Krav om psykiatrisk behandling som betingelse for opfølgning af sygedagpengesag.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Krav om
psykiatrisk behandling som betingelse for opfølgning af sygedagpengesag.
A klagede over Socialcentret i K Kommunes og
Dagpengeudvalgets afgørelser i hendes sag om ophør af udbetaling af
sygedagpenge.
Af sagen fremgik det bl.a. at A blev sygemeldt den 13. juli
1991. Grunden var klager over lammelser i begge arme, tørre øjne og
bronkitis.
A's arbejdsgiver, B, orienterede socialcentret om
sygemeldingen den 20. december 1991. Den 9. januar 1992 oplyste socialcentret
A
om kommunens forpligtelser efter dagpengeloven i sagen.
Den 3. februar 1992 modtog socialcentret ifølge notat af
samme datooplysninger fra overlæge, dr. med. C, specialist i intern medicin
og
reumatologi (gigtsygdomme). Overlægen skrev at A i øjeblikket havde flest
symptomer i nakke-skulderåget.
Den 6. marts 1992 modtog socialcentret overlæge C's udvidede
attest af 5. marts 1992 vedrørende uarbejdsdygtighed. Overlægen udfyldte
attestens spørgerubrik "Er ovennævnte uarbejdsdygtig p.g.a. sygdom eller
ulykke" med et "Ja", og i rubrikken vedrørende forslag til
arbejdsprøvning, revalidering, o.s.v. skrev overlæge C at A's tilstand var
stationær, og at fortsat sygemelding næppe ville ændre hendes chance for at
genoptage arbejdet.
Socialcentrets lægekonsulent skrev den 12. marts 1992 bl.a.
følgende notat:
"... Jeg kontakter (C), som mener, at kl. nok slet ikke
skulle have været sygemeldt. at han hver gang han har set kl. har rådet hende
til at gå i arbejde igen, at de fund, der har været fra skuldrene er væk nu,
og
Læs alt
at der heller ikke resterer megen tennisalbue. Han mener, der må være andre
grunde til at hun ikke er vendt tilbage til arbejdet (...), i øvrigt har han
gjort hende det klart, at hun ikke vil kunne få pension for de gener, hun
har,
som først og fremmest er ganske almindelige belastningsrelaterede gener.
Mener,
at hun burde kunne få en aftale med sin arbejdsgiver om at undgå at betjene
de
omtalte lastbiler. Hun har jo nu været sygemeldt så længe, at hun i
princippet
skulle være uarbejdsdygtig inden for ethvert passende fag, for fortsat at
være
berettiget til sygedagpenge. Imidlertid kunne man godt forestille sig, hun
havde nogle problemer af social/psykisk karakter, hun har lige mistet sin
mor,
for ca. 10 dage siden, og hun er tidligere blevet slået ned af en ven. Efter
hvad (C) har oplyst, har hun tidligere passet sit arbejde (...) stort set
uden
sygefravær. Skulle være blevet fyret fra (sin arbejdsplads).
..."
og den 6. april 1992 følgende:
"... Jeg anfører, at nogle af kl. klager måske kan
virke paranoide, men det mener (D) (egen læge, min bemærkning) ikke der er
tale
om. Hun har skiftet læge hyppigt sidste år. Vi drøfter mulighederne, idet det
ikke synes som om, hun vil tilbage til sit tidl. arbejde. Enten kan vi
raskmelde kl. og stoppe dagpengene, men jeg er bekymret for, om hun så ikke
vil
reagere med at få det dårligere psykisk, alternativt kan vi lade hende få
dagpenge et par mdr. endnu
under
forudsætning af,
at hun går til behandling hos psykiater, (D) vil så
forsøge at få en hurtig tid til hende. I denne periode må hun så se at komme
i
arbejde igen, enten få et nyt arbejde, eller forsøge at komme tilbage til sit
tidl. arbejde. jeg drøfter sagen med (E), og vi enes om sidstnævnte løsning,
således at hun får en chance mere. (E) vil skrive til hende om at opsøge egen
læge m.h.p. henvisning til psykiater, og i øvrigt understrege over for hende,
at hun snart må i arbejde igen, hvis hun da ikke skal ryge ud af
systemet."
I henhold til oplysningerne i notat af 8. april 1992 oplyste
socialcentret A telefonisk om betingelsen for at fortsætte opfølgningen af
dagpengesagen. A blev samtidig oplyst om at der havde været ført samtaler med
specialisten og den praktiserende læge. Om indholdet kun at specialisten
havde
opfordret A til at gå i arbejde igen.
A ønskede en skriftlig afgørelse, og socialcentret skrev
derfor bl.a. følgende den 13. april 1992:
"I forlængelse af telefonsamtale den 8/4-92 skal man
gøre Dem opmærksom på følgende:
Efter anmeldelse af sygefravær og derefter mindst hver 3.
måned skal kommunen tage den sygemeldtes forhold op til vurdering, jfr.
soc.min.bekg.
nr. 688 af 11/10-91 § 51. Jfr. samme bekendtgørelses § 53 skal indhentede
oplysninger vurderes eventuelt i samråd med praktiserende læge,
socialcentrets
lægekonsulent mv.
Endvidere har den sygemeldte pligt til at modtage nødvendig
lægelig behandling for at generhverve arbejdsevnen, jfr. dagpengelovens § 8.
Når det skal vurderes, om en sygemeldt kan anses for
uarbejdsdygtig, sker det med udgangspunkt i det arbejde, der blev udført
umiddelbart før sygemeldingen. Ved sygdom, der har varet mere end 26 uger,
sker
bedømmelsesgrundlaget på et bredere grundlag. Det vil sige, at pågældende kun
kan betragtes som uarbejdsdygtig, når sygdommen afskærer den pågældende fra
at
påtage sig arbejde, som i øvrigt kan anses for passende, jfr. soc.styrelsens
vejledn. om dagpenge nr. 5 af 22/3-90 pkt. 117.
I forbindelse med Deres sygemelding foreligger oplyst fra
speciallæge (C), at han gentagne gange har opfordret Dem til at genoptage
Deres arbejde. Da De endnu ikke har genoptaget arbejdet, er sagen drøftet med
socialcentrets (...) konsulent. Denne har i samråd med Deres praktiserende
læge
(D) truffet beslutning om, at De har behov for behandling hos en psykiater.
