Tab af dagpengeret under ventetid på operation. Varighedsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 22.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tab af dagpengeret under ventetid på operation.
Varighedsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 22.
B klagede for A over at A
havde mistet retten til sygedagpenge som følge af varighedsbegrænsningen i
sygedagpengelovens § 22, stk. 1.
Det fremgik af sagen at A den
23. oktober 1990 blev sygemeldt på grund af en knæskade. På tidspunktet for
sygemeldingen var A uden arbejde og modtog indtil den 22. oktober 1990
arbejdsløshedsdagpenge fra sin arbejdsløshedskasse. Om A's tilknytning til
arbejdsmarkedet fremgår det at han fra den 12. september 1988 til den 26.
februar 1990, hvor han blev afskediget på grund af for mange sygedage, var
ansat som chauffør ved Hovedstadens Trafikselskab.
Efter sygemeldingen var A i
behandling hos speciallæge C. Herudover gik han til behandling på X
Amtssygehus
hvor han dels var i medicinsk behandling, dels fik foretaget
røntgenundersøgelser. A's søster oplyste den 21. august 1991 over for
kommunen
at det på sygehuset var blevet besluttet at foretage en operation på A.
Kommunen
kontaktede herefter sygehuset og fik dér oplyst at der var 14 måneders
ventetid
på den operation, som skulle foretages.
K Kommune meddelte den 24.
september 1991 telefonisk A at denne, på grund af den generelle
varighedsbegrænsning i dagpengelovens § 22, med virkning fra den 31. oktober
1991 ikke længere ville være berettiget til at modtage sygedagpenge. Den 7.
oktober 1991 oplyste kommunen skriftligt A herom.
A påklagede den 24. oktober
1991 afgørelsen om standsningen af udbetalingen af dagpenge under henvisning
Læs alt
til at han ventede på indlæggelse og operation. Kommunen fastholdt den trufne
afgørelse og fremsendte derfor den 3. januar 1992 sagens akter til
Dagpengeudvalget
sammen med en redegørelse for sagen. I redegørelsen var bl.a. anført
følgende:
"...
Efter modtagelsen af anken
har sagen været igennem en nøje revurdering. Ved revurderingen er der ikke
fremkommet nye aspekter, som har kunnet ændre den tidligere trufne
beslutning,
hvorfor beslutningen om at standse dagpengeudbetalingen den 31.10.1991 p.g.a.
den generelle varighedsbegrænsning er fastholdt med samme begrundelser.
Man skal hermed redegøre for
sagen:
Sikrede blev sygemeldt den
23.10.1990 p.g.a. knæskade. På sygemeldingstidspunktet var sikrede arbejdsløs
og modtog arbejdsløshedsunderstøttelse fra (...) Arbejdsløshedskasse.
Sikredes
sidste beskæftigelse har været som chauffør ved HT, hvorfra han blev bortvist
den 26.2.1990.
Under sygeforløbet er sagen
løbende blevet fulgt op, jvf. bestemmelserne i § 24 i Lov om dagpenge ved
sygdom eller fødsel. Til brug for opfølgningsarbejdet er der indhentet
lægelige
oplysninger i form af LÆ 350 fra sikredes egen læge og behandlende
speciallæge,
statusbedømmelse samt journaloplysninger fra (X) Amts Sygehus (...).
Den 18.7.1991 blev sagen
drøftet med kommunens lægekonsulent på baggrund af de indkomne lægelige
oplysninger. Lægekonsulenten konkluderede her, at sikrede skulle kunne
genoptage et chaufførjob.
På baggrund af ovenstående
drøftelse blev sikrede indkaldt til samtale den 6.8.1991 på dagpengekontoret.
Ved samtalen blev det oplyst, at sikrede skulle til røntgenundersøgelse på
(X)
Amts Sygehus i (...) den 20.8.1991.
Sikrede blev ved samtalen
orienteret om den generelle varighedsbegrænsning den 30.11.1991.
Det blev aftalt, at sikrede
skulle møde på dagpengekontoret igen den 21.8.1991 for at orientere om
undersøgelsen på hospitalet.
