Kommunes sagsbehandlingstid i førtidspensionssag. Genvurdering. Underretning af klagere og besvarelse af rykkere
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kommunes sagsbehandlingstid i førtidspensionssag.
Genvurdering. Underretning af klagere og besvarelse af rykkere
En kvinde klagede til mig
over en kommunes sagsbehandlingstid i forbindelse med remonstration af en
afgørelse om førtidspension til hende.
Det fremgik af sagens akter
at A den 26. oktober 1994 søgte om mellemste førtidspension. Københavns
Kommune,
Socialcentret Vanløse, tilkendte den 28. juni 1996 A forhøjet almindelig
førtidspension, men afslog A’s ansøgning om mellemste førtidspension. I
klagevejledningen der ledsagede afgørelsen, var anført at hvis A ønskede at
klage, skulle klagen rettes til socialcentret. Socialcentret ville herefter
tage stilling til om afgørelsen måtte fastholdes, eller om A kunne indstilles
til højere pension.
A klagede den 15. juli 1996
til Revaliderings- og Pensionsnævnet over kommunens afgørelse. A’s klage
blev
stilet til Socialcentret Vanløse. Samtidig klagede A over
socialforvaltningens
langsommelige behandling af sagen.
Den 24. juli 1996 anerkendte
Socialcentret Vanløse at have modtaget A’s klage og oplyste at A kunne
forvente
at høre fra socialcentret snarest muligt.
Ifølge et journalnotat af
10. september 1996 modtog det relevante behandlerafsnit først sagen denne
dato
fordi klagen ved en fejl var gået til et andet afsnit i centret.
Den 12. december 1997
[
Læs alt
skal
formentlig være 1996, min bemærkning
]
noterede kommunen at A havde ringet og rykket for en
afgørelse vedrørende anke af pensionssagen. A fik oplyst at sagen skulle
forelægges pensionsteam i februar måned 1997. Sagen blev lagt til kopiering
til
brug for pensionsteamet.
I et brev dateret og
modtaget den 29. maj 1997 skrev A således til socialcentret, att. B:
”Jeg henvender mig til Dem,
fordi De er sagsbehandler af min pensionsafgørelse og ankesag fra juli 1996.
Som Dem bekendt har jeg flere gange henvendt mig telefonisk, for at rykke
efter
en afgørelse angående min ankesag. Hvor De har givet udtryk for at den først
skulle op på et teammøde. Det er åbenbart ikke sket endnu, selvom det er 10
måneder siden at De modtog ankesagen.
Derfor må De som
sagsbehandler, nu oplyse mig om mine klagemuligheder, hvilket er mine
rettigheder. Så jeg kan indgive en samlet klage over, hvordan Socialcentret
Vanløse i det hele taget har behandlet min pensionssag på.
Derfor håber jeg at høre
nærmere herom snarest muligt.”
Ifølge journalnotat af 16.
juli 1997 blev socialcentret opmærksom på at sagen fejlagtigt ikke var lagt
til
kopiering.
Den 18. juli 1997 skrev
socialcentret følgende til A:
”Jeg skriver til dig som
lovet efter vores telefonsamtale.
Vedrørende klageadgang ved
klage over langsommelig sagsbehandling skal denne tilsendes Socialcenterchef
(C), Socialcentret Vanløse, Linde Alle 40-44, 2720 Vanløse.
M.h.t. din anmodning om
aktindsigt ligger denne nu klar til afhentning ved modtagelsen
Kontanthjælpsafsnittet.
Jeg er meget ked af den
lange tid, din klagesag har taget, den er nu lagt til vurdering på
Pensions-Team, der for øjeblikket holder ferie, men vender tilbage i august
md.
1997.”
Den 11. maj 1998 noterede
sagsbehandleren i journalen at sagen havde ligget til færdigbehandling hos en
anden sagsbehandler siden 20. juli 1997. Da denne sagsbehandler holdt op,
returneredes sagen til den oprindelige sagsbehandler der kunne konstatere at
sagen fortsat ikke havde været forelagt pensionsteamet. Sagen blev på ny lagt
til pensionsteamet.
