Spring til indhold

Retsinformation

Fortolkning af 2 principielle højesteretsdomme om social pension. Genoptagelse af sager efter domstolsunderkendt praksis

FOU nr 2003.357UdtalelserFolketinget28. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fortolkning af 2 principielle højesteretsdomme om

social pension.

Genoptagelse af sager efter domstolsunderkendt praksis

Det fremgår af sagen at A,

der var født i 1967, var gået ud af 9. klasse i 1984 og derefter bl.a. havde

arbejdet som piccoline, ufaglært sygehjælper, bygningsmaler samt på X Skole

med kontormæssige opgaver.

I 1992 mistede A arbejdet som

bygningsmaler og jobbet på X Skole på grund af problemer med venstre ben.

Af statusbedømmelse af 7. maj

1996 fra egen læge, B, til socialcenter Y fremgår bl.a. følgende:

”Vurdering:

Pt. anfører generne som

uændrede.

Jeg vil derfor tillade mig at

citere udskrivningsbrevet fra det ambulante notat af 10/ 01-96: der er

uændrede gener fra ve. hofte. Pt. er oplyst, at behandlingsmulighederne er

udtømte og at der ikke andre behandlingsmuligheder. Hun må således omskoles,

videreuddannes eller revalideres. Hun er opfordret til selv at finde ud af,

hvad hun vil i fremtiden. Afsluttes. – Dette var ordene.

Hvis Socialforvaltningen

føler sig usikker på, hvad man skal gribe til i denne sag, kunne man evt.

overveje at få en second opinion fra en ortopædisk speciallæge. Det har i

pt.s

sygdomsforløb været antydet, at der kunne være tale om et vist mål af

funktionel overbygning.”

Der blev herefter indhentet

speciallægeerklæring. Den 26. august 1996 skrev speciallæge i ortopædisk

kirurgi C bl.a. følgende til socialcenter Y:

”Resumé og konklusion:

Læs alt

Det drejer sig om en 28-årig

kvinde med mange års varende symptomer fra venstre hofteregion. Der er

forsøgt

talrige behandlinger uden særlig effekt sidst operation i 1995. Har ikke

været

i arbejde siden 1992, hvor generne tog til. Hun mener sig ikke i stand til at

klare noget arbejde på nuværende tidspunkt, hvor smerterne kan komme

uprovokeret og bevirker at hun må lægge sig eller aflaste med krykkestokke.

Hun beskriver smerterne

lokaliseret til udsiden af venstre lår ud for hofteleddet. Der kan være islæt

af udstråling til ben samt glutealregion (sæderegion). Ved den objektive

undersøgelse finder jeg fri bevægelse i hofte samt ryg, der er ikke

muskelsvind. På udsiden af låret findes lille sufficient cicatrice efter

operation i 1995. Smertereaktionen virker overdreven ved palpation af området

mellem trochanter og sædebensknolden (tuber ischiaticum). Der findes ikke

nedsat kraft over foden. Lidt nedsat fleksionskraft over hoften. Gangen er

upåfaldende, og jeg finder ingen tegn på nerverodspåvirkning i form af

discusprolaps. Symptomerne er lidt uklare og er heller ikke forenelige med

Hamstrings syndrom, hvor der er tryk på nervus ischiaticus. Jeg må derfor

konkludere, at selv om der nok findes smerteudstråling til udsiden af venstre

lår på hofteniveau, foreligger der formentlig også en vis psykisk

overbygning,

der gør, at placering på arbejdsmarkedet kan blive vanskelig. Jeg vil derfor

bedømme, at erhvervsevnen i lettere fysisk arbejde blandet lægeligt og

socialt

vil være nedsat, men revalidering både socialt og medicinsk må påtænkes

hendes

alder taget i betragtning.”

I perioden 11. marts 1997 –

22. maj 1997 blev A tilknyttet Revacentrets edb-værksted. Af en

værkstedserklæring af 3. juni 1997 fremgår bl.a. følgende:

”Fremmøde

(A) har gennem hele forløbet

haft mødetid kl. 8.45 af hensyn til hendes mulighed for at bringe sine børn

til

deres respektive institutioner indenfor disse åbningstider. Hun er mødt til

tiden og er langt de fleste dage blevet til det aftalte sluttidspunkt. Fra d.

14. april har sluttidspunktet været 13.00 og fra d. 8. maj har

sluttidspunktet

været 11.45. I alt 6 gange er hun gået tidligere pga. smerter, dog har det i

flere af disse tilfælde været nødvendigt at værkstedspersonalet fritog hende

fra at være på værkstedet, idet hun ikke selv ville gå hjem for ’ikke at

skade

sin sag’. Hun nævnede dog, at havde hun været på almindelige vilkår på

arbejdsmarkedet,

ville hun have sygemeldt sig. Hun har ikke været fraværende pga. anden

sygdom,

men har haft 3 fridage, hun brugte til at økonomisere med sine kræfter, for

at

kunne deltage i private arrangementer.

Ressourcer og begrænsninger

I forhold til de stillede

opgaver har (A) ikke haft nævneværdige problemer. Hun har løst de fleste selv

og har været i stand til selv at tilrettelægge sit arbejde. Hun fanger

hurtigt

en forklaring af et problem og er i stand til at anvende den relevant, dog

kan

hun virke lidt utålmodig i indlæringsprocessen, især hvis hun mister formålet

med opgaven. Hun fungerer en lille smule bedre med programtyper der kræver

struktureret arbejdsmetode og evne til at huske kommandoer, end med

programmer

der belønner kursistens intuitive evner, uden at fungere dårligt med nogen af

de programmer hun har været stillet overfor. I den sidstnævnte type

programmer

har hun kunnet bruge med sine kreative sider. Hendes arbejdsmetode er præget

af

et ønske om at opnå et perfekt resultat. Når hun bliver grebet af noget kan

hun glemme sine smerter eller negligere dem til hun er færdig med opgaven.

Det var været helt tydeligt

at (A)’s fysiske tilstand er blevet meget forringet i den tid hun har

været på

værkstedet. Hun er ofte forpint, men det har i flere tilfælde været

nødvendigt

at argumentere med hende for at få hende til at gå hjem. Nedsættelsen af

arbejdstiden

har ikke haft nogen synlig virkning på hendes smerter. En enkelt gang har hun

prøvet at hvile sig i fysioterapien i ca. en time, dette havde heller ingen

umiddelbar synlig effekt. Efter (A)’s eget udsagn var hun derved blot i

stand

til at være en time længere på værkstedet. I en periode på 3 uger var hendes

arbejdsplads indrettet, så hun havde mulighed for at veksle mellem siddende

og

stående arbejde, men det var typisk at hun her ofte valgte at sidde med benet

lagt op, frem for at stå, da hun oplevede den stående position som mere

belastende.

Hun har ført log over sine

pauser og i en periode også en ’smertedagbog’. Af pauseskemaet

fremgår det at

hun sidst på dagen typisk har været nødt til at holde pauser af op til ½

times

varighed, mens de først på dagen har været korte (5-10 min.) men hyppigere.

Dette stemmer godt overens med de observationer, der er gjort på værkstedet.

Af

smertedagbogen ses det at niveauet er stigende gennem ugen på en skala fra

1-10 kan hun først på ugen ligge på et gennemsnit på 4-5, hvor hun sidst på

ugen er på niveau 7-8. Afhængigt af hendes aktivitetsniveau i weekenden kan

hun

da bringe niveauet ned på et snit på 3-4. Af smertedagbogen fremgår det

ligeledes at hun dagligt indtager 10-12 smertestillende tabletter ligeligt

fordelt

mellem kodein og panodil.

(A) har vist, at hun både

tænker og arbejder meget selvstændigt. Hun kan være meget fastholdende på

sine meninger, f.eks. i en situation, hvor den faste værkstedsmedarbejder

havde ferie, var det meget vigtigt for hende at følge skemaet og ikke

gennemgå

de samarbejdsøvelser, der var aftalt mellem personalet. Efterfølgende var det

svært at motivere hende for at gå i gang med nye samarbejdsøvelser, idet hun

fandt at hun med de kræfter hun havde, ikke havde noget at byde ind med i et

gruppearbejde. Hun valgte derfor at lave et nyt projekt alene, men kan i den

situation søge mod- og medspil hos sine medkursister i forhold til den

kreative proces.

Hendes udgangspunkt for

arbejdsprøvningen var at vende tilbage til arbejdsmarkedet, eventuelt at tage

en uddannelse. På forhånd var hun skeptisk, idet hun havde en forventning om

at hendes fysik ville tage den udvikling, den har gjort. Hun har i forløbet

haft kontakt med egen læge, der har afvist at en eventuel scanning af hendes

hofte vil give et resultat, der kan pege i retning af en bedring.

Samarbejde

(A) har deltaget i en

samarbejdsøvelse, et projektarbejde om Grøntorvet i (Y)-by. Gruppen foretog

en

meget strikt arbejdsdeling, hvorved hun kom til at udføre sin del af arbejdet

alene, og hun gik kun i mindre omfang ind i det øvrige arbejde. Hun

understregede

efterfølgende at hun klart foretrækker at arbejde alene, fordi hun så selv

kan

bestemme.

På gruppens ugentlige

temamøde har hun en vis blufærdighed for at åbne sig i gruppen men samtidig

også den tillid, der gør at hun godt kan. Hun bruger møderne konstruktivt

både

på sig selv og giver udspil til de øvrige kursister, men kan i nogen tilfælde

virke utålmodig, hvis hun ikke finder at emnet har relevans for hende.

Sammenfattende

(A) har på værkstedet vist,

at hun er i stand til selv at tilrettelægge og strukturere sit arbejde, og

hun

foretrækker klart at arbejde alene. Hun kan nogen gange have svært ved at

sætte grænser, når hun er i en proces fordi hun ønsker at yde sit bedste og

opnå et perfekt resultat. Det har været tydeligt, at hendes smerter er blevet

forværret i den tid hun har været på værkstedet, og at en successivt nedsat

arbejdstid ikke har haft nogen positiv indflydelse på denne tilstand.”

Den 17. juni 1997 skrev

Revacentret følgende til Københavns Kommune, socialcenter Y:

”Sagen drejer sig om en 29

årig enlig kvinde med to hjemmeboende børn, som henvises til arbejdsprøvning

på

Revacentret.

