Spring til indhold

Retsinformation

Lokalplan. Manglende regler om butiksarealer

FOU nr 2000.272UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Lokalplan. Manglende regler om butiksarealer

Det fremgår af sagen at

Gladsaxe Kommune den 15. januar 1997 vedtog forslag til lokalplan nr. 106 for

Bagsværd bymidte, nord. Lokalplanområdet var efter forslaget opdelt i to

områder, område 1 og 2. Samtidig blev et forslag til tillæg til kommuneplanen

vedtaget. Forslagene blev fremlagt til offentlig debat i perioden 28. januar

til 1. april 1997.

Lokalplanforslaget indeholdt

bl.a. følgende bestemmelser:

”

3.2

Der kan etableres butikker med et salgsareal under 2.000 m2

med både daglig- og udvalgsvarer, og butikker med et salgsareal under 500

m2

med udvalgsvarer.

5.1

Inden for område 1 må der højst opføres ny bebyggelse med et

samlet etageareal på 6.500 m2.

5.2

Inden for område 2 må der højst opføres ny bebyggelse med et

samlet etageareal på 3.500 m2.”

Den 29. april 1997 vedtog

Folketinget lovforslag nr. L 118 om ændring af lov om planlægning.

Lovforslaget

var blevet fremsat den 11. december 1996 af miljø- og energiministeren. Loven

blev offentliggjort som lov nr. 324 af 14. maj 1997, og den trådte i kraft

den

22. maj 1997. De af lovens bestemmelser der har betydning for denne sag, er

gengivet nedenfor.

Den 23. juni 1997 vedtog

Læs alt

Gladsaxe Byråd lokalplanforslag nr. 106 og forslaget til tillæg til

kommuneplanen.

I den forbindelse blev der foretaget visse ændringer af lokalplanforslaget;

bl.a. blev ”salgsareal” i pkt. 3.2 ændret til

”butiksareal”.

En lokalliste klagede til

Naturklagenævnet over lokalplanen den 5. juli 1997. I klagen skrev listen

bl.a.

at den vedtagne lokalplan var så forskellig fra det oprindelige forslag til

lokalplan at der var tale om et nyt forslag som først kunne vedtages efter

fornyet høring. Lokallisten anførte desuden at den forbeholdt sig retten til

at

udvide og uddybe klagen og herunder komme ind på om reglerne for lokal- og

kommuneplaner vedtaget efter 22. maj 1997 var overholdt.

I brev af 28. juli 1997

meddelte Naturklagenævnet lokallisten at nævnet havde anmodet Gladsaxe

Kommune

om nærmere oplysninger i anledning af listens klage. Nævnet meddelte desuden

at

kommunens svar ville blive sendt til lokallisten, og listen blev bedt om at

indsende sine eventuelle bemærkninger til sagen inden fire uger efter at

listen

havde modtaget kommunens svar, idet listen ellers måtte påregne at sagen

ville

blive afgjort på det foreliggende grundlag.

Den 7. august 1997 besvarede

Gladsaxe Kommune henvendelsen fra Naturklagenævnet. Lokallisten fik kopi af

kommunens svar.

Den 10. juni 1998 udvidede

lokallisten sin klage med tre yderligere punkter. I pkt. 1 anførte listen at

lokalplanen var i strid med planlovens § 15, stk. 8, fordi den ikke indeholdt

bestemmelser om det maksimale samlede butiksareal i lokalplanens område.

Dette

var efter lokallistens opfattelse tilstrækkeligt til at gøre lokalplanen

ugyldig.

Naturklagenævnet traf

afgørelse den 27. august 1998. Nævnet gav lokallisten medhold i listens klage

på et enkelt punkt. Naturklagenævnet skrev bl.a. følgende:

”Lokalplan nr. 106

indeholder ikke bestemmelser om det samlede maksimale butiksareal. Gladsaxe

Kommune har oplyst, at dette kan udregnes på grundlag af lokalplanen med

redegørelse og kortbilag. Kommunens opfattelse kan ikke tiltrædes. En

beregning

på grundlag af lokalplanen vil alene vise det maksimale butiksareal, hvis

hele

det areal, hvor etablering af butikker er tilladt, blev udnyttet til

formålet.

En sådan mulighed er selvsagt ikke tilstrækkelig til at opfylde kravet i

planlovens § 15, stk. 8, jf. også § 5 f, der angiver, hvorledes

bruttoetagearealet

skal beregnes. Bestemmelsen forudsætter, at det maksimale omfang af

butiksarealet angives så klart i lokalplanen, at det er muligt at vurdere

lokalplanens eventuelle konsekvenser vedrørende etablering af butikker.

Lokalplan nr. 106 er således

ulovligt vedtaget i forhold til planlovens § 15, stk. 8. Under hensyn til de

særlige omstændigheder, der har gjort sig gældende vedrørende sagsforløbet,

findes den konstaterede mangel imidlertid ikke at burde medføre lokalplanens

ugyldighed. Der er herved navnlig lagt vægt på, at klagepunktet først

fremsættes ca. ét år efter lokalplanens endelige vedtagelse. På dette

tidspunkt

har såvel grundejere som Gladsaxe Byråd, hvis planlægningsmæssige

dispositioner

for så vidt ikke er anfægtet af hverken statslige eller regionale

myndigheder,

indrettet sig i tillid til den vedtagne plan. Det er endvidere indgået i

vurderingen, at den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for lovændringen lader

kravet til lokalplanens indhold få virkning for alle planer, der vedtages

efter

lovens ikrafttræden, uanset om hele lokalplanproceduren i øvrigt er

gennemført

før ikrafttrædelsen.

Sammenfattende er der

således ikke i det af klageren anførte grundlag for at tilsidesætte

Kommuneplantillæg

nr. 13 og Lokalplan nr. 106 som ikke gyldigt vedtagne. Planerne må herefter

bestå.”

Lokallisten klagede til mig

over Naturklagenævnets afgørelse i et brev af 9. oktober 1998. I brevet

fremsatte listen forskellige indsigelser mod nævnets afgørelse.

Da Naturklagenævnet ikke

havde haft lejlighed til at tage stilling til det lokallisten havde anført i

klagen, videresendte jeg listens klage til nævnet den 1. december 1998.

I brev af 11. januar 1999

fastholdt Naturklagenævnet sin afgørelse.

Den 18. januar 1999 klagede

lokallisten til mig på ny.

Den 31. marts 1999 bad jeg

Naturklagenævnet om en udtalelse i anledning af listens klage samt om udlån

af

sagens akter.

I brev af 2. juni 1999

meddelte Naturklagenævnet at nævnet ikke havde yderligere bemærkninger til

sagen.

