Spring til indhold

Retsinformation

Afskedigelse af socialdirektør

FOU nr 2000.86UdtalelserFolketinget13. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afskedigelse af socialdirektør

I forbindelse

med budgetkontrollen i X Kommune den 30. april 1997 blev der foretaget en

nærmere analyse af lønningerne på ældreområdet. En sammenfatning konstaterede

at der med en uændret udvikling var udsigt til et samlet ikkebudgetteret

merforbrug på 4.220.100 kr. for 1997. Efter indstilling fra kommunens

socialudvalg og økonomiudvalg besluttede byrådet den 9. september 1997 at

give

en tillægsbevilling for 1997 på 4.220.100 kr. mens beløbet for 1998 og

overslagsårene

skulle indgå i budgetarbejdet op til vedtagelsen af kommunens budget for

1998.

Samtidig pålagde byrådet borgmesteren og økonomiudvalget at undersøge

budgetoverskridelsen og placere ansvaret.

På et møde

den 15. september 1997 anmodede økonomiudvalget socialdirektør A om at

udarbejde en redegørelse for budgetforholdene på ældreområdet. A afleverede

den 25. september 1997 en redegørelse herom. Kommunens økonomichef

udarbejdede

den 26. september 1997 efter anmodning sine kommentarer til socialdirektørens

redegørelse som han tilsendte kommunaldirektøren. I et brev af 26. september

1997 til kommunaldirektøren fremsatte forvaltningschefen for skatte- og

opkrævningsforvaltningen

ligeledes sine kommentarer til socialdirektørens redegørelse.

Sagen blev behandlet på økonomiudvalgets møde den

30. september 1997 hvor det blev besluttet at behandle sagen på et nyt møde

den

1. oktober 1997. På mødet den 1. oktober 1997 godkendte økonomiudvalget en

indstilling til byrådet der redegjorde for sagen om budgetoverskridelsen på

ældreområdet. I redegørelsen, der er dateret den 1. oktober 1997, var anført

Læs alt

følgende:

"På byrådets møde den 9. september 1997 blev

borgmesteren og økonomiudvalget pålagt at undersøge og placere ansvaret for

forventet budgetoverskridelse på ældreområdet på 4.220.100,00 kr.

Økonomiudvalgets redegørelse er baseret på

baggrund af Kommunernes Revisionsafdelings analyser på ( ) og ( ) samt den

efterfølgende undersøgelse af sagsforløbet og ansvarsplaceringen.

Kommunernes Revisionsafdeling har i juli og august

måneder i samarbejde med socialforvaltningen, økonomisk afdeling og løn- og

personaleafdelingen foretaget en gennemgang og analyse af de afholdte

lønudgifter vedrørende ældrecentrene ( ) og ( ). ( ) blev analyseret af en

intern arbejdsgruppe, men på grund af tidsfaktoren blev Kommunernes

Revisionsafdeling

inddraget i det videre arbejde.

Revisionens vurdering

er som følger:

1. 'Kommunikationen mellem de involverede afdelinger bør forbedres i

form af nye forretningsgange, således at ændringer, der konstateres i en

afdeling/forvaltning meddeles videre til øvrige forvaltninger, således at

eventuelle budgetmæssige korrektioner eller andet kan foretages.'

Økonomiudvalgets bemærkninger:

Ansvaret for, at der udarbejdes overordnede/tværgående forretningsgange

er chefgruppens og i sidste ende kommunaldirektørens, idet økonomiudvalget i

henhold til styrelseslovens regler har ansvaret for, at der er forsvarlige

regler og forretningsgange inden for alle områder, som berører kommunens

økonomi,

herunder regnskabs- og kassevæsen og almindelig administration.

2. 'Der er ikke i alle tilfælde, når et merforbrug er konstateret, søgt

de nødvendige tillægsbevillinger'

Økonomiudvalgets bemærkninger:

Ansvaret for at søge socialudvalget/økonomiudvalget/byrådet om de

nødvendige tillægsbevillinger er socialforvaltningens.

3. 'Der er ikke i alle tilfælde anvist fuld budgetmæssig dækning for

samtlige vedtagelser i kommunens socialudvalg'.

Økonomiudvalgets bemærkninger:

Det fremgår af styrelsesloven, at udvalg, administration og institutioner

(med få undtagelser) ikke kan disponere uden at have en bevilling. Hvis der i

årets løb skal afholdes udgifter, som falder uden for budgettets

forudsætninger, skal der søges en tillægsbevilling.

Ansvaret for at søge socialudvalget/økonomiudvalget/byrådet om de

nødvendige tillægsbevillinger er socialforvaltningens. Forvaltningen er over

for socialudvalget ansvarlig for, at budgettet og dets forudsætninger

overholdes, herunder at der anvises korrekt finansieringsmæssig dækning.

Socialudvalget er over for byrådet ansvarlig for, at det godkendte budget og

budgetbemærkninger overholdes.

4. 'Der foreligger ikke egentlige skriftlige retningslinier for

ældreområdet, der beskriver, hvorledes administrationen af

området i detaljer skal foretages'.

Økonomiudvalgets bemærkninger:

Ansvaret for udarbejdelse af retningslinier for ældreområdet er

socialforvaltningens ledelses.

Afslutningsvis må

økonomiudvalget således konkludere, at revisionens analyse af

overskridelserne

på ældreområdet og de efterfølgende undersøgelser af sagen har vist, at

socialforvaltningen og i sidste ende socialdirektøren er den administrativt

ansvarlige for budgetoverskridelsen på ældreområdet."

Økonomiudvalget besluttede på mødet den 1. oktober 1997 at redegørelsen

skulle fremsendes til socialdirektør A til udtalelse inden sagens behandling

på

byrådets møde den 7. oktober 1997. I økonomiudvalgets protokol er anført at

udvalget forudsætter at borgmesteren og kommunaldirektøren drager de fornødne

konsekvenser af ansvarsplaceringen.

Den 6. oktober 1997 blev der afholdt et møde mellem borgmesteren,

kommunaldirektøren og A. Der foreligger ikke et referat fra mødet.

I et brev af 7. oktober 1997 til byrådet bekræftede socialdirektør A at

han havde modtaget redegørelsen af 1. oktober 1997 og udskriften af

protokollen fra økonomiudvalgets møde samme dag, bilagt et brev fra

kommunaldirektøren

af 2. oktober 1997. Endvidere bekræftede A indholdet af sin redegørelse af

25.

september 1997 hvori det var fastslået at han som forvaltningsdirektør havde

det overordnede ansvar for budgettet. Han fremhævede imidlertid at han i

redegørelsen havde peget på at en række forudsætninger måtte være opfyldt.

Han

konkluderede at han ikke kunne tilslutte sig økonomiudvalgets redegørelse da

hans redegørelse af 25. september 1997 og de nævnte forudsætninger ikke sås

at

indgå i udvalgets redegørelse. Kommunaldirektørens brev af 2. oktober 1997 er

ikke fremsendt med sagens akter.

Sagen blev behandlet under to punkter på dagsordenen for byrådets møde

den 7. oktober 1997, idet det sidste punkt blev behandlet for lukkede døre.

Til

behandlingen af det første punkt

–

lønanalyse/ældreområdet/undersøgelse og

placering af ansvar

–

forelå økonomiudvalgets redegørelse, og A’s redegørelse blev omdelt til

byrådets medlemmer på mødet. Byrådet besluttede at tage økonomiudvalgets og

A’s redegørelser til efterretning.

Det fremgår af udskriften af byrådsprotokollen at der til behandlingen

af det andet punkt på byrådets dagsorden den 7. oktober 1997 angående

budgetoverskridelsen

–

økonomiudvalgets

redegørelse for lønanalyse på ældreområdet

–

forelå et notat fra

kommunaldirektøren af 28. september 1997.

Notatet af 28. september 1997 var ikke fremsendt med sagens akter til brug

for

udarbejdelsen af min foreløbige redegørelse, men det er indgået i sagens

behandling under udarbejdelsen af min endelige redegørelse i sagen. Under

mødet

blev endvidere til byrådets medlemmer omdelt et notat af 7. oktober 1997 som

ligeledes var udarbejdet af kommunaldirektøren. Notatet lyder således:

"

På baggrund af de

foretagne udredningsarbejder i forbindelse med den forventede

budgetoverskridelse

på ældreområdet, er det min opfattelse, at socialdirektør (A) ikke har

foranlediget etablering af den fornødne økonomiske styring af området.

Endvidere har processen i forbindelse med afdækningen af budgetoverskridelsen

dels processen i aktuelle sager, samt en grundigere analyse af det hidtidige

samarbejde, givet mig en viden og indsigt, som gør et fremtidigt samarbejde

mellem (A), den øverste ledelse og chefgruppen i øvrigt overordentligt

problematisk.

Denne opfattelse er bekræftet af de øvrige forvaltningschefer.

Som konkrete eksempler på

sager/forløb, hvor samarbejde med/orientering fra (A) har været ikke

eksisterende eller særdeles mangelfuld, skal nævnes:

·

Ingen eller 'passiv medvirken' i forbindelse

med afdækningsarbejdet vedrørende

budgetoverskridelsen på ældreområdet.

·

Manglende udvist evne til at orientere om

organisationsændringer i Social- og Sundhedsforvaltningen.

·

Manglende udvist evne til at videreformidle

chefgruppens beslutninger

–

eksempelvis i forbindelse med behandling af notat vedrørende

aktindsigt.

·

Manglende udvist evne til at orientere om

betydelige budgetmæssige transaktioner mellem Social- og

Sundhedsforvaltningen

og Børne- og Kulturforvaltningen.

·

Manglende udvist evne til at håndtere sag

vedrørende merarbejdsbetaling til centerlederne jfr. Byrådets tidligere

behandling."

Det fremgår af udskriften af

byrådets protokol at byrådet efter indstilling fra borgmesteren, jf.

kommunaldirektørens notat, med 14 stemmer for godkendte at der blev indledt

en

afskedigelsessag mod A, og at han blev fritaget for tjeneste mens sagen

pågik. Et byrådsmedlem stemte imod.

Den 8. oktober 1997 udsendte byrådet følgende pressemeddelelse:

"Som en udløber af arbejdet med at afdække ansvarsplaceringen med

hensyn til budgetoverskridelsen på ældreområdet, er det tillige konstateret,

at der gennem længere tid har været samarbejdsvanskeligheder i forhold til

socialdirektøren af et sådant omfang og karakter, at der

–

efter Byrådets opfattelse

–

ikke er grundlag for et fremtidig konstruktivt

og tillidsfuldt samarbejde.

På den baggrund har Byrådet i sit møde i går besluttet, at der skal

indledes en afskedigelsessag overfor socialdirektør (A)."

I et brev af 9. oktober 1997 som blev overbragt A, anførte byrådet

følgende:

"Det meddeles herved, at (X) Kommune påtænker at afskedige dig fra

din stilling som socialdirektør, med 3 måneders varsel, i henhold til

tjenestemandsregulativets § 26.

Som begrundelse for den påtænkte afskedigelse skal fremføres, at

undersøgelsesarbejdet i relation til placering af ansvaret for

budgetoverskridelsen på ældreområdet har afdækket, at der i længere tid har

været samarbejdsvanskeligheder mellem dig og den øverste administrative

ledelse.

Undersøgelsen har endvidere afdækket, at du ikke har været i stand til

at sikre administrative rutiner, der har kunnet sikre mod

budgetoverskridelser.

Det er Byrådets opfattelse, at samarbejdsvanskelighederne er af et

sådant omfang og karakter

–

sammenholdt med tidligere nævnte forhold om manglende økonomisk styring

–

at der ikke er grundlag for et fremtidigt

konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde.

Ved fratræden vil du være berettiget til egenpension i henhold

Pensionsregulativet for tjenestemænd.

Inden Byrådet træffer endelig afgørelse i sagen har såvel du, som den

forhandlingsberettigede organisation

–

i henhold til tjenestemandsregulativets § 29

–

adgang til at komme med en udtalelse. Eventuel

udtalelse skal være

(X) Kommune i hænde

senest den 31. oktober 1997.

Såfremt du og/eller den forhandlingsberettigede organisation ønsker en

forhandling i sagen, skal denne været afholdt senest den 31. oktober 1997.

Nærmere aftale herom kan ske ved henvendelse til fuldmægtig ( ).

Det skal samtidig meddeles, at du er fritaget for tjeneste så længe

sagen pågår.

Kopi af denne skrivelse er samtidigt sendt til HK ( ) afdeling."

Den 22. oktober 1997 blev der afholdt forhandling om sagen mellem kommunen,

HK-Kommunal, HK-afdelingen og Kommunernes Landsforening. Af referatet fra

mødet fremgår følgende:

"

Sagen forhandledes.

Der er enighed om at indstille følgende til Byrådets godkendelse:

(A) afskediges fra sin stilling som socialdirektør med virkning fra

udgangen af april 1998 på baggrund af konstaterede samarbejdsproblemer.

Med virkning fra 1. maj 1998 overgår (A) til aktuel egenpension i

henhold til gældende regler.

Ved sin fratræden udbetales (A) en godtgørelse på kr. 150.000.

Restferie for optjeningsåret 1996 anses for afviklet inden udgangen af

april måned 1998.

Der udstedes feriekort på sædvanlig vis for optjeningsårene 1997 og

1998.

(A) er i opsigelsesperioden endeligt fritaget for tjeneste.

Parterne er enige om, at høringsproceduren i henhold til

tjenestemandsregulativets

§ 29 herved er iagttaget.

Parterne er enige om at udsende vedlagte pressemeddelelse, og at der

herudover ikke er yderligere kommentarer."

Pressemeddelelsen som blev udsendt efter mødet, lød således:

"Der er den 22. oktober 1997 afholdt en forhandling mellem

repræsentanter

for (X) Kommune, HK-Kommunal og (A) om socialdirektørens ansættelsesforhold.

