Spring til indhold

Retsinformation

Tilbagebetaling af for meget udbetalt plejetillæg

FOU nr 1996.199UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilbagebetaling af for meget udbetalt plejetillæg

A klagede til mig over at han

skulle betale 38.000 kr. tilbage i for meget udbetalt plejetillæg.

A var 49 år gammel. I 1953

blev han ramt af polio; han modtog højeste førtidspension med plejetillæg og

plejehjælp i alle døgnets 24

timer.

Indtil den 30. november 1991

var A tilknyttet Institutionen for respiratorpatienter som natbeboer.

Herefter

flyttede han i lejlighed. Institutionen for respiratorpatienter varetog A's

udgifter til plejeløn, husleje, el, kørsel mv.

I januar 1993 blev

Socialcentret S opmærksom på at A's plejetillæg for 1992 var blevet indsat på

hans bankkonto i stedet for at blive indbetalt direkte til Institutionen for

respiratorpatienter til delvis dækning af de udgifter der var forbundet med

A's tilknytning til institutionen.

Den 29. januar 1993 traf

Socialcentret S afgørelse om at A skulle indbetale 42.196 kr. - svarende til

det plejetillæg han modtog i 1992 - til respiratorinstitutionen.

Socialcentret

oplyste at det var en fejl fra centrets side at beløbet var blevet indsat på

A's konto.

Den 25. februar 1993 klagede

A over afgørelsen til et socialt ankenævn. A skrev bl.a. at han ikke havde

haft

ophold på respiratorinstitutionen siden den 30. november 1991. Derudover

skrev

A at han ikke havde modtaget 42.196 kr., idet der ikke blev indsat 3.516 kr.

på

Læs alt

A's konto i december måned. A havde ikke nogen skyld i at beløbet var blevet

indsat på hans konto i stedet for at blive sendt direkte til

respiratorinstitutionen.

Den 21. april 1993 meddelte

Socialcentret S A at man efter en genvurdering af sagen ikke havde fundet

anledning til at ændre afgørelsen. Socialcentret oplyste at beløbskravet i

afgørelsen fejlagtigt var angivet til 42.196 kr. Det skulle i stedet være

42.192

kr.

Samme dag skrev socialcentret

følgende til det sociale ankenævn:

"Sagen omhandler en 46

årig enlig mand, der modtager højeste førtidspension med plejetillæg. Bor i

selvstændig lejelejlighed, og har indtil for 1½ år siden været tilknyttet

institutionen for respiratorpatienters plejeafdeling som natbeboer.

Institutionen for respiratorpatienter varetager nu kun (A)'s udgifter til

plejeløn, husleje, el, kørsel m.m.

Plejetillægget udbetales

ikke, men går således til delvis dækning af merudgifter ved forsørgelse i

eget

hjem og restudgifterne afholdes i henhold til bistandslovens § 48, stk. 4.

(A)

har ansat plejemedhjælpere i alle døgnets 24 timer.

Socialcentrets bogholderi har

ultimo januar måned 1993 oplyst, at plejetillægget i tiden 01.01.92 til

31.12.92 fejlagtigt er fremsendt pensionistens bankkonto, og ikke som

beordret

Institutionen for respiratorpatienter, til dækning af merudgifter ved

forsørgelse i eget hjem. Pensionisten underrettes herom pr. telefon den

28.1.93, hvor han tilkendegiver at være vidende om at der er indgået kr.

3.516,00 mdl. på hans bankkonto, i een periode, uden at han dog har reageret

herpå.

Skriftlig orientering

fremsendt den 29.01.93, omhandlende tilbagebetalingskravet, som i alt udgør

kr.

42.192,00, opstået ved fremsendelse af plejetillæg kr. 3.516,00 mdl. i tiden

01.01.92 til 31.12.92. Af skrivelsen fremgår at kravet bedes fremsendt

Respiratorinstitutionen,

idet beløbsopkrævningen skulle være benyttet til delvis dækning af udgifter

til

plejeløn m.m.

(A) underrettes den 22.02.93

om at beløbet ligeledes kan fremsendes Socialcentret, idet dette ikke fremgik

af skrivelsen af den 29.01.93.

Socialcentret modtager den

11.03.93, skrivelse fra pensionisten, dateret den 25.02.93, hvori det

benægtes

at plejetillæg kr. 3.516,00 for december måned 1992, skulle være fremsendt

hans

bankkonto. Endvidere udtrykkes beklagelse over anmodningen om fremsendelse af

beløbsopkrævningen til Respiratorinstitutionen.

