Etablering af national prøvestation for store vindmøller
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Etablering af national prøvestation for store vindmøller
Det fremgik
af sagens akter at Miljø- og Energiministeriet i januar 1999 iværksatte en
offentlig idéfase om placering af en national prøvestation for store
vindmøller
ved Røjensø Odde i Sydthy Kommune. Resultatet af idéfasen blev en beslutning
om
at gennemføre endnu en idéfase med et forslag om placering af en prøvestation
ved Høvsøre i Lemvig Kommune.
Ved brev af 5. juli 1999
meddelte Miljø- og Energiministeriet Ringkjøbing Amtsråd og Lemvig
Kommunalbestyrelse at miljø- og energiministeren - i henhold til planlovens §
3, stk. 4 - havde besluttet at overtage amtsrådets og kommunalbestyrelsens
beføjelser til at udarbejde plangrundlag for en prøvestation for store
vindmøller ved Høvsøre.
I perioden fra den 30. juli
til den 31. august 1999 gennemførte Miljø- og Energiministeriet den anden
offentlige idéfase, herunder et offentligt møde den 24. august 1999.
Ministeriet havde forinden udsendt et debatoplæg samt annonceret i Lemvig
Folkeblad. Debatoplægget indeholdt en opfordring til borgerne om at komme med
forslag
og ideer til prøvestationens placering, krav til dens udformning og størrelse
samt vilkår for dens etablering og drift.
I brev af 26. august 1999
gjorde advokat A på vegne af sin klient, B, indsigelse mod forslaget om at
placere den nationale prøvestation ved Høvsøre. A anførte bl.a. at
prøvestationen ville skade både de landskabelige og kulturelle værdier i
området, og A opregnede følgende gener som B’s familie ville blive udsat
for,
og som der i givet fald ville blive krævet erstatning for:
Læs alt
”
værdiforringelse af ejendommen
lavere indtægter for udlejning af udlejningshuse
støjgener
forringelse af jagtmulighederne og af
jagtlejeindtægterne
gener ved belysning af møllerne
driftsmæssige gener
samt andre naboretligt regulerede forhold”
Miljø- og Energiministeriet
sendte den 28. januar 2000 en VVM-redegørelse til høring hos lodsejere inden
for området, indsigere, organisationer og andre interesserede samt til en
række
kommunalbestyrelser og amtsråd. Redegørelsen indeholdt et hovedforslag om
placering af en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre i
Lemvig
Kommune og en delt alternativ placering ved Rønland i Thyborøn-Harboøre
Kommune
og Røjensø Odde i Sydthy Kommune. Desuden var redegørelsen vedlagt forslag
til
VVM-tilladelse, forslag til landsplandirektiv og forslag til
kommuneplantillæg
og lokalplan. Høringsperioden var på 8 uger fra den 31. januar til den 27.
marts 2000.
Af VVM-redegørelsen fremgik
bl.a. følgende:
”Baggrund og forudsætninger
Vindmøller er blevet en af
Danmarks store eksportartikler. Industrien har en milliardomsætning i dag, og
over 10.000 mennesker er enten direkte eller indirekte beskæftigede i
vindmøllebranchen.
Vindmølleindustriens
fortsatte succes afhænger af, om den kan udvikle stadigt mere effektive
vindmøller. Tiden er forbi, hvor konkurrenceevnen kunne øges ved at gøre det
billigere for branchen at producere el. Den mulighed er benyttet, hvad et
betragteligt fald i produktionsprisen igennem de seneste 15 år illustrerer.
Da
også de ’lette tekniske’ forbedringer er blevet udnyttet, kræver en
fortsat
optimering af vindmøller en stadig mere specialiseret udvikling.
Teknikken bag vindmøller har
vist sig at være vanskelig, og der opstår løbende nye udfordringer og
tekniske
problemer. Det er vigtigt at gøre, hvad der er muligt for at sikre
pålideligheden og forbedre sikkerhed på de stadigt større møller, der
udvikles.
En væsentlig faktor i denne sammenhæng er muligheden for at afprøve møller
under ekstreme forhold.
For at bevare
vindmøllesektorens internationale førerposition vurderer Forskningscenter
Risø
og vindmølleindustrien, at det er af stor betydning, at man i Danmark inden
for
kort tid etablerer tidssvarende og fremtidssikrede faciliteter, der gør det
muligt at afprøve store vindmøller ved høje vindhastigheder.
De eksisterende faciliteter
ved Forskningscenter Risø kan ikke længere dække de behov og krav, der i dag
stilles om målinger ved høje vindhastigheder. Derfor er det besluttet at
etablere en ny national prøvestation på et sted med optimale vindforhold.
Alternativet er, at de danske udviklingsvilkår ikke kan konkurrere med
udlandets, og at vindmøllefabrikanterne er nødt til at opstille deres
prototyper i udlandet. Dermed vil know- how og udviklingsaktiviteter blive
flyttet til udlandet.
Beslutningen om at etablere en
ny national prøvestation er ikke alene truffet af hensyn til
vindmøllebranchen.
I aftalen mellem de danske el-værker og staten forventes de samfundsmæssige
investeringer i store vindmøller på havet at blive på omkring 7-8 mia. kr. i
de
næste 7-8 år. En udvikling af vindmøller, der kan forbedre møllernes kvalitet
og sikkerhed, har derfor også stor betydning for Danmark.
Hertil kommer, at en
yderligere optimering af el-produktionen fra vindmøller kan:
·
give endnu et bidrag til at nedbringe
luftforureningen med blandt andet CO2, idet mølleproduceret el
fortrænger kul-, olie- eller naturgas-baseret elproduktion
·
mindske behovet for nye pladser til
vindmøller, og dermed bruge færre arealer, hvor der er konflikt med andre
interesser.
Overordnede formål og krav til en prøvestation
Formålet med en national
prøvestation er at udvikle nye vindmøllekoncepter, at godkende nye
vindmølletyper, herunder dokumentere sikkerhed, ydeevne, støjudsendelse og
netpåvirkning samt at understøtte forskning i vindenergi.
De tekniske krav til sådan en
prøvestation er mange. Lokaliteter, der kan leve op til disse krav, er få. En
placering af prøvestationen har da også vist sig som en balancegang mellem
tekniske krav og hensyn til natur og miljø, herunder landskabsbeskyttelse. De
rent tekniske krav fra nationale og internationale standarder kræver høje
vindhastigheder, nærliggende flad topografi og et minimum af terrænelementer.
Krav, som har vist sig, kun kan opfyldes ganske få steder i Danmark. De få
områder, som opfylder kravene, ligger i de åbne vestjyske landskaber, hvortil
der er knyttet væsentlige beskyttelsesinteresser.
Sammenfattende vurdering
Udvælgelsen af den bedst
egnede lokalitet til en prøvestation for store vindmøller har været en
afvejning af en lang række hensyn til natur og miljø, teknik og lovgrundlag.
Men natur- og
miljøvurderingen viser, at Høvsøre er den eneste lokalitet, der dels opfylder
flest mulige af de vindtekniske krav og dels kan rumme alle 5 prøvepladser.
Høvsøre er også den lokalitet, som samlet rummer færrest konflikter i forhold
til internationale og nationale beskyttelsesinteresser.
Placeringen ved Høvsøre er
ikke uproblematisk, men vurderes trods de landskabelige og
naturbeskyttelsesmæssige konflikter at være den bedst egnede placering til en
national prøvestation for store vindmøller i Danmark.
Sammenfattende vurdering - konklusion
I en samlet vurdering
foretrækkes en placering af en national prøvestation altså ved Høvsøre.
Nabogenerne i form af støj er her inden for lovens grænser, og et eventuelt
problem i forhold til skyggeafkast vil ikke påvirke helårsboliger. Samtidig
er
placeringen mindst problematisk for fuglelivet, bl.a. de arter, der har
international interesse. Og mindst problematisk i forhold til det omgivende
landskab.
Høvsøre giver ikke de bedste
vindtekniske forhold, terræn- og topografiske forhold er heller ikke de
bedste;
til gengæld kan man opstille 5 prøvestande.
Samlet konklusion
En samlet afvejning af gener
i forhold til naboer, tekniske krav og landskabs- og
naturbeskyttelsesinteresser
betyder, at denne redegørelse peger på, at Høvsøre er den mindst
problematiske
og dermed bedst egnede placering for en national prøvestation for store
vindmøller.”
Bilag V til VVM-redegørelsen
indeholder en liste over en række af de indsigelser som Miljø- og
Energiministeriet modtog i offentlighedsfasen vedrørende forslaget om
placering
af den nationale prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre. Heraf fremgår
bl.a. følgende:
ӯkonomiske forhold
Ejendomsværdi
En række henvendelser (1, 3,
12, 17, 24, 31) anfører, at prøvestationen vil få negative effekter på
ejendomsvurderingen i området.
Kommentar:
Det er ikke praksis at yde erstatning for gener, der
fører til faldende ejendomsværdier for naboerne.
Kompensation til områdets beboere
Flere henvendelser (6, 10,
16) peger på lokal kompensationsordning etableret i forbindelse med opførelse
af Fjaltring vindmøllerne og foreslår lignende ordning ved etablering af
prøvestationen.
Kommentar:
Der ydes ikke økonomisk kompensation til naboer eller en
kreds af borgere, fordi der bygges på en naboejendom.”
I brev af 24. marts 2000
uddybede A på vegne af B sin indsigelse af 26. august 1999 mod placering af
prøvestationen ved Høvsøre. A gjorde bl.a. gældende at planlovens § 3, stk.
