Spring til indhold

Retsinformation

Aktindsigt i sag om ny toldstruktur

FOU nr 1999.310UdtalelserFolketinget6. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Aktindsigt i sag om ny toldstruktur

Avisen A rettede i to breve

af 13. august 1997 henvendelse til Skatteministeriet og Told- og

Skattestyrelsen

og bad om aktindsigt i dokumenterne vedrørende beslutningen om den

forestående sammenlægning af de eksisterende toldafdelinger til otte store

centre. Avisen henvendte sig igen i brev af 14. august 1997 til Told- og

Skattestyrelsen.

Told- og Skattestyrelsen

besvarede henvendelserne i brev af 19. august 1997. Avisen A fik udleveret

toldrapporten, REKS-tallene, en journaloversigt og de dokumenter der uden

videre kunne fremskaffes, bortset fra styrelsens fem indstillinger til

skatteministeren.

Med hensyn til indstillingerne anførte Told- og Skattestyrelsen at de var

undtaget fra aktindsigt med henvisning til offentlighedslovens § 10, nr. 3,

om sekretariatsbetjening.

Avisen A klagede til mig i

brev af 20. august 1997.

I brev af 15. september 1997

bad jeg Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse i anledning af klagen.

Styrelsen skrev bl.a.

følgende i brev af 17. oktober 1997 hertil:

“

Indstillinger til skatteministeren

Told- og Skattestyrelsen har

i løbet af arbejdet med etableringen af toldcentrene løbende udarbejdet

orienteringer/indstillinger til skatteministeren.

Konkret foreligger følgende

materiale, der medsendes (bilag 4):

notat af 4. februar 1997 om indholdet af rapporten om

Læs alt

toldarbejdet

orientering af 17. februar 1997 om planerne for det

videre arbejde, herunder for sammenhængen til den på dette tidspunkt

igangværende

budgetanalyse

notat af 29. april 1997 om etablering og placering af

hjemsted

notat af 16. juni 1997 om særligt problematiske

placeringer mv.

indstilling af 23. juni 1997 om placering af toldcentre

mv.

Grundlaget for Told- og

Skattestyrelsens afvisning af at udlevere det omtalte materiale er - som det

fremgår - undtagelsesbestemmelsen i § 10, nr. 3 i Lov om offentlighed i

forvaltningen.

Told- og Skattestyrelsen har

i sagen om etablering af toldcentrene fungeret meget direkte som sekretariat

for ministeren. Materialet er blevet samlet i ét kontor i Told- og

Skattestyrelsen, og kontorchefen for dette kontor har i en række sammenhænge

deltaget i møder ved siden af ministeren som ministerens rådgiver.

Departementet har ikke været

inddraget i sagsbehandlingen. Det skyldes, at sagkundskaben på området findes

i

Told- og Skattestyrelsen, da området henhører under denne myndigheds

kompetence.

Der er således - i

overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning til offentlighedsloven -

tale om et tilfælde, hvor ministerens departement ikke har haft den fornødne

sagkyndige baggrund til at udarbejde det pågældende materiale, jfr.

vejledningens pkt. 38.

Dertil kommer karakteren af

det omtalte materiale. Som det fremgår, er der tale om materiale vedrørende

ministerens beslutningsproces, der er kendetegnet ved at være en

fremadskridende proces, hvor stadig flere hensyn inddrages, før den endelige

beslutning træffes. En offentliggørelse af denne type materiale ville gøre

det

overordentlig vanskeligt for en minister at gennemføre organisatoriske

omlægninger af den omhandlede karakter.

Klagevejledning

...

Indtil en sådan

bekendtgørelse træder i kraft, er der efter gældende ret som udgangspunkt

ingen

klagemulighed for styrelsens 1. instansafgørelser om aktindsigt. Dette gælder

både afgørelser om aktindsigt på skatteområdet og afgørelser om aktindsigt i

sager vedrørende told og afgifter. Efter administrativ praksis vil

indsigelser

på området imidlertid - ud fra det i øvrigt alment gældende to-instans

princip

på Skatteministeriets område - blive behandlet af styrelsen på

skatteministerens

vegne.”

Told- og Skattestyrelsen

uddybede i en supplerende udtalelse af 20. januar 1998 hvordan styrelsens

arbejde havde været organiseret. I udtalelsen var der bl.a. anført:

“

Organisering af arbejdet

Den 28. januar 1996 nedsatte

skatteministeren et kontrolstrategiudvalg med vicedirektør (B), Told- og

Skattestyrelsen som formand. Udvalget fik til opgave at udarbejde oplæg til

fastlæggelse af den fremtidige kontrolstrategi på skatte-, afgifts- og

toldområdet.

I juni 1996 besluttede

kontrolstrategiudvalget som led i dets arbejde at nedsætte en arbejdsgruppe

vedrørende kontrolstrategi for og organisering af toldarbejdet. Gruppen, der

fik kontorchef (C), Told- og Skattestyrelsen som formand, fik til opgave at

analysere og beskrive toldopgaven, at udarbejde forslag til kontrolstrategi

for toldkontrolopgaven, at udarbejde forslag til organisering af toldopgaven,

at overveje den søgående kontrol, samt at foretage overvejelser i relation

til

forskellige former for svig i forhold til EU.

Arbejdsgruppen afholdt i

perioden medio august 1996 til ultimo januar 1997 i alt 12 møder. Gruppens

arbejde mundede ud i en rapport af februar 1997, den såkaldte toldrapport. En

beskrivelse af rapportens indhold og anbefalinger fremgår af vedlagte

Information

fra direktionen, nr. 107, 7. marts 1997. Det fremgår heraf, at rapporten vil

danne grundlag for de videre overvejelser om den fremtidige tilrettelæggelse

af

toldarbejdet.

Arbejdsgruppens arbejde blev

naturligt inddraget i arbejdet med budgetanalysen af Told*Skat, marts 1997,

jf.

omtalen heraf i den oprindelige udtalelse om nærværende sag.

Af den oprindelige udtalelse

fremgår det ligeledes, at ministeren blev orienteret om toldrapporten i notat

af 4. februar 1997, samt om planerne for det videre arbejde og om

sammenhængen

til budgetanalysen i notat af 17. februar 1997. Ministeren godkendte

herefter,

at der kunne arbejdes videre med de fremlagte planer.

I de følgende par måneder

blev der iværksat et analysearbejde om, hvordan ændringerne konkret kunne

gennemføres. Arbejdet omfattede bl.a. antal og placering af centre, tidsplan

for omlægningerne, principper for bemanding samt økonomi. Dette arbejde fandt

primært sted i Told- og Skattestyrelsens Erhvervsafdeling, hvor toldopgaven

fagligt er placeret samt i Organisations- og Personaleudviklingskontoret, der

ledes af tidligere omtalte kontorchef (C). Kontoret, der ofte deltager i

projekter vedr. organisationsomlægning, havde i denne sammenhæng den

koordinerende

rolle og kontakten til ministeren.

Arbejdet mundede ud i notat

af 29. april 1997 (omtalt i og vedlagt den oprindelige udtalelse), der blev

forelagt ministeren. Væsentlige dele af notatets indhold havde forinden været

drøftet med personaleorganisationerne, ikke mindst hvad angår de

personalemæssige

konsekvenser.