Som det fremgår af vedlagte

dataliste udarbejdet af (A), er hun udgået af 9. kl. i 1984, hvorefter hun i

en kort periode arbejdede som piccoline, inden hun gik på barselsorlov. I de

følgende år har (A) kun sporadisk kontakt til arbejdsmarkedet som ufaglært

sygehjælper, bygningsmaler og sidst i 1992 på (X) Skole med kontormæssige

opgaver. Har desuden igennem årene deltaget i kontorkursus,

førstehjælpskursus

og engelskkursus.

(A) fyres fra jobbet som

bygningsmaler og på (X) Skole i 1992 grundet problemer med venstre ben,

ligesom

hun afbryder engelskkursus i 1993.

Siden 1972 har (A) haft

smerter i venstre lår, som af læge (B) beskrives som slimsækirritation i

forbindelse med venstre hofte. Der er behandlet med ultralydsbehandling i 13

uger med forbigående effekt, samt foretaget operation i nov. 1995. Generne er

dog fortsat uændrede. Senest henvist til undersøgelse hos speciallæge i

Ortopædisk kirurgi, (C) august 1996, som ikke kan finde forklaring på

smertetilstanden, men konkluderer at der findes en smerteudstråling, samt at

der samtidig vurderes at kunne være tale om en vis psykisk overbygning.

Erhvervsevnen vurderes at være nedsat i fysisk arbejde og det anbefales at

iværksætte revalidering. Det besluttes herefter at henvise til

arbejdsprøvning.

(A) har deltaget i

introduktionskursus i perioden 11.3.97 – 6.4.97, og fortsatte

efterfølgende i

arbejdsprøvning på EDB-værkstedet som afsluttedes 22.5.97.

(A) har som det er beskrevet

i vedlagte værkstedserklæring haft skiftende og nedsatte arbejdstider under

hele arbejdsprøvningen p.g.a. smerter. Der har været tre fraværsdage ifølge

aftale med værkstedspersonalet.

Som det fremgår af

værkstedserklæringen har (A) uden problemer arbejdet selvstændigt med de

stillede opgaver. Hun har fine indlæringsmæssige ressourcer og har høje krav

til sine arbejdsresultater. Det er vigtigt for hende at hun kan se et formål

med arbejdsprocessen, og at hun har mulighed for selv at styre processen,

hvilket hun føler, hun bedst sikrer ved at arbejde alene. (A) går dog gerne

ind

i løbende samarbejde med de øvrige kursister omkring løsning af de stillede

opgaver. Da nye kursister skulle introduceres til computeren var (A) meget

aktiv og viste god pædagogisk indsigt i at videregive oplysninger.

På gruppemøderne har (A)

været en aktiv med- og modspiller og har på en konstruktiv måde taget

stilling

til mødernes indhold og relevans for hendes egen sag.

Fysisk har det været tydeligt,

at (A) under forløbet har fået tiltagende smerter, hvilket bl.a. har

resulteret

i nedsatte arbejdstider. (A) har holdt jævnlige pauser som i løbet af dagen

er

blevet af længere varighed i takt med stigende smerter. Som det fremgår af

værkstedserklæringen, har der været eksperimenteret med arbejdsstillinger.

(A)’s reelle arbejdsindsats er grundet smerterne begrænset, og det er

ikke,

som det ser ud nu, muligt at forestille sig en almindelig arbejdsdag på fuld

tid. Der har været arbejdsprøvet i en stillesiddende ikke fysisk belastende

arbejdsfunktion,

og det syntes ikke muligt at pege på en arbejdsfunktion, der vil kunne tage

yderligere

skånehensyn til hendes ben.

Omkring arbejdet med

fremtidsplaner har (A) fra starten af forløbet oplyst, at hun var

interesseret

i at komme ud på arbejdsmarkedet, eventuelt med en forudgående uddannelse.

Forudsætningen

for planen var for (A), at hun fysisk ville kunne klare et sådant forløb og

en

del af planen ville således være, at der kunne iværksættes behandling. Under

forløbet havde (A) kontakt til egen læge som afviste yderligere

undersøgelser,

eks. scanning, idet dette ikke vil kunne medføre bedring. Mulighed for

etablering af skånejob er ikke relevant, da (A) ikke vil kunne påtage sig

fuld

tid, hvilket der rent forsørgelsesmæssigt vil være brug for. (A) syntes

herefter,

arbejdsprøvningens udfald taget i betragtning, at hendes eneste mulighed er

at

søge pension eventuelt med en 1/3 dels ordning.

Konklusion

Det er Revacentrets vurdering

at (A) meget gerne vil ud på arbejdsmarkedet, men at hendes helbredsmæssige

gener forhindrer hende i at kunne opnå tilknytning til arbejdsmarkedet på

almindelige vilkår. Det anbefales, at det undersøges, om der vil være

mulighed

for tilkendelse af pension. Hvis der gives afslag herpå anbefales at

undersøge

muligheden for en tilknytning til arbejdsmarkedet i det antal timer og med

den

mødestabilitet (A) vil kunne præstere.

Såfremt der ønskes yderligere

oplysninger står undertegnede til disposition.”

Den 19. august 1997 søgte A

Københavns Kommune, Y Bydel, om førtidspension.

Overlæge D, H:S Tværfagligt

Smertecenter, Rigshospitalet, skrev følgende i speciallægeerklæring af 3.

juni 1998 på baggrund af undersøgelse foretaget den 25. maj 1998:

”

Konklusion:

30-årig kvinde med klager fra

lænderyggen og venstre hofteregion igennem de sidste 6 år. Smertetilstanden

opstod pludseligt og er af periodisk karakter med dårlige perioder af 2-14

dages varighed afløst af mindre symptomgivne perioder af lignende varighed.

Objektivt findes ømhed ved

palpation af columna, palpation af lændecolumna samt moderat

bevægeindskrænkning

i denne region. Der findes svær direkte ømhed af specielt venstre

sacroiliacaregion med udstråling i forbindelse med palpationen til bagsiden

af venstre femur. Moderat ømhed af venstre UE. Gang og holdning i øvrigt

upåfaldende.

I psykisk henseende intet

umiddelbart påfaldende.

Det drejer sig således om en

sandsynligvis ren nociceptiv smertetilstand med sociale over/undertoner hos

en

patient med et svagt udbygget netværk.

I somatisk henseende kunne

baggrunden være en påvirkning af sacroiliacaregionen. Udover dette har

patienten tidligere figureret diagnostisk i sygehusvæsenet under diagnosen

luxatio coxae congenita. Senfølger efter noget sådant kunne være

forklaringen.

Under alle omstændigheder

tror jeg ikke at en resocialisering med tilbageførsel til arbejdsmarkedet

eller iværksættelse af et uddannelsesforløb vil give de ønskede resultater.

En evt. pensionsindstilling kunne ske på baggrund af en socialmedicinsk

blandingsindikation.”

Den 15. juli 1998 traf Y

Bydel afgørelse om at A ikke havde ret til førtidspension. Kommunen

begrundede

sin afgørelse med at der ikke var tale om noget væsentligt erhvervsevnetab.

A klagede over kommunens

afgørelse i brev af 7. august 1998. I klagen henviste A til erklæringer fra

Revacenter samt speciallægeerklæring af 3. juni 1998 fra overlæge D. A

undrede

sig desuden over at speciallægeerklæringen af 26. august 1996 fra speciallæge

C stadigvæk lå i hendes sag da C efter A’s mening var inhabil i hendes

sag.

Den 27. august 1998 meddelte

Y Bydel A at hendes sag var blevet genvurderet, men at forvaltningen havde

besluttet at fastholde sin afgørelse, og at hendes sag var sendt til Det

Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Den 22. december 1998 bad det

sociale nævn om A’s bemærkninger til journaloplysninger fra Hvidovre

Hospital

samt til en lungefunktionsundersøgelse som var indhentet til brug for sagens

afgørelse.

Disse kommenterede A i brev af 17. januar 1999. I samme brev bad A om

aktindsigt i sin sag.

Nævnet indhentede herefter

statusbedømmelse fra A’s egen læge, B, som i en statusbedømmelse af 2.

februar 1999 skrev følgende:

”

Siden sidst:

Pt. havde i januar/februar 97

en 2 måneders periode med øvre dyspeptiske gener, hvilket medførte udredning

herfor med ultralyd af øvre abdomen som viste i.a.

Gastroskopi viste normale

forhold i oesoephagus, ventrikel og duodenum.

Pt. blev forsøgt

Acinilbehandlet.

I begyndelsen af december 97

indlagde jeg pt. på Hvidovre Hospital p.gr.a. asthma bronchiale – pt.

blev

regelret behandlet med Spirocort og Bricanyl samt Prednisolontbl. i

aftrappende

doser.

Efterfølgende

lungefunktionsundersøgelse viste let obstruktiv ventilatorisk insufficiens

med normalisering på Beta-II – agonist.

Pt. får fortsat

asthmamedicin.

I løbet af sommeren og

efteråret 98 udvikler pt. myxoedem på baggrund af en thyreoiditis. Pt. er sat

i behandling med Eltroxin 50 mikrogr. dgl. – er fortsat i ambulant

kontrol på

Hvidovre Hospital.

Pt. var i efteråret 98

indlagt på mistanke om tokveret ovariecyste. Pt. fik fjernet den torkverede

ve.sidige ovariecyste på Hvidovre.

Vedr. pt.s hofteproblem:

der

er ikke i min journal indenfor det sidste års tid nyt om denne lidelse.

Vurdering:

Da Den Sociale

Sikringsstyrelse er venlig at henlede min opmærksomhed på Socialministeriets

brev af 28. januar 98, skal jeg, der formentlig kender pt. bedst, afholde mig

fra at beskrive pt.s funktionsniveau, da dette må tolkes som en indirekte

tilkendegivelse af pt.s pensionsberettigelse eller mangel på samme.

Jeg synes Den Sociale

Sikringsstyrelse skal tilkendegive overfor Socialministeriet, at

Socialministeriets

brev af 28. januar 98 rent faktisk virker hæmmende for udveksling af

fornuftige

oplysninger.”

Den 26. februar 1999 traf det

sociale nævn følgende afgørelse:

”

De opfylder ikke

betingelserne for at få forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk.

3,

nr. 1 eller 2 i lov om social pension.

