Spring til indhold

Retsinformation

Miljø- og Energiministeriets indkaldelse af to lokalplanforslag

FOU nr 1998.268UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Miljø- og Energiministeriets indkaldelse af to

lokalplanforslag

Af sagen fremgik at miljø- og

energiministeren den 7. juni 1995 henstillede til alle amtsråd og

kommunalbestyrelser at undlade at vedtage visse region- og lokalplanforslag

for

detailhandelsbutikker. Af henstillingen fremgik blandt andet:

"

1. Nedsættelse af udvalg

Miljø- og Energiministeren

har besluttet at nedsætte et udvalg, der skal overveje, hvorvidt den gældende

planlovgivning og dennes administration i tilstrækkelig grad har været egnet

til at styre udviklingen i forbindelse med større butikker og med

butikscentre,

eller om der er behov for en styrket indsats på planområdet.

Udvalget skal navnlig

undersøge, om udarbejdelse af regionplaner kan ske på en sådan måde, at der

tages højde for tværkommunale og amtskommunale konsekvenser samt

byudviklingsmæssige, trafikale og miljømæssige konsekvenser af nye projekter

til større butikker og til butikscentre, eller om der eventuelt kan være

behov

for at overveje anvendelsen af et landsplandirektiv eller af ændringer i

planloven.

...

4.

Henstilling til amtsråd

og kommunalbestyrelser om at undlade vedtagelsen af visse planforslag

Med det formål at undgå en

planlægning, der kan gøre udvalgets arbejde illusorisk, henstilles det, at

amtsrådene og kommunalbestyrelserne undlader at vedtage de neden for nævnte

Læs alt

planforslag i den periode, hvor udvalget arbejder.

Ministeriet vil følge

udviklingen, og det må påregnes, at planforslag inden for de nævnte

kategorier, der måtte blive offentliggjort, vil blive kaldt ind efter § 3,

stk.

4, i lov om planlægning med henblik på en nærmere vurdering af, om

planforslaget vil foregribe udvalgets anbefalinger.

5.

Hvilke planforslag er

omfattet af henstillingen

Henstillingen omfatter

følgende planforslag:

1. Forslag til

regionplanretningslinier, der giver mulighed for etablering af

detailhandelsbutikker m.v., som har regional betydning på grund af størrelse

og

placering i henseende til center- og servicestruktur og trafik.

2. Forslag til lokalplaner,

der giver mulighed for etablering af detailhandelsbutikker, som har regional

betydning på grund af størrelse og placering i henseende til center- og

servicestruktur og trafik.

3. Forslag til lokalplaner,

der giver mulighed for at etablere større detailhandelsbutikker uden for

områder med funktion af lokal-, bydels- eller bykernecenter, der i en før den

1. juni 1995 endeligt vedtaget kommuneplan er fastlagt til centerformål.

..."

Forinden henstillingen af 7.

juni 1995 blev givet, blev Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

orienteret

ved miljø- og energiministerens brev af 31. maj 1995.

Den 1. april 1996 henstillede

miljø- og energiministeren til alle amtsråd og kommunalbestyrelser fortsat at

undlade vedtagelsen af visse planforslag. Af henstillingen fremgik blandt

andet:

"...

Detailhandelsudvalget har nu

afsluttet sit arbejde med en rapport, som indeholder en række anbefalinger om

mulige ændringer af de forudsætninger, der hidtil har bestemt planlægningen i

forbindelse med detailhandelsbutikker. Rapporten er nærmere omtalt nedenfor.

Udvalgets anbefalinger bør

undergives en bred politisk debat herunder drøftelser med de kommunale

organisationer, inden der tages stilling til, om der skal fremsættes et

lovforslag.

Hvis der fremsættes

lovforslag skal dette behandles og vedtages af Folketinget, før nye regler

kan

træde i kraft. Der er derfor behov for, at amtsråd og kommunalbestyrelser

fortsat undlader at vedtage planforslag, der kan foregribe en mulig ændring

af

den hidtidige udvikling.

På denne baggrund henstilles,

at amtsråd og kommunalbestyrelser fortsat undlader at vedtage planforslag,

der

kan foregribe eventuelle ændringer af planlovens regler, indtil der er

truffet

en politisk beslutning herom.

Ministeriet vil som hidtil

følge udviklingen, og det må påregnes, at planforslag inden for de i brevet

af

7. juni 1995 nævnte kategorier, der måtte blive offentliggjort, vil blive

kaldt

ind efter § 3, stk. 4, i lov om planlægning med henblik på en nærmere

vurdering

af, om planforslaget vil foregribe en eventuel ændring af planlovens regler.

..."

Viborg Byråd vedtog den 7.

marts 1996 at sende lokalplanforslag nr.

111

A

for et område til centerformål, Fischer-Karréen i

Viborg midtby i offentlig høring i perioden fra den 3. april 1996 til og med

den 29. maj 1996. Baggrunden for forslaget var blandt andet et ønske om at

udvide det eksisterende center "Sct. Mathias Marked".

Den 18. april 1996 vedtog

byrådet at sende lokalplanforslag nr.

115

A

for et område til egnscenterfunktioner ved Holstebrovej,

"Storcenter Viborg", i høring i perioden fra den 1. maj 1996 til og

med den 26. juni 1996. Baggrunden for dette lokalplanforslag var et ønske om

at

ændre den eksisterende lokalplan nr. 115 for et område til offentlige formål

og

egnsservicefunktioner syd for Holstebrovej således, at der i

lokalplanområdets

centerområde også kunne placeres dagligvarebutikker.

Den 28. maj 1996 indkaldte

Miljø- og Energiministeriet lokalplanforslag nr.

111 A

i medfør af planlovens § 3, stk.

4. Af indkaldelsen fremgik blandt andet:

"Viborg Kommune har

fremlagt forslag til ovennævnte lokalplan, som bl.a. åbner mulighed for

udvidelse af eksisterende og etablering af nye detailhandelsbutikker i Viborg

midtby, uden størrelsesmæssig begrænsning.

Dermed er forslaget i strid

med miljø- og energiministerens henstilling i brev af 1. april 1996, hvori

ministeren under henvisning til brev af 7. juni 1995 anmoder amter og

kommuner

om fortsat at undlade at vedtage planforslag, som kan foregribe

udvalgsarbejdet

og eventuelle lovforslag.

Miljø- og energiministeren

overtager derfor i medfør af § 3, stk. 4 i planloven, lovbekendtgørelse nr.

746

af 16. august 1994, kommunalbestyrelsens beføjelser i sagen, med den

virkning,

at lokalplanforslaget ikke kan vedtages endeligt efter planlovens § 27, før

ministeren efter forhandling med kommunen beslutter, at vedtagelsen kan finde

sted.

..."

Den 10. juni 1996 skrev

Viborg Kommune til Miljø- og Energiministeriet om sagen. Af brevet fremgår

blandt andet:

"...

Ministeriets indsigelse er: '

udvidelse af eksisterende center og

etablering af nye detailhandelsbutikker i Viborg midtby uden størrelsesmæssig

begrænsning.'

På baggrund af ministeriets

brev fremsender jeg hermed nedenstående beskrivelse af lokalplanen.

Bruttoetagearealet inden for

hele karréen udgør ca.

36.000 m2,

excl. parkeringspladser. Dette areal fordeler sig med:

- erhvervsarealer

28.500

m2

- boligarealer

7.500

m2

Erhvervsandelen inden for

lokalplanens område består af 2 typer - karrébebyggelsen og det

sammenhængende

center, Sct. Mathias Marked.

Karrébebyggelsen langs gågaden udgør brutto ca.

17.000 m2

incl. boliger

og baghuse. Denne bebyggelse består af forretninger, banker,

forsikringsselskaber og andet liberalt erhverv. Bebyggelsen er primært

2½-3½-etages ejendomme bygget i perioden 1880 til 1950.

'Sct. Mathias Marked' er et centerområde bygget i 1977

med 38 forretninger fordelt på 2 etager og med et samlet areal på ca.

9.000 m2. Inden for

området findes

et

supermarked på ca.

2.000 m2,

og blandt de øvrige forretninger er 2 mellem 300 -

500 m2. 22 forretninger

er mellem 100 og

300 m2

og 13 forretninger er under

100 m2.

Viborg kommune vil derfor

være indforstået med, at der fastsættes en max. størrelse på forretningerne

inden for lokalplanens område på ca.

