Spring til indhold

Retsinformation

Etablering af national prøvestation for store vindmøller

FOU nr 2002.238UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Etablering af national prøvestation for store vindmøller

Det fremgik

af sagens akter at Miljø- og Energiministeriet i januar 1999 iværksatte en

offentlig idéfase om placering af en national prøvestation for store

vindmøller

ved Røjensø Odde i Sydthy Kommune. Resultatet af idéfasen blev en beslutning

om

at gennemføre endnu en idéfase med et forslag om placering af en prøvestation

ved Høvsøre i Lemvig Kommune.

Ved brev af 5. juli 1999

meddelte Miljø- og Energiministeriet Ringkjøbing Amtsråd og Lemvig

Kommunalbestyrelse at miljø- og energiministeren - i henhold til planlovens §

3, stk. 4 - havde besluttet at overtage amtsrådets og kommunalbestyrelsens

beføjelser til at udarbejde plangrundlag for en prøvestation for store

vindmøller ved Høvsøre.

I perioden fra den 30. juli

til den 31. august 1999 gennemførte Miljø- og Energiministeriet den anden

offentlige idéfase, herunder et offentligt møde den 24. august 1999.

Ministeriet havde forinden udsendt et debatoplæg samt annonceret i Lemvig

Folkeblad. Debatoplægget indeholdt en opfordring til borgerne om at komme med

forslag

og ideer til prøvestationens placering, krav til dens udformning og størrelse

samt vilkår for dens etablering og drift.

I brev af 26. august 1999

gjorde advokat A på vegne af sin klient, B, indsigelse mod forslaget om at

placere den nationale prøvestation ved Høvsøre. A anførte bl.a. at

prøvestationen ville skade både de landskabelige og kulturelle værdier i

området, og A opregnede følgende gener som B’s familie ville blive udsat

for,

og som der i givet fald ville blive krævet erstatning for:

Læs alt

”

værdiforringelse af ejendommen

lavere indtægter for udlejning af udlejningshuse

støjgener

forringelse af jagtmulighederne og af

jagtlejeindtægterne

gener ved belysning af møllerne

driftsmæssige gener

samt andre naboretligt regulerede forhold”

Miljø- og Energiministeriet

sendte den 28. januar 2000 en VVM-redegørelse til høring hos lodsejere inden

for området, indsigere, organisationer og andre interesserede samt til en

række

kommunalbestyrelser og amtsråd. Redegørelsen indeholdt et hovedforslag om

placering af en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre i

Lemvig

Kommune og en delt alternativ placering ved Rønland i Thyborøn-Harboøre

Kommune

og Røjensø Odde i Sydthy Kommune. Desuden var redegørelsen vedlagt forslag

til

VVM-tilladelse, forslag til landsplandirektiv og forslag til

kommuneplantillæg

og lokalplan. Høringsperioden var på 8 uger fra den 31. januar til den 27.

marts 2000.

Af VVM-redegørelsen fremgik

bl.a. følgende:

”Baggrund og forudsætninger

Vindmøller er blevet en af

Danmarks store eksportartikler. Industrien har en milliardomsætning i dag, og

over 10.000 mennesker er enten direkte eller indirekte beskæftigede i

vindmøllebranchen.

Vindmølleindustriens

fortsatte succes afhænger af, om den kan udvikle stadigt mere effektive

vindmøller. Tiden er forbi, hvor konkurrenceevnen kunne øges ved at gøre det

billigere for branchen at producere el. Den mulighed er benyttet, hvad et

betragteligt fald i produktionsprisen igennem de seneste 15 år illustrerer.

Da

også de ’lette tekniske’ forbedringer er blevet udnyttet, kræver en

fortsat

optimering af vindmøller en stadig mere specialiseret udvikling.

Teknikken bag vindmøller har

vist sig at være vanskelig, og der opstår løbende nye udfordringer og

tekniske

problemer. Det er vigtigt at gøre, hvad der er muligt for at sikre

pålideligheden og forbedre sikkerhed på de stadigt større møller, der

udvikles.

En væsentlig faktor i denne sammenhæng er muligheden for at afprøve møller

under ekstreme forhold.

For at bevare

vindmøllesektorens internationale førerposition vurderer Forskningscenter

Risø

og vindmølleindustrien, at det er af stor betydning, at man i Danmark inden

for

kort tid etablerer tidssvarende og fremtidssikrede faciliteter, der gør det

muligt at afprøve store vindmøller ved høje vindhastigheder.

De eksisterende faciliteter

ved Forskningscenter Risø kan ikke længere dække de behov og krav, der i dag

stilles om målinger ved høje vindhastigheder. Derfor er det besluttet at

etablere en ny national prøvestation på et sted med optimale vindforhold.

Alternativet er, at de danske udviklingsvilkår ikke kan konkurrere med

udlandets, og at vindmøllefabrikanterne er nødt til at opstille deres

prototyper i udlandet. Dermed vil know- how og udviklingsaktiviteter blive

flyttet til udlandet.

Beslutningen om at etablere en

ny national prøvestation er ikke alene truffet af hensyn til

vindmøllebranchen.

I aftalen mellem de danske el-værker og staten forventes de samfundsmæssige

investeringer i store vindmøller på havet at blive på omkring 7-8 mia. kr. i

de

næste 7-8 år. En udvikling af vindmøller, der kan forbedre møllernes kvalitet

og sikkerhed, har derfor også stor betydning for Danmark.

Hertil kommer, at en

yderligere optimering af el-produktionen fra vindmøller kan:

·

give endnu et bidrag til at nedbringe

luftforureningen med blandt andet CO2, idet mølleproduceret el

fortrænger kul-, olie- eller naturgas-baseret elproduktion

·

mindske behovet for nye pladser til

vindmøller, og dermed bruge færre arealer, hvor der er konflikt med andre

interesser.

Overordnede formål og krav til en prøvestation

Formålet med en national

prøvestation er at udvikle nye vindmøllekoncepter, at godkende nye

vindmølletyper, herunder dokumentere sikkerhed, ydeevne, støjudsendelse og

netpåvirkning samt at understøtte forskning i vindenergi.

De tekniske krav til sådan en

prøvestation er mange. Lokaliteter, der kan leve op til disse krav, er få. En

placering af prøvestationen har da også vist sig som en balancegang mellem

tekniske krav og hensyn til natur og miljø, herunder landskabsbeskyttelse. De

rent tekniske krav fra nationale og internationale standarder kræver høje

vindhastigheder, nærliggende flad topografi og et minimum af terrænelementer.

Krav, som har vist sig, kun kan opfyldes ganske få steder i Danmark. De få

områder, som opfylder kravene, ligger i de åbne vestjyske landskaber, hvortil

der er knyttet væsentlige beskyttelsesinteresser.

Sammenfattende vurdering

Udvælgelsen af den bedst

egnede lokalitet til en prøvestation for store vindmøller har været en

afvejning af en lang række hensyn til natur og miljø, teknik og lovgrundlag.

Men natur- og

miljøvurderingen viser, at Høvsøre er den eneste lokalitet, der dels opfylder

flest mulige af de vindtekniske krav og dels kan rumme alle 5 prøvepladser.

Høvsøre er også den lokalitet, som samlet rummer færrest konflikter i forhold

til internationale og nationale beskyttelsesinteresser.

Placeringen ved Høvsøre er

ikke uproblematisk, men vurderes trods de landskabelige og

naturbeskyttelsesmæssige konflikter at være den bedst egnede placering til en

national prøvestation for store vindmøller i Danmark.

Sammenfattende vurdering - konklusion

I en samlet vurdering

foretrækkes en placering af en national prøvestation altså ved Høvsøre.

Nabogenerne i form af støj er her inden for lovens grænser, og et eventuelt

problem i forhold til skyggeafkast vil ikke påvirke helårsboliger. Samtidig

er

placeringen mindst problematisk for fuglelivet, bl.a. de arter, der har

international interesse. Og mindst problematisk i forhold til det omgivende

landskab.

Høvsøre giver ikke de bedste

vindtekniske forhold, terræn- og topografiske forhold er heller ikke de

bedste;

til gengæld kan man opstille 5 prøvestande.

Samlet konklusion

En samlet afvejning af gener

i forhold til naboer, tekniske krav og landskabs- og

naturbeskyttelsesinteresser

betyder, at denne redegørelse peger på, at Høvsøre er den mindst

problematiske

og dermed bedst egnede placering for en national prøvestation for store

vindmøller.”

Bilag V til VVM-redegørelsen

indeholder en liste over en række af de indsigelser som Miljø- og

Energiministeriet modtog i offentlighedsfasen vedrørende forslaget om

placering

af den nationale prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre. Heraf fremgår

bl.a. følgende:

ӯkonomiske forhold

Ejendomsværdi

En række henvendelser (1, 3,

12, 17, 24, 31) anfører, at prøvestationen vil få negative effekter på

ejendomsvurderingen i området.

Kommentar:

Det er ikke praksis at yde erstatning for gener, der

fører til faldende ejendomsværdier for naboerne.

Kompensation til områdets beboere

Flere henvendelser (6, 10,

16) peger på lokal kompensationsordning etableret i forbindelse med opførelse

af Fjaltring vindmøllerne og foreslår lignende ordning ved etablering af

prøvestationen.

Kommentar:

Der ydes ikke økonomisk kompensation til naboer eller en

kreds af borgere, fordi der bygges på en naboejendom.”

I brev af 24. marts 2000

uddybede A på vegne af B sin indsigelse af 26. august 1999 mod placering af

prøvestationen ved Høvsøre. A gjorde bl.a. gældende at planlovens § 3, stk.

