Spring til indhold

Retsinformation

Kommunes sagsbehandlingstid i førtidspensionssag. Genvurdering. Underretning af klagere og besvarelse af rykkere

FOU nr 2000.496UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommunes sagsbehandlingstid i førtidspensionssag.

Genvurdering. Underretning af klagere og besvarelse af rykkere

En kvinde klagede til mig

over en kommunes sagsbehandlingstid i forbindelse med remonstration af en

afgørelse om førtidspension til hende.

Det fremgik af sagens akter

at A den 26. oktober 1994 søgte om mellemste førtidspension. Københavns

Kommune,

Socialcentret Vanløse, tilkendte den 28. juni 1996 A forhøjet almindelig

førtidspension, men afslog A’s ansøgning om mellemste førtidspension. I

klagevejledningen der ledsagede afgørelsen, var anført at hvis A ønskede at

klage, skulle klagen rettes til socialcentret. Socialcentret ville herefter

tage stilling til om afgørelsen måtte fastholdes, eller om A kunne indstilles

til højere pension.

A klagede den 15. juli 1996

til Revaliderings- og Pensionsnævnet over kommunens afgørelse. A’s klage

blev

stilet til Socialcentret Vanløse. Samtidig klagede A over

socialforvaltningens

langsommelige behandling af sagen.

Den 24. juli 1996 anerkendte

Socialcentret Vanløse at have modtaget A’s klage og oplyste at A kunne

forvente

at høre fra socialcentret snarest muligt.

Ifølge et journalnotat af

10. september 1996 modtog det relevante behandlerafsnit først sagen denne

dato

fordi klagen ved en fejl var gået til et andet afsnit i centret.

Den 12. december 1997

[

Læs alt

skal

formentlig være 1996, min bemærkning

]

noterede kommunen at A havde ringet og rykket for en

afgørelse vedrørende anke af pensionssagen. A fik oplyst at sagen skulle

forelægges pensionsteam i februar måned 1997. Sagen blev lagt til kopiering

til

brug for pensionsteamet.

I et brev dateret og

modtaget den 29. maj 1997 skrev A således til socialcentret, att. B:

”Jeg henvender mig til Dem,

fordi De er sagsbehandler af min pensionsafgørelse og ankesag fra juli 1996.

Som Dem bekendt har jeg flere gange henvendt mig telefonisk, for at rykke

efter

en afgørelse angående min ankesag. Hvor De har givet udtryk for at den først

skulle op på et teammøde. Det er åbenbart ikke sket endnu, selvom det er 10

måneder siden at De modtog ankesagen.

Derfor må De som

sagsbehandler, nu oplyse mig om mine klagemuligheder, hvilket er mine

rettigheder. Så jeg kan indgive en samlet klage over, hvordan Socialcentret

Vanløse i det hele taget har behandlet min pensionssag på.

Derfor håber jeg at høre

nærmere herom snarest muligt.”

Ifølge journalnotat af 16.

juli 1997 blev socialcentret opmærksom på at sagen fejlagtigt ikke var lagt

til

kopiering.

Den 18. juli 1997 skrev

socialcentret følgende til A:

”Jeg skriver til dig som

lovet efter vores telefonsamtale.

Vedrørende klageadgang ved

klage over langsommelig sagsbehandling skal denne tilsendes Socialcenterchef

(C), Socialcentret Vanløse, Linde Alle 40-44, 2720 Vanløse.

M.h.t. din anmodning om

aktindsigt ligger denne nu klar til afhentning ved modtagelsen

Kontanthjælpsafsnittet.

Jeg er meget ked af den

lange tid, din klagesag har taget, den er nu lagt til vurdering på

Pensions-Team, der for øjeblikket holder ferie, men vender tilbage i august

md.

1997.”

Den 11. maj 1998 noterede

sagsbehandleren i journalen at sagen havde ligget til færdigbehandling hos en

anden sagsbehandler siden 20. juli 1997. Da denne sagsbehandler holdt op,

returneredes sagen til den oprindelige sagsbehandler der kunne konstatere at

sagen fortsat ikke havde været forelagt pensionsteamet. Sagen blev på ny lagt

til pensionsteamet.

