Afskedigelse af socialpædagog efter kritik af ledelsen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afskedigelse af socialpædagog efter kritik af ledelsen
I 1993 blev A ansat af X
Kommune som socialpædagog på et socialpsykiatrisk bocenter (Y). Ved brev af
25. november 1999 blev A opsagt til udgangen af december 1999. Efter en
henvendelse fra Landsforeningen for Socialpædagoger sendte ledelsen på Y et
brev af 8. december 1999 til A hvori A blev opsagt med virkning fra udgangen
af
juni 2000. Baggrunden for opsigelsen var efter det oplyste at
arbejdstilrettelæggelsen blev ændret på Y, så man overgik fra faste vagter
til
skiftende vagter.
A sendte den 13. marts 2000
et brev der bl.a. indeholdt kritiske bemærkninger om ledelsen på Y, til sine
kolleger, og en kopi af brevet blev sendt til ledelsen. På ledelsens
anmodning
deltog A den følgende dag i et møde med repræsentanter for ledelsen. Både A
og
ledelsen har udarbejdet et referat af mødet. I A’s referat er bl.a.
anført
følgende:
”Jeg mødte op på arbejde den
14/3-00 kl. 15, hvorpå afdelingslederen (B) informerede mig om at vi skulle
til møde hos (C) med det samme, med baggrund i mit brev af 13/3-00.
Jeg fortalte (B) at jeg ønskede
at kende præmisserne for mødet på forhånd, for i tilfælde af at der var tale
om
et tjenstlig møde, ønskede jeg at have en bisidder tilstede.
(B) ringede derefter til
(C), og meddelte mig kort efter at (C) ville komme over til bolig 5 for at
tale
Læs alt
med mig.
(C) dukkede op på
personalekontoret inden fem minutter, og sagde at jeg ikke kunde nægte at
tale
med hende. Foruden (B) var der også en elev tilstede. Jeg svarede at jeg ikke
nægtede at tale med hende dersom der var tale om en dialog, men hvis det
indebar
en revselse, reprimande eller lignende ønskede jeg at have en bisidder
tilstede.
Eleven gik ud af kontoret,
og (C) lukkede døren og satte sig ned. Jeg forholdt mig afventende, og (C)
tog
så mit brev frem og sagde at det var et meget alvorligt brev. Jeg svarede at
det syntes jeg også, hvorpå (C) replicerede med; for dig! Jeg svarede ikke på
dette.
(C) fortsatte så med at sige
at hun for øvrigt syntes mit brev var noget vrøvl. Jeg sagde;
’hvadbehager?’,
og hun gentog at det var noget vrøvl. Jeg syntes nu at det var på tide at
stoppe samtalen, og jeg sagde at jeg ikke ville fortsætte samtalen uden
bisidder, da jeg sad overfor to overordnede personer i en tjenstlig samtale.
(C) gik i gang med at udspørge mig om et af punkterne i mit brev, hun havde
tilføjet et stort rødt spørgsmålstegn ved punktet, og sagde at hun ville have
at jeg forklarede det nærmere. Jeg svarede at jeg gerne ville gøre dette, når
jeg havde fået en bisidder med.
Derefter spurgte (C) mig om
jeg kunne klare at passe min aftenvagt. Jeg svarede at det mente jeg godt at
jeg kunne, da jeg havde nogle gode kollegaer.
(C) replicerede med at
forbyde mig at tale om dette (jeg fik ikke gjort det klart om hun med dette
mente vor samtale, mit brev eller begge dele), men jeg sagde at jeg havde
givet
en kopi af mit brev til hele personalegruppen, så jeg kunne ikke rigtig
forstå
hvad hun mente.
Hun gentog at hun forbød mig
at tale med nogen på boligen om ’dette’. Jeg svarede at jeg i så
tilfælde ikke
mente jeg ville være i stand til at arbejde samme aften, fordi jeg var meget
emotionelt påvirket af ’dette’. Jeg tilføjede også at mit hjerte
hamrede og min
puls var høj, og at jeg ville være for ustabil til at kunne udføre mit
arbejde
godt, hvis jeg manglede muligheden for at tale med nogen.
Jeg bad så (B) om at melde
mig syg, og sagde til (C) at hun skulle indkalde til et møde med min bisidder
tilstede, sådan at vi kunne gøre det efter reglerne.
Hvorpå (C) svarede med at
sige at hun altid fulgte reglerne.
Derefter gik jeg ned på
bolig 4, hvor jeg fik en samtale med min tillidsrepræsentant.”
I ledelsens referat af mødet
14. marts 2000 er bl.a. anført følgende:
”(B) bad (A) om at gå med
til en samtale med (C) om brevet. (A) nægter at komme til (C), derfor går jeg
over til bolig 5.
Da jeg kommer siger (A), at
hun vil have en samtale med sin tillidsrepræsentant tilstede. (C) svarer, at
det er OK, dog har jeg et enkelt spørgsmål til brevet, der omhandler en
beboer,
hvor (A) beskriver, at hun har anvendt en noget radikal metode. Dette beder
(C)
om at få uddybet.
Dette vil (A) ikke svare på.
Derefter spørger (C) om (A) er i stand til at passe sin aftenvagt. Ja, det er
hun.
(C) beder (A) om ikke at
omtale brevet overfor medarbejderne i vagten. Herover bliver (A) så vred, og
siger til (B), at så må han sygemelde hende. (A) går, og (C) siger, at
samtalen
først kan blive når (A) er raskmeldt.
Samtalen varede 1 minut.”
I et brev af 22. marts 2000
anmodede A’s tillidsrepræsentant ledelsen på Y om et møde. Som dagsorden
for
mødet angav tillidsrepræsentanten følgende:
”Drøftelse af ledelsens
fremgangsmåde med hensyn til (A)’s anmodning om tillidsrepræsentantens
deltagelse ved samtale med forstander (C) og afdelingsleder (B) d. 14/3 00.
I forbindelse med drøftelsen
af ovenstående, ser jeg særlig behov for afklaring af følgende:
Formål med og dagsorden for
ovennævnte samtale d. 14/3 00.
Ledelsens begrundelse for
ikke at tilkalde undertegnede, trods medarbejderens gentagne ønsker om
tillidsrepræsentantens deltagelse.
Hvad er det for en
tavshedspligt ledelsen har pålagt (A) på ovennævnte møde og med hvilken
hjemmel?
Spørgsmål vedr. (A)’s
fremtid på bolig 5.”
Den 27. marts 2000 blev der
holdt et møde hvori A deltog sammen med sin tillidsrepræsentant samt
repræsentanter for ledelsen på Y. Ledelsen har udfærdiget et referat fra
mødet
hvori bl.a. er anført følgende:
”Ledelsens begrundelse for
ikke at tilkalde tillidsrepræsentanten, trods medarbejderens gentagne ønsker
om
dennes deltagelse.
Ledelsen talte med (A) om
den episode, der er beskrevet i brevet som radikal i forhold til en beboer i
bolig 5. Altså en faglig forespørgsel – ikke noget der berører
(A)’s
ansættelsesforhold.
Hvad er det for en
tavshedspligt ledelsen har pålagt (A) på ovennævnte møde og med hvilken
hjemmel?
(C) pålagde (A) ikke at tale
med sine kollegaer om sit brev – før afdelingsleder og (C) havde talt om
det
med tillidsrepræsentanten og (A).
Spørgsmål vedr. (A)’s
fremtid i bolig 5:
(C) meddeler (A), at hun
ikke kan fortsætte i bolig 5. Dette betyder, at (A) tilbydes en vagt i en
anden
bolig. Der er kun arbejde med skiftende vagter, som (A) er varslet til at
arbejde i – ½ år i 1999.
(A) havde ventet at blive
fritstillet de sidste 3 måneder af sin ansættelsesperiode; men da der er
ledige
vikariater/stillinger på (Y), ser ledelsen sig ikke i stand til det.
