Tidsbegrænsede afgørelser om sygedagpenge Eventuel genoptagelse af andre sager. Praksis for hjemvisning. Underinstan sens bundethed af klageinstansens afgørelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tidsbegrænsede afgørelser om sygedagpenge
Eventuel genoptagelse af andre sager. Praksis for hjemvisning.
Underinstansens
bundethed af klageinstansens afgørelse
A blev sygemeldt den 16. januar 1999, og i perioden herefter
modtog hun sygedagpenge.
I sygedagpengeperioden havde kommunen hovedsagelig telefonisk
kontakt med A. I et journalark af 14. maj 1999 står følgende:
”
Sygemeldt siden 18.1.99 p.g.a. gener fra højre knæ. Tidl. haft
knægener fra venstre knæ i 1996. Var dengang vurderet v. (B) med diagnosen
bruskdannelse. Har nu været til forus. på ECS og skal have foretaget
kikkertopr.
diagnose enten bruskdannelse eller menisken. Hun har kort gangdistance,
daglige
smerter som forværres ved bevægelser og tager dagl. Voltaren og Ibuprufen.
Gift og parret bor i eget hus på 2 etager. ÆF er styrmand og ude
3 mdr./hjemme 3 mdr. Parret har 2 børn på 2 og 7 år. Hende på 7 går i skole,
sønnen på 2 passes hjemme. Når ÆF er ude at sejle kan svigermor træde til
– bor
i samme gade og er hjemmegående. Derfor ingen pasning til ham.
Har 10. klasse. Derefter taget HF. Så tog hun EFG-handel og
kontor og fortsatte på EDB-ass. uddannelse. Ophørte efter 1 ½ år da det var
for
svært.
Var kortvarig hjemmehjælper via AMA og derefter startede hun som
føl på Rådhuset med kontorarb.
Fik kortvarig arbejde på kontor med bogføring i privat firma,
som dog lukkede fra den ene dag til den anden p.g.a. rod i regnskaberne.
Ledig siden 1991 – perioderne har været afbrudt af
Læs alt
barsel/forældreorlov/børnepasningsorlov og ny barselsorlov og
børnepasningsorlov.
Ledig fra dec. 98 og sygemeldt 18.1.99 – er i aktivperioden.
Når hun har søgt arbejde har det været indenfor kontorarbejde.
Hun har overvejet at tage et års fri uden indtægter, når hun er rask, såfremt
hun ikke mener at kunne stå til rådighed med ’de knæ’.
Hun er iflg. ECS henvist til orp. i dagklinikken. Jeg har d.d.
kontaktet dagklinikken, som ikke har modtaget papirer på hende.
Skr. vil us. dette og vi kontakter hende næste uge.
”
Den 5. juli 1999 modtog Esbjerg Kommune lægelige oplysninger fra
Kirurgisk Dagklinik, Y Sygehus, hvoraf følgende fremgår:
”Skopet ind anteromedialt op i recessus suprapatellaris. Der er
lidt spredt synovit. Brusken på bagsiden af patella er med enkelte furer, men
der er intet substanstab i brusken eller større erosioner.
Også lidt småfurer ned over føringfuren på femurkondylen. Heller
ikke her substanstab. I fossa intercondyloidea 2 normale korsbånd.
I både mediale og laterale ledkammer skarprandet, fastsiddende
menisk testet med krog. Pt. ømmer sig noget, når man tester meniskerne, men
de
er som anført fastsiddende. I mediale ledkammer er der pæn brusk på femur og
tibiakondylen.
I laterale er tibiabrusken noget opflosset i et mindre område
bagtil, men igen substanstab.
Femurkrusken er i orden.
Knæet skylles, der instilleres: 20 Marcain + 5 mg morfin
intraartikulært
Lukkes med: steristrips
Plan
Skal holde knæet i ro, og regne med sygemelding 1-2 uger, kan
herefter genoptage sine dagl. Aktiviteter. Ambulant kontrol her om 3 mdr.
Mhp. Om der har været effekt af artroskopien, og i så fald om
man skal tænke på at artroskopere venstre knæ, hvor hun også har gener.”
Samme dag meddelte Esbjerg Kommune A at udbetaling af dagpenge
stoppede pr. 8. juli 1999. Kommunen skrev bl.a.:
”I den tid hvor der udbetales dagpenge, er Det Sociale Udvalg
efter dagpengelovens § 24 pålagt at tage den enkelte dagpengesag op til
bedømmelse senest 8 uger efter sygdommens indtræden og herefter mindst hver
8.
uge.
Områdekontoret har derfor anmodet om journalakter fra det
behandlende sygehus, idet du har modtaget dagpenge siden den 18. januar 1999.
Den 8. juni 1999 oplyser lægen, at uarbejdsdygtigheden
skønsmæssigt vil vare 1-2 uger, hvorefter du kan genoptage dine daglige
aktiviteter.
På grundlag af denne oplysning, har områdekontoret besluttet at
standse dagpengene, så der udbetales dagpenge til og med den 7. juli 1999
medmindre du forinden har erklæret dig arbejdsdygtig.”
Den 9. juli 1999 klagede Fagforbund X på A’s vegne over
afgørelsen. I brevet stod bl.a.:
”Der menes ikke med, at genoptage sine daglige aktiviteter, at
(A) er raskmeldt, der menes, at (A) kan begynde at bruge/bevæge knæet, efter
at
have holdt knæet i ro.
Som det også fremgår i journalen er (A) ikke færdigbehandlet,
idet hun i venstre knæ har de samme gener. Den 07.09.99 skal (A) til kontrol
igen på (Y) Sygehus, hvor der skal tages stilling til om også venstre knæ
skal
opereres. Det er kun, hvis det har haft effekt på højere knæ.
Vi finder, at (A) fortsat er berettiget til sygedagpenge efter
Sygedagpengelov § 22, stk. 1, nr. 2.
(A)’s egen læge, (C), Lægerne i ( ), har prøvet op til flere
gange at få kontakt til Esbjerg Kommune for at forklare, at (A) fortsat er
sygemeldt, men det lykkes ikke for ham, at få nogle af jer i tale.”
Den 14. juli 1999 afleverede A’s mand kopi af ambulant journal
fra Kirurgisk Dagklinik i Y-by. Af journalen fremgik fra den 13. juli 1999
følgende:
”13.07.99
Kommer til ny ekstra ambulant kontrol, idet der er fortsatte
gener fra knæet med hævelse og smerter.
Objektivt
Er der i dag ikke intraartikulær ansamling.
Der er lidt diffus hævelse over mediale ledlinie svarende til
indstikstederne, og lidt ind under lig. patellae.
Hun er byldeøm specielt på det forreste indstikksted, angiver
dysæstesi i huden foran dette. Er formentlig ved at danne et lille neurom
svarende til dette indstikssted.
Mht. smerterne og den vedvarende hævelse drejer det sig
formentlig om en vedvarende synovial irritation i leddet.
Der lægges i dag blokade med: 10 ml Carbocain + 40 mg
Depo-Medrol intraartikulært
Planen er, at hun nu skal holde knæet i ro, og jeg vil anbefale,
at hun sygemeldes i 6 uger fra d.d. for at få synovitten til at falde til ro.
Der er ikke yderligere vi kan gøre her fra. Hun er fra egen læge
sat i behandling med voltaren og Panodil, og skal fortsætte dette.”
Ved brev af 16. juli 1999 meddelte Esbjerg Kommune A følgende:
”Vi har modtaget din anmodning om genoptagelse af udbetaling af
sygedagpenge på baggrund af nye lægelige oplysninger fra Kirurgisk Dagklinik
i
(Y)-by v/overlæge (D).
De nye lægelige oplysninger blev behandlet på lægemøde den 15.
juli 1999. Herefter blev det besluttet at annullere stop for udbetaling af
sygedagpenge fra den 8.7.1999 og fortsætte udbetalingen i yderligere 6 uger
regnet fra den 13.7.1999, således at der udbetales til og med den 23.8.1999,
medmindre du erklærer dig raskmeldt forinden.
”
I brev af 28. juli 1999 skrev direktør E, Esbjerg Kommune,
bl.a. følgende til A:
”Som aftalt pr. telefon med min sekretær ( ) den 27. juli 1999,
er sagen om aflevering af lægeerklæring nu undersøgt.
Din nuværende dagpengeperiode gælder til og med den 23. august
1999. Du skal umiddelbart før denne dato (i uge 33) orientere Områdekontor (
)
om du fortsat er syg eller kan genoptage arbejdet.
Hvis du fortsat er syg, skriver områdekontoret til dig, og
beder dig om at skaffe en lægeerklæring hos egen læge.”
Den 9. september 1999 meddelte Esbjerg Kommune A at udbetalingen
af sygedagpenge var forlænget til og med 10. september 1999. Kommunen skrev
bl.a.:
”
Områdekontoret har derfor anmodet (Y) Sygehus om
journaloplysninger, idet du har modtaget dagpenge siden den 18. januar 1999.
Den 9. september 1999 er disse aktuelle akter vurderet af
lægekonsulenten. Der er tale om en lettere knælidelse og der er ikke aktuelt
betændelsestilstand i knæet. Der er ikke tale om en lidelse, der kan
berettige
til fravær som fuld uarbejdsdygtig p.g.a. sygdom, jf. lov om sygedagpenge §
5.
På grundlag af disse journaloplysninger har områdekontoret
besluttet at standse dagpengene, så der udbetales dagpenge til og med den 10.
september 1999 medmindre du forinden har erklæret dig arbejdsdygtig.
Du er d.d. telefonisk gjort bekendt med afgørelsen samt at du
henvises til at stille din arbejdskraft til rådighed.”
Fagforbund X og A klagede den 13. september 1999 over kommunens
afgørelse. I klagen stod bl.a.:
”Der kan tilmed oplyses, at (A) den 13.09.99 har været hos egen
læge for at få en lægeerklæring på, at hun fortsat er syg, fuld
uarbejdsdygtig.
Egen læge oplyser, at lægeerklæringen skal kommunen selv indhente og for det
andet finder egen læge, at kommunen går alt for hurtigt frem med, at ville
have
en langsigtet plan, for (A) er fortsat fuld sygemeldt og skal opereres i
andet
knæ den 28.09.99 med sygemelding 14 dage efterfølgende.
(A) har haft kontakt til AF og kan her ikke stå til rådighed for
arbejdsmarkedet p.g.a. sygdommen/knælidelsen og derfor ikke modtage
A-kassedagpenge.”
Den 30. september 1999 skrev Esbjerg Kommune bl.a. følgende til
A:
”Du har telefonisk henvist til nye oplysninger fra din egen
læge. Som følge heraf, har jeg den 27.9.1999 drøftet din sygemelding med din
læge (F), der vurderer at du må skønnes sygemeldt i ca. 8 dage efter et
mindre
operativt indgreb den 28.9.1999.
Som følge heraf har vi besluttet at genoptage udbetalingen af
sygedagpenge til dig fra den 11.9.1999 til og med den 10.10.1999, medmindre
du
forinden har erklæret dig raskmeldt.”
