Lokalplan. Manglende regler om butiksarealer
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Lokalplan. Manglende regler om butiksarealer
Det fremgår af sagen at
Gladsaxe Kommune den 15. januar 1997 vedtog forslag til lokalplan nr. 106 for
Bagsværd bymidte, nord. Lokalplanområdet var efter forslaget opdelt i to
områder, område 1 og 2. Samtidig blev et forslag til tillæg til kommuneplanen
vedtaget. Forslagene blev fremlagt til offentlig debat i perioden 28. januar
til 1. april 1997.
Lokalplanforslaget indeholdt
bl.a. følgende bestemmelser:
”
3.2
Der kan etableres butikker med et salgsareal under 2.000 m2
med både daglig- og udvalgsvarer, og butikker med et salgsareal under 500
m2
med udvalgsvarer.
5.1
Inden for område 1 må der højst opføres ny bebyggelse med et
samlet etageareal på 6.500 m2.
5.2
Inden for område 2 må der højst opføres ny bebyggelse med et
samlet etageareal på 3.500 m2.”
Den 29. april 1997 vedtog
Folketinget lovforslag nr. L 118 om ændring af lov om planlægning.
Lovforslaget
var blevet fremsat den 11. december 1996 af miljø- og energiministeren. Loven
blev offentliggjort som lov nr. 324 af 14. maj 1997, og den trådte i kraft
den
22. maj 1997. De af lovens bestemmelser der har betydning for denne sag, er
gengivet nedenfor.
Den 23. juni 1997 vedtog
Læs alt
Gladsaxe Byråd lokalplanforslag nr. 106 og forslaget til tillæg til
kommuneplanen.
I den forbindelse blev der foretaget visse ændringer af lokalplanforslaget;
bl.a. blev ”salgsareal” i pkt. 3.2 ændret til
”butiksareal”.
En lokalliste klagede til
Naturklagenævnet over lokalplanen den 5. juli 1997. I klagen skrev listen
bl.a.
at den vedtagne lokalplan var så forskellig fra det oprindelige forslag til
lokalplan at der var tale om et nyt forslag som først kunne vedtages efter
fornyet høring. Lokallisten anførte desuden at den forbeholdt sig retten til
at
udvide og uddybe klagen og herunder komme ind på om reglerne for lokal- og
kommuneplaner vedtaget efter 22. maj 1997 var overholdt.
I brev af 28. juli 1997
meddelte Naturklagenævnet lokallisten at nævnet havde anmodet Gladsaxe
Kommune
om nærmere oplysninger i anledning af listens klage. Nævnet meddelte desuden
at
kommunens svar ville blive sendt til lokallisten, og listen blev bedt om at
indsende sine eventuelle bemærkninger til sagen inden fire uger efter at
listen
havde modtaget kommunens svar, idet listen ellers måtte påregne at sagen
ville
blive afgjort på det foreliggende grundlag.
Den 7. august 1997 besvarede
Gladsaxe Kommune henvendelsen fra Naturklagenævnet. Lokallisten fik kopi af
kommunens svar.
Den 10. juni 1998 udvidede
lokallisten sin klage med tre yderligere punkter. I pkt. 1 anførte listen at
lokalplanen var i strid med planlovens § 15, stk. 8, fordi den ikke indeholdt
bestemmelser om det maksimale samlede butiksareal i lokalplanens område.
Dette
var efter lokallistens opfattelse tilstrækkeligt til at gøre lokalplanen
ugyldig.
Naturklagenævnet traf
afgørelse den 27. august 1998. Nævnet gav lokallisten medhold i listens klage
på et enkelt punkt. Naturklagenævnet skrev bl.a. følgende:
”Lokalplan nr. 106
indeholder ikke bestemmelser om det samlede maksimale butiksareal. Gladsaxe
Kommune har oplyst, at dette kan udregnes på grundlag af lokalplanen med
redegørelse og kortbilag. Kommunens opfattelse kan ikke tiltrædes. En
beregning
på grundlag af lokalplanen vil alene vise det maksimale butiksareal, hvis
hele
det areal, hvor etablering af butikker er tilladt, blev udnyttet til
formålet.
En sådan mulighed er selvsagt ikke tilstrækkelig til at opfylde kravet i
planlovens § 15, stk. 8, jf. også § 5 f, der angiver, hvorledes
bruttoetagearealet
skal beregnes. Bestemmelsen forudsætter, at det maksimale omfang af
butiksarealet angives så klart i lokalplanen, at det er muligt at vurdere
lokalplanens eventuelle konsekvenser vedrørende etablering af butikker.
Lokalplan nr. 106 er således
ulovligt vedtaget i forhold til planlovens § 15, stk. 8. Under hensyn til de
særlige omstændigheder, der har gjort sig gældende vedrørende sagsforløbet,
findes den konstaterede mangel imidlertid ikke at burde medføre lokalplanens
ugyldighed. Der er herved navnlig lagt vægt på, at klagepunktet først
fremsættes ca. ét år efter lokalplanens endelige vedtagelse. På dette
tidspunkt
har såvel grundejere som Gladsaxe Byråd, hvis planlægningsmæssige
dispositioner
for så vidt ikke er anfægtet af hverken statslige eller regionale
myndigheder,
indrettet sig i tillid til den vedtagne plan. Det er endvidere indgået i
vurderingen, at den særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for lovændringen lader
kravet til lokalplanens indhold få virkning for alle planer, der vedtages
efter
lovens ikrafttræden, uanset om hele lokalplanproceduren i øvrigt er
gennemført
før ikrafttrædelsen.
Sammenfattende er der
således ikke i det af klageren anførte grundlag for at tilsidesætte
Kommuneplantillæg
nr. 13 og Lokalplan nr. 106 som ikke gyldigt vedtagne. Planerne må herefter
bestå.”
Lokallisten klagede til mig
over Naturklagenævnets afgørelse i et brev af 9. oktober 1998. I brevet
fremsatte listen forskellige indsigelser mod nævnets afgørelse.
Da Naturklagenævnet ikke
havde haft lejlighed til at tage stilling til det lokallisten havde anført i
klagen, videresendte jeg listens klage til nævnet den 1. december 1998.
I brev af 11. januar 1999
fastholdt Naturklagenævnet sin afgørelse.
Den 18. januar 1999 klagede
lokallisten til mig på ny.
Den 31. marts 1999 bad jeg
Naturklagenævnet om en udtalelse i anledning af listens klage samt om udlån
af
sagens akter.
I brev af 2. juni 1999
meddelte Naturklagenævnet at nævnet ikke havde yderligere bemærkninger til
sagen.
Lokallisten kommenterede
brevet i et brev af 3. juli 1999 og anførte bl.a. at Naturklagenævnet i sin
afgørelse havde lagt til grund at Folketinget havde lovgivet med
tilbagevirkende kraft, og at Gladsaxe Kommune derfor havde handlet i god tro.
