Inspektion af Vejen Kommune
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Inspektion af
Vejen Kommune
Den 7. april 1999
afgav jeg følgende rapport til Vejen
Kommune:
"
1. Indledning
Ved lov nr. 473 af
12. juni 1996
om Folketingets Ombudsmand der trådte i kraft
den 1. januar 1997, blev den tidligere eksisterende begrænsning i
ombudsmandens kompetence over for kommunerne ophævet.
Efter § 18 i loven kan ombudsmanden undersøge enhver institution eller
virksomhed samt et hvert tjenestested der hører under ombudsmandens
virksomhed.
Som et led i denne inspektionsvirksomhed foretog jeg sammen med retschef
Jens Møller
og 4 af embedets øvrige medarbejdere
den 4. marts 1998
inspektion i Vejen Kommune.
Inspektionen var den første af sin art, men det er min hensigt at
inspektionsbesøg i kommuner i fremtiden fast skal indgå i de årlige
inspektionsplaner.
Formålet med en inspektion i en kommune er dels at jeg selv og mine
medarbejdere kan få et indtryk af hvorledes den kommunale forvaltning
arbejder i det daglige, dels at give mulighed for at undersøge behandlingen
af nogle konkrete sager med henblik på belysning af sagsbehandlingsrutiner og
-måder i kommuner på de forskellige fagområder.
Inspektionen
den 4. marts 1998
Læs alt
bestod af en indledende samtale med direktionen og medarbejderrepræsentanter,
besøg i social og sundhedsforvaltningen og skattekontoret, besøg på to af
kommunens plejehjem og en afsluttende samtale med direktionen.
I tilslutning hertil
udarbejdede jeg to notater om henholdsvis mine iagttagelser under besøgene i
forvaltningen og de to plejehjem og om samtalerne med kommunens direktion og
medarbejderrepræsentanter.
Under inspektionen
bad jeg om at modtage fire sager fra skattekontoret og fire sager fra social-
og sundhedsforvaltningen fra en bestemt periode. Disse sager modtog jeg med
kommunens breve af henholdsvis 6. og
19. marts 1998.
Med brev af
16.
april 1998
sendte jeg de to notater til kommunen og bad om at modtage eventuelle
bemærkninger hertil. Disse bemærkninger modtog jeg med kommunens brev af
14.
maj 1998.
Bemærkningerne er indarbejdet i denne rapport.
Denne rapport har i
en foreløbig udgave været sendt til Vejen Kommune med henblik på kommunens
eventuelle bemærkninger om faktiske og retlige forhold som rapporten måtte
give
anledning til. Jeg modtog Vejen Kommunes bemærkninger i brev af
28.
december 1998.
Bemærkningerne er indarbejdet i denne rapport.
I afsnit
2
har jeg beskrevet mine iagttagelser
fra samtalerne og rundvisningen i den centrale forvaltning og de to
plejehjem.
Afsnit
3
indeholder de bemærkninger
som mine iagttagelser har givet anledning til. I afsnit
4
er der en omtale af de sager fra henholdsvis social- og
sundhedsforvaltningen og skattekontoret som jeg har haft til gennemgang.
2. Vejen Kommune
Vejen Kommune har godt 16.500 indbyggere. Der er ca. 1.140 (pr.
01. oktober 1997
) fastansatte ved kommunen i forvaltningen og kommunens institutioner.
I 1996 blev der etableret en ny ledelses- og organisationsstruktur i Vejen
Kommune. Den administrative ledelse af kommunen varetages af direktionen der
udover borgmesteren som kommunens øverste administrative leder består af
kommunaldirektøren, centralforvaltningsdirektøren, den tekniske direktør,
socialdirektøren og skoledirektøren. Under centralforvaltningen er bl.a.
samlet arbejdsopgaver som økonomi, skat, organisationsudvikling,
personaleudvikling og personaleadministration.
Byrådet og direktionen er beliggende på rådhuset. Selve rådhusbygningen har
for nylig gennemgået en renovering og har således nu niveaufri adgang til
bygningens stueplan med en informationsskranke umiddelbart til højre for
indgangen. På tidspunktet for inspektionen var der endnu ikke blevet
opstillet henvisningsskilte/tavler i forhallen, men dette ville ske.
Under min samtale med direktionen blev det oplyst at man var opmærksom på at
elevatoren i rådhuset er for lille til de brede eldrevne kørestole hvilket
kan give problemer for kørestolsbrugere med ærinde på de øvrige etager. I
sådanne tilfælde er det dog muligt at afholde møde i et kontor i stueetagen.
2.1. Socialforvaltningen
Social- og sundhedsforvaltningen i Vejen Kommune består af fire afdelinger:
Rådgivningsafdelingen (beliggende i rådhusets stueetage og første sal),
Afdelingen for Dagforanstaltninger (første sal på Lindetorvet), Afdelingen
for Jobkontakten (beliggende i en tidligere gård), og Helseafdelingen
(rådhusets anden sal).
2.1.1. Rådgivningsafdelingen
Rådgivningsafdelingen
varetager området for sikringsydelser. Afdelingen er beliggende i rådhusets
stueetage på begge sider af en gang. Der er adgang til afdelingen gennem
rådhusets forhal hvortil der er etableret en rampe til kørestole. Fra gangens
loft hænger skilte med pile der viser vej til de forskellige kontorer.
Borgerne henvender
sig ved skranken i et kontor beliggende i den første del af gangen.
Personlige
henvendelser i sager om sygedagpenge og familieydelser ekspederes
almindelighed
ved skranken. Der er lavet en venteplads på gangen hvor borgeren kan vente på
at komme til ved skranken. Det kan forekomme, at flere borgere taler med
personalet ved skranken på samme tid.
I hvert af de to
kontorer henholdsvis til højre og til venstre for skranken sidder to
sagsbehandlere. Såfremt borgeren skal have en samtale med en sagsbehandler
foregår denne på den pågældendes kontor. I de tilfælde hvor begge
sagsbehandlere samtidig har en klient til samtale vil den ene samtale foregå
i
et af rådhusets øvrige lokaler. Der er planer om at lave de to kontorer om
til
enkeltmandskontorer. I forbindelse hermed vil man være opmærksom på at sikre
flugtveje for personalet.
Borgerne foretager
tidsbestilling forud. Det er muligt at få en tid indenfor 14 dage efter
henvendelsen. Der bliver her taget hensyn til sagens art og hastende
karakter.
2.1.2. Afdelingen for Dagforanstaltninger
Afdelingen for
Dagforanstaltninger er beliggende på 1. sal på Lindetorvet. Der er adgang
hertil med trappe og elevator og lokalerne i afdelingen er
handicaptilgængelige.
Afdelingen varetager
dagplejetilbud, sundhedspleje og ungdomsskole. Ungdomsskoletilbud er
organisatorisk en del af Skole-kulturforvaltningen. Henvendelser til
afdelingen
sker hyppigst telefonisk og sjældent personligt. Samtalerne foregår derfor
oftest ved skranken lige inden for døren, men der er også mulighed for at
borgeren
kan komme hen til en af de to sagsbehandleres skriveborde, der er placeret i
samme lokale som skranken.
I den modsatte ende
af 1. salen er der administrationslokaler for den kommunale ungdomsskole.
2.1.3. Afdelingen for Jobkontakten
Afdelingen for Jobkontakten
er beliggende på Kærsdalgård. Bygningerne på gården er forsynet med skilte
der
gør det muligt for borgeren at finde det rigtige kontor.
I den ene af gårdens
bygninger er jobformidlingen beliggende. Samtaler med rådgivere på
Jobkontakten foregår i et kontor hvor to rådgivere har deres skrivebord. Det
er således muligt at der kan være to borgere til stede på samme tid. Hvis
dette
er tilfældet vil den ene af rådgiverne så vidt muligt prøve at benytte et
andet
lokale i bygningen.
Personalet er opmærksomme
på at det kan være et problem for borgerne at udtale sig om personlige
forhold
under overværelse af andre borgere. Indretningen af gårdens lokaler er dog
helt
ny og der forventes derfor ikke at ske ændringer heri. Der er planer om at
ordne lokalerne på bygningens 1. sal blandt andet med henblik på et
mødelokale.
Yderligere vil man af hensyn til personalets sikkerhed forsøge at samle hele
gårdens personale i den bygning.
På nuværende
tidspunkt foregår alle aktiviteter i bygningen i stueetagen. Denne bygning er
tilgængelig for handicappede. I bygningen er der et mødelokale som også
bruges
til venterum. Her er det muligt for borgerne at drikke kaffe, mens de venter
på
en samtale.
I den anden bygning
på Jobkontakten er der et værksted hvor nogle af kontanthjælpsmodtagerne er
beskæftiget. Via en trappe er der adgang til1. salen, hvor der er et stort
mødelokale, som også benyttes til venterum for borgerne. Her er det også
muligt
at drikke kaffe i ventetiden. Ved siden af mødelokalet er placeret et kontor
med tre medarbejdere. Der er ikke i kontoret foretaget afskærmning af nogen
art, så lokalet er et stortrum uden nogen mulighed for diskretion for den
enkelte borger. Det er ikke muligt for handicappede at få adgang til 1.
salen.
Samtaler med en handicappet borger vil derfor foregå i et af lokalerne i den
anden bygning i gården.
Personalet oplyste
om en episode dagen før besøget med en borger der ikke ville forlade
bygningen
og som truede et medlem af personalet på livet. Personalet mente at det netop
derfor er hensigtsmæssigt at sidde flere sammen i det samme rum. Der blev
talt
om at afskærmning med skillevægge kunne være en mulighed for at give borgerne
mulighed for at gennemføre deres ærinde mere diskret i forhold til de andre
tilstedeværende på kontoret. Der er ligeledes et hensyn at tage til de andre
borgere i lokalet, der bliver utrygge f.eks. hvis en borger hidser sig op.
2.1.4. Helseafdelingen
Under
helseafdelingen hører følgende områder: Pensioner (folkepension,
førtidspension, personlige tillæg), Boligydelser (Boligsikring og
Bolig-støtte), Hjælpemidler, Hjemmeplejen og de sociale institutioner.
Helseafdelingens
kontorer på rådhuset ligger på 2. sal på den side af gangen der vender ud mod
torvet. I den ene ende ligger afdelingslederens kontor, som er meget stort.
Man har overvejet at inddrage en del af kontoret (flytte skillevæggen) for at
få mere plads til afdelingens øvrige funktioner. I forlængelse af
afdelingslederens kontor er den del af afdelingen der er umiddelbart
tilgængelig for borgerne. Der er tale om et mindre kontorlandskab med en halv
skillevæg i midten. I hver del er der to skriveborde med en stol ved siden
af,
hvor sagsbehandlerne kan modtage borgerne. I midten er der en skranke med
indgang fra gangen. Afdelingens souschef sidder i det sidste kontor (der er
indgang fra kontorlandskabet).
Det er navnlig i
pensions- og boligstøttesagerne at borgerne personligt henvender sig i
afdelingen. I særdeleshed i forbindelse med udbetalingerne af disse ydelser
er
der mange henvendelser med opklarende spørgsmål til udbetalingsmeddelelserne
mv. Det blev oplyst at der på visse dage kunne være op til 15 personlige
henvendelser samtidig.
Som de fysiske
forhold er i dag er der ikke mulighed for at samtaler/møder med de borgere
der
ønsker det, kan foregå i private former. Kun hvis afdelingslederen eller
souschefen ikke er tilstede er der således mulighed for at anvende kontorer
hvor dørene kan lukkes for sådanne samtaler. Der blev fra personalets side
givet udtryk for at såvel borgerne som sagsbehandlerne anser dette som et
problem og at mange borgere (måske navnlig de ældre) føler ubehag ved ikke at
kunne have samtaler i enrum med sagsbehandleren.
Der er elevator til
etagen fra hallen i rådhusets stueetage. Denne kan dog ikke rumme de moderne
store kørestole. Afdelingen anså imidlertid ikke dette for et problem idet
man
i de forholdsvis sjældne tilfælde kunne anvende et af kontorene i stuen.
2.2. Skattekontoret
Skattekontoret, der
hører under centralforvaltningen, ligger på 2. sal i en bygning i
rådhuspassagen
tæt ved rådhuset. Der er elevator. Såvel bygningen som lokalerne er
handicaptilgængelige.
Kontoret er opdelt i
3 afdelinger:
1)
Administrationsafdelingen er indrettet i et stort lokale med åbent
kontorlandskab og fem skranker til ekspedition tæt ved indgangen. Længere
tilbage er der plads til mere diskret kundeservice ved et bord med delvis
afskærmning. Desuden er der mulighed for møder i særskilte lokaler, også uden
for sædvanlig åbningstid. I denne afdeling varetages foruden kundeekspedition
sager
om forskudsregistrering, lønmodtagerligning og dødsbobeskatning.
2) Afdelingen for
erhvervsligning er indrettet som et kontorlandskab i et aflangt lokale, hvor
der også er et mødebord. Der er ingen afskærmning. Afdelingen varetager
ligningsmæssige opgaver vedrørende selvstændige erhvervsdrivende.
3) Juridisk afdeling
varetager selskabsligning og er indrettet med enkeltkontorer. Der er
angiveligt
ikke problemer med sikkerheden for personalet i forhold til klienterne, der
typisk er partsrepræsentanter i form af advokater og revisorer.
Herudover er der et
større mødelokale hvor skatteankenævnet mødes hver 5. uge.
I skattekontoret er
der ansat personale svarende til 16,26 årsværk ud af ialt 35 i
centralforvaltningen.
De ansatte i
skattekontoret udtages hvert år til ligning, i modsætning til de folkevalgte
der følger de almindelige retningslinier.
Personalet følger
kontinuerligt kurser på Forvaltningshøjskolen samt mere sporadiske kurser.
Desuden er der fælles intern informationsvirksomhed mellem 8 kommuner i
omegnen f.eks. om nye regler.
Kommunen har
decentrale journalsystemer, men overvejer at få et centralt system. Der
arbejdes i høj grad med elektroniske hjælpemidler, men alt materiale ligger
også på papir.
Kommunen har eget
skatteankenævn der består af 7 medlemmer valgt af byrådet. Efter drøftelser i
skatteankenævnet og økonomiudvalget blev det besluttet pr.
1.
april 1997
at
sekretariatsbetjeningen af nævnet efter aftale med Kolding Kommune varetages
af
en ansat i denne kommune. Baggrunden herfor er ønsket om at undgå
habilitetsproblemer. Skattekontoret i Vejen Kommune udfører alt det
forberedende arbejde. Man kan her nævne de regler der er herom. Efter min
opfattelse
er det en enkel og anbefalelsesværdig måde at sikre sig mod mistanke om
toinstansinhabilitet ved behandlingen af skatteankenævnets sager.
Organisatorisk hører
kommunen under Told- og Skatteregion Esbjerg. Regionen får som led i tilsynet
tilsendt kommunens ligningsplaner og ligningsredegørelser. Desuden får den en
statusrapport over antallet af afsluttede og forventede kontrolsager.
