Fortolkning af 2 principielle højesteretsdomme om social pension. Genoptagelse af sager efter domstolsunderkendt praksis
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fortolkning af 2 principielle højesteretsdomme om
social pension.
Genoptagelse af sager efter domstolsunderkendt praksis
Det fremgår af sagen at A,
der var født i 1967, var gået ud af 9. klasse i 1984 og derefter bl.a. havde
arbejdet som piccoline, ufaglært sygehjælper, bygningsmaler samt på X Skole
med kontormæssige opgaver.
I 1992 mistede A arbejdet som
bygningsmaler og jobbet på X Skole på grund af problemer med venstre ben.
Af statusbedømmelse af 7. maj
1996 fra egen læge, B, til socialcenter Y fremgår bl.a. følgende:
”Vurdering:
Pt. anfører generne som
uændrede.
Jeg vil derfor tillade mig at
citere udskrivningsbrevet fra det ambulante notat af 10/ 01-96: der er
uændrede gener fra ve. hofte. Pt. er oplyst, at behandlingsmulighederne er
udtømte og at der ikke andre behandlingsmuligheder. Hun må således omskoles,
videreuddannes eller revalideres. Hun er opfordret til selv at finde ud af,
hvad hun vil i fremtiden. Afsluttes. – Dette var ordene.
Hvis Socialforvaltningen
føler sig usikker på, hvad man skal gribe til i denne sag, kunne man evt.
overveje at få en second opinion fra en ortopædisk speciallæge. Det har i
pt.s
sygdomsforløb været antydet, at der kunne være tale om et vist mål af
funktionel overbygning.”
Der blev herefter indhentet
speciallægeerklæring. Den 26. august 1996 skrev speciallæge i ortopædisk
kirurgi C bl.a. følgende til socialcenter Y:
”Resumé og konklusion:
Læs alt
Det drejer sig om en 28-årig
kvinde med mange års varende symptomer fra venstre hofteregion. Der er
forsøgt
talrige behandlinger uden særlig effekt sidst operation i 1995. Har ikke
været
i arbejde siden 1992, hvor generne tog til. Hun mener sig ikke i stand til at
klare noget arbejde på nuværende tidspunkt, hvor smerterne kan komme
uprovokeret og bevirker at hun må lægge sig eller aflaste med krykkestokke.
Hun beskriver smerterne
lokaliseret til udsiden af venstre lår ud for hofteleddet. Der kan være islæt
af udstråling til ben samt glutealregion (sæderegion). Ved den objektive
undersøgelse finder jeg fri bevægelse i hofte samt ryg, der er ikke
muskelsvind. På udsiden af låret findes lille sufficient cicatrice efter
operation i 1995. Smertereaktionen virker overdreven ved palpation af området
mellem trochanter og sædebensknolden (tuber ischiaticum). Der findes ikke
nedsat kraft over foden. Lidt nedsat fleksionskraft over hoften. Gangen er
upåfaldende, og jeg finder ingen tegn på nerverodspåvirkning i form af
discusprolaps. Symptomerne er lidt uklare og er heller ikke forenelige med
Hamstrings syndrom, hvor der er tryk på nervus ischiaticus. Jeg må derfor
konkludere, at selv om der nok findes smerteudstråling til udsiden af venstre
lår på hofteniveau, foreligger der formentlig også en vis psykisk
overbygning,
der gør, at placering på arbejdsmarkedet kan blive vanskelig. Jeg vil derfor
bedømme, at erhvervsevnen i lettere fysisk arbejde blandet lægeligt og
socialt
vil være nedsat, men revalidering både socialt og medicinsk må påtænkes
hendes
alder taget i betragtning.”
I perioden 11. marts 1997 –
22. maj 1997 blev A tilknyttet Revacentrets edb-værksted. Af en
værkstedserklæring af 3. juni 1997 fremgår bl.a. følgende:
”Fremmøde
(A) har gennem hele forløbet
haft mødetid kl. 8.45 af hensyn til hendes mulighed for at bringe sine børn
til
deres respektive institutioner indenfor disse åbningstider. Hun er mødt til
tiden og er langt de fleste dage blevet til det aftalte sluttidspunkt. Fra d.
14. april har sluttidspunktet været 13.00 og fra d. 8. maj har
sluttidspunktet
været 11.45. I alt 6 gange er hun gået tidligere pga. smerter, dog har det i
flere af disse tilfælde været nødvendigt at værkstedspersonalet fritog hende
fra at være på værkstedet, idet hun ikke selv ville gå hjem for ’ikke at
skade
sin sag’. Hun nævnede dog, at havde hun været på almindelige vilkår på
arbejdsmarkedet,
ville hun have sygemeldt sig. Hun har ikke været fraværende pga. anden
sygdom,
men har haft 3 fridage, hun brugte til at økonomisere med sine kræfter, for
at
kunne deltage i private arrangementer.
Ressourcer og begrænsninger
I forhold til de stillede
opgaver har (A) ikke haft nævneværdige problemer. Hun har løst de fleste selv
og har været i stand til selv at tilrettelægge sit arbejde. Hun fanger
hurtigt
en forklaring af et problem og er i stand til at anvende den relevant, dog
kan
hun virke lidt utålmodig i indlæringsprocessen, især hvis hun mister formålet
med opgaven. Hun fungerer en lille smule bedre med programtyper der kræver
struktureret arbejdsmetode og evne til at huske kommandoer, end med
programmer
der belønner kursistens intuitive evner, uden at fungere dårligt med nogen af
de programmer hun har været stillet overfor. I den sidstnævnte type
programmer
har hun kunnet bruge med sine kreative sider. Hendes arbejdsmetode er præget
af
et ønske om at opnå et perfekt resultat. Når hun bliver grebet af noget kan
hun glemme sine smerter eller negligere dem til hun er færdig med opgaven.
Det var været helt tydeligt
at (A)’s fysiske tilstand er blevet meget forringet i den tid hun har
været på
værkstedet. Hun er ofte forpint, men det har i flere tilfælde været
nødvendigt
at argumentere med hende for at få hende til at gå hjem. Nedsættelsen af
arbejdstiden
har ikke haft nogen synlig virkning på hendes smerter. En enkelt gang har hun
prøvet at hvile sig i fysioterapien i ca. en time, dette havde heller ingen
umiddelbar synlig effekt. Efter (A)’s eget udsagn var hun derved blot i
stand
til at være en time længere på værkstedet. I en periode på 3 uger var hendes
arbejdsplads indrettet, så hun havde mulighed for at veksle mellem siddende
og
stående arbejde, men det var typisk at hun her ofte valgte at sidde med benet
lagt op, frem for at stå, da hun oplevede den stående position som mere
belastende.
Hun har ført log over sine
pauser og i en periode også en ’smertedagbog’. Af pauseskemaet
fremgår det at
hun sidst på dagen typisk har været nødt til at holde pauser af op til ½
times
varighed, mens de først på dagen har været korte (5-10 min.) men hyppigere.
Dette stemmer godt overens med de observationer, der er gjort på værkstedet.
Af
smertedagbogen ses det at niveauet er stigende gennem ugen på en skala fra
1-10 kan hun først på ugen ligge på et gennemsnit på 4-5, hvor hun sidst på
ugen er på niveau 7-8. Afhængigt af hendes aktivitetsniveau i weekenden kan
hun
da bringe niveauet ned på et snit på 3-4. Af smertedagbogen fremgår det
ligeledes at hun dagligt indtager 10-12 smertestillende tabletter ligeligt
fordelt
mellem kodein og panodil.
(A) har vist, at hun både
tænker og arbejder meget selvstændigt. Hun kan være meget fastholdende på
sine meninger, f.eks. i en situation, hvor den faste værkstedsmedarbejder
havde ferie, var det meget vigtigt for hende at følge skemaet og ikke
gennemgå
de samarbejdsøvelser, der var aftalt mellem personalet. Efterfølgende var det
svært at motivere hende for at gå i gang med nye samarbejdsøvelser, idet hun
fandt at hun med de kræfter hun havde, ikke havde noget at byde ind med i et
gruppearbejde. Hun valgte derfor at lave et nyt projekt alene, men kan i den
situation søge mod- og medspil hos sine medkursister i forhold til den
kreative proces.
Hendes udgangspunkt for
arbejdsprøvningen var at vende tilbage til arbejdsmarkedet, eventuelt at tage
en uddannelse. På forhånd var hun skeptisk, idet hun havde en forventning om
at hendes fysik ville tage den udvikling, den har gjort. Hun har i forløbet
haft kontakt med egen læge, der har afvist at en eventuel scanning af hendes
hofte vil give et resultat, der kan pege i retning af en bedring.
Samarbejde
(A) har deltaget i en
samarbejdsøvelse, et projektarbejde om Grøntorvet i (Y)-by. Gruppen foretog
en
meget strikt arbejdsdeling, hvorved hun kom til at udføre sin del af arbejdet
alene, og hun gik kun i mindre omfang ind i det øvrige arbejde. Hun
understregede
efterfølgende at hun klart foretrækker at arbejde alene, fordi hun så selv
kan
bestemme.
På gruppens ugentlige
temamøde har hun en vis blufærdighed for at åbne sig i gruppen men samtidig
også den tillid, der gør at hun godt kan. Hun bruger møderne konstruktivt
både
på sig selv og giver udspil til de øvrige kursister, men kan i nogen tilfælde
virke utålmodig, hvis hun ikke finder at emnet har relevans for hende.
Sammenfattende
(A) har på værkstedet vist,
at hun er i stand til selv at tilrettelægge og strukturere sit arbejde, og
hun
foretrækker klart at arbejde alene. Hun kan nogen gange have svært ved at
sætte grænser, når hun er i en proces fordi hun ønsker at yde sit bedste og
opnå et perfekt resultat. Det har været tydeligt, at hendes smerter er blevet
forværret i den tid hun har været på værkstedet, og at en successivt nedsat
arbejdstid ikke har haft nogen positiv indflydelse på denne tilstand.”
Den 17. juni 1997 skrev
Revacentret følgende til Københavns Kommune, socialcenter Y:
”Sagen drejer sig om en 29
årig enlig kvinde med to hjemmeboende børn, som henvises til arbejdsprøvning
på
Revacentret.
