Spring til indhold

Retsinformation

Naturklagenævnets afgørelse om at ophæve forbud efter planlovens § 14

FOU nr 1998.240UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Naturklagenævnets afgørelse om at ophæve forbud efter

planlovens § 14

A klagede over

Naturklagenævnets afgørelse om at ophæve et af Middelfart Kommune nedlagt

forbud mod bebyggelse af en ejendom.

På den pågældende ejendom og

en række andre ejendomme i området var der den 3. juni 1957 af Vejlby-Strib

Sogneråd blevet tinglyst følgende deklaration:

"I henhold til lov nr.

275 af 28. november 1928 om fastsættelse af byggelinier ved veje og gader,

har undertegnede sogneråd besluttet, at der på de grunde, som er beliggende

ved

bivejene i Vejlby - Strib kommune ikke må opføres bygninger eller udføres

andre

faste anlæg af nogen art, jfr. lovens § 1, i en afstand fra vejens midtlinie

af

mindre end

10,00 m.

Hvor byveje skærer hinanden,

bestemmes byggeafstanden af en skrålinie, som forbinder punkter i vejenes

midtlinier, der ligger i

25 m

'

afstand fra midtliniernes skæringspunkt.

Hvor byveje udmunder i -

eller skærer - landeveje eller ubevogtede jernbaneoverskæringer, er begge de

tilsvarende afstande

35 m.

Hjørnebygninger, der opføres

i den fastsatte byggelinie, samt hjørnegrunde skal have brudt hjørne af

Læs alt

mindst

2,5 m

' bredde med lige store vinkler

mod vej - og gadelinier.

Anvendelsen af de anførte

mindste afstande for bebyggelsen forudsætter, at bygningen opføres med sin

jordlinie

i fremtidig vejhøjde efter vejbestyrelsens nærmere anvisning. Er dette ikke

tilfældet, skal bygningen rykkes så meget længere tilbage, som svarer til 1,5

gange højdeforskellen foruden den fornødne bredde til passage foran bygningen

-

mindst

1 m.

..."

I et brev modtaget den 3.

juni 1994 anmodede B, der ejede ejendommen X-vej nr. ..., Middelfart Kommune

om

at der måtte bygges et beboelseshus på strandgrunden tilhørende X-vej nr....,

og B bad om at få størrelsen oplyst.

Middelfart Kommune besvarede

brevet den 12. juli 1994. Kommunen anførte bl.a. følgende:

"...

Det bekræftes hermed, at

ovennævnte ejendom er beliggende i byzone.

Grunden er beliggende i kommuneplanens område

B 45, boligområde. Det betyder, at der indenfor visse rammer kan forventes

tilladelse

til opførelse af helårsbolig, hvis ansøgning indsendes.

Rammerne er:

Grunden er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 17 om

skovbyggelinier (

300 m

).

Kommunen kan, efter at have givet skovejer

lejlighed til udtalelse, gøre undtagelse fra forbudet mod bebyggelse.

Bedømt udfra tidligere afgørelser i området, er der stor sandsynlighed for,

at

tilladelse kan meddeles.

Grunden er i ejendomsregistret angivet med et areal på

426 m2. Det vil sige, at der højst kan

opføres et hus med et bruttoetageareal på 25% af

426 m2

-

106 m2.

Grunden er omfattet af tinglyst deklaration af 3. juni

1957 om vejbyggelinier (

10 m

fra vejmidte).

..."

Den 12. marts 1995 søgte B

kommunen om dispensation fra byggelinierne, da B ønskede at huset skulle

ligge

2 m

nærmere X-vej.

Den 10. april 1995 svarede

kommunen således:

"De har ansøgt om

dispensation fra tinglyst vejbyggelinie således, at der kan opføres et nyt

enfamiliehus

7,5 m

fra vejmidte.

Middelfart byråds teknik- og

miljøudvalg har behandlet ansøgningen på møde den 5. april 1995. Udvalget

vedtog at meddele dispensation til det ansøgte.

For en ordens skyld gøres

opmærksom på at bebyggelsesprocenten ikke må overstige 25. Det vil sige et

bruttoetageareal på højst

106 m2.

Den fremsendte skitsemæssige

tegning viser et boligareal på ca.

118

m2

og et carportareal på ca.

38 m2. Altså et bruttoetageareal på

(118 + 38 - 35) =

121 m2.

Vi forventer, at det endelige

projekt bliver rettet ind, så bebyggelsesprocenten ikke overstiger 25.