Regionen
kommer mindst hvert andet år på tilsynsbesøg i skattekontoret. Der er i
øvrigt
et tæt - og godt - samarbejde med regionen.
Det er endnu
uafklaret, hvilken betydning lovændringen om statens overtagelse af
selskabsligningen (lov nr. 1106 af
29. december
1997
) vil få for
kommunen. Loven forudsætter at de kommuner der erfaringsmæssigt kan løfte
ligningsopgaven vedrørende selskaber, fremover på aftalebasis og for en
passende betaling skal udføre selskabsligning på de statslige told- og
skattemyndigheders vegne med klageadgang direkte til Landsskatteretten.
Kommunen er interesseret i en sådan ordning, hvorefter Vejen Kommune
foretager
skatteansættelsen af selskaber på regionens vegne. I så fald vil det være
vigtigt at det gøres klart både indadtil og udadtil, f.eks. ved angivelse på
brevpapiret, at kommunen i denne funktion optræder på regionens vegne.
Skatteprovenuet fra
privatpersoner udgør ca. 81%, mens provenuet fra selskabs-skatten kun udgør
ca.
5%.
Af kommunens ca.
16.500 indbyggere er ca. 13.000 skatteydere. Heraf er 11.200 lønmodtagere,
1.600 selvstændige erhvervsdrivende, 230 selskaber og 40 fonde og foreninger.
Kommunen har flere
erhvervsvirksomheder end mange andre kommuner af samme størrelse. Kommunen
har
haft den største vækst over fem år i antallet af erhvervsvirksomheder i hele
Ribe Amt. Skattegrundlaget er dog ikke vokset tilsvarende, hvilket skyldes at
der er mange pendlere. Desuden er der en del skatteydere der tager arbejde
syd
for grænsen der ligger i kun ca. en times afstand. Der er derfor også en del
-
komplicerede - sager vedrørende udlandsindkomster.
Personer der både er
lønmodtagere og erhvervsdrivende registreres som erhvervsdrivende, hvis de er
momsregistrerede.
I tilfælde hvor flere
erhvervsdrivende personer hører til samme selskab, men til forskellige
kommuner, vil der typisk blive udpeget en ligningsinteressentkommune. For
bankers vedkommende vil ligningen i reglen blive foretaget af den kommune,
hvor
hovedkontoret ligger. Det er den reelle aktivitet der er afgørende.
Erhvervsdrivende
udtages til ligningsmæssig kontrol ved manuel visitering. Udgangspunktet er
selvangivelsen og andre indberettede oplysninger, herunder SE-nr. Den
ligningsmæssige kontrol forudsætter kontakt til skatteyderen. Hvis sagen
synes
klar, sender skattekontoret et udspil til skatteyderen og herefter afholdes
om
nødvendigt et møde. Hvis sagen er mindre klar, vil der typisk blive afholdt
et
møde. Ofte kan sagerne klares ved telefonisk kontakt til og korrespondance
med
revisor. Større sager gennemgås i samarbejde med regionen. Undersøgelse af
f.eks. en virksomheds aftalemæssige forhold kan tage op til 1/2 - 3/4 år. Det
er vigtigt at sagerne belyses fuldt ud. Om nødvendigt foretages en decideret
revision.
Lønmodtagere udtages
til kontrol ved maskinel søgning. Hvis der skal ske ændringer i ansættelsen,
kontaktes skatteyderen i form af en agterskrivelse. Hvis der fremsættes
indsigelser, tilbyder skattekontoret at der holdes møde om sagen.
Erfaringsmæssigt
giver et møde bedre forståelse hos skatteyderen, men nogle afslår tilbuddet.
Antallet af
gennemførte kontrolsager for indkomståret 1995 var 23,9% af det samlede
mandtal.
Inddrivelser
foretages ikke af skattekontoret, men af økonomisk afdeling.
I forbindelse med inspektionen
modtog jeg følgende materiale:
Ligningsredegørelse
1995, Ligningsplan 1996, Statusrapport samt skatteanke-nævnets årsberetning.
Endvidere modtog jeg en pjece om skatteankenævnet.
Jeg bad også om at
modtage fire upåklagede sager fra skatteankenævnets møde i november 1997 med
henblik på en gennemgang i relation til sagsbehandlingsreglerne jf. nedenfor
under afsnit 4.
2.3. Besøg på to af kommunens plejehjem
Retschef
Jens Møller
og to af embedets øvrige medarbejdere
besøgte ældrecentret Kærdalen, (2.3.1), mens jeg og to andre medarbejdere
besøgte plejehjemmet Egely, (2.3.2).
2.3.1. Ældrecentret Kærdalen
Centret er nybygget
og blev taget i brug i juni 1997. Bygningen er på ca.
1400 m2
i ét plan og består af 36 ældreboliger
og en centerdel. Institutionen er tillige dagcenter og udgangspunkt for
hjemmeplejen
i område Nord, der er et af fire decentrale hjemmeplejeområder i Vejen
Kommune. Personalet udgør 60 årsværk, men der er fælles personale på dette
område i kommunen.
Centerdelen består
af et stort åbent opholdslokale med en terapidel, et stort mødelokale med
klaver samt et cafeteria, hvor der i den ene ende er et rygefrit område. Der
er
selvbetjening, og en varm ret til frokost kan købes for 13 kr. Dette tilbydes
også til udefra kommende pensionister og efterlønsmodtagere. Beboerne er
omfattet af den kommunale madudbringningsordning der koster 75 kr. om ugen
for
fuld kost. Maden bringes fra plejehjemmet Egely. Der er desuden et hvilerum
til personer i dagpleje og et rum med kondiredskaber. På gangen ud for
hvilerummet er anbragt en læsehjælpsskærm. Bygningen er desuden udstyret med
automatiske branddøre.
Fra centerdelen
udgår gange til de enkelte boligafsnit. Gangene er belagt med cementfliser
for
at symbolisere overgangen fra egen bolig. Der er meget ovenlys og store
vinduer/glasvægge, hvilket gør rummene indbydende. I de enkelte boligafsnit
er
der fællesrum med TV,hvor beboerne bl.a. kan spise sammen, hvis de ønsker
det.
Desuden er der atriumgårde med forskellig beplantning. For enden af hver gang
findes et opladningsrum til elektriske kørestole.
Boligerne er på ca.
54 m2
og består af et opholdsrum med køkken,
et soveværelse og et badeværelse. Desuden er der egen terrasse.
Beboerne betaler
selv for el og antenne. Nettohuslejen udgør typisk ca. 1.150 kr. pr. md. Heri
er medregnet beboernes andel af leje af fællesrum. Beboerne modtager
sædvanlig
hjemmehjælp. Ved indgangen til hver bolig er der installeret en ekstra lås,
så
det altid er muligt for personalet at få adgang til boligen. Beboerne
bestemmer
selv om døren til deres bolig skal være aflåst. Mange havde åbentstående døre
under besøget. Alle beboerne har nødkald.
Yderdøre aflåses
sidst på eftermiddagen. Hoveddøren låses dog først om aftenen for udefra
kommende.
I et afsnit af
centerdelen har personalet eget opholdsrum og badefaciliteter. Der er et
særskilt rum til sygeplejerskerne. Der er ikke et lokale specielt for rygere,
men institutionen har en nedskrevet rygepolitik. Personalet råder over
særlige
løbehjul til nem og hurtig færdsel på gangene.
Det blev oplyst at
indeklimaet kan blive for varmt om sommeren og generelt er for tørt.
I arealet om
bygningen er der planer om at anlægge en petanquebane og en bålplads. Der er
for tiden problemer med overfladevand.
Der er nedsat en
arrangementsgruppe til at planlægge aktiviteter af forskellig art. I
forbindelse med inspektionen modtog jeg et eksemplar af vinterprogrammet for
aktiviteter og en arrangementskalender. Desuden modtog jeg et eksemplar af
institutionens
blad 'Kærmyssen'.
I forbindelse med inspektionen
blev der holdt et møde med brugerrådet. Herunder blev det oplyst at kommunen
har en fælles uprioriteret venteliste til alle ældreinstitutionerne, og at
der
for tiden er ca. 25 på listen. Desuden blev det oplyst at kommunen i 1997
oprettede et ældreråd, og at ældrerådet og ledergruppen mødes en gang om året
til drøftelse af bl.a. kvalitet i hjemmehjælpen. Der er endnu ikke indgået
kontrakter med borgerne om hjemmehjælp, men det er planen at indføre det. I
den
forbindelse modtog jeg en henvendelse fra formanden for ældrerådet om
kommunens
nedskæringer på ældreområdet.
2.3.2. Plejehjemmet Egely
Plejehjemmet der er
bygget i 1970 er i ét plan, består af 39 enkeltboliger, en boenhed for
demente, en aflastningsgang samt centralkøkken. Yderligere er der til
plejehjemmet tilknyttet 10 ældreboliger.
Der er adgang til
plejehjemmet via hovedindgangen fra parkeringspladsen. I den del af
plejehjemmet hvor de 10 ældreboliger er placeret er der egen adgang for
beboerne. Herved kan beboerne komme og gå uden at skulle igennem
plejehjemmets
andre afdelinger. Ved at have sammenbygget denne afdeling med resten af
plejehjemmet har man dog også samtidig sikret, at beboerne ikke behøver at gå
udenfor for at komme til de andre afdelinger.
På parkeringspladsen
udenfor hovedindgangen er placeret skilte der med numre viser vej til de
forskellige boliger. Indenfor glasdøren ved hovedindgangen er ligeledes
placeret navneskilte. Hovedindgangen låses klokken 20. Glasdørene i
hovedindgangen
går automatisk op ved besøg udefra, mens der skal trækkes i en snor når en
person kommer indefra og vil have dørene åbnet.
Plejehjemmets
enkelte afdelinger er placeret på lange gange. På den ene side af gangene er
boligerne placeret mens den anden side består af store vinduer. Dette gør
gangene
meget lyse og venlige. Udenfor vinduerne er der græsplæner.
De 10 ældreboliger
tilknyttet plejehjemmet er hver på
45 m2. Boligerne består af et køkken, en
stue, et soveværelse samt badeværelse. Fra stuen er der fra hver bolig udgang
til en lille have. Jeg havde lejlighed til at besøge en af boligerne og hilse
på beboeren.
Boligerne er sådan
indrettet at det er muligt at manøvrere rundt med en kørestol. Personalet
oplyste at der dog er et problem i badeværelset, hvor der ved håndvasken ikke
er plads til at der kan stå en hjælper på begge sider af beboeren.
Plejehjemmets
enkeltboliger er på
25 m2. Boligerne indeholder en
16 m2
stor stue, et badeværelse samt et lille
køkken bag indgangsdøren bestående af håndvask og køleskab. Det er ikke
muligt
at lave mad i boligen. Placeringen af håndvasken i badeværelset giver samme
problem med hensyn til plads til to hjælpere som tilfældet var i
ældreboligerne.
Plejehjemmets
boenhed for demente, Solsikken, huser 6 faste beboere. Endvidere er der 3
aflastningspladser på afdelingen. Beboerne bor i boliger af samme størrelse
som
plejehjemmets øvrige enkeltboliger. Afdelingen er med en dør og et gardin
afskærmet fra resten af plejehjemmet. Dørene er ikke aflåst.
Det opsatte gardin
virker som en væg for beboerne og bevirker derfor i nogle tilfælde at
beboerne
ikke bevæger sig udenfor afdelingen. Skulle dette dog ske følger et medlem af
personalet efter beboeren og de to følges så tilbage igen. På den måde undgår
man fysisk magtanvendelse når en dement beboer med fare for sig selv forlader
plejehjemmet.
Et lokale på
plejehjemmet er indrettet til fysioterapi. Tre gange om ugen er terapien
bemandet med en plejehjemsassistent som kan hjælpe og rådgive beboerne.
Lokalet
er aldrig aflåst og det er dermed muligt for beboerne sammen med en af de
ansatte også at benytte sig af faciliteterne uden for åbningstiden.
En gang om ugen er
der i terapien besøg af en ergoterapeut fra ERGO-FYS Gruppen på rådhuset. Ved
yderligere behov er det også muligt at tilkalde terapeuten på andre
tidspunkter.
Ifølge personalet er der et glimrende samarbejde med ERGO-FYS Gruppen.
Ligeledes foregår bestilling af hjælpemidlerne til beboerne effektivt og
ventetiden er kort.
Plejehjemmets
centralkøkken producerer mad til udbringning til pensionister i Vejen
Kommune.
Maden er såkaldt kølemad, som kan bestå af en
middag,
smørrebrød eller en lun ret. Udbringning
heraf sker tre gange om ugen. Ved at producere kølemad spares en del
omkostninger i transport da udbringning tre gange om ugen er tilstrækkeligt
til
at dække hele ugens forbrug. I køkkenet produceres i alt ca. 260-270 middage.
Heraf er de 60-70 til Egelys beboere, 100 til hjemmeboende pensionister og
resten til andre centre i Vejen Kommune.
Plejehjemmets
beboere kan vælge at spise i deres egen bolig eller i et af fællesrummene.
Morgenmaden kan også indtages ved borde placeret tæt ved indgangen hvilket
gør
det muligt for beboerne at følge med i aktiviteterne på plejehjemmet.
I plejehjemmets
dagligstue kan beboerne opholde sig dagen igennem. I 'Midtpunktet' er
opstillet
borde hvor beboerne kan sidde sammen, drikke kaffe, strikke, spille kort og
andet. I 'Midtpunktet' er der ligeledes et køkken hvor beboerne kan lave mad
sammen med en ansat. Dette bruges især til beboere på aflastning på
plejehjemmet da det kan hjælpe dem til at klare madlavningen på egen hånd,
når
de er hjemme i egen bolig igen.
Plejehjemmet råder
over en kiosk der gratis drives af en af kommunens efterlønsmodtagere.
Kiosken
er åben en halv time to gange om ugen.
3. Ombudsmandens bemærkninger
3.1. Tilgængelighed
Siden 1978 har der i byggelovgivningen været fastsat såkaldte handicapkrav
med det formål at sikre at bebyggelserne kan benyttes af alle, også af
personer der - midlertidigt eller permanent - har gangbesvær eller må benytte
kørestol eller hvis orienteringsevne på anden måde er nedsat. I
Bygningsreglementet fra 1995 er der kommet yderligere krav der generelt
tilgodeser bygningers tilgængelighed. Disse krav skal efterkommes ved
nybyggeri, (væsentlige) ombygninger og ved ændret brug af bygninger. Reglerne
omfatter således ikke i øvrigt eksisterende byggeri.
Det er en særlig opgave for ombudsmanden at overvåge retsstillingen for
handicappede idet Folketinget ved beslutning af
2. april 1993
anmodede ombudsmanden om 'at følge udviklingen i ligebehandlingen (af
handicappede) og eventuelt meddele påtale, hvor dette er muligt inden for
ombudsmandens kompetence'.
