Spring til indhold

Retsinformation

Afskedigelse af socialpædagog efter kritik af ledelsen

FOU nr 2001.574UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afskedigelse af socialpædagog efter kritik af ledelsen

I 1993 blev A ansat af X

Kommune som socialpædagog på et socialpsykiatrisk bocenter (Y). Ved brev af

25. november 1999 blev A opsagt til udgangen af december 1999. Efter en

henvendelse fra Landsforeningen for Socialpædagoger sendte ledelsen på Y et

brev af 8. december 1999 til A hvori A blev opsagt med virkning fra udgangen

af

juni 2000. Baggrunden for opsigelsen var efter det oplyste at

arbejdstilrettelæggelsen blev ændret på Y, så man overgik fra faste vagter

til

skiftende vagter.

A sendte den 13. marts 2000

et brev der bl.a. indeholdt kritiske bemærkninger om ledelsen på Y, til sine

kolleger, og en kopi af brevet blev sendt til ledelsen. På ledelsens

anmodning

deltog A den følgende dag i et møde med repræsentanter for ledelsen. Både A

og

ledelsen har udarbejdet et referat af mødet. I A’s referat er bl.a.

anført

følgende:

”Jeg mødte op på arbejde den

14/3-00 kl. 15, hvorpå afdelingslederen (B) informerede mig om at vi skulle

til møde hos (C) med det samme, med baggrund i mit brev af 13/3-00.

Jeg fortalte (B) at jeg ønskede

at kende præmisserne for mødet på forhånd, for i tilfælde af at der var tale

om

et tjenstlig møde, ønskede jeg at have en bisidder tilstede.

(B) ringede derefter til

(C), og meddelte mig kort efter at (C) ville komme over til bolig 5 for at

tale

Læs alt

med mig.

(C) dukkede op på

personalekontoret inden fem minutter, og sagde at jeg ikke kunde nægte at

tale

med hende. Foruden (B) var der også en elev tilstede. Jeg svarede at jeg ikke

nægtede at tale med hende dersom der var tale om en dialog, men hvis det

indebar

en revselse, reprimande eller lignende ønskede jeg at have en bisidder

tilstede.

Eleven gik ud af kontoret,

og (C) lukkede døren og satte sig ned. Jeg forholdt mig afventende, og (C)

tog

så mit brev frem og sagde at det var et meget alvorligt brev. Jeg svarede at

det syntes jeg også, hvorpå (C) replicerede med; for dig! Jeg svarede ikke på

dette.

(C) fortsatte så med at sige

at hun for øvrigt syntes mit brev var noget vrøvl. Jeg sagde;

’hvadbehager?’,

og hun gentog at det var noget vrøvl. Jeg syntes nu at det var på tide at

stoppe samtalen, og jeg sagde at jeg ikke ville fortsætte samtalen uden

bisidder, da jeg sad overfor to overordnede personer i en tjenstlig samtale.

(C) gik i gang med at udspørge mig om et af punkterne i mit brev, hun havde

tilføjet et stort rødt spørgsmålstegn ved punktet, og sagde at hun ville have

at jeg forklarede det nærmere. Jeg svarede at jeg gerne ville gøre dette, når

jeg havde fået en bisidder med.

Derefter spurgte (C) mig om

jeg kunne klare at passe min aftenvagt. Jeg svarede at det mente jeg godt at

jeg kunne, da jeg havde nogle gode kollegaer.

(C) replicerede med at

forbyde mig at tale om dette (jeg fik ikke gjort det klart om hun med dette

mente vor samtale, mit brev eller begge dele), men jeg sagde at jeg havde

givet

en kopi af mit brev til hele personalegruppen, så jeg kunne ikke rigtig

forstå

hvad hun mente.

Hun gentog at hun forbød mig

at tale med nogen på boligen om ’dette’. Jeg svarede at jeg i så

tilfælde ikke

mente jeg ville være i stand til at arbejde samme aften, fordi jeg var meget

emotionelt påvirket af ’dette’. Jeg tilføjede også at mit hjerte

hamrede og min

puls var høj, og at jeg ville være for ustabil til at kunne udføre mit

arbejde

godt, hvis jeg manglede muligheden for at tale med nogen.

Jeg bad så (B) om at melde

mig syg, og sagde til (C) at hun skulle indkalde til et møde med min bisidder

tilstede, sådan at vi kunne gøre det efter reglerne.

Hvorpå (C) svarede med at

sige at hun altid fulgte reglerne.

Derefter gik jeg ned på

bolig 4, hvor jeg fik en samtale med min tillidsrepræsentant.”

I ledelsens referat af mødet

14. marts 2000 er bl.a. anført følgende:

”(B) bad (A) om at gå med

til en samtale med (C) om brevet. (A) nægter at komme til (C), derfor går jeg

over til bolig 5.

Da jeg kommer siger (A), at

hun vil have en samtale med sin tillidsrepræsentant tilstede. (C) svarer, at

det er OK, dog har jeg et enkelt spørgsmål til brevet, der omhandler en

beboer,

hvor (A) beskriver, at hun har anvendt en noget radikal metode. Dette beder

(C)

om at få uddybet.

Dette vil (A) ikke svare på.

Derefter spørger (C) om (A) er i stand til at passe sin aftenvagt. Ja, det er

hun.

(C) beder (A) om ikke at

omtale brevet overfor medarbejderne i vagten. Herover bliver (A) så vred, og

siger til (B), at så må han sygemelde hende. (A) går, og (C) siger, at

samtalen

først kan blive når (A) er raskmeldt.

Samtalen varede 1 minut.”

I et brev af 22. marts 2000

anmodede A’s tillidsrepræsentant ledelsen på Y om et møde. Som dagsorden

for

mødet angav tillidsrepræsentanten følgende:

”Drøftelse af ledelsens

fremgangsmåde med hensyn til (A)’s anmodning om tillidsrepræsentantens

deltagelse ved samtale med forstander (C) og afdelingsleder (B) d. 14/3 00.

I forbindelse med drøftelsen

af ovenstående, ser jeg særlig behov for afklaring af følgende:

Formål med og dagsorden for

ovennævnte samtale d. 14/3 00.

Ledelsens begrundelse for

ikke at tilkalde undertegnede, trods medarbejderens gentagne ønsker om

tillidsrepræsentantens deltagelse.

Hvad er det for en

tavshedspligt ledelsen har pålagt (A) på ovennævnte møde og med hvilken

hjemmel?

Spørgsmål vedr. (A)’s

fremtid på bolig 5.”

Den 27. marts 2000 blev der

holdt et møde hvori A deltog sammen med sin tillidsrepræsentant samt

repræsentanter for ledelsen på Y. Ledelsen har udfærdiget et referat fra

mødet

hvori bl.a. er anført følgende:

”Ledelsens begrundelse for

ikke at tilkalde tillidsrepræsentanten, trods medarbejderens gentagne ønsker

om

dennes deltagelse.

Ledelsen talte med (A) om

den episode, der er beskrevet i brevet som radikal i forhold til en beboer i

bolig 5. Altså en faglig forespørgsel – ikke noget der berører

(A)’s

ansættelsesforhold.

Hvad er det for en

tavshedspligt ledelsen har pålagt (A) på ovennævnte møde og med hvilken

hjemmel?

(C) pålagde (A) ikke at tale

med sine kollegaer om sit brev – før afdelingsleder og (C) havde talt om

det

med tillidsrepræsentanten og (A).

Spørgsmål vedr. (A)’s

fremtid i bolig 5:

(C) meddeler (A), at hun

ikke kan fortsætte i bolig 5. Dette betyder, at (A) tilbydes en vagt i en

anden

bolig. Der er kun arbejde med skiftende vagter, som (A) er varslet til at

arbejde i – ½ år i 1999.

(A) havde ventet at blive

fritstillet de sidste 3 måneder af sin ansættelsesperiode; men da der er

ledige

vikariater/stillinger på (Y), ser ledelsen sig ikke i stand til det.

