Spring til indhold

Retsinformation

Sagsbehandlingsfejl i sygedagpengesag ført til henstilling om genoptagelse

FOU nr 1999.398UdtalelserFolketinget18. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Sagsbehandlingsfejl i sygedagpengesag ført til henstilling om

genoptagelse

Sagens nærmere omstændigheder

var følgende:

Den 6. november 1995 blev A

som følge af et nervesammenbrud sygemeldt hvorefter hun søgte Rudbjerg

Kommune

om sygedagpenge.

Ved brev dateret den 5.

januar 1996 meddelte Rudbjerg Kommune A at hun ville få udbetalt sygedagpenge

med virkning fra den 6. november 1995.

I en attest vedrørende

uarbejdsdygtighed dateret den 8. februar 1996 beskrev A’s læge, B,

hendes

lidelse som “depressio mentis/nedtrykthed”. Som følge af denne

depression blev

A henvist til psykiater C.

A begyndte herefter at få

gener fra sin højre arm og håndled og blev derfor henvist til speciallæge i

reumatologi og fysiurgi D.

I en statusbedømmelse af 27.

juni 1996 oplyste A’s daværende læge, B, at hun fortsat var sygemeldt,

og at

han vurderede at hverken arbejdsprøvning eller revalidering kunne komme på

tale

endnu.

Ved brev dateret den 29.

august 1996 sendte Rudbjerg Kommune A en “Orientering om

varighedsbegrænsning”.

I brevet stod der følgende:

Læs alt

“Efter dagpengelovens § 22,

stk. 1 ophører dagpengeudbetalingen, når der er udbetalt dagpenge eller løn

under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder.

For Deres vedkommende

medfører dette, at dagpengeudbetalingen vil ophøre senest den 30. november

1996.

Kommunen har dog mulighed for

undtagelsesvis at forlænge dagpengeperioden efter regler fastsat i

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.

Ifølge disse regler kan der

bl.a. ske forlængelse, når det anses for overvejende sandsynligt, at der vil

blive iværksat revalidering, eller når dagpengemodtageren er under eller

venter

på lægebehandling, der antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for

26 uger.

De vil inden den 30. november

1996 modtage afgørelse, om dagpengene vil ophøre denne dato, eller om

kommunen

finder, at der i Deres tilfælde er grundlag for at forlænge

udbetalingen.”

Den 20. september 1996 skrev

speciallæge D et brev til A. Hun kunne ikke på baggrund af de hidtidige

prøver

udtale sig om hvorvidt der var tale om gigt og bad derfor A om at få taget

endnu et hold blodprøver.

I brev dateret den 1. oktober

1996 oplyste A Rudbjerg Kommune om at hendes læge ikke kunne vurdere de sidst

udtagne prøver da dette krævede en speciallæge. Samtidig oplyste A at hun

fortsatte behandlingen hos psykiater C.

Den 1. oktober 1996 skrev

Rudbjerg Kommune til C og bad om en statusbedømmelse. I statusbedømmelsen

dateret den 4. oktober 1996 oplyste C følgende:

“Det drejer sig om en tidl.

psykisk rask kvinde, der i forbindelse med store arbejdsmæssige, sociale og

ægteskabelige problemer, udvikler manifeste symptomer på et

posttraumatisk stresssyndrom.

Pt. har af egen læge forgæves

været forsøgt behandlet med samtaler og medicinsk behandling (Tafil Retard).

Ved 1. konsultation

fremtræder pt. klinisk tydeligt medicinpåvirket. Hun erkender at hun ikke

længere kan styre forbruget af Tafil, hvor hun som minimum dagl. indtager

Tabl.Tafil R 2 mg x 3. Intet sidemisbrug af alkohol.

Personlighedsmæssigt har jeg

indtryk af en arbejdsom og yderst pligtopfyldende person, som nærmest har

viet

sit liv til arbejdspladsen.

Det er mit indtryk, at hun i

vidt omfang har forsøgt at arbejde sig ud af mangeårige ægteskabelige

problemer.

Da hun bliver afskediget

grundet nogle økonomiske uoverensstemmelser med sin chef, hvis nærmere

indhold

jeg har opgivet at hitte rede i, ramler så at sige hele hendes livsgrundlag

og

alle de problemer, der gennem årene er ’fejet ind under gulvtæppet’

dukker op.

Dette har pt. ikke magtet at

bearbejde og ulykkeligvis kommer hun ud i et medicinmisbrug, som kun gør det

vanskeligere for hende at hjælpe sig selv.

Pt. er nu nedtrappet til en

døgndosis Tafil R 2+0+2 mg. Herved er hun mentalt klaret op, men har fortsat

svært ved at se løsning på alle sine problemer.

Dertil kommer somatisk sygdom

(gigtlidelse), som jeg har forstået hun ikke er færdigundersøgt for.

Pt. er mest tilbøjelig til at

opgive og søge FP, men jeg synes endnu det er for tidligt at betragte

tilstanden

som kronisk.

Med andre ord, er

behandlingen fra min side uafsluttet.”

