Fastsættelse af børnebidrag fra strafafsoner
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fastsættelse af børnebidrag fra strafafsoner
A fødte den 9. juni 1999 en
søn. Den 5. juli 1999 modtog Viborg Statsamt et oplysningsskema (om faderskab
til børn af ugifte samboende forældre) hvori A oplyste at A’s ugifte
sambo, B,
var far til barnet. Skemaet var ikke underskrevet. Viborg Statsamt modtog
samme
dag B’s anerkendelse af faderskabet og A’s og B’s anmeldelse
af fælles
forældremyndighed. Anmeldelsen af fælles forældremyndighed var ikke dateret.
Med brev af 22. juli 1999
(til A og B) bad Viborg Statsamt A om at underskrive skemaet med oplysning om
faderskab og returnere det sammen med en kopi af B’s dåbsattest.
Endvidere
sendte Viborg Statsamt et nyt skema om fælles forældremyndighed da
underskrifterne på det tidligere indsendte skema ikke var dateret.
Den 28. juli 1999 modtog
Viborg Statsamt skemaet med oplysning om faderskab (i underskrevet stand) og
en
ny anmeldelse af fælles forældremyndighed.
Den 12. august 1999
afsluttedes faderskabssagen. Samme dag sendte Viborg Statsamt A og B en kopi
af
faderskabsanerkendelsen samt en påtegnet aftale om fælles forældremyndighed.
I brev af 10. august 1999
ansøgte A Viborg Statsamt om at fastsætte bidrag til A’s søns underhold,
bidrag
til A’s underhold 2 måneder før og 1 måned efter fødslen, bidrag i
anledning af
fødslen og dåbsbidrag. A’s ansøgning var bl.a. begrundet i at B var
Læs alt
blevet
anholdt den 18. marts 1999, og at han siden anholdelsen havde siddet i
fængsel.
A betragtede sig derfor som eneforsørger til barnet.
I brev af 23. august 1999
til A skrev Viborg Statsamt følgende:
”Idet man henviser til ovennævnte
sag, skal man forespørge, hvorvidt samlivet mellem Dem og (B) er ophævet, nu
når (B) sidder i fængsel. Endelig skal man forespørge om De og (B) agter at
fortsætte
samlivet, når han har udstået sin straf.”
I brev af 26. august 1999
oplyste A statsamtet om at samlivet mellem A og B ikke var ophørt. Til
spørgsmålet om hvorvidt A og B agtede at genoptage samlivet efter B’s
løsladelse, svarede A ”det må tiden vise, da det er svært at svare på i
denne
situation, men på nuværende tidspunkt vil jeg mene at muligheden er
stor”.
Den 23. september 1999
oplyste A telefonisk over for Viborg Statsamt at A og barnet besøgte B i
fængslet en gang imellem, og at B boede hos A og barnet når han havde udgang
fra fængslet.
Den 29. oktober 1999 traf
Viborg Statsamt følgende afgørelse:
”De har søgt statsamtet om
at fastsætte bidrag til Deres søns underhold, bidrag til Deres eget underhold
2
mdr. før og 1 md. efter fødslen, bidrag i anledning af fødslen og dåbsbidrag.
Deres søn er født den 9. juni 1999.
Statsamtet har nu truffet afgørelse om, at man ikke kan imødekomme
ansøgningen.
De har oplyst, at De og (B)
ikke bor sammen, idet (B) blev anholdt den 18. marts 1999 og siden er blevet
idømt fængsel i 1 år og 9 måneder. Han afsoner nu straffen.
De har endvidere oplyst, De og
barnet besøger (B) i fængslet samt, at (B) bor hos Dem og barnet, når han har
udgang fra fængslet.
Endelig har De oplyst, at De
vil mene, at samlivet mellem Dem og (B) genoptages efter hans løsladelse.
Det fremgår af
CPR-registret, at (B) og De står tilmeldt på samme adresse i folkeregistret.
Hvis en af forældrene ikke
opholder sig sammen med barnet og den anden af forældrene, men dette skyldes
praktiske omstændigheder i stedet for uenighed, må man i almindelighed lægge
til grund, at underholdsforpligtelsen opfyldes. Det kan således normalt
antages, at strafafsonere, selvom de måtte være uden forsørgerevne, opfylder
deres forsørgelsespligt efter børnelovens § 13, når samlivet med den anden af
forældrene ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelse.
”
Den 16. november 1999
klagede C på vegne af A til Civilretsdirektoratet over statsamtets afgørelse.
C
skrev bl.a. følgende:
”Statsamtet har begrundet
afgørelsen med, at (B), der er fader til barnet, må antages at opfylde sin
forsørgelsespligt efter børnelovens § 13, selv om han afsoner en
fængselsstraf,
idet samlivet med (A) således ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelser.
Det er (C)’s opfattelse, at
de faktiske omstændigheder i sagen er således, at (B) ikke kan siges at
opfylde
sin forsørgelsespligt. Det fremgår af Ingrid Lund-Andersen m.fl.: Familieret,
4. udg., s. 122f., at hvis én af forældrene ikke lever sammen med barnet, er
det udgangspunktet, at vedkommende ikke opfylder sin forsørgelsespligt over
for
barnet, og at vedkommende derfor kan sættes i bidrag. Endvidere henvises til,
at det af BL-kommentar s. 122 fremgår, at betingelsen om manglende opfyldelse
af forsørgelsespligten normalt må anses for opfyldt, medmindre den pågældende
enten selv direkte forsørger barnet eller halvårsvis eller dog månedsvis
forud
betaler et bidrag af mindst samme størrelse som det, der ville blive pålagt
ved
en bidragsresolution. (B) kan efter (C)’s opfattelse ikke siges at leve
sammen
med barnet, imens han afsoner sin straf, og han må derfor på baggrund af
ovenstående kunne pålægges bidragspligt, jf. BL § 13, stk. 2.”
