Miljø- og Energiministeriets indkaldelse af to lokalplanforslag
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Miljø- og Energiministeriets indkaldelse af to
lokalplanforslag
Af sagen fremgik at miljø- og
energiministeren den 7. juni 1995 henstillede til alle amtsråd og
kommunalbestyrelser at undlade at vedtage visse region- og lokalplanforslag
for
detailhandelsbutikker. Af henstillingen fremgik blandt andet:
"
1. Nedsættelse af udvalg
Miljø- og Energiministeren
har besluttet at nedsætte et udvalg, der skal overveje, hvorvidt den gældende
planlovgivning og dennes administration i tilstrækkelig grad har været egnet
til at styre udviklingen i forbindelse med større butikker og med
butikscentre,
eller om der er behov for en styrket indsats på planområdet.
Udvalget skal navnlig
undersøge, om udarbejdelse af regionplaner kan ske på en sådan måde, at der
tages højde for tværkommunale og amtskommunale konsekvenser samt
byudviklingsmæssige, trafikale og miljømæssige konsekvenser af nye projekter
til større butikker og til butikscentre, eller om der eventuelt kan være
behov
for at overveje anvendelsen af et landsplandirektiv eller af ændringer i
planloven.
...
4.
Henstilling til amtsråd
og kommunalbestyrelser om at undlade vedtagelsen af visse planforslag
Med det formål at undgå en
planlægning, der kan gøre udvalgets arbejde illusorisk, henstilles det, at
amtsrådene og kommunalbestyrelserne undlader at vedtage de neden for nævnte
Læs alt
planforslag i den periode, hvor udvalget arbejder.
Ministeriet vil følge
udviklingen, og det må påregnes, at planforslag inden for de nævnte
kategorier, der måtte blive offentliggjort, vil blive kaldt ind efter § 3,
stk.
4, i lov om planlægning med henblik på en nærmere vurdering af, om
planforslaget vil foregribe udvalgets anbefalinger.
5.
Hvilke planforslag er
omfattet af henstillingen
Henstillingen omfatter
følgende planforslag:
1. Forslag til
regionplanretningslinier, der giver mulighed for etablering af
detailhandelsbutikker m.v., som har regional betydning på grund af størrelse
og
placering i henseende til center- og servicestruktur og trafik.
2. Forslag til lokalplaner,
der giver mulighed for etablering af detailhandelsbutikker, som har regional
betydning på grund af størrelse og placering i henseende til center- og
servicestruktur og trafik.
3. Forslag til lokalplaner,
der giver mulighed for at etablere større detailhandelsbutikker uden for
områder med funktion af lokal-, bydels- eller bykernecenter, der i en før den
1. juni 1995 endeligt vedtaget kommuneplan er fastlagt til centerformål.
..."
Forinden henstillingen af 7.
juni 1995 blev givet, blev Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg
orienteret
ved miljø- og energiministerens brev af 31. maj 1995.
Den 1. april 1996 henstillede
miljø- og energiministeren til alle amtsråd og kommunalbestyrelser fortsat at
undlade vedtagelsen af visse planforslag. Af henstillingen fremgik blandt
andet:
"...
Detailhandelsudvalget har nu
afsluttet sit arbejde med en rapport, som indeholder en række anbefalinger om
mulige ændringer af de forudsætninger, der hidtil har bestemt planlægningen i
forbindelse med detailhandelsbutikker. Rapporten er nærmere omtalt nedenfor.
Udvalgets anbefalinger bør
undergives en bred politisk debat herunder drøftelser med de kommunale
organisationer, inden der tages stilling til, om der skal fremsættes et
lovforslag.
Hvis der fremsættes
lovforslag skal dette behandles og vedtages af Folketinget, før nye regler
kan
træde i kraft. Der er derfor behov for, at amtsråd og kommunalbestyrelser
fortsat undlader at vedtage planforslag, der kan foregribe en mulig ændring
af
den hidtidige udvikling.
På denne baggrund henstilles,
at amtsråd og kommunalbestyrelser fortsat undlader at vedtage planforslag,
der
kan foregribe eventuelle ændringer af planlovens regler, indtil der er
truffet
en politisk beslutning herom.
Ministeriet vil som hidtil
følge udviklingen, og det må påregnes, at planforslag inden for de i brevet
af
7. juni 1995 nævnte kategorier, der måtte blive offentliggjort, vil blive
kaldt
ind efter § 3, stk. 4, i lov om planlægning med henblik på en nærmere
vurdering
af, om planforslaget vil foregribe en eventuel ændring af planlovens regler.
..."
Viborg Byråd vedtog den 7.
marts 1996 at sende lokalplanforslag nr.
111
A
for et område til centerformål, Fischer-Karréen i
Viborg midtby i offentlig høring i perioden fra den 3. april 1996 til og med
den 29. maj 1996. Baggrunden for forslaget var blandt andet et ønske om at
udvide det eksisterende center "Sct. Mathias Marked".
Den 18. april 1996 vedtog
byrådet at sende lokalplanforslag nr.
115
A
for et område til egnscenterfunktioner ved Holstebrovej,
"Storcenter Viborg", i høring i perioden fra den 1. maj 1996 til og
med den 26. juni 1996. Baggrunden for dette lokalplanforslag var et ønske om
at
ændre den eksisterende lokalplan nr. 115 for et område til offentlige formål
og
egnsservicefunktioner syd for Holstebrovej således, at der i
lokalplanområdets
centerområde også kunne placeres dagligvarebutikker.
Den 28. maj 1996 indkaldte
Miljø- og Energiministeriet lokalplanforslag nr.
111 A
i medfør af planlovens § 3, stk.
4. Af indkaldelsen fremgik blandt andet:
"Viborg Kommune har
fremlagt forslag til ovennævnte lokalplan, som bl.a. åbner mulighed for
udvidelse af eksisterende og etablering af nye detailhandelsbutikker i Viborg
midtby, uden størrelsesmæssig begrænsning.
Dermed er forslaget i strid
med miljø- og energiministerens henstilling i brev af 1. april 1996, hvori
ministeren under henvisning til brev af 7. juni 1995 anmoder amter og
kommuner
om fortsat at undlade at vedtage planforslag, som kan foregribe
udvalgsarbejdet
og eventuelle lovforslag.
Miljø- og energiministeren
overtager derfor i medfør af § 3, stk. 4 i planloven, lovbekendtgørelse nr.
746
af 16. august 1994, kommunalbestyrelsens beføjelser i sagen, med den
virkning,
at lokalplanforslaget ikke kan vedtages endeligt efter planlovens § 27, før
ministeren efter forhandling med kommunen beslutter, at vedtagelsen kan finde
sted.
..."
Den 10. juni 1996 skrev
Viborg Kommune til Miljø- og Energiministeriet om sagen. Af brevet fremgår
blandt andet:
"...
Ministeriets indsigelse er: '
udvidelse af eksisterende center og
etablering af nye detailhandelsbutikker i Viborg midtby uden størrelsesmæssig
begrænsning.'
På baggrund af ministeriets
brev fremsender jeg hermed nedenstående beskrivelse af lokalplanen.
Bruttoetagearealet inden for
hele karréen udgør ca.
36.000 m2,
excl. parkeringspladser. Dette areal fordeler sig med:
- erhvervsarealer
28.500
m2
- boligarealer
7.500
m2
Erhvervsandelen inden for
lokalplanens område består af 2 typer - karrébebyggelsen og det
sammenhængende
center, Sct. Mathias Marked.
Karrébebyggelsen langs gågaden udgør brutto ca.
17.000 m2
incl. boliger
og baghuse. Denne bebyggelse består af forretninger, banker,
forsikringsselskaber og andet liberalt erhverv. Bebyggelsen er primært
2½-3½-etages ejendomme bygget i perioden 1880 til 1950.
'Sct. Mathias Marked' er et centerområde bygget i 1977
med 38 forretninger fordelt på 2 etager og med et samlet areal på ca.
9.000 m2. Inden for
området findes
et
supermarked på ca.
2.000 m2,
og blandt de øvrige forretninger er 2 mellem 300 -
500 m2. 22 forretninger
er mellem 100 og
300 m2
og 13 forretninger er under
100 m2.
Viborg kommune vil derfor
være indforstået med, at der fastsættes en max. størrelse på forretningerne
inden for lokalplanens område på ca.
2.500
m2.
Centerområdet, Sct. Mathias
Marked, ønskes udvidet med ca.