Som det fremgår af vedlagte
dataliste udarbejdet af (A), er hun udgået af 9. kl. i 1984, hvorefter hun i
en kort periode arbejdede som piccoline, inden hun gik på barselsorlov. I de
følgende år har (A) kun sporadisk kontakt til arbejdsmarkedet som ufaglært
sygehjælper, bygningsmaler og sidst i 1992 på (X) Skole med kontormæssige
opgaver. Har desuden igennem årene deltaget i kontorkursus,
førstehjælpskursus
og engelskkursus.
(A) fyres fra jobbet som
bygningsmaler og på (X) Skole i 1992 grundet problemer med venstre ben,
ligesom
hun afbryder engelskkursus i 1993.
Siden 1972 har (A) haft
smerter i venstre lår, som af læge (B) beskrives som slimsækirritation i
forbindelse med venstre hofte. Der er behandlet med ultralydsbehandling i 13
uger med forbigående effekt, samt foretaget operation i nov. 1995. Generne er
dog fortsat uændrede. Senest henvist til undersøgelse hos speciallæge i
Ortopædisk kirurgi, (C) august 1996, som ikke kan finde forklaring på
smertetilstanden, men konkluderer at der findes en smerteudstråling, samt at
der samtidig vurderes at kunne være tale om en vis psykisk overbygning.
Erhvervsevnen vurderes at være nedsat i fysisk arbejde og det anbefales at
iværksætte revalidering. Det besluttes herefter at henvise til
arbejdsprøvning.
(A) har deltaget i
introduktionskursus i perioden 11.3.97 – 6.4.97, og fortsatte
efterfølgende i
arbejdsprøvning på EDB-værkstedet som afsluttedes 22.5.97.
(A) har som det er beskrevet
i vedlagte værkstedserklæring haft skiftende og nedsatte arbejdstider under
hele arbejdsprøvningen p.g.a. smerter. Der har været tre fraværsdage ifølge
aftale med værkstedspersonalet.
Som det fremgår af
værkstedserklæringen har (A) uden problemer arbejdet selvstændigt med de
stillede opgaver. Hun har fine indlæringsmæssige ressourcer og har høje krav
til sine arbejdsresultater. Det er vigtigt for hende at hun kan se et formål
med arbejdsprocessen, og at hun har mulighed for selv at styre processen,
hvilket hun føler, hun bedst sikrer ved at arbejde alene. (A) går dog gerne
ind
i løbende samarbejde med de øvrige kursister omkring løsning af de stillede
opgaver. Da nye kursister skulle introduceres til computeren var (A) meget
aktiv og viste god pædagogisk indsigt i at videregive oplysninger.
På gruppemøderne har (A)
været en aktiv med- og modspiller og har på en konstruktiv måde taget
stilling
til mødernes indhold og relevans for hendes egen sag.
Fysisk har det været tydeligt,
at (A) under forløbet har fået tiltagende smerter, hvilket bl.a. har
resulteret
i nedsatte arbejdstider. (A) har holdt jævnlige pauser som i løbet af dagen
er
blevet af længere varighed i takt med stigende smerter. Som det fremgår af
værkstedserklæringen, har der været eksperimenteret med arbejdsstillinger.
(A)’s reelle arbejdsindsats er grundet smerterne begrænset, og det er
ikke,
som det ser ud nu, muligt at forestille sig en almindelig arbejdsdag på fuld
tid. Der har været arbejdsprøvet i en stillesiddende ikke fysisk belastende
arbejdsfunktion,
og det syntes ikke muligt at pege på en arbejdsfunktion, der vil kunne tage
yderligere
skånehensyn til hendes ben.
Omkring arbejdet med
fremtidsplaner har (A) fra starten af forløbet oplyst, at hun var
interesseret
i at komme ud på arbejdsmarkedet, eventuelt med en forudgående uddannelse.
Forudsætningen
for planen var for (A), at hun fysisk ville kunne klare et sådant forløb og
en
del af planen ville således være, at der kunne iværksættes behandling. Under
forløbet havde (A) kontakt til egen læge som afviste yderligere
undersøgelser,
eks. scanning, idet dette ikke vil kunne medføre bedring. Mulighed for
etablering af skånejob er ikke relevant, da (A) ikke vil kunne påtage sig
fuld
tid, hvilket der rent forsørgelsesmæssigt vil være brug for. (A) syntes
herefter,
arbejdsprøvningens udfald taget i betragtning, at hendes eneste mulighed er
at
søge pension eventuelt med en 1/3 dels ordning.
Konklusion
Det er Revacentrets vurdering
at (A) meget gerne vil ud på arbejdsmarkedet, men at hendes helbredsmæssige
gener forhindrer hende i at kunne opnå tilknytning til arbejdsmarkedet på
almindelige vilkår. Det anbefales, at det undersøges, om der vil være
mulighed
for tilkendelse af pension. Hvis der gives afslag herpå anbefales at
undersøge
muligheden for en tilknytning til arbejdsmarkedet i det antal timer og med
den
mødestabilitet (A) vil kunne præstere.
Såfremt der ønskes yderligere
oplysninger står undertegnede til disposition.”
Den 19. august 1997 søgte A
Københavns Kommune, Y Bydel, om førtidspension.
Overlæge D, H:S Tværfagligt
Smertecenter, Rigshospitalet, skrev følgende i speciallægeerklæring af 3.
juni 1998 på baggrund af undersøgelse foretaget den 25. maj 1998:
”
Konklusion:
30-årig kvinde med klager fra
lænderyggen og venstre hofteregion igennem de sidste 6 år. Smertetilstanden
opstod pludseligt og er af periodisk karakter med dårlige perioder af 2-14
dages varighed afløst af mindre symptomgivne perioder af lignende varighed.
Objektivt findes ømhed ved
palpation af columna, palpation af lændecolumna samt moderat
bevægeindskrænkning
i denne region. Der findes svær direkte ømhed af specielt venstre
sacroiliacaregion med udstråling i forbindelse med palpationen til bagsiden
af venstre femur. Moderat ømhed af venstre UE. Gang og holdning i øvrigt
upåfaldende.
I psykisk henseende intet
umiddelbart påfaldende.
Det drejer sig således om en
sandsynligvis ren nociceptiv smertetilstand med sociale over/undertoner hos
en
patient med et svagt udbygget netværk.
I somatisk henseende kunne
baggrunden være en påvirkning af sacroiliacaregionen. Udover dette har
patienten tidligere figureret diagnostisk i sygehusvæsenet under diagnosen
luxatio coxae congenita. Senfølger efter noget sådant kunne være
forklaringen.
Under alle omstændigheder
tror jeg ikke at en resocialisering med tilbageførsel til arbejdsmarkedet
eller iværksættelse af et uddannelsesforløb vil give de ønskede resultater.
En evt. pensionsindstilling kunne ske på baggrund af en socialmedicinsk
blandingsindikation.”
Den 15. juli 1998 traf Y
Bydel afgørelse om at A ikke havde ret til førtidspension. Kommunen
begrundede
sin afgørelse med at der ikke var tale om noget væsentligt erhvervsevnetab.
A klagede over kommunens
afgørelse i brev af 7. august 1998. I klagen henviste A til erklæringer fra
Revacenter samt speciallægeerklæring af 3. juni 1998 fra overlæge D. A
undrede
sig desuden over at speciallægeerklæringen af 26. august 1996 fra speciallæge
C stadigvæk lå i hendes sag da C efter A’s mening var inhabil i hendes
sag.
Den 27. august 1998 meddelte
Y Bydel A at hendes sag var blevet genvurderet, men at forvaltningen havde
besluttet at fastholde sin afgørelse, og at hendes sag var sendt til Det
Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Den 22. december 1998 bad det
sociale nævn om A’s bemærkninger til journaloplysninger fra Hvidovre
Hospital
samt til en lungefunktionsundersøgelse som var indhentet til brug for sagens
afgørelse.
Disse kommenterede A i brev af 17. januar 1999. I samme brev bad A om
aktindsigt i sin sag.
Nævnet indhentede herefter
statusbedømmelse fra A’s egen læge, B, som i en statusbedømmelse af 2.
februar 1999 skrev følgende:
”
Siden sidst:
Pt. havde i januar/februar 97
en 2 måneders periode med øvre dyspeptiske gener, hvilket medførte udredning
herfor med ultralyd af øvre abdomen som viste i.a.
Gastroskopi viste normale
forhold i oesoephagus, ventrikel og duodenum.
Pt. blev forsøgt
Acinilbehandlet.
I begyndelsen af december 97
indlagde jeg pt. på Hvidovre Hospital p.gr.a. asthma bronchiale – pt.
blev
regelret behandlet med Spirocort og Bricanyl samt Prednisolontbl. i
aftrappende
doser.
Efterfølgende
lungefunktionsundersøgelse viste let obstruktiv ventilatorisk insufficiens
med normalisering på Beta-II – agonist.
Pt. får fortsat
asthmamedicin.
I løbet af sommeren og
efteråret 98 udvikler pt. myxoedem på baggrund af en thyreoiditis. Pt. er sat
i behandling med Eltroxin 50 mikrogr. dgl. – er fortsat i ambulant
kontrol på
Hvidovre Hospital.
Pt. var i efteråret 98
indlagt på mistanke om tokveret ovariecyste. Pt. fik fjernet den torkverede
ve.sidige ovariecyste på Hvidovre.
Vedr. pt.s hofteproblem:
der
er ikke i min journal indenfor det sidste års tid nyt om denne lidelse.
Vurdering:
Da Den Sociale
Sikringsstyrelse er venlig at henlede min opmærksomhed på Socialministeriets
brev af 28. januar 98, skal jeg, der formentlig kender pt. bedst, afholde mig
fra at beskrive pt.s funktionsniveau, da dette må tolkes som en indirekte
tilkendegivelse af pt.s pensionsberettigelse eller mangel på samme.
Jeg synes Den Sociale
Sikringsstyrelse skal tilkendegive overfor Socialministeriet, at
Socialministeriets
brev af 28. januar 98 rent faktisk virker hæmmende for udveksling af
fornuftige
oplysninger.”
Den 26. februar 1999 traf det
sociale nævn følgende afgørelse:
”
De opfylder ikke
betingelserne for at få forhøjet almindelig førtidspension efter § 14, stk.
3,
nr. 1 eller 2 i lov om social pension.
Begrundelsen er, at Deres
lidelse, sådan som den er beskrevet i de foreliggende lægelige oplysninger,
ikke er af en sådan sværhedsgrad, at den nedsætter Deres erhvervsevne med
mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige forhold eller på grund af
helbredsmæssige
og sociale forhold.