Den 22. juni 1998 modtog
sagsbehandleren sagen retur fra lægesekretæren fordi der ønskedes nye
lægelige
oplysninger. Sagsbehandleren ringede til A, men A ønskede ikke at give
samtykke
til at indhente nye lægelige oplysninger.
Den 24. september 1998
ringede D fra smerteklinikken om nye lægelige oplysninger til brug for
pensionsteamet.
Der findes et notat fra
december 1998 hvoraf fremgår at der igennem et stykke tid havde været en del
opringninger fra D fra smerteklinikken, Rigshospitalet, der dog ikke havde
truffet sagsbehandleren i kommunen. Smerteklinikken meddelte at A ikke
ønskede
at give samtykke til indhentning af nye lægelige oplysninger.
Først den 29. marts 1999
skrev kommunen igen følgende til A:
”Jeg skriver til dig efter
at have drøftet din sag med en repræsentant fra pensionsteamet.
Pensionsteamet ønsker en
skriftlig tilbagemelding fra dig i forbindelse med, at du tidligere har givet
udtryk for både personligt og via smerteklinikken (D), at du ikke ønsker at
der
skal indhentes nye lægelige oplysninger.
Jeg vil derfor bede dig om,
at sætte kryds på nedenstående brev og returnere dette til undertegnede.
Din sag vil efterfølgende
blive forelagt pensionsteam på først ledige møde.”
Det fremgår at A den 31.
marts 1999 satte kryds på brevet om at hun ikke ønskede at der skulle
indhentes
nye lægelige oplysninger. A skrev samtidig at hun pr. 1. juni 1999 flyttede
til
Y-by.
Den 26. april 1999 blev
sagen lagt til pensionsteamet med henblik på remonstration (dvs. genvurdering
af sagen som følge af en klage).
I et brev af 20. maj 1999
skrev A til socialcenterchefen. A skrev bl.a. at hun utallige gangen havde
rykket for en afgørelse i sagen, og at hun hver gang var blevet lovet at der
snart skulle komme en afgørelse. A klagede derfor over den lange
sagsbehandlingstid.
Den 21. maj 1999 noterede
kommunen i journalen at sagen var modtaget retur fra lægesekretæren. Den
originale lægemappe skulle fremskaffes i forbindelse med remonstration af
klagesagen.
Den 26. maj 1999 bekræftede
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Vanløse at forvaltningen den 25. maj
1999 havde modtaget A’s klage over den lange sagsbehandlingstid i
forbindelse
med A’s anke over tilkendelse af almindelig forhøjet førtidspension.
Forvaltningen meddelte at A ville høre fra forvaltningen så snart sagen var
behandlet.
Den 15. september 1999 modtog
jeg A’s klage over sagsbehandlingstiden i forbindelse med kommunens
remonstration af afgørelsen om førtidspension.
I perioden fra jeg havde
modtaget A’s klage og en måned frem, forsøgte en af mine medarbejdere
adskillige gange at få kontakt med sagsbehandleren i socialcentret for at få
en
redegørelse for sagens sammenhæng. Først den 13. oktober 1999 lykkedes det at
få kontakt med A’s sagsbehandler der kunne bekræfte A’s oplysninger
i klagen.
I et brev af 25. oktober
1999 bad jeg borgmester Winnie Larsen-Jensen, Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen i Københavns Kommune, om en udtalelse om klagen.
Jeg bad kommunen redegøre for den tid som indtil nu havde været anvendt til
sagens behandling, herunder om kommunens redegørelse for årsagen til at sagen
endnu ikke var videresendt til det sociale nævn. Jeg bad endvidere om en
datoliste over de foretagne ekspeditioner med angivelse af i hvilket omfang A
havde modtaget underretning i overensstemmelse med Justitsministeriets
vejledning om forvaltningsloven, punkt 206-207 om underretning af en part når
sagsbehandlingen trækker ud. Jeg underrettede det sociale nævn om at jeg
havde
bedt kommunen om en udtalelse om sagsbehandlingstiden. Samtidig sendte jeg en
kopi af A’s brev til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg
Kommuner
som en anmodning fra A om at nævnet behandlede A’s klage over kommunens
afgørelse.
