Tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. Hjemmelsspørgsmål
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. Hjemmelsspørgsmål
A klagede til mig over at han
skulle betale 52.612,15 kr. tilbage af uddannelsesstøtte udbetalt efter den
dagældende bistandslovs § 42.
Det fremgik af akterne at A
indrejste i Danmark fra Etiopien den 28. januar 1979.
Dansk Flygtningehjælp ydede A
støtte i perioden den 17. maj 1979 til den 1. februar 1982. Den 1. januar
1980
blev A tilmeldt et adgangskursus til Københavns Teknikum som han gennemførte,
og den 1. januar 1981 startede han på ingeniøruddannelsen. Med virkning fra
den 1. februar 1982 søgte A Københavns Kommune om hjælp efter bistandslovens
§ 42 til færdiggørelse af sit studium som han mente ville kunne færdiggøres
på
to til to et halvt år.
Det blev på et møde i
Københavns Kommune den 4. marts 1982 besluttet at yde A hjælp efter
bistandsloven i to år fra den 1. februar 1982.
Den 25. februar 1982 modtog A
en lånedeklaration hvori det fejlagtigt var angivet at hjælpen blev ydet fra
den 1. marts 1982 i stedet for den 1. februar 1982. Denne lånedeklaration
fandtes ikke i sagens akter.
På grund af fejlen underskrev
A den 11. januar 1984 en ny lånedeklaration - som fandtes i sagens akter -
hvorefter
halvdelen af den hjælp der var ydet i tiden efter den 1. februar 1982, var
tilbagebetalingspligtig når uddannelsen var afsluttet. I lånedeklarationen
blev der, vedrørende reglerne om tilbagebetaling, henvist til bagsiden af
deklarationen hvor pkt. 8 og 9 i Socialministeriets cirkulære af 30. marts
1976
Læs alt
om hjælp efter bistandslovens § 42 var optrykt. Det følger af pkt. 9 i
1976-cirkulæret at hvis der er fastsat en betalingsordning, og pågældende
senere kommer i den situation ikke at kunne betale de resterende afdrag,
"bortfalder den resterende del af tilbagebetalingskravet, hvis
hindringen
for at betale vedvarer, indtil der er gået 3 år efter hindringens
indtræden".
Det fremgik af journalarket
at A telefonisk kontaktede kommunen den 17. januar 1984 og fik oplyst at man
ville overveje forlængelse af § 42-hjælpen i perioden efter den 31. januar
1984 på gruppemøde.
A mødte personligt op til
samtale i kommunen den 30. januar 1984 og fik oplyst at sagen om forlængelse
af
§ 42-hjælp endnu ikke havde været på gruppemøde, men at det foreløbigt var
besluttet at betale § 42-hjælp for februar måned 1984.
Den 1. marts 1984 oplyste
kommunen at sagen ville blive drøftet på tværgruppemøde den 7. marts
1984. A
fik samtidig § 42-hjælp for
endnu en uge, og det blev aftalt at A den 8. marts 1984 skulle orienteres om
resultatet af mødet.
Den 8. marts 1984 mødte A
ifølge journalarket op og blev orienteret om at der kunne ydes § 42-hjælp
indtil den 30. juni 1984. Siden har A ikke modtaget hjælp i henhold til § 42.
Københavns Kommune traf den
4. juni 1987 afgørelse om at hjælpen i 1982 og frem var ydet med halvdelen
som
lån og halvdelen som tilskud. I afgørelsen henviste kommunen til
Socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976 om hjælp efter bistandslovens
§
42.
I brev af 18. februar 1988
tiltrådte Den Sociale Ankestyrelse kommunens afgørelse af 4. juni 1987.
Den 27. juli 1988 oplyste A
kommunen om at han havde afsluttet sit ingeniørstudium og den 16. juni 1988
var
blevet svagstrømsingeniør.
Af journalarket for 5. juni
1992 fremgår det at A blev indkaldt til møder i kommunen den 11. april 1989,
i
maj 1990 og den 5. februar
1992. A
meldte afbud til disse møder idet han var arbejdsløs og derfor ikke mente at
kunne afdrage gælden. Kommunen foretog sig ikke yderligere i den forbindelse.
I brev af 11. september 1992
bad Københavns Kommune A om inden 14 dage at udfylde et oplysningsskema til
brug for en vurdering af hans betalingsevne og fastsættelse af en
afdragsordning. Det blev samtidig oplyst at der ville blive fastsat en
skønsmæssig ordning hvis kommunen ikke havde modtaget oplysningerne inden
periodens
udløb.
I brev af 16. september 1992
skrev A til Københavns Kommune at han ikke kunne anerkende
tilbagebetalingspligten, og at han ønskede at klage over Den Sociale
Ankestyrelses afgørelse af 18. februar 1988.
I brev af 1. oktober 1992
meddelte Københavns Kommune at man med virkning fra den 1. november 1992
havde
fastsat en afdragsordning på 775 kr. pr. måned og indtil videre idet kommunen
ikke havde modtaget oplysninger om A's økonomiske forhold. I brev af 8.
oktober
1992 meddelte kommunen endvidere at Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af
18.
februar 1988 ikke kunne indbringes for en højere administrativ myndighed.
