Spring til indhold

Retsinformation

Tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. Hjemmelsspørgsmål

FOU nr 1997.210UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. Hjemmelsspørgsmål

A klagede til mig over at han

skulle betale 52.612,15 kr. tilbage af uddannelsesstøtte udbetalt efter den

dagældende bistandslovs § 42.

Det fremgik af akterne at A

indrejste i Danmark fra Etiopien den 28. januar 1979.

Dansk Flygtningehjælp ydede A

støtte i perioden den 17. maj 1979 til den 1. februar 1982. Den 1. januar

1980

blev A tilmeldt et adgangskursus til Københavns Teknikum som han gennemførte,

og den 1. januar 1981 startede han på ingeniøruddannelsen. Med virkning fra

den 1. februar 1982 søgte A Københavns Kommune om hjælp efter bistandslovens

§ 42 til færdiggørelse af sit studium som han mente ville kunne færdiggøres

på

to til to et halvt år.

Det blev på et møde i

Københavns Kommune den 4. marts 1982 besluttet at yde A hjælp efter

bistandsloven i to år fra den 1. februar 1982.

Den 25. februar 1982 modtog A

en lånedeklaration hvori det fejlagtigt var angivet at hjælpen blev ydet fra

den 1. marts 1982 i stedet for den 1. februar 1982. Denne lånedeklaration

fandtes ikke i sagens akter.

På grund af fejlen underskrev

A den 11. januar 1984 en ny lånedeklaration - som fandtes i sagens akter -

hvorefter

halvdelen af den hjælp der var ydet i tiden efter den 1. februar 1982, var

tilbagebetalingspligtig når uddannelsen var afsluttet. I lånedeklarationen

blev der, vedrørende reglerne om tilbagebetaling, henvist til bagsiden af

deklarationen hvor pkt. 8 og 9 i Socialministeriets cirkulære af 30. marts

1976

Læs alt

om hjælp efter bistandslovens § 42 var optrykt. Det følger af pkt. 9 i

1976-cirkulæret at hvis der er fastsat en betalingsordning, og pågældende

senere kommer i den situation ikke at kunne betale de resterende afdrag,

"bortfalder den resterende del af tilbagebetalingskravet, hvis

hindringen

for at betale vedvarer, indtil der er gået 3 år efter hindringens

indtræden".

Det fremgik af journalarket

at A telefonisk kontaktede kommunen den 17. januar 1984 og fik oplyst at man

ville overveje forlængelse af § 42-hjælpen i perioden efter den 31. januar

1984 på gruppemøde.

A mødte personligt op til

samtale i kommunen den 30. januar 1984 og fik oplyst at sagen om forlængelse

af

§ 42-hjælp endnu ikke havde været på gruppemøde, men at det foreløbigt var

besluttet at betale § 42-hjælp for februar måned 1984.

Den 1. marts 1984 oplyste

kommunen at sagen ville blive drøftet på tværgruppemøde den 7. marts

1984. A

fik samtidig § 42-hjælp for

endnu en uge, og det blev aftalt at A den 8. marts 1984 skulle orienteres om

resultatet af mødet.

Den 8. marts 1984 mødte A

ifølge journalarket op og blev orienteret om at der kunne ydes § 42-hjælp

indtil den 30. juni 1984. Siden har A ikke modtaget hjælp i henhold til § 42.

Københavns Kommune traf den

4. juni 1987 afgørelse om at hjælpen i 1982 og frem var ydet med halvdelen

som

lån og halvdelen som tilskud. I afgørelsen henviste kommunen til

Socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976 om hjælp efter bistandslovens

§

42.

I brev af 18. februar 1988

tiltrådte Den Sociale Ankestyrelse kommunens afgørelse af 4. juni 1987.

Den 27. juli 1988 oplyste A

kommunen om at han havde afsluttet sit ingeniørstudium og den 16. juni 1988

var

blevet svagstrømsingeniør.

Af journalarket for 5. juni

1992 fremgår det at A blev indkaldt til møder i kommunen den 11. april 1989,

i

maj 1990 og den 5. februar

1992. A

meldte afbud til disse møder idet han var arbejdsløs og derfor ikke mente at

kunne afdrage gælden. Kommunen foretog sig ikke yderligere i den forbindelse.

I brev af 11. september 1992

bad Københavns Kommune A om inden 14 dage at udfylde et oplysningsskema til

brug for en vurdering af hans betalingsevne og fastsættelse af en

afdragsordning. Det blev samtidig oplyst at der ville blive fastsat en

skønsmæssig ordning hvis kommunen ikke havde modtaget oplysningerne inden

periodens

udløb.

I brev af 16. september 1992

skrev A til Københavns Kommune at han ikke kunne anerkende

tilbagebetalingspligten, og at han ønskede at klage over Den Sociale

Ankestyrelses afgørelse af 18. februar 1988.

I brev af 1. oktober 1992

meddelte Københavns Kommune at man med virkning fra den 1. november 1992

havde

fastsat en afdragsordning på 775 kr. pr. måned og indtil videre idet kommunen

ikke havde modtaget oplysninger om A's økonomiske forhold. I brev af 8.

oktober

1992 meddelte kommunen endvidere at Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af

18.

februar 1988 ikke kunne indbringes for en højere administrativ myndighed.

