Spring til indhold

Retsinformation

Ændring af ægtefællebidrag med tilbagevirkende kraft. Genoptagelse. Remonstration. Sagsbehandlingstid

FOU nr 1998.194UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ændring af ægtefællebidrag med tilbagevirkende kraft.

Genoptagelse. Remonstration. Sagsbehandlingstid

Ved Y-by Civilrets dom af 6.

september 1995 blev A pålagt bidragspligt over for B i 10 år fra dommens

dato.

Den 7. februar 1996 traf

Københavns Overpræsidium afgørelse om at A fra den 15. september 1995 skulle

betale 8.000 kr. om måneden i ægtefællebidrag til B. Overpræsidiet oplyste

A's

advokat om at afgørelsen kunne påklages til Civilretsdirektoratet. Om den

nærmere procedure skrev Overpræsidiet følgende:

"...

En eventuel klage sendes til

Overpræsidiet. Deres klage med bilag vil herefter blive sendt til

Civilretsdirektoratet sammen med sagens øvrige akter.

..."

Herefter klagede A's advokat - ved brev af 16.

februar 1996 til overpræsidiet - over afgørelsen. Advokaten skrev bl.a.

følgende:

"Jeg skal hermed anmode

Dem om at indbringe ovennævnte sag for Civilretsdirektoratet.

...

Da jeg således mener, at afgørelsen

er fuldstændig forkert ud fra de sædvanlige principper og beregningsmåder -

herunder ud fra sædvanlige selskabsretlige regler - må jeg anmode om, at

afgørelsen om bidrag ændres med virkning fra 15.9.1995 og ikke først fra,

sagen

bliver færdigbehandlet af Civilretsdirektoratet, idet min klient ikke har

mulighed for overhovedet at betale bidrag af den omhandlede

størrelsesorden."

Læs alt

I brevet redegjorde A's

advokat for hvorfor hun mente at overpræsidiets afgørelse var forkert. I den

forbindelse oplyste advokaten bl.a. at B havde modtaget en kommission på

100.000 kr. i 1995, samt at A's indtægter var faldet - da han var blevet

opsagt fra sit arbejde pr. 31. august 1995.

Ved brev af 22. februar 1996

meddelte overpræsidiet A's advokat at man havde besluttet at genoptage sagens

behandling. Overpræsidiet skrev således:

"...

Da brevet ses at indeholde

nye oplysninger af betydning for sagen, vil Overpræsidiet foretage en ny 1.

instans behandling af bidragssagen.

Det er Civilretsdirektoratets

sædvanlige praksis, at tilbagesende sager til 1. instansbehandling, når nye

oplysninger påberåbes.

..."

Ved brev af samme dato

oplyste Københavns Overpræsidium B's advokat om klagen.

Den 7. august 1996 meddelte

overpræsidiet A's advokat at man havde truffet afgørelse om at bidraget ikke

skulle ændres. Brevet indeholdt samme klagevejledning som brevet af 7.

februar

1996.

A's advokat meddelte den 22.

august 1996 overpræsidiet at hun ønskede at klage over afgørelsen af 7.

august

1996. A

's advokat bemærkede at hun

allerede den 16. februar 1996 havde påklaget afgørelsen af 7. februar 1996.

Samme dag informerede A's advokat B's advokat om klagen.

Den 2. september 1996

videresendte overpræsidiet klagen til Civilretsdirektoratet.

Den 3. juni 1997 traf

Civilretsdirektoratet afgørelse om at nedsætte størrelsen af bidraget til 500

kr. månedligt - med virkning fra den 15. oktober 1996. Med hensyn den

tilbagevirkende

krafts udstrækning skrev direktoratet følgende:

"...

Med hensyn til

ændringstidspunktet kan vi oplyse, at en ændring af et bidrag normalt først

har

virkning fra den første forfaldsdag efter den trufne afgørelse. Det gælder

også

bidrag, der forfalder under statsamtets eller Civilretsdirektoratets

behandling

af sagen. Ændringer omfatter både forhøjelse, nedsættelse og bortfald af

bidraget.

Baggrunden for dette er, at

parterne skal kunne indrette deres økonomiske forhold på den trufne afgørelse

om bidrag. Den bidragsberettigede skal således kunne regne med at modtage

forfaldne bidrag, og den bidragspligtige bør ikke kunne mødes med krav om

efterbetaling.