2.000
m2. Denne udvidelse har Viborg Kommune
skønnet lokalplanpligtig.
Udbygningen består af ca.
500 m2
til en ny forretning
og den resterende del skal tillægges de eksisterende forretninger i centeret.
Lokalplanen giver derudover
mulighed for en yderligere udvidelse af centret på ca.
2.000 m2, hvilket der
idag ikke ligger aktuelle planer om at gennemføre.
Den samlede 'udvidelse' af
centerområdet inden for lokalplanens område udgør ca. 12 % i forhold til det
nuværende bebyggede areal, og er således ikke en forøgelse i forhold til
lokalplanen den afløser, idet bebyggelsesprocenten for området fortsat er
140.
Lokalplanen er efter Viborg
Kommunes opfattelse ikke omfattet af betingelserne for Miljøministeriets
planstop, idet lokalplanen efter kommunens opfattelse kun er en mindre
ændring/justering af det eksisterende centerområde i midtbyen.
Med baggrund i ovennævnte
oplysninger forventer Viborg Kommune, at Miljøministeriet vil trække deres
indsigelse af 28. maj 1996 tilbage.
..."
Den 19. juni 1996 gjorde
Viborg Amt i medfør af planlovens § 29 indsigelse mod lokalplanforslag nr.
115 A. Årsagen var at forslaget efter
amtets opfattelse var i strid med retningslinie nr. 13 i den gældende
regionplan.
Den 20. juni 1996 indkaldte
Miljø- og Energiministeriet lokalplanforslag nr.
115 A
i medfør af planlovens § 3, stk.
4. Af indkaldelsen fremgik blandt andet:
"Viborg Kommune har
fremlagt forslag til ovennævnte lokalplan, som udvider
anvendelsesbestemmelsen
i lokalplan 115, således at der fra at være mulighed for etablering af
udvalgsvareforretninger, nu kan etableres både dagligvare- og
udvalgsvareforretninger.
Lokalplanen fastholder muligheden for bebyggelse i centerområdet, således at
der kan ske en udvidelse fra de eksisterende
15.000 m2
til
35.000 m2
etageareal til
butiksformål. Lokalplanen indeholder ingen bestemmelser om butiksstørrelser.
Viborg Amt har gjort indsigelse mod forslaget.
Lokalplanforslaget som det
foreligger, vurderes at have regional betydning på grund af områdets
størrelse
og placering i henseeende til center- og servicestruktur samt trafik, og
Miljø-
og Energiministeriet vurderer derfor, at forslaget kan foregribe eventuelle
ændringer af lov om planlægning på baggrund af detailhandelsudvalgets
anbefalinger, jf. Miljø- og Energiministeriets brev af 1. april 1996, som er
vedlagt i kopi.
Miljø- og energiministeren
overtager derfor i medfør af § 3, stk. 4, i planloven, lovbekendtgørelse nr.
746 af 16. august 1994, kommunalbestyrelsens beføjelser i sagen, med den
virkning, at lokalplanforslaget ikke kan vedtages endeligt efter planlovens §
27, før ministeren efter forhandling med kommunen beslutter, at vedtagelsen
kan finde sted.
..."
Den 26. juli 1996 fremkom
Viborg Kommune med supplerende oplysninger om lokalplanforslag nr.
111 A. Heraf fremgår blandt andet:
"...
Viborg Kommune har med
svarskrivelse af 10. juni 1996 redegjort for lokalplanens eksisterende og
fremtidige arealforhold. Af disse fremgår det, at bebyggelsesprocenten for
området max. må udgøre 140% i både den gældende lokalplan nr. 111 samt i
dette
forslag til lokalplan 111A.
Viborg Kommune er derfor af
den opfattelse, at der ikke er tale om en udvidelse af midtbyen, da begge
lokalplaner indeholder den samme bebyggelsesmæssige rummelighed.
Supplerende oplysninger
Miljøministeriet har
efterfølgende med telefonsamtale den 17. juli 1996 udbedt sig om supplerende
oplysninger om lokalplanens udvidelsesmuligheder i forhold til oplandet og i
forhold til handelsstrukturen iøvrigt.
Viborgs midtby indeholder en
blanding af udvalgsvarer- og dagligvarerforretninger samt et alsidigt udbud
af
liberale erhverv. Midtbyens samlede etageareal til disse centererhverv udgør
ca.
230.000 m2.
Boligarealer indgår ikke i brevets oplysninger.
Centererhvervet indenfor
lokalplanens område udgør i dag ca.
28.000
m2
excl. udbygningsmuligheder, som er:
·
indholdsmæssigt primært
udbygningsmuligheder for de eksisterende erhverv, dog skabes der også
mulighed
for enkelte nye erhverv, men i alle tilfælde, vil de kunne etableres indenfor
de af detailhandelsudvalgets (ministeriets) fastlagte butiksstørrelser på
henholdsvis
3000 m2
for dagligvarer og
1000 m2
for udvalgsvarer,
·
arealmæssigt er udbygningsmulighederne ialt
på 4.000 -
6.000 m2
og uændret i forhold til den oprindelige lokalplan, og iøvrigt som beskrevet
i
det tidligere fremsendte brev.
Konklusion
Kommunens vurdering er, at
lokalplanforslaget med de beskrevne bebyggelsesmuligheder skaber en naturlig
modernisering af midtbyområdet, som en mindre væsentlig ændring af midtbyen
som handelscenter.
Lokalplanen vurderes derfor
ikke til at kunne få nogen indflydelse på handelsstrukturen i hverken
midtbyen
eller i oplandet, og dermed vores nabokommuner."
Den 30. august 1996 blev der
afholdt et møde mellem ministeriet og kommunen om sagen.
Den 26. september 1996 skrev
kommunen på ny til Miljø- og Energiministeriet om lokalplanforslag nr.
111 A
at kommunen forventede at
ministeriet trak sin indsigelse tilbage. Kommunen henviste herved til sine
breve af 10. juni 1996 og 26. juli 1996. Kommunen henviste også til en
telefonsamtale om sagen hvorefter lokalplanforslaget var ændret således at
der
ifølge retningslinie nr. 3.4. inden for karréen skulle sikres en øvre grænse
på butiksstørrelser på henholdsvis
3000
m2
for dagligvarer og
1000 m2
for udvalgsvarer.
Den 4. oktober 1996 skrev
Viborg Kommune igen til Miljø- og Energiministeriet om lokalplanforslag nr.
111 A. Af brevet fremgår blandt andet:
"...
I den efterfølgende
korrespondance er det aftalt med ministeriet v/(sagsbehandler), at Viborg
Kommune med lokalplan nr.
111 A
skal sikre begrænsninger på butiksstørrelser inden for lokalplanområdet. Der
gives således med lokalplanen en øvre grænse på butiksstørrelser med følgende
arealangivelse inden for Fischer-karréen i Viborg midtby. Butikker for
dagligvarer tillades med et bruttoareal på max
3000 m2
og butikker for
udvalgsvarer tillades med et bruttoareal på max
1000 m2
- ligeledes vil
lokalplanen begrænse karréens samlede maksimale bruttoareal for detailhandel
til
16.000 m2.
Lokalplan nr.
111 A
tilføjes en ny tekst i
lokalplanens redegørelsesdel på side R 20. Denne tekst indeholder oplysninger
om følgende: Bebyggelsens omfang i dag, Lokalplanens bebyggelsesmuligheder
samt
Begrænsning for bebyggelsens omfang (se vedlagt bilag nr. 1). - Endvidere
tilføjes der i lokalplanen på side B6 en ny ordlyd i § 3.4, som fastsætter
butiksstørrelser og begrænsning af det samlede maksimale bruttoareal for
detailhandel inden for Fischer-karréen (se vedlagt bilag nr. 2).
Med baggrund i ovennævnte
oplysninger forventer Viborg Kommune, at Miljø- og Energministeriet vil
trække
deres indsigelse af 28. maj 1996 tilbage.
..."
Den 19. november 1996 skrev
Miljø- og Energiministeriet til kommunen om lokalplanforslag nr.
111 A. Af brevet fremgik blandt andet:
"Miljø- og
Energiministeriet indkaldte med brev af 28. maj 1996 lokalplanforslag
111 A
begrundet i mulighed for detailhandel
med regional betydning, idet lokalplanforslaget åbnede mulighed for udvidelse
af eksisterende og etablering af nye butikker uden størrelsesmæssig
begrænsning.