Den 29. november 1999
videresendte Viborg Statsamt C’s klage af 16. november 1999 til
Civilretsdirektoratet.
Statsamtet meddelte i den forbindelse at statsamtet henholdt sig til sin
afgørelse af 29. oktober 1999.
Den 5. januar 2000 traf
Civilretsdirektoratet afgørelse i sagen. Direktoratet skrev bl.a. følgende:
”Vi har gennemgået sagen, og
vi ændrer ikke statsamtets afgørelse.
Begrundelsen for vores
afgørelse er den samme, som statsamtet har givet Dem.
Vi er således enig med
statsamtet i, at der ikke kan fastsættes bidrag, da samlivet mellem Dem og
(B)
– uanset hans fængselsophold – ikke er ophævet på grund af
uoverensstemmelse.”
Med brev af 14. januar 2000
bad A Civilretsdirektoratet om at genoptage sagen. Samtidig gjorde A
Civilretsdirektoratet opmærksom på at hun ikke kunne forstå hvordan hun af
Ribe
Kommune kunne betragtes som enlig forsørger, men ikke af statsamtet. A
vedlagde
som bilag til sit brev bl.a. en kopi af en check (udbetaling af
børnetilskud).
Den 31. januar 2000 skrev
Civilretsdirektoratet følgende til A:
”Civilretsdirektoratet
afslog den 5. januar 2000 at ændre Viborg Statsamts afgørelse af 29. oktober
1999 i Deres bidragssag.
De har bedt os om at
behandle sagen igen. De har til støtte herfor anført, at Ribe kommune
betragter
Dem som enlig forsørger under (B)’s fængselsophold.
Vi har nu gennemgået sagen
igen, og vi fastholder vores afgørelse og begrundelse.
Det er således fortsat vores
opfattelse, at samlivet mellem Dem og (B) – uanset hans fængselsophold
– ikke
er ophævet, og at der ikke kan fastsættes bidrag, når der ikke er sket
ophævelse af samlivet.”
Den 2. marts 2000 rettede A
henvendelse til mig om sagen. A gjorde bl.a. gældende at B umuligt kunne
overholde sin forsørgelsespligt, og at hun – af Ribe Kommune – blev
betragtet
som enlig forsørger. Endvidere oplyste A at hun og B ikke levede i et
registreret partnerskab eller under ægteskabelige forhold, og at den formelle
tilmelding til folkeregistret ikke burde være afgørende. A’s klage var
bl.a.
vedlagt kopi af B’s lønspecifikation for ”periode 7.2.2000”.
Den 21. marts 2000 bad jeg
Civilretsdirektoratet om en udtalelse i sagen. Jeg bad forinden direktoratet
om
at indhente en udtalelse fra Viborg Statsamt om sagen. I mit brev til
direktoratet
skrev jeg bl.a. følgende:
”Det fremgår endvidere af
Civilretsdirektoratets afgørelse af 5. januar 2000 at direktoratet
stadfæstede
Viborg Statsamts afgørelse med den samme begrundelse som statsamtet.
Direktoratet henviste herudover til at samlivet mellem (A) og (B) –
uanset
(B)’s fængselsophold – ikke er ophævet på grund af
uoverensstemmelse.
Børnelovens § 13, stk. 2,
opstiller som betingelse for fastsættelse af bidrag at den pågældende ikke
opfylder sin forsørgelsespligt. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår
bl.a.
følgende (Folketingstidende 1959-60, tillæg A, sp. 323):
’Stk. 2 giver en almindelig
hjemmel til at udfærdige bidragsresolution i alle tilfælde, hvor
forsørgelsespligten
ikke opfyldes. Dette gælder, uanset om moderen og faderen til et barn uden
for
ægteskab samlever som ægtefæller og for så vidt angår ægtebørn uden hensyn
til,
om ægteskabet fortsat består, eller der er opnået separation eller
skilsmisse.
Med hensyn til børn uden for
ægteskab vil det, som efter de hidtil gældende bestemmelser, være
hovedreglen,
at bidrag pålægges, så snart faderskabssagen er afsluttet. Bestemmelsen åbner
imidlertid mulighed for, at overøvrigheden undlader at udfærdige
bidragsresolution, enten fordi moderen ønsker det, jfr. § 7, stk. 2, i loven
af
1937, eller fordi det er utvivlsomt at faderen opfylder sine forpligtelser
over
for barnet og moderen. Dette sidste vil navnlig kunne være tilfældet, hvor
der
er tale om et fast samlivsforhold, der fuldstændig har karakteren af et
ægteskab med fælles økonomi mellem parterne.’
I sit brev af 2. marts 2000
har (A) bl.a. anført at hun i andre sammenhænge betragtes som enlig
forsørger.
Civilretsdirektoratet og statsamtet bedes i udtalelserne til mig kommentere
dette.
Civilretsdirektoratet og
statsamtet bedes i udtalelserne endvidere komme ind på hvorledes afgørelserne
i
sagen forholder sig til ordlyden af børnelovens § 13, stk. 2, og
forarbejderne
hertil.
Myndighederne bedes endelig
oplyse om (B) på noget tidspunkt har boet sammen med barnet og – i
benægtende
fald – udtale sig om hvilken betydning statsamtet og direktoratet har
tillagt
dette forhold.”
