Naturklagenævnets afgørelse om at ophæve forbud efter planlovens § 14
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Naturklagenævnets afgørelse om at ophæve forbud efter
planlovens § 14
A klagede over
Naturklagenævnets afgørelse om at ophæve et af Middelfart Kommune nedlagt
forbud mod bebyggelse af en ejendom.
På den pågældende ejendom og
en række andre ejendomme i området var der den 3. juni 1957 af Vejlby-Strib
Sogneråd blevet tinglyst følgende deklaration:
"I henhold til lov nr.
275 af 28. november 1928 om fastsættelse af byggelinier ved veje og gader,
har undertegnede sogneråd besluttet, at der på de grunde, som er beliggende
ved
bivejene i Vejlby - Strib kommune ikke må opføres bygninger eller udføres
andre
faste anlæg af nogen art, jfr. lovens § 1, i en afstand fra vejens midtlinie
af
mindre end
10,00 m.
Hvor byveje skærer hinanden,
bestemmes byggeafstanden af en skrålinie, som forbinder punkter i vejenes
midtlinier, der ligger i
25 m
'
afstand fra midtliniernes skæringspunkt.
Hvor byveje udmunder i -
eller skærer - landeveje eller ubevogtede jernbaneoverskæringer, er begge de
tilsvarende afstande
35 m.
Hjørnebygninger, der opføres
i den fastsatte byggelinie, samt hjørnegrunde skal have brudt hjørne af
Læs alt
mindst
2,5 m
' bredde med lige store vinkler
mod vej - og gadelinier.
Anvendelsen af de anførte
mindste afstande for bebyggelsen forudsætter, at bygningen opføres med sin
jordlinie
i fremtidig vejhøjde efter vejbestyrelsens nærmere anvisning. Er dette ikke
tilfældet, skal bygningen rykkes så meget længere tilbage, som svarer til 1,5
gange højdeforskellen foruden den fornødne bredde til passage foran bygningen
-
mindst
1 m.
..."
I et brev modtaget den 3.
juni 1994 anmodede B, der ejede ejendommen X-vej nr. ..., Middelfart Kommune
om
at der måtte bygges et beboelseshus på strandgrunden tilhørende X-vej nr....,
og B bad om at få størrelsen oplyst.
Middelfart Kommune besvarede
brevet den 12. juli 1994. Kommunen anførte bl.a. følgende:
"...
Det bekræftes hermed, at
ovennævnte ejendom er beliggende i byzone.
Grunden er beliggende i kommuneplanens område
B 45, boligområde. Det betyder, at der indenfor visse rammer kan forventes
tilladelse
til opførelse af helårsbolig, hvis ansøgning indsendes.
Rammerne er:
Grunden er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 17 om
skovbyggelinier (
300 m
).
Kommunen kan, efter at have givet skovejer
lejlighed til udtalelse, gøre undtagelse fra forbudet mod bebyggelse.
Bedømt udfra tidligere afgørelser i området, er der stor sandsynlighed for,
at
tilladelse kan meddeles.
Grunden er i ejendomsregistret angivet med et areal på
426 m2. Det vil sige, at der højst kan
opføres et hus med et bruttoetageareal på 25% af
426 m2
-
106 m2.
Grunden er omfattet af tinglyst deklaration af 3. juni
1957 om vejbyggelinier (
10 m
fra vejmidte).
..."
Den 12. marts 1995 søgte B
kommunen om dispensation fra byggelinierne, da B ønskede at huset skulle
ligge
2 m
nærmere X-vej.
Den 10. april 1995 svarede
kommunen således:
"De har ansøgt om
dispensation fra tinglyst vejbyggelinie således, at der kan opføres et nyt
enfamiliehus
7,5 m
fra vejmidte.
Middelfart byråds teknik- og
miljøudvalg har behandlet ansøgningen på møde den 5. april 1995. Udvalget
vedtog at meddele dispensation til det ansøgte.