Efter samtale med sin
tillidsrepræsentant meddeler tillidsrepræsentanten (D), at (A) ikke vil
påtage
sig anden vagt i skiftende arbejdstider.
(C) siger, at det er
tilbuddet – ellers må (A) selv sige op (er opsagt pr. udgang af juni
2000, da
(A) ikke ville gå i skiftende vagter).
(C) vender efter samtalen
tilbage til undertegnede. Jeg beder om en afgørelse inden onsdag d. 29.03.00
og
meddeler, at vi tilbageholder løn fra 01.05.00, såfremt der ikke er en
afgørelse.”
A’s tillidsrepræsentant har
også udfærdiget et referat fra mødet. Referatet indeholder bl.a. følgende:
”Besvarelser svarende til
punkterne på dagsorden.
- (C) ønskede at få uddybet
punkt i (A)’s brev vedr. episode med beboer. Mente at den anvendte
pædagogik på
den omtalte beboer var forkert og opfattede dette som ret alvorligt.
Pædagogikken blev drøftet. (A) fremlagde en skriftlig redegørelse af dette.
(C) mente ikke at der var
tale om en tjenestelignende samtale, som (A) havde opfattet det. Se notater
af
samtale d. 14/3 00. (D) henviser til KTO § 2 og KBH. kommunes
personalepolitik
og forvaltningsloven, med henblik på ret og krav til at lade sig repræsentere
eller bistå af andre.
(C) mener at have ret til at
pålægge (A) tavshed vedr. brevet, indtil dette havde været drøftet på et møde
mellem ovenstående parter.
Ledelsen spørger ind til
hvad (A) ønsker. (D) fortæller at (A) ønsker at afslutte sin ansættelse på
(Y)
som planlagt, det vil sige, fortsætte i aftenvagt indtil 30/6 00 som
planlagt.
(C) tilbyder (A) job i en anden bolig, men i skiftende vagter indtil d. 30/6
00. Dette ønsker (A) ikke, og ønsker at fastholde ledelsen i
opsigelseskontrakten af d. 8/12 1999, indgået mellem (A), (C) og LFS. Se
denne
kontrakt.
Derfor vælger (A) og (D) at
gå videre med denne sag i fagforbundet LFS.
(C) afslutter mødet med at
kommentere at hun mistænker (A) for at have lavet alt dette rod, for at blive
fritstillet. Dette kommenteres ikke yderligere.
Ledelsen ønsker herefter
ikke at (A) genoptager sit arbejde på bolig 5 den efterfølgende dag,
hvorefter
(C) hjemsender (A) indtil videre. Der aftales mellem (C) og (D) at ledelsen
vil
henvende sig skriftligt til (A) angående det videre forløb i denne sag.”
Efter mødet sendte ledelsen
A et brev af 27. marts 2000 hvori der bl.a. var anført følgende:
”Hermed notat af forhandling
d. 27.03.2000 kl. 09.00.
Som det fremgår, bedes du
ikke møde i bolig 5.
Samtidig vil jeg meddele
dig, at såfremt der ikke er en afklaring:
enten at du godkender mit
tilbud om skiftende vagt i anden bolig på (Y) inden onsdag d. 29.03.2000 kl.
12.00 eller
at du siger op med udgangen
af april måned 2000,
vil vi tilbageholde din løn
fra udgangen af april 2000.”
Kopi af brevet blev sendt
til Forbundet af Offentligt Ansatte, Landsforeningen for Socialpædagoger og
A’s
tillidsrepræsentant. A har oplyst at hun modtog brevet den 30. marts 2000.
Brevet blev besvaret af Landsforeningen for Socialpædagoger i et brev af 29.
marts 2000 til kommunen. I dette brev krævede Landsforeningen for
Socialpædagoger
at ledelsen overholdt den indgåede aftale om at A fratrådte ved udgangen af
juni 2000, og at A i opsigelsesperioden fortsatte i aftenvagt. Desuden
oplyste
landsforeningen at man ville kræve at sagen blev taget op af landsforeningens
forbund hvis kommunen tilbageholdt A’s løn efter 30. april 2000.
I et oplysningsskema dateret
den 18. april 2000 indberettede ledelsen på Y til X Kommunes lønanvisning at
A
fratrådte med virkning fra den 30. april 2000. Desuden udstedte ledelsen den
14. juni 2000 en arbejdsgivererklæring hvoraf det bl.a. fremgik at A havde
været ansat på Y indtil den 30. april 2000.
I et brev af 18. august 2000
klagede A til mig over at hun var blevet afskediget med udgangen af april
2000,
og over flere forhold ved X Kommunes sagsbehandling. Den 23. august 2000
oversendte jeg A’s brev til kommunen med henblik på at kommunen over for
A
udtrykkeligt tog stilling til det A havde anført. Jeg oversendte ligeledes
A’s
brev til kommunen som en anmodning fra A om at kommunen fremskyndede
behandlingen af den anmodning om aktindsigt i A’s personalesag som A
havde
fremsat i midten af juli 2000.
X Kommune besvarede A’s
henvendelse i et brev af 6. september 2000. Kommunen anførte bl.a. følgende:
”(Y) varslede den 18. juni
1999 sine medarbejdere om, at man fra 1. januar 2000 ville overgå fra faste
vagter til skiftende vagter.
Som konsekvens af at du ikke
ønskede at indgå i skiftende vagter, blev du ved brev af 8. december 1999
meddelt afsked fra din stilling med virkning fra 30. juni 2000. For at være
imødekommende overfor dit ønske om at starte et nyt studie accepterede man
fra
ledelsens side, at du fortsatte i fast aftenvagt i bolig 5. Dette skete
uagtet,
at man som følge af varslingen af 18. juni 1999 kunne have krævet, at du i
opsigelsesperioden gik i skiftende vagter.
I marts 2000 opstod en ny
sag, idet du i et brev tilkendegav din utilfredshed med bolig 5 og
afdelingslederen.
Denne utilfredshed og din måde at tilkendegive den på blev af ledelsen
opfattet
som så illoyal, at du ikke kunne fortsætte med at arbejde i bolig 5.
Herefter fremsatte ledelsen
den 27. marts 2000 både skriftligt og ved et møde et tilbud, hvorefter du
indgår i skiftende vagter i en anden bolig i (Y) eller selv siger op. I
brevet
skriver ledelsen endvidere, at hvis der ikke er en afklaring inden den 29.
marts 2000, kl. 12.00 vil man stoppe din løn. Ved mødet tilkendegav du, at du
ikke vil tage imod et arbejde i skiftende vagter. Efterfølgende svarede du
ikke
på brevet, ligesom du ikke mødte på arbejde.
Kontoret for Personale og
Organisationsudvikling finder, at ledelsen med rette kunne anvise dig
beskæftigelse i en anden bolig og i skiftende vagter. For det første er vi
enige i, at det ikke var realistisk at tro at du kunne vende tilbage til
bolig
5, for det andet var du med et varsel på 6 måneder fra den 18. juni 1999
orienteret om, at man overgik til skiftende vagter den 1. januar 2000,
hvorfor
du ikke i marts 2000 kunne kræve, at du i din opsigelsesperiode havde en fast
vagt.
Da man således havde anvist
dig en stilling, som du havde pligt til at overtage, kunne ledelsen efter
vores
opfattelse tilsvarende kræve, at du mødte på arbejde.
Da du ved mødet den 27.
marts 2000 utvetydigt tilkendegav at, du ikke ønskede skiftende vagter og man
efterfølgende ikke modtog nogen reaktion fra din side, stoppede ledelsen din
løn som anført i brevet.
Din ansættelse på (Y) ophørte
således, da du afslog en stilling, som du havde pligt til at overtage, og
samtidig udeblev fra arbejdspladsen eller i øvrigt lod høre fra dig.
Afslutningsvis skal det
bemærkes, at din anmodning om aktindsigt er ekspederet den 28. august
2000.”