På baggrund af det fremlagte

notat blev det besluttet at iværksætte en høring i amterne samt at orientere

berørte kommuner (kommuner, hvor der var placeret en told- og skatteregion)

om

planerne med etablering af toldcentre. Der blev medio maj 1997 udsendt breve

med orientering om planerne og oplyst om mulighederne for et møde med

ministeren. Høringen blev tilrettelagt og gennemført af Organisations- og

Personaleudviklingskontoret.

En række kommuner ønskede at

udnytte muligheden for et møde med ministeren, hvilket medførte en række

møder

i perioden fra medio maj til umiddelbart før, at den endelige beslutning om

placeringen

af toldcentrene blev truffet. I disse møder deltog kontorchefen for

Organisations- og Personaleudviklingskontoret (C) sammen med ministeren og

ministersekretæren.

På baggrund af

høringssvarene, møderne med kommunerne og fortsat analysearbejde blev den

endelige

indstilling udarbejdet og forelagt ministeren i notat af 23. juni 1997.

Ministeren traf herefter beslutning om etableringen af 8 toldcentre den 24.

juni 1997.

Varetagede funktioner

Told- og Skattestyrelsen har

varetaget samtlige funktioner i forbindelse med udarbejdelsen af

beslutningsgrundlaget

for toldcentrene. Styrelsen har således:

* haft en fremtrædende rolle

i udvikling af idéen om toldcentre med baggrund i erfaringer om de risici,

der

kunne være forbundet med at sprede opgaven på alle 31 regioner

* gennemført analysearbejde

af, hvordan idéen kunne gennemføres (opgaver, personale, edb, lokalisering

mv.)

* løbende orienteret

ministeren

* løbende skrevet udkast til

artikler og til besvarelse af breve mv. om sagen

* løbende udarbejdet udkast

til besvarelse af ministerspørgsmål om sagen

* tilrettelagt høringen af

amter og berørte kommuner om centrene

* deltaget i møder mellem

ministeren og lokale politikere, erhvervsfolk mv.

En række af styrelsens

afdelinger har på grund af særlig ekspertise og/eller sædvanlig arbejdsdeling

deltaget i arbejdet. Det gælder bl.a. Erhvervsafdelingen, Kontrol- og

Inddrivelsesafdelingen samt Økonomiafdelingen. De omtalte funktioner i

forbindelse med udarbejdelsen af beslutningsgrundlaget for toldcentrene er

dog

som nævnt især blevet varetaget af Organisations- og

Personaleudviklingskontoret,

som også har haft den koordinerende funktion.”

Ved brev af 7. december 1998

sendte jeg en foreløbig redegørelse om sagen til Skatteministeriet med

henblik

på at ministeriet fik lejlighed til at udtale sig om sagen. I redegørelsen

anførte jeg bl.a.:

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

“Told- og Skattestyrelsen har som begrundelse for at undtage

indstillingerne fra styrelsen til skatteministeren henvist til

offentlighedslovens § 10, nr. 3.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

’§ 10. Retten til aktindsigt omfatter ikke:

...

3) Dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed udfører

sekretariatsopgaver for en anden myndighed.’

Bestemmelsen fandtes oprindelig i offentlighedslovens § 10, nr. 4, men blev

flyttet til § 10, nr. 3, ved lov nr. 347 af 6. juni 1991 om ændring af lov om

offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven. I forarbejderne til

bestemmelsen er der anført, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 224:

’Reglen i

nr. 4

tager sigte på tilfælde, hvor én forvaltningsmyndighed udfører

sekretariatsopgaver for en anden forvaltningsmyndighed. Som eksempel herpå

kan nævnes den kommunale skatteforvaltnings forberedelse af sager for

ligningskommissionen. Undtagelsesadgangen vil også kunne finde anvendelse i

tilfælde, hvor en myndighed i forbindelse med en bestemt sags behandling

udøver sekretariatsmæssige funktioner i forhold til en anden myndighed, uden

at betingelserne for at anse organerne for én og samme myndighed af den grund

er opfyldt, f.eks. hvor et direktorat eller en anden styrelse til brug for

vedkommende minister udarbejder et udkast til besvarelse af et

folketingsspørgsmål eller en ansøgning til finansudvalget.’

Jeg har tidligere udtalt mig om bestemmelsens anvendelsesområde. I en

udtalelse refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s.

175ff, udtalte jeg bl.a. (s. 181):

’Bestemmelsen må herefter forstås således, at den navnlig tager sigte på

de relativt sjældne tilfælde, hvor det er

bestemt

eller

forudsat i lovgivningen,

at

sekretariatsfunktionerne for en myndighed varetages af en anden myndighed.

Uden for området for § 10,

nr. 4, falder de tilfælde, som er ganske almindeligt forekommende i praksis,

hvor personer ansat i en myndighed udlånes til en anden myndighed, eventuelt

blot på deltid, med henblik på varetagelse af sekretariatsopgaver for den

anden

myndighed. Under forudsætning af at de pågældende ved udførelsen af

sekretariatsopgaverne er undergivet den anden myndigheds instruktions- og

tilsynsbeføjelser, må forholdet normalt opfattes således, at

sekretariatsarbejdet udføres som en del af denne myndighed, og

dokumentudveksling i den forbindelse er da omfattet af offentlighedslovens §

7

om internt arbejdsmateriale.

Når der ses bort fra de

særlige tilfælde, hvor det fremgår af lovgivningen, at sekretariatsfunktionen

skal udøves af en anden myndighed, stemmer det efter min opfattelse bedst med

de ovenfor anførte almindelige fortolkningssynspunkter at gå ud fra, at

sekretariatsopgaverne

varetages af særligt udpeget personale, der i den forbindelse indgår som en

del

af den sekretariatsbetjente myndighed.

For at undgå tvivl i den

henseende vil det være hensigtsmæssigt på forhånd at udpege de personer, der

skal udføre sekretariatsopgaver og så vidt muligt definere indholdet af disse

opgaver (til forskel fra de opgaver, de pågældende personer varetager som led

i

deres normale ansættelse).

Motiverne til § 10, nr. 4,

forudsætter, at der også uden for de lovbestemte tilfælde kan være tale om,

at

en myndighed som sådan udfører sekretariatsfunktionen for en anden myndighed

og

angiver herved et par eksempler.

Ud over de anførte eksempler

kan der ikke anerkendes nogen almindelig adgang til ved konkret beslutning at

udpege en myndighed som sekretariat for en anden myndighed med den

konsekvens,

at samarbejdet mellem myndighederne bliver undtaget fra aktindsigt. Det vil

indebære en risiko for omgåelse af offentlighedslovens hovedregel om

aktindsigt i brevveksling mellem myndigheder samt en tilsidesættelse af

Folketingets afvisning af generelt at udvide undtagelsesområdet til alt

internt

præget samarbejde.

En forudsætning for at

anerkende en myndighed som sekretariat for en anden myndighed må i hvert fald

være 1) at funktionerne faktisk har karakter af sekretariatsvirksomhed, dvs.

praktisk bistand samt udarbejdelse af oplæg mv. til den anden myndigheds

udførelse af sine opgaver, 2) at den anden myndighed har mulighed for gennem

instruktion og tilsyn mv. at styre sekretariatsarbejdet. Også i disse

tilfælde

vil det være hensigtsmæssigt på forhånd at sørge for, at

sekretariatsfunktionerne

relativt klart lader sig udskille fra myndighedens øvrige funktioner.’

