Sagsbehandlingsfejl i sygedagpengesag ført til henstilling om genoptagelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Sagsbehandlingsfejl i sygedagpengesag ført til henstilling om
genoptagelse
Sagens nærmere omstændigheder
var følgende:
Den 6. november 1995 blev A
som følge af et nervesammenbrud sygemeldt hvorefter hun søgte Rudbjerg
Kommune
om sygedagpenge.
Ved brev dateret den 5.
januar 1996 meddelte Rudbjerg Kommune A at hun ville få udbetalt sygedagpenge
med virkning fra den 6. november 1995.
I en attest vedrørende
uarbejdsdygtighed dateret den 8. februar 1996 beskrev A’s læge, B,
hendes
lidelse som “depressio mentis/nedtrykthed”. Som følge af denne
depression blev
A henvist til psykiater C.
A begyndte herefter at få
gener fra sin højre arm og håndled og blev derfor henvist til speciallæge i
reumatologi og fysiurgi D.
I en statusbedømmelse af 27.
juni 1996 oplyste A’s daværende læge, B, at hun fortsat var sygemeldt,
og at
han vurderede at hverken arbejdsprøvning eller revalidering kunne komme på
tale
endnu.
Ved brev dateret den 29.
august 1996 sendte Rudbjerg Kommune A en “Orientering om
varighedsbegrænsning”.
I brevet stod der følgende:
Læs alt
“Efter dagpengelovens § 22,
stk. 1 ophører dagpengeudbetalingen, når der er udbetalt dagpenge eller løn
under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder.
For Deres vedkommende
medfører dette, at dagpengeudbetalingen vil ophøre senest den 30. november
1996.
Kommunen har dog mulighed for
undtagelsesvis at forlænge dagpengeperioden efter regler fastsat i
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.
Ifølge disse regler kan der
bl.a. ske forlængelse, når det anses for overvejende sandsynligt, at der vil
blive iværksat revalidering, eller når dagpengemodtageren er under eller
venter
på lægebehandling, der antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for
26 uger.
De vil inden den 30. november
1996 modtage afgørelse, om dagpengene vil ophøre denne dato, eller om
kommunen
finder, at der i Deres tilfælde er grundlag for at forlænge
udbetalingen.”
Den 20. september 1996 skrev
speciallæge D et brev til A. Hun kunne ikke på baggrund af de hidtidige
prøver
udtale sig om hvorvidt der var tale om gigt og bad derfor A om at få taget
endnu et hold blodprøver.
I brev dateret den 1. oktober
1996 oplyste A Rudbjerg Kommune om at hendes læge ikke kunne vurdere de sidst
udtagne prøver da dette krævede en speciallæge. Samtidig oplyste A at hun
fortsatte behandlingen hos psykiater C.
Den 1. oktober 1996 skrev
Rudbjerg Kommune til C og bad om en statusbedømmelse. I statusbedømmelsen
dateret den 4. oktober 1996 oplyste C følgende:
“Det drejer sig om en tidl.
psykisk rask kvinde, der i forbindelse med store arbejdsmæssige, sociale og
ægteskabelige problemer, udvikler manifeste symptomer på et
posttraumatisk stresssyndrom.
Pt. har af egen læge forgæves
været forsøgt behandlet med samtaler og medicinsk behandling (Tafil Retard).
Ved 1. konsultation
fremtræder pt. klinisk tydeligt medicinpåvirket. Hun erkender at hun ikke
længere kan styre forbruget af Tafil, hvor hun som minimum dagl. indtager
Tabl.Tafil R 2 mg x 3. Intet sidemisbrug af alkohol.
Personlighedsmæssigt har jeg
indtryk af en arbejdsom og yderst pligtopfyldende person, som nærmest har
viet
sit liv til arbejdspladsen.
Det er mit indtryk, at hun i
vidt omfang har forsøgt at arbejde sig ud af mangeårige ægteskabelige
problemer.
Da hun bliver afskediget
grundet nogle økonomiske uoverensstemmelser med sin chef, hvis nærmere
indhold
jeg har opgivet at hitte rede i, ramler så at sige hele hendes livsgrundlag
og
alle de problemer, der gennem årene er ’fejet ind under gulvtæppet’
dukker op.
Dette har pt. ikke magtet at
bearbejde og ulykkeligvis kommer hun ud i et medicinmisbrug, som kun gør det
vanskeligere for hende at hjælpe sig selv.
Pt. er nu nedtrappet til en
døgndosis Tafil R 2+0+2 mg. Herved er hun mentalt klaret op, men har fortsat
svært ved at se løsning på alle sine problemer.
Dertil kommer somatisk sygdom
(gigtlidelse), som jeg har forstået hun ikke er færdigundersøgt for.
Pt. er mest tilbøjelig til at
opgive og søge FP, men jeg synes endnu det er for tidligt at betragte
tilstanden
som kronisk.
Med andre ord, er
behandlingen fra min side uafsluttet.”
Den 8. november 1996 bad
Rudbjerg Kommune A’s læge, B, om en statusbedømmelse. Samtidig oplyste
kommunen
at A’s sygedagpenge udløb den 30. november 1996, men at forlængelse
kunne
finde sted enten hvis der blev iværksat revalidering, hvis A ved behandling
kunne forventes fuldt arbejdsdygtig inden for 26 uger, eller hvis A indgav
ansøgning om førtidspension. Kommunen spurgte herefter A’s læge hvilken
forlængelsesgrund han mente kommunen kunne benytte. Vedlagt brevet var
C’s
statusbedømmelse.