Lokallisten kommenterede

brevet i et brev af 3. juli 1999 og anførte bl.a. at Naturklagenævnet i sin

afgørelse havde lagt til grund at Folketinget havde lovgivet med

tilbagevirkende kraft, og at Gladsaxe Kommune derfor havde handlet i god tro.

Lokallisten nævnte at denne opfattelse var blevet bekræftet mundtligt af en

sagsbehandler hos nævnet.

I brev af 20. juli 1999

anførte Naturklagenævnet bl.a. følgende:

”I den anledning skal det

for god ordens skyld oplyses, at Naturklagenævnets sekretariat kan bekræfte,

at

det under en telefonsamtale med ( ) vedrørende nævnets afgørelse af 27.

august

1998 blev bemærket, at det

–

som det

også fremgår af afgørelsen

–

er

indgået i sagens vurdering, at ændringer i planloven vedrørende planers

indhold

m.v. normalt finder anvendelse på planforslag, der fremsættes efter

lovændringens ikrafttrædelse, jf. herved lovens § 66.”

Under min behandling af

sagen har jeg indhentet yderligere materiale fra Gladsaxe Kommune om forløbet

i

sagen. I den forbindelse har kommunen oplyst at 1. etape af byggeriet

forventes

taget i brug i april 2000 og 2. etape den 1. juli 2000. Ved brev af 6. april

2000 har lokallisten fået tilsendt kopi af materialet så listen kunne få

lejlighed til at fremsætte sine eventuelle bemærkninger til det. Jeg har ikke

modtaget bemærkninger til materialet fra lokallisten.

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

Den 26. maj 2000 afgav jeg en foreløbig redegørelse om sagen. Jeg anførte

følgende i min foreløbige udtalelse:

”

1.

Lov nr. 324 af 14. maj 1997 indeholder følgende bestemmelser i § 1, nr. 1

(delvis), 7 og 15, og § 2:

’§ 1

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 746 af 16. august 1994, som

ændret ved lov nr. 311 af 17. maj 1995, foretages følgende ændringer:

1.

Efter § 5 b indsættes før kapitel 3:

’kapitel 2 b

Planlægning til butiksformål

§ 5 f.

Beregning af bruttoetagearealet til butiksformål sker efter

bygningsreglementets bestemmelser om beregning af bebyggelsens etageareal,

idet

dog den del af kælderen, hvor det omgivende terræn ligger mindre end 1,25 m

under loftet i kælderen, medregnes.’

7.

I

§ 15

indsættes som

stk. 8:

’

Stk. 8.

En lokalplan, der giver mulighed for etablering af

butikker, skal indeholde bestemmelser om det maksimale bruttoetageareal for

de

enkelte butikker og det samlede bruttoetageareal, der kan anvendes til

butiksformål.’

15.

I

§ 29 a

indsættes som

stk. 2:

’Stk. 2. Amtsrådet skal

fremsætte indsigelse efter § 28 mod forslag til lokalplaner, kommuneplaner og

ændringer til kommuneplaner, der indeholder mulighed for etablering af

butikker, såfremt planforslaget er i strid med bestemmelserne i § 5 c, § 5 d,

§

11, stk. 8, § 11 b, § 15, stk. 8, eller § 16, stk. 6. Pligten gælder dog

ikke,

hvis forholdet er af underordnet betydning.’

§ 2

Loven træder i kraft

ugedagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Bestemmelserne i § 1, nr. 1, 6

og

7, samt i § 3 har virkning for planer, der vedtages endeligt efter lovens

ikrafttræden. Bestemmelserne i § 1, nr. 2, 3 og 4, har virkning for

regionplanlægning fra og med regionplanrevision 2001 samt for

regionplantillæg

for detailhandel, hvis amtsrådet vælger at tilvejebringe

regionplanretningslinjer

for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen forud for

regionplanrevision 2001. Bestemmelserne i § 1, nr. 5 og 9, har virkning for

forslag til planer, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.’

I bemærkningerne til det

lovforslag som dannede grundlag for loven (lovforslag nr. L 118), var der om

bestemmelsen i § 2 bl.a. anført følgende:

’De bestemmelser, der

stiller krav til indholdet af endeligt vedtagne planer, får virkning for

planer, der vedtages endeligt efter lovens ikrafttræden, jf. 2. pkt. Det kan

betyde, at forslag til planer, der er offentliggjort før lovens ikrafttræden,

skal ændres ved den endelige vedtagelse, for at komme i overensstemmelse med

kravene i lovforslaget. Bestemmelserne i § 1, nr. 1, 6 og 7, samt i § 3

gælder

tilsvarende for forslag til planer, der offentliggøres efter lovens

ikrafttræden.

Efter bestemmelsen i

ændringslovens § 2, 2. pkt., har for eksempel § 5 c (forslagets § 1, nr. 1)

virkning over for alle planer, der vedtages endeligt efter lovens

ikrafttræden.

Det betyder blandt andet, at planforslag, der er offentliggjort før lovens

ikrafttræden, ikke kan vedtages endeligt, hvis de ikke fremmer et varieret

butiksudbud og sikrer god tilgængelighed for alle trafikarter, jf. § 5 c.

Tilsvarende

får bestemmelsen i planlovens § 15, stk. 8 (forslagets § 1, nr. 7), om

indholdskrav til nye lokalplaner virkning for planer, der vedtages endeligt

efter lovens ikrafttræden. Det betyder, at lokalplanforslag, der ikke

indeholder bestemmelser om det maksimale bruttoetageareal for den enkelte

butiksenhed eller bestemmelser om det samlede bruttoetageareal, kun kan

vedtages endeligt, når der i forbindelse med den endelige vedtagelse

indsættes

sådanne bestemmelser.’

Bestemmelsen i § 29 a, stk.

2, er senere blevet ændret fordi Hovedstadens Udviklingsråd nu er

regionplanmyndighed

i Hovedstadsområdet.

Naturklagenævnet har i sin

afgørelse af 27. august 1998 givet (lokallisten) medhold i at Gladsaxe

Kommunes

lokalplan nr. 106 er vedtaget i strid med planlovens § 15, stk. 8. Nævnet har

dog ikke ment at der var grundlag for at tilsidesætte lokalplanen som

ugyldig.

Jeg deler (lokallisten)’s og

nævnets opfattelse hvorefter lokalplanen er vedtaget i strid med planlovens §

15, stk. 8. Der er derfor alene spørgsmål om hvorvidt lokalplanen må

betragtes

som ugyldig.

Planlovens § 15, stk. 8,

fastlægger et krav til indholdet af de lokalplaner der giver mulighed for

etablering af butikker. Disse lokalplaner skal indeholde bestemmelser om det

maksimale bruttoetageareal for de enkelte butikker og det samlede

bruttoetageareal der kan anvendes til butiksformål. Der er således tale om et

krav angående indholdet af de nævnte lokalplaner.