1,

alene kan anvendes som hjemmel til varetagelse af landsplanmæssige

interesser,

og at ønsket om at sikre vindmølleindustriens fortsatte succes som der var

henvist til i VVM-redegørelsen, alt andet lige måtte anses for at angå

privatøkonomiske interesser. A anførte endvidere at der i VVM-redegørelsen

manglede en vurdering af om Miljø- og Energiministeriet med rette havde

anvendt

hjemmelen i planlovens § 3, stk. 4, til at overtage amtsrådets og

kommunalbestyrelsens planlægningsbeføjelser. Endelig gjorde A gældende at

Miljø- og Energiministeriet havde fejlinformeret borgerne om muligheden for

at

få økonomisk kompensation idet der i retspraksis fra de senere år var givet

erstatning til naboer for gener fra offentlige anlæg ud fra individuelle

overvejelser om ejendomsrettens beskyttelse, og at udviklingen i retspraksis

var udtryk for at der ikke længere foretages en principiel sondring mellem

erstatning på ekspropriationsretligt grundlag og på naboretligt grundlag. A

bad

på den baggrund Miljø- og Energiministeriet om en begrundelse for

ministeriets

afvisning af at yde kompensation til naboerne for de i VVM-redegørelsen

anførte

gener.

Efter høringsperiodens udløb

skrev Miljø- og Energiministeriet den 25. april 2000 til lodsejerne inden for

området, indsigere, myndigheder, organisationer og andre interesserede og

takkede for bemærkningerne til det udsendte materiale. Miljø- og

Energiministeriet oplyste samtidig at ministeriet nu var i gang med at

behandle

bemærkningerne til de foreslåede placeringer, og at miljø- og

energiministeren

herefter ville beslutte om og i givet fald hvor en national prøvestation

skulle

etableres.

Den 25. maj 2000 udstedte

miljø- og energiministeren et landsplandirektiv med følgende ordlyd:

”Cirkulære om planlægning for

etablering af en national prøvestation til afprøvning af store vindmøller ved

Høvsøre i Lemvig Kommune, Ringkøbing amt.

(Til Ringkøbing amtsråd og

Lemvig kommunalbestyrelse)

Cirkulærets baggrund og formål

§ 1.

Der er behov for en national prøvestation for store

vindmøller, hvor vindmølleproducenter i en periode kan afprøve nye møller

under

vindforhold, der så vidt muligt svarer til en opstilling på havet. Efter en

række undersøgelser er der valgt en placering af den nationale prøvestation

ved

Høvsøre. Konsekvenserne for miljøet af placeringen er belyst i en

VVM-redegørelse, der er offentliggjort sammen med forslaget til dette

cirkulære.

§ 2.

Cirkulæret udstedes i medfør af § 3, stk. 1, stk. 2, 1. pkt.,

og stk. 4, i lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 551 af 28. juni

1999. De i §§ 3 og 4 fastsatte retningslinier har retsvirkning som

regionplan.

Stk. 2.

Bestemmelserne i § 2, stk. 2 og 3, § 3, stk. 5, samt § 6,

stk. 1, i cirkulære nr. 100 af 10. juni 1999 om planlægning for og

landzonetilladelse til opstilling af vindmøller finder ikke anvendelse i

relation

til de møller, der opstilles på den i § 3 nævnte prøvestation.

Regionplanretningslinier for en national prøvestation

Retningslinier for landzoneadministrationen uden for prøvestationens

område

Lokalplan og kommuneplantillæg samt VVM- tilladelse

§ 5.

Lokalplan og kommuneplantillæg for prøvestationsområdet

tilvejebringes af miljø- og energiministeren i henhold til § 3, stk. 4, i lov

om planlægning. Miljø- og energiministeren skal også meddele tilladelse til

etablering af prøvestationen efter § 8, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 428 af

2.

juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning

(samlebekendtgørelse).

Ikrafttrædelse

§ 6.

Cirkulæret træder i kraft den 13. juni 2000.”

I brev af 7. juni 2000

klagede A på vegne af B til Miljø- og Energiministeriet over ministeriets

sagsbehandling. A gjorde gældende at ministeriets sagsbehandling var i strid

med de forvaltningsretlige grundsætninger om projektoffentlighed idet

ministeriet havde udstedt landsplandirektiv, VVM-tilladelse,

kommuneplantillæg

og lokalplan uden over for A at have taget stilling til A’s indsigelser

i

brevene af 26. august 1999 og 24. marts 2000.

Miljø- og Energiministeriet

orienterede i brev af 9. juni 2000 lodsejerne i området, indsigere,

myndigheder

og organisationer om ministeriets godkendelse af etablering af en national

prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre. Ministeriet vedlagde kopi af

en

annonce som bekendtgjorde godkendelsen, og som senere blev offentliggjort den

13. juni 2000.

I brev af 7. juli 2000

besvarede Miljø- og Energiministeriet A’s henvendelser af 24. marts og

7. juni

2000. Ministeriet anførte bl.a. at de i planloven foreskrevne planprocedurer

var blevet overholdt, og at de bemærkninger og indsigelser der var indkommet

i

høringsperioden fra den 31. januar til den 27. marts 2000, var blevet

vurderet

grundigt og var indgået i det samlede beslutningsgrundlag før den endelige

beslutning om placering af prøvestationen var blevet truffet. Ministeriet

anførte endvidere følgende:

”

For så vidt angår Deres brev

af 24. marts 2000, hvor De gør indsigelse mod det retlige grundlag for

anlæggets etablering, herunder at ministeriet har anvendt et

landsplandirektiv,

skal Landsplanafdelingen oplyse følgende:

Ministeriet har i den

konkrete sag anvendt et landsplandirektiv, der er udstedt med hjemmel i

planlovens § 3, stk. 1, og som efter § 3, stk. 2, pkt. 1, har fået tillagt

retsvirkning som regionplan. Ministeriet har endvidere med hjemmel i

planlovens

§ 3, stk. 4, overtaget kommunens kompetence til at tilvejebringe

kommuneplanrammer

og lokalplan for området samt amtsrådets kompetence som regionplanmyndighed.

Efter planlovens § 3, stk. 1,

kan miljø- og energiministeren ’til varetagelse af landsplanmæssige

interesser,

herunder sikring af kvalitet i planlægningen, fastsætte regler for

anvendelsen

af lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven.’

Efter planlovens § 3, stk. 4,

kan miljø- og energiministeren ’i særlige tilfælde beslutte at overtage

Hovedstadens Udviklingsråds, amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser

efter

loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har

større betydning’.

Planlovens § 3 indeholder

(sammen med § 29, stk. 1, om indsigelse mod regionplanforslag) miljø- og

energiministerens landsplanbeføjelser. Det blev under Folketingets behandling

af forslaget til planloven ved et ændringsforslag i Miljø- og

Planlægningsudvalgets betænkning præciseret, at anvendelsesområdet for

bestemmelsen i § 3, stk. 1, ’i særlig grad vil være landsplandirektiver,

der

båret af landsplanhensyn fastsætter krav til region- kommune- og

lokalplanlægningen.’

Det blev endvidere ved

ændringsforslag til § 3, stk. 3 og 4, markeret, ’at ministerens

bemyndigelse

som efter hidtidig praksis alene tænkes benyttet undtagelsesvis, når

væsentlige

overordnede interesser tilsiger det.’

Beføjelserne i planlovens § 3

kan således anvendes, når landsplanhensyn, dvs. væsentlige overordnede hensyn

begrunder det. I den konkrete sag er den landsplanmæssige interesse i

etableringen af den omhandlede prøvestation begrundet i regeringens

energipolitiske mål for reduktion af CO2

og et ønske om at fastholde

Danmarks førende position inden for produktion af og knowhow om vindmøller.

Det er herudover vurderingen,

at der i de nærmeste år formentlig vil være størst behov for at få afprøvet

de

mølletyper, der skal anvendes til de kommende havbaserede møller. Der skal

foretages meget store investeringer i forbindelse med opsætningen af disse

møller. Det er derfor af afgørende betydning, at den enkelte mølletype er

ordentligt gennemprøvet, inden man starter en serieproduktion og opsætning af

møllerne til havs.

Miljø- og energiministeren

har således vurderet, at afprøvning af den kommende generation af vindmøller

er

af en sådan samfundsmæssig, herunder samfundsøkonomisk betydning, at det har

været nødvendigt og relevant at udstede et landsplandirektiv som en del af

det

samlede plangrundlag for etablering af en dansk prøvestation for store

vindmøller.

De efterlyser en begrundelse

for, at ministeriet tidligere har afvist krav om kompensation til naboer for

eventuelle gener i forbindelse med etableringen af anlægget.

Miljø- og Energiministeriet

skal hertil bemærke, at planloven ikke indeholder bestemmelser om

kompensation

for eventuelle gener som følge af en planlægning efter reglerne i loven, og

at

eventuelle erstatningskrav derfor må støttes på almindelige

erstatningsregler,

som efter ministeriets opfattelse ikke giver grundlag for noget

erstatningsansvar for ministeriet.”

Den 13. juli 2000 klagede A

til mig og bad mig undersøge bl.a. følgende forhold vedrørende Miljø- og

Energiministeriets fremgangsmåde i sagen om etableringen af den nationale

prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre:

”

Har Miljø- og Energiministeriet hjemmel i planlovens §

3, stk. 1, § 3, stk. 2, 1. pkt. og § 3, stk. 4, til at gennemføre national

prøvestation som den omhandlede?

Henset til at lokale lodsejere har fået afslag på

opførelse af vindmøller i området, ønskes det oplyst, om ministeriet har

gjort

sig skyldig i magtfordrejning.

Har Miljø- og Energiministeriet med rette afvist at yde

økonomisk kompensation for anlæggets gener til borgere, som berøres heraf?

Har Miljø- og Energiministeriet givet borgerne korrekt

og fyldestgørende information om mulighederne for at få økonomisk

kompensation

for anlæggets gener?

Har Miljø- og Energiministeriet overholdt de

forvaltningsretlige regler ved behandlingen af sagen, herunder om

tidsrækkefølge, høring, forvaltningen af høringssvar samt reglerne om

projektoffentlighed?