Den 18. november 1996 oplyste
A telefonisk Rudbjerg Kommune om at hun ønskede at søge førtidspension idet
hendes speciallæge, D, havde konstateret at hun havde leddegigt. I denne
forbindelse
havde D rådet A til at søge førtidspension og sagt at hun godt kunne opgive
at blive revalideret.
Ved brev ligeledes dateret
den 18. november 1996 skrev Rudbjerg Kommune til A’s læge, B, og
orienterede om
A’s telefoniske oplysninger. Kommunen meddelte i øvrigt at A havde fået
tilsendt et pensionsansøgningsskema, og at der nu var forlængelsesgrundlag
for
hendes dagpenge.
Af kommunens journalark af
28. november 1996 fremgår det at der var indberettet forlængelse af
sygedagpenge på grund af A’s ansøgning om førtidspension. Indberetningen
ligger
ikke på sagen. Der ses ikke efterfølgende at være sket indberetning i sagen.
Den 27. november 1996 sendte
A fire siders journaludskrift fra D til kommunen.
Der er ikke sket tilføjelser
i kommunens journalark i perioden 28. november 1996 til 26. maj 1997.
A oplyste i brev af 12.
januar 1997 til Rudbjerg Kommune bl.a. at hun den 9. januar 1997 var ved
psykiater C som hun skulle fortsætte hos. A oplyste endvidere at hun stadig
havde det meget dårligt - hun kunne ikke bruge saks, kniv eller løfte en
kaffekande, og samtidig havde hun problemer med især højre ben. A oplyste
endvidere at hun skulle til D den 12. januar 1997.
Af brev af 14. april 1997 fra
D til A fremgik bl.a. at D havde henvist hende til rheumatologisk afdeling på
centralsygehuset i Nykøbing Falster.
Blandt de sagsakter jeg
modtog fra Dagpengeudvalget, var der en kopi af en lægejournal dateret
“CNF
(formentlig Centralsygehuset Nykøbing Falster) 16.04.97 kl.11.30”. I en
af
indførelserne i journalen stod bl.a.:
“Herudover henvises pt. til
knoglescintigrafisk us. i Næstved.”
Ligeledes var der blandt de
sagsakter jeg modtog fra Dagpengeudvalget en udtalelse fra lægekonsulent E
dateret den 29. april 1997 angående A’s førtidspensionsansøgning. I
denne stod
der bl.a.:
“Pt.’s situation kan ikke
siges at være ’endelig afklaret’ Hun går stadig til samtaler hos
Dr. (C). Dr
(D) erklærer hendes arbejdsevne nedsat med 2/3, men undersøgelserne i
rheumatologisk regi pågår stadig
Soc, med. team har alligevel
behandlet sagen (det er efterhånden en langvarig affære) Vi mener at
sygdomstilfældet
psykiatrisk er afgjort med at der ikke foreligger en egentlig psykisk sygdom.
Rheumatologisk er der kun vage holdepunkter for en aktiv arthrit og alle
rtgbilleder er norm. (set i forhold til en arthritis) Soc. med taem finder
ikke patientens arbejdsevne nedsat med 50% og indstiller Pt. til afslag på
sit
pensionsandragende.”
Endvidere fandtes der blandt
de sagsakter jeg modtog fra Dagpengeudvalget, en patientvejledning hvori A
indkaldes
til ledscintigrafi på centralsygehuset i Næstved den 23. juni kl. 9.15. Der
stod ikke noget årstal på patientvejledningen.
Rudbjerg Kommune vedlagde i
brev af 12. maj 1997 til A kopi af de akter der ville blive forelagt det
sociale udvalg i forbindelse med hendes førtidspensionssag. Kommunen oplyste
i
brevet at forvaltningen ikke kunne indstille A til førtidspension.
Forvaltningen bad om A’s bemærkninger inden 8 dage.
Den 13. maj 1997 skrev A til
borgmester F og vedlagde sin bemærkninger vedrørende førtidspensionsskema A,
afsnit 2 til Rudbjerg Kommune, Sikringsafdelingen, hvori hun i forbindelse
med sin førtidspensionssag bl.a. skriver:
“Med hensyn til
statusbedømmelse fra (C) har man ikke fra forvaltningens side indhentet
oplysninger
siden den 04.10.96. Det burde da være relevant at få en ny, inden sagen
behandles.
For øvrigt synes jeg at det
er meget uprofesionelt, at forvaltningen på nuværende tidspunkt tager
stilling
til pension og vil have sagen afgjort på et møde i Det sociale udvalg d.
26.05., når det fremgår af sagens agter at jeg skal til ledscintigrafi på
Centralsygehuset i Næstved den 23.06.
1997.”
Den 27. maj 1997 traf
Rudbjerg Kommune afgørelse i A’s pensionssag. Kommunen fandt ikke A
berettiget
til førtidspension.
