Spring til indhold

Retsinformation

Tab af dagpengeret under ventetid på operation. Varighedsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 22.

FOU nr 1994.311UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tab af dagpengeret under ventetid på operation.

Varighedsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 22.

B klagede for A over at A

havde mistet retten til sygedagpenge som følge af varighedsbegrænsningen i

sygedagpengelovens § 22, stk. 1.

Det fremgik af sagen at A den

23. oktober 1990 blev sygemeldt på grund af en knæskade. På tidspunktet for

sygemeldingen var A uden arbejde og modtog indtil den 22. oktober 1990

arbejdsløshedsdagpenge fra sin arbejdsløshedskasse. Om A's tilknytning til

arbejdsmarkedet fremgår det at han fra den 12. september 1988 til den 26.

februar 1990, hvor han blev afskediget på grund af for mange sygedage, var

ansat som chauffør ved Hovedstadens Trafikselskab.

Efter sygemeldingen var A i

behandling hos speciallæge C. Herudover gik han til behandling på X

Amtssygehus

hvor han dels var i medicinsk behandling, dels fik foretaget

røntgenundersøgelser. A's søster oplyste den 21. august 1991 over for

kommunen

at det på sygehuset var blevet besluttet at foretage en operation på A.

Kommunen

kontaktede herefter sygehuset og fik dér oplyst at der var 14 måneders

ventetid

på den operation, som skulle foretages.

K Kommune meddelte den 24.

september 1991 telefonisk A at denne, på grund af den generelle

varighedsbegrænsning i dagpengelovens § 22, med virkning fra den 31. oktober

1991 ikke længere ville være berettiget til at modtage sygedagpenge. Den 7.

oktober 1991 oplyste kommunen skriftligt A herom.

A påklagede den 24. oktober

1991 afgørelsen om standsningen af udbetalingen af dagpenge under henvisning

Læs alt

til at han ventede på indlæggelse og operation. Kommunen fastholdt den trufne

afgørelse og fremsendte derfor den 3. januar 1992 sagens akter til

Dagpengeudvalget

sammen med en redegørelse for sagen. I redegørelsen var bl.a. anført

følgende:

"...

Efter modtagelsen af anken

har sagen været igennem en nøje revurdering. Ved revurderingen er der ikke

fremkommet nye aspekter, som har kunnet ændre den tidligere trufne

beslutning,

hvorfor beslutningen om at standse dagpengeudbetalingen den 31.10.1991 p.g.a.

den generelle varighedsbegrænsning er fastholdt med samme begrundelser.

Man skal hermed redegøre for

sagen:

Sikrede blev sygemeldt den

23.10.1990 p.g.a. knæskade. På sygemeldingstidspunktet var sikrede arbejdsløs

og modtog arbejdsløshedsunderstøttelse fra (...) Arbejdsløshedskasse.

Sikredes

sidste beskæftigelse har været som chauffør ved HT, hvorfra han blev bortvist

den 26.2.1990.

Under sygeforløbet er sagen

løbende blevet fulgt op, jvf. bestemmelserne i § 24 i Lov om dagpenge ved

sygdom eller fødsel. Til brug for opfølgningsarbejdet er der indhentet

lægelige

oplysninger i form af LÆ 350 fra sikredes egen læge og behandlende

speciallæge,

statusbedømmelse samt journaloplysninger fra (X) Amts Sygehus (...).

Den 18.7.1991 blev sagen

drøftet med kommunens lægekonsulent på baggrund af de indkomne lægelige

oplysninger. Lægekonsulenten konkluderede her, at sikrede skulle kunne

genoptage et chaufførjob.

På baggrund af ovenstående

drøftelse blev sikrede indkaldt til samtale den 6.8.1991 på dagpengekontoret.

Ved samtalen blev det oplyst, at sikrede skulle til røntgenundersøgelse på

(X)

Amts Sygehus i (...) den 20.8.1991.