Ved ombudsmandens undersøgelse af om der i offentlige bygninger og lignende
er tilgængelighed for handicappede personer med midlertidig nedsat bevægelse
eller orienteringsevne kan ombudsmanden således undersøge om de omtalte
handicapkrav i byggelovgivningen er iagttaget.
Ombudsmandens grundlag for at bedømme et forhold er imidlertid i et vist
omfang mere vidtgående end hvad der i almindelig forvaltningsretlig
terminologi betegnes som 'gældende ret'; i dette tilfælde byggelovgivningens
tilgængelighedskrav. Ombudsmanden har således også en vis mulighed for at
anlægge mere overordnede humanitære eller medmenneskelige betragtninger i sin
bedømmelse af et forhold. Ombudsmandens vurdering er i den forbindelse præget
af krav om hensynsfuld og menneskeværdig behandling af borgerne.
Som anført omfatter byggelovgivningens tilgængelighedskrav ikke eksisterende
byggeri bortset fra væsentlige ombygninger i forbindelse med ændret brug af
bygninger. Som led i
det udvidede bedømmelsesgrundlag jeg har nævnt ovenfor har jeg imidlertid i
et
vist omfang også mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om
tilgængelighed i andre bygninger.
Generelt er det
således min opfattelse på dette område at det så vidt muligt må tilstræbes at
det i offentlige bygninger med almindelig publikumssøgning er muligt for
handicappede (og personer med midlertidig nedsat bevægelses- eller
orienteringsevne)
at komme ind og blive betjent som andre borgere. Som minimum må der efter min
opfattelse være i hvert fald et handicaptilgængeligt lokale, der kan anvendes
til modtagelse og betjening af handicappede borgere.
For så vidt angår
tilgangen til Vejen Kommunes rådhus har jeg noteret mig, jf. ovenfor, at der
efter renoveringen er niveaufri adgang til rådhusets reception og mulighed
for
at modtage handicappede borgere i hvert fald - for så vidt angår
kørestolsbrugere
- i rådhusets stueetage.
Forholdene lever
således på dette område op til de krav der efter min opfattelse
- på ulovbestemt grundlag - kan stilles til
tilgængelighed.
Under samtalen med
direktionen rejste jeg endvidere spørgsmålet om handicaptilgængelighed i
forbindelse med fritidsundervisning. Direktionen oplyste at denne
undervisning
næsten udelukkende foregår i offentlige lokaler, der er indrettet til også at
modtage handicappede. Det er således muligt for kørestolsbrugere at komme ind
på egen hånd et eller andet sted på institutionen/stederne, men det er ikke
alle
rum der er tilgængelige.
På baggrund af den
beskrivelse kan dette ikke give mig anledning til bemærkninger.
3.2. Diskretionshensyn under forvaltningens behandling af
borgerhenvendelse
Efter
forvaltningslovens § 27 har offentligt ansatte tavshedspligt med hensyn til
fortrolige oplysninger om borgerne. Efter de almindelige principper om god
forvaltningsskik skal forvaltningens ansatte optræde høfligt og hensynsfuldt
overfor borgerne.
Det følger af disse
regler at en borger der henvender sig i forvaltningen, har krav på at
samtaler
om personlige og andre fortrolige forhold kan finde sted uden at andre -
såvel
ansatte som borgere - har mulighed for at overhøre samtalen.
Som de fysiske
forhold er idag er der ikke alle steder i socialforvaltningens afdelinger
mulighed for at samtaler med de borgere der ønsker det, kan foregå i private
former jf. beskrivelsen ovenfor. For så vidt angår helseafdelingen blev der
endvidere fra personalets side givet udtryk for, at både borgerne og
sagsbehandlerne anser det som et problem at man ikke kan have samtaler i
enerum
med sagsbehandleren.
Ved samtalen med
direktionen rejste jeg spørgsmålet om diskretionsproblemerne og foreslog
blandt andet muligheden for opstilling af skillevægge o.lign. Direktionen
oplyste at man ville undersøge forholdene og overveje forbedringer.
Jeg beder kommunen
underrette mig om resultatet af disse overvejelser, herunder hvilke
foranstaltninger der eventuelt er iværksat for at forbedre mulighederne for
personlige samtaler under diskretion i socialforvaltningen.
3.3. Personalesikkerhed ved borgerhenvendelser
Under inspektionen
rejste jeg spørgsmålet om hvilke forholdsregler der var foretaget til
beskyttelse af medarbejdernes sikkerhed under udførelsen af deres arbejde i
kontakt med borgerne.
Direktionen oplyste
at man var opmærksom på problemet i forbindelse med ombygningen af kontorerne
på rådhuset. Det blev således oplyst at personalet - på tidspunktet for
inspektionen - i de fleste kontorer i socialforvaltningen på rådhuset var
placeret inderst i kontoret med ryggen mod vinduerne. Direktionen oplyste at
man havde taget forskellige tiltag i den anledning. Der er således blevet
afholdt et kursus for personalet i håndtering af disse situationer, ligesom
der skal laves klare aftaler for fremgangsmåden ved alarmering af politiet.
Af fysiske foranstaltninger blev det nævnt at skriveborde er blevet udskiftet
således at de kan hæves når klienten kommer ind, hvilket formodes at have en
præventiv virkning. Direktionen oplyste i øvrigt at der
den
3. marts 1998
havde været et uheld på Jobkontakten, hvor et medlem af personalet var blevet
truet af en klient. Dette uheld har bl.a. medført planer om at etablere et
vagtværn på Jobkontakten, der skal være tilstede i åbningstiderne.
Endelig er det
overvejet at etablere nødudgange.
Efter min mening bør
det sikres at det personale der er i en risikogruppe i den forstand at de i
det daglige arbejde bliver konfronteret med klienter der kan være opfarende,
fysisk placeres sådan i kontoret/kontorlandskabet at der er mulighed for at
komme væk uden at man skal passere en eventuel aggressiv klient. Ligeledes
bør
der være mulighed for at tilkalde umiddelbar hjælp. Jeg beder på den baggrund
og på baggrund af de initiativer direktionen selv har bebudet på området, om
oplysninger
om hvordan forholdene er/vil blive forbedret.
3.4. Åbningstider
I den centrale del
af forvaltningen er åbningstiden i Vejen Kommune på ugentligt 14 3/4 time. Da
dette efter min opfattelse - navnlig i sammenligning med andre kommuner - må
betegnes
som en forholdsvis kort åbningstid rejste jeg spørgsmålet overfor
direktionen.
Direktionen oplyste
at der ikke har været en kritik af korte åbningstider som er sket udfra en
afvejning af borgernes behov i forhold til de ansattes mulighed for at kunne
udføre arbejdet i perioder uden direkte borgerkontakt. I øvrigt kan der i et
vist omfang aftales møder udenfor åbningstiden. Det blev endvidere oplyst at
kommunen i højere grad end tidligere forsøger at give information til
borgerne,
således at behovet for personlig henvendelse skulle blive tilsvarende mindre.
Der gælder en særordning i Teknisk Forvaltning hvor dørene aldrig er lukkede
og hvor det således er muligt at komme i kontakt med personalet også udenfor
den almindelige åbningstid.
På baggrund af de
oplysninger direktionen har givet om åbningstiderne, kan dette forhold ikke
give mig anledning til yderligere bemærkninger.
3.5.
Oplysninger om sagsbehandlingstid m.m.
Forvaltningsloven
indeholder ikke regler om myndighedernes sagsbehandlingstid. Der har heller
ikke for ombudmandens praksis udviklet sig faste tidsmæssige normer for
sagsbehandlingstiden. Ombudsmanden tager imidlertid ofte stilling til
rimeligheden
af sagsbehandlingstiden i konkrete sager. De retningslinier der kan udledes
heraf er blandt andet gengivet i Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven
(1986). Vejledningens pkt. 205-207 er sålydende:
'Svarfrister m.v.
205.
Forvaltningsloven indeholder ikke generelle regler om sagsbehandlingstiden.
Baggrunden herfor er bl.a., at de opgaver, der udføres af den offentlige
forvaltning, er af så forskellig karakter og omfang, at det ikke ville være
muligt i en lov, der skal gælde for hele den offentlige forvaltning, at
fastsætte bestemte regler for sagsbehandlingstiden, som med rimelighed vil
kunne håndhæves ved domstolene.
Derimod kan der på
baggrund af folketingets ombudsmands udtalelser om, hvad der med hensyn til
sagsbehandlingstiden må antages at følge af almindelig god forvaltningsskik,
gives nogle vejledende regler om sagsbehandlingens tilrettelæggelse, herunder
om underretning til den, der er part i en sag, om den forventede
sagsbehandlingstid.
Ombudsmanden har i
nogle afgørelser også peget på, at myndighederne med henblik på at sikre, at
sager ikke henligger i længere tid, inden afgørelse træffes, og at sager ikke
bliver glemt og derfor ikke afgjort, bør oprette tilstrækkeligt
effektive erindringssystemer.
206.
Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den
almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan træffe
afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden give
den,
der er part i sagen, underretning om, hvornår myndigheden regner med, at
afgørelsen kan foreligge.
207.
Myndigheden bør endvidere give den, der er part i sagen, underretning, når
behandlingen af den konkrete sag på grund af særlige
omstændigheder vil tage længere tid end
sædvanligt.
208.
Rykkerskrivelser fra den, der er part i sagen, og som er rimeligt begrundet i
sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med det samme. Besvarelsen
bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning
om,
hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge.'
I brev af
4.
juni 1997
henstillede Indenrigsministeriet til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd
at
der blev fastsat målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager hvor
forvaltning
træffer afgørelse overfor borgerne.
I Vejen Kommune blev
Indenrigsministeriets henstilling behandlet af økonomiudvalget
den
7. juni 1997
hvor
følgende indstilling fra Vejen Kommunes Direktion blev tiltrådt :
'Indenrigsministeriet
har ved brev af
4. juni 1997
henstillet til samtlige
kommunalbestyrelser og amtsråd, at de enkelte kommunalbestyrelser og amtsråd
opstiller målsætninger for, hvor hurtigt man vil tilstræbe at behandle sager,
hvor forvaltningen skal træffe afgørelser i forhold til borgerne.
Målsætningerne bør efter ministeriets opfattelse være forsvarlige og
realistiske.
Sagsbehandlingstider
skal således være acceptable for borgerne. Samtidig skal målsætningerne være
afpasset efter, hvad kommunerne selv anser for realistisk.
Kommunerne opfordres
til at udarbejde en oversigt over de opstillede mål for sagsbehandlingstider.
På sigt kan det overvejes at informere kommunens borgere om målsætningerne i
forbindelse med serviceinformation.
Justitsministeriet
har udsendt en tilsvarende henstilling til de statslige myndigheder.
Direktionen har
behandlet henstillingen i sit møde
den 17. juni
1997.
Direktionen indstiller til økonomiudvalget, at der ikke fastsættes
målsætninger på området, men at man fastholder nuværende praksis på området
med
kvitteringsskrivelser med angivelse af, hvornår borgeren kan forvente svar.'
Under henvisning
hertil spurgte jeg under inspektionen om der altid blev kvitteret for
henvendelser fra borgerne og om der i disse kvitteringsbreve blev angivet en
forventet sagsbehandlingstid.
Direktionen oplyste
at man ved enhver henvendelse fra borgerne principielt kvitterer med et
svarbrev med en angivelse af hvornår borgerne kan forvente at høre fra
kommunen
igen og med angivelse af en kontaktperson i forvaltningen. Kommunen oplyste
at
man ikke havde valgt at fastsætte en egentlig svarfrist idet man ikke mente
at
kunne sætte en enkel frist gældende for samtlige sager - blandt andet fordi
sagerne er meget varierende og nogle var dårligt oplyst fra starten.
På min anmodning om
at modtage kopier af nogle kvitteringsbreve fra socialforvaltningen oplyste
socialdirektøren at det var vedtaget at kopier af disse skulle gemmes i
forvaltningen. Det var dog efterfølgende blevet konstateret at det rent
faktisk endnu ikke var iværksat men at det nu ville ske.
Jeg anmoder om at
modtage kopi af de første 5 kvitteringsbreve som socialforvaltningen har
sendt
i maj måned 1998 med angivelse af om borgeren har fået svar indenfor den
angivne frist. Hvis dette ikke er tilfældet beder jeg om oplysninger om
hvorvidt og i givet fald på hvilken måde borgeren er blevet underretttet.
3.6. Plejehjemsbesøgene
Besøgene på
ældrecentret Kærdalen og plejehjemmet Egely gav henholdsvis retschef
Jens Møller
og mig meget positive indtryk af institutionerne.
På Kærdalen modtog
retschef
Jens
Møller
en
henvendelse fra Formanden for Ældrerådet om kommunens nedskæringer på
ældreområdet. Jeg nævnte efterfølgende dette for kommunens direktion der var
opmærksom på problemet.
Jeg har herefter i
et særskilt brev meddelt Formanden for Ældrerådet at jeg ikke foretager mig
mere i sagen.
Særligt vedrørende
afdelingen for senildemente, 'Solsikken' på Plejehjemmet Egely var det efter
min opfattelse særdeles positivt at de senildemente beboere kunne opholde sig
i
afdelingen uden nogen form for egentlig afspærring. Jeg gjorde dog
direktionen
opmærksom på at man efter min opfattelse kunne ønske sig en lukket gårdhave
hvor beboerne kan opholde sig udendørs.
På Ældrecentret
Kærdalen er det beboerne der selv bestemmer om døren til deres egen bolig
skal
være aflåst. Yderdørene aflåses sidst på eftermiddagen. Hoveddøren låses dog
først om aftenen for udefra kommende.
Jeg beder kommunen
oplyse mig i hvilket omfang og på hvilken måde beboerne kan komme ind og ud
af
centret i den periode hvor yderdørene aflåses.
4. Gennemgang af udlånte sager
Under inspektionen anmodede jeg om udlån af 4 sager fra skattekontoret og 4
sager fra social- og sundhedsforvaltningen. For så vidt angår skattesagerne
bad jeg om upåklagede sager fra det sidst afholdte møde i Skatteankenævnet i
november 1997 (således at klagefristen til Landsskatteretten var udløbet).
For så vidt angår de sociale sager bad jeg om den sidst afgjorte sag i januar
1998 fra områderne, anbringelse af barn udenfor hjemmet, hjemmehjælp,
revalidering og kontanthjælp.
4.1. 4 sager fra Skattekontoret
Generelt om klagevejledning
Vejen Kommunes skattekontor
I de 4 skattesager som jeg har modtaget, gav skattekontoret følgende
klage-vejledning:
'Hvis De vil klage over afgørelsen, skal De gøre det inden en måned. Klagen
skal være skriftlig og begrundet. Den skal sendes til: Vejen kommune,
Skatteankenævnet, Rådhuset, 6600
Vejen.'