Herefter klagede A til mig
igen. Jeg anmodede X Kommune om udlån af kommunens akter i sagen, og efter at
have gennemgået dem bad jeg kommunen om en udtalelse i sagen.
X Kommune afgav en udtalelse
i et brev af 14. maj 2001. I brevet er bl.a. anført følgende:
”Ved brev af 13. marts 2000
sendte klager et brev til sine kolleger i bolig 5 med kopi til ledelsen af
(Y),
i hvilket hun blandt andet udtrykte en kritik af boligens afdelingsleder.
I forbindelse hermed blev
der den 14. marts 2000 afholdt et møde. Såvel ledelsen som klager har
udfærdiget referat fra dette møde, og det må konstateres, at disse giver et
meget forskelligt billede af mødets forløb.
På vegne af ledelsen på (Y)
skal forvaltningen fastholde, at samtalen varede 1 minut, og at man fra
ledelsens side accepterede klagers ønske om bisidder, jf. (C)
referat af 14. marts 2001. Det er ikke
korrekt, at ledelsen ikke respekterede klagers ønske om repræsentation.
Det er imidlertid korrekt,
at (C) ønskede at få afklaret et spørgsmål i forbindelse med en episode, som
klager beskrev i brevet, og hvor klager selv angav at have anvendt ’en
noget
radikal metode’ overfor en af bocentrets beboere. Da klager på ny
nægtede at
udtale sig, afsluttede (C) samtalen.
Det skal pointeres, at (C)
ønskede denne afklaring, fordi hun frygtede, at beboeren havde lidt overlast
ved denne ’radikale metode’.
Det er forvaltningens
opfattelse, at (C) handlede i overensstemmelse med de forvaltningsretlige
principper om repræsentation, idet klagers interesse i at lade sig
repræsentere
i det konkrete spørgsmål måtte vige for beboerens beskyttelsesinteresse som
psykiatrisk beboer. Det skal dog fremhæves, at (C) ikke forfulgte spørgsmålet
efter klagers afvisning, men søgte afklaring ad andre veje.
Ved mødet opfordrede
ledelsen klager til ikke at omtale brevet med sine kolleger i vagten.
Baggrunden for denne
anmodning var ledelsens ønske om, at klager anvendte de almindelige interne
tjenstlige kanaler til at udtrykke sin kritik.
Det følger af FOB 1995 side
422ff, at en myndighed overfor de ansatte generelt må anbefale brug af
interne
systemer til fremførelse af kritik, når blot det ikke udvikler sig til
normer,
der med tiden kan få en sådan karakter, at de reelt kommer til at virke på
samme måde som egentlige censurlignende ordninger.
Da der på Bocentret (Y) ikke
generelt findes sådanne særlige censurlignende normer, finder forvaltningen
det
acceptabelt, at ledelsen i dette ene konkrete tilfælde opfordrede klager til
ikke at omtale brevet for sine kolleger, før hun havde drøftet indholdet af
sin
kritik med ledelsen. Dette gælder særligt, fordi den overvejende del af de
forhold, som klager nævner i sit brev primært angår samarbejdsrelationen
mellem
klager og afdelingsleder (B).
Ved samtalen den 27. marts
2001 [2000; min bemærkning] gav ledelsen på (Y) udtryk for, at man anså
klagers
kritik og den måde, som hun havde fremført den på, for så illoyal, at hun
ikke
kunne fortsætte i bolig 5.
Ledelsens bekymring gik
primært på samarbejdsrelationerne i bolig 5, som man mente var ødelagt.
Ledelsen meddelte derfor klager, at hun ikke kunne fortsætte i bolig 5. Dette
forhold havde ingen selvstændig betydning i forbindelse med klagers
fratræden,
idet man fra ledelsens side fandt at problemet kunne løses via en
omplacering.
Klager blev derfor tilbudt
en vagt i en anden bolig. Da klagers aftenvagt i bolig 5 som nævnt var den
eneste faste aftenvagt, der var tilbage på (Y), måtte hun følgelig overgå til
tjeneste i skiftende vagter. Klager havde ifølge referatet selv ventet at
blive
fritstillet i de sidste tre måneder af ansættelsen, men da der var flere
ledige
stillinger på (Y), kunne ledelsen ikke imødekomme dette ønske.
Ved mødet tilkendegav
klagers repræsentant, at klager ikke vil gå i skiftende vagter. Fra ledelsen
side præciseredes det, at klager gerne måtte lave individuelle aftaler om
sine
mødetid i sin ny bolig, og at de fleste ledere er meget fleksible.
Samme dag fremsender (C)
brevet til klager, som er beskrevet i punkt tre i ombudsmandens brev.
Ved brev af 29. marts 2000
fra klagers faglige organisation anføres det bl.a., at organisationen vil
overgive sagen til deres forbund, hvis klagers løn stoppes fra udgangen af
april.
Da klager ikke selv lader
høre fra sig, stoppes lønnen, således som det er skrevet i brevet af 27.
marts
2001 [2000; min bemærkning].
(Y) hører ikke mere til
sagen før klagers henvendelse til ombudsmanden medio august 2000.
Sammenfattende skal det
anføres, at sagen efter forvaltningens opfattelse drejer sig om, at klager
ved
måden at rejse sin kritik på har været overvejende ansvarlig for, at der
opstod
samarbejdsproblemer med afdelingslederen i bolig 5.
Dette forsøger man at løse
ved at omplacere klager. Det er forvaltningens holdning, at klager er anvist
en
anden passende stilling, som hun har pligt til at overtage.
På (Y) opfatter man den
manglende reaktion på lønstoppet fra såvel klager som dennes forbund som en
tilkendegivelse af, at man har accepteret, at der var tale om en passende
stilling, og at klager ved sin fortsatte udeblivelse har afbrudt sin
ansættelse.
Forvaltningen er ikke klar
over, hvordan forbundet har rådgivet klager, men set i lyset af den
efterfølgende
klage, står forvaltningen undrende overfor, at der i forløbet efter den 27.
marts 2000 ikke blev reageret fra hverken klager eller forbundet, medmindre
det
var fordi man accepterede, at klager ikke kunne fortsætte på (Y), hvis hun
ikke
tog imod ledelsens tilbud.
Forvaltningen er imidlertid
ved sin fornyede behandling af sagen blevet opmærksom på, at man fra
(Y)’s
side burde have fulgt op på forløbet ved en forvaltningsakt.
Da man har undladt dette, er
der ikke i forlængelse af episoderne i marts 2000 sket en formel afbrydelse
af
klagers ansættelsesforhold.
Forvaltningen har derfor
anmodet (Y) om at udbetale klager løn for månederne maj og juni 2000 indtil
klagers ansættelsesforhold under alle omstændigheder ophørte med udgangen af
juni 2000, jf. brevet af 8. december 1999. Lønnen vil snarest blive overført
til klagers konto.”
A kommenterede X Kommunes
brev i et brev af 7. juni 2001. A skrev bl.a. følgende:
”Vedrørende mødet den 14.
marts, fastholder jeg mit referat af dette. Det er ikke korrekt at mødet
varede
1 minut, det varede nærmere 10-15 minutter. Jeg oplevede mødet som meget
ubehageligt, både i forhold til den tone der blev brugt imod mig, og ganske
særligt fordi mit ønske om bisidder gentagne gange blev ignoreret.
Jeg oplevede også den
tavshedspligt jeg blev pålagt under dette møde, som et forsøg på at
intimidere
mig. Da (C) spurgte mig om jeg mente at jeg var i stand til at fortsætte min
vagt efter mødet, svarede jeg ja, med den tilføjelse at jeg havde nogle gode
kollegaer. Det var her, (C) forbød mig at tale med nogen.
I forhold til
samarbejdsproblemerne med min afdelingsleder, vurderer jeg at disse ikke
opstod
som følge af mit brev, men at de allerede var skabt i kraft af at min
afdelingsleder for det første udtalte sig nedsættende om min person på et
personalemøde, hvor jeg ikke var tilstede, og for det andet ved at han havde
ignoreret min frygt for at være alene på afdelingen i en periode hvor jeg
følge
mig personlig truet af en stærkt psykotisk beboer.
