Spring til indhold

Retsinformation

Krav om psykiatrisk behandling som betingelse for opfølgning af sygedagpengesag.

FOU nr 1994.440UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Krav om

psykiatrisk behandling som betingelse for opfølgning af sygedagpengesag.

A klagede over Socialcentret i K Kommunes og

Dagpengeudvalgets afgørelser i hendes sag om ophør af udbetaling af

sygedagpenge.

Af sagen fremgik det bl.a. at A blev sygemeldt den 13. juli

1991. Grunden var klager over lammelser i begge arme, tørre øjne og

bronkitis.

A's arbejdsgiver, B, orienterede socialcentret om

sygemeldingen den 20. december 1991. Den 9. januar 1992 oplyste socialcentret

A

om kommunens forpligtelser efter dagpengeloven i sagen.

Den 3. februar 1992 modtog socialcentret ifølge notat af

samme datooplysninger fra overlæge, dr. med. C, specialist i intern medicin

og

reumatologi (gigtsygdomme). Overlægen skrev at A i øjeblikket havde flest

symptomer i nakke-skulderåget.

Den 6. marts 1992 modtog socialcentret overlæge C's udvidede

attest af 5. marts 1992 vedrørende uarbejdsdygtighed. Overlægen udfyldte

attestens spørgerubrik "Er ovennævnte uarbejdsdygtig p.g.a. sygdom eller

ulykke" med et "Ja", og i rubrikken vedrørende forslag til

arbejdsprøvning, revalidering, o.s.v. skrev overlæge C at A's tilstand var

stationær, og at fortsat sygemelding næppe ville ændre hendes chance for at

genoptage arbejdet.

Socialcentrets lægekonsulent skrev den 12. marts 1992 bl.a.

følgende notat:

"... Jeg kontakter (C), som mener, at kl. nok slet ikke

skulle have været sygemeldt. at han hver gang han har set kl. har rådet hende

til at gå i arbejde igen, at de fund, der har været fra skuldrene er væk nu,

og

Læs alt

at der heller ikke resterer megen tennisalbue. Han mener, der må være andre

grunde til at hun ikke er vendt tilbage til arbejdet (...), i øvrigt har han

gjort hende det klart, at hun ikke vil kunne få pension for de gener, hun

har,

som først og fremmest er ganske almindelige belastningsrelaterede gener.

Mener,

at hun burde kunne få en aftale med sin arbejdsgiver om at undgå at betjene

de

omtalte lastbiler. Hun har jo nu været sygemeldt så længe, at hun i

princippet

skulle være uarbejdsdygtig inden for ethvert passende fag, for fortsat at

være

berettiget til sygedagpenge. Imidlertid kunne man godt forestille sig, hun

havde nogle problemer af social/psykisk karakter, hun har lige mistet sin

mor,

for ca. 10 dage siden, og hun er tidligere blevet slået ned af en ven. Efter

hvad (C) har oplyst, har hun tidligere passet sit arbejde (...) stort set

uden

sygefravær. Skulle være blevet fyret fra (sin arbejdsplads).

..."

og den 6. april 1992 følgende:

"... Jeg anfører, at nogle af kl. klager måske kan

virke paranoide, men det mener (D) (egen læge, min bemærkning) ikke der er

tale

om. Hun har skiftet læge hyppigt sidste år. Vi drøfter mulighederne, idet det

ikke synes som om, hun vil tilbage til sit tidl. arbejde. Enten kan vi

raskmelde kl. og stoppe dagpengene, men jeg er bekymret for, om hun så ikke

vil

reagere med at få det dårligere psykisk, alternativt kan vi lade hende få

dagpenge et par mdr. endnu

under

forudsætning af,

at hun går til behandling hos psykiater, (D) vil så

forsøge at få en hurtig tid til hende. I denne periode må hun så se at komme

i

arbejde igen, enten få et nyt arbejde, eller forsøge at komme tilbage til sit

tidl. arbejde. jeg drøfter sagen med (E), og vi enes om sidstnævnte løsning,

således at hun får en chance mere. (E) vil skrive til hende om at opsøge egen

læge m.h.p. henvisning til psykiater, og i øvrigt understrege over for hende,

at hun snart må i arbejde igen, hvis hun da ikke skal ryge ud af

systemet."

I henhold til oplysningerne i notat af 8. april 1992 oplyste

socialcentret A telefonisk om betingelsen for at fortsætte opfølgningen af

dagpengesagen. A blev samtidig oplyst om at der havde været ført samtaler med

specialisten og den praktiserende læge. Om indholdet kun at specialisten

havde

opfordret A til at gå i arbejde igen.

A ønskede en skriftlig afgørelse, og socialcentret skrev

derfor bl.a. følgende den 13. april 1992:

"I forlængelse af telefonsamtale den 8/4-92 skal man

gøre Dem opmærksom på følgende:

Efter anmeldelse af sygefravær og derefter mindst hver 3.

måned skal kommunen tage den sygemeldtes forhold op til vurdering, jfr.

soc.min.bekg.

nr. 688 af 11/10-91 § 51. Jfr. samme bekendtgørelses § 53 skal indhentede

oplysninger vurderes eventuelt i samråd med praktiserende læge,

socialcentrets

lægekonsulent mv.

Endvidere har den sygemeldte pligt til at modtage nødvendig

lægelig behandling for at generhverve arbejdsevnen, jfr. dagpengelovens § 8.

Når det skal vurderes, om en sygemeldt kan anses for

uarbejdsdygtig, sker det med udgangspunkt i det arbejde, der blev udført

umiddelbart før sygemeldingen. Ved sygdom, der har varet mere end 26 uger,

sker

bedømmelsesgrundlaget på et bredere grundlag. Det vil sige, at pågældende kun

kan betragtes som uarbejdsdygtig, når sygdommen afskærer den pågældende fra

at

påtage sig arbejde, som i øvrigt kan anses for passende, jfr. soc.styrelsens

vejledn. om dagpenge nr. 5 af 22/3-90 pkt. 117.

I forbindelse med Deres sygemelding foreligger oplyst fra

speciallæge (C), at han gentagne gange har opfordret Dem til at genoptage

Deres arbejde. Da De endnu ikke har genoptaget arbejdet, er sagen drøftet med

socialcentrets (...) konsulent. Denne har i samråd med Deres praktiserende

læge

(D) truffet beslutning om, at De har behov for behandling hos en psykiater.

