Ændring af ægtefællebidrag med tilbagevirkende kraft. Genoptagelse. Remonstration. Sagsbehandlingstid
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ændring af ægtefællebidrag med tilbagevirkende kraft.
Genoptagelse. Remonstration. Sagsbehandlingstid
Ved Y-by Civilrets dom af 6.
september 1995 blev A pålagt bidragspligt over for B i 10 år fra dommens
dato.
Den 7. februar 1996 traf
Københavns Overpræsidium afgørelse om at A fra den 15. september 1995 skulle
betale 8.000 kr. om måneden i ægtefællebidrag til B. Overpræsidiet oplyste
A's
advokat om at afgørelsen kunne påklages til Civilretsdirektoratet. Om den
nærmere procedure skrev Overpræsidiet følgende:
"...
En eventuel klage sendes til
Overpræsidiet. Deres klage med bilag vil herefter blive sendt til
Civilretsdirektoratet sammen med sagens øvrige akter.
..."
Herefter klagede A's advokat - ved brev af 16.
februar 1996 til overpræsidiet - over afgørelsen. Advokaten skrev bl.a.
følgende:
"Jeg skal hermed anmode
Dem om at indbringe ovennævnte sag for Civilretsdirektoratet.
...
Da jeg således mener, at afgørelsen
er fuldstændig forkert ud fra de sædvanlige principper og beregningsmåder -
herunder ud fra sædvanlige selskabsretlige regler - må jeg anmode om, at
afgørelsen om bidrag ændres med virkning fra 15.9.1995 og ikke først fra,
sagen
bliver færdigbehandlet af Civilretsdirektoratet, idet min klient ikke har
mulighed for overhovedet at betale bidrag af den omhandlede
størrelsesorden."
Læs alt
I brevet redegjorde A's
advokat for hvorfor hun mente at overpræsidiets afgørelse var forkert. I den
forbindelse oplyste advokaten bl.a. at B havde modtaget en kommission på
100.000 kr. i 1995, samt at A's indtægter var faldet - da han var blevet
opsagt fra sit arbejde pr. 31. august 1995.
Ved brev af 22. februar 1996
meddelte overpræsidiet A's advokat at man havde besluttet at genoptage sagens
behandling. Overpræsidiet skrev således:
"...
Da brevet ses at indeholde
nye oplysninger af betydning for sagen, vil Overpræsidiet foretage en ny 1.
instans behandling af bidragssagen.
Det er Civilretsdirektoratets
sædvanlige praksis, at tilbagesende sager til 1. instansbehandling, når nye
oplysninger påberåbes.
..."
Ved brev af samme dato
oplyste Københavns Overpræsidium B's advokat om klagen.
Den 7. august 1996 meddelte
overpræsidiet A's advokat at man havde truffet afgørelse om at bidraget ikke
skulle ændres. Brevet indeholdt samme klagevejledning som brevet af 7.
februar
1996.
A's advokat meddelte den 22.
august 1996 overpræsidiet at hun ønskede at klage over afgørelsen af 7.
august
1996. A
's advokat bemærkede at hun
allerede den 16. februar 1996 havde påklaget afgørelsen af 7. februar 1996.
Samme dag informerede A's advokat B's advokat om klagen.
Den 2. september 1996
videresendte overpræsidiet klagen til Civilretsdirektoratet.
Den 3. juni 1997 traf
Civilretsdirektoratet afgørelse om at nedsætte størrelsen af bidraget til 500
kr. månedligt - med virkning fra den 15. oktober 1996. Med hensyn den
tilbagevirkende
krafts udstrækning skrev direktoratet følgende:
"...
Med hensyn til
ændringstidspunktet kan vi oplyse, at en ændring af et bidrag normalt først
har
virkning fra den første forfaldsdag efter den trufne afgørelse. Det gælder
også
bidrag, der forfalder under statsamtets eller Civilretsdirektoratets
behandling
af sagen. Ændringer omfatter både forhøjelse, nedsættelse og bortfald af
bidraget.
Baggrunden for dette er, at
parterne skal kunne indrette deres økonomiske forhold på den trufne afgørelse
om bidrag. Den bidragsberettigede skal således kunne regne med at modtage
forfaldne bidrag, og den bidragspligtige bør ikke kunne mødes med krav om
efterbetaling.