Der er enighed om at indstille til Byrådets godkendelse, at socialdirektøren

som følge af konstaterede samarbejdsproblemer fratræder sin stilling ved

udgangen af april måned 1998, og at socialdirektøren i opsigelsesperioden er

fritaget for tjeneste.

Der er endvidere enighed om at parterne herudover ikke har yderligere

kommentarer til sagen."

Sagen blev behandlet i økonomiudvalget den 3. november 1997 under

overskriften "økonomiske konsekvenser ved afskedigelsessag".

Sagsfremstillingen

til mødet lød således:

"Ved forhandling med repræsentanter fra HK ( ) afdeling og (X)

Kommune vedrørende ansættelsesforhold for (A), enedes man om at indstille til

Byrådets godkendelse, at (A) afskediges fra sin stilling som socialdirektør

med

udgangen af april måned 1998 på baggrund af samarbejdsproblemer. Med virkning

fra 1. maj 1998 overgår (A) til egenpension i henhold til gældende regler.

Ved

sin fratræden udbetales (A) en godtgørelse på kr. 150.000."

Det fremgår af udskriften af byrådets protokol at økonomiudvalget efter

indstilling fra kommunaldirektøren anbefalede byrådet at der udbetaltes A en

godtgørelse på 150.000 kr., og at den beløbsmæssige konsekvens af

pensionsforpligtelsen indarbejdedes ved budgetopfølgningen pr. 30. april

1998.

Den 7. november 1997 skrev jeg til Tilsynsrådet for Y Amt om sagen. I

brevet var der henvist til to tidligere sager hvor et amt havde indgået en

aftale med en ansat tjenestemand om at tjenestemanden fratrådte sin stilling.

I de to sager havde Indenrigsministeriet udtalt at ministeriet var mest

tilbøjelig til at mene at amtskommunale tjenestemænd kun kan fratræde ved

ansøgt eller uansøgt fratræden, og at der således ikke er mulighed for at

bringe tjenestemandsforhold til ophør ved aftale. På den baggrund anmodede

jeg

tilsynsrådet om at oplyse om rådet agtede at foretage sig noget i anledning

af

sagen angående A’s fratræden. Indenrigsministeriet og A blev skriftligt

orienteret om henvendelsen.

Den 11. november 1997 blev sagen behandlet i byrådet under overskriften

"økonomiske konsekvenser ved afskedigelsessag". Byrådet besluttede

at

afskedige A med udgangen af april 1998 på de vilkår som er nævnt i referatet

af

mødet den 22. oktober 1997.

Tilsynsrådet meddelte mig i et brev af 13. november 1997 at rådet havde

anmodet byrådet om en udtalelse.

I et brev af 20. november 1997 meddelte byrådet A at han var

afskediget. Brevet lød således:

"I fortsættelse af (X) Kommunes skrivelse af 9. oktober 1997 om

påtænkt afskedigelse, har Byrådet, i møde den 11. november 1997, besluttet at

afskedige dig fra din stilling som socialdirektør, med virkning fra udgangen

af april måned 1998, hvor du

–

som

følge heraf

–

overgår til

aktuel egenpension i henhold til gældende regler.

Afskedigelsen sker på baggrund af konstaterede samarbejdsproblemer.

Afskedigelsessagen blev den 22. oktober 1997 forhandlet med HK ( )

afdeling

–

i henhold til

tjenestemandsregulativets § 29

–

og der aftaltes følgende:

Ved din fratræden udbetales en godtgørelse på kr. 150.000. Restferie for

optjeningsåret 1996 anses for afviklet inden udgangen af april måned 1998.

Der

udstedes feriekort på sædvanlig vis for optjeningsårene 1997 og 1998. Du er i

opsigelsesperioden endeligt fritaget for tjeneste."

Byrådet besvarede henvendelsen fra tilsynsrådet den 10. december 1997.

Byrådet anførte bl.a. følgende:

"I den anledning skal Byrådet udtale, at Byrådet i sit møde den 7.

oktober 1997 besluttede at indlede en afskedigelsessag mod socialdirektøren

bl.a. begrundet i samarbejdsvanskeligheder. Kopi af kommunens

'sindetskrivelse'

vedlægges.

Som det fremgår af 'sindetskrivelsen' er der i henhold til Forvaltningslovens

§ 19 givet socialdirektøren lejlighed til at udtale sig inden sagens

afgørelse,

ligesom der med henvisning til det kommunale tjenestemandsregulativ § 29 er

givet såvel HK

–

den

forhandlingsberettigede organisation

–

og Socialdirektøren mulighed for at udtale sig, inden sagens afgørelse.

Høring er foretaget ved møde den 22. oktober 1997 mellem repræsentanter

for HK og (X) Kommune, hvor vilkårene for en eventuel afskedigelse blev

aftalt

under forbehold for Byrådets endelige afskedigelse af Socialdirektøren og

godkendelse af vilkårene. De aftalte vilkår er tiltrådt af socialdirektøren

ved underskrift den efterfølgende dag.

Byrådet besluttede i sit møde den 11. november 1997 at afskedige

Socialdirektøren på vilkår som aftalt ved forannævnte forhandling. Kopi af

Byrådets beslutningsprotokol vedlægges.

Meddelelse om afskedigelsen er overbragt Socialdirektøren den 20.

november 1997. Kopi af afskedigelsesbrevet vedlægges.

Afskedigelsen af Socialdirektøren beror således ikke på en gensidig

aftale om fratræden, men på Byrådets beslutning om afskedigelse, hvor

vilkårene

er forhandlet

–

og tiltrådt

af Socialdirektøren

–

og

efterfølgende godkendt af Byrådet i forbindelse med den endelige beslutning

om

afsked, i mødet den 11. november 1997."

A kommenterede kommunens brev i et brev af 16. december 1997 til

tilsynsrådet. Han anførte bl.a. følgende:

"Da jeg fortsat er af den opfattelse, at Tilsynsrådet

–

og efterfølgende Ombudsmandsinstitutionen

–

bør råde over sagens faktiske oplysninger

vedlægger jeg til dette brug

1. Kopi af mit opsigelsesbrev af 20. november 1997. Heraf fremgår, at

afskedigelsen, der ifølge kommunen sker på baggrund af konstaterede

samarbejdsproblemer,

er forhandlet og aftalt

–

hvorunder jeg er tildelt en godtgørelse på kr. 150.000,00 kr.

2. Kopi af et mødereferat af 22. oktober 1997. Heraf fremgår, at

parterne i enighed har aftalt,

·

at jeg fratræder min stilling med 6

måneders varsel

·

at jeg overgår til aktuel egenpension pr.

1. maj 1998

·

at jeg ved min fratræden udbetales en

godtgørelse på kr. 150.000,00

·

at parterne er enedes om ordlyden af en

pressemeddelelse.

3. Kopi af pressemeddelelsen. Heraf fremgår, at parterne er enige om, at

socialdirektøren fratræder sin stilling.

Det fremgår således klart, at jeg

–

uønsket

–

har måttet

fratræde min stilling som tjenestemand og socialdirektør på grund af

kommunens

påstand om konstaterede samarbejdsproblemer.

Sammenholdes sindetskrivelsen med min opsigelse af 20. november 1997

fremgår det, at anklagepunkterne mod mig er frafaldet. Tilbage står alene

'konstaterede samarbejdsproblemer', som jeg først blev præsenteret for mandag

den 29. september 1997.

På intet tidspunkt har tjenestemandsregulativets bestemmelser om

tjenstlige forseelser således været anvendt."

Den 26. januar 1998 anmodede tilsynsrådet A om yderligere oplysninger.

Tilsynsrådet anførte følgende:

"I brev af 16. december 1997 har De på baggrund af Byrådets udtalelse

af 10. december 1997 til Tilsynsrådet om fremgangsmåden ved Deres fratræden

som

socialdirektør i (X) Kommune anført, at sammenholdes sindetskrivelsen af 9.

oktober 1997 med Deres opsigelse af 20. november 1997, fremgår det at

anklagepunkterne mod Dem er frafaldet, og at der alene er tale om

konstaterede

samarbejdsproblemer, som De først blev præsenteret for den 29. september

1997.

Tilsynsrådet skal derfor anmode Dem om at oplyse, om De under det

undersøgelsesarbejde der er anført i brev af 9. oktober 1997 er blevet gjort

bekendt med de konkrete problemer der medfører, at ansvaret for

budgetoverskridelsen placeres hos Dem og hvilke former for

samarbejdsvanskeligheder der har bestået mellem Dem og den øverste ledelse,

og

om ledelsen har ment at der har været tale om tjenesteforseelser."

A svarede den 17. februar 1998 tilsynsrådet således:

"

1. Placering af budgetansvaret:

Jeg bliver

mandag den 15.

september 1997

af Økonomiudvalget pålagt at udarbejde en redegørelse, og

onsdag den 17. september 1997

aftales

det på et møde med borgmester og kommunaldirektør, hvorledes redegørelsen

skal

udfærdiges.

Under undersøgelsesarbejdet giver

såvel kommunaldirektør som borgmester mig og Socialforvaltningen fuld

opbakning.

Min redegørelse fastslår, at jeg som

socialdirektør har det overordnede ansvar i budgetsagen, hvilket jeg aldrig

har benægtet. Men en række forudsætninger for at jeg kunne udføre mit arbejde

korrekt har imidlertid ikke været opfyldt, hvorfor jeg ikke kan påtage mig

hele

skylden.

Min redegørelse gennemdrøftes på et møde med kommunaldirektør og

borgmester den

25. september 1997

,

færdigredigeres, dateres og afleveres

samme dag til kommunaldirektøren.

Først den 2. oktober 1997

får jeg forelagt Økonomiudvalgets indstilling

til Byrådet

–

dateret den 1.

oktober 1997, hvori det konkluderes, at socialforvaltningen og i sidste ende

socialdirektøren er den administrativt ansvarlige for budgetoverskridelsen.

Denne indstilling anmodes jeg om at kommentere senest den 7. oktober 1997.

'Da min redegørelse af 25. september 1997

–

og de beskrevne forudsætninger

–

ikke ses at indgå i Økonomiudvalgets indstilling,

og den på baggrund heraf udarbejdede indstilling til Byrådet heller ikke

medtager disse forhold, kan jeg ikke tilslutte mig Økonomiudvalgets

indstilling.'

–

Dette svarer jeg Byrådet skriftligt den 7. oktober

1997.

2. Samarbejdsvanskeligheder:

Mig bekendt har der ikke bestået samarbejdsproblemer med den øverste

ledelse.

Mandag den 29. september 1997

får jeg imidlertid af kommunaldirektøren at

vide, at hverken hun eller 3 (ikke-navngivne) chefkolleger har tillid til mig

længere.

Denne nye situation skyldes angiveligt, at min redegørelse medinddrager

såvel Økonomisk afdeling som Løn- og Personalekontoret i årsagsforklaringen.

3. Tjenesteforseelser:

Jeg har ikke kendskab til, om ledelsen har ment, at der har været tale

om tjenesteforseelser."

Den 20. februar 1998 anmodede tilsynsrådet X byråd om en udtalelse til

A’s oplysninger om fremgangsmåden ved hans afskedigelse, vedlagt sagens

akter.

Byrådet svarede den 7. april 1998 bl.a. følgende:

"Vedrørende punkt 1 i (A)’s skrivelse af 16. december 1997 er det

anført

–

med

henvisning til det den 20. november 1997 fremsendte opsigelsesbrev, at

'afskedigelsen, der ifølge kommunen sker på baggrund af konstaterede

samarbejdsproblemer', er forhandlet og aftalt

–

'. Hertil skal bemærkes, at det i

afskedigelsesbrevet, der vedlægges i kopi som bilag, er anført, at 'Byrådet i

møde den 11. november 1997 har besluttet at afskedige dig fra din stilling',

ligesom det af mødereferat fra forhandlingen den 22. oktober 1997 med

(A)’s

faglige organisation (ved hvilken forhandling (A) i øvrigt selv deltog, for

en

del af tiden) er anført: 'Der er enighed om at indstille følgende til

Byrådet'.

(A) har i øvrigt den følgende dag efter aftalt betænkningstid tiltrådt

referatet ved sin underskrift.

Der er således alene tale om, at vilkårene for en eventuel opsigelse er

forhandlet og aftalt, mens beslutningen ensidigt er truffet af Byrådet på

møde

den 11. november, jf. vedlagte bilag. At (A) burde være bekendt med dette

forhold tyder også hans egen bemærkning i hans skrivelse til Tilsynsrådet på,

idet det anføres, at 'det fremgår således klart, at jeg

–

uønsket

–

har

måttet fratræde min stilling'.

I punkt 3 er det anført, at det, i den på forhandlingsmødet udfærdigede

pressemeddelelse fremgår, at 'parterne er enige om, at socialdirektøren

fratræder sin stilling'. I henhold til vedlagte kopi af såvel

forhandlingsreferat

som den forhandlede pressemeddelelse fremgår klart, at der er tale om at

'indstille til Byrådets godkendelse'.

Endvidere anfører (A), at 'sammenholdes sindetskrivelsen med min

opsigelse ... fremgår det, at anklagepunkterne mod mig er frafaldet. Tilbage

står alene ’konstaterede samarbejdsproblemer'.

Hertil skal Byrådet bemærke, at der i sindetskrivelsen intet er anført

om anklagepunkter. Det er korrekt, at sindetskrivelsen udtaler, at 'der i

længere tid har været samarbejdsvanskeligheder ...' og endvidere er det

anført, at 'du ikke har været i stand til at sikre administrative rutiner,

der

har kunnet sikre mod budgetoverskridelser'. Sidstnævnte er alene et udtryk

for, at (A) ikke har magtet sin ledelsesopgave på en sådan måde, som det må

forventes af en direktør. Dette synspunkt indgik ved forhandlingen med HK,

som

mandatar for (A), den 22. oktober 1997.