Man finder ikke, De i henhold til dagpengelovens regler kan

betragtes som værende fuld uarbejdsdygtig i alle erhverv pga. smerter i

armene,

tennisalbue, øjenallergi eller grundet bronchitis.

Socialcentret har aftalt med Deres læge, at De skal henvende

Dem til ham, mhp. henvisning til en psykiater. Såfremt De ikke inden 14 dage

fra d.d. har aftalt tid med en psykiater, stopper dagpengeopfølgningen, idet

man må betragte Dem som værende fuld arbejdsdygtig.

Det skal i øvrigt bemærkes, at socialcentret er bekendt med,

at De skal møde på hhv. fysiurgisk klinik 13/4-92 samt Arbejdsmedicinsk

klinik

15/4-92. Dette betyder nødvendigvis ikke, at De kan betragtes som værende

fuldt

uarbejdsdygtig.

Skulle De ønske råd eller vejledning, er De velkommen til at

kontakte undertegnede sagsbehandler."

Socialcentret gav ikke klagevejledning.

Socialcentret modtog den 14. april 1992 attest vedrørende

uarbejdsdygtighed fra A's praktiserende læge der bl.a. skrev, at A mente, det

var helt unødvendigt med en henvisning til psykiater. A ville ikke lade sig

behandle.

Der var sat kryds i rubrikken "Fuld

uarbejdsdygtighed" og "Ja" til spørgsmålet "Er ovennævnte

uarbejdsdygtig p.g.a. sygdom eller ulykke".

Den 3. juni 1992 henlagde kommunens sagsbehandler A's sag

fordi A endnu ikke havde rettet henvendelse til en psykiater. Sagen blev

bragt

til ophør pr. 28. april 1992.

A's fagforbund F rettede på A's vegne henvendelse til

kommunen den 13. juli og 16. juli 1992. Sagsbehandleren mente ikke der var

udsigt til, at kommunen ville genoptage sagen, og henviste til at A ikke

havde

klaget over afgørelsen.

Den 17. juli 1992 blev kommunen imidlertid opmærksom på at

klagevejledning til afgørelsen af 13. april 1992 aldrig var givet.

I brev af 21. juli 1992 bad F på A's vegne socialcentret om

at genoptage dagpengesagen og om at forlænge dagpengene ud over 52 uger.

A ringede til socialcentret den 23. juli 1992 og

understregede at hun ikke ønskede at tale med en psykiater. A var sygemeldt

på

grund af lammelser i armene, smerter i nakken, skuldrene og i håndleddene.

Sygdommen

havde derfor ikke noget at gøre med en psykiater. Sygemeldingen var kun

fysisk, ikke psykisk.

Den 29. juli 1992 mødte A i socialcentret sammen med en

repræsentant fra F. A oplyste at der snarest ville fremkomme yderligere

materiale fra Arbejdsmedicinsk klinik.

Sagsbehandleren tog bl.a. følgende notat om mødet:

"... Man har der i forbindelse med snak om psykiatrisk

undersøgelse anbefalet (G) og klienten er nu indstillet på at få foretaget en

speciallægeunders. der. Jeg har oplyst at det vi vil have er at hun kommer i

behandling, det vil hun ikke høre tale om. Jeg vil høre lægekons. om vi kan

mødes på halvvejen.

...

Jeg har lovet at undersøge mulighederne med hensyn til

genoptagelse af sagen, men hvis vi genoptager fra vi sluttede 28.4.92 ville

hun

udløbe med varighed 31.7.92. Da lønnen først ophører 30.9.92 vil vi først

komme

ind i billedet der såfremt vi med sikkerhed ved at hun bliver arbejdsdygtig

inden for 26 uger. Jeg har talt med (lægekonsulenten) d.d. Hun giver grønt

lys

for at sende kopi af lægeskema. Endvidere synes hun fortsat at klienten bør i

psykiatrisk behandl., Men hun synes også vi kan anmode om speciallægeerkl.

fra

(G) og bede ham give et bud på om han også synes klienten har behov for

psykiatrisk behandling, endvidere tage stilling til om der vil være mulighed

for tilbagevenden til arbejdsmarkedet inden for 26 uger.

Herefter må vi tage stilling til sagen og forhåbentlig er

journalmateriale fra fysiurgisk klinik og det nyeste fra arbejdsmedicinsk

klinik kommet.

..."

Socialcentret bad i brev af 29. juli 1992 speciallæge i

psykiatri, G, om at undersøge A.

Den 16. september 1992 afgav speciallæge G sin erklæring og

skrev bl.a. følgende:

"... Det fornemmes, at der har været nogen disput

patienten og behandlingssystemet imellem, og hun har følt sig tvunget til at

lade sig psykiatrisk eksaminere, hvilket hun ikke har fundet relevant og

derfor

har modsat sig.

...

Hendes menneskelige udrustning er positiv, og da hun ikke

har noget ønske om at modtage pension, skal det psykiatrisk støttes, at hun

hjælpes i arbejde igen, når hun har fået det fysisk bedre. Hun mener, at der

i

øvrigt er god fremgang i den fysiurgiske behandling for tiden.

Hvis jeg skal give en forklaring på det formentlig uheldige

samspil, der har været klient og behandlingssystem imellem, beror det på, at

patienten formentlig har været lidt forkælet og måske "hurtig i

replikken", og at nogen må have fået hinanden "i den gale

hals".

Jeg tror, alt vil falde på plads omkring denne person, hvis hun alene

opfattes

som fysisk syg og motiveret for erhvervsindplacering."

Den 4. oktober 1992 skrev A på ny til kommunen om kravet om

psykiatrisk behandling. A skrev bl.a.:

"For at slippe for de insinuationer om at jeg var

psykisk syg der opstod i systemet har jeg nu opfyldt (sagsbehandlerens)

forlangende om at konsultere en psykolog. Det blev af (sagsbehandleren) sat

op

som en betingelse for at hun skulle genoptage sygedagpengesagen at psykologen

blev konsulteret og også i relation til fortsat uarbejdsdygtighed og

manglende

økonomiske midler fra 1/10 har jeg kun accepteret kravet af nødvendighed. På

mødet (...) d. 28/7 hvor jeg overfor (sagsbehandlerens) stedfortræder

accepterede en psykolog konsultation, bekræftede hun over for mig og min

sagsbehandler fra (F), at jeg ville få sygedagpenge fra 1/10.

