Sagsbehandlingstid på de københavnske socialcentre
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Sagsbehandlingstid på de københavnske socialcentre
I artikler i Jyllands-Posten,
JP København, den 17. og 18. marts 1999 blev situationen på de københavnske
socialcentre beskrevet. Bl.a. var der månedlang ventetid på flere af de
københavnske socialcentre. Særligt for så vidt angår Socialcentret
Bispebjerg,
fremgik det at der skulle være mere end 5.000 uekspederede breve, at
telefoner
ikke blev taget, og at medarbejderne havde henvendt sig til arbejdstilsynet
på
grund af arbejdspresset.
På baggrund af disse
artikler bad jeg i et brev af 22. marts 1999 borgmester Winnie Larsen-Jensen,
Københavns Kommune, om underretning om hvad der fra hendes side ville blive
foretaget i sagen. Jeg henviste til ombudsmandslovens § 17, stk. 1, hvorefter
ombudsmanden af egen drift kan optage en sag til undersøgelse.
Den 8. april 1999 skrev borgmesteren
følgende til mig:
”Indledningsvis skal jeg
nævne to konkrete forhold som er omtalt i de pågældende artikler fra JP
København.
Det ene forhold er
anmeldelsen af 3. februar 1999 til Arbejdstilsynet fra 33 medarbejdere på
Lokalcenter Bispebjerg (bilag 1). Anmeldelsen retter sig mod oplevelse af et
dårligt psykisk arbejdsmiljø på grund af for få medarbejdere. Jeg må erkende,
at der i en periode på centret har været store udskiftninger i
medarbejderstaben og at der også har været ubesatte stillinger. Dette har i
en
periode lagt pres på medarbejderne og har også i nogen udstrækning betydet en
længere ekspeditionstid for borgerne.
Læs alt
Alle de vakante stillinger
er nu blevet besat, hvilket indebærer en lettelse af arbejdspresset.
Arbejdstilsynet undersøger
for tiden indholdet og omfanget af medarbejdernes anmeldelse og både
Direktionen og den lokale centerledelse bakker denne undersøgelse positivt
op.
For så vidt angår
uekspederet post – ligeledes nævnt i artiklerne i JP København, vil det
i nogle
tilfælde være uacceptabelt, hvis forvaltningen ikke svarer på en borgers
henvendelse inden for ganske få dage. I andre tilfælde vil en længere
sagsbehandlingstid være acceptabel, jf. reglerne om sagsbehandlingsfrister.
Københavns Kommune har
fastsat frister for, hvor lang tid der normalt må gå, inden der skal være
truffet en afgørelse, når der søges om hjælp efter den sociale lovgivning.
Jeg vedlægger Københavns
Kommune, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens pjece ’Hvornår får jeg
svar’
til orientering (bilag 5). Endvidere vedlægger jeg kopi af referat med
centercheferne den 22. marts 1999 (bilag 6).
Selv om jeg således mener,
at forholdene på Lokalcenter Bispebjerg skal opfattes noget mindre dramatisk
end det er fremstillet i pressen, ser jeg dog fortsat med største alvor på
sagen. Og i forlængelse af, at de vakante stillinger nu er blevet besat, har
forvaltningen planlagt følgende:
For det første har
centerledelsen på Direktionens foranledning fremlagt nærmere oplysninger om
den
uekspederede post og plan for afvikling heraf. Planen er udarbejdet for hvert
enkelt team (ServiceTeam, Team for voksne med særlige problemer,
Børne-FamilieTeam og Teknisk-administrativt Team) og indeholder en
beskrivelse
af, hvordan planen skal gennemføres.
Jeg skal imidlertid
understrege, at centerledelsen på Lokalcenter Bispebjerg over for Direktionen
har oplyst, at forholdene på centret allerede i dag er således, at al post
bliver åbnet og prioriteret, naturligvis med post fra borgerne som
førsteprioritet.
For det andet vil
Direktionen i en periode holde jævnlige møder med centerledelsen på
Bispebjerg;
og Direktionen vil deltage i det kommende samarbejdsudvalgsmøde på centret.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at
der i løbet af meget kort tid vil tiltræde en ny centerchef, idet den
nuværende
går på pension.
For det tredje vil
Direktionen nøje følge den løbende statistik over overholdelse af
sagsbehandlingstiderne, som de er blevet fastsat af Familie- og
Arbejdsmarkedsudvalget.
Jeg håber, at ovennævnte
giver indtryk af, med hvilken alvor Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
ser
på problemet og hvilke initiativer, der er og vil blive iværksat.
Med hensyn til den generelle
situation på lokalcentrene som helhed kan jeg oplyse, at de fleste for tiden
oplever forholdene som usædvanlige, da forvaltningen netop nu er i færd med
at
implementere et stort organisationsudviklingsprojekt. Et projekt der har
været
undervejs gennem de seneste 3-4 år bl.a. på baggrund af undersøgelser
vedrørende det psykiske arbejdsmiljø i forvaltningen.
Formålet er at indrette Familie-
og Arbejdsmarkedsforvaltningen efter målgrupper, så Københavns Kommune får
langt større mulighed for at tage hensyn til brugernes forskelligheder.
Intentionerne med projektet ligger i tråd med ånden i den nye
sociallovgivning,
hvor der lægges vægt på, at brugeren skal inddrages i tilrettelæggelsen og
udførelsen af vedkommendes sag.
Jeg kan desuden nævne, at
organisationsudviklingsprojektet på forhånd følger en lang række af de
anbefalinger, som er angivet i ’Den gode balance’ – en rapport
udgivet af Socialministeriet,
december 1998.
Et af redskaberne i denne
proces er at få ændret måden at arbejde på i retning af mere tværfaglighed,
øget kompetence til medarbejderne og altså et større fokus på målgrupper
(brugerne), jf. det materiale som Københavns Kommune har publiceret
vedrørende
’Den brugerrettede forvaltning’ (bilag 7).
Processen har endvidere
medført, at Direktionen i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ved møder
har
været i dialog med medarbejderne på de teamtræningskurser, som er den
officielle
begyndelse på etableringen af den ’nye’ forvaltning.
Direktionen i Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen har således været i kontakt med alle
medarbejderne
i lokalcentrene i løbet af foråret. Denne massive indsats – i form af
dialog
mellem ledelse og medarbejdere, skriftligt materiale om ’Den
brugerrettede
forvaltning’ og teamtræningsprogrammet – skal være med til at skabe
udviklende
og udfordrende lokale arbejdspladser til glæde for både medarbejdere og
brugere.
Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen vil fortsat fokusere på overholdelse af brugerens
retssikkerhed og arbejde på at forbedre servicen. Jeg mener, at vi med de
igangsatte initiativer er godt på vej.”
I et brev af 13. april 1999
meddelte jeg borgmesteren at jeg havde noteret mig de initiativer som
Københavns Kommune havde iværksat med henblik på at forbedre situationen på
de
københavnske socialcentre, herunder Lokalcenter Bispebjerg. Med henblik på at
følge udviklingen bad jeg om løbende at blive underrettet om situationen på
de
københavnske socialcentre, herunder udviklingen i sagsrestancerne. Endvidere
bad jeg om at blive holdt underrettet om arbejdstilsynets undersøgelse af
forholdene på Lokalcenter Bispebjerg.
Den 27. april 1999 modtog
jeg kopi af arbejdstilsynets rapport af 22. april 1999 vedrørende det
psykiske
arbejdsmiljø i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Lokalcenter
Bispebjerg.
I rapporten står bl.a. følgende:
”Arbejdstilsynet har besøgt
lokalcentret Bispebjerg den 3. september, den 1. oktober 1998, den 25. marts
og
den 8. april 1999.
Ved besøgene har
Arbejdstilsynet talt med centerchef ( ), souschef og teamchef ( ), den
daglige
sikkerhedsleder ( ), sikkerheds- og tillidsrepræsentanter for de berørte
afsnit, teamlederne samt et stort udsnit af de ansatte.
Desuden har der været
telefonisk kontakt til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens Adm. Direktør
( ), angående en orientering og drøftelse af situationen.
I forbindelse med disse
besøg har Arbejdstilsynet – på baggrund af samtaler, jobobservationer og
deltagelse i indledende og efterfølgende møder – foretaget en vurdering
af det
psykosociale arbejdsmiljø i lokalcentret Bispebjerg.