Sikrede blev ved samtalen

orienteret om den generelle varighedsbegrænsning den 30.11.1991.

Det blev aftalt, at sikrede

skulle møde på dagpengekontoret igen den 21.8.1991 for at orientere om

undersøgelsen på hospitalet.

Ved undersøgelsen på (X) Amts

Sygehus i (...) den 20.8. 1991 blev det besluttet at indstille sikrede til

operation af leddet mellem knæskallen og lårbenet.

Ved telefonisk henvendelse

til hospitalet den 17.9.1991 oplyses det, at der er 14 måneders ventetid på

denne operation og der er ikke mulighed for at fremskynde operationen.

Kommunens lægekonsulent har

den 17.9.1991 vurderet, at sikrede ikke kan genoptage chaufførarbejde før

operationen er foretaget.

På baggrund af de indkomne

oplysninger skønnes det ikke realistisk at sikrede skulle kunne genoptage

erhvervsmæssig beskæftigelse i fuldt omfang indenfor 26 uger efter

dagpengeperiodens udløb, hvorfor man ikke har ment, at der var baggrund for

forlængelse af dagpengeperioden efter bestemmelserne i § 22, stk. 1, nr. 2 i

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Den 19.9.1991 bliver man

opmærksom på, at dagpengeperioden udløber den 31.10.1991 og ikke den

30.11.1991, som man tidligere har orienteret sikrede om.

Den 24.9.1991 orienteres

sikrede telefonisk om, at dagpengeudbetalingen ophører den 31.10.1991 p.g.a.

den generelle varighedsbegrænsning, samt at der ikke er mulighed for at

forlænge dagpengeperioden med mindre den planlagte operation vil kunne

fremskyndes sådan, at han vil blive i stand til at genoptage erhvervsmæssig

beskæftigelse i fuldt omfang indenfor 26 uger efter dagpengeperiodens udløb.

Den 7.10.1991 bliver sikrede

skriftligt orienteret om varighedsbegrænsningen den 31.10.1991 ved blanket DP

225.

I forbindelse med anken og

revurderingen af sagen har forvaltningen undersøgt, om der var mulighed for

at

få udført den planlagte operation på et sygehus med en kortere ventetid.

Dette

har imidlertid ikke kunnet lade sig gøre. ..."

Dagpengeudvalget behandlede

herefter sagen og traf på et møde den 22. maj 1992 afgørelse. I afgørelsen

var

bl.a. følgende anført:

"...

Dagpengeudvalget har

behandlet Deres klage af 24. oktober 1991 over kommunens afgørelse af 7.

oktober 1991 og har på sit møde den 22. maj 1992 truffet følgende afgørelse:

De har ikke ret til

yderligere dagpenge efter den 31. oktober 1991, idet udbetaling af dagpenge

ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52

uger i de 18 forudgående kalendermåneder, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1.

Dagpengeudvalget har ikke

fundet grundlag for forlængelse af dagpengeperioden, idet det den 31. oktober

1991 ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering herunder

arbejdsprøvning ville blive iværksat. Endvidere opfyldte De ikke betingelsen

om

at være under lægebehandling eller vente på lægebehandling, der inden for 26

uger måtte antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Der henvises til

lovens § 22, stk. 1, nr. 1 og 2 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 153

af

5. marts 1990 § 48.

Dagpengeudvalget har ved

afgørelsen lagt vægt på, at hospitalet overfor kommunen har oplyst, at der

var

14 måneders ventetid på den operation De skal have foretaget, hvilket ville

betyde, at De kunne forventes opereret i slutningen af november 1992.

Dagpengeudvalget tiltræder

således kommunens afgørelse.

..."

Den 14. maj 1993 klagede A

til mig.

Dagpengeudvalget anførte i en

udtalelse til mig af 16. september 1993 bl.a. følgende:

"...

(K) Kommune har ved skrivelse

af 30. juni 1993 meddelt, at kommunen ikke havde yderligere kommentarer til

sagen.