I brev af 10. oktober 1992

til Den Sociale Ankestyrelse klagede A over kommunens afdragsordning og Den

Sociale Ankestyrelses afgørelse af 18. februar 1988. Ankestyrelsen afviste i

brev af 3. november 1992 at genoptage afgørelsen af 18. februar 1988 og

meddelte samtidig at en klage over afdragsfastsættelsen skulle indgives til

Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Den 23. marts 1993 mødte A

personligt op i det sociale ankenævn for at klage over Københavns Kommunes

afgørelse af 1. oktober 1992. I breve af 22. marts 1993 og 25. marts 1993

rettede A og hans advokat, B, endvidere henvendelse til Københavns Kommune. A

anførte bl.a. at tilbagebetalingspligten var bortfaldet.

Københavns Kommune meddelte i

brev af 26. marts 1993 at gælden var opgjort til 52.612,15 kr., og at lånet

først bortfaldt hvis man i fem år efter uddannelsens afslutning havde været

ude

af stand til at tilbagebetale på lånet. Kommunen henviste til den tidligere §

42, stk. 6, i bistandsloven.

Københavns Retshjælp bad i

brev af 21. april 1993 Den Sociale Ankestyrelse om at genoptage afgørelsen af

18. februar 1988 vedrørende fordelingen af hjælpen på lån/tilskud.

Retshjælpen

henviste til bek. nr. 432 af 19. juni 1987, § 2, stk. 2, og anførte at

hjælpen

i det første år skulle have været ydet som rent tilskud.

I brev af 24. maj 1993

meddelte Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner at

nævnet havde truffet afgørelse vedrørende A's klage over kommunens afgørelser

af 1. oktober 1992 og 26. marts 1993. I brevet var der bl.a. anført:

"...

Det Sociale Ankenævn finder

ikke, at Deres gæld er bortfaldet, idet De må antages at have betalingsevne.

Ankenævnet skal bemærke at

tilbagebetalingspligten indtræder ved uddannelsens afslutning, det vil i

Deres

tilfælde sige den 16. juni 1988 og tilbagebetalingskravet ville i Deres

tilfælde tidligst kunne være bortfaldet den 16. juni 1993, såfremt De på

kommunens opfordringer havde dokumenteret manglende betalingsevne i en

periode

på 5 år efter uddannelsens afslutning.

Ankenævnet skal endvidere

oplyse, at der efter de nugældende regler ikke længere er hjemmel til at

eftergive § 42 gæld.

..."

I brevet var der bl.a. henvist

til den tidligere § 42 og Socialministeriets cirkulære af 17. oktober 1980 om

hjælp efter bistandslovens § 42 som tillige var vedlagt.

Ankestyrelsen afviste i brev

af 28. maj 1993 at genoptage sagen vedrørende fordeling på lån/tilskud. I

brevet var der bl.a. anført:

"...

Efter de dagældende regler i

bistandslovens § 42 var Socialministeren bemyndiget til at fastsætte

retningslinier for, hvornår hjælpen skulle ydes som lån.

Sådanne retningslinier blev

fastsat i Socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976. Det anføres her i

punkt 9, første afsnit, at ved uddannelse på offentligt anerkendte

læreanstalter m.m. ydes støtten til sådan højere uddannelse det første år

under

den egentlige uddannelse som tilskud. Bestemmelsen blev gentaget i

Socialministeriets ændringscirkulære af 17. oktober 1980.

Disse retningslinier var

gældende, indtil 1976-cirkulæret blev afløst af cirkulære af 17. december

1986.

I dette cirkulæres punkt 8 er det som noget nyt fastsat, at har den

uddannelsessøgende påbegyndt uddannelsen uden støtte fra det sociale udvalg,

ydes hjælpen som fuldt tilskud i ét år fra det tidspunkt, hvor der er truffet

beslutning om at yde hjælp efter § 42, uanset om vedkommende på dette

tidspunkt

har afsluttet det første år af den egentlige uddannelse.

Bestemmelsen blev videreført

i § 2, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 432 af 19. juni 1987.

De regler og den praksis,

Retshjælpen henviser til, er således først blevet indført efter det tidspunkt

(A)'s sag angår. Ankestyrelsen finder derfor ikke grundlag for at genoptage

sagen."

I brev af 16. juni 1993

klagede advokat C på vegne af A over det sociale ankenævns afgørelse af 24.

maj

1993. Advokaten skrev at det afgørende var den underskrevne lånedeklaration

hvori der var optrykt pkt. 8 og 9 i Socialministeriets cirkulære af 39. marts

1976, hvorefter bortfaldsreglen var tre år.

Den Sociale Ankestyrelse

meddelte A i brev af 19. juli 1993 at styrelsen havde besluttet at optage det

sociale ankenævns afgørelse af 24. maj 1993 til principiel behandling.

Ankestyrelsen

skrev dog at spørgsmålet om hvorvidt støtten i det første år skulle have

været

udbetalt som tilskud, ikke ville blive behandlet på ny, og henviste til

seneste

brev af 28. maj 1993. Ankestyrelsen bad samtidig ankenævnet om en udtalelse i

sagen.