§ 21, stk. 1, i skattestyrelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 276 af
12. april 1997, nu lovbekendtgørelse nr. 174 af
19. marts 1998
) lyder således:
'Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelse efter § 2 indgives til
skatteankenævnet. Klagen skal være skriftlig og begrundet. Klagen skal været
modtaget i
skatteankenævnet senest en måned fra modtagelsen af den afgørelse, der klages
over, eller, hvor særskilt underretning om afgørelsen er undladt, jf. § 3,
stk.
4, fra modtagelsen af årsopgørelsen. For sømænd m.v., der sejler i
udenrigsfart,
er klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato.
Om klagevejledning
står der følgende i forvaltningslovens § 25, stk. 1:
'Afgørelser, som kan
påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt,
være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans
og
oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder eventuel
tidsfrist. Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende
part medhold.'
I Justitsministeriets
vejledning til forvaltningsloven (1986) står der bl.a. følgende i punkt 141
om
klagevejledningens indhold:
'Vejledningen skal
indeholde angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved
indgivelse af klagen, herunder om eventuelle tidsfrister.....
Selve
klagevejledningen skal udformes således, at modtageren ikke med rimelighed
kan
komme i tvivl om, hvornår en klage skal være kommet i myndighedens
besiddelse.'
Kommunens
klagevejledning angiver ikke fra hvilket tidspunkt klagefristen løber og
hvornår klagen skal være kommet i myndighedens besiddelse.
Kommunens
formulering af klagevejledningen kan bringe modtageren i tvivl om hvornår
klagen skal være kommet i myndighedens besiddelse.
Det er derfor min
opfattelse at kommunen bør omformulere sin klagevejledning, så den mere
præcist angiver hvordan klagefristen beregnes.
Skatteankenævnet
I skatteankenævnets
kendelse af
30. september 1997
i sagen 1998-692-980 henvises til en
vedlagt klagevejledning.
I klagevejledningen
står bl.a. følgende:
'Kravene til klagen:
Klagen skal være
skriftlig. Den afgørelse, der påklages, skal følge med i original eller
bekræftet kopi. Klagen skal angive på hvilke punkter den trufne afgørelse
påklages og de kendsgerninger, synspunkter og bevisligheder, hvorpå klagen
støttes. Bevislighederne skal følge med i original eller bekræftet kopi.
Personlig forhandling:
Såfremt De ønsker at
afgive en mundtlig udtalelse i sagen efter reglerne i forvaltningsloven (lov
nr. 571 af
19. december 1985
) over for en sagsbehandler i
landsskatteretten, bedes dette anført i klagen.'
I
skattestyrelseslovens § 25, stk. 2, står følgende:
'Klage til
Landsskatteretten skal ske skriftligt. Den afgørelse, der påklages, samt den
i
§ 21, stk. 2, nævnte sagsfremstilling skal følge med klageskrivelsen i
original
eller kopi. Klagen skal angive, på hvilke punkter afgørelsen anses for
urigtig
og begrundelsen herfor. Dokumenter, som ønskes anvendt som beviser, skal
følge
med klageskrivelsen i original eller kopi.'
Bestemmelsen er nu
ændret.
I § 26, stk. 1, står
følgende:
'Klageren har adgang
til at udtale sig ved en mundtlig forhandling.'
Ad 'Kravene til klagen'
Skatteankenævnets
vejledning oplyser ikke - som anført i skattestyrelseslovens § 25, stk. 2, -
at
sagsfremstillingen skal vedlægges. Vejledningen oplyser at hvis afgørelse og
bevisligheder vedlægges i kopi skal disse være bekræftede. Et krav om at
kopier skal være bekræftede fremgår ikke af bestemmelsens ordlyd.
På denne baggrund er
det min opfattelse at disse punkter i vejledningen bør ændres, så det er i
overensstemmelse med lovens bestemmelse.
Ad 'Personlig forhandling'
Skattestyrelseslovens
§ 26, stk. 1, giver klageren adgang til at udtale sig ved en
mundtlig forhandling
med Landsskatterettens
sekretariat. Denne regel har et videre indhold end forvaltningslovens § 21,
stk. 1, idet denne bestemmelse alene angår en parts ret til at afgive en
udtalelse til sagen. Det må antages at bestemmelsen i forvaltningslovens §
21,
stk. 1, ikke gælder i sager der indbringes for Landsskatteretten, fordi den i
henhold til § 21, stk. 2, nr. 3, er fortrængt af den særlige bestemmelse i
skattestyrelseslovens § 26, stk. 1.
Det er derfor min
opfattelse at vejledningen på dette punkt må ændres, således at der henvises
til bestemmelsen i skattestyrelsesloven og således at formuleringen er i
overensstemmelse med bestemmelsen.
Overspringelsesreglerne
Skattestyrelseslovens
§ 21, stk. 5, og § 31, stk. 1, (nu § 31, stk. 2) indeholder regler, hvorefter
klageren, hvis klagemyndigheden ikke har færdigbehandlet klagen inden en
bestemt frist, kan indbringe klage for den højere instans.
§ 21, stk. 5, lyder
således:
'Har
skatteankenævnet ikke afgjort klagen inden 3 måneder efter klagens
modtagelse,
kan den påklagede afgørelse påklages direkte til Landsskatteretten.'
§ 31, stk. 1, lyder
således:
'Sager om spørgsmål,
som Landsskatteretten kan påkende, kan først indbringes for domstolene, når
de
er blevet påkendt eller afvist af Landskatteretten. Er der forløbet mere end
6
måneder efter en sags indbringelse for Landsskatteretten, kan sagen dog
indbringes for domstolene, selv om Landsskatteretten endnu ikke har påkendt
den.'
Bestemmelsen er nu
ændret.
I sagen 1998-692-980
(150342-xxxx) modtog skatteankenævnet skatteyderens klage
den
11. april 1997
og nævnets kendelse er dateret
den 30. september 1997. Nævnets sagsbehandlingstid oversteg
således 3 måneder. Klageren har derfor kunnet anvende skattestyrelseslovens §
21, stk. 5. Tilsvarende gælder de øvrige tre sager.
Det fremgår ikke af
denne sag eller af de øvrige sager om skattekontoret eller skatteankenævnet
giver skatteyderne vejledning om overspringelsesreglerne.
Jeg beder Vejen
Kommune om at oplyse mig om hvorvidt skatteydere vejledes om bestemmelsen og
hvordan og hvornår vejledningen gives.
Gennemgang af de 4 skattesager
De 4 skattesager er
gennemgået hovedsageligt i relation til sagsbehandlingsreglerne mens de
materielle skatteretlige spørgsmål ikke har været genstand for en tilsvarende
gennemgang.
J.nr. 150342-xxxx
(mit j.nr. 1998-0692-980)
Sagsfremstilling
Sagen drejer sig om
forhøjelse af skattepligtig indkomst for indkomståret 1995. Baggrunden for
forhøjelsen var at skatteyderen havde beregnet fradrag for kørsel mellem hjem
og uddannelsessted.
Med brev af
10.
april 1997
påklagede skatteyderen skattekontorets kendelse til skatteankenævnet.
Den 24. april 1997
anmodede skatteankenævnet
skattekontoret om en udtalelse. I anmodningen var angivet en svarfrist for
skattekontoret på 14 dage jf. skattestyrelseslovens § 21, stk. 2, 1. pkt.
Den 6. maj 1997
afgav skattekontoret sin udtalelse til
skattteankenævnet.
Den 19. juni 1997
fremsendte skatteankenævnet en
sagsfremstilling og forslag til ansættelse til høring hos skatteyderen. I
brevet skrev skatteankenævnet bl.a.:
'I anledning af
Deres klage over administrationens ansættelse af Deres indkomst/formue for
indkomståret 1995 fremsendes hermed i henhold til skattestyrelseslovens § 21,
stk. 2, ankenævnets sagsfremstilling og
forslag
til ansættelse.
Kan De ikke tiltræde
denne fremstilling eller forslag til ansættelse, kan De skriftligt overfor
ankenævnet, gerne stilet til nedennævnte sekretær, redegøre for Deres
opfattelse af sagen og hvilke punkter De er uenig i.
Såfremt De ønsker
vejledning, kan De henvende Dem til sekretariatet.
De bedes samtidig tilkendegive, om De ønsker personligt
fremmøde for ankenævnet. De kan dog vælge alene at udtale Dem skriftligt.
Fristen for
indsigelse er 4 uger fra modtagelsen af dette brev.'
Ombudsmandens bemærkninger:
I
skattestyrelseslovens § 21, stk. 3, står følgende:
'Forinden
skatteankenævnet afgør en klage, skal der udarbejdes en sagsfremstilling.
Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger
vedrørende
sagens faktiske forhold, der påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen. Hvis
ikke nævnet fuldt ud kan imødekomme klagerens påstand, sendes
sagsfremstillingen til klageren med opfordring til at fremkomme med
bemærkninger til fremstillingen inden 14 dage. Stk. 2, 3. pkt., finder
tilsvarende anvendelse. Klageren oplyses samtidig om, at klageren i øvrigt
har
ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skatteankenævnet,
før
klagen afgøres.'
I
skattestyrelseslovens § 21, stk. 2, 3. pkt., står følgende:
'Skatteankenævnet
kan efter anmodning give en længere frist, hvis omstændighederne ved den
påklagede afgørelse i særlig grad taler derfor.'
I bemærkningerne til
den citerede bestemmelse og til § 21, stk. 2, (Folketingstidende 1995/96,
tillæg A, sp. 2667) står bl.a. følgende:
'Der foreslås i
denne forbindelse, at der fastsættes en høringsfrist på 14 dage overfor den
kommunale skattemyndighed, med mulighed for skatteankenævnet, dvs. for
nævnets
formand, til i det enkelte tilfælde efter anmodning at give den kommunale
skattemyndighed en længere frist, hvis den påklagede afgørelse er af en sådan
særlig karakter, at en længere frist er fornøden.
Det foreslås en
tilsvarende høringsfrist - med dispensationsmulighed - overfor klageren,
således at denne får 14 dage til at kommentere den sagsfremstilling, som skal
danne grundlag for skatteankenævnets afgørelse af klagen.'
I brevets første
afsnit har ankenævnet henvist til skattestyrelseslovens § 21, stk. 2. Jeg går
ud fra at skatteankenævnet har villet henvise til stk. 3, og ikke til stk. 2.
Det fremgår ikke af
sagen at skatteyderen har anmodet om en længere hørings-frist end den i loven
foreskrevne frist på 14 dage, ligesom det ej heller fremgår at nævnets
formand
har taget stilling til en længere frist.
Det er min
opfattelse at der i bestemmelserne ikke er hjemmel til at ankenævnet
uopfordret
kan give en længere høringsfrist. Nævnet (nævnets formand) kan alene
dispensere
fra fristen, hvis nævnet anmodes herom og hvis omstændighederne ved den
påklagede afgørelse i særlig grad taler derfor.
J.nr. 170763-xxxx
(mit j.nr. 1998-693-211)
Sagsfremstilling
Sagen angik
spørgsmålet om valg af transportvej og beregning af transportafstand i
forbindelse med befordringsfradrag. Kommunens skattekontor ændrede
den
17. april 1997
(A)'s skatteansættelse for indkomståret 1995. Årsagen var at afstanden for
befordring frem og tilbage mellem (A)'s sædvanlige bopæl og arbejdsplads
ifølge skattekontorets digitale vejdatabase var
85 km. - og ikke
96 km. som (A) havde selvangivet.
Den 19. maj 1997
klagede (A) til skatteankenævnet.
Den 22. maj 1997
anmodede skatteankenævnet skattekontoret
om en udtalelse over klagen.
Den 12. juni 1997
udtalte skattekontoret sig.
Den 22. august 1997
gav skatteankenævnet (A) medhold i
klagen og nedsatte skatteansættelsen til det selvangivne.
Ombudsmandens bemærkninger:
1.
Ifølge § 21, stk. 2, 2. og 3. pkt., i skattestyrelsesloven skal den kommunale
skattemyndighed afgive udtalelse til skatteankenævnet inden 14 dage.
Skatteankenævnet kan efter anmodning give en længere frist, hvis
omstændighederne ved den påklagede afgørelse i særlig grad taler derfor.
Jeg gør opmærksom på
at skattekontoret afgav udtalelse 3 uger efter skatteankenævnets anmodning
herom. Der er i sagen ingen oplysninger om at skatteankenævnet havde givet
skattekontoret en længere frist end de 14 dage, der også fremgik af
skatteankenævnets brev af
22. maj 1997. I givet fald burde skatteankenævnet
efter min opfattelse have gjort notat herom på sagen - også selv om
offentlighedslovens § 6 om notatpligt ikke finder direkte anvendelse på
forholdet. Jeg henviser til den sag der er nævnt i ombudsmandens beretning
for
året 1989, s. 369, hvoraf kopi vedlægges. Det fremgår heraf at det følger af
god forvaltningsskik at en myndighed - også uden for offentlighedslovens §
6's
anvendelsesområde - bør drage omsorg for at foretage skriftligt notat om
ekspeditioner af væsentlig betydning for behandlingen af en sag hvis de ikke
fremgår af sagens akter i øvrigt.
2.
Af
skatteankenævnets brev af
22. maj 1997
til (A) fremgik at (A) senere ville
modtage en sagsfremstilling der beskrev sagens forhold, og at der ville blive
sendt et forslag til sagens afgørelse. Det fremgik også at (A) herefter kunne
tage stilling til om der var yderligere oplysninger som (A) ønskede at
fremsende til sagen, og at (A) til den tid også kunne anmode om et møde med
skatteankenævnet.
Da skatteankenævnet
gav (A) fuldt ud medhold i klagen, fik (A) ikke tilsendt sagsfremstilling
eller
forslag til sagens afgørelse. Dette er i overensstemmelse med bestemmelsen i
§
11, stk. 6, i forretningsordenen for skatteankenævn (Skatteministeriets
bekendtgørelse nr. 528 af
17. juni 1996
). Det fremgår heraf at
sagsfremstillingen og forslag til klagens afgørelse på det foreliggende
grundlag sendes til udtalelse hos klageren medmindre skatteankenævnet kan
give
klageren fuldt ud medhold i klagen, jf. skattestyrelseslovens § 21, stk. 3.
Jeg går på den
baggrund ud fra at indholdet af brevet af
22. maj 1997
til (A) skyldes brugen af standardbreve.
Hvis det er tilfældet, henstiller jeg at skatteankenævnet overvejer at ændre
standardbrevet således at det fremgår at klageren ikke vil få tilsendt en
sagsfremstilling og et forslag til sagens afgørelse, hvis nævnet kan give
klageren fuldt ud medhold i klagen.