At der i opsigelsen kun er henvist til samarbejdsproblemer, skyldes

alene at der ved forhandlingen var enighed om at disse udgjorde et

selvstændigt

–

og tilstrækkeligt

–

grundlag for at Byrådet kunne træffe en

beslutning.

Vedrørende (A)’s yderligere oplysninger i skrivelse af 17. februar 1998

skal Byrådet udtale følgende:

Vedrørende punkt 1, placering af budgetansvar:

Byrådet er ikke enig i det af (A) beskrevne hændelsesforløb.

Sagen er således allerede blevet drøftet på et chefmøde den 3. juni 1997

og ved senere møder i chefgruppen, med Borgmesteren, Kommunaldirektøren og i

Økonomiudvalget. Det er dog korrekt, at Borgmesteren og Kommunaldirektøren

har

givet udtryk for tillid til at (A), som forvaltningsdirektør, i samarbejde

med

sin forvaltning, ville arbejde konstruktivt med den pålagte opgave, nemlig at

udarbejde en redegørelse, som indeholdt en placering af ansvar for

budgetoverskridelsen, men at det viste sig, at (A) ikke evnede at udfolde

bestræbelser i den retning.

At der samtidig har været flere samtidige forløb om andre forhold, hvor

(A) ikke har fået opbakning, fremgår af Kommunaldirektørens notat af 7.

oktober 1997, jf. vedlagte bilag, der bl.a. dannede grundlag for Byrådets

beslutning om at indlede en afskedigelsessag, hvilket resulterede i

'sindetskrivelsen' af 9. oktober 1997.

For god orden skyld kan Byrådet oplyse, at det tillige var de her

anførte punkter, der indgik i forhandlingen med (A)’s faglige

organisation den

22. oktober 1997.

Vedrørende punkt 2, samarbejdsproblemer. Til det af (A) anførte skal

Byrådet udtale følgende:

At (A) først den 29. september 1997 ved møde med Kommunaldirektøren

–

ved dennes direkte tilkendegivelse herom

–

opdager, at der er samarbejdsproblemer, er efter

Byrådets opfattelse ikke usædvanligt, idet det ikke sjældent er således, at

den eller de der er samarbejdsproblemer med, er den eller de sidste til at

erkende eksistensen heraf, hvilket desværre også er tilfældet her.

Endvidere kan det tilføjes, at når (A) anfører, at der ham bekendt 'har

der ikke bestået samarbejdsvanskeligheder med den øverste ledelse', blev der

den 6. oktober 1997 ved samtale med (A) hos Borgmesteren og med deltagelse af

Kommunaldirektøren, konkluderet, at der var enighed om, at det fremtidige

samarbejde

er overordentlig problematisk og at det synes umuligt at genoprette.

Ud fra en samlet vurdering af ovenstående må Byrådet fastholde, at der

er tale om en diskretionær afskedigelse af Socialdirektøren og at den trufne

beslutning er foretaget udfra en skønsmæssig vurdering, hvorfor det ikke har

været relevant at inddrage tjenestemandsregulativets bestemmelser vedrørende

disciplinære forseelser."

Tilsynsrådet anmodede A om hans eventuelle bemærkninger til byrådets

brev. I et brev af 30. april 1998 anførte A bl.a. følgende:

"På den baggrund skal jeg indledningsvis slå fast, at min faglige

organisation forhandlede den 22. oktober 1997 med (X) Kommune. Jeg var

således

ikke til stede under forhandlingen, men fik alene forelagt

forhandlingsresultatet af min organisation.

Om (X) Byråds brev skal jeg

iøvrigt udtale:

Kommunens fremstilling af hændelsesforløbet, således som dette er

beskrevet i kommunens svarbrev af 7. april 1998, er ikke i overensstemmelse

med det faktiske hændelsesforløb og er således ikke retvisende.

Den redegørelse, som Økonomiudvalget pålagde mig at udarbejde, blev

udarbejdet i et tæt samarbejde med borgmesteren og kommunaldirektøren. Det

viste sig imidlertid, at der

–

trods

dette samarbejde og afholdte møder

–

ikke var enighed om redegørelsens konklusioner

–

uden at dette imidlertid medførte eller blev

fulgt op af eventuelle tjenstlige tilrettevisninger eller påtaler.

Endvidere vil jeg gøre gældende, at min underskrift på mødereferatet af

22. oktober 1997 skal ses ud fra den sammenhæng, at der var indgået en aftale

om

min fratræden og vilkårene herfor. Det var således denne samlede aftale, som

Byrådet efterfølgende formelt skulle bekræfte. Byrådet kunne således ikke

træffe beslutning om andet end

–

enten

fratræden på de anførte vilkår eller slet ingen fratræden."

I et brev af 27. maj 1998 til mig udtalte tilsynsrådet bl.a. følgende

om sagen:

"På grundlag af de i sagen foreliggende oplysninger finder

Tilsynsrådet, at (X) Byråd ved sin beslutning på møde den 11. november 1997

traf afgørelse om en diskretionær afskedigelse af socialdirektøren på grund

af

samarbejdsvanskeligheder. At der forinden i overensstemmelse med

tjenestemandsregulativets

§ 29, stk. 1, var sket en høring af socialdirektøren og dennes

forhandlingsberettigede

organisation samt en efterfølgende forhandling, hvorunder der blev opnået

eller konstateret enighed om vilkårene for socialdirektørens fratrædelse,

ændrer ikke at socialdirektørens fratrædelse var uansøgt.

Tilsynsrådet finder endvidere, at (X) Byråd under behandlingen af

fratrædelsessagen

har iagttaget de for fratrædelsessager gældende forvaltningsretlige regler om

partshøring, herunder udvidet partshøring, partsrepræsentation og

begrundelse."

Ombudsmandens foreløbige redegørelse

Den 27. august 1998 afgav jeg en foreløbig redegørelse om sagen. Jeg anførte

følgende:

”Fratræden efter aftale eller afgørelse

Baggrunden for at jeg henvendte mig til Tilsynsrådet for (Y) Amt den 7.

november 1997 var at presseomtalen af sagen gav det indtryk at (A)’s

fratræden fra kommunen beroede på en aftale mellem ham og kommunen.

Socialdirektøren havde telefonisk oplyst over for en af mine medarbejdere at

han var tjenestemand.

Som nævnt i mit brev til tilsynsrådet har Indenrigsministeriet i to andre

sager om aftaler om fratræden for tjenestemænd ansat i amtskommuner givet

udtryk for at ministeriet er mest tilbøjelig til at mene at amtskommunale

tjenestemænd kun kan fratræde ved ansøgt eller uansøgt fratræden, og at der

således ikke er mulighed for at bringe tjenesteforholdet til ophør ved

aftale. I min endelige udtalelse af 5. februar 1998 i den ene af de

pågældende

sager har jeg fastholdt den retsopfattelse som jeg på et tidligere tidspunkt

havde givet udtryk for i en foreløbig redegørelse. Jeg har således anført at

for såvel tjenestemænd som overenskomstansatte er det min opfattelse at

forvaltningslovens forarbejder sammenholdt med den generelle karakter af

retsgrundlaget for ansættelsesforhold i forvaltningen taler imod at betragte

en forligsmæssig afskedigelse som en aftaleretlig disposition som falder uden

for forvaltningslovens afgørelsesbegreb.

I den foreliggende sag har (X) Kommune anført at selve beslutningen om

opsigelsen blev truffet ensidigt af byrådet mens vilkårene for (A)’s

fratræden

blev fastlagt ved aftale. (A) har derimod gjort gældende at der på mødet den

22. oktober 1997 blev indgået en aftale om hans fratræden og om vilkårene

herfor, og denne aftale blev efterfølgende forelagt byrådet til godkendelse.

Tilsynsrådet har efter at have undersøgt sagen lagt til grund at der var tale

om en diskretionær afskedigelse, og at den forudgående høring og forhandling

ikke ændrer ved at socialdirektørens fratrædelse var uansøgt.

I udskriften af byrådets beslutningsprotokol for mødet den 7. oktober

1997 samt i pressemeddelelsen den følgende dag omtales sagen som en

afskedigelsessag, og det opfølgende brev af 9. oktober 1997 til (A) indledes

med en meddelelse om at byrådet påtænkte at afskedige ham. Også i referatet

af

mødet den 22. oktober 1997 anføres det at (A) afskediges fra sin stilling.

Endvidere fremgår det af udskriften af byrådets protokol for mødet den 11.

november 1997 at byrådet traf beslutning om at afskedige (A), og dette er

tillige anført i det brev af 20. november 1997 hvormed han fik meddelelse om

beslutningen.

Der er således en række

omstændigheder der tyder på at sagen af (X) Kommune er blevet betragtet som

en

sag om uansøgt afskedigelse. Hertil kommer at (X) Kommune efter mødet i

økonomiudvalget den 1. oktober 1997 har behandlet sagen som en

afskedigelsessag

og har anset sig for forpligtet til at følge de regler der gælder for sager

om

diskretionær afskedigelse. I referatet af mødet den 22. oktober 1997 er der

således henvist til høringsbestemmelsen i tjenestemandsregulativets § 29.

Bestemmelsen

der er gengivet nedenfor, gælder kun for sager om afskedigelse af

tjenestemænd

uden ansøgning.

Kun pressemeddelelsen som

blev udsendt efter forhandlingen den 22. oktober 1997, har et ordvalg som

giver

indtryk af at der var indgået en aftale mellem kommunen og (A) om frivillig

fratræden. I pressemeddelelsen anføres det således at ’Der er enighed om

at indstille

til Byrådets godkendelse, at socialdirektøren som følge af konstaterede

samarbejdsproblemer fratræder sin stilling ...’.

Det er dog min opfattelse at

pressemeddelelsens ordlyd ikke, når den sammenholdes med sagens øvrige

omstændigheder, kan danne grundlag for den opfattelse at (A)’s fratræden

beroede på en aftale mellem ham og kommunen. I den forbindelse kan man ikke

se

bort fra den mulighed at der ved udformningen af pressemeddelelsen har været

et ønske om at handle så skånsomt som muligt over for (A). Jeg kan derfor

tilslutte mig tilsynsrådets opfattelse om at kommunen har truffet afgørelse

om diskretionær afskedigelse af (A).

Ombudsmandens foreløbige vurdering af øvrige spørgsmål i sagen

Efter min gennemgang af sagen

har jeg fundet grundlag for at overveje en nærmere undersøgelse af flere af

de

øvrige spørgsmål som sagen rejser, jf. § 17, stk. 1, i lov nr. 473 af 12.

juni

1996 om Folketingets Ombudsmand. Dog har jeg besluttet ikke at foretage en

nærmere undersøgelse af spørgsmålet om hvorvidt (X) Kommune lovligt kunne

indgå en aftale med (A) om vilkårene for hans fratræden, eller om kommunen

skulle træffe afgørelse herom. Jeg har desuden besluttet ikke at foretage en

nærmere undersøgelse af spørgsmålet om hvorvidt (X) Kommune overholdt

notatpligten,

og spørgsmålet om hvorvidt det var i overensstemmelse med de dagældende

regler i den kommunale styrelseslov at byrådets beslutning på mødet den 7.

oktober 1997 om at indlede en afskedigelsessag og at fritage (A) for tjeneste

blev truffet på baggrund af bl.a. et notat som blev uddelt under mødet.

Tilsynsrådet har i brevet af

27. maj 1998 anført at rådet finder at byrådet under behandlingen af sagen

har

iagttaget de for fratrædelsessager gældende forvaltningsretlige regler om

partshøring, partsrepræsentation og begrundelse. Jeg har dog ment at der er

grundlag for at overveje en nærmere undersøgelse af spørgsmålene om

partshøring,

begrundelse og afskedigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder.

Partshøring

Det er fast antaget i teori

og praksis at en myndigheds beslutning om afskedigelse er en afgørelse i

forvaltningslovens forstand. De almindelige regler om myndigheders pligt til

at

foretage partshøring inden en afgørelse træffes, er fastlagt i

forvaltningslovens § 19, der har følgende ordlyd:

’§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i

stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens

beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det

foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser,

der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt

kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af

oplysningerne

for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse

og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3.

Vedkommende

minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at

nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i

almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i

stk.

1.’

Til brug for byrådets

behandling den 7. oktober 1997 af sagen om budgetoverskridelsen på

ældreområdet

forelå efter det oplyste økonomiudvalgets redegørelse af 1. oktober 1997 samt

(A)’s bemærkninger hertil i et brev af 7. oktober 1997. Endvidere forelå

to

notater fra kommunaldirektøren af henholdsvis 28. september og 7. oktober

1997.

Det fremgår af byrådets protokol og kommunens brev af 7. april 1998 at

kommunaldirektørens notat af 7. oktober 1997 indgik i grundlaget for byrådets

beslutning om at indlede en afskedigelsessag. Det må antages at også det

øvrige materiale er indgået ved beslutningen. Hvilken betydning notatet af

28.

september 1997 har haft i sagen, lader sig dog ikke bedømme da notatet ikke

er

sendt med sagens øvrige akter.

(A) blev ikke gjort bekendt

med dette materiale i forbindelse med kommunens partshøringsbrev af 9.

oktober

1997. Da (A) i forvejen var bekendt med økonomiudvalgets redegørelse af 1.

oktober 1997 og sit eget brev af 7. oktober 1997, og da han måtte forvente at

dette materiale var indgået ved byrådets beslutning om at indlede en

afskedigelsessag mod ham, kan det ikke give mig anledning til bemærkninger at

der ikke blev foretaget partshøring over oplysningerne i redegørelsen og

brevet. Kommunaldirektørens notat af 7. oktober 1997 indeholder derimod flere

eksempler på sager eller forløb hvor samarbejdet med eller orienteringen fra

(A) efter kommunaldirektørens opfattelse manglede eller var særdeles

mangelfuld.

Da notatet af 7. oktober 1997

indgik i grundlaget for byrådets beslutning, må jeg som min foreløbige

opfattelse anse det for en overtrædelse af forvaltningslovens § 19 at (A)

ikke

fik lejlighed til at udtale sig om oplysningerne i notatet.