...

Jeg er den 29/9 1992 blevet bekendt med (socialcentrets)

rapport på mig, den er indledt den 10/3 med referat af samtaler mellem mig og

(sagsbehandleren) samt konklusion af lægekonsulent ..., sidstnævnte har jeg

iøvrigt

aldrig talt med.

Forløbet af mine samtaler og oplysninger til

(sagsbehandleren) er på en hel del punkter blevet fejlrefereret. Jeg ønsker

derfor

og hvis rapporten fortsat skal indgå i sagen, at de retter

fejlformuleringerne,

da systemet ellers fremover vil have et forvrænget billede af mig.

..."

Den 13. oktober 1992 blev der afholdt et møde mellem A, F og

kommunen. Indholdet er gengivet således i et notat af samme dato:

"Der har d.d. været afholdt møde med deltagelse af

klienten, sagsbeh i (F, ...), sagsbehandler ... samt undertegnede.

Kl har ønsket mødet mhp afklaring af pgl's fremtidige

muligheder samt på baggrund af skrivelse fra kl modtaget 7/10-92.

Det skal bemærkes, at det fra socialcentrets side har været

noget uklart, hvad det egentlig er, kl vil, dvs fortsat sygemelding med dp,

søge førtidspension eller revalideres. Endvidere har det været svært, på

baggrund af de foreliggende lægelige akter, at træffe beslutning om hhv

raskmelding/revalidering/førtidspension/nødvendig speciallægebehandling.

Lægekonsulenten har løbende været medinddraget i sagen siden

marts 92.

...

Speciallægeerkl sammenholdt med Arb.med.kl udtalelser og

kl's egne udtalelser af hhv 29/7 hvor hun ikke vil søge pension og 14/9, hvor

hun ønsker at søge pension, er det svært at afgøre, hvad vi skal komme med af

tilbud. For helt at afklare kl's arbejdsmuligheder qua sine dårlige arme

kombineret med den dårlige ryg, blev det i samråd med lægekonsulenten og fys

overlæge (H) besluttet at rekv speciallægeerkl fra ovl dr med (C).

Afhængig af dennes udtalelser om evt arb.dygtighed indenfor

26 uger/pens.ansøgning, vil der evt kunne udbetales sygedagpenge udover

generel

varighedsbegrænsning.

...

Omkring kl's aktuelle helbredsmæssige situation giver pgl

d.d. selv udtryk for, at hun pt intet kan. Smerterne i armene er stationære.

Som følge af problemer på tidl arbejdsplads, der har været psykisk

belastende,

mener kl, at det er derfor, smerterne i armene er blevet stationære. Mener

derfor ikke at kunne arbejde foreløbig og giver derfor udtryk for, at hun

gerne

vil søge pension.

Kl er orienteret om, at trods lidelsen

"tennisalbuer" er/kan være en særdeles langvarig lidelse, vil denne

lidelse alene ikke være pensionsgivende. Samtidig orienteret om, at dp-udbet

ikke kan forlænges udover generel varighed, når der er søgt førtidspension

samt

de kun kan forlænges udfra 26 ugers reglen eller hvis man er

revalideringsberettiget.

Indtil speciallægeerkl er retur, vil vi ikke kunne starte

udbet af dp udover varighed, der indtrådte 31/7-92 (her fra opsigelsesdag

1/10-92). Alternativet vil være hjælp efter bist.lovens regler. I første

omgang

med tilbagebet.pl uht evt eftf dp-udbet.

Kl indforstået hermed.

...

Psykiater indforstået med aktindsigt iflg tlf d.d."

Overlæge I afgav en erklæring den 20. oktober 1992 hvori han

konkluderede:

"Det har ikke været muligt for undersøgeren at stille

en klassisk medicinsk diagnose, der forklarer hendes symptomer, men har

opfattet tilstanden som en forståelig reaktion på et diskutabelt arbejdsmileu

kombineret med en spinkel konstitution såvel psykisk som somatisk. Det har

derfor ikke været muligt at udforme en prognose over fremtidig erhvervsevne

udover at beskæftigelse ikke er udelukket under passende

arbejdsomstændigheder."

Den 9. november 1992 traf socialcentret afgørelse og skrev

bl.a.:

"...

Socialcentret gjorde Dem den 13/4-92 opmærksom på, at

dagpengeopfølgningen blev standset. Som begrundelse for at standse

dagpengeopfølgningen

blev det anført, at De ikke ønskede at modtage, efter Socialcentrets

opfattelse,

nødvendig lægelig behandling.

Den 13/7-92 rettede De på ny henvendelse. Med henblik på at

vurdere Deres arbejdsevne besluttede man at indhente speciallægeerklæring fra

psykiater (G), samt efterfølgende speciallægeerklæring fra speciallæge i

ortopædkirurgi

(I).

Ud fra disse speciallægeerklæringer fremgår det, at Deres

helbredstilstand ikke afskærer Dem fra at påtage Dem et passende arbejde.

Socialcentret kan derfor, på baggrund af de indhentede

speciallægeerklæringer, ikke betragte Dem som værende fuld uarbejdsdygtig i

henhold til dagpengelovens § 5, efter den 28/4-92, hvor kontoret stoppede

dagpengeopfølgningen.

På baggrund af ovenstående finder Socialcentret ikke

grundlag for at forlænge dagpengeopfølgningen efter den 28/4-92, samt

dagpengeperioden

ud over varighedsbegrænsning den 31/7-92.

Det skal i den forbindelse oplyses at dagpengeperioden kun i

ganske særlige tilfælde kan forlænges jfr. Socialstyrelsens vejledning nr. 5

af

22/3-90 punkt 126. Jfr. vedlagte kopi.

..."

A klagede til Dagpengeudvalget den 2. december 1992 og skrev

i brev af 12. januar 1993 bl.a. følgende:

"...

