Standsning af sygedagpenge
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Standsning af sygedagpenge
S.I.D. klagede til mig på et
medlems vegne, og den 17. marts 1998 skrev jeg følgende:
Jeg har færdigbehandlet A's
sag, og jeg har kritiseret Dagpengeudvalget for at det - uden at kende
årsagen
til at Esbjerg Kommune skiftede opfattelse med hensyn til indkaldelse af A -
stadfæstede afgørelsen om bortfald af dagpengeretten. Jeg er ikke enig i
udvalgets fortolkning af de bestemmelser i dagpengeloven som myndighederne
har
henvist til som hjemmel for afgørelsen. Jeg mener ikke dagpengeloven med
tilhørende bekendtgørelser indeholder hjemmel til at standse udbetaling af
dagpenge til A. Jeg mener i øvrigt heller ikke at almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger kan begrunde en sådan reaktion over for
Deres medlem. Jeg har bedt udvalget om at genoverveje afgørelsen og herunder
inddrage de synspunkter jeg har fremlagt, og meddele mig resultatet.
Som De vil se, har jeg lagt
vægt på nogle andre aspekter i sagen end dem De især har peget på i klagen
til
myndighederne og i klagen til mig. Jeg har ikke taget særskilt stilling til
de
forhold De har peget på.
Om min bedømmelse af sagen
henviser jeg i øvrigt til afsnittet "Ombudsmandens udtalelse".
Som sagen ligger oplyst for
mig nu, kan forløbet i hovedtræk gengives således: A sygemeldes den 27. marts
1995. Han følger kommunens anvisninger om møder etc. frem til den 26. juni
1995. Den 22. juni 1995 indkaldes A til et møde i kommunen, og den 28. juni
1995 indkaldes A til at møde senest fredag den 30. juni 1995. Dette brev har
De
Læs alt
vedlagt i henvendelsen til mig. A møder ikke op og har selv herom bl.a.
forklaret
at han dels glemte at tømme sin postkasse, dels var i Ribe med nogle gæster
og
derfor ikke havde læst kommunens breve. Kommunen stopper dagpengene under
henvisning til dagpengelovens §§ 8 og 24. Myndighederne mener her at have
hjemmel til at stoppe dagpengeudbetaling hvis dagpengemodtageren uden
fyldestgørende grund undlader at efterkomme kommunens anmodning om en
henvendelse. A møder op tre dage senere (efter den mellemliggende weekend) i
kommunen, men får her at vide at sagen er stoppet og ikke kan genoptages. A
klager til Dagpengeudvalget, og inden udvalget træffer afgørelse i sagen,
meddeler læge B uopfordret udvalget den 4. januar 1996 at A blev
by-pass-opereret i oktober 1995 (to blodpropper i hjertet i foråret 1995), og
at han ikke opfylder kriterierne for at få overgangsydelse. Dagpengeperioden
er ikke lang nok på grund af standsningen af dagpengene.
A var med andre ord syg under
hele forløbet.
Om baggrunden for mødet
indeholder Esbjerg Kommunes journalark ingen oplysninger. Kommunens
indkaldelse
af 22. juni 1995 findes ikke i de akter jeg har fået tilsendt. Da hverken
Esbjerg Kommune eller Dagpengeudvalget har oplyst andet, må jeg gå ud fra at
indkaldelsen til A af 22. juni 1995 heller ikke indeholder oplysninger om
hvorfor kommunen skiftede opfattelse og besluttede at indkalde ham med kort
varsel. Det eneste der er noteret i journalarket, er en oplysning om at det
var o.k. med fortsat udbetaling af dagpenge, og at det var aftalt med A at
han
selv rettede henvendelse efter den forestående hospitalsindlæggelse.
På min opfordring svarede
Esbjerg Kommune at grundlaget for at indkalde A til et nyt møde var at få
afklaret om hospitalsindlæggelsen var overstået, og derefter indhente
journaloplysninger fra hospitalet. Oplysningen om indlæggelsen kunne kommunen
også have forsøgt at få ved f.eks. at rette henvendelse direkte til
hospitalet
eller til A's læge.
Dagpengeudvalget har ikke
søgt at afklare begrundelsen for kommunens beslutning om at indkalde A i
strid
med journalarkets oplysninger om anden aftale. Udvalget har herom svaret mig
at
udvalget "ikke (har) fundet anledning til at betvivle, at kommunen den
22. juni 1995 havde behov for dagpengemodtagerens medvirken til belysning af
den aktuelle situation til brug for stillingtagen til det videre
forløb",
og at "det ... i så fald ikke (er) Udvalgets praksis at tage kommunens
vurdering
af dette forhold op til egentlig vurdering". Det er især med
udgangspunkt
i dette forhold at jeg mener der er grundlag for at kritisere
Dagpengeudvalget
- at udvalget med andre ord ikke sørgede for at afklare og inddrage Esbjerg
Kommunes behov for at indkalde A (der notorisk må have været syg på det
pågældende tidspunkt), med den virkning at manglende fremmøde medførte
permanent standsning af dagpengene.
Jeg er ikke enig i udvalgets
fortolkning af bestemmelserne i lovens §§ 8 og 24. Jeg mener ikke at der
efter
loven (eller efter de forvaltningsretlige grundsætninger i øvrigt) er hjemmel
til at standse udbetalingen af dagpengene i A's sag.
Mere detaljeret fremgår det i
øvrigt af sagen at A's sag blev fremlagt på et teammøde i kommunen den 11.
maj
1995. Det blev besluttet at indkalde A til et møde efter en undersøgelse der
skulle finde sted den 24. maj 1995. Den 2. juni 1995 noterede kommunen i
referatarket at A havde henvendt sig og oplyst at han havde været til
undersøgelse den 26. maj og 2. juni
1995.
A
fik fire slags hjertemedicin og afventede indkaldelse
til ny undersøgelse hvortil der var knyttet en indlæggelse på tre-fire dage.
A
ville give besked når han havde fået sin indkaldelse.
A's sag var på et nyt
teammøde den 8. juni 1995. Kommunen noterede bl.a. følgende om konklusionen
på
mødet:
"...
O.K. med fortsat udbetaling.