Den 8. november 1996 bad

Rudbjerg Kommune A’s læge, B, om en statusbedømmelse. Samtidig oplyste

kommunen

at A’s sygedagpenge udløb den 30. november 1996, men at forlængelse

kunne

finde sted enten hvis der blev iværksat revalidering, hvis A ved behandling

kunne forventes fuldt arbejdsdygtig inden for 26 uger, eller hvis A indgav

ansøgning om førtidspension. Kommunen spurgte herefter A’s læge hvilken

forlængelsesgrund han mente kommunen kunne benytte. Vedlagt brevet var

C’s

statusbedømmelse.

Den 18. november 1996 oplyste

A telefonisk Rudbjerg Kommune om at hun ønskede at søge førtidspension idet

hendes speciallæge, D, havde konstateret at hun havde leddegigt. I denne

forbindelse

havde D rådet A til at søge førtidspension og sagt at hun godt kunne opgive

at blive revalideret.

Ved brev ligeledes dateret

den 18. november 1996 skrev Rudbjerg Kommune til A’s læge, B, og

orienterede om

A’s telefoniske oplysninger. Kommunen meddelte i øvrigt at A havde fået

tilsendt et pensionsansøgningsskema, og at der nu var forlængelsesgrundlag

for

hendes dagpenge.

Af kommunens journalark af

28. november 1996 fremgår det at der var indberettet forlængelse af

sygedagpenge på grund af A’s ansøgning om førtidspension. Indberetningen

ligger

ikke på sagen. Der ses ikke efterfølgende at være sket indberetning i sagen.

Den 27. november 1996 sendte

A fire siders journaludskrift fra D til kommunen.

Der er ikke sket tilføjelser

i kommunens journalark i perioden 28. november 1996 til 26. maj 1997.

A oplyste i brev af 12.

januar 1997 til Rudbjerg Kommune bl.a. at hun den 9. januar 1997 var ved

psykiater C som hun skulle fortsætte hos. A oplyste endvidere at hun stadig

havde det meget dårligt - hun kunne ikke bruge saks, kniv eller løfte en

kaffekande, og samtidig havde hun problemer med især højre ben. A oplyste

endvidere at hun skulle til D den 12. januar 1997.

Af brev af 14. april 1997 fra

D til A fremgik bl.a. at D havde henvist hende til rheumatologisk afdeling på

centralsygehuset i Nykøbing Falster.

Blandt de sagsakter jeg

modtog fra Dagpengeudvalget, var der en kopi af en lægejournal dateret

“CNF

(formentlig Centralsygehuset Nykøbing Falster) 16.04.97 kl.11.30”. I en

af

indførelserne i journalen stod bl.a.:

“Herudover henvises pt. til

knoglescintigrafisk us. i Næstved.”

Ligeledes var der blandt de

sagsakter jeg modtog fra Dagpengeudvalget en udtalelse fra lægekonsulent E

dateret den 29. april 1997 angående A’s førtidspensionsansøgning. I

denne stod

der bl.a.:

“Pt.’s situation kan ikke

siges at være ’endelig afklaret’ Hun går stadig til samtaler hos

Dr. (C). Dr

(D) erklærer hendes arbejdsevne nedsat med 2/3, men undersøgelserne i

rheumatologisk regi pågår stadig

Soc, med. team har alligevel

behandlet sagen (det er efterhånden en langvarig affære) Vi mener at

sygdomstilfældet

psykiatrisk er afgjort med at der ikke foreligger en egentlig psykisk sygdom.

Rheumatologisk er der kun vage holdepunkter for en aktiv arthrit og alle

rtgbilleder er norm. (set i forhold til en arthritis) Soc. med taem finder

ikke patientens arbejdsevne nedsat med 50% og indstiller Pt. til afslag på

sit

pensionsandragende.”

Endvidere fandtes der blandt

de sagsakter jeg modtog fra Dagpengeudvalget, en patientvejledning hvori A

indkaldes

til ledscintigrafi på centralsygehuset i Næstved den 23. juni kl. 9.15. Der

stod ikke noget årstal på patientvejledningen.

Rudbjerg Kommune vedlagde i

brev af 12. maj 1997 til A kopi af de akter der ville blive forelagt det

sociale udvalg i forbindelse med hendes førtidspensionssag. Kommunen oplyste

i

brevet at forvaltningen ikke kunne indstille A til førtidspension.

Forvaltningen bad om A’s bemærkninger inden 8 dage.

Den 13. maj 1997 skrev A til

borgmester F og vedlagde sin bemærkninger vedrørende førtidspensionsskema A,

afsnit 2 til Rudbjerg Kommune, Sikringsafdelingen, hvori hun i forbindelse

med sin førtidspensionssag bl.a. skriver:

“Med hensyn til

statusbedømmelse fra (C) har man ikke fra forvaltningens side indhentet

oplysninger

siden den 04.10.96. Det burde da være relevant at få en ny, inden sagen

behandles.

For øvrigt synes jeg at det

er meget uprofesionelt, at forvaltningen på nuværende tidspunkt tager

stilling

til pension og vil have sagen afgjort på et møde i Det sociale udvalg d.

26.05., når det fremgår af sagens agter at jeg skal til ledscintigrafi på

Centralsygehuset i Næstved den 23.06.

1997.”

