Spring til indhold

Retsinformation

Standsning af sygedagpenge

FOU nr 1998.370UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Standsning af sygedagpenge

S.I.D. klagede til mig på et

medlems vegne, og den 17. marts 1998 skrev jeg følgende:

Jeg har færdigbehandlet A's

sag, og jeg har kritiseret Dagpengeudvalget for at det - uden at kende

årsagen

til at Esbjerg Kommune skiftede opfattelse med hensyn til indkaldelse af A -

stadfæstede afgørelsen om bortfald af dagpengeretten. Jeg er ikke enig i

udvalgets fortolkning af de bestemmelser i dagpengeloven som myndighederne

har

henvist til som hjemmel for afgørelsen. Jeg mener ikke dagpengeloven med

tilhørende bekendtgørelser indeholder hjemmel til at standse udbetaling af

dagpenge til A. Jeg mener i øvrigt heller ikke at almindelige

forvaltningsretlige grundsætninger kan begrunde en sådan reaktion over for

Deres medlem. Jeg har bedt udvalget om at genoverveje afgørelsen og herunder

inddrage de synspunkter jeg har fremlagt, og meddele mig resultatet.

Som De vil se, har jeg lagt

vægt på nogle andre aspekter i sagen end dem De især har peget på i klagen

til

myndighederne og i klagen til mig. Jeg har ikke taget særskilt stilling til

de

forhold De har peget på.

Om min bedømmelse af sagen

henviser jeg i øvrigt til afsnittet "Ombudsmandens udtalelse".

Som sagen ligger oplyst for

mig nu, kan forløbet i hovedtræk gengives således: A sygemeldes den 27. marts

1995. Han følger kommunens anvisninger om møder etc. frem til den 26. juni

1995. Den 22. juni 1995 indkaldes A til et møde i kommunen, og den 28. juni

1995 indkaldes A til at møde senest fredag den 30. juni 1995. Dette brev har

De

Læs alt

vedlagt i henvendelsen til mig. A møder ikke op og har selv herom bl.a.

forklaret

at han dels glemte at tømme sin postkasse, dels var i Ribe med nogle gæster

og

derfor ikke havde læst kommunens breve. Kommunen stopper dagpengene under

henvisning til dagpengelovens §§ 8 og 24. Myndighederne mener her at have

hjemmel til at stoppe dagpengeudbetaling hvis dagpengemodtageren uden

fyldestgørende grund undlader at efterkomme kommunens anmodning om en

henvendelse. A møder op tre dage senere (efter den mellemliggende weekend) i

kommunen, men får her at vide at sagen er stoppet og ikke kan genoptages. A

klager til Dagpengeudvalget, og inden udvalget træffer afgørelse i sagen,

meddeler læge B uopfordret udvalget den 4. januar 1996 at A blev

by-pass-opereret i oktober 1995 (to blodpropper i hjertet i foråret 1995), og

at han ikke opfylder kriterierne for at få overgangsydelse. Dagpengeperioden

er ikke lang nok på grund af standsningen af dagpengene.

A var med andre ord syg under

hele forløbet.

Om baggrunden for mødet

indeholder Esbjerg Kommunes journalark ingen oplysninger. Kommunens

indkaldelse

af 22. juni 1995 findes ikke i de akter jeg har fået tilsendt. Da hverken

Esbjerg Kommune eller Dagpengeudvalget har oplyst andet, må jeg gå ud fra at

indkaldelsen til A af 22. juni 1995 heller ikke indeholder oplysninger om

hvorfor kommunen skiftede opfattelse og besluttede at indkalde ham med kort

varsel. Det eneste der er noteret i journalarket, er en oplysning om at det

var o.k. med fortsat udbetaling af dagpenge, og at det var aftalt med A at

han

selv rettede henvendelse efter den forestående hospitalsindlæggelse.

På min opfordring svarede

Esbjerg Kommune at grundlaget for at indkalde A til et nyt møde var at få

afklaret om hospitalsindlæggelsen var overstået, og derefter indhente

journaloplysninger fra hospitalet. Oplysningen om indlæggelsen kunne kommunen

også have forsøgt at få ved f.eks. at rette henvendelse direkte til

hospitalet

eller til A's læge.

Dagpengeudvalget har ikke

søgt at afklare begrundelsen for kommunens beslutning om at indkalde A i

strid

med journalarkets oplysninger om anden aftale. Udvalget har herom svaret mig

at

udvalget "ikke (har) fundet anledning til at betvivle, at kommunen den

22. juni 1995 havde behov for dagpengemodtagerens medvirken til belysning af

den aktuelle situation til brug for stillingtagen til det videre

forløb",

og at "det ... i så fald ikke (er) Udvalgets praksis at tage kommunens

vurdering

af dette forhold op til egentlig vurdering". Det er især med

udgangspunkt

i dette forhold at jeg mener der er grundlag for at kritisere

Dagpengeudvalget

- at udvalget med andre ord ikke sørgede for at afklare og inddrage Esbjerg

Kommunes behov for at indkalde A (der notorisk må have været syg på det

pågældende tidspunkt), med den virkning at manglende fremmøde medførte

permanent standsning af dagpengene.

Jeg er ikke enig i udvalgets

fortolkning af bestemmelserne i lovens §§ 8 og 24. Jeg mener ikke at der

efter

loven (eller efter de forvaltningsretlige grundsætninger i øvrigt) er hjemmel

til at standse udbetalingen af dagpengene i A's sag.

Mere detaljeret fremgår det i

øvrigt af sagen at A's sag blev fremlagt på et teammøde i kommunen den 11.

maj

1995. Det blev besluttet at indkalde A til et møde efter en undersøgelse der

skulle finde sted den 24. maj 1995. Den 2. juni 1995 noterede kommunen i

referatarket at A havde henvendt sig og oplyst at han havde været til

undersøgelse den 26. maj og 2. juni

1995.

A

fik fire slags hjertemedicin og afventede indkaldelse

til ny undersøgelse hvortil der var knyttet en indlæggelse på tre-fire dage.

A

ville give besked når han havde fået sin indkaldelse.