En ændring kan dog i særlige
tilfælde få virkning fra et tidligere tidspunkt. Det kan navnlig ske i
følgende
situationer:
En part har givet urigtige oplysninger, eller har
undladt at give relevante oplysninger.
Statsamtets afgørelse er efter Civilretsdirektoratets
opfattelse åbenbart urigtig.
Sagsbehandlingen har trukket urimelig længe ud på grund
af den bidragsfastsættende myndighed eller en af sagens parter.
Vi finder efter en samlet
vurdering af sagen, herunder sagsbehandlingstiden i Civilretsdirektoratet, at
bidraget bør nedsættes med virkning fra den 15. oktober 1996, hvor (B) var
blevet gjort bekendt med Deres klage.
..."
A's advokat klagede den 4.
juni 1997 over at nedsættelsen ikke var tillagt yderligere tilbagevirkende
kraft. I et brev til direktoratet henviste hun bl.a. til at B var blevet
orienteret om klagen over Københavns Overpræsidiums afgørelse allerede den
22. februar 1996. Endvidere oplyste A's advokat at B's advokat var blevet
bekendt med den fornyede klage den 22. august
1996. A
's advokat anførte herudover
at det var B - og ikke A - der havde undladt at oplyse om en indtægt i 1995.
Civilretsdirektoratet
behandlede sagen på ny og traf ny afgørelse den 31. juli 1997 hvorefter
nedsættelsen fik virkning fra den 15. september 1996. I brevet skrev
direktoratet følgende:
"...
Vi har nu behandlet sagen på
ny, og vi finder herefter, at bidraget bør nedsættes til 500 kr. månedligt
med
virkning fra den 15. september 1996, der er første forfaldsdag efter det
tidspunkt,
hvor (B) var blevet bekendt med, at De ville påklage overpræsidiets
afgørelse.
Der henvises til side 3 i afgørelsen af 3. juni 1997. Det bemærkes, at vi
ikke
kendte til brevet af 22. august 1996 på afgørelsestidspunktet, og vi havde
heller ikke spurgt Dem, om De tidligere havde gjort (B) bekendt med klagen.
Vi finder endelig ikke, at
der er grundlag for at give afgørelsen yderligere tilbagevirkende kraft
henset
til sagsbehandlingstiden, idet der ved afgørelsen af 3. juni 1997 er taget
højde for den lange sagsbehandlingstid.
Vi finder særlig ikke, at det
forhold, at overpræsidiet valgte at genoptage bidragssagen i marts 1996,
efter
der var fremkommet nye oplysninger i sagen, kan medføre, at bidraget
nedsættes
fra et tidligere tidspunkt. Vi har herved lagt vægt på, at når der fremkommer
nye oplysninger efter overpræsidiets afgørelse, bør overpræsidiet behandle
sagen på ny, idet parterne på denne måde sikres, at der er 2 instanser der
behandler sagen.
..."
Den 22. august 1997 indbragte
A's advokat direktoratets afgørelse af 31. juli 1997 for mig. I klagen
anførte
hun bl.a. følgende:
"På denne baggrund gør
jeg gældende, at Civilretsdirektoratet er forpligtet til at fastsætte
bidraget
fra den 15. september 1995, idet de oplysninger, der har været lagt til grund
for afgørelsen, har været tilgængelige siden sagsbehandlingen startede for
Københavns Overpræsidium.
Det er alene min klients
tidligere hustru, der har tilbageholdt relevante oplysninger.
Endvidere gør jeg gældende,
at sagsbehandlingen for Københavns Overpræsidium med deres to behandlinger af
samme sag har trukket urimeligt længe ud, hvilket må komme min klient til
gode,
hvilket ikke ses at være tilfældet i tilstrækkeligt omfang."
På baggrund af klagen bad jeg
den 29. september 1997 Civilretsdirektoratet om en udtalelse i sagen samt om
udlån af sagens akter. I den forbindelse bad jeg særligt om direktoratets og
overpræsidiets bemærkninger til at overpræsidiet - efter at have modtaget
klagen af 16. februar 1996 - ikke videresendte denne til direktoratet i
overensstemmelse
med klagen.
Overpræsidiet anførte i sin
udtalelse af 7. november 1997 bl.a. følgende:
"...