Tal med sikr. om at give besked hertil når han har været indlagt. Efter
indlæggelsen skal der indhentes journaloplysninger fra med.afd.
Not uge 25/960."
I et
"bankbrev"/dagpengeudbetalingsbilag af 22. juni 1995, som ikke
findes
i de akter jeg har modtaget, blev A imidlertid bedt om at rette henvendelse
til
kommunen "mandag eller tirsdag i denne uge", og den 28. juni 1995
sendte kommunen A følgende brev:
"På det
dagpengeudbetalingsbilag/brev De modtog i sidste uge, anmodede vi Dem om at
rette henvendelse hertil mandag eller tirsdag i denne uge.
De har ikke rettet
henvendelse.
I den anledning gør vi
opmærksom på, at retten til dagpenge bortfalder fra fredag (den 30. juni
1995,
min bemærkning) i denne uge, hvis De ikke retter henvendelse senest på dette
tidspunkt, jævnfør dagpengelovens § 8 og § 24.
Denne afgørelse kan
indbringes for Dagpengeudvalget,
inden 4
uger
efter modtagelsen af denne
afgørelse.
Klagen skal dog sendes til
social- og sundhedsforvaltningens områdekontor. Adressen står øverst på dette
brev.
Hvis De har indsendt
raskmelding, bedes De se bort fra denne henvendelse."
I referatarket noteres under
datoen 3. juli 1995:
"03.07.95. Sagen kørt ud
med sidste beregningsdag 29.06.95, idet sikr. ikke har rettet henvendelse på
meddelelse på bankbrev den 22.06.95 om at rette henvendelse mandag eller
tirsdag i uge 26. Er derfor tilskrevet den 28.06.95 om at rette henvendelse
senest fredag den 30.06.95, hvilket sikr. ikke gør, og sagen køres ud p.g.a.
manglende medvirken....
s.d. Sikr. henvender sig. Til
spørgsmålet om, hvorfor han ikke har rettet henvendelse i fredags, oplyser
sikr. at han var i Ribe sammen med nogle gæster. Sikr. er orienteret om at
sagen er stoppet og ikke kan genoptages, hvilket sikr. kan anke til
dagpengeudvalget, hvilket fremgår af skrivelsen af 28.06.95."
Kommunen fastholdt sin
afgørelse i forbindelse med en genvurdering den 11. juli 1995, og sagen blev
sendt til Dagpengeudvalget samme dag. I referatarket under datoen den 11.
juli
1995 noterede kommunen bl.a.:
Sikr. har "den 05.07.95... rettet henvendelse til en socialrådgiver i
forvaltningen p.g.a. stop af
dagpenge, og har til socialrådgiveren oplyst, at han ikke havde læst teksten
på dagpengeopgørelsen den 22.06.95. Vedr. brevet af 28.06.95 har sikr.
afgivet
2 forklaringer på, hvorfor han ikke har rettet henvendelse. ..."
Den 4. januar 1996 modtog
Dagpengeudvalget følgende brev fra læge B:
"...
I anledning af nævnte ankesag
kan jeg til sagens oplysning tilføje, at (A) i oktober 1995 blev by-pass
opereret for sin hjertelidelse. I foråret 1995 havde han 2 blodpropper i
hjertet, og han var således sygemeldt, da socialforvaltningen i slutningen af
juni satte ham på kontanthjælp. Han ønsker nu at få overgangsydelse, men har
ikke dagpenge-tid nok til at opfylde kriteriet herfor, dersom perioden fra
ultimo juni til raskmelding den 20.12.95 ikke tæller med.
..."
Den 15. februar 1996 traf
Dagpengeudvalget afgørelse i sagen. Udvalget stadfæstede Esbjerg Kommunes
afgørelse således:
"...
De havde den 3. juli 1995
ikke mere ret til dagpenge fra kommunen, idet det ved Deres undladelse af at
efterkomme kommunens anmodning om en henvendelse mandag den 26. eller tirsdag
den 27. juni 1995 eller allersenest
fredag
den 28. juni
1995, anses for godtgjort, at De ikke har villet medvirke til
hensigtsmæssige foranstaltninger for at genvinde erhvervsevnen, jf.
dagpengelovens § 8, stk. 1.
Dagpengeudvalget har ved
afgørelsen lagt vægt på, at De torsdag den 22. juni 1995 skriftligt er
anmodet
om at rette henvendelse til kommunen senest mandag den 26. eller
tirsdag den 29. juni
og på, at De igen
er anmodet ved brev af onsdag den 28. juni 1995 om at rette henvendelse
senest fredag
den 30. juni 1995, samt på at De ved disse anmodninger er orienteret om, at
manglende henvendelse vil medføre bortfald af dagpengeretten.
Dagpengeudvalget tiltræder
således kommunens afgørelse.
Opmærksomheden henledes på,
at Dagpengeudvalgets afgørelse er endelig og ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed.
..."
(Mine fremhævelser af datoer
som er fejlagtigt angivet).
De klagede hertil den 22.
februar 1996. I klagen fremhævede De især de tidsfrister kommunen satte for
A's
henvendelse og hans sprogvanskeligheder, og at myndighederne i afgørelserne
ikke har taget behørigt hensyn til disse forhold. Den 10. april 1996 bad jeg
Dagpengeudvalget og Esbjerg Kommune om udtalelser.
Esbjerg Kommune svarede den
8. maj 1996 følgende:
"...
(A) blev sygemeldt 27.03.95
og da pgl. den 08.05.95 henvender sig vedr. opfølgning af sygedagpengesagen,
oplyser han ikke noget om, at han hverken kan læse eller forstå dansk, ej
heller at henvendelse skal ske til egen læge og ikke ham personligt.
Opfølgning
af dagpengesagen er foregået uden sprogproblemer. Pgl. har henvendt sig alene
uden tolk.
(A) henvender sig 03.07.95,
hvor dagpengeudbetalingen er stoppet. Oplyser, at årsagen til at han ikke har
rettet henvendelse er, at han var i Ribe med nogle gæster. Den 05.07.95
henvender pgl. sig til en socialrådgiver i forvaltningen, hvor han giver 2
forklaringer til, hvorfor han ikke retter henvendelse på skrivelse af
28.06.95.