1,
alene kan anvendes som hjemmel til varetagelse af landsplanmæssige
interesser,
og at ønsket om at sikre vindmølleindustriens fortsatte succes som der var
henvist til i VVM-redegørelsen, alt andet lige måtte anses for at angå
privatøkonomiske interesser. A anførte endvidere at der i VVM-redegørelsen
manglede en vurdering af om Miljø- og Energiministeriet med rette havde
anvendt
hjemmelen i planlovens § 3, stk. 4, til at overtage amtsrådets og
kommunalbestyrelsens planlægningsbeføjelser. Endelig gjorde A gældende at
Miljø- og Energiministeriet havde fejlinformeret borgerne om muligheden for
at
få økonomisk kompensation idet der i retspraksis fra de senere år var givet
erstatning til naboer for gener fra offentlige anlæg ud fra individuelle
overvejelser om ejendomsrettens beskyttelse, og at udviklingen i retspraksis
var udtryk for at der ikke længere foretages en principiel sondring mellem
erstatning på ekspropriationsretligt grundlag og på naboretligt grundlag. A
bad
på den baggrund Miljø- og Energiministeriet om en begrundelse for
ministeriets
afvisning af at yde kompensation til naboerne for de i VVM-redegørelsen
anførte
gener.
Efter høringsperiodens udløb
skrev Miljø- og Energiministeriet den 25. april 2000 til lodsejerne inden for
området, indsigere, myndigheder, organisationer og andre interesserede og
takkede for bemærkningerne til det udsendte materiale. Miljø- og
Energiministeriet oplyste samtidig at ministeriet nu var i gang med at
behandle
bemærkningerne til de foreslåede placeringer, og at miljø- og
energiministeren
herefter ville beslutte om og i givet fald hvor en national prøvestation
skulle
etableres.
Den 25. maj 2000 udstedte
miljø- og energiministeren et landsplandirektiv med følgende ordlyd:
”Cirkulære om planlægning for
etablering af en national prøvestation til afprøvning af store vindmøller ved
Høvsøre i Lemvig Kommune, Ringkøbing amt.
(Til Ringkøbing amtsråd og
Lemvig kommunalbestyrelse)
Cirkulærets baggrund og formål
§ 1.
Der er behov for en national prøvestation for store
vindmøller, hvor vindmølleproducenter i en periode kan afprøve nye møller
under
vindforhold, der så vidt muligt svarer til en opstilling på havet. Efter en
række undersøgelser er der valgt en placering af den nationale prøvestation
ved
Høvsøre. Konsekvenserne for miljøet af placeringen er belyst i en
VVM-redegørelse, der er offentliggjort sammen med forslaget til dette
cirkulære.
§ 2.
Cirkulæret udstedes i medfør af § 3, stk. 1, stk. 2, 1. pkt.,
og stk. 4, i lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 551 af 28. juni
1999. De i §§ 3 og 4 fastsatte retningslinier har retsvirkning som
regionplan.
Stk. 2.
Bestemmelserne i § 2, stk. 2 og 3, § 3, stk. 5, samt § 6,
stk. 1, i cirkulære nr. 100 af 10. juni 1999 om planlægning for og
landzonetilladelse til opstilling af vindmøller finder ikke anvendelse i
relation
til de møller, der opstilles på den i § 3 nævnte prøvestation.
Regionplanretningslinier for en national prøvestation
Retningslinier for landzoneadministrationen uden for prøvestationens
område
Lokalplan og kommuneplantillæg samt VVM- tilladelse
§ 5.
Lokalplan og kommuneplantillæg for prøvestationsområdet
tilvejebringes af miljø- og energiministeren i henhold til § 3, stk. 4, i lov
om planlægning. Miljø- og energiministeren skal også meddele tilladelse til
etablering af prøvestationen efter § 8, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 428 af
2.
juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning
(samlebekendtgørelse).
Ikrafttrædelse
§ 6.
Cirkulæret træder i kraft den 13. juni 2000.”
I brev af 7. juni 2000
klagede A på vegne af B til Miljø- og Energiministeriet over ministeriets
sagsbehandling. A gjorde gældende at ministeriets sagsbehandling var i strid
med de forvaltningsretlige grundsætninger om projektoffentlighed idet
ministeriet havde udstedt landsplandirektiv, VVM-tilladelse,
kommuneplantillæg
og lokalplan uden over for A at have taget stilling til A’s indsigelser
i
brevene af 26. august 1999 og 24. marts 2000.
Miljø- og Energiministeriet
orienterede i brev af 9. juni 2000 lodsejerne i området, indsigere,
myndigheder
og organisationer om ministeriets godkendelse af etablering af en national
prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre. Ministeriet vedlagde kopi af
en
annonce som bekendtgjorde godkendelsen, og som senere blev offentliggjort den
13. juni 2000.
I brev af 7. juli 2000
besvarede Miljø- og Energiministeriet A’s henvendelser af 24. marts og
7. juni
2000. Ministeriet anførte bl.a. at de i planloven foreskrevne planprocedurer
var blevet overholdt, og at de bemærkninger og indsigelser der var indkommet
i
høringsperioden fra den 31. januar til den 27. marts 2000, var blevet
vurderet
grundigt og var indgået i det samlede beslutningsgrundlag før den endelige
beslutning om placering af prøvestationen var blevet truffet. Ministeriet
anførte endvidere følgende:
”
For så vidt angår Deres brev
af 24. marts 2000, hvor De gør indsigelse mod det retlige grundlag for
anlæggets etablering, herunder at ministeriet har anvendt et
landsplandirektiv,
skal Landsplanafdelingen oplyse følgende:
Ministeriet har i den
konkrete sag anvendt et landsplandirektiv, der er udstedt med hjemmel i
planlovens § 3, stk. 1, og som efter § 3, stk. 2, pkt. 1, har fået tillagt
retsvirkning som regionplan. Ministeriet har endvidere med hjemmel i
planlovens
§ 3, stk. 4, overtaget kommunens kompetence til at tilvejebringe
kommuneplanrammer
og lokalplan for området samt amtsrådets kompetence som regionplanmyndighed.
Efter planlovens § 3, stk. 1,
kan miljø- og energiministeren ’til varetagelse af landsplanmæssige
interesser,
herunder sikring af kvalitet i planlægningen, fastsætte regler for
anvendelsen
af lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven.’
Efter planlovens § 3, stk. 4,
kan miljø- og energiministeren ’i særlige tilfælde beslutte at overtage
Hovedstadens Udviklingsråds, amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser
efter
loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har
større betydning’.
Planlovens § 3 indeholder
(sammen med § 29, stk. 1, om indsigelse mod regionplanforslag) miljø- og
energiministerens landsplanbeføjelser. Det blev under Folketingets behandling
af forslaget til planloven ved et ændringsforslag i Miljø- og
Planlægningsudvalgets betænkning præciseret, at anvendelsesområdet for
bestemmelsen i § 3, stk. 1, ’i særlig grad vil være landsplandirektiver,
der
båret af landsplanhensyn fastsætter krav til region- kommune- og
lokalplanlægningen.’
Det blev endvidere ved
ændringsforslag til § 3, stk. 3 og 4, markeret, ’at ministerens
bemyndigelse
som efter hidtidig praksis alene tænkes benyttet undtagelsesvis, når
væsentlige
overordnede interesser tilsiger det.’
Beføjelserne i planlovens § 3
kan således anvendes, når landsplanhensyn, dvs. væsentlige overordnede hensyn
begrunder det. I den konkrete sag er den landsplanmæssige interesse i
etableringen af den omhandlede prøvestation begrundet i regeringens
energipolitiske mål for reduktion af CO2
og et ønske om at fastholde
Danmarks førende position inden for produktion af og knowhow om vindmøller.
Det er herudover vurderingen,
at der i de nærmeste år formentlig vil være størst behov for at få afprøvet
de
mølletyper, der skal anvendes til de kommende havbaserede møller. Der skal
foretages meget store investeringer i forbindelse med opsætningen af disse
møller. Det er derfor af afgørende betydning, at den enkelte mølletype er
ordentligt gennemprøvet, inden man starter en serieproduktion og opsætning af
møllerne til havs.
Miljø- og energiministeren
har således vurderet, at afprøvning af den kommende generation af vindmøller
er
af en sådan samfundsmæssig, herunder samfundsøkonomisk betydning, at det har
været nødvendigt og relevant at udstede et landsplandirektiv som en del af
det
samlede plangrundlag for etablering af en dansk prøvestation for store
vindmøller.
De efterlyser en begrundelse
for, at ministeriet tidligere har afvist krav om kompensation til naboer for
eventuelle gener i forbindelse med etableringen af anlægget.
Miljø- og Energiministeriet
skal hertil bemærke, at planloven ikke indeholder bestemmelser om
kompensation
for eventuelle gener som følge af en planlægning efter reglerne i loven, og
at
eventuelle erstatningskrav derfor må støttes på almindelige
erstatningsregler,
som efter ministeriets opfattelse ikke giver grundlag for noget
erstatningsansvar for ministeriet.”
Den 13. juli 2000 klagede A
til mig og bad mig undersøge bl.a. følgende forhold vedrørende Miljø- og
Energiministeriets fremgangsmåde i sagen om etableringen af den nationale
prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre:
”
Har Miljø- og Energiministeriet hjemmel i planlovens §
3, stk. 1, § 3, stk. 2, 1. pkt. og § 3, stk. 4, til at gennemføre national
prøvestation som den omhandlede?
Henset til at lokale lodsejere har fået afslag på
opførelse af vindmøller i området, ønskes det oplyst, om ministeriet har
gjort
sig skyldig i magtfordrejning.
Har Miljø- og Energiministeriet med rette afvist at yde
økonomisk kompensation for anlæggets gener til borgere, som berøres heraf?
Har Miljø- og Energiministeriet givet borgerne korrekt
og fyldestgørende information om mulighederne for at få økonomisk
kompensation
for anlæggets gener?
Har Miljø- og Energiministeriet overholdt de
forvaltningsretlige regler ved behandlingen af sagen, herunder om
tidsrækkefølge, høring, forvaltningen af høringssvar samt reglerne om
projektoffentlighed?
Hvad er konsekvensen af Miljø- og Energiministeriets
evt. manglende hjemmel til gennemførelse af projektet hhv. tilsidesættelse af
andre regler herunder af de forvaltningsretlige regler om sagsbehandling?
