Spring til indhold

Retsinformation

Inspektion af Vejen Kommune

ISP nr 1998.663InspektionssagerFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Inspektion af

Vejen Kommune

Den 7. april 1999

afgav jeg følgende rapport til Vejen

Kommune:

"

1. Indledning

Ved lov nr. 473 af

12. juni 1996

om Folketingets Ombudsmand der trådte i kraft

den 1. januar 1997, blev den tidligere eksisterende begrænsning i

ombudsmandens kompetence over for kommunerne ophævet.

Efter § 18 i loven kan ombudsmanden undersøge enhver institution eller

virksomhed samt et hvert tjenestested der hører under ombudsmandens

virksomhed.

Som et led i denne inspektionsvirksomhed foretog jeg sammen med retschef

Jens Møller

og 4 af embedets øvrige medarbejdere

den 4. marts 1998

inspektion i Vejen Kommune.

Inspektionen var den første af sin art, men det er min hensigt at

inspektionsbesøg i kommuner i fremtiden fast skal indgå i de årlige

inspektionsplaner.

Formålet med en inspektion i en kommune er dels at jeg selv og mine

medarbejdere kan få et indtryk af hvorledes den kommunale forvaltning

arbejder i det daglige, dels at give mulighed for at undersøge behandlingen

af nogle konkrete sager med henblik på belysning af sagsbehandlingsrutiner og

-måder i kommuner på de forskellige fagområder.

Inspektionen

den 4. marts 1998

Læs alt

bestod af en indledende samtale med direktionen og medarbejderrepræsentanter,

besøg i social og sundhedsforvaltningen og skattekontoret, besøg på to af

kommunens plejehjem og en afsluttende samtale med direktionen.

I tilslutning hertil

udarbejdede jeg to notater om henholdsvis mine iagttagelser under besøgene i

forvaltningen og de to plejehjem og om samtalerne med kommunens direktion og

medarbejderrepræsentanter.

Under inspektionen

bad jeg om at modtage fire sager fra skattekontoret og fire sager fra social-

og sundhedsforvaltningen fra en bestemt periode. Disse sager modtog jeg med

kommunens breve af henholdsvis 6. og

19. marts 1998.

Med brev af

16.

april 1998

sendte jeg de to notater til kommunen og bad om at modtage eventuelle

bemærkninger hertil. Disse bemærkninger modtog jeg med kommunens brev af

14.

maj 1998.

Bemærkningerne er indarbejdet i denne rapport.

Denne rapport har i

en foreløbig udgave været sendt til Vejen Kommune med henblik på kommunens

eventuelle bemærkninger om faktiske og retlige forhold som rapporten måtte

give

anledning til. Jeg modtog Vejen Kommunes bemærkninger i brev af

28.

december 1998.

Bemærkningerne er indarbejdet i denne rapport.

I afsnit

2

har jeg beskrevet mine iagttagelser

fra samtalerne og rundvisningen i den centrale forvaltning og de to

plejehjem.

Afsnit

3

indeholder de bemærkninger

som mine iagttagelser har givet anledning til. I afsnit

4

er der en omtale af de sager fra henholdsvis social- og

sundhedsforvaltningen og skattekontoret som jeg har haft til gennemgang.

2. Vejen Kommune

Vejen Kommune har godt 16.500 indbyggere. Der er ca. 1.140 (pr.

01. oktober 1997

) fastansatte ved kommunen i forvaltningen og kommunens institutioner.

I 1996 blev der etableret en ny ledelses- og organisationsstruktur i Vejen

Kommune. Den administrative ledelse af kommunen varetages af direktionen der

udover borgmesteren som kommunens øverste administrative leder består af

kommunaldirektøren, centralforvaltningsdirektøren, den tekniske direktør,

socialdirektøren og skoledirektøren. Under centralforvaltningen er bl.a.

samlet arbejdsopgaver som økonomi, skat, organisationsudvikling,

personaleudvikling og personaleadministration.

Byrådet og direktionen er beliggende på rådhuset. Selve rådhusbygningen har

for nylig gennemgået en renovering og har således nu niveaufri adgang til

bygningens stueplan med en informationsskranke umiddelbart til højre for

indgangen. På tidspunktet for inspektionen var der endnu ikke blevet

opstillet henvisningsskilte/tavler i forhallen, men dette ville ske.

Under min samtale med direktionen blev det oplyst at man var opmærksom på at

elevatoren i rådhuset er for lille til de brede eldrevne kørestole hvilket

kan give problemer for kørestolsbrugere med ærinde på de øvrige etager. I

sådanne tilfælde er det dog muligt at afholde møde i et kontor i stueetagen.

2.1. Socialforvaltningen

Social- og sundhedsforvaltningen i Vejen Kommune består af fire afdelinger:

Rådgivningsafdelingen (beliggende i rådhusets stueetage og første sal),

Afdelingen for Dagforanstaltninger (første sal på Lindetorvet), Afdelingen

for Jobkontakten (beliggende i en tidligere gård), og Helseafdelingen

(rådhusets anden sal).

2.1.1. Rådgivningsafdelingen

Rådgivningsafdelingen

varetager området for sikringsydelser. Afdelingen er beliggende i rådhusets

stueetage på begge sider af en gang. Der er adgang til afdelingen gennem

rådhusets forhal hvortil der er etableret en rampe til kørestole. Fra gangens

loft hænger skilte med pile der viser vej til de forskellige kontorer.

Borgerne henvender

sig ved skranken i et kontor beliggende i den første del af gangen.

Personlige

henvendelser i sager om sygedagpenge og familieydelser ekspederes

almindelighed

ved skranken. Der er lavet en venteplads på gangen hvor borgeren kan vente på

at komme til ved skranken. Det kan forekomme, at flere borgere taler med

personalet ved skranken på samme tid.

I hvert af de to

kontorer henholdsvis til højre og til venstre for skranken sidder to

sagsbehandlere. Såfremt borgeren skal have en samtale med en sagsbehandler

foregår denne på den pågældendes kontor. I de tilfælde hvor begge

sagsbehandlere samtidig har en klient til samtale vil den ene samtale foregå

i

et af rådhusets øvrige lokaler. Der er planer om at lave de to kontorer om

til

enkeltmandskontorer. I forbindelse hermed vil man være opmærksom på at sikre

flugtveje for personalet.

Borgerne foretager

tidsbestilling forud. Det er muligt at få en tid indenfor 14 dage efter

henvendelsen. Der bliver her taget hensyn til sagens art og hastende

karakter.

2.1.2. Afdelingen for Dagforanstaltninger

Afdelingen for

Dagforanstaltninger er beliggende på 1. sal på Lindetorvet. Der er adgang

hertil med trappe og elevator og lokalerne i afdelingen er

handicaptilgængelige.

Afdelingen varetager

dagplejetilbud, sundhedspleje og ungdomsskole. Ungdomsskoletilbud er

organisatorisk en del af Skole-kulturforvaltningen. Henvendelser til

afdelingen

sker hyppigst telefonisk og sjældent personligt. Samtalerne foregår derfor

oftest ved skranken lige inden for døren, men der er også mulighed for at

borgeren

kan komme hen til en af de to sagsbehandleres skriveborde, der er placeret i

samme lokale som skranken.

I den modsatte ende

af 1. salen er der administrationslokaler for den kommunale ungdomsskole.

2.1.3. Afdelingen for Jobkontakten

Afdelingen for Jobkontakten

er beliggende på Kærsdalgård. Bygningerne på gården er forsynet med skilte

der

gør det muligt for borgeren at finde det rigtige kontor.

I den ene af gårdens

bygninger er jobformidlingen beliggende. Samtaler med rådgivere på

Jobkontakten foregår i et kontor hvor to rådgivere har deres skrivebord. Det

er således muligt at der kan være to borgere til stede på samme tid. Hvis

dette

er tilfældet vil den ene af rådgiverne så vidt muligt prøve at benytte et

andet

lokale i bygningen.

Personalet er opmærksomme

på at det kan være et problem for borgerne at udtale sig om personlige

forhold

under overværelse af andre borgere. Indretningen af gårdens lokaler er dog

helt

ny og der forventes derfor ikke at ske ændringer heri. Der er planer om at

ordne lokalerne på bygningens 1. sal blandt andet med henblik på et

mødelokale.

Yderligere vil man af hensyn til personalets sikkerhed forsøge at samle hele

gårdens personale i den bygning.

På nuværende

tidspunkt foregår alle aktiviteter i bygningen i stueetagen. Denne bygning er

tilgængelig for handicappede. I bygningen er der et mødelokale som også

bruges

til venterum. Her er det muligt for borgerne at drikke kaffe, mens de venter

på

en samtale.

I den anden bygning

på Jobkontakten er der et værksted hvor nogle af kontanthjælpsmodtagerne er

beskæftiget. Via en trappe er der adgang til1. salen, hvor der er et stort

mødelokale, som også benyttes til venterum for borgerne. Her er det også

muligt

at drikke kaffe i ventetiden. Ved siden af mødelokalet er placeret et kontor

med tre medarbejdere. Der er ikke i kontoret foretaget afskærmning af nogen

art, så lokalet er et stortrum uden nogen mulighed for diskretion for den

enkelte borger. Det er ikke muligt for handicappede at få adgang til 1.

salen.

Samtaler med en handicappet borger vil derfor foregå i et af lokalerne i den

anden bygning i gården.

Personalet oplyste

om en episode dagen før besøget med en borger der ikke ville forlade

bygningen

og som truede et medlem af personalet på livet. Personalet mente at det netop

derfor er hensigtsmæssigt at sidde flere sammen i det samme rum. Der blev

talt

om at afskærmning med skillevægge kunne være en mulighed for at give borgerne

mulighed for at gennemføre deres ærinde mere diskret i forhold til de andre

tilstedeværende på kontoret. Der er ligeledes et hensyn at tage til de andre

borgere i lokalet, der bliver utrygge f.eks. hvis en borger hidser sig op.

2.1.4. Helseafdelingen

Under

helseafdelingen hører følgende områder: Pensioner (folkepension,

førtidspension, personlige tillæg), Boligydelser (Boligsikring og

Bolig-støtte), Hjælpemidler, Hjemmeplejen og de sociale institutioner.

Helseafdelingens

kontorer på rådhuset ligger på 2. sal på den side af gangen der vender ud mod

torvet. I den ene ende ligger afdelingslederens kontor, som er meget stort.

Man har overvejet at inddrage en del af kontoret (flytte skillevæggen) for at

få mere plads til afdelingens øvrige funktioner. I forlængelse af

afdelingslederens kontor er den del af afdelingen der er umiddelbart

tilgængelig for borgerne. Der er tale om et mindre kontorlandskab med en halv

skillevæg i midten. I hver del er der to skriveborde med en stol ved siden

af,

hvor sagsbehandlerne kan modtage borgerne. I midten er der en skranke med

indgang fra gangen. Afdelingens souschef sidder i det sidste kontor (der er

indgang fra kontorlandskabet).

Det er navnlig i

pensions- og boligstøttesagerne at borgerne personligt henvender sig i

afdelingen. I særdeleshed i forbindelse med udbetalingerne af disse ydelser

er

der mange henvendelser med opklarende spørgsmål til udbetalingsmeddelelserne

mv. Det blev oplyst at der på visse dage kunne være op til 15 personlige

henvendelser samtidig.

Som de fysiske

forhold er i dag er der ikke mulighed for at samtaler/møder med de borgere

der

ønsker det, kan foregå i private former. Kun hvis afdelingslederen eller

souschefen ikke er tilstede er der således mulighed for at anvende kontorer

hvor dørene kan lukkes for sådanne samtaler. Der blev fra personalets side

givet udtryk for at såvel borgerne som sagsbehandlerne anser dette som et

problem og at mange borgere (måske navnlig de ældre) føler ubehag ved ikke at

kunne have samtaler i enrum med sagsbehandleren.

Der er elevator til

etagen fra hallen i rådhusets stueetage. Denne kan dog ikke rumme de moderne

store kørestole. Afdelingen anså imidlertid ikke dette for et problem idet

man

i de forholdsvis sjældne tilfælde kunne anvende et af kontorene i stuen.

2.2. Skattekontoret

Skattekontoret, der

hører under centralforvaltningen, ligger på 2. sal i en bygning i

rådhuspassagen

tæt ved rådhuset. Der er elevator. Såvel bygningen som lokalerne er

handicaptilgængelige.

Kontoret er opdelt i

3 afdelinger:

1)

Administrationsafdelingen er indrettet i et stort lokale med åbent

kontorlandskab og fem skranker til ekspedition tæt ved indgangen. Længere

tilbage er der plads til mere diskret kundeservice ved et bord med delvis

afskærmning. Desuden er der mulighed for møder i særskilte lokaler, også uden

for sædvanlig åbningstid. I denne afdeling varetages foruden kundeekspedition

sager

om forskudsregistrering, lønmodtagerligning og dødsbobeskatning.

2) Afdelingen for

erhvervsligning er indrettet som et kontorlandskab i et aflangt lokale, hvor

der også er et mødebord. Der er ingen afskærmning. Afdelingen varetager

ligningsmæssige opgaver vedrørende selvstændige erhvervsdrivende.

3) Juridisk afdeling

varetager selskabsligning og er indrettet med enkeltkontorer. Der er

angiveligt

ikke problemer med sikkerheden for personalet i forhold til klienterne, der

typisk er partsrepræsentanter i form af advokater og revisorer.

Herudover er der et

større mødelokale hvor skatteankenævnet mødes hver 5. uge.

I skattekontoret er

der ansat personale svarende til 16,26 årsværk ud af ialt 35 i

centralforvaltningen.

De ansatte i

skattekontoret udtages hvert år til ligning, i modsætning til de folkevalgte

der følger de almindelige retningslinier.

Personalet følger

kontinuerligt kurser på Forvaltningshøjskolen samt mere sporadiske kurser.

Desuden er der fælles intern informationsvirksomhed mellem 8 kommuner i

omegnen f.eks. om nye regler.

Kommunen har

decentrale journalsystemer, men overvejer at få et centralt system. Der

arbejdes i høj grad med elektroniske hjælpemidler, men alt materiale ligger

også på papir.

Kommunen har eget

skatteankenævn der består af 7 medlemmer valgt af byrådet. Efter drøftelser i

skatteankenævnet og økonomiudvalget blev det besluttet pr.

1.

april 1997

at

sekretariatsbetjeningen af nævnet efter aftale med Kolding Kommune varetages

af

en ansat i denne kommune. Baggrunden herfor er ønsket om at undgå

habilitetsproblemer. Skattekontoret i Vejen Kommune udfører alt det

forberedende arbejde. Man kan her nævne de regler der er herom. Efter min

opfattelse

er det en enkel og anbefalelsesværdig måde at sikre sig mod mistanke om

toinstansinhabilitet ved behandlingen af skatteankenævnets sager.