Hvis en

forvaltningsmyndighed har truffet en afgørelse der lider af en retlig mangel,

antages det i almindelighed at afgørelsen skal tilsidesættes som ugyldig hvis

manglen må anses for væsentlig, og hvis der ikke foreligger særlige

omstændigheder som taler imod at anse afgørelsen for ugyldig. Er der tale om

en

indholdsmæssig mangel fordi afgørelsen ikke har den nødvendige hjemmel i

lovgivningen

eller en retskilde der sidestilles med lovgivningen, vil det normalt blive

betragtet som en væsentlig mangel. En af de særlige omstændigheder som efter

en

konkret bedømmelse kan medføre at en afgørelse der lider af en retlig mangel

ikke bliver tilsidesat som ugyldig, er berettigede forventninger hos de

berørte

borgere. Berettigede forventninger hos en borger som har indrettet sig i

tiltro

til den trufne afgørelse, kan således undtagelsesvis føre til at afgørelsen

opretholdes. Jeg henviser til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s.

559f, og Jørgen Mathiassen m.fl., Forvaltningsret

–

Almindelige Emner, 3. udg. (1997), s. 330ff.

For så vidt angår lokal- og

kommuneplaner mv. anføres det hos Karsten Revsbech, Planer og Forvaltningsret

(1986), s. 473f, at det formentlig kan antages at en indholdsmæssigt ulovlig

plan som altovervejende hovedregel vil være ugyldig, men hvor der til en plan

er opbygget berettigede forventninger af en vis styrke, og planen af

umiddelbare eller middelbare adressater ønskes fastholdt som begunstigende,

kan

der måske som et korrektiv hertil rent undtagelsesvis stilles krav om en

forholdsvis klar ulovlighed før ugyldighed kan indtræde.

I Bendt Andersen og Ole

Christiansen, Kommuneplanloven med kommentarer, 3. udg. (1989), s. 356f, er

det

anført at hvis en lokalplanbestemmelse savner lovhjemmel, er den ugyldig og

udløser ikke de tilsigtede retsvirkninger.

I Anne Birte Boeck, Lov om

Planlægning med kommentarer (1994), s. 304f, anføres det generelt at der i

klagesager angående planloven skal tages stilling til

–

hvis en afgørelse lider af en retlig mangel

–

om den skal ophæves som ugyldig. Videre nævnes det at i

afvejningen indgår primært spørgsmålet om den retlige mangels væsentlighed,

hvortil kommer momenter som hensynet til den der i god tro har disponeret i

tillid til en meddelt tilladelse, at overtrædelsen ikke kan karakteriseres

som

klar, f.eks. på grund af fortolkningstvivl om lovregler eller

planbestemmelser,

samt spørgsmål om det samfundsmæssige økonomiske værdispild ved krav om

fysisk

lovliggørelse. Der er ikke i det anførte sondret mellem mangler ved den

anvendte fremgangsmåde og hjemmelsmangler, og det nævnes ikke om tilsvarende

synspunkter gør sig gældende i tilfælde af retlige mangler ved en lokalplan.

Naturklagenævnets praksis

synes at bygge på en opfattelse af at hjemmelsmangler ved lokal- og

kommuneplaner som hovedregel fører til ugyldighed. Jeg henviser til

afgørelser

fra Naturklagenævnet der er offentliggjort i ’Naturklagenævnet

Orienterer’, nr.

13, 49, 51, 59, 73 og 159. Kun undtagelsesvis opretholdes lokalplaner der

lider

af hjemmelsmangler. Et eksempel herpå er sagen omtalt i

’Naturklagenævnet

Orienterer’, nr. 37, hvor en lokalplan ikke blev tilsidesat som ugyldig

selv om

den indeholdt bestemmelser der var i åbenbar modstrid med kommuneplanen.

Nævnes kan også Østre

Landsrets dom af 28. september 1989 som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen

1990, s. 106. Ved dommen blev visse bestemmelser i en lokalplan kendt

ugyldige

fordi kommunen havde varetaget usaglige interesser.

Folketingets Ombudsmand har

i en sag gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning 1984, s. 127ff*,

udtalt

at der ikke forelå sådanne særlige, tungtvejende hensyn til bygherren at

Planstyrelsen kunne undlade

–

i

konsekvens af sin underkendelse af en kommunes afgørelse om at et byggeri

ikke

var lokalplanpligtigt

–

at annullere

kommunens afgørelse herom som ugyldig. I en anden sag har Folketingets

Ombudsmand i et brev af 22. april 1980 udtalt at to lokalplaner ikke kunne

anses for ugyldige selv om de ikke levede op til kravet om at de skulle

indeholde en angivelse af planens formål, jf. § 19, stk. 2, i den dagældende

kommuneplanlov.

2.

Naturklagenævnet har henvist til flere forhold ved sin afgørelse

om ikke at anse lokalplanen i nærværende sag for ugyldig. Som det første har

nævnet henvist til at på det tidspunkt hvor (lokallisten) indgav sin klage

angående planlovens § 15, stk. 8, havde grundejerne indrettet sig i tillid

til

den vedtagne plan.

Jeg er enig i at der må

lægges en vis vægt på dette hensyn. Jeg går dog ud fra at Gladsaxe Kommune

orienterede de grundejere som agtede at benytte sig af de byggemuligheder som

lokalplanen medførte, om (lokallisten)’s (og andres) klage indgivet kort

efter

lokalplanens vedtagelse. Disse grundejere må således have vidst at der var en

risiko forbundet med at disponere i tillid til lokalplanen før klagesagen var

afgjort.

Desuden har det efter min

opfattelse væsentlig betydning hvilke konkrete dispositioner grundejerne

havde

foretaget i tillid til den vedtagne plan. Jeg henviser som eksempel til den

sag

angående en ulovlig dispensation fra en bygningsvedtægt der er gengivet i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1978, s. 684ff*. Ved bedømmelsen af om

modtageren af dispensationen havde indrettet sig efter dispensationen, blev

der

lagt vægt på oplysninger om

at

modtageren af dispensationen endnu ikke havde fået byggetilladelse, men kun

en

tilladelse til at påbegynde grave- og støbearbejderne,

at

det var blevet oplyst over for modtageren af dispensationen at

alt arbejde der udførtes inden byggetilladelsen forelå, var på eget ansvar og

risiko, og

at

modtageren var bekendt

med at kommunen agtede at afvente udfaldet af en klage over dispensationen

inden der blev givet byggetilladelse. Jeg henviser endvidere til sagen omtalt

i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1975, side 512*.

Naturklagenævnets afgørelse

i denne sag og nævnets udtalelser til mig indeholder ingen oplysninger der

belyser spørgsmålet om hvorvidt grundejerne har indrettet sig i tillid til

den

vedtagne plan. Heller ikke Naturklagenævnets akter i sagen, som jeg har

modtaget fra nævnet, indeholder oplysninger herom. Jeg må derfor lægge til

grund at Naturklagenævnet ikke havde kendskab til hvilke konkrete

dispositioner

de pågældende grundejere havde foretaget.