Kan Miljø- og Energiministeriet med hjemmel i et
landsplandirektiv træffe en beslutning, der i realiteten medfører at
el-forbrugere i den region, hvor en prøvestation agtes opstillet, får
forøgede
energiomkostninger. Dette når særligt henses til at ministeriet efterfølgende
-
da det viser sig, at ministeriet har glemt, at en sådan investering er
påkrævet
- beslutter at det lokale elselskab er forpligtet til at etablere et helt nyt
højspændingskabel.
Svar på spørgsmålet bedes
dels omhandle den manglende medtagelse af forholdet i VVM-redegørelsen samt
det
forhold, at den region, hvori prøvestationen (som påstås at være en national
prøvestation) er beliggende, påføres denne merudgift ved et anlæg anlagt i
henhold til et landsplandirektiv.”
Jeg sendte A’s klage videre
til Miljø- og Energiministeriet den 26. juli 2000 som en anmodning fra A om
at
ministeriet tog stilling til A’s indsigelser.
Miljø- og Energiministeriet
svarede således i brev af 1. september 2000:
”
Ad 1.
Dette klagepunkt er besvaret i ministeriets brev af 7. juli
2000.
Ad 2.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt Miljø- og
Energiministeriet har gjort sig skyldig i magtfordrejning under hensyn til,
at
ministeriet tidligere har gjort indsigelse mod forslag om at opstille
kommercielle vindmøller i området ved Høvsøre i Lemvig Kommune, skal
ministeriet bemærke følgende:
Der er tidligere gjort
indsigelse mod opførelse af kommercielle møller i området. I 1984 gjorde den
daværende Fredningsstyrelse således indsigelse i henhold til den dagældende
kommuneplanlovs § 26 mod et forslag til lokalplan for en vindmøllepark i det
pågældende område. Det var dog samtidig Fredningsstyrelsens opfattelse, at
der
i området burde kunne findes arealer til opførelse af en vindmøllepark, og at
styrelsen i givet fald ville deltage i en diskussion af alternative
placeringsmuligheder. Det kan tilføjes, at den pågældende vindmøllepark ville
få en beliggenhed parallelt med EF-fuglebeskyttelsesområdet og tættere på
området end den sydligste af de møller, der indgår i den nationale
prøvestation.
I 1990 blev Ringkøbing Amts
regionplantillæg nr. 1 til regionplan 1985 godkendt under forudsætning af, at
bl.a. området til en vindmøllegruppe ved Høvsøre udgik af hensyn til
varetagelsen af væsentlige biologiske interesser i de tilstødende områder.
Det
pågældende forslag til et område til en vindmøllegruppe ved Høvsøre var
placeret
umiddelbart op til Ramsarområde nr. 4 og EF-fuglebeskyttelsesområde nr. 38.
Det er vurderingen, som
ministeriet har redegjort for under besvarelsen af Deres klagepunkt 1, at
etablering af anlægget tjener almene samfundsmæssige interesser. Det er på
den
baggrund ministeriets opfattelse, at de førnævnte statslige indsigelser mod
tidligere planforslag ikke kan sidestilles med eller sammenlignes med
beslutningen om at etablere den nationale prøvestation for store vindmøller
ved
Høvsøre.
Det er i tilknytning hertil
væsentligt at understrege, at placeringen af en national prøvestation for
store
vindmøller er en enkeltstående hændelse. Beslutningen om at placere anlægget
ved Høvsøre i Lemvig Kommune skal ses i lyset af, at der er tale om en samlet
interesseafvejning. Alle tre detailbehandlede forslag til placeringer af
prøvestationen (Høvsøre, Rønland og Røjensø Odde) er således gennemført på
lokaliteter, som ikke ville kunne komme på tale til opførelse af almindelige
kommercielle møller.
Det forhold, at området ved
Høvsøre er udpeget, sker med baggrund i, at andre alternative placeringer
inden
for landets grænser efter gennemførelsen af de foreskrevne planprocedurer,
enten er fundet vindteknisk uegnede, eller er vurderet mere problematiske ud
fra en samlet afvejning af en række forhold som eksempelvis hensynet til
naboer, natur- og landskabelige værdier.
Ministeriet finder derfor
ikke, at der er tale om magtfordrejning.
Ad 3.
Miljø- og Energiministeriet skal henvise til ministeriets
besvarelse i brevet til Dem af 7. juli 2000. Planloven indeholder som anført
i
brevet ikke bestemmelser om kompensation for eventuelle gener som følge af en
planlægning efter reglerne i loven, og eventuelle erstatningskrav må derfor
støttes på almindelige erstatningsregler, som efter ministeriets opfattelse
ikke giver grundlag for noget erstatningsansvar for ministeriet.
Ad 4.
I forlængelse af besvarelsen af klagepunkt 3 skal ministeriet
bemærke, at spørgsmålet om økonomisk kompensation er blevet behandlet ved
besvarelse af spørgsmål i løbet af bl.a. foroffentlighedsfasen ligesom
VVM-redegørelsen tager stilling til spørgsmålet.
Spørgsmålet om økonomisk
kompensation er ligeledes blevet debatteret på de borgermøder, der er blevet
afholdt i forbindelse med sagen. Miljø- og Energiministeriet behandler
endelig
spørgsmålet i det oversigtsnotat, der er udsendt til de personer, der har
haft
bemærkninger i forbindelse med den anden offentlighedsfase.
Ministeriets oplysninger om,
at der ikke er grundlag for noget krav om erstatning eller kompensation for
gener er efter ministeriets opfattelse korrekte.
Ad 6.
Det er Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at
ministeriet både har haft den fornødne hjemmel til at godkende anlægget, og
at
de gældende planprocedurer og forvaltningsretlige regler i forbindelse med
behandlingen af den konkrete sag er overholdt.
”
A klagede herefter til mig i
brev af 7. september 2000 og bad mig på vegne af B, C og D om at tage
stilling
til de forhold A havde anført i sin tidligere klage af 13. juli 2000 (citeret
ovenfor).
Efter at have indhentet
sagens akter fra Miljø- og Energiministeriet og gennemgået dem bad jeg i brev
af 8. januar 2001 Miljø- og Energiministeriet om en udtalelse i anledning af
A’s klagepunkter nr. 1-4. Jeg skrev bl.a. til ministeriet:
”1) I VVM-redegørelsen (s.
7-8) redegøres der indledningsvis for at vindmølleindustriens fortsatte
succes
afhænger af om den kan udvikle stadigt mere effektive vindmøller, og at det
for
at bevare vindmølleindustriens internationale førerposition er af stor
betydning at man i Danmark inden for kort tid etablerer tidssvarende og
fremtidssikrede faciliteter der gør det muligt at afprøve store vindmøller
ved
høje vindhastigheder. Herefter anføres det at beslutningen om at etablere en
ny
national prøvestation ikke er truffet alene af hensyn til vindmøllebranchen,
idet de samfundsmæssige investeringer i store vindmøller på havet forventes
at
blive på omkring 7- 8 mia. kr. i de næste 7-8 år, og at en forbedring af
møllernes kvalitet og sikkerhed derfor også har stor betydning for Danmark.
Til
sidst er det anført at en yderligere optimering af elproduktionen fra
vindmøller dels kan give endnu et bidrag til at nedbringe luftforureningen
med
blandt andet CO2, dels kan mindske behovet for nye pladser til
vindmøller og dermed bruge færre arealer hvor der er konflikt med andre
interesser.
Jeg beder Miljø- og
Energiministeriet redegøre for i hvilket omfang erhvervsøkonomiske hensyn kan
indgå i forbindelse med miljø- og energiministerens varetagelse af
landsplanmæssige interesser efter planlovens § 3, stk. 1. Jeg beder ligeledes
ministeriet oplyse hvilken vægt ministeriet har lagt på erhvervsøkonomiske
hensyn i forhold til de andre hensyn der er opregnet i indledningen til
VVM-redegørelsen.
2) Advokat (A) har i brev af
24. marts 2000 til Miljø- og Energiministeriet anført at ministeriet har
fejlinformeret borgerne om muligheden for at få økonomisk kompensation idet
der
i retspraksis fra de senere år er blevet givet erstatning til naboer for
gener
fra offentlige anlæg ud fra individuelle overvejelser om ejendomsrettens
beskyttelse, og at udviklingen i retspraksis er udtryk for at der ikke
længere
foretages en principiel sondring mellem erstatning på ekspropriationsretligt
grundlag og på naboretligt grundlag. Hertil har ministeriet i brev af 1.
september 2000 svaret
at
planloven
ikke indeholder bestemmelser om kompensation for eventuelle gener som følge
af
planlægning efter reglerne i loven,
at
eventuelle erstatningskrav derfor må støttes på almindelige
erstatningsregler,
og
at
almindelige erstatningsregler
efter ministeriets opfattelse ikke giver grundlag for noget erstatningsansvar
for ministeriet. Miljø- og Energiministeriet har endvidere i bilag V til
VVM-redegørelsen (s. 187) anført at det ikke er praksis at yde erstatning for
gener der fører til faldende ejendomsværdier for naboerne.
Jeg beder Miljø- og
Energiministeriet oplyse om ministeriet har taget stilling til hvorvidt
advokat
(A)’s klient (B) kan være berettiget til erstatning efter naboretlige
regler.
Jeg henviser i den forbindelse til følgende domme: FED 1997.1722 V, UfR
1995.466 H, UfR 1996.661 H, UfR 1998.1515 H og UfR 1999.353 H.
Jeg beder endvidere Miljø- og
Energiministeriet oplyse nærmere om baggrunden for at den ovenfor nævnte
retspraksis ikke er omtalt i ministeriets svar til advokat (A) eller i bilag
V
til VVM-redegørelsen.”
Ligeledes i brev af 8. januar
2001 orienterede jeg A om min høring af Miljø- og Energiministeriet samtidig
med at jeg meddelte A at jeg havde besluttet ikke at gennemføre en egentlig
ombudsmandsundersøgelse i anledning af hans klagepunkter nr. 5 og 7.