I en sag refereret samme

sted, s. 188ff, udtalte jeg at Sundhedsstyrelsen ikke kunne anses som

sekretariat

i forhold til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Jeg lagde bl.a. vægt på at

styrelsen besad en selvstændig funktion ved sagsbehandlingen og afgav

udtalelser

med en selvstændig faglig og juridisk/administrativ vurdering af sagen.

I forbindelse med et

egendrift-projekt som er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for året

1989, s. 241ff, udtalte jeg (s. 280) at det var kritisabelt at

Skatteministeriet med henvisning til offentlighedslovens § 10, nr. 4, (i dag

§

10, nr. 3) havde undtaget et notat fra aktindsigt der var udarbejdet af en

medarbejder i Skatteministeriet til brug for Miljøministeriets

ferieboligudvalg. Dette allerede fordi udvalgets sekretariatsfunktion ikke

blev varetaget af medarbejdere i Skatteministeriet, men af medarbejdere i

Planstyrelsen.

I en udtalelse refereret i

min beretning for 1992, s. 96f (s. 103), anførte jeg at et brev fra

Industriministeriet

til Forbrugerstyrelsen i forbindelse med at ministeriet bad styrelsen om at

udarbejde et bidrag til det lovforberedende arbejde vedrørende finansloven,

ikke kunne undtages fra aktindsigt med henvisning til offentlighedslovens §

10, nr. 3. Industriministeriet havde henvist til at styrelsens bistand

skyldtes at styrelsen lå inde med oplysninger som departementet ikke havde,

og i øvrigt var udtryk for en arbejdsdeling mellem departement og styrelse. I

udtalelsen var der bl.a. anført:

’I det foreliggende

tilfælde, hvor der er tale om et almindeligt samarbejde mellem departement og

styrelse - en relation, hvor hovedreglen om aktindsigt i myndighedernes

indbyrdes brevveksling ofte er fremhævet - er der efter min opfattelse ikke

grundlag for at benytte undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 10,

nr.

3. Jeg må derfor anse det som en fejl, at Industriministeriet har henvist til

denne bestemmelse som begrundelse for at afvise at give aktindsigt.’

Med henvisning til

udtalelsen i 1992-beretningen fandt jeg ligeledes i en sag som er refereret i

min beretning for 1995, s. 309ff, at den korrespondance der havde været

mellem

DSB og Trafikministeriet om de konsekvenser der skulle drages af de såkaldte

Bernsteinrapporter, ikke kunne undtages fra aktindsigt i medfør af

offentlighedslovens

§ 10, nr. 3.

Lars Busck har i en artikel

i Juristen (1993), s. 293ff, anført at det kun under visse ret snævre

betingelser

kan anerkendes at en myndigheds bistand til en anden myndighed karakteriseres

som en sekretariatsfunktion. ’Dels må funktionen faktisk have den

underordnede

og uselvstændige karakter i forhold til den anden myndighed, som normalt

lægges

i ordet, det vil sige udarbejdelse af oplæg og indstillinger m.v. samt

praktisk

bistand, dels må det være sådan,

at hovedmyndigheden har

mulighed for gennem instruktion og tilsyn m.v. at styre

sekretariatsarbejdet’.

Se i øvrigt

Offentlighedsloven med kommentarer af John Vogter, 3. udg., s. 201ff.

Offentlighedslovens § 10,

nr. 3, tager som anført navnlig sigte på de tilfælde hvor

sekretariatsfunktionen

er bestemt eller forudsat i lovgivningen. I den foreliggende sag er der ikke

tale om at Told- og Skattestyrelsen har udøvet en lovbestemt

sekretariatsfunktion.

Der er heller ikke tale om

at bestemte personer har været udlånt til Skatteministeriet. Indstillingerne

i

sagen til skatteministeren er dog alle signeret af kontorchef (C) og

vicedirektør (D) i Told- og Skattestyrelsen. Som sagen er oplyst for mig, har

deres opgave ikke på noget tidspunkt været beskrevet eller defineret sådan at

man kan sige at de i relation til indstillingerne var udlånt til

Skatteministeriet.

Hertil kommer at indstillingerne nu rent faktisk ligger i Told- og

Skattestyrelsens sag således at de vil have mistet deres interne karakter,

medmindre styrelsen i sig selv kan siges at være sekretariat for

Skatteministeriet

i sagen.

Det er oplyst at flere

kontorer i Told- og Skattestyrelsen har været inddraget i behandlingen af

sagen,

bl.a. Organisations- og Personaleudviklingskontoret, Erhvervsafdelingen,

Kontrol- og Inddrivelsesafdelingen og Økonomiafdelingen, og det er derfor

spørgsmålet om Told- og Skattestyrelsen som myndighed kan anses for at have

udøvet en sekretariatsfunktion.

Som omtalt i Folketingets

Ombudsmands beretning for året 1989, s. 175,

må det være en forudsætning for at anerkende en myndighed som

sekretariat for en anden myndighed at der i hvert fald er tale om 1) at

funktionerne

faktisk har karakter af ’sekretariatsvirksomhed’, dvs. praktisk

bistand og

udarbejdelse af oplæg mv. til den anden myndigheds udførelse af sine opgaver;

og 2) at den anden myndighed har mulighed for gennem instruktion og tilsyn

mv. at styre sekretariatsarbejdet. Sekretariatsvirksomhed forudsætter at

myndighedens arbejde er af underordnet og uselvstændig karakter i modsætning

til de tilfælde hvor myndigheden besidder en selvstændig funktion ved

sagsbehandlingen, f.eks. hvor myndigheden afgiver selvstændige faglige og

juridiske vurderinger, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989,

s. 188ff, og Lars Busck, Juristen 1993, s. 298.

Told- og Skattestyrelsens

opgaver har bestået i at tilvejebringe beslutningsgrundlaget for

omstruktureringen

og oprettelsen af de otte toldcentre. Told- og Skattestyrelsen har været

undergivet skatteministerens instruktionsadgang hvilket indstillingerne

netop bærer præg af idet styrelsen her har opstillet alternativer for det

videre forløb som ministeren skulle melde tilbage på.

Selv om styrelsens opgaver

umiddelbart har karakter af sekretariatsvirksomhed på grund af

Skatteministeriets

instruktionsbeføjelser, har de omfattende opgaver i struktursagen efter min

opfattelse nærmere haft karakter af selvstændig faglig bistand/indstillinger

til ministeren.

Samtidig er det også anført

i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s. 175, at der ikke ud

over

de nævnte eksempler i motiverne anerkendes nogen almindelig adgang til ved

konkret beslutning at udpege en myndighed som sekretariat for en anden

myndighed

med den konsekvens at samarbejdet mellem myndighederne bliver undtaget fra

aktindsigt. Det vil indebære en risiko for omgåelse af offentlighedslovens

hovedregel om aktindsigt i brevveksling mellem myndigheder og en

tilsidesættelse

af Folketingets afvisning af generelt at udvide undtagelsesområdet til alt

internt præget samarbejde.

Ved en beslutning om at

foretage en større regional omstrukturering - som træffes på ministerniveau -

vil det efter min opfattelse være ganske naturligt at ministeriet inddrager

den underordnede styrelse som har ekspertise på området. Et sådant samarbejde

gør ikke automatisk den underordnede myndighed til sekretariat.