Den 22. juni 1998 modtog

sagsbehandleren sagen retur fra lægesekretæren fordi der ønskedes nye

lægelige

oplysninger. Sagsbehandleren ringede til A, men A ønskede ikke at give

samtykke

til at indhente nye lægelige oplysninger.

Den 24. september 1998

ringede D fra smerteklinikken om nye lægelige oplysninger til brug for

pensionsteamet.

Der findes et notat fra

december 1998 hvoraf fremgår at der igennem et stykke tid havde været en del

opringninger fra D fra smerteklinikken, Rigshospitalet, der dog ikke havde

truffet sagsbehandleren i kommunen. Smerteklinikken meddelte at A ikke

ønskede

at give samtykke til indhentning af nye lægelige oplysninger.

Først den 29. marts 1999

skrev kommunen igen følgende til A:

”Jeg skriver til dig efter

at have drøftet din sag med en repræsentant fra pensionsteamet.

Pensionsteamet ønsker en

skriftlig tilbagemelding fra dig i forbindelse med, at du tidligere har givet

udtryk for både personligt og via smerteklinikken (D), at du ikke ønsker at

der

skal indhentes nye lægelige oplysninger.

Jeg vil derfor bede dig om,

at sætte kryds på nedenstående brev og returnere dette til undertegnede.

Din sag vil efterfølgende

blive forelagt pensionsteam på først ledige møde.”

Det fremgår at A den 31.

marts 1999 satte kryds på brevet om at hun ikke ønskede at der skulle

indhentes

nye lægelige oplysninger. A skrev samtidig at hun pr. 1. juni 1999 flyttede

til

Y-by.

Den 26. april 1999 blev

sagen lagt til pensionsteamet med henblik på remonstration (dvs. genvurdering

af sagen som følge af en klage).

I et brev af 20. maj 1999

skrev A til socialcenterchefen. A skrev bl.a. at hun utallige gangen havde

rykket for en afgørelse i sagen, og at hun hver gang var blevet lovet at der

snart skulle komme en afgørelse. A klagede derfor over den lange

sagsbehandlingstid.

Den 21. maj 1999 noterede

kommunen i journalen at sagen var modtaget retur fra lægesekretæren. Den

originale lægemappe skulle fremskaffes i forbindelse med remonstration af

klagesagen.

Den 26. maj 1999 bekræftede

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Vanløse at forvaltningen den 25. maj

1999 havde modtaget A’s klage over den lange sagsbehandlingstid i

forbindelse

med A’s anke over tilkendelse af almindelig forhøjet førtidspension.

Forvaltningen meddelte at A ville høre fra forvaltningen så snart sagen var

behandlet.

Den 15. september 1999 modtog

jeg A’s klage over sagsbehandlingstiden i forbindelse med kommunens

remonstration af afgørelsen om førtidspension.

I perioden fra jeg havde

modtaget A’s klage og en måned frem, forsøgte en af mine medarbejdere

adskillige gange at få kontakt med sagsbehandleren i socialcentret for at få

en

redegørelse for sagens sammenhæng. Først den 13. oktober 1999 lykkedes det at

få kontakt med A’s sagsbehandler der kunne bekræfte A’s oplysninger

i klagen.

I et brev af 25. oktober

1999 bad jeg borgmester Winnie Larsen-Jensen, Familie- og

Arbejdsmarkedsforvaltningen i Københavns Kommune, om en udtalelse om klagen.