I breve af 6. juli 2000 og
18. september 2000 orienterede jeg A om at jeg telefonisk havde hørt til
sagen
i Civilretsdirektoratet. I brev af 8. november 2000 orienterede jeg A om at
jeg
samme dag – skriftligt – havde anmodet Civilretsdirektoratet om
nærmere
oplysning om sagens behandling, og om hvornår jeg kunne forvente svar. I brev
af 20. november 2000 orienterede jeg A om at Civilretsdirektoratet samme dag
telefonisk havde oplyst at direktoratet forventede at kunne sende udtalelsen
i
A’s sag om ca. 14 dage. Jeg hørte endvidere telefonisk til sagen i
Civilretsdirektoratet den 12. december 2000, den 2. januar 2001 og den 15.
januar 2001.
Den 16. januar 2001 modtog
jeg et brev fra A. A sendte mig en kopi af vejledningen om udbetaling af
børnetilskud (januar kvartal). A oplyste at hun i perioden havde været at
betragte som enlig forsørger af kommunen, og at hun opfyldte de fastsatte
regler herom.
Den 13. april 2000 afgav Viborg
Statsamt udtalelse i sagen. Af udtalelsen fremgår bl.a. følgende:
”I den anledning kan det
oplyses, at statsamtet den 14. juni 1999 modtog fødselsanmeldelse vedrørende
det barn (A) havde født den 9. juni 1999.
Af fødselsanmeldelsen
fremgår det, at moderen har oplyst, at (B) er far til barnet.
Da moderen og den oplyste
far ifølge CPR-registret bor på samme adresse, fremsendes statsamtets
oplysningsskema vedrørende
samboende
ugifte forældre.
Statsamtet får skemaet retur
den 5. juli 1999 i udfyldt men ikke underskrevet stand. Moderen anmodes i
brev
af 22. juli 1999 om at underskrive skemaet, og den 28. juli 1999 modtager
statsamtet skemaet forsynet med underskrift. Den 28. juli 1999 modtager
statsamtet endvidere faderens anerkendelse af faderskabet samt forældrenes
anmeldelse af fælles forældremyndighed.
Det bemærkes, at der i den
vejledning – som forældrene modtager i forbindelse med anmeldelse af
fælles
forældremyndighed – blandt andet oplyses om reglerne for fastsættelse af
børnebidrag.
Den 11. august 1999 modtager
statsamtet brev fra (A), hvoraf det fremgår, at hun mener at være berettiget
til bidrag fra faderen 2 måneder før og 1 måned efter fødslen, bidrag til
udgifter i anledning af fødslen samt til normalbidrag.
Faderskabssagen afsluttes
den 12. august 1999 og efter § 12, stk. 5, i bekendtgørelse om behandling af
faderskabssager skal Viborg Statsamt behandle ansøgningen om fastsættelse af
bidrag.
Den 23. august 1999 anmoder
statsamtet (A) om at oplyse, om samlivet med (B) er ophørt.
I brev modtaget den 30.
august 1999 oplyser (A), at samlivet ikke er ophørt og at samlivet med stor
sandsynlighed fortsætter efter (B)’s løsladelse.
Ved telefonisk henvendelse
til statsamtet den 23. september 1999 oplyser (A), at hun og barnet besøger
(B)
i fængslet og at (B) bor hos hende og barnet, når han har udgang.
Statsamtet har derfor ud fra
den praksis, som er beskrevet i Skarrildhus 1989 side 21-22 og Skarrildhus
1997
side 5-6, fundet, at (B) og (A) er samlevende og at (B) derfor opfylder sin
forsørgerpligt efter børnelovens § 13, selv om han på grund af strafafsoning
måtte antages at være uden – eller næsten uden – forsørgerevne.
Således som sagen foreligger
oplyst for statsamtet, har (B) ikke siden barnets fødsel boet fast sammen med
barnet, da han blev anholdt den 18. marts 1999. Han har dog – ifølge
(A)’s
oplysninger – boet sammen med hende og barnet, når han har udgang.
Disse oplysninger er indgået
i statsamtets vurdering af, om samlivet mellem forældrene var ophørt, men
statsamtet har ikke tillagt spørgsmålet om, hvorvidt (B) har boet sammen med
barnet, selvstændig betydning ved afgørelsen.
Det forhold, at (A) i
henhold til anden lovgivning måske kan betragtes som enlig forsørger, finder
statsamtet ikke kan indgå i vurderingen af, om der kan fastsættes bidrag i
henhold
til børnelovens regler.”
Den 18. januar 2001 afgav
Civilretsdirektoratet sin udtalelse i sagen. Civilretsdirektoratet skrev
følgende:
”
Direktoratet kan henholde
sig til afgørelserne og til statsamtets udtalelse af 13. april 2000, der
vedlægges, idet klagen dog giver anledning til følgende bemærkninger:
Det fremgår af forarbejderne
til børnelovens § 13, at loven kun behandler forældrenes privatretlige pligt
til at deltage i forsørgelsen af deres børn.
Som supplement til den
privatretlige forsørgelse yder det offentlige forskellige typer af tilskud
til
forældres forsørgelse af børn. Disse supplerende ydelser er bl.a. reguleret i
børnetilskudsloven. Efter denne lovs § 2, stk. 1, nr. 3, kan ordinært
børnetilskud således bl.a. ydes, når den ene ægtefælle er indsat i
institutioner under Kriminalforsorgen ud over 3 måneder, og den anden
ægtefælle
er enlig.