Begrundelsen er, at Deres

lidelse, sådan som den er beskrevet i de foreliggende lægelige oplysninger,

ikke er af en sådan sværhedsgrad, at den nedsætter Deres erhvervsevne med

mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige forhold eller på grund af

helbredsmæssige

og sociale forhold.

Der er lagt til grund, at De

lider af en smertetilstand i venstre hofteregion samt periodevise smerter fra

lænderyggen, men nævnet lægger vægt på, at objektiv undersøgelse viser ømhed

og bevægeindskrænkning men ellers normale forhold. Der er endvidere lagt til

grund, at De har fået konstateret nedsat stofskifte grundet

betændelsestilstand

i skjoldbruskkirtlen, men nævnet lægger vægt på, at Deres stofskifte er

normaliseret på aktuel medicinsk behandling. Der er herudover lagt til grund,

at De har en astmatisk lungelidelse, men nævnet lægger vægt på, at

lungefunktionsundersøgelse kun viser let nedsat lungefunktion og denne er

normaliseret

ved bronchieudvidende behandling. Der er endelig lagt vægt på, at udredning

for

dyspeptiske gener har vist normale forhold.

Nævnet skønner, at De udfra

Deres alder og helbredsmæssige tilstand skulle have mulighed for at påtage

Dem

passende erhvervsarbejde eventuelt efter forudgående revalidering.

Nævnet stadfæster således

socialcentrets afgørelse.

”

Den 16. marts 1999 klagede A

telefonisk til det sociale nævn over nævnets afgørelse, og den 22. marts 1999

klagede A ved brev. I klagen skrev A bl.a. følgende:

”I jeres begrundelse ang.

afslag på førtidspension, henviser I bl.a. til at jeg ikke er 50%

uarbejdsdygtig.

I den forbindelse skal jeg gøre opmærksom på at begge speciallæger ((C) samt

overlæge (D)) mundtligt over for mig, har sagt, at de ikke kan sætte

procenter

på mig, alene på baggrund af, at de ikke kan stille en diagnose.

Jeg skal yderligere gøre

opmærksom på at jeg efter aftale med kommunen frivilligt er gået med til at

tage en samtale med kommunens psykologer. Dette er på grund af den

tilsyneladende

disharmoni, der er mellem Revacentrets, Overlæge (D)’s og speciallæge

(C)’s

opfattelser af det, (C) kalder psykisk overbygning. Så snart jeg har været

til

denne samtale, vil jeg sende deres vurdering af mig, så denne kan vedlægges

sagen.”

Af psykologark fra den 15.

april 1999 fremgår bl.a. følgende:

”Klienten har været indkaldt

til

samtale med u.t. d. 13.4.99.

Ved samtalen giver klienten

udtryk for, at hun oplever at have haft en ganske almindelig opvækst hos

biologiske forældre sammen med en storesøster som hun beskriver som

almindelig

velfungerende. Klienten mener ikke at have haft belastende opvækstforhold

eller

i øvrigt at have været udsat for traumatiserende forhold som fx vold,

overgreb

eller lignende.

Klienten mener, at hun

muligvis flyttede lidt tidligt hjemmefra og blev gravid. Vedr. sin skolegang

har klienten heller intet at bemærke.

Hun har 9. klasses eksamen

med middel karakterer og synes, at den sidste del af hendes skolegang var

præget af skoletræthed.

Omkring sin dagligdag aktuelt

giver klienten udtryk for, at hun egentlig er tilfreds bortset fra de kendte

somatiske problemer. Oplever sig ikke isoleret, men har jævnlig kontakt med

andre voksne fra sit netværk. Men kontakten, oplyser hun, afpasses og

tilrettelægges

efter den somatiske tilstand. Hun giver udtryk for at være meget plaget af

smerterne i perioder, og på den måde mener hun sig psykisk påvirket af den

somatiske tilstand, idet hun giver udtryk for begrænsninger i forhold til

naturlig

udfoldelse og en mere eller mindre kontinuerlig fokusering på, hvorledes hun

bedst kan ’økonomisere’ med de kræfter hun har og undgå

overbelastning.

Klienten mener ikke at nogen

former for aktivering eller anden beskæftigelse ville bringe hende eller

situationen videre.

Konkluderende

er det min vurdering, at der udfra det foreliggende

ikke er oplysninger, som kunne indicere psykologisk behandling. Der

fremtræder

i sagsakter såvel som ved samtale med klienten ingen afgrænset eller

defineret

psykologisk problemstilling, der kunne begrunde tilbud om psykologisk

behandling til klienten.”

Den 14. maj 1999 meddelte det

sociale nævn A at nævnet havde genvurderet afgørelsen, men besluttet at

fastholde

afgørelsen af 26. februar 1999. Nævnet sendte herefter sagen til Den Sociale

Ankestyrelse.

Ankestyrelsen afviste den 27.

maj 1999 at behandle A’s sag idet styrelsen ikke anså sagen for at være

af

principiel eller generel betydning.

Den 4. januar 2000 klagede A

til mig (mit j.nr. 2000-0073-040). I brevet henviste A til Højesterets dom af

22. december 1999 og anførte at hun i dagspressen var blevet bekendt med at

Ankestyrelsen på baggrund af dommen ville lempe praksis i visse typer af

pensionssager,

herunder sager hvor ansøgerne lider af kroniske smerter. A mente at hendes

sag

måtte være omfattet af den kommende praksisændring.

I brev af 22. februar 2000

skrev jeg bl.a. følgende til A:

”Af de indsendte bilag

fremgår at De bl.a. lider af en smertetilstand i venstre hofteregion samt

periodevise

smerter fra lænderyggen.

Ved Højesterets dom af 22.

december 1999 blev Den Sociale Ankestyrelse dømt til at anerkende at

sagsøgeren var berettiget til mellemste førtidspension. Det er på nuværende

tidspunkt uafklaret hvilken betydning dommen vil få for myndighedernes

praksis

i sager om tilkendelse af førtidspension.

Højesterets dom vedrørte en

kvinde med en arbejdsbetinget skulderlidelse der var startet i

1980’erne.

Speciallæger havde udtalt at den pågældende havde massive smerter og en

ubrugelig

arm, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og at tilstanden var

stationær. Ankestyrelsen havde oprindeligt afslået at meddele den pågældende

førtidspension, men havde senere – efter at retssagen var påbegyndt

–

tilkendt hende forhøjet almindelig førtidspension.

På grundlag af de

foreliggende speciallægeerklæringer fandt Højesteret det godtgjort at

sagsøgerens

erhvervsevne fra 1988 varigt havde været nedsat med omkring 2/3, og at den

pågældende ikke – som forudsat af Ankestyrelsen – kunne klare et

halvdagsarbejde.

Samtidig bemærkede retten at hverken nævnet eller Ankestyrelsen på noget

tidspunkt

havde anmodet om at der blev foretaget yderligere undersøgelser vedrørende

sagsøgerens erhvervsevne i form af revalidering, arbejdsprøvning eller

lignende. Højesteret fandt herefter at sagsøgeren opfyldte betingelserne for

mellemste førtidspension da hun indgav sin ansøgning i 1988.

Det er som nævnt ovenfor

usikkert hvad Ankestyrelsens kommende praksisændring som følge af

Højesteretsdommen munder ud i, både for så vidt angår pensionsmyndighedernes

vurdering af resterhvervsevnen, og for så vidt angår begrundelseskravet.

På den baggrund mener jeg det

er mest korrekt at sende Deres klage med bilag til Den Sociale Ankestyrelse

som

en anmodning fra Dem om at Ankestyrelsen tager stilling til om styrelsen

– på

baggrund af Højesterets dom af 22. december 1999 – mener at der er

grundlag

for at genoptage Deres sag. De vil herefter modtage svar fra Ankestyrelsen.

Jeg har bedt Ankestyrelsen om at returnere Deres bilag til Dem sammen med

svaret.

Når De har modtaget endeligt

svar i sagen – og hvis De er utilfreds med svaret – er De velkommen

til at

rette henvendelse til mig igen.”

I brev af samme dato bad jeg

Ankestyrelsen om at tage stilling til om styrelsen – på baggrund af

Højesterets dom af 22. december 1999 – mente at der var grundlag for at

genoptage

A’s sag.

Den 13. juni 2000 skrev Den

Sociale Ankestyrelse til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg

Kommuner

at eftersom det var det sociale nævn der senest havde truffet afgørelse i

sagen,

var det efter Ankestyrelsens opfattelse nævnet der skulle tage stilling til

om

der var grundlag for at genoptage A’s sag.

Ved brev af 26. april 2001

rykkede A det sociale nævn for en afgørelse af genoptagelsesspørgsmålet. I

brevet henviste A til en ny dom afsagt af Højesteret den 12. januar

2001. A

mente at situationen for den

pågældende i denne sag helbredsmæssigt lå meget tæt på hendes egen situation.

Den 14. august 2001 afviste

det sociale nævn at genoptage A’s pensionssag på baggrund af Højesterets

domme

af 22. december 1999 og 12. januar 2001. Nævnet skrev endvidere:

”

Nævnet har lagt vægt på, at

Højesterets domme vedrører bedømmelsen af erhvervsevnenedsættelsen ved

afgørelsen af hvilken pensionsgrad, der kunne tilkendes en ansøger, som

pensionsmyndighederne

allerede

havde

tilkendt pension.

Da De ved Nævnets afgørelse

af 26. februar 1999 fik afslag på førtidspension, finder Nævnet ikke, at

Højesteretsdommen har betydning for Nævnets afgørelse i Deres sag.

Nævnet må således fastholde

sin trufne afgørelse og genoptager ikke pensionssagen.

Hvis De mener, at Deres

helbredsmæssige forhold har ændret sig, således at De af denne grund skulle

være berettiget til førtidspension, henvises De til at indgive ansøgning om

rejsning af sag om førtidspension til lokalcentret.

”

Den 3. september 2001 klagede

A over det sociale nævns afgørelse, og den 25. september 2001 meddelte nævnet

A at nævnet havde genvurderet, men besluttet at fastholde sin afgørelse af

14.

august 2001, og at A’s sag var sendt til Den Sociale Ankestyrelse.