I brev af 4. juni 1997 skrev
Rudbjerg Kommune følgende til A:
“Idet jeg vedlagt fremsender
afgørelse vedr. din ansøgning om førtidspension, skal jeg samtidig meddele
dig, at dine sygedagpenge nu ophører med udgangen af indeværende uge, således
at du får sygedagpenge
sidste dag
fredag den 6. juni 1997. Baggrunden for ophøret af sygedagpengene er, at
dine dagpenge blev forlænget på grund af pensionsansøgningen, og da der nu er
truffet afgørelse i pensionssagen, skal dagpengene derfor stoppes.”
Rudbjerg Kommune vedlagde i
brev af 11. juni 1997 A’s skattekort og hendes sidste dagpengecheck.
Den 17. juni 1997 klagede A
til Dagpengeudvalget over kommunens afgørelse. I klagen skrev A:
“Under henvisning til
behagelig telefonsamtale g.d. fremsender jeg hermed relevante kopier af
korrespondance med Rudbjerg Kommune til brug af anke vedr. ophør af
sygedagpenge inden afslutning af undersøgelser vedr. min sygdom ...”
Den 19. juni 1997 skrev
Dagpengeudvalget til Rudbjerg Kommune. Med brevet fremsendte Dagpengeudvalget
A’s klage med bilag og bad kommunen om at revurdere sagen.
Rudbjerg Kommune fastholdt
afgørelsen og returnerede den 20. juni 1997 de fremsendte akter til Den
Sociale
Ankestyrelse.
I brev dateret den 12. august
1997 oplyste A Dagpengeudvalget om at hendes psykiater og hendes egen læge
netop havde udfærdiget nye udtalelser til brug i en anden sammenhæng.
Den 9. oktober 1997 blev A
ifølge Rudbjerg Kommunes journalark tilbudt at deltage i et fireugerskursus i
Nykøbing Falster. I brev til mig af 14. januar 1998 har Rudbjerg Kommune
oplyst
at formålet med dette kursus bl.a. var at undersøge eventuelle
revalideringsmuligheder.
Den 19. oktober 1997 skrev A
til Dagpengeudvalget og meddelte bl.a. at hun var henvist til speciallæge G
(Nykøbing Falster) den 28. oktober 1997. Vedlagt var en kopi af A’s
psykiater,
C’s, journal dateret den 4. august 1997. Herudover beskrev A sit
helbredsforhold
og oplyste om sit medicinforbrug.
Ved brev modtaget i
Ankestyrelsen den 21. oktober 1997 fremsendte A en lægeerklæring fra sin
læge,
H, dateret den 17. oktober 1997, hvori han attesterede at hun havde været at
betragte som sygemeldt i længere tid - også efter den 4. juni 1997. Desuden
oplyste A’s læge at hun på daværende tidspunkt afventede en undersøgelse
ved
speciallæge i neuromedicin.
Den 28. november 1997 traf
Dagpengeudvalget afgørelse i A’s sag. Udvalget fandt ikke at A havde ret
til
yderligere forlængelse af sin dagpengeperiode efter den 6. juni 1997. I
afgørelsen skrev Dagpengeudvalget bl.a.:
“Sagen er bedømt efter
dagpengelovens § 22, stk. 1, og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af
22. juli 1994, § 49, der vedlægges.
Dagpengeudvalget har ved
afgørelsen lagt vægt på, at De har modtaget afslag på pension.
De opfylder heller ikke de
øvrige betingelser for forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1.
Dagpengeudvalget har herved lagt
vægt på, at De på grundlag af en udtalelse fra Dagpengeudvalgets
lægekonsulent
ikke lider af en alvorlig sygdom, der er omfattet af bekendtgørelsens § 49,
nr.
1 med mulighed for forlængelse i 2 x 26 uger.
Det bemærkes at sygedagpenge
er en korttidsydelse, der normalt kun giver mulighed for dagpenge i 52 uger
inden for de sidste 18 måneder, selvom man fortsat er uarbejdsdygtig.
Yderligere dagpenge forudsætter, at betingelserne for forlængelse i
dagpengelovens § 22 er opfyldt. De opfylder ikke betingelserne for yderligere
forlængelse.
Dagpengeudvalget tiltræder
således kommunens afgørelse.
Dagpengeudvalgets afgørelse
er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.”
Den 3. januar 1998 klagede A
til mig. Med A’s klage var bl.a. vedlagt kopi af 2. november 1997 fra
overlæge
G der konkluderede følgende:
“Konklusion: Neurot.-
depressiv patient, taler om extrapyramidal bivirkninger under
diazepinnedtrapning
med orolingual dyskinesi og viser neurologisk en begyndende neuropati, måske
p.gr.a. medikamentel indtagelse af benzodiazepiner. Jeg anbefaler, at i
samarbejde med psykiater, aftrapning af tafil retard og terapeutisk
behandling
af polyneuropatien med antidepressiva f.eks. amytriptylin. Jeg selv har ingen
erfaring med mianserinbehandling mod polyneuropati.”
Udtalelsen var stemplet:
“RUDBJERG KOMMUNE
KVIKKEN
RUDBJERGVEJ 21, TILLITZE
4983 DANNEMARK”
I forbindelse med min
behandling af sagen bad jeg i brev af 7. januar 1998 Dagpengeudvalget om
sagens
akter og en udtalelse i anledning af A’s klage. Jeg bad om at
Dagpengeudvalget
først indhentede en udtalelse fra Rudbjerg Kommune om sagen.