I fortsættelse af klage over

afgørelsen, er skrivelse fremsendt pensionisten med underretning om at

beløbsopkrævningen fastholdes, idet Socialcentrets bogholderi har bekræftet

at

der er fremsendt kr. 3.516,00 i 12 måneder i tiden 01.01.93 til 31.12.93.

Endvidere orienteret om at beløbskravet bedes fremsendt Socialcentret (S).

Sagen fremsendes nu DET

SOCIALE ANKENÆVN med henblik på sagens videre behandling, idet Socialcentret

i.f.m. remonstration af afgørelsen, ikke har fundet anledning til at ændre

denne."

Den 24. maj 1993 skrev A til

det sociale ankenævn at socialcentrets brev af 21. april 1993 indeholdt et

nyt

krav. Da brevet ikke var ledsaget af en klagevejledning, måtte kravet efter

A's

opfattelse være ugyldigt.

Den 13. oktober 1993 traf det

sociale ankenævn afgørelse i sagen. Nævnet skrev bl.a. følgende:

"...

Nævnet har truffet følgende

AFGØRELSE

Nævnet stadfæster i det hele

den af Socialcenter (S) trufne afgørelse i henhold til de givne grunde.

Nævnet skal vedrørende

overførsel af plejetillæg efter lov om social pension § 16, stk. 2 med 3.516

kr. i december måned 1992 bemærke, at nævnet finder det godtgjort, at De har

fået overført beløbet. Nævnet har herved tillagt socialcentrets

posteringsforespørgsel vægt.

Nævnet finder således, at De

skal tilbagebetale hele beløbet på 42.192 kr., jfr. lov om social pension §

42.

..."

I breve af 1. og 8. november

1993 klagede advokat B på A's vegne til Den Sociale Ankestyrelse over

ankenævnets afgørelse. Advokaten gjorde gældende at A havde modtaget pengene

i

god tro og ikke "mod bedre vidende" som krævet efter § 42 i lov om

social pension. Derudover oplyste advokaten at A kun havde modtaget

plejetillæg 11 gange i 1992.

Den 19. november 1993 traf

Den Sociale Ankestyrelse afgørelse om ikke at tage sagen op til principiel

behandling. Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med at A's sag var meget

konkret og at den derfor ikke var egnet som vejledning for kommunerne og de

sociale nævn i deres anvendelse af reglerne.

Den 9. december 1993 bad

advokat B Den sociale Ankestyrelse om på ny at overveje spørgsmålet om at

realitetsbehandle sagen.

Den 30. december 1993

meddelte Den Sociale Ankestyrelse A at man på baggrund af advokatens brev

havde

besluttet at behandle hans sag.

Den 11. januar 1994 skrev

socialcentret bl.a. følgende til Ankestyrelsen:

"I fortsættelse af

Ankestyrelsens skrivelse af den 30.12.93, skal det oplyses at (A) er

invalideret

som følge af polio i 1953. Han har total lammelse af skulderågets muskulatur,

samt af begge overekstremiteter, desuden svær scoliose og udtalt svær

columna.

På grund af åndedrætsbesvær har han tracheostomi med sølvkanyle.

Modtager højeste førtidspension

med plejetillæg på i alt kr. 15.380,- brutto mdl. Har kontant formue på kr.

616.801,- og renteindtægter heraf på kr. 18.480,- årligt.

..."

Den 3. marts 1994 skrev

advokaten bl.a. til Ankestyrelsen at A ikke havde vidst eller burde have

vidst

at plejetillægget skulle bruges til delvis dækning af udgifterne der var

forbundet med hans tilknytning til Institutionen for respiratorpatienter.

Derfor havde A ikke modtaget beløbet "mod bedre vidende". Advokaten

fastholdt i øvrigt at A kun havde modtaget 3.516 kr. 11 gange i 1992.

Den 13. oktober 1994 skrev

socialcentret bl.a. følgende til Ankestyrelsen:

"Jeg har set sagen

igennem, og der findes ikke nogen korrespondance med pågældende omkring

plejetillæg. Dette blev tilkendt ham pr. 1/2-76, men er

aldrig

udbetalt ham, da det gik til plejeopholdet. Så han har

således ikke været vant til at få det. Ved en fejl i vores bogholderi blev

det

udbetalt ham i 1992 - i stedet for som hidtil sendt til

respiratiorafdelingen.

Der er tale om en manuel forsendelse - ikke maskinel. Han oplyser selv hertil

i telefonsamtale, at han var bevidst om, at der blev indsat for meget på hans

konto, men at han ikke vidste hvorfra pengene kom. Beløbet har ikke direkte

fremgået af pensionsmeddelelsen. På pensionsmeddelelsen har der været påført

plejetillæg, og et fradrag af samme størrelse.