Den 1. november 1999 meddelte Esbjerg Kommune A at udbetalingen
af sygedagpenge blev genoptaget fra den 11. oktober 1999 på grund af nye
oplysninger. A skulle til en ny undersøgelse den 2. november 1999, og når
oplysningerne fra denne nye undersøgelse forelå, ville kommunen vende tilbage
til sagen.
Esbjerg Kommune traf herefter den 25. november 1999 afgørelse
om at udbetalingen af sygedagpenge stoppede pr. 29. november 1999. Kommunen
skrev bl.a. følgende:
”Resultatet af undersøgelserne fremgår af journalnotat fra
kir.dagklinik på (Y) sygehus som vi har modtaget den 12.11.99.
Sagen har herefter været drøftet med forvaltningens
lægekonsulent, der vurderer at din knælidelse er af sådan en karakter at
skånehensyn
kan tilgodeses indenfor din tidligere arbejdsområde som kontormedhjælper.
Som følge heraf kan du ikke længere vurderes som fuld
uarbejdsdygtig, jf. dagpengelovens § 5, hvorfor dagpengeudbetalingen ophører,
således at sidste udbetalingsdato er 28.11.99.”
A klagede over Esbjerg Kommunes afgørelse af 25. november 1999
til Det Sociale Nævn for Ribe Amt. Esbjerg Kommune genvurderede sagen og
fastholdt afgørelsen.
Det Sociale Nævn for Ribe Amt stadfæstede den 28. februar 2000
kommunens afgørelse om at A ikke var berettiget til sygedagpenge efter den
28. november 1999. Nævnet skrev bl.a. følgende:
”Det sociale nævn tiltræder Esbjerg Kommunes afgørelse. De har
ikke ret til sygedagpenge efter den 28. november 1999, idet De ikke kan anses
for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom på dette tidspunkt, jfr.
Dagpengelovens § 5, stk. 1.
Efter denne bestemmelse ydes dagpenge ved fuld uarbejdsdygtighed
på grund af sygdom. Udbetaling af dagpenge ophører den dag, lønmodtageren er
arbejdsdygtig, uanset om den pågældende undlader at træde i arbejde eller at
raskmelde sig.
Der henvises endvidere til Socialministeriets bekendtgørelse
nr. 442 af 23. juni 1998 § 41, stk. 4, hvorefter dagpengeudbetalingen
skal
ophøre, når helbredstilstanden er stationær, og kommunen skønner, at der ikke
er berettigelse til social pension eller revalidering.
Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på det oplyste om Deres
helbredsforhold på afgørelsestidspunktet. Det fremgår, at De blev sygemeldt
den 16. januar 1999 på grund af en lettere brusklidelse, og at De efter
operation
8. juni 1999 og 28. september 1999 stadig har smerter i knæet. Efterfølgende
kunne der konstateres symptomer på let hævelse af fedtlegemet, men ingen
intraartikulær ansamling eller kapselsvulst. Der var tale om kondromalaci og
irritation i ledkapslet. Der var ingen indikation for yderligere kirurgisk
behandling og De blev henvist til fysioterapi. Deres tilstand blev betragtet
som stationær.
Nævnet har vurderet, at der ikke var påvist nogen lidelse, som
kunne begrunde fuld uarbejdsdygtighed i forhold til passende arbejde f.eks.
kontorarbejde.
Nævnet har bemærket, at overlæge (D), Kirurgisk Dagklinik,
(Y)-by, har foreslået yderligere sygemelding. Hverken kommunen eller nævnet
er
imidlertid bundet af de behandlende og undersøgende lægers vurdering, men er
både berettiget og forpligtet til at foretage en selvstændig vurdering
vedrørende
uarbejdsdygtighed.”
A anmodede herefter Esbjerg Kommune om at genoptage sagen om
udbetaling af sygedagpenge efter den 28. november 1999.
Den 11. maj 2000 afslog Esbjerg Kommune A’s anmodning om
genoptagelse, og kommunen skrev bl.a. følgende:
”Vi har den 23.02.2000 indhentet en statusattest fra overlæge
(D), som er modtaget den 06.03.2000. Af attesten fremgår, at der vil blive
eftersendt resultatet af en knoglescintigrafi fra klinisk
fysiologisk/nuklearmedicinsk afdeling, som hun har henvist dig til. Ydermere
foreslår overlægen, at vi afventer resultatet af en undersøgelse fra
speciallæge i fysiurgi (B), som din egen læge har henvist til.
Vi har modtaget en journalkontinuation fra ( ) Centralsygehus
den 21.03.2000, hvor svaret fra knoglescintifrafien, som blev foretaget den
15.03.2000, fremgår.
Den 25.04.2000 modtog vi speciallægeerklæringen fra speciallæge
(B).
Vi har den 08.05.2000 modtaget din udtalelse i forbindelse med
partshøring og disse er indgået i sagens behandling.
De samlede lægelige oplysninger har dd. været behandlet på vores
Dagpengeteam- møde.
Det er herefter besluttet at give afslag på din anmodning om
genoptagelse af udbetaling af sygedagpenge efter den 28.11.1999 på baggrund
af
en vurdering af de samlede lægelige oplysninger.
Begrundelsen herfor er, at der ikke dokumenteres fremkomst af
yderligere helbredsmæssige gener i forhold til de allerede kendte.
Det vurderes derfor fortsat, at de tilstedeværende skånebehov
ikke medfører fuld uarbejdsdygtighed, jf. Dagpengelovens § 5.1 og at
skånebehovene kan tilgodeses uden at der er grundlag for iværksættelse af
revalideringsmæssige foranstaltninger.”
I sagen foreligger flere erklæringer fra overlæge G, Y Sygehus.
I brev af 10. august 2000 til Esbjerg Kommune skriver overlægen følgende:
”Sygemeldt p.g.a. smerter i knæ og ankler og højre skulder. Hun
er siden hun var spæd blevet behandlet med stofskiftehormoner og stofskiftet
har i perioder ligget for højt og det kan meget vel tænkes, at det har givet
anledning til de nu kroniske knogle og ledsmerter og vi sørger nu for her i
ambulatoriet at stofskiftet ligger passende, men formentlig vil der være
blivende ledsmerter, som behandles med gigtmidler. Dette kan gøre patienten
uarbejdsdygtig eller nedsætte hendes arbejdsevne varigt.”
Det Sociale Nævn for Ribe Amt stadfæstede den 16. november 2000
kommunens afslag af 11. maj 2000 om afslag på genoptagelse. Nævnet skrev
bl.a.
følgende:
”Nævnet er enig med kommunen i, at der ikke er fremkommet nye
oplysninger fra overlæge (D) eller speciallæge i fysiurgi (B), der kan
dokumentere fuld uarbejdsdygtighed, jf. reglen i dagpengelovens § 5, stk. 1,
hverken den 28. november 1999 eller på et senere tidspunkt.
Nævnet har herved lagt vægt på det oplyste om, at (A) siden
sygemelding i januar 1999 på baggrund af knælidelse har gennemgået en ret
omfattende
udredningsprogram incl. kikkertundersøgelse i knæet samt knoglescintigrafi.
Der er blevet påvist en chondromalaci i højre knæ (blød opblæret brusk på
bagsiden af knæskallen). På grund af smerter i højre skinneben samt i en del
øvrige led er (A) vurderet af speciallæge i fysiurgi (B), og hun har været
til knoglescintigrafi. Her er der påvist ganske lette slidgigtforandringer
svarende til forskellige ekstremitetsled, men intet alvorligere. Der er intet
unormalt svarende til skinnebenet, hvor (A) har oplyst om smerter. I
statusattest fra (D) fremgår det, at (A) burde kunne bestride et job inden
for kontorfaget. (A) har endvidere været hos fysiurg (B) på mistanke om
generaliseret ledsygdom. Dette er ikke påvist.
Nævnet mener således, at (A)’s tilstand har været stationær
siden standsningen af sygedagpengeudbetalingen, og mener fortsat, at hun
burde
kunne klare et kontorarbejde under hensyntagen til den relativt beskedne
knæsygdom.
Det skal bemærkes, at nævnet har anvendt lægefaglig bistand.
Nævnet har ikke taget stilling til det nyanførte om (A)’s
helbredsmæssige forhold fra overlæge (G), (Y) sygehus tilsendt i forbindelse
med partshøring, idet Esbjerg Kommune ikke ses at have taget stilling hertil
og truffet afgørelse herom.
Vedrørende Fagforbund (X)’s socialrådgiverordnings anbringender
i brev, dateret 24. maj 2000 skal nævnet bemærke, at kommunen ved sin
afgørelse i november 1999 tog stilling til, at (A)’s knælidelse ikke var
af en
sådan karakter, at hun ikke kunne bestride et arbejde indenfor sit tidligere
arbejdsområde
som kontormedhjælper. Endvidere har kommunen noteret, at klager ikke er
uddannet kontorassistent. Der henvises til journalnotat, dateret 14. maj
1999.”
Sagen blev af A’s daværende advokat indbragt for Den Sociale
Ankestyrelse.
Den 11. december 2000 klagede H på vegne af A til mig. I brevet
stod bl.a.:
”Esbjerg Kommune er af den mening, at (A)’s sag, løbende er
fulgt op, som foreskrevet, men når der har været tale om at fratage
sygedagpenge, at bevillige sygedagpenge og om igen, så kan der ikke være tale
om en opfølgning af hendes situation, tværtimod, man tog (A)’s
sygedagpenge,
inden de 52 uger var gået og det til trods for at (A) skal gå med krykker,
hvilket hun er afskåret fra, hendes håndled kan ikke klare denne byrde.
Første fraværsdag for (A) var 18/1-99 og har ikke haft noget der
ligner opfølgning, men har som nævnt 7. juli stoppede man sygedagpengene. 16.
juli annulleres denne beslutning. Atter standses sygedagpengene, d. 10.
september. 30. september bliver der atter åbnet op for sygedagpengene,
gældende
fra 11/9 for så at blive stoppet d. 28.11.99. Denne behandling må skønnes at
være det rene tortur mod (A) og dermed en hetz mod hendes familie.
Undertegnede sender materiale med i sin fulde omfang, hvilket jeg
har fået tilladelse til. Det er min opfattelse, at man er kommet over det
saglige og objektive i sagen, men pga. at (A) er gået direkte til politiker
og
pressen, så er hendes sag blevet til en principsag og ikke bliver behandlet
ud
fra den seriøsitet og konsekventhed man bør behandle sådan en sag med. Man
er,
fra behandlere, ikke kommet med beviset på, at (A) er rask.
Esbjerg Kommune har ikke opfulgt (A)’s sag og givet (A) et
muligt job hun evt. kunne magte. På samme tid er det vel også meget svært at
fatte, at man ser let hen over den ekspertise speciallægerne har, deres
ekspertise
bør have en vægt. Man har jo fundet ud af, at langtidsforbrug af medicin gør
sig skyldig i ledsygdomme, hvilket kommunen konstant overser.
Som det kan ses, så er der tale om en situation, hvor man
regnede med at (A) kom tilbage på arbejdsmarkedet efter operation, men det
skulle ikke gå sådan. Ingen kunne forudse hendes symptomer pga. de mange års
medicinforbrug, kunne forværre hendes situation fra den ene dag til den
anden.