I breve af 23. januar 1998 og
8. februar 1998 med bilag indsendte A yderligere oplysninger til brug for
behandlingen af sin sag. A oplyste bl.a. at hun havde modtaget afslag fra
Rudbjerg Kommune på en anmodning om skånejob eller revalidering. Disse breve
sendte jeg videre til Dagpengeudvalget således at A’s oplysninger kunne
indgå i
grundlaget for udvalgets udtalelse.
Rudbjerg Kommune havde ifølge
brev af 14. januar 1998 ikke meget yderligere at tilføje til sagen. Kommunen
bemærkede dog at det ikke var korrekt at der var givet afslag på revalidering
idet der bl.a. var tilbudt et fireugers startkursus i Nykøbing Falster,
ligesom
der flere gange under dagpengeforløbet havde været rejst spørgsmål om
arbejdsprøvning hvilket A altid havde afvist.
Af Dagpengeudvalgets
udtalelse af 22. april 1998 fremgik følgende:
“...
Dagpengeudvalget traf i møde
den 28. november 1997 afgørelse om, at (A) ikke havde ret til yderligere
forlængelse af dagpengeperioden efter den 6. juni 1997, hvor kommunen
standsede dagpengeudbetalingen i henhold til afgørelse af 4. juni 1997.
Udvalget lagde ved afgørelsen
vægt på, at (A) havde modtaget afslag fra kommunen på sin ansøgning om
førtidspension.
Ansøgningen var grundlag for kommunens forlængelse af dagpengeperioden ved
varighedsbegrænsningens indtræden den 30. november 1996.
Udvalget fandt endvidere
ikke, at de øvrige betingelser for forlængelse efter dagpengelovens § 22,
stk.
1, var opfyldt. Udvalget lagde herved vægt på, at (A) på grundlag af en
udtalelse fra Dagpengeudvalgets lægekonsulent ikke lider af en alvorlig
sygdom, der er omfattet af § 49, nr. 1 i Socialministeriets bekendtgørelse
nr.
701 af 22. juli 1994 om dagpenge ved sygdom eller fødsel, med mulighed for
forlængelse i 2 x 26 uger fra varighedsbegrænsningens indtræden.
Med hensyn til (A)’s
oplysninger i klage af 3. januar 1998 samt i brev af 23. januar 1998 til
Ombudsmanden
om ventetider i forbindelse med henvisninger til undersøgelser/behandlinger,
skal Dagpengeudvalget bemærke, at de omtalte ventetider ikke har betydning i
den foreliggende sag, allerede fordi dagpengeretten er ophørt, før
henvisninger
finder sted.
Efter bekendtgørelsens §
49 a
kan der ved afgørelsen af, om dagpengeretten
kan forlænges efter § 48, nr. 2 og § 49, nr. 1 bortses fra den periode, hvor
den sygemeldte venter på behandling på et offentligt sygehus.
For så vidt angår (A)’s klage
over kommunens afslag på skånejob eller revalidering, henvises til kommunens
udtalelse i brev af 14. januar 1998.
Som det også fremgår af
Dagpengeudvalgets grundlag for afgørelse henvendte (A) sig til kommunen den
9.
oktober 1997 for at få hjælp til revalidering eller skånejob. Da denne
henvendelse ligger efter dagpengerettens ophør den 6. juni 1997 er den efter
Udvalgets opfattelse uden betydning for muligheden for en eventuel
forlængelse
af dagpengeretten efter lovens § 22, stk. 1, nr. 1.
Det bemærkes, at kommunen
først med brev af 14. januar 1998 har fremsendt kopier af kommunens
journalark
til Dagpengeudvalget, men at disse journalark ikke indeholder oplysninger,
der
kan begrunde en ændring af Dagpengeudvalgets afgørelse.”
Den 29. april 1998 sendte jeg
A en kopi af udtalelserne med henblik på hendes eventuelle bemærkninger
dertil.
Den 13. maj 1998 modtog jeg A’s supplerende bemærkninger. A skrev bl.a.
at hun
først var blevet foreslået arbejdsprøvning da hun den 9. oktober 1997 selv
henvendte sig til kommunen for at bede om hjælp. A oplyste også at hun for at
overleve nu arbejdede 20 timer ugentligt, men at hun havde det dårligt både
fysisk og psykisk.
Ved en gennemgang af sagens
akter viste det sig at jeg ikke havde modtaget alle sagens akter. Den 4.
september 1998 modtog jeg nogle af de manglende akter fra Rudbjerg Kommune.
Den
12. oktober 1998 bad jeg Dagpengeudvalget om at fremsende fire nærmere
bestemte
sagsakter samt eventuelle andre af sagens akter som jeg ikke måtte have
modtaget tidligere. I brev af 14. oktober 1998 oplyste Dagpengeudvalget
følgende:
“Folketingets Ombudsmand har
ved brev af 12. oktober 1998 anmodet Dagpengeudvalget om yderligere akter i
dagpengesagen vedrørende (A).
Det kan oplyses, at
Dagpengeudvalget med brev af 22. april 1998 fremsendte samtlige sagens akter,
som udvalget havde modtaget fra kommunen inden det nævnte tidspunkt. Der er
ikke yderligere akter i sagen.”