Lokallisten nævnte at denne opfattelse var blevet bekræftet mundtligt af en
sagsbehandler hos nævnet.
I brev af 20. juli 1999
anførte Naturklagenævnet bl.a. følgende:
”I den anledning skal det
for god ordens skyld oplyses, at Naturklagenævnets sekretariat kan bekræfte,
at
det under en telefonsamtale med ( ) vedrørende nævnets afgørelse af 27.
august
1998 blev bemærket, at det
–
som det
også fremgår af afgørelsen
–
er
indgået i sagens vurdering, at ændringer i planloven vedrørende planers
indhold
m.v. normalt finder anvendelse på planforslag, der fremsættes efter
lovændringens ikrafttrædelse, jf. herved lovens § 66.”
Under min behandling af
sagen har jeg indhentet yderligere materiale fra Gladsaxe Kommune om forløbet
i
sagen. I den forbindelse har kommunen oplyst at 1. etape af byggeriet
forventes
taget i brug i april 2000 og 2. etape den 1. juli 2000. Ved brev af 6. april
2000 har lokallisten fået tilsendt kopi af materialet så listen kunne få
lejlighed til at fremsætte sine eventuelle bemærkninger til det. Jeg har ikke
modtaget bemærkninger til materialet fra lokallisten.
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
Den 26. maj 2000 afgav jeg en foreløbig redegørelse om sagen. Jeg anførte
følgende i min foreløbige udtalelse:
”
1.
Lov nr. 324 af 14. maj 1997 indeholder følgende bestemmelser i § 1, nr. 1
(delvis), 7 og 15, og § 2:
’§ 1
I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 746 af 16. august 1994, som
ændret ved lov nr. 311 af 17. maj 1995, foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 5 b indsættes før kapitel 3:
’kapitel 2 b
Planlægning til butiksformål
§ 5 f.
Beregning af bruttoetagearealet til butiksformål sker efter
bygningsreglementets bestemmelser om beregning af bebyggelsens etageareal,
idet
dog den del af kælderen, hvor det omgivende terræn ligger mindre end 1,25 m
under loftet i kælderen, medregnes.’
7.
I
§ 15
indsættes som
stk. 8:
’
Stk. 8.
En lokalplan, der giver mulighed for etablering af
butikker, skal indeholde bestemmelser om det maksimale bruttoetageareal for
de
enkelte butikker og det samlede bruttoetageareal, der kan anvendes til
butiksformål.’
15.
I
§ 29 a
indsættes som
stk. 2:
’Stk. 2. Amtsrådet skal
fremsætte indsigelse efter § 28 mod forslag til lokalplaner, kommuneplaner og
ændringer til kommuneplaner, der indeholder mulighed for etablering af
butikker, såfremt planforslaget er i strid med bestemmelserne i § 5 c, § 5 d,
§
11, stk. 8, § 11 b, § 15, stk. 8, eller § 16, stk. 6. Pligten gælder dog
ikke,
hvis forholdet er af underordnet betydning.’
§ 2
Loven træder i kraft
ugedagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Bestemmelserne i § 1, nr. 1, 6
og
7, samt i § 3 har virkning for planer, der vedtages endeligt efter lovens
ikrafttræden. Bestemmelserne i § 1, nr. 2, 3 og 4, har virkning for
regionplanlægning fra og med regionplanrevision 2001 samt for
regionplantillæg
for detailhandel, hvis amtsrådet vælger at tilvejebringe
regionplanretningslinjer
for den samlede detailhandelsstruktur i amtskommunen forud for
regionplanrevision 2001. Bestemmelserne i § 1, nr. 5 og 9, har virkning for
forslag til planer, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.’
I bemærkningerne til det
lovforslag som dannede grundlag for loven (lovforslag nr. L 118), var der om
bestemmelsen i § 2 bl.a. anført følgende:
’De bestemmelser, der
stiller krav til indholdet af endeligt vedtagne planer, får virkning for
planer, der vedtages endeligt efter lovens ikrafttræden, jf. 2. pkt. Det kan
betyde, at forslag til planer, der er offentliggjort før lovens ikrafttræden,
skal ændres ved den endelige vedtagelse, for at komme i overensstemmelse med
kravene i lovforslaget. Bestemmelserne i § 1, nr. 1, 6 og 7, samt i § 3
gælder
tilsvarende for forslag til planer, der offentliggøres efter lovens
ikrafttræden.
Efter bestemmelsen i
ændringslovens § 2, 2. pkt., har for eksempel § 5 c (forslagets § 1, nr. 1)
virkning over for alle planer, der vedtages endeligt efter lovens
ikrafttræden.
Det betyder blandt andet, at planforslag, der er offentliggjort før lovens
ikrafttræden, ikke kan vedtages endeligt, hvis de ikke fremmer et varieret
butiksudbud og sikrer god tilgængelighed for alle trafikarter, jf. § 5 c.
Tilsvarende
får bestemmelsen i planlovens § 15, stk. 8 (forslagets § 1, nr. 7), om
indholdskrav til nye lokalplaner virkning for planer, der vedtages endeligt
efter lovens ikrafttræden. Det betyder, at lokalplanforslag, der ikke
indeholder bestemmelser om det maksimale bruttoetageareal for den enkelte
butiksenhed eller bestemmelser om det samlede bruttoetageareal, kun kan
vedtages endeligt, når der i forbindelse med den endelige vedtagelse
indsættes
sådanne bestemmelser.’
Bestemmelsen i § 29 a, stk.
2, er senere blevet ændret fordi Hovedstadens Udviklingsråd nu er
regionplanmyndighed
i Hovedstadsområdet.
Naturklagenævnet har i sin
afgørelse af 27. august 1998 givet (lokallisten) medhold i at Gladsaxe
Kommunes
lokalplan nr. 106 er vedtaget i strid med planlovens § 15, stk. 8. Nævnet har
dog ikke ment at der var grundlag for at tilsidesætte lokalplanen som
ugyldig.
Jeg deler (lokallisten)’s og
nævnets opfattelse hvorefter lokalplanen er vedtaget i strid med planlovens §
15, stk. 8. Der er derfor alene spørgsmål om hvorvidt lokalplanen må
betragtes
som ugyldig.
Planlovens § 15, stk. 8,
fastlægger et krav til indholdet af de lokalplaner der giver mulighed for
etablering af butikker. Disse lokalplaner skal indeholde bestemmelser om det
maksimale bruttoetageareal for de enkelte butikker og det samlede
bruttoetageareal der kan anvendes til butiksformål. Der er således tale om et
krav angående indholdet af de nævnte lokalplaner.