Om han har været i ond tro

eller ej - banken må have kunnet oplyse hvorfra pengene kom, hvis han havde

spurgt.

..."

Den 2. november 1994 skrev

advokat B bl.a. til Ankestyrelsen at den telefonsamtale der henvises til i

erklæringen fra socialcentret, først fandt sted efter udbetalingen af det

omstridte beløb. Advokaten bestred at A skulle have givet udtryk for at der

blev indsat for meget på hans konto.

Den 14. december 1994 traf

Ankestyrelsen afgørelse i sagen. Ankestyrelsen gav A meddelelse om afgørelsen

i

brev af 28. december 1994 og skrev bl.a. følgende:

"...

Ankestyrelsen finder, at der

ikke efter reglerne i lov om social pension § 42 kan forlanges

tilbagebetaling

af plejetillægget tilkendt i henhold til lovens § 16.

Ankestyrelsen har lagt vægt

på, at det tilkendte plejetillæg ikke er ydet med urette.

Ankestyrelsen finder

imidlertid, at der efter dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på

grund af dobbeltforsørgelse kan forlanges tilbagebetaling af et beløb

svarende

til det udbetalte plejetillæg

for perioden den 1. januar 1992 til den 30. november 1992, ialt 38.676 kr.

Ankestyrelsen har herved lagt

vægt på, at udgifterne til Deres pleje i samme periode har været afholdt

efter

bistandslovens § 48, stk. 4, som merudgifter ved forsørgelsen i eget hjem.

Ankestyrelsen tiltræder

således med denne ændrede begrundelse det sociale ankenævns afgørelse.

Ankestyrelsen finder

imidlertid, at der alene kan forlanges tilbagebetaling af et beløb svarende

til

11 gange 3.516 kr., 38.676 kr., idet der ikke ses at foreligge dokumentation

for, at beløbet for december måned 1992 er udbetalt til Dem."

Den 8. januar 1995 klagede A

til mig. Han skrev bl.a. at man måtte gå ud fra at der ikke fandtes en

ulovbestemt adgang til tilbagebetaling, når der er særlige bestemmelser i

pensionsloven der regulerer spørgsmålet. A skrev endvidere at Ankestyrelsen

tilsyneladende antog at den ydelse han modtog efter bistandslovens § 48, stk.

4, dækker enhver merudgift som følge af handicappet. Der er imidlertid også

merudgifter forbundet med at have hjælpere 24 timer i døgnet i eget hjem.

Den 19. juni 1995 udtalte

Ankestyrelsen bl.a. følgende:

"...

Som svar på Folketingets

Ombudsmands forespørgsel sendes vedlagt sagens akter og kopi af

Ankestyrelsens

afgørelse meddelt den 28. december 1994, hvortil man kan henholde sig.

Det kan herudover oplyses, at

Ankestyrelsen ved sin afgørelse af 14. december 1994 fandt, at der ikke efter

reglerne i lov om social pension § 42 kunne forlanges tilbagebetaling af

plejetillægget tilkendt i henhold til lovens § 16.

Ankestyrelsen lagde vægt på,

at det tilkendte plejetillæg ikke var ydet med urette.

Ankestyrelsen fandt

imidlertid, at der efter dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på

grund af dobbeltforsørgelse kunne forlanges tilbagebetaling af et beløb

svarende til det udbetalte plejetillæg for perioden den 1. januar 1992 til

den

30. november 1992, i alt 38.676 kr.

Ankestyrelsen lagde herved

vægt på, at udgifterne til (A)'s pleje i samme periode har været afholdt

efter

Bistandslovens § 48, stk. 4, som merudgifter ved forsørgelsen i eget hjem.

Ankestyrelsen fandt

imidlertid, at der alene kan forlanges tilbagebetaling af et beløb svarende

til

11 gange 3.516 kr., 38.676 kr., idet der ikke ses at foreligge dokumentation

for, at beløbet for december måned 1992 er udbetalt til (A).

For så vidt angår (A)'s

henvisning til, at der er mulighed for at udbetale plejetillæg samtidig med

hjælpeordning efter Bistandslovens § 48, stk. 4, kan det oplyses, at

Ankestyrelsen ved afgørelsen har lagt til grund, at (A)'s plejebehov var

dækket

fuldt ud ved den bevilgede hjælpeordning efter Bistandslovens § 48, stk. 4,

svarende til 24 timer i døgnet."

Jeg modtog den 5. og 6. marts

1996 præciserende oplysninger om udbetalingen af plejetillæg til A og

kommunens

betalinger til Institutionen for respiratorpatienter.