Efter samtale med sin

tillidsrepræsentant meddeler tillidsrepræsentanten (D), at (A) ikke vil

påtage

sig anden vagt i skiftende arbejdstider.

(C) siger, at det er

tilbuddet – ellers må (A) selv sige op (er opsagt pr. udgang af juni

2000, da

(A) ikke ville gå i skiftende vagter).

(C) vender efter samtalen

tilbage til undertegnede. Jeg beder om en afgørelse inden onsdag d. 29.03.00

og

meddeler, at vi tilbageholder løn fra 01.05.00, såfremt der ikke er en

afgørelse.”

A’s tillidsrepræsentant har

også udfærdiget et referat fra mødet. Referatet indeholder bl.a. følgende:

”Besvarelser svarende til

punkterne på dagsorden.

- (C) ønskede at få uddybet

punkt i (A)’s brev vedr. episode med beboer. Mente at den anvendte

pædagogik på

den omtalte beboer var forkert og opfattede dette som ret alvorligt.

Pædagogikken blev drøftet. (A) fremlagde en skriftlig redegørelse af dette.

(C) mente ikke at der var

tale om en tjenestelignende samtale, som (A) havde opfattet det. Se notater

af

samtale d. 14/3 00. (D) henviser til KTO § 2 og KBH. kommunes

personalepolitik

og forvaltningsloven, med henblik på ret og krav til at lade sig repræsentere

eller bistå af andre.

(C) mener at have ret til at

pålægge (A) tavshed vedr. brevet, indtil dette havde været drøftet på et møde

mellem ovenstående parter.

Ledelsen spørger ind til

hvad (A) ønsker. (D) fortæller at (A) ønsker at afslutte sin ansættelse på

(Y)

som planlagt, det vil sige, fortsætte i aftenvagt indtil 30/6 00 som

planlagt.

(C) tilbyder (A) job i en anden bolig, men i skiftende vagter indtil d. 30/6

00. Dette ønsker (A) ikke, og ønsker at fastholde ledelsen i

opsigelseskontrakten af d. 8/12 1999, indgået mellem (A), (C) og LFS. Se

denne

kontrakt.

Derfor vælger (A) og (D) at

gå videre med denne sag i fagforbundet LFS.

(C) afslutter mødet med at

kommentere at hun mistænker (A) for at have lavet alt dette rod, for at blive

fritstillet. Dette kommenteres ikke yderligere.

Ledelsen ønsker herefter

ikke at (A) genoptager sit arbejde på bolig 5 den efterfølgende dag,

hvorefter

(C) hjemsender (A) indtil videre. Der aftales mellem (C) og (D) at ledelsen

vil

henvende sig skriftligt til (A) angående det videre forløb i denne sag.”

Efter mødet sendte ledelsen

A et brev af 27. marts 2000 hvori der bl.a. var anført følgende:

”Hermed notat af forhandling

d. 27.03.2000 kl. 09.00.

Som det fremgår, bedes du

ikke møde i bolig 5.

Samtidig vil jeg meddele

dig, at såfremt der ikke er en afklaring:

enten at du godkender mit

tilbud om skiftende vagt i anden bolig på (Y) inden onsdag d. 29.03.2000 kl.

12.00 eller

at du siger op med udgangen

af april måned 2000,

vil vi tilbageholde din løn

fra udgangen af april 2000.”

Kopi af brevet blev sendt

til Forbundet af Offentligt Ansatte, Landsforeningen for Socialpædagoger og

A’s

tillidsrepræsentant. A har oplyst at hun modtog brevet den 30. marts 2000.

Brevet blev besvaret af Landsforeningen for Socialpædagoger i et brev af 29.

marts 2000 til kommunen. I dette brev krævede Landsforeningen for

Socialpædagoger

at ledelsen overholdt den indgåede aftale om at A fratrådte ved udgangen af

juni 2000, og at A i opsigelsesperioden fortsatte i aftenvagt. Desuden

oplyste

landsforeningen at man ville kræve at sagen blev taget op af landsforeningens

forbund hvis kommunen tilbageholdt A’s løn efter 30. april 2000.

I et oplysningsskema dateret

den 18. april 2000 indberettede ledelsen på Y til X Kommunes lønanvisning at

A

fratrådte med virkning fra den 30. april 2000. Desuden udstedte ledelsen den

14. juni 2000 en arbejdsgivererklæring hvoraf det bl.a. fremgik at A havde

været ansat på Y indtil den 30. april 2000.

I et brev af 18. august 2000

klagede A til mig over at hun var blevet afskediget med udgangen af april

2000,

og over flere forhold ved X Kommunes sagsbehandling. Den 23. august 2000

oversendte jeg A’s brev til kommunen med henblik på at kommunen over for

A

udtrykkeligt tog stilling til det A havde anført. Jeg oversendte ligeledes

A’s

brev til kommunen som en anmodning fra A om at kommunen fremskyndede

behandlingen af den anmodning om aktindsigt i A’s personalesag som A

havde

fremsat i midten af juli 2000.

X Kommune besvarede A’s

henvendelse i et brev af 6. september 2000. Kommunen anførte bl.a. følgende:

”(Y) varslede den 18. juni

1999 sine medarbejdere om, at man fra 1. januar 2000 ville overgå fra faste

vagter til skiftende vagter.

Som konsekvens af at du ikke

ønskede at indgå i skiftende vagter, blev du ved brev af 8. december 1999

meddelt afsked fra din stilling med virkning fra 30. juni 2000. For at være

imødekommende overfor dit ønske om at starte et nyt studie accepterede man

fra

ledelsens side, at du fortsatte i fast aftenvagt i bolig 5. Dette skete

uagtet,

at man som følge af varslingen af 18. juni 1999 kunne have krævet, at du i

opsigelsesperioden gik i skiftende vagter.

I marts 2000 opstod en ny

sag, idet du i et brev tilkendegav din utilfredshed med bolig 5 og

afdelingslederen.

Denne utilfredshed og din måde at tilkendegive den på blev af ledelsen

opfattet

som så illoyal, at du ikke kunne fortsætte med at arbejde i bolig 5.

Herefter fremsatte ledelsen

den 27. marts 2000 både skriftligt og ved et møde et tilbud, hvorefter du

indgår i skiftende vagter i en anden bolig i (Y) eller selv siger op. I

brevet

skriver ledelsen endvidere, at hvis der ikke er en afklaring inden den 29.

marts 2000, kl. 12.00 vil man stoppe din løn. Ved mødet tilkendegav du, at du

ikke vil tage imod et arbejde i skiftende vagter. Efterfølgende svarede du

ikke

på brevet, ligesom du ikke mødte på arbejde.

Kontoret for Personale og

Organisationsudvikling finder, at ledelsen med rette kunne anvise dig

beskæftigelse i en anden bolig og i skiftende vagter. For det første er vi

enige i, at det ikke var realistisk at tro at du kunne vende tilbage til

bolig

5, for det andet var du med et varsel på 6 måneder fra den 18. juni 1999

orienteret om, at man overgik til skiftende vagter den 1. januar 2000,

hvorfor

du ikke i marts 2000 kunne kræve, at du i din opsigelsesperiode havde en fast

vagt.

Da man således havde anvist

dig en stilling, som du havde pligt til at overtage, kunne ledelsen efter

vores

opfattelse tilsvarende kræve, at du mødte på arbejde.

Da du ved mødet den 27.

marts 2000 utvetydigt tilkendegav at, du ikke ønskede skiftende vagter og man

efterfølgende ikke modtog nogen reaktion fra din side, stoppede ledelsen din

løn som anført i brevet.

Din ansættelse på (Y) ophørte

således, da du afslog en stilling, som du havde pligt til at overtage, og

samtidig udeblev fra arbejdspladsen eller i øvrigt lod høre fra dig.

