktet for vejsynet blev flyttet, skulle disse personer til at

lave ændringer i deres tiltag.

Når man indkalder over 300

personer til vejsyn er det sjældent, at alle møder op. Ved flytning af datoen

for vejsynet var der mulighed for, at nogle af de andre indkaldte, ikke kunne

denne dag.

Vi ændrer meget sjældent et

fastlagt møde af denne art; så kun mange henvendelser vedrørende ændring af

tidspunktet ville gøre, at vi ville

overveje

dette.

Vi har erfaret fra tidligere

møder af denne art, at deltagerne normalt ønsker dem holdt på hverdage og

ikke

i en weekend.”

Vejdirektoratet udtalte i

brevet af 15. april 2003 bl.a. følgende:

”

1.

Ifølge ordlyden i

privatvejslovens § 16, stk. 1, gives der ved vejsynet de fremmødte adgang til

at udtale sig.

I bemærkninger til den

tidligere § 15, stk. 3, i lov nr. 288 af 7. juni 1972 (nu § 16, stk. 1,), jf.

Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 365, angives bl.a.: ’Ved

stk. 3,

foreslås reglerne om indvarslinger til vejsynet (åstedsforretningen)

moderniseret og bragt bedre i overensstemmelse med den nugældende opfattelse

af

det berettigede i, at den, der berøres af offentlige myndigheders afgørelser,

bør have lejlighed til at sætte sig ind i foreliggende forslag og gøre sine

interesser gældende, inden endelig beslutning træffes.’

Formålet med bestemmelsen om

vejsyn er således – udover at sikre vejmyndigheden det fornødne grundlag

for at

træffe en rigtig afgørelse – også at sikre, at parterne bliver gjort

bekendt

med vejmyndighedens beslutningsgrundlag og får lejlighed til at udtale sig

herom, forinden afgørelse træffes.

På denne baggrund er det

Vejdirektoratets opfattelse, at et vejsyn i henhold til privatvejslovens §

16,

stk. 1, som udgangspunkt må antages at stille parterne mindst lige så godt og

ofte bedre end forvaltningslovens bestemmelser om partshøring, m.v., både i

relation

til at blive bekendt med beslutningsgrundlaget og til at få lejlighed til at

udtale sig. Parterne har lejlighed til selv at komme med oplysninger og til

på

stedet at kommentere både kommunens og andre parters oplysninger, hvilket

ofte vil være en fordel frem for en skriftlig høring. At mødeformen som

udgangspunkt må antages at stille en part bedre end en skriftlig behandling

bekræftes

efter Vejdirektoratets opfattelse af, at mødeformen anvendes inden for

retsplejen

og i andre relationer, hvor en afgørelse må antages at have særlige

indgribende

betydning, så som ekspropriation, taksation, m.v.

Det forhold, at en part ikke

møder eller lader sig repræsentere ved vejsynet, kan normalt ikke føre til,

at den pågældende efterfølgende har krav på at få de oplysninger, m.v., som

den pågældende kunne have fået ved at møde eller lade sig repræsentere ved

mødet. Kun hvis der ved vejsynet fremkommer oplysninger af

’faktisk’ karakter,

som den pågældende ikke kunne forvente ville fremkomme, og som får en særlig

betydning for afgørelsen i relation til den pågældende, f.eks. i form af

særlig

stor vedligeholdelsespligt, vil der – uanset den manglende

tilstedeværelse –

være grundlag for en særlig partshøring efter forvaltningslovens § 19. Dette

ses ikke at være tilfældet i den foreliggende sag.

2.

I Vejdirektoratets brev af

26. juni til (A) er det anført, at forvaltningslovens § 11, stk. 1, ikke er

anvendelig, idet der på tidspunktet (25. november 2001) for klagerens

anmodning

om aktindsigt endnu ikke fandtes akter, der vedrørte den ’nye’ sag,

og idet

klagerne måtte anses allerede at være bekendt med de foreliggende akter

vedrørende den ’gamle’ sag.

Vejdirektoratet må medgive,

at udtalelsen er ukorrekt formuleret. Bestemmelsen i lovens § 11, stk. 1 er

principielt anvendelig.

Ifølge forvaltningslovens §

11, stk. 1, udsættes en sags afgørelse, indtil der er givet parten adgang til

at gøre sig bekendt med dokumenterne, såfremt en part under en sags

behandling

fremsætter begæring om aktindsigt, og denne begæring efter loven skal

imødekommes.

Blåvandshuk Kommune burde –

som det også fremgår af Vejdirektoratets afgørelse – efter

Vejdirektoratets

opfattelse inden for 10 dage efter modtagelsen have besvaret anmodningen om

aktindsigt.

Ifølge bestemmelsens ordlyd

er det en betingelse, at en begæring om aktindsigt efter loven skal

imødekommes.

Da der ifølge det oplyste ved

modtagelsen af anmodningen ikke fandtes andre sagsakter på den nye del af

sagen, end indkaldelsen til vejsynet, som klagerne allerede havde modtaget,

og

da sagsakterne på den gamle del af sagen allerede under det tidligere

sagsforløb var fremsendt til klagerne, burde kommunen i svaret have oplyst

dette.

3.

I henhold til

forvaltningslovens § 7, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed i fornødent

omfang

yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål

inden

for myndighedens sagsområde.

Spørgsmålet om, i hvilket

omfang det i sagen har været fornødent at besvare klagerens spørgsmål og i

givet fald på hvilken måde, beror på kommunens skøn.

Vejdirektoratet har forstået

kommunens manglende besvarelse således, at kommunen har skønnet, at der var

tale om en ’chikanehenvendelse’, hvor klagerne, jf. kommunens brev

af 8.

august 2001 til sagens parter, herunder klagerne, vidste eller burde vide,

hvad sagen drejede sig om, og at det derfor ikke var fornødent at svare.

Dette skøn kan

Vejdirektoratet ikke tage stilling til, jf. privatvejslovens § 7, stk. 1,

hvorefter Vejdirektoratets kompetence som klagemyndighed er begrænset til

retlige spørgsmål.

4.

Ifølge privatvejslovens § 15,

stk. 4, skal indkaldelse til vejsyn foretages af vejmyndigheden med mindst to

ugers varsel ved offentlig kundgørelse i stedlige blade efter vejmyndighedens

bestemmelse. Med samme varsel indkaldes så vidt muligt enhver, der er

vejberettiget til vejen, eller som i henhold til særlig overenskomst eller

anden bestemmelse skønnes at kunne inddrages under istandsættelses- og

vedligeholdelsespligten.

Privatvejsloven indeholder

ikke bestemmelser, der giver grundejerne ret til at kræve vejsyn afholdt på

bestemte ugedage eller tidspunkter.