Jeg bad kommunen redegøre for den tid som indtil nu havde været anvendt til

sagens behandling, herunder om kommunens redegørelse for årsagen til at sagen

endnu ikke var videresendt til det sociale nævn. Jeg bad endvidere om en

datoliste over de foretagne ekspeditioner med angivelse af i hvilket omfang A

havde modtaget underretning i overensstemmelse med Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven, punkt 206-207 om underretning af en part når

sagsbehandlingen trækker ud. Jeg underrettede det sociale nævn om at jeg

havde

bedt kommunen om en udtalelse om sagsbehandlingstiden. Samtidig sendte jeg en

kopi af A’s brev til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg

Kommuner

som en anmodning fra A om at nævnet behandlede A’s klage over kommunens

afgørelse.

Den 2. november 1999

noterede kommunen i journalen at A ikke ønskede at medvirke til at nye

lægeoplysninger blev indhentet. Det blev aftalt at remonstration af

klagesagen

kunne finde sted på de foreliggende lægeakter der var vedlagt i kopi i

forbindelse med pensionsansøgningen. Sagen skulle derfor på pensionsteamets

møde den 18. november 1999.

Den 12. november 1999 skrev

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Lokalcentret Vanløse, til A og

oplyste

at hendes klage over pensionsafgørelsen af 27. juni 1996 i umiddelbar fremtid

ville blive behandlet af lokalcentrets pensionsteam. Da det ikke med

sikkerhed

kunne ses om A havde haft lejlighed til at gøre sig bekendt med de sagsakter

der ville udgøre grundlaget for revurderingen, fremsendte forvaltningen kopi

af

det materiale der ville blive forelagt teamet. Lokalcentret havde håbet at

sagen kunne blive behandlet på mødet den 18. november 1999, men da A forinden

skulle

have mulighed for at sætte sig ind i oplysningerne med henblik på eventuelle

kommentarer, forventedes sagen i stedet behandlet den 1. december 1999.

Den 21. december 1999 skrev

Københavns Kommune, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Borgmesteren, bl.a.

følgende til mig:

Ӂrsagen til, at sagen endnu

ikke er oversendt til det sociale nævn er – udover den langsommelige

sagsbehandling – at der først er foretaget partshøring i sagen den 18.

november

1999. Remonstrationen vil herefter ske hurtigst muligt.

Det fremgår af sagen

(datolisten), at der i en vis udstrækning er sket underretning af (A), idet

lokalcentret den 24. juli 1996 sendte kvitteringsskrivelse, og den 12.

december

1996 stillede i udsigt, at hun ville modtage svar i februar 1997. Den 18.

juli

1997 blev der meddelt klagevejledning og adgang til aktindsigt, og den 22.

juni

1998 blev (A) kontaktet med henblik på samtykke til indhentelse af

supplerende

lægelige oplysninger. Den 29. marts 1999 meddelte lokalcentret, at nægtelse

af

samtykke skal foreligge skriftligt, og den 25. maj 1999 blev der kvitteret

for

den skriftlige klage. Det skal dog bemærkes, at den del af orienteringen er

sket på initiativ af (A).

Det er det lokale centers

vurdering, at det ikke er muligt at forklare, endsige undskylde

langsommeligheden.

Sagsbehandlingen har således

ikke fulgt retningslinjerne i vejledningen om forvaltningsloven, vejledningen

til retssikkerhedsloven og reglerne om god forvaltningsskik, samtidig med at

borgeren har udvist betydelig tålmodighed.

På dette grundlag finder

jeg, at sagsbehandlingen har været helt uacceptabel langsom, ligesom jeg ikke

–

som centret – kan finde nogen hverken forklaring eller undskyldning for

langsommeligheden.

På baggrund af denne

konkrete klage har jeg bedt forvaltningen vurdere mulighederne for at indføre

visse enkle fælles retningslinjer for den lokale sagsbehandling af

klagesager,

således at risikoen for lignende sager i fremtiden kan minimeres i størst

muligt omfang.”

Jeg modtog efterfølgende

kopi af nævnets brev af 7. januar 2000 til Familie- og

Arbejdsmarkedsforvaltningen Vanløse. Nævnet konstaterede at det den 23.

december 1999 havde modtaget erstatningskopier i A’s sag, men at der

bl.a.

manglede kopi af selve afgørelsen af 28. juni 1996. Nævnet bad om at modtage

de

manglende bilag mv. inden 8 dage. Nævnet oplyste at sagen herefter ville

blive

hastebehandlet i nævnet.