Den 10. oktober 2001 afviste

Ankestyrelsen at behandle A’s sag fordi styrelsen ikke anså sagen for at

være

af principiel eller generel betydning. Styrelsen skrev endvidere følgende:

”

Begrundelsen herfor er, at

afgørelsen beror på en konkret vurdering af, om der på baggrund af sagens

faktiske oplysninger er grundlag for genoptagelse på baggrund af Højesterets

domme af 22. december 1999 og 12. januar 2001.

Nævnets afgørelse strider

ikke på det foreliggende grundlag imod Ankestyrelsens praksis. Den skønnes

heller ikke at have generel betydning for retsanvendelsen på området.

En afgørelse fra

Ankestyrelsen kan derfor ikke forventes at ville blive til vejledning for

kommunerne

og de sociale nævn ved den fremtidige sagsbehandling.

Ankestyrelsen kan derfor ikke

behandle sagen.

Ankestyrelsen skal med hensyn

til det, der er anført i klagen om betydningen af Højesterets domme, bemærke,

at dommene efter Ankestyrelsens vurdering navnlig har betydning for

bedømmelsen af omfanget af nedsættelsen af erhvervsevnen ved afgørelse af

hvilken grad af pension, der kan tilkendes. Dommene tager efter

Ankestyrelsens

vurdering ikke særskilt stilling til, hvornår der er grundlag for tilkendelse

af førtidspension i det hele taget.

Det bemærkes endvidere

generelt, at tilkendelse af førtidspension beror på en konkret vurdering af

de helbredsmæssige forhold sammenholdt med de sociale og erhvervsmæssige

forhold,

herunder om alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt

andre

foranstaltninger har været afprøvet.”

Den 29. oktober 2001 modtog

jeg A’s brev af 25. august 2001 hvori A klagede over Den Sociale

Ankestyrelses

afgørelse.

Med brev af 26. november 2001

bad jeg Den Sociale Ankestyrelse, Det Sociale Nævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuner og Københavns Kommune, Y Bydel, om en udtalelse i

sagen. Jeg skrev bl.a. følgende:

”I nævnets afgørelse af 14.

august 2001 skrev nævnet bl.a.:

’Nævnet finder ikke grundlag

for at genoptage Deres pensionssag i anledning af Højesterets domme af 22.

december 1999 og 12. januar 2001.

Nævnet har lagt vægt på, at

Højesterets domme vedrører bedømmelsen af erhvervsevnenedsættelsen ved

afgørelsen af hvilken pensionsgrad, der kunne tilkendes en ansøger, som

pensionsmyndighederne

allerede

havde

tilkendt pension.

Da De ved Nævnets afgørelse

af 26. februar 1999 fik afslag på førtidspension, finder Nævnet ikke, at

Højesteretsdommen har betydning for Nævnets afgørelse i Deres sag.’

Den Sociale Ankestyrelse

skrev i sin afgørelse af 10. oktober 2001 bl.a. følgende:

’Ankestyrelsen skal med

hensyn til det, der er anført i klagen om betydningen af Højesterets domme,

bemærke, at dommene efter Ankestyrelsens vurdering navnlig har betydning for

bedømmelsen af omfanget af nedsættelsen af erhvervsevnen ved afgørelse af

hvilken

grad af pension, der kan tilkendes. Dommene tager efter Ankestyrelsens

vurdering ikke særskilt stilling til, hvornår der er grundlag for tilkendelse

af førtidspension i det hele taget.’

Myndighederne bedes blandt

andet uddybe denne opfattelse.

Myndighederne bedes endvidere

udtale sig om hvilken betydning resultatet af arbejdsprøvningen på

Revacentret, jf. Revacentrets udtalelse af 17. juni 1997, er blevet tillagt

ved afgørelsen af om (A) er berettiget til førtidspension.”

Den 8. maj 2002 modtog jeg

kommunens, det sociale nævns og Ankestyrelsens udtalelser af henholdsvis 20.

marts, 17. april og 8. maj 2002. Y Bydel skrev følgende i sin udtalelse af

20.

marts 2002:

”Sagen omhandler en 35-årig

ugift kvinde, der i 1997 søgte om førtidspension hovedsagelig udfra ryg- og

hoftesmerter.

(Y) Bydel gav afslag på

pensionen i juli 1998 – med begrundelsen om at erhvervsevnen ikke var

nedsat i

et omfang, der berettigede til pension. Afslaget blev efter genvurdering

fastholdt af Bydelen og sagen oversendes til Det Sociale Nævn, der primo 1999

fastholder afslag på pension.

Klienten retter primo 2000

henvendelse til Ombudsmanden, idet hun finder at højesteretsdommene på

førtidspensionsområdet, må have betydning for hendes sag.

Den Sociale Ankestyrelse

afgør i oktober 2001, at der ikke er grundlag for at Ankestyrelsen kan gå ind

i sagen, da denne ikke har principiel eller generel betydning.

Siden klienten søgte pension

i 1997 har der været tale om ambulant behandling på Hvidovre hospital juli

2000, der var mistanke om discusprolaps, men dette blev afkræftet ved

MR-scanning 19. sept. 2000, klienten får ambulant fysiurgisk behandling i 3

måneder,

hvorefter behandlingen afsluttes med at pågældende instrueres i

hjemmeprogram.

(Y) lokalcentret har forsøgt

at motivere klienten til et fleksjob, hvilket ikke hidtil er lykkedes,

klienten

finder ikke selv at dette er en mulighed på grund af hendes smerter.

Klienten modtager

kontanthjælp, har været uden for arbejdsmarkedet siden 1992.

Ombudsmanden ønsker, at

lokalcentret kommer med kommentarer om på hvilken måde revacentrets rapport

fra

1997 er indgået i sagsbehandlingen.

(Y) Lokalcenter har på

baggrund af rapporten vurderet, at klienten burde kunne opnå tilknytning til

arbejdsmarkedet efter evt. optræning eller revalidering – evt. med

henblik på

placering i en såkaldt 50/50 ordning – ’forløberen for

fleksjobbet’ – hvor der

kunne tages højde for klientens helbredsmæssige gener, idet lokalcentret ikke

var enige i revacenterets bedømmelse af graden af erhvervsevnenedsættelsen

–

udfra en objektiv vurdering af de lægelige fund.”

Det sociale nævn skrev

følgende i sin udtalelse af 17. april 2002:

”

Det fremgår af Ombudsmandens

brev, at han bl.a. ønskede myndighedernes uddybning af betydningen af en

Højesteretsdom samt om betydningen af resultatet af en arbejdsprøvning af

pågældende på Revacentret i 1997 for spørgsmålet om tilkendelse af

førtidspension.

Nævnet skal i den anledning

meddele, at Den Sociale Ankestyrelse som sin fortolkning af Højesterets domme

har tilkendegivet, at dommene ikke tager særskilt stilling til, hvornår der

er

grundlag for tilkendelse af førtidspension i det hele taget. Nævnet skal i

denne forbindelse henvise til Nyt fra Ankestyrelsen nr. 5/00 og nr. 1/2002.

Nævnet finder ikke, at der i

den konkrete sag foreligger omstændigheder, som kan begrunde, at Nævnet

fraviger den fortolkning af dommene, som Ankestyrelsen har anlagt og følger.

Nævnet skal med hensyn til

arbejdsprøvningen på Revacentret i 1997 anføre, at resultatet heraf i

væsentlig grad beroede på pågældendes helbredsmæssige forhold. Nævnet har i

denne forbindelse skønnet, at der på grundlag af oplysningerne om de

helbredsmæssige

forhold ikke skulle være noget til hinder for, at pågældende kan påtage sig

arbejde.

Nævnet har herved desuden

lagt vægt på pågældendes alder og tidligere beskæftigelsesforhold.

Nævnet finder på baggrund af

en samlet bedømmelse af sagen ikke grundlag for at genoptage sagen og må

henholde sig til den trufne afgørelse.

”

Ankestyrelsens udtalelse af

8. maj 2002 er sålydende:

”

Det bemærkes indledningsvis,

at Ankestyrelsen ved afgørelse meddelt i brev af 10. oktober 2001 alene har

forholdt sig til, hvorvidt ovennævntes sag kunne anses for at være af

principiel eller generel betydning.

Ankestyrelsen fandt ikke, at

Det Sociale Nævns afgørelse af 14. august 2001, hvorefter nævnet ikke fandt

grundlag for at genoptage (A)’s sag om afslag på førtidspension på

baggrund af

Højesterets domme af 22. december 1999 og 12. januar 2001, kunne antages til

principiel behandling.

Ankestyrelsen henviste blandt

andet til, at nævnets afgørelse ikke på det foreliggende var i strid med

Ankestyrelsens praksis vedrørende de nævnte højesteretsdomme.

Ankestyrelsens begrundelse

for at meddele afslag på principiel / generel behandling fremgik af nævnets

afgørelsesbrev, hvortil der i øvrigt henvises.

(A) har i henvendelsen til

Folketingets Ombudsmand

henvist til, at højesteretsdommene begge angår sager, hvor der var tilkendt

førtidspension, men at der i begge sager blev tilkendt en højere pensionsgrad

på baggrund af kroniske smerter. (A) henviser til, at i hendes sag er der

afslået pension netop med henvisning til denne diagnose.

Dertil skal Ankestyrelsen

bemærke, at det er Ankestyrelsens vurdering, at Højesterets domspraksis

navnlig

vedrører bedømmelsen af omfanget af nedsættelsen af erhvervsevnen med henblik

på, hvilken grad af pension, der kan tilkendes en ansøger, hvor der

er

fundet grundlag for at tilkende pension.

Ankestyrelsen kan herved

henvise til, at det fremgår af dommene, at Højesteret har lagt til grund, at

Ankestyrelsen havde anerkendt, at sagsøgernes lidelser var berettigede til

førtidspension. Spørgsmålet var herefter, hvornår og i hvilket omfang

erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af invaliditeten.

Det kan imidlertid oplyses,

at Ankestyrelsen efter afvisningen af (A)’s sag har antaget og truffet

afgørelse i lignende sager til nærmere belysning af praksis for genoptagelse

på baggrund af Højesterets domspraksis, herunder også Højesterets seneste dom

af 18. oktober 2001, hvorved Ankestyrelsen blev frifundet i en sag om

tilkendelse af førtidspension.

Ankestyrelsen finder herefter

ikke grundlag for at antage sagen til belysning af dette spørgsmål.”