I brev af 16. august 1993

afgav ankenævnet en udtalelse til Den Sociale Ankestyrelse. Det fremgik ikke

af

sagens akter at A/A's advokat modtog denne udtalelse til partshøring inden

der

blev truffet afgørelse i sagen.

Den 16. august 1993 og den 7.

juli 1994 bad A Ankestyrelsen om at sætte sagen vedrørende bortfaldsreglen i

bero idet han ville fremskaffe yderligere oplysninger til sagen.

I brev af 6. december 1994

meddelte Ankestyrelsen A at styrelsen på et møde den 30. november 1994 havde

truffet afgørelse i sagen. I afgørelsen var der bl.a. anført:

"...

Ankestyrelsen tiltræder

nævnets afgørelse, hvorefter tilbagebetalingskravet fortsat består.

Ankestyrelsen er således enig

med nævnet og nævnets begrundelse herfor på dette punkt.

..."

I lovgrundlaget for afgørelsen

var der henvist til § 42 i den dagældende lov om social bistand.

Den 15. december 1994 mødte A

personligt op hos Ankestyrelsen og bad om at få en uddybende begrundelse og

en

revurdering af sagen. A bad om at få præciseret hvilke konkrete regler,

herunder

bekendtgørelser og cirkulærer, der var anvendt. A gjorde i den forbindelse

gældende at hvis Socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976 var anvendt,

så gjaldt der en treårig bortfaldsregel. Hvis bek. nr. 432 af 19. juni 1987

var

anvendt, så galdt der en femårig bortfaldsregel, men så skulle man samtidig

acceptere at det første år var ydet som tilskud, jf. bekendtgørelsens § 2,

stk.

2. A

fandt ikke at

det var rigtigt at skifte fra det ene til det andet regelgrundlag i den samme

sag med den virkning at han blev stillet dårligst muligt. A bad samtidig om

at

få aktindsigt i sagen.

I brev af 22. december 1994

sendte Ankestyrelsen sagens akter til A. Det fremgik ikke om ankenævnets

udtalelse var vedlagt. I brevet var der anført at hvis A havde yderligere

bemærkninger til sagen som han ønskede skulle medtages ved sagens

mødebehandling,

skulle de fremsendes inden fire uger.

Ved telefonisk henvendelse

den 9. januar 1995 fik A oplyst at der var sket en fejl med hensyn til

fremsendelsesbrevet af 22. december 1994, og at sagen ikke ville blive

genoptaget på et nyt møde. A fastholdt at sagen skulle genoptages på et nyt

møde.

I brev af 10. januar 1995

fremsendte A sine bemærkninger til sagen og gentog i det væsentligste det han

havde anført i samtalen af 15. december

1994.

A

tilføjede endvidere at Ankestyrelsen havde afvist at

bruge bek. nr. 432 af 19. juli 1987 i afgørelsen af 18. februar 1988.

I brev af 21. april 1995

skrev Ankestyrelsen bl.a.:

"...

Deres anbringende om, at

kravet var forældet, blev således ikke taget til følge.

Dette anbringende har De

bygget på, at der ved den lånedeklaration, De underskrev den 11. januar 1984,

fejlagtigt var blevet henvist til punkterne 8 og 9 i socialministeriets

cirkulære af 30. marts 1976 om hjælp efter bistandslovens § 42. I slutningen

af

punkt 9 står, at resten af tilbagebetalingskravet bortfalder 3 år efter en

betalingshindrings

indtræden.

Disse punkter - 8 og 9 - blev

imidlertid allerede ændret med virkning fra 1. januar 1981 med cirkulære af

17. oktober 1980, således at bortfaldsfristen blev ændret fra 3 til 5 år, som

det fremgår af næstsidste afsnit i dette cirkulæres punkt 9. Det fremgår

desuden, at ændringen gælder for hjælp ydet inden ændringstidspunktet -

således

også for hjælpmodtagere der med rette modtog en lånedeklaration som Deres, da

den var udstedt forud for 1. januar 1981, i modsætning til Deres, der var

udstedt den 11. januar 1984. Retsstillingen for hjælpmodtagere fra den 1.

januar 1981 er således på dette punkt, bortfaldsperioden, den samme, 5 år fra

nævnte dato, uanset om lånet henviser til 1976-cirkulæret eller til

1980-cirkulæret.

Iøvrigt er der ikke - som De

er inde på - tale om en 'forældelsesregel' men om en bortfaldsregel, som

forudsætter en forhandling ved uddannelsens afslutning om en

tilbagebetalingsordning,

herunder en dokumentation for betalingsevne. Bortfaldsperioden løber derfor

ikke fra uddannelsens afslutning, men fra konstateringen af manglende

betalingsevne.

De har desuden rejst

spørgsmål om anvendelsen af § 2, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse

nr.