Der er lagt til grund, at De
lider af en smertetilstand i venstre hofteregion samt periodevise smerter fra
lænderyggen, men nævnet lægger vægt på, at objektiv undersøgelse viser ømhed
og bevægeindskrænkning men ellers normale forhold. Der er endvidere lagt til
grund, at De har fået konstateret nedsat stofskifte grundet
betændelsestilstand
i skjoldbruskkirtlen, men nævnet lægger vægt på, at Deres stofskifte er
normaliseret på aktuel medicinsk behandling. Der er herudover lagt til grund,
at De har en astmatisk lungelidelse, men nævnet lægger vægt på, at
lungefunktionsundersøgelse kun viser let nedsat lungefunktion og denne er
normaliseret
ved bronchieudvidende behandling. Der er endelig lagt vægt på, at udredning
for
dyspeptiske gener har vist normale forhold.
Nævnet skønner, at De udfra
Deres alder og helbredsmæssige tilstand skulle have mulighed for at påtage
Dem
passende erhvervsarbejde eventuelt efter forudgående revalidering.
Nævnet stadfæster således
socialcentrets afgørelse.
”
Den 16. marts 1999 klagede A
telefonisk til det sociale nævn over nævnets afgørelse, og den 22. marts 1999
klagede A ved brev. I klagen skrev A bl.a. følgende:
”I jeres begrundelse ang.
afslag på førtidspension, henviser I bl.a. til at jeg ikke er 50%
uarbejdsdygtig.
I den forbindelse skal jeg gøre opmærksom på at begge speciallæger ((C) samt
overlæge (D)) mundtligt over for mig, har sagt, at de ikke kan sætte
procenter
på mig, alene på baggrund af, at de ikke kan stille en diagnose.
Jeg skal yderligere gøre
opmærksom på at jeg efter aftale med kommunen frivilligt er gået med til at
tage en samtale med kommunens psykologer. Dette er på grund af den
tilsyneladende
disharmoni, der er mellem Revacentrets, Overlæge (D)’s og speciallæge
(C)’s
opfattelser af det, (C) kalder psykisk overbygning. Så snart jeg har været
til
denne samtale, vil jeg sende deres vurdering af mig, så denne kan vedlægges
sagen.”
Af psykologark fra den 15.
april 1999 fremgår bl.a. følgende:
”Klienten har været indkaldt
til
samtale med u.t. d. 13.4.99.
Ved samtalen giver klienten
udtryk for, at hun oplever at have haft en ganske almindelig opvækst hos
biologiske forældre sammen med en storesøster som hun beskriver som
almindelig
velfungerende. Klienten mener ikke at have haft belastende opvækstforhold
eller
i øvrigt at have været udsat for traumatiserende forhold som fx vold,
overgreb
eller lignende.
Klienten mener, at hun
muligvis flyttede lidt tidligt hjemmefra og blev gravid. Vedr. sin skolegang
har klienten heller intet at bemærke.
Hun har 9. klasses eksamen
med middel karakterer og synes, at den sidste del af hendes skolegang var
præget af skoletræthed.
Omkring sin dagligdag aktuelt
giver klienten udtryk for, at hun egentlig er tilfreds bortset fra de kendte
somatiske problemer. Oplever sig ikke isoleret, men har jævnlig kontakt med
andre voksne fra sit netværk. Men kontakten, oplyser hun, afpasses og
tilrettelægges
efter den somatiske tilstand. Hun giver udtryk for at være meget plaget af
smerterne i perioder, og på den måde mener hun sig psykisk påvirket af den
somatiske tilstand, idet hun giver udtryk for begrænsninger i forhold til
naturlig
udfoldelse og en mere eller mindre kontinuerlig fokusering på, hvorledes hun
bedst kan ’økonomisere’ med de kræfter hun har og undgå
overbelastning.
Klienten mener ikke at nogen
former for aktivering eller anden beskæftigelse ville bringe hende eller
situationen videre.
Konkluderende
er det min vurdering, at der udfra det foreliggende
ikke er oplysninger, som kunne indicere psykologisk behandling. Der
fremtræder
i sagsakter såvel som ved samtale med klienten ingen afgrænset eller
defineret
psykologisk problemstilling, der kunne begrunde tilbud om psykologisk
behandling til klienten.”
Den 14. maj 1999 meddelte det
sociale nævn A at nævnet havde genvurderet afgørelsen, men besluttet at
fastholde
afgørelsen af 26. februar 1999. Nævnet sendte herefter sagen til Den Sociale
Ankestyrelse.
Ankestyrelsen afviste den 27.
maj 1999 at behandle A’s sag idet styrelsen ikke anså sagen for at være
af
principiel eller generel betydning.
Den 4. januar 2000 klagede A
til mig (mit j.nr. 2000-0073-040). I brevet henviste A til Højesterets dom af
22. december 1999 og anførte at hun i dagspressen var blevet bekendt med at
Ankestyrelsen på baggrund af dommen ville lempe praksis i visse typer af
pensionssager,
herunder sager hvor ansøgerne lider af kroniske smerter. A mente at hendes
sag
måtte være omfattet af den kommende praksisændring.
I brev af 22. februar 2000
skrev jeg bl.a. følgende til A:
”Af de indsendte bilag
fremgår at De bl.a. lider af en smertetilstand i venstre hofteregion samt
periodevise
smerter fra lænderyggen.
Ved Højesterets dom af 22.
december 1999 blev Den Sociale Ankestyrelse dømt til at anerkende at
sagsøgeren var berettiget til mellemste førtidspension. Det er på nuværende
tidspunkt uafklaret hvilken betydning dommen vil få for myndighedernes
praksis
i sager om tilkendelse af førtidspension.
Højesterets dom vedrørte en
kvinde med en arbejdsbetinget skulderlidelse der var startet i
1980’erne.
Speciallæger havde udtalt at den pågældende havde massive smerter og en
ubrugelig
arm, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og at tilstanden var
stationær. Ankestyrelsen havde oprindeligt afslået at meddele den pågældende
førtidspension, men havde senere – efter at retssagen var påbegyndt
–
tilkendt hende forhøjet almindelig førtidspension.
På grundlag af de
foreliggende speciallægeerklæringer fandt Højesteret det godtgjort at
sagsøgerens
erhvervsevne fra 1988 varigt havde været nedsat med omkring 2/3, og at den
pågældende ikke – som forudsat af Ankestyrelsen – kunne klare et
halvdagsarbejde.
Samtidig bemærkede retten at hverken nævnet eller Ankestyrelsen på noget
tidspunkt
havde anmodet om at der blev foretaget yderligere undersøgelser vedrørende
sagsøgerens erhvervsevne i form af revalidering, arbejdsprøvning eller
lignende. Højesteret fandt herefter at sagsøgeren opfyldte betingelserne for
mellemste førtidspension da hun indgav sin ansøgning i 1988.
Det er som nævnt ovenfor
usikkert hvad Ankestyrelsens kommende praksisændring som følge af
Højesteretsdommen munder ud i, både for så vidt angår pensionsmyndighedernes
vurdering af resterhvervsevnen, og for så vidt angår begrundelseskravet.
På den baggrund mener jeg det
er mest korrekt at sende Deres klage med bilag til Den Sociale Ankestyrelse
som
en anmodning fra Dem om at Ankestyrelsen tager stilling til om styrelsen
– på
baggrund af Højesterets dom af 22. december 1999 – mener at der er
grundlag
for at genoptage Deres sag. De vil herefter modtage svar fra Ankestyrelsen.
Jeg har bedt Ankestyrelsen om at returnere Deres bilag til Dem sammen med
svaret.
Når De har modtaget endeligt
svar i sagen – og hvis De er utilfreds med svaret – er De velkommen
til at
rette henvendelse til mig igen.”
I brev af samme dato bad jeg
Ankestyrelsen om at tage stilling til om styrelsen – på baggrund af
Højesterets dom af 22. december 1999 – mente at der var grundlag for at
genoptage
A’s sag.
Den 13. juni 2000 skrev Den
Sociale Ankestyrelse til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg
Kommuner
at eftersom det var det sociale nævn der senest havde truffet afgørelse i
sagen,
var det efter Ankestyrelsens opfattelse nævnet der skulle tage stilling til
om
der var grundlag for at genoptage A’s sag.
Ved brev af 26. april 2001
rykkede A det sociale nævn for en afgørelse af genoptagelsesspørgsmålet. I
brevet henviste A til en ny dom afsagt af Højesteret den 12. januar
2001. A
mente at situationen for den
pågældende i denne sag helbredsmæssigt lå meget tæt på hendes egen situation.
Den 14. august 2001 afviste
det sociale nævn at genoptage A’s pensionssag på baggrund af Højesterets
domme
af 22. december 1999 og 12. januar 2001. Nævnet skrev endvidere:
”
Nævnet har lagt vægt på, at
Højesterets domme vedrører bedømmelsen af erhvervsevnenedsættelsen ved
afgørelsen af hvilken pensionsgrad, der kunne tilkendes en ansøger, som
pensionsmyndighederne
allerede
havde
tilkendt pension.
Da De ved Nævnets afgørelse
af 26. februar 1999 fik afslag på førtidspension, finder Nævnet ikke, at
Højesteretsdommen har betydning for Nævnets afgørelse i Deres sag.
Nævnet må således fastholde
sin trufne afgørelse og genoptager ikke pensionssagen.
Hvis De mener, at Deres
helbredsmæssige forhold har ændret sig, således at De af denne grund skulle
være berettiget til førtidspension, henvises De til at indgive ansøgning om
rejsning af sag om førtidspension til lokalcentret.
”
Den 3. september 2001 klagede
A over det sociale nævns afgørelse, og den 25. september 2001 meddelte nævnet
A at nævnet havde genvurderet, men besluttet at fastholde sin afgørelse af
14.
august 2001, og at A’s sag var sendt til Den Sociale Ankestyrelse.
Den 10. oktober 2001 afviste
Ankestyrelsen at behandle A’s sag fordi styrelsen ikke anså sagen for at
være
af principiel eller generel betydning. Styrelsen skrev endvidere følgende:
”
Begrundelsen herfor er, at
afgørelsen beror på en konkret vurdering af, om der på baggrund af sagens
faktiske oplysninger er grundlag for genoptagelse på baggrund af Højesterets
domme af 22. december 1999 og 12. januar 2001.
Nævnets afgørelse strider
ikke på det foreliggende grundlag imod Ankestyrelsens praksis. Den skønnes
heller ikke at have generel betydning for retsanvendelsen på området.