J.nr. 310746-xxxx og 300366-xxxx (mine j.nr. 1998-690-980 og
1998-691-980)
Sagsfremstilling
I disse to sager
havde kommunens skattekontor i agterskrivelser af
30.
april 1997
foreslået en forhøjelse af skatteydernes indkomst efter en gennemgang af et
aktieselskabs regnskaber. Skatteyderne var far og søn og forslaget til
forhøjelse var afgivet under henvisning til faderens bestemmende indflydelse
i
selskabet. Skatteyderne blev indbudt til et møde med skattekontoret inden 14
dage, hvis de ikke kunne godkende forslaget. De fik oplyst at de i stedet
kunne
sende et brev med deres indsigelser inden for den samme frist.
Den
21. maj 1997
traf
skattekontoret afgørelser i begge sager i overensstemmelse med de nævnte
agterskrivelser. Brevene var stilet til skatteyderne med kopi til deres
fælles
advokat.
Advokaten havde
forinden
den 2. maj 1997
meddelt skattekontoret at han
repræsenterede begge skatteydere 'i en eventuel sag med Vejen kommune'.
Advokaten anførte i sine enslydende breve bl.a.:
'Det bemærkes, at
jeg nu vil påbegynde gennemgang af sagen med bilag med henblik på, at der
afholdes et møde inden den af Dem angivne frist.'
Advokaten klagede
den
27. maj 1997
til
skatteankenævnet over at skattekontoret ikke havde indkaldt til et møde om
sagerne,
før der blev truffet afgørelse.
Den 30. maj 1997
sendte skatteankenævnet klagen til
udtalelse i skattekontoret.
Den 2. juni 1997
skrev advokaten igen til
skatteankenævnet. Han bemærkede at klagen tillige omfattede selve forhøjelsen
af klienternes skattepligtige indkomster, hvis nævnet ikke tog hans påstand
om
ophævelse af skatteansættelsen til følge. Samtidig fremsatte han ønske om et
møde med skatteankenævnet om sagen. Den efterfølgende klagesagsbehandling kom
alene til at dreje sig om det nævnte formelle spørgsmål om møde forud for
skattekontorets afgørelse.
Skattekontoret
anførte
den 23. juni 1997
følgende i en udtalelse om klagen over
manglende møde:
'Skatteadministrationen
mener ikke, at skatteansættelsen er ugyldig, og at formalia ikke er
overholdt.
Det er skatteadministrationens opfattelse, at Deres repræsentant først ville
gennemgå bilagsmaterialet, og derefter afholde et møde med Dem, med henblik
på
stillingtagen til, om der skulle fremsættes anmodning om et møde med
skatteadministrationen.
En sådan anmodning har skatteadministrationen ikke modtaget.'
I et brev af
22.
august 1997
stilet til klagerne og med en kopi til advokaten skrev ankenævnet bl.a.:
'I anledning af
Deres klage over administrationens ansættelse af Deres indkomst/formue for
indkomståret 1993 fremsendes hermed i henhold til skattestyrelseslovens § 21,
stk. 2, ankenævnets sagsfremstilling og
forslag
til ansættelse.'
Klagerne blev i
brevet bedt om at tilkendegive om de ønskede personligt fremmøde for
ankenævnet eller om de valgte alene at udtale sig skriftligt. Fristen for
indsigelse var sat til 14 dage fra modtagelsen af brevet.
Den 10. september 1997
blev klagerne indbudt til at møde
skatteankenævnet
den 24. september 1997.
Den 14.
oktober 1997
sendte ankenævnet en enslydende indbydelse nu til
den
29. oktober 1997.
Begge breve blev som de tidligere breve og selve afgørelsen i sagen sendt i
kopi til advokaten.
Der blev
den
29. oktober 1997
afholdt møde med skatteankenævnet om sagen. Advokaten og en revisor mødte for
klagerne. Af referatet fra mødet fremgår det at advokaten forklarede, at
sagen
knapt nok var lagt på hans bord før brevet af
2.
juni 1997
blev
udfærdiget. Efter advokatens opfattelse var det herefter ikke hans opgave at
indkalde til et møde, men skattekontorets pligt at følge op på sagen ved
indkaldelse til et møde. Både revisoren og advokaten fremførte under mødet at
sagerne materielt set var komplekse.
I sin afgørelse i
brev af
4. november 1997
anførte skatteankenævnet:
'Skatteankenævnet
finder, at der er usikkerhed om hvem der skulle have taget initiativ til
afholdelse af møde mellem parterne og finder derfor, at
skatteadministrationens
afgørelse skal kendes for ugyldig.'
I den endelige
sagsfremstilling som efter det oplyste ikke blev sendt til klagerne eller
advokaten, står følgende om nævnets afgørelse:
'Skatteankenævnet
finder, at der er så stor usikkerhed om hvem der skulle tage initiativ til
mødet, at sagen har været behæftet med en væsentlig sagsbehandlingsfejl,
således at skatteadministrationens afgørelse kendes for ugyldig.'
Ombudsmandens bemærkninger:
1.
Forvaltningslovens § 8, stk. 1, er sålydende:
'Den, der er part i
en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere
eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker
personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.'
Hvis partens
interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige
for
væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, gælder reglen om
ret
for parten til at lade sig repræsentere ikke, jf. § 8, stk. 2.
Bestemmelserne
gælder direkte kun i afgørelsessager, jf. lovens § 2, stk. 1.
Sådan som
bestemmelsen i § 8, stk. 1, er formuleret, må udgangspunktet være at breve
under sagens forløb og underretning om selve afgørelsen gives til
partsrepræsentanten. En underretning også af parten selv om afgørelsen i
sagen
i form af en kopi vil dog efter omstændighederne være ønskelig eller
påkrævet,
som f.eks. hvor der er fastsat særlige klagefrister eller frist for
indbringelse af afgørelsen for domstolene, jf. bl.a. forvaltningsloven med
kommentarer af John Vogter (1992) s. 133.
Det forhold at en
myndighed i en sag med et partsrepræsentationsforhold stiler breve til parten
selv i stedet for partsrepræsentanten kan efter omstændighederne opfattes som
et udtryk for at myndigheden ikke anerkender partsrepræsentationsforholdet
generelt eller konkret, jf. de nævnte bestemmelser i forvaltningslovens § 8
om
partens undtagelsesvise personlige medvirken. Forholdet kan under alle
omstændigheder medføre en usikkerhed mellem partsrepræsentanten og parten om
hvem der skal reagere i anledning af myndighedens henvendelse. Betydningen af
at breve i sagen ikke stiles til parten selv, er selvfølgelig størst hvis
partsrepræsentanten ikke er professionel.
Risikoen for at
partsrepræsentanten ikke bliver inddraget i sagen er endvidere større, hvis
brevene i sagen ikke stiles til partsrepræsentanten, men til parten. Jeg
bemærker i den sammenhæng at de almindelige retsvirkninger der er knyttet til
en underretning om en afgørelse kun udløses, hvis partsrepræsentanten - og
ikke
kun parten selv - modtager underretning om afgørelsen.
Endelig kan et
partsrepræsentationsforhold være udtryk for at parten ikke selv ønsker at
beskæftige sig med sagen.
I forretningsordenen
for skatteankenævn er der i § 17 fastsat særlige bestemmelser om
repræsentation. Efter disse regler skal både en eventuel partsrepræsentant og
klageren have de vigtigste breve i sagen tilsendt. Disse regler bør
imidlertid
læses i lyset af de generelle bestemmelser om partsrepræsentation i
forvaltningslovens § 8 og kan efter min opfattelse ikke forstås som en
anvisning om at brevene skal stiles til parten og ikke til
partsrepræsentanten.
Som det fremgår af
sagsfremstillingen ovenfor, havde skatteyderne siden
den
2. maj 1997
været repræsenteret af advokat. På den baggrund og under henvisning til det
jeg
har anført i de foregående afsnit, burde skattekontoret efter
den
2. maj 1997
have
stilet brevene i sagen til advokaten og ikke til parten. Tilsvarende gælder
skatteankenævnet. At myndighederne i de konkrete sager har gjort det omvendt,
synes dog ikke at have givet anledning til misforståelser.
Nogle af
skatteankenævnets breve til parten selv har øverst til højre under
oplysningerne om dato, journalnummer og sagsbehandler været påført oplysning
om
at kopi er tilsendt advokaten. Jeg henviser til brevene af
22.
august 1997
og
senere.
Denne påførsel er
sket med en skrift der er så lille, at oplysningen kan overses ved almindelig
læsning, hvilket jeg finder uheldigt.
2.
Skatteankenævnets sagsbehandling og afgørelse har alene vedrørt det formelle
spørgsmål om afholdelse af møde forud for skattekontorets ændring i
skatteansættelsen for indkomståret 1993 for de pågældende skatteydere. I
brevene af
22. august 1997
hvormed sagsfremstillingen mv. blev
sendt til partshøring er materialet blevet præsenteret som
forslag til ansættelse.
Jeg går ud fra at
denne fejl kan henføres til brugen af standardbreve. At det forholder sig
sådan, udleder jeg tillige af den omstændighed at brevet af
22.
august 1997
indeholder en opfordring til at tilkendegive om der ønskes personligt
fremmøde
for ankenævnet. Et sådant ønske havde advokaten som nævnt ovenfor fremsat
den
2. juni 1997.
3.
Skatteankenævnets sagsfremstilling skal i sager hvor der ikke umiddelbart er
grundlag for at give klageren fuldt medhold, som minimum indeholde en
henvisning til bl.a. 'relevante lovregler', jf. forretningsordenens § 11,
stk.
3. Forretningsordenens bestemmelse må forstås på samme måde som bestemmelsen
i
forvaltningslovens § 24 om en henvisning til 'de retsregler, i henhold til
hvilke afgørelsen er truffet'. Når der bortses fra love med en entydig,
almindelig betegnelse som f.eks. bistandsloven, skal henvisningen være klar
og
specifik, dvs. omtale retsreglerne så de uden videre kan identificeres ved
angivelse af lovens eller bekendtgørelsens nummer og dato, samt ved præcis
angivelse af de relevante bestemmelsers paragraf, stk., litra eller nummer,
jf.
Hans
Gammeltoft-Hansen
mfl., Forvaltningsret (1994), s. 368.
I sin
sagsfremstilling fremsendt til skatteyderne
den
22. august 1997
har skatteankenævnet i strid med forretningsordenen henvist til 'cirkulære
til
skattestyrelseslovens punkt 6' uden nærmere angivelse af cirkulærets nummer
og
dato.
4.2. 4 sager fra social- og sundhedsforvaltningen
J.nr. 240864-xxxx
(mit j.nr. 1998-828-980)
Gennemgang af sag om anbringelse af barn uden for hjemmet
i
henhold til bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10.
Sagsfremstilling
Sagen drejer sig om
en dreng født
den 7. december 1991
der har været frivilligt anbragt uden
for hjemmet i en plejefamilie i henhold til bistandslovens § 33, stk. 2, nr.
10
siden
den 18. februar 1996. Drengen har haft betydelige
udviklingsproblemer. Der er tale om en familie - forældrene og tre børn - med
sociale og økonomiske problemer. Forældrene er gift men faderen kommer kun
lejlighedsvis i hjemmet.
Den 4. april 1997
flyttede familien fra Ølgod Kommune til
Vejen Kommune der dermed overtog familiens sociale sager herunder sagen om
anbringelse uden for hjemmet. I februar 1998 flyttede familien tilbage til
Ølgod og sagen i Vejen Kommune vedrører således perioden fra april 1997 til
den
20. februar 1998
hvor sagen blev afsluttet i Vejen Kommune og sagsakterne fremsendt til Ølgod
Kommune.
Sagen er i kommunen
oprettet på faderens cpr-nummer der omfatter familiens samlede kontakt med
social- og sundhedsforvaltningen herunder ansøgninger om økonomisk hjælp
efter
bistandsloven. Mine undersøgelser omfatter alene sagen om anbringelse af
barnet uden for hjemmet.
Det fremgår af
sagens journalark at der
den 10. april 1997
var overdragelsesmøde mellem
sagsbehandleren i Ølgod Kommune og sagsbehandleren i Vejen Kommune. Kopi af
sagens akter blev afleveret til Vejen Kommune der fik en udførlig orientering
om sagen, herunder om familiens sociale problemer.
Den 1. maj 1997
blev der afholdt et møde hos
plejefamilien hvor bl.a. sagsbehandlerne fra Ølgod og Vejen Kommuner deltog
tillige med forældrene bistået af advokat. Det fremgår at det var Ølgod
Kommunes opfattelse at hjemgivelse kunne ske hvis forældrene anmodede om det.
Det er oplyst at forældrene valgte at lade sig repræsentere af advokat idet
de
anmodede om at få barnet hjemgivet. Ifølge referatet i journalarket blev der
imidlertid indgået et 'kompromis' om at barnet først kunne flytte hjem i
august 1997.
Af journalarket fra
9. og
12. juni 1997
fremgår det at sagsbehandleren og
afdelingsledelsen efter gennemgang af sagen ikke fandt en hjemgivelse
forsvarlig eller hensigtsmæssig på daværende tidspunkt. Af notatet fra
den
12. juni 1997
fremgår det at det internt i forvaltningen blev det besluttet at forelægge
sagen for børn- og ungeudvalget med henblik på en tvangsmæssig anbringelse,
hvis det ikke var muligt at få forældrenes accept til opretholdelse af den
frivillige anbringelse.
Den 7. august blev
der afholdt møde vedrørende barnets fortsatte anbringelse i familiepleje.
Forældrene mødte sammen med deres advokat. Det fremgår af referatet at det
var
forældrenes hensigt at få barnet hjemgivet men at de - efter en længere
drøftelse på mødet - accepterede at han ikke kom hjem på daværende tidspunkt.
I Vejen Kommunes
handleplan af
28. august 1997
for anbringelsen er forholdet beskrevet
således:
'...
Forældrenes indstilling til anbringelsen:
(Moderen) giver
udtryk for at have en erkendelse af at det vil være uhensigtsmæssigt at
hjemgive (drengen) på nuværende tidspunkt i forhold til de problemer
(drengen)
har.
(Faderen) giver
udtryk for at han ikke er enig med socialforvaltningen i at forholdene i
hjemmet ikke på nuværende tidspunkt kan anses for at være stabile nok til at
kunne dække de særlige behov (drengen) har for stabilitet og forudsigelighed.
På
trods heraf indvilliger (faderen) i at samarbejde om en fortsat anbringelse
af
(drengen) og om at tage imod hjælp fra familiekonsulent med det formål senere
at få [drengen] hjem.
(Forældrene) giver
begge udtryk for problemer i samarbejdet med plejefamilien. Det aftales, at
der
vil blive arbejdet på at bedre dette samarbejde. (Forældrene) er ikke enige i
socialforvaltningens antagelse om at anbringelsen forventes at komme til at
vare omkring 2-3 år. Tidsperspektivet for dem er 1 år.'
Det fremgår endvidere
af handleplanen - der er underskrevet af begge forældre - at formålet med
anbringelsen bl.a. er at få barnets problemer nærmere afdækket ved hjælp af
en
psykologundersøgelse og udtalelser fra småbørnskonsulent og læge.