432 af 19. juni 1987 vedrørende ydelse af 1. års hjælp som tilskud. Dette har

Ankestyrelsen taget stilling til allerede i sin afgørelse af 18. februar 1988

og senere brevveksling, senest i skrivelse af 28. maj 1993 til Københavns

Retshjælp, der for Dem rejste spørgsmålet. Vedrørende dette spørgsmål kan

Ankestyrelsen - som anført i sin afgørelse af 6. december 1994 - fortsat

henholde sig til sin tidligere afgørelse af 18. februar 1988 og den senere

brevveksling, herunder førnævnte brev af 28. maj 1993.

Ankestyrelsen skal i øvrigt

beklage - således som De også telefonisk den 9. januar 1995 og ved personligt

fremmøde her den 10. april 1995 fik oplyst - at Ankestyrelsens

fremsendelsesbrev af 22. december 1994 med sagens akter i henhold til Deres

anmodning ved fremmøde her den 15. december 1994, desværre er ekspederet på

grundlag af en blanket, der anvendes ved mødeberammede sager. Deres sag er

ikke

mødeberammet, da den har været på møde den 30. november 1994, således som det

er anført i afgørelsen herfra af 6. december 1994.

Ankestyrelsen har heller ikke

fundet, at De ved senere fremmøder eller Deres brev, dateret 10. januar 1995,

har bragt nye faktiske oplysninger frem, som kunne ændre det

beslutningsgrundlag, som Ankestyrelsen traf sin afgørelse på grundlag af.

..."

I brev af 14. juni 1995

meddelte Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner A at

nævnet havde stadfæstet en afgørelse truffet af Københavns Kommune, hvorefter

den hjælp A havde modtaget i perioden fra den 1. februar 1982 til den 30.

juni

1984, ligeledes var tilbagebetalingspligtig hjælp efter bistandslovens § 42.

I afgørelsen anførte nævnet bl.a.:

"...

Nævnet har herved lagt vægt

på, at det må lægges til grund, at De som det fremgår af sagens akter

gentagne

gange er blevet gjort opmærksom på, at den hjælp, De modtog i perioden mellem

den 1. februar 1984 og 30. juni 1984, blev ydet i henhold til bistandslovens

dagældende § 42. Det fremgår ikke af sagen, at De ved den omhandlede

forlængelse af § 42 perioden blev gjort bekendt med

tilbagebetalingsforpligtelsen,

men idet De også før den omhandlede periode modtog hjælp efter bistandslovens

§

42, må De antages at have været bekendt med betingelserne for at modtage

denne

hjælp.

..."

I lovgrundlaget for

afgørelsen var der henvist til den dagældende § 42 samt § 2, stk. 1, i

Socialministeriets bek. nr. 432 af 19. juni 1987 om uddannelseshjælp eter

bistandslovens § 42.

I brev af 30. juni 1995

klagede A til Den Sociale Ankestyrelse over ankenævnets afgørelse af 14. juni

1995.

Ankestyrelsen afviste i brev

af 16. august 1995 at behandle klagen idet styrelsen ikke fandt at afgørelsen

havde principiel eller generel karakter.

I et andet brev fra Den

Sociale Ankestyrelse, også dateret den 16. august 1995, meddelte

Ankestyrelsen

A at styrelsen ikke i afgørelsen af 18. februar 1988 havde taget stilling til

hvor længe A rent faktisk havde fået udbetalt § 42-hjælp, og at Ankestyrelsen

således ikke havde taget stilling til karakteren af den hjælp A modtog i

perioden fra den 1. februar 1984 til den 30. juni 1984.

I brev af 24. november 1995

som A afleverede personligt her ved embedet, bad A mig om at se på sagen. Han

afleverede senere yderligere materiale, og jeg indhentede sagens akter. I

brev

af 26. marts 1996 meddelte jeg A at jeg ved min behandling af sagen alene

ville

se på to af de klagepunkter som han havde anført.

Ankestyrelsens afgørelse som blev meddelt A i brev af

6. december 1994 og uddybet i brev af 21. april 1995 vedrørende spørgsmålet

om hvorvidt tilbagebetalingskravet var bortfaldet efter tre eller fem år (mit

journalnr. 1995-2605-056).

Det sociale ankenævns afgørelse som blev meddelt i brev

af 14. juni 1995 vedørende spørgsmålet om hvorvidt hjælpen i perioden 1.

februar 1984 - 30. juni 1984 var ydet som hjælp efter bistandslovens § 42

(mit

journalnr. 1996-530-056). Jeg oplyste samtidig at jeg ville tage stilling til

Ankestyrelsens afgørelse af 6. august 1995 når jeg havde modtaget ankenævnets

udtalelse.

Jeg bad samtidig i breve af

26. marts 1996 henholdsvis Den Sociale Ankestyrelse og Det Sociale Ankenævn

for

Københavns og Frederiksberg Kommuner om en udtalelse i anledning af A's to

klagepunkter.

Det sociale ankenævn udtalte

i brev af 2. april 1996 vedrørende afgørelsen af 14. juni 1995 bl.a.:

"...

I forbindelse med sagens

behandling i Ankenævnet har man specielt hæftet sig ved følgende:

Det fremgår af socialcentrets

oplysningsark af 17. januar 1984, at man havde oplyst pågældende om, at man

ville forelægge hans sag på gruppemøde til beslutning om, hvorvidt der

fortsat

kunne ydes ham hjælp efter bistandslovens § 42.