En ændring kan dog i særlige

tilfælde få virkning fra et tidligere tidspunkt. Det kan navnlig ske i

følgende

situationer:

En part har givet urigtige oplysninger, eller har

undladt at give relevante oplysninger.

Statsamtets afgørelse er efter Civilretsdirektoratets

opfattelse åbenbart urigtig.

Sagsbehandlingen har trukket urimelig længe ud på grund

af den bidragsfastsættende myndighed eller en af sagens parter.

Vi finder efter en samlet

vurdering af sagen, herunder sagsbehandlingstiden i Civilretsdirektoratet, at

bidraget bør nedsættes med virkning fra den 15. oktober 1996, hvor (B) var

blevet gjort bekendt med Deres klage.

..."

A's advokat klagede den 4.

juni 1997 over at nedsættelsen ikke var tillagt yderligere tilbagevirkende

kraft. I et brev til direktoratet henviste hun bl.a. til at B var blevet

orienteret om klagen over Københavns Overpræsidiums afgørelse allerede den

22. februar 1996. Endvidere oplyste A's advokat at B's advokat var blevet

bekendt med den fornyede klage den 22. august

1996. A

's advokat anførte herudover

at det var B - og ikke A - der havde undladt at oplyse om en indtægt i 1995.

Civilretsdirektoratet

behandlede sagen på ny og traf ny afgørelse den 31. juli 1997 hvorefter

nedsættelsen fik virkning fra den 15. september 1996. I brevet skrev

direktoratet følgende:

"...

Vi har nu behandlet sagen på

ny, og vi finder herefter, at bidraget bør nedsættes til 500 kr. månedligt

med

virkning fra den 15. september 1996, der er første forfaldsdag efter det

tidspunkt,

hvor (B) var blevet bekendt med, at De ville påklage overpræsidiets

afgørelse.

Der henvises til side 3 i afgørelsen af 3. juni 1997. Det bemærkes, at vi

ikke

kendte til brevet af 22. august 1996 på afgørelsestidspunktet, og vi havde

heller ikke spurgt Dem, om De tidligere havde gjort (B) bekendt med klagen.

Vi finder endelig ikke, at

der er grundlag for at give afgørelsen yderligere tilbagevirkende kraft

henset

til sagsbehandlingstiden, idet der ved afgørelsen af 3. juni 1997 er taget

højde for den lange sagsbehandlingstid.

Vi finder særlig ikke, at det

forhold, at overpræsidiet valgte at genoptage bidragssagen i marts 1996,

efter

der var fremkommet nye oplysninger i sagen, kan medføre, at bidraget

nedsættes

fra et tidligere tidspunkt. Vi har herved lagt vægt på, at når der fremkommer

nye oplysninger efter overpræsidiets afgørelse, bør overpræsidiet behandle

sagen på ny, idet parterne på denne måde sikres, at der er 2 instanser der

behandler sagen.

..."

Den 22. august 1997 indbragte

A's advokat direktoratets afgørelse af 31. juli 1997 for mig. I klagen

anførte

hun bl.a. følgende:

"På denne baggrund gør

jeg gældende, at Civilretsdirektoratet er forpligtet til at fastsætte

bidraget

fra den 15. september 1995, idet de oplysninger, der har været lagt til grund

for afgørelsen, har været tilgængelige siden sagsbehandlingen startede for

Københavns Overpræsidium.

Det er alene min klients

tidligere hustru, der har tilbageholdt relevante oplysninger.

Endvidere gør jeg gældende,

at sagsbehandlingen for Københavns Overpræsidium med deres to behandlinger af

samme sag har trukket urimeligt længe ud, hvilket må komme min klient til

gode,

hvilket ikke ses at være tilfældet i tilstrækkeligt omfang."

På baggrund af klagen bad jeg

den 29. september 1997 Civilretsdirektoratet om en udtalelse i sagen samt om

udlån af sagens akter. I den forbindelse bad jeg særligt om direktoratets og

overpræsidiets bemærkninger til at overpræsidiet - efter at have modtaget

klagen af 16. februar 1996 - ikke videresendte denne til direktoratet i

overensstemmelse

med klagen.

Overpræsidiet anførte i sin

udtalelse af 7. november 1997 bl.a. følgende:

"...