For så vidt angår klagepunkt
nr. 5, anførte jeg at der ikke var udsigt til at jeg kunne kritisere Miljø-
og
Energiministeriets fremgangsmåde i forbindelse med udstedelsen af
landsplandirektivet, herunder at ministeriet først besvarede A’s
indsigelser i
breve af 26. august 1999 og 24. marts 2000 efter udstedelse af
landsplandirektivet. Jeg lagde vægt på at ministeriet havde fulgt planlovens
procedureregler for tilvejebringelse af planer, og at det ikke af planlovens
regler fremgår at en planmyndighed har pligt til at svare særskilt på
indsigelser fremkommet i forbindelse med offentlige høringer.
Med hensyn til A’s klagepunkt
nr. 7 meddelte jeg at der på baggrund af reglerne om udfærdigelse af
VVM-redegørelser ikke var udsigt til at jeg kunne kritisere at Miljø- og
Energiministeriet ikke havde omtalt spørgsmålet om betaling af den nødvendige
netudbygning i VVM-redegørelsen.
Endelig meddelte jeg A i
brevet af 8. januar 2001 at spørgsmålet om konsekvensen af at Miljø- og
Energiministeriet eventuelt havde tilsidesat lovgivningens regler, først
kunne
behandles når der var klarhed over om disse regler var blevet tilsidesat, og
at
dette punkt derfor måtte afvente min behandling af klagepunkterne nr. 1-4.
Miljø- og Energiministeriet
afgav følgende udtalelse i brev af 13. februar 2001:
”
Ad 1.
For så vidt angår det første spørgsmål om erhvervsøkonomiske
hensyn, er det ministeriets opfattelse, at erhvervsøkonomiske hensyn forstået
som hensyn til et helt erhvervs udviklingsmuligheder og dermed økonomiske
muligheder er en samfundsmæssig interesse, som efter omstændighederne kan
begrunde anvendelse af miljø- og energiministerens landsplanbeføjelser.
I den konkrete sag indgår der
i begrundelsen for anvendelsen af et landsplandirektiv såvel et ønske om at
styrke vindmølleindustriens udvikling, fordi den har en betydelig
samfundsøkonomisk betydning for Danmark, som et ønske om at styrke
udviklingen
af en miljørigtig energiproduktion.
Med hensyn til den sidste del
af begrundelsen kan der henvises til, at regeringen i en årrække har arbejdet
for at styrke udviklingen af en miljørigtig alternativ energiproduktion,
herunder især vindenergi. Denne prioritering har bl.a. resulteret i, at
Danmark
aktuelt indtager en førerposition indenfor produktion af vindmøller (jf.
bl.a.
VVM-redegørelsens side 7-8). Fastholdelse og udvikling af rammerne for
vindmølleindustriens forsknings- og udviklingsaktiviteter har på den baggrund
fortsat høj prioritet i den danske energipolitik.
Det kan i tilknytning hertil
oplyses, at det er regeringens mål, at CO2
-udledningen skal
reduceres gennem anvendelse af vedvarende energi. I Energi 21, Regeringens
energihandlingsplan 1996, er det et mål, at CO2
-udledningen i år
2005 skal være reduceret med 20% i forhold til år 1988. Det langsigtede
perspektiv er, at den vedvarende energis andel af energiforsyningen skal
forøges til ca. 35% svarende til en halvering af CO2
-udledningen i
år 2030.
Vindmøller er i dag den mest
økonomiske teknologi til fremstilling af miljøvenlig elektricitet. Det er
derfor forudsat, at en stor del af udbygningen med vedvarende energi vil
skulle
ske med vindmøller. Hovedparten af denne udbygning forventes at ske til havs,
men der vil fortsat kunne udbygges på land, fortrinsvis i forbindelse med
renovering
af ældre vindmølleområder.
Miljø- og energiministeren
orienterede den 17. maj 2000 om disse betragtninger i et oversigtsnotat til
Folketingets Energipolitiske Udvalg. Det blev ved den lejlighed bl.a. oplyst,
at det er vurderingen
at
anlægget vil
kunne bidrage positivt til opnåelse af regeringens mål om at reducere
CO2,
at
det med den planlagte udbygning
med havvindmøller er af væsentlig samfundsøkonomisk betydning at møllerne
bliver undersøgt og afprøvet bedst muligt inden opsætning på havet, og
at
den nationale prøvestation også
etableres af hensyn til køberne af vindmøller, der har en naturlig interesse
i,
at produktet er afprøvet så godt, det er muligt.
Hertil kommer forventningen
om, at etablering af anlægget og de afledte udviklingsarbejder vil kunne
bidrage til en forbedret dokumentation af møllekomponenternes holdbarhed og
dermed en større viden om møllernes tekniske levetid. Den forventede
optimering
af møllernes effektivitet vil som før nævnt alt andet lige indebære en
positiv
reduktion i luftemissioner. Etableringen af anlægget vil herudover på længere
sigt på grund af de nye møllers større effektivitet formentligt ligeledes
kunne
bidrage til at reducere antallet af konfliktfyldte forslag om
mølleplaceringer
på land.
Det er således ud fra en
samlet vurdering ministeriets opfattelse, at etablering af den nationale
prøvestation tjener samfundsmæssige interesser først og fremmest gennem
anlæggets bidrag til opnåelse af målsætningerne om reduktion af udledningen
af
CO2. Dernæst er det vurderingen, at anlægget vil kunne bidrage
positivt til udvikling af fremtidige vindmøllers kvalitet, effektivitet og
sikkerhed.
Ad 2.
Det er ministeriets opfattelse, at den foreliggende
retspraksis er udtryk for, at der som udgangspunkt ikke er erstatningsansvar,
når de gældende offentligretlige regler er overholdt, og at erstatning efter
naboretlige regler forudsætter, at der i det konkrete tilfælde er tale om
meget
betydelige ulemper, jf. således dommen i U. 95.466.
I den konkrete sag er der
efter ministeriets opfattelse ikke tale om sådanne særlige forhold af
uforudsigelig karakter. Tværtimod er vindmøller ikke noget fremmedelement i
det
pågældende landskab. Ministeriet finder derfor ikke, at der kan være tale om
erstatning ud fra naboretlige synspunkter.
VVM-redegørelsen slår fast,
at vindmøller på op til 165 m kan opleves som en gene for naboer, og at visse
af generne, herunder bl.a. støj, er reguleret i lovgivningen.
Ved vurderingen af, om (B)
eventuelt kan være berettiget til erstatning for gener efter naboretlige
regler, har ministeriet ved besigtigelser af området og gennem en række
undersøgelser i forbindelse med udarbejdelse af bl.a. VVM-redegørelsen anlagt
en konkret vurdering af karakteren af de eventuelle gener, som etableringen
af
anlægget måtte indebære for (B).
Ved denne vurdering har
ministeriet for det første lagt til grund, at der fra den nærmeste møllestand
(den nordligste) til beboelsesbygningen på (B)’s ejendom er mere end 1,5
km
(jf. kortbilag i tillæg nr. 6 til Lemvig Kommuneplan 1997, side 46 i vedlagte
publikation med plandokumenterne). (B)’s ejendom ligger bag
løvbevoksning og
bag driftsbygninger med silo mv.
I VVM-redegørelsen undersøges
bl.a. hvilke gener, anlægget må formodes at få for nabobebyggelserne i form
af
støj, skyggekast og afmærkningslys.
I VVM-redegørelsen beregnes
støjudbredelsen efter retningslinierne i Miljøstyrelsens bekendtgørelse nr.
304
af 14. maj 1991 om støj fra vindmøller. Bekendtgørelsen stiller krav om, at
støj fra vindmøller ved udendørs opholdsarealer ikke må overstige 40 dB i
bebyggede og rekreative områder og 45 dB i åbent land. Resultatet af
støjanalyserne viser, at det beregnede støjniveau ved (B)’s ejendom er
35 dB
(jf. VVM-redegørelsen side 134).
VVM-redegørelsen konkluderer,
at støjkravene ved Høvsøre, herunder ved (B)’s ejendom vil kunne
overholdes.
Skyggekast er den
genevirkning, der kan opstå, når vindmøllevingerne passerer mellem solen og
opholdsarealet. Genen vil typisk opstå inde i boligen, hvorfor der normalt
regnes på et lodret vindue, når det beregnes, hvor ofte skyggekast kan
forekomme.
Denne type af gener er i
VVM-redegørelsen beregnet ved at tage udgangspunkt i en ’værst
tænkelig’
forudsætning om, at solen altid skinner, møllen altid kører, og at rotoren er
vinkelret på retningen fra nabo mod solen. VVM-redegørelsen udregner herefter
på baggrund af meteorologiske statistikker (DMI’s landstal for soltimer)
reelle
værdital (sandsynlige værdier) for skyggekast.
Den 2. december 1999
besigtigede firmaet (E) de foreslåede mølleplaceringer ved bl.a. Høvsøre for
at
vurdere gener fra skyggekast. De relevante naboejendomme, herunder (B)’s
ejendom blev ved den lejlighed vurderet med hensyn til placering og med
hensyn
til højder af beplantning og driftsbygninger mellem de projekterede møller og
beboelserne. Desuden blev beboelsernes orientering noteret.
Der er i Danmark ikke fastsat
regler, der regulerer disse genevirkninger. Det kan supplerende oplyses, at
der
i Tyskland i visse delstater er fastlagt en grænseværdi for skyggekasttid til
maksimalt 30 timer årligt i den værst tænkelige situation og højst 30
minutter
dagligt. I Sverige er der tilsvarende fastsat en grænseværdi på 10 timer
årligt.
Resultatet af disse
beregninger viser, at der ved (B)’s ejendom vil være skyggekast i
september og
første halvdel af oktober, mens der stadig er blade på træerne.