Den 24. januar 2000 rykkede

nævnet kommunen for svar.

Jeg modtog den 3. februar

2000 kopi af det sociale nævns brev af 2. februar 2000 til A hvori nævnet

bl.a.

oplyser A om at hendes klage over en afgørelse truffet af kommunen nu er

modtaget i nævnet.

Den 14. marts 2000 har Det

Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner afgjort at A opfylder

betingelserne for at få mellemste førtidspension. Pensionen er tilkendt med

tilbagevirkende kraft fra den 1. november 1994.

Ombudsmandens udtalelse

”Regler om procedurer i forbindelse med klage over afgørelser på det

sociale område

De klagede den 15. juli 1996 over Københavns Kommunes afslag på at tilkende

Dem mellemste førtidspension.

På daværende tidspunkt var det reglerne i bekendtgørelse nr. 122 af 28. marts

1985 om indsendelse af klager over afgørelser truffet af sociale

udvalg/magistrater og regionale nævn inden for det sociale område og om

genvurdering i forbindelse med klager (remonstration) der var gældende for

Københavns Kommunes behandling af klagen. Bekendtgørelsen har følgende

bestemmelser:

*GENERELT OM INDSENDELSE AF KLAGER

§ 1.

Klager over afgørelser indsendes til den myndighed, som har truffet

afgørelsen. Dette skal fremgå af klagevejledningen.

Stk. 2.

HENSTILLING OM GENVURDERING AF PÅKLAGEDE AFGØRELSER I SOCIALE

UDVALG/MAGISTRATER OG REVALIDERINGS- OG PENSIONSNÆVN (REMONSTRATION).

§ 2.

Det henstilles til sociale udvalg/magistrater og revaliderings- og

pensionsnævn at indføre en ordning, hvorefter der ved modtagelsen af en

klage, der er indsendt rettidigt, skal foretages en genvurdering af sagen med

henblik på en vurdering af, om der er grundlag for at give klageren medhold,

helt eller delvis, jfr. paragraf 3.

REGLER OM GENVURDERING M.V. (REMONSTRATION)

§ 3.

Kan der efter en fornyet vurdering gives klageren fuldt ud medhold, skal

klageren have skriftlig besked herom, normalt inden 4 uger efter klagens

modtagelse.

Stk. 2.

Stk. 3.

Hvis den oprindelige afgørelse ikke ændres, sendes klagen

hurtigst muligt – og normalt inden 4 uger efter modtagelsen af klagen

– til

klageinstansen med begrundelse for den trufne afgørelse sammen med de

sagsakter, der forelå ved afgørelsen af sagen.

Stk. 4.

ANDRE BESTEMMELSER

§ 4.

Myndigheder, der ikke anvender den i §§ 2 og 3 nævnte ordning,

skal videresende klagesagen til klageinstansen med begrundelse for den trufne

afgørelse sammen med de sagsakter, der forelå ved afgørelsen af sagen. Dette

skal ske hurtigst muligt – og normalt inden 14 dage efter modtagelsen af

klagen.

’

Denne bekendtgørelse blev

ophævet i forbindelse med at den nye lov om retssikkerhed og administration

på

det sociale område (lov nr. 453 af 10. juni 1997) med senere ændringer trådte

i

kraft den 1. juli 1998. I lov om retssikkerhed og administration på det

sociale

område – i det følgende omtalt som retssikkerhedsloven – findes

følgende

bestemmelse om pligt til at genvurdere sagen:

’

§ 66.

Inden en klage behandles, skal den myndighed som har truffet

afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller

delvist

medhold. Derfor skal en klage først afleveres til den myndighed, som har

truffet afgørelsen.

Stk. 2.

Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen

med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til klageinstansen.

§ 74.

Socialministeren fastsætter regler for behandling af

klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og

videresendelse af klager m.v.’