Nedenstående beskrivelse og
vurdering af det psykosociale arbejdsmiljø er desuden baseret på det
skriftlige
materiale, som er tilkommet Arbejdstilsynet. Bl.a. en plan for justering og
ændringer i afsnittet omkring Borgerservice, orientering om en igangværende
ny
organisering af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Bispebjerg,
orientering
om igangværende APV samt sygefraværsstatistik.
Beskrivelse
Risiko for udbrændthed
Risiko for udbrændthed
opstår typisk i arbejdssituationer, hvor man oplever store følelsesmæssige
krav
samtidig med, at man oplever, at det er vanskeligt at udføre arbejdsopgaverne
tilfredsstillende. Tilstanden udvikles, fordi medarbejderen over en længere
periode belastes følelsesmæssigt uden at have tilstrækkelige ressourcer eller
indflydelse til at håndtere belastningerne.
Karakteren af arbejdet i
socialcentret Bispebjerg, hvor et af medarbejdernes vigtigste
arbejdsredskaber
er egne psykiske ressourcer, indebærer væsentlige følelsesmæssige krav og
udgør
dermed en potentiel risiko for udbrændthed. Hvorvidt der bliver tale om en
reel
risiko, afhænger i væsentlig grad af medarbejdernes muligheder for i øvrigt
at
opfylde arbejdskravene, samt hvilke muligheder de har for at få
ledelsesmæssig
og/eller kollegial opbakning i arbejdet.
Udbrændthed kan påvirke
medarbejderens fysiske tilstand, hans følelsesliv og hans adfærd. Symptomerne
kan optræde i forskellige kombinationer fra medarbejder til medarbejder.
Arbejdstilsynet fik ved
besøgene oplyst, at mange medarbejdere går syge hjem, hvilket underbygges af
det relative store sygefravær. En del af medarbejderne lider af kvalme,
svimmelhed, hjertebanken, hovedpine, søvnforstyrrelser og har mareridt. Men
også vrede, irritabilitet og følelse af håbløshed, og det at have let til
gråd
var noget medarbejderne oplevede. Sågar havde det været nødvendigt for
enkelte
at tage piller for at klare dagligdagen.
Arbejdstilsynet konstaterede
at medarbejderne havde symptomer på langvarige belastninger. Idet nogle af
medarbejderne var grådlabile, tydelig vrede og udtrykte håbløshed ved
situationen, da Arbejdstilsynet talte med dem.
Arbejdstilsynet konstaterede
også, at der var meget ophobet post, som var lagt i cpr.nr. orden og ellers
ikke læst. Det blev oplyst, at posten ikke nås p.g.a. stort fremmøde af
klienter uden aftalt tid/ventetid til samtale typisk på 1 mdr.
Medarbejderne gav udtryk
for, at der ikke er sagsbehandlere nok til at ekspedere post, tage og svare
på
telefoner, til at give tid til klienterne indenfor en overskuelig
tidshorisont,
til at behandle nye sager o.s.v.
Medarbejderne oplever, at
det store daglige akutte fremmøde af klienter, manglende postekspedition og
manglende telefonbesvarelser medfører et stort pres såvel fra ledelse som fra
kollegaer om at yde, hvilket de igen oplever fører til stresssymptomer og
udbrændthed. I den forbindelse oplyste medarbejderne, at det ikke er
ualmindeligt, at de bliver beordret på overarbejde af ledelsen.
-
Usikkerhed om,
hvorvidt man kan udføre de planlagte aktiviteter og om man overhovedet kan nå
dagens arbejde/stort arbejdspres
-
uklarheder omkring det
ledelsesmæssige ansvar
-
ringe variation i
arbejdsopgaverne
-
for få ressourcer
-
dårlig normering/mange
nye medarbejdere, som skal oplæres
-
mangelfuld
information/uvished om arbejdsopgaverne i forbindelse med nyorganiseringen
-
ingen
arbejdsbeskrivelser
En central problemstilling i
dette billede er oplevelsen af uklare krav i arbejdet. Hvis kravene ikke er
kendte
og klart udmeldte af ledelsen, kan den enkelte medarbejder ikke vurdere, om
han
opfylder de kvalitative arbejdskrav. Enkelte medarbejdere kan være i stand
til
selv at definere kravene inden for nogle løst afstukne rammer og vurdere om
arbejdsindsatsen er tilfredsstillende. Men mange vil i sådan en situation
have
vanskeligt ved både at opstille realistiske mål og vurdere, om målene bliver
opfyldt. Ofte vil medarbejdere i denne situation opstille alt for ambitiøse
mål
og dermed komme til at opleve mange situationer, hvor målene ikke kan
opfyldes.
Hvis der er ubalance mellem
krav og ressourcer kan det meget let føre til udbrændte medarbejdere.
Det er endvidere vigtigt, at
der er en god dialog mellem medarbejderne og mellem ledelse og medarbejdere.
Dialogen er en forudsætning for, at man kan foretage de nødvendige
kvalitative
vurderinger af arbejdssituationen og arbejdsresultaterne.
Det er Arbejdstilsynets
vurdering, at der ikke aktuelt er tilstrækkelig basis for en sådan åben
dialog
på Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Bispebjerg. Denne vurdering hænger
bl.a. sammen med, at flere medarbejdere har krævet anonymitet i forbindelse
med
udfyldelse af det spørgeskema, som er udarbejdet i forbindelse med den
igangværende APV.
Symptomer på psykosociale belastninger
Ud over de ovenfor nævnte
symptomer på psykosociale arbejdsmiljøbelastninger (stor arbejdsmængde,
ringe/mangelfuld information, dårligt samarbejde, arbejde med mennesker som
har
svære personlige, sociale eller helbredsmæssige problemer og risiko for
vold/trusler) er det oplyst og fremgår af sygefraværsstatistikken, at det
gennemsnitlige sygefravær i 1998 har været højt. Specielt i sikrings-
administrations- omsorg og kontanthjælpsafsnittene. Det gennemsnitlige
sygefravær i perioden 1. januar til og med februar 1999 peger dog i den
positive retning. Dette skal ses i betragtning af, at det er for en 2
mdr.’s
periode.
Det kan være vanskeligt
klart at definere en psykosocial arbejdsmiljøfaktor som enten årsag eller
virkning. Ofte er en faktor på én gang både årsag og virkning. F.eks. kan et
dårligt samarbejdsklima både være årsag til og resultat af et dårligt
psykosocialt arbejdsmiljø. Tilsvarende gælder for vold/trusler og også for
’sygefravær’.
Et højt sygefravær kan være
arbejdsbetinget, men kan naturligvis også skyldes sygdomme, som ikke kan være
arbejdsrelaterede. Et højt sygefravær vil dog altid have en negativ virkning
på
det psykosociale arbejdsmiljø. For arbejdspladsen betyder det ofte hyppige
udskiftninger blandt medarbejderne. Et problem Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen Bispebjerg tilsyneladende lider af. Men også
manglende kollegial opbakning, konflikter, uengagerede medarbejdere og nedsat
produktivitet kan være følgetilstande af et højt sygefravær.
Derfor er det under alle
omstændigheder særdeles gunstigt for den videre udvikling af det psykosociale
arbejdsmiljø i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Bispebjerg, at
sygefraværet falder markant; uanset hvilke årsager der måtte være til det.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Bispebjerg’s initiativer
For at imødegå og på længere
sigt løse den opståede situation angående det psykiske arbejdsmiljø, er der
allerede taget forskellige initiativer:
-
receptionsskranken
flyttet/vendt. Det har givet et større venterum til klienterne, og dermed en
reel mulighed for at nedbringe voldsepisoderne
-
ny organisering i
team/ skulle være på plads i april 1999
-
teamchefer er
etableret
-
metodemæssige
udviklinger, f.eks. til nedbringelse af postproblemet
Teamorganiseringen skal
hjælpe på, at de administrative opgaver bliver mindre og dermed lette posten.
Der var direkte tiltag ved Arbejdstilsynets besøg den 25. marts 1999 i
kontanthjælpsafsnittet, for at få styr på posten. Den bliver nu uddelt til de
enkelte team, som så har ansvaret for den.
Konklusion
Arbejdstilsynet forventer,
at der bliver fulgt op [på] de forskellige tiltag og at dialogen sættes i
centrum. Både mellem medarbejdere og mellem medarbejdere og ledelse.
Ligeledes
at der skabes rum og tid for et netværk, således medarbejderne ikke kommer ud
i
så ekstreme psykiske belastninger med sygdom til følge, som tilfældet har
været
i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Bispebjerg.