Det brev som blev sendt til
ledelsen samt personalet i bolig 5, hvor jeg udtrykker mig kritisk overfor
min
afdelingsleder, er måske at betragte som overilet, men jeg understreger
samtidigt i brevet at jeg er interesseret i at være med til at løse
problemerne, og gerne vil deltage i supervision eller lignende. Brevet blev
skrevet ud i fra at jeg følte mig meget dårligt behandlet, og at jeg på dette
tidspunkt ikke følte jeg havde andre muligheder for at give udtryk for dette.
Jeg mente dengang, at det
ville være illoyalt at kontakte min tillidsrepræsentant, og at det burde
kunne
være muligt at løse problemerne ved det øvrige personale og ledelsens hjælp.
Efter mødet den 14. marts, indså jeg at dette ikke ville være muligt, og jeg
kontaktede derefter min tillidsrepræsentant, som efter vor samtale indkaldte
til et møde den 27. marts 2000, med henblik på at afklare min situation.
Under
dette møde, blev jeg ’tilbudt’ en stilling i skiftende vagter i en
anden bolig.
Der blev på intet tidspunkt nævnt at jeg gerne måtte lave aftaler om
individuelle mødetider i den nye bolig eller talt noget om at de fleste
ledere
er meget fleksible. Derimod udtalte (C) at jeg kunne forvente at ’der
ville
blive holdt opsyn med mig’ i den nye bolig.
Ifølge referat skrevet af
min tillidsrepræsentant (se bilag) fremgår det at (C) under dette møde påstår
at jeg ’har lavet alt dette rod, for at blive fritstillet’. Jeg har
selv aldrig
kommet med en udtalelse om at jeg ønskede at blive fritstillet, men kun
fastholdt at jeg havde en skriftlig aftale om at arbejde som aftenvagt i
opsigelsesperioden.
Mødet blev afsluttet ved at
(C) hjemsendte mig indtil videre. Jeg gik sammen med min tillidsrepræsentant
ind på dennes kontor, for at diskutere situationen, hvor (C) efter nogen tid
dukkede op og bad om at tale med min tillidsrepræsentant. Hun informerede
denne
om at hun havde til hensigt at standse udbetalingen af min løn, med mindre
jeg
var villig til at overgå til skiftende vagter i anden bolig. Jeg aftale med
min
tillidsrepræsentant at sagen nu skulle overgå til LFS, og at jeg selv ikke
skulle foretage mig noget.
Jeg modtog nogle dage senere
et brev hvor det fremgik at min løn ville blive standset ved udgangen af
april
2000, med mindre jeg godkendte (C)’s tilbud om at arbejde i skiftende
vagter.
Jeg modtog brevet en dag efter at fristen for at godkende tilbudet var
udløbet.
Jeg ringede til min tillidsrepræsentant, der fortalte at jeg skulle ignorere
brevet, da LFS fulgte sagen op.”
I et brev af 12. juni 2001
bad jeg om en yderligere udtalelse fra X Kommune, herunder til bemærkningerne
i
A’s brev af 7. juni 2001.
X Kommune besvarede min
henvendelse i et brev af 5. juli 2001. Kommunen skrev bl.a. følgende:
”I relation til spørgsmålet
om partshøring skal det anføres, at der ikke er foretaget partshøring forud
for
en afskedigelse.
Dette skyldes som anført i
forvaltningens brev af 14. maj 2001, at ledelsen på (Y) ikke opfattede det
passerede som en uansøgt afsked, men derimod som klagers egen afbrydelse af
ansættelsesforholdet.
Da sagen ikke fra (Y)’s side
er håndteret som en uansøgt afsked, kan spørgsmålet om diskretionær eller
disciplinær afsked ikke besvares. Endvidere var klager overenskomstansat,
hvorfor forvaltningen almindeligvis ikke ville foretage denne sondring.
Der spørges videre, om det
var en tjenstlig ordre, at klager skulle gøre tjeneste på en anden
arbejdsplads,
og om det af ledelsen blev betragtet som en tjenesteforseelse, at hun ikke
mødte på arbejde efter den 27. marts 2000, og om dette i givet fald indgik i
grundlaget for at afskedige hende.
Da ledelsen som nævnt fandt,
at der var tale om en passende og tilsvarende stilling i en anden bolig på
institutionen, og således ikke på en anden arbejdsplads, fandt man følgelig,
at
klager havde pligt til at overtage denne stilling. Det må følge heraf, at der
principielt var tale om tjenstlig ordre.
Da klager ikke mødte på
arbejde, opfattede institutionen det imidlertid som om klager havde valgt
selv
at afbryde ansættelsesforholdet, hvorfor forholdet ikke er indgået i en
afgørelse om at afskedige klager.
Fælles for besvarelsen af
spørgsmålene er det, at sagen fra (Y)’s side ikke er behandlet som en
uansøgt
afsked. Der henvises sammenfattende til side 3 i forvaltningens brev af 14.
maj
2001, idet det dog skal bemærkes, at der i afsnit 3 skulle have stået den 29.
marts 2000 og ikke som angivet den 27. marts 2000.
Forvaltningen har således i
brevet af 14. maj 2001 påpeget, at der i sagen mangler en forvaltningsakt,
der
tilkendegiver en afbrydelse af ansættelsesforholdet. Dette er baggrunden for,
at forvaltningen har anmodet (Y) om at udbetale klager løn for månederne maj
og
juni 2000 indtil klagers ansættelsesforhold under alle omstændigheder ophørte
med udgangen af juni 2000, jf. brevet af 8. december 1999.
Som kommentar til klagers
brev af 7. juni 2001 vedlægges kopier af udtalelser fra forstander (C), bilag
1
og afdelingsleder (B), bilag 2, idet forvaltningen i øvrigt henholder sig til
sin tidligere besvarelse.”
I afdelingsleder B’s
udtalelse af 27. juni 2001 som var vedlagt X Kommunes brev, var bl.a. anført
følgende:
”Vedrørende mødet mellem
(A), (C) og (B) d. 14.03.00 er det korrekt at det havde en varighed af højst
2
minutter.
(C) ignorerede ikke (A)’s
ønske om en bisidder, men accepterede, og spurgte kun yderligere ind til den
anvendte pædagogik (A) havde anvendt over for en beboer.
(C) henstillede til (A), at
hun ikke yderligere kommenterede og diskuterede brevet med sine kollegaer
eller
andre personer i sin aftenvagt, af hensyn til arbejdet med beboerne i bolig
5.
Det er korrekt at jeg som
afd.leder på et personalemøde kom til at udtale mig nedsættende om (A) i en
diskussion, hvor jeg pointerede, at hvis man som personale ønsker indflydelse
må man også møde op til de i forvejen planlagte personalemøder. (A) har i den
forbindelse modtaget min uforbeholdne beklagelse over episoden.
At (A)’s frygt for at være
alene, skulle være ignoreret er ikke korrekt. På daværende tidspunkt var der
en
ansvarshavende ledende sygeplejerske på vagt, som (A) til enhver tid kunne
kalde over det eksisterende bibbersystem, samt personale på boligen
nedenunder
og ovenover. Det skal pointeres, at der altid har været 2-3 personaler i
aftenvagt, men at det i sjældne tilfælde er sket at man har været alene i
boligen grundet udflugter eller lign.
(A) har forud for brevet hun
sendte rundt til personalet i boligen samt til ledelsen på (Y) ikke på noget
tidspunkt rettet henvendelse angående samarbejdsproblemer til mig som
afd.leder. (A) havde på daværende tidspunkt været ansat i ca. 5 år.”
Ombudsmandens udtalelse
”1.