For en ordens skyld gøres
opmærksom på at bebyggelsesprocenten ikke må overstige 25. Det vil sige et
bruttoetageareal på højst
106 m2.
Den fremsendte skitsemæssige
tegning viser et boligareal på ca.
118
m2
og et carportareal på ca.
38 m2. Altså et bruttoetageareal på
(118 + 38 - 35) =
121 m2.
Vi forventer, at det endelige
projekt bliver rettet ind, så bebyggelsesprocenten ikke overstiger 25.
Yderligere
byggesagsbehandling afventer relevant tegningsmateriale."
Det fremgik af udskriften af
protokollen for teknik- og miljøudvalgets møde den 5. april 1995 at der
tidligere langs X-vej var meddelt dispensation fra vejbyggelinien
10 m
fra vejmidte.
I et brev af 16. april 1995
gjorde A sammen med en række andre beboere på X-vej indsigelse over for
kommunen mod planerne om at give tilladelse til, at der blev opført et
enfamilieshus på ejendommen X-vej nr. .... I brevet blev det fremhævet at de
omkringboende naboer ikke blev informeret eller hørt angående byggeriet, og A
og de øvrige underskrivere af brevet anmodede om at der blev indkaldt til
offentlig høring om sagen inden en eventuel byggetilladelse blev givet.
X-vejskvarterets
Grundejerforening anmodede ligeledes i et brev af 19. april 1995 kommunen om
at
der blev afholdt en høring inden en evt. byggetilladelse blev givet.
Kommunens teknik- og
miljøudvalg behandlede sagen på et møde den 4. maj 1995. Udvalget indstillede
til økonomiudvalget at der blev udarbejdet et lokalplanforslag for området
med
henblik på at friholde et nærmere afgrænset område vest for X-vej for
bebyggelse. Endvidere blev det indstillet at der blev nedlagt forbud mod
bebyggelse
på ejendommen X-vej nr. ... efter § 14 i planloven. Udvalget gav meddelelse
om
indstillingerne til B, X-vejskvarterets Grundejerforening og til C og D.
Den 24. maj 1995 rettede
advokat E henvendelse til Middelfart Kommune på vegne af B. Han anmodede
kommunen om at redegøre for sin ændrede opfattelse af sagen, herunder navnlig
begrundelsen for ønsket om at nedlægge forbud mod bebyggelse af ejendommen
X-vej nr. ...
Indstillingen fra teknik- og
miljøudvalget blev behandlet på et møde i økonomiudvalget den 30. maj 1995
hvor det blev indstillet at godkende indstillingen.
B gjorde i et brev af 1. juni
1995 til kommunen rede for sit syn på sagen.
Den 6. juni 1995 tiltrådte
byrådet indstillingen fra økonomiudvalget og teknik- og miljøudvalget.
Beslutningen blev meddelt B i et brev af 20. juni 1995.
Middelfart Kommune besvarede
den 21. juni 1995 henvendelsen fra advokat E.
Fyns Amt oplyste i et brev af
23. juni 1995 til C bl.a. følgende:
"...
Fyns Amt kan på det
foreliggende grundlag oplyse følgende:
·
Ejendommen ligger i byzone, og amtets
tilladelse efter planloven er derfor ufornøden.
·
Strandbeskyttelseslinien er ophævet på den
pågældende strækning, og ejendommen er dermed ikke omfattet af
naturbeskyttelseslovens
§ 15.
·
Ejendommen er endvidere undtaget for
naturbeskyttelseslovens bestemmelser om skovbyggelinie (§ 17), idet der
mellem
ejendommen og (Y-by) skov er placeret en sammenhængende lovlig bebyggelse.
·
Ejendommen er ikke omfattet af nogen
fredning. Fredningsnævnets tilladelse er derfor ufornøden.
..."
Den 5. juli 1995 klagede
advokat E på vegne af B til Naturklagenævnet over kommunens forbud mod
bebyggelse
af ejendommen.