A's sag var på et nyt

teammøde den 8. juni 1995. Kommunen noterede bl.a. følgende om konklusionen

på

mødet:

"...

O.K. med fortsat udbetaling.

Tal med sikr. om at give besked hertil når han har været indlagt. Efter

indlæggelsen skal der indhentes journaloplysninger fra med.afd.

Not uge 25/960."

I et

"bankbrev"/dagpengeudbetalingsbilag af 22. juni 1995, som ikke

findes

i de akter jeg har modtaget, blev A imidlertid bedt om at rette henvendelse

til

kommunen "mandag eller tirsdag i denne uge", og den 28. juni 1995

sendte kommunen A følgende brev:

"På det

dagpengeudbetalingsbilag/brev De modtog i sidste uge, anmodede vi Dem om at

rette henvendelse hertil mandag eller tirsdag i denne uge.

De har ikke rettet

henvendelse.

I den anledning gør vi

opmærksom på, at retten til dagpenge bortfalder fra fredag (den 30. juni

1995,

min bemærkning) i denne uge, hvis De ikke retter henvendelse senest på dette

tidspunkt, jævnfør dagpengelovens § 8 og § 24.

Denne afgørelse kan

indbringes for Dagpengeudvalget,

inden 4

uger

efter modtagelsen af denne

afgørelse.

Klagen skal dog sendes til

social- og sundhedsforvaltningens områdekontor. Adressen står øverst på dette

brev.

Hvis De har indsendt

raskmelding, bedes De se bort fra denne henvendelse."

I referatarket noteres under

datoen 3. juli 1995:

"03.07.95. Sagen kørt ud

med sidste beregningsdag 29.06.95, idet sikr. ikke har rettet henvendelse på

meddelelse på bankbrev den 22.06.95 om at rette henvendelse mandag eller

tirsdag i uge 26. Er derfor tilskrevet den 28.06.95 om at rette henvendelse

senest fredag den 30.06.95, hvilket sikr. ikke gør, og sagen køres ud p.g.a.

manglende medvirken....

s.d. Sikr. henvender sig. Til

spørgsmålet om, hvorfor han ikke har rettet henvendelse i fredags, oplyser

sikr. at han var i Ribe sammen med nogle gæster. Sikr. er orienteret om at

sagen er stoppet og ikke kan genoptages, hvilket sikr. kan anke til

dagpengeudvalget, hvilket fremgår af skrivelsen af 28.06.95."

Kommunen fastholdt sin

afgørelse i forbindelse med en genvurdering den 11. juli 1995, og sagen blev

sendt til Dagpengeudvalget samme dag. I referatarket under datoen den 11.

juli

1995 noterede kommunen bl.a.:

Sikr. har "den 05.07.95... rettet henvendelse til en socialrådgiver i

forvaltningen p.g.a. stop af

dagpenge, og har til socialrådgiveren oplyst, at han ikke havde læst teksten

på dagpengeopgørelsen den 22.06.95. Vedr. brevet af 28.06.95 har sikr.

afgivet

2 forklaringer på, hvorfor han ikke har rettet henvendelse. ..."

Den 4. januar 1996 modtog

Dagpengeudvalget følgende brev fra læge B:

"...

I anledning af nævnte ankesag

kan jeg til sagens oplysning tilføje, at (A) i oktober 1995 blev by-pass

opereret for sin hjertelidelse. I foråret 1995 havde han 2 blodpropper i

hjertet, og han var således sygemeldt, da socialforvaltningen i slutningen af

juni satte ham på kontanthjælp. Han ønsker nu at få overgangsydelse, men har

ikke dagpenge-tid nok til at opfylde kriteriet herfor, dersom perioden fra

ultimo juni til raskmelding den 20.12.95 ikke tæller med.

..."

Den 15. februar 1996 traf

Dagpengeudvalget afgørelse i sagen. Udvalget stadfæstede Esbjerg Kommunes

afgørelse således:

"...

De havde den 3. juli 1995

ikke mere ret til dagpenge fra kommunen, idet det ved Deres undladelse af at

efterkomme kommunens anmodning om en henvendelse mandag den 26. eller tirsdag

den 27. juni 1995 eller allersenest

fredag

den 28. juni

1995, anses for godtgjort, at De ikke har villet medvirke til

hensigtsmæssige foranstaltninger for at genvinde erhvervsevnen, jf.

dagpengelovens § 8, stk. 1.

Dagpengeudvalget har ved

afgørelsen lagt vægt på, at De torsdag den 22. juni 1995 skriftligt er

anmodet

om at rette henvendelse til kommunen senest mandag den 26. eller

tirsdag den 29. juni

og på, at De igen

er anmodet ved brev af onsdag den 28. juni 1995 om at rette henvendelse

senest fredag

den 30. juni 1995, samt på at De ved disse anmodninger er orienteret om, at

manglende henvendelse vil medføre bortfald af dagpengeretten.

Dagpengeudvalget tiltræder

således kommunens afgørelse.

Opmærksomheden henledes på,

at Dagpengeudvalgets afgørelse er endelig og ikke kan indbringes for anden

administrativ myndighed.

..."

(Mine fremhævelser af datoer

som er fejlagtigt angivet).

De klagede hertil den 22.

februar 1996. I klagen fremhævede De især de tidsfrister kommunen satte for

A's

henvendelse og hans sprogvanskeligheder, og at myndighederne i afgørelserne

ikke har taget behørigt hensyn til disse forhold. Den 10. april 1996 bad jeg

Dagpengeudvalget og Esbjerg Kommune om udtalelser.

Esbjerg Kommune svarede den

8. maj 1996 følgende:

"...

(A) blev sygemeldt 27.03.95

og da pgl. den 08.05.95 henvender sig vedr. opfølgning af sygedagpengesagen,

oplyser han ikke noget om, at han hverken kan læse eller forstå dansk, ej

heller at henvendelse skal ske til egen læge og ikke ham personligt.

Opfølgning

af dagpengesagen er foregået uden sprogproblemer. Pgl. har henvendt sig alene

uden tolk.