At have smerter og hævelser i knæ og fingre, er ikke rart og at skulle
arbejde
med smerter, er ikke lige det man forbinder med dansk syn på etik, men mit
indtryk er, at Esbjerg Kommune og behandlersystem hellere ser i kassetænkning
end afklaring af sagen på en sund og etisk måde.
Statsamtet har truffet en afgørelse, det sociale nævn, som
tiltræder Esbjerg Kommunes afgørelse, hvilket er ekstremt undrende pga.
følgende:
I afgørelsen henviser man til en relativ beskeden knæsygdom,
ikke andet, men lige under erkender man at man har set bort fra lægelig
ekspertise overlæge (G) og overlæge (D). Med andre ord, man vurderer sagen
med
øjne der tilsidesætter (A)’s nuværende situation, hvilket, i forhold til
først
antaget må være bunden af lagkagen, hvorefter der desværre er fremkommet
yderligere grunde for smerterne.
Sagen er blevet forvaltet i et billede man ikke bør opleve i et
dansk behandlersystem.
Igennem en skintigrafi har man konkluderet, at der er tegn på
forandringer i flere led, fødder, knæ, hofter, skuldre og fingre,
en mere generaliseret
lidelse. Der er
tale om kroniske knogle- og ledsmerter, hvilket kan sætte (A) i en situation,
med varigt nedsættelse af hendes arbejdsevne, endda uarbejdsdygtighed, se
medfølgende kopi af overlæge (G), overlæge dr. med (I).
(A) er for syg til at arbejde, men for rask til at få
sygedagpenge i de 58 uger hun havde krav på, det var bedre at stoppe
sygedagpengene
før tiden og lade ægtemanden betale for de mange års medicinforbrug, som
sikkert
er skyld i de nuværende og langsomt tiltagende ledsmerter.”
Ved brev af 19. januar 2001 meddelte jeg H at jeg ikke var
afskåret fra at tage stilling til Esbjerg Kommunes afgørelse af 25. november
1999 og det sociale nævns afgørelse af 28. februar 2000, men at jeg ikke på
daværende
tidspunkt kunne tage stilling til Esbjerg Kommunes afgørelse af 11. maj 2000
og
det sociale nævns afgørelse af 16. november 2000 da sagen vedrørende disse
afgørelser stadig verserede i Den Sociale Ankestyrelse. Jeg fandt det derfor
mest hensigtsmæssigt at jeg ikke undersøgte de tidligere afgørelser i sagen
på
daværende tidspunkt.
I forbindelse med det sociale nævns genvurdering af sagen
svarede nævnet ved brev af 21. december 2000 A’s advokat således:
”
I anken henviser De blandt andet til nævnets begrundelse samt
statusattest fra overlæge (D) og gør gældende, at sygedagpengeudbetaling ikke
burde være standset før det var afklaret, om Deres klient ved revalidering,
oplæring eller andet ville være i stand til at vende tilbage til
arbejdsmarkedet,
jf. Dagpengelovens § 24. De har fra (D)’s statusattest citeret ’at
der
fremover vil være tale om skånejob rent arbejdsmæssigt og at klager ikke vil
være i stand til at varetage et arbejde, hvor hun skal sidde med knæene bøjet
i lang tid eller skulle bøje ned i knæ gentagne gange’.
Endelig har De henvist til, at Deres klient i marts måned 2000
har gjort opmærksom på, at helbredstilstanden var væsentligt forværret, og at
det sociale nævn har fået tilsendt journaloplysninger herom fra overlæge (G),
(Y) sygehus.
De gør gældende, at nævnet burde have hjemvist sagen til fornyet
behandling i kommunen, herunder at kommunen skulle indhente en egentlig
speciallægeundersøgelse, således at Deres klients helbredsmæssige situation
kan udredes, og at der kan stilles en diagnose med henblik på at få afklaret,
om arbejdsprøvning eller revalidering bør iværksættes.
Nævnssekretariatet skal henvise til nævnets afgørelse af 28.
februar 2000, hvoraf det fremgår, at nævnet vurderede, at der ikke kunne
påvises nogen lidelse, som kunne begrunde fuld uarbejdsdygtighed i forhold
til
passende arbejde, f.eks. kontorarbejde. Nævnet fandt dengang og senere ved
afgørelse
af 16. november 2000, at Deres klients tilstand var stationær. Nye
oplysninger
fra overlæge (D) og speciallæge i fysiurgi (B) kunne ikke dokumentere fuld
uarbejdsdygtighed, jf. reglen i dagpengelovens § 5, stk. 1, hverken den 28.
november 1999 eller på et senere tidspunkt.
I nævnets afgørelsesskrivelse af 16. november 2000 bemærkede
nævnet samtidig, at der ikke var taget stilling til de nye oplysninger om
Deres klients helbredsmæssige forhold. Nævnet fandt ikke anledning til at
hjemvise sagen, idet det er nævnets opfattelse, at kommunen som første
instans
skal tage stilling til oplysningerne fra overlæge (G).
”
Ved brev af 3. januar 2001 meddelte Den Sociale Ankestyrelse A
at Ankestyrelsen ikke kunne behandle sagen da den ikke fandtes af principiel
eller generel betydning. Ankestyrelsen anførte endvidere:
”Begrundelsen herfor er, at afgørelsen beror på en konkret
skønsmæssig vurdering af, om der er kommet væsentlige nye oplysninger frem om
Deres helbredsforhold, da kommunen standsede dagpengene den 28. november
1999.
Nævnets afgørelse strider ikke på det foreliggende grundlag
imod Ankestyrelsens praksis. Den skønnes heller ikke at have generel
betydning
for retsanvendelsen på området.
Deres advokat har i anken anført, at nævnet burde have hjemvist
sagen til fornyet behandling i kommunen på grundlag af Deres oplysninger i
marts 2000 om væsentlig forværring af tilstanden i form af nytilkomne smerter
i forskellige andre led og undersøgelserne hos overlæge (G).
Ankestyrelsen skal hertil bemærke, at hjemvisning normalt kun
bruges, hvis sagen ikke har været tilstrækkeligt oplyst i underinstansen,
hvis
der er indkommet nye, væsentlige oplysninger i sagen af betydning for
underinstansens oprindelige afgørelse, eller hvis der er sket væsentlig
sagsbehandlingsfejl i underinstansen.”
Den 23. marts 2001 klagede H til mig over A’s sygedagpengesag. H
oplyste at A’s situation på tidspunktet for klagen var at der var tale
om
varige og permanente helbredsforhold der var resultatet af et pilleforbrug
siden
barndommen.
Ved brev af 22. august 2001 anmodede jeg Den Sociale
Ankestyrelse om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg anmodede endvidere
Ankestyrelsen om forinden at indhente en udtalelse fra Det Sociale Nævn for
Ribe Amt og fra Esbjerg Kommune.
I den forbindelse anmodede jeg Esbjerg Kommune om blandt andet
at udtale sig om hvorfor og på hvilket grundlag A’s sygedagpenge var
blevet
bevilget og stoppet så mange gange i perioden juli til november 1999.
Ved brev af 15. oktober 2001 fremkom Esbjerg Kommune med
følgende udtalelse:
”
(A) blev sygemeldt den 18.1.1999.
Dagpengene blev stoppet den 8.7.1999 på baggrund af
journaloplysninger fra (Y) Sygehus ved overlæge (D) den 8.6.1999, der oplyser
at pgl. skal regne med en sygemelding i 1-2 uger endnu, hvorefter pgl. kan
genoptage sine daglige aktiviteter.
Pgl’s mand anker afgørelse om stop af sygedagpenge fra den
8.7.1999 og afleverer en kopi af ambulant journal fra kirurgisk dagklinik i
(Y)-by, dateret den 13.7.1999 (kopi vedlagt).
Sagen blev behandlet på socialmedicinsk teammøde med deltagelse
af lægekonsulent den 15.7.1999 hvorefter sygedagpengene blev genoptaget med
virkning fra den 8.7.1999 til og med den 23.8.1999 (se afgørelse af
16.7.1999).
Den 23.8.1999 meddeler patientens egen læge at pgl. skal til
kontrol ved overlæge (D) den 7.9.1999. Det blev herefter besluttet at
fortsætte
udbetaling af sygedagpenge indtil resultatet af denne kontrol den 7.9.1999
forelå.
Den 9.9.1999 blev journaloplysninger fra (Y) Sygehus atter
vurderet og det blev besluttet at stoppe udbetalingen af sygedagpenge fra og
med den 10.9.1999 (se brev af 9.9.1999).
Den 27.9.1999 blev sagen drøftet med egen læge. På baggrund
heraf blev udbetalingen af sygedagpenge genoptaget for perioden den 8.9.1999
til og med den 10.10.1999 (se kopi af journalnotater af 27.9.1999 samt
afgørelsesbrev
dateret den 30.9.1999).
Den 11.10.1999 ringer pågældende og meddeler sig fortsat
sygemeldt. Hun orienteres om at sagen vil blive drøftet i samråd med egen
læge
samt lægekonsulent.
Den 15.10.1999 ringer pågældende og meddeler sig fortsat syg, nu
pga. stor knude i knæet.
Den 14.10.1999 vurderer lægekonsulenten at pgl’s skånebehov kan
tilgodeses ved beskæftigelse som kontormedarbejder som pgl. er sygemeldt fra.
Den 1.11.1999 meddeles pgl. at udbetaling af sygedagpenge er
genoptaget fra den 11.10.1999 (se afgørelsesbrev af 1.11.1999). Endvidere
henvises til journalnotat af den 28.10.1999.
Den 3.11.1999 meddeler pgl. om nye undersøgelser ved overlæge
(D). Vi afventer journaloplysninger.
Den 12.11.1999 modtager vi journaloplysninger fra overlæge (D).
Den 18.11.1999. Journaloplysninger fra overlæge (D) forelægges
for lægekonsulenten (se kopi af lægejournalark dateret den 18.11.1999).
Den 25.11.1999 meddeles pgl. stop af udbetaling af sygedagpenge
fra og med den 29.11.1999 (se kopi af afgørelsesbrev dateret den 25.11.1999).
”
Ved brev af 12. december 2001 fremkom Det Sociale Nævn for Ribe
Amt med følgende udtalelse:
”
Nævnet behandlede (A)’s klage over Esbjerg Kommunes standsning
af sygedagpenge pr. 28. november 1999. Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Der henvises til nævnets afgørelse i sagsakterne.
Anken angik således stop af sygedagpenge pr. 28. november 1999,
og nævnet fandt således ikke anledning til at tage stilling til det
økonomiske
forløb i tiden forinden sygedagpengeophør. Om dette forløb henvises der
derfor
til kommunens beskrivelse.”
Den Sociale Ankestyrelse fremkom med følgende udtalelse ved
brev af 31. januar 2002:
”
Ankestyrelsen har ikke på det foreliggende grundlag
bemærkninger til klagen, idet nævnets afgørelse af 28. februar 2000 ikke har
været påklaget til Ankestyrelsen. For god ordens skyld bemærkes, at sagen i
tilfælde af rettidig anke kun kunne være behandlet i Ankestyrelsen, hvis der
var tale om spørgsmål at principiel eller generel betydning.
”
Ved brev af 8. februar 2002 sendte jeg H kopi af myndighedernes
udtalelser med henblik på at H kunne fremkomme med eventuelle bemærkninger.