Den 4. juni 2002 sendte jeg

myndighedernes udtalelser til A så hun kunne fremkomme med eventuelle

bemærkninger, og i brev af 23. juni 2002 havde A følgende kommentarer:

”

Jeg har dog bemærkninger til

Københavns kommune, lokalcenter (Y)’s kommentar.

Det er rigtig at jeg var i 3 måneders behandling på

Hvidovre hospital. Det stoppede dog, efter de 3 måneder pga. venteliste på

denne behandling, ligesom jeg fik at vide at 3 måneder var meget længere tid

end der normalt gives pga. ventelisten.

Ang. Lokalcenter (Y)’s kommentar om at jeg ikke var

motiveret til fleksjob, er dette ikke sandt. Da de kom med dette tilbud,

fortalte

jeg dem at jeg ikke fysisk var i stand til dette pga. smerter, ligesom jeg

sagde at min sag var sendt ind til Folketingets ombudsmand. Derefter satte de

selv dette i bero. Jeg vil gøre opmærksom på at jeg har bedt om aktindsigt på

lokalcenter (Y), og at jeg agter at indgive en skriftlig klage over deres

fortolkning

af den samtale vi havde ang. fleksjob, da den ikke stemmer overens med

sandheden.

Ang. Lokalcenter (Y)’s uenighed med Revacenters

konklusion på min helbredssituation, stiller jeg mig helt uforstående. Da de

bad om at jeg skulle på Revacenter, var det fordi de mente at revacenteret

var

fagligt kompetente til at vurdere mit helbred, og at det var de ikke selv. Nu

må jeg så konstatere at lokalcenter (Y) mener at de alligevel er mere

kompetente

til at vurdere mit helbred end Revacentret. Det på trods af at ingen fra

lokalcentret har set mig personligt, udover de sagsbehandlere der har fået

tildelt min sag.

Udover at lokalcenter (Y) er uenig med Revacentret, er

de tilsyneladende også uenig med deres egen lægekonsulent. Han ændrede

holdning til min sag, efter jeg havde været hos Overlæge (D) (HS Tværfaglig

smertecenter). Alt dette ligger i min sag, som I er i besiddelse af.”

Ombudsmandens udtalelse

”Jeg har koncentreret min undersøgelse om hvorvidt det sociale nævn på

baggrund af nye højesteretsdomme på førtidspensionsområdet kunne afvise at

genoptage behandlingen af Deres sag om førtidspension.

Myndighedernes afgørelser er truffet på grundlag af dagældende lov om social

pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 med senere

ændringer. Loven indeholder følgende bestemmelser af betydning for sagen:

’

§ 14.

Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der

i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.

Stk. 2.

Mellemste førtidspension kan tilkendes

personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne

er nedsat med omkring 2/3, og

personer i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne

er nedsat i det omfang, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 3.

Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig

førtidspension kan tilkendes

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne

er nedsat på grund af helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne

er nedsat med mindst halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes

helbredsmæssige

forhold, og

personer i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og

helbredsmæssige forhold taler for det.

Stk. 4.

Pension efter stk. 3 tilkendes som forhøjet almindelig

førtidspension til personer under 60 år og som almindelig førtidspension til

personer over denne alder.

Stk.

5.

Socialministeren

kan fastsætte nærmere regler om tilkendelse af pension efter stk. 3, nr. 2 og

3.

Stk.

6.

Alderen på det

tidspunkt, hvor en førtidspensionssag påbegyndes, eller hvor der er ansøgt om

pension efter §§ 16 og 18, er afgørende for, hvilken pension der kan

tilkendes.

Er de øvrige betingelser for tilkendelse først opfyldt på et senere

tidspunkt,

er det alderen på dette tidspunkt, der er afgørende for, hvilken pension der

kan tilkendes.

Stk.

7.

Efter det fyldte

60. år kan pension uden pensionistens samtykke hverken frakendes eller

nedsættes til lavere form for pension, jf. § 13. Dette gælder dog ikke for

invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg.

§ 15.

Tilkendelse af pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1

og 2, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk

eller psykisk invaliditet. Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2,

skal der dog også lægges afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart

viser,

at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre forsørgelsesmuligheder,

er

varigt nedsat. Der kan i helt ekstraordinære tilfælde tilkendes pension efter

§ 14, stk. 3, nr. 2, uden at nedsættelsen af erhvervsevnen skyldes

helbredsmæssige forhold.

Stk. 2.

Tilkendelse af førtidspension efter § 14 forudsætter, at

alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre

foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet, og at

erhvervsevnen

ikke varigt kan forbedres.

Stk.

3.

Ved bedømmelsen

af, i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat, skal der foretages en

sammenligning mellem den indtægt, som den pågældende skønnes at kunne opnå

ved

et arbejde, der svarer til pågældendes kræfter og færdigheder, og som under

hensyn til uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af den

pågældende,

og den indtægt, som personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme

egn.

Der skal endvidere tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og

beskæftigelsesmuligheder

og til sådanne andre omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at

burde

tillægges vægt.

Stk. 4.

Socialministeren fastsætter nærmere regler om vurderingen

af erhvervsevnenedsættelsen for personer, der ikke kan anses for hidtil at

have været fuldtidsbeskæftigede.

’

Af vejledning nr. 66 af 10.

marts 1998 om social pension fremgår bl.a. følgende:

’56.

Pension kan tilkendes, hvis personens erhvervsevne er nedsat

på grund af en varig fysisk eller psykisk invaliditet, se lovens § 15. Det er

en betingelse, at lidelsen i sig selv bevirker en betydelig og varig

nedsættelse af personens funktionsevne på arbejdsmarkedet og dermed af evnen

til at forsørge sig selv ved arbejde.

Det er kommunen, der efter en

konkret vurdering beslutter, hvilke oplysninger, der er nødvendige til

belysningen af pågældende helbredsforhold. Det er endvidere kommunen, der

selvstændigt vurdere de helbredsmæssige oplysninger i relation til

førtidspensionssagen.

Kommunens bedømmelse

forudsætter, at pågældendes helbredsforhold er grundigt undersøgt og

velbeskrevet – typisk af en læge eller andre fagfolk. Bedømmelsen

forudsætter

desuden et indgående kendskab til lidelsens indvirkning på den

erhvervsmæssige

funktionsevne. Bedømmelsen må tage udgangspunkt i erfaringer om, hvilke

helbredsmæssige begrænsninger og lidelser der almindeligvis medfører, at folk

må opgive erhvervsarbejde helt eller delvis.

At lidelse skal være varig

betyder, at der ikke er udsigt til, at den bedres væsentligt hverken af sig

selv eller ved behandling.

I de fleste tilfælde indgår

den helbredsmæssige vurdering som et led i kommunens samlede skøn over

erhvervsevnens nedsættelse. Pågældendes sociale og erhvervsmæssige forhold

sammen med den helbredsmæssige vurdering er således med til at bestemme, om

der

skal tilkendes højeste, mellemste eller (forhøjet) almindelig førtidspension

på grund af helbredsmæssige forhold.

En helbredsvurdering alene

kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens

nedsættelse. Det er som regel kun tilfældet, når der kun er ubetydelig

erhvervsevne i behold, altså i de tilfælde hvor der kan tilkendes højeste

førtidspension.

Der kan også tilkendes

pension, hvis erhvervsevnen er nedsat, uden at nedsættelsen alene skyldes de

helbredsmæssige forhold, altså når den skyldes kombinerede helbredsmæssige og

sociale forhold.

Der kan være tilfælde, hvor

årsagerne til erhvervsevnens nedsættelsen kun ved en meget vid fortolkning

kan

betegnes som invaliditet. Der kan også være tilfælde, hvor der ikke er en

sådan helbredssvækkelse, at den alene giver grundlag for at anse

erhvervsevnen

for nedsat med mindst halvdelen, men hvor det alligevel ud fra en samlet

bedømmelse er åbenbart, at pågældende ikke vil blive i stand til at forsørge

sig selv.’

Som det fremgår af ovennævnte

lovbestemmelser og til dels af vejledningen, kan forhøjet almindelig

førtidspension tilkendes personer i alderen fra 18 til 67 (nu 65) år hvis

erhvervsevnen

er nedsat med mindst halvdelen på grund af fysisk eller psykisk invaliditet.

Det myndighederne skal vurdere i førtidspensionssager, er således om

erhvervsevnen er nedsat på grund af invaliditet, og i givet fald hvor meget

den

er nedsat.

Som det er Dem bekendt,

afsagde Højesteret den 22. december 1999 dom i en førtidspensionssag

(Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 645) hvorefter en førtidspensionist var

berettiget til mellemste førtidspension fra hendes første ansøgning om

pension

blev indgivet ca. 11 år før.

Højesterets dom vedrørte

nærmere en kvinde med en arbejdsbetinget skulderlidelse der var startet i

1980’erne. Speciallæger havde udtalt at den pågældende havde massive

smerter

og en ubrugelig arm, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og at

tilstanden var stationær. Ankestyrelsen havde oprindelig afslået at meddele

den pågældende førtidspension, men havde senere – efter at retssagen var

påbegyndt – tilkendt hende forhøjet almindelig førtidspension.

På grundlag af de

foreliggende speciallægeerklæringer fandt Højesteret det godtgjort at

sagsøgerens

erhvervsevne fra 1988 varigt havde været nedsat med omkring 2/3, og at den

pågældende ikke – som forudsat af Ankestyrelsen – kunne klare et

halvdagsarbejde. Samtidig bemærkede retten at hverken nævnet eller

Ankestyrelsen på noget tidspunkt havde anmodet om at der blev foretaget

yderligere

undersøgelser vedrørende sagsøgerens erhvervsevne i form af revalidering,

arbejdsprøvning eller lignende. Højesteret fandt herefter at sagsøgeren

opfyldte betingelserne for mellemste førtidspension da hun indgav sin

ansøgning

i 1988.

Højesteret har i sin dom

skrevet følgende:

’

I lov om social pension § 15,

jf. § 14, angives de retlige betingelser for at få tilkendt førtidspension.

Det er efter § 15, stk. 1, 1. pkt., en betingelse for tilkendelse af pension,

at erhvervsevnen er varigt nedsat på grund af fysisk eller psykisk

invaliditet.