Afslutningsvis skal det

bemærkes, at din anmodning om aktindsigt er ekspederet den 28. august

2000.”

Herefter klagede A til mig

igen. Jeg anmodede X Kommune om udlån af kommunens akter i sagen, og efter at

have gennemgået dem bad jeg kommunen om en udtalelse i sagen.

X Kommune afgav en udtalelse

i et brev af 14. maj 2001. I brevet er bl.a. anført følgende:

”Ved brev af 13. marts 2000

sendte klager et brev til sine kolleger i bolig 5 med kopi til ledelsen af

(Y),

i hvilket hun blandt andet udtrykte en kritik af boligens afdelingsleder.

I forbindelse hermed blev

der den 14. marts 2000 afholdt et møde. Såvel ledelsen som klager har

udfærdiget referat fra dette møde, og det må konstateres, at disse giver et

meget forskelligt billede af mødets forløb.

På vegne af ledelsen på (Y)

skal forvaltningen fastholde, at samtalen varede 1 minut, og at man fra

ledelsens side accepterede klagers ønske om bisidder, jf. (C)

referat af 14. marts 2001. Det er ikke

korrekt, at ledelsen ikke respekterede klagers ønske om repræsentation.

Det er imidlertid korrekt,

at (C) ønskede at få afklaret et spørgsmål i forbindelse med en episode, som

klager beskrev i brevet, og hvor klager selv angav at have anvendt ’en

noget

radikal metode’ overfor en af bocentrets beboere. Da klager på ny

nægtede at

udtale sig, afsluttede (C) samtalen.

Det skal pointeres, at (C)

ønskede denne afklaring, fordi hun frygtede, at beboeren havde lidt overlast

ved denne ’radikale metode’.

Det er forvaltningens

opfattelse, at (C) handlede i overensstemmelse med de forvaltningsretlige

principper om repræsentation, idet klagers interesse i at lade sig

repræsentere

i det konkrete spørgsmål måtte vige for beboerens beskyttelsesinteresse som

psykiatrisk beboer. Det skal dog fremhæves, at (C) ikke forfulgte spørgsmålet

efter klagers afvisning, men søgte afklaring ad andre veje.

Ved mødet opfordrede

ledelsen klager til ikke at omtale brevet med sine kolleger i vagten.

Baggrunden for denne

anmodning var ledelsens ønske om, at klager anvendte de almindelige interne

tjenstlige kanaler til at udtrykke sin kritik.

Det følger af FOB 1995 side

422ff, at en myndighed overfor de ansatte generelt må anbefale brug af

interne

systemer til fremførelse af kritik, når blot det ikke udvikler sig til

normer,

der med tiden kan få en sådan karakter, at de reelt kommer til at virke på

samme måde som egentlige censurlignende ordninger.

Da der på Bocentret (Y) ikke

generelt findes sådanne særlige censurlignende normer, finder forvaltningen

det

acceptabelt, at ledelsen i dette ene konkrete tilfælde opfordrede klager til

ikke at omtale brevet for sine kolleger, før hun havde drøftet indholdet af

sin

kritik med ledelsen. Dette gælder særligt, fordi den overvejende del af de

forhold, som klager nævner i sit brev primært angår samarbejdsrelationen

mellem

klager og afdelingsleder (B).

Ved samtalen den 27. marts

2001 [2000; min bemærkning] gav ledelsen på (Y) udtryk for, at man anså

klagers

kritik og den måde, som hun havde fremført den på, for så illoyal, at hun

ikke

kunne fortsætte i bolig 5.

Ledelsens bekymring gik

primært på samarbejdsrelationerne i bolig 5, som man mente var ødelagt.

Ledelsen meddelte derfor klager, at hun ikke kunne fortsætte i bolig 5. Dette

forhold havde ingen selvstændig betydning i forbindelse med klagers

fratræden,

idet man fra ledelsens side fandt at problemet kunne løses via en

omplacering.

Klager blev derfor tilbudt

en vagt i en anden bolig. Da klagers aftenvagt i bolig 5 som nævnt var den

eneste faste aftenvagt, der var tilbage på (Y), måtte hun følgelig overgå til

tjeneste i skiftende vagter. Klager havde ifølge referatet selv ventet at

blive

fritstillet i de sidste tre måneder af ansættelsen, men da der var flere

ledige

stillinger på (Y), kunne ledelsen ikke imødekomme dette ønske.

Ved mødet tilkendegav

klagers repræsentant, at klager ikke vil gå i skiftende vagter. Fra ledelsen

side præciseredes det, at klager gerne måtte lave individuelle aftaler om

sine

mødetid i sin ny bolig, og at de fleste ledere er meget fleksible.

Samme dag fremsender (C)

brevet til klager, som er beskrevet i punkt tre i ombudsmandens brev.

Ved brev af 29. marts 2000

fra klagers faglige organisation anføres det bl.a., at organisationen vil

overgive sagen til deres forbund, hvis klagers løn stoppes fra udgangen af

april.

Da klager ikke selv lader

høre fra sig, stoppes lønnen, således som det er skrevet i brevet af 27.

marts

2001 [2000; min bemærkning].

(Y) hører ikke mere til

sagen før klagers henvendelse til ombudsmanden medio august 2000.

Sammenfattende skal det

anføres, at sagen efter forvaltningens opfattelse drejer sig om, at klager

ved

måden at rejse sin kritik på har været overvejende ansvarlig for, at der

opstod

samarbejdsproblemer med afdelingslederen i bolig 5.

Dette forsøger man at løse

ved at omplacere klager. Det er forvaltningens holdning, at klager er anvist

en

anden passende stilling, som hun har pligt til at overtage.

På (Y) opfatter man den

manglende reaktion på lønstoppet fra såvel klager som dennes forbund som en

tilkendegivelse af, at man har accepteret, at der var tale om en passende

stilling, og at klager ved sin fortsatte udeblivelse har afbrudt sin

ansættelse.

Forvaltningen er ikke klar

over, hvordan forbundet har rådgivet klager, men set i lyset af den

efterfølgende

klage, står forvaltningen undrende overfor, at der i forløbet efter den 27.

marts 2000 ikke blev reageret fra hverken klager eller forbundet, medmindre

det

var fordi man accepterede, at klager ikke kunne fortsætte på (Y), hvis hun

ikke

tog imod ledelsens tilbud.

Forvaltningen er imidlertid

ved sin fornyede behandling af sagen blevet opmærksom på, at man fra

(Y)’s

side burde have fulgt op på forløbet ved en forvaltningsakt.

Da man har undladt dette, er

der ikke i forlængelse af episoderne i marts 2000 sket en formel afbrydelse

af

klagers ansættelsesforhold.

Forvaltningen har derfor

anmodet (Y) om at udbetale klager løn for månederne maj og juni 2000 indtil

klagers ansættelsesforhold under alle omstændigheder ophørte med udgangen af

juni 2000, jf. brevet af 8. december 1999. Lønnen vil snarest blive overført

til klagers konto.”

A kommenterede X Kommunes

brev i et brev af 7. juni 2001. A skrev bl.a. følgende:

”Vedrørende mødet den 14.

marts, fastholder jeg mit referat af dette. Det er ikke korrekt at mødet

varede

1 minut, det varede nærmere 10-15 minutter. Jeg oplevede mødet som meget

ubehageligt, både i forhold til den tone der blev brugt imod mig, og ganske

særligt fordi mit ønske om bisidder gentagne gange blev ignoreret.

Jeg oplevede også den

tavshedspligt jeg blev pålagt under dette møde, som et forsøg på at

intimidere

mig. Da (C) spurgte mig om jeg mente at jeg var i stand til at fortsætte min

vagt efter mødet, svarede jeg ja, med den tilføjelse at jeg havde nogle gode

kollegaer. Det var her, (C) forbød mig at tale med nogen.