Den 2. november 1999
noterede kommunen i journalen at A ikke ønskede at medvirke til at nye
lægeoplysninger blev indhentet. Det blev aftalt at remonstration af
klagesagen
kunne finde sted på de foreliggende lægeakter der var vedlagt i kopi i
forbindelse med pensionsansøgningen. Sagen skulle derfor på pensionsteamets
møde den 18. november 1999.
Den 12. november 1999 skrev
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Lokalcentret Vanløse, til A og
oplyste
at hendes klage over pensionsafgørelsen af 27. juni 1996 i umiddelbar fremtid
ville blive behandlet af lokalcentrets pensionsteam. Da det ikke med
sikkerhed
kunne ses om A havde haft lejlighed til at gøre sig bekendt med de sagsakter
der ville udgøre grundlaget for revurderingen, fremsendte forvaltningen kopi
af
det materiale der ville blive forelagt teamet. Lokalcentret havde håbet at
sagen kunne blive behandlet på mødet den 18. november 1999, men da A forinden
skulle
have mulighed for at sætte sig ind i oplysningerne med henblik på eventuelle
kommentarer, forventedes sagen i stedet behandlet den 1. december 1999.
Den 21. december 1999 skrev
Københavns Kommune, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Borgmesteren, bl.a.
følgende til mig:
Ӂrsagen til, at sagen endnu
ikke er oversendt til det sociale nævn er – udover den langsommelige
sagsbehandling – at der først er foretaget partshøring i sagen den 18.
november
1999. Remonstrationen vil herefter ske hurtigst muligt.
Det fremgår af sagen
(datolisten), at der i en vis udstrækning er sket underretning af (A), idet
lokalcentret den 24. juli 1996 sendte kvitteringsskrivelse, og den 12.
december
1996 stillede i udsigt, at hun ville modtage svar i februar 1997. Den 18.
juli
1997 blev der meddelt klagevejledning og adgang til aktindsigt, og den 22.
juni
1998 blev (A) kontaktet med henblik på samtykke til indhentelse af
supplerende
lægelige oplysninger. Den 29. marts 1999 meddelte lokalcentret, at nægtelse
af
samtykke skal foreligge skriftligt, og den 25. maj 1999 blev der kvitteret
for
den skriftlige klage. Det skal dog bemærkes, at den del af orienteringen er
sket på initiativ af (A).
Det er det lokale centers
vurdering, at det ikke er muligt at forklare, endsige undskylde
langsommeligheden.
Sagsbehandlingen har således
ikke fulgt retningslinjerne i vejledningen om forvaltningsloven, vejledningen
til retssikkerhedsloven og reglerne om god forvaltningsskik, samtidig med at
borgeren har udvist betydelig tålmodighed.
På dette grundlag finder
jeg, at sagsbehandlingen har været helt uacceptabel langsom, ligesom jeg ikke
–
som centret – kan finde nogen hverken forklaring eller undskyldning for
langsommeligheden.
På baggrund af denne
konkrete klage har jeg bedt forvaltningen vurdere mulighederne for at indføre
visse enkle fælles retningslinjer for den lokale sagsbehandling af
klagesager,
således at risikoen for lignende sager i fremtiden kan minimeres i størst
muligt omfang.”
Jeg modtog efterfølgende
kopi af nævnets brev af 7. januar 2000 til Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen Vanløse. Nævnet konstaterede at det den 23.
december 1999 havde modtaget erstatningskopier i A’s sag, men at der
bl.a.
manglede kopi af selve afgørelsen af 28. juni 1996. Nævnet bad om at modtage
de
manglende bilag mv. inden 8 dage. Nævnet oplyste at sagen herefter ville
blive
hastebehandlet i nævnet.
Den 24. januar 2000 rykkede
nævnet kommunen for svar.
Jeg modtog den 3. februar
2000 kopi af det sociale nævns brev af 2. februar 2000 til A hvori nævnet
bl.a.
oplyser A om at hendes klage over en afgørelse truffet af kommunen nu er
modtaget i nævnet.