Arbejdstilsynet vil følge op
og vende tilbage til sagen. Og det blev aftalt ved mødet den 25. marts 1999,
at
Arbejdstilsynet kontakter lokalcentret Bispebjerg angående aftale om et møde
i
Juni 1999, med deltagelse af de samme personer (eller repræsentanter for
disse)
som ved det pågældende møde.”
Samme dato modtog jeg et
notat som medarbejderne på Lokalcenter Ydre Nørrebro den 26. april 1999 havde
sendt til medlemmerne af familie- og arbejdsmarkedsudvalget. Notatet havde
følgende indhold:
”Vi ønsker med denne
skrivelse at orientere om situationen på vores arbejdsplads, Lokalcenter Ydre
Nørrebro, som den ser ud netop nu.
Vi tillader os
indledningsvis at gå ud fra, at udvalget allerede er orienteret på det
generelle plan qua den mediedebat, der har fundet sted gennem den seneste
måned
om forholdene på byens socialcentre. Desuden om det svar, der fra vores
direktion er tilgået Folketingets ombudsmand om årsagerne til, at det står så
galt til med serviceringen af borgerne.
Vi har hørt såvel
socialdirektøren som socialborgmesteren forklare, at det voldsomme
arbejdspres
på centrene i overvejende grad skyldes den igangværende omstrukturering samt
en
influenzaepedemi blandt medarbejderne. Når først strukturen er endeligt på
plads, vil de aktuelle personaleressourcer vise sig at slå til, siger de. Det
er gentagne gange meldt ud til offentligheden fra samme kant, at problemet
ikke
løses ved en opnormering på personalesiden. Vi skal blot lære at udnytte de
ressourcer fornuftigt, som vi nu engang er blevet tildelt.
Det er vores opfattelse, at
ovenstående udsagn må bunde i uvidenhed om, hvordan dagligdagen ser ud på
socialcentrene. Efter at vi på det samlede center har været på plads i vores
respektive teams i ca. 1 måned, kan vi konstatere, at såvel vores
arbejdsforhold som serviceringen af borgerne er så ringe som aldrig før. En
stor del af de administrative medarbejdere på Lokalcenter Ydre Nørrebro har
mange års erfaring indenfor deres respektive arbejdsområde og er udmærket i
stand til at systematisere deres arbejde sådan, at ressourcerne udnyttes
optimalt. På trods heraf er det den gennemgående oplevelse hos medarbejderne,
at sagsbunkerne og antallet af ubetjente borgere vokser støt, uden at der er
udsigt til, at situationen bedres.
Teamorganiseringen, som
bliver udråbt til den store redningsplanke, har i vores tilfælde kun vist sig
at give anledning til yderligere usikkerhed i det daglige arbejde: rammerne
for
arbejdet er blevet om muligt endnu mindre synlige, medarbejdere på alle
niveauer lades i stikken på grund af manglende og / eller modsatrettet
information. Den ene hånd ved så at sige ikke, hvad den anden laver –
eller hvorfor
– og det er et faktum for os, der udfører arbejdet, at vi er blevet
færre til
det.
Presset øges på den enkelte
medarbejder i helt urimelig grad, og uanset hvad man som udenforstående måtte
mene om den sag, er der blevet mere arbejde til færre hænder.
Medarbejdere fra adskillige
af byens socialcentre har i den forløbne måned gjort seriøse forsøg på at
bibringe vores forvaltningsmæssige og politiske ledelse en forståelse af, at
situationen på socialcentrene er mere alvorlig end nogensinde før. Det er der
desværre
ikke kommet meget ud af, hvilket må skyldes, at man hører, hvad man har lyst
til at høre og ikke tager os alvorligt.
Vores budskab med denne
skrivelse er
-
at vi er på vej mod et
administrativt kaos
-
at arbejdspresset for
den enkelte medarbejder er helt uacceptabelt, for alt for mange i en sådan
grad, at de må sygemelde sig eller modtage akut krisehjælp
-
at serviceniveauet
overfor borgerne er så ringe som aldrig før
-
at vi ikke kan
overholde lovgivningens krav
-
at man må forudse et
yderligere tab af erfaren arbejdskraft
-
at problemet kun løses
ved akut tilførsel af personaleressourcer
-
samt en klar udmelding
fra vores øverste ledelse om rammerne for teamdannelsen, herunder i særlig
grad
kompetencefordelingen.
Vi imødeser en snarlig
tilbagemelding fra udvalget og stiller os til rådighed for den dokumentation,
I
måtte anse for nødvendig.”
Den 7. juni 1999 fulgte
medarbejderne på Lokalcenter Ydre Nørrebro op på den tidligere henvendelse og
rykkede for en reaktion fra udvalget.
Jeg underrettede den 23.
juni 1999 borgmester Winnie Larsen-Jensen om de breve jeg havde modtaget om
situationen på de københavnske socialcentre, og bad om at blive underrettet
om
udviklingen i sagen.
Den administrerende direktør
i familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen svarede den 15. juni 1999 således
på
henvendelsen fra medarbejderne på Lokalcenter Ydre Nørrebro:
”
Der er i udvalget stor
forståelse for den pressede situation, der er på flere lokalcentre og i flere
team.
Ikke kun på lokalcentret
Ydre Nørrebro, men også andre steder har medarbejdere givet udtryk for
problemer af den art, I nævner.
Dette betyder, at udvalget
har fravalgt den obligatoriske 2% besparelse på personalet på lokalcentrene
og
i de respektive team. Børnefamilieteam er endog blevet tillagt en
ressourcestyrkelse
med udgangspunkt i stigende børnetal.
Der er ingen tvivl om, at vi
befinder os i en vanskelig fase, men jeg håber, vi er ved at komme ind i en
arbejdsmæssig situation, der opleves mere positiv.
Det er vigtigt, at
teamorganiseringen realiseres på en måde, som giver administrative
forbedringer, også selv om det sker på bekostning af gamle velkendte
arbejdsgange.
Det indtryk jeg har fået er,
at der er stor opbakning til teamorganiseringen men, at der er nogle
prioriterings- og arbejdspresproblemer.
Jeg følger situationen nøje
og vil løbende søge at finde konkrete løsninger i samarbejde med ledelse og
medarbejdere i vore team.
Jeg ved, at der gøres et
fantastisk stykke arbejde med at få opgaverne til at lykkes, og jeg tror på,
at
det kan lade sig gøre.”
I et brev som jeg modtog den
5. juli 1999, orienterede den administrerende direktør om hvad der var
foretaget vedrørende sagsbehandlingstiderne på socialcentrene. Hun skrev
følgende:
”
Med henvisning til Deres
brev af 23. juni 1999 kan følgende oplyses:
Pr. 1. maj 1999 er der
tiltrådt en ny centerchef, ( ), der tidligere har arbejdet som centerchef på
Lokalcenter Sundby Nord.
Herudover er der tiltrådt 4
team-chefer for Serviceteam, team for voksne med særlige behov,
teknisk-administrativt team og børnefamilieteam.
Ledelsen på Lokalcenter
Bispebjerg er opmærksomme på tiltag, som kan forbedre arbejdsforholdene på
lokalcentret.
I forbindelse med den
ledelsesmæssige omlægning har Direktionen løbende afholdt møder med ledelsen
og
deltaget i samarbejdsudvalgsmøderne på Lokalcenter Bispebjerg. På baggrund af
disse møder er der blevet iværksat en omlægning af arbejdsgangene med en
smidigere sagsgang på lokalcentret til følge.
Det er på denne baggrund
Direktionens holdning, at den igangværende omlægningsproces har medført en
betydelig bedring af arbejdsforholdene på lokalcentret.
For så vidt angår
sagsbehandlingstiderne kan det oplyses, at der til efteråret foreligger en
endelig måling af disse. De vil blive orienteret om resultatet af denne
måling,
når den foreligger.
For så vidt angår
Arbejdstilsynets rapport af 22. april 1999 vedrørende det psykiske
arbejdsmiljø
i lokalcenter Bispebjerg, hvoraf det bl.a. fremgår, at tilsynet vil følge op
ved afholdelse af nyt møde i juni 1999, kan det oplyses, at Arbejdstilsynet i
skrivende stund endnu ikke har afholdt nyt møde med Lokalcenter Bispebjerg.
Så snart mødet er afholdt og
Arbejdstilsynet har udfærdiget en rapport herom, vil De blive orienteret
herom.