En afgørelse fra
Ankestyrelsen kan derfor ikke forventes at ville blive til vejledning for
kommunerne
og de sociale nævn ved den fremtidige sagsbehandling.
Ankestyrelsen kan derfor ikke
behandle sagen.
Ankestyrelsen skal med hensyn
til det, der er anført i klagen om betydningen af Højesterets domme, bemærke,
at dommene efter Ankestyrelsens vurdering navnlig har betydning for
bedømmelsen af omfanget af nedsættelsen af erhvervsevnen ved afgørelse af
hvilken grad af pension, der kan tilkendes. Dommene tager efter
Ankestyrelsens
vurdering ikke særskilt stilling til, hvornår der er grundlag for tilkendelse
af førtidspension i det hele taget.
Det bemærkes endvidere
generelt, at tilkendelse af førtidspension beror på en konkret vurdering af
de helbredsmæssige forhold sammenholdt med de sociale og erhvervsmæssige
forhold,
herunder om alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt
andre
foranstaltninger har været afprøvet.”
Den 29. oktober 2001 modtog
jeg A’s brev af 25. august 2001 hvori A klagede over Den Sociale
Ankestyrelses
afgørelse.
Med brev af 26. november 2001
bad jeg Den Sociale Ankestyrelse, Det Sociale Nævn for Københavns og
Frederiksberg Kommuner og Københavns Kommune, Y Bydel, om en udtalelse i
sagen. Jeg skrev bl.a. følgende:
”I nævnets afgørelse af 14.
august 2001 skrev nævnet bl.a.:
’Nævnet finder ikke grundlag
for at genoptage Deres pensionssag i anledning af Højesterets domme af 22.
december 1999 og 12. januar 2001.
Nævnet har lagt vægt på, at
Højesterets domme vedrører bedømmelsen af erhvervsevnenedsættelsen ved
afgørelsen af hvilken pensionsgrad, der kunne tilkendes en ansøger, som
pensionsmyndighederne
allerede
havde
tilkendt pension.
Da De ved Nævnets afgørelse
af 26. februar 1999 fik afslag på førtidspension, finder Nævnet ikke, at
Højesteretsdommen har betydning for Nævnets afgørelse i Deres sag.’
Den Sociale Ankestyrelse
skrev i sin afgørelse af 10. oktober 2001 bl.a. følgende:
’Ankestyrelsen skal med
hensyn til det, der er anført i klagen om betydningen af Højesterets domme,
bemærke, at dommene efter Ankestyrelsens vurdering navnlig har betydning for
bedømmelsen af omfanget af nedsættelsen af erhvervsevnen ved afgørelse af
hvilken
grad af pension, der kan tilkendes. Dommene tager efter Ankestyrelsens
vurdering ikke særskilt stilling til, hvornår der er grundlag for tilkendelse
af førtidspension i det hele taget.’
Myndighederne bedes blandt
andet uddybe denne opfattelse.
Myndighederne bedes endvidere
udtale sig om hvilken betydning resultatet af arbejdsprøvningen på
Revacentret, jf. Revacentrets udtalelse af 17. juni 1997, er blevet tillagt
ved afgørelsen af om (A) er berettiget til førtidspension.”
Den 8. maj 2002 modtog jeg
kommunens, det sociale nævns og Ankestyrelsens udtalelser af henholdsvis 20.
marts, 17. april og 8. maj 2002. Y Bydel skrev følgende i sin udtalelse af
20.
marts 2002:
”Sagen omhandler en 35-årig
ugift kvinde, der i 1997 søgte om førtidspension hovedsagelig udfra ryg- og
hoftesmerter.
(Y) Bydel gav afslag på
pensionen i juli 1998 – med begrundelsen om at erhvervsevnen ikke var
nedsat i
et omfang, der berettigede til pension. Afslaget blev efter genvurdering
fastholdt af Bydelen og sagen oversendes til Det Sociale Nævn, der primo 1999
fastholder afslag på pension.
Klienten retter primo 2000
henvendelse til Ombudsmanden, idet hun finder at højesteretsdommene på
førtidspensionsområdet, må have betydning for hendes sag.
Den Sociale Ankestyrelse
afgør i oktober 2001, at der ikke er grundlag for at Ankestyrelsen kan gå ind
i sagen, da denne ikke har principiel eller generel betydning.
Siden klienten søgte pension
i 1997 har der været tale om ambulant behandling på Hvidovre hospital juli
2000, der var mistanke om discusprolaps, men dette blev afkræftet ved
MR-scanning 19. sept. 2000, klienten får ambulant fysiurgisk behandling i 3
måneder,
hvorefter behandlingen afsluttes med at pågældende instrueres i
hjemmeprogram.
(Y) lokalcentret har forsøgt
at motivere klienten til et fleksjob, hvilket ikke hidtil er lykkedes,
klienten
finder ikke selv at dette er en mulighed på grund af hendes smerter.
Klienten modtager
kontanthjælp, har været uden for arbejdsmarkedet siden 1992.
Ombudsmanden ønsker, at
lokalcentret kommer med kommentarer om på hvilken måde revacentrets rapport
fra
1997 er indgået i sagsbehandlingen.
(Y) Lokalcenter har på
baggrund af rapporten vurderet, at klienten burde kunne opnå tilknytning til
arbejdsmarkedet efter evt. optræning eller revalidering – evt. med
henblik på
placering i en såkaldt 50/50 ordning – ’forløberen for
fleksjobbet’ – hvor der
kunne tages højde for klientens helbredsmæssige gener, idet lokalcentret ikke
var enige i revacenterets bedømmelse af graden af erhvervsevnenedsættelsen
–
udfra en objektiv vurdering af de lægelige fund.”
Det sociale nævn skrev
følgende i sin udtalelse af 17. april 2002:
”
Det fremgår af Ombudsmandens
brev, at han bl.a. ønskede myndighedernes uddybning af betydningen af en
Højesteretsdom samt om betydningen af resultatet af en arbejdsprøvning af
pågældende på Revacentret i 1997 for spørgsmålet om tilkendelse af
førtidspension.
Nævnet skal i den anledning
meddele, at Den Sociale Ankestyrelse som sin fortolkning af Højesterets domme
har tilkendegivet, at dommene ikke tager særskilt stilling til, hvornår der
er
grundlag for tilkendelse af førtidspension i det hele taget. Nævnet skal i
denne forbindelse henvise til Nyt fra Ankestyrelsen nr. 5/00 og nr. 1/2002.
Nævnet finder ikke, at der i
den konkrete sag foreligger omstændigheder, som kan begrunde, at Nævnet
fraviger den fortolkning af dommene, som Ankestyrelsen har anlagt og følger.
Nævnet skal med hensyn til
arbejdsprøvningen på Revacentret i 1997 anføre, at resultatet heraf i
væsentlig grad beroede på pågældendes helbredsmæssige forhold. Nævnet har i
denne forbindelse skønnet, at der på grundlag af oplysningerne om de
helbredsmæssige
forhold ikke skulle være noget til hinder for, at pågældende kan påtage sig
arbejde.
Nævnet har herved desuden
lagt vægt på pågældendes alder og tidligere beskæftigelsesforhold.
Nævnet finder på baggrund af
en samlet bedømmelse af sagen ikke grundlag for at genoptage sagen og må
henholde sig til den trufne afgørelse.
”
Ankestyrelsens udtalelse af
8. maj 2002 er sålydende:
”
Det bemærkes indledningsvis,
at Ankestyrelsen ved afgørelse meddelt i brev af 10. oktober 2001 alene har
forholdt sig til, hvorvidt ovennævntes sag kunne anses for at være af
principiel eller generel betydning.
Ankestyrelsen fandt ikke, at
Det Sociale Nævns afgørelse af 14. august 2001, hvorefter nævnet ikke fandt
grundlag for at genoptage (A)’s sag om afslag på førtidspension på
baggrund af
Højesterets domme af 22. december 1999 og 12. januar 2001, kunne antages til
principiel behandling.
Ankestyrelsen henviste blandt
andet til, at nævnets afgørelse ikke på det foreliggende var i strid med
Ankestyrelsens praksis vedrørende de nævnte højesteretsdomme.
Ankestyrelsens begrundelse
for at meddele afslag på principiel / generel behandling fremgik af nævnets
afgørelsesbrev, hvortil der i øvrigt henvises.
(A) har i henvendelsen til
Folketingets Ombudsmand
henvist til, at højesteretsdommene begge angår sager, hvor der var tilkendt
førtidspension, men at der i begge sager blev tilkendt en højere pensionsgrad
på baggrund af kroniske smerter. (A) henviser til, at i hendes sag er der
afslået pension netop med henvisning til denne diagnose.
Dertil skal Ankestyrelsen
bemærke, at det er Ankestyrelsens vurdering, at Højesterets domspraksis
navnlig
vedrører bedømmelsen af omfanget af nedsættelsen af erhvervsevnen med henblik
på, hvilken grad af pension, der kan tilkendes en ansøger, hvor der
er
fundet grundlag for at tilkende pension.
Ankestyrelsen kan herved
henvise til, at det fremgår af dommene, at Højesteret har lagt til grund, at
Ankestyrelsen havde anerkendt, at sagsøgernes lidelser var berettigede til
førtidspension. Spørgsmålet var herefter, hvornår og i hvilket omfang
erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af invaliditeten.
Det kan imidlertid oplyses,
at Ankestyrelsen efter afvisningen af (A)’s sag har antaget og truffet
afgørelse i lignende sager til nærmere belysning af praksis for genoptagelse
på baggrund af Højesterets domspraksis, herunder også Højesterets seneste dom
af 18. oktober 2001, hvorved Ankestyrelsen blev frifundet i en sag om
tilkendelse af førtidspension.
Ankestyrelsen finder herefter
ikke grundlag for at antage sagen til belysning af dette spørgsmål.”
Den 4. juni 2002 sendte jeg
myndighedernes udtalelser til A så hun kunne fremkomme med eventuelle
bemærkninger, og i brev af 23. juni 2002 havde A følgende kommentarer:
”
Jeg har dog bemærkninger til
Københavns kommune, lokalcenter (Y)’s kommentar.
Det er rigtig at jeg var i 3 måneders behandling på
Hvidovre hospital. Det stoppede dog, efter de 3 måneder pga. venteliste på
denne behandling, ligesom jeg fik at vide at 3 måneder var meget længere tid
end der normalt gives pga. ventelisten.