Socialministeren har i

bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område

(bekendtgørelse nr. 11 af 8. januar 1998) i kapitel 2 fastsat fælles regler

for

behandlingen af klagesager. Om indsendelse af klager og genvurdering fremgår

følgende:

’§ 4.

Kommunen, amtskommunen, det sociale nævn og Den Sociale

Sikringsstyrelse skal genvurdere en afgørelse, som der klages over. Derfor

skal

klagen indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen.

Stk. 2.

§ 5.

Stk. 3.

Hvis myndigheden ikke kan færdiggøre sin genvurdering inden

for fristen på 4 uger på grund af, at der skal skaffes yderligere

oplysninger,

vurderinger o.lign., skal klageren have besked herom, og om hvornår

genvurderingen kan forventes afsluttet.

§ 6.

Hvis myndigheden vurderer, at afgørelsen ikke skal ændres,

sendes genvurderingen med begrundelse til ankeinstansen inden 4 uger efter,

at

klagen er modtaget.’

I forbindelse med Københavns

Kommunes afslag på mellemste førtidspension blev De vejledt om at klage

skulle

indgives til socialcentret, og at socialcentret derefter ville tage stilling

til om afgørelsen måtte fastholdes. Københavns Kommune fulgte således den

klageproceduren som socialministeren i bekendtgørelse nr. 122 af 28. marts

1985

henstillede til de sociale udvalg og magistrater at anvende.

Fra De klagede over

kommunens afslag på mellemste førtidspension den 15. juli 1996 til det

sociale

nævn den 3. februar 2000 meddelte Dem at Deres klage over afgørelsen nu var

modtaget i nævnet, gik der mere end 3 år og 6 måneder.

Som det fremgår af

bekendtgørelserne fra såvel før som efter retssikkerhedslovens ikrafttræden,

har udgangspunktet været at en genvurdering efter disse bestemmelser skulle

finde sted inden for 4 uger efter kommunens modtagelse af

klagen over en afgørelse truffet af kommunen.

Efter min gennemgang af

kommunens sagsakter er det for mig uforståeligt hvilke forhold i Deres sag

der

har været årsag til det fuldstændig uacceptable sagsforløb som Deres sag har

haft.

Under behandlingen af Deres

klage over kommunens pensionsafgørelse har der været foretaget 2 reelle

sagsbehandlingsskridt.

Samtykke til indhentelse af nye lægelige oplysninger

Det første drejer sig om

kommunens forsøg på at få Deres samtykke til at indhente nye lægelige

oplysninger.

Kommunens sagsbehandler

rettede telefonisk henvendelse til Dem den 22. juni 1998. På dette tidspunkt

havde behandlingen af Deres klage været 2 år undervejs i kommunen.

Sagsbehandleren ønskede Deres samtykke til at indhente nye lægelige

oplysninger. De meddelte at De ikke ønskede at give Deres samtykke til at

indhente

sådanne oplysninger. Alligevel var de eneste sagsbehandlingsskridt som

kommunen

foretog det næste ¾ år, knyttet til spørgsmålet om at indhente yderligere

lægelige oplysninger. Således er det noteret i journalen fra december 1998 at

(D) fra smerteklinikken på Rigshospitalet meddelte at De ikke ønskede at give

samtykke til indhentning af nye lægelige oplysninger. På trods af disse

ifølge

notaterne utvetydige tilkendegivelser både fra Deres side og fra (D) på Deres

vegne skrev kommunen igen den 29. marts 1999 til Dem for skriftligt at få

bekræftet at De ikke ville give samtykke.

Jeg forstår ikke hvad

baggrunden var for at kommunen mente at det var nødvendigt også at have denne

tilkendegivelse på skrift med deraf følgende forsinkelse af sagens

behandling.

Var kommunen i tvivl om hvorvidt (D) fra Rigshospitalet havde fuldmagt til at

nægte samtykke på Deres vegne – hvilket kunne være helt berettiget at

undersøge

nærmere da der ikke er en almindelig formodning for at en medarbejder på et

hospital repræsenterer en patient i forhold til kommunen som

pensionsmyndighed

– måtte kommunen efter min opfattelse have søgt denne tvivl afklaret.