Miljø- og Energiministeriets
Landsplanafdeling ønsker en ensartet behandling af
detailhandelsproblemstillingerne under tænkepausen, ved fastsættelse af max.
butiksstørrelse og ved at sikre en maksimal samlet centerstørrelser, der ikke
øger centrenes regionale virkning.
Miljø- og Energiministeriets
Landsplanafdeling anmoder derfor, i forlængelse af den tidligere
korresspondance om forslag til lokalplan
111
A
og møde den 30. august 1996 med borgmesteren, Viborg
Kommune om at uddybe de forslag til lokalplanbestemmelser, der fremgår af
kommunens brev af 4. oktober 1996.
Kommunen anmodes specielt om,
at præcisere anvendelsesbestemmelserne for de enkelte delområder og fastsætte
maksimale bruttoarealstørrelser for detailhandel indenfor lokalplanområdet på
henholdsvis
3000 m2
bruttoareal for dagligvarer og
1000 m2
for udvalgsvarer. Med hensyn til centrets samlede størrelse, må kommunen give
en vurdering af den samlede centerstørrelse incl. de bestående butikker. Dvs.
eksisterende detailhandelsarealer, udvidelsesmuligheder ved byggeri,
renovering
og ændret anvendelse.
Kommunen anmodes endvidere om
at godtgøre, at udbygningsmulighederne til detailhandel i lokalplanen ikke
øger
byens regionale virkning, dvs. ikke påvirker et opland udover kommunegrænsen.
Skulle det vise sig at
udbygningen har regional betydning, må detailhandelsarealet reduceres evt.
gennem en faseopdeling, hvor en mindre del, der ikke har regional betydning
gennemføres gennem vedtagelse af en reduceret lokalplan i tænkepausen og
yderligere udbygning udsættes til senere.
Fremsendelse af udkast til
lokalplan med ovennævnte indhold er en forudsætning for ophævelse af
indsigelse."
Den 20. november 1996 var
miljø- og energiministeren i samråd i Folketingets Miljø- og
Planlægningsudvalg. I den forbindelse havde udvalget stillet ministeren
blandt
andet følgende samrådsspørgsmål:
"Ministeren bedes
redegøre for praksis for anvendelse af call in-bestemmelsen i planlovens § 3,
stk. 4, i de seneste 2 år samt begrunde den valgte praksis."
Ifølge ministerens
talenotits fra samrådet svarede ministeren blandt andet:
"
Lovgrundlaget
Udgangspunktet for at anvende
planlovens beføjelser er planlovens § 1, formålsbestemmelsen, hvoraf bl.a.
fremgår, 'at det tilsigtes, at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk
helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i landet og i de enkelte
amtskommuner
og kommuner', og 'at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer
og landskaber'.
Call in-bestemmelsen i
planlovens § 3, stk. 4, er en af miljø- og energiministerens beføjelser efter
planloven, og den må vurderes i sammenhæng med de øvrige beføjelser efter
lovens § 3 og § 29, stk. 1.
De landsplanbeføjelser, som
tidligere stod i lands- og regionplanloven, kommuneplanloven og by- og
landzoneloven, blev samlet i planlovens § 3, og de blev på nogle områder
udvidet, således at § 3 i sin helhed er udtryk for en styrkelse af
landsplanbeføjelserne
som afbalancering af den decentralisering, der samtidig skete ved planloven,
navnlig ved at regionplanerne ikke længere skulle godkendes.
...
Indkaldte planforslag
Planlovens § 3, stk. 4, har i
de sidste 2 år været benyttet til indkaldelse af lokalplanforslag i 35 sager,
heraf 1 sag i et kystområde ved Allinge-Gudhjem og 34 sager vedrørende
detailhandelsområder. I perioden 1993-1994 blev der indkaldt 5
lokalplanforslag, alle i kystområder.
Det er ikke tilfældigt, at
indkaldelserne falder i disse 2 kategorier, idet det begge er emner, der fra
statslig side er meldt ud som særlige interesser.
Lokalplanforslaget fra
Allinge-Gudhjem Kommune blev indkaldt, fordi det åbnede mulighed for at
konvertere et sommerhusområde til byzone. Planforslaget er ophævet.
Ved den faglige og juridiske
gennemgang af lokalplanforslag i de sidste 2 år har jeg måttet konstatere, at
lokalplanbestemmelserne i 34 tilfælde ikke har været egnede til at sikre de
hensyn, der er angivet i planlovens formålsbestemmelse: at der sker en
hensigtsmæssig udvikling i de enkelte amtskommuner og kommuner og at der
skabes
og bevares værdifulde bebyggelser og bymiljøer.
Jeg har på denne baggrund
benyttet call in bestemmelsen over for lokalplanforslag, der giver mulighed
for
etablering af detailhandelsbutikker, som har regional betydning, samt
lokalplaner der giver mulighed for større butikker uden for områder, der er
fastlagt til centerformål.
I 19 af de 34 sager er
indkaldelsen af planforslagene ophævet efter forhandling om større eller
mindre
ændringer af forslagene, således at disse kunne vedtages endeligt af
kommunen.
I de tilfælde, hvor
lokalplanforslaget giver mulighed for nye butikker eller udvidelse af
eksisterende butikker i regionale centerområder eller meget store butikker
har
jeg sagt, at forhandlingerne må afvente en landsplanmæssig afklaring og et
bedre
beslutningsgrundlag.
Ingen af planforslagene er
ophævet. D
Indsigelse mod regionplantillæg
Bestemmelsen i planlovens §
29, stk. 1, hvorefter miljø- og energiministeren til varetagelse af statslige
interesser kan fremsætte indsigelse mod regionplanforslag er benyttet ved 4
regionplanforslag med detailhandelsbestemmelser i stedet for indkaldelse af
forslaget efter § 3, stk. 4.
Når § 29 er benyttet skyldes
det, at indsigelse er den reaktion, der normalt benyttes i forbindelse med
regionplanforslag.
Baggrunden for indkaldelse af planforslagene:
Efter planlovens § 6, stk. 3,
nr. 5, skal regionplanerne blandt andet indeholde retningslinier for
'beliggenheden af arealer til butiksformål og den maksimale størrelse af de
enkelte butiksvirksomheder inden for de forudsatte detailhandelsoplande'.
Bestemmelsen er en videreførelse af lignende bestemmelser i lands- og
regionplanloven, men regionplanerne har ikke tilvejebragt den regulering af
placeringen af detailhandelen, som var tilsigtet.
På et samråd den 22. marts
1995 i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg redegjorde jeg for den
landsplanmæssige begrundelse bag mine overvejelser om at nedsætte et
detailhandelsudvalg, og om at bruge planlovens veto- og indkaldebeføjelse.
Analyserne viste, at der på 8
år var bygget nok detailhandelsareal til, at det som veldrevne butikker kunne
betjene 1,2 mio. mennesker, at foreliggende projekter ville øge tallet til
1,6
mio. mennesker, at halvdelen af byggeri og projekter var/skulle placeres
udenfor bymidten, og at investorerne foretrækker bilorienterede placeringer.
Analyserne viste, at stadig flere byer får et nødlidende butiksnet, og at
ikke
kun lavprisvarehuse giver problemer. Der tegnede sig med andre ord en
udvikling
med alvorlige konsekvenser i hele landet.
Den 7. juni 1995 udsendte jeg
en henstilling til amter og kommuner om at være tilbageholdende med
planforslag, der har konsekvenser for nabokommuner og planforslag, der giver
mulighed for store butikker uden for den planlagte centerstruktur.
Det fremgår af henstillingen,
at ministeriet ville følge udviklingen, og at det måtte påregnes, at sådanne
planforslag i givet fald ville blive kaldt ind efter planlovens § 3, stk. 4.
Henstillingen indeholdt en
redegørelse for baggrunden for henstillingen, en afgrænsning af hvilke typer
planforslag henstillingen omfatter, samt en meddelelse om at jeg ville
anvende
indkaldelsesbeføjelsen efter § 3, stk. 4, med henblik på en nærmere vurdering
af, om planforslaget ville foregribe udvalgets anbefalinger.
Detailhandelsudvalget
anbefaler i sin rapport af 29. marts 1996 en række virkemidler, hvoraf flere
kan gennemføres via et landsplandirektiv efter planlovens § 3, stk. 1.
Udvalget anbefaler imidlertid en kombination af flere af disse virkemidler,
hvoraf
enkelte kræver ny lovhjemmel, f.eks. naboamters indsigelsesmulighed.
