Spring til indhold

Retsinformation

Sagsbehandlingstid på de københavnske socialcentre

FOU nr 2000.504UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Sagsbehandlingstid på de københavnske socialcentre

I artikler i Jyllands-Posten,

JP København, den 17. og 18. marts 1999 blev situationen på de københavnske

socialcentre beskrevet. Bl.a. var der månedlang ventetid på flere af de

københavnske socialcentre. Særligt for så vidt angår Socialcentret

Bispebjerg,

fremgik det at der skulle være mere end 5.000 uekspederede breve, at

telefoner

ikke blev taget, og at medarbejderne havde henvendt sig til arbejdstilsynet

på

grund af arbejdspresset.

På baggrund af disse

artikler bad jeg i et brev af 22. marts 1999 borgmester Winnie Larsen-Jensen,

Københavns Kommune, om underretning om hvad der fra hendes side ville blive

foretaget i sagen. Jeg henviste til ombudsmandslovens § 17, stk. 1, hvorefter

ombudsmanden af egen drift kan optage en sag til undersøgelse.

Den 8. april 1999 skrev borgmesteren

følgende til mig:

”Indledningsvis skal jeg

nævne to konkrete forhold som er omtalt i de pågældende artikler fra JP

København.

Det ene forhold er

anmeldelsen af 3. februar 1999 til Arbejdstilsynet fra 33 medarbejdere på

Lokalcenter Bispebjerg (bilag 1). Anmeldelsen retter sig mod oplevelse af et

dårligt psykisk arbejdsmiljø på grund af for få medarbejdere. Jeg må erkende,

at der i en periode på centret har været store udskiftninger i

medarbejderstaben og at der også har været ubesatte stillinger. Dette har i

en

periode lagt pres på medarbejderne og har også i nogen udstrækning betydet en

længere ekspeditionstid for borgerne.

Læs alt

Alle de vakante stillinger

er nu blevet besat, hvilket indebærer en lettelse af arbejdspresset.

Arbejdstilsynet undersøger

for tiden indholdet og omfanget af medarbejdernes anmeldelse og både

Direktionen og den lokale centerledelse bakker denne undersøgelse positivt

op.

For så vidt angår

uekspederet post – ligeledes nævnt i artiklerne i JP København, vil det

i nogle

tilfælde være uacceptabelt, hvis forvaltningen ikke svarer på en borgers

henvendelse inden for ganske få dage. I andre tilfælde vil en længere

sagsbehandlingstid være acceptabel, jf. reglerne om sagsbehandlingsfrister.

Københavns Kommune har

fastsat frister for, hvor lang tid der normalt må gå, inden der skal være

truffet en afgørelse, når der søges om hjælp efter den sociale lovgivning.

Jeg vedlægger Københavns

Kommune, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens pjece ’Hvornår får jeg

svar’

til orientering (bilag 5). Endvidere vedlægger jeg kopi af referat med

centercheferne den 22. marts 1999 (bilag 6).

Selv om jeg således mener,

at forholdene på Lokalcenter Bispebjerg skal opfattes noget mindre dramatisk

end det er fremstillet i pressen, ser jeg dog fortsat med største alvor på

sagen. Og i forlængelse af, at de vakante stillinger nu er blevet besat, har

forvaltningen planlagt følgende:

For det første har

centerledelsen på Direktionens foranledning fremlagt nærmere oplysninger om

den

uekspederede post og plan for afvikling heraf. Planen er udarbejdet for hvert

enkelt team (ServiceTeam, Team for voksne med særlige problemer,

Børne-FamilieTeam og Teknisk-administrativt Team) og indeholder en

beskrivelse

af, hvordan planen skal gennemføres.

Jeg skal imidlertid

understrege, at centerledelsen på Lokalcenter Bispebjerg over for Direktionen

har oplyst, at forholdene på centret allerede i dag er således, at al post

bliver åbnet og prioriteret, naturligvis med post fra borgerne som

førsteprioritet.

For det andet vil

Direktionen i en periode holde jævnlige møder med centerledelsen på

Bispebjerg;

og Direktionen vil deltage i det kommende samarbejdsudvalgsmøde på centret.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at

der i løbet af meget kort tid vil tiltræde en ny centerchef, idet den

nuværende

går på pension.

For det tredje vil

Direktionen nøje følge den løbende statistik over overholdelse af

sagsbehandlingstiderne, som de er blevet fastsat af Familie- og

Arbejdsmarkedsudvalget.

Jeg håber, at ovennævnte

giver indtryk af, med hvilken alvor Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen

ser

på problemet og hvilke initiativer, der er og vil blive iværksat.

Med hensyn til den generelle

situation på lokalcentrene som helhed kan jeg oplyse, at de fleste for tiden

oplever forholdene som usædvanlige, da forvaltningen netop nu er i færd med

at

implementere et stort organisationsudviklingsprojekt. Et projekt der har

været

undervejs gennem de seneste 3-4 år bl.a. på baggrund af undersøgelser

vedrørende det psykiske arbejdsmiljø i forvaltningen.

Formålet er at indrette Familie-

og Arbejdsmarkedsforvaltningen efter målgrupper, så Københavns Kommune får

langt større mulighed for at tage hensyn til brugernes forskelligheder.

Intentionerne med projektet ligger i tråd med ånden i den nye

sociallovgivning,

hvor der lægges vægt på, at brugeren skal inddrages i tilrettelæggelsen og

udførelsen af vedkommendes sag.

Jeg kan desuden nævne, at

organisationsudviklingsprojektet på forhånd følger en lang række af de

anbefalinger, som er angivet i ’Den gode balance’ – en rapport

udgivet af Socialministeriet,

december 1998.

Et af redskaberne i denne

proces er at få ændret måden at arbejde på i retning af mere tværfaglighed,

øget kompetence til medarbejderne og altså et større fokus på målgrupper

(brugerne), jf. det materiale som Københavns Kommune har publiceret

vedrørende

’Den brugerrettede forvaltning’ (bilag 7).

Processen har endvidere

medført, at Direktionen i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ved møder

har

været i dialog med medarbejderne på de teamtræningskurser, som er den

officielle

begyndelse på etableringen af den ’nye’ forvaltning.

Direktionen i Familie- og

Arbejdsmarkedsforvaltningen har således været i kontakt med alle

medarbejderne

i lokalcentrene i løbet af foråret. Denne massive indsats – i form af

dialog

mellem ledelse og medarbejdere, skriftligt materiale om ’Den

brugerrettede

forvaltning’ og teamtræningsprogrammet – skal være med til at skabe

udviklende

og udfordrende lokale arbejdspladser til glæde for både medarbejdere og

brugere.

Familie- og

Arbejdsmarkedsforvaltningen vil fortsat fokusere på overholdelse af brugerens

retssikkerhed og arbejde på at forbedre servicen. Jeg mener, at vi med de

igangsatte initiativer er godt på vej.”

I et brev af 13. april 1999

meddelte jeg borgmesteren at jeg havde noteret mig de initiativer som

Københavns Kommune havde iværksat med henblik på at forbedre situationen på

de

københavnske socialcentre, herunder Lokalcenter Bispebjerg. Med henblik på at

følge udviklingen bad jeg om løbende at blive underrettet om situationen på

de

københavnske socialcentre, herunder udviklingen i sagsrestancerne. Endvidere

bad jeg om at blive holdt underrettet om arbejdstilsynets undersøgelse af

forholdene på Lokalcenter Bispebjerg.

Den 27. april 1999 modtog

jeg kopi af arbejdstilsynets rapport af 22. april 1999 vedrørende det

psykiske

arbejdsmiljø i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Lokalcenter

Bispebjerg.

I rapporten står bl.a. følgende:

”Arbejdstilsynet har besøgt

lokalcentret Bispebjerg den 3. september, den 1. oktober 1998, den 25. marts

og

den 8. april 1999.

Ved besøgene har

Arbejdstilsynet talt med centerchef ( ), souschef og teamchef ( ), den

daglige

sikkerhedsleder ( ), sikkerheds- og tillidsrepræsentanter for de berørte

afsnit, teamlederne samt et stort udsnit af de ansatte.

Desuden har der været

telefonisk kontakt til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens Adm. Direktør

( ), angående en orientering og drøftelse af situationen.

I forbindelse med disse

besøg har Arbejdstilsynet – på baggrund af samtaler, jobobservationer og

deltagelse i indledende og efterfølgende møder – foretaget en vurdering

af det

psykosociale arbejdsmiljø i lokalcentret Bispebjerg.