(A) henvender sig 03.07.95,

hvor dagpengeudbetalingen er stoppet. Oplyser, at årsagen til at han ikke har

rettet henvendelse er, at han var i Ribe med nogle gæster. Den 05.07.95

henvender pgl. sig til en socialrådgiver i forvaltningen, hvor han giver 2

forklaringer til, hvorfor han ikke retter henvendelse på skrivelse af

28.06.95.

Oplyser ikke noget om, at årsagen skulle være sprogproblemer.

..."

Dagpengeudvalget svarede den

2. juli 1996 følgende:

"...

Dagpengeudvalget traf i møde

den 2. februar 1996 afgørelse om, at (A) ikke var berettiget til sygedagpenge

efter den 3. juli 1995, idet det ansås for godtgjort, at han ikke ville

medvirke til hensigtsmæssige foranstaltninger herunder kommunens lovpligtige

opfølgning af sagen i henhold til dagpengelovens § 24 sammenholdt med § 53,

stk. 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.

Dagpengeudvalget lagde ved

afgørelsen vægt på, at (A) kort forinden var gjort opmærksom på, at

udeblivelse

i forbindelse med kommunens indkaldelse til møde ville blive betragtet som

nægtelse af at medvirke og at dagpengeretten i så tilfælde ville bortfalde.

I klagen til Ombudsmanden har

S.I.D. Esbjerg anført, at foreningen finder det kritisabelt, at (A)'s

oplysninger om, at han ikke er i stand til at læse eller skrive dansk ikke er

tillagt betydning ved sagens afgørelse.

Dagpengeudvalget fandt, at

(A) ved de 2 forudgående fremmøder har vist, at han var i stand til at gøre

sig

fuldt ud bekendt med brevenes indhold herunder vigtigheden af rettidig, at

kontakte kommunen og derefter rettidig er mødt op i kommunen.

Dagpengeudvalget går, ligesom

kommunen ud fra, at han udfra sin viden om vigtigheden af, at kontakte

kommunen

skaffer sig sikker viden om hele indholdet i ethvert brev fra kommunen, især

når der i brevet er en tekst, der ikke var i det foregående brev af samme

slags. Dagpengeudvalget finder derfor ingen anledning til, at tillægge det

nogen betydning, at anmodningen blot var en del af et brev, der samtidig var

et

udgiftsbilag.

Dagpengeudvalget fandt, udfra

det forhold at eventuelle sprogproblemer ikke havde voldt problemer i den

forløbne dagpengeperiode, og at der tilsyneladende ikke havde været problemer

med at forstå den samme meddelelse i brevene af 3. og 31. maj 1995, ikke

grundlag for at antage, at sprogproblemer skulle have haft nogen betydning i

forbindelse med brevet den 22. juni 1995. Dagpengeudvalget finder derfor at

udeblivelsen må anses for at være en bevidst udeblivelse, der kan ligestilles

med en nægtelse.

S.I.D. Esbjerg anfører

videre, at foreningen finder det helt uacceptabelt, at (A) den 30. juni 1995

modtager et brev fra kommunen om at give møde samme dag.

I dette tilfælde, hvor

kommunen den 22. juni 1995 havde sendt en anmodning med sædvanlig frist til

at

kontakte kommunen og derefter beslutter, at give (A) en ekstra mulighed for

at

vise vilje til at medvirke til opfølgningen, finder Dagpengeudvalget ikke

anledning til, at kritisere kommunen for at kræve, at han reagerer meget

hurtigt på kommunens brev af den 28. juni 1995 senest fredag den 30. juni

1995.

Dagpengeudvalget finder

ligeledes ikke at det forhold, at (A) ændrer indstilling i løbet af

week-enden

kan give anledning til genoptagelse af udbetalingen, idet retten til dagpenge

er bortfaldet ved udeblivelse, jf. dagpengelovens § 8, stk. 1.

Iøvrigt henvises til vedlagte

akter herunder kommunens udtalelse af 8. maj 1996 og social meddelelse

SM-D-4-96.

..."

Den 30. maj 1997 bad jeg

Dagpengeudvalget og Esbjerg Kommune om en supplerende udtalelse i sagen. Om

baggrunden herfor skrev jeg bl.a. følgende:

"...

Sagen er sammen med 3 andre

sager udsendt i SM D-4-96 om rækkevidden af bestemmelsen i dagpengelovens §

8,

stk. 1, nr. 1.

Afgørelsen i den sag som er

omtalt i SM D-4-96 under nr. 1 (j.nr. ...) lægger vægt på at lønmodtageren

havde afslået at modtage et arbejdstilbud, og gengiver dagpengelovens § 8,

stk. 1, nr. 1, således:

'Efter dagpengelovens § 8,

stk. 1, nr. 1, bortfalder retten til dagpenge, hvis den sikrede mod lægens og

kommunens opfordring hertil nægter at deltage i hensigtsmæssig

optræning

(min fremhævelse) for at

generhverve arbejdsevnen.'

Sag nr. 2 (j.nr. ...) lægger

vægt på at lønmodtageren gentagne gange var udeblevet fra møder i forbindelse

med iværksættelse af revalidering. Dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 1,

gengives

igen således: '... at deltage i hensigtsmæssig

optræning

for at generhverve arbejdsevnen' (min fremhævelse).

I sag nr. 4 (j.nr. ...)

gengives bestemmelsen på samme måde, nemlig '... at deltage i hensigtsmæssig

optræning

for at generhverve

arbejdsevnen' (min fremhævelse).

Sag nr. 3 (j.nr. ...) som jeg

forstår er (A)'s sag, gengives således:

'Lønmodtageren var syg og

indlagt på hospital i dagene 27.-31. marts 1995 på grund af en hjertelidelse.

Ved brev af 3. maj 1995 blev

lønmodtageren anmodet om at rette henvendelse til kommunen mandag eller

tirsdag

i den følgende uge. Lønmodtageren oplyste her, at han havde været til

undersøgelse på sygehuset den 2. maj 1995 og skulle til ny undersøgelse den

26.

maj.