2.500

m2.

Centerområdet, Sct. Mathias

Marked, ønskes udvidet med ca.

2.000

m2. Denne udvidelse har Viborg Kommune

skønnet lokalplanpligtig.

Udbygningen består af ca.

500 m2

til en ny forretning

og den resterende del skal tillægges de eksisterende forretninger i centeret.

Lokalplanen giver derudover

mulighed for en yderligere udvidelse af centret på ca.

2.000 m2, hvilket der

idag ikke ligger aktuelle planer om at gennemføre.

Den samlede 'udvidelse' af

centerområdet inden for lokalplanens område udgør ca. 12 % i forhold til det

nuværende bebyggede areal, og er således ikke en forøgelse i forhold til

lokalplanen den afløser, idet bebyggelsesprocenten for området fortsat er

140.

Lokalplanen er efter Viborg

Kommunes opfattelse ikke omfattet af betingelserne for Miljøministeriets

planstop, idet lokalplanen efter kommunens opfattelse kun er en mindre

ændring/justering af det eksisterende centerområde i midtbyen.

Med baggrund i ovennævnte

oplysninger forventer Viborg Kommune, at Miljøministeriet vil trække deres

indsigelse af 28. maj 1996 tilbage.

..."

Den 19. juni 1996 gjorde

Viborg Amt i medfør af planlovens § 29 indsigelse mod lokalplanforslag nr.

115 A. Årsagen var at forslaget efter

amtets opfattelse var i strid med retningslinie nr. 13 i den gældende

regionplan.

Den 20. juni 1996 indkaldte

Miljø- og Energiministeriet lokalplanforslag nr.

115 A

i medfør af planlovens § 3, stk.

4. Af indkaldelsen fremgik blandt andet:

"Viborg Kommune har

fremlagt forslag til ovennævnte lokalplan, som udvider

anvendelsesbestemmelsen

i lokalplan 115, således at der fra at være mulighed for etablering af

udvalgsvareforretninger, nu kan etableres både dagligvare- og

udvalgsvareforretninger.

Lokalplanen fastholder muligheden for bebyggelse i centerområdet, således at

der kan ske en udvidelse fra de eksisterende

15.000 m2

til

35.000 m2

etageareal til

butiksformål. Lokalplanen indeholder ingen bestemmelser om butiksstørrelser.

Viborg Amt har gjort indsigelse mod forslaget.

Lokalplanforslaget som det

foreligger, vurderes at have regional betydning på grund af områdets

størrelse

og placering i henseeende til center- og servicestruktur samt trafik, og

Miljø-

og Energiministeriet vurderer derfor, at forslaget kan foregribe eventuelle

ændringer af lov om planlægning på baggrund af detailhandelsudvalgets

anbefalinger, jf. Miljø- og Energiministeriets brev af 1. april 1996, som er

vedlagt i kopi.

Miljø- og energiministeren

overtager derfor i medfør af § 3, stk. 4, i planloven, lovbekendtgørelse nr.

746 af 16. august 1994, kommunalbestyrelsens beføjelser i sagen, med den

virkning, at lokalplanforslaget ikke kan vedtages endeligt efter planlovens §

27, før ministeren efter forhandling med kommunen beslutter, at vedtagelsen

kan finde sted.

..."

Den 26. juli 1996 fremkom

Viborg Kommune med supplerende oplysninger om lokalplanforslag nr.

111 A. Heraf fremgår blandt andet:

"...

Viborg Kommune har med

svarskrivelse af 10. juni 1996 redegjort for lokalplanens eksisterende og

fremtidige arealforhold. Af disse fremgår det, at bebyggelsesprocenten for

området max. må udgøre 140% i både den gældende lokalplan nr. 111 samt i

dette

forslag til lokalplan 111A.

Viborg Kommune er derfor af

den opfattelse, at der ikke er tale om en udvidelse af midtbyen, da begge

lokalplaner indeholder den samme bebyggelsesmæssige rummelighed.

Supplerende oplysninger

Miljøministeriet har

efterfølgende med telefonsamtale den 17. juli 1996 udbedt sig om supplerende

oplysninger om lokalplanens udvidelsesmuligheder i forhold til oplandet og i

forhold til handelsstrukturen iøvrigt.

Viborgs midtby indeholder en

blanding af udvalgsvarer- og dagligvarerforretninger samt et alsidigt udbud

af

liberale erhverv. Midtbyens samlede etageareal til disse centererhverv udgør

ca.

230.000 m2.

Boligarealer indgår ikke i brevets oplysninger.

Centererhvervet indenfor

lokalplanens område udgør i dag ca.

28.000

m2

excl. udbygningsmuligheder, som er:

·

indholdsmæssigt primært

udbygningsmuligheder for de eksisterende erhverv, dog skabes der også

mulighed

for enkelte nye erhverv, men i alle tilfælde, vil de kunne etableres indenfor

de af detailhandelsudvalgets (ministeriets) fastlagte butiksstørrelser på

henholdsvis

3000 m2

for dagligvarer og

1000 m2

for udvalgsvarer,

·

arealmæssigt er udbygningsmulighederne ialt

på 4.000 -

6.000 m2

og uændret i forhold til den oprindelige lokalplan, og iøvrigt som beskrevet

i

det tidligere fremsendte brev.

Konklusion

Kommunens vurdering er, at

lokalplanforslaget med de beskrevne bebyggelsesmuligheder skaber en naturlig

modernisering af midtbyområdet, som en mindre væsentlig ændring af midtbyen

som handelscenter.

Lokalplanen vurderes derfor

ikke til at kunne få nogen indflydelse på handelsstrukturen i hverken

midtbyen

eller i oplandet, og dermed vores nabokommuner."

Den 30. august 1996 blev der

afholdt et møde mellem ministeriet og kommunen om sagen.

Den 26. september 1996 skrev

kommunen på ny til Miljø- og Energiministeriet om lokalplanforslag nr.

111 A

at kommunen forventede at

ministeriet trak sin indsigelse tilbage. Kommunen henviste herved til sine

breve af 10. juni 1996 og 26. juli 1996. Kommunen henviste også til en

telefonsamtale om sagen hvorefter lokalplanforslaget var ændret således at

der

ifølge retningslinie nr. 3.4. inden for karréen skulle sikres en øvre grænse

på butiksstørrelser på henholdsvis

3000

m2

for dagligvarer og

1000 m2

for udvalgsvarer.

Den 4. oktober 1996 skrev

Viborg Kommune igen til Miljø- og Energiministeriet om lokalplanforslag nr.

111 A. Af brevet fremgår blandt andet:

"...

I den efterfølgende

korrespondance er det aftalt med ministeriet v/(sagsbehandler), at Viborg

Kommune med lokalplan nr.

111 A

skal sikre begrænsninger på butiksstørrelser inden for lokalplanområdet. Der

gives således med lokalplanen en øvre grænse på butiksstørrelser med følgende

arealangivelse inden for Fischer-karréen i Viborg midtby. Butikker for

dagligvarer tillades med et bruttoareal på max

3000 m2

og butikker for

udvalgsvarer tillades med et bruttoareal på max

1000 m2

- ligeledes vil

lokalplanen begrænse karréens samlede maksimale bruttoareal for detailhandel

til

16.000 m2.

Lokalplan nr.

111 A

tilføjes en ny tekst i

lokalplanens redegørelsesdel på side R 20. Denne tekst indeholder oplysninger

om følgende: Bebyggelsens omfang i dag, Lokalplanens bebyggelsesmuligheder

samt

Begrænsning for bebyggelsens omfang (se vedlagt bilag nr. 1). - Endvidere

tilføjes der i lokalplanen på side B6 en ny ordlyd i § 3.4, som fastsætter

butiksstørrelser og begrænsning af det samlede maksimale bruttoareal for

detailhandel inden for Fischer-karréen (se vedlagt bilag nr. 2).

Med baggrund i ovennævnte

oplysninger forventer Viborg Kommune, at Miljø- og Energministeriet vil

trække

deres indsigelse af 28. maj 1996 tilbage.

..."

Den 19. november 1996 skrev

Miljø- og Energiministeriet til kommunen om lokalplanforslag nr.

111 A. Af brevet fremgik blandt andet:

"Miljø- og

Energiministeriet indkaldte med brev af 28. maj 1996 lokalplanforslag

111 A

begrundet i mulighed for detailhandel

med regional betydning, idet lokalplanforslaget åbnede mulighed for udvidelse

af eksisterende og etablering af nye butikker uden størrelsesmæssig

begrænsning.