Detailhandelsudvalgets
rapport og anbefalinger bekræftede mig i alvoren bag den landsplanmæssige
begrundelse, hvorfor jeg besluttede at forlænge henstillingen af 7. juni 1995
med henstillingen af 1. april 1996, der ligeledes indeholder en
landsplanmæssig
begrundelse, en afgrænsning af, hvilke typer planforslag henstillingen
omfatter, samt en meddelelse om at jeg ville anvende indkaldelsesbeføjelsen
efter § 3, stk. 4, med henblik på en nærmere vurdering af, om planforslaget
vil foregribe en eventuel ændring af planlovens regler.
Henvisningen til kommende
lovgivning kan efter ministeriets opfattelse ikke have den virkning, at de
indkaldelser af planforslag, som er lovlige, fordi indkaldelserne er konkret
begrundet, skulle blive ulovlige, fordi der også henvises til et
lovinitiativ,
som skal præcisere reglerne."
Den 28. november 1996 skrev
kommunen til ministeriet om lokalplanforslag nr.
111 A. Af brevet fremgik blandt andet:
"...
Baggrunden for det reviderede
lokalplanforslag nr.
111 A
er den, at Viborg Kommune ønsker at indskrænke lokalplanforslag nr.
111 A, til alene at omfatte en
udvidelse for Sct. Mathias Markedet og en udvidelse af parkeringsanlæggene
ved
Fischer Plads. Dette er i overensstemmelse med den gennemførelsesmodel, som
Miljø- og Energiministeriet nævner i brev af 19. november 1996. Det
reviderede
lokalplanforslag kommer således alene til at omfatte de forhold, som
oprindelig
udløste lokalplanpligt. Områdeafgrænsningen for den reviderede lokalplan er
vist på vedlagte kortbilag.
Den del af lokalplanforslag nr.
111 A
som søges gennemført
skal danne
grundlag for Sct. Mathias Markedets udvidelse, og består primært af
eksisterende forretninger, der omfatter et bruttoetageareal for butiks- og
forretningslokaler på ca.
1800 m2,
inklusiv personalefaciliteter.
Den reviderede lokalplan
skal ligeledes give mulighed for udvidelse
af parkeringsanlægget Fischer Plads. Udvidelsen er foreslået som et
parkeringshus i max 3 etager med en bymæssig facade mod Sct. Jørgens Vej. Den
nuværende parkeringskapacitet på 481 vil kunne øges med 200 pladser,
(alternativ 2. i lokalplanens redegørelse) således at parkeringskapaciteten
bliver på 681 parkeringspladser. Denne forøgelse er et led i Viborg Kommunes
parkeringspolitik for hele midtbyen, og skal ikke kun ses i relation til
nærområdet omkring Fischer Plads.
Konsekvensen af at gennemføre
en begrænset del af lokalplan nr.
111 A
er, at den resterende del af lokalplanforslaget udgår, og derfor fortsat vil
være omfattet af den gældende lokalplan nr. 111.
..."
Den 3. december 1996
telefaxede kommunen det reviderede lokalplanforslag nr.
111 A
til ministeriet.
Den 11. december 1996
ophævede Miljø- og Energiministeriet sin indkaldelse af lokalplanforslag nr.
111 A. Af ophævelsen fremgik blandt
andet:
"...
Efter forhandlinger mellem
Landsplanafdelingen og Viborg Kommune, har kommunen ved brev af 28. november
og
fax af 3. december 1996 fremsendt forslag til ændringer af
lokalplanforslaget,
der fastlægger:
·
at lokalplanområdet afgrænses som vist på
anvendelsesplanens kortbilag 2,
·
at der i områdets anvendelsesbestemmelser,
jf. § 3.4, fastsættes følgende: 'Der skal inden for karreen sikres en øvre
grænse på butiksstørrelser, således at den enkelte butik med dagligvarer ikke
overstiger et bruttoareal på 3.ooo m2, og den enkelte butik med
udvalgsvarer ikke overstiger et bruttoareal på
1.000 m2
'.
Derudover forudsætter Miljø-
og Energiministeriet, Landsplanafdelingen, at bebyggelsens samlede
bruttoetageareal for butiks- og forretningslokaler inden for lokalplanområdet
maksimalt udgør
2100 m2.
Såfremt de nævnte ændringer
indføjes i lokalplanforslag nr.
111 A
kan forslaget vedtages endeligt af Viborg Kommune."
Den 8. januar 1997 gav miljø-
og energiministeren Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg en oversigt
over
blandt andet anvendelsen af call in-beføjelsen i planlovens § 3, stk. 4.
Den 21. januar 1997 klagede
Viborg Byråd til mig over miljø- og energiministerens anvendelse af
beføjelsen
i planlovens § 3, stk. 4, i de to sager vedrørende lokalplanforslag nr.
111 A
og nr.
115 A, idet ministeren efter byrådets
opfattelse ikke havde haft hjemmel til at anvende beføjelsen i disse sager.
Som
begrundelse for klagen anførte byrådet blandt andet at betingelserne for at
anvende call in-beføjelsen ikke havde været til stede i de to sager. Byrådet
henviste herved til at ministerens begrundelse for at indkalde
lokalplanforslagene
var et ønske om at lokalplanarbejdet skulle afvente en ny lov. Ministeren
havde
således ikke nærmere anført hvilket særligt tilfælde der forelå i de to
lokalplanforslag, eller at sagerne skulle have "større betydning".
Byrådet henviste også til at ministerens begrundelse var generel og uden
tilknytning til de konkrete lokalplanforslag.
Med klagen fremsendtes en
mindretalsudtalelse fra byrådsmedlem Poul Erik Lund. Byrådets flertal har
kommenteret udtalelsen i et brev af 10. marts 1997, der ligeledes var
ledsaget
af en mindretalsudtalelse fra Poul Erik Lund.
Den 24. februar 1997 bad jeg
formanden for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om blandt andet at
oplyse om samrådet vedrørende samrådsspørgsmål af 14. november 1996 (alm. del
-
bilag 267) alene havde været af orienterende art. Baggrunden herfor var at
Folketinget ikke henhører under området for min virksomhed (§ 7, stk. 1, i
lov
nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Såfremt et
folketingsudvalg har taget stilling til forhold som er indklaget for mig, må
jeg derfor afvise af behandle sagen.
Den 27. februar 1997 oplyste
formanden for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg at samrådet havde
været
af orienterende art.
Den 20. marts 1997 vedtog
Viborg Byråd lokalplanforslag nr.
111 A.
Den 16. april 1997 oplyste
Viborg Kommune dem der havde haft indsigelse mod lokalplanforslag nr.
115 A, om at det endnu ikke havde været
muligt at afklare lokalplanforslaget på grund af Miljø- og Energiministeriets
indsigelse.
Den 22. april 1997 bad jeg
Miljø- og Energiministeriet om en udtalelse og om udlån af sagens akter.
Den 1. juli 1997 udtalte
Miljø- og Energiministeriet sig. Af udtalelsen fremgik blandt andet:
"...
Efter planlovens § 3, stk. 4,
er det en betingelse for, at ministeren kan anvende beføjelsen, at der er
tale
om 'særlige tilfælde', og, at sagen enten 'berører andre myndigheders
lovbestemte opgaver eller har større betydning'. Ordene 'har større
betydning'
er ikke særskilt omtalt i bemærkningerne til lovforslaget, men betingelsen må
efter bestemmelsens placering i lovens kapitel 2 og sammenhængen med de andre
bestemmelser i § 3 referere til landsplanmæssig betydning. Spørgsmålet om,
hvad der er landsplanmæssige eller nationale interesser må bero på
miljøministerens skøn, eventuelt i samarbejde med andre ministre eller med
Folketinget. Det afgørende kriterium er efter ministeriets opfattelse, at der
er væsentlige overordnede interesser, som gør det nødvendigt at bryde lovens
almindelige opgavefordeling. I den forbindelse kan der være grund til at
henvise til, at planloven efter § 1, stk. 2, nr. 1 og 2, særlig tilsigter, at
der ud fra en planlægningsmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker
en
hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og
kommuner, og at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og
landskaber.