Ved undersøgelsen på (X) Amts
Sygehus i (...) den 20.8. 1991 blev det besluttet at indstille sikrede til
operation af leddet mellem knæskallen og lårbenet.
Ved telefonisk henvendelse
til hospitalet den 17.9.1991 oplyses det, at der er 14 måneders ventetid på
denne operation og der er ikke mulighed for at fremskynde operationen.
Kommunens lægekonsulent har
den 17.9.1991 vurderet, at sikrede ikke kan genoptage chaufførarbejde før
operationen er foretaget.
På baggrund af de indkomne
oplysninger skønnes det ikke realistisk at sikrede skulle kunne genoptage
erhvervsmæssig beskæftigelse i fuldt omfang indenfor 26 uger efter
dagpengeperiodens udløb, hvorfor man ikke har ment, at der var baggrund for
forlængelse af dagpengeperioden efter bestemmelserne i § 22, stk. 1, nr. 2 i
Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.
Den 19.9.1991 bliver man
opmærksom på, at dagpengeperioden udløber den 31.10.1991 og ikke den
30.11.1991, som man tidligere har orienteret sikrede om.
Den 24.9.1991 orienteres
sikrede telefonisk om, at dagpengeudbetalingen ophører den 31.10.1991 p.g.a.
den generelle varighedsbegrænsning, samt at der ikke er mulighed for at
forlænge dagpengeperioden med mindre den planlagte operation vil kunne
fremskyndes sådan, at han vil blive i stand til at genoptage erhvervsmæssig
beskæftigelse i fuldt omfang indenfor 26 uger efter dagpengeperiodens udløb.
Den 7.10.1991 bliver sikrede
skriftligt orienteret om varighedsbegrænsningen den 31.10.1991 ved blanket DP
225.
I forbindelse med anken og
revurderingen af sagen har forvaltningen undersøgt, om der var mulighed for
at
få udført den planlagte operation på et sygehus med en kortere ventetid.
Dette
har imidlertid ikke kunnet lade sig gøre. ..."
Dagpengeudvalget behandlede
herefter sagen og traf på et møde den 22. maj 1992 afgørelse. I afgørelsen
var
bl.a. følgende anført:
"...
Dagpengeudvalget har
behandlet Deres klage af 24. oktober 1991 over kommunens afgørelse af 7.
oktober 1991 og har på sit møde den 22. maj 1992 truffet følgende afgørelse:
De har ikke ret til
yderligere dagpenge efter den 31. oktober 1991, idet udbetaling af dagpenge
ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52
uger i de 18 forudgående kalendermåneder, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1.
Dagpengeudvalget har ikke
fundet grundlag for forlængelse af dagpengeperioden, idet det den 31. oktober
1991 ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering herunder
arbejdsprøvning ville blive iværksat. Endvidere opfyldte De ikke betingelsen
om
at være under lægebehandling eller vente på lægebehandling, der inden for 26
uger måtte antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Der henvises til
lovens § 22, stk. 1, nr. 1 og 2 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 153
af
5. marts 1990 § 48.
Dagpengeudvalget har ved
afgørelsen lagt vægt på, at hospitalet overfor kommunen har oplyst, at der
var
14 måneders ventetid på den operation De skal have foretaget, hvilket ville
betyde, at De kunne forventes opereret i slutningen af november 1992.
Dagpengeudvalget tiltræder
således kommunens afgørelse.
..."
Den 14. maj 1993 klagede A
til mig.
Dagpengeudvalget anførte i en
udtalelse til mig af 16. september 1993 bl.a. følgende:
"...
(K) Kommune har ved skrivelse
af 30. juni 1993 meddelt, at kommunen ikke havde yderligere kommentarer til
sagen.
Dagpengeudvalget har
behandlet klagen på mødet den 27. august 1993, og kan udtale følgende:
Pågældende har klaget over,
at Dagpengeudvalget har givet kommunen medhold i, at udbetalingen af dagpenge
ikke kunne forlænges, idet han ikke opfyldte forlængelsesbetingelserne i
dagpengelovens § 22, stk. 1, idet der var 14 måneders ventetid på en
operation.