Den 14. marts 2000 har Det
Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner afgjort at A opfylder
betingelserne for at få mellemste førtidspension. Pensionen er tilkendt med
tilbagevirkende kraft fra den 1. november 1994.
Ombudsmandens udtalelse
”Regler om procedurer i forbindelse med klage over afgørelser på det
sociale område
De klagede den 15. juli 1996 over Københavns Kommunes afslag på at tilkende
Dem mellemste førtidspension.
På daværende tidspunkt var det reglerne i bekendtgørelse nr. 122 af 28. marts
1985 om indsendelse af klager over afgørelser truffet af sociale
udvalg/magistrater og regionale nævn inden for det sociale område og om
genvurdering i forbindelse med klager (remonstration) der var gældende for
Københavns Kommunes behandling af klagen. Bekendtgørelsen har følgende
bestemmelser:
*GENERELT OM INDSENDELSE AF KLAGER
§ 1.
Klager over afgørelser indsendes til den myndighed, som har truffet
afgørelsen. Dette skal fremgå af klagevejledningen.
Stk. 2.
HENSTILLING OM GENVURDERING AF PÅKLAGEDE AFGØRELSER I SOCIALE
UDVALG/MAGISTRATER OG REVALIDERINGS- OG PENSIONSNÆVN (REMONSTRATION).
§ 2.
Det henstilles til sociale udvalg/magistrater og revaliderings- og
pensionsnævn at indføre en ordning, hvorefter der ved modtagelsen af en
klage, der er indsendt rettidigt, skal foretages en genvurdering af sagen med
henblik på en vurdering af, om der er grundlag for at give klageren medhold,
helt eller delvis, jfr. paragraf 3.
REGLER OM GENVURDERING M.V. (REMONSTRATION)
§ 3.
Kan der efter en fornyet vurdering gives klageren fuldt ud medhold, skal
klageren have skriftlig besked herom, normalt inden 4 uger efter klagens
modtagelse.
Stk. 2.
Stk. 3.
Hvis den oprindelige afgørelse ikke ændres, sendes klagen
hurtigst muligt – og normalt inden 4 uger efter modtagelsen af klagen
– til
klageinstansen med begrundelse for den trufne afgørelse sammen med de
sagsakter, der forelå ved afgørelsen af sagen.
Stk. 4.
ANDRE BESTEMMELSER
§ 4.
Myndigheder, der ikke anvender den i §§ 2 og 3 nævnte ordning,
skal videresende klagesagen til klageinstansen med begrundelse for den trufne
afgørelse sammen med de sagsakter, der forelå ved afgørelsen af sagen. Dette
skal ske hurtigst muligt – og normalt inden 14 dage efter modtagelsen af
klagen.
’
Denne bekendtgørelse blev
ophævet i forbindelse med at den nye lov om retssikkerhed og administration
på
det sociale område (lov nr. 453 af 10. juni 1997) med senere ændringer trådte
i
kraft den 1. juli 1998. I lov om retssikkerhed og administration på det
sociale
område – i det følgende omtalt som retssikkerhedsloven – findes
følgende
bestemmelse om pligt til at genvurdere sagen:
’
§ 66.
Inden en klage behandles, skal den myndighed som har truffet
afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller
delvist
medhold. Derfor skal en klage først afleveres til den myndighed, som har
truffet afgørelsen.
Stk. 2.
Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen
med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til klageinstansen.
§ 74.
Socialministeren fastsætter regler for behandling af
klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og
videresendelse af klager m.v.’
Socialministeren har i
bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område
(bekendtgørelse nr. 11 af 8. januar 1998) i kapitel 2 fastsat fælles regler
for
behandlingen af klagesager. Om indsendelse af klager og genvurdering fremgår
følgende:
’§ 4.
Kommunen, amtskommunen, det sociale nævn og Den Sociale
Sikringsstyrelse skal genvurdere en afgørelse, som der klages over. Derfor
skal
klagen indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen.
Stk. 2.
§ 5.