I brev af 10. oktober 1992
til Den Sociale Ankestyrelse klagede A over kommunens afdragsordning og Den
Sociale Ankestyrelses afgørelse af 18. februar 1988. Ankestyrelsen afviste i
brev af 3. november 1992 at genoptage afgørelsen af 18. februar 1988 og
meddelte samtidig at en klage over afdragsfastsættelsen skulle indgives til
Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Den 23. marts 1993 mødte A
personligt op i det sociale ankenævn for at klage over Københavns Kommunes
afgørelse af 1. oktober 1992. I breve af 22. marts 1993 og 25. marts 1993
rettede A og hans advokat, B, endvidere henvendelse til Københavns Kommune. A
anførte bl.a. at tilbagebetalingspligten var bortfaldet.
Københavns Kommune meddelte i
brev af 26. marts 1993 at gælden var opgjort til 52.612,15 kr., og at lånet
først bortfaldt hvis man i fem år efter uddannelsens afslutning havde været
ude
af stand til at tilbagebetale på lånet. Kommunen henviste til den tidligere §
42, stk. 6, i bistandsloven.
Københavns Retshjælp bad i
brev af 21. april 1993 Den Sociale Ankestyrelse om at genoptage afgørelsen af
18. februar 1988 vedrørende fordelingen af hjælpen på lån/tilskud.
Retshjælpen
henviste til bek. nr. 432 af 19. juni 1987, § 2, stk. 2, og anførte at
hjælpen
i det første år skulle have været ydet som rent tilskud.
I brev af 24. maj 1993
meddelte Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner at
nævnet havde truffet afgørelse vedrørende A's klage over kommunens afgørelser
af 1. oktober 1992 og 26. marts 1993. I brevet var der bl.a. anført:
"...
Det Sociale Ankenævn finder
ikke, at Deres gæld er bortfaldet, idet De må antages at have betalingsevne.
Ankenævnet skal bemærke at
tilbagebetalingspligten indtræder ved uddannelsens afslutning, det vil i
Deres
tilfælde sige den 16. juni 1988 og tilbagebetalingskravet ville i Deres
tilfælde tidligst kunne være bortfaldet den 16. juni 1993, såfremt De på
kommunens opfordringer havde dokumenteret manglende betalingsevne i en
periode
på 5 år efter uddannelsens afslutning.
Ankenævnet skal endvidere
oplyse, at der efter de nugældende regler ikke længere er hjemmel til at
eftergive § 42 gæld.
..."
I brevet var der bl.a. henvist
til den tidligere § 42 og Socialministeriets cirkulære af 17. oktober 1980 om
hjælp efter bistandslovens § 42 som tillige var vedlagt.
Ankestyrelsen afviste i brev
af 28. maj 1993 at genoptage sagen vedrørende fordeling på lån/tilskud. I
brevet var der bl.a. anført:
"...
Efter de dagældende regler i
bistandslovens § 42 var Socialministeren bemyndiget til at fastsætte
retningslinier for, hvornår hjælpen skulle ydes som lån.
Sådanne retningslinier blev
fastsat i Socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976. Det anføres her i
punkt 9, første afsnit, at ved uddannelse på offentligt anerkendte
læreanstalter m.m. ydes støtten til sådan højere uddannelse det første år
under
den egentlige uddannelse som tilskud. Bestemmelsen blev gentaget i
Socialministeriets ændringscirkulære af 17. oktober 1980.
Disse retningslinier var
gældende, indtil 1976-cirkulæret blev afløst af cirkulære af 17. december
1986.
I dette cirkulæres punkt 8 er det som noget nyt fastsat, at har den
uddannelsessøgende påbegyndt uddannelsen uden støtte fra det sociale udvalg,
ydes hjælpen som fuldt tilskud i ét år fra det tidspunkt, hvor der er truffet
beslutning om at yde hjælp efter § 42, uanset om vedkommende på dette
tidspunkt
har afsluttet det første år af den egentlige uddannelse.
Bestemmelsen blev videreført
i § 2, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 432 af 19. juni 1987.
De regler og den praksis,
Retshjælpen henviser til, er således først blevet indført efter det tidspunkt
(A)'s sag angår. Ankestyrelsen finder derfor ikke grundlag for at genoptage
sagen."
I brev af 16. juni 1993
klagede advokat C på vegne af A over det sociale ankenævns afgørelse af 24.
maj
1993. Advokaten skrev at det afgørende var den underskrevne lånedeklaration
hvori der var optrykt pkt. 8 og 9 i Socialministeriets cirkulære af 39. marts
1976, hvorefter bortfaldsreglen var tre år.
Den Sociale Ankestyrelse
meddelte A i brev af 19. juli 1993 at styrelsen havde besluttet at optage det
sociale ankenævns afgørelse af 24. maj 1993 til principiel behandling.
Ankestyrelsen
skrev dog at spørgsmålet om hvorvidt støtten i det første år skulle have
været
udbetalt som tilskud, ikke ville blive behandlet på ny, og henviste til
seneste
brev af 28. maj 1993. Ankestyrelsen bad samtidig ankenævnet om en udtalelse i
sagen.
I brev af 16. august 1993
afgav ankenævnet en udtalelse til Den Sociale Ankestyrelse. Det fremgik ikke
af
sagens akter at A/A's advokat modtog denne udtalelse til partshøring inden
der
blev truffet afgørelse i sagen.
