Aktindsigt i sag om ny toldstruktur
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Aktindsigt i sag om ny toldstruktur
Avisen A rettede i to breve
af 13. august 1997 henvendelse til Skatteministeriet og Told- og
Skattestyrelsen
og bad om aktindsigt i dokumenterne vedrørende beslutningen om den
forestående sammenlægning af de eksisterende toldafdelinger til otte store
centre. Avisen henvendte sig igen i brev af 14. august 1997 til Told- og
Skattestyrelsen.
Told- og Skattestyrelsen
besvarede henvendelserne i brev af 19. august 1997. Avisen A fik udleveret
toldrapporten, REKS-tallene, en journaloversigt og de dokumenter der uden
videre kunne fremskaffes, bortset fra styrelsens fem indstillinger til
skatteministeren.
Med hensyn til indstillingerne anførte Told- og Skattestyrelsen at de var
undtaget fra aktindsigt med henvisning til offentlighedslovens § 10, nr. 3,
om sekretariatsbetjening.
Avisen A klagede til mig i
brev af 20. august 1997.
I brev af 15. september 1997
bad jeg Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse i anledning af klagen.
Styrelsen skrev bl.a.
følgende i brev af 17. oktober 1997 hertil:
“
Indstillinger til skatteministeren
Told- og Skattestyrelsen har
i løbet af arbejdet med etableringen af toldcentrene løbende udarbejdet
orienteringer/indstillinger til skatteministeren.
Konkret foreligger følgende
materiale, der medsendes (bilag 4):
notat af 4. februar 1997 om indholdet af rapporten om
Læs alt
toldarbejdet
orientering af 17. februar 1997 om planerne for det
videre arbejde, herunder for sammenhængen til den på dette tidspunkt
igangværende
budgetanalyse
notat af 29. april 1997 om etablering og placering af
hjemsted
notat af 16. juni 1997 om særligt problematiske
placeringer mv.
indstilling af 23. juni 1997 om placering af toldcentre
mv.
Grundlaget for Told- og
Skattestyrelsens afvisning af at udlevere det omtalte materiale er - som det
fremgår - undtagelsesbestemmelsen i § 10, nr. 3 i Lov om offentlighed i
forvaltningen.
Told- og Skattestyrelsen har
i sagen om etablering af toldcentrene fungeret meget direkte som sekretariat
for ministeren. Materialet er blevet samlet i ét kontor i Told- og
Skattestyrelsen, og kontorchefen for dette kontor har i en række sammenhænge
deltaget i møder ved siden af ministeren som ministerens rådgiver.
Departementet har ikke været
inddraget i sagsbehandlingen. Det skyldes, at sagkundskaben på området findes
i
Told- og Skattestyrelsen, da området henhører under denne myndigheds
kompetence.
Der er således - i
overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning til offentlighedsloven -
tale om et tilfælde, hvor ministerens departement ikke har haft den fornødne
sagkyndige baggrund til at udarbejde det pågældende materiale, jfr.
vejledningens pkt. 38.
Dertil kommer karakteren af
det omtalte materiale. Som det fremgår, er der tale om materiale vedrørende
ministerens beslutningsproces, der er kendetegnet ved at være en
fremadskridende proces, hvor stadig flere hensyn inddrages, før den endelige
beslutning træffes. En offentliggørelse af denne type materiale ville gøre
det
overordentlig vanskeligt for en minister at gennemføre organisatoriske
omlægninger af den omhandlede karakter.
Klagevejledning
...
Indtil en sådan
bekendtgørelse træder i kraft, er der efter gældende ret som udgangspunkt
ingen
klagemulighed for styrelsens 1. instansafgørelser om aktindsigt. Dette gælder
både afgørelser om aktindsigt på skatteområdet og afgørelser om aktindsigt i
sager vedrørende told og afgifter. Efter administrativ praksis vil
indsigelser
på området imidlertid - ud fra det i øvrigt alment gældende to-instans
princip
på Skatteministeriets område - blive behandlet af styrelsen på
skatteministerens
vegne.”
Told- og Skattestyrelsen
uddybede i en supplerende udtalelse af 20. januar 1998 hvordan styrelsens
arbejde havde været organiseret. I udtalelsen var der bl.a. anført:
“
Organisering af arbejdet
Den 28. januar 1996 nedsatte
skatteministeren et kontrolstrategiudvalg med vicedirektør (B), Told- og
Skattestyrelsen som formand. Udvalget fik til opgave at udarbejde oplæg til
fastlæggelse af den fremtidige kontrolstrategi på skatte-, afgifts- og
toldområdet.
I juni 1996 besluttede
kontrolstrategiudvalget som led i dets arbejde at nedsætte en arbejdsgruppe
vedrørende kontrolstrategi for og organisering af toldarbejdet. Gruppen, der
fik kontorchef (C), Told- og Skattestyrelsen som formand, fik til opgave at
analysere og beskrive toldopgaven, at udarbejde forslag til kontrolstrategi
for toldkontrolopgaven, at udarbejde forslag til organisering af toldopgaven,
at overveje den søgående kontrol, samt at foretage overvejelser i relation
til
forskellige former for svig i forhold til EU.
Arbejdsgruppen afholdt i
perioden medio august 1996 til ultimo januar 1997 i alt 12 møder. Gruppens
arbejde mundede ud i en rapport af februar 1997, den såkaldte toldrapport. En
beskrivelse af rapportens indhold og anbefalinger fremgår af vedlagte
Information
fra direktionen, nr. 107, 7. marts 1997. Det fremgår heraf, at rapporten vil
danne grundlag for de videre overvejelser om den fremtidige tilrettelæggelse
af
toldarbejdet.
Arbejdsgruppens arbejde blev
naturligt inddraget i arbejdet med budgetanalysen af Told*Skat, marts 1997,
jf.
omtalen heraf i den oprindelige udtalelse om nærværende sag.
Af den oprindelige udtalelse
fremgår det ligeledes, at ministeren blev orienteret om toldrapporten i notat
af 4. februar 1997, samt om planerne for det videre arbejde og om
sammenhængen
til budgetanalysen i notat af 17. februar 1997. Ministeren godkendte
herefter,
at der kunne arbejdes videre med de fremlagte planer.
I de følgende par måneder
blev der iværksat et analysearbejde om, hvordan ændringerne konkret kunne
gennemføres. Arbejdet omfattede bl.a. antal og placering af centre, tidsplan
for omlægningerne, principper for bemanding samt økonomi. Dette arbejde fandt
primært sted i Told- og Skattestyrelsens Erhvervsafdeling, hvor toldopgaven
fagligt er placeret samt i Organisations- og Personaleudviklingskontoret, der
ledes af tidligere omtalte kontorchef (C). Kontoret, der ofte deltager i
projekter vedr. organisationsomlægning, havde i denne sammenhæng den
koordinerende
rolle og kontakten til ministeren.
Arbejdet mundede ud i notat
af 29. april 1997 (omtalt i og vedlagt den oprindelige udtalelse), der blev
forelagt ministeren. Væsentlige dele af notatets indhold havde forinden været
drøftet med personaleorganisationerne, ikke mindst hvad angår de
personalemæssige
konsekvenser.
På baggrund af det fremlagte
notat blev det besluttet at iværksætte en høring i amterne samt at orientere
berørte kommuner (kommuner, hvor der var placeret en told- og skatteregion)
om
planerne med etablering af toldcentre. Der blev medio maj 1997 udsendt breve
med orientering om planerne og oplyst om mulighederne for et møde med
ministeren. Høringen blev tilrettelagt og gennemført af Organisations- og
Personaleudviklingskontoret.