Ang. Lokalcenter (Y)’s kommentar om at jeg ikke var
motiveret til fleksjob, er dette ikke sandt. Da de kom med dette tilbud,
fortalte
jeg dem at jeg ikke fysisk var i stand til dette pga. smerter, ligesom jeg
sagde at min sag var sendt ind til Folketingets ombudsmand. Derefter satte de
selv dette i bero. Jeg vil gøre opmærksom på at jeg har bedt om aktindsigt på
lokalcenter (Y), og at jeg agter at indgive en skriftlig klage over deres
fortolkning
af den samtale vi havde ang. fleksjob, da den ikke stemmer overens med
sandheden.
Ang. Lokalcenter (Y)’s uenighed med Revacenters
konklusion på min helbredssituation, stiller jeg mig helt uforstående. Da de
bad om at jeg skulle på Revacenter, var det fordi de mente at revacenteret
var
fagligt kompetente til at vurdere mit helbred, og at det var de ikke selv. Nu
må jeg så konstatere at lokalcenter (Y) mener at de alligevel er mere
kompetente
til at vurdere mit helbred end Revacentret. Det på trods af at ingen fra
lokalcentret har set mig personligt, udover de sagsbehandlere der har fået
tildelt min sag.
Udover at lokalcenter (Y) er uenig med Revacentret, er
de tilsyneladende også uenig med deres egen lægekonsulent. Han ændrede
holdning til min sag, efter jeg havde været hos Overlæge (D) (HS Tværfaglig
smertecenter). Alt dette ligger i min sag, som I er i besiddelse af.”
Ombudsmandens udtalelse
”Jeg har koncentreret min undersøgelse om hvorvidt det sociale nævn på
baggrund af nye højesteretsdomme på førtidspensionsområdet kunne afvise at
genoptage behandlingen af Deres sag om førtidspension.
Myndighedernes afgørelser er truffet på grundlag af dagældende lov om social
pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 med senere
ændringer. Loven indeholder følgende bestemmelser af betydning for sagen:
’
§ 14.
Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der
i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.
Stk. 2.
Mellemste førtidspension kan tilkendes
personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne
er nedsat med omkring 2/3, og
personer i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne
er nedsat i det omfang, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3.
Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig
førtidspension kan tilkendes
personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne
er nedsat på grund af helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,
personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne
er nedsat med mindst halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes
helbredsmæssige
forhold, og
personer i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og
helbredsmæssige forhold taler for det.
Stk. 4.
Pension efter stk. 3 tilkendes som forhøjet almindelig
førtidspension til personer under 60 år og som almindelig førtidspension til
personer over denne alder.
Stk.
5.
Socialministeren
kan fastsætte nærmere regler om tilkendelse af pension efter stk. 3, nr. 2 og
3.
Stk.
6.
Alderen på det
tidspunkt, hvor en førtidspensionssag påbegyndes, eller hvor der er ansøgt om
pension efter §§ 16 og 18, er afgørende for, hvilken pension der kan
tilkendes.
Er de øvrige betingelser for tilkendelse først opfyldt på et senere
tidspunkt,
er det alderen på dette tidspunkt, der er afgørende for, hvilken pension der
kan tilkendes.
Stk.
7.
Efter det fyldte
60. år kan pension uden pensionistens samtykke hverken frakendes eller
nedsættes til lavere form for pension, jf. § 13. Dette gælder dog ikke for
invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg.
§ 15.
Tilkendelse af pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1
og 2, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk
eller psykisk invaliditet. Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2,
skal der dog også lægges afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart
viser,
at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre forsørgelsesmuligheder,
er
varigt nedsat. Der kan i helt ekstraordinære tilfælde tilkendes pension efter
§ 14, stk. 3, nr. 2, uden at nedsættelsen af erhvervsevnen skyldes
helbredsmæssige forhold.
Stk. 2.
Tilkendelse af førtidspension efter § 14 forudsætter, at
alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre
foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet, og at
erhvervsevnen
ikke varigt kan forbedres.
Stk.
3.
Ved bedømmelsen
af, i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat, skal der foretages en
sammenligning mellem den indtægt, som den pågældende skønnes at kunne opnå
ved
et arbejde, der svarer til pågældendes kræfter og færdigheder, og som under
hensyn til uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af den
pågældende,
og den indtægt, som personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme
egn.
Der skal endvidere tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og
beskæftigelsesmuligheder
og til sådanne andre omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at
burde
tillægges vægt.
Stk. 4.
Socialministeren fastsætter nærmere regler om vurderingen
af erhvervsevnenedsættelsen for personer, der ikke kan anses for hidtil at
have været fuldtidsbeskæftigede.
’
Af vejledning nr. 66 af 10.
marts 1998 om social pension fremgår bl.a. følgende:
’56.
Pension kan tilkendes, hvis personens erhvervsevne er nedsat
på grund af en varig fysisk eller psykisk invaliditet, se lovens § 15. Det er
en betingelse, at lidelsen i sig selv bevirker en betydelig og varig
nedsættelse af personens funktionsevne på arbejdsmarkedet og dermed af evnen
til at forsørge sig selv ved arbejde.
Det er kommunen, der efter en
konkret vurdering beslutter, hvilke oplysninger, der er nødvendige til
belysningen af pågældende helbredsforhold. Det er endvidere kommunen, der
selvstændigt vurdere de helbredsmæssige oplysninger i relation til
førtidspensionssagen.
Kommunens bedømmelse
forudsætter, at pågældendes helbredsforhold er grundigt undersøgt og
velbeskrevet – typisk af en læge eller andre fagfolk. Bedømmelsen
forudsætter
desuden et indgående kendskab til lidelsens indvirkning på den
erhvervsmæssige
funktionsevne. Bedømmelsen må tage udgangspunkt i erfaringer om, hvilke
helbredsmæssige begrænsninger og lidelser der almindeligvis medfører, at folk
må opgive erhvervsarbejde helt eller delvis.
At lidelse skal være varig
betyder, at der ikke er udsigt til, at den bedres væsentligt hverken af sig
selv eller ved behandling.
I de fleste tilfælde indgår
den helbredsmæssige vurdering som et led i kommunens samlede skøn over
erhvervsevnens nedsættelse. Pågældendes sociale og erhvervsmæssige forhold
sammen med den helbredsmæssige vurdering er således med til at bestemme, om
der
skal tilkendes højeste, mellemste eller (forhøjet) almindelig førtidspension
på grund af helbredsmæssige forhold.
En helbredsvurdering alene
kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens
nedsættelse. Det er som regel kun tilfældet, når der kun er ubetydelig
erhvervsevne i behold, altså i de tilfælde hvor der kan tilkendes højeste
førtidspension.
Der kan også tilkendes
pension, hvis erhvervsevnen er nedsat, uden at nedsættelsen alene skyldes de
helbredsmæssige forhold, altså når den skyldes kombinerede helbredsmæssige og
sociale forhold.
Der kan være tilfælde, hvor
årsagerne til erhvervsevnens nedsættelsen kun ved en meget vid fortolkning
kan
betegnes som invaliditet. Der kan også være tilfælde, hvor der ikke er en
sådan helbredssvækkelse, at den alene giver grundlag for at anse
erhvervsevnen
for nedsat med mindst halvdelen, men hvor det alligevel ud fra en samlet
bedømmelse er åbenbart, at pågældende ikke vil blive i stand til at forsørge
sig selv.’
Som det fremgår af ovennævnte
lovbestemmelser og til dels af vejledningen, kan forhøjet almindelig
førtidspension tilkendes personer i alderen fra 18 til 67 (nu 65) år hvis
erhvervsevnen
er nedsat med mindst halvdelen på grund af fysisk eller psykisk invaliditet.
Det myndighederne skal vurdere i førtidspensionssager, er således om
erhvervsevnen er nedsat på grund af invaliditet, og i givet fald hvor meget
den
er nedsat.
Som det er Dem bekendt,
afsagde Højesteret den 22. december 1999 dom i en førtidspensionssag
(Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 645) hvorefter en førtidspensionist var
berettiget til mellemste førtidspension fra hendes første ansøgning om
pension
blev indgivet ca. 11 år før.
Højesterets dom vedrørte
nærmere en kvinde med en arbejdsbetinget skulderlidelse der var startet i
1980’erne. Speciallæger havde udtalt at den pågældende havde massive
smerter
og en ubrugelig arm, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og at
tilstanden var stationær. Ankestyrelsen havde oprindelig afslået at meddele
den pågældende førtidspension, men havde senere – efter at retssagen var
påbegyndt – tilkendt hende forhøjet almindelig førtidspension.
På grundlag af de
foreliggende speciallægeerklæringer fandt Højesteret det godtgjort at
sagsøgerens
erhvervsevne fra 1988 varigt havde været nedsat med omkring 2/3, og at den
pågældende ikke – som forudsat af Ankestyrelsen – kunne klare et
halvdagsarbejde. Samtidig bemærkede retten at hverken nævnet eller
Ankestyrelsen på noget tidspunkt havde anmodet om at der blev foretaget
yderligere
undersøgelser vedrørende sagsøgerens erhvervsevne i form af revalidering,
arbejdsprøvning eller lignende. Højesteret fandt herefter at sagsøgeren
opfyldte betingelserne for mellemste førtidspension da hun indgav sin
ansøgning
i 1988.
Højesteret har i sin dom
skrevet følgende:
’
I lov om social pension § 15,
jf. § 14, angives de retlige betingelser for at få tilkendt førtidspension.
Det er efter § 15, stk. 1, 1. pkt., en betingelse for tilkendelse af pension,
at erhvervsevnen er varigt nedsat på grund af fysisk eller psykisk
invaliditet.
Efter lovens § 15, stk. 1, 4. pkt. (nu stk. 2), kan pension ikke tilkendes,
hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan
antages mere varig at forbedre erhvervsevnen. § 15, stk. 2 (nu stk. 3),
indeholder nærmere regler om bedømmelse af nedsættelse af erhvervsevnen.
Domstolenes prøvelse af
afgørelser om tilkendelse af førtidspension omfatter de administrative
myndigheders bedømmelse af, om de nævnte betingelser er opfyldt, selv om
denne
bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Det må
imidlertid ved prøvelsen tages i betragtning, at revaliderings- og
pensionsnævnene, nu de sociale nævn, og Den Sociale Ankestyrelse gennem
behandlingen
af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse bevisvurderinger og
bistås af fast tilknyttede lægekonsulenter. Der må derfor foreligge et
sikkert
grundlag, for at domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om
førtidspension. Domstolene vil i så fald i almindelighed have fornødent
grundlag for at træffe afgørelse i sagen, og der vil således normalt ikke
være
anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling ved de administrative
myndigheder.