Sygesikringen har 9/11-92 standset mine dagpenge. Som årsag

henvises dels til en tidligere skrivelse af 13/4-92, dels en lægerapport fra

læge (I). Efter standsningen har sygesikringen forsinket videresendelsen af

min

klage til dagpengeudvalget i næsten en måned på trods af flere rykkere.

Sygesikringens brev af 13/4 som de henviser til i

forbindelse med standsningen indeholder flere grove fejl; den

"nødvendige

lægelige behandling" de henviser til er psykolog behandlinger. En

psykolog

undersøgelse jeg senere indvilligede i at deltage i, fordi sygesikringen

truede med at stoppe opfølgningssagen, viste at jeg ikke fejlede noget

psykisk,

dette var sygesikringen fuldt klar over da de henviste til brevet, som grund

for standsning af opfølgningssagen.

I sygesikringens brev af 13/4 skriver de også at læge (C)

flere gange skulle have opfordret mig til at gå i arbejde igen; det passer

ikke, forevist sygesikringens brev har han udtalt til mig, at det har han

aldrig sagt.

..."

Dagpengeudvalget traf afgørelse i sagen den 25. februar 1993

og skrev bl.a. følgende:

"...

Kommunen havde ikke pligt til at fortsætte opfølgning efter

dagpengelovens § 24, stk. 1 efter den 28. april 1992, da De på dette

tidspunkt

ikke længere kunne anses for at være fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Kommunen havde heller ikke pligt til at genoptage

behandlingen af opfølgningssagen i juli måned 1992 eller udbetale dagpenge

til

Dem efter den 30. september 1992, da De fortsat ikke kunne anses for at være

fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

..."

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse. Ved

den nærmere omtale af sagens omstændigheder anførte Dagpengeudvalget bl.a.

følgende:

"...

Kommunen traf afgørelse om, at ophøre med opfølgning af

dagpengesagen den 28. april 1992, da De ikke fulgte kommunens henstilling om

at konsultere psykiater. Der er desuden truffet beslutning om ikke at

genoptage

sagen samt om afslag på forlængelse af dagpengeperioden efter

varighedsbegrænsningens indtræden den 31. juli 1992.

...

I april måned 1992 besluttede kommunen, at der i forbindelse

med vurdering af uarbejdsdygtigheden var behov for

undersøgelse

ved speciallæge i psykiatri. Da De ikke ønskede at

medvirke ved undersøgelsen, blev sagen henlagt i kommunen (min fremhævning).

..."

A klagede til mig den 10. marts 1993, og den 31. marts 1993

bad jeg myndighederne om udtalelser og lån af sagens akter.

I udtalelse til mig af 10. maj 1993 skrev socialcentret

bl.a. følgende:

"...

I forbindelse med opfølgning iht dagpengelovens § 24 blev

sagen løbende vurderet af socialcentrets lægekonsulent. På baggrund af de

foreliggende lægelige oplysninger, blev opfølgningssagen standset fra og med

den 29/4-92. Som begrundelse for standsningen blev anført, at klienten ikke

længere kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig pga den fysiurgiske lidelse.

Denne beslutning er senere den 25/2-93 tiltrådt af Dagpengeudvalget.

Som betingelse for at fortsætte opfølgningen af sagen blev

anført, i samråd med lægekonsulenten samt klientens egen læge, at pågældende

skulle under psykiatrisk behandling. Dette ønskede klienten ikke.

..."

Dagpengeudvalget skrev i sin udtalelse af 23. juni 1993

bl.a. følgende:

"...

4. I den foreliggende sag, har Dagpengeudvalget - ud fra de

retningslinier, der er redegjort for ovenfor, og på grundlag af de

foreliggende

oplysninger om helbredsforholdene - vurderet, at pågældende efter den 28.

april

1992 ikke kunne betragtes som fuldt uarbejdsdygtig i ethvert erhverv, idet

pågældende skulle kunne bestride et mindre belastende arbejde end det

hidtidige.

De lægelige oplysninger, der især har dannet grundlag for afgørelsen fremgår

af

sagsfremstillingen.

Da Dagpengeudvalget har vurderet, at sikrede ikke længere

var fuldt uarbejdsdygtig, har udvalget truffet afgørelse om, at kommunen

efter

denne dato ikke længere havde pligt til at foretage opfølgning efter

dagpengelovens § 24, stk. 1, ligesom der af samme grund ikke var ret til

forlængelse af dagpengeperioden, da lønudbetalingen fra arbejdsgiveren

ophørte.

Det bemærkes i denne forbindelse, at spørgsmålet om

henvisning til psykiatrisk specialist ikke har haft betydning for udvalgets

afgørelse.

Opmærksomheden henledes dog på, at udvalget ved sagens afgørelse var

opmærksom

på, at undersøgelse ved psykiatrisk speciallæge havde fundet sted, hvilket

fremgår af sagsfremstillingen.

..."

Den 22. december 1993 bad jeg, efter en foreløbig gennemgang

af sagen, på ny myndighederne om udtalelser til følgende problemer:

"Som sagen herefter er belyst, må jeg lægge til grund,

at (K) Kommune den 13. april 1992 traf afgørelse om ikke at fortsætte

opfølgningen af (A's) dagpengesag - medmindre hun lod sig

behandle

af en psykiater - og ikke blot

undersøge,

som Dagpengeudvalget lægger til grund for sin afgørelse

af 25. februar 1993.

Vilkåret om psykiatrisk behandling udgør en integreret del

af afgørelsen af 13. april 1992.

Det undrer mig derfor umiddelbart, at Dagpengeudvalget i

udtalelsen til mig af 23. juni 1993 skriver, at man ikke har taget stilling

til

vilkåret - navnlig i betragtning af, at der på dette punkt tilsyneladende er

tale om en fejlagtig gengivelse af sagens faktum i Dagpengeudvalgets

afgørelse

af 25. februar 1993, jf. det ovenfor fremhævede citat om "psykiatrisk

undersøgelse

".

På denne baggrund skal jeg bede om (K) Kommunes og

Dagpengeudvalgets bemærkninger til min fremstilling af sagens forløb på dette

punkt - og udtalelser i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt lovgivningen

indeholder hjemmel til, at myndighederne kan fastsætte vilkår om psykiatrisk

behandling, som sket i (A's) sag.

2) Partshøring

Det fremgår af sagen, at lægekonsulenten (...) den 12. marts

1992 havde en telefonisk samtale med overlæge (C).