Oplyser ikke noget om, at årsagen skulle være sprogproblemer.
..."
Dagpengeudvalget svarede den
2. juli 1996 følgende:
"...
Dagpengeudvalget traf i møde
den 2. februar 1996 afgørelse om, at (A) ikke var berettiget til sygedagpenge
efter den 3. juli 1995, idet det ansås for godtgjort, at han ikke ville
medvirke til hensigtsmæssige foranstaltninger herunder kommunens lovpligtige
opfølgning af sagen i henhold til dagpengelovens § 24 sammenholdt med § 53,
stk. 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.
Dagpengeudvalget lagde ved
afgørelsen vægt på, at (A) kort forinden var gjort opmærksom på, at
udeblivelse
i forbindelse med kommunens indkaldelse til møde ville blive betragtet som
nægtelse af at medvirke og at dagpengeretten i så tilfælde ville bortfalde.
I klagen til Ombudsmanden har
S.I.D. Esbjerg anført, at foreningen finder det kritisabelt, at (A)'s
oplysninger om, at han ikke er i stand til at læse eller skrive dansk ikke er
tillagt betydning ved sagens afgørelse.
Dagpengeudvalget fandt, at
(A) ved de 2 forudgående fremmøder har vist, at han var i stand til at gøre
sig
fuldt ud bekendt med brevenes indhold herunder vigtigheden af rettidig, at
kontakte kommunen og derefter rettidig er mødt op i kommunen.
Dagpengeudvalget går, ligesom
kommunen ud fra, at han udfra sin viden om vigtigheden af, at kontakte
kommunen
skaffer sig sikker viden om hele indholdet i ethvert brev fra kommunen, især
når der i brevet er en tekst, der ikke var i det foregående brev af samme
slags. Dagpengeudvalget finder derfor ingen anledning til, at tillægge det
nogen betydning, at anmodningen blot var en del af et brev, der samtidig var
et
udgiftsbilag.
Dagpengeudvalget fandt, udfra
det forhold at eventuelle sprogproblemer ikke havde voldt problemer i den
forløbne dagpengeperiode, og at der tilsyneladende ikke havde været problemer
med at forstå den samme meddelelse i brevene af 3. og 31. maj 1995, ikke
grundlag for at antage, at sprogproblemer skulle have haft nogen betydning i
forbindelse med brevet den 22. juni 1995. Dagpengeudvalget finder derfor at
udeblivelsen må anses for at være en bevidst udeblivelse, der kan ligestilles
med en nægtelse.
S.I.D. Esbjerg anfører
videre, at foreningen finder det helt uacceptabelt, at (A) den 30. juni 1995
modtager et brev fra kommunen om at give møde samme dag.
I dette tilfælde, hvor
kommunen den 22. juni 1995 havde sendt en anmodning med sædvanlig frist til
at
kontakte kommunen og derefter beslutter, at give (A) en ekstra mulighed for
at
vise vilje til at medvirke til opfølgningen, finder Dagpengeudvalget ikke
anledning til, at kritisere kommunen for at kræve, at han reagerer meget
hurtigt på kommunens brev af den 28. juni 1995 senest fredag den 30. juni
1995.
Dagpengeudvalget finder
ligeledes ikke at det forhold, at (A) ændrer indstilling i løbet af
week-enden
kan give anledning til genoptagelse af udbetalingen, idet retten til dagpenge
er bortfaldet ved udeblivelse, jf. dagpengelovens § 8, stk. 1.
Iøvrigt henvises til vedlagte
akter herunder kommunens udtalelse af 8. maj 1996 og social meddelelse
SM-D-4-96.
..."
Den 30. maj 1997 bad jeg
Dagpengeudvalget og Esbjerg Kommune om en supplerende udtalelse i sagen. Om
baggrunden herfor skrev jeg bl.a. følgende:
"...
Sagen er sammen med 3 andre
sager udsendt i SM D-4-96 om rækkevidden af bestemmelsen i dagpengelovens §
8,
stk. 1, nr. 1.
Afgørelsen i den sag som er
omtalt i SM D-4-96 under nr. 1 (j.nr. ...) lægger vægt på at lønmodtageren
havde afslået at modtage et arbejdstilbud, og gengiver dagpengelovens § 8,
stk. 1, nr. 1, således:
'Efter dagpengelovens § 8,
stk. 1, nr. 1, bortfalder retten til dagpenge, hvis den sikrede mod lægens og
kommunens opfordring hertil nægter at deltage i hensigtsmæssig
optræning
(min fremhævelse) for at
generhverve arbejdsevnen.'
Sag nr. 2 (j.nr. ...) lægger
vægt på at lønmodtageren gentagne gange var udeblevet fra møder i forbindelse
med iværksættelse af revalidering. Dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 1,
gengives
igen således: '... at deltage i hensigtsmæssig
optræning
for at generhverve arbejdsevnen' (min fremhævelse).
I sag nr. 4 (j.nr. ...)
gengives bestemmelsen på samme måde, nemlig '... at deltage i hensigtsmæssig
optræning
for at generhverve
arbejdsevnen' (min fremhævelse).
Sag nr. 3 (j.nr. ...) som jeg
forstår er (A)'s sag, gengives således:
'Lønmodtageren var syg og
indlagt på hospital i dagene 27.-31. marts 1995 på grund af en hjertelidelse.
Ved brev af 3. maj 1995 blev
lønmodtageren anmodet om at rette henvendelse til kommunen mandag eller
tirsdag
i den følgende uge. Lønmodtageren oplyste her, at han havde været til
undersøgelse på sygehuset den 2. maj 1995 og skulle til ny undersøgelse den
26.
maj.
Den 31. maj 1995 skrev
kommunen til lønmodtageren om at henvende sig i kommunen den efterfølgende
mandag eller tirsdag. Allerede om fredagen oplyste lønmodtageren dog, at han
ventede på indkaldelse til ny undersøgelse.
Ved påtegning på bankbrev torsdag
den 22. juni 1995 anmodede kommunen på ny lønmodtageren om at rette
henvendelse
til kommunen den følgende mandag eller tirsdag.