Det fremgår af

oplysningsarket af 31. januar 1984, at pågældende blev orienteret om, at man

foreløbig bevilgede ham hjælp efter bistandslovens § 42 en måned - i februar

1984 - , indtil hans sag ville blive endelig afgjort på et tværgruppemøde.

Det fremgår af

oplysningsarket af 1. marts 1984, at pågældende mødte på socialcentret, og at

han i den forbindelse blev ydet hjælp i en uge, idet tværgruppemødet først

ville blive afholdt den 8. marts 1984.

Det fremgår af

oplysningsarket af 8. marts 1984, at pågældende blev informeret om

tværgruppens

afgørelse. Pågældende gav i den forbindelse udtryk for, at han fandt det

utilfredsstillende, at der var så megen usikkerhed omkring hans fortsatte

hjælp. Man gav fra socialcentrets side udtryk for, at afgørelsen ikke var

ensbetydende med, at pågældendes hjælp ville blive stoppet den 30. juni 1984,

men at man på dette tidspunkt ønskede at vurdere udtalelserne fra

Studenterrådgivningen, hvor pågældende skulle følge en behandling.

Den 28. juni 1984 blev

pågældende informeret om, at det ville være nødvendigt for vurderingen af, om

der fortsat kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 42, at han gav

oplysninger

om, hvilke fag han havde været oppe i, og hvilke karakterer han havde opnået.

Pågældende blev i samme forbindelse informeret om, at hans § 42 bevilling var

udløbet den 30. juni 1984, hvorfor hans sag skulle være afklaret til juli

måned, for at han fortsat kunne få hjælp.

Ankenævnet traf afgørelse i

sagen den 14. juni 1995. Ankenævnet fandt at hjælpen i den omhandlede periode

måtte anses for at være ydet i henhold til bistandslovens dagældende § 42,

idet

pågældende, som det fremgår af ovenstående, flere gange af socialcentret var

blevet gjort opmærksom på, at dette var tilfældet. Nævnet fandt samtidig, at

halvdelen af hjælpen måtte anses for at være ydet som lån, uanset at

pågældende

ikke kunne ses at være blevet gjort opmærksom på dette. Nævnet lagde ved

denne

vurdering vægt på, at pågældende tidligere havde modtaget hjælp efter

bistandslovens § 42 og således måtte anses for at være bekendt med vilkårene

for at modtage denne form for hjælp.

..."

Ankestyrelsen udtalte i brev

af 3. juni 1996 vedrørende afgørelsen som blev meddelt A i brev af 6.

december

1994 og senere uddybet i brev af 21. april 1995, bl.a.:

"...

Ankestyrelsen skal i den

anledning meddele, at sagen blev antaget til principiel behandling med

henblik

på en afklaring af, hvilken betydning det havde, at kommunen fejlagtigt havde

anvendt en forældet lånedeklaration med en forkert bortfaldsfrist.

Som det fremgår af

Ankestyrelsens afgørelse af 6. december 1994 og det uddybende brev af 21.

april

1995 fandt Ankestyrelsen, at dette forhold ikke betød, at klageren skulle

stilles bedre end de revalidender der med rette havde modtaget hjælp med en

dagældende 3-årig bortfaldsfrist, idet bortfaldsfristen også for disse var

ændret til 5 år.

..."

I breve af 19. juni 1996 og

1. juli 1996 afleverede A sine bemærkninger til Den Sociale Ankestyrelses

udtalelse. A fastholdt at bortfaldsreglen var tre år, og henviste til

lånedeklarationen og det optrykte cirkulære.

I brev af 1. juli 1996

anførte A endvidere sine bemærkninger til ankenævnets udtalelse af 2. april

1996. A

har bl.a. anført at

sagsbehandleren oplyste ham om at han kunne modtage § 37-hjælp uden

tilbagebetalingspligt indtil sagen havde været drøftet på tværgruppemøde. A

henviste endvidere til Ankestyrelsens afgørelse af 18. februar 1988 hvoraf

det

efter hans opfattelse fremgik at den tilbagebetalingspligtige hjælp kun var

ydet i to år.

A har endvidere i brev af 30.

april 1997 rettet henvendelse til mig vedrørende Socialcentret S's

sagsbehandlingtid i forbindelse med opgørelsen af den

tilbagebetalingspligtige

§ 42-hjælp (mit j.nr. 1997-1251-056). Jeg meddelte i brev af 20. maj 1997 at

jeg ville vende tilbage til denne henvendelse i forbindelse med min

afsluttende

behandling af henholdsvis j.nr. 1995-2605-056 og 1996-530-056.

Ombudsmandens udtalelse

"

Retsgrundlaget for tilbagebetaling af uddannelsesstøtte efter den dagældende

§ 42 i bistandsloven

Ved lov nr. 144 af 31. marts 1976 om ændring af lov om social bistand fik

bistandslovens § 42, stk. 1, følgende ordlyd:

'

§ 42. Når det må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed for

fremtidig at klare sig selv og sørge for sin familie, kan der ydes pågældende

hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning eller omskoling i det

omfang, der ikke kan ydes tilskud hertil af Statens Uddannelsesstøtte eller

efter andre regler uden for den sociale lovgivning. Socialministeren

fastsætter retningslinjer for, hvornår hjælpen ydes som lån.'