Overlæge (C) tilkendegav over for (lægekonsulenten), at (A)

nok slet ikke burde have været sygemeldt. Denne oplysning afgives 7 dage

efter,

overlæge (C) havde underskrevet en udvidet attest vedrørende

uarbejdsdygtighed,

som gengivet ovenfor. I klagen til mig henviser (A) netop til overlæge (C's)

attest som dokumentation for, at hun på det pågældende tidspunkt var

uarbejdsdygtig.

På denne baggrund må jeg spørge, hvorfor (A) tilsyneladende

ikke blev orienteret om indholdet af samtalen med overlæge (C) forud for

socialcentrets afgørelse af 13. april 1992, og dermed fik lejlighed til at

fremkomme med en udtalelse."

Hertil svarede K Kommune den 21. april 1994:

"Som svar på Deres skrivelse af 22/12-93, hvori De

ønsker socialcentrets bemærkninger til Deres fremstilling af sagsforløbet,

vedrørende den krævede psykiatriske behandling kontra den foretagne

psykiatriske undersøgelse, samt spørgsmålet om partshøring, skal følgende

oplyses:

Ad 1:

Jfr lægeskema, notat af 12/3-92, har

socialcentrets daværende lægekonsulent haft telefonisk kontakt med overlæge

(C). Denne giver ved samtalen udtryk for, at der ikke resterer nogen

fysiurgisk

lidelse, der kan begrunde fortsat sygemelding. Samtidig giver (C) udtryk for,

at han gentagne gange har opfordret klienten til at gå i arbejde. I øvrigt

mener (C), at der må være andre årsager til, at klienten ikke er vendt

tilbage

til arbejdet.

På baggrund af (C's) udtalelser konkluderer lægekonsulenten,

at klienten nok bør raskmeldes indenfor rimelig tid. Samtidig er det

lægekonsulentens indtryk, at der er tale om en klient med nogen skrøbelighed

psykisk.

Klienten orienteres ved personlig samtale den 23/3-92 om, at

socialcentret er af den opfattelse, hun godt kan arbejde.

Ved samtalen klager klienten fortsat over mange smerter, jfr

notat på opfølgningsark nr 2.

Med henblik på vurdering af den fortsatte uarbejdsdygtighed,

forelægges sagen påny lægekonsulenten den 6/4-92. Lægekonsulenten kontakter

herefter klientens egen læge (D). I samråd med denne, samt i overensstemmelse

med dagpengelovens § 8 og Socialstyrelsens vejledning nr 5 af 22/3-90 pkt

120,

bliver det besluttet at forlange, klienten lader sig psykiatrisk behandle,

som

betingelse for fortsat opfølgning af sagen iht dagpengelovens § 24.

Den 8/4-92 orienteres klienten telefonisk om ovenstående

behandling samt overlæge (C's) oplysning om, at han gentagne gange har

opfordret klienten til at gå i arbejde igen.

Da klienten ønsker skriftlig meddelelse angående den

psykiatriske behandling, afsendes skrivelse herom den 13/4-92. I skrivelsen

gøres påny opmærksom på (C's) udtalelser.

Det anføres endvidere i skrivelsen, at såfremt der ikke er

aftalt tid med psykiater inden 14 dage, vil dagpengeopfølgningen blive

standset, idet klienten herefter ikke kan betragtes som

værende fuldt uarbejdsdygtig.

Som følge af, at klienten den 3/6-92 endnu ikke havde rettet

henvendelse til en psykiater, blev dagpengeopfølgningen bragt til ophør fra

og

med den 29/4-92.

Den 13/7-92 retter (F) på vegne af klienten henvendelse og

anmoder om genoptagelse af opfølgningssagen.

Med henblik på vurdering af sagen, samt om der var sket en

forværring i helbredstilstanden i forhold til tidligere, blev der rekvireret

lægelige oplysninger fra Arbejdsmedicinsk Klinik den 21/7-92.

Den 22/7-92 blev klienten tilskrevet om at kontakte

socialcentret telefonisk for at afklare, hvorvidt klienten var indforstået

med

psykiatrisk behandling, ønskede at søge førtidspension eller hvad hun havde

tænkt sig med fremtiden.

Den 23/7-92 blev sagen drøftet med socialcentrets daværende

gruppeleder, der konkluderede, at en betingelse for genoptagelse af sagen,

ville være, at klienten lod sig psykiatrisk behandle.

Samme dag foreholdes klienten telefonisk, socialcentrets

afgørelse om psykiatrisk behandling. Klienten ønsker ikke dette, da hun

mener,

sygemeldingen er fysisk - og ikke psykisk betinget.

Da klienten ikke accepterer den telefoniske henvendelse,

aftales tid til 29/7-92 for en personlig samtale.

Klienten møder til samtalen med bisidder fra (F). Ved

samtalen oplyser klienten, at man fra Arbejdsmedicinsk Klinik

i forbindelse med snak om psykiatrisk

undersøgelse

har anbefalet psykiater

(G). På baggrund heraf er klienten indstillet på, at få foretaget en

psykiatrisk speciallægeundersøgelse, men vil ikke høre tale om psykiatrisk

behandling, jfr kopi af opfølgningsark nr 5, notat af 29/7-92.

S.d. konfereres sagen med lægekonsulenten, der fortsat

mener, klienten bør psykiatrisk behandles. Da klienten ikke ønsker

behandling,

bliver det besluttet at rekvirere en speciallægeundersøgelse med henblik på

afklaring af, hvorvidt klienten har behov for psykiatrisk behandling.

Det er således pga klientens holdning, at den først trufne

beslutning om at kræve psykiatrisk behandling, ændres til anmodning om

psykiatrisk speciallægeundersøgelse.

Ad 2:

Partshøring

Som det fremgår af kopi af lægeskema, notat af 12/3-92,

havde socialcentrets lægekonsulent telefonisk kontakt med overlæge (C). Denne

oplyste, at han gentagne gange havde opfordret klienten til at genoptage sit

arbejde.

Den 8/4-92 blev klienten telefonisk kontaktet og meddelt

lægekonsulentens samtaler med hhv læge (D) samt overlæge (C's) udtalelser om,

at han gentagne gange har opfordret hende til at gå i arbejde igen.