Man finder ikke, De i henhold til dagpengelovens regler kan
betragtes som værende fuld uarbejdsdygtig i alle erhverv pga. smerter i
armene,
tennisalbue, øjenallergi eller grundet bronchitis.
Socialcentret har aftalt med Deres læge, at De skal henvende
Dem til ham, mhp. henvisning til en psykiater. Såfremt De ikke inden 14 dage
fra d.d. har aftalt tid med en psykiater, stopper dagpengeopfølgningen, idet
man må betragte Dem som værende fuld arbejdsdygtig.
Det skal i øvrigt bemærkes, at socialcentret er bekendt med,
at De skal møde på hhv. fysiurgisk klinik 13/4-92 samt Arbejdsmedicinsk
klinik
15/4-92. Dette betyder nødvendigvis ikke, at De kan betragtes som værende
fuldt
uarbejdsdygtig.
Skulle De ønske råd eller vejledning, er De velkommen til at
kontakte undertegnede sagsbehandler."
Socialcentret gav ikke klagevejledning.
Socialcentret modtog den 14. april 1992 attest vedrørende
uarbejdsdygtighed fra A's praktiserende læge der bl.a. skrev, at A mente, det
var helt unødvendigt med en henvisning til psykiater. A ville ikke lade sig
behandle.
Der var sat kryds i rubrikken "Fuld
uarbejdsdygtighed" og "Ja" til spørgsmålet "Er ovennævnte
uarbejdsdygtig p.g.a. sygdom eller ulykke".
Den 3. juni 1992 henlagde kommunens sagsbehandler A's sag
fordi A endnu ikke havde rettet henvendelse til en psykiater. Sagen blev
bragt
til ophør pr. 28. april 1992.
A's fagforbund F rettede på A's vegne henvendelse til
kommunen den 13. juli og 16. juli 1992. Sagsbehandleren mente ikke der var
udsigt til, at kommunen ville genoptage sagen, og henviste til at A ikke
havde
klaget over afgørelsen.
Den 17. juli 1992 blev kommunen imidlertid opmærksom på at
klagevejledning til afgørelsen af 13. april 1992 aldrig var givet.
I brev af 21. juli 1992 bad F på A's vegne socialcentret om
at genoptage dagpengesagen og om at forlænge dagpengene ud over 52 uger.
A ringede til socialcentret den 23. juli 1992 og
understregede at hun ikke ønskede at tale med en psykiater. A var sygemeldt
på
grund af lammelser i armene, smerter i nakken, skuldrene og i håndleddene.
Sygdommen
havde derfor ikke noget at gøre med en psykiater. Sygemeldingen var kun
fysisk, ikke psykisk.
Den 29. juli 1992 mødte A i socialcentret sammen med en
repræsentant fra F. A oplyste at der snarest ville fremkomme yderligere
materiale fra Arbejdsmedicinsk klinik.
Sagsbehandleren tog bl.a. følgende notat om mødet:
"... Man har der i forbindelse med snak om psykiatrisk
undersøgelse anbefalet (G) og klienten er nu indstillet på at få foretaget en
speciallægeunders. der. Jeg har oplyst at det vi vil have er at hun kommer i
behandling, det vil hun ikke høre tale om. Jeg vil høre lægekons. om vi kan
mødes på halvvejen.
...
Jeg har lovet at undersøge mulighederne med hensyn til
genoptagelse af sagen, men hvis vi genoptager fra vi sluttede 28.4.92 ville
hun
udløbe med varighed 31.7.92. Da lønnen først ophører 30.9.92 vil vi først
komme
ind i billedet der såfremt vi med sikkerhed ved at hun bliver arbejdsdygtig
inden for 26 uger. Jeg har talt med (lægekonsulenten) d.d. Hun giver grønt
lys
for at sende kopi af lægeskema. Endvidere synes hun fortsat at klienten bør i
psykiatrisk behandl., Men hun synes også vi kan anmode om speciallægeerkl.
fra
(G) og bede ham give et bud på om han også synes klienten har behov for
psykiatrisk behandling, endvidere tage stilling til om der vil være mulighed
for tilbagevenden til arbejdsmarkedet inden for 26 uger.
Herefter må vi tage stilling til sagen og forhåbentlig er
journalmateriale fra fysiurgisk klinik og det nyeste fra arbejdsmedicinsk
klinik kommet.
..."
Socialcentret bad i brev af 29. juli 1992 speciallæge i
psykiatri, G, om at undersøge A.
Den 16. september 1992 afgav speciallæge G sin erklæring og
skrev bl.a. følgende:
"... Det fornemmes, at der har været nogen disput
patienten og behandlingssystemet imellem, og hun har følt sig tvunget til at
lade sig psykiatrisk eksaminere, hvilket hun ikke har fundet relevant og
derfor
har modsat sig.
...
Hendes menneskelige udrustning er positiv, og da hun ikke
har noget ønske om at modtage pension, skal det psykiatrisk støttes, at hun
hjælpes i arbejde igen, når hun har fået det fysisk bedre. Hun mener, at der
i
øvrigt er god fremgang i den fysiurgiske behandling for tiden.
Hvis jeg skal give en forklaring på det formentlig uheldige
samspil, der har været klient og behandlingssystem imellem, beror det på, at
patienten formentlig har været lidt forkælet og måske "hurtig i
replikken", og at nogen må have fået hinanden "i den gale
hals".
Jeg tror, alt vil falde på plads omkring denne person, hvis hun alene
opfattes
som fysisk syg og motiveret for erhvervsindplacering."
Den 4. oktober 1992 skrev A på ny til kommunen om kravet om
psykiatrisk behandling. A skrev bl.a.:
"For at slippe for de insinuationer om at jeg var
psykisk syg der opstod i systemet har jeg nu opfyldt (sagsbehandlerens)
forlangende om at konsultere en psykolog. Det blev af (sagsbehandleren) sat
op
som en betingelse for at hun skulle genoptage sygedagpengesagen at psykologen
blev konsulteret og også i relation til fortsat uarbejdsdygtighed og
manglende
økonomiske midler fra 1/10 har jeg kun accepteret kravet af nødvendighed. På
mødet (...) d. 28/7 hvor jeg overfor (sagsbehandlerens) stedfortræder
accepterede en psykolog konsultation, bekræftede hun over for mig og min
sagsbehandler fra (F), at jeg ville få sygedagpenge fra 1/10.