For så vidt angår brev af 7.
juni 1999 fra medarbejdere på Lokalcenter Ydre Nørrebro til Familie- og
Arbejdsmarkedsudvalget kan det oplyses, at brevet blev fremlagt til
orientering
på Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde den 9. juni 1999. Brevet var ikke
skrevet under og det skal bemærkes, at de faglige organisationer har meddelt,
at de ikke er afsendere.
”
I anledning af familie- og
arbejdsmarkedsforvaltningens brev af 5. juli 1999 skrev jeg følgende til
borgmester Winnie Larsen-Jensen den 18. august 1999:
”
Jeg har noteret mig det
forvaltningen har anført vedrørende Lokalcenter Bispebjerg.
Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen har i brevet oplyst at der til efteråret vil
foreligge en endelig udmåling af sagsbehandlingstiderne, og at jeg vil blive
orienteret når udmålingen foreligger. Jeg imødeser denne underretning. Jeg må
umiddelbart forstå at der hermed menes en måling i forhold til de frister som
kommunen har fastsat i medfør af retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, for hvor
lang tid der normalt må gå inden der skal være truffet en afgørelse, når der
søges om hjælp efter den sociale lovgivning.
De frister der skal
fastsættes i medfør af retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, angår alene sager
hvori der vil blive truffet afgørelse. Dette fremgår også af Københavns
Kommunes pjece vedrørende de af kommunen fastsatte frister.
I mit brev af 13. april 1999
bad jeg om løbende at blive underrettet om bl.a. udviklingen i
sagsrestancerne.
Med ’sagsrestancerne’ har jeg imidlertid ment det antal sager hvor
socialcentrene har modtaget en henvendelse (personlig, telefonisk eller
skriftlig),
som endnu ikke er besvaret, og den tid sagerne har henligget ubesvaret. Det
drejer sig om enhver henvendelse til socialcentrene, dvs. også henvendelser
der
ikke umiddelbart fører til at der skal eller vil blive truffet en afgørelse.
Jeg skal således fortsat
bede om at blive orienteret om udviklingen i sagsrestancerne på de
københavnske
socialcentre.
I øvrigt imødeser jeg
fortsat at blive løbende underrettet om situationen på de københavnske
socialcentre, herunder at blive underrettet om Arbejdstilsynets opfølgning på
tilsynets rapport vedrørende det psykiske arbejdsmiljø i Lokalcenter
Bispebjerg, når opfølgningen foreligger.”
Borgmesteren svarede den 10.
september 1999 at den endelige måling af sagsbehandlingstiderne på de
københavnske socialcentre ville blive forelagt for familie- og
arbejdsmarkedsudvalget
i november måned 1999, og at hun derefter ville sende resultatet til mig. I
den
sammenhæng ville borgmesteren oplyse mig om det samlede skøn over eventuelle
sagsrestancer på de københavnske socialcentre. Borgmesteren vedlagde
endvidere
arbejdstilsynets brev af 24. august 1999 om det psykiske arbejdsmiljø på
Lokalcenter Bispebjerg. I brevet skrev tilsynet at der bl.a. var udarbejdet
en
køreplan for håndtering af de problemstillinger der knytter sig til det
daglige
arbejde i det enkelte team og samarbejdet/visitation teamene imellem,
herunder
snitfladeproblemstillinger. I køreplanen indgik arbejdstilsynets
anbefalinger.
Arbejdstilsynet fik udleveret denne køreplan og fandt den overskuelig og god.
Desuden konstaterede
arbejdstilsynet ved besøget i Lokalcenter Bispebjerg den 22. juni 1999 en vis
optimisme blandt medarbejderne. Arbejdstilsynet fandt således ikke længere
grundlag for at opretholde tilsynet vedrørende de konstaterede arbejdsforhold
og betragtede sagen som afsluttet.
Den 21. december 1999
orienterede borgmesteren mig om resultatet af familie- og
arbejdsmarkedsforvaltningens måling af sagsbehandlingstiderne. Hun oplyste at
af de 51.326 indberettede afgjorte sager blev de 46.535 afgjort inden den
fastsatte frist hvilket svarer til 91%. Det kunne konstateres at familie- og
arbejdsmarkedsforvaltningen overordnet set var i stand til at træffe
afgørelse
i 80-90% af sagerne inden for den fastsatte tidsfrist vedrørende langt den
overvejende del af ydelsestyperne. Familie- og arbejdsmarkedsudvalget
besluttede ikke at ændre på de fastsatte sagsbehandlingsfrister.
Jeg modtog til orientering
de bilag som var forelagt familie- og arbejdsmarkedsudvalget ved behandlingen
af dagsordenspunktet om evaluering af sagsbehandlingsfrister den 8. december
1999. Det fremgår af bilaget at forvaltningen indstillede at udvalget
tiltrådte
at den nuværende fremgangsmåde i forbindelse med måling af
sagsbehandlingstiderne erstattedes af en mindre ressourcekrævende målemetode
således at der kun indberettes i en bestemt måned om året, første gang i
oktober 2000. Hidtil havde lokalcentrene indberettet alle afgjorte sager.
Den 15. marts 2000 skrev jeg
til borgmester Winnie Larsen-Jensen at jeg havde modtaget resultatet af
målingen
af forvaltningens sagsbehandlingstider i relation til de af udvalget
fastsatte
sagsbehandlingsfrister. Jeg rykkede samtidig for oplysninger om det samlede
skøn over sagsrestancerne på socialcentrene. Jeg henviste til den præcisering
jeg havde givet i mit brev af 18. august 1999 af hvad jeg mente med
’sagsrestancerne’.
Den 7. april 2000 afsluttede
jeg min behandling af en konkret klagesag hvor sagsbehandlingstiden havde
været
tre år og seks måneder fra kommunen modtog en klage over kommunens afgørelse
i
en pensionssag til det sociale nævn kunne behandle sagen. På baggrund af
denne
sag bad jeg borgmesteren om at redegøre for hvilken sagsstyring der er
etableret i kommunen. Jeg bad hende herunder om nærmere at redegøre for om
kommunen har en egentlig restancekontrol, dvs. løbende kontrollerer at
henvendelser til kommunens socialcentre bliver besvaret. Jeg bad i
tilslutningen hertil om at få oplyst hvorledes kommunens
journaliseringssystem
(dvs. sagsregistreringssystem) er indrettet, netop for så vidt angår
muligheden
for at anvende journalsystemet til registrering af sagsrestancer.
Borgmesteren
havde i forbindelse med min behandling af den konkrete klagesag oplyst at hun
havde bedt forvaltningen vurdere mulighederne for at indføre visse enkle
fælles
retningslinier for den lokale sagsbehandling af klagesager således at
risikoen
for lignende sager i fremtiden kunne minimeres i størst muligt omfang. Jeg
bad
derfor også om at blive underrettet om resultatet af disse overvejelser.
I et brev af 3. maj 2000
svarede borgmesteren mig således:
”
Indledningsvis skal jeg
oplyse følgende:
Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen har et ønske om at opnå en mere effektiv og mere
brugervenlig betjening af borgerne, bl.a. udtrykt i Socialplanen, en mere
effektiv håndtering af organisatoriske sager samt en bedre styring af
sagsforløb og sagsbehandlingstider.
I Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen er der iværksat en undervisning i
forvaltningsloven
og retssikkerhedsloven i alle de lokale centre, og medarbejdere fra
centralforvaltningen
afholder løbende dialogmøder med centrene, især om sager om førtidspension.
Undervisning som led i ’Den
lærende organisation’ er fra centralforvaltningen sket som følger:
I november og december 1997
blev der afholdt fælles halve temadage for nøglepersoner fra hvert
lokalcenter
om Retssikkerhedsloven. Derudover blev der afholdt halve temadage i de andre
dele af socialreformen.
I foråret 1998 før
socialreformens ikrafttræden blev der undervist på hver enkelt center
specifikt
i Retssikkerhedsloven, derudover blev der særskilt undervist på hvert enkelt
center i Aktivloven og Pensionsloven.
I efteråret 1999 blev der
afholdt opfølgningsundervisning i for særlige konsulenter i de lokale centre
i
et ti dages forløb med fokus på retssikkerhed, forvaltning og førtidspension
med undervisere fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen suppleret med
undervisere fra Socialministeriet, Den Sociale Højskole, og Københavns
Amtskommune.