Efter lovens § 15, stk. 1, 4. pkt. (nu stk. 2), kan pension ikke tilkendes,

hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan

antages mere varig at forbedre erhvervsevnen. § 15, stk. 2 (nu stk. 3),

indeholder nærmere regler om bedømmelse af nedsættelse af erhvervsevnen.

Domstolenes prøvelse af

afgørelser om tilkendelse af førtidspension omfatter de administrative

myndigheders bedømmelse af, om de nævnte betingelser er opfyldt, selv om

denne

bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Det må

imidlertid ved prøvelsen tages i betragtning, at revaliderings- og

pensionsnævnene, nu de sociale nævn, og Den Sociale Ankestyrelse gennem

behandlingen

af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse bevisvurderinger og

bistås af fast tilknyttede lægekonsulenter. Der må derfor foreligge et

sikkert

grundlag, for at domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om

førtidspension. Domstolene vil i så fald i almindelighed have fornødent

grundlag for at træffe afgørelse i sagen, og der vil således normalt ikke

være

anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling ved de administrative

myndigheder.

Den Sociale Ankestyrelse

anerkendte med afgørelsen af 9. november 1994, at A’s lidelse

berettigede hende

til en helbredsbetinget førtidspension. Spørgsmålet er herefter, hvornår og i

hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af invaliditeten.

A havde arbejdet som

sagsbehandler i Københavns kommune siden 1962. Hendes skulderlidelse startede

i begyndelsen af 1980’erne, og der blev i perioden indtil indgivelse af

pensionsansøgning den 31. oktober 1988 gennemført en række forskellige

behandlinger af lidelsen, herunder en operation i 1985, dog uden positivt

resultat. Efter flere sygeperioder og perioder med arbejde på deltid måtte

hun

ophøre med sit arbejde i 1988.

Speciallæge B udtalte i sine

erklæringer af 10. november 1988 og 14. august 1990 – hvoraf den sidste

blev

udarbejdet efter anmodning fra Revaliderings- og Pensionsnævnet i København

–

at A led af en rotator cuff læsion, at hun havde massive smerter og en

ubrugelig

arm, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og at tilstanden var

stationær. Overlæge C’s erklæring af 30. august 1994, der blev

udarbejdet

efter anmodning fra Den Sociale Ankestyrelse, konkluderede, at A’s gener

var

uændrede siden 1985, og at hun var ude af stand til at bruge højre arm til

nogen

form for arbejde.

Højesteret finder det på

grundlag af disse erklæringer godtgjort, at A’s invaliditet forelå

allerede i

1988, og at hendes erhvervsevne som følge af invaliditeten var varigt nedsat

fra dette tidspunkt.

På grundlag af erklæringerne

og det i øvrigt foreliggende finder Højesteret det endvidere godtgjort, at

hendes erhvervsevne fra 1988 varigt har været nedsat med omkring 2/3, og at A

således ikke – som forudsat i Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9.

november 1994 – kan klare et halvdagsarbejde. Det bemærkes herved, at

hverken

Revaliderings- og Pensionsnævnet eller Den Sociale Ankestyrelse på noget

tidspunkt har anmodet om, at der blev foretaget yderligere undersøgelser

vedrørende

A’s erhvervsevne i form af revalidering, arbejdsprøvning eller lignende.

A opfyldte således

betingelserne for mellemste førtidspension, da hun indgav sin ansøgning den

31.

oktober 1988. Højesteret tager derfor A’s principale påstand til følge.

’

Samme dag som Højesteret

afsagde dommen, fremkom Den Sociale Ankestyrelse med følgende

pressemeddelelse:

’Højesteret har i dag for

første gang afsagt dom i en sag om tilkendelse af førtidspension.

Sagen drejede sig om en

kontoruddannet kvinde, der havde smerter og bevægeindskrænkninger i højre arm

og som efter dagældende pensionsregler (regler før 1. juli 1998) havde fået

tilkendt almindelig forhøjet førtidspension (laveste sats). Hun havde

indbragt

sagen for domstolene for at få tilkendt en højere førtidspension og for at få

tilkendt pension fra et tidligere tidspunkt.

Højesteret var enig med Den

Sociale Ankestyrelse i, at hun var berettiget til førtidspension, men fandt,

at hun var berettiget til en højere pension (mellemste sats).

Sagen var afgjort i det

administrative klagesystem. Pensionsmyndighederne foretager en socialfaglig

helhedsvurdering, der går videre end den rene juridiske vurdering og rene

retssikkerhedsbetragtninger. Men Højesteret har i den konkrete sag tilsidesat

pensionsmyndighedernes skøn og vurderet, at hun var berettiget til mellemste

førtidspension.

Det er Ankestyrelsens

opfattelse, at domstolskontrollen er vigtig for det sociale system, så

retsanvendelsen

dermed løbende kan justeres.

’I den konkrete sag vurderede

Højesteret, at pågældende havde ret til en højere pension end den

tilkendte’

siger styrelseschef Karen Sejersdal Christensen. ’Det tager vi

naturligvis

til efterretning og vi vil nu efter drøftelse med kammeradvokaten vurdere,

hvilken betydning dommen får for pensionsmyndighedernes praksis’.

’

På baggrund af Højesterets

dom udsendte Den Sociale Ankestyrelse en Social meddelelse den 15. februar

2000 (SM P-3- 00) hvori Ankestyrelsen gennemgik dommen. Ankestyrelsen skrev

endvidere:

’

Sagen blev behandlet i

principielt møde, da Ankestyrelsen fandt, at sagen har principiel betydning

for praksis for tilkendelse af førtidspension.

Afgørelse:

Ankestyrelsen tog Højesterets

dom af 22. december 1999 til efterretning og anerkendte herved, at ansøger

havde ret til mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1, i lov om

social pension med virkning fra den 31. oktober 1988.

Ankestyrelsen ændrede således

sin tidligere afgørelse.’

I pressemeddelelse af 21.

februar 2000 udtalte Den Sociale Ankestyrelse følgende:

’Ny praksis i Den Sociale

Ankestyrelse kan få betydning for pensionister på den såkaldte

’forhøjede

almindelige førtidspension’, hvis de tidligere har fået afslag på at få

mellemste førtidspension.

Hvor det indtil nu har været

op til en førtidspensionsansøger at bevise sin uarbejdsdygtighed, bliver det

nu i højere grad myndighederne, der skal belyse, om en ansøger rent faktisk

er

i stand til at passe et deltidsarbejde.

Det er konsekvensen af en

Højesteretsdom fra december sidste år.

Der er tale om en forholdsvis

lille gruppe af førtidspensionister, men til gengæld en gruppe, som for

manges

vedkommende hidtil er blevet afvist af læger og myndigheder, siger chefen for

Den Sociale Ankestyrelse, Karen Sejersdal Christensen:

’Vi har her typisk med

patienter at gøre, som plages af lidelser, som det i dag er meget svært, for

ikke at sige umuligt, at diagnosticere. F.eks. fibromyalgi, kronisk

træthedssyndrom eller andre sygdomme, som lægerne har vanskeligt ved at

dokumentere

og hvor myndighederne derfor ofte har måttet give afslag på mellemste

førtidspension.

Med Højesterets dom er der

sket en ændring af praksis. Det betyder, at hvor det før var op til

pensionisten

selv af belyse, at han eller hun slet ikke var i stand til at arbejde, bliver

det nu i højere grad myndighederne, der skal belyse, om pensionisten stadig

har en resterhvervsevne’, oplyser Ankestyrelsens chef.

Styrelsen skønner, at

ændringerne kan komme til at berøre omkring 5.000 danskere, der i øjeblikket

får forhøjet almindelig førtidspension. Rent praktisk er det kommunerne, der

vurderer om en sag kan genoptages. Det er derfor også her, man skal henvende

sig, hvis man mener, den ændrede praksis gør en berettiget til en højere

pension. Kommunen beslutter herefter om sagen kan genoptages og om den

ændrede

praksis har betydning for sagen.

’

I Nyt fra Ankestyrelsen, nr.

5, 2000, s. 7, skrev Den Sociale Ankestyrelse bl.a. følgende:

’Hvilke sager?

Efter Ankestyrelsens

vurdering har Højesterets dom navnlig betydning for bedømmelsen af omfanget

af nedsættelsen af erhvervsevnen ved afgørelsen af hvilken grad af pension,

der kan tilkendes.

Det vil sige sager, hvor der

er tilkendt pension – typisk forhøjet almindelig førtidspension efter

lovens §

14, stk. 3, nr. 1, på rent helbredsmæssigt grundlag – men givet afslag

på

højere førtidspension.

Dommen tager efter

Ankestyrelsens vurdering ikke særskilt stilling til, hvornår der er grundlag

for tilkendelse af førtidspension i det hele taget.

I sager, hvor der er givet

afslag på førtidspension og sager om bistands- og plejetillæg, er der efter

Ankestyrelsens opfattelse ikke grundlag for genoptagelse på baggrund af

dommen.’

Den 12. januar 2001 afsagde

Højesteret på ny en dom (Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 768) hvorefter en

førtidspensionist var berettiget til mellemste førtidspension fra den 1.

december 1994 hvor hun oprindelig var blevet tilkendt forhøjet almindelig

førtidspension. Højesteret skrev bl.a. følgende i dommen:

’Som anført i Højesterets dom

af 22. december 1999 (U 2000.645) omfatter domstolenes prøvelse af afgørelser

om tilkendelse af førtidspension de administrative myndigheders bedømmelse

af,

om de retlige betingelser herfor i lov om social pension § 14 og § 15 er

opfyldt, selv om denne bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af

skønsmæssig karakter. Det må ved prøvelsen tages i betragtning, at de

administrative myndigheder gennem behandling af et stort antal sager har en

særlig erfaring i disse bevisvurderinger og bistås af fast tilknyttede

lægekonsulenter. Der må derfor foreligge et sikkert grundlag, for at

domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om førtidspension.

Den Sociale Ankestyrelse har

ved sin afgørelse af 11. maj 1995 anerkendt, at A’s erhvervsevne var

varigt

nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet, og at hendes lidelse

berettigede hende til helbredsbetinget forhøjet almindelig førtidspension med

virkning fra den 1. december 1994. Sagen angår således alene spørgsmålet om,

hvorvidt hun fra denne dato er berettiget til højeste eller mellemste

førtidspension.