Som min foreløbige

opfattelse anser jeg det for kritisabelt at Naturklagenævnet uden denne viden

har lagt vægt på at grundejerne havde indrettet sig i tillid til den vedtagne

lokalplan.

3.

For det andet har Naturklagenævnet henvist til at Gladsaxe

Byråd, på det tidspunkt hvor (lokallisten) indgav sin klage angående

planlovens

§ 15, stk. 8,

havde indrettet sig i

tillid til den vedtagne lokalplan. Det er min foreløbige opfattelse at dette

hensyn ikke kan tillægges vægt da der ikke er redegjort for hvilke

dispositioner byrådet har foretaget i tillid til den vedtagne plan. Desuden

kan

man ikke se bort fra at byrådet som planmyndighed var ansvarlig for den

begåede

fejl. Selv om dette forhold ikke udelukker at kommunen i andre sammenhænge

–

f.eks. i forbindelse med salget af en

kommunalt ejet ejendom i området eller i forbindelse med behandlingen af

byggesagen og sagen om ændring af vejforholdene

–

har disponeret i god tro til den vedtagne lokalplan, er kommunen

som myndighed stillet væsentligt anderledes end en privat grundejer eller

bygherre der har disponeret i god tro til lokalplanen.

4.

I Naturklagenævnets brev af 27. august 1998 er det desuden nævnt

at Gladsaxe Byråds planlægningsmæssige dispositioner for så vidt ikke er

anfægtet af hverken statslige eller regionale myndigheder.

Det er min foreløbige

opfattelse at der ikke kan lægges vægt på at Gladsaxe Byråds

planlægningsmæssige

dispositioner ikke er blevet anfægtet af de regionale myndigheder. Planloven

indeholder i kapitel 6 bestemmelser om statslige og regionale myndigheders

mulighed for at gøre indsigelse mod et forslag til lokalplan. Samtidig med at

et lokalplanforslag offentliggøres, bliver det tilsendt miljø- og

energiministeren og øvrige statslige og kommunale myndigheder hvis interesser

berøres af forslaget. Disse myndigheder kan herefter fremsætte indsigelse

over

for forslaget inden for den indsigelsesfrist som tilkommer offentligheden.

I henhold til lovens § 29 a,

stk. 2, skulle amtsrådet fremsætte indsigelser over for forslag til

lokalplaner,

kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner der indeholdt mulighed for

etablering af butikker såfremt planforslaget var i strid med bestemmelsen i

bl.a. lovens § 15, stk. 8. Det gjaldt dog ikke hvis der var tale om et

forhold

af underordnet betydning. Bestemmelsen i § 29 a, stk. 2, blev indsat i

planloven ved den ovennævnte lov nr. 324 af 14. maj 1997.

I den foreliggende sag udløb

fristen for Københavns Amtsråd til at fremsætte indsigelser over for

lokalplanforslaget og det tilhørende forslag til kommuneplantillæg den 1.

april

1997. På det tidspunkt var planlovens § 29 a, stk. 2, som forpligtede

amtsrådet

til at gøre indsigelser mod lokalplanforslag der stred mod lovens § 15, stk.

8,

endnu ikke vedtaget og trådt i kraft. Det samme gjaldt § 15, stk. 8. Det er

min

foreløbige opfattelse at der allerede af den grund ikke kan lægges vægt på at

amtsrådet ikke fremsatte indsigelse mod forslaget. Ved min gennemgang af

sagen

har jeg i øvrigt bemærket at Naturklagenævnet tidligere i en anden sag der er

omtalt i ’Naturklagenævnet Orienterer’, nr. 13, har tilsidesat en

lokalplan og

et tilhørende kommuneplantillæg som ugyldige fordi de stred mod

regionplanlægningen, uanset at amtsrådet ikke havde fremsat indsigelse mod

planforslagene i henhold til planlovens § 29, stk. 2.

Vedrørende den omstændighed

at de statslige myndigheder ikke har anfægtet Gladsaxe Byråds

planlægningsmæssige dispositioner, har jeg bl.a. hæftet mig ved at lovforslag

nr. L 118 indeholdt følgende afsnit i de almindelige bemærkninger

(Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 2759):

’Varetagelsen af de statslige interesser

Miljø- og energiministeren

har efter den gældende lov ansvaret for den sammenfattende fysiske

planlægning

og for, at der foretages de undersøgelser, som er nødvendige herfor. Miljø-

og

energiministeren kan til varetagelse af de statslige interesser fremsætte

indsigelse over for forslag til regionplaner, jf. lovens § 29, stk. 1.

Ministeren kan endvidere pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser at bringe

lovens bestemmelser i anvendelse eller overtage amtsråds og

kommunalbestyrelsers beføjelser, jf. § 3, stk. 3 og 4. Miljø- og

energiministeren kan også vælge at indbringe en endeligt vedtaget plan for

Naturklagenævnet, hvis der er retlige spørgsmål, jf. §§ 58 og 59.

Ministeren vil i

overensstemmelse hermed følge amters og kommuners planlægning for

detailhandel

og om nødvendigt anvende lovens beføjelser. Forslaget indebærer, at

ministeren,

specielt i overgangsperioden indtil de første region- og kommuneplaner,

udarbejdet efter lovens regler, foreligger, skal følge udviklingen nøje og om

nødvendigt anvende lovens beføjelser.’

Planloven indeholder

følgende bestemmelser i § 3, stk. 3 og 4, § 29, stk. 4, og § 59:

’

§ 3.

Stk. 3.

Miljø- og

energiministeren kan i særlige tilfælde pålægge amtsråd og

kommunalbestyrelser

at bringe lovens bestemmelser i anvendelse, herunder tilvejebringe en plan

med

et nærmere bestemt indhold.

Stk. 4.

Miljø- og

energiministeren kan i særlige tilfælde beslutte at overtage amtsråds og

kommunalbestyrelsers

beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte

opgaver eller har større betydning.

§ 29.

Stk. 4.

En statslig

myndighed kan fremsætte indsigelse efter § 28 mod et lokalplanforslag ud fra

de

særlige hensyn, som myndigheden varetager.

§ 59.

Klageberettiget efter § 58 er miljø- og energiministeren og i

øvrigt enhver med retlig interesse i sagens udfald.’

Sidstnævnte bestemmelse

angiver hvem der er berettiget til at klage til Naturklagenævnet.