Organisatorisk hører

kommunen under Told- og Skatteregion Esbjerg. Regionen får som led i tilsynet

tilsendt kommunens ligningsplaner og ligningsredegørelser. Desuden får den en

statusrapport over antallet af afsluttede og forventede kontrolsager.

Regionen

kommer mindst hvert andet år på tilsynsbesøg i skattekontoret. Der er i

øvrigt

et tæt - og godt - samarbejde med regionen.

Det er endnu

uafklaret, hvilken betydning lovændringen om statens overtagelse af

selskabsligningen (lov nr. 1106 af

29. december

1997

) vil få for

kommunen. Loven forudsætter at de kommuner der erfaringsmæssigt kan løfte

ligningsopgaven vedrørende selskaber, fremover på aftalebasis og for en

passende betaling skal udføre selskabsligning på de statslige told- og

skattemyndigheders vegne med klageadgang direkte til Landsskatteretten.

Kommunen er interesseret i en sådan ordning, hvorefter Vejen Kommune

foretager

skatteansættelsen af selskaber på regionens vegne. I så fald vil det være

vigtigt at det gøres klart både indadtil og udadtil, f.eks. ved angivelse på

brevpapiret, at kommunen i denne funktion optræder på regionens vegne.

Skatteprovenuet fra

privatpersoner udgør ca. 81%, mens provenuet fra selskabs-skatten kun udgør

ca.

5%.

Af kommunens ca.

16.500 indbyggere er ca. 13.000 skatteydere. Heraf er 11.200 lønmodtagere,

1.600 selvstændige erhvervsdrivende, 230 selskaber og 40 fonde og foreninger.

Kommunen har flere

erhvervsvirksomheder end mange andre kommuner af samme størrelse. Kommunen

har

haft den største vækst over fem år i antallet af erhvervsvirksomheder i hele

Ribe Amt. Skattegrundlaget er dog ikke vokset tilsvarende, hvilket skyldes at

der er mange pendlere. Desuden er der en del skatteydere der tager arbejde

syd

for grænsen der ligger i kun ca. en times afstand. Der er derfor også en del

-

komplicerede - sager vedrørende udlandsindkomster.

Personer der både er

lønmodtagere og erhvervsdrivende registreres som erhvervsdrivende, hvis de er

momsregistrerede.

I tilfælde hvor flere

erhvervsdrivende personer hører til samme selskab, men til forskellige

kommuner, vil der typisk blive udpeget en ligningsinteressentkommune. For

bankers vedkommende vil ligningen i reglen blive foretaget af den kommune,

hvor

hovedkontoret ligger. Det er den reelle aktivitet der er afgørende.

Erhvervsdrivende

udtages til ligningsmæssig kontrol ved manuel visitering. Udgangspunktet er

selvangivelsen og andre indberettede oplysninger, herunder SE-nr. Den

ligningsmæssige kontrol forudsætter kontakt til skatteyderen. Hvis sagen

synes

klar, sender skattekontoret et udspil til skatteyderen og herefter afholdes

om

nødvendigt et møde. Hvis sagen er mindre klar, vil der typisk blive afholdt

et

møde. Ofte kan sagerne klares ved telefonisk kontakt til og korrespondance

med

revisor. Større sager gennemgås i samarbejde med regionen. Undersøgelse af

f.eks. en virksomheds aftalemæssige forhold kan tage op til 1/2 - 3/4 år. Det

er vigtigt at sagerne belyses fuldt ud. Om nødvendigt foretages en decideret

revision.

Lønmodtagere udtages

til kontrol ved maskinel søgning. Hvis der skal ske ændringer i ansættelsen,

kontaktes skatteyderen i form af en agterskrivelse. Hvis der fremsættes

indsigelser, tilbyder skattekontoret at der holdes møde om sagen.

Erfaringsmæssigt

giver et møde bedre forståelse hos skatteyderen, men nogle afslår tilbuddet.

Antallet af

gennemførte kontrolsager for indkomståret 1995 var 23,9% af det samlede

mandtal.

Inddrivelser

foretages ikke af skattekontoret, men af økonomisk afdeling.

I forbindelse med inspektionen

modtog jeg følgende materiale:

Ligningsredegørelse

1995, Ligningsplan 1996, Statusrapport samt skatteanke-nævnets årsberetning.

Endvidere modtog jeg en pjece om skatteankenævnet.

Jeg bad også om at

modtage fire upåklagede sager fra skatteankenævnets møde i november 1997 med

henblik på en gennemgang i relation til sagsbehandlingsreglerne jf. nedenfor

under afsnit 4.

2.3. Besøg på to af kommunens plejehjem

Retschef

Jens Møller

og to af embedets øvrige medarbejdere

besøgte ældrecentret Kærdalen, (2.3.1), mens jeg og to andre medarbejdere

besøgte plejehjemmet Egely, (2.3.2).

2.3.1. Ældrecentret Kærdalen

Centret er nybygget

og blev taget i brug i juni 1997. Bygningen er på ca.

1400 m2

i ét plan og består af 36 ældreboliger

og en centerdel. Institutionen er tillige dagcenter og udgangspunkt for

hjemmeplejen

i område Nord, der er et af fire decentrale hjemmeplejeområder i Vejen

Kommune. Personalet udgør 60 årsværk, men der er fælles personale på dette

område i kommunen.

Centerdelen består

af et stort åbent opholdslokale med en terapidel, et stort mødelokale med

klaver samt et cafeteria, hvor der i den ene ende er et rygefrit område. Der

er

selvbetjening, og en varm ret til frokost kan købes for 13 kr. Dette tilbydes

også til udefra kommende pensionister og efterlønsmodtagere. Beboerne er

omfattet af den kommunale madudbringningsordning der koster 75 kr. om ugen

for

fuld kost. Maden bringes fra plejehjemmet Egely. Der er desuden et hvilerum

til personer i dagpleje og et rum med kondiredskaber. På gangen ud for

hvilerummet er anbragt en læsehjælpsskærm. Bygningen er desuden udstyret med

automatiske branddøre.

Fra centerdelen

udgår gange til de enkelte boligafsnit. Gangene er belagt med cementfliser

for

at symbolisere overgangen fra egen bolig. Der er meget ovenlys og store

vinduer/glasvægge, hvilket gør rummene indbydende. I de enkelte boligafsnit

er

der fællesrum med TV,hvor beboerne bl.a. kan spise sammen, hvis de ønsker

det.

Desuden er der atriumgårde med forskellig beplantning. For enden af hver gang

findes et opladningsrum til elektriske kørestole.

Boligerne er på ca.

54 m2

og består af et opholdsrum med køkken,

et soveværelse og et badeværelse. Desuden er der egen terrasse.

Beboerne betaler

selv for el og antenne. Nettohuslejen udgør typisk ca. 1.150 kr. pr. md. Heri

er medregnet beboernes andel af leje af fællesrum. Beboerne modtager

sædvanlig

hjemmehjælp. Ved indgangen til hver bolig er der installeret en ekstra lås,

så

det altid er muligt for personalet at få adgang til boligen. Beboerne

bestemmer

selv om døren til deres bolig skal være aflåst. Mange havde åbentstående døre

under besøget. Alle beboerne har nødkald.

Yderdøre aflåses

sidst på eftermiddagen. Hoveddøren låses dog først om aftenen for udefra

kommende.

I et afsnit af

centerdelen har personalet eget opholdsrum og badefaciliteter. Der er et

særskilt rum til sygeplejerskerne. Der er ikke et lokale specielt for rygere,

men institutionen har en nedskrevet rygepolitik. Personalet råder over

særlige

løbehjul til nem og hurtig færdsel på gangene.

Det blev oplyst at

indeklimaet kan blive for varmt om sommeren og generelt er for tørt.

I arealet om

bygningen er der planer om at anlægge en petanquebane og en bålplads. Der er

for tiden problemer med overfladevand.

Der er nedsat en

arrangementsgruppe til at planlægge aktiviteter af forskellig art. I

forbindelse med inspektionen modtog jeg et eksemplar af vinterprogrammet for

aktiviteter og en arrangementskalender. Desuden modtog jeg et eksemplar af

institutionens

blad 'Kærmyssen'.

I forbindelse med inspektionen

blev der holdt et møde med brugerrådet. Herunder blev det oplyst at kommunen

har en fælles uprioriteret venteliste til alle ældreinstitutionerne, og at

der

for tiden er ca. 25 på listen. Desuden blev det oplyst at kommunen i 1997

oprettede et ældreråd, og at ældrerådet og ledergruppen mødes en gang om året

til drøftelse af bl.a. kvalitet i hjemmehjælpen. Der er endnu ikke indgået

kontrakter med borgerne om hjemmehjælp, men det er planen at indføre det. I

den

forbindelse modtog jeg en henvendelse fra formanden for ældrerådet om

kommunens

nedskæringer på ældreområdet.

2.3.2. Plejehjemmet Egely

Plejehjemmet der er

bygget i 1970 er i ét plan, består af 39 enkeltboliger, en boenhed for

demente, en aflastningsgang samt centralkøkken. Yderligere er der til

plejehjemmet tilknyttet 10 ældreboliger.

Der er adgang til

plejehjemmet via hovedindgangen fra parkeringspladsen. I den del af

plejehjemmet hvor de 10 ældreboliger er placeret er der egen adgang for

beboerne. Herved kan beboerne komme og gå uden at skulle igennem

plejehjemmets

andre afdelinger. Ved at have sammenbygget denne afdeling med resten af

plejehjemmet har man dog også samtidig sikret, at beboerne ikke behøver at gå

udenfor for at komme til de andre afdelinger.

På parkeringspladsen

udenfor hovedindgangen er placeret skilte der med numre viser vej til de

forskellige boliger. Indenfor glasdøren ved hovedindgangen er ligeledes

placeret navneskilte. Hovedindgangen låses klokken 20. Glasdørene i

hovedindgangen

går automatisk op ved besøg udefra, mens der skal trækkes i en snor når en

person kommer indefra og vil have dørene åbnet.

Plejehjemmets

enkelte afdelinger er placeret på lange gange. På den ene side af gangene er

boligerne placeret mens den anden side består af store vinduer. Dette gør

gangene

meget lyse og venlige. Udenfor vinduerne er der græsplæner.

De 10 ældreboliger

tilknyttet plejehjemmet er hver på

45 m2. Boligerne består af et køkken, en

stue, et soveværelse samt badeværelse. Fra stuen er der fra hver bolig udgang

til en lille have. Jeg havde lejlighed til at besøge en af boligerne og hilse

på beboeren.

Boligerne er sådan

indrettet at det er muligt at manøvrere rundt med en kørestol. Personalet

oplyste at der dog er et problem i badeværelset, hvor der ved håndvasken ikke

er plads til at der kan stå en hjælper på begge sider af beboeren.

Plejehjemmets

enkeltboliger er på

25 m2. Boligerne indeholder en

16 m2

stor stue, et badeværelse samt et lille

køkken bag indgangsdøren bestående af håndvask og køleskab. Det er ikke

muligt

at lave mad i boligen. Placeringen af håndvasken i badeværelset giver samme

problem med hensyn til plads til to hjælpere som tilfældet var i

ældreboligerne.

Plejehjemmets

boenhed for demente, Solsikken, huser 6 faste beboere. Endvidere er der 3

aflastningspladser på afdelingen. Beboerne bor i boliger af samme størrelse

som

plejehjemmets øvrige enkeltboliger. Afdelingen er med en dør og et gardin

afskærmet fra resten af plejehjemmet. Dørene er ikke aflåst.

Det opsatte gardin

virker som en væg for beboerne og bevirker derfor i nogle tilfælde at

beboerne

ikke bevæger sig udenfor afdelingen. Skulle dette dog ske følger et medlem af

personalet efter beboeren og de to følges så tilbage igen. På den måde undgår

man fysisk magtanvendelse når en dement beboer med fare for sig selv forlader

plejehjemmet.

Et lokale på

plejehjemmet er indrettet til fysioterapi. Tre gange om ugen er terapien

bemandet med en plejehjemsassistent som kan hjælpe og rådgive beboerne.

Lokalet

er aldrig aflåst og det er dermed muligt for beboerne sammen med en af de

ansatte også at benytte sig af faciliteterne uden for åbningstiden.

En gang om ugen er

der i terapien besøg af en ergoterapeut fra ERGO-FYS Gruppen på rådhuset. Ved

yderligere behov er det også muligt at tilkalde terapeuten på andre

tidspunkter.

Ifølge personalet er der et glimrende samarbejde med ERGO-FYS Gruppen.

Ligeledes foregår bestilling af hjælpemidlerne til beboerne effektivt og

ventetiden er kort.

Plejehjemmets

centralkøkken producerer mad til udbringning til pensionister i Vejen

Kommune.

Maden er såkaldt kølemad, som kan bestå af en

middag,

smørrebrød eller en lun ret. Udbringning

heraf sker tre gange om ugen. Ved at producere kølemad spares en del

omkostninger i transport da udbringning tre gange om ugen er tilstrækkeligt

til

at dække hele ugens forbrug. I køkkenet produceres i alt ca. 260-270 middage.

Heraf er de 60-70 til Egelys beboere, 100 til hjemmeboende pensionister og

resten til andre centre i Vejen Kommune.

Plejehjemmets

beboere kan vælge at spise i deres egen bolig eller i et af fællesrummene.

Morgenmaden kan også indtages ved borde placeret tæt ved indgangen hvilket

gør

det muligt for beboerne at følge med i aktiviteterne på plejehjemmet.

I plejehjemmets

dagligstue kan beboerne opholde sig dagen igennem. I 'Midtpunktet' er

opstillet

borde hvor beboerne kan sidde sammen, drikke kaffe, strikke, spille kort og

andet. I 'Midtpunktet' er der ligeledes et køkken hvor beboerne kan lave mad

sammen med en ansat. Dette bruges især til beboere på aflastning på

plejehjemmet da det kan hjælpe dem til at klare madlavningen på egen hånd,

når

de er hjemme i egen bolig igen.

Plejehjemmet råder

over en kiosk der gratis drives af en af kommunens efterlønsmodtagere.

Kiosken

er åben en halv time to gange om ugen.

3. Ombudsmandens bemærkninger

3.1. Tilgængelighed

Siden 1978 har der i byggelovgivningen været fastsat såkaldte handicapkrav

med det formål at sikre at bebyggelserne kan benyttes af alle, også af

personer der - midlertidigt eller permanent - har gangbesvær eller må benytte

kørestol eller hvis orienteringsevne på anden måde er nedsat. I

Bygningsreglementet fra 1995 er der kommet yderligere krav der generelt

tilgodeser bygningers tilgængelighed. Disse krav skal efterkommes ved

nybyggeri, (væsentlige) ombygninger og ved ændret brug af bygninger. Reglerne

omfatter således ikke i øvrigt eksisterende byggeri.