En række kommuner ønskede at
udnytte muligheden for et møde med ministeren, hvilket medførte en række
møder
i perioden fra medio maj til umiddelbart før, at den endelige beslutning om
placeringen
af toldcentrene blev truffet. I disse møder deltog kontorchefen for
Organisations- og Personaleudviklingskontoret (C) sammen med ministeren og
ministersekretæren.
På baggrund af
høringssvarene, møderne med kommunerne og fortsat analysearbejde blev den
endelige
indstilling udarbejdet og forelagt ministeren i notat af 23. juni 1997.
Ministeren traf herefter beslutning om etableringen af 8 toldcentre den 24.
juni 1997.
Varetagede funktioner
Told- og Skattestyrelsen har
varetaget samtlige funktioner i forbindelse med udarbejdelsen af
beslutningsgrundlaget
for toldcentrene. Styrelsen har således:
* haft en fremtrædende rolle
i udvikling af idéen om toldcentre med baggrund i erfaringer om de risici,
der
kunne være forbundet med at sprede opgaven på alle 31 regioner
* gennemført analysearbejde
af, hvordan idéen kunne gennemføres (opgaver, personale, edb, lokalisering
mv.)
* løbende orienteret
ministeren
* løbende skrevet udkast til
artikler og til besvarelse af breve mv. om sagen
* løbende udarbejdet udkast
til besvarelse af ministerspørgsmål om sagen
* tilrettelagt høringen af
amter og berørte kommuner om centrene
* deltaget i møder mellem
ministeren og lokale politikere, erhvervsfolk mv.
En række af styrelsens
afdelinger har på grund af særlig ekspertise og/eller sædvanlig arbejdsdeling
deltaget i arbejdet. Det gælder bl.a. Erhvervsafdelingen, Kontrol- og
Inddrivelsesafdelingen samt Økonomiafdelingen. De omtalte funktioner i
forbindelse med udarbejdelsen af beslutningsgrundlaget for toldcentrene er
dog
som nævnt især blevet varetaget af Organisations- og
Personaleudviklingskontoret,
som også har haft den koordinerende funktion.”
Ved brev af 7. december 1998
sendte jeg en foreløbig redegørelse om sagen til Skatteministeriet med
henblik
på at ministeriet fik lejlighed til at udtale sig om sagen. I redegørelsen
anførte jeg bl.a.:
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
“Told- og Skattestyrelsen har som begrundelse for at undtage
indstillingerne fra styrelsen til skatteministeren henvist til
offentlighedslovens § 10, nr. 3.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
’§ 10. Retten til aktindsigt omfatter ikke:
...
3) Dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed udfører
sekretariatsopgaver for en anden myndighed.’
Bestemmelsen fandtes oprindelig i offentlighedslovens § 10, nr. 4, men blev
flyttet til § 10, nr. 3, ved lov nr. 347 af 6. juni 1991 om ændring af lov om
offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven. I forarbejderne til
bestemmelsen er der anført, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 224:
’Reglen i
nr. 4
tager sigte på tilfælde, hvor én forvaltningsmyndighed udfører
sekretariatsopgaver for en anden forvaltningsmyndighed. Som eksempel herpå
kan nævnes den kommunale skatteforvaltnings forberedelse af sager for
ligningskommissionen. Undtagelsesadgangen vil også kunne finde anvendelse i
tilfælde, hvor en myndighed i forbindelse med en bestemt sags behandling
udøver sekretariatsmæssige funktioner i forhold til en anden myndighed, uden
at betingelserne for at anse organerne for én og samme myndighed af den grund
er opfyldt, f.eks. hvor et direktorat eller en anden styrelse til brug for
vedkommende minister udarbejder et udkast til besvarelse af et
folketingsspørgsmål eller en ansøgning til finansudvalget.’
Jeg har tidligere udtalt mig om bestemmelsens anvendelsesområde. I en
udtalelse refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s.
175ff, udtalte jeg bl.a. (s. 181):
’Bestemmelsen må herefter forstås således, at den navnlig tager sigte på
de relativt sjældne tilfælde, hvor det er
bestemt
eller
forudsat i lovgivningen,
at
sekretariatsfunktionerne for en myndighed varetages af en anden myndighed.
Uden for området for § 10,
nr. 4, falder de tilfælde, som er ganske almindeligt forekommende i praksis,
hvor personer ansat i en myndighed udlånes til en anden myndighed, eventuelt
blot på deltid, med henblik på varetagelse af sekretariatsopgaver for den
anden
myndighed. Under forudsætning af at de pågældende ved udførelsen af
sekretariatsopgaverne er undergivet den anden myndigheds instruktions- og
tilsynsbeføjelser, må forholdet normalt opfattes således, at
sekretariatsarbejdet udføres som en del af denne myndighed, og
dokumentudveksling i den forbindelse er da omfattet af offentlighedslovens §
7
om internt arbejdsmateriale.
Når der ses bort fra de
særlige tilfælde, hvor det fremgår af lovgivningen, at sekretariatsfunktionen
skal udøves af en anden myndighed, stemmer det efter min opfattelse bedst med
de ovenfor anførte almindelige fortolkningssynspunkter at gå ud fra, at
sekretariatsopgaverne
varetages af særligt udpeget personale, der i den forbindelse indgår som en
del
af den sekretariatsbetjente myndighed.
For at undgå tvivl i den
henseende vil det være hensigtsmæssigt på forhånd at udpege de personer, der
skal udføre sekretariatsopgaver og så vidt muligt definere indholdet af disse
opgaver (til forskel fra de opgaver, de pågældende personer varetager som led
i
deres normale ansættelse).
Motiverne til § 10, nr. 4,
forudsætter, at der også uden for de lovbestemte tilfælde kan være tale om,
at
en myndighed som sådan udfører sekretariatsfunktionen for en anden myndighed
og
angiver herved et par eksempler.
Ud over de anførte eksempler
kan der ikke anerkendes nogen almindelig adgang til ved konkret beslutning at
udpege en myndighed som sekretariat for en anden myndighed med den
konsekvens,
at samarbejdet mellem myndighederne bliver undtaget fra aktindsigt. Det vil
indebære en risiko for omgåelse af offentlighedslovens hovedregel om
aktindsigt i brevveksling mellem myndigheder samt en tilsidesættelse af
Folketingets afvisning af generelt at udvide undtagelsesområdet til alt
internt
præget samarbejde.
En forudsætning for at
anerkende en myndighed som sekretariat for en anden myndighed må i hvert fald
være 1) at funktionerne faktisk har karakter af sekretariatsvirksomhed, dvs.
praktisk bistand samt udarbejdelse af oplæg mv. til den anden myndigheds
udførelse af sine opgaver, 2) at den anden myndighed har mulighed for gennem
instruktion og tilsyn mv. at styre sekretariatsarbejdet. Også i disse
tilfælde
vil det være hensigtsmæssigt på forhånd at sørge for, at
sekretariatsfunktionerne
relativt klart lader sig udskille fra myndighedens øvrige funktioner.’
I en sag refereret samme
sted, s. 188ff, udtalte jeg at Sundhedsstyrelsen ikke kunne anses som
sekretariat
i forhold til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Jeg lagde bl.a. vægt på at
styrelsen besad en selvstændig funktion ved sagsbehandlingen og afgav
udtalelser
med en selvstændig faglig og juridisk/administrativ vurdering af sagen.