På anmodning fra
Naturklagenævnet afgav kommunen en udtalelse den 2. august 1995.
Den 10. september 1995
fremsatte B sine bemærkninger til kommunens udtalelse.
Den 23. november 1995
ophævede Naturklagenævnet det nedlagte forbud. Nævnet anførte bl.a. følgende:
"...
Ifølge planlovens § 14 kan
kommunalbestyrelsen nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk
etableres
forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Forbuddet kan højst nedlægges for
et
år.
Der kan ikke nedlægges forbud
mod et påtænkt byggeri, hvortil kommunen har meddelt byggetilladelse.
Der er ikke meddelt ejeren
byggetilladelse i dette tilfælde. Det fremgår imidlertid af sagsforløbet,
navnlig kommunens breve af 12. juli 1994 og 10. april 1995, at kommunen på
baggrund af et konkret byggeprojekt har givet ejeren tilsagn om at ejendommen
vil kunne bebygges med et enfamiliehus som ansøgt, men med et lidt reduceret
bruttoetageareal.
Tilsagnet har i forhold til
ejeren karakter af en forhåndsaccept som kommunen ikke ville kunne fragå ved
at
undlade at give byggetilladelse.
Efter Naturklagenævnets
opfattelse må en sådan bindende forhåndsbesked sidestilles med en
byggetilladelse, der begrænser retten til at nedlægge forbud efter planlovens
§
14.
Middelfart Kommune har
herefter ikke haft hjemmel til at nedlægge forbud som sket.
..."
Advokat F rettede den 17.
januar 1996 henvendelse til Middelfart Kommune på vegne af en kreds af
grundejere på X-vej. Han opfordrede kommunen til i et kommende
lokalplanforslag for området ikke at undtage ejendommen X-vej nr. ... fra en
i
øvrigt ensartet regulering af adgangen til bebyggelse.
Den 23. februar 1996 rettede
advokat F henvendelse til advokat E vegne af en kreds af grundejere på X-vej
og henstillede at byggeplanerne for ejendommen blev revurderet. Han anførte i
brevet at opførelsen af byggeri på ejendommen ville forringe værdien af hans
klienters ejendomme og ville stride mod naboretlige regler.
Den 19. marts 1996 udsendte
Middelfart Kommune et forslag til lokalplan for området. I indledning til
forslaget var bl.a. anført følgende:
"Lokalplanen er
foranlediget af en byggesag, som omhandlede én af de små parceller (matr.
nr....), som ligger vest for (X-vej). Ejeren har opnået tilladelse til at
opføre
et helårshus på grunden, men de overvejelser, sagen gav anledning til, har
medført,
at byrådet nu ønsker fastlagt, hvorledes dette attraktive kystområde skal se
ud
og fungere i fremtiden."
Ifølge lokalplanforslaget
måtte de ejendomme der var vist som priksignatur på kortbilaget (alle
ejendomme
mellem X-vej og Lillebæltshalvøen, bortset fra X-vej nr. ...) ikke bebygges,
men skulle anvendes som private haver, daghaver, opholdsarealer og lignende
formål for de pågældende grundejere. Endvidere ophævedes deklarationen af 3.
juni 1957. Den 29. marts 1996 udsendte kommunen en rettelse til
lokalplanforslaget,
idet ejendommen X-vej nr. ... ved en fejl var vist uden priksignatur på
kortbilaget.
Den 24. marts 1996 rettede A
henvendelse til mig. A gjorde bl.a. gældende,
at
kommunen havde forsømt at foretage nabohøring forud for
afgørelsen om dispensation fra vejbyggelinien,
at
kommunen ikke havde været opmærksom på sikkerhedszonen omkring
DONG's hovedgasledning,
at
der forelå
lokalplanpligt, og
at
afgørelsen
stred mod kommuneplanen. Endvidere fremsatte A bemærkninger til B's breve af
1.
juni og 10. september 1995.