Yderligere

byggesagsbehandling afventer relevant tegningsmateriale."

Det fremgik af udskriften af

protokollen for teknik- og miljøudvalgets møde den 5. april 1995 at der

tidligere langs X-vej var meddelt dispensation fra vejbyggelinien

10 m

fra vejmidte.

I et brev af 16. april 1995

gjorde A sammen med en række andre beboere på X-vej indsigelse over for

kommunen mod planerne om at give tilladelse til, at der blev opført et

enfamilieshus på ejendommen X-vej nr. .... I brevet blev det fremhævet at de

omkringboende naboer ikke blev informeret eller hørt angående byggeriet, og A

og de øvrige underskrivere af brevet anmodede om at der blev indkaldt til

offentlig høring om sagen inden en eventuel byggetilladelse blev givet.

X-vejskvarterets

Grundejerforening anmodede ligeledes i et brev af 19. april 1995 kommunen om

at

der blev afholdt en høring inden en evt. byggetilladelse blev givet.

Kommunens teknik- og

miljøudvalg behandlede sagen på et møde den 4. maj 1995. Udvalget indstillede

til økonomiudvalget at der blev udarbejdet et lokalplanforslag for området

med

henblik på at friholde et nærmere afgrænset område vest for X-vej for

bebyggelse. Endvidere blev det indstillet at der blev nedlagt forbud mod

bebyggelse

på ejendommen X-vej nr. ... efter § 14 i planloven. Udvalget gav meddelelse

om

indstillingerne til B, X-vejskvarterets Grundejerforening og til C og D.

Den 24. maj 1995 rettede

advokat E henvendelse til Middelfart Kommune på vegne af B. Han anmodede

kommunen om at redegøre for sin ændrede opfattelse af sagen, herunder navnlig

begrundelsen for ønsket om at nedlægge forbud mod bebyggelse af ejendommen

X-vej nr. ...

Indstillingen fra teknik- og

miljøudvalget blev behandlet på et møde i økonomiudvalget den 30. maj 1995

hvor det blev indstillet at godkende indstillingen.

B gjorde i et brev af 1. juni

1995 til kommunen rede for sit syn på sagen.

Den 6. juni 1995 tiltrådte

byrådet indstillingen fra økonomiudvalget og teknik- og miljøudvalget.

Beslutningen blev meddelt B i et brev af 20. juni 1995.

Middelfart Kommune besvarede

den 21. juni 1995 henvendelsen fra advokat E.

Fyns Amt oplyste i et brev af

23. juni 1995 til C bl.a. følgende:

"...

Fyns Amt kan på det

foreliggende grundlag oplyse følgende:

·

Ejendommen ligger i byzone, og amtets

tilladelse efter planloven er derfor ufornøden.

·

Strandbeskyttelseslinien er ophævet på den

pågældende strækning, og ejendommen er dermed ikke omfattet af

naturbeskyttelseslovens

§ 15.

·

Ejendommen er endvidere undtaget for

naturbeskyttelseslovens bestemmelser om skovbyggelinie (§ 17), idet der

mellem

ejendommen og (Y-by) skov er placeret en sammenhængende lovlig bebyggelse.

·

Ejendommen er ikke omfattet af nogen

fredning. Fredningsnævnets tilladelse er derfor ufornøden.

..."

Den 5. juli 1995 klagede

advokat E på vegne af B til Naturklagenævnet over kommunens forbud mod

bebyggelse

af ejendommen.

På anmodning fra

Naturklagenævnet afgav kommunen en udtalelse den 2. august 1995.

Den 10. september 1995

fremsatte B sine bemærkninger til kommunens udtalelse.

Den 23. november 1995

ophævede Naturklagenævnet det nedlagte forbud. Nævnet anførte bl.a. følgende:

"...

Ifølge planlovens § 14 kan

kommunalbestyrelsen nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk

etableres

forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Forbuddet kan højst nedlægges for

et

år.

Der kan ikke nedlægges forbud

mod et påtænkt byggeri, hvortil kommunen har meddelt byggetilladelse.

Der er ikke meddelt ejeren

byggetilladelse i dette tilfælde. Det fremgår imidlertid af sagsforløbet,

navnlig kommunens breve af 12. juli 1994 og 10. april 1995, at kommunen på

baggrund af et konkret byggeprojekt har givet ejeren tilsagn om at ejendommen

vil kunne bebygges med et enfamiliehus som ansøgt, men med et lidt reduceret

bruttoetageareal.