Ordene 'i særlige tilfælde'
blev indsat i § 3, stk. 3 og 4, under behandlingen af lovforslaget i
Folketinget. De skal ifølge bemærkningerne til ændringsforslagene 'markere,
at
ministerens bemyndigelse som efter hidtidig praksis alene tænkes udnyttet
undtagelsesvis, når væsentlige overordnede interesser tilsiger det', jf. FF
1990-91, 2. samling, tillæg B, sp. 1659. Praksis vedrørende indkaldelse af
planforslag er i overensstemmelse hermed, idet beføjelsen fortrinsvis er
anvendt med hensyn til to særlige kategorier af planer, nemlig forslag
vedrørende områder inden for kystnærhedszonen og forslag vedrørende større
butiksbyggerier, jf. ovennævnte redegørelse til Folketingets Miljø- og
Planlægningsudvalg.
Det er det landsplanmæssigt
betydningsfulde spørgsmål om detailhandelsudviklingen, der efter ministeriets
opfattelse giver miljø- og energiministeren den fornødne hjemmel til at
overtage kompetencen med hensyn til visse lokalplanforslag vedrørende større
butiksbyggerier.
Den landsplanmæssige
betydning af de store detailhandelsbutikkers placering er dokumenteret i
landsdækkende undersøgelser i 1991 og 1995 i Miljø- og Energiministeriets
regi,
og ministeren har i samråd i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den
22.
marts 1995 redegjort herfor og orienteret udvalget om, at han overvejede dels
at nedsætte et udvalg om spørgsmålet med repræsentanter for de berørte
organisationer dels i en overgangsperiode at anvende planlovens veto og
indkaldebeføjelser. Med brev af 31. maj 1995 orienterede ministeren derefter
Miljø- og Planlægningsudvalget om det brev vedrørende region- og
lokalplanlægning for detailhandelsbutikker, der blev sendt til samtlige
amtsråd og kommunalbestyrelser den 7. juni 1995.
...
I skrivelse af 7. juni 1995
til amtsråd og kommunalbestyrelser er fremhævet, at etablering af større
butikker og butikscentre, som kræver et betydeligt kundemæssig underlag, kan
'tiltrække kunder fra bymidterne, og dermed betyde skærpet konkurrence for
butikkerne i byerne. Det har endvidere vist sig, at større butikker og
butikscentre ikke blot kan trække kunder fra bymidten i den pågældende
kommune, men også kunder fra omegnskommuner. Udviklingen vedrørende større
butikker og butikscentre kan derfor have betydelige konsekvenser for den
generelle butiksstruktur'. Etableringen af større butikker og butikscentre
indebærer således en væsentlig risiko for, at der ikke er det fornødne
kundeunderlag for eksisterende butikker i bymidterne og mindre bysamfund med
deraf følgende risiko for 'butiksdød'. Det er denne risiko, som har været
årsag
til, at miljø- og energministeren i overensstemmelse med bestemmelsen i
planlovens § 1, stk. 2, nr. 1 og nr. 2, har anset det for nødvendigt at føre
kontrol med og i et vist omfang hindre lokalplanlægning for
detailhandelsbutikker og butikscentre.
Efter ministeriets opfattelse
indebar de to lokalplanforslag, som Viborg Kommune har nævnt i klagen, en så
betydelig udvidelse af butiksarealet i Viborg-området, at der var behov for
at
vurdere konsekvenserne for butikker i nærliggende bysamfund.
Der er i alle de tilfælde,
hvor planlovens § 3, stk. 4, er anvendt, tale om en konkret vurdering af de
pågældende planforslag både før forslaget indkaldes og i forbindelse med
forhandlingerne med kommunerne om mulige ændringer af planforslaget. Det
gælder også for så vidt angår de 2 lokalplanforslag for detailhandelsbutikker
i
Viborg Kommune, der er kaldt ind.
For så vidt det anføres i
klagen, at ministeriets begrundelse i indkaldelserne er af helt generel art,
skal ministeriet derfor bemærke, at der er foretaget en vurdering af de
konkrete lokalplanforslag, og at den korte begrundelse i brevene til kommunen
må sammenholdes med de breve af 7. juni 1995 og 1. april 1996, der forinden
var
sendt til samtlige amtsråd og kommunalbestyrelser, og hvortil der henvises i
indkaldelsen.
Når det endvidere gøres
gældende i klagen, at man ikke kan foruddisponere et lovgivningsarbejde på
nævnte måde, skal ministeriet bemærke, at indkaldelsen af de omhandlede
lokalplanforslag efter ministeriets opfattelse har fornøden hjemmel i
planlovens § 3, stk. 4, og at den lovlige indkaldelse ikke kan blive ulovlig,
fordi der også henvises til et lovinitiativ, som skal præcisere reglerne.
..."
Den 23. september 1997 kommenterede
byrådet ministeriets udtalelse. Af kommentaren fremgik blandt andet:
"...
Hvis ministeriet skulle kunne
have bragt regelsættet i planlægningslovens § 3, stk. 4, i anvendelse, skulle
der foreligge 'et særligt tilfælde', ligesom det konkrete lokalplanforslag
skulle have 'større betydning' set i landsplansammenhæng.
Denne vurdering har
ministeriet slet ikke foretaget, og selvom det havde foretaget den, ville de
involverede lokalplanforslag ikke have nogen landsplanmæssig betydning.
Der erindres i denne
forbindelse om, at ministeriet alene kan tage landsplanmæssige overvejelser i
brug, når det anvender bestemmelsen, hvorfor enhver henvisning til eventuel
lokalbetydning ikke er en saglig begrundelse for anvendelse af regelsættet.
Det er væsentligt at erindre
sig, at ministeriet skulle have foretaget en konkret vurdering af de enkelte
projekter, set i forhold til den
gældende
landsplanudvikling, for overhovedet at kunne bringe reglen i anvendelse.
Ministeriet har ikke
foretaget en konkret vurdering, således som det beskrives i bestemmelsen,
ligesom man ikke har sammenlignet lokalplanforslaget med gældende
landsplanmæssige regelsæt.
Det, der reelt er sket, er,
at ministeriet har standset lokalplanudviklingen i håb om, at man kunne
standse den længe nok til, at lovgivningen efterfølgende laves om, så man
hindrer en udvikling, som ministeriet tilfældigvis ikke bryder sig om.
Ministeriet har således
anvendt loven forkert, og reelt sat 'et skøn under en regel'. Ministeriet har
ingen hjemmel til sin handling, hvilket støttes af lovens forarbejder.
..."
Den 27. oktober 1997 bad jeg
Miljø- og Energiministeriet om en supplerende udtalelse i sagen. I den
forbindelse bad jeg om at ministeriet i udtalelsen blandt andet kom ind på
spørgsmålet om det var i overensstemmelse med formålet med § 3, stk. 4, i
planloven at anvende bestemmelsen i en situation som den foreliggende.
Den 12. december 1997 udtalte
Miljø- og Energiministeriet sig. Af udtalelsen fremgik blandt andet:
"...
Miljø- og Energiministeriet
skal i denne anledning udtale, at anvendelsesområdet for bestemmelsen i
planlovens § 3, stk. 4, efter ministeriets opfattelse må vurderes under
hensyntagen til, at der er tale om en af de landsplanbeføjelser, der er
samlet
i lovens § 3. Efter § 3, stk. 4, kan miljø- og energiministeren 'i særlige
tilfælde' overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers kompetencer efter loven
dels, når der er tale om sager, der berører andre myndigheders lovbestemte
opgaver, dels i sager, der har 'større betydning', d.v.s. sager, der har
landsplanmæssig
eller national betydning, jf. ministeriets udtalelse over klagen af 1. juli
1997.
For så vidt angår planforslag
er det ministeriets opfattelse, at de overordnede interesser, der giver
hjemmel
til indkaldelse af et forslag, kan være til stede både i tilfælde, hvor det
enkelte forslag isoleret bedømt har landsplanmæssig betydning, og i tilfælde,
hvor et forslag sammen med andre forslag inden for en bestemt kategori udgør
et
planlægningsspørgsmål med landsplanmæssig betydning.
De to lokalplanforslag, der
er omfattet af klagen, har isoleret bedømt kun betydning for
butiksudviklingen
i Viborg amt, men de tilhører den kategori af planforslag vedrørende større
butiksbyggerier, hvis landsplanmæssige betydning er dokumenteret i de
undersøgelser
i 1991 og 1995, der er henvist til i ministeriets udtalelse over klagen af 1.
juli 1997.
Under hensyn hertil finder
ministeriet, at det er i overensstemmelse med formålet med § 3, stk. 4, i
planloven, at bestemmelsen er anvendt til indkaldelse af de omhandlede to
lokalplanforslag.
...
Det er således ikke korrekt,
at lokalplanlægningen vedrørende detailhandelsområdet er sat i stå, og det er
heller ikke korrekt, at der ikke i hvert enkelt tilfælde er foretaget en
konkret vurdering og behandling af de indkaldte lokalplanforslag.