§ 42, stk. 1, 2. punktum, i bestemmelsen var ny i forhold til tidligere. I

lovforslagets bemærkninger hertil var der bl.a. anført (Folketingstidende

1975-76, tillæg A, sp.

3417f

):

'...

Med hjemmel i en bemyndigelsesbestemmelse i revalideringslovens § 6, stk. 3,

er der nemlig gennem cirkulærebestemmelser fastlagt en ordning, hvorefter

støtten i det første år af en uddannelse ydes som tilskud, mens støtten i

tiden derefter som hovedregel ydes med halvdelen som tilskud og halvdelen som

lån, der efter uddannelsens afslutning tilbagebetales efter aftale med

låntageren, normalt over en periode af op til 10 år.

En tilsvarende ordning kan ikke etableres efter bistandsloven, medmindre der

skabes udtrykkelig lovhjemmel for det i § 42. I modsat fald kunne der kun

kræves tilbagebetaling i de forholdsvis sjældne tilfælde, der kunne henføres

under de almindelige tilbagebetalingsbestemmelser i lovens §

26, f.eks. hvis der blev ydet støtte til en uddannelse, som i løbet af

kortere tid ville føre pågældende til en meget vellønnet beskæftigelse, som

med sikkerhed ville sætte ham eller hende i stand til at tilbagebetale

hjælpen.

Det må derfor anses for

hensigtsmæssigt, at man ved ændringen af § 42 medtager en udtrykkelig hjemmel

til at yde en del af hjælpen som lån. Da fordelingen mellem tilskud og lån

antagelig til en vis grad bør følge den tilsvarende fordeling efter de til

enhver tid gældende regler for Statens Uddannelsesstøtte, foreslås det at

udforme

reglerne som en bemyndigelse for socialministeren til at fastsætte

retningslinier

for forholdet mellem lån og tilskud, så de nærmere regler med passende

mellemrum kan ajourføres gennem cirkulærebestemmelser.

...'

I betænkning over

lovforslaget (Folketingstidende 1975-76, tillæg B, sp.

749f

) var der bl.a. optrykt et svar fra

socialministeren til brug for en afklaring af hvilke regler ministeren havde

tænkt sig at fastsætte i medfør af bemyndigelsen i § 42, stk. 1, 2. punktum.

Det er i det optrykte svar anført at ministeren havde tænkt sig at gennemføre

en lignende ordning svarende til den ordning der var fastsat i medfør af

revalideringslovens

§ 6, stk. 3, jf. cirkulære af 22. maj 1967, pkt. 37, hvori der dog ikke er

nævnt nogen bortfaldsregel.

Der udstedtes ikke på

daværende tidspunkt en bekendtgørelse med retningslinier som omtalt. I stedet

fastsattes retningslinierne i cirkulære nr. 72 af 30. marts 1976. I

cirkulærets

pkt. 9 anførtes følgende:

'...

Ved uddannelsens afslutning

optages forhandling med låntageren om tilbagebetaling af det lån, hvis

størrelse er beregnet på grundlag af de ovenfor anførte retningslinier.

Afdragene på lånet fastsættes under hensyntagen til låntagerens forhold,

herunder

dennes indtægtsforhold, forsørgerforhold og eventuelle merudgifter som følge

af særlige helbredsmæssige årsager. Lånet, der er rentefrit, skal normalt

være

afdraget over en 10-års periode. De enkelte afdrag fra den, der skal betale

tilbage, fastsættes sådan, at pågældende kan udrede disse uden at komme til

at

mangle, hvad der må anses for nødvendigt til eget eller familiens underhold.

Så længe pågældende slet ikke

kan betale et afdrag uden at komme til at mangle det nødvendige til sig selv

og

familien, er der ikke grundlag for at gennemføre tilbagebetalingskravet.

Hvis pågældendes økonomiske

forhold ændrer sig efter at en eventuel tilbagebetalingsordning er fastsat,

så

pågældende alligevel ikke kan overholde den, dvs. at pågældende senere kommer

i

den situation, at han ikke kan betale resterende afdrag uden at mangle det

nødvendige til sit eget eller familiens underhold, bortfalder den

resterende del

af

tilbagebetalingskravet, hvis hindringen for at betale vedvarer, indtil der er

gået 3 år efter hindringens indtræden. Denne bortfaldsregel finder også

anvendelse

i de tilfælde, hvor hjælp er ydet inden bistandslovens ikrafttræden med

tilbagebetalingspligt efter de i pkt. 2 nævnte bestemmelser.'

Ved lov nr. 258 af 16. juni

1980 med ikrafttræden den 1. januar 1981 blev den dagældende bistandslov, §

27,

stk. 3, (svarende til den nugældende § 27, stk. 4) ændret således at den

dagældende lovbestemte treårige bortfaldsregel blev forlænget til fem år. Der

blev ikke i den forbindelse foretaget ændring i den daværende § 42.