...
Jeg er den 29/9 1992 blevet bekendt med (socialcentrets)
rapport på mig, den er indledt den 10/3 med referat af samtaler mellem mig og
(sagsbehandleren) samt konklusion af lægekonsulent ..., sidstnævnte har jeg
iøvrigt
aldrig talt med.
Forløbet af mine samtaler og oplysninger til
(sagsbehandleren) er på en hel del punkter blevet fejlrefereret. Jeg ønsker
derfor
og hvis rapporten fortsat skal indgå i sagen, at de retter
fejlformuleringerne,
da systemet ellers fremover vil have et forvrænget billede af mig.
..."
Den 13. oktober 1992 blev der afholdt et møde mellem A, F og
kommunen. Indholdet er gengivet således i et notat af samme dato:
"Der har d.d. været afholdt møde med deltagelse af
klienten, sagsbeh i (F, ...), sagsbehandler ... samt undertegnede.
Kl har ønsket mødet mhp afklaring af pgl's fremtidige
muligheder samt på baggrund af skrivelse fra kl modtaget 7/10-92.
Det skal bemærkes, at det fra socialcentrets side har været
noget uklart, hvad det egentlig er, kl vil, dvs fortsat sygemelding med dp,
søge førtidspension eller revalideres. Endvidere har det været svært, på
baggrund af de foreliggende lægelige akter, at træffe beslutning om hhv
raskmelding/revalidering/førtidspension/nødvendig speciallægebehandling.
Lægekonsulenten har løbende været medinddraget i sagen siden
marts 92.
...
Speciallægeerkl sammenholdt med Arb.med.kl udtalelser og
kl's egne udtalelser af hhv 29/7 hvor hun ikke vil søge pension og 14/9, hvor
hun ønsker at søge pension, er det svært at afgøre, hvad vi skal komme med af
tilbud. For helt at afklare kl's arbejdsmuligheder qua sine dårlige arme
kombineret med den dårlige ryg, blev det i samråd med lægekonsulenten og fys
overlæge (H) besluttet at rekv speciallægeerkl fra ovl dr med (C).
Afhængig af dennes udtalelser om evt arb.dygtighed indenfor
26 uger/pens.ansøgning, vil der evt kunne udbetales sygedagpenge udover
generel
varighedsbegrænsning.
...
Omkring kl's aktuelle helbredsmæssige situation giver pgl
d.d. selv udtryk for, at hun pt intet kan. Smerterne i armene er stationære.
Som følge af problemer på tidl arbejdsplads, der har været psykisk
belastende,
mener kl, at det er derfor, smerterne i armene er blevet stationære. Mener
derfor ikke at kunne arbejde foreløbig og giver derfor udtryk for, at hun
gerne
vil søge pension.
Kl er orienteret om, at trods lidelsen
"tennisalbuer" er/kan være en særdeles langvarig lidelse, vil denne
lidelse alene ikke være pensionsgivende. Samtidig orienteret om, at dp-udbet
ikke kan forlænges udover generel varighed, når der er søgt førtidspension
samt
de kun kan forlænges udfra 26 ugers reglen eller hvis man er
revalideringsberettiget.
Indtil speciallægeerkl er retur, vil vi ikke kunne starte
udbet af dp udover varighed, der indtrådte 31/7-92 (her fra opsigelsesdag
1/10-92). Alternativet vil være hjælp efter bist.lovens regler. I første
omgang
med tilbagebet.pl uht evt eftf dp-udbet.
Kl indforstået hermed.
...
Psykiater indforstået med aktindsigt iflg tlf d.d."
Overlæge I afgav en erklæring den 20. oktober 1992 hvori han
konkluderede:
"Det har ikke været muligt for undersøgeren at stille
en klassisk medicinsk diagnose, der forklarer hendes symptomer, men har
opfattet tilstanden som en forståelig reaktion på et diskutabelt arbejdsmileu
kombineret med en spinkel konstitution såvel psykisk som somatisk. Det har
derfor ikke været muligt at udforme en prognose over fremtidig erhvervsevne
udover at beskæftigelse ikke er udelukket under passende
arbejdsomstændigheder."
Den 9. november 1992 traf socialcentret afgørelse og skrev
bl.a.:
"...
Socialcentret gjorde Dem den 13/4-92 opmærksom på, at
dagpengeopfølgningen blev standset. Som begrundelse for at standse
dagpengeopfølgningen
blev det anført, at De ikke ønskede at modtage, efter Socialcentrets
opfattelse,
nødvendig lægelig behandling.
Den 13/7-92 rettede De på ny henvendelse. Med henblik på at
vurdere Deres arbejdsevne besluttede man at indhente speciallægeerklæring fra
psykiater (G), samt efterfølgende speciallægeerklæring fra speciallæge i
ortopædkirurgi
(I).
Ud fra disse speciallægeerklæringer fremgår det, at Deres
helbredstilstand ikke afskærer Dem fra at påtage Dem et passende arbejde.
Socialcentret kan derfor, på baggrund af de indhentede
speciallægeerklæringer, ikke betragte Dem som værende fuld uarbejdsdygtig i
henhold til dagpengelovens § 5, efter den 28/4-92, hvor kontoret stoppede
dagpengeopfølgningen.
På baggrund af ovenstående finder Socialcentret ikke
grundlag for at forlænge dagpengeopfølgningen efter den 28/4-92, samt
dagpengeperioden
ud over varighedsbegrænsning den 31/7-92.
Det skal i den forbindelse oplyses at dagpengeperioden kun i
ganske særlige tilfælde kan forlænges jfr. Socialstyrelsens vejledning nr. 5
af
22/3-90 punkt 126. Jfr. vedlagte kopi.
..."
A klagede til Dagpengeudvalget den 2. december 1992 og skrev
i brev af 12. januar 1993 bl.a. følgende:
"...
Sygesikringen har 9/11-92 standset mine dagpenge. Som årsag
henvises dels til en tidligere skrivelse af 13/4-92, dels en lægerapport fra
læge (I). Efter standsningen har sygesikringen forsinket videresendelsen af
min
klage til dagpengeudvalget i næsten en måned på trods af flere rykkere.