Det er således i henhold til

privatvejsloven op til kommunen at fastlægge tidspunktet for et vejsyn.

Det bemærkes i den

forbindelse, at Vejdirektoratet ikke finder grundlag for at antage, at

kommunen

ved fastsættelsen af tidspunktet har varetaget usaglige hensyn.

Vejdirektoratet har noteret

sig, at kommunen har indkaldt klagerne til vejsynet den 5. december i brev af

12. november 2001, dvs. med tre og ikke kun med de foreskrevne to ugers

varsel.

Efter Vejdirektoratets

opfattelse er det både lovligt og rimeligt, at kommunen vælger at holde

vejsyn

inden for administrationens normale arbejdstid. Der er ikke i loven eller

dens

forarbejder holdepunkter for at antage, at kommunen ved sin administration af

bestemmelserne skulle være forpligtet til at pålægge administrationen

overarbejde og betale herfor.

Kommunen har således efter

Vejdirektoratets opfattelse ikke været forpligtet til at imødekomme klagernes

ønske om at ændre tidspunktet for vejsynet.

Det bemærkes også i denne

forbindelse, at Vejdirektoratet som klagemyndighed i henhold til

privatvejslovens

§ 7, stk. 1, alene kan tage stilling til retlige spørgsmål.

For god ordens skyld skal det

oplyses, at det af bemærkningerne til den tidligere § 15, stk. 3 i lov nr.

288

af 7. juni 1972 (nu § 15, stk. 4,), jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A,

spalte 365, fremgår, at bestemmelsen om indkaldelse til vejsyn med mindst to

ugers varsel netop blev indført af hensyn til grundejere, der ikke har fast

bopæl ved vejen, f.eks. sommerhusejere.

Ifølge den om indkaldelse til

vejsyn tidligere gældende bestemmelse, § 2 i ’lov af 14. april 1865 om

istandsættelsen og vedligeholdelsen af private veje, til hvis afbenyttelse

flere er udelukkende berettigede’, kunne indkaldelse ske med to dages

varsel

ved brev til grundejerne og otte dages varsel for den offentlige

bekendtgørelse.”

A kommenterede i brev af 14.

maj 2003 Blåvandshuk Kommunes og Vejdirektoratets udtalelser, og på baggrund

af A’s brev af 14. maj 2003 fremkom Blåvandshuk Kommune i brev af 5.

juni 2003

med yderligere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Partshøring

Inden Blåvandshuk Kommune traf afgørelse den 19. december 2001, sendte

kommunen de vejberettigede en indkaldelse til vejsyn den 5. december 2001 og

indrykkede indkaldelsen i avisen (B), og under vejsynet fik alle fremmødte

adgang til at udtale sig. Kommunen gik frem efter bestemmelserne i afsnit II,

kapitel 6, §§ 15-17, i privatvejsloven (lovbekendtgørelse nr. 670 af 19.

august 1999 om private fællesveje som ændret senest ved lov nr. 172 af 19.

marts 2001). Bestemmelserne har følgende ordlyd:

’Afsnit II

Private fællesveje på landet

Kapitel 6

Istandsættelse og vedligeholdelse

Vejsyn

§ 15.

Såfremt en vejberettiget gør gældende, at vejen ikke holdes i en stand, der

er god og forsvarlig i forhold til færdslens art og omfang, og at

eksisterende bestemmelser om vejens vedligeholdelse m.v. er utilstrækkelige

til dette formål, kan den vejberettigede forlange, at vejmyndigheden afholder

vejsyn. Såfremt der inden for de sidste 24 måneder er truffet beslutning om

vejens vedligeholdelse m.v., kan der dog ikke kræves nyt vejsyn.

Stk. 2.

Vejmyndigheden er til enhver tid berettiget til at afholde vejsyn.

Stk. 3.

Såfremt en vejberettiget alene gør gældende, at

tidligere fastsatte bestemmelser om fordeling af arbejdet mellem de

vejberettigede efter brug af vejen, jf. § 17, skal ændres, kan

vejmyndigheden

tage stilling til spørgsmålet uden afholdelse af vejsyn. Finder

vejmyndigheden,

at den fastsatte fordeling skal ændres, udarbejdes forslag til en ny

fordeling

af fremtidige arbejder på vejen. Enhver, der berøres af vejmyndighedens

forslag, skal have meddelelse om dette. I meddelelsen fastsættes en frist på

mindst 3 uger til over for vejmyndigheden at fremsætte indsigelser og

ændringsforslag.

Endelig beslutning kan først træffes efter fristens udløb. Meddelelse om den

endelige beslutning sendes til de berørte grundejere.

Stk. 4.

Indkaldelse til vejsyn foretages af vejmyndigheden med

mindst 2 ugers varsel ved offentlig kundgørelse i stedlige blade efter

vejmyndighedens bestemmelse. Med samme varsel indkaldes så vidt muligt

enhver,

der er vejberettiget til vejen, eller som i henhold til særlig overenskomst

eller

anden bestemmelse skønnes at kunne inddrages under istandsættelses- og

vedligeholdelsespligten.

Istandsættelsens eller vedligeholdelsens omfang

§ 16.

Ved vejsynet gives der de fremmødte adgang til at

udtale sig. Over det ved vejsynet passerede føres en protokol.

Stk. 2.

Snarest muligt efter forhandlingens afslutning

træffer vejmyndigheden beslutning, jf. dog §§ 19 og 20. Beslutningen

kundgøres som nævnt i § 15, stk. 4, og meddeles samtidig så vidt

muligt

til enhver, der bliver berørt af beslutningen.

Stk. 3.

Hvis der konstateres mangler ved vejen, skal

beslutningen indeholde bestemmelser om,

i hvilket omfang og på

hvilken måde manglerne skal udbedres,

hvorvidt vejen skal

istandsættes, således at der sker en forbedring af denne,

hvorledes vejen fremtidig

skal vedligeholdes,

hvem der skal udføre den

påbudte istandsættelse eller vedligeholdelse, hvilken andel hver enkelt skal

lade udføre, og hvornår arbejdet skal være afsluttet,

fordeling af udgifterne ved

vejsynet,

et skøn over omkostningerne

ved vejarbejdet, såfremt vejmyndigheden påtager sig udførelsen af arbejdet.

Fordelingen af arbejdet

§ 17.

Såfremt der ikke foreligger særlige overenskomster eller

andre bestemmelser om fordelingen af de efter § 16, stk. 3, påbudte

arbejder, skal disse fordeles mellem de vejberettigede i forhold til deres

brug

af vejen.’