Ombudsmandens udtalelse
“
Rudbjerg Kommunes og Dagpengeudvalgets afgørelser
Dagpengelovens § 22, stk. 1, har følgende ordlyd:
’§ 22.
Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn
under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder,
medmindre
1)
det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil
blive iværksat,
2)
den sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for
en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden, eller
3)
der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om forsikring
mod følger af en arbejdsskade, eller
4)
der er indgivet
ansøgning om førtidspension efter lov om social
pension, eller
5)
særlige
omstændigheder i øvrigt taler derfor.’
I forarbejderne til
dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4 - Folketingstidende 1995-96, tillæg A, s.
2617, står der bl.a.:
’Efter forslaget vil
dagpengene kunne fortsætte, indtil der udbetales førtidspension eller indtil
der kan udbetales forskud på pension efter lov om social pension. Ved afslag
på
pensionsansøgningen i 1. instans standses dagpengene, medmindre betingelserne
for forlængelse er opfyldt.’
Socialministeren har i bek.
nr. 701 af 22. juli 1994, §§ 48 og 49, fastsat regler om forlængelse af
dagpengeperioden. Disse bestemmelser har følgende ordlyd:
’§ 48.
Kommunen forlænger dagpengeperioden for personer, der er
omfattet af varighedsbegrænsningen i lovens § 22, stk. 1,
1)
når det anses for
overvejende sandsynligt, at revalidering, herunder arbejdsprøvning, vil blive
iværksat, eller
2)
når den pågældende er
under eller venter på lægebehandling, der må antages at kunne genskabe
arbejdsdygtigheden inden for 26 uger.
§ 49.
Forlængelse udover 26 uger kan ske, når særlige
omstændigheder taler for det. Dette vil bl.a. være tilfældet,
1)
hvis den pågældende
lider af alvorlig sygdom, der kræver langvarig behandling, og efter en
lægelig
vurdering skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden
for de følgende 26 uger, eller
2)
hvis pågældende lider
af en alvorlig lidelse, hvor mulighederne for helbredelse ikke skønnes at
være
til stede.’
Som følge af Deres ansøgning
om førtidspension blev Deres dagpengeperiode ved Rudbjerg Kommunes afgørelse
af 18. november 1996, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4, forlænget ud
over
de 52 uger inden for de seneste 18 kalendermåneder der er lovens hovedregel.
Det fremgår af forarbejderne
til bestemmelsen at såfremt dagpengeperioden har været forlænget som følge
af en ansøgning om førtidspension, vil et eventuelt afslag på pension kun
bevirke at dagpengene skal standses hvis de øvrige betingelser for
forlængelse
ikke er opfyldt.
Myndighedernes vurdering af
om De fortsat opfylder betingelserne for at få tilkendt sygedagpenge efter De
havde modtaget afslag på førtidspension, bygger for en stor del på en lægelig
og social vurdering af de foreliggende oplysninger.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en særlig efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun
hvis
der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere
myndighedernes
afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst,
eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en
forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.
Det fremgår nedenfor at jeg i
Deres sag har fundet omstændigheder der giver mig grundlag for at kritisere
myndighedernes afgørelser.
Myndighedernes sagsbehandling
Forvaltningsloven indeholder
bl.a. følgende bestemmelser:
’§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
...
§ 22.
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget
af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part
medhold.
...
§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
...
§ 25.
Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed,
skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om
klageadgang
med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse
af
klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold.
...
§ 27.
Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har
tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-
152 f, når en oplysning ved lov eller
anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er
nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, herunder navnlig til:
...
6) enkeltpersoners eller
private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om
deres personlige eller interne, herunder økonomiske forhold, eller
...
§ 28.
Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder
oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige,
seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold,
væsentlige
sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke
videregives til en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2.
Videregivelse af
de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når
1)
den, oplysningen
angår, har givet samtykke,
2)
det følger af lov
eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal
videregives,
3)
videregivelsen sker
til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger
hensynet til de interesser,
der
begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår,
eller
4)
videregivelsen er et
nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed
kan
gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.’
1) Manglende sagsakter
Blandt de sagsakter jeg har
modtaget fra Rudbjerg Kommune via Dagpengeudvalget, mangler der nogle af de
breve/skrivelser Rudbjerg Kommune - ifølge kommunens journalark -
har skrevet. Det drejer sig således om
Rudbjerg Kommunes brev af 22. november 1995 til Dem, Rudbjerg Kommunes breve
af
19. december 1995 til Dem og Deres tidligere arbejdsgiver og Rudbjerg
Kommunes
indberetning om forlængelse af sygedagpengeperioden af 28. november 1996.
I Deres brev af 12. januar
1997 til Rudbjerg Kommune henviser De til et brev af 2. januar 1997. Dette
brev
findes heller ikke blandt sagens akter.
Af Dagpengeudvalgets brev af
14. oktober 1998 fremgår det at samtlige akter modtaget fra kommunen var
fremsendt, og at der ikke er yderligere akter i sagen.
Forvaltningsmyndigheder bør
af hensyn til reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven om
aktindsigt
og af hensyn til eventuel senere genoptagelse af sagen eller til sikring af
bevis i øvrigt sørge for at der i myndighedens sager opbevares kopier af
udgående post. Se hertil Folketingets Ombudsmands beretning for året 1997, s.