I forbindelse med et
egendrift-projekt som er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for året
1989, s. 241ff, udtalte jeg (s. 280) at det var kritisabelt at
Skatteministeriet med henvisning til offentlighedslovens § 10, nr. 4, (i dag
§
10, nr. 3) havde undtaget et notat fra aktindsigt der var udarbejdet af en
medarbejder i Skatteministeriet til brug for Miljøministeriets
ferieboligudvalg. Dette allerede fordi udvalgets sekretariatsfunktion ikke
blev varetaget af medarbejdere i Skatteministeriet, men af medarbejdere i
Planstyrelsen.
I en udtalelse refereret i
min beretning for 1992, s. 96f (s. 103), anførte jeg at et brev fra
Industriministeriet
til Forbrugerstyrelsen i forbindelse med at ministeriet bad styrelsen om at
udarbejde et bidrag til det lovforberedende arbejde vedrørende finansloven,
ikke kunne undtages fra aktindsigt med henvisning til offentlighedslovens §
10, nr. 3. Industriministeriet havde henvist til at styrelsens bistand
skyldtes at styrelsen lå inde med oplysninger som departementet ikke havde,
og i øvrigt var udtryk for en arbejdsdeling mellem departement og styrelse. I
udtalelsen var der bl.a. anført:
’I det foreliggende
tilfælde, hvor der er tale om et almindeligt samarbejde mellem departement og
styrelse - en relation, hvor hovedreglen om aktindsigt i myndighedernes
indbyrdes brevveksling ofte er fremhævet - er der efter min opfattelse ikke
grundlag for at benytte undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 10,
nr.
3. Jeg må derfor anse det som en fejl, at Industriministeriet har henvist til
denne bestemmelse som begrundelse for at afvise at give aktindsigt.’
Med henvisning til
udtalelsen i 1992-beretningen fandt jeg ligeledes i en sag som er refereret i
min beretning for 1995, s. 309ff, at den korrespondance der havde været
mellem
DSB og Trafikministeriet om de konsekvenser der skulle drages af de såkaldte
Bernsteinrapporter, ikke kunne undtages fra aktindsigt i medfør af
offentlighedslovens
§ 10, nr. 3.
Lars Busck har i en artikel
i Juristen (1993), s. 293ff, anført at det kun under visse ret snævre
betingelser
kan anerkendes at en myndigheds bistand til en anden myndighed karakteriseres
som en sekretariatsfunktion. ’Dels må funktionen faktisk have den
underordnede
og uselvstændige karakter i forhold til den anden myndighed, som normalt
lægges
i ordet, det vil sige udarbejdelse af oplæg og indstillinger m.v. samt
praktisk
bistand, dels må det være sådan,
at hovedmyndigheden har
mulighed for gennem instruktion og tilsyn m.v. at styre
sekretariatsarbejdet’.
Se i øvrigt
Offentlighedsloven med kommentarer af John Vogter, 3. udg., s. 201ff.
Offentlighedslovens § 10,
nr. 3, tager som anført navnlig sigte på de tilfælde hvor
sekretariatsfunktionen
er bestemt eller forudsat i lovgivningen. I den foreliggende sag er der ikke
tale om at Told- og Skattestyrelsen har udøvet en lovbestemt
sekretariatsfunktion.
Der er heller ikke tale om
at bestemte personer har været udlånt til Skatteministeriet. Indstillingerne
i
sagen til skatteministeren er dog alle signeret af kontorchef (C) og
vicedirektør (D) i Told- og Skattestyrelsen. Som sagen er oplyst for mig, har
deres opgave ikke på noget tidspunkt været beskrevet eller defineret sådan at
man kan sige at de i relation til indstillingerne var udlånt til
Skatteministeriet.
Hertil kommer at indstillingerne nu rent faktisk ligger i Told- og
Skattestyrelsens sag således at de vil have mistet deres interne karakter,
medmindre styrelsen i sig selv kan siges at være sekretariat for
Skatteministeriet
i sagen.
Det er oplyst at flere
kontorer i Told- og Skattestyrelsen har været inddraget i behandlingen af
sagen,
bl.a. Organisations- og Personaleudviklingskontoret, Erhvervsafdelingen,
Kontrol- og Inddrivelsesafdelingen og Økonomiafdelingen, og det er derfor
spørgsmålet om Told- og Skattestyrelsen som myndighed kan anses for at have
udøvet en sekretariatsfunktion.
Som omtalt i Folketingets
Ombudsmands beretning for året 1989, s. 175,
må det være en forudsætning for at anerkende en myndighed som
sekretariat for en anden myndighed at der i hvert fald er tale om 1) at
funktionerne
faktisk har karakter af ’sekretariatsvirksomhed’, dvs. praktisk
bistand og
udarbejdelse af oplæg mv. til den anden myndigheds udførelse af sine opgaver;
og 2) at den anden myndighed har mulighed for gennem instruktion og tilsyn
mv. at styre sekretariatsarbejdet. Sekretariatsvirksomhed forudsætter at
myndighedens arbejde er af underordnet og uselvstændig karakter i modsætning
til de tilfælde hvor myndigheden besidder en selvstændig funktion ved
sagsbehandlingen, f.eks. hvor myndigheden afgiver selvstændige faglige og
juridiske vurderinger, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989,
s. 188ff, og Lars Busck, Juristen 1993, s. 298.
Told- og Skattestyrelsens
opgaver har bestået i at tilvejebringe beslutningsgrundlaget for
omstruktureringen
og oprettelsen af de otte toldcentre. Told- og Skattestyrelsen har været
undergivet skatteministerens instruktionsadgang hvilket indstillingerne
netop bærer præg af idet styrelsen her har opstillet alternativer for det
videre forløb som ministeren skulle melde tilbage på.
Selv om styrelsens opgaver
umiddelbart har karakter af sekretariatsvirksomhed på grund af
Skatteministeriets
instruktionsbeføjelser, har de omfattende opgaver i struktursagen efter min
opfattelse nærmere haft karakter af selvstændig faglig bistand/indstillinger
til ministeren.
Samtidig er det også anført
i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s. 175, at der ikke ud
over
de nævnte eksempler i motiverne anerkendes nogen almindelig adgang til ved
konkret beslutning at udpege en myndighed som sekretariat for en anden
myndighed
med den konsekvens at samarbejdet mellem myndighederne bliver undtaget fra
aktindsigt. Det vil indebære en risiko for omgåelse af offentlighedslovens
hovedregel om aktindsigt i brevveksling mellem myndigheder og en
tilsidesættelse
af Folketingets afvisning af generelt at udvide undtagelsesområdet til alt
internt præget samarbejde.
Ved en beslutning om at
foretage en større regional omstrukturering - som træffes på ministerniveau -
vil det efter min opfattelse være ganske naturligt at ministeriet inddrager
den underordnede styrelse som har ekspertise på området. Et sådant samarbejde
gør ikke automatisk den underordnede myndighed til sekretariat.
Hertil kommer at selv om omstruktureringen
overordnet kan betegnes som ’en bestemt sag’, har opgaverne i
forbindelse
hermed været mangeartede, strakt sig over en lang periode, været fordelt på
flere kontorer og medarbejdere og umiddelbart været svære at adskille fra
styrelsens andre opgaver. Det vil således kunne give anledning til tvivl
hvornår styrelsen anså sig for at udøve sekretariatsfunktioner for
ministeren, og hvornår styrelsen ikke gjorde det. En anerkendelse af § 10,
nr.