Pågældende anfører, at han er
blevet gjort opmærksom på, at denne afgørelse er i strid med de
tilkendegivelser, der kom fra socialministeren i forbindelse med lovens
behandling i Folketinget, og at pågældende var vidende om, at
Justitsministeriet i et svar af 26. februar 1993 til Folketingets
Socialudvalg
har udtalt sig på linie hermed.
På spørgsmål 10 fra Folketingets
Socialudvalg - om hvad ministeren ville bruge bemyndigelsen til i
lovforslagets
§ 22, stk. 2, fremgår det af svaret til Folketingets Socialudvalg, at
bemyndigelsen tænktes anvendt til forlængelse af dagpengeperioden når den
sikrede var under eller ventede på lægebehandling, der måtte antages inden
for
26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed.
I svaret på spørgsmål 51 til
Folketingets Socialudvalg, der bl.a. var uddybning af ovennævnte spørgsmål,
forudsættes, at den samlede udbetalingsperiode ikke ville kunne overstige den
maksimale dagpengeperiode efter dagældende lov.
...
Det er Dagpengeudvalgets
opfattelse at afgørelsen er i overensstemmelse med ordlyden i dagpengelovens
§
22, stk. 1, nr. 2, jfr. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 688 af 11.
oktober 1991 §§ 48 og 49, stk. 1, nr. 1 samt intentionerne bag loven, og helt
i
overensstemmelse med den praksis Udvalget har fulgt siden lovens ikrafttræden
2. april 1990.
Det bemærkes, at Udvalget er
bekendt med, at der ved ændringsbekendtgørelsen af 25. august 1993 er blevet
indsat en ny §
49 a,
hvorefter der ses bort fra den periode, hvor den sygemeldte venter på
lægebehandling på et offentligt sygehus.
..."
I brev af 22. oktober 1993
oplyste A at han den 19. maj 1993 fik indopereret et nyt knæ. Den 27. oktober
1993 oplyste han endvidere at han inden for 1 måned igen ville være
arbejdsdygtig.
I et brev til A udtalte jeg
herefter følgende:
"Dagpengeudvalgets
afgørelse er truffet i henhold til § 22, stk. 1, i lov nr. 852 af 20.
december
1989 og § 48, nr. 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990.
Bestemmelserne har følgende ordlyd:
"
§ 22.
Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt
dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående
kalendermåneder, medmindre
det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering
vil blive iværksat,
den sikrede er under eller venter på lægebehandling,
som må antages inden for en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden,
eller
særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor."
"
§ 48.
Kommunen forlænger dagpengeperioden for personer, der er
omfattet af varighedsbegrænsningen i lovens § 22, stk. 1,
når det anses for overvejende sandsynligt, at
revalidering herunder arbejdsprøvning vil blive iværksat,
når den pågældende er under eller venter på
lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for
26 uger."
Således som sagen foreligger
for mig, rejser der sig følgende tre problemstillinger:
A)
hvorledes skal
bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, fortolkes,
B)
har bekendtgørelse
nr. 153 af 5. marts 1990 den fornødne hjemmel i loven, og
C)
om myndighedernes
fortolkning af bestemmelserne er korrekt.
ad A)
Under Folketingets behandling af lovforslaget (L 29/89) var
dette genstand for en del overvejelser og debat.
Også efter lovens vedtagelse
har der været diskussion om bestemmelsen og fortolkningen heraf. Folketingets
Socialudvalg bad således den 17. december 1992 socialministeren om at
indhente
en udtalelse hos Justitsministeriets lovkontor om hvorledes bestemmelsen
skulle fortolkes.
Ved skrivelse af 26. februar
1993 afgav Justitsministeriet sin udtalelse. Af denne fremgår bl.a. følgende:
"
5.
Bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, kan efter
Justitsministeriets opfattelse sprogligt forstås på to måder:
-
enten
således, at
lægebehandlingen (incl. eventuel ventetid) skal være gennemført inden for
kortere tid (26 uger),
-
eller
således, at
der kan gives dispensation (forlængelse) i hele venteperioden og herefter
mens
lægebehandlingen står på, under forudsætning af, at denne lægebehandling
efter
en lægelig vurdering inden for en kortere tid (26 uger) må antages at kunne
genskabe arbejdsdygtigheden.