Nedenstående beskrivelse og

vurdering af det psykosociale arbejdsmiljø er desuden baseret på det

skriftlige

materiale, som er tilkommet Arbejdstilsynet. Bl.a. en plan for justering og

ændringer i afsnittet omkring Borgerservice, orientering om en igangværende

ny

organisering af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Bispebjerg,

orientering

om igangværende APV samt sygefraværsstatistik.

Beskrivelse

Risiko for udbrændthed

Risiko for udbrændthed

opstår typisk i arbejdssituationer, hvor man oplever store følelsesmæssige

krav

samtidig med, at man oplever, at det er vanskeligt at udføre arbejdsopgaverne

tilfredsstillende. Tilstanden udvikles, fordi medarbejderen over en længere

periode belastes følelsesmæssigt uden at have tilstrækkelige ressourcer eller

indflydelse til at håndtere belastningerne.

Karakteren af arbejdet i

socialcentret Bispebjerg, hvor et af medarbejdernes vigtigste

arbejdsredskaber

er egne psykiske ressourcer, indebærer væsentlige følelsesmæssige krav og

udgør

dermed en potentiel risiko for udbrændthed. Hvorvidt der bliver tale om en

reel

risiko, afhænger i væsentlig grad af medarbejdernes muligheder for i øvrigt

at

opfylde arbejdskravene, samt hvilke muligheder de har for at få

ledelsesmæssig

og/eller kollegial opbakning i arbejdet.

Udbrændthed kan påvirke

medarbejderens fysiske tilstand, hans følelsesliv og hans adfærd. Symptomerne

kan optræde i forskellige kombinationer fra medarbejder til medarbejder.

Arbejdstilsynet fik ved

besøgene oplyst, at mange medarbejdere går syge hjem, hvilket underbygges af

det relative store sygefravær. En del af medarbejderne lider af kvalme,

svimmelhed, hjertebanken, hovedpine, søvnforstyrrelser og har mareridt. Men

også vrede, irritabilitet og følelse af håbløshed, og det at have let til

gråd

var noget medarbejderne oplevede. Sågar havde det været nødvendigt for

enkelte

at tage piller for at klare dagligdagen.

Arbejdstilsynet konstaterede

at medarbejderne havde symptomer på langvarige belastninger. Idet nogle af

medarbejderne var grådlabile, tydelig vrede og udtrykte håbløshed ved

situationen, da Arbejdstilsynet talte med dem.

Arbejdstilsynet konstaterede

også, at der var meget ophobet post, som var lagt i cpr.nr. orden og ellers

ikke læst. Det blev oplyst, at posten ikke nås p.g.a. stort fremmøde af

klienter uden aftalt tid/ventetid til samtale typisk på 1 mdr.

Medarbejderne gav udtryk

for, at der ikke er sagsbehandlere nok til at ekspedere post, tage og svare

på

telefoner, til at give tid til klienterne indenfor en overskuelig

tidshorisont,

til at behandle nye sager o.s.v.

Medarbejderne oplever, at

det store daglige akutte fremmøde af klienter, manglende postekspedition og

manglende telefonbesvarelser medfører et stort pres såvel fra ledelse som fra

kollegaer om at yde, hvilket de igen oplever fører til stresssymptomer og

udbrændthed. I den forbindelse oplyste medarbejderne, at det ikke er

ualmindeligt, at de bliver beordret på overarbejde af ledelsen.

-

Usikkerhed om,

hvorvidt man kan udføre de planlagte aktiviteter og om man overhovedet kan nå

dagens arbejde/stort arbejdspres

-

uklarheder omkring det

ledelsesmæssige ansvar

-

ringe variation i

arbejdsopgaverne

-

for få ressourcer

-

dårlig normering/mange

nye medarbejdere, som skal oplæres

-

mangelfuld

information/uvished om arbejdsopgaverne i forbindelse med nyorganiseringen

-

ingen

arbejdsbeskrivelser

En central problemstilling i

dette billede er oplevelsen af uklare krav i arbejdet. Hvis kravene ikke er

kendte

og klart udmeldte af ledelsen, kan den enkelte medarbejder ikke vurdere, om

han

opfylder de kvalitative arbejdskrav. Enkelte medarbejdere kan være i stand

til

selv at definere kravene inden for nogle løst afstukne rammer og vurdere om

arbejdsindsatsen er tilfredsstillende. Men mange vil i sådan en situation

have

vanskeligt ved både at opstille realistiske mål og vurdere, om målene bliver

opfyldt. Ofte vil medarbejdere i denne situation opstille alt for ambitiøse

mål

og dermed komme til at opleve mange situationer, hvor målene ikke kan

opfyldes.

Hvis der er ubalance mellem

krav og ressourcer kan det meget let føre til udbrændte medarbejdere.

Det er endvidere vigtigt, at

der er en god dialog mellem medarbejderne og mellem ledelse og medarbejdere.

Dialogen er en forudsætning for, at man kan foretage de nødvendige

kvalitative

vurderinger af arbejdssituationen og arbejdsresultaterne.

Det er Arbejdstilsynets

vurdering, at der ikke aktuelt er tilstrækkelig basis for en sådan åben

dialog

på Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Bispebjerg. Denne vurdering hænger

bl.a. sammen med, at flere medarbejdere har krævet anonymitet i forbindelse

med

udfyldelse af det spørgeskema, som er udarbejdet i forbindelse med den

igangværende APV.

Symptomer på psykosociale belastninger

Ud over de ovenfor nævnte

symptomer på psykosociale arbejdsmiljøbelastninger (stor arbejdsmængde,

ringe/mangelfuld information, dårligt samarbejde, arbejde med mennesker som

har

svære personlige, sociale eller helbredsmæssige problemer og risiko for

vold/trusler) er det oplyst og fremgår af sygefraværsstatistikken, at det

gennemsnitlige sygefravær i 1998 har været højt. Specielt i sikrings-

administrations- omsorg og kontanthjælpsafsnittene. Det gennemsnitlige

sygefravær i perioden 1. januar til og med februar 1999 peger dog i den

positive retning. Dette skal ses i betragtning af, at det er for en 2

mdr.’s

periode.

Det kan være vanskeligt

klart at definere en psykosocial arbejdsmiljøfaktor som enten årsag eller

virkning. Ofte er en faktor på én gang både årsag og virkning. F.eks. kan et

dårligt samarbejdsklima både være årsag til og resultat af et dårligt

psykosocialt arbejdsmiljø. Tilsvarende gælder for vold/trusler og også for

’sygefravær’.

Et højt sygefravær kan være

arbejdsbetinget, men kan naturligvis også skyldes sygdomme, som ikke kan være

arbejdsrelaterede. Et højt sygefravær vil dog altid have en negativ virkning

på

det psykosociale arbejdsmiljø. For arbejdspladsen betyder det ofte hyppige

udskiftninger blandt medarbejderne. Et problem Familie- og

Arbejdsmarkedsforvaltningen Bispebjerg tilsyneladende lider af. Men også

manglende kollegial opbakning, konflikter, uengagerede medarbejdere og nedsat

produktivitet kan være følgetilstande af et højt sygefravær.

Derfor er det under alle

omstændigheder særdeles gunstigt for den videre udvikling af det psykosociale

arbejdsmiljø i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Bispebjerg, at

sygefraværet falder markant; uanset hvilke årsager der måtte være til det.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Bispebjerg’s initiativer

For at imødegå og på længere

sigt løse den opståede situation angående det psykiske arbejdsmiljø, er der

allerede taget forskellige initiativer:

-

receptionsskranken

flyttet/vendt. Det har givet et større venterum til klienterne, og dermed en

reel mulighed for at nedbringe voldsepisoderne

-

ny organisering i

team/ skulle være på plads i april 1999

-

teamchefer er

etableret

-

metodemæssige

udviklinger, f.eks. til nedbringelse af postproblemet

Teamorganiseringen skal

hjælpe på, at de administrative opgaver bliver mindre og dermed lette posten.

Der var direkte tiltag ved Arbejdstilsynets besøg den 25. marts 1999 i

kontanthjælpsafsnittet, for at få styr på posten. Den bliver nu uddelt til de

enkelte team, som så har ansvaret for den.

Konklusion

Arbejdstilsynet forventer,

at der bliver fulgt op [på] de forskellige tiltag og at dialogen sættes i

centrum. Både mellem medarbejdere og mellem medarbejdere og ledelse.