Hvad er konsekvensen af Miljø- og Energiministeriets

evt. manglende hjemmel til gennemførelse af projektet hhv. tilsidesættelse af

andre regler herunder af de forvaltningsretlige regler om sagsbehandling?

Kan Miljø- og Energiministeriet med hjemmel i et

landsplandirektiv træffe en beslutning, der i realiteten medfører at

el-forbrugere i den region, hvor en prøvestation agtes opstillet, får

forøgede

energiomkostninger. Dette når særligt henses til at ministeriet efterfølgende

-

da det viser sig, at ministeriet har glemt, at en sådan investering er

påkrævet

- beslutter at det lokale elselskab er forpligtet til at etablere et helt nyt

højspændingskabel.

Svar på spørgsmålet bedes

dels omhandle den manglende medtagelse af forholdet i VVM-redegørelsen samt

det

forhold, at den region, hvori prøvestationen (som påstås at være en national

prøvestation) er beliggende, påføres denne merudgift ved et anlæg anlagt i

henhold til et landsplandirektiv.”

Jeg sendte A’s klage videre

til Miljø- og Energiministeriet den 26. juli 2000 som en anmodning fra A om

at

ministeriet tog stilling til A’s indsigelser.

Miljø- og Energiministeriet

svarede således i brev af 1. september 2000:

”

Ad 1.

Dette klagepunkt er besvaret i ministeriets brev af 7. juli

2000.

Ad 2.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt Miljø- og

Energiministeriet har gjort sig skyldig i magtfordrejning under hensyn til,

at

ministeriet tidligere har gjort indsigelse mod forslag om at opstille

kommercielle vindmøller i området ved Høvsøre i Lemvig Kommune, skal

ministeriet bemærke følgende:

Der er tidligere gjort

indsigelse mod opførelse af kommercielle møller i området. I 1984 gjorde den

daværende Fredningsstyrelse således indsigelse i henhold til den dagældende

kommuneplanlovs § 26 mod et forslag til lokalplan for en vindmøllepark i det

pågældende område. Det var dog samtidig Fredningsstyrelsens opfattelse, at

der

i området burde kunne findes arealer til opførelse af en vindmøllepark, og at

styrelsen i givet fald ville deltage i en diskussion af alternative

placeringsmuligheder. Det kan tilføjes, at den pågældende vindmøllepark ville

få en beliggenhed parallelt med EF-fuglebeskyttelsesområdet og tættere på

området end den sydligste af de møller, der indgår i den nationale

prøvestation.

I 1990 blev Ringkøbing Amts

regionplantillæg nr. 1 til regionplan 1985 godkendt under forudsætning af, at

bl.a. området til en vindmøllegruppe ved Høvsøre udgik af hensyn til

varetagelsen af væsentlige biologiske interesser i de tilstødende områder.

Det

pågældende forslag til et område til en vindmøllegruppe ved Høvsøre var

placeret

umiddelbart op til Ramsarområde nr. 4 og EF-fuglebeskyttelsesområde nr. 38.

Det er vurderingen, som

ministeriet har redegjort for under besvarelsen af Deres klagepunkt 1, at

etablering af anlægget tjener almene samfundsmæssige interesser. Det er på

den

baggrund ministeriets opfattelse, at de førnævnte statslige indsigelser mod

tidligere planforslag ikke kan sidestilles med eller sammenlignes med

beslutningen om at etablere den nationale prøvestation for store vindmøller

ved

Høvsøre.

Det er i tilknytning hertil

væsentligt at understrege, at placeringen af en national prøvestation for

store

vindmøller er en enkeltstående hændelse. Beslutningen om at placere anlægget

ved Høvsøre i Lemvig Kommune skal ses i lyset af, at der er tale om en samlet

interesseafvejning. Alle tre detailbehandlede forslag til placeringer af

prøvestationen (Høvsøre, Rønland og Røjensø Odde) er således gennemført på

lokaliteter, som ikke ville kunne komme på tale til opførelse af almindelige

kommercielle møller.

Det forhold, at området ved

Høvsøre er udpeget, sker med baggrund i, at andre alternative placeringer

inden

for landets grænser efter gennemførelsen af de foreskrevne planprocedurer,

enten er fundet vindteknisk uegnede, eller er vurderet mere problematiske ud

fra en samlet afvejning af en række forhold som eksempelvis hensynet til

naboer, natur- og landskabelige værdier.

Ministeriet finder derfor

ikke, at der er tale om magtfordrejning.

Ad 3.

Miljø- og Energiministeriet skal henvise til ministeriets

besvarelse i brevet til Dem af 7. juli 2000. Planloven indeholder som anført

i

brevet ikke bestemmelser om kompensation for eventuelle gener som følge af en

planlægning efter reglerne i loven, og eventuelle erstatningskrav må derfor

støttes på almindelige erstatningsregler, som efter ministeriets opfattelse

ikke giver grundlag for noget erstatningsansvar for ministeriet.

Ad 4.

I forlængelse af besvarelsen af klagepunkt 3 skal ministeriet

bemærke, at spørgsmålet om økonomisk kompensation er blevet behandlet ved

besvarelse af spørgsmål i løbet af bl.a. foroffentlighedsfasen ligesom

VVM-redegørelsen tager stilling til spørgsmålet.

Spørgsmålet om økonomisk

kompensation er ligeledes blevet debatteret på de borgermøder, der er blevet

afholdt i forbindelse med sagen. Miljø- og Energiministeriet behandler

endelig

spørgsmålet i det oversigtsnotat, der er udsendt til de personer, der har

haft

bemærkninger i forbindelse med den anden offentlighedsfase.

Ministeriets oplysninger om,

at der ikke er grundlag for noget krav om erstatning eller kompensation for

gener er efter ministeriets opfattelse korrekte.

Ad 6.

Det er Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at

ministeriet både har haft den fornødne hjemmel til at godkende anlægget, og

at

de gældende planprocedurer og forvaltningsretlige regler i forbindelse med

behandlingen af den konkrete sag er overholdt.

”

A klagede herefter til mig i

brev af 7. september 2000 og bad mig på vegne af B, C og D om at tage

stilling

til de forhold A havde anført i sin tidligere klage af 13. juli 2000 (citeret

ovenfor).

Efter at have indhentet

sagens akter fra Miljø- og Energiministeriet og gennemgået dem bad jeg i brev

af 8. januar 2001 Miljø- og Energiministeriet om en udtalelse i anledning af

A’s klagepunkter nr. 1-4. Jeg skrev bl.a. til ministeriet:

”1) I VVM-redegørelsen (s.

7-8) redegøres der indledningsvis for at vindmølleindustriens fortsatte

succes

afhænger af om den kan udvikle stadigt mere effektive vindmøller, og at det

for

at bevare vindmølleindustriens internationale førerposition er af stor

betydning at man i Danmark inden for kort tid etablerer tidssvarende og

fremtidssikrede faciliteter der gør det muligt at afprøve store vindmøller

ved

høje vindhastigheder. Herefter anføres det at beslutningen om at etablere en

ny

national prøvestation ikke er truffet alene af hensyn til vindmøllebranchen,

idet de samfundsmæssige investeringer i store vindmøller på havet forventes

at

blive på omkring 7- 8 mia. kr. i de næste 7-8 år, og at en forbedring af

møllernes kvalitet og sikkerhed derfor også har stor betydning for Danmark.

Til

sidst er det anført at en yderligere optimering af elproduktionen fra

vindmøller dels kan give endnu et bidrag til at nedbringe luftforureningen

med

blandt andet CO2, dels kan mindske behovet for nye pladser til

vindmøller og dermed bruge færre arealer hvor der er konflikt med andre

interesser.

Jeg beder Miljø- og

Energiministeriet redegøre for i hvilket omfang erhvervsøkonomiske hensyn kan

indgå i forbindelse med miljø- og energiministerens varetagelse af

landsplanmæssige interesser efter planlovens § 3, stk. 1. Jeg beder ligeledes

ministeriet oplyse hvilken vægt ministeriet har lagt på erhvervsøkonomiske

hensyn i forhold til de andre hensyn der er opregnet i indledningen til

VVM-redegørelsen.

2) Advokat (A) har i brev af

24. marts 2000 til Miljø- og Energiministeriet anført at ministeriet har

fejlinformeret borgerne om muligheden for at få økonomisk kompensation idet

der

i retspraksis fra de senere år er blevet givet erstatning til naboer for

gener

fra offentlige anlæg ud fra individuelle overvejelser om ejendomsrettens

beskyttelse, og at udviklingen i retspraksis er udtryk for at der ikke

længere

foretages en principiel sondring mellem erstatning på ekspropriationsretligt

grundlag og på naboretligt grundlag. Hertil har ministeriet i brev af 1.

september 2000 svaret

at

planloven

ikke indeholder bestemmelser om kompensation for eventuelle gener som følge

af

planlægning efter reglerne i loven,

at

eventuelle erstatningskrav derfor må støttes på almindelige

erstatningsregler,

og

at

almindelige erstatningsregler

efter ministeriets opfattelse ikke giver grundlag for noget erstatningsansvar

for ministeriet. Miljø- og Energiministeriet har endvidere i bilag V til

VVM-redegørelsen (s. 187) anført at det ikke er praksis at yde erstatning for

gener der fører til faldende ejendomsværdier for naboerne.

Jeg beder Miljø- og

Energiministeriet oplyse om ministeriet har taget stilling til hvorvidt

advokat

(A)’s klient (B) kan være berettiget til erstatning efter naboretlige

regler.

Jeg henviser i den forbindelse til følgende domme: FED 1997.1722 V, UfR

1995.466 H, UfR 1996.661 H, UfR 1998.1515 H og UfR 1999.353 H.

Jeg beder endvidere Miljø- og

Energiministeriet oplyse nærmere om baggrunden for at den ovenfor nævnte

retspraksis ikke er omtalt i ministeriets svar til advokat (A) eller i bilag

V

til VVM-redegørelsen.”