Den 24. marts 1996 anmodede A
desuden Naturklagenævnet om at genoptage behandlingen af sagen. Dette afslog
nævnet i et brev af 26. april 1996.
Den 17. april 1996 gjorde en
række beboere på X-vej over for kommunen indsigelse mod lokalplanforslaget.
Den 26. april 1996 anmodede
jeg Middelfart Kommune og Naturklagenævnet om en udtalelse i sagen.
Middelfart Kommune afgav den
7. juni 1996 en udtalelse. Kommunen anførte bl.a. følgende:
"...
Det kan i den forbindelse
anføres, at det efter vor opfattelse er faktuelle oplysninger, der er givet i
vor skrivelse af 12. juli 1994. Der er ikke tale om nogen afgørelse, der
skulle
træffes.
Angående vor skrivelse af 10.
april 1995, vedrørende dispensation fra vejbyggelinien, kan anføres, at det
under sagens behandling, har været vurderet, at de omboende ikke havde nogen
væsentlig interesse i sagens afgørelse.
Vejbyggelinien er pålagt af
kommunen og tinglyst på ejendommen den 3. juni 1957, for at have mulighed for
at kunne udvide vejen, hvis det blev aktuelt. Udvidelse af vejen er aldrig
blevet aktuel, og det skønnes ikke påkrævet at opretholde byggelinien det
pågældende sted."
Den 8. juli 1996 klagede A
til Naturklagenævnet over kommunens behandling af sagen. A gjorde bl.a.
gældende, at der ikke var foretaget nabohøring forud for afgørelsen af 10.
april 1995, og at lokalplanforslaget var udtryk for forskelsbehandling.
Den 7. august 1996 afgav
Naturklagenævnet en udtalelse til mig. nævnet anførte bl.a. følgende:
"...
Naturklagenævnet kan henholde
sig til nævnets afgørelse af 23. november 1995 og senere afslag i skrivelse
af
26. april 1996 på klagernes anmodning om genoptagelse af sagen.
Det har ikke været aktuelt at
tage stilling til klagernes partsstatus i forbindelse med det spørgsmål som
forelå til bedømmelse for Naturklagenævnet ved afgørelsen af 23. november
1995.
Spørgsmålet drejede sig om lovligheden af kommunens forbud over for ejeren
efter planlovens § 14. Nævnet har alene vurderet dette spørgsmål og har ikke
truffet nogen (for naboerne bebyrdende) afgørelse om at der skulle gives
tilladelse til byggeri.
Naturklagenævnet lagde ved
sin afgørelse vægt på kommunens tidligere tilkendegivelser overfor ejeren
(som
man fandt havde karakter af et bindende forhåndstilsagn) uden at tage
stilling
til om disse tilkendegivelser i sig selv havde karakter af afgørelser i
forhold til andre parter.
Ved afgørelsen om at
underkende kommunens § 14 forbud udtalte Naturklagenævnet sig ikke nærmere om
konsekvenserne. Såfremt kommunen besluttede at give byggetilladelse i
overensstemmelse med forhåndstilsagnet måtte dette muligvis kræve forudgående
partshøring af naboerne. En anden mulighed, eventuelt efter partshøring,
ville
være at give ejeren erstatning for manglende byggeadgang.
Erstatningsmuligheden fremgår
ikke udtrykkeligt af Naturklagenævnets afgørelse. Det kan diskuteres om den
burde være nævnt, ligesom der muligvis også burde være peget på et eventuelt
behov for partshøring. Nævnet kan dog næppe antages at være forpligtet til at
yde en sådan vejledning over for en kommune.
Naturklagenævnet finder
iøvrigt ikke nu at kunne udtale sig nærmere om forhold som har været uden
betydning for nævnets afgørelse."
Den 13. august 1996 meddelte
Naturklagenævnet at man ikke kunne tage stilling til A's henvendelse, idet
spørgsmålet om genoptagelse af sagen var til behandling hos mig.