Under mødet mellem (A) og ledelsen den 14. marts 2000 anmodede (A) om at
hendes tillidsrepræsentant skulle deltage i mødet som bisidder for hende, men
dette skete ikke. Det første spørgsmål der må undersøges, er derfor om
ledelsen tilsidesatte lovgivningens regler om borgernes ret til at lade sig
repræsentere af en anden person.
Det er fast antaget at de forvaltningsretlige regler, herunder
forvaltningsloven, skal anvendes i retsforholdet mellem en offentlig
arbejdsgiver og de ansatte. Det er desuden et grundlæggende princip i dansk
forvaltningsret at den der er part i en sag i den offentlige forvaltning, på
ethvert tidspunkt kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Ved
forvaltningslovens gennemførelse blev denne almindelige grundsætning, som
hidtil havde været gældende på ulovbestemt grundlag, optaget i lovens § 8.
Bestemmelsen lyder således:
’§ 8.
Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade
sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten
medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i
at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for
væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet
er fastsat ved lov.’
Efter lovens § 2 gælder bestemmelsen i sager hvori der er eller vil blive
truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Bestemmelsen skulle således
respekteres i forbindelse med mødet den 14. marts 2000 hvis mødet angik sagen
om (A)’s ansættelse og der skulle træffes afgørelse i denne sag. Men
hvis mødet ikke angik sagen om (A)’s ansættelse, eller hvis der ikke
skulle træffes afgørelse i denne sag, skulle forvaltningslovens § 8 ikke
anvendes i forbindelse med mødet.
Grundsætningen om retten til repræsentation må imidlertid – også efter
forvaltningslovens gennemførelse – antages at gælde i videre omfang på
ulovbestemt grundlag. Jeg henviser til de tre sager der er omtalt i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s.
347ff*, 1997, s. 299ff*, og 2000, s. 229ff*. Spørgsmålet om hvorvidt
(A)’s ret
til at blive repræsenteret af sin tillidsrepræsentant på mødet den 14. marts
2000 blev tilsidesat af ledelsen, skal derfor vurderes ikke alene på grundlag
af bestemmelserne i forvaltningslovens § 8, men også på grundlag af de
tilsvarende bestemmelser der gælder supplerende på ulovbestemt grundlag.
Efter
min mening følger det heraf at en ansat i almindelighed har ret til at lade
en
anden person ledsage sig ved tjenstlige samtaler med ledelsen. Derimod kan
det
ikke antages at en ansat på grundlag af de forvaltningsretlige regler har ret
til at lade en anden person ledsage sig ved samtaler med ledelsen som ikke er
tjenstlige samtaler, men f.eks. angår tilrettelæggelsen af arbejdet.
Der er forskellige
opfattelser af hvad mødet den 14. marts 2000 drejede sig om. I ledelsens
referat af mødet er det anført at forstanderen accepterede (A)’s ønske
om at
have tillidsrepræsentanten som sin bisidder, og at forstanderen kun havde et
enkelt spørgsmål. Dette spørgsmål udsprang af at (A) i brevet af 13. marts
2000
havde beskrevet en efter ledelsens opfattelse noget radikal metode som (A)
havde anvendt over for en af beboerne. I ledelsens referat af mødet er det
anført at spørgsmålet alene havde karakter af en faglig forespørgsel og altså
ikke var noget der berørte (A)’s ansættelsesforhold. Ledelsens referat
og (A)’s
referat af mødet den 14. marts 2000 er ikke overensstemmende på dette punkt.
Ifølge (A)’s referat udtalte forstanderen kritik af (A)’s brev som
hun
betegnede som noget vrøvl, ligesom hun udtalte at det var et meget alvorligt
brev for (A). Der er også betydelig uenighed mellem (A) og ledelsen om mødets
længde. (A) har over for mig anført at mødet varede 10-15 minutter, mens (X)
Kommune fastholder at det varede ca. 1 minut.
Ombudsmandsinstitutionen er
ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende fordi
ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen,
men behandler klager på et skriftligt grundlag. En endelig konstatering af
hvilke emner der blev drøftet på mødet den 14. marts 2000, og om mødet havde
karakter af en tjenstlig samtale, vil ikke kunne gennemføres inden for
rammerne af min undersøgelse, men må efter min opfattelse ske ved domstolene.
Herefter, og da (X) Kommune har gjort gældende at ledelsen på mødet kun
rettede
et enkelt fagligt spørgsmål til (A) som ikke berørte (A)’s
ansættelsesforhold,
har jeg ikke grundlag for at kritisere (X) Kommune for at have tilsidesat
reglerne om retten til repræsentation.
2.
Det næste spørgsmål som
sagen rejser, angår en anmodning om at (A) ikke omtalte bestemte forhold over
for sine kolleger som ledelsen fremsatte under mødet den 14. marts 2000. De
foreliggende mødereferater er ikke entydige i gengivelsen af hvilke
oplysninger
anmodningen drejede sig om, og om der var tale om en anmodning eller et
egentligt pålæg om tavshedspligt.
Af (A)’s referat af mødet
fremgår at forstanderen forbød (A) at tale med nogen på boligen om
’dette’ uden
at det over for (A) blev gjort klart hvad ’dette’ var. Af ledelsens
referat af
mødet fremgår at forstanderen bad (A) om ikke at omtale brevet af 13. marts
2000 over for medarbejderne i vagten. Sagen blev drøftet på mødet den 27.
marts
2000. Af ledelsens referat af dette møde fremgår det at forstanderen på mødet
den 14. marts 2000 havde pålagt (A) ikke at tale med sine kolleger om
(A)’s
brev før ledelsen havde talt med (A) og hendes tillidsrepræsentant om det.
Tilsvarende fremgår det af det referat som (A)’s tillidsrepræsentant
skrev af
mødet den 27. marts 2000, at forstanderen på mødet havde givet udtryk for at
hun mente at have ret til at pålægge (A) tavshed vedrørende brevet indtil
brevet havde været drøftet mellem (A), hendes tillidsrepræsentant og
ledelsen.
På baggrund af disse
referater er det min opfattelse at ledelsen på mødet den 14. marts 2000
pålagde
(A) ikke at omtale hendes brev af 13. marts 2000 for sine kolleger før brevet
havde været drøftet mellem (A), (A)’s tillidsrepræsentant og ledelsen.
I (X) Kommunes brev af 14. maj 2001 til mig er
bl.a. anført følgende:
’Ved mødet opfordrede
ledelsen klager til ikke at omtale brevet med sine kolleger i vagten.
Baggrunden for denne
anmodning var ledelsens ønske om, at klager anvendte de almindelige interne
tjenstlige kanaler til at udtrykke sin kritik.
Det følger af FOB 1995 side
422ff, at en myndighed overfor de ansatte generelt må anbefale brug af
interne
systemer til fremførelse af kritik, når blot det ikke udvikler sig til
normer,
der med tiden kan få en sådan karakter, at de reelt kommer til at virke på
samme måde som egentlige censurlignende ordninger.
Da der på Bocentret (Y) ikke
generelt findes sådanne særlige censurlignende normer, finder forvaltningen
det
acceptabelt, at ledelsen i dette ene konkrete tilfælde opfordrede klager til
ikke at omtale brevet for sine kolleger, før hun havde drøftet indholdet af
sin
kritik med ledelsen. Dette gælder særligt, fordi den overvejende del af de
forhold, som klager nævner i sit brev primært angår samarbejdsrelationen
mellem
klager og afdelingsleder (B).’
Som det fremgår, anser (X)
Kommune det for acceptabelt at ledelsen i denne sag opfordrede (A) til ikke
at
omtale brevet af 13. marts 2000 for sine kolleger før (A) havde drøftet
indholdet af sin kritik med ledelsen. Baggrunden for denne anmodning var
ledelsens ønske om at (A) anvendte de almindelige interne tjenstlige kanaler
til at udtrykke sin kritik. I den forbindelse har kommunen henvist til min
udtalelse i en sag som er gengivet i min beretning for 1995, s. 422ff*.