Hvis en
forvaltningsmyndighed har truffet en afgørelse der lider af en retlig mangel,
antages det i almindelighed at afgørelsen skal tilsidesættes som ugyldig hvis
manglen må anses for væsentlig, og hvis der ikke foreligger særlige
omstændigheder som taler imod at anse afgørelsen for ugyldig. Er der tale om
en
indholdsmæssig mangel fordi afgørelsen ikke har den nødvendige hjemmel i
lovgivningen
eller en retskilde der sidestilles med lovgivningen, vil det normalt blive
betragtet som en væsentlig mangel. En af de særlige omstændigheder som efter
en
konkret bedømmelse kan medføre at en afgørelse der lider af en retlig mangel
ikke bliver tilsidesat som ugyldig, er berettigede forventninger hos de
berørte
borgere. Berettigede forventninger hos en borger som har indrettet sig i
tiltro
til den trufne afgørelse, kan således undtagelsesvis føre til at afgørelsen
opretholdes. Jeg henviser til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s.
559f, og Jørgen Mathiassen m.fl., Forvaltningsret
–
Almindelige Emner, 3. udg. (1997), s. 330ff.
For så vidt angår lokal- og
kommuneplaner mv. anføres det hos Karsten Revsbech, Planer og Forvaltningsret
(1986), s. 473f, at det formentlig kan antages at en indholdsmæssigt ulovlig
plan som altovervejende hovedregel vil være ugyldig, men hvor der til en plan
er opbygget berettigede forventninger af en vis styrke, og planen af
umiddelbare eller middelbare adressater ønskes fastholdt som begunstigende,
kan
der måske som et korrektiv hertil rent undtagelsesvis stilles krav om en
forholdsvis klar ulovlighed før ugyldighed kan indtræde.
I Bendt Andersen og Ole
Christiansen, Kommuneplanloven med kommentarer, 3. udg. (1989), s. 356f, er
det
anført at hvis en lokalplanbestemmelse savner lovhjemmel, er den ugyldig og
udløser ikke de tilsigtede retsvirkninger.
I Anne Birte Boeck, Lov om
Planlægning med kommentarer (1994), s. 304f, anføres det generelt at der i
klagesager angående planloven skal tages stilling til
–
hvis en afgørelse lider af en retlig mangel
–
om den skal ophæves som ugyldig. Videre nævnes det at i
afvejningen indgår primært spørgsmålet om den retlige mangels væsentlighed,
hvortil kommer momenter som hensynet til den der i god tro har disponeret i
tillid til en meddelt tilladelse, at overtrædelsen ikke kan karakteriseres
som
klar, f.eks. på grund af fortolkningstvivl om lovregler eller
planbestemmelser,
samt spørgsmål om det samfundsmæssige økonomiske værdispild ved krav om
fysisk
lovliggørelse. Der er ikke i det anførte sondret mellem mangler ved den
anvendte fremgangsmåde og hjemmelsmangler, og det nævnes ikke om tilsvarende
synspunkter gør sig gældende i tilfælde af retlige mangler ved en lokalplan.
Naturklagenævnets praksis
synes at bygge på en opfattelse af at hjemmelsmangler ved lokal- og
kommuneplaner som hovedregel fører til ugyldighed. Jeg henviser til
afgørelser
fra Naturklagenævnet der er offentliggjort i ’Naturklagenævnet
Orienterer’, nr.
13, 49, 51, 59, 73 og 159. Kun undtagelsesvis opretholdes lokalplaner der
lider
af hjemmelsmangler. Et eksempel herpå er sagen omtalt i
’Naturklagenævnet
Orienterer’, nr. 37, hvor en lokalplan ikke blev tilsidesat som ugyldig
selv om
den indeholdt bestemmelser der var i åbenbar modstrid med kommuneplanen.
Nævnes kan også Østre
Landsrets dom af 28. september 1989 som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
1990, s. 106. Ved dommen blev visse bestemmelser i en lokalplan kendt
ugyldige
fordi kommunen havde varetaget usaglige interesser.
Folketingets Ombudsmand har
i en sag gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning 1984, s. 127ff*,
udtalt
at der ikke forelå sådanne særlige, tungtvejende hensyn til bygherren at
Planstyrelsen kunne undlade
–
i
konsekvens af sin underkendelse af en kommunes afgørelse om at et byggeri
ikke
var lokalplanpligtigt
–
at annullere
kommunens afgørelse herom som ugyldig. I en anden sag har Folketingets
Ombudsmand i et brev af 22. april 1980 udtalt at to lokalplaner ikke kunne
anses for ugyldige selv om de ikke levede op til kravet om at de skulle
indeholde en angivelse af planens formål, jf. § 19, stk. 2, i den dagældende
kommuneplanlov.
2.
Naturklagenævnet har henvist til flere forhold ved sin afgørelse
om ikke at anse lokalplanen i nærværende sag for ugyldig. Som det første har
nævnet henvist til at på det tidspunkt hvor (lokallisten) indgav sin klage
angående planlovens § 15, stk. 8, havde grundejerne indrettet sig i tillid
til
den vedtagne plan.
Jeg er enig i at der må
lægges en vis vægt på dette hensyn. Jeg går dog ud fra at Gladsaxe Kommune
orienterede de grundejere som agtede at benytte sig af de byggemuligheder som
lokalplanen medførte, om (lokallisten)’s (og andres) klage indgivet kort
efter
lokalplanens vedtagelse. Disse grundejere må således have vidst at der var en
risiko forbundet med at disponere i tillid til lokalplanen før klagesagen var
afgjort.
Desuden har det efter min
opfattelse væsentlig betydning hvilke konkrete dispositioner grundejerne
havde
foretaget i tillid til den vedtagne plan. Jeg henviser som eksempel til den
sag
angående en ulovlig dispensation fra en bygningsvedtægt der er gengivet i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1978, s. 684ff*. Ved bedømmelsen af om
modtageren af dispensationen havde indrettet sig efter dispensationen, blev
der
lagt vægt på oplysninger om
at
modtageren af dispensationen endnu ikke havde fået byggetilladelse, men kun
en
tilladelse til at påbegynde grave- og støbearbejderne,
at
det var blevet oplyst over for modtageren af dispensationen at
alt arbejde der udførtes inden byggetilladelsen forelå, var på eget ansvar og
risiko, og
at
modtageren var bekendt
med at kommunen agtede at afvente udfaldet af en klage over dispensationen
inden der blev givet byggetilladelse. Jeg henviser endvidere til sagen omtalt
i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1975, side 512*.
Naturklagenævnets afgørelse
i denne sag og nævnets udtalelser til mig indeholder ingen oplysninger der
belyser spørgsmålet om hvorvidt grundejerne har indrettet sig i tillid til
den
vedtagne plan. Heller ikke Naturklagenævnets akter i sagen, som jeg har
modtaget fra nævnet, indeholder oplysninger herom. Jeg må derfor lægge til
grund at Naturklagenævnet ikke havde kendskab til hvilke konkrete
dispositioner
de pågældende grundejere havde foretaget.