Den 19. august 1996 anmodede
jeg Middelfart Kommune om en udtalelse til det af Naturklagenævnet anførte,
navnlig for så vidt angår partshøring i forbindelse med en eventuel
byggetilladelse og om muligheden for erstatning.
Den 13. september 1996
anmodede A kommunen om ikke at give byggetilladelse til det påtænkte byggeri
på
ejendommen X-vej nr. ....
Den 16. september 1996 afgav
kommunen en udtalelse til mig. Kommunen anførte følgende:
"De har bedt om
Middelfart Kommunes udtalelse til Naturklagenævnets udtalelse af 07.08.1996.
For så vidt angår partshøring i forbindelse med en eventuel byggetilladelse:
De
to breve, der bliver benævnt som 'byggetilladelser' er:
Kommunens brev af 12.07.1994 til (B). Her gives nogle
faktiske oplysninger om ejendommen, og om, at der inden for visse rammer kan
forventes tilladelse til opførelse af helårsbolig. Dette brev indeholder
ingen
afgørelse, der kræver naboorientering.
Kommunens brev af 10.04.1995 til (B). Her meddeles
dispensation fra en byggelinie, som er tinglyst den 3. juni 1957,
efter vejlovgivningen, for at sikre en
eventuel udvidelse af
vejen. Udvidelse
af vejen er aldrig blevet aktuel, og det skønnes ikke påkrævet at opretholde
byggelinien det pågældende sted. Det betyder også, at der ikke er tale om
bebyggelsesregulerende
linie efter planlovgivningen, og der skal ikke foretages naboorientering
inden
afgørelser træffes.
Konklusionen er, at der ikke
er meddelt dispensationer efter planlovgivning eller byggelovgivning, der
kunne give anledning til naboorientering.
For så vidt angår spørgsmålet
om eventuel erstatning kan oplyses, at der ikke er rejst erstatningskrav mod
kommunen. Spørgsmålet har derfor ikke været behandlet, hverken af embedsmænd
eller politikere."
Den 24. september 1996
meddelte A mig at formanden for teknik- og miljøudvalget mundtligt havde
oplyst
over for A, at kommunen efter al sandsynlighed ikke kunne undgå at give
ejeren
af ejendommen X-vej nr. ... byggetilladelse, hvilket udvalget ville tage
stilling til på et møde den følgende dag.
Middelfart Kommune meddelte A
i et brev af 25. september 1996, som jeg modtog i kopi,
at
formanden for teknik- og miljøudvalget stod uforstående over for
A's påstand i brevet af 24. september 1996,
at
sagen ikke var blevet drøftet på denne dags udvalgsmøde og
at
byggetilladelsen var meddelt.
Den 9. oktober 1996 anmodede
jeg Middelfart Kommune om en udtalelse om spørgsmålet om partshøring af ejer
og
naboer efter forvaltningslovens § 19, ligesom jeg anmodede om kommunens
udtalelse om hvornår der efter kommunens opfattelse var blevet truffet
endelig
afgørelse i sagen.
Den 25. oktober 1996 rettede
A henvendelse til miljø- og energiministeren om sagen.
Den 27. november 1996
meddelte Miljø- og Energiministeriet A at ministeriet ikke kunne behandle
klager over en kommunalbestyrelses afgørelser efter planloven, men at klage
kunne indgives til Naturklagenævnet.
Den 3. december 1996
besvarede Middelfart Kommune min henvendelse. Kommunen anførte følgende:
"Ejendommen lå i et
område som er omfattet af kommuneplanens lokalplanrammer (B45) som er almen
bekendte. Partshøring efter forvaltningslovens § 19 har derfor ikke været
overvejet.
Efter kommunens opfattelse er
den endelige afgørelse truffet ved Byrådets vedtagelse den 05.08.1996 af
lokalplan 32.13, jfr. afsnittet om lokalplanens retsvirkninger.
Der er meddelt
byggetilladelse den 20. september 1996."
Den 7. januar 1997 fremsatte
A sine bemærkninger til kommunens brev af 3. december 1996.