3, i en sådan situation ville efter min mening medføre en risiko for omgåelse
af hovedreglen i offentlighedsloven om aktindsigt i brevveksling mellem
myndigheder. Jeg henviser samtidig til at, som sagen er oplyst for mig, var
det
først i forbindelse med aktindsigtsbegæringerne at Told- og Skattestyrelsen
meddelte skatteministeren at styrelsen opfattede sig selv som sekretariat for
Skatteministeriet (notat af 20. august 1997). Efter det oplyste har der altså
ikke været tale om at der lå en formel beslutning fra skatteministeren om at
udpege Told- og Skattestyrelsen som et ad hoc-sekretariat for sig i
forbindelse med udførelsen af disse arbejdsopgaver. Jeg har desuden forstået
at ministeren i april 1995 netop har frataget Told- og Skattestyrelsen det
tidligere direkte referat til ministeren, jf. Budgetanalysen af Told*Skat,
marts 1997, kapitel 6, pkt. 6.4., og Poul Erik Hjerrild-Nielsen mfl.,
Skatteproces (1996), s. 82.
Anvendelse
af offentlighedslovens § 10, nr. 3, ville reelt stille styrelsen i samme
situation som ved et direkte referat.
På den baggrund finder jeg
ikke at offentlighedslovens § 10, nr. 3, kan anvendes i denne sag, og jeg er
derfor indstillet på at henstille til Told- og Skattestyrelsen at genoptage
sagen.”
Skatteministeriets
departementschef, E, foreslog mig i brev af 5. februar 1999 at holde et møde
til drøftelse af sagen. Brevet var bl.a. vedlagt to notater fra Told- og
Skattestyrelsen
af 17. og 19. januar 1999.
I notatet af 17. januar 1999
havde styrelsen kommenteret min foreløbige redegørelse. I notatet var der
bl.a. anført:
“Ombudsmandens foreløbige kritikpunkter
1)
For så vidt angår den anden betingelse om funktionernes
karakter af ’sekretariatsvirksomhed’, er det derimod ombudsmandens
opfattelse,
at
’de omfattende opgaver i struktur-sagen... nærmere har haft
karakter af
selvstændig faglig bistand/indstillinger til ministeren’
, jf.
redegørelsen s. 10.
Det er imidlertid uklart for
styrelsen, hvilken betydning ombudsmanden i denne konkrete sammenhæng
tillægger begrebet ’selvstændig’.
I den ovenfor refererede
betingelse om ’sekretariatsvirksomhed’ er det præciseret, at der
skal være
tale om arbejde af
’underordnet og
uselvstændig karakter i modsætning til de tilfælde hvor myndigheden besidder
en
selvstændig funktion ved sagsbehandlingen’. Der er i den forbindelse
henvist til FOB 1989, s. 188ff, som omtaler Sundhedsstyrelsens udtalelse til
patientklagenævnet i en sag, hvor nævnet skulle træffe afgørelse i en
klagesag, dvs. et tilfælde, hvor styrelsen som myndighed afgiver
høringsudtalelse som bidrag til en anden myndigheds beslutningsgrundlag. En
sådan selvstændig høringsudtalelse fra en myndighed, indhentet af en anden
myndighed til brug i sagsbehandlingen er således omfattet af aktindsigt.
Der er ligeledes henvist til
Lars Busck i Juristen 1993, s. 298, som efter styrelsens opfattelse
imidlertid
ikke yder noget yderligere fortolkningsbidrag, idet han udelukkende henviser
til ombudsmandens udtalelse i sagen om ’Brundtlandudvalget’.
Ombudsmanden har endvidere
henvist til Offentlighedsloven med kommentarer af John Vogter, 3. udg.
(1998),
s. 201ff. Det fremhæves her, at der ved anvendelse af undtagelsesbestemmelsen
i
offentlighedslovens § 10, nr. 3, skal være tale om et
selvstændigt
udkast i tilfælde hvor et direktorat eller en styrelse
til brug for vedkommende minister f.eks. udarbejder udkast til besvarelse af
et folketingspørgsmål eller en ansøgning til Finansudvalget. Og det
præciseres
videre, at
’Bestemmelsen omfatter alene
selvstændige udkast til svar i de tilfælde, hvor ministerens departement ikke
har den fornødne sagkyndige baggrund for at kunne udarbejde besvarelse
m.v.’
Denne fortolkning er i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning
til
offentlighedsloven, pkt. 38, som Vogter også henviser til.
I den konkrete sag er det
styrelsens opfattelse, at de omtalte indstillinger er
’selvstændige’ i forhold
til departementet, da de er udarbejdet alene af styrelsen uden inddragelse af
-
eller i samarbejde med - departementet, som i denne sag ikke har haft
den fornødne sagkyndige baggrund. Indstillingerne har således i deres helhed
og
i deres af styrelsen udarbejdede oprindelige form dannet grundlag for
ministerens beslutningsproces om etablering og placering af toldcentrene.
Det er ligeledes styrelsens
opfattelse, at de omtalte indstillinger er ’uselvstændige’ udkast i
forhold til
ministeren, da styrelsen ikke har haft nogen selvstændig funktion som
høringsmyndighed, og da styrelsen ved udarbejdelsen af de pågældende udkast
har
været under ministerens instruktionsadgang. Der har således i forhold til
ministeren været tale om arbejde af
’underordnet
og uselvstændig karakter’.
2)
Ombudsmanden fremfører endvidere:
’Hertil kommer at selv om omstruktureringen overordnet kan betegnes
som 'en bestemt sag', har opgaverne i forbindelse hermed været mangeartede,
strakt sig over en lang periode, været fordelt på flere kontorer og
medarbejdere og umiddelbart været svære at adskille fra styrelsens andre
opgaver.’
Og ombudsmanden konkluderer:
’En anerkendelse af § 10, nr. 3, i en
sådan situation ville efter min mening medføre en risiko for omgåelse af
hovedreglen i offentlighedsloven om aktindsigt i brevveksling mellem
myndigheder.’
jf. redegørelsen s. 11.
Styrelsen er enig med
ombudsmanden i, at omstruktureringen overordnet har omfattet mange opgaver og
strakt sig over lang tid, hvis man inddrager hele forløbet fra ministeren den
28. januar 1996 nedsatte kontrolstrategiudvalget med vicedirektør (B),
Told-
og Skattestyrelsen som formand til ministeren den 24. juni 1997 traf sin
endelige beslutning om etablering af 8 toldcentre.
Styrelsen har imidlertid
alene undtaget 5 dokumenter, som alle direkte vedrører beslutningsgrundlaget
for etableringen og placeringen af toldcentrene, og som alle blev forelagt
ministeren i en kortere periode fra februar 1997 til juni 1997. De undtagede
dokumenter omfatter således emne- og indholdsmæssigt et veldefineret
delområde af den større ’kontrolstrategisag’, og dette delområde
kan derfor
efter styrelsens opfattelse betegnes som ’en bestemt sag’.
Ligeledes er dokumenterne
alle dateret inden for en kortere periode af den overordnede sags samlede
tidsmæssige forløb.