Det er en særlig opgave for ombudsmanden at overvåge retsstillingen for

handicappede idet Folketinget ved beslutning af

2. april 1993

anmodede ombudsmanden om 'at følge udviklingen i ligebehandlingen (af

handicappede) og eventuelt meddele påtale, hvor dette er muligt inden for

ombudsmandens kompetence'.

Ved ombudsmandens undersøgelse af om der i offentlige bygninger og lignende

er tilgængelighed for handicappede personer med midlertidig nedsat bevægelse

eller orienteringsevne kan ombudsmanden således undersøge om de omtalte

handicapkrav i byggelovgivningen er iagttaget.

Ombudsmandens grundlag for at bedømme et forhold er imidlertid i et vist

omfang mere vidtgående end hvad der i almindelig forvaltningsretlig

terminologi betegnes som 'gældende ret'; i dette tilfælde byggelovgivningens

tilgængelighedskrav. Ombudsmanden har således også en vis mulighed for at

anlægge mere overordnede humanitære eller medmenneskelige betragtninger i sin

bedømmelse af et forhold. Ombudsmandens vurdering er i den forbindelse præget

af krav om hensynsfuld og menneskeværdig behandling af borgerne.

Som anført omfatter byggelovgivningens tilgængelighedskrav ikke eksisterende

byggeri bortset fra væsentlige ombygninger i forbindelse med ændret brug af

bygninger. Som led i

det udvidede bedømmelsesgrundlag jeg har nævnt ovenfor har jeg imidlertid i

et

vist omfang også mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om

tilgængelighed i andre bygninger.

Generelt er det

således min opfattelse på dette område at det så vidt muligt må tilstræbes at

det i offentlige bygninger med almindelig publikumssøgning er muligt for

handicappede (og personer med midlertidig nedsat bevægelses- eller

orienteringsevne)

at komme ind og blive betjent som andre borgere. Som minimum må der efter min

opfattelse være i hvert fald et handicaptilgængeligt lokale, der kan anvendes

til modtagelse og betjening af handicappede borgere.

For så vidt angår

tilgangen til Vejen Kommunes rådhus har jeg noteret mig, jf. ovenfor, at der

efter renoveringen er niveaufri adgang til rådhusets reception og mulighed

for

at modtage handicappede borgere i hvert fald - for så vidt angår

kørestolsbrugere

- i rådhusets stueetage.

Forholdene lever

således på dette område op til de krav der efter min opfattelse

- på ulovbestemt grundlag - kan stilles til

tilgængelighed.

Under samtalen med

direktionen rejste jeg endvidere spørgsmålet om handicaptilgængelighed i

forbindelse med fritidsundervisning. Direktionen oplyste at denne

undervisning

næsten udelukkende foregår i offentlige lokaler, der er indrettet til også at

modtage handicappede. Det er således muligt for kørestolsbrugere at komme ind

på egen hånd et eller andet sted på institutionen/stederne, men det er ikke

alle

rum der er tilgængelige.

På baggrund af den

beskrivelse kan dette ikke give mig anledning til bemærkninger.

3.2. Diskretionshensyn under forvaltningens behandling af

borgerhenvendelse

Efter

forvaltningslovens § 27 har offentligt ansatte tavshedspligt med hensyn til

fortrolige oplysninger om borgerne. Efter de almindelige principper om god

forvaltningsskik skal forvaltningens ansatte optræde høfligt og hensynsfuldt

overfor borgerne.

Det følger af disse

regler at en borger der henvender sig i forvaltningen, har krav på at

samtaler

om personlige og andre fortrolige forhold kan finde sted uden at andre -

såvel

ansatte som borgere - har mulighed for at overhøre samtalen.

Som de fysiske

forhold er idag er der ikke alle steder i socialforvaltningens afdelinger

mulighed for at samtaler med de borgere der ønsker det, kan foregå i private

former jf. beskrivelsen ovenfor. For så vidt angår helseafdelingen blev der

endvidere fra personalets side givet udtryk for, at både borgerne og

sagsbehandlerne anser det som et problem at man ikke kan have samtaler i

enerum

med sagsbehandleren.

Ved samtalen med

direktionen rejste jeg spørgsmålet om diskretionsproblemerne og foreslog

blandt andet muligheden for opstilling af skillevægge o.lign. Direktionen

oplyste at man ville undersøge forholdene og overveje forbedringer.

Jeg beder kommunen

underrette mig om resultatet af disse overvejelser, herunder hvilke

foranstaltninger der eventuelt er iværksat for at forbedre mulighederne for

personlige samtaler under diskretion i socialforvaltningen.

3.3. Personalesikkerhed ved borgerhenvendelser

Under inspektionen

rejste jeg spørgsmålet om hvilke forholdsregler der var foretaget til

beskyttelse af medarbejdernes sikkerhed under udførelsen af deres arbejde i

kontakt med borgerne.

Direktionen oplyste

at man var opmærksom på problemet i forbindelse med ombygningen af kontorerne

på rådhuset. Det blev således oplyst at personalet - på tidspunktet for

inspektionen - i de fleste kontorer i socialforvaltningen på rådhuset var

placeret inderst i kontoret med ryggen mod vinduerne. Direktionen oplyste at

man havde taget forskellige tiltag i den anledning. Der er således blevet

afholdt et kursus for personalet i håndtering af disse situationer, ligesom

der skal laves klare aftaler for fremgangsmåden ved alarmering af politiet.

Af fysiske foranstaltninger blev det nævnt at skriveborde er blevet udskiftet

således at de kan hæves når klienten kommer ind, hvilket formodes at have en

præventiv virkning. Direktionen oplyste i øvrigt at der

den

3. marts 1998

havde været et uheld på Jobkontakten, hvor et medlem af personalet var blevet

truet af en klient. Dette uheld har bl.a. medført planer om at etablere et

vagtværn på Jobkontakten, der skal være tilstede i åbningstiderne.

Endelig er det

overvejet at etablere nødudgange.

Efter min mening bør

det sikres at det personale der er i en risikogruppe i den forstand at de i

det daglige arbejde bliver konfronteret med klienter der kan være opfarende,

fysisk placeres sådan i kontoret/kontorlandskabet at der er mulighed for at

komme væk uden at man skal passere en eventuel aggressiv klient. Ligeledes

bør

der være mulighed for at tilkalde umiddelbar hjælp. Jeg beder på den baggrund

og på baggrund af de initiativer direktionen selv har bebudet på området, om

oplysninger

om hvordan forholdene er/vil blive forbedret.

3.4. Åbningstider

I den centrale del

af forvaltningen er åbningstiden i Vejen Kommune på ugentligt 14 3/4 time. Da

dette efter min opfattelse - navnlig i sammenligning med andre kommuner - må

betegnes

som en forholdsvis kort åbningstid rejste jeg spørgsmålet overfor

direktionen.

Direktionen oplyste

at der ikke har været en kritik af korte åbningstider som er sket udfra en

afvejning af borgernes behov i forhold til de ansattes mulighed for at kunne

udføre arbejdet i perioder uden direkte borgerkontakt. I øvrigt kan der i et

vist omfang aftales møder udenfor åbningstiden. Det blev endvidere oplyst at

kommunen i højere grad end tidligere forsøger at give information til

borgerne,

således at behovet for personlig henvendelse skulle blive tilsvarende mindre.

Der gælder en særordning i Teknisk Forvaltning hvor dørene aldrig er lukkede

og hvor det således er muligt at komme i kontakt med personalet også udenfor

den almindelige åbningstid.

På baggrund af de

oplysninger direktionen har givet om åbningstiderne, kan dette forhold ikke

give mig anledning til yderligere bemærkninger.

3.5.

Oplysninger om sagsbehandlingstid m.m.

Forvaltningsloven

indeholder ikke regler om myndighedernes sagsbehandlingstid. Der har heller

ikke for ombudmandens praksis udviklet sig faste tidsmæssige normer for

sagsbehandlingstiden. Ombudsmanden tager imidlertid ofte stilling til

rimeligheden

af sagsbehandlingstiden i konkrete sager. De retningslinier der kan udledes

heraf er blandt andet gengivet i Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven

(1986). Vejledningens pkt. 205-207 er sålydende:

'Svarfrister m.v.

205.

Forvaltningsloven indeholder ikke generelle regler om sagsbehandlingstiden.

Baggrunden herfor er bl.a., at de opgaver, der udføres af den offentlige

forvaltning, er af så forskellig karakter og omfang, at det ikke ville være

muligt i en lov, der skal gælde for hele den offentlige forvaltning, at

fastsætte bestemte regler for sagsbehandlingstiden, som med rimelighed vil

kunne håndhæves ved domstolene.

Derimod kan der på

baggrund af folketingets ombudsmands udtalelser om, hvad der med hensyn til

sagsbehandlingstiden må antages at følge af almindelig god forvaltningsskik,

gives nogle vejledende regler om sagsbehandlingens tilrettelæggelse, herunder

om underretning til den, der er part i en sag, om den forventede

sagsbehandlingstid.

Ombudsmanden har i

nogle afgørelser også peget på, at myndighederne med henblik på at sikre, at

sager ikke henligger i længere tid, inden afgørelse træffes, og at sager ikke

bliver glemt og derfor ikke afgjort, bør oprette tilstrækkeligt

effektive erindringssystemer.

206.

Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den

almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan træffe

afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden give

den,

der er part i sagen, underretning om, hvornår myndigheden regner med, at

afgørelsen kan foreligge.

207.

Myndigheden bør endvidere give den, der er part i sagen, underretning, når

behandlingen af den konkrete sag på grund af særlige

omstændigheder vil tage længere tid end

sædvanligt.

208.

Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er rimeligt begrundet i

sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med det samme. Besvarelsen

bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning

om,

hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge.'

I brev af

4.

juni 1997

henstillede Indenrigsministeriet til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd

at

der blev fastsat målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager hvor

forvaltning

træffer afgørelse overfor borgerne.

I Vejen Kommune blev

Indenrigsministeriets henstilling behandlet af økonomiudvalget

den

7. juni 1997

hvor

følgende indstilling fra Vejen Kommunes Direktion blev tiltrådt :

'Indenrigsministeriet

har ved brev af

4. juni 1997

henstillet til samtlige

kommunalbestyrelser og amtsråd, at de enkelte kommunalbestyrelser og amtsråd

opstiller målsætninger for, hvor hurtigt man vil tilstræbe at behandle sager,

hvor forvaltningen skal træffe afgørelser i forhold til borgerne.

Målsætningerne bør efter ministeriets opfattelse være forsvarlige og

realistiske.

Sagsbehandlingstider

skal således være acceptable for borgerne. Samtidig skal målsætningerne være

afpasset efter, hvad kommunerne selv anser for realistisk.

Kommunerne opfordres

til at udarbejde en oversigt over de opstillede mål for sagsbehandlingstider.

På sigt kan det overvejes at informere kommunens borgere om målsætningerne i

forbindelse med serviceinformation.

Justitsministeriet

har udsendt en tilsvarende henstilling til de statslige myndigheder.

Direktionen har

behandlet henstillingen i sit møde

den 17. juni

1997.

Direktionen indstiller til økonomiudvalget, at der ikke fastsættes

målsætninger på området, men at man fastholder nuværende praksis på området

med

kvitteringsskrivelser med angivelse af, hvornår borgeren kan forvente svar.'

Under henvisning

hertil spurgte jeg under inspektionen om der altid blev kvitteret for

henvendelser fra borgerne og om der i disse kvitteringsbreve blev angivet en

forventet sagsbehandlingstid.

Direktionen oplyste

at man ved enhver henvendelse fra borgerne principielt kvitterer med et

svarbrev med en angivelse af hvornår borgerne kan forvente at høre fra

kommunen

igen og med angivelse af en kontaktperson i forvaltningen. Kommunen oplyste

at

man ikke havde valgt at fastsætte en egentlig svarfrist idet man ikke mente

at

kunne sætte en enkel frist gældende for samtlige sager - blandt andet fordi

sagerne er meget varierende og nogle var dårligt oplyst fra starten.

På min anmodning om

at modtage kopier af nogle kvitteringsbreve fra socialforvaltningen oplyste

socialdirektøren at det var vedtaget at kopier af disse skulle gemmes i

forvaltningen. Det var dog efterfølgende blevet konstateret at det rent

faktisk endnu ikke var iværksat men at det nu ville ske.

Jeg anmoder om at

modtage kopi af de første 5 kvitteringsbreve som socialforvaltningen har

sendt

i maj måned 1998 med angivelse af om borgeren har fået svar indenfor den

angivne frist. Hvis dette ikke er tilfældet beder jeg om oplysninger om

hvorvidt og i givet fald på hvilken måde borgeren er blevet underretttet.

3.6. Plejehjemsbesøgene

Besøgene på

ældrecentret Kærdalen og plejehjemmet Egely gav henholdsvis retschef

Jens Møller

og mig meget positive indtryk af institutionerne.

På Kærdalen modtog

retschef

Jens

Møller

en

henvendelse fra Formanden for Ældrerådet om kommunens nedskæringer på

ældreområdet. Jeg nævnte efterfølgende dette for kommunens direktion der var

opmærksom på problemet.

Jeg har herefter i

et særskilt brev meddelt Formanden for Ældrerådet at jeg ikke foretager mig

mere i sagen.

Særligt vedrørende

afdelingen for senildemente, 'Solsikken' på Plejehjemmet Egely var det efter

min opfattelse særdeles positivt at de senildemente beboere kunne opholde sig

i

afdelingen uden nogen form for egentlig afspærring. Jeg gjorde dog

direktionen

opmærksom på at man efter min opfattelse kunne ønske sig en lukket gårdhave

hvor beboerne kan opholde sig udendørs.

På Ældrecentret

Kærdalen er det beboerne der selv bestemmer om døren til deres egen bolig

skal

være aflåst. Yderdørene aflåses sidst på eftermiddagen. Hoveddøren låses dog

først om aftenen for udefra kommende.

Jeg beder kommunen

oplyse mig i hvilket omfang og på hvilken måde beboerne kan komme ind og ud

af

centret i den periode hvor yderdørene aflåses.

4. Gennemgang af udlånte sager

Under inspektionen anmodede jeg om udlån af 4 sager fra skattekontoret og 4

sager fra social- og sundhedsforvaltningen. For så vidt angår skattesagerne

bad jeg om upåklagede sager fra det sidst afholdte møde i Skatteankenævnet i

november 1997 (således at klagefristen til Landsskatteretten var udløbet).

For så vidt angår de sociale sager bad jeg om den sidst afgjorte sag i januar

1998 fra områderne, anbringelse af barn udenfor hjemmet, hjemmehjælp,

revalidering og kontanthjælp.