Idet klageskrivelsen
indeholdt flere nye oplysninger - herunder specielt oplysninger om hustruens
provisionsindtægt for bl.a. 1995 og at der lå helbredsmæssige grunde bag
mandens fratræden, fandt man det rigtigst og i overensstemmelse med praksis
at
genbehandle sagen med ny 1. instansbehandling, således at hver af parterne
blev
tilsikret mulighed for en reel 2. instansbehandling af Deres sag. Sagens
genoptagelse til ny 1. instansbehandling blev meddelt begge parter ved
skrivelse herfra af 22.2.97, og der ses ikke tidligere at være fremkommet
indsigelse herimod.
..."
Direktoratet anførte i sin
udtalelse af 1. december 1997 følgende:
"...
Vi skal understrege, at
beslutningen om at nedsætte bidraget hovedsageligt skyldes (X) A/S´s dårlige
resultat i 1995 og 1996 i forhold til resultatet for 1994, der lå til grund
for
overpræsidiets afgørelse. Beslutningen om at nedsætte bidraget med
tilbagevirkende
kraft var således hverken begrundet i urigtige oplysninger, eller at
overpræsidiets afgørelse var åbenbart urigtig, men byggede på en samlet
vurdering af sagen, herunder sagsbehandlingstiden i Civilretsdirektoratet.
Vi skal endvidere præcisere,
at vi tilsluttede os overpræsidiets vurdering i afgørelsen af 7. august 1996
om, at der ved afgørelsen skulle ses bort fra (B)'s indtægt i foråret 1995 på
100.000 kr.
Ombudsmanden har særligt
anmodet om bemærkninger til Københavns Overpræsidiums beslutning om at
genoptage sagen på baggrund af klageskrivelsen af 16. februar 1996.
Overpræsidiets udtalelse af
7. oktober 1997 vedlægges. Civilretsdirektoratet kan henholde sig hertil med
den tilføjelse, at vi normalt beder statsamtet/overpræsidiet om at behandle
en
sag igen, hvis der fremkommer nye oplysninger. Dette skyldes, at vi som
klageinstans ikke bør tage stilling til en sag på grundlag af oplysninger,
som
statsamtet/overpræsidiet ikke havde ved afgørelsen. På denne måde sikres det,
at parterne får mulighed for at få sagen prøvet af 2 instanser.
I denne sag blev det i klagen
bl.a. oplyst, at (B) havde haft en indtægt på 100.000 kr. i 1995. Denne
oplysning var ny, og hvis oplysningen var korrekt, ville den kunne medføre
nedsættelse/bortfald af bidraget med tilbagevirkende kraft.
Det er på den baggrund
Civilretsdirektoratets opfattelse, at sagen ville være blevet sendt tilbage
til
behandling i første instans, hvis overpræsidiet havde fremsendt klagen
hertil.
Direktoratet mener derfor, at overpræsidiets beslutning om at genoptage sagen
var hensigtsmæssig.
..."
Den 9. december 1997 afgav
A's advokat sine bemærkninger hertil og den 18. december 1997 tilføjede hun:
"I fortsættelse af min
skrivelse af 9. ds. skal jeg herved præsicere, at (B) allerede fra medio
februar 1996 har været bekendt med mine indsigelser imod bidragets størrelse.
(B) var således bekendt med, at hun ikke kunne holde modtagelsen af kr.
100.000,00 skjult for Statsamtet.
Årsagen til min ovennævnte
præcisering er, at Civilretsdirektoratet har gjort gældende, at (B) ikke var
bekendt med klagen eller indholdet af klagen, hvorfor man ikke ville lade
bidragsfastsættelsen gå længere tilbage."
I min foreløbige udtalelse
skrev jeg bl.a.:
"Jeg har forstået klagen
fra A's advokat således at hun for så vidt er indforstået med
Civilretsdirektoratets afgørelse hvorefter hendes klient skal betale 500 kr.
om
måneden i bidrag til sin fraskilte hustru. Det er derimod A's advokats
opfattelse at afgørelsen burde have været tillagt yderligere tilbagevirkende
kraft, primært fra den 15. september 1995, subsidiært fra den 22. februar
1996,
hvor B's advokat var blevet bekendt med A's første klage til
Civilretsdirektoratet.
Klagen rejser det generelle
spørgsmål om hvorvidt overpræsidiet kunne genoptage sagens behandling på
baggrund af A's advokats klage af 16. februar 1996 eller om overpræsidiet
efter
modtagelsen af klagen burde have videresendt sagen til behandling i
Civilretsdirektoratet med overpræsidiets eventuelle bemærkninger.