Efter konstatering af
lønmodtagerens manglende henvendelse bad kommunen i brev af 28. juni 1995
lønmodtageren om at henvende sig senest fredag den 30. juni 1995.
Mandag den 3. juli 1995
henvendte lønmodtageren sig til kommunen og oplyste, at årsagen til, at han
ikke havde henvendt sig om fredagen var, at han ikke havde fået tømt sin
postkasse fredag inden kommunens lukketid.
Den 5. juli 1995 oplyste
lønmodtageren, at han ikke havde reageret på påtegningen på bankbilaget,
fordi
han ikke selv kunne læse dansk. Da han havde regnet med, at der kun var tale
om
et udbetalingsbilag, havde han ikke fået påtegningen oversat.
Kommunen standsede
udbetalingen af dagpenge med sidste udbetalingsdag den 30. juni 1995.'
Fremstillingen af sagen giver
mig grundlag for at spørge udvalget om hvorfor fremstillingen ikke medtager
alle oplysninger fra kommunens referatark. Jeg tænker her især på den
betydning det må have at kommunen den 8. juni 1995 noterede at det var 'O.K.
med fortsat udbetaling', og at 'Efter indlæggelsen skal der indhentes
journaloplysninger
fra med.afd.'
Som jeg forstår kommunens
referatark havde (A) altså fulgt kommunens anvisninger frem til den 8. juni
1995.
I SM D-4-96, sag 3, gengives
dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 1, således:
'... lønmodtageren ikke havde
villet medvirke til hensigtsmæssige
foranstaltninger
for
at genvinde erhvervsevnen
' [min
fremhævelse].
Dagpengelovens § 8, stk. 1,
nr. 1, er formuleret således, jf. lovbekendtgørelse nr. 549 af 23. juni 1994
med senere ændringer:
'
§ 8.
Retten til dagpenge bortfalder,
1)
hvis den sikrede mod
lægens opfordring hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at
modtage
nødvendig lægebehandling eller mod lægens og kommunens opfordring at deltage
i
hensigtsmæssig
optræning for at generhverve
arbejdsevnen
, eller ... (min fremhævelse).
...'
Jeg skal bede
Dagpengeudvalget om en nærmere redegørelse for hvorfor bestemmelsen er
gengivet
anderledes i sag nr. 3 (j.nr. ...), svarende til hvad Dagpengeudvalget har
skrevet i udtalelsen af 2. juli 1996 til mig:
'Dagpengeudvalget traf i møde
den 2. februar 1996 afgørelse om, at (A) ikke var berettiget til sygedagpenge
efter den 3. juli 1995, idet det ansås for godtgjort, at han ikke ville
medvirke til hensigtsmæssige
foranstaltninger
herunder kommunens lovpligtige opfølgning af sagen i henhold til
dagpengelovens
§ 24 sammenholdt med § 53, stk. 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701
af 22. juli 1994 (min fremhævelse).'
Hvis gengivelsen i SM D-4-96
af sag nr. 3 er udtryk for en udvidende fortolkning af bestemmelsen, beder
jeg
Dagpengeudvalget om nærmere at redegøre for de retskilder og overvejelser
fortolkningen hviler på. Jeg skal i denne sammenhæng - som min foreløbige
iagttagelse - bemærke at formuleringen af dagpengelovens § 24 - og i vidt
omfang også kapitel 15 om opfølgning i Socialministeriets bekendtgørelse nr.
701 af 22. juli 1994, som Dagpengeudvalget især har henvist til i udtalelsen
til mig, umiddelbart for mig at se handler om den pligt kommunen har med
lovens
ord til at tage 'den sikredes forhold op til vurdering med henblik på, om der
er behov for behandling, optræning ...'
De oplysninger kommunen har
brug for til sin vurdering, kan indhentes fra egen læge, hospitaler osv., og
efter § 54 i bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994 foretages den fortsatte
opfølgning '... efter de retningslinier, der er angivet i §§ 52 og 53, og der
indhentes supplerende fyldestgørende lægeerklæring eller anden form for
lægelig
oplysning'.
De oplysninger der indhentes
i sagen skal efter § 53 i samme bekendtgørelse vurderes af kommunen,
eventuelt
i samråd med dagpengemodtageren, praktiserende læge, lægekonsulent og
arbejdskonsulent.
På denne baggrund skal jeg
bede Dagpengeudvalget redegøre for hvorfor udvalget i sin afgørelse har
undladt
at inddrage en vurdering af Esbjerg Kommunes behov for at indkalde (A) til et
møde tilsyneladende før tiden, og hvor udvalget mener at have hjemmel til at
fastslå 'at det forhold, at (A) ændrer indstilling i løbet af week-enden
(ikke)
kan give anledning til genoptagelse af udbetalingen, idet retten til dagpenge
er bortfaldet med udeblivelsen, jf. dagpengelovens § 8, stk. 1'.
Jeg henviser her til læge
(B)'s brev af 4. januar 1996 til Dagpengeudvalget hvoraf fremgår at (A) fik
en
hjerteoperation i efteråret og først blev raskmeldt den 20. december 1995 -
med andre ord var syg under hele forløbet.
Jeg beder Esbjerg Kommune
oplyse hvorfor (A) blev indkaldt til mødet, og om andre måder at oplyse (A)'s
sag på eventuelt blev overvejet.
Jeg beder endelig
Dagpengeudvalget om at oplyse om udvalgets overvejelser i forbindelse med
spørgsmålet om afgørelsen, der jo efter udvalgets opfattelse ikke kan ændres
fordi
(A) mødte op den 3. juli 1995, opfylder den almindelige forvaltningsretlige
grundsætning om proportionalitet, jf. f.eks. ombudsmandens udtalelse i FOB
1976, s. 295ff."
Esbjerg Kommune svarede den
20. juni 1997 følgende:
"...
Det er Esbjerg kommunes
opfattelse, at ombudsmanden ønsker oplysninger om, hvorfor (A) i bankbrev af
den 22.6.1995 blev indkaldt til nyt møde mandag den 26.6.1995 eller tirsdag
den
27.6.1995 på Områdekontor Sædding, uagtet at det ved møde den 2.6.1995 blev
aftalt med (A), at han skulle rette henvendelse til kommunen, når han havde
været indlagt.