Socialministeriet udstedte

imidlertid cirkulære af 17. oktober 1980 om ændring af cirkulære af 30. marts

1976. Cirkulæret skulle træde i kraft den 1. januar 1981. I cirkulæret var

der

vedrørende bortfaldsreglen bl.a. anført:

'...

Hvis pågældende på

tidspunktet for fastsættelsen af betalingsordningen eller senere kommer i den

situation, at han ikke kan betale selv mindre afdrag uden at mangle det

nødvendige til sit eget eller familiens underhold, bortfalder den resterende

del af tilbagebetalingskravet, hvis hindringen for at betale vedvarer, indtil

der er gået 5 år efter hindringens indtræden. 5 års fristen finder også

anvendelse for hjælp ydet inden 1. januar 1981, samt for hjælp ydet inden

bistandslovens ikrafttræden med tilbagebetalingspligt efter de i pkt. 2

nævnte

bestemmelser.

...'

Socialministeriet nedsatte

den 3. december 1982 en arbejdsgruppe vedrørende bindende/vejledende

forskrifter i henhold til bistandsloven. I arbejdsgruppens rapport fra marts

1983 er der om § 42, stk. 1, (side 28 i rapporten) anført at bestemmelsen

giver

bemyndigelse til at fastsætte

bindende

retningslinier i bekendtgørelsesform

for hvornår hjælpen ydes som lån. Det

er endvidere anført at cirkulærets pkt. 9 vedrørte rettigheder og pligter for

de personer der modtog støtte efter § 42, og at denne del af cirkulæret

derfor

burde have været udformet i en bekendtgørelse.

De to omtalte cirkulærer blev

afløst af Socialministeriets cirkulære nr. 151 af 17. december 1986 hvori den

femårige bortfaldsregel blev gentaget.

Bortfaldsreglen blev

lovfæstet som § 42, stk. 7, ved lov nr. 938 af 23. december 1986 som trådte i

kraft den 1. juli 1987:

'Hvis låntageren i en periode

på 5 år ikke har haft økonomisk mulighed for at tilbagebetale på lånet,

bortfalder den resterende del af tilbagebetalingskravet.'

Det fremgår af forarbejderne

til bestemmelsen at femårsfristen regnes fra hindringens indtræden. Endvidere

fremgår det at bestemmelsen er i overensstemmelse med hidtidig praksis.

(Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 918).

I Socialministeriets

vejledning af 26. juni 1987 var der til den dagældende § 42, stk. 5-7, bl.a.

anført:

'...

Fastsættelse af afdrag

52.

...

Hvis låntageren slet ikke kan

betale afdrag uden at komme til at mangle det nødvendige til sig og familien,

vil der ikke være grundlag for at gennemføre tilbagebetalingskravet, og der

vil derfor ikke kunne fastsættes en egentlig betalingsordning. I disse

tilfælde

bør der være en rimelig jævnlig kontakt med modtageren af lånet, bl.a. fordi

kravet bortfalder hvis betalingshindringen varer i 5 år, jf. pkt. 54.

...

Bortfald. (§ 42, stk. 7)

54

.

...

Der er tale om en særlig

bortfaldsfrist, der løber fra det tidspunkt, hvor låntageren ikke kan betale

selv mindre afdrag.

Fristen afbrydes, hvis der

inden 5-års periodens udløb er fastsat, eller det har været forsøgt at

fastsætte en afdragsordning, som låntageren har mulighed for at overholde.

Der

vil blive tale om en ny 5-års periode, hvis låntageren igen kommer i den

situation, at han ikke kan betale.

...'

Ved lov nr. 853 af 20.

december 1989 blev § 42 ophævet.

Anvendelsen af den femårige bortfaldsregel i cirkulære af 17. oktober

1980 på Deres sag

Den 11. januar 1984

underskrev De en lånedeklaration. I deklarationen henvistes til bagsiden hvor

reglerne om pkt. 8 og 9 i Socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976 var

optrykt. Der henvistes således til den treårige bortfaldsregel som var

indeholdt i 1976-cirkulæret. Der burde have været henvist til cirkulære af

17.

oktober 1980 som på daværende tidspunkt var trådt i kraft, og som havde en

bortfaldsregel på fem år.

Jeg er opmærksom på at

bortfaldsreglen efter sin ordlyd ikke omfattede Deres tilfælde, men alene den

situation at der var fastsat en tilbagebetalingsordning som herefter måtte

ophæves i forbindelse med at støttemodtagerens økonomi blev forringet. Reglen

blev dog dengang og siden - ligesom den senere femårige bortfaldsregel -

opfattet som en generel bortfaldsregel som også omfattede tilfælde hvor

støttemodtagerens forhold fra starten udelukkede at der blev fastsat en

tilbagebetalingsordning.

Jeg har forstået at Den Sociale

Ankestyrelse ikke fandt at det kunne tillægges afgørende betydning at De

modtog

og underskrev en forkert lånedeklaration. Ankestyrelsen har i brev af 21.

april

1995 og i udtalelsen af 3. juni 1996 til mig henvist til at de låntagere der

med rette havde modtaget en lånedeklaration hvor betingelserne i cirkulære af

30. marts 1976 var optrykt, senere blev omfattet af den femårige

bortfaldsregel

i Socialministeriets nye cirkulære af 17. oktober 1980.