Ligeledes i brev af 8. januar

2001 orienterede jeg A om min høring af Miljø- og Energiministeriet samtidig

med at jeg meddelte A at jeg havde besluttet ikke at gennemføre en egentlig

ombudsmandsundersøgelse i anledning af hans klagepunkter nr. 5 og 7.

For så vidt angår klagepunkt

nr. 5, anførte jeg at der ikke var udsigt til at jeg kunne kritisere Miljø-

og

Energiministeriets fremgangsmåde i forbindelse med udstedelsen af

landsplandirektivet, herunder at ministeriet først besvarede A’s

indsigelser i

breve af 26. august 1999 og 24. marts 2000 efter udstedelse af

landsplandirektivet. Jeg lagde vægt på at ministeriet havde fulgt planlovens

procedureregler for tilvejebringelse af planer, og at det ikke af planlovens

regler fremgår at en planmyndighed har pligt til at svare særskilt på

indsigelser fremkommet i forbindelse med offentlige høringer.

Med hensyn til A’s klagepunkt

nr. 7 meddelte jeg at der på baggrund af reglerne om udfærdigelse af

VVM-redegørelser ikke var udsigt til at jeg kunne kritisere at Miljø- og

Energiministeriet ikke havde omtalt spørgsmålet om betaling af den nødvendige

netudbygning i VVM-redegørelsen.

Endelig meddelte jeg A i

brevet af 8. januar 2001 at spørgsmålet om konsekvensen af at Miljø- og

Energiministeriet eventuelt havde tilsidesat lovgivningens regler, først

kunne

behandles når der var klarhed over om disse regler var blevet tilsidesat, og

at

dette punkt derfor måtte afvente min behandling af klagepunkterne nr. 1-4.

Miljø- og Energiministeriet

afgav følgende udtalelse i brev af 13. februar 2001:

”

Ad 1.

For så vidt angår det første spørgsmål om erhvervsøkonomiske

hensyn, er det ministeriets opfattelse, at erhvervsøkonomiske hensyn forstået

som hensyn til et helt erhvervs udviklingsmuligheder og dermed økonomiske

muligheder er en samfundsmæssig interesse, som efter omstændighederne kan

begrunde anvendelse af miljø- og energiministerens landsplanbeføjelser.

I den konkrete sag indgår der

i begrundelsen for anvendelsen af et landsplandirektiv såvel et ønske om at

styrke vindmølleindustriens udvikling, fordi den har en betydelig

samfundsøkonomisk betydning for Danmark, som et ønske om at styrke

udviklingen

af en miljørigtig energiproduktion.

Med hensyn til den sidste del

af begrundelsen kan der henvises til, at regeringen i en årrække har arbejdet

for at styrke udviklingen af en miljørigtig alternativ energiproduktion,

herunder især vindenergi. Denne prioritering har bl.a. resulteret i, at

Danmark

aktuelt indtager en førerposition indenfor produktion af vindmøller (jf.

bl.a.

VVM-redegørelsens side 7-8). Fastholdelse og udvikling af rammerne for

vindmølleindustriens forsknings- og udviklingsaktiviteter har på den baggrund

fortsat høj prioritet i den danske energipolitik.

Det kan i tilknytning hertil

oplyses, at det er regeringens mål, at CO2

-udledningen skal

reduceres gennem anvendelse af vedvarende energi. I Energi 21, Regeringens

energihandlingsplan 1996, er det et mål, at CO2

-udledningen i år

2005 skal være reduceret med 20% i forhold til år 1988. Det langsigtede

perspektiv er, at den vedvarende energis andel af energiforsyningen skal

forøges til ca. 35% svarende til en halvering af CO2

-udledningen i

år 2030.

Vindmøller er i dag den mest

økonomiske teknologi til fremstilling af miljøvenlig elektricitet. Det er

derfor forudsat, at en stor del af udbygningen med vedvarende energi vil

skulle

ske med vindmøller. Hovedparten af denne udbygning forventes at ske til havs,

men der vil fortsat kunne udbygges på land, fortrinsvis i forbindelse med

renovering

af ældre vindmølleområder.

Miljø- og energiministeren

orienterede den 17. maj 2000 om disse betragtninger i et oversigtsnotat til

Folketingets Energipolitiske Udvalg. Det blev ved den lejlighed bl.a. oplyst,

at det er vurderingen

at

anlægget vil

kunne bidrage positivt til opnåelse af regeringens mål om at reducere

CO2,

at

det med den planlagte udbygning

med havvindmøller er af væsentlig samfundsøkonomisk betydning at møllerne

bliver undersøgt og afprøvet bedst muligt inden opsætning på havet, og

at

den nationale prøvestation også

etableres af hensyn til køberne af vindmøller, der har en naturlig interesse

i,

at produktet er afprøvet så godt, det er muligt.

Hertil kommer forventningen

om, at etablering af anlægget og de afledte udviklingsarbejder vil kunne

bidrage til en forbedret dokumentation af møllekomponenternes holdbarhed og

dermed en større viden om møllernes tekniske levetid. Den forventede

optimering

af møllernes effektivitet vil som før nævnt alt andet lige indebære en

positiv

reduktion i luftemissioner. Etableringen af anlægget vil herudover på længere

sigt på grund af de nye møllers større effektivitet formentligt ligeledes

kunne

bidrage til at reducere antallet af konfliktfyldte forslag om

mølleplaceringer

på land.

Det er således ud fra en

samlet vurdering ministeriets opfattelse, at etablering af den nationale

prøvestation tjener samfundsmæssige interesser først og fremmest gennem

anlæggets bidrag til opnåelse af målsætningerne om reduktion af udledningen

af

CO2. Dernæst er det vurderingen, at anlægget vil kunne bidrage

positivt til udvikling af fremtidige vindmøllers kvalitet, effektivitet og

sikkerhed.

Ad 2.

Det er ministeriets opfattelse, at den foreliggende

retspraksis er udtryk for, at der som udgangspunkt ikke er erstatningsansvar,

når de gældende offentligretlige regler er overholdt, og at erstatning efter

naboretlige regler forudsætter, at der i det konkrete tilfælde er tale om

meget

betydelige ulemper, jf. således dommen i U. 95.466.

I den konkrete sag er der

efter ministeriets opfattelse ikke tale om sådanne særlige forhold af

uforudsigelig karakter. Tværtimod er vindmøller ikke noget fremmedelement i

det

pågældende landskab. Ministeriet finder derfor ikke, at der kan være tale om

erstatning ud fra naboretlige synspunkter.

VVM-redegørelsen slår fast,

at vindmøller på op til 165 m kan opleves som en gene for naboer, og at visse

af generne, herunder bl.a. støj, er reguleret i lovgivningen.

Ved vurderingen af, om (B)

eventuelt kan være berettiget til erstatning for gener efter naboretlige

regler, har ministeriet ved besigtigelser af området og gennem en række

undersøgelser i forbindelse med udarbejdelse af bl.a. VVM-redegørelsen anlagt

en konkret vurdering af karakteren af de eventuelle gener, som etableringen

af

anlægget måtte indebære for (B).

Ved denne vurdering har

ministeriet for det første lagt til grund, at der fra den nærmeste møllestand

(den nordligste) til beboelsesbygningen på (B)’s ejendom er mere end 1,5

km

(jf. kortbilag i tillæg nr. 6 til Lemvig Kommuneplan 1997, side 46 i vedlagte

publikation med plandokumenterne). (B)’s ejendom ligger bag

løvbevoksning og

bag driftsbygninger med silo mv.

I VVM-redegørelsen undersøges

bl.a. hvilke gener, anlægget må formodes at få for nabobebyggelserne i form

af

støj, skyggekast og afmærkningslys.

I VVM-redegørelsen beregnes

støjudbredelsen efter retningslinierne i Miljøstyrelsens bekendtgørelse nr.

304

af 14. maj 1991 om støj fra vindmøller. Bekendtgørelsen stiller krav om, at

støj fra vindmøller ved udendørs opholdsarealer ikke må overstige 40 dB i

bebyggede og rekreative områder og 45 dB i åbent land. Resultatet af

støjanalyserne viser, at det beregnede støjniveau ved (B)’s ejendom er

35 dB

(jf. VVM-redegørelsen side 134).

VVM-redegørelsen konkluderer,

at støjkravene ved Høvsøre, herunder ved (B)’s ejendom vil kunne

overholdes.

Skyggekast er den

genevirkning, der kan opstå, når vindmøllevingerne passerer mellem solen og

opholdsarealet. Genen vil typisk opstå inde i boligen, hvorfor der normalt

regnes på et lodret vindue, når det beregnes, hvor ofte skyggekast kan

forekomme.

Denne type af gener er i

VVM-redegørelsen beregnet ved at tage udgangspunkt i en ’værst

tænkelig’

forudsætning om, at solen altid skinner, møllen altid kører, og at rotoren er

vinkelret på retningen fra nabo mod solen. VVM-redegørelsen udregner herefter

på baggrund af meteorologiske statistikker (DMI’s landstal for soltimer)

reelle

værdital (sandsynlige værdier) for skyggekast.

Den 2. december 1999

besigtigede firmaet (E) de foreslåede mølleplaceringer ved bl.a. Høvsøre for

at

vurdere gener fra skyggekast. De relevante naboejendomme, herunder (B)’s

ejendom blev ved den lejlighed vurderet med hensyn til placering og med

hensyn

til højder af beplantning og driftsbygninger mellem de projekterede møller og

beboelserne. Desuden blev beboelsernes orientering noteret.

Der er i Danmark ikke fastsat

regler, der regulerer disse genevirkninger. Det kan supplerende oplyses, at

der

i Tyskland i visse delstater er fastlagt en grænseværdi for skyggekasttid til

maksimalt 30 timer årligt i den værst tænkelige situation og højst 30

minutter

dagligt. I Sverige er der tilsvarende fastsat en grænseværdi på 10 timer

årligt.