Ligeledes

at der skabes rum og tid for et netværk, således medarbejderne ikke kommer ud

i

så ekstreme psykiske belastninger med sygdom til følge, som tilfældet har

været

i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Bispebjerg.

Arbejdstilsynet vil følge op

og vende tilbage til sagen. Og det blev aftalt ved mødet den 25. marts 1999,

at

Arbejdstilsynet kontakter lokalcentret Bispebjerg angående aftale om et møde

i

Juni 1999, med deltagelse af de samme personer (eller repræsentanter for

disse)

som ved det pågældende møde.”

Samme dato modtog jeg et

notat som medarbejderne på Lokalcenter Ydre Nørrebro den 26. april 1999 havde

sendt til medlemmerne af familie- og arbejdsmarkedsudvalget. Notatet havde

følgende indhold:

”Vi ønsker med denne

skrivelse at orientere om situationen på vores arbejdsplads, Lokalcenter Ydre

Nørrebro, som den ser ud netop nu.

Vi tillader os

indledningsvis at gå ud fra, at udvalget allerede er orienteret på det

generelle plan qua den mediedebat, der har fundet sted gennem den seneste

måned

om forholdene på byens socialcentre. Desuden om det svar, der fra vores

direktion er tilgået Folketingets ombudsmand om årsagerne til, at det står så

galt til med serviceringen af borgerne.

Vi har hørt såvel

socialdirektøren som socialborgmesteren forklare, at det voldsomme

arbejdspres

på centrene i overvejende grad skyldes den igangværende omstrukturering samt

en

influenzaepedemi blandt medarbejderne. Når først strukturen er endeligt på

plads, vil de aktuelle personaleressourcer vise sig at slå til, siger de. Det

er gentagne gange meldt ud til offentligheden fra samme kant, at problemet

ikke

løses ved en opnormering på personalesiden. Vi skal blot lære at udnytte de

ressourcer fornuftigt, som vi nu engang er blevet tildelt.

Det er vores opfattelse, at

ovenstående udsagn må bunde i uvidenhed om, hvordan dagligdagen ser ud på

socialcentrene. Efter at vi på det samlede center har været på plads i vores

respektive teams i ca. 1 måned, kan vi konstatere, at såvel vores

arbejdsforhold som serviceringen af borgerne er så ringe som aldrig før. En

stor del af de administrative medarbejdere på Lokalcenter Ydre Nørrebro har

mange års erfaring indenfor deres respektive arbejdsområde og er udmærket i

stand til at systematisere deres arbejde sådan, at ressourcerne udnyttes

optimalt. På trods heraf er det den gennemgående oplevelse hos medarbejderne,

at sagsbunkerne og antallet af ubetjente borgere vokser støt, uden at der er

udsigt til, at situationen bedres.

Teamorganiseringen, som

bliver udråbt til den store redningsplanke, har i vores tilfælde kun vist sig

at give anledning til yderligere usikkerhed i det daglige arbejde: rammerne

for

arbejdet er blevet om muligt endnu mindre synlige, medarbejdere på alle

niveauer lades i stikken på grund af manglende og / eller modsatrettet

information. Den ene hånd ved så at sige ikke, hvad den anden laver –

eller hvorfor

– og det er et faktum for os, der udfører arbejdet, at vi er blevet

færre til

det.

Presset øges på den enkelte

medarbejder i helt urimelig grad, og uanset hvad man som udenforstående måtte

mene om den sag, er der blevet mere arbejde til færre hænder.

Medarbejdere fra adskillige

af byens socialcentre har i den forløbne måned gjort seriøse forsøg på at

bibringe vores forvaltningsmæssige og politiske ledelse en forståelse af, at

situationen på socialcentrene er mere alvorlig end nogensinde før. Det er der

desværre

ikke kommet meget ud af, hvilket må skyldes, at man hører, hvad man har lyst

til at høre og ikke tager os alvorligt.

Vores budskab med denne

skrivelse er

-

at vi er på vej mod et

administrativt kaos

-

at arbejdspresset for

den enkelte medarbejder er helt uacceptabelt, for alt for mange i en sådan

grad, at de må sygemelde sig eller modtage akut krisehjælp

-

at serviceniveauet

overfor borgerne er så ringe som aldrig før

-

at vi ikke kan

overholde lovgivningens krav

-

at man må forudse et

yderligere tab af erfaren arbejdskraft

-

at problemet kun løses

ved akut tilførsel af personaleressourcer

-

samt en klar udmelding

fra vores øverste ledelse om rammerne for teamdannelsen, herunder i særlig

grad

kompetencefordelingen.

Vi imødeser en snarlig

tilbagemelding fra udvalget og stiller os til rådighed for den dokumentation,

I

måtte anse for nødvendig.”

Den 7. juni 1999 fulgte

medarbejderne på Lokalcenter Ydre Nørrebro op på den tidligere henvendelse og

rykkede for en reaktion fra udvalget.

Jeg underrettede den 23.

juni 1999 borgmester Winnie Larsen-Jensen om de breve jeg havde modtaget om

situationen på de københavnske socialcentre, og bad om at blive underrettet

om

udviklingen i sagen.

Den administrerende direktør

i familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen svarede den 15. juni 1999 således

på

henvendelsen fra medarbejderne på Lokalcenter Ydre Nørrebro:

”

Der er i udvalget stor

forståelse for den pressede situation, der er på flere lokalcentre og i flere

team.

Ikke kun på lokalcentret

Ydre Nørrebro, men også andre steder har medarbejdere givet udtryk for

problemer af den art, I nævner.

Dette betyder, at udvalget

har fravalgt den obligatoriske 2% besparelse på personalet på lokalcentrene

og

i de respektive team. Børnefamilieteam er endog blevet tillagt en

ressourcestyrkelse

med udgangspunkt i stigende børnetal.

Der er ingen tvivl om, at vi

befinder os i en vanskelig fase, men jeg håber, vi er ved at komme ind i en

arbejdsmæssig situation, der opleves mere positiv.

Det er vigtigt, at

teamorganiseringen realiseres på en måde, som giver administrative

forbedringer, også selv om det sker på bekostning af gamle velkendte

arbejdsgange.

Det indtryk jeg har fået er,

at der er stor opbakning til teamorganiseringen men, at der er nogle

prioriterings- og arbejdspresproblemer.

Jeg følger situationen nøje

og vil løbende søge at finde konkrete løsninger i samarbejde med ledelse og

medarbejdere i vore team.

Jeg ved, at der gøres et

fantastisk stykke arbejde med at få opgaverne til at lykkes, og jeg tror på,

at

det kan lade sig gøre.”

I et brev som jeg modtog den

5. juli 1999, orienterede den administrerende direktør om hvad der var

foretaget vedrørende sagsbehandlingstiderne på socialcentrene. Hun skrev

følgende:

”

Med henvisning til Deres

brev af 23. juni 1999 kan følgende oplyses:

Pr. 1. maj 1999 er der

tiltrådt en ny centerchef, ( ), der tidligere har arbejdet som centerchef på

Lokalcenter Sundby Nord.

Herudover er der tiltrådt 4

team-chefer for Serviceteam, team for voksne med særlige behov,

teknisk-administrativt team og børnefamilieteam.

Ledelsen på Lokalcenter

Bispebjerg er opmærksomme på tiltag, som kan forbedre arbejdsforholdene på

lokalcentret.

I forbindelse med den

ledelsesmæssige omlægning har Direktionen løbende afholdt møder med ledelsen

og

deltaget i samarbejdsudvalgsmøderne på Lokalcenter Bispebjerg. På baggrund af

disse møder er der blevet iværksat en omlægning af arbejdsgangene med en

smidigere sagsgang på lokalcentret til følge.

Det er på denne baggrund

Direktionens holdning, at den igangværende omlægningsproces har medført en

betydelig bedring af arbejdsforholdene på lokalcentret.

For så vidt angår

sagsbehandlingstiderne kan det oplyses, at der til efteråret foreligger en

endelig måling af disse. De vil blive orienteret om resultatet af denne

måling,

når den foreligger.

For så vidt angår

Arbejdstilsynets rapport af 22. april 1999 vedrørende det psykiske

arbejdsmiljø

i lokalcenter Bispebjerg, hvoraf det bl.a. fremgår, at tilsynet vil følge op

ved afholdelse af nyt møde i juni 1999, kan det oplyses, at Arbejdstilsynet i

skrivende stund endnu ikke har afholdt nyt møde med Lokalcenter Bispebjerg.