Den 25. marts 2003 fremkom jeg med en foreløbig udtalelse.
Udtalelsen var sålydende:
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
”Den dagældende dagpengelovs (jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli
1997 som ændret ved lov nr. 893 af 3. december 1997 med senere ændringer om
dagpenge ved sygdom eller fødsel) § 5 og § 24 var sålydende:
’§ 5.
Dagpenge ydes ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom. Udbetaling af
dagpenge ophører den dag, lønmodtageren er arbejdsdygtig, uanset om den
pågældende undlader at træde i arbejde eller at raskmelde sig.
Stk. 2.
Socialministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til nedsatte dagpenge
ved delvis uarbejdsdygtighed og dagpenge ved deltagelse i erhvervsmæssig
uddannelse af begrænset omfang.’
’§ 24.
Kommunen skal med henblik på at bevare den sikredes tilknytning til
arbejdsmarkedet senest efter 8 uger og derefter mindst hver 8. uge tage
dennes forhold op til vurdering med henblik på, om der er behov for
behandling, optræning,
revalidering eller andre former for bistand til den pågældende eller dennes
familie. Dette skal ske i samarbejde med dagpengemodtageren, læger,
hospitals-
og revalideringsinstitutioner, virksomheder og de faglige organisationer samt
arbejdsformidlingen. Kan den sikrede ikke blive erhvervsaktiv igen, skal
kommunen, når betingelserne herfor er opfyldt, rejse sag om en social
pension.
Stk. 2.
Kommunen skal
ved den første opfølgning tage stilling til udarbejdelsen af en
opfølgningsplan.
Planen skal i alle tilfælde senest udarbejdes, når dagpengemodtageren har
været sygemeldt i 6 måneder inden for de sidste 12 måneder. Har kommunen
forlænget dagpengeperioden efter § 22, stk. 1, nr. 1, skal nødvendige
afklarende
aktiviteter forud for revalideringen være iværksat senest 6 måneder efter
forlængelsen.
Stk. 4.
Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om opfølgning af langvarig
dagpengetilfælde.’
Kapitel 9 i bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998 med senere
ændringer om dagpenge ved sygdom og fødsel er sålydende:
’Kapitel 9
Opfølgning
I medfør af sygedagpengelovens § 24, stk. 4, fastsættes:
§ 41.
Når
sygefraværet har varet i 8 uger, skal kommunen snarest muligt indhente en
lægeerklæring. Kommunen fastsætter en frist for modtagelse af erklæringen.
Overskridelse af fristen, som skyldes dagpengemodtagerens forhold, medfører,
at
retten til dagpenge bortfalder, indtil erklæringen modtages, jf. lovens § 8,
stk. 2.
Stk. 4.
Når
helbredstilstanden er stationær, og kommunen skønner, at sikrede ikke er
berettiget til social pension eller revalidering, skal dagpengeudbetalingen
ophøre.’
§ 6 og § 7 i lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og
administration på det sociale område med senere ændringer har denne ordlyd:
’
§ 6.
Hvis en borger
har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunen og amtskommunen
tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet
vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.
§ 7.
Senest 8 uger
efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal kommunen
foretage
en vurdering efter § 6.
Stk. 2.
Ansøgeren skal
skriftligt have besked om kommunens vurdering efter stk.
1.’
Esbjerg Kommune traf den 25. november 1999 afgørelse om at (A)
efter den 28. november 1999 ikke længere kunne få udbetalt sygedagpenge.
Kommunen begrundede afgørelsen således:
’Sagen har herefter været drøftet med forvaltningens
lægekonsulent, der vurderer at din knælidelse er af sådan en karakter at
skånehensyn kan tilgodeses indenfor dit tidligere arbejdsområde som
kontormedhjælper.
Som følge heraf kan du ikke længere vurderes som fuld
uarbejdsdygtig, jf. dagpengelovens § 5, hvorfor dagpengeudbetalingen ophører,
således at sidste udbetalingsdato er 28.11.99.’
Det sociale nævn stadfæstede Esbjerg Kommunes afgørelse den 28.
februar 2000. Nævnet begrundede afgørelsen således:
’Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på det oplyste om Deres
helbredsforhold på afgørelsestidspunktet. Det fremgår, at De blev sygemeldt
den
16. januar 1999 på grund af en lettere brusklidelse, og at De efter operation
8. juni 1999 og 28. september 1999 stadig har smerter i knæet. Efterfølgende
kunne der konstateres symptomer på let hævelse af fedtlegemet, men ingen
intraartikulær ansamling eller kapselsvulst. Der var tale om kondromalaci og
irritation i ledkapslet. Der var ingen indikation for yderligere kirurgisk
behandling og De blev henvist til fysioterapi. Deres tilstand blev betragtet
som stationær.
Nævnet har vurderet, at der ikke var påvist nogen lidelse, som
kunne begrunde fuld uarbejdsdygtighed i forhold til passende arbejde f.eks.
kontorarbejde.’
Ombudsmanden behandler klager over den offentlige forvaltning og
skal bedømme om myndigheder eller personer der er omfattet af hans
kompetence,
handler i strid med gældende ret – eller på anden måde gør sig skyldig i
fejl
eller forsømmelser ved udøvelsen af deres opgaver (§ 7, stk. 1, og § 21
i
lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand).
Vurderingen af om (A) efter den 28. november 1999 ikke længere
kunne karakteriseres som fuldt uarbejdsdygtig, beror bl.a. på lægelig
fagkundskab.
Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i
begrænset omfang tage stilling til vurderinger der helt eller delvis bygger
på
særlig fagkyndig viden. En kontrol af de lægelige vurderingers rigtighed
kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.
Myndighederne bygger også i vidt omfang deres afgørelser på
vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder.
Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse
forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end Esbjerg
Kommune og det sociale nævn der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde
i det daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af
disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om ganske særlige
omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks.
være
tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst, eller afgørelsen i forhold til
andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt
begrundet. På den baggrund har jeg koncentreret min undersøgelse om en række
sagsbehandlingsmæssige spørgsmål.
Sagsforløbet forud for Esbjerg Kommunes afgørelse af 25.
november 1999
(A)’s sygedagpengepenge blev i perioden juli til november 1999
bevilget og stoppet gentagne gange.
Esbjerg Kommune meddelte således (A) ved brev af 5. juli 1999 at
udbetalingen af dagpenge stoppede pr. 8. juli 1999. Kommunen traf sin
afgørelse
på baggrund af lægeligt materiale modtaget den 5. juli 1999 hvoraf det
fremgik
at uarbejdsdygtigheden at regne fra den 8. juni 1999 ville vare 1-2 uger,
hvorefter (A) ville være i stand til at genoptage sine daglige aktiviteter.
På baggrund af en klage af 9. juli 1999 fra Fagforbund (X) og
nyt lægeligt materiale som (A)’s mand afleverede til kommunen den 14.
juli
1999, meddelte Esbjerg Kommune den 16. juli 1999 (A) at hun var berettiget
til
sygedagpenge i perioden 13. juli 1999 til 23. august 1999.
På baggrund af oplysninger fra (A)’s egen læge meddelte kommunen
(A) den 9. september 1999 at sygedagpengene var forlænget til og med 10.
september 1999.
Som følge af ny lægelige oplysninger meddelte Esbjerg Kommune
den 30. september 1999 (A) at kommunen genoptog udbetalingen af sygedagpenge
fra 11. september 1999 til 10. oktober 1999. Den 1. november 1999 meddelte
Esbjerg Kommune på ny (A) at udbetalingen af sygedagpenge blev genoptaget fra
den 11. oktober 1999 på grund af nye oplysninger. Den 25. november 1999 traf
Esbjerg
Kommune afgørelse om at udbetalingen af sygedagpenge skulle ophøre pr. 29.
november 1999.
Det fremgår af sygedagpengelovens § 5, stk. 1, at der ydes
dagpenge ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, og at udbetalingen af
dagpenge ophører den dag lønmodtageren er arbejdsdygtig.
Efter bestemmelsens ordlyd skal kommunen således træffe
afgørelse om ophør af udbetalingen af dagpenge når betingelserne for at
modtage disse ikke længere er opfyldt.
Det er et grundlæggende princip i forvaltningsretten at det
påhviler myndighederne at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende
sager. Dette princip kaldes official- eller undersøgelsesprincippet.
Princippet fremgår ikke af forvaltningsloven, men gælder på ulovbestemt
grundlag.
Det nærmere indhold af princippet er beskrevet adskillige steder
i den juridiske litteratur, herunder i Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret
(2002), s. 447 ff, hvor følgende fremgår:
’( ) det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv,
eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at fremskaffe fornødne
oplysninger om de foreliggende sager eller dog at foranledige, at private,
navnlig parterne, yder medvirken til sagens oplysning.
Princippet hører til de såkaldte garantiforskrifter, hvis iagttagelse
generelt er af væsentlig betydning for afgørelsers lovlighed og rigtighed.
Utilstrækkelig sagsoplysning vil kunne bevirke, at afgørelsen må
tilsidesættes
som ugyldig ( )
Officialprincippets formål er som nævnt at bidrage til at sikre,
at forvaltningsmyndighedernes afgørelser bliver materielt lovlige og rigtige.
Det forudsætter ikke alene, at alle relevante forhold er belyst ved det
foreliggende materiale, men også, at oplysningerne er pålidelige. Er der
tvivl
om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at
søge denne tvivl afklaret, således at det ved en sædvanlig bevismæssig
vurdering kan afgøres, om den pågældende oplysning kan lægges til grund for
afgørelsen.
Af officialprincippet kan udledes det temmelig indlysende, at
afgørelse først må træffes, når de nødvendige oplysninger foreligger.
’
(A) raskmeldte sig ikke på noget tidspunkt under sagens forløb.
Tværtimod fremgår det af sagen, herunder kommunens journalark, at (A) til
stadighed oplyste at hun fortsat var sygemeldt.
På denne baggrund var det i overensstemmelse med
officialprincippet kommunens forpligtelse at tilvejebringe det fornødne
grundlag for at træffe afgørelse, herunder at indhente aktuelle lægelige
oplysninger.
Kommunen var således ikke berettiget til at træffe
tidsbegrænsede afgørelser om sygedagpenge ud fra prognoser i lægelige
udtalelser om hvornår det kunne forventes at (A) ville kunne genoptage sit
arbejde. Dette gælder selv om kommunen flere gange efterfølgende, når det
viste
sig at (A) ved tidsbegrænsningens udløb fortsat var berettiget til at modtage
sygedagpenge, traf ny afgørelse om at forlænge disse. Kommunen burde derfor
som nævnt ovenfor i overensstemmelse med officialprincippet have indhentet
aktuelle lægelige oplysninger inden afgørelse blev truffet.
Det er herefter min foreløbige opfattelse at det er i strid med
reglerne om sygedagpenge og en tilsidesættelse af officialprincippet at
Esbjerg Kommune i perioden juli til november 1999 flere gange traf
tidsbegrænsede
afgørelser om sygedagpenge til (A).
Kommunen havde efter § 24 i sygedagpengeloven pligt til at
følge op på sygedagpengesagen. Endvidere havde kommunen efter
retssikkerhedslovens § 7 pligt til senest efter 8 uger fra den første
henvendelse
om hjælp at lave en skriftlig helhedsvurdering.