I sager om uansøgt afskedigelse

på grund af samarbejdsvanskeligheder suppleres forvaltningslovens § 19 af en

ulovbestemt retsgrundsætning om partshøring ikke blot om sagens faktum, men

også

om sagens retlige grundlag. Den ulovbestemte pligt indebærer en pligt for

myndigheden til

–

forinden afgørelse træffes i sagen

–

i almindelighed at give den ansatte en redegørelse, der

efter omstændighederne bør være skriftlig, for myndighedens egen (foreløbige)

opfattelse af sagen, og herunder den retlige kvalifikation af faktum samt

–

for så vidt der i

sagen måtte være bevismæssige spørgsmål

–

myndighedens bevismæssige vurdering. Der

kan henvises til Vestre Landsrets dom af 8. december 1993 som er gengivet i

Ugeskrift for Retsvæsen, 1994, s. 198, Højesterets dom af 12. marts 1998 som

er

gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1998, s. 685, og Kaj Larsen mfl.,

Forvaltningsret,

1994, s. 164ff.

Formålet med denne

partshøring er at give den ansatte lejlighed til at kommentere de oplysninger

om sagens faktiske omstændigheder som myndigheden vil lade indgå i grundlaget

for sin afgørelse. Den ansatte vil herved have mulighed for at kommentere,

korrigere og supplere de foreliggende oplysninger og vil i det hele taget

have

mulighed for at redegøre for sit syn på sagen. Den ansatte skal således have

adgang til at kommentere nøjagtig de oplysninger om vedkommendes udøvelse af

stillingen som myndigheden har tillagt vægt i forbindelse med beslutningen om

at varsle den pågældendes afskedigelse. Den ansatte skal have mulighed for at

kommentere både det faktiske og det retlige grundlag for den påtænkte

afskedigelse før myndigheden træffer afgørelse i sagen.

Som nævnt indgik

oplysningerne i kommunaldirektørens notat af 7. oktober 1997 ikke i

partshøringen.

I brevet af 9. oktober 1997 var der heller ikke i øvrigt redegjort for hvilke

nærmere oplysninger kommunen havde lagt vægt på ved beslutningen om at varsle

(A)’s afskedigelse.

Hertil kommer at der ikke i

brevet af 9. oktober 1997 blev foretaget en retlig kvalifikation af sagens

faktum. Det fremgik af brevet at grundlaget for beslutningen om at indlede en

afskedigelsessag dels var samarbejdsvanskeligheder mellem (A) og den øverste

administrative ledelse og dels at han ikke havde været i stand til at sikre

administrative rutiner som sikrede mod budgetoverskridelser. Det er

imidlertid

ikke i brevet klargjort om disse forhold af kommunen blev betragtet som

sådanne

der kunne foranledige diskretionær afskedigelse i henhold til

tjenestemandsregulativets § 26, 1. pkt., eller som forhold der kunne begrunde

en disciplinær afskedigelse.

Det er derfor min foreløbige

opfattelse at (X) Kommune har tilsidesat den ulovbestemte udvidede pligt til

at

foretage partshøring.

I tjenestemandsregulativet

for kommuner er der i § 29, stk. 1, fastsat følgende bestemmelse:

’Inden en tjenestemand

afskediges uden ansøgning, skal der

–

bortset fra de i § 27 nævnte tilfælde

–

gives såvel pågældendes forhandlingsberettigede

organisation som tjenestemanden selv adgang til at udtale sig, medmindre

forhør

har været afholdt efter §§ 18-

20.’

Bestemmelsen er i den

foreliggende sag uden selvstændig retlig betydning set i forhold til

forvaltningslovens

§ 19 og den omtalte grundsætning.

Begrundelse

Forvaltningslovens §§ 22 og

24 indeholder følgende bestemmelser:

’§ 22.

En afgørelsen skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget

af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold.

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen

skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens

indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte

kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for

afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller

offentlige interesser, jfr. §

15.’

(A) fik meddelt afgørelsen om

afskedigelsen i brevet af 20. november 1997. Som begrundelse for afgørelsen

indeholdt brevet en henvisning til konstaterede samarbejdsproblemer.

Begrundelsen indeholdt

således ingen henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen

var

truffet, og den indeholdt ikke en angivelse af de hovedhensyn byrådet havde

lagt vægt på ved den skønsmæssige afgørelse om afskedigelse. Det er således

min foreløbige opfattelse at begrundelsen ikke opfyldte kravene i

forvaltningslovens

§ 24, stk. 1.

Efter forvaltningslovens §

24, stk. 2, skal begrundelsen efter omstændighederne indeholde en kort

redegørelse

for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som er tillagt

væsentlig betydning for afgørelsen. I den foreliggende sag var (A) ikke i

forbindelse med partshøringen blevet gjort bekendt med oplysningerne i

kommunaldirektørens notat af 7. oktober 1997 skønt de må anses for væsentlige

for sagens afgørelse. På den baggrund er det min foreløbige opfattelse at

brevet af 20. november 1997 som et led i begrundelsen burde have indeholdt en

kort redegørelse for disse oplysninger.

Afskedigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder

Ifølge

tjenestemandsregulativets § 26 kan tjenestemænd afskediges uden ansøgning med

3

måneders varsel til udgangen af en måned. Det er såvel i den

forvaltningsretlige teori som praksis antaget at en afgørelse om afskedigelse

i

henhold til denne bestemmelse forudsætter at der foreligger et sagligt

grundlag for afskedigelsesbeslutningen. Det står ligeledes fast at manglende

egnethed i tjenesten og samarbejdsvanskeligheder kan udgøre det fornødne

saglige grundlag for en sådan afskedigelsesbeslutning. Retssikkerhedsmæssige

hensyn kræver dog at sådanne problemer ikke uden nærmere kvalifikation

påberåbes som grundlag for en afskedigelsesbeslutning.

Det kræves for det første at

samarbejdsproblemerne har en betydelig negativ indflydelse på udførelsen af

opgaverne det pågældende ansættelsessted. Der skal endvidere for så vidt

angår samarbejdsproblemer, foreligge en klar forbindelse mellem disse og den

person som søges afskediget, ligesom hovedskylden for problemernes opståen

ikke må kunne tilskrives andre end den der søges afskediget. Af den

almindelige

forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet følger yderligere at der

fra den afskedigende myndigheds side skal være udfoldet bestræbelser på at

løse

samarbejdsproblemerne med mindre vidtgående skridt end afskedigelse.

Afskedigelsesbeslutningens

alvorlige karakter tilsiger samtidig at det bevismæssige grundlag for

tilstedeværelsen af afskedsbegrundende samarbejdsproblemer er særlig sikkert.

Der må således ikke kunne rejses rimelig tvivl om at der rent faktisk har

foreligget (uløselige) problemer af den ovenfor beskrevne karakter.

Inden for disse rammer vil

afgørelsen af om der foreligger fornødent grundlag for afskedigelse på

grundlag

af manglende egnethed eller samarbejdsvanskeligheder, bygge på vurdering og

afvejning af en række forskellige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand

har

jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og

omstændigheder på en anden og bedre måde end de myndigheder der beskæftiger

sig

med afskedigelsessager i det daglige.

(A) har oplyst at der ham

bekendt ikke har bestået samarbejdsvanskeligheder mellem ham og den øverste

ledelse. Han har fremhævet at borgmesteren og kommunaldirektøren under

undersøgelsesarbejdet

tværtimod havde givet ham og socialforvaltningen fuld opbakning, og at hans

redegørelse blev gennemdrøftet på et møde med borgmesteren og

kommunaldirektøren den 25. september 1997. Desuden har han oplyst at han

første

gang blev bekendt med at der efter den øverste administrative ledelses

opfattelse

var problemer i samarbejdet mellem ham og ledelsen da kommunaldirektøren

den 29. september 1997 meddelte ham at hverken hun eller tre unavngivne

chefkolleger havde tillid til ham længere, angiveligt fordi han havde

udarbejdet

en redegørelse om budgetoverskridelsen som lagde en del af ansvaret herfor

over på kommunens økonomiske afdeling og løn- og personalekontor.

(X) Kommune har i brevet af

7. april 1998 kommenteret (A)’s oplysninger. Kommunen har bekræftet at

borgmesteren og kommunaldirektøren har givet udtryk for tillid til at (A) i

samarbejde med sin forvaltning ville arbejde konstruktivt med den pålagte

opgave, nemlig at udarbejde en redegørelse som indeholdt en placering af

ansvaret for budgetoverskridelsen, men at det viste sig at (A) ikke evnede at

udfolde bestræbelser i den retning. (A)’s oplysning om at hans

redegørelse

blev gennemdrøftet på et møde den 25. september 1997 mellem ham, borgmesteren

og kommunaldirektøren, har kommunen ikke kommenteret. Men kommunen har anført

at det ikke er usædvanligt at den eller de med hvem der er

samarbejdsproblemer,

er den eller de sidste til at erkende eksistensen heraf hvilket efter

kommunens opfattelse også var tilfældet her. Jeg forstår kommunens kommentar

således at kommunen ikke afviser at (A) først den 29. september 1997 blev

gjort

bekendt med at der efter den øverste ledelses opfattelse var problemer i

samarbejdet

mellem ham og ledelsen, men ledelsen havde på et tidligere tidspunkt erkendt

at

der var problemer i samarbejdet med (A).

I brevet af 7. april 1998 har

kommunen desuden fremhævet at det på et møde mellem (A), borgmesteren og

kommunaldirektøren

den 6. oktober 1997 blev konkluderet at det fremtidige samarbejde var

overordentlig problematisk, og at det syntes umuligt at genoprette. Det

fremgår imidlertid ikke hvem der drog denne konklusion, og der er ikke

oplysninger om at der blev taget referat fra mødet.

I kommunaldirektørens notat

af 7. oktober 1997 anføres nogle eksempler på sager der viser at det

fremtidige

samarbejde mellem (A) og den øverste ledelse og chefgruppen i øvrigt er gjort

overordentlig problematisk.

Eksemplerne er imidlertid

ikke konkretiserede således at de kan henføres til bestemte episoder, og der

er

ingen oplysninger i notatet om at problemerne har bestået i længere tid,

eller

at der forgæves er gjort forsøg på at løse problemerne med andre midler end

afskedigelse. Den omstændighed at der i notatets omtale af konkrete eksempler

på samarbejdsproblemer med en enkelt undtagelse bruges vendingen

’manglende

udvist evne’, kan desuden rejse tvivl om hvorvidt afskedigelsen skyldtes

samarbejdsproblemer eller manglende egnethed.

Sammenfattende fremgår det af

de foreliggende oplysninger at kommunen besluttede at indlede en

afskedigelsessag mod (A) på grund af samarbejdsproblemer kun 8 dage efter at

han første gang blev gjort bekendt med at der efter den øverste

administrative

ledelses opfattelse bestod samarbejdsproblemer mellem ham og ledelsen. (A)

har imidlertid bestridt at der overhovedet bestod sådanne

samarbejdsproblemer,

og dokumentationen for problemernes eksistens er alene nogle notater udformet

af ledelsen kort før beslutningen om at indlede en afskedigelsessag blev

truffet. Desuden er der ikke i sagen oplysninger om hvor længe de nævnte

samarbejdsproblemer

har eksisteret, eller oplysninger om at kommunen har bestræbt sig på at løse

samarbejdsproblemerne med mindre vidtgående skridt end afskedigelse.

På den baggrund er det min

foreløbige opfattelse at der ikke foreligger dokumentation for at

betingelserne

for at kunne påberåbe sig samarbejdsproblemer som afskedigelsesgrundlag er

opfyldt."

Den foreløbige redegørelse blev sendt til Tilsynsrådet for Y Amt og X

Kommune. Kommunens kommentarer blev tilbagesendt gennem tilsynsrådet der også

forelagde kommunens udtalelse for A med henblik på at han kunne fremsætte

sine

bemærkninger til sagen.

X Kommunes bemærkninger til den

foreløbige redegørelse

X Kommune anførte i brev af 3. februar 1999 følgende til min foreløbige

redegørelse:

"...

Byrådet er enig med

Folketingets Ombudsmand i, at den diskretionære afskedigelse af (A) er at

betragte som en afgørelse i forvaltningslovens forstand og ikke som en

aftaleretlig disposition.

...

Ad faktum:

I forhold til sagens faktiske

aspekter er der nedenfor fremhævet en række forhold, hvor den foreløbige

redegørelse, efter Byrådets opfattelse, kan suppleres.

I Ombudsmandens redegørelse

s. 2, 2. afsnit mangler en del faktuelle oplysninger.

Side 2, 2. afsnit:

(A) blev den 15. september

1997, af Økonomiudvalget, anmodet om at udarbejde en redegørelse for

budgetforholdene på ældreområdet. Under Økonomiudvalgets møde udtalte (A), at

han alene kunne bidrage til sagens fremadrettede løsning. Kommunaldirektør (

)

gav i den anledning

–

overfor (A)

–

udtryk for, at hans opgave, som chef for området, var at undersøge og placere

ansvaret i egen forvaltning,

–

ligesom det var Kommunaldirektørens opgave at placere ansvaret

generelt

–

for

den forventede budgetoverskridelse. Som resultat af mødet skulle (A)

udarbejde

en skriftlig redegørelse.

Dagen efter

–

inden møde i

chefgruppen

–

drøftede Kommunaldirektøren på ny sagen med (A), der gav udtryk for, at han

havde opfattet opgaven som fremadrettet og tilkendegav endvidere, at han var

forundret over, at Kommunaldirektøren alene placerede ansvaret hos ham, idet

andre

–

herunder lederen af ældreområdet, økonomiafdeling og lønkontoret (i kraft af

ansvaret for LBN-systemet) efter hans opfattelse måtte have del i ansvaret.