Men det

var helt unødvendigt i den foreliggende sag hvor De selv utvetydigt på

kommunens telefoniske henvendelse havde tilkendegivet det samme som (D),

nemlig

at De ikke ønskede at give samtykke. Jeg har ikke grund til at tro at

kommunen

var i tvivl om hvorvidt det var Dem personligt som kommunen talte med den 22.

juni 1998, for henvendelsen skete efter opringning fra kommunen til Dem. Jeg

formoder at kommunens sagsbehandler derved har været ganske sikker på hvem

vedkommende talte med. I øvrigt fremgår det heller ikke af kommunens brev af

29. marts 1999 at kommunen skriver til Dem fordi kommunen skulle være i tvivl

om Deres hidtil tilkendegivne opfattelse.

Derfor mener jeg at det er

stærkt kritisabelt at ¾ års sagsbehandlingstid blev anvendt på at forsøge at

afklare et spørgsmål som efter sagens akter allerede skulle stå kommunen

klart.

Partshøring

Det andet

sagsbehandlingsskridt som kommunen foretog i forbindelse med sin behandling

af

sagen, drejer sig om en partshøring foretaget den 12. november 1999. Kommunen

angav i sit brev til Dem at kommunen ikke med sikkerhed kunne se om De havde

haft lejlighed til at gøre Dem bekendt med de sagsakter der ville udgøre

grundlaget for revurderingen. Derfor fremsendte forvaltningen kopi af det

materiale der ville blive forelagt for pensionsteamet.

For mig står det ikke klart

hvilket materiale det drejer sig om. Den 18. juli 1997 skrev socialcentret

til

Dem at socialcentret havde imødekommet Deres anmodning om aktindsigt, og at

materialet nu lå klar til afhentning. Af et notat af 2. november 1999 fremgår

det endvidere at remonstration af klagesagen kunne finde sted på grundlag af

de

foreliggende lægeakter der var vedlagt i kopi i forbindelse med

pensionsansøgningen.

Da De ikke har givet

samtykke til at der blev indhentet yderligere lægelige oplysninger, ser det

for

mig ud som om De burde have kendskab til alle de oplysninger om sagens

faktiske

omstændigheder som var til ugunst for Dem og af væsentlig betydning for

sagens

afgørelse. Disse oplysninger ville kommunen nemlig være forpligtet til at

give

Dem aktindsigt i da socialcentret imødekom Deres aktindsigtsansøgning den 18.

juli 1997.

Også for så vidt angår dette

sagsbehandlingsskridt, mener jeg efter det for mig foreliggende at

partshøringen har været unødig og med til at forhale sagens behandling

yderligere. Sagen skulle nemlig efter oplysninger i kommunens journal af 2.

november 1999 behandles i pensionsteamet den 18. november 1999, men på grund

af

partshøringen måtte det udsættes til den 1. december 1999.

Underretning af klager og besvarelse af rykkere

Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven indeholder i pkt. 206-208 regler om god

forvaltningsskik.

Punkterne har denne ordlyd:

”206.

Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter

eller den almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke

kan

træffe afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden

give den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt

muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan

foreligge.

207.

Myndigheden bør endvidere give den, der er part i sagen,

underretning, når behandlingen af den konkrete sag på grund af særlige

omstændigheder vil tage længere tid end sædvanligt.

208.

Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er

rimeligt begrundet i sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med

det

samme. Besvarelsen bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt

muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan

foreligge.”

Kommunen meddelte Dem den

24. juli 1996 i anledning af kommunens modtagelse af klagen at De kunne

forvente at høre fra kommunen snarest muligt.