Som min foreløbige
opfattelse anser jeg det for kritisabelt at Naturklagenævnet uden denne viden
har lagt vægt på at grundejerne havde indrettet sig i tillid til den vedtagne
lokalplan.
3.
For det andet har Naturklagenævnet henvist til at Gladsaxe
Byråd, på det tidspunkt hvor (lokallisten) indgav sin klage angående
planlovens
§ 15, stk. 8,
havde indrettet sig i
tillid til den vedtagne lokalplan. Det er min foreløbige opfattelse at dette
hensyn ikke kan tillægges vægt da der ikke er redegjort for hvilke
dispositioner byrådet har foretaget i tillid til den vedtagne plan. Desuden
kan
man ikke se bort fra at byrådet som planmyndighed var ansvarlig for den
begåede
fejl. Selv om dette forhold ikke udelukker at kommunen i andre sammenhænge
–
f.eks. i forbindelse med salget af en
kommunalt ejet ejendom i området eller i forbindelse med behandlingen af
byggesagen og sagen om ændring af vejforholdene
–
har disponeret i god tro til den vedtagne lokalplan, er kommunen
som myndighed stillet væsentligt anderledes end en privat grundejer eller
bygherre der har disponeret i god tro til lokalplanen.
4.
I Naturklagenævnets brev af 27. august 1998 er det desuden nævnt
at Gladsaxe Byråds planlægningsmæssige dispositioner for så vidt ikke er
anfægtet af hverken statslige eller regionale myndigheder.
Det er min foreløbige
opfattelse at der ikke kan lægges vægt på at Gladsaxe Byråds
planlægningsmæssige
dispositioner ikke er blevet anfægtet af de regionale myndigheder. Planloven
indeholder i kapitel 6 bestemmelser om statslige og regionale myndigheders
mulighed for at gøre indsigelse mod et forslag til lokalplan. Samtidig med at
et lokalplanforslag offentliggøres, bliver det tilsendt miljø- og
energiministeren og øvrige statslige og kommunale myndigheder hvis interesser
berøres af forslaget. Disse myndigheder kan herefter fremsætte indsigelse
over
for forslaget inden for den indsigelsesfrist som tilkommer offentligheden.
I henhold til lovens § 29 a,
stk. 2, skulle amtsrådet fremsætte indsigelser over for forslag til
lokalplaner,
kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner der indeholdt mulighed for
etablering af butikker såfremt planforslaget var i strid med bestemmelsen i
bl.a. lovens § 15, stk. 8. Det gjaldt dog ikke hvis der var tale om et
forhold
af underordnet betydning. Bestemmelsen i § 29 a, stk. 2, blev indsat i
planloven ved den ovennævnte lov nr. 324 af 14. maj 1997.
I den foreliggende sag udløb
fristen for Københavns Amtsråd til at fremsætte indsigelser over for
lokalplanforslaget og det tilhørende forslag til kommuneplantillæg den 1.
april
1997. På det tidspunkt var planlovens § 29 a, stk. 2, som forpligtede
amtsrådet
til at gøre indsigelser mod lokalplanforslag der stred mod lovens § 15, stk.
8,
endnu ikke vedtaget og trådt i kraft. Det samme gjaldt § 15, stk. 8. Det er
min
foreløbige opfattelse at der allerede af den grund ikke kan lægges vægt på at
amtsrådet ikke fremsatte indsigelse mod forslaget. Ved min gennemgang af
sagen
har jeg i øvrigt bemærket at Naturklagenævnet tidligere i en anden sag der er
omtalt i ’Naturklagenævnet Orienterer’, nr. 13, har tilsidesat en
lokalplan og
et tilhørende kommuneplantillæg som ugyldige fordi de stred mod
regionplanlægningen, uanset at amtsrådet ikke havde fremsat indsigelse mod
planforslagene i henhold til planlovens § 29, stk. 2.
Vedrørende den omstændighed
at de statslige myndigheder ikke har anfægtet Gladsaxe Byråds
planlægningsmæssige dispositioner, har jeg bl.a. hæftet mig ved at lovforslag
nr. L 118 indeholdt følgende afsnit i de almindelige bemærkninger
(Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 2759):
’Varetagelsen af de statslige interesser
Miljø- og energiministeren
har efter den gældende lov ansvaret for den sammenfattende fysiske
planlægning
og for, at der foretages de undersøgelser, som er nødvendige herfor. Miljø-
og
energiministeren kan til varetagelse af de statslige interesser fremsætte
indsigelse over for forslag til regionplaner, jf. lovens § 29, stk. 1.
Ministeren kan endvidere pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser at bringe
lovens bestemmelser i anvendelse eller overtage amtsråds og
kommunalbestyrelsers beføjelser, jf. § 3, stk. 3 og 4. Miljø- og
energiministeren kan også vælge at indbringe en endeligt vedtaget plan for
Naturklagenævnet, hvis der er retlige spørgsmål, jf. §§ 58 og 59.
Ministeren vil i
overensstemmelse hermed følge amters og kommuners planlægning for
detailhandel
og om nødvendigt anvende lovens beføjelser. Forslaget indebærer, at
ministeren,
specielt i overgangsperioden indtil de første region- og kommuneplaner,
udarbejdet efter lovens regler, foreligger, skal følge udviklingen nøje og om
nødvendigt anvende lovens beføjelser.’
Planloven indeholder
følgende bestemmelser i § 3, stk. 3 og 4, § 29, stk. 4, og § 59:
’
§ 3.
Stk. 3.
Miljø- og
energiministeren kan i særlige tilfælde pålægge amtsråd og
kommunalbestyrelser
at bringe lovens bestemmelser i anvendelse, herunder tilvejebringe en plan
med
et nærmere bestemt indhold.
Stk. 4.
Miljø- og
energiministeren kan i særlige tilfælde beslutte at overtage amtsråds og
kommunalbestyrelsers
beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte
opgaver eller har større betydning.
§ 29.
Stk. 4.
En statslig
myndighed kan fremsætte indsigelse efter § 28 mod et lokalplanforslag ud fra
de
særlige hensyn, som myndigheden varetager.
§ 59.
Klageberettiget efter § 58 er miljø- og energiministeren og i
øvrigt enhver med retlig interesse i sagens udfald.’
Sidstnævnte bestemmelse
angiver hvem der er berettiget til at klage til Naturklagenævnet.
At Miljø- og
Energiministeriet i den foreliggende sag ikke havde fremsat indsigelser over
for lokalplanforslaget inden fristen herfor udløb den 1. april 1997, kan ikke
tillægges betydning. Jeg henviser til det ovenfor anførte angående Københavns
Amtsråd. Heller ikke den omstændighed at beføjelserne efter planlovens § 3,
stk. 3 og 4, ikke blev bragt i anvendelse, kan efter min opfattelse tillægges
betydning. Det fremgår af disse bestemmelser at beføjelserne kun kan anvendes
i
særlige tilfælde. I forarbejderne til loven (Folketingstidende 1990-91,
tillæg
B, sp. 1641ff) er det endvidere anført at ministerens beføjelser efter disse
bestemmelser alene tænkes udnyttet undtagelsesvis når væsentlige overordnede
interesser tilsiger det.