Ved bedømmelsen af efter

hvilken bortfaldsregel Deres tilbagebetalingspligt skal bedømmes, må der

tages

udgangspunkt i at kommunen i lånedeklarationen henviste til den treårige

regel

der var omtalt i 1976-cirkulæret.

Den nærmere karakter af

bortfaldsreglen må efter min mening anses for tvivlsom. Som anført af

Socialministeriets arbejdsgruppe i rapporten fra 1983 burde de nærmere

retningslinier for § 42-hjælp være udstedt som en bekendtgørelse og ikke i

cirkulæreform. Det er ikke ganske klart hvilke konsekvenser dette forhold bør

få.

Det kan anføres at cirkulæreformen

medførte at bortfaldsreglen indgik som en selvstændig del af afgørelsen.

Havde

Socialministeriet valgt at udstede en bekendtgørelse, havde en henvisning i

deklarationen til reglen kun haft en konstaterende karakter. Lægges det til

grund at bortfaldsreglen var en selvstændig del af afgørelsen, måtte en

skærpelse af vilkåret ske ved lov eller ved en bekendtgørelse udstedt i

henhold

til en udtrykkelig og klar lovbemyndigelse.

Havde forholdet været

reguleret ved en bekendtgørelse, ville det formentlig snarere være

acceptabelt

– om end ikke utvivlsomt - at ændringen kunne gennemføres ved en ny

generel

regel hvori bortfaldsfristen blev forlænget.

På den baggrund finder jeg

det tvivlsomt om en ændring af et bestående lånevilkår kunne gennemføres ved

at

Socialministeriet i 1980 udstedte et cirkulære om ændring af 1976-cirkulæret,

hvorefter der skete en forlængelse af bortfaldsfristen i forhold til

lånevilkåret.

Kommunens og Ankestyrelsens

afgørelser om at Deres lån var omfattet af den femårige bortfaldsregel,

bygger

så vidt ses på det synspunkt at henvisningen til pkt. 9 i 1976-cirkulæret var

i strid med 1980-cirkulæret, og at vilkåret derfor var ulovligt. Synspunktet

forudsætter at 1980-cirkulæret indeholdt en i forhold til Dem tvingende

regel,

idet spørgsmålet ikke direkte var reguleret i bistandsloven. Jeg finder det

tvivlsomt om tilsidesættelsen af en cirkulærebestemmelse kan tillægges en

sådan virkning.

Ved lov nr. 938 af 26.

december 1986 som trådte i kraft den 1. juli 1987, det vil sige efter at De

underskrev lånedeklarationen, blev den femårige bortfaldsregel indføjet i

bistandsloven. Spørgsmålet er om denne lovbestemmelse kan anvendes på Deres

sag. Forarbejderne til reglen tager ikke stilling hertil. Der kan

argumenteres

for at det afgørende må være hvorvidt tilbagebetalingskravet er stiftet før

eller efter lovens ikrafttræden. Hvis man anser kravet for stiftet ved

uddannelsens ophør, blev kravet i Deres sag først stiftet den 16. juni 1988,

altså efter at den lovbestemte femårige frist trådte i kraft. På det

foreliggende

grundlag finder jeg ikke at have holdepunkter for at tage endelig stilling

til

dette spørgsmål. Selve det forhold at retsgrundlaget er uklart på dette

punkt,

taler efter min mening imod at tillægge § 42, stk. 7, virkning for lån der

blev

udbetalt mens den treårige bortfaldsfrist var gældende.

Sammenfattende er det min

opfattelse at retsgrundlaget ikke har en sådan klarhed at det med sikkerhed

kan

antages at den femårige bortfaldsregel var gældende i Deres tilfælde. Jeg

finder at spørgsmålet er tvivlsomt, og jeg har på den baggrund ikke fundet

tilstrækkeligt grundlag for at tilkendegive min opfattelse som kritik. Jeg

har

gjort Ankestyrelsen bekendt med mine overvejelser, og jeg skal samtidig

meddele at hvis De ønsker at få sagen prøvet ved domstolene, er jeg

indstillet

på at henstille til Civilretsdirektoratet at De får meddelt fri proces.

Herefter finder jeg ikke

grundlag for at foretage mig yderligere vedrørende spørgsmålet om hvor lang

tid

De havde modtaget § 42-hjælp (mit j.nr. 1996-530-056), og Deres henvendelse

af

30. april 1997 (mit j.nr. 1997-1251-056).

..."

A meddelte i brev af 6. juni

1997 at han ønskede sagen indbragt for domstolene, og jeg henstillede derfor

til Københavns Overpræsidium/Civilretsdirektoratet at A fik fri proces.

Civilretsdirektoratet meddelte i brev af 26. september

1997 A

fri proces til søgsmål mod

Københavns Kommune og Den Sociale Ankestyrelse i henhold til stævning af 15.

september 1997.

Retssagen behandles ved Østre

Landsret.

Lignende dokumenter