At Miljø- og

Energiministeriet i den foreliggende sag ikke havde fremsat indsigelser over

for lokalplanforslaget inden fristen herfor udløb den 1. april 1997, kan ikke

tillægges betydning. Jeg henviser til det ovenfor anførte angående Københavns

Amtsråd. Heller ikke den omstændighed at beføjelserne efter planlovens § 3,

stk. 3 og 4, ikke blev bragt i anvendelse, kan efter min opfattelse tillægges

betydning. Det fremgår af disse bestemmelser at beføjelserne kun kan anvendes

i

særlige tilfælde. I forarbejderne til loven (Folketingstidende 1990-91,

tillæg

B, sp. 1641ff) er det endvidere anført at ministerens beføjelser efter disse

bestemmelser alene tænkes udnyttet undtagelsesvis når væsentlige overordnede

interesser tilsiger det.

Derimod kan man ikke se bort

fra at Miljø- og Energiministeriet har undladt at indbringe sagen for

Naturklagenævnet. Hvis lokalplanforslaget i den foreliggende sag blev

indsendt

til ministeriet efter offentliggørelsen i overensstemmelse med planloven,

måtte

ministeriet, såfremt man var opmærksom på spørgsmålet, have bemærket at

forslaget ikke stemte overens med den foreslåede bestemmelse i planlovens §

15,

stk. 8, i det af ministeren fremsatte lovforslag nr. L 118. I den forbindelse

måtte ministeriet have overvejet om der var grundlag for at indbringe sagen

for

Naturklagenævnet efter lovforslagets vedtagelse hvis kommunen ikke ændrede

lokalplanforslaget.

Miljø- og energiministeren

gav i breve af 7. juni 1995 og 1. april 1996 til samtlige amtsråd og

kommunalbestyrelser udtryk for at ministeriet ville følge udviklingen med

hensyn til planlægning af nye projekter til større butikker og til

butikscentre

med henblik på at undgå at arbejdet i det i maj 1995 nedsatte

Detailhandelsudvalg skulle blive illusorisk, jf. den sag der er omtalt i min

beretning for 1998, s. 268ff*. På den baggrund og på baggrund af det i

bemærkningerne til lovforslag nr. L 118 anførte om at ministeren specielt i

overgangsperioden ville følge amters og kommuners planlægning for

detailhandel,

må det lægges til grund som overvejende sandsynligt at ministeriet har været

opmærksom på Gladsaxe Kommunes lokalplan nr. 106 og har overvejet om

lokalplanen gav ministeriet anledning til at indbringe sagen for

Naturklagenævnet. Baggrunden for at ministeriet ikke har foretaget sig

yderligere, er ikke oplyst, men det kan ikke udelukkes at forholdet ikke er

blevet

anset for tilstrækkelig væsentligt.

Som det fremgår, måtte

Naturklagenævnets, og mine, overvejelser om dette spørgsmål i betydeligt

omfang

basere sig på hypoteser om baggrunden for at Miljø- og Energiministeriet ikke

foretog sig noget i anledning af lokalplan nr. 106. Hypoteser af denne art er

kun i ringe grad egnet til at danne grundlag for retligt bindende afgørelser.

Overvejelserne kunne derfor efter min foreløbige opfattelse ikke tillægges

større betydning ved afgørelsen om hvorvidt lokalplan nr. 106 skulle

tilsidesættes som ugyldig, men jeg mener dog ikke at der er grundlag for at

kritisere Naturklagenævnet for ikke helt at se bort fra dem.

5.

Det er endvidere indgået i Naturklagenævnets vurdering af

spørgsmålet om hvorvidt lokalplanen skulle tilsidesættes som ugyldig at den

særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for lovændringen lod kravet til

lokalplaners

indhold få virkning for alle planer der vedtoges efter lovens ikrafttræden,

uanset om hele lokalplanproceduren i øvrigt var gennemført før

ikrafttrædelsen.

Nævnet har i brevet af 20. juli 1999 formuleret dette hensyn således at

ændringer i planloven vedrørende planers indhold mv. normalt finder

anvendelse

på planforslag der fremsættes efter lovændringens ikrafttræden, jf. lovens §

66.

I henhold til planlovens §

65 trådte loven

–

med enkelte

undtagelser

–

i kraft den 1. januar

1992. § 66 lyder således:

’Sager, der er indbragt for

miljøministeren, Planstyrelsen, Miljøankenævnet eller Tilbudspligtnævnet før

lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Det

samme

gælder forslag til planer, når forslaget er offentliggjort før den 1. januar

1992. Forslag til planer kan dog færdigbehandles efter de hidtil gældende

regler, hvis forslaget er offentliggjort før den 1. juli 1992.’

Naturklagenævnet har ikke

henvist til andre konkrete ikrafttrædelsesbestemmelser vedrørende ændrede

krav

til planers indhold mv.; men jeg har ved min undersøgelse af spørgsmålet

hæftet

mig ved lov nr. 439 af 1. juni 1994 om ændring af lov om planlægning og lov

om

naturbeskyttelse. Ved denne lov blev der indsat bestemmelser i planloven der

ændrede kravene til indholdet af lokalplaner for områder i kystnærhedszonen

og

i de kystnære dele af byzonerne. Jeg henviser til planlovens §§ 5 b og 16,

stk.

3 og 4. Ændringsloven blev kundgjort i Lovtidende den 2. juni 1994 og trådte

i

kraft den 1. august 1994, jf. § 3. Den indeholder ikke en bestemmelse om at

de

ændrede krav til en lokalplans indhold ikke finder anvendelse på planforslag

der var fremsat før lovens ikrafttræden. Den forholdsvis lange periode fra

lovens kundgørelse til dens ikrafttræden sammenholdt med at der efter

planlovens § 24, stk. 3, skal fastsættes en frist på mindst otte uger for

fremsættelse af indsigelser, har dog antagelig medført at hovedparten af de

lokalplanforslag der var offentliggjort på tidspunktet for kundgørelsen af

loven, var vedtaget endeligt ved lovens ikrafttræden.

Mens planlovens § 66 er i

overensstemmelse med det af Naturklagenævnet anførte hvorefter ændringer i

planloven som ændrer kravene til planers indhold mv. normalt ikke gælder for

planforslag der var fremsat før lovændringen er trådt i kraft, synes

ikrafttrædelsesbestemmelsen i lov nr. 439 af 1. juni 1994 i hvert fald

formelt

ikke at være i overensstemmelse hermed. Som nævnt må det dog antages at

forskellen i realiteten ikke har været stor. Jeg har ved min gennemgang af

sagen ikke fundet andre bestemmelser om ændringer i planloven vedrørende

planers indhold mv. hvor de til ændringerne knyttede

ikrafttrædelsesbestemmelser svarer til det af Naturklagenævnet anførte.

Det fremgår af § 2 i lov nr.