Miljø- og Energiministeriets

Landsplanafdeling ønsker en ensartet behandling af

detailhandelsproblemstillingerne under tænkepausen, ved fastsættelse af max.

butiksstørrelse og ved at sikre en maksimal samlet centerstørrelser, der ikke

øger centrenes regionale virkning.

Miljø- og Energiministeriets

Landsplanafdeling anmoder derfor, i forlængelse af den tidligere

korresspondance om forslag til lokalplan

111

A

og møde den 30. august 1996 med borgmesteren, Viborg

Kommune om at uddybe de forslag til lokalplanbestemmelser, der fremgår af

kommunens brev af 4. oktober 1996.

Kommunen anmodes specielt om,

at præcisere anvendelsesbestemmelserne for de enkelte delområder og fastsætte

maksimale bruttoarealstørrelser for detailhandel indenfor lokalplanområdet på

henholdsvis

3000 m2

bruttoareal for dagligvarer og

1000 m2

for udvalgsvarer. Med hensyn til centrets samlede størrelse, må kommunen give

en vurdering af den samlede centerstørrelse incl. de bestående butikker. Dvs.

eksisterende detailhandelsarealer, udvidelsesmuligheder ved byggeri,

renovering

og ændret anvendelse.

Kommunen anmodes endvidere om

at godtgøre, at udbygningsmulighederne til detailhandel i lokalplanen ikke

øger

byens regionale virkning, dvs. ikke påvirker et opland udover kommunegrænsen.

Skulle det vise sig at

udbygningen har regional betydning, må detailhandelsarealet reduceres evt.

gennem en faseopdeling, hvor en mindre del, der ikke har regional betydning

gennemføres gennem vedtagelse af en reduceret lokalplan i tænkepausen og

yderligere udbygning udsættes til senere.

Fremsendelse af udkast til

lokalplan med ovennævnte indhold er en forudsætning for ophævelse af

indsigelse."

Den 20. november 1996 var

miljø- og energiministeren i samråd i Folketingets Miljø- og

Planlægningsudvalg. I den forbindelse havde udvalget stillet ministeren

blandt

andet følgende samrådsspørgsmål:

"Ministeren bedes

redegøre for praksis for anvendelse af call in-bestemmelsen i planlovens § 3,

stk. 4, i de seneste 2 år samt begrunde den valgte praksis."

Ifølge ministerens

talenotits fra samrådet svarede ministeren blandt andet:

"

Lovgrundlaget

Udgangspunktet for at anvende

planlovens beføjelser er planlovens § 1, formålsbestemmelsen, hvoraf bl.a.

fremgår, 'at det tilsigtes, at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk

helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i landet og i de enkelte

amtskommuner

og kommuner', og 'at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer

og landskaber'.

Call in-bestemmelsen i

planlovens § 3, stk. 4, er en af miljø- og energiministerens beføjelser efter

planloven, og den må vurderes i sammenhæng med de øvrige beføjelser efter

lovens § 3 og § 29, stk. 1.

De landsplanbeføjelser, som

tidligere stod i lands- og regionplanloven, kommuneplanloven og by- og

landzoneloven, blev samlet i planlovens § 3, og de blev på nogle områder

udvidet, således at § 3 i sin helhed er udtryk for en styrkelse af

landsplanbeføjelserne

som afbalancering af den decentralisering, der samtidig skete ved planloven,

navnlig ved at regionplanerne ikke længere skulle godkendes.

...

Indkaldte planforslag

Planlovens § 3, stk. 4, har i

de sidste 2 år været benyttet til indkaldelse af lokalplanforslag i 35 sager,

heraf 1 sag i et kystområde ved Allinge-Gudhjem og 34 sager vedrørende

detailhandelsområder. I perioden 1993-1994 blev der indkaldt 5

lokalplanforslag, alle i kystområder.

Det er ikke tilfældigt, at

indkaldelserne falder i disse 2 kategorier, idet det begge er emner, der fra

statslig side er meldt ud som særlige interesser.

Lokalplanforslaget fra

Allinge-Gudhjem Kommune blev indkaldt, fordi det åbnede mulighed for at

konvertere et sommerhusområde til byzone. Planforslaget er ophævet.

Ved den faglige og juridiske

gennemgang af lokalplanforslag i de sidste 2 år har jeg måttet konstatere, at

lokalplanbestemmelserne i 34 tilfælde ikke har været egnede til at sikre de

hensyn, der er angivet i planlovens formålsbestemmelse: at der sker en

hensigtsmæssig udvikling i de enkelte amtskommuner og kommuner og at der

skabes

og bevares værdifulde bebyggelser og bymiljøer.

Jeg har på denne baggrund

benyttet call in bestemmelsen over for lokalplanforslag, der giver mulighed

for

etablering af detailhandelsbutikker, som har regional betydning, samt

lokalplaner der giver mulighed for større butikker uden for områder, der er

fastlagt til centerformål.

I 19 af de 34 sager er

indkaldelsen af planforslagene ophævet efter forhandling om større eller

mindre

ændringer af forslagene, således at disse kunne vedtages endeligt af

kommunen.

I de tilfælde, hvor

lokalplanforslaget giver mulighed for nye butikker eller udvidelse af

eksisterende butikker i regionale centerområder eller meget store butikker

har

jeg sagt, at forhandlingerne må afvente en landsplanmæssig afklaring og et

bedre

beslutningsgrundlag.

Ingen af planforslagene er

ophævet. D

Indsigelse mod regionplantillæg

Bestemmelsen i planlovens §

29, stk. 1, hvorefter miljø- og energiministeren til varetagelse af statslige

interesser kan fremsætte indsigelse mod regionplanforslag er benyttet ved 4

regionplanforslag med detailhandelsbestemmelser i stedet for indkaldelse af

forslaget efter § 3, stk. 4.

Når § 29 er benyttet skyldes

det, at indsigelse er den reaktion, der normalt benyttes i forbindelse med

regionplanforslag.

Baggrunden for indkaldelse af planforslagene:

Efter planlovens § 6, stk. 3,

nr. 5, skal regionplanerne blandt andet indeholde retningslinier for

'beliggenheden af arealer til butiksformål og den maksimale størrelse af de

enkelte butiksvirksomheder inden for de forudsatte detailhandelsoplande'.

Bestemmelsen er en videreførelse af lignende bestemmelser i lands- og

regionplanloven, men regionplanerne har ikke tilvejebragt den regulering af

placeringen af detailhandelen, som var tilsigtet.

På et samråd den 22. marts

1995 i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg redegjorde jeg for den

landsplanmæssige begrundelse bag mine overvejelser om at nedsætte et

detailhandelsudvalg, og om at bruge planlovens veto- og indkaldebeføjelse.

Analyserne viste, at der på 8

år var bygget nok detailhandelsareal til, at det som veldrevne butikker kunne

betjene 1,2 mio. mennesker, at foreliggende projekter ville øge tallet til

1,6

mio. mennesker, at halvdelen af byggeri og projekter var/skulle placeres

udenfor bymidten, og at investorerne foretrækker bilorienterede placeringer.

Analyserne viste, at stadig flere byer får et nødlidende butiksnet, og at

ikke

kun lavprisvarehuse giver problemer. Der tegnede sig med andre ord en

udvikling

med alvorlige konsekvenser i hele landet.

Den 7. juni 1995 udsendte jeg

en henstilling til amter og kommuner om at være tilbageholdende med

planforslag, der har konsekvenser for nabokommuner og planforslag, der giver

mulighed for store butikker uden for den planlagte centerstruktur.

Det fremgår af henstillingen,

at ministeriet ville følge udviklingen, og at det måtte påregnes, at sådanne

planforslag i givet fald ville blive kaldt ind efter planlovens § 3, stk. 4.

Henstillingen indeholdt en

redegørelse for baggrunden for henstillingen, en afgrænsning af hvilke typer

planforslag henstillingen omfatter, samt en meddelelse om at jeg ville

anvende

indkaldelsesbeføjelsen efter § 3, stk. 4, med henblik på en nærmere vurdering

af, om planforslaget ville foregribe udvalgets anbefalinger.

Detailhandelsudvalget

anbefaler i sin rapport af 29. marts 1996 en række virkemidler, hvoraf flere

kan gennemføres via et landsplandirektiv efter planlovens § 3, stk. 1.