A, der er født i 1940, havde

været ansat i KTAS siden 1958. Hendes ryglidelse begyndte i 1984/85. I tiden

fra 1988 til den 26. oktober 1993, da hun senest måtte lade sig sygemelde,

blev

hun aflastet på sin arbejdsplads med specielle møbler, adgang til hvile et

kvarter hver time og hjælp fra kolleger. Hun brugte to stokke, havde

hjemmehjælp til rengøring og indkøb, benyttede handicapkørsel og flyttede til

en bolig i stueplan.

I årene 1988-1993 var hun

indlagt på hospital 3 gange af længere varighed. Der havde under forløbet

været midlertidige forbedringer. Afdelingslæge Niels Arne Nielsen, der som

hospitalslæge havde fulgt hende i hele denne periode, anførte i sin erklæring

af 16. december 1993, at lidelsen bestod i mangeårige kroniske rygsmerter, at

hendes arbejdsevne inden for ethvert erhverv var minimal, og at der ikke var

mulighed for revalidering eller omskoling. Overlæge, speciallæge i

reumatologi/fysiurgi

Sven Erik Hansen afgav sin erklæring af 13. april 1994 efter anmodning fra

pensionsmyndighederne.

I erklæringen diagnosticeres lidelsen som slidgigt i ryggen og

muskelinfiltrationer.

Han anså det for realistisk at vurdere erhvervsevnen for varigt nedsat med

mindst 2/3.

På denne baggrund finder

Højesteret, at det – uanset de beskedne objektive sygdomsfund – er

godtgjort,

at A’s erhvervsevne den 1. december 1994 varigt var nedsat med omkring

2/3,

og at hun derfor har ret til mellemste førtidspension fra dette tidspunkt.

Det

er ikke godtgjort, at hun i ethvert erhverv måtte anses for kun at have

ubetydelig erhvervsevne i behold, således at hun har ret til højeste

førtidspension.’

På baggrund af dommen

udsendte Den Sociale Ankestyrelse en Social Meddelelse den 15. marts 2001 (SM

P-5-01).

Den 2. maj 2002 udsendte

Ankestyrelsen social meddelelse SM P-12-02 hvoraf følgende fremgår:

’

Sager, hvor der var givet

afslag på førtidspension er efter Ankestyrelsens opfattelse ikke umiddelbart

omfattet af den lempeligere praksis på baggrund af Højesterets domme.

Det var Ankestyrelsens

vurdering, at dommene navnlig vedrørte bedømmelsen af omfanget af

nedsættelsen

af erhvervsevnen, i tilfælde, hvor der var fundet grundlag for at tilkende

pension, med henblik på hvilken grad af pension, der kunne tilkendes.

Ankestyrelsen lagde herved

vægt på, at Højesteret i dommen af 22. december 1999 lagde til grund, at

Ankestyrelsen i den konkrete sag havde anerkendt, at ansøgers lidelse

berettigede

hende til en helbredsbetinget førtidspension. Spørgsmålet var herefter,

hvornår og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af

invaliditeten.

Sager, hvor der var givet

afslag på førtidspension var derfor efter Ankestyrelsens opfattelse ikke

umiddelbart omfattet af den ændrede praksis efter Højesterets ovennævnte dom.

Ankestyrelsen henviste i den

forbindelse til, at i den nævnte højesteretssag var der tale om ændring af

tilkendelsestidspunkt for den samme ansøgning.

’

Der er ingen tvivl om at en

borger der har fået sin sag afgjort efter den underkendte praksis, kan

forlange sin sag genoptaget hvis det må antages at sagens udfald nu vil blive

et andet. Om myndighederne på eget initiativ har pligt til at genoptage

tidligere afgjorte sager, beror på om der er tale om væsentlige ændringer til

gunst for den pågældende, om myndighedernes nu underkendte praksis var udtryk

for en klar lovstridig praksis, og om der er væsentlige praktiske problemer

med

at identificere de relevante sager.

Spørgsmålet er behandlet

flere steder i den juridiske litteratur, således bl.a. i Bent Christensen,

Forvaltningsret, Prøvelse (1994), s. 220ff, og Karsten Loiborg mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 611ff. Af sidstnævnte fremgår bl.a. følgende:

’Ligeledes må borgeren

antages at have krav på genoptagelse, hvis der (typisk efterfølgende)

fremkommer væsentlige nye retlige forhold – dvs. en væsentlig ændring

med

tilbagevirkende kraft i det retsgrundlag, der forelå på tidspunktet for den

oprindelige afgørelse.

Noget sådant kan særligt

tænkes, hvis en dom eller ombudsmandsudtalelse underkender

forvaltningsmyndighedens

fortolkning eller administrative praksis i relation til en tilsvarende sag.

Det er i denne forbindelse et vanskeligt spørgsmål, om – og i

bekræftende fald

hvor langt tilbage i tiden – forvaltningen er forpligtet til at ændre

sin

praksis. Hvor den underkendte administrative afgørelse ikke er nyere end

afgørelsen i den sag, der nu begæres genoptaget, vil lighedsbetragtninger i

det mindste føre til en pligt til at genoptage sagen til ny

realitetsbehandling. Om forvaltningen vil have pligt til at genoptage sager,

der ligger før den sag, hvori forvaltningens afgørelse er blevet underkendt,

vil afhænge af, om der vil være nogen mulighed for, at afgørelsen i den sag,

der nu begæres genoptaget, vil kunne tænkes ændret. Det må antages, at

forvaltningen

kun, hvis en ændring af den remonstrerede afgørelse på forhånd må anses for

udelukket, kan afvise at genoptage sagen.

To særlige spørgsmål opstår,

når en forvaltningsmyndigheds retsanvendelse (fortolkning eller udfyldning)

eller praksis underkendes (i en for borgerne

gunstig

retning) af en højere administrativ myndighed eller

domstolene.

For det første opstår

spørgsmålet, om forvaltningsmyndigheden

overhovedet

er forpligtet til at genoptage andre sager end den sag, der gav anledning til

underkendelsen af forvaltningens retsanvendelse eller praksis – i

bekræftende

fald – hvor langt tilbage i tiden forvaltningen er forpligtet til at

genoptage

sager. Hvad dette spørgsmål angår henvises til afsnit II.C ovenfor (s. 611)

om

retskrav på genoptagelse i forbindelse med remonstration.

For det andet opstår

spørgsmålet, om forvaltningsmyndigheden er forpligtet til

af egen drift

at genoptage sagerne og evt. tilbagekalde de

tidligere trufne afgørelser, eller om dette kun skal ske efter partens

begæring. Det må antages, at en pligt til genoptagelse af egen drift –

modsat

pligten til genoptagelse efter begæring (jf. ovenfor afsnit II.C, s. 611)

–

kun findes i relation til sager, hvor forvaltningen samtidig vil være

forpligtet til at omgøre afgørelsen (tilbagekalde den oprindelige afgørelse

og træffe en ny, for parten gunstigere afgørelse). Spørgsmålet om, hvornår

forvaltningen

har omgørelsespligt, er ganske kompliceret, jf. også ovenfor afsnit II.C (s.

612) om det offentliges pligt til tilbagebetaling af beløb, betalt af

borgerne

på et senere underkendt retsgrundlag.

Ved besvarelsen af

spørgsmålet om, hvornår forvaltningen er forpligtet til af egen drift at

omgøre

en afgørelse, må der formentlig især lægges vægt på to kriterier.

For det første

, om forvaltningens

tidligere retsanvendelse eller praksis har været udtryk for en mere eller

mindre klar ulovlighed (om der i den ene ende af skalaen er truffet ugyldige

afgørelser eller har været tale om en uforsvarlig – og efter

omstændighederne

erstatningspådragende – forvaltning eller der i den anden ende af

skalaen har

været tale om en undskyldelig retsvildfarelse eller et valg mellem 2 for så

vidt lige gode retsopfattelser). Og

for

det andet

, om en genoptagelse af sagerne af egen drift vil volde større

eller mindre administrative vanskeligheder (om det i den ene ende af skalaen

vil være faktisk umuligt eller dog særdeles vanskeligt og overordentligt

ressourcekrævende at finde frem til de relevante sager, eller det i den anden

ende af skalaen vil være forholdsvis ukompliceret på baggrund af de

oplysninger

og de registreringssystemer, myndigheden har til at finde frem til

sagerne).’

Den Sociale Ankestyrelse

fremkom med følgende udtalelse under overskriften ’Flere kan få

førtidspension

efter højesteretsdom’ i Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 1/ 2000:

’

Vi har gennemgået dommen med

Kammeradvokaten. Det er vores vurdering, at dommen er udtryk for en noget

lempeligere vurdering af kravene til den medicinske invaliditet, end den

pensionsmyndighederne hidtil har fulgt.

Det er også vores vurdering,

at pensionsmyndighederne, når der tilkendes forhøjet almindelig

førtidspension

i stedet for mellemste førtidspension, i højere grad må sandsynliggøre, at

ansøgeren har en resterhvervsevne.

Verserende sager, der afgøres

efter Højesterets dom, må afgøres i overensstemmelse med de principper, der

kan udledes af dommen.

Vi har bedt Kammeradvokaten

om en juridisk vurdering af, om pensionssager, der er afgjort før Højesterets

dom, skal genoptages. Det er Kammeradvokatens vurdering, at

pensionsmyndighederne

ikke har pligt til på eget initiativ at genoptage tidligere afgjorte sager.

Kammeradvokaten har bl.a.

lagt vægt på, at selvom dommen medfører en ændring af pensionspraksis, har

hidtidig praksis ikke været klart urigtig eller i strid med klare lovregler.

Det er heller ikke muligt ud fra generelle kriterier at udskille de tidligere

afgjorte sager, hvor dommen kan have betydning.

Ankestyrelsen har imidlertid

underrettet kommunerne og ved orientering af pressen informeret

offentligheden

om mulighederne for at bede kommunen om at genoptage tidligere afgjorte

sager.

Ankestyrelsen har samtidig orienteret kommunerne og henstillet til dem at yde

vejledning til borgere, som retter henvendelse om genoptagelse.

Om den ændrede praksis

bevirker, at en tidligere afgørelse kan genoptages og ændres må afgøres

konkret i den enkelte sag.