Hertil kan oplyses, at
Esbjerg kommune efter dagpengelovens §24 har en selvstændig pligt til løbende
at tage den sygemeldtes sag op til vurdering med henblik på, om der er behov
for behandling, optræning, revalidering m.v.
Den 8.6.1995 blev sagen
forelagt for områdekontorets lægekonsulent, som ønskede (A) indkaldt mandag
eller tirsdag i uge 26/1995. Indkaldelsen havde til formål at få afklaret, om
hospitalsindlæggelsen var overstået, idet det i bekræftende fald allerede
var besluttet efterfølgende at indhente journaloplysninger/epikrise fra
hospitalet, til brug for stillingtagen til videre foranstaltninger i sagen.
Esbjerg kommune har ikke
yderligere oplysninger til spørgsmålet."
Dagpengeudvalget svarede
således den 9. september 1997:
"Indledningsvis kan det
bekræftes, at de i Deres brev fremhævede datoer rettelig skulle være fredag
den
30. juni 1995 og tirsdag den 27. juni 1995.
De ønsker oplyst, hvorfor
fremstillingen ikke medtager alle oplysninger fra kommunens referatark,
specielt kommunens notering den 8. juni 1995 om, at det var ok med fortsat
udbetaling og at der efter indlæggelsen skulle indhentes journaloplysninger
fra
med. afdeling.
Grunden til, at disse
oplysninger ikke er medtaget i fremstillingen er, at Dagpengeudvalget finder,
at det ved de oplysninger, der er medtaget er tilstrækkeligt tilkendegivet,
at
(A) havde fulgt kommunens anvisninger frem til den 26. juni 1995, således at
yderligere oplysninger forud for denne dato var overflødige og uden betydning
for sagen.
De har videre anmodet om en
nærmere redegørelse for, hvorfor bestemmelsen i dagpengelovens § 8, stk. 1,
er
gengivet anderledes i sag nr. 3 i SM-D-4-96 end i de 3
øvrige
sager i samme Sociale Meddelelse, idet bestemmelsen i sag nr. 3 er gengivet
ved
'hensigtsmæssige foranstaltninger for at genvinde erhvervsevnen' og i de 3
øvrige sager er gengivet ved 'hensigtsmæssig optræning for at generhverve
arbejdsevnen'.
Det er Dagpengeudvalgets
opfattelse, at de nævnte 2 udtryk er synonyme og der er derfor ikke reelt
tale
om en forskellig gengivelse i de 4 sager og dermed heller ikke tale om en
udvidende fortolkning, men det er samtidig Udvalgets opfattelse, at begge
udtryk omfatter det forhold, at dagpengemodtageren uden fyldestgørende grund
undlader at efterkomme kommunens anmodning om en henvendelse, herunder en
ønsket henvendelse i forbindelse med kommunens opfølgning i henhold til
dagpengelovens
§ 24. Det er Dagpengeudvalgets opfattelse, at dagpengelovens § 24 og kapitel
15
i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994 udover at give
kommuner hjemmel til at kunne indhente oplysninger fra egen læge, hospitaler
osv., også giver kommuner adgang til at vælge at anmode dagpengemodtageren om
de oplysninger, han måtte være i besiddelse af og at manglende efterkommelse
af
en sådan anmodning medfører sanktion efter dagpengelovens § 8, stk. 1.
Dagpengeudvalget har efter
praksis anset det for nødvendigt at fortolke denne bestemmelse udvidende,
således at dagpengene også bortfalder ved manglende medvirken til forudgående
skridt, der kunne føre til én af de foranstaltninger, der direkte er nævnt i
bestemmelsen.
Hvis det var muligt uden
konsekvenser at undlade medvirken i den forudgående fase, ville bestemmelsens
rækkevidde
kunne blive indsnævret i et omfang, der ikke er foreneligt med formålet i
dagpengelovens
§ 24, stk. 1 og § 8, stk. 1.
De beder endvidere
Dagpengeudvalget om at redegøre for, hvorfor Udvalget i sin afgørelse har
undladt at inddrage en vurdering af Esbjerg kommunes behov for at indkalde
(A)
til et møde tilsyneladende før tiden, og hvor Udvalget mener at have hjemmel
til at fastslå 'at det forhold, at (A) ændrer indstilling i løbet af
week-enden
(ikke) kan give anledning til genoptagelse af udbetalingen, idet retten til
dagpenge er bortfaldet med udeblivelsen, jf. dagpengelovens § 8, stk. 1'.
Dagpengeudvalget har ikke
fundet anledning til at betvivle, at kommunen den 22. juni 1995 havde behov
for
dagpengemodtagerens medvirken til belysning af den aktuelle situation til
brug
for stillingtagen til det videre forløb, og det er i så fald ikke Udvalgets
praksis at tage kommunens vurdering af dette forhold op til egentlig
vurdering.
Efter dagpengelovens § 8,
stk. 1 bortfalder retten til dagpenge ved manglende medvirken. Efter stk. 2 i
samme paragraf, bortfalder retten til dagpenge sålænge den sikrede ikke
opfylder sin forpligtelse til anmeldelse eller dokumentation. Det er
Udvalgets
opfattelse, at hjemlen til at dagpengeretten varig bortfalder, hvor den er
bortfaldet efter § 8, stk. 1, ved en modsætningsbeslutning fra stk. 2, er
indeholdt i stk. 1.
Sluttelig anmoder De
Dagpengeudvalget om at oplyse, om Udvalgets overvejelser om, hvorvidt
afgørelsen opfylder den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om
proportionalitet.
Det er Udvalgets opfattelse,
at det forhold, at (A) var gjort bekendt med virkningen af udeblivelse gør,
at
afgørelsen opfylder proportionalitetsprincippet.
..."
Den 22. september 1997 bad
jeg om Deres eventuelle bemærkninger til myndighedernes supplerende
udtalelser.
Ombudsmandens udtalelse
"(A)'s sag gør især spørgsmålene om Dagpengeudvalgets opgave som
rekursmyndighed og om udvalgets anvendelse af officialprincippet aktuelle.