Sygesikringens brev af 13/4 som de henviser til i
forbindelse med standsningen indeholder flere grove fejl; den
"nødvendige
lægelige behandling" de henviser til er psykolog behandlinger. En
psykolog
undersøgelse jeg senere indvilligede i at deltage i, fordi sygesikringen
truede med at stoppe opfølgningssagen, viste at jeg ikke fejlede noget
psykisk,
dette var sygesikringen fuldt klar over da de henviste til brevet, som grund
for standsning af opfølgningssagen.
I sygesikringens brev af 13/4 skriver de også at læge (C)
flere gange skulle have opfordret mig til at gå i arbejde igen; det passer
ikke, forevist sygesikringens brev har han udtalt til mig, at det har han
aldrig sagt.
..."
Dagpengeudvalget traf afgørelse i sagen den 25. februar 1993
og skrev bl.a. følgende:
"...
Kommunen havde ikke pligt til at fortsætte opfølgning efter
dagpengelovens § 24, stk. 1 efter den 28. april 1992, da De på dette
tidspunkt
ikke længere kunne anses for at være fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom.
Kommunen havde heller ikke pligt til at genoptage
behandlingen af opfølgningssagen i juli måned 1992 eller udbetale dagpenge
til
Dem efter den 30. september 1992, da De fortsat ikke kunne anses for at være
fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom.
..."
Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse. Ved
den nærmere omtale af sagens omstændigheder anførte Dagpengeudvalget bl.a.
følgende:
"...
Kommunen traf afgørelse om, at ophøre med opfølgning af
dagpengesagen den 28. april 1992, da De ikke fulgte kommunens henstilling om
at konsultere psykiater. Der er desuden truffet beslutning om ikke at
genoptage
sagen samt om afslag på forlængelse af dagpengeperioden efter
varighedsbegrænsningens indtræden den 31. juli 1992.
...
I april måned 1992 besluttede kommunen, at der i forbindelse
med vurdering af uarbejdsdygtigheden var behov for
undersøgelse
ved speciallæge i psykiatri. Da De ikke ønskede at
medvirke ved undersøgelsen, blev sagen henlagt i kommunen (min fremhævning).
..."
A klagede til mig den 10. marts 1993, og den 31. marts 1993
bad jeg myndighederne om udtalelser og lån af sagens akter.
I udtalelse til mig af 10. maj 1993 skrev socialcentret
bl.a. følgende:
"...
I forbindelse med opfølgning iht dagpengelovens § 24 blev
sagen løbende vurderet af socialcentrets lægekonsulent. På baggrund af de
foreliggende lægelige oplysninger, blev opfølgningssagen standset fra og med
den 29/4-92. Som begrundelse for standsningen blev anført, at klienten ikke
længere kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig pga den fysiurgiske lidelse.
Denne beslutning er senere den 25/2-93 tiltrådt af Dagpengeudvalget.
Som betingelse for at fortsætte opfølgningen af sagen blev
anført, i samråd med lægekonsulenten samt klientens egen læge, at pågældende
skulle under psykiatrisk behandling. Dette ønskede klienten ikke.
..."
Dagpengeudvalget skrev i sin udtalelse af 23. juni 1993
bl.a. følgende:
"...
4. I den foreliggende sag, har Dagpengeudvalget - ud fra de
retningslinier, der er redegjort for ovenfor, og på grundlag af de
foreliggende
oplysninger om helbredsforholdene - vurderet, at pågældende efter den 28.
april
1992 ikke kunne betragtes som fuldt uarbejdsdygtig i ethvert erhverv, idet
pågældende skulle kunne bestride et mindre belastende arbejde end det
hidtidige.
De lægelige oplysninger, der især har dannet grundlag for afgørelsen fremgår
af
sagsfremstillingen.
Da Dagpengeudvalget har vurderet, at sikrede ikke længere
var fuldt uarbejdsdygtig, har udvalget truffet afgørelse om, at kommunen
efter
denne dato ikke længere havde pligt til at foretage opfølgning efter
dagpengelovens § 24, stk. 1, ligesom der af samme grund ikke var ret til
forlængelse af dagpengeperioden, da lønudbetalingen fra arbejdsgiveren
ophørte.
Det bemærkes i denne forbindelse, at spørgsmålet om
henvisning til psykiatrisk specialist ikke har haft betydning for udvalgets
afgørelse.
Opmærksomheden henledes dog på, at udvalget ved sagens afgørelse var
opmærksom
på, at undersøgelse ved psykiatrisk speciallæge havde fundet sted, hvilket
fremgår af sagsfremstillingen.
..."
Den 22. december 1993 bad jeg, efter en foreløbig gennemgang
af sagen, på ny myndighederne om udtalelser til følgende problemer:
"Som sagen herefter er belyst, må jeg lægge til grund,
at (K) Kommune den 13. april 1992 traf afgørelse om ikke at fortsætte
opfølgningen af (A's) dagpengesag - medmindre hun lod sig
behandle
af en psykiater - og ikke blot
undersøge,
som Dagpengeudvalget lægger til grund for sin afgørelse
af 25. februar 1993.
Vilkåret om psykiatrisk behandling udgør en integreret del
af afgørelsen af 13. april 1992.
Det undrer mig derfor umiddelbart, at Dagpengeudvalget i
udtalelsen til mig af 23. juni 1993 skriver, at man ikke har taget stilling
til
vilkåret - navnlig i betragtning af, at der på dette punkt tilsyneladende er
tale om en fejlagtig gengivelse af sagens faktum i Dagpengeudvalgets
afgørelse
af 25. februar 1993, jf. det ovenfor fremhævede citat om "psykiatrisk
undersøgelse
".
På denne baggrund skal jeg bede om (K) Kommunes og
Dagpengeudvalgets bemærkninger til min fremstilling af sagens forløb på dette
punkt - og udtalelser i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt lovgivningen
indeholder hjemmel til, at myndighederne kan fastsætte vilkår om psykiatrisk
behandling, som sket i (A's) sag.
2) Partshøring
Det fremgår af sagen, at lægekonsulenten (...) den 12. marts
1992 havde en telefonisk samtale med overlæge (C).
Overlæge (C) tilkendegav over for (lægekonsulenten), at (A)
nok slet ikke burde have været sygemeldt. Denne oplysning afgives 7 dage
efter,
overlæge (C) havde underskrevet en udvidet attest vedrørende
uarbejdsdygtighed,
som gengivet ovenfor. I klagen til mig henviser (A) netop til overlæge (C's)
attest som dokumentation for, at hun på det pågældende tidspunkt var
uarbejdsdygtig.