Derimod kan man ikke se bort
fra at Miljø- og Energiministeriet har undladt at indbringe sagen for
Naturklagenævnet. Hvis lokalplanforslaget i den foreliggende sag blev
indsendt
til ministeriet efter offentliggørelsen i overensstemmelse med planloven,
måtte
ministeriet, såfremt man var opmærksom på spørgsmålet, have bemærket at
forslaget ikke stemte overens med den foreslåede bestemmelse i planlovens §
15,
stk. 8, i det af ministeren fremsatte lovforslag nr. L 118. I den forbindelse
måtte ministeriet have overvejet om der var grundlag for at indbringe sagen
for
Naturklagenævnet efter lovforslagets vedtagelse hvis kommunen ikke ændrede
lokalplanforslaget.
Miljø- og energiministeren
gav i breve af 7. juni 1995 og 1. april 1996 til samtlige amtsråd og
kommunalbestyrelser udtryk for at ministeriet ville følge udviklingen med
hensyn til planlægning af nye projekter til større butikker og til
butikscentre
med henblik på at undgå at arbejdet i det i maj 1995 nedsatte
Detailhandelsudvalg skulle blive illusorisk, jf. den sag der er omtalt i min
beretning for 1998, s. 268ff*. På den baggrund og på baggrund af det i
bemærkningerne til lovforslag nr. L 118 anførte om at ministeren specielt i
overgangsperioden ville følge amters og kommuners planlægning for
detailhandel,
må det lægges til grund som overvejende sandsynligt at ministeriet har været
opmærksom på Gladsaxe Kommunes lokalplan nr. 106 og har overvejet om
lokalplanen gav ministeriet anledning til at indbringe sagen for
Naturklagenævnet. Baggrunden for at ministeriet ikke har foretaget sig
yderligere, er ikke oplyst, men det kan ikke udelukkes at forholdet ikke er
blevet
anset for tilstrækkelig væsentligt.
Som det fremgår, måtte
Naturklagenævnets, og mine, overvejelser om dette spørgsmål i betydeligt
omfang
basere sig på hypoteser om baggrunden for at Miljø- og Energiministeriet ikke
foretog sig noget i anledning af lokalplan nr. 106. Hypoteser af denne art er
kun i ringe grad egnet til at danne grundlag for retligt bindende afgørelser.
Overvejelserne kunne derfor efter min foreløbige opfattelse ikke tillægges
større betydning ved afgørelsen om hvorvidt lokalplan nr. 106 skulle
tilsidesættes som ugyldig, men jeg mener dog ikke at der er grundlag for at
kritisere Naturklagenævnet for ikke helt at se bort fra dem.
5.
Det er endvidere indgået i Naturklagenævnets vurdering af
spørgsmålet om hvorvidt lokalplanen skulle tilsidesættes som ugyldig at den
særlige ikrafttrædelsesbestemmelse for lovændringen lod kravet til
lokalplaners
indhold få virkning for alle planer der vedtoges efter lovens ikrafttræden,
uanset om hele lokalplanproceduren i øvrigt var gennemført før
ikrafttrædelsen.
Nævnet har i brevet af 20. juli 1999 formuleret dette hensyn således at
ændringer i planloven vedrørende planers indhold mv. normalt finder
anvendelse
på planforslag der fremsættes efter lovændringens ikrafttræden, jf. lovens §
66.
I henhold til planlovens §
65 trådte loven
–
med enkelte
undtagelser
–
i kraft den 1. januar
1992. § 66 lyder således:
’Sager, der er indbragt for
miljøministeren, Planstyrelsen, Miljøankenævnet eller Tilbudspligtnævnet før
lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Det
samme
gælder forslag til planer, når forslaget er offentliggjort før den 1. januar
1992. Forslag til planer kan dog færdigbehandles efter de hidtil gældende
regler, hvis forslaget er offentliggjort før den 1. juli 1992.’
Naturklagenævnet har ikke
henvist til andre konkrete ikrafttrædelsesbestemmelser vedrørende ændrede
krav
til planers indhold mv.; men jeg har ved min undersøgelse af spørgsmålet
hæftet
mig ved lov nr. 439 af 1. juni 1994 om ændring af lov om planlægning og lov
om
naturbeskyttelse. Ved denne lov blev der indsat bestemmelser i planloven der
ændrede kravene til indholdet af lokalplaner for områder i kystnærhedszonen
og
i de kystnære dele af byzonerne. Jeg henviser til planlovens §§ 5 b og 16,
stk.
3 og 4. Ændringsloven blev kundgjort i Lovtidende den 2. juni 1994 og trådte
i
kraft den 1. august 1994, jf. § 3. Den indeholder ikke en bestemmelse om at
de
ændrede krav til en lokalplans indhold ikke finder anvendelse på planforslag
der var fremsat før lovens ikrafttræden. Den forholdsvis lange periode fra
lovens kundgørelse til dens ikrafttræden sammenholdt med at der efter
planlovens § 24, stk. 3, skal fastsættes en frist på mindst otte uger for
fremsættelse af indsigelser, har dog antagelig medført at hovedparten af de
lokalplanforslag der var offentliggjort på tidspunktet for kundgørelsen af
loven, var vedtaget endeligt ved lovens ikrafttræden.
Mens planlovens § 66 er i
overensstemmelse med det af Naturklagenævnet anførte hvorefter ændringer i
planloven som ændrer kravene til planers indhold mv. normalt ikke gælder for
planforslag der var fremsat før lovændringen er trådt i kraft, synes
ikrafttrædelsesbestemmelsen i lov nr. 439 af 1. juni 1994 i hvert fald
formelt
ikke at være i overensstemmelse hermed. Som nævnt må det dog antages at
forskellen i realiteten ikke har været stor. Jeg har ved min gennemgang af
sagen ikke fundet andre bestemmelser om ændringer i planloven vedrørende
planers indhold mv. hvor de til ændringerne knyttede
ikrafttrædelsesbestemmelser svarer til det af Naturklagenævnet anførte.
Det fremgår af § 2 i lov nr.
324 af 14. maj 1997 at loven trådte i kraft ugedagen efter offentliggørelsen
af
loven i Lovtidende, det vil sige den 22. maj 1997. Denne dag trådte
bestemmelsen i planlovens § 29 a, stk. 2, således også i kraft. Det er den
bestemmelse som pålægger amtsrådet at fremsætte indsigelser over for forslag
til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner der indeholder
mulighed for etablering af butikker, såfremt planforslaget er i strid med
bestemmelsen i bl.a. lovens § 15, stk. 8.