248ff, og Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 366. I
beretningen for 1990, s. 366, er bl.a. anført:
’c. Myndigheden må på sagen
bevare genpart eller kopi af alle udgående dokumenter (skrivelser fra
myndigheden
og andre sagsakter, som myndigheden har produceret og sendt ud fra
myndigheden).
Ofte vil myndigheden tillige have bevaret genpart eller kopi andetsteds end
på
sagen (f.eks. i en brevkopimappe eller -bog, hvor udgående skrivelser m.v. er
indsat i kronologisk orden).
Kravet om genpart eller kopi
af myndighedens udgående dokumenter grunder sig særligt på to forhold:
dels
at sikre
bevis
hos myndigheden selv (såvel af hensyn til myndighedens
interne behov som af eksterne hensyn) for det præcise indhold af dokumenter,
som er udgået fra myndigheden,
dels
at muliggøre meddelelse af aktindsigt i overensstemmelse med bestemmelserne
herom i offentlighedsloven og forvaltningslovens kapitel
4.’
For så vidt angår spørgsmålet
om hvor længe myndighederne skal opbevare sagsmateriale, henviser jeg til min
argumentation i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1997, s. 248 ff.
Jeg vedlægger en kopi til Deres orientering.
Jeg finder det på denne
baggrund meget beklageligt at ikke alle akter længere findes på sagen. Det
fremgår ikke af myndighedernes udtalelser til mig hvornår de pågældende
sagsakter er bortkommet. Imidlertid fremgår det af Dagpengeudvalgets
udtalelse
af 22. april 1998 til mig at udvalget ikke ved udvalgets afgørelse af 28.
november
1997 havde kommunens journalark i sagen. Jeg finder det på den baggrund
beklageligt
at Dagpengeudvalget ikke har haft samtlige sagens akter da udvalget traf
afgørelse i sagen.
Jeg har gjort myndighederne
bekendt med min opfattelse.
2) Sagens oplysning
Som ovenfor refereret findes
der blandt sagens akter en sygehusjournal af 16. april 1997, en lægeudtalelse
af 29. april 1997 fra læge (E), en patientvejledning dateret den 23. juni
(intet årstal) og et udateret brev fra Dem til Rudbjerg Kommunes
Sikringsafdeling
hvoraf det fremgår at De afventede en ledscintigrafi. I samme brev giver De
udtryk for at De mener det burde være relevant at indhente en ny
statusbedømmelse
fra Deres psykiater inden førtidspensionssagen behandles.
Læge (E)’s udtalelse af 29.
april 1997 og Deres udaterede brev til Rudbjerg Kommunes Sikringsafdeling
vedrører ganske vist Deres førtidspensionssag. Men eftersom disse akter
findes
blandt det materiale jeg har modtaget fra Rudbjerg Kommune via
Dagpengeudvalget
i forbindelse med min undersøgelse af Deres sygedagpengesag, må jeg antage at
Rudbjerg Kommune ved behandlingen af Deres sygedagpengesag har været vidende
om at De umiddelbart stod for at skulle have foretaget den pågældende
undersøgelse, og at De fandt en fornyet statusbedømmelse fra Deres psykiater
relevant.
Der gælder i den offentlige
forvaltning et official- eller undersøgelsesprincip ifølge hvilket
forvaltningen
har ansvaret for at de fornødne oplysninger til afgørelse af en sag er
tilvejebragt.
Undersøgelsespligten kan kun
udstrækkes til at omfatte oplysninger der må antages at være af betydning for
sagens afgørelse.
Om oplysningsgrundlaget er
forsvarligt, afhænger bl.a. af hvilken type sag der er tale om, hvilke
oplysninger myndigheden allerede er i besiddelse af og myndighedens praksis
på
området.
Jeg mener ikke at de
ovennævnte oplysninger har været tilstrækkelige til at vurdere om De
eventuelt
kunne få forlængelse af Deres sygedagpengeperiode på et andet grundlag end
førtidspension. Således fremgår der ikke i sagen oplysninger om De på
daværende
tidspunkt havde mulighed for at få forlængelse på grund af revalidering. Jeg
bemærker at De efterfølgende den 9. oktober 1997 af Rudbjerg Kommune blev
tilbudt arbejdsprøvning med henblik på at undersøge eventuelle
revalideringsmuligheder.
For så vidt angår afventning
af Deres ledscintigrafiundersøgelse bemærker jeg at jeg tidligere - i
Folketingets
Ombudsmands beretning for året 1989, s. 164-165 - har udtalt mig om en
arbejdsskadesag
hvor parten bad Den Sociale Ankestyrelse om at afvente en arbejdsmedicinsk
undersøgelse inden Ankestyrelsen traf afgørelse i sagen. I den pågældende sag
udtalte jeg bl.a. at hvis myndigheden afviser en parts udtrykkelige anmodning
om at indhente yderligere oplysninger, vil det efter min opfattelse være i
overensstemmelse med god forvaltningsskik at myndigheden orienterer parten
herom inden der træffes afgørelse i sagen. Dette vil navnlig være af
betydning
hvis der er rimelig grund til at antage at parten i så fald vil have
væsentlige
supplerende bemærkninger til sagen. Myndigheden kan eventuelt fastsætte en
frist for parten til at komme med bemærkninger. Jeg vedlægger til Deres
orientering en kopi af min udtalelse som den er refereret i Folketingets
Ombudsmands
beretning for året 1989.