Hertil kommer at selv om omstruktureringen

overordnet kan betegnes som ’en bestemt sag’, har opgaverne i

forbindelse

hermed været mangeartede, strakt sig over en lang periode, været fordelt på

flere kontorer og medarbejdere og umiddelbart været svære at adskille fra

styrelsens andre opgaver. Det vil således kunne give anledning til tvivl

hvornår styrelsen anså sig for at udøve sekretariatsfunktioner for

ministeren, og hvornår styrelsen ikke gjorde det. En anerkendelse af § 10,

nr.

3, i en sådan situation ville efter min mening medføre en risiko for omgåelse

af hovedreglen i offentlighedsloven om aktindsigt i brevveksling mellem

myndigheder. Jeg henviser samtidig til at, som sagen er oplyst for mig, var

det

først i forbindelse med aktindsigtsbegæringerne at Told- og Skattestyrelsen

meddelte skatteministeren at styrelsen opfattede sig selv som sekretariat for

Skatteministeriet (notat af 20. august 1997). Efter det oplyste har der altså

ikke været tale om at der lå en formel beslutning fra skatteministeren om at

udpege Told- og Skattestyrelsen som et ad hoc-sekretariat for sig i

forbindelse med udførelsen af disse arbejdsopgaver. Jeg har desuden forstået

at ministeren i april 1995 netop har frataget Told- og Skattestyrelsen det

tidligere direkte referat til ministeren, jf. Budgetanalysen af Told*Skat,

marts 1997, kapitel 6, pkt. 6.4., og Poul Erik Hjerrild-Nielsen mfl.,

Skatteproces (1996), s. 82.

Anvendelse

af offentlighedslovens § 10, nr. 3, ville reelt stille styrelsen i samme

situation som ved et direkte referat.

På den baggrund finder jeg

ikke at offentlighedslovens § 10, nr. 3, kan anvendes i denne sag, og jeg er

derfor indstillet på at henstille til Told- og Skattestyrelsen at genoptage

sagen.”

Skatteministeriets

departementschef, E, foreslog mig i brev af 5. februar 1999 at holde et møde

til drøftelse af sagen. Brevet var bl.a. vedlagt to notater fra Told- og

Skattestyrelsen

af 17. og 19. januar 1999.

I notatet af 17. januar 1999

havde styrelsen kommenteret min foreløbige redegørelse. I notatet var der

bl.a. anført:

“Ombudsmandens foreløbige kritikpunkter

1)

For så vidt angår den anden betingelse om funktionernes

karakter af ’sekretariatsvirksomhed’, er det derimod ombudsmandens

opfattelse,

at

’de omfattende opgaver i struktur-sagen... nærmere har haft

karakter af

selvstændig faglig bistand/indstillinger til ministeren’

, jf.

redegørelsen s. 10.

Det er imidlertid uklart for

styrelsen, hvilken betydning ombudsmanden i denne konkrete sammenhæng

tillægger begrebet ’selvstændig’.

I den ovenfor refererede

betingelse om ’sekretariatsvirksomhed’ er det præciseret, at der

skal være

tale om arbejde af

’underordnet og

uselvstændig karakter i modsætning til de tilfælde hvor myndigheden besidder

en

selvstændig funktion ved sagsbehandlingen’. Der er i den forbindelse

henvist til FOB 1989, s. 188ff, som omtaler Sundhedsstyrelsens udtalelse til

patientklagenævnet i en sag, hvor nævnet skulle træffe afgørelse i en

klagesag, dvs. et tilfælde, hvor styrelsen som myndighed afgiver

høringsudtalelse som bidrag til en anden myndigheds beslutningsgrundlag. En

sådan selvstændig høringsudtalelse fra en myndighed, indhentet af en anden

myndighed til brug i sagsbehandlingen er således omfattet af aktindsigt.

Der er ligeledes henvist til

Lars Busck i Juristen 1993, s. 298, som efter styrelsens opfattelse

imidlertid

ikke yder noget yderligere fortolkningsbidrag, idet han udelukkende henviser

til ombudsmandens udtalelse i sagen om ’Brundtlandudvalget’.

Ombudsmanden har endvidere

henvist til Offentlighedsloven med kommentarer af John Vogter, 3. udg.

(1998),

s. 201ff. Det fremhæves her, at der ved anvendelse af undtagelsesbestemmelsen

i

offentlighedslovens § 10, nr. 3, skal være tale om et

selvstændigt

udkast i tilfælde hvor et direktorat eller en styrelse

til brug for vedkommende minister f.eks. udarbejder udkast til besvarelse af

et folketingspørgsmål eller en ansøgning til Finansudvalget. Og det

præciseres

videre, at

’Bestemmelsen omfatter alene

selvstændige udkast til svar i de tilfælde, hvor ministerens departement ikke

har den fornødne sagkyndige baggrund for at kunne udarbejde besvarelse

m.v.’

Denne fortolkning er i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning

til

offentlighedsloven, pkt. 38, som Vogter også henviser til.

I den konkrete sag er det

styrelsens opfattelse, at de omtalte indstillinger er

’selvstændige’ i forhold

til departementet, da de er udarbejdet alene af styrelsen uden inddragelse af

-

eller i samarbejde med - departementet, som i denne sag ikke har haft

den fornødne sagkyndige baggrund. Indstillingerne har således i deres helhed

og

i deres af styrelsen udarbejdede oprindelige form dannet grundlag for

ministerens beslutningsproces om etablering og placering af toldcentrene.

Det er ligeledes styrelsens

opfattelse, at de omtalte indstillinger er ’uselvstændige’ udkast i

forhold til

ministeren, da styrelsen ikke har haft nogen selvstændig funktion som

høringsmyndighed, og da styrelsen ved udarbejdelsen af de pågældende udkast

har

været under ministerens instruktionsadgang. Der har således i forhold til

ministeren været tale om arbejde af

’underordnet

og uselvstændig karakter’.

2)

Ombudsmanden fremfører endvidere:

’Hertil kommer at selv om omstruktureringen overordnet kan betegnes

som 'en bestemt sag', har opgaverne i forbindelse hermed været mangeartede,

strakt sig over en lang periode, været fordelt på flere kontorer og

medarbejdere og umiddelbart været svære at adskille fra styrelsens andre

opgaver.’

Og ombudsmanden konkluderer:

’En anerkendelse af § 10, nr. 3, i en

sådan situation ville efter min mening medføre en risiko for omgåelse af

hovedreglen i offentlighedsloven om aktindsigt i brevveksling mellem

myndigheder.’

jf. redegørelsen s. 11.

Styrelsen er enig med

ombudsmanden i, at omstruktureringen overordnet har omfattet mange opgaver og

strakt sig over lang tid, hvis man inddrager hele forløbet fra ministeren den

28. januar 1996 nedsatte kontrolstrategiudvalget med vicedirektør (B),

Told-

og Skattestyrelsen som formand til ministeren den 24. juni 1997 traf sin

endelige beslutning om etablering af 8 toldcentre.

Styrelsen har imidlertid

alene undtaget 5 dokumenter, som alle direkte vedrører beslutningsgrundlaget

for etableringen og placeringen af toldcentrene, og som alle blev forelagt

ministeren i en kortere periode fra februar 1997 til juni 1997. De undtagede

dokumenter omfatter således emne- og indholdsmæssigt et veldefineret

delområde af den større ’kontrolstrategisag’, og dette delområde

kan derfor

efter styrelsens opfattelse betegnes som ’en bestemt sag’.