4.1. 4 sager fra Skattekontoret

Generelt om klagevejledning

Vejen Kommunes skattekontor

I de 4 skattesager som jeg har modtaget, gav skattekontoret følgende

klage-vejledning:

'Hvis De vil klage over afgørelsen, skal De gøre det inden en måned. Klagen

skal være skriftlig og begrundet. Den skal sendes til: Vejen kommune,

Skatteankenævnet, Rådhuset, 6600

Vejen.'

§ 21, stk. 1, i skattestyrelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 276 af

12. april 1997, nu lovbekendtgørelse nr. 174 af

19. marts 1998

) lyder således:

'Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelse efter § 2 indgives til

skatteankenævnet. Klagen skal være skriftlig og begrundet. Klagen skal været

modtaget i

skatteankenævnet senest en måned fra modtagelsen af den afgørelse, der klages

over, eller, hvor særskilt underretning om afgørelsen er undladt, jf. § 3,

stk.

4, fra modtagelsen af årsopgørelsen. For sømænd m.v., der sejler i

udenrigsfart,

er klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato.

Om klagevejledning

står der følgende i forvaltningslovens § 25, stk. 1:

'Afgørelser, som kan

påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt,

være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans

og

oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder eventuel

tidsfrist. Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende

part medhold.'

I Justitsministeriets

vejledning til forvaltningsloven (1986) står der bl.a. følgende i punkt 141

om

klagevejledningens indhold:

'Vejledningen skal

indeholde angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved

indgivelse af klagen, herunder om eventuelle tidsfrister.....

Selve

klagevejledningen skal udformes således, at modtageren ikke med rimelighed

kan

komme i tvivl om, hvornår en klage skal være kommet i myndighedens

besiddelse.'

Kommunens

klagevejledning angiver ikke fra hvilket tidspunkt klagefristen løber og

hvornår klagen skal være kommet i myndighedens besiddelse.

Kommunens

formulering af klagevejledningen kan bringe modtageren i tvivl om hvornår

klagen skal være kommet i myndighedens besiddelse.

Det er derfor min

opfattelse at kommunen bør omformulere sin klagevejledning, så den mere

præcist angiver hvordan klagefristen beregnes.

Skatteankenævnet

I skatteankenævnets

kendelse af

30. september 1997

i sagen 1998-692-980 henvises til en

vedlagt klagevejledning.

I klagevejledningen

står bl.a. følgende:

'Kravene til klagen:

Klagen skal være

skriftlig. Den afgørelse, der påklages, skal følge med i original eller

bekræftet kopi. Klagen skal angive på hvilke punkter den trufne afgørelse

påklages og de kendsgerninger, synspunkter og bevisligheder, hvorpå klagen

støttes. Bevislighederne skal følge med i original eller bekræftet kopi.

Personlig forhandling:

Såfremt De ønsker at

afgive en mundtlig udtalelse i sagen efter reglerne i forvaltningsloven (lov

nr. 571 af

19. december 1985

) over for en sagsbehandler i

landsskatteretten, bedes dette anført i klagen.'

I

skattestyrelseslovens § 25, stk. 2, står følgende:

'Klage til

Landsskatteretten skal ske skriftligt. Den afgørelse, der påklages, samt den

i

§ 21, stk. 2, nævnte sagsfremstilling skal følge med klageskrivelsen i

original

eller kopi. Klagen skal angive, på hvilke punkter afgørelsen anses for

urigtig

og begrundelsen herfor. Dokumenter, som ønskes anvendt som beviser, skal

følge

med klageskrivelsen i original eller kopi.'

Bestemmelsen er nu

ændret.

I § 26, stk. 1, står

følgende:

'Klageren har adgang

til at udtale sig ved en mundtlig forhandling.'

Ad 'Kravene til klagen'

Skatteankenævnets

vejledning oplyser ikke - som anført i skattestyrelseslovens § 25, stk. 2, -

at

sagsfremstillingen skal vedlægges. Vejledningen oplyser at hvis afgørelse og

bevisligheder vedlægges i kopi skal disse være bekræftede. Et krav om at

kopier skal være bekræftede fremgår ikke af bestemmelsens ordlyd.

På denne baggrund er

det min opfattelse at disse punkter i vejledningen bør ændres, så det er i

overensstemmelse med lovens bestemmelse.

Ad 'Personlig forhandling'

Skattestyrelseslovens

§ 26, stk. 1, giver klageren adgang til at udtale sig ved en

mundtlig forhandling

med Landsskatterettens

sekretariat. Denne regel har et videre indhold end forvaltningslovens § 21,

stk. 1, idet denne bestemmelse alene angår en parts ret til at afgive en

udtalelse til sagen. Det må antages at bestemmelsen i forvaltningslovens §

21,

stk. 1, ikke gælder i sager der indbringes for Landsskatteretten, fordi den i

henhold til § 21, stk. 2, nr. 3, er fortrængt af den særlige bestemmelse i

skattestyrelseslovens § 26, stk. 1.

Det er derfor min

opfattelse at vejledningen på dette punkt må ændres, således at der henvises

til bestemmelsen i skattestyrelsesloven og således at formuleringen er i

overensstemmelse med bestemmelsen.

Overspringelsesreglerne

Skattestyrelseslovens

§ 21, stk. 5, og § 31, stk. 1, (nu § 31, stk. 2) indeholder regler, hvorefter

klageren, hvis klagemyndigheden ikke har færdigbehandlet klagen inden en

bestemt frist, kan indbringe klage for den højere instans.

§ 21, stk. 5, lyder

således:

'Har

skatteankenævnet ikke afgjort klagen inden 3 måneder efter klagens

modtagelse,

kan den påklagede afgørelse påklages direkte til Landsskatteretten.'

§ 31, stk. 1, lyder

således:

'Sager om spørgsmål,

som Landsskatteretten kan påkende, kan først indbringes for domstolene, når

de

er blevet påkendt eller afvist af Landskatteretten. Er der forløbet mere end

6

måneder efter en sags indbringelse for Landsskatteretten, kan sagen dog

indbringes for domstolene, selv om Landsskatteretten endnu ikke har påkendt

den.'

Bestemmelsen er nu

ændret.

I sagen 1998-692-980

(150342-xxxx) modtog skatteankenævnet skatteyderens klage

den

11. april 1997

og nævnets kendelse er dateret

den 30. september 1997. Nævnets sagsbehandlingstid oversteg

således 3 måneder. Klageren har derfor kunnet anvende skattestyrelseslovens §

21, stk. 5. Tilsvarende gælder de øvrige tre sager.

Det fremgår ikke af

denne sag eller af de øvrige sager om skattekontoret eller skatteankenævnet

giver skatteyderne vejledning om overspringelsesreglerne.

Jeg beder Vejen

Kommune om at oplyse mig om hvorvidt skatteydere vejledes om bestemmelsen og

hvordan og hvornår vejledningen gives.

Gennemgang af de 4 skattesager

De 4 skattesager er

gennemgået hovedsageligt i relation til sagsbehandlingsreglerne mens de

materielle skatteretlige spørgsmål ikke har været genstand for en tilsvarende

gennemgang.

J.nr. 150342-xxxx

(mit j.nr. 1998-0692-980)

Sagsfremstilling

Sagen drejer sig om

forhøjelse af skattepligtig indkomst for indkomståret 1995. Baggrunden for

forhøjelsen var at skatteyderen havde beregnet fradrag for kørsel mellem hjem

og uddannelsessted.

Med brev af

10.

april 1997

påklagede skatteyderen skattekontorets kendelse til skatteankenævnet.

Den 24. april 1997

anmodede skatteankenævnet

skattekontoret om en udtalelse. I anmodningen var angivet en svarfrist for

skattekontoret på 14 dage jf. skattestyrelseslovens § 21, stk. 2, 1. pkt.

Den 6. maj 1997

afgav skattekontoret sin udtalelse til

skattteankenævnet.

Den 19. juni 1997

fremsendte skatteankenævnet en

sagsfremstilling og forslag til ansættelse til høring hos skatteyderen. I

brevet skrev skatteankenævnet bl.a.:

'I anledning af

Deres klage over administrationens ansættelse af Deres indkomst/formue for

indkomståret 1995 fremsendes hermed i henhold til skattestyrelseslovens § 21,

stk. 2, ankenævnets sagsfremstilling og

forslag

til ansættelse.

Kan De ikke tiltræde

denne fremstilling eller forslag til ansættelse, kan De skriftligt overfor

ankenævnet, gerne stilet til nedennævnte sekretær, redegøre for Deres

opfattelse af sagen og hvilke punkter De er uenig i.

Såfremt De ønsker

vejledning, kan De henvende Dem til sekretariatet.

De bedes samtidig tilkendegive, om De ønsker personligt

fremmøde for ankenævnet. De kan dog vælge alene at udtale Dem skriftligt.

Fristen for

indsigelse er 4 uger fra modtagelsen af dette brev.'

Ombudsmandens bemærkninger:

I

skattestyrelseslovens § 21, stk. 3, står følgende:

'Forinden

skatteankenævnet afgør en klage, skal der udarbejdes en sagsfremstilling.

Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger

vedrørende

sagens faktiske forhold, der påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen. Hvis

ikke nævnet fuldt ud kan imødekomme klagerens påstand, sendes

sagsfremstillingen til klageren med opfordring til at fremkomme med

bemærkninger til fremstillingen inden 14 dage. Stk. 2, 3. pkt., finder

tilsvarende anvendelse. Klageren oplyses samtidig om, at klageren i øvrigt

har

ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skatteankenævnet,

før

klagen afgøres.'

I

skattestyrelseslovens § 21, stk. 2, 3. pkt., står følgende:

'Skatteankenævnet

kan efter anmodning give en længere frist, hvis omstændighederne ved den

påklagede afgørelse i særlig grad taler derfor.'

I bemærkningerne til

den citerede bestemmelse og til § 21, stk. 2, (Folketingstidende 1995/96,

tillæg A, sp. 2667) står bl.a. følgende:

'Der foreslås i

denne forbindelse, at der fastsættes en høringsfrist på 14 dage overfor den

kommunale skattemyndighed, med mulighed for skatteankenævnet, dvs. for

nævnets

formand, til i det enkelte tilfælde efter anmodning at give den kommunale

skattemyndighed en længere frist, hvis den påklagede afgørelse er af en sådan

særlig karakter, at en længere frist er fornøden.

Det foreslås en

tilsvarende høringsfrist - med dispensationsmulighed - overfor klageren,

således at denne får 14 dage til at kommentere den sagsfremstilling, som skal

danne grundlag for skatteankenævnets afgørelse af klagen.'

I brevets første

afsnit har ankenævnet henvist til skattestyrelseslovens § 21, stk. 2. Jeg går

ud fra at skatteankenævnet har villet henvise til stk. 3, og ikke til stk. 2.

Det fremgår ikke af

sagen at skatteyderen har anmodet om en længere hørings-frist end den i loven

foreskrevne frist på 14 dage, ligesom det ej heller fremgår at nævnets

formand

har taget stilling til en længere frist.

Det er min

opfattelse at der i bestemmelserne ikke er hjemmel til at ankenævnet

uopfordret

kan give en længere høringsfrist. Nævnet (nævnets formand) kan alene

dispensere

fra fristen, hvis nævnet anmodes herom og hvis omstændighederne ved den

påklagede afgørelse i særlig grad taler derfor.

J.nr. 170763-xxxx

(mit j.nr. 1998-693-211)

Sagsfremstilling

Sagen angik

spørgsmålet om valg af transportvej og beregning af transportafstand i

forbindelse med befordringsfradrag. Kommunens skattekontor ændrede

den

17. april 1997

(A)'s skatteansættelse for indkomståret 1995. Årsagen var at afstanden for

befordring frem og tilbage mellem (A)'s sædvanlige bopæl og arbejdsplads

ifølge skattekontorets digitale vejdatabase var

85 km. - og ikke

96 km. som (A) havde selvangivet.

Den 19. maj 1997

klagede (A) til skatteankenævnet.

Den 22. maj 1997

anmodede skatteankenævnet skattekontoret

om en udtalelse over klagen.

Den 12. juni 1997

udtalte skattekontoret sig.

Den 22. august 1997

gav skatteankenævnet (A) medhold i

klagen og nedsatte skatteansættelsen til det selvangivne.

Ombudsmandens bemærkninger:

1.

Ifølge § 21, stk. 2, 2. og 3. pkt., i skattestyrelsesloven skal den kommunale

skattemyndighed afgive udtalelse til skatteankenævnet inden 14 dage.

Skatteankenævnet kan efter anmodning give en længere frist, hvis

omstændighederne ved den påklagede afgørelse i særlig grad taler derfor.

Jeg gør opmærksom på

at skattekontoret afgav udtalelse 3 uger efter skatteankenævnets anmodning

herom. Der er i sagen ingen oplysninger om at skatteankenævnet havde givet

skattekontoret en længere frist end de 14 dage, der også fremgik af

skatteankenævnets brev af

22. maj 1997. I givet fald burde skatteankenævnet

efter min opfattelse have gjort notat herom på sagen - også selv om

offentlighedslovens § 6 om notatpligt ikke finder direkte anvendelse på

forholdet. Jeg henviser til den sag der er nævnt i ombudsmandens beretning

for

året 1989, s. 369, hvoraf kopi vedlægges. Det fremgår heraf at det følger af

god forvaltningsskik at en myndighed - også uden for offentlighedslovens §

6's

anvendelsesområde - bør drage omsorg for at foretage skriftligt notat om

ekspeditioner af væsentlig betydning for behandlingen af en sag hvis de ikke

fremgår af sagens akter i øvrigt.

2.

Af

skatteankenævnets brev af

22. maj 1997

til (A) fremgik at (A) senere ville

modtage en sagsfremstilling der beskrev sagens forhold, og at der ville blive

sendt et forslag til sagens afgørelse. Det fremgik også at (A) herefter kunne

tage stilling til om der var yderligere oplysninger som (A) ønskede at

fremsende til sagen, og at (A) til den tid også kunne anmode om et møde med

skatteankenævnet.

Da skatteankenævnet

gav (A) fuldt ud medhold i klagen, fik (A) ikke tilsendt sagsfremstilling

eller

forslag til sagens afgørelse. Dette er i overensstemmelse med bestemmelsen i

§

11, stk. 6, i forretningsordenen for skatteankenævn (Skatteministeriets

bekendtgørelse nr. 528 af

17. juni 1996

). Det fremgår heraf at

sagsfremstillingen og forslag til klagens afgørelse på det foreliggende

grundlag sendes til udtalelse hos klageren medmindre skatteankenævnet kan

give

klageren fuldt ud medhold i klagen, jf. skattestyrelseslovens § 21, stk. 3.

Jeg går på den

baggrund ud fra at indholdet af brevet af

22. maj 1997

til (A) skyldes brugen af standardbreve.

Hvis det er tilfældet, henstiller jeg at skatteankenævnet overvejer at ændre

standardbrevet således at det fremgår at klageren ikke vil få tilsendt en

sagsfremstilling og et forslag til sagens afgørelse, hvis nævnet kan give

klageren fuldt ud medhold i klagen.