Den 16. august 1993 og den 7.
juli 1994 bad A Ankestyrelsen om at sætte sagen vedrørende bortfaldsreglen i
bero idet han ville fremskaffe yderligere oplysninger til sagen.
I brev af 6. december 1994
meddelte Ankestyrelsen A at styrelsen på et møde den 30. november 1994 havde
truffet afgørelse i sagen. I afgørelsen var der bl.a. anført:
"...
Ankestyrelsen tiltræder
nævnets afgørelse, hvorefter tilbagebetalingskravet fortsat består.
Ankestyrelsen er således enig
med nævnet og nævnets begrundelse herfor på dette punkt.
..."
I lovgrundlaget for afgørelsen
var der henvist til § 42 i den dagældende lov om social bistand.
Den 15. december 1994 mødte A
personligt op hos Ankestyrelsen og bad om at få en uddybende begrundelse og
en
revurdering af sagen. A bad om at få præciseret hvilke konkrete regler,
herunder
bekendtgørelser og cirkulærer, der var anvendt. A gjorde i den forbindelse
gældende at hvis Socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976 var anvendt,
så gjaldt der en treårig bortfaldsregel. Hvis bek. nr. 432 af 19. juni 1987
var
anvendt, så galdt der en femårig bortfaldsregel, men så skulle man samtidig
acceptere at det første år var ydet som tilskud, jf. bekendtgørelsens § 2,
stk.
2. A
fandt ikke at
det var rigtigt at skifte fra det ene til det andet regelgrundlag i den samme
sag med den virkning at han blev stillet dårligst muligt. A bad samtidig om
at
få aktindsigt i sagen.
I brev af 22. december 1994
sendte Ankestyrelsen sagens akter til A. Det fremgik ikke om ankenævnets
udtalelse var vedlagt. I brevet var der anført at hvis A havde yderligere
bemærkninger til sagen som han ønskede skulle medtages ved sagens
mødebehandling,
skulle de fremsendes inden fire uger.
Ved telefonisk henvendelse
den 9. januar 1995 fik A oplyst at der var sket en fejl med hensyn til
fremsendelsesbrevet af 22. december 1994, og at sagen ikke ville blive
genoptaget på et nyt møde. A fastholdt at sagen skulle genoptages på et nyt
møde.
I brev af 10. januar 1995
fremsendte A sine bemærkninger til sagen og gentog i det væsentligste det han
havde anført i samtalen af 15. december
1994.
A
tilføjede endvidere at Ankestyrelsen havde afvist at
bruge bek. nr. 432 af 19. juli 1987 i afgørelsen af 18. februar 1988.
I brev af 21. april 1995
skrev Ankestyrelsen bl.a.:
"...
Deres anbringende om, at
kravet var forældet, blev således ikke taget til følge.
Dette anbringende har De
bygget på, at der ved den lånedeklaration, De underskrev den 11. januar 1984,
fejlagtigt var blevet henvist til punkterne 8 og 9 i socialministeriets
cirkulære af 30. marts 1976 om hjælp efter bistandslovens § 42. I slutningen
af
punkt 9 står, at resten af tilbagebetalingskravet bortfalder 3 år efter en
betalingshindrings
indtræden.
Disse punkter - 8 og 9 - blev
imidlertid allerede ændret med virkning fra 1. januar 1981 med cirkulære af
17. oktober 1980, således at bortfaldsfristen blev ændret fra 3 til 5 år, som
det fremgår af næstsidste afsnit i dette cirkulæres punkt 9. Det fremgår
desuden, at ændringen gælder for hjælp ydet inden ændringstidspunktet -
således
også for hjælpmodtagere der med rette modtog en lånedeklaration som Deres, da
den var udstedt forud for 1. januar 1981, i modsætning til Deres, der var
udstedt den 11. januar 1984. Retsstillingen for hjælpmodtagere fra den 1.
januar 1981 er således på dette punkt, bortfaldsperioden, den samme, 5 år fra
nævnte dato, uanset om lånet henviser til 1976-cirkulæret eller til
1980-cirkulæret.
Iøvrigt er der ikke - som De
er inde på - tale om en 'forældelsesregel' men om en bortfaldsregel, som
forudsætter en forhandling ved uddannelsens afslutning om en
tilbagebetalingsordning,
herunder en dokumentation for betalingsevne. Bortfaldsperioden løber derfor
ikke fra uddannelsens afslutning, men fra konstateringen af manglende
betalingsevne.
De har desuden rejst
spørgsmål om anvendelsen af § 2, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse
nr.
432 af 19. juni 1987 vedrørende ydelse af 1. års hjælp som tilskud. Dette har
Ankestyrelsen taget stilling til allerede i sin afgørelse af 18. februar 1988
og senere brevveksling, senest i skrivelse af 28. maj 1993 til Københavns
Retshjælp, der for Dem rejste spørgsmålet. Vedrørende dette spørgsmål kan
Ankestyrelsen - som anført i sin afgørelse af 6. december 1994 - fortsat
henholde sig til sin tidligere afgørelse af 18. februar 1988 og den senere
brevveksling, herunder førnævnte brev af 28. maj 1993.