De undtagede 5 dokumenter er
endvidere alle udarbejdet direkte til brug for ministerens beslutning om
etablering
og placering af toldcentrene, ligesom de alle er signeret af kontorchef (C) i
styrelsen samt vicedirektør (D). Dokumenterne er herefter alle forelagt
direkte
for ministeren. Der har således efter styrelsens opfattelse ikke foreligget
nogen risiko i den konkrete situation for omgåelse af offentlighedslovens
hovedregel om aktindsigt.
3)
Endelig fremfører ombudsmanden:
’Efter det oplyste har der altså ikke været tale om at der lå en formel
beslutning fra skatteministeren om at udpege Told- og Skattestyrelsen
som et ad hoc-sekretariat for sig i forbindelse med udførelsen af disse
arbejdsopgaver. Jeg har desuden forstået at ministeren i april 1995 netop har
frataget Told- og Skattestyrelsen det tidligere direkte referat til
ministeren, jf. ...... . Anvendelse af offentlighedsloven § 10, nr. 3, ville
reelt stille styrelsen i samme situation som ved et direkte referat.’,
jf.
redegørelsen, s. 11.
For så vidt angår
ombudsmandens konklusion, jf. sidste pkt., kan det oplyses, at styrelsen
fortsat udfører ministerbetjeningsopgaver. Det er korrekt, at styrelsens
direkte ministerreferat blev ændret den 20. april 1995, således at det
samlede
administrative ansvar fra denne dato blev placeret hos departementchefen.
Dette
indebar imidlertid ikke, at styrelsens ministerbetjeningsopgaver faldt væk,
men blot at alle ministerforelæggelser - såvel fra departementet som
fra
styrelsen - skulle passere via departementchefen, herunder den
koordinerede ministerbetjeningsfunktion, som samtidig blev oprettet, jf.
vedlagte notat om ændringer i Skatteministeriets organisationsstruktur.
Told- og
Skattestyrelsen har hidtil - på grundlag af Skatteministeriets
organisations- og kompetencestruktur siden 1990 - generelt anset
sig for ministerens sekretariat i forbindelse med varetagelse af
ministerbetjeningsopgaver
inden for styrelsens særlige kompetenceområder.
Styrelsen har derfor ikke
anset det for påkrævet, at der som forudsætning for anerkendelse af
styrelsens
sekretariatsfunktion forelå en ministerbeslutning i den konkrete sag.
Det er endvidere styrelsens
opfattelse, at der efter hidtidig praksis ikke foreligger noget generelt krav
om på forhånd at udpege de personer, der skal udføre sekretariatsopgaver og
definere indholdet af disse opgaver. Der har i den tidligere omtalte
udtalelse
i sagen om ’Brundtlandudvalget’ alene været anført det
’hensigtsmæssige’
i at udpege disse personer og
’så vidt muligt’
definere indholdet af
deres opgaver for at undgå tvivl herom.
II. Eventuel anvendelse af andre undtagelsesbestemmelser i
offentlighedsloven.
Ombudsmanden har som tidligere
anført bemærket, at han ikke har udtalt sig om hvorvidt andre
undtagelsesbestemmelser
i offentlighedsloven kan finde anvendelse i sagen.
Told- og
Skattestyrelsen har overvejet anvendelsesområdet for offentlighedslovens § 7,
nr. 2, der ligesom offentlighedslovens § 10, nr. 3, efter forarbejderne til
bestemmelsen tilsigter at beskytte den interne beslutningsproces.
Offentlighedslovens § 7, nr.
2 har følgende ordlyd:
’§ 7. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne
arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses
1) .....
2) brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed og
3).....’
Spørgsmålet er om
departementet og styrelsen kan anses for to forskellige enheder inden for
samme
myndighed.
Udgangspunktet er, at
vurderingen af, om der er tale om ’samme myndighed’ skal foretages
generelt,
dvs. således, at de pågældende enheder enten i alle tilfælde eller slet ikke
anses for ’samme myndighed’. Det antages dog, at der efter
omstændighederne
også må lægges vægt på en bedømmelse af organernes indbyrdes funktioner (dvs.
et funktionelt kriterium), der indebærer, at organerne alene i visse
relationer
anses for ’samme myndighed’.
Ud fra en generel vurdering
foretaget efter Justitsministeriets afgrænsningskriterier må styrelsen anses
for en selvstændig myndighed i forhold til departementet, hvilket indebærer
at
brevveksling mellem styrelsen og departementet som helhed ikke kan anses for
omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 7, nr. 2.
Det er imidlertid styrelsens
opfattelse, at en afgrænsning efter et funktionelt kriterium kan føre til et
andet resultat. Ombudsmanden har i en udtalelse præciseret indholdet af
’
et såkaldt funktionelt kriterium, hvorefter
der - uanset at der generelt set er tale om selvstændige myndigheder
-
efter omstændighederne kan gøres undtagelse for tilfælde, hvor varetagelsen
af organernes indbyrdes funktioner må antages at forudsætte, at udveksling af
dokumenter organerne imellem betragtes som interne’
, jf. FOB 1986, side
90ff.
Det er styrelsens
opfattelse, at den tidligere omtalte koordinerede ministerbetjening, som blev
indført i april 1995, og som organisatorisk kom til udtryk ved oprettelsen af
et ledelsessekretariat med ansvar for ’indslusning’ af styrelsens
og
departementets ministersager under departementschefens ledelse, må antages at
udgøre en sådan indbyrdes funktion mellem departementet og styrelsen, som
forudsætter
at udveksling af dokumenter i denne sammenhæng mellem de to enheder betragtes
som interne og derfor vil være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i
offentlighedslovens § 7, nr. 2.
Ud fra ’sagsejerskab’
(styrelse/departement) og koordinationsbehov kan ministersagerne opdeles i en
række hovedtyper. En af disse er karakteriseret ved, at styrelsen har
sagsejerskabet og at der ikke er noget koordinationsbehov i forhold til
departementet.
Den aktuelle sag er et
eksempel på denne hovedtype, idet sagen er forelagt direkte for ministeren
via
ledelsessekretariatet uden noget koordinationsbehov i forhold til
departementet.
Det er derfor styrelsens
antagelse, at indstillingerne i den aktuelle sag også kunne være undtaget fra
aktindsigt efter bestemmelsen i § 7, nr. 2, selvom denne antagelse hviler på
en
i litteraturen relativ begrænset behandling af det funktionelle kriterium.
Told- og
Skattestyrelsen valgte imidlertid, da man traf afgørelse i sagen, at begrunde
afslaget på aktindsigt med henvisning til offentlighedslovens § 10, nr. 3.
Baggrunden for dette valg var, at styrelsen på grundlag af forarbejderne til
bestemmelsen, en relativ omfattende praksis i form af ombudsmandsudtalelser
samt andre fortolkningsbidrag havde den klare opfattelse, at de 5 undtagede
dokumenter i denne sag utvivlsomt var omfattet af bestemmelsen.”
Told- og Skattestyrelsen
beskrev i notat af 19. januar 1999 styrelsens rolle som
ministerbetjeningsorgan.
I notatet var der bl.a. anført:
“
4.
Told- og Skattestyrelsens direkte ministerreferat blev
ændret i april 1995. Foranlediget af rapporten om bankredninger skrev
skatteminister
Carsten Koch den 20. april 1995 således til Told- og Skattestyrelsen:
’Den hidtidige ansvarsfordeling mellem Told- og Skattestyrelsen og
Skatteministeriets Departement ændres således, at det samlede administrative
ansvar fra dags dato er placeret hos departementschefen’. Brevet er
vedlagt. Ændringen kom organisatorisk
til udtryk ved oprettelsen af et ledelsessekretariat med ansvar for
’indslusning’ af Styrelsens og Departementets ministersager under
departementschefens ledelse, d.v.s. den koordinerede ministerbetjening.