Den 27. maj 1997 traf

Rudbjerg Kommune afgørelse i A’s pensionssag. Kommunen fandt ikke A

berettiget

til førtidspension.

I brev af 4. juni 1997 skrev

Rudbjerg Kommune følgende til A:

“Idet jeg vedlagt fremsender

afgørelse vedr. din ansøgning om førtidspension, skal jeg samtidig meddele

dig, at dine sygedagpenge nu ophører med udgangen af indeværende uge, således

at du får sygedagpenge

sidste dag

fredag den 6. juni 1997. Baggrunden for ophøret af sygedagpengene er, at

dine dagpenge blev forlænget på grund af pensionsansøgningen, og da der nu er

truffet afgørelse i pensionssagen, skal dagpengene derfor stoppes.”

Rudbjerg Kommune vedlagde i

brev af 11. juni 1997 A’s skattekort og hendes sidste dagpengecheck.

Den 17. juni 1997 klagede A

til Dagpengeudvalget over kommunens afgørelse. I klagen skrev A:

“Under henvisning til

behagelig telefonsamtale g.d. fremsender jeg hermed relevante kopier af

korrespondance med Rudbjerg Kommune til brug af anke vedr. ophør af

sygedagpenge inden afslutning af undersøgelser vedr. min sygdom ...”

Den 19. juni 1997 skrev

Dagpengeudvalget til Rudbjerg Kommune. Med brevet fremsendte Dagpengeudvalget

A’s klage med bilag og bad kommunen om at revurdere sagen.

Rudbjerg Kommune fastholdt

afgørelsen og returnerede den 20. juni 1997 de fremsendte akter til Den

Sociale

Ankestyrelse.

I brev dateret den 12. august

1997 oplyste A Dagpengeudvalget om at hendes psykiater og hendes egen læge

netop havde udfærdiget nye udtalelser til brug i en anden sammenhæng.

Den 9. oktober 1997 blev A

ifølge Rudbjerg Kommunes journalark tilbudt at deltage i et fireugerskursus i

Nykøbing Falster. I brev til mig af 14. januar 1998 har Rudbjerg Kommune

oplyst

at formålet med dette kursus bl.a. var at undersøge eventuelle

revalideringsmuligheder.

Den 19. oktober 1997 skrev A

til Dagpengeudvalget og meddelte bl.a. at hun var henvist til speciallæge G

(Nykøbing Falster) den 28. oktober 1997. Vedlagt var en kopi af A’s

psykiater,

C’s, journal dateret den 4. august 1997. Herudover beskrev A sit

helbredsforhold

og oplyste om sit medicinforbrug.

Ved brev modtaget i

Ankestyrelsen den 21. oktober 1997 fremsendte A en lægeerklæring fra sin

læge,

H, dateret den 17. oktober 1997, hvori han attesterede at hun havde været at

betragte som sygemeldt i længere tid - også efter den 4. juni 1997. Desuden

oplyste A’s læge at hun på daværende tidspunkt afventede en undersøgelse

ved

speciallæge i neuromedicin.

Den 28. november 1997 traf

Dagpengeudvalget afgørelse i A’s sag. Udvalget fandt ikke at A havde ret

til

yderligere forlængelse af sin dagpengeperiode efter den 6. juni 1997. I

afgørelsen skrev Dagpengeudvalget bl.a.:

“Sagen er bedømt efter

dagpengelovens § 22, stk. 1, og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af

22. juli 1994, § 49, der vedlægges.

Dagpengeudvalget har ved

afgørelsen lagt vægt på, at De har modtaget afslag på pension.

De opfylder heller ikke de

øvrige betingelser for forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1.

Dagpengeudvalget har herved lagt

vægt på, at De på grundlag af en udtalelse fra Dagpengeudvalgets

lægekonsulent

ikke lider af en alvorlig sygdom, der er omfattet af bekendtgørelsens § 49,

nr.

1 med mulighed for forlængelse i 2 x 26 uger.

Det bemærkes at sygedagpenge

er en korttidsydelse, der normalt kun giver mulighed for dagpenge i 52 uger

inden for de sidste 18 måneder, selvom man fortsat er uarbejdsdygtig.

Yderligere dagpenge forudsætter, at betingelserne for forlængelse i

dagpengelovens § 22 er opfyldt. De opfylder ikke betingelserne for yderligere

forlængelse.

Dagpengeudvalget tiltræder

således kommunens afgørelse.

Dagpengeudvalgets afgørelse

er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.”

Den 3. januar 1998 klagede A

til mig. Med A’s klage var bl.a. vedlagt kopi af 2. november 1997 fra

overlæge

G der konkluderede følgende:

“Konklusion: Neurot.-

depressiv patient, taler om extrapyramidal bivirkninger under

diazepinnedtrapning

med orolingual dyskinesi og viser neurologisk en begyndende neuropati, måske

p.gr.a. medikamentel indtagelse af benzodiazepiner. Jeg anbefaler, at i

samarbejde med psykiater, aftrapning af tafil retard og terapeutisk

behandling

af polyneuropatien med antidepressiva f.eks. amytriptylin. Jeg selv har ingen

erfaring med mianserinbehandling mod polyneuropati.”

