Spring til indhold

Retsinformation

Fastsættelse af børnebidrag fra strafafsoner

FOU nr 2001.137UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fastsættelse af børnebidrag fra strafafsoner

A fødte den 9. juni 1999 en

søn. Den 5. juli 1999 modtog Viborg Statsamt et oplysningsskema (om faderskab

til børn af ugifte samboende forældre) hvori A oplyste at A’s ugifte

sambo, B,

var far til barnet. Skemaet var ikke underskrevet. Viborg Statsamt modtog

samme

dag B’s anerkendelse af faderskabet og A’s og B’s anmeldelse

af fælles

forældremyndighed. Anmeldelsen af fælles forældremyndighed var ikke dateret.

Med brev af 22. juli 1999

(til A og B) bad Viborg Statsamt A om at underskrive skemaet med oplysning om

faderskab og returnere det sammen med en kopi af B’s dåbsattest.

Endvidere

sendte Viborg Statsamt et nyt skema om fælles forældremyndighed da

underskrifterne på det tidligere indsendte skema ikke var dateret.

Den 28. juli 1999 modtog

Viborg Statsamt skemaet med oplysning om faderskab (i underskrevet stand) og

en

ny anmeldelse af fælles forældremyndighed.

Den 12. august 1999

afsluttedes faderskabssagen. Samme dag sendte Viborg Statsamt A og B en kopi

af

faderskabsanerkendelsen samt en påtegnet aftale om fælles forældremyndighed.

I brev af 10. august 1999

ansøgte A Viborg Statsamt om at fastsætte bidrag til A’s søns underhold,

bidrag

til A’s underhold 2 måneder før og 1 måned efter fødslen, bidrag i

anledning af

fødslen og dåbsbidrag. A’s ansøgning var bl.a. begrundet i at B var

Læs alt

blevet

anholdt den 18. marts 1999, og at han siden anholdelsen havde siddet i

fængsel.

A betragtede sig derfor som eneforsørger til barnet.

I brev af 23. august 1999

til A skrev Viborg Statsamt følgende:

”Idet man henviser til ovennævnte

sag, skal man forespørge, hvorvidt samlivet mellem Dem og (B) er ophævet, nu

når (B) sidder i fængsel. Endelig skal man forespørge om De og (B) agter at

fortsætte

samlivet, når han har udstået sin straf.”

I brev af 26. august 1999

oplyste A statsamtet om at samlivet mellem A og B ikke var ophørt. Til

spørgsmålet om hvorvidt A og B agtede at genoptage samlivet efter B’s

løsladelse, svarede A ”det må tiden vise, da det er svært at svare på i

denne

situation, men på nuværende tidspunkt vil jeg mene at muligheden er

stor”.

Den 23. september 1999

oplyste A telefonisk over for Viborg Statsamt at A og barnet besøgte B i

fængslet en gang imellem, og at B boede hos A og barnet når han havde udgang

fra fængslet.

Den 29. oktober 1999 traf

Viborg Statsamt følgende afgørelse:

”De har søgt statsamtet om

at fastsætte bidrag til Deres søns underhold, bidrag til Deres eget underhold

2

mdr. før og 1 md. efter fødslen, bidrag i anledning af fødslen og dåbsbidrag.

Deres søn er født den 9. juni 1999.

Statsamtet har nu truffet afgørelse om, at man ikke kan imødekomme

ansøgningen.

De har oplyst, at De og (B)

ikke bor sammen, idet (B) blev anholdt den 18. marts 1999 og siden er blevet

idømt fængsel i 1 år og 9 måneder. Han afsoner nu straffen.

De har endvidere oplyst, De og

barnet besøger (B) i fængslet samt, at (B) bor hos Dem og barnet, når han har

udgang fra fængslet.

Endelig har De oplyst, at De

vil mene, at samlivet mellem Dem og (B) genoptages efter hans løsladelse.

Det fremgår af

CPR-registret, at (B) og De står tilmeldt på samme adresse i folkeregistret.

Hvis en af forældrene ikke

opholder sig sammen med barnet og den anden af forældrene, men dette skyldes

praktiske omstændigheder i stedet for uenighed, må man i almindelighed lægge

til grund, at underholdsforpligtelsen opfyldes. Det kan således normalt

antages, at strafafsonere, selvom de måtte være uden forsørgerevne, opfylder

deres forsørgelsespligt efter børnelovens § 13, når samlivet med den anden af

forældrene ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelse.

”

Den 16. november 1999

klagede C på vegne af A til Civilretsdirektoratet over statsamtets afgørelse.

C

skrev bl.a. følgende:

”Statsamtet har begrundet

afgørelsen med, at (B), der er fader til barnet, må antages at opfylde sin

forsørgelsespligt efter børnelovens § 13, selv om han afsoner en

fængselsstraf,

idet samlivet med (A) således ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelser.

Det er (C)’s opfattelse, at

de faktiske omstændigheder i sagen er således, at (B) ikke kan siges at

opfylde

sin forsørgelsespligt. Det fremgår af Ingrid Lund-Andersen m.fl.: Familieret,

4. udg., s. 122f., at hvis én af forældrene ikke lever sammen med barnet, er

det udgangspunktet, at vedkommende ikke opfylder sin forsørgelsespligt over

for

barnet, og at vedkommende derfor kan sættes i bidrag. Endvidere henvises til,

at det af BL-kommentar s. 122 fremgår, at betingelsen om manglende opfyldelse

af forsørgelsespligten normalt må anses for opfyldt, medmindre den pågældende

enten selv direkte forsørger barnet eller halvårsvis eller dog månedsvis

forud

betaler et bidrag af mindst samme størrelse som det, der ville blive pålagt

ved

en bidragsresolution. (B) kan efter (C)’s opfattelse ikke siges at leve

sammen

med barnet, imens han afsoner sin straf, og han må derfor på baggrund af

ovenstående kunne pålægges bidragspligt, jf. BL § 13, stk. 2.”