En sådan konkret vurdering og
behandling har Miljø- og Energiministeriet også foretaget med hensyn til de
fra Viborg Kommune indkaldte lokalplanforslag.
Ministeriet er herved blevet
bekendt med, at Viborg Amt ved skrivelse af 19. juni 1996 til Viborg Kommune
i
medfør af planlovens § 29 gjorde indsigelse mod lokalplanforslag nr.
115 A
under henvisning til, at
forslaget stred mod retningslinie 13 i den gældende regionplan. Kopi af
amtets
skrivelse af 29. juni 1996 til kommunen samt kopi af retningslinie 13 i den
nævnte regionplan, Regionplan 1994-2006 for Viborg Amt, vedtaget i december
1993, vedlægges.
..."
Den 23. december 1997
kommenterede Viborg Byråd ministeriets supplerende udtalelse. Miljø- og
Energiministeriet fik samtidig sendt en kopi heraf til orientering.
Den 6. februar 1998 oplyste
sekretæren for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg mig om at også
samrådene vedrørende samrådsspørgsmål af 7. marts 1995 (alm. del - bilag
505),
3. december 1996 (alm. del - bilag 372) samt 5. januar 1998 (alm. del - bilag
494) alene havde været af orienterende art.
Ombudsmandens udtalelse
"
Retsgrundlaget
Den 23. januar 1991 fremsatte miljøministeren forslag til lov om planlægning
(lovforslag nr. L 76, Folketingstidende 1990-91, 2. samling, tillæg A, sp.
1729ff). §§ 1, 3 og 29 havde ifølge lovforslaget følgende ordlyd:
'Kapitel 1
Formål
§ 1. Loven skal sikre, at den sammenfattende planlægning forener de
samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne
landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt
grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og
plantelivet.
Stk. 2. Loven tilsigter særlig,
1) at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en
hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og
kommuner,
2) at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber,
...
Kapitel 2
Landsplanlægning
...
§ 3. Miljøministeren kan fastsætte regler for anvendelsen af lovens
beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven.
stk. 2. Miljøministeren kan tillægge regler efter stk. 1. retsvirkning som
regionplaner. Ministeren kan endvidere i særlige tilfælde bestemme, at bygge-
og anlægsarbejder, der er forudsat i en regel efter stk. 1, kan iværksættes
uden kommune- og lokalplan og uden tilladelse efter § 35, stk. 1.
Stk. 3. Miljøministeren kan
pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser at bringe lovens bestemmelser i
anvendelse, herunder tilvejebringe en plan med et nærmere bestemt indhold.
Stk. 4. Miljøministeren kan
beslutte at overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven
i
sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større
betydning.
...
Kapitel 6
Planers tilvejebringelse og ophævelse
...
§ 29. Miljøministeren kan til varetagelse af statslige interesser
fremsætte indsigelse efter § 28 over for et forslag til regionplan eller et
forslag til kommuneplan for Københavns eller Frederiksberg Kommune og
ændringer
til disse planer.
...
Stk. 4. En statslig myndighed
kan fremsætte indsigelse efter § 28 mod et lokalplanforslag ud fra de særlige
hensyn, som myndigheden varetager.'
I lovforslagets almindelige
bemærkninger om landsplanlægningen anføres blandt andet følgende:
'...
Landsplanbestemmelserne har
således fortsat karakter af formelle regler og rammer, der inden for lovens
formål kan udfyldes i overensstemmelse med skiftende tiders behov og
politiske
vurdering.
...
Decentraliseringen af
planlægningsopgaverne må afbalanceres med nogle statslige indgrebsmuligheder,
som kan anvendes, når overordnede interesser skal sikres. Erfaringerne har
vist, at der er behov for, at staten kan gribe ind i sager om lokalisering af
samfundsnødvendige projekter, som de lokale myndigheder ikke vil eller kan
løse.
Forslaget indeholder derfor
hjemmel for miljøministeren til at pålægge de kommunale myndigheder at
tilvejebringe en plan eller selv overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers
beføjelser efter loven. Dette indebærer, at landsplandirektiver m.v. kan
blive
direkte bindende for planlægningen på alle niveauer. De nævnte påbuds- og
indkaldebeføjelser skal kun anvendes i de undtagelsestilfælde, hvor
overordnede
interesser gør det nødvendigt at bryde lovens almindelige opgavefordeling.
...'
I de almindelige bemærkninger
om kommune- og lokalplanlægningen anføres blandt andet:
'...
I de kommunale planer er den
eksisterende bebyggelsestæthed i de centrale byområder blevet reduceret
væsentlig for at skabe mere lys og luft og bedre opholdsarealer. Den
reducerede
bebyggelsestæthed forudsættes generelt fastholdt i fremtiden. I tilfælde af,
at
der i en kommuneplan sker en markant hævelse af bebyggelsesprocenterne, kan
miljøministeren i det konkrete tilfælde indkalde kommuneplanen og om
fornødent
pålægge kommunalbestyrelsen at reducere bebyggelsesprocenterne.
Miljøministeren
vil eventuelt tillige kunne fastsætte mere nuancerede regler om
bebyggelsestætheder ved et landsplandirektiv.
...'
I lovforslagets bemærkninger
til § 3 anføres det om stk. 4:
'Stk. 4 er udtryk for en styrkelse
af landsplanbeføjelserne. Udtrykket 'berører andre myndigheders lovbestemte
opgaver' omfatter alle opgaver inden for en myndigheds kompetence.
Bestemmelsen
giver miljøministeren mulighed for at overtage amtsråds og
kommunalbestyrelsers
beføjelser efter loven. Ministeren får således mulighed for at træffe
afgørelser i sager, hvor enten amtsrådet eller kommunalbestyrelsen har
kompetencen, f.eks. afgørelser om tilladelse efter landzonebestemmelserne.
Bestemmelsen giver tillige
miljøministeren kompetence til at udarbejde konkrete planer.
Kommuneplanlovens
§ 29 indeholder en lignende regel, men dog kun for så vidt angår lokalplaner
og
kun på baggrund af et landsplandirektiv. Bestemmelsen indeholder endvidere
miljøministerens 'call-in-beføjelse' overfor planer med den virkning, at et
offentliggjort planforslag ikke kan vedtages endeligt efter lovforslagets §
27.
Planen vil herefter kun kunne få retsvirkninger, såfremt miljøministeren
godkender den, eller efter forhandlinger med amt/kommune beslutter at endelig
vedtagelse i amtsråd eller kommunalbestyrelse kan finde sted. Miljøministeren
kan foretage de ændringer, der er nødvendige for, at planen får den ønskede
udformning. Miljøministeren kan i denne forbindelse beslutte kun at kalde en
del af et planforslag ind, således at amtsrådet henholdsvis
kommunalbestyrelsen
stilles frit med hensyn til at vedtage den øvrige del af planen.'
Under Folketingets behandling
af lovforslaget fremsatte miljøministeren forslag til ændring af § 3.
Ændringsforslaget er trykt i Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning
afgivet
den 27. maj 1991 (Folketingstidende 1990-91, tillæg B, sp. 1641ff) og havde
følgende ordlyd:
I stk. 1 indsættes efter 'Miljøministeren kan'
ordene:'til varetagelse af landsplanmæssige interesser, herunder sikring af
kvalitet i planlægningen,'.
I stk. 3 indsættes efter 'Miljøministeren kan'
ordene:'i særlige tilfælde'.
I stk. 4 indsættes efter 'Miljøministeren kan'
ordene:'i særlige tilfælde'.
I bemærkningerne til
ændringsforslaget anføres følgende:
'Til nr. 1
Ændringsforslaget tilsigter
at tydeliggøre, at det fremtidige anvendelsesområde for bestemmelsen i særlig
grad vil være landsplandirektiver, der båret af landsplanhensyn fastsætter
krav
til region-, kommune- og lokalplanlægningen.
Til nr. 2 og 3
Ændringsforslagene skal
markere, at ministerens bemyndigelse som efter hidtidig praksis alene tænkes
udnyttet undtagelsesvis, når væsentlige overordnede interesser tilsiger det.'
Af betænkningen fremgår
endvidere at miljøministeren gav udvalget tilsagn om at han en gang årligt
ville redegøre for den allerede gennemførte samt den planlagte anvendelse af
bemyndigelsesbestemmelserne i loven, navnlig § 3.