Sagen rejser spørgsmål om

hvorvidt kommunen skulle have fulgt reglerne om partshøring i

forvaltningsloven

(lov nr. 571 af 19. december 1985 som ændret senest ved lov nr. 382 af 6.

juni

2002). Disse regler skulle kun anvendes hvis De og de øvrige vejberettigede

kan

betragtes som parter i sagen i forvaltningslovens forstand. Jeg har tidligere

udtalt mig om et tilsvarende spørgsmål i en anden sag hvor en kommune havde

truffet afgørelse om istandsættelse og vedligeholdelse af en privat

fællesvej.

Sagen er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1999, s. 457ff*.

Afgørelsen

i den sag blev ganske vist truffet efter andre regler i privatvejsloven end

dem som er anvendt i den foreliggende sag, nemlig afsnit III, kapitel 10, om

istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje i byer og bymæssige

områder, men det har ikke betydning for bedømmelsen af spørgsmålet om hvem

der

er parter i sagen. I den sag udtalte jeg vedrørende spørgsmålet om

partsstatus

følgende:

’Det er af afgørende

betydning for Deres og de andre berørte lodsejeres rettigheder under sagen om

De og de andre lodsejere kan betragtes som parter i forvaltningslovens

forstand

i forbindelse med (K) Kommunes afgørelse om istandsættelse af vejene.

Forvaltningsloven indeholder

ikke nogen definition af hvem der skal anses for part i en sag hvor der er

eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det er dog

almindeligt antaget i den juridiske litteratur med støtte i forarbejderne til

forvaltningsloven (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 133-135) at

lovens

partsbegreb omfatter ansøgere, klagere og andre der har en væsentlig og

individuel

interesse i sagens udfald. Partsbegrebet omfatter således typisk den eller

dem

til hvem den afgørelse der træffes, vil blive stilet, men også andre fysiske

eller juridiske personer kan have stilling som part i sagen.

Det at interessen skal være

individuel, gør at man i almindelighed ikke kan have partsbeføjelser i

forhold

til generelle forskrifter eller foranstaltninger af almindelig karakter. Det

er på den baggrund bl.a. antaget at de berørte i almindelighed ikke har

partsstatus i relation til en kommunal spildevandsplan, jf. det ovenfor

anførte

sted i forarbejderne til forvaltningsloven og John Vogter, Forvaltningsloven

med kommentarer (1992), s. 60.

Heller ikke i relation til

beslutninger der på ensartet måde gør indgreb i en større personkreds’

interesser,

kan det antages at medlemmer af denne personkreds eller sammenslutninger af

disse uden videre har partsstatus, jf. bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven

med kommentarer (1992), s. 46, Carl Aage Nørgaard mfl., Forvaltningsret,

Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 158, og den sag der er refereret i

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1979, s. 288*. Dette gælder bl.a.

ofte i relation til plansager og miljøsager.

Grundlaget for afgørelserne i

den foreliggende sag er af en vis generel karakter idet kommunen traf

beslutning om at vejene skulle istandsættes og vedligeholdes som et samlet

arbejde, og således at udgifterne ved arbejderne skulle fordeles mellem

samtlige grundejere under ét, jf. privatvejslovens § 57, stk. 4. Udgifterne

blev endvidere fordelt med lige store beløb pr. parcel. Kommunens beslutning

kan for så vidt siges på ensartet måde at berøre de enkelte grundejere i

området. På den anden side angår sagen et mindre antal grundejere (35),

afgørelsen er blevet meddelt individuelt til hver enkelt grundejer, og der er

ikke tale om en ubestemt kreds af adressater. På den baggrund er sagen efter

min opfattelse af en så afgrænset karakter og er i forhold til grundejerne så

specifik at de enkelte grundejere må anses for parter i forvaltningslovens

forstand.

De og de andre berørte

grundejere har således de rettigheder efter forvaltningsloven som normalt

tilkommer parter i forbindelse med en afgørelsessag hos en

forvaltningsmyndighed.’

Også den foreliggende sag er

efter min opfattelse af en så afgrænset karakter og er i forhold til de

vejberettigede så specifik at de enkelte vejberettigede må anses for parter i

forvaltningslovens forstand. Der er ganske vist tale om et væsentligt større

antal parter – så vidt jeg forstår, drejer det sig om 295 i den

foreliggende

sag mod 35 i den ovennævnte sag – men også i den foreliggende sag er

hver

enkelt part blevet særskilt indvarslet til vejsynet og har siden fået

tilsendt

afgørelsen, og der er heller ikke i denne sag tale om en ubestemt kreds af

adressater. De og de øvrige vejberettigede havde således de rettigheder efter

forvaltningsloven som tilkommer parter i forbindelse med en afgørelsessag hos

en forvaltningsmyndighed.

I henhold til

forvaltningslovens § 19 gælder der under visse omstændigheder en pligt for

forvaltningsmyndigheder til, inden der træffes afgørelse, at gennemføre en

partshøring. § 19, stk. 1, og stk. 2, nr. 6, har følgende ordlyd:

’

§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme

med

en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

der ved lov er fastsat

særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med

grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til

sagen,

inden afgørelsen træffes.’

Som det fremgår, kan

partshøring undlades i tilfælde hvor der ved lov er fastsat særlige

bestemmelser

om partens adgang til at varetage sine interesser i forbindelse med

sagsbehandlingen, jf. forvaltningsloven § 19, stk. 2, nr. 6. Ikke enhver

særlig partshøringsregel kan fortrænge den almindelige regel i

forvaltningslovens § 19, stk. 1. En fortrængning forudsætter at den særlige

regel tillægger parten mindst de samme beføjelser som fremgår af

forvaltningslovens

§ 19. Der henvises til Steen Rønsholdt, Forvaltningsret; retssikkerhed,

proces, sagsbehandling (2001), s. 410.

Blåvandshuk Kommune har i

udtalelsen af 12. februar 2003 bl.a. anført at forvaltningslovens § 19

forudsætter at der er akter/oplysninger i sagen som myndigheden er i

besiddelse af før vejsynet, og som kan bruges til at træffe en beslutning i

sagen.

Denne forudsætning var ikke opfyldt da der først på eller efter vejsynet

træffes beslutning om løsningsmodellen. Derfor kunne kommunen ikke før

vejsynet

fremsende noget til parterne, bortset fra dokumenter fra den gamle sag som

var irrelevant for beslutningen. Desuden har Blåvandshuk Kommune henvist til

at alle parter var blevet indkaldt til og derfor bekendt med afholdelsen af

vejsynet, og at de havde haft mulighed for skriftligt at indsende en

kommentar

hvilket nogle af dem også havde gjort. Derfor er det kommunens opfattelse at

der er foretaget tilstrækkelig partshøring i sagen.