VVM-redegørelsen fastslår, at der i den værst-tænkelige situation maksimalt
vil
kunne opstå skyggekast i 18 timer årligt eller 18 minutters skyggekast pr.
skyggedag pr. år ved (B)’s ejendom. De beregnede reelle værdier vil
tilsvarende
være på 3 timer og 48 minutter årligt (jf. VVM-redegørelsens side 140-143 og
182- 184).
På ovennævnte baggrund
konkluderes, at skyggekast fra møllerne ved (B)’s ejendom kan være et
problem,
men at skyggerne i væsentligt omfang vil blive sløret af træbevoksningen
omkring godset.
For så vidt angår spørgsmålet
om gener fra lysafmærkning af møllerne konstaterer VVM- redegørelsen, at det
ikke er muligt at vurdere de faktiske gener, da kravene til afmærkning af
møller på mere end 150 m endnu ikke er fastlagt. Der foregår et
udredningsarbejde mellem Forsvaret, Statens luftfartsvæsen og
vindmølleindustrien om udformning af endelige mærkningskrav.
Den foreløbige løsning peger
på en afmærkning med røde lavintensitetslys oven på møllehattene indtil
møllehøjder
på 150 m. Denne løsning vurderes at ville indebære en forholdsvis lille
lyseffekt i nærområdet, idet møllehatten ofte vil skygge for lyset set
nedefra.
Den afmærkningsmulighed for møller på højder på mere end 150 m er etablering
af
en lysmarkering af møllevingerne i topposition i form af et kort blink.
VVM-redegørelsen fastslår, at
såfremt der i fremtiden kræves højintensitetslys vil lys- og
blinkpåvirkningen
i det i øvrigt mørke natlandskab, give et markant lysindtryk.
På ovenstående baggrund og
med den foreliggende retspraksis har ministeriet ikke fundet, at de i dag
kendte gener, som anlægget vil få for (B), er af en sådan karakter, at der er
grundlag for at yde erstatning. Opmærksomheden skal ligeledes henledes på, at
der findes ejendomme med en tættere beliggenhed i forhold til anlægget, end
det
vil blive tilfældet for (B). Det kan oplyses, at ministeriet med bistand fra
kammeradvokaten aktuelt overvejer, om der i forbindelse med ekspropriation
skal
tilbydes disse lodsejere ulempeerstatning.
Det er samtidig ministeriets
opfattelse, at såfremt de berørte naboer finder, at etablering af den
nationale
prøvestation indebærer væsentlige gener af uforudsigelig karakter, vil
spørgsmålet om erstatning kunne prøves ved domstolene.
”
A kommenterede ministeriets
udtalelse i brev af 6. april 2001. A anførte bl.a. følgende:
”Ved besvarelsen af i hvilket
omfang erhvervsøkonomiske hensyn kan indgå i forbindelse med miljø- og
energiministerens varetagelse af landsplanmæssige interesser, anfører
ministeriet indledningsvis, at ’ erhvervsøkonomiske hensyn forstået som
hensyn
til et helt erhvervs udviklingsmuligheder og dermed økonomiske muligheder er
en
samfundsmæssig interesse, som efter omstændighederne kan begrunde anvendelse
af
miljø- og energiministerens landsplanbeføjelser.’ Ud over denne sætning
berører
ministeriet ikke spørgsmålet om, i hvilket omfang erhvervsøkonomiske hensyn
kan
indgå ved landsplanlægningen. Svaret må forstås således, at
erhvervsøkonomiske
interesser efter ministeriets opfattelse i sig selv kan bære et
landsplandirektiv. Dette er efter klagers opfattelse i klar modstrid med
planloven.
Herefter anfører ministeriet
de forhold, der i den konkrete situation af ministeriet betegnes som
samfundsmæssige interesser. Disse er ønsket om at styrke vindmølleindustriens
udvikling og ønsket om at styrke udviklingen af en miljørigtig
energiproduktion. Det er klagers opfattelse, at alene ønsket om at styrke
udviklingen af en miljørigtig energiproduktion kan kvalificeres som en
samfundsmæssig interesse i planlovens forstand.
Ministeriet har ved
besvarelsen sat lighedstegn mellem landsplanmæssige og samfundsmæssige
interesser, hvilket efter klagers opfattelse kan forsvares under forudsætning
af, at der ved fortolkningen af begrebet samfundsmæssig interesse tages
behørig
hensyn til planlovens § 1, hvor begrebet samfundsmæssig interesse afgrænses i
planlovens forstand.
Erhvervsøkonomiske interesser
ses ikke nævnt som en del af lovens sigte, hvorfor det kan konkluderes, at
ministeriet ikke - i modsætning til ministeriets egen opfattelse af
retstilstanden - er berettiget til at udstede et landsplandirektiv, hvor
hovedsigtet eller hele formålet er at fremme sådanne privatøkonomiske
interesser.
Ministeriet anfører i sin
skrivelse til Dem, at der er anlagt en konkret vurdering af, om klager kan
være
berettiget til en erstatning. Af VVM- redegørelsen fremgår det imidlertid
ikke,
at der på nogen måde er foretaget individuelle vurderinger for de enkelte
lodsejere, herunder klager, jf. ovenstående. De betragtninger, som
ministeriet
nu anfører, må anses for at være udtryk for efterrationaliseringer.
Vedr. spørgsmålet om
erstatning vedrører Deres spørgsmål 2) ikke spørgsmålet om, hvorvidt klager
konkret er berettiget til erstatning, men derimod om ministeriet har taget
stilling hertil. Ministeriets bemærkninger giver mig dog anledning til at
bemærke, at ministeriets opfattelse af retspraksis ikke synes at være i
overensstemmelse med de nyeste afgørelser på området.
Ministeriet anfører således,
at der som udgangspunkt ikke kan blive tale om erstatning, når de
offentligretlige regler er overholdt, og at erstatning forudsætter, at der er
tale om meget betydelige ulemper. Den nyeste højesteretsafgørelse U 1999.353
H
derimod udtaler, at der skal ydes erstatning, såfremt ulemperne ’
overstiger,
hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelig
samfundsudvikling
på trafikområdet ’ Afgørelsen er principiel og led i en generel
opblødning af
retspraksis. Der skal ikke herske tvivl om, at den af domstolene vil blive
anvendt
analogt uden for trafikområdet.”
Jeg sendte A’s udtalelse til
Miljø- og Energiministeriet den 26. april 2001 med henblik på eventuelle
bemærkninger fra ministeriet. Ministeriet fremkom ikke med bemærkninger til
A’s
brev af 6. april 2001.
Ved brev af 11. december 2001
rettede A henvendelse til den nye miljøminister med en generel anmodning om
genoptagelse af hele sagen om etablering af en national prøvestation for
store
vindmøller ved Høvsøre. De indsigelser A anførte i brevet til ministeren, var
i
væsentligt omfang identiske med klagerne i A’s brev af 7. september 2000
til
mig. På den baggrund indstillede jeg indtil videre min behandling af den
foreliggende sag.
Miljøministeren fastholdt i
brev af 19. februar 2002 placeringen af den nationale prøvestation ved
Høvsøre
og afslog at genoptage sagen. Jeg meddelte herefter A i brev af 3. april 2002
at der på den baggrund ikke var noget til hinder for at jeg fortsatte min
behandling af sagen.
Ombudsmandens udtalelse
”1. Hjemmel til etablering af en national prøvestation for store
vindmøller
Planloven (lovbekendtgørelse nr. 518 af 11. juni 2000) indeholder følgende
bestemmelser i § 1 og § 3, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 4:
’§ 1.
Loven skal sikre, at den sammenfattende planlægning forener de
samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne
landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt
grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og
plantelivet.
Stk. 2.
Loven tilsigter særlig,
at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en
hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og
kommuner,
at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber,
at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og
landskabsressource,
at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper
forebygges, og
at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i
planlægningsarbejdet.
§ 3.
Miljø- og energiministeren kan til varetagelse af landsplanmæssige
interesser, herunder sikring af kvalitet i planlægningen, fastsætte regler
for
anvendelsen af lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter
loven.
Stk. 2.
Miljø- og energiministeren kan tillægge regler efter stk. 1
retsvirkning som regionplaner. ( )
Stk. 4.
Miljø- og energiministeren kan i særlige tilfælde beslutte
at overtage Hovedstadens Udviklingsråds, amtsråds og kommunalbestyrelsers
beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte
opgaver eller har større betydning.’
Forslag til lov om
planlægning blev fremsat af miljøministeren den 23. januar 1991 (lovforslag
nr.
L 76, Folketingstidende 1990- 91, 2. samling, tillæg A, sp. 1729ff). I
lovforslaget havde § 1 samme ordlyd som citeret ovenfor, mens bestemmelserne
i
§ 3 var formuleret således:
’§ 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler for anvendelsen af
lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven.
Stk. 2.
Miljøministeren kan tillægge regler efter stk. 1
retsvirkning som regionplaner. Ministeren kan endvidere i særlige tilfælde
bestemme, at bygge- og anlægsarbejder, der er forudsat i en regel efter stk.
1,
kan iværksættes uden kommune- og lokalplan og uden tilladelse efter § 35,
stk.
1.
Stk. 3.
Miljøministeren kan pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser
at bringe lovens bestemmelser i anvendelse, herunder tilvejebringe en plan
med
et nærmere bestemt indhold.
Stk. 4.
Miljøministeren kan beslutte at overtage amtsråds og
kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven i sager, der berører andre
myndigheders
lovbestemte opgaver eller har større betydning.’
I lovforslagets almindelige
bemærkninger om landsplanlægningen er bl.a. anført følgende:
’Lovforslaget opretholder
lands- og regionplanlovens bestemmelser om landsplanlægningen.
Landsplanbestemmelserne har
således fortsat karakter af formelle regler og rammer, der inden for lovens
formål kan udfyldes i overensstemmelse med skiftende tiders behov og
politiske
vurdering.
Efter lovens
formålsbestemmelse skal planlægningen være et redskab i arbejdet for at sikre
en bæredygtig udvikling. Den helhedsvurdering, der karakteriserer den
sammenfattende fysiske planlægning frem for planlægningen inden for
enkeltområder, får dermed øget betydning.