Ved samtalen giver klienten udtryk for, at vi

(socialcentret) forfølger hende og bare burde lade hende være i fred.

På baggrund af ovenstående samtale, anser socialcentret

således reglerne om partshøring for at være overholdt, forud for den

skriftlige

afgørelse af 13/4-92."

Dagpengeudvalget skrev den 25. juli 1994:

"Ved brev af 22. december 1993 har Ombudsmanden bedt om

bemærkninger til sagen fra henholdsvis Socialcentret (...) og

Dagpengeudvalget.

Dagpengeudvalget har videresendt fra Socialcentret (...)

modtaget Ombudsmandens forespørgsel sammen med socialcentrets bemærkninger

den

24. april 1994.

Dagpengeudvalget har herefter behandlet sagen på sit møde

den 17. juni 1994.

I Dagpengeudvalgets tidligere udtalelse til Ombudsmanden af

23. juni 1993 fremgår, at spørgsmålet om henvisning til psykiatrisk

specialist

ikke har haft betydning for udvalgets afgørelse af dagpengesagen, idet

udvalget har vurderet, at pågældende efter den 28. april 1992 ikke længere

kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, jf. dagpengelovens §

5, stk. 1, hvorfor kommunen efter denne dato ikke længere har haft pligt til

at

foretage opfølgning af sagen i henhold til dagpengelovens § 24, stk. 1.

Ombudsmanden har i sit brev af 22. december 1993 bedt om (K)

Kommunes og Dagpengeudvalgets bemærkninger til fremstillingen af sagen på

dette

punkt (anvendelsen af begreberne: "behandle af

psykiater"/"lade

sig undersøge af psykiater"), samt udtalelser i forbindelse med

spørgsmålet om, hvorvidt lovgivningen indeholder hjemmel til, at

myndighederne

kan fastsætte vilkår om psykiatrisk behandling, som sket i (A's) sag.

I denne anledning skal Dagpengeudvalget udtale, at det

fremgår af dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 1, at retten til dagpenge

bortfalder, hvis den sikrede mod lægens opfordring hertil nægter at lade sig

indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig lægebehandling eller mod

lægens

og kommunens opfordring at deltage i hensigtsmæssig optræning for at genvinde

arbejdsevnen.

Udvalget er opmærksom på, som påpeget af Ombudsmanden i

Ombudsmandens brev af 22. december 1993, at der i (...) sagsfremstillingen i

udvalgets afgørelse af 12. februar 1993, der fremtræder som et citat af

kommunens beslutning fra april 1992, burde have stået: "behandling"

i

stedet for: "undersøgelse".

Udvalget har lagt den forudsætning til grund, at en kommune

i samråd med sin lægekonsulent kan kræve, at en henvisning til en psykiater

efterkommes, jf. forannævnte § 8, stk. 1., nr. 1 i dagpengeloven. Udvalget er

dog også af den opfattelse, at det alene er speciallægen, der kan tage

stilling til, om en egentlig behandling er indiceret.

Hvad angår sagens forløb på dette punkt henvises til

kommunens fremstilling (...) i brev til Ombudsmanden af 21. april 1994.

Den omstændighed, at kommunen først har formuleret sit krav

som et krav om behandling på grundlag af lægekonsulentens vurdering for så

efterfølgende at ændre kravet til et krav om psykiatrisk speciallæge

undersøgelse,

vil, - jf. udvalgets

tidligere udtalelse af 23. juni 1993 - være uden konsekvenser for afgørelsen,

der alene blev truffet med henvisning til dagpengelovens § 5, stk. 1."

Den 26. september 1994 modtog jeg A's bemærkninger til

myndighedernes svar.

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:

"...

Sagens behandling i

kommunen.

Den 8. april 1992 noterede kommunens sagsbehandler at hun

havde haft en samtale med Dem. Sagsbehandleren oplyste Dem om at kommunens

lægekonsulent havde "talt med kl's egen læge, samt med (C), som gentagne

gange har opfordret hende til at gå i arbejde igen..."

De fik således oplysning om at der havde været kontakt til

egen læge og overlæge (C). Ud over oplysningen om at overlæge (C) havde

opfordret Dem til at gå i arbejde igen, modtog De i henhold til notatet ikke

andre oplysninger om samtalens indhold.

Som sagen nu er oplyst, har jeg ikke grundlag for at mene at

kommunens notat ikke er fyldestgørende, og at De med andre ord fik flere

oplysninger,

før kommunen traf sin afgørelse.

Kommunen har i udtalelsen af 21. april 1994 meddelt at man

anser reglerne om partshøring for at være overholdt, netop fordi De blev

orienteret om, at samtalerne havde fundet sted. Heri er jeg ikke enig.

Lægekonsulentens samtaler med overlæge (C) og egen læge er

gengivet i notaterne af 12. marts og 6. april 1992. Overlæge (C) oplyste

bl.a.

at De "nok slet ikke skulle have været sygemeldt...", og at man

godt

kunne forestille sig, at De "havde nogle problemer af social/psykisk

karakter..."

Overlægens opfattelse af at De nok slet ikke skulle have

været sygemeldt, må anses for at være ny set i sammenhæng med hans erklæring

af

5. marts 1992 (og tidligere jf. notatet af 3. februar 1992) hvor han

bekræftede

Deres uarbejdsdygtighed. Overlægens vurdering af Deres psykosociale situation

var De heller ikke bekendt med indgik i dagpengesagen.

Oplysningerne fra egen læge og overlæge (C) var til ugunst

for Dem og af væsentlig betydning for afgørelsen om at De skulle underkaste

Dem

psykiatrisk behandling, hvis man skulle undlade at standse opfølgningen af

dagpengesagen.

Efter forvaltningslovens § 19 må en myndighed som hovedregel

ikke træffe afgørelse i en sag før myndigheden har gjort parten bekendt med

oplysninger, der er til ugunst for parten, og som er af væsentlig betydning

for

sagens afgørelse. Reglen omfatter oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder

som parten ikke er bekendt med indgår i sagen.