Fra 1996 holdes der jævnligt
dialogmøder med de lokale centre med fokus på førtidspension, retssikkerhed
og
forvaltningslovens regler om partsmedvirken. Disse møder afholdes med ca. ½-1
års mellemrum på de enkelte centre og forsøgsbydele.
Herudover afholder
centralforvaltningen ad hoc undervisning i de enkelte teams og handicap- og
rådgivningscentre.
For så vidt angår
spørgsmålet om Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har etableret en
restancekontrol, kan jeg oplyse, at der i Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningens nuværende elektroniske sagsbehandlingssystem
(Sags- og Advissystem) er etableret en restancekontrol, ved sagstypen 099.
Sagstypen er inddelt i
grupper på 5 arter inden for hvert fagområde (eks. Bistand, pension, dagpenge
m.v.), således at der er mulighed for oprettelse og registrering – det
vil sige
– aktivering af flere klagesager fra samme person samtidig.
I sagsidentitetsfeltet
anføres den paragraf inden for det pågældende lovområde og i notatfeltet
registreres div. koder:
R
= remonstration
F
= afgørelsen fastholdes
Æ
= afgørelsen ændret
H
= hjemvist til fornyet
behandling.
Sagerne passiveres med dato
for afgørelse.
I S&A-systemet er der
via erindringsfeltet mulighed for, på den aktive sag, at erindre på udvalgte
datoer, således at der via erindringskortets fremsendelse til kontoret kan
ske
fornøden opfølgning.
Der kan via S&A
bestilles udtræk (lister) over såvel aktive som passive sager til brug for
bl.a. restancekontrol.
S&A anvendes kun i
sager, hvor der træffes afgørelse.
Der har ikke været etableret
en generel restancekontrol på centrene, idet nogle centre har valgt at
anvende
S&A-systemets faciliteter, mens ledelsen i andre centre har ledelsen
valgt
løbende at følge og overvåge produktionen af ydelser i det enkelte team.
Det skal i denne forbindelse
oplyses, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har iværksat udbuddet af
ESHD (Elektronisk Sagsbehandlings- og Dokumenthåndteringssystem), som skal
give
en hurtigere og mere sikker og effektiv sagsbehandling.
Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen forventer, at ESHD systemet vil kunne tages i
anvendelse fra primo 2001, under forudsætning af et tilfredsstillende forløb
af
udbudsrunden.
For så vidt angår de
overvejelser Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen gør sig om at indføre
visse enkle fælles retningslinier for den lokale sagsbehandling af
klagesager,
skal jeg oplyse, at forvaltningen har valgt at lade dette indgå i den løbende
undervisning i Retssikkerhedsloven og Forvaltningsloven på de lokale centre.
For så vidt angår
oplysninger om det samlede skøn over sagsrestancer på de københavnske
socialcentre skal jeg oplyse, at de lokale centre i Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen årligt modtager et antal
’henvendelser’, (af Dem i
brev af 18. august 1999 defineret som; personlig, telefonisk eller skriftlig
–
også henvendelser der ikke umiddelbart fører til, at der skal eller vil blive
truffet en afgørelse), i størrelsesordenen 800.000 til 1.000.000 stk.
Det er derfor Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering, at en opgørelse efter Deres
definition
alene kan ske som et overordnet skøn.
Jeg skal dog ikke undlade at
bemærke, at det forhold, at Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningens lokale
centre i gennemsnit modtager over 4.000 henvendelser – jf. ovenstående
definition – om dagen, i sig selv medfører en ikke ubetydelig portefølje
af
uekspederet post, hver dag.
For en nærmere redegørelse
for sagsrestancer på de københavnske socialcentre skal jeg henvise til
vedlagte
bilag 1. Det skal understreges, at optællingen ikke indbefatter telefoniske
henvendelser, idet Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ikke udarbejder
statistik over sådanne.
Med venlig hilsen
Winnie Larsen-Jensen
BILAG 1
Det bemærkes, at
nedenstående optælling ikke indbefatter telefoniske henvendelser, idet
Familie-
og Arbejdsmarkedsforvaltningen ikke udarbejder statistik over sådanne.
Socialcenter Nørrebro:
Mængden af ubesvaret post
pr. 10. april 2000 udgjorde 1067, som gennemsnitligt har henligget 78 dage,
hvor den nyeste sag er 14 dage gammel og den ældste er 730 dage.
Det er centerledelsens mål,
at de restancer, der måtte være, er indhentet inden udgangen af juni 2000.
Endvidere vil der blive
indarbejdet en formaliseret standardisering af klagesagsbehandlingen i et
samarbejde mellem Teknisk/administrativt team og de brugerrettede team.
Der er ikke foretaget
opgørelse af restancer i
Børnefamilieteamet
,
da disse sager er pakket ned m.h.p. flytning fra Bryggervangen til
Baldersgade
12.4 – 14.4.00. Det er oplyst, at der ikke eksisterer egentlige
restancesager,
eller post der ligger ubesvaret.
Socialcenter Vanløse:
Mængden af ubesvaret post
pr. 10. april 2000 udgjorde 1.096, som i gennemsnit har henligget i 39 dage.
Den ældste ubehandlet post
er en førtidspensionsansøgning, som er modtaget den 1. december 1998.
Mængden af ubehandlede
klagesager udgør 40, som i gennemsnit har henligget ubesvaret i 105 dage.
Det er besluttet, at der
skal foretages jævnlige postoptællinger, således at gammel post opfanges
efter
1 måned.
Socialcenter Indre By:
Mængden af ubesvaret post
pr. 10 april 2000 udgjorde 47, som i gennemsnit har henligget ubesvaret i 8,3
dage.
Det er indskærpet
sagsbehandlerne, at ubesvaret post over 14 dage skal forelægges teamchefen.
Antallet af ubesvarede
klagesager udgjorde pr. 10. april 2000, 12 stk., der i gennemsnit har
henligget
i 7,9 uger. Den ældste klage er modtaget den 11. maj 1999.
Socialcenter Bispebjerg:
Mængden af ubesvaret post
pr. 10. april 2000 i
Voksenteamet
udgjorde 116, og den ældste er fra 20. marts 2000. Alle klagesager besvares
inden 4 uger.
Neden for er en opgørelse
over antallet af sager pr. 10. april, hvor
Serviceteamet
har modtaget post fra en borger, og hvor henvendelsen endnu ikke er besvaret.
Service-
team
< 1 uge
7-14 dage
14-31 dage
32-90 dage
91-180 dage
>
180 dage
Antal sager
62
50
111
146
91
3
Antal ubehandlede klager i
afgørelsessager var pr. 10. april 14 stk., som i gennemsnit har henligget i
48
dage. Den ældste var 3 måneder og 3 sager var under 14 dage gamle.
I
Børnefamilieteamet
henlå der pr. 10. april 2000, 83 stykker
ubesvaret post, hvoraf 2 er fra borgere, mens resten er fra kommunens
samarbejdspartnere. Denne post har gennemsnitligt henligget i 20, 3 dage.
Der lå ingen klagesager.
Socialcenter Ryvang:
Teknisk/administrativt
team har for 1999 3 ubesvarede klagesager –
og for 2000 18 ubesvarede klagesager. Den gennemsnitlige tid, sagerne har
henligget er 28 dage. Den ældste klage er fra 19. oktober 1999.
Service-
team
0-14 dage
14-30 dage
31-90 dage
91-180 dage
> 180 dage
I alt
Antal
462
346
417
85
13
1323
Mængden af ubesvaret post
pr. 10. april 2000 i
Voksenteamet
var
på kontanthjælpsområdet 50 stk. ubesvaret post, hvoraf 6 stk. var op til 5
uger
gammel, mens resten var modtaget inden for de sidste 14 dage før 10. april.
På pensionsområdet henlå der
pr. 10. april 12 stk. ubesvaret post, som alle er modtaget 14 dage før den
10.
april.
Voksenteamet
havde 3 ansøgninger om forhøjelse af førtidspension,
hvoraf den ældste var fra 2. februar 2000.
Den gennemsnitlige
besvarelsestid på kontanthjælp er 5, 74 dage og for pension er den 3, 17
dage.
Gennemsnitstiden for forhøjelse af pensionen er 48 dage.
Mængden af ubesvaret post
pr. 10. april 2000 i
Børnefamilieteamet
var 38 stk., hvor af 28 var fra samarbejdspartnere. Posten har gennemsnitligt
henligget i 24 dage.