Udtalelsen var stemplet:

“RUDBJERG KOMMUNE

KVIKKEN

RUDBJERGVEJ 21, TILLITZE

4983 DANNEMARK”

I forbindelse med min

behandling af sagen bad jeg i brev af 7. januar 1998 Dagpengeudvalget om

sagens

akter og en udtalelse i anledning af A’s klage. Jeg bad om at

Dagpengeudvalget

først indhentede en udtalelse fra Rudbjerg Kommune om sagen.

I breve af 23. januar 1998 og

8. februar 1998 med bilag indsendte A yderligere oplysninger til brug for

behandlingen af sin sag. A oplyste bl.a. at hun havde modtaget afslag fra

Rudbjerg Kommune på en anmodning om skånejob eller revalidering. Disse breve

sendte jeg videre til Dagpengeudvalget således at A’s oplysninger kunne

indgå i

grundlaget for udvalgets udtalelse.

Rudbjerg Kommune havde ifølge

brev af 14. januar 1998 ikke meget yderligere at tilføje til sagen. Kommunen

bemærkede dog at det ikke var korrekt at der var givet afslag på revalidering

idet der bl.a. var tilbudt et fireugers startkursus i Nykøbing Falster,

ligesom

der flere gange under dagpengeforløbet havde været rejst spørgsmål om

arbejdsprøvning hvilket A altid havde afvist.

Af Dagpengeudvalgets

udtalelse af 22. april 1998 fremgik følgende:

“...

Dagpengeudvalget traf i møde

den 28. november 1997 afgørelse om, at (A) ikke havde ret til yderligere

forlængelse af dagpengeperioden efter den 6. juni 1997, hvor kommunen

standsede dagpengeudbetalingen i henhold til afgørelse af 4. juni 1997.

Udvalget lagde ved afgørelsen

vægt på, at (A) havde modtaget afslag fra kommunen på sin ansøgning om

førtidspension.

Ansøgningen var grundlag for kommunens forlængelse af dagpengeperioden ved

varighedsbegrænsningens indtræden den 30. november 1996.

Udvalget fandt endvidere

ikke, at de øvrige betingelser for forlængelse efter dagpengelovens § 22,

stk.

1, var opfyldt. Udvalget lagde herved vægt på, at (A) på grundlag af en

udtalelse fra Dagpengeudvalgets lægekonsulent ikke lider af en alvorlig

sygdom, der er omfattet af § 49, nr. 1 i Socialministeriets bekendtgørelse

nr.

701 af 22. juli 1994 om dagpenge ved sygdom eller fødsel, med mulighed for

forlængelse i 2 x 26 uger fra varighedsbegrænsningens indtræden.

Med hensyn til (A)’s

oplysninger i klage af 3. januar 1998 samt i brev af 23. januar 1998 til

Ombudsmanden

om ventetider i forbindelse med henvisninger til undersøgelser/behandlinger,

skal Dagpengeudvalget bemærke, at de omtalte ventetider ikke har betydning i

den foreliggende sag, allerede fordi dagpengeretten er ophørt, før

henvisninger

finder sted.

Efter bekendtgørelsens §

49 a

kan der ved afgørelsen af, om dagpengeretten

kan forlænges efter § 48, nr. 2 og § 49, nr. 1 bortses fra den periode, hvor

den sygemeldte venter på behandling på et offentligt sygehus.

For så vidt angår (A)’s klage

over kommunens afslag på skånejob eller revalidering, henvises til kommunens

udtalelse i brev af 14. januar 1998.

Som det også fremgår af

Dagpengeudvalgets grundlag for afgørelse henvendte (A) sig til kommunen den

9.

oktober 1997 for at få hjælp til revalidering eller skånejob. Da denne

henvendelse ligger efter dagpengerettens ophør den 6. juni 1997 er den efter

Udvalgets opfattelse uden betydning for muligheden for en eventuel

forlængelse

af dagpengeretten efter lovens § 22, stk. 1, nr. 1.

Det bemærkes, at kommunen

først med brev af 14. januar 1998 har fremsendt kopier af kommunens

journalark

til Dagpengeudvalget, men at disse journalark ikke indeholder oplysninger,

der

kan begrunde en ændring af Dagpengeudvalgets afgørelse.”

Den 29. april 1998 sendte jeg

A en kopi af udtalelserne med henblik på hendes eventuelle bemærkninger

dertil.

Den 13. maj 1998 modtog jeg A’s supplerende bemærkninger. A skrev bl.a.

at hun

først var blevet foreslået arbejdsprøvning da hun den 9. oktober 1997 selv

henvendte sig til kommunen for at bede om hjælp. A oplyste også at hun for at

overleve nu arbejdede 20 timer ugentligt, men at hun havde det dårligt både

fysisk og psykisk.

Ved en gennemgang af sagens

akter viste det sig at jeg ikke havde modtaget alle sagens akter. Den 4.

september 1998 modtog jeg nogle af de manglende akter fra Rudbjerg Kommune.

Den

12. oktober 1998 bad jeg Dagpengeudvalget om at fremsende fire nærmere

bestemte

sagsakter samt eventuelle andre af sagens akter som jeg ikke måtte have

modtaget tidligere. I brev af 14. oktober 1998 oplyste Dagpengeudvalget

følgende:

“Folketingets Ombudsmand har

ved brev af 12. oktober 1998 anmodet Dagpengeudvalget om yderligere akter i

dagpengesagen vedrørende (A).