Efter min foreløbige
undersøgelse har jeg - som nævnt indledningsvis - besluttet at koncentrere
min
undersøgelse omkring dette spørgsmål og den eventuelle betydning heraf for
fastsættelse af bidrag med tilbagevirkende kraft.
I det følgende vil jeg først
se på Civilretsdirektoratet som rekursinstans (1). Derefter vil jeg behandle
spørgsmålet om overpræsidiets/statsamternes adgang til at genoptage
behandlingen af en sag efter at have modtaget en klage stilet til
direktoratet
(2) samt se på om hvilken betydning dette kan have for A's sag (3).
1. Civilretsdirektoratet som rekursinstans
Overpræsidiets afgørelse om
fastsættelse af bidrag er truffet efter ægteskabslovens § 50 der har følgende
ordlyd:
'
§ 50. Indgår ægtefællerne ikke selv aftale herom, afgør retten
spørgsmålet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens varighed,
medens
statsamtet fastsætter bidragets størrelse.
...
Stk. 2. Afgørelser efter stk.
1 træffes under hensyn til, i hvilket omfang den, der ønsker bidrag, selv kan
skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den
anden part efter sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder formår
at
udrede bidrag.
...'
Overpræsidiets afgørelse om
et bidrags størrelse kan påklages/rekurreres til Civilretsdirektoratet. Der
er
tale om ulovbestemt administrativ rekurs som følge af at
Civilretsdirektoratet er overordnet myndighed. Dette forhold er bl.a. nærmere
beskrevet i ombudsmandens beretning for året 1988 (henholdsvis s. 276 og
299):
'...
Statsamternes afgørelser i de
undersøgte sagstyper kan påklages af parterne til Familieretsdirektoratet (nu
Civilretsdirektoratet - min bemærkning) som et led i det over-
underordnelsesforhold, der er etableret mellem dette og statsamterne.
...
1)
Familieretsdirektoratets retlige status
Familieretsdirektoratet blev
med virkning fra 1. oktober 1982 oprettet ved beslutning truffet af
justitsministeren.
Direktøren har i visse sager
umiddelbart referat til ministeren og er i andre underlagt
Justitsministeriets
departement. Den nærmere opdeling af sagerne er foretaget i en skrivelse af
27.
september 1982 fra Justitsministeriet til direktoratet:
'Direktøren for
Familieretsdirektoratet står i sit embede i nedenfor anførte omfang under
justitsministeren.
1. Afgørelse af konkrete og
generelle sager vedrørende familie-, adoptions- og navneret ...'
En af de vigtigste
konsekvenser af denne indplacering af direktoratet er, at direktoratets
afgørelser i sager som de undersøgte ikke kan påklages til
Justitsministeriets
departement.
Forholdet mellem statsamterne
og direktoratet er hverken reguleret i loven eller ved administrative
beslutninger. Det følger imidlertid af den ovenfor beskrevne opgavetildeling,
at direktoratet har overtaget de beføjelser, der tidligere tilkom
Justitsministeriets
familieretskontor. Statsamternes afgørelser kan derfor på ulovbestemt
grundlag
påklages til direktoratet, ligesom direktoratet på eget initiativ kan omgøre
konkrete afgørelser; endvidere kan direktoratet udstede generelle og konkrete
tjenestebefalinger både vedrørende statsamternes sagsbehandling og vedrørende
indholdet af de afgørelser, statsamterne træffer.
Adgangen til at indgive klage
tilkommer parterne dvs. de personer, der har en individuel retlig interesse i
sagernes udfald.
I mangel af lovbestemmelser
om klageordningen må det antages, at de almindelige ulovfæstede principper om
rekurs gælder. Dette indebærer bl.a.
at
der ikke gælder egentlige klagefrister,
at
direktoratets prøvelse af de påklagede afgørelser omfatter både retlige
spørgsmål og rene hensigtsmæssighedsspørgsmål,
at
der i udstrakt grad kan inddrages nyt processtof under sagens
behandling i klageinstansen samt
at
direktoratet kan reagere med stadfæstelse, omgørelse, hjemvisning samt
afvisning.
...'
Når der er mulighed for
administrativ rekurs, er det fast antaget at den klageberettigede i forhold
til den underordnede myndigheds afgørelse har ret til at påklage afgørelsen
til den højere forvaltningsmyndighed som - hvis de processuelle betingelser
er opfyldt -har pligt til at tage stilling til den påklagede afgørelse, jf.