Idet klageskrivelsen

indeholdt flere nye oplysninger - herunder specielt oplysninger om hustruens

provisionsindtægt for bl.a. 1995 og at der lå helbredsmæssige grunde bag

mandens fratræden, fandt man det rigtigst og i overensstemmelse med praksis

at

genbehandle sagen med ny 1. instansbehandling, således at hver af parterne

blev

tilsikret mulighed for en reel 2. instansbehandling af Deres sag. Sagens

genoptagelse til ny 1. instansbehandling blev meddelt begge parter ved

skrivelse herfra af 22.2.97, og der ses ikke tidligere at være fremkommet

indsigelse herimod.

..."

Direktoratet anførte i sin

udtalelse af 1. december 1997 følgende:

"...

Vi skal understrege, at

beslutningen om at nedsætte bidraget hovedsageligt skyldes (X) A/S´s dårlige

resultat i 1995 og 1996 i forhold til resultatet for 1994, der lå til grund

for

overpræsidiets afgørelse. Beslutningen om at nedsætte bidraget med

tilbagevirkende

kraft var således hverken begrundet i urigtige oplysninger, eller at

overpræsidiets afgørelse var åbenbart urigtig, men byggede på en samlet

vurdering af sagen, herunder sagsbehandlingstiden i Civilretsdirektoratet.

Vi skal endvidere præcisere,

at vi tilsluttede os overpræsidiets vurdering i afgørelsen af 7. august 1996

om, at der ved afgørelsen skulle ses bort fra (B)'s indtægt i foråret 1995 på

100.000 kr.

Ombudsmanden har særligt

anmodet om bemærkninger til Københavns Overpræsidiums beslutning om at

genoptage sagen på baggrund af klageskrivelsen af 16. februar 1996.

Overpræsidiets udtalelse af

7. oktober 1997 vedlægges. Civilretsdirektoratet kan henholde sig hertil med

den tilføjelse, at vi normalt beder statsamtet/overpræsidiet om at behandle

en

sag igen, hvis der fremkommer nye oplysninger. Dette skyldes, at vi som

klageinstans ikke bør tage stilling til en sag på grundlag af oplysninger,

som

statsamtet/overpræsidiet ikke havde ved afgørelsen. På denne måde sikres det,

at parterne får mulighed for at få sagen prøvet af 2 instanser.

I denne sag blev det i klagen

bl.a. oplyst, at (B) havde haft en indtægt på 100.000 kr. i 1995. Denne

oplysning var ny, og hvis oplysningen var korrekt, ville den kunne medføre

nedsættelse/bortfald af bidraget med tilbagevirkende kraft.

Det er på den baggrund

Civilretsdirektoratets opfattelse, at sagen ville være blevet sendt tilbage

til

behandling i første instans, hvis overpræsidiet havde fremsendt klagen

hertil.

Direktoratet mener derfor, at overpræsidiets beslutning om at genoptage sagen

var hensigtsmæssig.

..."

Den 9. december 1997 afgav

A's advokat sine bemærkninger hertil og den 18. december 1997 tilføjede hun:

"I fortsættelse af min

skrivelse af 9. ds. skal jeg herved præsicere, at (B) allerede fra medio

februar 1996 har været bekendt med mine indsigelser imod bidragets størrelse.

(B) var således bekendt med, at hun ikke kunne holde modtagelsen af kr.

100.000,00 skjult for Statsamtet.

Årsagen til min ovennævnte

præcisering er, at Civilretsdirektoratet har gjort gældende, at (B) ikke var

bekendt med klagen eller indholdet af klagen, hvorfor man ikke ville lade

bidragsfastsættelsen gå længere tilbage."

I min foreløbige udtalelse

skrev jeg bl.a.:

"Jeg har forstået klagen

fra A's advokat således at hun for så vidt er indforstået med

Civilretsdirektoratets afgørelse hvorefter hendes klient skal betale 500 kr.

om

måneden i bidrag til sin fraskilte hustru. Det er derimod A's advokats

opfattelse at afgørelsen burde have været tillagt yderligere tilbagevirkende

kraft, primært fra den 15. september 1995, subsidiært fra den 22. februar

1996,

hvor B's advokat var blevet bekendt med A's første klage til

Civilretsdirektoratet.