Forvaltningsmyndighederne har ansvaret for at sagen oplyses

i et tilstrækkeligt omfang, og partshøringsreglerne skal bl.a. sikre at

parten

får lejlighed til at kontrollere beslutningsgrundlaget, inden afgørelsen

træffes. Eventuelle fejl i beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten,

ligesom

denne også på anden måde får mulighed for at tilføje sine synspunkter - alt

ifølge bestemmelsens motiver med henblik på at styrke tilliden til

forvaltningen og undgå oplevelsen af at afgørelserne træffes "bagom

ryggen

på en". Jeg bemærker herved at De under hele forløbet har peget på, at

De

ikke var psykisk syg. Den psykiatriske erklæring fra speciallæge (G)

bekræftede

så vidt jeg kan se, Deres opfattelse.

Jeg finder det på den baggrund kritisabelt at kommunen ikke

oplyste Dem om indholdet af lægekonsulentens samtaler den 12. marts 1992 og

6.

april 1992 med overlæge (C) og egen læge, og gav Dem lejlighed til at

fremkomme

med bemærkninger hertil.

Jeg har gjort Socialcentret (...) bekendt med min

opfattelse.

Efter forvaltningslovens § 25, stk. 1, skal afgørelser som

kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, være ledsaget af en vejledning

om

klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved

indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist.

Der var tale om en fejl da kommunen i sin afgørelse af 13.

april 1992 undlod at give klagevejledning. Dette har jeg også kritiseret

kommunen for.

Opfyldes pligten til at give klagevejledning ikke, er

retsvirkningen som hovedregel at en eventuel klagefrist suspenderes.

Kommunens afgørelse i

sagen.

1. Den 13. april 1992 traf kommunen afgørelse om at

dagpengeopfølgningssagen ikke kunne fortsætte på det

somatiske grundlag.

Socialcentret mente ikke De kunne betragtes

som værende fuldt uarbejdsdygtig i alle erhverv, jf. dagpengelovens § 5, stk.

1, der er formuleret således:

"Dagpenge ydes ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af

sygdom. Udbetaling af dagpenge ophører den dag, lønmodtageren er

arbejdsdygtig,

uanset om den pågældende undlader at træde i arbejde eller at raskmelde

sig."

Afgørelsen af hvornår der er tale om "fuld

uarbejdsdygtighed på grund af sygdom", hviler på et skøn. Efter de

regler

der gælder for min virksomhed, er jeg afskåret fra at tage stilling til

skønsmæssige

afgørelser medmindre der foreligger særlige omstændigheder, som f.eks.

usagligt

begrundet forskelsbehandling, inddragelse af ulovlige kriterier o.s.v.

Afgørelsen hviler i høj grad også på lægefaglige vurderinger som jeg ikke har

forudsætninger for at efterprøve nærmere.

Jeg har på den baggrund ikke grundlag for at kritisere at

kommunen mente, at De i tiden efter den 28. april 1992 ikke kunne anses for

at

være fuldt uarbejdsdygtig på grund af fysiske sygdomme. Vurderingen af om der

i juli måned 1992 var grundlag for at genoptage sagen ud fra de nu fremkomne

lægelige udtalelser, hviler også på et skøn, præget af lægefaglige

vurderinger.

Af samme årsager som netop omtalt har jeg derfor heller ikke grundlag for at

kritisere kommunens afslag af 9. november 1992 på at genoptage sagen.

Dagpengelovens § 22, stk. 1, er formuleret således:

"Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt

dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående

kalendermåneder, medmindre

det anses for overvejende sandsynligt,

at revalidering vil blive iværksat,

den sikrede er under eller venter på

lægebehandling, som må antages inden for en kortere tid at kunne genskabe

arbejdsdygtigheden,

eller

særlige omstændigheder i øvrigt taler

derfor.",

og kapitel 14 i bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991

var udformet således:

"§ 48.

Kommunen forlænger dagpengeperioden for

personer, der er omfattet af varighedsbegrænsningen i lovens § 22, stk 1,

når det anses for overvejende sandsynligt,

at revalidering herunder arbejdsprøvning vil blive iværksat, eller

når den pågældende er under eller venter

på lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden

inden for 26 uger.

§ 49.

Forlængelse udover 26 uger kan ske, når

særlige omstændigheder taler for det.

Dette vil bl.a. være tilfældet,

hvis den pågældende lider af alvorlig

sygdom, der kræver langvarig behandling. Det er en betingelse, at pågældende

umiddelbart forud for sygeperioden har været mere stabilt erhvervsaktiv og -

efter en lægelig vurdering - skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig

beskæftigelse inden for de følgende 26 uger, eller

hvis pågældende lider af en alvorlig

lidelse, hvor mulighederne for helbredelse ikke skønnes at være til

stede."

Afgørelsen af om der er grundlag for at forlænge en

dagpengeperiode, hviler på et skøn. Som nævnt og forklaret ovenfor er mine

muligheder for at kritisere sådanne afgørelser begrænsede, og jeg har ikke i

Deres sag grundlag for at kritisere myndighedernes afslag på at forlænge

dagpengeperioden.

2. I afgørelsen af 13. april 1992 bestemte kommunen samtidig

- efter at have afvist at De kunne anses som uarbejdsdygtig på grund af

fysiske

lidelser - at dagpengesagen dog kunne fortsættes, hvis De lod Dem underkaste

en

psykiatrisk behandling.

Kommunen

henviste til bestemmelsen i dagpengelovens § 8 der er formuleret således:

"Retten til dagpenge bortfalder,

hvis den sikrede mod lægens opfordring

hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig

lægebehandling eller mod lægens og kommunens opfordring at deltage i

hensigtsmæssig

optræning for at generhverve arbejdsevnen, eller

hvis den sikrede ved sin adfærd forhaler

helbredelsen..."

Vejledningens pkt. 43 supplerer lovens ord således:

"Arbejdsgiverens og kommunens dagpengepligt bortfalder,

hvis dagpengemodtageren på trods af lægens opfordring nægter at lade sig

indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig lægebehandling eller mod

lægens

og kommunens opfordring undlader at deltage i hensigtsmæssig optræning for at

generhverve arbejdsevnen.

Dette gælder også, hvis dagpengemodtageren nægter at

underkaste sig en operation eller anden behandling, der ubestrideligt har

væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden, og som ikke er forbundet med en

risiko for liv eller førlighed.