Den 31. maj 1995 skrev

kommunen til lønmodtageren om at henvende sig i kommunen den efterfølgende

mandag eller tirsdag. Allerede om fredagen oplyste lønmodtageren dog, at han

ventede på indkaldelse til ny undersøgelse.

Ved påtegning på bankbrev torsdag

den 22. juni 1995 anmodede kommunen på ny lønmodtageren om at rette

henvendelse

til kommunen den følgende mandag eller tirsdag.

Efter konstatering af

lønmodtagerens manglende henvendelse bad kommunen i brev af 28. juni 1995

lønmodtageren om at henvende sig senest fredag den 30. juni 1995.

Mandag den 3. juli 1995

henvendte lønmodtageren sig til kommunen og oplyste, at årsagen til, at han

ikke havde henvendt sig om fredagen var, at han ikke havde fået tømt sin

postkasse fredag inden kommunens lukketid.

Den 5. juli 1995 oplyste

lønmodtageren, at han ikke havde reageret på påtegningen på bankbilaget,

fordi

han ikke selv kunne læse dansk. Da han havde regnet med, at der kun var tale

om

et udbetalingsbilag, havde han ikke fået påtegningen oversat.

Kommunen standsede

udbetalingen af dagpenge med sidste udbetalingsdag den 30. juni 1995.'

Fremstillingen af sagen giver

mig grundlag for at spørge udvalget om hvorfor fremstillingen ikke medtager

alle oplysninger fra kommunens referatark. Jeg tænker her især på den

betydning det må have at kommunen den 8. juni 1995 noterede at det var 'O.K.

med fortsat udbetaling', og at 'Efter indlæggelsen skal der indhentes

journaloplysninger

fra med.afd.'

Som jeg forstår kommunens

referatark havde (A) altså fulgt kommunens anvisninger frem til den 8. juni

1995.

I SM D-4-96, sag 3, gengives

dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 1, således:

'... lønmodtageren ikke havde

villet medvirke til hensigtsmæssige

foranstaltninger

for

at genvinde erhvervsevnen

' [min

fremhævelse].

Dagpengelovens § 8, stk. 1,

nr. 1, er formuleret således, jf. lovbekendtgørelse nr. 549 af 23. juni 1994

med senere ændringer:

'

§ 8.

Retten til dagpenge bortfalder,

1)

hvis den sikrede mod

lægens opfordring hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at

modtage

nødvendig lægebehandling eller mod lægens og kommunens opfordring at deltage

i

hensigtsmæssig

optræning for at generhverve

arbejdsevnen

, eller ... (min fremhævelse).

...'

Jeg skal bede

Dagpengeudvalget om en nærmere redegørelse for hvorfor bestemmelsen er

gengivet

anderledes i sag nr. 3 (j.nr. ...), svarende til hvad Dagpengeudvalget har

skrevet i udtalelsen af 2. juli 1996 til mig:

'Dagpengeudvalget traf i møde

den 2. februar 1996 afgørelse om, at (A) ikke var berettiget til sygedagpenge

efter den 3. juli 1995, idet det ansås for godtgjort, at han ikke ville

medvirke til hensigtsmæssige

foranstaltninger

herunder kommunens lovpligtige opfølgning af sagen i henhold til

dagpengelovens

§ 24 sammenholdt med § 53, stk. 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701

af 22. juli 1994 (min fremhævelse).'

Hvis gengivelsen i SM D-4-96

af sag nr. 3 er udtryk for en udvidende fortolkning af bestemmelsen, beder

jeg

Dagpengeudvalget om nærmere at redegøre for de retskilder og overvejelser

fortolkningen hviler på. Jeg skal i denne sammenhæng - som min foreløbige

iagttagelse - bemærke at formuleringen af dagpengelovens § 24 - og i vidt

omfang også kapitel 15 om opfølgning i Socialministeriets bekendtgørelse nr.

701 af 22. juli 1994, som Dagpengeudvalget især har henvist til i udtalelsen

til mig, umiddelbart for mig at se handler om den pligt kommunen har med

lovens

ord til at tage 'den sikredes forhold op til vurdering med henblik på, om der

er behov for behandling, optræning ...'

De oplysninger kommunen har

brug for til sin vurdering, kan indhentes fra egen læge, hospitaler osv., og

efter § 54 i bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994 foretages den fortsatte

opfølgning '... efter de retningslinier, der er angivet i §§ 52 og 53, og der

indhentes supplerende fyldestgørende lægeerklæring eller anden form for

lægelig

oplysning'.

De oplysninger der indhentes

i sagen skal efter § 53 i samme bekendtgørelse vurderes af kommunen,

eventuelt

i samråd med dagpengemodtageren, praktiserende læge, lægekonsulent og

arbejdskonsulent.

På denne baggrund skal jeg

bede Dagpengeudvalget redegøre for hvorfor udvalget i sin afgørelse har

undladt

at inddrage en vurdering af Esbjerg Kommunes behov for at indkalde (A) til et

møde tilsyneladende før tiden, og hvor udvalget mener at have hjemmel til at

fastslå 'at det forhold, at (A) ændrer indstilling i løbet af week-enden

(ikke)

kan give anledning til genoptagelse af udbetalingen, idet retten til dagpenge

er bortfaldet med udeblivelsen, jf. dagpengelovens § 8, stk. 1'.

Jeg henviser her til læge

(B)'s brev af 4. januar 1996 til Dagpengeudvalget hvoraf fremgår at (A) fik

en

hjerteoperation i efteråret og først blev raskmeldt den 20. december 1995 -

med andre ord var syg under hele forløbet.

Jeg beder Esbjerg Kommune

oplyse hvorfor (A) blev indkaldt til mødet, og om andre måder at oplyse (A)'s

sag på eventuelt blev overvejet.

Jeg beder endelig

Dagpengeudvalget om at oplyse om udvalgets overvejelser i forbindelse med

spørgsmålet om afgørelsen, der jo efter udvalgets opfattelse ikke kan ændres

fordi

(A) mødte op den 3. juli 1995, opfylder den almindelige forvaltningsretlige

grundsætning om proportionalitet, jf. f.eks. ombudsmandens udtalelse i FOB

1976, s. 295ff."