Den 9. og
10.
oktober 1997
anmodede Vejen Kommune om disse udtalelser. Udtalelserne forelå i løbet af
oktober og november måned 1997.
Ombudsmandens bemærkninger:
Min gennemgang af
sagen har vist at spørgsmålet om den fortsatte anbringelse af barnet uden for
hjemmet er søgt oplyst på en forsvarlig og grundig måde. Jeg har herved lagt
til grund at samtlige sagsskridt og alle indhentede oplysninger er
omtalt/gengivet
i Vejen Kommunes journalark, s. 1-24 (med henvisninger til sagens
underbilag).
Mere generelt giver
sagen mig anledning til at bemærke følgende vedrørende forholdet mellem
frivillige og tvangsmæssige anbringelser uden for hjemmet:
Bistandslovens § 33,
stk. 1 og stk. 2, nr. 11 samt § 35, stk. 1, er sålydende:
'
§
33.
Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om foranstaltninger efter stk. 2,
når
det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller
en
ungs særlige behov for støtte. Det bør tilstræbes, at barnet eller den unge
kan
blive i hjemmet. Beslutningen træffes med samtykke fra forældremyndighedens
indehaver, jf. dog § 34. En beslutning efter stk. 2, nr. 11, kræver tillige
samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte
...
11) at anbringe
barnet eller den unge uden for hjemmet, på en døgninstitution, i en
plejefamilie
eller på et andet godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at
imødekomme barnets eller den unges særlige behov, jf. §§ 66 og 96.
§
35, stk. 1.
Når der på grund af
1) utilstrækkelig
omsorg for eller behandling af barnet eller den
unge,
2) vold eller andre
alvorlige overgreb,
3)
misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale
vanskeligheder hos barnet eller den unge
eller
4) andre adfærds-
eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge er åbenbar risiko for,
at
barnets eller den unges sundhed
eller
udvikling lider alvorlig skade, kan børn- og ungeudvalget uden samtykke fra
forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe
beslutning om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 33,
stk. 2, nr. 11. Der kan kun træffes en beslutning efter 1. pkt., når det må
anses for godtgjort, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den
unges fortsatte ophold i hjemmet.'
Med virkning fra
1.
juli 1998
er
disse bestemmelser i bistandsloven afløst af tilsvarende regler i Lov om
Social
service, jf. denne lov, § 40, stk., 1 og stk. 2, nr. 11 samt § 42, stk. 1.
Som det fremgår af §
33, stk. 1, er udgangspunktet at barnet eller den unge skal blive i hjemmet
ligesom det er en forudsætning for en anbringelse uden for hjemmet at
forældremyndighedens indehaver(e) samtykker.
Hvis barnet eller
den unge skal anbringes uden for hjemmet uden samtykke forudsætter det at
betingelserne i bistandslovens § 35 er opfyldt.
Forældrenes samtykke
står således som et centralt krav for den meget indgribende foranstaltning at
anbringe et barn udenfor hjemmet, et krav der kun fraviges hvis der
foreligger
særligt belastede forhold i hjemmet eller hos den unge.
Jeg må lægge til
grund at socialforvaltningen i Vejen Kommune - i modsætning til Ølgod Kommune
-
mente at der var grundlag for at forelægge sagen for børn- og ungeudvalget
med
henblik på en tvangsmæssig (fortsat) anbringelse, hvis forældrene ikke
accepterede opretholdelsen af den frivillige ordning.
Det fremgår ikke klart
af journalarket om det under samtalerne med forældrene er blevet
tilkendegivet
dem direkte at kommunen i givet fald ville søge at gennemføre tvangsmæssige
foranstaltninger.
Det er utvivlsomt at
det af mange grunde herunder hensynet til samarbejdet mellem forældrene og
disses medvirken og motivation, kan være hensigtsmæssigt at søge at
'overtale'
forældrene (eller den af forældrene) der gerne vil have børn hjemgivet, til
en
(fortsat) frivillig ordning også i de tilfælde hvor man mener betingelserne
for
en tvangsmæssig anbringelse er opfyldt.
Anbringelse af et
barn udenfor hjemmet - også frivillig anbringelse - er imidlertid en
foranstaltning af så indgribende karakter at det må sikres at det nødvendige
samtykke er reelt og at forældrene er klar over at det alene er dem der afgør
om en frivillig anbringelse skal fortsætte. Hvis forvaltningen mener at der
(i
stedet) er grundlag for at indlede en sag om tvangsmæssig anbringelse må
dette
tilkendegives direkte overfor forældrene.
Social- og
sundhedsforvaltningen har efterfølgende meddelt mig at formuleringen i
jornalnotatet fra mødet, ifølge hvilket mødet blev indledt med en redegørelse
for baggrunden for mødet og Vejen Kommunes holdning til hjemgivelse af
barnet,
reelt dækker over at der ved pågældende møde blev givet forældrene en meget
grundig og direkte orientenrig om forvaltningens vurderinger. Det blev
herunder
oplyst at forvaltningen ville være indstillet på at forelægge sagen for børn-
og ungeudvalget med henblik på en tvangsmæsig beslutning såfremt forældrene
ikke var indstillet på at meddele samtykke til en fortsat anbringelse.
På baggrund af det
oven for anførte er det derfor min opfattelse at forældrene og deres advokat
er
blevet behørigt og grundigt oplyst om sagens omstændigheder. Jeg tilslutter
mig
forvaltningens efterfølgende bemærkning om at ovenstående burde have fremgået
mere klart af journalnotatet.
J.nr. 220117-xxxx
(Mit j.nr. 1998-829-980)
Sagsfremstilling
Sagen drejer sig om
en klage over at en beboer på et plejehjem efter
den
30. september 1997
ikke længere ville blive ledsaget til læge o.lign. af plejepersonalet på
plejehjemmet Lindecentret, hvor hun bor.
Det fremgår af sagen
at der
den 26. september 1997
blev afholdt et møde mellem klager (der
er datter til plejehjemsbeboeren) og moderens kontaktsygeplejerske fra Vejen
Kommune. Af udateret brev til klager fremgår det at det på mødet blev aftalt
at
klageren fremover skulle sørge for betaling af moderens regninger.
Den 30. september 1997
blev datteren ringet op af
kontaktsygeplejersken som oplyste at det af Lindecentret var blevet besluttet
at moderen fremover ikke ville blive ledsaget af personale når hun skulle til
læge o.lign. Ved akut sygdom skulle der laves en konkret vurdering af behovet
for ledsagelse.
Datteren modtog
efterfølgende et udateret brev hvoraf såvel beslutningen af
26.
september 1997
som beslutningen af
30. september 1997
stod beskrevet som aftalt mellem
parterne.
Den 10. oktober 1997
klagede datteren til Klagerådet i Vejen
Kommune og anmodede i den forbindelse om en begrundelse for afgørelsen af
30.
september 1997.
Hun anførte at emnet ikke var blevet drøftet på mødet
den
26. september 1997,
og hun stillede sig uforstående overfor at hendes mor fremover ikke kunne
blive ledsaget til læge o.l.
I brev af
20.
oktober 1997
bekræftede klagerådet modtagelsen af klagen og oplyste at svar kunne
forventes
i løbet af næste måned. Samme dag anmodede klagerådet Lindecentret om en
udtalelse i sagen.
I brev dateret
20.
oktober 1997
afgav Lindecentret sin udtalelse. Af udtalelsen fremgik blandt andet
følgende:
'...
I forbindelse med
gennemgangen af (klientens) hjælp, vurderede vi, at det er forsvarligt, at
hun
selv tager med Taxa til læge, tandlæge mm. Ved acut sygdom vil personalet
lave
en nyvurdering, om (hun) har behov for ledsagelse, hvis (hun) ikke kan tage
afsted alene, og der ikke er en fra hendes eget netværk der kan tage med, vil
en fra personalet ledsage hende.
...'
Den 7. november 1997
oplyste klagerådet at rådet ikke fandt
at der var anledning til at komme med henstilling eller forslag til ændring
af
afgørelsen. Klagerådet begrundede blandt andet dette med at afgørelsen af
30.
september 1997
ikke var i strid med Vejen Kommunes serviceniveau.
Ombudsmandens bemærkninger:
Bistandslovens §§ 50
og 57 indeholder følgende bestemmelser:
'
§ 50.
Kommunalbestyrelsen skal
1) sørge for tilbud
om personlig pleje og praktisk bistand til opgaver, som normalt udføres i
hjemmet, og om hjælp til vedligeholdelse af fysiske og psykiske færdigheder
til personer med behov herfor samt
2) iværksætte eller
yde støtte til generelle omsorgstilbud med aktiverende og forebyggende sigte
for personer, der modtager social pension bortset fra invaliditetsydelse.
Stk. 2.
Tilbudene efter stk. 1 skal bidrage til at skabe rammer, som i videst mulig
omfang tilstræber trivsel. Brugerne af tilbudene skal have størst muligt
medansvar for og indflydelse på udformningen af tilbudene.
Kommunalbestyrelsens
tilrettelæggelse af tilsynet med opgavernes udførelse skal så vidt muligt ske
i
samarbejde med brugerne af tilbudene.'
'
§ 57.
Kommunalbestyrelsens afgørelser
om ret til tilbud i det enkelte tilfælde, jf. § 50, kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed. En klage over en afgørelse om hjemmehjælp
efter
§ 51 eller over udførelsen af hjemmehjælpsopgaverne kan ansøgeren eller
modtageren dog forelægge eller kræve, at kommunalbestyrelsen forelægger for
det
lokale klageråd, jf. § 56b.'
Forvaltningslovens
§§ 8, 19, 22 og 25 indeholder følgende bestemmelser:
'
§ 8.
Den, der er part i en sag, kan på
ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af
andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er
af
betydning for sagens afgørelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at
kunne
lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn
til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved
lov.'
'§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i
besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med
oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det
gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og
er
af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en
frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
1) det efter
oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at
træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,
2) udsættelse vil
medføre overskridelse af en lovbestemt frist for
sagens afgørelse,
3) partens interesse
i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn
til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
4) parten ikke har
ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende
oplysninger,
5) den påtænkte
afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder
m.v.,
eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være
forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
6) der ved lov er
fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig
bekendt
med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til
sagen, inden afgørelsen træffes.
Stk. 3.
Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte
regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr.
1
eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af
bestemmelsen
i stk. 1.'
'
§ 22.
En afgørelse skal, når den
meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold.'
'§ 25.
Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de
meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med
angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af
klage,
herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud
giver den pågældende part medhold.
Stk. 2.
Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte
regler om, at klagevejledning på nærmere angivne sagsområder, hvor særlige
forhold gør sig gældende, kan undlades eller ske på anden måde end nævnt i
stk.
1.'
Afgørelser truffet
efter bistandslovens § 50 kan ikke påklages til en højere
forvaltningsmyndighed, men klagerådet for hjemmeplejen kan tage sager
indenfor
rådets område op til drøftelse og eventuel videreformidling til
kommunalbestyrelsen.
Lindecentret er en
institution under Vejen Kommune og er dermed omfattet af forvaltningslovens
regler vedrørende partshøring, begrundelse og klagevejledning.
Som sagen foreligger
oplyst for mig meddelte Lindecentret
den 30.
september 1997
telefonisk datteren at der var truffet afgørelse om at moderen fremover ikke
ville blive ledsaget af personale når hun skulle til læge o.lign. Efter det i
sagens akter oplyste har emnet ikke været berørt under mødet
den
26. september 1997
og Lindecentrets telefonsamtale med klager
den 30.
september 1997
kan ikke siges at opfylde betingelserne til en partshøring.
Jeg må herefter
lægge til grund at plejehjemsbeboeren eller dennes eventuelle
partsrepræsentant
ikke har haft lejlighed til at udtale sig om emnet forud for afgørelsen,
hvilket jeg finder burde være sket.
Lindecentret har
ikke i det udaterede brev om afgørelsen af
30. september
1997
begrundet
denne, hvorfor begrundelsespligten i henhold til forvaltningslovens § 22 ikke
er opfyldt. I den foreliggende sag burde brevet have indholdt en redegørelse
for de oplysninger der var rekvireret og som dannede grundlag for
plejehjemmets
afgørelse om at begrænse den bistand der hidtil var blevet stillet til
rådighed
for moderen. Endvidere burde brevet have indeholdt en henvisning til de
retsregler der var anvendt, d.v.s. bistandslovens §§ 50 og 57. Ydermere er
der
ikke i afgørelsen givet oplysning om muligheden for at indbringe sagen for
klagerådet, jf. Socialministeriets vejledning nr. 124 af
19.
juni 1996
om
sociale tilbud til ældre mfl., pkt. 45, hvilket jeg finder burde være sket.
For så vidt angår
Klagerådet i Vejen Kommunes udtalelse af
7. november
1997
bemærkes at
klagerådet ikke kan træffe afgørelser i sager og derfor ikke er omfattet af
forvaltningslovens regler vedrørende partsaktindsigt, partshøring,
begrundelsespligt,
klagevejledning, vejledning og repræsentation.
Selvom klagerådet
ikke er omfattet af forvaltningslovens regler er rådet dog omfattet af
almindelige ulovbestemte grundsætninger om forvaltningsmyndigheders
sagsbehandling. Det fremgår af forvaltningslovens § 8 at en part er
berettiget til at lade sig repræsentere af andre. Det fremgår ikke af
bestemmelsen hvornår myndighederne har pligt til at kræve dokumentation for
et
repræsentationsforhold. Jeg gør i den forbindelse opmærksom på at der i visse
situationer kan være grund for myndighederne til at indhente dokumentation
for partsrepræsentation; typisk vil det være i tilfælde hvor myndighederne
ikke i øvrigt i løbet af sagen har eller vil få kontakt med parten selv.
Dette
vil specielt være tilfældet hvor parten ikke er repræsenteret af en typisk
partsrepræsentant, som eksempelvis en advokat eller revisor.
Det kan dog ikke
give mig anledning til bemærkninger at kommunen i den foreliggende sag ikke
stillede krav om dokumentation for repræsentaionsforholdet. Hensynet til at
pårørende kan yde uformel bistand til ældre og svagelige familiemedlemmer
taler herfor; i hvert fald når der ikke foreligger omstændigheder der kan
give
anledning til at betvivle repræsentationsforholdets eksistens.
Selvom klagerådet
ikke træffer afgørelse og ikke er omfattet af forvaltningsloven burde rådet
efter min mening også have givet en begrundelse for sin beslutning om ikke at
henstille til kommunen.
Endvidere burde
klagerådet efter min mening have forelagt kommunens udtalelse for klageren
med
henblik på at klageren fik lejlighed til at kommentere den.
J.nr. 240762-xxxx
(Mit j.nr. 1998-830-980)
Sagsfremstilling
Sagen drejer sig om
revalidering af en nu 35-årig kvinde med tre børn.
Den 8. januar 1991
fødte hun sit andet barn. I forbindelse
med graviditeten fik hun bækkenløsning. Hun var på daværende tidspunkt
færdiguddannet som sygehjælper, men måtte på grund af bækkenløsningen lade
sig
sygemelde fra
den 9. juli 1990.