I forhold til

samarbejdsproblemerne med min afdelingsleder, vurderer jeg at disse ikke

opstod

som følge af mit brev, men at de allerede var skabt i kraft af at min

afdelingsleder for det første udtalte sig nedsættende om min person på et

personalemøde, hvor jeg ikke var tilstede, og for det andet ved at han havde

ignoreret min frygt for at være alene på afdelingen i en periode hvor jeg

følge

mig personlig truet af en stærkt psykotisk beboer.

Det brev som blev sendt til

ledelsen samt personalet i bolig 5, hvor jeg udtrykker mig kritisk overfor

min

afdelingsleder, er måske at betragte som overilet, men jeg understreger

samtidigt i brevet at jeg er interesseret i at være med til at løse

problemerne, og gerne vil deltage i supervision eller lignende. Brevet blev

skrevet ud i fra at jeg følte mig meget dårligt behandlet, og at jeg på dette

tidspunkt ikke følte jeg havde andre muligheder for at give udtryk for dette.

Jeg mente dengang, at det

ville være illoyalt at kontakte min tillidsrepræsentant, og at det burde

kunne

være muligt at løse problemerne ved det øvrige personale og ledelsens hjælp.

Efter mødet den 14. marts, indså jeg at dette ikke ville være muligt, og jeg

kontaktede derefter min tillidsrepræsentant, som efter vor samtale indkaldte

til et møde den 27. marts 2000, med henblik på at afklare min situation.

Under

dette møde, blev jeg ’tilbudt’ en stilling i skiftende vagter i en

anden bolig.

Der blev på intet tidspunkt nævnt at jeg gerne måtte lave aftaler om

individuelle mødetider i den nye bolig eller talt noget om at de fleste

ledere

er meget fleksible. Derimod udtalte (C) at jeg kunne forvente at ’der

ville

blive holdt opsyn med mig’ i den nye bolig.

Ifølge referat skrevet af

min tillidsrepræsentant (se bilag) fremgår det at (C) under dette møde påstår

at jeg ’har lavet alt dette rod, for at blive fritstillet’. Jeg har

selv aldrig

kommet med en udtalelse om at jeg ønskede at blive fritstillet, men kun

fastholdt at jeg havde en skriftlig aftale om at arbejde som aftenvagt i

opsigelsesperioden.

Mødet blev afsluttet ved at

(C) hjemsendte mig indtil videre. Jeg gik sammen med min tillidsrepræsentant

ind på dennes kontor, for at diskutere situationen, hvor (C) efter nogen tid

dukkede op og bad om at tale med min tillidsrepræsentant. Hun informerede

denne

om at hun havde til hensigt at standse udbetalingen af min løn, med mindre

jeg

var villig til at overgå til skiftende vagter i anden bolig. Jeg aftale med

min

tillidsrepræsentant at sagen nu skulle overgå til LFS, og at jeg selv ikke

skulle foretage mig noget.

Jeg modtog nogle dage senere

et brev hvor det fremgik at min løn ville blive standset ved udgangen af

april

2000, med mindre jeg godkendte (C)’s tilbud om at arbejde i skiftende

vagter.

Jeg modtog brevet en dag efter at fristen for at godkende tilbudet var

udløbet.

Jeg ringede til min tillidsrepræsentant, der fortalte at jeg skulle ignorere

brevet, da LFS fulgte sagen op.”

I et brev af 12. juni 2001

bad jeg om en yderligere udtalelse fra X Kommune, herunder til bemærkningerne

i

A’s brev af 7. juni 2001.

X Kommune besvarede min

henvendelse i et brev af 5. juli 2001. Kommunen skrev bl.a. følgende:

”I relation til spørgsmålet

om partshøring skal det anføres, at der ikke er foretaget partshøring forud

for

en afskedigelse.

Dette skyldes som anført i

forvaltningens brev af 14. maj 2001, at ledelsen på (Y) ikke opfattede det

passerede som en uansøgt afsked, men derimod som klagers egen afbrydelse af

ansættelsesforholdet.

Da sagen ikke fra (Y)’s side

er håndteret som en uansøgt afsked, kan spørgsmålet om diskretionær eller

disciplinær afsked ikke besvares. Endvidere var klager overenskomstansat,

hvorfor forvaltningen almindeligvis ikke ville foretage denne sondring.

Der spørges videre, om det

var en tjenstlig ordre, at klager skulle gøre tjeneste på en anden

arbejdsplads,

og om det af ledelsen blev betragtet som en tjenesteforseelse, at hun ikke

mødte på arbejde efter den 27. marts 2000, og om dette i givet fald indgik i

grundlaget for at afskedige hende.

Da ledelsen som nævnt fandt,

at der var tale om en passende og tilsvarende stilling i en anden bolig på

institutionen, og således ikke på en anden arbejdsplads, fandt man følgelig,

at

klager havde pligt til at overtage denne stilling. Det må følge heraf, at der

principielt var tale om tjenstlig ordre.

Da klager ikke mødte på

arbejde, opfattede institutionen det imidlertid som om klager havde valgt

selv

at afbryde ansættelsesforholdet, hvorfor forholdet ikke er indgået i en

afgørelse om at afskedige klager.

Fælles for besvarelsen af

spørgsmålene er det, at sagen fra (Y)’s side ikke er behandlet som en

uansøgt

afsked. Der henvises sammenfattende til side 3 i forvaltningens brev af 14.

maj

2001, idet det dog skal bemærkes, at der i afsnit 3 skulle have stået den 29.

marts 2000 og ikke som angivet den 27. marts 2000.

Forvaltningen har således i

brevet af 14. maj 2001 påpeget, at der i sagen mangler en forvaltningsakt,

der

tilkendegiver en afbrydelse af ansættelsesforholdet. Dette er baggrunden for,

at forvaltningen har anmodet (Y) om at udbetale klager løn for månederne maj

og

juni 2000 indtil klagers ansættelsesforhold under alle omstændigheder ophørte

med udgangen af juni 2000, jf. brevet af 8. december 1999.

Som kommentar til klagers

brev af 7. juni 2001 vedlægges kopier af udtalelser fra forstander (C), bilag

1

og afdelingsleder (B), bilag 2, idet forvaltningen i øvrigt henholder sig til

sin tidligere besvarelse.”

I afdelingsleder B’s

udtalelse af 27. juni 2001 som var vedlagt X Kommunes brev, var bl.a. anført

følgende:

”Vedrørende mødet mellem

(A), (C) og (B) d. 14.03.00 er det korrekt at det havde en varighed af højst

2

minutter.

(C) ignorerede ikke (A)’s

ønske om en bisidder, men accepterede, og spurgte kun yderligere ind til den

anvendte pædagogik (A) havde anvendt over for en beboer.

(C) henstillede til (A), at

hun ikke yderligere kommenterede og diskuterede brevet med sine kollegaer

eller

andre personer i sin aftenvagt, af hensyn til arbejdet med beboerne i bolig

5.

Det er korrekt at jeg som

afd.leder på et personalemøde kom til at udtale mig nedsættende om (A) i en

diskussion, hvor jeg pointerede, at hvis man som personale ønsker indflydelse

må man også møde op til de i forvejen planlagte personalemøder. (A) har i den

forbindelse modtaget min uforbeholdne beklagelse over episoden.

At (A)’s frygt for at være

alene, skulle være ignoreret er ikke korrekt. På daværende tidspunkt var der

en

ansvarshavende ledende sygeplejerske på vagt, som (A) til enhver tid kunne

kalde over det eksisterende bibbersystem, samt personale på boligen

nedenunder

og ovenover. Det skal pointeres, at der altid har været 2-3 personaler i

aftenvagt, men at det i sjældne tilfælde er sket at man har været alene i

boligen grundet udflugter eller lign.

(A) har forud for brevet hun

sendte rundt til personalet i boligen samt til ledelsen på (Y) ikke på noget

tidspunkt rettet henvendelse angående samarbejdsproblemer til mig som

afd.leder. (A) havde på daværende tidspunkt været ansat i ca. 5 år.”