Esbjerg Kommune svarede den

20. juni 1997 følgende:

"...

Det er Esbjerg kommunes

opfattelse, at ombudsmanden ønsker oplysninger om, hvorfor (A) i bankbrev af

den 22.6.1995 blev indkaldt til nyt møde mandag den 26.6.1995 eller tirsdag

den

27.6.1995 på Områdekontor Sædding, uagtet at det ved møde den 2.6.1995 blev

aftalt med (A), at han skulle rette henvendelse til kommunen, når han havde

været indlagt.

Hertil kan oplyses, at

Esbjerg kommune efter dagpengelovens §24 har en selvstændig pligt til løbende

at tage den sygemeldtes sag op til vurdering med henblik på, om der er behov

for behandling, optræning, revalidering m.v.

Den 8.6.1995 blev sagen

forelagt for områdekontorets lægekonsulent, som ønskede (A) indkaldt mandag

eller tirsdag i uge 26/1995. Indkaldelsen havde til formål at få afklaret, om

hospitalsindlæggelsen var overstået, idet det i bekræftende fald allerede

var besluttet efterfølgende at indhente journaloplysninger/epikrise fra

hospitalet, til brug for stillingtagen til videre foranstaltninger i sagen.

Esbjerg kommune har ikke

yderligere oplysninger til spørgsmålet."

Dagpengeudvalget svarede

således den 9. september 1997:

"Indledningsvis kan det

bekræftes, at de i Deres brev fremhævede datoer rettelig skulle være fredag

den

30. juni 1995 og tirsdag den 27. juni 1995.

De ønsker oplyst, hvorfor

fremstillingen ikke medtager alle oplysninger fra kommunens referatark,

specielt kommunens notering den 8. juni 1995 om, at det var ok med fortsat

udbetaling og at der efter indlæggelsen skulle indhentes journaloplysninger

fra

med. afdeling.

Grunden til, at disse

oplysninger ikke er medtaget i fremstillingen er, at Dagpengeudvalget finder,

at det ved de oplysninger, der er medtaget er tilstrækkeligt tilkendegivet,

at

(A) havde fulgt kommunens anvisninger frem til den 26. juni 1995, således at

yderligere oplysninger forud for denne dato var overflødige og uden betydning

for sagen.

De har videre anmodet om en

nærmere redegørelse for, hvorfor bestemmelsen i dagpengelovens § 8, stk. 1,

er

gengivet anderledes i sag nr. 3 i SM-D-4-96 end i de 3

øvrige

sager i samme Sociale Meddelelse, idet bestemmelsen i sag nr. 3 er gengivet

ved

'hensigtsmæssige foranstaltninger for at genvinde erhvervsevnen' og i de 3

øvrige sager er gengivet ved 'hensigtsmæssig optræning for at generhverve

arbejdsevnen'.

Det er Dagpengeudvalgets

opfattelse, at de nævnte 2 udtryk er synonyme og der er derfor ikke reelt

tale

om en forskellig gengivelse i de 4 sager og dermed heller ikke tale om en

udvidende fortolkning, men det er samtidig Udvalgets opfattelse, at begge

udtryk omfatter det forhold, at dagpengemodtageren uden fyldestgørende grund

undlader at efterkomme kommunens anmodning om en henvendelse, herunder en

ønsket henvendelse i forbindelse med kommunens opfølgning i henhold til

dagpengelovens

§ 24. Det er Dagpengeudvalgets opfattelse, at dagpengelovens § 24 og kapitel

15

i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994 udover at give

kommuner hjemmel til at kunne indhente oplysninger fra egen læge, hospitaler

osv., også giver kommuner adgang til at vælge at anmode dagpengemodtageren om

de oplysninger, han måtte være i besiddelse af og at manglende efterkommelse

af

en sådan anmodning medfører sanktion efter dagpengelovens § 8, stk. 1.

Dagpengeudvalget har efter

praksis anset det for nødvendigt at fortolke denne bestemmelse udvidende,

således at dagpengene også bortfalder ved manglende medvirken til forudgående

skridt, der kunne føre til én af de foranstaltninger, der direkte er nævnt i

bestemmelsen.

Hvis det var muligt uden

konsekvenser at undlade medvirken i den forudgående fase, ville bestemmelsens

rækkevidde

kunne blive indsnævret i et omfang, der ikke er foreneligt med formålet i

dagpengelovens

§ 24, stk. 1 og § 8, stk. 1.

De beder endvidere

Dagpengeudvalget om at redegøre for, hvorfor Udvalget i sin afgørelse har

undladt at inddrage en vurdering af Esbjerg kommunes behov for at indkalde

(A)

til et møde tilsyneladende før tiden, og hvor Udvalget mener at have hjemmel

til at fastslå 'at det forhold, at (A) ændrer indstilling i løbet af

week-enden

(ikke) kan give anledning til genoptagelse af udbetalingen, idet retten til

dagpenge er bortfaldet med udeblivelsen, jf. dagpengelovens § 8, stk. 1'.

Dagpengeudvalget har ikke

fundet anledning til at betvivle, at kommunen den 22. juni 1995 havde behov

for

dagpengemodtagerens medvirken til belysning af den aktuelle situation til

brug

for stillingtagen til det videre forløb, og det er i så fald ikke Udvalgets

praksis at tage kommunens vurdering af dette forhold op til egentlig

vurdering.

Efter dagpengelovens § 8,

stk. 1 bortfalder retten til dagpenge ved manglende medvirken. Efter stk. 2 i

samme paragraf, bortfalder retten til dagpenge sålænge den sikrede ikke

opfylder sin forpligtelse til anmeldelse eller dokumentation. Det er

Udvalgets

opfattelse, at hjemlen til at dagpengeretten varig bortfalder, hvor den er

bortfaldet efter § 8, stk. 1, ved en modsætningsbeslutning fra stk. 2, er

indeholdt i stk. 1.

Sluttelig anmoder De

Dagpengeudvalget om at oplyse, om Udvalgets overvejelser om, hvorvidt

afgørelsen opfylder den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om

proportionalitet.