’

På baggrund af det

Ankestyrelsen har anført om at det ikke vil være muligt ud fra generelle

kriterier

at udskille de tidligere afgjorte sager hvor dommen kan have betydning, har

jeg ikke bemærkninger til at myndighederne ikke af egen drift har genoptaget

allerede afgjorte sager hvor Højesterets domme kan få betydning. Jeg har

herved lagt vægt på at Ankestyrelsen underrettede kommunerne og

offentligheden

om borgernes mulighed for at få genoptaget tidligere afgjorte sager.

I Højesterets dom af 12.

januar 2001 udtalte retten:

’

Som anført i Højesterets dom

af 22. december 1999 (U 2000.645) omfatter domstolenes prøvelse af afgørelser

om tilkendelse af førtidspension de administrative myndigheders bedømmelse

af,

om de retlige betingelser herfor i lov om social pension § 14 og § 15 er

opfyldt, selv om denne bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af

skønsmæssig karakter.

’

Højesteret siger således

direkte at domstolenes prøvelse omfatter de administrative myndigheders

bedømmelse af om erhvervsevnen er nedsat på grund af fysisk eller psykisk

invaliditet,

og i givet fald med hvor meget.

Når Højesteret i dommen af

22. december 1999 henviser til at Den Sociale Ankestyrelse har anerkendt at

den pågældende var berettiget til helbredsbetinget førtidspension (hvorefter

spørgsmålet alene var hvornår og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev

nedsat som følge af invaliditeten), og i dommen af 12. januar 2001 henviser

til at Ankestyrelsen har anerkendt at den pågældendes erhvervsevne var varigt

nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet, og at hendes lidelse

berettigede hende til helbredsbetinget forhøjet almindelig førtidspension med

virkning fra den 1. december 1994 (således at sagen alene angik spørgsmålet

om

hvorvidt hun fra denne dato var berettiget til højeste eller mellemste

førtidspension), skyldes det efter min opfattelse alene at det kunne

konstateres

at disse spørgsmål var uomtvistede og derved kunne lægges uprøvet til grund.

Der er således ikke

holdepunkter for at læse dommene sådan at det har haft betydning for den

prøvelse

der er foretaget, eller for dommenes resultat at sagsøgerne havde fået

tilkendt

pension. Tværtimod må dommene læses således at der ville være foretaget samme

prøvelse og nået samme resultat hvis ansøgeren helt var blevet nægtet

pension.

Denne fortolkning

understøttes også af at Højesteret i dommen af 22. december 1999 tilkendte

den

pågældende mellemste førtidspension tilbage fra den 31. oktober 1988 og ikke

bare fra den 1. september 1994 fra hvilken dato Ankestyrelsen havde tilkendt

hende

forhøjet almindelig førtidspension.

Den Sociale Ankestyrelse har

på baggrund af sin behandling af et meget stort antal pensionssager årligt et

stort overblik over praksis på pensionsområdet. Jeg er ikke i besiddelse af

et

tilsvarende overblik. Jeg har derfor vurderet at jeg ikke som Ankestyrelsen

er

i stand til generelt at afgrænse hvilke grupper af pensionssager der vil være

omfattet af muligheden for genoptagelse på baggrund af højesteretsdommene.

Ud fra en fortolkning af de

to højesteretsdomme mener jeg imidlertid ikke at det er korrekt at afslå

genoptagelse alene med henvisning til at dommene vedrørte sager hvor der var

tilkendt social pension.

Som jeg læser det sociale

nævns afgørelse i Deres sag, har nævnet på baggrund af Ankestyrelsens

angivelser om adgangen til genoptagelse på baggrund af højesteretsdommene kun

foretaget en vurdering af at Deres sag ikke var omfattet af den gruppe af

sager

som efter Ankestyrelsens opfattelse kunne genoptages. Derimod foretog nævnet

ikke en konkret vurdering af de samlede forhold i Deres sag for at

sammenholde

dem med omstændighederne i dommene.

Jeg mener ikke at Det Sociale

Nævn for Københavns og Frederiksbergs Kommuner kunne afvise af genoptage

Deres

førtidspensionssag kun med den begrundelse at Højesterets domme vedrørte

bedømmelsen af erhvervsevnenedsættelsen ved afgørelsen af hvilken

pensionsgrad

der kunne tilkendes en ansøger som pensionsmyndighederne allerede

havde

tilkendt pension, og at De havde

fået afslag på førtidspension. Efter min opfattelse måtte nævnet foretage en

konkret vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med domspraksis.

Efter min opfattelse er det

ikke berettiget generelt at afskære en konkret bedømmelse af omstændighederne

i en sag sammenholdt med retspraksis når der med henvisning til

højesteretsdommen

fra 1999 er bedt om genoptagelse.

De sociale myndigheder må

derfor i enhver sag der søges genoptaget, foretage en konkret vurdering af

omstændighederne i sagen i lyset af domspraksis for at fastslå om der er

grundlag

for genoptagelse.

På baggrund af det jeg har

anført, har jeg i dag sendt kopi af Deres klage med bilag samt sagens akter

til Den Sociale Ankestyrelse således at Ankestyrelsen kan få lejlighed til at

vurdere om det anførte giver Ankestyrelsen grundlag for at optage sagen til

principiel eller generel behandling.

Jeg har bedt Den Sociale

Ankestyrelse underrette mig om Ankestyrelsens svar til Dem.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”

Den 20. maj 2003 traf Den

Sociale Ankestyrelse afgørelse efter en ny behandling af sagen. Den Sociale

Ankestyrelse behandlede sagen i henhold til reglerne om sager af principiel

eller generel betydning. Sagen blev behandlet med henblik på afklaring af

praksis i genoptagelsessager vedrørende afslag på førtidspension.

Ankestyrelsen traf denne

afgørelse:

”Ankestyrelsen finder, at

afgørelsen om afslag på genoptagelse ikke er i overensstemmelse med

Ankestyrelsens praksis.

Efter Ankestyrelsens praksis

kan genoptagelse ikke afslås alene med henvisning til, at sagen ikke er

omfattet af den ændrede praksis efter Højesterets domme, men der må foretages

en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af, om der i øvrigt er fremkommet

sådanne væsentlige nye oplysninger, som kan give grundlag for genoptagelse af

sagen.

Ankestyrelsen har lagt til

grund, at der som følge af Højesterets domme af henholdsvis 22. december 1999

og 12. februar 2001 er sket en vis lempelse af kravene til den medicinske

invaliditet i forhold til hidtidig praksis.

Det er vores vurdering, at

dommene navnlig vedrører bedømmelsen af omfanget af nedsættelsen af

erhvervsevnen, i tilfælde hvor der er fundet grundlag for at tilkende

pension,

med henblik på hvilken grad af pension, der kan tilkendes.

Ankestyrelsen har herved lagt

vægt på, at Højesteret i dommen af 22. december 1999 lagde til grund, at

Ankestyrelsen i den konkrete sag havde anerkendt, at ansøgers lidelse

berettigede

hende til en helbredsbetinget førtidspension. Spørgsmålet var herefter,

hvornår

og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af

invaliditeten.

Sager, hvor der er givet helt

afslag på førtidspension er derfor efter Ankestyrelsens opfattelse ikke

umiddelbart omfattet af den ændrede praksis efter Højesterets ovennævnte dom.

Principperne i de nævnte

domme har dog også betydning for pensionsmyndighedernes begrundelsespligt i

andre sager, hvor myndighedernes afgørelse ikke følger den vurdering af

erhvervsevnen som fremgår af foreliggende lægeerklæringer.

Ved ansøgning om genoptagelse

må der derfor altid foretages en konkret vurdering af, om der foreligger

særlige forhold, der begrunder genoptagelse, såvel set i lyset af

principperne

fra Højesterets ændringsdomme som på grundlag af de generelle principper for

forvaltningsretlig genoptagelse, hvorefter der er grundlag for genoptagelse,

hvis der fremkommer væsentlige oplysninger om ændrede retlige eller faktiske

forhold, eller der er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl, der kan give

mulighed

for en ændret afgørelse.

Ankestyrelsen hjemviser således

sagen til ny behandling i det sociale nævn, og pålægger nævnet at tage

stilling til sagen ud fra ændret praksis efter Højesterets domme af 22.

december

1999 og 12. januar 2001.”

Jeg har hæftet mig ved at

Ankestyrelsen ikke anser det for at være i overensstemmelse med praksis at

genoptagelse afslås alene med henvisning til at sagen ikke er omfattet af den

ændrede praksis efter Højesterets domme, men at der må foretages en konkret

vurdering i det enkelte tilfælde af om der i øvrigt er fremkommet sådanne

væsentlige nye oplysninger som kan give grundlag for genoptagelse af sagen.

Denne

opfattelse er i overensstemmelse med min udtalelse i sagen.

Ankestyrelsen udtaler

endvidere at der som følge af Højesterets domme er sket en vis lempelse af

kravene til den medicinske invaliditet i forhold til hidtidig praksis.

Ankestyrelsen fastholder at dommene navnlig vedrører bedømmelsen af omfanget

af nedsættelsen af erhvervsevnen i tilfælde hvor der er fundet grundlag for

at

tilkende pension med henblik på hvilken grad af pension der kan tilkendes,

hvorimod sager hvor der er givet helt afslag på førtidspension, ikke

umiddelbart er omfattet. Dette beror efter Ankestyrelsens opfattelse på at

Højesteret i dommen af 22. december 1999 lagde til grund at Ankestyrelsen i

den konkrete sag havde anerkendt at ansøgers lidelse berettigede hende til en

helbredsbetinget førtidspension.

På dette punkt har

Ankestyrelsen således ikke erklæret sig enig i min udtalelse. Jeg fastholder

imidlertid den opfattelse som fremgår af min oprindelige udtalelse.

Den Sociale Ankestyrelse har

imidlertid givet udtryk for at dommene har betydning for

pensionsmyndighedernes

begrundelsespligt i andre sager hvor myndighedernes afgørelse ikke følger den

vurdering af erhvervsevnen som fremgår af foreliggende lægeerklæringer. Der

må

derfor altid i genoptagelsessager foretages en konkret vurdering, bl.a. i

lyset

af Højesterets domme.

På baggrund af at

Ankestyrelsen har tilsluttet sig at der altid skal foretages en konkret

vurdering i anledning af en ansøgning om genoptagelse, foretager jeg mig ikke

mere i sagen.

Lignende dokumenter