Socialcenter Sundby Nord:
I
Serviceteamet
og
Voksenteam
var der pr. 10 april 2000 i alt 776 stykker ubesvaret post, som fordeler sig
således:
Service-
team
0-14 dage
14-30 dage
31-90 dage
91-180 dage
> 180 dage
I alt
Fordeling i %
61,5%
27,5%
9,7%
0,6%
0,7%
100%
Voksen
-
team
0-14 dage
14-30 dage
31-90 dage
91-180 dage
> 180 dage
I alt
Fordeling i %
82%
11%
1%
0%
6%
100%
Sundby Nord havde 7
verserende klagesager, hvoraf 5 var under 14 dage gamle. Alle
remonstrationssager bliver remonstreret inden for 4 ugers fristen. En enkelt
klagesag i Børnefamilieteamet har henligget mere end 4 uger, og vil nu blive
ekspederet.
Under gennemgangen af de
verserende pensionssager fandt Sundby Nord 12 sager, som alle var rejst af
borgeren selv før lovændringen pr. 1. juli 1998. Det skal understreges, at
der
ikke er tale om klagesager, men om ansøgningssager. De sager, som kræver en
udredning vil blive afsluttet inden 3 måneder, under forbehold for den
lægefaglige udredning. Andre sager vil blive afsluttet inden 14 dage.
Socialcenter Christianshavn:
Mængden af ubesvaret post
pr. 10. april 2000 var 168 stykker. Den gennemsnitlige tid, som disse har
henligget er 35, 7 dage.
Der var 6 ubesvarede klager
fra borgere i afgørelsessager. Den gennemsnitlige ubesvarede tid er 33 dage.
Den ældste er fra 1. november 1999.
Socialcenter Sundby Syd:
Service-team
Voksen-team
Børnefamilie-team
Tekn./adm. Team
I alt
Ubesv. post
1179
790
119
51
2139
Gns. antal dage
77,1
57,6
29,8
89,8
Service-team
Voksen-team
Børnefamili-eteam
Tekn./adm. Team
I alt
Ubesv. klager
36
20
0
0
56
Gns. antal dage
115
126
0
0
241
En enkelt klagesag har været
under løbende behandling siden modtagelsen. Der har været 24 kontakter, som
har
kompliceret sagen, idet der har været fremkommet modstridende
lægeerklæringer.
Remonstrationen burde være sendt i maj 1999, men blev glemt, da sagen blev
forelagt Pensionsteamet. Remonstrationen afsendes senest i uge 16.
Socialcenter Brønshøj-Husum:
Mængden af ubesvaret post
pr. 10. april 2000 i var 2.805 stykker ubesvaret post. Heraf var kun 10%
ældre
end en måned. Af de 2.805 stykker post er det centrets vurdering, at under
800
er fra borgere.
Mængden af ubesvaret klager
fra borgerne er pr. 10. april 2000 115 stk. Sagsbehandlingstiden for disse er
ca. 11 uger. Det bemærkes, at et større antal af klagerne remonstreres og
omgøres umiddelbart på centret på under 4 uger. Den ældste klage er fra
september 1999.
Socialcenter Vesterbro:
I Serviceteamet er der pr.
10. april 2000 i alt 3570 stykker ubesvaret post, som gennemsnitligt har
henligget i 55 dage.
Serviceteamet
Antal
Henligget i gennemsnit i
dage
Klagesager
20
37
Den ældste klage er fra 30.
december 1999.
Vedrørende de ældste
boligstøttesager vil disse være færdigekspederet senest 11. maj 2000. §
28-sagerne er færdigekspederet inden 1. maj 2000. Klagesagerne vedrørende
boligstøtte er ekspederet inden påske.
Voksenteam
Antal
Henligget i gennemsnit i
dage
Antal
216
29
Den ældste er fra uge 49 i
1999.
Voksenteam
Antal
Henligget i gennemsnit i
dage
Klagesager
6
101
Herudover er der en
pensionssag fra 1998.
Der er straks taget fat i de
ældste sager, og på klagesagsområdet er samtlige sager under afklaring.
I
Børnefamilieteamet
er der ingen klagesager.
Tekn./adm. Team
Antal
Henligget i gennemsnit i
dage
Klagesager
2
66
Den ældste er fra 31. januar
2000.
Socialcenter Amagerbro:
Pr. 10. april 2000 henligger
i alt 1.391 stykker ubesvaret post.
54% af denne er modtaget
inden for den seneste måned. I gennemsnit har henvendelserne henligget
ubesvaret i 50 dage.
I forhold til
remonstrationssagerne kan det oplyses, at der aktuel foreligger 37 sager, der
har henstået ubesvaret i gennemsnit 2,5 måneder. Den ældste er fra oktober
1999.”
Jeg modtog i løbet af 1999
og 2000 en række klager fra borgere i Københavns Kommune som har klaget over
hovedsagelig sagsbehandlingstiden på forskellige københavnske socialcentre.
Her
følger en kort gennemgang af de sager som jeg særligt har noteret mig:
Vedr. A
Den 7. april 2000 afgav jeg
min udtalelse i anledning af en klage fra Københavns Retshjælp over den tid
som
Københavns Kommune, Socialcentret Nørrebro, havde anvendt i forbindelse med
genvurderingen af kommunens afslag på førtidspension. Der gik mere end seks
måneder fra retshjælpen klagede over afgørelsen til kommunen sendte sagen til
det sociale nævn. Jeg anså kommunens sagsbehandlingstid for at være meget
kritisabel. Borgmester Winnie Larsen-Jensen havde i sin udtalelse til mig
anført at behandlingen af denne sag havde været særdeles uheldig. Kommunen
anså
det især for kritisabelt at klageskrivelse, rykkerskrivelse og
høringsskrivelse
oversås i 5 måneder, at de involverede parter ikke orienteredes, at
remonstrationsfristen på 4 uger på ny blev overskredet hvis den regnedes fra
det tidspunkt sagen blev genopdaget, og at klient/partsrepræsentanten
(retshjælpen) på ny ikke blev orienteret. Borgmesteren beklagede meget
forløbet
over for de implicerede parter, og jeg erklærede mig enig i at forløbet havde
været meget beklageligt.
Vedr. B
C klagede den 4. maj 1999 på
borgerens vegne til mig over sagsbehandlingstiden fordi Socialcenter Vanløse
endnu ikke havde videresendt hendes klage over socialcentrets afslag på
førtidspension til det sociale nævn. Borgeren fik afslag den 6. juli 1998.
Kommunen foretog i forbindelse med remonstrationen en række yderligere
sagsbehandlingsskridt, bl.a. ved at indhente yderligere lægelige oplysninger.
Jeg henviste i et brev til C til Den Sociale Ankestyrelses Klagevejledning på
det sociale område (1998) hvorefter en helt uforholdsmæssig lang
sagsbehandlingstid vil kunne sidestilles med et afslag, med den virkning at
klageinstansen kan behandle sagen. Endvidere kan klageinstanserne behandle en
klage over at en klagefrist der er fastsat i loven, er overskredet. Jeg
sendte
klagen til det sociale nævn som en anmodning fra borgeren om at nævnet
behandlede klagen over kommunens afslag på førtidspension. Jeg underrettede
borgmesteren
om sagen og oplyste at jeg havde besluttet at afvente nævnets behandling af
sagen før jeg tog stilling til om jeg ville iværksætte en egentlig
ombudsmandsundersøgelse i sagen.
Vedr. D
Den 7. april 2000 afgav jeg
min udtalelse i anledning af en klage over den tid som Københavns Kommune,
Socialcenter Vanløse, havde anvendt i forbindelse med genvurderingen af
kommunens afslag på førtidspension. Der gik mere end tre år og seks måneder
fra
borgeren klagede over afgørelsen til det sociale nævn kunne behandle sagen.
Jeg
anså kommunens sagsbehandlingstid for at være overordentlig kritisabel. Jeg
understregede at en klageprocedure hvorefter klagen skal indgives til den
myndighed der har truffet afgørelse i sagen, forudsætter at sagerne bliver
videresendt til det sociale (anke)nævn. Det må således anses for et alvorligt
angreb på borgernes retssikkerhed hvis en klageordning kan gøres illusorisk
ved
at klager over afgørelser der bliver indgivet i overensstemmelse med den
fastsatte klageprocedure, aldrig eller med meget betydelig forsinkelse
videreekspederes til klagemyndigheden. Jeg betragtede derfor denne sag med
stor
alvor. Denne sag gav anledning til at jeg rejste nogle generelle spørgsmål
over
for borgmesteren som jeg har redegjort for ovenfor.