J.nr. 310746-xxxx og 300366-xxxx (mine j.nr. 1998-690-980 og

1998-691-980)

Sagsfremstilling

I disse to sager

havde kommunens skattekontor i agterskrivelser af

30.

april 1997

foreslået en forhøjelse af skatteydernes indkomst efter en gennemgang af et

aktieselskabs regnskaber. Skatteyderne var far og søn og forslaget til

forhøjelse var afgivet under henvisning til faderens bestemmende indflydelse

i

selskabet. Skatteyderne blev indbudt til et møde med skattekontoret inden 14

dage, hvis de ikke kunne godkende forslaget. De fik oplyst at de i stedet

kunne

sende et brev med deres indsigelser inden for den samme frist.

Den

21. maj 1997

traf

skattekontoret afgørelser i begge sager i overensstemmelse med de nævnte

agterskrivelser. Brevene var stilet til skatteyderne med kopi til deres

fælles

advokat.

Advokaten havde

forinden

den 2. maj 1997

meddelt skattekontoret at han

repræsenterede begge skatteydere 'i en eventuel sag med Vejen kommune'.

Advokaten anførte i sine enslydende breve bl.a.:

'Det bemærkes, at

jeg nu vil påbegynde gennemgang af sagen med bilag med henblik på, at der

afholdes et møde inden den af Dem angivne frist.'

Advokaten klagede

den

27. maj 1997

til

skatteankenævnet over at skattekontoret ikke havde indkaldt til et møde om

sagerne,

før der blev truffet afgørelse.

Den 30. maj 1997

sendte skatteankenævnet klagen til

udtalelse i skattekontoret.

Den 2. juni 1997

skrev advokaten igen til

skatteankenævnet. Han bemærkede at klagen tillige omfattede selve forhøjelsen

af klienternes skattepligtige indkomster, hvis nævnet ikke tog hans påstand

om

ophævelse af skatteansættelsen til følge. Samtidig fremsatte han ønske om et

møde med skatteankenævnet om sagen. Den efterfølgende klagesagsbehandling kom

alene til at dreje sig om det nævnte formelle spørgsmål om møde forud for

skattekontorets afgørelse.

Skattekontoret

anførte

den 23. juni 1997

følgende i en udtalelse om klagen over

manglende møde:

'Skatteadministrationen

mener ikke, at skatteansættelsen er ugyldig, og at formalia ikke er

overholdt.

Det er skatteadministrationens opfattelse, at Deres repræsentant først ville

gennemgå bilagsmaterialet, og derefter afholde et møde med Dem, med henblik

på

stillingtagen til, om der skulle fremsættes anmodning om et møde med

skatteadministrationen.

En sådan anmodning har skatteadministrationen ikke modtaget.'

I et brev af

22.

august 1997

stilet til klagerne og med en kopi til advokaten skrev ankenævnet bl.a.:

'I anledning af

Deres klage over administrationens ansættelse af Deres indkomst/formue for

indkomståret 1993 fremsendes hermed i henhold til skattestyrelseslovens § 21,

stk. 2, ankenævnets sagsfremstilling og

forslag

til ansættelse.'

Klagerne blev i

brevet bedt om at tilkendegive om de ønskede personligt fremmøde for

ankenævnet eller om de valgte alene at udtale sig skriftligt. Fristen for

indsigelse var sat til 14 dage fra modtagelsen af brevet.

Den 10. september 1997

blev klagerne indbudt til at møde

skatteankenævnet

den 24. september 1997.

Den 14.

oktober 1997

sendte ankenævnet en enslydende indbydelse nu til

den

29. oktober 1997.

Begge breve blev som de tidligere breve og selve afgørelsen i sagen sendt i

kopi til advokaten.

Der blev

den

29. oktober 1997

afholdt møde med skatteankenævnet om sagen. Advokaten og en revisor mødte for

klagerne. Af referatet fra mødet fremgår det at advokaten forklarede, at

sagen

knapt nok var lagt på hans bord før brevet af

2.

juni 1997

blev

udfærdiget. Efter advokatens opfattelse var det herefter ikke hans opgave at

indkalde til et møde, men skattekontorets pligt at følge op på sagen ved

indkaldelse til et møde. Både revisoren og advokaten fremførte under mødet at

sagerne materielt set var komplekse.

I sin afgørelse i

brev af

4. november 1997

anførte skatteankenævnet:

'Skatteankenævnet

finder, at der er usikkerhed om hvem der skulle have taget initiativ til

afholdelse af møde mellem parterne og finder derfor, at

skatteadministrationens

afgørelse skal kendes for ugyldig.'

I den endelige

sagsfremstilling som efter det oplyste ikke blev sendt til klagerne eller

advokaten, står følgende om nævnets afgørelse:

'Skatteankenævnet

finder, at der er så stor usikkerhed om hvem der skulle tage initiativ til

mødet, at sagen har været behæftet med en væsentlig sagsbehandlingsfejl,

således at skatteadministrationens afgørelse kendes for ugyldig.'

Ombudsmandens bemærkninger:

1.

Forvaltningslovens § 8, stk. 1, er sålydende:

'Den, der er part i

en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere

eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker

personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.'

Hvis partens

interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige

for

væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, gælder reglen om

ret

for parten til at lade sig repræsentere ikke, jf. § 8, stk. 2.

Bestemmelserne

gælder direkte kun i afgørelsessager, jf. lovens § 2, stk. 1.

Sådan som

bestemmelsen i § 8, stk. 1, er formuleret, må udgangspunktet være at breve

under sagens forløb og underretning om selve afgørelsen gives til

partsrepræsentanten. En underretning også af parten selv om afgørelsen i

sagen

i form af en kopi vil dog efter omstændighederne være ønskelig eller

påkrævet,

som f.eks. hvor der er fastsat særlige klagefrister eller frist for

indbringelse af afgørelsen for domstolene, jf. bl.a. forvaltningsloven med

kommentarer af John Vogter (1992) s. 133.

Det forhold at en

myndighed i en sag med et partsrepræsentationsforhold stiler breve til parten

selv i stedet for partsrepræsentanten kan efter omstændighederne opfattes som

et udtryk for at myndigheden ikke anerkender partsrepræsentationsforholdet

generelt eller konkret, jf. de nævnte bestemmelser i forvaltningslovens § 8

om

partens undtagelsesvise personlige medvirken. Forholdet kan under alle

omstændigheder medføre en usikkerhed mellem partsrepræsentanten og parten om

hvem der skal reagere i anledning af myndighedens henvendelse. Betydningen af

at breve i sagen ikke stiles til parten selv, er selvfølgelig størst hvis

partsrepræsentanten ikke er professionel.

Risikoen for at

partsrepræsentanten ikke bliver inddraget i sagen er endvidere større, hvis

brevene i sagen ikke stiles til partsrepræsentanten, men til parten. Jeg

bemærker i den sammenhæng at de almindelige retsvirkninger der er knyttet til

en underretning om en afgørelse kun udløses, hvis partsrepræsentanten - og

ikke

kun parten selv - modtager underretning om afgørelsen.

Endelig kan et

partsrepræsentationsforhold være udtryk for at parten ikke selv ønsker at

beskæftige sig med sagen.

I forretningsordenen

for skatteankenævn er der i § 17 fastsat særlige bestemmelser om

repræsentation. Efter disse regler skal både en eventuel partsrepræsentant og

klageren have de vigtigste breve i sagen tilsendt. Disse regler bør

imidlertid

læses i lyset af de generelle bestemmelser om partsrepræsentation i

forvaltningslovens § 8 og kan efter min opfattelse ikke forstås som en

anvisning om at brevene skal stiles til parten og ikke til

partsrepræsentanten.

Som det fremgår af

sagsfremstillingen ovenfor, havde skatteyderne siden

den

2. maj 1997

været repræsenteret af advokat. På den baggrund og under henvisning til det

jeg

har anført i de foregående afsnit, burde skattekontoret efter

den

2. maj 1997

have

stilet brevene i sagen til advokaten og ikke til parten. Tilsvarende gælder

skatteankenævnet. At myndighederne i de konkrete sager har gjort det omvendt,

synes dog ikke at have givet anledning til misforståelser.

Nogle af

skatteankenævnets breve til parten selv har øverst til højre under

oplysningerne om dato, journalnummer og sagsbehandler været påført oplysning

om

at kopi er tilsendt advokaten. Jeg henviser til brevene af

22.

august 1997

og

senere.

Denne påførsel er

sket med en skrift der er så lille, at oplysningen kan overses ved almindelig

læsning, hvilket jeg finder uheldigt.

2.

Skatteankenævnets sagsbehandling og afgørelse har alene vedrørt det formelle

spørgsmål om afholdelse af møde forud for skattekontorets ændring i

skatteansættelsen for indkomståret 1993 for de pågældende skatteydere. I

brevene af

22. august 1997

hvormed sagsfremstillingen mv. blev

sendt til partshøring er materialet blevet præsenteret som

forslag til ansættelse.

Jeg går ud fra at

denne fejl kan henføres til brugen af standardbreve. At det forholder sig

sådan, udleder jeg tillige af den omstændighed at brevet af

22.

august 1997

indeholder en opfordring til at tilkendegive om der ønskes personligt

fremmøde

for ankenævnet. Et sådant ønske havde advokaten som nævnt ovenfor fremsat

den

2. juni 1997.

3.

Skatteankenævnets sagsfremstilling skal i sager hvor der ikke umiddelbart er

grundlag for at give klageren fuldt medhold, som minimum indeholde en

henvisning til bl.a. 'relevante lovregler', jf. forretningsordenens § 11,

stk.

3. Forretningsordenens bestemmelse må forstås på samme måde som bestemmelsen

i

forvaltningslovens § 24 om en henvisning til 'de retsregler, i henhold til

hvilke afgørelsen er truffet'. Når der bortses fra love med en entydig,

almindelig betegnelse som f.eks. bistandsloven, skal henvisningen være klar

og

specifik, dvs. omtale retsreglerne så de uden videre kan identificeres ved

angivelse af lovens eller bekendtgørelsens nummer og dato, samt ved præcis

angivelse af de relevante bestemmelsers paragraf, stk., litra eller nummer,

jf.

Hans

Gammeltoft-Hansen

mfl., Forvaltningsret (1994), s. 368.

I sin

sagsfremstilling fremsendt til skatteyderne

den

22. august 1997

har skatteankenævnet i strid med forretningsordenen henvist til 'cirkulære

til

skattestyrelseslovens punkt 6' uden nærmere angivelse af cirkulærets nummer

og

dato.

4.2. 4 sager fra social- og sundhedsforvaltningen

J.nr. 240864-xxxx

(mit j.nr. 1998-828-980)

Gennemgang af sag om anbringelse af barn uden for hjemmet

i

henhold til bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10.

Sagsfremstilling

Sagen drejer sig om

en dreng født

den 7. december 1991

der har været frivilligt anbragt uden

for hjemmet i en plejefamilie i henhold til bistandslovens § 33, stk. 2, nr.

10

siden

den 18. februar 1996. Drengen har haft betydelige

udviklingsproblemer. Der er tale om en familie - forældrene og tre børn - med

sociale og økonomiske problemer. Forældrene er gift men faderen kommer kun

lejlighedsvis i hjemmet.

Den 4. april 1997

flyttede familien fra Ølgod Kommune til

Vejen Kommune der dermed overtog familiens sociale sager herunder sagen om

anbringelse uden for hjemmet. I februar 1998 flyttede familien tilbage til

Ølgod og sagen i Vejen Kommune vedrører således perioden fra april 1997 til

den

20. februar 1998

hvor sagen blev afsluttet i Vejen Kommune og sagsakterne fremsendt til Ølgod

Kommune.

Sagen er i kommunen

oprettet på faderens cpr-nummer der omfatter familiens samlede kontakt med

social- og sundhedsforvaltningen herunder ansøgninger om økonomisk hjælp

efter

bistandsloven. Mine undersøgelser omfatter alene sagen om anbringelse af

barnet uden for hjemmet.

Det fremgår af

sagens journalark at der

den 10. april 1997

var overdragelsesmøde mellem

sagsbehandleren i Ølgod Kommune og sagsbehandleren i Vejen Kommune. Kopi af

sagens akter blev afleveret til Vejen Kommune der fik en udførlig orientering

om sagen, herunder om familiens sociale problemer.

Den 1. maj 1997

blev der afholdt et møde hos

plejefamilien hvor bl.a. sagsbehandlerne fra Ølgod og Vejen Kommuner deltog

tillige med forældrene bistået af advokat. Det fremgår at det var Ølgod

Kommunes opfattelse at hjemgivelse kunne ske hvis forældrene anmodede om det.

Det er oplyst at forældrene valgte at lade sig repræsentere af advokat idet

de

anmodede om at få barnet hjemgivet. Ifølge referatet i journalarket blev der

imidlertid indgået et 'kompromis' om at barnet først kunne flytte hjem i

august 1997.

Af journalarket fra

9. og

12. juni 1997

fremgår det at sagsbehandleren og

afdelingsledelsen efter gennemgang af sagen ikke fandt en hjemgivelse

forsvarlig eller hensigtsmæssig på daværende tidspunkt. Af notatet fra

den

12. juni 1997

fremgår det at det internt i forvaltningen blev det besluttet at forelægge

sagen for børn- og ungeudvalget med henblik på en tvangsmæssig anbringelse,

hvis det ikke var muligt at få forældrenes accept til opretholdelse af den

frivillige anbringelse.

Den 7. august blev

der afholdt møde vedrørende barnets fortsatte anbringelse i familiepleje.

Forældrene mødte sammen med deres advokat. Det fremgår af referatet at det

var

forældrenes hensigt at få barnet hjemgivet men at de - efter en længere

drøftelse på mødet - accepterede at han ikke kom hjem på daværende tidspunkt.

I Vejen Kommunes

handleplan af

28. august 1997

for anbringelsen er forholdet beskrevet

således:

'...

Forældrenes indstilling til anbringelsen:

(Moderen) giver

udtryk for at have en erkendelse af at det vil være uhensigtsmæssigt at

hjemgive (drengen) på nuværende tidspunkt i forhold til de problemer

(drengen)

har.

(Faderen) giver

udtryk for at han ikke er enig med socialforvaltningen i at forholdene i

hjemmet ikke på nuværende tidspunkt kan anses for at være stabile nok til at

kunne dække de særlige behov (drengen) har for stabilitet og forudsigelighed.

På

trods heraf indvilliger (faderen) i at samarbejde om en fortsat anbringelse

af

(drengen) og om at tage imod hjælp fra familiekonsulent med det formål senere

at få [drengen] hjem.

(Forældrene) giver

begge udtryk for problemer i samarbejdet med plejefamilien. Det aftales, at

der

vil blive arbejdet på at bedre dette samarbejde. (Forældrene) er ikke enige i

socialforvaltningens antagelse om at anbringelsen forventes at komme til at

vare omkring 2-3 år. Tidsperspektivet for dem er 1 år.'