Resultatet af disse

beregninger viser, at der ved (B)’s ejendom vil være skyggekast i

september og

første halvdel af oktober, mens der stadig er blade på træerne.

VVM-redegørelsen fastslår, at der i den værst-tænkelige situation maksimalt

vil

kunne opstå skyggekast i 18 timer årligt eller 18 minutters skyggekast pr.

skyggedag pr. år ved (B)’s ejendom. De beregnede reelle værdier vil

tilsvarende

være på 3 timer og 48 minutter årligt (jf. VVM-redegørelsens side 140-143 og

182- 184).

På ovennævnte baggrund

konkluderes, at skyggekast fra møllerne ved (B)’s ejendom kan være et

problem,

men at skyggerne i væsentligt omfang vil blive sløret af træbevoksningen

omkring godset.

For så vidt angår spørgsmålet

om gener fra lysafmærkning af møllerne konstaterer VVM- redegørelsen, at det

ikke er muligt at vurdere de faktiske gener, da kravene til afmærkning af

møller på mere end 150 m endnu ikke er fastlagt. Der foregår et

udredningsarbejde mellem Forsvaret, Statens luftfartsvæsen og

vindmølleindustrien om udformning af endelige mærkningskrav.

Den foreløbige løsning peger

på en afmærkning med røde lavintensitetslys oven på møllehattene indtil

møllehøjder

på 150 m. Denne løsning vurderes at ville indebære en forholdsvis lille

lyseffekt i nærområdet, idet møllehatten ofte vil skygge for lyset set

nedefra.

Den afmærkningsmulighed for møller på højder på mere end 150 m er etablering

af

en lysmarkering af møllevingerne i topposition i form af et kort blink.

VVM-redegørelsen fastslår, at

såfremt der i fremtiden kræves højintensitetslys vil lys- og

blinkpåvirkningen

i det i øvrigt mørke natlandskab, give et markant lysindtryk.

På ovenstående baggrund og

med den foreliggende retspraksis har ministeriet ikke fundet, at de i dag

kendte gener, som anlægget vil få for (B), er af en sådan karakter, at der er

grundlag for at yde erstatning. Opmærksomheden skal ligeledes henledes på, at

der findes ejendomme med en tættere beliggenhed i forhold til anlægget, end

det

vil blive tilfældet for (B). Det kan oplyses, at ministeriet med bistand fra

kammeradvokaten aktuelt overvejer, om der i forbindelse med ekspropriation

skal

tilbydes disse lodsejere ulempeerstatning.

Det er samtidig ministeriets

opfattelse, at såfremt de berørte naboer finder, at etablering af den

nationale

prøvestation indebærer væsentlige gener af uforudsigelig karakter, vil

spørgsmålet om erstatning kunne prøves ved domstolene.

”

A kommenterede ministeriets

udtalelse i brev af 6. april 2001. A anførte bl.a. følgende:

”Ved besvarelsen af i hvilket

omfang erhvervsøkonomiske hensyn kan indgå i forbindelse med miljø- og

energiministerens varetagelse af landsplanmæssige interesser, anfører

ministeriet indledningsvis, at ’ erhvervsøkonomiske hensyn forstået som

hensyn

til et helt erhvervs udviklingsmuligheder og dermed økonomiske muligheder er

en

samfundsmæssig interesse, som efter omstændighederne kan begrunde anvendelse

af

miljø- og energiministerens landsplanbeføjelser.’ Ud over denne sætning

berører

ministeriet ikke spørgsmålet om, i hvilket omfang erhvervsøkonomiske hensyn

kan

indgå ved landsplanlægningen. Svaret må forstås således, at

erhvervsøkonomiske

interesser efter ministeriets opfattelse i sig selv kan bære et

landsplandirektiv. Dette er efter klagers opfattelse i klar modstrid med

planloven.

Herefter anfører ministeriet

de forhold, der i den konkrete situation af ministeriet betegnes som

samfundsmæssige interesser. Disse er ønsket om at styrke vindmølleindustriens

udvikling og ønsket om at styrke udviklingen af en miljørigtig

energiproduktion. Det er klagers opfattelse, at alene ønsket om at styrke

udviklingen af en miljørigtig energiproduktion kan kvalificeres som en

samfundsmæssig interesse i planlovens forstand.

Ministeriet har ved

besvarelsen sat lighedstegn mellem landsplanmæssige og samfundsmæssige

interesser, hvilket efter klagers opfattelse kan forsvares under forudsætning

af, at der ved fortolkningen af begrebet samfundsmæssig interesse tages

behørig

hensyn til planlovens § 1, hvor begrebet samfundsmæssig interesse afgrænses i

planlovens forstand.

Erhvervsøkonomiske interesser

ses ikke nævnt som en del af lovens sigte, hvorfor det kan konkluderes, at

ministeriet ikke - i modsætning til ministeriets egen opfattelse af

retstilstanden - er berettiget til at udstede et landsplandirektiv, hvor

hovedsigtet eller hele formålet er at fremme sådanne privatøkonomiske

interesser.

Ministeriet anfører i sin

skrivelse til Dem, at der er anlagt en konkret vurdering af, om klager kan

være

berettiget til en erstatning. Af VVM- redegørelsen fremgår det imidlertid

ikke,

at der på nogen måde er foretaget individuelle vurderinger for de enkelte

lodsejere, herunder klager, jf. ovenstående. De betragtninger, som

ministeriet

nu anfører, må anses for at være udtryk for efterrationaliseringer.

Vedr. spørgsmålet om

erstatning vedrører Deres spørgsmål 2) ikke spørgsmålet om, hvorvidt klager

konkret er berettiget til erstatning, men derimod om ministeriet har taget

stilling hertil. Ministeriets bemærkninger giver mig dog anledning til at

bemærke, at ministeriets opfattelse af retspraksis ikke synes at være i

overensstemmelse med de nyeste afgørelser på området.

Ministeriet anfører således,

at der som udgangspunkt ikke kan blive tale om erstatning, når de

offentligretlige regler er overholdt, og at erstatning forudsætter, at der er

tale om meget betydelige ulemper. Den nyeste højesteretsafgørelse U 1999.353

H

derimod udtaler, at der skal ydes erstatning, såfremt ulemperne ’

overstiger,

hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelig

samfundsudvikling

på trafikområdet ’ Afgørelsen er principiel og led i en generel

opblødning af

retspraksis. Der skal ikke herske tvivl om, at den af domstolene vil blive

anvendt

analogt uden for trafikområdet.”

Jeg sendte A’s udtalelse til

Miljø- og Energiministeriet den 26. april 2001 med henblik på eventuelle

bemærkninger fra ministeriet. Ministeriet fremkom ikke med bemærkninger til

A’s

brev af 6. april 2001.

Ved brev af 11. december 2001

rettede A henvendelse til den nye miljøminister med en generel anmodning om

genoptagelse af hele sagen om etablering af en national prøvestation for

store

vindmøller ved Høvsøre. De indsigelser A anførte i brevet til ministeren, var

i

væsentligt omfang identiske med klagerne i A’s brev af 7. september 2000

til

mig. På den baggrund indstillede jeg indtil videre min behandling af den

foreliggende sag.

Miljøministeren fastholdt i

brev af 19. februar 2002 placeringen af den nationale prøvestation ved

Høvsøre

og afslog at genoptage sagen. Jeg meddelte herefter A i brev af 3. april 2002

at der på den baggrund ikke var noget til hinder for at jeg fortsatte min

behandling af sagen.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Hjemmel til etablering af en national prøvestation for store

vindmøller

Planloven (lovbekendtgørelse nr. 518 af 11. juni 2000) indeholder følgende

bestemmelser i § 1 og § 3, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 4:

’§ 1.

Loven skal sikre, at den sammenfattende planlægning forener de

samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne

landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt

grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og

plantelivet.

Stk. 2.

Loven tilsigter særlig,

at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en

hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og

kommuner,

at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber,

at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og

landskabsressource,

at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper

forebygges, og

at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i

planlægningsarbejdet.

§ 3.

Miljø- og energiministeren kan til varetagelse af landsplanmæssige

interesser, herunder sikring af kvalitet i planlægningen, fastsætte regler

for

anvendelsen af lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter

loven.

Stk. 2.

Miljø- og energiministeren kan tillægge regler efter stk. 1

retsvirkning som regionplaner. ( )

Stk. 4.

Miljø- og energiministeren kan i særlige tilfælde beslutte

at overtage Hovedstadens Udviklingsråds, amtsråds og kommunalbestyrelsers

beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte

opgaver eller har større betydning.’

Forslag til lov om

planlægning blev fremsat af miljøministeren den 23. januar 1991 (lovforslag

nr.

L 76, Folketingstidende 1990- 91, 2. samling, tillæg A, sp. 1729ff). I

lovforslaget havde § 1 samme ordlyd som citeret ovenfor, mens bestemmelserne

i

§ 3 var formuleret således:

’§ 3.

Miljøministeren kan fastsætte regler for anvendelsen af

lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven.

Stk. 2.

Miljøministeren kan tillægge regler efter stk. 1

retsvirkning som regionplaner. Ministeren kan endvidere i særlige tilfælde

bestemme, at bygge- og anlægsarbejder, der er forudsat i en regel efter stk.

1,

kan iværksættes uden kommune- og lokalplan og uden tilladelse efter § 35,

stk.

1.

Stk. 3.

Miljøministeren kan pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser

at bringe lovens bestemmelser i anvendelse, herunder tilvejebringe en plan

med

et nærmere bestemt indhold.

Stk. 4.

Miljøministeren kan beslutte at overtage amtsråds og

kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven i sager, der berører andre

myndigheders

lovbestemte opgaver eller har større betydning.’