Udvalget anbefaler imidlertid en kombination af flere af disse virkemidler,

hvoraf

enkelte kræver ny lovhjemmel, f.eks. naboamters indsigelsesmulighed.

Detailhandelsudvalgets

rapport og anbefalinger bekræftede mig i alvoren bag den landsplanmæssige

begrundelse, hvorfor jeg besluttede at forlænge henstillingen af 7. juni 1995

med henstillingen af 1. april 1996, der ligeledes indeholder en

landsplanmæssig

begrundelse, en afgrænsning af, hvilke typer planforslag henstillingen

omfatter, samt en meddelelse om at jeg ville anvende indkaldelsesbeføjelsen

efter § 3, stk. 4, med henblik på en nærmere vurdering af, om planforslaget

vil foregribe en eventuel ændring af planlovens regler.

Henvisningen til kommende

lovgivning kan efter ministeriets opfattelse ikke have den virkning, at de

indkaldelser af planforslag, som er lovlige, fordi indkaldelserne er konkret

begrundet, skulle blive ulovlige, fordi der også henvises til et

lovinitiativ,

som skal præcisere reglerne."

Den 28. november 1996 skrev

kommunen til ministeriet om lokalplanforslag nr.

111 A. Af brevet fremgik blandt andet:

"...

Baggrunden for det reviderede

lokalplanforslag nr.

111 A

er den, at Viborg Kommune ønsker at indskrænke lokalplanforslag nr.

111 A, til alene at omfatte en

udvidelse for Sct. Mathias Markedet og en udvidelse af parkeringsanlæggene

ved

Fischer Plads. Dette er i overensstemmelse med den gennemførelsesmodel, som

Miljø- og Energiministeriet nævner i brev af 19. november 1996. Det

reviderede

lokalplanforslag kommer således alene til at omfatte de forhold, som

oprindelig

udløste lokalplanpligt. Områdeafgrænsningen for den reviderede lokalplan er

vist på vedlagte kortbilag.

Den del af lokalplanforslag nr.

111 A

som søges gennemført

skal danne

grundlag for Sct. Mathias Markedets udvidelse, og består primært af

eksisterende forretninger, der omfatter et bruttoetageareal for butiks- og

forretningslokaler på ca.

1800 m2,

inklusiv personalefaciliteter.

Den reviderede lokalplan

skal ligeledes give mulighed for udvidelse

af parkeringsanlægget Fischer Plads. Udvidelsen er foreslået som et

parkeringshus i max 3 etager med en bymæssig facade mod Sct. Jørgens Vej. Den

nuværende parkeringskapacitet på 481 vil kunne øges med 200 pladser,

(alternativ 2. i lokalplanens redegørelse) således at parkeringskapaciteten

bliver på 681 parkeringspladser. Denne forøgelse er et led i Viborg Kommunes

parkeringspolitik for hele midtbyen, og skal ikke kun ses i relation til

nærområdet omkring Fischer Plads.

Konsekvensen af at gennemføre

en begrænset del af lokalplan nr.

111 A

er, at den resterende del af lokalplanforslaget udgår, og derfor fortsat vil

være omfattet af den gældende lokalplan nr. 111.

..."

Den 3. december 1996

telefaxede kommunen det reviderede lokalplanforslag nr.

111 A

til ministeriet.

Den 11. december 1996

ophævede Miljø- og Energiministeriet sin indkaldelse af lokalplanforslag nr.

111 A. Af ophævelsen fremgik blandt

andet:

"...

Efter forhandlinger mellem

Landsplanafdelingen og Viborg Kommune, har kommunen ved brev af 28. november

og

fax af 3. december 1996 fremsendt forslag til ændringer af

lokalplanforslaget,

der fastlægger:

·

at lokalplanområdet afgrænses som vist på

anvendelsesplanens kortbilag 2,

·

at der i områdets anvendelsesbestemmelser,

jf. § 3.4, fastsættes følgende: 'Der skal inden for karreen sikres en øvre

grænse på butiksstørrelser, således at den enkelte butik med dagligvarer ikke

overstiger et bruttoareal på 3.ooo m2, og den enkelte butik med

udvalgsvarer ikke overstiger et bruttoareal på

1.000 m2

'.

Derudover forudsætter Miljø-

og Energiministeriet, Landsplanafdelingen, at bebyggelsens samlede

bruttoetageareal for butiks- og forretningslokaler inden for lokalplanområdet

maksimalt udgør

2100 m2.

Såfremt de nævnte ændringer

indføjes i lokalplanforslag nr.

111 A

kan forslaget vedtages endeligt af Viborg Kommune."

Den 8. januar 1997 gav miljø-

og energiministeren Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg en oversigt

over

blandt andet anvendelsen af call in-beføjelsen i planlovens § 3, stk. 4.

Den 21. januar 1997 klagede

Viborg Byråd til mig over miljø- og energiministerens anvendelse af

beføjelsen

i planlovens § 3, stk. 4, i de to sager vedrørende lokalplanforslag nr.

111 A

og nr.

115 A, idet ministeren efter byrådets

opfattelse ikke havde haft hjemmel til at anvende beføjelsen i disse sager.

Som

begrundelse for klagen anførte byrådet blandt andet at betingelserne for at

anvende call in-beføjelsen ikke havde været til stede i de to sager. Byrådet

henviste herved til at ministerens begrundelse for at indkalde

lokalplanforslagene

var et ønske om at lokalplanarbejdet skulle afvente en ny lov. Ministeren

havde

således ikke nærmere anført hvilket særligt tilfælde der forelå i de to

lokalplanforslag, eller at sagerne skulle have "større betydning".

Byrådet henviste også til at ministerens begrundelse var generel og uden

tilknytning til de konkrete lokalplanforslag.

Med klagen fremsendtes en

mindretalsudtalelse fra byrådsmedlem Poul Erik Lund. Byrådets flertal har

kommenteret udtalelsen i et brev af 10. marts 1997, der ligeledes var

ledsaget

af en mindretalsudtalelse fra Poul Erik Lund.

Den 24. februar 1997 bad jeg

formanden for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om blandt andet at

oplyse om samrådet vedrørende samrådsspørgsmål af 14. november 1996 (alm. del

-

bilag 267) alene havde været af orienterende art. Baggrunden herfor var at

Folketinget ikke henhører under området for min virksomhed (§ 7, stk. 1, i

lov

nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Såfremt et

folketingsudvalg har taget stilling til forhold som er indklaget for mig, må

jeg derfor afvise af behandle sagen.

Den 27. februar 1997 oplyste

formanden for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg at samrådet havde

været

af orienterende art.

Den 20. marts 1997 vedtog

Viborg Byråd lokalplanforslag nr.

111 A.

Den 16. april 1997 oplyste

Viborg Kommune dem der havde haft indsigelse mod lokalplanforslag nr.

115 A, om at det endnu ikke havde været

muligt at afklare lokalplanforslaget på grund af Miljø- og Energiministeriets

indsigelse.

Den 22. april 1997 bad jeg

Miljø- og Energiministeriet om en udtalelse og om udlån af sagens akter.

Den 1. juli 1997 udtalte

Miljø- og Energiministeriet sig. Af udtalelsen fremgik blandt andet:

"...

Efter planlovens § 3, stk. 4,

er det en betingelse for, at ministeren kan anvende beføjelsen, at der er

tale

om 'særlige tilfælde', og, at sagen enten 'berører andre myndigheders

lovbestemte opgaver eller har større betydning'. Ordene 'har større

betydning'

er ikke særskilt omtalt i bemærkningerne til lovforslaget, men betingelsen må

efter bestemmelsens placering i lovens kapitel 2 og sammenhængen med de andre

bestemmelser i § 3 referere til landsplanmæssig betydning. Spørgsmålet om,

hvad der er landsplanmæssige eller nationale interesser må bero på

miljøministerens skøn, eventuelt i samarbejde med andre ministre eller med

Folketinget. Det afgørende kriterium er efter ministeriets opfattelse, at der

er væsentlige overordnede interesser, som gør det nødvendigt at bryde lovens

almindelige opgavefordeling. I den forbindelse kan der være grund til at

henvise til, at planloven efter § 1, stk. 2, nr. 1 og 2, særlig tilsigter, at

der ud fra en planlægningsmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker

en

hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og

kommuner, og at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og

landskaber.