Vejdirektoratet har i

afgørelsen af 26. juni 2002 bl.a. anført at bestemmelsen i privatvejslovens §

16, stk. 1, giver endog en bedre beskyttelse af partens interesser end

forvaltningslovens

regler i og med at der ved et vejsyn er sikret adgang til en mundtlig

drøftelse. Kommunen har således efter direktoratets opfattelse ikke i henhold

til forvaltningslovens § 19, stk. 1, været forpligtet til at partshøre

yderligere. I udtalelsen af 15. april 2003 til mig har direktoratet anført at

privatvejslovens § 16, stk. 1, sikrer at parten gøres bekendt med

vejmyndighedens beslutningsgrundlag. I den forbindelse har direktoratet

henvist

til ’bemærkninger til den tidligere § 15, stk. 3, i lov nr. 288 af 7.

juni 1972

(nu § 16, stk. 1,)’.

Bestemmelsen i § 15, stk. 3,

i lov nr. 288 af 7. juni 1972 om private fællesveje svarer ikke som anført af

Vejdirektoratet til § 16, stk. 1, i den nugældende lov, men til § 15, stk. 4.

Bestemmelsen i § 16, stk. 1, har stået uændret siden lovens vedtagelse i

1972.

I det lovforslag som dannede grundlag for loven (Folketingstidende 1971-72,

tillæg A, sp.

365f

),

var der bl.a. anført følgende om de to bestemmelser:

’Ved

stk. 3

foreslås reglerne om indvarslinger til vejsynet

(åstedsforretningen) moderniseret og bragt bedre i overensstemmelse med den

nugældende opfattelse af det berettigede i, at den, der berøres af offentlige

myndigheders afgørelser, bør have lejlighed til at sætte sig ind i

foreliggende

forslag og gøre sine interesser gældende, inden endelig beslutning træffes.

Medens § 2 i 1865-loven overlader det til klageren selv at foretage den

fornødne indvarsling af de færdselsberettigede, foreslås det nu, at kommunen

skal foretage indvarslingen, hvilket skønnes mere stemmende med nutidige

forhold. Indvarslingen skal efter forslaget som hidtil ske dels ved offentlig

kundgørelse, dels ved særskilt indvarsling af de enkelte færdselsberettigede.

Indvarslingen foreslås foretaget ved anbefalet brev, og indvarslingsfristen

foreslås forlænget fra 2 dage til 2 uger, hvilket navnlig har betydning ved

indvarsling af lodsejere, der ikke har bopæl ved den pågældende private

fællesvej (f.eks. sommerhusejere). Da vejtilsynsmyndigheden kan inddrage

andre

end de færdselsberettigede under vejsynet, foreslås indvarsling ved anbefalet

brev foretaget ikke alene over for de færdselsberettigede, men over for

enhver, der af vejtilsynsmyndigheden agtes inddraget under vedligeholdelses-

eller istandsættelsespligten.

Til § 16:

(udkast § 12, stk. 1 og § 13, stk. 1 og 3).

Om fremgangsmåden ved selve

vejsynet har man alene fundet det nødvendigt at angive, at der skal gives de

fremmødte lejlighed til at udtale sig samt at der skal føres en protokol over

det passerede.’

Som det fremgår, er det i

disse lovbemærkninger anført at den der berøres af vejmyndighedens forslag,

bør have lejlighed til at sætte sig ind i det foreliggende forslag og gøre

sine interesser gældende inden endelig beslutning træffes. Desuden er det

anført at der ved vejsynet skal gives de fremmødte lejlighed til at udtale

sig,

samt at der skal føres en protokol over det passerede. Derimod er spørgsmålet

om hvorvidt der skal gives de fremmødte lejlighed til at gøre sig bekendt med

vejmyndighedens beslutningsgrundlag, ikke omtalt i lovbemærkningerne.

Jeg er enig med

Vejdirektoratet i at den adgang som parterne har til på stedet at komme med

oplysninger

og kommentere både kommunens og andres oplysninger, ofte vil være en fordel

for

parterne frem for en skriftlig høring. Dette er imidlertid ikke

tilstrækkeligt

til at antage at reglerne om vejsyn har fortrængt forvaltningslovens regler

om

partshøring. Et væsentligt formål med reglerne om partshøring er at sikre at

parten får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske

afgørelsesgrundlag inden sagen afgøres. Mens privatvejsloven sikrer sagens

parter adgang til at kommentere en sag om istandsættelse af en privat

fællesvej

som behandles efter lovens afsnit II, er der hverken efter lovens ordlyd

eller

efter lovbemærkningerne givet parterne lejlighed til at gøre sig bekendt med

det faktiske afgørelsesgrundlag. På dette punkt er parten således ikke

tillagt de samme beføjelser efter privatvejsloven som efter

forvaltningsloven,

og derfor kan det ikke antages at privatvejslovens regler om vejsyn har

fortrængt

forvaltningslovens regler om partshøring. Reglerne om vejsyn gælder derfor

kun

som et supplement til reglerne om partshøring.

Hverken i forvaltningsloven

eller privatvejsloven er der taget stilling til hvilken fremgangsmåde en

kommune skal anvende for at sikre at både reglerne om partshøring og reglerne

om vejsyn bliver overholdt, og i praksis er det antagelig muligt at følge

forskellige fremgangsmåder for at opfylde disse krav.

I en sag som den foreliggende

er der f.eks. mulighed for – i sammenhæng med at der afholdes vejsyn

efter

privatvejslovens bestemmelser – at gennemføre en partshøring ved at de

oplysninger som er omfattet af bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk.

1,

meddeles parterne i indkaldelsen til vejsynet som udsendes af kommunen. I den

forbindelse kan kommunen fastsætte en frist for afgivelse af eventuelle

partshøringssvar som gør det muligt for kommunen at overholde bestemmelsen i

privatvejslovens § 16, stk. 2, hvorefter vejmyndigheden snarest muligt efter

afholdelsen

af vejsyn skal træffe afgørelse i sagen.

Brevet af 12. november 2001

indeholdt en henvisning til et mangeårigt problem med dårlig vedligeholdelse

af

vejen, men herudover indeholdt brevet ikke oplysninger om vejens tilstand.

Jeg

går dog ud fra at kommunen på det tidspunkt hvor brevet blev sendt ud, havde

mere detaljerede oplysninger om problemet med den dårlige vedligeholdelse end

dem som fremgår af dette brev, bl.a. fordi vejsynet ikke blev afholdt på

initiativ af en af de vejberettigede, men på kommunens eget initiativ, og

fordi

der allerede tidligere havde været en sag om vedligeholdelse af vejen efter

privatvejslovens

afsnit III.