Ombudsmandens udtalelse

”1.

Under mødet mellem (A) og ledelsen den 14. marts 2000 anmodede (A) om at

hendes tillidsrepræsentant skulle deltage i mødet som bisidder for hende, men

dette skete ikke. Det første spørgsmål der må undersøges, er derfor om

ledelsen tilsidesatte lovgivningens regler om borgernes ret til at lade sig

repræsentere af en anden person.

Det er fast antaget at de forvaltningsretlige regler, herunder

forvaltningsloven, skal anvendes i retsforholdet mellem en offentlig

arbejdsgiver og de ansatte. Det er desuden et grundlæggende princip i dansk

forvaltningsret at den der er part i en sag i den offentlige forvaltning, på

ethvert tidspunkt kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Ved

forvaltningslovens gennemførelse blev denne almindelige grundsætning, som

hidtil havde været gældende på ulovbestemt grundlag, optaget i lovens § 8.

Bestemmelsen lyder således:

’§ 8.

Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade

sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten

medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i

at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for

væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet

er fastsat ved lov.’

Efter lovens § 2 gælder bestemmelsen i sager hvori der er eller vil blive

truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Bestemmelsen skulle således

respekteres i forbindelse med mødet den 14. marts 2000 hvis mødet angik sagen

om (A)’s ansættelse og der skulle træffes afgørelse i denne sag. Men

hvis mødet ikke angik sagen om (A)’s ansættelse, eller hvis der ikke

skulle træffes afgørelse i denne sag, skulle forvaltningslovens § 8 ikke

anvendes i forbindelse med mødet.

Grundsætningen om retten til repræsentation må imidlertid – også efter

forvaltningslovens gennemførelse – antages at gælde i videre omfang på

ulovbestemt grundlag. Jeg henviser til de tre sager der er omtalt i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s.

347ff*, 1997, s. 299ff*, og 2000, s. 229ff*. Spørgsmålet om hvorvidt

(A)’s ret

til at blive repræsenteret af sin tillidsrepræsentant på mødet den 14. marts

2000 blev tilsidesat af ledelsen, skal derfor vurderes ikke alene på grundlag

af bestemmelserne i forvaltningslovens § 8, men også på grundlag af de

tilsvarende bestemmelser der gælder supplerende på ulovbestemt grundlag.

Efter

min mening følger det heraf at en ansat i almindelighed har ret til at lade

en

anden person ledsage sig ved tjenstlige samtaler med ledelsen. Derimod kan

det

ikke antages at en ansat på grundlag af de forvaltningsretlige regler har ret

til at lade en anden person ledsage sig ved samtaler med ledelsen som ikke er

tjenstlige samtaler, men f.eks. angår tilrettelæggelsen af arbejdet.

Der er forskellige

opfattelser af hvad mødet den 14. marts 2000 drejede sig om. I ledelsens

referat af mødet er det anført at forstanderen accepterede (A)’s ønske

om at

have tillidsrepræsentanten som sin bisidder, og at forstanderen kun havde et

enkelt spørgsmål. Dette spørgsmål udsprang af at (A) i brevet af 13. marts

2000

havde beskrevet en efter ledelsens opfattelse noget radikal metode som (A)

havde anvendt over for en af beboerne. I ledelsens referat af mødet er det

anført at spørgsmålet alene havde karakter af en faglig forespørgsel og altså

ikke var noget der berørte (A)’s ansættelsesforhold. Ledelsens referat

og (A)’s

referat af mødet den 14. marts 2000 er ikke overensstemmende på dette punkt.

Ifølge (A)’s referat udtalte forstanderen kritik af (A)’s brev som

hun

betegnede som noget vrøvl, ligesom hun udtalte at det var et meget alvorligt

brev for (A). Der er også betydelig uenighed mellem (A) og ledelsen om mødets

længde. (A) har over for mig anført at mødet varede 10-15 minutter, mens (X)

Kommune fastholder at det varede ca. 1 minut.

Ombudsmandsinstitutionen er

ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende fordi

ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen,

men behandler klager på et skriftligt grundlag. En endelig konstatering af

hvilke emner der blev drøftet på mødet den 14. marts 2000, og om mødet havde

karakter af en tjenstlig samtale, vil ikke kunne gennemføres inden for

rammerne af min undersøgelse, men må efter min opfattelse ske ved domstolene.

Herefter, og da (X) Kommune har gjort gældende at ledelsen på mødet kun

rettede

et enkelt fagligt spørgsmål til (A) som ikke berørte (A)’s

ansættelsesforhold,

har jeg ikke grundlag for at kritisere (X) Kommune for at have tilsidesat

reglerne om retten til repræsentation.

2.

Det næste spørgsmål som

sagen rejser, angår en anmodning om at (A) ikke omtalte bestemte forhold over

for sine kolleger som ledelsen fremsatte under mødet den 14. marts 2000. De

foreliggende mødereferater er ikke entydige i gengivelsen af hvilke

oplysninger

anmodningen drejede sig om, og om der var tale om en anmodning eller et

egentligt pålæg om tavshedspligt.

Af (A)’s referat af mødet

fremgår at forstanderen forbød (A) at tale med nogen på boligen om

’dette’ uden

at det over for (A) blev gjort klart hvad ’dette’ var. Af ledelsens

referat af

mødet fremgår at forstanderen bad (A) om ikke at omtale brevet af 13. marts

2000 over for medarbejderne i vagten. Sagen blev drøftet på mødet den 27.

marts

2000. Af ledelsens referat af dette møde fremgår det at forstanderen på mødet

den 14. marts 2000 havde pålagt (A) ikke at tale med sine kolleger om

(A)’s

brev før ledelsen havde talt med (A) og hendes tillidsrepræsentant om det.

Tilsvarende fremgår det af det referat som (A)’s tillidsrepræsentant

skrev af

mødet den 27. marts 2000, at forstanderen på mødet havde givet udtryk for at

hun mente at have ret til at pålægge (A) tavshed vedrørende brevet indtil

brevet havde været drøftet mellem (A), hendes tillidsrepræsentant og

ledelsen.

På baggrund af disse

referater er det min opfattelse at ledelsen på mødet den 14. marts 2000

pålagde

(A) ikke at omtale hendes brev af 13. marts 2000 for sine kolleger før brevet

havde været drøftet mellem (A), (A)’s tillidsrepræsentant og ledelsen.

I (X) Kommunes brev af 14. maj 2001 til mig er

bl.a. anført følgende:

’Ved mødet opfordrede

ledelsen klager til ikke at omtale brevet med sine kolleger i vagten.

Baggrunden for denne

anmodning var ledelsens ønske om, at klager anvendte de almindelige interne

tjenstlige kanaler til at udtrykke sin kritik.

Det følger af FOB 1995 side

422ff, at en myndighed overfor de ansatte generelt må anbefale brug af

interne

systemer til fremførelse af kritik, når blot det ikke udvikler sig til

normer,

der med tiden kan få en sådan karakter, at de reelt kommer til at virke på

samme måde som egentlige censurlignende ordninger.

Da der på Bocentret (Y) ikke

generelt findes sådanne særlige censurlignende normer, finder forvaltningen

det

acceptabelt, at ledelsen i dette ene konkrete tilfælde opfordrede klager til

ikke at omtale brevet for sine kolleger, før hun havde drøftet indholdet af

sin

kritik med ledelsen. Dette gælder særligt, fordi den overvejende del af de

forhold, som klager nævner i sit brev primært angår samarbejdsrelationen

mellem

klager og afdelingsleder (B).’