På

baggrund heraf blev det klart, at (A) ikke forstod opgaven og derfor heller

ikke forstod Kommunaldirektørens anvisninger og vurderinger.

Kommunaldirektøren

konkluderede ved samtalens afslutning, at undersøgelsen også skulle være

bagudrettet og placere ansvaret for overskridelsen.

På det efterfølgende chefmøde

gav (A) på ny udtryk for, at han havde opfattet opgaven som fremadrettet. På

den baggrund drøftede Kommunaldirektøren sagen igen den 17. september med (A)

på Borgmesterens kontor under deltagelse af denne. Kommunaldirektør og

Borgmester pointerede på ny behovet for, at den bagudrettede del af opgaven

løstes for at opfylde Økonomiudvalgets/Byrådets pålæg. Herefter påbegyndte

(A)

udarbejdelsen af redegørelsen, som afleveredes til Kommunaldirektøren den 23.

september.

Oplægget til redegørelsen

læstes af Kommunaldirektøren under tilstedeværelse af (A). Kommunaldirektøren

vurderede efter gennemlæsningen, at redegørelsen ikke var tilstrækkelig

fyldestgørende

og bad (A) om at tage kopier til de øvrige berørte forvaltningschefer med

henblik på deres bemærkninger. (A) fandt ikke dette fornødent, men

accepterede

dog Kommunaldirektørens krav. Efter at forvaltningscheferne (B) og (C) havde

haft lejlighed til at fremkomme med deres skriftlige bemærkninger til

redegørelsen ville Kommunaldirektøren, i samråd med Borgmesteren, vurdere om

der skulle udfærdiges en sammenfattende redegørelse, inden der udarbejdedes

oplæg til Økonomiudvalget.

Den 25. september drøftede

Kommunaldirektøren sagen med (A), (B), (C) og Borgmesteren på dennes kontor,

med henblik på at nå frem til et fælles oplæg. Kommunaldirektøren besluttede

–

i samråd med

Borgmesteren

–

at de tre forvaltningschefers redegørelser tillige med en af

Kommunaldirektøren

udfærdiget sammenfattende redegørelse, skulle fremsendes til Økonomiudvalget

til brug for behandlingen af sagen vedrørende budgetoverskridelsen.

Forløbet viser, at der er

samarbejdsproblemer i forhold til (A).

Side 14, 4. sidste afsnit:

(A) giver, i sin udtalelse

udtryk for, at han ikke var tilstede ved forhandlingsmødet den 22. oktober.

Dette er imidlertid ikke korrekt. Under forhandlingerne mellem HK og (X)

Kommune blev (A) tilkaldt. Efter at HK's repræsentanter havde gennemgået

oplægget med (A) fik denne udvirket en ændring i oplægget i forhold til

restferie. (A) fik endog, efter anmodning, betænkningstid, med hensyn til at

underskrive referatet, til den følgende dag.

Det fremgår således, at (A)

reelt deltog i forhandlingen.

Side 23:

I det omtalte møde den 25.

september deltog, udover Borgmesteren, Kommunaldirektøren og (A),

forvaltningschef (B) og økonomichef (C).

Side 24, 3. afsnit:

Det var Borgmesteren der drog

konklusionen om, at et fremtidigt samarbejde var overordentligt problematisk

og

at det syntes umuligt at genoprette.

Side 24, sidste afsnit:

Eksemplerne blev grundigt

konkretiseret og debatteret på forhandlingsmøde med HK.

Ad juridiske aspekter:

Retligt er der tre forhold

som Kommunen opfordres til at kommentere, nemlig

Forvaltningslovens regler om

partshøring og den ulovbestemte grundsætning om udvidet partshøringspligt,

begrundelse og samarbejdsproblemer som afskedigelsesgrund.

Ad 1 - partshøring.

Byrådet deler ikke

Ombudsmandens opfattelse af rækkevidden af retsgrundsætningen om den

ulovbestemte udvidede partshøring. I de af Ombudsmanden anførte domme

–

U 94.198V og U

98.685H

–

fremgår ikke rækkevidden af grundsætningen. Dette spørgsmål antages at blive

belyst ved en sag, der verserer ved Højesteret (B-2014-96

–

Samsø Kommune),

ligesom spørgsmålet indgår i en sag, der netop er forhandlet ved ØLD's 8.

afd., men hvor der endnu ikke foreligger en dom.

Denne forskel i opfattelsen

af gældende ret er

–

efter Byrådets opfattelse

–

imidlertid uden betydning i nærværende sag, idet Byrådet har

fulgt den procedure omkring partshøring, der følger af

Tjenstemandsregulativets

§ 29, hvilket indebærer, at Byrådet har pligt til at partshøre om sagens

bedømmelsesgrundlag. (Se hertil L. Konow, 'Kommunal ansættelse', s.

85f

).

I brugen af

Tjenestemandsregulativets § 29 ligger, at indledningsvist afgives en

'sindetskrivelse' fra Byrådet

–

evt. Økonomiudvalget

–

og efterfølgende holdes en forhandling

mellem repræsentanter fra kommunen og de forhandlingsberettigede

organisationer

som mandatar for den ansatte, inden der træffes afgørelse om afskedigelse.

Der

henvises til L. Konow, 'Kommunal ansættelse', s. 85, 3. afsnit.

Med andre ord består

partshøringen i en skriftlig og en mundtlig del, der tilsammen udgør

partshøringen

af den, der påtænktes afskediget. Den skriftlige del består i en

sindetskrivelse,

der i hovedtræk angiver baggrunden for den påtænkte afskedigelse, samt en

invitation til en forhandling. Dernæst fremsendes sagens akter

–

ofte i forbindelse

med en anmodning om aktindsigt

–

som grundlag for selve forhandlingen. Den mundtlige del

–

forhandlingen/drøftelsen

–

giver mulighed for at uddybe de forhold, der er angivet i sindetskrivelse

eller

de fremsendte notater, herunder retsanvendelsen, og udmønter sig i et

referat.

Først herefter træffer Økonomiudvalget eller Byrådet beslutning om

afskedigelse

af den pågældende medarbejder.

Nærværende sag er et eksempel

på en partshøring, der består af de førnævnte elementer og, som vist

nedenfor,

efter Byrådets opfattelse tillige opfylder de i Forvaltningsloven opstillede

krav til en partshøring.

Byrådet skal indledningsvist

præcisere, at beslutningen om afskedigelse af (A) først blev truffet på

byrådsmøde den 11. november 1997, d.v.s. afgørelsestidspunktet i henhold til

Tjenestemandsregulativets § 29, og derved også Forvaltningslovens § 19, er

den

11. november 1997.

Det fremhæves i Ombudsmandens

redegørelse s. 19 og 20, at notat af 7. oktober 1997 indgik i grundlaget for

Byrådets beslutning, samt at (A) ikke har haft lejlighed til at udtale sig om

dette.

Dette er efter Byrådets

opfattelse ikke korrekt.

Det skal i den forbindelse

fremhæves, at notatet er sendt til (A)’s organisation den 17. oktober

1997 og

var genstand for en indgående forhandling/drøftelse den 22. oktober 1997.

Som nævnt ovenfor under

faktum, skal det endvidere præciseres, at (A)’s organisation deltog på

mødet

den 22. oktober 1997, samt at (A) selv deltog under en del af mødet den 22.

oktober 1997. Det er ikke korrekt, når (A) i brev af 30. april 1998 anfører,

at

han ikke var tilstede under forhandlingen. Derudover var det (A)’s egen

beslutning at lade organisation, som mandatar, forestå forhandlingen med

Byrådet.

Desuden skal på ny fremhæves,

at (A), efter egen anmodning, fik frist til den efterfølgende dag, til at

overveje det i referatet anførte, forinden han ved sin underskrift tiltrådte

referatet.

(A) skriver i et brev af 16.

december 1997 til Tilsynsrådet følgende:

'Sammenholdes

sindetskrivelsen med min opsigelse af 20. november 1997 fremgår det, at

anklagepunkterne

mod mig er frafaldet. Tilbage står de ’konstaterede samarbejdsproblemer

...'.'

Under forhandlingen stillede

organisationen sig, på vegne af (A), uforstående overfor de af Byrådet

anførte

oplysninger om uegnethed i sindetskrivelsen af 9. oktober 1997. Forhandlingen

medførte herefter, at dette ikke længere indgik i Byrådets

beslutningsgrundlag.

Dette er udtryk for, at

Byrådet i forbindelse med partshøringen, rent faktisk ændrede opfattelse af

bl.a. spørgsmålet om 'egnethed', samt at spørgsmålet om (A)’s

samarbejdsproblemer blev drøftet/forhandlet indgående, på baggrund af notat

af

7. oktober 1997, på mødet den 22. oktober 1998.

Endvidere skal fremhæves, som

nævnt ovenfor, at (A) senere under mødet fik korrigeret Byrådets opfattelse

af

spørgsmålet om opgørelse af restferien.

Det er derfor Byrådets

opfattelse, ud fra en samlet vurdering af det stedfundne hændelsesforløb, at

der i henhold til Forvaltningslovens § 19 og Tjenestemandsregulativets § 29

er

partshørt om alle væsentlige faktuelle oplysninger til ugunst for (A), enten

ved sindetskrivelse og oplægget til denne, eller ved forhandling den 22.

oktober og oplægget til denne forhandling, dvs. inden afgørelse om

afskedigelse

blev truffet den 11. november 1997.

I forhold til spørgsmålet om

partshøring vedrørende den juridiske kvalifikation af sagen, skal det

fremhæves,

at Byrådet også har foretaget partshøring for så vidt Kommunens foreløbige

opfattelse af sagen, herunder den retlige kvalifikation af forholdet og den

bevismæssige vurdering.

Både i sindetskrivelsen, og

ved forhandlingen den 22. oktober, redegjorde Kommunen klart og utvetydigt

for

sin opfattelse af sagen og om den vægt, der blev lagt på (A)’s

forskellige

handlinger og på den retlige kvalifikation i forhold til

Tjenestemandsregulativet.

Det er fremhævet af

Ombudsmanden, at det ikke i sindetskrivelsen er klargjort, at

Tjenestemandsregulativets

§ 26, 1. pkt., om diskretionær afsked kunne finde anvendelse på de forhold,

der er nævnt (samarbejdsproblemer og uegnethed).

Det fremgår af

sindetskrivelsens første afsnit, at Kommunen påtænker at afskedige (A) i

medfør

af § 26. Derudover har det klart og utvetydigt fremgået under forhandlingerne

den 22. oktober, at det alene var Tjenestemandsregulativets § 26, 1. pkt. om

diskretionær afsked, der var relevant i sagen, også m.h.p. at bringe (A) og

dennes organisation til at forstå, at der var tale om en afskedigelse med

aktuel egenpension. Der har således på intet tidspunkt i sagen været tvivl

om,

at hjemlen til den påtænkte afskedigelse, var Tjenestemandsregulativets § 26,

1. pkt. (A) fremhæver selv, i brev af 16. december 1997 til Tilsynsrådet, at

'På intet tidspunkt har tjenestemandsregulativets bestemmelser om tjenstlige

forseelser således været anvendt'.

Byrådet medgiver dog gerne,

at det havde været mere præcist, at der var henvist til § 26, 1. pkt. i selve

sindetsskrivelsen

fremfor til § 26, men at den omstændighed, at det var uomtvistet, at det

under

den mundtlige forhandling den 22. oktober var klart, at det var § 26, 1. pkt.

om diskretionær afsked, der var hjemlen til den påtænkte afskedigelse,

hvorfor

både (A)’s organisation og (A) har kunnet forholde sig til sagens jus

–

Byrådets retlige

kvalifikation

–

inden, der blev truffet afgørelse i sagen.

Endvidere har Byrådets

opfattelse, af sagens bevismæssige aspekter, i forhold til

samarbejdsproblemer

fremgået både af sindetskrivelsen og har været hovedtemaet under

forhandlingen

den 22. oktober.

Af sindetskrivelsen fremgår:

'... undersøgelsesarbejdet... har afdækket, at der i længere tid har været

samarbejdsproblemer mellem dig

og den øverste administrative ledelse.

Det er Byrådets opfattelse,

at samarbejdsvanskelighederne er af et sådan omfang og karakter ..., at der

ikke er grundlag for et fremtidigt konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde.'

I notat af 7. oktober er

fremhævet flere forhold af betydning for Byrådets opfattelse af

samarbejdsvanskelighederne

med (A). På forhandlingsmødet den 22. oktober blev forholdene gennemgået og

uddybet i forhold til spørgsmålet om samarbejdsvanskeligheder, fx ingen eller

'passiv medvirken' ved 'budgetsagen' og samarbejdsforhold i chefkredsen.

Her blev (A)’s adfærd under

'budgetsagen' gennemgået som beskrevet ovenfor under sagens faktum.

Som anført ovenfor er (A),

efter Byrådets opfattelse, uomtvisteligt blevet fuldt partshørt inden der

blev

truffet afgørelse i sagen. Tilbage resterer derfor alene en diskussion af, i

hvilken form en partshøring skal foretages, nemlig om partshøringen alene

skal

foretages på et skriftligt grundlag eller om den praksis der følger af

Tjenestemandsregulativets § 29 lever op til Forvaltningslovens § 19. Byrådet

er af sidstnævnte opfattelse.

Ad begrundelse.

Ombudsmanden fremhæver, at

begrundelsen i brevet af 20. november 1997 ikke indeholder en henvisning til

de

relevante retsregler, hovedhensyn, samt at beskrivelsen af faktum er

mangelfuld

set i lyset af den efter Ombudsmandens opfattelse manglende partshøring.

Hertil skal fremhæves, at

Byrådet har bestræbt sig på at overholde forvaltningslovens §§ 22 og 24,

d.v.s.

give en subjektiv og objektiv rigtig begrundelse på den ene side, samt i den

udstrækning det var muligt at imødekomme et ønske fra (A) eller dennes

organisation

om at gøre begrundelsen så ’skånsom’ som mulig.