Det kan oplyses, at

Dagpengeudvalget med brev af 22. april 1998 fremsendte samtlige sagens akter,

som udvalget havde modtaget fra kommunen inden det nævnte tidspunkt. Der er

ikke yderligere akter i sagen.”

Ombudsmandens udtalelse

“

Rudbjerg Kommunes og Dagpengeudvalgets afgørelser

Dagpengelovens § 22, stk. 1, har følgende ordlyd:

’§ 22.

Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn

under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder,

medmindre

1)

det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil

blive iværksat,

2)

den sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for

en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden, eller

3)

der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om forsikring

mod følger af en arbejdsskade, eller

4)

der er indgivet

ansøgning om førtidspension efter lov om social

pension, eller

5)

særlige

omstændigheder i øvrigt taler derfor.’

I forarbejderne til

dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4 - Folketingstidende 1995-96, tillæg A, s.

2617, står der bl.a.:

’Efter forslaget vil

dagpengene kunne fortsætte, indtil der udbetales førtidspension eller indtil

der kan udbetales forskud på pension efter lov om social pension. Ved afslag

på

pensionsansøgningen i 1. instans standses dagpengene, medmindre betingelserne

for forlængelse er opfyldt.’

Socialministeren har i bek.

nr. 701 af 22. juli 1994, §§ 48 og 49, fastsat regler om forlængelse af

dagpengeperioden. Disse bestemmelser har følgende ordlyd:

’§ 48.

Kommunen forlænger dagpengeperioden for personer, der er

omfattet af varighedsbegrænsningen i lovens § 22, stk. 1,

1)

når det anses for

overvejende sandsynligt, at revalidering, herunder arbejdsprøvning, vil blive

iværksat, eller

2)

når den pågældende er

under eller venter på lægebehandling, der må antages at kunne genskabe

arbejdsdygtigheden inden for 26 uger.

§ 49.

Forlængelse udover 26 uger kan ske, når særlige

omstændigheder taler for det. Dette vil bl.a. være tilfældet,

1)

hvis den pågældende

lider af alvorlig sygdom, der kræver langvarig behandling, og efter en

lægelig

vurdering skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden

for de følgende 26 uger, eller

2)

hvis pågældende lider

af en alvorlig lidelse, hvor mulighederne for helbredelse ikke skønnes at

være

til stede.’

Som følge af Deres ansøgning

om førtidspension blev Deres dagpengeperiode ved Rudbjerg Kommunes afgørelse

af 18. november 1996, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4, forlænget ud

over

de 52 uger inden for de seneste 18 kalendermåneder der er lovens hovedregel.

Det fremgår af forarbejderne

til bestemmelsen at såfremt dagpengeperioden har været forlænget som følge

af en ansøgning om førtidspension, vil et eventuelt afslag på pension kun

bevirke at dagpengene skal standses hvis de øvrige betingelser for

forlængelse

ikke er opfyldt.

Myndighedernes vurdering af

om De fortsat opfylder betingelserne for at få tilkendt sygedagpenge efter De

havde modtaget afslag på førtidspension, bygger for en stor del på en lægelig

og social vurdering af de foreliggende oplysninger.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en særlig efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun

hvis

der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere

myndighedernes

afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst,

eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en

forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.

Det fremgår nedenfor at jeg i

Deres sag har fundet omstændigheder der giver mig grundlag for at kritisere

myndighedernes afgørelser.

Myndighedernes sagsbehandling

Forvaltningsloven indeholder

bl.a. følgende bestemmelser:

’§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

...

§ 22.

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget

af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold.

...

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

...

§ 25.

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed,

skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om

klageadgang

med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse

af

klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold.

...

§ 27.

Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har

tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-

152 f, når en oplysning ved lov eller

anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er

nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser, herunder navnlig til:

...

6) enkeltpersoners eller

private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om

deres personlige eller interne, herunder økonomiske forhold, eller

...

§ 28.

Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder

oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige,

seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold,

væsentlige

sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke

videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2.

Videregivelse af

de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når

1)

den, oplysningen

angår, har givet samtykke,

2)

det følger af lov

eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal

videregives,

3)

videregivelsen sker

til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger

hensynet til de interesser,

der

begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår,

eller

4)

videregivelsen er et

nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed

kan

gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.’

1) Manglende sagsakter

Blandt de sagsakter jeg har

modtaget fra Rudbjerg Kommune via Dagpengeudvalget, mangler der nogle af de

breve/skrivelser Rudbjerg Kommune - ifølge kommunens journalark -

har skrevet. Det drejer sig således om

Rudbjerg Kommunes brev af 22. november 1995 til Dem, Rudbjerg Kommunes breve

af

19. december 1995 til Dem og Deres tidligere arbejdsgiver og Rudbjerg

Kommunes

indberetning om forlængelse af sygedagpengeperioden af 28. november 1996.

I Deres brev af 12. januar

1997 til Rudbjerg Kommune henviser De til et brev af 2. januar 1997. Dette

brev

findes heller ikke blandt sagens akter.