Tilsagnet har i forhold til

ejeren karakter af en forhåndsaccept som kommunen ikke ville kunne fragå ved

at

undlade at give byggetilladelse.

Efter Naturklagenævnets

opfattelse må en sådan bindende forhåndsbesked sidestilles med en

byggetilladelse, der begrænser retten til at nedlægge forbud efter planlovens

§

14.

Middelfart Kommune har

herefter ikke haft hjemmel til at nedlægge forbud som sket.

..."

Advokat F rettede den 17.

januar 1996 henvendelse til Middelfart Kommune på vegne af en kreds af

grundejere på X-vej. Han opfordrede kommunen til i et kommende

lokalplanforslag for området ikke at undtage ejendommen X-vej nr. ... fra en

i

øvrigt ensartet regulering af adgangen til bebyggelse.

Den 23. februar 1996 rettede

advokat F henvendelse til advokat E vegne af en kreds af grundejere på X-vej

og henstillede at byggeplanerne for ejendommen blev revurderet. Han anførte i

brevet at opførelsen af byggeri på ejendommen ville forringe værdien af hans

klienters ejendomme og ville stride mod naboretlige regler.

Den 19. marts 1996 udsendte

Middelfart Kommune et forslag til lokalplan for området. I indledning til

forslaget var bl.a. anført følgende:

"Lokalplanen er

foranlediget af en byggesag, som omhandlede én af de små parceller (matr.

nr....), som ligger vest for (X-vej). Ejeren har opnået tilladelse til at

opføre

et helårshus på grunden, men de overvejelser, sagen gav anledning til, har

medført,

at byrådet nu ønsker fastlagt, hvorledes dette attraktive kystområde skal se

ud

og fungere i fremtiden."

Ifølge lokalplanforslaget

måtte de ejendomme der var vist som priksignatur på kortbilaget (alle

ejendomme

mellem X-vej og Lillebæltshalvøen, bortset fra X-vej nr. ...) ikke bebygges,

men skulle anvendes som private haver, daghaver, opholdsarealer og lignende

formål for de pågældende grundejere. Endvidere ophævedes deklarationen af 3.

juni 1957. Den 29. marts 1996 udsendte kommunen en rettelse til

lokalplanforslaget,

idet ejendommen X-vej nr. ... ved en fejl var vist uden priksignatur på

kortbilaget.

Den 24. marts 1996 rettede A

henvendelse til mig. A gjorde bl.a. gældende,

at

kommunen havde forsømt at foretage nabohøring forud for

afgørelsen om dispensation fra vejbyggelinien,

at

kommunen ikke havde været opmærksom på sikkerhedszonen omkring

DONG's hovedgasledning,

at

der forelå

lokalplanpligt, og

at

afgørelsen

stred mod kommuneplanen. Endvidere fremsatte A bemærkninger til B's breve af

1.

juni og 10. september 1995.

Den 24. marts 1996 anmodede A

desuden Naturklagenævnet om at genoptage behandlingen af sagen. Dette afslog

nævnet i et brev af 26. april 1996.

Den 17. april 1996 gjorde en

række beboere på X-vej over for kommunen indsigelse mod lokalplanforslaget.

Den 26. april 1996 anmodede

jeg Middelfart Kommune og Naturklagenævnet om en udtalelse i sagen.

Middelfart Kommune afgav den

7. juni 1996 en udtalelse. Kommunen anførte bl.a. følgende:

"...

Det kan i den forbindelse

anføres, at det efter vor opfattelse er faktuelle oplysninger, der er givet i

vor skrivelse af 12. juli 1994. Der er ikke tale om nogen afgørelse, der

skulle

træffes.

Angående vor skrivelse af 10.

april 1995, vedrørende dispensation fra vejbyggelinien, kan anføres, at det

under sagens behandling, har været vurderet, at de omboende ikke havde nogen

væsentlig interesse i sagens afgørelse.

Vejbyggelinien er pålagt af

kommunen og tinglyst på ejendommen den 3. juni 1957, for at have mulighed for

at kunne udvide vejen, hvis det blev aktuelt. Udvidelse af vejen er aldrig

blevet aktuel, og det skønnes ikke påkrævet at opretholde byggelinien det

pågældende sted."

Den 8. juli 1996 klagede A

til Naturklagenævnet over kommunens behandling af sagen. A gjorde bl.a.

gældende, at der ikke var foretaget nabohøring forud for afgørelsen af 10.

april 1995, og at lokalplanforslaget var udtryk for forskelsbehandling.