I et fælles brev fra
departementschef (E) og told- og skattedirektør (F) af 24. april 1995
(vedlagt)
præciseres, at strukturændringerne
alene betyder, at det er ministerreferatet og intet andet, der er ændret,
hvad
ministeriets organisering angår.
Der er derfor fortsat tale
om, at Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen udfører
ministerbetjeningsopgaver
i lighed med de enkelte afdelinger i departementet. Ministerreferatet er blot
samlet hos departementschefen, der dermed står med det samlede administrative
ansvar.
5. I den konkrete sag er det Told- og Skattestyrelsen der har
sekretariatsbetjent skatteministeren, som følge af den funktionsorienterede
opdeling af ministerbetjeningsopgaven.
Der er ikke - som det
fremgår af Ombudsmandens foreløbige redegørelse - tale om, at
Told-
og Skattestyrelsen har udarbejdet orienteringer og afgivet indstillinger til
Departementet. Told- og Skattestyrelsen har udarbejdet orienteringer og
afgivet indstillinger til ministeren, og disse orienteringer passerer
departementschefen.”
Den 12. april 1999 deltog
jeg sammen med tre af mine medarbejdere i et møde med E, departementschef i
Skatteministeriet, G, kommitteret i Skatteministeriet, H, direktør for Told-
og Skattestyrelsen, B, vicedirektør i Told- og Skattestyrelsen, og I,
kontorchef i Told- og Skattestyrelsen. På mødet drøftede vi sagen. Det blev
under drøftelserne nævnt at skatteministerens kompetence til at fastsætte
landets inddeling i told- og skattekredse og placeringen af de regionale
told-
og skatteforvaltninger findes i skattestyrelseslovens § 15.
Ombudsmandens endelige udtalelse
“Skatteministeriet og Told- og Skattestyrelsen har i deres seneste
udtalelser anført at ministeriet og styrelsen ud fra en generel vurdering må
anses som to selvstændige myndigheder. Myndighederne har dog anført at de ud
fra et funktionelt kriterium i ministerbetjeningssituationerne må anses som
en og samme myndighed således at brevvekslingen mellem ministeren og
styrelsen i disse sager kan anses som intern brevveksling mellem forskellige
enheder inden for samme myndighed, og dermed undtages fra aktindsigt efter
offentlighedslovens § 7, nr. 2.
Skatteministeriet og Told- og Skattestyrelsen har endvidere fastholdt at de
fem indstillinger kan undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 10,
nr. 3. Styrelsen har i notatet af 17. januar 1999 henvist til at
indstillingerne er selvstændige i den betydning at de er udarbejdet uden
samarbejde med departementet som ikke har haft den fornødne sagkundskab.
Indstillingerne er samtidig uselvstændige i den betydning at styrelsen har
været undergivet ministerens instruktionsadgang. Endvidere har styrelsen
anført at de fem indstillinger emnemæssigt omfatter et
veldefineret delområde af en større sag, og at indstillingerne er dateret
inden
for en kortere periode og alle af de samme to personer i styrelsen. Told- og
Skattestyrelsen anser sig generelt for ministerens sekretariat i relation til
ministerbetjeningsopgaver. Styrelsen er ikke underordnet Skatteministeriets
departement som sådan i forhold til ministerbetjeningen idet sagerne alene
skal forelægges departementschefen og hans ledelsessekretariat.
Efter min gennemgang af
Skatteministeriets og Told- og Skattestyrelsens bemærkninger er det fortsat
min opfattelse at undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3,
ikke kan finde anvendelse i denne sag. Jeg mener endvidere ikke at
offentlighedslovens § 7, nr. 2, kan finde anvendelse ud fra et funktionelt
kriterium.
Forarbejder mv. til offentlighedslovens § 7, nr. 2, og § 10, nr. 3
I lov nr. 280 om
offentlighed i forvaltningen af 10. juni 1970 var der i § 5, nr. 3 og 4,
følgende undtagelser fra retten til aktindsigt:
’§ 5.
Adgangen til at få oplysninger omfatter ikke
...
3) en myndigheds interne
arbejdsmateriale, såsom referater, koncepter, udkast, forslag og planer,
4) brevveksling inden for
samme myndighed, ...’
I betænkning nr. 857 fra
1978 om offentlighedslovens revision er der sammenfattende om bestemmelsen i
offentlighedslovens § 5, nr. 4, (som blev videreført i § 7, nr. 2) anført
følgende, s. 192f:
’Efter forarbejderne til
offentlighedslovens § 5, nr. 4, er udtrykket ’samme myndighed’
hovedsagelig
tænkt fastlagt på grundlag af en generel bedømmelse af forholdet mellem de
pågældende administrative enheder og efter overvejende organisatoriske
kriterier. Motivudtalelserne bygger på den praksis, der havde udviklet sig i
relation til den tilsvarende bestemmelse i partsoffentlighedslovens § 6, nr.
2.
De nævnte
afgrænsningskriterier, der navnlig er udarbejdet på grundlag af eksempler fra
den statslige centralforvaltning (direktoratstilfældene), har også dannet
udgangspunkt for fastlæggelsen af praksis i relation til bestemmelsen i
offentlighedslovens § 5, nr. 4, men har i flere tilfælde vist sig mindre vel
anvendelige i forhold til den kommunale forvaltning, (for så vidt
brevveksling
ikke er omfattet af den særlige bestemmelse i lovens § 5, nr. 5). I specielt
justitsministeriets praksis fra de seneste år synes der på denne baggrund at
være sket en videreudvikling af de nævnte kriterier, der imidlertid ikke
alene
er møntet på de konkret forelagte tilfælde, men må antages at afspejle en
generel
tendens.
Først og fremmest synes den
overvejende organisatorisk prægede vurdering af forholdet mellem de
pågældende
administrative enheder at blive suppleret med et funktionelt kriterium,
hvorved
der lægges vægt på, om
varetagelsen af
organernes indbyrdes funktioner må antages at forudsætte, at udveksling af
dokumenter organerne imellem betragtes som intern. Dette må f.eks.
antages
at være tilfældet, hvor et organ varetager sekretariatsfunktioner i forhold
til
et andet organ (jfr. L.A. 1973-543-65), men kan også forekomme inden for
andre
administrative strukturer, jfr. f.eks. L.A. 1973-543-73 om forsorgscentre
inden for åndssvageforsorgen med tilhørende institutioner.
Anvendelsen af et sådant
funktionelt kriterium har ikke været begrænset til tilfælde, hvor rækkevidden
af en overvejende organisatoriske bedømmelse af organernes indbyrdes forhold
kan give anledning til tvivl. Også i tilfælde, hvor en helhedsbedømmelse
efter
disse kriterier isoleret set fører til, at der er tale om selvstændige
myndigheder (f.eks. et kollegialt organ ctr. et ministerielt departement) vil
det nævnte funktionelle kriterium kunne bevirke, at visse former for
brevveksling organerne imellem desuagtet må betragtes som intern i relation
til bestemmelsen i offentlighedslovens § 5, nr. 4. Dette indebærer således en
fravigelse af den almindelige forudsætning om, at myndighedsbegrebet bør
karakteriseres
generelt.’
Den hidtidige § 5, nr. 4,
blev videreført i lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i
forvaltningen,
§ 7, nr. 2. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
’§ 7.
Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne
arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses
dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget
brug
brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme
myndighed og
brevveksling mellem en kommunalbestyrelse og dennes
udvalg, afdelinger og andre organer eller mellem disse organer
indbyrdes.’
I forarbejderne til
bestemmelsen (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 219-220) er der
anført:
’...
Som interne dokumenter anses
ifølge
nr. 2
også brevveksling mellem
forskellige enheder inden for samme myndighed. Det er uden betydning, om
brevvekslingen foregår ved udveksling af formelige skrivelser eller mere
uformelt ved påtegninger, ’mavebælter’ eller lignende, hvilket
ganske svarer
til den tilsvarende undtagelsebestemmelse i den gældende lovs § 5, nr. 4.
Bestemmelsen indeholder ikke - lige så lidt som den gældende lovs § 5, nr. 4
-
nogen nærmere angivelse af, hvad der skal anses for ’forskellige enheder
inden
for samme myndighed’.
Afgrænsningen heraf beror på
en konkret vurdering af det underliggende retsgrundlag. Herved må den
organisatoriske opbygning af de pågældende administrative enheder tages i
betragtning (f.eks. hvilken grad af selvstændighed, den enkelte enhed
indtager,
om der træffes afgørelse på egne vegne, rekursadgangen,
instruktionsbeføjelsen
m.v.). Endvidere må der lægges vægt på, om varetagelsen af de enkelte
enheders
indbyrdes funktioner må antages at forudsætte, at udveksling af dokumenter
enhederne imellem betragtes som intern.
...’
Samtidig blev der indsat en
ny bestemmelse i offentlighedsloven, den nugældende § 10, nr. 3. Bestemmelsen
har følgende ordlyd:
’§ 10. Retten til aktindsigt
omfatter ikke:
...
3) Dokumenter, der udveksles
i forbindelse med, at en myndighed udfører sekretariatsopgaver for en anden
myndighed.’
I forarbejderne til
bestemmelsen (som dengang var nr. 4) er anført følgende, jf.
Folketingstidende
1985-86, tillæg A, sp. 224:
’...
Undtagelserne i
nr. 3 og 4
er nye såvel i forhold til
den gældende offentlighedslov som i forhold til betænkningsudkastet.
Justitsministeriet har
fundet at burde udskille nogle af de særlige tilfælde, hvor
offentlighedsudvalget
har peget på, at udviklingen i den administrative struktur har medført
uheldige
konsekvenser.
...
Reglen i
nr. 4
tager sigte på tilfælde, hvor én
forvaltningsmyndighed udfører sekretariatsopgaver for en anden
forvaltningsmyndighed. Som eksempel herpå kan nævnes den kommunale
skatteforvaltnings
forberedelse af sager for ligningskommissionen. Undtagelsesadgangen vil også
kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor en myndighed i forbindelse med en
bestemt sags behandling udøver sekretariatsmæssige funktioner i forhold til
en
anden myndighed, uden at betingelserne for at anse organerne for én og samme
myndighed af den grund er opfyldt, f.eks. hvor et direktorat eller en anden
styrelse til brug for vedkommende minister udarbejder et udkast til
besvarelse
af et folketingsspørgsmål eller en ansøgning til finansudvalget.
...’
Myndighedernes anvendelse af et funktionelt kriterium ved vurderingen
af om offentlighedslovens § 7, nr. 2, kan bruges
Bestemmelsen i
offentlighedslovens § 7, nr. 2, drejer sig om brevveksling inden for
samme myndighed
,
mens bestemmelsen i § 10, nr. 3, drejer sig om brevveksling mellem
to myndigheder hvor den ene myndighed
udøver en sekretariatsfunktion for den anden.
Ved anvendelsen af § 7, nr.
2, om brevveksling inden for samme myndighed har man i praksis overvejende
set
på det organisatoriske, jf. betænkningens beskrivelse af praksis om den
dagældende offentlighedslovs § 5, nr. 4, og John Vogter, Offentlighedsloven
med kommentarer (1998), 3. udg., s. 176f og 182f. Udgangspunktet er endvidere
at to administrative enheder enten generelt betragtes som én myndighed eller
to myndigheder. Som anført i betænkning nr. 857, s. 192, og i forarbejderne
til § 7, nr. 2, kan der inddrages et funktionelt kriterium ved afgrænsningen
af om der er tale om brevveksling inden for samme myndighed.
Efter min opfattelse kan der
imidlertid ikke inddrages et funktionelt kriterium ved anvendelsen af § 7,
nr.
2, når der er tale om funktioner med karakter af sekretariatsopgaver for en
anden myndighed eller funktioner der ligger i grænseområdet hertil. For denne
type funktioner findes en særskilt - og efter min mening udtømmende -
bestemmelse i offentlighedslovens § 10, nr.
3. Hvis der generelt og organisatorisk er tale om to selvstændige myndigheder
og den ene myndighed har en opgave der kan minde om en sekretariatsfunktion
for
den anden, afhænger undtagelsesadgangen af hvorvidt tilfældet falder ind
under
offentlighedslovens § 10, nr. 3. Det ville være i strid med
offentlighedslovens
hovedprincip om at brevveksling mellem forskellige forvaltningsmyndigheder er
undergivet aktindsigt hvis § 7, nr. 2, fik karakter af en
opsamlingsbestemmelse som kunne finde anvendelse ud fra et funktionelt
kriterium, i de tilfælde hvor brevvekslingen ikke opfyldte kriterierne i §
10,
nr. 3.
I den konkrete sag hvor
Told- og Skattestyrelsens opgaver minder om sekretariatsopgaver eller ligger
i
grænseområdet herfor, ville undtagelsesbestemmelsen i § 7, nr. 2, derfor kun
være anvendelig hvis Told- og Skattestyrelsen og Skatteministeriet generelt
kunne anses for organiseret som én myndighed idet et funktionelt kriterium
ikke kan inddrages i vurderingen.
Anvendelse af offentlighedslovens § 7, nr. 2, ud fra en generel
vurdering af myndighedernes organisation
Jeg har lagt til grund at
Skatteministerens departement og Told- og Skattestyrelsen generelt er
organiseret
som to forskellige myndigheder. Jeg har forstået at Skatteministeriet og
Told-
og Skattestyrelsen er enig i dette synspunkt. Jeg henviser til
Skatteministeriets
brev af 5. februar 1999 og notat af 17. januar 1999, s. 9-10. Endvidere
henviser jeg til skattestyrelsesloven som opererer med ’den centrale
told-
og skatteforvaltning’ (jf. bl.a. §§ 12-14) og
’Skatteministeren’ (jf. bl.a. §
15). Den centrale told- og skatteforvaltning varetages af Told- og
Skattestyrelsen. Det at styrelsen ved lov har fået tillagt (en omfattende)
kompetence, tyder på at den må anses som en selvstændig myndighed i forhold
til Skatteministeriets departement.