På vejsynet fik sagens parter

lejlighed til at fremsætte en udtalelse om sagen, men der er ikke oplysninger

om at kommunen fremlagde oplysninger om det faktiske afgørelsesgrundlag i

sagen. Da kommunen ikke kunne udelukke at de mere detaljerede oplysninger om

vejens tilstand, som jeg går ud fra at kommunen var i besiddelse af, var til

ugunst for i hvert fald nogle af sagens parter, burde den have gjort dem

bekendt med disse oplysninger med henblik på at de kunne indgå i grundlaget

for parternes udtalelse. Det er således min opfattelse at Blåvandshuk Kommune

ikke har foretaget tilstrækkelig partshøring. Endvidere er det min opfattelse

at Vejdirektoratet burde have påtalt dette over for Blåvandshuk Kommune i

forbindelse med direktoratets behandling af Deres klage over kommunens

afgørelse.

2. Udsættelse af sagen

De har klaget over at

Vejdirektoratet ikke finder at forvaltningslovens § 11 er anvendelig i sagen.

Det fremgår at De i et brev

af 25. november 2001 anmodede kommunen om aktindsigt i sagen, og at kommunen

traf afgørelse om vedligeholdelse af vejen den 19. december 2001 og sendte

Dem

kopi af akter i sagen med breve af 26. marts og 19. april 2002.

Blåvandshuk Kommune har i

brev af 12. februar 2003 oplyst at Deres anmodning om aktindsigt angik de

akter der kunne have hjulpet Dem med at træffe en beslutning vedrørende

sagen.

På det tidspunkt hvor De anmodede om aktindsigt, indeholdt den aktuelle sag

om

vedligeholdelse af (V)-vej imidlertid kun den indkaldelse som De og de øvrige

vejberettigede havde fået tilsendt, og det var kommunens opfattelse at den

ved

at fremsende de akter der vedrørte den gamle sag om vedligeholdelse af vejen,

kunne give Dem en forkert opfattelse af hvad vejsynet den 5. december 2001

drejede sig om. Dette hang sammen med at den gamle sag var bygget op efter

proceduren i afsnit III i privatvejsloven, mens kommunen i den aktuelle sag

fulgte proceduren i lovens afsnit

II.

Kommunen har videre oplyst at de akter som De søgte, først kom senere –

på

selve dagen for vejsynet og efterfølgende. På den baggrund er det kommunens

opfattelse at bestemmelsen i forvaltningslovens § 11, stk. 1, ikke var

anvendelig

i sagen.

Vejdirektoratet har i

afgørelsen af 26. juni 2002 anført at bestemmelsen i forvaltningslovens § 11,

stk. 1, ikke var anvendelig i dette tilfælde. I udtalelsen til mig i brev af

15. april 2003 har direktoratet dog anført at direktoratet må medgive at

denne

udtalelse er ukorrekt formuleret, og at bestemmelsen i lovens § 11, stk. 1,

principielt er anvendelig. Direktoratet har videre peget på at det ifølge

bestemmelsens ordlyd er en betingelse for at anvende bestemmelsen at en

begæring om aktindsigt efter loven skal imødekommes. Direktoratet har desuden

anført at der ifølge det oplyste ved modtagelsen af anmodningen ikke fandtes

andre sagsakter på den nye del af sagen end indkaldelsen til vejsynet, som De

allerede havde modtaget, og at sagsakterne på den gamle del af sagen allerede

under det tidligere sagsforløb var fremsendt til Dem. Dette burde kommunen

efter direktoratets opfattelse have oplyst i svaret til Dem, og svaret burde

have været sendt inden ti dage efter modtagelsen af Deres anmodning om

aktindsigt.

Blåvandshuk Kommunes

bedømmelse af Deres anmodning om aktindsigt bygger på den opfattelse at der

forelå to sager, én om istandsættelse af vejen efter reglerne i

privatvejslovens

afsnit III og én sag om istandsættelse af vejen efter reglerne i lovens

afsnit

II. Derimod synes Vejdirektoratet at gå ud fra at der kun forelå én sag om

vedligeholdelse af vejen, og at denne sag bestod af en gammel del og en ny

del.

Spørgsmålet om hvorvidt der

forelå én eller to sager, har betydning for hvilke sagsakter der var omfattet

af Deres anmodning om aktindsigt. Hvis det må antages at der forelå to sager,

og at Deres anmodning om aktindsigt kun omfattede den ene af disse sager, var

der færre sagsakter som var omfattet af anmodningen om aktindsigt end hvis

der

kun forelå én sag.

Mens Blåvandshuk Kommune og

Vejdirektoratet synes at have forskellig opfattelse af om der forelå én eller

to sager angående vedligeholdelsen af vejen, giver begge myndigheder udtryk

for at De tidligere havde fået tilsendt alle akter i den sag som De søgte

aktindsigt i. Blåvandshuk Kommune anfører at den aktuelle sag om

vedligeholdelse af (V)-vej kun indeholdt den indkaldelse som De og de øvrige

vejberettigede havde fået tilsendt, mens Vejdirektoratet anfører at der

ifølge

det oplyste ved modtagelsen af Deres anmodning om aktindsigt ikke fandtes

andre

sagsakter på den nye del af sagen end indkaldelsen til vejsynet som De

allerede

havde modtaget, og at sagsakterne på den gamle del af sagen allerede under

det

tidligere sagsforløb var blevet fremsendt til Dem.

Jeg har ikke ment at der var

tilstrækkelig anledning til at jeg tager stilling til om der i dette tilfælde

var tale om én eller to sager om vedligeholdelse af vejen, da det ikke får

betydning for bedømmelsen af om Blåvandshuk Kommune har overholdt

bestemmelsen

i forvaltningslovens § 11.

Forvaltningslovens §§ 11 og

16 har følgende ordlyd:

’

§ 11.

Fremsætter en part under sagens behandling begæring om

aktindsigt, og denne begæring efter loven skal imødekommes, udsættes sagens

afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med

dokumenterne.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis udsættelse vil

medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse, eller hvis

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for

væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en

sådan udsættelse.

§ 16.

Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om aktindsigt

skal imødekommes, træffes af den myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af

den

pågældende sag.

Stk. 2.

Myndigheden afgør snarest, om en begæring kan imødekommes.

Er begæringen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at

begæringen er modtaget af myndigheden, skal denne underrette parten om

grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

Stk. 3.

Har det betydning for en parts mulighed for at varetage

sine interesser at få afskrift eller kopi af sagens dokumenter, skal en

begæring herom imødekommes. Dette gælder dog ikke, hvis dokumenternes

karakter, antallet af dokumenter eller deres form med afgørende vægt taler

herimod.