Ordene 'i særlige tilfælde'

blev indsat i § 3, stk. 3 og 4, under behandlingen af lovforslaget i

Folketinget. De skal ifølge bemærkningerne til ændringsforslagene 'markere,

at

ministerens bemyndigelse som efter hidtidig praksis alene tænkes udnyttet

undtagelsesvis, når væsentlige overordnede interesser tilsiger det', jf. FF

1990-91, 2. samling, tillæg B, sp. 1659. Praksis vedrørende indkaldelse af

planforslag er i overensstemmelse hermed, idet beføjelsen fortrinsvis er

anvendt med hensyn til to særlige kategorier af planer, nemlig forslag

vedrørende områder inden for kystnærhedszonen og forslag vedrørende større

butiksbyggerier, jf. ovennævnte redegørelse til Folketingets Miljø- og

Planlægningsudvalg.

Det er det landsplanmæssigt

betydningsfulde spørgsmål om detailhandelsudviklingen, der efter ministeriets

opfattelse giver miljø- og energiministeren den fornødne hjemmel til at

overtage kompetencen med hensyn til visse lokalplanforslag vedrørende større

butiksbyggerier.

Den landsplanmæssige

betydning af de store detailhandelsbutikkers placering er dokumenteret i

landsdækkende undersøgelser i 1991 og 1995 i Miljø- og Energiministeriets

regi,

og ministeren har i samråd i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den

22.

marts 1995 redegjort herfor og orienteret udvalget om, at han overvejede dels

at nedsætte et udvalg om spørgsmålet med repræsentanter for de berørte

organisationer dels i en overgangsperiode at anvende planlovens veto og

indkaldebeføjelser. Med brev af 31. maj 1995 orienterede ministeren derefter

Miljø- og Planlægningsudvalget om det brev vedrørende region- og

lokalplanlægning for detailhandelsbutikker, der blev sendt til samtlige

amtsråd og kommunalbestyrelser den 7. juni 1995.

...

I skrivelse af 7. juni 1995

til amtsråd og kommunalbestyrelser er fremhævet, at etablering af større

butikker og butikscentre, som kræver et betydeligt kundemæssig underlag, kan

'tiltrække kunder fra bymidterne, og dermed betyde skærpet konkurrence for

butikkerne i byerne. Det har endvidere vist sig, at større butikker og

butikscentre ikke blot kan trække kunder fra bymidten i den pågældende

kommune, men også kunder fra omegnskommuner. Udviklingen vedrørende større

butikker og butikscentre kan derfor have betydelige konsekvenser for den

generelle butiksstruktur'. Etableringen af større butikker og butikscentre

indebærer således en væsentlig risiko for, at der ikke er det fornødne

kundeunderlag for eksisterende butikker i bymidterne og mindre bysamfund med

deraf følgende risiko for 'butiksdød'. Det er denne risiko, som har været

årsag

til, at miljø- og energministeren i overensstemmelse med bestemmelsen i

planlovens § 1, stk. 2, nr. 1 og nr. 2, har anset det for nødvendigt at føre

kontrol med og i et vist omfang hindre lokalplanlægning for

detailhandelsbutikker og butikscentre.

Efter ministeriets opfattelse

indebar de to lokalplanforslag, som Viborg Kommune har nævnt i klagen, en så

betydelig udvidelse af butiksarealet i Viborg-området, at der var behov for

at

vurdere konsekvenserne for butikker i nærliggende bysamfund.

Der er i alle de tilfælde,

hvor planlovens § 3, stk. 4, er anvendt, tale om en konkret vurdering af de

pågældende planforslag både før forslaget indkaldes og i forbindelse med

forhandlingerne med kommunerne om mulige ændringer af planforslaget. Det

gælder også for så vidt angår de 2 lokalplanforslag for detailhandelsbutikker

i

Viborg Kommune, der er kaldt ind.

For så vidt det anføres i

klagen, at ministeriets begrundelse i indkaldelserne er af helt generel art,

skal ministeriet derfor bemærke, at der er foretaget en vurdering af de

konkrete lokalplanforslag, og at den korte begrundelse i brevene til kommunen

må sammenholdes med de breve af 7. juni 1995 og 1. april 1996, der forinden

var

sendt til samtlige amtsråd og kommunalbestyrelser, og hvortil der henvises i

indkaldelsen.

Når det endvidere gøres

gældende i klagen, at man ikke kan foruddisponere et lovgivningsarbejde på

nævnte måde, skal ministeriet bemærke, at indkaldelsen af de omhandlede

lokalplanforslag efter ministeriets opfattelse har fornøden hjemmel i

planlovens § 3, stk. 4, og at den lovlige indkaldelse ikke kan blive ulovlig,

fordi der også henvises til et lovinitiativ, som skal præcisere reglerne.

..."

Den 23. september 1997 kommenterede

byrådet ministeriets udtalelse. Af kommentaren fremgik blandt andet:

"...

Hvis ministeriet skulle kunne

have bragt regelsættet i planlægningslovens § 3, stk. 4, i anvendelse, skulle

der foreligge 'et særligt tilfælde', ligesom det konkrete lokalplanforslag

skulle have 'større betydning' set i landsplansammenhæng.

Denne vurdering har

ministeriet slet ikke foretaget, og selvom det havde foretaget den, ville de

involverede lokalplanforslag ikke have nogen landsplanmæssig betydning.

Der erindres i denne

forbindelse om, at ministeriet alene kan tage landsplanmæssige overvejelser i

brug, når det anvender bestemmelsen, hvorfor enhver henvisning til eventuel

lokalbetydning ikke er en saglig begrundelse for anvendelse af regelsættet.

Det er væsentligt at erindre

sig, at ministeriet skulle have foretaget en konkret vurdering af de enkelte

projekter, set i forhold til den

gældende

landsplanudvikling, for overhovedet at kunne bringe reglen i anvendelse.

Ministeriet har ikke

foretaget en konkret vurdering, således som det beskrives i bestemmelsen,

ligesom man ikke har sammenlignet lokalplanforslaget med gældende

landsplanmæssige regelsæt.

Det, der reelt er sket, er,

at ministeriet har standset lokalplanudviklingen i håb om, at man kunne

standse den længe nok til, at lovgivningen efterfølgende laves om, så man

hindrer en udvikling, som ministeriet tilfældigvis ikke bryder sig om.

Ministeriet har således

anvendt loven forkert, og reelt sat 'et skøn under en regel'. Ministeriet har

ingen hjemmel til sin handling, hvilket støttes af lovens forarbejder.

..."

Den 27. oktober 1997 bad jeg

Miljø- og Energiministeriet om en supplerende udtalelse i sagen. I den

forbindelse bad jeg om at ministeriet i udtalelsen blandt andet kom ind på

spørgsmålet om det var i overensstemmelse med formålet med § 3, stk. 4, i

planloven at anvende bestemmelsen i en situation som den foreliggende.

Den 12. december 1997 udtalte

Miljø- og Energiministeriet sig. Af udtalelsen fremgik blandt andet:

"...

Miljø- og Energiministeriet

skal i denne anledning udtale, at anvendelsesområdet for bestemmelsen i

planlovens § 3, stk. 4, efter ministeriets opfattelse må vurderes under

hensyntagen til, at der er tale om en af de landsplanbeføjelser, der er

samlet

i lovens § 3. Efter § 3, stk. 4, kan miljø- og energiministeren 'i særlige

tilfælde' overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers kompetencer efter loven

dels, når der er tale om sager, der berører andre myndigheders lovbestemte

opgaver, dels i sager, der har 'større betydning', d.v.s. sager, der har

landsplanmæssig

eller national betydning, jf. ministeriets udtalelse over klagen af 1. juli

1997.

For så vidt angår planforslag

er det ministeriets opfattelse, at de overordnede interesser, der giver

hjemmel

til indkaldelse af et forslag, kan være til stede både i tilfælde, hvor det

enkelte forslag isoleret bedømt har landsplanmæssig betydning, og i tilfælde,

hvor et forslag sammen med andre forslag inden for en bestemt kategori udgør

et

planlægningsspørgsmål med landsplanmæssig betydning.

De to lokalplanforslag, der

er omfattet af klagen, har isoleret bedømt kun betydning for

butiksudviklingen

i Viborg amt, men de tilhører den kategori af planforslag vedrørende større

butiksbyggerier, hvis landsplanmæssige betydning er dokumenteret i de

undersøgelser

i 1991 og 1995, der er henvist til i ministeriets udtalelse over klagen af 1.

juli 1997.