324 af 14. maj 1997 at loven trådte i kraft ugedagen efter offentliggørelsen

af

loven i Lovtidende, det vil sige den 22. maj 1997. Denne dag trådte

bestemmelsen i planlovens § 29 a, stk. 2, således også i kraft. Det er den

bestemmelse som pålægger amtsrådet at fremsætte indsigelser over for forslag

til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner der indeholder

mulighed for etablering af butikker, såfremt planforslaget er i strid med

bestemmelsen i bl.a. lovens § 15, stk. 8.

I § 2 i lov nr. 324 af 14.

maj 1997 var det fastsat at visse af lovens bestemmelser, nemlig § 1, nr. 5

og

9, havde virkning for forslag til planer der blev fremsat efter lovens

ikrafttræden. Derimod skulle andre af lovens bestemmelser

–

§ 1, nr. 1, 6 og 7, samt § 3

–

have virkning for planer der vedtoges endeligt efter lovens ikrafttræden. Der

var således taget nøje stilling til hvilke af lovens bestemmelser som skulle

have virkning for allerede fremsatte planforslag, og det fremgår klart af

lovens forarbejder at det var tilsigtet at allerede offentliggjorte

lokalplanforslag der var i strid med bl.a. bestemmelsen i § 1, nr. 7, (den

bestemmelse ved hvilken § 15, stk. 8, blev indsat i planloven), skulle ændres

inden den endelige vedtagelse af planen. Det må herefter lægges til grund at

det ved vedtagelsen af loven er blevet anset for nødvendigt at bl.a.

bestemmelsen i § 1, nr. 7, skulle have virkning også for forslag til

lokalplaner der, som lokalplanforslaget i denne sag, var fremsat, men ikke

endeligt

vedtaget inden loven trådte i kraft.

At der i loven blev skelnet

så nøje mellem de bestemmelser der først fik virkning for forslag til planer

der blev fremsat efter lovens ikrafttræden, og de bestemmelser der fik

virkning

allerede for planer der vedtoges endeligt efter lovens ikrafttræden, gør det

nærliggende at antage at det ved lovens vedtagelse var forudsat at de

sidstnævnte bestemmelser blev håndhævet af myndighederne straks fra lovens

ikrafttræden på lige fod med planlovens øvrige bestemmelser. At der har været

et betydeligt ønske om en effektiv håndhævelse af de centrale bestemmelser i

lov nr. 324 af 14. maj 1997, underbygges for så vidt af de tidligere nævnte

breve af 7. juni 1995 og 1. april 1996 som miljø- og energiministeren

udsendte

til samtlige amtsråd og kommunalbestyrelser, jf. sagen omtalt i Folketingets

Ombudsmands beretning for 1998, s. 268ff. Den omstændighed at Miljø- og

Energiministeriet

ikke foretog sig noget i forbindelse med lokalplanen som nærværende sag

angår,

kan efter min opfattelse ikke tillægges betydning ved vurderingen af det

generelle spørgsmål om forudsætningen om en effektiv håndhævelse.

Det kan ved bedømmelsen af

betydningen af denne forudsætning næppe hævdes at en effektiv håndhævelse af

bestemmelsen i planlovens § 15, stk. 8, udelukker at det i sager som den

foreliggende besluttes ikke at betragte en lokalplan som ugyldig uanset at

den

ikke opfylder bestemmelsens krav til lokalplaners indhold. Men omvendt må det

anses for bedre foreneligt med et ønske om en effektiv håndhævelse af

bestemmelsen såfremt lokalplaner der ikke opfylder bestemmelsens krav til

lokalplaners indhold, tilsidesættes som ugyldige når dette følger af de

almindelige

regler på området.

Om disse regler er det som

tidligere nævnt anført i den juridiske litteratur at en indholdsmæssigt

ulovlig

lokal- eller kommuneplan som altovervejende hovedregel vil blive betragtet

som

ugyldig. Dog kan berettigede forventninger af en vis styrke medføre at der

skal

være tale om en forholdsvis klar ulovlighed før ugyldighed kan indtræde.

Endvidere synes Naturklagenævnets praksis at bygge på en opfattelse hvorefter

hjemmelsmangler ved lokal- eller kommuneplaner som hovedregel medfører at

planen tilsidesættes som ugyldig. Hverken den juridiske litteratur eller den

offentliggjorte praksis ses at give grundlag for den opfattelse at der ved

bedømmelse af ugyldighedsspørgsmålet i forbindelse med lokal- eller

kommuneplaner kan lægges vægt på at en hjemmelsmangel beror på en

lovbestemmelse til hvilken der er knyttet en ikrafttrædelsesbestemmelse der

afviger fra hvad der betragtes som det normale. Den juridiske litteratur og

den

offentliggjorte praksis ses heller ikke at have lagt vægt på dette forhold

ved

bedømmelsen af om en retsstridig forvaltningsafgørelse skal tilsidesættes som

ugyldig.

På den baggrund må jeg som min foreløbige

opfattelse generelt anse det for betænkeligt at tillægge det betydning ved

bedømmelsen af ugyldighedsspørgsmålet at ikrafttrædelsesbestemmelsen for

lovændringen lod det nævnte krav til lokalplaners indhold få virkning for

alle

planer der vedtoges efter lovens ikrafttræden, uanset om hele

lokalplanproceduren i øvrigt var gennemført før ikrafttrædelsen.

6.

Som det fremgår, er det min foreløbige opfattelse at der må

lægges en vis vægt på hensynet til grundejerne og andre der

–

på tidspunktet for modtagelsen af

(lokallisten)’s brev af 10. juni 1998

–

i god tro havde indrettet sig i tillid til den vedtagne lokalplan. Hvor stor

vægt der kan lægges på dette hensyn, beror dog i væsentlig grad på hvilke

konkrete dispositioner grundejerne havde foretaget i tillid til planen.

Derudover er det min foreløbige opfattelse at der ikke kan lægges vægt på de

øvrige hensyn som Naturklagenævnet har anført, bortset fra at der ikke er

grundlag for at kritisere Naturklagenævnet for ikke helt at se bort fra

overvejelser om baggrunden for at Miljø- og Energiministeriet ikke foretog

sig

noget over for lokalplanen.

For at bedømme hvilke konkrete

dispositioner de pågældende grundejere mfl. havde foretaget i tillid til

lokalplan nr. 106, har jeg fra Gladsaxe Kommune fået tilsendt visse

dokumenter

om sagen. Materialet består af en sagsfremstilling til en sag behandlet på

byrådets møde den 15. januar 1997, referat af møder 6. maj 1997, 15. december

1997, 26. januar 1998 og 1. september 1998, et brev af 17. juli 1998 fra (A)

A/S til Gladsaxe Kommune og en sagsfremstilling til en sag behandlet på

byrådets

møde den 1. december 1998.