Dagpengeudvalget har

behandlet klagen på mødet den 27. august 1993, og kan udtale følgende:

Pågældende har klaget over,

at Dagpengeudvalget har givet kommunen medhold i, at udbetalingen af dagpenge

ikke kunne forlænges, idet han ikke opfyldte forlængelsesbetingelserne i

dagpengelovens § 22, stk. 1, idet der var 14 måneders ventetid på en

operation.

Pågældende anfører, at han er

blevet gjort opmærksom på, at denne afgørelse er i strid med de

tilkendegivelser, der kom fra socialministeren i forbindelse med lovens

behandling i Folketinget, og at pågældende var vidende om, at

Justitsministeriet i et svar af 26. februar 1993 til Folketingets

Socialudvalg

har udtalt sig på linie hermed.

På spørgsmål 10 fra Folketingets

Socialudvalg - om hvad ministeren ville bruge bemyndigelsen til i

lovforslagets

§ 22, stk. 2, fremgår det af svaret til Folketingets Socialudvalg, at

bemyndigelsen tænktes anvendt til forlængelse af dagpengeperioden når den

sikrede var under eller ventede på lægebehandling, der måtte antages inden

for

26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed.

I svaret på spørgsmål 51 til

Folketingets Socialudvalg, der bl.a. var uddybning af ovennævnte spørgsmål,

forudsættes, at den samlede udbetalingsperiode ikke ville kunne overstige den

maksimale dagpengeperiode efter dagældende lov.

...

Det er Dagpengeudvalgets

opfattelse at afgørelsen er i overensstemmelse med ordlyden i dagpengelovens

§

22, stk. 1, nr. 2, jfr. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 688 af 11.

oktober 1991 §§ 48 og 49, stk. 1, nr. 1 samt intentionerne bag loven, og helt

i

overensstemmelse med den praksis Udvalget har fulgt siden lovens ikrafttræden

2. april 1990.

Det bemærkes, at Udvalget er

bekendt med, at der ved ændringsbekendtgørelsen af 25. august 1993 er blevet

indsat en ny §

49 a,

hvorefter der ses bort fra den periode, hvor den sygemeldte venter på

lægebehandling på et offentligt sygehus.

..."

I brev af 22. oktober 1993

oplyste A at han den 19. maj 1993 fik indopereret et nyt knæ. Den 27. oktober

1993 oplyste han endvidere at han inden for 1 måned igen ville være

arbejdsdygtig.

I et brev til A udtalte jeg

herefter følgende:

"Dagpengeudvalgets

afgørelse er truffet i henhold til § 22, stk. 1, i lov nr. 852 af 20.

december

1989 og § 48, nr. 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990.

Bestemmelserne har følgende ordlyd:

"

§ 22.

Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt

dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående

kalendermåneder, medmindre

det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering

vil blive iværksat,

den sikrede er under eller venter på lægebehandling,

som må antages inden for en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden,

eller

særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor."

"

§ 48.

Kommunen forlænger dagpengeperioden for personer, der er

omfattet af varighedsbegrænsningen i lovens § 22, stk. 1,

når det anses for overvejende sandsynligt, at

revalidering herunder arbejdsprøvning vil blive iværksat,

når den pågældende er under eller venter på

lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for

26 uger."

Således som sagen foreligger

for mig, rejser der sig følgende tre problemstillinger:

A)

hvorledes skal

bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, fortolkes,

B)

har bekendtgørelse

nr. 153 af 5. marts 1990 den fornødne hjemmel i loven, og

C)

om myndighedernes

fortolkning af bestemmelserne er korrekt.

ad A)

Under Folketingets behandling af lovforslaget (L 29/89) var

dette genstand for en del overvejelser og debat.

Også efter lovens vedtagelse

har der været diskussion om bestemmelsen og fortolkningen heraf. Folketingets

Socialudvalg bad således den 17. december 1992 socialministeren om at

indhente

en udtalelse hos Justitsministeriets lovkontor om hvorledes bestemmelsen

skulle fortolkes.