Det er ikke nærmere omtalt i
forarbejderne til børneloven, hvornår en forælder ikke opfylder sin pligt til
at deltage i forsørgelsen af barnet med den virkning, at den pågældende efter
lovens § 13, stk. 2, kan pålægges at betale børnebidrag.
Derimod fremgår det af
bemærkningerne til den pågældende bestemmelse, at der ved en gennemførelse af
loven ville blive åbnet mulighed for fremover at undlade at fastsætte bidrag
til et barn født uden for ægteskab, enten fordi moderen ønsker det, eller
fordi
det er utvivlsomt, at faderen opfylder sin forpligtelse over for barnet og
moderen. Dette sidste vil navnlig kunne være tilfældet, hvor der er tale om
et
fast samlivsforhold, der fuldstændig har karakteren af et ægteskab med fælles
økonomi mellem parterne.
Efter direktoratets
opfattelse har det med disse bemærkninger navnlig været hensigten at
understrege
princippet om ligestilling af børn født i og uden for ægteskab.
I tilfælde, hvor en af
forældrene ikke opholder sig sammen med barnet og den anden af forældrene, og
dette skyldes praktiske omstændigheder i stedet for uenighed, må det efter
Civilretsdirektoratets opfattelse i almindelighed lægges til grund, at
forsørgelsespligten
er opfyldt. Det må derfor normalt antages, at strafafsonere efter evne
opfylder
deres forsørgelsespligt efter børnelovens § 13, når samlivet med den anden af
forældrene ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelse.
Det bemærkes i den forbindelse,
at det fremgår af forarbejderne til børnelovens § 13, stk. 1, at man som
tidligere ved fastlæggelsen af målestokken for barnets forsørgelse bl.a. skal
tage hensyn til begge forældres livsvilkår.
Da (B) efter direktoratets
opfattelse må anses for under strafafsoningen at have forsørget sit barn
efter
evne, jf. herved princippet i børnelovens § 13, stk. 1, er der i den
foreliggende situation ikke grundlag for at pålægge ham at betale bidrag.
At (A) i relation til
tilskudsregler i anden lovgivning betragtes som enlig forsørger, kan efter
direktoratets
opfattelse ikke tillægges betydning i forhold til reglerne i børnelovens §
13,
da disse regler alene omhandler den privatretlige forsørgelsespligt.
For så vidt angår
spørgsmålet om, hvorvidt (B) har boet sammen med barnet, kan direktoratet
oplyse,
at det fremgår af udskrifter fra Det Centrale Personregister, at (B) og (A)
på
tidspunktet for barnets fødsel den 9. juni 1999 begge var tilmeldt
folkeregisteret på adressen (V) i (X), og at de med virkning fra 1. juli 1999
tilmeldte sig folkeregistret på adressen (Y) i (Z).
Det fremgår dog også af
sagen, at (A) har oplyst, at (B) blev anholdt af politiet den 18. marts 1999,
og at han efterfølgende blev straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder. (A)
har
herudover oplyst, at (B) har boet hos hende og barnet, når han var på udgang
fra fængslet, og at samlivet ikke var ophørt.
På den baggrund er det
Civilretsdirektoratets opfattelse, at det er uden betydning for vurderingen
af
parternes samliv i relation til reglerne om børnebidrag, at (B) en stor del
af
tiden i den omhandlede periode har været forhindret i at opholde sig sammen
med
barnet.
Vi skal beklage den alt for
lange sagsbehandlingstid.”
Med brev af 22. januar 2001
bad jeg om A’s bemærkninger til Viborg Statsamts udtalelse af 13. april
2000 og
Civilretsdirektoratets udtalelse af 18. januar 2001.
I brev af 12. februar 2001
kommenterede A myndighedernes udtalelser. A skrev bl.a. følgende:
”(B) har i den periode han
var indsat under kriminalforsorgen, ikke ydet med noget som helst til hverken
min eller vores fælles barns forsørgelse. Jeg var tværtimod nødt til at sætte
mig selv i gæld til bank, venner og familie, så jeg kunne købe de nødvendige
ting til vores barn.
M.h.t. udtalelserne om den
fælles folkeregisteradresse, skal det nævnes, at (B) kun måtte få udgang til
hans folkeregisteradresse, og var derfor nødt til at have adresse samme sted
som sit barn, for at kunne se dette. Havde han haft adresse et andet sted,
havde det været besværligt for ham at se hans barn. Det skal også nævnes, at
jeg rådførte mig med min sagsbehandler om dette spørgsmål, og fik svaret at
det
ikke havde nogen betydning, om (B) havde adresse samme sted som jeg, idet han
jo ikke ville opholde sig dér, men i fængslet. Som nævnt ved tidligere
henvendelse,
burde den formelle tilmelding til folkeregistret ikke have nogen betydning i
denne sag.”
Jeg udtalte herefter i mit
brev til A af 31. maj 2001 følgende:
Ombudsmandens udtalelse
”Retsgrundlaget
Myndighederne traf deres afgørelse i sagen i henhold til § 13 i lov om børns
retsstilling, jf. lovbekendtgørelse nr. 293 af 2. maj 1995 som senest ændret
ved lov nr. 966 af 20. december 1999. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
’
§ 13.
Forældrene er hver for sig forpligtet til at forsørge barnet. Barnet skal
forsørges, opdrages og uddannes under hensyn til forældrenes livsvilkår og
barnets tarv.
Stk. 2.
Opfylder en af forældrene ikke forsørgelsespligten over for barnet, kan
statsamtet pålægge ham at udrede bidrag til barnets underhold.’