Af Dagpengeudvalgets brev af

14. oktober 1998 fremgår det at samtlige akter modtaget fra kommunen var

fremsendt, og at der ikke er yderligere akter i sagen.

Forvaltningsmyndigheder bør

af hensyn til reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven om

aktindsigt

og af hensyn til eventuel senere genoptagelse af sagen eller til sikring af

bevis i øvrigt sørge for at der i myndighedens sager opbevares kopier af

udgående post. Se hertil Folketingets Ombudsmands beretning for året 1997, s.

248ff, og Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 366. I

beretningen for 1990, s. 366, er bl.a. anført:

’c. Myndigheden må på sagen

bevare genpart eller kopi af alle udgående dokumenter (skrivelser fra

myndigheden

og andre sagsakter, som myndigheden har produceret og sendt ud fra

myndigheden).

Ofte vil myndigheden tillige have bevaret genpart eller kopi andetsteds end

på

sagen (f.eks. i en brevkopimappe eller -bog, hvor udgående skrivelser m.v. er

indsat i kronologisk orden).

Kravet om genpart eller kopi

af myndighedens udgående dokumenter grunder sig særligt på to forhold:

dels

at sikre

bevis

hos myndigheden selv (såvel af hensyn til myndighedens

interne behov som af eksterne hensyn) for det præcise indhold af dokumenter,

som er udgået fra myndigheden,

dels

at muliggøre meddelelse af aktindsigt i overensstemmelse med bestemmelserne

herom i offentlighedsloven og forvaltningslovens kapitel

4.’

For så vidt angår spørgsmålet

om hvor længe myndighederne skal opbevare sagsmateriale, henviser jeg til min

argumentation i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1997, s. 248 ff.

Jeg vedlægger en kopi til Deres orientering.

Jeg finder det på denne

baggrund meget beklageligt at ikke alle akter længere findes på sagen. Det

fremgår ikke af myndighedernes udtalelser til mig hvornår de pågældende

sagsakter er bortkommet. Imidlertid fremgår det af Dagpengeudvalgets

udtalelse

af 22. april 1998 til mig at udvalget ikke ved udvalgets afgørelse af 28.

november

1997 havde kommunens journalark i sagen. Jeg finder det på den baggrund

beklageligt

at Dagpengeudvalget ikke har haft samtlige sagens akter da udvalget traf

afgørelse i sagen.

Jeg har gjort myndighederne

bekendt med min opfattelse.

2) Sagens oplysning

Som ovenfor refereret findes

der blandt sagens akter en sygehusjournal af 16. april 1997, en lægeudtalelse

af 29. april 1997 fra læge (E), en patientvejledning dateret den 23. juni

(intet årstal) og et udateret brev fra Dem til Rudbjerg Kommunes

Sikringsafdeling

hvoraf det fremgår at De afventede en ledscintigrafi. I samme brev giver De

udtryk for at De mener det burde være relevant at indhente en ny

statusbedømmelse

fra Deres psykiater inden førtidspensionssagen behandles.

Læge (E)’s udtalelse af 29.

april 1997 og Deres udaterede brev til Rudbjerg Kommunes Sikringsafdeling

vedrører ganske vist Deres førtidspensionssag. Men eftersom disse akter

findes

blandt det materiale jeg har modtaget fra Rudbjerg Kommune via

Dagpengeudvalget

i forbindelse med min undersøgelse af Deres sygedagpengesag, må jeg antage at

Rudbjerg Kommune ved behandlingen af Deres sygedagpengesag har været vidende

om at De umiddelbart stod for at skulle have foretaget den pågældende

undersøgelse, og at De fandt en fornyet statusbedømmelse fra Deres psykiater

relevant.

Der gælder i den offentlige

forvaltning et official- eller undersøgelsesprincip ifølge hvilket

forvaltningen

har ansvaret for at de fornødne oplysninger til afgørelse af en sag er

tilvejebragt.

Undersøgelsespligten kan kun

udstrækkes til at omfatte oplysninger der må antages at være af betydning for

sagens afgørelse.

Om oplysningsgrundlaget er

forsvarligt, afhænger bl.a. af hvilken type sag der er tale om, hvilke

oplysninger myndigheden allerede er i besiddelse af og myndighedens praksis

på

området.

Jeg mener ikke at de

ovennævnte oplysninger har været tilstrækkelige til at vurdere om De

eventuelt

kunne få forlængelse af Deres sygedagpengeperiode på et andet grundlag end

førtidspension. Således fremgår der ikke i sagen oplysninger om De på

daværende

tidspunkt havde mulighed for at få forlængelse på grund af revalidering. Jeg

bemærker at De efterfølgende den 9. oktober 1997 af Rudbjerg Kommune blev

tilbudt arbejdsprøvning med henblik på at undersøge eventuelle

revalideringsmuligheder.