Udvalgets afgørelse skal endvidere ses i lyset af det almindelige
forvaltningsretlige princip om proportionalitet. Om disse spørgsmål og
problemer henviser jeg til det nedenfor, under A), anførte.
Myndighedernes afgørelse af sagen og den bagvedliggende fortolkning af
bestemmelserne i dagpengelovens § 8 og § 24 er efter min mening meget
tvivlsom. Jeg har under B) beskrevet de betænkeligheder myndighedernes
anvendelse af § 8 i sagen giver anledning til. Jeg har bedt udvalget inddrage
disse betænkeligheder i forbindelse med genoptagelsen af sagen.
A) Officialprincip, proportionalitet mv.
Efter dagpengelovens § 32 kan kommunens afgørelser om dagpenge indbringes for
Dagpengeudvalget. I loven er der ikke fastsat særlige begrænsninger i
udvalgets prøvelse af de kommunale afgørelser, og udvalget må med andre ord
være omfattet af det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt - at
prøvelsen er en fuldstændig efterprøvelse af sagens faktum og dens retlige
spørgsmål. Dette indebærer bl.a. at udvalget efter omstændighederne også skal
tage stilling til afgørelsens rimelighed og hensigtsmæssighed. Jeg henviser i
denne sammenhæng bl.a. til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s.
652ff.
Udvalget skal træffe den sagligt rigtige afgørelse i den påklagede sag.
Officialprincippet finder anvendelse under udvalgets forberedelse af sagen.
Det er udvalgets ansvar at sagen er tilstrækkeligt oplyst, således at den
sagligt rigtige afgørelse kan træffes. Jeg henviser i denne sammenhæng bl.a.
til mit j.nr. 1997-786-025 (Dagpengeudvalgets sag, j.nr. ...) hvor jeg også
har taget stilling til spørgsmålet om udvalgets anvendelse af
officialprincippet.
Efter oplysningerne i Esbjerg Kommunes notatark er der under datoen 8. juni
1995 kun oplyst at det var o.k. med fortsat udbetaling, og at (A) skulle give
besked når han havde været
indlagt. Der er ingen oplysninger om hvorfor kommunen senere ændrede
beslutningen og indkaldte (A). Beslutningen fremstår derfor som uforklaret
da Dagpengeudvalget træffer afgørelse i sagen. Konsekvenserne blev meget
vidtgående for (A). Hvis man lægger (A)'s forklaringer til grund, har han
ikke
- før det var for sent - haft lejlighed til at læse kommunens indkaldelser,
og
det kan ikke, som sagen foreligger oplyst for mig, lægges til grund at han
har
nægtet at medvirke til sagens oplysning eller nægtet at lade sig indlægge,
modtage nødvendig lægebehandling eller nægtet at deltage i hensigtsmæssig
optræning eller forhalet sin helbredelse. Udvalget har da i øvrigt også
bekræftet
at (A) har fulgt kommunens anvisninger frem til den 26. juni 1995.
Det har derfor undret mig
meget at udvalget den 9. september 1997 svarede at udvalget ikke fandt
anledning til at betvivle Esbjerg Kommunes behov for (A)'s medvirken til
belysning af den aktuelle situation, og at det i så fald ikke er udvalgets
praksis at tage kommunens vurdering af sådanne forhold op til 'egentlig
vurdering'.
Kommunen har efterfølgende om
indkaldelsen af (A) oplyst at kommunen samme dag som notatet er dateret - den
8. juni 1995 - i åbenbar modstrid med den beslutning der er ført ind i sagens
journalark
under datoen, besluttede at indkalde (A) for at få afklaret om
hospitalsindlæggelsen
var overstået.
Esbjerg Kommune har ikke
svaret på mit spørgsmål om kommunen - før den traf sin afgørelse - havde
overvejet muligheden for at fremskaffe den ønskede oplysning på anden vis,
f.eks. ved anvendelse af lovens § 36. Jeg går derfor på det foreliggende
grundlag
ud fra at det ikke er tilfældet.
Udvalget kan på denne
baggrund ikke have haft mulighed for at tage stilling til afgørelsens
overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om
proportionalitet. Det forhold som udvalget senere henviser til - at (A) var
bekendt
med virkningen af udeblivelsen - medfører ikke at proportionalitetsprincippet
dermed automatisk er inddraget i afvejningen. Proportionalitetsprincippet
som jeg henviste til i min supplerende høring af 30. maj 1997, vedrører især
spørgsmålet om anvendelse af mere indgribende foranstaltninger end nødvendigt
og retsfølgerne som middel i forhold til det mål der søges opnået.
Jeg finder det meget
kritisabelt at Dagpengeudvalget ikke før udvalget traf sin afgørelse i sagen,
og især på baggrund af de oplysninger udvalget fik gennem læge (B)'s brev,
sørgede for at skaffe klarhed over årsagen til at kommunen indkaldte (A) - og
derved i realiteten udelukkede sig fra at tage stilling til et bærende
element
i vurderingen af afgørelsens saglighed og rimelighed. Jeg finder derfor
grundlag for at henstille at Dagpengeudvalget genovervejer sagen, også i
lyset af de bemærkninger jeg fremfører nedenfor om lovens §§ 8 og 24.
B) Lovgrundlaget og myndighedernes fortolkning
Under sagens forløb har
Dagpengeudvalget og Esbjerg Kommune henvist til dagpengelovens §§ 8 og 24 som
hjemmel for standsning af sygedagpenge til (A). Som et særligt aspekt i denne
sammenhæng har udvalget oplyst at bestemmelsen i § 24 og kapitel 15 i bek.
nr.
701 af 22. juli 1994, efter udvalgets opfattelse, giver kommunen hjemmel til
at
indhente oplysninger fra egen læge, hospitaler osv. og til at vælge at bede
dagpengemodtageren om de oplysninger han eller hun måtte være i besiddelse
af.
Manglende efterkommelse af sådanne anmodninger medfører sanktioner efter
lovens § 8, stk. 1 - bortfald af retten til dagpenge.
Mine overvejelser med hensyn
til spørgsmålet om fortolkningen af §§ 8 og 24 ligger i forlængelse af
udtalelsen i sagen fra Folketingets Ombudsmands beretning for året 1985, s.