Justitsministeren fastsætter regler om betaling for afskrifter og kopier.

Stk. 4.

Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kan påklages særskilt

til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag,

begæringen om aktindsigt vedrører. Bestemmelsen i § 11 gælder tilsvarende.

Stk. 5.

Vedkommende minister kan fastsætte regler, der fraviger bestemmelserne

i stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.’

Ifølge § 11, stk. 1, er en

myndighed der modtager en anmodning om aktindsigt fra en part i en sag, som

udgangspunkt forpligtet til at udsætte afgørelsen i sagen hvis anmodningen

skal

imødekommes; dog er myndigheden efter § 11, stk. 2, i visse tilfælde ikke

forpligtet

til at udsætte afgørelsen. Disse regler medfører at myndigheden skal tage

stilling til om afgørelsen i sagen skal udsættes, før afgørelsen bliver

truffet.

Undtagelsesbestemmelsen i §

11, stk. 2, kan bl.a. anvendes hvis partens interesse i at sagens afgørelse

udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller

private

interesser der taler imod en sådan udsættelse. Det er anført i Niels Eilschou

Holm, Det kontradiktoriske Princip i Forvaltningsprocessen (1968), s. 421, at

en myndighed formentlig ikke kan afvise en parts krav om at få lejlighed til

at gennemse sagens akter under henvisning til at der ikke er fremkommet noget

nyt i forhold til det materiale han tidligere har gennemset, men man kan

efter

omstændighederne undlade at udsætte sagens afgørelse på grund af partens

begæring.

Blåvandshuk Kommune burde

derfor, inden kommunen traf afgørelse i sagen, have taget stilling til om der

var grundlag for at undlade at udsætte afgørelsen af sagen i henhold til

forvaltningslovens § 11, stk. 2. Jeg er herudover enig med Vejdirektoratet i

at da Blåvandshuk Kommune ikke havde imødekommet eller afslået Deres

anmodning

om aktindsigt inden ti dage, burde kommunen have underrettet Dem om grunden

hertil samt om hvornår afgørelsen om aktindsigt kunne forventes at foreligge,

jf. forvaltningslovens § 16, stk. 2.

Offentlighedsloven (lov nr.

572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen som ændret senest

ved

lov nr. 429 af 31. maj 2000) indeholder i § 6, stk. 1, en regel om notatpligt

som har følgende ordlyd:

’

§ 6.

I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en

forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger

vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens

afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre

notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt

oplysningerne

i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.’

Blåvandshuk Kommune har i

udtalelsen til mig oplyst at der på det tidspunkt hvor De anmodede om

aktindsigt, ikke befandt sig andre dokumenter på sagen end indkaldelsen til

vejsynet. Indkaldelsen nævnte et mangeårigt problem med dårlig

vedligeholdelse

af vejen, men indeholdt herudover ingen oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder. Som tidligere nævnt går jeg ud fra at kommunen på det

tidspunkt hvor indkaldelsen til vejsynet blev sendt ud, havde mere

detaljerede

oplysninger om problemet med den dårlige vedligeholdelse, men blot ikke havde

skrevet oplysningerne ned i et dokument i sagen. Derfor burde kommunen have

nedfældet disse oplysninger skriftligt i sagen således at De havde mulighed

for at få aktindsigt i oplysningerne. Jeg anser det for beklageligt at

Blåvandshuk

Kommune tilsidesatte reglen om notatpligt.

3. Besvarelse af Deres skriftlige spørgsmål

I brev af 19. november 2001

skrev De bl.a. følgende til Blåvandshuk Kommune:

’Hvad drejer sagen sig om?

Hvad har foranlediget indkaldelsen? Er der tale om en beskeden

vedligeholdelse,

eller er der tale om et millionprojekt? Hvilken vejstrækning er der tale om?

Hvor mange meter? Hvad er den forventede pris for opgaven? Er der tale om den

tidligere omtalte ’permanente istandsættelse’?’

Blåvandshuk Kommune svarede i

brev af 23. november 2001 at Deres spørgsmål ville blive behandlet ved

vejsynet, jf. privatvejslovens § 16, stk. 1.

I udtalelsen til mig har

Blåvandshuk Kommune anført at det De ønskede svar på inden vejsynet, var en

direkte løsningsmodel hvor både materialevalg, omfang, pris mv. var oplyst.

Kommunen havde forståelse for Deres ønske, men mente at det ville være en

overtrædelse af loven at imødekomme det. Kommunen har i den forbindelse

henvist

til at det fremgår af privatvejslovens § 16, stk. 2, at valg af løsningsmodel

først måtte foretages efter vejsynet. Ganske vist fremgår det af lovens

§ 59, stk. 2, at vejmyndigheden (kommunen) kan gøre enhver som vil blive

berørt af den påtænkte beslutning, bekendt med indholdet af denne. Denne

bestemmelse kan imidlertid kun anvendes ved afgørelser der træffes efter

lovens afsnit III om private fællesveje i byer og bymæssige områder, og i

denne

sag skulle reglerne i lovens afsnit II om private fællesveje på landet

følges.

I afgørelsen af 26. juni 2002

har Vejdirektoratet anført at Blåvandshuk Kommune ikke inden vejsynet havde

været i stand til at besvare spørgsmål om istandsættelsens art og størrelse

idet disse spørgsmål først ville blive afgjort på vejsynet på grundlag af

lodsejernes udtalelser ved vejsynet. Videre anføres det at Vejdirektoratet

med hensyn til formålet med vejsynet har noteret at kommunen i brevet af 12.

november 2001 med indvarsling til vejsynet har angivet at vejsynet afholdtes

’med henblik på at løse det mangeårige problem med dårlig

vedligeholdelse af

den private fællesvej (V)’. På denne baggrund fandt Vejdirektoratet ikke

at der

var sket tilsidesættelse af kommunens informations- og oplysningspligt efter

forvaltningslovens § 7.

Vejdirektoratet har anført i

brev af 15. april 2003 til mig at Blåvandshuk Kommune efter direktoratets

opfattelse havde skønnet at Deres henvendelser med henblik på at få oplyst

hvad sagen drejede sig om, var ’chikanehenvendelser’ som det ikke

var fornødent

at svare på. Videre anførte Vejdirektoratet at dette skøn kan Vejdirektoratet

ikke tage stilling til efter privatvejslovens § 7, stk. 1.

Ved bedømmelsen af om

Blåvandshuk Kommune i tilstrækkelig grad har svaret på spørgsmålene i Deres

brev af 19. november 2001, må det indledningsvis afklares om Deres

henvendelse

havde karakter af chikane.