Det fremgår af dette

materiale at Gladsaxe Kommune i september 1996 med udgangspunkt i et projekt

indsendt af (B) Supermarked A/S optog forhandlinger om salg af et offentligt

vejareal ved stationspladsen, og at man i januar 1997 indgik aftale om

køberet

med selskabet. Det fremgår videre at i december 1997 var de pågældende

grundejere indstillet på at gennemføre et byggeprojekt i området omfattet af

lokalplanen, og kommunen indgik aftale med (B) Supermarked A/S om forlængelse

af køberetsaftalen til 1. januar 1999. Videre fremgår det at i december 1997

var der endnu ikke søgt om byggetilladelse til projektet, et nødvendigt areal

var ikke købt, og et udarbejdet vejprojekt var blevet drøftet med Københavns

Amt, men ikke godkendt.

Af brevet af 17. juli 1998

fremgik at der løbende var udarbejdet forslag til bebyggelse af området, og

at

der nu var indgået aftale mellem (B) Supermarked A/S, (C) A/S og (A) A/S som

totalentreprenør om at opføre et samlet byggeri med udvidelse af (B)

Supermarked, nye butikker, kontorer og 40 andelsboliger. Det fremgår videre

at

projektet i princippet var fastlagt i overensstemmelse med et principforslag

udarbejdet af et arkitektfirma, men at (C) A/S straks efter sommerferien

ville

kontakte Gladsaxe Kommune om et møde for endelig afklaring af den samlede

bebyggelse, tilkørselsforholdene, grundarealet mv. Endvidere fremgik det at

skema A ansøgning (som jeg antager vedrørte offentlig støtte til opførelse af

andelsboligerne) ville være Gladsaxe Kommune i hænde inden den 15. oktober

1998.

Af referatet af mødet den 1.

september 1998 fremgår det at (C) A/S forventede i uge 37 at indgå købsaftale

med (B) Supermarked A/S, og at der blev skitseret et forløb for projektet som

indledningsvis indebar at (C) A/S efter at have købt retten til projektet

samt

det pågældende areal indgik en entrepriseaftale med (A) A/S samt en aftale

med

(A) A/S om salg af byggerettigheder vedrørende andelsboligerne. Desuden

oplyste

(C) A/S på mødet at alle tilladelser gerne skulle være givet den 31. december

1998, og at første etape af byggeriet påregnedes at stå klar den 1. september

1999.

Endelig fremgår det at

Gladsaxe Kommune i december 1998 indgik endelig aftale med (B) Supermarked

A/S

om køberetten. Det fremgår dog samtidig at det på dette tidspunkt endnu var

uafklaret om Københavns Amt ville godkende nogle nærmere angivne forhold

angående regulering af trafiksignaler, og at amtets afgørelse af dette

spørgsmål og angående byggelinier muligvis ville blive suppleret med et krav

angående busbaner som ville medføre at både kommunens grundsalg og projektet

om

opførelse af andelsboliger ville falde til jorden.

Efter min foreløbige

opfattelse giver de foreliggende oplysninger indtryk af at i juni 1998, hvor

(lokallisten)’s klage angående planlovens § 15, stk. 8, blev indsendt

til

Naturklagenævnet, havde Gladsaxe Kommune indgået betinget aftale om køberet

til

kommunens areal ved stationspladsen, og der var udarbejdet et byggeprojekt

som

i hovedtræk stod fast, men hvor flere væsentlige spørgsmål var uafklaret.

Byggeprojektet kunne realiseres inden for de rammer som lokalplan nr. 106

udstak; men herudover forudsatte projektet flere myndighedstilladelser som

ikke

forelå på dette tidspunkt. I hvert fald i nogle tilfælde skyldtes dette at

der

ikke var indsendt ansøgning om godkendelse. Desuden synes det at fremgå af

oplysningerne at der i juni eller juli 1998 blev indgået principaftale om at

(C) A/S skulle overtage byggeprojektet fra (B) Supermarked A/S, og at (A) A/S

skulle indgå i projektet som entreprenør og som bygherre vedrørende

andelsboligerne, men endelig aftale herom var stadig ikke indgået i september

1998. Endnu i december 1998 var der ikke skabt sikkerhed for i hvilket omfang

projektet ville blive gennemført.

Der er ikke oplysninger om

hvor store beløb de nævnte firmaer havde anvendt på byggeprojektet indtil

juni

1998, men det har næppe været helt ubetydelige beløb; navnlig må

udarbejdelsen

af projektet have medført en del udgifter. Derimod var der endnu ikke afholdt

udgift til køb af kommunens ejendom, men der har muligvis været begrænsede

udgifter ved erhvervelsen af køberetten. Denne omstændighed sammenholdt med

at

endelige aftaler om projektet endnu ikke var indgået, og at nødvendige

myndighedstilladelser ikke forelå, har sandsynligvis medført at det har været

forholdsvis begrænsede beløb som de pågældende firmaer havde anvendt på

projektet.

På den baggrund er det min

foreløbige opfattelse at de pågældende firmaer ikke havde foretaget

dispositioner i tiltro til lokalplanen som var så byrdefulde at der var

tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunktet hvorefter en

hjemmelsmangel medfører at en lokalplan må tilsidesættes som ugyldig.

Herefter,

og da de foreliggende oplysninger om at lokalplanen ikke var blevet anfægtet

af

Miljø- og Energiministeriet, ikke kan føre til et andet resultat, må jeg som

min foreløbige opfattelse anse det for beklageligt at Naturklagenævnet traf

afgørelse om at lokalplanen ikke skulle tilsidesættes som ugyldig.

Da byggeprojektet nu er

meget tæt på færdiggørelse, har jeg ikke grundlag for at henstille til

Naturklagenævnet

at genoptage behandlingen af sagen med henblik at træffe en ny

afgørelse.”

Den foreløbige redegørelse

blev sendt til Naturklagenævnet, Gladsaxe Kommune og lokallisten med henblik

på

at de kunne få lejlighed til at komme med bemærkninger til min foreløbige

vurdering

af sagen.

Naturklagenævnet anførte i

brev af 3. juli 2000 at sagen ikke gav anledning til yderligere bemærkninger.

Gladsaxe Kommune skrev bl.a.

følgende i brev af 17. august 2000:

”Gladsaxe Kommune har

følgende bemærkninger til Ombudsmandens foreløbige redegørelse:

På baggrund af det samlede

sagsforløb tager kommunen redegørelsen til efterretning, herunder den

indirekte

kritik af, at kommunen ikke var opmærksom på lovændringens særlige

ikrafttrædelsesbestemmelser.