Den Sociale Ankestyrelse
anerkendte med afgørelsen af 9. november 1994, at A’s lidelse
berettigede hende
til en helbredsbetinget førtidspension. Spørgsmålet er herefter, hvornår og i
hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af invaliditeten.
A havde arbejdet som
sagsbehandler i Københavns kommune siden 1962. Hendes skulderlidelse startede
i begyndelsen af 1980’erne, og der blev i perioden indtil indgivelse af
pensionsansøgning den 31. oktober 1988 gennemført en række forskellige
behandlinger af lidelsen, herunder en operation i 1985, dog uden positivt
resultat. Efter flere sygeperioder og perioder med arbejde på deltid måtte
hun
ophøre med sit arbejde i 1988.
Speciallæge B udtalte i sine
erklæringer af 10. november 1988 og 14. august 1990 – hvoraf den sidste
blev
udarbejdet efter anmodning fra Revaliderings- og Pensionsnævnet i København
–
at A led af en rotator cuff læsion, at hun havde massive smerter og en
ubrugelig
arm, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og at tilstanden var
stationær. Overlæge C’s erklæring af 30. august 1994, der blev
udarbejdet
efter anmodning fra Den Sociale Ankestyrelse, konkluderede, at A’s gener
var
uændrede siden 1985, og at hun var ude af stand til at bruge højre arm til
nogen
form for arbejde.
Højesteret finder det på
grundlag af disse erklæringer godtgjort, at A’s invaliditet forelå
allerede i
1988, og at hendes erhvervsevne som følge af invaliditeten var varigt nedsat
fra dette tidspunkt.
På grundlag af erklæringerne
og det i øvrigt foreliggende finder Højesteret det endvidere godtgjort, at
hendes erhvervsevne fra 1988 varigt har været nedsat med omkring 2/3, og at A
således ikke – som forudsat i Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 9.
november 1994 – kan klare et halvdagsarbejde. Det bemærkes herved, at
hverken
Revaliderings- og Pensionsnævnet eller Den Sociale Ankestyrelse på noget
tidspunkt har anmodet om, at der blev foretaget yderligere undersøgelser
vedrørende
A’s erhvervsevne i form af revalidering, arbejdsprøvning eller lignende.
A opfyldte således
betingelserne for mellemste førtidspension, da hun indgav sin ansøgning den
31.
oktober 1988. Højesteret tager derfor A’s principale påstand til følge.
’
Samme dag som Højesteret
afsagde dommen, fremkom Den Sociale Ankestyrelse med følgende
pressemeddelelse:
’Højesteret har i dag for
første gang afsagt dom i en sag om tilkendelse af førtidspension.
Sagen drejede sig om en
kontoruddannet kvinde, der havde smerter og bevægeindskrænkninger i højre arm
og som efter dagældende pensionsregler (regler før 1. juli 1998) havde fået
tilkendt almindelig forhøjet førtidspension (laveste sats). Hun havde
indbragt
sagen for domstolene for at få tilkendt en højere førtidspension og for at få
tilkendt pension fra et tidligere tidspunkt.
Højesteret var enig med Den
Sociale Ankestyrelse i, at hun var berettiget til førtidspension, men fandt,
at hun var berettiget til en højere pension (mellemste sats).
Sagen var afgjort i det
administrative klagesystem. Pensionsmyndighederne foretager en socialfaglig
helhedsvurdering, der går videre end den rene juridiske vurdering og rene
retssikkerhedsbetragtninger. Men Højesteret har i den konkrete sag tilsidesat
pensionsmyndighedernes skøn og vurderet, at hun var berettiget til mellemste
førtidspension.
Det er Ankestyrelsens
opfattelse, at domstolskontrollen er vigtig for det sociale system, så
retsanvendelsen
dermed løbende kan justeres.
’I den konkrete sag vurderede
Højesteret, at pågældende havde ret til en højere pension end den
tilkendte’
siger styrelseschef Karen Sejersdal Christensen. ’Det tager vi
naturligvis
til efterretning og vi vil nu efter drøftelse med kammeradvokaten vurdere,
hvilken betydning dommen får for pensionsmyndighedernes praksis’.
’
På baggrund af Højesterets
dom udsendte Den Sociale Ankestyrelse en Social meddelelse den 15. februar
2000 (SM P-3- 00) hvori Ankestyrelsen gennemgik dommen. Ankestyrelsen skrev
endvidere:
’
Sagen blev behandlet i
principielt møde, da Ankestyrelsen fandt, at sagen har principiel betydning
for praksis for tilkendelse af førtidspension.
Afgørelse:
Ankestyrelsen tog Højesterets
dom af 22. december 1999 til efterretning og anerkendte herved, at ansøger
havde ret til mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1, i lov om
social pension med virkning fra den 31. oktober 1988.
Ankestyrelsen ændrede således
sin tidligere afgørelse.’
I pressemeddelelse af 21.
februar 2000 udtalte Den Sociale Ankestyrelse følgende:
’Ny praksis i Den Sociale
Ankestyrelse kan få betydning for pensionister på den såkaldte
’forhøjede
almindelige førtidspension’, hvis de tidligere har fået afslag på at få
mellemste førtidspension.
Hvor det indtil nu har været
op til en førtidspensionsansøger at bevise sin uarbejdsdygtighed, bliver det
nu i højere grad myndighederne, der skal belyse, om en ansøger rent faktisk
er
i stand til at passe et deltidsarbejde.
Det er konsekvensen af en
Højesteretsdom fra december sidste år.
Der er tale om en forholdsvis
lille gruppe af førtidspensionister, men til gengæld en gruppe, som for
manges
vedkommende hidtil er blevet afvist af læger og myndigheder, siger chefen for
Den Sociale Ankestyrelse, Karen Sejersdal Christensen:
’Vi har her typisk med
patienter at gøre, som plages af lidelser, som det i dag er meget svært, for
ikke at sige umuligt, at diagnosticere. F.eks. fibromyalgi, kronisk
træthedssyndrom eller andre sygdomme, som lægerne har vanskeligt ved at
dokumentere
og hvor myndighederne derfor ofte har måttet give afslag på mellemste
førtidspension.
Med Højesterets dom er der
sket en ændring af praksis. Det betyder, at hvor det før var op til
pensionisten
selv af belyse, at han eller hun slet ikke var i stand til at arbejde, bliver
det nu i højere grad myndighederne, der skal belyse, om pensionisten stadig
har en resterhvervsevne’, oplyser Ankestyrelsens chef.
Styrelsen skønner, at
ændringerne kan komme til at berøre omkring 5.000 danskere, der i øjeblikket
får forhøjet almindelig førtidspension. Rent praktisk er det kommunerne, der
vurderer om en sag kan genoptages. Det er derfor også her, man skal henvende
sig, hvis man mener, den ændrede praksis gør en berettiget til en højere
pension. Kommunen beslutter herefter om sagen kan genoptages og om den
ændrede
praksis har betydning for sagen.
’
I Nyt fra Ankestyrelsen, nr.
5, 2000, s. 7, skrev Den Sociale Ankestyrelse bl.a. følgende:
’Hvilke sager?
Efter Ankestyrelsens
vurdering har Højesterets dom navnlig betydning for bedømmelsen af omfanget
af nedsættelsen af erhvervsevnen ved afgørelsen af hvilken grad af pension,
der kan tilkendes.
Det vil sige sager, hvor der
er tilkendt pension – typisk forhøjet almindelig førtidspension efter
lovens §
14, stk. 3, nr. 1, på rent helbredsmæssigt grundlag – men givet afslag
på
højere førtidspension.
Dommen tager efter
Ankestyrelsens vurdering ikke særskilt stilling til, hvornår der er grundlag
for tilkendelse af førtidspension i det hele taget.
I sager, hvor der er givet
afslag på førtidspension og sager om bistands- og plejetillæg, er der efter
Ankestyrelsens opfattelse ikke grundlag for genoptagelse på baggrund af
dommen.’
Den 12. januar 2001 afsagde
Højesteret på ny en dom (Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 768) hvorefter en
førtidspensionist var berettiget til mellemste førtidspension fra den 1.
december 1994 hvor hun oprindelig var blevet tilkendt forhøjet almindelig
førtidspension. Højesteret skrev bl.a. følgende i dommen:
’Som anført i Højesterets dom
af 22. december 1999 (U 2000.645) omfatter domstolenes prøvelse af afgørelser
om tilkendelse af førtidspension de administrative myndigheders bedømmelse
af,
om de retlige betingelser herfor i lov om social pension § 14 og § 15 er
opfyldt, selv om denne bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af
skønsmæssig karakter. Det må ved prøvelsen tages i betragtning, at de
administrative myndigheder gennem behandling af et stort antal sager har en
særlig erfaring i disse bevisvurderinger og bistås af fast tilknyttede
lægekonsulenter. Der må derfor foreligge et sikkert grundlag, for at
domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om førtidspension.
Den Sociale Ankestyrelse har
ved sin afgørelse af 11. maj 1995 anerkendt, at A’s erhvervsevne var
varigt
nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet, og at hendes lidelse
berettigede hende til helbredsbetinget forhøjet almindelig førtidspension med
virkning fra den 1. december 1994. Sagen angår således alene spørgsmålet om,
hvorvidt hun fra denne dato er berettiget til højeste eller mellemste
førtidspension.
A, der er født i 1940, havde
været ansat i KTAS siden 1958. Hendes ryglidelse begyndte i 1984/85. I tiden
fra 1988 til den 26. oktober 1993, da hun senest måtte lade sig sygemelde,
blev
hun aflastet på sin arbejdsplads med specielle møbler, adgang til hvile et
kvarter hver time og hjælp fra kolleger. Hun brugte to stokke, havde
hjemmehjælp til rengøring og indkøb, benyttede handicapkørsel og flyttede til
en bolig i stueplan.
I årene 1988-1993 var hun
indlagt på hospital 3 gange af længere varighed. Der havde under forløbet
været midlertidige forbedringer. Afdelingslæge Niels Arne Nielsen, der som
hospitalslæge havde fulgt hende i hele denne periode, anførte i sin erklæring
af 16. december 1993, at lidelsen bestod i mangeårige kroniske rygsmerter, at
hendes arbejdsevne inden for ethvert erhverv var minimal, og at der ikke var
mulighed for revalidering eller omskoling. Overlæge, speciallæge i
reumatologi/fysiurgi
Sven Erik Hansen afgav sin erklæring af 13. april 1994 efter anmodning fra
pensionsmyndighederne.