Som det fremgår, anser (X)

Kommune det for acceptabelt at ledelsen i denne sag opfordrede (A) til ikke

at

omtale brevet af 13. marts 2000 for sine kolleger før (A) havde drøftet

indholdet af sin kritik med ledelsen. Baggrunden for denne anmodning var

ledelsens ønske om at (A) anvendte de almindelige interne tjenstlige kanaler

til at udtrykke sin kritik. I den forbindelse har kommunen henvist til min

udtalelse i en sag som er gengivet i min beretning for 1995, s. 422ff*.

Denne sag drejede sig om en

kritisk pressemeddelelse som to sygeplejersker der var ansat på et sygehus,

havde udsendt om forholdene på sygehuset. Sygehuset henhørte under et amtsråd

som udtalte skuffelse over at de to sygeplejersker ikke havde anvendt

sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem til at fremføre deres

kritik. Sygeplejerskerne klagede til mig, og jeg udtalte at jeg anså

amtsrådets

kritik for uberettiget, men at jeg ikke havde bemærkninger til at ledelsen på

en offentlig arbejdsplads generelt over for de ansatte anbefaler de interne

systemer til fremførelse af kritik mv. Jeg tilføjede at ledelsens

tilkendegivelser eller adfærd ikke må udvikle sig til normer der med tiden

kan

få en sådan karakter at de reelt kommer til at virke på samme måde som

egentlige censurlignende ordninger. Hvis ledelsen anbefaler at de ansatte

anvender de interne systemer til at fremføre kritik, må det – hvis det i

sammenhængen og i lyset af den eventuelle konkrete baggrund er relevant

–

understreges over for de ansatte at retten til i stedet at vælge at fremføre

en

eventuel kritik offentligt ikke begrænses af en sådan anbefaling.

Som nævnt må jeg lægge til

grund at det i (A)’s sag blev pålagt (A) ikke at omtale sit brev af 13.

marts

2000 for sine kolleger før brevet havde været drøftet mellem (A), (A)’s

tillidsrepræsentant og ledelsen. Der var således ikke tale om at ledelsen på

(Y) blot anbefalede at (A) undlod at omtale brevet for sine kolleger. Derfor

var kommunens behandling af (A)’s sag ikke i overensstemmelse med de

synspunkter jeg har fremført i sagen angående de to sygeplejersker.

Spørgsmålet er herefter om

det på andet grundlag var lovligt at ledelsen gav (A) det nævnte

tavshedspålæg.

De almindelige regler om

adgangen til at pålægge tavshedspligt inden for den offentlige forvaltning

findes i forvaltningslovens § 27, stk. 2. Denne bestemmelse skal læses i

sammenhæng med § 27, stk. 1, og de to bestemmelser lyder således:

’§ 27.

Den, der virker inden

for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. borgerlig straffelov §

152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig

bestemmelse

er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at

hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser, herunder navnlig til:

statens sikkerhed eller rigets forsvar,

rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske

interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige

institutioner,

forebyggelse, efterforskning og forfølgning af

lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner

eller

andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller

planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til

skatte-

og afgiftslovgivningen,

det offentliges økonomiske interesser, herunder

udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,

enkeltpersoners eller private selskabers eller

foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller

interne, herunder økonomiske, forhold, eller

enkeltpersoners eller private selskabers eller

foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske

indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.

Stk. 2. Inden for den

offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en

oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage

væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt

i

stk. 1.’

Bestemmelsen i

forvaltningslovens § 27, stk. 2, indebærer at ledelsen for en offentlig

myndighed har mulighed for ved en konkret tjenestebefaling at afgrænse hvilke

oplysninger eller dokumenter der er omfattet af tavshedspligten. Der er

således

alene tale om at ledelsen kan specificere hvilke oplysninger eller dokumenter

der – allerede efter § 27, stk. 1 – er undergivet tavshedspligt,

jf. John

Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 517.

(A)’s brev af 13. marts 2000

indeholdt oplysninger om en beboer, og selv om beboeren ikke blev navngivet i

brevet, var disse oplysninger antagelig underlagt tavshedspligt ifølge § 27,

stk. 1, nr. 6. Dette forhold kan dog efter min opfattelse ikke berettige det

pålæg

om tavshedspligt som (A) fik. Dels må det antages at både (A)’s kolleger

som

modtog brevet, og ledelsen på (Y) i forvejen var bekendt med

oplysningerne.

Dels må det antages at

pålægget ikke kunne hindre at (A)’s kolleger modtog brevet som jeg går

ud fra

var blevet sendt dagen før (A) fik pålægget. I øvrigt må det anses for

tvivlsomt om det overhovedet var i strid med reglerne om tavshedspligt at (A)

videregav de nævnte oplysninger om beboeren til ledelsen og sine kolleger.

(X) Kommune har da heller ikke

henvist til hensynet til den pågældende beboer som begrundelse for at

ledelsen

på (Y) reagerede over for (A)’s brev af 13. marts 2000. Kommunen har

derimod henvist

til ledelsens ønske om at (A) anvendte de almindelige interne tjenstlige

kanaler til at udtrykke sin kritik. I den forbindelse har kommunen særlig

henvist til at den overvejende del af de forhold som (A) nævnte i brevet,

angik

samarbejdsrelationen mellem (A) og en afdelingsleder på (Y). Jeg har forstået

det af kommunen anførte således at grunden til at ledelsen ønskede at undgå

at

(A) drøftede brevet af 13. marts 2000 med sine kolleger i vagten inden hun

havde drøftet det med ledelsen og sin tillidsrepræsentant, var at ledelsen

mente at det yderligere ville belaste samarbejdsforholdene mellem (A) og

ledelsen. Sådanne hensyn kan ikke varetages ved reglerne om tavshedspligt.

(X)

Kommunes pålæg om tavshedspligt var således ikke i overensstemmelse med disse

regler. Jeg anser det på den baggrund for kritisabelt at kommunen gav (A) et

sådant pålæg.

Jeg har gjort (X) Kommune

bekendt med min opfattelse.

3.

I forbindelse med min

undersøgelse af sagen anså jeg det for nødvendigt at klarlægge karakteren af

den meddelelse (A) fik i brevet af 27. marts 2000, og den tilsvarende

meddelelse (A) fik på mødet som blev holdt samme dag.

Jeg bad derfor i brev af 30.

april 2001 (X) Kommune om i sin udtalelse til mig at oplyse om denne

meddelelse

skulle betragtes som en tjenstlig ordre til (A) om at hun skulle gøre

tjeneste

på en anden arbejdsplads på (Y). Jeg bad ligeledes kommunen om at oplyse om

det

af ledelsen blev betragtet som en tjenesteforseelse at (A) ikke mødte på

arbejde efter den 27. marts 2000, og i givet fald bad jeg kommunen om at

oplyse

om denne forseelse var indgået i grundlaget for afgørelsen om at afskedige

(A).

I (X) Kommunes brev af 14.

maj 2001 er bl.a. anført følgende:

’Ledelsens bekymring gik

primært på samarbejdsrelationerne i bolig 5, som man mente var ødelagt.

Ledelsen meddelte derfor klager, at hun ikke kunne fortsætte i bolig 5. Dette

forhold havde ingen selvstændig betydning i forbindelse med klagers

fratræden,

idet man fra ledelsens side fandt at problemet kunne løses via en

omplacering.

Klager blev derfor tilbudt

en vagt i en anden bolig. Da klagers aftenvagt i bolig 5 som nævnt var den

eneste

faste aftenvagt, der var tilbage på (Y), måtte hun følgelig overgå til

tjeneste

i skiftende vagter.

Sammenfattende skal det

anføres, at sagen efter forvaltningens opfattelse drejer sig om, at klager

ved

måden at rejse sin kritik på har været overvejende ansvarlig for, at der

opstod

samarbejdsproblemer med afdelingslederen i bolig 5.

Dette forsøger man at løse

ved at omplacere klager. Det er forvaltningens holdning, at klager er anvist

en

anden passende stilling, som hun har pligt til at overtage.