Af brevet af 20. november

1997 fremgår, at der henvises til sindetskrivelsen af 9. oktober 1997, jf. 'I

fortsættelse af ...'. I sindetskrivelsen er der henvist til

tjenestemandsregulativets § 26. Omkring spørgsmålet om, hvorvidt (A) var klar

over, at der var tale om en diskretionær afsked henvises til tidligere herom

anførte. Det er derfor Byrådets opfattelse, at der i begrundelsen er henvist

til den relevante retsregel, men som nævnt burde Byrådet for god ordens skyld

i

sindetskrivelsen også have angivet det relevante pkt.

I forhold til beskrivelsen af

hovedhensyn og faktum må begrundelse af disse forhold ses i lyset af den

foretagne

partshøring. Selve angivelsen af hovedhensynet i skønnet 'konstaterede

samarbejdsproblemer' kan næppe beskrives anderledes. I sindetskrivelse, som

der er henvist til, er angivet, at samarbejdsproblemerne bestod i forhold til

den øverste administrative ledelse. På forhandlingsmødet den 22. oktober var

de konstaterede problemer beskrevet på baggrund af de konkrete sager, hvorfor

Byrådets opfattelse af samarbejdsproblemernes karakter og udstrækning var

kendt for (A). Som nævnt ovenfor blev de faktiske omstændigheder i sagen

beskrevet indledningsvist i sindetskrivelsen, og i notat af 7. oktober, der

indgik i forhandlingen den 22. oktober. Da (A) således var bekendt med alle

væsentlige faktuelle oplysninger i sagen, var det således Byrådets skøn, at

en

kortfattet begrundelse både levede op til Forvaltningslovens regler, samt

hensynet til adressaten. Det af Ombudsmanden anførte må forstås således, at

Byrådet retmæssigt kunne give den kortfattede begrundelse, idet partshøringen

som nævnt ovenfor bl.a. indeholdt oplysninger i notatet af 7. oktober.

Ad samarbejdsproblemer.

Det er Byrådets opfattelse,

at samarbejdsproblemer kan udgøre det fornødne saglige grundlag for en

afskedigelsesbeslutning.

Endvidere er det Byrådets

opfattelse, at den materielt frie afskedigelsesret efter

Tjenestemandsregulativets

§ 26, 1. pkt. giver Byrådet en væsentlig frihed i udøvelsen af det skøn, der

vedrører tjenestemandens evner til at samarbejde eller egnethed, og som

medfører, at domstolene udviser tilbageholdenhed i prøvelsen af dette skøn,

jf.

U96.326V.

Derudover fremgår det af

retspraksis, at det er den part, der gør gældende, at der er tale om usaglige

kriterier eller manglende proportionalitet, der skal løfte bevisbyrden for

dette, jf. U 96.326 V, hvori der af præmisserne fremgår 'Bevisførelsen i

sagen

havde ikke givet holdepunkter for at tilsidesætte afskedigelsen'.

Ombudsmanden angiver en række

forhold, der nærmere specificerer, hvad en beslutning om afskedigelse, som

følge af samarbejdsproblemer bør indeholde.

Der er angivet følgende:

Samarbejdsproblemerne har en betydelig negativ

indflydelse på udførelsen af opgaverne det pågældende sted,

der skal foreligge en klar forbindelse mellem

samarbejdsproblemerne og den person, der søges afskediget,

hovedskylden må ikke kunne tilskrives andre end den

pågældende,

proportionalitetsprincippet skal være overholdt og

det bevismæssige grundlag for afskedsbegrundende

samarbejdsproblemer skal være særligt sikkert

–

der må ikke kunne rejses rimelig tvivl om,

at der rent faktisk har foreligget uløselige problemer.

I forhold til den konkrete

sag skal det indledningsvist fremhæves, at der efter Byrådets opfattelse ved

vurderingen af sagligheden i forhold til de enkelte punkter skal tages hensyn

til, at (a) er en centralt placeret chef, hvorfor der ikke er samme

muligheder

for Byrådet for at omorganisere/'flytte rundt' som der er ved underordnede

medarbejdere. Derudover har en chefs eventuelle samarbejdsproblemer en langt

større virkning på en forvaltning end en underordnet medarbejders eventuelle

samarbejdsproblemer. Med andre ord må den målestok, der anvendes ved

vurdering

af om samarbejdsproblemerne er uløselige være forskellig alt efter, om der er

tale om en underordnet medarbejder eller en chef.

Endvidere skal Byrådet

fremhæve, at der ikke generelt kan angives en bestemt tidshorisont for

samarbejdsproblemernes udstrækning, som indicium for, at problemer er

uløselige; det må bl.a. bero på en konkret vurdering af alvorligheden eller

omfanget af samarbejdsproblemerne, samt alternative muligheder til afsked.

Med

andre ord kan konstaterede samarbejdsproblemer vise sig at være af en sådan

karakter og omfang, at der tiltrods for et kort tidsforløb ikke er andre

alternativer end afskedigelse.

I forhold til (A) er det

Byrådets opfattelse, at selve 'budgetsagen' afdækkede samarbejdsproblemer

mellem (A) og fire af kommunens øvrige chefer, her i blandt

Kommunaldirektøren.

Udredningsarbejdet viser at (A)

–

efter Byrådets opfattelse

–

ikke længere nyder tillid i chefgruppen.

Det er ubestrideligt, at det er (A), der bærer hovedskylden for

samarbejdsproblemerne, fx ved sin 'passive' medvirken til redegørelsen i

budgetsagen. Det er endvidere ubestrideligt, at samarbejdsklimaet i

chefkredsen, blev påvirket i en sådan grad, at problemerne havde en betydelig

negativ indflydelse på udførelse af arbejdsopgaverne. Der er derfor heller

ikke

tvivl om årsagssammenhængen mellem (A)’s person og

samarbejdsproblemerne.

Spørgsmålet er dernæst om

afskedigelsen af (A) må anses for værende i strid med

proportionalitetsprincippet,

d.v.s. om Byrådet kunne have løst samarbejdsproblemerne med mindre vidtgående

skridt end ved afskedigelse. (A)’s adfærd i 'budgetsagen' medførte, at

Kommunaldirektøren og tre øvrige chefer gav udtryk for, at de så et

fremtidigt

samarbejde med (A) som yderst problematisk. På den baggrund konkluderede

Byrådet, at et fremtidigt samarbejde med (A) ikke ville være muligt. Byrådet

kunne ikke, ved at tilbyde ham en anden chefstilling i Kommunen, løse

problemet. Byrådet havde således ikke andre muligheder end at afskedige (A).

Det skal i den forbindelse fremhæves, at det er yderst bekosteligt at

afskedige en tjenestemand diskretionært, hvorfor sådanne overvejelser kun

sker,

når det er absolut nødvendigt, således at også dette element tilsikrer, at

proportionalitetsprincippet er overholdt."

Tilsynsrådet for Y Amt forelagde kommunens brev for A der ved brev af

18. februar 1999 til tilsynsrådet anførte følgende:

"...

1. Jeg deltog på ingen måde i forhandlingerne angående min fratræden.

Det var et krav fra min organisation, at jeg ikke deltog. Men da

forhandlingerne den 22. oktober 1997 var afsluttet, blev jeg telefonisk

–

på min bopæl

–

anmodet om at

indfinde mig på rådhuset for at underskrive forhandlingsresultatet.

Jeg kan endvidere bekræfte,

at jeg ikke har haft kendskab til, set eller hørt om kommunaldirektørens

skrivelse af 7. oktober 1997

før

Ombudsmandens redegørelse af 27. august 1998.

Endelig kan jeg oplyse, at

der ikke har været nogen form for kontakt mellem mig og kommunen mellem den

22.

oktober 1997 (forhandlingsmødet), den 11. november 1997 (Byrådsmødet) og den

20. november 1997 (modtagelsen af opsigelsen).

På samme måde har der ikke

været nogen kontakt mellem mig og kommunen fra den 6. oktober 1997 (dagen,

hvor jeg blev sendt hjem) og frem til den 20. november 1997

–

bortset fra en kort

telefonsamtale til mig på min bopæl fra borgmesteren den 9. oktober 1997,

hvori

han meddelte mig, at jeg ville blive opsagt.

Det eneste, der er korrekt i

kommunens fremstilling vedrørende dette spørgsmål

–

er, at jeg først underskrev efter et døgns

betænkningstid.

2. Den måde, kommunen beskriver 'Budgetsagen' på

–

incl. diverse redegørelser, er ikke korrekt.

Jeg

udarbejdede

–

efter aftale med borgmesteren og kommunaldirektøren

–

et udkast til en redegørelse af 22. september

1997 vedrørende den forventede budgetoverskridelse på ældreområdet.

I dette udkast skrev jeg

(citat): '... nødvendigheden af krav om retningslinjer og procedurer, der

fremadrettet sikrer den nødvendige styring af ældreområdet, herunder forhold,

der kan sikre en betryggende og hensigtsmæssig drift ...'

Og videre

–

bagudrettet

–

(citat): ' Samtidig søger redegørelsen at

gennemgå

–

og

forklare

–

de

faktiske forhold, som i form af fejl eller mangler umiddelbart har været

–

og er årsag

–

til det forventede

merforbrug i 1997 ...'

Dette udkast udarbejdede jeg

i tæt samarbejde med borgmesteren og kommunaldirektøren.

Udkastet blev derfor i sin

foreliggende form gennemgået på et møde den 25. september 1997, hvori deltog

borgmesteren, kommunaldirektøren, løn- og personalechefen, økonomichefen og

undertegnede.

Mødet varede 3½ time og i fællesskab blev det aftalt, at min endelige

redegørelse skulle ændres på et par mindre punkter.

Ved mødets afslutning blev

jeg anmodet om at blive tilbage sammen med borgmesteren og

kommunaldirektøren.

Her tilkendegav kommunaldirektøren, at jeg - selv om jeg var den øverst

ansvarlige på området - ikke skulle påtage mig hele ansvaret selv, men

placere

et ansvar og skyld hos min souschef/leder af ældreområdet.

Denne henstilling fra

kommunaldirektøren tog jeg til mig, og den endelige redegørelse af 25.

september

1997 indeholder - i forhold til udkastet - således en ændring på dette

væsentlige punkt.

3.

Det er ukorrekt, at

kommunen omtaler mine møder med borgmesteren og kommunaldirektøren som møder

med et disciplinært formål og indhold.

Tværtimod samarbejdede vi om en

redegørelse, som

–

med borgmesterens og kommunaldirektørens egne ord

–

kunne afslutte sagen.

4. I

forbindelse med de påståede samarbejdsproblemer skal jeg fremføre, at det var

kommunaldirektøren, der på et møde den 25. september 1997 besluttede:

-

at

min endelige redegørelse

–

i kopi

–

skulle afleveres til løn- og

personalechefen og økonomichefen

-

at

de begge skriftligt skulle kommentere min redegørelse

-

at

deres kommentarer skulle fremlægges for Økonomiudvalget

-

at

jeg ikke måtte kommentere disse, men

-

at

jeg ville modtage en kopi.

Dette var kommunaldirektørens

beslutning, og jeg fik således ikke mulighed for at kommentere eller

fremsætte

bemærkninger til de nævnte redegørelser.

Da min endelige redegørelse

af 25. september 1997 omkring fejl og mangler medinddrog de nævnte chefers

ansvarsområder, er det sandsynligt, at dette væsentlige forhold på afgørende

vis ligger til grund for, at de 2 chefer

–

tillige med kommunaldirektøren

–

pludselig ikke

længere havde tillid til mig.

Denne situation blev jeg

gjort bekendt med af kommunaldirektøren på dennes kontor mandag den 29.

september 1997 kl. 08,15. Indtil dette øjeblik havde jeg haft såvel

borgmesterens som kommunaldirektørens tillid og opbakning.

5. Afslutningsvis skal jeg i

øvrigt henholde mig til

Ombudsmandens

redegørelse af 27. august 1998, der således i det hele kan tiltrædes."

Tilsynsrådet for Y Amts

bemærkninger til den foreløbige redegørelse

Tilsynsrådet for Y Amt kommenterede i brev af 8. april 1999 den

foreløbige redegørelse på følgende måde:

"...

Folketingets Ombudsmand har

tilsluttet sig Tilsynsrådets opfattelse af, at ansættelsesforholdet er bragt

til ophør ved Byrådets beslutning og ikke ved aftale.

...

1. Afskedigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder.

...

Tilsynsrådets udtalelse:

Ved en beslutning om

afskedigelse på grund af samarbejdsproblemer skal følgende forhold iagttages:

Samarbejdsproblemerne skal have en betydelig negativ

indflydelse på udførelsen af opgaverne det pågældende sted,

der skal foreligge en klar forbindelse mellem

samarbejdsproblemerne og den person, der søges afskediget,

hovedskylden må ikke kunne tilskrives andre end den

pågældende,

proportionalitetsprincippet skal være overholdt og

det bevismæssige grundlag for afskedsbegrundende

samarbejdsproblemer skal være særligt sikkert

–

der må ikke kunne rejses rimelig tvivl om,

at der rent faktisk har foreligget uløselige problemer.

Ligestilles med pkt. 5 må

imidlertid efter Tilsynsrådets opfattelse det forhold, at det må antages, at

der ville komme til at foreligge uløselige problemer.

Tilsynsrådet finder, at det

må lægges til grund, at der ikke forud for budgetoverskridelsen har

foreligget

væsentlige samarbejdsproblemer med (A).

Tilsynsrådet mener imidlertid

ikke, at der kan rettes indvendinger imod, at kommunen på baggrund af

forløbet

med udarbejdelsen af redegørelsen om budgetforholdene måtte konkludere, at

det

fremtidige samarbejde med (A) ville blive meget vanskeligt. Tilsynsrådet

finder ikke, at hovedskylden herfor kan tilskrives andre end (A). Da kommunen

måtte lægge afgørende vægt på, at samarbejdsforholdene i den øverste

chefgruppe fungerede uden betydelige problemer, og da (A) som socialdirektør

ikke kunne tilbydes en sideordnet stilling, finder Tilsynsrådet ikke, at det

kan antages, at Byrådet har handlet i strid med loven eller almindelige

retsgrundsætninger ved at afskedige (A).