Det fremgår af de oprindelige
bemærkninger til lovforslaget, at dagpengeudbetalingen skal kunne fortsætte i
de tilfælde hvor uarbejdsdygtigheden skyldes ventetider i sundhedssektoren.
Der
kan f.eks. være tale om, at en person venter på en øjen- eller
hofte-operation,
og hvor det må antages, at pågældende
efter
operationen og en passende rekonvalescens- eller genoptræningsperiode vil
blive
arbejdsdygtig påny.
Bemærkningerne synes efter Justitsministeriets
opfattelse at pege i retning af, at der med bestemmelsen sigtes mod
sidstnævnte
forståelse.
Retsudvalgets (her må menes
Socialudvalgets, min bemærkning) betænkning (tillæg B, sp. 327) synes
sprogligt
at kunne give anledning til nogen tvivl, om man sigter mod første eller anden
forståelse af bestemmelsen i forslagets § 22, stk. 1, nr. 2, men disse
bemærkninger
udelukker dog ikke sprogligt den sidstnævnte fortolkning.
Besvarelsen af spørgsmål 10,
som uddybet ved besvarelsen af spørgsmål 43, må efter Justitsministeriets
opfattelse forstås således, at socialministeren på det tidspunkt har lagt den
sidstnævnte fortolkning til grund, idet man tillægger det betydning, at der
foretages en "lægelig vurdering" med hensyn til lægebehandlingens
mulighed for at skabe fuld arbejdsdygtighed. Det forekommer mindre
nærliggende
at tale om en lægelig vurdering af ventetiden.
Under henvisning hertil er
Justitsministeriet mest tilbøjelig til at antage, at det var hensigten med
det
oprindelige forslag, at dagpengeudbetalingen skulle fortsætte i hele
venteperioden forud for iværksættelsen af lægebehandlingen, i tilfælde af, at
denne venteperiode alene skyldes ressourcemæssige forhold hos det offentlige
og ikke lægelige forhold, når lægebehandlingen antages at kunne genskabe fuld
arbejdsdygtighed inden for 26 uger.
Efter indledningen af
lægebehandling skulle dagpengeudbetalingen standse, såfremt en lægelig
vurdering tilsiger, at den pågældende behandling ikke inden for en kortere
tid
kan genskabe fuld arbejdsdygtighed, medmindre der foreligger særlige
omstændigheder i øvrigt, jf. § 22, stk. 1, nr. 3.
Spørgsmålet er imidlertid om
denne fortolkning kan antages at være ændret på baggrund af Folketingets
behandling af lovforslaget, herunder den ændring af § 22, stk. 1, nr. 2, som
skete under behandlingen.
Med hensyn til ændringen af
bestemmelsen finder Justitsministeriet ikke, at denne eller bemærkningerne
hertil, herunder Justitsministeriets bidrag til besvarelsen af spørgsmål nr.
45, kan antages at have betydning for det rejste fortolkningsspørgsmål. Ved
ændringsforslaget præciseres efter Justitsministeriets opfattelse alene, at
dagpengeperioden også kan forlænges, når den sikrede er
i gang
med lægebehandling, der må antages inden for kortere tid at
kunne genskabe arbejdsdygtigheden.
Af betydning for spørgsmålets
besvarelse er herefter blandt andet den sammenfatning af socialministerens
svar
m.v. som flertallet i Socialudvalget foretager i udvalgets tillægsbetænkning,
jf. ovenfor i pkt. 2.
Intet af det som anføres i
tillægsbetænkningen - heller ikke udkastet til § x, litra b, kan efter
Justitsministeriets opfattelse antages at markere en afvigelse i forhold til
de
oprindelige bemærkninger. Tværtimod bemærker udvalget sig, at
socialministeren
under udvalgsbehandlingen har tilkendegivet, at dagpengeperioden kan
forlænges
"for personer, der er under eller venter på sygdomsbehandling, og som må
antages inden for 26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed. Der
henvises
endvidere til bemærkningen om, at det var "Socialdemokratiets
opfattelse,
at mulighederne for forlængelse af dagpengeperioden i de konkrete tilfælde
skulle sikre, at personer ikke kommer i klemme i systemet."