På (Y) opfatter man den

manglende reaktion på lønstoppet fra såvel klager som dennes forbund som en

tilkendegivelse af, at man har accepteret, at der var tale om en passende

stilling, og at klager ved sin fortsatte udeblivelse har afbrudt sin

ansættelse.’

I (X) Kommunes brev af 5.

juli 2001 er bl.a. anført følgende om dette forhold:

’Da ledelsen som nævnt

fandt, at der var tale om en passende og tilsvarende stilling i en anden

bolig

på institutionen, og således ikke på en anden arbejdsplads, fandt man

følgelig,

at klager havde pligt til at overtage denne stilling. Det må følge heraf, at

der principielt var tale om tjenstlig ordre.

Da klager ikke mødte på

arbejde, opfattede institutionen det imidlertid som om klager havde valgt

selv

at afbryde ansættelsesforholdet, hvorfor forholdet ikke er indgået i en

afgørelse om at afskedige klager.

Fælles for besvarelsen af

spørgsmålene er det, at sagen fra (Y)’s side ikke er behandlet som en

uansøgt

afsked. Der henvises sammenfattende til side 3 i forvaltningens brev af 14.

maj

2001, idet det dog skal bemærkes, at der i afsnit 3 skulle have stået den 29.

marts 2000 og ikke som angivet den 27. marts 2000.’

Jeg har forstået det af (X)

Kommune anførte således at kommunen anså samarbejdsrelationerne mellem (A) og

afdelingslederen i bolig 5 for så belastede på grund af (A)’s brev af

13. marts

2000 at det var nødvendigt at placere (A) i en anden stilling. Efter

kommunens

opfattelse var (A) overvejende ansvarlig for at samarbejdsproblemerne var

opstået på grund af den måde (A) havde rejst sin kritik på. For at løse disse

problemer fik (A) en tjenstlig ordre om at overtage en anden stilling på (Y).

Der var tale om en passende stilling som (A) havde pligt til at overtage. Da

(A) ikke reagerede inden den frist der var fastsat i brevet af 27. marts

2000,

betragtede kommunen ansættelsesforholdet for afsluttet med udgangen af april

2000 ved en opsigelse fra (A)’s side.

4.

De første spørgsmål som

jeg herefter har undersøgt, knytter sig til kommunens brev af 27. marts 2000.

(X) Kommune har oplyst at brevet var en meddelelse om en tjenstlig ordre om

at

(A) skulle overtage en anden stilling på (Y). Samme meddelelse var blevet

givet

på det møde der var blevet holdt samme dag.

Den meddelelse brevet

indeholdt, var imidlertid udformet som flere alternativer: enten skulle (A)

godkende et tilbud om skiftende vagter i en anden bolig på (Y), eller (A)

skulle selv opsige sin stilling, eller ledelsen ville tilbageholde (A)’s

løn.

At formulere en tjenstlig ordre om at den ansatte skal overtage en ny

stilling,

på en sådan måde, må efter min opfattelse anses for meget uheldig.

Opremsningen

af flere alternativer der fremtræder som ligeværdige, var egnet til at skabe

tvivl hos (A) om hendes retsstilling og var ligeledes egnet til at sløre den

omstændighed at kommunen havde udstedt en tjenstlig ordre angående ét af de

tre

nævnte alternativer. Hertil bidrog også den omstændighed at det alternativ

hvorom tjenesteordren drejede sig, i brevet blev betegnet som et tilbud.

Desuden må omtalen af

muligheden for at kommunen ville stoppe udbetalingen af (A)’s løn, eller

at (A)

selv opsagde sin stilling, anses for unødigt krænkende og egnet til at skabe

bekymring hos (A) for hendes fremtidige ansættelse hos kommunen. Der er ikke

oplyst nogen rimelig grund til at brevet blev formuleret på denne måde. Også

af

denne grund anser jeg det for beklageligt at brevet af 27. marts 2000

indeholdt

disse vendinger.

Jeg finder også grund til at

knytte bemærkninger til den frist som var angivet i brevet. Da der efter det

oplyste var tale om en tjenesteordre om at (A) skulle overflyttes til en ny

stilling som (A) efter kommunens opfattelse havde pligt til at overtage, er

det

uklart hvilket formål svarfristen havde. Hvis der var tale om en form for

partshøring forud for at tjenesteordren blev udstedt, burde dette være

fremgået

af brevet.

Uanset hvilket formål

svarfristen skulle tjene, må det give anledning til betænkelighed at der var

fastsat en meget kort frist inden for hvilken (A) skulle reagere, nemlig den

29. marts 2000 kl. 12.00. Der er ikke oplyst omstændigheder der kan forklare

hvorfor der blev fastsat en så kort frist. Efter min opfattelse bør en

myndighed

der anmoder en borger om et svar på en henvendelse, ikke fastsætte en så kort

frist medmindre tvingende grunde taler herfor, da der er risiko for at

henvendelsen end ikke når frem til borgeren inden fristen udløber. Fristen

bør

efter min opfattelse i almindelighed fastsættes sådan at borgeren har rimelig

tid til at overveje sit svar til myndigheden. (A) har oplyst at hun modtog

(X)

Kommunes brev den 30. marts 2000, altså efter fristens udløb, og dette har

kommunen

ikke anfægtet. Derimod fremgår det at Landsforeningen for Socialpædagoger,

som

også modtog brevet, fik det inden fristens udløb og nåede at reagere på det.

5.

(X) Kommune har som

begrundelse for tjenesteordren om at (A) skulle overtage en ny stilling på

(Y),

henvist til at (A) ved måden hun havde rejst sin kritik på, havde været

overvejende ansvarlig for at der opstod samarbejdsproblemer med

afdelingslederen i bolig 5. Dette forsøgte kommunen at løse ved at anvise (A)

en anden passende stilling som (A) havde pligt til at overtage.

Overflyttelsen af (A) til en

anden stilling på (Y) blev ikke gennemført. Derfor mener jeg ikke at der er

tilstrækkelig grund til at jeg undersøger om (X) Kommune lovligt kunne

overflytte (A) fra hendes hidtidige stilling til en ny stilling på (Y).

6.

Jeg har derimod undersøgt

hændelsesforløbet efter den 27. marts 2000.

(A) har oplyst at hun under

mødet den 27. marts 2000 blev hjemsendt af ledelsen på (Y), og at hun modtog

(X) Kommunes brev af 27. marts 2000 efter udløbet af den frist som var

fastsat

i brevet. (A) har videre oplyst at da hun modtog brevet, henvendte hun sig

til

sin tillidsrepræsentant med hvem (A) aftalte at hun ikke skulle foretage sig

yderligere da sagen nu blev varetaget af Landsforeningen for Socialpædagoger.

(A)’s oplysning om at hun

efter mødet den 27. marts 2000 blev hjemsendt af ledelsen på (Y), stemmer

ikke

overens med de oplysninger (X) Kommune har givet om mødet. Det er således et

bevisspørgsmål

om (A) blev hjemsendt efter mødet. Som tidligere nævnt er

ombudsmandsinstitutionen

ikke egnet til at afklare et sådant bevisspørgsmål; jeg kan derfor ikke tage

stilling til dette bevisspørgsmål. Derimod har (X) Kommune som nævnt ikke

bestridt (A)’s oplysning om at hun først modtog brevet af 27. marts 2000

efter

udløbet af den frist som var fastsat i brevet.

Det første spørgsmål som

forløbet rejser, er om der forelå en opsigelse fra (A)’s side. I

almindelighed

må det antages at en opsigelse fra en medarbejder foreligger når den

pågældende

medarbejder eller dennes repræsentant har anmodet ansættelsesmyndigheden om

at

afslutte ansættelsesforholdet. Der skal være tale om en klar og utvetydig

opsigelse fra den pågældende, jf. Ole Hasselbalch, Ansættelsesretten, 2. udg.

(1997), s. 174ff.