Klagen rejser det generelle

spørgsmål om hvorvidt overpræsidiet kunne genoptage sagens behandling på

baggrund af A's advokats klage af 16. februar 1996 eller om overpræsidiet

efter

modtagelsen af klagen burde have videresendt sagen til behandling i

Civilretsdirektoratet med overpræsidiets eventuelle bemærkninger.

Efter min foreløbige

undersøgelse har jeg - som nævnt indledningsvis - besluttet at koncentrere

min

undersøgelse omkring dette spørgsmål og den eventuelle betydning heraf for

fastsættelse af bidrag med tilbagevirkende kraft.

I det følgende vil jeg først

se på Civilretsdirektoratet som rekursinstans (1). Derefter vil jeg behandle

spørgsmålet om overpræsidiets/statsamternes adgang til at genoptage

behandlingen af en sag efter at have modtaget en klage stilet til

direktoratet

(2) samt se på om hvilken betydning dette kan have for A's sag (3).

1. Civilretsdirektoratet som rekursinstans

Overpræsidiets afgørelse om

fastsættelse af bidrag er truffet efter ægteskabslovens § 50 der har følgende

ordlyd:

'

§ 50. Indgår ægtefællerne ikke selv aftale herom, afgør retten

spørgsmålet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens varighed,

medens

statsamtet fastsætter bidragets størrelse.

...

Stk. 2. Afgørelser efter stk.

1 træffes under hensyn til, i hvilket omfang den, der ønsker bidrag, selv kan

skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den

anden part efter sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder formår

at

udrede bidrag.

...'

Overpræsidiets afgørelse om

et bidrags størrelse kan påklages/rekurreres til Civilretsdirektoratet. Der

er

tale om ulovbestemt administrativ rekurs som følge af at

Civilretsdirektoratet er overordnet myndighed. Dette forhold er bl.a. nærmere

beskrevet i ombudsmandens beretning for året 1988 (henholdsvis s. 276 og

299):

'...

Statsamternes afgørelser i de

undersøgte sagstyper kan påklages af parterne til Familieretsdirektoratet (nu

Civilretsdirektoratet - min bemærkning) som et led i det over-

underordnelsesforhold, der er etableret mellem dette og statsamterne.

...

1)

Familieretsdirektoratets retlige status

Familieretsdirektoratet blev

med virkning fra 1. oktober 1982 oprettet ved beslutning truffet af

justitsministeren.

Direktøren har i visse sager

umiddelbart referat til ministeren og er i andre underlagt

Justitsministeriets

departement. Den nærmere opdeling af sagerne er foretaget i en skrivelse af

27.

september 1982 fra Justitsministeriet til direktoratet:

'Direktøren for

Familieretsdirektoratet står i sit embede i nedenfor anførte omfang under

justitsministeren.

1. Afgørelse af konkrete og

generelle sager vedrørende familie-, adoptions- og navneret ...'

En af de vigtigste

konsekvenser af denne indplacering af direktoratet er, at direktoratets

afgørelser i sager som de undersøgte ikke kan påklages til

Justitsministeriets

departement.

Forholdet mellem statsamterne

og direktoratet er hverken reguleret i loven eller ved administrative

beslutninger. Det følger imidlertid af den ovenfor beskrevne opgavetildeling,

at direktoratet har overtaget de beføjelser, der tidligere tilkom

Justitsministeriets

familieretskontor. Statsamternes afgørelser kan derfor på ulovbestemt

grundlag

påklages til direktoratet, ligesom direktoratet på eget initiativ kan omgøre

konkrete afgørelser; endvidere kan direktoratet udstede generelle og konkrete

tjenestebefalinger både vedrørende statsamternes sagsbehandling og vedrørende

indholdet af de afgørelser, statsamterne træffer.

Adgangen til at indgive klage

tilkommer parterne dvs. de personer, der har en individuel retlig interesse i

sagernes udfald.

I mangel af lovbestemmelser

om klageordningen må det antages, at de almindelige ulovfæstede principper om

rekurs gælder. Dette indebærer bl.a.

at

der ikke gælder egentlige klagefrister,

at

direktoratets prøvelse af de påklagede afgørelser omfatter både retlige

spørgsmål og rene hensigtsmæssighedsspørgsmål,

at

der i udstrakt grad kan inddrages nyt processtof under sagens

behandling i klageinstansen samt

at

direktoratet kan reagere med stadfæstelse, omgørelse, hjemvisning samt

afvisning.