Under hensyn hertil finder

ministeriet, at det er i overensstemmelse med formålet med § 3, stk. 4, i

planloven, at bestemmelsen er anvendt til indkaldelse af de omhandlede to

lokalplanforslag.

...

Det er således ikke korrekt,

at lokalplanlægningen vedrørende detailhandelsområdet er sat i stå, og det er

heller ikke korrekt, at der ikke i hvert enkelt tilfælde er foretaget en

konkret vurdering og behandling af de indkaldte lokalplanforslag.

En sådan konkret vurdering og

behandling har Miljø- og Energiministeriet også foretaget med hensyn til de

fra Viborg Kommune indkaldte lokalplanforslag.

Ministeriet er herved blevet

bekendt med, at Viborg Amt ved skrivelse af 19. juni 1996 til Viborg Kommune

i

medfør af planlovens § 29 gjorde indsigelse mod lokalplanforslag nr.

115 A

under henvisning til, at

forslaget stred mod retningslinie 13 i den gældende regionplan. Kopi af

amtets

skrivelse af 29. juni 1996 til kommunen samt kopi af retningslinie 13 i den

nævnte regionplan, Regionplan 1994-2006 for Viborg Amt, vedtaget i december

1993, vedlægges.

..."

Den 23. december 1997

kommenterede Viborg Byråd ministeriets supplerende udtalelse. Miljø- og

Energiministeriet fik samtidig sendt en kopi heraf til orientering.

Den 6. februar 1998 oplyste

sekretæren for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg mig om at også

samrådene vedrørende samrådsspørgsmål af 7. marts 1995 (alm. del - bilag

505),

3. december 1996 (alm. del - bilag 372) samt 5. januar 1998 (alm. del - bilag

494) alene havde været af orienterende art.

Ombudsmandens udtalelse

"

Retsgrundlaget

Den 23. januar 1991 fremsatte miljøministeren forslag til lov om planlægning

(lovforslag nr. L 76, Folketingstidende 1990-91, 2. samling, tillæg A, sp.

1729ff). §§ 1, 3 og 29 havde ifølge lovforslaget følgende ordlyd:

'Kapitel 1

Formål

§ 1. Loven skal sikre, at den sammenfattende planlægning forener de

samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne

landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt

grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og

plantelivet.

Stk. 2. Loven tilsigter særlig,

1) at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en

hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og

kommuner,

2) at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber,

...

Kapitel 2

Landsplanlægning

...

§ 3. Miljøministeren kan fastsætte regler for anvendelsen af lovens

beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven.

stk. 2. Miljøministeren kan tillægge regler efter stk. 1. retsvirkning som

regionplaner. Ministeren kan endvidere i særlige tilfælde bestemme, at bygge-

og anlægsarbejder, der er forudsat i en regel efter stk. 1, kan iværksættes

uden kommune- og lokalplan og uden tilladelse efter § 35, stk. 1.

Stk. 3. Miljøministeren kan

pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser at bringe lovens bestemmelser i

anvendelse, herunder tilvejebringe en plan med et nærmere bestemt indhold.

Stk. 4. Miljøministeren kan

beslutte at overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven

i

sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større

betydning.

...

Kapitel 6

Planers tilvejebringelse og ophævelse

...

§ 29. Miljøministeren kan til varetagelse af statslige interesser

fremsætte indsigelse efter § 28 over for et forslag til regionplan eller et

forslag til kommuneplan for Københavns eller Frederiksberg Kommune og

ændringer

til disse planer.

...

Stk. 4. En statslig myndighed

kan fremsætte indsigelse efter § 28 mod et lokalplanforslag ud fra de særlige

hensyn, som myndigheden varetager.'

I lovforslagets almindelige

bemærkninger om landsplanlægningen anføres blandt andet følgende:

'...

Landsplanbestemmelserne har

således fortsat karakter af formelle regler og rammer, der inden for lovens

formål kan udfyldes i overensstemmelse med skiftende tiders behov og

politiske

vurdering.

...

Decentraliseringen af

planlægningsopgaverne må afbalanceres med nogle statslige indgrebsmuligheder,

som kan anvendes, når overordnede interesser skal sikres. Erfaringerne har

vist, at der er behov for, at staten kan gribe ind i sager om lokalisering af

samfundsnødvendige projekter, som de lokale myndigheder ikke vil eller kan

løse.

Forslaget indeholder derfor

hjemmel for miljøministeren til at pålægge de kommunale myndigheder at

tilvejebringe en plan eller selv overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers

beføjelser efter loven. Dette indebærer, at landsplandirektiver m.v. kan

blive

direkte bindende for planlægningen på alle niveauer. De nævnte påbuds- og

indkaldebeføjelser skal kun anvendes i de undtagelsestilfælde, hvor

overordnede

interesser gør det nødvendigt at bryde lovens almindelige opgavefordeling.

...'

I de almindelige bemærkninger

om kommune- og lokalplanlægningen anføres blandt andet:

'...

I de kommunale planer er den

eksisterende bebyggelsestæthed i de centrale byområder blevet reduceret

væsentlig for at skabe mere lys og luft og bedre opholdsarealer. Den

reducerede

bebyggelsestæthed forudsættes generelt fastholdt i fremtiden. I tilfælde af,

at

der i en kommuneplan sker en markant hævelse af bebyggelsesprocenterne, kan

miljøministeren i det konkrete tilfælde indkalde kommuneplanen og om

fornødent

pålægge kommunalbestyrelsen at reducere bebyggelsesprocenterne.

Miljøministeren

vil eventuelt tillige kunne fastsætte mere nuancerede regler om

bebyggelsestætheder ved et landsplandirektiv.

...'

I lovforslagets bemærkninger

til § 3 anføres det om stk. 4:

'Stk. 4 er udtryk for en styrkelse

af landsplanbeføjelserne. Udtrykket 'berører andre myndigheders lovbestemte

opgaver' omfatter alle opgaver inden for en myndigheds kompetence.

Bestemmelsen

giver miljøministeren mulighed for at overtage amtsråds og

kommunalbestyrelsers

beføjelser efter loven. Ministeren får således mulighed for at træffe

afgørelser i sager, hvor enten amtsrådet eller kommunalbestyrelsen har

kompetencen, f.eks. afgørelser om tilladelse efter landzonebestemmelserne.

Bestemmelsen giver tillige

miljøministeren kompetence til at udarbejde konkrete planer.

Kommuneplanlovens

§ 29 indeholder en lignende regel, men dog kun for så vidt angår lokalplaner

og

kun på baggrund af et landsplandirektiv. Bestemmelsen indeholder endvidere

miljøministerens 'call-in-beføjelse' overfor planer med den virkning, at et

offentliggjort planforslag ikke kan vedtages endeligt efter lovforslagets §

27.

Planen vil herefter kun kunne få retsvirkninger, såfremt miljøministeren

godkender den, eller efter forhandlinger med amt/kommune beslutter at endelig

vedtagelse i amtsråd eller kommunalbestyrelse kan finde sted. Miljøministeren

kan foretage de ændringer, der er nødvendige for, at planen får den ønskede

udformning. Miljøministeren kan i denne forbindelse beslutte kun at kalde en

del af et planforslag ind, således at amtsrådet henholdsvis

kommunalbestyrelsen

stilles frit med hensyn til at vedtage den øvrige del af planen.'

Under Folketingets behandling

af lovforslaget fremsatte miljøministeren forslag til ændring af § 3.

Ændringsforslaget er trykt i Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning

afgivet

den 27. maj 1991 (Folketingstidende 1990-91, tillæg B, sp. 1641ff) og havde

følgende ordlyd:

I stk. 1 indsættes efter 'Miljøministeren kan'

ordene:'til varetagelse af landsplanmæssige interesser, herunder sikring af

kvalitet i planlægningen,'.

I stk. 3 indsættes efter 'Miljøministeren kan'

ordene:'i særlige tilfælde'.

I stk. 4 indsættes efter 'Miljøministeren kan'

ordene:'i særlige tilfælde'.

I bemærkningerne til

ændringsforslaget anføres følgende:

'Til nr. 1

Ændringsforslaget tilsigter

at tydeliggøre, at det fremtidige anvendelsesområde for bestemmelsen i særlig

grad vil være landsplandirektiver, der båret af landsplanhensyn fastsætter

krav

til region-, kommune- og lokalplanlægningen.