Det fremgår af dagpengelovens § 24 at kommunen senest efter 8
uger og derefter mindst hver 8. uge skulle følge op på sygedagpengesagen med
henblik på at bevare (A)’s tilknytning til arbejdsmarkedet. Det fremgår
endvidere
af bestemmelsen (stk. 2) at kommunen allerede ved den første opfølgning
skulle
tage stilling til udarbejdelsen af en opfølgningsplan, og at en sådan i alle
tilfælde skulle være udarbejdet senest når (A) havde været sygemeldt i 6
måneder inden for de sidste 12 måneder. Det vil sige senest den 16. juli
1999.
Af vejledning nr. 40 af 9. april 1997 om styrkelse af
opfølgningsreglerne på sygedagpengeområdet fremgår bl.a. følgende:
’2.1. Opfølgning efter 8
uger.
Kommunen skal senest efter 8 uger og derefter mindst hver 8. uge
tage den sygemeldtes forhold op til vurdering. Den sygemeldte skal direkte
gennem en
personlig samtale
medinddrages i denne opfølgning.
Det bemærkes, at selve 8-ugersreglen er en minimumsregel og er
således ikke til hinder for, at kommunen foretager en tidligere opfølgning.
Reglen omfatter alle sygedagpengemodtagere, der på
ikrafttrædelsestidspunktet har været sygemeldt i 8 uger eller mere.
2.2. Opfølgningsplan.
Kommunen skal ved den første 8 ugers opfølgning som udgangspunkt
tage stilling til udarbejdelsen af en opfølgningsplan – d.v.s. en plan
først
og fremmest for, hvilke foranstaltninger kommunen i samarbejde med de
relevante samarbejdspartnere kan gøre for at bringe den sygemeldte tilbage
til arbejdsmarkedet.
I de sager, hvor der ikke på opfølgningstidspunktet foreligger
et tilstrækkeligt grundlag for at lægge en sådan plan, kan udarbejdelsen
heraf
udskydes indtil senest, når dagpengemodtageren har været sygemeldt i 6
måneder, regnet fra første sygedag inden for de sidste 12 måneder. Opgørelsen
af de 6 måneders sygefravær inden for 12 måneder vil automatisk fremgå af
sygedagpengesystemet.
Ved opgørelsen af de 6 måneder medregnes også de første 2 uger
af sygefraværet.
Modtager kommunen underretning om sygefraværet efter 8 ugers
fristen, må kommunen hurtigst muligt herefter opstille en opfølgningsplan.
Det fremgår af bemærkningerne til lovændringerne, at
opfølgningsplanen f.eks. kan indebære et fortsat behandlingsforløb,
indhentelse af generel helbreds- eller statuserklæring m.v. Endvidere kan
opfølgningsplanen
indebære iværksættelse af revalidering i form af arbejdsprøvning, samt evt.
ansøgning
om førtidspension.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at den sygemeldte også
skal medinddrages i opfølgningen, herunder udarbejdelsen af
opfølgningsplanen, med henblik på at give den pågældende større indflydelse
på det videre sagsforløb.
Det bemærkes, at kompetencen til udarbejdelse af
opfølgningsplanen er hos kommunen. Hvis den sygemeldte ikke er enig i selve
opfølgningsplanen, vil han eller hun kunne klage over denne til
Dagpengeudvalget.
3.
Generelle ændringer.
3.1.
Medinddragelse af virksomheder og faglige organisationer.
Opfølgningen skal som hidtil ske i samarbejde med en række
samarbejdsparter. Ud over dem, der er omtalt i den hidtil gældende § 24
–
læger, hospitals- og revalideringsinstitutioner samt arbejdsformidlingen
–
skal samarbejdet efter lovændringen også omfatte virksomheder og de faglige
organisationer.
Det bemærkes, at det er frivilligt, om virksomhederne og de
faglige organisationer ønsker at medvirke i opfølgningen.
5.2.
Udarbejdelse af en opfølgningsplan.
Hensigten med reglen om, at kommune skal udarbejde en
opfølgningsplan, er at sikre, at der iværksættes de foranstaltninger, der er
nødvendige, for at den sygemeldtes situation kan blive afklaret, med henblik
på, at den pågældende kan forblive på arbejdsmarkedet eller den konkrete
arbejdsplads.
Opfølgningsplanen bør derfor bl.a. beskrive årsagen til selve
uarbejdsdygtigheden, behandling, uddannelse, beskæftigelse og
arbejdsfunktioner, herunder om sygdommen må forventes at kunne medvirke til
en
indskrænkning af de nuværende arbejdsfunktioner. Endvidere beskrives det
aftalte med hensyn til, hvad der skal ske i forbindelse med det videre
sygdomsforløb.
Det er vigtigt, at planen gengiver den sygemeldtes egen opfattelse/ vurdering
af sin situation, herunder hvilke overvejelser den pågældende har gjort.
Den omstændighed, at det ikke lykkes at fastholde den sygemeldte
på den konkrete arbejdsplads, er ikke det samme som, at der ikke længere kan
udarbejdes en opfølgningsplan. Som et led i planen skal man i så fald
overveje
andre hjælpemuligheder, f.eks. om der skal ydes hjælpemidler, omskoling eller
revalidering. Hvis det sidstnævnte er tilfældet, må det overvejes om
revalideringen skal foregå på den nuværende arbejdsplads, en anden
arbejdsplads
eller i form af en ny uddannelse.’
Af vejledning nr. 185 af 18. september 1998 om syge- og
barselsdagpenge fremgår følgende af kapitel 10:
’Kapitel
10
Varighedsbegrænsning
og opfølgning – lovens §§ 22-24. Kommunens opfølgning af sagen
8-ugers
opfølgning
126. Efter lovens § 24 skal kommunen senest,
når sygefraværet har varet i 8 uger, tage den sygemeldtes forhold op til
vurdering
og derefter mindst hver 8. uge. Det skal ved disse opfølgninger undersøges,
om
der fortsat er grundlag for at udbetale dagpenge, herunder om der er behov
for
behandling, optræning, revalidering, fleksjob, pension eller andre former for
bistand til sygemeldte eller dennes familie. Opfølgningen er et vigtigt
redskab til at bevare den sygemeldtes tilknytning til arbejdsmarkedet.
Opfølgningen skal ske i samarbejde med den sygemeldte, læger,
hospitals- og revalideringsinstitutioner, virksomheder og de faglige
organisationer
samt arbejdsformidlingen. Det er frivilligt, om virksomhederne og de faglige
organisationer ønsker at medvirke i selve opfølgningen.
8-ugersreglen er en minimumsregel. Der er således ikke noget til
hinder for, at kommunen foretager en tidligere opfølgning.
Personlig
samtale
127. Den sygemeldte skal direkte gennem en personlig samtale
medinddrages i opfølgningen. Er den sygemeldte på grund af
hospitalsindlæggelse
eller af helbredelsesmæssige grunde forhindret i at deltage i en personlig
samtale,
må kommunen foretage opfølgning på anden hensigtsmæssig måde.
Indhentelse af oplysninger
128. Selve opfølgningen skal ske på grundlag af ajourførte
oplysninger, herunder lægelige oplysninger. Inden sygefraværet har varet i 8
uger, skal kommunen således snarest muligt indhente en lægeerklæring.
Kommunen kan dog undlade at indhente en ny lægeerklæring, hvis der allerede
foreligger en egnet lægeerklæring, eller andre tilstrækkelige lægelige
oplysninger i form af journaludskrift fra hospital/klinik kan fremskaffes.
Lægeerklæringen skal for at være fyldestgørende indeholde
oplysning om diagnose, konsultationstidspunkt, eventuelt sygehus- eller
speciallægebehandling, graden af uarbejdsdygtighed, i hvilket omfang den
sygemeldte kan genoptage arbejdet i mindre omfang, og i den forbindelse,
hvilke begrænsninger der måtte være for arbejdets udførelse.
Der skal i erklæringen være angivet et (præcist) skøn over, hvor
længe uarbejdsdygtigheden vil vare. Er der ikke angivet et sådant skøn, skal
kommunen eventuelt efter drøftelse med kommunens lægekonsulent anmode lægen
om
at uddybe erklæringen og herunder redegøre for årsagen til usikkerheden.
Skyldes et sådant skøn ventetid på behandling, bør kommune i samarbejde med
den praktiserende læge og lægekonsulenten undersøge, om der er kortere
ventetid
på behandlingen på andre sygehuse eller hos andre speciallæger, eller om
ventetiden skyldes, at dagpengemodtageren har fået udskudt en planlagt
behandling på grund af egne forhold, fx ferie mv.
Lægekonsulenten medinddrages i sagsbehandlingen så tidligt som
muligt med henblik på tidligst muligt at fremskaffe supplerende lægelige
oplysninger, eventuelt generel helbredserklæring eller statusbedømmelse af
helbredsforholdene mv., herunder journaludskrifter fra sygehus eller
speciallægeerklæringer.
Lægekonsulentens tidlige medvirken i sagsbehandling er også nødvendig for at
kunne bedømme behovet for behandling og revalidering eller overgang til
førtidspension.
Opfølgningsplan
130. Kommunen skal ved den første opfølgning efter lovens § 24,
stk. 2, tage stilling til udarbejdelsen af en opfølgningsplan, som under alle
omstændigheder skal være udarbejdet senest, når dagpengemodtageren har været
sygemeldt i 6 måneder.
Opfølgningsplanen bør beskrive årsagen til selve
uarbejdsdygtigheden, behandlingen og afhængig af sygemeldingens art, den
konkrete beskæftigelse, herunder arbejdsfunktioner, og om uarbejdsdygtigheden
må forventes at kunne medføre indskrænkninger i de nuværende
arbejdsfunktioner.
I opfølgningsplanen bør indgå den sygemeldtes egen opfattelse af sin
situation,
hvilke overvejelser pågældende har gjort sig og omfanget af tidligere
sygefravær.
Kommunen foretager den endelige udformning af
opfølgningsplanen. Hvis den sygemeldte ikke er enig i selve planen, vil
dagpengemodtageren kunne klage over denne til det sociale nævn.
Med hensyn til eksempler på en opfølgningsplan henvises til
Socialministeriets vejledning nr. 40. af 9. april 1997.
Samarbejde
med arbejdsmarkedets parter
132. Den tidlige opfølgning skal medvirke til at fastholde den
sygemeldte på arbejdspladsen eller på arbejdsmarkedet. Derfor skal den
faglige
organisation/tillidsmanden på arbejdspladsen medinddrages i
opfølgningsarbejde i de sager, hvor der er behov herfor. De kan give en
vurdering af den sygemeldtes muligheder for at klare de arbejdskrav, der
stilles på arbejdspladsen eller generelt på arbejdsmarkedet, og hvilke
foranstaltninger der skal iværksættes for at afhjælpe eventuelle fysiske
eller
psykiske problemer. Samtidig vil de kunne bidrage med oplysninger om, i
hvilket
omfang den sygemeldte vil være i stand til at kunne udføre andet arbejde
inden
for pågældendes faglige område.
’
Den Sociale Ankestyrelse har i sin praksis som den fremgår af
SM D-5-00, SM D- 10-00, SM D-18-00 og F-7-01, udtalt sig om kravene til
opfølgningen i sygedagpengesager.