Ved skrivelse af 26. februar

1993 afgav Justitsministeriet sin udtalelse. Af denne fremgår bl.a. følgende:

"

5.

Bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, kan efter

Justitsministeriets opfattelse sprogligt forstås på to måder:

-

enten

således, at

lægebehandlingen (incl. eventuel ventetid) skal være gennemført inden for

kortere tid (26 uger),

-

eller

således, at

der kan gives dispensation (forlængelse) i hele venteperioden og herefter

mens

lægebehandlingen står på, under forudsætning af, at denne lægebehandling

efter

en lægelig vurdering inden for en kortere tid (26 uger) må antages at kunne

genskabe arbejdsdygtigheden.

Det fremgår af de oprindelige

bemærkninger til lovforslaget, at dagpengeudbetalingen skal kunne fortsætte i

de tilfælde hvor uarbejdsdygtigheden skyldes ventetider i sundhedssektoren.

Der

kan f.eks. være tale om, at en person venter på en øjen- eller

hofte-operation,

og hvor det må antages, at pågældende

efter

operationen og en passende rekonvalescens- eller genoptræningsperiode vil

blive

arbejdsdygtig påny.

Bemærkningerne synes efter Justitsministeriets

opfattelse at pege i retning af, at der med bestemmelsen sigtes mod

sidstnævnte

forståelse.

Retsudvalgets (her må menes

Socialudvalgets, min bemærkning) betænkning (tillæg B, sp. 327) synes

sprogligt

at kunne give anledning til nogen tvivl, om man sigter mod første eller anden

forståelse af bestemmelsen i forslagets § 22, stk. 1, nr. 2, men disse

bemærkninger

udelukker dog ikke sprogligt den sidstnævnte fortolkning.

Besvarelsen af spørgsmål 10,

som uddybet ved besvarelsen af spørgsmål 43, må efter Justitsministeriets

opfattelse forstås således, at socialministeren på det tidspunkt har lagt den

sidstnævnte fortolkning til grund, idet man tillægger det betydning, at der

foretages en "lægelig vurdering" med hensyn til lægebehandlingens

mulighed for at skabe fuld arbejdsdygtighed. Det forekommer mindre

nærliggende

at tale om en lægelig vurdering af ventetiden.

Under henvisning hertil er

Justitsministeriet mest tilbøjelig til at antage, at det var hensigten med

det

oprindelige forslag, at dagpengeudbetalingen skulle fortsætte i hele

venteperioden forud for iværksættelsen af lægebehandlingen, i tilfælde af, at

denne venteperiode alene skyldes ressourcemæssige forhold hos det offentlige

og ikke lægelige forhold, når lægebehandlingen antages at kunne genskabe fuld

arbejdsdygtighed inden for 26 uger.

Efter indledningen af

lægebehandling skulle dagpengeudbetalingen standse, såfremt en lægelig

vurdering tilsiger, at den pågældende behandling ikke inden for en kortere

tid

kan genskabe fuld arbejdsdygtighed, medmindre der foreligger særlige

omstændigheder i øvrigt, jf. § 22, stk. 1, nr. 3.

Spørgsmålet er imidlertid om

denne fortolkning kan antages at være ændret på baggrund af Folketingets

behandling af lovforslaget, herunder den ændring af § 22, stk. 1, nr. 2, som

skete under behandlingen.

Med hensyn til ændringen af

bestemmelsen finder Justitsministeriet ikke, at denne eller bemærkningerne

hertil, herunder Justitsministeriets bidrag til besvarelsen af spørgsmål nr.

45, kan antages at have betydning for det rejste fortolkningsspørgsmål. Ved

ændringsforslaget præciseres efter Justitsministeriets opfattelse alene, at

dagpengeperioden også kan forlænges, når den sikrede er

i gang

med lægebehandling, der må antages inden for kortere tid at

kunne genskabe arbejdsdygtigheden.