Lov om børns retsstilling regulerer forældres privatretlige forsørgelsespligt
over for deres børn. Efter bestemmelsen i lovens § 13, stk. 1, har hver af
forældrene pligt til at
forsørge barnet.
Det fremgår af bemærkninger
til § 13 i lov om børns retsstilling (Folketingstidende 1959-60, tillæg A,
sp.
323) ’at der ved fastlæggelsen af målestokken for barnets forsørgelse
samt dets
opdragelse og uddannelse skal tages hensyn til begge forældrenes livsvilkår
og
barnets tarv’. Særligt om bestemmelsen i § 13, stk. 2, fremgår bl.a.
følgende:
”Stk. 2 giver en almindelig
hjemmel til at udfærdige bidragsresolution i alle tilfælde, hvor
forsørgelsespligten
ikke opfyldes. Dette gælder, uanset om moderen og faderen til et barn uden
for
ægteskab samlever som ægtefæller og for så vidt angår ægtebørn uden hensyn
til,
om ægteskabet fortsat består, eller der er opnået separation eller
skilsmisse.
Med hensyn til børn uden for
ægteskab vil det, som efter de hidtil gældende bestemmelser, være
hovedreglen,
at bidrag pålægges, så snart faderskabssagen er afsluttet. Bestemmelsen åbner
imidlertid mulighed for, at overøvrigheden undlader at udfærdige
bidragsresolution, enten fordi moderen ønsker det, jfr. § 7, stk. 2, i loven
af
1937, eller fordi det er utvivlsomt at faderen opfylder sine forpligtelser
over
for barnet og moderen. Dette sidste vil navnlig kunne være tilfældet, hvor
der
er tale om et fast samlivsforhold, der fuldstændig har karakteren af et
ægteskab med fælles økonomi mellem parterne.’
Der kan om bestemmelsen i
børnelovens § 13 henvises til Irene Nørgaard mfl., Familieret, 4. udgave,
1996,
s. 121ff og navnlig til s. 122 hvoraf følgende bl.a. fremgår:
’Bidragspligt forudsætter en
forsømmelse af forsørgelsespligten, BL § 13, stk. 2. Der synes derfor at være
behov for en nærmere præcisering af forsørgelsespligtens indhold, men
bestemmelsen i BL § 13, stk. 1, giver – som RVL § 2 – kun ringe
vejledning. Den
retlige standard i BL § 13, stk. 1, pålægger forældrene en omfattende og
ubestemt forpligtelse, hvis indhold veksler med forældrenes sociale status og
den almindelige samfundsudvikling.
Hvis forældrene lever sammen
med barnet, vil det være udgangspunktet, at begge forældre opfylder
forsørgelsespligten i § 13, stk. 1, gennem naturalforsørgelse af barnet,
uanset
hvad de faktisk ofrer på barnets underhold, og uanset hvordan de har fordelt
opgaverne mellem sig.
En begæring fra én af to
samlevende forældre om bidrag fra den anden til et eller flere børns
forsørgelse
kan ikke afvises med, at der ikke er hjemmel til at pålægge bidrag, medens
samlivet består. Den kan derimod typisk afslås under henvisning til, at den
anden opfylder sin forsørgelsespligt, ( )’
Der kan om bestemmelsen i
børnelovens § 13 endvidere henvises til lov om børns retsstilling ved Niels
Chr. Bitsch, 3. omarbejdede udgave ved Hanne Ekstrand, 1981, s. 115ff.
Efter børnelovens § 13 kan
der således efter begæring fra en af forældrene om bidrag fra den anden
pålægges den anden af forældrene at betale bidrag til et eller flere børns
forsørgelse hvis den anden ikke efter evne opfylder sin forsørgelsespligt.
Det er ikke et krav for at
kunne pålægge en af forældrene bidragspligt at forældrene ikke lever sammen.
Derimod indgår oplysningen om hvorvidt forældrene er samlevende eller ej, som
et kriterium ved vurderingen af om begge forældrene efter evne opfylder
forsørgelsespligten efter børnelovens § 13.
Efter § 2 i lov om
ægteskabets retsvirkninger (lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar 1995 med
senere
ændringer) påhviler det mand og hustru gennem pengeydelse, gennem virksomhed
i
hjemmet eller på anden måde at bidrage, hver efter sin evne, til at skaffe
familien det underhold som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for
passende. Til underholdet regnes hvad der kræves til husholdningen og
børnenes
opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov.
Forsømmer en ægtefælle at
opfylde sin underholdspligt efter retsvirkningslovens § 2, kan det efter
begæring pålægges vedkommende at yde den anden ægtefælle et pengebidrag i det
omfang det efter omstændighederne må anses for rimeligt, jf. § 5 i
retsvirkningsloven.
Retsvirkningslovens § 5 gælder også efter en
samlivsophævelse der ikke skyldes uoverensstemmelse, men er begrundet i
f.eks.
hospitalsindlæggelse, institutionsanbringelse eller fængselsstraf, jf. Svend
Danielsen og Mogens Hornslet i lov om ægteskabets retsvirkninger med
kommentarer, 2. udgave, 1986, s. 34.
Efter min opfattelse kan det
indgå som et kriterium ved vurderingen af om begge forældre opfylder
forsørgelsespligten efter § 13, om en eventuel samlivsophævelse ikke skyldes
uoverensstemmelse, men andre grunde.