Ankestyrelsen skal i øvrigt
beklage - således som De også telefonisk den 9. januar 1995 og ved personligt
fremmøde her den 10. april 1995 fik oplyst - at Ankestyrelsens
fremsendelsesbrev af 22. december 1994 med sagens akter i henhold til Deres
anmodning ved fremmøde her den 15. december 1994, desværre er ekspederet på
grundlag af en blanket, der anvendes ved mødeberammede sager. Deres sag er
ikke
mødeberammet, da den har været på møde den 30. november 1994, således som det
er anført i afgørelsen herfra af 6. december 1994.
Ankestyrelsen har heller ikke
fundet, at De ved senere fremmøder eller Deres brev, dateret 10. januar 1995,
har bragt nye faktiske oplysninger frem, som kunne ændre det
beslutningsgrundlag, som Ankestyrelsen traf sin afgørelse på grundlag af.
..."
I brev af 14. juni 1995
meddelte Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner A at
nævnet havde stadfæstet en afgørelse truffet af Københavns Kommune, hvorefter
den hjælp A havde modtaget i perioden fra den 1. februar 1982 til den 30.
juni
1984, ligeledes var tilbagebetalingspligtig hjælp efter bistandslovens § 42.
I afgørelsen anførte nævnet bl.a.:
"...
Nævnet har herved lagt vægt
på, at det må lægges til grund, at De som det fremgår af sagens akter
gentagne
gange er blevet gjort opmærksom på, at den hjælp, De modtog i perioden mellem
den 1. februar 1984 og 30. juni 1984, blev ydet i henhold til bistandslovens
dagældende § 42. Det fremgår ikke af sagen, at De ved den omhandlede
forlængelse af § 42 perioden blev gjort bekendt med
tilbagebetalingsforpligtelsen,
men idet De også før den omhandlede periode modtog hjælp efter bistandslovens
§
42, må De antages at have været bekendt med betingelserne for at modtage
denne
hjælp.
..."
I lovgrundlaget for
afgørelsen var der henvist til den dagældende § 42 samt § 2, stk. 1, i
Socialministeriets bek. nr. 432 af 19. juni 1987 om uddannelseshjælp eter
bistandslovens § 42.
I brev af 30. juni 1995
klagede A til Den Sociale Ankestyrelse over ankenævnets afgørelse af 14. juni
1995.
Ankestyrelsen afviste i brev
af 16. august 1995 at behandle klagen idet styrelsen ikke fandt at afgørelsen
havde principiel eller generel karakter.
I et andet brev fra Den
Sociale Ankestyrelse, også dateret den 16. august 1995, meddelte
Ankestyrelsen
A at styrelsen ikke i afgørelsen af 18. februar 1988 havde taget stilling til
hvor længe A rent faktisk havde fået udbetalt § 42-hjælp, og at Ankestyrelsen
således ikke havde taget stilling til karakteren af den hjælp A modtog i
perioden fra den 1. februar 1984 til den 30. juni 1984.
I brev af 24. november 1995
som A afleverede personligt her ved embedet, bad A mig om at se på sagen. Han
afleverede senere yderligere materiale, og jeg indhentede sagens akter. I
brev
af 26. marts 1996 meddelte jeg A at jeg ved min behandling af sagen alene
ville
se på to af de klagepunkter som han havde anført.
Ankestyrelsens afgørelse som blev meddelt A i brev af
6. december 1994 og uddybet i brev af 21. april 1995 vedrørende spørgsmålet
om hvorvidt tilbagebetalingskravet var bortfaldet efter tre eller fem år (mit
journalnr. 1995-2605-056).
Det sociale ankenævns afgørelse som blev meddelt i brev
af 14. juni 1995 vedørende spørgsmålet om hvorvidt hjælpen i perioden 1.
februar 1984 - 30. juni 1984 var ydet som hjælp efter bistandslovens § 42
(mit
journalnr. 1996-530-056). Jeg oplyste samtidig at jeg ville tage stilling til
Ankestyrelsens afgørelse af 6. august 1995 når jeg havde modtaget ankenævnets
udtalelse.
Jeg bad samtidig i breve af
26. marts 1996 henholdsvis Den Sociale Ankestyrelse og Det Sociale Ankenævn
for
Københavns og Frederiksberg Kommuner om en udtalelse i anledning af A's to
klagepunkter.
Det sociale ankenævn udtalte
i brev af 2. april 1996 vedrørende afgørelsen af 14. juni 1995 bl.a.:
"...
I forbindelse med sagens
behandling i Ankenævnet har man specielt hæftet sig ved følgende:
Det fremgår af socialcentrets
oplysningsark af 17. januar 1984, at man havde oplyst pågældende om, at man
ville forelægge hans sag på gruppemøde til beslutning om, hvorvidt der
fortsat
kunne ydes ham hjælp efter bistandslovens § 42.
Det fremgår af
oplysningsarket af 31. januar 1984, at pågældende blev orienteret om, at man
foreløbig bevilgede ham hjælp efter bistandslovens § 42 en måned - i februar
1984 - , indtil hans sag ville blive endelig afgjort på et tværgruppemøde.
Det fremgår af
oplysningsarket af 1. marts 1984, at pågældende mødte på socialcentret, og at
han i den forbindelse blev ydet hjælp i en uge, idet tværgruppemødet først
ville blive afholdt den 8. marts 1984.