I lovforslagets almindelige

bemærkninger om landsplanlægningen er bl.a. anført følgende:

’Lovforslaget opretholder

lands- og regionplanlovens bestemmelser om landsplanlægningen.

Landsplanbestemmelserne har

således fortsat karakter af formelle regler og rammer, der inden for lovens

formål kan udfyldes i overensstemmelse med skiftende tiders behov og

politiske

vurdering.

Efter lovens

formålsbestemmelse skal planlægningen være et redskab i arbejdet for at sikre

en bæredygtig udvikling. Den helhedsvurdering, der karakteriserer den

sammenfattende fysiske planlægning frem for planlægningen inden for

enkeltområder, får dermed øget betydning.

...

Decentraliseringen af

planlægningsopgaverne må afbalanceres med nogle statslige indgrebsmuligheder,

som kan anvendes, når overordnede interesser skal sikres. Erfaringerne har

vist, at der er behov for, at staten kan gribe ind i sager om lokalisering af

samfundsnødvendige projekter, som de lokale myndigheder ikke vil eller kan

løse.

Forslaget indeholder derfor

hjemmel for miljøministeren til at pålægge de kommunale myndigheder at

tilvejebringe en plan eller selv overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers

beføjelser efter loven. Dette indebærer, at landsplandirektiver m.v. kan

blive

direkte bindende for planlægningen på alle niveauer. De nævnte påbuds- og

indkaldebeføjelser skal kun anvendes i de undtagelsestilfælde, hvor

overordnede

interesser gør det nødvendigt at bryde lovens almindelige

opgavefordeling.’

I lovforslagets bemærkninger

til § 1 er anført følgende:

’Bestemmelsens indledning er

udformet efter samme princip i alle de fremsatte lovforslag. Hensynet til en

bæredygtig udvikling og levevilkårene for mennesker, dyr og planter er

grundlæggende for arealplanlægningen og natur- og miljøbeskyttelsen.

Stk. 2 omhandler de særlige

hensyn, som skal varetages ved planlovgivningen, og svarer indholdsmæssigt

til

den gældende lovgivning, dog er ordene om ’fremme af en ligelig

udvikling’

udgået. Der henvises nærmere til de almindelige bemærkninger.’

I lovforslagets bemærkninger

til § 3 er bl.a. anført følgende:

’Stk. 1 giver miljøministeren

beføjelse til at fastsætte bindende regler for anvendelsen af loven og for

indholdet af planlægningen på de forskellige niveauer, herunder

landsplandirektiver.

Stk. 2 omhandler

miljøministerens ret til at tillægge et konkret landsplandirektiv

videregående

retsvirkninger.

Stk. 4 er udtryk for en

styrkelse af landsplanbeføjelserne. Udtrykket ’berører andre

myndigheders

lovbestemte opgaver’ omfatter alle opgaver inden for en myndigheds

kompetence.

Bestemmelsen giver miljøministeren mulighed for at overtage amtsråds og

kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven. Ministeren får således mulighed

for at træffe afgørelser i sager, hvor enten amtsrådet eller

kommunalbestyrelsen har kompetencen, f.eks. afgørelser om tilladelse efter

landzonebestemmelserne.

Bestemmelsen giver tillige

miljøministeren kompetence til at udarbejde konkrete planer.’

Under Folketingets behandling

af lovforslaget fremsatte miljøministeren forslag til ændring af § 3.

Ændringsforslaget er trykt i Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning

afgivet

den 27. maj 1991 (Folketingstidende 1990-91, tillæg B, sp. 1641ff) og havde

følgende ordlyd:

I

stk. 1

indsættes efter ’Miljøministeren kan’ ordene: ’til varetagelse

af

landsplanmæssige interesser, herunder sikring af kvalitet i

planlægningen,’.

I

stk. 3

indsættes efter ’Miljøministeren kan’ ordene: ’i særlige

tilfælde’.

I

stk. 4

indsættes efter ’Miljøministeren kan’ ordene: ’i særlige

tilfælde’.

I bemærkningerne til

ændringsforslaget anføres følgende:

Til nr. 1

Ændringsforslaget tilsigter

at tydeliggøre, at det fremtidige anvendelsesområde for bestemmelsen i særlig

grad vil være landsplandirektiver, der båret af landsplanhensyn fastsætter

krav

til region-, kommune- og lokalplanlægningen.

Til nr. 2 og 3

Ændringsforslagene skal

markere, at ministerens bemyndigelse som efter hidtidig praksis alene tænkes

udnyttet undtagelsesvis, når væsentlige overordnede interesser tilsiger

det.’

Af betænkningen fremgår

endvidere at miljøministeren gav udvalget tilsagn om at han en gang årligt

ville redegøre for den allerede gennemførte samt den planlagte anvendelse af

bemyndigelsesbestemmelserne i loven, navnlig § 3.

Som bilag til betænkningen er

følgende spørgsmål nr. 21 fra udvalget til miljøministeren og dennes svar

herpå

gengivet:

’Spørgsmål nr. 21:

Ministeren bedes give

eksempler på, hvorledes han påtænker at anvende bemyndigelsesbestemmelserne i

planloven.

Svar:

...

4.

Bestemmelser, der giver ministeren mulighed for at gribe ind i

konkrete sager

Lovforslagets §§ 3, 5, stk. 3, og 29,

giver miljøministeren

mulighed for i særlige tilfælde at give påbud om gennemførelse af planer med

et

bestemt indhold, for at kalde et planforslag ind til godkendelse, kræve

bestemte oplysninger eller nedlægge veto mod bestemte planforslag.

Alle beføjelserne har

karakter af særlige undtagelsesregler, hvorefter miljøministeren kan gribe

ind

over for den kommunale planlægning m.v., når væsentlige overordnede

interesser

gør det nødvendigt.

Der kan ikke siges noget om

reglernes fremtidige anvendelse, men de tilsvarende beføjelser i gældende

lovgivning har netop kun været anvendt i sjældne undtagelsessituationer.

Bestemmelsen om veto mod regionplanforslag, der skal træde i stedet for den

nuværende godkendelsesordning, må dog forventes anvendt i et vist omfang,

idet

miljøministeren i disse sager handler på alle ministeriers vegne.’

Lovforslaget blev vedtaget af

Folketinget ved tredjebehandlingen den 31. maj 1991 (lov nr. 388 af 6. juni

1991).

I den konkrete sag om

placering af en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre har

Miljø- og Energiministeriet anvendt beføjelsen i planlovens § 3, stk. 1, til

at

udstede et landsplandirektiv og efter § 3, stk. 2, 1. pkt., tillagt det

retsvirkning som regionplan. Ministeriet har endvidere i henhold til § 3,

stk.

4, overtaget kommunens kompetence til at tilvejebringe kommune- og lokalplan

for området samt amtsrådets kompetence som regionplanmyndighed. De har ønsket

min vurdering af om Miljø- og Energiministeriet har haft den fornødne hjemmel

i

de nævnte bestemmelser til det omhandlede projekt.

Det fremgår af ordlyden og

forarbejderne til planlovens § 3 at miljø- og energiministerens bemyndigelse

til at udstede landsplandirektiver og overtage amtsråds og

kommunalbestyrelsers

beføjelser kan ske undtagelsesvis når væsentlige overordnede interesser

(landsplanhensyn) gør det nødvendigt.

Området for Miljø- og

Energiministeriets bemyndigelse til at anvende landsplandirektiver og

overtage

de øvrige planmyndigheders kompetence er således meget bredt formuleret. En

nærmere fastlæggelse af hvilke kriterier der lovligt kan lægges til grund i

forbindelse med Miljø- og Energiministeriets anvendelse af beføjelserne i §

3,

må derfor ske på baggrund af planlovens formålsbestemmelse i § 1, jf. således

også lovforslagets almindelige bemærkninger hvori det er anført at

landsplanbestemmelserne har ’karakter af formelle regler og rammer der

inden

for lovens formål kan udfyldes i overensstemmelse med skiftende tiders behov

og

politiske vurdering’ (citeret ovenfor).

Planlovens § 1 afgrænser i

brede vendinger de formål som kan og skal varetages i planlægningen efter

loven. Det fremgår heraf at der ved administration af lovens bestemmelser

lovligt kan inddrages bl.a. en afvejning af planmæssige (areal- og

naturressourcemæssige) og samfundsøkonomiske hensyn, miljøhensyn samt

bevarings- og beskyttelseshensyn. Jeg henviser til Anne Birte Boeck, Lov om

planlægning med kommentarer (1994), s. 45ff og s. 127.

De bagvedliggende hensyn for

Miljø- og Energiministeriets udstedelse af landsplandirektivet om etablering

af

en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre er opregnet i

VVM-redegørelsens kapitel 1, s. 7-8. Det anføres her at beslutningen om

etablering

af en national prøvestation for store vindmøller vurderes at være nødvendig

for

·

at bevare vindmøllebranchens internationale

førerposition,

·

at optimere elproduktionen for vindmøller

for derigennem at nedbringe luftforureningen med bl.a. CO2

fra traditionel

elproduktion, og

·

at mindske behovet for nye pladser til

vindmøller og dermed bruge færre arealer hvor der er konflikt med andre

interesser.

De har i sagen gjort gældende

at Miljø- og Energiministeriet med henvisning til ønsket om at sikre

vindmøllebranchens

fortsatte succes har varetaget privatøkonomiske interesser og herved lagt

afgørende vægt på et ikkelovligt kriterium i forbindelse med anvendelsen af

landsplanbeføjelserne i planlovens § 3.