Ligeledes er dokumenterne

alle dateret inden for en kortere periode af den overordnede sags samlede

tidsmæssige forløb.

De undtagede 5 dokumenter er

endvidere alle udarbejdet direkte til brug for ministerens beslutning om

etablering

og placering af toldcentrene, ligesom de alle er signeret af kontorchef (C) i

styrelsen samt vicedirektør (D). Dokumenterne er herefter alle forelagt

direkte

for ministeren. Der har således efter styrelsens opfattelse ikke foreligget

nogen risiko i den konkrete situation for omgåelse af offentlighedslovens

hovedregel om aktindsigt.

3)

Endelig fremfører ombudsmanden:

’Efter det oplyste har der altså ikke været tale om at der lå en formel

beslutning fra skatteministeren om at udpege Told- og Skattestyrelsen

som et ad hoc-sekretariat for sig i forbindelse med udførelsen af disse

arbejdsopgaver. Jeg har desuden forstået at ministeren i april 1995 netop har

frataget Told- og Skattestyrelsen det tidligere direkte referat til

ministeren, jf. ...... . Anvendelse af offentlighedsloven § 10, nr. 3, ville

reelt stille styrelsen i samme situation som ved et direkte referat.’,

jf.

redegørelsen, s. 11.

For så vidt angår

ombudsmandens konklusion, jf. sidste pkt., kan det oplyses, at styrelsen

fortsat udfører ministerbetjeningsopgaver. Det er korrekt, at styrelsens

direkte ministerreferat blev ændret den 20. april 1995, således at det

samlede

administrative ansvar fra denne dato blev placeret hos departementchefen.

Dette

indebar imidlertid ikke, at styrelsens ministerbetjeningsopgaver faldt væk,

men blot at alle ministerforelæggelser - såvel fra departementet som

fra

styrelsen - skulle passere via departementchefen, herunder den

koordinerede ministerbetjeningsfunktion, som samtidig blev oprettet, jf.

vedlagte notat om ændringer i Skatteministeriets organisationsstruktur.

Told- og

Skattestyrelsen har hidtil - på grundlag af Skatteministeriets

organisations- og kompetencestruktur siden 1990 - generelt anset

sig for ministerens sekretariat i forbindelse med varetagelse af

ministerbetjeningsopgaver

inden for styrelsens særlige kompetenceområder.

Styrelsen har derfor ikke

anset det for påkrævet, at der som forudsætning for anerkendelse af

styrelsens

sekretariatsfunktion forelå en ministerbeslutning i den konkrete sag.

Det er endvidere styrelsens

opfattelse, at der efter hidtidig praksis ikke foreligger noget generelt krav

om på forhånd at udpege de personer, der skal udføre sekretariatsopgaver og

definere indholdet af disse opgaver. Der har i den tidligere omtalte

udtalelse

i sagen om ’Brundtlandudvalget’ alene været anført det

’hensigtsmæssige’

i at udpege disse personer og

’så vidt muligt’

definere indholdet af

deres opgaver for at undgå tvivl herom.

II. Eventuel anvendelse af andre undtagelsesbestemmelser i

offentlighedsloven.

Ombudsmanden har som tidligere

anført bemærket, at han ikke har udtalt sig om hvorvidt andre

undtagelsesbestemmelser

i offentlighedsloven kan finde anvendelse i sagen.

Told- og

Skattestyrelsen har overvejet anvendelsesområdet for offentlighedslovens § 7,

nr. 2, der ligesom offentlighedslovens § 10, nr. 3, efter forarbejderne til

bestemmelsen tilsigter at beskytte den interne beslutningsproces.

Offentlighedslovens § 7, nr.

2 har følgende ordlyd:

’§ 7. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne

arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses

1) .....

2) brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed og

3).....’

Spørgsmålet er om

departementet og styrelsen kan anses for to forskellige enheder inden for

samme

myndighed.

Udgangspunktet er, at

vurderingen af, om der er tale om ’samme myndighed’ skal foretages

generelt,

dvs. således, at de pågældende enheder enten i alle tilfælde eller slet ikke

anses for ’samme myndighed’. Det antages dog, at der efter

omstændighederne

også må lægges vægt på en bedømmelse af organernes indbyrdes funktioner (dvs.

et funktionelt kriterium), der indebærer, at organerne alene i visse

relationer

anses for ’samme myndighed’.

Ud fra en generel vurdering

foretaget efter Justitsministeriets afgrænsningskriterier må styrelsen anses

for en selvstændig myndighed i forhold til departementet, hvilket indebærer

at

brevveksling mellem styrelsen og departementet som helhed ikke kan anses for

omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 7, nr. 2.

Det er imidlertid styrelsens

opfattelse, at en afgrænsning efter et funktionelt kriterium kan føre til et

andet resultat. Ombudsmanden har i en udtalelse præciseret indholdet af

’

et såkaldt funktionelt kriterium, hvorefter

der - uanset at der generelt set er tale om selvstændige myndigheder

-

efter omstændighederne kan gøres undtagelse for tilfælde, hvor varetagelsen

af organernes indbyrdes funktioner må antages at forudsætte, at udveksling af

dokumenter organerne imellem betragtes som interne’

, jf. FOB 1986, side

90ff.

Det er styrelsens

opfattelse, at den tidligere omtalte koordinerede ministerbetjening, som blev

indført i april 1995, og som organisatorisk kom til udtryk ved oprettelsen af

et ledelsessekretariat med ansvar for ’indslusning’ af styrelsens

og

departementets ministersager under departementschefens ledelse, må antages at

udgøre en sådan indbyrdes funktion mellem departementet og styrelsen, som

forudsætter

at udveksling af dokumenter i denne sammenhæng mellem de to enheder betragtes

som interne og derfor vil være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i

offentlighedslovens § 7, nr. 2.

Ud fra ’sagsejerskab’

(styrelse/departement) og koordinationsbehov kan ministersagerne opdeles i en

række hovedtyper. En af disse er karakteriseret ved, at styrelsen har

sagsejerskabet og at der ikke er noget koordinationsbehov i forhold til

departementet.

Den aktuelle sag er et

eksempel på denne hovedtype, idet sagen er forelagt direkte for ministeren

via

ledelsessekretariatet uden noget koordinationsbehov i forhold til

departementet.

Det er derfor styrelsens

antagelse, at indstillingerne i den aktuelle sag også kunne være undtaget fra

aktindsigt efter bestemmelsen i § 7, nr. 2, selvom denne antagelse hviler på

en

i litteraturen relativ begrænset behandling af det funktionelle kriterium.

Told- og

Skattestyrelsen valgte imidlertid, da man traf afgørelse i sagen, at begrunde

afslaget på aktindsigt med henvisning til offentlighedslovens § 10, nr. 3.

Baggrunden for dette valg var, at styrelsen på grundlag af forarbejderne til

bestemmelsen, en relativ omfattende praksis i form af ombudsmandsudtalelser

samt andre fortolkningsbidrag havde den klare opfattelse, at de 5 undtagede

dokumenter i denne sag utvivlsomt var omfattet af bestemmelsen.”