Sammenfattende er
Justitsministeriet herefter mest tilbøjelig til at mene, at bestemmelsen i
dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, må forstås således, at dagpengeretten
skal
forlænges i tilfælde, hvor en person venter på sygehusbehandling og hvor
ventetiden skyldes ressourcemæssige forhold hos det offentlige.
Det anførte forudsætter
imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse, at sygehusbehandlingen, når
den bliver iværksat, efter en lægelig vurdering må formodes at være egnet til
inden for 26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed. Er dette ikke
tilfældet vil dagpengeretten efter Justitsministeriets opfattelse alene kunne
forlænges, hvis særlige omstændigheder i øvrigt taler herfor, jf.
dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3, og § 49 i bekendtgørelserne om dagpenge
ved
sygdom eller fødsel."
Jeg er enig i
Justitsministeriets synspunkt om at bestemmelsen i lovens § 22, stk. 1, nr.
2,
sprogligt kan forstås på to måder. Efter min opfattelse synes det endvidere
mest nærliggende at anlægge samme forståelse som Justitsministeriet, nemlig
at
dagpengeretten skal forlænges i tilfælde, hvor den pågældende venter på
sygehusbehandling og hvor ventetiden alene skyldes ressourcemæssige forhold
hos det offentlige.
Jeg er endvidere enig i den
af ministeriet anførte modifikation. hvorefter det forudsætter, at
sygehusbehandlingen, når den bliver iværksat, efter en lægelig vurdering må
formodes at være egnet til inden for 26 uger at kunne genskabe fuld
arbejdsdygtighed. Er dette ikke tilfældet vil dagpengeretten alene kunne
forlænges i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3, og § 49 i
bekendtgørelserne om dagpenge ved sygdom eller fødsel.
Jeg har herved lagt vægt på
bestemmelsens ordlyd "lægebehandling som må antages inden for en kortere
tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden", de bemærkninger som
ministeren
oprindeligt fremsatte i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget samt de
tilkendegivelser som efterfølgende er givet af ministeren. Herudover har jeg
tillagt det af Folketingets Socialudvalg i tillægsbetænkningen anførte
betydning.
Til orientering vedlægges som
bilag kopi af Justitsministeriets udtalelse af 26. februar 1993.
ad B)
Spørgsmålet om ministerens udnyttelse af bemyndigelsen i
lovens § 22, stk. 2, var, som det fremgår af den vedlagte udtalelse af 26.
februar 1993 fra Justitsministeriet, genstand for drøftelser mellem
Folketingets Socialudvalg og ministeren.
I forlængelse af et
samrådsspørgsmål den 7. december 1989 fremsendte ministeren et udkast til
hvorledes bemyndigelsen i lovforslagets § 22, stk. 2, ville blive udnyttet.
Herudover redegjorde ministeren i et svar til Socialudvalget (svaret på
Socialudvalgets spørgsmål 10) for udnyttelsen af bemyndigelsesbestemmelsen.
Det
fremgår af disse besvarelser, at ministeren tilsigtede, at der skulle ske
forlængelse, når den pågældende var under eller ventede på lægebehandling,
som måtte antages inden for 26 uger at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Det
fremgår endvidere at spørgsmålet om hvorvidt arbejdsdygtigheden kunne
genskabes inden for 26 uger skulle træffes på baggrund af en lægelig
vurdering.
På foranledning af
Folketingets Socialudvalg blev der herefter indhentet en udtalelse fra
Justitsministeriets lovafdeling om, hvorvidt der ville være hjemmel i loven
til
at bruge bemyndigelsen på denne måde. Af Justitsministeriets udtalelse af 1.
december 1989 fremgår at ministeriet fandt det tvivlsomt, om dette ville være
tilfældet, idet det ikke klart af lovforslaget fremgik, at personer som var
under
lægebehandling, tillige var
omfattet af lovbestemmelsen. På den baggrund anførte ministeriet, at det var
enig i et af Socialministeriet stillet ændringsforslag, således at det klart
af loven kom til at fremgå, at også denne persongruppe ville være omfattet.