I § 2 i lov nr. 324 af 14.
maj 1997 var det fastsat at visse af lovens bestemmelser, nemlig § 1, nr. 5
og
9, havde virkning for forslag til planer der blev fremsat efter lovens
ikrafttræden. Derimod skulle andre af lovens bestemmelser
–
§ 1, nr. 1, 6 og 7, samt § 3
–
have virkning for planer der vedtoges endeligt efter lovens ikrafttræden. Der
var således taget nøje stilling til hvilke af lovens bestemmelser som skulle
have virkning for allerede fremsatte planforslag, og det fremgår klart af
lovens forarbejder at det var tilsigtet at allerede offentliggjorte
lokalplanforslag der var i strid med bl.a. bestemmelsen i § 1, nr. 7, (den
bestemmelse ved hvilken § 15, stk. 8, blev indsat i planloven), skulle ændres
inden den endelige vedtagelse af planen. Det må herefter lægges til grund at
det ved vedtagelsen af loven er blevet anset for nødvendigt at bl.a.
bestemmelsen i § 1, nr. 7, skulle have virkning også for forslag til
lokalplaner der, som lokalplanforslaget i denne sag, var fremsat, men ikke
endeligt
vedtaget inden loven trådte i kraft.
At der i loven blev skelnet
så nøje mellem de bestemmelser der først fik virkning for forslag til planer
der blev fremsat efter lovens ikrafttræden, og de bestemmelser der fik
virkning
allerede for planer der vedtoges endeligt efter lovens ikrafttræden, gør det
nærliggende at antage at det ved lovens vedtagelse var forudsat at de
sidstnævnte bestemmelser blev håndhævet af myndighederne straks fra lovens
ikrafttræden på lige fod med planlovens øvrige bestemmelser. At der har været
et betydeligt ønske om en effektiv håndhævelse af de centrale bestemmelser i
lov nr. 324 af 14. maj 1997, underbygges for så vidt af de tidligere nævnte
breve af 7. juni 1995 og 1. april 1996 som miljø- og energiministeren
udsendte
til samtlige amtsråd og kommunalbestyrelser, jf. sagen omtalt i Folketingets
Ombudsmands beretning for 1998, s. 268ff. Den omstændighed at Miljø- og
Energiministeriet
ikke foretog sig noget i forbindelse med lokalplanen som nærværende sag
angår,
kan efter min opfattelse ikke tillægges betydning ved vurderingen af det
generelle spørgsmål om forudsætningen om en effektiv håndhævelse.
Det kan ved bedømmelsen af
betydningen af denne forudsætning næppe hævdes at en effektiv håndhævelse af
bestemmelsen i planlovens § 15, stk. 8, udelukker at det i sager som den
foreliggende besluttes ikke at betragte en lokalplan som ugyldig uanset at
den
ikke opfylder bestemmelsens krav til lokalplaners indhold. Men omvendt må det
anses for bedre foreneligt med et ønske om en effektiv håndhævelse af
bestemmelsen såfremt lokalplaner der ikke opfylder bestemmelsens krav til
lokalplaners indhold, tilsidesættes som ugyldige når dette følger af de
almindelige
regler på området.
Om disse regler er det som
tidligere nævnt anført i den juridiske litteratur at en indholdsmæssigt
ulovlig
lokal- eller kommuneplan som altovervejende hovedregel vil blive betragtet
som
ugyldig. Dog kan berettigede forventninger af en vis styrke medføre at der
skal
være tale om en forholdsvis klar ulovlighed før ugyldighed kan indtræde.
Endvidere synes Naturklagenævnets praksis at bygge på en opfattelse hvorefter
hjemmelsmangler ved lokal- eller kommuneplaner som hovedregel medfører at
planen tilsidesættes som ugyldig. Hverken den juridiske litteratur eller den
offentliggjorte praksis ses at give grundlag for den opfattelse at der ved
bedømmelse af ugyldighedsspørgsmålet i forbindelse med lokal- eller
kommuneplaner kan lægges vægt på at en hjemmelsmangel beror på en
lovbestemmelse til hvilken der er knyttet en ikrafttrædelsesbestemmelse der
afviger fra hvad der betragtes som det normale. Den juridiske litteratur og
den
offentliggjorte praksis ses heller ikke at have lagt vægt på dette forhold
ved
bedømmelsen af om en retsstridig forvaltningsafgørelse skal tilsidesættes som
ugyldig.
På den baggrund må jeg som min foreløbige
opfattelse generelt anse det for betænkeligt at tillægge det betydning ved
bedømmelsen af ugyldighedsspørgsmålet at ikrafttrædelsesbestemmelsen for
lovændringen lod det nævnte krav til lokalplaners indhold få virkning for
alle
planer der vedtoges efter lovens ikrafttræden, uanset om hele
lokalplanproceduren i øvrigt var gennemført før ikrafttrædelsen.
6.
Som det fremgår, er det min foreløbige opfattelse at der må
lægges en vis vægt på hensynet til grundejerne og andre der
–
på tidspunktet for modtagelsen af
(lokallisten)’s brev af 10. juni 1998
–
i god tro havde indrettet sig i tillid til den vedtagne lokalplan. Hvor stor
vægt der kan lægges på dette hensyn, beror dog i væsentlig grad på hvilke
konkrete dispositioner grundejerne havde foretaget i tillid til planen.
Derudover er det min foreløbige opfattelse at der ikke kan lægges vægt på de
øvrige hensyn som Naturklagenævnet har anført, bortset fra at der ikke er
grundlag for at kritisere Naturklagenævnet for ikke helt at se bort fra
overvejelser om baggrunden for at Miljø- og Energiministeriet ikke foretog
sig
noget over for lokalplanen.
For at bedømme hvilke konkrete
dispositioner de pågældende grundejere mfl. havde foretaget i tillid til
lokalplan nr. 106, har jeg fra Gladsaxe Kommune fået tilsendt visse
dokumenter
om sagen. Materialet består af en sagsfremstilling til en sag behandlet på
byrådets møde den 15. januar 1997, referat af møder 6. maj 1997, 15. december
1997, 26. januar 1998 og 1. september 1998, et brev af 17. juli 1998 fra (A)
A/S til Gladsaxe Kommune og en sagsfremstilling til en sag behandlet på
byrådets
møde den 1. december 1998.
Det fremgår af dette
materiale at Gladsaxe Kommune i september 1996 med udgangspunkt i et projekt
indsendt af (B) Supermarked A/S optog forhandlinger om salg af et offentligt
vejareal ved stationspladsen, og at man i januar 1997 indgik aftale om
køberet
med selskabet. Det fremgår videre at i december 1997 var de pågældende
grundejere indstillet på at gennemføre et byggeprojekt i området omfattet af
lokalplanen, og kommunen indgik aftale med (B) Supermarked A/S om forlængelse
af køberetsaftalen til 1. januar 1999. Videre fremgår det at i december 1997
var der endnu ikke søgt om byggetilladelse til projektet, et nødvendigt areal
var ikke købt, og et udarbejdet vejprojekt var blevet drøftet med Københavns
Amt, men ikke godkendt.