185ff. Sagen er fulgt op i ombudsmandens beretning året efter, s. 196ff.
Dagpengelovens § 8, stk. 1,
nr. 1, er formuleret således, jf. lovbek. nr. 549 af 23. juni 1994 med senere
ændringer:
'
§ 8.
Retten til dagpenge bortfalder,
1) hvis den sikrede mod
lægens opfordring hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at
modtage nødvendig lægebehandling eller mod lægens og kommunens opfordring at
deltage i hensigtsmæssig optræning for at generhverve arbejdsevnen, eller ...
...'
§ 24 er formuleret således:
'
§ 24.
Kommunen skal senest efter 3 måneder og derefter mindst hver
3. måned tage den sikredes forhold op til vurdering med henblik på, om der er
behov for behandling, optræning, revalidering, overgang til pension eller
andre
former for bistand til den sikrede og dennes familie. Dette må ske i
fornødent
samarbejde med læger, hospitals- og revalideringsinstitutioner samt
arbejdsformidlingen.
Stk. 2.
Offentlige arbejdsgivere skal indberette sygdomstilfælde
til kommunen senest, når disse har varet i 2 måneder.
Stk. 3.
Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om
opfølgningen af langvarige dagpengetilfælde.'
Indholdet af dagpengelovens
bestemmelse i § 8 genfindes i forskellige love på det sociale område, f.eks.
§
22 i lov om social pension, § 17 i bistandsloven, § 15 i lov om delpension,
og
nu i lov om retssikkerhed og administrationen på det sociale område.
§ 8, stk. 1, i dagpengeloven
giver forvaltningsmyndighederne den fornødne lovhjemmel til at kræve den
sikredes deltagelse i foranstaltninger der kan hjælpe vedkommende til at
generhverve sin arbejdsevne. § 8, stk. 2, indeholder hjemmel til som
hovedregel
at standse udbetalingen af dagpenge indtil den sikrede har opfyldt sin pligt
til anmeldelse af eller dokumentation for fraværet. Efter § 8, stk. 4,
bortfalder retten til dagpenge fra arbejdsgiveren hvis lønmodtageren har
pådraget sig sin sygdom ved forsæt eller ved grov uagtsomhed, ved fortielse
af
visse oplysninger og under strejke eller lockout. I § 8, stk. 5, er fastsat
en
særlig regel for sygdomme der er pådraget under tjeneste omfattet af lov om
erstatning til skadelidte værnepligtige mfl. Lovens § 37 beskriver den
sikredes
pligt til at underrette arbejdsgiver og kommune om forandringer i de
økonomiske forhold.
Esbjerg Kommune og
Dagpengeudvalget har udelukkende henvist til lovens § 8, stk. 1, og § 24 (og
den tilhørende bek. nr. 701 af 22. juli 1994).
I min supplerende høring af
30. maj 1997 bad jeg derfor Dagpengeudvalget om at redegøre for de retskilder
og overvejelser som ligger til grund for udvalgets fortolkning af §§ 8 og 24.
Udvalget har henvist til at
udtrykket 'hensigtsmæssig optræning for at generhverve arbejdsevnen' (lovens
formulering) er synonymt med den af udvalget anvendte formulering
'hensigtsmæssige foranstaltninger for at genvinde erhvervsevnen', og at begge
udtryk omfatter det forhold at dagpengemodtageren uden fyldestgørende grund
undlader at efterkomme en kommunes anmodning om en henvendelse, herunder en
ønsket henvendelse i forbindelse med opfølgningen af sagen efter § 24.
Dagpengeudvalget oplyser at
udvalget efter praksis anser det for nødvendigt at fortolke § 8, stk. 1,
udvidende, således at dagpengene også bortfalder ved manglende medvirken til
forudgående skridt der kunne føre til en af de foranstaltninger der direkte
er
nævnt i bestemmelsen. Som grundlag for denne fortolkning har udvalget henvist
til at hvis 'det var muligt uden konsekvenser at undlade medvirken i den
forudgående fase, ville bestemmelsens rækkevidde kunne blive indsnævret i et
omfang,
der ikke er foreneligt med formålet i dagpengelovens § 24, stk. 1 og § 8,
stk.
1.'
Udvalget har ikke præciseret
sin henvisning til praksis, og jeg har ikke fundet offentliggjort praksis,
domsafgørelser eller relevante steder i lovens forarbejder eller lignende
retskilder i øvrigt som kunne støtte udvalgets fortolkning.
Den sproglige grænse i § 8,
stk. 1, nr. 1, går ved at nægte at lade sig indlægge på sygehus, modtage
nødvendig lægebehandling eller mod læges og kommunens opfordring nægte at
'deltage i hensigtsmæssig optræning for at generhverve arbejdsevnen', og § 8,
stk. 1, nr. 2, taler om at 'den sikrede ved sin adfærd forhaler
helbredelsen'.
Efter min gennemgang af
lovens forarbejder - og efter at have sammenholdt bestemmelsen med
tilsvarende
bestemmelser i sociallovgivningen i øvrigt - er det min opfattelse at
ordgrænsen udelukker anvendelsen af § 8 til standsning af dagpengene i (A)'s
sag. Som tidligere nævnt er der efter det for mig oplyste intet grundlag for
at
konkludere at (A) har nægtet at medvirke til sagens oplysning mv.
Jeg bemærker i denne
sammenhæng at dagpengeloven ikke indeholder bestemmelser om rådighedspligt
eller lignende, som bl.a. kendes fra bistandslovens område.
Jeg ønsker her at tilføje at
det efter min mening heller ikke er muligt at standse dagpengene med
udgangspunkt i den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om processuel
skadevirkning. Myndighederne er herefter berettiget til at afslutte sagen på
det foreliggende grundlag hvis parten slet ikke eller kun utilstrækkeligt
medvirker til sagens oplysning. Det antages dog at være en forudsætning at
parten ved hvilke oplysninger det er myndigheden ønsker. Oplysningerne må
ikke være særligt belastende, besværlige eller omkostningskrævende for parten
at fremskaffe, og er parten ikke i stand til at efterkomme forvaltningens
ønsker, må myndigheden normalt selv sørge for - eller bistå parten med - at
fremskaffe de ønskede oplysninger. Den processuelle skadevirkning kan
anvendes
uden særlig hjemmel.