Vedr. E
Borgmester Winnie
Larsen-Jensen har i en udtalelse i anledning af en klage over
sagsbehandlingstiden i Lokalcenter Sundby Syd udtalt til mig at
sagsbehandlingstiden i perioden fra oktober 1999 til april 2000 har været
helt
utilfredsstillende hvilket lokalcenterchefen har beklaget over for borgeren
og
borgerens advokat. Borgmesteren har tilsluttet sig denne beklagelse. Det har
ikke været muligt at finde en fornuftig forklaring på forløbet i denne
periode.
Vedr. F
Borgmester Winnie
Larsen-Jensen har i anledning af en klage til mig over sagsbehandlingstiden i
en sag der vedrørte både ydelser efter lov om aktiv socialpolitik og lov om
dagpenge ved sygdom og fødsel, bl.a. oplyst:
”Centret [lokalcenter
Bispebjerg – min tilføjelse] medgiver at behandlingstiden på
ansøgningerne om
enkeltydelser har været for lang, samt at det er uacceptabelt, at brevene fra
november 1999 ikke blev besvaret. Der burde også i denne del af sagen være
givet (F) orientering om, at sagsbehandlingen trak ud og hvorfor.
Centret har ikke fastsat en
ekspeditionstid på 3 måneder for ansøgninger om enkeltydelser, og personalet
har ikke været instrueret om at give en sådan information om en generel
ventetid. Det er dog korrekt, at der omkring ansøgningstidspunktet rent
faktisk
var en ophobning af denne type ansøgninger, som bevirkede at uhensigtsmæssig
ventetid kunne forekomme.
Sammenfattende erkender
lokalcenter Bispebjerg, at behandlingen af (F)’s henvendelser har taget
for
lang tid, og at der ikke er givet behørig underretning om sagens forløb.
Centret beklager og vil fremover varetage (F)’s henvendelser hurtigt og
grundigt, så der ikke opstår fremtidige misforståelser eller urimelige
forsinkelser. Sagen må ses som en udløber af de problemer med postrestancer
og
lang ekspeditionstid, som centret havde i 1999 på kontanthjælpsområdet.
Jeg kan tilslutte mig
lokalcenter Bispebjergs konklusion og skal beklage sagens konkrete
forløb.”
Vedr. G
Borgerens advokat klagede
den 3. maj 2000 til mig over at hans klient blev udsat for en
inddrivelsesforretning af pantefogden selv om advokaten den 22. oktober 1999
havde klaget over kommunens afgørelse om at tilbagebetale 112.656 kr. som var
modtaget som kontanthjælp. I et brev af 11. maj 2000 til borgerens advokat
beklagede centerchefen for Lokalcenter Nørrebro meget den langsommelige
sagsbehandling. Den 18. maj 2000 sendte lokalcentret klagen videre til det
sociale nævn. Jeg underrettede borgmester Winnie Larsen-Jensen om sagen i
forbindelse med at jeg afsluttede min behandling af klagen. Jeg afsluttede
behandlingen
under hensyn til at kommunen ville fremskynde sagens behandling og den
eventuelle videresendelse til det sociale nævn mest mulig – man ville
bestræbe
sig på at få sagen færdigbehandlet inden for to uger.
Vedr. H
Borgeren klagede den 9. maj
2000 til mig bl.a. over kommunens sagsbehandlingstid i forbindelse med en
anmodning om aktindsigt. Jeg oversendte klagen til borgmester Winnie
Larsen-Jensen. I et brev af 6. juni 2000 fra Lokalcentret Vesterbro til
borgeren oplyste lokalcentret at der i et vist omfang havde været tale om
lange
sagsbehandlingstider. Lokalcenterchefen tilsluttede sig en tidligere
beklagelse
som sagsbehandleren havde givet borgeren. Borgmesteren sendte mig den 9. juni
2000 kopi af lokalcentrets breve til borgeren.
Vedr. I
Borgeren klagede den 11. maj
2000 over at Socialcenter Vesterbro endnu ikke havde udbetalt et beløb som
han
efter det oplyste havde til gode. Jeg sendte klagen til borgmester Winnie
Larsen-Jensen. Den 14. juni 2000 meddelte kommunen mig at Lokalcentret
Vanløse
havde beklaget forløbet i forbindelse med pågældendes flytning fra distrikt
Vesterbro.
Vedr. J
Borgeren klagede den 16.
november 1998 til kommunen over opgørelsen af et tilbagebetalingspligtigt
beløb. Efter henvendelse til ombudsmanden den 3. maj 2000 blev klagen
besvaret
den 26. maj 2000. Ved besvarelsen skrev Lokalcentret Vesterbro at det ikke
var
første gang borgerens sag havde været underlagt en meget langvarig behandling
hvorfor lokalcentret understregede at sagsbehandlingstiden beklagedes dybt.
Den
4. juli 2000 bad jeg kommunen om at oplyse mig om årsagen til at borgerens
brev
forblev ubesvaret i 1½ år. Jeg ville bruge denne oplysning i mine
overvejelser
om hvorvidt jeg skulle tage sagen op af egen drift.
Vedr. K og L
Borgmester Winnie
Larsen-Jensen har i en udtalelse af 7. juli 2000 i anledning af en klage over
sagsbehandlingstiden i forbindelse med en tilsynssag oplyst at lokalcentret
har
erkendt og beklaget at der er gået for lang tid med behandlingen af sagen
uden
at der er opnået et resultat. Borgmesteren beklagede at der var gået så lang
tid i forbindelse med at få løst nogle procedurespørgsmål. Hun har den 26.
september 2000 underrettet mig om at kommunen afslutter undersøgelsen i
sagen.
Vedr. M
Den 3. juli 2000 bad jeg
kommunen om en udtalelse i anledning af en klage over manglende svar på
refusionsanmodninger vedrørende studiemateriale dateret henholdsvis den 31.
januar 2000, 20. februar 2000 og 11. juni 2000. Sagen vedrørte Socialcentret
Brønshøj-Husum. Borgmester Winnie Larsen-Jensen udtalte den 11. august 2000
at
det med udgangspunkt i datolisten over de foretagne ekspeditioner kunne
konstateres at sagsbehandlingen havde varet i et længere tidsrum end sagens
grundlag og omfang kunne begrunde. Hun fandt derfor at sagsbehandlingen havde
taget for lang tid hvilket hun beklagede.
Vedr. N
Borgeren søgte den 6.
november 1997 om støtte til køb af en bil. Den 7. januar 1999 traf Københavns
Kommune, Socialcentret Bispebjerg, afgørelse. Den 13. juni 2000 klagede
borgeren til mig over sagsbehandlingstiden både i kommunen og i det sociale
nævn. Borgmester Winnie Larsen-Jensen har i en udtalelse af 12. juli 2000
udtalt at det under hensyn til en effektiv sagsbehandling i forvaltningen
naturligvis er urimeligt og meget beklageligt at sagsbehandlingstiden har
været
så lang. En af forklaringerne på den lange sagsbehandlingstid er at det til
brug for sagens behandling blev fundet nødvendigt at der blev foretaget en
speciallægeundersøgelse af ansøgeren. Ligeledes blev der efter aftale med
borgeren indhentet flere oplysninger i sagen et par gange i forløbet. Dette
ændrer imidlertid ikke på det faktum at der har været tale om en lang
sagsbehandlingstid hvilket borgmesteren på familie- og
arbejdsmarkedsforvaltningens vegne beklager.
Vedr. O
Jeg bad den 7. september 2000
Københavns Kommune, att. borgmesteren, om en udtalelse i anledning af en
klage
fra en bror til en handicappet vedrørende den tid der indtil nu er anvendt
til
behandlingen af ansøgninger om ydelser efter serviceloven. Borgmester Winnie
Larsen-Jensen har den 16. oktober 2000 oplyst at der er truffet afgørelse i
sagerne. Hun har beklaget den lange sagsbehandlingstid.
Vedr. P
Borgeren klagede den 10.
september 2000 over at han i perioden maj – august 2000 ved flere breve
har
rettet henvendelse til Handicapcentret, Lærkevej 3, København, og familie- og
arbejdsmarkedsforvaltningen. Jeg opfattede borgerens breve således at han
endnu
ikke har modtaget svar på disse henvendelser. Jeg bad den 6. oktober 2000
borgmester Winnie Larsen-Jensen om en
udtalelse, men har endnu ikke modtaget udtalelsen.