...
Decentraliseringen af
planlægningsopgaverne må afbalanceres med nogle statslige indgrebsmuligheder,
som kan anvendes, når overordnede interesser skal sikres. Erfaringerne har
vist, at der er behov for, at staten kan gribe ind i sager om lokalisering af
samfundsnødvendige projekter, som de lokale myndigheder ikke vil eller kan
løse.
Forslaget indeholder derfor
hjemmel for miljøministeren til at pålægge de kommunale myndigheder at
tilvejebringe en plan eller selv overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers
beføjelser efter loven. Dette indebærer, at landsplandirektiver m.v. kan
blive
direkte bindende for planlægningen på alle niveauer. De nævnte påbuds- og
indkaldebeføjelser skal kun anvendes i de undtagelsestilfælde, hvor
overordnede
interesser gør det nødvendigt at bryde lovens almindelige
opgavefordeling.’
I lovforslagets bemærkninger
til § 1 er anført følgende:
’Bestemmelsens indledning er
udformet efter samme princip i alle de fremsatte lovforslag. Hensynet til en
bæredygtig udvikling og levevilkårene for mennesker, dyr og planter er
grundlæggende for arealplanlægningen og natur- og miljøbeskyttelsen.
Stk. 2 omhandler de særlige
hensyn, som skal varetages ved planlovgivningen, og svarer indholdsmæssigt
til
den gældende lovgivning, dog er ordene om ’fremme af en ligelig
udvikling’
udgået. Der henvises nærmere til de almindelige bemærkninger.’
I lovforslagets bemærkninger
til § 3 er bl.a. anført følgende:
’Stk. 1 giver miljøministeren
beføjelse til at fastsætte bindende regler for anvendelsen af loven og for
indholdet af planlægningen på de forskellige niveauer, herunder
landsplandirektiver.
Stk. 2 omhandler
miljøministerens ret til at tillægge et konkret landsplandirektiv
videregående
retsvirkninger.
Stk. 4 er udtryk for en
styrkelse af landsplanbeføjelserne. Udtrykket ’berører andre
myndigheders
lovbestemte opgaver’ omfatter alle opgaver inden for en myndigheds
kompetence.
Bestemmelsen giver miljøministeren mulighed for at overtage amtsråds og
kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven. Ministeren får således mulighed
for at træffe afgørelser i sager, hvor enten amtsrådet eller
kommunalbestyrelsen har kompetencen, f.eks. afgørelser om tilladelse efter
landzonebestemmelserne.
Bestemmelsen giver tillige
miljøministeren kompetence til at udarbejde konkrete planer.’
Under Folketingets behandling
af lovforslaget fremsatte miljøministeren forslag til ændring af § 3.
Ændringsforslaget er trykt i Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning
afgivet
den 27. maj 1991 (Folketingstidende 1990-91, tillæg B, sp. 1641ff) og havde
følgende ordlyd:
I
stk. 1
indsættes efter ’Miljøministeren kan’ ordene: ’til varetagelse
af
landsplanmæssige interesser, herunder sikring af kvalitet i
planlægningen,’.
I
stk. 3
indsættes efter ’Miljøministeren kan’ ordene: ’i særlige
tilfælde’.
I
stk. 4
indsættes efter ’Miljøministeren kan’ ordene: ’i særlige
tilfælde’.
I bemærkningerne til
ændringsforslaget anføres følgende:
Til nr. 1
Ændringsforslaget tilsigter
at tydeliggøre, at det fremtidige anvendelsesområde for bestemmelsen i særlig
grad vil være landsplandirektiver, der båret af landsplanhensyn fastsætter
krav
til region-, kommune- og lokalplanlægningen.
Til nr. 2 og 3
Ændringsforslagene skal
markere, at ministerens bemyndigelse som efter hidtidig praksis alene tænkes
udnyttet undtagelsesvis, når væsentlige overordnede interesser tilsiger
det.’
Af betænkningen fremgår
endvidere at miljøministeren gav udvalget tilsagn om at han en gang årligt
ville redegøre for den allerede gennemførte samt den planlagte anvendelse af
bemyndigelsesbestemmelserne i loven, navnlig § 3.
Som bilag til betænkningen er
følgende spørgsmål nr. 21 fra udvalget til miljøministeren og dennes svar
herpå
gengivet:
’Spørgsmål nr. 21:
Ministeren bedes give
eksempler på, hvorledes han påtænker at anvende bemyndigelsesbestemmelserne i
planloven.
Svar:
...
4.
Bestemmelser, der giver ministeren mulighed for at gribe ind i
konkrete sager
Lovforslagets §§ 3, 5, stk. 3, og 29,
giver miljøministeren
mulighed for i særlige tilfælde at give påbud om gennemførelse af planer med
et
bestemt indhold, for at kalde et planforslag ind til godkendelse, kræve
bestemte oplysninger eller nedlægge veto mod bestemte planforslag.
Alle beføjelserne har
karakter af særlige undtagelsesregler, hvorefter miljøministeren kan gribe
ind
over for den kommunale planlægning m.v., når væsentlige overordnede
interesser
gør det nødvendigt.
Der kan ikke siges noget om
reglernes fremtidige anvendelse, men de tilsvarende beføjelser i gældende
lovgivning har netop kun været anvendt i sjældne undtagelsessituationer.
Bestemmelsen om veto mod regionplanforslag, der skal træde i stedet for den
nuværende godkendelsesordning, må dog forventes anvendt i et vist omfang,
idet
miljøministeren i disse sager handler på alle ministeriers vegne.’
Lovforslaget blev vedtaget af
Folketinget ved tredjebehandlingen den 31. maj 1991 (lov nr. 388 af 6. juni
1991).
I den konkrete sag om
placering af en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre har
Miljø- og Energiministeriet anvendt beføjelsen i planlovens § 3, stk. 1, til
at
udstede et landsplandirektiv og efter § 3, stk. 2, 1. pkt., tillagt det
retsvirkning som regionplan. Ministeriet har endvidere i henhold til § 3,
stk.
4, overtaget kommunens kompetence til at tilvejebringe kommune- og lokalplan
for området samt amtsrådets kompetence som regionplanmyndighed. De har ønsket
min vurdering af om Miljø- og Energiministeriet har haft den fornødne hjemmel
i
de nævnte bestemmelser til det omhandlede projekt.
Det fremgår af ordlyden og
forarbejderne til planlovens § 3 at miljø- og energiministerens bemyndigelse
til at udstede landsplandirektiver og overtage amtsråds og
kommunalbestyrelsers
beføjelser kan ske undtagelsesvis når væsentlige overordnede interesser
(landsplanhensyn) gør det nødvendigt.
Området for Miljø- og
Energiministeriets bemyndigelse til at anvende landsplandirektiver og
overtage
de øvrige planmyndigheders kompetence er således meget bredt formuleret. En
nærmere fastlæggelse af hvilke kriterier der lovligt kan lægges til grund i
forbindelse med Miljø- og Energiministeriets anvendelse af beføjelserne i §
3,
må derfor ske på baggrund af planlovens formålsbestemmelse i § 1, jf. således
også lovforslagets almindelige bemærkninger hvori det er anført at
landsplanbestemmelserne har ’karakter af formelle regler og rammer der
inden
for lovens formål kan udfyldes i overensstemmelse med skiftende tiders behov
og
politiske vurdering’ (citeret ovenfor).
Planlovens § 1 afgrænser i
brede vendinger de formål som kan og skal varetages i planlægningen efter
loven. Det fremgår heraf at der ved administration af lovens bestemmelser
lovligt kan inddrages bl.a. en afvejning af planmæssige (areal- og
naturressourcemæssige) og samfundsøkonomiske hensyn, miljøhensyn samt
bevarings- og beskyttelseshensyn. Jeg henviser til Anne Birte Boeck, Lov om
planlægning med kommentarer (1994), s. 45ff og s. 127.
De bagvedliggende hensyn for
Miljø- og Energiministeriets udstedelse af landsplandirektivet om etablering
af
en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre er opregnet i
VVM-redegørelsens kapitel 1, s. 7-8. Det anføres her at beslutningen om
etablering
af en national prøvestation for store vindmøller vurderes at være nødvendig
for
·
at bevare vindmøllebranchens internationale
førerposition,
·
at optimere elproduktionen for vindmøller
for derigennem at nedbringe luftforureningen med bl.a. CO2
fra traditionel
elproduktion, og
·
at mindske behovet for nye pladser til
vindmøller og dermed bruge færre arealer hvor der er konflikt med andre
interesser.
De har i sagen gjort gældende
at Miljø- og Energiministeriet med henvisning til ønsket om at sikre
vindmøllebranchens
fortsatte succes har varetaget privatøkonomiske interesser og herved lagt
afgørende vægt på et ikkelovligt kriterium i forbindelse med anvendelsen af
landsplanbeføjelserne i planlovens § 3.
Det er givet at rene
privatøkonomiske formål som f.eks. hensyn til en enkelt privat virksomheds
økonomiske interesser ikke kan varetages ved udøvelsen af beføjelser efter
planlovgivningen. Jeg henviser til en dom afsagt af Østre Landsret den 28.
september 1989 og omtalt i Ugeskrift for Retsvæsen 1990, s. 106. Det fremgår
af
dommen at en kommune ikke kunne anvende sine beføjelser efter planloven til
at
varetage egne eller en grundejers privatøkonomiske interesser hvorfor
bestemmelser i en lokalplan blev erklæret ugyldige.
I den foreliggende sag er der
ikke tale om at Miljø- og Energiministeriet har varetaget hensyn til en
enkelt
privat virksomhed. Ministeriet har i VVM-redegørelsen og i sit svar af 7.
juli
2000 til Dem som begrundelse for at anvende landsplanbeføjelserne til
etablering af en prøvestation for store vindmøller henvist til ønsket om at
fastholde den samlede vindmøllebranches førende internationale position inden
for produktion og knowhow om vindmøller.