Told- og Skattestyrelsen

beskrev i notat af 19. januar 1999 styrelsens rolle som

ministerbetjeningsorgan.

I notatet var der bl.a. anført:

“

4.

Told- og Skattestyrelsens direkte ministerreferat blev

ændret i april 1995. Foranlediget af rapporten om bankredninger skrev

skatteminister

Carsten Koch den 20. april 1995 således til Told- og Skattestyrelsen:

’Den hidtidige ansvarsfordeling mellem Told- og Skattestyrelsen og

Skatteministeriets Departement ændres således, at det samlede administrative

ansvar fra dags dato er placeret hos departementschefen’. Brevet er

vedlagt. Ændringen kom organisatorisk

til udtryk ved oprettelsen af et ledelsessekretariat med ansvar for

’indslusning’ af Styrelsens og Departementets ministersager under

departementschefens ledelse, d.v.s. den koordinerede ministerbetjening.

I et fælles brev fra

departementschef (E) og told- og skattedirektør (F) af 24. april 1995

(vedlagt)

præciseres, at strukturændringerne

alene betyder, at det er ministerreferatet og intet andet, der er ændret,

hvad

ministeriets organisering angår.

Der er derfor fortsat tale

om, at Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen udfører

ministerbetjeningsopgaver

i lighed med de enkelte afdelinger i departementet. Ministerreferatet er blot

samlet hos departementschefen, der dermed står med det samlede administrative

ansvar.

5. I den konkrete sag er det Told- og Skattestyrelsen der har

sekretariatsbetjent skatteministeren, som følge af den funktionsorienterede

opdeling af ministerbetjeningsopgaven.

Der er ikke - som det

fremgår af Ombudsmandens foreløbige redegørelse - tale om, at

Told-

og Skattestyrelsen har udarbejdet orienteringer og afgivet indstillinger til

Departementet. Told- og Skattestyrelsen har udarbejdet orienteringer og

afgivet indstillinger til ministeren, og disse orienteringer passerer

departementschefen.”

Den 12. april 1999 deltog

jeg sammen med tre af mine medarbejdere i et møde med E, departementschef i

Skatteministeriet, G, kommitteret i Skatteministeriet, H, direktør for Told-

og Skattestyrelsen, B, vicedirektør i Told- og Skattestyrelsen, og I,

kontorchef i Told- og Skattestyrelsen. På mødet drøftede vi sagen. Det blev

under drøftelserne nævnt at skatteministerens kompetence til at fastsætte

landets inddeling i told- og skattekredse og placeringen af de regionale

told-

og skatteforvaltninger findes i skattestyrelseslovens § 15.

Ombudsmandens endelige udtalelse

“Skatteministeriet og Told- og Skattestyrelsen har i deres seneste

udtalelser anført at ministeriet og styrelsen ud fra en generel vurdering må

anses som to selvstændige myndigheder. Myndighederne har dog anført at de ud

fra et funktionelt kriterium i ministerbetjeningssituationerne må anses som

en og samme myndighed således at brevvekslingen mellem ministeren og

styrelsen i disse sager kan anses som intern brevveksling mellem forskellige

enheder inden for samme myndighed, og dermed undtages fra aktindsigt efter

offentlighedslovens § 7, nr. 2.

Skatteministeriet og Told- og Skattestyrelsen har endvidere fastholdt at de

fem indstillinger kan undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 10,

nr. 3. Styrelsen har i notatet af 17. januar 1999 henvist til at

indstillingerne er selvstændige i den betydning at de er udarbejdet uden

samarbejde med departementet som ikke har haft den fornødne sagkundskab.

Indstillingerne er samtidig uselvstændige i den betydning at styrelsen har

været undergivet ministerens instruktionsadgang. Endvidere har styrelsen

anført at de fem indstillinger emnemæssigt omfatter et

veldefineret delområde af en større sag, og at indstillingerne er dateret

inden

for en kortere periode og alle af de samme to personer i styrelsen. Told- og

Skattestyrelsen anser sig generelt for ministerens sekretariat i relation til

ministerbetjeningsopgaver. Styrelsen er ikke underordnet Skatteministeriets

departement som sådan i forhold til ministerbetjeningen idet sagerne alene

skal forelægges departementschefen og hans ledelsessekretariat.

Efter min gennemgang af

Skatteministeriets og Told- og Skattestyrelsens bemærkninger er det fortsat

min opfattelse at undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3,

ikke kan finde anvendelse i denne sag. Jeg mener endvidere ikke at

offentlighedslovens § 7, nr. 2, kan finde anvendelse ud fra et funktionelt

kriterium.

Forarbejder mv. til offentlighedslovens § 7, nr. 2, og § 10, nr. 3

I lov nr. 280 om

offentlighed i forvaltningen af 10. juni 1970 var der i § 5, nr. 3 og 4,

følgende undtagelser fra retten til aktindsigt:

’§ 5.

Adgangen til at få oplysninger omfatter ikke

...

3) en myndigheds interne

arbejdsmateriale, såsom referater, koncepter, udkast, forslag og planer,

4) brevveksling inden for

samme myndighed, ...’

I betænkning nr. 857 fra

1978 om offentlighedslovens revision er der sammenfattende om bestemmelsen i

offentlighedslovens § 5, nr. 4, (som blev videreført i § 7, nr. 2) anført

følgende, s. 192f:

’Efter forarbejderne til

offentlighedslovens § 5, nr. 4, er udtrykket ’samme myndighed’

hovedsagelig

tænkt fastlagt på grundlag af en generel bedømmelse af forholdet mellem de

pågældende administrative enheder og efter overvejende organisatoriske

kriterier. Motivudtalelserne bygger på den praksis, der havde udviklet sig i

relation til den tilsvarende bestemmelse i partsoffentlighedslovens § 6, nr.

2.

De nævnte

afgrænsningskriterier, der navnlig er udarbejdet på grundlag af eksempler fra

den statslige centralforvaltning (direktoratstilfældene), har også dannet

udgangspunkt for fastlæggelsen af praksis i relation til bestemmelsen i

offentlighedslovens § 5, nr. 4, men har i flere tilfælde vist sig mindre vel

anvendelige i forhold til den kommunale forvaltning, (for så vidt

brevveksling

ikke er omfattet af den særlige bestemmelse i lovens § 5, nr. 5). I specielt

justitsministeriets praksis fra de seneste år synes der på denne baggrund at

være sket en videreudvikling af de nævnte kriterier, der imidlertid ikke

alene

er møntet på de konkret forelagte tilfælde, men må antages at afspejle en

generel

tendens.

Først og fremmest synes den

overvejende organisatorisk prægede vurdering af forholdet mellem de

pågældende

administrative enheder at blive suppleret med et funktionelt kriterium,

hvorved

der lægges vægt på, om

varetagelsen af

organernes indbyrdes funktioner må antages at forudsætte, at udveksling af

dokumenter organerne imellem betragtes som intern. Dette må f.eks.

antages

at være tilfældet, hvor et organ varetager sekretariatsfunktioner i forhold

til

et andet organ (jfr. L.A. 1973-543-65), men kan også forekomme inden for

andre

administrative strukturer, jfr. f.eks. L.A. 1973-543-73 om forsorgscentre

inden for åndssvageforsorgen med tilhørende institutioner.