Denne sag drejede sig om en
kritisk pressemeddelelse som to sygeplejersker der var ansat på et sygehus,
havde udsendt om forholdene på sygehuset. Sygehuset henhørte under et amtsråd
som udtalte skuffelse over at de to sygeplejersker ikke havde anvendt
sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem til at fremføre deres
kritik. Sygeplejerskerne klagede til mig, og jeg udtalte at jeg anså
amtsrådets
kritik for uberettiget, men at jeg ikke havde bemærkninger til at ledelsen på
en offentlig arbejdsplads generelt over for de ansatte anbefaler de interne
systemer til fremførelse af kritik mv. Jeg tilføjede at ledelsens
tilkendegivelser eller adfærd ikke må udvikle sig til normer der med tiden
kan
få en sådan karakter at de reelt kommer til at virke på samme måde som
egentlige censurlignende ordninger. Hvis ledelsen anbefaler at de ansatte
anvender de interne systemer til at fremføre kritik, må det – hvis det i
sammenhængen og i lyset af den eventuelle konkrete baggrund er relevant
–
understreges over for de ansatte at retten til i stedet at vælge at fremføre
en
eventuel kritik offentligt ikke begrænses af en sådan anbefaling.
Som nævnt må jeg lægge til
grund at det i (A)’s sag blev pålagt (A) ikke at omtale sit brev af 13.
marts
2000 for sine kolleger før brevet havde været drøftet mellem (A), (A)’s
tillidsrepræsentant og ledelsen. Der var således ikke tale om at ledelsen på
(Y) blot anbefalede at (A) undlod at omtale brevet for sine kolleger. Derfor
var kommunens behandling af (A)’s sag ikke i overensstemmelse med de
synspunkter jeg har fremført i sagen angående de to sygeplejersker.
Spørgsmålet er herefter om
det på andet grundlag var lovligt at ledelsen gav (A) det nævnte
tavshedspålæg.
De almindelige regler om
adgangen til at pålægge tavshedspligt inden for den offentlige forvaltning
findes i forvaltningslovens § 27, stk. 2. Denne bestemmelse skal læses i
sammenhæng med § 27, stk. 1, og de to bestemmelser lyder således:
’§ 27.
Den, der virker inden
for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. borgerlig straffelov §
152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig
bestemmelse
er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at
hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller
private interesser, herunder navnlig til:
statens sikkerhed eller rigets forsvar,
rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske
interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige
institutioner,
forebyggelse, efterforskning og forfølgning af
lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner
eller
andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,
gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller
planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til
skatte-
og afgiftslovgivningen,
det offentliges økonomiske interesser, herunder
udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,
enkeltpersoners eller private selskabers eller
foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller
interne, herunder økonomiske, forhold, eller
enkeltpersoners eller private selskabers eller
foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske
indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.
Stk. 2. Inden for den
offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en
oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage
væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt
i
stk. 1.’
Bestemmelsen i
forvaltningslovens § 27, stk. 2, indebærer at ledelsen for en offentlig
myndighed har mulighed for ved en konkret tjenestebefaling at afgrænse hvilke
oplysninger eller dokumenter der er omfattet af tavshedspligten. Der er
således
alene tale om at ledelsen kan specificere hvilke oplysninger eller dokumenter
der – allerede efter § 27, stk. 1 – er undergivet tavshedspligt,
jf. John
Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 517.
(A)’s brev af 13. marts 2000
indeholdt oplysninger om en beboer, og selv om beboeren ikke blev navngivet i
brevet, var disse oplysninger antagelig underlagt tavshedspligt ifølge § 27,
stk. 1, nr. 6. Dette forhold kan dog efter min opfattelse ikke berettige det
pålæg
om tavshedspligt som (A) fik. Dels må det antages at både (A)’s kolleger
som
modtog brevet, og ledelsen på (Y) i forvejen var bekendt med
oplysningerne.
Dels må det antages at
pålægget ikke kunne hindre at (A)’s kolleger modtog brevet som jeg går
ud fra
var blevet sendt dagen før (A) fik pålægget. I øvrigt må det anses for
tvivlsomt om det overhovedet var i strid med reglerne om tavshedspligt at (A)
videregav de nævnte oplysninger om beboeren til ledelsen og sine kolleger.
(X) Kommune har da heller ikke
henvist til hensynet til den pågældende beboer som begrundelse for at
ledelsen
på (Y) reagerede over for (A)’s brev af 13. marts 2000. Kommunen har
derimod henvist
til ledelsens ønske om at (A) anvendte de almindelige interne tjenstlige
kanaler til at udtrykke sin kritik. I den forbindelse har kommunen særlig
henvist til at den overvejende del af de forhold som (A) nævnte i brevet,
angik
samarbejdsrelationen mellem (A) og en afdelingsleder på (Y). Jeg har forstået
det af kommunen anførte således at grunden til at ledelsen ønskede at undgå
at
(A) drøftede brevet af 13. marts 2000 med sine kolleger i vagten inden hun
havde drøftet det med ledelsen og sin tillidsrepræsentant, var at ledelsen
mente at det yderligere ville belaste samarbejdsforholdene mellem (A) og
ledelsen. Sådanne hensyn kan ikke varetages ved reglerne om tavshedspligt.
(X)
Kommunes pålæg om tavshedspligt var således ikke i overensstemmelse med disse
regler. Jeg anser det på den baggrund for kritisabelt at kommunen gav (A) et
sådant pålæg.
Jeg har gjort (X) Kommune
bekendt med min opfattelse.
3.
I forbindelse med min
undersøgelse af sagen anså jeg det for nødvendigt at klarlægge karakteren af
den meddelelse (A) fik i brevet af 27. marts 2000, og den tilsvarende
meddelelse (A) fik på mødet som blev holdt samme dag.
Jeg bad derfor i brev af 30.
april 2001 (X) Kommune om i sin udtalelse til mig at oplyse om denne
meddelelse
skulle betragtes som en tjenstlig ordre til (A) om at hun skulle gøre
tjeneste
på en anden arbejdsplads på (Y). Jeg bad ligeledes kommunen om at oplyse om
det
af ledelsen blev betragtet som en tjenesteforseelse at (A) ikke mødte på
arbejde efter den 27. marts 2000, og i givet fald bad jeg kommunen om at
oplyse
om denne forseelse var indgået i grundlaget for afgørelsen om at afskedige
(A).
I (X) Kommunes brev af 14.
maj 2001 er bl.a. anført følgende:
’Ledelsens bekymring gik
primært på samarbejdsrelationerne i bolig 5, som man mente var ødelagt.
Ledelsen meddelte derfor klager, at hun ikke kunne fortsætte i bolig 5. Dette
forhold havde ingen selvstændig betydning i forbindelse med klagers
fratræden,
idet man fra ledelsens side fandt at problemet kunne løses via en
omplacering.
Klager blev derfor tilbudt
en vagt i en anden bolig. Da klagers aftenvagt i bolig 5 som nævnt var den
eneste
faste aftenvagt, der var tilbage på (Y), måtte hun følgelig overgå til
tjeneste
i skiftende vagter.
Sammenfattende skal det
anføres, at sagen efter forvaltningens opfattelse drejer sig om, at klager
ved
måden at rejse sin kritik på har været overvejende ansvarlig for, at der
opstod
samarbejdsproblemer med afdelingslederen i bolig 5.
Dette forsøger man at løse
ved at omplacere klager. Det er forvaltningens holdning, at klager er anvist
en
anden passende stilling, som hun har pligt til at overtage.
På (Y) opfatter man den
manglende reaktion på lønstoppet fra såvel klager som dennes forbund som en
tilkendegivelse af, at man har accepteret, at der var tale om en passende
stilling, og at klager ved sin fortsatte udeblivelse har afbrudt sin
ansættelse.’
I (X) Kommunes brev af 5.
juli 2001 er bl.a. anført følgende om dette forhold:
’Da ledelsen som nævnt
fandt, at der var tale om en passende og tilsvarende stilling i en anden
bolig
på institutionen, og således ikke på en anden arbejdsplads, fandt man
følgelig,
at klager havde pligt til at overtage denne stilling. Det må følge heraf, at
der principielt var tale om tjenstlig ordre.