I erklæringen diagnosticeres lidelsen som slidgigt i ryggen og
muskelinfiltrationer.
Han anså det for realistisk at vurdere erhvervsevnen for varigt nedsat med
mindst 2/3.
På denne baggrund finder
Højesteret, at det – uanset de beskedne objektive sygdomsfund – er
godtgjort,
at A’s erhvervsevne den 1. december 1994 varigt var nedsat med omkring
2/3,
og at hun derfor har ret til mellemste førtidspension fra dette tidspunkt.
Det
er ikke godtgjort, at hun i ethvert erhverv måtte anses for kun at have
ubetydelig erhvervsevne i behold, således at hun har ret til højeste
førtidspension.’
På baggrund af dommen
udsendte Den Sociale Ankestyrelse en Social Meddelelse den 15. marts 2001 (SM
P-5-01).
Den 2. maj 2002 udsendte
Ankestyrelsen social meddelelse SM P-12-02 hvoraf følgende fremgår:
’
Sager, hvor der var givet
afslag på førtidspension er efter Ankestyrelsens opfattelse ikke umiddelbart
omfattet af den lempeligere praksis på baggrund af Højesterets domme.
Det var Ankestyrelsens
vurdering, at dommene navnlig vedrørte bedømmelsen af omfanget af
nedsættelsen
af erhvervsevnen, i tilfælde, hvor der var fundet grundlag for at tilkende
pension, med henblik på hvilken grad af pension, der kunne tilkendes.
Ankestyrelsen lagde herved
vægt på, at Højesteret i dommen af 22. december 1999 lagde til grund, at
Ankestyrelsen i den konkrete sag havde anerkendt, at ansøgers lidelse
berettigede
hende til en helbredsbetinget førtidspension. Spørgsmålet var herefter,
hvornår og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af
invaliditeten.
Sager, hvor der var givet
afslag på førtidspension var derfor efter Ankestyrelsens opfattelse ikke
umiddelbart omfattet af den ændrede praksis efter Højesterets ovennævnte dom.
Ankestyrelsen henviste i den
forbindelse til, at i den nævnte højesteretssag var der tale om ændring af
tilkendelsestidspunkt for den samme ansøgning.
’
Der er ingen tvivl om at en
borger der har fået sin sag afgjort efter den underkendte praksis, kan
forlange sin sag genoptaget hvis det må antages at sagens udfald nu vil blive
et andet. Om myndighederne på eget initiativ har pligt til at genoptage
tidligere afgjorte sager, beror på om der er tale om væsentlige ændringer til
gunst for den pågældende, om myndighedernes nu underkendte praksis var udtryk
for en klar lovstridig praksis, og om der er væsentlige praktiske problemer
med
at identificere de relevante sager.
Spørgsmålet er behandlet
flere steder i den juridiske litteratur, således bl.a. i Bent Christensen,
Forvaltningsret, Prøvelse (1994), s. 220ff, og Karsten Loiborg mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 611ff. Af sidstnævnte fremgår bl.a. følgende:
’Ligeledes må borgeren
antages at have krav på genoptagelse, hvis der (typisk efterfølgende)
fremkommer væsentlige nye retlige forhold – dvs. en væsentlig ændring
med
tilbagevirkende kraft i det retsgrundlag, der forelå på tidspunktet for den
oprindelige afgørelse.
Noget sådant kan særligt
tænkes, hvis en dom eller ombudsmandsudtalelse underkender
forvaltningsmyndighedens
fortolkning eller administrative praksis i relation til en tilsvarende sag.
Det er i denne forbindelse et vanskeligt spørgsmål, om – og i
bekræftende fald
hvor langt tilbage i tiden – forvaltningen er forpligtet til at ændre
sin
praksis. Hvor den underkendte administrative afgørelse ikke er nyere end
afgørelsen i den sag, der nu begæres genoptaget, vil lighedsbetragtninger i
det mindste føre til en pligt til at genoptage sagen til ny
realitetsbehandling. Om forvaltningen vil have pligt til at genoptage sager,
der ligger før den sag, hvori forvaltningens afgørelse er blevet underkendt,
vil afhænge af, om der vil være nogen mulighed for, at afgørelsen i den sag,
der nu begæres genoptaget, vil kunne tænkes ændret. Det må antages, at
forvaltningen
kun, hvis en ændring af den remonstrerede afgørelse på forhånd må anses for
udelukket, kan afvise at genoptage sagen.
To særlige spørgsmål opstår,
når en forvaltningsmyndigheds retsanvendelse (fortolkning eller udfyldning)
eller praksis underkendes (i en for borgerne
gunstig
retning) af en højere administrativ myndighed eller
domstolene.
For det første opstår
spørgsmålet, om forvaltningsmyndigheden
overhovedet
er forpligtet til at genoptage andre sager end den sag, der gav anledning til
underkendelsen af forvaltningens retsanvendelse eller praksis – i
bekræftende
fald – hvor langt tilbage i tiden forvaltningen er forpligtet til at
genoptage
sager. Hvad dette spørgsmål angår henvises til afsnit II.C ovenfor (s. 611)
om
retskrav på genoptagelse i forbindelse med remonstration.
For det andet opstår
spørgsmålet, om forvaltningsmyndigheden er forpligtet til
af egen drift
at genoptage sagerne og evt. tilbagekalde de
tidligere trufne afgørelser, eller om dette kun skal ske efter partens
begæring. Det må antages, at en pligt til genoptagelse af egen drift –
modsat
pligten til genoptagelse efter begæring (jf. ovenfor afsnit II.C, s. 611)
–
kun findes i relation til sager, hvor forvaltningen samtidig vil være
forpligtet til at omgøre afgørelsen (tilbagekalde den oprindelige afgørelse
og træffe en ny, for parten gunstigere afgørelse). Spørgsmålet om, hvornår
forvaltningen
har omgørelsespligt, er ganske kompliceret, jf. også ovenfor afsnit II.C (s.
612) om det offentliges pligt til tilbagebetaling af beløb, betalt af
borgerne
på et senere underkendt retsgrundlag.
Ved besvarelsen af
spørgsmålet om, hvornår forvaltningen er forpligtet til af egen drift at
omgøre
en afgørelse, må der formentlig især lægges vægt på to kriterier.
For det første
, om forvaltningens
tidligere retsanvendelse eller praksis har været udtryk for en mere eller
mindre klar ulovlighed (om der i den ene ende af skalaen er truffet ugyldige
afgørelser eller har været tale om en uforsvarlig – og efter
omstændighederne
erstatningspådragende – forvaltning eller der i den anden ende af
skalaen har
været tale om en undskyldelig retsvildfarelse eller et valg mellem 2 for så
vidt lige gode retsopfattelser). Og
for
det andet
, om en genoptagelse af sagerne af egen drift vil volde større
eller mindre administrative vanskeligheder (om det i den ene ende af skalaen
vil være faktisk umuligt eller dog særdeles vanskeligt og overordentligt
ressourcekrævende at finde frem til de relevante sager, eller det i den anden
ende af skalaen vil være forholdsvis ukompliceret på baggrund af de
oplysninger
og de registreringssystemer, myndigheden har til at finde frem til
sagerne).’
Den Sociale Ankestyrelse
fremkom med følgende udtalelse under overskriften ’Flere kan få
førtidspension
efter højesteretsdom’ i Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 1/ 2000:
’
Vi har gennemgået dommen med
Kammeradvokaten. Det er vores vurdering, at dommen er udtryk for en noget
lempeligere vurdering af kravene til den medicinske invaliditet, end den
pensionsmyndighederne hidtil har fulgt.
Det er også vores vurdering,
at pensionsmyndighederne, når der tilkendes forhøjet almindelig
førtidspension
i stedet for mellemste førtidspension, i højere grad må sandsynliggøre, at
ansøgeren har en resterhvervsevne.
Verserende sager, der afgøres
efter Højesterets dom, må afgøres i overensstemmelse med de principper, der
kan udledes af dommen.
Vi har bedt Kammeradvokaten
om en juridisk vurdering af, om pensionssager, der er afgjort før Højesterets
dom, skal genoptages. Det er Kammeradvokatens vurdering, at
pensionsmyndighederne
ikke har pligt til på eget initiativ at genoptage tidligere afgjorte sager.
Kammeradvokaten har bl.a.
lagt vægt på, at selvom dommen medfører en ændring af pensionspraksis, har
hidtidig praksis ikke været klart urigtig eller i strid med klare lovregler.
Det er heller ikke muligt ud fra generelle kriterier at udskille de tidligere
afgjorte sager, hvor dommen kan have betydning.
Ankestyrelsen har imidlertid
underrettet kommunerne og ved orientering af pressen informeret
offentligheden
om mulighederne for at bede kommunen om at genoptage tidligere afgjorte
sager.
Ankestyrelsen har samtidig orienteret kommunerne og henstillet til dem at yde
vejledning til borgere, som retter henvendelse om genoptagelse.
Om den ændrede praksis
bevirker, at en tidligere afgørelse kan genoptages og ændres må afgøres
konkret i den enkelte sag.
’
På baggrund af det
Ankestyrelsen har anført om at det ikke vil være muligt ud fra generelle
kriterier
at udskille de tidligere afgjorte sager hvor dommen kan have betydning, har
jeg ikke bemærkninger til at myndighederne ikke af egen drift har genoptaget
allerede afgjorte sager hvor Højesterets domme kan få betydning. Jeg har
herved lagt vægt på at Ankestyrelsen underrettede kommunerne og
offentligheden
om borgernes mulighed for at få genoptaget tidligere afgjorte sager.
I Højesterets dom af 12.
januar 2001 udtalte retten:
’
Som anført i Højesterets dom
af 22. december 1999 (U 2000.645) omfatter domstolenes prøvelse af afgørelser
om tilkendelse af førtidspension de administrative myndigheders bedømmelse
af,
om de retlige betingelser herfor i lov om social pension § 14 og § 15 er
opfyldt, selv om denne bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af
skønsmæssig karakter.
’
Højesteret siger således
direkte at domstolenes prøvelse omfatter de administrative myndigheders
bedømmelse af om erhvervsevnen er nedsat på grund af fysisk eller psykisk
invaliditet,
og i givet fald med hvor meget.