Det fremgår endvidere

af handleplanen - der er underskrevet af begge forældre - at formålet med

anbringelsen bl.a. er at få barnets problemer nærmere afdækket ved hjælp af

en

psykologundersøgelse og udtalelser fra småbørnskonsulent og læge.

Den 9. og

10.

oktober 1997

anmodede Vejen Kommune om disse udtalelser. Udtalelserne forelå i løbet af

oktober og november måned 1997.

Ombudsmandens bemærkninger:

Min gennemgang af

sagen har vist at spørgsmålet om den fortsatte anbringelse af barnet uden for

hjemmet er søgt oplyst på en forsvarlig og grundig måde. Jeg har herved lagt

til grund at samtlige sagsskridt og alle indhentede oplysninger er

omtalt/gengivet

i Vejen Kommunes journalark, s. 1-24 (med henvisninger til sagens

underbilag).

Mere generelt giver

sagen mig anledning til at bemærke følgende vedrørende forholdet mellem

frivillige og tvangsmæssige anbringelser uden for hjemmet:

Bistandslovens § 33,

stk. 1 og stk. 2, nr. 11 samt § 35, stk. 1, er sålydende:

'

§

33.

Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om foranstaltninger efter stk. 2,

når

det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller

en

ungs særlige behov for støtte. Det bør tilstræbes, at barnet eller den unge

kan

blive i hjemmet. Beslutningen træffes med samtykke fra forældremyndighedens

indehaver, jf. dog § 34. En beslutning efter stk. 2, nr. 11, kræver tillige

samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte

...

11) at anbringe

barnet eller den unge uden for hjemmet, på en døgninstitution, i en

plejefamilie

eller på et andet godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at

imødekomme barnets eller den unges særlige behov, jf. §§ 66 og 96.

§

35, stk. 1.

Når der på grund af

1) utilstrækkelig

omsorg for eller behandling af barnet eller den

unge,

2) vold eller andre

alvorlige overgreb,

3)

misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale

vanskeligheder hos barnet eller den unge

eller

4) andre adfærds-

eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge er åbenbar risiko for,

at

barnets eller den unges sundhed

eller

udvikling lider alvorlig skade, kan børn- og ungeudvalget uden samtykke fra

forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe

beslutning om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 33,

stk. 2, nr. 11. Der kan kun træffes en beslutning efter 1. pkt., når det må

anses for godtgjort, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den

unges fortsatte ophold i hjemmet.'

Med virkning fra

1.

juli 1998

er

disse bestemmelser i bistandsloven afløst af tilsvarende regler i Lov om

Social

service, jf. denne lov, § 40, stk., 1 og stk. 2, nr. 11 samt § 42, stk. 1.

Som det fremgår af §

33, stk. 1, er udgangspunktet at barnet eller den unge skal blive i hjemmet

ligesom det er en forudsætning for en anbringelse uden for hjemmet at

forældremyndighedens indehaver(e) samtykker.

Hvis barnet eller

den unge skal anbringes uden for hjemmet uden samtykke forudsætter det at

betingelserne i bistandslovens § 35 er opfyldt.

Forældrenes samtykke

står således som et centralt krav for den meget indgribende foranstaltning at

anbringe et barn udenfor hjemmet, et krav der kun fraviges hvis der

foreligger

særligt belastede forhold i hjemmet eller hos den unge.

Jeg må lægge til

grund at socialforvaltningen i Vejen Kommune - i modsætning til Ølgod Kommune

-

mente at der var grundlag for at forelægge sagen for børn- og ungeudvalget

med

henblik på en tvangsmæssig (fortsat) anbringelse, hvis forældrene ikke

accepterede opretholdelsen af den frivillige ordning.

Det fremgår ikke klart

af journalarket om det under samtalerne med forældrene er blevet

tilkendegivet

dem direkte at kommunen i givet fald ville søge at gennemføre tvangsmæssige

foranstaltninger.

Det er utvivlsomt at

det af mange grunde herunder hensynet til samarbejdet mellem forældrene og

disses medvirken og motivation, kan være hensigtsmæssigt at søge at

'overtale'

forældrene (eller den af forældrene) der gerne vil have børn hjemgivet, til

en

(fortsat) frivillig ordning også i de tilfælde hvor man mener betingelserne

for

en tvangsmæssig anbringelse er opfyldt.

Anbringelse af et

barn udenfor hjemmet - også frivillig anbringelse - er imidlertid en

foranstaltning af så indgribende karakter at det må sikres at det nødvendige

samtykke er reelt og at forældrene er klar over at det alene er dem der afgør

om en frivillig anbringelse skal fortsætte. Hvis forvaltningen mener at der

(i

stedet) er grundlag for at indlede en sag om tvangsmæssig anbringelse må

dette

tilkendegives direkte overfor forældrene.

Social- og

sundhedsforvaltningen har efterfølgende meddelt mig at formuleringen i

jornalnotatet fra mødet, ifølge hvilket mødet blev indledt med en redegørelse

for baggrunden for mødet og Vejen Kommunes holdning til hjemgivelse af

barnet,

reelt dækker over at der ved pågældende møde blev givet forældrene en meget

grundig og direkte orientenrig om forvaltningens vurderinger. Det blev

herunder

oplyst at forvaltningen ville være indstillet på at forelægge sagen for børn-

og ungeudvalget med henblik på en tvangsmæsig beslutning såfremt forældrene

ikke var indstillet på at meddele samtykke til en fortsat anbringelse.

På baggrund af det

oven for anførte er det derfor min opfattelse at forældrene og deres advokat

er

blevet behørigt og grundigt oplyst om sagens omstændigheder. Jeg tilslutter

mig

forvaltningens efterfølgende bemærkning om at ovenstående burde have fremgået

mere klart af journalnotatet.

J.nr. 220117-xxxx

(Mit j.nr. 1998-829-980)

Sagsfremstilling

Sagen drejer sig om

en klage over at en beboer på et plejehjem efter

den

30. september 1997

ikke længere ville blive ledsaget til læge o.lign. af plejepersonalet på

plejehjemmet Lindecentret, hvor hun bor.

Det fremgår af sagen

at der

den 26. september 1997

blev afholdt et møde mellem klager (der

er datter til plejehjemsbeboeren) og moderens kontaktsygeplejerske fra Vejen

Kommune. Af udateret brev til klager fremgår det at det på mødet blev aftalt

at

klageren fremover skulle sørge for betaling af moderens regninger.

Den 30. september 1997

blev datteren ringet op af

kontaktsygeplejersken som oplyste at det af Lindecentret var blevet besluttet

at moderen fremover ikke ville blive ledsaget af personale når hun skulle til

læge o.lign. Ved akut sygdom skulle der laves en konkret vurdering af behovet

for ledsagelse.

Datteren modtog

efterfølgende et udateret brev hvoraf såvel beslutningen af

26.

september 1997

som beslutningen af

30. september 1997

stod beskrevet som aftalt mellem

parterne.

Den 10. oktober 1997

klagede datteren til Klagerådet i Vejen

Kommune og anmodede i den forbindelse om en begrundelse for afgørelsen af

30.

september 1997.

Hun anførte at emnet ikke var blevet drøftet på mødet

den

26. september 1997,

og hun stillede sig uforstående overfor at hendes mor fremover ikke kunne

blive ledsaget til læge o.l.

I brev af

20.

oktober 1997

bekræftede klagerådet modtagelsen af klagen og oplyste at svar kunne

forventes

i løbet af næste måned. Samme dag anmodede klagerådet Lindecentret om en

udtalelse i sagen.

I brev dateret

20.

oktober 1997

afgav Lindecentret sin udtalelse. Af udtalelsen fremgik blandt andet

følgende:

'...

I forbindelse med

gennemgangen af (klientens) hjælp, vurderede vi, at det er forsvarligt, at

hun

selv tager med Taxa til læge, tandlæge mm. Ved acut sygdom vil personalet

lave

en nyvurdering, om (hun) har behov for ledsagelse, hvis (hun) ikke kan tage

afsted alene, og der ikke er en fra hendes eget netværk der kan tage med, vil

en fra personalet ledsage hende.

...'

Den 7. november 1997

oplyste klagerådet at rådet ikke fandt

at der var anledning til at komme med henstilling eller forslag til ændring

af

afgørelsen. Klagerådet begrundede blandt andet dette med at afgørelsen af

30.

september 1997

ikke var i strid med Vejen Kommunes serviceniveau.

Ombudsmandens bemærkninger:

Bistandslovens §§ 50

og 57 indeholder følgende bestemmelser:

'

§ 50.

Kommunalbestyrelsen skal

1) sørge for tilbud

om personlig pleje og praktisk bistand til opgaver, som normalt udføres i

hjemmet, og om hjælp til vedligeholdelse af fysiske og psykiske færdigheder

til personer med behov herfor samt

2) iværksætte eller

yde støtte til generelle omsorgstilbud med aktiverende og forebyggende sigte

for personer, der modtager social pension bortset fra invaliditetsydelse.

Stk. 2.

Tilbudene efter stk. 1 skal bidrage til at skabe rammer, som i videst mulig

omfang tilstræber trivsel. Brugerne af tilbudene skal have størst muligt

medansvar for og indflydelse på udformningen af tilbudene.

Kommunalbestyrelsens

tilrettelæggelse af tilsynet med opgavernes udførelse skal så vidt muligt ske

i

samarbejde med brugerne af tilbudene.'

'

§ 57.

Kommunalbestyrelsens afgørelser

om ret til tilbud i det enkelte tilfælde, jf. § 50, kan ikke indbringes for

anden administrativ myndighed. En klage over en afgørelse om hjemmehjælp

efter

§ 51 eller over udførelsen af hjemmehjælpsopgaverne kan ansøgeren eller

modtageren dog forelægge eller kræve, at kommunalbestyrelsen forelægger for

det

lokale klageråd, jf. § 56b.'

Forvaltningslovens

§§ 8, 19, 22 og 25 indeholder følgende bestemmelser:

'

§ 8.

Den, der er part i en sag, kan på

ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af

andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er

af

betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at

kunne

lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn

til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved

lov.'

'§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i

besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,

må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med

oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det

gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og

er

af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en

frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1) det efter

oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at

træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

2) udsættelse vil

medføre overskridelse af en lovbestemt frist for

sagens afgørelse,

3) partens interesse

i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn

til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

4) parten ikke har

ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende

oplysninger,

5) den påtænkte

afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder

m.v.,

eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være

forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

6) der ved lov er

fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig

bekendt

med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til

sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3.

Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte

regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr.

1

eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af

bestemmelsen

i stk. 1.'

'

§ 22.

En afgørelse skal, når den

meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold.'

'§ 25.

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de

meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med

angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af

klage,

herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud

giver den pågældende part medhold.

Stk. 2.

Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte

regler om, at klagevejledning på nærmere angivne sagsområder, hvor særlige

forhold gør sig gældende, kan undlades eller ske på anden måde end nævnt i

stk.

1.'

Afgørelser truffet

efter bistandslovens § 50 kan ikke påklages til en højere

forvaltningsmyndighed, men klagerådet for hjemmeplejen kan tage sager

indenfor

rådets område op til drøftelse og eventuel videreformidling til

kommunalbestyrelsen.

Lindecentret er en

institution under Vejen Kommune og er dermed omfattet af forvaltningslovens

regler vedrørende partshøring, begrundelse og klagevejledning.

Som sagen foreligger

oplyst for mig meddelte Lindecentret

den 30.

september 1997

telefonisk datteren at der var truffet afgørelse om at moderen fremover ikke

ville blive ledsaget af personale når hun skulle til læge o.lign. Efter det i

sagens akter oplyste har emnet ikke været berørt under mødet

den

26. september 1997

og Lindecentrets telefonsamtale med klager

den 30.

september 1997

kan ikke siges at opfylde betingelserne til en partshøring.

Jeg må herefter

lægge til grund at plejehjemsbeboeren eller dennes eventuelle

partsrepræsentant

ikke har haft lejlighed til at udtale sig om emnet forud for afgørelsen,

hvilket jeg finder burde være sket.

Lindecentret har

ikke i det udaterede brev om afgørelsen af

30. september

1997

begrundet

denne, hvorfor begrundelsespligten i henhold til forvaltningslovens § 22 ikke

er opfyldt. I den foreliggende sag burde brevet have indholdt en redegørelse

for de oplysninger der var rekvireret og som dannede grundlag for

plejehjemmets

afgørelse om at begrænse den bistand der hidtil var blevet stillet til

rådighed

for moderen. Endvidere burde brevet have indeholdt en henvisning til de

retsregler der var anvendt, d.v.s. bistandslovens §§ 50 og 57. Ydermere er

der

ikke i afgørelsen givet oplysning om muligheden for at indbringe sagen for

klagerådet, jf. Socialministeriets vejledning nr. 124 af

19.

juni 1996

om

sociale tilbud til ældre mfl., pkt. 45, hvilket jeg finder burde være sket.

For så vidt angår

Klagerådet i Vejen Kommunes udtalelse af

7. november

1997

bemærkes at

klagerådet ikke kan træffe afgørelser i sager og derfor ikke er omfattet af

forvaltningslovens regler vedrørende partsaktindsigt, partshøring,

begrundelsespligt,

klagevejledning, vejledning og repræsentation.

Selvom klagerådet

ikke er omfattet af forvaltningslovens regler er rådet dog omfattet af

almindelige ulovbestemte grundsætninger om forvaltningsmyndigheders

sagsbehandling. Det fremgår af forvaltningslovens § 8 at en part er

berettiget til at lade sig repræsentere af andre. Det fremgår ikke af

bestemmelsen hvornår myndighederne har pligt til at kræve dokumentation for

et

repræsentationsforhold. Jeg gør i den forbindelse opmærksom på at der i visse

situationer kan være grund for myndighederne til at indhente dokumentation

for partsrepræsentation; typisk vil det være i tilfælde hvor myndighederne

ikke i øvrigt i løbet af sagen har eller vil få kontakt med parten selv.

Dette

vil specielt være tilfældet hvor parten ikke er repræsenteret af en typisk

partsrepræsentant, som eksempelvis en advokat eller revisor.

Det kan dog ikke

give mig anledning til bemærkninger at kommunen i den foreliggende sag ikke

stillede krav om dokumentation for repræsentaionsforholdet. Hensynet til at

pårørende kan yde uformel bistand til ældre og svagelige familiemedlemmer

taler herfor; i hvert fald når der ikke foreligger omstændigheder der kan

give

anledning til at betvivle repræsentationsforholdets eksistens.

Selvom klagerådet

ikke træffer afgørelse og ikke er omfattet af forvaltningsloven burde rådet

efter min mening også have givet en begrundelse for sin beslutning om ikke at

henstille til kommunen.