Den 7. august 1996 afgav

Naturklagenævnet en udtalelse til mig. nævnet anførte bl.a. følgende:

"...

Naturklagenævnet kan henholde

sig til nævnets afgørelse af 23. november 1995 og senere afslag i skrivelse

af

26. april 1996 på klagernes anmodning om genoptagelse af sagen.

Det har ikke været aktuelt at

tage stilling til klagernes partsstatus i forbindelse med det spørgsmål som

forelå til bedømmelse for Naturklagenævnet ved afgørelsen af 23. november

1995.

Spørgsmålet drejede sig om lovligheden af kommunens forbud over for ejeren

efter planlovens § 14. Nævnet har alene vurderet dette spørgsmål og har ikke

truffet nogen (for naboerne bebyrdende) afgørelse om at der skulle gives

tilladelse til byggeri.

Naturklagenævnet lagde ved

sin afgørelse vægt på kommunens tidligere tilkendegivelser overfor ejeren

(som

man fandt havde karakter af et bindende forhåndstilsagn) uden at tage

stilling

til om disse tilkendegivelser i sig selv havde karakter af afgørelser i

forhold til andre parter.

Ved afgørelsen om at

underkende kommunens § 14 forbud udtalte Naturklagenævnet sig ikke nærmere om

konsekvenserne. Såfremt kommunen besluttede at give byggetilladelse i

overensstemmelse med forhåndstilsagnet måtte dette muligvis kræve forudgående

partshøring af naboerne. En anden mulighed, eventuelt efter partshøring,

ville

være at give ejeren erstatning for manglende byggeadgang.

Erstatningsmuligheden fremgår

ikke udtrykkeligt af Naturklagenævnets afgørelse. Det kan diskuteres om den

burde være nævnt, ligesom der muligvis også burde være peget på et eventuelt

behov for partshøring. Nævnet kan dog næppe antages at være forpligtet til at

yde en sådan vejledning over for en kommune.

Naturklagenævnet finder

iøvrigt ikke nu at kunne udtale sig nærmere om forhold som har været uden

betydning for nævnets afgørelse."

Den 13. august 1996 meddelte

Naturklagenævnet at man ikke kunne tage stilling til A's henvendelse, idet

spørgsmålet om genoptagelse af sagen var til behandling hos mig.

Den 19. august 1996 anmodede

jeg Middelfart Kommune om en udtalelse til det af Naturklagenævnet anførte,

navnlig for så vidt angår partshøring i forbindelse med en eventuel

byggetilladelse og om muligheden for erstatning.

Den 13. september 1996

anmodede A kommunen om ikke at give byggetilladelse til det påtænkte byggeri

på

ejendommen X-vej nr. ....

Den 16. september 1996 afgav

kommunen en udtalelse til mig. Kommunen anførte følgende:

"De har bedt om

Middelfart Kommunes udtalelse til Naturklagenævnets udtalelse af 07.08.1996.

For så vidt angår partshøring i forbindelse med en eventuel byggetilladelse:

De

to breve, der bliver benævnt som 'byggetilladelser' er:

Kommunens brev af 12.07.1994 til (B). Her gives nogle

faktiske oplysninger om ejendommen, og om, at der inden for visse rammer kan

forventes tilladelse til opførelse af helårsbolig. Dette brev indeholder

ingen

afgørelse, der kræver naboorientering.

Kommunens brev af 10.04.1995 til (B). Her meddeles

dispensation fra en byggelinie, som er tinglyst den 3. juni 1957,

efter vejlovgivningen, for at sikre en

eventuel udvidelse af

vejen. Udvidelse

af vejen er aldrig blevet aktuel, og det skønnes ikke påkrævet at opretholde

byggelinien det pågældende sted. Det betyder også, at der ikke er tale om

bebyggelsesregulerende

linie efter planlovgivningen, og der skal ikke foretages naboorientering

inden

afgørelser træffes.

Konklusionen er, at der ikke

er meddelt dispensationer efter planlovgivning eller byggelovgivning, der

kunne give anledning til naboorientering.

For så vidt angår spørgsmålet

om eventuel erstatning kan oplyses, at der ikke er rejst erstatningskrav mod

kommunen. Spørgsmålet har derfor ikke været behandlet, hverken af embedsmænd

eller politikere."