Stk. 3.
Hvis myndigheden ikke kan færdiggøre sin genvurdering inden
for fristen på 4 uger på grund af, at der skal skaffes yderligere
oplysninger,
vurderinger o.lign., skal klageren have besked herom, og om hvornår
genvurderingen kan forventes afsluttet.
§ 6.
Hvis myndigheden vurderer, at afgørelsen ikke skal ændres,
sendes genvurderingen med begrundelse til ankeinstansen inden 4 uger efter,
at
klagen er modtaget.’
I forbindelse med Københavns
Kommunes afslag på mellemste førtidspension blev De vejledt om at klage
skulle
indgives til socialcentret, og at socialcentret derefter ville tage stilling
til om afgørelsen måtte fastholdes. Københavns Kommune fulgte således den
klageproceduren som socialministeren i bekendtgørelse nr. 122 af 28. marts
1985
henstillede til de sociale udvalg og magistrater at anvende.
Fra De klagede over
kommunens afslag på mellemste førtidspension den 15. juli 1996 til det
sociale
nævn den 3. februar 2000 meddelte Dem at Deres klage over afgørelsen nu var
modtaget i nævnet, gik der mere end 3 år og 6 måneder.
Som det fremgår af
bekendtgørelserne fra såvel før som efter retssikkerhedslovens ikrafttræden,
har udgangspunktet været at en genvurdering efter disse bestemmelser skulle
finde sted inden for 4 uger efter kommunens modtagelse af
klagen over en afgørelse truffet af kommunen.
Efter min gennemgang af
kommunens sagsakter er det for mig uforståeligt hvilke forhold i Deres sag
der
har været årsag til det fuldstændig uacceptable sagsforløb som Deres sag har
haft.
Under behandlingen af Deres
klage over kommunens pensionsafgørelse har der været foretaget 2 reelle
sagsbehandlingsskridt.
Samtykke til indhentelse af nye lægelige oplysninger
Det første drejer sig om
kommunens forsøg på at få Deres samtykke til at indhente nye lægelige
oplysninger.
Kommunens sagsbehandler
rettede telefonisk henvendelse til Dem den 22. juni 1998. På dette tidspunkt
havde behandlingen af Deres klage været 2 år undervejs i kommunen.
Sagsbehandleren ønskede Deres samtykke til at indhente nye lægelige
oplysninger. De meddelte at De ikke ønskede at give Deres samtykke til at
indhente
sådanne oplysninger. Alligevel var de eneste sagsbehandlingsskridt som
kommunen
foretog det næste ¾ år, knyttet til spørgsmålet om at indhente yderligere
lægelige oplysninger. Således er det noteret i journalen fra december 1998 at
(D) fra smerteklinikken på Rigshospitalet meddelte at De ikke ønskede at give
samtykke til indhentning af nye lægelige oplysninger. På trods af disse
ifølge
notaterne utvetydige tilkendegivelser både fra Deres side og fra (D) på Deres
vegne skrev kommunen igen den 29. marts 1999 til Dem for skriftligt at få
bekræftet at De ikke ville give samtykke.
Jeg forstår ikke hvad
baggrunden var for at kommunen mente at det var nødvendigt også at have denne
tilkendegivelse på skrift med deraf følgende forsinkelse af sagens
behandling.
Var kommunen i tvivl om hvorvidt (D) fra Rigshospitalet havde fuldmagt til at
nægte samtykke på Deres vegne – hvilket kunne være helt berettiget at
undersøge
nærmere da der ikke er en almindelig formodning for at en medarbejder på et
hospital repræsenterer en patient i forhold til kommunen som
pensionsmyndighed
– måtte kommunen efter min opfattelse have søgt denne tvivl afklaret.