Det forhold at medarbejderen

udebliver fra tjenesten, kan efter omstændighederne betragtes som en

tjenesteforseelse, men er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at

ansættelsesforholdet kan anses for ophævet efter opsigelse fra medarbejderen.

Jeg henviser i den forbindelse til Højesterets dom af 25. januar 1934 der er

gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1934, s. 271ff. Dommen drejede sig om en

ansat i Københavns Kommune der havde forladt sit arbejde og var rejst til

udlandet uden at give besked til kommunen. Retten fastslog at der ikke var

grundlag for at betragte den ansatte som den der selv havde søgt sin afsked.

Retten henviste til at der ikke var holdepunkter for at den ansatte havde

haft

til hensigt definitivt at forlade sin tjeneste, og til at den ansatte efter

sin

tilbagekomst havde tilkendegivet over for Københavns Kommune at han ønskede

at

genindtræde i sin stilling. Efter rettens opfattelse forelå der imidlertid en

tjenesteforseelse som berettigede Københavns Kommune til at foretage en

uansøgt

afskedigelse af den ansatte.

I den foreliggende sag var

der ingen holdepunkter for at antage at (A) ønskede at forlade sin stilling

med

udgangen af april 2000. Navnlig kan den omstændighed at (A) ikke havde

besvaret

(X) Kommunes brev af 27. marts 2000 inden for den korte frist som brevet

indeholdt, ikke anses for et tegn på at (A) ønskede forlade stillingen med

udgangen af april 2000. Som nævnt skal der være tale om en klar og utvetydig

erklæring fra den ansatte eller dennes repræsentant om at

ansættelsesforholdet

ønskes afsluttet. Den omstændighed at (A) ikke besvarede brevet af 27. marts

2000, kan ikke sidestilles hermed. Allerede af denne grund var det således

uberettiget at (X) Kommune betragtede (A)’s afskedigelse som en

afskedigelse

efter ansøgning.

Hertil kommer at kommunen

efter modtagelsen af Landsforeningen for Socialpædagogers brev af 29. marts

2000 måtte vide at (A) ikke ønskede at forlade sin tjeneste med udgangen af

april 2000. Brevet indeholdt en klar anmodning om at (X) Kommune overholdt

den

tidligere indgåede aftale om at (A) fratrådte stillingen med udgangen af juni

2000, og at (A) indtil da fortsatte i aftenvagt. Hvis kommunen selv havde et

ønske om at afslutte ansættelsesforholdet på et tidligere tidspunkt end

udgangen af juni 2000, måtte kommunen således indlede en sag mod (A) om

uansøgt

afskedigelse.

I en sag om uansøgt

afskedigelse er der flere retssikkerhedsgarantier som skal iagttages for

sikre

at ansættelsesmyndigheden træffer den rigtige afgørelse. Navnlig har

ansættelsesmyndigheden pligt til at foretage en partshøring af den ansatte

efter den ulovbestemte retsgrundsætning om udvidet partshøring. Desuden skal

en

afgørelse om afskedigelse ledsages af en begrundelse der opfylder kravene i

forvaltningslovens § 24. Forvaltningsloven indeholder også andre bestemmelser

der har betydning i en sag om uansøgt afskedigelse, men som ikke kan anvendes

i

en sag om afskedigelse efter begæring fra den ansatte.

I (A)’s sag blev hverken

reglerne om partshøring eller reglerne om begrundelse overholdt. Jeg må anse

det for særdeles kritisabelt at (X) Kommunes behandling af (A)’s

afskedigelsessag medførte at de retssikkerhedsgarantier som skal iagttages i

en

sag om uansøgt afskedigelse, blev tilsidesat. Jeg har gjort (X) Kommune

bekendt

med min opfattelse.

7.

Selv om sager om

afskedigelse efter ansøgning ikke er omfattet af de samme

retssikkerhedsgarantier

som sager om uansøgt afskedigelse, er der dog visse retsregler som skal

overholdes også i sager om afskedigelse efter ansøgning. Bl.a. skal der gives

en meddelelse til den ansatte om at den pågældende er afskediget, og det skal

fremgå af meddelelsen hvornår ansættelsesforholdet ophører. Sagen rejser

spørgsmål om hvorvidt denne regel blev tilsidesat af (X) Kommune.

(X) Kommunes brev af 27.

marts 2000 kan ikke betragtes som en meddelelse om at der var truffet

afgørelse

om at afskedige (A). Kommunen har over for mig oplyst at brevet skal

betragtes

som en tjenstlig ordre om at (A) skulle gøre tjeneste ved en anden bolig på

(Y), og at afskedigelsen blev anset for en konsekvens af at (A) ikke havde

reageret på kommunens brev. I brevet af 6. september 2000 til (A) har (X)

Kommune anført at (A)’s ansættelse ophørte da hun afslog en stilling som

hun

havde pligt til at overtage, og samtidig udeblev fra arbejdspladsen eller i

øvrigt lod høre fra sig. Jeg går herefter ud fra at kommunens afgørelse om at

afskedige (A) blev truffet da det efter udløbet af den frist som brevet

indeholdt, viste sig at hun ikke reagerede på brevet.

Det fremgår ikke af sagen at

(X) Kommune efter udløbet af denne frist gav (A) eller Landsforeningen for

Socialpædagoger meddelelse om at (A) var blevet afskediget. Først i brevet af

6. september 2000 blev denne meddelelse givet, og dette brev blev kun sendt

fordi (A) havde klaget over kommunens behandling af hendes afskedigelsessag.

Som nævnt har en

ansættelsesmyndighed pligt til at give den ansatte meddelelse når der træffes

afgørelse om at afskedige den pågældende, uanset om der er tale om en ansøgt

eller uansøgt afskedigelse. Jeg anser det for kritisabelt at (X) Kommune ikke

gav (A) eller Landsforeningen for Socialpædagoger meddelelse om afgørelsen om

at afskedige (A) før kommunen besvarede (A)’s klage i brevet af 6.

september

2000.

Jeg har gjort kommunen

bekendt med min opfattelse.

Det følger af

forvaltningsrettens almindelige regler at en myndigheds afgørelse først har

retsvirkning fra det tidspunkt hvor den er blevet meddelt borgeren. I

Højesterets ovennævnte dom af 25. januar 1934 blev det således fastslået at

Københavns Kommunes afgørelse om at afskedige den ansatte først havde

virkning

fra den dag hvor kommunen gav ham meddelelse om afgørelsen. Den ansatte havde

derfor krav på løn for en periode på ca. to måneder fra afgørelsen blev

truffet

indtil den blev meddelt ham. Jeg henviser endvidere til Højesterets dom af 9.

marts 1989 som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1989, s. 442ff.

Da (X) Kommune i den

foreliggende sag ikke gav meddelelse om afgørelsen om at afskedige (A) før i

brevet

af 6. september 2000, havde afgørelsen først virkning fra det tidspunkt hvor

(A) modtog dette brev. Da der tidligere var truffet afgørelse om at (A)

fratrådte stillingen med udgangen af juni 2000, og da denne afgørelse ikke

var

blevet udtrykkeligt trukket tilbage, må det dog antages at (A)’s

ansættelsesforhold ophørte med udgangen af juni 2000.

(X) Kommune har over for mig

oplyst at (A) nu har fået løn udbetalt for perioden indtil udgangen af juni

2000. Jeg går ud fra at kommunen sørger for at den omstændighed at (A) må

betragtes som ansat indtil udgangen af juni 2000, ikke kun indgår ved

opgørelsen af (A)’s krav på løn, men også andre i henseender, bl.a. ved

opgørelsen af (A)’s krav på feriepenge og pensionsbidrag. Jeg har gjort

(X)

Kommune opmærksom herpå.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.”

NOTER: (*)

FOB 1992, s. 347,

FOB 1997, S. 299,

FOB 2000, s. 229, og

FOB 1995, s. 422

Lignende dokumenter