Som sagen ligger oplyst for
mig, er der ikke fremkommet oplysninger som sandsynliggør at (A)'s personlige
fremmøde i kommunen var påkrævet. Esbjerg Kommune har haft mulighed for at
indhente oplysningerne om hospitalsindlæggelsen andetsteds end hos (A) selv.
Sammenlagt mener jeg derfor
ikke at myndighederne har haft tilstrækkelig hjemmel til at standse
udbetalingen af (A)'s dagpenge - hverken efter lovens bestemmelser herom
eller
efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.
Jeg har bedt Dagpengeudvalget
om at lade disse overvejelser indgå i grundlaget for udvalgets genoptagelse
af
sagen."
Dagpengeudvalget svarede den
20. februar 1998 følgende:
"Folketingets Ombudsmand
har ved brev af 4. februar 1998 anmodet om eventuelle kommentarer til
Ombudsmandens foreløbige redegørelse i ovennævnte sag.
Dagpengeudvalgets sekretariat
finder anledning til at bemærke, at man er enig i at det under hele sagens
forløb har været ubestridt, at (A) fortsat var fuld uarbejdsdygtig, og at han
frem til den 26. juni 1995 fuldtud havde efterlevet kommunens henstillinger.
Sekretariatet er derimod ikke enig i, at der under sagens behandling,
herunder
behandlingen i udvalgets møde, var uklarhed om årsagen til at han den 22.
juni
blev bedt om, at rette henvendelse til kommunen, idet anmodningen fremstod
som
en rutinemæssig opfølgning af hvorvidt situationen fortsat var uændret. Der
ses således ikke at være modstrid mellem notatet den 8. juni og anmodningen,
idet notatet af 8. juni 1995 var en tilkendegivelse af at dagpengeretten
fortsatte sålænge situationen var uændret, mens anmodningen var en
rutinemæssig
opfølgning af om situationen også var uændret.
Sekretariatet har ikke på
nuværende tidspunkt yderligere bemærkninger, men vil foranledige, at sagen
bliver taget op til fornyet overvejelse i et af Dagpengeudvalgets kommende
principmøder udfra det i den foreløbige redegørelse anførte, specielt med
henblik på om Udvalget fortsat finder, at (A)'s udeblivelse kan anses for at
være udtryk for en nægtelse af at medvirke.
Sagen kan forventes
genoptaget i Dagpengeudvalgets førstkommende principmøde den 3. april
1998."
"Jeg finder ikke
grundlag for at ændre den kritik af sagens behandling som fremgår af den
foreløbige redegørelse, og fastholder derfor redegørelsen i dens fulde
omfang.
Jeg går ikke ud fra at Dagpengeudvalget med brevet af 19. februar 1998 ønsker
at give udtryk for at udvalget var bekendt med Esbjerg Kommunes forklaring på
indkaldelsen af (A). Konsekvensen må efter min mening blive at udvalget ikke
endeligt kunne vurdere om afgørelsen var i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet.
Jeg bemærker i denne forbindelse at den skelnen som Dagpengeudvalget lægger
op
til imellem konstateringen af retten til dagpenge og anmodningen om en
rutinemæssig opfølgning efter min mening ikke forklarer sagen. (A) fik, efter
hvad der er noteret i sagen, at vide at hans næste fremmøde forventedes efter
hospitalsindlæggelsen - for ham må det derfor fremstå som uforklaret hvorfor
Esbjerg Kommune indkalder ham samme dag notatet er dateret.
Jeg har meddelt
Dagpengeudvalget min opfattelse, og taget oplysningen om genoptagelse til
efterretning. Jeg beder Dem derfor nu afvente Dagpengeudvalgets afgørelse,
før
De tager stilling til om der eventuelt er grundlag for at klage til mig
igen."
Den 6. maj 1998 meddelte
Dagpengeudvalget mig følgende:
"Der vedlægges kopi af
Dagpengeudvalgets afgørelse af 3. april 1998, hvorefter Dagpengeudvalgets
afgørelse af 2. februar 1996 og kommunens afgørelse af 28. juni 1995 er
ændret
med den begrundelse, at udeblivelsen ikke kan sidestilles med en nægtelse af
at
medvirke.
På baggrund af Ombudsmandens
redegørelse og efter opfordring fra Dagpengeudvalget, er Socialministeriet i
færd med at udarbejde forslag til ændring af dagpengelovens § 8, en ændring
der
specielt retter sig imod manglende medvirken ved opfølgning efter
dagpengelovens § 24.
Det kan oplyses, at SM D-4-96
forventes ændret ved at sag nr. 3 udgår. Der vil på Dagpengeudvalgets næste
principmøde den 29. maj 1998 blive taget stilling til, om der er anledning
til
yderligere ændringer i denne eller andre Sociale Meddelelser, der vedrører
anvendelsen af § 8 i dagpengeloven."
Den 18. maj 1998 meddelte jeg
Dagpengeudvalget at jeg havde taget det oplyste til efterretning.
NOTER (*1) Jf. FOB 1976, s.
295 og FOB 1985, s. 185ff.
Lignende dokumenter
- Standsning af sygedagpenge. Rekursmyndigheds inddragelse af nye oplysninger. Fortolkning af sygedagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 Retsinformation · 12. januar 2002
- Tab af dagpengeret under ventetid på operation. Varighedsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 22. Retsinformation · 25. juni 2003
- Krav om psykiatrisk behandling som betingelse for opfølgning af sygedagpengesag. Retsinformation · 25. juni 2003
- Sagsbehandlingsfejl i sygedagpengesag ført til henstilling om genoptagelse Retsinformation · 18. september 2001
- 2009 1-3. Partshøring ved standsning af sygedagpenge Retsinformation · 5. oktober 2010
- Tidsbegrænsede afgørelser om sygedagpenge Eventuel genoptagelse af andre sager. Praksis for hjemvisning. Underinstan sens bundethed af klageinstansens afgørelse Retsinformation · 8. november 2005