Så snart mødet er afholdt og

Arbejdstilsynet har udfærdiget en rapport herom, vil De blive orienteret

herom.

For så vidt angår brev af 7.

juni 1999 fra medarbejdere på Lokalcenter Ydre Nørrebro til Familie- og

Arbejdsmarkedsudvalget kan det oplyses, at brevet blev fremlagt til

orientering

på Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde den 9. juni 1999. Brevet var ikke

skrevet under og det skal bemærkes, at de faglige organisationer har meddelt,

at de ikke er afsendere.

”

I anledning af familie- og

arbejdsmarkedsforvaltningens brev af 5. juli 1999 skrev jeg følgende til

borgmester Winnie Larsen-Jensen den 18. august 1999:

”

Jeg har noteret mig det

forvaltningen har anført vedrørende Lokalcenter Bispebjerg.

Familie- og

Arbejdsmarkedsforvaltningen har i brevet oplyst at der til efteråret vil

foreligge en endelig udmåling af sagsbehandlingstiderne, og at jeg vil blive

orienteret når udmålingen foreligger. Jeg imødeser denne underretning. Jeg må

umiddelbart forstå at der hermed menes en måling i forhold til de frister som

kommunen har fastsat i medfør af retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, for hvor

lang tid der normalt må gå inden der skal være truffet en afgørelse, når der

søges om hjælp efter den sociale lovgivning.

De frister der skal

fastsættes i medfør af retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, angår alene sager

hvori der vil blive truffet afgørelse. Dette fremgår også af Københavns

Kommunes pjece vedrørende de af kommunen fastsatte frister.

I mit brev af 13. april 1999

bad jeg om løbende at blive underrettet om bl.a. udviklingen i

sagsrestancerne.

Med ’sagsrestancerne’ har jeg imidlertid ment det antal sager hvor

socialcentrene har modtaget en henvendelse (personlig, telefonisk eller

skriftlig),

som endnu ikke er besvaret, og den tid sagerne har henligget ubesvaret. Det

drejer sig om enhver henvendelse til socialcentrene, dvs. også henvendelser

der

ikke umiddelbart fører til at der skal eller vil blive truffet en afgørelse.

Jeg skal således fortsat

bede om at blive orienteret om udviklingen i sagsrestancerne på de

københavnske

socialcentre.

I øvrigt imødeser jeg

fortsat at blive løbende underrettet om situationen på de københavnske

socialcentre, herunder at blive underrettet om Arbejdstilsynets opfølgning på

tilsynets rapport vedrørende det psykiske arbejdsmiljø i Lokalcenter

Bispebjerg, når opfølgningen foreligger.”

Borgmesteren svarede den 10.

september 1999 at den endelige måling af sagsbehandlingstiderne på de

københavnske socialcentre ville blive forelagt for familie- og

arbejdsmarkedsudvalget

i november måned 1999, og at hun derefter ville sende resultatet til mig. I

den

sammenhæng ville borgmesteren oplyse mig om det samlede skøn over eventuelle

sagsrestancer på de københavnske socialcentre. Borgmesteren vedlagde

endvidere

arbejdstilsynets brev af 24. august 1999 om det psykiske arbejdsmiljø på

Lokalcenter Bispebjerg. I brevet skrev tilsynet at der bl.a. var udarbejdet

en

køreplan for håndtering af de problemstillinger der knytter sig til det

daglige

arbejde i det enkelte team og samarbejdet/visitation teamene imellem,

herunder

snitfladeproblemstillinger. I køreplanen indgik arbejdstilsynets

anbefalinger.

Arbejdstilsynet fik udleveret denne køreplan og fandt den overskuelig og god.

Desuden konstaterede

arbejdstilsynet ved besøget i Lokalcenter Bispebjerg den 22. juni 1999 en vis

optimisme blandt medarbejderne. Arbejdstilsynet fandt således ikke længere

grundlag for at opretholde tilsynet vedrørende de konstaterede arbejdsforhold

og betragtede sagen som afsluttet.

Den 21. december 1999

orienterede borgmesteren mig om resultatet af familie- og

arbejdsmarkedsforvaltningens måling af sagsbehandlingstiderne. Hun oplyste at

af de 51.326 indberettede afgjorte sager blev de 46.535 afgjort inden den

fastsatte frist hvilket svarer til 91%. Det kunne konstateres at familie- og

arbejdsmarkedsforvaltningen overordnet set var i stand til at træffe

afgørelse

i 80-90% af sagerne inden for den fastsatte tidsfrist vedrørende langt den

overvejende del af ydelsestyperne. Familie- og arbejdsmarkedsudvalget

besluttede ikke at ændre på de fastsatte sagsbehandlingsfrister.

Jeg modtog til orientering

de bilag som var forelagt familie- og arbejdsmarkedsudvalget ved behandlingen

af dagsordenspunktet om evaluering af sagsbehandlingsfrister den 8. december

1999. Det fremgår af bilaget at forvaltningen indstillede at udvalget

tiltrådte

at den nuværende fremgangsmåde i forbindelse med måling af

sagsbehandlingstiderne erstattedes af en mindre ressourcekrævende målemetode

således at der kun indberettes i en bestemt måned om året, første gang i

oktober 2000. Hidtil havde lokalcentrene indberettet alle afgjorte sager.

Den 15. marts 2000 skrev jeg

til borgmester Winnie Larsen-Jensen at jeg havde modtaget resultatet af

målingen

af forvaltningens sagsbehandlingstider i relation til de af udvalget

fastsatte

sagsbehandlingsfrister. Jeg rykkede samtidig for oplysninger om det samlede

skøn over sagsrestancerne på socialcentrene. Jeg henviste til den præcisering

jeg havde givet i mit brev af 18. august 1999 af hvad jeg mente med

’sagsrestancerne’.

Den 7. april 2000 afsluttede

jeg min behandling af en konkret klagesag hvor sagsbehandlingstiden havde

været

tre år og seks måneder fra kommunen modtog en klage over kommunens afgørelse

i

en pensionssag til det sociale nævn kunne behandle sagen. På baggrund af

denne

sag bad jeg borgmesteren om at redegøre for hvilken sagsstyring der er

etableret i kommunen. Jeg bad hende herunder om nærmere at redegøre for om

kommunen har en egentlig restancekontrol, dvs. løbende kontrollerer at

henvendelser til kommunens socialcentre bliver besvaret. Jeg bad i

tilslutningen hertil om at få oplyst hvorledes kommunens

journaliseringssystem

(dvs. sagsregistreringssystem) er indrettet, netop for så vidt angår

muligheden

for at anvende journalsystemet til registrering af sagsrestancer.

Borgmesteren

havde i forbindelse med min behandling af den konkrete klagesag oplyst at hun

havde bedt forvaltningen vurdere mulighederne for at indføre visse enkle

fælles

retningslinier for den lokale sagsbehandling af klagesager således at

risikoen

for lignende sager i fremtiden kunne minimeres i størst muligt omfang. Jeg

bad

derfor også om at blive underrettet om resultatet af disse overvejelser.

I et brev af 3. maj 2000

svarede borgmesteren mig således:

”

Indledningsvis skal jeg

oplyse følgende:

Familie- og

Arbejdsmarkedsforvaltningen har et ønske om at opnå en mere effektiv og mere

brugervenlig betjening af borgerne, bl.a. udtrykt i Socialplanen, en mere

effektiv håndtering af organisatoriske sager samt en bedre styring af

sagsforløb og sagsbehandlingstider.

I Familie- og

Arbejdsmarkedsforvaltningen er der iværksat en undervisning i

forvaltningsloven

og retssikkerhedsloven i alle de lokale centre, og medarbejdere fra

centralforvaltningen

afholder løbende dialogmøder med centrene, især om sager om førtidspension.

Undervisning som led i ’Den

lærende organisation’ er fra centralforvaltningen sket som følger:

I november og december 1997

blev der afholdt fælles halve temadage for nøglepersoner fra hvert

lokalcenter

om Retssikkerhedsloven. Derudover blev der afholdt halve temadage i de andre

dele af socialreformen.

I foråret 1998 før

socialreformens ikrafttræden blev der undervist på hver enkelt center

specifikt

i Retssikkerhedsloven, derudover blev der særskilt undervist på hvert enkelt

center i Aktivloven og Pensionsloven.