Det fremgår af
oplysningsarket af 8. marts 1984, at pågældende blev informeret om
tværgruppens
afgørelse. Pågældende gav i den forbindelse udtryk for, at han fandt det
utilfredsstillende, at der var så megen usikkerhed omkring hans fortsatte
hjælp. Man gav fra socialcentrets side udtryk for, at afgørelsen ikke var
ensbetydende med, at pågældendes hjælp ville blive stoppet den 30. juni 1984,
men at man på dette tidspunkt ønskede at vurdere udtalelserne fra
Studenterrådgivningen, hvor pågældende skulle følge en behandling.
Den 28. juni 1984 blev
pågældende informeret om, at det ville være nødvendigt for vurderingen af, om
der fortsat kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 42, at han gav
oplysninger
om, hvilke fag han havde været oppe i, og hvilke karakterer han havde opnået.
Pågældende blev i samme forbindelse informeret om, at hans § 42 bevilling var
udløbet den 30. juni 1984, hvorfor hans sag skulle være afklaret til juli
måned, for at han fortsat kunne få hjælp.
Ankenævnet traf afgørelse i
sagen den 14. juni 1995. Ankenævnet fandt at hjælpen i den omhandlede periode
måtte anses for at være ydet i henhold til bistandslovens dagældende § 42,
idet
pågældende, som det fremgår af ovenstående, flere gange af socialcentret var
blevet gjort opmærksom på, at dette var tilfældet. Nævnet fandt samtidig, at
halvdelen af hjælpen måtte anses for at være ydet som lån, uanset at
pågældende
ikke kunne ses at være blevet gjort opmærksom på dette. Nævnet lagde ved
denne
vurdering vægt på, at pågældende tidligere havde modtaget hjælp efter
bistandslovens § 42 og således måtte anses for at være bekendt med vilkårene
for at modtage denne form for hjælp.
..."
Ankestyrelsen udtalte i brev
af 3. juni 1996 vedrørende afgørelsen som blev meddelt A i brev af 6.
december
1994 og senere uddybet i brev af 21. april 1995, bl.a.:
"...
Ankestyrelsen skal i den
anledning meddele, at sagen blev antaget til principiel behandling med
henblik
på en afklaring af, hvilken betydning det havde, at kommunen fejlagtigt havde
anvendt en forældet lånedeklaration med en forkert bortfaldsfrist.
Som det fremgår af
Ankestyrelsens afgørelse af 6. december 1994 og det uddybende brev af 21.
april
1995 fandt Ankestyrelsen, at dette forhold ikke betød, at klageren skulle
stilles bedre end de revalidender der med rette havde modtaget hjælp med en
dagældende 3-årig bortfaldsfrist, idet bortfaldsfristen også for disse var
ændret til 5 år.
..."
I breve af 19. juni 1996 og
1. juli 1996 afleverede A sine bemærkninger til Den Sociale Ankestyrelses
udtalelse. A fastholdt at bortfaldsreglen var tre år, og henviste til
lånedeklarationen og det optrykte cirkulære.
I brev af 1. juli 1996
anførte A endvidere sine bemærkninger til ankenævnets udtalelse af 2. april
1996. A
har bl.a. anført at
sagsbehandleren oplyste ham om at han kunne modtage § 37-hjælp uden
tilbagebetalingspligt indtil sagen havde været drøftet på tværgruppemøde. A
henviste endvidere til Ankestyrelsens afgørelse af 18. februar 1988 hvoraf
det
efter hans opfattelse fremgik at den tilbagebetalingspligtige hjælp kun var
ydet i to år.
A har endvidere i brev af 30.
april 1997 rettet henvendelse til mig vedrørende Socialcentret S's
sagsbehandlingtid i forbindelse med opgørelsen af den
tilbagebetalingspligtige
§ 42-hjælp (mit j.nr. 1997-1251-056). Jeg meddelte i brev af 20. maj 1997 at
jeg ville vende tilbage til denne henvendelse i forbindelse med min
afsluttende
behandling af henholdsvis j.nr. 1995-2605-056 og 1996-530-056.
Ombudsmandens udtalelse
"
Retsgrundlaget for tilbagebetaling af uddannelsesstøtte efter den dagældende
§ 42 i bistandsloven
Ved lov nr. 144 af 31. marts 1976 om ændring af lov om social bistand fik
bistandslovens § 42, stk. 1, følgende ordlyd:
'
§ 42. Når det må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed for
fremtidig at klare sig selv og sørge for sin familie, kan der ydes pågældende
hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning eller omskoling i det
omfang, der ikke kan ydes tilskud hertil af Statens Uddannelsesstøtte eller
efter andre regler uden for den sociale lovgivning. Socialministeren
fastsætter retningslinjer for, hvornår hjælpen ydes som lån.'
§ 42, stk. 1, 2. punktum, i bestemmelsen var ny i forhold til tidligere. I
lovforslagets bemærkninger hertil var der bl.a. anført (Folketingstidende
1975-76, tillæg A, sp.
3417f
):
'...