De modtog med Viborg
Statsamts afgørelse af 29. oktober 1999 en redegørelse for statsamtets og
Civilretsdirektoratets praksis i sager om fastsættelse af børnebidrag i
tilfælde hvor samlivet mellem forældrene er ophævet af andre grunde end
uoverensstemmelse.
Som det fremgår ovenfor,
uddybede Civilretsdirektoratet i sin udtalelse af 18. januar 2001 til mig
beskrivelsen af retsgrundlaget og praksis i forbindelse med fastsættelse af
børnebidrag i tilfælde hvor den ene af forældrene ikke opholder sig sammen
med
barnet (og den anden af forældrene) og dette skyldes praktiske omstændigheder
og ikke uenighed. Civilretsdirektoratet anførte bl.a. i sin udtalelse at det
normalt antages at strafafsonere efter evne opfylder deres forsørgelsespligt
efter børnelovens § 13 når samlivet med den anden af forældrene ikke er
ophævet
på grund af uoverensstemmelse.
Om Civilretsdirektoratets
praksis om fastsættelse af børnebidrag når den ene forælder afsoner en
frihedsstraf, kan der endvidere henvises til Skarrildhusberetningen for 1989,
s. 21-22, hvor følgende bl.a. er anført:
’Efter praksis antages en af
forældrene, som lever sammen med barnet, som altovervejende hovedregel at
forsørge dette efter sin evne. Såfremt begge forældre samlever med barnet,
kan
der således normalt ikke fastsættes bidrag.
Hvis en af forældrene ikke
opholder sig sammen med barnet og den anden af forældrene, men dette skyldes
praktiske omstændigheder i stedet for uenighed, må man i almindelighed lægge
til grund, at underholdsforpligtelsen opfyldes.’
Det fremgår af
Skarrildhusberetningen for 1997, s. 5 og 6, at Civilretsdirektoratet
fastholdt
denne opfattelse efter ændringen af børnetilskudsloven (lov nr. 1133 af 22.
december 1993).
Jeg må herefter forstå
Civilretsdirektoratets beskrivelse af praksis således at i tilfælde hvor
samlivet
mellem forældrene er ophævet af andre grunde end uoverensstemmelser, antages
det som udgangspunkt at den af forældrene som ikke opholder sig sammen med
barnet (og den anden af forældrene), opfylder sin forsørgelsespligt efter
børnelovens § 13.
Dette udgangspunkt giver mig
ikke anledning til bemærkninger.
Jeg finder at vurderingen af
hvorvidt den af forældrene som ikke opholder sig sammen med barnet (og den
anden af forældrene), opfylder sin forsørgelsespligt efter børnelovens § 13,
altid må bero på et konkret skøn i den enkelte sag af den pågældende
forælders
opfyldelse af forsørgelsespligten set i forhold til den pågældende forælders
forsørgelsesevne.
Jeg må endvidere forstå Civilretsdirektoratets
praksis således at strafafsonere – uanset om de måtte være uden
forsørgelsesevne – normalt antages at opfylde deres forsørgelsespligt
efter
børnelovens § 13 når samlivet med den anden af forældrene ikke er ophævet på
grund af uoverensstemmelse.
Jeg finder at det også i
disse tilfælde må bero på en konkret vurdering om en strafafsoner opfylder
sin
forsørgelsespligt efter evne, når samlivet med den anden af forældrene ikke
er
ophævet på grund af uoverensstemmelser.
Endelig må jeg forstå at det
er Civilretsdirektoratets opfattelse at det ved vurdering af hvorvidt en
forælder opfylder sin forsørgelsespligt
-
når samlivet med den
anden af forældrene (som har barnet boende) ikke er ophævet på grund af
uoverensstemmelse
-
er uden betydning om den anden af forældrene (som har barnet boende), i
relation til anden lovgivning betragtes som enlig forsørger. Denne opfattelse
giver mig ikke i sig selv anledning til bemærkninger.
Myndighedernes afgørelser
Jeg har begrænset min
undersøgelse af myndighedernes afgørelser til at omfatte:
myndighedernes begrundelser for afgørelserne og
myndighedernes sagsoplysning.
ad 1
Skriftlige afgørelser der
ikke giver den pågældende fuldt ud medhold, skal ifølge forvaltningslovens §
22
være ledsaget af en begrundelse.
Ved
Viborg Statsamts og Civilretsdirektoratets afgørelser om ikke at
fastsætte bidrag
til Deres søns underhold, bidrag til Deres eget
underhold 2 måneder før og 1 måned efter fødslen, bidrag i anledning af
fødslen
og dåbsbidrag fik De ikke fuldt ud medhold. Afgørelserne skulle derfor
ledsages
af en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22.
Forvaltningslovens § 24
angiver de nærmere krav til en begrundelses indhold. Bestemmelsen har
følgende
ordlyd:
§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
’
En begrundelse skal
fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende
indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 420ff.
Jeg henviser i øvrigt til de mere generelle betragtninger der er anført om
kravene til indholdet af en begrundelse, i Hans Gammeltoft-Hansen mfl.,
Forvaltningsret, 1994, s. 368ff.
I en vis udstrækning vil en
begrundelse skulle tage stilling til partsanbringender. Dette gælder ikke
blot
hvis partens anbringender angår kriterier som myndighederne selv har
inddraget
i afgørelsen, men også andre partsanbringender som ikke umiddelbart kan
afvises
som uvæsentlige eller irrelevante for afgørelsen. For så vidt angår
anbringender som af myndigheden anses for uvæsentlige eller irrelevante, men
som parten selv lægger vægt på, vil det efter omstændighederne være rigtigst
-
udtrykkeligt i begrundelsen
-
kortfattet at angive at de pågældende anbringender ikke
er tillagt betydning. Dermed kan parten konstatere at myndighederne har været
opmærksom på disse. Jeg kan i den forbindelse henvise til Folketingets
Ombudsmands beretning for 1990, s. 339ff*, særligt s. 359.