I efteråret 1999 blev der

afholdt opfølgningsundervisning i for særlige konsulenter i de lokale centre

i

et ti dages forløb med fokus på retssikkerhed, forvaltning og førtidspension

med undervisere fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen suppleret med

undervisere fra Socialministeriet, Den Sociale Højskole, og Københavns

Amtskommune.

Fra 1996 holdes der jævnligt

dialogmøder med de lokale centre med fokus på førtidspension, retssikkerhed

og

forvaltningslovens regler om partsmedvirken. Disse møder afholdes med ca. ½-1

års mellemrum på de enkelte centre og forsøgsbydele.

Herudover afholder

centralforvaltningen ad hoc undervisning i de enkelte teams og handicap- og

rådgivningscentre.

For så vidt angår

spørgsmålet om Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har etableret en

restancekontrol, kan jeg oplyse, at der i Familie- og

Arbejdsmarkedsforvaltningens nuværende elektroniske sagsbehandlingssystem

(Sags- og Advissystem) er etableret en restancekontrol, ved sagstypen 099.

Sagstypen er inddelt i

grupper på 5 arter inden for hvert fagområde (eks. Bistand, pension, dagpenge

m.v.), således at der er mulighed for oprettelse og registrering – det

vil sige

– aktivering af flere klagesager fra samme person samtidig.

I sagsidentitetsfeltet

anføres den paragraf inden for det pågældende lovområde og i notatfeltet

registreres div. koder:

R

= remonstration

F

= afgørelsen fastholdes

Æ

= afgørelsen ændret

H

= hjemvist til fornyet

behandling.

Sagerne passiveres med dato

for afgørelse.

I S&A-systemet er der

via erindringsfeltet mulighed for, på den aktive sag, at erindre på udvalgte

datoer, således at der via erindringskortets fremsendelse til kontoret kan

ske

fornøden opfølgning.

Der kan via S&A

bestilles udtræk (lister) over såvel aktive som passive sager til brug for

bl.a. restancekontrol.

S&A anvendes kun i

sager, hvor der træffes afgørelse.

Der har ikke været etableret

en generel restancekontrol på centrene, idet nogle centre har valgt at

anvende

S&A-systemets faciliteter, mens ledelsen i andre centre har ledelsen

valgt

løbende at følge og overvåge produktionen af ydelser i det enkelte team.

Det skal i denne forbindelse

oplyses, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har iværksat udbuddet af

ESHD (Elektronisk Sagsbehandlings- og Dokumenthåndteringssystem), som skal

give

en hurtigere og mere sikker og effektiv sagsbehandling.

Familie- og

Arbejdsmarkedsforvaltningen forventer, at ESHD systemet vil kunne tages i

anvendelse fra primo 2001, under forudsætning af et tilfredsstillende forløb

af

udbudsrunden.

For så vidt angår de

overvejelser Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen gør sig om at indføre

visse enkle fælles retningslinier for den lokale sagsbehandling af

klagesager,

skal jeg oplyse, at forvaltningen har valgt at lade dette indgå i den løbende

undervisning i Retssikkerhedsloven og Forvaltningsloven på de lokale centre.

For så vidt angår

oplysninger om det samlede skøn over sagsrestancer på de københavnske

socialcentre skal jeg oplyse, at de lokale centre i Familie- og

Arbejdsmarkedsforvaltningen årligt modtager et antal

’henvendelser’, (af Dem i

brev af 18. august 1999 defineret som; personlig, telefonisk eller skriftlig

–

også henvendelser der ikke umiddelbart fører til, at der skal eller vil blive

truffet en afgørelse), i størrelsesordenen 800.000 til 1.000.000 stk.

Det er derfor Familie- og

Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering, at en opgørelse efter Deres

definition

alene kan ske som et overordnet skøn.

Jeg skal dog ikke undlade at

bemærke, at det forhold, at Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningens lokale

centre i gennemsnit modtager over 4.000 henvendelser – jf. ovenstående

definition – om dagen, i sig selv medfører en ikke ubetydelig portefølje

af

uekspederet post, hver dag.

For en nærmere redegørelse

for sagsrestancer på de københavnske socialcentre skal jeg henvise til

vedlagte

bilag 1. Det skal understreges, at optællingen ikke indbefatter telefoniske

henvendelser, idet Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ikke udarbejder

statistik over sådanne.

Med venlig hilsen

Winnie Larsen-Jensen

BILAG 1

Det bemærkes, at

nedenstående optælling ikke indbefatter telefoniske henvendelser, idet

Familie-

og Arbejdsmarkedsforvaltningen ikke udarbejder statistik over sådanne.

Socialcenter Nørrebro:

Mængden af ubesvaret post

pr. 10. april 2000 udgjorde 1067, som gennemsnitligt har henligget 78 dage,

hvor den nyeste sag er 14 dage gammel og den ældste er 730 dage.

Det er centerledelsens mål,

at de restancer, der måtte være, er indhentet inden udgangen af juni 2000.

Endvidere vil der blive

indarbejdet en formaliseret standardisering af klagesagsbehandlingen i et

samarbejde mellem Teknisk/administrativt team og de brugerrettede team.

Der er ikke foretaget

opgørelse af restancer i

Børnefamilieteamet

,

da disse sager er pakket ned m.h.p. flytning fra Bryggervangen til

Baldersgade

12.4 – 14.4.00. Det er oplyst, at der ikke eksisterer egentlige

restancesager,

eller post der ligger ubesvaret.

Socialcenter Vanløse:

Mængden af ubesvaret post

pr. 10. april 2000 udgjorde 1.096, som i gennemsnit har henligget i 39 dage.

Den ældste ubehandlet post

er en førtidspensionsansøgning, som er modtaget den 1. december 1998.

Mængden af ubehandlede

klagesager udgør 40, som i gennemsnit har henligget ubesvaret i 105 dage.

Det er besluttet, at der

skal foretages jævnlige postoptællinger, således at gammel post opfanges

efter

1 måned.

Socialcenter Indre By:

Mængden af ubesvaret post

pr. 10 april 2000 udgjorde 47, som i gennemsnit har henligget ubesvaret i 8,3

dage.

Det er indskærpet

sagsbehandlerne, at ubesvaret post over 14 dage skal forelægges teamchefen.

Antallet af ubesvarede

klagesager udgjorde pr. 10. april 2000, 12 stk., der i gennemsnit har

henligget

i 7,9 uger. Den ældste klage er modtaget den 11. maj 1999.

Socialcenter Bispebjerg:

Mængden af ubesvaret post

pr. 10. april 2000 i

Voksenteamet

udgjorde 116, og den ældste er fra 20. marts 2000. Alle klagesager besvares

inden 4 uger.

Neden for er en opgørelse

over antallet af sager pr. 10. april, hvor

Serviceteamet

har modtaget post fra en borger, og hvor henvendelsen endnu ikke er besvaret.

Service-

team

< 1 uge

7-14 dage

14-31 dage

32-90 dage

91-180 dage

>

180 dage

Antal sager

62

50

111

146

91

3

Antal ubehandlede klager i

afgørelsessager var pr. 10. april 14 stk., som i gennemsnit har henligget i

48

dage. Den ældste var 3 måneder og 3 sager var under 14 dage gamle.

I

Børnefamilieteamet

henlå der pr. 10. april 2000, 83 stykker

ubesvaret post, hvoraf 2 er fra borgere, mens resten er fra kommunens

samarbejdspartnere. Denne post har gennemsnitligt henligget i 20, 3 dage.

Der lå ingen klagesager.

Socialcenter Ryvang:

Teknisk/administrativt

team har for 1999 3 ubesvarede klagesager –

og for 2000 18 ubesvarede klagesager. Den gennemsnitlige tid, sagerne har

henligget er 28 dage. Den ældste klage er fra 19. oktober 1999.

Service-

team

0-14 dage

14-30 dage

31-90 dage

91-180 dage

> 180 dage

I alt

Antal

462

346

417

85

13

1323

Mængden af ubesvaret post

pr. 10. april 2000 i

Voksenteamet

var

på kontanthjælpsområdet 50 stk. ubesvaret post, hvoraf 6 stk. var op til 5

uger

gammel, mens resten var modtaget inden for de sidste 14 dage før 10. april.

På pensionsområdet henlå der

pr. 10. april 12 stk. ubesvaret post, som alle er modtaget 14 dage før den

10.

april.