Herefter blev bestemmelsen i lovens § 22, stk. 1, nr. 2, ændret. Den
oprindelige ordlyd af lovforslaget samt den endelige formulering af
bestemmelsen er citeret i Justitsministeriets udtalelse af 26. februar 1993.
Efter min opfattelse må
bestemmelsen i § 48 i 1990-bekendtgørelsen fortolkes på samme måde, som jeg
under A har anført vedrørende fortolkningen af § 22 i loven. Der var således
ikke modstrid mellem lovens bemyndigelsesbestemmelse og bekendtgørelsen.
ad C)
Som det fremgår ovenfor i punkt A og B var Folketingets
intentioner med loven - efter min opfattelse - at såfremt en person ventede
på
sygebehandling og behandlingen alene skyldtes ressourcemæssige forhold hos
det
offentlige, skulle ventetiden fradrages i de 26 uger. Konkrete sager må
derfor
løses i overensstemmelse med disse intentioner.
Af Dagpengeudvalgets
afgørelse og udtalelsen til mig fremgår, at udvalget ikke har lagt denne
fortolkning til grund. Efter Dagpengeudvalgets opfattelse er afgørelsen i
overensstemmelse med ordlyden i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, jf.
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991 §§ 48 og 49,
stk. 1, nr. 1, samt intentionerne bag loven, og helt i overensstemmelse med
den
praksis som udvalget havde fulgt siden lovens ikrafttræden den 2. april 1990.
Uanset at Dagpengeudvalget
har fulgt denne praksis siden lovens ikrafttræden, er det efter min
opfattelse
tvivlsomt, om afgørelsen og dermed udvalgets praksis er i overensstemmelse
med
loven og Folketingets intentioner. På baggrund af den tvivl der har været om
forståelsen af bestemmelsen, finder jeg imidlertid ikke fuldt tilstrækkeligt
grundlag for at kritisere den trufne afgørelse. Jeg har dog i dag henstillet
over for Dagpengeudvalget, at det i lyset af det jeg har anført, på ny
overvejer (A's) sygedagpengesag.
Afslutningsvis bemærkes, at
socialministeren i forbindelse med oversendelsen af Justitsministeriets
udtalelse af 26. februar 1993 til Folketingets Socialudvalg oplyste, at man
dels på baggrund af Justitsministeriets bemærkninger, dels under hensyntagen
til regeringens almindelige bestræbelser på at afbøde virkningerne af de
lange ventetider inden for sygehussektoren var indstillet på, at der
foretoges
en ændring af dagpengebekendtgørelsen, efter at de økonomiske konsekvenser af
en model herfor var afklaret.
Ved Socialministeriets
bekendtgørelse nr. 683 af 25. august 1993 blev der herefter foretaget
ændringer
i bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991. Der blev således som §
49 a
indsat en ny bestemmelse med
følgende ordlyd:
"§
49 a.
Ved afgørelsen af, om dagpengeretten kan forlænges i medfør af § 48, nr. 2 og
§
49, nr. 1, bortses fra den periode, hvor den sygemeldte venter på behandling
på
et offentligt sygehus."
Den nævnte bestemmelse fik
virkning for personer der omfattes af varighedsbegrænsningen i lovens § 22,
stk. 1, den 1. september 1993 eller senere.
Da det i denne sag rejste
fortolkningsspørgsmål således med virkning fra 1. september 1993 må anses for
bortfaldet, finder jeg ikke grundlag for at foretage videre i den anledning.
..."
Ved brev af 18. maj 1994
meddelte Dagpengeudvalget at udvalget havde genoptaget sagen og truffet
følgende afgørelse:
"Dagpengeudvalget finder
fortsat ikke, at De har ret til yderligere dagpenge efter den 31. oktober
1991.