Den 24. september 1996

meddelte A mig at formanden for teknik- og miljøudvalget mundtligt havde

oplyst

over for A, at kommunen efter al sandsynlighed ikke kunne undgå at give

ejeren

af ejendommen X-vej nr. ... byggetilladelse, hvilket udvalget ville tage

stilling til på et møde den følgende dag.

Middelfart Kommune meddelte A

i et brev af 25. september 1996, som jeg modtog i kopi,

at

formanden for teknik- og miljøudvalget stod uforstående over for

A's påstand i brevet af 24. september 1996,

at

sagen ikke var blevet drøftet på denne dags udvalgsmøde og

at

byggetilladelsen var meddelt.

Den 9. oktober 1996 anmodede

jeg Middelfart Kommune om en udtalelse om spørgsmålet om partshøring af ejer

og

naboer efter forvaltningslovens § 19, ligesom jeg anmodede om kommunens

udtalelse om hvornår der efter kommunens opfattelse var blevet truffet

endelig

afgørelse i sagen.

Den 25. oktober 1996 rettede

A henvendelse til miljø- og energiministeren om sagen.

Den 27. november 1996

meddelte Miljø- og Energiministeriet A at ministeriet ikke kunne behandle

klager over en kommunalbestyrelses afgørelser efter planloven, men at klage

kunne indgives til Naturklagenævnet.

Den 3. december 1996

besvarede Middelfart Kommune min henvendelse. Kommunen anførte følgende:

"Ejendommen lå i et

område som er omfattet af kommuneplanens lokalplanrammer (B45) som er almen

bekendte. Partshøring efter forvaltningslovens § 19 har derfor ikke været

overvejet.

Efter kommunens opfattelse er

den endelige afgørelse truffet ved Byrådets vedtagelse den 05.08.1996 af

lokalplan 32.13, jfr. afsnittet om lokalplanens retsvirkninger.

Der er meddelt

byggetilladelse den 20. september 1996."

Den 7. januar 1997 fremsatte

A sine bemærkninger til kommunens brev af 3. december 1996.

Ombudsmandens udtalelse

"Min behandling af sagen angår kun den afgørelse som Naturklagenævnet

har truffet. Den vedrører således ikke indholdet af lokalplanen.

Planloven indeholder i § 14 følgende bestemmelse om foreløbige forbud:

'Kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk

etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Forbudet kan højst

nedlægges for et år. Kommunalbestyrelsen tinglyser forbudet på den pågældende

ejendom. Tinglysningen er uden betydning for forbudets gyldighed.'

Forvaltningsloven indeholder en bestemmelse i § 19 om partshøring som har

følgende ordlyd:

'Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med at myndigheden er i

besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,

må der ikke træffes afgørelse før myndigheden har gjort parten bekendt med

oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det

gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og

er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en

frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for

ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens

afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt

kreds

af personer, virksomheder m.v.,

eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være

forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse

og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3.

Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren

fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i

stk.

2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være

omfattet

af bestemmelsen i stk. 1.'

Naturklagenævnet har

begrundet sin afgørelse med at ejeren af Middelfart Kommune har fået et

tilsagn

der har karakter af en forhåndsaccept som kommunen ikke ville kunne fragå ved

at nægte at give byggetilladelse. Nævnet henviser i den forbindelse navnlig

til

kommunens breve af 12. juli 1994 og 10. april 1995. Der foreligger således

efter nævnets opfattelse en bindende forhåndsbesked, og nævnet finder at den

må sidestilles med en byggetilladelse. Nævnet konkluderer, at da der ikke kan

nedlægges forbud efter planlovens § 14 mod et påtænkt byggeri, hvortil

kommunen

har givet byggetilladelse, havde Middelfart Kommune ikke hjemmel til at

nedlægge forbudet angående byggeri på ejendommen (X-vej) nr. ....

Jeg er enig med

Naturklagenævnet i at der ikke kan nedlægges forbud mod et påtænkt byggeri

hvis

der er givet byggetilladelse til byggeriet. Jeg henviser til Bendt Andersen

og Ole Christiansen, Kommuneplanloven, 3. udg., s. 170, og Anne Birte Boeck,

Lov om Planlægning, s. 135. Men Naturklagenævnets afgørelse rejser spørgsmål

om Middelfart Kommune med brevene af 12. juli 1994 og 10. april 1995 havde

truffet en bindende afgørelse over for ejeren af ejendommen (X-vej) nr. ...

som

måtte sidestilles med en byggetilladelse. Desuden rejser sagen spørgsmål om

betydningen

af den manglende partshøring.