...'

Når der er mulighed for

administrativ rekurs, er det fast antaget at den klageberettigede i forhold

til den underordnede myndigheds afgørelse har ret til at påklage afgørelsen

til den højere forvaltningsmyndighed som - hvis de processuelle betingelser

er opfyldt -har pligt til at tage stilling til den påklagede afgørelse, jf.

Karsten Revsbech, Forvaltningsret, Almindelige emner (1997), s.

239f

og Karsten Loiborg mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 631.

En rekursinstans prøvelse af

en afgørelse udgør som udgangspunkt en fuldstændig prøvelse af hele sagens

faktum og af alle sagens retlige spørgsmål og i forlængelse heraf en

stillingtagen til den konkrete subsumption i sagen, jf. Karsten Loiborg mfl.,

Forvaltningsret, s. 652. Hvis ikke andet følger af loven, kan rekursinstansen

reagere med afvisning, stadfæstelse, ændring, ophævelse og hjemvisning.

Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, s. 657, beskriver mulighederne på

følgende måde:

'...

Ved

afvisning

forstås her, at procesforudsætningerne ikke er til stede,

(...) f.eks. hvis klageren ikke er klageberettiget, eller hvis klagefristen

er

overskredet, og der ikke bortses herfra. Afvisning indebærer, at sagen ikke

undergives realitetsbehandling.

Ved

stadfæstelse

forstås her, at procesforudsætningerne har været

opfyldt, og at rekursinstansen efter realitetsbehandling af klagen ikke

finder

grundlag for at ændre eller ophæve underinstansens afgørelse.

Ved

ændring

forstås her, at rekursinstansen efter realitetsbehandling

af sagen finder, at underinstansens afgørelse skal ændres, og hvor

rekursinstansen herefter sætter sin egen afgørelse i stedet.

Ved

ophævelse

forstås her, at der ikke er hjemmel til den af underinstansen

trufne afgørelse, og at rekursinstansen ikke har hjemmel til eller ønsker at

sætte sin egen (indholdsmæssigt ændrede) afgørelse i stedet. Ophævelse sker

ligeledes, hvor underinstansens sagsbehandling har været så mangelfuld, at

det

ikke vil være forsvarligt for rekursinstansen at træffe afgørelse i sagen -

som i virkeligheden - 1. instans. Dette er i alle fald aktuelt når, hvor

underinstansen har begået sagsbehandlingsfejl, som bevirker afgørelsens

ugyldighed (...) og - herunder sagsbehandlingsfejl i underinstansen, som

rekursinstansen ikke kan reparere.

...

Hjemvisning

indebærer, at det overlades til førsteinstansen at

træffe fornyet afgørelse i sagen. Hjemvisning kan ske, hvor afgørelsen

ophæves

på grund af sagsbehandlingsfejl, eller i tilfælde, hvor sagen på grund af

nova

har ændret sig væsentligt, og hvor det samtidig - bl.a. af hensyn til at

parten

fortsat har en rekursmulighed - bør overlades til førsteinstansen at træffe

afgørelse i sagen på det nye grundlag.

...'

Særligt om hjemvisning

skriver Karsten Revsbech, Forvaltningsret, Almindelige emner, s.

284f, som følger:

'...

En sådan indebærer, at sagen

sendes tilbage til førsteinstansen med henblik på, at denne kan træffe en ny

afgørelse i sagen. Det er ikke ualmindeligt, at rekursinstansen i forbindelse

med en hjemvisning fastsætter, hvilke retningslinier der bør følges ved den

fornyede behandling af sagen. Førsteinstansen vil normalt være nødsaget til

at

følge disse retningslinier, idet en afgørelse i strid med disse kan forventes

indbragt for rekursinstansen og ændret i overensstemmelse med

retningslinierne. Hvis rekursinstansen ikke udtrykkeligt har fastsat

retningslinierne for den fornyede behandling, vil disse ofte fremgå indirekte

af rekursinstansens begrundelse for at tilsidesætte førsteinstansens

afgørelse.

...