Det er givet at rene

privatøkonomiske formål som f.eks. hensyn til en enkelt privat virksomheds

økonomiske interesser ikke kan varetages ved udøvelsen af beføjelser efter

planlovgivningen. Jeg henviser til en dom afsagt af Østre Landsret den 28.

september 1989 og omtalt i Ugeskrift for Retsvæsen 1990, s. 106. Det fremgår

af

dommen at en kommune ikke kunne anvende sine beføjelser efter planloven til

at

varetage egne eller en grundejers privatøkonomiske interesser hvorfor

bestemmelser i en lokalplan blev erklæret ugyldige.

I den foreliggende sag er der

ikke tale om at Miljø- og Energiministeriet har varetaget hensyn til en

enkelt

privat virksomhed. Ministeriet har i VVM-redegørelsen og i sit svar af 7.

juli

2000 til Dem som begrundelse for at anvende landsplanbeføjelserne til

etablering af en prøvestation for store vindmøller henvist til ønsket om at

fastholde den samlede vindmøllebranches førende internationale position inden

for produktion og knowhow om vindmøller.

På baggrund af planlovens

formålsbestemmelse kan varetagelse af forhold af mere overordnet

erhvervsøkonomisk

karakter alene varetages i sammenhæng med planmæssige hensyn (jf. ordlyden af

planlovens § 1, stk. 2, nr. 1, ’en planmæssig og samfundsøkonomisk

helhedsvurdering’). Varetagelse af hensyn til en hel branches

overordnede

erhvervsøkonomiske interesser kan efter min opfattelse ikke i sig selv

begrunde

anvendelse af landsplanbeføjelserne i planlovens § 3 uanset hvilken gavnlig

samfundsøkonomisk effekt en sådan varetagelse vil have.

Varetagelse af et hensyn til

den samlede vindmøllebranche som sikrer at branchen får mulighed for

økonomisk

og teknisk at udvikle større og mere effektive møller, indebærer ikke alene

et

hensyn til branchens erhvervsøkonomiske interesser, men også et miljømæssigt

aspekt idet den vedvarende energiproduktion herved fremmes. Et sådant hensyn

til den samlede vindmøllebranche kan derfor efter min opfattelse indgå ved

anvendelsen af landsplanbeføjelserne som et blandt flere lovlige kriterier.

Som det fremgår af

VVM-redegørelsen og svaret af 7. juli 2000 til Dem, er ministeriets

anvendelse

af landsplanbeføjelserne ikke kun båret af hensyn til vindmøllebranchens

erhvervsøkonomiske interesser og hensyn til at sikre branchen mulighed for

økonomisk og teknisk at udvikle større og mere effektive møller. Disse hensyn

er varetaget i kombination med dels miljøhensyn (nedbringelse af

luftforureningen), dels areal- og naturressourcemæssige hensyn (mindske

behovet

for nye pladser til vindmøller og dermed bruge færre arealer hvor der er

konflikt med andre interesser).

De sidstnævnte miljømæssige

samt de areal- og naturressourcemæssige hensyn må efter min opfattelse uden

tvivl karakteriseres som væsentlige overordnede interesser omfattet af

planlovens formål, og disse hensyn tilhører derfor kredsen af kriterier som

lovligt kan varetages ved anvendelse af landsplanbeføjelserne.

Hensynet til den samlede

vindmøllebranches erhvervsøkonomiske interesser og i den forbindelse hensynet

til at sikre branchen mulighed for økonomisk og teknisk at udvikle større og

mere effektive møller er således varetaget i sammenhæng med nogle andre

hensyn

som klart tilhører kredsen af lovlige kriterier, og på den baggrund har jeg

ikke grundlag for at udtale at Miljø- og Energiministeriet ikke har haft den

fornødne hjemmel til at anvende landsplanbeføjelserne i planlovens § 3 til

etablering af en national prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre.

2. Forskelsbehandling

De har bedt

mig undersøge om Miljø- og Energiministeriet har gjort sig skyldig i

magtfordrejning når det tages i betragtning at lokale lodsejere ved Høvsøre

tidligere har fået afslag på opførelse af vindmøller i området.

Miljø- og Energiministeriet

har i brev af 1. september 2000 til Dem redegjort for hvorfor den daværende

Fredningsstyrelse i 1984 og ministeriet i 1990 har gjort indsigelse mod

planforslag om opstilling af kommercielle vindmøller ved Høvsøre. Det er

ministeriets opfattelse at indsigelserne mod tidligere planforslag ikke kan

sidestilles med eller sammenlignes med beslutningen om at etablere den

nationale prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre.

Det fremgår af ministeriets

brev at det ene af de tidligere forslag om placering af private møller

vedrørte

et areal beliggende parallelt med EF-fuglebeskyttelsesområdet og tættere på

området end den sydligste af de møller der indgår i den nationale

prøvestation,

mens det andet tidligere forslag vedrørte et areal umiddelbart op til

Ramsarområde nr. 4 og EF-fuglebeskyttelsesområde nr. 38.

I den nationale prøvestation

for store vindmøller er møllerækken placeret vinkelret på

EF-fuglebeskyttelsesområde nr. 38/Ramsarområde nr. 4 og EF-habitatområde nr.

58, jf. VVM-redegørelsen, s. 75. Jeg må derfor lægge til grund at der i de

tidligere tilfælde vedrørende placering af private møller var tale om delvis

andre arealer end det areal hvorpå den nationale vindmøllestation skal

placeres. Hertil kommer at der i de tidligere forslag har været tale om

almindelige kommercielle vindmøller, hvorimod der i det foreliggende projekt

er

tale om store vindmøller der skal opsættes på forsøgsbasis.

Jeg må endvidere forstå Miljø-

og Energiministeriets brev af 1. september 2000 således at der i de tidligere

omtalte situationer har været tale om en afvejning af på den ene side hensyn

til private lodsejeres mulighed for at kunne opstille vindmøller over for

hensyn til væsentlige biologiske interesser. I den foreliggende situation

vedrørende etablering af en national prøvestation for store vindmøller er der

foretaget en samlet afvejning af gener i forhold til naboer, tekniske krav

samt

landskabs- og naturbeskyttelsesinteresser (jf. VVM-redegørelsen, s. 17) over

for de væsentlige overordnede interesser (landsplanhensyn) som Miljø- og

Energiministeriet har begrundet anvendelsen af landsplanbeføjelserne med, og

som jeg ikke har grundlag for at kritisere, jf. ovenfor under pkt. 1.

Ved en sammenligning af de

tidligere situationer hvor der fra statslig side er fremsat indsigelser mod

at

give lokale lodsejere mulighed for opstilling af vindmøller, med den

foreliggende hvor Miljø- og Energiministeriet har besluttet at etablere en

national prøvestation for store vindmøller, kan det således konstateres at

der

har været tale om et forskelligt faktum, og at der i afvejningen af hensyn er

indgået en kreds af ikke-sammenlignelige kriterier.

På den baggrund er det min

opfattelse at der ikke har været tale om en usaglig forskelsbehandling, og

jeg

kan derfor ikke kritisere at Miljø- og Energiministeriet har truffet

beslutning

efter planlovens § 3 om etablering af en national prøvestation for store

vindmøller ved Høvsøre selv om der fra statslig side tidligere er fremsat

indsigelser mod at give lodsejere i området mulighed for opstilling af

private

vindmøller.

3. Vejledning om erstatningsspørgsmålet

De har i

sagen gjort gældende at Miljø- og Energiministeriet har undladt at give

borgerne en korrekt og fyldestgørende information om mulighederne for at få

økonomisk kompensation for anlæggets gener.

Efter § 7, stk. 1, i

forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 som nu senest ændret ved

lov nr. 382 af 6. juni 2002) har myndighederne en almindelig vejledningspligt

over for borgerne. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

’

§ 7.

En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden

for myndighedens sagsområde.’

Myndigheden har også

vejledningspligt over for en borger som myndigheden er i forbindelse med,

selv

om vedkommende ikke direkte eller indirekte har bedt om vejledning, eventuelt

i

form af supplerende oplysninger mv. i anledning af den sag som har givet

anledning til kontakten mellem myndighed og borger (jf. John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 204).

Vejledningen bør bl.a. sikre

at borgeren får tilstrækkelig orientering om de regler der gælder på det

pågældende forvaltningsområde, og om den eventuelle praksis der følges af

myndigheden. Vejledningen skal naturligvis være juridisk korrekt og så

omfattende og detaljeret at det konkrete informationsbehov imødekommes på en

rimelig måde (jf. Jon Andersen, Juridisk Grundbog, bind IV (1989), s. 102).

Er

borgeren repræsenteret af en person som må formodes at have særligt kendskab

til det pågældende regelgrundlag, indsnævres vejledningspligten (jf. Jon

Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 261).

Med hensyn til spørgsmålet om

erstatning for gener til naboer til den nationale prøvestation for store

vindmøller har Miljø- og Energiministeriet i VVM-redegørelsens bilag V (s.

187f) anført at det ikke er praksis at yde erstatning for gener der fører til

faldende ejendomsværdier for naboerne, og at der ikke ydes økonomisk

kompensation til naboer eller en kreds af borgere fordi der bygges på en

naboejendom. Ministeriet har endvidere i brevet af 7. juli 2000 til Dem

anført

at planloven ikke indeholder bestemmelser om kompensation for eventuelle

gener

som følge af planlægning efter reglerne i loven, og at eventuelle

erstatningskrav derfor må støttes på almindelige erstatningsregler som efter

ministeriets opfattelse ikke giver grundlag for noget erstatningsansvar for

ministeriet.

I min høring af 8. januar

2001 til Miljø- og Energiministeriet har jeg henvist til en række

erstatningsretlige domme. I det følgende gives et kort resume af de enkelte

domme, og der omtales endvidere en nyere dom som er afsagt efterfølgende.

Alle

dommene vedrører krav om erstatning efter naboretlige regler.