De har selv, mens Deres

klage har været under behandling i kommunen, ringet eller skrevet til

kommunen

for at få klagebehandlingen fremskyndet. Dette er – ifølge de notater og

dokumenter der findes i sagen – sket den 12. december 1996, den 29. maj

1997,

umiddelbart inden den 18. juli 1997 (jf. indholdet af socialcentrets brev til

Dem af 18. juli 1997) og den 20. maj 1999.

Deres telefoniske rykker af

12. december 1996 blev besvaret under telefonsamtalen. De fik oplyst at sagen

skulle forelægges pensionsteamet i februar 1997.

Deres skriftlige henvendelse

af 29. maj 1997 blev skriftligt besvaret den 18. juli 1997. De fik oplyst til

hvem De kunne klage over langsommelig sagsbehandling. De fik oplyst at

pensionsteamet holdt ferie, men ville være tilbage i august måned 1997. De

fik

ikke oplyst hvornår De kunne forvente Deres sag forelagt.

Deres skriftlige klage af

20. maj 1999 til socialcenterchefen blev bekræftet modtaget den 26. maj 1999,

men ifølge de for mig foreliggende sagsakter aldrig besvaret.

På baggrund af det forløb

sagen har haft, mener jeg at De har været fuldstændig utilstrækkeligt

underrettet. Jeg mener dette under de foreliggende omstændigheder er meget

kritisabelt.

Som det fremgår af

Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, skal rykkerskrivelser i

en

sag som Deres besvares med det samme. Besvarelsen bør indeholde oplysning om

hvorpå sagen beror, og så vidt muligt oplysning om hvornår myndigheden regner

med at afgørelsen kan foreligge.

Deres brev af 29. maj 1997

måtte kommunen naturligt forstå som en skriftlig rykker. Den blev ifølge

sagsakterne først besvaret i midten af juli 1997. Jeg mener ikke at en

sagsbehandlingstid på 1½ måned til besvarelse af en rykker er

tilfredsstillende.

Endvidere har De ikke før kommunen

afgav sin udtalelse til mig af 21. december 1999, fået svar på Deres

skriftlige

klage over kommunens langsommelige sagsbehandling.

Jeg mener dette er stærkt

kritisabelt. Det efterlader det indtryk at Deres sagsbehandlingstidsklage

aldrig har været undergivet en seriøs behandling i kommunen før Deres klage

til

mig. Det fremgår således ikke om socialcenterchefen – som De rettede

Deres

klage til – på noget tidspunkt har haft lejlighed til at forholde sig

til

klagens indhold. Netop i en situation som Deres hvor sagsbehandlingstiden har

overskredet enhver rimelighed, forekommer det mig ejendommeligt at

socialcentrets ledelse ikke straks ved modtagelsen af Deres klage greb ind.

Om

dette skyldes at socialcentrets ledelse ikke var bekendt med brevets indhold,

kan jeg naturligvis ikke udtale mig om. Men netop i en situation som den

foreliggende må ledelsen sørge for at der er procedurer som gør at ledelsen

bliver bekendt med klager af denne karakter.

Kommunens samlede sagsbehandlingstid

De to sagsbehandlingsskridt

som jeg har nævnt ovenfor, forsøg på indhentelse af samtykke og partshøring,

er

de eneste reelle sagsbehandlingsskridt der er foregået i de mere end 3 år og

6

måneder fra Københavns Kommune modtog Deres klage til sagen kunne behandles i

det sociale nævn.

Dette skal sammenholdes med

at udgangspunktet er at en genvurdering af en afgørelse skal finde sted inden

for 4 uger fra klagen er modtaget. En sådan relativt kort sagsbehandlingstid

skal ses i sammenhæng med at myndigheden jo i forbindelse med sin afgørelse

forudsættes at have tilvejebragt alle nødvendige oplysninger og derfor

hurtigt

må kunne vurdere om der i klagen er angivet sådanne forhold at der må gives

klageren medhold, eller om afgørelsen skal fastholdes.

Jeg anser på denne baggrund

kommunens sagsbehandlingstid for at være overordentlig kritisabel.