Af betydning for spørgsmålets

besvarelse er herefter blandt andet den sammenfatning af socialministerens

svar

m.v. som flertallet i Socialudvalget foretager i udvalgets tillægsbetænkning,

jf. ovenfor i pkt. 2.

Intet af det som anføres i

tillægsbetænkningen - heller ikke udkastet til § x, litra b, kan efter

Justitsministeriets opfattelse antages at markere en afvigelse i forhold til

de

oprindelige bemærkninger. Tværtimod bemærker udvalget sig, at

socialministeren

under udvalgsbehandlingen har tilkendegivet, at dagpengeperioden kan

forlænges

"for personer, der er under eller venter på sygdomsbehandling, og som må

antages inden for 26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed. Der

henvises

endvidere til bemærkningen om, at det var "Socialdemokratiets

opfattelse,

at mulighederne for forlængelse af dagpengeperioden i de konkrete tilfælde

skulle sikre, at personer ikke kommer i klemme i systemet."

Sammenfattende er

Justitsministeriet herefter mest tilbøjelig til at mene, at bestemmelsen i

dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, må forstås således, at dagpengeretten

skal

forlænges i tilfælde, hvor en person venter på sygehusbehandling og hvor

ventetiden skyldes ressourcemæssige forhold hos det offentlige.

Det anførte forudsætter

imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse, at sygehusbehandlingen, når

den bliver iværksat, efter en lægelig vurdering må formodes at være egnet til

inden for 26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed. Er dette ikke

tilfældet vil dagpengeretten efter Justitsministeriets opfattelse alene kunne

forlænges, hvis særlige omstændigheder i øvrigt taler herfor, jf.

dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3, og § 49 i bekendtgørelserne om dagpenge

ved

sygdom eller fødsel."

Jeg er enig i

Justitsministeriets synspunkt om at bestemmelsen i lovens § 22, stk. 1, nr.

2,

sprogligt kan forstås på to måder. Efter min opfattelse synes det endvidere

mest nærliggende at anlægge samme forståelse som Justitsministeriet, nemlig

at

dagpengeretten skal forlænges i tilfælde, hvor den pågældende venter på

sygehusbehandling og hvor ventetiden alene skyldes ressourcemæssige forhold

hos det offentlige.

Jeg er endvidere enig i den

af ministeriet anførte modifikation. hvorefter det forudsætter, at

sygehusbehandlingen, når den bliver iværksat, efter en lægelig vurdering må

formodes at være egnet til inden for 26 uger at kunne genskabe fuld

arbejdsdygtighed. Er dette ikke tilfældet vil dagpengeretten alene kunne

forlænges i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3, og § 49 i

bekendtgørelserne om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Jeg har herved lagt vægt på

bestemmelsens ordlyd "lægebehandling som må antages inden for en kortere

tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden", de bemærkninger som

ministeren

oprindeligt fremsatte i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget samt de

tilkendegivelser som efterfølgende er givet af ministeren. Herudover har jeg

tillagt det af Folketingets Socialudvalg i tillægsbetænkningen anførte

betydning.

Til orientering vedlægges som

bilag kopi af Justitsministeriets udtalelse af 26. februar 1993.

ad B)

Spørgsmålet om ministerens udnyttelse af bemyndigelsen i

lovens § 22, stk. 2, var, som det fremgår af den vedlagte udtalelse af 26.

februar 1993 fra Justitsministeriet, genstand for drøftelser mellem

Folketingets Socialudvalg og ministeren.

I forlængelse af et

samrådsspørgsmål den 7. december 1989 fremsendte ministeren et udkast til

hvorledes bemyndigelsen i lovforslagets § 22, stk. 2, ville blive udnyttet.

Herudover redegjorde ministeren i et svar til Socialudvalget (svaret på

Socialudvalgets spørgsmål 10) for udnyttelsen af bemyndigelsesbestemmelsen.