Til nr. 2 og 3

Ændringsforslagene skal

markere, at ministerens bemyndigelse som efter hidtidig praksis alene tænkes

udnyttet undtagelsesvis, når væsentlige overordnede interesser tilsiger det.'

Af betænkningen fremgår

endvidere at miljøministeren gav udvalget tilsagn om at han en gang årligt

ville redegøre for den allerede gennemførte samt den planlagte anvendelse af

bemyndigelsesbestemmelserne i loven, navnlig § 3.

Som bilag til betænkningen er

følgende spørgsmål nr. 21 fra udvalget til miljøministeren og dennes svar

herpå gengivet:

'Spørgsmål nr. 21:

Ministeren bedes give

eksempler på, hvorledes han påtænker at anvende bemyndigelsesbestemmelserne i

planloven.

Svar:

...

4. Bestemmelser, der giver ministeren mulighed for at gribe ind i

konkrete sager

Lovforslagets §§ 3, 5, stk. 3, og 29

, giver miljøministeren

mulighed for i særlige tilfælde at give påbud om gennemførelse af planer med

et

bestemt indhold, for at kalde et planforslag ind til godkendelse, kræve

bestemte oplysninger eller nedlægge veto mod bestemte planforslag.

Alle beføjelserne har

karakter af særlige undtagelsesregler, hvorefter miljøministeren kan gribe

ind

over for den kommunale planlægning m.v., når væsentlige overordnede

interesser

gør det nødvendigt.

Der kan ikke siges noget om

reglernes fremtidige anvendelse, men de tilsvarende beføjelser i gældende

lovgivning har netop kun været anvendt i sjældne undtagelsessituationer.

Bestemmelsen om veto mod regionplanforslag, der skal træde i stedet for den

nuværende godkendelsesordning, må dog forventes anvendt i et vist omfang,

idet

miljøministeren i disse sager handler på alle ministeriers vegne.'

Den 29. maj 1991 afgav

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg tillægsbetænkning

(Folketingstidende

1990-91, tillæg B, sp. 1707ff). Af bilaget til tillægsbetænkningen fremgår

blandt andet følgende samrådsspørgsmål og svar:

'Samrådsspørgsmål D

Ministeren bedes oplyse,

hvordan han vil sikre den overordnede planlægning af hovedstadsområdet med

godkendelsesordningens bortfald.

Svar på spørgsmål D:

Lovforslaget forudsætter, at

regionplanlægningen i de enkelte 'regioner' i hovedstadsområdet sker på

grundlag af en vurdering af udviklingen i området som helhed.

Lovforslaget er på dette

område helt i overensstemmelse med gældende ret, som den blev udformet som

led

i lovgivningen om Hovedstadsrådets nedlægning.

Det var herved forudsat, at

de fem regionale myndigheder i videst mulige omfang selv skulle koordinere og

finde fælles løsninger uden miljøministerens medvirken, hvilket også allerede

sker i dag.

Eventuel manglende samordning

vil kunne være anledning for ministeren til at bruge sine indkalde og

vetoføjelser.'

Lovforslaget blev vedtaget af

Folketinget ved 3. behandling den 31. maj 1991 (lov nr. 388 af 6. juni 1991).

Planloven er herefter blevet

ændret flere gange på områder der er uden betydning for denne sag.

Miljø- og energiministeren

fremsatte den 11. december 1996 forslag nr. L 118 til lov om ændring af lov

om

planlægning (detailhandel m.v.) jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, sp.

2761ff.

Efter lovforslaget blev der

indsat en række bestemmelser i loven om udlægning af arealer til

butiksformål.

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgik blandt andet:

'...

Miljø- og energiministerens

mulighed for at gribe ind i den regionale eller kommunale planlægning eller

ministerens forpligtelse til at følge udviklingen ændres ikke. Der kan dog

være

behov for en øget anvendelse af ministerens beføjelser (indsigelse,

indkaldelse

og klage) i overgangsperioden til de første planer, der er udarbejdet efter

lovens regler, foreligger.'

Forslaget blev vedtaget af

Folketinget ved 3. behandling den 29. april 1997 (lov nr. 324 af 14. maj 1997

om ændring af lov om planlægning). Herefter er planloven blevet ændret to

gange på områder som er uden betydning for denne sag.

§ 67, stk. 1, i lov om

naturbeskyttelse (lov nr. 9 af 3. januar 1992 som senest ændret ved lov nr.

439

af 1. juni 1994) har følgende ordlyd:

'§ 67. Miljøministeren kan

beslutte at overtage amtsrådets eller kommunalbestyrelsens beføjelser efter

loven i sagen, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har

større betydning.'

I bemærkningerne til

lovforslaget (lovforslag nr. L 70 som miljøministeren fremsatte den 24.

oktober

1991, Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1492) anføres blandt andet

følgende om bestemmelsen i naturbeskyttelsenslovens § 67, stk. 1:

'Bestemmelsen omhandler

retningslinier for amtsrådenes og kommunalbestyrelsernes administration,

herunder mulighederne for at ministeren overtager afgørelser af mere

vidtrækkende betydning, f.eks. hvor en afgørelse har konsekvenser udover den

enkelte amtskommunes grænser eller er af national eller international

betydning.

...'

Lovforslaget blev vedtaget af

Folketinget ved 3. behandling den 20. december 1991 (lov nr. 9 af 3. januar

1992).

Ombudsmandens bemærkninger

Anvendelsesområdet for call in-bestemmelsen

Spørgsmålet i sagen er om

miljø- og energiministeren har haft hjemmel til at anvende call in-beføjelsen

i

planlovens § 3, stk. 4, i de foreliggende sager vedrørende lokalplanforslag

nr.

111 A

og

115 A. Besvarelsen heraf beror blandt

andet på en stillingtagen til anvendelsesområdet for planlovens § 3, stk. 4.

Call in-beføjelsen i § 3,

stk. 4, er en af miljø- og energiministerens landsplanbeføjelser. § 3, stk.

4,

giver ministeren adgang til at overtage alle de beføjelser som en kommune er

tillagt i planloven, herunder også en kommunes kompetence som

planlægningsmyndighed.

Anvendelse af § 3, stk. 4, forudsætter - i modsætning til hvad der var

tilfældet for den lignende bestemmelse i den nu ophævede kommuneplanlovs §

29 - ikke et landsplandirektiv.

Call in-beføjelsen kan anvendes

både til hensigtsmæssigheds- og legalitetskontrol. Jeg henviser til at det

fremgår af lovbemærkningerne om § 3, stk. 4, at ministeren kan foretage de

ændringer der er nødvendige for at planen får den ønskede virkning, og til

Karsten Revsbech, Planer og Forvaltningsret (1986), s. 408.

Anvendelsesområdet for § 3,

stk. 4, er begrænset af bestemmelsens ordlyd idet der skal være tale om et

særligt tilfælde, og at sagen har større betydning. (I den konkrete sag er

kriteriet om at sagen berører andre myndigheders lovbestemte opgaver ikke

relevant).

Ministeren skal være

tilbageholdende med at anvende call in-beføjelsen. Det fremgår af beføjelsens

karakter og bemærkningerne til lovforslaget, men det blev også fremhævet

under

Folketingets behandling af lovforslaget ved at ordene 'i særlige tilfælde'

blev indsat. Begrundelsen for sidstnævnte ændring var at markere at

beføjelsen

som efter hidtidig praksis alene tænktes udnyttet undtagelsesvist, når

væsentlige overordnede interesser tilsagde det.

Ministeriet tilkendegiver i

sin udtalelse af 1. juli 1997 at praksis vedrørende anvendelse af § 3, stk.

4,

er i overensstemmelse med dette, idet beføjelsen fortrinsvis er blevet

anvendt

på to kategorier af planforslag, nemlig forslag vedrørende kystnærhedszonen

og forslag vedrørende større butiksbyggerier.

Miljø- og Energiministeriet

anfører i udtalelserne til mig at ordene 'har større betydning' ikke er

særskilt omtalt i bemærkningerne til lovforslaget, men at ordene efter

bestemmelsens placering i lovens kapitel 2 og sammenhængen med de andre

bestemmelser i § 3 refererer til landsplanmæssig betydning. Ministeriet

anfører

også at spørgsmålet om hvad der er landsplanmæssige eller nationale

interesser

må bero på miljøministerens skøn, og at det afgørende kriterium er om der er

tale om væsentlige overordnede interesser som gør det nødvendigt at bryde

lovens almindelige opgavefordeling, jf. lovens § 1, stk. 2, nr. 1 og 2.