Den 29. november 1999

videresendte Viborg Statsamt C’s klage af 16. november 1999 til

Civilretsdirektoratet.

Statsamtet meddelte i den forbindelse at statsamtet henholdt sig til sin

afgørelse af 29. oktober 1999.

Den 5. januar 2000 traf

Civilretsdirektoratet afgørelse i sagen. Direktoratet skrev bl.a. følgende:

”Vi har gennemgået sagen, og

vi ændrer ikke statsamtets afgørelse.

Begrundelsen for vores

afgørelse er den samme, som statsamtet har givet Dem.

Vi er således enig med

statsamtet i, at der ikke kan fastsættes bidrag, da samlivet mellem Dem og

(B)

– uanset hans fængselsophold – ikke er ophævet på grund af

uoverensstemmelse.”

Med brev af 14. januar 2000

bad A Civilretsdirektoratet om at genoptage sagen. Samtidig gjorde A

Civilretsdirektoratet opmærksom på at hun ikke kunne forstå hvordan hun af

Ribe

Kommune kunne betragtes som enlig forsørger, men ikke af statsamtet. A

vedlagde

som bilag til sit brev bl.a. en kopi af en check (udbetaling af

børnetilskud).

Den 31. januar 2000 skrev

Civilretsdirektoratet følgende til A:

”Civilretsdirektoratet

afslog den 5. januar 2000 at ændre Viborg Statsamts afgørelse af 29. oktober

1999 i Deres bidragssag.

De har bedt os om at

behandle sagen igen. De har til støtte herfor anført, at Ribe kommune

betragter

Dem som enlig forsørger under (B)’s fængselsophold.

Vi har nu gennemgået sagen

igen, og vi fastholder vores afgørelse og begrundelse.

Det er således fortsat vores

opfattelse, at samlivet mellem Dem og (B) – uanset hans fængselsophold

– ikke

er ophævet, og at der ikke kan fastsættes bidrag, når der ikke er sket

ophævelse af samlivet.”

Den 2. marts 2000 rettede A

henvendelse til mig om sagen. A gjorde bl.a. gældende at B umuligt kunne

overholde sin forsørgelsespligt, og at hun – af Ribe Kommune – blev

betragtet

som enlig forsørger. Endvidere oplyste A at hun og B ikke levede i et

registreret partnerskab eller under ægteskabelige forhold, og at den formelle

tilmelding til folkeregistret ikke burde være afgørende. A’s klage var

bl.a.

vedlagt kopi af B’s lønspecifikation for ”periode 7.2.2000”.

Den 21. marts 2000 bad jeg

Civilretsdirektoratet om en udtalelse i sagen. Jeg bad forinden direktoratet

om

at indhente en udtalelse fra Viborg Statsamt om sagen. I mit brev til

direktoratet

skrev jeg bl.a. følgende:

”Det fremgår endvidere af

Civilretsdirektoratets afgørelse af 5. januar 2000 at direktoratet

stadfæstede

Viborg Statsamts afgørelse med den samme begrundelse som statsamtet.

Direktoratet henviste herudover til at samlivet mellem (A) og (B) –

uanset

(B)’s fængselsophold – ikke er ophævet på grund af

uoverensstemmelse.

Børnelovens § 13, stk. 2,

opstiller som betingelse for fastsættelse af bidrag at den pågældende ikke

opfylder sin forsørgelsespligt. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår

bl.a.

følgende (Folketingstidende 1959-60, tillæg A, sp. 323):

’Stk. 2 giver en almindelig

hjemmel til at udfærdige bidragsresolution i alle tilfælde, hvor

forsørgelsespligten

ikke opfyldes. Dette gælder, uanset om moderen og faderen til et barn uden

for

ægteskab samlever som ægtefæller og for så vidt angår ægtebørn uden hensyn

til,

om ægteskabet fortsat består, eller der er opnået separation eller

skilsmisse.

Med hensyn til børn uden for

ægteskab vil det, som efter de hidtil gældende bestemmelser, være

hovedreglen,

at bidrag pålægges, så snart faderskabssagen er afsluttet. Bestemmelsen åbner

imidlertid mulighed for, at overøvrigheden undlader at udfærdige

bidragsresolution, enten fordi moderen ønsker det, jfr. § 7, stk. 2, i loven

af

1937, eller fordi det er utvivlsomt at faderen opfylder sine forpligtelser

over

for barnet og moderen. Dette sidste vil navnlig kunne være tilfældet, hvor

der

er tale om et fast samlivsforhold, der fuldstændig har karakteren af et

ægteskab med fælles økonomi mellem parterne.’

I sit brev af 2. marts 2000

har (A) bl.a. anført at hun i andre sammenhænge betragtes som enlig

forsørger.

Civilretsdirektoratet og statsamtet bedes i udtalelserne til mig kommentere

dette.

Civilretsdirektoratet og

statsamtet bedes i udtalelserne endvidere komme ind på hvorledes afgørelserne

i

sagen forholder sig til ordlyden af børnelovens § 13, stk. 2, og

forarbejderne

hertil.