Af brevet af 17. juli 1998
fremgik at der løbende var udarbejdet forslag til bebyggelse af området, og
at
der nu var indgået aftale mellem (B) Supermarked A/S, (C) A/S og (A) A/S som
totalentreprenør om at opføre et samlet byggeri med udvidelse af (B)
Supermarked, nye butikker, kontorer og 40 andelsboliger. Det fremgår videre
at
projektet i princippet var fastlagt i overensstemmelse med et principforslag
udarbejdet af et arkitektfirma, men at (C) A/S straks efter sommerferien
ville
kontakte Gladsaxe Kommune om et møde for endelig afklaring af den samlede
bebyggelse, tilkørselsforholdene, grundarealet mv. Endvidere fremgik det at
skema A ansøgning (som jeg antager vedrørte offentlig støtte til opførelse af
andelsboligerne) ville være Gladsaxe Kommune i hænde inden den 15. oktober
1998.
Af referatet af mødet den 1.
september 1998 fremgår det at (C) A/S forventede i uge 37 at indgå købsaftale
med (B) Supermarked A/S, og at der blev skitseret et forløb for projektet som
indledningsvis indebar at (C) A/S efter at have købt retten til projektet
samt
det pågældende areal indgik en entrepriseaftale med (A) A/S samt en aftale
med
(A) A/S om salg af byggerettigheder vedrørende andelsboligerne. Desuden
oplyste
(C) A/S på mødet at alle tilladelser gerne skulle være givet den 31. december
1998, og at første etape af byggeriet påregnedes at stå klar den 1. september
1999.
Endelig fremgår det at
Gladsaxe Kommune i december 1998 indgik endelig aftale med (B) Supermarked
A/S
om køberetten. Det fremgår dog samtidig at det på dette tidspunkt endnu var
uafklaret om Københavns Amt ville godkende nogle nærmere angivne forhold
angående regulering af trafiksignaler, og at amtets afgørelse af dette
spørgsmål og angående byggelinier muligvis ville blive suppleret med et krav
angående busbaner som ville medføre at både kommunens grundsalg og projektet
om
opførelse af andelsboliger ville falde til jorden.
Efter min foreløbige
opfattelse giver de foreliggende oplysninger indtryk af at i juni 1998, hvor
(lokallisten)’s klage angående planlovens § 15, stk. 8, blev indsendt
til
Naturklagenævnet, havde Gladsaxe Kommune indgået betinget aftale om køberet
til
kommunens areal ved stationspladsen, og der var udarbejdet et byggeprojekt
som
i hovedtræk stod fast, men hvor flere væsentlige spørgsmål var uafklaret.
Byggeprojektet kunne realiseres inden for de rammer som lokalplan nr. 106
udstak; men herudover forudsatte projektet flere myndighedstilladelser som
ikke
forelå på dette tidspunkt. I hvert fald i nogle tilfælde skyldtes dette at
der
ikke var indsendt ansøgning om godkendelse. Desuden synes det at fremgå af
oplysningerne at der i juni eller juli 1998 blev indgået principaftale om at
(C) A/S skulle overtage byggeprojektet fra (B) Supermarked A/S, og at (A) A/S
skulle indgå i projektet som entreprenør og som bygherre vedrørende
andelsboligerne, men endelig aftale herom var stadig ikke indgået i september
1998. Endnu i december 1998 var der ikke skabt sikkerhed for i hvilket omfang
projektet ville blive gennemført.
Der er ikke oplysninger om
hvor store beløb de nævnte firmaer havde anvendt på byggeprojektet indtil
juni
1998, men det har næppe været helt ubetydelige beløb; navnlig må
udarbejdelsen
af projektet have medført en del udgifter. Derimod var der endnu ikke afholdt
udgift til køb af kommunens ejendom, men der har muligvis været begrænsede
udgifter ved erhvervelsen af køberetten. Denne omstændighed sammenholdt med
at
endelige aftaler om projektet endnu ikke var indgået, og at nødvendige
myndighedstilladelser ikke forelå, har sandsynligvis medført at det har været
forholdsvis begrænsede beløb som de pågældende firmaer havde anvendt på
projektet.
På den baggrund er det min
foreløbige opfattelse at de pågældende firmaer ikke havde foretaget
dispositioner i tiltro til lokalplanen som var så byrdefulde at der var
tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunktet hvorefter en
hjemmelsmangel medfører at en lokalplan må tilsidesættes som ugyldig.
Herefter,
og da de foreliggende oplysninger om at lokalplanen ikke var blevet anfægtet
af
Miljø- og Energiministeriet, ikke kan føre til et andet resultat, må jeg som
min foreløbige opfattelse anse det for beklageligt at Naturklagenævnet traf
afgørelse om at lokalplanen ikke skulle tilsidesættes som ugyldig.
Da byggeprojektet nu er
meget tæt på færdiggørelse, har jeg ikke grundlag for at henstille til
Naturklagenævnet
at genoptage behandlingen af sagen med henblik at træffe en ny
afgørelse.”
Den foreløbige redegørelse
blev sendt til Naturklagenævnet, Gladsaxe Kommune og lokallisten med henblik
på
at de kunne få lejlighed til at komme med bemærkninger til min foreløbige
vurdering
af sagen.
Naturklagenævnet anførte i
brev af 3. juli 2000 at sagen ikke gav anledning til yderligere bemærkninger.
Gladsaxe Kommune skrev bl.a.
følgende i brev af 17. august 2000:
”Gladsaxe Kommune har
følgende bemærkninger til Ombudsmandens foreløbige redegørelse:
På baggrund af det samlede
sagsforløb tager kommunen redegørelsen til efterretning, herunder den
indirekte
kritik af, at kommunen ikke var opmærksom på lovændringens særlige
ikrafttrædelsesbestemmelser.
Til redegørelsen skal
herudover bemærkes:
De rejser tvivl om Miljø- og
Energiministeriet har været underrettet om planforslaget. Kommunens
byplanafdeling oplyser, at såvel planforslaget som orientering om den
endeligt
vedtagne plan er blevet sendt til Miljø- og Energiministeriet,
Landsplanafdelingen og Københavns Amt, efter planlovens regler. De to
myndigheder blev herudover særskilt orienteret i brev af 11.02.1997 om, at
Byrådet
ville ændre betegnelsen fra salgsareal til butiksareal ved 2. behandlingen af
lokalplanen. Ændringen var en følge af, at forslag til Regionplan 1997 blev
offentliggjort dagen før Byrådet vedtog lokalplanen.”