På denne baggrund må jeg spørge, hvorfor (A) tilsyneladende
ikke blev orienteret om indholdet af samtalen med overlæge (C) forud for
socialcentrets afgørelse af 13. april 1992, og dermed fik lejlighed til at
fremkomme med en udtalelse."
Hertil svarede K Kommune den 21. april 1994:
"Som svar på Deres skrivelse af 22/12-93, hvori De
ønsker socialcentrets bemærkninger til Deres fremstilling af sagsforløbet,
vedrørende den krævede psykiatriske behandling kontra den foretagne
psykiatriske undersøgelse, samt spørgsmålet om partshøring, skal følgende
oplyses:
Ad 1:
Jfr lægeskema, notat af 12/3-92, har
socialcentrets daværende lægekonsulent haft telefonisk kontakt med overlæge
(C). Denne giver ved samtalen udtryk for, at der ikke resterer nogen
fysiurgisk
lidelse, der kan begrunde fortsat sygemelding. Samtidig giver (C) udtryk for,
at han gentagne gange har opfordret klienten til at gå i arbejde. I øvrigt
mener (C), at der må være andre årsager til, at klienten ikke er vendt
tilbage
til arbejdet.
På baggrund af (C's) udtalelser konkluderer lægekonsulenten,
at klienten nok bør raskmeldes indenfor rimelig tid. Samtidig er det
lægekonsulentens indtryk, at der er tale om en klient med nogen skrøbelighed
psykisk.
Klienten orienteres ved personlig samtale den 23/3-92 om, at
socialcentret er af den opfattelse, hun godt kan arbejde.
Ved samtalen klager klienten fortsat over mange smerter, jfr
notat på opfølgningsark nr 2.
Med henblik på vurdering af den fortsatte uarbejdsdygtighed,
forelægges sagen påny lægekonsulenten den 6/4-92. Lægekonsulenten kontakter
herefter klientens egen læge (D). I samråd med denne, samt i overensstemmelse
med dagpengelovens § 8 og Socialstyrelsens vejledning nr 5 af 22/3-90 pkt
120,
bliver det besluttet at forlange, klienten lader sig psykiatrisk behandle,
som
betingelse for fortsat opfølgning af sagen iht dagpengelovens § 24.
Den 8/4-92 orienteres klienten telefonisk om ovenstående
behandling samt overlæge (C's) oplysning om, at han gentagne gange har
opfordret klienten til at gå i arbejde igen.
Da klienten ønsker skriftlig meddelelse angående den
psykiatriske behandling, afsendes skrivelse herom den 13/4-92. I skrivelsen
gøres påny opmærksom på (C's) udtalelser.
Det anføres endvidere i skrivelsen, at såfremt der ikke er
aftalt tid med psykiater inden 14 dage, vil dagpengeopfølgningen blive
standset, idet klienten herefter ikke kan betragtes som
værende fuldt uarbejdsdygtig.
Som følge af, at klienten den 3/6-92 endnu ikke havde rettet
henvendelse til en psykiater, blev dagpengeopfølgningen bragt til ophør fra
og
med den 29/4-92.
Den 13/7-92 retter (F) på vegne af klienten henvendelse og
anmoder om genoptagelse af opfølgningssagen.
Med henblik på vurdering af sagen, samt om der var sket en
forværring i helbredstilstanden i forhold til tidligere, blev der rekvireret
lægelige oplysninger fra Arbejdsmedicinsk Klinik den 21/7-92.
Den 22/7-92 blev klienten tilskrevet om at kontakte
socialcentret telefonisk for at afklare, hvorvidt klienten var indforstået
med
psykiatrisk behandling, ønskede at søge førtidspension eller hvad hun havde
tænkt sig med fremtiden.
Den 23/7-92 blev sagen drøftet med socialcentrets daværende
gruppeleder, der konkluderede, at en betingelse for genoptagelse af sagen,
ville være, at klienten lod sig psykiatrisk behandle.
Samme dag foreholdes klienten telefonisk, socialcentrets
afgørelse om psykiatrisk behandling. Klienten ønsker ikke dette, da hun
mener,
sygemeldingen er fysisk - og ikke psykisk betinget.
Da klienten ikke accepterer den telefoniske henvendelse,
aftales tid til 29/7-92 for en personlig samtale.
Klienten møder til samtalen med bisidder fra (F). Ved
samtalen oplyser klienten, at man fra Arbejdsmedicinsk Klinik
i forbindelse med snak om psykiatrisk
undersøgelse
har anbefalet psykiater
(G). På baggrund heraf er klienten indstillet på, at få foretaget en
psykiatrisk speciallægeundersøgelse, men vil ikke høre tale om psykiatrisk
behandling, jfr kopi af opfølgningsark nr 5, notat af 29/7-92.
S.d. konfereres sagen med lægekonsulenten, der fortsat
mener, klienten bør psykiatrisk behandles. Da klienten ikke ønsker
behandling,
bliver det besluttet at rekvirere en speciallægeundersøgelse med henblik på
afklaring af, hvorvidt klienten har behov for psykiatrisk behandling.
Det er således pga klientens holdning, at den først trufne
beslutning om at kræve psykiatrisk behandling, ændres til anmodning om
psykiatrisk speciallægeundersøgelse.
Ad 2:
Partshøring
Som det fremgår af kopi af lægeskema, notat af 12/3-92,
havde socialcentrets lægekonsulent telefonisk kontakt med overlæge (C). Denne
oplyste, at han gentagne gange havde opfordret klienten til at genoptage sit
arbejde.
Den 8/4-92 blev klienten telefonisk kontaktet og meddelt
lægekonsulentens samtaler med hhv læge (D) samt overlæge (C's) udtalelser om,
at han gentagne gange har opfordret hende til at gå i arbejde igen.
Ved samtalen giver klienten udtryk for, at vi
(socialcentret) forfølger hende og bare burde lade hende være i fred.
På baggrund af ovenstående samtale, anser socialcentret
således reglerne om partshøring for at være overholdt, forud for den
skriftlige
afgørelse af 13/4-92."
Dagpengeudvalget skrev den 25. juli 1994:
"Ved brev af 22. december 1993 har Ombudsmanden bedt om
bemærkninger til sagen fra henholdsvis Socialcentret (...) og
Dagpengeudvalget.