Myndighederne bedes endelig

oplyse om (B) på noget tidspunkt har boet sammen med barnet og – i

benægtende

fald – udtale sig om hvilken betydning statsamtet og direktoratet har

tillagt

dette forhold.”

I breve af 6. juli 2000 og

18. september 2000 orienterede jeg A om at jeg telefonisk havde hørt til

sagen

i Civilretsdirektoratet. I brev af 8. november 2000 orienterede jeg A om at

jeg

samme dag – skriftligt – havde anmodet Civilretsdirektoratet om

nærmere

oplysning om sagens behandling, og om hvornår jeg kunne forvente svar. I brev

af 20. november 2000 orienterede jeg A om at Civilretsdirektoratet samme dag

telefonisk havde oplyst at direktoratet forventede at kunne sende udtalelsen

i

A’s sag om ca. 14 dage. Jeg hørte endvidere telefonisk til sagen i

Civilretsdirektoratet den 12. december 2000, den 2. januar 2001 og den 15.

januar 2001.

Den 16. januar 2001 modtog

jeg et brev fra A. A sendte mig en kopi af vejledningen om udbetaling af

børnetilskud (januar kvartal). A oplyste at hun i perioden havde været at

betragte som enlig forsørger af kommunen, og at hun opfyldte de fastsatte

regler herom.

Den 13. april 2000 afgav Viborg

Statsamt udtalelse i sagen. Af udtalelsen fremgår bl.a. følgende:

”I den anledning kan det

oplyses, at statsamtet den 14. juni 1999 modtog fødselsanmeldelse vedrørende

det barn (A) havde født den 9. juni 1999.

Af fødselsanmeldelsen

fremgår det, at moderen har oplyst, at (B) er far til barnet.

Da moderen og den oplyste

far ifølge CPR-registret bor på samme adresse, fremsendes statsamtets

oplysningsskema vedrørende

samboende

ugifte forældre.

Statsamtet får skemaet retur

den 5. juli 1999 i udfyldt men ikke underskrevet stand. Moderen anmodes i

brev

af 22. juli 1999 om at underskrive skemaet, og den 28. juli 1999 modtager

statsamtet skemaet forsynet med underskrift. Den 28. juli 1999 modtager

statsamtet endvidere faderens anerkendelse af faderskabet samt forældrenes

anmeldelse af fælles forældremyndighed.

Det bemærkes, at der i den

vejledning – som forældrene modtager i forbindelse med anmeldelse af

fælles

forældremyndighed – blandt andet oplyses om reglerne for fastsættelse af

børnebidrag.

Den 11. august 1999 modtager

statsamtet brev fra (A), hvoraf det fremgår, at hun mener at være berettiget

til bidrag fra faderen 2 måneder før og 1 måned efter fødslen, bidrag til

udgifter i anledning af fødslen samt til normalbidrag.

Faderskabssagen afsluttes

den 12. august 1999 og efter § 12, stk. 5, i bekendtgørelse om behandling af

faderskabssager skal Viborg Statsamt behandle ansøgningen om fastsættelse af

bidrag.

Den 23. august 1999 anmoder

statsamtet (A) om at oplyse, om samlivet med (B) er ophørt.

I brev modtaget den 30.

august 1999 oplyser (A), at samlivet ikke er ophørt og at samlivet med stor

sandsynlighed fortsætter efter (B)’s løsladelse.

Ved telefonisk henvendelse

til statsamtet den 23. september 1999 oplyser (A), at hun og barnet besøger

(B)

i fængslet og at (B) bor hos hende og barnet, når han har udgang.

Statsamtet har derfor ud fra

den praksis, som er beskrevet i Skarrildhus 1989 side 21-22 og Skarrildhus

1997

side 5-6, fundet, at (B) og (A) er samlevende og at (B) derfor opfylder sin

forsørgerpligt efter børnelovens § 13, selv om han på grund af strafafsoning

måtte antages at være uden – eller næsten uden – forsørgerevne.

Således som sagen foreligger

oplyst for statsamtet, har (B) ikke siden barnets fødsel boet fast sammen med

barnet, da han blev anholdt den 18. marts 1999. Han har dog – ifølge

(A)’s

oplysninger – boet sammen med hende og barnet, når han har udgang.

Disse oplysninger er indgået

i statsamtets vurdering af, om samlivet mellem forældrene var ophørt, men

statsamtet har ikke tillagt spørgsmålet om, hvorvidt (B) har boet sammen med

barnet, selvstændig betydning ved afgørelsen.

Det forhold, at (A) i

henhold til anden lovgivning måske kan betragtes som enlig forsørger, finder

statsamtet ikke kan indgå i vurderingen af, om der kan fastsættes bidrag i

henhold

til børnelovens regler.”

Den 18. januar 2001 afgav

Civilretsdirektoratet sin udtalelse i sagen. Civilretsdirektoratet skrev

følgende:

”

Direktoratet kan henholde

sig til afgørelserne og til statsamtets udtalelse af 13. april 2000, der

vedlægges, idet klagen dog giver anledning til følgende bemærkninger:

Det fremgår af forarbejderne

til børnelovens § 13, at loven kun behandler forældrenes privatretlige pligt

til at deltage i forsørgelsen af deres børn.