Men det
var helt unødvendigt i den foreliggende sag hvor De selv utvetydigt på
kommunens telefoniske henvendelse havde tilkendegivet det samme som (D),
nemlig
at De ikke ønskede at give samtykke. Jeg har ikke grund til at tro at
kommunen
var i tvivl om hvorvidt det var Dem personligt som kommunen talte med den 22.
juni 1998, for henvendelsen skete efter opringning fra kommunen til Dem. Jeg
formoder at kommunens sagsbehandler derved har været ganske sikker på hvem
vedkommende talte med. I øvrigt fremgår det heller ikke af kommunens brev af
29. marts 1999 at kommunen skriver til Dem fordi kommunen skulle være i tvivl
om Deres hidtil tilkendegivne opfattelse.
Derfor mener jeg at det er
stærkt kritisabelt at ¾ års sagsbehandlingstid blev anvendt på at forsøge at
afklare et spørgsmål som efter sagens akter allerede skulle stå kommunen
klart.
Partshøring
Det andet
sagsbehandlingsskridt som kommunen foretog i forbindelse med sin behandling
af
sagen, drejer sig om en partshøring foretaget den 12. november 1999. Kommunen
angav i sit brev til Dem at kommunen ikke med sikkerhed kunne se om De havde
haft lejlighed til at gøre Dem bekendt med de sagsakter der ville udgøre
grundlaget for revurderingen. Derfor fremsendte forvaltningen kopi af det
materiale der ville blive forelagt for pensionsteamet.
For mig står det ikke klart
hvilket materiale det drejer sig om. Den 18. juli 1997 skrev socialcentret
til
Dem at socialcentret havde imødekommet Deres anmodning om aktindsigt, og at
materialet nu lå klar til afhentning. Af et notat af 2. november 1999 fremgår
det endvidere at remonstration af klagesagen kunne finde sted på grundlag af
de
foreliggende lægeakter der var vedlagt i kopi i forbindelse med
pensionsansøgningen.
Da De ikke har givet
samtykke til at der blev indhentet yderligere lægelige oplysninger, ser det
for
mig ud som om De burde have kendskab til alle de oplysninger om sagens
faktiske
omstændigheder som var til ugunst for Dem og af væsentlig betydning for
sagens
afgørelse. Disse oplysninger ville kommunen nemlig være forpligtet til at
give
Dem aktindsigt i da socialcentret imødekom Deres aktindsigtsansøgning den 18.
juli 1997.
Også for så vidt angår dette
sagsbehandlingsskridt, mener jeg efter det for mig foreliggende at
partshøringen har været unødig og med til at forhale sagens behandling
yderligere. Sagen skulle nemlig efter oplysninger i kommunens journal af 2.
november 1999 behandles i pensionsteamet den 18. november 1999, men på grund
af
partshøringen måtte det udsættes til den 1. december 1999.
Underretning af klager og besvarelse af rykkere
Justitsministeriets
vejledning om forvaltningsloven indeholder i pkt. 206-208 regler om god
forvaltningsskik.
Punkterne har denne ordlyd:
”206.
Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter
eller den almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke
kan
træffe afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden
give den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt
muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan
foreligge.
207.
Myndigheden bør endvidere give den, der er part i sagen,
underretning, når behandlingen af den konkrete sag på grund af særlige
omstændigheder vil tage længere tid end sædvanligt.
208.
Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er
rimeligt begrundet i sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med
det
samme. Besvarelsen bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt
muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan
foreligge.”
Kommunen meddelte Dem den
24. juli 1996 i anledning af kommunens modtagelse af klagen at De kunne
forvente at høre fra kommunen snarest muligt.
De har selv, mens Deres
klage har været under behandling i kommunen, ringet eller skrevet til
kommunen
for at få klagebehandlingen fremskyndet. Dette er – ifølge de notater og
dokumenter der findes i sagen – sket den 12. december 1996, den 29. maj
1997,
umiddelbart inden den 18. juli 1997 (jf. indholdet af socialcentrets brev til
Dem af 18. juli 1997) og den 20. maj 1999.
Deres telefoniske rykker af
12. december 1996 blev besvaret under telefonsamtalen. De fik oplyst at sagen
skulle forelægges pensionsteamet i februar 1997.
Deres skriftlige henvendelse
af 29. maj 1997 blev skriftligt besvaret den 18. juli 1997. De fik oplyst til
hvem De kunne klage over langsommelig sagsbehandling. De fik oplyst at
pensionsteamet holdt ferie, men ville være tilbage i august måned 1997. De
fik
ikke oplyst hvornår De kunne forvente Deres sag forelagt.