Udvalget fastholder således, efter nøje at havde overvejet Ombudsmandens og
Justitsministeriets betragtninger, sin tidligere afgørelse med den tidligere
givne begrundelse.
Dagpengeudvalget er enige med
ombudsmanden og Justitsministeriet i at ordlyden i § 22, stk. 1, nr. 2,
sprogligt kan forstås på 2 måder, og derfor kan give anledning til tvivl om,
hvorvidt ventetid på lægebehandling skal indgå i 26 ugersperioden.
Det er imidlertid
Dagpengeudvalgets opfattelse, at afgørelsen er i overensstemmelse med
ordlyden
i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, samt intentionerne bag loven, og er
helt
i overensstemmelse med den praksis, der er fulgt siden lovens ikrafttræden.
Dagpengeudvalget har, som det
fremgår af Dagpengeudvalgets svar til Folketingets Ombudsmand af 16.
september
1993, lagt vægt på, at det af svaret til Folketingets Socialudvalg vedrørende
spørgsmål 10 - om hvad ministeren ville bruge bemyndigelsen til i
lovforslagets
§ 22, stk. 2, fremgår, at bemyndigelsen tænkes anvendt til forlængelse af
dagpengeperioden, når den sikrede er under eller ventede på lægebehandling,
der
måtte antages inden for 26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed.
Udvalget har endvidere lagt
vægt på, at det i svaret på spørgsmål 51, der blandt andet var en uddybning
af
ovennævnte spørgsmål, forudsættes, at den samlede udbetalingsperiode ikke
ville
kunne overstige den maksimale dagpengeperiode efter den dagældende lov (2
år).
På baggrund af
Justitsministeriets bemærkninger i skrivelse af 26. marts 1993 som De er
bekendt med, og under hensyntagen til regeringens almindelige bestræbelser på
at afbøde virkningerne af de lange ventelister inden for sygehussektoren blev
der gennemført en administrativ ændring i bekendtgørelsen om dagpenge ved
sygdom eller fødsel. Herefter kan man se bort fra perioder, hvor den
sygemeldte
venter på behandling på offentligt sygehus, ved afgørelser af om
dagpengeretten
kan forlænges i medfør af § 48, nr. 2 og § 49, stk. 1, i Socialministeriets
bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991, med seneste ændring ved
bekendtgørelse nr. 683 af 25. august 1993.
Dagpengeudvalget finder
således på baggrund af ovenstående ikke grundlag for at ændre praksis i
perioden før 1. september 1993, hvor Socialministeriets
ændringsbekendtgørelse
nr. 683 af 25. august 1993 trådte i kraft."
Jeg meddelte herefter A at
såfremt han måtte ønske at anlægge sag ved domstolene, var jeg indstillet på
at
henstille til Civilretsdirektoratet at der blev bevilget ham fri proces.
A's advokat meddelte herefter
den 9. september 1994 at A ville anlægge sag ved domstolene og i den
forbindelse søge om fri proces.
Jeg henstillede herefter til
Civilretsdirektoratet at A's ansøgning om fri proces blev imødekommet.
Lignende dokumenter
- Sag om prøvelse af to afgørelser fra Ankestyrelsen om henholdsvis vurderingen af uarbejdsdygtighed efter sygedagpengeloven og rådighedsvurderingen efter arbejdsløshedssikringsloven Domsdatabasen · 5. januar 2023
- Sag om hvorvidt sagsøger har ret til dispensation for overskridelse af fristen for at anmode om sygedagpenge Domsdatabasen · 11. oktober 2023
- 02.2025 (Denne sag drejer sig om ophævelse af uddannelsesaftalen, løn og mangelfuldt ansættelsesbevis.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 18. september 2025
- Vejledning om sygedagpenge Retsinformation · 3. juli 2008
- Højesteret ændrede landsrettens dom, således at sygedagpengeregreskrav skulle forrentes efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1, 1 måned fra fremsættelse af kravene Domsdatabasen · 14. maj 2024
- Sag om, hvorvidt behandlingen af sagsøgers seneste ansøgning om dansk indfødsret udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser Domsdatabasen · 30. oktober 2026