FED 1997.1722 V

En vindmølle med en navhøjde

på 30 meter og et vingefang på 19 meter der var placeret 120 meter fra en

naboejendom, fandtes uanset påviste gener i form af støj og lyseffekter og

ejendommens formodede reducerede salgsværdi ikke at overskride tålegrænsen

efter naboretlige regler. Landsretten lagde vægt på at møllens dominerende

virkning ikke rakte ud over hvad der var påregneligt i området og derfor

måtte

tåles i naboforhold. Endvidere overskred møllens støjniveau ikke de af

Miljøstyrelsen

fastsatte grænseværdier, og lysvirkningerne forekom kun i et begrænset antal

timer i nogle få måneder om året. Efter en samlet vurdering fandt landsretten

derfor ikke at ejerne af naboejendommen var påført sådanne ulemper ved

møllens

placering at der var grundlag for erstatning efter naboretlige regler.

UfR 1995.466 H

Et rensningsanlæg blev

udvidet ved opfyldning af et areal af søterritoriet og delvis placering af

anlægget herpå. Højesteret vurderede at en så omfattende udvidelse af

rensningsanlægget

havde været helt uforudsigelig, og at der var påført ejerne af

naboejendommene

meget betydelige ulemper i form af forringet udsigt og risiko for lugtgener

mv.

med en forringelse af ejendommenes salgsværdi til følge. Der forelå således

sådanne ganske særlige forhold at ejerne af naboejendommene havde krav på

erstatning efter naboretlige regler.

UfR 1996.661 H

I forbindelse med bygningen

af Storebæltsbroen blev der eksproprieret et areal på ca. 87 ha fra et gods

beliggende nord for Korsør, og der blev fastsat en erstatning på

ekspropriationsretligt grundlag. En særskilt matrikuleret ejendom som lå

omsluttet af godset, havde ikke afgivet noget areal, men jernbanelinjen ville

blive ført tæt forbi huset på ejendommen. Et flertal i Højesteret (tre ud af

fem

dommere) lagde vægt på at jernbanelinjen, der ville blive stærkt trafikeret,

blev ført forbi huset i en afstand af kun 30 meter, og at det derfor måtte

anses for utvivlsomt at der herved blev påført ejendommen meget betydelige

ulemper, navnlig i form af støj. Flertallet lagde endvidere vægt på at huset

tidligere havde ligget i fredelige og landlige omgivelser. Der forelå derfor

sådanne ganske særlige forhold at ejendommens ejer efter naboretlige regler

havde krav på erstatning for ejendommens værdiforringelse.

UfR 1998.1515 H

Der blev etableret en 400 kV

højspændingsledning tæt forbi en ejendom således at afstanden fra

beboelsesbygningen til den nærmeste faseledning var 33 meter. Ejendommen var

ikke omfattet af ekspropriation. Idet ejeren havde erhvervet ejendommen før

ledningens etablering, og idet den offentlige debat om helbredsrisiko ved at

bo

tæt på højspændingsledninger var i gang da ledningen blev anlagt, fandt

Højesteret at der forelå sådanne ganske særlige forhold at ejendommens ejer

havde krav på erstatning efter naboretlige regler.

UfR 1999.353 H

I forbindelse med anlæggelsen

af en motorvej mellem Århus og Randers fremsatte ejerne af en mindre

landbrugsejendom krav om tilkendelse af erstatning for værdiforringelse af

ejendommen som følge af gener ved motorvejens nærhed. Ejendommens bygninger

lå

85-100 meter fra motorvejen. Ejendommen var ikke omfattet af ekspropriation.

Højesteret udtalte følgende:

’Efter hidtidig praksis er

det ved afgørelsen af spørgsmålet om erstatning for ulemper i form af støj og

lignende fra nye større vejanlæg tillagt betydning, om der er foretaget

ekspropriation eller ej fra den støjramte ejendom. Støjgener fra et vejanlæg

er

imidlertid typisk ikke afhængige af, om ejendommen har afgivet areal til

anlægget. Lighedssynspunkter taler derfor for, at erstatning for sådanne

ulemper ydes efter samme kriterier, uanset om der er foretaget

ekspropriation.

Såfremt ulemperne overstiger,

hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelige

samfundsudvikling

på trafikområdet, bør der ydes erstatning. Ved bedømmelsen af, om denne

grænse

er overskredet, må der foretages en konkret vurdering på grundlag af bl.a.

støjniveauet, bygningernes afstand til vejanlægget, trafikintensiteten,

områdets karakter samt ejendommens beliggenhed og karakter. I det omfang,

ulemperne overstiger denne grænse, skal der ydes erstatning for tabet herved.

’

Ud fra en samlet vurdering

fandt Højesteret at generne fra motorvejsanlægget oversteg grænsen for hvad

der

må tåles uden erstatning. Højesteret lagde vægt på at den stærkt trafikerede

motorvej var anlagt på en ca. 5 meter høj dæmning forbi den omhandlede

ejendom

som lå i et naturskønt område, og at den støjmæssige belastning på 66-70 dB

var

meget betydelig.

UfR 2001.929 V

På en ejendom blev der opstillet

tre vindmøller i henhold til en lokalplan som gav mulighed for opstilling af

fire møller med en rotordiameter på 44 meter og en navhøjde på maks. 50

meter.

Fra naboejendommen var der knap 300 meter til den nærmeste mølle, og ejeren

af

naboejendommen fremsatte krav om erstatning på naboretligt grundlag. En sådan

erstatning blev ikke tilkendt med følgende begrundelse fra landsretten:

’Det må antages, at der ved

kommunens beslutninger om lokalplan og byggetilladelse, efter en afvejning af

de modstridende interesser, i alt væsentligt er taget hensyn til graden af de

ulemper, som vindmøllerne påfører appellanten. Dette udelukker dog ikke, at

der, såfremt ganske særlige forhold gør sig gældende, kan foreligge et

ansvarsgrundlag for de indstævnte på naboretligt grundlag. Det bemærkes i den

forbindelse, at den retspraksis, der har udviklet sig i forbindelse med anlæg

af motorveje og højspændingsledninger, ikke uden videre kan overføres til

tilfælde, hvor der opføres vindmøller.

Efter det, der er fremkommet

under bevisførelsen, herunder at den nærmeste vindmølle er rejst knap 300

meter

fra appellantens ejendom, finder landsretten ikke, at appellanten har

godtgjort, at der foreligger sådanne særlige forhold, at det fornødne

ansvarsgrundlag er til stede.

’

De refererede domme viser at

domstolene anlægger en meget konkret vurdering ved stillingtagen til krav om

erstatning efter naboretlige regler. Retspraksis med hensyn til erstatning

for

ulemper som skyldes vindmøller, er endvidere sparsom, og retstilstanden er

ikke

ganske klar, jf. den meget konkrete vurdering domstolene anlægger, og

landsrettens bemærkning i UfR 2001.929 V om at den retspraksis der har

udviklet

sig i forbindelse med anlæg af motorveje og højspændingsledninger, ikke uden

videre kan overføres til tilfælde hvor der opføres vindmøller.

Når retstilstanden på et

område ikke er ganske klar, forpligter det efter min opfattelse myndighederne

til at give en mere nuanceret vejledning.

Miljø- og Energiministeriet

har i VVM-redegørelsen og i brevet af 7. juli 2000 til Dem meget kortfattet

afvist at der kan blive tale om at yde erstatning til naboer for ulemper som

følge af den nationale prøvestation for store vindmøller.

På baggrund af den ovenfor

refererede domspraksis burde Miljø- og Energiministeriet have givet en mere

omfattende og detaljeret vejledning om erstatningsspørgsmålet, herunder

oplysninger om relevant domspraksis vedrørende erstatning efter naboretlige

regler. At Deres klient er repræsenteret af Dem som advokat, indsnævrer efter

min opfattelse ikke vejledningspligten således at ministeriet fritages

herfor.

Jeg har derfor kritiseret

Miljø- og Energiministeriet for ikke at have givet en tilstrækkelig

fyldestgørende information om muligheden for at få erstatning for ulemper som

følge af den nationale prøvestation for store vindmøller.

De har i Deres klage af 7.

september 2000 spurgt mig om hvilke konsekvenser Miljø- og Energiministeriets

eventuelle manglende overholdelse af forvaltningsretlige regler vil have.

Efter

min opfattelse får ministeriets mangelfulde vejledning om

erstatningsspørgsmålet ingen konsekvenser.

4. Erstatning

Deres brev af

24. marts 2000 til Miljø- og Energiministeriet indeholdt en anmodning om en

uddybende begrundelse for ministeriets afvisning af at yde kompensation for

de

gener som en prøvestation for store vindmøller vil påføre bl.a. Deres klient.

Miljø- og Energiministeriet har imidlertid først i sin udtalelse af 13.

februar

2001 til mig givet en konkret begrundelse for at afvise Deres klients krav om

erstatning.

På den baggrund er det min

opfattelse at Miljø- og Energiministeriet i hvert fald på tidspunktet for

besvarelsen af Deres henvendelse af 24. marts 2000 burde have taget konkret

stilling til spørgsmålet om Deres klients krav på erstatning. Jeg har derfor

henstillet til Miljøministeriet nu at tage stilling til

erstatningsspørgsmålet

direkte over for Deres klient.

Det fremgår af Miljø- og

Energiministeriets udtalelse af 13. februar 2001 til mig at spørgsmålet om

lysafmærkning af prøvestationens vindmøller af hensyn til sikkerheden for

luftfartstrafikken på daværende tidspunkt ikke var endeligt afklaret idet der

foregik et udredningsarbejde mellem Forsvaret, Statens Luftfartsvæsen og

vindmølleindustrien om udformningen af de endelige krav til afmærkningen.

Miljøministeriet har med brev

af 7. december 2001 orienteret mig om at udredningsarbejdet vedrørende

lysafmærkningen nu er tilendebragt og de endelige krav hertil fastsat. Jeg

har

derfor ligeledes henstillet til Miljøministeriet at inddrage dette forhold

ved

vurderingen af erstatningsspørgsmålet over for Deres klient.”

Lignende dokumenter