Som supplement til den

privatretlige forsørgelse yder det offentlige forskellige typer af tilskud

til

forældres forsørgelse af børn. Disse supplerende ydelser er bl.a. reguleret i

børnetilskudsloven. Efter denne lovs § 2, stk. 1, nr. 3, kan ordinært

børnetilskud således bl.a. ydes, når den ene ægtefælle er indsat i

institutioner under Kriminalforsorgen ud over 3 måneder, og den anden

ægtefælle

er enlig.

Det er ikke nærmere omtalt i

forarbejderne til børneloven, hvornår en forælder ikke opfylder sin pligt til

at deltage i forsørgelsen af barnet med den virkning, at den pågældende efter

lovens § 13, stk. 2, kan pålægges at betale børnebidrag.

Derimod fremgår det af

bemærkningerne til den pågældende bestemmelse, at der ved en gennemførelse af

loven ville blive åbnet mulighed for fremover at undlade at fastsætte bidrag

til et barn født uden for ægteskab, enten fordi moderen ønsker det, eller

fordi

det er utvivlsomt, at faderen opfylder sin forpligtelse over for barnet og

moderen. Dette sidste vil navnlig kunne være tilfældet, hvor der er tale om

et

fast samlivsforhold, der fuldstændig har karakteren af et ægteskab med fælles

økonomi mellem parterne.

Efter direktoratets

opfattelse har det med disse bemærkninger navnlig været hensigten at

understrege

princippet om ligestilling af børn født i og uden for ægteskab.

I tilfælde, hvor en af

forældrene ikke opholder sig sammen med barnet og den anden af forældrene, og

dette skyldes praktiske omstændigheder i stedet for uenighed, må det efter

Civilretsdirektoratets opfattelse i almindelighed lægges til grund, at

forsørgelsespligten

er opfyldt. Det må derfor normalt antages, at strafafsonere efter evne

opfylder

deres forsørgelsespligt efter børnelovens § 13, når samlivet med den anden af

forældrene ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelse.

Det bemærkes i den forbindelse,

at det fremgår af forarbejderne til børnelovens § 13, stk. 1, at man som

tidligere ved fastlæggelsen af målestokken for barnets forsørgelse bl.a. skal

tage hensyn til begge forældres livsvilkår.

Da (B) efter direktoratets

opfattelse må anses for under strafafsoningen at have forsørget sit barn

efter

evne, jf. herved princippet i børnelovens § 13, stk. 1, er der i den

foreliggende situation ikke grundlag for at pålægge ham at betale bidrag.

At (A) i relation til

tilskudsregler i anden lovgivning betragtes som enlig forsørger, kan efter

direktoratets

opfattelse ikke tillægges betydning i forhold til reglerne i børnelovens §

13,

da disse regler alene omhandler den privatretlige forsørgelsespligt.

For så vidt angår

spørgsmålet om, hvorvidt (B) har boet sammen med barnet, kan direktoratet

oplyse,

at det fremgår af udskrifter fra Det Centrale Personregister, at (B) og (A)

på

tidspunktet for barnets fødsel den 9. juni 1999 begge var tilmeldt

folkeregisteret på adressen (V) i (X), og at de med virkning fra 1. juli 1999

tilmeldte sig folkeregistret på adressen (Y) i (Z).

Det fremgår dog også af

sagen, at (A) har oplyst, at (B) blev anholdt af politiet den 18. marts 1999,

og at han efterfølgende blev straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder. (A)

har

herudover oplyst, at (B) har boet hos hende og barnet, når han var på udgang

fra fængslet, og at samlivet ikke var ophørt.

På den baggrund er det

Civilretsdirektoratets opfattelse, at det er uden betydning for vurderingen

af

parternes samliv i relation til reglerne om børnebidrag, at (B) en stor del

af

tiden i den omhandlede periode har været forhindret i at opholde sig sammen

med

barnet.

Vi skal beklage den alt for

lange sagsbehandlingstid.”

Med brev af 22. januar 2001

bad jeg om A’s bemærkninger til Viborg Statsamts udtalelse af 13. april

2000 og

Civilretsdirektoratets udtalelse af 18. januar 2001.

I brev af 12. februar 2001

kommenterede A myndighedernes udtalelser. A skrev bl.a. følgende:

”(B) har i den periode han

var indsat under kriminalforsorgen, ikke ydet med noget som helst til hverken

min eller vores fælles barns forsørgelse. Jeg var tværtimod nødt til at sætte

mig selv i gæld til bank, venner og familie, så jeg kunne købe de nødvendige

ting til vores barn.

M.h.t. udtalelserne om den

fælles folkeregisteradresse, skal det nævnes, at (B) kun måtte få udgang til

hans folkeregisteradresse, og var derfor nødt til at have adresse samme sted

som sit barn, for at kunne se dette. Havde han haft adresse et andet sted,

havde det været besværligt for ham at se hans barn. Det skal også nævnes, at

jeg rådførte mig med min sagsbehandler om dette spørgsmål, og fik svaret at

det

ikke havde nogen betydning, om (B) havde adresse samme sted som jeg, idet han

jo ikke ville opholde sig dér, men i fængslet. Som nævnt ved tidligere

henvendelse,

burde den formelle tilmelding til folkeregistret ikke have nogen betydning i

denne sag.”

Jeg udtalte herefter i mit

brev til A af 31. maj 2001 følgende:

Ombudsmandens udtalelse

”Retsgrundlaget

Myndighederne traf deres afgørelse i sagen i henhold til § 13 i lov om børns

retsstilling, jf. lovbekendtgørelse nr. 293 af 2. maj 1995 som senest ændret

ved lov nr. 966 af 20. december 1999. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

’

§ 13.