Middelfart Kommune har over

for mig oplyst at der i brevet af 12. juli 1994 alene blev givet faktuelle

oplysninger, og kommunen har bestridt at der blev truffet nogen afgørelse i

den

forbindelse. Desuden har kommunen oplyst at der med brevet af 10. april 1995

blev meddelt en dispensation fra den tinglyste vejbyggelinie.

Sådan som brevet af 12. juli

1994 er formuleret havde ejeren af ejendommen (X-vej) nr. ... efter min

opfattelse en berettiget forventning om at kunne opnå en byggetilladelse

inden

for de rammer som nævnes i brevet. Jeg henviser til at det i brevet er anført

at der inden for visse rammer kan forventes tilladelse til at opføre en

helårsbolig,

og at disse rammer er angivet meget præcist. Dette bestyrkes yderligere af

brevet af 10. april 1995, hvor der blev givet dispensation fra vejbyggelinien

så der kunne opføres et enfamilieshus

7,5

m

fra vejmidten, og hvor et af vilkårene for at opføre

et sådant hus blev gentaget. Jeg er derfor enig med Naturklagenævnet i at der

med de to breve blev givet en forhåndstilladelse der i forhold til

bestemmelsen i planlovens § 14 kan sidestilles med en byggetilladelse.

Angående spørgsmålet om partshøring

har Naturklagenævnet anført at det ikke var aktuelt for nævnet at tage

stilling

til (A)'s partsstatus, da afgørelsen alene drejede sig om lovligheden af

kommunens forbud over for ejeren af ejendommen. Nævnet har heller ikke taget

stilling til konsekvenserne af at forbudet blev ophævet. Der er således ikke

taget stilling til om kommunen kan give en byggetilladelse uden forudgående

partshøring eller om der i stedet skal gives ejeren erstatning for manglende

byggeadgang.

Jeg bemærker hertil at en

forvaltningsmyndighed skal følge de almindelige forvaltningsretlige regler,

herunder reglerne i forvaltningsloven, når den træffer en afgørelse. Hvis

disse

regler er blevet overtrådt, kan det efter omstændighederne medføre at den

trufne afgørelse ikke er gyldig. Navnlig tilsidesættelse af de regler der

betegnes som garantiforskrifter, kan medføre at afgørelsen betragtes som

ugyldig. Reglerne om partshøring betragtes normalt som garantiforskrifter.

Jeg

henviser til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, s. 564 ff, og Carl Aage

Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret - Sagsbehandling, 4. udg., s. 281ff.

Når der skal tages stilling

til om en meddelt byggetilladelse er til hinder for at der nedlægges et

forbud

efter planlovens § 14, vil der normalt ikke være anledning til at undersøge

om

de forvaltningsretlige regler var blevet tilsidesat da afgørelsen om at give

byggetilladelsen blev truffet. I den foreliggende sag var der imidlertid i

brevene af 16. og 19. april 1995 til Middelfart Kommune blevet gjort

opmærksom

på at de berørte parter ikke var blevet inddraget i sagen. Middelfart Kommune

sendte

disse breve til Naturklagenævnet sammen med sagens øvrige dokumenter, inden

nævnet traf afgørelse.

Inden det traf afgørelse om

at ophæve det nedlagte forbud, burde nævnet derfor have undersøgt om de

forvaltningsretlige regler, herunder navnlig reglerne om partshøring, var

blevet tilsidesat i forbindelse med kommunens forhåndstilladelse, ikke

mindst da reglerne om partshøring som nævnt betragtes som garantiforskrifter,

hvis tilsidesættelse efter omstændighederne kan medføre at den pågældende

afgørelse betragtes som ugyldig. I givet fald burde nævnet have taget

stilling

til om tilladelsen var ugyldig og derfor ikke var til hinder for at der blev

nedlagt et foreløbigt forbud mod byggeri på ejendommen. Jeg har gjort

Naturklagenævnet

bekendt med min opfattelse.

Da der nu er givet

byggetilladelse til byggeriet, foretager jeg ikke yderligere i sagen. Jeg vil

dog gøre opmærksom på at der efter retspraksis er mulighed for, under visse

betingelser, at rejse krav om erstatning over for en myndighed der har

tilsidesat sin pligt til at foretage partshøring. Jeg henviser til

Højesterets

dom af 12. september 1996, der er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s.

1462."

Lignende dokumenter