Deres skriftlige klage af
20. maj 1999 til socialcenterchefen blev bekræftet modtaget den 26. maj 1999,
men ifølge de for mig foreliggende sagsakter aldrig besvaret.
På baggrund af det forløb
sagen har haft, mener jeg at De har været fuldstændig utilstrækkeligt
underrettet. Jeg mener dette under de foreliggende omstændigheder er meget
kritisabelt.
Som det fremgår af
Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, skal rykkerskrivelser i
en
sag som Deres besvares med det samme. Besvarelsen bør indeholde oplysning om
hvorpå sagen beror, og så vidt muligt oplysning om hvornår myndigheden regner
med at afgørelsen kan foreligge.
Deres brev af 29. maj 1997
måtte kommunen naturligt forstå som en skriftlig rykker. Den blev ifølge
sagsakterne først besvaret i midten af juli 1997. Jeg mener ikke at en
sagsbehandlingstid på 1½ måned til besvarelse af en rykker er
tilfredsstillende.
Endvidere har De ikke før kommunen
afgav sin udtalelse til mig af 21. december 1999, fået svar på Deres
skriftlige
klage over kommunens langsommelige sagsbehandling.
Jeg mener dette er stærkt
kritisabelt. Det efterlader det indtryk at Deres sagsbehandlingstidsklage
aldrig har været undergivet en seriøs behandling i kommunen før Deres klage
til
mig. Det fremgår således ikke om socialcenterchefen – som De rettede
Deres
klage til – på noget tidspunkt har haft lejlighed til at forholde sig
til
klagens indhold. Netop i en situation som Deres hvor sagsbehandlingstiden har
overskredet enhver rimelighed, forekommer det mig ejendommeligt at
socialcentrets ledelse ikke straks ved modtagelsen af Deres klage greb ind.
Om
dette skyldes at socialcentrets ledelse ikke var bekendt med brevets indhold,
kan jeg naturligvis ikke udtale mig om. Men netop i en situation som den
foreliggende må ledelsen sørge for at der er procedurer som gør at ledelsen
bliver bekendt med klager af denne karakter.
Kommunens samlede sagsbehandlingstid
De to sagsbehandlingsskridt
som jeg har nævnt ovenfor, forsøg på indhentelse af samtykke og partshøring,
er
de eneste reelle sagsbehandlingsskridt der er foregået i de mere end 3 år og
6
måneder fra Københavns Kommune modtog Deres klage til sagen kunne behandles i
det sociale nævn.
Dette skal sammenholdes med
at udgangspunktet er at en genvurdering af en afgørelse skal finde sted inden
for 4 uger fra klagen er modtaget. En sådan relativt kort sagsbehandlingstid
skal ses i sammenhæng med at myndigheden jo i forbindelse med sin afgørelse
forudsættes at have tilvejebragt alle nødvendige oplysninger og derfor
hurtigt
må kunne vurdere om der i klagen er angivet sådanne forhold at der må gives
klageren medhold, eller om afgørelsen skal fastholdes.
Jeg anser på denne baggrund
kommunens sagsbehandlingstid for at være overordentlig kritisabel.
Jeg skal i den forbindelse
understrege at en klageprocedure hvorefter klagen skal indgives til den
myndighed der har truffet afgørelse i sagen, forudsætter at sagerne bliver
videresendt til det sociale (anke)nævn. Det må således anses for et alvorligt
angreb på borgernes retssikkerhed hvis en klageordning kan gøres illusorisk
ved
at klager over afgørelser der bliver indgivet i overensstemmelse med den
fastsatte klageprocedure, aldrig eller med meget betydelig forsinkelse
videreekspederes til klagemyndigheden.
Jeg betragter derfor denne
sag med stor alvor.
Jeg kan oplyse at jeg i
marts 1999 blev opmærksom på nogle avisartikler der beskrev forholdene på
socialcentrene i København. Af avisartiklerne fremgik at der skulle ligge
tusindvis af ubesvarede henvendelser i flere af de københavnske socialcentre.