Forældrene er hver for sig forpligtet til at forsørge barnet. Barnet skal

forsørges, opdrages og uddannes under hensyn til forældrenes livsvilkår og

barnets tarv.

Stk. 2.

Opfylder en af forældrene ikke forsørgelsespligten over for barnet, kan

statsamtet pålægge ham at udrede bidrag til barnets underhold.’

Lov om børns retsstilling regulerer forældres privatretlige forsørgelsespligt

over for deres børn. Efter bestemmelsen i lovens § 13, stk. 1, har hver af

forældrene pligt til at

forsørge barnet.

Det fremgår af bemærkninger

til § 13 i lov om børns retsstilling (Folketingstidende 1959-60, tillæg A,

sp.

323) ’at der ved fastlæggelsen af målestokken for barnets forsørgelse

samt dets

opdragelse og uddannelse skal tages hensyn til begge forældrenes livsvilkår

og

barnets tarv’. Særligt om bestemmelsen i § 13, stk. 2, fremgår bl.a.

følgende:

”Stk. 2 giver en almindelig

hjemmel til at udfærdige bidragsresolution i alle tilfælde, hvor

forsørgelsespligten

ikke opfyldes. Dette gælder, uanset om moderen og faderen til et barn uden

for

ægteskab samlever som ægtefæller og for så vidt angår ægtebørn uden hensyn

til,

om ægteskabet fortsat består, eller der er opnået separation eller

skilsmisse.

Med hensyn til børn uden for

ægteskab vil det, som efter de hidtil gældende bestemmelser, være

hovedreglen,

at bidrag pålægges, så snart faderskabssagen er afsluttet. Bestemmelsen åbner

imidlertid mulighed for, at overøvrigheden undlader at udfærdige

bidragsresolution, enten fordi moderen ønsker det, jfr. § 7, stk. 2, i loven

af

1937, eller fordi det er utvivlsomt at faderen opfylder sine forpligtelser

over

for barnet og moderen. Dette sidste vil navnlig kunne være tilfældet, hvor

der

er tale om et fast samlivsforhold, der fuldstændig har karakteren af et

ægteskab med fælles økonomi mellem parterne.’

Der kan om bestemmelsen i

børnelovens § 13 henvises til Irene Nørgaard mfl., Familieret, 4. udgave,

1996,

s. 121ff og navnlig til s. 122 hvoraf følgende bl.a. fremgår:

’Bidragspligt forudsætter en

forsømmelse af forsørgelsespligten, BL § 13, stk. 2. Der synes derfor at være

behov for en nærmere præcisering af forsørgelsespligtens indhold, men

bestemmelsen i BL § 13, stk. 1, giver – som RVL § 2 – kun ringe

vejledning. Den

retlige standard i BL § 13, stk. 1, pålægger forældrene en omfattende og

ubestemt forpligtelse, hvis indhold veksler med forældrenes sociale status og

den almindelige samfundsudvikling.

Hvis forældrene lever sammen

med barnet, vil det være udgangspunktet, at begge forældre opfylder

forsørgelsespligten i § 13, stk. 1, gennem naturalforsørgelse af barnet,

uanset

hvad de faktisk ofrer på barnets underhold, og uanset hvordan de har fordelt

opgaverne mellem sig.

En begæring fra én af to

samlevende forældre om bidrag fra den anden til et eller flere børns

forsørgelse

kan ikke afvises med, at der ikke er hjemmel til at pålægge bidrag, medens

samlivet består. Den kan derimod typisk afslås under henvisning til, at den

anden opfylder sin forsørgelsespligt, ( )’

Der kan om bestemmelsen i

børnelovens § 13 endvidere henvises til lov om børns retsstilling ved Niels

Chr. Bitsch, 3. omarbejdede udgave ved Hanne Ekstrand, 1981, s. 115ff.

Efter børnelovens § 13 kan

der således efter begæring fra en af forældrene om bidrag fra den anden

pålægges den anden af forældrene at betale bidrag til et eller flere børns

forsørgelse hvis den anden ikke efter evne opfylder sin forsørgelsespligt.

Det er ikke et krav for at

kunne pålægge en af forældrene bidragspligt at forældrene ikke lever sammen.

Derimod indgår oplysningen om hvorvidt forældrene er samlevende eller ej, som

et kriterium ved vurderingen af om begge forældrene efter evne opfylder

forsørgelsespligten efter børnelovens § 13.

Efter § 2 i lov om

ægteskabets retsvirkninger (lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar 1995 med

senere

ændringer) påhviler det mand og hustru gennem pengeydelse, gennem virksomhed

i

hjemmet eller på anden måde at bidrage, hver efter sin evne, til at skaffe

familien det underhold som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for

passende. Til underholdet regnes hvad der kræves til husholdningen og

børnenes

opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov.

Forsømmer en ægtefælle at

opfylde sin underholdspligt efter retsvirkningslovens § 2, kan det efter

begæring pålægges vedkommende at yde den anden ægtefælle et pengebidrag i det

omfang det efter omstændighederne må anses for rimeligt, jf. § 5 i

retsvirkningsloven.

Retsvirkningslovens § 5 gælder også efter en

samlivsophævelse der ikke skyldes uoverensstemmelse, men er begrundet i

f.eks.

hospitalsindlæggelse, institutionsanbringelse eller fængselsstraf, jf. Svend

Danielsen og Mogens Hornslet i lov om ægteskabets retsvirkninger med

kommentarer, 2. udgave, 1986, s. 34.