Det er Udvalgets opfattelse,

at det forhold, at (A) var gjort bekendt med virkningen af udeblivelse gør,

at

afgørelsen opfylder proportionalitetsprincippet.

..."

Den 22. september 1997 bad

jeg om Deres eventuelle bemærkninger til myndighedernes supplerende

udtalelser.

Ombudsmandens udtalelse

"(A)'s sag gør især spørgsmålene om Dagpengeudvalgets opgave som

rekursmyndighed og om udvalgets anvendelse af officialprincippet aktuelle.

Udvalgets afgørelse skal endvidere ses i lyset af det almindelige

forvaltningsretlige princip om proportionalitet. Om disse spørgsmål og

problemer henviser jeg til det nedenfor, under A), anførte.

Myndighedernes afgørelse af sagen og den bagvedliggende fortolkning af

bestemmelserne i dagpengelovens § 8 og § 24 er efter min mening meget

tvivlsom. Jeg har under B) beskrevet de betænkeligheder myndighedernes

anvendelse af § 8 i sagen giver anledning til. Jeg har bedt udvalget inddrage

disse betænkeligheder i forbindelse med genoptagelsen af sagen.

A) Officialprincip, proportionalitet mv.

Efter dagpengelovens § 32 kan kommunens afgørelser om dagpenge indbringes for

Dagpengeudvalget. I loven er der ikke fastsat særlige begrænsninger i

udvalgets prøvelse af de kommunale afgørelser, og udvalget må med andre ord

være omfattet af det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt - at

prøvelsen er en fuldstændig efterprøvelse af sagens faktum og dens retlige

spørgsmål. Dette indebærer bl.a. at udvalget efter omstændighederne også skal

tage stilling til afgørelsens rimelighed og hensigtsmæssighed. Jeg henviser i

denne sammenhæng bl.a. til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s.

652ff.

Udvalget skal træffe den sagligt rigtige afgørelse i den påklagede sag.

Officialprincippet finder anvendelse under udvalgets forberedelse af sagen.

Det er udvalgets ansvar at sagen er tilstrækkeligt oplyst, således at den

sagligt rigtige afgørelse kan træffes. Jeg henviser i denne sammenhæng bl.a.

til mit j.nr. 1997-786-025 (Dagpengeudvalgets sag, j.nr. ...) hvor jeg også

har taget stilling til spørgsmålet om udvalgets anvendelse af

officialprincippet.

Efter oplysningerne i Esbjerg Kommunes notatark er der under datoen 8. juni

1995 kun oplyst at det var o.k. med fortsat udbetaling, og at (A) skulle give

besked når han havde været

indlagt. Der er ingen oplysninger om hvorfor kommunen senere ændrede

beslutningen og indkaldte (A). Beslutningen fremstår derfor som uforklaret

da Dagpengeudvalget træffer afgørelse i sagen. Konsekvenserne blev meget

vidtgående for (A). Hvis man lægger (A)'s forklaringer til grund, har han

ikke

- før det var for sent - haft lejlighed til at læse kommunens indkaldelser,

og

det kan ikke, som sagen foreligger oplyst for mig, lægges til grund at han

har

nægtet at medvirke til sagens oplysning eller nægtet at lade sig indlægge,

modtage nødvendig lægebehandling eller nægtet at deltage i hensigtsmæssig

optræning eller forhalet sin helbredelse. Udvalget har da i øvrigt også

bekræftet

at (A) har fulgt kommunens anvisninger frem til den 26. juni 1995.

Det har derfor undret mig

meget at udvalget den 9. september 1997 svarede at udvalget ikke fandt

anledning til at betvivle Esbjerg Kommunes behov for (A)'s medvirken til

belysning af den aktuelle situation, og at det i så fald ikke er udvalgets

praksis at tage kommunens vurdering af sådanne forhold op til 'egentlig

vurdering'.

Kommunen har efterfølgende om

indkaldelsen af (A) oplyst at kommunen samme dag som notatet er dateret - den

8. juni 1995 - i åbenbar modstrid med den beslutning der er ført ind i sagens

journalark

under datoen, besluttede at indkalde (A) for at få afklaret om

hospitalsindlæggelsen

var overstået.

Esbjerg Kommune har ikke

svaret på mit spørgsmål om kommunen - før den traf sin afgørelse - havde

overvejet muligheden for at fremskaffe den ønskede oplysning på anden vis,

f.eks. ved anvendelse af lovens § 36. Jeg går derfor på det foreliggende

grundlag

ud fra at det ikke er tilfældet.

Udvalget kan på denne

baggrund ikke have haft mulighed for at tage stilling til afgørelsens

overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om

proportionalitet. Det forhold som udvalget senere henviser til - at (A) var

bekendt

med virkningen af udeblivelsen - medfører ikke at proportionalitetsprincippet

dermed automatisk er inddraget i afvejningen. Proportionalitetsprincippet

som jeg henviste til i min supplerende høring af 30. maj 1997, vedrører især

spørgsmålet om anvendelse af mere indgribende foranstaltninger end nødvendigt

og retsfølgerne som middel i forhold til det mål der søges opnået.

Jeg finder det meget

kritisabelt at Dagpengeudvalget ikke før udvalget traf sin afgørelse i sagen,

og især på baggrund af de oplysninger udvalget fik gennem læge (B)'s brev,

sørgede for at skaffe klarhed over årsagen til at kommunen indkaldte (A) - og

derved i realiteten udelukkede sig fra at tage stilling til et bærende

element

i vurderingen af afgørelsens saglighed og rimelighed. Jeg finder derfor

grundlag for at henstille at Dagpengeudvalget genovervejer sagen, også i

lyset af de bemærkninger jeg fremfører nedenfor om lovens §§ 8 og 24.

B) Lovgrundlaget og myndighedernes fortolkning

Under sagens forløb har

Dagpengeudvalget og Esbjerg Kommune henvist til dagpengelovens §§ 8 og 24 som

hjemmel for standsning af sygedagpenge til (A). Som et særligt aspekt i denne

sammenhæng har udvalget oplyst at bestemmelsen i § 24 og kapitel 15 i bek.

nr.