Dagpengepligten bortfalder også, hvis den pågældende ved sin

adfærd iøvrigt forhaler helbredelsen, jf. lovens § 8, stk. 1, nr. 1 og 2.

Som eksempler på forhalelse af helbredstilstanden kan nævnes

fodboldspil under sygemelding for en knæ- eller fodlidelse eller

udendørsaktiviteter i den første fase af en influenza."

Udtrykket "nødvendig lægebehandling" begrænser i

et vist omfang de indgreb som den sikrede skal underkaste sig. Vejledningen

taler da også om at deltage i en "hensigtsmæssig optræning for at

generhverve arbejdsevnen". I SM-D 3/85 er optrykt en afgørelse hvorefter

en af patienten afvist knæoperation ikke automatisk medførte dagpengetab.

Efter min opfattelse sigter bestemmelsen i dagpengelovens §

8 som udgangspunkt alene til krav om behandling for den sygdom som den

eksisterende dagpengeret er baseret på - og som må formodes at være

veldiagnosticeret. Lovens regler udelukker ikke at dagpengeretten baseres på

anden sygdom eller sygdomserkendelse end den, som lå til grund for den

oprindelige

sygemelding, men det må da principielt være en forudsætning at den

dagpengeberettigede ønsker at indgive (opretholde) sygemelding på det nye

grundlag. Under alle omstændigheder må efter min mening gælde at der kun kan

stilles krav om behandling efter § 8 for anden sygdom end den, som den

hidtidige dagpengeret er baseret på, såfremt den nye sygdom og

behandlingsbehovet

i den forbindelse er påvist gennem undersøgelser foretaget af en speciallæge.

Jeg kan derfor fuldt ud tilslutte mig Dagpengeudvalgets

opfattelse i udtalelsen af 25. juli 1994 til mig om at det må være en

speciallæge,

der afgør, om der er behov for psykiatrisk behandling. Jeg bemærker herved at

der efter min opfattelse er grund til at udvise særlig varsomhed med

anvendelse

af psykiatriske diagnoser og/eller behandlingskrav. Sådanne diagnoser vil

erfaringsmæssigt ofte kunne blive opfattet af de pågældende som belastende,

og

generelt set kan det efter min mening heller ikke afvises at anvendelse af

psykiatriske diagnoser under visse omstændigheder kan have en stigmatiserende

effekt.

På denne baggrund finder jeg det yderst kritisabelt at

kommunen uden nogen form for accept fra Deres side af (mulig) psykiatrisk

sygdom og uden forudgående speciallægeundersøgelse stillede krav om, at De

underkastede Dem psykiatrisk behandling, som forudsætning for at undlade at

standse dagpengeopfølgningen.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse.

Dagpengeudvalgets

afgørelse.

Dagpengeudvalget har i udtalelserne til mig af 23. juni 1993

og 25. juli 1994 fremhævet at spørgsmålet om henvisningen til psykiatrisk

specialist ikke havde betydning for udvalgets afgørelse i dagpengesagen.

I udtalelsen af 25. juli 1994 anfører Dagpengeudvalget at

udvalget "var opmærksom på ... at der i ... udvalgets afgørelse af 12.

februar 1993 ... burde have stået: "behandling" i stedet for:

"undersøgelse"".

Jeg må herefter lægge til grund at Dagpengeudvalget var

opmærksom på, at der i kommunens afgørelse af 13. april 1992 var tale om et

krav om psykiatrisk behandling og ikke et krav om psykiatrisk undersøgelse.

Dagpengelovens § 32 indeholder følgende bestemmelse:

"

§ 32.

Kommunens afgørelse om dagpenge efter denne lov kan indbringes for

Dagpengeudvalget. Dagpengeudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

Stk. 2.

Klage til Dagpengeudvalget skal indgives

inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Dagpengeudvalget

kan se bort fra overskridelse af fristen, når der er særlig grund hertil.

Afgørelsen herom træffes af formanden for Dagpengeudvalget.

Stk. 3.

Træffer Dagpengeudvalget afgørelse om,

at arbejdsgiveren har pligt til at yde dagpenge, når kommunen har udbetalt

forskud efter stk. 1, skal arbejdsgiveren refundere forskuddet inden 4 uger

efter, at underretning herom er modtaget. Beløbet kan inddrives ved udlæg.

Stk. 4.

Socialministeren kan fastsætte nærmere

regler om behandling af klagesager."

Socialministeriet har udsendt bekendtgørelse nr. 122 af 28.

marts 1985 og vejledning af 22. marts 1990 om behandling af klagesager.

Endvidere har ministeriet udsendt Dagpengeudvalgets forretningsorden,

bekendtgørelse nr. 159 af 8. marts 1990. Efter § 11 i forretningsordenen skal

udvalget offentliggøre principielle afgørelser ved sekretariatets

foranstaltning.

Dagpengeudvalget tog på sit møde den 12. februar 1993

stilling til kommunens afgørelser om at De ikke på et somatisk grundlag kunne

anses for at være fuldt uarbejdsdygtig, og at kommunen derfor ikke efter den

28. april 1992 havde pligt til at fortsætte opfølgningen efter dagpengelovens

§

24, stk. 1.

Udvalget undlod

derimod at tage stilling til kommunens afgørelse om at dagpengesagen kunne

fortsætte, hvis De underkastede Dem en psykiatrisk behandling.

Som det fremgår af sagen vejledte kommunen ikke i sin

afgørelse af 13. april 1992 om klagemuligheder - og da De efter korrekt

klagevejledning

i november 1992 klagede til Dagpengeudvalget, var et af hovedpunkterne i

Deres

brev kommunens krav om psykiatrisk behandling.

Jeg mener ikke Dagpengeudvalget har haft grundlag for at

begrænse sin prøvelse efter dagpengelovens § 32 som sket. Jeg har derfor

kritiseret

at Dagpengeudvalget ikke tog stilling til kommunens afgørelse vedrørende

eventuel fortsættelse af dagpengesagen, og dermed til det centrale - og

generelt set ganske vigtige - spørgsmål om kommunens adgang til at fastsætte

krav om psykiatrisk behandling.

Jeg har gjort Dagpengeudvalget bekendt med min opfattelse.

Herefter foretager jeg mig ikke mere i sagen.

..."

Lignende dokumenter