Da klager ikke mødte på
arbejde, opfattede institutionen det imidlertid som om klager havde valgt
selv
at afbryde ansættelsesforholdet, hvorfor forholdet ikke er indgået i en
afgørelse om at afskedige klager.
Fælles for besvarelsen af
spørgsmålene er det, at sagen fra (Y)’s side ikke er behandlet som en
uansøgt
afsked. Der henvises sammenfattende til side 3 i forvaltningens brev af 14.
maj
2001, idet det dog skal bemærkes, at der i afsnit 3 skulle have stået den 29.
marts 2000 og ikke som angivet den 27. marts 2000.’
Jeg har forstået det af (X)
Kommune anførte således at kommunen anså samarbejdsrelationerne mellem (A) og
afdelingslederen i bolig 5 for så belastede på grund af (A)’s brev af
13. marts
2000 at det var nødvendigt at placere (A) i en anden stilling. Efter
kommunens
opfattelse var (A) overvejende ansvarlig for at samarbejdsproblemerne var
opstået på grund af den måde (A) havde rejst sin kritik på. For at løse disse
problemer fik (A) en tjenstlig ordre om at overtage en anden stilling på (Y).
Der var tale om en passende stilling som (A) havde pligt til at overtage. Da
(A) ikke reagerede inden den frist der var fastsat i brevet af 27. marts
2000,
betragtede kommunen ansættelsesforholdet for afsluttet med udgangen af april
2000 ved en opsigelse fra (A)’s side.
4.
De første spørgsmål som
jeg herefter har undersøgt, knytter sig til kommunens brev af 27. marts 2000.
(X) Kommune har oplyst at brevet var en meddelelse om en tjenstlig ordre om
at
(A) skulle overtage en anden stilling på (Y). Samme meddelelse var blevet
givet
på det møde der var blevet holdt samme dag.
Den meddelelse brevet
indeholdt, var imidlertid udformet som flere alternativer: enten skulle (A)
godkende et tilbud om skiftende vagter i en anden bolig på (Y), eller (A)
skulle selv opsige sin stilling, eller ledelsen ville tilbageholde (A)’s
løn.
At formulere en tjenstlig ordre om at den ansatte skal overtage en ny
stilling,
på en sådan måde, må efter min opfattelse anses for meget uheldig.
Opremsningen
af flere alternativer der fremtræder som ligeværdige, var egnet til at skabe
tvivl hos (A) om hendes retsstilling og var ligeledes egnet til at sløre den
omstændighed at kommunen havde udstedt en tjenstlig ordre angående ét af de
tre
nævnte alternativer. Hertil bidrog også den omstændighed at det alternativ
hvorom tjenesteordren drejede sig, i brevet blev betegnet som et tilbud.
Desuden må omtalen af
muligheden for at kommunen ville stoppe udbetalingen af (A)’s løn, eller
at (A)
selv opsagde sin stilling, anses for unødigt krænkende og egnet til at skabe
bekymring hos (A) for hendes fremtidige ansættelse hos kommunen. Der er ikke
oplyst nogen rimelig grund til at brevet blev formuleret på denne måde. Også
af
denne grund anser jeg det for beklageligt at brevet af 27. marts 2000
indeholdt
disse vendinger.
Jeg finder også grund til at
knytte bemærkninger til den frist som var angivet i brevet. Da der efter det
oplyste var tale om en tjenesteordre om at (A) skulle overflyttes til en ny
stilling som (A) efter kommunens opfattelse havde pligt til at overtage, er
det
uklart hvilket formål svarfristen havde. Hvis der var tale om en form for
partshøring forud for at tjenesteordren blev udstedt, burde dette være
fremgået
af brevet.
Uanset hvilket formål
svarfristen skulle tjene, må det give anledning til betænkelighed at der var
fastsat en meget kort frist inden for hvilken (A) skulle reagere, nemlig den
29. marts 2000 kl. 12.00. Der er ikke oplyst omstændigheder der kan forklare
hvorfor der blev fastsat en så kort frist. Efter min opfattelse bør en
myndighed
der anmoder en borger om et svar på en henvendelse, ikke fastsætte en så kort
frist medmindre tvingende grunde taler herfor, da der er risiko for at
henvendelsen end ikke når frem til borgeren inden fristen udløber. Fristen
bør
efter min opfattelse i almindelighed fastsættes sådan at borgeren har rimelig
tid til at overveje sit svar til myndigheden. (A) har oplyst at hun modtog
(X)
Kommunes brev den 30. marts 2000, altså efter fristens udløb, og dette har
kommunen
ikke anfægtet. Derimod fremgår det at Landsforeningen for Socialpædagoger,
som
også modtog brevet, fik det inden fristens udløb og nåede at reagere på det.
5.
(X) Kommune har som
begrundelse for tjenesteordren om at (A) skulle overtage en ny stilling på
(Y),
henvist til at (A) ved måden hun havde rejst sin kritik på, havde været
overvejende ansvarlig for at der opstod samarbejdsproblemer med
afdelingslederen i bolig 5. Dette forsøgte kommunen at løse ved at anvise (A)
en anden passende stilling som (A) havde pligt til at overtage.
Overflyttelsen af (A) til en
anden stilling på (Y) blev ikke gennemført. Derfor mener jeg ikke at der er
tilstrækkelig grund til at jeg undersøger om (X) Kommune lovligt kunne
overflytte (A) fra hendes hidtidige stilling til en ny stilling på (Y).
6.
Jeg har derimod undersøgt
hændelsesforløbet efter den 27. marts 2000.
(A) har oplyst at hun under
mødet den 27. marts 2000 blev hjemsendt af ledelsen på (Y), og at hun modtog
(X) Kommunes brev af 27. marts 2000 efter udløbet af den frist som var
fastsat
i brevet. (A) har videre oplyst at da hun modtog brevet, henvendte hun sig
til
sin tillidsrepræsentant med hvem (A) aftalte at hun ikke skulle foretage sig
yderligere da sagen nu blev varetaget af Landsforeningen for Socialpædagoger.
(A)’s oplysning om at hun
efter mødet den 27. marts 2000 blev hjemsendt af ledelsen på (Y), stemmer
ikke
overens med de oplysninger (X) Kommune har givet om mødet. Det er således et
bevisspørgsmål
om (A) blev hjemsendt efter mødet. Som tidligere nævnt er
ombudsmandsinstitutionen
ikke egnet til at afklare et sådant bevisspørgsmål; jeg kan derfor ikke tage
stilling til dette bevisspørgsmål. Derimod har (X) Kommune som nævnt ikke
bestridt (A)’s oplysning om at hun først modtog brevet af 27. marts 2000
efter
udløbet af den frist som var fastsat i brevet.
Det første spørgsmål som
forløbet rejser, er om der forelå en opsigelse fra (A)’s side. I
almindelighed
må det antages at en opsigelse fra en medarbejder foreligger når den
pågældende
medarbejder eller dennes repræsentant har anmodet ansættelsesmyndigheden om
at
afslutte ansættelsesforholdet. Der skal være tale om en klar og utvetydig
opsigelse fra den pågældende, jf. Ole Hasselbalch, Ansættelsesretten, 2. udg.
(1997), s. 174ff.
Det forhold at medarbejderen
udebliver fra tjenesten, kan efter omstændighederne betragtes som en
tjenesteforseelse, men er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at
ansættelsesforholdet kan anses for ophævet efter opsigelse fra medarbejderen.
Jeg henviser i den forbindelse til Højesterets dom af 25. januar 1934 der er
gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1934, s. 271ff. Dommen drejede sig om en
ansat i Københavns Kommune der havde forladt sit arbejde og var rejst til
udlandet uden at give besked til kommunen. Retten fastslog at der ikke var
grundlag for at betragte den ansatte som den der selv havde søgt sin afsked.