Dagpengeudvalget har videresendt fra Socialcentret (...)
modtaget Ombudsmandens forespørgsel sammen med socialcentrets bemærkninger
den
24. april 1994.
Dagpengeudvalget har herefter behandlet sagen på sit møde
den 17. juni 1994.
I Dagpengeudvalgets tidligere udtalelse til Ombudsmanden af
23. juni 1993 fremgår, at spørgsmålet om henvisning til psykiatrisk
specialist
ikke har haft betydning for udvalgets afgørelse af dagpengesagen, idet
udvalget har vurderet, at pågældende efter den 28. april 1992 ikke længere
kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, jf. dagpengelovens §
5, stk. 1, hvorfor kommunen efter denne dato ikke længere har haft pligt til
at
foretage opfølgning af sagen i henhold til dagpengelovens § 24, stk. 1.
Ombudsmanden har i sit brev af 22. december 1993 bedt om (K)
Kommunes og Dagpengeudvalgets bemærkninger til fremstillingen af sagen på
dette
punkt (anvendelsen af begreberne: "behandle af
psykiater"/"lade
sig undersøge af psykiater"), samt udtalelser i forbindelse med
spørgsmålet om, hvorvidt lovgivningen indeholder hjemmel til, at
myndighederne
kan fastsætte vilkår om psykiatrisk behandling, som sket i (A's) sag.
I denne anledning skal Dagpengeudvalget udtale, at det
fremgår af dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 1, at retten til dagpenge
bortfalder, hvis den sikrede mod lægens opfordring hertil nægter at lade sig
indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig lægebehandling eller mod
lægens
og kommunens opfordring at deltage i hensigtsmæssig optræning for at genvinde
arbejdsevnen.
Udvalget er opmærksom på, som påpeget af Ombudsmanden i
Ombudsmandens brev af 22. december 1993, at der i (...) sagsfremstillingen i
udvalgets afgørelse af 12. februar 1993, der fremtræder som et citat af
kommunens beslutning fra april 1992, burde have stået: "behandling"
i
stedet for: "undersøgelse".
Udvalget har lagt den forudsætning til grund, at en kommune
i samråd med sin lægekonsulent kan kræve, at en henvisning til en psykiater
efterkommes, jf. forannævnte § 8, stk. 1., nr. 1 i dagpengeloven. Udvalget er
dog også af den opfattelse, at det alene er speciallægen, der kan tage
stilling til, om en egentlig behandling er indiceret.
Hvad angår sagens forløb på dette punkt henvises til
kommunens fremstilling (...) i brev til Ombudsmanden af 21. april 1994.
Den omstændighed, at kommunen først har formuleret sit krav
som et krav om behandling på grundlag af lægekonsulentens vurdering for så
efterfølgende at ændre kravet til et krav om psykiatrisk speciallæge
undersøgelse,
vil, - jf. udvalgets
tidligere udtalelse af 23. juni 1993 - være uden konsekvenser for afgørelsen,
der alene blev truffet med henvisning til dagpengelovens § 5, stk. 1."
Den 26. september 1994 modtog jeg A's bemærkninger til
myndighedernes svar.
I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:
"...
Sagens behandling i
kommunen.
Den 8. april 1992 noterede kommunens sagsbehandler at hun
havde haft en samtale med Dem. Sagsbehandleren oplyste Dem om at kommunens
lægekonsulent havde "talt med kl's egen læge, samt med (C), som gentagne
gange har opfordret hende til at gå i arbejde igen..."
De fik således oplysning om at der havde været kontakt til
egen læge og overlæge (C). Ud over oplysningen om at overlæge (C) havde
opfordret Dem til at gå i arbejde igen, modtog De i henhold til notatet ikke
andre oplysninger om samtalens indhold.
Som sagen nu er oplyst, har jeg ikke grundlag for at mene at
kommunens notat ikke er fyldestgørende, og at De med andre ord fik flere
oplysninger,
før kommunen traf sin afgørelse.
Kommunen har i udtalelsen af 21. april 1994 meddelt at man
anser reglerne om partshøring for at være overholdt, netop fordi De blev
orienteret om, at samtalerne havde fundet sted. Heri er jeg ikke enig.
Lægekonsulentens samtaler med overlæge (C) og egen læge er
gengivet i notaterne af 12. marts og 6. april 1992. Overlæge (C) oplyste
bl.a.
at De "nok slet ikke skulle have været sygemeldt...", og at man
godt
kunne forestille sig, at De "havde nogle problemer af social/psykisk
karakter..."
Overlægens opfattelse af at De nok slet ikke skulle have
været sygemeldt, må anses for at være ny set i sammenhæng med hans erklæring
af
5. marts 1992 (og tidligere jf. notatet af 3. februar 1992) hvor han
bekræftede
Deres uarbejdsdygtighed. Overlægens vurdering af Deres psykosociale situation
var De heller ikke bekendt med indgik i dagpengesagen.
Oplysningerne fra egen læge og overlæge (C) var til ugunst
for Dem og af væsentlig betydning for afgørelsen om at De skulle underkaste
Dem
psykiatrisk behandling, hvis man skulle undlade at standse opfølgningen af
dagpengesagen.
Efter forvaltningslovens § 19 må en myndighed som hovedregel
ikke træffe afgørelse i en sag før myndigheden har gjort parten bekendt med
oplysninger, der er til ugunst for parten, og som er af væsentlig betydning
for
sagens afgørelse. Reglen omfatter oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder
som parten ikke er bekendt med indgår i sagen.
Forvaltningsmyndighederne har ansvaret for at sagen oplyses
i et tilstrækkeligt omfang, og partshøringsreglerne skal bl.a. sikre at
parten
får lejlighed til at kontrollere beslutningsgrundlaget, inden afgørelsen
træffes. Eventuelle fejl i beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten,
ligesom
denne også på anden måde får mulighed for at tilføje sine synspunkter - alt
ifølge bestemmelsens motiver med henblik på at styrke tilliden til
forvaltningen og undgå oplevelsen af at afgørelserne træffes "bagom
ryggen
på en". Jeg bemærker herved at De under hele forløbet har peget på, at
De
ikke var psykisk syg. Den psykiatriske erklæring fra speciallæge (G)
bekræftede
så vidt jeg kan se, Deres opfattelse.