På baggrund af planlovens
formålsbestemmelse kan varetagelse af forhold af mere overordnet
erhvervsøkonomisk
karakter alene varetages i sammenhæng med planmæssige hensyn (jf. ordlyden af
planlovens § 1, stk. 2, nr. 1, ’en planmæssig og samfundsøkonomisk
helhedsvurdering’). Varetagelse af hensyn til en hel branches
overordnede
erhvervsøkonomiske interesser kan efter min opfattelse ikke i sig selv
begrunde
anvendelse af landsplanbeføjelserne i planlovens § 3 uanset hvilken gavnlig
samfundsøkonomisk effekt en sådan varetagelse vil have.
Varetagelse af et hensyn til
den samlede vindmøllebranche som sikrer at branchen får mulighed for
økonomisk
og teknisk at udvikle større og mere effektive møller, indebærer ikke alene
et
hensyn til branchens erhvervsøkonomiske interesser, men også et miljømæssigt
aspekt idet den vedvarende energiproduktion herved fremmes. Et sådant hensyn
til den samlede vindmøllebranche kan derfor efter min opfattelse indgå ved
anvendelsen af landsplanbeføjelserne som et blandt flere lovlige kriterier.
Som det fremgår af
VVM-redegørelsen og svaret af 7. juli 2000 til Dem, er ministeriets
anvendelse
af landsplanbeføjelserne ikke kun båret af hensyn til vindmøllebranchens
erhvervsøkonomiske interesser og hensyn til at sikre branchen mulighed for
økonomisk og teknisk at udvikle større og mere effektive møller. Disse hensyn
er varetaget i kombination med dels miljøhensyn (nedbringelse af
luftforureningen), dels areal- og naturressourcemæssige hensyn (mindske
behovet
for nye pladser til vindmøller og dermed bruge færre arealer hvor der er
konflikt med andre interesser).
De sidstnævnte miljømæssige
samt de areal- og naturressourcemæssige hensyn må efter min opfattelse uden
tvivl karakteriseres som væsentlige overordnede interesser omfattet af
planlovens formål, og disse hensyn tilhører derfor kredsen af kriterier som
lovligt kan varetages ved anvendelse af landsplanbeføjelserne.
Hensynet til den samlede
vindmøllebranches erhvervsøkonomiske interesser og i den forbindelse hensynet
til at sikre branchen mulighed for økonomisk og teknisk at udvikle større og
mere effektive møller er således varetaget i sammenhæng med nogle andre
hensyn
som klart tilhører kredsen af lovlige kriterier, og på den baggrund har jeg
ikke grundlag for at udtale at Miljø- og Energiministeriet ikke har haft den
fornødne hjemmel til at anvende landsplanbeføjelserne i planlovens § 3 til
etablering af en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre.
2. Forskelsbehandling
De har bedt
mig undersøge om Miljø- og Energiministeriet har gjort sig skyldig i
magtfordrejning når det tages i betragtning at lokale lodsejere ved Høvsøre
tidligere har fået afslag på opførelse af vindmøller i området.
Miljø- og Energiministeriet
har i brev af 1. september 2000 til Dem redegjort for hvorfor den daværende
Fredningsstyrelse i 1984 og ministeriet i 1990 har gjort indsigelse mod
planforslag om opstilling af kommercielle vindmøller ved Høvsøre. Det er
ministeriets opfattelse at indsigelserne mod tidligere planforslag ikke kan
sidestilles med eller sammenlignes med beslutningen om at etablere den
nationale prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre.
Det fremgår af ministeriets
brev at det ene af de tidligere forslag om placering af private møller
vedrørte
et areal beliggende parallelt med EF-fuglebeskyttelsesområdet og tættere på
området end den sydligste af de møller der indgår i den nationale
prøvestation,
mens det andet tidligere forslag vedrørte et areal umiddelbart op til
Ramsarområde nr. 4 og EF-fuglebeskyttelsesområde nr. 38.
I den nationale prøvestation
for store vindmøller er møllerækken placeret vinkelret på
EF-fuglebeskyttelsesområde nr. 38/Ramsarområde nr. 4 og EF-habitatområde nr.
58, jf. VVM-redegørelsen, s. 75. Jeg må derfor lægge til grund at der i de
tidligere tilfælde vedrørende placering af private møller var tale om delvis
andre arealer end det areal hvorpå den nationale vindmøllestation skal
placeres. Hertil kommer at der i de tidligere forslag har været tale om
almindelige kommercielle vindmøller, hvorimod der i det foreliggende projekt
er
tale om store vindmøller der skal opsættes på forsøgsbasis.
Jeg må endvidere forstå Miljø-
og Energiministeriets brev af 1. september 2000 således at der i de tidligere
omtalte situationer har været tale om en afvejning af på den ene side hensyn
til private lodsejeres mulighed for at kunne opstille vindmøller over for
hensyn til væsentlige biologiske interesser. I den foreliggende situation
vedrørende etablering af en national prøvestation for store vindmøller er der
foretaget en samlet afvejning af gener i forhold til naboer, tekniske krav
samt
landskabs- og naturbeskyttelsesinteresser (jf. VVM-redegørelsen, s. 17) over
for de væsentlige overordnede interesser (landsplanhensyn) som Miljø- og
Energiministeriet har begrundet anvendelsen af landsplanbeføjelserne med, og
som jeg ikke har grundlag for at kritisere, jf. ovenfor under pkt. 1.
Ved en sammenligning af de
tidligere situationer hvor der fra statslig side er fremsat indsigelser mod
at
give lokale lodsejere mulighed for opstilling af vindmøller, med den
foreliggende hvor Miljø- og Energiministeriet har besluttet at etablere en
national prøvestation for store vindmøller, kan det således konstateres at
der
har været tale om et forskelligt faktum, og at der i afvejningen af hensyn er
indgået en kreds af ikke-sammenlignelige kriterier.
På den baggrund er det min
opfattelse at der ikke har været tale om en usaglig forskelsbehandling, og
jeg
kan derfor ikke kritisere at Miljø- og Energiministeriet har truffet
beslutning
efter planlovens § 3 om etablering af en national prøvestation for store
vindmøller ved Høvsøre selv om der fra statslig side tidligere er fremsat
indsigelser mod at give lodsejere i området mulighed for opstilling af
private
vindmøller.
3. Vejledning om erstatningsspørgsmålet
De har i
sagen gjort gældende at Miljø- og Energiministeriet har undladt at give
borgerne en korrekt og fyldestgørende information om mulighederne for at få
økonomisk kompensation for anlæggets gener.
Efter § 7, stk. 1, i
forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 som nu senest ændret ved
lov nr. 382 af 6. juni 2002) har myndighederne en almindelig vejledningspligt
over for borgerne. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
’
§ 7.
En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde
vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden
for myndighedens sagsområde.’
Myndigheden har også
vejledningspligt over for en borger som myndigheden er i forbindelse med,
selv
om vedkommende ikke direkte eller indirekte har bedt om vejledning, eventuelt
i
form af supplerende oplysninger mv. i anledning af den sag som har givet
anledning til kontakten mellem myndighed og borger (jf. John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 204).
Vejledningen bør bl.a. sikre
at borgeren får tilstrækkelig orientering om de regler der gælder på det
pågældende forvaltningsområde, og om den eventuelle praksis der følges af
myndigheden. Vejledningen skal naturligvis være juridisk korrekt og så
omfattende og detaljeret at det konkrete informationsbehov imødekommes på en
rimelig måde (jf. Jon Andersen, Juridisk Grundbog, bind IV (1989), s. 102).
Er
borgeren repræsenteret af en person som må formodes at have særligt kendskab
til det pågældende regelgrundlag, indsnævres vejledningspligten (jf. Jon
Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 261).
Med hensyn til spørgsmålet om
erstatning for gener til naboer til den nationale prøvestation for store
vindmøller har Miljø- og Energiministeriet i VVM-redegørelsens bilag V (s.
187f) anført at det ikke er praksis at yde erstatning for gener der fører til
faldende ejendomsværdier for naboerne, og at der ikke ydes økonomisk
kompensation til naboer eller en kreds af borgere fordi der bygges på en
naboejendom. Ministeriet har endvidere i brevet af 7. juli 2000 til Dem
anført
at planloven ikke indeholder bestemmelser om kompensation for eventuelle
gener
som følge af planlægning efter reglerne i loven, og at eventuelle
erstatningskrav derfor må støttes på almindelige erstatningsregler som efter
ministeriets opfattelse ikke giver grundlag for noget erstatningsansvar for
ministeriet.
I min høring af 8. januar
2001 til Miljø- og Energiministeriet har jeg henvist til en række
erstatningsretlige domme. I det følgende gives et kort resume af de enkelte
domme, og der omtales endvidere en nyere dom som er afsagt efterfølgende.
Alle
dommene vedrører krav om erstatning efter naboretlige regler.
FED 1997.1722 V
En vindmølle med en navhøjde
på 30 meter og et vingefang på 19 meter der var placeret 120 meter fra en
naboejendom, fandtes uanset påviste gener i form af støj og lyseffekter og
ejendommens formodede reducerede salgsværdi ikke at overskride tålegrænsen
efter naboretlige regler. Landsretten lagde vægt på at møllens dominerende
virkning ikke rakte ud over hvad der var påregneligt i området og derfor
måtte
tåles i naboforhold. Endvidere overskred møllens støjniveau ikke de af
Miljøstyrelsen
fastsatte grænseværdier, og lysvirkningerne forekom kun i et begrænset antal
timer i nogle få måneder om året. Efter en samlet vurdering fandt landsretten
derfor ikke at ejerne af naboejendommen var påført sådanne ulemper ved
møllens
placering at der var grundlag for erstatning efter naboretlige regler.