Hvis en borgers henvendelse

til en myndighed betragtes som udslag af chikane, kan det medføre at

henvendelsen ikke besvares. Derfor er det væsentligt at en sådan opfattelse

af

en borgers henvendelse har grundlag i sagens faktiske omstændigheder.

Imidlertid har Blåvandshuk Kommune hverken i sine breve til Vejdirektoratet

eller i udtalelsen til mig givet udtryk for at den anså Deres henvendelser

for

at have karakter af chikane. Tværtimod har kommunen i udtalelsen til mig

anført at kommunen havde forståelse for Deres ønske om at få svar på de

nævnte

spørgsmål inden vejsynet, men kommunen mente imidlertid at det ville være en

overtrædelse af privatvejsloven at imødekomme ønsket. Der er heller ikke i de

sagsakter jeg har modtaget fra Vejdirektoratet, grundlag for denne

opfattelse.

Jeg må derfor lægge til grund

at Vejdirektoratets opfattelse hvorefter Blåvandshuk Kommune havde skønnet at

Deres henvendelser med henblik på at få oplyst hvad sagen drejede sig om, var

’chikanehenvendelser’, var uden grundlag i sagens oplysninger.

Dette anser jeg

for beklageligt, og jeg har i forlængelse heraf overvejet om denne opfattelse

fik betydning for myndighedernes behandling af sagen.

I udtalelsen af 15. april

2003 har Vejdirektoratet anført at det nævnte skøn ifølge hvilket Deres

henvendelser med henblik på at få oplyst hvad sagen drejede sig om, var

’chikanehenvendelser’

som det ikke var fornødent at svare på, kunne direktoratet ikke tage stilling

til efter privatvejslovens § 7, stk. 1. Dette fremgår derimod ikke af

afgørelsen af 26. juni 2002. Tværtimod tog Vejdirektoratet i denne afgørelse

stilling til om kommunen havde overholdt reglerne om vejledningspligt i

forvaltningslovens

§ 7, stk. 1.

Da Vejdirektoratets opfattelse

hvorefter Blåvandshuk Kommune havde skønnet at Deres henvendelse havde

karakter

af chikane, tilsyneladende ikke havde betydning for hverken direktoratets

eller kommunens afgørelse i sagen, har jeg besluttet ikke at foretage mig

yderligere vedrørende dette spørgsmål.

Det næste spørgsmål i sagen

er om det som anført af Blåvandshuk Kommune ville være i strid med

bestemmelserne i privatvejsloven hvis kommunen havde besvaret spørgsmålene i

Deres brev af 19. november 2001 inden vejsynet var afholdt.

Blåvandshuk Kommune har som

begrundelse for sin opfattelse henvist til forskellen på den fremgangsmåde

som er foreskrevet i privatvejslovens § 16, stk. 2, og den fremgangsmåde som

er

foreskrevet i samme lovs § 59, stk. 2.

§ 16 er gengivet ovenfor, s.

( ), og lovforarbejderne til § 16, stk. 1 (og 2), er gengivet ovenfor, s.

( ). § 59 har følgende ordlyd:

’§ 59.

Før vejmyndigheden efter § 57, jf. § 58, træffer beslutning

om udførelse af vedligeholdelse eller istandsættelse af en privat fællesvej

som

et samlet arbejde, skal enhver, som vil blive berørt af beslutningen,

indkaldes med mindst 2 ugers varsel til vejsyn eller andet møde, hvor der

gøres

rede for den påtænkte beslutning, herunder om fordelingen af udgifterne ved

arbejdet. På mødet fastsætter vejmyndigheden en frist på ikke under 3 uger

for

adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med indsigelser mod den

påtænkte beslutning eller ændringsforslag. Over det ved mødet passerede føres

en protokol.

Stk. 2.

I stedet for at foretage indkaldelse som nævnt i stk. 1 kan

vejmyndigheden gøre enhver, som vil blive berørt af den påtænkte beslutning,

bekendt med indholdet af denne. I meddelelsen fastsættes en frist på ikke

under 3 uger for adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med

indsigelser og ændringsforslag.

Stk. 3.

Endelig beslutning kan først træffes, når de i stk. 1 og 2

omhandlede frister er udløbet. Om beslutningen sendes så vidt muligt

meddelelse

til enhver, der berøres af beslutningen.

Stk. 4.

Vejmyndighedens beslutning efter stk. 1-3 kan indeholde

nærmere bestemmelser om snerydning m.v. af vejen i overensstemmelse med lov

om

vintervedligeholdelse og renholdelse af veje.’

I lovforarbejderne til § 59,

stk. 2 (Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 393) er bl.a. anført

følgende:

’Da det i almindelighed må

anses for lige så betryggende, at grundejerne skriftligt bliver gjort bekendt

med vejtilsynsmyndighedens påtænkte beslutning, som at dette sker ved et

vejsyn, foreslås det i

stk. 2,

at

vejtilsynsmyndigheden kan vælge at gøre lodsejerne bekendt med den påtænkte

beslutning ved anbefalet brev.’

Som det fremgår af

Blåvandshuk Kommunes udtalelse, er § 16 placeret i privatvejslovens afsnit II

om private fællesveje på landet, mens § 59 er placeret i lovens afsnit III om

private fællesveje i byer og bymæssige områder. Selv om de begge drejer sig

om vejsyn, er der flere forskelle mellem dem. For det første er der den

forskel at det fremgår af § 59, stk. 1, at vejmyndigheden på vejsynet skal

gøre rede for den påtænkte beslutning, herunder om fordelingen af udgifterne

ved arbejdet, mens der ikke stilles et sådant krav i § 16. For det andet skal

vejmyndigheden på et vejsyn som afholdes efter § 59, fastsætte en frist

på

ikke under tre uger for adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med

indsigelser mod den påtænkte beslutning eller ændringsforslag, mens § 16 ikke

indeholder en regel om en frist for indsigelser eller ændringsforslag. § 16

foreskriver tværtimod at vejmyndigheden træffer beslutning snarest muligt

efter forhandlingens afslutning. For det tredje er der den forskel at § 16,

stk. 2, gør det nødvendigt at afholde vejsyn inden en afgørelse kan træffes,

mens § 59, stk. 2, som et alternativ til vejsyn giver vejmyndigheden mulighed

for at give dem som berøres af afgørelsen, skriftlig meddelelse om indholdet

af den påtænkte beslutning og samtidig fastsætte en frist på ikke under tre

uger for adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med indsigelser mod

den påtænkte beslutning eller ændringsforslag.