Jeg finder det på den baggrund kritisabelt at kommunen ikke
oplyste Dem om indholdet af lægekonsulentens samtaler den 12. marts 1992 og
6.
april 1992 med overlæge (C) og egen læge, og gav Dem lejlighed til at
fremkomme
med bemærkninger hertil.
Jeg har gjort Socialcentret (...) bekendt med min
opfattelse.
Efter forvaltningslovens § 25, stk. 1, skal afgørelser som
kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, være ledsaget af en vejledning
om
klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved
indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist.
Der var tale om en fejl da kommunen i sin afgørelse af 13.
april 1992 undlod at give klagevejledning. Dette har jeg også kritiseret
kommunen for.
Opfyldes pligten til at give klagevejledning ikke, er
retsvirkningen som hovedregel at en eventuel klagefrist suspenderes.
Kommunens afgørelse i
sagen.
1. Den 13. april 1992 traf kommunen afgørelse om at
dagpengeopfølgningssagen ikke kunne fortsætte på det
somatiske grundlag.
Socialcentret mente ikke De kunne betragtes
som værende fuldt uarbejdsdygtig i alle erhverv, jf. dagpengelovens § 5, stk.
1, der er formuleret således:
"Dagpenge ydes ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af
sygdom. Udbetaling af dagpenge ophører den dag, lønmodtageren er
arbejdsdygtig,
uanset om den pågældende undlader at træde i arbejde eller at raskmelde
sig."
Afgørelsen af hvornår der er tale om "fuld
uarbejdsdygtighed på grund af sygdom", hviler på et skøn. Efter de
regler
der gælder for min virksomhed, er jeg afskåret fra at tage stilling til
skønsmæssige
afgørelser medmindre der foreligger særlige omstændigheder, som f.eks.
usagligt
begrundet forskelsbehandling, inddragelse af ulovlige kriterier o.s.v.
Afgørelsen hviler i høj grad også på lægefaglige vurderinger som jeg ikke har
forudsætninger for at efterprøve nærmere.
Jeg har på den baggrund ikke grundlag for at kritisere at
kommunen mente, at De i tiden efter den 28. april 1992 ikke kunne anses for
at
være fuldt uarbejdsdygtig på grund af fysiske sygdomme. Vurderingen af om der
i juli måned 1992 var grundlag for at genoptage sagen ud fra de nu fremkomne
lægelige udtalelser, hviler også på et skøn, præget af lægefaglige
vurderinger.
Af samme årsager som netop omtalt har jeg derfor heller ikke grundlag for at
kritisere kommunens afslag af 9. november 1992 på at genoptage sagen.
Dagpengelovens § 22, stk. 1, er formuleret således:
"Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt
dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående
kalendermåneder, medmindre
det anses for overvejende sandsynligt,
at revalidering vil blive iværksat,
den sikrede er under eller venter på
lægebehandling, som må antages inden for en kortere tid at kunne genskabe
arbejdsdygtigheden,
eller
særlige omstændigheder i øvrigt taler
derfor.",
og kapitel 14 i bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991
var udformet således:
"§ 48.
Kommunen forlænger dagpengeperioden for
personer, der er omfattet af varighedsbegrænsningen i lovens § 22, stk 1,
når det anses for overvejende sandsynligt,
at revalidering herunder arbejdsprøvning vil blive iværksat, eller
når den pågældende er under eller venter
på lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden
inden for 26 uger.
§ 49.
Forlængelse udover 26 uger kan ske, når
særlige omstændigheder taler for det.
Dette vil bl.a. være tilfældet,
hvis den pågældende lider af alvorlig
sygdom, der kræver langvarig behandling. Det er en betingelse, at pågældende
umiddelbart forud for sygeperioden har været mere stabilt erhvervsaktiv og -
efter en lægelig vurdering - skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig
beskæftigelse inden for de følgende 26 uger, eller
hvis pågældende lider af en alvorlig
lidelse, hvor mulighederne for helbredelse ikke skønnes at være til
stede."
Afgørelsen af om der er grundlag for at forlænge en
dagpengeperiode, hviler på et skøn. Som nævnt og forklaret ovenfor er mine
muligheder for at kritisere sådanne afgørelser begrænsede, og jeg har ikke i
Deres sag grundlag for at kritisere myndighedernes afslag på at forlænge
dagpengeperioden.
2. I afgørelsen af 13. april 1992 bestemte kommunen samtidig
- efter at have afvist at De kunne anses som uarbejdsdygtig på grund af
fysiske
lidelser - at dagpengesagen dog kunne fortsættes, hvis De lod Dem underkaste
en
psykiatrisk behandling.
Kommunen
henviste til bestemmelsen i dagpengelovens § 8 der er formuleret således:
"Retten til dagpenge bortfalder,
hvis den sikrede mod lægens opfordring
hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig
lægebehandling eller mod lægens og kommunens opfordring at deltage i
hensigtsmæssig
optræning for at generhverve arbejdsevnen, eller
hvis den sikrede ved sin adfærd forhaler
helbredelsen..."
Vejledningens pkt. 43 supplerer lovens ord således:
"Arbejdsgiverens og kommunens dagpengepligt bortfalder,
hvis dagpengemodtageren på trods af lægens opfordring nægter at lade sig
indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig lægebehandling eller mod
lægens
og kommunens opfordring undlader at deltage i hensigtsmæssig optræning for at
generhverve arbejdsevnen.
Dette gælder også, hvis dagpengemodtageren nægter at
underkaste sig en operation eller anden behandling, der ubestrideligt har
væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden, og som ikke er forbundet med en
risiko for liv eller førlighed.
Dagpengepligten bortfalder også, hvis den pågældende ved sin
adfærd iøvrigt forhaler helbredelsen, jf. lovens § 8, stk. 1, nr. 1 og 2.
Som eksempler på forhalelse af helbredstilstanden kan nævnes
fodboldspil under sygemelding for en knæ- eller fodlidelse eller
udendørsaktiviteter i den første fase af en influenza."
Udtrykket "nødvendig lægebehandling" begrænser i
et vist omfang de indgreb som den sikrede skal underkaste sig. Vejledningen
taler da også om at deltage i en "hensigtsmæssig optræning for at
generhverve arbejdsevnen". I SM-D 3/85 er optrykt en afgørelse hvorefter
en af patienten afvist knæoperation ikke automatisk medførte dagpengetab.