Den opfølgning som kommunen har foretaget, fremgår kun af
kommunens løbende journaltilførsler. Kommunen har således på intet tidspunkt
udarbejdet en skriftlig helhedsvurdering efter retssikkerhedslovens § 7.
Som det fremgår af vejledning nr. 185 af 18. september 1998 om
syge- og barselsdagpenge, skal den sygemeldte direkte gennem en personlig
samtale medinddrages i opfølgningen. Ved min gennemgang af
journaltilførslerne
har jeg – uden at det udtrykkeligt fremgår af journalen – fået det
indtryk at
(A) den 14. maj 1999 var til en personlig samtale. Det ser ikke ud til at
kommunen i øvrigt har indkaldt (A) til opfølgningssamtale, men der foreligger
en række notater om kommunens telefonsamtaler med (A) og en enkelt personlig
henvendelse fra (A)’s side i anledning af kommunens afgørelse om
inddragelse af
hendes sygedagpenge af 5. juli 1999.
Kommunens opfølgning er således ikke ved hver opfølgning som
forudsat i reglerne foregået ved personlige samtaler, men mest ved
telefonsamtaler.
Ved den personlig samtale med (A) den 14. maj 1999 blev årsagen
til uarbejdsdygtigheden og behandlingen anført. (A)’s tidligere
livsforløb,
herunder uddannelse og arbejdsmæssige erfaringer, blev kort beskrevet.
Imidlertid fremgår det af forarbejderne til § 24, stk. 2 (Folketingstidende
1996-97, Tillæg A, s. 2650), at ideen med udarbejdelse af en opfølgningsplan
er
at lægge en plan for det videre forløb. Dette element indgår efter min
opfattelse ikke i fornødent omfang i notatet af 14. maj 1999. Det er i Den
Sociale Ankestyrelses praksis antaget at en opfølgningsplan efter god
forvaltningsskik
bør udarbejdes skriftligt. Dette forhold har kommunen ikke overholdt.
Det er min foreløbige opfattelse at det er kritisabelt at
kommunen ikke har udarbejdet en skriftlig helhedsvurdering efter
retssikkerhedslovens § 7, at kommunen ikke – bortset fra den 14. maj
1999 – har
haft personlige opfølgningssamtaler med (A), at kommunen ikke har udarbejdet
en
fyldestgørende opfølgningsplan og ikke i overensstemmelse med god
forvaltningsskik
har udarbejdet opfølgningsplanen skriftligt.
Det Sociale Nævn for Ribe Amt har ikke i forbindelse med sin
behandling af sagen taget stilling til de ovenfor nævnte
sagsbehandlingsmæssige
mangler.
Jeg har i en udtalelse, som bliver optrykt i min kommende
beretning for året 2002 [s. 313], udtalt mig om spørgsmålet om hvorvidt et
socialt nævn har pligt til at tage stilling til om kommunen har opfyldt
sagsbehandlingsreglerne selv om der ikke er klaget over disse spørgsmål. Jeg
gennemgik i denne udtalelse Ankestyrelsens praksis i form af SM D-5-00, SM
D-10-00, SM D-18-00 og SM A-40-10. Jeg konkluderede på dette grundlag at det
er Ankestyrelsens opfattelse at en manglende overholdelse af
opfølgningsbestemmelsen i dagpengelovens § 24, stk. 1 og 2, og bl.a.
retssikkerhedslovens § 7 efter en konkret vurdering kunne føre til at
afgørelsen var ugyldig. Endvidere anførte jeg at en klageinstans af egen
drift
skal påse om en underinstans har overholdt de sagsbehandlingsregler der har
karakter af garantiforskrifter.
Det er derfor min foreløbige opfattelse at det er beklageligt at
nævnet ikke har påset om disse sagsbehandlingsmæssige regler var overholdt.
Jeg mener ikke det kan udelukkes at de sagsbehandlingsfejl der
foreligger i forbindelse med (A)’s sag, i det omfang de har karakter af
garantiforskrifter, kan have haft indflydelse på den trufne afgørelse. Jeg
vil
derfor være indstillet på at henstille til det sociale nævn at genoptage
behandlingen af sagen og over for (A) tage stilling til hvilken betydning den
manglende overholdelse af sagsbehandlingsreglerne har for den trufne
afgørelse.
Myndighedernes afslag på genoptagelse af sygedagpengesagen
For så vidt angår myndighedernes afslag på at genoptage (A)’s
sag om sygedagpenge, har jeg følgende bemærkninger:
Den 11. maj 2000 afslog Esbjerg Kommune at genoptage (A)’s sag
om sygedagpenge. Kommunen begrundede afgørelsen således:
’Det er herefter besluttet at give afslag på din anmodning om
genoptagelse af udbetaling af sygedagpenge efter den 28.11.1999 på baggrund
af
en vurdering af de samlede lægelige oplysninger.
Begrundelsen herfor er, at der ikke dokumenteres fremkomst af
yderligere helbredsmæssige gener i forhold til de allerede kendte.
Det vurderes derfor fortsat, at de tilstedeværende skånebehov
ikke medfører fuld uarbejdsdygtighed, jf. dagpengelovens § 5.1 og at
skånebehovene kan tilgodeses uden at der er grundlag for iværksættelse af
revalideringsmæssige foranstaltninger.’
Det sociale nævn stadfæstede den 16. november 2000 kommunens
afgørelse og anførte:
’Nævnet er enig med kommunen i, at der ikke er fremkommet nye
oplysninger fra overlæge (D) eller speciallæge i fysiurgi (B), der kan
dokumentere fuld uarbejdsdygtighed, jf. reglen i dagpengelovens § 5, stk. 1,
hverken den 28. november 1999 eller på et senere tidspunkt.
Nævnet har herved lagt vægt på det oplyste om, at (A) siden
sygemelding i januar 1999 på baggrund af knælidelse har gennemgået en ret
omfattende udredningsprogram incl. kikkertundersøgelse i knæet samt
knoglescintigrafi. Der er blevet påvist en chondromalaci i højre knæ (blød
opblæret brusk på bagsiden af knæskallen). På grund af smerter i højre
skinneben
samt i en del øvrige led er (A) vurderet af speciallæge i fysiurgi (B), og
hun
har været til knoglescintigrafi. Her er der påvist ganske lette
slidgigtforandringer svarende til forskellige ekstremitetsled, men intet
alvorligere. Der er intet unormalt svarende til skinnebenet, hvor (A) har
oplyst
om smerter. I statusattest fra (D) fremgår det, at (A) burde kunne bestride
et
job inden for kontorfaget. (A) har endvidere været hos fysiurg (B) på
mistanke
om generaliseret ledsygdom. Dette er ikke påvist.
Nævnet mener således, at (A)’s tilstand har været stationær
siden standsningen af sygedagpengeudbetalingen, og mener fortsat, at hun
burde
kunne klare et kontorarbejde under hensyntagen til den relativt beskedne
knæsygdom.
Det skal bemærkes, at nævnet har anvendt lægefaglig bistand.
Nævnet har ikke taget stilling til det nyanførte om (A)’s
helbredsmæssige forhold fra overlæge (G), (Y) Sygehus tilsendt i forbindelse
med partshøring, idet Esbjerg Kommune ikke ses at have taget stilling hertil
og
truffet afgørelse herom.’
Den 3. januar 2001 afviste Den Sociale Ankestyrelse at
realitetsbehandle (A)’s sag om genoptagelse da sagen ikke fandtes at
have
principiel eller generel betydning.
I forbindelse med nævnets genvurdering af sagen skrev nævnet
den 21. december 2000 bl.a. følgende til (A)’s advokat:
’I nævnets afgørelsesskrivelse af 16. november 2000 bemærkede
nævnet samtidig, at der ikke var taget stilling til de nye oplysninger om
Deres klients helbredsmæssige forhold. Nævnet fandt ikke anledning til at
hjemvise sagen, idet det er nævnets opfattelse, at kommunen som første
instans
skal tage stilling til oplysningerne fra overlæge (G).’
En borger har krav på at få en sag genoptaget og
realitetsbehandlet på ny hvis der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen
er fremkommet nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen at
der er en vis sandsynlighed for at sagen ville have fået et andet udfald hvis
oplysningerne havde foreligget i forbindelse med myndighedens oprindelige
stillingtagen
til sagen, jf. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 611.
En overordnet myndighed skal som udgangspunkt i forbindelse med
sin klagesagsbehandling træffe afgørelse på grundlag af de aktuelle faktiske
forhold – også selv om de har ændret sig i forhold til første instansens
afgørelsesgrundlag.
Jeg har i en sag gengivet i Folketingets Ombudsmandens beretning for 2000, s.
385*, formuleret det således:
’I den forvaltningsretlige litteratur er det almindeligt antaget
at en klager har adgang til at fremføre nye påstande, anbringender (dvs.
argumenter) og faktiske omstændigheder for klagemyndigheden. Og
klageinstansen
vil som udgangspunkt ikke alene være berettiget, men principielt også
forpligtet til at træffe afgørelse på grundlag af de ændrede faktiske
forhold.
Princippet om inddragelse af nye forhold ved klagemyndighedens behandling af
sagen har sammenhæng med at klagemyndigheden, på samme måde som den myndighed
der traf afgørelse i første instans, har ansvaret for at sagen er
tilstrækkeligt
oplyst. Reglen om inddragelse af nye forhold fremmer at klageinstansen ved
sin
afgørelse kan nå frem til det materielt rigtige resultat. Se nærmere Karsten
Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 651, Bent Christensen,
Forvaltningsret
– Prøvelse (1994), s. 256, og Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret,
Almindelige emner (1997), s. 274ff.’
Det er herefter min foreløbige vurdering at det sociale nævn i
overensstemmelse med dette princip burde have inddraget oplysningerne i
overlæge (G)’s brev af 10. august 2000 i sin behandling af
genoptagelsessagen.
Jeg vil derfor være indstillet på at henstille til Det Sociale
Nævn for Ribe Amt at genoptage (A)’s sag om genoptagelse af sagen om
sygedagpenge også med henblik på at tage stilling til om der, når
oplysningerne
fra overlæge (G) inddrages, er fremkommet så væsentlige nye oplysninger så
sygedagpengesagen
skal genoptages.
Jeg har ikke grundlag for at kritisere at Den Sociale
Ankestyrelse afviste at realitetsbehandle (A)’s sag.”
Jeg bad Esbjerg Kommune, Det Sociale Nævn for Ribe Amt og Den
Sociale Ankestyrelse om eventuelle bemærkninger til den foreløbige
redegørelse.
Den 27. maj 2003 udtalte Esbjerg Kommune følgende:
”
Ombudsmanden har i redegørelsen modtaget 25. marts 2003 påpeget
at der i dagpengeperioden januar 1999 til november 1999 ikke blev udarbejdet
en skriftlig helhedsvurdering efter retssikkerhedslovens § 7.
Kommunen udarbejdede ikke en skriftlig helhedsvurdering efter
retssikkerhedslovens § 7 idet kommunen dengang var i den vildfarelse som
mange
af landets øvrige kommuner at der ikke skulle udarbejdes helhedsvurdering i
dagpengesager. Det blev først slået fast af Den Sociale Ankestyrelse i SM
D-5-00 udsendt 15. april 2000.