Ombudsmandens udtalelse
"Min behandling af sagen angår kun den afgørelse som Naturklagenævnet
har truffet. Den vedrører således ikke indholdet af lokalplanen.
Planloven indeholder i § 14 følgende bestemmelse om foreløbige forbud:
'Kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk
etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Forbudet kan højst
nedlægges for et år. Kommunalbestyrelsen tinglyser forbudet på den pågældende
ejendom. Tinglysningen er uden betydning for forbudets gyldighed.'
Forvaltningsloven indeholder en bestemmelse i § 19 om partshøring som har
følgende ordlyd:
'Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med at myndigheden er i
besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
må der ikke træffes afgørelse før myndigheden har gjort parten bekendt med
oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det
gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og
er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en
frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for
ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens
afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i
kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt
kreds
af personer, virksomheder m.v.,
eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være
forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer
parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse
og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.
Stk. 3.
Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i
stk.
2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være
omfattet
af bestemmelsen i stk. 1.'
Naturklagenævnet har
begrundet sin afgørelse med at ejeren af Middelfart Kommune har fået et
tilsagn
der har karakter af en forhåndsaccept som kommunen ikke ville kunne fragå ved
at nægte at give byggetilladelse. Nævnet henviser i den forbindelse navnlig
til
kommunens breve af 12. juli 1994 og 10. april 1995. Der foreligger således
efter nævnets opfattelse en bindende forhåndsbesked, og nævnet finder at den
må sidestilles med en byggetilladelse. Nævnet konkluderer, at da der ikke kan
nedlægges forbud efter planlovens § 14 mod et påtænkt byggeri, hvortil
kommunen
har givet byggetilladelse, havde Middelfart Kommune ikke hjemmel til at
nedlægge forbudet angående byggeri på ejendommen (X-vej) nr. ....
Jeg er enig med
Naturklagenævnet i at der ikke kan nedlægges forbud mod et påtænkt byggeri
hvis
der er givet byggetilladelse til byggeriet. Jeg henviser til Bendt Andersen
og Ole Christiansen, Kommuneplanloven, 3. udg., s. 170, og Anne Birte Boeck,
Lov om Planlægning, s. 135. Men Naturklagenævnets afgørelse rejser spørgsmål
om Middelfart Kommune med brevene af 12. juli 1994 og 10. april 1995 havde
truffet en bindende afgørelse over for ejeren af ejendommen (X-vej) nr. ...
som
måtte sidestilles med en byggetilladelse. Desuden rejser sagen spørgsmål om
betydningen
af den manglende partshøring.
Middelfart Kommune har over
for mig oplyst at der i brevet af 12. juli 1994 alene blev givet faktuelle
oplysninger, og kommunen har bestridt at der blev truffet nogen afgørelse i
den
forbindelse. Desuden har kommunen oplyst at der med brevet af 10. april 1995
blev meddelt en dispensation fra den tinglyste vejbyggelinie.
Sådan som brevet af 12. juli
1994 er formuleret havde ejeren af ejendommen (X-vej) nr. ... efter min
opfattelse en berettiget forventning om at kunne opnå en byggetilladelse
inden
for de rammer som nævnes i brevet. Jeg henviser til at det i brevet er anført
at der inden for visse rammer kan forventes tilladelse til at opføre en
helårsbolig,
og at disse rammer er angivet meget præcist. Dette bestyrkes yderligere af
brevet af 10. april 1995, hvor der blev givet dispensation fra vejbyggelinien
så der kunne opføres et enfamilieshus
7,5
m
fra vejmidten, og hvor et af vilkårene for at opføre
et sådant hus blev gentaget. Jeg er derfor enig med Naturklagenævnet i at der
med de to breve blev givet en forhåndstilladelse der i forhold til
bestemmelsen i planlovens § 14 kan sidestilles med en byggetilladelse.