Efter min opfattelse sigter bestemmelsen i dagpengelovens §
8 som udgangspunkt alene til krav om behandling for den sygdom som den
eksisterende dagpengeret er baseret på - og som må formodes at være
veldiagnosticeret. Lovens regler udelukker ikke at dagpengeretten baseres på
anden sygdom eller sygdomserkendelse end den, som lå til grund for den
oprindelige
sygemelding, men det må da principielt være en forudsætning at den
dagpengeberettigede ønsker at indgive (opretholde) sygemelding på det nye
grundlag. Under alle omstændigheder må efter min mening gælde at der kun kan
stilles krav om behandling efter § 8 for anden sygdom end den, som den
hidtidige dagpengeret er baseret på, såfremt den nye sygdom og
behandlingsbehovet
i den forbindelse er påvist gennem undersøgelser foretaget af en speciallæge.
Jeg kan derfor fuldt ud tilslutte mig Dagpengeudvalgets
opfattelse i udtalelsen af 25. juli 1994 til mig om at det må være en
speciallæge,
der afgør, om der er behov for psykiatrisk behandling. Jeg bemærker herved at
der efter min opfattelse er grund til at udvise særlig varsomhed med
anvendelse
af psykiatriske diagnoser og/eller behandlingskrav. Sådanne diagnoser vil
erfaringsmæssigt ofte kunne blive opfattet af de pågældende som belastende,
og
generelt set kan det efter min mening heller ikke afvises at anvendelse af
psykiatriske diagnoser under visse omstændigheder kan have en stigmatiserende
effekt.
På denne baggrund finder jeg det yderst kritisabelt at
kommunen uden nogen form for accept fra Deres side af (mulig) psykiatrisk
sygdom og uden forudgående speciallægeundersøgelse stillede krav om, at De
underkastede Dem psykiatrisk behandling, som forudsætning for at undlade at
standse dagpengeopfølgningen.
Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse.
Dagpengeudvalgets
afgørelse.
Dagpengeudvalget har i udtalelserne til mig af 23. juni 1993
og 25. juli 1994 fremhævet at spørgsmålet om henvisningen til psykiatrisk
specialist ikke havde betydning for udvalgets afgørelse i dagpengesagen.
I udtalelsen af 25. juli 1994 anfører Dagpengeudvalget at
udvalget "var opmærksom på ... at der i ... udvalgets afgørelse af 12.
februar 1993 ... burde have stået: "behandling" i stedet for:
"undersøgelse"".
Jeg må herefter lægge til grund at Dagpengeudvalget var
opmærksom på, at der i kommunens afgørelse af 13. april 1992 var tale om et
krav om psykiatrisk behandling og ikke et krav om psykiatrisk undersøgelse.
Dagpengelovens § 32 indeholder følgende bestemmelse:
"
§ 32.
Kommunens afgørelse om dagpenge efter denne lov kan indbringes for
Dagpengeudvalget. Dagpengeudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
Stk. 2.
Klage til Dagpengeudvalget skal indgives
inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
Dagpengeudvalget
kan se bort fra overskridelse af fristen, når der er særlig grund hertil.
Afgørelsen herom træffes af formanden for Dagpengeudvalget.
Stk. 3.
Træffer Dagpengeudvalget afgørelse om,
at arbejdsgiveren har pligt til at yde dagpenge, når kommunen har udbetalt
forskud efter stk. 1, skal arbejdsgiveren refundere forskuddet inden 4 uger
efter, at underretning herom er modtaget. Beløbet kan inddrives ved udlæg.
Stk. 4.
Socialministeren kan fastsætte nærmere
regler om behandling af klagesager."
Socialministeriet har udsendt bekendtgørelse nr. 122 af 28.
marts 1985 og vejledning af 22. marts 1990 om behandling af klagesager.
Endvidere har ministeriet udsendt Dagpengeudvalgets forretningsorden,
bekendtgørelse nr. 159 af 8. marts 1990. Efter § 11 i forretningsordenen skal
udvalget offentliggøre principielle afgørelser ved sekretariatets
foranstaltning.
Dagpengeudvalget tog på sit møde den 12. februar 1993
stilling til kommunens afgørelser om at De ikke på et somatisk grundlag kunne
anses for at være fuldt uarbejdsdygtig, og at kommunen derfor ikke efter den
28. april 1992 havde pligt til at fortsætte opfølgningen efter dagpengelovens
§
24, stk. 1.
Udvalget undlod
derimod at tage stilling til kommunens afgørelse om at dagpengesagen kunne
fortsætte, hvis De underkastede Dem en psykiatrisk behandling.
Som det fremgår af sagen vejledte kommunen ikke i sin
afgørelse af 13. april 1992 om klagemuligheder - og da De efter korrekt
klagevejledning
i november 1992 klagede til Dagpengeudvalget, var et af hovedpunkterne i
Deres
brev kommunens krav om psykiatrisk behandling.
Jeg mener ikke Dagpengeudvalget har haft grundlag for at
begrænse sin prøvelse efter dagpengelovens § 32 som sket. Jeg har derfor
kritiseret
at Dagpengeudvalget ikke tog stilling til kommunens afgørelse vedrørende
eventuel fortsættelse af dagpengesagen, og dermed til det centrale - og
generelt set ganske vigtige - spørgsmål om kommunens adgang til at fastsætte
krav om psykiatrisk behandling.
Jeg har gjort Dagpengeudvalget bekendt med min opfattelse.
Herefter foretager jeg mig ikke mere i sagen.
..."
Lignende dokumenter
- Befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D – Befordringsfradrag - ligningslovens § 9C Landsskatteretten · 24. maj 2016
- 39.2020 (Denne sag drejer sig om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven eller erhvervsuddannelsesloven i anledning af ophævelse af en uddannelsesaftale.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. oktober 2021
- 17.2025 (Denne sag drejer sig om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven og godtgørelse for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. august 2026
- Sag om berettigelse til visitation til fleksjob efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats og om forholdet mellem førtidspensions- og fleksjobsystemerne Domsdatabasen · 9. september 2009
- Sagsbehandlingsfejl i sygedagpengesag ført til henstilling om genoptagelse Retsinformation · 18. september 2001
- Sag om betaling af renter, jf. EAL § 16 af et af forsikringsselskab til kommune udbetalt sygedagpengeregresbeløb Domsdatabasen · 4. november 2021