Efter min opfattelse kan det

indgå som et kriterium ved vurderingen af om begge forældre opfylder

forsørgelsespligten efter § 13, om en eventuel samlivsophævelse ikke skyldes

uoverensstemmelse, men andre grunde.

De modtog med Viborg

Statsamts afgørelse af 29. oktober 1999 en redegørelse for statsamtets og

Civilretsdirektoratets praksis i sager om fastsættelse af børnebidrag i

tilfælde hvor samlivet mellem forældrene er ophævet af andre grunde end

uoverensstemmelse.

Som det fremgår ovenfor,

uddybede Civilretsdirektoratet i sin udtalelse af 18. januar 2001 til mig

beskrivelsen af retsgrundlaget og praksis i forbindelse med fastsættelse af

børnebidrag i tilfælde hvor den ene af forældrene ikke opholder sig sammen

med

barnet (og den anden af forældrene) og dette skyldes praktiske omstændigheder

og ikke uenighed. Civilretsdirektoratet anførte bl.a. i sin udtalelse at det

normalt antages at strafafsonere efter evne opfylder deres forsørgelsespligt

efter børnelovens § 13 når samlivet med den anden af forældrene ikke er

ophævet

på grund af uoverensstemmelse.

Om Civilretsdirektoratets

praksis om fastsættelse af børnebidrag når den ene forælder afsoner en

frihedsstraf, kan der endvidere henvises til Skarrildhusberetningen for 1989,

s. 21-22, hvor følgende bl.a. er anført:

’Efter praksis antages en af

forældrene, som lever sammen med barnet, som altovervejende hovedregel at

forsørge dette efter sin evne. Såfremt begge forældre samlever med barnet,

kan

der således normalt ikke fastsættes bidrag.

Hvis en af forældrene ikke

opholder sig sammen med barnet og den anden af forældrene, men dette skyldes

praktiske omstændigheder i stedet for uenighed, må man i almindelighed lægge

til grund, at underholdsforpligtelsen opfyldes.’

Det fremgår af

Skarrildhusberetningen for 1997, s. 5 og 6, at Civilretsdirektoratet

fastholdt

denne opfattelse efter ændringen af børnetilskudsloven (lov nr. 1133 af 22.

december 1993).

Jeg må herefter forstå

Civilretsdirektoratets beskrivelse af praksis således at i tilfælde hvor

samlivet

mellem forældrene er ophævet af andre grunde end uoverensstemmelser, antages

det som udgangspunkt at den af forældrene som ikke opholder sig sammen med

barnet (og den anden af forældrene), opfylder sin forsørgelsespligt efter

børnelovens § 13.

Dette udgangspunkt giver mig

ikke anledning til bemærkninger.

Jeg finder at vurderingen af

hvorvidt den af forældrene som ikke opholder sig sammen med barnet (og den

anden af forældrene), opfylder sin forsørgelsespligt efter børnelovens § 13,

altid må bero på et konkret skøn i den enkelte sag af den pågældende

forælders

opfyldelse af forsørgelsespligten set i forhold til den pågældende forælders

forsørgelsesevne.

Jeg må endvidere forstå Civilretsdirektoratets

praksis således at strafafsonere – uanset om de måtte være uden

forsørgelsesevne – normalt antages at opfylde deres forsørgelsespligt

efter

børnelovens § 13 når samlivet med den anden af forældrene ikke er ophævet på

grund af uoverensstemmelse.

Jeg finder at det også i

disse tilfælde må bero på en konkret vurdering om en strafafsoner opfylder

sin

forsørgelsespligt efter evne, når samlivet med den anden af forældrene ikke

er

ophævet på grund af uoverensstemmelser.

Endelig må jeg forstå at det

er Civilretsdirektoratets opfattelse at det ved vurdering af hvorvidt en

forælder opfylder sin forsørgelsespligt

-

når samlivet med den

anden af forældrene (som har barnet boende) ikke er ophævet på grund af

uoverensstemmelse

-

er uden betydning om den anden af forældrene (som har barnet boende), i

relation til anden lovgivning betragtes som enlig forsørger. Denne opfattelse

giver mig ikke i sig selv anledning til bemærkninger.

Myndighedernes afgørelser

Jeg har begrænset min

undersøgelse af myndighedernes afgørelser til at omfatte:

myndighedernes begrundelser for afgørelserne og

myndighedernes sagsoplysning.

ad 1

Skriftlige afgørelser der

ikke giver den pågældende fuldt ud medhold, skal ifølge forvaltningslovens §

22

være ledsaget af en begrundelse.

Ved

Viborg Statsamts og Civilretsdirektoratets afgørelser om ikke at

fastsætte bidrag

til Deres søns underhold, bidrag til Deres eget

underhold 2 måneder før og 1 måned efter fødslen, bidrag i anledning af

fødslen

og dåbsbidrag fik De ikke fuldt ud medhold. Afgørelserne skulle derfor

ledsages

af en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22.

Forvaltningslovens § 24

angiver de nærmere krav til en begrundelses indhold. Bestemmelsen har

følgende

ordlyd:

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

’

En begrundelse skal

fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende

indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 420ff.

Jeg henviser i øvrigt til de mere generelle betragtninger der er anført om

kravene til indholdet af en begrundelse, i Hans Gammeltoft-Hansen mfl.,

Forvaltningsret, 1994, s. 368ff.