Jeg er enig med ministeriet i

at bestemmelsen i § 3, stk. 4, kan anvendes til at sikre landsplanmæssige

interesser. Sådanne interesser knytter sig efter lovens forarbejder ikke blot

til lokaliseringen af samfundsnødvendige projekter, men også til f.eks.

samordning af planlægningen i hovedstadsområdet og til spørgsmålet om

bebyggelsestætheden

i de centrale byområder. Ved vurderingen af om der foreligger

landsplanmæssige

interesser, når bestemmelsen anvendes i forbindelse med lokalplanforslag, må

ministeriet således være beføjet til at vurdere de pågældende

lokalplanforslag

i sammenhæng med andre tilsvarende lokalplanforslag.

Det fremgår af lovens § 1,

stk. 2, nr. 1 og 2, at loven blandt andet tilsigter at der ud fra en

planmæssig

og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele

landet og i de enkelte amtskommuner og kommuner samt at der skabes og bevares

værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber.

På den baggrund finder jeg

ikke grundlag for at kritisere Miljø- og Energiministeriets praksis om at

anvende § 3, stk. 4, vedrørende visse lokalplanforslag om

detailhandelscentre.

Indkaldelsen af lokalplanforslag nr.

111 A

og

115 A

Spørgsmålet er herefter om

betingelserne for at anvende § 3, stk. 4, har været opfyldt ved de konkrete

indkaldelser

af lokalplanforslag nr.

111 A

og

115 A.

Miljø- og Energiministeriets

afgørelse af om lokalplanforslagene er særlige tilfælde og har større

betydning, bygger i vidt omfang på vurderinger og afvejninger af en række

forskellige landsplanmæssige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg

ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og

omstændigheder

på en anden og bedre måde end Miljø- og Energiministeriet.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun

hvis

der er tale om ganske særlige omstændigheder kan jeg kritisere ministeriets

afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst,

eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en

forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.

Under min gennemgang af sagen

har jeg bemærket at Miljø- og Energiministeriet ved henstillingerne og

indkaldelserne har anført hensynet til ikke at foregribe et eventuelt

lovforslag.

Efter min opfattelse kan

dette hensyn ikke sagligt tages i betragtning ved vurderingen af om

betingelserne for at anvende § 3, stk. 4, er til stede. Det er derfor

kritisabelt at ministeriet anførte dette hensyn.

Ministeriet har i udtalelsen

af 1. juli 1997 til mig anført at indkaldelsen af lokalplanforslagene havde

fornøden hjemmel, og at den lovlige indkaldelse ikke blev ulovlig fordi der

også henvistes til et lovinitiativ som skulle præcisere reglerne. Jeg er for

så

vidt enig i at henvisningen til det påtænkte lovinitiativ ikke i sig selv

gjorde indkaldelserne ulovlige, når indkaldelserne i øvrigt var begrundede i

saglige hensyn. Men den udtrykkelige henvisning hertil skærpede kravene til

ministeriets pligt til at give en konkret - og naturligvis retvisende -

begrundelse for sin beslutning om at indkalde lokalplanforslagene, jf.

nedenfor.

Både Viborg Byråd og Miljø-

og Energiministeriet har anført at anvendelsen af § 3, stk. 4, forudsætter en

konkret vurdering i de enkelte tilfælde af om betingelserne for at anvende

denne bestemmelse er opfyldt. Ministeriet har gjort gældende at ministeriet

har foretaget en sådan konkret vurdering af de berørte lokalplanforslag.

Dette

bestrides af byrådet som tværtimod mener at ministeriet har handlet i strid

med

den almindelige forvaltningsretlige regel om at myndigheder ikke kan opstille

interne regler der afskærer eller væsentligt begrænser en skønsmæssig

afvejning.

Jeg er enig i at § 3, stk. 4,

kun kan anvendes, når der er foretaget en konkret vurdering af om

betingelserne

for at anvende denne bestemmelse er opfyldt. Det ville derfor ikke være

lovligt

at opstille en intern regel for brugen af § 3, stk. 4, der medførte en

fuldstændig afskæring eller en meget betydelig begrænsning af udøvelsen af

skønnet. Derimod vil der på baggrund af formålet med loven og dennes

forarbejder ikke være noget til hinder for at ministeriet ved anvendelsen af

call in-beføjelsen i et vist omfang anvender interne, vejledende regler i

forbindelse med udøvelsen af skønnet. Jeg henviser i øvrigt til Jon Andersen

mfl., Forvaltningsret (1994), s. 246ff.

Det må antages at

indkaldelsen af de berørte lokalplanforslag skete på baggrund af en

principiel

beslutning om at indkalde alle planforslag omfattet af pkt. 5 i henstillingen

af 7. august 1995, der er gentaget i henstillingen af 1. april 1996. Således

som jeg forstår indholdet af denne principielle beslutning, er der dog ikke

tilstrækkeligt

grundlag for at antage at udøvelsen af det konkrete skøn blev fuldstændig

afskåret

eller begrænset i et meget betydeligt omfang. Jeg kan således ikke kritisere

at

ministeriet anvendte call in-beføjelsen vedrørende de to lokalplanforslag.

Begrundelse

Angående Viborg Byråds

bemærkninger om begrundelserne for indkaldelserne gør jeg opmærksom på at

spørgsmålet

om forvaltningsloven, herunder særligt reglerne i §§ 22 og 24 om begrundelse,

finder anvendelse, ikke har været rejst under sagen. Ved min behandling af

sagen har jeg lagt til grund at disse regler ikke finder anvendelse på

indkaldelsesbeslutningerne.

Ifølge bestemmelsen i

planlovens § 28, stk. 1 og 3, skal indsigelser efter §§ 29 og

29 a

være begrundede. Der er ikke i

planloven fastsat bestemmelser om begrundelse af en indkaldelsesbeslutning

efter § 3, stk. 4.

Der er således ikke i

lovgivningen regler om begrundelse som kan anvendes i denne sag.

Ministeriets breve til

byrådet af 28. maj og 20. juni 1996 er ikke uden begrundelser, men

begrundelserne er ret kortfattede og af en forholdsvis generel karakter.

Henstillingerne af 7. juni 1995 og 1. april 1996 som ministeriet har henvist

til for en uddybning af begrundelserne, er betydeligt mere omfattende, men

naturligvis holdt på et helt generelt plan.

Efter min opfattelse ville

det have været bedst stemmende med god forvaltningsskik om ministeriet over

for

byrådet nærmere havde begrundet hvorfor ministeriet mente at betingelserne

for

at anvende § 3, stk. 4, i de to konkrete tilfælde var opfyldt.

Jeg henviser til at

indkaldelse af et lokalplanforslag efter omstændighederne kan medføre en

betydelig forstyrrelse af planlægningsarbejdet i den pågældende kommune og

dermed eventuelt også kan få ganske alvorlige konsekvenser for private

bygherrer. Det forekommer også naturligt at en indkaldelse efter § 3, stk. 4,

ledsages af en begrundelse på samme måde som en indsigelse efter §§ 29 eller

29 a

(og den senere tilkomne bestemmelse

i § 29 b), da en indkaldelse har samme retsvirkning som en indsigelse efter

disse bestemmelser, nemlig at kommunalbestyrelsen ikke kan vedtage

planforslaget

endeligt, jf. § 27, stk. 1. Hertil kommer hensynet til de forhandlinger

mellem

ministeriet og den pågældende kommune som typisk vil blive indledt, når

ministeriet indkalder et planforslag. Der vil antagelig være en større chance

for at disse forhandlinger får et lettere forløb, hvis beslutningen om at

indkalde

planforslaget ledsages af en konkret begrundelse. Jeg henviser endvidere til

at

bestemmelsen efter sin formulering og lovens forarbejder kun skulle anvendes

undtagelsesvist. I den foreliggende sag, hvor ministeriet i indkaldelserne

henviste til et udenfor liggende hensyn (det påtænkte lovinitiativ), var der

efter min opfattelse et skærpet behov for at ministeriet gav en konkret - og

naturligvis retvisende - begrundelse for sin beslutning, jf. ovenfor.

Jeg har gjort Miljø- og Energiministeriet

bekendt med min opfattelse."

Lignende dokumenter