Som bilag til betænkningen er
følgende spørgsmål nr. 21 fra udvalget til miljøministeren og dennes svar
herpå gengivet:
'Spørgsmål nr. 21:
Ministeren bedes give
eksempler på, hvorledes han påtænker at anvende bemyndigelsesbestemmelserne i
planloven.
Svar:
...
4. Bestemmelser, der giver ministeren mulighed for at gribe ind i
konkrete sager
Lovforslagets §§ 3, 5, stk. 3, og 29
, giver miljøministeren
mulighed for i særlige tilfælde at give påbud om gennemførelse af planer med
et
bestemt indhold, for at kalde et planforslag ind til godkendelse, kræve
bestemte oplysninger eller nedlægge veto mod bestemte planforslag.
Alle beføjelserne har
karakter af særlige undtagelsesregler, hvorefter miljøministeren kan gribe
ind
over for den kommunale planlægning m.v., når væsentlige overordnede
interesser
gør det nødvendigt.
Der kan ikke siges noget om
reglernes fremtidige anvendelse, men de tilsvarende beføjelser i gældende
lovgivning har netop kun været anvendt i sjældne undtagelsessituationer.
Bestemmelsen om veto mod regionplanforslag, der skal træde i stedet for den
nuværende godkendelsesordning, må dog forventes anvendt i et vist omfang,
idet
miljøministeren i disse sager handler på alle ministeriers vegne.'
Den 29. maj 1991 afgav
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg tillægsbetænkning
(Folketingstidende
1990-91, tillæg B, sp. 1707ff). Af bilaget til tillægsbetænkningen fremgår
blandt andet følgende samrådsspørgsmål og svar:
'Samrådsspørgsmål D
Ministeren bedes oplyse,
hvordan han vil sikre den overordnede planlægning af hovedstadsområdet med
godkendelsesordningens bortfald.
Svar på spørgsmål D:
Lovforslaget forudsætter, at
regionplanlægningen i de enkelte 'regioner' i hovedstadsområdet sker på
grundlag af en vurdering af udviklingen i området som helhed.
Lovforslaget er på dette
område helt i overensstemmelse med gældende ret, som den blev udformet som
led
i lovgivningen om Hovedstadsrådets nedlægning.
Det var herved forudsat, at
de fem regionale myndigheder i videst mulige omfang selv skulle koordinere og
finde fælles løsninger uden miljøministerens medvirken, hvilket også allerede
sker i dag.
Eventuel manglende samordning
vil kunne være anledning for ministeren til at bruge sine indkalde og
vetoføjelser.'
Lovforslaget blev vedtaget af
Folketinget ved 3. behandling den 31. maj 1991 (lov nr. 388 af 6. juni 1991).
Planloven er herefter blevet
ændret flere gange på områder der er uden betydning for denne sag.
Miljø- og energiministeren
fremsatte den 11. december 1996 forslag nr. L 118 til lov om ændring af lov
om
planlægning (detailhandel m.v.) jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, sp.
2761ff.
Efter lovforslaget blev der
indsat en række bestemmelser i loven om udlægning af arealer til
butiksformål.
Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgik blandt andet:
'...
Miljø- og energiministerens
mulighed for at gribe ind i den regionale eller kommunale planlægning eller
ministerens forpligtelse til at følge udviklingen ændres ikke. Der kan dog
være
behov for en øget anvendelse af ministerens beføjelser (indsigelse,
indkaldelse
og klage) i overgangsperioden til de første planer, der er udarbejdet efter
lovens regler, foreligger.'
Forslaget blev vedtaget af
Folketinget ved 3. behandling den 29. april 1997 (lov nr. 324 af 14. maj 1997
om ændring af lov om planlægning). Herefter er planloven blevet ændret to
gange på områder som er uden betydning for denne sag.
§ 67, stk. 1, i lov om
naturbeskyttelse (lov nr. 9 af 3. januar 1992 som senest ændret ved lov nr.
439
af 1. juni 1994) har følgende ordlyd:
'§ 67. Miljøministeren kan
beslutte at overtage amtsrådets eller kommunalbestyrelsens beføjelser efter
loven i sagen, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har
større betydning.'
I bemærkningerne til
lovforslaget (lovforslag nr. L 70 som miljøministeren fremsatte den 24.
oktober
1991, Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1492) anføres blandt andet
følgende om bestemmelsen i naturbeskyttelsenslovens § 67, stk. 1:
'Bestemmelsen omhandler
retningslinier for amtsrådenes og kommunalbestyrelsernes administration,
herunder mulighederne for at ministeren overtager afgørelser af mere
vidtrækkende betydning, f.eks. hvor en afgørelse har konsekvenser udover den
enkelte amtskommunes grænser eller er af national eller international
betydning.
...'
Lovforslaget blev vedtaget af
Folketinget ved 3. behandling den 20. december 1991 (lov nr. 9 af 3. januar
1992).
Ombudsmandens bemærkninger
Anvendelsesområdet for call in-bestemmelsen
Spørgsmålet i sagen er om
miljø- og energiministeren har haft hjemmel til at anvende call in-beføjelsen
i
planlovens § 3, stk. 4, i de foreliggende sager vedrørende lokalplanforslag
nr.
111 A
og
115 A. Besvarelsen heraf beror blandt
andet på en stillingtagen til anvendelsesområdet for planlovens § 3, stk. 4.
Call in-beføjelsen i § 3,
stk. 4, er en af miljø- og energiministerens landsplanbeføjelser. § 3, stk.
4,
giver ministeren adgang til at overtage alle de beføjelser som en kommune er
tillagt i planloven, herunder også en kommunes kompetence som
planlægningsmyndighed.
Anvendelse af § 3, stk. 4, forudsætter - i modsætning til hvad der var
tilfældet for den lignende bestemmelse i den nu ophævede kommuneplanlovs §
29 - ikke et landsplandirektiv.
Call in-beføjelsen kan anvendes
både til hensigtsmæssigheds- og legalitetskontrol. Jeg henviser til at det
fremgår af lovbemærkningerne om § 3, stk. 4, at ministeren kan foretage de
ændringer der er nødvendige for at planen får den ønskede virkning, og til
Karsten Revsbech, Planer og Forvaltningsret (1986), s. 408.
Anvendelsesområdet for § 3,
stk. 4, er begrænset af bestemmelsens ordlyd idet der skal være tale om et
særligt tilfælde, og at sagen har større betydning. (I den konkrete sag er
kriteriet om at sagen berører andre myndigheders lovbestemte opgaver ikke
relevant).
Ministeren skal være
tilbageholdende med at anvende call in-beføjelsen. Det fremgår af beføjelsens
karakter og bemærkningerne til lovforslaget, men det blev også fremhævet
under
Folketingets behandling af lovforslaget ved at ordene 'i særlige tilfælde'
blev indsat. Begrundelsen for sidstnævnte ændring var at markere at
beføjelsen
som efter hidtidig praksis alene tænktes udnyttet undtagelsesvist, når
væsentlige overordnede interesser tilsagde det.
Ministeriet tilkendegiver i
sin udtalelse af 1. juli 1997 at praksis vedrørende anvendelse af § 3, stk.
4,
er i overensstemmelse med dette, idet beføjelsen fortrinsvis er blevet
anvendt
på to kategorier af planforslag, nemlig forslag vedrørende kystnærhedszonen
og forslag vedrørende større butiksbyggerier.
Miljø- og Energiministeriet
anfører i udtalelserne til mig at ordene 'har større betydning' ikke er
særskilt omtalt i bemærkningerne til lovforslaget, men at ordene efter
bestemmelsens placering i lovens kapitel 2 og sammenhængen med de andre
bestemmelser i § 3 refererer til landsplanmæssig betydning. Ministeriet
anfører
også at spørgsmålet om hvad der er landsplanmæssige eller nationale
interesser
må bero på miljøministerens skøn, og at det afgørende kriterium er om der er
tale om væsentlige overordnede interesser som gør det nødvendigt at bryde
lovens almindelige opgavefordeling, jf. lovens § 1, stk. 2, nr. 1 og 2.
Jeg er enig med ministeriet i
at bestemmelsen i § 3, stk. 4, kan anvendes til at sikre landsplanmæssige
interesser. Sådanne interesser knytter sig efter lovens forarbejder ikke blot
til lokaliseringen af samfundsnødvendige projekter, men også til f.eks.
samordning af planlægningen i hovedstadsområdet og til spørgsmålet om
bebyggelsestætheden
i de centrale byområder. Ved vurderingen af om der foreligger
landsplanmæssige
interesser, når bestemmelsen anvendes i forbindelse med lokalplanforslag, må
ministeriet således være beføjet til at vurdere de pågældende
lokalplanforslag
i sammenhæng med andre tilsvarende lokalplanforslag.