I en vis udstrækning vil en

begrundelse skulle tage stilling til partsanbringender. Dette gælder ikke

blot

hvis partens anbringender angår kriterier som myndighederne selv har

inddraget

i afgørelsen, men også andre partsanbringender som ikke umiddelbart kan

afvises

som uvæsentlige eller irrelevante for afgørelsen. For så vidt angår

anbringender som af myndigheden anses for uvæsentlige eller irrelevante, men

som parten selv lægger vægt på, vil det efter omstændighederne være rigtigst

-

udtrykkeligt i begrundelsen

-

kortfattet at angive at de pågældende anbringender ikke

er tillagt betydning. Dermed kan parten konstatere at myndighederne har været

opmærksom på disse. Jeg kan i den forbindelse henvise til Folketingets

Ombudsmands beretning for 1990, s. 339ff*, særligt s. 359.

Viborg Statsamts begrundelse

Viborg Statsamt redegjorde i

afgørelsen af 29. oktober 1999 for oplysninger vedrørende Deres og (B)’s

relationer og for at det normalt kan antages at strafafsonere

-

selv om de måtte være uden forsørgelsesevne

-

opfylder deres forsørgelsespligt efter børnelovens § 13 når samlivet med den

anden af forældrene ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelse.

Viborg Statsamts afgørelse

indeholdt ikke en udtrykkelig vurdering af om samlivet mellem Dem og (B)

måtte

anses for ophævet som følge af uoverensstemmelser eller af andre grunde, og

det

fremgik ikke af afgørelsen at statsamtet havde foretaget en konkret vurdering

af om (B) efter evne opfyldte forsørgelsespligten efter børnelovens § 13.

Det fremgik således alene af

statsamtets afgørelse at statsamtet havde vurderet at (B) – der var

strafafsoner – opfyldte sin forsørgelsespligt selv om han måtte være

uden

forsørgelsesevne.

Det er på den baggrund min

opfattelse at statsamtets begrundelse for afgørelsen af 29. oktober 1999 ikke

opfylder kravene i forvaltningslovens § 24. Dette finder jeg meget

beklageligt.

Jeg har gjort Viborg

Statsamt bekendt med min opfattelse.

Civilretsdirektoratets begrundelse

Civilretsdirektoratet

henviste i sin begrundelse for afgørelsen af 5. januar 2000 til Viborg

Statsamts

begrundelse. Civilretsdirektoratet skrev herudover følgende:

’Vi er således enig med

statsamtet i, at der ikke kan fastsættes bidrag, da samlivet mellem Dem og

(B)

– uanset hans fængselsophold – ikke er ophævet på grund af

uoverensstemmelse.’

Efter at De i brev af 14.

januar 2000 havde bedt Civilretsdirektoratet om at genoptage Deres sag, skrev

direktoratet den 31. januar 2000 til Dem at direktoratet fastholdt afgørelsen

af 5. januar 2000 og begrundelsen herfor. Civilretsdirektoratet skrev

endvidere

følgende:

’Det er således fortsat

vores opfattelse, at samlivet mellem Dem og (B) – uanset hans

fængselsophold –

ikke er ophævet, og at der ikke kan fastsættes bidrag, når der ikke er sket

ophævelse af samlivet.’

Som det fremgår ovenfor,

mener jeg ikke at Viborg Statsamt havde foretaget en konkret vurdering af om

(B) efter evne opfyldte sin forsørgelsespligt efter børnelovens § 13, og jeg

mener ikke at Viborg Statsamts begrundelse indeholder en udtrykkelig

stillingtagen

til spørgsmålet.

Jeg kan heller ikke af

Civilretsdirektoratets begrundelse for afgørelsen af 5. januar 2000 (som

fastholdt den 31. januar 2000) se at direktoratet vurderede om (B) efter evne

opfyldte sin forsørgelsespligt efter børnelovens § 13.

Jeg må forstå

Civilretsdirektoratets begrundelse således at direktoratet ved afgørelsen om

ikke at fastsætte bidrag tillagde det afgørende betydning at direktoratet

vurderede at samlivet mellem Dem og (B) ikke var ophævet som følge af

uoverensstemmelser.

Som tidligere bemærket kan spørgsmålet om hvorvidt forældrenes samliv

består (eller ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelser), indgå som et

kriterium ved afgørelsen af hvorvidt forældrene opfylder forsørgelsespligten

efter børnelovens § 13.

Myndighedernes vurderinger af hvorvidt forældrenes samliv består (eller

ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelser), bygger på afvejninger af

omstændigheder som jeg som ombudsmand ikke har særlige forudsætninger for at

afveje på en anden og bedre måde end Viborg Statsamt og Civilretsdirektoratet

der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige. Normalt kan

jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og

afvejninger. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg

kritisere myndighedernes vurdering. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen

er mangelfuldt oplyst.

Under min gennemgang af sagen

har jeg ikke fundet sådanne ganske særlige omstændigheder for så vidt angår

myndighedernes vurdering af at samlivet mellem Dem og (B) ikke var ophævet på

grund af uoverensstemmelse. Jeg har herefter ikke grundlag for at kritisere

denne vurdering.

Som det fremgår ovenfor

under min gennemgang af retsgrundlaget, er der ikke hjemmel til at afslå at

fastsætte børnebidrag alene under henvisning til at samlivet mellem

forældrene

består (eller ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelser).