For så vidt angår afventning

af Deres ledscintigrafiundersøgelse bemærker jeg at jeg tidligere - i

Folketingets

Ombudsmands beretning for året 1989, s. 164-165 - har udtalt mig om en

arbejdsskadesag

hvor parten bad Den Sociale Ankestyrelse om at afvente en arbejdsmedicinsk

undersøgelse inden Ankestyrelsen traf afgørelse i sagen. I den pågældende sag

udtalte jeg bl.a. at hvis myndigheden afviser en parts udtrykkelige anmodning

om at indhente yderligere oplysninger, vil det efter min opfattelse være i

overensstemmelse med god forvaltningsskik at myndigheden orienterer parten

herom inden der træffes afgørelse i sagen. Dette vil navnlig være af

betydning

hvis der er rimelig grund til at antage at parten i så fald vil have

væsentlige

supplerende bemærkninger til sagen. Myndigheden kan eventuelt fastsætte en

frist for parten til at komme med bemærkninger. Jeg vedlægger til Deres

orientering en kopi af min udtalelse som den er refereret i Folketingets

Ombudsmands

beretning for året 1989.

I Deres sag bad De ikke

udtrykkeligt Rudbjerg Kommune om at afvente Deres ledscintigrafiundersøgelse

eller om at indhente en ny statusbedømmelse forinden kommunen traf afgørelse

i

Deres dagpengesag, men De skrev at De afventede den pågældende undersøgelse,

og

at De fandt en fornyet statusbedømmelse relevant (for Deres

førtidspensionssag).

Da dokumentationen er i Deres

dagpengesag og henset til den betydning Deres førtidspensionssag havde for

Deres dagpengesag, er det derfor min opfattelse at det havde været bedst

stemmende med god forvaltningsskik hvis Rudbjerg Kommune havde orienteret Dem

om at kommunen ikke fandt grundlag for at afvente hverken undersøgelsen eller

statusbedømmelsen inden der blev truffet afgørelse i Deres dagpengesag. Jeg

henviser i øvrigt til det nedenfor anførte om partshøring.

Jeg har gjort Rudbjerg

Kommune bekendt med min opfattelse.

Ved brev af 19. oktober 1997

meddelte De Dagpengeudvalget at De var blevet henvist til speciallæge (G) for

yderligere undersøgelser den 28. oktober 1997. I forlængelse af hvad jeg

ovenfor har anført, finder jeg efter en gennemgang af Deres sag grundlag for

at tilsidesætte Dagpengeudvalgets vurdering af at sagen var tilstrækkeligt

oplyst på afgørelsestidspunktet.

Jeg mener endvidere at det

havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis Dagpengeudvalget

havde meddelt Dem at udvalget ikke fandt grundlag for at afvente Deres

undersøgelse hos speciallæge (G) - navnlig i betragtning af at Deres klage

til Dagpengeudvalget af 17. juni 1997 netop var begrundet med, at Rudbjerg

Kommunes afgørelse var truffet

’inden

afslutning af undersøgelser vedr. min sygdom’.

Jeg har gjort

Dagpengeudvalget bekendt med min opfattelse.

3) Manglende partshøring

Som ovenfor refereret

meddelte Rudbjerg Kommune Dem afslag på Deres pensionsansøgning samtidig med

at

kommunen meddelte Dem at Deres sygedagpenge ville ophøre to dage efter datoen

for afgørelsen.

Jeg må herefter lægge til

grund at kommunen fandt at ingen af dagpengelovens forlængelsesbetingelser

herefter var opfyldt.

Ifølge kommunens journalark

skete der indberetning af forlængelse af sygedagpenge den 28. november 1996

da

De havde ansøgt om førtidspension. Der er herefter ikke sket yderligere

indberetning indtil afgørelsen af 4. juni 1997 hvorefter udbetaling af

sygedagpenge

ville stoppe to dage efter.

Det fremgår ikke af sagen at

De, forud for kommunens afgørelse om stop for sygedagpenge, blev gjort

bekendt

med at kommunen påtænkte at stoppe udbetalingen, herunder grundlaget for at

udbetalingen

ikke ville fortsætte. De fik således ikke lejlighed til at komme med Deres

bemærkninger til dette før afgørelsen var truffet. Jeg finder det beklageligt

at De ikke blev partshørt forud for kommunens afgørelse.

Endvidere finder jeg det

beklageligt at Dagpengeudvalget herefter tiltrådte at udbetaling af

sygedagpenge

ville blive stoppet forud for partshøringen.

Jeg har gjort myndighederne

bekendt med min opfattelse.

4) Myndighedernes begrundelse, klagevejledning mv.

Ved afgørelserne af

henholdsvis 4. juni 1997 og 28. november 1997 fra Rudbjerg Kommune og

Dagpengeudvalget blev udbetaling af Deres sygedagpenge stoppet. Det følger

derfor af bestemmelsen i forvaltningslovens § 22 at afgørelsen skulle

ledsages af en begrundelse.

De nærmere krav til

begrundelsens indhold fremgår af forvaltningslovens § 24. En begrundelse

skal,

ud over at henvise til de retsregler som den er truffet efter, fremtræde som

en forklaring på hvorfor en afgørelse har fået et bestemt indhold, jf. John

Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 277ff.

Rudbjerg Kommune har

begrundet sin afgørelse af 4. juni 1997 med at Deres dagpengeperiode blev

forlænget på grund af Deres førtidspensionssag, og da Deres pensionssag nu

var

afgjort, havde De ikke længere krav på sygedagpenge.