Til redegørelsen skal

herudover bemærkes:

De rejser tvivl om Miljø- og

Energiministeriet har været underrettet om planforslaget. Kommunens

byplanafdeling oplyser, at såvel planforslaget som orientering om den

endeligt

vedtagne plan er blevet sendt til Miljø- og Energiministeriet,

Landsplanafdelingen og Københavns Amt, efter planlovens regler. De to

myndigheder blev herudover særskilt orienteret i brev af 11.02.1997 om, at

Byrådet

ville ændre betegnelsen fra salgsareal til butiksareal ved 2. behandlingen af

lokalplanen. Ændringen var en følge af, at forslag til Regionplan 1997 blev

offentliggjort dagen før Byrådet vedtog lokalplanen.”

Lokallisten kom i brev af

11. august 2000 og i telefaxer af 22. og 23. august 2000 med bemærkninger til

de forhold som er omtalt i min foreløbige udtalelse. Listen skrev bl.a.

følgende i brev af 11. august 2000:

”(Lokallisten) finder det

beklageligt, at Folketingets Ombudsmand ikke påtænker at lade

Naturklagenævnet

genoptage sagen. Det er yderst krænkende for borgerens retsopfattelse, at en

kommune på denne måde tillades at tilsidesætte lovgivningen, når netop

kommunalbestyrelsen skal være garant for borgerne om, at alt går rigtigt til

i

den kommunale forvaltning.

(Lokallisten) bemærker, at

Folketingets Ombudsmand i sin foreløbige udtalelse henviser til en sag,

refereret i NKO 37, om en lokalplans gyldighed på trods af, at dens indhold

var

i åbenbar strid med kommuneplanen. Netop denne sag var anstødsstenen til

(lokallisten)’s oprettelse, klagerne fandt allerede dengang

Naturklagenævnets

sagsbehandling for anstødelig, især på baggrund af udtalelser fra

sagsbehandleren til undertegnede, jf. vedlagte kopi af notits om

telefonsamtale

med ( ).

Det med brev af 26. maj 2000

fremsendte materiale giver (lokallisten) anledning til at opfordre

Folketingets

Ombudsmand til at iværksætte en række yderligere undersøgelser af Gladsaxe

kommunes

rolle i sagen om opførelse af centerbyggeri på baggrund af lokalplan

106.”

I telefax af 22. august 2000

skrev lokallisten følgende:

”I brev af 17. august 2000

har Gladsaxe kommune meddelt, at Gladsaxe kommune tager Folketingets

Ombudsmands indirekte kritik af Gladsaxe kommune til efterretning.

Det fremgår af brevet, at

spørgsmålet har været til politisk behandling. I brev af 20. juni 2000

meddelte

Gladsaxe kommune Folketingets Ombudsmand, at den politiske behandling ville

foregå på byrådets møde 23. august 2000.

(Lokallisten) skal på given

foranledning henlede Folketingets Ombudsmands opmærksomhed på, at den i brev

af

17. august 2000 meddelte politiske behandling, alene er foregået i Gladsaxe

kommunes

økonomiudvalg, hvilket betyder, at ikke alle partier, som er repræsenteret i

byrådet, har haft lejlighed til at kommentere Folketingets Ombudsmands

foreløbige udtalelse af 26. maj 2000.”

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Efter at have gennemgået Naturklagenævnets, Gladsaxe Kommunes og

(lokallisten)’s

bemærkninger til min foreløbige redegørelse, må jeg fortsat fastholde det som

jeg har givet udtryk for i min foreløbige udtalelse.

(Lokallisten) har i brevet af 11. august 2000 anført at byggeriet langtfra er

færdiggjort, og har henvist til nogle vedlagte avisartikler hvoraf det

fremgår at byggeriet er blevet forsinket, og at det muligvis først bliver

færdiggjort i slutningen af dette år. Disse oplysninger ændrer ikke min

opfattelse af at jeg ikke har grundlag for at henstille til Naturklagenævnet

at genoptage behandlingen af sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse.

Det er fortsat min vurdering at byggeprojektet på tidspunktet for min

foreløbige redegørelse var så vidt fremskredet at der ikke var grundlag for

at henstille til Naturklagenævnet at tage sagen op til fornyet behandling.

(Lokallisten) har i

telefaxen af 22. august 2000 oplyst at min foreløbige redegørelse

ikke har været behandlet af Gladsaxe Byråd,

men alene af byrådets økonomiudvalg hvor ikke alle partier i byrådet har

sæde.

Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger. Spørgsmålet om hvor i den

kommunale

organisation min foreløbige redegørelse skulle behandles, er ikke omfattet af

min undersøgelse af sagen. Desuden har dette spørgsmål ikke været forelagt

Gladsaxe Kommune, og jeg er derfor i medfør af bestemmelsen i § 14 i

ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand)

afskåret fra at behandle spørgsmålet.

Jeg har noteret mig det af

Gladsaxe Kommune oplyste om at planforslaget og den vedtagne plan blev sendt

til både Miljø- og Energiministeriet og Københavns Amt. Efter jeg afgav

foreløbig redegørelse i sagen, er jeg desuden blevet opmærksom på at mine

bemærkninger om baggrunden for at Miljø- og Energiministeriet ikke indgav

klage

til Naturklagenævnet, hviler på et ufuldstændigt grundlag. Bestemmelsen i

planlovens § 59 blev indsat i planloven ved lov nr. 439 af 1. juni 1994. I

bemærkningerne til det lovforslag som dannede grundlag for denne lov, er

bl.a.

anført følgende (Folketingstidende 1993-94, tillæg

A,

sp. 6526):

”Ministerens ret til at

klage foreslås imidlertid præciseret, således at der ikke kan rejses tvivl

om,

at ministeren har denne beføjelse ved siden af beføjelserne til at kalde et

planforslag ind efter § 3, stk. 4, og at fremsætte indsigelse mod et

regionplanforslag efter § 29, stk. 1.

Muligheden for at klage

påtænkes kun benyttet i særlige typer af sager, som for eksempel retlige

spørgsmål i forbindelse med planer inden for kystnærhedszonen og reglerne om

miljøvurdering af større enkeltanlæg (VVM).”

På denne baggrund mener jeg

ikke at der kunne lægges vægt på at Miljø- og Energiministeriet i denne sag

ikke klagede over lokalplanen og kommuneplantillægget til Naturklagenævnet.

Jeg anser det således fortsat for kritisabelt

at Naturklagenævnet uden viden om hvilke konkrete dispositioner de pågældende

grundejere havde foretaget, har lagt vægt på at de havde indrettet sig i

tillid

til den vedtagne lokalplan.

Det er desuden min opfattelse

at de firmaer som var involveret i byggeprojektet angående Bagsværd Bymidte,

ikke havde foretaget dispositioner i tiltro til lokalplanen som var så

byrdefulde at der var tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunkter

hvorefter en hjemmelsmangel medfører at en lokalplan må tilsidesættes som

ugyldig.”

NOTER: (*) FOB 1984, s. 127,

FOB 1978, s. 684, FOB 1975, s. 512 og

FOB 1998, s. 268.

Lignende dokumenter