Jeg skal i den forbindelse

understrege at en klageprocedure hvorefter klagen skal indgives til den

myndighed der har truffet afgørelse i sagen, forudsætter at sagerne bliver

videresendt til det sociale (anke)nævn. Det må således anses for et alvorligt

angreb på borgernes retssikkerhed hvis en klageordning kan gøres illusorisk

ved

at klager over afgørelser der bliver indgivet i overensstemmelse med den

fastsatte klageprocedure, aldrig eller med meget betydelig forsinkelse

videreekspederes til klagemyndigheden.

Jeg betragter derfor denne

sag med stor alvor.

Jeg kan oplyse at jeg i

marts 1999 blev opmærksom på nogle avisartikler der beskrev forholdene på

socialcentrene i København. Af avisartiklerne fremgik at der skulle ligge

tusindvis af ubesvarede henvendelser i flere af de københavnske socialcentre.

I

den anledning bad jeg under henvisning til ombudsmandslovens § 17, stk. 1

(der

vedrører ombudsmandens muligheder for at tage en sag op af egen drift)

borgmester Winnie Larsen-Jensen om underretning om hvad der fra borgmesterens

side ville blive foretaget i sagen.

Jeg har siden modtaget

orientering fra borgmesteren om situationen og om hvad kommunen har foretaget

sig for at forbedre situationen.

Jeg har inddraget Deres sag

i den sag som jeg har rejst over for Københavns Kommune af egen drift. På

baggrund af Deres sag har jeg i dag bedt borgmester Winnie Larsen-Jensen om

at

redegøre for hvilken sagsstyring der er etableret i kommunen. Jeg har

herunder bedt

borgmesteren om nærmere at redegøre for om kommunen har en egentlig

restancekontrol, dvs. løbende kontrollerer at henvendelser til kommunens

socialcentre bliver besvaret. Jeg har i tilslutning hertil spurgt om

hvorledes

kommunens journaliseringssystem (dvs. sagsregistreringssystem) er indrettet,

netop for så vidt angår muligheden for at anvende journalsystemet til

registrering af sagsrestancer.

Jeg har endvidere bedt

socialborgmesteren om at underrette mig om resultatet af de overvejelser

kommunen gør sig om at indføre visse enkle fælles retningslinjer for den

lokale

sagsbehandling af klagesager.

Konklusion

Som jeg har anført ovenfor,

har jeg anset kommunens samlede sagsbehandlingstid på mere end 3 år og 6

måneder for overordentlig kritisabel.

Jeg har anset det for stærkt

kritisabelt at ¾ års sagsbehandlingstid blev anvendt på at forsøge at afklare

om De ville give Deres samtykke til indhentning af nye lægelige oplysninger,

et

spørgsmål som efter sagens akter allerede skulle stå kommunen klart.

Endvidere mener jeg at

partshøringen var unødig og med til at forhale sagens

behandling yderligere.

På baggrund af det forløb

sagen har haft, mener jeg at De har været fuldstændig utilstrækkeligt

underrettet om hvorpå sagens afgørelse beroede, og om hvornår afgørelsen

kunne

forventes at foreligge. Det mener jeg er meget kritisabelt.

Jeg mener det er

utilfredsstillende at kommunen anvendte 1½ måned på at besvare en rykker.

Endvidere mener jeg det er

stærkt kritisabelt at De ikke før kommunens udtalelse til mig af 21. december

1999 fik svar på Deres skriftlige klage til socialchefen af 20. maj 1999. Som

anført ovenfor forekommer det ejendommeligt at socialcentrets ledelse ikke

straks ved modtagelsen af Deres klage greb ind.

Jeg har gjort borgmester

Winnie Larsen-Jensen bekendt med den række af kritikpunkter som jeg har

anført

ovenfor.

På baggrund af Deres sag har

jeg som anført ovenfor bedt borgmesteren orientere mig om kommunens

eventuelle

eksisterende restancekontrol og om kommunens overvejelser om retningslinier

for

den lokale sagsbehandling af klagesager.”

Lignende dokumenter