Voksenteamet

havde 3 ansøgninger om forhøjelse af førtidspension,

hvoraf den ældste var fra 2. februar 2000.

Den gennemsnitlige

besvarelsestid på kontanthjælp er 5, 74 dage og for pension er den 3, 17

dage.

Gennemsnitstiden for forhøjelse af pensionen er 48 dage.

Mængden af ubesvaret post

pr. 10. april 2000 i

Børnefamilieteamet

var 38 stk., hvor af 28 var fra samarbejdspartnere. Posten har gennemsnitligt

henligget i 24 dage.

Socialcenter Sundby Nord:

I

Serviceteamet

og

Voksenteam

var der pr. 10 april 2000 i alt 776 stykker ubesvaret post, som fordeler sig

således:

Service-

team

0-14 dage

14-30 dage

31-90 dage

91-180 dage

> 180 dage

I alt

Fordeling i %

61,5%

27,5%

9,7%

0,6%

0,7%

100%

Voksen

-

team

0-14 dage

14-30 dage

31-90 dage

91-180 dage

> 180 dage

I alt

Fordeling i %

82%

11%

1%

0%

6%

100%

Sundby Nord havde 7

verserende klagesager, hvoraf 5 var under 14 dage gamle. Alle

remonstrationssager bliver remonstreret inden for 4 ugers fristen. En enkelt

klagesag i Børnefamilieteamet har henligget mere end 4 uger, og vil nu blive

ekspederet.

Under gennemgangen af de

verserende pensionssager fandt Sundby Nord 12 sager, som alle var rejst af

borgeren selv før lovændringen pr. 1. juli 1998. Det skal understreges, at

der

ikke er tale om klagesager, men om ansøgningssager. De sager, som kræver en

udredning vil blive afsluttet inden 3 måneder, under forbehold for den

lægefaglige udredning. Andre sager vil blive afsluttet inden 14 dage.

Socialcenter Christianshavn:

Mængden af ubesvaret post

pr. 10. april 2000 var 168 stykker. Den gennemsnitlige tid, som disse har

henligget er 35, 7 dage.

Der var 6 ubesvarede klager

fra borgere i afgørelsessager. Den gennemsnitlige ubesvarede tid er 33 dage.

Den ældste er fra 1. november 1999.

Socialcenter Sundby Syd:

Service-team

Voksen-team

Børnefamilie-team

Tekn./adm. Team

I alt

Ubesv. post

1179

790

119

51

2139

Gns. antal dage

77,1

57,6

29,8

89,8

Service-team

Voksen-team

Børnefamili-eteam

Tekn./adm. Team

I alt

Ubesv. klager

36

20

0

0

56

Gns. antal dage

115

126

0

0

241

En enkelt klagesag har været

under løbende behandling siden modtagelsen. Der har været 24 kontakter, som

har

kompliceret sagen, idet der har været fremkommet modstridende

lægeerklæringer.

Remonstrationen burde være sendt i maj 1999, men blev glemt, da sagen blev

forelagt Pensionsteamet. Remonstrationen afsendes senest i uge 16.

Socialcenter Brønshøj-Husum:

Mængden af ubesvaret post

pr. 10. april 2000 i var 2.805 stykker ubesvaret post. Heraf var kun 10%

ældre

end en måned. Af de 2.805 stykker post er det centrets vurdering, at under

800

er fra borgere.

Mængden af ubesvaret klager

fra borgerne er pr. 10. april 2000 115 stk. Sagsbehandlingstiden for disse er

ca. 11 uger. Det bemærkes, at et større antal af klagerne remonstreres og

omgøres umiddelbart på centret på under 4 uger. Den ældste klage er fra

september 1999.

Socialcenter Vesterbro:

I Serviceteamet er der pr.

10. april 2000 i alt 3570 stykker ubesvaret post, som gennemsnitligt har

henligget i 55 dage.

Serviceteamet

Antal

Henligget i gennemsnit i

dage

Klagesager

20

37

Den ældste klage er fra 30.

december 1999.

Vedrørende de ældste

boligstøttesager vil disse være færdigekspederet senest 11. maj 2000. §

28-sagerne er færdigekspederet inden 1. maj 2000. Klagesagerne vedrørende

boligstøtte er ekspederet inden påske.

Voksenteam

Antal

Henligget i gennemsnit i

dage

Antal

216

29

Den ældste er fra uge 49 i

1999.

Voksenteam

Antal

Henligget i gennemsnit i

dage

Klagesager

6

101

Herudover er der en

pensionssag fra 1998.

Der er straks taget fat i de

ældste sager, og på klagesagsområdet er samtlige sager under afklaring.

I

Børnefamilieteamet

er der ingen klagesager.

Tekn./adm. Team

Antal

Henligget i gennemsnit i

dage

Klagesager

2

66

Den ældste er fra 31. januar

2000.

Socialcenter Amagerbro:

Pr. 10. april 2000 henligger

i alt 1.391 stykker ubesvaret post.

54% af denne er modtaget

inden for den seneste måned. I gennemsnit har henvendelserne henligget

ubesvaret i 50 dage.

I forhold til

remonstrationssagerne kan det oplyses, at der aktuel foreligger 37 sager, der

har henstået ubesvaret i gennemsnit 2,5 måneder. Den ældste er fra oktober

1999.”

Jeg modtog i løbet af 1999

og 2000 en række klager fra borgere i Københavns Kommune som har klaget over

hovedsagelig sagsbehandlingstiden på forskellige københavnske socialcentre.

Her

følger en kort gennemgang af de sager som jeg særligt har noteret mig:

Vedr. A

Den 7. april 2000 afgav jeg

min udtalelse i anledning af en klage fra Københavns Retshjælp over den tid

som

Københavns Kommune, Socialcentret Nørrebro, havde anvendt i forbindelse med

genvurderingen af kommunens afslag på førtidspension. Der gik mere end seks

måneder fra retshjælpen klagede over afgørelsen til kommunen sendte sagen til

det sociale nævn. Jeg anså kommunens sagsbehandlingstid for at være meget

kritisabel. Borgmester Winnie Larsen-Jensen havde i sin udtalelse til mig

anført at behandlingen af denne sag havde været særdeles uheldig. Kommunen

anså

det især for kritisabelt at klageskrivelse, rykkerskrivelse og

høringsskrivelse

oversås i 5 måneder, at de involverede parter ikke orienteredes, at

remonstrationsfristen på 4 uger på ny blev overskredet hvis den regnedes fra

det tidspunkt sagen blev genopdaget, og at klient/partsrepræsentanten

(retshjælpen) på ny ikke blev orienteret. Borgmesteren beklagede meget

forløbet

over for de implicerede parter, og jeg erklærede mig enig i at forløbet havde

været meget beklageligt.

Vedr. B

C klagede den 4. maj 1999 på

borgerens vegne til mig over sagsbehandlingstiden fordi Socialcenter Vanløse

endnu ikke havde videresendt hendes klage over socialcentrets afslag på

førtidspension til det sociale nævn. Borgeren fik afslag den 6. juli 1998.

Kommunen foretog i forbindelse med remonstrationen en række yderligere

sagsbehandlingsskridt, bl.a. ved at indhente yderligere lægelige oplysninger.

Jeg henviste i et brev til C til Den Sociale Ankestyrelses Klagevejledning på

det sociale område (1998) hvorefter en helt uforholdsmæssig lang

sagsbehandlingstid vil kunne sidestilles med et afslag, med den virkning at

klageinstansen kan behandle sagen. Endvidere kan klageinstanserne behandle en

klage over at en klagefrist der er fastsat i loven, er overskredet. Jeg

sendte

klagen til det sociale nævn som en anmodning fra borgeren om at nævnet

behandlede klagen over kommunens afslag på førtidspension. Jeg underrettede

borgmesteren

om sagen og oplyste at jeg havde besluttet at afvente nævnets behandling af

sagen før jeg tog stilling til om jeg ville iværksætte en egentlig

ombudsmandsundersøgelse i sagen.

Vedr. D

Den 7. april 2000 afgav jeg

min udtalelse i anledning af en klage over den tid som Københavns Kommune,

Socialcenter Vanløse, havde anvendt i forbindelse med genvurderingen af

kommunens afslag på førtidspension. Der gik mere end tre år og seks måneder

fra

borgeren klagede over afgørelsen til det sociale nævn kunne behandle sagen.