I
den anledning bad jeg under henvisning til ombudsmandslovens § 17, stk. 1
(der
vedrører ombudsmandens muligheder for at tage en sag op af egen drift)
borgmester Winnie Larsen-Jensen om underretning om hvad der fra borgmesterens
side ville blive foretaget i sagen.
Jeg har siden modtaget
orientering fra borgmesteren om situationen og om hvad kommunen har foretaget
sig for at forbedre situationen.
Jeg har inddraget Deres sag
i den sag som jeg har rejst over for Københavns Kommune af egen drift. På
baggrund af Deres sag har jeg i dag bedt borgmester Winnie Larsen-Jensen om
at
redegøre for hvilken sagsstyring der er etableret i kommunen. Jeg har
herunder bedt
borgmesteren om nærmere at redegøre for om kommunen har en egentlig
restancekontrol, dvs. løbende kontrollerer at henvendelser til kommunens
socialcentre bliver besvaret. Jeg har i tilslutning hertil spurgt om
hvorledes
kommunens journaliseringssystem (dvs. sagsregistreringssystem) er indrettet,
netop for så vidt angår muligheden for at anvende journalsystemet til
registrering af sagsrestancer.
Jeg har endvidere bedt
socialborgmesteren om at underrette mig om resultatet af de overvejelser
kommunen gør sig om at indføre visse enkle fælles retningslinjer for den
lokale
sagsbehandling af klagesager.
Konklusion
Som jeg har anført ovenfor,
har jeg anset kommunens samlede sagsbehandlingstid på mere end 3 år og 6
måneder for overordentlig kritisabel.
Jeg har anset det for stærkt
kritisabelt at ¾ års sagsbehandlingstid blev anvendt på at forsøge at afklare
om De ville give Deres samtykke til indhentning af nye lægelige oplysninger,
et
spørgsmål som efter sagens akter allerede skulle stå kommunen klart.
Endvidere mener jeg at
partshøringen var unødig og med til at forhale sagens
behandling yderligere.
På baggrund af det forløb
sagen har haft, mener jeg at De har været fuldstændig utilstrækkeligt
underrettet om hvorpå sagens afgørelse beroede, og om hvornår afgørelsen
kunne
forventes at foreligge. Det mener jeg er meget kritisabelt.
Jeg mener det er
utilfredsstillende at kommunen anvendte 1½ måned på at besvare en rykker.
Endvidere mener jeg det er
stærkt kritisabelt at De ikke før kommunens udtalelse til mig af 21. december
1999 fik svar på Deres skriftlige klage til socialchefen af 20. maj 1999. Som
anført ovenfor forekommer det ejendommeligt at socialcentrets ledelse ikke
straks ved modtagelsen af Deres klage greb ind.
Jeg har gjort borgmester
Winnie Larsen-Jensen bekendt med den række af kritikpunkter som jeg har
anført
ovenfor.
På baggrund af Deres sag har
jeg som anført ovenfor bedt borgmesteren orientere mig om kommunens
eventuelle
eksisterende restancekontrol og om kommunens overvejelser om retningslinier
for
den lokale sagsbehandling af klagesager.”
Lignende dokumenter
- Inspektion af Københavns Kommune den 9., 14. og 27. november 2006 Retsinformation · 23. december 2011
- Sagsbehandlingstid på de københavnske socialcentre Retsinformation · 12. januar 2002
- Tilbagebetaling af for meget udbetalt plejetillæg Retsinformation · 23. juni 2003
- Kommunes sagsbehandlingstid i en revalideringssag. Kassation af arkivalier. Retsinformation · 25. juni 2003
- Fortolkning af 2 principielle højesteretsdomme om social pension. Genoptagelse af sager efter domstolsunderkendt praksis Retsinformation · 28. februar 2005
- Ankestyrelsens principafgørelse P-4-05 om stedlig kompetence - førtidspension - Højesterets dom af 22. december 1999 - genoptagelse Retsinformation · 11. juli 2013