Hjemvisning vil blive

foretrukket frem for ændring i situationer, hvor førsteinstansens afgørelse

er

behæftet med sådanne mangler eller bygger på et sådant forældet grundlag

(fordi

der er fremkommet nye oplysninger, som ikke forelå på tidspunktet for

førsteinstansens afgørelse) at en ændret afgørelse i rekursinstansen i

realiteten ville være en ren førsteinstansafgørelse. Hjemvisning kan således

forventes, hvor førsteinstansen findes at have bygget på et forkert retligt

grundlag, eller hvor der konstateres væsentlige sagsbehandlingsmangler ved

førsteinstansens afgørelse. Ligeledes, hvor førsteinstansen findes at have

bygget på et klart utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Endvidere, hvor der i

klagesagen er anført spørgsmål eller henvist til oplysninger, som

førsteinstansen ikke har taget stilling til, eller hvor der er sket

væsentlige

ændringer i faktum (nova).

...'

Af overpræsidiets brev af 22.

februar 1996 fremgår at 'det er Civilretsdirektoratets sædvanlige praksis, at

tilbagesende sager til 1. instansbehandling, når nye oplysninger påberåbes'.

Af direktoratets udtalelse af

1. december 1997 fremgår at overpræsidiets beslutning om at genoptage sagen -

efter direktoratets opfattelse - var hensigtsmæssig idet sagen alligevel

ville

være blevet sendt tilbage til behandling i underinstansen hvis overpræsidiet

umiddelbart havde fremsendt klagen til direktoratet.

Jeg forstår på den baggrund

at det er direktoratets praksis at en klage automatisk - uden en egentlig

realitetsprøvelse - sendes retur til underinstansen hvis direktoratet

konstaterer at der er kommet nyt som ikke er indgået i underinstansens

behandling

af sagen.

Det er - i lyset af det jeg

har anført ovenfor - min foreløbige opfattelse at Civilretsdirektoratet ikke

er

berettiget til automatisk at sende en klagesag til underinstansen uden en

realitetsprøvelse alene med den begrundelse at der er blevet påberåbt nye

oplysninger. Direktoratet er (som rekursinstans) forpligtet til at behandle

klagen og efterprøve den afgørelse som der bliver klaget over. Dette er

selvsagt ikke til hinder for at resultatet af prøvelsen - efter en konkret

vurdering - kan blive hjemvisning til fornyet behandling ved underinstansen.

2. Genoptagelse af behandling af en sag i underinstansen

Det fremgår af sagens akter

at overpræsidiet ved sin afgørelse af 7. februar 1996 meddelte at afgørelsen

kunne påklages til Civilretsdirektoratet. Om den nærmere procedure stod der i

afgørelsen at en eventuel klage skulle sendes til overpræsidiet hvorefter

klagen ville blive sendt til Civilretsdirektoratet.

(A)'s advokat klagede den 16.

februar 1996 og bad om at sagen blev indbragt for Civilretsdirektoratet.

Overpræsidiet

besluttede imidlertid at genoptage sagens behandling, og klagen blev ikke

sendt til Civilretsdirektoratet.

Ordningen med at en eventuel

klage indsendes gennem overpræsidiet og ikke stiles direkte til

Civilretsdirektoratet (omvendt postgang) fremgår hverken af lov eller

bekendtgørelse. I ombudsmandens beretning for året 1988 (s. 276) er praksis

beskrevet således:

'...

Familieretsdirektoratet har

bestemt, at klager skal indgives til statsamtet, hvorfra sagen videresendes

med akterne og statsamtets eventuelle bemærkninger til direktoratet.

Det følger af

forvaltningslovens § 25, at statsamterne skal vejlede om klagemuligheden samt

om, at klagen indgives gennem statsamtet.

...'

Ved min behandling af sagen

har jeg herefter lagt til grund at ordningen bygger på en

beslutning

truffet af Civilretsdirektoratet. Spørgsmålet er

herefter om en ulovfæstet etablering af en sådan 'omvendt postgang' for

indbringelse af klager giver underinstansen adgang til - i stedet for at

sende

sagen til klageinstansen - at genoptage sagens behandling.