Med hjemmel i en bemyndigelsesbestemmelse i revalideringslovens § 6, stk. 3,
er der nemlig gennem cirkulærebestemmelser fastlagt en ordning, hvorefter
støtten i det første år af en uddannelse ydes som tilskud, mens støtten i
tiden derefter som hovedregel ydes med halvdelen som tilskud og halvdelen som
lån, der efter uddannelsens afslutning tilbagebetales efter aftale med
låntageren, normalt over en periode af op til 10 år.
En tilsvarende ordning kan ikke etableres efter bistandsloven, medmindre der
skabes udtrykkelig lovhjemmel for det i § 42. I modsat fald kunne der kun
kræves tilbagebetaling i de forholdsvis sjældne tilfælde, der kunne henføres
under de almindelige tilbagebetalingsbestemmelser i lovens §
26, f.eks. hvis der blev ydet støtte til en uddannelse, som i løbet af
kortere tid ville føre pågældende til en meget vellønnet beskæftigelse, som
med sikkerhed ville sætte ham eller hende i stand til at tilbagebetale
hjælpen.
Det må derfor anses for
hensigtsmæssigt, at man ved ændringen af § 42 medtager en udtrykkelig hjemmel
til at yde en del af hjælpen som lån. Da fordelingen mellem tilskud og lån
antagelig til en vis grad bør følge den tilsvarende fordeling efter de til
enhver tid gældende regler for Statens Uddannelsesstøtte, foreslås det at
udforme
reglerne som en bemyndigelse for socialministeren til at fastsætte
retningslinier
for forholdet mellem lån og tilskud, så de nærmere regler med passende
mellemrum kan ajourføres gennem cirkulærebestemmelser.
...'
I betænkning over
lovforslaget (Folketingstidende 1975-76, tillæg B, sp.
749f
) var der bl.a. optrykt et svar fra
socialministeren til brug for en afklaring af hvilke regler ministeren havde
tænkt sig at fastsætte i medfør af bemyndigelsen i § 42, stk. 1, 2. punktum.
Det er i det optrykte svar anført at ministeren havde tænkt sig at gennemføre
en lignende ordning svarende til den ordning der var fastsat i medfør af
revalideringslovens
§ 6, stk. 3, jf. cirkulære af 22. maj 1967, pkt. 37, hvori der dog ikke er
nævnt nogen bortfaldsregel.
Der udstedtes ikke på
daværende tidspunkt en bekendtgørelse med retningslinier som omtalt. I stedet
fastsattes retningslinierne i cirkulære nr. 72 af 30. marts 1976. I
cirkulærets
pkt. 9 anførtes følgende:
'...
Ved uddannelsens afslutning
optages forhandling med låntageren om tilbagebetaling af det lån, hvis
størrelse er beregnet på grundlag af de ovenfor anførte retningslinier.
Afdragene på lånet fastsættes under hensyntagen til låntagerens forhold,
herunder
dennes indtægtsforhold, forsørgerforhold og eventuelle merudgifter som følge
af særlige helbredsmæssige årsager. Lånet, der er rentefrit, skal normalt
være
afdraget over en 10-års periode. De enkelte afdrag fra den, der skal betale
tilbage, fastsættes sådan, at pågældende kan udrede disse uden at komme til
at
mangle, hvad der må anses for nødvendigt til eget eller familiens underhold.
Så længe pågældende slet ikke
kan betale et afdrag uden at komme til at mangle det nødvendige til sig selv
og
familien, er der ikke grundlag for at gennemføre tilbagebetalingskravet.
Hvis pågældendes økonomiske
forhold ændrer sig efter at en eventuel tilbagebetalingsordning er fastsat,
så
pågældende alligevel ikke kan overholde den, dvs. at pågældende senere kommer
i
den situation, at han ikke kan betale resterende afdrag uden at mangle det
nødvendige til sit eget eller familiens underhold, bortfalder den
resterende del
af
tilbagebetalingskravet, hvis hindringen for at betale vedvarer, indtil der er
gået 3 år efter hindringens indtræden. Denne bortfaldsregel finder også
anvendelse
i de tilfælde, hvor hjælp er ydet inden bistandslovens ikrafttræden med
tilbagebetalingspligt efter de i pkt. 2 nævnte bestemmelser.'
Ved lov nr. 258 af 16. juni
1980 med ikrafttræden den 1. januar 1981 blev den dagældende bistandslov, §
27,
stk. 3, (svarende til den nugældende § 27, stk. 4) ændret således at den
dagældende lovbestemte treårige bortfaldsregel blev forlænget til fem år. Der
blev ikke i den forbindelse foretaget ændring i den daværende § 42.
Socialministeriet udstedte
imidlertid cirkulære af 17. oktober 1980 om ændring af cirkulære af 30. marts
1976. Cirkulæret skulle træde i kraft den 1. januar 1981. I cirkulæret var
der
vedrørende bortfaldsreglen bl.a. anført:
'...
Hvis pågældende på
tidspunktet for fastsættelsen af betalingsordningen eller senere kommer i den
situation, at han ikke kan betale selv mindre afdrag uden at mangle det
nødvendige til sit eget eller familiens underhold, bortfalder den resterende
del af tilbagebetalingskravet, hvis hindringen for at betale vedvarer, indtil
der er gået 5 år efter hindringens indtræden. 5 års fristen finder også
anvendelse for hjælp ydet inden 1. januar 1981, samt for hjælp ydet inden
bistandslovens ikrafttræden med tilbagebetalingspligt efter de i pkt. 2
nævnte
bestemmelser.