Jeg

anså kommunens sagsbehandlingstid for at være overordentlig kritisabel. Jeg

understregede at en klageprocedure hvorefter klagen skal indgives til den

myndighed der har truffet afgørelse i sagen, forudsætter at sagerne bliver

videresendt til det sociale (anke)nævn. Det må således anses for et alvorligt

angreb på borgernes retssikkerhed hvis en klageordning kan gøres illusorisk

ved

at klager over afgørelser der bliver indgivet i overensstemmelse med den

fastsatte klageprocedure, aldrig eller med meget betydelig forsinkelse

videreekspederes til klagemyndigheden. Jeg betragtede derfor denne sag med

stor

alvor. Denne sag gav anledning til at jeg rejste nogle generelle spørgsmål

over

for borgmesteren som jeg har redegjort for ovenfor.

Vedr. E

Borgmester Winnie

Larsen-Jensen har i en udtalelse i anledning af en klage over

sagsbehandlingstiden i Lokalcenter Sundby Syd udtalt til mig at

sagsbehandlingstiden i perioden fra oktober 1999 til april 2000 har været

helt

utilfredsstillende hvilket lokalcenterchefen har beklaget over for borgeren

og

borgerens advokat. Borgmesteren har tilsluttet sig denne beklagelse. Det har

ikke været muligt at finde en fornuftig forklaring på forløbet i denne

periode.

Vedr. F

Borgmester Winnie

Larsen-Jensen har i anledning af en klage til mig over sagsbehandlingstiden i

en sag der vedrørte både ydelser efter lov om aktiv socialpolitik og lov om

dagpenge ved sygdom og fødsel, bl.a. oplyst:

”Centret [lokalcenter

Bispebjerg – min tilføjelse] medgiver at behandlingstiden på

ansøgningerne om

enkeltydelser har været for lang, samt at det er uacceptabelt, at brevene fra

november 1999 ikke blev besvaret. Der burde også i denne del af sagen være

givet (F) orientering om, at sagsbehandlingen trak ud og hvorfor.

Centret har ikke fastsat en

ekspeditionstid på 3 måneder for ansøgninger om enkeltydelser, og personalet

har ikke været instrueret om at give en sådan information om en generel

ventetid. Det er dog korrekt, at der omkring ansøgningstidspunktet rent

faktisk

var en ophobning af denne type ansøgninger, som bevirkede at uhensigtsmæssig

ventetid kunne forekomme.

Sammenfattende erkender

lokalcenter Bispebjerg, at behandlingen af (F)’s henvendelser har taget

for

lang tid, og at der ikke er givet behørig underretning om sagens forløb.

Centret beklager og vil fremover varetage (F)’s henvendelser hurtigt og

grundigt, så der ikke opstår fremtidige misforståelser eller urimelige

forsinkelser. Sagen må ses som en udløber af de problemer med postrestancer

og

lang ekspeditionstid, som centret havde i 1999 på kontanthjælpsområdet.

Jeg kan tilslutte mig

lokalcenter Bispebjergs konklusion og skal beklage sagens konkrete

forløb.”

Vedr. G

Borgerens advokat klagede

den 3. maj 2000 til mig over at hans klient blev udsat for en

inddrivelsesforretning af pantefogden selv om advokaten den 22. oktober 1999

havde klaget over kommunens afgørelse om at tilbagebetale 112.656 kr. som var

modtaget som kontanthjælp. I et brev af 11. maj 2000 til borgerens advokat

beklagede centerchefen for Lokalcenter Nørrebro meget den langsommelige

sagsbehandling. Den 18. maj 2000 sendte lokalcentret klagen videre til det

sociale nævn. Jeg underrettede borgmester Winnie Larsen-Jensen om sagen i

forbindelse med at jeg afsluttede min behandling af klagen. Jeg afsluttede

behandlingen

under hensyn til at kommunen ville fremskynde sagens behandling og den

eventuelle videresendelse til det sociale nævn mest mulig – man ville

bestræbe

sig på at få sagen færdigbehandlet inden for to uger.

Vedr. H

Borgeren klagede den 9. maj

2000 til mig bl.a. over kommunens sagsbehandlingstid i forbindelse med en

anmodning om aktindsigt. Jeg oversendte klagen til borgmester Winnie

Larsen-Jensen. I et brev af 6. juni 2000 fra Lokalcentret Vesterbro til

borgeren oplyste lokalcentret at der i et vist omfang havde været tale om

lange

sagsbehandlingstider. Lokalcenterchefen tilsluttede sig en tidligere

beklagelse

som sagsbehandleren havde givet borgeren. Borgmesteren sendte mig den 9. juni

2000 kopi af lokalcentrets breve til borgeren.

Vedr. I

Borgeren klagede den 11. maj

2000 over at Socialcenter Vesterbro endnu ikke havde udbetalt et beløb som

han

efter det oplyste havde til gode. Jeg sendte klagen til borgmester Winnie

Larsen-Jensen. Den 14. juni 2000 meddelte kommunen mig at Lokalcentret

Vanløse

havde beklaget forløbet i forbindelse med pågældendes flytning fra distrikt

Vesterbro.

Vedr. J

Borgeren klagede den 16.

november 1998 til kommunen over opgørelsen af et tilbagebetalingspligtigt

beløb. Efter henvendelse til ombudsmanden den 3. maj 2000 blev klagen

besvaret

den 26. maj 2000. Ved besvarelsen skrev Lokalcentret Vesterbro at det ikke

var

første gang borgerens sag havde været underlagt en meget langvarig behandling

hvorfor lokalcentret understregede at sagsbehandlingstiden beklagedes dybt.

Den

4. juli 2000 bad jeg kommunen om at oplyse mig om årsagen til at borgerens

brev

forblev ubesvaret i 1½ år. Jeg ville bruge denne oplysning i mine

overvejelser

om hvorvidt jeg skulle tage sagen op af egen drift.

Vedr. K og L

Borgmester Winnie

Larsen-Jensen har i en udtalelse af 7. juli 2000 i anledning af en klage over

sagsbehandlingstiden i forbindelse med en tilsynssag oplyst at lokalcentret

har

erkendt og beklaget at der er gået for lang tid med behandlingen af sagen

uden

at der er opnået et resultat. Borgmesteren beklagede at der var gået så lang

tid i forbindelse med at få løst nogle procedurespørgsmål. Hun har den 26.

september 2000 underrettet mig om at kommunen afslutter undersøgelsen i

sagen.

Vedr. M

Den 3. juli 2000 bad jeg

kommunen om en udtalelse i anledning af en klage over manglende svar på

refusionsanmodninger vedrørende studiemateriale dateret henholdsvis den 31.

januar 2000, 20. februar 2000 og 11. juni 2000. Sagen vedrørte Socialcentret

Brønshøj-Husum. Borgmester Winnie Larsen-Jensen udtalte den 11. august 2000

at

det med udgangspunkt i datolisten over de foretagne ekspeditioner kunne

konstateres at sagsbehandlingen havde varet i et længere tidsrum end sagens

grundlag og omfang kunne begrunde. Hun fandt derfor at sagsbehandlingen havde

taget for lang tid hvilket hun beklagede.

Vedr. N

Borgeren søgte den 6.

november 1997 om støtte til køb af en bil. Den 7. januar 1999 traf Københavns

Kommune, Socialcentret Bispebjerg, afgørelse. Den 13. juni 2000 klagede

borgeren til mig over sagsbehandlingstiden både i kommunen og i det sociale

nævn. Borgmester Winnie Larsen-Jensen har i en udtalelse af 12. juli 2000

udtalt at det under hensyn til en effektiv sagsbehandling i forvaltningen

naturligvis er urimeligt og meget beklageligt at sagsbehandlingstiden har

været

så lang. En af forklaringerne på den lange sagsbehandlingstid er at det til

brug for sagens behandling blev fundet nødvendigt at der blev foretaget en

speciallægeundersøgelse af ansøgeren. Ligeledes blev der efter aftale med

borgeren indhentet flere oplysninger i sagen et par gange i forløbet. Dette

ændrer imidlertid ikke på det faktum at der har været tale om en lang

sagsbehandlingstid hvilket borgmesteren på familie- og

arbejdsmarkedsforvaltningens vegne beklager.