Endvidere burde

klagerådet efter min mening have forelagt kommunens udtalelse for klageren

med

henblik på at klageren fik lejlighed til at kommentere den.

J.nr. 240762-xxxx

(Mit j.nr. 1998-830-980)

Sagsfremstilling

Sagen drejer sig om

revalidering af en nu 35-årig kvinde med tre børn.

Den 8. januar 1991

fødte hun sit andet barn. I forbindelse

med graviditeten fik hun bækkenløsning. Hun var på daværende tidspunkt

færdiguddannet som sygehjælper, men måtte på grund af bækkenløsningen lade

sig

sygemelde fra

den 9. juli 1990.

Efter endt

barselsorlov i juni 1991 kunne klienten ikke genoptage sit arbejde på grund

af

bækkenløsningen og senere følgerne efter meningitis hvorfor hun overgik til

at

modtage sygedagpenge.

Den 16. oktober 1991

modtog Vejen Kommune et uddybende

spørgeskema fra klienten. Af s. 3 på dette skema fremgår det at klienten

mente

at det ville blive nødvendigt for hende at skifte job på grund af hendes

sygdom.

Den 21. november 1991

overgik sagen fra Vejen Kommunes

dagpengekontor til kommunens revalideringsafdeling. I brev af samme dato blev

klienten indkaldt til en samtale

den 18. december 1991

vedrørende hendes fremtidige situation.

Det fremgår af kommunens journalark af samme dato at aftalen blev annulleret,

og at klienten blev indkaldt til møde senere i januar måned. Næste tilføjelse

til journalen er

den 20. marts 1992, hvor klienten samme dag havde været til

møde hos kommunen. Ifølge kommunens journalark oplyste klienten i den

forbindelse

at der ikke var sket ændringer i hendes tilstand.

Ultimo marts 1992

ansøgte klienten om revalidering, eventuelt til zoneterapeut eller fodplejer.

Klienten blev i den forbindelse foreslået at der blev indhentet en

speciallægeerklæring

for at man derefter kunne tage stilling til om klienten var berettiget til

revalideringsydelse.

Den 28. april 1992

anmodede kommunen om en

speciallægeundersøgelse af klienten.

Den 11. juni

1992

modtog kommunen

speciallægeundersøgelsen.

Den 18. juni 1992

godkendtes klienten som revalidend, men

fik samtidig afslag på hjælp til uddannelse til zoneterapeut eller fodplejer.

Klienten blev samme dag telefonisk oplyst om afgørelsen. Det blev i den

forbindelse aftalt at klienten selv skulle tage kontakt til en

erhvervsvejleder

til vurdering af hvilken uddannelse hun kunne tænke sig. Klienten skulle

herefter vende tilbage til kommunen.

Den 14. juli

1992

blev

klienten meddelt afgørelsen skriftligt. Af afgørelsen fremgik blandt andet:

'...

På mødet vedtog man

at acceptere Dem som revalidend i bistandslovens forstand og godkende en

hjælp

til en uddannelse der ikke vil være rygbelastende. Hjælpen bevilges i.h.t.

bistandslovens §43, når der foreligger en realistisk revalideringsplan, med

et

endeligt sigte på en uddannelse.

Deres tidligere

ønske om hjælp til uddannelse til zoneterapeut eller fodpleje gives der

hermed

afslag på, idet der vurderes at beskæftigelsessituationen efterfølgende vil

være vanskelig samt at arbejdet som fodplejer er rygbelastende.

De anmodes hermed om

at rette henvendelse til socialforvaltningen m.h.p. aftale om en realistisk

revalideringsplan.

Denne afgørelse kan

inden 4 uger fra dato ankes til Revaliderings- og pensionsnævnet i Ribe. En

eventuel anke skal sendes til herværende socialforvaltning, som herefter

videresender den og sagens bilag.'

Den 3. september 1992

oplyste klienten telefonisk at hun

sandsynligvis ønskede en uddannelse som laborant, hvorfor det aftaltes at hun

tilmeldte sig VUC i faget matematik, og sandsynligvis også fysik og kemi.

Revalideringsafdelingen støttede klienten i dette valg.

Medio november 1992

oplyste klienten at hun med sin erhvervsvejleder var blevet enig om at det

bedste for hende ville være en uddannelse som socialpædagog. Hun gik på det

tidspunkt til engelsk og matematik, 9.-10. klasse udvidet, og hun ville

forsøge at fortsætte med dansk og psykologi, eventuelt efter jul. Det

aftaltes

at klienten skulle til skriftspsykolog til vurdering af hvad klienten

egentligt

kunne tænke sig.

Efter modtagelse af

udtalelse fra psykolog

den 5. maj 1993

blev klienten bevilget

bruttorevalideringsydelse til følgende erhvervsplan: Uddannelse i

HF-enkeltfag

fra

den 1. august 1992

til

den 31. juli

1993, samt

uddannelse som socialpædagog fra

den 1. august 1993

til

den 1. februar

1997. Bevillingen

omfattede tillige kursusafgifter, nødvendige bøger og materialer samt

transportudgifter.

Endvidere blev

klienten bevilget psykologsamtaler efter bistandslovens § 46a. Af bevillingen

af

16. juli 1993

fremgik at kommunens afgørelse kunne

påklages til det sociale ankenævn inden 4 uger.

Af kommunens

journalark af

9. juni 1994

fremgår at klienten telefonisk meddelte

kommunen at hun havde bestået 1. år på socialpædagogisk seminarium samt at

hun

var gravid, hvorfor hun ikke kunne afslutte næste semesters praktikperiode.

Dette ville betyde at næste semester ikke ville regnes med som bestået. Hun

påregnede at starte på uddannelsen igen

den 1. august

1995. Klienten

blev oplyst at hun ikke ville kunne få revalideringsydelse under

graviditeten,

hvorfor hun skulle have kontanthjælp frem til

1.

august 1995

idet

hun ikke var berettiget til barselsdagpenge. Hun blev henvist til at søge

kontanthjælp, eller selv finde et arbejde idet hun skulle arbejde i 13 uger

og

have 200 timer for at kunne få barselsdagpenge.

Den 27. juni 1994

meddelte klienten telefonisk at hun

havde fået oplyst at hun alligevel godt kunne få praktikbevis selvom hun

måtte

gå på barselsorlov før afslutningen af perioden. Praktikperioden der var fra

den

1. august 1994

til

den 31. januar 1995

var lønnet, hvorfor hun ville kunne få

barselsdagpenge i 24 uger. Klienten ville herefter undersøge muligheden for

forældreorlov

i resten af perioden frem til skolestart. Alternativt ville hun forsøge at

starte igen efter ca. 1 måneds barselsorlov. Der blev herefter udfærdiget en

ny

bevilling af revalidering hvorefter kommunen supplerede praktiklønnen op til

bruttorevalideringsydelsen. Bevillingen indeholdt klagevejledning.

Den 20. december 1994

oplyste klienten telefonisk at hun havde

bestået praktikperioden. Hun havde fødselstermin til

den

30. december 1994,

og hun påtænkte derefter at tage barsels- og forældreorlov, og påbegynde sin

uddannelse igen

den 1. februar 1996. Hun ville da mangle 2 år af

uddannelsen. Det aftaltes med klienten at revalideringsydelsen herefter blev

stoppet fra

den 1. januar 1995

og at kommunen skulle meddele dette til

klientens fagforening. I brev af samme dato meddelte kommunen klienten at

bruttorevalideringsydelsen stoppede ved udgangen af december måned 1994 på

grund

af barselsorlov og at revalideringssagen blev stillet i bero. Der var ikke

givet klagevejledning. Det fremgår ikke af sagen at der er sendt et brev til

klientens fagforening vedrørende den stoppede revalideringsydelse.

Den 19. januar 1996

meddelte klienten telefonisk at hun

påbegyndte uddannelsen igen

den 1. februar 1996, idet hendes barsels- og forældre orlov

nu var slut. Hun regnede med at være færdig med uddannelsen i januar 1998.

Kommunen forlængede herefter revalideringsperioden til

den

31. januar 1998.

Endvidere bevilgedes transportgodtgørelse efter kilometertakst da klienten

ikke

kunne benytte offentlige transportmidler.

I brev af

18.

april 1996

indkaldte kommunen klienten til opfølgningsmøde

den

2. maj 1996. På

dette møde oplyste klienten at hendes søn havde astma/allergi som hun søgte

medicinbevilling til. I meddelelse af

26. juni 1996

gav kommunen klienten bevilling til

lægeordineret medicin samt hudcremer til behandling af sønnens astma og

børneeksem, alt i henhold til bistandslovens § 48, stk. 1 og 2.

Det fremgår af Vejen

Kommunes journalark af

11. februar 1998

at klienten fra

den

1. marts 1998

havde fået arbejde og at hun pr.

1. februar 1998

var flyttet, hvorfor revalideringssagen

blev afsluttet.

Ombudsmandens bemærkninger:

Forvaltningslovens §

25 har følgende indhold:

'

§ 25. Afgørelser, som kan påklages til

anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget

af

en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om

fremgangsmåden

ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke,

hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Stk. 2.

Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte

regler om, at klagevejledning på nærmere angivne sagsområder, hvor særlige

forhold gør sig gældende, kan undlades eller ske på anden måde end nævnt i

stk.

1.'

Offentlighedslovens

§ 6 har følgende indhold:

'

§ 6.

I sager, hvor der vil blive

truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der

mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder,

der

er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med

sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog

ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

...'

Bistandslovens § 43,

stk. 1, har følgende indhold:

'

§ 43. Når det må anses for påkrævet af

hensyn til en persons mulighed for fremtidig at klare sig selv og sørge for

sin familie, ydes der hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning eller

omskoling, i det omfang der ikke ydes hjælp hertil efter reglerne i anden

lovgivning.'

Efter bistandslovens

§ 43 kan der efter en forud fastlagt erhvervsplan ydes revalidering, når det

må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed for at klare sig selv

og sørge for sin familie. Det er kommunerne der som 1. instans træffer

afgørelse om revalidering. Afslag på revalidering efter bistandsloven kan

påklages til de sociale ankenævn, jf. bistandslovens § 15.

Såfremt et

revalideringsforløb må afbrydes på grund af længerevarende fravær stoppes

revalideringsydelsen i fraværsperioden, jf. § 1, stk. 4, i Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 517 af

2. juli 1990.

Det fremgår af Vejen

Kommunes journalark af

21. november 1991

at klienten blev indkaldt til en (ny)

samtale i januar 1992. Det næste notat på journalarket vedrører et møde med

klienten

den 20. marts 1992.

Det fremgår heraf at

klientens tilstand var uændret - det kan dog ikke ses i forhold til hvornår.

Det fremgår ikke af sagen hvad der er sket i perioden mellem de to notater.

Jeg har tidligere

haft lejlighed til at udtale mig om myndighedernes notatpligt, jf.

Folketingets

Ombudsmands beretning for året 1992, s. 40ff, og beretningen for året 1996,

s.

150ff. Det er herefter min opfattelse at det vil være bedst stemmende med

almindelig retsgrundsætninger såfremt det havde været noteret på journalarket

hvad der var sket i den mellemliggende periode. Dette er begrundet i

muligheden

for at foretage en nødvendig bevissikring. Endvidere er det en forudsætning

for gennemførelsen af retten til aktindsigt. Der er imidlertid også et hensyn

at tage til den myndighed der behandler sagen. Således vil det være en fordel

for myndigheden at have noteret faktuelle oplysninger såfremt myndigheden på

et senere tidspunkt skal træffe afgørelse i sagen. Det gælder specielt hvis

der

efterfølgende sker sagsbehandlerskift i forbindelse med sagens behandling.

Endelig kan det være af betydning for vurdering og kontrol udøvet af

rekursinstanser, eller i forbindelse med en retssag, revision eller eventuel

ved en tilsynsmyndigheds sagsbehandling.

Jeg bemærker at

Vejen Kommunes skriftlige afgørelse af

20. december

1994

vedrørende

ophør med udbetaling af revalideringsydelse på grund af barselsorlov, ikke

indeholdt en klagevejledning i henhold til forvaltningslovens § 25.

Såfremt Vejen

Kommunes notat af

20. december 1994

skal forstås således at kommunen har

lovet klienten at skrive direkte til klientens fagforening, finder jeg at

dette burde være sket.

J.nr. 250859-xxxx (j.nr. 1998-831-980)

Sagsfremstilling

Sagen drejer sig om

en 38-årig mand der første gang

den 8. oktober 1987

søgte om kontanthjælp idet han var

blevet opsagt fra sit arbejde.

Da

forvaltningslovens regler vedrørende partshøring og begrundelse for

kommunernes

vedkommende trådte i kraft

den 1. januar 1989, har jeg i nærværende sag valgt at

koncentrere min behandling omkring Vejen Kommunes afgørelser efter dette

tidspunkt.

Den 26. juli 1989

henvendte klienten sig på ny til Vejen

Kommune og ansøgte om kontanthjælp, da han var blevet fyret fra sit arbejde.

Kommunen traf samme dag afgørelse om udbetaling af kontanthjælp efter

bistandslovens § 37 fra

den 1. august 1989.

Den 26.

september 1989

oplyste klienten at han havde fået arbejde fra

den

18. september 1989

og ville få udbetalt løn første gang

den 5. oktober

1989. Kommunen

besluttede herefter at betale husleje samt underhold for 4 dage pr.

1.

oktober 1989.

Der ligger ikke skriftlige afgørelser på sagen vedrørende hjælpen ydet i

1989.

Ultimo februar 1993

søgte klienten på ny om kontanthjælp. Det fremgår af kommunens journalark af

4.

marts 1993

at

kommunen sidst i februar 1993 havde udbetalt kr. 500,- i overlevelseshjælp,

samt

den 1. marts 1993

havde udbetalt aconto kr. 1.000,- til

husleje.

Der foreligger ikke

nogen skriftlig afgørelse på sagen vedrørende dette.

Den 4. marts 1993

traf Vejen Kommune afgørelse, hvorefter

der blev ydet klienten kontanthjælp efter bistandslovens § 37 fra

den

25. februar 1993.

Hjælpen var ifølge afgørelsen ikke tilbagebetalingspligtig. Denne afgørelse

blev meddelt skriftligt og var vedlagt klagevejledning.

Klienten henvendte

sig

den 26. april 1993

hos Vejen Kommune med en

børnebidragsresolution. Ifølge resolutionen af

den

31. marts 1993

var klienten blevet pålagt at betale normalbidrag til et barn. Klienten

oplyste

at børnebidrag fra

den 1. marts 1993

til

den 30. april

1993

var betalt

kontant. Ifølge journalarket ville kommunen fra

den

1. maj 1993

medtage udgiften til børnebidrag ved beregningen af kontanthjælpen. På sagen

foreligger der en beregning af

26. april 1993

hvori udgiften til børnebidrag er

medtaget. Beregningen er stilet til klienten, men det fremgår ikke af sagen

om

beregningen er sendt til klienten.