Ombudsmandens udtalelse
”Sammenfatning på baggrund af de konkrete klager jeg har behandlet, og
på baggrund af de af kommunen oplyste sagsrestancer
Som det fremgår, har jeg iværksat en nærmere sagsbehandling i anledning af 14
klager som jeg har modtaget fra borgere i Københavns Kommune i anledning af
sagsbehandlingstiden på de københavnske socialcentre. Heraf har jeg modtaget
de 11 klager i år. Selv om jeg allerede i marts 1999 første gang rejste det
generelle spørgsmål om sagsbehandlingstiden på de københavnske socialcentre,
har dette altså ikke resulteret i at antallet af klagesager som jeg modtager
i den anledning, er reduceret – tværtimod. Jeg har endvidere noteret mig
at det ikke har været et enkelt eller nogle få socialcentre som har givet
anledning til klager til mig, men at en række socialcentre er involveret.
Efter min opfattelse tyder denne række af konkrete klagesager som giver
anledning til at kommunen i større eller mindre omfang må beklage
sagsbehandlingstiden, på at kommunen har store
problemer med at få afviklet sagsrestancerne.
Dette skal sammenholdes med
de opgørelser af sagsrestancerne som kommunens socialcentre har foretaget pr.
10. april 2000. Ved opgørelsen har forvaltningen ikke sammenholdt de af
forvaltningen
udmeldte sagsbehandlingstider på de enkelte afgørelsers områder med den
sagsbehandlingstid der fremgår af restanceopgørelsen.
For så vidt angår
sagsbehandlingstiden ved behandling af klagesager, kan det imidlertid
umiddelbart konstateres at den sagsbehandlingstid på 4 uger som er forudsat i
bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område for
kommunens genvurdering af sagen, i et meget betydeligt antal sager ikke
overholdes og faktisk overskrides med ganske lang tid – i nogle tilfælde
i
ganske uacceptabelt lang tid. Dette afspejles også af at de klagesager som
jeg
har modtaget, for en betydelig dels vedkommende netop vedrører klagesager som
først er blevet videresendt til det sociale nævn efter meget lang tid.
Sagsstyring, herunder restancekontrol
Som det fremgår af min
sagsgennemgang ovenfor, spurgte jeg den 7. april 2000 borgmester Winnie
Larsen-Jensen om hvilken sagsstyring kommunen har etableret, herunder om
kommunen har en egentlig restancekontrol, dvs. løbende kontrollerer at
henvendelser til kommunens socialcentre bliver besvaret.
Som svar oplyste borgmester
Winnie Larsen-Jensen at der i det nuværende elektroniske
sagsbehandlingssystem
er etableret en restancekontrol. Som jeg forstår hendes brev, kan der via
systemet bestilles lister over både aktive (verserende) sager og passive
(afsluttede) sager til brug for restancekontrol. Der er ingen generel
restancekontrol på centrene. Nogle centre anvender systemets muligheder for
restancekontrol mens andre løbende følger og overvåger produktionen af
ydelser
i det enkelte team.
Som jeg forstår udtalelsen,
er det restancesystem som nogle af kommunens socialcentre benytter sig af,
knyttet til journalsystemet. Under forudsætning af at enhver henvendelse
indjournaliseres i forbindelse med at socialcentrene modtager den, kunne et
sådant system indebære en mulighed for at identificere eventuelle ubesvarede
henvendelser uden at man behøver at være i besiddelse af den konkrete sag.
Dette kan hjælpe den enkelte medarbejder/det enkelte kontor/afdeling med
uafhængig af selve den fysiske sag at kontrollere om der er
sager/henvendelser
der henligger uekspederet.
Det fremgår af borgmesterens
brev af 3. maj 2000 at familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen har iværksat
udbudet af et elektronisk sagsbehandlings- og dokumenthåndteringssystem som
skal give en hurtigere og mere sikker og effektiv sagsbehandling. Det fremgår
ikke af det hun skriver hvilke fordele der vil være forbundet med det nye
system, herunder om der er forbundet en restancekontrol med systemet,
hvorledes
systemet ajourføres i forhold til indføring af nye henvendelser i systemet,
og
om det vil blive en pligt for de enkelte socialcentre at gøre brug af
systemets
eventuelle faciliteter med hensyn til restancekontrol.
I den forbindelse bemærker
jeg at det ikke står mig klart hvorledes en organisation der modtager et
årligt
antal henvendelser i størrelsesordenen 800.000-1.000.000, kan holde styr på
om
den sagsbehandling som den enkelte henvendelse måtte afføde, også reelt
bliver
udført, uden at organisationen støtter sig til et restancesystem. Dette
gælder
også selv om ikke alle henvendelser, herunder telefoniske og personlige,
altid
behøver at give anledning til journalisering.
Undervisning
I borgmester Winnie
Larsen-Jensens udtalelse af 3. maj 2000 har hun oplyst at familie- og
arbejdsmarkedsforvaltningen har et ønske om at opnå en mere effektiv og mere
brugervenlig betjening af borgerne, en mere effektiv håndtering af
organisatoriske sager samt en bedre styring af sagsforløb og
sagsbehandlingstider.
Der er undervist i forvaltningsloven, retssikkerhedsloven, andre dele af
socialreformen, pensionsloven mm. Som jeg forstår borgmesterens udtalelse af
3.
maj 2000, har forvaltningen valgt at lade undervisningen i visse enkle fælles
retningslinier for den lokale sagsbehandling af klagesager indgå i den
løbende
undervisning i retssikkerhedsloven og forvaltningsloven.
Jeg kan kun tilslutte mig
betydningen af at der i en organisation som Københavns Kommune via
undervisning
sikres et højt fagligt niveau blandt de ansatte, og at kendskabet til de
gældende retsregler på det sociale område hele tiden ajourføres. Endvidere er
det af afgørende betydning at kommunens medarbejdere er bekendt med
eventuelle
frister fastsat i love eller andre bestemmelser hvis sådanne tidsfrister skal
overholdes.
Imidlertid mener jeg det er
særdeles tvivlsomt om undervisning af den nævnte art i sig selv medvirker til
at fremme afviklingen af et større antal sager end det antal som den enkelte
medarbejder forud for undervisningen var i stand til at behandle. Jeg mener
således ikke at en sådan undervisning i sig selv medvirker til at nedbringe
restancerne og sagsbehandlingstiden.
Sammenfatning
På baggrund af de konkrete
klagesager jeg har modtaget, og Københavns Kommunes egne restanceopgørelser,
tegner der sig et samlet billede af restancesituationen på de københavnske
socialcentre som giver mig anledning til alvorlig bekymring. Senere
oplysninger
som jeg har modtaget, bestyrker indtrykket. Selv om jeg rejste den generelle
sag
om sagsbehandlingstiden på de københavnske socialcentre over for Københavns
Kommune allerede i marts måned 1999, modtager jeg stadig et ikke ubetydeligt
antal klager over netop sagsbehandlingstiden på de københavnske socialcentre.
Jeg har gjort borgmester
Winnie Larsen-Jensen bekendt med min opfattelse.
Fra dagspressen er jeg
blevet bekendt med at Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune i budgettet
for 2001 har afsat en pulje på 20 mio. kr. til opnormering i kommunens
lokalcentre.
Uanset denne oplysning har
jeg besluttet at underrette Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune,
socialministeren, indenrigsministeren, Folketingets Retsudvalg, Folketingets
Socialudvalg og Folketingets Kommunaludvalg om sagen.
Jeg har bedt
Borgerrepræsentationen, socialministeren og indenrigsministeren om at
underrette mig om hvad de eventuelt vil foretage sig i sagen.
Lignende dokumenter
- Kommunes sagsbehandlingstid i førtidspensionssag. Genvurdering. Underretning af klagere og besvarelse af rykkere Retsinformation · 12. januar 2002
- Inspektion af Københavns Kommune den 9., 14. og 27. november 2006 Retsinformation · 23. december 2011
- Kommunes sagsbehandlingstid i en revalideringssag. Kassation af arkivalier. Retsinformation · 25. juni 2003
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 45/2000 Retsinformation · 26. maj 2000
- Journaliseringspraksis hos socialcenter i sag om tilbagebetaling af boligstøtte Retsinformation · 2. oktober 2002
- Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations sagsbehandlingstid i forbindelse med anmodning om genoptagelse af sag om humanitær opholdstilladelse Retsinformation · 8. november 2005