...'
Socialministeriet nedsatte
den 3. december 1982 en arbejdsgruppe vedrørende bindende/vejledende
forskrifter i henhold til bistandsloven. I arbejdsgruppens rapport fra marts
1983 er der om § 42, stk. 1, (side 28 i rapporten) anført at bestemmelsen
giver
bemyndigelse til at fastsætte
bindende
retningslinier i bekendtgørelsesform
for hvornår hjælpen ydes som lån. Det
er endvidere anført at cirkulærets pkt. 9 vedrørte rettigheder og pligter for
de personer der modtog støtte efter § 42, og at denne del af cirkulæret
derfor
burde have været udformet i en bekendtgørelse.
De to omtalte cirkulærer blev
afløst af Socialministeriets cirkulære nr. 151 af 17. december 1986 hvori den
femårige bortfaldsregel blev gentaget.
Bortfaldsreglen blev
lovfæstet som § 42, stk. 7, ved lov nr. 938 af 23. december 1986 som trådte i
kraft den 1. juli 1987:
'Hvis låntageren i en periode
på 5 år ikke har haft økonomisk mulighed for at tilbagebetale på lånet,
bortfalder den resterende del af tilbagebetalingskravet.'
Det fremgår af forarbejderne
til bestemmelsen at femårsfristen regnes fra hindringens indtræden. Endvidere
fremgår det at bestemmelsen er i overensstemmelse med hidtidig praksis.
(Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 918).
I Socialministeriets
vejledning af 26. juni 1987 var der til den dagældende § 42, stk. 5-7, bl.a.
anført:
'...
Fastsættelse af afdrag
52.
...
Hvis låntageren slet ikke kan
betale afdrag uden at komme til at mangle det nødvendige til sig og familien,
vil der ikke være grundlag for at gennemføre tilbagebetalingskravet, og der
vil derfor ikke kunne fastsættes en egentlig betalingsordning. I disse
tilfælde
bør der være en rimelig jævnlig kontakt med modtageren af lånet, bl.a. fordi
kravet bortfalder hvis betalingshindringen varer i 5 år, jf. pkt. 54.
...
Bortfald. (§ 42, stk. 7)
54
.
...
Der er tale om en særlig
bortfaldsfrist, der løber fra det tidspunkt, hvor låntageren ikke kan betale
selv mindre afdrag.
Fristen afbrydes, hvis der
inden 5-års periodens udløb er fastsat, eller det har været forsøgt at
fastsætte en afdragsordning, som låntageren har mulighed for at overholde.
Der
vil blive tale om en ny 5-års periode, hvis låntageren igen kommer i den
situation, at han ikke kan betale.
...'
Ved lov nr. 853 af 20.
december 1989 blev § 42 ophævet.
Anvendelsen af den femårige bortfaldsregel i cirkulære af 17. oktober
1980 på Deres sag
Den 11. januar 1984
underskrev De en lånedeklaration. I deklarationen henvistes til bagsiden hvor
reglerne om pkt. 8 og 9 i Socialministeriets cirkulære af 30. marts 1976 var
optrykt. Der henvistes således til den treårige bortfaldsregel som var
indeholdt i 1976-cirkulæret. Der burde have været henvist til cirkulære af
17.
oktober 1980 som på daværende tidspunkt var trådt i kraft, og som havde en
bortfaldsregel på fem år.
Jeg er opmærksom på at
bortfaldsreglen efter sin ordlyd ikke omfattede Deres tilfælde, men alene den
situation at der var fastsat en tilbagebetalingsordning som herefter måtte
ophæves i forbindelse med at støttemodtagerens økonomi blev forringet. Reglen
blev dog dengang og siden - ligesom den senere femårige bortfaldsregel -
opfattet som en generel bortfaldsregel som også omfattede tilfælde hvor
støttemodtagerens forhold fra starten udelukkede at der blev fastsat en
tilbagebetalingsordning.
Jeg har forstået at Den Sociale
Ankestyrelse ikke fandt at det kunne tillægges afgørende betydning at De
modtog
og underskrev en forkert lånedeklaration. Ankestyrelsen har i brev af 21.
april
1995 og i udtalelsen af 3. juni 1996 til mig henvist til at de låntagere der
med rette havde modtaget en lånedeklaration hvor betingelserne i cirkulære af
30. marts 1976 var optrykt, senere blev omfattet af den femårige
bortfaldsregel
i Socialministeriets nye cirkulære af 17. oktober 1980.
Ved bedømmelsen af efter
hvilken bortfaldsregel Deres tilbagebetalingspligt skal bedømmes, må der
tages
udgangspunkt i at kommunen i lånedeklarationen henviste til den treårige
regel
der var omtalt i 1976-cirkulæret.
Den nærmere karakter af
bortfaldsreglen må efter min mening anses for tvivlsom. Som anført af
Socialministeriets arbejdsgruppe i rapporten fra 1983 burde de nærmere
retningslinier for § 42-hjælp være udstedt som en bekendtgørelse og ikke i
cirkulæreform. Det er ikke ganske klart hvilke konsekvenser dette forhold bør
få.