Retten henviste til at der ikke var holdepunkter for at den ansatte havde
haft
til hensigt definitivt at forlade sin tjeneste, og til at den ansatte efter
sin
tilbagekomst havde tilkendegivet over for Københavns Kommune at han ønskede
at
genindtræde i sin stilling. Efter rettens opfattelse forelå der imidlertid en
tjenesteforseelse som berettigede Københavns Kommune til at foretage en
uansøgt
afskedigelse af den ansatte.
I den foreliggende sag var
der ingen holdepunkter for at antage at (A) ønskede at forlade sin stilling
med
udgangen af april 2000. Navnlig kan den omstændighed at (A) ikke havde
besvaret
(X) Kommunes brev af 27. marts 2000 inden for den korte frist som brevet
indeholdt, ikke anses for et tegn på at (A) ønskede forlade stillingen med
udgangen af april 2000. Som nævnt skal der være tale om en klar og utvetydig
erklæring fra den ansatte eller dennes repræsentant om at
ansættelsesforholdet
ønskes afsluttet. Den omstændighed at (A) ikke besvarede brevet af 27. marts
2000, kan ikke sidestilles hermed. Allerede af denne grund var det således
uberettiget at (X) Kommune betragtede (A)’s afskedigelse som en
afskedigelse
efter ansøgning.
Hertil kommer at kommunen
efter modtagelsen af Landsforeningen for Socialpædagogers brev af 29. marts
2000 måtte vide at (A) ikke ønskede at forlade sin tjeneste med udgangen af
april 2000. Brevet indeholdt en klar anmodning om at (X) Kommune overholdt
den
tidligere indgåede aftale om at (A) fratrådte stillingen med udgangen af juni
2000, og at (A) indtil da fortsatte i aftenvagt. Hvis kommunen selv havde et
ønske om at afslutte ansættelsesforholdet på et tidligere tidspunkt end
udgangen af juni 2000, måtte kommunen således indlede en sag mod (A) om
uansøgt
afskedigelse.
I en sag om uansøgt
afskedigelse er der flere retssikkerhedsgarantier som skal iagttages for
sikre
at ansættelsesmyndigheden træffer den rigtige afgørelse. Navnlig har
ansættelsesmyndigheden pligt til at foretage en partshøring af den ansatte
efter den ulovbestemte retsgrundsætning om udvidet partshøring. Desuden skal
en
afgørelse om afskedigelse ledsages af en begrundelse der opfylder kravene i
forvaltningslovens § 24. Forvaltningsloven indeholder også andre bestemmelser
der har betydning i en sag om uansøgt afskedigelse, men som ikke kan anvendes
i
en sag om afskedigelse efter begæring fra den ansatte.
I (A)’s sag blev hverken
reglerne om partshøring eller reglerne om begrundelse overholdt. Jeg må anse
det for særdeles kritisabelt at (X) Kommunes behandling af (A)’s
afskedigelsessag medførte at de retssikkerhedsgarantier som skal iagttages i
en
sag om uansøgt afskedigelse, blev tilsidesat. Jeg har gjort (X) Kommune
bekendt
med min opfattelse.
7.
Selv om sager om
afskedigelse efter ansøgning ikke er omfattet af de samme
retssikkerhedsgarantier
som sager om uansøgt afskedigelse, er der dog visse retsregler som skal
overholdes også i sager om afskedigelse efter ansøgning. Bl.a. skal der gives
en meddelelse til den ansatte om at den pågældende er afskediget, og det skal
fremgå af meddelelsen hvornår ansættelsesforholdet ophører. Sagen rejser
spørgsmål om hvorvidt denne regel blev tilsidesat af (X) Kommune.
(X) Kommunes brev af 27.
marts 2000 kan ikke betragtes som en meddelelse om at der var truffet
afgørelse
om at afskedige (A). Kommunen har over for mig oplyst at brevet skal
betragtes
som en tjenstlig ordre om at (A) skulle gøre tjeneste ved en anden bolig på
(Y), og at afskedigelsen blev anset for en konsekvens af at (A) ikke havde
reageret på kommunens brev. I brevet af 6. september 2000 til (A) har (X)
Kommune anført at (A)’s ansættelse ophørte da hun afslog en stilling som
hun
havde pligt til at overtage, og samtidig udeblev fra arbejdspladsen eller i
øvrigt lod høre fra sig. Jeg går herefter ud fra at kommunens afgørelse om at
afskedige (A) blev truffet da det efter udløbet af den frist som brevet
indeholdt, viste sig at hun ikke reagerede på brevet.
Det fremgår ikke af sagen at
(X) Kommune efter udløbet af denne frist gav (A) eller Landsforeningen for
Socialpædagoger meddelelse om at (A) var blevet afskediget. Først i brevet af
6. september 2000 blev denne meddelelse givet, og dette brev blev kun sendt
fordi (A) havde klaget over kommunens behandling af hendes afskedigelsessag.
Som nævnt har en
ansættelsesmyndighed pligt til at give den ansatte meddelelse når der træffes
afgørelse om at afskedige den pågældende, uanset om der er tale om en ansøgt
eller uansøgt afskedigelse. Jeg anser det for kritisabelt at (X) Kommune ikke
gav (A) eller Landsforeningen for Socialpædagoger meddelelse om afgørelsen om
at afskedige (A) før kommunen besvarede (A)’s klage i brevet af 6.
september
2000.
Jeg har gjort kommunen
bekendt med min opfattelse.
Det følger af
forvaltningsrettens almindelige regler at en myndigheds afgørelse først har
retsvirkning fra det tidspunkt hvor den er blevet meddelt borgeren. I
Højesterets ovennævnte dom af 25. januar 1934 blev det således fastslået at
Københavns Kommunes afgørelse om at afskedige den ansatte først havde
virkning
fra den dag hvor kommunen gav ham meddelelse om afgørelsen. Den ansatte havde
derfor krav på løn for en periode på ca. to måneder fra afgørelsen blev
truffet
indtil den blev meddelt ham. Jeg henviser endvidere til Højesterets dom af 9.
marts 1989 som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1989, s. 442ff.
Da (X) Kommune i den
foreliggende sag ikke gav meddelelse om afgørelsen om at afskedige (A) før i
brevet
af 6. september 2000, havde afgørelsen først virkning fra det tidspunkt hvor
(A) modtog dette brev. Da der tidligere var truffet afgørelse om at (A)
fratrådte stillingen med udgangen af juni 2000, og da denne afgørelse ikke
var
blevet udtrykkeligt trukket tilbage, må det dog antages at (A)’s
ansættelsesforhold ophørte med udgangen af juni 2000.
(X) Kommune har over for mig
oplyst at (A) nu har fået løn udbetalt for perioden indtil udgangen af juni
2000. Jeg går ud fra at kommunen sørger for at den omstændighed at (A) må
betragtes som ansat indtil udgangen af juni 2000, ikke kun indgår ved
opgørelsen af (A)’s krav på løn, men også andre i henseender, bl.a. ved
opgørelsen af (A)’s krav på feriepenge og pensionsbidrag. Jeg har gjort
(X)
Kommune opmærksom herpå.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen.”
NOTER: (*)
FOB 1992, s. 347,
FOB 1997, S. 299,
FOB 2000, s. 229, og
FOB 1995, s. 422
Lignende dokumenter
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold Retsinformation · 28. november 2014
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - kommuner - kompetence - ej medhol Retsinformation · 5. marts 2016
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - parts- og vidneforklaringer Retsinformation · 5. februar 2015
- Forflyttelse på grund af ytringer. Samarbejdsvanskeligheder Retsinformation · 14. januar 2002
- Opfølgning til inspektion af Sct. Hans Hospital den 18. og 24. februar 2004 - Afsluttende brev Retsinformation · 10. januar 2014
- 2019-31. Kommune havde ikke grundlag for at annullere en ansættelsesaftale Retsinformation · 17. december 2019