Det fremgår af lovens § 1,
stk. 2, nr. 1 og 2, at loven blandt andet tilsigter at der ud fra en
planmæssig
og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele
landet og i de enkelte amtskommuner og kommuner samt at der skabes og bevares
værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber.
På den baggrund finder jeg
ikke grundlag for at kritisere Miljø- og Energiministeriets praksis om at
anvende § 3, stk. 4, vedrørende visse lokalplanforslag om
detailhandelscentre.
Indkaldelsen af lokalplanforslag nr.
111 A
og
115 A
Spørgsmålet er herefter om
betingelserne for at anvende § 3, stk. 4, har været opfyldt ved de konkrete
indkaldelser
af lokalplanforslag nr.
111 A
og
115 A.
Miljø- og Energiministeriets
afgørelse af om lokalplanforslagene er særlige tilfælde og har større
betydning, bygger i vidt omfang på vurderinger og afvejninger af en række
forskellige landsplanmæssige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg
ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og
omstændigheder
på en anden og bedre måde end Miljø- og Energiministeriet.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun
hvis
der er tale om ganske særlige omstændigheder kan jeg kritisere ministeriets
afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst,
eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en
forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.
Under min gennemgang af sagen
har jeg bemærket at Miljø- og Energiministeriet ved henstillingerne og
indkaldelserne har anført hensynet til ikke at foregribe et eventuelt
lovforslag.
Efter min opfattelse kan
dette hensyn ikke sagligt tages i betragtning ved vurderingen af om
betingelserne for at anvende § 3, stk. 4, er til stede. Det er derfor
kritisabelt at ministeriet anførte dette hensyn.
Ministeriet har i udtalelsen
af 1. juli 1997 til mig anført at indkaldelsen af lokalplanforslagene havde
fornøden hjemmel, og at den lovlige indkaldelse ikke blev ulovlig fordi der
også henvistes til et lovinitiativ som skulle præcisere reglerne. Jeg er for
så
vidt enig i at henvisningen til det påtænkte lovinitiativ ikke i sig selv
gjorde indkaldelserne ulovlige, når indkaldelserne i øvrigt var begrundede i
saglige hensyn. Men den udtrykkelige henvisning hertil skærpede kravene til
ministeriets pligt til at give en konkret - og naturligvis retvisende -
begrundelse for sin beslutning om at indkalde lokalplanforslagene, jf.
nedenfor.
Både Viborg Byråd og Miljø-
og Energiministeriet har anført at anvendelsen af § 3, stk. 4, forudsætter en
konkret vurdering i de enkelte tilfælde af om betingelserne for at anvende
denne bestemmelse er opfyldt. Ministeriet har gjort gældende at ministeriet
har foretaget en sådan konkret vurdering af de berørte lokalplanforslag.
Dette
bestrides af byrådet som tværtimod mener at ministeriet har handlet i strid
med
den almindelige forvaltningsretlige regel om at myndigheder ikke kan opstille
interne regler der afskærer eller væsentligt begrænser en skønsmæssig
afvejning.
Jeg er enig i at § 3, stk. 4,
kun kan anvendes, når der er foretaget en konkret vurdering af om
betingelserne
for at anvende denne bestemmelse er opfyldt. Det ville derfor ikke være
lovligt
at opstille en intern regel for brugen af § 3, stk. 4, der medførte en
fuldstændig afskæring eller en meget betydelig begrænsning af udøvelsen af
skønnet. Derimod vil der på baggrund af formålet med loven og dennes
forarbejder ikke være noget til hinder for at ministeriet ved anvendelsen af
call in-beføjelsen i et vist omfang anvender interne, vejledende regler i
forbindelse med udøvelsen af skønnet. Jeg henviser i øvrigt til Jon Andersen
mfl., Forvaltningsret (1994), s. 246ff.
Det må antages at
indkaldelsen af de berørte lokalplanforslag skete på baggrund af en
principiel
beslutning om at indkalde alle planforslag omfattet af pkt. 5 i henstillingen
af 7. august 1995, der er gentaget i henstillingen af 1. april 1996. Således
som jeg forstår indholdet af denne principielle beslutning, er der dog ikke
tilstrækkeligt
grundlag for at antage at udøvelsen af det konkrete skøn blev fuldstændig
afskåret
eller begrænset i et meget betydeligt omfang. Jeg kan således ikke kritisere
at
ministeriet anvendte call in-beføjelsen vedrørende de to lokalplanforslag.
Begrundelse
Angående Viborg Byråds
bemærkninger om begrundelserne for indkaldelserne gør jeg opmærksom på at
spørgsmålet
om forvaltningsloven, herunder særligt reglerne i §§ 22 og 24 om begrundelse,
finder anvendelse, ikke har været rejst under sagen. Ved min behandling af
sagen har jeg lagt til grund at disse regler ikke finder anvendelse på
indkaldelsesbeslutningerne.
Ifølge bestemmelsen i
planlovens § 28, stk. 1 og 3, skal indsigelser efter §§ 29 og
29 a
være begrundede. Der er ikke i
planloven fastsat bestemmelser om begrundelse af en indkaldelsesbeslutning
efter § 3, stk. 4.
Der er således ikke i
lovgivningen regler om begrundelse som kan anvendes i denne sag.
Ministeriets breve til
byrådet af 28. maj og 20. juni 1996 er ikke uden begrundelser, men
begrundelserne er ret kortfattede og af en forholdsvis generel karakter.
Henstillingerne af 7. juni 1995 og 1. april 1996 som ministeriet har henvist
til for en uddybning af begrundelserne, er betydeligt mere omfattende, men
naturligvis holdt på et helt generelt plan.
Efter min opfattelse ville
det have været bedst stemmende med god forvaltningsskik om ministeriet over
for
byrådet nærmere havde begrundet hvorfor ministeriet mente at betingelserne
for
at anvende § 3, stk. 4, i de to konkrete tilfælde var opfyldt.
Jeg henviser til at
indkaldelse af et lokalplanforslag efter omstændighederne kan medføre en
betydelig forstyrrelse af planlægningsarbejdet i den pågældende kommune og
dermed eventuelt også kan få ganske alvorlige konsekvenser for private
bygherrer. Det forekommer også naturligt at en indkaldelse efter § 3, stk. 4,
ledsages af en begrundelse på samme måde som en indsigelse efter §§ 29 eller
29 a
(og den senere tilkomne bestemmelse
i § 29 b), da en indkaldelse har samme retsvirkning som en indsigelse efter
disse bestemmelser, nemlig at kommunalbestyrelsen ikke kan vedtage
planforslaget
endeligt, jf. § 27, stk. 1. Hertil kommer hensynet til de forhandlinger
mellem
ministeriet og den pågældende kommune som typisk vil blive indledt, når
ministeriet indkalder et planforslag. Der vil antagelig være en større chance
for at disse forhandlinger får et lettere forløb, hvis beslutningen om at
indkalde
planforslaget ledsages af en konkret begrundelse. Jeg henviser endvidere til
at
bestemmelsen efter sin formulering og lovens forarbejder kun skulle anvendes
undtagelsesvist. I den foreliggende sag, hvor ministeriet i indkaldelserne
henviste til et udenfor liggende hensyn (det påtænkte lovinitiativ), var der
efter min opfattelse et skærpet behov for at ministeriet gav en konkret - og
naturligvis retvisende - begrundelse for sin beslutning, jf. ovenfor.
Jeg har gjort Miljø- og Energiministeriet
bekendt med min opfattelse."
Lignende dokumenter
- 1996 LSF 118 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM PLANLÆGNING(DETAILHANDEL M.V.) Retsinformation · 15. maj 1997
- Lokalplan. Manglende regler om butiksarealer Retsinformation · 12. januar 2002
- Vejledning om planloven Retsinformation · 12. december 1996
- Naturklagenævnets afgørelse om at ophæve forbud efter planlovens § 14 Retsinformation · 3. marts 2003
- 1994 LSF 256 FORSLAG TIL LOV OM ANVENDELSE AF FRØSTRUPLEJREN Retsinformation · 15. juni 1995
- Etablering af national prøvestation for store vindmøller Retsinformation · 19. januar 2004