Det kan anføres at cirkulæreformen
medførte at bortfaldsreglen indgik som en selvstændig del af afgørelsen.
Havde
Socialministeriet valgt at udstede en bekendtgørelse, havde en henvisning i
deklarationen til reglen kun haft en konstaterende karakter. Lægges det til
grund at bortfaldsreglen var en selvstændig del af afgørelsen, måtte en
skærpelse af vilkåret ske ved lov eller ved en bekendtgørelse udstedt i
henhold
til en udtrykkelig og klar lovbemyndigelse.
Havde forholdet været
reguleret ved en bekendtgørelse, ville det formentlig snarere være
acceptabelt
– om end ikke utvivlsomt - at ændringen kunne gennemføres ved en ny
generel
regel hvori bortfaldsfristen blev forlænget.
På den baggrund finder jeg
det tvivlsomt om en ændring af et bestående lånevilkår kunne gennemføres ved
at
Socialministeriet i 1980 udstedte et cirkulære om ændring af 1976-cirkulæret,
hvorefter der skete en forlængelse af bortfaldsfristen i forhold til
lånevilkåret.
Kommunens og Ankestyrelsens
afgørelser om at Deres lån var omfattet af den femårige bortfaldsregel,
bygger
så vidt ses på det synspunkt at henvisningen til pkt. 9 i 1976-cirkulæret var
i strid med 1980-cirkulæret, og at vilkåret derfor var ulovligt. Synspunktet
forudsætter at 1980-cirkulæret indeholdt en i forhold til Dem tvingende
regel,
idet spørgsmålet ikke direkte var reguleret i bistandsloven. Jeg finder det
tvivlsomt om tilsidesættelsen af en cirkulærebestemmelse kan tillægges en
sådan virkning.
Ved lov nr. 938 af 26.
december 1986 som trådte i kraft den 1. juli 1987, det vil sige efter at De
underskrev lånedeklarationen, blev den femårige bortfaldsregel indføjet i
bistandsloven. Spørgsmålet er om denne lovbestemmelse kan anvendes på Deres
sag. Forarbejderne til reglen tager ikke stilling hertil. Der kan
argumenteres
for at det afgørende må være hvorvidt tilbagebetalingskravet er stiftet før
eller efter lovens ikrafttræden. Hvis man anser kravet for stiftet ved
uddannelsens ophør, blev kravet i Deres sag først stiftet den 16. juni 1988,
altså efter at den lovbestemte femårige frist trådte i kraft. På det
foreliggende
grundlag finder jeg ikke at have holdepunkter for at tage endelig stilling
til
dette spørgsmål. Selve det forhold at retsgrundlaget er uklart på dette
punkt,
taler efter min mening imod at tillægge § 42, stk. 7, virkning for lån der
blev
udbetalt mens den treårige bortfaldsfrist var gældende.
Sammenfattende er det min
opfattelse at retsgrundlaget ikke har en sådan klarhed at det med sikkerhed
kan
antages at den femårige bortfaldsregel var gældende i Deres tilfælde. Jeg
finder at spørgsmålet er tvivlsomt, og jeg har på den baggrund ikke fundet
tilstrækkeligt grundlag for at tilkendegive min opfattelse som kritik. Jeg
har
gjort Ankestyrelsen bekendt med mine overvejelser, og jeg skal samtidig
meddele at hvis De ønsker at få sagen prøvet ved domstolene, er jeg
indstillet
på at henstille til Civilretsdirektoratet at De får meddelt fri proces.
Herefter finder jeg ikke
grundlag for at foretage mig yderligere vedrørende spørgsmålet om hvor lang
tid
De havde modtaget § 42-hjælp (mit j.nr. 1996-530-056), og Deres henvendelse
af
30. april 1997 (mit j.nr. 1997-1251-056).
..."
A meddelte i brev af 6. juni
1997 at han ønskede sagen indbragt for domstolene, og jeg henstillede derfor
til Københavns Overpræsidium/Civilretsdirektoratet at A fik fri proces.
Civilretsdirektoratet meddelte i brev af 26. september
1997 A
fri proces til søgsmål mod
Københavns Kommune og Den Sociale Ankestyrelse i henhold til stævning af 15.
september 1997.
Retssagen behandles ved Østre
Landsret.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af SU-loven, lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser og lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser (Statens uddannelsesstøtte til supplering i forbindelse med adgangskurset til ingeniøruddannelserne, hjemmel til elektronisk at indhente oplysninger fra indkomstregisteret og til at samkøre og sammenstille oplysningerne i kontroløjemed m.v.) Retsinformation · 26. februar 2015
- Bistandshjælp til studerende Retsinformation · 8. marts 2019
- Efterregulering af bistandshjælp Retsinformation · 19. februar 2019
- Forslag til Lov om ændring af SU-loven og lov om statens voksenuddannelsesstøtte (Ligestilling ved tildeling af ekstra SU i forbindelse med fødsel eller adoption m.v.) Retsinformation · 7. oktober 2021
- Skriftlig fremsættelse (25. februar 2015) - L 149 Retsinformation · 26. februar 2015
- Spørgsmål om pengeinstituts administration af statsgaranteret studielån. Det finansielle ankenævn · 8. januar 1997