Ombudsmandens udtalelse

"Jeg forstår Deres sag

sådan at De siden 1. februar 1976 har fået plejetillæg efter pensionslovens §

16, stk. 2. Plejetillægget er aldrig (før) blevet udbetalt direkte til Dem,

men

til Institutionen for respiratorpatienter. Institutionen varetager Deres

udgifter til plejeløn, husleje, el, kørsel mv., idet De har plejehjælpere i

alle døgnets 24 timer. Plejetillægget dækker kun delvist Deres merudgifter

ved forsørgelse i eget hjem. Restudgifterne afholdes i henhold til

bistandslovens

§ 48, stk. 4, og udbetales til Institutionen for respiratorpatienter.

Fra januar til november 1992

blev plejetillægget efter pensionslovens § 16, stk. 2, ved en fejl fra

socialcentrets side indsat direkte på Deres bankkonto. I denne periode

udbetalte socialcentret tillige et beløb svarende til plejetillægget (og de

resterende merudgifter ved forsørgelse i eget hjem) efter bistandslovens §

48, stk. 4, til Institutionen for respiratorpatienter.

Det fremgår af Den Sociale

Ankestyrelses afgørelse af 14. december 1994 at Ankestyrelsen har lagt til

grund at De fra januar til november 1992 blev dobbeltforsørget. Som grundlag

for tilbagebetalingskravet har Ankestyrelsen henvist til at der i dansk ret

er

en almindelig adgang til tilbagesøgning på grund af dobbeltforsørgelse.

Jeg har tidligere udtalt mig

om retsgrundlaget for krav om tilbagebetaling som følge af

dobbeltforsørgelse,

bl.a. i en sag om for meget udbetalt social pension og sygedagpenge

(Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s. 185ff). Jeg henviste i

denne sag bl.a. til Højesterets dom fra 1959 (offentliggjort i Ugeskrift for

Retsvæsen 1959, s. 321) som har fastslået at der i dansk ret gælder en

ulovbestemt

adgang til tilbagesøgning i dobbeltforsørgelsestilfælde.

I sagen fra 1987 udtalte jeg

bl.a. at dobbeltforsørgelse antages at foreligge hvis følgende objektive

betingelser er opfyldt:

Flere ydelser kommer til udbetaling som en direkte

følge af den samme begivenhed,

ydelserne dækker den samme tidsmæssige periode, og

ydelserne må antages at dække samme behov eller formål.

De havde i den pågældende

periode plejemedhjælpere mv. i alle døgnets 24 timer. Kommunen ydede fuld

dækning for disse ydelser samtidig med at De selv modtog plejetillæg der

delvist skulle dække de samme ydelser.

Det kan på den baggrund ikke

give mig anledning til bemærkninger at Ankestyrelsen fandt at De i denne

periode blev (delvist) dobbeltforsørget.

Om der kan rejses krav om

tilbagebetaling af det for meget udbetalte beløb i en

dobbeltforsørgelsessituation, bygger imidlertid på en konkret vurdering i

hvert enkelt tilfælde.

Jeg henviser i den

forbindelse til min udtalelse fra 1987, hvor jeg fandt at der i vurderingen

burde indgå

om

der er tale om udbetaling

af et beløb med tilbagevirkende kraft,

om

den pågældende hermed får rådighed over et større éngangsbeløb,

om

den pågældende på tidspunktet for

udbetalingen af den sociale ydelse er berettiget hertil, og

om

det kan bebrejdes det offentlige (eller den private part) at

dobbeltforsørgelsessituationen opstår.

I en situation som den

foreliggende kan det efter min opfattelse ikke være uden betydning om

modtageren vidste eller burde vide at pengene blev ydet med urette (jf.

princippet om condictio indebiti).

Jeg må lægge til grund at Den

Sociale Ankestyrelse - bortset fra at konkludere at der forelå en

dobbeltforsørgelsessituation - ikke har foretaget en konkret vurdering af om

der kunne rejses krav over for Dem om tilbagebetaling af beløbet.

Under hensyn til at det er

oplyst

at

udbetalingen af

plejetillægget skete ved en fejl fra socialcentrets side,

at

Ankestyrelsen i sin afgørelse fandt at plejetillægget ikke var

ydet med urette, og

at

De har gjort

gældende at De har modtaget plejetillægget i god tro, har jeg henstillet til

Ankestyrelsen at genoptage sagen i lyset af min retsopfattelse. Jeg har bedt

Ankestyrelsen om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.

Ved min bedømmelse af sagen

er jeg gået ud fra at der ikke (længere) er uenighed om

tilbagebetalingskravets

størrelse.

..."

NOTER: (*1) Jf. FOB 1987, s. 185 ff.

Lignende dokumenter