Det er derfor min opfattelse

at heller ikke Civilretsdirektoratets begrundelse for afgørelsen af 5. januar

2000 (som fastholdt den 31. januar 2000) opfylder kravene i

forvaltningslovens

§ 24 hvilket jeg finder beklageligt.

Den mangelfulde begrundelse

er efter min opfattelse ikke afhjulpet vedrørende disse forhold ved

Civilretsdirektoratet udtalelse af 18. januar 2001 til mig hvori direktoratet

bl.a. anførte at (B)

-

efter direktoratets opfattelse

-

måtte anses for under

strafafsoningen at have forsørget sit barn efter evne. Det fremgik heller

ikke

heraf på hvilket grundlag direktoratet foretog denne vurdering.

Med brev af 14. januar 2000

bad De Civilretsdirektoratet om at genoptage sagen. Samtidig gjorde De

Civilretsdirektoratet opmærksom på at De ikke kunne forstå hvordan De

-

af

Ribe Kommune

-

kunne betragtes som enlig forsørger, men ikke af statsamtet. De vedlagde som

bilag til Deres brev bl.a. en kopi af en check (udbetaling af børnetilskud).

Efter min opfattelse måtte

Civilretsdirektoratet forstå Deres begrundelse for anmodningen om

genoptagelse

af sagen således at De

-

efter Deres opfattelse som forælder til Deres og (B)’s

fælles barn

-

alene opfyldte forsørgelsespligten efter børnelovens § 13, og at vurderingen

heraf efter Deres opfattelse måtte foretages ud fra de samme kriterier som

efter den sociale lovgivning i henhold til hvilken De blev betragtet som

enlig

forsørger.

På denne baggrund finder jeg

at det havde været ønskeligt hvis Civilretsdirektoratet i begrundelsen af 31.

januar 2000 (for at fastholde direktoratets afgørelse af 5. januar 2000)

udtrykkeligt havde angivet

-

som det fremgik af direktoratets udtalelse til mig

-

at det

efter Civilretsdirektoratets opfattelse ved vurdering af hvorvidt en forælder

opfylder sin forsørgelsespligt når samlivet med den anden af forældrene (som

har barnet boende), ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelse, er uden

betydning om den anden af forældrene (som har barnet boende) i relation til

anden lovgivning betragtes som enlig forsørger.

Jeg har gjort

Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse.

ad 2

Det er et grundlæggende

princip i forvaltningsretten at den forvaltningsmyndighed der skal træffe

afgørelse i en given sag, har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst

til at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. Dette princip kaldes

officialprincippet eller undersøgelsesprincippet.

Officialprincippet indebærer

at en offentlig forvaltningsmyndighed har pligt til at fremskaffe de

oplysninger der er nødvendige for at træffe afgørelse i den foreliggende sag,

eller dog foranledige at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens

oplysning, jf. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 297.

Jeg har forstået Viborg

Statsamts og Civilretsdirektoratets afgørelser således at man har lagt til

grund at (B) – uanset han ingen forsørgelsesevne måtte have haft –

opfyldte sin

forsørgelsespligt.

Jeg kan ikke af Viborg

Statsamts og Civilretsdirektoratets afgørelser se at myndighederne har

vurderet

(B)’s forsørgelsesevne. Af de akter der ligger i sagen, kan jeg ikke se

at

myndighederne har haft oplysninger om (B)’s forsørgelsesevne. Jeg kan

heller

ikke se at myndighederne har forsøgt at indhente oplysninger om (B)’s

forsørgelsesevne fra (B) eller eventuelt fra Dem.

Det er derfor min opfattelse

at oplysningsgrundlaget i Deres bidragssag ikke har været tilstrækkeligt

hvilket jeg finder meget beklageligt.

Konklusion

Som sagen foreligger oplyst

for mig

-

og da De i Deres brev til mig har oplyst at (B) ikke havde en sådan

forsørgelsesevne at han kunne yde økonomisk bidrag til barnets forsørgelse

-

har

jeg ikke (tilstrækkeligt) grundlag for at kritisere resultatet af

myndighedernes afgørelser hvorefter (B) vurderedes at opfylde sin

forsørgelsespligt (ved naturalier). Jeg har derfor ikke fundet tilstrækkelig

anledning til at bede myndighederne om at genoptage sagens behandling.

Jeg har gjort Viborg

Statsamt og Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse.

Civilretsdirektoratets

sagsbehandlingstid

I breve af 6. juli 2000 og

18. september 2000 orienterede jeg Dem om at jeg telefonisk havde hørt til

sagen i Civilretsdirektoratet. I brev af 8. november 2000 orienterede jeg Dem

om at jeg samme dag – skriftligt – havde anmodet

Civilretsdirektoratet om

nærmere oplysning om sagens behandling og om hvornår jeg kunne forvente svar.

I

brev af 20. november 2000 orienterede jeg Dem om at Civilretsdirektoratet

samme

dag (telefonisk) havde oplyst at direktoratet forventede at kunne sende

udtalelsen i Deres sag om ca. 14 dage. Jeg hørte endvidere telefonisk til

sagen

i Civilretsdirektoratet den 12. december 2000, den 2. januar 2001 og den 15.

januar 2001.

Civilretsdirektoratets afgav

sin udtalelse i sagen den 18. januar 2001. Direktoratet beklagede i den

forbindelse den lange sagsbehandlingstid.

Jeg kan tilslutte mig

Civilretsdirektoratets beklagelse af den lange sagsbehandlingstid.”

NOTER: (*)

FOB 1990, s. 339.

Lignende dokumenter