701 af 22. juli 1994, efter udvalgets opfattelse, giver kommunen hjemmel til

at

indhente oplysninger fra egen læge, hospitaler osv. og til at vælge at bede

dagpengemodtageren om de oplysninger han eller hun måtte være i besiddelse

af.

Manglende efterkommelse af sådanne anmodninger medfører sanktioner efter

lovens § 8, stk. 1 - bortfald af retten til dagpenge.

Mine overvejelser med hensyn

til spørgsmålet om fortolkningen af §§ 8 og 24 ligger i forlængelse af

udtalelsen i sagen fra Folketingets Ombudsmands beretning for året 1985, s.

185ff. Sagen er fulgt op i ombudsmandens beretning året efter, s. 196ff.

Dagpengelovens § 8, stk. 1,

nr. 1, er formuleret således, jf. lovbek. nr. 549 af 23. juni 1994 med senere

ændringer:

'

§ 8.

Retten til dagpenge bortfalder,

1) hvis den sikrede mod

lægens opfordring hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at

modtage nødvendig lægebehandling eller mod lægens og kommunens opfordring at

deltage i hensigtsmæssig optræning for at generhverve arbejdsevnen, eller ...

...'

§ 24 er formuleret således:

'

§ 24.

Kommunen skal senest efter 3 måneder og derefter mindst hver

3. måned tage den sikredes forhold op til vurdering med henblik på, om der er

behov for behandling, optræning, revalidering, overgang til pension eller

andre

former for bistand til den sikrede og dennes familie. Dette må ske i

fornødent

samarbejde med læger, hospitals- og revalideringsinstitutioner samt

arbejdsformidlingen.

Stk. 2.

Offentlige arbejdsgivere skal indberette sygdomstilfælde

til kommunen senest, når disse har varet i 2 måneder.

Stk. 3.

Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om

opfølgningen af langvarige dagpengetilfælde.'

Indholdet af dagpengelovens

bestemmelse i § 8 genfindes i forskellige love på det sociale område, f.eks.

§

22 i lov om social pension, § 17 i bistandsloven, § 15 i lov om delpension,

og

nu i lov om retssikkerhed og administrationen på det sociale område.

§ 8, stk. 1, i dagpengeloven

giver forvaltningsmyndighederne den fornødne lovhjemmel til at kræve den

sikredes deltagelse i foranstaltninger der kan hjælpe vedkommende til at

generhverve sin arbejdsevne. § 8, stk. 2, indeholder hjemmel til som

hovedregel

at standse udbetalingen af dagpenge indtil den sikrede har opfyldt sin pligt

til anmeldelse af eller dokumentation for fraværet. Efter § 8, stk. 4,

bortfalder retten til dagpenge fra arbejdsgiveren hvis lønmodtageren har

pådraget sig sin sygdom ved forsæt eller ved grov uagtsomhed, ved fortielse

af

visse oplysninger og under strejke eller lockout. I § 8, stk. 5, er fastsat

en

særlig regel for sygdomme der er pådraget under tjeneste omfattet af lov om

erstatning til skadelidte værnepligtige mfl. Lovens § 37 beskriver den

sikredes

pligt til at underrette arbejdsgiver og kommune om forandringer i de

økonomiske forhold.

Esbjerg Kommune og

Dagpengeudvalget har udelukkende henvist til lovens § 8, stk. 1, og § 24 (og

den tilhørende bek. nr. 701 af 22. juli 1994).

I min supplerende høring af

30. maj 1997 bad jeg derfor Dagpengeudvalget om at redegøre for de retskilder

og overvejelser som ligger til grund for udvalgets fortolkning af §§ 8 og 24.

Udvalget har henvist til at

udtrykket 'hensigtsmæssig optræning for at generhverve arbejdsevnen' (lovens

formulering) er synonymt med den af udvalget anvendte formulering

'hensigtsmæssige foranstaltninger for at genvinde erhvervsevnen', og at begge

udtryk omfatter det forhold at dagpengemodtageren uden fyldestgørende grund

undlader at efterkomme en kommunes anmodning om en henvendelse, herunder en

ønsket henvendelse i forbindelse med opfølgningen af sagen efter § 24.

Dagpengeudvalget oplyser at

udvalget efter praksis anser det for nødvendigt at fortolke § 8, stk. 1,

udvidende, således at dagpengene også bortfalder ved manglende medvirken til

forudgående skridt der kunne føre til en af de foranstaltninger der direkte

er

nævnt i bestemmelsen. Som grundlag for denne fortolkning har udvalget henvist

til at hvis 'det var muligt uden konsekvenser at undlade medvirken i den

forudgående fase, ville bestemmelsens rækkevidde kunne blive indsnævret i et

omfang,

der ikke er foreneligt med formålet i dagpengelovens § 24, stk. 1 og § 8,

stk.

1.'

Udvalget har ikke præciseret

sin henvisning til praksis, og jeg har ikke fundet offentliggjort praksis,

domsafgørelser eller relevante steder i lovens forarbejder eller lignende

retskilder i øvrigt som kunne støtte udvalgets fortolkning.

Den sproglige grænse i § 8,

stk. 1, nr. 1, går ved at nægte at lade sig indlægge på sygehus, modtage

nødvendig lægebehandling eller mod læges og kommunens opfordring nægte at

'deltage i hensigtsmæssig optræning for at generhverve arbejdsevnen', og § 8,

stk. 1, nr. 2, taler om at 'den sikrede ved sin adfærd forhaler

helbredelsen'.

Efter min gennemgang af

lovens forarbejder - og efter at have sammenholdt bestemmelsen med

tilsvarende

bestemmelser i sociallovgivningen i øvrigt - er det min opfattelse at

ordgrænsen udelukker anvendelsen af § 8 til standsning af dagpengene i (A)'s

sag. Som tidligere nævnt er der efter det for mig oplyste intet grundlag for

at

konkludere at (A) har nægtet at medvirke til sagens oplysning mv.