Lokallisten kom i brev af
11. august 2000 og i telefaxer af 22. og 23. august 2000 med bemærkninger til
de forhold som er omtalt i min foreløbige udtalelse. Listen skrev bl.a.
følgende i brev af 11. august 2000:
”(Lokallisten) finder det
beklageligt, at Folketingets Ombudsmand ikke påtænker at lade
Naturklagenævnet
genoptage sagen. Det er yderst krænkende for borgerens retsopfattelse, at en
kommune på denne måde tillades at tilsidesætte lovgivningen, når netop
kommunalbestyrelsen skal være garant for borgerne om, at alt går rigtigt til
i
den kommunale forvaltning.
(Lokallisten) bemærker, at
Folketingets Ombudsmand i sin foreløbige udtalelse henviser til en sag,
refereret i NKO 37, om en lokalplans gyldighed på trods af, at dens indhold
var
i åbenbar strid med kommuneplanen. Netop denne sag var anstødsstenen til
(lokallisten)’s oprettelse, klagerne fandt allerede dengang
Naturklagenævnets
sagsbehandling for anstødelig, især på baggrund af udtalelser fra
sagsbehandleren til undertegnede, jf. vedlagte kopi af notits om
telefonsamtale
med ( ).
Det med brev af 26. maj 2000
fremsendte materiale giver (lokallisten) anledning til at opfordre
Folketingets
Ombudsmand til at iværksætte en række yderligere undersøgelser af Gladsaxe
kommunes
rolle i sagen om opførelse af centerbyggeri på baggrund af lokalplan
106.”
I telefax af 22. august 2000
skrev lokallisten følgende:
”I brev af 17. august 2000
har Gladsaxe kommune meddelt, at Gladsaxe kommune tager Folketingets
Ombudsmands indirekte kritik af Gladsaxe kommune til efterretning.
Det fremgår af brevet, at
spørgsmålet har været til politisk behandling. I brev af 20. juni 2000
meddelte
Gladsaxe kommune Folketingets Ombudsmand, at den politiske behandling ville
foregå på byrådets møde 23. august 2000.
(Lokallisten) skal på given
foranledning henlede Folketingets Ombudsmands opmærksomhed på, at den i brev
af
17. august 2000 meddelte politiske behandling, alene er foregået i Gladsaxe
kommunes
økonomiudvalg, hvilket betyder, at ikke alle partier, som er repræsenteret i
byrådet, har haft lejlighed til at kommentere Folketingets Ombudsmands
foreløbige udtalelse af 26. maj 2000.”
Ombudsmandens endelige udtalelse
”Efter at have gennemgået Naturklagenævnets, Gladsaxe Kommunes og
(lokallisten)’s
bemærkninger til min foreløbige redegørelse, må jeg fortsat fastholde det som
jeg har givet udtryk for i min foreløbige udtalelse.
(Lokallisten) har i brevet af 11. august 2000 anført at byggeriet langtfra er
færdiggjort, og har henvist til nogle vedlagte avisartikler hvoraf det
fremgår at byggeriet er blevet forsinket, og at det muligvis først bliver
færdiggjort i slutningen af dette år. Disse oplysninger ændrer ikke min
opfattelse af at jeg ikke har grundlag for at henstille til Naturklagenævnet
at genoptage behandlingen af sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse.
Det er fortsat min vurdering at byggeprojektet på tidspunktet for min
foreløbige redegørelse var så vidt fremskredet at der ikke var grundlag for
at henstille til Naturklagenævnet at tage sagen op til fornyet behandling.
(Lokallisten) har i
telefaxen af 22. august 2000 oplyst at min foreløbige redegørelse
ikke har været behandlet af Gladsaxe Byråd,
men alene af byrådets økonomiudvalg hvor ikke alle partier i byrådet har
sæde.
Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger. Spørgsmålet om hvor i den
kommunale
organisation min foreløbige redegørelse skulle behandles, er ikke omfattet af
min undersøgelse af sagen. Desuden har dette spørgsmål ikke været forelagt
Gladsaxe Kommune, og jeg er derfor i medfør af bestemmelsen i § 14 i
ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand)
afskåret fra at behandle spørgsmålet.
Jeg har noteret mig det af
Gladsaxe Kommune oplyste om at planforslaget og den vedtagne plan blev sendt
til både Miljø- og Energiministeriet og Københavns Amt. Efter jeg afgav
foreløbig redegørelse i sagen, er jeg desuden blevet opmærksom på at mine
bemærkninger om baggrunden for at Miljø- og Energiministeriet ikke indgav
klage
til Naturklagenævnet, hviler på et ufuldstændigt grundlag. Bestemmelsen i
planlovens § 59 blev indsat i planloven ved lov nr. 439 af 1. juni 1994. I
bemærkningerne til det lovforslag som dannede grundlag for denne lov, er
bl.a.
anført følgende (Folketingstidende 1993-94, tillæg
A,
sp. 6526):
”Ministerens ret til at
klage foreslås imidlertid præciseret, således at der ikke kan rejses tvivl
om,
at ministeren har denne beføjelse ved siden af beføjelserne til at kalde et
planforslag ind efter § 3, stk. 4, og at fremsætte indsigelse mod et
regionplanforslag efter § 29, stk. 1.
Muligheden for at klage
påtænkes kun benyttet i særlige typer af sager, som for eksempel retlige
spørgsmål i forbindelse med planer inden for kystnærhedszonen og reglerne om
miljøvurdering af større enkeltanlæg (VVM).”
På denne baggrund mener jeg
ikke at der kunne lægges vægt på at Miljø- og Energiministeriet i denne sag
ikke klagede over lokalplanen og kommuneplantillægget til Naturklagenævnet.
Jeg anser det således fortsat for kritisabelt
at Naturklagenævnet uden viden om hvilke konkrete dispositioner de pågældende
grundejere havde foretaget, har lagt vægt på at de havde indrettet sig i
tillid
til den vedtagne lokalplan.
Det er desuden min opfattelse
at de firmaer som var involveret i byggeprojektet angående Bagsværd Bymidte,
ikke havde foretaget dispositioner i tiltro til lokalplanen som var så
byrdefulde at der var tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunkter
hvorefter en hjemmelsmangel medfører at en lokalplan må tilsidesættes som
ugyldig.”
NOTER: (*) FOB 1984, s. 127,
FOB 1978, s. 684, FOB 1975, s. 512 og
FOB 1998, s. 268.
Lignende dokumenter
- Vejledning om detailhandelsplanlægning Retsinformation · 24. juni 2010
- 1996 LSF 118 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM PLANLÆGNING(DETAILHANDEL M.V.) Retsinformation · 15. maj 1997
- Miljø- og Energiministeriets indkaldelse af to lokalplanforslag Retsinformation · 3. marts 2003
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om planlægning og lov om Hovedstadens Udviklingsråd (Ændring af reglerne om landzoneadministrationen og reglerne om planlægning til butiksformål) Retsinformation · 3. januar 2003
- Bekendtgørelse af lov om planlægning Retsinformation · 1. juni 2024
- Vejledning om lokalplanlægning Retsinformation · 26. november 2009