Efter endt
barselsorlov i juni 1991 kunne klienten ikke genoptage sit arbejde på grund
af
bækkenløsningen og senere følgerne efter meningitis hvorfor hun overgik til
at
modtage sygedagpenge.
Den 16. oktober 1991
modtog Vejen Kommune et uddybende
spørgeskema fra klienten. Af s. 3 på dette skema fremgår det at klienten
mente
at det ville blive nødvendigt for hende at skifte job på grund af hendes
sygdom.
Den 21. november 1991
overgik sagen fra Vejen Kommunes
dagpengekontor til kommunens revalideringsafdeling. I brev af samme dato blev
klienten indkaldt til en samtale
den 18. december 1991
vedrørende hendes fremtidige situation.
Det fremgår af kommunens journalark af samme dato at aftalen blev annulleret,
og at klienten blev indkaldt til møde senere i januar måned. Næste tilføjelse
til journalen er
den 20. marts 1992, hvor klienten samme dag havde været til
møde hos kommunen. Ifølge kommunens journalark oplyste klienten i den
forbindelse
at der ikke var sket ændringer i hendes tilstand.
Ultimo marts 1992
ansøgte klienten om revalidering, eventuelt til zoneterapeut eller fodplejer.
Klienten blev i den forbindelse foreslået at der blev indhentet en
speciallægeerklæring
for at man derefter kunne tage stilling til om klienten var berettiget til
revalideringsydelse.
Den 28. april 1992
anmodede kommunen om en
speciallægeundersøgelse af klienten.
Den 11. juni
1992
modtog kommunen
speciallægeundersøgelsen.
Den 18. juni 1992
godkendtes klienten som revalidend, men
fik samtidig afslag på hjælp til uddannelse til zoneterapeut eller fodplejer.
Klienten blev samme dag telefonisk oplyst om afgørelsen. Det blev i den
forbindelse aftalt at klienten selv skulle tage kontakt til en
erhvervsvejleder
til vurdering af hvilken uddannelse hun kunne tænke sig. Klienten skulle
herefter vende tilbage til kommunen.
Den 14. juli
1992
blev
klienten meddelt afgørelsen skriftligt. Af afgørelsen fremgik blandt andet:
'...
På mødet vedtog man
at acceptere Dem som revalidend i bistandslovens forstand og godkende en
hjælp
til en uddannelse der ikke vil være rygbelastende. Hjælpen bevilges i.h.t.
bistandslovens §43, når der foreligger en realistisk revalideringsplan, med
et
endeligt sigte på en uddannelse.
Deres tidligere
ønske om hjælp til uddannelse til zoneterapeut eller fodpleje gives der
hermed
afslag på, idet der vurderes at beskæftigelsessituationen efterfølgende vil
være vanskelig samt at arbejdet som fodplejer er rygbelastende.
De anmodes hermed om
at rette henvendelse til socialforvaltningen m.h.p. aftale om en realistisk
revalideringsplan.
Denne afgørelse kan
inden 4 uger fra dato ankes til Revaliderings- og pensionsnævnet i Ribe. En
eventuel anke skal sendes til herværende socialforvaltning, som herefter
videresender den og sagens bilag.'
Den 3. september 1992
oplyste klienten telefonisk at hun
sandsynligvis ønskede en uddannelse som laborant, hvorfor det aftaltes at hun
tilmeldte sig VUC i faget matematik, og sandsynligvis også fysik og kemi.
Revalideringsafdelingen støttede klienten i dette valg.
Medio november 1992
oplyste klienten at hun med sin erhvervsvejleder var blevet enig om at det
bedste for hende ville være en uddannelse som socialpædagog. Hun gik på det
tidspunkt til engelsk og matematik, 9.-10. klasse udvidet, og hun ville
forsøge at fortsætte med dansk og psykologi, eventuelt efter jul. Det
aftaltes
at klienten skulle til skriftspsykolog til vurdering af hvad klienten
egentligt
kunne tænke sig.
Efter modtagelse af
udtalelse fra psykolog
den 5. maj 1993
blev klienten bevilget
bruttorevalideringsydelse til følgende erhvervsplan: Uddannelse i
HF-enkeltfag
fra
den 1. august 1992
til
den 31. juli
1993, samt
uddannelse som socialpædagog fra
den 1. august 1993
til
den 1. februar
1997. Bevillingen
omfattede tillige kursusafgifter, nødvendige bøger og materialer samt
transportudgifter.
Endvidere blev
klienten bevilget psykologsamtaler efter bistandslovens § 46a. Af bevillingen
af
16. juli 1993
fremgik at kommunens afgørelse kunne
påklages til det sociale ankenævn inden 4 uger.
Af kommunens
journalark af
9. juni 1994
fremgår at klienten telefonisk meddelte
kommunen at hun havde bestået 1. år på socialpædagogisk seminarium samt at
hun
var gravid, hvorfor hun ikke kunne afslutte næste semesters praktikperiode.
Dette ville betyde at næste semester ikke ville regnes med som bestået. Hun
påregnede at starte på uddannelsen igen
den 1. august
1995. Klienten
blev oplyst at hun ikke ville kunne få revalideringsydelse under
graviditeten,
hvorfor hun skulle have kontanthjælp frem til
1.
august 1995
idet
hun ikke var berettiget til barselsdagpenge. Hun blev henvist til at søge
kontanthjælp, eller selv finde et arbejde idet hun skulle arbejde i 13 uger
og
have 200 timer for at kunne få barselsdagpenge.
Den 27. juni 1994
meddelte klienten telefonisk at hun
havde fået oplyst at hun alligevel godt kunne få praktikbevis selvom hun
måtte
gå på barselsorlov før afslutningen af perioden. Praktikperioden der var fra
den
1. august 1994
til
den 31. januar 1995
var lønnet, hvorfor hun ville kunne få
barselsdagpenge i 24 uger. Klienten ville herefter undersøge muligheden for
forældreorlov
i resten af perioden frem til skolestart. Alternativt ville hun forsøge at
starte igen efter ca. 1 måneds barselsorlov. Der blev herefter udfærdiget en
ny
bevilling af revalidering hvorefter kommunen supplerede praktiklønnen op til
bruttorevalideringsydelsen. Bevillingen indeholdt klagevejledning.
Den 20. december 1994
oplyste klienten telefonisk at hun havde
bestået praktikperioden. Hun havde fødselstermin til
den
30. december 1994,
og hun påtænkte derefter at tage barsels- og forældreorlov, og påbegynde sin
uddannelse igen
den 1. februar 1996. Hun ville da mangle 2 år af
uddannelsen. Det aftaltes med klienten at revalideringsydelsen herefter blev
stoppet fra
den 1. januar 1995
og at kommunen skulle meddele dette til
klientens fagforening. I brev af samme dato meddelte kommunen klienten at
bruttorevalideringsydelsen stoppede ved udgangen af december måned 1994 på
grund
af barselsorlov og at revalideringssagen blev stillet i bero. Der var ikke
givet klagevejledning. Det fremgår ikke af sagen at der er sendt et brev til
klientens fagforening vedrørende den stoppede revalideringsydelse.
Den 19. januar 1996
meddelte klienten telefonisk at hun
påbegyndte uddannelsen igen
den 1. februar 1996, idet hendes barsels- og forældre orlov
nu var slut. Hun regnede med at være færdig med uddannelsen i januar 1998.
Kommunen forlængede herefter revalideringsperioden til
den
31. januar 1998.
Endvidere bevilgedes transportgodtgørelse efter kilometertakst da klienten
ikke
kunne benytte offentlige transportmidler.
I brev af
18.
april 1996
indkaldte kommunen klienten til opfølgningsmøde
den
2. maj 1996. På
dette møde oplyste klienten at hendes søn havde astma/allergi som hun søgte
medicinbevilling til. I meddelelse af
26. juni 1996
gav kommunen klienten bevilling til
lægeordineret medicin samt hudcremer til behandling af sønnens astma og
børneeksem, alt i henhold til bistandslovens § 48, stk. 1 og 2.
Det fremgår af Vejen
Kommunes journalark af
11. februar 1998
at klienten fra
den
1. marts 1998
havde fået arbejde og at hun pr.
1. februar 1998
var flyttet, hvorfor revalideringssagen
blev afsluttet.
Ombudsmandens bemærkninger:
Forvaltningslovens §
25 har følgende indhold:
'
§ 25. Afgørelser, som kan påklages til
anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget
af
en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om
fremgangsmåden
ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke,
hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Stk. 2.
Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte
regler om, at klagevejledning på nærmere angivne sagsområder, hvor særlige
forhold gør sig gældende, kan undlades eller ske på anden måde end nævnt i
stk.
1.'
Offentlighedslovens
§ 6 har følgende indhold:
'
§ 6.
I sager, hvor der vil blive
truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der
mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder,
der
er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med
sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog
ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.
...'
Bistandslovens § 43,
stk. 1, har følgende indhold:
'
§ 43. Når det må anses for påkrævet af
hensyn til en persons mulighed for fremtidig at klare sig selv og sørge for
sin familie, ydes der hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning eller
omskoling, i det omfang der ikke ydes hjælp hertil efter reglerne i anden
lovgivning.'
Efter bistandslovens
§ 43 kan der efter en forud fastlagt erhvervsplan ydes revalidering, når det
må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed for at klare sig selv
og sørge for sin familie. Det er kommunerne der som 1. instans træffer
afgørelse om revalidering. Afslag på revalidering efter bistandsloven kan
påklages til de sociale ankenævn, jf. bistandslovens § 15.
Såfremt et
revalideringsforløb må afbrydes på grund af længerevarende fravær stoppes
revalideringsydelsen i fraværsperioden, jf. § 1, stk. 4, i Socialministeriets
bekendtgørelse nr. 517 af
2. juli 1990.
Det fremgår af Vejen
Kommunes journalark af
21. november 1991
at klienten blev indkaldt til en (ny)
samtale i januar 1992. Det næste notat på journalarket vedrører et møde med
klienten
den 20. marts 1992.
Det fremgår heraf at
klientens tilstand var uændret - det kan dog ikke ses i forhold til hvornår.
Det fremgår ikke af sagen hvad der er sket i perioden mellem de to notater.
Jeg har tidligere
haft lejlighed til at udtale mig om myndighedernes notatpligt, jf.
Folketingets
Ombudsmands beretning for året 1992, s. 40ff, og beretningen for året 1996,
s.
150ff. Det er herefter min opfattelse at det vil være bedst stemmende med
almindelig retsgrundsætninger såfremt det havde været noteret på journalarket
hvad der var sket i den mellemliggende periode. Dette er begrundet i
muligheden
for at foretage en nødvendig bevissikring. Endvidere er det en forudsætning
for gennemførelsen af retten til aktindsigt. Der er imidlertid også et hensyn
at tage til den myndighed der behandler sagen. Således vil det være en fordel
for myndigheden at have noteret faktuelle oplysninger såfremt myndigheden på
et senere tidspunkt skal træffe afgørelse i sagen. Det gælder specielt hvis
der
efterfølgende sker sagsbehandlerskift i forbindelse med sagens behandling.
Endelig kan det være af betydning for vurdering og kontrol udøvet af
rekursinstanser, eller i forbindelse med en retssag, revision eller eventuel
ved en tilsynsmyndigheds sagsbehandling.
Jeg bemærker at
Vejen Kommunes skriftlige afgørelse af
20. december
1994
vedrørende
ophør med udbetaling af revalideringsydelse på grund af barselsorlov, ikke
indeholdt en klagevejledning i henhold til forvaltningslovens § 25.
Såfremt Vejen
Kommunes notat af
20. december 1994
skal forstås således at kommunen har
lovet klienten at skrive direkte til klientens fagforening, finder jeg at
dette burde være sket.
J.nr. 250859-xxxx (j.nr. 1998-831-980)
Sagsfremstilling
Sagen drejer sig om
en 38-årig mand der første gang
den 8. oktober 1987
søgte om kontanthjælp idet han var
blevet opsagt fra sit arbejde.
Da
forvaltningslovens regler vedrørende partshøring og begrundelse for
kommunernes
vedkommende trådte i kraft
den 1. januar 1989, har jeg i nærværende sag valgt at
koncentrere min behandling omkring Vejen Kommunes afgørelser efter dette
tidspunkt.
Den 26. juli 1989
henvendte klienten sig på ny til Vejen
Kommune og ansøgte om kontanthjælp, da han var blevet fyret fra sit arbejde.
Kommunen traf samme dag afgørelse om udbetaling af kontanthjælp efter
bistandslovens § 37 fra
den 1. august 1989.
Den 26.
september 1989
oplyste klienten at han havde fået arbejde fra
den
18. september 1989
og ville få udbetalt løn første gang
den 5. oktober
1989. Kommunen
besluttede herefter at betale husleje samt underhold for 4 dage pr.
1.
oktober 1989.
Der ligger ikke skriftlige afgørelser på sagen vedrørende hjælpen ydet i
1989.
Ultimo februar 1993
søgte klienten på ny om kontanthjælp. Det fremgår af kommunens journalark af
4.
marts 1993
at
kommunen sidst i februar 1993 havde udbetalt kr. 500,- i overlevelseshjælp,
samt
den 1. marts 1993
havde udbetalt aconto kr. 1.000,- til
husleje.
Der foreligger ikke
nogen skriftlig afgørelse på sagen vedrørende dette.
Den 4. marts 1993
traf Vejen Kommune afgørelse, hvorefter
der blev ydet klienten kontanthjælp efter bistandslovens § 37 fra
den
25. februar 1993.
Hjælpen var ifølge afgørelsen ikke tilbagebetalingspligtig. Denne afgørelse
blev meddelt skriftligt og var vedlagt klagevejledning.
Klienten henvendte
sig
den 26. april 1993
hos Vejen Kommune med en
børnebidragsresolution. Ifølge resolutionen af
den
31. marts 1993
var klienten blevet pålagt at betale normalbidrag til et barn. Klienten
oplyste
at børnebidrag fra
den 1. marts 1993
til
den 30. april
1993
var betalt
kontant. Ifølge journalarket ville kommunen fra
den
1. maj 1993
medtage udgiften til børnebidrag ved beregningen af kontanthjælpen. På sagen
foreligger der en beregning af
26. april 1993
hvori udgiften til børnebidrag er
medtaget. Beregningen er stilet til klienten, men det fremgår ikke af sagen
om
beregningen er sendt til klienten.
Vejen Kommune indkaldte
klienten til opfølgningsmøde
den 9. juni 1993. Af kommunens journalark fra denne dato
fremgår det at klienten primært var interesseret i arbejde indenfor
finansbranchen, men ellers var åben overfor øvrige muligheder. Det aftaltes
mellem parterne at klienten skulle starte på Asserbølgård i uge 27, såfremt
han ikke inden dette tidspunkt havde fået arbejde.