Karsten Revsbech, Forvaltningsret, Almindelige emner (1997), s.
239f
og Karsten Loiborg mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 631.
En rekursinstans prøvelse af
en afgørelse udgør som udgangspunkt en fuldstændig prøvelse af hele sagens
faktum og af alle sagens retlige spørgsmål og i forlængelse heraf en
stillingtagen til den konkrete subsumption i sagen, jf. Karsten Loiborg mfl.,
Forvaltningsret, s. 652. Hvis ikke andet følger af loven, kan rekursinstansen
reagere med afvisning, stadfæstelse, ændring, ophævelse og hjemvisning.
Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, s. 657, beskriver mulighederne på
følgende måde:
'...
Ved
afvisning
forstås her, at procesforudsætningerne ikke er til stede,
(...) f.eks. hvis klageren ikke er klageberettiget, eller hvis klagefristen
er
overskredet, og der ikke bortses herfra. Afvisning indebærer, at sagen ikke
undergives realitetsbehandling.
Ved
stadfæstelse
forstås her, at procesforudsætningerne har været
opfyldt, og at rekursinstansen efter realitetsbehandling af klagen ikke
finder
grundlag for at ændre eller ophæve underinstansens afgørelse.
Ved
ændring
forstås her, at rekursinstansen efter realitetsbehandling
af sagen finder, at underinstansens afgørelse skal ændres, og hvor
rekursinstansen herefter sætter sin egen afgørelse i stedet.
Ved
ophævelse
forstås her, at der ikke er hjemmel til den af underinstansen
trufne afgørelse, og at rekursinstansen ikke har hjemmel til eller ønsker at
sætte sin egen (indholdsmæssigt ændrede) afgørelse i stedet. Ophævelse sker
ligeledes, hvor underinstansens sagsbehandling har været så mangelfuld, at
det
ikke vil være forsvarligt for rekursinstansen at træffe afgørelse i sagen -
som i virkeligheden - 1. instans. Dette er i alle fald aktuelt når, hvor
underinstansen har begået sagsbehandlingsfejl, som bevirker afgørelsens
ugyldighed (...) og - herunder sagsbehandlingsfejl i underinstansen, som
rekursinstansen ikke kan reparere.
...
Hjemvisning
indebærer, at det overlades til førsteinstansen at
træffe fornyet afgørelse i sagen. Hjemvisning kan ske, hvor afgørelsen
ophæves
på grund af sagsbehandlingsfejl, eller i tilfælde, hvor sagen på grund af
nova
har ændret sig væsentligt, og hvor det samtidig - bl.a. af hensyn til at
parten
fortsat har en rekursmulighed - bør overlades til førsteinstansen at træffe
afgørelse i sagen på det nye grundlag.
...'
Særligt om hjemvisning
skriver Karsten Revsbech, Forvaltningsret, Almindelige emner, s.
284f, som følger:
'...
En sådan indebærer, at sagen
sendes tilbage til førsteinstansen med henblik på, at denne kan træffe en ny
afgørelse i sagen. Det er ikke ualmindeligt, at rekursinstansen i forbindelse
med en hjemvisning fastsætter, hvilke retningslinier der bør følges ved den
fornyede behandling af sagen. Førsteinstansen vil normalt være nødsaget til
at
følge disse retningslinier, idet en afgørelse i strid med disse kan forventes
indbragt for rekursinstansen og ændret i overensstemmelse med
retningslinierne. Hvis rekursinstansen ikke udtrykkeligt har fastsat
retningslinierne for den fornyede behandling, vil disse ofte fremgå indirekte
af rekursinstansens begrundelse for at tilsidesætte førsteinstansens
afgørelse.
...
Hjemvisning vil blive
foretrukket frem for ændring i situationer, hvor førsteinstansens afgørelse
er
behæftet med sådanne mangler eller bygger på et sådant forældet grundlag
(fordi
der er fremkommet nye oplysninger, som ikke forelå på tidspunktet for
førsteinstansens afgørelse) at en ændret afgørelse i rekursinstansen i
realiteten ville være en ren førsteinstansafgørelse. Hjemvisning kan således
forventes, hvor førsteinstansen findes at have bygget på et forkert retligt
grundlag, eller hvor der konstateres væsentlige sagsbehandlingsmangler ved
førsteinstansens afgørelse. Ligeledes, hvor førsteinstansen findes at have
bygget på et klart utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Endvidere, hvor der i
klagesagen er anført spørgsmål eller henvist til oplysninger, som
førsteinstansen ikke har taget stilling til, eller hvor der er sket
væsentlige
ændringer i faktum (nova).