Det påpeges at der ikke var personlige opfølgningssamtaler i
sygeperioden – dog bortset fra 14. maj 1999. Kommunen er af den
opfattelse at
der var en række opfølgningssamtaler – der dog blev afviklet over
telefon.
Kommunen havde forstået at (A) led af dårligt knæ og derfor var dårligt
gående.
Det er beklageligt at kommunens hensyn til (A)’s helbredssituation i dag
kan
opleves som kritisabelt. Sådan var det ikke ment – tværtimod.
Det påpeges at der ikke var en fyldestgørende opfølgningsplan
og ikke en skriftlig opfølgningsplan. Kommunen er opmærksom på at der landet
over er sket betydelige kvalitetsforbedringer i dagpengeopfølgningen –
og
(A)’s sag fra 1999 tåler åbenbart ikke at blive målt med de krav der er
udviklet
i årene frem til 2003.
Der skal dog ikke herske tvivl om at sagen var genstand for
meget stor opmærksomhed i forvaltningen for at modvirke at hendes
sygdomsperiode blev for lang. Det ses også af den meget tætte opfølgning der
skete i slutningen af 1999.
(A) modtog dagpenge under sygdom i perioden 18. januar 1999 til
28. november 1999. (A) havde hovedsageligt været ledig siden 1991 med
arbejdsløshedsunderstøttelse, barselperioder og perioder med orlov til
børnepasning.
Kommunen er ikke bekendt med at hun har modtaget andre
forsørgelsesydelser i perioden fra november 1999 og indtil hun 10. maj 2002
meldte sig rask og overgik til arbejdsløshedsunderstøttelse.
Godt en uge efter blev hun sygemeldt på grund af
graviditetsgener og kunne herefter modtage barselsdagpenge til perioden
slutter
27. maj 2003.
Esbjerg Kommune har tidligere tilbudt revalidering for at
hjælpe hende til arbejdsmarkedet. Når hun har raskmeldt sig for sygdommen maj
2002 og ikke siden har rettet henvendelse til Kommunen om bistand vil Esbjerg
Kommune afvente hendes egen vurdering af om hun har behov for bistand til at
komme på arbejdsmarkedet.
”
Det sociale nævn udtalte den 10. juni 2003 bl.a.:
”I Deres foreløbige redegørelse fremgår det bl.a., at De vil
være indstillet på at henstille til Det Sociale Nævn om at genoptage
behandlingen
af sagen, da det er Deres foreløbige opfattelse, at det ikke kan udelukkes,
at
de sagsbehandlingsfejl, der foreligger i forbindelse med (A)’s sag, og
som har
karakter af garantiforskrifter, kan have haft indflydelse på den trufne
afgørelse.
Vedr. overholdelse af
garantiforskrifter:
Der henvises i det hele til Esbjerg kommunes brev til
Folketingets Ombudsmand dateret 27. maj 2003.
Det skal i øvrigt bemærkes, at nævnets afgørelse af 28. februar
2000 behandlede klage over kommunens standsning af (A)’s sygedagpenge
den 28.
november 1999. Samtidig henviste nævnet til bekendtgørelse nr. 442 af 23.
juni
1998 § 41, stk. 4, hvorefter dagpengeudbetalingen skal ophøre, når
helbredstilstanden
er stationær, og kommunen skønner, at der ikke er berettigelse til social
pension
eller revalidering.
Nævnet havde således ved sin afgørelse været inde i en vurdering
af revalidering og pension på standsningstidspunktet.
Nævnet fandt dengang, at kommunens sagsbehandling levede op til
de forventninger, der var til bl.a. helbredsvurdering på det tidspunkt.
Konsekvensen af en evt. genoptagelse i (A)’s sag kan blive, at et stort
antal
sygedagpengesager før nævnets afgørelse i februar 2000 skal genoptages.
Endelig er det nævnets opfattelse, at det først senere er
fastslået hvilke konsekvenser reglerne om bl.a. manglende opfølgning og
helhedsvurdering kan have.
Vedr. oplysninger fra (G):
Endvidere fremgår det, at Deres foreløbige opfattelse af sagen
er, at Det Sociale Nævn burde have inddraget oplysningerne, som overlæge (G)
var fremkommet med ved brev af 10. august 2000.
I nævnets afgørelse af 16. november 2000 henviser nævnet til, at
der ikke er taget stilling til det nyanførte om (A)’s helbredsmæssige
forhold
fra overlæge (G), (Y) sygehus, tilsendt i forbindelse med partshøring, idet
Esbjerg kommune ikke ses at have taget stilling hertil og truffet afgørelse
herom.
Denne formulering illustrerer nævnets praksis vedr. inddragelse
af nye oplysninger i forbindelse med ankesagen, nemlig at udgangspunktet er,
at disse ikke inddrages i prøvelsen af underinstansens afgørelse. Såfremt det
er nævnets opfattelse, at de nye oplysninger er af væsentlig betydning, vil
tilkomsten af disse resulterer i sagens hjemvisning. Derved sikres borgeren
en ny 1. instansbehandling af sagen på et opdateret beslutningsgrundlag, med
efterfølgende ankemulighed. Hvis nævnet i modsætning hertil i sin afgørelse
tog direkte stilling til retten til den omstridte ydelse på baggrund af de
nye
oplysninger, ville borgeren kun såfremt sagen var principiel eller i øvrigt
af
særlig interesse kunne få sin sag prøvet i 2 instanser. Denne praksis følges
således netop for at sikre borgerens retssikkerhed. Det er en praksis, der
–
nævnet bekendt – i årevis har været fulgt af såvel Den Sociale
Ankestyrelse som
af de sociale nævn, og som formentlig vil være Ombudsmanden bekendt.
Såfremt de fremsendte nye oplysninger ikke af nævnet vurderes at
kunne tillægge nogen væsentlig betydning for sagen, vil der ikke ske
hjemvisning. Sædvanligvis vil nævnet dog i afgørelsen indskrænke sig til at
sige,
at de pågældende oplysninger ikke er indgået i vurderingen af kommunens
afgørelse,
idet dette eventuelt kunne levne borgeren en mulighed for at rette fornyet
henvendelse
til kommunen med begæring om ny behandling på baggrund af de tilkomne
oplysninger. Da nævnet ikke har taget stilling til disse i afgørelsen, vil
kommunen ikke være bundet af en sådan stillingtagen fra nævnet, men vil kunne
foretage sin egen vurdering i 1. instans af de tilkomne oplysninger – en
procedure, der altså igen sikrer borgerens rettigheder.
Nævnets afgørelse i den konkrete sag vedr. (A) er altså udtryk
for, at de pågældende oplysninger ikke skønnedes at være af væsentlig
betydning for sagen.
I brev, dateret 3. januar 2001 meddeler Den Sociale
Ankestyrelse, at Ankestyrelsen ikke kan behandle sagen, idet den ikke findes
at have principiel eller generel betydning.
Om hjemvisning på baggrund af undersøgelsen hos overlæge (G),
bemærker Ankestyrelsen følgende:
’Ankestyrelsen skal hertil bemærke, at hjemvisning normalt kun
bruges, hvis sagen ikke har været tilstrækkeligt oplyst i underinstansen,
hvis
der er indkommet nye væsentlige oplysninger i sagen af betydning for
underinstansens oprindelige afgørelse, eller hvis der er sket væsentlige
sagsbehandlingsfejl i underinstansen’.
Ankestyrelsen vurderede således ligesom nævnet, at det
nytilsendte fra (G) ikke havde en sådan karakter, der kunne give anledning
til
at hjemvise sagen.
Til yderligere illustration af den ovenfor beskrevne praksis
vedlægges kopi af uddrag af et brev af 6/5-02 fra Den Sociale Ankestyrelse
vedr. en anden sag, hvor denne praksis beskrives.
Nævnet finder således ikke anledning til at genoptage sagen på
baggrund af de fra (G) fremkomne oplysninger.”
Ved brev af 9. juli 2003 udtalte Ankestyrelsen bl.a.:
”Ankestyrelsen har ikke på det foreliggende grundlag bemærkninger
til sagen, idet nævnets afgørelse af 28. februar 2000 ikke har været påklaget
til Ankestyrelsen.
Med hensyn til Ombudsmandens foreløbige redegørelse af 25.
marts 2003 bemærkes for god ordens skyld, at SM D-18-00, der er omtalt på
side
23 og 24 i redegørelsen, formelt er trukket tilbage, jf. side 51 i
Ankestyrelsens
praksisoversigt vedrørende sygedagpenge 2002 ( ).
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt nævnet skulle have
hjemvist sagen (om genoptagelse, nævnets afgørelse af 16. november 2000) til
kommunen på grundlag af overlæge (G)’s brev af 10. august 2000 til
kommunen,
har nævnet i sine bemærkninger, s. 3, anført, at ’Ankestyrelsen
vurderede
således ligesom nævnet, at det nytilsendte fra (G) ikke havde en sådan
karakter, der kunne give anledning til at hjemvise sagen.’
Ankestyrelsen bemærker hertil, at sagen ikke materielt har været
behandlet i Ankestyrelsen, som derfor heller ikke har forholdt sig til
betydningen af udtalelsen fra overlæge (G).”
Ved brev af 22. juli 2003 sendte jeg kopi af myndighedernes
bemærkninger til H med henblik på H’s eventuelle bemærkninger. H sendte
ved
brev af 14. august 2003 sine bemærkninger hertil.
Ombudsmandens endelige udtalelse
”Idet jeg henviser til det jeg har anført i min foreløbige redegørelse,
er det fortsat min opfattelse at det er i strid med reglerne om sygedagpenge
og en tilsidesættelse af officialprincippet at Esbjerg Kommune i perioden
juli til november 1999 flere gange traf tidsbegrænsede afgørelser om
sygedagpenge til (A).
For så vidt angår kommunens opfølgning i sygedagpengesagen og pligten efter
retssikkerhedslovens § 7 til senest 8 uger efter den første henvendelse om
hjælp at lave en skriftlig helhedsvurdering, har jeg opfattet kommunens
udtalelse til mig således at der er sket betydelige kvalitetsforbedringer i
kommunernes (herunder Esbjerg Kommunes) dagpengeopfølgningen i perioden fra
1999 til 2003. Endvidere har kommunen oplyst at (A)’s dagpengesag var
genstand for meget stor opmærksomhed i forvaltningen for at modvirke at
hendes sygdomsperiode blev for lang.
Jeg har noteret mig disse oplysninger.
Jeg mener at det er kritisabelt at kommunen ikke udarbejdede en skriftlig
helhedsvurdering efter retssikkerhedslovens § 7, at kommunen ikke –
bortset fra den 14. maj 1999 – havde haft personlige opfølgningssamtaler
med
(A), og at kommunen ikke udarbejdede en fyldestgørende opfølgningsplan.
Endvidere burde kommunen i overensstemmelse med god forvaltningsskik have
udarbejdet
opfølgningsplanen skriftligt.