I Deres sag bad De ikke
udtrykkeligt Rudbjerg Kommune om at afvente Deres ledscintigrafiundersøgelse
eller om at indhente en ny statusbedømmelse forinden kommunen traf afgørelse
i
Deres dagpengesag, men De skrev at De afventede den pågældende undersøgelse,
og
at De fandt en fornyet statusbedømmelse relevant (for Deres
førtidspensionssag).
Da dokumentationen er i Deres
dagpengesag og henset til den betydning Deres førtidspensionssag havde for
Deres dagpengesag, er det derfor min opfattelse at det havde været bedst
stemmende med god forvaltningsskik hvis Rudbjerg Kommune havde orienteret Dem
om at kommunen ikke fandt grundlag for at afvente hverken undersøgelsen eller
statusbedømmelsen inden der blev truffet afgørelse i Deres dagpengesag. Jeg
henviser i øvrigt til det nedenfor anførte om partshøring.
Jeg har gjort Rudbjerg
Kommune bekendt med min opfattelse.
Ved brev af 19. oktober 1997
meddelte De Dagpengeudvalget at De var blevet henvist til speciallæge (G) for
yderligere undersøgelser den 28. oktober 1997. I forlængelse af hvad jeg
ovenfor har anført, finder jeg efter en gennemgang af Deres sag grundlag for
at tilsidesætte Dagpengeudvalgets vurdering af at sagen var tilstrækkeligt
oplyst på afgørelsestidspunktet.
Jeg mener endvidere at det
havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis Dagpengeudvalget
havde meddelt Dem at udvalget ikke fandt grundlag for at afvente Deres
undersøgelse hos speciallæge (G) - navnlig i betragtning af at Deres klage
til Dagpengeudvalget af 17. juni 1997 netop var begrundet med, at Rudbjerg
Kommunes afgørelse var truffet
’inden
afslutning af undersøgelser vedr. min sygdom’.
Jeg har gjort
Dagpengeudvalget bekendt med min opfattelse.
3) Manglende partshøring
Som ovenfor refereret
meddelte Rudbjerg Kommune Dem afslag på Deres pensionsansøgning samtidig med
at
kommunen meddelte Dem at Deres sygedagpenge ville ophøre to dage efter datoen
for afgørelsen.
Jeg må herefter lægge til
grund at kommunen fandt at ingen af dagpengelovens forlængelsesbetingelser
herefter var opfyldt.
Ifølge kommunens journalark
skete der indberetning af forlængelse af sygedagpenge den 28. november 1996
da
De havde ansøgt om førtidspension. Der er herefter ikke sket yderligere
indberetning indtil afgørelsen af 4. juni 1997 hvorefter udbetaling af
sygedagpenge
ville stoppe to dage efter.
Det fremgår ikke af sagen at
De, forud for kommunens afgørelse om stop for sygedagpenge, blev gjort
bekendt
med at kommunen påtænkte at stoppe udbetalingen, herunder grundlaget for at
udbetalingen
ikke ville fortsætte. De fik således ikke lejlighed til at komme med Deres
bemærkninger til dette før afgørelsen var truffet. Jeg finder det beklageligt
at De ikke blev partshørt forud for kommunens afgørelse.
Endvidere finder jeg det
beklageligt at Dagpengeudvalget herefter tiltrådte at udbetaling af
sygedagpenge
ville blive stoppet forud for partshøringen.
Jeg har gjort myndighederne
bekendt med min opfattelse.
4) Myndighedernes begrundelse, klagevejledning mv.
Ved afgørelserne af
henholdsvis 4. juni 1997 og 28. november 1997 fra Rudbjerg Kommune og
Dagpengeudvalget blev udbetaling af Deres sygedagpenge stoppet. Det følger
derfor af bestemmelsen i forvaltningslovens § 22 at afgørelsen skulle
ledsages af en begrundelse.
De nærmere krav til
begrundelsens indhold fremgår af forvaltningslovens § 24. En begrundelse
skal,
ud over at henvise til de retsregler som den er truffet efter, fremtræde som
en forklaring på hvorfor en afgørelse har fået et bestemt indhold, jf. John
Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 277ff.
Rudbjerg Kommune har
begrundet sin afgørelse af 4. juni 1997 med at Deres dagpengeperiode blev
forlænget på grund af Deres førtidspensionssag, og da Deres pensionssag nu
var
afgjort, havde De ikke længere krav på sygedagpenge.
Kommunens afgørelse henviser
således ikke til hvilke retsregler den er truffet i henhold til hvilket jeg
finder kritisabelt.
Som nævnt ovenfor fremgår det
af forarbejderne til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4, at sygedagpengene
kun
skal standses efter et afslag på ansøgning om førtidspension såfremt de
øvrige
betingelser for forlængelse af sygedagpengene ikke er opfyldt. Det fremgår
ikke
af Rudbjerg Kommunes afgørelse af 4. juni 1997 om kommunen har overvejet
hvorvidt De opfyldte betingelserne efter dagpengelovens § 22, stk. 1, for
fortsat at modtage sygedagpenge. Rudbjerg Kommune har således ikke angivet
hvilke faktiske oplysninger kommunen har lagt vægt på i relation til
mulighederne for forlængelse efter de øvrige undtagelser i dagpengelovens §
22, stk. 1. Kommunen har heller ikke angivet de hovedhensyn der har været
bestemmende for skønsudøvelsen ved denne vurdering. Afgørelsen giver altså
ingen forklaring på hvorfor kommunen nåede til den konklusion at De ikke var
berettiget til yderligere forlængelse af Deres sygedagpengeperiode.