...'
Af overpræsidiets brev af 22.
februar 1996 fremgår at 'det er Civilretsdirektoratets sædvanlige praksis, at
tilbagesende sager til 1. instansbehandling, når nye oplysninger påberåbes'.
Af direktoratets udtalelse af
1. december 1997 fremgår at overpræsidiets beslutning om at genoptage sagen -
efter direktoratets opfattelse - var hensigtsmæssig idet sagen alligevel
ville
være blevet sendt tilbage til behandling i underinstansen hvis overpræsidiet
umiddelbart havde fremsendt klagen til direktoratet.
Jeg forstår på den baggrund
at det er direktoratets praksis at en klage automatisk - uden en egentlig
realitetsprøvelse - sendes retur til underinstansen hvis direktoratet
konstaterer at der er kommet nyt som ikke er indgået i underinstansens
behandling
af sagen.
Det er - i lyset af det jeg
har anført ovenfor - min foreløbige opfattelse at Civilretsdirektoratet ikke
er
berettiget til automatisk at sende en klagesag til underinstansen uden en
realitetsprøvelse alene med den begrundelse at der er blevet påberåbt nye
oplysninger. Direktoratet er (som rekursinstans) forpligtet til at behandle
klagen og efterprøve den afgørelse som der bliver klaget over. Dette er
selvsagt ikke til hinder for at resultatet af prøvelsen - efter en konkret
vurdering - kan blive hjemvisning til fornyet behandling ved underinstansen.
2. Genoptagelse af behandling af en sag i underinstansen
Det fremgår af sagens akter
at overpræsidiet ved sin afgørelse af 7. februar 1996 meddelte at afgørelsen
kunne påklages til Civilretsdirektoratet. Om den nærmere procedure stod der i
afgørelsen at en eventuel klage skulle sendes til overpræsidiet hvorefter
klagen ville blive sendt til Civilretsdirektoratet.
(A)'s advokat klagede den 16.
februar 1996 og bad om at sagen blev indbragt for Civilretsdirektoratet.
Overpræsidiet
besluttede imidlertid at genoptage sagens behandling, og klagen blev ikke
sendt til Civilretsdirektoratet.
Ordningen med at en eventuel
klage indsendes gennem overpræsidiet og ikke stiles direkte til
Civilretsdirektoratet (omvendt postgang) fremgår hverken af lov eller
bekendtgørelse. I ombudsmandens beretning for året 1988 (s. 276) er praksis
beskrevet således:
'...
Familieretsdirektoratet har
bestemt, at klager skal indgives til statsamtet, hvorfra sagen videresendes
med akterne og statsamtets eventuelle bemærkninger til direktoratet.
Det følger af
forvaltningslovens § 25, at statsamterne skal vejlede om klagemuligheden samt
om, at klagen indgives gennem statsamtet.
...'
Ved min behandling af sagen
har jeg herefter lagt til grund at ordningen bygger på en
beslutning
truffet af Civilretsdirektoratet. Spørgsmålet er
herefter om en ulovfæstet etablering af en sådan 'omvendt postgang' for
indbringelse af klager giver underinstansen adgang til - i stedet for at
sende
sagen til klageinstansen - at genoptage sagens behandling.
Jeg har i en tidligere sag
(mit j.nr. 1994-1797-009) haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmål
omkring 'omvendt postgang' med indbygget genoptagelsesadgang. I den
forbindelse
konkluderede jeg at en ret til at få sin sag behandlet ved rekursinstansen
efter min mening ikke (delvis) kunne ophæves på grundlag af en aftale mellem
den underordnede myndighed og rekursinstansen. En aftale om 'omvendt
postgang'
kunne således efter min mening ikke tillægges den retsvirkning at en klager
ikke kunne stille krav om at rekursinstansen behandler klagen.
Som det fremgår under afsnit
1, kan overpræsidiets afgørelse om et bidrags størrelse påklages/rekurreres
til Civilretsdirektoratet. Der er tale om ulovbestemt administrativ rekurs
som
følge af at Civilretsdirektoratet er overordnet myndighed. Den
klageberettigede er tillagt en egentlig klageret.