Vejen Kommune indkaldte

klienten til opfølgningsmøde

den 9. juni 1993. Af kommunens journalark fra denne dato

fremgår det at klienten primært var interesseret i arbejde indenfor

finansbranchen, men ellers var åben overfor øvrige muligheder. Det aftaltes

mellem parterne at klienten skulle starte på Asserbølgård i uge 27, såfremt

han ikke inden dette tidspunkt havde fået arbejde.

Den 22. juni 1993

blev der indgået en ansættelsesaftale

vedrørende jobtilbud til klienten. Klienten blev fastansat i 1994.

Klienten mødte op

hos Vejen Kommune

den 21. februar 1996

og oplyste at han

den

6. februar 1996

var blevet opsagt fra sit arbejde med løn til

den

31. maj 1996.

Klienten fik udbetalt kr. 2.800,- i løn for februar 1998. Da der var tale om

et

forsørgelsesproblem blev han henvist til bistands-/visitationsafdelingen.

Den 21. februar 1996

fik klienten udbetalt kr. 500,- efter

bistandslovens § 46 mod tilbagebetaling i henhold til bistandslovens § 26,

stk. 1, nr. 4. Af afgørelsen fremgår at klienten står uden midler men

givetvis

vil få udbetalt løn for perioden på et senere tidspunkt.

Den 1. marts 1996

ansøgte klienten på ny om kontanthjælp

der blev bevilget i henhold til bistandslovens § 37. Samme dato blev der

truffet afgørelse om tilbagebetalingspligt af kontanthjælpen, jf.

bistandslovens

§ 26, stk. 1, nr. 1, begrundet i 'uforsvarlig økonomi'. Som klageinstans var

anført Vejen Kommune. Klienten har underskrevet at være bekendt med

tilbagebetalingspligten.

Det fremgår af

kommunens journalark af

1. marts 1996

at tilbagebetalingspligten var

begrundet i de dispositioner klienten havde lavet vedrørende gæld til

arbejdsgiver. Ifølge brev af

23. februar 1996

fra klientens arbejdsgiver fremgår det

at klienten ikke kan påregne at få yderligere løn udbetalt, da han skylder

arbejdsgiveren kr. 52.589,-, som ville blive modregnet i lønnen.

Den 14. marts 1996

traf kommunen afgørelse om at tildele

klienten kontanthjælp efter bistandslovens § 37 fra

den

12. februar 1996,

samt afgørelse om tilbagebetalingspligt i medfør af bistandslovens § 26, stk.

1, nr. 1. Der er i afgørelsen henvist til 'uforsvarlig økonomi'. Det fremgår

af

kommunens journalark at beløbet er gjort tilbagebetalingspligtig med baggrund

i

de dispositioner klienten har foretaget sig vedrørende gældsafvikling med

arbejdsgiveren.

Det fremgår af

kommunens journalark af

29. maj 1996

at tilbagebetalingspligten for

kontanthjælpen blev stoppet med virkning fra 31. juni 1996. Baggrunden herfor

var at klienten ikke længere var ansat hos sin tidligere arbejdsgiver, og

hans

løn derfor ikke længere gik til gældsafvikling. Det ses ikke at denne

afgørelse

er meddelt klienten. Kontanthjælpsudbetalingen fortsatte herefter pr.

31.

maj 1996. Af

journalarket af samme dato fremgår det endvidere at det aftaltes at klienten

de

næste par måneder selv forsøgte at finde arbejde.

Det fremgår af

kommunens journalark af

13. juni 1996

at klienten ansøgte om økonomisk hjælp

til samvær med sin datter. Der blev givet afslag på dette i henhold til

bistandslovens § 46b. Klienten blev orienteret mundtligt om afslaget.

Samme dag traf

kommunen endvidere afgørelse om at yde klienten hjælp i henhold til

bistandslovens § 46 for perioden fra

den 13. juni

1996

til

den

30. juni 1996.

Hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig på grund af 'uforsvarlig økonomi'.

Klienten underskrev en erklæring om at han var gjort bekendt med dette. Det

var

i erklæringen oplyst at afgørelsen kunne påklages til amtsankenævnet.

Det fremgår af

kommunens journalark af

15. oktober 1996

at der i henhold til bistandslovens § 46

blev givet afslag til klienten på hjælp til depositum i forbindelse med

flytning. Samme dag blev der givet overlevelseshjælp i henhold til samme

paragraf.

Hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig i henhold til bistandslovens § 26,

stk. 1, nr. 1.

Den 16. oktober 1996

underskrev klienten en erklæring om

tilbagebetalingen.

Af kommunens

journalark af

19. november 1996

fremgår det at kommunen vurderede at der

for tiden ikke kunne iværksættes alternative foranstaltninger til

kontanthjælp.

Klienten rettede

den

26. november 1996

henvendelse til kommunen med anmodning om hjælp til tandlæge.

Den

25. februar 1997

traf kommunen afgørelse, hvorefter der blev bevilget klienten hjælp til

tandbehandling

i henhold til bistandslovens § 46a. Afgørelsen var vedlagt klagevejledning.

Den 17. februar 1997

vurderede kommune på ny at der ikke på

daværende tidspunkt kunne iværksættes alternativer til kontanthjælp.

Ved telefonisk

henvendelse

den 26. marts 1997

til Vejen Kommune oplyste klienten at

han nu havde fået arbejde, hvorfor kontanthjælpsudbetalingen blev stoppet.

Sagen blev herefter henlagt.

Klienten anmodede

herefter

den 7. august 1997

kommunen om hjælp til betaling af lys og

varme, samt overlevelseshjælp indtil han igen fik udbetalt løn.

Den

8. august 1997

blev der bevilget klienten hjælp i henhold til bistandslovens § 46. Hjælpen

blev gjort tilbagebetalingspligtig i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1,

nr. 3. Det fremgår af kommunens journalark af samme dato at dette var

begrundet

i at klienten var i arbejde og derfor i løbet af kort tid ville have mulighed

for at tilbagebetale beløbet. På ny underskrev klienten en erklæring om at

han

var gjort bekendt med tilbagebetalingspligten. Erklæringen indeholdt

klagevejledning.

Ombudsmandens bemærkninger:

Bistandslovens § 26

har følgende indhold:

'

§ 26.

Kommunalbestyrelsen kan træffe

beslutning om tilbagebetaling,

1) når der må ydes

en person hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi, ubegrundede

opgivelse af et arbejde eller beskæftigelsesfremmende foranstaltning,

nægtelse

af at påtage sig et rimeligt tilbud om arbejde eller af at deltage i

beskæftigelsesfremmende

foranstaltninger,

2) når der må ydes

en person hjælp, fordi den pågældende eller ægtefællen er indblandet i en

kollektiv arbejdsstrid,

3) når der på det

tidspunkt, da der søges om hjælp på grund af økonomisk trang, foreligger

forhold, der viser, at pågældende i løbet af kortere tid vil være i stand til

at tilbagebetale hjælpen,

4) når en person,

der har modtaget hjælp, senere får udbetalt en erstatning, et

underholdsbidrag

eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte

hjælp.

Stk. 2.

I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-3, kan tilbagebetaling kun

kræves,

hvis kommunalbestyrelsen ved hjælpens udbetaling har gjort modtageren bekendt

med tilbagebetalingspligten.

...'

Lov om kommunal

aktivering, § 3, stk. 2, har følgende indhold:

'Kommunalbestyrelsen

har for kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år, pligt til at udarbejde en

individuel handlingsplan senest efter en sammenhængende periode med 6

måneders

kontanthjælp. For kontanthjælpsmodtagere under 25 år kan kommunalbestyrelsen

udarbejde en handlingsplan ud fra en vurdering af det individuelle behov.'

Forvaltningslovens

§§ 22, 23, 24 og 25 har følgende indhold:

'

§ 22. En afgørelse skal, når den

meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 23.

Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en

skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes overfor

myndigheden

inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Stk. 2.

En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest

muligt.

Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er

modtaget

af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt

om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de

retsregler,

i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter

disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige

angive

de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt

væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at

kunne

benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige

for

afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller

offentlige interesser, jfr. § 15.

§ 25.

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de

meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med

angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af

klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Stk. 2.

Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte

regler om, at klagevejledning på nærmere angivne sagsområder, hvor særlige

forhold gør sig gældende, kan undlades eller ske på anden måde end nævnt i

stk.

1.'

Begrundelse

En begrundelse skal

efter forvaltningslovens § 24 fremtræde som en forklaring på, hvorfor

afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. John Vogter,

Forvaltningsloven

med kommentarer (1992), s. 279ff. Hvis afgørelsen bygger på et administrativt

skøn skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn der har været

bestemmende

for skønsudøvelsen. Om fornødent skal begrundelsen indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Det fremgår af Vejen

Kommunes afgørelse af

21. februar 1996

om tilbagebetaling af hjælp ydet efter

bistandslovens § 46 at afgørelsen var begrundet i at klienten stod uden

midler

men givetvis ville få udbetalt løn på et senere tidspunkt. Der var endvidere

henvist til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4. En nærmere begrundelse

fremgår

af kommunens journalark. Det nævnes heri at den tidligere arbejdsgiver endnu

ikke har indgivet konkursbegæring, hvorfor klienten (endnu) ikke har anmeldt

sit lønkrav til Lønmodtagernes Garantifond.

Da begrundelsen

ifølge kommunens journalark for afgørelsen om tilbagebetalingspligt er, at

der

er forhold der viser at klienten i løbet af kortere tid ville være i stand

til

at tilbagebetale den udbetalte kontanthjælp finder jeg at kommunen burde have

henvist til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3 og ikke nr. 4. Den nærmere

betydning

af den fejlagtige henvisning har jeg ikke fundet grundlag for at udtale mig

om.

Jeg kan dog i den forbindelse henvise til UfR 1983, s. 1117ff, vedrørende

spørgsmålet.

I kommunens

afgørelser om tilbagebetalingspligt af

1. marts 1996,

14. marts 1996,

13. juni 1996

og

16. oktober

1996

er der

henvist til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, samt 'uforsvarlig økonomi'. I

afgørelsen af

8. august 1997

er der henvist til bistandslovens § 26,

stk. 1, nr. 3.

Den nærmere

begrundelse for afgørelserne af 1. og

14. marts 1996

samt

8.

august 1997

fremgår af kommunens journalark.

For så vidt angår

afgørelsen af

1. marts 1996

gøres udbetalingen tilbagebetalingspligtig

på baggrund af de dispositioner klienten har foretaget vedrørende gæld til

sin

arbejdsgiver. Klienten skyldte på dette tidspunkt arbejdsgiveren kr.

52.589,-. Vedrørende afgørelsen af

14. marts 1996

er der i journalarket på ny henvist til

gælden til arbejdsgiveren.

Endelig vedrørende

afgørelsen af

8. august 1997

er der i journalarket henvist til at

klienten har en fast månedlig indtægt på ca. kr. 11.000,-.

Generelt bemærker

jeg at de af kommunen meddelte begrundelser ikke fremstår som en konkret

forklaring på, hvorfor afgørelserne har fået det pågældende indhold. Således

fremgår det ikke af afgørelserne hvilke hovedhensyn der har været bestemmende

for afgørelsernes indhold. Det er ikke tilstrækkeligt at begrundelserne

eventuelt er anført i kommunens egne journalark. Jeg finder ikke at

begrundelserne opfylder kravene i forvaltningslovens § 24.

Klagevejledning

For så vidt angår

kommunens afgørelser af 1. og

14. marts 1996

er som klageinstans anført kommunen

selv, hvilket jeg finder uheldigt. Der skulle retteligt, jf.

forvaltningslovens

§ 25, være henvist til det sociale ankenævn

via

Vejen Kommune, jf. bistandslovens § 15.

Skriftlighed

Afgørelsen af

29.

maj 1996,

hvorefter fremtidig udbetalt kontanthjælp ikke blev gjort

tilbagebetalingspligtig ses ikke at være fremsendt til klienten.

Vejen Kommunes

afgørelse af

13. juni 1996

vedrørende afslag på hjælp til samvær

med klientens datter blev givet mundtligt. Der foreligger endvidere på sagen

ikke nogen skriftlig meddelelse af kommunens afgørelse af

26.

juli 1989

vedrørende udbetaling af kontanthjælp, eller af afgørelsen af

26.

september 1989,

hvorefter kontanthjælpen blev stoppet. Endelig er der ikke nogen skriftlig

meddelelse

af en afgørelse fra februar 1993, hvorefter kommunen udbetalte kr. 500,- mod

tilbagebetalingspligt i overlevelseshjælp samt kr. 1.000,- til aconto

husleje.

Det er almindeligt

antaget at der i dansk forvaltningsret ikke gælder nogen almindelig regel om

at

forvaltningsafgørelser skal meddeles skriftligt, se f.eks. John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer, 2. udg. (1992), s. 267, og Carl Aage

Nørgaard

og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udg. (1995), s. 241. Det

følger imidlertid af lovgivningen at visse afgørelser skal meddeles

skriftligt,

ligesom det er antaget at særligt indgribende afgørelser bør udfærdiges

skriftligt.

Jeg har tidligere

udtalt at det kan følge af god forvaltningsskik at afgørelser bør meddeles

skriftligt, se eksempelvis Folketingets Ombudsmands Beretning for 1992, s.

141ff samt - især - s. 267ff.

Jeg henleder i den

forbindelse opmærksomheden på forvaltningslovens § 23, hvorefter en part der

har fået en afgørelse meddelt mundtligt kan forlange en skriftlig begrundelse

for afgørelsen, med mindre afgørelsen giver parten fuldt ud medhold.

Såfremt klienten

havde modtaget en skriftlig afgørelse ville denne således skulle have

indeholdt

en begrundelse for afgørelsens indhold, jf. forvaltningslovens §§ 23 og 24,

samt en klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25. Såvel begrundelse samt

klagevejledning ville være af betydning for klientens overvejelser om

hvorvidt

han ville klage over en eller flere af afgørelserne.

5. Opfølgning

Det fremgår af lov om kommunal aktivering, § 3, stk. 2, at der for

kontanthjælpsmodtagere over 25 år skal udarbejdes en handlingsplan inden 6

måneder efter det tidspunkt man begynder at modtage kontanthjælp. Fra

klienten på ny ansøgte om kontanthjælp

den 21. februar 1996

og indtil han fik nyt arbejde i marts 1997 gik der over et år. Der blev ikke

udarbejdet nogen handlingsplan for klienten i denne periode, hvilket jeg

finder beklageligt.

6. Underretning

Denne rapport sendes til Vejen Kommune og Tilsynsrådet for Ribe Amt samt til

Folketingets Retsudvalg."

Lignende dokumenter