Jeg bemærker i denne

sammenhæng at dagpengeloven ikke indeholder bestemmelser om rådighedspligt

eller lignende, som bl.a. kendes fra bistandslovens område.

Jeg ønsker her at tilføje at

det efter min mening heller ikke er muligt at standse dagpengene med

udgangspunkt i den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om processuel

skadevirkning. Myndighederne er herefter berettiget til at afslutte sagen på

det foreliggende grundlag hvis parten slet ikke eller kun utilstrækkeligt

medvirker til sagens oplysning. Det antages dog at være en forudsætning at

parten ved hvilke oplysninger det er myndigheden ønsker. Oplysningerne må

ikke være særligt belastende, besværlige eller omkostningskrævende for parten

at fremskaffe, og er parten ikke i stand til at efterkomme forvaltningens

ønsker, må myndigheden normalt selv sørge for - eller bistå parten med - at

fremskaffe de ønskede oplysninger. Den processuelle skadevirkning kan

anvendes

uden særlig hjemmel.

Som sagen ligger oplyst for

mig, er der ikke fremkommet oplysninger som sandsynliggør at (A)'s personlige

fremmøde i kommunen var påkrævet. Esbjerg Kommune har haft mulighed for at

indhente oplysningerne om hospitalsindlæggelsen andetsteds end hos (A) selv.

Sammenlagt mener jeg derfor

ikke at myndighederne har haft tilstrækkelig hjemmel til at standse

udbetalingen af (A)'s dagpenge - hverken efter lovens bestemmelser herom

eller

efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Jeg har bedt Dagpengeudvalget

om at lade disse overvejelser indgå i grundlaget for udvalgets genoptagelse

af

sagen."

Dagpengeudvalget svarede den

20. februar 1998 følgende:

"Folketingets Ombudsmand

har ved brev af 4. februar 1998 anmodet om eventuelle kommentarer til

Ombudsmandens foreløbige redegørelse i ovennævnte sag.

Dagpengeudvalgets sekretariat

finder anledning til at bemærke, at man er enig i at det under hele sagens

forløb har været ubestridt, at (A) fortsat var fuld uarbejdsdygtig, og at han

frem til den 26. juni 1995 fuldtud havde efterlevet kommunens henstillinger.

Sekretariatet er derimod ikke enig i, at der under sagens behandling,

herunder

behandlingen i udvalgets møde, var uklarhed om årsagen til at han den 22.

juni

blev bedt om, at rette henvendelse til kommunen, idet anmodningen fremstod

som

en rutinemæssig opfølgning af hvorvidt situationen fortsat var uændret. Der

ses således ikke at være modstrid mellem notatet den 8. juni og anmodningen,

idet notatet af 8. juni 1995 var en tilkendegivelse af at dagpengeretten

fortsatte sålænge situationen var uændret, mens anmodningen var en

rutinemæssig

opfølgning af om situationen også var uændret.

Sekretariatet har ikke på

nuværende tidspunkt yderligere bemærkninger, men vil foranledige, at sagen

bliver taget op til fornyet overvejelse i et af Dagpengeudvalgets kommende

principmøder udfra det i den foreløbige redegørelse anførte, specielt med

henblik på om Udvalget fortsat finder, at (A)'s udeblivelse kan anses for at

være udtryk for en nægtelse af at medvirke.

Sagen kan forventes

genoptaget i Dagpengeudvalgets førstkommende principmøde den 3. april

1998."

"Jeg finder ikke

grundlag for at ændre den kritik af sagens behandling som fremgår af den

foreløbige redegørelse, og fastholder derfor redegørelsen i dens fulde

omfang.

Jeg går ikke ud fra at Dagpengeudvalget med brevet af 19. februar 1998 ønsker

at give udtryk for at udvalget var bekendt med Esbjerg Kommunes forklaring på

indkaldelsen af (A). Konsekvensen må efter min mening blive at udvalget ikke

endeligt kunne vurdere om afgørelsen var i overensstemmelse med

proportionalitetsprincippet.

Jeg bemærker i denne forbindelse at den skelnen som Dagpengeudvalget lægger

op

til imellem konstateringen af retten til dagpenge og anmodningen om en

rutinemæssig opfølgning efter min mening ikke forklarer sagen. (A) fik, efter

hvad der er noteret i sagen, at vide at hans næste fremmøde forventedes efter

hospitalsindlæggelsen - for ham må det derfor fremstå som uforklaret hvorfor

Esbjerg Kommune indkalder ham samme dag notatet er dateret.

Jeg har meddelt

Dagpengeudvalget min opfattelse, og taget oplysningen om genoptagelse til

efterretning. Jeg beder Dem derfor nu afvente Dagpengeudvalgets afgørelse,

før

De tager stilling til om der eventuelt er grundlag for at klage til mig

igen."

Den 6. maj 1998 meddelte

Dagpengeudvalget mig følgende:

"Der vedlægges kopi af

Dagpengeudvalgets afgørelse af 3. april 1998, hvorefter Dagpengeudvalgets

afgørelse af 2. februar 1996 og kommunens afgørelse af 28. juni 1995 er

ændret

med den begrundelse, at udeblivelsen ikke kan sidestilles med en nægtelse af

at

medvirke.

På baggrund af Ombudsmandens

redegørelse og efter opfordring fra Dagpengeudvalget, er Socialministeriet i

færd med at udarbejde forslag til ændring af dagpengelovens § 8, en ændring

der

specielt retter sig imod manglende medvirken ved opfølgning efter

dagpengelovens § 24.

Det kan oplyses, at SM D-4-96

forventes ændret ved at sag nr. 3 udgår. Der vil på Dagpengeudvalgets næste

principmøde den 29. maj 1998 blive taget stilling til, om der er anledning

til

yderligere ændringer i denne eller andre Sociale Meddelelser, der vedrører

anvendelsen af § 8 i dagpengeloven."

Den 18. maj 1998 meddelte jeg

Dagpengeudvalget at jeg havde taget det oplyste til efterretning.

NOTER (*1) Jf. FOB 1976, s.

295 og FOB 1985, s. 185ff.

Lignende dokumenter