Jeg har i en tidligere sag

(mit j.nr. 1994-1797-009) haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmål

omkring 'omvendt postgang' med indbygget genoptagelsesadgang. I den

forbindelse

konkluderede jeg at en ret til at få sin sag behandlet ved rekursinstansen

efter min mening ikke (delvis) kunne ophæves på grundlag af en aftale mellem

den underordnede myndighed og rekursinstansen. En aftale om 'omvendt

postgang'

kunne således efter min mening ikke tillægges den retsvirkning at en klager

ikke kunne stille krav om at rekursinstansen behandler klagen.

Som det fremgår under afsnit

1, kan overpræsidiets afgørelse om et bidrags størrelse påklages/rekurreres

til Civilretsdirektoratet. Der er tale om ulovbestemt administrativ rekurs

som

følge af at Civilretsdirektoratet er overordnet myndighed. Den

klageberettigede er tillagt en egentlig klageret.

En sådan klageret kan ikke

helt eller delvist ophæves fordi der foreligger en beslutning fra den

overordnede myndighed (Civilretsdirektoratet) om 'omvendt postgang'. Ønskes

der etableret en egentlig adgang for den underordnede myndighed til at

genoptage sagen i forbindelse med en klage til rekursmyndigheden, bør

ordningen

efter min foreløbige opfattelse have udtrykkelig lovhjemmel. Det bemærkes i

den forbindelse at det er uden betydning at rekursinstansens reaktion må

forventes at blive hjemvisning. Afgørelsen om hjemvisning ligger således

alene hos rekursinstansen.

Det er i den foreliggende sag

utvivlsomt at (A) efter afgørelsen den 7. februar 1996 havde krav på at

Civilretsdirektoratet behandlede hans klage. Fra det tidspunkt hvor klagen

blev modtaget hos overpræsidiet hørte sagen således kompetencemæssigt under

Civilretsdirektoratet. Herefter var overpræsidiet - efter min foreløbige

opfattelse - ikke berettiget til at genbehandle sagen og træffe en ny

realitetsafgørelse, men burde have videresendt sagen til

Civilretsdirektoratet.

3. Den foreliggende sag

Overpræsidiet traf den 7.

februar 1996 afgørelse om at (A) skulle betale 8.000 kr. om måneden i

ægtefællebidrag til (B). Afgørelsen blev påklaget, men overpræsidiet genoptog

sagen. Den 7. august 1996 fastholdt overpræsidiet afgørelsen. Herefter blev

sagen på ny påklaget til Civilretsdirektoratet som den 3. juni 1997 traf

afgørelse om at nedsætte størrelsen af bidraget til 500 kr. pr. måned med

virkning fra den 15. oktober 1996. Civilretsdirektoratet genbehandlede sagen

og traf ny afgørelse den 31. juli 1997 hvorefter nedsættelsen fik virkning

fra den 15. september 1996 (første forfaldsdag efter (B) blev bekendt med

klage nr. 2 til Civilretsdirektoratet).

Som det fremgår af

Civilretsdirektoratets afgørelse af 3. juni 1997, er det praksis at en

ændring

af et bidrag normalt først har virkning fra den første forfaldsdag efter den

trufne afgørelse. En ændring kan dog i særlige tilfælde få virkning fra et

tidligere

tidspunkt. Dette gælder navnlig hvis en part har givet urigtige oplysninger,

hvis statsamtets afgørelse er åbenbart urigtig, eller hvis sagsbehandlingen

har trukket urimeligt længe ud enten på grund af myndighederne eller på grund

af en af sagens parter.

Sagen hørte - fra det

tidspunkt klagen over afgørelsen af 7. februar 1996 blev modtaget i

overpræsidiet - kompetencemæssigt under Civilretsdirektoratet, jf. det jeg

har anført under afsnit 2. Overpræsidiet burde på dette tidspunkt have

videresendt

sagen til direktoratet.

På det foreliggende grundlag

kan det ikke udelukkes at det kan have betydning for direktoratets vurdering

af, i hvilken udstrækning afgørelsen skal have tilbagevirkende kraft at sagen

ikke blev sendt til Civilretsdirektoratet til klagesagsbehandling, men

derimod

blev genoptaget i overpræsidiet."

Civilretsdirektoratet

meddelte mig efterfølgende at direktoratet tog min opfattelse til

efterretning,

og genoptog sagens behandling.

Herefter fandt jeg ikke

grundlag for at foretage videre vedrørende den del af sagen.

NOTER (*1) Jf. FOB 1988, s.

276 og s. 299.

Lignende dokumenter