At der er tale om to
forskellige myndigheder, fremgår endvidere af at de lovbestemmelser der
bemyndiger
ministeren til at afskære klagemuligheden for Told- og Skattestyrelsens
afgørelser til Skatteministeriets departement. Efter de almindelige
forvaltningsretlige
grundsætninger om administrative hierarkier indebærer det at der er tale om
to
forskellige myndigheder og at styrelsen er underordnet departementet at
Told- og Skattestyrelsens afgørelser kan påklages til Skatteministeriet,
medmindre klageadgangen er afskåret med hjemmel i loven. Der findes
adskillige
bemyndigelsesbestemmelser i told-, afgifts- og skattelovene hvorved
skatteministeren bemyndiges til at afskære rekurs til ministeriet. Disse
bestemmelser om at afskære rekurs havde ikke været nødvendige hvis Told- og
Skattestyrelsen var en afdeling af departementet eller en sideordnet
myndighed. Hvis Told- og Skattestyrelsen havde været en afdeling af
departementet
eller en sideordnet myndighed, ville der ikke være rekurs idet styrelsens
afgørelse
måtte anses som ministerens afgørelse, altså truffet på dennes vegne. Hertil
kommer at Told- og Skattestyrelsen netop er frataget det direkte referat til
ministeren.
Om afgrænsningen af hvornår
der er tale om samme myndighed eller to selvstændige myndigheder, henvises i
øvrigt til John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer (1998), 3. udg.,
s. 177ff, og Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 74ff.
Myndighedernes anvendelse af offentlighedslovens § 10, nr. 3
I visse sager - i sager om
ministerbetjening inden for styrelsens område - betjener Told- og
Skattestyrelsen
efter det oplyste ministeren via departementschefen og dennes
ledelsessekretariat. Ledelsessekretariatet er bemandet med en lille stab af
ansatte i departementet.
Told- og Skattestyrelsen og
Skatteministeriet har anført at styrelsen i denne relation generelt må anses
for ’sekretariat’ i forhold til ministeren efter
offentlighedslovens § 10, nr.
3.
Efter min opfattelse hjemler
offentlighedslovens § 10, nr. 3, ikke mulighed for at en myndighed generelt
(og
ulovbestemt) kan udpege en anden myndighed til at være sekretariat for sig
med den virkning at brevvekslingen mellem myndighederne kan undtages fra
aktindsigt. Heller ikke selv om sekretariatsfunktionen som i sagen her er
afgrænset til ministerbetjening. Jeg henviser for det første til at der i
forarbejderne til § 10, nr. 3, er anført at undtagelsen kan finde anvendelse
hvor en myndighed i forbindelse med ’en bestemt sags behandling’
udøver
’sekretariatsmæssige funktioner’. Jeg bemærker at der i
forarbejderne i
øvrigt er nævnt det eksempel hvor den kommunale skatteforvaltning forbereder
sager for ligningskommissionen. Den kommunale skatteforvaltnings
sekretariatsfunktion var lovbestemt i medfør af § 2 i skattestyrelsesloven da
forarbejderne blev udfærdiget (lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984
om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang mm.). For det andet
ville en sådan almindelig adgang til at udpege en myndighed som sekretariat
indebære en risiko for omgåelse af offentlighedslovens hovedregel om
aktindsigt i brevveksling mellem myndigheder og en tilsidesættelse af
Folketingets afvisning af generelt at udvide undtagelsesområdet til alt
internt præget samarbejde, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 191,
og John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer (1998), 3. udg., s. 168.
I den konkrete sag mener jeg
at det er tvivlsomt om der har været tale om ’sekretariatsmæssige
funktioner’
af en sådan karakter at bestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3, kan
anvendes. Jeg har lagt vægt på at samarbejdet mellem ministeren og styrelsen
efter min opfattelse minder om et almindeligt samarbejde mellem et
ministerium
og en styrelse hvor ministeriet indhenter høringsudtalelser mv. fra en
sagkyndig styrelse.
Hertil kommer at afgrænsningen
af ’den bestemte sag’ er uklar, og en anerkendelse af at anvende
offentlighedslovens § 10, nr. 3, i denne sag vil medføre risiko for omgåelse
af
offentlighedslovens snævre undtagelsesbestemmelse. Styrelsen har i udtalelsen
hertil anført at det blot drejer sig om at undtage fem dokumenter fra
aktindsigt
der alle er signeret af de samme to medarbejdere og forelagt ministeren i en
periode fra februar 1997 til juni 1997, og at disse dokumenter derfor kan
betegnes
som ’en bestemt sag’. Det fremgår af de fem dokumenter at de har
været vedlagt
diverse bilag. Bl.a. fremgår det af de akter jeg har modtaget at det ene
dokument,
notatet af 29. april 1997, var vedhæftet fem notater - et notat om
implementeringen
af toldrapporten og fire notater der redegør for beslutningsgrundlaget - som
jeg har forstået tillige er undtaget fra aktindsigten.
Det fremgår endvidere af styrelsens høringssvar
af 20. januar 1998 at styrelsen bl.a. også udarbejdede udkast til artikler,
udkast til besvarelse af breve og udkast til besvarelse af ministerspørgsmål.
Der findes ikke nogle dokumenter i form af udkast i de sagsakter jeg har
modtaget.
Jeg har derfor heller ikke vurderet ’sekretariatsfunktionen’ i
forhold til
disse udkast. Jeg ved ikke om de manglende udkast skyldes at alle de
fremsendte udkast til ministeren er blevet underskrevet, eller om der er
yderligere brevveksling mellem styrelsen og ministeren som ikke er udleveret
ved aktindsigtsbegæringen.
Afgrænsningen af ’den
bestemte sag’ er desuden uklar fordi der ikke forudgående var truffet
beslutning
om i hvilken relation styrelsen skulle anses som sekretariat,
omstruktureringssagen
strakte sig over en lang periode med mange forskelligartede opgaver, og fordi
opgaverne var fordelt på flere kontorer og medarbejdere.
Det er sammenfattende derfor
min opfattelse at offentlighedslovens § 7, nr. 2, og § 10, nr. 3, ikke kan
finde anvendelse i denne sag.
Jeg har samtidig hermed
gjort Told- og Skattestyrelsen og Skatteministeriet bekendt med min
opfattelse.
Endvidere har jeg henstillet til Skatteministeriet at genoptage sagen.”
Den 23. juni 1999 meddelte
Told- og Skattestyrelsen at man havde valgt efter omstændighederne at
udlevere
de omhandlede indstillinger til avisen.
Jeg skrev den 12. juli 1999
til Skatteministeriet at jeg på det foreliggende grundlag og fordi avisen
ikke
havde rettet henvendelse igen ikke foretog mig mere i sagen.
NOTER: (*1)
FOB 1989, s. 241
FOB 1989, s. 175
FOB 1992, s. 96
FOB 1995, s. 309
FOB 1989, s. 188
019890018870
Lignende dokumenter
- Offentligt ansattes ytringsfrihed Retsinformation · 3. marts 2003
- Samtidighed ved meddelelse af aktindsigt til pressen. Retsinformation · 3. november 2003
- Krav om udskillelse af netdel i Nexø Halmvarmeværk Klagenævn (Nævnenes Hus) · 24. juni 2002
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Jacobs fremsat den 22. januar 1998. - Brinkmann Tabakfabriken GmbH mod Skatteministeriet. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Østre Landsret - Danmark. - Forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak - Direktiv 79/32/EØF - Cigaretter - Røgtobak - Begreb - En medlemsstats ansvar uden for kontraktforhold for overtrædelse af fællesskabsretten. - Sag C-319/96 EU-domme · 22. januar 1998
- Sagsbehandling, herunder sagsbehandlingstid i Told- og Skattestyrelsen. Retsinformation · 25. juni 2003
- Aktindsigt i dokumenter vedrørende "selskabstømmersag". Afgørelsesbegrebet Retsinformation · 3. marts 2003