2. Reglerne om partshøring, herunder den ulovbestemte udvidede

partshøringspligt.

...

Tilsynsrådets udtalelse:

Forvaltningslovens § 19, stk.

1 har følgende ordlyd:

'Kan en part i en sag ikke

antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes

afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og

givet

denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis

oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for

afgivelsen af den nævnte udtalelse.'

(A) modtog ikke i forbindelse

med kommunens partshøringsbrev af 9. oktober 1998 [1997; min rettelse]

Kommunaldirektørens notat af 7. oktober 1998 [1997; min rettelse] og heller

ikke notat af 28. september 1998 [1997; min rettelse]. Notatet af 7. oktober

1998 [1997; min rettelse] blev derimod sendt til (A)’s organisation i

forbindelse med organisationens aktindsigt i afskedigelsessagen.

Notat af 28. september 1998

[1997; min rettelse] vedrørende udkast til økonomiudvalgets redegørelse til

Byrådet er stemplet FORTROLIGT og ikke tilsendt (A) eller hans organisation.

Tilsynsrådet finder, at

Byrådet ikke fuldt ud har overholdt den ulovbestemte pligt til udvidet

almindeligvis

skriftlig høring ved at undlade at sende Kommunaldirektørens notat af 7.

oktober 1998 [1997; min rettelse] til (A). At notatet blev tilsendt

(A)’s

organisation kan ikke erstatte høringen af (A). Ved vurderingen af

betydningen

af den delvis manglende høring, må det imidlertid indgå, at organisationen

efterfølgende i forløbet optrådte som repræsentant for (A).

Notatet har, som anført af

Byrådet, været indgående drøftet på mødet den 22. oktober 1998 [1997; min

rettelse], forinden der blev truffet afgørelse om afsked og Tilsynsrådet

finder

derfor ikke grundlag for at konstatere, at Byrådet har handlet klart i strid

med loven eller almindelige retsgrundsætninger.

Det bemærkes herved, at

Tilsynsrådet på baggrund af de modstridende oplysninger herom ikke har

mulighed

for at tage stilling til, om det kan antages, at (A) deltog i mødet og

forhandlingerne den 22. oktober.

For så vidt angår notatet af

28. september 1998 [1997; min rettelse] er det tilsynsrådets opfattelse, at

notatet som internt arbejdsdokument i henhold til forvaltningslovens § 12 er

undtaget aktindsigt, og derfor heller ikke omfattet af høringspligten, jf.

Forvaltningslovens

§ 19, stk. 2, nr. 4.

Hvad angår den retlige

kvalifikation af afskedigelsesgrundlaget, finder Tilsynsrådet, at Byrådet

burde

have udformet høringsskrivelsen, således at det klart og utvetydigt fremgik,

at der var tale om en diskretionær afskedigelse og ikke en disciplinær

reaktion.

Under hensyn til det oplyste

om det efterfølgende forløb finder Tilsynsrådet imidlertid, at dette er af

uvæsentlig betydning, idet det senest på mødet den 22. oktober stod klart for

alle implicerede, at der ikke var tale om en disciplinær reaktion.

3. Reglerne om begrundelse.

...

Tilsynsrådets udtalelse:

...

Tilsynsrådet finder, at

Byrådets brev af 20. november 1998 [1997; min rettelse], der angiver

konstaterede

samarbejdsvanskeligheder som begrundelse for afskedigelsen, ikke kan antages

fuldt ud at opfylde lovgivningens krav. Som anført af Byrådet må skrivelsen

imidlertid læses sammen med sindetskrivelse af 9. oktober, hvori den

relevante

retsregel er anført. Endvidere må den forholdsvis korte form vurderes på

baggrund af kommunens ønske om at udvise skånsomhed overfor adressaten.

Det må også tages i

betragtning, at der har været en indgående forudgående drøftelse af

afgørelsen

om afskedigelsen med den faglige organisation. Som nævnt kan Tilsynsrådet

ikke

tage stilling til de bevismæssige spørgsmål omkring (A)’s deltagelse i

mødet og

forhandlingerne den 22. oktober, men det kan lægges til grund, at (A), som

har

underskrevet dokumentet af 22. oktober, i hvert fald umiddelbart efter mødet

er

blevet bekendt med hovedindholdet af dette."

A’s bemærkninger til kommunens og

tilsynsrådets udtalelser

A fremsatte ved brev af 23. april 1999 til mig følgende bemærkninger

til kommunens og tilsynsrådets udtalelser:

"

Samtidig føler jeg også trang

til at udtrykke min forbløffelse over den subjektivitet, som Tilsynsrådets

udtalelser er præget af. Eksempelvis er det uden al tvivl læsbart, hvad der

foregik på forhandlingsmødet den 22. oktober 1997, og det er derfor

ubegribeligt,

hvordan Tilsynsrådet når frem til, at kommunaldirektørens notat af 7. oktober

1997 'indgående har været drøftet på mødet'.

Det udarbejdede mødereferat,

der indgår i sagen som bilag, beskriver mødets indhold: '(A) afskediges fra

sin

stilling som socialdirektør med virkning fra udgangen af april måned 1998 på

baggrund af konstaterede samarbejdsproblemer'.

Det var alene dette

mødereferat, jeg var bekendt med og underskrev et døgn senere. De indgående

drøftelser

–

som anført af Tilsynsrådet

–

fandt således mig bekendt ikke sted.

Jeg deltog, som ellers

påstået af kommunen

–

IKKE i dette møde, hvilket også tydeligt fremgår af mødereferatet, som er

underskrevet af mødedeltagerne. Det er derfor meget uforståeligt, at

Tilsynsrådet

tillader sig at drage et officielt mødereferat i tvivl, da det udtrykkeligt

af

referatet fremgår, hvem der er mødets deltagere.

Endelig er det utroligt for

mig at læse, at kommunen har forsøgt at gøre begrundelsen for min fyring 'så

skånsom som mulig'. Dette er aldeles irrelevant og i direkte modstrid med

kommunens adfærd, idet kommunen informerede den skrivende presse om min

fyring

således, at pressen skrev herom onsdag den 8. oktober 1997.

Radioens morgennyheder havde

også denne 'nyhed', som jeg selv overhovedet ikke havde kendskab til.

Først efterfølgende klokken 11,45 samme dag

den 8. oktober 1997 får jeg en telefonisk meddelelse herom fra borgmesteren.

"

Ombudsmandens udtalelse

”For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt der blev truffet afgørelse om

diskretionær afskedigelse af (A), henviser jeg i det hele til det jeg har

anført i min foreløbige redegørelse.

Nedenfor følger min endelige udtalelse vedrørende de øvrige spørgsmål som

sagen rejser.

Partshøring

(X) Kommune har i udtalelsen af 3. februar 1999 bl.a. anført at byrådet ikke

deler ombudsmandens opfattelse af rækkevidden af retsgrundsætningen om den

ulovbestemte udvidede partshøringspligt. Byrådet anfører i den forbindelse at

spørgsmålet må antages at blive belyst ved Højesterets dom i sagen om Samsø

Kommunes afskedigelse af den overenskomstansatte ledende hjemmesygeplejerske

(B-2014-96).

Højesteret har den 12. maj 1999 afsagt dom i den omtalte sag. Ved

dommen, der er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1337 ff.,

tiltrådte Højesteret af de af landsretten

anførte grunde at Samsø Kommune havde tilsidesat de forvaltningsretlige krav

til bl.a. høring forud for afgørelsen om afskedigelse. I præmisserne til

landsrettens dom anføres bl.a. følgende:

’Det må endvidere lægges til

grund, at der hverken forud for eller i forbindelse med økonomiudvalgets

behandling af afskedigelsesspørgsmålet blev givet sagsøgeren nogen

redegørelse

for de faktiske omstændigheder, og den sagsøgte kommunes vurdering af disse

og

retlige kvalifikation heraf. Den af den sagsøgte kommune i skrivelse af 6.

september1994 meddelte tilkendegivelse opfylder således ikke de i

forvaltningslovens § 19 stillede krav og den en offentlig myndighed i øvrigt

påhvilende pligt til høring af en ansat, inden der træffes en så vidtrækkende

afgørelse som uansøgt afsked.’

Lennart Konow har i en

artikel i Ugeskrift for Retsvæsen 1998 B, s. 510ff, bl.a. kommenteret sagen,

dog inden Højesterets afgørelse i sagen forelå.

Jeg henviser endvidere til Østre Landsrets dom af 18. juni 1999 (14.

afd. a.s. nr. B-2839-95) vedrørende afskedigelse af en overenskomstansat

arkitekt i Københavns Kommune. I præmisserne til landsrettens dom er følgende

anført:

’Landsretten lægger herefter

til grund, at indstævnte ikke har overholdt bestemmelsen om partshøring i

forvaltningslovens § 19, stk. 1, idet landsretten dog bemærker, at den

udvidede

pligt til partshøring ikke ses at foreligge i denne sag, hvor der er tale om

afskedigelse af økonomiske årsager.’

Under henvisning hertil og til det jeg har anført i min foreløbige

redegørelse, må jeg fastholde det jeg har anført i min foreløbige redegørelse

om den ulovbestemte udvidede partshøringspligt.

Jeg bemærker i den forbindelse at jeg er opmærksom på Østre Landsret

dom af 17. maj 1999 (8. afd. nr. B-2721-96). Ved dommen fandt landsretten

ikke

grundlag for at fastslå at Nørre Alslev Kommune havde tilsidesat

tjenestemandslovens § 31 i forbindelse med afskedigelsen af en

tjenestemandsansat viceskoleinspektør. Jeg har endvidere noteret mig at

dommen

er anket til Højesteret.

Byrådet har anført at partshøringen af (A) bestod af en skriftlig og

en mundtlig del i overensstemmelse med tjenestemandsregulativets § 29 ved

henholdsvis

sindetskrivelsen af 9. oktober 1997 og forhandlingen på mødet den 22. oktober

1997. Byrådet har endvidere anført at kommunaldirektørens notat af 7. oktober

1997 blev sendt til (A)’s forhandlingsberettigede organisation den 17.

oktober

1997, at notatet var genstand for indgående forhandling/drøftelse på mødet

den

22. oktober 1997, at (A) deltog under en del af dette møde, og at det var

(A)’s

egen beslutning at lade organisationen, som mandatar, forestå forhandlingen

med byrådet. Det er byrådets opfattelse – ud fra en samlet vurdering af

hændelsesforløbet

– at der er partshørt om alle væsentlige faktuelle oplysninger til

ugunst for

(A) enten ved sindetskrivelsen og oplægget til denne eller ved forhandlingen

den 22. oktober 1997 og oplægget til denne. Det er endvidere byrådets

opfattelse at der både ved sindetskrivelsen og ved forhandlingen den 22.

oktober

1997 blev redegjort klart og utvetydigt for byrådets opfattelse af sagen og

FOR den vægt der blev lagt på (A)’s forskellige handlinger og på den

retlige

kvalifikation i forhold til tjenestemandsregulativet – og at der som

følge

heraf heller ikke var tvivl om at man påtænkte at afskedige (A)

diskretionært,

selv om der ikke i sindetskrivelsen var henvist til 1. pkt. i

tjenestemandsregulativets § 26. Det er således byrådets opfattelse at (A)

– på

baggrund af det i udtalelsen beskrevne hændelsesforløb – er blevet fuldt

partshørt inden der blev truffet afgørelse om afskedigelse.

(A) har i sit brev af 18. februar 1999 til Tilsynsrådet for (Y) Amt

bl.a. anført at han – efter krav fra sin organisation – ikke deltog

i

forhandlingerne mellem byrådet og HK den 22. oktober 1997, men at han efter

at

forhandlingerne var afsluttet blev tilkaldt for at underskrive

forhandlingsresultatet. (A) har i brevet endvidere anført at han ikke blev

bekendt med kommunaldirektørens notat af 7. oktober 1997 før min foreløbige

udtalelse af 27. august 1998.

Tilsynsrådet for (Y) Amt har i udtalelsen af 8. april 1999 bl.a. anført

at byrådet efter tilsynsrådets opfattelse ikke fuldt ud har overholdt den

ulovbestemte pligt til udvidet almindeligvis skriftlig høring ved at undlade

at

sende kommunaldirektørens notat af 7. oktober 1997 til (A). Det forhold at

notatet blev sendt til (A)’s organisation, kan efter tilsynsrådets

opfattelse

ikke erstatte høringen af (A), men det bør indgå i vurderingen af dette

spørgsmål at organisationen efterfølgende i forløbet optrådte som

repræsentant

for (A). Da notatet af 7. oktober 1997 har været indgående drøftet på mødet

den

22. oktober 1997, finder tilsynsrådet ikke grundlag for at konstatere at

kommunen har handlet i strid med loven eller almindelige retsgrundsætninger.

Tilsynsrådet finder endvidere at byrådet burde have udformet sindetskrivelsen

således at det klart og utvetydigt fremgik at der var tale om en diskretionær

afskedigelse, men med henvisning til oplysningerne om sagens efterfølgende

forløb finder tilsynsrådet imidlertid at det senest på mødet den 22. oktober

1997 stod klart for de implicerede at der var tale om en diskretionær

afskedigelse. Endelig bemærker tilsynsrådet at det på baggrund af de

modstridende oplysninger ikke har mulighed for at tage stilling til om det

kan

antages at (A) deltog i mødet og forhandlingerne den 22. oktober 1997.