En sådan klageret kan ikke
helt eller delvist ophæves fordi der foreligger en beslutning fra den
overordnede myndighed (Civilretsdirektoratet) om 'omvendt postgang'. Ønskes
der etableret en egentlig adgang for den underordnede myndighed til at
genoptage sagen i forbindelse med en klage til rekursmyndigheden, bør
ordningen
efter min foreløbige opfattelse have udtrykkelig lovhjemmel. Det bemærkes i
den forbindelse at det er uden betydning at rekursinstansens reaktion må
forventes at blive hjemvisning. Afgørelsen om hjemvisning ligger således
alene hos rekursinstansen.
Det er i den foreliggende sag
utvivlsomt at (A) efter afgørelsen den 7. februar 1996 havde krav på at
Civilretsdirektoratet behandlede hans klage. Fra det tidspunkt hvor klagen
blev modtaget hos overpræsidiet hørte sagen således kompetencemæssigt under
Civilretsdirektoratet. Herefter var overpræsidiet - efter min foreløbige
opfattelse - ikke berettiget til at genbehandle sagen og træffe en ny
realitetsafgørelse, men burde have videresendt sagen til
Civilretsdirektoratet.
3. Den foreliggende sag
Overpræsidiet traf den 7.
februar 1996 afgørelse om at (A) skulle betale 8.000 kr. om måneden i
ægtefællebidrag til (B). Afgørelsen blev påklaget, men overpræsidiet genoptog
sagen. Den 7. august 1996 fastholdt overpræsidiet afgørelsen. Herefter blev
sagen på ny påklaget til Civilretsdirektoratet som den 3. juni 1997 traf
afgørelse om at nedsætte størrelsen af bidraget til 500 kr. pr. måned med
virkning fra den 15. oktober 1996. Civilretsdirektoratet genbehandlede sagen
og traf ny afgørelse den 31. juli 1997 hvorefter nedsættelsen fik virkning
fra den 15. september 1996 (første forfaldsdag efter (B) blev bekendt med
klage nr. 2 til Civilretsdirektoratet).
Som det fremgår af
Civilretsdirektoratets afgørelse af 3. juni 1997, er det praksis at en
ændring
af et bidrag normalt først har virkning fra den første forfaldsdag efter den
trufne afgørelse. En ændring kan dog i særlige tilfælde få virkning fra et
tidligere
tidspunkt. Dette gælder navnlig hvis en part har givet urigtige oplysninger,
hvis statsamtets afgørelse er åbenbart urigtig, eller hvis sagsbehandlingen
har trukket urimeligt længe ud enten på grund af myndighederne eller på grund
af en af sagens parter.
Sagen hørte - fra det
tidspunkt klagen over afgørelsen af 7. februar 1996 blev modtaget i
overpræsidiet - kompetencemæssigt under Civilretsdirektoratet, jf. det jeg
har anført under afsnit 2. Overpræsidiet burde på dette tidspunkt have
videresendt
sagen til direktoratet.
På det foreliggende grundlag
kan det ikke udelukkes at det kan have betydning for direktoratets vurdering
af, i hvilken udstrækning afgørelsen skal have tilbagevirkende kraft at sagen
ikke blev sendt til Civilretsdirektoratet til klagesagsbehandling, men
derimod
blev genoptaget i overpræsidiet."
Civilretsdirektoratet
meddelte mig efterfølgende at direktoratet tog min opfattelse til
efterretning,
og genoptog sagens behandling.
Herefter fandt jeg ikke
grundlag for at foretage videre vedrørende den del af sagen.
NOTER (*1) Jf. FOB 1988, s.
276 og s. 299.
Lignende dokumenter
- Familiestyrelsens afvisning af at behandle sent indkomne klager Retsinformation · 13. juni 2008
- Kommunes erstatningsansvar for inddrivelse af ægtefællebidrag. Forældelse Retsinformation · 2. oktober 2002
- Skattereformens virkning for udmåling af underholdsbidrag Retsinformation · 25. juni 2003
- Bortfald af børnebidrag. Børnepension. Berettiget forventning. Modstridende vejledning. Tilbagekaldelse. Partstvist. Ændring med tilbagevirkende kraft Retsinformation · 7. oktober 2008
- Afslag på godkendelse af aftale om overførsel af forældremyndighed. Begrundelse Retsinformation · 3. marts 2003
- Ægtefællebidrag. International kompetence Retsinformation · 4. maj 1999