Det

fremgår af disse besvarelser, at ministeren tilsigtede, at der skulle ske

forlængelse, når den pågældende var under eller ventede på lægebehandling,

som måtte antages inden for 26 uger at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Det

fremgår endvidere at spørgsmålet om hvorvidt arbejdsdygtigheden kunne

genskabes inden for 26 uger skulle træffes på baggrund af en lægelig

vurdering.

På foranledning af

Folketingets Socialudvalg blev der herefter indhentet en udtalelse fra

Justitsministeriets lovafdeling om, hvorvidt der ville være hjemmel i loven

til

at bruge bemyndigelsen på denne måde. Af Justitsministeriets udtalelse af 1.

december 1989 fremgår at ministeriet fandt det tvivlsomt, om dette ville være

tilfældet, idet det ikke klart af lovforslaget fremgik, at personer som var

under

lægebehandling, tillige var

omfattet af lovbestemmelsen. På den baggrund anførte ministeriet, at det var

enig i et af Socialministeriet stillet ændringsforslag, således at det klart

af loven kom til at fremgå, at også denne persongruppe ville være omfattet.

Herefter blev bestemmelsen i lovens § 22, stk. 1, nr. 2, ændret. Den

oprindelige ordlyd af lovforslaget samt den endelige formulering af

bestemmelsen er citeret i Justitsministeriets udtalelse af 26. februar 1993.

Efter min opfattelse må

bestemmelsen i § 48 i 1990-bekendtgørelsen fortolkes på samme måde, som jeg

under A har anført vedrørende fortolkningen af § 22 i loven. Der var således

ikke modstrid mellem lovens bemyndigelsesbestemmelse og bekendtgørelsen.

ad C)

Som det fremgår ovenfor i punkt A og B var Folketingets

intentioner med loven - efter min opfattelse - at såfremt en person ventede

på

sygebehandling og behandlingen alene skyldtes ressourcemæssige forhold hos

det

offentlige, skulle ventetiden fradrages i de 26 uger. Konkrete sager må

derfor

løses i overensstemmelse med disse intentioner.

Af Dagpengeudvalgets

afgørelse og udtalelsen til mig fremgår, at udvalget ikke har lagt denne

fortolkning til grund. Efter Dagpengeudvalgets opfattelse er afgørelsen i

overensstemmelse med ordlyden i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, jf.

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991 §§ 48 og 49,

stk. 1, nr. 1, samt intentionerne bag loven, og helt i overensstemmelse med

den

praksis som udvalget havde fulgt siden lovens ikrafttræden den 2. april 1990.

Uanset at Dagpengeudvalget

har fulgt denne praksis siden lovens ikrafttræden, er det efter min

opfattelse

tvivlsomt, om afgørelsen og dermed udvalgets praksis er i overensstemmelse

med

loven og Folketingets intentioner. På baggrund af den tvivl der har været om

forståelsen af bestemmelsen, finder jeg imidlertid ikke fuldt tilstrækkeligt

grundlag for at kritisere den trufne afgørelse. Jeg har dog i dag henstillet

over for Dagpengeudvalget, at det i lyset af det jeg har anført, på ny

overvejer (A's) sygedagpengesag.

Afslutningsvis bemærkes, at

socialministeren i forbindelse med oversendelsen af Justitsministeriets

udtalelse af 26. februar 1993 til Folketingets Socialudvalg oplyste, at man

dels på baggrund af Justitsministeriets bemærkninger, dels under hensyntagen

til regeringens almindelige bestræbelser på at afbøde virkningerne af de

lange ventetider inden for sygehussektoren var indstillet på, at der

foretoges

en ændring af dagpengebekendtgørelsen, efter at de økonomiske konsekvenser af

en model herfor var afklaret.

Ved Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 683 af 25. august 1993 blev der herefter foretaget

ændringer

i bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991. Der blev således som §

49 a

indsat en ny bestemmelse med

følgende ordlyd:

"§

49 a.