UfR 1995.466 H
Et rensningsanlæg blev
udvidet ved opfyldning af et areal af søterritoriet og delvis placering af
anlægget herpå. Højesteret vurderede at en så omfattende udvidelse af
rensningsanlægget
havde været helt uforudsigelig, og at der var påført ejerne af
naboejendommene
meget betydelige ulemper i form af forringet udsigt og risiko for lugtgener
mv.
med en forringelse af ejendommenes salgsværdi til følge. Der forelå således
sådanne ganske særlige forhold at ejerne af naboejendommene havde krav på
erstatning efter naboretlige regler.
UfR 1996.661 H
I forbindelse med bygningen
af Storebæltsbroen blev der eksproprieret et areal på ca. 87 ha fra et gods
beliggende nord for Korsør, og der blev fastsat en erstatning på
ekspropriationsretligt grundlag. En særskilt matrikuleret ejendom som lå
omsluttet af godset, havde ikke afgivet noget areal, men jernbanelinjen ville
blive ført tæt forbi huset på ejendommen. Et flertal i Højesteret (tre ud af
fem
dommere) lagde vægt på at jernbanelinjen, der ville blive stærkt trafikeret,
blev ført forbi huset i en afstand af kun 30 meter, og at det derfor måtte
anses for utvivlsomt at der herved blev påført ejendommen meget betydelige
ulemper, navnlig i form af støj. Flertallet lagde endvidere vægt på at huset
tidligere havde ligget i fredelige og landlige omgivelser. Der forelå derfor
sådanne ganske særlige forhold at ejendommens ejer efter naboretlige regler
havde krav på erstatning for ejendommens værdiforringelse.
UfR 1998.1515 H
Der blev etableret en 400 kV
højspændingsledning tæt forbi en ejendom således at afstanden fra
beboelsesbygningen til den nærmeste faseledning var 33 meter. Ejendommen var
ikke omfattet af ekspropriation. Idet ejeren havde erhvervet ejendommen før
ledningens etablering, og idet den offentlige debat om helbredsrisiko ved at
bo
tæt på højspændingsledninger var i gang da ledningen blev anlagt, fandt
Højesteret at der forelå sådanne ganske særlige forhold at ejendommens ejer
havde krav på erstatning efter naboretlige regler.
UfR 1999.353 H
I forbindelse med anlæggelsen
af en motorvej mellem Århus og Randers fremsatte ejerne af en mindre
landbrugsejendom krav om tilkendelse af erstatning for værdiforringelse af
ejendommen som følge af gener ved motorvejens nærhed. Ejendommens bygninger
lå
85-100 meter fra motorvejen. Ejendommen var ikke omfattet af ekspropriation.
Højesteret udtalte følgende:
’Efter hidtidig praksis er
det ved afgørelsen af spørgsmålet om erstatning for ulemper i form af støj og
lignende fra nye større vejanlæg tillagt betydning, om der er foretaget
ekspropriation eller ej fra den støjramte ejendom. Støjgener fra et vejanlæg
er
imidlertid typisk ikke afhængige af, om ejendommen har afgivet areal til
anlægget. Lighedssynspunkter taler derfor for, at erstatning for sådanne
ulemper ydes efter samme kriterier, uanset om der er foretaget
ekspropriation.
Såfremt ulemperne overstiger,
hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelige
samfundsudvikling
på trafikområdet, bør der ydes erstatning. Ved bedømmelsen af, om denne
grænse
er overskredet, må der foretages en konkret vurdering på grundlag af bl.a.
støjniveauet, bygningernes afstand til vejanlægget, trafikintensiteten,
områdets karakter samt ejendommens beliggenhed og karakter. I det omfang,
ulemperne overstiger denne grænse, skal der ydes erstatning for tabet herved.
’
Ud fra en samlet vurdering
fandt Højesteret at generne fra motorvejsanlægget oversteg grænsen for hvad
der
må tåles uden erstatning. Højesteret lagde vægt på at den stærkt trafikerede
motorvej var anlagt på en ca. 5 meter høj dæmning forbi den omhandlede
ejendom
som lå i et naturskønt område, og at den støjmæssige belastning på 66-70 dB
var
meget betydelig.
UfR 2001.929 V
På en ejendom blev der opstillet
tre vindmøller i henhold til en lokalplan som gav mulighed for opstilling af
fire møller med en rotordiameter på 44 meter og en navhøjde på maks. 50
meter.
Fra naboejendommen var der knap 300 meter til den nærmeste mølle, og ejeren
af
naboejendommen fremsatte krav om erstatning på naboretligt grundlag. En sådan
erstatning blev ikke tilkendt med følgende begrundelse fra landsretten:
’Det må antages, at der ved
kommunens beslutninger om lokalplan og byggetilladelse, efter en afvejning af
de modstridende interesser, i alt væsentligt er taget hensyn til graden af de
ulemper, som vindmøllerne påfører appellanten. Dette udelukker dog ikke, at
der, såfremt ganske særlige forhold gør sig gældende, kan foreligge et
ansvarsgrundlag for de indstævnte på naboretligt grundlag. Det bemærkes i den
forbindelse, at den retspraksis, der har udviklet sig i forbindelse med anlæg
af motorveje og højspændingsledninger, ikke uden videre kan overføres til
tilfælde, hvor der opføres vindmøller.
Efter det, der er fremkommet
under bevisførelsen, herunder at den nærmeste vindmølle er rejst knap 300
meter
fra appellantens ejendom, finder landsretten ikke, at appellanten har
godtgjort, at der foreligger sådanne særlige forhold, at det fornødne
ansvarsgrundlag er til stede.
’
De refererede domme viser at
domstolene anlægger en meget konkret vurdering ved stillingtagen til krav om
erstatning efter naboretlige regler. Retspraksis med hensyn til erstatning
for
ulemper som skyldes vindmøller, er endvidere sparsom, og retstilstanden er
ikke
ganske klar, jf. den meget konkrete vurdering domstolene anlægger, og
landsrettens bemærkning i UfR 2001.929 V om at den retspraksis der har
udviklet
sig i forbindelse med anlæg af motorveje og højspændingsledninger, ikke uden
videre kan overføres til tilfælde hvor der opføres vindmøller.
Når retstilstanden på et
område ikke er ganske klar, forpligter det efter min opfattelse myndighederne
til at give en mere nuanceret vejledning.
Miljø- og Energiministeriet
har i VVM-redegørelsen og i brevet af 7. juli 2000 til Dem meget kortfattet
afvist at der kan blive tale om at yde erstatning til naboer for ulemper som
følge af den nationale prøvestation for store vindmøller.
På baggrund af den ovenfor
refererede domspraksis burde Miljø- og Energiministeriet have givet en mere
omfattende og detaljeret vejledning om erstatningsspørgsmålet, herunder
oplysninger om relevant domspraksis vedrørende erstatning efter naboretlige
regler. At Deres klient er repræsenteret af Dem som advokat, indsnævrer efter
min opfattelse ikke vejledningspligten således at ministeriet fritages
herfor.
Jeg har derfor kritiseret
Miljø- og Energiministeriet for ikke at have givet en tilstrækkelig
fyldestgørende information om muligheden for at få erstatning for ulemper som
følge af den nationale prøvestation for store vindmøller.
De har i Deres klage af 7.
september 2000 spurgt mig om hvilke konsekvenser Miljø- og Energiministeriets
eventuelle manglende overholdelse af forvaltningsretlige regler vil have.
Efter
min opfattelse får ministeriets mangelfulde vejledning om
erstatningsspørgsmålet ingen konsekvenser.
4. Erstatning
Deres brev af
24. marts 2000 til Miljø- og Energiministeriet indeholdt en anmodning om en
uddybende begrundelse for ministeriets afvisning af at yde kompensation for
de
gener som en prøvestation for store vindmøller vil påføre bl.a. Deres klient.
Miljø- og Energiministeriet har imidlertid først i sin udtalelse af 13.
februar
2001 til mig givet en konkret begrundelse for at afvise Deres klients krav om
erstatning.
På den baggrund er det min
opfattelse at Miljø- og Energiministeriet i hvert fald på tidspunktet for
besvarelsen af Deres henvendelse af 24. marts 2000 burde have taget konkret
stilling til spørgsmålet om Deres klients krav på erstatning. Jeg har derfor
henstillet til Miljøministeriet nu at tage stilling til
erstatningsspørgsmålet
direkte over for Deres klient.
Det fremgår af Miljø- og
Energiministeriets udtalelse af 13. februar 2001 til mig at spørgsmålet om
lysafmærkning af prøvestationens vindmøller af hensyn til sikkerheden for
luftfartstrafikken på daværende tidspunkt ikke var endeligt afklaret idet der
foregik et udredningsarbejde mellem Forsvaret, Statens Luftfartsvæsen og
vindmølleindustrien om udformningen af de endelige krav til afmærkningen.
Miljøministeriet har med brev
af 7. december 2001 orienteret mig om at udredningsarbejdet vedrørende
lysafmærkningen nu er tilendebragt og de endelige krav hertil fastsat. Jeg
har
derfor ligeledes henstillet til Miljøministeriet at inddrage dette forhold
ved
vurderingen af erstatningsspørgsmålet over for Deres klient.”
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om et testcenter for store vindmøller ved Østerild (Udvidelse af vindmølletestcentrene ved Høvsøre og Østerild) Retsinformation · 22. marts 2018
- Afgørelse i sag om Lemvig Kommunes tilladelse til udskiftning af en kæmpevindmølle på [...] Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. august 2011
- Afgørelse i sag om Lemvig Kommunes Vedtagelse af Lokalplan nr. 165 og Kommuneplantillæg nr. 1 med tilhørende miljørapport og VVM-redegørelse for vindmølleprojektet Volder Mark Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. september 2014
- Energiklagenævnet ophæver og hjemviser Energinet.dk`s afgørelse af 2. november 2015 der omhandler pristillæg til Siemens Windpowers testvindmølle Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. august 2016
- Forslag til Lov om ændring af lov om testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild (Mulighed for færre, men højere vindmøller ved Testcenter Høvsøre) Retsinformation · 30. november 2023
- Betænkning over Forslag til lov om et testcenter for store vindmøller ved Østerild Retsinformation · 29. maj 2010