Anvendelsen af et sådant

funktionelt kriterium har ikke været begrænset til tilfælde, hvor rækkevidden

af en overvejende organisatoriske bedømmelse af organernes indbyrdes forhold

kan give anledning til tvivl. Også i tilfælde, hvor en helhedsbedømmelse

efter

disse kriterier isoleret set fører til, at der er tale om selvstændige

myndigheder (f.eks. et kollegialt organ ctr. et ministerielt departement) vil

det nævnte funktionelle kriterium kunne bevirke, at visse former for

brevveksling organerne imellem desuagtet må betragtes som intern i relation

til bestemmelsen i offentlighedslovens § 5, nr. 4. Dette indebærer således en

fravigelse af den almindelige forudsætning om, at myndighedsbegrebet bør

karakteriseres

generelt.’

Den hidtidige § 5, nr. 4,

blev videreført i lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i

forvaltningen,

§ 7, nr. 2. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

’§ 7.

Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne

arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses

dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget

brug

brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme

myndighed og

brevveksling mellem en kommunalbestyrelse og dennes

udvalg, afdelinger og andre organer eller mellem disse organer

indbyrdes.’

I forarbejderne til

bestemmelsen (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 219-220) er der

anført:

’...

Som interne dokumenter anses

ifølge

nr. 2

også brevveksling mellem

forskellige enheder inden for samme myndighed. Det er uden betydning, om

brevvekslingen foregår ved udveksling af formelige skrivelser eller mere

uformelt ved påtegninger, ’mavebælter’ eller lignende, hvilket

ganske svarer

til den tilsvarende undtagelsebestemmelse i den gældende lovs § 5, nr. 4.

Bestemmelsen indeholder ikke - lige så lidt som den gældende lovs § 5, nr. 4

-

nogen nærmere angivelse af, hvad der skal anses for ’forskellige enheder

inden

for samme myndighed’.

Afgrænsningen heraf beror på

en konkret vurdering af det underliggende retsgrundlag. Herved må den

organisatoriske opbygning af de pågældende administrative enheder tages i

betragtning (f.eks. hvilken grad af selvstændighed, den enkelte enhed

indtager,

om der træffes afgørelse på egne vegne, rekursadgangen,

instruktionsbeføjelsen

m.v.). Endvidere må der lægges vægt på, om varetagelsen af de enkelte

enheders

indbyrdes funktioner må antages at forudsætte, at udveksling af dokumenter

enhederne imellem betragtes som intern.

...’

Samtidig blev der indsat en

ny bestemmelse i offentlighedsloven, den nugældende § 10, nr. 3. Bestemmelsen

har følgende ordlyd:

’§ 10. Retten til aktindsigt

omfatter ikke:

...

3) Dokumenter, der udveksles

i forbindelse med, at en myndighed udfører sekretariatsopgaver for en anden

myndighed.’

I forarbejderne til

bestemmelsen (som dengang var nr. 4) er anført følgende, jf.

Folketingstidende

1985-86, tillæg A, sp. 224:

’...

Undtagelserne i

nr. 3 og 4

er nye såvel i forhold til

den gældende offentlighedslov som i forhold til betænkningsudkastet.

Justitsministeriet har

fundet at burde udskille nogle af de særlige tilfælde, hvor

offentlighedsudvalget

har peget på, at udviklingen i den administrative struktur har medført

uheldige

konsekvenser.

...

Reglen i

nr. 4

tager sigte på tilfælde, hvor én

forvaltningsmyndighed udfører sekretariatsopgaver for en anden

forvaltningsmyndighed. Som eksempel herpå kan nævnes den kommunale

skatteforvaltnings

forberedelse af sager for ligningskommissionen. Undtagelsesadgangen vil også

kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor en myndighed i forbindelse med en

bestemt sags behandling udøver sekretariatsmæssige funktioner i forhold til

en

anden myndighed, uden at betingelserne for at anse organerne for én og samme

myndighed af den grund er opfyldt, f.eks. hvor et direktorat eller en anden

styrelse til brug for vedkommende minister udarbejder et udkast til

besvarelse

af et folketingsspørgsmål eller en ansøgning til finansudvalget.

...’

Myndighedernes anvendelse af et funktionelt kriterium ved vurderingen

af om offentlighedslovens § 7, nr. 2, kan bruges

Bestemmelsen i

offentlighedslovens § 7, nr. 2, drejer sig om brevveksling inden for

samme myndighed

,

mens bestemmelsen i § 10, nr. 3, drejer sig om brevveksling mellem

to myndigheder hvor den ene myndighed

udøver en sekretariatsfunktion for den anden.

Ved anvendelsen af § 7, nr.

2, om brevveksling inden for samme myndighed har man i praksis overvejende

set

på det organisatoriske, jf. betænkningens beskrivelse af praksis om den

dagældende offentlighedslovs § 5, nr. 4, og John Vogter, Offentlighedsloven

med kommentarer (1998), 3. udg., s. 176f og 182f. Udgangspunktet er endvidere

at to administrative enheder enten generelt betragtes som én myndighed eller

to myndigheder. Som anført i betænkning nr. 857, s. 192, og i forarbejderne

til § 7, nr. 2, kan der inddrages et funktionelt kriterium ved afgrænsningen

af om der er tale om brevveksling inden for samme myndighed.

Efter min opfattelse kan der

imidlertid ikke inddrages et funktionelt kriterium ved anvendelsen af § 7,

nr.

2, når der er tale om funktioner med karakter af sekretariatsopgaver for en

anden myndighed eller funktioner der ligger i grænseområdet hertil. For denne

type funktioner findes en særskilt - og efter min mening udtømmende -

bestemmelse i offentlighedslovens § 10, nr.

3. Hvis der generelt og organisatorisk er tale om to selvstændige myndigheder

og den ene myndighed har en opgave der kan minde om en sekretariatsfunktion

for

den anden, afhænger undtagelsesadgangen af hvorvidt tilfældet falder ind

under

offentlighedslovens § 10, nr. 3. Det ville være i strid med

offentlighedslovens

hovedprincip om at brevveksling mellem forskellige forvaltningsmyndigheder er

undergivet aktindsigt hvis § 7, nr. 2, fik karakter af en

opsamlingsbestemmelse som kunne finde anvendelse ud fra et funktionelt

kriterium, i de tilfælde hvor brevvekslingen ikke opfyldte kriterierne i §

10,

nr. 3.

I den konkrete sag hvor

Told- og Skattestyrelsens opgaver minder om sekretariatsopgaver eller ligger

i

grænseområdet herfor, ville undtagelsesbestemmelsen i § 7, nr. 2, derfor kun

være anvendelig hvis Told- og Skattestyrelsen og Skatteministeriet generelt

kunne anses for organiseret som én myndighed idet et funktionelt kriterium

ikke kan inddrages i vurderingen.

Anvendelse af offentlighedslovens § 7, nr. 2, ud fra en generel

vurdering af myndighedernes organisation

Jeg har lagt til grund at

Skatteministerens departement og Told- og Skattestyrelsen generelt er

organiseret

som to forskellige myndigheder. Jeg har forstået at Skatteministeriet og

Told-

og Skattestyrelsen er enig i dette synspunkt. Jeg henviser til

Skatteministeriets

brev af 5. februar 1999 og notat af 17. januar 1999, s. 9-10. Endvidere

henviser jeg til skattestyrelsesloven som opererer med ’den centrale

told-

og skatteforvaltning’ (jf. bl.a. §§ 12-14) og

’Skatteministeren’ (jf. bl.a. §

15). Den centrale told- og skatteforvaltning varetages af Told- og

Skattestyrelsen. Det at styrelsen ved lov har fået tillagt (en omfattende)

kompetence, tyder på at den må anses som en selvstændig myndighed i forhold

til Skatteministeriets departement.