Viborg Statsamts begrundelse
Viborg Statsamt redegjorde i
afgørelsen af 29. oktober 1999 for oplysninger vedrørende Deres og (B)’s
relationer og for at det normalt kan antages at strafafsonere
-
selv om de måtte være uden forsørgelsesevne
-
opfylder deres forsørgelsespligt efter børnelovens § 13 når samlivet med den
anden af forældrene ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelse.
Viborg Statsamts afgørelse
indeholdt ikke en udtrykkelig vurdering af om samlivet mellem Dem og (B)
måtte
anses for ophævet som følge af uoverensstemmelser eller af andre grunde, og
det
fremgik ikke af afgørelsen at statsamtet havde foretaget en konkret vurdering
af om (B) efter evne opfyldte forsørgelsespligten efter børnelovens § 13.
Det fremgik således alene af
statsamtets afgørelse at statsamtet havde vurderet at (B) – der var
strafafsoner – opfyldte sin forsørgelsespligt selv om han måtte være
uden
forsørgelsesevne.
Det er på den baggrund min
opfattelse at statsamtets begrundelse for afgørelsen af 29. oktober 1999 ikke
opfylder kravene i forvaltningslovens § 24. Dette finder jeg meget
beklageligt.
Jeg har gjort Viborg
Statsamt bekendt med min opfattelse.
Civilretsdirektoratets begrundelse
Civilretsdirektoratet
henviste i sin begrundelse for afgørelsen af 5. januar 2000 til Viborg
Statsamts
begrundelse. Civilretsdirektoratet skrev herudover følgende:
’Vi er således enig med
statsamtet i, at der ikke kan fastsættes bidrag, da samlivet mellem Dem og
(B)
– uanset hans fængselsophold – ikke er ophævet på grund af
uoverensstemmelse.’
Efter at De i brev af 14.
januar 2000 havde bedt Civilretsdirektoratet om at genoptage Deres sag, skrev
direktoratet den 31. januar 2000 til Dem at direktoratet fastholdt afgørelsen
af 5. januar 2000 og begrundelsen herfor. Civilretsdirektoratet skrev
endvidere
følgende:
’Det er således fortsat
vores opfattelse, at samlivet mellem Dem og (B) – uanset hans
fængselsophold –
ikke er ophævet, og at der ikke kan fastsættes bidrag, når der ikke er sket
ophævelse af samlivet.’
Som det fremgår ovenfor,
mener jeg ikke at Viborg Statsamt havde foretaget en konkret vurdering af om
(B) efter evne opfyldte sin forsørgelsespligt efter børnelovens § 13, og jeg
mener ikke at Viborg Statsamts begrundelse indeholder en udtrykkelig
stillingtagen
til spørgsmålet.
Jeg kan heller ikke af
Civilretsdirektoratets begrundelse for afgørelsen af 5. januar 2000 (som
fastholdt den 31. januar 2000) se at direktoratet vurderede om (B) efter evne
opfyldte sin forsørgelsespligt efter børnelovens § 13.
Jeg må forstå
Civilretsdirektoratets begrundelse således at direktoratet ved afgørelsen om
ikke at fastsætte bidrag tillagde det afgørende betydning at direktoratet
vurderede at samlivet mellem Dem og (B) ikke var ophævet som følge af
uoverensstemmelser.
Som tidligere bemærket kan spørgsmålet om hvorvidt forældrenes samliv
består (eller ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelser), indgå som et
kriterium ved afgørelsen af hvorvidt forældrene opfylder forsørgelsespligten
efter børnelovens § 13.
Myndighedernes vurderinger af hvorvidt forældrenes samliv består (eller
ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelser), bygger på afvejninger af
omstændigheder som jeg som ombudsmand ikke har særlige forudsætninger for at
afveje på en anden og bedre måde end Viborg Statsamt og Civilretsdirektoratet
der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige. Normalt kan
jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og
afvejninger. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg
kritisere myndighedernes vurdering. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen
er mangelfuldt oplyst.
Under min gennemgang af sagen
har jeg ikke fundet sådanne ganske særlige omstændigheder for så vidt angår
myndighedernes vurdering af at samlivet mellem Dem og (B) ikke var ophævet på
grund af uoverensstemmelse. Jeg har herefter ikke grundlag for at kritisere
denne vurdering.
Som det fremgår ovenfor
under min gennemgang af retsgrundlaget, er der ikke hjemmel til at afslå at
fastsætte børnebidrag alene under henvisning til at samlivet mellem
forældrene
består (eller ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelser).
Det er derfor min opfattelse
at heller ikke Civilretsdirektoratets begrundelse for afgørelsen af 5. januar
2000 (som fastholdt den 31. januar 2000) opfylder kravene i
forvaltningslovens
§ 24 hvilket jeg finder beklageligt.
Den mangelfulde begrundelse
er efter min opfattelse ikke afhjulpet vedrørende disse forhold ved
Civilretsdirektoratet udtalelse af 18. januar 2001 til mig hvori direktoratet
bl.a. anførte at (B)
-
efter direktoratets opfattelse
-
måtte anses for under
strafafsoningen at have forsørget sit barn efter evne. Det fremgik heller
ikke
heraf på hvilket grundlag direktoratet foretog denne vurdering.