Selv om der således er flere

forskelle på de regler om vejsyn som er fastsat i henholdsvis afsnit II og

III

i privatvejsloven, er der efter min opfattelse ikke grundlag for at antage at

vejmyndigheden er afskåret fra at give en af de berørte parter oplysning om

den påtænkte beslutning når vejsynet afholdes efter reglerne i afsnit II. Den

omstændighed at reglerne i § 59 stiller krav om hvilke oplysninger

vejmyndigheden

af egen drift skal udlevere til de berørte parter, mens § 16 ikke stiller

sådanne

krav, indebærer ikke at vejmyndigheden ved et vejsyn der afholdes efter

§ 16, er afskåret fra efter anmodning at udlevere oplysninger til de

berørte parter inden vejsynet. Særlig om bestemmelsen i § 59, stk. 2,

bemærkes at den tager sigte på den situation hvor afgørelsen træffes uden

forudgående vejsyn efter reglerne i lovens afsnit III. Denne regel omfatter

således ikke et tilfælde som det foreliggende hvor der afholdes vejsyn efter

reglerne i lovens afsnit II og vejmyndigheden inden vejsynet får en anmodning

fra en af de berørte parter om oplysninger om sagen. Om vejmyndigheden har

mulighed for eller pligt til at imødekomme en sådan anmodning, kan derfor

ikke

afgøres på grundlag af en modsætningsslutning fra reglen i § 59, stk. 2. Da

bestemmelsen i § 16 heller ikke indeholder regler om dette spørgsmål, må det

afgøres på grundlag af forvaltningsrettens almindelige regler.

Forvaltningsloven indeholder

følgende bestemmelse i § 7, stk. 1:

’

§ 7.

En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for myndighedens sagsområde.’

Den vejledningspligt som

påhviler forvaltningsmyndigheder efter § 7, stk. 1, udløses ved at en part i

en afgørelsessag retter henvendelse til myndigheden, men herudover påhviler

der forvaltningsmyndigheder en mere vidtgående pligt til af egen drift at

vejlede parten om forhold af betydning for dennes retsstilling. Der henvises

i

den forbindelse til Steen Rønsholdt, Forvaltningsret; retssikkerhed, proces,

sagsbehandling (2001), s. 258ff.

Bestemmelsen i

forvaltningslovens § 7, stk. 1, er en delvis lovfæstelse af en ulovbestemt

regel om myndighedernes pligt til at vejlede borgerne. Derudover kan det

efter

omstændighederne påhvile myndighederne at yde borgerne vejledning som led i

god forvaltningsskik.

Bestemmelsen i

forvaltningslovens § 7, stk. 1, indebærer efter min opfattelse ikke at

vejmyndigheden

er forpligtet til efter anmodning fra en af de berørte parter i en sag der

behandles efter reglerne i privatvejslovens afsnit II, at give denne en

redegørelse

for den påtænkte beslutning af den karakter som fremgår af § 59. Da

forvaltningsloven

har karakter af en minimumslov, er vejmyndigheden på den anden side ikke

afskåret fra at give borgeren en sådan redegørelse. Det er dog min opfattelse

at Blåvandshuk Kommune i hvert fald efter god forvaltningsskik burde have

oplyst Dem om at der var tale om en genoptagelse af den gamle sag hvor

kommunen

så sig nødsaget til at annullere den trufne beslutning om istandsættelse af

vejen,

da den procedure kommunen havde anvendt i sagen, ikke kunne anvendes for så

vidt angår private fællesveje på landet, jf. kommunens brev af 8. august

2001.

Endvidere mener jeg at Blåvandshuk Kommune burde have meddelt Dem at kommunen

ikke var i stand til at give Dem oplysninger om materialevalg, pris mv. da

disse spørgsmål ikke var afklaret på daværende tidspunkt. Jeg anser det for

beklageligt

at Blåvandshuk Kommune ikke gav Dem disse oplysninger.

4. Tidspunktet for afholdelse af vejsynet

Privatvejsloven indeholder

ikke regler om på hvilket tidspunkt et vejsyn skal gennemføres. Det er

således

op til vejmyndigheden at bedømme hvilket tidspunkt der er mest

hensigtsmæssigt. Blåvandshuk Kommune har i brev af 12. februar 2003 til mig

oplyst at kommunen fra tidligere møder af denne art har erfaring for at det

er

mest hensigtsmæssigt at afholde disse på hverdage og ikke i en weekend.

Jeg mener ikke der er

grundlag for at kritisere at Blåvandshuk Kommune ikke imødekom Deres ønske om

at flytte tidspunktet for afholdelsen af vejsynet, ligesom der ikke er

grundlag for at kritisere at Vejdirektoratet i forbindelse med behandlingen

af

Deres klage over Blåvandshuk Kommunes afgørelse af 19. december 2001 ikke

fandt

at kommunen var forpligtet til at imødekomme Deres ønske om at ændre

tidspunktet for afholdelsen af vejsynet.

5. Konklusion

Sammenfattende anser jeg det

for beklageligt at Blåvandshuk Kommune ikke foretog tilstrækkelig partshøring

i sagen, og at Vejdirektoratet ikke påtalte dette over for kommunen.

Endvidere

burde Blåvandshuk Kommune, inden kommunen traf afgørelse i sagen, have taget

stilling til om der var grundlag for at undlade at udsætte afgørelsen af

sagen.

Da Blåvandshuk Kommune ikke havde imødekommet eller afslået Deres anmodning

om

aktindsigt inden ti dage, burde kommunen have underrettet Dem om grunden

hertil samt om hvornår afgørelsen om aktindsigt kunne forventes at foreligge.

Jeg anser det endvidere for

beklageligt at Vejdirektoratet lagde til grund at Blåvandshuk Kommune havde

skønnet at Deres henvendelser med henblik på at få oplyst hvad sagen drejede

sig om, var ’chikanehenvendelser’. Desuden burde kommunen have

oplyst Dem om

at der var tale om en genoptagelse af den gamle sag hvor kommunen så sig

nødsaget til at annullere den trufne beslutning om istandsættelse af vejen,

da

den procedure kommunen havde anvendt i sagen, ikke kunne anvendes for så vidt

angår private fællesveje på landet, og kommunen burde have meddelt Dem at den

ikke var i stand til at give Dem oplysninger om materialevalg, pris mv. da

disse spørgsmål ikke var afklaret på daværende tidspunkt. Jeg anser det for

beklageligt at Blåvandshuk Kommune ikke gav Dem disse oplysninger.

Jeg har gjort Vejdirektoratet

og Blåvandshuk Kommune bekendt med min opfattelse.”

NOTER: (*) FOB 1979, s. 288,

og

FOB 1999, s. 457.

Lignende dokumenter