Ved afgørelsen af, om dagpengeretten kan forlænges i medfør af § 48, nr. 2 og

§

49, nr. 1, bortses fra den periode, hvor den sygemeldte venter på behandling

på

et offentligt sygehus."

Den nævnte bestemmelse fik

virkning for personer der omfattes af varighedsbegrænsningen i lovens § 22,

stk. 1, den 1. september 1993 eller senere.

Da det i denne sag rejste

fortolkningsspørgsmål således med virkning fra 1. september 1993 må anses for

bortfaldet, finder jeg ikke grundlag for at foretage videre i den anledning.

..."

Ved brev af 18. maj 1994

meddelte Dagpengeudvalget at udvalget havde genoptaget sagen og truffet

følgende afgørelse:

"Dagpengeudvalget finder

fortsat ikke, at De har ret til yderligere dagpenge efter den 31. oktober

1991.

Udvalget fastholder således, efter nøje at havde overvejet Ombudsmandens og

Justitsministeriets betragtninger, sin tidligere afgørelse med den tidligere

givne begrundelse.

Dagpengeudvalget er enige med

ombudsmanden og Justitsministeriet i at ordlyden i § 22, stk. 1, nr. 2,

sprogligt kan forstås på 2 måder, og derfor kan give anledning til tvivl om,

hvorvidt ventetid på lægebehandling skal indgå i 26 ugersperioden.

Det er imidlertid

Dagpengeudvalgets opfattelse, at afgørelsen er i overensstemmelse med

ordlyden

i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, samt intentionerne bag loven, og er

helt

i overensstemmelse med den praksis, der er fulgt siden lovens ikrafttræden.

Dagpengeudvalget har, som det

fremgår af Dagpengeudvalgets svar til Folketingets Ombudsmand af 16.

september

1993, lagt vægt på, at det af svaret til Folketingets Socialudvalg vedrørende

spørgsmål 10 - om hvad ministeren ville bruge bemyndigelsen til i

lovforslagets

§ 22, stk. 2, fremgår, at bemyndigelsen tænkes anvendt til forlængelse af

dagpengeperioden, når den sikrede er under eller ventede på lægebehandling,

der

måtte antages inden for 26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed.

Udvalget har endvidere lagt

vægt på, at det i svaret på spørgsmål 51, der blandt andet var en uddybning

af

ovennævnte spørgsmål, forudsættes, at den samlede udbetalingsperiode ikke

ville

kunne overstige den maksimale dagpengeperiode efter den dagældende lov (2

år).

På baggrund af

Justitsministeriets bemærkninger i skrivelse af 26. marts 1993 som De er

bekendt med, og under hensyntagen til regeringens almindelige bestræbelser på

at afbøde virkningerne af de lange ventelister inden for sygehussektoren blev

der gennemført en administrativ ændring i bekendtgørelsen om dagpenge ved

sygdom eller fødsel. Herefter kan man se bort fra perioder, hvor den

sygemeldte

venter på behandling på offentligt sygehus, ved afgørelser af om

dagpengeretten

kan forlænges i medfør af § 48, nr. 2 og § 49, stk. 1, i Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991, med seneste ændring ved

bekendtgørelse nr. 683 af 25. august 1993.

Dagpengeudvalget finder

således på baggrund af ovenstående ikke grundlag for at ændre praksis i

perioden før 1. september 1993, hvor Socialministeriets

ændringsbekendtgørelse

nr. 683 af 25. august 1993 trådte i kraft."

Jeg meddelte herefter A at

såfremt han måtte ønske at anlægge sag ved domstolene, var jeg indstillet på

at

henstille til Civilretsdirektoratet at der blev bevilget ham fri proces.

A's advokat meddelte herefter

den 9. september 1994 at A ville anlægge sag ved domstolene og i den

forbindelse søge om fri proces.

Jeg henstillede herefter til

Civilretsdirektoratet at A's ansøgning om fri proces blev imødekommet.

Lignende dokumenter