Jeg finder hermed ikke at
Rudbjerg Kommunes afgørelse opfylder begrundelseskravet i forvaltningslovens
§ 24.
Jeg har gjort kommunen
bekendt med min opfattelse.
Da De ikke fuldt ud fik
medhold ved Rudbjerg Kommunes afgørelse af 4. juni 1997, følger det af
forvaltningslovens § 25 at afgørelsen burde have været ledsaget af en
klagevejledning. Kravene til en sådan klagevejlednings indhold fremgår
ligeledes af § 25. Jeg finder det herefter beklageligt at De ikke sammen med
Rudbjerg Kommunes afgørelse af 4. juni 1997 modtog en klagevejledning.
Jeg har gjort Rudbjerg
Kommune bekendt med min opfattelse.
Dagpengeudvalget gav følgende
begrundelse for sin afgørelse af 28. november 1997:
’...
Sagen er bedømt efter
dagpengelovens § 22, stk. 1, og Socialministeriets bekendtgørelse nr. af 22.
juli 1994, § 49, der vedlægges.
Dagpengeudvalget har ved
afgørelsen lagt vægt på, at De har modtaget afslag på pension.
De opfylder heller ikke de
øvrige betingelser for forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1.
Dagpengeudvalget har herved
lagt vægt på, at De på grundlag af en udtalelse fra Dagpengeudvalgets
lægekonsulent ikke lider af en alvorlig sygdom, der er omfattet af
bekendtgørelsens § 49, nr. 1 med mulighed for forlængelse i 2 x 26 uger.
Det bemærkes at sygedagpenge
er en korttidsydelse, der normalt kun giver mulighed for dagpenge i 52 uger
inden for de sidste 18 måneder, selvom man fortsat er uarbejdsdygtig.
Yderligere dagpenge forudsætter, at betingelserne for forlængelse i
dagpengelovens § 22 er opfyldt. De opfylder ikke betingelserne for yderligere
forlængelse.
...’
Dagpengeudvalget angiver i
sin begrundelse nogle forhold som man har lagt vægt på ved afgørelsen. Man
har
således lagt vægt på at De har modtaget afslag på pension, og at De ifølge
udvalgets lægekonsulent ikke lider af en alvorlig sygdom der kan begrunde
forlængelse af dagpengeperioden, jf. Socialministeriets bek. nr. 701 af 22
juli
1994, § 49, stk. 1. Dagpengeudvalget nævner også at De ikke opfylder de
øvrige
betingelser for forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1, men angiver
ikke
i denne forbindelse hvilke faktiske oplysninger udvalget har lagt vægt på ved
denne vurdering, eller hvilke hovedhensyn der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Samlet finder jeg at Dagpengeudvalgets
afgørelse ikke opfylder begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.
Jeg har gjort Dagpengeudvalget
bekendt med min opfattelse.
5. Afsluttende bemærkninger
Jeg har meddelt Rudbjerg
Kommune og Dagpengeudvalget min opfattelse. Jeg har henstillet til
Dagpengeudvalget at tage sagen op til fornyet overvejelse og træffe en ny
afgørelse i lyset af de synspunkter jeg har anført ovenfor.
Jeg har bedt Dagpengeudvalget
om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.”
Den 18. maj 1999 hjemviste
Dagpengeudvalget sagen til Rudbjerg Kommune til fornyet vurdering af hvorvidt
A
den 6. juni 1997 opfyldte betingelserne for en forlængelse af
dagpengeudbetalingen efter lovens § 22, stk. 1, nr. 1.
Den 9. juni 1999 traf
kommunen afgørelse om at der ikke var baggrund for forlængelse af A’s
dagpenge
fra den 6. juni 1997 i medfør af dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1.
Afgørelsen
indeholdt klagevejledning til Det Sociale Nævn for Storstrøms Amt.
NOTER: (*1)
FOB 1997, s. 248, FOB 1990, s. 366,
FOB 1989, s. 164.
Lignende dokumenter
- Tidsbegrænsede afgørelser om sygedagpenge Eventuel genoptagelse af andre sager. Praksis for hjemvisning. Underinstan sens bundethed af klageinstansens afgørelse Retsinformation · 8. november 2005
- Ekstraordinær genoptagelse – skønsmæssig ansættelse SKM-databasen · 5. marts 2025
- Sygedagpenge. Klagemyndigheds pligt til at kontrollere overholdelse af garantiforskrifter Retsinformation · 19. januar 2004
- PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling) 13. december 2007 Sag F-95/05 EU-domme · 13. december 2007
- 17.2025 (Denne sag drejer sig om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven og godtgørelse for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. august 2026
- Rettens dom (Femte Afdeling) af 12. april 2018. — PY mod EUCAP Sahel Niger. EU-domme · 12. april 2018