Kommunens afgørelse henviser

således ikke til hvilke retsregler den er truffet i henhold til hvilket jeg

finder kritisabelt.

Som nævnt ovenfor fremgår det

af forarbejderne til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4, at sygedagpengene

kun

skal standses efter et afslag på ansøgning om førtidspension såfremt de

øvrige

betingelser for forlængelse af sygedagpengene ikke er opfyldt. Det fremgår

ikke

af Rudbjerg Kommunes afgørelse af 4. juni 1997 om kommunen har overvejet

hvorvidt De opfyldte betingelserne efter dagpengelovens § 22, stk. 1, for

fortsat at modtage sygedagpenge. Rudbjerg Kommune har således ikke angivet

hvilke faktiske oplysninger kommunen har lagt vægt på i relation til

mulighederne for forlængelse efter de øvrige undtagelser i dagpengelovens §

22, stk. 1. Kommunen har heller ikke angivet de hovedhensyn der har været

bestemmende for skønsudøvelsen ved denne vurdering. Afgørelsen giver altså

ingen forklaring på hvorfor kommunen nåede til den konklusion at De ikke var

berettiget til yderligere forlængelse af Deres sygedagpengeperiode.

Jeg finder hermed ikke at

Rudbjerg Kommunes afgørelse opfylder begrundelseskravet i forvaltningslovens

§ 24.

Jeg har gjort kommunen

bekendt med min opfattelse.

Da De ikke fuldt ud fik

medhold ved Rudbjerg Kommunes afgørelse af 4. juni 1997, følger det af

forvaltningslovens § 25 at afgørelsen burde have været ledsaget af en

klagevejledning. Kravene til en sådan klagevejlednings indhold fremgår

ligeledes af § 25. Jeg finder det herefter beklageligt at De ikke sammen med

Rudbjerg Kommunes afgørelse af 4. juni 1997 modtog en klagevejledning.

Jeg har gjort Rudbjerg

Kommune bekendt med min opfattelse.

Dagpengeudvalget gav følgende

begrundelse for sin afgørelse af 28. november 1997:

’...

Sagen er bedømt efter

dagpengelovens § 22, stk. 1, og Socialministeriets bekendtgørelse nr. af 22.

juli 1994, § 49, der vedlægges.

Dagpengeudvalget har ved

afgørelsen lagt vægt på, at De har modtaget afslag på pension.

De opfylder heller ikke de

øvrige betingelser for forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1.

Dagpengeudvalget har herved

lagt vægt på, at De på grundlag af en udtalelse fra Dagpengeudvalgets

lægekonsulent ikke lider af en alvorlig sygdom, der er omfattet af

bekendtgørelsens § 49, nr. 1 med mulighed for forlængelse i 2 x 26 uger.

Det bemærkes at sygedagpenge

er en korttidsydelse, der normalt kun giver mulighed for dagpenge i 52 uger

inden for de sidste 18 måneder, selvom man fortsat er uarbejdsdygtig.

Yderligere dagpenge forudsætter, at betingelserne for forlængelse i

dagpengelovens § 22 er opfyldt. De opfylder ikke betingelserne for yderligere

forlængelse.

...’

Dagpengeudvalget angiver i

sin begrundelse nogle forhold som man har lagt vægt på ved afgørelsen. Man

har

således lagt vægt på at De har modtaget afslag på pension, og at De ifølge

udvalgets lægekonsulent ikke lider af en alvorlig sygdom der kan begrunde

forlængelse af dagpengeperioden, jf. Socialministeriets bek. nr. 701 af 22

juli

1994, § 49, stk. 1. Dagpengeudvalget nævner også at De ikke opfylder de

øvrige

betingelser for forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1, men angiver

ikke

i denne forbindelse hvilke faktiske oplysninger udvalget har lagt vægt på ved

denne vurdering, eller hvilke hovedhensyn der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Samlet finder jeg at Dagpengeudvalgets

afgørelse ikke opfylder begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.

Jeg har gjort Dagpengeudvalget

bekendt med min opfattelse.

5. Afsluttende bemærkninger

Jeg har meddelt Rudbjerg

Kommune og Dagpengeudvalget min opfattelse. Jeg har henstillet til

Dagpengeudvalget at tage sagen op til fornyet overvejelse og træffe en ny

afgørelse i lyset af de synspunkter jeg har anført ovenfor.

Jeg har bedt Dagpengeudvalget

om at underrette mig om hvad der videre sker i sagen.”

Den 18. maj 1999 hjemviste

Dagpengeudvalget sagen til Rudbjerg Kommune til fornyet vurdering af hvorvidt

A

den 6. juni 1997 opfyldte betingelserne for en forlængelse af

dagpengeudbetalingen efter lovens § 22, stk. 1, nr. 1.

Den 9. juni 1999 traf

kommunen afgørelse om at der ikke var baggrund for forlængelse af A’s

dagpenge

fra den 6. juni 1997 i medfør af dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1.

Afgørelsen

indeholdt klagevejledning til Det Sociale Nævn for Storstrøms Amt.

NOTER: (*1)

FOB 1997, s. 248, FOB 1990, s. 366,

FOB 1989, s. 164.

Lignende dokumenter