Både den udvidede ulovbestemte partshøringspligt og reglen i

forvaltningslovens § 19 finder anvendelse ved afskedigelse på grund af

samarbejdsvanskeligheder

uanset om den pågældende er tjenestemand eller overenskomstansat. Jeg

henviser

i den forbindelse til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 164ff, og

Jon

Andersen og Elizabeth Bøggild Nielsen, Ugeskrift for Retsvæsen 1999 B, s.

25ff.

Det er derfor fortsat min opfattelse at tjenestemandsregulativets § 29 er

uden

selvstændig retlig betydning i forhold til den ulovbestemte retsgrundsætning

om

udvidet partshøringspligt og forvaltningslovens § 19.

Som byrådets sindetskrivelse

af 9. oktober 1997 er formuleret, gives der alene (A) og hans

forhandlingsberettigede

organisation mulighed for en mundtlig forhandling af sagen, men en sådan

skulle

alene finde sted hvis han eller organisationen tog initiativ hertil.

Efter min opfattelse måtte (A) derfor på det foreliggende grundlag

kunne forvente at sindetskrivelsen indeholdt kommunens redegørelse for såvel

det faktiske som det retlige grundlag for den påtænkte afskedigelse i

overensstemmelse med reglen i forvaltningslovens § 19 og retsgrundsætningen

om

den ulovbestemte udvidede partshøringspligt. Sindetskrivelsen af 9. oktober

1997 burde derfor have indeholdt oplysninger om indholdet af

kommunaldirektørens notat af 7. oktober 1997, idet notatets oplysninger

indgik

i grundlaget for beslutningen om at indlede afskedigelsessag mod (A), ligesom

brevet burde have indeholdt en nærmere redegørelse for hvilke oplysninger

kommunen havde lagt vægt på ved beslutningen om at varsle (A)’s

afskedigelse.

Brevet af 9. oktober 1997 burde endvidere i overensstemmelse med det som jeg

har anført i min foreløbige redegørelse, have indeholdt en retlig

kvalifikation

af sagens faktum – herunder en præcis angivelse af at der var tale om

afsked på

diskretionært grundlag i medfør af tjenestemandsregulativets § 26, 1. pkt.

Jeg har i forbindelse med udarbejdelsen af min endelige redegørelse

overvejet spørgsmålet om hvorvidt (A)

–

efter

en samlet bedømmelse af hele sagsforløbet – kan anses for at være blevet

partshørt i det omfang der følger af reglerne i forvaltningslovens § 19 og

den

udvidede ulovbestemte partshøringspligt.

Referatet af mødet den 22. oktober 1997 indeholder ikke nærmere

oplysninger om hvorvidt grundlaget for den påtænkte afskedigelse er blevet

drøftet under mødet som anført af kommunen.

§ 6, stk. 1, i offentlighedsloven (lov nr. 572 af 19. december 1985)

indeholder følgende bestemmelse om offentlige myndigheders notatpligt:

’§ 6.

I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed,

skal

en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske

omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden

måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af

oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af

sagens

dokumenter.’

Det følger endvidere af god forvaltningsskik at en myndighed – også

uden for anvendelsesområdet for offentlighedslovens § 6 – skal sørge for

at der

gøres skriftligt notat om ekspeditioner af væsentlig betydning for

behandlingen

af en sag hvis de ikke fremgår af sagens akter i øvrigt. Jeg henviser til Jon

Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 276 og 277.

Som jeg tilkendegav i min foreløbige redegørelse, har jeg imidlertid

besluttet ikke at gå ind i en nærmere vurdering af spørgsmålet om

overholdelse

af notatpligten i forbindelse med behandlingen af (A)’s sag, men skal

alene

bemærke at manglende eller mangelfuld opfyldelse af notatpligten efter

omstændighederne

kan tillægges bevismæssig betydning.

Jeg har noteret mig at (X) Kommune og (A) har forskellige opfattelser

af omfanget af (A)’s deltagelse i mødet den 22. oktober 1997, herunder

af

spørgsmålet om drøftelse af kommunaldirektørens notat af 7. oktober 1997.

Ombudsmandsinstitutionen ikke er egnet til at afklare et bevisspørgsmål

som det foreliggende. Baggrunden herfor er at ombudsmanden ikke i

almindelighed

har mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et

skriftligt grundlag.

En nærmere afklaring af forløbet af mødet den 22. oktober 1997,

herunder socialdirektørens deltagelse i drøftelserne på mødet og indholdet af

disse drøftelser, vil derfor ikke kunne afklares inden for rammerne af min

undersøgelse, men må efter min opfattelse ske ved domstolene.

Jeg har således ikke på det foreliggende grundlag forudsætninger for at

vurdere om (A)

–

efter en samlet bedømmelse af hele sagsforløbet

–

kan anses for at være blevet partshørt i det

omfang der følger af reglerne i forvaltningslovens § 19 og den udvidede

ulovbestemte partshøringspligt.

Jeg har gjort (X) Kommune bekendt med min opfattelse af sagen.

Begrundelse

Efter at have gennemgået (X) Kommunes udtalelse af 3. februar 1999 og

Tilsynsrådet for (Y) Amts udtalelse af 8. april 1999 må jeg fastholde det jeg

har anført om begrundelsespligten i min foreløbige udtalelse.

Både (X) Kommune og Tilsynsrådet for (Y) Amt henviser i udtalelserne af

henholdsvis 3. februar 1999 og 8. april 1999 til at en kortfattet begrundelse

er anvendt bl.a. af hensyn til (A).

Jeg bemærker i den forbindelse at hensynet til skånsomhed over for (A)

ikke kan begrunde fravigelse af begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.

En begrænsning af begrundelsens indhold kan således kun ske i det i

forvaltningslovens § 24, stk. 3, beskrevne meget begrænsede omfang. Jeg

henviser endvidere til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999),

s.

435f,

og Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 375*.

Som jeg anførte i min foreløbige redegørelse, er det ikke

tilstrækkeligt til at opfylde kravet om regelhenvisning at

afskedigelsesskrivelsen alene indeholdt en henvisning til den – i øvrigt

upræcise – regelhenvisning i sindetskrivelsen af 9. oktober 1997. Jeg

henviser

i den forbindelse også til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer

(1999), s.

422f,

Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, sagsbehandling (1995), s.

253, og Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s.

368f.

I tilfælde hvor en afgørelse – som f.eks. en afgørelse om afskedigelse

–

beror på et administrativt skøn, skal afgørelsen

ud over en henvisning til de relevante retsregler indeholde en angivelse af

de

hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 425.

Afgørelsen om afskedigelse af (A) burde derfor have indeholdt en

nærmere angivelse af de hovedhensyn byrådet har lagt vægt på ved beslutningen

om afskedigelse, herunder en nærmere angivelse af hvilke faktiske forhold

kommunen har tillagt betydning ved vurderingen af at der forelå

samarbejdsproblemer.

Dette har særlig betydning i denne sag fordi kommunen har oplyst at den efter

afsendelsen af sindetskrivelsen ændrede opfattelse med hensyn til om

’egnethed’

skulle indgå i begrundelsen.

I den foreliggende sag svarer en angivelse af sagens hovedhensyn i et

vist omfang til den i forvaltningslovens § 24, stk. 2, omtalte korte

redegørelse for sagens faktiske omstændigheder der om fornødent skal være

indeholdt i begrundelsen. I det omfang sagens faktiske omstændigheder

henføres

under de relevante hensyn som kommunen har lagt vægt på ved beslutningen om

afskedigelse, bør de således under alle omstændigheder fremgå af

begrundelsen.

Jeg henviser i den forbindelse til John Vogter, Forvaltningsloven med

kommentarer (1999), s. 425-429, Carl Aage Nørgaard og Jens Garde,

Forvaltningsret,

sagsbehandling (1995), s.

254f, Hans Gammeltoft-Hansen, Forvaltningsret (1994),

s.

369f,

og Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 28, og beretningen for

1993,

s. 72ff*.

Jeg finder (X) Kommunes mangelfulde begrundelse kritisabel, og jeg har

gjort kommunen bekendt med min opfattelse af sagen.

Tilsynsrådet for (Y) Amt burde have påtalt disse forhold over for (X)

Kommune.

Samarbejdsvanskeligheder

Efter at have gennemgået (X) Kommunes udtalelse af 3. februar 1999 og

Tilsynsrådet for (Y) Amts udtalelse af 8. april 1999 må jeg fastholde det jeg

har anført i min foreløbige redegørelse.

Det der er anført i udtalelserne, anfægter således ikke den opfattelse,

at

beslutningen om at indlede en

afskedigelsessag blev taget kun 8 dage efter at (A) blev gjort bekendt med at

der efter den øverste administrative ledelses opfattelse var opstået

samarbejdsproblemer,

at

(A) har

bestridt at der overhovedet bestod sådanne samarbejdsproblemer, og

at

dokumentationen for problemernes

eksistens alene er nogle notater udformet af ledelsen kort før beslutningen

om

at indlede afskedigelsessag blev truffet.

Det er således fortsat min opfattelse at der ikke i sagen foreligger

dokumentation for at betingelserne for at kunne påberåbe sig

samarbejdsproblemer som afskedigelsesgrundlag var opfyldt.

Byrådet har anført at det fremgår af retspraksis at det er den part der

gør gældende at der er tale om usaglige kriterier eller manglende

proportionalitet, der skal løfte bevisbyrden for dette. Denne indvending kan

efter min opfattelse ikke tillægges betydning idet det gælder som et

grundlæggende forvaltningsretligt princip at forvaltningen skal tilvejebringe

et fyldestgørende faktisk og retligt grundlag for afgørelsen

(officialmaksimen). Jeg henviser til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 1994,

s.

297ff. For så vidt angår ombudsmandens prøvelse af sagen, skal jeg bemærke at

retsplejens regler og principper om bevisbyrde mv. ikke finder anvendelse i

forbindelse med en ombudsmandsundersøgelse.

Efter byrådets opfattelse kan der ikke generelt angives en bestemt

tidshorisont for samarbejdsproblemernes udstrækning som indicium for at

problemerne er uløselige, men dette må bero på en konkret vurdering af

alvorligheden eller omfanget af samarbejdsproblemerne samt alternative

muligheder til afskedigelse.

Jeg er enig i at bedømmelsen af samarbejdsproblemernes omfang må

foretages konkret, og at der ikke kan opstilles en regel om en periode med en

bestemt længde hvori problemerne skal have bestået før afskedigelse kan

foretages. Men erfaringsmæssigt vil samarbejdsproblemer normalt først efter

en

længere periode antage en karakter hvor de må anses for uløselige, og hvor

det

kan konstateres at de har en betydelig negativ indflydelse på udførelsen af

arbejdsstedets opgaver. Når en myndighed – som det er tilfældet her

– gør gældende

at der i løbet af en meget kort periode er opstået problemer i samarbejdet

mellem en bestemt medarbejder og det øvrige personale (i den foreliggende sag

den øvrige øverste ledelse), og myndigheden yderligere gør gældende at

problemerne alene kan løses ved at afskedige medarbejderen, må der i lyset

heraf og af det betydelige indgreb som afskedigelsen indebærer, stilles

betydelige krav til dokumentationen for grundlaget for afskedigelsen.

Byrådet har i udtalelsen af 3. februar 1999

fremsat en række bemærkninger om de

begrænsede muligheder for at foretage omorganiseringer og forflyttelser i

tilfælde hvor samarbejdsproblemerne skyldes en centralt placeret chef.

Ud fra en generel betragtning er

jeg enig i at muligheden for at foretage en omplacering af en medarbejder er

mindre når der er tale om en centralt placeret chef. Dette vil navnlig gøre

sig

gældende i forbindelse med myndigheder med et mindre antal medarbejdere.

Det har imidlertid været afgørende for min

bedømmelse af (A)’s afskedigelsessag at byrådet

– som sagen er forelagt for mig – ikke ses at have udfoldet

bestræbelser

på at søge samarbejdsproblemerne løst, ligesom kommunen ikke ses at have

overvejet andre alternativer end afskedigelse.

Tilsynsrådet for (Y) Amt har i udtalelsen af 8. april 1999 anført at

det forhold at det må antages at der senere ville komme til at foreligge

uløselige samarbejdsproblemer, efter tilsynsrådets opfattelse kan begrunde

afsked.

Under henvisning til det jeg har anført i min foreløbige redegørelse om

påberåbelse af samarbejdsvanskeligheder som grundlag for en

afskedigelsesbeslutning og kravene til det bevismæssige grundlag for

tilstedeværelsen af afskedsbegrundende samarbejdsvanskeligheder, kan jeg ikke

være enig med Tilsynsrådet for (Y) Amt i dette synspunkt.

Der må således ikke kunne rejses rimelig tvivl om at der rent faktisk

har foreligget (uløselige) samarbejdsproblemer, og at problemerne er søgt

løst

ved mindre indgribende foranstaltninger. Jeg henviser i den forbindelse også

til Folketingets Ombudsmands beretning for 1993, s. 72ff*.

Jeg finder det kritisabelt at dokumentationen for at kunne påberåbe sig

samarbejdsproblemer som afskedigelsesgrundlag var mangelfuld. Jeg har gjort

kommunen bekendt med min opfattelse.

Tilsynsrådet for (Y) Amt burde have påtalt dette forhold over for

kommunen.

Sammenfattende er det

–

som sagen foreligger

oplyst for mig

–

usikkert hvor omfattende og dybtgående

samarbejdsproblemer der har været mellem (A) og kommunens øvrige

administrative

ledelse. På denne baggrund finder jeg ikke at have fuldt tilstrækkeligt

grundlag for at kritisere afskedigelsesafgørelsen.

Den endelige afgørelse af

sagen henhører under domstolene. Jeg har meddelt (A) at jeg under henvisning

til § 23 i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand vil være

indstillet på at henstille at der meddeles ham fri proces under en retssag

såfremt han ønsker at indbringe sagen for domstolene. ”

NOTER:

(*1) FOB 1990, s. 375 og s. 28 og

FOB 1993, s. 72.

Lignende dokumenter