Angående spørgsmålet om partshøring
har Naturklagenævnet anført at det ikke var aktuelt for nævnet at tage
stilling
til (A)'s partsstatus, da afgørelsen alene drejede sig om lovligheden af
kommunens forbud over for ejeren af ejendommen. Nævnet har heller ikke taget
stilling til konsekvenserne af at forbudet blev ophævet. Der er således ikke
taget stilling til om kommunen kan give en byggetilladelse uden forudgående
partshøring eller om der i stedet skal gives ejeren erstatning for manglende
byggeadgang.
Jeg bemærker hertil at en
forvaltningsmyndighed skal følge de almindelige forvaltningsretlige regler,
herunder reglerne i forvaltningsloven, når den træffer en afgørelse. Hvis
disse
regler er blevet overtrådt, kan det efter omstændighederne medføre at den
trufne afgørelse ikke er gyldig. Navnlig tilsidesættelse af de regler der
betegnes som garantiforskrifter, kan medføre at afgørelsen betragtes som
ugyldig. Reglerne om partshøring betragtes normalt som garantiforskrifter.
Jeg
henviser til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, s. 564 ff, og Carl Aage
Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret - Sagsbehandling, 4. udg., s. 281ff.
Når der skal tages stilling
til om en meddelt byggetilladelse er til hinder for at der nedlægges et
forbud
efter planlovens § 14, vil der normalt ikke være anledning til at undersøge
om
de forvaltningsretlige regler var blevet tilsidesat da afgørelsen om at give
byggetilladelsen blev truffet. I den foreliggende sag var der imidlertid i
brevene af 16. og 19. april 1995 til Middelfart Kommune blevet gjort
opmærksom
på at de berørte parter ikke var blevet inddraget i sagen. Middelfart Kommune
sendte
disse breve til Naturklagenævnet sammen med sagens øvrige dokumenter, inden
nævnet traf afgørelse.
Inden det traf afgørelse om
at ophæve det nedlagte forbud, burde nævnet derfor have undersøgt om de
forvaltningsretlige regler, herunder navnlig reglerne om partshøring, var
blevet tilsidesat i forbindelse med kommunens forhåndstilladelse, ikke
mindst da reglerne om partshøring som nævnt betragtes som garantiforskrifter,
hvis tilsidesættelse efter omstændighederne kan medføre at den pågældende
afgørelse betragtes som ugyldig. I givet fald burde nævnet have taget
stilling
til om tilladelsen var ugyldig og derfor ikke var til hinder for at der blev
nedlagt et foreløbigt forbud mod byggeri på ejendommen. Jeg har gjort
Naturklagenævnet
bekendt med min opfattelse.
Da der nu er givet
byggetilladelse til byggeriet, foretager jeg ikke yderligere i sagen. Jeg vil
dog gøre opmærksom på at der efter retspraksis er mulighed for, under visse
betingelser, at rejse krav om erstatning over for en myndighed der har
tilsidesat sin pligt til at foretage partshøring. Jeg henviser til
Højesterets
dom af 12. september 1996, der er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s.
1462."
Lignende dokumenter
- Afgørelse i klagesag om Middelfart Kommunes endelige vedtagelse af lokalplan nr. 188, Boliger ved Rørkærsvej og Strandvejen i Strib Klagenævn (Nævnenes Hus) · 18. november 2021
- Ekspropriation til motorvejen Dørup-Hadbjerg afgørelsen vedrører erstatning for nærhed til motorvej (støj) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Mangelfuld køberrådgivning om placeringen af dræn og et udhus Advokatnævnet · 30. august 2024
- Afgørelse i sag om Fredensborg Kommunes afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt til opsætning af mobilmast Klagenævn (Nævnenes Hus) · 7. juni 2016
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat F.G. Jacobs fremsat den 29. september 2005 EU-domme · 29. september 2005
- Landsretten ændrer byrettens dom i sag om fredning af Stevns Klint, således at Miljø- og Fødevareklagenævnet frifindes Domsdatabasen · 27. november 2025