Vedr. O

Jeg bad den 7. september 2000

Københavns Kommune, att. borgmesteren, om en udtalelse i anledning af en

klage

fra en bror til en handicappet vedrørende den tid der indtil nu er anvendt

til

behandlingen af ansøgninger om ydelser efter serviceloven. Borgmester Winnie

Larsen-Jensen har den 16. oktober 2000 oplyst at der er truffet afgørelse i

sagerne. Hun har beklaget den lange sagsbehandlingstid.

Vedr. P

Borgeren klagede den 10.

september 2000 over at han i perioden maj – august 2000 ved flere breve

har

rettet henvendelse til Handicapcentret, Lærkevej 3, København, og familie- og

arbejdsmarkedsforvaltningen. Jeg opfattede borgerens breve således at han

endnu

ikke har modtaget svar på disse henvendelser. Jeg bad den 6. oktober 2000

borgmester Winnie Larsen-Jensen om en

udtalelse, men har endnu ikke modtaget udtalelsen.

Ombudsmandens udtalelse

”Sammenfatning på baggrund af de konkrete klager jeg har behandlet, og

på baggrund af de af kommunen oplyste sagsrestancer

Som det fremgår, har jeg iværksat en nærmere sagsbehandling i anledning af 14

klager som jeg har modtaget fra borgere i Københavns Kommune i anledning af

sagsbehandlingstiden på de københavnske socialcentre. Heraf har jeg modtaget

de 11 klager i år. Selv om jeg allerede i marts 1999 første gang rejste det

generelle spørgsmål om sagsbehandlingstiden på de københavnske socialcentre,

har dette altså ikke resulteret i at antallet af klagesager som jeg modtager

i den anledning, er reduceret – tværtimod. Jeg har endvidere noteret mig

at det ikke har været et enkelt eller nogle få socialcentre som har givet

anledning til klager til mig, men at en række socialcentre er involveret.

Efter min opfattelse tyder denne række af konkrete klagesager som giver

anledning til at kommunen i større eller mindre omfang må beklage

sagsbehandlingstiden, på at kommunen har store

problemer med at få afviklet sagsrestancerne.

Dette skal sammenholdes med

de opgørelser af sagsrestancerne som kommunens socialcentre har foretaget pr.

10. april 2000. Ved opgørelsen har forvaltningen ikke sammenholdt de af

forvaltningen

udmeldte sagsbehandlingstider på de enkelte afgørelsers områder med den

sagsbehandlingstid der fremgår af restanceopgørelsen.

For så vidt angår

sagsbehandlingstiden ved behandling af klagesager, kan det imidlertid

umiddelbart konstateres at den sagsbehandlingstid på 4 uger som er forudsat i

bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område for

kommunens genvurdering af sagen, i et meget betydeligt antal sager ikke

overholdes og faktisk overskrides med ganske lang tid – i nogle tilfælde

i

ganske uacceptabelt lang tid. Dette afspejles også af at de klagesager som

jeg

har modtaget, for en betydelig dels vedkommende netop vedrører klagesager som

først er blevet videresendt til det sociale nævn efter meget lang tid.

Sagsstyring, herunder restancekontrol

Som det fremgår af min

sagsgennemgang ovenfor, spurgte jeg den 7. april 2000 borgmester Winnie

Larsen-Jensen om hvilken sagsstyring kommunen har etableret, herunder om

kommunen har en egentlig restancekontrol, dvs. løbende kontrollerer at

henvendelser til kommunens socialcentre bliver besvaret.

Som svar oplyste borgmester

Winnie Larsen-Jensen at der i det nuværende elektroniske

sagsbehandlingssystem

er etableret en restancekontrol. Som jeg forstår hendes brev, kan der via

systemet bestilles lister over både aktive (verserende) sager og passive

(afsluttede) sager til brug for restancekontrol. Der er ingen generel

restancekontrol på centrene. Nogle centre anvender systemets muligheder for

restancekontrol mens andre løbende følger og overvåger produktionen af

ydelser

i det enkelte team.

Som jeg forstår udtalelsen,

er det restancesystem som nogle af kommunens socialcentre benytter sig af,

knyttet til journalsystemet. Under forudsætning af at enhver henvendelse

indjournaliseres i forbindelse med at socialcentrene modtager den, kunne et

sådant system indebære en mulighed for at identificere eventuelle ubesvarede

henvendelser uden at man behøver at være i besiddelse af den konkrete sag.

Dette kan hjælpe den enkelte medarbejder/det enkelte kontor/afdeling med

uafhængig af selve den fysiske sag at kontrollere om der er

sager/henvendelser

der henligger uekspederet.

Det fremgår af borgmesterens

brev af 3. maj 2000 at familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen har iværksat

udbudet af et elektronisk sagsbehandlings- og dokumenthåndteringssystem som

skal give en hurtigere og mere sikker og effektiv sagsbehandling. Det fremgår

ikke af det hun skriver hvilke fordele der vil være forbundet med det nye

system, herunder om der er forbundet en restancekontrol med systemet,

hvorledes

systemet ajourføres i forhold til indføring af nye henvendelser i systemet,

og

om det vil blive en pligt for de enkelte socialcentre at gøre brug af

systemets

eventuelle faciliteter med hensyn til restancekontrol.

I den forbindelse bemærker

jeg at det ikke står mig klart hvorledes en organisation der modtager et

årligt

antal henvendelser i størrelsesordenen 800.000-1.000.000, kan holde styr på

om

den sagsbehandling som den enkelte henvendelse måtte afføde, også reelt

bliver

udført, uden at organisationen støtter sig til et restancesystem. Dette

gælder

også selv om ikke alle henvendelser, herunder telefoniske og personlige,

altid

behøver at give anledning til journalisering.

Undervisning

I borgmester Winnie

Larsen-Jensens udtalelse af 3. maj 2000 har hun oplyst at familie- og

arbejdsmarkedsforvaltningen har et ønske om at opnå en mere effektiv og mere

brugervenlig betjening af borgerne, en mere effektiv håndtering af

organisatoriske sager samt en bedre styring af sagsforløb og

sagsbehandlingstider.

Der er undervist i forvaltningsloven, retssikkerhedsloven, andre dele af

socialreformen, pensionsloven mm. Som jeg forstår borgmesterens udtalelse af

3.

maj 2000, har forvaltningen valgt at lade undervisningen i visse enkle fælles

retningslinier for den lokale sagsbehandling af klagesager indgå i den

løbende

undervisning i retssikkerhedsloven og forvaltningsloven.

Jeg kan kun tilslutte mig

betydningen af at der i en organisation som Københavns Kommune via

undervisning

sikres et højt fagligt niveau blandt de ansatte, og at kendskabet til de

gældende retsregler på det sociale område hele tiden ajourføres. Endvidere er

det af afgørende betydning at kommunens medarbejdere er bekendt med

eventuelle

frister fastsat i love eller andre bestemmelser hvis sådanne tidsfrister skal

overholdes.

Imidlertid mener jeg det er

særdeles tvivlsomt om undervisning af den nævnte art i sig selv medvirker til

at fremme afviklingen af et større antal sager end det antal som den enkelte

medarbejder forud for undervisningen var i stand til at behandle. Jeg mener

således ikke at en sådan undervisning i sig selv medvirker til at nedbringe

restancerne og sagsbehandlingstiden.

Sammenfatning

På baggrund af de konkrete

klagesager jeg har modtaget, og Københavns Kommunes egne restanceopgørelser,

tegner der sig et samlet billede af restancesituationen på de københavnske

socialcentre som giver mig anledning til alvorlig bekymring. Senere

oplysninger

som jeg har modtaget, bestyrker indtrykket. Selv om jeg rejste den generelle

sag

om sagsbehandlingstiden på de københavnske socialcentre over for Københavns

Kommune allerede i marts måned 1999, modtager jeg stadig et ikke ubetydeligt

antal klager over netop sagsbehandlingstiden på de københavnske socialcentre.

Jeg har gjort borgmester

Winnie Larsen-Jensen bekendt med min opfattelse.

Fra dagspressen er jeg

blevet bekendt med at Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune i budgettet

for 2001 har afsat en pulje på 20 mio. kr. til opnormering i kommunens

lokalcentre.

Uanset denne oplysning har

jeg besluttet at underrette Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune,

socialministeren, indenrigsministeren, Folketingets Retsudvalg, Folketingets

Socialudvalg og Folketingets Kommunaludvalg om sagen.

Jeg har bedt

Borgerrepræsentationen, socialministeren og indenrigsministeren om at

underrette mig om hvad de eventuelt vil foretage sig i sagen.

Lignende dokumenter