Det Sociale Nævn for Ribe Amt har i sin udtalelse af 10. juni
2003 anført at kommunens sagsbehandling levede op til de forventninger der
var til bl.a. helhedsvurderingen på daværende tidspunkt. Konsekvensen af en
eventuel genoptagelse af (A)’s sag kan efter nævnets opfattelse blive at
et
stort antal sygedagpengesager skal genoptages.
Nævnets kommentarer giver mig anledning til at bemærke at de
retsregler som jeg har behandlet spørgsmålet om kommunens opfølgning mv. på
grundlag af, var gældende på tidspunktet for kommunens og nævnets behandling
af sagen. Den Sociale Ankestyrelses praksis om betydningen af de formelle
krav
i retssikkerhedsloven og dagpengeloven er imidlertid offentliggjort i
perioden umiddelbart efter at nævnet traf afgørelse den 28. februar 2000.
Jeg har i min foreløbige udtalelse henvist til den udtalelse
som nu er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for 2002, s. 313*,
særligt 329 ff. I denne udtalelse erklærede jeg mig enig med Ankestyrelsen i
at en manglende overholdelse af opfølgningsbestemmelsen i dagpengelovens §
24,
stk. 1 og 2, og bl.a. retssikkerhedslovens § 7 efter en konkret vurdering
kunne føre til at afgørelsen var ugyldig.
Som jeg også anførte i den foreløbige redegørelse, kan det ikke
udelukkes at de sagsbehandlingsfejl der foreligger i forbindelse med
(A)’s
sag, i det omfang de har karakter af garantiforskrifter, kan have haft
indflydelse på den trufne afgørelse.
Jeg henstiller derfor til Det Sociale Nævn for Ribe Amt at
genoptage behandlingen af sagen og over for (A) tage stilling til hvilken
betydning den manglende overholdelse af sagsbehandlingsreglerne har for den
trufne afgørelse.
I den foreliggende sag har (A) gennem at klage over afgørelsen
til ombudsmanden aktivt reageret imod den oprindelige afgørelse og gennem
denne reaktion opnået ombudsmandens vurdering af sagen. Jeg har ikke ved min
gennemgang af sagen taget stilling til i hvilket omfang sagen kan føre til at
nævnet i forhold til andre borgere der ikke – som (A) – har klaget
over
afgørelsen, skal genoptage behandlingen af deres sager. For så vidt angår
dette spørgsmål, henviser jeg til den juridiske litteratur om dette
spørgsmål,
f.eks. Lis Sejr og Jens Vedsted-Hansen, Anke og genoptagelse i principielle
sociale sager (1990), s. 98 ff, og Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret
(2002), 2. udgave, s. 920 ff. Den Sociale Ankestyrelse har i Nyt fra
Ankestyrelsen
nr. 1/2000, s. 2, omtalt spørgsmålet i relation til genoptagelse af
førtidspensionssager
efter Højesterets dom af 22. december 1999 der medførte ændringer i praksis
for
tilkendelse af førtidspension.
Ankestyrelsen har i sin udtalelse af 9. juli 2003 for god ordens
skyld bemærket at SM D-18-00 formelt er trukket tilbage. Det fremgår af
Ankestyrelsens praksisoversigt 2002 at dette er begrundet med at
Ankestyrelsen
i tilfælde hvor flere SM’er indeholder samme budskab, kun opretholder
den
seneste. Denne bemærkning fra Ankestyrelsens side indeholder således ikke
nogen ændring af indholdet af Ankestyrelsens praksis på området.
Som jeg har anført i min foreløbige redegørelse, er det i den
forvaltningsretlige litteratur og også i ombudsmandens praksis antaget at
klageinstansen som udgangspunkt vil være ikke alene berettiget, men
principielt også forpligtet til at træffe afgørelse på grundlag af ændrede
faktiske
forhold. Dette fremmer at klageinstansen ved sin afgørelse kan nå frem til
det
materielt rigtige resultat. Jeg kan ud over de henvisninger som jeg har
anført
i min foreløbige redegørelse, henvise til Folketingets Ombudsmands beretning
for 1996, s. 193*, der vedrørte inddragelse af nye oplysninger under
behandlingen
af en sag om genoptagelse i Den Sociale Ankestyrelse.
I den foreliggende sag har nævnet afvist at inddrage
oplysningerne fra overlæge (G) i nævnets vurdering fordi kommunen ikke havde
taget stilling til dem og truffet afgørelse herom. Som anført i min
foreløbige
redegørelse er dette i modstrid med princippet om at klagemyndigheden bør
inddrage nye oplysninger i forbindelse med sin behandling af en klage- eller
genoptagelsessag. Jeg mener således at det er forkert at nævnet har afvist at
inddrage oplysningerne i grundlaget for nævnets afgørelse.
Nævnet har i sin beskrivelse af sin generelle praksis anført at
anser nævnet en oplysning der først fremkommer i forbindelse med nævnets
behandling
af sagen, for væsentlig, hjemviser nævnet sagen til 1. instansen til
behandling. En hjemvisning indebærer at den afgørelse som underinstansen har
truffet, ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i underinstansen.
Efter retssikkerhedslovens § 68, stk. 2, kan Ankestyrelsens og
nævnenes afgørelse gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse
eller ændring af den afgørelse der er klaget over.
Hjemvisning anvendes ifølge den forvaltningsretlige litteratur
sædvanligvis hvor 1. instansens afgørelse har bygget på et forkert retligt
grundlag, eller hvor der konstateres væsentlige sagsbehandlingsmangler ved 1.
instansens afgørelse. På samme måde anvendes hjemvisning hvor 1. instansen
findes at have bygget sin afgørelse på et klart utilstrækkeligt
oplysningsgrundlag.
Endvidere kan hjemvisning anvendes hvor der i klagesagen er anført spørgsmål
eller henvist til oplysninger som 1. instansen ikke har taget stilling til,
eller hvor der er sket væsentlige ændringer i faktum. Der kan også være tale
om
væsentlige forhold som kun 1. instansen kan vurdere tilfredsstillende, f.eks.
hvor lokalkendskab eller anden særlig indsigt, som kun den pågældende 1.
instans
besidder, er afgørende.
En praksis hvorefter nova i klageinstansens behandling – i det
omfang oplysningen anses for væsentlig – automatisk fører til
hjemvisning, er
imidlertid efter min opfattelse for ufleksibel. I det omfang klageinstansen
har det fornødne faktiske og retlige grundlag for at tage stilling til sagen,
vil en hjemvisning til 1. instansen kunne være en unødig forhaling af sagens
behandling.
Det vil i mange tilfælde være naturligt at lade rekursinstansen forholde sig
materielt til de nye oplysningers betydning for sagens afgørelse for herved
på
dette grundlag at træffe den materielt set rigtige afgørelse. Som nævnene er
sammensat, må de forudsættes normalt at have det fornødne grundlag for at
tage
stilling til de nye oplysningers betydning for sagen. Men jeg vil ikke tage
afstand fra at nævnet i forbindelse med en vurdering af de nye oplysningers
betydning for den foreliggende sag konkret anser det for rigtigst at sagen
hjemvises til fornyet behandling i 1. instansen, så denne kan få lejlighed
til at forholde sig til de nye oplysningers betydning for sagen.
Spørgsmålet om rammerne for hjemvisning er bl.a. omtalt af
Karsten Revsbech i Forvaltningsret – Almindelige emner (1997), 3.
udgave, s.
284 ff, af Bent Christensen i Forvaltningsret – prøvelse (1994), 2.
udgave, s.
260 f, og af
Karsten Loiborg i Forvaltningsret (2002), 2. udgave, s. 991.
Nævnet har om sin praksis videre anført at nævnet, hvis de nye
oplysninger vurderes ikke at kunne tillægges nogen væsentlig betydning for
sagen, ikke vil hjemvise sagen. I disse tilfælde vil nævnet sædvanligvis i
afgørelsen
indskrænke sig til at sige at de pågældende oplysninger ikke er indgået i
vurderingen af kommunens afgørelse. Kommunen vil herved ikke være bundet af
en
stillingtagen fra nævnets side, men vil kunne foretage sin egen vurdering i
1.
instans af de tilkomne oplysninger.
Nævnets udtalelse giver anledning til at overveje i hvilket
omfang rekursorganets afgørelse binder 1. instansen – dvs. om 1.
instansen kan
omgøre en afgørelse der er truffet af rekursinstansen. Det er antaget i den
forvaltningsretlige litteratur at udgangspunktet er at for så vidt der ikke
er
fremkommet væsentlige nye oplysninger, må 1. instansen være bundet af
rekursinstansens
afgørelse på de punkter hvor rekursinstansen har taget stilling. Det må
betyde
at for så vidt det sociale nævn vurderer at de nye oplysninger der er
fremkommet,
ikke er af væsentlig betydning, bør nævnet inddrage disse i sin afgørelse og
forholde sig til deres (uvæsentlige) betydning for sagen. Jeg henviser til
Karsten Revsbech, Forvaltningsret – Almindelige emner (1997), 3. udgave,
s.
289 f. For så vidt angår muligheden for
1. instansen for i øvrigt at træffe en ny afgørelse i en sag hvor
klagemyndigheden har truffet afgørelse, henviser jeg til Karsten Revsbech
samme sted og til Poul Andersen, Dansk forvaltningsret, almindelige emner
(1969), 5. udgave, s. 540.
Jeg er således af den opfattelse at nævnets praksis for så vidt
angår inddragelse af nye oplysninger der er fremkommet under klagesagens
eller
genoptagelsessagens behandling i nævnet, er for ufleksibel og – for så
vidt
angår inddragelse af oplysninger som klageinstansen anser for uvæsentlige
–
ikke i overensstemmelse hvad der efter den forvaltningsretlige litteratur
antages at gælde.
I den foreliggende sag har det sociale nævn tilkendegivet at
nævnet ikke har taget stilling til de nye oplysninger fra overlæge (G), idet
Esbjerg Kommune ikke havde taget stilling til dem og truffet afgørelse. Dette
kunne tages som udtryk for at nævnet i overensstemmelse med den praksis som
nævnet har redegjort for over for mig, har vurderet at oplysningerne ikke
havde
væsentlig betydning for den foreliggende sag.
Under hensyn til at nævnet ikke udtrykkeligt har forholdt sig
til oplysningernes betydning for sagen, har jeg imidlertid anset det for
rigtigst at henstille til Det Sociale Nævn for Ribe Amt at genoptage sagen om
sygedagpenge med henblik på udtrykkeligt at tage stilling til om der, når
oplysningerne fra overlæge (G) inddrages, er fremkommet så væsentlige nye
oplysninger
at sygedagpengesagen skal genoptages.
”
NOTER: (*)
FOB 1996, s. 193,
FOB 2000, s. 378, og
FOB 2002, s. 313.
Lignende dokumenter
- Befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D Landsskatteretten · 23. januar 2019
- Gældsstyrelsen har afslået klagerens anmodning om eftergivelse af gæld til det offentlige Landsskatteretten · 10. januar 2022
- Kørselsfradrag, jf. ligningslovens § 9 D Landsskatteretten · 7. marts 2017
- Berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 D Landsskatteretten · 17. februar 2016
- Sag om, hvorvidt sagsøger var berettiget til forlængelse af sygedagpenge Domsdatabasen · 2. januar 2023
- Befordringsfradrag efter ligningsloven § 9 D Landsskatteretten · 28. november 2018