Når Højesteret i dommen af
22. december 1999 henviser til at Den Sociale Ankestyrelse har anerkendt at
den pågældende var berettiget til helbredsbetinget førtidspension (hvorefter
spørgsmålet alene var hvornår og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev
nedsat som følge af invaliditeten), og i dommen af 12. januar 2001 henviser
til at Ankestyrelsen har anerkendt at den pågældendes erhvervsevne var varigt
nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet, og at hendes lidelse
berettigede hende til helbredsbetinget forhøjet almindelig førtidspension med
virkning fra den 1. december 1994 (således at sagen alene angik spørgsmålet
om
hvorvidt hun fra denne dato var berettiget til højeste eller mellemste
førtidspension), skyldes det efter min opfattelse alene at det kunne
konstateres
at disse spørgsmål var uomtvistede og derved kunne lægges uprøvet til grund.
Der er således ikke
holdepunkter for at læse dommene sådan at det har haft betydning for den
prøvelse
der er foretaget, eller for dommenes resultat at sagsøgerne havde fået
tilkendt
pension. Tværtimod må dommene læses således at der ville være foretaget samme
prøvelse og nået samme resultat hvis ansøgeren helt var blevet nægtet
pension.
Denne fortolkning
understøttes også af at Højesteret i dommen af 22. december 1999 tilkendte
den
pågældende mellemste førtidspension tilbage fra den 31. oktober 1988 og ikke
bare fra den 1. september 1994 fra hvilken dato Ankestyrelsen havde tilkendt
hende
forhøjet almindelig førtidspension.
Den Sociale Ankestyrelse har
på baggrund af sin behandling af et meget stort antal pensionssager årligt et
stort overblik over praksis på pensionsområdet. Jeg er ikke i besiddelse af
et
tilsvarende overblik. Jeg har derfor vurderet at jeg ikke som Ankestyrelsen
er
i stand til generelt at afgrænse hvilke grupper af pensionssager der vil være
omfattet af muligheden for genoptagelse på baggrund af højesteretsdommene.
Ud fra en fortolkning af de
to højesteretsdomme mener jeg imidlertid ikke at det er korrekt at afslå
genoptagelse alene med henvisning til at dommene vedrørte sager hvor der var
tilkendt social pension.
Som jeg læser det sociale
nævns afgørelse i Deres sag, har nævnet på baggrund af Ankestyrelsens
angivelser om adgangen til genoptagelse på baggrund af højesteretsdommene kun
foretaget en vurdering af at Deres sag ikke var omfattet af den gruppe af
sager
som efter Ankestyrelsens opfattelse kunne genoptages. Derimod foretog nævnet
ikke en konkret vurdering af de samlede forhold i Deres sag for at
sammenholde
dem med omstændighederne i dommene.
Jeg mener ikke at Det Sociale
Nævn for Københavns og Frederiksbergs Kommuner kunne afvise af genoptage
Deres
førtidspensionssag kun med den begrundelse at Højesterets domme vedrørte
bedømmelsen af erhvervsevnenedsættelsen ved afgørelsen af hvilken
pensionsgrad
der kunne tilkendes en ansøger som pensionsmyndighederne allerede
havde
tilkendt pension, og at De havde
fået afslag på førtidspension. Efter min opfattelse måtte nævnet foretage en
konkret vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med domspraksis.
Efter min opfattelse er det
ikke berettiget generelt at afskære en konkret bedømmelse af omstændighederne
i en sag sammenholdt med retspraksis når der med henvisning til
højesteretsdommen
fra 1999 er bedt om genoptagelse.
De sociale myndigheder må
derfor i enhver sag der søges genoptaget, foretage en konkret vurdering af
omstændighederne i sagen i lyset af domspraksis for at fastslå om der er
grundlag
for genoptagelse.
På baggrund af det jeg har
anført, har jeg i dag sendt kopi af Deres klage med bilag samt sagens akter
til Den Sociale Ankestyrelse således at Ankestyrelsen kan få lejlighed til at
vurdere om det anførte giver Ankestyrelsen grundlag for at optage sagen til
principiel eller generel behandling.
Jeg har bedt Den Sociale
Ankestyrelse underrette mig om Ankestyrelsens svar til Dem.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”
Den 20. maj 2003 traf Den
Sociale Ankestyrelse afgørelse efter en ny behandling af sagen. Den Sociale
Ankestyrelse behandlede sagen i henhold til reglerne om sager af principiel
eller generel betydning. Sagen blev behandlet med henblik på afklaring af
praksis i genoptagelsessager vedrørende afslag på førtidspension.
Ankestyrelsen traf denne
afgørelse:
”Ankestyrelsen finder, at
afgørelsen om afslag på genoptagelse ikke er i overensstemmelse med
Ankestyrelsens praksis.
Efter Ankestyrelsens praksis
kan genoptagelse ikke afslås alene med henvisning til, at sagen ikke er
omfattet af den ændrede praksis efter Højesterets domme, men der må foretages
en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af, om der i øvrigt er fremkommet
sådanne væsentlige nye oplysninger, som kan give grundlag for genoptagelse af
sagen.
Ankestyrelsen har lagt til
grund, at der som følge af Højesterets domme af henholdsvis 22. december 1999
og 12. februar 2001 er sket en vis lempelse af kravene til den medicinske
invaliditet i forhold til hidtidig praksis.
Det er vores vurdering, at
dommene navnlig vedrører bedømmelsen af omfanget af nedsættelsen af
erhvervsevnen, i tilfælde hvor der er fundet grundlag for at tilkende
pension,
med henblik på hvilken grad af pension, der kan tilkendes.
Ankestyrelsen har herved lagt
vægt på, at Højesteret i dommen af 22. december 1999 lagde til grund, at
Ankestyrelsen i den konkrete sag havde anerkendt, at ansøgers lidelse
berettigede
hende til en helbredsbetinget førtidspension. Spørgsmålet var herefter,
hvornår
og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat som følge af
invaliditeten.
Sager, hvor der er givet helt
afslag på førtidspension er derfor efter Ankestyrelsens opfattelse ikke
umiddelbart omfattet af den ændrede praksis efter Højesterets ovennævnte dom.
Principperne i de nævnte
domme har dog også betydning for pensionsmyndighedernes begrundelsespligt i
andre sager, hvor myndighedernes afgørelse ikke følger den vurdering af
erhvervsevnen som fremgår af foreliggende lægeerklæringer.
Ved ansøgning om genoptagelse
må der derfor altid foretages en konkret vurdering af, om der foreligger
særlige forhold, der begrunder genoptagelse, såvel set i lyset af
principperne
fra Højesterets ændringsdomme som på grundlag af de generelle principper for
forvaltningsretlig genoptagelse, hvorefter der er grundlag for genoptagelse,
hvis der fremkommer væsentlige oplysninger om ændrede retlige eller faktiske
forhold, eller der er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl, der kan give
mulighed
for en ændret afgørelse.
Ankestyrelsen hjemviser således
sagen til ny behandling i det sociale nævn, og pålægger nævnet at tage
stilling til sagen ud fra ændret praksis efter Højesterets domme af 22.
december
1999 og 12. januar 2001.”
Jeg har hæftet mig ved at
Ankestyrelsen ikke anser det for at være i overensstemmelse med praksis at
genoptagelse afslås alene med henvisning til at sagen ikke er omfattet af den
ændrede praksis efter Højesterets domme, men at der må foretages en konkret
vurdering i det enkelte tilfælde af om der i øvrigt er fremkommet sådanne
væsentlige nye oplysninger som kan give grundlag for genoptagelse af sagen.
Denne
opfattelse er i overensstemmelse med min udtalelse i sagen.
Ankestyrelsen udtaler
endvidere at der som følge af Højesterets domme er sket en vis lempelse af
kravene til den medicinske invaliditet i forhold til hidtidig praksis.
Ankestyrelsen fastholder at dommene navnlig vedrører bedømmelsen af omfanget
af nedsættelsen af erhvervsevnen i tilfælde hvor der er fundet grundlag for
at
tilkende pension med henblik på hvilken grad af pension der kan tilkendes,
hvorimod sager hvor der er givet helt afslag på førtidspension, ikke
umiddelbart er omfattet. Dette beror efter Ankestyrelsens opfattelse på at
Højesteret i dommen af 22. december 1999 lagde til grund at Ankestyrelsen i
den konkrete sag havde anerkendt at ansøgers lidelse berettigede hende til en
helbredsbetinget førtidspension.
På dette punkt har
Ankestyrelsen således ikke erklæret sig enig i min udtalelse. Jeg fastholder
imidlertid den opfattelse som fremgår af min oprindelige udtalelse.
Den Sociale Ankestyrelse har
imidlertid givet udtryk for at dommene har betydning for
pensionsmyndighedernes
begrundelsespligt i andre sager hvor myndighedernes afgørelse ikke følger den
vurdering af erhvervsevnen som fremgår af foreliggende lægeerklæringer. Der
må
derfor altid i genoptagelsessager foretages en konkret vurdering, bl.a. i
lyset
af Højesterets domme.
På baggrund af at
Ankestyrelsen har tilsluttet sig at der altid skal foretages en konkret
vurdering i anledning af en ansøgning om genoptagelse, foretager jeg mig ikke
mere i sagen.
Lignende dokumenter
- 09.2022 (Denne sag drejer sig om godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen og løn mv.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. november 2022
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - handicap - etnisk oprindelse, hudfarve og race - kommuner - kompetence - sagsbehandling Retsinformation · 28. februar 2017
- 17.2025 (Denne sag drejer sig om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven og godtgørelse for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. august 2026
- Gældsstyrelsen har afslået klagerens anmodning om eftergivelse af gæld til det offentlige Landsskatteretten · 10. januar 2022
- Planklagenævnet orienterer nr. 33 – Helårsbeboelse i sommerhusområder Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. maj 2023
- DEN ADMINISTRATIVE KOMMISSION FOR KOORDINERING AF SOCIALE SIKRINGSORDNINGER AFGØRELSE nr. H14 af 21. juni 2023 om offentliggørelse af vejledningen om covid-19-pandemien, notatet om fortolkningen af anvendelsen af afsnit II i forordning (EF) nr. 883/2004 og artikel 67 og 70 i forordning (EF) nr. 987/2009 under covid-19-pandemien, vejledningen om telearbejde, der fandt anvendelse i perioden mellem den 1. juli 2022 og den 30. juni 2023, og vejledningen om telearbejde, der finder anvendelse fra den 1. juli 2023 (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 21. juni 2023