At der er tale om to

forskellige myndigheder, fremgår endvidere af at de lovbestemmelser der

bemyndiger

ministeren til at afskære klagemuligheden for Told- og Skattestyrelsens

afgørelser til Skatteministeriets departement. Efter de almindelige

forvaltningsretlige

grundsætninger om administrative hierarkier indebærer det at der er tale om

to

forskellige myndigheder og at styrelsen er underordnet departementet at

Told- og Skattestyrelsens afgørelser kan påklages til Skatteministeriet,

medmindre klageadgangen er afskåret med hjemmel i loven. Der findes

adskillige

bemyndigelsesbestemmelser i told-, afgifts- og skattelovene hvorved

skatteministeren bemyndiges til at afskære rekurs til ministeriet. Disse

bestemmelser om at afskære rekurs havde ikke været nødvendige hvis Told- og

Skattestyrelsen var en afdeling af departementet eller en sideordnet

myndighed. Hvis Told- og Skattestyrelsen havde været en afdeling af

departementet

eller en sideordnet myndighed, ville der ikke være rekurs idet styrelsens

afgørelse

måtte anses som ministerens afgørelse, altså truffet på dennes vegne. Hertil

kommer at Told- og Skattestyrelsen netop er frataget det direkte referat til

ministeren.

Om afgrænsningen af hvornår

der er tale om samme myndighed eller to selvstændige myndigheder, henvises i

øvrigt til John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer (1998), 3. udg.,

s. 177ff, og Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 74ff.

Myndighedernes anvendelse af offentlighedslovens § 10, nr. 3

I visse sager - i sager om

ministerbetjening inden for styrelsens område - betjener Told- og

Skattestyrelsen

efter det oplyste ministeren via departementschefen og dennes

ledelsessekretariat. Ledelsessekretariatet er bemandet med en lille stab af

ansatte i departementet.

Told- og Skattestyrelsen og

Skatteministeriet har anført at styrelsen i denne relation generelt må anses

for ’sekretariat’ i forhold til ministeren efter

offentlighedslovens § 10, nr.

3.

Efter min opfattelse hjemler

offentlighedslovens § 10, nr. 3, ikke mulighed for at en myndighed generelt

(og

ulovbestemt) kan udpege en anden myndighed til at være sekretariat for sig

med den virkning at brevvekslingen mellem myndighederne kan undtages fra

aktindsigt. Heller ikke selv om sekretariatsfunktionen som i sagen her er

afgrænset til ministerbetjening. Jeg henviser for det første til at der i

forarbejderne til § 10, nr. 3, er anført at undtagelsen kan finde anvendelse

hvor en myndighed i forbindelse med ’en bestemt sags behandling’

udøver

’sekretariatsmæssige funktioner’. Jeg bemærker at der i

forarbejderne i

øvrigt er nævnt det eksempel hvor den kommunale skatteforvaltning forbereder

sager for ligningskommissionen. Den kommunale skatteforvaltnings

sekretariatsfunktion var lovbestemt i medfør af § 2 i skattestyrelsesloven da

forarbejderne blev udfærdiget (lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984

om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang mm.). For det andet

ville en sådan almindelig adgang til at udpege en myndighed som sekretariat

indebære en risiko for omgåelse af offentlighedslovens hovedregel om

aktindsigt i brevveksling mellem myndigheder og en tilsidesættelse af

Folketingets afvisning af generelt at udvide undtagelsesområdet til alt

internt præget samarbejde, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 191,

og John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer (1998), 3. udg., s. 168.

I den konkrete sag mener jeg

at det er tvivlsomt om der har været tale om ’sekretariatsmæssige

funktioner’

af en sådan karakter at bestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3, kan

anvendes. Jeg har lagt vægt på at samarbejdet mellem ministeren og styrelsen

efter min opfattelse minder om et almindeligt samarbejde mellem et

ministerium

og en styrelse hvor ministeriet indhenter høringsudtalelser mv. fra en

sagkyndig styrelse.

Hertil kommer at afgrænsningen

af ’den bestemte sag’ er uklar, og en anerkendelse af at anvende

offentlighedslovens § 10, nr. 3, i denne sag vil medføre risiko for omgåelse

af

offentlighedslovens snævre undtagelsesbestemmelse. Styrelsen har i udtalelsen

hertil anført at det blot drejer sig om at undtage fem dokumenter fra

aktindsigt

der alle er signeret af de samme to medarbejdere og forelagt ministeren i en

periode fra februar 1997 til juni 1997, og at disse dokumenter derfor kan

betegnes

som ’en bestemt sag’. Det fremgår af de fem dokumenter at de har

været vedlagt

diverse bilag. Bl.a. fremgår det af de akter jeg har modtaget at det ene

dokument,

notatet af 29. april 1997, var vedhæftet fem notater - et notat om

implementeringen

af toldrapporten og fire notater der redegør for beslutningsgrundlaget - som

jeg har forstået tillige er undtaget fra aktindsigten.

Det fremgår endvidere af styrelsens høringssvar

af 20. januar 1998 at styrelsen bl.a. også udarbejdede udkast til artikler,

udkast til besvarelse af breve og udkast til besvarelse af ministerspørgsmål.

Der findes ikke nogle dokumenter i form af udkast i de sagsakter jeg har

modtaget.

Jeg har derfor heller ikke vurderet ’sekretariatsfunktionen’ i

forhold til

disse udkast. Jeg ved ikke om de manglende udkast skyldes at alle de

fremsendte udkast til ministeren er blevet underskrevet, eller om der er

yderligere brevveksling mellem styrelsen og ministeren som ikke er udleveret

ved aktindsigtsbegæringen.

Afgrænsningen af ’den

bestemte sag’ er desuden uklar fordi der ikke forudgående var truffet

beslutning

om i hvilken relation styrelsen skulle anses som sekretariat,

omstruktureringssagen

strakte sig over en lang periode med mange forskelligartede opgaver, og fordi

opgaverne var fordelt på flere kontorer og medarbejdere.

Det er sammenfattende derfor

min opfattelse at offentlighedslovens § 7, nr. 2, og § 10, nr. 3, ikke kan

finde anvendelse i denne sag.

Jeg har samtidig hermed

gjort Told- og Skattestyrelsen og Skatteministeriet bekendt med min

opfattelse.

Endvidere har jeg henstillet til Skatteministeriet at genoptage sagen.”

Den 23. juni 1999 meddelte

Told- og Skattestyrelsen at man havde valgt efter omstændighederne at

udlevere

de omhandlede indstillinger til avisen.

Jeg skrev den 12. juli 1999

til Skatteministeriet at jeg på det foreliggende grundlag og fordi avisen

ikke

havde rettet henvendelse igen ikke foretog mig mere i sagen.

NOTER: (*1)

FOB 1989, s. 241

FOB 1989, s. 175

FOB 1992, s. 96

FOB 1995, s. 309

FOB 1989, s. 188

019890018870

Lignende dokumenter