Den 22. juni 1993
blev der indgået en ansættelsesaftale
vedrørende jobtilbud til klienten. Klienten blev fastansat i 1994.
Klienten mødte op
hos Vejen Kommune
den 21. februar 1996
og oplyste at han
den
6. februar 1996
var blevet opsagt fra sit arbejde med løn til
den
31. maj 1996.
Klienten fik udbetalt kr. 2.800,- i løn for februar 1998. Da der var tale om
et
forsørgelsesproblem blev han henvist til bistands-/visitationsafdelingen.
Den 21. februar 1996
fik klienten udbetalt kr. 500,- efter
bistandslovens § 46 mod tilbagebetaling i henhold til bistandslovens § 26,
stk. 1, nr. 4. Af afgørelsen fremgår at klienten står uden midler men
givetvis
vil få udbetalt løn for perioden på et senere tidspunkt.
Den 1. marts 1996
ansøgte klienten på ny om kontanthjælp
der blev bevilget i henhold til bistandslovens § 37. Samme dato blev der
truffet afgørelse om tilbagebetalingspligt af kontanthjælpen, jf.
bistandslovens
§ 26, stk. 1, nr. 1, begrundet i 'uforsvarlig økonomi'. Som klageinstans var
anført Vejen Kommune. Klienten har underskrevet at være bekendt med
tilbagebetalingspligten.
Det fremgår af
kommunens journalark af
1. marts 1996
at tilbagebetalingspligten var
begrundet i de dispositioner klienten havde lavet vedrørende gæld til
arbejdsgiver. Ifølge brev af
23. februar 1996
fra klientens arbejdsgiver fremgår det
at klienten ikke kan påregne at få yderligere løn udbetalt, da han skylder
arbejdsgiveren kr. 52.589,-, som ville blive modregnet i lønnen.
Den 14. marts 1996
traf kommunen afgørelse om at tildele
klienten kontanthjælp efter bistandslovens § 37 fra
den
12. februar 1996,
samt afgørelse om tilbagebetalingspligt i medfør af bistandslovens § 26, stk.
1, nr. 1. Der er i afgørelsen henvist til 'uforsvarlig økonomi'. Det fremgår
af
kommunens journalark at beløbet er gjort tilbagebetalingspligtig med baggrund
i
de dispositioner klienten har foretaget sig vedrørende gældsafvikling med
arbejdsgiveren.
Det fremgår af
kommunens journalark af
29. maj 1996
at tilbagebetalingspligten for
kontanthjælpen blev stoppet med virkning fra 31. juni 1996. Baggrunden herfor
var at klienten ikke længere var ansat hos sin tidligere arbejdsgiver, og
hans
løn derfor ikke længere gik til gældsafvikling. Det ses ikke at denne
afgørelse
er meddelt klienten. Kontanthjælpsudbetalingen fortsatte herefter pr.
31.
maj 1996. Af
journalarket af samme dato fremgår det endvidere at det aftaltes at klienten
de
næste par måneder selv forsøgte at finde arbejde.
Det fremgår af
kommunens journalark af
13. juni 1996
at klienten ansøgte om økonomisk hjælp
til samvær med sin datter. Der blev givet afslag på dette i henhold til
bistandslovens § 46b. Klienten blev orienteret mundtligt om afslaget.
Samme dag traf
kommunen endvidere afgørelse om at yde klienten hjælp i henhold til
bistandslovens § 46 for perioden fra
den 13. juni
1996
til
den
30. juni 1996.
Hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig på grund af 'uforsvarlig økonomi'.
Klienten underskrev en erklæring om at han var gjort bekendt med dette. Det
var
i erklæringen oplyst at afgørelsen kunne påklages til amtsankenævnet.
Det fremgår af
kommunens journalark af
15. oktober 1996
at der i henhold til bistandslovens § 46
blev givet afslag til klienten på hjælp til depositum i forbindelse med
flytning. Samme dag blev der givet overlevelseshjælp i henhold til samme
paragraf.
Hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig i henhold til bistandslovens § 26,
stk. 1, nr. 1.
Den 16. oktober 1996
underskrev klienten en erklæring om
tilbagebetalingen.
Af kommunens
journalark af
19. november 1996
fremgår det at kommunen vurderede at der
for tiden ikke kunne iværksættes alternative foranstaltninger til
kontanthjælp.
Klienten rettede
den
26. november 1996
henvendelse til kommunen med anmodning om hjælp til tandlæge.
Den
25. februar 1997
traf kommunen afgørelse, hvorefter der blev bevilget klienten hjælp til
tandbehandling
i henhold til bistandslovens § 46a. Afgørelsen var vedlagt klagevejledning.
Den 17. februar 1997
vurderede kommune på ny at der ikke på
daværende tidspunkt kunne iværksættes alternativer til kontanthjælp.
Ved telefonisk
henvendelse
den 26. marts 1997
til Vejen Kommune oplyste klienten at
han nu havde fået arbejde, hvorfor kontanthjælpsudbetalingen blev stoppet.
Sagen blev herefter henlagt.
Klienten anmodede
herefter
den 7. august 1997
kommunen om hjælp til betaling af lys og
varme, samt overlevelseshjælp indtil han igen fik udbetalt løn.
Den
8. august 1997
blev der bevilget klienten hjælp i henhold til bistandslovens § 46. Hjælpen
blev gjort tilbagebetalingspligtig i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1,
nr. 3. Det fremgår af kommunens journalark af samme dato at dette var
begrundet
i at klienten var i arbejde og derfor i løbet af kort tid ville have mulighed
for at tilbagebetale beløbet. På ny underskrev klienten en erklæring om at
han
var gjort bekendt med tilbagebetalingspligten. Erklæringen indeholdt
klagevejledning.
Ombudsmandens bemærkninger:
Bistandslovens § 26
har følgende indhold:
'
§ 26.
Kommunalbestyrelsen kan træffe
beslutning om tilbagebetaling,
1) når der må ydes
en person hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi, ubegrundede
opgivelse af et arbejde eller beskæftigelsesfremmende foranstaltning,
nægtelse
af at påtage sig et rimeligt tilbud om arbejde eller af at deltage i
beskæftigelsesfremmende
foranstaltninger,
2) når der må ydes
en person hjælp, fordi den pågældende eller ægtefællen er indblandet i en
kollektiv arbejdsstrid,
3) når der på det
tidspunkt, da der søges om hjælp på grund af økonomisk trang, foreligger
forhold, der viser, at pågældende i løbet af kortere tid vil være i stand til
at tilbagebetale hjælpen,
4) når en person,
der har modtaget hjælp, senere får udbetalt en erstatning, et
underholdsbidrag
eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte
hjælp.
Stk. 2.
I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-3, kan tilbagebetaling kun
kræves,
hvis kommunalbestyrelsen ved hjælpens udbetaling har gjort modtageren bekendt
med tilbagebetalingspligten.
...'
Lov om kommunal
aktivering, § 3, stk. 2, har følgende indhold:
'Kommunalbestyrelsen
har for kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år, pligt til at udarbejde en
individuel handlingsplan senest efter en sammenhængende periode med 6
måneders
kontanthjælp. For kontanthjælpsmodtagere under 25 år kan kommunalbestyrelsen
udarbejde en handlingsplan ud fra en vurdering af det individuelle behov.'
Forvaltningslovens
§§ 22, 23, 24 og 25 har følgende indhold:
'
§ 22. En afgørelse skal, når den
meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold.
§ 23.
Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en
skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes overfor
myndigheden
inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.
Stk. 2.
En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest
muligt.
Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er
modtaget
af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt
om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.
§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de
retsregler,
i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter
disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige
angive
de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt
væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at
kunne
benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige
for
afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller
offentlige interesser, jfr. § 15.
§ 25.
Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de
meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med
angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af
klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Stk. 2.
Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte
regler om, at klagevejledning på nærmere angivne sagsområder, hvor særlige
forhold gør sig gældende, kan undlades eller ske på anden måde end nævnt i
stk.
1.'
Begrundelse
En begrundelse skal
efter forvaltningslovens § 24 fremtræde som en forklaring på, hvorfor
afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. John Vogter,
Forvaltningsloven
med kommentarer (1992), s. 279ff. Hvis afgørelsen bygger på et administrativt
skøn skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn der har været
bestemmende
for skønsudøvelsen. Om fornødent skal begrundelsen indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Det fremgår af Vejen
Kommunes afgørelse af
21. februar 1996
om tilbagebetaling af hjælp ydet efter
bistandslovens § 46 at afgørelsen var begrundet i at klienten stod uden
midler
men givetvis ville få udbetalt løn på et senere tidspunkt. Der var endvidere
henvist til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4. En nærmere begrundelse
fremgår
af kommunens journalark. Det nævnes heri at den tidligere arbejdsgiver endnu
ikke har indgivet konkursbegæring, hvorfor klienten (endnu) ikke har anmeldt
sit lønkrav til Lønmodtagernes Garantifond.
Da begrundelsen
ifølge kommunens journalark for afgørelsen om tilbagebetalingspligt er, at
der
er forhold der viser at klienten i løbet af kortere tid ville være i stand
til
at tilbagebetale den udbetalte kontanthjælp finder jeg at kommunen burde have
henvist til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3 og ikke nr. 4. Den nærmere
betydning
af den fejlagtige henvisning har jeg ikke fundet grundlag for at udtale mig
om.
Jeg kan dog i den forbindelse henvise til UfR 1983, s. 1117ff, vedrørende
spørgsmålet.
I kommunens
afgørelser om tilbagebetalingspligt af
1. marts 1996,
14. marts 1996,
13. juni 1996
og
16. oktober
1996
er der
henvist til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, samt 'uforsvarlig økonomi'. I
afgørelsen af
8. august 1997
er der henvist til bistandslovens § 26,
stk. 1, nr. 3.
Den nærmere
begrundelse for afgørelserne af 1. og
14. marts 1996
samt
8.
august 1997
fremgår af kommunens journalark.
For så vidt angår
afgørelsen af
1. marts 1996
gøres udbetalingen tilbagebetalingspligtig
på baggrund af de dispositioner klienten har foretaget vedrørende gæld til
sin
arbejdsgiver. Klienten skyldte på dette tidspunkt arbejdsgiveren kr.
52.589,-. Vedrørende afgørelsen af
14. marts 1996
er der i journalarket på ny henvist til
gælden til arbejdsgiveren.
Endelig vedrørende
afgørelsen af
8. august 1997
er der i journalarket henvist til at
klienten har en fast månedlig indtægt på ca. kr. 11.000,-.
Generelt bemærker
jeg at de af kommunen meddelte begrundelser ikke fremstår som en konkret
forklaring på, hvorfor afgørelserne har fået det pågældende indhold. Således
fremgår det ikke af afgørelserne hvilke hovedhensyn der har været bestemmende
for afgørelsernes indhold. Det er ikke tilstrækkeligt at begrundelserne
eventuelt er anført i kommunens egne journalark. Jeg finder ikke at
begrundelserne opfylder kravene i forvaltningslovens § 24.
Klagevejledning
For så vidt angår
kommunens afgørelser af 1. og
14. marts 1996
er som klageinstans anført kommunen
selv, hvilket jeg finder uheldigt. Der skulle retteligt, jf.
forvaltningslovens
§ 25, være henvist til det sociale ankenævn
via
Vejen Kommune, jf. bistandslovens § 15.
Skriftlighed
Afgørelsen af
29.
maj 1996,
hvorefter fremtidig udbetalt kontanthjælp ikke blev gjort
tilbagebetalingspligtig ses ikke at være fremsendt til klienten.
Vejen Kommunes
afgørelse af
13. juni 1996
vedrørende afslag på hjælp til samvær
med klientens datter blev givet mundtligt. Der foreligger endvidere på sagen
ikke nogen skriftlig meddelelse af kommunens afgørelse af
26.
juli 1989
vedrørende udbetaling af kontanthjælp, eller af afgørelsen af
26.
september 1989,
hvorefter kontanthjælpen blev stoppet. Endelig er der ikke nogen skriftlig
meddelelse
af en afgørelse fra februar 1993, hvorefter kommunen udbetalte kr. 500,- mod
tilbagebetalingspligt i overlevelseshjælp samt kr. 1.000,- til aconto
husleje.
Det er almindeligt
antaget at der i dansk forvaltningsret ikke gælder nogen almindelig regel om
at
forvaltningsafgørelser skal meddeles skriftligt, se f.eks. John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer, 2. udg. (1992), s. 267, og Carl Aage
Nørgaard
og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udg. (1995), s. 241. Det
følger imidlertid af lovgivningen at visse afgørelser skal meddeles
skriftligt,
ligesom det er antaget at særligt indgribende afgørelser bør udfærdiges
skriftligt.
Jeg har tidligere
udtalt at det kan følge af god forvaltningsskik at afgørelser bør meddeles
skriftligt, se eksempelvis Folketingets Ombudsmands Beretning for 1992, s.
141ff samt - især - s. 267ff.
Jeg henleder i den
forbindelse opmærksomheden på forvaltningslovens § 23, hvorefter en part der
har fået en afgørelse meddelt mundtligt kan forlange en skriftlig begrundelse
for afgørelsen, med mindre afgørelsen giver parten fuldt ud medhold.
Såfremt klienten
havde modtaget en skriftlig afgørelse ville denne således skulle have
indeholdt
en begrundelse for afgørelsens indhold, jf. forvaltningslovens §§ 23 og 24,
samt en klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25. Såvel begrundelse samt
klagevejledning ville være af betydning for klientens overvejelser om
hvorvidt
han ville klage over en eller flere af afgørelserne.
5. Opfølgning
Det fremgår af lov om kommunal aktivering, § 3, stk. 2, at der for
kontanthjælpsmodtagere over 25 år skal udarbejdes en handlingsplan inden 6
måneder efter det tidspunkt man begynder at modtage kontanthjælp. Fra
klienten på ny ansøgte om kontanthjælp
den 21. februar 1996
og indtil han fik nyt arbejde i marts 1997 gik der over et år. Der blev ikke
udarbejdet nogen handlingsplan for klienten i denne periode, hvilket jeg
finder beklageligt.
6. Underretning
Denne rapport sendes til Vejen Kommune og Tilsynsrådet for Ribe Amt samt til
Folketingets Retsudvalg."
Lignende dokumenter
- Inspektion af Observationshjemmet Sønderbro Retsinformation · 3. marts 2003
- Inspektion af Køge Kommune Retsinformation · 19. januar 2004
- Inspektion af Kerteminde Kommune Retsinformation · 21. oktober 2009
- Forslag til Lov om ændring af lov om Folketingets Ombudsmand (Folketingets ombudsmands pension, Ombudsmandens kompetence i forhold til halvoffentlige organer og private institutioner m.v.) Retsinformation · 8. maj 2009
- Inspektion af Distriktspsykiatrisk Team i Ribe Retsinformation · 7. maj 2010
- Inspektion af Kofoedsminde Retsinformation · 3. marts 2003