Med brev af 14. januar 2000
bad De Civilretsdirektoratet om at genoptage sagen. Samtidig gjorde De
Civilretsdirektoratet opmærksom på at De ikke kunne forstå hvordan De
-
af
Ribe Kommune
-
kunne betragtes som enlig forsørger, men ikke af statsamtet. De vedlagde som
bilag til Deres brev bl.a. en kopi af en check (udbetaling af børnetilskud).
Efter min opfattelse måtte
Civilretsdirektoratet forstå Deres begrundelse for anmodningen om
genoptagelse
af sagen således at De
-
efter Deres opfattelse som forælder til Deres og (B)’s
fælles barn
-
alene opfyldte forsørgelsespligten efter børnelovens § 13, og at vurderingen
heraf efter Deres opfattelse måtte foretages ud fra de samme kriterier som
efter den sociale lovgivning i henhold til hvilken De blev betragtet som
enlig
forsørger.
På denne baggrund finder jeg
at det havde været ønskeligt hvis Civilretsdirektoratet i begrundelsen af 31.
januar 2000 (for at fastholde direktoratets afgørelse af 5. januar 2000)
udtrykkeligt havde angivet
-
som det fremgik af direktoratets udtalelse til mig
-
at det
efter Civilretsdirektoratets opfattelse ved vurdering af hvorvidt en forælder
opfylder sin forsørgelsespligt når samlivet med den anden af forældrene (som
har barnet boende), ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelse, er uden
betydning om den anden af forældrene (som har barnet boende) i relation til
anden lovgivning betragtes som enlig forsørger.
Jeg har gjort
Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse.
ad 2
Det er et grundlæggende
princip i forvaltningsretten at den forvaltningsmyndighed der skal træffe
afgørelse i en given sag, har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst
til at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. Dette princip kaldes
officialprincippet eller undersøgelsesprincippet.
Officialprincippet indebærer
at en offentlig forvaltningsmyndighed har pligt til at fremskaffe de
oplysninger der er nødvendige for at træffe afgørelse i den foreliggende sag,
eller dog foranledige at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens
oplysning, jf. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 297.
Jeg har forstået Viborg
Statsamts og Civilretsdirektoratets afgørelser således at man har lagt til
grund at (B) – uanset han ingen forsørgelsesevne måtte have haft –
opfyldte sin
forsørgelsespligt.
Jeg kan ikke af Viborg
Statsamts og Civilretsdirektoratets afgørelser se at myndighederne har
vurderet
(B)’s forsørgelsesevne. Af de akter der ligger i sagen, kan jeg ikke se
at
myndighederne har haft oplysninger om (B)’s forsørgelsesevne. Jeg kan
heller
ikke se at myndighederne har forsøgt at indhente oplysninger om (B)’s
forsørgelsesevne fra (B) eller eventuelt fra Dem.
Det er derfor min opfattelse
at oplysningsgrundlaget i Deres bidragssag ikke har været tilstrækkeligt
hvilket jeg finder meget beklageligt.
Konklusion
Som sagen foreligger oplyst
for mig
-
og da De i Deres brev til mig har oplyst at (B) ikke havde en sådan
forsørgelsesevne at han kunne yde økonomisk bidrag til barnets forsørgelse
-
har
jeg ikke (tilstrækkeligt) grundlag for at kritisere resultatet af
myndighedernes afgørelser hvorefter (B) vurderedes at opfylde sin
forsørgelsespligt (ved naturalier). Jeg har derfor ikke fundet tilstrækkelig
anledning til at bede myndighederne om at genoptage sagens behandling.
Jeg har gjort Viborg
Statsamt og Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse.
Civilretsdirektoratets
sagsbehandlingstid
I breve af 6. juli 2000 og
18. september 2000 orienterede jeg Dem om at jeg telefonisk havde hørt til
sagen i Civilretsdirektoratet. I brev af 8. november 2000 orienterede jeg Dem
om at jeg samme dag – skriftligt – havde anmodet
Civilretsdirektoratet om
nærmere oplysning om sagens behandling og om hvornår jeg kunne forvente svar.
I
brev af 20. november 2000 orienterede jeg Dem om at Civilretsdirektoratet
samme
dag (telefonisk) havde oplyst at direktoratet forventede at kunne sende
udtalelsen i Deres sag om ca. 14 dage. Jeg hørte endvidere telefonisk til
sagen
i Civilretsdirektoratet den 12. december 2000, den 2. januar 2001 og den 15.
januar 2001.
Civilretsdirektoratets afgav
sin udtalelse i sagen den 18. januar 2001. Direktoratet beklagede i den
forbindelse den lange sagsbehandlingstid.
Jeg kan tilslutte mig
Civilretsdirektoratets beklagelse af den lange sagsbehandlingstid.”
NOTER: (*)
FOB 1990, s. 339.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love Retsinformation · 6. oktober 2000
- Udenlandsk statsborgers samværsret med dansk datter. Partshøring. Påstået advokatpålæg. Retsinformation · 5. november 2003
- Tilsidesættelse af forældres aftale om deling af transportudgifter ved samvær. Hjemmel Retsinformation · 23. juni 2003
- anonymt.dk (sag 2012-0119) Klagenævnet for Domænenavne · 21. december 2012
- Tilføjelse til betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om ligestilling mellem enlige adoptanter og eneforsørgere med hensyn til ret til det særlige børnetilskud Notat Retsinformation · 5. juli 2007
- Adoptionsbevilling ikke ugyldig Retsinformation · 22. juni 2004